Grundtvig, N. F. S. TO BREVE TIL PROFESSOR SIBBERN

TO BREVE
TIL PROFESSOR SIBBERN.

I December 1835 udgav Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug: »Udvalgte Psalmer, Første Hefte, Advents- og Jule-Psalmer, med et Tillæg, redigerede af Professor F, C. Sib-bern,« hvori tre af Grundtvigs Psalmer, »Et Barn er født i Bethlehem«, »Det kimer nu til Julefest« og »De hellige tre Konger«, var optagne. J, C. Lindberg anmeldte dette Hefte i Nordisk-Kirke Tidende, 1835, Nr. 51, under Overskriften: Literær Mærkværdighed. Han udtalte deri sin Forundring over, at Selskabet med Professor Clausen som Formand udgiver Salmer, ikke alene af Kingo, Brorson, Nordal Brun og Ingemann, men endog af Grundtvig, og fortsætter: »At Selskabet, som her unægtelig har gjort et Offer for det almindelige Bedste, dog ogsaa har forbeholdt sig Plads for nogle Rim, der er opbyggelige for dem og indeholder deres Trosbekendelse, vil man finde billigt.« Lindberg citerer derefter et Vers af en temmelig tarvelig rationalistisk »Salme« af Præsten H. G. Christensen og tilføjer: »Se, her har vi jo aabenbare Clausenianernes Christus, Josephs og Marias Søn. De Christnes Christus er som bekendt Guds og Marias Søn, altsaa uden Tvivl en ganske anden Person.« Til Slut anker han over, at »Et Barn er født i Bethlehem« ikke har faaet sine Omkvæd med. - Denne Anmeldelse kaldte Sibbern i Dansk Literaturtidende for 1836, Nr. 3, for et nærgaaende Angreb, der mildest maatte forklares, »som et Slags partiel Gaaen fra Sans og Samling«. Han fandt, at Lindberg, paa en til Gudsbespottelse (Blasfemi) grænsende Maade kalder Christus »Guds og Marias Søn.« -Lindberg svarede skarpt i Nordisk Kirke-Tidende 1836 Nr. 8, og herpaa svarede atter Sibbern i Kjøbenhavnsposten.

Denne Pennefejde kaldte Grundtvig frem. I Nordisk Kirke-Tidende 1836, Nr. 13, for den 27. Marts, skrev han et »Aabent Brev til Professor Sibbern«, og efter Svar fra Sibbern skrev han i Nordisk Kirke-Tidende 1836, Nr. 17, for den 24. April, »Nok et Brev til Professor Sibbern«.

Selv uden Kendskab til Sibberns Indlæg vil man med Interesse kunne læse disse to Breve, hvori Grundtvig tager Lindberg varmt i Forsvar uden at glemme sit Ungdomsvenskab med Sibbern, og hvori Datidens kirkelige Forhold bliver klart belyste.

113

Aabent Brev til Professor Sibbern om Magister
Lindberg og Meer.

Nei, Professor Sibbern! den Abstraction gaaer bestemt for vidt, thi i Livet maae vi nødvendig blive staaende ved de concrete Tilfælde, og hvordan kan vi da paa nogen muelig Maade skille Pastor Grundtvig fra Magister Lindberg, det hele Lindbergske Parti, der jo ovenikjøbet er synonym med det Grundtvigske, og Sogne-Baandets Løsning, deri alle Maader maa ligge Grundtvig nok saameget paa Hjerte, som Lindberg, og efterstræbes aabenbar af ham paa samme Maade. See, saaledes vilde det hænge sammen, om end Lindberg og Grundtvig slet ikke personlig kjendte, agtede og elskede hinanden, men det gjør de nu desuden, og skulde alligevel den Ene af dem opoffre den Anden for »den gode Sag«, da maatte jeg blive Offeret, som baade er ældst og har, siger Man jo, lige fra Begyndelsen skadet den gode Sag ved min Fremfusenhed, har aabenbar ført Lindberg ind i det, altsaa i Fiendens Sprog »forført« ham, og maatte da reent være en Djævel, om jeg, for at hytte mit eget Skind, tilsidst lod ham i Stikken, der blev mig tro, da hardtad alle Andre forlod mig, ja, stod mig ikke blot ærlig og trofast bi, men stillede sig høimodig og djærv i Gabet, saa hele Hadet og hele Hoben efterhaanden laldt paa ham, aabenbar kun, fordi han ikke vilde forlade end sige opoffre mig.

Altsaa, Professor Sibbern! vi To kjende hinanden fra »Valkendorphs Collegium«, fra de aabne, livlige Ungdoms Dage, som vi aldrig kan glemme, men hvis Minder er som Reliqvier, vi vel ikke dyrke eller forgude, men kysse dog venlig og trykke til vort Hjerte, og, hvorvidt vi end adskildtes i Levnets-Løbet, hvor ulige end vore Anskuelser og Meninger, vore Baner og Veie blev, gode, gamle Bekjendtere kunde vi dog aldrig holde op at være; vi kunde misbillige hinandens Skridt, vel endogsaa gjensidig miskjende Endeel i den senere Udvikling, men aldrig mistænke eller fordømme hinanden; thi vi vidste det godt, at Ingen af os vilde noget Uædelt eller gjorde noget Uærligt! Om De end derfor ikke selv, midt i Angrebet paa Lindberg, med gammel Oprigtighed, havde indrømmet, at Lindbergs yngre Venner, der skyldte ham Agtelse og 114 Taknemmelighed, gjorde vel i at blive ham troe, saa det er ilde, Man vil lade dem bøde derfor, saa var jeg dog lige vis paa, at saasnart De opfatter Forholdet mellem Lindberg og mig, og mellem de gammeldags Christne og Rationalisterne i Danmark, reent og upartisk, da vil De strax finde, det er en meget »indviklet Sag«, som umuelig kan opredes ved at »banlyse« Lindberg eller dømme ham til »eensomt Fængsel« paa »Vand og Brød«, hvad dog, ei engang blot figurlig talt, var Tilfældet, naar han skulde lade sig Pennen rive af Haanden og nedsynke i total Uvirksomhed.

