Grundtvig, N. F. S. N. F. S. Grundtvigs udvalgte Skrifter

2
3

NIK. FRED. SEV.
GRUNDTVIGS

UDVALGTE
SKRIFTER
VED
HOLGER BEGTRUP

OTTENDE BIND

KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
1909

4

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE
(AXEL SIMMELKIÆR)

TIL CHRISTNE VENNER.

HAANDBOG i Verdens-Historien var ved Siden af Sangværket til den danske Kirke (1837) Grundtvigs skriftlige Hovedarbejde i Tiaaret 1833- 43. Men hans kraftfulde Aand frembragte i de samme Aar en Mængde mindre Skrifter, Digte og Afhandlinger, hvoraf der i dette Bind skal meddeles et stort Udvalg.

En Del af disse fremkom i Den nordiske Kirketidende, som fra 1833 til 1840 blev udgivet af Jacob Christian Lindberg, der med trofast Iver og skarp Pen kæmpede for de kirkelige Grundtanker, hans ældre Ven havde fremsat.

Da Grundtvig den 8. September 1833 havde fyldt halvhundrede Aar, skrev han i »Den Nordiske Kirketidende« Nr. 37, for 15. September 1833, Digtet Til Christne Venner, som her aftrykkes efter Originalen. Digtet er optrykt i Poetiske Skrifter V. Bind Nr. 91, hvor de smaa Afvigelser fra det bevarede Haandskrift findes anførte.

Til Christne Venner.

Ved Mid-Aften Dagen hælder,
Og ved Jevndøgns-Tid i Høst
Livets Efteraar sig melder
Vissest med vor egen Røst,
Nævner kun i Klage-Tone
Markens Guld og Skovens Krone!

6

Dog paa mig ei Straaler blanke
Spillet har med Sommer-Glands,
Født i Høst til Ax at sanke,
Meer end Blomster til en Krands,
Skabt til lønlig kun at gløde
I en sildig Aften-Røde!

Derfor ei som Skjald jeg skiælver
For den kolde, dunkle Tid:
Deiligst blaa sig Buen hvælver
Over Bøge-Toppen hvid,
Høiest løfter da sin Stemme
Fuglen, hvor min Sang har hjemme!

Ja, hvor Kjæmpe-Aanden bygger,
Under Bjerg og Bøg i Skjul,
Der har Natten meer end Skygger,
Vinter en høirøstet Fugl,
I hvis Toner sammensmelte
Fortids Aar med deres Helte!

Vel som Dødelig jeg sukker:
Kun en Blomst er Manddoms-Aar,
Kold er Haanden, som den plukker,
Selv i Skjaldens Urtegaard,
Barsk er, naar dens Aars-Tid skifter, Stormen, som dens Støv henvifter!

Men, o Venner! I, som lytted
Ikke blot til Skjaldens Sang,
Men til hvad langt bedre nytted:
Ordets Røst og Efter-Klang;
I det veed, for mig er Trøsten:
»Tungen lidt kun er mod Røsten!«

Han, hvis Røst er over Vandet,
Aander Liv i os paa Ny,
Han, hvis Haand har Kalken blandet,
Som os løfter over Sky,
Han, vor fuldtro Ven i Nøden,
Han vor Udvei er fra Døden!

7

Vi har godt paa gamle Dage,
Netop naar vor Kraft forgaaer,
Mægtigst Han er i de Svage,
Kroner helst de hvide Haar:
Over dem med Viisdoms-Taler
Helst »den Gamles« Aand neddaler!

Derfor lad med Fryd os sande:
Store Ting for os har gjort
Han, der skjænked alle Lande
»Herrens Huus og Himlens Port,«
Da os faldt som Skjæl fra Øie
Mellem Fædres Kæmpe-Høie!

Ikke blot vi see, hvad Hænder
Nu hardtad kan føle paa,
At med Hast til Jordens Ender
Navnet seierrigt skal gaae,
Som af Ham paa Gylden-Stolen
Kaar tilfælles fik med Solen!

Alle Kroner vi tillige
See sig taarne paa vor Drot,
Hans er hele Aandens Rige,
Fiendens er kun Skam og Spot:
Med det Hellige, det Søgne
»Sandheds« Alt, undtagen Løgne!

Det tilgavns og fryder Øiet:
Skole-Støv ei skiller ad
Hvad vor Konge sammenføied
Til sin prude Klippe-Stad;
Aldrig et Lukaf i Skolen Gjør til Kirke Præd'ke-Stolen!

Endelig vi saae og kjendte,
Hvad med Penne-Fier var dulgt,
At den Aand, som Han udsendte,
Trolig og Hans Ord har fulgt;
Troens Ord, som Tunger tale,
Ei dets Tegn, som Fingre male!

8

Ei for Bogstav meer vi knæle,
Kun for Aanden i Guds Ord,
Som gienføder vore Sjæle,
Bænker os ved Herrens Bord,
Ordet, som skal ingenlunde
Med al Verden gaae tilgrunde!

Det kan røre som Guds Finger,
Det kan lyde som Hans Røst,
Det kan gaae paa Veirets Vinger,
Det kan boe i Mande-Bryst,
Det kan staae, naar Klipper vælte,
Trodser Ild, naar Kloder smelte!

Det er Kirkens Lys og Stylte,
Det er Kirkens Skjold og Værn,
Tryk-Papir kun har sin Nytte,
Alt som Træ og Steen og Jern,
Ordet tidlig er og silde
Livets Kalk og Livets Kilde!

I Begyndelsen var Ordet,
Det var Gud og Liv og Aand,
Hvo har kunnet, hvo har turdet
Gjøre det til Streg af Haand!
Hvo vil Herrens Ord formene
Uden Stav at gaae alene!

Hvo har vel fra Guddoms-Ordet
Taget Liv og Skaber-Magt,
Hvem har vundet dem ved Mordet,
Hvem har dem i Pressen lagt,
Hvem har kløgtig, trods Fornuften,
Skabt en Sandheds-Aand af Luften!

Ingen har, hvad Ingen kunde,
Ordet med en Finger rørt,
Hexe-Mestre ingenlunde
Liv og Aand i Pennen ført,
Ingen Gud det Ord har skrevet,
Hvorved Alt er skabt, og blevet!

9

Derfor lad kun Dagen skride!
Lad kun Høsten Vinter spaae!
Lad kun Tungen sig opslide!
Lad kun Læben vorde blaa,
Muldet paa de fire Fjæle Give fattigt Efter-Mæle!

Som i Himlen, saa paa Jorden,
Ordet lever uden Baand,
Som i Østen, saa i Norden,
Altid Lys og Liv og Aand,
Skaber Troen, naar Det klinger,
Haab og Trøst med Engle-Vinger!

Leg kun, Vind, med Biomsier-Blade!
Større Syn opleved vi,
Rokkes ikke fra vort Stade,
Hvad end ruller os forbi,
Skal herefter og tilvisse
Skue større Ting end disse!

Derfor, mens vor Lampe brænder,
Vente vi paa Morgen-Gry!
Sanddrue Tunger, rene Hænder,
Gammel Tro i Hjerter nye,
»Glæde som den er om Høsten«,
Glæde over Guddoms-Røsten!

GYLDEN-AARET.

DETTE Digt blev trykt i »Den Nordiske Kirke-Tidende« 1834 Nr. 4, et Par Dage før Frederik den Sjettes Fødselsdag, den 28. Januar. Samme Aar, den 14. April, var det 50 Aar siden, Kongen som Kronprins havde tiltraadt Regeringen. Digtet blev optrykt i: Kiærminder til Kong Frederik den Sjettes Krands (1840). Af nogle af dets Vers dannedes senere den bekendte Folkesang: »Nu skal det aabenbares«. Jfr. Poet. Skr. VI. 1.

Hvad er det for en Lille,1
Der vugges nu paa Hav,
Hvor Bølger ikkun trille,
Hvor alle Storme tav?
Hvad staaer der i hans Stjerne?
Hvad slumrer i hans Hjerne?
Hvad smiler i hans Drøm?

Skal han som Brødre mange,
Med stakket Levnets-Løb
Trods glade Vugge-Sange,
Henvisne i sit Svøb,
Og stædes saa til Jorde
Med Smil, som den der gjorde
Sit Bedste ved at døe?

O nei dog, ingenlunde!
Her paa den jævne Jord,

* 11

Imellem Belt og Sunde,
Den Lille bliver stor,
Og naar han os forlader,
Da gaaer han til sin Fader,
I Ærens Høie-Loft!

Ja, i sin Middel-Alder1
Han kroner, Gud for Alt,
Det Ætmand god af Balder,
Som blev til Styret kaldt
I gamle Faders Dage,
Fuldmange Aar tilbage,
Med Fredegodes Navn!

Saa vox da op, du Spæde,
Til Helte-Daad i Vaar!
Og bliv, til Daners Glæde,
Et Fredens Gylden-Aar,
For Gamle og for Unge,
I Hjerte og paa Tunge,
I Lund og Høieloft!

Der kom et Skib til Lande,
I Havn forgangen Høst,
Som bragde over Strande
Til Daner Fred og Trøst,
Hvor Kongen, frelst fra Døden,
Stod rank i Aften-Røden
I Glands med Dannebrog! 2

Da løfted sig en Stemme,
Da lød i Sky et Ord,
Som bedre haver hjemme
Ei nogensteds paa Jord,
Og Kongen, dybt bevæget,
Sig følde vederkvæget,
Som kongefødt paa Ny!

* * 12

Det skal i Guld Du præge,
Nyfødte Gylden-Aar!
Til Folk at vederkvæge,
Saavidt som Ordet gaaer,
Til for ufødte Slægter
At vidne, hvad end mægter
Den Danske Kjærlighed!

Ja, den skal giemmes længe
Og findes Ære værd,
Den sjeldne Skue-Penge,
Som Hjerte-Præget bær,
Med Klang som Skjalde kvæde
Om Danmarks Hjertens-Glæde
I Fredriks Gylden-Aar!

Der, paa den ene Side,
Man under Konge-Flag
Seer Lykke-Skibet skride
For fulde Seil i Mag,
Hvor ingen Vinde suse,
Og ingen Bølger bruse,
Men Alt er Varmens Værk!

Og paa den anden Side,
Med gylden Axe-Krands
Om Sølver-Lokker hvide,
Staaer Kongen i sin Glands,
Henpegende paa Røsten
»Som Glæden er om Høsten«1
Med gylden Konge-Vaand!

Her er det Kongens Baade
I Alderdommens Aar
At høste hvad han saa'de
I kraftig Ungdoms Vaar;
Her er det Markens Ære
En Axe-Krands at bære,
Som Kongen frydes ved!

* 13

Ja, sandt er det at sige,
Da som en lille Pog
I Dane-Kongens Rige
Jeg staved slet i Bog,
Da hørte grandt jeg tale
Om Ham i Konge-Sale,
Som da var ung og viis!

Han holdt i hine Dage
Et Ind-Tog med sin Brud,
Da maatte Øren brage
Af høie Ære-Skud,
Og mest fra Pige-Munde,
Som sang i Mark og Lunde
Hans favre Brude-Vers!1

Ja, det er ei at glemme,
At ved den Høitids-Færd
Sig løftede en Stemme,
Som længe tied kvær,
Det var vor Moders egen,
Som yndig, halv forlegen
Paa Ny i Skoven klang!

Det saa sig maatte føie
I denne Herres Tid,
Thi Naade for Hans Øie
Fandt Sangen jævn og blid,
Ja, Naade fandt og Hæder,
Med Danske Folk og Sæder,
Vort simple Moders-Maal!

Thi maa, om end lidt silde,
Som alle Gylden-Aar,
Nu komme det »Høst-Gilde«
Der spaa'des om i Vaar,
Da trindt fra Mark og Vove
Indhøstes Tak til Hove
Halvtredsindstyve Fold!

* 14

Her er slet ikke Talen
Om meget »Sort paa Hvidt«
For Dyd i Konge-Salen,
For Borger-Selskab frit;
God Gjerning selv sig priser,
Hvad Penne-Strøg beviser
Det er kun Skrive-Konst!

Nei, Rødt paa Hvidt er Arven,
Vi har fra Heden-6ld,
Og Hvidt paa Rødt er Farven,
Vi føre i vort Skjold;
I Hytten og til Hove
Vi takke, som vi love,
Kun ret med Haand og Mund l

Og Kongen af Guds Naade,
Som høste skal i Lund,
Ei Blæk med Pennen saa'de,
Men Frø med Haand og Mund
Til Alt hvad Livet pryder,
Til Alt hvad Hjertet fryder:
Til varigt Folke-Held!

Det hørde jeg forleden,
I Jubel-Drottens Vaar,
I Skoven og paa Heden,
I mine Drenge-Aar,
I hine Trylle-Dage,
Da Prindsen uden Mage
Lovpristes vidt om Land!

Mens selvgjort Lyn og Torden
I Raad-Huus og paa Val
Bortskræmmed Fred fra Jorden,
Udbredte Død og Kval;
Kun gienlød Danmarks Vange
Af høie Fryd e-Sange
Til Freds og Fredriks Priis!

15

Det gienlød vidt paa Jorden:
»Han løser alle Baand«,
Den ædle Prinds i Norden,
Ham driver Friheds Aand:
Han binder kun fra Oven,
Urettens Haand med Loven,
Og Folk med Kiærlighed!

Da blussed vore Kinder,
Da kom der Rødt paa Hvidt,
Som ved vor Ungdoms Minder
Endnu der kommer tit,
Det spurgdes over Stranden,
At stolte af hinanden
Var Fyrsten og hans Folk!

Som »deiligst Vang og Vænge«
Det lille Danmark laae,
For Ufærd syndes længe
Det »lukt med Bølgen blaa«,
Til, som saa tit, det hændtes,
At hvor ei Faren ventes,
Den snarest kommer fra!

Det saae jeg giennem Taagen,
Med stakket Sværd ved Lænd,
Kun hvæsset slet paa Bogen
Om »at« og »da« og »men«,1
Da Spillet paa Tre-Kroner
Med ubekjendte Toner
Gjenlød i Axelstad! 1

Det baader ei al glemme
Gienvordighed paa Jord,
Alvorlig er dens Stemme
Og mærkeligt dens Ord,
Og stort det aldrig duer
Hvad i en Skærs-Ilds Luer
Ei luttres men forgaaer!

* 16

Derfor saa god at giæste
Er, som en prøvet Mand,
Kong Frederik den Bedste
Og Daners Fødeland,
Hjemsøgte blev de begge
Med meer end Odd og Egge:
Med Harm og Hjerte-Sorg!

Nærværende Tids-Alder
Med Skarpt blev her indskudt,
Det lod1 for os, som Balder
Paa Ny til Hel var budt,
Hans Skib paa Hexe-Ruller
Udskred med Brag og Bulder,
Saa Nannas Hjerte brast!

Da blev der født og baaret
En Smerte-Søn i Nord2,
Til først i Gylden-Aaret
At vorde glad og stor:
Paa Valen stod hans Vugge, En Dødning var hans Dukke,
Hans Hest en Bauta-Steen I

Dog blev han til en Sanger
Med sære Kæmpe-Kaar,
Som laande Odins Ganger
Og giæsted Helas Gaard,
Kom hjem med Odins Lykke,
Med Fyllas Hoved-Smykke
Og Nannas hvide Slør!

Ham Balders Aand omsvæver,
Hans Borg sig Dag for Dag
Paa gyldne Suler hæver
Med blanke Sølver-Tag,
Han alle Trætter jævner,
Forsete Man ham nævner
Paa Nordens Billed-Sprog!

* * 17

Nu er han myndig blevet,
I Fredriks Gylden-Aar;
Og til han blir udlevet,
Har Danmark gyldne Kaar;
Thi det er Daners Baade
At høste hvad de saa'de
I Folke-Livets Vaar!

Nu skal det aabenbares,
At gammel Kiærlighed
I hver en Skærs-Ild klares,
Og er for Rust i Fred;
For Levende og Døde
Kan Daners Hjerter bløde.
Men isne kan de ei!

Der kom et Skib til Lande
I Havn forgangen Høst,
Som bragde over Strande
Til Daner Fred og Trøst,
Hvor Kongen, frelst fra Døden,
Stod rank i Aften-Røden
I Glands med Dannebrog!

Da løfted sig en Stemme,
Da lød i Sky et Ord,
Som bedre haver hjemme
Ei nogensteds paa Jord,
Og Kongen, dybt bevæget,
Sig følde vederkvæget,
Som kongefødt paa Ny!

Det var en deilig Scene,
Men intet Skue-Spil,
Med den skal sig forene
Alt hvad der hører til,
For klarlig at stadfæste:
End lever dog det Bedste
Hos Kongen og Hans Folk!

18

End lever Kiærligheden,
Som aldrig skal forgaae,
Men klare sig herneden,
Til Livet at forstaae,
Til klart Ham at begribe,
Der evig er i Live,
Som Kiærligheden selv!

Saa er da ikke brustet
»Fuldkommenhedens Baand«,
Vor Kjæde er ei rustet,
Den bryder ingen Haand,
Men af hvert Led udspringer
En Blomst med Fugle-Vinger
Til Gylden-Aarets Krands!

Ja Kjæden af Kiær-Minder
Man sagtens prise tør:
Jo stærkere den binder.
Des friere den giør,
Jo længer den mon vare,
Des mindre staaer den Fare,
Des længere1 den blir!

Man længe nok maa sige,
At Kiærlighed er blind,
Det blir dog Lysets Rige,
Hvor ret den strømmer ind,
Og han har aldrig levet,
Som klog paa det er blevet,
Han først ei havde kiær!

Fra Arilds-Tid herinde
Vi elsked »Liv og Fred«,
Ja hos vor Danne-Kvinde
Vi elsked Kiærlighed,
Saa, er det 2 Livets Gaade,
Den sikkert bedst vil raade
Fuldvoxne Dannemand!

* * 19

Ja, du est nær forhaanden,
Du blide Solskins-Dag!
Jeg alt dig seer i Aanden
Forgylde Danmarks Flag,
Og kaste dine Straaler
Paa Alt hvad Lyset taaler,
Mod Alt hvad Lyset skyer!

Ja, Brage Bænke-Pryder!
Jeg øiner Dig i Soer,1
Naar klart du det udtyder,
Hvad der er Storti Nord,
Hvad der er Danmark givet,
Hvad der er godt for Livet,
Og klogt for Askurs Æt!

Et Lys sig da udbreder,
Som trindt i Mark og Skov
Om Liv og Sandhed freder,
Forklarer Friheds Lov,
Som Idræt, Ord og Tanker
Kun holder saa i Skranker
At Frihed kan bestaae!

For Dannemandens Øie
Oplade sig da brat
De gamle Kæmpe-Høie,
Med mangen jordlagt Skat,
Og af hvad nu Man spilder
Udspringe Hjelpe-Kilder,
Som Ingen drømde om!

Da skal Man Freden falle,
Som Livels Sommer-Veir,
Da skal Man Kæmpen skalte,
Som drog for den sit Sværd,
Ei All i Fred-Leer forme,
Men vælge Livets Storme
For Gravens stille Ro!

* 20

Da skal Man Forskjel kende
Paa Soel-Skin og paa Lyn,
Skiøndt Begge de kan brænde
Og skabe klare Syn;
Thi, som Fornuften giver,
Det ene Lys opliver,
Det Andet slaaer ihjel!

Jeg skimter i det Fjerne
Og Dig, hvor høit Du boer,
Som fødtes til at værne
Om Gudhjem i vort Nord,
Dig, Gjallar-Hornets Eier!
Hvem Loke Lurendreier
Maa lade Brysing-Men!1

Den gamle Gude-Kiender2,
Han saae det førend vi,
Du skabtes ei med Hænder,
Men fødtes af de Ni:
Af Muserne fra Tempe
Og Nordens gamle Kæmpe,
Med Danmarks Hjerte-Skjold!

Du fra dig hundred Mile
Kan see paa hver en Leed,
O, hvor maa Du ei smile
Ad vor Kortsynethed!
Vi for os see kun Haanden, Og tage den for Aanden,
Som raader Gjallar-Horn!

I dine lyse Dage
Man for et Æventyr
Skal fristes til at tage
Hvad dog er Sandhed dyr:
At vi har sanket Gloser
Og stoppet dem i Poser
Og kaldt dem Mimers Brønd!

* * 21

Hvor kan det troes i Norden,
Naar Livets Bølge-Gang
Fra Slægt til Slægt paa Jorden
I Raad og Daad og Sang,
Ja Virkninger og Kræfter
Er hvad Man spørger efter,
Og lærer at forstaae!

Men i de Soelskins-Dage
For Ragna-Rokes Nat,
Naar Øiet seer tilbage,
Det kiendes dog fuldbrat,
At i den aarle Morgen,
Mens Fredrik sad paa Borgen,
Vi Dagnings-Skiæret saae!

Ja Skyen seer jeg gløde,
Hvor Soel mod Nord opstaaer,
Vist til en Morgen-Røde
I Fredriks Gylden-Aar,
Saa Dagen alt begynder
Oplysningens Velynder
At krone med sit Guld!

For Fugle-Sang i Skove
Man klaged alt enstund,
Man kunde sødt ei sove
Som før ved Belt og Sund,
Saa, er ei Solen oppe,
Vil brat dog Bøge-Toppe
Nok lysne i dens Glands!

Ja, siden Hjarnes Dage,
Der sang om Fredegod,
Paa Marken aldrig Mage
Til Skjalde-Chor opstod,
Som det der mangetunget
Har Frederik besunget
Halvtredsindstyve Aar!

22

Gik med de Konge-Skjalde
Jeg mange Aar i Lag,
Da tør jeg ogsaa kalde
Kong Fredrik Atter-Dag;
Thi rimed det sig ikke,
Da var kun værd en Strikke
Det hele Skjalde-Chor!

Ja, skred ei Natten sorte,
Og nærmed sig ei Dag:
Skin-Faxe vore Porte
Med gyldent Hoved-Lag,
Hvortil har det da kimet!
Hvorom har vi da rimet
I Draperne omkap!

Dog, at om vores Frode
Al Skjalde-Roes var sand:
Fra Thaarup og fra Tode
Til efter Ingemann,
Derom tør jeg nok mene,
Sig Stemmerne forene,
Derom gaaer Syn for Sagn!

Var det ei sandt, vi meldte,
At Fredriks Konge-Vaand
Med Guder og med Helte
Opvakde Nordens Aand1,
Hvad løste da vor Tunge,
Hvad lærde os at sjunge
I Nørre-Ledens Aand!2

Og tør vel Nogen sige,
Den Aand paa Mark og Fjeld
Ei styrker Lysets Rige,
Men staaer i Pagt med Hel!
Hvormeget drog med Styrke
Ei alt fra Mulm og Mørke
Den frem til Dagens Lys!

* * 23

Var det blot Old-Tids Skrifter,
Som nu kom for en Dag,
Var kun af dens Bedrifter
Vor Sang et Efter-Brag,
Fandt ei Hvad dybt i Hjerte
End vækker Fryd og Smerte
I den sit Liv-Udtryk!

Frem sprang, som Kæmper ranke
I lysegrønne Vang,
Hver ædel Nordisk Tanke
I Danmarks Skjalde-Sang,
Og hver en ædel Tone
Fandt Gjenlyd paa en Throne:
I Dane-Kongens Bryst!

Var det kun Aften-Røde,
Ei Skjær af nyfødt Dag,
Da Ære med de Døde,
Men vee det Folke-Vrag,
Som heller gik tilgrunde,
End toned nogenlunde
Sit gamle Konge-Flag!

Dog, bort med Tanker mørke!
Langt Andet varslet blev,
Da Thor idrog sin Styrke
Og Holmgangs-Kredsen skrev,
Da Heimdal stod mod Loke
I Skjaldskabs Ragnaroke
Og stilled Freias Graad!

Ja, hos Kong Fredriks Fugle,
Der sang med Vinge-Slag,
Som alt det over Thule
Var høilys Sommer-Dag,
Der var et Tone-Møde,
Af Levende og Døde,
Som i et Gylden-Aar!

24

Af Urdas Tone-Kilde
Udsprang i samlet Strøm
De Stærke med de Milde:
En haard, en Anden øm,
En klar som Guld og Ravet,
En dunkeldyb som Havet,
En høi som Ørnens Vei!

De sært hinanden krydsed,
De stridt ei sielden klang,
Den fælleds Moder kyssed
Dog Alle i en Sang,
Og smeltede med Gammen
Paa hendes Læber sammen
Til Fader-Kongens Priis!

De loved hende Glæde,
De priste hendes Held,
Med deiligt Dronning-Sæde
Ved Morgen-Rødens Væld,
Og med et kronet Hjerte,
Som under Fryd og Smerte
Blev til et Konge-Speil!

Saa vox da op, du Spæde,
Til Helte-Daad i Vaar!
Og bliv til Daners Glæde
Et Fredens Gylden-Aar,
For Gamle og for Unge,
I Hjerte og paa Tunge
I Lund og Høie-Loft!

Ja, i din Middel-Alder
Du krone, Gud for Alt,
Den Ætmand god af Balder,
Som blev til Styret kaldt
I gamle Faders Dage,
Fuldmange Aar tilbage,
Med Fredegodes Navn!

25

Ja lad, o Gud! opklare
En Dag, et Gylden-Aar,
Som ret kan aabenbare,
Med Nordens gode Kaar,
Det Danske Hjertes Fylde
Til Graa-Haar at forgylde
Hos Kongen og hans Folk!

DEN LATINSKE STIL.
(Et Skole-Program.)

grundtvigs Kamp for en ægte dansk Oplysning og nordisk Videnskabelighed førte ham til stærke Angreb paa den bestaaende »sorte Skole«. Et af de første er nedenstaaende Artikel, som blev trykt i »Den Nordiske Kirke-Tidende« 1834. Nr. 28 og 29.

At det især er vrange Fordomme, der hindre Oplysningen, synes Man at have raabt sig saa hæs paa i forrige Aarhundrede, at Man i dette ei kan faae det over sine Læber, og det er meget ilde, thi jeg veed Ingen af det Attende Aarhundredes vrange Fordomme, der jo gaaer igien i det Nittende, men jeg veed adskillige af det Syttendes, som, slet nedmanede, giør ligesaa, og nogle Splinter-Nye, som turde være de allerfarligste for ægte Oplysning.

Blandt Giengangerne fra det Syttende Aarhundrede er nu vel Ingen latterligere end »den Grammatikalske,« især da Spøgeriet omtrent er indskrænket til de smaae Nordiske Riger, hvor det har allermindst at giøre, men derfor er det dog netop des sørgeligere, saalænge det varer, da Spot og Skade følges ad. Efter-Slægten vil have ondt ved at troe det, at i Norden, hvor Hvidtøls-Bryggeren fra Kallundborg for et Aarhundrede siden soleklart beviste, at Forstanden var langt fra at være paa Latinens Side, netop der drives den latinske Stil endnu som en Saligheds-Sag, paa Grund af dens udmærkede Evne til at giøre Forstanden guddommelig; men hvor latterligt det endog er, har vi dog ondt ved at lee, saalænge Børnene 27 pines til at æde af dette Kundskabs-Træ paa »Godt og Ondt,« hvorom Aanden lydelig siger: paa hvilken Dag, du æder deraf, skal du døe Døden.

Hertil kommer nu den vrange Fordom, som jeg troer, er vort Aarhundrede egen, at naar Man blot kan optænke en slet eller flau Bevæg-Grund hos hvem der angriber Misbrug og Fordomme, da er de dermed retfærdiggiorte og de soleklareste Beviser gjorte døde og magtesløse, da Oplysningen kun, ligesom den dyriske Magnetisme, maa lykkes med »rene Hensigter.« Da det nu knap nok er mueligt, at selv de bedste Hensigter, naar de blev anatomerede, ei skulde have nogen Tilsætning, der heller maatte været borte, saa er det slet ikke tænkeligt, at der jo ved enhver Handling kan giættes paa en snavs Hensigt, som vil synes Mange rimelig, og der fattes da kun, at hvem der foreslog en Misbrug afskaffet, skulde, som Niels Klim forudsaae, staae med Strikken om Halsen, mens Oplysnings-Raadet bedømde ikke hans Forslag men hans Hensigter, det fattes kun, for at giøre Oplysning til halsløs Gierning. Det Sidste har nu vel, Gud skee Lov, ingen Nød, fordi Juristerne er meget klogere end de Sprænglærde, men Man er dog i vore Dage, naar Man kæmper for Oplysning, nødt til at giøre Regnskab for sine Hensigter, naar Man ikke vil have sig de allerlatterligste paadigtede.

Jeg maa da begynde med den Forsikkring, at naar jeg bestrider de »Latinske Stile-Bøger,« da er det hverken fordi jeg er bange for at falde igiennem til »Artium« eller for at komme galt fra »Attestatsen,« thi begge Dele har jeg for en Menneske-Alder siden lykkelig og vel overstaaet med »Laudabilis,« ikke blot til Hoved-Caracteer men ogsaa netop for »den Latinske Stil.« Hermed haaber jeg, hos Folk, anderledes stærke i Examens-Troen, end jeg nogensinde har kunnet blive, at have stillet gyldig Borgen for min tilbørlige Styrke i Latinen, og derved for mine Hensigters Reenhed med Oplysningen om Latinens Daarlighed, thi vel er det meget mueligt, at skulde jeg nu gjøre Stil og bruge Mund paa Latin, vilde det gaae skiævt, men det veed Man nok, bevæger ingen gammel Academicus, der har overstaaet sine Fatalia, til at bestride hvad han har en Ære af, Ingen meer kan giøre ham stridig.

Vistnok fortjende det en egen Undersøgelse, hvoraf det kan komme, at Man netop i vore Dage er saa forskrækkelig kræsen paa Oplysning, at Man kun vil lade den giælde, naar den øves med rene Hensigter, medens Man er saa overordenlig nøisom i 28 Henseende til alle andre Dyder og gode Gierninger, og er nær ved at forgude dem, hvor problematisk saa end deres Herkomst er; men Man maa tage Verden, som den er, og jeg tør derfor ikke undlade, endnu at anføre eet Beviis paa mine rene Hensigter med at bekæmpe de latinske Fordomme, et Beviis, der i Fortroelighed sagt, forekommer mig selv uigiendriveligt.

Selv har jeg nemlig, som bekiendt, endeel Aar brugt Mund og Pen baade »hemmelig og aabenbare«, og har jeg beilet til Nogens Bifald, da veed Man nok, det var ikke til de stive Latineres, men netop til Deres, der kunde slet ikke Andet end Dansk, og nu indseer Man let, at saalænge der i den lærde Skole læres næsten slet ikke Andet end Latin, da er jeg sikker nok for Med-Beilere fra den Kant, saa enten er det med en Slags Selv-Fornægtelse jeg raader de Lærde at lære Dansk istedetfor Latin, eller det er en dyb Maske, fordi jeg har mærket, at skal jeg udrette Noget hos de Lærde, maa det være ved ivrig at anbefale det Modsatte af hvad jeg ønsker. Har jeg altsaa en ureen Hensigt med, som det lader, at ønske den latinske Stil paa Bloksbjerg, da synes det jo at maatte være den, at faae Latinen endnu mere udelukkende dyrket trindt omkring mig, saa mine Børn, hvem jeg opdrager til at staae paa mine Skuldre, med Øie for Menneske-Livet især i sin Danske Skikkelse, og til at blæse ad Latinen, med Moders-Maalet i deres Magt, saa de endnu mindre end deres Fader skal finde Med-Beilere til Indflydelse paa Folket, og til den Krands, der i den anden Halv-Deel af det Nittende Aarhundrede langt vissere end i den Første vil smykke de Ord-Føreres Tinding, som tænke og som tale folkelig. Troer Man nu virkelig, det er min Hensigt, med den aabne Feide, jeg for mere end tyve Aar siden (i min lille Verdens-Krønike) har forkyndt Latinen og hvoraf mine senest udkomne Bøger, (Nordens Mythologi endnu mere end Haand-Bogen i Verdens-Historien), bære kiendelige Spor, da seer Man let, jeg kan kun straffes for mine »urene Hensigter« ved at Man for Alvor følger det Raad, Man troer givet paa Skrømt, saa jeg nødes til at bide mig i Læberne, mens jeg maa hykle Fryd over de Lærdes Danskhed.

Saameget om Hensigten, og nu til Sagen, men dog ikke, som Man sagtens venter, til »Beviserne« for, at Latinen, som Bi-Dronning i Vidskabs-Kuben, Alma Mater i den lærde Skole, altid kun har giort Ulykke og maa i det Nittende Aarhundrede, hvor hun ei fordrives, giøre Kuben tom. Nei, det være sig nu, enten fordi jeg virkelig anseer alle andre Beviser, end dem 29 Latinerne selv give os, for overflødige, eller fordi jeg, drivende Sagen paa Skrømt, ei selv vil fordærve Legen, saa vil jeg her ikke anføre det Mindste, der ligner Beviis for hvad jeg kalder en afgjort Sag, afgjort allerede i forrige Aarhundrede for Publicums Dom-Stol, i alle de Lande, [hvor] Moders-Maalet kom til Orde, og kun udsat i »Skole-Raadet« paa Grund af de »urene Hensigter,« Man, med Ret eller Uret, vilde have opdaget hos Latinens seierrige Modstandere. Disse urene Hensigter skal for Resten have været, tilligemed Latinen at give Old-Kyndigheden og hele den Historiske Videnskabelighed Bane-Saar, men da det netop er Latinen, der har gjort Old-Kyndigheden og hele den historiske Videnskabelighed saa døde og magtesløse, som de aabenbar var, da Man i forrige Aarhundrede begyndte at fordømme Latinen og dyrke Moders-Maalet, saa indseer Man let, at om end de Samme, der blottede Latinens Skam, ogsaa havde et Horn i Siden paa Historisk Videnskabelighed, kunde de dog umulig giøre Denne nogen Skade ved at slaae Dens Tyran ihjel, ikke heller giør Man Den noget Gavn ved at mane Tyrannen op igien. Sæt derfor, at Tyrannen blev slaaet ihjel med de allerureneste og opmanet med de allerbedste Hensigter, saa er det dog lige vist, at Hensigterne begge Gange forfeiledes, thi Old-Kyndighed og Historisk Videnskabelighed gik aabenbar frem i forrige Aarhundrede, da det gik tilbage med Latinen, og gaaer ligesaa aabenbar nu tilbage hos de Lærde, mens Latinen manes op. Naar det synes anderledes, da kommer det blot af, at Latinen forblinder Øinene, som om »Roms Oldsager« udgjorde den egenlige Old-Kyndighed og »Roms Historie« med latinsk Ord-Kløveri den Historiske Videnskabelighed, hvorimod jo dog ethvert levende Folk maa protestere og fremfor Alt Nord-Boerne, der selv har skiønne Old-Sager og en herlig Historie, som Latinen, da den herskede, begrov i Møddingen.

Beviserne for Latinens Misgierninger i Skolen finder jeg da ligesaa overflødige som Beviserne for Roms Misgierninger i den gamle Verden, thi Rom ligger i alle Maader paa sine Gierninger, og hvem der, som mange Lærde i vore Dage, paastaaer, at en Ting gierne fra Anno Eet til nu kan have gjort lutter Ulykke og dog fra nu af udbrede stor Velsignelse, dem seer man let, ethvert Beviis maa til den yderste Dag være spildt paa; thi de finde det rædsom »ukjærligt« ikke ligesaavel at ville arbeide paa de »fordærvelige Aarsagers Omvendelse« som paa fordærvede Menneskers Forbedring.

Beviserne vil jeg altsaa, det være sig nu af rene eller urene 30 Hensigter, denne Gang springe over, for desfør at komme til Hoved-Sagen, som i mine Øine er, hvad der skal giøres ved Misdæderen, som saamange lærde og brave Folk tage i Forsvar, vel ikke for hans Dyds Skyld, men for hans graae Haar og det urimelig gode Haab de har fattet om hans Omvendelse. Først siger jeg naturligviis: lad dem beholde ham, og faae Den Skam, der misunder dem enten hans Taknemmelighed eller den Løn, der sagtens venter i Evigheden, for at have omvendt en stor Synder fra hans Veis Vildfarelse og frelst en Gienganger fra Døden, saa derom kan de Lærde og jeg aldrig blive uenige. Men de paastaae, at han skal fremdeles være Skole-Mester for alle de stakkels Børn, der lokkes eller trues til at blive lærde Folk, og det synes at være Knuden, men er det dog egenlig ikke; thi lærde Folk maae jo selv bedst vide, hvad Ave Man behover for at blive det, og selv her trækker jeg mig da beskeden tilbage, tilstaaende, det overgaaer langt mit Begreb, hvordan en Gienganger kan være den bedste Skole-Mester for levende Folk, saa det maa være et Mysterium, hvori kun de Lærde er indviede og hvorom jeg som Læg-Mand ei tør vove nogen Dom.

Hvad jeg derimod kan forstaae, det er, at Folk, som hverken skal eller vil være Lærde af Professjon, men kun, som jeg og mine Lige, enten Præster eller Dommere, eller hvad Andet det kan blive blandt Danske Folk, vi trænge til levende Skole-Mestere, fordi det er ikke Bøger men levende Folk vi skal have med at giøre, hvis Tarv vi skal betænke, hvis Sprog vi skal tale, hvis naturlige Tanke-Gang og Følelser vi maa kunne dele, om vi ellers skal komme godt ud af det med dem og være dem gavnlige, vi trænge til levende Skole-Mestere og kan ikke engang nøies med Tydske eller Franske (end sige da med en Latinsk Gienganger som har været død over i tusind Aar), vi maa nødvendig have Danske, og det kan vi umuelig faae, saalænge vi i Skolen skal læse og skrive Latin over tre Timer hver eneste Dag! og saalænge Man før kunde blive Student uden Dansk end uden Latin; thi Latin har jo tre Stemmer, hvor Dansk kun har To.

De Lærde forsikkre os jo nok -per Jovem 1 - at vi umuelig kan undvære Latin, og at det er utroligt, hvad den Latinske Stil og dertil lænkede Grammatik udretter til at skiærpe vor Dømme-Kraft og giøre os Guderne lige, men - absit invidia * 31 verbo 1 - de Lærde maae ikke blive vrede, fordi jeg leer lidt ad Traditionen; thi vi leve nu engang i Forstands-Tiden, da de dyreste Eder, selv ved meer end gamle Romerske Afguder, ei bringe os til at troe det Utroelige eller at ansee for umuligt, hvad vi daglig see for vore Øine, gaaer meget godt an. Hvad nemlig Dommere og Deslige angaaer, da har vi havt og har endnu saamange »Danske Jurister« i levende Virksomhed, at vi klarlig see, de gode Latinske kunde meget bedre undvære Latinen, end hvad de har tilfælles med de »Danske,« og dog har de Danske Jurister hidtil ganske savnet den omhyggelige Dannelse, deres vigtige Kald havde Krav paa og som, efter alle Mærker, vilde gjort dem til Embeds-Mænd, ingen Latiner kunde udholde Sammenligning med. Og hvad nu Præsterne angaaer, da see vi paa Seminaristerne, som jo ogsaa engang kaldtes »Danske Theologer,« at skiøndt deres Dannelse heller ikke har været den hensigtsmæssigste, er det dog hverken i Dømme-Kraft eller i at tale og skrive Dansk de staae tilbage for Mængden af de Latinske Theologer, men der gives endog Seminarister, som kiende og forstaae den Hellige Skrift bedre end Mange, som, fordi de have lært Latin, menes ogsaa at maatte være perfecte i Bibelens Grund-Sprog, skiøndt det Ene af dem er Græsk og det Andet Ebraisk.

Latinens Uundværlighed for andre Danske Embeds-Mænd end dem, der skal lære Latin fra sig, og dens utroelige Mirakler paa Dømme-Kraften nøde da blandt Andet de »Danske Dommere« os til at slaae en tyk Streg over, og for nu ikke at spilde Tiden med unødig Trætte om, hvorvidt det immer er til Nytte, at en Dansk Jurist kan læse »Romer-Retten« i Grund-Sproget og en Dansk Præst læse Vulgata, vil jeg lade det staae ved sit Værd, og blot holde mig til det Soleklare, at det for dem Begge er langt vigtigere at forstaae de Danske end de Latinske Prosaister og Poeter, og langt vigtigere at kunne tale og skrive slet Dansk end godt Latin, uagtet de Lærde synes at slutte omvendt Naar derfor de Lærde forlange, at der i de Skoler, Staten især bekoster for sine verdslige og geistlige Embeds-Mænds Skyld, skal til evig Tid fornemmelig lægges Vind paa Latinen, og at Ingen skal kunne blive Dommer eller Præst, med mindre han efter Grammatik og Lexikon kan sammenflikke en Latinsk Stil og med Munden barbarisk radbrække Ciceros uddøde Tunge-Maal, naar de forlange det, da * 32 gaae de aabenbar meget for vidt og kræve et Offer ikke blot af Enkelt-Manden, men af Staten, som det hele Lærde Væsen, selv om dets Velfærd beroede derpaa, kunde aldrig betale.

Det er nemt sagt, at vi overdrive den Pine og Plage, det er for livlige Drenge, som hverken vil være Rectorer eller Professorer, at lære det Latin, Man kræver af dem, men de tre Timer daglig i en Række af Aar, som Man finder nødvendige, disse tre Timer daglig raabe høiereAk og Vee over Latinen, end Nogen af os kan. Tør Man nu ikke engang paastaae, at hvem der har giennemgaaet denne Skiærs-Ild kan med Lethed læse enhver latinsk Bog, men kun dem, han har tygget, da maa Man vel korse sig for Romer-Aaget i det Nittende Aarhundrede. Det er ligesaa nemt sagt, at Dansk ingenlunde behøver at forsømmes, fordi Latinen drives alvorlig, men det er lige klart, at naar Man tager tre Timer daglig til Latinen, da bliver der i Forhold saa godt som Intet til Dansk, om Man end lader Græsk, Historie og Mathematik, for ei at tale om Ebraisk og alt det Andet, nøies med lidt mindre end een. Dagen er nemlig aldrig saa lang, det bliver jo Aften engang, og om Vinteren, som er den rette Skole-Tid, har vi korte Dage, og ved at lade Drenge hænge over Bogen fra Morgen til Aften, udtærer og sløver Man dem, ved at tvinge dem til den i deres Alder unaturlige Analyse af Ord og Begreber i et fremmet Sprog hemmer Man den levende Udvikling af Sjæle-Evnerne, og ved at afrette dem til Latinere fordærver Man dem, saavidt mueligt, for Dansken. Om nu al denne Spægelse, Dødelse og Afretning er nødvendig for dem der ret skal blive Lærde, det maae de Lærde om, men at alt dette er langt fra at være nødvendigt, er tvertimod skadeligt og fordærveligt for dem, der skal være Drive-Hjul i Staten, og maae, naar de ikke skal hemme og forstyrre Folke-Livet, kunne gribe levende og kraftig ind deri, det kan vi Læg-Mænd godt forstaae.

Men, narres jeg maaskee blot med Læseren, ved at skille mig skarpt fra »de Lærde,« og lade, som om jeg nok selv i den Latinske Skole kunde blive uddannet til en duelig Dansk Embeds-Mand, folkelig Taler og Skribent, men som om Andre dog paa ingen Maade kunde det?

Da de saakaldte argumenta ad hominem er i Latinernes Smag, tør jeg ikke ganske forbigaae denne Indvending, og det nytter ikke, jeg vilde svare, at jeg selv føler, det kun er maadelig bevendt med min Folkelighed og Dannelse for Livet, thi uagtet Latinerne sige selv det Samme, finde de det dog ligesaa vrangt 33 i min Mund som ret i deres egen, da det i deres Øine giør en væsenlig Forskjel paa Et og det Samme, om det giøres giældende for eller mod Latinen, og naar de har giort det rimeligt, at jeg, hvor stor en Stakkel jeg end er, sikkert anseer mig selv for en dygtig Karl, vil de mene, de derved har stoppet Munden paa mig og derved giort Alt hvad deraf flød dødt og magtesløst, hvor uigiendriveligt det end maatte befindes. Derfor vil jeg sige: det skal være mig særdeles smigrende, om de Lærde finde, jeg i Forhold kan giælde for en folkelig dannet Mand, og jeg er ikke beskeden nok til at ville fralægge mig det, men da Faa eller Ingen af dem, der har gaaet i den sorte Skole, vil finde sig smigret ved at tillægges en Dannelse, der ligner min, slutter jeg med Rette, at ogsaa kun Faa af dem har den, og paa »Undtagelser« kan Man ligesaalidt see hvad en Skole som hvad en Regel duer til, undtagen forsaavidt, at jo færre Undtagelserne ere, des bedre er Regelen og des slettere, i dette Tilfælde, Skolen.

Det maatte derfor længe nok være et Mirakel, at Enkelte, og deriblandt jeg selv, slap ikke blot legemlig, men ogsaa aandelig med Livet giennem den Latinske Skole, og afrettedes til med Mund og Pen at radbrække Latinen, uden derved at tabe enten Lyst eller Evne til at tale og skrive Dansk med Fynd og Klem; det maatte længe nok være et stort Mirakel, saa kunde det dog umulig tilskrives Latinen, men den stærke Nordiske Natur, der hos Enkelte kunde trodse den. Naar derfor Latinen vil afvæbne sine Fjender med den Undskyldning, at dem kan dog hvert Menneske see, den ikke har dræbt, da er det, som om Paven i Rom vilde med Reformatorerne bevise, det var ikke sandt, som de sagde, at han havde forført Alle, da han jo dog ikke havde forført dem, eller som om Tyrken af Grækernes Opstand vilde bevise, de klagede uden al Grund over Undertrykkelse, da det er klart, at ønskede han at undertrykke Nogen, maatte det netop været dem.

Hvad imidlertid mig angaaer, som i det Mindste beholdt Mod til at anklage Tyrannen og Kraft til for min Part at sprænge hans Lænker, da er det gaaet meget naturligt til; thi deels var Man langt fra ved Slutningen af det Attende Aarhundrede at drive saaledes paa Latinen som hos os i det Nittende, deels havde jeg læst meget Dansk, før jeg lærde Latin, og endelig kom jeg ikke i Skolen, før jeg var klog nok til hellere at dovne end læse mig fordærvet, og hvor jeg har truffet Folk, der kunde Latin, uden at have kiøbt den i dyrere Domme, end jeg vilde 34 kiøbe al Verdens Sprog, fandt jeg næsten altid, at det var gaaet dem omtrent som mig, saa de egenlig mirakuløse Undtagelser vil sikkert være saare faa.

Men, hvad er nu vel egenlig min Hensigt med dette Klage-Maal over Latinen?

Sandelig ikke at drille de stive Latinere, thi de har det i mine Øine ondt nok desuden, og de er langt færre hos os end Man skulde troe, da de Fleste, som holde paa Latinen, giør det langt mindre, fordi de enten er stærke i den, eller har den kiær, end fordi det gyser i dem, naar de tænke paa at sætte sig op imod en Tyran, mod hvis mindste Decreter i Grammatiken, der fra Barns-Been er indprentet os dyb Ærefrygt og blind Lydighed, saa det bæres dem for, at den lærde Verden vilde forgaae og Barbariet styrte ind paa Timen, naar ikke den »Latinske Stil« som en Chinesisk Muur skildte »det Himmelske Rige« fra alle de Vanhellige, som en praktisk Anvendelse af den store Digters: procul abeste profant! 1

Nei, Hensigten med den Kamp mod Latinen, jeg fører, ikke blot med Pennen men med mit hele Liv, det er simpelt at bidrage Mit, Lidt eller Meget, til at styrte Skole-Tyrannen, ligesaa uopreiselig som Gotherne fordum styrtede Stats-Tyrannen og Reformatorerne Kirke-Tyrannen, med det samme fordømte Rom til deres Sæde, men min Hensigt med disse Linier er saa beskeden, at selv Latinerne maatte kalde den uskyldig, dersom hos en erklæret Fiende ad Rom Noget i deres Øine kunde være uskyldigt. Min Hensigt hermed er nemlig blot at lægge et lille Gran i Vægt-Skaalen for den Paastand, der kun synes at mangle et lille Gran for at blive overveiende, den beskedne Paastand nemlig, at om end den Latinske Stil og Tale fremdeles skulde agtes for den Historiske Lærdoms Kiende-Mærke, og saavel Jurister som Theologer være pligtige til ei blot at kunne læse Romer-Retten og Vulgata, men at have læst de Romerske Poeters Ordbram, Hverdags-Snak og Gemeenheder, Man dog maatte kunne agtes for lige god juridisk og theologisk Student, fordi Man ikke skrev Latin til Artium eller snakkede det ved Attestats.

Sandelig, dette Ønske, som jeg havde troet at see opfyldt * 35 længe før jeg yttrede det, er saa beskedent og saa aabenbar i Statens Interesse, uden at træde det lærde Væsen for nær, at Man ordenlig fristes til at spørge, om det ikke blev uopfyldt blot fordi det var saa indskrænket, at det kunde synes, som derved var Lidet eller Intet vundet, naar de Latinske Philologer dog beholdt Hals og Haand over de saakaldte lærde Skoler, og lang Latin-Læsning vedblev at kræves af dem, der danne sig til Embeder, under hvis Bestyrelse, Man langt heller maa ønske at fattes end at finde Spor deraf.

Der vilde imidlertid blot ved denne lille Lettelse af Romer-Aaget være saare meget vundet baade for Stat og Enkelt-Mand, thi vilde end alle Skoler vedblive at være lige flittige Værk-Steder for Latinen, saa var dog Privat-Underviisningen overordenlig lettet, og at denne, som Man fordum maatte bøde for til næste Skole, i alle Henseender fortjener Opmuntring, tvivler nuomstunder neppe Nogen om. De offenlige Skoler, hvor Sæderne saa let fordærves, hvor der næsten nødvendig spildes saamegen Tid, at Drengene ingen beholde, og hvor næsten ligesaa nødvendig de gode Hoveder forsømmes over de Maadelige, disse Skoler maae jo betragtes som en Nød-Hjelp, og nu er det netop den Latinske Stil, og hvad dermed følger, som giør Privat-Underviisningen vanskelig og berøver den en stor Deel af sine velgiørende Virkninger. Vist nok kan Man ogsaa nu, naar Man, som jeg, tør vove det, meddele Underviisningen efter Naturens Orden, altsaa lære Drengene først at forstaae det Bog-Sprog, der udsprang af deres Moders-Maal, hvori de skal være stærke og hvori de skal oversætte de fremmede Sprog, Noget, Man i Skolerne aldeles forsømmer, uden at tænke paa, hvilken Synd det er imod Børn at forlange, de skal samle Kundskab af Bøger, før de kan forstaae dem med Lethed, og at de skal hitte Rede i fremmede Sprog, før de kiende Vendingerne i deres eget, som er det eneste levende Oplysnings-Middel, der gives for dem. Man kan efter samme Grund-Sætning begynde paa Græsk længe før paa Latin, da den Græske Tanke-Gang og Ord-Føining ligger Vores mange Mile nærmere end den Romerske, og da Man paa Græsk har anderledes baade morsomme, nyttige og ærbare Bøger at give dem i Haand end i det forbistrede Latin, saa de komme først til at bide i det sure Æble, naar deres Sjæle-Evner er saa udviklede og deres Sprog-Takt saa øvet, at de uden alt for stor Plage kan overkomme Lapidar-Stilen. Det kan Man, naar Man tør, naar Man veed, at i en senere Alder og med endeel For-Kundskaber 36 er det vel kiedsommeligt men dog intet Hexerie at lære en Mundfuld og Penfuld Latin, og naar Man i alt Fald langt heller lader sin Søn løbe Fare for et »Non« der regnes dobbelt, end for en Sløvhed og Misdannelse, der hævner sig tusindfold; men vi Danske er i Almindelighed intet modigt Folk, og der er os fra Barns-Been indpræntet saa dyb en Ære-Frygt for Examens-Characteren, at de Fleste, trods deres bedre Vidende, vilde fristes til at troe, deres Børn var Dummer-Hoveder, naar de for »Stilen« var nær ved at gaae reject. Derfor især var det vigtigt, at den Anstøds-Steen og Forargelses Klippe, som Stilen unægtelig er, blev borttaget, men selv for os Vove-Halse, som, koste hvad koste vil, stræbe at skiænke Staten i vore Børn levende, veloplyste, virksomme Borgere, selv for os var det saare ønskeligt; thi vel kan vi, naar det endelig skal være, formaae vore Børn til at paatage sig det flaue, kiedsommelige Arbeide, samt hjelpe og skaane dem, saa det ikke skader synderlig; men istedenfor at vi ved enhver anden Kundskab vi meddele dem, kan vidne af egen Erfaring, at den er Umagen værd, og lade dem selv efterhaanden mærke det, saa maae vi, naar vi kommer til den »Latinske Stil,« føre et ganske andet Sprog, der nødvendig skurrer meer i de Unges Øren, jo bedre de er underviste og jo mere logisk de er vant til at slutte. Lære dem at læse og forstaae en Latinsk Bog det kan vi endnu paa en ordenlig Maade, i det vi oplyse dem om, at saa liden Opbyggelse vi end finde i de Latinske Classikere, saa har dog baade de og Romerne spillet saa stor en Rolle i Verden, at en Videnskabs-Mand bør kiende lidt til dem, og man desuden, for de mange Bøgers Skyld, Man siden har skrevet paa et Slags Latin, bør kunne forstaae det Sprog; men naar vi komme til »Stilen,« da maae vi erklære os bankerot paa Fornuft-Grunde, hvad Nytten angaaer, som skulde opveie Umagen, og reent ud sige til dem: det er en Levning af det Romerske-Aag, som Folk i Nord ei endnu har havt Mod til at afkaste og som vi ikke kan fritage jer for, naar I som dannede Embeds-Mænd vil tjene eder Fæderne-Land, et Aag, det giør os ondt at maatte paalægge jer til ingen Verdens Nytte, men som vi skal stræbe at lette, saa det ikke videre skader eller utaalelig betynger jer. Elske vi vore Børn og elske vi vort Fæderne-Land, da kan vi ikke giøre dem denne Tilstaaelse uden med en Taare i Øiet, og jeg kunde ikke giøre Mine den uden bittert Nag, naar jeg ikke havde gjort hvad der stod i min Magt for at undgaae den, og hvad kan jeg Stakkel giøre, uden at prikke med en Pen: det er Synd, stor Synd mod 37 de stakkels Børn og mod det kiære Fæderne-Land, som deres Kræfter og Studier skulde være helligede, til ingen Verdens Nytte at plage dem med Stil-Øvelser i et dødt Sprog, hvilket det saa end var, end sige da det forbistrede Latin, hvis hele Bygning er Moders-Maalets modsat.

Dog, skiøndt det ene var Privat-Underviisningen, Man kunde regne paa vilde vinde et anderledes frit Sving ved Stile-Baandets Løsning, saa vilde de gode Virkninger dog sikkert efterhaanden udstrække sig til Skolerne, thi deels har Man jo dog ogsaa hørt en enkelt Rector ymte om, at det var en aldeles uforholdsmæssig Vægt, der lagdes paa Stilen, deels vilde endeel veloplyste Privatister snart nedbryde Over-Troen paa den Latinske Stils magiske Virkninger paa Sjæle-Evnerne, og endelig vilde Staten med Rette fordre Dansken fremfor Alt drevet i sine Skoler, naar det var klart, hvor Tiden skulde tages fra. Snart vilde Man da lære, at det naturligviis er Moders-Maalet, som Drengene kan tale, de i Skolen skal lære at skrive, ikke efter stive Regler men efter dets Genius, som de har, og efter Exemplerne, som en velvalgt Læsning af sig selv giver, at det ligeledes er i Moders-Maalet, hvis største Deel er givet, Man skal lære at kiende det poetiske Sprog og vinde Sands for det Skiønne og Rigtige, saavel i Tanke som Udtryk, og at det endelig ogsaa er i Moders-Maalet, der giver levende Exempler, Man skal lære at kiende de Grammatikalske Grund-Træk, man ved fremmede Sprogs Læsning ei kan undvære. Snart vil Man indsee hvad der ligger soleklart for Alles Øine, naar ei Fordom forblinder, og Efter-Slægten vil høilig forundre sig over, at Man nogensinde kunde troe det klogt at gaae den modsatte Vei, og forlange af Børn at de baade skulde vinde Sag-Kundskab og Smag og Grammatikalsk Indsigt i et fremmed Sprog, hvor Oversættelsen allerede gav dem Umage nok, eller at de, plagede med at sammenflikke Ord efter stive Regler i et dødt Sprog, skulde deraf lære at udtrykke sig frit og fyndigt paa Moders-Maalet.

Vist nok er det min Overbeviisning, at Staten endnu kun er maadelig tjent med et saadant Palliativ, og at den aldeles maa adskille sine Embeds-Mænds Dannelse fra det Lærde Væsen, naar Embeds-Mændene, selv med de største Evner og den bedste Villie, skal finde sig dannede hensigtsmæssig og dygtige til at fyldestgiøre det store Krav, Staten og Fæderne-Landet nødvendig maa giøre paa dem i saa vanskelige og farlige Tider, som Vores; men der er ensteds, jeg veed ikke selv ret hvor, 38 en Fordom mod Alt hvad jeg skriver og giør til Nordisk Oplysnings Fremme, som endnu virker stærkere end Fordommen for Latinen, og jeg indseer derfor godt, at jeg, under disse Omstændigheder, ligesaa godt kan tage min Anskuelse af Statsmæssig Oplysning med mig i Graven, som sætte den paa Papiret. Jeg skulde derfor ikke engang skrevet disse Linier, som meget muligt kan lægge Aar til »Stilens« Alder, naar ikke Synet af mine egne Drenge kraftig mindede mig om, hvad jeg skylder den opvoxende Slægt, da jeg baade seer, hvor Skoen trykker, og er saa gammel vant til at bandsættes af de Lærde og dog at trives ligegodt, at jeg ikke døer af Trudsel.

