Grundtvig, N. F. S. KIÆRMINDER til Kong Frederik den Sjettes Krands

KIÆRMINDER
til
Kong Frederik den Sjettes Krands.

KONG Frederik den Sjettes Død den 3. December 1839 og Christian den Ottendes Thronbestigelse fremkaldte en Mængde Taler og Sange af Grundtvig, som han udgav i to smaa Lejlighedsskrifter: Kiærminder til Kong Frede rik den Sjettes Krands og Skjalde-Blik paa Danmarks Stjerne i Sølv-Bryllups og Kro nings-Aaret 1840. Et Uddrag af disse Skrifter meddeles her.

28de Januar 1839*).

»Kong Christjan stod ved høien Mast.«

Ved Kiøbenhavn der stod et Slag,
I Røg og Damp,
Det stod i Vaar en Høitidsdag,
Hvor Nelson gav det glatte Lag
Paa Kongedyb til Tordenslag,
I Røg og Damp;
Men Dannebrog Man saae dog grandt
Som Løye staae mod Elefant
I Kamp.

* 319

Det var i Sjette Fredriks Tid,
Mens Han var ung,
Da, efter Freden lang .og blid,
Sin Prøve stod i skarpen Strid
Vor Løve, som fra Arildstid
Er immer ung;
Thi mens de gyldne Hjerter slaae,
Ei vorder Sølvhaars-Kronen graa
For tung.

I Kongedyb en Prøvesteen
For Heltemod,
Hvor der var meer end To mod Een,
Har gjort den Sag som Guld saa reen:
Paa Dannebrog og Prøvesteen
Var Heltemod,
Da Thurah faldt med samme Roes,
Som Lassen og som Villemoes
De stod!

Med Dannebrog da stak i Sky,
(Med Bølgen blaa
Foer vidt om Land) det stærke Ry,
At Danmark reiste sig paany
Med Løve-Brøl i bøien Sky,
Fra Bølgen blaa;
Kun i den sidste Røg og Damp
Skal Mindet om Skiærthorsdags Kamp
Forgaae!
I Frederik den Sjettes Tid
Stod Dansken op
Af Fredens Skiød med Kraft til Strid!
Med Heltedaad, med Konst og Vid
Det Danske Navn i Fredriks Tid
Stod herlig op!
Det stige nu, trods Veir og Vind,
Fra Kongedyb til Ærens Tind
Og Top!

320

Et Hurraraab for Kongen graa
Lad runge da,
Som Æreskud paa Bølgen blaa,
Fra Orlogsmænd med Seil i Raa,
For Kongen god og giæv og graa!
O ja, o ja!
Med Fader-Sind og Konge-Blik
Gid længe leve Frederik!
Hurrah!

For Kongen og for Dannebrog
Et langt Hurrah!
Af hver en Mand og hver en Pog,
Som tale kan det Danske Sprog,
Og kæmpe vil for Dannebrog,
Et langt Hurrah!
Vai herlig, Danmarks gamle Flag!
Svæv høit paa Kongens Fødselsdag!
Hurrah!

I Danske Samfund. (17. Decbr. 1839.)

Mine Herrer!

De har formodenlig Alle hørt, at vore SællandskeBønder har bedt om Forlov til at bære Kong Frederik den Sjettes Lig til Roskilde, og det er et Træk, der vel især maa slaae hvem det forbauser: dem, der med ringe Tanker om alt Dansk, har endnu langt ringere om Sællandsfarene; men dog maa det ret inderlig glæde os, som vel har Tro til Folke-Hjertet, men trænge dog høilig til at styrkes i den, og skiøndt alle vore Høitideligheder, følgelig ogsaa vore Kongelige Ligbegængelser, er blevet saa unaturlige, stive og afmaalte, at Folkets levende Deeltagelse deri grændser til det Umuelige, saa vil vi dog haabe, Majestæten, med sit aabne Øie for det virkelig Store og Skiønne, vil finde Midler til at skiænke sin udødelige Forgænger 321 en Udmærkelse, der vil være ligesaa passende, skiøn og uforglemmelig, som den var uventet og falder nuomstunder vanskelig. Det kommer nemlig her slet ikke an paa at Bønderne bære den elskede Konges Støv den hele Vei fra Friheds-Støttentil Grav-Kapellet, men kun derpaa, at de virkelig bære det, saaIngen kan sige, det var kun en Flyve-Grille, men Folket selvfaae Troen i Hænderne paa, at de elske den Hensovne.Dog, selv om Frederik den Sjettes jordiske Levninger, for Etikettens Skyld, ei skulde falde i saa gode Hænder, somMenigmands de godvillig udstrakte unægtelig er, saa er dog, imine Øine, Frederik den Sjette ved det blotte, velmeenteog umistænkelige Tilbud aandelig baaret paa Hænderne af Folket til sit Hvilested, baaret af Sællands Bønder, som Ingen, det vi veed, uden Frode Fredegod og Valdemar den Store,og er det nu kun sandt, at han fortjende den Udmærkelse, bedreselv end Valdemar, fortjende den saa godt som nogen Frodekunde; da kan Ingen nævne et bedre Varsel for et udødeligtNavn og en velsignet Ihukommelse, end hvad der selv er Pantderpaa og Begyndelse deraf; thi en saadan Ligbegængelse vilikke blot uopløselig sammenslynge hans Navn med Frode ogValdemars, men er i vore Dage saa himmelfalden, at denlevende minder om Balder, den almindelig Elskedes, ved hvisBaal selv Rimthusser græd.

