Grundtvig, N. F. S. AABENT VENNEBREV til en Engelsk Præst

AABENT VENNEBREV
til en
Engelsk Præst
fra
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
som Præst ved Vartou1.
Christianshavn, 12te Juni 1839.
Kiære Ven!

De kan nok vide, det har tilgavns fornøiet mig, at De, istedenfor at reise til Ny Syd-Vales eller, som min Kone meget rigtig kalder det »til den anden Verden,« opslaaer Deres Bopæl og opløfter Deres Røst i en Udkant af London*), og behøvede jeg nogen Opmuntring til endnu engang at besøge Ælve-Dronningen (The Fairy Queeri) paa hin Side Havet, da fik jeg den stærkeste ved at see et Vennehuus med halvdanske Indbyggere staae mig aabent ved Thæmsen. Dog, ligesaalidt som jeg nogensinde glemmer England, om jeg end skal have seet det for sidste Gang, ligesaalidt, veed jeg, De glemmer Deres christne Venner i Danmark, om vi end aldrig meer herneden skulde sees Ansigt til Ansigt, men ønsker bestandig at høre, hvordan *

* 193 vore indviklede kirkelige Forhold, hvori de levende har sat Dem ind, efterhaanden, som jeg haaber, glædelig udvikle sig.

Rygtet om min Ansættelse ved Vartou eller »Helligaands-Hospitalet« i Kiøbenhavn, er vist allerede giennem fælles Venner kommet Dem for Øren, og vil ikke have overrasket men dog glædet Dem, da der vel ved Deres Afreise var Udsigt til, det vilde skee, men dog, som ved alt Uskeet, Uvished om Bestemmelsen der, hvor Verden vel mener slet Intet, men vi troe tilvisse, Alting afgiøres. I Søndags (med Evangeliet om den »store Nadvere«) blev jeg allerede indsat af Stiftsprovst Tryde, som De ikke kiender, men som har tidlig hørt til min nærmeste Venne-Kreds, og indførde mig i min ny Embeds-Stilling paa en ligesaa venlig, som hjertelig Maade, skiøndt han ingenlunde fortav sin Uenighed med mig om det rette Forhold mellem »Stats-Kirken« og Christi »hellige, almindelige Kirke,« en Uenighed, jeg ikke behøver at fortælle Dem, er langtfra at være indskrænket til Danmark, da De i Deres Brev netop ønsker at vide mine Tanker om den store Strid desangaaende, som nu bevæger England. Ogsaa det giør jeg gierne, naarjegfaaer læst Dr. Puseys Brev til Biskoppen i Oxford, som De lover at sende mig*), men denne Gang maa De nøies med min Opskrift til Indgangs-Prækenen i Vartou og et Par oplysende Forord, vist nok Smaating i sig selv, men dog ei i Venne-Øine ligegyldige.

At jeg imidlertid sender Dem dette Brev aabent og paa Prent, har naturligviis en anden Grund end blot at lette Dem Læsningen, og, om De vil, en Mageligheds-Grund, da jeg finder det, om ikke nødvendigt, saa dog passende at lade adspredte Venner og Bekiendtere vide, hvordan jeg betragter saavel min forrige som min nærværende Stilling, og fandt det alt for fristende at slaae to Fluer med eet Smæk, sikker paa, at De er for meget min Ven til at kiedes ved en kort Oversigt af hvad De sagtens veed, men ønsker med mig, at Fleer skulde vide.

Jeg behøver ikke at sige Dem, men vel at minde mine Landsmænd om, at det ikke forholder sig med Statskirken i Danmark, som i England, hvor der holdes temmelig over Lærdommen og strængt over Liturgien, medens det er de Misfornøiede uformeent at træde ud af Stats-Kirken og enten slutte sig til et af de andre Protestantiske Kirke-Partier eller stifte *

194 et Nyt; men at hos os er det paa den ene Side forbudt at udtræde af Stats-Kirken, og blev paa den anden Side i Slutningen af forrige Aarhundrede aabenlyst Skik baade i Lærdom og Liturgi kun at følge Lovens Forskrifter saavidt man selv fandt det for godt, hvorved den kirkelige Forvirring blev grændseløs*). Naar Man nemlig ikke veed dette, eller lader det uændset, da maa mit Forhold til den Danske Stats-Kirke i de sidste 30 Aar kun synes forklarlig af en særdeles Krigskhed og derhos Vægelsind, medens jeg dog tør mene, det, efter Omstændighederne, var omtrent som det maatte være, naar jeg var en ærlig Luthersk Christen, der naturligviis altid ønskede at voxe i Oplysning, men fulgde frit til enhver Tid sin bedste Overbeviisning.