Jeg kan imidlertid ikke slutte denne liden Fortale, uden at fralægge mig alt det Nag til Lærdom, Man saa tit har skyldt mig for, og sagtens her vil finde Stadfæstelse paa, og jeg maa i den Henseende bede Læserne sammenligne min Verdens-Krønike fra 1812 med Haand-Bogen fra 1833, som giver Syn for Sagen, at jeg er selv en Bog-Orm, og bliver bestemt, om jeg skal leve min Alder ud, tilsidst en lærd Mand, som et eller andet Videnskabernes Selskab, enten for Æres eller for Skams Skyld optager blandt sine Medlemmer. Naar Man altsaa regner det Sværmeri og den Overgivenhed fra, hvormed Ungdoms-Begeistringen hos os arme Syndere altid er blandet, da bestaaer min »Barbariskhed« ene og alene deri, at jeg uden al Barmhjertighed anvender den Grund-Sætning, at »Liv og Lærdom« skal følges ad, paa hele Kundskabs-Kredsen, og det saaledes, at først kommer Livet og saa Lærdommen bagefter, alt som Erfaring lærer, at først kommer Begivenheden og saa Beskrivelsen, naar den ellers skal due noget. Det nytter derfor ligesaalidt at Lærdommen siger: jeg vil skabe et tilsvarende Liv, som at Beskrivelsen lover at avle en tilsvarende Begivenhed, thi, alt Andet fraregnet, bliver det nødvendig et »dødt Liv,« som det Kloster-Latin, Stile-Pennen sprøiter ind i Munden, for at det deraf igien kan dryppe eller flyde som Blæk. Den Historiske Lærdom, jeg skal respektere, maa derfor være en Oplysning af et virkelig, daadfuldt Menneske-Liv, som Den hjelper til at fortsætte, og dette Liv kan nu enten være det Folks, vi nærmest tilhøre, eller hele Menneske-Slægtens, men selv naar Lærdommen i begge disse Retninger knytter sig til Livet, maae vi dog altid mindes, at det er Roden som bærer Grenen, Folke-Livet som bærer Lærdommen, og dette Folke-Liv fortsættes ingenlunde mellem Bøgerne i Studere-Kamret, men kun i Livets Sysler og i Styrelsen som 39 ordner og freder dem, og trænger, for at giøre det med Lys og Liv, til en ganske anden Dannelse end den stille Betragtning deraf ved Nat-Lampen i Vraa. Naar jeg derfor bryder Staven over Noget i Studere-Kamret, da er det kun over den døde Lærdom, hvis Gienstand kun er Beskrivelsen af et uddøet Liv, og især af det arrigste Folke-Liv under Solen, som det Romerske var, og naar jeg ønsker Embeds-Mændenes Dannelse skildt fra det Lærde Væsen, selv hvor dette drives allerbedst, da er det ligesaavel til Lærdommens som til Livets Tarv, der giensidig kan og skal gavne hinanden men kan ikke skifte Plads, og maae Begge forgaae, hvor Lærdommen vil skabe Livet, istedenfor at udvikles deraf og som Dets egne Straaler falde tilbage derpaa!

NORDENS AAND.

SOM et poetisk Modbillede til det prosaiske Skoleprogram om den latinske Stil staar dette mægtige Kvad, der vel kunde kaldes et digterisk Program for Nordens Højskole. Det blev trykt i »Den Nordiske Kirke-Tidende« 1834. Nr. 32 (for 10. August 1834.) Jfr. Poet. Skr. VI. Nr. 4.

Gik jeg drømmende i Lunden
Og paa Lavinds*) Blomster-Kyst,
Sværmende i Aften-Stunden,
Med en Verden i mit Bryst,
Maled, som det Ungdom huer,
Alting sært og Alt med Luer;

Gik jeg kæmpende paa Sletten,
Stod jeg kiæk paa Møens Klint,
Sagde Trods til »Opsals-Jetten,«
Bad ham flyve kun i Flint,
Skabde mig, som Skjalde pleie,
Selv en Fylking at nedmeie;

Stod jeg speidende paa Voven,
Hvor kun Himmel var og Hel,
Stirred efter Naale-Skoven,
Naglet til det høie Fjeld,
Holdt, som Folk der Søen pløie,
Haanden for det halve Øie;

* 41

Stod jeg smilende paa Snekken,
Under Bretlands hvide Kyst,
Tællende paa Kulskibs-Rækken,
Forberedt paa Stavne-Dyst,
Tænkde, som en Saga-Dyrker,
Meer paa Angler end paa Tyrker;

Gik jeg studsende i »Tragten,«*)
Under Themsens Bølge-Tag,
Og beundred Tanke-Magten
Meer end alle Murstens-Lag,
Skosed, hvad jeg ei kan lade,
Britten for det lave Stade ;

Stod forvoven jeg paa Randen
Af den steile Clifton-Aas**),
Hvor fra Stratford ud til Stranden
Floden gaaer sin gamle Kaas,
Glemde, som en Britter næsten,
Over Shakspear selve Præsten;

Immer svæved over Isse
Noget, frit for Støvets Baand,
Noget, som jeg veed tilvisse
Selv sig kalder Nordens Aand,
Nær ved Isserne i Thule,
Ved de Graa, som ved de Gule!

Haaret graaner, Tiden skrider,
Man maa vide, hvad Man giør,
Hvi Man sværmer, hvi Man strider,
Man maa vide, hvad Man tør,
Tør for Døden og for Livet,
Tør for Ham, som Alt har givet!

Hvad er »Nordens Aand« i Grunden?
Hvad var det, mig vældig greb,
Lagde Kæmpe-Sprog i Munden,
Over Stok og Steen mig drev,
Ja, som end i denne Time
Byder: rist som Skjalde rime?

* * 42

Er det kun min egen Aande,
Skyggen af min Sjæl i Løn,
Saa jeg gik mig selv tilhaande,
Som en tro og lydig Søn,
Gik i Ilden og i Vandet
For mig selv som noget Andet?

Nei, saa vist som ei min Aande .
Skabde alt i Heden-Old
Ving-Thors Kraft og Friggas Vaande,
Odins Hest og Amlets Skjold,
Ælve-Snekken, rar at finde,
Som har Bør med alle Vinde!

Nordens Aand er Nordens Vætte,
Fordum, nu og allenstund,
Mens i Norden vi fortsætte
Fædres Værk med Haand og Mund,
Lytte helst til Kvad af Brage,
Gløde for de gamle Dage!

Men er han ei af »den Onde,«
Vætten, som i Heden-Old,
Odin kaldt i Offer-Lunde,
Hjalp som Thor, mod Thurs og Trold,
Kaared kun paa Kæmpe-Valen
Gjæsterne til Ridder-Salen?

Var hans Septer ikke Spydet,
Var hans Yndlings-Drik ei Blod!
Hvormed var den Skjold-Borg prydet,
Som hos ham i Gladhjem stod ?
Var af Steen kun Hrungners Hjerte?
Var ei Sværdet Valhals Kierte!

Reiste for en Afguds-Vrimmel,
Som holdt Guddom for et Rov,
Han ei under aaben Himmel
Alterne i Mark og Skov,
Hvor sig blanded Blod af Heste
Tit med Blodet af vor Næste!

43

Hvi har ei i Sæk og Aske
Jeg begrædt, med Sorg i Hu,
At af ham sig overraske
Lod en Sjæl som Skjald endnu?
Hvor tør jeg paa gamle Dage
Harpen slaae for Thor og Brage?

Vil jeg Røsten overdøve,
Som jeg kalder selv Guds Ord:
»Ogsaa Aander skal I prøve«,
Daaren.kun dem Alle troer?
Eller tør jeg Nordens Vætte
Blandt de gode Engle sætte?

Ja, det Sidste som det Bedste
Det tør jeg, med Rim i Haar,
Mest fordi jeg Tro tør fæste
Til det Ord, som ei forgaaer,
Thi for det, som kronet Løve,
Nordens Aand bestod sin Prøve l

Ham, der kom i Tidens Fylde,
Kvindefødt, dog Søn af Gud,
Ham maae alle Aander hylde,
Som skal Prøven holde ud,
Men hvo ham med Lyst bekiender,
Tælles skal blandt Herrens Frænder!

Kappes nu hver Aand paa Jorden,
Som har Røst og Billed-Sprog,
Med den Gamle over Norden,
Om, i Tale og i Bog,
Ham, der kom i Tidens Fylde,
Ret med Liv og Lyst at hylde!

Og kan ingen Aand Man nævne,
Uden Hans fra Først til Sidst,
Som har mere Lyst og Evne
Til i Sang at love Christ,
Da skal Nordens Aand i Vælde
For en Over-Engel giælde!

44

Hvo sig drister til at laste
Nordens Aand fra Heden-Old,
Ei med Dommen sig forhaste,
Hvad han førde i sit Skjold,
Retten ham kun det tilregner,
Som med Liv han sig tilegner!

Spørger derfor ei de Døde,
Om hvad Aanden kalder Sit,
Som om det var Aandens Brøde,
At hans Ord misbruges tit!
Spørger dem, som I kan høre
Aanden gav sit Sprog at føre!

Spørger os, hvem han har drevet
Til de gamle Kalve-Skind,
Lærde i hvad Pen har skrevet
Meer at see end Pege-Pind,
Lærde Sangen at gienføde,
Som var jordet hos de Døde!

Spørger os, hvad han sig kaarer
Forlods af den gamle Skrift,
Og i hvad for Kæmpe-Aarer
Han slog Ild til sin Bedrift,
Hvad ham huger, hvad han vrager,
Som i Storværk, saa i Sager!

Seer jer om i Christenheden!
Var maaskee det Christi Aand,
Som i Munke-Bur forleden
Snoed Paternoster-Baand,
Ham, som under Kirke-Bue
Kroned Paven og »Vor Frue!«

Var det Ham, der Messe-Særke
Syede af Jorde-Lin,
Ham, der under Korsets Mærke
Rutted med den røde Viin,
Ham, der byggede af Flammer
Huss det prude Sove-Kammer!

45

Men var det ei Ham, der bygde
Afguds-Altre i hver Krog,
Ham, der Almanakker trykde
Under Kors i Messe-Bog;
Hvi skal Nordens Aand da bøde
For de gamle Kroppes Brøde!

Som med Paven gik i Rette
Fædrene for Christi Aand,
Saa giør vi for Nordens Vætte
Med den plumpe Skriver-Haand,
Som, kun sandsende det Stærke,
Hvirvel-Vind gav Aandens Mærke.

Som med Skriften af de Gamle,
Christen-Livets Kilde næst,
Luther mægted at ophamle
Mod den store Afguds-Præst,
Saa med Arilds-Kvad i Haanden
Svare vi for Kæmpe-Aanden.

Var det sandt, det løse Rygte,
At Man slagted Folk som Fæ,
Hvor for dem, som Midtgaard bygde,
Man i Norden bøied Knæ,
Dog, saalidt som Costniz-Baalet
Aanden huged Morder-Staalet.

Ærlig Kamp var Aandens Glæde,
Spyd mod Spyd og Haand mod Haand,
Alt som vi i Kredsen træde,
Pen mod Pen og Aand mod Aand,
Haanden kun sit Vaaben skifter,
Aandens Løsen er Bedrifter.

Ja, det gamle Nordens Vætte
Han er just Bedriftens Aand,
Svinger Mjølner mod hver Jette,
Lægger Fenris-Ulv i Baand,
Er Michael, som med Dragen
Fører Krig til Domme-Dagen!

46

Derfor, medens Tider rinde,
Storværk alt i Mark og Bog
Kæmpemæssigt Navn skal finde
Nemt i Nordens Billed-Sprog,
Brænde-Mærket ei ved Siden
Savnes skal til Nidings-Iden!

Derfor, hvor jeg end omvanked,
Hvor end Sjælen Hvile fandt,
Hvorimod end Hjertet banked,
Og hvad end i Hu mig randt,
Klarest dog i Mimers Kilde
Saae jeg Livet sig afbilde!

Striden mellem As og Jette,
Tiden ud, paa Liv og Død,
Lærde mig hvad Kæmpe-Trætte
Meer end Slags-Maal blot betød,
I alt Døn kun Efter-Braget
Hørde jeg af Torden-Slaget!

Naar jeg saae, hvor Flod og Ebbe
Underlig omskifte saa,
At, hvor Liv der spores neppe,
Tit dog Storværk mon opstaae,
Da mig tykkes Alt at sande:
Høie Norner Asken vande!

Hvor Man kappes om at hædre
Storværk ret af Hjertens-Grund,
Saa de giæve Olde-Fædre
Gaae i Sang fra Mund til Mund,
Der, for mig, i Valhals Gammen
Sidde alle Kæmper sammen!

Naar jeg føler: os i Hjerte
Boer en Længsel dyb og sær,
Hælvten Fryd og Hælvten Smerte,
Aanden heel og holden kiær,
Da mig tykkes, alle Steder
Gylden-Taarer Freia græder!

47

Al den Kløgt, der sig som Snogen
Snoer imellem Krop og Aand,
Finder jeg, i Edda-Bogen,
Loke har fra første Haand,
Saa mod ham de Verdens-Kloge
See mig ud som Skole-Poge!

Overalt, hvor Øiet savner
Livet i sin fulde Glands,
Saa det fryder, som det gavner,
Teer sig frit i Straale-Dands,
Mindes jeg, hvor tungt for Balder
Friggas Moder-Taare falder!

Naar jeg seer, hvor Haabet smiler.
Saligt under sølvgraa Haar,
Og hvor dristig det sig hviler
Paa en Drøm fra Barndoms-Aar,
Synes mig igien opdaget
Glitner kun med Sølver-Taget!

Naar jeg seer, hvad Mindet mægter,
Som ei blot i Konge-Borg,
Men hos hele Folke-Slægter,
Avler Daad og jorder Sorg,
Da jeg seer af Æbler røde
Gamle Guders Kinder gløde!

Naar i Levnets-Aftenstunden
Jeg det mærker paa hver Skjald,
At han Ordet har paa Munden,
Som forkynder Guders Fald,
Da sig Gjallar-Hornet klæber
For mit Blik til Heimdals Læber!

Naar det ringer for mit Øre
Om det store Giærde-Brudd,
Da sig Himlens Kræfter røre,
Daane som et Stjerne-Skudd,
Asa-Thor jeg seer i Vangen,
Vaklende fra Midgaards-Slangen!

48

Naar det toner fra det Høie:
Liv skal seire over Død,
Da sig hæver for mit Øie
Jorden grøn af Havets Skiød,
Balder fra de mørke Dale
Op til Gimles Gylden-Sale!

Ja, det gamle Nordens Vætte
Han er just Bedriftens Aand,
Svinger Mjølner mod hver Jette,
Lægger Fenris-Ulv i Baand,
Er Michael, som med Dragen
Fører Krig til Domme-Dagen!

Paa hans Øe hver Aand det mærker,
Har end halv sig selv han glemt,
Thi for Daad og Kæmpe-Værker
Falke-Syn han har bestemt,
Fandt dertil uhyre Kræfter,
Drift og Mod og Greb derefter!

Sanct Georg, som fælder Dragen,
Kalder Anguls Øe sin Aand,
Brat det komme vil for Dagen,
Navnet er paa anden Haand;
Kaldes Vinger Fjeder-Hamme,
Virkningen er dog den samme!

Her, hvor Aanden er vor Næste,
Savne end vi stor Bedrift,
Mærke knap, at deres Bedste
Aander giør med Ord og Skrift,
Saa i Kammer, som i Kirke,
Hvad de spaae, de ogsaa virke!

Spørger Man: hvad er i Giære,
Og hvad spaaer vel Nordens Aand?
Nordens Held og Herrens Ære,
Stor Bedrift med Mund og Haand,
Nyt, som til det Gamle svarer,
Saa sig Aanden selv forklarer!

49

Mod og Magne hisset ovre,
Frille-Børn af Asa-Thor,
Skal til Øre-Sund og Dovre
Gaae paa Damperen ombord.
Deres Fader at opsøge
Og hans Kraft med Konst forøge!

Baandet seit, af Fiske-Aande
Fugle-Mælk og Kvinde-Skiæg,
Tæmme skal, til Lokes Vaande,
Fenris-Ulv ved Klippe-Væg,
Og eenarmet Tyr hin Bolde
Dog med Æren Kraft beholde!

Odin med det ene Øie,
Som seer meer end Andres To,
Skal i Nordens Kæmpe-Høie
Finde Meer end Mange troe,
Vise, ham gik ei af Minde
Draugerne tilgavns at binde!

Valhal skal paa Ny opbygges
Med sit blanke Skjolde-Tag,
Hvert et Tog mod Jetter lykkes,
Trold faae Skam af Torden-Slag,
Aser under Ask hin Gamle
Glade sig til Raad forsamle!

Nordens Guder skal ei kæmpe
Meer med gamle Grækenlands,
Sønden-Vær skal Kulden dæmpe,
Slebne Ædel-Steen faae Glands,
Født af Vaner og af Aser
Engleviis er Nordens Kvaser!

Døer han end i Ungdoms Dage,
Som for kloge Børn det maae,
Dog, til Held for Fleer end Brage,
Mande-Bod skal Aser naae,
Finde Smag i Mjød af Dværge
Hentet dybt i Tone-Bjerge!

50

Smukt derad skal Møen smile:
Heimdal hører Græsset groe,
Seer det grandt paa hundred Mile
Hvad sig nærmer Bifrøst-Bro,
Nord-Lys vorder Billed-Navnet,
Som Oplysningen har savnet!

Evigt er kun Eet paa Jorden,
Det er Aande-Herrens Ord,
Derfor Endeligt i Norden
Ogsaa haver Asa-Thor,
Men ei før han, mæt af Dage,
Fældet har den store Drage!

Dagen aldrig er saa lang,
Selv ei under Nørre-Lide,
At det mørknes jo engang,
Saa med Natten den maa stride,
Giennem Skygge-Dalen vinde,
For med Seier at oprinde!

Det er Skumringen i Norden,
Det er Ragna-Rokes Strid,
Det er, trods al Lyn og Torden,
Trolde-Pakkets Helte-Tid,
Kort, som alt det Ondes Gammen,
Luttrende som Skiærsilds-Flammen!

Dagen gryer og Hanen galer,
Derfor, Brødre, op til Daad!
Trindt os vaagne Vinter-Svaler
Efter høie Norners Raad,
Ja, som dvaledøde Fugle
Mytherne staae op i Thule!

Lavt de flyve her paa Sletten,
Fanger dem, I Drenge smaae!
Selv i Bur om Kæmpe-Vætten
De som Nattergale slaae,
Naar kun Toner, hende kiære,
Eders Syster dem vil lære!

51

Høit paa Klippe-Grund de stævne
Lukt i Sky med Falk og Ørn,
Ikke der, som paa det Jævne
Fange dem de viltre Børn,
Kun før de af Krudt faae Lugten
Gutten skyder dem i Flugten!

Skudte Fugle kan ei sjunge,
Stoppes ud de skal med Konst,
Kæmpe-Vinger for de Unge
Da ei sprede de omsonst,
Over Fjeld og Fyr og Graner
Tanken følger deres Baner!

Sørge for hvad aldrig glipper
Hver som han har Trang og Tro,
Men paa Slette og paa Klipper
Vidt og bredt om Runemo1
Kappes Alle om at flette
Hæders-Krands til Nordens Vætte!

Pak dig, Hrimthurs fra det Fjerne!
Bar end Thor du2 over Aa,
Nu ei længer for en Stjerne
Tage vi din frosne Taa,
Og din Hustrues ramme Galder
Regne vi nu kun for Skvalder!

* *
DEN DANSKE STATS-KIRKE.

AARET 1834, med Kongens Jubilæum og den endelige Forordning om Stænderne, blev ogsaa mærkeligt i Kirkens Historie. Den 22. April udgik der en kongelig Resolution, der gav Rationalisternes Hovedmand Stiftsprovst H. G. Clausen et bestemt Tilhold om at følge Ritualet nøje ved de kirkelige Handlinger. Dermed var et vigtigt Afsnit af Kirkekampen sluttet Men samme Dag udgik der en anden kongelig Resolution, der aabnede Udsigt til en »tidsvarende« Revision af det bestaaende Ritual. Samme Efteraar blev J. P. Mynster Sællands Biskop og tog med Iver fat paa denne Sag, hvis heldige Løsning efter hans Mening vilde dæmpe den uhyggelige Strid i Statskirken.

Grundtvig, som to Aar i Forvejen første Gang havde fremsat Forslag om Sognebaandets Løsning, i det lille Skrift Om Daabs-Pagten, (aftrykt ovenfor i 5. Bind, Side 365-75), følte sig drevet til at tage Ordet, da Spørgsmaalet om det lovbefalede Ritual ved den kongelige Resolution var blevet brændende. Han fremførte derfor i et Flyveskrift om »den danske Stats-Kirke, upartisk betragtet,« sin Mening om det rette Forhold mellem Kirke og Stat. Med stor Kraft og Klarhed gør han gældende, at Frihed alene kan bringe Udvej af den fortvivlede Tilstand, hvori Statskirken er kommet. Han foreslaaer derfor atter Sognebaandets Løsning og fremsætter mange andre frisindede Tanker, som er blevet retledende for den kirkelige Frihedsudvikling lige til vore Dagel.

Paa Bagsiden af Titelbladet staar: »Maa trykkes. I Kjøbenhavns Politiret den 23 Juni 1834. Thomsen«.

*
53

Den Danske Stats-Kirke
upartisk betragtet
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Præst

Hvor Herrens Aand er, der er Frihed.

2. Cor. 3.

Kiøbenhavn, 1834.
Paa den Wahlske Boghandels Forlag.
Trykt hos C. Græbe & Søn.

54

Forord.

Upartisk er et stort Ord i denne Verden, naar det skal være andet end et tomt Munds-Veir eller et smukt Udtryk for en styg Ting: for Ligegyldighed ved Alt, undtagen sin egen Smule Person; men desuagtet kalder jeg trøstig min nærværende Betragtning af den Danske Stats-Kirke upartisk; thi jeg veed, at hvem der læser min Bog med Opmærksomhed, skal finde, den er ikke borgerlig partisk for Noget, uden det skulde være for min Troes Modstandere, hvad da vel maatte kaldes en uforsætlig og høist tilgivelig Forseelse. Det er imidlertid langt fra, jeg kan gjøre mig nogen Fortjeneste af denne Upartiskhed, da den er et nødvendigt Resultat af mange Prøver og Erfaringer, jeg helst vilde undgaaet, af en Natur, jeg ingenlunde selv har skabt, og af en fordeelagtig Stand-Punkt, jeg ikke kan takke mig selv men kun Majestætens Naade for. Af en noget poetisk og meget boglig Natur har jeg nemlig altid foretrukket et vist idyllisk Eremitliv, i min Families Skiød og en lille Venne-Kreds, for Travlheden og den indgribende Virksomhed paa den store Skue-Plads, saa det var aabenbar kun den høirøstede Forhaanelse af hvad der var baade min Tankes Stolthed og mit Hjertes Helligdom, forbundet med den betrængte Stilling, hvori jeg saae mine Troes-Forvandte, kun det, der stundom drog mig fra mit Elysium, udrev mig af min Drømme-Verden, befolket med livagtige Skygger af Fædrene og gienskinnende af al Fortidens Herlighed. Nutiden var mig derfor længe en fremmed Verden, hvor jeg paa mine Besøg vel, som Reisende pleie, opdagede Adskilligt, Indbyggerne oversaae, men studsede ogsaa over Meget der var dem velbekiendt, troede at see Meget, som ikke var til, fordi en fjern Lighed med Noget i min Verden skuffede mig, og 55 kom især tit galt afsted, ved det jeg behandlede levende Folk som de var døde, det vil sige: behandlede deres Skygger ligesom andre Skygger, uden at ændse den mærkelige Forskiel det giør, om Skyggen har et Legeme eller ikke. Det var, troer jeg, først i England, hvor Fortid og Nutid forunderlig romantisk og dog tillige ganske virkelig mødes, jeg ret lærde at kiende Forskiel paa Skyggerne med oguden Legeme, og blev derved hardtad ligesaa godt hjemme i den nærværende som i den forbigangne Tid, og lærde, ved Sammenligningen, at tage billigt Hensyn paa det unægtelige Fortrin, det giver baadeTing og Personer at være virkelig til, ogsaa udenfor vor Hjerne, en Egenskab, paa hvis Savn al historisk og poetisk Herlighed kun forgiæves stræber at raade Bod. Med disse Øine er det nu, jeg betragter den Danske Stats-Kirke, som den virkelig er, og seer hvad den, med saa liden Opoffrelse, som knap synes mig værd at nævne, kunde vorde, ventelig til en herlig Virksomhed for Aarhundreder, og selv det tvivlsomme Udfald af Beraadelsen for Øieblikket ængster mig ikke, da min nærværende Stilling spaaer, at hvad Man end finder det raadeligst at gjøre ved Stats-Kirken, vil Man sikkert skiænke mig og Mine Lov til at beholde Fæderne-Troen og de uforandrede Naade-Midler, som er den uundværlige.

Det eneste derfor, som foruroliger mig lidt, er den Urolighed, en lang Tvivl-Raadighed nødvendig avler og nærer i alle Gemytter, som tage Deel i Kirke-Sagen, og hvis Antal virkelig er meget større, end de fleste Folk i Hoved-Staden tænke, og da jeg veed, hvor overfladelig især Liturgiske Spørgsmaal her tillands pleie at behandles, nærer jeg virkelig den Frygt, at det Høikongelig-Danske Cancelli, ved at betragte alle de hinanden modsigende Erklæringer, der maa følge paa den almindelige Opfordring til Geistligheden, kunde finde, at herved var intet at giøre. Da jeg nu desuden selv inderlig længes efter, med frelst Samvittighed, at kunne slaae mig til Ro ved de Sysler, som huge mig bedst, og at bidrage min Skiærv til den Nordiske Oplysning, der er min Yndlings-Tanke og sikkert Nordens Tarv, saa kunde jeg ikke undlade endnu engang, paa Lykke og Fromme, at fremstille vor Kirke-Sag saa ærlig, saa fredelig og saa klart, som jeg mægter. Jeg veed meget godt, det er slet intet Under, om en Bog af det Slags af en halvgammel Skribent, hvis Mening Man jo veed, bliver ulæst af dem, den mest er skrevet for, og at hvad der for ham er soleklart, kan være meget dunkelt for andre fornuftige Folk, men hvad da? hvem der er sat 56 til Bogen, haaber dog altid Noget af Pennen, og hvad jeg stemmer for i Kirken, anbefaler sig fra saamange Sider, at det ei er for dristigt at tænke, enhver alvorlig Mand, der selv hverken har Lyst eller Udsigt til at blive en lille Sogne-Pave, kan finde, det er bedst, at Sogne-Baandet bliver løst, enten det saa kan giøre lidt eller meget Gavn, thi det er klart, det trykker svært, og at det ved at strammes kan gjøre ubodelig Skade!

Dog selv i værste Fald kan Ingen alf mine Samtidige berøve mig Skribentens sidste Haab: at blive læst og roest af Efter-Slægten, og maa jeg nøies dermed, skeer mig endda ikke saa stor Uret; thi i Grunden har jeg dog ogsaa skrevet om Kirken, som jeg vilde tale om den til en Efter-Slægt, hvem Øieblikkets smaalige Interesser, som forbigangne, var fremmede, men for hvis Øine Stats-Kirken alt havde vundet den Skikkelse, jeg ønsker den, og hvis Ønske det nu var at vide mine Tanker, som en samtidig af Giæringen udviklet Præst og Videnskabs-Mand, om denne Skikkelses gradvise Opkomst og om dens Forhold til Christendom, Samvittigheds-Frihed, Oplysning, og det Borgerlige Selskabs vel forstaaede Tarv!

57

Den herskende Kirke.

Christendommen eller, om Man heller vil, Christenhedens Fæderne-Tro, og det Samfund, den skaber, er en vitterlig Kiends-Gierning fra Fortiden, som aldrig kan blive til Andet end hvad den har været, saa hvem der giør den om, skyder den kun fra sig og giør sig kun latterlig ved at ville kline Dens Navn paa sine egne Hænders Gierninger. Stats-Kirken derimod er ingen Kirke-Stat, men simpelthen en Stats-Indretning(Establishement), som Regieringen har Lov til at ende og vende efter eget Tykke, uden at nogen Bisp, Præst eller Professor har Lov til at knye, naar derved intet Skaar giøres i Samvittigheds-Friheden, som baade er al Religjons øverste Grund-Sætning og enhver ustraffelig Borgers utabelige Ret. Herfra gaaer jeg ud og herom dreier sig, i denne Egn, hele min Tanke-Gang, saa jeg er en erklæret Modstander ikke blot af den høitydske Uskik at kalde nye Ting med gamle Navne, men ogsaa af den Hierarchiske Gienganger, der, som en slet nedmanet Pave, paa den senere Tid spøger i den Protestantiske Christenhed og vil indbilde os, at Geistligheden dog i Grunden altid skulde være Stats-Kirkens Sjæl, Regieringen Dens verdslige Arm og Juristerne Dens Fingre, altsaa, at der burde være en Kirke-Stat i Borger-Staten, hvoraf naturligviis fulgde, at Folket enten maatte beflitte sig paa at gaae dobbelt, eller at den Geistlige og Verdslige Sjæl igien, som Pave og Keiser, maatte drages om Stats-Legemet. Jeg veed nok, Man betjener sig nuomstunder ikke afsaadanne stødende Tale-Maader, men anmærker blot, som det synes meget beskedent, at Kirken burde emanciperes, men Tingen bliver aabenbar den samme, og det er visselig paa den høie Tid, at vi giør Ende paa det skolastiske Spilfægteri med tomme eller dog ubestemte 58 og tvetydige Ord, og see paa Tingen, som er del Virkelige. Hvad der i vore Tider har skaffet denne maskerede Gienganger fra Middel-Alderen en Slags Respekt, er ogsaa aabenbar blot et saadant Spilfægteri, i det Man paa den ene Side forvexler Kirken med Skolen og paa den Anden Geistligheden med Kirke-Ideen: med Tro og Samvittighed, men denne Forvexling er saa haandgribelig en Feiltagelse, at der kun hører et meget tarveligt Begreb til at forstaae, at Tro og Samvittighed ligesaavel som Tanker godt kan være toldfrie, fordi Geistligheden ikke er det, ja at Hines Borgerlige Frihed netop beroer paa, at Geistligheden er bundet, saa den borgerlig kan ikke røre sig, da en Stats-Kirkes Geistlighed, saalænge den borgerlig kan røre sig som Korporation, vil baade med Hænder og Fødder sætte sig mod virkelig Troes og Samvittigheds-Frihed. Det er nemlig en fix Ide hos dette »Broderskab«, at sand Religjons-Frihed bestaaer i at den sande Religjon (med sin Fuldmægtig Geistligheden) er fri, om mueligt baade for Told og Skat, men især for enhver kraftig Modsigelse, der altid, sige de, danner en Sect, som sønderriver Kirke-Legemet og piner det omsider Sjælen ud af Livet. Da nu naturligviis enhver Geistlighed holder sin Religjon for den Sande, føler Den ikke mindste Sympathi med Secterne, der jo, efter Forudsætningen, giør sig ud til Beens mod den sande Religjon, og bruge altsaa kun Ordene »Religjon, Samvittigheds-Frihed« og Deslige til Skalke-Skjul for Præste-Had og Herske-Syge, Sværmeri og Fanatisme. Hvor indgroet denne Tanke-Gang er i os, har jeg selv havt Leilighed til at erfare; thi jeg har altid paa det Alvorligste foreholdt mig selv, det er splittergalt at ville beherske Andres Tro og Samvittighed, og naragtigt at sige til Folk, der kalde vor Religjon falsk: fy skammejer! I veed jo godt selv, at vi har den sande Religjon, og giver ikke da Fornuften, at Jeres, som I selv bekiende, strider derimod, at det er den Falske, er Sværmeri og Fanatisme; jeg har altid med Flid indpræntet mig disse miskiendte men klare Sandheder, og desuagtet kunde jeg dog aldrig ret komme i det Rene med »Modstandernes« Religjons-Frihed her hjemme, før jeg brød overtvært og nedlagde mit Embede, thi da først blev jeg upartisk. Jeg fortænker derfor slet ikke Præsteskabet i at det følger sit Instinkt, men jeg paastaaer, at Juristerne skal hindre det fra at giøre borgerlig Skade, ved, med eller uden Complimenter, at binde Hænderne paa Geistligheden. Hænderne siger jeg med Flid, thi maa Man ikke binde Munden paa den Oxe som tærker, da 59 maa Man endnu mindre binde den paa Præsten, som skal præke, saa Geistligheden bør altid have Munden fri, som Molesworth, til sin store Ærgrelse, fandt Den havde i Danmark, hvor han dog havde sat sin Ære i Pant paa, der fandtes ikke Spor af Frihed. Den maa have Lov til at kalde sin Religjon den eneste sande og saliggiørende, Lov til, hvad deri ligger, at kalde alt Modsat Overtro, Vantro, Sværmeri, Fanatisme, Secterianisme, hvad den vil, ja, selv Lov til at ymte om, Staten gaaer nok omsider til Helvede med alle Kiætterne, fordi Den ikke brænder dem itide; Lov til alt Sligt, paa eget Ansvar for Gud, Samvittighed og Oplysning, men ikke Lov til at krumme et Haar paa nogen Kiætters Hoved, ikke Magt til at skille noget Menneske ved saa meget som en Negl af Borgerskab, fordi han kalder en anden Religjon den Sande og Gejstlighedens falsk, og følger naturligviis ikke Dens men sin egen; ikke Magt til paa nogen Maade at standse Oplysningen, som unægtelig standses, naar de saakaldte »Kiættere« ei faae Lov til at føre baade theoretiske og praktiske Beviser for deres Religjons Sandhed og Gavnlighed. Naar Geistligheden klager overSecterne, kan en Stats-Mand i Christenheden heller aldrig være forlegen for et træffende Svar, der gaaer til Marv og Been, thi Sanct Povel siger jo udtrykkelig: der maae være Secter iblandt eder, for at de Retskafne kan aabenbares, saa det hører aabenbar til Korset, ingen retskaffen Præst maa krympe sig ved, og det skulde undre mig, om ikke alle Stats-Mænd nuomstunder let vil indsee, at Kirke-Secter vel kan give en Kirke-Stat sit Bane-Saar, som de Protestantiske Secter ved Reformationen virkelig gav den store Kirke-Stat fra Middel-Alderen, men at Borger-Staten, langt fra at opløses, tvertimod maa takke hine Secter (Lutheraner, Episkopale og Calvinister) for sin Selvstændighed, og løber da sikkert ingen Fare ved, at de Ruiner styrte, som af den store Kirke-Stat blev tilbage hos Protestanterne. Soleklart er det nemlig, at først naar de styrte, er Borger-Staten fuldelig emanciperet, og dog kan de ikke styrte uden ved Secter, som Man ret seer i England, hvis Historie Man ogsaa ved denne Leilighed maa beklage ei er bekiendtere hos os end Tydsklands. Der see vi da ogsaa klarlig paa Kvækere og Methodister, at de mindre Secter er forholdsviis Borger-Staten ligesaa gavnlige, som de Større var ved Reformationen, og blive aldrig skadelige, uden naar Regieringen tager den herskende Kirkes Parti og behandler sine bedste Venner som Fiender, blot fordi de er den Kirke-Stats 60 Fiender, Regieringen selv maa ønske langt borte. Nu, da »den høie Kirke« øiensynlig raver, uden at forskrække Andre end sine Beneficiarier, nu kan dog vist ingen Stats-Mand tænke, Fienden er i Landet, fordi en lille Sect giør i det Mindre samme Krav paa Samvittigheds-Frihed, som Protestanterne ved Reformationen gjorde i det Større, og som den Augsburgske Confessjon paa det Ivrigste forsvarer.

Dog, det være med Synet andensteds, som det vil, saa maae vi dog i Danmark nødvendig faae Øinene op, da vor Regiering i hele halvtresindstyve Aar saa øiensynlig har begunstiget alle Kirke-Secter, og just derfor staaet i Modsætning til Geistlighedens Sect-Væsen, uden at deraf er flydt mindste borgerlig Ulæmpe, som er værd at nævne ved Siden ad det store Resultat, som er Kirke-Statens fuldstændige indvortes Opløsning, saa den nu kan blæses omkuld, uden Magt til nogensinde at reise sig meer. Den Overbærelse med Kiætterne (Tolerance), som det Attende Aarhundrede aldrig noksom kunde rose sig af, lærde vi vistnok af vore Naboer i Nord-Tydskland, men her tabe vi Intet ved at lade Andre trættes om Originaliteten, da denne Tolerance var en slibrig Ting, saa Alt kom derpaa an, hvordan den øvedes. At nemlig Friedrich den Eneste godt kunde »taale« at Man rev ned paa den Tro han selv spottede med, det var intet Under, og at Man i de Lutherske Lande taalde, at de gamle Præster blev ved at præke Luthersk, til Munden af sig selv ved Døden gik i Bag-Laas, vilde heller ikke sige stort, og videre gik, saavidt jeg veed, den Tydske Tolerance aldrig; men den Danske gik saavidt, at selv jeg, den erklærede og ei ganske ufarlige Modstander af den Heterodoxe Sect, der under lukt Laag var blevet herskende, selv jeg fik, efter nogle Betænkeligheder, Lov og Leilighed til at gjøre mit Bedste for den, vel efter Loven Orthodoxe, men i Geistlighedens Øine dødskyldige Lutherske Sect, saa for Øieblikket veed virkelig Ingen af os, hvilken Sect der er den Stærkeste i vor Stats-Kirke, medens det er os alle vitterligt, at Ingen er herskende. Dette er jo nu vist nok en anarchisk Forfatning, der spaaer Statens Opløsning, men vel at mærke »Kirke-Statens«, og uagtet det er klart, at skulde Regieringen tage Parti for Nogen af de stridende Secter, maatte det blive for den, jeg hører til, som ikke blot har Alter-Bogen, Ritualet og Lands-Loven, men ogsaa Konge-Loven for sig; saa finder jeg det dog ingenlunde raadeligt, at give enten den eller nogen Sect Monopol paa Himmerig; thi just fordi Himmerig ligger under en ganske 61 Andet, nemlig paa »Samvittigheds-Frihed«, som selv de allerchristeligste Secter, naar de blev herskende, har været saadanne Jøder med, at den sædvanlig kostede Livet.

Men naar Regieringen ikke skal tage Parti, vil den da ikke blive nødt til at afskaffe Stats-Kirken, eller dog til at give Et af Partierne sin Stilling udenfor den, som Dissenterne i England.

Hvad Omstændighederne i Fremtiden kan nøde til, veed naturligviis Ingen af os, men for Øieblikket, efter hvis Krav der altid maa handles i Staten, er det saa langt fra at være nødvendigt, at det endog neppe lod sig gjøre; thi Afskaffelsen af Stats-Kirken vilde ligesaalidt være i Folkets Smag som den var efter Statens Tarv, og da Hoved-Partierne synes omtrent lige stærke, viger neppe Noget af dem godvillig, saa Regieringen maatte fremtvinge Skilsmissen, altsaa ret egenlig tage Parti, ei blot med Pennen, men med hele Haanden.

Jeg har i den senere Tid oftere baade paastaaet og stræbt at vise, at Regieringen kan besværge hele det frygtelige Uveir der trækker op paa Kirke-Himmelen blot ved at løse et Baand, som aldrig burde være knyttet, Sogne-Baandet nemlig, forsaavidt det binder Lægmands Tro og Samvittighed til Sogne-Præsten, og derom maae alle tænkende Mænd være enige med mig, at hører der ikke Andet til at bringe Kirken i et ønskeligt Forhold til Staten, da er Opgaven Barn e-let; men at den desuagtet ei endnu er løst, viser dog at Man enten har draget Raadeligheden i Tvivl eller stødt paa en Vanskelighed, Man helst gik udenom. Det Spørgsmaal, Regieringen i dette Øieblik giør til hele Landets Geistlighed: om og hvorvidt en Forandring af Ritual og Alter-Bog er raadelig, viser imidlertid, at Sagen ansees vigtig nok til at tage i alvorlig Overveielse, og jeg maa da ingen Flid spare, for at lade mit Fædre-Land høste Gavn af den langvarige Opmærksomhed, Natur og Omstændigheder have deels lokket, deels nødt mig til at skiænke de Kirkelige Anliggender, og af den temmelig rige Erfaring, min særegne Løbe-Bane ei blot har sat mig i Stand til at samle, men gjort mig det umueligt at undgaae. En god Formodning om mit Raads Gavnlighed maa det vist ogsaa vække, først, at skjøndt jeg kirkelig paa det Uopløseligste knytter mig til Fortiden, raader jeg dog ikke til Krebs-Gang men til Frem-Skridt, og, for det Andet, at mit Raad indslutter en Lov-Tale over den Kirkelige Politik, der ved et besynderligt Uheld nær havde kostet mig hele min borgerlige Tilværelse. Et saa besynderligt og 62 sjeldent Sammen-Stød, mener jeg, maa, naar Raadet ikke kommer fra en af Naturen meget stifmoderlig begavet Person, fortjene en vis spændt Opmærksomhed, og vil Man skiænke mig den, tvivler jeg intet Øieblik om, at Man jo vil finde Sogne-Baandets Løsning baade nødvendigt og nyttigt, ja dele den Overraskelse, det virkelig har været mig at see, hvor besynderlig Forsynet bestandig vaager over eller, om Man heller vil, Lykken spiller for Danmark, dog ikke uden Grund, men fordi baade Konge og Folk har et godt Hjerte, som inderlig ønsker at ramme det Rette, hvor ingen Klogskab kan udgrunde det.

Fæderne-Troen.

Vil vi lære at forstaae det Nærværende og med Klogskab see ind i Frem-Tiden, da maae vi nødvendig baade kiende det Forbigangne, og betragte det Nærværende, som det virkelig er, enten det saa huger os eller ikke, thi begynde vi med at skuffe os selv, er vi sikkre nok paa at skuffes af alle vore Forventninger.

Raadføre vi os nu med Historien, da finde vi strax, at den nærværende kirkelige Krisis er langtfra at være noget Nyt, men ligesaa langt fra at være ubetydelig, da det er en af de store Vende-Punkter i Jordens Stilling til Himlen paa et givet Sted, hvorved det afgiøres for Aarhundreder, om Kirke-Livet skal uddøe eller aabne sig en ny Bane.

Hvad nemlig Religjonen er for mig som Individ, det er en Troes og Samvittigheds, altsaa min egen Sag, som ikke kommer Nogen ved, med mindre han enten selv ønsker at høre mig derom, eller jeg trænger mig ind paa ham dermed, hvortil jeg ikke har mindste Ret, uden den, et nærmere og kiærligt Forhold kan give mig, som Fader eller Ven; men Religjonen har en Borgerlig Side, som Historien lærer os at kiende og som, efter Dens Vidnesbyrd, er saa vigtig, at ingen klog eller veltænkende Stats-Mand kan tabe den af Sigte. Vi høre nemlig baade de Græske og Romerske Skribenter klage over, at med Fæderne-Troen forfaldt ogsaa Sæderne og Kilden udtørredes, hvoraf Folket drak Helte-Mod i Farens Stund og Kraft til al den Selv-Fornægtelse og de giensidige Opoffrelser af egen øiebliklig Lyst og Fordeel, som er nødvendige, naar det Borgerlige 63 Selskab skal være udvortes kraftigt og indvortes roligt, gavnligt og glædeligt, fra Slægt til Slægt, og saalidet vi end som Individer kan finde os i disse gamle Folks Tro og Gudsdyrkelse,, kan vi dog hverken nægte, at Folkene, mens disse blomstrede, gjorde Kæmpe-Skridt til hvad der, efter deres Anskuelse, var jordisk Lyksalighed, ikke heller kan vi dølge for os selv, at De, der ved Folke-Troens Forfald spaaede det Borgerlige Selskabs Opløsning, baade havde gode Grunde og fik mere Ret end de selv kunde ønske.

Naar derfor enkelte Mænd i Europa ved Overgangen fra forrige til nærværende Aarhundrede, spaaede Staterne i den ny Christenhed en sørgelig Fremtid, da var det visselig ikke Stats-Klogskab, der fandt det latterligt, og det Nittende Aarhundredes første Menneske-Alder har ingenlunde stadfæstet det Attendes dristige Paastand, at Man nu havde fundet »de Vises Steen«, der, som en urokkelig Grundvold for det Borgerlige Selskab i sin fulde Kraft og Glands, gjorde Religjonen, om ikke i det Enkelte, saa dog i det Hele aldeles overflødig. De fleste Regieringer stræbe derfor ogsaa nu øiensynlig paa Ny at stramme det religiøse Baand, der i forrige Aarhundrede slappedes, og paa den ene Side understøttes de kraftig deri af os Silde-Fødninger, der, som Man siger, sværme for Fæderne-Troen, men paa den anden Side falde vi dem ogsaa lidt besværlige med vor Ivren for, hvad der ei lader sig opmane.

Dette er, som Man veed, Stillingen trindt i den Protestantiske Christenhed: i Tydskland og England saavelsom i Danmark, og hvem der anseer vor Fæderne-Tro for at være samme Vilkaar undergivet, som Folke-Troen i Grækenland og Rom, maa, naar han ellers er klog, erklære alle Bestræbelser for at oplive den for aldeles frugtesløse, men ogsaa spaae samme Følger af dens Ophør, som de gamle Stater undergaaende lagde for Dagen. Havde man nemlig end i Athenen ladet Epikur drikke samme Skaal som Sokrates, kan dog Ingen indbilde sig, de gamle Guder vilde derved levet op, og ingen Stat i Christenheden vil vist giøre Mere for at holde den gamle Tro vedlige, end Man i Grækenland og Rom gjennem Aarhundreder forgjæves gjorde for Templer og Præster, men da al vor Viisdom, naar Man tænker Fæderne-Troen bort, er udsprunget fra Grækenland og Rom, var det jo ogsaa Daarskab at vente, den Viisdom skulde gjøre større Mirakler til at styrke og styre det Borgerlige Selskab hos Skyther og Barbarer, end Den gjorde i sin Hjem-Stavn!

64

Det er imidlertid historisk uefterretteligt at skære vor Fæderne-Tro over een Kam med Grækers og Romeres, fordi den aabenbar to Gange har gjort større Ting end Disse og kan da ikke blot muelig men rimeligviis gjøre ligesaa den tredie Gang, hvor den faaer Lov til at gjøre sit Bedste.

Naar vi nemlig kalde den Christne Tro vor Fæderne-Tro, da veed man nok, det er ikke Meningen, at den er et Hjerne-Spind af vore Fædre eller opkommet i deres Hjerte, men kun at den, skjøndt »en fremmed Gjæst,« har gjennem et Aar-Tusinde slaaet saa dybe Rødder i Folke-Hjertet, i Sproget og i Tanke-Gangen, i det huuslige Liv og alle offentlige Indretninger, at Folket slet ikke veed af nogen anden Fæderne-Tro at sige, og selv de Lærde tvistes om, hvad man egenlig troede i Norden før Ansgars og Hellig-Olavs Dage.

Folke-Livet og det Borgerlige Selskab i Danmark under Valdemarerne, som vi især kjende af Saxo, Kæmpe-Viserne og de gamle Love, det var da den første Helte-Gierning af den Christne Tro herinde, som jeg kalder større end nogen Folke-Troes, fordi den øvedes hos et fremmed Folk, hvis eiendommelige Tro den Fremmede levende afløste, en Helte-Gjerning, der virkelig har noget vist Over-Naturligt ved sig. Forundringen voxer imidlertid, naar vi see, det var ikke blot i Dannemark eller i Norden, men ogsaa i Tydskland, i England, Frankerig og Italien, ja overalt hvor Christendommen mødte Tydske eller Nordiske Folk, at den blev det Religiøse Element i et langt mere udviklet og prydet Borger-Liv, end de ved Hjelp af deres Arilds-Tro havde ført.

Naar Man først har seet eet Mirakel, forundrer Man sig gjerne ikke synderlig over det Andet fra samme Side, og Man overseer derfor let det Mageløse i den Christne Troes Virkning ved Reformationen, men Miraklet er derfor ingenlunde des mindre; thi efter Kors-Togene tegnede det aabenbar til, at den Christne Tro, uagtet sine tidligere Mirakler og sin mageløs universelle (catholske) Kraft, dog skulde gaae, just ikke alt Kiøds, men dog al Aands Gang paa Jorderige, som er, efter et daadfuldt Levnets-Løb at gaae hjem til Guderne. Den store Idee om hele den ny Christenhed, som en guddommelig Kirke-Stat, hvori Aanden udtalde sine dybe Hemmeligheder med alle Folkenes Tunger, og hvori Folkene ingenlunde tabde deres Selvstændighed, men Kongerne fandt deres Kroner, og Jord-Livet sin Helliggjørelse i alle Retninger, denne store og, trods 65 alle sine sværmeriske Lyder, giennem Aarhundreder mageløs velgjørende Ide tabde sig nemlig efterhaanden, og den hellige Moder Kirken blev i det Nordlige Europa, hvor den med Moders-Maalet undertrykde alt Folkeligt, snart betragtet som en Nat-Mare, det vel var vanskeligt at blive kvit, men derfor ikke mindre tungt at rides af. Norden i det Femtende og Begyndelsen af det Sextende Aarhundrede viser os derfor en Kraftløshed, Raahed og Sædernes Fordærvelse, parret med en Ringe-Agt for Tro og Geistlighed, der spaaede det Værste, og dog varede det kun en Menneske-Alder, til Man igien hørde Kirkerne gjenlyde af Aandens Tale med Folkets Tunge og Skarens Lovsang til den samme Christus, hvis Romerske Statholder Børnene pegede Fingre ad i Luthers Catechismus.

At denne vidunderlige Oplivelse af Christenhedens Fæderne-Tro smelter sammen med det ny Tids-Rum baade i Statens og Skolens Historie, der især har gjort Tydskland og England berømt uden derfor at gjøre Danmark mindre enten lykkelig eller oplyst, tør jeg forudsætte som bekjendt, og neppe kan det med Rette kaldes sværmerisk, Haabet, jeg nærer, at ogsaa den religiøse Ligegyldighed for Fædrene-Troen, som udviklede sig giennem det Attende Aarhundrede, og var i Dettes Begyndelse paa sit Høieste, kan i fornyet Begeistring for samme Tro finde en aandelig Mod-Vægt, der afværger dens naturlige Følger for det Borgerlige Selskab og skjænker det et nyt især for Danmark og Norden ligesaa glædeligt som hæderligt Tids-Rum!

Jeg er ingenlunde blind for de langt større Vanskeligheder, nu end i Luthers Dage, Fæderne-Troen har ved at virke velgjørende paa Folke-Livet og Staten i det Hele; begeistret for begge Dele snart i en heel Menneske-Alder, kiender jeg bedre end de Fleste det Slibrige saavelsom det Skrøbelige i deres giensidige Forhold, og mit Øie for de historiske Paraleler er øvet nok til netop i Vores at gjenkiende det Udviklings-Trin, hvorpaa Folke-Troen i alle de gamle Stater tabde sin Indflydelse paa Livet, da Templerne blev, hvad de endnu er i China og Italien, forfaldne Præste-Hospitaler, medens Philosopherne kun forgiæves stræbde at sætte deres Grublerier i Folke-Troens Sted. Men netop desaarsag er jeg for oplyst til, noget Øieblik at tænke som saa Mange, at disse samme Grublerier, langt mindre folkelig oprundne og udtrykte, skulde bedre nu end fordum kunne træde i Fæderne-Troens Sted, og skiøndt selv, poetisk talt, en Præst for Nordens gamle Guder, er jeg dog ikke 66 Sværmer nok til at troe, d e virkelig kan leve op i Landet, saa enten maa jeg opgive mit fædrelandske Haab om Folke-Livets kraftige Fortsættelse og en deraf udspringende Nordisk Oplysning, eller jeg maa knytte det til Haabet om at Fæderne-Troen, der har oplivet alle mine Anskuelser, Ønsker og Kræfter, ogsaa med den Frihed, som er Aandens Element, kan og vil gjøre sin tredie Helte-Gjerning til en Gjenfødelse af Borgerliv og folkelig Vidskab, der danner en ligesaa underlig som glædelig Modsætning til den aandelige Død og Opløsning, alle Varsler spaaede.

Vistnok kan jeg ikke forlange, at Andre end De, der dele min Tro, skal dele mit Haab om dens Virkninger; men ligesaa billigt som det i alle Tilfælde er at lade Fæderne-Troen uforstyrret virke det Lidet eller Meget, Den, efter sine mageløse Bedrifter, endnu maatte være istand til, ligesaa Statsklogt er det dog nok ogsaa, paa alle muelige Maader at fremme den Troes Virksomhed, der, efter et Aar-Tusindes umistænkelige Vidnesbyrd, indslutter det Borgerlige Selskabs og Menneske-Udviklingens eneste velgrundede Haab.

En Regiering har imidlertid her to Veie at gaae; thi den kan enten vise Fæderne-Troen ud af Stats-Kirken, med Frihed til paa egen Haand og med egne Kræfter at virke hvad den kan, eller Regieringen kan aabne den en fri Virke-Kreds i Stats-Kirken.

Hvad nu det Første angaaer, da er det vistnok min Mening, at Fæderne-Troen, eller rettere alle de Enkelte, for hvem den er en Saligheds-Sag, vilde være bedst tjent dermed, da alt kirkeligt Forhold til Troens Modstandere maa være dem ubehageligt, og selv den størst muelige Frihed i en Stats-Kirke dog er forbundet med mange Hindringer for det Christelige Livs Vext; men uærlig maatte jeg være, om jeg sagde, det var min Mening, at Fæderne-Troen ogsaa paa denne Maade vilde virke gavnligst paa Folke-Livet og Staten i detHele. Vist nok vilde nemlig Fæderne-Troen altid skjænke Staten sine bedste, flittigste, troeste og lydigste Borgere, men deels vilde den, i aaben Feide med Stats-Kirken, tabe det Meste af sin Indflydelse paa Folket i det Hele, og deels vilde den baade af indvortes og udvortes Grunde blive langt mindre frugtbar for Boglig Konst Kunde eller vilde derfor en statsklog Regiering ikke give Fæderne-Troen en fri Virke-Kreds i Stats-Kirken, da vilde den sikkert aldeles afskaffe Stats-Kirken, der, uden Fæderne-Troen, enten maatte blive det tommeste Skuespil-Huus i Landet eller 67 dog kun en dyrekiøbt Skygge af Torvet og Bue-Gangene i Athenen, paa den Tid da alle de Philosophiske Secter kun higede efter at sige eller høre noget Nyt.

Dog, hvad end andre Regieringer vil, saa er det dog sikkert den Danske Regierings Ønske baade at beholde en Stats-Kirke og at beholde Fæderne-Troen deri, ligesom den ved Konge-Loven høitidelig har vedkiendt sig den Beslutning, og Spørgsmaalet er da blot, hvad der maa giøres, for at Fæderne-Troen kan i Stats-Kirken fortsætte sit Liv og sin Virksomhed; thi at der maa giøres Noget, det føler Regieringen vist selv, i det den spørger Geistligheden, hvad de finde raadeligt!

Nu er det, jeg, efter min fuldeste Overbeviisning, bestandig gientager: skal Fæderne-Troen fremdeles leve og virke i Stats-Kirken, da maa Sogne-Baandet løses og Alt for Resten blive omtrent som det er, eller endnu friere, og naar jeg siger »som det er«, da mener jeg dermed ikke hvad der staaer paa Papiret, men hvad der i den sidste Menneske-Alder virkelig har været Tilfældet, at hverken følde Præsterne sig i deres Lærdom bundne til de Symbolske Bøger, eller ved Ministerialia til Alter-Bogen, men benyttede dem frit, som de trøstede sig til at forsvare efter den Hellige Skrift og almindelig Sandhed.

Mod denne Stemme skulde Man nu vel ikke synes, jeg kunde vente nogen Indvending uden af mine egne Troes-Forvandte; thi skiøndt Lov-Stederne er blevet uforandrede, har Regieringen dog aabenbar begunstiget saavel den liturgiske som den dogmatiske Frihed, indtil Fæderne-Troen høirøstet tog til Gienmæle mod Frihedens Misbrug, og de Præster, som giør Krav paa al muelig Frihed, maae jeg dog vel finde, at Sogne-Folkene, for hvis Skyld de er til og af hvem de lønnes, har i det Allermindste ligesaameget Krav paa Samvittigheds-Frihed, som de.

Uagtet jeg imidlertid endnu formoder, at mine Troes-Forvandte blandt Præsterne vil finde mest at udsætte paa dette Forslag, synes Regieringen dog at hælde til den Mening, at Præsterne kunde være dogmatisk frie og dog liturgisk bundne, og i Anledning af mit Vink om Sogne-Baandets Løsning har jeg maattet høre saa ilde fra den heterodoxe Side, at Man der udentvivl selv vil finde den største Frihed dyrekiøbt, naar Man Ingen maa beherske. Det var derfor slet ikke umueligt, at de fleste Stemmer hos Geistligheden kunde vindes for den Middel-Vei, ikke at løse Sogne-Baandet, men heller binde Præsterne til en noget forandret Alter-Bog, og lade dem lære omtrent 68 som de lyste; men det vilde være sørgeligt paa alle Sider, og for Fæderne-Troen en Døds-Dom, som jeg vel troer »Han deroppe« vilde aldrig stadfæste, men som desuagtet kunde blive sørgelig nok for det Land, hvor den fældtes.

Alter-Bog og Sogne-Baand.

Tre Ting vil jeg her stræbe at vise, først, at naar Præster af Fæderne-Troen skal være bundne til Alter-Bogen, kan deri Intet forandres, som er værdt at nævne, dernæst at om end Alter-Bogen ganske som den er bogstavelig blev fulgt af alle Præster, kunde dog Fæderne-Troens Bekiendere ei uden Sogne-Baandets Løsning faae Samvittigheds-Frihed, og endelig at Præster af alle Bekiendelser trænge i Grunden lige høit til dogmatisk og liturgisk Frihed for virkelig at giøre Staten den Nytte, Den behøver og maa vente af sin Kirke.

Min første Paastand, at skal Præsterne af Fæderne-Troen herefter være bundne til en Alter-Bog, maa den i Grunden blive som den er, grunder sig derpaa, at Liturgi og Lærdom hos de Lutherske Christne er paa det Nøieste forbundne, og Ordet ved Naade-Midlerne, som netop er det store Tvistens Æble i Liturgien, ingenlunde en blot Gjenstand for »Smag og Behag«, men Kilden til hele de Troendes Haab og Trøst, saa, hvem der vil berøve dem det, vil, hvad enten de veed det eller ikke, ret egenlig berøve dem deres Religjon.

