MINE BØRN.
✂ DETTE Digt, som vistnok er skrevet i Anledning af Grundtvigs Sønners Konfirmation i Efteraaret 1839, blev trykt i Frederik Barfods »nordiske Fjærdingaarsskrift, Brage og Idun«, 4. Bind, 1841. En Maaned før sin Død dannede Grundtvig efter Ernst Triers Opfordring den bekendte Sang: »Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord« af et Brudstykke af Digtet med følgende fire ny Linjer som Slutning:
✂
Om kort, om langt blev Løbebanen spændt,
Den er til Folkegavn, den er til Grøde;
Som godt begyndt er Dagen godt fuldendt,
Og lige liflig er dens Aftenrøde.
✂ Disse Linjer fra August 1872 er sikkert de sidste, Grundtvig har digtet. Jfr. Poet. Skrifter 6. Bind, Nr. 44.
✂
I Kiære, som med Blodets Rosenbaand
Er knyttet til mit Fader-Hjerte,
Og i hvis Barm min hedenfarne Aand
Ei savne vil en Minde-Kierte!
Hvad, mens I vuggedes i Moders Skiød,
Og mens I thronede paa Faders Skulder,
Og mens I græd og loe med Kinden rød,
Og mens I tænkde, at al Daad var Bulder,
Og mens I voxde op til Ungdoms-Aar,
Saa eder ei for Bryst faldt Skole-Støvet,
Saa ei af Frost hjemsøgdes eders Vaar,
Og ei i Knoppen visned Bøgeløvet;
Hvad da jeg ønskede og tænkde paa,
Var eders Vel paa Jorden og i Himlen;
Men ei det Lys, hvori jeg Lykken saae,
Var det, man blændes af i Verdens-Vrimlen.
188
Hvad ikke fandtes i den Kirkeby,
Paa Brinkerne imellem Bøge-Skove,
Hvor først mig vinkede den klare Sky,
Hvor først mig frydede den blanke Vove,
Hvor først jeg legede med Blomster smaa,
Hvor først jeg staved paa de store Navne,
Hvor først jeg vandede Kiærminder blaa
Kun for de Herlige, hvem Hjerter savne:
Det Glimrende, som Verden nu tilbeder,
I Ord og Tanke, som i Kaar og Færd,
Det aldrig, kiære Børn! jeg ønsked eder,
Og aldrig Nogen, som jeg havde kiær;
Det fandtes aldrig i vor Præste-Æt,
Mens to Aarhundreder gik over Lunden,
Og Tiden selv, af dets Beundring mæt,
Dets Tomhed føler smertelig i Grunden.
Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord,
Som det, jeg vilde ei med Kongers bytte,
Opklaret Gang i ædle Fædres Spor,
Med lige Værdighed i Borg og Hytte,
Med Øiet, som det skabdes, himmelvendt,
Lysvaagent for alt Skiønt og Stort herneden,
Men, med de dybe Længsler vel bekiendt,
Kun fyldestgjort af Glands fra Evigheden;
Et saadant Liv jeg ønsked al min Æt,
Og pønsed paa med Flid at forberede,
Og naar min Sjæl blev af sin Grubien træt,
Den hviled sig ved »Fadervor« at bede.
Da følde jeg den Trøst af Sandheds Aand,
At Lykken svæver over Urtegaarden,
Naar Støvet lægges i sin Skabers Haand,
Og Alting ventes i Naturens Orden:
Kun Spiren frisk og grøn i tidlig Vaar,
Og Blomster-Floret i den varme Sommer;
Da Modenhed imøde Planten gaaer,
Og fryder med sin Frugt, naar Høsten kommer!
Ved dette Lys, for mine Øine klart,
Som det der rinder op i Morgenrøden,
Jeg seer med Gru i Døgnets Skolefart
Til Gravens Mulm et Væddeløb med Døden;
Jeg seer med Vemod paa de Gutter smaa,
Hvis Kinder gløde og hvis Øine tindre,
189
Thi ogsaa de skal brat i Skole gaae,
Og immer, mens de voxe, blive mindre!
Der visner Rosen i Gravluften kvalm,
Før end til Duft den Deilige oplukkes,
Der brister Øiet paa Ligbaarens Halm,
Før Nogen tænker paa, hvad Lys der slukkes!
Ja, blød, mit Hjerte, ved de bange Kaar,
Og skam dig ei, om Graaden kvæler Røsten!
Til Vintren vies der den unge Vaar,
For Sommeren besveget og for Høsten!
O vilde dog hver Levende i Landet,
Som selv den sorte Skole gjennemgik,
Udfriedes af Ilden og af Vandet,
Sin Bane følge med et Falkeblik,
Og see Miraklerne, han det mon skylde,
At ei med Skarerne han foer til Hel,
Før Livet blomstrede i Ungdoms-Fylde,
Og oversprudlende blev Kraftens Væld!