Ja m. H. Bøndernes Drift til at være Frederik den SjettesLigbærere kalder jeg en herlig Indskydelse af DannemarksSkyts-Engel, der lover Danskheden Lykke og Held, og jeg veedIntet, der saa naturlig og liflig kunde skiænket min Følelse forFremtid og Fortid, mit Haab og Minde, den Ligevægt, jeg aldrigivrigere kunde ønske dem, end i disse Øieblikke, da det er migen Trang at dvæle ved Frederik den Sjettes Minde og ydemin Skærv til at befæste det hos den Slægt, der efter NaturensOrden skal staae ved vore Grave, men maa, for at staae derværdig, stige mens vi dale, staae aandelig paa vore Skuldre, oghjertelig i Mindet lade de forbigangne Slægter leve med sig, som de Forbilleder, der spaae om Fuldendelsen, og som deskjulte Aarsager, der skal forklares af deres Virkninger.Skuer jeg saaledes tilbage paa det lange Tidsrum af meer endet halvt Aarhundrede, der i Danmarks Historie skal føreNavn efter Frederik den Sjette, da seer jeg ikke blot hvadfor alle Samtidige var umiskiendeligt: en uafbrudt Række afBeviser paa denne ægte Skjoldungs Livsalighed, kongelige Standhaftighed og utrættelige Anstrængelse for Alt hvad der i hans 322 Øine var Riget vigtigt og Folket gavnligt; men jeg seer ogsaa, hvad endnu, desværre, er langt fra at være Alle i Øine faldende, seer deri en af de største Overgange, der kan indtræffe i et RigesSkæbne og et Folkefærds Levnetsløb, og en af de farligste Overgange, fordi Løbebanen da under Jordskælv slaaer frygteligeRevner, der ei kan overkommes uden ved et dristigt KæmpeSkridt, saa, hvis det mislykkes, afbrydes Folke-Livet og førestil Graven, hvori Kongerigers saavelsom Adelslægters Skjoldemærker synke, naar Kræfterne, som førde dem, udtømmes.Ja m. H. Danmark oplevede under Frederik den Sjetteen af de store og farlige, men, naar de lykkes, opløftende ogglædelige, for Aarhundreder velgiørende, saalænge Riget staaer, uforglemmelige Overgange, hvorunder Alting vakler, Altinggiærer, det Gamle er dødt og det Ny om ikke ufødt, saa dogspædt og svagt, kort sagt, i det Store og Hele hvad i det Mindreog Enkelte er Tilfældet ved alle mærkelige Konge-Skifter; thidisse store Overgange paa Folkenes og Menneske-Slægtens Udviklings-Bane, det er netop Konge-Skifter i den usynlige Verden, naar den ene Tids-Aand afløser den Anden, virkeligeTids-Aander nemlig, ikke Smaanisserne, der ride paa en Støvsky og nøies med øiebliklig Hylding, men dem der give Slægterderes Retning og Tidsrum deres Præg.

Dog, skiøndt dette netop er det rette, egenlige Udtryk, somangiver den virkelige Kraft-Grund i Løn til den kun alt for øiensynlige Urolighed i Livet, Forvirring i Tankegangen, og bestandig Tvekamp paa Liv og Død mellem Gammelt og Nyt, som viaf Erfaring kiende, saa falder dog ethvert Udtryk om virkelige og virksomme Aander nødvendig meget dunkelt, omikke bælmørkt, ved Overgangen fra den Skatteborger, Lysestøber og Bogorme-Tid, der sidst var oppe, en Tid, der vist nok ilevende Live ogsaa havde sine gode Sider, men er nu kun etselvmodsigende Gienfærd, og var altid saa forskrækkelig aandløs, at den kaldte Bogstav-Skrift Aand, Penge Sjælen i al Bedrift og Opløsning den rette Forklaring. Vi vil derfor lade detstaae ved sit Værd, hvad der var de skjulte Aarsager til denstore Overgang, og kun dvæle ved Tanken om, hvortil Overgangen skal være, hvad lykkeligviis ei er klarere nogenstedsend netop i Dannemark; thi her var det aabenbar en Fritalenheds, en Bonderaads og folkelig OplysningsTid, der vilde afløse den Forrige, og at denne maa vinde sinrette Skikkelse hos os, det er jo i Danske Samfund vortinderlige Ønske og vort lyse Haab, saa her kan Overgangen i 323 Sjette Fredriks Dage aldrig kaldes for stor, eller Lovtalenover dens kongelige Leder findes overdreven. Det er nemligsoleklart, at denne Overgang kan aldrig lykkes uden ved enligesaa glædelig som vidunderlig Opstandelse i Folke-Aandenfra Arilds-Tid, da hverken Bonde-Adel eller hjertelig Fritalenhed eller folkelig Oplysning er muelig, uden ModersmaaletsThronbestigelse og Dyrkelse i Aand og Sandhed, eller udenOplivelsen af alle de store Minder, hvori Folket speiler sig, kortsagt: uden Folkelighedens Seier over alt Fremmed, Naturlighedens over alt det Konstlede.

At nu denne levende Fritalenheds, hjemmegjorte Bonderaadsog folkelige Oplysnings-Tid vilde gestalte sig i Danmark ikkeblot roligere og mildere, men ogsaa ægtere og ædlere end andensteds, det var nu vist nok snart i tredive Aar mit lyse, velgrundede Haab, velgrundet, hvad enten jeg saae tilbage til Danmarks Fortid og prøvede Roden hvoraf Stammen oprandt, ellerjeg saae op til Fritalenhedens og den folkelige Oplysnings kongelige Velynder, Bondeennen paa Enevolds-Thronen, Frederik den Sjette, der netop var en Fyrste, som hvert Folk maatteønske sig ham, og takke Himlen for og ønske mange Aar, underen saadan Giæring, hvis lykkelige Udfald for største Delen oghvis milde Udvikling ganske beroer paa, at Folket har en elsket og æret Fyrste, som i Grunden er det Nyes oprigtige Velynder, men har dog baade Sindighed og Fasthed til at bevareden udvortes Ligevægt mellem de stridige Elementer, og vinderTid til at forberede Udfaldet med sagte men sikkre Skridt. Ogat denne Roes over Frederik den Sjette ei er en af de sædvanlige Lovtaler over Levende og Døde, men baade først ogsidst i hans Regierings-Tid kan opvise store Kiendsgierninger, som staae i levende Sammenhæng og udgiøre paa KongensSide Kæmpe-Skridtet fra det Gamle til det Ny, saa vel forberedt og saa rolig gjort, at først Efterslægten ret vil kunne afsløre, forstaae og beundre det. Det er naturligviis Stavnsbaandets Løsning og Folkeraadets Oprettelse, jeg mener, disse levende Grund-Stene til Bondeheld og ægte, folkelig Oplysning og Fritalenhed, der for Efterslægten vil være de sikkre, umistænkelige Vidnesbyrd om, at Frederik den SjettesHjerte slog i Takt med Folkets, og at hans Regiering, om end igammel Stil, dog var i den ny Tids Aand, og tjende vidunderligtil dens rolige Udvikling og Overvejelse. Stillede imellem disseto store Kiendsgierninger er det først, at alle de Mindre vindederes rette Betydning, og at alle Kong Fredriks, stundum 324 mislykkede, men altid velmeente og immer fornyede Bestræbelser for Almuens Oplysning og Dannelse, for ModersmaaletsDyrkelse, for Poesiens, Historiens, Oldgrandskningens og alVidenskabeligheds nordiske Opblomstring, alle disse utrætteligeBestræbelser, hvorpaa ingen Regiering var rigere, sammenknytteog sammenslynge sig til en sjelden Hæderskrands for Frederik den u.