Dette, som Fæderne-Troens Modstandere naturligviis kalde en fanatisk Paastand, maa sagtens klinge de Fleste i vore Dage fremmed, da hele Liturgi-Sagen i Feiderne sædvanlig er behandlet blot for Smagens Dom-Stol, under den udtrykkelige eller tause Forudsætning, at kun den vankundigeAlmue kunde falde paa at sige, Man vilde give dem en »ny Tro«, naar Man blot forandrede »Formularerne« ved Daaben og Nadveren. Men det klinge nu fremmed eller velbekiendt, liflig eller skurrende, saa er det sandt, og vilde for silde opdages, om det blev dulgt, at ved Naade-Midlerne kan saa godt som slet ikke røres, naar Fæderne-Troen skal ogsaa blot finde sig taalt i Stats-Kirken. At nemlig den Christne Kirke, naar Man tog Naade-Midlerne bort, med det Samme var forsvundet, det vil vist nok Mange nægte, men at den derved tabde alt 69 Tiltrækkende for dem, der i Kirken søge guddommelig Trøst over Synd og Død og al Verdens Møisommelighed, altsaa alle Fæderne-Troens virkelige Tilhængere, det er dog ligevist, og kun om dem er jo Talen her, saa jeg kan lade det ganske staae ved sit Værd, om det kunde betale sig at holde en Stats-Kirke for Folk, der enten slet ingen Trang følde til guddommelig Trøst over Synd og Død og Verdens Møie, eller meende dog, de kunde selv læse sig til den.

Men er nu Naade-Midierne Kirke-Skatten eller »Kirkens Gode«, da kan heller Ingen nægte, der er »visse Ord«, hvorpaa deres Ægthed beroer, og hvormeget der nu end kan tvistes om, hvor mange disse Ord ere, bliver det dog lige klart, at naar Man ved et af Naade-Midlerne berøver mig Ord, som jeg troer høre til dets Ægthed, da giør Man Vold paa min Samvittighed; thi det er nødvendig i mine Øine det Samme, som Man berøvede mig Naade-Midlet. Istedenfor da her at indlade mig paa det saare vanskelige Spørgsmaal, hvormeget Man kunde forandre ved Naade-Midlerne, uden at forgribe sig paa noget Væsenligt, vil jeg spørge enhver tænkende Mand: Læg eller Lærd, om Man dog ikke er vissest paa at beholde det Væsenlige, naar Man beholder det Hele, og om Man virkelig, efter en Andens Skiøn, kan frafalde Noget, hvortil Man anseer sit timelige og evigeVel at være bundet.

Dog her, hvor det giælder hver Enkelts Tro og Trøst, Sjæl og Salighed, her nytter det ikke at tale i almindelige og ubestemte Udtryk, her maa Spørgsmaalet tages lige ud af Livet, for at staae i sit rette Lys og vise, det er Smaa-Ting, hvad Man forandrer i Lære-Bøger, Psalme-Bøger og i al Verdens Bøger, imod hvad Man forandrer ved Naade-Midlerne i Alter-Bogen, naar den skal ufravigelig følges ved enhver Daab og Alter-Gang i Stats-Kirken.

Betragte vi nu, ikke hvad Man med en fornem Mine kalder »Formularerne ved Daaben« men et Menneske med Fæderne-Troen, som anseer Daaben for det store »Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand«, hvorved han har faaet Synds-Forladelse og er blevet et Guds Barn, med Arve-Ret til det evige Liv, see, da er det jo den Daab, der forrettedes som det findes beskrevet i Alter-Bogen, det er den Daab, hvorpaa han grunder sit Saligheds Haab, den, forudsætter han, var ægte, forrettet efter Christi Indstiftelse, den, er det hans Sjæls Vished, har Kraft til at trøste og styrke i Liv og Død, og det er hans Vished, enten fordi han 70 troer sine Lutherske Fædres Vidnesbyrd om, hvad de havde erfaret, eller fordi han hos sig selv har sporet guddommelige Virkninger af den Daab, han døbtes med.

Da det nu træffer sig, jeg selv er En af disse, og er Præst tillige, bør jeg betage Tilfældet alt Svævende og Ubestemt, ved at pege paa mig selv og skrifte ærlig, hvad jeg kunde og hvad jeg ikke kunde taale, Man forandrede ved Daaben, naar jeg havde Barn i Kirke, og hvad jeg kunde eller ikke kunde forandre, naar jeg skulde døbe Børn. Bedre Udkomme end der er med mig, som veed historisk Beskeed med Daab og Alter-Bog, og skiller omhyggelig »Fæderne-Troen«, som jeg har tilfælles med Utallige, fra min »Dogmatik og Exegese«, som jeg maaskee ikke har tilfælles med en Eneste, bedre Udkomme end der er med mig, kan der da umuelig være med Nogen af mine virkelige Troes-Forvandte: ei med de Læge, som ere kirkehistorisk vankundige, og ei med de Skrift-Kloge, hvis Tro og Theologi sædvanlig er saa sammensmeltede, at de kiende slet ingen Forskiel.

Og hvor føielig kunde jeg da nu være, naar jeg gik saavidt, som min Samvittighed paa nogen Maade vilde tilstæde? Da jeg veed, der blev gjort Endeel om ved Daaben det Aar, jeg blev født, saa allerede jeg er døbt uden Djævie-Besværgelse og med den ny Indledning af Biskop Balle, uden at jeg kan skiønne, det har gjort nogen Forskiel paa Daabens Virkning hos Fædrene og hos mig, saa vilde jeg, som Barne-Fader, naturligviis ikke yppe nogen Kiv, om Man end døbde den Lille efter en anden Indledning, naar den kun passede med Troen og Daaben, eller reent udelod hvad jeg ikke anseer for mere væsenligt, men udelod Man »Korsets Betegnelse«, vilde jeg allerede studse, fordi jeg har en Ahnelse om at det betyder mere end jeg forstaaer, og veed det er ældgammelt ved Daaben, om ikke jævnaldrende med den, og forandrede Man virkelig det Mindste ved Daabs-Pagten eller Daaben selv, da vilde jeg protestere, og naar det ikke hjalp, selv døbe mit Barn, som jeg var døbt. Dette vilde ikke blot være mig en Hjertets Trang, for at ikke Kirke-Samfundet mellem mig og mit eget Barn skulde lide noget Skaar, men en Samvittigheds-Sag, da jeg ikke maatte lade det komme an paa et Lykke-Træf, om den virkelig forandrede Daab vilde have samme guddommelige Virkning paa mit Barn, som jeg troer, den Uforvanskede har havt paa mig og mine Fædre, ja paa Utallige fra Arilds-Tid. Vilde Man stille mig tilfreds med den Forsikkring, at Daabs-Pagten havde i den 71 ældre Tid undergaaet mange Forandringer uden at det havde gjort nogen Forskiel, da forfeilede det naturligviis aldeles sin Virkning paa mig, som baade af Kirke-Historien veed, det er et aldeles løst Foregivende, og indseer, det maa være blottet for al Sandhed, hvis det ikke skulde have været idelt Bedrageri med Daaben og Fæderne-Troen i hele det Aar-Tusinde, vi Danske har havt dem, og det maa vel for mig Enhver som lyster paastaae, men han maa sandelig ikke forlange af mig at jeg enten skal indrømme hans Paastand, eller paa Grund deraf lade for Mine den Daab forvanskejeg døbtes med, og troer mig gienfødt ved til det evige Liv. Det er nemlig soleklart, at skal min Daab paa Christi Ord være et stort Naade-Middel, da maa den være forrettet efter Christi Indstiftelse, men vilde ikke længer forrettes derefter, naar den forrettedes anderledes, og naar Man vil trøste mig med, at min Daab er ikke heller forrettet efter Christi Indstiftelse, da driver Man jo kun aabenbar Spot med mig, med Daaben og Fæderne-Troen.

Kunde jeg nu blot som Fader ingenlunde med frelst Samvittighed samtykke i mindste virkelige Forandring ved Daabs-Pagten, og maatte jeg, som jeg nødvendig maatte, erklære Forvandlingen af »Djævelen« til et upersonligt og ubestemt »Synds-Begreb« eller Udeladelsen af »et Ledd« i Troes-Bekjendelsen, eller Opløsningen af den tredie Persons »den Hellig-Aands« Navn i dets løse Bestanddele, foren virkelig Forandring, da maatte jeg som Præst med Fæderne-Troen endnu tage det langt strængere; thi deels maatte jeg erklære Baandet sønderrevet mellem os og vore Lutherske Fædre og alle Danske Christne fra fordum Tid, naar vi forkastede deres Troes-Bekiendelse og Daabs-Pagt, deels maatte jeg vægre mig ved at forrette nogen Daab, hvorved der ikke, ligesom ved den Gamle, høitidelig erklæredes at den er det Gienfødelsens og Fornyelsens Bad, Christus har indstiftet og som skiænker den Troende Synds-Forladelse og Arve-Ret til det evige Liv, og endelig maatte jeg krympe mig ved enhver Forandring, som nogen Fader fandt betænkelig ved sit Barns Daab, da vi i Henseende til de Skrøbeliges Samvittighed have en stræng Ordre af Apostelen Paulus, som jeg troer, er et Guds Bud.

Ved Daaben kan der altsaa sletingen af de Forandringer giøres, som de Herrer Clausen og deres Parti fordrer, naar Tilhængerne af Fæderne-Troen skal have Samvittigheds-Frihed 72 og deres Præster følge en ny Alter-Bog, saa vi er neppe indenfor Kirke-Dørren, før vi see, at den Liturgiske Uenighed ret egenlig er en uforligelig Tvist om »Troen«, umuelig at bilægge, fordi ærlige Folk ligesaalidt vitterlig kan fornægte den Tro, de har, som bekiende den, de forskyde. Vi behøve da ikke at gaae videre, thi ved »Indgangen og Udgangen« af Kirken er det ganske aabenbar kun »det første Skridt« der koster, og kan Stats-Kirkens Præster umuelig enes om Ordene ved Daaben, da vilde al anden Enighed være ubetydelig; men det følger dog tillige af sig selv, at da Tvisten ved Daaben netop angaaer »Troen, Haabet og Vilkaarene for Saligheden«, saa maa den føde Uenighed om ethvert Udtryk for det Kirkelige Liv, og ved »Nadveren« som en hemmelighedsfuld Forening med »den korsfæstede igien opstandne Frelser« tilbagevinde sin uforligelige Egenskab, ja, skiøndt jeg, som Communicant, slet ikke er opsat paa Strid om det store Schiboleth »sande Legeme« og »sande Blod«, maatte jeg dog kalde det Samvittigheds-Tvang at afskaffe et Ord ved Naade-Midlet, hvis Brug er uskyldig, men hvis Udeladelse er mistænkelig og kan forarge mangen ærlig Lutheran.

Da nu Modstanderne vil være enige med mig om, at naar der ingen Forandring bliver ved »Daaben og Nadveren«, er Resten neppe værd at tale om, saa har jeg givet gyldig Grund for min første Paastand, at ingen Forandring som er værd at nævne kan skee med Alter-Bogen, naar Præster med Fæderne-Troen skal nødes til at følge den og Folk med samme Tro nødes til at blive i Stats-Kirken.

Nu var min anden Paastand, at om end alle Præster nødes til bogstavelig at følge den gamle Alter-Bog, kunde dog Fæderne-Troens Bekiendere kun ved Sogne-Baandets Løsning vinde den allernødvendigste Samvittigheds-Frihed, og til klarlig at indsee det, vil det være Nok at betragte Confirmationen, hvor ikke blot Liturgi og Lærdom øiensynlig mødes, men hvorved Sogne-Præstens modsatte Lærdom er en troende Fader endnu utaaleligere end hans liturgiske Afvigelse.

Confirmationen skal være en høitidelig »Bekræftelse i Daabs-Pagten« og dermed i Fæderne-Troen, og dertil hører da nødvendig, hvad Alter-Bogen foreskriver: en Gientagelse af begge Hoved-Spørgsmaalene ved Daaben; saa der kan ingen tænkelig Grund være til den hyppige Udeladelse deraf, uden vedkommende Præsters Formening, at Djævelen maa ikke 73 forsages, fordi han ikke er til, og at Troen paa Faderen, Sønnen og den Hellig-Aand er enten en Overtro eller en Ubetydelighed. Saa klart som det imidlertid er, at Præster, som lære deres Confirmander saaledes, ei, uden at skamme sig dybt, kunne høitidelig spørge Børnene: forsage I Djævelen; troe I paa Gud Fader, Søn og Hellig-Aand; og vil I blive i denne eders »Daabs-Pagt« til eders sidste salige Ende; ligesaa klart er det jo dog ogsaa, at jeg kan ikke have denne min Daabs-Pagt levende for Øine og agte at blive den tro til min salige Ende, og dog sende mine Børn hen at beredes til Confirmation hos en Præst, som jeg veed, vil ingenlunde bekræfte dem i den, men maa efter sin Overbeviisning formane dem til at frafalde den! At forlange Sligt af mig var aabenbar ikke blot uretfærdigt, men saa unaturlig grusomt og oprørende, at ingen ædel Mand kan taale Tanken, thi det var aabenbar det uhyre Forlangende, at jeg skulde selv forraade min Tro og mit Saligheds Haab i mine umyndige Børn, hvad Man ikke engang forlanger af Jøder i Tyrkiet. Nu, det forlanger vist nok heller Ingen af mig, som ovenikiøbet boer hvor Sogne-Baandet for saavidt er løst, men var jeg en Bonde, da kunde det let skee under nærværende Omstændigheder, at min Sogne-Præst forlangde det af mig, uden at der hardtad var nogen Redning, og jeg er derfor ganske vis paa, at naar vor Faderlige Regiering blot et eneste Øieblik betænker, paa hvilken Pine-Bænk Sogne-Baandet nuomstunder tit maa spænde Fader- og Moder-Hjertet, hvor Fæderne-Troen er levende, da kommer detBaand til at briste, om saa end de Fyenske Præster vilde protestere endnu stærkere mod Sogne-Baandets end de Jydske Herremænd mod Stavns-Baandets Løsning. Jeg er derfor ogsaa vis paa, at dette Baand vilde været løst for længe siden, naar det ikke i Henseende til Confirmationen altid havde været Hoved-Staden fremmed, og derfor i sin egenlige Beskaffenhed undgaaet Regieringens Opmærksomhed.

Jeg har nu viist, at naar Regieringen ikke kan og vil nøde alle Præster i Stats-Kirken baade til at følge den gamle Alter-Bog ved Naade-Midlerne og undervise Confirmanderne overeensstemmende med Daabs-Pagten, da er Sogne-Baandets Løsning det eneste Middel, hvorved vi, som holde ved Fæderne-Troen, kan have virkelig Religjons- og Samvittigheds-Frihed i Stats-Kirken, og det er mig naturligviis Hoved-Sagen, da det angaaer vor Saligheds-Sag, saa jeg kunde rolig overlade det til Regieringens modne Overlæg, 74 paa hvilken Maade, den vilde haandhæve Fæderne-Troen i sin velerhvervede og af Grund-Loven hjemlede Ret til at be~ staae og forplante sig i Landet; men det vilde hverken være ærligt eller fædernelandskiærligt af mig at fortie de vægtige Grunde, der giør det raadeligt, ingenlunde at indskrænke men heller stadfæste og udvide Præsternes Frihed, som ved Sogne-Baandets Løsning taber sit eneste skadelige Paahæng og vinder en Gavnlighed, de fjerneste Tider vil klarest aabenbare.

Hvem der gjennem en Række af Aar utrættelig og med sin hele Sjæl har arbeidet til et ædelt Maal, der tidlig indtog og begeistrede ham, han føler bedst, hvor sønderknusende det vilde være, omsider at maatte opgive sine Bestræbelser og selv, saavidt mueligt, tilintetgjøre Frugterne deraf. Derfor sympathisere vi alle med Keiser Joseph den Anden i hans dybe Græmmelse, om vi end ere meget uenige med ham saavel om den Oplysning og det Folke-Helds Værd, han stræbte at fremme, som om de Midlers Godhed, af hvilke han betjende sig, og staaende i Aanden for den Efter-Slægts Dom-Stol, jeg maatte hade mig selv for at ringeagte, spørger jeg dristig: hvad var dog Josephs Bestræbelser mod Frederik den Sjettes for ægte Borgerlig Frihed og Ligelighed, for almindelig Folke-Oplysning og for Videnskabeligheds Fremme i alle mulige Retninger. Om jeg derfor end ikke havde de stærkeste Privat-Grunde til at ønske Majestæten al den Glæde det kan gjøre en Konge »med Graahaars-Krone« selv at høste Første-Grøden af sin Vaar-Sæd, maatte jeg dog kun med dyb Vemod tænke mig Muligheden af, at den ædle Konge-Haand selv skulde bidrage til at forstyrre sit berømte Værk, og nødte Omstændighederne mig selv til at bede derom og udvikle Nødvendigheden deraf, da maatte jeg ret føle mig født under en ulykkelig Stjerne. Skulde derfor det blive Enden paa den Kirkelige Giæring og Spænding hos os, som ingen menneskelig Magt eller Klogskab kunde forebygge, da den aabenbar er grundet i Menneske-Naturens og den Historiske Udviklings uforanderlige Love, skulde det blive Enden paa den Giæring og Spænding, det var ikke mit Valg men min uundgaaelige Lodd at fremme og forøge, enten at Fæderne-Troens ivrige Tilhængere, adskildte fra Stats-Kirken tabde næsten hele deres borgerlige og videnskabelige Indflydelse, eller at det Syttende Aarhundrede skulde gaae igien i det Nittende, med alle de Baand paa Aandens Redskaber, som alt da var Tøir og vilde nu være Lænker; skulde det blive Enden, da 75 kunde jeg ikke rettere skjønne, end at Dannemarks berømte Lykke-Stjerne var dalet, for aldrig mere at stige; thi alle Sø-Mærker paa Tidens Strøm maatte skuffe, om ikke i begge Tilfælde Aanden blandt os havde endt sin Bane, uden at naae sit Maal!

Derfor skal jeg altid betragte det som en Indskydelse af Dannemarks gode Genius, den milde Lys-Tanke, der opstod i min Sjæl, at Sogne-Baandets Løsning, medens det paa den ene Side sætter Fæderne-Troen i Sikkerhed for borgerlig Ulæmpe, paa den anden Side hæver alle Betænkeligheder ved at gjøre den dogmatiske og liturgiske Frihed lovmæssig, som vor Regiering giennem et halvt Aarhundrede har begunstiget, og som da sikkert ikke mindre hos Præsterne af Fæderne-Troen end hos de Andre, vil bære velsignede Frugter for Sædeligheden, for Folke-Dannelsen, og for al Videnskabelighed.

Forhen, naar jeg i Tankerne stræbde at forene Fæderne-Troens Borgerlige Fred med almindelig Samvittigheds-Frihed og en stadig fremskridende Oplysning, og det var en Opgave, der gjennem en Række af Aar sysselsatte mig saa meget som vist Faa af mine Samtidige; da var den Engelske Stilling, med Fæderne-Troen enevældig i Stats-Kirken og fuld Religjons-Frihed derudenfor, det Bedste jeg vidste af at sige; men den døde Stil-Stand i Stats-Kirken og den vilde Uorden derudenfor, med hele Misforholdet mellem Religion, Literatur og Videnskabelighed, var mig dog immer i Veien, og lod sig ei saaledes udlede blot af den Engelske Eiendommelighed, at Man jo allevegne maatte befrygte noget Lignende. Først da jeg saae, at Fæderne-Troen ligesaa godt kunde sikkres ved Sogne-Baandets Løsning, som ved Dissenternes Udgang, vandt jeg Rolighed til at sammenligne vor Stats-Kirke, som den for Øieblikket er, med den Engelske, og opdagede da snart, at Hoved-Grunden til Englands aandelige Krisis, hvori baade Stats-Kirke og Høi-Skole trues med Undergang, maa søges, vist nok ikke i Religjons-Friheden, der øiensynlig har forsinket og endnu formilder den, men i den uordenlige Maade, hvorpaa Friheden er opkommet, og den Forstening en Stats-Kirke, der skal holde sig i Modsætning til allehaande Secter, umuelig kan undgaae, saa det Chaotiske i vor Stats-Kirke vilde netop være et uberegneligt Fortrin, naar kun ikke Folkets Samvittigheds-Frihed druknede i Præsternes, saa hver Sogne-Præst blev en lille Pave, og Menighederne, der dog umuelig kunde skifte Tro saa tit som Præst, blev enten aldeles ligegyldige eller et Rov for alskens Sværmeri. Løses 76 derfor blot Sogne-Baandet, da vil Præsternes fri Stilling gjøre, at baade blive alle Folkets religiøse Anskuelser repræsenterede i Stats-Kirken, og træde i Vexel-Virkning under de allergunstigste Omstændigheder, da den eensartede videnskabelige Dannelse hos Præsterne, og Disses lige afhængige og lovmæssige Forhold til Regieringen og Folket, vil, saavidt mueligt i denne Verden, forebygge, altsaa i høieste Grad formindske de farlige Følger af den religiøse Modsætning, der i Forstands-Tiden umuelig kan forsvinde, uden i en Ligegyldighed for det Himmelske, der ligesaavel er Statens som Kirkens Pestilens.

En fri Stats-Kirke med en fri Menighed, det er da, hvad jeg inderlig ønsker mit Fæderne-Land, ja, hvad jeg er vis paa, vil mægtig bidrage til, paa den ene Side at bevare det for de voldsomme Rystelser, der true Christenheden, og paa den Anden at fremme en høi og vidtudstrakt, men rolig, historisk fremskridende Oplysning og Videnskabelighed, saa Europa skal nødes til at bekiende, der er dog noget »ægte Dansk« som fortjener Alles Bifald og maa misundes, hvor det ei kan efterlignes! Meget mueligt, at en saadan Stats-Kirke kun kan trives i Danmark, hvorfra der neppe engang ved Christendommens Indførelse høres Vaaben-Gny, ogopstaae kunde den sikkert ikke andensteds paa Jorden, saa, naar ved Sogne-Baandets Løsning Krandsen er sat paa denne ny Bygning: Glitner-Borgen, hvor Forsete bygger og »jævner alle Trætter«; da maae vi, og de sildigste Slægter med os, beundre og taknemmelig tilbede det kiærlige Forsyn, der, som en kvindelig Norne, Skæbne-Dronningen, skiænkede Danmark Konger efter Folkets Hjerte, og i det store Øieblik, da Folke-Aanden svævede mellem Liv og Død, en Jubel-Drot, saa fredegod, at selv de haardeste Kæmper, som havde hvilet under Danmarks Hjerte, ei kunde see Ham i Øiet, uden at de svungne Sværd foer i Balgen, medens Han med »Rettens Sværd«, som giver Alle Nok, overhuggede den Knude, der aldrig havde forbundet Hjerter, men spændte nu modsatte Aander i Bælte til Lande-Sorg og fælles Undergang!

77

Den fri Stats-Kirke.

Skiøndt jeg hverken kan nægte mig selv eller mine Aands-Frænder den Glæde at høre, hvad Danmarks Genius hvisker, naar vi lytte, og nynner om det Lands Lyksalighed, hvor selv de hedeste aandelige Kampe, skiøndt ærlig meente, dog kun er Ridder-Spil og Valhals-Dyster, som endes uden Blods-Udgydelse og forstyrrer ikke Freden, hvor Valkyrierne have skudt deres Vaaben-Hamm, og gaae for Borde som heltekiære men dog ømme Dannekvinder; skiøndt jeg ei kan lægge Dølgsmaal paa Dannefæ, som tilhører Kongen og fryder Folket, saa maa jeg dog huske, der kunde ikke times den fri Stats-Kirke noget Værre, end at agtes for et Blænd-Værk af Indbildnings-Kraften, deiligt at betragte, men kun til i Muelighedernes Rige, og jeg maa derfor bede Alle mindes, at »den fri Stats-Kirke« det er ikke noget Ideal, men en Virkelighed midt iblandt os, den har vi havt i et halvt Aarhundrede, vel ikke med »Sort paa Hvidt«, men hvad der er usigelig langt mere »i Gierning og Sandhed«, saa Spørgsmaalet er ingenlunde om at oprette men om at ophæve eller stadfæste den! Om Man da end ansaae den for en stor Ulykke, maatte Man dog ved Ophævelsen betænke, om Man ei gjorde Ondt værre, og jeg har viist, den lader sig ikke ophæve, uden Man beslutter sig til enten at bandlyse Fæderne-Troen eller at tvinge alle Præster til baade ved Naade-Midlerne nøie at følge vor gamle Alter-Bog og at undervise Ungdommen efter Luthers Catechismus, og da Man neppe enten vil det Første eller kan det Andet, saa vil Ormens Vei i Tanke-Riget her føre os til samme Maal som Fuglens, naar vi kun følge den som ærlige Folk. Dog, der er en Middel-Vei mellem Tankens Flugt og Dens Kryben paa alle Fire eller Fem, og det er den menneskelige Gang, med aabne Øine for det Vidunder, vi selv er, og for den lange Erfarings umistænkelige Vidnesbyrd, kort sagt: den verdens-historiske Vei, og følge vi den til vor fri Stats-Kirke, da skal vi sikkert ikke fristes til at ønske Friheden afskaffet, men tvertimod ønske den udvidet, først og fremmerst til alle Dannemænd, af den simple Grund, at de Læge har ligesaavel en Sjæl som de Lærde, og tit en meget ømmere Samvittighed, og dernæst for Præsterne saa rundelig, som de med Føie kan ønske og Regieringen med Viisdom bevilge.

Vi har før bemærket, at baade i Grækenland og Rom 78 tabde Folke-Troen i Forstands- eller Oplysnings-Tiden hele sin gavnlige Indflydelse paa det Borgerlige Selskab, saa Templerne blev kun staaende som Bauta-Stene paa Troens Grav, og Præsterne var kun omvandrende Ægyptiske Mumier, beskrevne fra Øverst til Nederst med Hieroglypher, de ei selv kunde læse, alt som de Reisende fortælle os, det endnu er i China. Der var imidlertid dog i Old-Tiden een lille Krog, hvor Kirken netop i Forstands-Tiden fik sin mærkværdigste Historie, og hvor Folke-Troen, endnu da Templet gik op i Luer, vidunderlig begeistrede Folket, og det var, som Man veed, Jødeland, saa der maa vi udentvivl kunne lære at kiende Betingelserne for Troens og Kirkens levende Virksomhed i Forstands-Tiden. Og hvad enten vi nu raadføre os med »de fire Evangelister« eller med »Josephus«, da mærke vi strax, at der efter Udlændigheden har udviklet sig en Frihed i Stats-Kirken, der i Romer-Tiden gik saa vidt, at de ypperste Præster var sædvanlig Saducæer, altsaa Folk, der frit bekiendte, de troede hverken »Aand eller Engel eller Dødes Opstandelse« og havde et ganske eget Begreb om den Hellige Skrifts Kanon, som de indskrænkede til Pentateuchen eller Mose-Bogen, medens der mellem dem og deres Antipoder, »Pharisæerne«, var saamange Mellem-Ledd, at de Lærde tvistes selv om Secternes Antal, end sige da om deres Meninger. Under denne Kirkelige Forfatning var det Jesus opstod og »de Galilæiske Fiskere« prædikede Evangelium, og det er soleklart, at dette slet ikke kunde skedt i en Stats-Kirke som den Engelske, eller som Vores i det Syttende Aarhundrede, thi Jesu Taler til de ypperste Præster og Skrift-Kloge vilde der været de mest ærerørige Injurier, og saavel hans som hans Disciplers Prædiken i Kirkerne et fanatisk Indgreb i Præsternes udelukkende Privilegium.

Vi anmærke ingenlunde dette, for dermed at sige, der skal være ligesaa frit i vor Stats-Kirke, som i den Ebraiske, thi hvilken Friheds-Grad der til Tid og Sled skal være nyttig, altsaa ønskelig, beroer aabenbar paa Folkets Udviklings-Trin og andre Omstændigheder; men det er ligefuldt saare mærkværdigt, da det heraf blandt Andet er soleklart, at den Kirke-Tvang, under hvilken den Christne Religjon umuelig kunde opkommet, kan ligesaa umuelig være i dens Aand, og at naar Man paa Christi Vegne protesterer mod Sogne-Baandets Løsning, paa Grund af at Friheden maaskee tilsidst kunde gaae saa vidt, at »Handværks-Folk« vilde føre Ordet i 79 Kirken, saavidt altsaa, som den maatte gaae, naar »Jesus og hansApostler« skulde komme til Orde, da giør Man sig kun latterlig!

Gaae vi nu hjem til vort Norden med denne Oplysning og betragte vort Kirke-Væsen, fordum og nu, da møde vi, ved vor sikkre Histories Begyndelse, hvad vi nu kalde »Fæderne-Troen«, som en fremmed Giæst, der fra Jødelands fri Stats-Kirke havde traadt mange mødige Fjed over Bjerge og Dale, giennem »Ilden og Vandet«, før den naaede saa høit i Nord, med et Sende-Bud fra Christi Statholder i Rom, eller, som vi med Troen, pegende paa »Nordens Apostel«, trøstig kan sige: fra »Kongen selv i det Høie«. Dannemark fik imidlertid herved ingen Stats-Kirke, men indlemmedes kun i den store »Kirke-Stat«, der underlig havde dannet sig efter det Mosaiske Forbillede mellem Skyther og Barbarer, og saalænge Middel-Alderen varede, kunde det ei anderledes være; thi ligesom i Old-Tiden Kirken er Statens Fader, er den i Middel-Alderen dens »hellige Moder«, ingenlunde paa Slump, men fordi Troen i Indbildnings-Kraftens og Følelsens Regierings-Tid har'hele sin Indflydelse igiennem dem.

Med Reformationen skulde det nu vel have blevet anderledes, thi med den kom unægtelig Forstanden til Regieringen i Troens Rige, og paa en Maade fik vi virkelig en Stats-Kirke, men dog kun med Hensyn paa Paven i Rom, ingenlunde med Hensyn paa Christus og Aanden, thi hos os varede Middel-Alderen endnu, saa i vor Stats-Kirke betragtedes Morten Luther længe som en mageløs god Tydsk Pave, der rev den slemme Romerske af Pinden, stækkede Vingerne paa Bisperne, gav de dovne Munke Reise-Pas, gav Bibelen fri, bragde Moders-Maalet igien i Agt og Ære, og indviede en ny høi og velærværdig Geistlighed, som lagde sig efter Boglig Konst og gode Sæder, læste baade Store og Smaa ærlig deres Text, og forkyndte »Evangelium« saa kiønt og klart, at man kunde føle, Ens Sjæl havde Trøst deraf og maatte istemme den lifligste Lov-Sang, man havde lært!

Og nu selv hvad jeg ikke saa ilde har kaldt de tre store Mirakler i det Syttende Aarhundrede: DanskeLov, Alter-Bogen og den Kingoske Psalme-Bog, som unægtelig gjorde vor Stats-Kirke kiendelig fra Andres, selv de smage dog endnu langt meer ad Middel-Alderen end ad Nyaars-Tiden, og deri ligger netop det Mirakuløse ved de Bøger, som ikke lader sig eftergjøre, nu da vi aabenbar ligesaavel i Kirkelig som i Agerlig 80 Henseende er »udskiftede af Fælledskabet«. Naar vi nemlig studse over, at vore Mirakler »med Pen og Blæk« immer falde i det Smaa, eller rettere mislykkes bestandig, saa vi adskille hvad vi dermed tænkde uopløselig at forbinde, da kommer det vist nok af, at vi ikke lægge noksom Vægt paa den Grund-Sandhed at »Folk skabe Bøger og Bøger ei Folk«; men ligesom ingen bedre end vi Skrivere af Profession veed, hvilken tillokkende Tanke det er, med sin Pen at omskabe Verden for et Aarhundrede eller To, saa har virkelig Fortidens berømte Bøger i den Henseende noget meget Skuffende, indtil man opdager det Kneb, de Gamle, betjende dem af for at faae deres Bøger til at gjøre Mirakler. De brugde nemlig det uskyldige Kneb kun at skrive op hvad der allerede længe havde været i Kraft, kun at stemple hvad der gjaldt, hvorved det naturligviis blev alle Mand vitterligt og gik senere af Mode, saa det Slags Mirakler i det Syttende Aarhundrede nytter os aabenbar slet ikke i det Nittende, uden forsaavidt de maatte have gjort det mueligt, at nye Mirakler kan skee hos os, og dertil hører først og fremmerst at vi ikke misforstaae dem, som om de virkede hvad de kun viiste. Naar vi derimod opdage, at Aller-Bogen og Psalme-Bogen, ligesaavelsom Lands-Loven, egenlig kun vise os, hvad der havde levet i Folket og giældt i Landet, deels fra Reformationen af og deels fra Arilds-Tid, da vil det kanskee nok forundre os, at Saameget deraf endnu levende tiltaler en stor Deel af Folket, men aldrig vil det falde os ind paa fri Haand at skabe Side-Stykker til saadanne Bøger, som aabenbar have gjort sig selv. Hvad »Danske Lov« angaaer, da veed vore historiske Jurister langt bedre end jeg, hvor Broder-Parten af den har hjemme, men da jeg rimeligviis veed lidt bedre Beskeed end de med Alter-Bogen og Psalmerne, maa jeg ikke fortie, at det eneste Nyt jeg har kunnet opdage i Alter-Bogen, er Tiltalen til Communicanterne, thi Colleeterne findes alt i Palladii Alter-Bog og saavel Forskriften for Brude-Vielse som for Barne-Daab er Morten Luthers. Kingos Psalmer derimod er vist nok noget Nyt, men dog kun ligesom Iliaden og Odysseen var noget Nyt hos Grækerne, da de først korn i Folke-Munde, altsaa de Danske Christnes egen Anskuelse af Troen og Bibel-Historien, som slap ud giennem Thomas Kingo og toges af Danske Christne for hvad den var, og dog er det høistmærkværdigt, at den Psalme-Bog, Kingo og hans gode Venner selv havde gjort, lod sig ikke indføre, saa i den »forordnede ny Kirke-Psalme-Bog« var Kingos Psalmer kun 81 en Tilgift til de gamle »aandelige Viser«, som endog tildeels før Reformationen var i Folke-Munde.

Kom der altsaa en Tid i det Attende Aarhundrede, da Alter-Bogen og Psalme-Bogen syndes en Deel af Folket og Præsterne ligesaa forældede, som vore Jurister fandt Danske Lov, da var det aabenbar endnu langt umuligere at sætte nye Tilsvarende i deres Sted, end Juristerne har fundet det at bringe en ny kvemmelig »Lov-Bog« istand; thi der er jo Intet, Forstanden, naar den faaer Herredømmet, giør Folk saa uenige om, som Gienstandene for »Troen og Smagen«, ja den Gamle Historie lærer os, at sædvanlig bliver i Forstands-Tiden Troen saa ubetydelig og Smagen saa upoetisk, at Kirken er tilovers og Psalmen til Latter. Vi har seet, at det eneste gamle Folk, der i Forstands-Tiden blev ved at søge Kirken, dog ingenlunde kunde forliges om Troen og Skriften, og Reformations-Historien viser os, at Tydskere og Engelskmænd kunde det ligesaa lidt, saa vi Nord-Boer maatte være en unaturlig Undtagelse fra alle andre Mennesker, hvis vi i Forstands-Tiden kunde lægge mindste Vægt paa Troen, uden enten, som Tydskere og Engelsk-Mænd, at slaaes derom, til Man skildte os ad, eller, som Ebræerne, at læmpe os efter hinanden. Kort sagt: vi maatte paa det Vidunderligste svaret til Navnet »die dumme Dänen«, hvis Reformationen hos os kunde bestaaet i, at vi fik en ny Alter-Bog, Psalme-Bog og Lære-Bog, der fulgdes bogstavelig som i Middel-Alderen.

Nu er det vel sandt nok, at ikke vi, men Tydskerne har »opfundet Krudtet«, men hvor mageløst et Middel Krudtet end er til at opløse og adskille, kan vi dog nok have ligesaa god Forstand som dets Opfindere paa hvad der aandelig forbinder og forener, thi det er ligesaalidt et Penne-Strøg som et Skud Krudt, og Efter-Slægten vil sikkert finde, at den Danske Kirke-Reformation er priisværdig, undtagen i de Mis-Greb, Tydskernes Exempel forledte til. Biskop Balle var nemlig, med al sin Orthodoxi, en udmærket forligelig Mand, der gierne undte Præsterne al den Frihed, Regieringen vilde, og Folket, sin Samvittigheds-Frihed uskadt, kunde taale, saa naar han desuagtet skrev en ny Lære-Bog, udgav en ny Psalme-Bog og foreslog en ny Alter-Bog til almindelig Indførelse, da viser det kun, at hans Hoved var Tydsk, skiøndt hans Hjerte var Dansk, og at Regieringen lod hans »Lære-Bog« omtrent skiøtte sig selv, overlod det til »Menighederne«, om de vilde bruge hans »Psalme-Bog«, og oversaae aldeles hans »Alter-Bog«, mens 82 Den kiendelig skiønnede paa hans Iver for Fæderne-Troen, forbundet med den største Mildhed mod Heterodoxerne, det er den største Lov-Tale for Kirkens Bestyrelse under nærværende Omstændigheder.

Hvad nemlig Fæderne-Troen angaaer, da maae vi altid huske, at, trods dette velerhvervede Navn, er den dog oprindelig »en fremmed Giæst«, der misbrugde Giæste-Retten og lønnede det giæstmildeste Folk under Solen med Utak, om den vilde aandelig beherske os et Øieblik længere end vi ønske det selv, eller forlange det mindste mere Raade-Rum iblandt os, end dens Venner har Ret til at give den, og medens det vilde være ligesaa udansk som ugudeligt enten at giøre denne Fæderne-Landets tusindaarige Giæste-Ven fredløs, eller kvæle ham under falske Kiær-Tegn, da vilde det paa den anden Side være ligesaa uchristeligt som uretfærdigt, at nøde Læg eller Lærd til at hykle for en Tro, de ei godvillig hylde, og fortie deres modsatte eller dog afvigende Overbeviisning om aandelige og evige Ting. Umueligheden af i Længden at sætte en saadan Samvittigheds-Tvang igiennem bliver ogsaa indlysende, naar vi betænke, at ligesom alle de Philosophiske Secter i Grækenland var Forstands-Produktet af Grækernes oprindelige Anskuelse, saaledes vil i Norden alle de Meninger, der afvige fra den Christne Tro, være Forstands-Produktet af Anskuelser hos vore Hedenske Fædre, og kan da umuelig blive magtesløse i Fæderne-Landet, med mindre de tilsvarende Slægter aandelig uddøe. Nu har vist nok Erfaringen viist, og vil sikkert endnu klarere bevise, at »den fremmede Giæsts« gode Venner herinde ingenlunde, som Man havde spaaet, uddøde med Biskop Balle, men at Nogle af dem kun trængde til at giennemgaae den Skiærs-Ild, der prøver Ungdoms Venskab, og Andre til at voxe fra den Vugge, fromme Mødre havde sjunget for hvad aldrig glemmes; men Erfaringen har dog ogsaa tilstrækkelig be viist, at vore Lands-Mænd er ingenlunde Alle »Giæstens« gode Venner, saa det var taabeligt at tænke, Heterodoxerne skulde uddøe enten med Stifts-Provst Clausen, eller Nogen, vi kan nævne. Naar altsaa Regieringen ikke vil, at Folket her skal adsplittes i Secter, som i Tydskland og England, men vil ligefuldt unde baade Fæderne-Troens Tilhængere og de Philosophiske Skoler Religjonsog Samvittigheds-Frihed, da er der aabenbar intet andet Middel, end at giøre Stats-Kirken rummelig nok selv for modsatte Syns-Maader, og det kan umuelig skee med almindelig giældende Lære-Bøger, Alter-Bøger og Psalme-Bøger, 83 som enten maae have de Dygtigste af alle Partier, eller dog af Alle, paa eet nær, imod sig, men kun, som den Danske Regiering standhaftig har prøvet, ved at lade alle disse Ting saa frie, som mueligt, og, hvad der hidtil uheldigviis undgik Opmærksomheden: løse Sogne-Baandet.

Men er dette nu den eneste Maade, hvorpaa den nødvendigste Samvittigheds-Frihed kan finde Sted, uden Stats-Kirkens Opløsning, saa tør jeg ogsaa sige, det er den eneste Maade, hvorpaa en Stats-Kirke, selv naar Udgangen deraf er saa fri som i England, kan beholde Folkets Yndest og være Staten gavnlig.

Naar vi saaledes upartisk betragte vor Stats-Kirke i Midten af forrige Aarhundrede, da alle Præster bogstavelig fulgde Alt »hvad skrevet stod« i Ritualet, Alter-Bogen og Pontoppidans Forklaring, da maae vi tilstaae, det er ikke noget lysteligt Syn; thi Landsby-Præsten (uden Sammenligning den vigtigste for Staten) var meget almindelig en Bussemand for Bønderne, med hvem de bogstavelig kiøs deres uartige Børn, og for honette Folk var han »Guds Ord fra Landet«, tit en meget skikkelig Mand, men gierne »stiverlig« i alle Maader, Prædikenerne var sædvanlig baade i store Stæder og paa Landet lange og kiedsommelige, Guds-Tjenesten søvnig, og lærde Folk temmelig enige om at kalde Stats-Kirken »et nødvendigt Onde«. Ligger Grunden hertil maaskee blot deri, at de fleste af Præsterne var i Grunden hverken Lutheraner eller Calvinister, Hallenser eller Hernhuter, og at de Oplyste, som med Holberg savnede Religjons-Frihed, deels hadede og deels foragtede den Stats-Kirke, der stod deres Frihed i Veien, og gienlød af en Tro, Man for det Meste godt kunde høre, Præsten havde lært udenad med sin Præken? Vistnok saare vægtige Grunde, som maae tages i Betragtning, og Man maa heller ikke glemme, det er forgiæves i Forstands-Tiden enten hos Lærd eller Læg at vente den høie Betragtning af Kirken eller den dybe Følelse af dens Uundværlighed, der paa tidligere Trin har fundet Sted; men selv hvad der med Rette skal kaldes et »nødvendigt Onde« maa dog aabenbar forebygge noget Værre, og en Stats-Kirke, der kun kaldes et stort Gode af dem, den giver »Leve-Brød«, og ansees af de Oplyste for at staae i Veien for noget Bedre, den Kirke maatte Stats-Manden kalde et unødvendigt og farligt Onde, som der snarest mueligt maatte raades Bod paa, og vidste vi det ellers ikke, maatte Englands ravende Stats-Kirke kunne lære os, at der i Forstands-Tiden slet ikke behøves 84 Andet end en foreskrevet Liturgi, Lære-Form og Psalme-Bog, for at giøre Stats-Kirken til et saadant Onde. I England har der nemlig, som Man veed, giennem hele det forrige Aarhundrede været saa stor Religjons-Frihed udenfor Stats-Kirken, at Man bør formode, der blev ikke Mange i den, som havde Noget mod Fæderne-Troen, men vi veed ogsaa, en stor Deel gik ud blot for Liturgiens Skyld, og at den, tilligemed de 39 Artikler og Davids Psalmer, maa have hvilet tungt paa dem der blev, er klart af den Dødhed, der stikker saa besynderlig af mod den raske Dristighed trindt omkring, at den maa kaldes unaturlig, og det saameget mere, som den Engelske Forstand er langtfra at være kirkefiendsk. Man tænke kun ikke, det kommer af, at den Engelske Liturgi, Sang og Lære-Form er reent urimelige, thi de er intet mindre for Folk med Fæderne-Troen, og for Engelsk-Mænd er de netop det Samme, som Alter-Bogen, de gamle Psalmer og den Augsburgske Confessjon for os: Mester-Stykker fra fordum Tid, som vi nok lade være at eftergiøre end sige at overtræffe, da vi har langt mindre Følelse for det Væsenlige og Almindelige, og langt mere Forkiærlighed for vor »individuelle« Syns-Maade og for »vore egne Æg« end de Gamle. Nei, i denne vores Forskjellighed fra de forrige Slægter, i vores »Forstandighed« med alle dens Dyder og Lyder, med Trangen til Frem-Skridt og Afvexling, og Foranderligheden baade til det Bedre og det Værre, deri ligger det naturlig og nødvendig, ikke blot at Endeel af os aabenbar forkaster og bestrider Fæderne-Troen, især naar Man vil paatvinge os den, men ogsaa, at skjøndt vi beholde den, og kan endnu langt mindre finde os i hinandens Noder og Lære-Former end i de Gamles, saa finde vi os dog ogsaa ubehagelig indskrænkede og trykkede af disse, især naar vi er bundne til dem. Dette lader sig slet ikke ved nogen Konst eller Kraft forandre, thi vi kan ligesaalidt virkelig komme bag ved vor Tids-Alder, som Fædrene kunde komme forud for deres, og tænkde Man at giøre Alle tilpas ved at binde til Noget, som Ingen kunde have synderligt at indvende imod, fordi det var aldeles svævende og ubestemt, da vilde det netop pine, om ikke Sjælen ud af Livet, saa dog, hvad her er det Samme, Livet ud af Sjælen paa os, og det blev Statens egen Skyld, at Præsterne var Føde-Nød og Stats-Kirken til Spot for de Letsindige og til Ærgrelse for de Alvorlige, der betænkde baade hvad den kostede og hvad den forspildte. - Selv i England, hvor dog Canonicater og Bispe-Stole 85 lokke, synes i det sidste Aarhundrede kun enkelte gode Hoveder at have ligesom forvildet sig ind mellem de fungerende Præster, og selv deres udmærkede Evner sporer Man snarere ethvert andet Sted end i Kirken, hvor Alt er afcirklet, afveiet og afmaalt, og hvad Under da, at det gik ligedan hos os, i forrige Aarhundrede, saalænge Ritual og Alter-Bog og Pontoppidans Forklaring var de døde Ting, til hvis Tjeneste alle Præsters Liv skulde indvies, ja, paa hvis Alter det skulde opoffres. Pontoppidans Forklaring maae vi især lægge Mærke til, ingenlunde fordi jeg troer, den var værre at bindes til end Balles Lærebog, men især fordi vore Fædre virkelig var bundne til Hiin og vi aldrig til Denne, og derhos fordi jeg ikke troer, Man nogensteds har været bundet til meer end en »Catechismus«, undtagen hos os, saalænge »Pontoppidans Forklaring« herskede, thi den var, Gud skee Lov! baade den Første og den Sidste, og det var kun nogle faa gamle Præster, der betragtede Balles Lærebog med samme Øine og tog da naturligviis i Aanden deres Død over den. Før Pontoppidans Forklaring canoniseredes, kunde nemlig Præsterne dog vælge mellem alle de orthodoxe Forklaringer, eller selv skrive En, hvad unægtelig hjelper til at oplive Undervisningen, men nu var de bundne og det ovenikiøbet til en noget pietistisk Bog, som Mange af dem langt heller vilde prædiket imod, og det var unægtelig fortvivlet, saa det var intet Under, de Dygtige skyede Præste-Kjolen eller bar den mismodig og sukkende.

Men, vil Man sagtens spørge: blev da Præsterne bedre, eller Kirkerne livligere og Stats-Kirken gavnligere, da Man saae igjennem Fingre med hardtad uindskrænket Frihed?

Man maa jo vel betænke sig lidt, før Man tør svare »Ja«, men naar vi sammenfatte hele Friheds-Tiden, som vi jo maae, svarer jeg dog uden alle Betænkeligheder det bestemteste »Ja«, den Danske Stats-Kirke var 1833 livligere, rigere paa Præster, som med Liv og Alvor forrettede deres Embede, altsaa gavnligere for Staten end 1783, og dog havde Man først Ret til at kræve kiendelig Forbedring, naar i en Menneske-Alder Sogne-Baandet tillige havde været løst og de Eder afskaffede eller formildede, som vist nok hverken afskrække eller besvære de Samvittighedsløse, de Dorske og Letsindige, men har altid en af disse Virkninger paa de Alvorlige og Samvittighedsfulde, som ikke ret kan rime dem med deres Overbeviisning. Jeg siger det Sidste saameget frimodigere. som jeg selv var en af de faa i denne Henseende Lykkelige, som med fuld Overbeviisning 86 kunde giøre Præste-Eden, saa mig skadede den kun, for saavidt jeg tog den alvorligere, end Regieringen og Dom-Stolene fandt svarende til den bestaaende Frihed, men ogsaa det var dog Skade, saa den første Forbedring, Ritualet trænger til, er, efter min Overbeviisning, at Præste-Eden forandres til et Dansk Løfte om at forrette Sacramenterne »med Indstiftelsens Ord«, og at lære efter den Hellige Skrift og at pryde Lærdommen med Tugt og gode Sæder. Dette er en Forpligtelse, hvorfor kun de, Staten har Skam og Ulykke af, kan drages til Ansvar, og det kan, efter mange Aarhundreders Erfaring og Videnskabelighedens nærværende Beskaffenhed, neppe kaldes et Baand for nogen alvorlig, skikkelig, og velstuderet Mand. Jeg siger med Flid sneppe«, thi hos os veed jeg ingen Præst, som har vægret eller engang krympet sig ved at bruge »Indstiftelsens Ord« ved Daaben og Nadveren, men Kvækere f. Ex. kunde jo rigtig nok ikke giøre det Løfte, uden med den udtrykkelige Forbeholdenhed, heller, om de vilde, slet ikke at forrette Sacramenterne, Noget, der i en fri Stats-Kirke uden Sogne-Baand vilde, som en sjelden Undtagelse, nok kunne taales, da derimod en Forrettelse af de Christnes Sacramenter uden Indstiftelses-Ordene er en Haan og Fordreielse, der ei kan finde Sted i en Stats-Kirke, Fæderne-Troens Tilhængere skal betragte uden Afsky.

Dog, ligesom jeg bestandig maa gientage, at uden Sogne-Baandets Løsning vil Præsternes Frihed ødelægge Stats-Kirken, enten ved at uddrive eller udrydde Fæderne-Troens Tilhængere, uden hvilke den vilde blive det daarligste Skuespil-Huus i Landet, saaledes maa jeg ogsaa tilføie, at skal Stats-Kirken finde Yndest for Folkets Øine, som, da den ene er til for Folkets Skyld, immer bliver Hoved-Sagen, da maa Psalme-Tvangen paa en eller anden Maade hæves; thi den har bidraget uberegnelig til at formindske Kirke-Gangen og giøre Guds-Tjenesten kiedsommelig, især paa Øerne, hvor man elsker Sang, og varer den ved, vil den med Nødvendighed frembringe saamange Privat-Forsamlinger, at Kirken bliver tilovers, hvor den især kunde giøre Nytte. Talen er naturligviis ikke om en ny Psalme-Bog, thi vi har havt to nye Psalme-Bøger i et halvt Aarhundrede, og Gud bevare os fra den Tredie, om jeg saa selv fik Lov til at giøre den, naar Samtid og Efter-Slægt skulde bindes til den, nei, Talen er om en Maade, hvorpaa Kirke-Giængerne kunde komme til at synge deres Liv-Psalmer. Dette er nu vel ikke saa let en Opgave, da det i en 87 Stats-Kirke, hvor en vis Stivhed, for Ordens Skyld, er nødvendig, ikke umiddelbar kan blive Kirke-Giængerne, der vælge Psalmer, men maa blive Præsterne, og, hvor daarlig deres Smag har repræsenteret Kirke-Giængernes, er den Balliske Psalme-Bogs Indførelse paa Øerne et sørgeligt Vidnesbyrd om. Imidlertid vil Sogne-Baandets Løsning, uden hvilken Stats-Kirken, efter min Overbeviisning, maa gaae til Grunde, ogsaa her giøre sin Nytte; thi det er en nødvendig Følge af frie Forhold, at Man paa begge Sider lærer for sin egen Skyld at læmpe sig efter hinanden, og Knuden vil da blot være, hvormegen Frihed der kan indrømmes Præsterne at dele med deres Tilhørere.

Er det nu Statens Interesse, at alle de religjøse Anskuelser hos Folket, som kan forliges med Borgerlig Orden og gode Sæder, kan finde sig repræsenterede og levende tiltalte i Stats-Kirken, da kan den umuelig have Noget imod at Folket, saavidt det paa en ordenlig Maade lader sig giøre, faaer Lov til at følge sin Smag for saadanne Psalmer, hvis Forligelighed med den Hellige Skrift, i al Tugt og Ærbarhed, Præsterne, hver i sin Kreds, indestaae for, saa den største Hindring for en udstrakt Frihed ligger maaskee i Vaisenhusets Privilegium. Faaer imidlertid den Danske Regiering kun Øie paa Sagens Vigtighed, der virkelig hos os er langt større end Man enten i Tydskland eller England kan fatte, da er der jo intet Spørgsmaal om, at dette Privilegium gaaer samme Vei, som alle de andre Levninger fra Middel-Alderen, der stred mod Tidens Tarv, og det Privilegium har iblandt Andet skaffet os saamange ærgerlige Tryk-Feil i Bøger der mindst kan taale dem, at det vilde være til stort Gavn om det kunde ophøre. Dog, hvad der som ingen Ting lod sig giøre, og vilde dog kanskee udrette store Ting, var, i det Man løste Sogne-Baandet, at tillade enhver Præst, indtil Videre, at bruge et Tillæg til Psalme-Bogen, for hvis Uskyldighed han turde indestaae, ligesom det jo saaledes er tilladt at bruge Cantater ved Høitiderne og egne Sange ved Bryllupper, Lig-Begiængelser og Deslige. Herved vilde i det Mindste Præsterne med Fæderne-Troen blive istand til at opfylde et ligesaa billigt som varmt Ønske hos deres Tilhørere: atter i Samfund at synge deres gamle folkelige Liv-Psalmer, som de, ved den poetiske Uforstandighed og skjæve Betragtning af Psalmens Hensigt i Halvfemtserne, nu er berøvede. Skulde f. Ex. Færingerne, som endnu ved Gilder og Samkvem synge deres gamle Kæmpe-Viser, deristeden bruge en 88 Samling af »Selskabs-Sange« fra Halvfemtserne, da er det sikkert, de listede sig bort eller sov ind, men nu forholder den ny Psalme-Bog sig netop saaledes til den Gamle, og, selv Sællandsfar, har jeg anstillet saamange Forsøg med mine Lands-Mænd, baade Unge og Gamle, at jeg tør sige frit: vil Man have dem til at gaae i Kirke med Lyst, maa Man give dem deres Liv-Psalmer igien, som det jo ogsaa var stor Synd, de skulde miste, blot fordi de ærede Biskop Balle, var mere godtroende og havde mindre Energi end Jyder og Nordmænd til med den »Kongelige Frihed« at afværge Præsternes Paastængenhed. Jyder og Nordmænd! Ja, maa ikke en Sællandsfar, som jeg, nok blive vemodig stemt ved den Tanke, at Jyder og Nordmænd, de kan synge »O salig Paaske-Dag« og »Som den gyldne Soel frembryder«, men Kingos og mine nærmeste Frænder de maa nøies med at synge, hvad hverken han eller jeg gad læst! Da der imidlertid trindt i Dannemark ogsaa gives Kredse, hvor Kingos Psalmer forekomme ligesaa platte og smagløse, som de forekomme os høie og mageløse, saa fordrer Billighed, at hvor Kingos Psalme-Bog er vedblevet, Præsterne ogsaa fik Lov til at bruge et Tillæg, hvad, naar Sogne-Baandet først er løst, Ingen har Ret til at klage over.

Vist nok gives der endnu mange Smaa-Ting, der kunde bidrage til at udbygge og pryde den Danske Stats-Kirke, saa den ret øiensynlig blev, hvad vor Regjering aabenbar har stilet efter at gjøre den til: et Mønster i sit Slags, et Mønster nemlig paa den Upartiskhed i Troes-Sager, Frihed for Samvittighederne, Blottelse for alle de baade aandelige og verdslige Privilegier, som i Forstands-Tiden maa giøre en Stats-Kirke ligesaa unyttig som forhadt i Landet; men Rom blev ikke bygt paa een Dag, og det har ligefra Heden-Old været saa stor en Lykke for Danmark, at alt Vigtigt gik i Lang-Drag, at jeg ikke engang turde ønske noget Hast-Værk med hvad jeg anseer for klogt og gavnligt, naar det ikke, som Sogne-Baandets Løsning og lidt Psalme-Frihed, var øiebliklig nødvendigt, for at Giæringen kan beroliges til en stille, velgjørende Udvikling af den ny kirkelige Skikkelse, der er Tidens Tarv og Folkets Trang! Det er ikke raske Frem-Skridt, jeg ønsker, men det er enhver Krebs-Gang, jeg gruer for, og al Fortvivlelse, mit Hjerte bløder ved, og jeg tør derfor sige, at om end Pluraliteten af Danmarks Præster, af den underlige Pave-Lyst, der seent forlader vor Stand, ønskede heller selv at bindes igien, end 89 slippe deres Sogne-Folk løs, burde dog den klare Indsigt i den Ødelæggelsens Vederstyggelighed, deraf vilde følge, veie langt meer i Statens Vægtskaal end mange Præste-Stemmer, motiverede af blotte Fordomme eller af noget Værre!

Stats-Kirkens Uundværlighed.

Men, spørge mange Tusinde i vore Dage: til hvad Nytte er egenlig en Stats-Kirke, som dens billige Forsvarere selv indrømme, maa aldeles omskabes for ei at blive en Lande-Plage? At den forbygger Secter, er jo en Legende fra Middel-Alderen, som dens kloge Venner selv giøre latterlig, ved at indrømme, det netop er en herskende Kirke, der skaber alle Secterne, som, saasnart den tænkes bort, taber al Borgerlig Tilværelse, saa i Nord-Amerika hører Man aldrig det ene Troes-Samfund beskylde det Andet for at være en Sect, men hører dem Alle prise Sam vittigheds-Friheden! At en Stats-Kirkes Præster sædvanlig er Mønstre paa Sædelighed, medens Kiætter-Præsterne sædvanlig er fanatiske og ryggesløse, det er vist nok en gammel Historie af Stats-Kirkernes Præster, som Regieringen tog for gode Vahre, men til Skade for dem viser Kirke-Historien netop det Modsatte. Sammenligner Man nemlig de Ypperste Præster i Jødeland med Jesus, hvem de dømde fra Livet, og med hans Apostler, som de hudstrøg, eller sammenligner Man den Christne Kirkes Bisper og Præster, mens den udraabdes for en Røver-Kule, og efterat den var blevet Romer-Rigets Allerhelligste, med Keiseren til Pontifex Maximus, da vilde dog nok enhver fornuftig Stat udbede sig »Sect-Præsterne«, og selv de Engelske Bisper ønske sikkert, der var ligesaa gode Sæder i den høie Kirke som hos Kvækere, Methodister og Presbyterianer! Fornuften giver jo ogsaa, at Præster, som ikke lønnes eller handhæves af Staten, og maae ene takke den Anseelse, de staae i, som gudfrygtige Mænd og omhyggelige Sjæle-Sørgere, for Alt, de er for deres egen Skyld nødt til at giøre meget mere for et godt Skin end Stats-Præsterne, og naar disse raabe at det er skammeligt »Hykleri«, da maa den kloge Stats-Mand jo nødvendig svare: ja, hvad der bliver tilbage, saavel i som udenfor Stats-Kirken, naar Man tager Skinnet bort, det maa Hjerte-Kienderen vide og bedømme, men vi Stats-Mænd, som ei kan see Folk længer end i Tænderne, og kan slet ikke tage 90 Villien i Gierningens Sted, vi maae udbede os »det gode Skin«, medens det naturligviis skal være os inderlig kiært, om Resten svarer dertil, saa det er ægte Glands!