Saavidt Alderen tillod, blev jegt som en Bogorm fra Barnsbeen, og Søn af en gammel, vellærd og rettroende Præst, Svoger til Sællands berømte Biskop Balle, tidlig bekiendt med Stats-Kirkens forvirrede Tilstand; men sluøndt jeg godt vidste, at det Naturalistiske Parti blandt Præsterne i det Nittende Aarhundredes Begyndelse fik en afgjort Overvægt, faldt det mig dog aldrig ind, at det nu skulde være Orthodoxerne formeent selv i de stærkeste Udtryk at beklage hvad der i deres Øine maatte være en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, Det lærde jeg først ved Udgivelsen af min academiske Prøve-Prædiken 1810, kun to Aar efter at Biskop Balle havde for Svaghed nedlagt sit Embede, men levede endnu; thi denne uskyldige Præken, hvori jeg, uden al Tanke om Personligheder og med Øie paa hele det Lutherske Kirke-Parti, besvarede det Spørgsmaal: »Hvi Herrens Ord var forsvundet af Hans Huus,« den blev jeg haardelig anklaget for af Hovedstadens Præster, og det var ikke deres Skyld, at jeg slap med en vel ufortjent men dog mild Irettesættelse, da de derimod meende, jeg burde været udelukt fra al Adgang til Præste-Embede i Stats-Kirken.

1811, da min gamle Fader havde fyldt sine præstelige Jubelaar, blev jeg ordineret til hans Capellan, og havde jeg nu, efter hans Død 1813, søgt et lille Landsby-Kald og nedlagt Pennen, vilde jo vist nok min Dimis-Præken snart blevet mig tilgivet, som en Ungdoms-Daarlighed, og selv min Orthodoxi blevet anseet for et temmelig uskyldigt og uskadeligt Digter-Sværmeri; *

195 men det var langt fra mine Tanker: jeg følde baade Kald og Kraft til at vove en Dyst for den Lutherske Kirke i mit Fædreneland, og Hovedstaden ansaae jeg vel med Rette for den Kamp-Plads, hvor Slaget maatte staae og Seiren vindes. At Pennen vilde kun lidt forslaae, naar ei Munden fulgde med, følde jeg allerede dengang, og en Prækestol i Hovedstaden var derfor i mine Øine den store Betingelse for en seierrig Kamp; men saa ubetydeligt det end, efter hine Dages Tankegang, maatte synes, hvad en enkelt Personel-Capellan eller Vartous-Præst prædikede, maa Kiernen af Hovedstadens Geistlighed dog have været enig med mig om, at der er en vis Magt i det »vingede Ord«, hvis Virkninger ei lade sig beregne; thi snart (1814) fandt jeg alle Hovedstadens Prækestole lukkede for mig. Vel fattedes jeg heller ikke i Frederiksberg Kirke Kiøbenhavnske Tilhørere, men ogsaa Præsten der, som gierne vilde holde godt Naboskab, blev snart (1815) Ivivlraadig, og vilde sagtens ei længe stridt imod Strømmen. Da trak jeg mig frivillig tilbage med den Beslutning, hverken der eller i Hovedstaden at betræde Prækestolen, før jeg fik Embede i Stats-Kirken. Dette var maaske en Feiltagelse, og kom maaske, mig selv ubevidst, af en hemmelig Frygt for Kampens Følger, men mig syndes dog, det skulde saa være, og det er allenfalds et gyldigt Beviis paa, hvorlidt jeg var syg for Strid, thi det varede meget længere end jeg havde tænkt (til 1821) før jeg fik Embede, og jeg modstod dog enhver Fristelse til at afvige fra min Beslutning.

Kun forgiæves havde jeg i denne Tid søgt alle de smaa Præste-Embeder som blev ledige i Hovedstaden, og det jeg omsider fik uden Ansøgning, var 60 engelske Mile derfra og kun netop landfast dermed; men skiøndt det var langtfra at være efter mit Hoved, fandt jeg mig dog taalig deri, som en Tilskikkelse fra den Haand, som giør Alting godt, og næste Aar (1822) fik jeg min Villie, da Majestæten i Naade beskikkede mig til Præst ved Frelserens Kirke paa Christianshavn.