De har, personlig, en lille Afregning med Lindberg, for Deres uskyldige Psalme-Samling, som han, vist nok ikke for at saare Dem, men dog uden at ændse det var Dem, der uskyldig blev saaret, efter mine Tanker, ligesaa uklogt som unødvendig og ubillig angreb, og hvad De svarer ham i den Henseende, hverken vedkommer mig eller vil jeg blande mig i, undtagen forsaavidt jeg, da Tydelighed i Talen kræver det, fuldelig giver Dem Ret.

Havde imidlertid Lindberg, [nøiedes] med den aabne Erklæring, at paa Samlingen, som Deres, var der ikke det Mindste at klage, da den jo ikke blev os paatvunget, men at det var mærkeligt, om Professor Clausen kunde billige den, da vilde jeg maaskee nok meent, den Snert var unødvendig og ei ganske ridderlig, men kunde dog aldrig kaldt den uforskyldt, og her staae vi ved den »indviklede Sag«, De ikke blot har blandet Dem i, men i Kjøbenhavns-Posten paa en Maade gjort til Deres, som det synes, uden at huske, at Modstanderen da nødvendig bliver baade Lindberg og Grundtvig, Een for Begge og Begge for Een.

Nu, naar de gammeldags Christne skal have en borgerlig Modstander i Danmark, da kan jeg ikke ønske dem en ærligere og ædlere end Professor Sibbern; men har Professor Sibbern ogsaa ret besindet sig paa Sagens hele Sammenhæng og har han Fuldmagt til at afgjøre den paa billige Vilkaar, det er to vigtige Spørgsmaal, som foreløbig maae besvares, førend vi, efterat have stridt saa længe og lidt saa meget, kan paa den ærlige, ædle, fredelige og frisindede Mands Ord »træde tilbage« og lægge Sagen i hans Haand.

Altsaa: hvad er Sagen? Aabenbar hverken meer eller mindre end de gammeldags Christnes Borger-Ret i Danmark, som Lovene paa det Klareste og Stærkeste hjemle dem, og har hjemlet dem snart i tusind Aar; men hvori de nu 115 i henved halvtredsindstyve Aar har lidt mange Skaar, og som det nys tegnede til, de reent skulde miste, da et stort Parti især af Geistligheden aabenbar lagde an paa at udrydde deres Tro, som en gammet Over-Tro, der nu ei meer kunde taales.

Biskop Balle stod imidlertid i Gabet for den »gamle Tro« til 1808, og skjøndt den siden ei fandt saa høie Velyndere, men maatte nøies med en »Candidat«, der nær ikke engang var blevet »Capellan«, og er nu saa godt som ingen Ting, og med en skriftklog Magister, til offenlige Paatalere af Dens borgerlige Rettigheder, kan Den dog derved umuelig have tabt dem. Vist nok har baade Lindberg og jeg seet os nødt til at nedlægge vore Embeder, og har begge mistet vor Deel i Trykke-Friheden, men om det ogsaa var en aldeles nødvendig Følge af Ubesindighed og Overilelse hos os, saa kundejo dog hverken vi eller vore Med-Troende derved tabe Ret til at beholde og forplante vor i Riget gjennem mange Aarhundreder fredlyste Tro.

Denne Ret kunde vi nu beholde paa forskjellige Maader, men den Fordeelagtigste syndes det unægtelig at være, at vi beholdt Stats-Kirken (the Establishment) og at de, der ansaae vor Tro for Over-Tro, fik Lov til, hvad det var Synd at nægte dem, udenfor Stats-Kirken frit at bekjende og forplante hvad de kaldte den rette Tro og oplyste Christendom. Dette var Biskop Balles Syns-Maade, unægtelig den mestliberale, de statskirkelige Orthodoxer nogensteds har erklæret sig for, og jeg traadte længe i min høiærværdige Forgjængers Fod-Spor, som førde mig til det »fortvivlede« Skridt at tiltale Professor Clausen paa hans Embede, vist nok ikke med juridiske men dog med de skarpeste literære og moralske Vaaben, jeg kunde finde og føre. Jeg kalder det et »fortvivlet« Skridt, thi De veed nok, jeg er gammel vant til at kalde enhver Ting med sit rette Navn, naar jeg har lært det, og det var virkelig et Skridt i den yderste præstelige Fortvivlelse. Hvor langt det nemlig var fra at jeg vilde lade Sønnen undgjælde for Faderen, behøver jeg ikke at sige Dem; og, om De end ikke deler min Anskuelse af Farens Størrelse, vil De dog vist tilstaae, det saae farligtud for den »gamle Troes« Tilhængere i Landet, da alle Folk udenfor Kjøbenhavn var bundet til deres Sogne-Præster, og alle Theologiske Studenter baade udvortes bundne til Professor Clausen og indvortes i Almindelighed gjennemtrængte af Beundring for ham. Uagtet jeg derfor i alle de Aar, jeg var saa godt som excommuniceret, havde vogtet 116 mig for mod nogen Enkelt-Mand at trodse paa Love, der aabenbar var forældede, og tage det strængere med Eder end de, der afkrævede dem, saa troede jeg dog, at her, til Troens Redning, maatte gjøres en Undtagelse, og jeg gjorde den, som en ærlig Mand og en samvittighedsfuld christelig Præst, men som en meget partisk Borger, saa det var en aldeles rigtig Følelse hos mig, at naar Regjeringen ikke vilde tage mine Troes-Forvandtes Parti, skulde jeg tage min Afsked. Hvad der nu i dette Tilfælde vilde været Rettest af Regjeringen, naar den havde seet, det gjaldt de gammeldags Christnes Religjons-Frihed i Riget, er i alt Fald et unyttigt Spørgsmaal, da det er klart, det saae Den først senere; men vel maae vi spørge, om vore kirkelige Modstandere ikke saae det, og om det ikke virkelig var deres Agt at benytte Stats-Kirken, som var indrettet til vor Troes Værn, til Dens Undertrykkelse og Udryddelse under Navn af Over-Tro? Og, Professor Sibbern! De maa vist, ligesaavel som jeg, besvare dette Spørgsmaal med: jo, det var deres Agt; thi hverken tilbød de os Troes-Frihed under en anden Form, ikke heller vilde de engang høre vore Forslag dertil.

