Grundtvig, N. F. S. OM RELIGIONS-FORFØLGELSE

OM RELIGIONS-FORFØLGELSE.

EFTER Biskop Mynsters Vilje blev Baptisterne, der fra 1840 begyndte at optræde her i Landet, strengt forfulgt af Øvrigheden. Blandt andet var det Biskoppens Ønske, at Baptisters Børn med Tvang skulde døbes af Statskirkens Præster, og først da flere af disse, deriblandt Dr. P. C. Kierkegaard i Pedersborg, bestemt vægrede sig derved, blev Staten nødt til en mildere Fremfærd.

Efter at Forfølgelsen var begyndt, skrev Grundtvig det lille Flyveskrift: »Om Religions-Forfølgelse, en Stemme fra Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Præst ved Vartou«, der udkom i 1842, inden Forsøget paa Tvangsdaab endnu var gjort.

At jeg ikke før, under Forfølgelsen af Giendøberne, har grebet Pennen for at give min Stemme, dertil er den simple Grund, at jeg maatte ansee min Stemme om Religions-Forfølgelse for noksom bekiendt, og det var først ved en Indrykkelse i Berlings-Avisen(Nr. 46) om »Baptisternes Religionsfrihed«, jeg blev opmærksom paa, at udentvivl Mange hos os betragte Sagen i saa skiævt et Lys, at de ikke see, det er ene og alene om Religions-Forfølgelses Christenhed, Danskhed, Roesværdighed og Gavnlighed, det her giælder. Hvorvidt nemlig Religions-Frihed burde være en udtrykkelig Grund-Bestemmelse i ethvert Borgerligt Selskabs Forfatning, og hvorvidt det er ønskeligt i en Stat, trods al Uenighed i Troens og Salighedens Sag, dog at bevare kirkelig Ensformighed, det er et 461 verdenshistorisk og philosophisk Spørgsmaal, hvorom der kan tvistes til Verdens Ende, og hvorpaa jeg her slet ikke vil indlade mig, men hvorvidt enten Christendommen, den Augsburgske Confession, eller Erfaringen tilraader Religions-Forfølgelse, det er saa let og dagligdags et Spørgsmaal, at skiøndt der til gyldig at besvare det kan udfordres lidt mere end den »sunde Menneskeforstand,« er det Mere dog saa lidt, at det i det mindste maa forudsættes hos alle dem, der har lært Kirke-Historie og er Præster i en Stats-Kirke, som bekiender sig til Christendommen og den Augsburgske Confession. Da jeg nu selv er en af disse Præster, tør jeg ikke længer undlade at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise:
1) Det er Religions-Forfølgelse, naar man fængsler og straffer enten Giendøbere eller Andre, blot fordi de udøve og udbrede en fra Stats-Kirkens afvigende Gudsdyrkelse.

2) Religions-Forfølgelse strider baade mod den »Christelige Tro og Bekiendelse« og mod den »Augsburgske Confession, som Danmarks Kongelov erklærer for vor Stats-Kirkes Grundvold.

3) Erfaring lærer, at Religions-Forfølgelse ikke formindsker men formerer Splid og Uenighed i et Rige.

Kunde det lykkes mig at oplyse disse jævne Sandheder, blot med Tiendedelen af den Klarhed, de har for mig, da er jeg sikker paa, den Danske Regiering enten vilde afskaffe Straffe-Lovene mod religiøse Secter, blot som saadanne, eller dog lade dem være døde og magtesløse, thi at det ingenlunde er af Lyst, den Danske Regiering øver Religions-Forfølgelse, det baade følger af den Danske Tænkemaade, der frister langt mere til Ligegyldighed end til Strænghed, og det viser sig umiskiendelig i den Omhu, hvormed Man, i det mindste fra Oven, stræber at formilde Lovens Strænghed.