Men, saa velgrundet end mit lyse Haab om Danmarks Fremtid var under saadan en Fyrste, der sad ved Roret omtrent framin Fødsel til nu, saa maatte jeg dog stedse klarere indsee, atda ingen Fyrste kan fremtvinge men kun forberede og understøtte sit Folks naturlige Udvikling, Oplysning og Dannelse, og da han umuelig kan skabe men kun bruge og vanskelig nokopdage de levende Midler og Redskaber, der maae træde i Virksomhed, naar Værket skal lykkes, saa beroer Danskhedens Fornyelse og Danmarks lykkelige Fremtid ei mindre paa Folketend paa Kongen, og i Særdeleshed paa, at Bønderne harHjerte til at skatte Kongens Bestræbelser, saa de ikke pøbelagtig betragte hans Velgierninger som et Rov, men som en herligNyaarsgave, der skal kiærlig paaskiønnes og værdig bruges, og at Ordførerne ei beskæmme Fritalenheden ved at skumleog forbittre, men benytte den til at oplive og oplyse, jævne ogforlige.

Nu m. H. hvad enten vi betragte Læg eller Lærd, Konger ellerFolk, maae vi, for at være billige, altid huske, at de, ligesom viselv, er langtfra at være fuldkomne eller feilfri Naturer, menkortsynede, skrøbelige og paa mange Maader fristede Mennesker, og at hvor vi har Mængden for os, vil der altid findesendeel slette Personer, der ei har stort mere af Mennesket endSkikkelsen. Det maa derfor hverken nedbryde vort Haab ellerforspilde vor Glæde, at vi kan finde en Lyde og en Hage ved .Alt, eller selv det, at store, almindelige Velgierninger altid mødeendeel sort Utaknemmelighed, og at der ved enhver friere Bevægelse kommer ikke blot megen Daarlighed men endeel Slethed og Lumpenhed for Dagen; men hvor et kongeligt og folkeligt Storværk, som det Frederik den Sjette utrættelig arbeidede paa, skal lykkes, der maa dog Stemningen i det Hele værehjertelig, og de største Kræfter og Gaver hos Ordførerne ligesaavel være paa Kongens som paa Folkets, paa Rettens og Billighedens som paa Livets og Frihedens Side; thi kun da vil Folketvinde Skiønsomhed paa Kongens Godhed og sit eget Tarv, ogpaa en værdig Maade vise begge Dele.

325

Vort Folkeraad er endnu saa nyt, er endnu i sine førstePrøveaar, saa hvad vi end maatte ønske, var det dog ubilligtstrax at forlange slaaende Beviser paa dets folkelige Bevidsthed og Fritalenhedens værdige Brug; men Bonde-Adlingener alt saa gammel, og dette sit Værk kronede Kongen selv vedBøndernes Optagelse i Folkeraadet, saa TaknemmelighedsBeviset maatte ikke udeblive længe, naar det med Grund skuldeventes; men derfor kom det ogsaa ved den første Leilighed, dertilbød sig, og kom fra den Side, det mindst lod sig vente, saanu tvivler jeg slet ikke paa, at jo den Danske Bondestand vilvise sig alt det Gode værdig, Kong Frederik ikke blot skiænkede men tilkæmpede den. At det rørende TaknemmelighedsBeviis var uventet, siger jeg vist nok ikke, fordi jeg deler denalmindelige Ringeagt for Sællandsfaren, thi det var ikkeblot unaturligt, da jeg er selv en Sællandsfar, men det varogsaa aldeles uhistorisk, saavist som det jo netop var Sællandsfarene, der, efter Sagnet, bar den gamle Leirekonge FrodeFredegods Støv »tre Aar om Land« før de nænde at begravedet ved Værebro, og saavist som det, efter Saxos Vidnesbyrd, baade var Sællandsfarene, der med Biskop Axel i Spidsen, fornemmelig vovede Liv og Blod i Slave-Krigen under Valdemarden Store, og dem, der grædende lod Ploven staae og skiødSkuldre under Baaren, hvorpaa denne Konges Lig blev bragtfra Vordingborg, hvor han hensov, til Ringsted, hvor hanhviler. Vis er jeg tvertimod paa at i den næste Fremtid, naarTungebaandet løses, de gamle Sangtoner gienfødes, Krønikenoplives og Minderne vaagne, da vil man faae at see, der ikkeblot banke ømme Hjerter men slumre store Kræfter under Vadmels-Koften ved Leire, Sigersted og Vordingborg, ogsagtens trindt paa Øen, siden det Uventede skedte, siden selvBønderne nærmest omkring Hovedstaden, som jeg var nærved at opgive, saa klarlig vise, de har endnu Hjerte i Livet, ogvil ikke være de Sidste men de Første til at ære Kong Frederik den Sjette paa hans Baare og i hans Grav. Nu tør jeg derfor af Hjertens-Grund ønske Danmark til Lykke med sin hæderlige Bondestand, der sikkert kun behøver den folkeligeOplysning og naturlige Dannelse, vi skylde og Christianden Ottende vil skiænke den, for med ligesaamegen Flid atvise sig den gamle Stamme og den ny Stilling værdig, som denmed Kraft vil holde fast paa Frederik den Sjettes kongeligeNyaarsgave!

Nu faldt det da af sig selv, hvad jeg nærmest havde Lyst til 326 at ære Kongens Ihukommelse med, thi det maatte være enBonde-Vise, saa Dansk, saa jævn og hjertelig, som den vilde og som jeg Bogorm kunde overtale mig selv til at lade den lykkes. Dette vil vist nok, med vor fremmede Smag og forskruedeDannelse ei sige stort, men de Fleste vil dog sikkert finde Visensnarere for bondeagtig end for høitravende, og da den dog kunved Andres Hjelp kan komme til Folket, vilde det ikke nytte, om den var hvad jeg og sikkert Folket med vilde kalde megetbedre. Tonen, hvorpaa den gaaer, er vel forslidt, men dog folkelig, som De strax vil høre.