Dette Embede nedlagde jeg imidlertid frivillig 1826, og det var et Skridt, som jeg forudsaae, vilde misbilliges hardtad af alle Christne, men, skiøndt det maaske ogsaa havde sin Hoved-Grund i min Modbydelighed for Processer, hvoraf den Ene, jeg alt havde paa Halsen, syndes mig meer end Nok, og Flere truede, saa var det dog min Overbeviisning, at jeg under daværende Omstændigheder ei kunde være Embedsmand i Stats-Kirken. Paa den ene Side syntes det mig nemlig klart, at Majestæten, hvis Naade jeg ene skyldte min Stilling, vilde fortryde, Han 196 havde givet mig den, og paa den anden Side begreb jeg slet ikke, hvordan Orthodoxe Præster kunde nære sig i Stats-Kirken, hvor de ved deres Embeds-Eed forpligtedes til »af alle Kræfter« at bestride falsk Lærdom, naar de, efterat have gjort det, uden at Hovedsagen undersøgdes, kunde stævnes som Injurianter. Jeg vil saameget mindre oprippe Stridighederne med Prof. Clausen, som jeg, med min nærværende Indsigt, enten vilde undgaaet dem, eller ført dem ganske anderledes; men man maa dog ikke glemme, det var for Lutheranernes Sam vittigheds-Frihed, jeg kæmpede, med det udtrykkelige Ønske, at Professoren maatte beholde sin Samvittighedsfrihed saa ubeskaaret, som om han var Professor i Oxford eller Cambridge, ja, saameget mere, som jeg slet intet havde imod, han vedblev at være Professor ved Universitetet, naar han blot ikke, som Kongelig Professor i Theologien, var den beskikkede Præste-Lærer, alle Theologiske Studenter nødtes til at høre og lade sig examinere af! De, min Engelske Ven! seer strax, at Prof. Clausen i denne Stilling ved Danmarks eneste Universitet og med overveiende Indflydelse paa Studenterne, maatte være vor Stats-Kirkes Orthodoxer endnu en langt værre Torn i Øiet end Dr. Hampden i Oxford; thi naar nu i den næste Slægt Mængden af Sogne-Præsterne blev Clausenianer, da var der ingen Ende at see paa Lutherdommens Undertrykkelse i Menighederne, hvor Alle var bundne, hver til sin Sogne-Præst. Jeg kunde derfor nmuelig opgive Striden, fordi jeg, under disse Omstændigheder fortrød den, men kun fordi mig syndes, Regieringen formelig opgav Orthodoxien, saa Udtrædelse af Stats-Kirken vilde være den eneste Maade, hvorpaa Lutheranerne kunde nære sig i Landet og forplante deres Tro, Om Tilladelse til dette Skridt ansøgde jeg og Endeel af mine Venner da ogsaa virkelig 1831, men fik Afslag, især naturligviis, fordi vi ingen Sekt vilde stifte, men følge den Lutherske Stats-Kirkes Liturgi og sætte dens Forskrifter i Kraft paany mellem os; thi det er klart, at til en saadan Udtrædelse kunde Regieringen ikke give sit Minde, uden derved at erklære, at Den enten ikke vilde eller ikke kunde handhæve de gamle Kirke-Love. Men vil Man være billig mod os gammeldags Lutheraner, maa Man dog tilstaae, det var ikke vor Skyld, at Regieringen befandt sig i denne Forlegenhed, og at vi umuelig, for at hæve den, kunde fornægte vor statskirkelige Orthodoxi. Hvad nu Enden vilde blevet herpaa, hvis ikke et mindeligt Forlig indtil videre 197 (a compromise) var kommet istand, veed Ingen, thi, ved Mellemhandling af Sællands daværende Biskop P. E. Müller, vel ikke min Orthodoxies men min personlige Velynder, blev det mig 1832 tilladt at holde offenlig Gudstjeneste hver Søndag, efter Stats-Kirkens Liturgie, med fri Tilhørere.

Saaledes naaede jeg da en Prækestol i Hovedstaden, hvor jeg, under de frieste Forhold, kunde prøve, hvad Troens Ord paa mine Læber formaaede, og den dybe Stilhed, under hvilken det undtes mig i hele syv Aar saaledes at forkynde Evangelium, forudsætter, at jeg enten saa godt som Intet udrettede, eller at Meget maa have forandret sig baade hos mig og i Stats-Kirken. Maa det nu være En af Delene, og er Begge muelige, da følger det af sig selv, jeg antager det Sidste, men det er udentvivl ogsaa paa gyldige Grunde; thi deels er det en Kiendsgierning, at jeg aldrig fattedes Tilhørere, og at jeg nu har langt flere Præstevenner i Stats-Kirken end for syv Aar siden, og deels er det ikke mindre en Kiendsgierning, at jeg i Sognebaandets Løsning har opviist et simpelt og uskyldigt Middel til, midt under Stats-Kirkens Forvirring, indtil videre at skaffe baade Lutheranerne og alle Danske Folk den nødvendigste Samvittigheds-Frihed.

Fra det Øieblik, dette Lys opgik for mig, kunde der naturligviis ei være mindste Betænkelighed hos mig, mod paany at træde i Stats-Kirkens Tjeneste, naar jeg blot turde haabe at see Rednings-Midlet virkelig og ærlig anvendt, saa Regieringen, som i Gierningen (de facto) alt længe havde opgivet en »herskende Religion« ogsaa opgav den i Loven (dejure), og sørgede kun ved Sognebaandets Løsning for, at Menig-Mand kunde reise sig af den gruelige Aands-Trældom, hvori de, ved Præsternes Selvraadighed, unægtelig er nedsunkne, da hvem der har nogen Tro, dog vel ikke kan opgive den, fordi hans Sognepræst døer eller fornyttes og Eftermanden er dens Modstander.

Spørgsmaalet er altsaa blot: hvordan jeg kan træde i Stats-Kirkens Tjeneste, uagtet Bønnen om lovmæssig Bekræftelse paa Præsternes Frihed afvistes, og den om Sognebaandets Løsning, efter en mærkelig Kamp, faldt igiennem ved Folkeraadets sidste Møde, uden at Regieringen synes at føle mindste Tilbøielighed til uden Bøn at bevilge, hvad Dens Ordfører i Folkeraadet (vor berømte lovkyndige Ørsted) af al Magt stræbde at forhindre Bønnen om?