Saasnart jeg nemlig havde nedlagt mit Embede i Stats-Kirken, fandt jeg, at da, hvad jeg søgde, ingenlunde var Lov til borgerlig at undertrykke min Troes Modstandere, men kun at beholde og forplante den i Fred, saa kunde jeg godt finde mig i at overlade Modstanderne Stats-Kirken med alle Dens Leve-Brød, naar det blot tillodes mig og mine Troes-Forvandte at træde ud og sørge for vor Salighed og vore Børns christelige Underviisning, som vi vilde og turde forsvare. Understøttede og anbefalede nu Modstanderne dette høistbillige og tarvelige Forlangende? Nei, langt fra, de modsatte sig det af alle Kræfter, udraabde mit fredelige og kiærlige Forslag for et grueligt Brudd paa Fred og Kiærlighed, et farligt Sectereri og jeg veed ikke hvad. Endelig faldt det mig ind, der var endnu en Udvei, vel ingen anden Steds forsøgt, men, som vi har seet i Kjøbenhavn, dog fremkommelig i det Mindste i vort fredelige Danmark og da, borgerlig og statsmæssig, langt at foretrække for enhver Anden: Lære-Frihed nemlig for Geistligheden og Sogne-Frihed for hele Folket, der, naar Regjeringen holdt sig upartisk, vilde opveie hinanden og tilveiebringe en Forening af virkelig Tr.oes-Frihed og statskirkelig Orden, Man endnu aldrig saae. Greb nu Modstanderne dette Forslag med Glæde, der, antaget, vilde give dem aldeles lige 117 Borger-Rettigheder med os, ende al Kiv og Splid mellem Ædlinger og lade den videnskabelige Oplysning gaae sin egen fri og rolige Gang? Nei, De maae jo vide det, Professor Clausen valgde netop af alle mine Skrifter den lille fredelige Bog1 om disse Ting at kiøle sin Harme paa, og erklærede sig bestemt imod den foreslaaede Frihed.

Nu, Professor Sibbern! paa Ære og Samvittighed! hvilket Parti i den Danske Stats-Kirke var nu det liberale, og hvilket det herskesyge, utaalelig herskesyge: det Grundtvig-Lindbergske eller det Clausenske?

Dog, De har i Grunden allerede svaret, ved at erklære Dem uforbeholden for Sogne-Baandets Løsning; men laster det som en Duplicitet dvs. Tvetydighed hos Lindberg, at han vedbliver at staae hardt paa det Gamle i Alter-Bogen og andensteds. De har altsaa ikke læst min lille Bog om »Den Danske Stats-Kirke«, ellers vilde De seet, at jeg gjør ligesaa, og vist være billig nok til at indrømme, vi maae nødvendig gjøre saa, naar Modstanderne haardnakkel, som de gamle Romere, afslaae ethvert Freds-Tilbud, der ei medfører Trældom. En Krig lader sig nemlig ikke fortsætte fredelig, og vil det Clausenske Parti absolut have en herskende Kirke i Danmark, da er der kun ladt os Valget mellem at trælle, eller kæmpe om Herredømmet, skjøndt vi slet ingen Lyst har til at kæmpe for det. Herskabet er endnu vor Troes lovlige Ret, men vi indsee, det er i Grunden Uret, og derfor opgive vi det gjerne for bestandig, men overgive det til Modstanderne kan vijoikke, saajust fordi vi ere »Frihedens Mænd«, maae vi sige: skal endelig Nogen være Træl, som vi ikke ønske, da være Den det, som vil gjøre sin fribaarne Næste dertil! Vist nok er dette en Slags Duplicitet, som Krig og Fred, men det er ingen Tvetydighed, det er den ærligste, aabneste og billigste Færd, der findes beskrevet paa noget Blad af Kirkens Historie, og naar det synes Dem, som det var at ville aftrodse »Regj eringen « Noget, da begriber jeg neppe, hvordan en saadan Tanke kunde indsnige sig hos Dem. Vel er jeg under Censur og Lindberg ligesaa, og det har jo Udseende af Regjeringens Mishag med os og Mistanke til os, men om de fandt Sted, var De, Professor Sibbern, vist ikke den Mand, der vilde styrke Regjeringen deri, og jeg har al Grund til at troe, at hverken har den Danske Regjering * 118 mange troere Undersaalter end mig og mine Lige, ikke heller har Den det Mindste imod os uden for den Uro vi unægtelig har gjort, og som Den maaskee ikke endnu indseer, vi var nødt til at gjøre. At oplyse Regjeringen herom, det har været og det er endnu bestandig vor Bestræbelse, fordi vi føle os visse paa, at saasnart vor Faderlige Regjering, det er: vor elskedeKonge seer, at det virkelig slet ikke er andet end »Nødværge« vi bruge mod et stærkt Parti, der vil undertrykke vor »Fæderne-Tro« og berøve vore Børn den, og at naar vi blot kan beholde den i Fred, vil vi gjerne holde Fred, da skaffer Han os sikkerlig Fred. Herved maa det blive indtil videre, og Een maa staae i Gabet, saalængevi har Krig, enten det saa skal være Lindberg eller mig eller en Tredie, og Den, der staaer i Gabet har det i alle Maader saa ondt, at Modstanderne, som hverken ynke eller skaane ham, kan aldrig med Billighed forlange, han skal enten ynke eller skaane dem, saa naar nu De, Professor Sibbern, i Humanitetens og Frihedens og Fredelighedens Navn, byder os at nedlægge Vaaben, da maae vi nødvendig spørge, om De har Fuldmagt til at slutte Fred paa billige Vilkaar? Vi indrømme nemlig gjerne, at al Slags Krig baade er ubehagelig og, paa »Nødværge« nær, uchristelig og uretfærdig, og føres blandt os syndige Mennesker aldrig paa nogen af Siderne saa reent og menneskelig, som den burde, men derfor kan vi dog umuelig overgive os paa Naade og Unaade til vor Troes Modstandere, som ovenikjøbet endnu har Loven imod sig.

