paa
Danmarks Stjerne.
Kong Christian-Frederiks Hylding i
Danske Samfund.
✂ Det lille »Danske Samfund« med det store Øiemed, som er det ægte Danske Folkelivs Gienfødelse og Vext, holdt sit første Møde i Kong Christian den Ottendes Tid Tirsdagen den 10de Decbr, og efterat Ingemanns Mindekvad om Kong Frederik den Sjette »Paa sin Liigseng ligger Kong Fredrik hvid« var afsunget, aabnede Formanden det ny Tidsrum med følgende Ord:
✂ Mine Herrer!
✂ Forrige Tirsdag kunde jeg umuelig samles med Dem, dertilvar Budskabet om Kong Frederik den Sjettes Død mig altfor nyt og uventet, og rørde mig personlig alt for stærkt; thivel stod jeg dagligdags saa langt fra Majestæten, som Nogenaf den Konges Undersaatter, der var mageløs tilgængelig forAlle, men i Løbet af tredive Aar stod jeg dog for hans Ansigtved alle vigtige Tilfælde i mit Levnetsløb, og hardtad hver Ganget Aandepust fra Norden opglødede mig. Hans Gavmildhed vargiennem mange Aar mit »visse Levebrød«, Ham havde jeg forØie under hele min Virksomhed og da især ved mine Bestræbelser for at opfriske Kundskaben om de forbigangne Tider, og 343 oplive den ægte Danskhed i Tænkemaade, i Tankegang ogTungemaal, som jeg vidste havde ingen varmere og mere trofast Ven i hele Riget, om end de Midler, jeg til Oplivelsen afden Danske Almeenaand ønskede anvendte, sjelden syndes hamde tjenligste og tidt vel fantastiske. For mit Hjerte maatte daSørge-Budskabet være et Tordenslag, og al Verdens Mueligheder, de være nok saa glimrende og nok saa rimelige, kunde forØieblikket umuelig opveie den ene store Virkelighed, saa, skuldejeg den samme Aften brudt den dybe Taushed, hvori MandensSorg naturlig skjuler sig, da maatte jeg udøst mit Hjerte somved en Balders-Baare, og havde min Klage ingen Gienlydfundet, da vilde det været min bittreste Skaal, men havde Smerten overvældet Dem tilligemed mig, det vilde været unaturligt, skadeligt paa begge Sider, og Uret mod Ham, som nu fører Spiret i Danmark.
✂ Ja, m. H. jeg vil gribe Leiligheden til at opfriske en hardtadglemt Sandhed, den Sandhed, at vi Ældre giør Vold paa Ungdommens Følelser, naar vi stræbe at henrive dem med sørgeligeMinder enten af vort eget eller af de forbigangne Slægters Liv;thi kun hvad vi selv har oplevet og deeltaget i, skaber levendeMinder, og hver Dag har Nok i sin egen Plage, saa vi Ældremaae ingenlunde misbruge hvad Liv og Styrke der end er oslevnet, til at rulle Fortids-Sorger som Klippe-Blokke mod Ungdommens aabne, ubefæstede Hjerte, der kan være knust førden veed det. Naar vi derfor stræbe at indtage Ungdommen forMinder, som enten udsprang af vort eget Levnetsløb eller vedunderfulde Sympathier levede op i os, da maa det kun være fordem, hvoraf vi veed, Haabet opstiger, Haabet, som falder Ungdommen naturligt og er os Alle uundværligt, saalænge vi skaltage virksom Deel i Livs-Bedriften, saa det er vor UngdomsFostbroder, vi aldrig kan overleve uden at overleve os selv. Ja, m. H. overalt, hvor der findes Glimt af Nordens Aand, der sidder Hugin og Munin (Haab og Minde) paa vore som paaOdins Skuldre, og hviske os i Øret hvad de saae i Flugtenover Midgaard, og vel er det naturligt, at Ungdommen hældertil Hugins og vi Ældre til Munins Side, men vil vi fare vel, maae vi dog laane Øre til Begge. Derfor er Vexel-Virkningenmellem Ungdom og Alder nødvendig, og derfor kan den væreskiøn og frugtbar, naar vi lære at skatte og lempe os efter hinanden, saa vi er ligegode baade om Haabets Vinger og om Mindets gyldne Kiæder, forvildes ei i Luften og lænkes ei til Jorden; thi ligesom det er Ungdommens Fare at henrives af sit 344 dristige Haab, saaledes er det Alderdommens at nedtrykkes afsine sørgelige Minder, og skiøndt det klinger stort som stolt, saa er det dog tomt og falder tungt, naar Einar Thambeskælver siger, han vil heller følge Magnus død end Haraldlevende. Det er tomt i Grunden, fordi han dog ikke vil gaae iDøden med Kong Magnus, men kun unddrage Harald sinKraft og Virksomhed, og det falder tungt tilbage paa ham selv, som en levende Begravet. See, derfor havde det været unaturligt og skadeligt paa begge Sider, om jeg vilde stræbt at meddele Dem mine personlige Følelser ved Frederik den SjettesDød, mens de overvældede mig; men det vilde ogsaa været Uretmod Majestæten, som nu beklæder Thronen, og saameget størreUret, som Han er selv over den Alder, da Haabet naturlig blomstrer, saa kunde Hans Jævnaldrende ei bidrage til at Han hosUngdommen møder et fyrigt, levende og tillidsfuldt Haab, maatte de dog aldrig, ikke selv for de dyrebareste MindersSkyld, mæle et Ord, som muelig kunde nedstemme, svækkeeller kiølne det.