At det nu virkelig er Religions-Forfølgelse, naar man stævner og straffer enten Giendøbere eller Andre, blot fordi de har en fra Stats-Kirkens afvigende Gudsdyrkelse, og søge at udbrede den, uden at man enten beskylder dem for Misgierninger under Paaskud af Gudsdyrkelse, eller for et Proselytmageri, der giør Indgreb i Andres borgerlige Frihed og Rettighed, det maa jeg egenlig forudsætte som en afgjort Sag, da det ikke kan bevises klarere end det beviser sig selv. Det lader sig nemlig kun tilsyneladende modsige, ved, med den strængeste Formalisme, at paastaae, Vedkommende dømmes og straffes ingenlunde for deres afvigende Gudsdyrkelse, 462 men blot for vitterlig Overtrædelse af et vist Lovsted, en vis Forordning eller Placat; thi den Omstændighed, at Forfølgelsen er lovmæssig, kan vel Dommeren forsvare sig med, naar han beskyldes for Grusomhed, men Forfølgelsen ophører naturligviis ikke derved at være hvad den er, og bliver kun, ved at foretages efter Lovens Forskrift, en ordenlig og lovmæssig Forfølgelse. Derimod indrømmer jeg strax, som man seer, at der godt kunde være Noget, som de Paagiældende uden al Føie kaldte Religions-Forfølgelse, naar de nemlig begik en borgerlig Misgierning under Paaskud af at den hørde til deres Gudsdyrkelse, eller naar de enten stræbde at paanøde Andre deres Religions-Meninger, eller at besnakke Umyndige; thi for det Første skulde Loven, efter mine Tanker, sætte dobbelt Straf, og det Andet burde neppe være Stats-Religionens egne Tilhængere, end sige Andre tilladt. Om Giendøberne især vilde jeg ogsaa sige, at naar de haardnakket vilde blive ved at døbe paa aaben Mark, da kunde de, uden al Religions-Forfølgelse, straffes derfor, ligesom Catho1ikerne, hvis de, mod Forbud, foretog offenlige Processioner paa Gader og Stræder; men saalænge det ikke er dem betydet, og de ligesaavel straffes for huslige Forsamlinger, som for aabenlyse, efter vore Sæder stødende og under vor Himmelegn tit aabenbar farlige, Dyppelser, saalænge staae de baade for Venner og Fiender som Martyrer for hvad der skal være Alle en Samvittigheds-Sag, og klage med Rette over Religions-Forfølgelse. Vist nok kan man sige, at Giendøberne har forholdsviis liden eller ingen Grund til at klage, saalænge Stats-Kirkens egne Tilhængere forfølges med Loven og straffes, blot fordi de holde »gudelige Forsamlinger,« enten paa anden Tid, andet Sted, anden Maade, end de Anordnede, eller ogsaa kun i større Antal end En af Christian den Sjettes Forordninger bestemmer; men fordi disse stakkels Menneskers Forfølgelse maa kaldes meget haardere og ubegribeligere, saa vedbliver dog Giendøbernes ligefuldt at være en Forfølgelse.

At nu Religions-Forfølgelse skulde være christelig: enten en christelig Pligt eller en af Christendommen tilladt Handling, det har jo vist nok Paven i Rom og hans Geistlighed giennem mange Aarhundreder paastaaet, og da vi Alle er Børn af Papister, maa det ikke undre Nogen, om der endnu hænger lidt Papisteri ved os, især naar vi høre til den Geistlige Stand; men mellem Protestanterne veed jeg dog Ingen, der har paastaaet, det lod sig bevise, enten af det Ny 463 Testamente eller af Christendommens Aand, at man skulde eller maatte forfølge dem, der havde en anden Gudsdyrkelse, enten med Ild og Sværd, eller dog med Pengebøder, Fængsel og andet deslige. Meget mere troer jeg, det er ganske almindelig antaget imellem os, at al slig Forfølgelse i Grunden er aldeles stridende baade mod Christendommens Aand og Bogstav, saa det skal kun være af visse Stats-Aarsager, selv Protestantiske Øvrigheder nødes til i en vis Grad at lukke Øinene for Christendommens Bud og efterligne de hedenske Romere, ligesom allerede Mange af de døbte Keisere og siden Paverne i Rom og mange saakaldte christne Øvrigheder gjorde.

Hvad nu den Paastand angaaer, at den verdslige Øvrighed ingenlunde kan ordne Alt i Staten efter Christendommen, da indrømmer Ingen det villigere end jeg, thi Christendom kan jo kun kræves af dem, der frivillig bekiende sig til den, og kan, efter Erfaringens Vidnesbyrd, ei engang nær forudsættes hos alle dem, og det er dog meget skadeligt i ethvert Rige at forordne hvad man forud veed, kan ikke følges; men naar vi nu er enige derom, at selv den christeligste Øvrighed maa, naar den er klog, lade være at anordne mange aabenbar christelige Ting, saa maa man ikke siden komme og sige, det enten paaligger eller sømmer sig for en christen Øvrighed, netop som en saadan, at anordne en saa aabenbar uchristelig Ting som Religions-Forfølgelse. Heller ikke maa man sige, at Kongeloven forpligter den Danske Regiering til Religions-Forfølgelse; thi forpligter den Regieringen til Noget i denne Henseende, da er det aabenbar til det Modsatte, med mindre det skulde befmdes, at den Augsburgske Bekiendelse stred tvertimod den Christelige Tro og Bekiendelse, thi begge Dele skal efter Kongeloven vældig handhæves og beskyttes; men stred de mod hinanden, var det jo aabenbar umueligt at handhæve dem begge, og til Umueligheder, veed man, giælde ingen juridiske Forpligtelser. Forudsat imidlertid, at Religions-Forfølgelse strider mod Christendommen, da er her end ikke Skygge af Uenighed, thi at den Augsburgske Confession udtrykkelig protesterer mod al Religions-Forfølgelse, det er unægteligt.