Jeg vil nu gierne troe, der ikke findes noget tilfredsstillende Svar paa dette Spørgsmaal, undtagen i den dunkle, men stærke 198 Følelse, som trøstede mig over Udfaldet i Roeskilde og avlede den Sikkerhed paa Sognebaandets Løsning med det Første, som De veed giennemtrænger min »Tale til Folkeraadet« i den Anledning; men for Engelske Dommere troer jeg dog, jeg, alt som Sagerne staae, godt kunde forsvare min Beslutning. Uagtet Man nemlig her, hvor Man endnu ikke ret kiender Forskiel paa Folkeraadet og Kiøbenhavns 32 Mænd, anseer Sognebaandets Løsning for opgivet, fordi Man med Nød og Neppe fik de fleste Stemmer for ingen Ting at giøre, saa er det dog lige vist, at de Engelske Ministre nys tog deres Afsked, fordi de ikke havde et større Overtal af Stemmer for sig end den Kongelige Commissarius og Sællands Biskop for Sogne-Tvangen, og var hist som her selv dette ubetydelige Overtal (35 mod 28) kun tilveiebragt ved at Lederne for fleerend syv Stemmer denne Gang tilsidesatte deres eget Princip, da vilde Lord Melbourne vist ikke vovet paany at prøve sin Lykke. Da nu derhos Kirke-Frihedens Talsmænd har den mest afgjorte Overvægt i Literaturen og taler aabenbar Menig-Mands Sag, saa vil, efter alle parlamentariske Regler, Sogne-Baandets Løsning næste Gang i Folkeraadet faae flere Stemmer for sig end den nu havde imod sig, medens der ikke er mindste Rimelighed for, at Regieringen da vilde nægte, hvad baade den Kongelige Commissar og Sællands Biskop selv har indrømmet, burde bevilges, naar Folke-Stemmen virkelig forlangde det.

Anderledes er det vist nok med Præsternes Frigivelse, thi den syndes i Folkeraadet at have alle Stemmer imod sig, og finder selv i Literaturen stærk Modsigelse; men herved er at mærke, at det ikke er mig eller mine præstelige Venner, men netop vore Modstandere, der personlig trænge til at faae Kirkelovene forandrede, Lærdom og Liturgi frigivne, saa naar Disse endelig vil miste deres Frihed, eller dog heller have den som et Rov end som en Gave, da maae vi vel, om vi dertil er billige og oplyste nok, beklage deres Blindhed eller Ligegyldighed, men derfor kan vi dog ingenlunde opgive vor Virksomhed i Stats-Kirken. Naar derfor kun Sogne-Tvangen ophæves, da maa Man for mig gierne paastaae, at alle Præsterne er orthodoxe, fordi Loven og Præste-Eden er det, og fordi det ellers vilde været alt for latterligt 1836 at holde en almindelig Jubelfest for Reformationens Indførelse i Danmark. Det sidste slaaende Beviis paa den almindelige Orthodoxi, som nok først er opdaget siden Deres Afreise, tænker De maaske, jeg selv af Skielmeri føier til, men herved mindes jeg 199 om Dets Ophavsmand, som jeg maa udbede mig Tilladelse til skyggeviis at forestille Dem.

Det er Overlæreren ved Odense Latin-Skole, Hr. Dr. Kaikar, som for nylig har anvendt endeel Blæk paa min Skurelse og Halsjernets Forgyldning, men, som De nok kan tænke, uden anden Følge, end at Folk faaer lidt at lee ad og Mere at kiede sig over. At denne Frihedens tappre Modstander, som paastaaer, jeg aldrig maa forsvare min Overbeviisning, fordi jeg har den Svaghed ikke blot imellemstunder at feile som Andre, men ogsaa at bekiende mine Feil, kun forsaavidt han er kiedsommelig, kan kaldes farlig, vil De vel allerede heraf kunne skiønne, men da Hr. Doctoren ikke blot er conservativ tilbunds, men er selv det bedst conserverte Exemplar af en Læser og Skriver, som mellem Bøgerne aldeles har tabt Synet for det virkelige Liv, maa jeg dog endnu give Dem en lille Mundsmag af hans Lærdom, der ordenlig falder i det Latterlige.

De husker vel endnu, at i min »Tale til Folkeraadet« kaldte jeg Lovtalen over det tvungne Forhold mellem Præst og Menighed Sognetvangs-Idyllen, og det har Hr. Doctoren meget rigtig opdaget var et »ironisk« Udtryk, men paadutter saa mig, at jeg dermed har søgt at giøre de kiærlige, velsignede Forhold latterlige, som burde og kunde være mellem Præst og Menighed, saa han kiender aabenbar slet ikke Forskiel paa en fri, hjertelig, og en tvunget, slavisk Forbindelse, kan slet ikke indsee, at hvem Man er hjertelig knyttet til, løber Man ikke fra, fordi Man har sin Frihed, og at hvem Man ikke kan udstaae, bliver Man endnu bitirere imod, naar Man bindes til ham. Hvad vilde Man vel sige i England, hvis Nogen til Besvarelse af de Irske Catholikers Klage over, at Sogne-Præsten tit var næsten den eneste Protestant i Menigheden, vilde holde en Lovtale over den elskelige Sogne-Forbindelse, og paastaae, at Catholikerne, til Ære for den, smukt skulde lade sig skrifte af deres Troes erklærede Modstander, og hos ham modtage Sacramenterne!!