✂ Derfor følde jeg uvilkaarlig, hvad nu klarer sig for mig, atjeg maatte ikke samles med Dem, før det Personlige var traadttilbage, saa det ei stod baade Dem og mig i Lyset, og før detførste Indtryk var overvundet, saa jeg selv uden Suk kundegientage hvad paa Dødsdagen var mig umueligt: Kong Frederik den Sjette er død. Kong Christian den Ottende leve!Hvor latterligt nemlig end maaske mangen En kan finde det, saa var det dog mig umueligt, den første Gang efter en saadanHoved-Begivenhed for hele Danmark, at tale om Andet i det»Danske Samfund.«
✂ Vel tør jeg ikke sige, vi endnu har hjemlet os mere Ret tildette deilige Navn, end et Barn, som ei endnu veed Forskiel paaHøire og Venstre, har til et stort og berømmeligt Navn, hvormed det opkaldtes af ømme Forældre, som haabede hvad deønskede, at Navnet med Tiden vilde passe, ja, jeg tør ikke engang nægte, at blev det sammenlagt Alt hvad vi her talde sammen, jo det meste kunde have samme Feil, som alle de Adresser, jeg endnu ved denne Leilighed har seet, den Feil, Andrevilde maaske sige, det Fortrin, at det kunde ligesaa godt væresagt i hvert andet Sprog, som paa vort Modersmaal. Men desuagtet kan jeg dog aldrig finde Navnet saa ubetydeligt, ellertilstaae, vort Samfund var nogensinde saa blottet for Danskhed, at selv Thronen kunde flyttes uden at vi ændsede det, selv enLandsfader som Frederik den Sjette kunde døe, uden at det 345 rørde os, alle Danmarks Klokker kunde ringe uden at det gienlød i vor Midte! Nei, det være saa langt fra, at jeg paastaaer,Formanden i dette Samfund maatte ikke blot dvæle ved denstore Omskiftelse, men kunde ei engang Andet end røbe, omhan stod ved Sjette Frederiks Grav med eller uden Haabom Kongelig Yndest for vore Bestræbelser til Folke-LivetsTarv og til Modersmaalets Triumph over alle Medbeilerinder til Dronning-Stolen i Fædrenelandet; thi Taushed heromvilde røbe mere end høirøstet Tale. Jeg veed derfor slet ikke, hvorledes jeg alt i Aften skulde havt Mod til at træde frem idenne Kreds, hvis jeg ikke havde den bedste Formodning ogdet lyseste Haab om Christian den Ottendes Storværk forAlt hvad der aandelig og hjertelig angaaer og udgiør Fædrenelandet, med et Kongeligt Velbehag som Frederik den Sjettes, hvorpaa Beviserne er alt for mange til her at opregnes, saajeg vil kun nævne det Klareste, som jeg selv maa finde i denuforanderlige Gunst og Naade, Han, blot for mine velmeentefædrelandske Bestræbelser, skiænkede mig giennem en Menneske-Alder, ikke blot trods al den Miskiendelse, min Idrætsædvanlig mødte, men selv trods Meget i min Færd, der mishagede Majestæten. Men hvorfra skulde jeg allerede nu, i entidlig Nyaars-Morgen, der altid falder dunkel i Norden, hentesaa lyse Udsigter, hvis der ikke blandt mine Minder fandtesdem, der med fremsynede Nyaarsbørn fødte glade Forventninger! Det er kun om Vaaren, ei om Vinteren, Træer skyde,Blomster spire, Fugle frydes af dem selv, og det er kun Ungdoms-Haabet, der bygger med »Ørnen paa høien Hald«, deældre Dages Haab har som Lærken sin Rede lavt i Agerrenen, saa skulde jeg lytte til Hugin, maatte Munin selv byde miglaane ham Øre! Det maa da i alle Maader kaldes min Lykke, ikke blot at Christian den Ottende har en Historie, før Hanbesteg Danmarks Throne, men at ogsaa jeg har levende Minder om Hans Bevaagenhed for Folkeliv og Modersmaal, og deriblandt et allerede gammelt og dybt rodfæstet, fra den sammeTid, da det maatte undre mig selv, at Kong Frederik denSjette paa mig saa klart beviste, at Alt hvad der udsprang afNordens Aand og tiltalde Danmarks Hjerte, var Ham velkomment, selv med et mindre behageligt P'ølge.
✂ Jam. H. for over tyve Aar siden, da jeg arbeidede paa Oversættelsen af Danmarks og Norges Krøniker i Folkestil og tilMenigmands Bedste, men var nær ved at fortvivle over den tilsyneladende Ligegyldighed for hvad der i mine Øine var af den 346 allerstørste Vigtighed til Folkelivets Gienfødelse, da veed jegslet ikke, hvordan jeg skulde beholdt Mod og Munterhed til etArbeide, jeg i Grunden havde langt mere Lyst til at tale om endtil selv at giøre, hvis der ikke uventet var kommet Trøst ogOpmuntring fra Prinds Christian-Frederik af Danmark,saa det er bogstavelig Sandhed, hvad der staaer i Tilegnelsenaf Heimskringla til Foretagendets »høie Talsmand og storeBefordrer«:
✂
Dig det var, som, da jeg svæved
End i Tvivl paa vilden Strand,
Ordet tog og Stemmen hæved,
Trøsted ringe Færgemand;
Ja, ved Bud fra Odins-Borgen,
Bod jeg fik for Vinter-Sorgen!1
✂ Skiøndt jeg dengang aldrig havde staaet for Christian denOttendes Ansigt, var det dog ei mindre Ham end Frederikden Sjette at tilskrive, at Saxos og Snorros Mindebøgergiennem mine Hænder kom i Folkets, og skiøndt de er langtfra at have virket hvad jeg drømde, fordi det kun lod sig drømme, ei virkelig opleve, saa er det dog allerede klart, at Danmarkvilde ikke undvære de gamle Folkebøger med opfriskede Farver, og jeg tør sige, en oplyst Efterslægt vil finde, de i alle Maader tjende til at forberede og [lette hvad de, som døde Ting, naturligviis ei selv kunde udrette. Ja, selv om jeg heri tog Feil, saa det var spildte Aar og spildt Umage, jeg anvendte paa Nordens mageløse Folke-Krøniker, saa kunde det dog aldrig feile, at Fædreneland og Modersmaal og Menigmands DanskeOplysning laae Alt i Ungdoms-Alderen den Prinds paa Hjerte, der ei kunde have nogen anden tænkelig Grund til at ynde ogfremme mit Foretagende, saa hvem der har Danskhed kiær, fristes ei til at begrave Haabet om dens Opblomstring med Frederik den Sjette, men drives til at vente det kronet med Christian den Ottende!
✂ Hvad jeg derfor aldrig holdt op at haabe under vor gamleLandsfader: Modersmaalets Indsættelse i sine naturlige Rettigheder, saa det ei længer skal være Betingelsen for nogenDansk Virksomhed at tale eller skrive et fremmed Sprog, entendødt eller levende, og et lyslevende Forsøg paa at vække den * 347 slumrende Fædrelands-Kiærlighed og udvikle Folkets Ungdomi en ægte dansk, naturlig Retning; det vil jeg ikke blot fremdeles haabe under vor ny Landsfader, men haabe det med dobbelt Styrke for hvert Aar, Han er yngre end den Hensovende.Høitidelig har ogsaa Majestæten forkyndt sin Regiering som enlevende Fortsættelse af sin Høilovlige Forgiængers, og det vil eiundgaae Hans klart overskuende Blik, at Alt hvad der blot vedPennen kunde skee til Almeen-Aandens Oplivelse og Modersmaalets Blomstring, det skedte i Frederik den Sjettes Dageog fandtes utilstrækkeligt, saa der er ingen levende Fortsættelsemuelig uden med Pen og Tunge, Haand og Mund i Pagt, uadskillelig forbundne, som vore dyrebare Konge-Navne: Christian og Frederik, i Majestætens!
✂ Kun da, naar Munden paa Modersmaalet, i Christian denOttendes Dage, indløser de store Vexler, Pennen i Frederikden Sjettes Dage udstædte, kun da vil Kongelige Pennestrøgpaa rette Sted: over den Latinske Stil og andet Mere, giøreUnderværker, men da faaer Stærkodder ogsaa Indfødsretpaany, og danske Penne skal ei fattes hjemligt Storværk at beskrive, og som et lykkeligt Varsel om den ny Tid, med Haandog Mund i Pagt, modtage De, m. H. de Ord, jeg ved vort førsteMøde i Kong Christian den Ottendes Dage fandt mig drevet til at tale, i Pagt med det Huginsmaal, der faldt mig iPennen, og som jeg nu skal tage mig den Frihed at oplæse:
✂
Kongen af Danmark fra Hedenold
Er Odin paa Lydskjalvs Throne,
Fader til Balder, til Thor og Skjold,
Til Stammen med Mailøvs-Krone;
Fosterfader til hver en Fugl,
Som under Løv-Kronen leger Skjul,
Sjunger med Lyst i Lunden.
