✂
Er nu der Fred paa Jorden
Som ei kom ovenned?
Er nu det vist, at Torden
Ei raaber: Gud er vreed?
Er det en afgjort Sag
Ei kommer Domme-Dag,
Ei er bag Verdens Vrimmel
Der Helved eller Himmel
Men kun en evig Søvn?
✂
Velan, I Herrer høie,
Velan, I Poge smaa,
Som føle ei til Møie,
Og som den ei forstaae!
Velan, beskedne Slægt,
Hvem Liv er Gran i Vægt,
Hvem Freden fattes ikke,
Naar I har Mad og Drikke,
Hvem Søvnen huger bedst!
✂
Jo meer derpaa jeg grunder,
Des klarere jeg seer,
Det er slet intet Under,
I spørge ei om meer!
At Mand er meer end Dyr,
Jer tykkes Æventyr,
Og evigt Liv og Ære
Er meer end Dyr begiære,
Saa Regningen er reen!
✂
Men I, som har et Hjerte,
Der mættes ei saa let
Men slog i Fryd og Smerte,
Som Liv af Gude-Æt,
I Store, og I Smaa,
Som fik til Meer Attraa!
Er I nu alle døde?
Er, som den gamle Jøde,
Jeg ene om mit Savn?
✂
Det Hjerte, der sig ømmer
Ved evig Søvn og Død,
Det Hjerte, der end drømmer
Om Guddoms-Hvilen sød,
Om Soel, som ei gaaer ned,
Om salig Evighed,
Mon det nu ene banker
Og avler Himmel-Tanker
I denne trange Barm!
✂
Velan, jeg da fortryder
Ei Eenlighedens Kaar,
Men vinterla[n]gt mig fryder
Til Evighedens Vaar,
Alt som den lille Fugl,
der i sit Vinter-Skjul
Kun leger død i Dvale,
Med Haab om grønne Sale,
Med Nyn paa Morgen-Sang!
✂
Det snevre Rum i Barmen
Er immer luunt og lyst,
Og der i Vindues-Karmen
Paa Lys-Havs lave Kyst
Hver Blomst, jeg saaer i Løn,
Fremspirer frisk og grøn,
Og frodige oprinder
Fioler og Kiærminder,
Kun Rosen er lidt bleg!
✂
Fornummet har mit Hjerte,
Der er en Guddoms-Røst,
Som dulme kan al Smerte,
Som bringer evig Trøst.
Som ved hvert Hjerte-Suk
Oplukker mild en Glug,
Hvor Øiet kan indkige
I Lidt af Himmerige
Og see, hvor Det er stort!
✂
Thi spørger ei jeg længer
Om Andres Tvivl og Tro,
Til Bifald ei jeg trænger,
Om end al Verden loe,
Jeg veed, paa Hvem jeg troer,
Jeg veed, hvad i mig groer,
Hvad Verden kan borttage,
Og hvad der er tilbage,
For evig Nok til mig!
✂
Kun for der er saa Meget,
Er Nok til al vor Slægt,
Som finder let sit Eget
Mod Himlens Overvægt,
Og for jeg troer det vist,
Der banker her og hist,
Hos Fleer, end jeg kan mærke,
Livs-Længselen, den stærke,
Derfor jeg raaber: hør!
✂
Ja, læser, som Man lytter,
Paa Hjertets Tavler smaa!
Ei anden Læsning nytter
Til Himlens at forstaae,
Og hvis der skrevet staaer,
At I har trange Kaar,
Ja, Trang til mere Glæde,
End Verden kan tilstæde,
Da hører Herrens Røst!
✂
Ja, hører, lytter efter,
I Hytte, som i Hald,
Hvor Ord har Kæmpe-Kræfter,
Men Barne-Tonefald,
Hvor Evighedens Haab
Har Liv og Fryde-Raab,
Hvor Tro sig frit bekiender,
Naar Naaden strækker Hænder,
Thi der er Herrens Røst!