Dog det Allerkosteligste har jeg giemt tilsidst, som Rosinen i Pølseenden (laus in fine), thi det er Tugtelsen, jeg har faaet af Hr. Doctoren, fordi jeg har vovet at paastaae, Kong Christian den Tredie omskabde ved Reformationens Indførelse unægtelig vor Stats-Kirke, uden at spørge Geistligheden. Da nemlig Hr. Doctoren neppe kan mene, at Kongen virkelig forespurgde sig hos de Catholske Bisper, om de fandt det billigt og havde Lyst til at miste deres Levebrød, Magt og 200 Myndighed, og kastes i Fængsel, saa maa Feilen jo ligge deri, at Hr. Doctoren i Livet slet ingen Forskiel kan see paa Præsens og Futurum, den nærværende og den tilkommende Tid, thi at Kongen spurgde Reformatorerne, hvordan han skulde faae Bugt med den gamle, selvraadige Geistlighed, det har jeg aldrig tvivlet om, og hvis Hr. Doctoren mener, det kunde ikke skade, om Kong Frederik den Sjette paa samme Maade spurgde 3»sin Geistlighed« om Sognebaandets Løsning, da er vi jo enige.

De seer nu strax, det vilde ikke paa mindste Maade skade vor Overvægt i Literaturen, om end Sogne-Tvangen fik tusinde saadanne Penne, som Hr. Doctorens, til sin Tjeneste, men dog vilde Skæbnen, at Sogne-Friheden skulde paa samme Tid faae en ny Pen til sin Ære, der hører til de dygtigste, Man dypper nordenfor Elben. Det er en ung Præst i Jylland, ved Navn Birchedal, mig hidtil aldeles ubekiendt, som har giennemgaaet Forhandlingerne i Roeskilde om Sognebaandets Løsning, med en Djærvhed og Taalmodighed, en Kraft og Klarhed, der ikke blot spaaer Sogne-Friheden en glimrende Seier, men vor Literatur en udmærket Prydelse.

Dog, hverken for Deres eller for endeel ængstelige Gemytters Skyld maa jeg lade, som jeg havde glemt, at der rimeligviis forestaaer den Danske Stats-Kirke en Liturgisk Forandring, som, da Faa endnu skielne klart mellem de uforanderlige Naademidler og de foranderlige Kirkeskikke, kunde giøre mig Embeds-Stillingen betænkelig.

Jeg skal nu vist nok aldrig fragaae, at en ny Alterbog i dette Øieblik synes mig ikke blot unødvendig og ubetimelig, men en farlig Sag for Kirke-Freden, men alt det vilde den være ligefuldt, enten jeg var Embedsmand i Stats-Kirken eller ikke, thi Sagen vilde i begge Tilfælde have eens Vigtighed for mig, der aldrig over min personlige Samvittigheds-Frihed maa eller vil glemme mine Danske Troesforvandtes, og agter naturligviis endnu mindre at opgive den for personlig Fordeels Skyld.

Dette kunde vel være Svar nok, men jeg bør dog giøre Mit til ogsaa i denne Henseende at berolige de ængstelige Gemytter mellem mine Danske Medchristne, ved den Forsikkring, at det sikkerlig er langt fra vor Faderlige Regierings Hensigt at paatvinge os det mindste Nyt, som kunde besvære eller forurolige Nogens Samvittighed, det være sig Lærd eller Læg, Vise eller Enfoldige; og under denne Forudsætning kan det aabenbar være gavnligt, at det hidtil saare dunkle Forhold mellem Religjon og Liturgi opklares, og det skal ingenlunde 201 fortryde os, om de, der har Lyst til Nyt, faae Lov til for deres Vedkommende at bruge det.

De veed for Resten, min christne Ven! at jeg sidst i forrige Aar paa det Ivrigste søgde om Tilladelse til i Frederiks-Kirken at confirmere og forrette Nadveren, og havde jeg faaet den, vilde vist nok Intet fristet mig til at forlade min i alt Øvrigt misundelsesværdig fri og behagelige Stilling; men da denne Tilladelse, ved Hr. Biskop Mynsters erklærede Modstand, blev mig nægtet, kunde, og jeg troer, burde, intet taaleligt Baand afskrække mig fra Indtrædelse i en Ny, hvor jeg kan confirmere mine egne og mine Christelige Venners Børn, og meddele hvem der ønsker det den hellige Nadver, uden at nogen Eneste skal tvinges til mig. Saavel i denne Henseende, som i Tiden, det levner til boglige Sysler, er Præstekaldet ved Vartou, hvor Stiftelsen for nogle hundrede gamle Mænd og Koner udgiør hele Sognet, det Bedste, jeg kunde ønske, og derfor alt i min Ungdom søgde og ønskede mig, saa den Indskrænkning af min Frihed, der selv her var uundgaaelig, kan aldrig hindre mig fra i min Ansættelse at see en kiærlig Tilskikkelse af Forsynet, og et nyt Beviis paa Majestætens uforanderlige Naade og Tillid, som jeg giennem snart en heel Menneske-Alder har havt vidunderlig meget at takke.

Her vil jeg standse, med de bedste Ønsker og et godt Haab baade om Deres og min ny Virksomhed i vor gamle Herres Tjeneste, og gid Man snart baade fra England og Danmark maa spørge en fredelig Løsning af den store, mangfoldig indviklede Opgave, som et folkelig velgiørende, for levende Christendom taaleligt, Forhold mellem Stat og Kirke øiensynlig allevegne er!

Vedlagt følger Opskriften til min Indgangs-Præken, hvorom jeg kan spare enhver Anmærkning, da De kiender min Betragtning af »Mund og Pen,« som to hinanden oprindelig fremmede Kæmper, der vel kan og skal indgaae Fostbroderskab, og ærlig staae hverandre bi til Sandheds Udbredelse og Forklaring, men kan umuelig træde i hinandens Sted og tabe al Betydning, naar de prøve derpaa. Farvel!