Har De altsaa Fuldmagt fra Professor Clausen og hans Parti til at slutte Freden paa de overordenlig billige Vilkaar, vi har tilbudt og fremdeles tilbyde, saa Man paa ingen af Siderne vil gjøre til en borgerlig Forbrydelse hvad der er skedt under Krigen, men paa begge Sider gjøre sig Umage for, at Ødelæggelsens Spor kan udslettes, og herefter unde hinanden al den Frihed, Man selv vil have? Har De Fuldmagt til det, da underskriver jeg strax baade paa Lindbergs og egne Vegne og paa alle Deres, som ændse vort Ord, og naar vi da, velforligte, bede Majestæten om Sogne-Baandets Løsning og Lære-Frihed efter Bibelen for Præsterne, da tør jeg vel ikke sige, der jo vil reise sig et tredie Parti derimod; men jeg tvivler slet ikke om, at Fredens, Frihedens og den Borgerlige Ordens Stemme vil snart seire i Danmark. Saalænge derimod Professor Clausens Ultimatum er, at Sogne-Baandet skal paa ingen Maade løses, saalænge maae vi ogsaa bekæmpe en 119 Lære-Frihed hos Præsterne, hvori Menighedens Troes-Frihed gaaer tilgrunde, og stride for hvert Ord i Alter-Bogen, som det er os magtpaaliggende bliver ved at lyde blandt os ved Naade-Midlerne. Det Sidste kan maaskee nok synes Dem en Grille, da De neppe lægger samme Vægt som vi paa »Ordet« ved »Naade-Midlerne«; men De vil dog være billig nok til at indrømme, at naar vi troe, Naade-Midlernes Virkning beroer derpaa, maae vi stræbe paa alle Maader at sikkre os det, og have Ret dertil, naar vi ikke vil have Nogen det paanødt!

Nok et Brev til Professor Sibbern
fra N. F. S. Grundtvig.

De ønsker, at vort private Forhold ei maa lide nogen Forandring ved vor offenlige Tvist, og det, mener jeg, mellem os To Gamle, følger af sig selv, saa skulde der skee nogen Forandring, maatte det kun blive mere Vexel-Virkning end i de sidste 25 Aar, saa vi lærde bedre at forstaae hinanden paa det nærværende Trin. Hvad desuden mig angaaer, da er jeg en gammel Krigs-Mand, vant til Modstandere, der ingenlunde, som De, skaanede mit Hjerte, men sigtede mest efter det, der sidder lavere og er altsaa lettere at naae end Hovedet, og derfor kan det aldrig saare min Ømfindtlighed, hvad De uforbeholden siger om min Færd og Tanke-Gang, som er Noget, der enten skal ændres, eller maa godt lade sig forsvare af en Alvors-Mand, der tænker ved hvad han gjør, veed hvad han vil og har sin Pen i sin Magt.

Naar jeg derfor finder det nødvendigt offenlig at misbillige Deres aabenbare Ubillighed mod Lindberg, mig og den Sag, vi have stridt og lidt for, da er det slet ikke min Opgave at gjengjælde den, eller at drage Fordeel af de Misgreb, De kan have gjort, men om mueligt at opdage og tilstoppe Kilden til en Ubillighed, der, da den ikke naaer til Hjertet, heller ikke kommer derfra; thi kun forsaavidt det vil lykkes mig, gjør jeg Gavn, og Gavn er, efter min Asketik, den rette Mande-Bod for Ungdoms Synder.

