Mel. Der stander et Slot i Østerrig.
✂
For Bønder Himlens Fugle meer
End for de Store sjunge,
Som heller lee ad Fuglens Fjer,
End lytte til hans Tunge.
✂
Og Skjalden er af Fugle-Art,
Hans Tankering har Vinger,
Som Fugl i Luften skyder Fart,
Han lukt i Sky sig svinger.
✂
Man klarlig og paa Marken saae,
Hvor Sangen var i Mode,
Da Hjarne sang for Bønder graa,
Som bar om Land Kong Frode.
✂
Nu længe dog i Danevang,
Med deilig grønne Skove,
Uhørt var hardtad Skjalde-Sang
For dem i Klæder grove.
✂
Med Øre knap for Gjøgens Kuk
Gik Bondemand bag Ploven,
Og hørte for sit eget Suk
Ei Fuglesang fra Oven.
✂
Men Gud og Danmarks Kongesøn
De sørged for den Ringe,
Saa godt kan Sang fra Skoven grøn
Nu i hans Øren klinge.
✂
Der staaer en Steen paa Vesterbro,
Det er en Ære-Støtte
For Hjertet, som i Kongebo
Ved Bondens Lænker blødte.
✂
At løst er nu hans Trællebaand,
Kan Steen dog ei bevise,
Men Skjaldesang med Liv og Aand,
Som Bonde-Læber prise.
✂
Saasandt vi er af Fugle-Art,
Og Hjarnes Skjalde-Stamme,
Defkjendes maa paa Bønder snart,
At tændt er Friheds Flamme.
✂
Igjen da lytter Menigmand
Til Kvad og Kæmpeviser,
Og frydes ved sit Fædreland,
Og Skjaldesangen priser.
✂
Som Fugle i den grønne Lund,
Vi skal for Bønder kvæde,
Saa det kan gaae fra Mund til Mund,
Fra Slægt til Slægt med Glæde.
✂
Det være skal vor største Fryd,
Som Skjalde barneglade,
Naar hoppe kan ved Sangens Lyd
Selv bare Been paa Gade.
✂
Det kaldes skal vor bedste Sang,
Til evig Roes og Minde,
Som løber rundt i Danevang
Naar Piger Negen binde.
✂
Det være skal vor Hæders-Krands,
Naar vore Toner milde
Med Pigerne gaae let i Dands
Ved hvert et Bønder-Gilde!