✂
Sagnet om ham gik fra Mund til Mund,
Paa Bølge, i Bjerg og Dale;
Toldfrit det gaaer giennem Øresund,
Umeldt giennem Kongesale,
Træder dristig i Gude-Spor,
Saalænge imellem Tyr og Thor
Odin staaer midt i Ugen!
✂
Odin pandsatte i Morgengry
Et Øie ved Mimers Kilde,
Vide i Verden gaaer deraf Ry,
Han stædte det ikke ilde;
Saga skiænker for ham i Kveld
Et Bæger af Mindets klare Væld,
Tidernes Tegn han tyder!
✂
Kongen af Danmark fra første Haand,
Som bæres paa Folke-Skulder,
Det er den Nordiske Kæmpeaand,
For Slaget er Odins Bulder;
Fredegod dog af Hjertens Grund,
Han bruger kun selv paa Jetter Mund,
Taler og Thor tilrette!
✂
Konger af Danmark paa anden Haand,
De blive vel ei saa gamle,
Alle, som herske i Nordens Aand,
Sig lade i Skjold dog samle,
Skjoldung-Ætten med Isse graa,
Omringet af Løver himmelblaa,
Passer den Danske Krone!
✂
Christjan og Frederik skifteviis
Skjoldunger vi kaldte længe,
Halvt var de Navne om Daad og Priis,
Til Heelhed nu hardt vi trænge;
Derfor yppes en anden Skik,
Vor Konge er Christjan-Frederik,
Smelte vil Dansken sammen!
✂
Christian-Fredrik paa Odens-Øe,
Med Øie for Mimers Kilde,
Kiøbde sig Retten til Mindesø,
At drikke saa dybt Han vilde;
Vist sig drikker den Herre bold
I Fostbroderlag med gamle Skjold,
Blod saa med Odin blander!
✂
Kiendes da skal det i Danevang,
At Sagas det gyldne Bæger,
Tømt under Skjaldes Harpeklang,
Oplyser og vederkvæger;
Braga-Bæger er Skaalens Navn,
Den tømmes paa gamle Danmarks Gavn,
Fredegods Æt til Ære!
✂
Dannemarks Dronning fra Arildstid
Er Frigga i Fensals-Borgen,
Ikke hun kunde med alt sit Vid
Unddrage sig Børne-Sorgen,
Balders-Baalet begræder hun,
Men siger dog blidt med Smiil om Mund:
Sorgen er snart forvundet.
✂
Hermod den Bolde, hvis Navn ei døer,
For hende selv Helhjem giæsted,
Bragde tilbage et yndigt Slør,
Til Dronninge-Sæt det fæsted;
Derigjennem sees Taaren ei,
Men Sorgen er skjult, som Tornevei
Strøet med Rosensblommer!
✂
Dannemarks Dronning fra første Færd,
Som lever i Folkets Hjerte,
Hun er vel immer os lige nær,
Men eens er ei Fryd og Smerte;
Kun i Vaarens den grønne Sal
Os fryder med Sang vor Nattergal,
Dronningens Sangerinde!
✂
Dannemarks Dronning i Sagastil,
Hun skifter tit meer end Navnet,
Aldrig man dog har et Dagmars-Smil
Ret længe i Danmark savnet;
Lilje-Korset paa Rosen-Grund,
Med Dronninge-Smil om Disamund,
Dobbelt nu sees i Lunden!
✂
Længe dermed har Kong Fredriks Viv
Os mindet om Friggas Mine;
Længe, vi haabe, skal Friggas Liv
Forklares i Caroline,
Nattergale i Lunden slaae
Om hvad mellem Løver himmelblaa
Giælde de gyldne Hjerter!
✂
Hermod den Store, som aldrig døer,
For Hende og Helhjem giæsted,
Bragde tilbage et Regnbuslør,
Og svævende det befæsted;
Derigiennem sees Taaren ei,
Men Sorgen er skjult, som Tornevei,
Strøet med Rosensblommer!
✂
Hil Eder da med de sjeldne Kaar,
Kong Christjan og Caroline!
Krones I skal i et Gyldenaar,
Da Disse giør Pagt med Hine:
Disse Dage med Hedenold,
Kong Christians Æt med gamle Skjold,
Løver med gyldne Hjerter!
✂
Skolen for Livet oplukkes nu,
Med Munden paa Modersmaalet,
Levende kommes da Alt ihu,
Som haver paa Jorden straalet;
Konge-Pennen med Folke-Mund
Da slutter en Pagt af Hjertens Grund,
Dannemarks Stjerne tindrer!
✂
Blomstre da skal som en Abildgaard
Kong Odins det gamle Vænge,
Blomsterne læge fuldmangt et Saar,
Og Frugterne vare længe!
Yduns-Æbler i Haven groe,
Der trædes i Dands paa Gyngebro,
Gyldne er Gude-Baner!
✂
Alferne dandse med Piger smaa
I deiligste Vang og Vænge,
Kongen og Dronningen see derpaa,
For Magen der saaes ei længe;
Jetter giøre vel og et Hop,
Men Thor med sin Hammer vinker op
Spurve i Trane-Dandsen!
✂
Billedlig saa i det gamle Nord
Sig speiler med Lyst det Unge,
Billedligt er og alt Stort paa Jord,
Som Ordet paa Skjaldens Tunge!
Billed-Sproget er dobbelt sandt,
Og tænker end Thrym, det er kun Tant,
Thor siger: løft kun Sløret!
✂
Asamaal, det er den gyldne Bro,
Som spiller i Regnbu-Farver,
Kun hvem der deler den gamle Tro,
Er Ætten, som Glandsen arver;
Skjalde-Troen paa Gudhjem grøn
Gav Søstrene ni den bolde Søn:
Heimdal paa Himmelbjerget!
✂
Han er en Kæmpe af Vane-Æt,
Opfostret ved Mimers Kilde,
Broen han vogter og bli'r ei træt,
Ham kysse hans Mødre milde;
Gjaller-Hornet er i hans Haand,
Han leger derpaa med Liv og Aand,
Dandser, I Rosens-Blommer!
Nyaars-Dag
(i Kirken.)
✂ Det Gamle gik forbi, see, Alt er blevet nyt!
✂ Saaledes har man fra Verdens Side alt længe raabt til osgammeldags Folk, baade Christne og Danske, og ret med Eftertryk til dem af os, der vil være begge Dele, men man har kunfaaet et Svar, man kaldte uartigt, fordi det ikke blot indeholdtden Paastand, at Christendom og Danskhed maatte, for atvære ægte, nødvendig altid blive ved i Grunden at være hvadde var fra Arildstid, men beviste ogsaa unægtelig, at hvad mankaldte forældet og forbigangen, dødt og magtesløst, var endnulyslevende og nok saa kraftigt, som det Splinterny, man udbasunede.
✂ Vil jeg da nu maaskee give Verden Ret og paa denne Nyaars-Dag høitidelig erklære, at ogsaa for mine Øine er det nublevet klart, at den gamle Christendom maa ansees for død ogbegravet med vore Fædre, og den gamle Danskhed for blegnetog isnet med vor gamle Konge, saa den med Ham maa sigesFarvel og nøies med at glimre som en Skygge i de DødesRige?