Denne Tiltale, der vistnok træder os langt spydigere imøde mellem de oplyste Dissenter i England, end mellem de temmelig vankundige Præste-Pinere her hiemme, men som derfor ingenlunde er mindre velgrundet, maae vi nødvendig forudsætte, naar vi skal giøre Regnskab for den virkelige Nytte en Stats-Kirke kan giøre i Forstands-Tiden, da det i den er en stor Forraadelse i Dag at bygge paa en Forudsætning, Man i Morgen, ved en lille Oplysning fra London eller Paris, seer, kun er en vrang Fordom. Selv paa den Tjeneste, en Stats-Kirkes Præster kan giøre ved at indskiærpe blind Lydighed mod Øvrigheden, maae vi ikke lægge for megen Vægt; thi deels giør Præsterne i Almindelighed det ikke, med mindre Øvrigheden vil lade dem herske over Samvittighederne, og deels er den Tid allevegne omtrent forbi, da Præsterne kunde kuske Folk, ved at giøre dem Helvede hedt. Vist nok vilde Præster, som virkelig har Fæderne-Troen, altid med Fynd indskiærpe deres Tilhørere Lydigheden mod al lovlig Øvrighed, som en Samvittigheds-Sag, men deels vil de endnu vissere giøre det udenfor Stats-Kirken end inde i den, og deels maa Man huske, det frugter kun paa deres Troes-Forvandte, altsaa paa de Færreste, medens Mængden i vore Dage ingensteds vil vise mere Lydighed, end den enten nødes til, eller indseer, den i Grunden selv har Fordeel af.

Men her fremspringer dog netop den store Trang, enhver Stat i vore Dage har til en Kirke, hvori Fæderne-Troen bliver, med Lov til at virke frit hvad den kan og med Leilighed til at udvikle og udbrede en tilsvarende, for Staten usigelig velgiørende, Oplysning, og naar Man derfor i »Halvfemtserne« paastod, at skulde Præsterne være nødvendige, maatte det ene være for »Skolens« Skyld, da udtrykde Man sig meget rigtigere end Man selv vidste, og udviklede det kun flaut, fordi Man tænkde overfladelig, altsaa fordi Man selv trængde til at gaae i Skole. Man veed, at det Attende Aarhundredes Oplysning, som hos os endnu giør Lykke, ei let paa hele Jorden kunde finde en vrangvilligere Lov-Taler end mig, men deri maa jeg dog nødvendig give den Ret, at enhver planmæssig Formørkelse i Forstands-Tiden er et Konst-Værk, Man faaer dobbelt Skam af, fordi det nødvendig mislykkes, og at Man i vore Dage, ved at forsømme Oplysningen, forsmaaer det eneste kraftige 91 Middel til at forebygge de naturlige Følger af den Selv-Klogskab og Selv-Raadighed, Man umuelig kan udrydde og ved Magt-Sprog kun forbittrer. Disse Forstands-Tidens Natur-Feil, i Forbund med Overdaadighed, Vantro, og den af disse Kilder udspringende falske Oplysning, var det, som opløste Old-Tidens berømte Stater, og jo klarere det er, at alle Christenhedens Stater trues af de samme Farer, des ivrigere skulde Man unægtelig drive paa en grundig Oplysning, der viser, at Ingen vandt men Alle tabde ved Stats-Opløsningen, selv Tyve og Skielmer, fordi de blev for Mange om Hand-Værket og udtønide snart deres Hjelpe-Kilder. En Oplysning, der gaaerHaand i Haand med Stats-Religjonen, er derfor virkelig ogsaa Noget, Man begynder at tænke paa selv i England, men een vigtig Oplysning synes Man netop ved denne Bestræbelse at fattes, den nemlig, at Staten aldrig har havt nogen Religjon og faaer heller ingen, fordi Staten kun er en Personification og ingen »virkelig Person«, som Man dog allerførst maa være for at troe Noget end sige for at troes af Folket. Stats-Religjon er altsaa et Konst-Ord, hvis Tomhed Stats-Geistligheden kun har overseet, fordi Den i kirkelig Henseende altid confunderer Staten med sig selv, og hvor nu Øvrigheden enten vil paatvinge Folket Stats-Geistlighedens saakaldte Religjon eller baade Læg og Lærd Sin, der vil den Oplysning at det er ret, neppe giøre Lykke hos Folket, ei heller vil Historien nogensinde give den Oplysning at det er klogt, saa den Oplysning, der skal omstraale Stats-Religjonen, vil altid blive upopulær og uhistorisk, og ovenikiøbet, for at skjule Tomheden af hvad den skal omstraale, et reent Blænd-Værk. Meende Man derimod med »Stats-Religjonen« den »Fæderne-Tro«, der i Middel-Alderen har været det Borgerlige Selskabs »hellige Moder« eller dog »kiærlige Amme«, da er det vist nok meget sandt, at Christenhedens Fæderne-Tro har det store Fortrin for enhver Hedenskabets Folke-Tro, at den avler en tilsvarende Oplysning, som er Staten i Forstands-Tiden langt meer end Guld værd; men vil Staten drage Nytte af denne Oplysning, maa den netop paa ingen Maade stræbe at paatvinge Folket Fæderne-Troen, men lade den virke frit i sin Kirke, ved Siden ad sine Modstandere, altsaa bære sig ad, som den Danske Regiering i det sidste halve Aarhundrede. Enhver Tvang giør nemlig Faederne-Troen upopulær og giør den tillige uvirksom, fordi al Tvang i Troes-Sager strider imod denneTroes Aand, som skrevet staaer: »hvor Herrens Aand er, der er Frihed«, og 92 enhver Tro forladt af sin Aand er et Dødning-Hoved, som kyser Børn men forbittrer kun Mænd, saa, hvor inderlig end alle kloge Stats-Mænd maatte ønske Fæderne-Troen hele Folkets Hjerte, vil de dog indsee, at Tvang kun skiller den derved, og indskrænke sig til at beskytte den i Stats-Kirken mod sine Antipoder, som vil giøre den fredløs. Men hvor dette skeer, som det er skeet hos os, saa Troen ansees borgerlig foren Bisag og Oplysning for Hoved-Sagen i Stats-Kirken, der vil ogsaa af Fæderne-Troen udvikle sig en Oplysning, ligesaa velgiørende og ærefuld for det Borgerlige Selskab, som den selvkloge og selvraadige Oplysning, efter alle Tiders Erfaring, er ødelæggende og derved vanærende, og denne beskedne, historiske, Oplysning vil i samme Grad, som Fæderne-Troen virkelig har været Folket kiær, virke formildende og forbedrende paa den Modsatte. Fæderne-Troen er nemlig, som Man veed, af historisk Natur og maa af sine historisk e Virkninger hente alle Vidnesbyrdene for sin Ægthed og himmelske Herkomst, saa historisk Oplysning er i Forstands-Tiden ligesaavel dens som det Borgerlige Selskabs Alderdoms-Støtte, og fælles Fordeel, veed Man nok, giør, især i vor Tid, fastest Forbund. Naar derfor Staten, ved borgerlig at beskytte Fæderne-Troens Præster i sin Kirke, beholder dem til Venner, men ved aandelig at lade dem skiøtte sig selv, nøder dem til at være paa deres Post, da giør den paa een Gang Fæderne-Troen og sig selv den største Tjeneste, og foranlediger en historisk Oplysning, hvis Grundighed vel beroer paa Folkets Anlæg og hvis Borgerlige Nytte voxer i samme Grad, som Staten hviler paa en god historisk Basis, men som dog altid vil være saare gavnlig. Det følde Man i Dan-mark, hvor Man fra Arilds-Tid har elsket Historien og har derfor af den kun alt Godt at vente, og det er den dybere Grund, hvi den eneste fri Stats-Kirke, der fortiener dette Navn, er opstaaet her og behøver kun en Haands-Rækning til Sogne-Baandets Løsning, for at hæve sig til en Glands, den Danske Regiering skal glædes ved og Europa forundre sig over. Den historiske Oplysning, Fæderne-Troen vil udvikle, bliver nemlig ikke blot folkehistorisk, til Statens nærmeste Fornødenhed, men tillige universalhistorisk, til Troens eget Forsvar og den Hellige Skrifts Oplysning, og Man veed, at den Hellige Skrift, ved at være skrevet paa de To af Old-Tidens berømte Skrift-Sprog, og ved at være det store Tvistens Æble ei blot mellem Jøder og Christne, men ogsaa mellem Fæderne-Troens Præster og alle andre Skrift-Kloge i Christenheden, vil, 93 saalænge Fæderne-Troen bliver i levende Vexel-Virkning med Verden, vedligeholde og fremme den universelle Videnskabelighed, der, indskrænket til Christenheden, giør Fæderne-Troen udødelig Ære, og er det Eneste, der kan føre til en grundig Forklaring af Verden og Mennesket.

I det derfor en Stat beskytter Fæderne-Troens Præster ved Siden ad allehaande andre Skrift-Kloge, da sørger den paa een Gang saa godt som mueligt for en Staten gavnlig, ja uundværlig, Folke-Oplysning, og foranlediger den grundigste universalhistoriske Videnskabelighed, der er hele Menneske-Slægtens store Anliggende, og vil derfor, saalænge Menneske-Aanden mægter noget og Forsynet ei taber Verden af Sigte, lyse Fred og udbrede Held over hver Stat, som virkelig opammer den i sit Skiød og opholder den i sin Kirke.

Saa høist forskiellig Man nemlig end fortolker og forklarer Bibelen med Hensyn paa Fæderne-Troen, er dens historiske Deel dog saa klar og tillokkende og saa riig paa Tanke-Stof for Lærd og Læg, og paa den anden Side er dens Sæde-Lære saa reen, saa fyndig, og, ved at knyttes til Natur-Religjonens Hoved-Sandheder: om en levende, almægtig og alvidende, retfærdig og naadig Gud, uden Hvis Vink ei en Spurv falder til Jorden, tillige saa ophøiet, at ingen Stat kan ønske sig et bedre Bogligt Grundlag for Folke-Oplysningen, naar kun Tvisten om den mellem Præsterne kan holdes vedlige, saa ikke noget Parti bliver enevældigt; thi i saa Fald sover det ind paa sine Laurbær, og afspiser Folket med en Bibel-Hislorie og en Lære-Bog (liber sententiarum) der stundum bliver det Modsatte af Bibelen og altid Stene for Brød. Paa begge Dele har vi i vor Stats-Kirke mærkelige og advarende Exempler fra Midten af forrige og fra Begyndelsen af dette Aarhundrede.

Uagtet Folke-Underviisningen var langt fra at være bibelfiendsk, da den var bundet og indskrænket til Luthers Catechismus og Pontoppidans Forklaring, saa var den dog aabenbar overalt, hvor Fæderne-Troen ei kraftig kom til Hjelp, saa mager, saa smagløs og ufrugtbar, ja, saa sløvende og byrdefuld, at var den Orthodoxi blevet ved Regieringen til nu, havde rimeligviis Alt været tabt. Dog, hvor sløv, død og dorsk den Orthodoxe Geistlighed var, seer Man allerklarest af den aandelige Modstand, Heterodoxien mødte paa Prænt, i Dage, da alle Folk meende, Pennen skulde afgiøre Seieren, thi havde Balle ikke været, var aabenbar Bibelen bogstavelig kommet til at forsvare sig selv.

94

Vende vi nu Bladet om, og betragte Henkes og Thonboes Bibel-Historier, ved Siden ad Gampes Lede-Traad, da see vi godt, at i een Menneske-Alder maatte Folket endog have glemt, der var en Bibel til, hvis det Sæt Præster var blevet enevældigt, og hvor haardt de sov og hvor lidt de aandelig mægtede, det fik Man at see, da de krævedes til Regnskab baade for deres Fornuftighed og Bibelskhed; thi var ikke Professor Clausen voxet op under deres mageløse Nederlag og havde taget sig en Smule af dem, da havde vi bestemt uden Sværd-Slag taget hele Stats-Kirken fra dem, og naturligviis sovet ind, før vi vidste det selv.

Nu derimod, da Tvisten er blevet alvorlig og udbredt, nu er Sagen aabenbar i den ønskeligste Gang baade for Staten og Fæderne-Troen, saa det er Begge af høieste Vigtighed, at den Strid holdes vedlige, om mueligt, til Verdens Ende; thi hvad der alt er skeet paa begge Sider: til en virkelig bibelsk og frugtbar Folke-Underviisning, til en grundigere Kirke-Ret og Bibel-Fortolkning, og til universel Videnskabeligheds Fremme, det er vel Nok til at vise, hvad vi før fattedes og hvad saavel Nød-Værge som Kappe-Lyst kan drive skriftkloge Modstandere til; men nødte Man nu enten ved en Clausensk Liturgi eller ved et ligedant Sogne-Pavedom, Fæderne-Troens ivrige Tilhængere til at gaae ud af Stats-Kirken, eller Man nødte det Clausenske Parti til at lære efter Confessjonen og døbe efter Alter-Bogen, da standsede Man den gavnligste og høiest stilende Oplysning, der nogensinde spirede i Christenheden, før den endnu ret fik Tid til at giøre sig kiendelig og sikkre sig den Høiagtelse, der siden, tør vi haabe, for Aarhundreder vil sikkre dens Frem-Skridt.

Vore Almue-Skoler, som England nu for ramme Alvor begynder at misunde os, er vistnok et uundværligt Middel til almindelig Folke-Oplysning, men selv naar denne, ved et Borger-Academi eller en folkelig Høi-Skole, vinder den levende Middel-Punkt, den til stor Skade fattes, vil Bibelske Skrift-Kloge dog være nødvendige for at give Oplysningen det religiøse Præg, den ei maa fattes, og Præsterne med lærd Dannelse være et uundværligt Mellem-Ledd, der kan vedligeholde Folkets Agtelse for grundig Videnskabelighed, ved at lade dem kiendelig høste Frugt deraf.

Sine herlige Collegier, hvor Vidskabs-Mænd med gode Kaar kan opoffre hele deres Liv til de Studeringer, som huge dem, har jeg tit misundt England, og vinder Nordens 95 Videnskabelighed engang den levende Middel-Punkt, jeg inderlig ønsker den, ved et stort Universitet, fælles for de tre Nordiske Riger, da faaer den sikkert ogsaa nogle saadanne storladne Studere-Kamre; men derfor vilde Videnskabeligheden trænge lige høit til et tusind danske Præste-Gaarde, hvis i det Hele velstuderede Indbyggere ligesaavel kan virke populært tilbage paa Universitetet som videnskabelig paa Folket! Erfaring lærer nemlig, at hvor nødvendig Indspærring i Studere-Kamret og hardtad udelukkende »Omgang med de Døde« end er for Endeel, hvor grundige Kundskaber skal vedligeholdes og en deraf udspringende Vidskab voxe, saa virke disse Ting dog saare skadelig især paa Sjælens Liv og Helbred, saa uden kraftige Læge-Midler vil den Stivhed og Kulde i Fødderne, som Man kalder Pedanteri og Apathi, være Dødens visse Forbud. Her maae da Præsterne, som have gammel Hævd paa den aandelige Læge-Konst, komme til Hjelp, og Man kan virkelig ikke tænke sig en bedre jordisk Modgift, end den, velstuderede Landsby-Præster daglig indsuge, i levende Berørelse med Naturen, under aandelig og hjertelig Vexel-Virkning med Almuen. Lægger Man endnu hertil, hvilken Plante-Skole for Videnskabeligheden og for Dannelsen i det Hele Præste-Gaardene under disse Betingelser maae vorde, da »Kone og Børn« høre næsten ligesaa nødvendig til deres Indbo, som de ere udelukte fra Collegiernes, da maa man nok være En af de Philistere, der trænger allerhaardest til Præst, for at kalde en saadan fri Stats-Kirkes overordenlige Vigtighed ja aandelig Uundværlighedi Tvivl!

Slutning.

Samle vi nu alt dette, da indsee vi, at en Stats-Kirke, hvori Fæderne-Troen bliver ved at virke og avler en tilsvarende Oplysning, er i Forstands-Tiden af høieste Vigtighed, og kan haves overalt i Christenheden, naar blot Øvrigheden enten frembringer en Revolution i Kirke-Staten, eller snildt vedligeholder den, men løser Sogne-Baandet i Tide, for at Fæderne-Troens Tilhængere midt under Forvirringen kan linde den Samvittigheds-Frihed i Stats-Kirken, de ellers nødes til at søge udenfor den.

96

Dette er en splinterny Opdagelse, som den Danske Regiering ene bør have Æren for, da kun Sammes rigtige Takt og Upartiskhed har gjort den muelig, en Opdagelse, hvoraf derfor ogsaa Danmark hør høste den første og maa kunne høste den bedste Frugt; thi her, hvor Regieringen med en besynderlig Standhaftighed giennem halvtredsindstyve Aar begunstigede Kirke-Revolutionen, uden noget Øieblik at give Anledning til den Mistanke, at den vilde have Fæderne-Troen enten udryddet eller uddrevet af Stats-Kirken, her maatte vi Præster med Fæderne-Troen nødvendig blive ved at aflægge nedarvede Fordomme og anstrænge vor Skarp-Sindighed, til vi opdagede, hvad der kunde give Fæderne-Troen en fri Virke-Kreds i Stats-Kirken, uden at vi, som vore Fædre, kom til i dens Navn at beherskeFolkets Tro og Samvittighed. Længe varede det og haardt holdt det, før vi fandt, hvad der laae lige for vore Øine, vist nok, fordi Blodet er aldrig saa tyndt, det jo er tykkere end Vand, og den hierarchiske Lyst aldrig saa lille hos os, at vi jo heller ville herske end staae Fare for at undertrykkes, hellere seire een Gang for Alle, end ligge i Feldten til Domme-Dag, uden ved de mest glimrende Seire at kunne vinde meer end Lov til at beholde hvad vi har. Under saadanne Omstændigheder behøver Dyden aabenbar saa stærke Incitamenter, at vi neppe øve den, før vi maae giøre »en Dyd af en Nødvendighed«, thi anderledes kan jeg ikke forklare mig det, at jeg ikke ligesaa godt for tyve Aar siden, som nu, kom til at holde Lov-Tale over Kirke-Statens Opløsning og viste, at den, for at blive ikke blot uskadelig men usigelig velgiørende, kun behøvede at blive fuldstændig, som den først bliver ved Sogne-Baandets Løsning. Det er nemlig soleklart, at naar det Baand, hvormed den Protestantiske Geistlighed har været bundet til de Symboliske Bøger brister, da opløses Kirke-Staten forsaavidt, at hver Sogne-Præst bliver aandelig talt sin egen Herre, og det er godt, godt for Øvrigheden, som ikke længer har med en »Geistlighed« som Fæderne-Troens Repræsentant, men kun med endeel kirkelige Embeds-Mænd at giøre, og godt for Præsterne selv, naar de har Lyst til at leve og virke i Aanden, saa det giælder kun om, at det ogsaa kan blive godt for Folket og Staten. For disse er det imidlertid ingenlunde godt, at der istedenfor den døde Pave bliver ligesaamange levende Paver, som der er Sogne-Præster; thi vel er de saa smaa, at Øvrigheden lettelig overseer dem, men des friere kan de bevæge sig og des haardere kan de trykke 97 Samvittighederne i deres snevre Kreds, og hvor dette hemmelige Pavedom ikke ved Sogne-Baandets Løsning kvæles i Fødselen, vil det enten avle den grueligste Ligegyldighed for al Religjon hos Folket, eller til ubodelig Skade gienføde Kirke-Staten og adsplitte Borger-Livet. Det Sidste vilde aabenbar blive Tilfældet i Norden, hvor Fæderne-Troens Gienmæle vilde nøde Smaa-Paverne til at forene sig under en lille kirkelig Napoleon, hvorpaa maatte følge en Restauration af den døde Pave, Ridder-Spil i Hunde-Dagene o. s. v., da derimod Sogne-Baandets Løsning vil giøre det til Statens Interesse og hele Folkets Ønske, at Sogne-Præsterne, som derved holde op at være levende Paver, aldrig bindes til nogen død Pave, som hindrer dem i at være levende Præster. For herskesyge Præster er dette nu vist nok en fortvivlet Stilling, da selv de høieste Værdigheder i Stats-Kirken ei aabner dem den mindste gunstige Udsigt, og for dorske og søvnige Præster er det ligesaa fortvivlet, da den døde Pave saavel til Skjold som til Undskyldning er dem uundværlig; men det er jo baade Øvrighedens, Folkets og Oplysningens Interesse, at de Dorske og de Herske-Syge befinde sig ilde i Kirken, og for dygtige, virksomme og folkelige Præster vil en saadan fri Stats-Kirke aabenbar være et lille Himmerig paa Jorden, der vist nok aldrig bliver uden Torne og Tidsler, men bliver dog et Speil af Aandens Verden, som intet Folk, der lærer at kiende det, vilde miste for det Dobbelte af hvad en saadan Stats-Kirke koster.

Jeg indseer meget godt, at hvor der, som i Nord-Amerika, allerede er Samvittigheds-Frihed og ingen Stats-Kirke, vilde en saadan Udvikling ikke bevæge Folket til at ønske sig En; thi Faren for deri at tabe hvad de har, vilde synes dem vis og Fordelen saare uvis, men hvor Man, som vi, har en gammel Stats-Kirke, og hvor, trods alle Regieringens Bestræbelser, endnu kun Calvinister, Catholiker, Jøder, Stats-Kirkens Præster og Kjøbenhavnerne noget saa nær har virkelig Samvittigheds-Frihed, der voves aabenbar slet Intet, men vindes meget ved hvad der giver Alle denne Frihed, om det endog blev den eneste gode Følge deraf. At nemlig almindelig Samvittigheds-Frihed i vore Dage paa en eller anden Maade maa bringes tilveie, det har den Danske-Regiering længe indseet, og naar Den ved Sogne-Baandets Løsning viser, at den kan gives uden enten at afskaffe Stats-Kirken eller skabe Secter i Modsætning til den, da vil Man i England paa Timen ærgre sig over, ei betimelig at have fattet det, og jeg formoder, Man selv i Nord-Amerika vil 98 efterligne en Indretning, der, saavidt mueligt i denne Verden, forbinder alle Aands-Frihedens og den Borgerlige Ordens Fordele. Vist nok forudsættes her, at Regieringen saagodtsom udelukkende har Kalds-Retten til de Kirkelige Embeder, saa Reformen i England har adskillige Skridt at giøre, før en saadan fri Statskirke engang lod sig tænke der; men Reformen i Danmark har ogsaa i denne Henseende saa kiendeligt et Forspring, at de Egne er snart talte, hvor en Privat-Mand, ved at vælge lutter Præster af een og samme Skole, kunde modarbeide Hensigten med Sogne-Baandets Løsning. Det følger nemlig af sig selv, at i en fri Stats-Kirke maa der tages billigt Hensyn paa Folkets Tarv, saa den religjøse Anskuelse, der i en Egn kiendelig savner sin Kirkelige Repræsentant, om mueligt gives En, hvad tillige er hele Statens Tarv, som kræver, at Præsterne aldrig faae Lov til at sove ind i »syndig Sikkerhed«, men maae, naar de finde sig trindt omgivne af »gode Skole-Kammerader«, være sikkre paa ved næste Vacance at faae en Torn i Øiet.

Og nu til Slutning! Hvad Bøger endnu meer end Mennesker behøve for ei at misforstaaes og miskjendes, men udrette det hvortil de udsendes, det er aabenbar »Lykke og Held«, og skjøndt jeg ingenlunde, som de gamle Hedninger, anseer Lykke og Held for egne Guddomme, troer jeg dog bestemt, med gammeldags Christne, at de komme fra Oven, og jeg nedbeder dem trøstig over disse Blade, som, helligede en Faderlig Regiering, Borger-Enighed, aandelig Frihed og historisk fremskridende dvs. menneskelig Oplysning, er et vel saare ringe men dog ei uværdigt Offer paa Fæderne-Landets Alter, naar Man har det faderlig regierede, det fredelige, nænsomme, billige, beskedne og mindekiære Danmark til Fæderne-Land, og har en Bane bag sig, der viser, det er ikke Feigheden, som taler Fredens, eller Oprørs-Aanden, som taler Frihedens Sag!

Det var den største Lykke, hvis jeg kunde overbevise baade Venner og Fiender blandt Præsterne om, at de ei engang maae ønske sig Herre-Dømme over Andres Tro, men kun frit Forlov til at tjene hvem de tækkes, og til at trættes om, hvem der tjener bedst; men lykkelig vilde jeg dog ogsaa skatte mig, naar, selv mod begge Partiers Ønske, Det skedte, der ligesaavel tjener Danmark og Stats-Kirken, som Fæderne-Troen, Oplysningen, Sandhed og Kiærlighed bedst!

HAVFRU-SANGEN.

I Sommeren 1835, da Trykningen af Middelalderens Historievar begyndt, lejede Grundtvig »en Husende ude ved Emilieskilde paa Strandveien for at faa Ro til det store Salmearbejde, somhan nu, efter indtrængende Opfordring og med rigelig Pengehjælpfra sin hengivne Ven Præsten Gunni Busck, agtede at give sig iLag med. Ved sit »Øjenbad« i Øresundet kom han i Stemning til atskrive denne Sang, der første Gang blev trykt i Danskeren, I. Bind(1848), og hvoraf nogle Vers senere er optaget i de folkelige Sang-bøger.De to sidste Vers af Digtet findes ikke i »Danskeren«. De er overstregede i H aandskriftet, som paa flere Steder er rettet af Forfatteren, vistnok i 1848. Som Erstatning for de to udgaaede Vers har Grundt-vig paa et andet Stykke Papir skrevet et Slutningsvers, som dog hel-her ikke blev optaget i »Danskeren«, men som er trykt i PoetiskeSkrifter VI. Bind, Side 133, i Steden for næstsidste Vers i Originalen, hvoraf det er en Omarbejdelse. Det lyder saaledes:

Hvert et Føde-Nød skal døe,
Gutten dog, skiøndt gammel vorden,
Seiler kiæk sin egen Sø,
Smiler ad Naturens Orden.
Hvad de lyse Stjerner sang,
Hørde han paa Bølge-Toppe:
Død er kun en Overgang
For hvad hjemme har heroppe.

Havfru-Sangen.

Milde Bølger, Danmarks Speil!
Lad i eder dybt mig skue!
Flagrer vænt, I hvide Seil,
Vinger liig paa Arkens Due!
100 Bøge-Blad! vær ei saa bly!
Pip kun frem i Vinge-Laget!
Ogsaa du gav Vink om Ly,
Viftende i Bølge-Slaget i

Duk fra Dybet til mig op,
Sangerske for Dannekvinder,
Havfru med din gyldne Top
Krandset blidt af blaa Kiærminder!
Dands paa Tilje under Øe
Hvor saa yndig Gulvet gynger,
Som den glade Fæste-Mø,
Naar hun om sin Lykke synger!

Dands paa lilje, kvæd og spaa
Atter som i gamle Dage,
Kvæd om hvad dit Øie saae
Hvor end Danske Snekker flage,
Spaae os hvad der times skal,
Medens Time-Glasset rinder,
Som i Hytte, saa i Hald,
Dannemænd og Dannekvinder!1

Lytter I som end har Lyst
Til at høre Havfru-Sangen,
I hvis Barm er end et Bryst,
Hvælvet efter Bølge-Gangen,
I hvis Aarer end en Flod
Slynger sig iblandt Kiærminder,
Af det Danske Hjerte-Blod,
Rosenrødt i Lilje-Kinder!

Nemmer grandt den første Sang,
Den er Nøglen til dem Alle:
Bølgen, der med Harpe-Klang
Bælter sig om sit Valhalle,

* 101

Om det grønne Gudhjems Bryst,
Hvor i lyse Bøge-Sale
Om en gylden Gimle-Høst
Synge tusend Nattergale!

Det er Kvadet om Kong Skjold,
Det er Visen om den Lille,
Der kom hid i Heden-Old,
Hvor som Taarer Vover trille,
Kom fra Godehavn i Løn,
Styret ud med runde Hænder,
Bandt, som Danmarks Fostersøn
Gylden-Sværd om Konge-Lænder!1

Selv sig styred underfuld
Snekken med vor Lykke-Skipper,
Ei han ruged over Guld,
Hviled kun paa gyldne Vipper,
Førde kun som Fragt om Bord
Sølv og Guld og Brynjer klare,
For blandt Kæmpe-Folk i Nord
Gavmildhed at aabenbare!

I den Lilles Morgen-Drøm
Speiled sig utalte Dage,
Velbekiendt er Tidens Strøm
Med den Snekke uden Mage,
Hidindtil fra Heden-Old
Styret godt ved Nornens Finger,
Med den Vippe under Skjold
Baaret som paa Due-Vinger!

Hvor paa Speilet Danmarks Navn
Blinked over Bølge-Gangen,
Guld kun samled sig i Stavn
For at sprede sig i Vangen;
Skjoldung-Folket hviled blødt
Mellem Sværd og Spyd paa Negen,
Under aaben Himmel sødt
Sov det midt i Hildurs-Legen!

* 102

I sit Folk end lever Skjold,
Finder og, naar Luren gjalder,
End til Vagt en Kæmpe bold,
Guld til ham, naar Jetten falder,
Hviler end sig uden Frygt
Paa de gyldne Ax og Vipper,
Stoler end derpaa fuldtrygt:
Sidst af Alt dig Himlen glipper!

Gutten vel er gammel vorden,
Seiler dog sin egen Sø,
Smiler ad Naturens Orden,
At hvert Føde-Nød skal døe,
Hørt han har paa Bølge-Toppe
Hvad de lyse Stjerner sang:
For hvad hjemme har heroppe,
Død er kun en Over-Gang!

Milde Bølger, Danmarks Speil,
Tæt ved eder staar min Hytte,
Ei dens Straa-Tag vil med Tegl,
Ei dens Træ med Steen jeg bytte,
Og det Syn mig times her
Ei med Udsigt til en Throne,
Yndefuldt i Aften-Skiær
Bøge-Skove Bølgen krone!

HERRENS RØST.

DETTE Digt, som første Gang er trykt i Poetiske Skrifter, VI. Bind, Nr. 12, findes, uden Overskrift, med Forfatterens Haand fra Trediverne. Indholdet vidner om det personlige Trosliv, hvori Grundtvigs Salmedigtning havde sin dybeste Kilde.

Er nu der Fred paa Jorden
Som ei kom ovenned?
Er nu det vist, at Torden
Ei raaber: Gud er vreed?
Er det en afgjort Sag
Ei kommer Domme-Dag,
Ei er bag Verdens Vrimmel
Der Helved eller Himmel
Men kun en evig Søvn?

Velan, I Herrer høie,
Velan, I Poge smaa,
Som føle ei til Møie,
Og som den ei forstaae!
Velan, beskedne Slægt,
Hvem Liv er Gran i Vægt,
Hvem Freden fattes ikke,
Naar I har Mad og Drikke,
Hvem Søvnen huger bedst!

104

Jo meer derpaa jeg grunder,
Des klarere jeg seer,
Det er slet intet Under,
I spørge ei om meer!
At Mand er meer end Dyr,
Jer tykkes Æventyr,
Og evigt Liv og Ære
Er meer end Dyr begiære,
Saa Regningen er reen!

Men I, som har et Hjerte,
Der mættes ei saa let
Men slog i Fryd og Smerte,
Som Liv af Gude-Æt,
I Store, og I Smaa,
Som fik til Meer Attraa!
Er I nu alle døde?
Er, som den gamle Jøde,
Jeg ene om mit Savn?

Det Hjerte, der sig ømmer
Ved evig Søvn og Død,
Det Hjerte, der end drømmer
Om Guddoms-Hvilen sød,
Om Soel, som ei gaaer ned,
Om salig Evighed,
Mon det nu ene banker
Og avler Himmel-Tanker
I denne trange Barm!

Velan, jeg da fortryder
Ei Eenlighedens Kaar,
Men vinterla[n]gt mig fryder
Til Evighedens Vaar,
Alt som den lille Fugl,
der i sit Vinter-Skjul
Kun leger død i Dvale,
Med Haab om grønne Sale,
Med Nyn paa Morgen-Sang!

105

Det snevre Rum i Barmen
Er immer luunt og lyst,
Og der i Vindues-Karmen
Paa Lys-Havs lave Kyst
Hver Blomst, jeg saaer i Løn,
Fremspirer frisk og grøn,
Og frodige oprinder
Fioler og Kiærminder,
Kun Rosen er lidt bleg!

Fornummet har mit Hjerte,
Der er en Guddoms-Røst,
Som dulme kan al Smerte,
Som bringer evig Trøst.
Som ved hvert Hjerte-Suk
Oplukker mild en Glug,
Hvor Øiet kan indkige
I Lidt af Himmerige
Og see, hvor Det er stort!

Thi spørger ei jeg længer
Om Andres Tvivl og Tro,
Til Bifald ei jeg trænger,
Om end al Verden loe,
Jeg veed, paa Hvem jeg troer,
Jeg veed, hvad i mig groer,
Hvad Verden kan borttage,
Og hvad der er tilbage,
For evig Nok til mig!

Kun for der er saa Meget,
Er Nok til al vor Slægt,
Som finder let sit Eget
Mod Himlens Overvægt,
Og for jeg troer det vist,
Der banker her og hist,
Hos Fleer, end jeg kan mærke,
Livs-Længselen, den stærke,
Derfor jeg raaber: hør!

106

Ja, læser, som Man lytter,
Paa Hjertets Tavler smaa!
Ei anden Læsning nytter
Til Himlens at forstaae,
Og hvis der skrevet staaer,
At I har trange Kaar,
Ja, Trang til mere Glæde,
End Verden kan tilstæde,
Da hører Herrens Røst!

Ja, hører, lytter efter,
I Hytte, som i Hald,
Hvor Ord har Kæmpe-Kræfter,
Men Barne-Tonefald,
Hvor Evighedens Haab
Har Liv og Fryde-Raab,
Hvor Tro sig frit bekiender,
Naar Naaden strækker Hænder,
Thi der er Herrens Røst!

ER TROEN VIRKELIG EN SKOLE-SAG?

I Nordisk Kirke-Tidende, 1836, Nr. 4, skrev den bekendte Skolelærer Rasmus Sørensen i Vensløv et Indlæg: Hvad er en luthersk catechetisk Skole? som var rettet mod en af Grundtvigs ivrige Tilhængere, Student Chr. Sigfred Ley, som havde hævdet, at Katekismusundervisningen burde fjernes fra de offentlige Skoler. R. Sørensen, der var »gammeldags Lutheraner«, hævder heri, at »Troens Meddelelse og den catechetiske Oplærelse af Herrens Ord i Troen« altid har været og fremdeles er Hovedsagen i hans Skole, som han for ingen Pris vil give Afkald paa. Dette fremkaldte Grundtvigs Indlæg, som endnu i vore Dage turde have virkelig Betydning med Hensyn til et af Folkeskolens mest brændende Spørgsmaal.

Dette er i vore Dage et meget vigtigere Spørgs-Maal, end Man i Vensløv Skole drømmer om, og det har man der ingen Skam af, naar Man blot ikke drømmer sig klogere derpaa, end alle vi Andre, der dog vel ogsaa har en Stemme, og turde, selv midt imellem Bøgerne, ei have mindre Leilighed til at prøve Sagen, end om vi sad i Vensløv Skole. Det er et saare vigtigt Spørgs-Maal, siger jeg, skiøndt naturligviis kun for hvem der har nogen levende Christen Tro; thi hvem der slet ingen Tro har, bryder sig vel ikke stort om det, og hvem der kun har en død Kundskabs-Tro, kan umuelig ansee det for noget Spørgs-Maal: om Troen, der er ham blot en Skole-Sag, ogsaa hører til Skolen?

Altsaa, til og for de levende Christne, faa eller mange, er det jeg vil skrive min Mening, ingenlunde et flygtigt Indfald 108 eller en Bogstav-Regning, men en af Livet udsprunget, længe overveiet og med Erfaring sammenlignet Mening, som er, at Troen, Gud skee Lov! slet ingen Skole-Sag er, men at den hele Religjons-Underviisning i Skolerne, som vi giennena Aarhundreder har plaget os selv og Børnene med, var en stor Vildfarelse, som vi skal glæde os over, den herskende Forvirring endelig har nødt os til at indsee. Jeg siger, Gud skee Lov! at Troen slet ingen Skole-Sag er, thi var den det, da maatte vi kalde vor Stilling fortvivlet, og det var kun en daarlig Trøst for Danske Christne, at der i Vensløv, og hist og her i Krogene, sad en luthersk Skole-Mester, naar der mod enhver Saadan var hele Snese, hvis Troes eller Vantroes Indpodelse i de Christnes Børn vi maatte grue for. Paa en Tid, derfor, da Mængden af Skole-Lærerne aabenbar ikke har vor Tro, og dog Mængden af Børnene er bundne, hver til sin nærmeste Skole, uden at der engang er mindste Udsigt til, at Skolerne igien vil blive lutherske, paa en saadan Tid mener jeg, selv de stiveste Lutheraner maatte ønske, at Troen havde lidet eller intet med Skolen at giøre, og hvem der ønsker det, vil heller ikke lukke Øinene for en Sandhed, de indgroede Fordomme, under andre Omstændigheder, vilde giøre os mistænkelige mod.

Naar vi nu vil have en velgrundet Mening om denne Sag, da maae vi naturligviis ikke blive staaende ved den Skole-Underviisning, vi selv har meddelt i Religjonen; thi hvem venter ikke gode Frugter af sit eget møisommelige Arbeide, og hvem krymper sig ikke som en Orm ved Tanken om, at det skulde være lutter spildt Umage! Nei, vil vi dømme upartisk om en Sag, da maae vi fremfor Alt see til, vi selv blive udenfor Spillet, og falder det os for tungt at slaae en Streg over os selv og vor Smule Virksomhed, alt for ubetydelige til at komme i mindste Betragtning, da maae vi regne dem fra, som Noget, der maaskee blot er en Undtagelse, og maa da ingenlunde ophøies til Regel.

Er vi nu først kommet saavidt, at vi ikke staae os selv i Lyset, men spørge upartisk, hvad Frugter Skole-Undervisningen i Troes-Sager har baaret i det Hele, da vil vi i det Mindste ikke fristes til at anslaae de Gode for høit, med mindre vi regne Vantro dertil; thi det er en vitterlig Sag, at baade i det Protestantiske Tydskland og hos os, hvor Religjons-Underviisningen gjennem tre Aarhundreder blev drevet skolemæssig, der var det langt fra, Troen Aar for Aar blev fastere og mere levende, tvertimod blev den bestandig dødere og mere 109 vaklende, til den omsider i Skolen næsten almindelig gav Vantroen Plads.

Denne store, urokkelige og for hvert Christent Menneske sørgelige Kiends-Gjerning lod sig nu vel forklare af en slet eller bagvendt og forfeilet Skole-Underviisning, saa der lodes Rum for den Paastand, at en forandret og forbedret Underviisning vilde bære de modsatte Frugter; men, uden at nægte Mueligheden, maae vi dog strax bemærke, at den blotte og bare Muelighed veier saa godt som slet Intet mod de tre Aarhundreders virkelige Erfaring i den anden Vægt-Skaal, saa det vilde være høist urimeligt af de faa overblevne Christne at vove deres Børn paa en Skole-Tro, der saa kiendelig og sørgelig bedrog deres Fædre.

Turde vi nu sige, at efter Erfaringens Vidnesbyrd havde Skole-Undervisningen i Religjon, eller Afretteisen til Christne, ligesaa lidt befordret Vantro og Ligegyldighed, som Tro og Tillid, da kunde vi betragte det som en nogenlunde ligegyldig Sag, medens vi dog maatte finde det urimeligt at spilde Børnenes Tid og anstrænge deres Kræfter til slet ingen Nytte, og finde det usømmeligt at bruge det Helligste for Mennesket til en mechanisk Forstands-Øvelse; men nu ligger det i Sagens Natur, at enhver idelig og alvorlig Beskiæftigelse med Troes-Sager, naar den ikke befæster Troen, netop undergraver den, naar den ikke forstærker den hjertelige Deeltagelse, i høi Grad svækker den.

Sæt derfor nu, at Man kunde optænke og selv udføre en Skole-Underviisning i Religjonen, der var ligesaa levende, styrkende og befæstende, som den Sædvanlige har været død, svækkende og slappende, saa maatte Man dog først, før Man ønskede Kirken til Lykke dermed, see Udvei til i Regelen at besætte Skolerne med Mænd, der kunde og vilde betragte og udføre Underviisningen saaledes, og herom maae vi jo strax opgive Haabet, naar vi selv forstaae hvad vi sige; thi her nytter aabenbar intet nyt Seminarium, ingen ny Methode, intet Nyt under Solen, uden nye Mennesker, som vi har ondt ved at luende, end sige da at skabe. For at Underviisningen kan blive levende, maa nemlig først Læreren være det, og for at den kan blive styrkende og befæstende, maa han være stærk i Aanden og fast i Troen, og var det nu et latterligt Haab at faae hardtad lutter saadanne Mænd til Skole-Lærere, saa maa vi naturligviis ønske en Underviisning borte, som uden disse Betingelser giør uberegnelig Skade istedenfor Gavn.

110

Maatte nu vi gammeldags Christne, kloge af Skade, frabede os for vore Børn en Religjons-Underviisning, som den altid vil være i de fleste Skoler, selv naar den blev allerstrængest orthodox, da maae vi vel grue for den paa en Tid, da den er intet mindre, da mangen troende Fader og Moder daglig vride deres Hænder over at maatte sende deres Børn til en Skole, hvor den Tro, der er deres Hjertes Skat, deres Børns bedste Arve-Gods, behandles som en gammel Over-Tro, der strider mod Fornuften og vanærer Mennesket. For mine Øine er det i det Mindste klart, at turde Man ikke vente, Troen snart blev erkiendt og erklæret for en Helligdom, hvorfra Skole-Mesterne skulde holde deres Fingre, da maatte de gammeldags Christne bryde over tvært med Stats-Kirken, for dog at beholde samme Indflydelse paa deres Børns Tro, som Jøderne har. Da nu imidlertid de vantroe Forældre, naar de have eller faae mindste Alvor, maae finde det ligesaa utaaleligt at sende deres Børn til Religjons-Underviisning hos en orthodox Skole-Mester, som vi finde det at sende Vores til En af det modsatte Slags, saa har jeg virkelig det Haab, at alle fornuftige Folk snart vil enes om at frabede sig Religjons-Underviisning i de offenlige Skoler af alle Slags, især, da alle De, der har mindste Følelse af, at Tro er et Hjerte-Anliggende, og ei selv er Skole-Mestere, vil indsee, det er i Bund og Grund forkeert at lære Troen uden ad som en Lexe eller at udtvære og giennempidske den catechetisk. At vore Børn, naar Skolerne ellers er taalelige, kan have godt af der at høre, hvordan Man skal føre sig op i Verden, naar Man ikke vil falde i Rettens Hænder, men tvertimod være agtet i sin Kreds og efterlade sig et godt Efter-Mæle, det er en ligefrem Sag, men det er.eens baade for Christne og Jøder og Hedninger, og bør staae aldeles uden for Troes-Sagen, og maa end nødvendig en høiere Anskuelse af Menneske-Livet og dets naturlige Forhold til Guddommen, end nu sædvanlig, blive herskende i Skolerne, før vi med Fornøielse kan sende vore Børn did, saa er dette dog Noget, der ved det nærværende Omsving af Tids-Aanden lader sig vente, medens »Christelige Skoler«, som levende svare til dette Navn, aldrig har været og aldrig kan blive til, uden i enkelte hu uslige Kredse.

Hvorom Alting er, saa vil jeg være det bekiendt for al Verden, at den orthodoxe og heterodoxe Skole-Underviisning i Christendommen er mig omtrent lige kiære, det vil sige høist beklagelige, saa den Sidste harmer mig kun mest, fordi troende Forældre tage sig den meget nærmere end de Vantroe den 111 Modsatte, og vil Man derfor kalde mig Kiætter eller Apostat, da kan jeg taale det, men haaber, jeg skal ikke have den Sorg af mine Børn, at de smide Christendommen bort med Skole-Bøgerne, hvad derimod er saare naturligt, naar begge Dele falde sammen i eet Begreb.

Der var endnu meget at sige om de Stene, vore Fædre uvitterlig gav os for Brød, i hele den Theologi, der aldrig er saa Bibelsk og Christelig, at den jo er steendød for Barne-Alderen; men jeg vil endnu kun bemærke, at naar Troen blev fri for at tages i Skole, og Børnenes Bekræftelse i deres Daabs-Pagt en egen Sag mellem de gammeldags Christne og deres Præster, da kunde Confirmationen, som en blot Oplysnings og Kundskabs Sag, godt foretages sogneviis uden mindste Hensyn paa Vedkommendes Tro, og dermed forbindes en smuk national Høitidelighed til Optagelse i Borger-Samfundet.

Sandelig, det er paa den høie Tid, naar vi vil baade Kirken og Staten vel: vil have Lov til at søge os et evigt Fædrene-Land heroventil paa den Vei, der huger os, men vil gierne giøre Alt hvad vi kan for at tjene og ære vort Fædreneland herneden, mens vi ere her, at vi da lade alt Kiævl fare om Ting, som baade her og hisset blive Enhvers egen Sag, og med en virkelig Troes- og Samvittigheds-Frihed stræbe at forbinde saa venlig en Sammen-Virkning til Alt hvad der er Ædelt og Elskeligt, Stort og Godt, som Dannemænd, efter alle historiske Mærker, er kaldte og skikkede til. Kan vi, foruden andet Godt, vi giøre Næsten, paa en skikkelig Maade bringe ham lidt nærmere til Himlen, da maa det vist nok glæde os, men pidske ham derind, har vi seet, gaaer slet ikke an, og havde vi end Magt til at kaste i Helvede, som dog er langt fra, skulde Danske Folk dog have alt for meget Hjerte til at giøre Brug deraf, aldenstund det var Synd at sige, Christus har befalet os det, Han, der selv ikke kom for at dømme men for at frelse, og bød os at være, ligesom Han var i denne Verden.

TO BREVE
TIL PROFESSOR SIBBERN.

I December 1835 udgav Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug: »Udvalgte Psalmer, Første Hefte, Advents- og Jule-Psalmer, med et Tillæg, redigerede af Professor F, C. Sib-bern,« hvori tre af Grundtvigs Psalmer, »Et Barn er født i Bethlehem«, »Det kimer nu til Julefest« og »De hellige tre Konger«, var optagne. J, C. Lindberg anmeldte dette Hefte i Nordisk-Kirke Tidende, 1835, Nr. 51, under Overskriften: Literær Mærkværdighed. Han udtalte deri sin Forundring over, at Selskabet med Professor Clausen som Formand udgiver Salmer, ikke alene af Kingo, Brorson, Nordal Brun og Ingemann, men endog af Grundtvig, og fortsætter: »At Selskabet, som her unægtelig har gjort et Offer for det almindelige Bedste, dog ogsaa har forbeholdt sig Plads for nogle Rim, der er opbyggelige for dem og indeholder deres Trosbekendelse, vil man finde billigt.« Lindberg citerer derefter et Vers af en temmelig tarvelig rationalistisk »Salme« af Præsten H. G. Christensen og tilføjer: »Se, her har vi jo aabenbare Clausenianernes Christus, Josephs og Marias Søn. De Christnes Christus er som bekendt Guds og Marias Søn, altsaa uden Tvivl en ganske anden Person.« Til Slut anker han over, at »Et Barn er født i Bethlehem« ikke har faaet sine Omkvæd med. - Denne Anmeldelse kaldte Sibbern i Dansk Literaturtidende for 1836, Nr. 3, for et nærgaaende Angreb, der mildest maatte forklares, »som et Slags partiel Gaaen fra Sans og Samling«. Han fandt, at Lindberg, paa en til Gudsbespottelse (Blasfemi) grænsende Maade kalder Christus »Guds og Marias Søn.« -Lindberg svarede skarpt i Nordisk Kirke-Tidende 1836 Nr. 8, og herpaa svarede atter Sibbern i Kjøbenhavnsposten.

Denne Pennefejde kaldte Grundtvig frem. I Nordisk Kirke-Tidende 1836, Nr. 13, for den 27. Marts, skrev han et »Aabent Brev til Professor Sibbern«, og efter Svar fra Sibbern skrev han i Nordisk Kirke-Tidende 1836, Nr. 17, for den 24. April, »Nok et Brev til Professor Sibbern«.

Selv uden Kendskab til Sibberns Indlæg vil man med Interesse kunne læse disse to Breve, hvori Grundtvig tager Lindberg varmt i Forsvar uden at glemme sit Ungdomsvenskab med Sibbern, og hvori Datidens kirkelige Forhold bliver klart belyste.

113

Aabent Brev til Professor Sibbern om Magister
Lindberg og Meer.

Nei, Professor Sibbern! den Abstraction gaaer bestemt for vidt, thi i Livet maae vi nødvendig blive staaende ved de concrete Tilfælde, og hvordan kan vi da paa nogen muelig Maade skille Pastor Grundtvig fra Magister Lindberg, det hele Lindbergske Parti, der jo ovenikjøbet er synonym med det Grundtvigske, og Sogne-Baandets Løsning, deri alle Maader maa ligge Grundtvig nok saameget paa Hjerte, som Lindberg, og efterstræbes aabenbar af ham paa samme Maade. See, saaledes vilde det hænge sammen, om end Lindberg og Grundtvig slet ikke personlig kjendte, agtede og elskede hinanden, men det gjør de nu desuden, og skulde alligevel den Ene af dem opoffre den Anden for »den gode Sag«, da maatte jeg blive Offeret, som baade er ældst og har, siger Man jo, lige fra Begyndelsen skadet den gode Sag ved min Fremfusenhed, har aabenbar ført Lindberg ind i det, altsaa i Fiendens Sprog »forført« ham, og maatte da reent være en Djævel, om jeg, for at hytte mit eget Skind, tilsidst lod ham i Stikken, der blev mig tro, da hardtad alle Andre forlod mig, ja, stod mig ikke blot ærlig og trofast bi, men stillede sig høimodig og djærv i Gabet, saa hele Hadet og hele Hoben efterhaanden laldt paa ham, aabenbar kun, fordi han ikke vilde forlade end sige opoffre mig.

Altsaa, Professor Sibbern! vi To kjende hinanden fra »Valkendorphs Collegium«, fra de aabne, livlige Ungdoms Dage, som vi aldrig kan glemme, men hvis Minder er som Reliqvier, vi vel ikke dyrke eller forgude, men kysse dog venlig og trykke til vort Hjerte, og, hvorvidt vi end adskildtes i Levnets-Løbet, hvor ulige end vore Anskuelser og Meninger, vore Baner og Veie blev, gode, gamle Bekjendtere kunde vi dog aldrig holde op at være; vi kunde misbillige hinandens Skridt, vel endogsaa gjensidig miskjende Endeel i den senere Udvikling, men aldrig mistænke eller fordømme hinanden; thi vi vidste det godt, at Ingen af os vilde noget Uædelt eller gjorde noget Uærligt! Om De end derfor ikke selv, midt i Angrebet paa Lindberg, med gammel Oprigtighed, havde indrømmet, at Lindbergs yngre Venner, der skyldte ham Agtelse og 114 Taknemmelighed, gjorde vel i at blive ham troe, saa det er ilde, Man vil lade dem bøde derfor, saa var jeg dog lige vis paa, at saasnart De opfatter Forholdet mellem Lindberg og mig, og mellem de gammeldags Christne og Rationalisterne i Danmark, reent og upartisk, da vil De strax finde, det er en meget »indviklet Sag«, som umuelig kan opredes ved at »banlyse« Lindberg eller dømme ham til »eensomt Fængsel« paa »Vand og Brød«, hvad dog, ei engang blot figurlig talt, var Tilfældet, naar han skulde lade sig Pennen rive af Haanden og nedsynke i total Uvirksomhed.

De har, personlig, en lille Afregning med Lindberg, for Deres uskyldige Psalme-Samling, som han, vist nok ikke for at saare Dem, men dog uden at ændse det var Dem, der uskyldig blev saaret, efter mine Tanker, ligesaa uklogt som unødvendig og ubillig angreb, og hvad De svarer ham i den Henseende, hverken vedkommer mig eller vil jeg blande mig i, undtagen forsaavidt jeg, da Tydelighed i Talen kræver det, fuldelig giver Dem Ret.

Havde imidlertid Lindberg, [nøiedes] med den aabne Erklæring, at paa Samlingen, som Deres, var der ikke det Mindste at klage, da den jo ikke blev os paatvunget, men at det var mærkeligt, om Professor Clausen kunde billige den, da vilde jeg maaskee nok meent, den Snert var unødvendig og ei ganske ridderlig, men kunde dog aldrig kaldt den uforskyldt, og her staae vi ved den »indviklede Sag«, De ikke blot har blandet Dem i, men i Kjøbenhavns-Posten paa en Maade gjort til Deres, som det synes, uden at huske, at Modstanderen da nødvendig bliver baade Lindberg og Grundtvig, Een for Begge og Begge for Een.

Nu, naar de gammeldags Christne skal have en borgerlig Modstander i Danmark, da kan jeg ikke ønske dem en ærligere og ædlere end Professor Sibbern; men har Professor Sibbern ogsaa ret besindet sig paa Sagens hele Sammenhæng og har han Fuldmagt til at afgjøre den paa billige Vilkaar, det er to vigtige Spørgsmaal, som foreløbig maae besvares, førend vi, efterat have stridt saa længe og lidt saa meget, kan paa den ærlige, ædle, fredelige og frisindede Mands Ord »træde tilbage« og lægge Sagen i hans Haand.

Altsaa: hvad er Sagen? Aabenbar hverken meer eller mindre end de gammeldags Christnes Borger-Ret i Danmark, som Lovene paa det Klareste og Stærkeste hjemle dem, og har hjemlet dem snart i tusind Aar; men hvori de nu 115 i henved halvtredsindstyve Aar har lidt mange Skaar, og som det nys tegnede til, de reent skulde miste, da et stort Parti især af Geistligheden aabenbar lagde an paa at udrydde deres Tro, som en gammet Over-Tro, der nu ei meer kunde taales.

Biskop Balle stod imidlertid i Gabet for den »gamle Tro« til 1808, og skjøndt den siden ei fandt saa høie Velyndere, men maatte nøies med en »Candidat«, der nær ikke engang var blevet »Capellan«, og er nu saa godt som ingen Ting, og med en skriftklog Magister, til offenlige Paatalere af Dens borgerlige Rettigheder, kan Den dog derved umuelig have tabt dem. Vist nok har baade Lindberg og jeg seet os nødt til at nedlægge vore Embeder, og har begge mistet vor Deel i Trykke-Friheden, men om det ogsaa var en aldeles nødvendig Følge af Ubesindighed og Overilelse hos os, saa kundejo dog hverken vi eller vore Med-Troende derved tabe Ret til at beholde og forplante vor i Riget gjennem mange Aarhundreder fredlyste Tro.

Denne Ret kunde vi nu beholde paa forskjellige Maader, men den Fordeelagtigste syndes det unægtelig at være, at vi beholdt Stats-Kirken (the Establishment) og at de, der ansaae vor Tro for Over-Tro, fik Lov til, hvad det var Synd at nægte dem, udenfor Stats-Kirken frit at bekjende og forplante hvad de kaldte den rette Tro og oplyste Christendom. Dette var Biskop Balles Syns-Maade, unægtelig den mestliberale, de statskirkelige Orthodoxer nogensteds har erklæret sig for, og jeg traadte længe i min høiærværdige Forgjængers Fod-Spor, som førde mig til det »fortvivlede« Skridt at tiltale Professor Clausen paa hans Embede, vist nok ikke med juridiske men dog med de skarpeste literære og moralske Vaaben, jeg kunde finde og føre. Jeg kalder det et »fortvivlet« Skridt, thi De veed nok, jeg er gammel vant til at kalde enhver Ting med sit rette Navn, naar jeg har lært det, og det var virkelig et Skridt i den yderste præstelige Fortvivlelse. Hvor langt det nemlig var fra at jeg vilde lade Sønnen undgjælde for Faderen, behøver jeg ikke at sige Dem; og, om De end ikke deler min Anskuelse af Farens Størrelse, vil De dog vist tilstaae, det saae farligtud for den »gamle Troes« Tilhængere i Landet, da alle Folk udenfor Kjøbenhavn var bundet til deres Sogne-Præster, og alle Theologiske Studenter baade udvortes bundne til Professor Clausen og indvortes i Almindelighed gjennemtrængte af Beundring for ham. Uagtet jeg derfor i alle de Aar, jeg var saa godt som excommuniceret, havde vogtet 116 mig for mod nogen Enkelt-Mand at trodse paa Love, der aabenbar var forældede, og tage det strængere med Eder end de, der afkrævede dem, saa troede jeg dog, at her, til Troens Redning, maatte gjøres en Undtagelse, og jeg gjorde den, som en ærlig Mand og en samvittighedsfuld christelig Præst, men som en meget partisk Borger, saa det var en aldeles rigtig Følelse hos mig, at naar Regjeringen ikke vilde tage mine Troes-Forvandtes Parti, skulde jeg tage min Afsked. Hvad der nu i dette Tilfælde vilde været Rettest af Regjeringen, naar den havde seet, det gjaldt de gammeldags Christnes Religjons-Frihed i Riget, er i alt Fald et unyttigt Spørgsmaal, da det er klart, det saae Den først senere; men vel maae vi spørge, om vore kirkelige Modstandere ikke saae det, og om det ikke virkelig var deres Agt at benytte Stats-Kirken, som var indrettet til vor Troes Værn, til Dens Undertrykkelse og Udryddelse under Navn af Over-Tro? Og, Professor Sibbern! De maa vist, ligesaavel som jeg, besvare dette Spørgsmaal med: jo, det var deres Agt; thi hverken tilbød de os Troes-Frihed under en anden Form, ikke heller vilde de engang høre vore Forslag dertil.