Vil man derfor paastaae, at den Danske Regiering er enten forpligtet eller berettiget til Religions-Forfølgelse, da maa man hverken udlede det af Christendommen eller 464 Kongeloven, men af Noget, der nødsager eller dog berettiger den til al see bort fra begge Dele.

At nu Stats-Kirken skulde, være noget Saadant, der stod baade over Christendommen og Kongeloven, saa Regenten, som dens Overhoved eller øverste Biskop, kunde have enten Forpligtelse eller Berettigelse til Noget, der stred mod Christendommen og Kongeloven, det vilde være den mest fortvivlede Paastand, da den Danske Stats-Kirke jo slet ikke er andet end en Indretning til at bevare og forplante den christelige Tro og Bekiendelse og den Augsburgske Confession, og forsvinder, med alle sine lovlige Rettigheder, saasnart de tænkes bort. Om derfor nu end hele Geistligheden paastod, at til dens vældige Handhævelse og Beskyttelse hørde Religions-Forfølgelse, saa maatte den Danske Stats-Kirke dog først ved Loven løsrives fra den christelige Tro og den Augsbugske Bekiendelse, før den kunde handhæves ved Noget, der stred imod disse.

Nu nægter jeg, for min Part, hverken den Danske eller nogen Regiering Ret til, paa eget Ansvar, at ombytte og omskabe sin Stats-Kirke saa tit og som den anseer det for tjenligt, og fandl den sig altsaa bedst tjent med en Kirke-Indretning, der, som den Papistiske, krævede Religions-Forfølgelse, da var derom, borgerlig, ei meer at sige, end at den, efter Erfaringens Vidnesbyrd, tog mærkelig feil.

Stod det nu klart for den Danske Regiering, at hvad der har indviklet den, meget mod sin Lyst, i en Religions-Forfølgelse, er hverken Luthersk Christendom eller Kongeloven, men kun Stats-Geistlighedens naturlige Lyst til at være fri for Medbeilere, da vilde Den sikkerlig føle Drift til at giøre med de kirkelige eller rettere præstelige Straffe-Love mod saakaldte »Kiættere og Sværmere,« som Den har gjort med dem om »aabenbare Skrifte og tvungen Altergang, Halsjern og Helligbrøde, Leiermaal og Skilsmisser,« men dog er den Bemærkning vist ikke overflødig, at Religions-Forfølgelse aldrig har formindsket men kun formeret Splid og Uenighed i Rigerne.

Fred og Enighed er nemlig ikke blot de Danskes Livstykke, men er ogsaa Vilkaaret for ethvert Selskabs Fasthed og kraftige Virksomhed, saa for Freds og Enigheds Skyld maatte en klog Regiering, naar det gjordes nødvendigt, selv opoffre hele sin Stats-Kirke, end sige da en Haandfuld Giendøbero. Dersom altsaa Erfaring lærde, at Religions-Forfølgelse 465 enten var et nødvendigt eller dog et godt og nyttigt Middel til at vedligeholde eller tilveiebringe sand Fred og Enighed, da blev den vist nok ikke derved christelig, men Chris ti Rige er jo heller ikke af denne Verden, og Regieringen kunde da godt forsvare en Haardhed, der vilde være gavnlig allevegne og var i Danmark aldeles nødvendig.

Dette, at Kirke-Sagerne ikke under nogen Omstændigheder maae forstyrre den borgerlige Fred, var, saavidt jeg har kunnet mærke, den Danske Regierings Tankegang alt i mange Aar, og er det formodenlig endnu, saa, hvis jeg endnu, som i min Ungdom, var uenig med den herom, og tænkde, at en Regiering, selv paa Freds og Enigheds Bekostning, skulde i Stats-Styrelsen følge Christendommens Aand og de Lutherske Grundsætninger, da vilde jeg vel ligefuldt, som jeg altid har gjort, stemme, med Biskop Balle, mod al Religions-Forfølgelse, som uchristelig og antiluthersk (papistisk), men i vore Dage, da man har faaet Nok af Storm og Strid, Kiv og Splid, og trænger høit til at værne om, ja til ordenlig at kiæle for, den Smule Fred og Enighed, der end er levnet; i vore Dage maatte jeg strax forudsee, jeg meget heller maatte spare min Uleilighed, og, hvis jeg ikke endnu kunde slaae mig til Ro, da udvandre til England, hvor den borgerlige Splid paa kirkelige Grunde hører til Dagens Orden.