✂ Nei, mine Venner! Det være langtfra! hvor længe, hvor høirøstet og eftertrykkelig man end i Herrens Huus vil tilraabemig at det Gamle er forbigangen og Alt blevet nyt, skal mandog, saalænge der er Liv og Blod i mig og Lyd paa disse Læber, faae det samme Svar, som hidindtil: Jesus Christus er idagsom igaar og evindelig den Samme, og der er ingen Ende paaHans Kongedømme, Hans Navn skal vandre med Solen ogHans Throne er fastere end Himlens Stjerner, og al Jorden skalfyldes med Hans Ære; thi Han lever og lader os leve med sig, saa vi smile kun ad Rygterne om Hans Død og tør i Hans Navnbyde Døden Trods, som skrevet staaer: Død! hvor er dinBrodd?Helvede! hvor er din Seier?
✂ Noget anderledes maa jeg vist nok svare om Danskheden, som noget Timeligt og i sig selv Svagt, thi ligesaalidt som jegkan sige om vor hensovne Konge: han opstod paa den tredieDag fra de Døde, ligesaalidt tør jeg tillægge det Danske Folk enLivskraft, der kan trodse Døden; men dog skal det ogsaa væremit Svar, at Dansk er idag som igaar og evindelig det Samme, 353 saa naar den ældgamle Danskhed uddøde, da kunde hvadder afløste den vel tiltage sig dens Navn, men aldrig bære detmed Rette, da det i Tidens Løb var Ingen af de tomme Titler, som passe Alle lige godt, men var Udtrykket for et eget Folkeliv, kiendeligt fra alle Andre, og, jeg tør lægge til, yndigere ogelskeligere end nogen anden Green af Menneske-Livet i sin blotnaturlige Skikkelse. Ja, jeg kan og maa endog føie til, at hidindtil haver Herren hjulpet, saa den ældgamle Danskhed uddøde hverken for længe siden, eller nys med vor gamle, livsaligeKonge, men lever endnu, om end for det meste svagt og sygelig, i mangfoldige Hjerter og paa saa mange Tunger, som endnumed Liv og Lyst tale vort ældgamle, dybe og deilige Modersmaal, saa jeg tør godt haabe at den ældgamle Danskhed skal, ved Ham, som er mægtig i de Svage, blive endnu meget ældreend Nogen af os, og med Æren bære sit Navn til de sildigsteTider.
✂ Naar jeg derfor paa denne Nyaarsdag siger: det Gamle gikforbi, see, Alt er blevet nyt, da er det ikke af Verden men afApostelen Paulus jeg laaner dette Ord, ei til at udraabe Herrens Skam og Kirkens Undergang, men netop for, til Hans Æreog Hans Folks Glæde, at forkynde Hans underlige Gierning, som fornyer sit Folks Kraft og giør dem unge igien som Ørnen, og tillige for at minde om, hvor underlig og glædelig det Christelige og det Folkelige følges ad i disse Landemærker, saa ligesom de Begge med hinanden syndes forældede og kaldtes udlevede, ja døde og magtesløse, saaledes skal de og Beggemed hinanden sees oplivede, foryngede, fornyede i en forklaretSkikkelse.
✂ Ja, mine Venner! vel har Ordet om det Gamles Afløsning afdet Ny i Pauli Mund en langt dybere Betydning end jeg herkan forbinde dermed, naar jeg skal tale Sandhed om Fornyelsen hos os; thi han taler aabenbar om det gamle Menneskemed alle dets vildfarende Begiæringer, som det Forbigangne, det Afklædte og Aflagte, og om det ny Menneske, som er Herrenfra Himlen, der vil boe i sine Troende og vandre i dem, saa deroprinder et nyt Levnets-Løb i Sandheds Retfærdighed og Hellighed; men dog mener han dermed ingenlunde, at den gamleMenneske-Natur, som Gud skabde fra Begyndelsen i sit Billedeog efter sin Lignelse, at den skulde være aflagt og tilintetgjorthos de rette Christne, der ikke mere leve deres eget Liv, menHans, som er død og opstanden for os. Nei, Gud sendte sinSøn, født af en Kvinde, ikke til at fordærve men til at frelse 354 Mennesket, ei for at tilintetgiøre men for at gienløse og opreiseden faldne Skabning, saa det Ny i Christo Jesu er ogsaa enFornyelse af det Ældgamle, som skrevet staaer: udsenderDu din Aand, da skabes de og Du fornyer Jordens Skikkelse, ja, derfor kalder samme Apostel vor Daab Igienfødelsens ogFornyelsens Bad, hvori de Troende fornyes efter Hans Billede, som skabde os.
✂ Med Rette anvende vi da Apostelens Ord paa vor nærværendeTilstand, dersom vi, fremfor Alt i christelig Henseende, har oplevet en Nyaars-Tid, hvori meget Gammelt bortfalder, men detÆldste fornyes i en klarere Skikkelse end det nogensinde fører seet hos os, og visselig, det er min glade Overbeviisning, ogGlæden voxer, fordi Christendommens Fornyelse ogsaa skiænker den ægte Danskhed et lyksaligt Nyaar. Vistnok er Meningerne herom endnu meget deelte, og vil man tage det strængt, at Alt er blevet nyt, da kan vi hverken som Christne eller somDanske tilegne os den Roes, da alt det Ny, ligesom det ny Menneske i Christo, vistnok endnu er spædt og svagt hos os; menvi stræbde jo heller ikke at tilegne os Apostelens indholdsrigeOrd for at prale dermed eller bryste os af et nyt Levnetsløb, men kun for at prise Guds Naade og Miskundhed, og for medlyse Udsigter at hilse Nyaaret og begynde den ny Tid, der iAanden er oprundet over os. Det gaaer da dermed som medden ny Kong Christian, Herren har skiænket os; thi ogsaaHan er saa ung paa Thronen, at der ei endnu kan tales stortom Hans kongelige Bedrifter, og let opkastes Tvivl saavel omHans Agt, som om Hans Kraft og Lykke; men Han har dogligefuldt, under Folkets Jubel og de lykkeligste Varsler, besteget sine Fædres Throne og høitidelig erklæret, at Han stolerpaa Velsignelsen herovenfra, og vil ingenlunde bryde, men medGuds Hjælp fornye og befæste den ældgamle Pagt mellem Christus og Danmarks Konger, saa vi gammeldags Christne ogDannemænd kan ikke andet end med Haab og Glæde see altdet Ny imøde, der under Hans christelige og faderlige Regiering skal udvikle sig. Ja m. V. denne ny Regiering er i alleMaader et Speil og Billede af den Nyaars-Tid, vi, med Taktil Gud, see oprundet for os og vore Børn, og den er meer endSpeil og Billede, thi den er selv en Deel deraf og en Kraft deri, som, med Guds Hjelp, vil mægtig bidrage til, at vore Børn medendnu gladere Følelse og klarere Ret kan gientage ApostelensOrd: det Gamle er forbi og Alt er blevet nyt.