Saavidt jeg nu kan skjønne, kommer Deres Ubillighed af at 120 De betragter Sagen blot fra Deres individuelle Stand-Punkt; thi saasnart jeg stiller mig paa en Lignende, faaer hele Sagen samme Udseende i mine Øine. Betragter jeg mig nemlig blot som Skjald og Vidskabs-Mand, hvad skulde jeg da bryde mig om, hvorvidt en theologisk Professor og endeel Præster meer eller mindre kunde finde sig i min Anskuelse enten af Menneske-Livet i sig selv eller Dets Forhold til Guddommen, og kunde end Ungdoms Heftighed, og Lysten til at omskabe Alt efter sit Hoved, enstund have gjort mig paatrængende og intolerant, maatte Aarene i Pagt med en dyrekjøbt Erfaring dog vel nu have lært mig baade at være billig og fare i Mag. Er det nu desuden gaaet op for mig, at en christelig Stats-Kirke er et blot og bart juridisk Begreb, der ei har mindste christelig Realitet, og bliver kun taalelig for Aanden, naarTvangen indskrænker sig til en vis »udvortes Tugt« for borgerlig Ordens Skyld, men lader baade Tro og Lærdom være saa frie som deres hjertelige og aandelige Natur udkræver, see, da synes det fra den individuelle Stand-Punkt reent Daarskab at beraabe sig paa verdsligt Rygstyd for Troen og paa Love om Lærdommen, da Man i lykkeligste Fald kun nødte Modstanderne til at sukke med sig under Aaget.

Saaledes har jeg sat mig paa Deres Stand-Punkt, og skjøndt jeg nok indseer, De ikke nær saa let kan sætte Dem paa min, er det dog ikke meer end billigt, at De gjør et Forsøg, da De derved i det Mindste sikkert vil lære, der gives en Anden, Man ikke saa rask skal erklære for vrang under visse Omstændigheder.

Jeg er en gammeldags Christen og jeg er Præst for gammeldags Christne, og det gjør hele Forskjellen, som jeg nu skal stræbe at vise Dem.

Vel paastaaer De, jeger ingen garn meldags Christen, men det vil jo i alt Fald kun sige, hvad De kalder saa, og jeg vil ingen tom Ord-Strid føre med Dem, men jeg vil sige Dem ærlig hvad jeg ganske alvorlig mener dermed.

Først og fremmerst mener jeg, at jeg har den samme eenfoldige Barne-Tro paa Herren »efter Ordets Lydelse« ved Daaben og ved Nadveren, som jeg tydelig sporer ikke blot hos Lutherske Fædre og hos Morten Luther, men hos Ansgar og Augustin og Irenæus og Apostlerne, saa den Christendom kan jeg dog med Rette kalde gammeldags, og veed ikke bedre at adskille den fra den »nymodens« Christendom, der fornemt hæver sig over »Barne-Troen« og danner 121 sig paa fri Haand en Forestilling om Christus, Troen paa ham og Forholdet til ham.

Allerede paa denne Stand-Punkt forandrer Betragtningen af Kirke-Sagen sig mærkelig, thi min Christendom er ikke noget blot Subjektivt, men har et objektivt bestemt Indhold, der i samme Grad som det levende gjennemtrænger mig, skaber en aandelig og hjertelig Forbindelse mellem mig og alle mine Troes-Forvandte, og tillader mig ingenlunde at være ligegyldig ved deres Stilling. Hvad der ligger udenfor min Virke-Kreds har jeg kun Ønsker og Bønner for, men naar jeg seer mine Troes-Forvandte omkring mig, især de »Smaa og de Ringe«, mangensteds nedtrykte under et Aag, de ei kan bære, og udsatte for en Fristelse, der let kan blive dem overlegen, da skal jeg see til, hvad jeg kan gjøre, for at borttage eller dog lette Aaget, afvende eller dog formindske Fristelsen, og ingen billig Mand maa derfor kalde det Daarskab, at jeg har stridt for de gammeldags Christnes Troes-Frihed i Danmark, hvor de var bundne til Sogne-Præsterne, og kunde mangensteds ei faae Sakramenterne forrettede efter Christi Indstiftelse, maatte mangensteds sende deres umyndige Børn til Præster og Skole-Mestere, der af al Magt bestreed og nedrev deres Fædrene-Tro.

Men nu er jeg desuden alt for 25 Aar siden indviet til Præst for saadanne gammeldags Christne, og har derved godvillig paataget mig at stride og lide for dem, efter den Naade og Frimodighed, Herren vil give, og hermed er det sagt, at den Danske Stats-Kirke, hvor jeg fik min Indvielse, vedkiendte sig hvad jeg kalder gammeldags Christendom, saa den har i Danmark ei blot Lovens Bogstav men hele den Kirkelige Indretning for sig. Denne Omstændighed maatte nødvendig give min Kamp for de gammeldags Christnes Troes-Frihed sin Skikkelse; thi selv om hele Forholdet havde lige fra Begyndelsen været mig saa klart, som det er nu, maatte jeg dog fundet, at Kirke-T vangen, som hindrer os fra at træde ud af Stats-Kirken, naar vi i den savne vor Tro, og Sogne-Baandet, der, udenfor Hoved-Staden, lænker Enhver til sin Sogne-Præst, om det end er hans Troes aabenbare Fiende, det er ligesaavel blotte og bare »juridiske« Ting som Stats-Kirken, ja er Levninger af Dens Indretning, som, ved Præsternes Løsrivelse fra Alter-Bogen og de Symboliske Bøger, hvile som et utaaleligt Aag paa de gammeldags Christnes Samvittighed. Om jeg derfor end selv fandt det besværligt 122 at følge Alter-Bogen og rette mig efter de Symboliske Bøger, ja, om jeg end selv laae i Strid med dem, maatte jeg dog, for mine Troes-Forvandtes Skyld, der ikke er Præster, paastaae, at enten maatte Præsterne tvinges til at følge hine Bøger eller de maatte lade være at tvinge deres Sogne-Mænd, enten maatte Tvangen eller Friheden være gjensidig, da ellers hver Sogne-Præst var en Pave i sit Sogn, og gjorde den gruelige Fordring til Menigheden, at enten skulde de sletingen Tro have, eller, hvad der er det Samme, være rede til at forandre den hvergang de skiftede Præst.

