✂ I Sommeren 1835, da Trykningen af Middelalderens Historievar begyndt, lejede Grundtvig »en Husende ude ved Emilieskilde paa Strandveien for at faa Ro til det store Salmearbejde, somhan nu, efter indtrængende Opfordring og med rigelig Pengehjælpfra sin hengivne Ven Præsten Gunni Busck, agtede at give sig iLag med. Ved sit »Øjenbad« i Øresundet kom han i Stemning til atskrive denne Sang, der første Gang blev trykt i Danskeren, I. Bind(1848), og hvoraf nogle Vers senere er optaget i de folkelige Sang-bøger.De to sidste Vers af Digtet findes ikke i »Danskeren«. De er overstregede i H aandskriftet, som paa flere Steder er rettet af Forfatteren, vistnok i 1848. Som Erstatning for de to udgaaede Vers har Grundt-vig paa et andet Stykke Papir skrevet et Slutningsvers, som dog hel-her ikke blev optaget i »Danskeren«, men som er trykt i PoetiskeSkrifter VI. Bind, Side 133, i Steden for næstsidste Vers i Originalen, hvoraf det er en Omarbejdelse. Det lyder saaledes:
✂
Hvert et Føde-Nød skal døe,
Gutten dog, skiøndt gammel vorden,
Seiler kiæk sin egen Sø,
Smiler ad Naturens Orden.
Hvad de lyse Stjerner sang,
Hørde han paa Bølge-Toppe:
Død er kun en Overgang
For hvad hjemme har heroppe.
Havfru-Sangen.
✂
Milde Bølger, Danmarks Speil!
Lad i eder dybt mig skue!
Flagrer vænt, I hvide Seil,
Vinger liig paa Arkens Due!
100
Bøge-Blad! vær ei saa bly!
Pip kun frem i Vinge-Laget!
Ogsaa du gav Vink om Ly,
Viftende i Bølge-Slaget i
✂
Duk fra Dybet til mig op,
Sangerske for Dannekvinder,
Havfru med din gyldne Top
Krandset blidt af blaa Kiærminder!
Dands paa Tilje under Øe
Hvor saa yndig Gulvet gynger,
Som den glade Fæste-Mø,
Naar hun om sin Lykke synger!
✂
Dands paa lilje, kvæd og spaa
Atter som i gamle Dage,
Kvæd om hvad dit Øie saae
Hvor end Danske Snekker flage,
Spaae os hvad der times skal,
Medens Time-Glasset rinder,
Som i Hytte, saa i Hald,
Dannemænd og Dannekvinder!1
✂
Lytter I som end har Lyst
Til at høre Havfru-Sangen,
I hvis Barm er end et Bryst,
Hvælvet efter Bølge-Gangen,
I hvis Aarer end en Flod
Slynger sig iblandt Kiærminder,
Af det Danske Hjerte-Blod,
Rosenrødt i Lilje-Kinder!
✂
Nemmer grandt den første Sang,
Den er Nøglen til dem Alle:
Bølgen, der med Harpe-Klang
Bælter sig om sit Valhalle,
✂
Om det grønne Gudhjems Bryst,
Hvor i lyse Bøge-Sale
Om en gylden Gimle-Høst
Synge tusend Nattergale!
✂
Det er Kvadet om Kong Skjold,
Det er Visen om den Lille,
Der kom hid i Heden-Old,
Hvor som Taarer Vover trille,
Kom fra Godehavn i Løn,
Styret ud med runde Hænder,
Bandt, som Danmarks Fostersøn
Gylden-Sværd om Konge-Lænder!1
✂
Selv sig styred underfuld
Snekken med vor Lykke-Skipper,
Ei han ruged over Guld,
Hviled kun paa gyldne Vipper,
Førde kun som Fragt om Bord
Sølv og Guld og Brynjer klare,
For blandt Kæmpe-Folk i Nord
Gavmildhed at aabenbare!
✂
I den Lilles Morgen-Drøm
Speiled sig utalte Dage,
Velbekiendt er Tidens Strøm
Med den Snekke uden Mage,
Hidindtil fra Heden-Old
Styret godt ved Nornens Finger,
Med den Vippe under Skjold
Baaret som paa Due-Vinger!
✂
Hvor paa Speilet Danmarks Navn
Blinked over Bølge-Gangen,
Guld kun samled sig i Stavn
For at sprede sig i Vangen;
Skjoldung-Folket hviled blødt
Mellem Sværd og Spyd paa Negen,
Under aaben Himmel sødt
Sov det midt i Hildurs-Legen!
✂
I sit Folk end lever Skjold,
Finder og, naar Luren gjalder,
End til Vagt en Kæmpe bold,
Guld til ham, naar Jetten falder,
Hviler end sig uden Frygt
Paa de gyldne Ax og Vipper,
Stoler end derpaa fuldtrygt:
Sidst af Alt dig Himlen glipper!
✂
Gutten vel er gammel vorden,
Seiler dog sin egen Sø,
Smiler ad Naturens Orden,
At hvert Føde-Nød skal døe,
Hørt han har paa Bølge-Toppe
Hvad de lyse Stjerner sang:
For hvad hjemme har heroppe,
Død er kun en Over-Gang!
✂
Milde Bølger, Danmarks Speil,
Tæt ved eder staar min Hytte,
Ei dens Straa-Tag vil med Tegl,
Ei dens Træ med Steen jeg bytte,
Og det Syn mig times her
Ei med Udsigt til en Throne,
Yndefuldt i Aften-Skiær
Bøge-Skove Bølgen krone!