✂ O, kiære christne Venner og Danske Sødskende! hvor ønskede 355 jeg ikke især paa denne Nyaarsdag at kunne virkelig meddeleEder min glade Følelse af den vidunderlige Sammenhæng, der, hos os meer end noget andet Steds, er mellem det Gamle og detNy, mellem Øvrighed og Undersaatter, mellem det Folkelige ogdet Christelige, en Følelse, der vel, som alt det Dybe, er dunkelendnu for vore Øine, men er desuagtet lige sand og lige glædelig, og vil, naar vi bevare den, netop nu daglig blive klarere, idet Hjertets Øine oplades og oplyses til at stirre ind i RigdomsDybet baade af Guds Godhed og Viisdom, det velsignede Dyb, nødvendigviis dunkelt paa Jorden, men allevegne glædeligt ogsoleklart saavelsom saligt i Himlen! Men skiøndt det er ikke osgivet, i Ord som opstege af vort eget Hjerte, virkelig at meddeleog forplante enten det Dybe, der bevæger eller det Høie, derbesøger os, saa taler jeg dog trøstig derom, fordi jeg er vis paa, at Han, som kan giøre langt over hvad vi kan bede eller forstaae, Han har ogsaa hos Eder begyndt den gode Gierning ogvil fuldføre den til vor Herres Jesu Christi Dag! Jeg kan josaaledes umuelig være ene om det Danske Hjerte, der bankerog i disse Øieblikke brænder i min Barm, og hvis Røst saamange Gange og saa mangefold fandt Gienlyd, at tale endnukun Faa i samme Tone, maa det jo kun være fordi min Mundoplodes et Øjeblik tidligere til at tale af Hjertets Overflødighed, og oplodes netop for at vække hvad der slumrede, nære hvadder hungrede og tørstede hos Mange. Og nu det ny Liv i Christo Jesu, ved hvis svage og ufuldkomne, men dog himmelskeRørelse min Sjæl fryder sig, og det ny Lys over Livets Hemmeligheder og Guds Veie paa Jorden, der især i Eders Kreds ogvor høitidelige Andagts Timer opgaaer som en Morgenrøde formit Øie, visselig, de kan endnu mindre være indskrænkede tilmig, da de er Guds Naadegave i Christo Jesu til alle Folkunder Himmelen og til alle Slægter, som vil troe paa Navnetover alle Navne, i hvilket Saligheden med al Guddoms-Fyldeboer, en Naadegave altsaa, hvori hverken jeg eller noget dødeligt Menneske kan faae Deel, uden at fornedre sig og blive somBørn, ja, som de spæde Børn, vi i Daaben bære til Jesus, forat Han, i hvem alle Slægter velsignes, skal tage dem paa sineArme og velsigne dem med »den evige Velsignelse i det himmelske Bad.« Fik jeg derfor en sikkrere og gladere Følelse, afdet ny Liv i Christo som en Guds Gave, end de Fleste af mineSamtidige, og et deraf udspringende klarere Lys over det storeEvangelium, som en Guds Kraft til Salighed for alle Troende, og som det Mindste af alle Frøkorn, der dog voxer til et Træ, 356 hvori Himlens Fugle bygge Rede, og som den Mindste af alleStjerner, der dog voxer til en Sol med syv Dages Glands; er detsaa, da kan det ene være, fordi jeg, efter Guds urandsageligeRaad, er et Øieblik ældre i Christo, og skal, til rig Erstatningfor den Eensomhed og Miskiendelse, som er derfra uadskillelig, have den store Trøst og Glæde at forudføle, forudsee og forudsige det velsignede, lyksalige Nyaar, der vel alt er oprundetover os, saasandt et eneste Hjerte føler dets Virkning og skimterdets Glands, men maa dog i det Hele og det Store aabenbare sigselv i Lys og Kraft som Morgenrøden, før det uden Modsigelsekan kaldes nærværende.
✂ Ja m. V. man fortæller, at i det høie Norden, hvor Solen omVinteren enstund er reent forsvunden, der havde man i gamleDage Speidere paa Bjergene, som, saasnart de skimtede Solen, blæste i Luur for dem paa Sletten og i Dalene, som da strax, før de endnu med deres egne Øine saae Glimt af Morgenrøden, dog holdt Julefest med Glæde over Solhverven, der spaaedeet nyt Aar med Vaar og Sommer og Høst; og ligesaa trøstig, som man kan vide, disse Speidere forkyndte hvad deres Øinesaae, uden at ændse de Tvivl der kunde næres, og de ubesvarlige Indvendinger, der lod sig giøre, indtil Alles Øine saae detSamme og hele Skabningen frydede sig i den gienfødte SoelsStraaler, ligesaa trøstig forkynder jeg det Christelige og detDanske Tvilling-Nyaar, som alt oprundet i Aandens og HjertetsVerden, sikker nok paa, at om en liden Stund vil alle DanskeChristelige Hjerter føle og alle tilsvarende Øine see det Sammesom jeg, og at allerede nu vil mange Hjerter fryde sig og mangeØine tindre ved Forkyndelsen deraf, som Noget, Hjertet i osalle aner, Aanden over os alle bekræfter.
✂ Ja m. V. hvor harmeligt og modbydeligt det end er for alleChristne og alle Danske at høre tale om en ny Christendom ogen ny Danskhed, der Intet skal have med de Gamle at giøre, saa er vor Følelse dog en ganske anden, naar vi høre og føle, at Talen slet ikke er om en anden Aand, et andet Liv eller enanden Løbebane, end dem, der var fra Begyndelsen, men kunom en ny Udvikling af de ædleste og bedste Kræfter, som længeslumrede eller trællede for Fienden, om en ny Klarhed overLivet, dets Tarv og Maal, og i det hele en ny Skikkelse, der, for at Livet kraftig kan fortsættes og glædelig klare sig, maaafløse den Forrige, som var forældet og vilde, om vi end ikkebar den til Graven, hensmuldre for vore Øine. Ved en saadanTale føle vi Alle, det er en dyb og glædelig Sandhed, om vi end 357 hverken kan forudsee, hvordan en saadan Nyaarstid er mueligeller hvordan den ny Skikkelse baade i og udenfor Kirken viludvikle sig, og til vor store Lykke har vi i det Udvortes et Billede, hvori det Indvortes speiler sig, saa Forestillingen kanblive om end dunkel saa dog levende; thi vi behøve kun i Tankerne at stille os ved vor gamle, inderlig elskede, høilovlige, nys hensovne Konges Baare, med Øiet hæftet paa DanmarksThrone, som en ny Konge af den gamle Herrestamme har besteget, for med Guds Hjelp at arbeide paa en almindelig Fornyelse i Folkets Aand; see, da har vi et sandt og levende Billede af det Nyaar baade i Kirken og Riget, vi forvente. Ja, naarjeg siger: det Gamle er forbi og Alt er blevet nyt, da sammensmelter det for mig med hvad vi Alle veed, at vor gamle KongeFrederik den Sjette er død og afløst af den ny Konge, Christian den Ottende, thi det gaaer mig med alt det Forrigebaade i Kirkens og Rigets Indretning, som med vor hensovneKonge, hvem jeg vilde ønsket langt flere Dage, naar