Kong Fredrik den Sjette henslumred i Fred,
Og hviler nu hos sine Fædre,
Han gjorde end ikke en Kat Fortred;
Der fødes ei Kongesøn bedre.
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Hans Bane var tornet, hans Lykke var tynd;
Velsignede blev dog hans Dage I
Han talde af Hjertet med Liv og Fynd,
Sit Ord tog han aldrig tilbage!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Hans Øre var aabent for Sandhed og Ret,
For Klage, for Suk og for Bønner!
Af Mildhed og Møie han blev ei træt,
Og Bønderne kaldte han Sønner!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Hans Hjerte var Vox, men hans Villie Staal;
Sig selv kunde han overvinde!
Han elsked og æred vort Modersmaal,
Med det skal og vare hans Minde.
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

327

I tredive Aar bar han Konninge-Navn,
Sad meer end halvtreds dog ved Roret,
Og altid han saae paa den Ringes Gavn,
Det kalder man Skjoldunge-Sporet.
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Det Første, han gjorde med Enevoldsmagt,
Maae Dannemarks Bønder vel huske;
Landsfaderen haver saavidt det bragt,
Dem kan ingen Herremand kuske!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Det var en Skiær-Thorsdag, hans Kæmper omkap
For ham gik i Ilden med Glæde,
Og Engelands Ulke de gav et Rap,
Saa Blod maatte Mesterne græde!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Al Verden sig rustede mod ham engang,
Og Norriges Klipper han misted.
Men Kiærlighed trøsted i Danevang
Ham dog for al Modgang, han fristed!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Det Sidste, han gjorde med Enevoldsmagt,
Skal evig hans Fiender beskæmme:
Med Dannemarks Hjerte han slutted Pagt,
Gav Bønder i Rigsraadet Stemme!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

328

Mens Folket har Tunge og Skolen har Pen,
Hans Rygte skal spørges saa vide;
Han elskede Skjalde og Sagamænd,
De mindes ham alle med Kvide!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Kong Frederiks Vise, i Fred og i Krig,
Skal sjunges i Mark og paa Bølge;
Gud glæde hans Hjerte i Himmerig!
Hans Fodspor lad Kongerne følge!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

I Danske Samfund. (28de Januar 1840.)

Mel. Herr Peder kasted Runer over Spange.

Kong Fredrik flytted langt fra Taare-Pilen,
Fra Verdens Tummel ind i Kirke-Hvilen!
Der slumrer han saa rolig,
Der drømmer han saa sødt,
Der toner det saa liflig:
Der kommer Liv i Dødt.
Faure Ord fryde Skjaldens Hjerte,
Faure Ord volde Skjalden Smerte,
Faure Ord!

Kong Fredriks Fødselsdag, i Vinterlaget,
Blev gammel vant i Nord til Æres-Flaget,
Til Gilde og til Gammen,
Til skjemtefulde Ord;
Nu møder den paa Marken
Til sig kun Sørgeflor!
Fredriks Dag fryded mangt et Hjerte,
Fredriks Dag volder Skjalden Smerte,
Fredriks Dag!

329

Mit Øie var saa vant til Æres-Flaget,
Min Haand saa gammel vant til Harpeslaget,
Mit Øre og mit Hjerte
Til Folkets glade Sang;
Jeg slaaer paa gamle Strænge,
Men død er deres Klang!
Fredriks Røst fryded Skjaldens Hjerte,
Fredriks Røst savner han med Smerte,
Fredriks Røst!

Farvel, I Strænge! som paa Fredriks-Dagen
Med Glædeslyd afbrød saa ofte Klagen,
Og toned om den Gode,
Men dog saa klippefast,
Hvis sanddru Læbe tier,
Hvis ømme Hjerte brast!
Fredriks Dag har opgivet Aanden,
Sidste Gang Harpen fristed Haanden,
Sidste Gang!

Kong Fredrik flytted langt fra Taare-Pilen,
Fra Verdens Tummel ind i Kirke-Hvilen!
Der slumrer han saa rolig,
Der drømmer han saa sødt,
Der toner det saa liflig:
Der kommer Liv i Dødt.
Faure Ord har forvoldt mig Smerte,
Faure Ord fryde dog mit Hjerte,
Faure Ord!

Mine Herrer!

Naar jeg hos de gamle Græker læser om »de Saliges Øer iOceanet, hvor de ædleste, lykkeligste Sjæle ei omflagre somtomme og luftige Skygger, men føre et glædeligt Liv efter Døden, da tænker jeg altid paa de Danske Øer og fremfor Altpaa vort yndige Sælland, og skiøndt jeg ikke er barnagtig noktil derom at ville trættes med Nogen, eller giøre det til en patriotisk Troes-Artikel, saa er det dog i mine Tanker langt andet enden Flyve-Grille og i min Mund langt meer end en Taler-Blomst, thi jeg troer det virkelig selv, og vilde gierne overtale alle mine 330 Landsmænd til samme Tro. Her kan da Philisterne gribemig paa frisk Gierning, som den, der selv bekiender, han viludbrede hvad de tør (og paa en vis Maade uden al Fare kan)vædde deres Hoved paa, er den groveste Overtro; men forikke selv at giøre det galere end det er, maa jeg dog skynde migat tilføie, at den Tro eller Overtro (thi for Titler er det ikkeværdt at fægte, dem har vi Nok af) den Tro eller Overtro, jeg idenne Henseende vedkiender mig og har Lyst til at udbrede, er ingenlunde den, at enten Sælland eller Fyen eller SmaaØerne virkelig i Oldtiden var det forlorne Paradis, menblot at Phønicerne, fra hvem jeg med god Grund udlederalle de Græske Sagn om »Oceanet,« med »de Saliges Øer« virkelig meende vore deilige Holme i Hav og især Dronningenblandt dem Alle, som her favner os, og at Sagnet var vel ikkeprosaisk, men dog mythisk og poetisk sandt og velgrundet.