Nu er jeg imidlertid, hvad De end tænker, saa langt fra selv at ligge i Strid med Alter-Bogen og vore Symboliske Bøger*), at jeg end ikke finder det besværligt at følge dem ligesaa nøie, som Fader for mig og vore andre gammeldags Præster, medens jeg er vis paa at enhver ny Alter-Bog og ny Lære-Forskrift vilde det være mig umueligt at følge.

Kan det nu undre Dem, at jeg kæmper for Alter-Bogen og de Symboliske Bøger og finder Lindbergs kraftige Kamp derfor nødvendig og priselig, skiøndt jeg af mit Hjerte ønsker, at baade Liturgi og Lærdom maatte være frie for alle aandelige Baand, naar, vel at mærke, Kirke-Giængerne blev ligesaa frie? Kan vi, under disse Omstændigheder, giøre mere for Friheden, end uforbeholden at erklære, den er vort inderlige Ønske, men at kan den ikke naaes, da kræve vi Fædrenes lette Byrde, som vi har lovlig Ret til, istedenfor det utaaleligeAag, Modstanderne vil paalægge os! Hvilket Middel skulde heller snarere bringe Modstanderne til at finde sig i Billighed, end en saadan Kamp for almindelig Frihed eller det Lovlige, som aabenbar er os enlet Byrde og dem et utaaleligt Aag, og som der ei behøves megen Skarpsindighed til at forudsee, snart maatte træde i Kraft, hvis Friheden ikke gjorde det unødvendigt.

Det er vist nok ganske rigtigt, at naar Regieringen vil giøre det kirkelige Forhold frit, kan det være os borgerlig det Samme, hvad Modstanderne vil; men dertil tegner det, saavidtjeg kan skjønne, endnu slet ikke, da det meget mere synes, som Regieringen, bestormet af to kirkelige Partier, der Begge vil herske, kun betænker sig paa, hvilket der skal være det * 123 herskende, og hvad Valg har da vi, uden at kæmpe paa det Parties Side, hvis Herredømme vi vel ikke ønske, men kan dog taale? Fik nemlig det modsatte Parti blot Lov til at gjøre een væsenlig Forandring i Lære-Forskriften eller Alter-Bogen, En af de Forandringer, Professor Clausen stærkest har staaet paa, da maatte vitræde ud af Stats-Kirken, hvad formodenlig vilde gjøres os til en borgerlig Forbrydelse, og saaledes havde vi da i det fredelige Danmark, uden at det havde ahnet Regjeringen, en reen Religjons-Forfølgelse, som det dog vel, naar vi forudsee det, er vor hellige Pligt, baade som Mennesker og Borgere, om mueligt at forebygge. Har nemlig end Nogle af os Styrke til at blive Martyrer for vor Tro, da vil netop de føle, at Man maa ikke friste Gud, ikke udsætte de Svage for overlegen Fristelse og ei bebyrde Fædrene-Landet med Blod-Skyld.

Nu, det har i Danmark, fra Arilds-Tid Religjons-Friheds og Billigheds Hjem, med Guds Hjelp, heller ingen Nød, thi naar det kun bliver klart, at to Partier vil undertrykke hinandens Tro, det Ene under Paaskud af at udrydde Over-Tro og det Andet under Paaskud af at forebygge Van-Tro, men at skal de blive ved skifteviis at afluge hvad de kalde Klinte, gaaer netop al Hveden i Løbet, og Marken lægges øde; da vil Folke-Stemmen sikkert erklære sig for de Ædles Mening af alle Partier: at Troen er en fri Sag, hvorfor Man kun staaer den Alvidende til Regnskab, og Lærdommen er en Skole-Sag, der kun beskæmmer sig selv ved at være et stillestaaende istedenfor et rindende Vand! Og med dette Haab vil vi trøste hinanden!