de kundeværet ham til Glæde og Riget til Gavn, men hvem jeg aldrigkunde ønske skulde overlevet sig selv, og hvem det var umueligt at sætte sig ind i den ny Tingenes Orden, han vel trolighavde forarbeidet, men var for gammel til at indføre. Tilstanden baade i Kirken og Riget er nemlig for mine Øine en saadan, at der er kommet ny Viin i gamle Læderflasker, hvad Sandhedsiger, vilde ende med at Flaskerne sprængdes og Vinen spildtes, hvis ikke Alt fornyedes, saa det Ene passede til det Andet, menfor at det kunde skee, var Konge-Skiftet sikkert nødvendigt, saa vi skal være glade midt i vor Bedrøvelse, og prise den Gud, der lader alle Ting tjene dem til Gode, som elske Ham. Ja, lados paa denne gode Nyaars-Dag lykønske det Danske Folk medsin Konge og Kongen med sit Folk, ligesom vi altid paa vorHerre Jesu Christi Navnedag lykønske Ham og Hans Folkmed hinanden, og lad os standse ved den Betragtning, at hvorgodt end det ægte Danske og det Christelige kan forbindes ogforenes, saa maa de dog hverken forblandes eller sammenlignes, thi saa høit som Himlen er over Jorden, er ogsaa JesusChristus over alle andre Konger, Hans Aand over alle FolkeAander, og hvad Evigheden er mod Tiden, det er Guds-Riget,Han har stiftet og opholder, mod de bedste Verdens-Riger. Derfor er det ogsaa kun paa menneskelig Viis, vi kan sige at der iChristi Rige er noget Gammelt, som forgaaer, og noget Nyt, somopstaaer; thi Kongen er idag og igaar evindelig den Samme,Hans Aand er den evige Trøster, som aldrig forlader Hans Folk, 358 og dette Folks Liv er evigt med Hans, som skrevet staaer: Jeglever og I skal leve, og atter: vort Liv er skjult med Christus iGud og skal aabenbares med Ham. Kun da fordi det storeEvangelium giennem mange Aarhundreder allevegne, om endmeer eller mindre, og mindst hos os, har været fordunklet, saadet syndes, som Skyen, der tog Herren bort fra Hans DisciplersØine, ogsaa havde borttaget Ham fra deres Hjerte, som kunFaa turde troe hvad vi har hørt fra Begyndelsen og endnuFærre saae Herrens Arm aabenbaret, og hardtad slet Ingen kundeføre »Aands og Krafts klare Beviser« for at i Ham leve og røresog ere vi; kun derfor tale vi med Rette og med Glæde om nogetGammelt i Hans Rige, som er forbi, og om en almindelig Fornyelse ; thi med det Gamle mene vi kun de gamle Vildfarelserog selvgjorte Indbildninger, der som Skyer hængde over os ogskjulde Solglandsen i vor Konges Aasyn, og de gamle Dødsmagter, som gjorde Livet i Christo suurt og mat, saa det Ny, vi forvente og forkynde og alt i Aanden fornemme, er netop det guddommelig Gamle, der aldrig forældes, i sin ny Virksomhed paaos og Indgang i os, som skrevet staaer: giører Portene høie ogDørrene vide, at Ærens Konge kan inddrage! Naar vi derfor viltale reent og ret, da er det hverken vor Herre Christus selv ellerHans Rige, men kun Begges Glands og Ære paa Jorden, forhvilke et Nyaar er oprundet og skal med priseligt Storværk forklare sine Dage, medens Danmark derimod med Konge og Folkmaa kalde sit Gyldenaar nyt i alle Maader, da Riget, forladt afsin Aand og sin Kraft berøvet, umuelig kunde gienføde og fornye sig selv, men har Ham Alt at takke, den himmelske Giæst, der inddrog i vore Fædres Paulun, og lyste Fred over Huset, sin Velsignelse over Marken, og vil nu bevise, at Hans Miskundhed ogsaa her varer i tusinde Led hos dem som dyrke Hamog bevare Hans Ord! Ham, vor Herre Jesus Christus, væreÆre og Priis i al Evighed, Amen!
Til Maigildet
(i Danske Samfund.)
Mine Herrer!
✂ Det er en meget kold Mai, vi har i Aar, saa De har vist mærket, saavelsom jeg, det er vanskeligt at holde sig varm, vistnokikke fordi det i Grunden er blevet koldere end før, men fordiman nu engang regner paa, det maa blive Sommer, om ikkeidag, saa dog imorgen, og undseer sig ved enten at lægge i Kakkelovnen eller tage sine Vinterklæder paa igien; og at alt dettegiælder ligesaavel indvortes som udvortes, synes ogsaa klart afdenne Indledning til en Tale om den 28de Mai, som ei letteligkunde klinge koldere. Men hvad jeg trøster mig ved i denneTid, naar jeg bogstavelig sidder og fryser med Pennen i Haanden, det vil jeg ogsaa trøste mig ved her, hvor Ordet synes nærved at fryse paa Læberne, og det er den gamle Tale, at en koldMai giør en varm Vinter.
✂ Ja m. H. det nyttede jo slet Ikke, om jeg vilde lade, somHovedstaden glødede enten for det Danske Folkeraad, Frederik den Sjette sammenkaldte, eller for Majestæternes SølvBryllup, eller for Udsigten til Christian den Ottendes ogCaroline Amalies kronede Dage; thi for ikke engang at taleom Dagbladene, vidner jo Politi-Plakaterne og Politi-Betjenternesaa høirøstet derimod, at jeg, som er meget bange for Politiet, maa finde det klogest at lade dem beholde Ret.
✂ Det nyttede ligesaalidt, om jeg vilde udøse min Harme overden Kulde, jeg, blandt andet for Politiets Skyld, ikke tør nægte;thi jo varmere jeg gjorde det, des koldere maatte jeg vente, manvilde svare mig høit eller lavt: ja, det kan være meget ærlig sagtaf Præsten ved Vartou, som ovenikiøbet blev Ridder ved' SølvBrylluppet; men det giør dog hverken Tilstanden friere, Udsigten lysere eller Folk gladere.
✂ Derimod at tale frit og aabenhjertig under Christian denOttende i samme Retning og i samme Tone, som De veed, jeg talde under Frederik den Sjette, da jeg hverken var Præstved Vartou eller Ridder af Dannebrog, det kan dog muelig nyttelidt, og jeg har lært at nøies, naar jeg blot imens jeg taler tørnære Haabet om, at den jævne, gammeldags Tone, hvori Fædrenelands-Kiærligheden hos mig naturlig udtrykker sig, skal dog 360 finde lidt mere Gienlyd hos den yngre Slægt, end den fandt hosmine Jævnaldrende, saa der ogsaa for deres Øine ligge gyldneDage bag os, der vidunderlig drage Hjertet til sig, og glimter enny Morgenrøde for os i den næste Fremtid, som vi føle Drift tilat nærme os med Kæmpeskridt. Ja, naar jeg blot kan tale underdisse Betingelser, og tale med den Følelse, at Danmarks Aander over mig og Danske Hjerter slaae omkring mig, da er jegfornøiet, om det end siden kan synes mig, som hardtad Ingenhavde Øine til at see eller Sind til at skatte Danmarks lykkeligeLod, som er Sjælen i al min borgerlige Tale.