Saasnart jeg nemlig havde nedlagt mit Embede i Stats-Kirken, fandt jeg, at da, hvad jeg søgde, ingenlunde var Lov til borgerlig at undertrykke min Troes Modstandere, men kun at beholde og forplante den i Fred, saa kunde jeg godt finde mig i at overlade Modstanderne Stats-Kirken med alle Dens Leve-Brød, naar det blot tillodes mig og mine Troes-Forvandte at træde ud og sørge for vor Salighed og vore Børns christelige Underviisning, som vi vilde og turde forsvare. Understøttede og anbefalede nu Modstanderne dette høistbillige og tarvelige Forlangende? Nei, langt fra, de modsatte sig det af alle Kræfter, udraabde mit fredelige og kiærlige Forslag for et grueligt Brudd paa Fred og Kiærlighed, et farligt Sectereri og jeg veed ikke hvad. Endelig faldt det mig ind, der var endnu en Udvei, vel ingen anden Steds forsøgt, men, som vi har seet i Kjøbenhavn, dog fremkommelig i det Mindste i vort fredelige Danmark og da, borgerlig og statsmæssig, langt at foretrække for enhver Anden: Lære-Frihed nemlig for Geistligheden og Sogne-Frihed for hele Folket, der, naar Regjeringen holdt sig upartisk, vilde opveie hinanden og tilveiebringe en Forening af virkelig Tr.oes-Frihed og statskirkelig Orden, Man endnu aldrig saae. Greb nu Modstanderne dette Forslag med Glæde, der, antaget, vilde give dem aldeles lige 117 Borger-Rettigheder med os, ende al Kiv og Splid mellem Ædlinger og lade den videnskabelige Oplysning gaae sin egen fri og rolige Gang? Nei, De maae jo vide det, Professor Clausen valgde netop af alle mine Skrifter den lille fredelige Bog1 om disse Ting at kiøle sin Harme paa, og erklærede sig bestemt imod den foreslaaede Frihed.

Nu, Professor Sibbern! paa Ære og Samvittighed! hvilket Parti i den Danske Stats-Kirke var nu det liberale, og hvilket det herskesyge, utaalelig herskesyge: det Grundtvig-Lindbergske eller det Clausenske?

Dog, De har i Grunden allerede svaret, ved at erklære Dem uforbeholden for Sogne-Baandets Løsning; men laster det som en Duplicitet dvs. Tvetydighed hos Lindberg, at han vedbliver at staae hardt paa det Gamle i Alter-Bogen og andensteds. De har altsaa ikke læst min lille Bog om »Den Danske Stats-Kirke«, ellers vilde De seet, at jeg gjør ligesaa, og vist være billig nok til at indrømme, vi maae nødvendig gjøre saa, naar Modstanderne haardnakkel, som de gamle Romere, afslaae ethvert Freds-Tilbud, der ei medfører Trældom. En Krig lader sig nemlig ikke fortsætte fredelig, og vil det Clausenske Parti absolut have en herskende Kirke i Danmark, da er der kun ladt os Valget mellem at trælle, eller kæmpe om Herredømmet, skjøndt vi slet ingen Lyst har til at kæmpe for det. Herskabet er endnu vor Troes lovlige Ret, men vi indsee, det er i Grunden Uret, og derfor opgive vi det gjerne for bestandig, men overgive det til Modstanderne kan vijoikke, saajust fordi vi ere »Frihedens Mænd«, maae vi sige: skal endelig Nogen være Træl, som vi ikke ønske, da være Den det, som vil gjøre sin fribaarne Næste dertil! Vist nok er dette en Slags Duplicitet, som Krig og Fred, men det er ingen Tvetydighed, det er den ærligste, aabneste og billigste Færd, der findes beskrevet paa noget Blad af Kirkens Historie, og naar det synes Dem, som det var at ville aftrodse »Regj eringen « Noget, da begriber jeg neppe, hvordan en saadan Tanke kunde indsnige sig hos Dem. Vel er jeg under Censur og Lindberg ligesaa, og det har jo Udseende af Regjeringens Mishag med os og Mistanke til os, men om de fandt Sted, var De, Professor Sibbern, vist ikke den Mand, der vilde styrke Regjeringen deri, og jeg har al Grund til at troe, at hverken har den Danske Regjering * 118 mange troere Undersaalter end mig og mine Lige, ikke heller har Den det Mindste imod os uden for den Uro vi unægtelig har gjort, og som Den maaskee ikke endnu indseer, vi var nødt til at gjøre. At oplyse Regjeringen herom, det har været og det er endnu bestandig vor Bestræbelse, fordi vi føle os visse paa, at saasnart vor Faderlige Regjering, det er: vor elskedeKonge seer, at det virkelig slet ikke er andet end »Nødværge« vi bruge mod et stærkt Parti, der vil undertrykke vor »Fæderne-Tro« og berøve vore Børn den, og at naar vi blot kan beholde den i Fred, vil vi gjerne holde Fred, da skaffer Han os sikkerlig Fred. Herved maa det blive indtil videre, og Een maa staae i Gabet, saalængevi har Krig, enten det saa skal være Lindberg eller mig eller en Tredie, og Den, der staaer i Gabet har det i alle Maader saa ondt, at Modstanderne, som hverken ynke eller skaane ham, kan aldrig med Billighed forlange, han skal enten ynke eller skaane dem, saa naar nu De, Professor Sibbern, i Humanitetens og Frihedens og Fredelighedens Navn, byder os at nedlægge Vaaben, da maae vi nødvendig spørge, om De har Fuldmagt til at slutte Fred paa billige Vilkaar? Vi indrømme nemlig gjerne, at al Slags Krig baade er ubehagelig og, paa »Nødværge« nær, uchristelig og uretfærdig, og føres blandt os syndige Mennesker aldrig paa nogen af Siderne saa reent og menneskelig, som den burde, men derfor kan vi dog umuelig overgive os paa Naade og Unaade til vor Troes Modstandere, som ovenikjøbet endnu har Loven imod sig.

Har De altsaa Fuldmagt fra Professor Clausen og hans Parti til at slutte Freden paa de overordenlig billige Vilkaar, vi har tilbudt og fremdeles tilbyde, saa Man paa ingen af Siderne vil gjøre til en borgerlig Forbrydelse hvad der er skedt under Krigen, men paa begge Sider gjøre sig Umage for, at Ødelæggelsens Spor kan udslettes, og herefter unde hinanden al den Frihed, Man selv vil have? Har De Fuldmagt til det, da underskriver jeg strax baade paa Lindbergs og egne Vegne og paa alle Deres, som ændse vort Ord, og naar vi da, velforligte, bede Majestæten om Sogne-Baandets Løsning og Lære-Frihed efter Bibelen for Præsterne, da tør jeg vel ikke sige, der jo vil reise sig et tredie Parti derimod; men jeg tvivler slet ikke om, at Fredens, Frihedens og den Borgerlige Ordens Stemme vil snart seire i Danmark. Saalænge derimod Professor Clausens Ultimatum er, at Sogne-Baandet skal paa ingen Maade løses, saalænge maae vi ogsaa bekæmpe en 119 Lære-Frihed hos Præsterne, hvori Menighedens Troes-Frihed gaaer tilgrunde, og stride for hvert Ord i Alter-Bogen, som det er os magtpaaliggende bliver ved at lyde blandt os ved Naade-Midlerne. Det Sidste kan maaskee nok synes Dem en Grille, da De neppe lægger samme Vægt som vi paa »Ordet« ved »Naade-Midlerne«; men De vil dog være billig nok til at indrømme, at naar vi troe, Naade-Midlernes Virkning beroer derpaa, maae vi stræbe paa alle Maader at sikkre os det, og have Ret dertil, naar vi ikke vil have Nogen det paanødt!

Nok et Brev til Professor Sibbern
fra N. F. S. Grundtvig.

De ønsker, at vort private Forhold ei maa lide nogen Forandring ved vor offenlige Tvist, og det, mener jeg, mellem os To Gamle, følger af sig selv, saa skulde der skee nogen Forandring, maatte det kun blive mere Vexel-Virkning end i de sidste 25 Aar, saa vi lærde bedre at forstaae hinanden paa det nærværende Trin. Hvad desuden mig angaaer, da er jeg en gammel Krigs-Mand, vant til Modstandere, der ingenlunde, som De, skaanede mit Hjerte, men sigtede mest efter det, der sidder lavere og er altsaa lettere at naae end Hovedet, og derfor kan det aldrig saare min Ømfindtlighed, hvad De uforbeholden siger om min Færd og Tanke-Gang, som er Noget, der enten skal ændres, eller maa godt lade sig forsvare af en Alvors-Mand, der tænker ved hvad han gjør, veed hvad han vil og har sin Pen i sin Magt.

Naar jeg derfor finder det nødvendigt offenlig at misbillige Deres aabenbare Ubillighed mod Lindberg, mig og den Sag, vi have stridt og lidt for, da er det slet ikke min Opgave at gjengjælde den, eller at drage Fordeel af de Misgreb, De kan have gjort, men om mueligt at opdage og tilstoppe Kilden til en Ubillighed, der, da den ikke naaer til Hjertet, heller ikke kommer derfra; thi kun forsaavidt det vil lykkes mig, gjør jeg Gavn, og Gavn er, efter min Asketik, den rette Mande-Bod for Ungdoms Synder.

Saavidt jeg nu kan skjønne, kommer Deres Ubillighed af at 120 De betragter Sagen blot fra Deres individuelle Stand-Punkt; thi saasnart jeg stiller mig paa en Lignende, faaer hele Sagen samme Udseende i mine Øine. Betragter jeg mig nemlig blot som Skjald og Vidskabs-Mand, hvad skulde jeg da bryde mig om, hvorvidt en theologisk Professor og endeel Præster meer eller mindre kunde finde sig i min Anskuelse enten af Menneske-Livet i sig selv eller Dets Forhold til Guddommen, og kunde end Ungdoms Heftighed, og Lysten til at omskabe Alt efter sit Hoved, enstund have gjort mig paatrængende og intolerant, maatte Aarene i Pagt med en dyrekjøbt Erfaring dog vel nu have lært mig baade at være billig og fare i Mag. Er det nu desuden gaaet op for mig, at en christelig Stats-Kirke er et blot og bart juridisk Begreb, der ei har mindste christelig Realitet, og bliver kun taalelig for Aanden, naarTvangen indskrænker sig til en vis »udvortes Tugt« for borgerlig Ordens Skyld, men lader baade Tro og Lærdom være saa frie som deres hjertelige og aandelige Natur udkræver, see, da synes det fra den individuelle Stand-Punkt reent Daarskab at beraabe sig paa verdsligt Rygstyd for Troen og paa Love om Lærdommen, da Man i lykkeligste Fald kun nødte Modstanderne til at sukke med sig under Aaget.

Saaledes har jeg sat mig paa Deres Stand-Punkt, og skjøndt jeg nok indseer, De ikke nær saa let kan sætte Dem paa min, er det dog ikke meer end billigt, at De gjør et Forsøg, da De derved i det Mindste sikkert vil lære, der gives en Anden, Man ikke saa rask skal erklære for vrang under visse Omstændigheder.

Jeg er en gammeldags Christen og jeg er Præst for gammeldags Christne, og det gjør hele Forskjellen, som jeg nu skal stræbe at vise Dem.

Vel paastaaer De, jeger ingen garn meldags Christen, men det vil jo i alt Fald kun sige, hvad De kalder saa, og jeg vil ingen tom Ord-Strid føre med Dem, men jeg vil sige Dem ærlig hvad jeg ganske alvorlig mener dermed.

Først og fremmerst mener jeg, at jeg har den samme eenfoldige Barne-Tro paa Herren »efter Ordets Lydelse« ved Daaben og ved Nadveren, som jeg tydelig sporer ikke blot hos Lutherske Fædre og hos Morten Luther, men hos Ansgar og Augustin og Irenæus og Apostlerne, saa den Christendom kan jeg dog med Rette kalde gammeldags, og veed ikke bedre at adskille den fra den »nymodens« Christendom, der fornemt hæver sig over »Barne-Troen« og danner 121 sig paa fri Haand en Forestilling om Christus, Troen paa ham og Forholdet til ham.

Allerede paa denne Stand-Punkt forandrer Betragtningen af Kirke-Sagen sig mærkelig, thi min Christendom er ikke noget blot Subjektivt, men har et objektivt bestemt Indhold, der i samme Grad som det levende gjennemtrænger mig, skaber en aandelig og hjertelig Forbindelse mellem mig og alle mine Troes-Forvandte, og tillader mig ingenlunde at være ligegyldig ved deres Stilling. Hvad der ligger udenfor min Virke-Kreds har jeg kun Ønsker og Bønner for, men naar jeg seer mine Troes-Forvandte omkring mig, især de »Smaa og de Ringe«, mangensteds nedtrykte under et Aag, de ei kan bære, og udsatte for en Fristelse, der let kan blive dem overlegen, da skal jeg see til, hvad jeg kan gjøre, for at borttage eller dog lette Aaget, afvende eller dog formindske Fristelsen, og ingen billig Mand maa derfor kalde det Daarskab, at jeg har stridt for de gammeldags Christnes Troes-Frihed i Danmark, hvor de var bundne til Sogne-Præsterne, og kunde mangensteds ei faae Sakramenterne forrettede efter Christi Indstiftelse, maatte mangensteds sende deres umyndige Børn til Præster og Skole-Mestere, der af al Magt bestreed og nedrev deres Fædrene-Tro.

Men nu er jeg desuden alt for 25 Aar siden indviet til Præst for saadanne gammeldags Christne, og har derved godvillig paataget mig at stride og lide for dem, efter den Naade og Frimodighed, Herren vil give, og hermed er det sagt, at den Danske Stats-Kirke, hvor jeg fik min Indvielse, vedkiendte sig hvad jeg kalder gammeldags Christendom, saa den har i Danmark ei blot Lovens Bogstav men hele den Kirkelige Indretning for sig. Denne Omstændighed maatte nødvendig give min Kamp for de gammeldags Christnes Troes-Frihed sin Skikkelse; thi selv om hele Forholdet havde lige fra Begyndelsen været mig saa klart, som det er nu, maatte jeg dog fundet, at Kirke-T vangen, som hindrer os fra at træde ud af Stats-Kirken, naar vi i den savne vor Tro, og Sogne-Baandet, der, udenfor Hoved-Staden, lænker Enhver til sin Sogne-Præst, om det end er hans Troes aabenbare Fiende, det er ligesaavel blotte og bare »juridiske« Ting som Stats-Kirken, ja er Levninger af Dens Indretning, som, ved Præsternes Løsrivelse fra Alter-Bogen og de Symboliske Bøger, hvile som et utaaleligt Aag paa de gammeldags Christnes Samvittighed. Om jeg derfor end selv fandt det besværligt 122 at følge Alter-Bogen og rette mig efter de Symboliske Bøger, ja, om jeg end selv laae i Strid med dem, maatte jeg dog, for mine Troes-Forvandtes Skyld, der ikke er Præster, paastaae, at enten maatte Præsterne tvinges til at følge hine Bøger eller de maatte lade være at tvinge deres Sogne-Mænd, enten maatte Tvangen eller Friheden være gjensidig, da ellers hver Sogne-Præst var en Pave i sit Sogn, og gjorde den gruelige Fordring til Menigheden, at enten skulde de sletingen Tro have, eller, hvad der er det Samme, være rede til at forandre den hvergang de skiftede Præst.

Nu er jeg imidlertid, hvad De end tænker, saa langt fra selv at ligge i Strid med Alter-Bogen og vore Symboliske Bøger*), at jeg end ikke finder det besværligt at følge dem ligesaa nøie, som Fader for mig og vore andre gammeldags Præster, medens jeg er vis paa at enhver ny Alter-Bog og ny Lære-Forskrift vilde det være mig umueligt at følge.

Kan det nu undre Dem, at jeg kæmper for Alter-Bogen og de Symboliske Bøger og finder Lindbergs kraftige Kamp derfor nødvendig og priselig, skiøndt jeg af mit Hjerte ønsker, at baade Liturgi og Lærdom maatte være frie for alle aandelige Baand, naar, vel at mærke, Kirke-Giængerne blev ligesaa frie? Kan vi, under disse Omstændigheder, giøre mere for Friheden, end uforbeholden at erklære, den er vort inderlige Ønske, men at kan den ikke naaes, da kræve vi Fædrenes lette Byrde, som vi har lovlig Ret til, istedenfor det utaaleligeAag, Modstanderne vil paalægge os! Hvilket Middel skulde heller snarere bringe Modstanderne til at finde sig i Billighed, end en saadan Kamp for almindelig Frihed eller det Lovlige, som aabenbar er os enlet Byrde og dem et utaaleligt Aag, og som der ei behøves megen Skarpsindighed til at forudsee, snart maatte træde i Kraft, hvis Friheden ikke gjorde det unødvendigt.

Det er vist nok ganske rigtigt, at naar Regieringen vil giøre det kirkelige Forhold frit, kan det være os borgerlig det Samme, hvad Modstanderne vil; men dertil tegner det, saavidtjeg kan skjønne, endnu slet ikke, da det meget mere synes, som Regieringen, bestormet af to kirkelige Partier, der Begge vil herske, kun betænker sig paa, hvilket der skal være det * 123 herskende, og hvad Valg har da vi, uden at kæmpe paa det Parties Side, hvis Herredømme vi vel ikke ønske, men kan dog taale? Fik nemlig det modsatte Parti blot Lov til at gjøre een væsenlig Forandring i Lære-Forskriften eller Alter-Bogen, En af de Forandringer, Professor Clausen stærkest har staaet paa, da maatte vitræde ud af Stats-Kirken, hvad formodenlig vilde gjøres os til en borgerlig Forbrydelse, og saaledes havde vi da i det fredelige Danmark, uden at det havde ahnet Regjeringen, en reen Religjons-Forfølgelse, som det dog vel, naar vi forudsee det, er vor hellige Pligt, baade som Mennesker og Borgere, om mueligt at forebygge. Har nemlig end Nogle af os Styrke til at blive Martyrer for vor Tro, da vil netop de føle, at Man maa ikke friste Gud, ikke udsætte de Svage for overlegen Fristelse og ei bebyrde Fædrene-Landet med Blod-Skyld.

Nu, det har i Danmark, fra Arilds-Tid Religjons-Friheds og Billigheds Hjem, med Guds Hjelp, heller ingen Nød, thi naar det kun bliver klart, at to Partier vil undertrykke hinandens Tro, det Ene under Paaskud af at udrydde Over-Tro og det Andet under Paaskud af at forebygge Van-Tro, men at skal de blive ved skifteviis at afluge hvad de kalde Klinte, gaaer netop al Hveden i Løbet, og Marken lægges øde; da vil Folke-Stemmen sikkert erklære sig for de Ædles Mening af alle Partier: at Troen er en fri Sag, hvorfor Man kun staaer den Alvidende til Regnskab, og Lærdommen er en Skole-Sag, der kun beskæmmer sig selv ved at være et stillestaaende istedenfor et rindende Vand! Og med dette Haab vil vi trøste hinanden!

See, min Ven! Dette er hvad jeg her kalder Hoved-Sagen; og jeg vil ikke engang prøve paa, hvad jeg selv agter for umueligt, med Pennen at overbevise Dem enten om Ægtheden af mit Troes-Begreb eller af mit Præste-Kald, jeg vilde kun stræbe at vise Dem, at jeg veed i denne Henseende meget godt hvad jeg gjør og er derom aldeles enig med mig selv, saa der maatte paakomme mig en særdeles Svaghed, om det skulde lykkes enten Dem eller noget Menneske at rokke mig et Haars-Breed fra mit Stade, hvor jeg, som under og ønsker Alle den samme Frihed jeg kræver for mig og mine Med-Troende, slet Ingen fornærmer. At enten al Samvittigheds-Trang maa vige fra vor Stats-Kirke, elier mine Troes-Forvandte, der har Kirke-Loven for sig, dog paa en eller anden Maade beholde 124 deres Tro i Fred, det er saa billigt og saa nødvendigt et Forlangende, at jeg er vis paa, den danske Regiering forlænge siden vilde indrømmet det, naar ikke det Clausenske Parti ved sin borgerlige Indflydelse havde forhindret det, og vil dette Parti, blindt for sin egen Fordeel, vedblive at grave sin egen Grav, da kan jeg ikke forhindre det, kan umuelig kæmpe for Præsternes Frihed, saalænge de vil misbruge den til at tyrannisere Almuens Hjerte og Samvittighed. De har for Resten Uret, naar De ganske forkaster Begrebet om en Stats-Kirke, thi det er i sig selv, som en offenlig Indretning til paa en ordenlig Maade at afhjelpe Folkets religjøse Trang, ikke biot en uskyldig men en nyttig og priselig Ting, kun maa den ingen »herskende« Kirke være, intet Tvangs-Huus for Samvittighederne; thi da er den ikke blot et slemt Papisterie, men bliver efterhaanden en stor Lande-Plage, hvoraf Regieringen saavelsom Folket kun har lutter Ulykke, og hvorved enhver Tro taber sin velgjørende Indflydelse, da Tro, ligesaavel som Haab og Kjærlighed, er en Hjerte-Sag, der ved at paatvinges kun gjøres forhadt. Jo inderligere jeg derfor ønsker at forplante min Tro paa mine Børn, des omhyggeligere vogter jeg mig for at øve mindste Tvang, og hvem der vilde tvinge mine Børn til at høre deres Faders og Moders Tro nedrevet som Hykleri og Overtro, dem kunde jeg umuelig elske. Dersom Bønder ikke er skabt ganske anderledes indvendig end En af os, seer Man let, hvad der vilde vindes ved at ville tvinge dem i Troes-Sager, eg var de virkelig skabt anderledes, da var vor Tro jo slet ikke for dem, men alle Landsby-Kirker var aldeles overflødige. Det er derfor slemt, at Prof. Clausen og hans Venner slet ikke bryder sig om de Mange af Partiet, der efterhaanden faae orthodoxe Sogne-Præster, og det var endnu værre, at Man i Roskilde ikke tog sig Tid til at behandle en Sag1, der var langt anderledes uopsættelig end Spørgsmaal om Penne-Førsel ved Protokollens Slutning; men jeg har det Haab til Majestætens Livsalighed, at det derfor ikke skal vare to Aar, før Sogne-Baandet løses, da Frihed i naturlige Ting Ingen kan være til Besvær, som faaer den, og Kongelige Embeds-Mænd umuelig kan have vundet Hævd paa en selvtagen Frihed til Andres Fornærmelse, men maae være meget * 125 taknemmelige, naar de faae Lov til at beholde den paa billige Vilkaar. Hvad Skole-Væsenet angaaer, da tænker jeg, Regieringen vil ikke forlange bedre Borgen end sig selv for, at dens Geistlige Embeds-Mænd gjør deres Pligt, saa det kan være Den aldeles ligegyldigt, hvilken af de Præster, Den kalder og fører Opsyn med, udfører denne eller hin kirkelige Handling, naar kun den nødvendige Orden ei derved lider, og at en Dreng kan confirmeres ligesaa ordenlig i Gientofte Kirke, skiøndt han ikke tjener i Sognet, som om han tjende der det Halv-Aar, han gik op at læse, det giver Fornuften. At der altid vil findes nogle saakaldte Barmhjertigheds-Præster, der af bedre eller slettere Grunde ei tage det strængt med Bønder-Drenges og Bønder-Pigers Bog-Lærdom, er vist nok at formode, men om det ogsaa virkelig kunde skade (som det efter min Overbeviisning dog umuelig kan,) saa var der dog meget mere vundet ved, at Forældrene i deres Sogn kunde, naar de vilde, faae deres Børn holdt i Ørene udensogns, end ved at Forældrene i et andet Sogn, der ønske Læmpelighed, endelig skal give Slip paa deres Børn det Halv-Aar. Ansaae Man endelig paa den ene Side Børne-Lærdommen i vore Almue-Skoler for en Sag af borgerlig Vigtighed, og Sogne-Tvangen i den Henseende for nødvendig, da behøvede Man jo blot at skille »Religjonen« derfra, som dog virkelig ikke lader sig lære, end sige paatvinge, saa den kirkelige Confirmation blev Noget, Ingen, uden Biskoppen paa sin Visitats, spurgde om, men den Skolemæssige foretoges sogneviis med særegen Høitidelighed, som den borgerlige Overgang til Skiels-Aar og Alder. Herved bortfaldt alle Vanskeligheder og megen Hjerte-Sorg, som vi især skulde søge formindsket, og naar hele Folket betjener sig af de Præster, Regieringen isætter og afsætter efter Behag, kan Den dog virkelig være saa rolig i Henseende til Folkets Religjon, som det er mueligt at blive, saa Opgaven er kun at forhindre Sogne-Pavedommet, der dybt saarer Folke-Hjertet og undergraver ligesaavel Stats-Kirken som al ægte og levende Religjøsitet.

Dog, det nytter ikke at skrive mere herom, thi heri ere vi To aldeles enige, medens de Fleste endnu synes at ansee denne yderst vigtige, ei mindre borgerlig end kirkelig vigtige Sag for en aldeles ubetydelig Smaa-Ting, ei mindste Opmærksomhed værd.

Deres forfærdelige Ubillighed mod Lindberg, hvem de ordenlig 126 synes med beraad Hug at omtale og behandle foragtelig, maa jeg derimod til Slutning dog ligesaa alvorlig som venlig bede Dem underkaste en stræng Undersøgelse, efter den Regel, De selv erkiender: dømmer ikke uden som I selv vil dømmes! Dette er i Grunden Alt hvad jeg her kan giøre, thi uagtet jeg nok seer, De, som den ædle Mand altid, giør Dem Umage for heller at finde Kilden til Lindbergs Dem saa forhadte Færd i hans Hoved end i hans Hjerte, saa er Deres Hjerte dog her med i Spillet, som overalt, hvor Man viser Foragt, og jeg maatte da kun slet kiende Pennens Virke-Kreds, om jeg tænkde med den at forandre Deres Betragtning af Lindberg.

Maaskee var det derfor bedst, jeg lod det beroe ved denne Erklæring; men det hører nu engang til min Natur og Sædvane, naar Man tiltaler mig om noget »Offenligt«, da uforbeholden at sige min Mening derom, og kan det ikke gavne Lindberg, at jeg ogsaa ved denne Leilighed giør det, kan det dog, efter mit Skiøn, heller ikke skade ham.

At jeg ved den »indviklede Sag« slet ikke tænkde paa mit Forhold til Lindberg, uden forsaavidt vi borgerlig høre og holde sammen, har de maaskee allerede seet, og dette Forhold er i Øvrigt saa redt, som noget kan være; thi imellem mine yngre Venner og mig hersker det frieste Forhold af Verden, saa jeg siger dem ved Leilighed hvad jeg synes, men lader dem for Resten i Guds Navn gaae deres Skud, som er den eneste levende Udviklings-Gang, jeg kiender. Ligesaalidt som jeg derfor har noget literært Parti, ligesaalidt har jeg mindste Ansvar for hvadmine saakaldte »Discipler« skrive; men var Lindbergs Adfærd saadan, som De skildrer den, da vilde jeg rigtignok intet Øieblik betænke mig paa at opsige ham mit Venskab, saa derimod maa jeg, for min egen Skyld, protestere, til Man forelægger mig ganske anderledes Kiends-Gierninger, end dem, De berører, som i det Høieste vilde bevise, at Lindberg i sin Skrive-Maade oftere brugde mere Haardhed og røbede mere Paastaaelighed og mindre Delicatesse, end Man kunde ønske. Havde De kun bebreidet ham Sligt eller noget Lignende, skulde jeg ikke blandet mig deri, men rolig overladt til ham selv at rede for sig, da jeg slet ikke var bange for, De skulde knuse ham; men det gjorde mig ondt, at De behandlede en saa saare miskiendt og haardt medtaget Mand foragtelig, og at De fremstillede mit Forhold til ham, som Noget jeg vist selv ønskede 127 at være kvit, og jeg var bange for at han, krænket saa dybt, skulde svare Dem paa en Maade, der hverken var Dem eller ham værdig. Hvad han havde i Sinde, veed jeg slet ikke og vilde ikke vide, men skyndte mig at giøre hvad jeg ansaae for det Bedste, og ligesom jeg nu har stræbt at vise, at vor fælles Kamp har sin gode Grund, saaledes skylder jeg ogsaa Lindberg den Erklæring, at saavel efter deres eenstemmige Vidnesbyrd, der har kiendt ham nøiere end jeg, som efter min Erfaring i ti Aar, er han en inderlig godmodig Mand, der med Forsæt ei giør en Kat Fortræd. Da han nu tillige er en høilærd Mand i sit Fag og et lyst, skarpsindigt Hoved hvor han kommer, og en udmærket Kæmpe for sin Tro og Overbeviisning, som han har bragt store Offere, saa mener jeg virkelig, han har Krav paa en ganske anden Tiltale af ædle Modstandere, end den, De har budt ham. Penne-Feider er ligesaavel Krige som Sværd-Slag, og hvem der kiender Krigen, veed, hvor ubilligt det vilde være at bedømme en Mands Hjerte-Lag haardt blot fordi det var haardt at drages om Reeb med ham, og jeg veed i alt Fald med mig selv at man har gjort mig megen Uret i dette Stykke, saa, gjorde jeg ligesaa, var jeg ikke at undskylde. At Lindberg ikke er saa blød, som jeg altid har været, det seer jeg nok, men medens jeg altid ønsker, Man skal tage sig i Agt med det Haarde, der let kan blive haardest at døie for En selv, er det mig dog ogsaa klart, at Modstanderne trængde til en Mand for deres Haand, hvis ømme Sted var ei saa let at finde som mit, og jeg formoder, at hvis de ikke snart finde dem i Billighed, kommer der en Tredie, i Sammenligning med hvem de selv maae finde Lindberg blød. Dette er den historiske Gang giennem alle Aarhundreder, som neppe vil afbrydes i det Nittende, med mindre vi i Danmark søge de Ting som virkelig høre til Fred. Og giør vi kun det, skal De snart see, at Lindberg ligesaalidt som jeg er Soldat af Handværk men kun Krigs-Mand til Nød-Værge; thi har De ikke nok seet hans Ebraiske Lexikon, det første Forsøg med vort Sprog, og mener De ikke, at Den der midt under Krigen tager sig saadanne Ting for, vilde i Freds-Tid giøre Gavn for Alvor? Gid derfor denne snart oprinde, og lade os glemme, hvad Krigen medførde, thi baade De og jeg veed, det var meget værre Ting end nogle haarde eller overilede Ord af Lindbergs Pen, det var blandt Andet et Horn i Siden paa alle de unge, 128 talentfulde Mænd, der stod i venligt Forhold enten til Lindberg eller til mig, som, skal det vare længer, vil være et sandt National-Tab, og hvem vil forlange, at jeg under saadanne Omstændigheder skulde vredes paa Lindberg, der selv blev et uskyldigt Offer, om jeg end fandt, han kunde være mere nænsom med et Vaaben, der, efter min egen deels sørgelige og deels glædelige Erfaring, slaaer dog ingen Mand af Hesten!

PROFESSOR SVENN HERSLEB.

DETTE Digt blev trykt i Nordisk Kirke-Tidende 1836, Nr. 39, for den 25. September, i Anledning af Grundtvigs kære Ven den norske Professor Herslebs Død den 12. September s. A. Jfr. Poet Skrifter VI. Bind, Nr. 18.

Ungdoms-Ven fra Nordlands Klipper!
Allerede nu ei meer?
Saa i Støvet Styrken glipper,
Kun hvad Almagt vil, det skeer!
Ei er Bønnerne saa fromme,
De kan bøie Dødens Domme,
De kan bane Livets Vei!

Det er jo kun stakket siden,
Vi, i Daners Hoved-Stad,
Lang udspandt os Leve-Tiden,
Hvor i Ungdoms-Kraft vi sad,
Haabed, i hinandens Følge,
Herre-Færd paa Livets Bølge
Til Udødeligheds Havn!

Ja, vort Barne-Liv forleden,
I vor Ungdoms bedste Aar,
Under Krigen midt i Freden,
For mig som den Dag i Gaar,
Tænkde jeg, see, det er Sorgen,
Kom maaskee igien i Morgen,
I vor Manddoms Efter-Høst!

130

Men naar jeg mig ret besinder,
Tæller Aar og Bølge-Slag,
Med Cypresser og Kiærminder,
Sørge-Flor og Konge-Flag,
Jeg dog nødes til at sande:
Der løb meget Vand til Strande,
Siden vi gik Haand i Haand.

Lise var min lille Pige,
Det er hendes Datter nu;
Der og var et Tvilling-Rige,
Kommet neppe meer ihu:
Fædre-Landet for os Begge,
Nu med meer end Odd og Egge
Skarp adskilt som »Mit og Dit.«

Ja, i Norden brast det stærke,
Brast det gamle Hjerte-Baand,
Løve-Baand i Skjolde-Mærke,
Knyttet med en Barne-Haand,
Det og vorder seent beskrevet,
Alt hvad da blev sønderrevet,
Mellem Nordens Kiøl og Klint.

Drømme maae vel unge Sjæle,
Som de drømde sødt hos os,
At al Verdens Grændse-Pæle
De kan dristig byde Trods,
Før de ældes, dog de lære:
Til i Sløvet fri at være
Der vil meer end Kæmpe-Drøm.

Sendte vi end over Stranden
Venne-Hilsen mangen Gang,
Døde dog, som for hinanden
Dovre-Fjeld og Dane-Vang,
Var og vi, trods al vor Spørgen,
Al vor Stritten, al vor Sørgen,
Hele vor Kiærminde-Krands.

131

Derfor nu ei brast den Kiæde,
Der os fordum sammenbandt,
Nei, jeg føler det med Glæde,
Nu den Bruddet overvandt,
Nu opløstes med din Smerte
Brynjen om dit Kæmpe-Hjerte,
Varmt det slaaer mod Vennens her!

Ja, lad kun de stærke Aander
Smile ad vor gamle Tro,
At hvad her sig ædelt vaander,
Hisset vinder salig Ro!
Det var dog vor Trøst paa Jorden,
Og fra Arilds-Tid i Norden
Gladhjem laae bag Kæmpe-Høi!

Dog, skiøndt hist i Morgen-Røden
Gladere vi sees igjen,
Ikke jeg paakalder Døden,
Aldrig bliver jeg dens Ven,
Dertil er for kiært mig Livet,
Selv som det os her blev givet
Guddoms-Kaar at kiende halvt.

Ogsaa jeg er vist nok graanet,
Visnet er min Rosen-Flor,
Og som Du er Meget daanet
Af mit Kiæreste paa Jord,
Men, om ei som Blomster-Haven,
Dog langt skiønnere end Graven
Er den rige Abild-Gaard!

Ja, selv Roserne de røde,
Blomster-Slægtens Dronning-Kuld,
Er end ei for mig uddøde,
Mylre favert op af Muld;
Hvor de voxe hos de Unge,
Jeg dem med den Danske Tunge
Kalder mine i min Æt.

132

Ja, naar Gud os Sæd har givet,
Og vi Barnet mindes let,
Da forynges vi med Livet,
Som det blomstrer i vor Æt,
Da kan ogsaa gamle Skjalde
End med Liv og Lyst gjenkalde
Foraars-Duft og Sommer-Glands!

Ach, men Du var Skole-Mester,
Sønneløs blandt Klipper graa,
Dømdes til at skabe Præster
Med hvad kun vil lidt forslaae:
Med Anviisning paa de Døde,
Skygge-Værk og Orme-Føde,
Døde Sprog og Bogstav-Skrift!

Derfor tit jeg Dig beklaged,
Mens Du droges med din Død,
Høiærværdig men bedaged,
Her for stiv og hist for blød!
Alt for god til Præste-Mager
For Hans Blik, som Alt rand sager,
Han Dig fare lod i Fred!

Derfor tidlig jeg opkaldte
I min Søn min Ungdoms-Ven,
For hvad Fimbul-Vinter kvalte
Snart i Vaar at see igien:
For mig til de gamle Dage
En Svenn Hersleb at opdrage,
I hvis Barm ei findes Svig!

Ja, det er dit Efter-Mæle,
Sjeldne Roes af Sandheds Mund,
Dyrebar for ædle Sjæle,
Fremfor Alt i Dødens Stund:
Ærlig, ydmyg, ufortrøden,
Barn i Fryd og Ven i Nøden,
Haded Du kun Løgn og Svig!

133

Fred da med dit kiære Minde!
Som med Sjælen, hvor den nu
Seer, de stavred ei iblinde,
Som kom »Verdens Lys« ihu,
Seer og løst den store Gaade:
Død i Herrens Huus kan raade,
Skjøndt hans Ord er Liv og Aand!

Dog, den løses og paa Jorden,
Skiøndt Din Tro det overgik,
Ja, den løser sig i Norden
Meer og meer hvert Øieblik;
Thi da Aanden kom til Orde,
Brat vi saae, hvad Bogstav gjorde,
Snart vi see hvad Aand formaaer.

Naar da Alt igien oplives,
Hvortil Aand har Odels-Ret,
Da med Døden skal fordrives
Kiv og Splid fra Odins Æt,
Fenris-Ulven kneblet fraade,
Lære, sig til liden Baade,
Aandens Ord er Mundens Sværd!

Ei med Sværd og ei med Bue,
Ei med List og ei med Vold,
Skal hinanden underkue
Yngve-Frey og Norr og Skjold,
Men fribaarne sig forbinde
Mod hver Freds og Friheds Fiende,
Taale godt hinandens Brøst.

Saa i Ungdoms-Aar vi nemmed
Venskabs Lov paa Mark og Fjeld,
Naar ei meer den klinger fremmed,
Dages det til Nordens Held,
Dages op, at der for Sjæle
Sattes ingen Grændse-Pæle,
Fordi Aanden er kun een!

134

Snart skal denne Morgen-Røde
Rinde op til Fiendens Harm,
Bjerg og Bøg derunder gløde,
Som vor Ungdoms Kind og Barm,
Dans og Nors og Gauturs Løve
Kiækt i Soel-Bad Styrke prøve
Kun med ædel Kappe-Lyst!

Det var søde Ungdoms-Drømme,
Sukked Du vist mangen Gang,
Dukkende i Minde-Strømme
Fra den grønne Dane-Vang,
Men hos Dig dog vel opgivet
Som en Drøm var Folke-Livet
I det store Fædreland!

Det var meer end søde Drømme,
Siger jeg, skjøndt Du er død,
Det var Nordens Minde-Strømme,
Nyaars-Dagens Moder-Skiød,
Der skal brat som Soel fra Vove
Kaste Glands paa Fjeld og Skove,
Guld-Sæd strøe paa Fyrresvold!

Kløgtens Nisse! peg kun Finger!
Graanet Skjald det ændser ei,
Overseer paa Fugle-Vinger
Let den slagne Alfar-Vei,
Bruger hvad han fik til Bedste,
Syn og Sang for Borg og Fæste
Og for visse Leve-Brød!

Seer tilfjelds Man Soel oprinde,
Mens i Dal det mulmer end,
Hvad da over Klippe-Tinde,
Hvor paa Vinger fares hen!
Kan ei selv ved Midnats-Tide
Øiet der faae Nyt at vide,
Skimte Glimt af Morgen-Gry!

135

Forskiel end der er paa Drømme,
Som i Agamemnons Tid,
Forudsagt skal Fremtid dømme,
Aand er meer end Mande-Vid,
Den er Livs-Kraft fra det Høie,
Af den funkler Skjaldens Øie,
Med den flyver Skjaldens Ord!

Var da Aand der over Issen,
Naar jeg kvad om Nordens Held,
Trods alt Vrænge-Spil af Nissen,
Det skal sees paa Mark og Fjeld,
Og engang med Rune-Stave
Ristes paa to Venners Grave:
Det var deres Morgen-Drøm?

DANMARKS JUBEL-FEST.

I Anledning af Trehundredaarsdagen for Reformationens Indførelse udkom der den 30. Oktober 1836 et Nummer af Nordisk Kirke-Tidende med Overskrift: Danmarks Jubel-Fest, med følgende otte Salmer og aandelige Sange af Grundtvig. Samtidig udkom 1. Hefte af Sang værk til den Danske Kirke.

Kirke-Staden.

Stene om mig raabe skal.
Sagde den Eenbaarne,
Saa de giør i Stjerne-Tal,
Med og uden Taarne!

Stod de Alle, Dør om Dør,
Kirkerne paa Tue,
Slig en Stor-Stad aldrig før
Var paa Jord til Skue!

Fandt ei meer af Liv Man Spor,
Stod Den tom og øde,
Dog det største Folk paa Jord
I den Stad uddøde!

Tav, med Sang og Harpe-Stræng,
Hver en Orgel-Pibe,
Kunde dog en Tolvaars-Dreng
Alt igjen oplive!

137

Kom tilbyes en fremmed Giæst,
Syg for Sandt at kiende,
Drengen, som den bedste Præst,
Kunde ham omvende.

Var de To, saa blev de Tre,
Før de ret det vidste,
Herren selv de fik at see,
Om de var de Sidste!

Ved Hans Røst fra Stjerne-Top,
Og Basunens Torden
Stod da Kirke-Folket op,
Skjulde hele Jorden!

Det os rinde sødt ihu:
Leve skal de Døde,
Kirke-Staden staaer endnu,
Lægges aldrig øde!

Kors og Funt og Alter-Bord
Har en Mund og Mæle,
Kirken med sit Skib og Chor
End dog griber Sjæle!

End ved Kirke-Klokkens Klang
Mange Knæ sig bøie,
End ved Menighedens Sang
Funkler mangt et Øie!

End Guds Naades gode Ord
Stiller mangen Smerte,
End ved Herrens Naade-Bord
Smelter mangt et Hjerte!

End fra mangen Harpe-Stræng
Toner Zions-Sangen,
Røsten, som en Tolvaars-Dreng,
Raaber lydt i Vangen:

Timeligt er hvad du seer,
Evigt hvad det ligner,
Som du troer, saa dig skeer,
Tro, dig Gud velsigner!

138

Ordet af vor Herres Mund,
Tag det, som det lyder!
Elsk det ret af Hjertens-Grund!
Evig da det fryder.

Alle Kirkerne paa Jord
Byg i Tanker sammen!
Fyld dem saa med Livets Ord
Og med Folkets Amen!

Da det ny Jerusalem
Svæver dig for Øie,
Som Guds Folks det rette Hjem,
Bygt paa Edens Høie!

Kalk og Steen er Skygge-Værk,
Saa ei Tro og Tanke,
Naar i Aanden, evig stærk,
Sig med Liv de sanke!

Hvad da savnes, er i Aand
Virkelig tilstæde,
Om det sine Rosen-Baand
Hjertet snoer med Glæde!

Saa Man i hver Christen-Favn,
Bedst hos fromme Kvinder,
Bygt af Aand i Jesu Navn,
Kirke-Staden finder!

139

Davids-Psalmer. *)

Giv mig, Gud, en Psalme-Tunge!
Saa jeg ret for dig kan sjunge,
Høit og lydelig,
Saa jeg føle kan med Glæde:
Sødt det er om dig at kvæde,
Uden Skrømt og Svig!

Lad din Naade mig forkynde,
Hver en Morgen, og begynde
Dagen med din Priis!
Og naar Aften-Klokken ringer,
Lad min Sjæl paa Lærke-Vinger
Stige ligerviis!

Aldrig noksom dig kan love
Folk paa Jord og Fugl i Skove,
For din Miskundhed:
For hvad du, i Ny og Næde,
Virker os til Fryd og Glæde,
Meer end Engle veed!

Hvert dit Værk er stort Vidunder,
I din Viisdom Ingen bunder,
Som af den har øst;
Kun en Daare tør det nægte,
At hos Dig er Alting ægte,
Alting mageløst!

Græsset lig er hver en Synder,
Ender, før han ret begynder,
Visner i sin Vaar;
Himle selv forgaae af Ælde,
Men i grundfast Guddoms-Vælde
Evig du bestaaer!

* 140

Dine Fiender gaae tilgrunde,
Og som Avner skal de Onde
Evig veires hen;
Men i Alderdommens Dage
Herlig Kræfterne tiltage
Hos din gode Ven!

Stærke Fiender seer han rave,
Hører over deres Grave
Dit det gode Ord:
Som en Palme, som en Ceder,
Saa opgroer og sig udbreder
Retviished paa Jord!

Blomstre skal i dine Gaarde,
Om end sat i Dage haarde,
Hvert et Hjerte-Skud,
Brede sig paa gamle Dage,
Medens Bjerg og Skov gjentage:
Eiegod er Gud!

Herren, han sagde til Herre min:
Thron ved min Side i Høihed din,
Mens Jeg lægger Dig under Fod
Hver en Jette, som Dig modstod!
For Du er mig kiær over Alle!

Spiret af Sion, det er Dig bragt,
Thron mellem Fienderne uforsagt!
Stor er Du paa din Kraftes Dag,
Vidner mine giør klar din Sag,
For Du er mig kiær over Alle!

Svoret jeg har, og giør ei det om,
Evigt er ogsaa dit Præstedom,
Morgen-Stjernen er gammel nu,
Før den skabdes dog født var Du,
For Du er mig kiær over Alle!

141

Herren, der staaer ved din høire Haand,
Kæmperne tæmmer, som Almagts Aand,
Bli'r for Retten Han harmefuld.
Konger blæser Han brat omkuld,
For Du er mig kiær over Alle!

Folkenes Dommer er Han paa Jord,
Hoveder bryder Han med sit Ord,
Heltens Hoved dog synker ei,
Kilden lædsker Ham paa Hans Vei,
For Du er mig kiær over Alle!

Konge og Biskop til evig Tid!
Sid paa din Throne, som Solen blid!
Retfærds Konge, det er dit Navn,
Fredens By er din Føde-Stavn,
Evig mig kiær over Alle!

Hyggelig, rolig,
Gud, er din Bolig,
Inderlig skiøn;
O, hvor mit Hjerte
Længes med Smerte,
Sukker i Løn,
Efter at giæste din Helligdom prud,
Efter at boe hos den levende Gud!

Godhedens Kilde!
Aarle og silde
Giæstmild er Du;
I dine Sale
Spurv møder Svale,
Kom det ihu!
Som ved dit Alter den kvidrende Fugl,
Und Du i Naade din Tjener et Skjul!

Hos Dig at bygge,
Høieste Lykke
142 Kalder Man ret,
Der lyster Tunge
Evig at sjunge,
Vorder ei træt,
Til den ei lægger, og tager ei fra
Glædens det evige Halleluja!

Alt dog hernede
Lykkelig hede
Skal hvo dig tro'r,
I Himmerige
Tør han indkige,
Frit paa dit Ord;
Ja, i hans Hjerte, fra Taarernes Dal,
Giør Du en Stige til Himmerigs Sal!

Lykkes og trives,
Styrkes, oplives,
Skal dine Smaa,
Voxe i Kræfter,
Stige derefter,
Bjerg-Slottet naae,
Did, hvor det Øie, som græder ei meer,
Gudernes Gud i sin Herlighed seer!

Tusinde Døgne,
Glimrende, søgne,
Gyldne for Kiød,
Kan de vel li'ne
Een Dag af Dine,
Som vi dem nød,
Naar under Sang, med dit vingede Ord,
Sjælen afby over Stjernerne foer!

Nei, i din Hytte,
Ei vil jeg bytte
Betlerens Plads,
Bort for det Sæde,
Stolte beklæde
Høit i Pallads;
Godt ikke fattes, hvo Gud haver kiær,
Glæde og Ære Du skiænker Enhver!

143

Sandhed og Naade,
Det er din Gaade,
Stor-Herre bold!
Salig at prise
Er den Retvise,
Du er hans Skjold,
Du holder Øie med salvede Smaa,
Til for dit Ansigt de kronede staae!

Fra fordums Tid, vor Frelser-Mand!
Du Godhed bar for Folk og Land,
Og naar de faldt i Fiende-Haand,
Du løfted Aag, Du løste Baand,
Saa brat sig Bladet vendte!

Ja, Herre! Du er from og god,
Du skjulde Brøst og Synd forlod,
Du dæmped selv den Vredes Ild,
Som Solskin blev din Mine mild,
Saa Bladet brat sig vendte!

Som godt Du har begyndt, bliv ved!
Befri dit Folk, giv os din Fred!
Vær ikke vreed fra Slægt til Slægt!
Lad Miskundhed faae Overvægt,
Saa Bladet brat sig vender!

Tilgiv os, som en gammel Ven,
Og giør os levende igien!
Lad Folket dit med Fryd paany
Lovsynge Dig i høien Sky,
For brat sig Bladet vendte!

Ja, fri og frels os, Herre kiær,
Og viis os ret, hvor god Du er,
Saa det er klart af Gammens-Lyd,
At Du dit Folk gav Sjæle-Fryd,
Da brat sig Bladet vendte!

144

Nu tys! lad ret os lylte til,
Hvad Herren med os tale vil,
Thi til sin hele Menighed,
Med Hjerte-Rum, Han taler Fred,
Saa brat sig Bladet vender!

Ja, nu Hans Salighed er nær
Tilbederne som har ham kiær;
For Skammen skjulde os som Vand,
Skal Æren bølge i vort Land,
Naar brat sig Bladet vender!

O Sandhed! hvor det klinger sødt!
Til Naaden siger Du: velmødt!
Retfærdigheden kysser Fred,
Saa Hjerter smelte maae derved,
Naar brat sig Bladet vender!

Retfærdighed, fra Himmerig,
Sig bukker dybt og yndelig,
For Sandhed af det mindste Frø
Sig skyder op paa Verdens Øe,
Naar brat sig Bladet vender!

Ja, med vor Herre stiger ned
Til Jorden Guds Retfærdighed,
Da læges alle Landets Brøst,
Og vi faae en velsignet Høst,
Naar brat sig Bladet vender!

Paradis-Gaard og Folke-Vang!
Synger vor Drot en Nyaars-Sang!
Synger for Herren, velsigner Hans Navn!
Melder med Glæde, ved Bud og ved Bavn:
Nær er den Frelse, Han sendte,
Nær, ja hver Time ivente!

145

Ordet, som er Hans Æres Tolk,
Fare som Lyn fra Folk til Folk!
Lad det basunes blandt Hedninger ud:
Underlig stor er den Gudernes Gud!
Fjas med al Afgude-Vrimlen,
Herren, vor Gud, gjorde Himlen!

Forløber Hans er Deilighed,
Hæder og Ære gaae i Hans Fjed,
Hedninge-Stammer! med Gaver i Favn,
Kommer og priser Hans hellige Navn!
Kommer, Hans Tempel at giæste!
Offrer Ham Alle det Bedste!

Herren, Han er en Konge stor,
Verden han skabde ved sit Ord!
Jorderig bæver, naar han bliver vreed,
Kaster for Herren i Støvet Jer ned!
Knæler, før Regnskabet kommer!
Han er al Jorderigs Dommer!

Synger omkap med Engle-Chor!
Frydes i Sjælen, Folk paa Jord!
Bølgerne rulle, som Klokkerne gaae!
Blomsterne dufte, som Røg-Offre smaa!
Skov-Træer alle med Kroner!
Bruser med Vindharpe-Toner!

Hade nu Ondt, hvo Gud har kiær!
Hjelp er Hans Venner altid nær.
For de Retsindige Lys skal opgaae,
Glæderne blomstre, som Hjerterne slaae.
Dertil med Fryd og med Gammen
Svarer Guds Menighed Amen!

146

Guld-Brylluppet. *)

Mig rinder i Hu et lystigt Ord,
Det kvæde jeg vil for Kongens Bord,
Thi spørges det skal i Kongens Gaard,
At Christi Kirke fik Gylden-Aar!
Ja, tone det skal over Skoven i Sky:
Det ældgamle Folk er som født paany!
Hvad kan vor Glæde ligne !
Vor Sorg er slukt, vor Bøn opfyldt,
Vort Kors er let, vor Kalk forgyldt,
Saa vilde os Gud velsigne!

Nu sige vi til vor Herre kiær:
O deilige Helt! bind om dit Sværd!
Paa Læberne dine yndig boer
Al Naadens Fylde med Sandheds Ord,
Saa deilig og djærv ingen Menneske-Søn
Er fundet, din Lige af Adams Kiøn,
Du »Kvindens Sæd« alene!
Dit Ord er Liv, din Daad er Dyd,
Din Lyst er Fred, din Lov er Fryd,
Og Tanker Du har fuldrene!

Du ruster dig kun, og gaaer i Slag,
For Sandheds og Mildheds gode Sag,
Thi høres med Fryd i Fruer-Bur
Dit Skjolde-Brag og din Kæmpe-Lur,
Ja, alle smaa Piger, ved Belt og ved Sund,
De synge, med Fuglen i grønne Lund,
Din stolte Kæmpe-Vise:
Med Seir i Haand og Seir i Fod,
Og Seir i hvert et Lede-Mod,
Sin Mester dit Værk skal prise!

Til Sværd Du bruger et vinget Ord,
Dit Spyd er en Pen, som derpaa groer,

* 147

Din Hjelm er din Storhed aabenbar,
Dit blanke Skjold er din Reenhed klar,
Og Pilene dine er Sandhedens Lyn,
Der skabes i Mørke fuldstolt et Syn,
Naar Folk de gjennerafare!
Din Stol er Almagt underfuld,
Din Krone Kiærlighedens Guld,
Evindelig skal de vare!

Du hader kun Løgn og elsker Godt,
Thi salved, o Gud! din Gud dig flot,
Af Glædskabens Olje-Kruus forvist,
Med Æren kaldes du derfor Christ,
Og hvor du end færdes i Kveld eller Gry,
Dig altid omdufter en Virak-Sky,
Det kan ei mindre være!
Dit Huus er ei af Kalk og Steen,
Men af det skære Elfenbeen,
Det skinner vor Drot til Ære!

Stor Glæde og Fryd er i din Hald,
Prindsesser Man seer i Snese-Tal,
Og Dronningen selv i Høitids-Pragt,
Af Gylden-Stykke er hendes Dragt!
Til Fruen det lyder som Toner fra Sky:
Dit Bryllup, det holdes i Dag paany,
Med Giæster englerene;
Betænk din Pagt og Dronning-Kaar,
Forglem dit Folk og Faders Gaard,
Og flam for din Drot alene!

Da kommer fra Zor et Jomfru-Kuld,
Med Gaver i Skiød, med Sølv og Guld;
For Drotten paa Knæ ydmygelig,
Saa bønlig skue de op til dig!
I Spidsen for dem majestætisk fremgaaer
Prindsessen fra Hesbon, vel svøbt i Maar,
Med yndig Gylden-Bræmme;
Som Liljen hvid, som Rosen rød,
De synge for Dig med Stemme sød,
De finde hos dig sig hjemme!

148

I Fædrenes Sted, som du har mist,
Dig skiænkes et Sønne-Kuld forvist,
Som arter sig godt i Høiheds-Stand,
De Konger vorde fuldvidt om Land!
Dit Dronninge-Navn gaaer fra Slægt og til Slægt,
Med det farer Solen i Konge-Ægt,
Og Himlens Hær det prise,
Og Adams Kiøn, mens Verden staaer,
Udraaber høit dit Gylden-Aar,
Og synger din Bryllups-Vise!

Ebræerne sang den Psalme skiøn
Om Viismanden prud, Kong Davids Søn,
Om Pharaos Daatter yndefuld,
Og Sabas Dronning med Ophirs Guld;
Men Cbristne den sjunge om Christ over Sky,
Og Bruden, Han fæster hver Dag paany,
Med Helte-Daad og Naade!
Vor Tro er vis, vort Haab er stort,
Thi under Himlens Ære-Port
Forklares vor Bryllups-Gaade!

Kirkens Gylden-Aar. *)

Christus er vores! med ham har vi Alt,
Alt, hvad med Sandhed er ypperlig kaldt!
Himmel og Jord
Er kun Værk af Guds Ord,
Løfterne Guds allesammen
Ja er i Jesus og Amen!

Høit skal det tone, mod Latter paa Trods:
Alle Propheter har spaaet om os!
Stolkonge-Brud!
I dit Purpur saa prud,
Løft nu din deilige Stemme!
Syng om hvad du har i Giemme!

Over mig svæver den Høiestes Aand,
Salvet mig haver og Kiærligheds Haand!

* 149

Ærende mit
Derfor siger jeg frit,
Børnene Guds allesammen
Det er til Fryd og til Gammen!

Læge kan jeg alle Hjerternes Saar,
Jeg udbasuner et Frihedens Aar,
Gyldent og stort,
Sprænger Fængselets Port!
Lydt mig velsigne de Blinde,
Som sad i Mørke derinde!

Sorgen i Zion jeg slukker fuldsødt,
Sørge-Tøi sort bliver Skarlagen rødt!
Lystig i Sky
Jeg opbygger paa ny!
Stæderne, som lagdes øde,
Atter opstaae fra de Døde!

Sønnerne mine faae kongeligt Kaar:
Fremmede Folk vogte Israels Faar,
Vingaard, iflæng
Da med Ager og Eng,
Grønnes og blomstre og bære,
Det giør Philisternes Hære!

Sønnerne mine, som Herren har sagt,
Præster skal kaldes med kongelig Magt;
Hedningers Marv
Er dem givet til Arv,
Jorderigs Skatte fuldmange,
Dermed de glimre og prange!

Døttrene mine, med Øinene blaa,
Krandsene binde og Harperne slaae,
Synge i Chor
Om den gienfødte Jord,
Lære af Engle at kvæde
Liflig om Himmerigs Glæde!

Døttrene mine, med Øinene blaa,
Gladelig skal om Guds Herlighed spaae,
150 Pryde i Løn
Deres Bryst for Guds Søn,
Dandse paa Roser til Graven,
Bæres paa Hænder til Haven!

Saaledes vender nu Bladet sig om,
Saa fælder Aanden paa Jorderig Dom,
Hver tager Sit,
Og det Bedste er mit:
Løfterne Guds allesammen,
Dermed den evige Gammen!