Nu derimod, da ikke blot Englands og hele Verdens; men selv Danmarks Historie lærer, at Religions-Forfølgelse langtfra at tilveiebringe borgerlig Fred og Enighed, meget mere nedbryder dem i Bund og Grund, nu vilde jeg være aldeles vis paa at trænge igiennem med min Stemme, naar der ikke var en langt anderledes høirøstet Stemme, som mange Vandes Lyd, der, trods al Erfaring, paastod, at steendød Orden og stiv Ensformighed er Kilderne, hvoraf al borgerlig Fred og Enighed udspringer, saa de maa, uden videre Spørgsmaal, fremtvinges og forfægtes til det Yderste. Her nytter det slet ikke, om man end med en Salomons Viisdom kunde udvikle, at der ikke er en forfængeligere Ting under Solen end Anvendelsen af steendød Orden og stiv Ensformighed paa det af Naturen saa mangfoldige og letbevægelige Menneske-Liv; thi vore Tiders Statsmænd er ikke af den Tro, at Staten kun er en Form, hvorunder Menneske-Livet med alle sine store Kræfter skal, saa fuldstændig og saa frit som mueligt, udvikle sig til en skiøn Harmoni, men paastaae sædvanlig, at dette Menneske-Liv, enten det kan eller ikke, skal finde sig i 466 den døde Orden og dræbende Ensformighed, som »Staten« nu engang kræver og har, som en høiere Eenhed, al Ret til at kræve. Kun forgiæves spørger man dem, hvad denne »Stat«, som hverken er Regiering eller Folk, hverken en menneskelig Indretning til fælles Bedste, eller en guddommelig Indretning til Aandens Udvikling og Sandheds Seier, men kræver sig alt dette opoffret, hvad det dog er for en »Uling« eller Uvætte, og hvorfra den udleder sin ligesaa ubegribelige som uindskrænkede Ret, hvormed ingen enten guddommelig eller menneskelig Ret kan bestaae? Man faaer sædvanlig intet Svar, og maa være glad, naar man ikke faaer det ventelige Svar, at Staten, som kræver al anden Opoffrelse, kræver ogsaa Opoffrelsen af slige ørkesløse Grublerier og unyttige, ja, foruroligende, altsaa skadelige Spørgsmaal. Det nytter ligesaa lidt, om man søger naturhistorisk (genetisk) at oplyse, hvorledes dette urimelige og for Menneske-Livet utaalelige Stats-Begreb er opkommet, at det er unaturlig udklækket i de Ægyptiske Bager-Ovne, opdraget i den Romerske Røver-Stat, opsminket i den Pavelige Skriverstue, begrundet paa de Tydske Universiteter, og forgudet af de Chinesiske Mandariner, saa det er i Norden ligesaa vildfremmed som i England elier Grækenland, og kan da vist ikke giøre større Lykke her end i sin Hjemstavn, eller paa de Steder hvor det, efter Faltig-Lovene, har erhvervet sig Forsørgelses-Ret. Nei, enten antager man del for en blot Spas, der i det Høieste er vittig, eller Tor en af de sværmeriske, vildledende, foruroligende Anskuelser, Staten ogsaa, for sin Selv-Opholdelse eller Fuldkommengiørelse, maa bekæmpe og undertrykke.

Gaaer man nærmere paa Livet, og spørger, hvad det nyttede Raadet i Jerusalem, for hvad de kaldte Statens og Lovens guddommelige Ret, at forfølge Christendommen, eller nyttede Rom, for sin evige Bestandigheds og mageløse Ensforniigheds Skyld, at giøre det Samme, eller nyttede det hellige Romerske Rige, for Romer-Rettens, den Hellige og den Søgnes, for det Bestaaendes og en vis indført Ordens Skyld, at forfølge Luther og alle Protestanterne; da er det sædvanlig, som man talde om den Sne, der faldt ifjor, hvormed ingen fornuftige Folk vil bryde deres Hoved iaar, uden del skulde være for at udregne, hvormange Tommer høi den vilde ligget, naar den havde været ligelig fordeelt paa en givet Overflade. Det nytter vel ikke engang at spørge, hvad det nyttede Spanien og Portugal, at de virkelig, ved Censurens 467 og Inqvisitionens Hjelp, fik baade Reformationen og al fri Yttring af Menneskelivet undertrykt, eller om den Fred og Enighed, disse Riger nu til Belønning nyde, virkelig er at misunde dem? Det nytter vel ikke, thi de der sværme for Staten med fuldkommen Orden og Ensformighed, vil finde store Mangler i denne Henseende baade hos Cardinal Ksimenes og Philip den Anden, Mangler, som rigtig nok kun de Tydske Protestanter (der, for Principets Skyld, burde været kvalt i Fødselen) har lært at afhjelpe, men afhjelpes nu daglig (tænke de) til evig at forebygge enhver saadan ny Omvæltning.

