✂ SIDEN 1832 havde Grundtvig haft kongelig Tilladelse til at holde dansk Aftensangspræken i Frederiks Kirke paa Christianshavn, og der havde samlet sig en stor fast Kreds af Tilhørere om hans Vidnesbyrd. Men han havde længe følt Savnet ved ikke at turde udføre kirkelige Handlinger ved disse Sammenkomster. Nu da hans Sønner Johan og Svend var naaet til Konfirmationsalderen, blev det ham en Hjertesag selv at konfirmere dem, og da han vidste, at flere af hans Venner ogsaa ønskede, at han skulde konfirmere deres Børn og tage dem til Alters, skrev han den 16. December 1838 Ansøgning til Kongen om, at »det allernaadigst maatte tillades ham »indtil videre« at holde Altergang med sine Tilhørere og een Gang om Aaret konfirmere deres Børn efter Ritualet«. Han overbragte personlig denne Ansøgning til Kongen, som lovede at overveje Sagen. Men ved Henvendelse til Kancellipræsident Stemann kom Grundtvig under Vejr med, at Sagens Udfald beroede paa, hvorledes Biskop Mynster vilde stille sig dertil. Han gik derfor til Biskoppen efter først at have bedt Prinsesse Caroline Amalie tale hans Sag hos den myndige Prælat. »Det hjalp imidlertid ikke« - skriver Grundtvig i Kirke-Speil - thi da jeg den sidste Dag i 1838 indfandt mig hos Biskoppen, for baade saa klart og saa indtrængende som muligt at forestille ham denne Hjertesag, fandt jeg ham ikke blot saa ubøjelig, men saa bitter og fjendtlig, at jeg efter en timelang Samtale i Sofaen maatte gaa bort med en haanlig Afvisning og, jeg nægter det ikke, i en oprørt Stemning, som jeg frit gav Luft. - Da jeg imidlertid paa den smukke Vinterdag, for at tilbagevinde Ligevægten, gik om ad Volden og gennem Kongens Have, hvor Smaafuglene kvidrede saa venlig, da faldt det mig ind, hvad Salmisten synger om den Gud, som under baade Spurv og Svale en Rede ved sit Alter, til at udruge sine spæde; og da gik jeg rolig hjem og satte mine Tanker paa Rim, som det ventelig endnu kan ses i en af de første Kirketidender for 1839. I det samme Aar blev jeg da, som man veed, virkelig Præst ved Vartov, og det saa betimelig, at jeg ordentlig kunde forberede og konfirmere mine to ældste Sønner til Mikkelsdag«.
✂ Digtet findes i Nordisk Kirke-Tidende, 1839, Nr. 1, for 6. Januar. Jfr. Poet. Skrifter 6. Bind Nr. 34.
Nyaars-Aften.
✂
Hvad kviddrer I om, I Spurve graa!
Saa seent i Kongens Have?
Vil I for min Vaande Bod mig spaae:
En Skat i Nyaars-Gave,
En Svale-Rede, et Spurve-Skjul,
Hvor Unger mine kan lege Jul,
Og fjedres til at flyve!
✂
Mig sidder en lille Fugl i Barm,
Som kviddrer om det Samme,
Ja, synger det ud med Tone varm,
Saa Hjertet staaer i Flamme
Og hvisker venlig: syng høit i Chor!
Den Synge-Mester, i Himlen boer,
Dit Nyn har sat paa Noder!
✂
Den Rede til Smaa, det Spurve-Skjul
Ved Altret for den Gode,
Jeg ønsked mig alt saamangen Jul,
Og haabed veltilmode;
Men Klogskab siger: det faaer du ei,
For Kæmper spærre den Kirkevei,
Som fri er af Guds Naade!
✂
Men Klogskab! du glemmer, Herrens Aand
Er Friheds Ven i Nøden,
Og glemmer, Gudfaders høire Haand
Er stærkere end Døden,
Hans Øine funkle, hvorhen de see,
Der smelte Kæmper som Vox og Snee,
Og saa giør Kongens Hjerte!
✂
Og Hjertet, det er et Rigdoms-Dyb,
Hvor Klogskab aldrig bunder,
Og brænder end for den Lamper syv,
Den seer dog ei Guds Under;
186
Som Morgen-Stjernen, i Livets Elv
Den allevegne kun seer sig selv,
Og af sit Skiær forblindes.
✂
Thi trodser jeg Klogskabs bittre Smil
Og Natte-Syn som Uglen,
Jeg venter paa Kirke-Markens N i l,
Og priser Hjerte-Fuglen,
Og takker eder, I Spurve graa,
Som hjalp med Kvidder den Lille paa
Sin gamle Nyaars-Tone.
✂
Velkommen igjen, du Nyaars-Dag,
Med Guld og grønne Skove!
Jeg Duen alt seer paa Kirke-Tag,
Som holder Tro og Love,
Med den der kommer fra Himlens Drot
En kiærlig Hilsen, et Budskab godt,
En himmelsk Nyaars-Gave!
✂
Da straaler igjen Guldkronen prud
Paa Kongen af Guds Naade;
Da sjunges paany om Christi Brud,
Og Alt hvad hun skal raade;
Ja, derom synge Guds Engle smaa,
Som Svaler vævre og Spurve graa,
Gudshusets tamme Fugle!
✂
Da banes den gamle Adelvei
Til Staden paa det Høie,
Da skinner paany og skjules ei
Guds Lys for hver Mands Øie,
Da straaler Korset paa Kirketop,
Da Vidne-Skaren staaer herlig op,
Og Støvets Tunger gløde!