Glæden hos mig skal nu bygge og boe!
Hjerte! i Herren vær lystig og fro!
Thi som sin Brud
Han nu smykker mig ud,
Brat skal, som Kroner og Krandse,
Straaler i Kreds mig omdandse!

Børnene mine skal flokkes paa Jord,
Som i en Have staae Blomster i Flor,
Splittes de ad,
Kan ei glimre paa Rad,
Skal dog, som Blomsten paa Hede,
Øiet hver Enkelt oplede!

Gud være lovet for saadanne Kaar!
Melder, Herolder! mit Gyldenhøst-Aar!
Lystig paany
Lad det tone i Sky,
Kiendes paa Røsten og Livet:
Ei har jeg Aanden opgivet!

ROMER-VISE.

Trykt i Nordisk Kirke-Tidende 1837. Nr. 2. Jfr. Poetiske Skrifter, VI. Bind, Nr. 21.

Til Hjerte ei gaaer hvad fra Hjerteløs kom,
Saa gaaer det med Alt hvad der kommer fra Rom,
Med Classisk Latin som med Papisteri,
Med Kraften og Kløgten og Konsterne frie;
Men pines og plages og knuses maa dog
Hvert Hjerte, som føler det Romerske Aag,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Den Skiøge, som sidder paa guldbundet Skrin
Og skiænker for Konger sin giftige Viin,
Med Rette Man raaber, i Dag som i Gaar,
Er Babel i Vesten, er Rom paa et Haar,
Omsonst gik dog Ønsket fra Mund og til Mund,
At Rom maatte synke til Helvedes Grund,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

152

Ja, Røveren fræk, med det ildrøde Haar,
Han myrdede Folk, som Man slagter et Faar,
Og hvem der af ham tog sin Velfærd til Lehn,
Fik Strikken om Hals eller Bøilen om Been,
Men værre end Fader var Daatter1 endnu,
Det følde i Norden hver Kæmpe med Gru,
Saa vel maatte Fædre
Udbryde: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Den Skiøge begrov og forfalsked Guds Ord,
Tog Brødet af Munden paa Folk ved Guds Bord,
Hun Midiere mynted som Sedler med Haand,
Gav Paver og Buller for Ord og for Aand!
Og knækkedes end det tyranniske Aag,
Det svider endnu dog til Olding og Pog,
Saa vel rnaae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Den Skiøge stjal Nøglen til Himmerigs Dør,
Saa ublu en Gierning Man hørde ei før,
Og mukkede Nogen, om ogsaa kun lidt,
Paa Timen hun gjorde dem Helvede hedt,
Ja smeed, om hun kunde, i Skiærs-Ilden brat,
Enhver, som blot Kis sagde til hendes Kat;
Saa vel maatte Fædre
Udbryde: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Den Skiøge, som kaldtes »vor Moder« engang,
Vel Fædrene vænned som Svinet af Vang,
Men Sønnen2, hun avled med Gienfærd fra Hel,
De tænkde at tugte og fostre saa vel,
At han skulde bøde hvad Moderen brød,
Den Skifting, som æder kun Menneske-Kiød;
Saa vel maae med Fædre
Vi bedre: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

* * 153

Da Skiøgen udskiænked sin giftige Viin,
I Kirken og Skolen blev Alting Latin,
Saa Døden med Aand og med Hjerte fik Magt,
Med Helved og Døden var Skiøgen i Pagt,
Kun halvveis Latinen blev Fædrene kvit,
Og halvveis at leve er meget for lidt,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

De Lærde vel meende, kun Munke-Latin
Var Styrken i Skiøgens forgiftige Viin,
Og Mod-Gift de kaldte den »Classiske Stil«
Hos Cicero, Naso, Horats og Virgil;
Med Død som med Djævel begribes dog let,
Den Ene fordriver den Anden kun slet,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Ja, Skiøgens Eenbaarne vi toge i Sold,
Han lo ved at være vor Soel og vort Skjold,
Gik nødig i Kirke, fik dog os bildt ind,
Paa Præken i Skolen han ret lagde Vind,
Saa Dansken blev fedest af classisk Latin;
End drikke vi daglig den giftige Viin,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Jo længer vi drak af den giftige Viin,
Desmindre blev classisk vort Kloster-Latin,
Men daarlig blev Dansken i Mund og i Bog,
Og Aanden blev kvalt i fuldmangen god Pog,
At sætte i Knæ selv den vældige Thor
Det koster Grammatica neppe et Ord;
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

154

En Moder vi have, saa sød og saa fim,
At aldrig beskrives det kan paa Latin,
Og aldrig af Tunger sad Nogen i Mund,
Saa rodfast i Hjertets den dybeste Grund,
Som Fruens, der blid under Hjerte os bar,
Som Tungen, vi snart paa Papiret kun har,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Den Tunge forknytted i Hemmelighed
Vor Stif-Moder Birthe, den Trold-Hex saa leed,
Saa hendes fik Æren, vor Moders fik Skam,
Og ondt gjorde værre det classiske Kram,
Thi havde saa classisk ei feil slaaet Fals,
Ei havde vor Moder nu Tunge i Hals,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Ja vidt var det gaaet, gaaer vidt nok endnu,
For Dannemarks Skole blev Dansken en Gru*),
Og end holder Ingen paa Studigaard Stik,
Som ei sig forskrev til Latinsk Grammatik,
Forgjæves som Engles var Vidskaben din,
Du er en Philister, kan ei du Latin,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

End hviler da paa os det Romerske Aag,
Mens Drenge maae drages med Dødninge-Sprog,
End drikke vi af den forgiftige Viin,
Saa længe vi fuske paa Classisk Latin,

* 155

End daglig korsfæster Man Fædrenes Aand,
Mens Moder paa Tunge har Troldhexe-Baand,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Var Cicero langt over Salomon viis,
Var Naso en Engel, saavist som en Griis,
Var Andet at fiske hos Mester Virgil,
End brogede Lapper af billedlig Stil,
Det dog var for Drenge en dødelig Gift
At tygge paa Regler og opplukket Skrift,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Men nu er for Aanden alt Romersk en Pest,
Saa værst de er farne, hvem det smager bedst,
Ja, nu slog i Rom jo den Classiske Smag
Paa Guder og Konger og Hjertedyb Vrag,
Forguded kun Vellyst og Snuhed og Sværd,
O vee, om den Smag vorder Ungdommen kiær!
Saa vel maae med Fædre
Vi bede, Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Dog, kom de fra Norden de Kæmper i Staal,
Som gjorde paa Smagen og Guderne Kaal,
Og rensedes Kirken fra Munke-Latin,
Og drak vi, trods Paven, den ældgamle Viin,
Da faae vi vel ogsaa med Skiftingen Bugt
Alt som med hans Moder i Ære og Tugt,
Naar flittig med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Ja, svæver end over os Kæmpernes Aand,
Og sjunger, paa Trods mod hvert Troldhexe-Baand,
Vor Moder end liflig om Dannemarks Drot,
At Dansk er det Alt, hvad Han finder for Godt,
156 Da faae vi tilvisse med Skiftingen Bugt,
Og smage Idunnas livsalige Frugt,
Naar flittig med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Fra Valdemars Dage, det siger jeg frit,
I Dansk af Latinen var aldrig saa lidt,
Og høit det skal lyde til Skiftingens Gru,
At aldrig saa Dansk var Latinen som nu,
Saa vist vore Poge skal vorde den kvit,
Og kvæde med Gammen for Moder fuldtit:
Tak skee vore Fædre
For vi har det bedre!
Gud fri os for Rom!

KIRKEN OG SKOLEN.

Trykt i Nordisk Kirke-Tidende 1837. Nr. 48.

Kirken skifter aldrig Grund,
Tusker ei og bytter,
Men sig selv i allen Stund
Med sin Armod hytter,
Med sin Tro og med sin Pagt,
Med sin Grundvold eengang lagt:
Ordet af vor Herre!

Verden elsker altid Nyt,
Kiedes ved det Gamle,
Kalder derfor aabenlydt
Kirkens Mundheld vamle!
Det er Verdens egen Sag,
Lad kun os til Herrens Dag
Holde paa det Gamle!

Naar da op i Rosen-Sky
Vi til Herren stige,
Da skal Alting sig fornye
I Gud-Faders Rige,
Men for os til Domme-Dag
Kirke-Bytte er Bedrag,
Nyt kun gamle Synder!

158

Ei med Skolen er det saa,
Der er Alt i Giære,
Det kan Verden ei forstaae,
Dog det maa saa være,
Kirken maa, paa Troen bygt,
Hvile paa sin Grundvold tiygt,
Haabet gaaer i Skole!

Haabet synke maa i Grav,
Naar det ei kan stige,
Kun med Daad Man Borgerskab
Vinder i Guds Rige,
Før vi naae til Lysets Hjem,
Den kun lever, som gaaer frem,
Rækker efter Kronen!

Kirken i en Hast forgaaer,
Naar den Fod vil Jtytte,
Skolen, naar den stille staaer,
Er kun til Unytle,
Kirken skal med Jorden slaae,
Skolen skal med Solen gaae,
Riget at oplyse!

Gjordes Skolen nagelfast
I de sidste Dage,
Følgen var kun, i en Hast
Alting gik tilbage;
Stille kan ei Livet staae,
Vil dermed ei Lyset gaae,
Stavres kun i Mørke!

Derfor, bort med alle Baand
I vor Kirke-Skole,
Der ei knyttes af den Haand
Som kan styre Sole!
Samme Herre, Tro og Daab,
Samme Herlighedens Haab,
Alting frit for Resten!

159

Ordet frit i hver en Mund,
Som den tør forsvare,
Naar kun ei fra Kirkens Grund
Viges aabenbare!
Øret frit paa samme Grund
Vende sig fra Mund til Mund,
Hvor det bedst kan høre!

Bogen fri i hver Mands Haand,
Som den vil oplade,
Aldrig sig den Hellig-Aand
Binde kan til Blade,
Ingen Sjæl forlove maa
Aanden bedre at forstaae
End den sidste Pave!

Livet frit for Kirke-Tugt,
Som ei er i Ordet,
Kun at Skik der holdes smukt,
Som ved Konge-Bordet:
Blive borte hvem der vil!
Nærme sig kun ei dertil
Hvo sin Næste smitter!

Da vi først i Aandens Favn,
Paa naturlig Maade
Voxe kan i Herrens Navn,
I Hans Lys og Naade;
Hvor da sand er Tro og Daab,
Fugl der bliver af vort Haab,
Frugt af Kiærligheden!

Hvo ei deler Tro med os,
Lad med Fred ham fare!
Vil han lyve da paa Trods,
Det maa han forsvare!
Løgn er falsk at bygge paa,
Det kan hver en Sjæl forstaae,
Sandhed skuffer Ingen!

160

I vor Herres Jesu Navn
Derfor vil vi bede,
Ham til Ære, os til Gavn,
Gud, om Kirken frede!
Løse alle Sogne-Baand,
Som ei af den Hellig-Aand
Knyttedes i Ordet!

DEN CHRISTNE KIRKE OG
DEN TYDSKE THEOLOGI.

Trykt i Nordisk Kirke-Tidende 1837. Nr. 50.

Den Christne Kirke er en urokkelig Kiends-Gierning, og den Tydske Theologi er et vindigt Begreb om Christendommen, saa Forholdet mellem dem er i Grunden det Samme, som Klippens til Vinden, eller som Jesu virkelige Livs til Bogen af Strauss, som giør Vind derom1. Naar imidlertid et Huus er saa fast grundet at det kan trodse alle Vinde, og saa vel forsynet med Varme, at Man kan nære sig deri med aabne Vindver og Dørre, da har det unægtelig godt af den friske Luft, især da vor Herre har maget det saa, at hvor Vinden har frit Kiørind, der har ogsaa Lyset sin Landevei, og derfor har den Tydske Theologi virkelig giennem tre Aarhundreder bidraget saare meget til den Christne Kirkes Renselse og Oplysning. Heraf slutte vi fornuftelig, at samme Theologi ogsaa nu og herefter kan og skal bidrage endeel baade til at bevise, hvor fast Kirken staaer, og til at holde den lys og luftig, men skal vi have Gavn deraf, maae vi naturligviis ikke fare med Vinden over Taget og tværts igiennem Huset, som om Vinden var Kirkens Aand, men blive hvor vi er, benytte den Frihed, Aandedrættet faaer af den friske Luft, samt Oplysningen, den fører med sig, til * 162 levende Virksomhed, og sige, som skrevet staaer: Guder ikke i Vinden, som gaaer for Hans Ansigt, men »i den sagte Lyd« af Røsten fra Himlen.

Betragte vi nu fra dette faste Stade den Tydske Theologi for Øieblikket, da ligner den Forberedelsen til en Homerisk Storm, hvortil Vindene fra alle Verdens fire Hjørner er vaagnede, man har endnu ikke gnidt Søvnen af Øinene, saa det er kun paa den bestemt modsatte Retning de Veirkyndige see, der hænger et Uveir over Hovedet, medens Mængden endnu troer, de vil kun lege med hinanden. Folke-Havet er nemlig disse Vindes Kamp-Plads, og saalænge de ei er stærke nok til at oprøre det, er Læse-Verdenen dem kun en Lege-Plads, da de mest modsatte Bøger, som vi kan see i vore Hylder, slet ikke bekæmpe hinanden, og synes kun saa, naar vi læse dem med Tanken om, hvad der vilde blive af, om deres Mestere lyslevende mødtes og prøvede dem paa hinandens Pander. Naar vi derfor vil vide, hvad en Penne-Feide har at betyde, da skal vi ikke spørge stort om, hvor konstig vedkommende Bøger er gjort og hvor vittig stilede, men først og sidst om hvad de har i Ryggen, hvad Liv og Kraft der ligger bag dem hos deres Mestere og Disses Tilhængere, thi at det ikke er Skinnet og Skraldet, men Livet og Kraften, der i den virkelige Verden giør Udslaget, det vil Erfaringen altid stadfæste.

Alt enstund har Man nu seet tre Penne-Feider krydse hinanden i den Theologiske Læse-Verden: den Ene mellem de saakaldte Rationalister og Super-Naturalister, den Anden mellem Protestanter og Catholiker, og den Tredie mellem Syncretister og Lutheraner. Alle Tre er nu vel i Grunden Oldsager fra det Sextende Aarhundrede, men Kræfterne er i det Nittende aabenbar langt anderledes fordeelte, saa Rationalismen eller Naturalismen, som løber ud paa Eet, er nu i Tydskland alt Andet ligesaa overlegent, som den i det Sextende Aarhundrede var det underordnet. Man betænke kun, hvilken theologisk Navnkundighed saadanne naturlig raisonnerende Lilleputter, som Semler, Løfler, Henke, Røhr, Zimmermann, Bretschneider o.s.v. har faaet, og sige da sig selv, om det var mueligt, hvis de ikke havde været Talerør eller rettere Gaasefjers-Penne for Millioner, som gjennem dem gav deres Mening tilkiende og fandt da naturligviis selv den var ganske fortræffelig. Eller hvoraf kan vel nogen Kyndig forklare sig den uhyre Opsigt, Strauss har gjort med sin ramtyrkiske Betragtning af den Evangeliske Historie, forklare sig de Buk 163 selv hans Modstandere giør for ham, hvoraf, uden af en i det Stille herskende antichristelig Stemning, som Man maa vente vil bryde løs i aaben Feide mod al Fromhed, Tro og ægte Gudsfrygt. Denne bange Anelse af et overhængende Uveir maa det ogsaa være, der foruroliger Gemytterne ved Strausses Bog, der kun, betragtet som en Krigs-Erklæring, et aabent Feidebrev fra den store Verden, kan findes frygtelig, da den som et virkeligt Angreb paa den Historiske Christendom i dens Nittende Aarhundrede er endnu mere flau end latterlig. I de Attenhundrede Aar den Christne Kirke har staaet urokkelig, den Christne Tro virket mageløst Storværk, og blandt Andet lært alle de Tydskere at læse og skrive, som nu stikle paa den, i disse attenhundrede Aar har Man nemlig skrevet saa mangfoldige Bøger deels for at anfægte og deels for at redde den Evangeliske Histories naturlige Troværdighed, at kunde Bøger gjort den tvivlsom, maatte det være skeet i det mindste 1500 Aar før Strauss blev født. Betragte vi saaledes den allegoriske saakaldte Forklaring af Bibel-Historien, som Origenes for 1600 Aar siden gjorde herskende paa den Alexandrinske Høiskole, som da var Videnskabeligheds eneste Sæde, da stræber den jo ikke mindre end den Mythiske at nedbryde den Historiske Troværdighed, og Origenes var giennem et Aarhundrede et saadant videnskabeligt Orakel for den Græske Geistlighed, som Strauss neppe bliver for den Tydske, og endelig satte den Diokletianske Forfølgelse i Forbund dermed de Christnes Tro saa godt paa Prøve, at kunde Bøger rokket, maatte Magten nødvendig styrtet den. See, disse Ting høre til den Christne Kirkes Tredie Aarhundrede, og vil Man nu i dens Nittende videnskabelig prøve en Dyst med den, da maa Man aabenbar ikke kaste sig over den gamle Kirkebog og dens lærde Fortolkninger, hvis Urimeligheder man alt tusind Gange har stillet til Skue og triumpheret over, uden at Man derved saae en Steen rokkes i den besynderlige Bygning, der, hvoraf det saa kom, har viist en mageløs Kraft til at trodse Tiden, ja, selv naar Man egenlig kun i en fiendtlig Verdens Navn med et smukt Paaskud vil erklære Kirken Krig, er det en daarlig, forslidt Grund at beraabe sig paa den gamle Kirkebogs Dunkelhed og dens Fortolkeres Dumhed, thi for Bogen selv fra ældgamle Dage og ulærde Mænds Hænder er Dunkelheden ingen Skam, og endnu mindre er det en Brøde hos Kirken at eie og bruge en saadan Bog, der, uden at kunne overbevises om nogen historisk Falskhed, stadfæster og oplyser Kirkens gamle, 164 noksom prøvede, i Ilden ærede Tro. Vil nemlig den fiendtlige Verden have et smukt Paaskud til at prøve, om det nu bedre end før vil lykkes at rive den Christne Kirke ned og udrydde det sære Folk af Jorden, der roser sig af at have Borgerskab i Himlen, da maa den ikke besvære sig over en gammel Bog, som den jo kan lade ulæst, eller over Theologiske Systemer og exegetiske Konststykker, som den jo kan lee ad, men over Noget, som alle Christne er nødt til at vedkiende sig, naar de ikke vil udelukke sig selv af Kirken og dermed give Afkald paa Helgen-Arven i Lyset, som den har lovet dem; men enten er Strauss saa vankundig, at han ei engang veed, hvormed den Christne Kirke staaer og falder, eller han tør ikke binde an med det Levende og slaaer sig derfor kun til Ridder paa det Døde, hvad Man jo nødvendig maa kalde Vindmagen. Nu at see en heel Skare Tydske Theologer rykke i Feldten mod denne Krigs-Erklæring for at bevise, hvor forsvarlig den Evangeliske Historie er, naar den kun anfægtes med en Pen og vil lade sig rette og forbedre lidt af sine lærde Venner, det er jo vist nok et latterligt Syn, og da der neppe er En af dem Alle, der jo selv har fundet noget Mythisk eller Sagnmæssigt, Uhistorisk, i den Evangeliske Historie, i det Mindste, som Strauss spydig nok bemærker: i Begyndelsen og Enden, saa har Strauss unægtelig en smilende Udsigt til glimrende Seire og deraf flydende Navnkundighed, men Feldttoget vilde dog snart være endt og endeel theologiske Bogorme med deres tilsvarende Værker blive Alt hvad han kunde føre i Triumf, dersom det kun hængde rigtig sammen med Kirken i det Protestantiske Tydskland. Nu derimod, da den lille Flok gammeldags Lutheraner nok er de Eneste, der har en nogenlunde reen Fod at staae paa, vilde det vist nok see sort ud paa de Christnes Side, hvis den herskende antichristelige Stemning var moden til at bryde løs i en ordenlig Forfølgelse. Det er den imidlertid neppe, og til den politiske Omvæltning, der truer Tydskland, bryder løs, vil de Christne formodenlig beholde Frist, ja, selv den Forfølgelse, de nu, under Navn af Lutheraner, maa lide af den saakaldte »Evangeliske Kirke,« turde vel snart give Plads for en Tolerance, der aabenbar er Preusen ligesaa politisk raadelig, som den er iøinefaldende billig. Jeg forudsætter altsaa, at de Tydske Theologer indtil videre faae Lov til at tumle sig med hinanden, og det ikke blot med døde Vaaben i en hardtad ligegyldig Læse-Verden, men med det levende Ord, der bevæger Folke-Havet, og under denne Forudsætning vil den 165 aabne Feide, Strauss mere har forkyndt end begyndt, sikkert bidrage overordenlig baade til at rense Kirke-Luften, og til at vise, hvad det egenlig er, der i atten Aarhundreder virkelig har baaret og beskyttet Kirken.

Allerede har i det Mindste Ulmann peget paa denne grundmurede Bygning, som der vil noget ganske Andet end Penne-Spidser til at kuldkaste, og peget paa den fælles Tro og den deraf udspringende Velsignelse, som Folk ei er saa gale at opgive, fordi de Lærde trættes om, enten Slægtregistrene og Jesu Barndoms-Historie hos Mathæus og Lukas lade sig godt eller daarlig forlige, og det kan da neppe feile, at jo en dygtig Kæmpe i Dag eller i Morgen nøder baade Hr. Strauss og alle hans Velyndere til at see, det er paa den Theologiske Skole, de har udtømt deres Vaaben og spildt deres Kræfter, uden at derved meer end i det Høieste et Par Tagstene er fløiet af Kirken, saa, vil de den Noget, maae de begynde forfra og belave sig paa ganske anderledes Modstand.

For at det kan skee, maae de christeligsindede Tydske Theologer vist nok først overvinde den barnagtige Skræk for »Kirken,« der fra Reformations-Tiden endnu sidder snart i alle Protestanter, og da Hr. Hase just nu vil have det gjort til deres Schiboleth at afsværge enhver ufeilbar udvortes Kirke, kan det vel synes at have langt Udseende; men det er jo ikke Spørgsmaalet, hvad Harerne men hvad Løverne vil giøre, og naar de føle deres Trang til Kirken, lade de sig vist ikke kyse fra den af Paven, som, naar det kniber, kryber selv i et Musehul. Man begynder allerede at indsee, at den saakaldte usynlige Kirke, de protestantiske Theologer har villet sætte istedenfor den Kiendelige og Virkelige, er et tomt Begreb og Luftkastel, og derfra er kun eet Skridt til at huske, hvad Man, besynderlig nok, har glemt, at en Kirke er hverken meer eller mindre end et Troes-Samfund, der, som saadant, er ufeilbart, naar dets Tro er guddommelig sand, og staaer kiendelig, ikke just for Alles Øine i legemlig Forstand, men dog for Alles Øren, naar den i alle sine Medlemmer aabenlydt er sin Tro bekiendt.

Kommer nu en skarpsindig Tydsk Theolog først saavidt, da seer han paa Timen, at den Christne Kirke saaledes ved Daaben er sin Tro bekiendt, og at denne Troes-Bekiendelse ligesaa lidt hos Catholiker som hos Protestanter melder et eneste Ord hverken om Paven eller noget Papisteri, som meget mere, hvis det strider mod Troes 166 Bekiendelsen, er ved den udelukt af Kirken, og hvis det giør sig til en Troes-Artikel, allerede derved har dømt sig selv, da ingen Kirke, som opretter en Daabs-Pagt med sine Medlemmer om Syndernes Forladelse og det evige Liv, kan, uden at giendrive sig selv, tilføie noget Saligheds-Vilkaar, som ei indeholdes deri, men kun raade sine Medlemmer hvad den finder tjenligst til at bevare Troen, stride den gode Strid og fuldende Løbet.

Ved denne Opdagelse vil den Protestantiske Theolog naturligviis faae Mod til at ophøie »den hellige, almindelige Kirke« trods nogen Catholik, og tillige finde sig befriet fra alt Ansvar for den Theologiske Skole, der selv maa forsvare sig og sin Bibel-Fortolkning saa godt den kan, uden at det vedkommer Kirkens Medlemmer, som saadanne, da de ei engang ved Daaben have bekiendt nogen Tro enten paa eller om Skriften, altsaa overladt Dens Fortolkning som en fri Sag til deres Præster og Skriftkloge, naar de kun ikke med den vilde bestride den fælles Tro.

Jeg kan ret forestille mig, hvorledes en Christelig Tydsk Theolog vil fryde sig i Sjælen, naar han seer, hvor systematisk han kan ordne og hvor klart han, med objectiv Gyldighed, kan udvikle Forholdet mellem Kirke og Skole, Tro og Theologi, i den Christne Menighed, saa Troen bliver uforanderlig og Theologien derimod bestandig fremskridende, med al den videnskabelige Frihed, nogen Christen kan ønske, saa det giælder kun om, at et christeligt Kirke-Sogn eller en Menighed ikke har forandret sin Troes-Bekiendelse og Daabs-Pagt, da kan de, hvordan det end gaaer deres theologiske Skole, dristig trodse baade Paven og Tyrken.

Her møder nu vist nok i det Protestantiske Tydskland den slemme Omstændighed, at Man paa de fleste Steder har forandret enten Troes-Bekiendelsen eller dog Forsagelsen, som ogsaa er en Deel af Daabs-Pagten, men formodenlig vil den Tydske Theolog, der giør Opdagelsen, høre til de gammeldags Lutheraner, som har holdt fast paa hvad de havde, i det Mindste for at være sikkre paa, Man ei tog deres Krone, og i alt Fald vil baade han og de Troende af Folket strax føle og see, at al Forandring af Daabs-Pagten er en stor Feil, der maa rettes, saasnart den opdages.

Naar nu de christelig-protestantiske Theologer i Tydskland lære at lade Kirken staae paa sin oprindelige Grundvold, som 167 Klippen, kvorpaa Christus selv har sat den, da falder naturligviis afsig selv Skillerummet mellem alle de Protestanter, der ikke troe paa deres egen Fornuft, og alle de Catholiker, der ikke troe paa Paven, istedenfor paa Christus, og der bliver klarlig en hellig, almindelig Kirke, hvis spredte Medlemmer ikke afbryde Samfundet enten fordi de verdslige Fyrster giøre forskiellige Betingelser for Kirkens Virksomhed, eller fordi de Theologiske Skoler tvistes enten om Skriftens Fortolkning eller dens rette Forhold til Kirken, medens hvem der vil blive ved at være Papister, eller Protestanter mod den hellige, almindelige Kirke, maa blive kiendelige paa en vitterlig forandret Daabs-Pagt.

Under disse Omstændigheder vil det nu vist nok være et meget ubetydeligt Spørgsmaal, hvorledes Dr. Strauss vilde tage sig ud med sin Protest mod den Historiske Christendom, men da den Tydske Theologi endnu er langtfra at have afrystet Skole-Støvet, er det dog neppe afveien at betragte ham i dette ny Forhold, hvori han allerede staaer til os Smaafolk herinde, Saamange, som har faaet Øinene op for hvad der ligesaavel tjener til vor Fred, som til vor Vext i Herrens Naade og Kundskab.

Kom nemlig Dr. Strauss til os med saadan en Bog, da gjorde vi ham strax opmærksom paa, at af alle hans Indvendinger mod den Evangeliske Historie ramte kun de mod Opstandelsens og Himmelfartens Muelighed den Christne Kirke, og at for den absolute Umuelighed af disse i sig selv, uden alle Biomstændigheder, maatte han dog selv tilstaae, han var blevet Beviset skyldig. Hvor tungt det nu end kunde falde at indrømme det, vilde han dog finde sig nødt dertil, og neppe vilde han engang forsøge paa at føre et saa indlysende og uimodsigeligt Beviis for den rene Umuelighed enten af Christi Opstandelse eller Himmelfart, som han selv maatte tilstaae, der skulde føres, før alle Christne paa Grund deraf kunde frafalde en Tro, der giennem Atten Aarhundreder ved sine Virkninger baade i Lys og Løn havde stillet saa mageløs Borgen for sig.

Vilde han altsaa fortsætte Striden, maatte han skifte baade Vaaben og Stilling, og benægte vor Daabs-Pagts apostoliske Ægthed, deels for, saavidt mueligt, at skille den ved Historiens Vidnesbyrd, og deels for at gribe os i Løgn, da den historiske Christus umuelig kunde være vor Kirkes Stifter, naar vi, ved at forandre Daabs-Pagten, netop vare traadte ud af Hans Kirke og havde stiftet en ny paa vor egen Haand.

168

Her foreholdt vi ham imidlertid hele Menighedens høitidelige Forsikkring ved Daaben, som det gyldigste Historiske Vidnesbyrd, vi kiendte, og spurgde, om han virkelig trøstede sig lil i denne aldeles historiske Sag at fremføre et modsat Vidnesbyrd, der paa mindste Maade svækkede end sige kuldkastede den hellige, almindelige Kirkes, vi tilhørde.

Da han nu, ved sine Paastande om Skriftens Uægthed, selv havde berøvet sig det Eneste, hvoraf han maaskee kunde haabe at finde Indvendinger mod vor Daabs-Pagts Apostoliske Ægthed, vilde han vel være nødt til at trække sig tilbage med den Paastand, at lod end hverken vor Christendoms Uægthed eller Umueligheden af Christi Opstandelse og Himmelfart sig strængt bevise, saa var dog ligefuldt vor Historiske Christendom forsaavidt uægte, at den kun havde virket Lidt imod hvad den, mythisk opfattet, vilde virket til Guddommens og Menneskehedens virkelig aandelige Forening.

Hertil vilde vi naturligviis svare, at uden at kunne indrømme en Paastand, der streed mod vor Tro, maatte vi naturligviis, indtil videre, lade det videnskabelig staae ved sit Værd, hvorvidt han havde Ret, medens han selv maatte indsee, at om han ogsaa i Morgen den Dag stiftede en saadan mythechristelig Kirke, maatte der vel dog gaae attenhundrede Aar, før det lod sig bevise, at den havde virket større Ting end den Historiske, og at hvis, som vi sikkert haabede, vor Historiske Kirke blev ved i samme Tid at fortsætte sin Virksomhed, vilde den bestandig være atten Aarhundreder i Forhaanden.

Hermed vil jeg dog ingenlunde sige, at Dr. Strauss, eller dog en dygtigere, for Ideen virkelig begeistret Kæmpe, vilde lade sig afskrække fra det store Væddeløb, jeg haaber tvertimod hvad jeg ønsker, at Man virkelig i vore Dage vil give Christenhedens Naturalisme en kirkelig Form, som den eneste Maade, hvorpaa der nu kan blive borgerlig Fred under aandelig Strid, og øines en historisk Afgjørelse af det vigtige Spørgsmaal, om enten vor Christus eller vi har forvexlet en dyb og sand Natur-Anskuelse med en overnaturlig Historie. Skal imidlertid en saadan mythechristelig Kirke kunne stiftes og have nogen historisk Virkning, da maae vel Hegelianerne staae for Styret, som erkiende det historisk Givne for den nødvendige Udgangs-Punkt, de ingenlunde vil opgive men kun videnskabelig forklare. Deels er nemlig al Kirkelig Virksomhed uden historisk Grundlag idel Luftspring, og deels er Christi Historie for vel bevidnet og afhjemlet til at den i 169 en oplyst Tid, uden stor Letsindighed eller Ligegyldighed for Sandhed, lader sig nægte. Hegelianerne har ogsaa godt indseet det, at denne Historie ei giør Naturalismen mindste Afbræk, da det egenlige Strids-Spørgsmaal mellem den og gammeldags Christendom ingenlunde er, hvad der skedte engang i gamle Dage, og maatte skee, for at Menneskeheden kunde naae sit Maal, men deels efter hvilke Love det skedte, og deels i hvilket Forhold vi maae staae til det historisk Givne for at naae Maalet. Det kan derfor ikke biotvære sandt, Alt hvad Evangelisterne melde om Christus, men kan være den sande Menneske-Udviklings og Vidskabs nødvendige Betingelse, uden at vi derfor er nødt til tænke os enten noget Nyt ind i Menneske-Naturen eller nogen overnaturlig Forvandling deraf, da Man jo kan tænke sig Menneske-Naturen fra først af udstyret med Lægemidlet for al sin Brøst, og tænke sig Menneske-Naturen nu, med det store historiske Forbillede for Øie, istand til selv at forarbeide Gienløsningen og Forklarelsen1.

Vilde derfor kun de Tydske Theologer af alle Farver opgive det Skolarchiske, der hænger ved dem, og unde hinanden samme Frihed, de selv vil nyde, saa der, under hvilkensomhelst Form, blev virkelig Religions-Frihed, da kunde vi see en Fremtid imøde, som Fortiden ei kan opvise Magen til, da Menneske-Aanden, under borgerlig Fred og med videnskabelig Frihed, kunde udvikle alle sine Kræfter og Hjelpemidler i den store Kamp for Livets Krone, som vi visselig maae have Lov til at søge ad hvilken Vei vi lyste, da det er Noget, vi alle trænge til, uden at nogen Fyrste er saa mægtig eller nogen Viis saa rig, at han kan give den til Næsten.

*
TIL NORGE.

I Sommeren 1838 udgav Grundtvig paa Chr. Grøndahls Forlag i Christiania et Bind Nordiske Smaadigte, som indeholdt 60 Digte og et Par Sagastykker fra Tiden inden Nyaars-Morgen 1824, De fleste Digte har Emne fra Norges Historie. En stor Del af dem er tagne fra hans Oversættelse af Snorres Kongekrøniker. Det var Tanken, at der skulde følge et andet Bind med senere Digte. Men dette kom ikke. Her meddeles Indledningsdigtet Til Norge og Fortalen.

Mens over Vove,
Paa Odins Hest
Fra Bøgeskove,
Som Nornegiæst,
Med Gudrunskvider
Jeg til Dig rider
I Levnets-Kveld,
Derpaa jeg gjætter,
Hvad mig forjætter
Dit høie Fjeld!

Paa Orme-Reise
Til Arthurs Grav,
Jeg saae Dig kneise
Bag Englands Hav;
Men tyst i Taagen,
Og langt fra Kaagen,
Du graaned kun,
Og aldrig satte
Jeg Fødder matte
Paa Norges Grund!

Dog ei vildfremmed
Jeg tænke kan
Mig Kæmpe-Hjemmet
I Nørrestrand,
Hvor tit med Helte
Jeg spændte Bælte
I Hedenold,
Hvor Brage-Lønnen
Med Sturle-Sønnen
Jeg æsked bold.

Med Halvdan Svarte,
Fuldmangen Drot
Sig lod opvarte
Af mig saa smaat;
Jeg hørde Torden
I Bukke-Fjorden
Den lumre Dag,
Da Uglehoved
Sin Trøie voved
I Kæmpelag!

171

Jeg var paa Storden
Med Adelsteen:
Vox-Lys i Norden
Med Flamme reen;
Saa godt jeg kunde,
Til Folkemunde
Jeg hjalp den Sang,
Som Hakon priste,
Som Helten viiste
Til Gladhjems Vang!

I Sulevaagen,
Bag Eriks Ryg,
Jeg sad i Krogen
I slemt Betryk,
Blandt meer end Tigre,
Hvor Bue Digre
Sit Brøl slog op,
Hvor Hex og Trolde
Med Byger kolde
Paa Trods holdt Trop !

Paa Ormen Lange,
Hvor stolte Ord
Af Kæmper mange
Gik rundt om Bord,
Jeg, knapt at regne,
Var med at hlegne
Da Buen sprang,
Den Overspændte,
Som var at vente,
Med Varsel-Klang!

Jeg, som paa Vinge,
I Kjortel rød,
Saae Olav springe
I Havets Skjød,
Saae Helten dukke,
Og Bølgen lukke
Sig mørkeblaa;
Men tænkde immer,
Afklædt sin Glimmer,
Han vil opstaae!

Med Norges Helgen
Jeg stred og bad,
Men fulgde Elgen
Fra Stiklestad,
Hvor Bjarkemaalet
Fik brat afstraalet
Bag kulsort Sky,
Hvor Nordmænd ginge
Sig selv paa Klinge
Og faldt med Gny!

Dog som en Borre,
Jeg hængde fast
Ved Eisten Orre,
Hvis Skjold ei brast,
Hvis Øxe-Hammer
Som Mjølners Flammer
Var Anglers Skræk,
Hvor Norges Flaade,
Med Haarderaade
Blev synkelæk!

Med Barfod-Sønnen,
Den friske Fyr,
Jeg napped Rønnen
Paa Æventyr,
I Fred og Feide,
Ombord fra Seide
Til Maglegaard,
Hvor han sit Hoved
Mod Czarens voved
I Ungdoms-Aar!

Jeg saae ham prale
Af Vittighed,
Jeg saae ham dale
I Daarskab ned!
Med Magnus Blinde
Jeg saae forsvinde
Det Yngling-Tal,
For Harald Gille,
Den falske Pille
I Konge-Hald!

172

Det gamle Norge,
Med Spir i Sky,
Da tør vel borge
Mig for det Ny,
At der jeg finder
Med gamle Minder
Og Gjæstmildhed,
Og aabne Øren
Langsop til Støren,
Ad Trondhjems Led!

Hvor Ormen Lange
Paa Beding stod,
Vist Skjalde-Sange
Har fæstet Rod,
For Olavs Sæde
Skal Ingen kvæde
Uhørt, omsonst,
Sit Værk kun kroner,
Hvor Harpen toner.
Hans Bygnings-Konst!

I Olavs Dage
Kom Norne-Giæst,
Den Søn af Brage,
Paa Odins Hest,
For Vind og Vove
Fra grønne Skove
Til Nidaros,
Med Sang og Sage
Fra gamle Dage,
Med Helte-Roes!

Da under Lide
For første Gang
Til Gudruns Kvide
Lød Hapeklang,
Sit Livslys tændte
Og snart udbrændte
Da Norne-Giæst,
Hans Læber blaaned,
Han mat neddaaned,
Kong Olav næst!

Med ham blev jordet
Det gamle Kuld,
Som førde Ordet
Om Oldtids Guld,
Som kunde sjunge
Med Folke-Tunge
Saa jævnt og klart,
At Hjerte-Dybet
Kun ei for Krybet
Blev aabenbart!

Men nu har Stjerner
Et Kredsløb endt,
For Folke-Hjerner
Kun lidt bevendt,
En »gylden Alder«
For Romer-Skvalder
Og Morder-Staal,
Men Trængsels Dage
For Sang og Sage
Og Modersmaal!

Da lagdes Jorden
I Trælle-Baand,
Da glemde Norden
Sin Kæmpeaand,
Men vaagnet atter
Nu sammenfatter
Sig Norne-Giæst,
Og Stjerners Leder
I Løn bereder
En Folke-Fest!

I Høitids-Dage
Nu efter Nat
For Sang og Sage
Oprinde brat;
For Folkemunde
Hos Skjald og Bonde
Et Gyldenaar,
Min Stav forkynder,
Det først begynder
Paa Skovbygaard!

173

I klare Sange,
Som Folk forstaaer,
Da over Vange
Et Lys opgaaer,
Ja over Fjelde,
Og Magt og Vælde,
Og Krig og Fred,
Som over Strande,
Og alt hvad Lande
Kan blomstre ved!

O hil Dig, Norge,
Med Dal og Fjeld!
Jo færre Borge,
Desmere Held!
Paa dine Gaarde
Blandt Klipper haarde
Er Byrden let,
Der Grander trygge
Til Bonde-Lykke
HarOdelsret!

Kun brat en Skole
Paa Nordisk Grund
Med Lærestole
For Livet kun,
For Nordmåndslivet,
Som det er givet
Af Himlens Gud!
Lad Øren døve
Sig Død tilkjøbe
Med Hovedbrudd!

Dig selv Du ligne,
Da faaer Du Priis,
Dig Gud velsigne, Da blir Du viis!
Lad Tro og Tale
I alle Dale
Sig røre frit!
Da Friheds Smykke,
Da Liv og Lykke
Og Lys er dit!

FORTALE
(til Nordiske Smaadigte).

Det var ganske uventet, der aabnede sig en Leilighed for mig til at udgive en Samling af Smaadigte i Norge, men jeg greb den gjerne, da jeg under mine tredive henrundne Skribent-Aar har fundet saa stor en Deel af mine Læsere i Norge, at det var ikke meer end billigt, jeg efterlod en Erindring derom i saa smuk en lille Krands, som jeg for Øieblikket kunde samle. Det var da min Agt i to Bind at samle mine adspredte Smaavers om Norge og hvad der i mine Øine ligger hele Norden lige nær, og at lægge til hvad Øieblikkets Indskydelse kunde medføre, og det er Grunden, hvi Man i dette Bind linder lutter Stykker ældre end 1824, som er en Vendepunkt i mit Skjaldeløb; thi skjøndt jeg, efter min historiske Natur, nødig selv med Digte viger fra Tidsregningen, vilde dog mine Norske Læseres Tarv lettelig bragt mig dertil, hvis jeg havde formodet (hvad Forlæggeren nu finder rimeligt) at dette Bind turde blive det Eneste. Dog, maae kun Læserne i det Hele billige mit Valg, er der ingen Skade skeet, og hvis ikke, vilde vi vel endnu snarere været af ulige Mening om det Ny end om det Gamle, og i mit Fortalerim »til Norge« har jeg i alt Fald ladet see, hvad nu er Omkvædet paa min Kæmpevise, lyslevende Fremskridt nemlig til den virkelige Borger-Frihed, den aandelige hermed herlig overeensstemmende Forbindelse mellem Grande-Folkene, og den ægte, levende Folke-Dannelse og Almeen-Oplysning, hvortil de Nordiske Stammer fra Hedenold har viist et mageløst Anlæg, og maae i Tids-Omstændighederne finde den kraftigste Opfordring.

Herom stræbde jeg i et lille Flyveskrift »til Nordmænd om en Norsk Høiskole«1 i Korthed at samle mine Tanker, men om * 175 det end ikke havde mødt endeel Misforstand, kunde jeg dog ikke lade denne Leilighed ubenyttet til at bede mine Norske Læsere, for deres egen, for gamle Norges, for hele Nordens og for Menneske-Slægtens Skyld, at skjænke min Opfordring alvorlig Opmærksomhed og kjækt læggeHaand paa et Storværk, der vel er hele Christenhedens, men dog øiensynligst Norges Tarv, og ingensteds saa let at udføre som i »Kæmpers Fødeland,« hvor Folke-Stemmen er Lands-Lov og Vanskeligheder kun velkommen Leilighed til at udvikle det Mod og den Kraft, der hører til at overvinde dem. Ja, i Norge er det aabenbar, i Menneskehedens store Sag: Livs-Oplysning og ægte Folke-Dannelse, kun det første Skridt, der koster, kun Aflæggelsen af de Papistiske og Pedantiske Fordomme, der selv i Norden har stemplet Latinen til »Gudernes Sprog,« skjøndt det i sin Livstid var det mest djævleblændte Folks under Solen, og nu kun er Gravens og spøgende Gjengangeres, og at stemple den Romerske, den mest tyranniske saavelsom den ugudeligsle og gemeneste Tankegang paa Jorden, stemple den til grundig, videnskabelig, himmelsk Oplysning. Dog, seer jeg ret, da trænger Man i Norge ei engang til at aflægge, men kun til at trodse, disse alt »Menneskeligt« og dobbelt alt »Nordisk« vanærende Fordomme; thi vel er sagtens i Norge, som allevegne, en enkelt Rector saa forblindet af Overtro paa sin egen Dannelses ubestridelige Værd og sine daglige Syslers mageløse Vigtighed, at han virkelig indbilder sig, den »Latinske Grammatik« er en »Siprianus,« hvormed Man kan trylle »tolv Mands Vidd« ind i hvert Kjødhoved, og uden hvilken derfor baade »Nordens Aand« og alle Aander er kun Sinker og Barbarer; og vel er det ogsaa mueligt, skjøndt neppe rimeligt, at en enkelt »Latinsk Jurist« i Norge, som saamangen En hos os, af allehaande let begribelige Grunde, holder paa »Romer-Retten« baade som et Juridisk Mesterværk og som et Mønster paa en altomfattende og fiint adskillende Lovgivning, vi vel ei tør haabe at naae, men maae dog bestandig have for Øie og stræbe af al Magt at nærme os; men det er aldeles umueligt, at Norges Odelsmænd skulde i mindste Grad elske eller dele disse det Nordiske Folkeliv og Nordens Ære lige fiendtlige Fordomme, og det er vel ligesaa umueligt, at deres Præster ei skulde finde, det var godt, om de havde lært Norsk istedenfor Latin. Kun en vis Undseelse og Beskedenhed kan det da være, der hindrer de ustuderede Nordmænd fra at løfte Folke-Stemmen mod det Latinske og Romerske 176 Uvæsen, som derved i Norge vilde være tilintetgjort, og denne Beskedenhed er i sig selv saa elskværdig og i det Hele saa priselig, at gjaldt det ikke om »Liv og Død« i Aanden, og dermed om Alt, hvad der maa være Mennesket og Folkene dyrebart, da kunde ingen sand og oplyst Folkeven noget Øieblik ønske den tilsidesat, men nu maa den tilsidesættes, fordi tre Aarhundredes Erfaring klarlig viser, at de »Studerede« enten sløves af det Hovedbrudd, de løfte til Skyerne, eller de bruge ingenlunde den Klarhed, de vinde, til det »almindelige Bedste.« Grunden maa endelig være hvad den vil, saa har »Latinerne« aldrig oprettet eller tilraadt Oprettelsen af en folkelig Høiskole, hvor Kjernen af Folket, som hverken kaneller vil lære Latin, fandt Leilighed til saamegen Dannelse og Oplysning, som »uden Latin« er muelig, og de rmed har jo Latinerne soleklart beviist, at enten var deres Dannelse og Oplysning aldeles død og magtesløs, eller ogsaa var den falsk, saa de med Flid holdt Folket i Vankundighed. Lod nu det Sidste sig til nogen Tid undskylde, saa er det dog visselig ei nu, da Folket er kaldet til at raadslaae om alle sine borgerlige Anliggender og har Ret til selv at ordne dem, thi nu er det jo klart, at de »Ustuderedes« Mangel paa ægte folkelig Oplysning og Dannelse maae enten gjøre dem til blinde Redskaber i »Latinernes« Hænder, eller forlede dem til at forvirre og forstyrre den Borgerlige Orden og, mod deres Villie, ødelægge sig selv. Under saadanne Omstændigheder maa aabenbar et frit Folk, som det Norske, tage Mod til sig og følge ikke de fleste Stemmer i den dannede Verden, som er for den gamle Slendrian og Skolemesterskabet, men de Faa af deres Midte, som »uden Latin« øiensynlig har opsvunget sig til en langt mere levende Oplysning og folkelig Dannelse end Latinerne, og de endnu Færre af Latinerne selv, der har indseet Latinens, hele den Romerske Tankegangs og hele Bogorme-Væsenets Fordærvelighed, saavelsom ogsaa Herligheden af folkelig Dannelse paa Modersmaalet, og mellem disse nævner jeg med Stolthed mig selv, som den, der ikke blot i en heel Menneske-Alder urokket har vovet sin Mund og sin Pen for Folkeligheden, mod hele den »lærde Verden,« men har i en forsvarlig hjemlet »Verdens Historie« beviist, at det er alle Folkefærds Sag, han fører, Aartusinders Erfaring, han udtaler. Selv en Bogorm af Moders Liv, kun altfor bekjendt med Latinen fraBarnsbeen, Bogmager af Haandværk i en heel Menneske-Alder, og en udenlands hverken ubekjendt eller ringeagtet Vidskabsmand, er jeg vel 177 i den nærværende Tid det gyldigste og meest upartiske Vidne, af Enkeltmand at være, om Tomheden af det lærde Væsen, som det hidtil dreves, og om den Ødelæggelses Vederstyggelighed, det baade indvortes og udvortes, baade i Tankegangen og i hele Levnetsløbet, maa udbrede, naar det staaer i Modsætning til Modersmaalet og dermed til alt det Naturlige, Fri og Levende i Folket og dét Borgerlige Selskab, istedenfor, som det sig burde, at have sin Rod og sin Kilde i alt Dette, og agte det for sin Ære og sit Maal, at forsvare Det mod alle Angreb, at fremme Dets hensigtsmæssige Udvikling paa alle muelige Maader, og da omsider, naar det var tilstrækkelig skeet, at forklare dette Folkeliv af det almindelige, store Menneske-Liv, der naturligviis kun aabenbarer sig klart hos Ethvert af Hoved-Folkene i Een af sine Hoved-Retninger, som dette Folk er bestemt til at følge. Det kan og maa gjøre mig ondt, naar jeg misforstaaes saa grovelig, som om jeg ønskede Lærdom og grundig Videnskabelighed aflagt, Raahed og Barbari indført, men det maa ikke forvilde mig eller afholde mig fra ved enhver Leilighed, baade mundtlig og skriftlig, at opmuntre til Anstalter for »folkelig Dannelse paa Modersmaalet;« thi deels er hele mit Liv Beviis paa, at jeg mener det alvorlig og oprigtig med »Oplysning« i alle muelige Grader og Retninger, deels er det jo ligesaa latterligt, som uforskammet at kalde Roms Uvætte mere videnskabelig end Nordens Aand, der alt i Middelalderen skabde paa Island det mest kolossalske Universitet i hele Verden, og endelig er det jo soleklart, at naar et frit Folk maatte vælge Et af To, enten at undvære grundlærde Folk eller at undvære den Dannelse for Livet og den Oplysning om deres egen Natur og fælles Bedste i det Borgerlige Selskab, som de Alle behøve hver Dag de staae paa deres Been, at da maatte de langt heller lade det Første end det Sidste fare. Jeg gjentager det, at her er ingenlunde Talen om et saadant Valg, vi har ligesaavel i videnskabelig som i folkelig Henseende kun Valget mellem den fremmede, falske og døde og den naturlige, ægte og levende, eller mellem den Latinske og den Nordiske Oplysning og Dannelse; men da Latinerne dog bestandig sværge ved den Capitolinske Jupiter og alle Classiker, at al »grundig Lærdom« gaaer tilgrunde, naar Man ikke længer pidsker den Latinske Grammatik ind i en Hob Drenge og den Latinske Stil ud af deres Fingerender, eller saasnart Man vover at oplyse Folk, som ei kan Latin, om Dybden og Rigdommen i deres Modersmaal, 178 om Beskaffenheden af deres egen Natur, af deres Fæderneland, af det Borgerlige Selskab, og af Alt hvad enhver fribaaren Mand maa kjende, for at være sin Stilling voxen; da Latinerne gjør det og mene ærlig hvad de sige, fordi de tænke, Latinen er netop den »grundige Lærdom,« og da der naturligviis ikke kan blive grundige Videnskabsmænd uden Latin, hvor al Dannelse er bundet til Latinen, saa er der intet Udkomme med de Folk, uden at sige: velan, lad det da kun staae ved sit Værd, om den »grundige Lærdom« vil ødelægges af den folkelige Oplysning og Dannelse paa Modersmaalet eller ikke; thi Denne er dog lige uundværlig, og en grundig Lærdom, som ikke kan bestaae dermed, maa jo ethvert frit og forstandigt Folk ønske Pokker i Vold, jo før, jo heller. Staae vi derimod kun fast paa denne soleklare Sandhed, da skal Latinerne nødes til enten at bevise, grundig Lærdom kan ypperlig forenes med folkelig Dannelse og Modersmaalets naturlige Herredømme, eller de maae tilstaae, ethvert Folk er lovlig undskyldt, naar de ikke vil opoffre deres Modersmaal, deres naturlige Tankegang, Folke-Stemmens Gyldighed, og dermed det almindelige Bedste, blot for at have en Flok Latinere, og maaskee et Par grundlærde Mænd at stadse med.

Dog, skjøndt jeg ikke turde forsømme denne Leilighed til at gjentage en nødvendig Opmuntring og forsvare den mod de Angreb, den har mødt i somme Norske Blade, saa maa jeg dog ikke misbruge den til en Vidtløftighed, som her vilde være paa urette Sted, og jeg vil derfor afbryde med Tak til mine Norske Læsere for den Opmærksomhed, De i saa lang en Række af Aar har skjænket mig, og med den venlige Anmodning ei at unddrage mig den for Fremtiden, om De end stundum i min senere Skrift skulde støde paa Endeel, der ei tækkedes Dem! Jeg tør forudsætte, De troer, jeg altid skriver efter min Overbeviisning, og De vil indsee, det er umueligt for en tænkende Mand at omgaaes hele sit Liv med Mennesker og Bøger, uden at lære Noget af dem, saa hvem min Skrift nogensinde tækkes, vil, saalænge Kræfterne staae mig bi, aldrig fortryde at have læst mine Bøger med Opmærksomhed!

Christianshavn den 4de Mai 1838.
MODERSMAALET.

I Efteraaret 1837 opfordrede en Kreds af yngre Mænd Grundtvig til at holde en Række historiske Foredrag. Han svarede, at han ikke kunde betragte sin Mund som fri, saa længe hans Pen var bunden. Men for at kunne imødekomme deres Ønske indgav han Andragende til Kongen om Ophævelse af den Censur, som han havde sukket under siden 1826. Prins Christian Frederik, der var Grundtvigs varme Velynder, støttede dette Andragende, og Frederik den Sjette gav ham Lov til at meddele Ansøgeren, at hans Bøn var opfyldt. Mellem Jul og Nytaar fik Grundtvig Brev fra Prinsen derom, og i sin Glæde over denne Julegave skrev han samme Aften: »Moders Navn er en himmelsk Lyd«1 . - Den 20. Juni 1838 begyndte han sine berømte Foredrag paa Borchs Kollegium, der er udgivne 1877 af Svend Grundtvig under Titelen »Mands Minde, 1788-1838«.

»Modersmaalet« blev første Gang tryykt i Skolen for Livet og Academiet i Soer (1838), som nu findes blandt hans Smaaskrifter om den historiske Høiskole (1872), og hvorefter det her gengives.

Moders Navn er en himmelsk Lyd,
Saa vide som Bølgen blaaner,
Moders Røst er den Spædes Fryd,
Og glæder naar Issen graaner,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Moders Røst er den Vuggesang,
Der huer os bedst af Alle,
Modersmaal har en himmelsk Klang,
Naar Børnene »Moder« lalle,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

* 180

Modersmaal er de Faures Sprog,
Os tryller i Ungdomstide;
Modersmaal er den Kiæres og,
Vi favne som Duer hvide,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal var de Kongers Sprog,
Vi mindes med Fryd og hædre;
Modersmaal var de Kæmpers og,
Vi kalde med Stolthed Fædre,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal er det Kraftens Ord,
Som lever i Folkemunde,
Som det elskes i Syd og Nord,
Saa sjunges der sødt i Lunde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal er det Rosenbaand,
Som Store og Smaa omslynger,
I det lever kun Fædres Aand,
Og deri kun Hjertet gynger,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal er vort Hjertesprog,
Kun løs er al fremmed Tale,
Det alene i Mund og Bog
Kan vække et Folk af Dvale,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

181

Modersmaalet ved Øresund,
Og trindt i de grønne Lunde,
Deilig klinger i allen Stund,
Men deiligst i Pigemunde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaalet i Danevang
Er Fædrenes Kæmpevise,
Høre vi den i Pigesang,
Da trykke vi Langbeen Rise,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Bort da flyve med Vildgiæs graa
Hvad Mund har fra Moder stjaalet,
Synger for os, I Piger smaa!
Saa prise vi Modersmaalet,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Skjalde krandses om Land for Sang,
Men Ingen saa godt som Hjarne,
Mildt som Skjalde i Danevang
Af Piger ved Høi og Arne,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Derfor lægge af Hjertensgrund
Vi Alle, som Aanden lyde,
Tusind Viser i Pigemund,
Som monne sig mildt tilbyde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

182

Tusind Viser om Folk og Drot,
Om Venner ad Fædrelandet,
Tusind Viser om Stort og Smaat,
Af Smil og af Taarer blandet,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Tusind Viser om Moder sød,
Den liflige Dannekvinde,
Og om Hvilen i Moderskiød,
Som aldrig os gaaer af Minde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Tusind Viser om Kys og Klap,
Saa mange, som det skal være,
Som kan synges for Moder skrap
Af Døttre i Dyd og Ære,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Kys dem kiærlig, I Piger smaa!
Saa favne dem Ungersvende,
Roes de høste paa Bølgen blaa,
Og blomstre ved Agerende,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Da og klinger i Chor med Staal,
Paa Valen, i Mark og Enge,
Liflig Pigernes Modersmaal
I deiligste Vang og Vænge,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

183

Da og klinger i Aftenstund,
Paa Sø mellem Bøgeskove,
Skjaldens Vise fra Pigemund
Og ønsker ham sødt at sove,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Yndig seiler da Skjaldens Kvad
Med Bør over Tidens Bølger,
Yndig stiger af Tonebad
Den Roes som med Visen følger,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Længe leve i Danevang
Smaapigernes Maal det søde!
Op det stande i Pigesang
Hvad Godt der i Danmark døde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

NYAARS-AFTEN.

SIDEN 1832 havde Grundtvig haft kongelig Tilladelse til at holde dansk Aftensangspræken i Frederiks Kirke paa Christianshavn, og der havde samlet sig en stor fast Kreds af Tilhørere om hans Vidnesbyrd. Men han havde længe følt Savnet ved ikke at turde udføre kirkelige Handlinger ved disse Sammenkomster. Nu da hans Sønner Johan og Svend var naaet til Konfirmationsalderen, blev det ham en Hjertesag selv at konfirmere dem, og da han vidste, at flere af hans Venner ogsaa ønskede, at han skulde konfirmere deres Børn og tage dem til Alters, skrev han den 16. December 1838 Ansøgning til Kongen om, at »det allernaadigst maatte tillades ham »indtil videre« at holde Altergang med sine Tilhørere og een Gang om Aaret konfirmere deres Børn efter Ritualet«. Han overbragte personlig denne Ansøgning til Kongen, som lovede at overveje Sagen. Men ved Henvendelse til Kancellipræsident Stemann kom Grundtvig under Vejr med, at Sagens Udfald beroede paa, hvorledes Biskop Mynster vilde stille sig dertil. Han gik derfor til Biskoppen efter først at have bedt Prinsesse Caroline Amalie tale hans Sag hos den myndige Prælat. »Det hjalp imidlertid ikke« - skriver Grundtvig i Kirke-Speil - thi da jeg den sidste Dag i 1838 indfandt mig hos Biskoppen, for baade saa klart og saa indtrængende som muligt at forestille ham denne Hjertesag, fandt jeg ham ikke blot saa ubøjelig, men saa bitter og fjendtlig, at jeg efter en timelang Samtale i Sofaen maatte gaa bort med en haanlig Afvisning og, jeg nægter det ikke, i en oprørt Stemning, som jeg frit gav Luft. - Da jeg imidlertid paa den smukke Vinterdag, for at tilbagevinde Ligevægten, gik om ad Volden og gennem Kongens Have, hvor Smaafuglene kvidrede saa venlig, da faldt det mig ind, hvad Salmisten synger om den Gud, som under baade Spurv og Svale en Rede ved sit Alter, til at udruge sine spæde; og da gik jeg rolig hjem og satte mine Tanker paa Rim, som det ventelig endnu kan ses i en af de første Kirketidender for 1839. I det samme Aar blev jeg da, som man veed, virkelig Præst ved Vartov, og det saa betimelig, at jeg ordentlig kunde forberede og konfirmere mine to ældste Sønner til Mikkelsdag«.