At nu selv Navnet paa vor Dronning-Øe, enten vi udtale det»Sælland« eller »Sjælland,« spiller paa Sjæl og Salighed, deter vel kun en Sprog-Bemærkning, der, med Grammatikernes Tilladelse, er langt fra at giøre Sagen klar, men det tjendedog naturlig til at give Sagnet sin Billed-Dragt, naar Mythe-Smeden ellers fandt Noget paa de Danske Øer, som var Dragtenværd, og det mener jeg, han maatte finde i det mageløs hjertelige Minde, hvori de kiære Hensovede maae have levet heroppe i Fredegods-Tiden. Det var nemlig i den Tid, daKvinden, som dukkede op ved Arne-Stedet, lokkede KongHading til sig med den friske Urtekost midt om Vinteren,og bar ham saa under Kaaben i Mulm baade forbi de tauseSkygger i Grækernes Hades og forbi de Larmende, medDøden Kæmpende, i Nordboens Valhald, bar ham lige tilParadis-Muren, hun vel ikke kunde overstige men dog overslynge med sit Hane-Hoved, saa det paa Hane-Galet fraden anden Side hørdes, der virkelig kom Liv i Dødt. Man vilnu vel sige: det er aabenbar en Fabel, hvorpaa Intet kan bygges, men jeg tør dog troe, den godt kan bære hvad jeg vil byggepaa den, thi det er kun Moralen, at han, der gjorde den Fabel, og de, den tækkedes saa vel, at de giemde paa den giennemAarhundreder, de har ikke engang efter Døden taget til Takkemed Skyggespil, men havt særdeles Lyst til ægte Udødelighed, og har af »Kvinden i Barmen« faaet Nys om, at, skiøndt deikke kunde tage den med Staalhandsker, var den dog langtmeer end et Hjernespind. Saadanne Hjerter, slutter jeg nu, maatte være villige og findes mægtige til, i en for de Fremmede 331 forbausende Grad, at dele deres Liv med deres kiære Hensovne,»lade dem leve med sig« i frisk Minde og bestandig Erindring;men skulde denne Slutning findes overilet, og skulde selv allevoreOldsagn om Skjolds og Frodes og Rolvs og alle Skjoldungers Minde paa Marken findes utilstrækkelige til at godtgiøreLivet efter Døden paa de Danske Øer, saa mener jeg dog, voregen Erfaring kan rigelig udfylde hvad der fattes i det historiske Beviis; thi at det Danske Hjerte endnu staaer i et ganskebesynderlig levende Forhold til d e Hensovne, det virkelig elskede, det synes mig, Frederik den Sjettes Død har sat udenfor al Tvivl. Jeg slutter i det mindste menneskeligviis: gaaerdet saaledes med den tørre Stamme, hvordan ikke da med denGrønne! er det Danske Folks naturlige Kiærlighed endnu iAlderdommen saa grændseløs, at den strækker sig, hvem veedhvor langt, ind i den anden Verden, og saa kæk, at den tørkæmpe selv med Døden om sine Yndlinger; hvordan maa daikke dette Folks første Ungdoms-Kiærlighed have været, oghvad Under at Tyriernes Skjalde, som var Vidne dertil, eller hørde Rygte derom, besang vore Øer som de ædleste Sjæles lyksalige Opholdssted efter Døden!

Dog m. H. jeg har ikke glemt, det var Frederik den Sjettes Forhold til Modersmaalet, Folkesangen og Fædrenelands-Historien, jeg lovede Dem sidst at tale om paa Hansfalmede Fødselsdag, men disse Ting hænge ikke blot i mineTanker, men i sig selv paa det Nøieste sammen med de SaligesØer i Oceanet, thi kun der føre ogsaa disse et glædeligt Liv, ogselv er de derfor Grade-Stokkene, hvorpaa man kan tælle sigtil, hvor koldt eller varmt det er i Folkets Hjerte-Kammer, saanaar Modersmaalet synker i Støvet, Folkesangen hendøerog de hjemfødte Oldsagn skrives i Glemmebogen, som detskedte hos os fra Valdemarernes Dage, da falder det endikke Skjalde med den mest udsvævende Indbildningskraft indat sige, Sjælene føre der selv efter Døden et glædeligt Liv, ogpaa den anden Side maatte en Mand, som var klog paa Menneske-Livet, og havde lagt Mærke til, at der under Frederikden Sjette paany kom Liv i Modersmaalet, i Folkesangen og i Fædrenes Ihukommelse, en saadan Mand maattemed Sikkerhed kunne forudsagt den overordenlige Varme, detDanske Hjerte har viist ved Kongens Død, og vil endnuklarere vise ved at holde hans Navn ilive og give Hans Mindeen varig Friskhed, saa Fremmede, der høre os tale og synge omHam, skal ikke ret vide, om han er død eller levende!

332

Er det nu sandt, hvad jeg her, indtil videre, maa forudsættesom en afgjort Sag og historisk Kiendsgierning, at der underFrederik den Sjettes Styrelse kom nyt Liv i Modersmaalet, Folkesangen og Fædrenes Ihukommelse, da følgerdet vel ikke af sig selv, at han derfor stod i et levende oginderligt Forhold til dem, men da ingen Dansk Konge imange Aarhundrede er blevet saa lydelig og liflig besunget paaModersmaalet, saa kiærlig fulgt til Jorde og saa forsikkret omet levende Minde, saa kan jeg umuelig tage i Betænkning atsige, der gik og der gaaer Syn for Sagn, at Frederik denSjette stod i et levende, ægteskabeligt Forhold til vort Modersmaal, og i et levende, faderligt Forhold til den folkelige Sangog mindelige Tale paa Modersmaalet, derfor græd de ved hansBaare og skal bestandig ære og takke ham i hans Grav!Hermed vil jeg nu vist ikke sige, at Gienfødelsen eller Oplivelsen af alt det Folkelige hos os var Kongens eget Værk, thi jeg har aldrig dulgt, vil ikke heller dølge, at dertil udkrævesen langt høiere Kraft end der hviler selv i den enevældigsteKonges Haand, saa naar Jordens Mægtige vil være SkaberAander, da bliver Skabningen derefter, idelt Fuskeri, som, naardet glimrer mest, er dog kun Skin; men jeg vil dog ikke blotsige, hvad der er Alle vitterligt, at denne Folke-Aandens Oplivelse tilsigtedes og understøttedes af Kongen, men at, efter minOverbeviisning, var den kun muelig under en i alle Maadersaa livsalig og folkelig Konge, som Frederik den Sjette.Ja m. H. for at begynde fra Vuggen, da mistede Frederikden Sjette sin kiødelige Moder saa tidlig og under saadanneOmstændigheder, at vi vel maae sige: han kiendte ingen andenModer end Danmark, derfor blev ogsaa Dansk hans Modersmaal og som Kongens Modersmaal kom det jo ogsaa paaThronen, Dette vilde nu vist nok kun være et Ordspil, ellerThronbestigelsen vilde i alt Fald kun været en forfængelig Ære, hvis der ikke havde været mere Dansk hos Kongen end Tungen, men dog var Tungens Danskhed ogsaa nødvendig, naar ikkehans Danske Hjerte skulde være stumt og magtesløst; thi deter ingenlunde Nok, at en Konge forstaaer sit Folk, som manforstaaer en Fremmed, paa hvis Sprog man kan udtrykke sigtil Husbehov, nei, Folkets Modersmaal maa ogsaa være Kongens, om de skal finde en Fader paa Thronen, og alle andreSprog maa Han betragte som »fremmede,« hvis Han skal ladeFolkets Hjertelag, Tankegang og Talemaade vederfares Ret.De veed m. H. jeg er langtfra at sige, der under Frederik 333 den Sjette blev gjort for vort Modersmaal enten Alt hvad derkan giøres, eller selv hvad der maa skee, før det i Sandhed kansiges at herske i Landet, og jeg har ingenlunde glemt, at selvda Kongen aabnede Dørren for Dansken i Soer, den igiensmak i som af sig selv og sprang i Baglaas, og trænger hardt tilat lukkes op paany med »Kongens Nøgel.« Nei, ogsaa herer visselig Roes Nok at høste for Christian den Ottendeog alle Hans værdige Efterfølgere, thi baade trænger Modersmaalet til at leve længe paa en fortrolig Fod med Konger ogDronninger og alle dem i Høiheden, for at tilbagevinde, velikke sin gamle Majestæt, thi den bevarede Modersmaalet selv iTrælle-Dragten, men dog tilbagevinde den majestætiske Holdning og Gang, Fiinhed og Frimodighed, der nødvendig maattehardtad ganske tabes, mens Dansk til daglig Brug kun herskede i Hytten og i Borgestuen, og vilde været uerstattelig forloren, hvis ikke Dannekvinden havde været saa poetisk, som hendes Skjalde-Sønner i de sidste Dage røbede; baadetrænger Modersmaalet til kongelig Dannelse og høviske Sæder, og det trænger til kongeligt Forsvar paa Dronning-Stolen, thidet vil aabenbar holde hardt, før alle fremmede Sprog, somvil trives i Danmark, giør deres Pligt, falde til Føie, knælefor Dronningen og bringe hende Gaver. Kun maa det aldrigglemmes, at det var Frederik den Sjette, der høit ophøiededen dybt Fornedrede, og gjorde Kæmpe-Skridtet, ved at sætteModersmaalet paa Thronen og giøre Folke-Stemmen tilsit Raad, og skulde Danmark, som Gud forbyde! nogensindefaae en Konge, som foragtede vort Modersmaal, da vilde hanog lære, der er kommet baade Liv og Kraft og Kiækhed i det, saa efter Frederik den Sjettes Dage fnyser Dansken, somen fornærmet Dronning, blot ved Tusindedelen af den Undertrykkelse, Spee og Spot, den under sine Trællekaar taalmodigbar.