✂ Ja m. H. i Dage langt koldere end disse fandt jeg DanmarksLod misundelsesværdig, hvergang Aftenstjernen, som ogsaa erMorgenstjerne, tindrede mig imøde og Aanden hviskede, see, det er Danmarks Stjerne, og Kinden glødede, mens jeg spaaedeFædrelandet Held og Lykke, Hæder og Ære, Fryd og Glæde, uden at ændse den haanlige Latter, som skraldede omkringmig, og sagtens kan jeg da nu skiemte med den kolde Mai, dadet har klaret sig, der er endnu i Hjerte-Grunden langt mereVarme hos Dannemænd, end Nogen turde troe, saa, skiøndtman sædvanlig tvivler om Muligheden i at mine store Formodninger om Fædrenelandet kan gaae i Opfyldelse, ønske dogMange, det var saa vel. Ja m. H. kunde jeg gløde midt om Vinteren blot ved at hilse den Vaar, jeg skimtede i det Fjerne, damaa jeg sagtens kunne holde Varmen i Vaaren, skiøndt denfalder kiølig, og trøstes over den kolde Mai af den varme September, der lyser mig imøde, med en gylden Høst under detdybe Himmelblaa, og naar jeg derfor peger paa den graa Luftog de sure Ansigter, da er det kun for at De ikke skal troe, jeger blindere end Andre, blind for hvad man kan see med et halvtØie, at Jubelen ved Christian den Ottendes Thronbestigelsesynes endt før den ret begyndte, at baade Kongen og Folketstaae Fare for at miskiende og mistænke hinanden, og at selven Dagmar i vore Dage kan synes at møde isnende Kulde ide før saa lune Skove. Ja, kun for at De kan føle, min Tro paaDanmarks Lykke er i det mindste stærk nok til at flytte deBjerge, Døgnets Jetter optaarne paa Sletten, kun derfor sigerjeg Dem, jeg seer det godt, at Kongen faaer Skin af hverken atvære Tale og Skrive-Friheden nær saa gunstig, eller at menedet saa godt med hele Folket, som nogle halvfremmede, herskesyge Udgivere af et Dagblad, og at paa den anden Side Folket faaer Skin af at hade og frygte Enevolds-Magten, som detselv har skabt, og uden Spørgsmaal om, enten Danmark blev 361 lykkelig eller ulykkelig derved, ei at ville nøies med anden Frihed end den, som egensindige Børn at raade sig selv. Ja, derforvil jeg sige Alt, sige Dem, jeg veed, baade af vore Dages og afde forrige Tiders Historie, at af liden Gnist kan vorde en storIld, fordi det gaaer med Konger og Folk, som med Menneskeri det Hele, at blive to gode Venner først forstemte mod hinanden, da kan de største Ubetydeligheder, som de ellers aldrigvilde ændset, blive uudtømmelige Kilder til Kiv og Splid, udenat nogen menneskelig Forstand kan beregne, hvor sørgelig vidtdet kan gaae. Jeg lader det trøstig komme derpaa an, om Dekan troe mig saa ganske blottet for hjertelig Deeltagelse i Fædrelandets Vee og Vel, og tillige saa blottet for Taknemmelighed mod et Fyrste-Par, der baade før og efter Thron-Bestigelsenværdigede mig en ligesaa uventet som naadig Opmærksomhed, troe mig saa hjerteløs, at jeg kold og ligegyldig kunde see etfrygteligt Uveir trække op over Riget og Thronen, ja, skiemtedermed, som et morsomt Skuespil. Trøstig lader jeg det kommederpaa an, fordi jeg veed, at kunde De troe saa ilde om mig, da hørde De mig ikke, og fordi jeg veed, at ogsaa paa mig harØieblikket gjort hele sit ubehagelige Indtryk, ogsaa jeg blegnedeengang og foer op ved Midnat under den forvirrede Mumlen ogdet krigerske Hestetrav paa Gaden, ogsaa jeg turde tiltroe migSind til at falde som et Offer for ældgammel Danskhed, saanaar jeg desuagtet ved mindste Eftertanke føler mig beroliget, saa jeg tør skiemte med Faren og smile ad Følgerne, da kanjeg virkelig ikke forklare mig det af Andet, end at Danmarksgode Engel staaer mig nær, seer langt videre og vissere end jeg, og smiler derfor ad al min Uro og Bekymring, smiler saa sødtog trygt, at jeg maa smile med, og seer da i det Forbigangnesaamange lykkelige Varsler om det Tilstundende, at jeg maaskiænde paa mig selv for ogsaa kun et Øieblik at have ladetModet synke og Haabet vakle, det stærke og levende Haab, dergiennem en heel Menneske-Alder besjælede og opholdt mig, ogsvæver øiensynlig over hver Sang, jeg, med Danmarks Fremtidfor Øie, opflammedes til at nynne, det frydefulde Haab, at jegmed disse mine Øine skal see Danmark glad og lykkelig fremfor alle Verdens Riger og Lande, glad og lykkelig under Himlens Velsignelse, ved den ægte Danskhed i Tænkemaade, iTankegang og Tungemaal, i Sæder, Love og Indretninger, somjeg i de poetisk-historiske Billeder fra fordums Tid lærde atelske og kiende og glødede ved at besynge, saae i Aandenyndig opblomslre i en Efterslægt, hos hvilken ogsaa mit Navn, 362 min Sang, min Kamp og mit Haab skulde leve i kiærlig Erindring.
✂ See, alt dette kom til at staae levende for mig idag, da jeghavde lovet at tale om Folke-Raadet, der baade er det Nærmeste af de lykkelige Varsler for Danmarks Fremtid, og kronerdem ret egenlig, som en udsprunget Maibøg med Dannebrog iToppen; thi Folke-Raadets Oprettelse af det bedste Hjerte, derkan slaae under Kongeligt Purpur, dets Oprettelse i stille, roligeDage, er ikke blot det skiønneste Mindesmærke om Frederikden Sjettes Livsalighed, men spaaer den læmpeligste og skiønneste Løsning af Stats-Forfatningens indviklede Knude, somnu i alle Christenhedens Riger er den store og vanskelige Opgave. Ja m. H. saalænge jeg kan røre Tungen, vil jeg tale fritog aabent, efter min bedste Overbeviisning, om FædrenelandetsTarv, uden ængstelig at spørge hvad der for Øieblikket vil tækkes enten Høie eller Lave, og ligesaa uforbeholden som jeg derfor anpriser Enevolds-Magten, hvor den, som hos os, ei ertaget med Vold, men givet og skiænket af Folket, ligesaa uforbeholden anpriser jeg Folke-Raadet, med fri Stemme over alleRigets Anliggender, naar det, som her, ei har reist sig i Modsætning til Kongen, men er Hans eget folkelige Storværk. Naarjeg derfor roser Frederik den Sjette i hans Grav, som jegroste Ham paa Hans Throne, for det herlige Middel, han opdagede til at oplyse Regieringen om Folkets Ønsker og LandetsTarv, til stedse fastere at sammenknytte Øvrighed og Undersaatter og oplive den Almeen-Aand, der maa besjæle os, naarvi skal søge og ramme det almindelige Bedste; da roser jeg hamlangt mindre for hvad han lovede end for hvad han holdt. Atnemlig Frederik den Sjette i Mai 1831 lovede Danmark etsaadant Folkeraad, det veed vi nu, maa ingenlunde sammenlignes med de store Løfter, man andensteds gav Folkene efterJulidagene i Paris, under den Belgiske og Polske Opstand; men det veed vi dog kun, fordi Frederik den Sjette,tre Aar senere, da Alting viste at Skrækken til Hove havde satsig, og da den Smule Bevægelse, man herinde havde sporet, var ganske forbi, at Han da lagde Haand paa Værket og udførde det trolig i den samme dristige og ædle Stil, som det varlovet, kun det er ham til udødelig Ære, men det er ogsaa, forhvem der har mindste historisk Blik, den sikkerste Borgen forIndretningens Fasthed og Bestandighed, og, for hvem der harmindste Tro til det Danske Hjerte, det lykkeligste Varsel forEnighed og ædel Kappelyst mellem Konge og Folk og for en 363 rolig fremskridende Oplysning af det Borgerlige SelskabsVæsen og sande Tarv, en Oplysning, der stedse klarere skalvise, at Danmarks gode Aand var ligesaavel over Folket, dadet gav Kongen Enevoldsmagt, som over Kongen, da Han gavFolket uindskrænket Stemme-Frihed, saa Danmark derved, førvi vidste det, vandt en Stats-Forfatning, der ikke blot hos os erden folkeligste, men er af Alle bedst skikket til baade at udvikleog beskytte sand borgerlig Frihed og Velstand.