Digtet findes i Nordisk Kirke-Tidende, 1839, Nr. 1, for 6. Januar. Jfr. Poet. Skrifter 6. Bind Nr. 34.

185

Nyaars-Aften.

Hvad kviddrer I om, I Spurve graa!
Saa seent i Kongens Have?
Vil I for min Vaande Bod mig spaae:
En Skat i Nyaars-Gave,
En Svale-Rede, et Spurve-Skjul,
Hvor Unger mine kan lege Jul,
Og fjedres til at flyve!

Mig sidder en lille Fugl i Barm,
Som kviddrer om det Samme,
Ja, synger det ud med Tone varm,
Saa Hjertet staaer i Flamme
Og hvisker venlig: syng høit i Chor!
Den Synge-Mester, i Himlen boer,
Dit Nyn har sat paa Noder!

Den Rede til Smaa, det Spurve-Skjul
Ved Altret for den Gode,
Jeg ønsked mig alt saamangen Jul,
Og haabed veltilmode;
Men Klogskab siger: det faaer du ei,
For Kæmper spærre den Kirkevei,
Som fri er af Guds Naade!

Men Klogskab! du glemmer, Herrens Aand
Er Friheds Ven i Nøden,
Og glemmer, Gudfaders høire Haand
Er stærkere end Døden,
Hans Øine funkle, hvorhen de see,
Der smelte Kæmper som Vox og Snee,
Og saa giør Kongens Hjerte!

Og Hjertet, det er et Rigdoms-Dyb,
Hvor Klogskab aldrig bunder,
Og brænder end for den Lamper syv,
Den seer dog ei Guds Under;
186 Som Morgen-Stjernen, i Livets Elv
Den allevegne kun seer sig selv,
Og af sit Skiær forblindes.

Thi trodser jeg Klogskabs bittre Smil
Og Natte-Syn som Uglen,
Jeg venter paa Kirke-Markens N i l,
Og priser Hjerte-Fuglen,
Og takker eder, I Spurve graa,
Som hjalp med Kvidder den Lille paa
Sin gamle Nyaars-Tone.

Velkommen igjen, du Nyaars-Dag,
Med Guld og grønne Skove!
Jeg Duen alt seer paa Kirke-Tag,
Som holder Tro og Love,
Med den der kommer fra Himlens Drot
En kiærlig Hilsen, et Budskab godt,
En himmelsk Nyaars-Gave!

Da straaler igjen Guldkronen prud
Paa Kongen af Guds Naade;
Da sjunges paany om Christi Brud,
Og Alt hvad hun skal raade;
Ja, derom synge Guds Engle smaa,
Som Svaler vævre og Spurve graa,
Gudshusets tamme Fugle!

Da banes den gamle Adelvei
Til Staden paa det Høie,
Da skinner paany og skjules ei
Guds Lys for hver Mands Øie,
Da straaler Korset paa Kirketop,
Da Vidne-Skaren staaer herlig op,
Og Støvets Tunger gløde!

AABENT BREV TIL
MINE BØRN.

DETTE Digt, som vistnok er skrevet i Anledning af Grundtvigs Sønners Konfirmation i Efteraaret 1839, blev trykt i Frederik Barfods »nordiske Fjærdingaarsskrift, Brage og Idun«, 4. Bind, 1841. En Maaned før sin Død dannede Grundtvig efter Ernst Triers Opfordring den bekendte Sang: »Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord« af et Brudstykke af Digtet med følgende fire ny Linjer som Slutning:

Om kort, om langt blev Løbebanen spændt,
Den er til Folkegavn, den er til Grøde;
Som godt begyndt er Dagen godt fuldendt,
Og lige liflig er dens Aftenrøde.

Disse Linjer fra August 1872 er sikkert de sidste, Grundtvig har digtet. Jfr. Poet. Skrifter 6. Bind, Nr. 44.

I Kiære, som med Blodets Rosenbaand
Er knyttet til mit Fader-Hjerte,
Og i hvis Barm min hedenfarne Aand
Ei savne vil en Minde-Kierte!
Hvad, mens I vuggedes i Moders Skiød,
Og mens I thronede paa Faders Skulder,
Og mens I græd og loe med Kinden rød,
Og mens I tænkde, at al Daad var Bulder,
Og mens I voxde op til Ungdoms-Aar,
Saa eder ei for Bryst faldt Skole-Støvet,
Saa ei af Frost hjemsøgdes eders Vaar,
Og ei i Knoppen visned Bøgeløvet;
Hvad da jeg ønskede og tænkde paa,
Var eders Vel paa Jorden og i Himlen;
Men ei det Lys, hvori jeg Lykken saae,
Var det, man blændes af i Verdens-Vrimlen.
188 Hvad ikke fandtes i den Kirkeby,
Paa Brinkerne imellem Bøge-Skove,
Hvor først mig vinkede den klare Sky,
Hvor først mig frydede den blanke Vove,
Hvor først jeg legede med Blomster smaa,
Hvor først jeg staved paa de store Navne,
Hvor først jeg vandede Kiærminder blaa
Kun for de Herlige, hvem Hjerter savne:
Det Glimrende, som Verden nu tilbeder,
I Ord og Tanke, som i Kaar og Færd,
Det aldrig, kiære Børn! jeg ønsked eder,
Og aldrig Nogen, som jeg havde kiær;
Det fandtes aldrig i vor Præste-Æt,
Mens to Aarhundreder gik over Lunden,
Og Tiden selv, af dets Beundring mæt,
Dets Tomhed føler smertelig i Grunden.
Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord,
Som det, jeg vilde ei med Kongers bytte,
Opklaret Gang i ædle Fædres Spor,
Med lige Værdighed i Borg og Hytte,
Med Øiet, som det skabdes, himmelvendt,
Lysvaagent for alt Skiønt og Stort herneden,
Men, med de dybe Længsler vel bekiendt,
Kun fyldestgjort af Glands fra Evigheden;
Et saadant Liv jeg ønsked al min Æt,
Og pønsed paa med Flid at forberede,
Og naar min Sjæl blev af sin Grubien træt,
Den hviled sig ved »Fadervor« at bede.
Da følde jeg den Trøst af Sandheds Aand,
At Lykken svæver over Urtegaarden,
Naar Støvet lægges i sin Skabers Haand,
Og Alting ventes i Naturens Orden:
Kun Spiren frisk og grøn i tidlig Vaar,
Og Blomster-Floret i den varme Sommer;
Da Modenhed imøde Planten gaaer,
Og fryder med sin Frugt, naar Høsten kommer!
Ved dette Lys, for mine Øine klart,
Som det der rinder op i Morgenrøden,
Jeg seer med Gru i Døgnets Skolefart
Til Gravens Mulm et Væddeløb med Døden;
Jeg seer med Vemod paa de Gutter smaa,
Hvis Kinder gløde og hvis Øine tindre,
189 Thi ogsaa de skal brat i Skole gaae,
Og immer, mens de voxe, blive mindre!
Der visner Rosen i Gravluften kvalm,
Før end til Duft den Deilige oplukkes,
Der brister Øiet paa Ligbaarens Halm,
Før Nogen tænker paa, hvad Lys der slukkes!
Ja, blød, mit Hjerte, ved de bange Kaar,
Og skam dig ei, om Graaden kvæler Røsten!
Til Vintren vies der den unge Vaar,
For Sommeren besveget og for Høsten!
O vilde dog hver Levende i Landet,
Som selv den sorte Skole gjennemgik,
Udfriedes af Ilden og af Vandet,
Sin Bane følge med et Falkeblik,
Og see Miraklerne, han det mon skylde,
At ei med Skarerne han foer til Hel,
Før Livet blomstrede i Ungdoms-Fylde,
Og oversprudlende blev Kraftens Væld!
Han skulde da fra Livets Morgenrøde,
Saavelsom jeg, optælle dem med Gru,
Stalbrødrene engang, de Tidligdøde,
Vi med den fælles Moder fattes nu,
Og aldrig nænne, for en Drivhus-Grøde,
Og Udsigt til de »visse Levebrød,«
At offre Gutterne med Kinder røde
Til Grammatiken og den visse Død.
Den visse Død, som selv, naar Livet vinder
(Tilkæmper sig en Seier dyrekiøbt),
Dog uopløselig os til sig binder,
Som Lazarus, i Jordeklæder svøbt.
End haaber jeg, ved disse Lys, som brænde
I Hjerne-Kammeret med Flamme klar,
At see paa Daners Mark sig Bladet vende,
Thi yderst Fare kræver Redning snar;
Men vil den Slægt, som fører Ordet nu,
Stokblind for Aandens Levnetsløb paa Jorden,
Til Enden haanlig smile ad min Gru,
Og ad mit store Skjalde-Haab om Norden;
Velan! saa blomstrer op i Herrens Navn,
Med eders Faders Smil ad vrange Domme,
Og venter rolig, i hinandens Favn,
Paa Dagen, som han forudsaae, skal komme!
190 Ja, mine Børn! hvad jeg i Speilet saae,
Som dannedes af Viisdoms sikkre Hænder:
Det store Lys paa Livets Himmel blaa,
Som straaler soleklart, men ikke blænder.
Opstigende af Hjertets stille Hav,
Med Fortids Efterglands til Morgenrøde,
Skal først maaskee, naar jeg har lagt min Stav,
Befrugte Marken til sin Eftergrøde;
Men som det lønlig for min Sjæl oprandt,
Og vil for Eders sikkerlig oprinde,
Det skal i Eders Dage skues grandt
Paa Graasteens Klint, som under grønne Linde;
Og naar Dets blanke Straaler gaae i Dands
Paa Tidens Hav, som Mandhjems Kreds ombælter.
Og Liv og Aand formæles i Dets Glands,
Saa Timeligt og Evigt sammensmelter;
Da tier Drengenes og Daarens Spot
Med Synerne, som frydede mit Øie;
Saa let jeg bar det under Haaret graat,
Hvad i min Manddom knap jeg kunde døie.
Den Livets Skole, jeg har peget paa,
Og tryglet Jordens Guder om at bygge,
Som ved et Trylleslag skal da opstaae
Og kiærlig favne eders Faders Skygge,
Beklagende, han ei blev hørt i Nord,
Før Muren revnede paa Borg og Kirke,
Og sig frigjorde selv hvert Fugle-Ord,
Der let sig svinger over Bøg og Birke.

Nu, mens den tøver, Lysets Atterdag,
Det vare lidet, eller vare længe,
O, viser dog, I har en bedre Smag,
End man afrettes til som Skole-Drenge
(For Læbe- og for Gane-Consonant,
For Feil i Form og Bommerter i Stilen),
Det gamle Nordens Smag for Stort og Sandt
For Kæmpe-Daaden og for Hjerte-Hvilen,
Den Smag, hvormed jeg er endnu til Spot,
Hvor alle Dværge fuske paa det Nette,
Og hvor man Syn har for det Store blot,
Som Udgaards store, følesløse Jette!
I Sønner! som mig over Hoved groe,
191 Nu bærer smukt med eders Fader Skammen!
Stadfæster med ham Nordens gamle Tro,
At Æblet falder ikke langt fra Stammen!
Ei Sølv og Guld, men kun et ærligt Navn,
Med mange giæve Fædres sammenslynget,
Og Mindet om en Mand, som taalde Savn,
Og stod paa Alderdommens Kyst forynget,
Og om en Fader, som med Kæmpehaand
Omværned eders Vext i onde1 Dage,
Til sanddrue Mennesker med Liv og Aand,
Og Friheds Krav, hvor Baand er blot til Plage,
Kun det er Arven, I til Skifte faae;
Men maa kun i sin Art den Frugter bære,
Da skal I føle under Issen graa,
I har det bedste, vi kan her begiære!
Og Du, min Daalter! Moders Liljevaand!
Vor Herre vogte Dig for Folkemunde!
Omfavn i Hjertet kun din Faders Aand!
De stille Vande har de dybe Grunde.
Det Glimrende vel frister eders Kiøn,
Men mægter dog ei Hjertet at forblinde,
Hvor det er dybt og soleklart i Løn,
Som hos den ægtefødte Dannekvinde!

*
AABENT VENNEBREV
til en
Engelsk Præst
fra
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
som Præst ved Vartou1.
Christianshavn, 12te Juni 1839.
Kiære Ven!

De kan nok vide, det har tilgavns fornøiet mig, at De, istedenfor at reise til Ny Syd-Vales eller, som min Kone meget rigtig kalder det »til den anden Verden,« opslaaer Deres Bopæl og opløfter Deres Røst i en Udkant af London*), og behøvede jeg nogen Opmuntring til endnu engang at besøge Ælve-Dronningen (The Fairy Queeri) paa hin Side Havet, da fik jeg den stærkeste ved at see et Vennehuus med halvdanske Indbyggere staae mig aabent ved Thæmsen. Dog, ligesaalidt som jeg nogensinde glemmer England, om jeg end skal have seet det for sidste Gang, ligesaalidt, veed jeg, De glemmer Deres christne Venner i Danmark, om vi end aldrig meer herneden skulde sees Ansigt til Ansigt, men ønsker bestandig at høre, hvordan * * 193 vore indviklede kirkelige Forhold, hvori de levende har sat Dem ind, efterhaanden, som jeg haaber, glædelig udvikle sig.

Rygtet om min Ansættelse ved Vartou eller »Helligaands-Hospitalet« i Kiøbenhavn, er vist allerede giennem fælles Venner kommet Dem for Øren, og vil ikke have overrasket men dog glædet Dem, da der vel ved Deres Afreise var Udsigt til, det vilde skee, men dog, som ved alt Uskeet, Uvished om Bestemmelsen der, hvor Verden vel mener slet Intet, men vi troe tilvisse, Alting afgiøres. I Søndags (med Evangeliet om den »store Nadvere«) blev jeg allerede indsat af Stiftsprovst Tryde, som De ikke kiender, men som har tidlig hørt til min nærmeste Venne-Kreds, og indførde mig i min ny Embeds-Stilling paa en ligesaa venlig, som hjertelig Maade, skiøndt han ingenlunde fortav sin Uenighed med mig om det rette Forhold mellem »Stats-Kirken« og Christi »hellige, almindelige Kirke,« en Uenighed, jeg ikke behøver at fortælle Dem, er langtfra at være indskrænket til Danmark, da De i Deres Brev netop ønsker at vide mine Tanker om den store Strid desangaaende, som nu bevæger England. Ogsaa det giør jeg gierne, naarjegfaaer læst Dr. Puseys Brev til Biskoppen i Oxford, som De lover at sende mig*), men denne Gang maa De nøies med min Opskrift til Indgangs-Prækenen i Vartou og et Par oplysende Forord, vist nok Smaating i sig selv, men dog ei i Venne-Øine ligegyldige.

At jeg imidlertid sender Dem dette Brev aabent og paa Prent, har naturligviis en anden Grund end blot at lette Dem Læsningen, og, om De vil, en Mageligheds-Grund, da jeg finder det, om ikke nødvendigt, saa dog passende at lade adspredte Venner og Bekiendtere vide, hvordan jeg betragter saavel min forrige som min nærværende Stilling, og fandt det alt for fristende at slaae to Fluer med eet Smæk, sikker paa, at De er for meget min Ven til at kiedes ved en kort Oversigt af hvad De sagtens veed, men ønsker med mig, at Fleer skulde vide.

Jeg behøver ikke at sige Dem, men vel at minde mine Landsmænd om, at det ikke forholder sig med Statskirken i Danmark, som i England, hvor der holdes temmelig over Lærdommen og strængt over Liturgien, medens det er de Misfornøiede uformeent at træde ud af Stats-Kirken og enten slutte sig til et af de andre Protestantiske Kirke-Partier eller stifte * 194 et Nyt; men at hos os er det paa den ene Side forbudt at udtræde af Stats-Kirken, og blev paa den anden Side i Slutningen af forrige Aarhundrede aabenlyst Skik baade i Lærdom og Liturgi kun at følge Lovens Forskrifter saavidt man selv fandt det for godt, hvorved den kirkelige Forvirring blev grændseløs*). Naar Man nemlig ikke veed dette, eller lader det uændset, da maa mit Forhold til den Danske Stats-Kirke i de sidste 30 Aar kun synes forklarlig af en særdeles Krigskhed og derhos Vægelsind, medens jeg dog tør mene, det, efter Omstændighederne, var omtrent som det maatte være, naar jeg var en ærlig Luthersk Christen, der naturligviis altid ønskede at voxe i Oplysning, men fulgde frit til enhver Tid sin bedste Overbeviisning.

Saavidt Alderen tillod, blev jegt som en Bogorm fra Barnsbeen, og Søn af en gammel, vellærd og rettroende Præst, Svoger til Sællands berømte Biskop Balle, tidlig bekiendt med Stats-Kirkens forvirrede Tilstand; men sluøndt jeg godt vidste, at det Naturalistiske Parti blandt Præsterne i det Nittende Aarhundredes Begyndelse fik en afgjort Overvægt, faldt det mig dog aldrig ind, at det nu skulde være Orthodoxerne formeent selv i de stærkeste Udtryk at beklage hvad der i deres Øine maatte være en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, Det lærde jeg først ved Udgivelsen af min academiske Prøve-Prædiken 1810, kun to Aar efter at Biskop Balle havde for Svaghed nedlagt sit Embede, men levede endnu; thi denne uskyldige Præken, hvori jeg, uden al Tanke om Personligheder og med Øie paa hele det Lutherske Kirke-Parti, besvarede det Spørgsmaal: »Hvi Herrens Ord var forsvundet af Hans Huus,« den blev jeg haardelig anklaget for af Hovedstadens Præster, og det var ikke deres Skyld, at jeg slap med en vel ufortjent men dog mild Irettesættelse, da de derimod meende, jeg burde været udelukt fra al Adgang til Præste-Embede i Stats-Kirken.

1811, da min gamle Fader havde fyldt sine præstelige Jubelaar, blev jeg ordineret til hans Capellan, og havde jeg nu, efter hans Død 1813, søgt et lille Landsby-Kald og nedlagt Pennen, vilde jo vist nok min Dimis-Præken snart blevet mig tilgivet, som en Ungdoms-Daarlighed, og selv min Orthodoxi blevet anseet for et temmelig uskyldigt og uskadeligt Digter-Sværmeri; * 195 men det var langt fra mine Tanker: jeg følde baade Kald og Kraft til at vove en Dyst for den Lutherske Kirke i mit Fædreneland, og Hovedstaden ansaae jeg vel med Rette for den Kamp-Plads, hvor Slaget maatte staae og Seiren vindes. At Pennen vilde kun lidt forslaae, naar ei Munden fulgde med, følde jeg allerede dengang, og en Prækestol i Hovedstaden var derfor i mine Øine den store Betingelse for en seierrig Kamp; men saa ubetydeligt det end, efter hine Dages Tankegang, maatte synes, hvad en enkelt Personel-Capellan eller Vartous-Præst prædikede, maa Kiernen af Hovedstadens Geistlighed dog have været enig med mig om, at der er en vis Magt i det »vingede Ord«, hvis Virkninger ei lade sig beregne; thi snart (1814) fandt jeg alle Hovedstadens Prækestole lukkede for mig. Vel fattedes jeg heller ikke i Frederiksberg Kirke Kiøbenhavnske Tilhørere, men ogsaa Præsten der, som gierne vilde holde godt Naboskab, blev snart (1815) Ivivlraadig, og vilde sagtens ei længe stridt imod Strømmen. Da trak jeg mig frivillig tilbage med den Beslutning, hverken der eller i Hovedstaden at betræde Prækestolen, før jeg fik Embede i Stats-Kirken. Dette var maaske en Feiltagelse, og kom maaske, mig selv ubevidst, af en hemmelig Frygt for Kampens Følger, men mig syndes dog, det skulde saa være, og det er allenfalds et gyldigt Beviis paa, hvorlidt jeg var syg for Strid, thi det varede meget længere end jeg havde tænkt (til 1821) før jeg fik Embede, og jeg modstod dog enhver Fristelse til at afvige fra min Beslutning.

Kun forgiæves havde jeg i denne Tid søgt alle de smaa Præste-Embeder som blev ledige i Hovedstaden, og det jeg omsider fik uden Ansøgning, var 60 engelske Mile derfra og kun netop landfast dermed; men skiøndt det var langtfra at være efter mit Hoved, fandt jeg mig dog taalig deri, som en Tilskikkelse fra den Haand, som giør Alting godt, og næste Aar (1822) fik jeg min Villie, da Majestæten i Naade beskikkede mig til Præst ved Frelserens Kirke paa Christianshavn.

Dette Embede nedlagde jeg imidlertid frivillig 1826, og det var et Skridt, som jeg forudsaae, vilde misbilliges hardtad af alle Christne, men, skiøndt det maaske ogsaa havde sin Hoved-Grund i min Modbydelighed for Processer, hvoraf den Ene, jeg alt havde paa Halsen, syndes mig meer end Nok, og Flere truede, saa var det dog min Overbeviisning, at jeg under daværende Omstændigheder ei kunde være Embedsmand i Stats-Kirken. Paa den ene Side syntes det mig nemlig klart, at Majestæten, hvis Naade jeg ene skyldte min Stilling, vilde fortryde, Han 196 havde givet mig den, og paa den anden Side begreb jeg slet ikke, hvordan Orthodoxe Præster kunde nære sig i Stats-Kirken, hvor de ved deres Embeds-Eed forpligtedes til »af alle Kræfter« at bestride falsk Lærdom, naar de, efterat have gjort det, uden at Hovedsagen undersøgdes, kunde stævnes som Injurianter. Jeg vil saameget mindre oprippe Stridighederne med Prof. Clausen, som jeg, med min nærværende Indsigt, enten vilde undgaaet dem, eller ført dem ganske anderledes; men man maa dog ikke glemme, det var for Lutheranernes Sam vittigheds-Frihed, jeg kæmpede, med det udtrykkelige Ønske, at Professoren maatte beholde sin Samvittighedsfrihed saa ubeskaaret, som om han var Professor i Oxford eller Cambridge, ja, saameget mere, som jeg slet intet havde imod, han vedblev at være Professor ved Universitetet, naar han blot ikke, som Kongelig Professor i Theologien, var den beskikkede Præste-Lærer, alle Theologiske Studenter nødtes til at høre og lade sig examinere af! De, min Engelske Ven! seer strax, at Prof. Clausen i denne Stilling ved Danmarks eneste Universitet og med overveiende Indflydelse paa Studenterne, maatte være vor Stats-Kirkes Orthodoxer endnu en langt værre Torn i Øiet end Dr. Hampden i Oxford; thi naar nu i den næste Slægt Mængden af Sogne-Præsterne blev Clausenianer, da var der ingen Ende at see paa Lutherdommens Undertrykkelse i Menighederne, hvor Alle var bundne, hver til sin Sogne-Præst. Jeg kunde derfor nmuelig opgive Striden, fordi jeg, under disse Omstændigheder fortrød den, men kun fordi mig syndes, Regieringen formelig opgav Orthodoxien, saa Udtrædelse af Stats-Kirken vilde være den eneste Maade, hvorpaa Lutheranerne kunde nære sig i Landet og forplante deres Tro, Om Tilladelse til dette Skridt ansøgde jeg og Endeel af mine Venner da ogsaa virkelig 1831, men fik Afslag, især naturligviis, fordi vi ingen Sekt vilde stifte, men følge den Lutherske Stats-Kirkes Liturgi og sætte dens Forskrifter i Kraft paany mellem os; thi det er klart, at til en saadan Udtrædelse kunde Regieringen ikke give sit Minde, uden derved at erklære, at Den enten ikke vilde eller ikke kunde handhæve de gamle Kirke-Love. Men vil Man være billig mod os gammeldags Lutheraner, maa Man dog tilstaae, det var ikke vor Skyld, at Regieringen befandt sig i denne Forlegenhed, og at vi umuelig, for at hæve den, kunde fornægte vor statskirkelige Orthodoxi. Hvad nu Enden vilde blevet herpaa, hvis ikke et mindeligt Forlig indtil videre 197 (a compromise) var kommet istand, veed Ingen, thi, ved Mellemhandling af Sællands daværende Biskop P. E. Müller, vel ikke min Orthodoxies men min personlige Velynder, blev det mig 1832 tilladt at holde offenlig Gudstjeneste hver Søndag, efter Stats-Kirkens Liturgie, med fri Tilhørere.

Saaledes naaede jeg da en Prækestol i Hovedstaden, hvor jeg, under de frieste Forhold, kunde prøve, hvad Troens Ord paa mine Læber formaaede, og den dybe Stilhed, under hvilken det undtes mig i hele syv Aar saaledes at forkynde Evangelium, forudsætter, at jeg enten saa godt som Intet udrettede, eller at Meget maa have forandret sig baade hos mig og i Stats-Kirken. Maa det nu være En af Delene, og er Begge muelige, da følger det af sig selv, jeg antager det Sidste, men det er udentvivl ogsaa paa gyldige Grunde; thi deels er det en Kiendsgierning, at jeg aldrig fattedes Tilhørere, og at jeg nu har langt flere Præstevenner i Stats-Kirken end for syv Aar siden, og deels er det ikke mindre en Kiendsgierning, at jeg i Sognebaandets Løsning har opviist et simpelt og uskyldigt Middel til, midt under Stats-Kirkens Forvirring, indtil videre at skaffe baade Lutheranerne og alle Danske Folk den nødvendigste Samvittigheds-Frihed.

Fra det Øieblik, dette Lys opgik for mig, kunde der naturligviis ei være mindste Betænkelighed hos mig, mod paany at træde i Stats-Kirkens Tjeneste, naar jeg blot turde haabe at see Rednings-Midlet virkelig og ærlig anvendt, saa Regieringen, som i Gierningen (de facto) alt længe havde opgivet en »herskende Religion« ogsaa opgav den i Loven (dejure), og sørgede kun ved Sognebaandets Løsning for, at Menig-Mand kunde reise sig af den gruelige Aands-Trældom, hvori de, ved Præsternes Selvraadighed, unægtelig er nedsunkne, da hvem der har nogen Tro, dog vel ikke kan opgive den, fordi hans Sognepræst døer eller fornyttes og Eftermanden er dens Modstander.

Spørgsmaalet er altsaa blot: hvordan jeg kan træde i Stats-Kirkens Tjeneste, uagtet Bønnen om lovmæssig Bekræftelse paa Præsternes Frihed afvistes, og den om Sognebaandets Løsning, efter en mærkelig Kamp, faldt igiennem ved Folkeraadets sidste Møde, uden at Regieringen synes at føle mindste Tilbøielighed til uden Bøn at bevilge, hvad Dens Ordfører i Folkeraadet (vor berømte lovkyndige Ørsted) af al Magt stræbde at forhindre Bønnen om?

Jeg vil nu gierne troe, der ikke findes noget tilfredsstillende Svar paa dette Spørgsmaal, undtagen i den dunkle, men stærke 198 Følelse, som trøstede mig over Udfaldet i Roeskilde og avlede den Sikkerhed paa Sognebaandets Løsning med det Første, som De veed giennemtrænger min »Tale til Folkeraadet« i den Anledning; men for Engelske Dommere troer jeg dog, jeg, alt som Sagerne staae, godt kunde forsvare min Beslutning. Uagtet Man nemlig her, hvor Man endnu ikke ret kiender Forskiel paa Folkeraadet og Kiøbenhavns 32 Mænd, anseer Sognebaandets Løsning for opgivet, fordi Man med Nød og Neppe fik de fleste Stemmer for ingen Ting at giøre, saa er det dog lige vist, at de Engelske Ministre nys tog deres Afsked, fordi de ikke havde et større Overtal af Stemmer for sig end den Kongelige Commissarius og Sællands Biskop for Sogne-Tvangen, og var hist som her selv dette ubetydelige Overtal (35 mod 28) kun tilveiebragt ved at Lederne for fleerend syv Stemmer denne Gang tilsidesatte deres eget Princip, da vilde Lord Melbourne vist ikke vovet paany at prøve sin Lykke. Da nu derhos Kirke-Frihedens Talsmænd har den mest afgjorte Overvægt i Literaturen og taler aabenbar Menig-Mands Sag, saa vil, efter alle parlamentariske Regler, Sogne-Baandets Løsning næste Gang i Folkeraadet faae flere Stemmer for sig end den nu havde imod sig, medens der ikke er mindste Rimelighed for, at Regieringen da vilde nægte, hvad baade den Kongelige Commissar og Sællands Biskop selv har indrømmet, burde bevilges, naar Folke-Stemmen virkelig forlangde det.

Anderledes er det vist nok med Præsternes Frigivelse, thi den syndes i Folkeraadet at have alle Stemmer imod sig, og finder selv i Literaturen stærk Modsigelse; men herved er at mærke, at det ikke er mig eller mine præstelige Venner, men netop vore Modstandere, der personlig trænge til at faae Kirkelovene forandrede, Lærdom og Liturgi frigivne, saa naar Disse endelig vil miste deres Frihed, eller dog heller have den som et Rov end som en Gave, da maae vi vel, om vi dertil er billige og oplyste nok, beklage deres Blindhed eller Ligegyldighed, men derfor kan vi dog ingenlunde opgive vor Virksomhed i Stats-Kirken. Naar derfor kun Sogne-Tvangen ophæves, da maa Man for mig gierne paastaae, at alle Præsterne er orthodoxe, fordi Loven og Præste-Eden er det, og fordi det ellers vilde været alt for latterligt 1836 at holde en almindelig Jubelfest for Reformationens Indførelse i Danmark. Det sidste slaaende Beviis paa den almindelige Orthodoxi, som nok først er opdaget siden Deres Afreise, tænker De maaske, jeg selv af Skielmeri føier til, men herved mindes jeg 199 om Dets Ophavsmand, som jeg maa udbede mig Tilladelse til skyggeviis at forestille Dem.

Det er Overlæreren ved Odense Latin-Skole, Hr. Dr. Kaikar, som for nylig har anvendt endeel Blæk paa min Skurelse og Halsjernets Forgyldning, men, som De nok kan tænke, uden anden Følge, end at Folk faaer lidt at lee ad og Mere at kiede sig over. At denne Frihedens tappre Modstander, som paastaaer, jeg aldrig maa forsvare min Overbeviisning, fordi jeg har den Svaghed ikke blot imellemstunder at feile som Andre, men ogsaa at bekiende mine Feil, kun forsaavidt han er kiedsommelig, kan kaldes farlig, vil De vel allerede heraf kunne skiønne, men da Hr. Doctoren ikke blot er conservativ tilbunds, men er selv det bedst conserverte Exemplar af en Læser og Skriver, som mellem Bøgerne aldeles har tabt Synet for det virkelige Liv, maa jeg dog endnu give Dem en lille Mundsmag af hans Lærdom, der ordenlig falder i det Latterlige.

De husker vel endnu, at i min »Tale til Folkeraadet« kaldte jeg Lovtalen over det tvungne Forhold mellem Præst og Menighed Sognetvangs-Idyllen, og det har Hr. Doctoren meget rigtig opdaget var et »ironisk« Udtryk, men paadutter saa mig, at jeg dermed har søgt at giøre de kiærlige, velsignede Forhold latterlige, som burde og kunde være mellem Præst og Menighed, saa han kiender aabenbar slet ikke Forskiel paa en fri, hjertelig, og en tvunget, slavisk Forbindelse, kan slet ikke indsee, at hvem Man er hjertelig knyttet til, løber Man ikke fra, fordi Man har sin Frihed, og at hvem Man ikke kan udstaae, bliver Man endnu bitirere imod, naar Man bindes til ham. Hvad vilde Man vel sige i England, hvis Nogen til Besvarelse af de Irske Catholikers Klage over, at Sogne-Præsten tit var næsten den eneste Protestant i Menigheden, vilde holde en Lovtale over den elskelige Sogne-Forbindelse, og paastaae, at Catholikerne, til Ære for den, smukt skulde lade sig skrifte af deres Troes erklærede Modstander, og hos ham modtage Sacramenterne!!

Dog det Allerkosteligste har jeg giemt tilsidst, som Rosinen i Pølseenden (laus in fine), thi det er Tugtelsen, jeg har faaet af Hr. Doctoren, fordi jeg har vovet at paastaae, Kong Christian den Tredie omskabde ved Reformationens Indførelse unægtelig vor Stats-Kirke, uden at spørge Geistligheden. Da nemlig Hr. Doctoren neppe kan mene, at Kongen virkelig forespurgde sig hos de Catholske Bisper, om de fandt det billigt og havde Lyst til at miste deres Levebrød, Magt og 200 Myndighed, og kastes i Fængsel, saa maa Feilen jo ligge deri, at Hr. Doctoren i Livet slet ingen Forskiel kan see paa Præsens og Futurum, den nærværende og den tilkommende Tid, thi at Kongen spurgde Reformatorerne, hvordan han skulde faae Bugt med den gamle, selvraadige Geistlighed, det har jeg aldrig tvivlet om, og hvis Hr. Doctoren mener, det kunde ikke skade, om Kong Frederik den Sjette paa samme Maade spurgde 3»sin Geistlighed« om Sognebaandets Løsning, da er vi jo enige.

De seer nu strax, det vilde ikke paa mindste Maade skade vor Overvægt i Literaturen, om end Sogne-Tvangen fik tusinde saadanne Penne, som Hr. Doctorens, til sin Tjeneste, men dog vilde Skæbnen, at Sogne-Friheden skulde paa samme Tid faae en ny Pen til sin Ære, der hører til de dygtigste, Man dypper nordenfor Elben. Det er en ung Præst i Jylland, ved Navn Birchedal, mig hidtil aldeles ubekiendt, som har giennemgaaet Forhandlingerne i Roeskilde om Sognebaandets Løsning, med en Djærvhed og Taalmodighed, en Kraft og Klarhed, der ikke blot spaaer Sogne-Friheden en glimrende Seier, men vor Literatur en udmærket Prydelse.

Dog, hverken for Deres eller for endeel ængstelige Gemytters Skyld maa jeg lade, som jeg havde glemt, at der rimeligviis forestaaer den Danske Stats-Kirke en Liturgisk Forandring, som, da Faa endnu skielne klart mellem de uforanderlige Naademidler og de foranderlige Kirkeskikke, kunde giøre mig Embeds-Stillingen betænkelig.

Jeg skal nu vist nok aldrig fragaae, at en ny Alterbog i dette Øieblik synes mig ikke blot unødvendig og ubetimelig, men en farlig Sag for Kirke-Freden, men alt det vilde den være ligefuldt, enten jeg var Embedsmand i Stats-Kirken eller ikke, thi Sagen vilde i begge Tilfælde have eens Vigtighed for mig, der aldrig over min personlige Samvittigheds-Frihed maa eller vil glemme mine Danske Troesforvandtes, og agter naturligviis endnu mindre at opgive den for personlig Fordeels Skyld.

Dette kunde vel være Svar nok, men jeg bør dog giøre Mit til ogsaa i denne Henseende at berolige de ængstelige Gemytter mellem mine Danske Medchristne, ved den Forsikkring, at det sikkerlig er langt fra vor Faderlige Regierings Hensigt at paatvinge os det mindste Nyt, som kunde besvære eller forurolige Nogens Samvittighed, det være sig Lærd eller Læg, Vise eller Enfoldige; og under denne Forudsætning kan det aabenbar være gavnligt, at det hidtil saare dunkle Forhold mellem Religjon og Liturgi opklares, og det skal ingenlunde 201 fortryde os, om de, der har Lyst til Nyt, faae Lov til for deres Vedkommende at bruge det.

De veed for Resten, min christne Ven! at jeg sidst i forrige Aar paa det Ivrigste søgde om Tilladelse til i Frederiks-Kirken at confirmere og forrette Nadveren, og havde jeg faaet den, vilde vist nok Intet fristet mig til at forlade min i alt Øvrigt misundelsesværdig fri og behagelige Stilling; men da denne Tilladelse, ved Hr. Biskop Mynsters erklærede Modstand, blev mig nægtet, kunde, og jeg troer, burde, intet taaleligt Baand afskrække mig fra Indtrædelse i en Ny, hvor jeg kan confirmere mine egne og mine Christelige Venners Børn, og meddele hvem der ønsker det den hellige Nadver, uden at nogen Eneste skal tvinges til mig. Saavel i denne Henseende, som i Tiden, det levner til boglige Sysler, er Præstekaldet ved Vartou, hvor Stiftelsen for nogle hundrede gamle Mænd og Koner udgiør hele Sognet, det Bedste, jeg kunde ønske, og derfor alt i min Ungdom søgde og ønskede mig, saa den Indskrænkning af min Frihed, der selv her var uundgaaelig, kan aldrig hindre mig fra i min Ansættelse at see en kiærlig Tilskikkelse af Forsynet, og et nyt Beviis paa Majestætens uforanderlige Naade og Tillid, som jeg giennem snart en heel Menneske-Alder har havt vidunderlig meget at takke.

Her vil jeg standse, med de bedste Ønsker og et godt Haab baade om Deres og min ny Virksomhed i vor gamle Herres Tjeneste, og gid Man snart baade fra England og Danmark maa spørge en fredelig Løsning af den store, mangfoldig indviklede Opgave, som et folkelig velgiørende, for levende Christendom taaleligt, Forhold mellem Stat og Kirke øiensynlig allevegne er!

Vedlagt følger Opskriften til min Indgangs-Præken, hvorom jeg kan spare enhver Anmærkning, da De kiender min Betragtning af »Mund og Pen,« som to hinanden oprindelig fremmede Kæmper, der vel kan og skal indgaae Fostbroderskab, og ærlig staae hverandre bi til Sandheds Udbredelse og Forklaring, men kan umuelig træde i hinandens Sted og tabe al Betydning, naar de prøve derpaa. Farvel!

Da den Herre, vi tilbede, først udsendte sine Apostler, gav Han dem en Hilsen med til hvert Huus, de giæstede, og bød dem sige: Fred med dette Huus! og Han løiede til: er 202 Huset det værdt, da skal Freden hvile paa det, men hvis ikke, da vender den tilbage til eder. Derfor blev det Skik hos os og over hele Christenheden ogsaa til daglig Brug at byde »Guds Fred« i hvert Huus, over hvis Tærskel Man traadte, og Fred med dette Huus, Guds Fred! det skal da ogsaa være den Hilsen, hvormed jeg i Dag træder ind; thi vel har ogsaa i denne Henseende Tiderne mærkelig forandret sig, saa det er nu vel kun i Landets Vraaer Man til Hverdags-Brug hører det gamle Guds Fred; men i Christi Rige forandre Tiderne sig dog i Grunden aldrig, og der kan de Læber, som tale Fred, aldrig forstumme. Derfor siger jeg endnu engang: Fred med dette Huus, ikke blot som det udvortes staaer os for Øie, men som vore Lutherske Fædres aandelige Huus og Herberge, hvor de trindt om Land samledes i Jesu Navn, at høre og føre det store Evangelium, at bede, love og takke, og jeg er vis paa, at Freden skal hvile over Huset, thi det er den værd. Ja, Naade, Barmhjertighed og Fred, af Gud vor Fader og Sønnen Jesus Christus, være i Sandhed og Kiærlighed med eder Alle, som i Oprigtighed paakalde Herrens Navn!

Men m. V. det var ogsaa Skik i forrige Tider, at naar en »Fremmed« havde budt Guds Fred! da spurgde de, som var i Huset ham »hvorfra og hvorfor« han kom, og i vore Fædres Bedehuus burde den Skik aldrig været aflagt; thi der skulde Man altid stræbe at forvisse sig om, hvilke Giæster Man husede, hvor de havde Freden fra, som de tilbød, og hvorvidt Fredens Budskab var deres rette Ærende, eller kun et Paaskud, hvorunder de stræbde at skjule deres sande Hensigter. Derfor vil ogsaa jeg, forsaavidt jeg kan synes fremmed, ærlig besvare disse simple men vigtige Spørgsmaal, til Forsikkring om, at Freden, jeg byder, er ikke den, som Verden giver, men i Sandhed »Guds Fred,« som overgaaer al Forstand og forvarer Hjerter og Tanker i Christo Jesu, vor Herre.

Forsaavidt jeg kan synes fremmed, maa jeg imidlertid vel sige; thi det er jo langtfra at være Vildfremmede, jeg her træder ind iblandt: jeg mødes jo her med Mange, i hvis Kreds jeg længe følde mig saa hjemme, som det i vore Dage sjelden er Tilfældet med Ordets Tjenere; og Huset, vore Fædres Bedehuus, hvor jeg byder Guds Fred! det var jo endog giennem mange Ledd min præstelige Hjemstavn, forsaavidt Christne kan have Hjemstavn og Borgerskab andensteds end i Himlene, hvorfra vi forvente Frelseren den Herre Jesus Christus; og i dette synlige Forsamlings-Huus afløser jeg jo alt anden Gang 203 en Embeds-Broder,*) som pegede til det samme Maal og udraabde Herren til Gudfaders Ære, som er i Gaar og i Dag og evindelig den Samme; og den høiærværdige Haand, hvorved jeg her indførdes, var jo ikke blot en Vennehaand fra længst forledne Dage, men ogsaa En af de Hænder, som endnu folde sig i vor Herres Jesu Christi Navn og lyse den Fred, Han har givet, over Menigheden!

Vidtløftig behøver jeg da ingenlunde at fortælle, enten hvor jeg kommer fra, eller hvad jeg kommer for; men kortelig, saa klart som det vil lykkes, at besvare disse Spørgsmaal, maa jeg derimod finde om ikke nødvendigt, saa dog passende, eftersom jeg i Dag tiltræder en Embeds-Stilling, der, uden at være mig ny, dog i visse Maader en Tidlang har været mig fremmed, og jeg kommer fra en friere Virksomhed, der vist nok ikke var Morten Luthers aandelige Afkom fremmed, men syndes dog saa for alle dem, der kun har et dødt eller dog kun et verdsligt Begreb om hvad der kaldtes den »Lutherske Kirke

Det være derfor alle vitterligt: jeg kommer ikke fra nogen Sekt i aandelig og christelig Forstand; thi jeg kommer netop fra den hellige, »almindelige Kirke,« som varer alle Dage til Verdens Ende, med een Herre »een Tro, een Daab,« een Gud og Alles Fader; fra det Herrens Huus paa Klippen, som Han har lovet for, skal bestaae, trods Helvedes Porte; fra det Huus, der vel altid har været og altid vil blive Verden fremmed, men kan dog aldrig være Nogen fremmed, som virkelig troer, hvad vi Alle ved Daaben bekiende; og hvor skulde Man da med mere Sikkerhed end mellem Luthers aandelige Børn, som altid vil »giøre hans Gierninger,« kunne sige om den hellige, almindelige Kirke: den er »ikke langt fra Nogen af os!« Er det ikke netop i denne Kirke Morten Luthers Navn skal være udødeligt og hans Minde velsignet, var det ikke i den, Gud gjorde ham til en Præst efter Melchisedeks Orden, saa han stod som uden Fader, uden Moder og uden Slægtregister, og maa det da ikke være i den »vi leve og røres og ere«, saafremt vi har Luthers Barne-Tro, og er døbte, som denne vor Fader i Christo vilde, ikke til hans Navn, men til Faderens og Sønnens og den Helligaands!

Jo visselig, i denne Kirke er derfor ogsaa jeg døbt og i den blev jeg Ordets Tjener, da jeg for henved tredive Aar siden * 204 indviedes midt iblandt mit Folk, men »efter Apostolisk Skik med Bøn og Haandspaalæggelse,« ikke i Morten Luthers, eller i nogen anden Mesters, Lærers, Biskops eller Konges Navn end i Hans, som er det Altsammen, i vor Herres Jesu Christi Navn; saa naar jeg kun virkelig har hjemme i den hellige, almindelige Kirke og kommer derfra, da kan jeg ikke synes Nogen fremmed, uden dem, ogsaa Luther og Christus selv vilde synes fremmed, saa de kom til deres Eget, men deres Egne annammede dem ikke! Eller, lad dem sige det, de Tusinder, som tiere eller sjeldnere have hørt mig i de syv Aar, jeg paa fri Haand forkyndte Evangelium, lad Dem vidne, de ikke Faa, der hørde mig stadig og kiendte Herren og Fædrenes Tro, før de saae mig! Lad dem vidne, om jeg forkyndte et andet Evangelium end det, der lød for vore Lutherske Fædres Øren! Ja, lad dem sige det, om de hørde Nogen regne sig det til større Ære eller mindes det med større Glæde, at han var en Søn af Morten Luther, eller hørde Nogen, der flittigere stræbde at vise, at Aanden over Luther var ingen Anden end Christi Aand, hvis Gaver er forskiellige, men som dog er altid den Samme, giver altid samme Tro, samme Haab og samme Kiærlighed Vidnesbyrd, vidner eens i alle dem, der høre Christus til, at de er Guds Børn og Herrens Medarvinger!

Derfor tør jeg sige, at da jeg kommer fra den hellige, almindelige Kirke, hvor alt Christeligt bliver ved det Gamle, hvor Fredens Evangelium aldrig forstummer, og hvor Modersmaalet taber aldrig sin Aand, fordi Aand og Ord er der uadskillige; da kommer jeg ogsaa netop fra Morten Luthers aandelige Hjemstavn, hvis Indbyggere leve, skiøndt de døe, og over hvis Grave det lyder fra Himlen: salige ere de Døde, som døe i Herren! deres Gierninger følge dem.

Saameget om hvor jeg kommer fra, og hvad jeg kommer for, er da egenlig sagt med det Samme; thi derfra kommer Ingen uden for at lyse Herrens Fred og Velsignelse over Huset af levende Stene, som Han kalder sit, og for at bygge paa den uforanderlige Grundvold, ikke Træ og Rør og Straa, men Guld og Sølv og Ædelstene; og hvad Andet var vel heller Meningen, da jeg indviedes midt iblandt eder og annammede i Herrens Navn »Magt og Myndighed til at prædike Guds Ord hemmelig og aabenbar, til at uddele de høiværdige Sakramenter efter Christi Indstiftelse, til at binde Synden paa de Halstarrige og afløse de Bodfærdige, og ellers til Alt hvad det hellige Embed vedkommer!«

205

Af dette m. V. var nemlig kun en ringe Deel mig borgerlig tilladt paa eget Ansvar uden Embeds-Stilling, og derfor, ja ene derfor kommer jeg til dette Bedehuus, som det staaer os for Øine; thi vi veed, at Herren boer ikke i Huse som giøres med Hænder, men opslaaer sin Bopæl i sine Discipler, som elske Ham og holde fast paa Hans Ord, og at i dem »vandrer Han« hvor de saa færdes, paa dem hviler Hans Aand, hvor de saa stædes! Jeg siger, kun en liden Deel af Embedet maatte jeg forrette, hvor jeg sidst førde Ordet; thi vel var det mig ved Majestætens besynderlige Naade, (hvorfor Herren i Naade velsigne Ham og Hans Huus, Hans Folk og Rige!) tilladt frit og ubehindret at forkynde Evangelium for hvem der vilde høre, og efter den herskende Tankegang var det, om ikke Alt, saa dog uden Sammenligning det Vigtigste; men saaledes kan og maa jeg ikke tænke, thi det var kun at »plante og vande,« og selv da det skedte apostolisk, vidnede Apostelen Paulus, at det var ingen Ting imod Vexten, som Herren har forbeholdt sig selv at give. Uagtet jeg derfor ei noksom kunde takke Herren, hvis Miskundhed paa alle Hans Dage var hver Morgen ny over mig, saa skulde jeg dog altid længes, som de der vente paa Morgenen, efter at forrette den uden Sammenligning mest frugtbare og velsignede Deel af mit hellige Embede, som er Uddelingen af de høiværdige Sacramenter og guddommelige Naademidler efter Christi egen Indstiftelse; thi derved er vi blotte Redskaber i Hans Haand, som selv i Daaben og Nadveren skaber sig et Folk til sin Ære, og opfostrer dem til sine Brødre og Systre, til at leve med Ham, som Han lever med Faderen!

Det er altsaa ret egenlig mit Ærende her, som Tjenerens i Dagens Evangelium, at sige til de Budne: kommer! nu er Alting beredt, eller ogsaa at indbyde først Fattige og Krøblinger, Halte og Blinde, og siden Saamange som Huset rummer, til den store Nadver, hvor Man sidder tilbords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriges Rige, Nadveren, som vel først skal straale i al sin Glands og aabenbare sin bundløse Rigdoms Fylde, naar vi drikke det Ny med Herren i Faderens Huus, men som dog ogsaa i Herrens Huus paa Jorden er et himmelsk Maaitid for alle troende Sjæle!

Hvorvidt nu dette mit Ærende vil lykkes, saa Kongen ogsaa her kan see Giæster ved sit Bord, som har iført Bryllups-Klædningen, og jeg maa befindes en tro Huusholder over Guds hemmelige Rigdom, det er vist nok for mig selv et stort og vigtigt Spørgsmaal, men som jeg ikke kan besvare anderledes, end at 206 Gud derom har givet mig et godt Haab, som Han vist ikke lader beskæmmes. Et bedre Varsel kunde jeg jo aldrig ønske mig ved Indtrædelsen, end Dagens Evangelium, hvor Fattige og Krøblinger, Halte og Blinde er de første Giæster, som samles ved Kongens Bord, thi til først og fremmerst at indbyde dem har jeg jo netop mit udvortes Kald, som jeg derved opmuntres til at troe, kommer ogsaa fra Herren og skal blive kiendelig velsignet; men selv de bedste Varsler kan dog ingen Christen stole paa, og fremfor Alt paa sin egen Troskab og Bestandighed under alle Omskiftelser kan Ingen være sikker, uden forsaavidt Man giver sig Gud i Vold og finder sig grebet af Herren ; saa hvad jeg i Grunden stoler paa, er Ordet, der lød over mig som over os alle, før vi endnu vidste Forskiel paa Høire og Venstre, da vi bares til Herren i Daaben, for at Han skulde tage os paa sine Arme og velsigne os; thi da sagde jo Ordets Tjener i Herrens Navn til enhver af os: Gud bevare din Indgang og Udgang fra nu og til evig Tid! og Aanden svarde Amen, saa, naar vi troe, skal det visselig skee, og vi skal see Guds Herlighed. Ja, del er mig sødt at hvile i en Forjættelse, jeg har tilfælles med alle mine Medchristne, Lærde og Læge, Store og Smaa, hvis Veie og Baner vel i mange Maader kan være forskiellige, men hvis Indgang og Udgang dog uden Undtagelse skal være i Fred, og de skal aldrig gaae i Mørke fordi de følge Verdens-Lyset. Hvordan derfor Verden synes om min Udgang eller Indgang skal ikke anfægte mig, da jeg veed, min Udgang af denne Verden skal være min Indgang i de liflige Værelser, hvor Døren er lukt for Pine og Død, som for Synd og Sorg, mens Liv og Glæde er vore himmelske Ledsagerinder evindelig.

Og nu, til Slutning, m. V. da jeg kommer fra den hellige, almindelige Kirke, hvor baade Indgang og Udgang er fri, ja, hvorfra Friheden ligesaalidt kan vige som Herrens Aand; saa vil jeg naturligviis ogsaa i min Embeds-Stilling giøre alle Forhold saa fri, som Stats-Kirkens Indretning tillader, og jeg har den Lykke at staae som Præst paa den Meste Fod, der lindes i Riget, men derfor tilegner jeg mig ingenlunde mindre Herrens Ord til Tjeneren i Dagens Evangelium: »nød dem til at komme ind!« thi jeg veed godt, Han mener dermed ingen verdslig Tvang, af hvad Navn nævnes kan, men mener hvad Han siger, at Ingen kommer til Ham uden at drages af Faderen, og Faderen drager, som Han siger ved Profeten, med Kiær ligheds Snorer, ligesom Apostelen skriver, det er Christi Kiær1igned, som tvinger os; saa naar Herren siger til sin Tjener: 207 nød dem til at komme ind for at mit Huus kan blive fuldt, da mener Han naturligviis kun med venlig Formaning og kiærlig Overtalelse. Ja, ligesom de to Discipler, der gik til Emaus, »nødte« Herren til at gaae ind og blive hos dem og bryde Brød med dem, saaledes skal ogsaa vi nøde hvem vi faae i Tale paa Veien, ind i Herrens Huus, og det ei mindst med samme Disciplers Ord: det lakker ad Aften og Dagen hælder! Thi sandelig, det var og skal fremdeles ei blot være Krøblinger, Syge og Udlevede, men ogsaa Unge og Stærke, som dermed lade sig nøde ind i Huset, hvor »Han giver dem Brød af Himmelen at æde;« thi vi føle det jo Alle, naar vi mindes derom, at vor Dag er stakket og vore Kræfter snart udtømte, saa vi trænge Alle høit til Nattely i Paulunet, hvis Nagler skal aldrig uddrages, og til en Nadver, som mætter i Sandhed, saa viskalhverken hungre elier tørste evindelig!

FRISPROG.

BISKOP MYNSTER var fra 1834 til Frederik den Sjettes Død den styrende Kraft i den danske Statskirke. Hans Maal var at bringe Orden og Ensartethed ind i de kirkelige Forhold. Derfor mishagede Grundtvigs Frihedskrav ham lige saa stærkt som de rationalistiske Præsters vilkaarlige Afvigelser fra den foreskrevne Form for Gudstjenesten Foreløbig krævede han det gamle Ritual nøje overholdt af sit Stifts Præster. Men for at imødekomme de efter hans Mening rimelige Krav paa tilsvarende Forbedringer drev han samtidig stærkt paa en Revision af Ritualet og Alterbogen. Ved kongelig Resolution af 22, Juli 1837 blev det overdraget ham at udarbejde Forslag til et nyt Ritual og en ny Alterbog, og i 1839 havde han fuldført dette Arbejde. Medens der nu blev nedsat en Kommission til at bedømme det, kom der en meget varm offentlig Forhandling i Gang om Sagen.

Som et Indlæg i denne Forhandling udsendte Grundtvig i December 1839 sit Frisprog, der blev en Hovedaarsag til, at Biskop Mynsters Planer faldt til Jorden, især fordi Christian den Ottende tog langt mere Hensyn til Grundtvigs Mening, end Frederik den Sjette havde gjort.

Hovedsagen for Grundtvig var det at forebygge Ændringer ved Daaben. Mynster havde foreslaaet, at der skulde gøres Forskel paa Formlen ved Børns og Voksnes Daab. Ved Barnedaaben bortfaldt Spørgsmaalene: »Forsager du? Tror du?« I Steden for hed det: »Daabens hellige Pagt er denne: At du skal forsage ... at du skal tro«, hvorefter Barnet skulde spørges: »Vil du døbes paa denne Tro?« Dette ansaa Grundtvig for en uforsvarlig Forandring af den kristne Daabspagt, og deri gav ikke faa af de andre Præster, som skrev om Sagen, ham i Virkeligheden Medhold, men han vakte Forargelse hos Flertallet af Gejstligheden ved den gennemgribende Kritik, han øvede over hele det bispelige Forslag.

209

Frisprog
mod
H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag
til en ny
Forordnet Alterbog.

af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst ved H el ligaands-Hospitalet.
»Vi har ikke atter annamniet en Trældomsaand.«

Kjøbenhavn 1839.
Forlagt af den Wahlske Boghandel.
Trykt hos C. Græbe & Son.

210

Forord.

For en Menneske-Alder siden betraadte Mynster og jeg, han som ung Præst i Spjellerup og jeg som Candidat Forfatter-Banen med Indvendinger mod Biskop Bojsens Forslag til en ny Alterbog, og vi var Begge saameget paa den Gamles Side, at Ingen skulde ventet, Nogen af os vilde foreslaae dens Afskaffelse, medens det vilde være et Mirakel, om vi Begge skulde stemme derfor. Det bør derfor hverken undre Danske Læsere i Almindelighed eller Hr. Biskop Mynster i Særdeleshed, at jeg med al Flid tager vor gamle Alterbog i Forsvar, thi uagtet Hr. Biskoppen, som han selv bemærker*), i Enkeltheder er blevet sig selv særdeles lig, er jeg dog i det Hele, bods alle Forvandlinger, blevet ved at være baade ham og mig selv ligere, og troer derfor endnu, som vi dengang Begge troede, at det var ikke Alterbogen, men Geistligheden, der trængde til at reformeres, og at det allenfalds nu er høist ubetimeligt at indføre en ny Liturgi **).

Vil Man nu sige, at Omstændighederne har i den sidste Menneske-Alder saa mærkelig forandret sig, at hvad 1806 var høist ubetimeligt, nu godt kunde være det Modsatte, da indrømmer jeg det strax i langt større Udstrækning end Hr. Biskoppen, men paastaaer ligefuldt, at saavel 1839 som 1806 nytter det slet ikke hvor god Alterbogen er, naar Kirkerne er tomme, at hvor Kirke-Tomheden har aftaget, ønsker Man ingen ny Alterbog, og at hvor Man ønsker en Saadan, ønsker Man en ganske Anden end Hr. Biskop Mynsters, saa hans Forslag kunde vist aldrig være mere ubetimeligt end nu.

Men naar saa er, kan Man sige, hvorfor vil du da hvæsse Pen mod et Forslag, der rimeligviis døer hen af sig selv, og derved end mere fortørne en Hædersmand, der nu ovenikiøbet er * * 211 din høie Foresatte, og taaler vist ikke nødigere Modsigelse af Nogen end netop af dig?