Da den Herre, vi tilbede, først udsendte sine Apostler, gav Han dem en Hilsen med til hvert Huus, de giæstede, og bød dem sige: Fred med dette Huus! og Han løiede til: er 202 Huset det værdt, da skal Freden hvile paa det, men hvis ikke, da vender den tilbage til eder. Derfor blev det Skik hos os og over hele Christenheden ogsaa til daglig Brug at byde »Guds Fred« i hvert Huus, over hvis Tærskel Man traadte, og Fred med dette Huus, Guds Fred! det skal da ogsaa være den Hilsen, hvormed jeg i Dag træder ind; thi vel har ogsaa i denne Henseende Tiderne mærkelig forandret sig, saa det er nu vel kun i Landets Vraaer Man til Hverdags-Brug hører det gamle Guds Fred; men i Christi Rige forandre Tiderne sig dog i Grunden aldrig, og der kan de Læber, som tale Fred, aldrig forstumme. Derfor siger jeg endnu engang: Fred med dette Huus, ikke blot som det udvortes staaer os for Øie, men som vore Lutherske Fædres aandelige Huus og Herberge, hvor de trindt om Land samledes i Jesu Navn, at høre og føre det store Evangelium, at bede, love og takke, og jeg er vis paa, at Freden skal hvile over Huset, thi det er den værd. Ja, Naade, Barmhjertighed og Fred, af Gud vor Fader og Sønnen Jesus Christus, være i Sandhed og Kiærlighed med eder Alle, som i Oprigtighed paakalde Herrens Navn!

Men m. V. det var ogsaa Skik i forrige Tider, at naar en »Fremmed« havde budt Guds Fred! da spurgde de, som var i Huset ham »hvorfra og hvorfor« han kom, og i vore Fædres Bedehuus burde den Skik aldrig været aflagt; thi der skulde Man altid stræbe at forvisse sig om, hvilke Giæster Man husede, hvor de havde Freden fra, som de tilbød, og hvorvidt Fredens Budskab var deres rette Ærende, eller kun et Paaskud, hvorunder de stræbde at skjule deres sande Hensigter. Derfor vil ogsaa jeg, forsaavidt jeg kan synes fremmed, ærlig besvare disse simple men vigtige Spørgsmaal, til Forsikkring om, at Freden, jeg byder, er ikke den, som Verden giver, men i Sandhed »Guds Fred,« som overgaaer al Forstand og forvarer Hjerter og Tanker i Christo Jesu, vor Herre.

Forsaavidt jeg kan synes fremmed, maa jeg imidlertid vel sige; thi det er jo langtfra at være Vildfremmede, jeg her træder ind iblandt: jeg mødes jo her med Mange, i hvis Kreds jeg længe følde mig saa hjemme, som det i vore Dage sjelden er Tilfældet med Ordets Tjenere; og Huset, vore Fædres Bedehuus, hvor jeg byder Guds Fred! det var jo endog giennem mange Ledd min præstelige Hjemstavn, forsaavidt Christne kan have Hjemstavn og Borgerskab andensteds end i Himlene, hvorfra vi forvente Frelseren den Herre Jesus Christus; og i dette synlige Forsamlings-Huus afløser jeg jo alt anden Gang 203 en Embeds-Broder,*) som pegede til det samme Maal og udraabde Herren til Gudfaders Ære, som er i Gaar og i Dag og evindelig den Samme; og den høiærværdige Haand, hvorved jeg her indførdes, var jo ikke blot en Vennehaand fra længst forledne Dage, men ogsaa En af de Hænder, som endnu folde sig i vor Herres Jesu Christi Navn og lyse den Fred, Han har givet, over Menigheden!

Vidtløftig behøver jeg da ingenlunde at fortælle, enten hvor jeg kommer fra, eller hvad jeg kommer for; men kortelig, saa klart som det vil lykkes, at besvare disse Spørgsmaal, maa jeg derimod finde om ikke nødvendigt, saa dog passende, eftersom jeg i Dag tiltræder en Embeds-Stilling, der, uden at være mig ny, dog i visse Maader en Tidlang har været mig fremmed, og jeg kommer fra en friere Virksomhed, der vist nok ikke var Morten Luthers aandelige Afkom fremmed, men syndes dog saa for alle dem, der kun har et dødt eller dog kun et verdsligt Begreb om hvad der kaldtes den »Lutherske Kirke

Det være derfor alle vitterligt: jeg kommer ikke fra nogen Sekt i aandelig og christelig Forstand; thi jeg kommer netop fra den hellige, »almindelige Kirke,« som varer alle Dage til Verdens Ende, med een Herre »een Tro, een Daab,« een Gud og Alles Fader; fra det Herrens Huus paa Klippen, som Han har lovet for, skal bestaae, trods Helvedes Porte; fra det Huus, der vel altid har været og altid vil blive Verden fremmed, men kan dog aldrig være Nogen fremmed, som virkelig troer, hvad vi Alle ved Daaben bekiende; og hvor skulde Man da med mere Sikkerhed end mellem Luthers aandelige Børn, som altid vil »giøre hans Gierninger,« kunne sige om den hellige, almindelige Kirke: den er »ikke langt fra Nogen af os!« Er det ikke netop i denne Kirke Morten Luthers Navn skal være udødeligt og hans Minde velsignet, var det ikke i den, Gud gjorde ham til en Præst efter Melchisedeks Orden, saa han stod som uden Fader, uden Moder og uden Slægtregister, og maa det da ikke være i den »vi leve og røres og ere«, saafremt vi har Luthers Barne-Tro, og er døbte, som denne vor Fader i Christo vilde, ikke til hans Navn, men til Faderens og Sønnens og den Helligaands!