✂ De agte det vel m. H. jeg siger ingenlunde, at denne Oplysning allerede hersker i Danmark; thi jeg veed meget vel, atdenne min Betragtning snarere af begge de stridende Partieransees for et Drømmesyn, der maa skrives paa min udsvævendePhantasies Regning; men det rører mig ikke, fordi det rammermig ikke, fordi jeg veed, at hele Historien, alle Tiders Erfaring, som slet ikke sværmer, er paa min Side, saa alle Dannemændsee det Samme, naar deres Øine oplades for Menneske-LivetsGang, som den virkelig har været og fremdeles vil blive. Derforer det ogsaa mit høieste borgerlige Ønske, at der snart, heller iDag end i Morgen, maa aabnes en Dansk Høiskole, tilgiængelig for hele Landets Ungdom, hvor de Letnemme fik baadeLov og Leilighed til at blive bedre bekiendt saavel med Menneske-Naturen og Menneske-Livet i Almindelighed, som med demselv i Særdeleshed, og hvor de kunde blive ret vendt i alleborgerlige Forhold, ret kiendt med Fædrenelandets Tarv i alleRetninger, medens Folkelivet og Fædrenelands-Kiærlighedennæredes ved naturlig Tale og historisk Oplysning, ved ungdommelig Vexelvirkning, og ved det liflige Sang-Chor, somgiennemtoner alle Danmarks Tider, aander Beundring for detStore, Varme for det yndig Skiønne, Troskab og Kiærlighed,Fred og Enighed, uskyldig Munterhed, Lyst og Gammen. Sandelig, naar Kong Christian den Ottende, som det er mit gladeHaab, aabner en saadan Kongelig Friskole for Livet, for detDanske Folkeliv, da kan Han ikke blot smile ad alle Døgnblades Roes og Last, men glæde sig til et Folkeraad, ligesaamageløst, som vore Enevolds-Konger; thi da har Han aabneten Lægedoms-Kilde paa Marken, som vil strømmeviis besøgesfra Slægt til Slægt, og vinde den Berømmelse, selv i fjerne Lande og i de sildigste Tider, at der fik utallige Blinde deres Syn,Døve deres Hørelse og Stumme deres Mæle, der kastede Haltederes Krykker og beviiste klarlig at »Dandsen den gaaer saa letgiennem Lunden!« Derved fordunkles vistnok ikke Frederikden Sjettes Kongelige Værk, men derved sættes det først i sit 364 rette Lys, thi hvad der nu fordunkler det, er kun Savnet af denfolkelige Oplysning, det i Grunden forudsætter, uden at dendog, efter de menneskelige Vilkaar, kunde gaaet forud; thiskiøndt en folkelig Høiskole med den deraf udspringende Danske Oplysning giennem mange Aar var en af mine sødesteDrømme, saa maatte dog Folkeraadet oprettes, før det blevmeer end en Drøm, før selv jeg kunde vinde klar Forestillingom Oplysningens Beskaffenhed og øine den indvortes Trang, der nu vil drive Folket til at søge den Oplysning og Dannelse,Folkeraadet lader dem føle, er langtfra at være overflødig, erbaade ønskelig og til Rigets Bedste aldeles nødvendig. Derforvil vi glade mindes det Danske Folkeraads Oprettelse den28de Mai, med en Vise, der vistnok kunde være meget bedre, men som jeg dog tør haabe, baade De, mine Herrer! og flereDannemænd vil hjelpe mig til at høre sunget, som Hr. Tønnes Vise.
✂
Svend Grathe var Konning i Dannemark,
Det blev ikke Riget til Baade,
For Dansk var den Herre ei vel tilpas,
Og falsk var hans Hyldest og Naade.
Maien er sød i Danmark!
✂
Med Næsen i Sky mellem Bondemænd,
De fik ham kun daarlig i Tale;
Han ligger begravet i Mosedynd,
Saa nederlig maatte han dale.
Maien er sød i Danmark!
✂
Kong Fredrik den Sjette af Dannemark,
Han hviler i Kirken med Ære,
Til Skyen ham løfted hans Bondemænd,
De vilde paa Hænder ham bære.
Maien er sød i Danmark!
✂
Den Herre var Dansker af Hjertensgrund,
Spagfærdig i Høielofts-Sale,
Den ringeste Mand paa sit Modersmaal
Med ham kunde snakke og tale.
Maien er sød i Danmark!
✂
Han bænked saa høit sine Bondemænd,
I Raadet blandt Herrer og Grever,
At mens der er Mai i vor Bøgeskov,
Hans Minde i Hjerterne lever.
Maien er sød i Danmark!
✂
Det var pa a en Maidag, det Brev udgik,
Hans Bønder ei noksom kan prise.
Med Glæden de ride nu Sommer ad By,
Og synge Kong Frederiks Vise.
Maien er sød i Danmark!
✂
Saa vær da velkommen, du søde Mai,
Som Folket og Fuglen gav Stemme!
Nu er det en Lykke i Lyst og Nød
At have i Dannemark hjemme.
Maien er sød i Danmark!
✂
Ja, nu er der plantet et Maitræ godt
Af Kongen og Folket paa Stævne,
I Banker og Huulveie gik det før.
Men Kiærlighed Alt kunde jævne.
Maien er sød i Danmark!
✂
Nu Vinteren tabte og Somren vandt,
Saa lystig og grøn er nu Skoven,
Og Fuglene sjunge, hver med sit Næb,
Og Havfruer dandse paa Voven.
Maien er sød i Danmark!
✂
Nu lader os kappes og giøre Gavn,
Det Bedste, Enhver kan paafmde,
Til Dannemarks Ære og Kongens Roes,
Til Glæde for Mand og for Kvinde!
Maien er sød i Danmark!
✂
Da sender os Himlen den gyldne Tid,
Kong Fredegods kronede Dage,
Da Alt er mildøiet og Dansk tilbunds,
Da kommer og Holger tilbage.
Maien er sød i Danmark!
✂
Da Jorderigs Ynde og Himlens Smiil
Skal mødes i Maibøgens Skygge,
Livsalige Konger med Danske Lov
Skal frede om Dannemarks Lykke
Maien er sød i Danmark!
✂
Som Fuglene sjunge i lystig Vaar,
Skal Dannemarks Skjalde og kvæde,
Saa nemmes kan Visen af Læg og Lærd,
Og nynnes af Piger med Glæde.
Maien er sød i Danmark!
✂
Som Bølgerne bære om Verden Bud,
Hvor Søhanen Vingerne ryster,
Saa Rygtet skal fare fra Hav til Hav
Om Dannemarks smilende Kyster!
Maien er sød i Danmark!