De har vel seet m. H. at der iaften ikke blot tales og syngesDansk paa Studigaarden, men at Programmet er blevetet Forspil til en Nydansk Rimkrønike1, og De veed vel atSligt var neppe tænkeligt i sex Aarhundreder; men troer Devel, det var mueligt efter denne Dag, efter den Danske Sørgehøitid over Frederik den Sjette, at der igien kunde enten *

334 tales, synges eller skrives paa Latin eller noget andet fremmed Sprog ved Kongelige Høiskole-Fester iblandt os, uden at Danmark gienlød af Harme? Jeg i det mindste troer, nei, og jeg haaber meer end det, haaber at den Dag er nær, daman vil finde det ligesaa latterligt i Danmark ved andre Leiligheder at bevise sin gode Classiske Dannelse med slet Latin, og vil finde det soleklart, at man derved kun forgiæves stræberat skjule sin Aandløshed, men viser langt tydeligere end manønskede sin Ringeagt saavel for Folkets naturlige Følelse ogTankegang som for Dets Tungemaal.

Hvad nu Folke-Sangen angaaer, da forstaaer jeg dervedikke Noget, der blot staaer paa Papiret, men virkelig Sang iFolkemunde og i Folkets Aand, og jeg maa derfor indrømme, at Dens fornyede Liv er endnu saa spædt, at det af alle kortsynede og tunghøre Folk lader sig betvivle, og af fornemmeFolk ustraffet foragte; men at dog Folkesangen virkelig gienfødtes under Frederik den Sjette, gienfødtes med Frydesangen, der for halvtredsindstyve Aar siden gienlød over heleRiget ved Frederiks og Maries Bryllup, det kan i det mindste jeg ikke lade mig aftrætte, som i min Barndom hørde Malkepiger synge »Nys fyldte skiøn Sired sit attende Aar,« og havdejeg end aldrig siden mærket saadanne Livstegn, maatte jeg dogerklære det for umueligt, at noget Folkeligt, som fødtes underFrederik den Sjette, kunde uddøe under ham. Vist nok tørjeg ikke berømme hans Skjalde for at have gjort nær Alt hvadde kunde og burde til at understøtte den gamle Folkesang, derfra Kæmpevisernes Dage aldrig ganske uddøde, og at opfostre denNy, men de satte dog Alle en Ære i at rime hvad Folket vildesynge, saa hvad enten den lille Fugl, der synger som det klinger godt i alle Danske Øren og gienlyder i alle Danske Hjerter, herefter skal døe eller leve, tør jeg dog sige, at saalænge der enEen tilbage af Kong Frederiks Skjalde, saalænge lever den, var det endog kun i Skjaldens eget Bryst og for hans Øre. Vistnok vil der anderledes folkelig Virksomhed end hidtil fra Skjaldenes Side, varm Deeltagelse hos deres Venner og Kyndinger, og derhos Lykke til, om Folkesangen skal tilbagevinde sit kraftige og fyndige Liv iblandt os, som den unægtelig fattes; mender er dog ingen Grund til at lade Haabet fare, og det voxer hosmig, hvergang en Kæmpevise eller andre Sange, som ogsaa Bønder kunde og vilde istemme, toner i vort Samfund. Ja, mineHerrer! har Varsler endnu det mindste at betyde, da maa vortlille Danske Samfund blive en Rede for den lille Fugl, hvor 335 den fjedres i Mag til at overflyve Skoven, thi Samfundet udsprang jo egenlig af Hr. Tønnes gamle og Holger Danskesny Vise1, saa kan det trives, har Folkesangen aabenbar baadeLiv og Lykke med sig.