Jo visselig, i denne Kirke er derfor ogsaa jeg døbt og i den blev jeg Ordets Tjener, da jeg for henved tredive Aar siden *

204 indviedes midt iblandt mit Folk, men »efter Apostolisk Skik med Bøn og Haandspaalæggelse,« ikke i Morten Luthers, eller i nogen anden Mesters, Lærers, Biskops eller Konges Navn end i Hans, som er det Altsammen, i vor Herres Jesu Christi Navn; saa naar jeg kun virkelig har hjemme i den hellige, almindelige Kirke og kommer derfra, da kan jeg ikke synes Nogen fremmed, uden dem, ogsaa Luther og Christus selv vilde synes fremmed, saa de kom til deres Eget, men deres Egne annammede dem ikke! Eller, lad dem sige det, de Tusinder, som tiere eller sjeldnere have hørt mig i de syv Aar, jeg paa fri Haand forkyndte Evangelium, lad Dem vidne, de ikke Faa, der hørde mig stadig og kiendte Herren og Fædrenes Tro, før de saae mig! Lad dem vidne, om jeg forkyndte et andet Evangelium end det, der lød for vore Lutherske Fædres Øren! Ja, lad dem sige det, om de hørde Nogen regne sig det til større Ære eller mindes det med større Glæde, at han var en Søn af Morten Luther, eller hørde Nogen, der flittigere stræbde at vise, at Aanden over Luther var ingen Anden end Christi Aand, hvis Gaver er forskiellige, men som dog er altid den Samme, giver altid samme Tro, samme Haab og samme Kiærlighed Vidnesbyrd, vidner eens i alle dem, der høre Christus til, at de er Guds Børn og Herrens Medarvinger!

Derfor tør jeg sige, at da jeg kommer fra den hellige, almindelige Kirke, hvor alt Christeligt bliver ved det Gamle, hvor Fredens Evangelium aldrig forstummer, og hvor Modersmaalet taber aldrig sin Aand, fordi Aand og Ord er der uadskillige; da kommer jeg ogsaa netop fra Morten Luthers aandelige Hjemstavn, hvis Indbyggere leve, skiøndt de døe, og over hvis Grave det lyder fra Himlen: salige ere de Døde, som døe i Herren! deres Gierninger følge dem.

Saameget om hvor jeg kommer fra, og hvad jeg kommer for, er da egenlig sagt med det Samme; thi derfra kommer Ingen uden for at lyse Herrens Fred og Velsignelse over Huset af levende Stene, som Han kalder sit, og for at bygge paa den uforanderlige Grundvold, ikke Træ og Rør og Straa, men Guld og Sølv og Ædelstene; og hvad Andet var vel heller Meningen, da jeg indviedes midt iblandt eder og annammede i Herrens Navn »Magt og Myndighed til at prædike Guds Ord hemmelig og aabenbar, til at uddele de høiværdige Sakramenter efter Christi Indstiftelse, til at binde Synden paa de Halstarrige og afløse de Bodfærdige, og ellers til Alt hvad det hellige Embed vedkommer!«

205

Af dette m. V. var nemlig kun en ringe Deel mig borgerlig tilladt paa eget Ansvar uden Embeds-Stilling, og derfor, ja ene derfor kommer jeg til dette Bedehuus, som det staaer os for Øine; thi vi veed, at Herren boer ikke i Huse som giøres med Hænder, men opslaaer sin Bopæl i sine Discipler, som elske Ham og holde fast paa Hans Ord, og at i dem »vandrer Han« hvor de saa færdes, paa dem hviler Hans Aand, hvor de saa stædes! Jeg siger, kun en liden Deel af Embedet maatte jeg forrette, hvor jeg sidst førde Ordet; thi vel var det mig ved Majestætens besynderlige Naade, (hvorfor Herren i Naade velsigne Ham og Hans Huus, Hans Folk og Rige!) tilladt frit og ubehindret at forkynde Evangelium for hvem der vilde høre, og efter den herskende Tankegang var det, om ikke Alt, saa dog uden Sammenligning det Vigtigste; men saaledes kan og maa jeg ikke tænke, thi det var kun at »plante og vande,« og selv da det skedte apostolisk, vidnede Apostelen Paulus, at det var ingen Ting imod Vexten, som Herren har forbeholdt sig selv at give. Uagtet jeg derfor ei noksom kunde takke Herren, hvis Miskundhed paa alle Hans Dage var hver Morgen ny over mig, saa skulde jeg dog altid længes, som de der vente paa Morgenen, efter at forrette den uden Sammenligning mest frugtbare og velsignede Deel af mit hellige Embede, som er Uddelingen af de høiværdige Sacramenter og guddommelige Naademidler efter Christi egen Indstiftelse; thi derved er vi blotte Redskaber i Hans Haand, som selv i Daaben og Nadveren skaber sig et Folk til sin Ære, og opfostrer dem til sine Brødre og Systre, til at leve med Ham, som Han lever med Faderen!