See, min Ven! Dette er hvad jeg her kalder Hoved-Sagen; og jeg vil ikke engang prøve paa, hvad jeg selv agter for umueligt, med Pennen at overbevise Dem enten om Ægtheden af mit Troes-Begreb eller af mit Præste-Kald, jeg vilde kun stræbe at vise Dem, at jeg veed i denne Henseende meget godt hvad jeg gjør og er derom aldeles enig med mig selv, saa der maatte paakomme mig en særdeles Svaghed, om det skulde lykkes enten Dem eller noget Menneske at rokke mig et Haars-Breed fra mit Stade, hvor jeg, som under og ønsker Alle den samme Frihed jeg kræver for mig og mine Med-Troende, slet Ingen fornærmer. At enten al Samvittigheds-Trang maa vige fra vor Stats-Kirke, elier mine Troes-Forvandte, der har Kirke-Loven for sig, dog paa en eller anden Maade beholde 124 deres Tro i Fred, det er saa billigt og saa nødvendigt et Forlangende, at jeg er vis paa, den danske Regiering forlænge siden vilde indrømmet det, naar ikke det Clausenske Parti ved sin borgerlige Indflydelse havde forhindret det, og vil dette Parti, blindt for sin egen Fordeel, vedblive at grave sin egen Grav, da kan jeg ikke forhindre det, kan umuelig kæmpe for Præsternes Frihed, saalænge de vil misbruge den til at tyrannisere Almuens Hjerte og Samvittighed. De har for Resten Uret, naar De ganske forkaster Begrebet om en Stats-Kirke, thi det er i sig selv, som en offenlig Indretning til paa en ordenlig Maade at afhjelpe Folkets religjøse Trang, ikke biot en uskyldig men en nyttig og priselig Ting, kun maa den ingen »herskende« Kirke være, intet Tvangs-Huus for Samvittighederne; thi da er den ikke blot et slemt Papisterie, men bliver efterhaanden en stor Lande-Plage, hvoraf Regieringen saavelsom Folket kun har lutter Ulykke, og hvorved enhver Tro taber sin velgjørende Indflydelse, da Tro, ligesaavel som Haab og Kjærlighed, er en Hjerte-Sag, der ved at paatvinges kun gjøres forhadt. Jo inderligere jeg derfor ønsker at forplante min Tro paa mine Børn, des omhyggeligere vogter jeg mig for at øve mindste Tvang, og hvem der vilde tvinge mine Børn til at høre deres Faders og Moders Tro nedrevet som Hykleri og Overtro, dem kunde jeg umuelig elske. Dersom Bønder ikke er skabt ganske anderledes indvendig end En af os, seer Man let, hvad der vilde vindes ved at ville tvinge dem i Troes-Sager, eg var de virkelig skabt anderledes, da var vor Tro jo slet ikke for dem, men alle Landsby-Kirker var aldeles overflødige. Det er derfor slemt, at Prof. Clausen og hans Venner slet ikke bryder sig om de Mange af Partiet, der efterhaanden faae orthodoxe Sogne-Præster, og det var endnu værre, at Man i Roskilde ikke tog sig Tid til at behandle en Sag1, der var langt anderledes uopsættelig end Spørgsmaal om Penne-Førsel ved Protokollens Slutning; men jeg har det Haab til Majestætens Livsalighed, at det derfor ikke skal vare to Aar, før Sogne-Baandet løses, da Frihed i naturlige Ting Ingen kan være til Besvær, som faaer den, og Kongelige Embeds-Mænd umuelig kan have vundet Hævd paa en selvtagen Frihed til Andres Fornærmelse, men maae være meget * 125 taknemmelige, naar de faae Lov til at beholde den paa billige Vilkaar. Hvad Skole-Væsenet angaaer, da tænker jeg, Regieringen vil ikke forlange bedre Borgen end sig selv for, at dens Geistlige Embeds-Mænd gjør deres Pligt, saa det kan være Den aldeles ligegyldigt, hvilken af de Præster, Den kalder og fører Opsyn med, udfører denne eller hin kirkelige Handling, naar kun den nødvendige Orden ei derved lider, og at en Dreng kan confirmeres ligesaa ordenlig i Gientofte Kirke, skiøndt han ikke tjener i Sognet, som om han tjende der det Halv-Aar, han gik op at læse, det giver Fornuften. At der altid vil findes nogle saakaldte Barmhjertigheds-Præster, der af bedre eller slettere Grunde ei tage det strængt med Bønder-Drenges og Bønder-Pigers Bog-Lærdom, er vist nok at formode, men om det ogsaa virkelig kunde skade (som det efter min Overbeviisning dog umuelig kan,) saa var der dog meget mere vundet ved, at Forældrene i deres Sogn kunde, naar de vilde, faae deres Børn holdt i Ørene udensogns, end ved at Forældrene i et andet Sogn, der ønske Læmpelighed, endelig skal give Slip paa deres Børn det Halv-Aar. Ansaae Man endelig paa den ene Side Børne-Lærdommen i vore Almue-Skoler for en Sag af borgerlig Vigtighed, og Sogne-Tvangen i den Henseende for nødvendig, da behøvede Man jo blot at skille »Religjonen« derfra, som dog virkelig ikke lader sig lære, end sige paatvinge, saa den kirkelige Confirmation blev Noget, Ingen, uden Biskoppen paa sin Visitats, spurgde om, men den Skolemæssige foretoges sogneviis med særegen Høitidelighed, som den borgerlige Overgang til Skiels-Aar og Alder. Herved bortfaldt alle Vanskeligheder og megen Hjerte-Sorg, som vi især skulde søge formindsket, og naar hele Folket betjener sig af de Præster, Regieringen isætter og afsætter efter Behag, kan Den dog virkelig være saa rolig i Henseende til Folkets Religjon, som det er mueligt at blive, saa Opgaven er kun at forhindre Sogne-Pavedommet, der dybt saarer Folke-Hjertet og undergraver ligesaavel Stats-Kirken som al ægte og levende Religjøsitet.

Dog, det nytter ikke at skrive mere herom, thi heri ere vi To aldeles enige, medens de Fleste endnu synes at ansee denne yderst vigtige, ei mindre borgerlig end kirkelig vigtige Sag for en aldeles ubetydelig Smaa-Ting, ei mindste Opmærksomhed værd.

Deres forfærdelige Ubillighed mod Lindberg, hvem de ordenlig 126 synes med beraad Hug at omtale og behandle foragtelig, maa jeg derimod til Slutning dog ligesaa alvorlig som venlig bede Dem underkaste en stræng Undersøgelse, efter den Regel, De selv erkiender: dømmer ikke uden som I selv vil dømmes! Dette er i Grunden Alt hvad jeg her kan giøre, thi uagtet jeg nok seer, De, som den ædle Mand altid, giør Dem Umage for heller at finde Kilden til Lindbergs Dem saa forhadte Færd i hans Hoved end i hans Hjerte, saa er Deres Hjerte dog her med i Spillet, som overalt, hvor Man viser Foragt, og jeg maatte da kun slet kiende Pennens Virke-Kreds, om jeg tænkde med den at forandre Deres Betragtning af Lindberg.