Holder man sig derimod til, hvad vi alle veed, naar vi blot besinde os paa det, og spørger: hvorvidt man i vore egne Dage har bragt det hos os med at formere Freden og tilveiebringe Enighed, da turde det dog maaskee blive indlysende, at i det mindste hos os og i dette Øieblik er Religions-Forfølgelse ikke det Middel, man skal fristes til at vælge.

Det Første, jeg kan huske, altsaa for 50 Aar siden, var Danmark og Norge berømt over hele Europa for Fred og Enighed, og det med Rette, thi vel var man allerede den Gang temmelig uenige baade om Stats-Kirken og inden i den, men Folk kunde sige og skrive baade om den og om Geistligheden hvad de vilde, og have saa lidt eller saa meget med dem at giøre, som de lystede, og derfor giorde det ikke mindste Brud paa den borgerlige Fred og Enighed, især da Biskop Balle, hvor slemt han end selv rakkedes til, ikke kunde taale at høre et Ord om Religions-Forfølgelse eller verdslig Tvang i Troes-Sager. Det var i vor Trykkefriheds og den Franske Revolutions unge, ja, i deres Drenge-Alder, saa Regieringen og »Constitutionen af 1660 giennemhegledes slemt i Klubberne og paa Papiret; men det gjorde intet Indtryk paa Folket, og alle de, der havde nogen Religion, fandt at den Danske Regiering var anderledes god at leve under, end den Franske, som foriulgde al Religion. Der holdtes vel hist og her i Norge, i Fyen Jog i Jylland, nogle gudelige Forsamlinger, men de gik saa stille af, som de i Stormgaden 1, og Ingen ændsede dern, saa de var nærmere ved selv at sove ind end ved at vække Andre.

Ved Overgangen til det ny Aarhundrede, da han med Jernspiret besteg Thronen i Paris, da begyndte først hos os nogle Herredsfogeder, Sorenskrivere og Amtmænd, som sværmede enten for Fritænkeriet eller for Politiet, paa nogle Præsters *

468 Anmodning, at tage Christian den Sjettes Forordning om de gudelige Forsamlinger ned af Hylden, hvor den længe havde hvilet i Fred hos de Andre, som ligge der endnu, og gav dem til at forfølge »de Hellige« i Jylland, og fornemmelig i Norge, hvor Bonde-Knøsen Hans Hauge ordenlig gjorde Opsigt og rev ned paa Geistligheden, ikke, som Skik var hos honette Folk, for deres Geistligheds men netop for deres Verdsligheds Skyld. Ved denne Forfølgelse bragde man det saavidt, at der i den Norske Bondestand, som hidtil havde været den Danske Regiering rned Liv og Sjæl hengiven, reiste sig en Misfornøielse og avledes et Nag, som, hvis Skilsmissen ikke snart var indtraadt, maatte have fremkaldt den i en ganske anden Skikkelse, og var Forfølgelsen ikke ved samme Leilighed ophørt, skulde vist Professor Helm aldrig være kommet til at foreslaae en endnu langt værre Forfølgelse paa den Norske Stats-Kirkes Vegne, thi den vilde da været begravet i Moders-Liv.

I Danmark, hvor Forfølgelsen ingenlunde var saa glubsk, og hvor Folket er langt mere slidsindet, har den, Gud skee Lov! endnu hverken vakt stor Misfornøielse med Regieringen, eller sat Stats-Kirken i øiensynlig Fare; men den har dog efterhaanden faaet de gudelige Forsamlinger adbredt over hele Riget, selv i Sælland, hvor Anlæget kun er meget flint, og har endelig foranlediget Giendøber-Optøierne, som, ved endnu strængere at forfølges, snart maatte give hele Bevægelsen et politisk Præg, og en mod Statskirken aldeles fiendtlig Retning.

Saavidt er man kommet, blot ved den Smule Religions-Foriølgelse, man har øvet, og som dog, da den var bedst igang, pludselig standsedes ved vor nuværende Konges, da Prinds Christians, ly se Blik og bestemte Erklæring, at naar Præsterne anraabde den verdslige Arm om Hevn over de gudelige Forsamlinger, da skulde det undersøges, hvordanne Sjælesørgere de selv var. Hvormeget videre vilde vi da ikke været, om Dette ikke var skeet for hen ved tyve Aar siden, og hvis de gudelige Forsamlinger havde fundet det aandelige Medhold, eller den aabenbare Udtrædelse af Stats-Kirken faaet det Omfang, jeg baade kunde givet og fristedes høilig til at give dem!