Havde nu end Kong Frederik den Sjette ei havt andenFortjeneste af Folkesangen, end den at være en Danedrot, saahjertelig og folkelig, at Skjaldene, som vi nu ret klarlig see, eikan besynge ham uden at falde ind i Folketonen, da traadtehan jo netop derved i det mest levende og faderlige Forhold tilden, der var mueligt for ham, uden selv at være Skjald; mendog følger det af sig selv, at de Skjalde, der behagede Folket, maatte ogsaa tækkes den Folkeligste af mange AarhundredesKonger, og stod de her nu alle, baade Levende og Døde, da varder vist ikke en Eneste af dem, fra Baggesen og Thaaruptil de Yngste, som ei med Sandhed maatte tilstaae og med Glædevilde vidne, at ogsaa han blev understøttet og opmuntret afFrederik den Sjette, ja, modtog fra hans Kongelæber enstørre Gave end Hænder kan række, og dermed det, der adlerHaandens Gave og giør den Kongelig, saa den ikke nedtrykker men hæver Skjalden, som modtager den. Nei, der var vistikke Een, skiøndt Skjaldetallet i Hans Dage syndes Mangefor stort; thi skulde der været Nogen, maatte det vist netopværet ham, som staaer for Deres Ansigt, da det er klart, at Ingen af Kong Frederiks Skjalde faldt ham saa betænkelig, varHam i andre Forhold saa meget til Uleilighed og syndes derforsnarere afskrækket end opmuntret, og dog tvivler De vist intetØieblik om, at efter det Vidnesbyrd, denne Skjald gav Majestæten paa Hans Baare som i Hans levende Live, og nu i GravKapellet, maa selv her Skinnet have bedraget Det kan imidlertid aldrig skade, jeg siger Dem, med hvilke Ord Majestætenskiænkede mig den Understøttelse, jeg uafbrudt i mange Aarmodtog af Kongehaanden, thi De vil deraf bedst kunne slutte, hvordan Han opmuntrede de Skjalde, der ikke, som jeg, gjordeHarpelegen skurrende med Sværdslag.

Da jeg, for over tyve Aar siden, sad. saa godt som bandsat, og arbeidede paa Fordanskningen af Nordens Folke-Krøniker, fandt jeg det umueligt uden særdeles Understøttelse at vedbliveog fuldføre Arbeidet, og gik derfor op til den mageløs tilgængelige Enevoldskonge, og sagde til den ligesaa mageløs Naturlige *

336 og Folkelige: Majestæten veed nok, jeg har befattet mig endeelmed de gamle Skjalde. Ja, var Svaret, og med meget Held. Jegvil haabe, ei uden Held, blev jeg ved, men een Ting har jeg dogikke kunnet lære af de gamle Skjalde, og det er at undværeLevebrød. »Saa faaer Vi skabe et« svarede Kong Frederikden Sjette 1, og under Hvis Septer skulde Skjaldesangen bliveligesaa folkelig som kongelig, om ikke under den Konges, derhavde saadanne Ord i sin Mund, og havde Hjerte derefter!

At nu denne Konge tog hjertelig Deel i Oplivelsen af Fædrenes Ihukommelse, hvis en Saadan virkelig fandt Sted i HansDage, det er hermed allerede sagt, thi til Fædrenes Ihukommelse var jo min Harpe ligefra Begyndelsen indviet, og til densOplivelse hos Folket sigtede jo aabenbar den ny Fordanskningog gavmilde Uddeling af Saxos og Snorros Mindebøger, hvori Danmarks og hele Nordens Oldtid saa herlig speiler sig;men o m Fædrenes Ihukommelse derved eller ved Noget af Althvad vi hidtil prøvede, virkelig blev oplivet i Kong Frederiks Dage, det er et andet Spørgsmaal, som jeg vel, efter densædvanlige Tankegang, for min egen Skyld, rask skulde besvare med Ja, men som jeg, for Folkets og Sandhedens Skyld, er selv tilbøielig til at besvare med Nei, og jeg maa i alt Faldogsaa ved denne Leilighed indskærpe, at hvad vi saa end harmeent og sagt og gjort, saa er Fædrenes Ihukommelse død, forsaavidt den kun staaer paa Papiret, og at selv naar den afBøgerne optages paa venlige Læber, er det ikke Liv men kunLivlighed, altsaa dog kun Skin af Liv, den vinder. Alting veloverveiet, tør jeg imidlertid sige, at Fædrenes Ihukommelse oplivedes virkelig i Frederik den Sjettes Dage, skiøndt kun ien snever Kreds, og mellem saamange Hindringer, at skal denudbrede sig til Folket og paany slaae Rødder i Landet, saa Danmark igien kan faae en Fædrenelands-Historie, der levende forplanter sig og gaaer fra Mund til Mund, gaaer i Arv fra Fadertil Søn og fra Slægt til Slægt, da maa ikke blot den nærværende Majestæt ædelmodig antage sig de hensovne MajestætersSag, og i en ligesaa Folkelig som Kongelig Høiskole byggedem et Æres-Tempel, hvor deres Aand kan svæve høit over dedunkle Hvælvinger, som favne Deres Støv; men vi, hos hvemde forbigangne Slægters Ihukommelse ved et naturhistoriskVidunder fik Liv og Røst paa ny, maae samle og anstrænge allevore Kræfter for at meddele Folket den Livs-Gnist, der ulmede *

337 op under Asken hos os, men vil ellers udslukkes med vort Livslys, der, som Nornegæsts hos Olav Tryggesen, er snartudbrændt. Her møde vist nok hardtad uovervindelige Hindringer, thi selv naar vi, som jeg, kan godt forstaae, det er Fjas medAlt hvad vi tale om Folkets Fædrelands-Kiærlighed og ventederaf, naar ikke Folket vaagner til Bevidsthed af sin levendeForbindelse med Fædrene; og selv naar vi intet Øieblik tvivleom, det jo var en langt sandere Ære at efterlade Folket sin Aandog sit Liv, end at efterlade Ormene Bøger, de maae fortvivleom at eftergiøre, og nøies med at forgnave og fortære; selv meddette Lys dele vi dog sjelden vort Liv med Andre, uden vi paaen Maade nødes til det! Saa stærk er Vanens Magt, saa rodfæstet Indbildningen om at kunne med Pennen i Mag forplanteLiv og Aand, og fremfor Alt saa magelige er vi af Natur og saafordærvede med Konst, at vi lade heller »Fuglen døe« med os, end lade den flyve itide at bygge sin Rede i Skoven og syngeder langt lifligere naar vi er borte, end den sang hos os i Buret!

Dog, ogsaa derfor maatte Saamange af Kong FrederiksSkjalde overleve Ham, for at føle, der er dog i det mindsteeen Dane-Konges Navn, vi ei kan tillade at indskrives i Glemmebogen, var det end med de gyldneste Bogstaver, der er dogEen af »Fædrene,« hvis Ihukommelse vi alle vore Dage maaestræbe at forplante, og gribe hver Leilighed til at lade Efterslægten føle, den staaer i levende Forbindelse med Ham ogos, og naar det lykkes, som det nødvendig maa, at forevigeKong Frederiks Ihukommelse paa Marken, da vil alle ægteSkjoldungers, og alle kraftige, ædle og virksomme DannemændsIhukommelse, indsluttet i Hans og sammensmeltet dermed, ligesom bæres deraf til samme Udødelighed, saa ogsaa tildette Udtryk af Folkelivet satte Himlen Kong Frederik denSjette i et levende og faderligt Forhold, og derfor tør vi haabe, det endnu engang skal komme til at tone fra fremmede Skjaldes Harpe, at her er de Saliges Øer, hvor de ypperste Ædlingers Sjæle leve efter Døden.