Det er altsaa ret egenlig mit Ærende her, som Tjenerens i Dagens Evangelium, at sige til de Budne: kommer! nu er Alting beredt, eller ogsaa at indbyde først Fattige og Krøblinger, Halte og Blinde, og siden Saamange som Huset rummer, til den store Nadver, hvor Man sidder tilbords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriges Rige, Nadveren, som vel først skal straale i al sin Glands og aabenbare sin bundløse Rigdoms Fylde, naar vi drikke det Ny med Herren i Faderens Huus, men som dog ogsaa i Herrens Huus paa Jorden er et himmelsk Maaitid for alle troende Sjæle!

Hvorvidt nu dette mit Ærende vil lykkes, saa Kongen ogsaa her kan see Giæster ved sit Bord, som har iført Bryllups-Klædningen, og jeg maa befindes en tro Huusholder over Guds hemmelige Rigdom, det er vist nok for mig selv et stort og vigtigt Spørgsmaal, men som jeg ikke kan besvare anderledes, end at 206 Gud derom har givet mig et godt Haab, som Han vist ikke lader beskæmmes. Et bedre Varsel kunde jeg jo aldrig ønske mig ved Indtrædelsen, end Dagens Evangelium, hvor Fattige og Krøblinger, Halte og Blinde er de første Giæster, som samles ved Kongens Bord, thi til først og fremmerst at indbyde dem har jeg jo netop mit udvortes Kald, som jeg derved opmuntres til at troe, kommer ogsaa fra Herren og skal blive kiendelig velsignet; men selv de bedste Varsler kan dog ingen Christen stole paa, og fremfor Alt paa sin egen Troskab og Bestandighed under alle Omskiftelser kan Ingen være sikker, uden forsaavidt Man giver sig Gud i Vold og finder sig grebet af Herren ; saa hvad jeg i Grunden stoler paa, er Ordet, der lød over mig som over os alle, før vi endnu vidste Forskiel paa Høire og Venstre, da vi bares til Herren i Daaben, for at Han skulde tage os paa sine Arme og velsigne os; thi da sagde jo Ordets Tjener i Herrens Navn til enhver af os: Gud bevare din Indgang og Udgang fra nu og til evig Tid! og Aanden svarde Amen, saa, naar vi troe, skal det visselig skee, og vi skal see Guds Herlighed. Ja, del er mig sødt at hvile i en Forjættelse, jeg har tilfælles med alle mine Medchristne, Lærde og Læge, Store og Smaa, hvis Veie og Baner vel i mange Maader kan være forskiellige, men hvis Indgang og Udgang dog uden Undtagelse skal være i Fred, og de skal aldrig gaae i Mørke fordi de følge Verdens-Lyset. Hvordan derfor Verden synes om min Udgang eller Indgang skal ikke anfægte mig, da jeg veed, min Udgang af denne Verden skal være min Indgang i de liflige Værelser, hvor Døren er lukt for Pine og Død, som for Synd og Sorg, mens Liv og Glæde er vore himmelske Ledsagerinder evindelig.

Og nu, til Slutning, m. V. da jeg kommer fra den hellige, almindelige Kirke, hvor baade Indgang og Udgang er fri, ja, hvorfra Friheden ligesaalidt kan vige som Herrens Aand; saa vil jeg naturligviis ogsaa i min Embeds-Stilling giøre alle Forhold saa fri, som Stats-Kirkens Indretning tillader, og jeg har den Lykke at staae som Præst paa den Meste Fod, der lindes i Riget, men derfor tilegner jeg mig ingenlunde mindre Herrens Ord til Tjeneren i Dagens Evangelium: »nød dem til at komme ind!« thi jeg veed godt, Han mener dermed ingen verdslig Tvang, af hvad Navn nævnes kan, men mener hvad Han siger, at Ingen kommer til Ham uden at drages af Faderen, og Faderen drager, som Han siger ved Profeten, med Kiær ligheds Snorer, ligesom Apostelen skriver, det er Christi Kiær1igned, som tvinger os; saa naar Herren siger til sin Tjener: 207 nød dem til at komme ind for at mit Huus kan blive fuldt, da mener Han naturligviis kun med venlig Formaning og kiærlig Overtalelse. Ja, ligesom de to Discipler, der gik til Emaus, »nødte« Herren til at gaae ind og blive hos dem og bryde Brød med dem, saaledes skal ogsaa vi nøde hvem vi faae i Tale paa Veien, ind i Herrens Huus, og det ei mindst med samme Disciplers Ord: det lakker ad Aften og Dagen hælder! Thi sandelig, det var og skal fremdeles ei blot være Krøblinger, Syge og Udlevede, men ogsaa Unge og Stærke, som dermed lade sig nøde ind i Huset, hvor »Han giver dem Brød af Himmelen at æde;« thi vi føle det jo Alle, naar vi mindes derom, at vor Dag er stakket og vore Kræfter snart udtømte, saa vi trænge Alle høit til Nattely i Paulunet, hvis Nagler skal aldrig uddrages, og til en Nadver, som mætter i Sandhed, saa viskalhverken hungre elier tørste evindelig!