Man behøver ikke at sige mig, det klæder ilde, og er en farlig Sag, ved slige Leiligheder at tale om sig selv, thi det har jeg længe vidst; men kunde man sagt mig, hvordan man skal oplyse en Punkt, stor eller lille, enten i den Danske 469 Stats-Kirkes eller nogen anden Historie, uden at omtale eller nævne den, da skulde jeg med Fornøielse fulgt Anviisningen. Har mit Forhold til den Danske Stats-Kirke i en heel Menneske-Alder historisk kun været det samme, som enhver anden gammel »Personel-Capellans« og ung »Vartou-Præsts,« da er det vist nok latterligt at nævne det i en anden Historie end Stats-Calen deren, men det kan jeg umuelig troe paa Nogens Ord, da min egen Erfaring siger mig, at, det være nu til Ære eller Skam, saa har mit Forhold til den Danske Stats-Kirke, siden 1810, været et ganske eiendommeligt, og er saa i denne Time, og jeg mener virkelig, jeg behøvede blot imorgen at træde ud af den Danske Stats-Kirke, for at overbevise selv de mest vantroe derom.

Altsaa, da jeg for tredive Aar siden med en vis »Opsigt« tog den Danske Bibel og den Augsburgske Confession ned af Hylden, og Geistligheden derfor vilde havt mig bandsat, og de, skiøndt det mislykkedes, dog lukkede alle Hovedstadens Prækestole for mig og stræbde at spærre mig al Udsigt til Præstelig Virksomhed, og da dette varede hele syv Aar; vilde det da ikke været ganske rimeligt, om jeg havde holdt »gudelige Forsamlinger« med de ikke Faa, der gierne hørde mig, og er det ikke rimeligt, at naar man desaarsag havde forfulgt mig og mine Tilhørere, de »gudelige Forsamlinger« da vilde udbredt sig baade hurtigere og videre, og kommet i et langt betænkeligere Forhold baade til Sogne-Præsterne og til Regieringen, end de er nu?

Fremdeles, saa da jeg for femten Aar siden med en vis »Opsigt« tog den »christelige Tro og Bekiendelse« fra Arildstid, saavelsom den »Augsburgske Confession«, i Forsvar mod en af Præstelærerne i Stats-Kirken, men straffedes derfor med en Injurie-Proces og Censur, saa jeg fandt Embeds-Stillingen i en saa fortvivlet Stats-Kirke utaalelig, og ønskede ret inderlig at maatte udtræde af den, med hvem der vilde følge mig og holde fast ved hvad Kongeloven sagde, skulde vældig handhæves og beskyttes, og da denne min pinlige Stilling varede over ti Aar; er det da ikke næsten ubegribeligt, at der ingen Udtrædelse skedte, og vilde dog en Saadan, hvis den var skedt, ei været Stats-Geistligheden dobbelt forhadt, og Stats-Kirken endeel farligere end Giendøberiet, og rimeligviis, ved tilsvarende Forfølgelse, fremkaldt en borgerlig Splid og Uenighed, som Danmark i det mindste ikke i vor bevægede Tid vilde forvundet!

470

Saavidt kunde, og saavidt maatte, uden Sammenstødet ai mange heldige, aldeles uberegnelige Omstændigheder, Religions-Forfølgelse paa Stats-Geistlighedens Anmodning bragt os fra borgerlig Fred og Enighed, og saavidt maae vi, desuagtet, meget snart komme, hvis man bliver ved at forfølge Giendøberne, istedenfor at lade baade dem og de gudelige Forsamlinger omtrent skiøtte sig selv, og løser derimod Sognebaandet saavidt Sacramenterne angaaer, og tillader dem, der maatte finde Skrupler enten ved Barnedaaben eller ved Overøseisen, at opsætte deres Børns Daab, til de kan svare for dem selv, og da at faae dem neddyppede i Stats-Kirken.

At en saadan fredelig Adfærd i Troes, Samvittigheds og Saligheds-Sagen er baade christelig og luthersk, og selv overeensstemmende med Balles Lærebog, vilde det vist nok være let at bevise; men hvad nytter det dog i den Danske Stats-Kirke at beraabe sig juridisk enten paa den »christelige Tro og Bekiendelse« eller paa den »Augsburgske Confessioiv: eller paa »Balles Lærebog,« efterat halvtredsindstyve Aars Erfaring har lært, ikke blot at Bisper, Præster og Professorer tænke og tale himmel vidt forskiellig om disse Ting, men ogsaa, at Domstolene, ved hver forefaldende Leilighed, erklære, al de ikke kan indlade sig paa Realiteten, men blot paa Formen! Skulde det virkelig for Stats-Kirkens strænge Orden og stive Ensformighed, som længe kun har staaet paa Papiret, være værdt at opoffre den borgerlige Fred og Enighed i Livet, som vi dog neppe har formeget af, eller kan man maaskee ogsaa nøies med den paa Papiret?