Maaskee var det derfor bedst, jeg lod det beroe ved denne Erklæring; men det hører nu engang til min Natur og Sædvane, naar Man tiltaler mig om noget »Offenligt«, da uforbeholden at sige min Mening derom, og kan det ikke gavne Lindberg, at jeg ogsaa ved denne Leilighed giør det, kan det dog, efter mit Skiøn, heller ikke skade ham.

At jeg ved den »indviklede Sag« slet ikke tænkde paa mit Forhold til Lindberg, uden forsaavidt vi borgerlig høre og holde sammen, har de maaskee allerede seet, og dette Forhold er i Øvrigt saa redt, som noget kan være; thi imellem mine yngre Venner og mig hersker det frieste Forhold af Verden, saa jeg siger dem ved Leilighed hvad jeg synes, men lader dem for Resten i Guds Navn gaae deres Skud, som er den eneste levende Udviklings-Gang, jeg kiender. Ligesaalidt som jeg derfor har noget literært Parti, ligesaalidt har jeg mindste Ansvar for hvadmine saakaldte »Discipler« skrive; men var Lindbergs Adfærd saadan, som De skildrer den, da vilde jeg rigtignok intet Øieblik betænke mig paa at opsige ham mit Venskab, saa derimod maa jeg, for min egen Skyld, protestere, til Man forelægger mig ganske anderledes Kiends-Gierninger, end dem, De berører, som i det Høieste vilde bevise, at Lindberg i sin Skrive-Maade oftere brugde mere Haardhed og røbede mere Paastaaelighed og mindre Delicatesse, end Man kunde ønske. Havde De kun bebreidet ham Sligt eller noget Lignende, skulde jeg ikke blandet mig deri, men rolig overladt til ham selv at rede for sig, da jeg slet ikke var bange for, De skulde knuse ham; men det gjorde mig ondt, at De behandlede en saa saare miskiendt og haardt medtaget Mand foragtelig, og at De fremstillede mit Forhold til ham, som Noget jeg vist selv ønskede 127 at være kvit, og jeg var bange for at han, krænket saa dybt, skulde svare Dem paa en Maade, der hverken var Dem eller ham værdig. Hvad han havde i Sinde, veed jeg slet ikke og vilde ikke vide, men skyndte mig at giøre hvad jeg ansaae for det Bedste, og ligesom jeg nu har stræbt at vise, at vor fælles Kamp har sin gode Grund, saaledes skylder jeg ogsaa Lindberg den Erklæring, at saavel efter deres eenstemmige Vidnesbyrd, der har kiendt ham nøiere end jeg, som efter min Erfaring i ti Aar, er han en inderlig godmodig Mand, der med Forsæt ei giør en Kat Fortræd. Da han nu tillige er en høilærd Mand i sit Fag og et lyst, skarpsindigt Hoved hvor han kommer, og en udmærket Kæmpe for sin Tro og Overbeviisning, som han har bragt store Offere, saa mener jeg virkelig, han har Krav paa en ganske anden Tiltale af ædle Modstandere, end den, De har budt ham. Penne-Feider er ligesaavel Krige som Sværd-Slag, og hvem der kiender Krigen, veed, hvor ubilligt det vilde være at bedømme en Mands Hjerte-Lag haardt blot fordi det var haardt at drages om Reeb med ham, og jeg veed i alt Fald med mig selv at man har gjort mig megen Uret i dette Stykke, saa, gjorde jeg ligesaa, var jeg ikke at undskylde. At Lindberg ikke er saa blød, som jeg altid har været, det seer jeg nok, men medens jeg altid ønsker, Man skal tage sig i Agt med det Haarde, der let kan blive haardest at døie for En selv, er det mig dog ogsaa klart, at Modstanderne trængde til en Mand for deres Haand, hvis ømme Sted var ei saa let at finde som mit, og jeg formoder, at hvis de ikke snart finde dem i Billighed, kommer der en Tredie, i Sammenligning med hvem de selv maae finde Lindberg blød. Dette er den historiske Gang giennem alle Aarhundreder, som neppe vil afbrydes i det Nittende, med mindre vi i Danmark søge de Ting som virkelig høre til Fred. Og giør vi kun det, skal De snart see, at Lindberg ligesaalidt som jeg er Soldat af Handværk men kun Krigs-Mand til Nød-Værge; thi har De ikke nok seet hans Ebraiske Lexikon, det første Forsøg med vort Sprog, og mener De ikke, at Den der midt under Krigen tager sig saadanne Ting for, vilde i Freds-Tid giøre Gavn for Alvor? Gid derfor denne snart oprinde, og lade os glemme, hvad Krigen medførde, thi baade De og jeg veed, det var meget værre Ting end nogle haarde eller overilede Ord af Lindbergs Pen, det var blandt Andet et Horn i Siden paa alle de unge, 128 talentfulde Mænd, der stod i venligt Forhold enten til Lindberg eller til mig, som, skal det vare længer, vil være et sandt National-Tab, og hvem vil forlange, at jeg under saadanne Omstændigheder skulde vredes paa Lindberg, der selv blev et uskyldigt Offer, om jeg end fandt, han kunde være mere nænsom med et Vaaben, der, efter min egen deels sørgelige og deels glædelige Erfaring, slaaer dog ingen Mand af Hesten!