Han skulde da fra Livets Morgenrøde,
Saavelsom jeg, optælle dem med Gru,
Stalbrødrene engang, de Tidligdøde,
Vi med den fælles Moder fattes nu,
Og aldrig nænne, for en Drivhus-Grøde,
Og Udsigt til de »visse Levebrød,«
At offre Gutterne med Kinder røde
Til Grammatiken og den visse Død.
Den visse Død, som selv, naar Livet vinder
(Tilkæmper sig en Seier dyrekiøbt),
Dog uopløselig os til sig binder,
Som Lazarus, i Jordeklæder svøbt.
End haaber jeg, ved disse Lys, som brænde
I Hjerne-Kammeret med Flamme klar,
At see paa Daners Mark sig Bladet vende,
Thi yderst Fare kræver Redning snar;
Men vil den Slægt, som fører Ordet nu,
Stokblind for Aandens Levnetsløb paa Jorden,
Til Enden haanlig smile ad min Gru,
Og ad mit store Skjalde-Haab om Norden;
Velan! saa blomstrer op i Herrens Navn,
Med eders Faders Smil ad vrange Domme,
Og venter rolig, i hinandens Favn,
Paa Dagen, som han forudsaae, skal komme!
190
Ja, mine Børn! hvad jeg i Speilet saae,
Som dannedes af Viisdoms sikkre Hænder:
Det store Lys paa Livets Himmel blaa,
Som straaler soleklart, men ikke blænder.
Opstigende af Hjertets stille Hav,
Med Fortids Efterglands til Morgenrøde,
Skal først maaskee, naar jeg har lagt min Stav,
Befrugte Marken til sin Eftergrøde;
Men som det lønlig for min Sjæl oprandt,
Og vil for Eders sikkerlig oprinde,
Det skal i Eders Dage skues grandt
Paa Graasteens Klint, som under grønne Linde;
Og naar Dets blanke Straaler gaae i Dands
Paa Tidens Hav, som Mandhjems Kreds ombælter.
Og Liv og Aand formæles i Dets Glands,
Saa Timeligt og Evigt sammensmelter;
Da tier Drengenes og Daarens Spot
Med Synerne, som frydede mit Øie;
Saa let jeg bar det under Haaret graat,
Hvad i min Manddom knap jeg kunde døie.
Den Livets Skole, jeg har peget paa,
Og tryglet Jordens Guder om at bygge,
Som ved et Trylleslag skal da opstaae
Og kiærlig favne eders Faders Skygge,
Beklagende, han ei blev hørt i Nord,
Før Muren revnede paa Borg og Kirke,
Og sig frigjorde selv hvert Fugle-Ord,
Der let sig svinger over Bøg og Birke.
✂
Nu, mens den tøver, Lysets Atterdag,
Det vare lidet, eller vare længe,
O, viser dog, I har en bedre Smag,
End man afrettes til som Skole-Drenge
(For Læbe- og for Gane-Consonant,
For Feil i Form og Bommerter i Stilen),
Det gamle Nordens Smag for Stort og Sandt
For Kæmpe-Daaden og for Hjerte-Hvilen,
Den Smag, hvormed jeg er endnu til Spot,
Hvor alle Dværge fuske paa det Nette,
Og hvor man Syn har for det Store blot,
Som Udgaards store, følesløse Jette!
I Sønner! som mig over Hoved groe,
191
Nu bærer smukt med eders Fader Skammen!
Stadfæster med ham Nordens gamle Tro,
At Æblet falder ikke langt fra Stammen!
Ei Sølv og Guld, men kun et ærligt Navn,
Med mange giæve Fædres sammenslynget,
Og Mindet om en Mand, som taalde Savn,
Og stod paa Alderdommens Kyst forynget,
Og om en Fader, som med Kæmpehaand
Omværned eders Vext i onde1 Dage,
Til sanddrue Mennesker med Liv og Aand,
Og Friheds Krav, hvor Baand er blot til Plage,
Kun det er Arven, I til Skifte faae;
Men maa kun i sin Art den Frugter bære,
Da skal I føle under Issen graa,
I har det bedste, vi kan her begiære!
Og Du, min Daalter! Moders Liljevaand!
Vor Herre vogte Dig for Folkemunde!
Omfavn i Hjertet kun din Faders Aand!
De stille Vande har de dybe Grunde.
Det Glimrende vel frister eders Kiøn,
Men mægter dog ei Hjertet at forblinde,
Hvor det er dybt og soleklart i Løn,
Som hos den ægtefødte Dannekvinde!