Vist nok er Giendøberiet endnu en Ubetydelighed, men deels er Religions-Forfølgelse aldrig en Ubetydelighed, og deels vil den, saalænge den vedvarer, enten giøre Giendøberiet, eller dog, hvad her er det Samme, Udtrædelsen af Stats-Kirken belydeligere Dag fra Dag. Er nemlig Giendøberiet, uagtet det er et Gienfærd fra det 16de Aarhundrede, uagtet det hverken kirkehistorisk eller, saavidt jeg kan skiønne, naturhistorisk har nogen Rod i Danmark, og uagtet det hidtil kun havde meget ringe Talsmænd, er det, desuagtet, blot ved Forfølgelsen kiendelig voxet, hvad vil da blive Tilfældet, naar blot Halvdelen af dem, der er misfornøiede med Stats-Kirken, enten i sin lovmæssige Skikkelse, eller i sin nærværende, indvortes opløste, fortvivlede Tilstand, naar blot Halvdelen af dem enten gaaer over til Giendøberne, eller finder dog, de maae giøre 471 ligesaameget, som Giendøberne, for hvad de kalder deres Tro og Overbeviisning i Salighedens Sag? Skulde dette ikke for Jurister, saavelsom for Theologer, være værdt alvorlig at betænke, før det er bagefter? Troer man saaledes ikke, der er gode Hoveder med Theologisk Attestats, og selv med Præstekjole, som ansee Barnedaaben for unyttig og Bibelen for den eneste Troesbekiendelse, man bør vedkiende sig, eller stoler man paa, at end ikke Een af dem kan blive Giendøber, ikke Een af dem vil have saameget Mod, som Brødrene Mønster 1, ikke Een af dem kunne faae Lyst til at blive Martyr for saa godt Kiøb, som det kan naaes i Danmark, hvor man vel tidt truer meer end man skulde, nien dog sjelden nænner ret at slaae til? Veed man kanske endnu ikke i Danmark, at Folk i det Nittende Aarhundrede ingenlunde er saa ligegyldige ved Troens og Salighedens Sag, som man sædvanlig var i det Attende, eller indseer man ikke, at naar Forfølgelsen mod Gjendøberne vedvarer, da maae de Præster i Stats-Kirken, som har nogen Tro, føle sig nødt til at vove i det mindste ligesaameget for den, som Gjendøberne for deres, hvis de ikke vil staae i et foragteligt Lys hos Folket? Nu, jeg kan godt forstaae, at alle disse Ting ei staae nær saa klart for Alle, som for mig, hvis historiske Natur og Studier, og hele indvortes og udvortes Liv, giennem en heel Menneskealder uafladelig har ført til Betragtningen og Overveielsen deraf; men hvorfor vil man dog aldrig ændse hvad jeg giver gode Grunde for, og hvi vil man dog slet ikke tænke paa, hvad man, ved slet ingen Frihed at taalc, enten inden i Stats-Kirken eller udenfor den, omsider maa drive enten mig eller mine Præste-Venner til, om aldrig for andet, saa dog for at bevise, det er vort Alvor baade med den Tro, vi har forkyndt, og med den Frihed, vi har tilraadt, og med den Kraft, vi paastaaer, enhver Aand, end sige da Guds Egen, har til at trodse alt det Verdslige, der vil beherske den!

Dog, tilbage til Hoved-Sagen, som her er, at jeg giver min Stemme, og vilde give titusinde Stemmer, om jeg havde dem, imod Forfølgelsen af de »gudelige Forsamlinger« og af »Giendøberne,« ikke fordi jeg har mindste Sympathi med nogen af Delene, men fordi det staaer soleklart for mig, at al Religions-Forfølgelse er uchristelig og antiluthersk, er i Danmark *