Ja m. H. det bliver maaskee nok den sidste, ligesom det erden første Gang, jeg taler offenlig om Kong Frederik denSjette paa Hans Fødselsdag, men til Ord om Ham er hverDag skikket, og desuden har hans folkelige Søn 1 Danmarksudødelige Kronprinds, sin Fødselsdag i Mai, naar Bøgenspringer ud og alle Fugle sjunge, og paa den, i det mindste, tænker jeg dog, man vil høre min Røst om Kong Fredrik, *

338 saalænge jeg har nogen Røst; thi at levende Tale om Ham ogHans mange mærkværdige, vel ei sjelden mørke, stormende, hardtad fortvivlede, men dog i det Hele milde og frugtbare, klangfulde, konstrige, lyssvangre Dage, vil aldrig fattes Øre paaMarken, det er jeg vis paa, det stadfæster ogsaa Kredsen, der idenne Time lyttede. Under saa lykkelige Varsler vil jeg da paaKong Fredriks Fødselsdag høitidelig spaae Hans Navn ogIhukommelse en folkelig, en ligesaa gavnlig og glædelig, somhøilovlig og ærefuld Udødelighed paa de Danske Øer; menfor at De strax kan følge Skjaldens Tankegang, maa jeg bedeDem erindre, at vor gamle Kong Skjold ikke blot, efter voreegne Sagn, bandt Bjørnen i Skoven med sit Bælte og var etMønster paa Livsalighed, og var, efter Islændernes Sagn, enSøn af Odin, der til Folkets Glæde først reiste Kongestol iLeire, men at, efter Angel-Sachsernes høipoetiske Sagn, kom Skjold i sin spæde Barndom seilende til en af vore Øer, paa et Skib, hvor han var den eneste levende Sjæl, lagt i Kredsaf Vaaben og Klenodier, og sovende sødelig med en Kornnegtil Hovedpude. De Danske, fortæller Sagnet, var dengangkongeløse, stædt i Vaande, saae i det himmelsendte Barnderes Skytsaand, kaldte ham Skjold til Skiærm, opfostredeham til deres Konge og henlevede mange lykkelige Aar underhans Septer; men da han var hensovet, maatte de, efter hanssidste Villie, til deres Kvide, lade ham fare, ligesom han varkommet, og Mage til Afsked vidste man ei af at sige, da Skjoldfoer sovende bort paa det herlig udrustede men folkeløse Skib, mens de Danske fra Klinten bød ham Farvel med Sang ogKlage, saalænge de end kunde øine Seil i Raa.

Dette stod Skjalden levende for Øie, da han kvad:
Hvem reiser bort saa seent i Kveld,
Og med saa stolt et Følge?
Hvem giælder Dannemarks Farvel:
Skyhøie Tone-Bølge,
Hvis Mage kun i Hedenold
Var Dannemænds Farvel til Skjold?

Løb Skib paany fra Gudhjems Kyst
Nu ind i Issefjorden,
Saa kongelig og dog saa tyst,
Som Hjertet slaaer i Norden,
Med Axekrands af Gudehøst,
Med Kongesøn til Folketrøst?

339

Udrandt igien et Levnetsløb,
Som Skjolds i Danevangen,
Saa atter følges Kongestøv
Ombord af Folkesangen,
Og byder Danmark rørt i Kveld
Sin himmelsendte Drot Farvel?

Ja, atter fik i Nødens Tid,
For vise Mænd en Gaade,
Vort Fædreland, med Børen blid,
En Konge af Guds Naade:
En Skjoldung af det ægte Kuld,
En Kæmpesjæl i Danemuld!

Hans Kongeliv til Folkeheld
Det er og nu udrundet,
Derfor et hjerteligt Farvel,
Og hundredtusindmundet,
Fra Skov og Hede, Klint og Vold,
Ham følger, som det fulgde Skjold!

Hans Støv dog ei paa vildne Hav
Skal gaae for Vind og Vove,
Som Frodes i en Kongegrav
Det sødelig skal sove,
Ved Issefjord i Kildevang
Inddysset mildt af Bølge-Sang!

Thi byder Skjalden ei Farvel
Til Støvet af den Gæve,
Hvis Konge-Aand i Gry og Kveld
Skal over Marken svæve,
I Folkesangen til Hans Priis,
Som Aandepust fra Paradiis!

Til Danmark vender jeg mit Blik,
Til Dannemænd min Tale,
Og, efter Skjaldes gamle Skik,
Som Morgenhaner gale,
Jeg lydelig med Vinge slaaer
I Gryet til et Gyldenaar.

340

O Modersmaal! o Bondestand!
O Folkesang og Stemme!
I har ei meer et Fædreland,
Om I kan Fredrik glemme;
Med Ham for Bane fik I Bod!
Ved Ham af Døde op I stod!

Kong Fredriks Skjalde sang i Kor,
De sang omkap tillige,
Saa høit gienlød det hele Nord
Af Sang fra Danmarks Rige,
Om Hjerte-Kongen under Øe,
Hvis Navn og Priis skal aldrig døe!

Ja, Fredriks Skjalde under Øe,
Som end kan Tungen røre,
Kun Navnet, som skal aldrig døe,
Mens Dannemænd har Øre,
Tilraabe lydt: far vel! far vel
Fra Slægt til Slægt med Priis og Held!

Kong Fredriks Navn! fra Mund til Mund
Du gaae i Danmarks Rige,
Med Folkesang af Hjertensgrund,
Om Ham, den Folkelige,
Som hele Folket tog i Favn,
Og Kronen bar i Hjertets Navn!

Med himmelblaa Kiærminde-Krands,
Paa Aandedrættets Vinger,
Far vel! far vidt til Søes og Lands,
Som Fuglen frit sig svinger!
Far med hver Brudgom til hans Brud!
Far med Guds Engle! far med Gud!

Hvert Aar, naar Bøgen springer ud,
I Danmarks lyse Skove,
Og Engen, som en pyntet Brud,
Med Mai vil sig trolove,
Da bryd en Bane dig paany,
Og ton med liflig Sang i Sky!

341

Far vel! bliv ved fra Aar til Aar,
Til du har Æresange,
Som Hjerte-Kongens Hovedhaar,
Saa sølvgraa og saamange!
Far vel! far med den sidste Ny,
Med den opstandne Drot, i Sky!