472 aldeles unaturlig, og under vor Stats-Kirkes indvortes opløste, forvirrede Tilstand, saa aabenbar ubillig og urimelig, at Religions-Forfølgelse ingensteds og til ingen Tid (skiøndt det vil sige meget) har gjort saa stor en Ulykke, som den vilde giøre hei, hvor den kun ved et Mirakel hidtil er hindret fra at giøre Stats-Kirkens bedste Venner til dens Fiender, kaste Regieringens troeste Tilhængere i Oppositionens Arme, og ødelægge det fredeligste og kiærligste Folkeliv, der har blomstret paa Jorden ! Jeg stemmer derhos med »Kiøbenhavnsposten,» ligesom den har stemt med mig (skiøndt vi ellers sjelden stemme overeens) deri, at ved slige Leiligheder skal man aldrig regne Stats-Geistlighedens Indvendinger, og giør bedst i aldrig at spørge den om sin Mening, da det kun er at lede den i Fristelse, og det i en Fristelse saa stor, at den endnu aldrig blev overvundet i denne Verden. Saavidt jeg veed, har nemlig endnu aldrig Mængden af beskikkede Læger anbefalet fri Udøvelse af hvad de kaldte Kvaksalveri, eller noget privilegeret Laug med de fleste Stemmer anbefalet Privilegiets Ophævelse,om det saa end var Borger-Samfundet nok saa skadeligt, og tnaatte ganske sikkert forberede Laugets Undergang, og hvorledes kan man da vente, at en Geistlighed, der har Brev paa at herske, og har ovenikiøbet stykket Herskabet ud, saa hver har faaet sin Part, skulde i det Hele stemme for kirkelig Frihed? At nu heller ikke den Danske Stats-Geistlighed i denne Henseende giør nogen Undtagelse, det stillede desuden jo Hovedstadens Geistlighed tilstrækkelig Borgen for, da man i Roeskilde, forleden Aar, var nær ved at anbefale Sognebaandets Løsning i samme Grad, som det findes løst i Hovedstaden, thi desuagtet stemmede jo alle Kiøbenhavns Præster uden Undtagelse derimod, og det trods Ordsproget, som siger, at fælles Skæbne er sød, og trods den solekiare Fordeel det er for en Stats-Kirke, som et Heelt, at man kan gaae ind ad hvilken Dør, man vil! Har altsaa vor Stats-Geistlighed ei engang kunnet finde sig i en Smule Opoflrelse af den enkelte Sognepræst for hele Geistlighedens og Stats-Kirkens Skyld, ei engang kunnet finde sig deri paa en Tid, da den dog veed, den ligger i en aabenbar Selv-Modsigelse, som, naar Sognebaandet ikke løses, maa udrydde al statskirkelig Frornhed hos Folket og fremtvinge Secter; hvorledes skulde den da stemme for en Frihed, der unægtelig giør et Skaar i hele Geistlighedens udelukkende Privilegium, og kan for den Enkelte have langt ubehageligere Følger end at dele Tilhørere, Confirmandcr 473 og Skriftebørn med en Embeds-Broder! Nei, imod Stats-Geistlighedens Villie tog Christendommen sig den Frihed at være til, baade i Jerusalem og i hele det Romerske Rige; imod Stats-Geistlighedens Villie tog Morten Luther sig den Frihed at reformere; imod Stats-Geistlighedens Villie fik Lutherdommen Indpas i Danmark og bemægtigede sig Stats-Kirken, imod Stats-Geistlighedens Villie er Religions-Fri heden (liberty of worship) indført i England, og imod Stats-Geistlighedens Villie emanciperede Hertugen af Wellington og Robert Peel de Irske Catholiker; saa hvor man vil vente paa Friheden, til den anbefales af en Stats-Geistlighed i det Hele, maa man sikkert vente til Tusindaars-Riget kommer. Saasnart derimod Nogen tager sig selv den Frihed, Geistligheden nægter, som nu hos os Giendøberne, da er Lodden kastet, da kan der ikke længer ventes, da maa der vælges mellem Religions-Frihed under en eller anden Skikkelse, eller Religions-Forfølgelse; Majestæten har tydelig nok ladet forstaae, at Han ønsker Frihed under en sømmelig og fredelig Skikkelse, og Stats-Geistligheden har kun alt for tydelig viist, den ønsker at undgaae Friheden under alle Skikkelser, saa det er ganske klart, som Kiøbenhavns-Posten bemærker, at hvis ikke Majestæten afgiør Sagen, efter sit eget og sine Lovkyndiges Skiøn, paa en rimelig Maade, da faae vi en Religions-Forfølgelse ligesaa urimelig og selvmodsigende, som de Langelandske Præsters Erklæring, men visselig ikke, som den, til at smile ad eller glemme i Hast! Dog, det milde Forsyn, som hidtil vaagede over Danmark, vil vist ikke i dette farlige Øieblik unddrage os sin Omhu, men, ogsaa mod Stats-Geistlighedens Villie, frelse den Danske Stats-Kirke, og bevare Danmarks Ry som Fredens Hjem!