Detle Spørgsmaal har jeg selv meget alvorlig forelagt mig og tygget Drøv paa det giennem flere Maaneder, uden at tage nogen Beslutning, og stundum syndes mig virkelig, min Taushed ved denne Leilighed vilde være forsvarlig undskyldt, deels ved Forslagets egen Beskaffenhed, deels ved det spændte Forhold mellem Hr. Biskoppen og min Ringhed, og endelig ved den Omstændighed, at jeg for fem Aar siden med Flid har afhandlet Spørgsmaalet om en ny Alterhog, og udtrykkelig stemt imod hvad nu er Hr. Biskoppens Forslag*), saa har Man ikke ændset min Stemme, da den aabenbar blot var mod Sagen, vil Man det rimeligviis langt mindre nu, da Mange kan tænke, den er mest mod Personen.

Da jeg nu desuden under alle Livs-Stillinger har havt særdeles Sky for al optræde i Modsætning til en Mand, jeg fra min tidlige Ungdom saae op til med Høiagtelse, og altid inderlig ønskede at stemme med, saa vilde jeg udentvivl tiet, hvis jeg ikke paany var blevet Embedsmand i Statskirken; men uagtet dette giør mig Modsætningen dobbelt ubehagelig, fandt jeg dog omsider, den gjorde mig samme til ubetinget Pligt, da jeg aldeles misbilliger Hr. Biskoppens Forslag, og da han ikke blot selv skal have Forsædet ved dets Prøvelse, men er vel, efter Commissjonens Sammensætning, sikker paa i alt Vigtigt at beholde de fleste Slemmer. Forslaget 1806 var vel ogsaa udarbeidet af en enkelt Biskop, men det var ingen Mand med Hr Biskop Mynsters Overlegenhed og Caracter-Styrke, og dog var han saalangt fra Forsædet i Prøve-Gommissjonen, at han end ikke havde Sæde eller Slemme deri, saa, fandt Præsten i Spjellerup, at han desuagtet maatle reise sig bestemt mod Hr. Biskop Bojsens Forslag, da tør Præsten ved Vartou endnu mindre vægre sig ved at optræde bestemt mod Hr. Biskop Mynsters. Af de Ældre er der nemlig vist ingen Anden, der giør det, og mod Kæmper af den yngre Slægt vilde Hr. Biskoppen ei blot i statskirkelig men ogsaa i literær Henseende have Saameget forud, at Partiet rimeligviis blev alt for ulige. Hertil kommer endnu, at neppe nogen Præst i Danmark vilde eller kunde giøre Alt giældende mod dette Forslag til en ny forordnet Alterbog, da næsten Alle kun tænke paa at hylle sig selv eller det Parti, de tilhøre, og har Intel imod en forordnet Alterbog, naar den kun * 212 var efter deres Hoved, medens jeg, efter min velgrundede Overbeviisning om Tidens Krav og Statskirkens Tarv, maatte sætte mig ligesaa bestemt mod »Forordnelsen« af en ny Alterbog efter mit eget, som efter Hr. Biskop Mynsters Hoved. Under disse Omstændigheder kunde jeg i Længden umuelig inddysse mig selv med Bogen, jeg skrev for fem Aar siden, men maatte finde, den gjorde netop sit Bedste, naar jeg nu skrev en i samme Aand og med samme Tankegang, thi da staaer den i Literaturen som et gyldigt Vidne om, at jeg tænkde ligesaadan om Alterbogs-Sagen, da min personlige Velynder sad paa Sællands Bispestol, som nu, saa det kan umuelig være af Lyst til at modsige Hr. Biskop Mynster, jeg fornyer Protesten, jeg nedlagde, da Ingen drømde om, at han skulde komme til ene at styre en Sag, Hr. Stiftsprovst Clausen satte i Bevægelse. At Hr. Biskop Mynster og hans ubetingede Lovtalere desuagtet vil spore personlig Uvillie i disse Blade, tvivler jeg vel ingenlunde paa, men det maatte ikke bestemme mig, og jeg skal stræbe ei engang at beklage mig derover, da Hr. Biskoppen i den sidste Tid har behandlet mig med saa udmærket Ringeagt, at jeg slet ikke vil skjule min Fortrydelse derover, og tør ikke vente, eftersom vi Mennesker er, med al min Flid at have undgaaet ethvert unødvendig stødende Udtryk.

Christianshavn, 6te Novbr. 1839.
N. F. S. Grundtvig.
213

Forslaget til en ny forordnet Alterbog.

Af de tre Aarkundreder siden Reformationen var det kun halvandet, vi i Danmark havde et Ritual og en forordnet Alterbog, og de var endda i de sidste halvtredsindstyve Aar kun magtesløse Skygger, saa deres Regierings-Tid var kun Aarhundredet mellem Christian den Femte og Frederik den Sjette, mellem Griffenfeld og Bernstorf, mellem Kingo og Øhlenslæger, el Aarhundrede, vi nødig skulde kanonisere eller ønske fornyet. Kommer nu hertil, at den Alterbog, der i Ludvig den Fjortendes Dage, under vor mest bydende Konge, blev forordnet, var næsten ordret Palladii Alterbog, som blot paa Biskoppernes Anbefaling var godvillig antaget, da maa vistnok den Paastand, at en ny forordnet Alterbog midt i det Nittende Aarhundrede vil findes saare ubetimelig, have Formodningen for sig; men Man seer dog først Urimeligheden og den moralske Umuelighed af nu at paatvinge den Danske Statskirke en ny Alterbog i sit rette Lys, naar Man betænker vor kirkelige Stilling og nygjorte Alterbøgers Beskaffenhed. Giennem de sidste halvtredsindstyve Aar har nemlig ikke blot Ritual og Alterbog, som Regieringen selv kaldte forældede, tabt deres Myndighed, men den saakaldte »herskende Religion - er blevet afløst af en »stridende Kirke« med to uforligelige Partier: det gammeldags Luthersk-Christelige og det nymodens Gnostiske eller Rationalistiske, der igien har saamange Sind, som de har Hoveder, saa Man kan slet ikke tænke sig en ny Alterbog, der stemmer overe ens med sig selv, uden som en Enkeltmands Værk, der dog umuelig kan tækkes Andre end hans blinde Eftersnakkere eller taales af Andre end de Ligegyldige.

Hvordan det derfor kan falde noget fornuftigt Menneske end sige da saa klog en Mand som Hr. Biskop Mynster ind at 214 foreslaae en ny forordnet Alterbog, det er mig ubegribeligt, da Hr. Biskoppen jo dog umuelig kan troe, Statskirken vilde vinde ved at blive endnu, koldere og stivere, dødere og tommere end den er, vinde ved at renses fra alle dem, der bryde sig det mindste om Sjæl og Salighed, uden derfor at kunne see alt Kirkeligt med Hr. Biskop Mynsters Øine og lade ham baade troe og tænke og tale og svare for sig.

Men er det ogsaa Andet end en plump Misforstand, naar Man siger, Hr. Biskop Mynster vil have den danske Stats-Kirke sin Liturgi paatvunget, have alle Danske Præster til at være sine Eftersnakkere, naar de bede, naar de skrifte, naar de sige hvad af Skriften de vil tale om, og selv naar de forrette Daaben og Nadveren; er det Andet end en plump Misforstand af Ordet »forordnet« som Hr. Biskoppen vel kun efter Skik og Brug har sat paa Titelbladet, uden at ville have mindste Vægt lagt derpaa? Vil han Andet end udvirke Tilladelse for de Præster, som ønske det, til at bruge hans Texter og Formularer istedenfor de Gamle?

Det har jeg virkelig stræbt at troe ligetil jeg selv saae Hr. Biskoppens Forslag, og jeg siger endnu: gid det var saa vel! gid jeg maa have misforstaaet alle de Ord, hvoraf jeg indtil videre maa slutte det Modsatte! Men indtil videre maa jeg antage det Modsatte og bestride det af alle Kræfter, medens det aldrig kunde falde mig ind at sætte Pen til Papir for at bestride Hr. Biskoppens Forslag, naar han dermed kun henvendte sig til Præsternes Hoved og Hjerte og Takt for det Rette; thi dertil har han unægtelig samme Ret som Enhver af os, og kunde efter sin lange præstelige Erfaring og paa sit ophøiede Stade lettelig føle mere Kald end Nogen af os Andre. Vist nok hverken kunde eller maatte jeg under nogen Omstændigheder dølge, at den foreslagne Forandring ved Barnedaaben, efter min Overbeviisning, vilde ligesaavel være uapostolisk som den aabenbar er uluthersk, men Mange af Stats-Kirkens Præster har jo, i en Række af Aar, enten udeladt eller lemlæstet Daabs-Pagten, saa det kan ikke blive værre end det er, og Nødvendigheden af Sognebaandets Løsning vilde ret blive indlysende, naar Præsterne fik Kongelig Tilladelse til at forrette Barnedaaben saaledes, at gammeldags Lutheraner umuelig kunde nøies dermed, saa det er ogsaa her ene og alene Aands og Samvittigheds-Tvangen, jeg protesterer imod.

Da nu Hr. Biskoppen selv bemærker, at der ved Udførelsen i det Enkelte er »saare Meget« som ikke videre lader sig 215 retfærdiggiøre, fordi Bestemmelsen kun beroer paa en »vis liturgisk Tact,« hvorom han »blot kan ønske« den ikke maatte savnes i hans Arbeide*), saa skulde Man vist ikke tænke, han vilde have Noget paatvunget, hvis Valg han selv erklærer for vilkaarligt og dets Værd for meget tvivlsomt; men ikke desmindre læse vi, at Hr. Biskoppen er af den Formening, at den enkelte Præst ikke er berettiget til at foretage nogen egenmægtig Forandring, og klinger dette endnu lidt tvetydigt, er den nærmere Udvikling kun alt for afgiørende. Vel, hedder det, er det uundgaaeligt, hvad enten det gamle Ritual bibeholdes, eller et nyt indføres, at mangen Præst deri vil finde Adskilligt, som han ønskede anderledes; men det følger af ethvert Samfunds Natur, at den Enkelte i mange Henseender maa underkaste sig Andres Beslutninger, og da Alle vide, at Præsten her udfører »hvad der er ham foreskrevet« vil han i denne Henseende »intet Ansvar« have. Den, der aldeles ikke kunde bekvemme sig til »at fremsige de Ord« hvilke »Kirken« foreskriver, vilde vel ogsaa selv føle, at han ikke er skikket til at tjene i denne Kirke**).

Dette er nemlig, om jeg forstaaer Dansk, saamegel sagt, at naar Hr. Biskoppen kunde vinde Kongelig Stadfæstelse paa sine Formularer, da skulde vi Allesammen, under Embeds Fortabelse, fremsige dem »Ord for Ord,« og maatte ikke undskylde os med, at det stred imod vor Samvittighed, da vi »intet Ansvar« har for de Ord, som Alle veed er os foreskrevet! Da nu til disse fornemt saakaldte »Formularer« ogsaa hører hele Forvaltningen af »Daaben og Nadveren,« saa skulde vi Præster intet Ansvar have for, enten vi ved dem følge hvad vi troe om Chrisli Indstiftelse og Betingelsen for Sacramenternes Gyldighed, eller ikke, intet Ansvar for Gud eller Mennesker, Christus eller Menigheden, eller vor egen Samvittighed, enten vi erklærede dem for guddommelige Naademidler eller for blotte Kirkeskikke, naar vi blot fulgde de os foreskrevne Formularer! Og hvis Forskrift skulde da tilintetgiøre vort Ansvar for hvad vor Mund siger om de vigtigste aandelige Ting og ved de høitideligste Leiligheder? Hr. Biskoppen siger »Kirken«: og det klinger godt nok, men nu er jo Talen om Formularer, som Biskop Mynster har skrevet, og som han vil have Kongen til at forordne, og deriblandt en Formular ved Barnedaaben, som aabenbar afviger baade fra * * 216 den saakaldte Lutherske Kirkes, og fra den almindelige Kirkes Forskrift giennem mange Aarhundreder, saa her blev det jo ingen Kirke, men enten Hr. Biskoppen eller Kongen, paa hvis Ansvar vi trøstig skulde kunne sige hvad der streed mod vores Overbeviisning om Daaben!

Dette har vist nok ikke staael klart for Hr. Biskoppen, thi hans Kirke-Begreb er aabenbar saa dunkelt, at Christi almindelige Kirke, vor gamle Lutherske Stats-Kirke, den nærværende Geistlighed og en ubestemt Kirke-Ide, synes deri at skulle forbindes, men det kan dog hverken vi eller Folket gjøre ved, saa det blev derfor ikke mindre ubilligt og urimeligt, under Navn af Kirkens Forskrift at paanøde os en Daabs-Formular, som vi bestemt veed, hverken i Ansgars eller Luthers Dage har været kirkelig hos os, men er forfattet af Hr. Biskop Mynster efter hvad han fandt »Stødende« eller »Koldt« eller Passende!

Meende nemlig Hr. Biskoppen ved »Kirken« den hellige, almindelige, eller, for at bruge den Augsburgske Confessjons Ord, den »eneste og stedsevarende« Kirke, da havde han vist nok Ret i, at alle dens Medlemmer, Lærde eller Læge, skal følge dens Forskrifter, eller selv føle, de er hverken skikkede til at tjene eller være i »denne Kirke;« men den kan jo her ikke menes, deels fordi den (ogsaa efter den Augsburgske Confessjon) slet ingen Forandring taaler ved Sacramenterne, og deels fordi der i den (ogsaa efter den Augsburgske Confessjon) ei findes nogen haandgribelig men blot en aandelig Tvang.

Meende Hr. Biskoppen derimod kun vor Lutherske Stats-Kirke, da har han selv anført Kong Christian den Tredies mærkværdige Ord derom, hvorefter Han slet ikke vilde give sig af med at ordinere Noget om Sacramenternes Forvaltning eller Evangeliet, der kun afhænger af Jesus Christus, og Konge-Loven har siden beseiglet den Augsburgske Confessjon, som den Danske Stats-Kirkes Grundlov, hvorefter Sacramenterne altid skal forrettes eens, og hvis nu desuagtet en ny Daabs-Formular, som Hr. Biskop Mynster paa fri Haand har forfattet, blev os paatvunget, hvilken Kirkes Forskrift var saa det?

Meende endelig Hr. Biskoppen ved Kirken kun sig selv og de med ham enige Geistlige, da var Slutningen vel ganske rigtig, at hvem der ikke vilde følge hans Forskrift, maatte selv føle, han ikke var skikket til at tjene i »denne Kirke,« og den 217 Følelse har jeg virkelig ogsaa; men en saadan Kirke i Danmark vilde jo være en blot Ide, uden mindste Realitet, hvis Forskrifter da umuelig kunde lægge mindste Baand paa Kongelig Danske Embedsmænd og Undersaatter.

Skulde altsaa Hr. Biskoppens ny Døbe-Formular nogensinde blive os foreskrevet, da blev det aabenbar ingen Kirkes, men den verdslige Øvrigheds Forskrift, og Dennes Ret til at bestemme hvad der skal siges eller forties ved de Sacramenter, Jesus Christus har indstiftet i sin Kirke, den er det, Hr. Biskoppen maa bevise, før han med Rette kan paastaae, at en saadan Forskrift fritog os for Ansvar i denne Henseende, og paalagde os den Forpligtelse at følge samme Forskrift bogstavelig, eller selv føle os uskikkede til at være saavel den Christne Kirkes som den Luiherske Statskirkes Tjenere.

Det er nemlig soleklart, at havde den verdslige Øvrighed Ret til at giøre en ufravigelig Forskrift ved Sacramenterne af Hr. Biskop Mynsters Forslag, da havde den samme Ret til at giøre det af Hr. Professor Clausens, eller af Formularerne i den Preusiske Agende, af Pavens eller af Socinianernes Alterbog, og immer skulde vi intet Ansvar have, og intet Valg [uden] imellem at forrette Sacramenterne efter denne Forskrift eller nedlægge vort Embede, og Kirkegængerne intet Valg have uden imellem at nyde Sacramenterne saaledes forrettede eller undvære dem, ja, ved Daaben ei engang det Valg!

Om nemlig end Hr. Biskop Mynster synes at have glemt det, saa kan vi dog ikke glemme det, at vi er verdslig bundne til den Danske Stats-Kirke, og maae hverken forrette eller nyde Sacramenterne anderledes end det i den er tilladt, saa naar her gives en ufravigelig Forskrift, er det noget ganske Andet, end naar den f. Ex. gives i England, hvor Man har Lov til at prædike Evangelium, forrette og nyde Sacramenterne som Man vil udenfor Stats-Kirken, saa der lader det sig høre, at hvem der ikke kan følge Forskrifterne i den. maa selv føle, han er uskikket til at tjene i denne Kirke; men her, hvor det er ikke blot en borgerlig Velfærds men en personlig Friheds Sag at træde ud af Statskirken, og hvor Man, ogsaa efter Hr. Biskop Mynsters Forslag, skal ved »daglig Mulet« tvinges til at lade sine Børn døbe i Stats-Kirken, her er det jo forskrækkeligt at høre Sællands Biskop paastaae, at hvad det end maatte behage den verdslige Øvrighed at foreskrive ved Sacramenterne, saa skal alle Præsier sige det eller nedlægge deres Embede. Var det imidlertid blot en speculativ Paastand, 218 blev det Hr. Biskoppens egen Sag, men nu er det en aldeles praktisk Sætning, der skal giøre os til Pligt at eftersige Hr. Biskop Mynsters nye Collectei, og nye Formularer ved Sacramenterne, hvad vi saa end har imod dem, og giøre hele Folket til Pligt at nøies med Sacramenterne saaledes forrettede, eller underkaste sig de borgerlige Loves Strænghed!

Men, siger Hr. Biskop Mynster, det Samme giælder jo, naar den gamle Alterbog bibeholdes!

Om nu saa var, svarer jeg, saa blev del dog, efter mine Tanker, lige uforsvarligt midt i det Nittende Aarhundrede at anprise det Syttendes servilesie Grundsætninger, og det ovenikiøbet til Fordeel for sine egne Hænders Værk; men allerede det Sidste giør i mine Øine en mærkelig Forskiel, thi fordi det ingenlunde var sit eget Arbeide, Biskop Bagger anbefalede til Kongelig Anordning, men hvad der almindelig ansaaes for Oldchristeligt, eller havde dog i halvandet Aarhundrede tækkedes baade Læg og Lærd i Landet, derfor var ikke alene han anderledes undskyldt end Nogen af os kan være, der anbefaler sit Eget til at afløse det Gamle, men derfor har vor gamle Alterbog ogsaa et almeen Luthersk og Christeligt Præg, som giør den i det Hele mindre byrdefuld og for Lutheraner ganske livlig, om det var til Verdens Ende, medens enhver ny Alterbog efter en Enkeltmands Hoved maa, som ufravigelig Rettesnor, blive os alle kiedsommelig og utaalelig, om den end slet Intet indeholdt, vi gjorde os Samvittighed over al eftersige. Saaledes vilde Sagen staae, hvis den gamle Alterbog havde været i Kraft til nu, som en ufravigelig Forskrift, men Hr. Biskoppen veed jo saavelsom vi, og han maa vide det langt bedre, det er saa langt fra, at det selv ved Cancelli-Resolutionen af 1828 kun er indskærpet at følge den nøie ved Sacramenterne, og at selv det kun er overholdt, naar der indløb en udtrykkelig Klage over bestemt Afvigelse, saa naar nu Hr. Biskop Mynsters ny Alterbog skulde forordnes til at følges, Rub og Stub, ufravigelig, da var det ingenlunde blot en forandret Byrde, men et nyt Aag, hvori vi Alle spændtes, baade vi, som med Fornøielse har fulgt den gamle Alterbog, og de Mange, som ikke har fulgt den, og syndes selv i Regieringens Øine at have Hævd paa ei at følge den, naar det kun ei ved Sacramenterne gav Forargelse.

Men er der nogen Fare for, at en Regiering, saa mild og faderlig, som Vores ogsaa i denne Henseende har viist sig, vil gaae ind i Hr. Biskop Mynsters Tankegang, og ei blot forordne 219 den af ham forfattede og under hans eget Forsæde prøvede Alterbog, men ogsaa tvinge Præsterne til at følge den nøiagtigere end de i halvtredsindstyve Aar har fulgt den Gamle?

Dertil maa jeg fornemmelig svare: hvad Regieringen i denne Henseende vil eller ikke vil, er her ikke Spørgsmaalet, men kun hvad Hr. Biskop Mynster, som Den saa tillidsfuld har betroet Forberedelsen af en ny Alterbog, tilraader, saa naar det er hvad vi har seet, maa det lige djærvt bestrides og lige stærkt fraraades, enten Man formoder dette eller hint om Regieringens endelige Beslutning, og jo bedre Man troer Regieringen stemt baade for nødvendig og ønskelig Frihed i de Ting som angaae Sjæl og Salighed, des ivrigere maa Man oplyse Sagen, thi skeer det ikke, kan Regieringen, før den veed det, have knust mange Hjerter og forhindret megen gavnlig Virksomhed.

Vilde saaledes Regieringen vel forordne Hr. Biskop Mynsters Alterbog, men ikke holde strængere over dens end over den Gamles Bogstav, og vilde den end ikke i Hovedstaden og Sællands Stift giøre en Undtagelse, saa var dog dermed kun de letsindige og ligegyldige men ingenlunde de alvorlige og nidkiære Præster hjulpne, thi netop Disse, der umuelig ved Sacramenterne kan sige hvad der strider mod deres Overbeviisning, kan heller ikke godt finde sig i den Frihed, Man »egenmægtig« skal tage sig selv, og enten de giør det eller ikke, med Formularer, som falde dem stive og kolde, saa forknytter det dem i Embeds-Gierningen.

Dog, som Forslagel er, frygter jeg ikke for, del skal blive anordnet til ufravigelig Rettesnor, frygter ikke for at opleve den Dag, da Samvittigheds-Frihedens majestætiske Værge, det Danske Hjertes høie Fortrolige, Ærligheds og Sandheds prøvede Ven, Kong Frederik den Sjette skulde sige enten til mig eller til Nogen af sine troe og ærlige Præstemænd: du maa herefter ingenlunde forrette Daaben eller Nadveren med de Ord, som lød baade over Mig og dig, da vi døbdes og naar vi knælede ved Herrens Bord, de Ord, du fandt i Alterbogen, da du viedes til Præst, og hvormed du og Biskop Mynster selv hidtil forretlede Sacramenlerne; thi fra nu af taales i hele Danmark intet andet Ord ved Naademidlerne, end det Biskop Mynster har Ibreslaaet og Jeg foreskrevet. Nei, jeg formoder ikke engang al Hr. Biskop Mynster ønskede en saadan Forordning, eller vilde fraraade Majestæten at lade os, som kaldte (let en Samvittigheds-Sag, forrette Sacramenterne som før, 220 efter den gamle Alterbog, og jeg er sikker paa, at hvad Man end vilde indvende, gav Majestæten os det Forlov; men den Preusiske Tragedie viser os, Ulykken kunde være stor nok endda, og en Dansk Oversættelse af dette Sørgespil vilde vist endnu afpresse langt flere Taarer end Originalen.

Dette Sørgespil, hvis Ende er ikke endda, begyndte nemlig ogsaa med en »ny Alterbog« som en Tidlang ei paanødtes Præsterne, men kun de Candidater, som blev Præster; men da Mængden af de ældre Præster, for at vinde Regieringens Gunst, naturligviis efterhaanden lod sig lære at de havde »intet Ansvar« for hvad der var dem foreskrevet, besluttede Man, som sædvanlig, »for en Ordens Skyld,« at tvinge Resten, og nu var det ikke blot Professor Scheibel i Breslau, der heller vilde miste sit Levebrød og vandre i Landflygtighed end giøre Vold paa sin egen og de gamle Lutheraners Samvittighed; men Samvittigheden vaagnede ogsaa hos Professor Guericke i Halle og bestandig hos Flere, baade Læge og Lærde, medens Afsættelser, Fængslinger og Religjons-Forfølgelse blev Dagens Orden. De gammeldags Lutheraner har nu aldeles vendt Stats-Kirken Ryggen, holde Gudstjeneste og nyde Sacramenterne i Smug, medens Statskirken omdøber deres Børn efter sine Formularer, og maa nu enten opløses eller blive en Landeplage.

Her seer Man Følgerne af en ny forordnet Alterbog i det Nittende Aarhundrede, under den Regiering, hvis Statsklogskab og Forsigtighed er vidtberømt, og da nu Sællands berømte og bestemte, kloge og veltalende Biskop ogsaa har faaet det ulykkelige Indfald, at Præsterne har intet Ansvar, selv ved Sacramenterne, for hvad den verdslige Øvrighed foreskriver dem, saa det er kun Trods, naar de vægre sig ved »at fremsige de Ord,« saa tør jeg ikke kalde det umueligt, at den Danske Regiering kunde giøre omtrent samme Misgreb som den Preusiske og angre det for seent, hvis ikke Sagen itide blev frimodig oplyst, Vist nok troer jeg aldrig den Danske Regiering vilde gaae saavidt som den Preusiske, deels fordi den altid har havt et langt mildere Præg, og deels fordi det dog her, Gud skee Lov! ei er Kongen selv, der vil skabe en ny Liturgi; men saa har Folket ogsaa hos os et langt ømmere Hjerte og mattere Udtryk, saa her kunde i det Skjulte være taalt usigelig Smerte og være skedt ubodelig Skade, før Regieringen blev opmærksom paa det sørgelige Misgreb at ville beherske 221 Himmeriges Rige« og fremtvinge Ensformighed i aandelige og hjertelige Ting, hvor Eenheden fattes.

At nu denne Eenhed virkelig fattes, at baade Læge og Lærde hos os er saa langt som mueligt fra at være enige om Christendommen eller om nogen Deel af det virkelige Forhold mellem Gud og Menneske og Tid og Evighed, det har ikke blot et halvt Aarhundredes Pennefeider viist, men det beviser den daglige Erfaring endnu langt klarere og stærkere for Enhver af os, som skjænker Sagen mindste Opmærksomhed, saa vor grændseløse kirkelige Uenighed er en Kjendsgierning, det er latterligt at nægte. Da imidlertid selv Hr. Biskop Mynster, i Anledning af Sognebaandets Løsning, har stræbt at indbilde sig, det er kun om det Uvæsenlige, vi er saa uenige, maa jeg dog spørge saavel Hr. Biskoppen som hans Eftersnakkere, om Hr. Professor Clausen og jeg da ogsaa er grundenige om Christendommen, eller om de troer, at Professor Clausen, efter snart i tyve Aar at have været vor berømteste Præste-Lærer, dog slet ingen Disipler har iblandt Præsterne, eller om det er mig, der staaer ganske alene i Kirken, eller om Nogen af os eller vore Disipler kan ansee den foreslagne ny Alterbog for Andet end et Aag, vi enten standhaftig maae vægre os ved at bære eller maatte dog sukke under og stræbe snarest mueligt at afkaste?

Dog, Hr. Biskop Mynster kan ikke skjule den Uenighed i Tro og Lærdom for sig selv, der er os alle vitterlig, og erklærer derfor selv ved denne Leilighed, at Lærerne maae beholde »Frihed« inden visse ei for snevert bestemte Grændser, og trøster os med, at »Underviisningen, hvilken - skjøndt under Kirkens Tilsyn, hvilket dog stedse i denne Hensigt bør være mildt -- maa og bør være Præsterne overladt.«, Man seer, hvordan Pennen krymper sig under denne ubehagelige Tilstaaelse, at Man ingenlunde maae vente, Præsterne vil lære mere overeensstemmende med den ny end med den gamle Alterbog, og Pennen maa vel krympe sig, thi det er jo en fortvivlet Sag at opgive Lærdommens Eenhed og dog paatvinge Lærerne eens Formularer ved Sacramenterne og Confirmationen. Ja, det er en fortvivlet Sag at sige til Præsterne: lier er en Troes-Bekiendelse, en Daabspagt, en Afløsning, en Erklæring om Christi Fyldestgiørelse for vore Synder og Nærværelse i Nadveren, med endeel Bønner og Tiltaler, som jeg vil haabe stemme dermed overeens, og derfra maae I ikke vige, thi I har intet Ansvar for hvad jer er 222 foreskrevet, men I skal ogsaa have Lov til at fralægge jer Ansvaret for Formularernes Indhold i »Prækener, Bibellæsninger, Skriftetaler, Gravtaler, Confirmations-Taler og selv ved »Barnedaaben,« om I finde det passende, og paa denne Maade har I al den Frihed, I med Rette synes at kunne fordre*).

Det er en fortvivlet Sag, blandt andet, fordi det løber ud paa Selv-Modsigelse baade først og sidst: Selv-Modsigelse hos Præsterne, der fralægge sig alt Ansvar for deres egne højtidelige Fordringer, Erklæringer og Vidnesbyrd, og Selv-Modsigelse hos dem, der betragte disse »Fordringer, Erklæringer og Vidnesbyrd« tildeels i Guds og Herrens Navn, for ubetydelige »Formularer,« Man kan bruge uden at bryde sig om hvad de indeholde, og vil dog tvinge Præsterne til at bruge dem, om de end derved maae giøre nok saamegen Vold paa sig selv, nedværdige sig nok saa dybt baade i deres egne og deres Tilhøreres Øine! Men det er en rædsom fortvivlet Sag, fordi al denne Selv-Modsigelse aabenbar kun vilde tjene til at giøre de paatvungne Formularers Indhold endnu mere forhadt og foragtet, giøre Geistligheden aldeles foragtelig, og Kirken til et Skuespil-Huus, saa kiedsommeligt, at Man rnaatte have et Levebrød for at komme der tiere end Man bares derhen i Svøbet og i Kisten, eller dreves derhen, for ved Confirmationen selv al spille med. Hr. Biskop Mynster har fundet det nødvendigt**) ogsaa i Ritualet at give en Forskrift for de »tomme Kirker,« men troer han da virkelig, de vilde befolkes, naar hveranden Præst udtrykkelig fralagde sig Ansvaret for Daabs-Pagten, for Indstiftelsens Ord ved begge Sacramenter, for Tilsigelsen af Syndsforladelse og alle de Forjættelser, Erklæringer og Anvendelser, der (indes i Formularerne?

Nu, jeg veed det godt, at Tankegangen om alt Kirkeligt er sædvanlig i vore Dage, selv hos lærde og kloge Mænd, saa forvirret, at jeg slet ikke tvivler om, Hr. Biskop Mynster jo selv troer, der skedte baade Christendommen og Statskirken en Tjeneste med, at hans Formularer regelmæssig og ordret blev læst op i alle Landels Kirker, om der saa kun var »to Personer« (bruden Kirkesangeren og Skolebørnene; men derfor vilde jo dog den »Tvetungethed« som Præsters aabenhare Selv-Modsigelse er, og, som Apostelen har bandlyst fra Chrisli Kirke***), * * * 223 ikke bære mindre bedrøvelige Frugter for Stats-Kirken, som enhver nidkiær, ja enhver dygtig og ærekiær Mand maatie skye, naar han hver Søndag skulde modsige sig selv, og ved Confirmationen høitidelig binde sine Lærlinger til hvad han ved sin hele Underviisning havde bekæmpet eller undergravet! Sandelig, om end hverken jeg eller Nogen i Landet troede paa Sacramenterne som virkelige Naademidler, saa maalte vi jo dog dybt foragte enhver Mand som, under den nærværende Oplysning, for et usselt Levebrøds Skyld, vilde spille en saa elendig og forargelig Rolle, og under saadanne Omstændigheder maatte selv vi, som tale fordi vi troe, fortvivle om at virke noget Godt i Statskirken; thi naar alle Formularerne var ufravigelige, vilde vor Prædikens Overensstemmelse med dem kun see ud som en Klogskab, tænkende Mænd maae beflitte sig paa, for ei aabenbar at blive til Spot.

Det nytter ikke, om Nogen vil sige, det Samme er Tilfældet nu, thi del er ikke sandt. Vel har vi nemlig foreskrevne Formularer, og det var meget bedre, vi ingen havde, men de har dog saalænge været opgivne af Regieringen, at hele Folket veed, Man behøver i det Hele slet ikke at følge dem, uden Man selv vil, og hvor en enkelt Undtagelse i de sidste Aar fandt Sted, forøgede det dog vel hverken Præstens Agtelse eller Menighedens Tillid, saa naar Man nu, istedenfor at raade Bod paa den nærværende Mislighed, vil giøre den langl værre, da maa Man ikke beraabe sig paa Fortidens Misgreb.

Men, siger Man, hvorledes raade Bod paa Præsternes religiøse og theologiske Uenighed, der ei lader sig hæve, uden ved at foreskrive Formularer, hvorved »den Lære, Kirken vedkiender sig, sikkres, og Kirkens Eenhed under de uundgaaelige Divergentser vedligeholdes;- men her maa jeg atter spørge: hvilken Kirke? og dertil føie: hvilken Sikkring! hvilken Eenhed! I hvilken Kirke har Hi\ Biskop Myrister fundet de Formularer, han selv har forfattet og hvoraf Een vilde adskille os baade fra den eneste, stedsevarende og den Lutherske Kirke? og sikkres nogen Kirkes Lære derved, at Præsterne, skiøndt de lære derimod, oplæse nogle Formularer, som de har Lov at sige, de har intet Ansvar for? Er ikke Formularerne i saadanne Munde lutter »Gravlaler« eller rettere, som foreskrevne, Gravskrifter over den Tro og Lærdom, do betegne, saa hvis de sikkre dem Noget er det dog kun en aaben Begravelse i Kirken af Kalk og Steen!

Vidste vi derfor ingen anden Udvei til al sikkre dem, der vil 224 blive i Huset »gjort uden Hænder« i den Luthersk-Christelige Kirke, dens Tro og Lærdom, og dem, de levende, troende Mennesker, der (ogsaa efter den Augsburgske Confession) udgiør Kirken, dem er det dog vel, og ei Steenkirkernes eller Alterbogens Orthodoxi, vi vil sikkre, da var det upaatvivlelig langt bedre at lade Alt blive ved det Gamle, end at paatvinge Præsterne en ny forordnet, ufravigelig Alterbog, der aldrig kunde blive saa Luthersk, at jo dens Ord paa spottende Læber blev til Forargelse, og kunde aldrig stadfæstes saa stærk, at den jo snart vilde afløses af en anden ny, forordnet, ufravigelig Alterbog i en ganske anden Stil. At det nemlig blev Hr. Biskop Mynster, der kom til at forberede den ny Alterbog, Hr. Stiftsprovst Clausen krævede som aldeles nødvendig, maae vi jo kalde et sært Tilfælde, lykkeligt eller ulykkeligt, og var de største Daarer, om vi tænkde, at dermed var Sagen afgjort, da Modpartiet jo vilde finde det tusind Gange lettere at afløse Hr. Biskop Mynsters end vor gamle forordnede Alterbog! Vil altsaa vi gammeldags Lutheraner tænke paa at »leve og see gode Dage,« som de kan falde herneden, i den Danske Stats-Kirke, da maae vi hverken selv forkynde vor Død ved at søge Livet i det tommeste Bogstavvæsen under Solen, eller spænde Buen saa høit, at Modpartiets Præster skulde tvinges til en foragtelig Selv-Modsigelse, der, om de ogsaa bekvemmede sig dertil, maatte i høieste Maade pine og forbittre dem; thi da vilde Giengiældelsens Time sikkert slaae, før vi vidste det, og naar vi vaandede os under det utaalelige Aag, Vedkommende svare os: I har jo selv sagt at Præsten har »intet Ansvar« for hvad Alle veed, er ham foreskrevet, og kan ikke forlange meer end Frihed til at fralægge sig Ansvaret og til, inden visse Grændser, at lære efter sin Overbeviisning!

Men der er et »levende Raad« til baade at sikkre de gammeldags Lutheraner hvad der er dem kiært og helligt, og til at vedligeholde Christi Kirkes Eenhed i Danmark, og ei blot det levende Raad, vi maatte gribe til, naar vi i Stats-Kirken skulde nøies med den omgjorte Barne-Daab, som Hr. Biskop Mynster foreslaaer, men ogsaa et Andet, som, naar det kunde vundet Hr. Biskoppens Bifald, vist vilde fundet aabne Øren hos vor Faderlige Regiering, der naturligviis upartisk maa betænke sine Undersaatters Tarv, enten de saa er Lutheraner eller ikke, og det er Samvittigheds-Frihed baade for Læg og Lærd, det er Stadfæstelse saavei af den Liturgiske, som Dogmatiske Frihed, ærlige og dygtige Præster nu slet ikke 225 kan undvære, og Sognebaandets Løsning, saa Alle, om end kun tit med nogen Opoffrelse, kan, ved Confirmationen og Sacramenterne, blive betjent efter deres Tro til Opbyggelse. Det er et »levende Raad,« billigt og retfærdigt, og af os, som har gammel Hævd og Hjemmel paa Stats-Kirken, for Øieblikket endog lidt høimodigt, saa, kunde Noget »under alle Divergentser« og alle Omskiftelser sikkre vore Børn og Børnebørn til de seneste Tider vore Fædres »Evangelium og Sacramenter« i den Danske Stats-Kirke, da maatte det være et saadant mindeligt Forlig, ikke afnødt os i en Trængsels-Stund, men tilbudt, efter kraftigt Forsvar, i en Solskins-Time, som det nu for Lutheranerne i Danmark unægtelig synes at være. Dette er ogsaa langt fra i mindste Maade at stride mod den Augsburgske Confessjon, da det meget mere stemmer fuldelig overeens baade med dens Aand og Bogstav, som vil, at der i Henseende til »Evangeliet og Sacramenterne« slet ingen verdslig Magt elier Tvang maa anvendes; men at Christi Embedsmænd blot skal have Frihed til at rygte deres Ærende og forsvare sig med Ordet, som er Aandens Middel og Aandens Sværd*). Om derfor en saadan, Lutheranerne i vore Dage aldeles nødvendig og hele Folket ønskelig, Frihed vilde behage Mængden af Præsterne, er slet ikke Spørgsmaalel, thi at alle dygtige og nidkiære Præster vilde finde den uskatteerlig er vist, og skulde vore fleste Præster være det Modsatte, da vilde Trangen til Valg være saameget desstørre, saa det er ret sørgeligt at Hr. Biskop Mynster skal være en erklæret Modstander af den kirkelige Frihed, der ene kan redde Statskirken fra at blive en Landeplage. At imidlertid Hr. Biskop Mynster er imod al kirkelig Frihed, saa, efter hans Forslag, kunde en samvittighedsfuld Præst ei røre sig frit selv i de ubetydeligste Ting, blev det min ubehagelige Pligt at oplyse og paatale, tilligemed den Tvang, ingen Luthersk-Christelig Præst, efter min Overbeviisning, maa eller kan underkaste sig.

*
226

Barne-Daaben.

Bag i sin bekiendte Bog »om Catholicisme og Protestantisme« foreslog Hr. Professor Clausen at forandre Daabspagten til en blot historisk Erindring af det Apostoliske Symbolum, og da Hr. Biskop Mynster udtrykkelig beraaber sig paa Hr. Professor Clausens Medhold*), maae vi vist nok ansee Forslagel til en splinterny Barnedaab for et Offer, Hr. Biskoppen troer, vi maae bringe Rationalisterne til godt Forlig. Var det nu ikke Andet end en Tilladelse Hr. Biskoppen vilde udvirke til, naar Man ønskede det, saaledes at døbe Børn, da skulde jeg ikke have det Mindste at indvende, naar kun med det Samme Sognebaandet løstes, saa de, der vilde beholde vor gamle Barnedaab, kunde, naar de havde en nymodens Præst, faae den forrettet af en Anden; men i saa Fald vilde de Rationalistiske Præster neppe finde Offeret værdt at modtage, da Djævle-Forsagelsen ganske imod Professor Clausens Raad, er blevet staaende. Nu derimod skulde jo denne Døbe-Formular være almindelig og ufravigelig, og da er det tilvisse et stort og blodigt Offer Hr. Biskoppen kræver af os, og det er saameget haardere, som Modpartiet, der ikke vandt det Mindste derved, umuelig enten kunde eller vilde takke os for det, saa Forslaget er mig ubegribeligt, med mindre Hr. Biskoppen derved virkelig vilde drive mig og alle Ligesindede ud af Stats-Kirken; thi da vi ikke kunde blive i en Stats-Kirke, hvor det var en tvungen Sag at lade sine Børn døbe, men forbudt at faae Daabs-Pagten oprettet med dem, det har vi saa tit og saa længe erklæret og udviklet, at del umuelig kan være Hr. Biskop Mynster ubekiendt.

Var det nu borgerlig tilladt at udtræde af Stats-Kirken og danne en lille christelig Frikirke, eller foreslog Hr. Biskoppen en saadan Frihed med det Samme, da skulde jeg, for min Person, ikke beklage mig derover, skiøndt jeg maatte finde det gruelig haardt mod Lutheranerne, at de skulde nødes til at gaae ud af Stats-Kirken for at beholde deres Barnedaab; men nu, da en saadan Udtrædelse er strængelig forbudt og Hr. Biskoppen er langt fra al foreslaae nogen ny Frihed, nu maatte hans Forslag jo, naar det blev Lov, enten giør os til de ulykkeligste Mennesker i Verden, eller nøde os til at blive Regieringen * 227 ulydige, og det en Regiering, del er vor Lyst ei blot at vise Lydighed, men inderlig Hengivenhed, Troskab og Kiærlighed! Hvor kunde dog Hr. Biskoppen nænne at giøre et saadant Forslag! Havde han end slet ingen Medlidenhed med mig, Mag. Lindberg og hvem der slutter sig til os, saa burde Hr. Biskoppen dog vist havt Medlidenhed med de sikkert ikke faa Danske Hjerter, der vilde føle sig knuste ved at finde Kirke-Baandet sønderrevet mellem dem og deres Børn, som det jo var, naar de ikke døbdes paa samme Vilkaar og med samme Forsikkring om Gienfødelse og Syndsforladelse!

Nu, for min Person er jeg ganske rolig, thi deels tvivler jeg intet Øieblik om, at jo Majestæten, under alle Omstændigheder, vilde tillade os ældre Præster at døbe fremdeles som hidtil, og var det Modsatte mueligt, da kiendte jeg min Pligt og turde haabe, Gud gav mig Styrke til al opfylde den; men for »de Smaa og de Stille i Landet kan det ikke berolige mig; thi hvad skulde de giøre, naar deres Sognepræst tvang dem til at lade deres Børn døbe med den nymodens Daab? Skulde de, før eller efter, selv døbe deres Børn med den gamle Daab, eller skulde de med sønderknuste Hjerter ønske sig i Jorden, fordi det behagede Hr. Biskop Mynsier at faae den Lutherske Barnedaab afskaffet! Kunde det maaskee trøste dem, at de hørde eller saae, den gamle Døbe-Formular stod ogsaa i Alterbogen, kun ikke til deres Børn. kun til de enkelte Jøder, som vilde lade sig døbe! Maatte denne Trøst ikke synes dem bitter Spot, som »du skal see det, men ikke smage det!«

For deres Skyld maa jeg da spørge Hr. Biskop Mynster: med hvad Ret han tilraader Regieringen at berøve os vor Lutherske Barnedaab?

Giælder det dog ikke i Slats-Kirken, som i hele Staten, at hvem der findes i lovlig Besiddelse af et Arvegods ei maa tvinges til at ombytte det med et Andel, elier er ikke vor gamle Barnedaab, med sin Pagt og Forsikkring om et nyt og evigt Liv, et statskirkeligt Arvegods i vor lovlige Besiddelse, der klarlig gik fra Slægt til Slægt i trehundrede Aar, og hvortil den ringeste døbte Stodder har samme Ret som Kongen af Danmark!

Jeg bestrider ingenlunde Hr. Biskop Mynsters Ret til, paa eget Ansvar, at raade os til el Bylte og forsikkre os, vi tabe Intet derved, men jeg benægter alle Kongers og Keiseres Ret til at berøve os dette aandelige Arvegods, og Ingen, altsaa heller ikke Hr. Biskop Mynster, maa raade Øvrigheden til at giøre Uret, 228 saa det vilde ikke engang være Nok, om Hr. Biskoppen, da han foreslog en splinterny Barnedaab, ogsaa havde foreslaaet Frihed til at opsætte sine Børns Daab til de kunde døbes som Voxne; men nu har han tvertimod foreslaaet daglig Mulkt for hvem der ikke vil lade sine Børn døbe mens de ere smaa*), og hvormed kan han da forsvare et saadant Forslag?

Dette vilde Altsammen giælde ligefuldt, om end veloplyste Christne maatte finde Forskiellen mellem den gamle og den ny Daabs-Formular ubetydelig, eller finde den Ny bedre, thi det er naturligt, siger Herren, at Man ikke strax finder Smag i den ny Viin men siger »den Gamle er bedre,« og har vi Ret til, naar vi vil, at beholde nogen Ting, maa det dog vist være en Barnedaab, der endog giennem tre Aarhundrede blev os paanødt af den verdslige Øvrighed, og som Ingen kan tabe det mindste ved, at vi beholde, da vi slet ikke vil have Andre den paanødt.

Men Hr. Biskop Mynster har ikke engang selv erklæret det for en Ubetydelighed, om vi ved Daaben træde i Pagt med Herren om at forsage Djævelen med alle hans Gierninger og alt hans Væsen, og at troe paa Gudfader og Sønnen og den Helligaand, imod den Forsikkring i Herrens Navn, at vi saa ved Daaben er gienfødt af den Helligaand med Syndsforladelse, og han har endnu mindre paastaaet, at den ny Formular »uden Pagt og Forsikkring« er bedre og christeligere end den Gamle. Hr. Biskoppen har nemlig ikke blot beholdt baade »Pagten og Forsikkringen« ved de Voxnes Daab, og, saavei ved Hjemmedaabs Bekræftelse som ved Confirmationen, udtrykkelig forudsat at Pagten var oprettet med Børnene i Daaben; men selv ved Barnedaaben erklærer han, der er en hellig »Daabs-Pagt« som følgelig skal oprettes ved Daaben**), saa Hr. Biskoppen indvikler sig ved denne Leilighed i den haandgribeligste Selv-Modsigelse.

Saaledes har Hr. Biskoppens egen christelige Følelse gjort Opstand mod hans ulykkelige Indfald at skille Barnedaaben ved Pagten og Forsikkringen, og skiøndt Bevarelsen af begge ved de Voxnes Daab, som intet Barn hos os kan opnaae, bogstavelig var at »tage Brødet fra Børnene,« er det dog vist ogsaa et Vidnesbyrd om, at Hr. Biskoppen selv følde, de maatte ikke skilles fra Daaben; thi ellers vilde den skarpsindige Mand * * 229 lei opdaget, hvor stødende det var, at have to saa høistforskiellige Daabs-Formularer i een Alterbog, der umuelig lod sig forsvare mod Apostelens »een Daab,« som den Augsburgske Confessjon udtrykkelig har vedkiendt sig*).

Hvad der har vildledt Hr. Biskoppen, seer Man for Resten nok, er hans dunkle og vaklende Forestilling om Daaben »efter Christi Indstiftelse« som han har tilfælles med vore ældre Theologer, skiøndt de ikke vovede derefter at giøre nogen Forandring ved Daaben, der saavel efter deres Følelse, som efter den Augsburgske Confessjon, for den Kirkelige Eenheds Skyld, altid maatte forrettes eens. Naar nemlig Hr. Biskop Mynster anfører hvad vi alle maae underskrive, at »kun de af Christus anordnede Ord er nødvendige ved en christelig Daab,« da seer Man strax, han dermed kun mener det Ord »jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Helligaands,« thi om »Forsagelsen ; hedder det kun »den er meget gammel og synes at naae op til det andet Aarhundrede« og om det »Apostoliske Symbolum« at dets Form »vel ikke er den oprindelige, men dog nu i mange Aarhundreder har været vedtaget.« Her er ikke Stedet til at bestride theologiske Anskuelser eller kirkehistoriske Paradoxer, men hvad Man skulde ventet af Hr. Biskoppens Skarpsindighed, var at han havde indseet, der var netop samme Grund til at beholde Pagten selv, som begge Delene, hvoraf den bestaaer, thi det er jo kun som Dele af den Pagt, der fra Arilds-Tid oprettedes ved Barnedaaben, vi har fundet dem i Kirken, saa Man seer, Hr. Biskoppen har i det Øieblik glemt Kirken over Bøgerne og det virkelige Liv over Skyggen deraf. Vel synes det, som Hr. Biskoppen igien har husket dem ved de Voxnes Daab, men det synes dog kun saa, thi i det virkelige Liv er vi jo alle indskrænkede til Barnedaaben.

Her staae vi da atter ved det aldeles Uforsvarlige i Forslaget, som, naar det blev Lov, vilde berøve alle de Børn, der herefter fødes, Stats-Kirkens Daab i sin gamle Skikkelse, den Eneste, der kan være den Oprindelige efter Christi Indstiftelse, og paalægge os Præster, hvad der strider mod vort Ordinations-Løfte, al forrette Daaben i en Skikkelse, som, da den er splinterny, umuelig kan være efter Christi Indstiftelse.

Til at retfærdiggiøre et saadant Forslag vilde aabenbar slet ingen Grunde forslaae, og, som om Hr. Biskoppen selv følde * 230 det, har han heller slet ingen Grunde anført; thi hvor Spørgsmaalet er om at foreskrive Præsterne en Daabs-Formular, de ikke kan bruge uden at bryde deres Præsteløfte, og udelukke alle vore Efterkommere fra Kirkens Arilds-Daab, der kan det dog vel ikke kaldes en »Grund« at det, efter Hr. Biskoppens Følelse, »unægtelig har noget Stødende at henvende saamange Spørgsmaal til det spæde Barn.« For min og Fleres Følelse har i det mindste denne lette Bemærkning, der mere ligner en utidig Spas end en alvorlig Indvending, noget saa Stødende, at om den ny Formular ogsaa ellers forekom mig taalelig, maatte jeg dog protesteret mod enhver Forandring ved den hellige Daab paa saa tom en Grund, hvortil ei skal svares andet, end at kunde det spæde Barn kun først rigtig fatte det eneste Spørgsmaal, Hr. Biskoppen vil have beholdt, og som jeg i den ny Sammenhæng ei tør sige, jeg forstaaer, da vilde del sikkert gaae glat med Resten. Hvad de Engelske Bisper i det Syttende Aarhundrede har vovet, vedkommer egenlig slet ikke os, men siden Hr. Biskoppen bemærker, at de ved Barnedaaben har dreiet Spørgsmaalene fra Barnet til Gudmoderen, hvad han finder, har »noget Koldt,« da maa jeg bemærke, at vel er det meget sandt, men dog er den Engelske Forandring ei nær saa kold eller uforsvarlig, som den, Hr. Biskoppen foreslaaer, thi deels oprettes dog Daabs-Pagten med Kirkens Ord, og deels staaer det hvert Medlem af den Engelske Stals-Kirke frit for at opsætte sine Børns Daab, til de kan døbes som Voxne, medens vi derimod med daglig Mulkt skal tvinges til at lade vores døbe som Spæde.

Enhver seer nu let, at dette giør en mærkelig Forskiel, saa Hr. Biskop Mynsters Forslag er langt utaaleligere end de Engelske Bispers Fif; men dermed vil jeg paa ingen Maade undskylde det; thi troede de høie Herrer »med Giendøberne,« al Barnedaaben var ugyldig, da maatte de ikke narre Folket med den, men skulde erklæret at de hverken kunde eller vilde forrette den, men Sagen var, som deres i øvrigt selvgjorte Formular ogsaa viser, at de troede ikke paa Daaben som en virkelig Indgang i det Guds Rige, der er »Retfærdighed, Fred og Glæde i den Helligaand,« og brød sig derfor i Grunden kun lidt om, hvordan den forrettedes, naar kun Skinnet bevaredes. Denne Betragtning af Daaben som en blot Kirkeskik, der vel, som befalet af Herren selv, maa beholdes ved Optagelsen i Samfundet, men har lidet eller intet med den egenlige »Gienfødelse og Syndsforladelse« at giøre, har nemlig længe saavel i 231 England som i Tydskland været den Herskende, indtil nu Oxforderne begynde seierrig at bekæmpe den, og havde den været uden al Indflydelse paa Hr. Biskop Mynster, vilde han neppe foreslaaet os en saadan forskaaret Barnedaab; men den Augsburgske Confessjon henfører udtrykkelig »Gienfødelsen« til Daaben*), saa ogsaa derfor har vi den fuldeste Ret til at beholde Forsikkringen derom ved vore Børns Daab, og at denne Forsikkring ei kan gives, hvor ingen Pagt oprettes, har sikkert Hr. Biskoppen selv følt, og derfor afskaaret den med, skiøndt deri ingen »Spørgsmaal« er til de Spæde.

Men kan nu ikke Hr. Prof. Clausen og hans Disipler med samme Ret sige, at netop denne Forsikkring om »Gienfødelse og Syndsforladelse« i Daaben kan de ikke udstaae, og Daabs-Pagten kan de, efter deres Overbeviisning hverken selv indgaae eller afkræve Andre?

Vel ikke med samme Ret, men dog, efter min Overbeviisning, med Rette, kun maae de nøies med Frihed til selv at følge deres Overbeviisning og ei ville paanøde enten Lærd eller Læg af os en Daabs-Formular, som netop, naar den er efter deres Hoved, umuelig kan være efter vores Hjerte og ligesaa umuelig efter Christi Anordning. Al Tvang ved Daaben maae vi erklære for uchristelig, men Tvang fra vore Lutherske Fædres, vor egen og den hellige, almindelige, Kirkes Daab maae vi erklære for utaalelig og paastaae vor soleklare Ret til at forplante den uforvansket og uforandret!

Confirmationen.

Confirmationen er hos os saa ganske en blot Kirke-Skik, og er saa langt fra at være enten noget heelt eller halvt Naademiddel, at den først 1736 er skabt ved en af Kong Christian den Sjettes Forordninger, og den eneste reen kirkelige og christelige Synspunkt, hvorfra denne os paatvungne Kirkeskik kan betragtes, er da, at der ikke ved den lægges en Steen paa de Christnes Hjerte og et Aag paa deres Samvittighed. Hvad Staten kræver af dem. der skal confirmeres, kan altsaa, christelig talt, være os ligegyldigt, naar vore Børn kun ikke * 232 derved berøves den hellige Nadver paa den Tid, vi troe dem skikkede og de føle sig trængende dertil, og hvorledes Statskirkens Præster forrette denne i sig selv ligegyldige Handling, vedkommer ikke os, naar vore Børn kun ikke derved tvinges til Noget, vi finde stridende mod Christendommen.

Dengang nu Confirmationen anordnedes, var ingen af Delene Tilfældet, thi deels udelukdes de Uconfirmerede derved ikke strængt fra Nadveren, deels krævedes ei meer til Confirmation end Luthers Catechismus, som christelige Forældre alligevel indpræntede deres Børn, før de tog dem med til Herrens Bord, og endelig var det en fri Sag hos hvilken af Stats-Kirkens Præster, Man vilde lade sine Børn gaae »til Læsning,« og derfor fandt denne Nyhed, der aldrig i Holsten eller noget andet Luihersk Rige er blevet almindelig, hos os føielige Danske ingen Modsigelse.

Tiderne har imidlertid siden mærkelig forandret sig, og Confirmationen er blevet Noget af det mest Trykkende for christelige Forældre, da der paa den ene Side fordres Udenads-Læsning, Skrivning, Regning og Vaccination for at komme til Alters, og paa den anden Side nødes Alle udenfor Kiøbenhavn til at lade deres Børn undervise om Religion og Christendom af deres Sognepræst, hvordan saa end hans religiøse Anskuelser, moralske Grundsætninger og Opførsel maatte være. Begge Dele er af det Slags, at vil den verdslige Øvrighed beholde de gammeldags Christne i Stats-Kirken, maa den endelig baade tillade Altergang uden Confirmation, og lade det blive en fri Sag igien, hvilken Præsi Man vil betroe sine Børn, baade Piger og Drenge, til privat Underviisning i Religion og Moral, hvad for alle ædle og betænksomme Forældre aabenbar er en Samvittigheds-Sag.

Læser Man imidlertid Hr. Biskop Mynsters Forslag til et nyt Ritual, da seer Man, det giør Confirmationen endnu mere byrdefuld baade for Præster og Forældre end den allerede er, uden i mindste Maade at formilde Samvittigheds-Tvangen, skiøndt der ved denne, christelig talt, aldeles ligegyldige Kirke-Skik, havde været den skiønneste Leilighed til, om mueligt, at vinde Alle for den ny Skikkelse, han vil give Stats-Kirken.

Vist nok finde vi det Præsten tilladt at meddele en »Confirmand,« som førend Confirmationen bliver farlig syg, Nadveren, men deels har det altid været tilladt, og deels forslaaer det jo ingenlunde nu, da Mangelen af en Døbe- eller 233 Vaccinations-Attest kan, jeg veed ikke hvorlænge, opholde Confirmationen, og mangt et Barn kan seent eller aldrig være istand til at fyldestgiøre vedkommende Skole-Commissions Fordringer, som dog visselig ikke maatte raade for, om vore Børn skulde have Adgang til Herrens Bord.

Den eneste Lettelse, der foreslaaes, skal da være den, at hvor der er flere Præster ansatte ved Kirken, kunne de (Børnene) anmelde sig hos hvilken af disse, de ville, og at »hvor ingen Misbrug er at befrygte,« bør Præsterne heller ikke nægte deres Samtykke til, at Børn af deres Sogn maa blive confirmeret i et andet Sogn i Nærheden, naar Barnet eller dets Forældre maatte have Grund til at ønske det. Nægter vedkommende Præst sit Samtykke, kunne Forældre eller Værge desangaaende henvende sig til Biskoppen, som, efter indhentet Erldæring fra Præsten og Provsten, kan meddele Tilladelse til at Barnet confirmeres af uvedkommende Præst. Men finder Biskoppen det tvivlsomt, om en saadan Tilladelse bør meddeles, da andrager han Sagen for det Kongelig Danske Cancelli*).

Her seer Man alt det Hensyn Hr. Biskop Mynster i denne rædsom forvirrede Tid vil tage paa den gruelige Samvittigheds-Tvang, han selv i Folkeraadet indrømmede fandt Sted ved Con firmationen sogneviis, og det er, efter mine Tanker, mindre end Intel, fordi det er Intet og vil dog synes at være Noget.

Saavidt jeg veed, er der nemlig for Øieblikket intet Lovbud imod at confirmere Børn fra fremmede Sogne, og intet Lovbud, der giver vedkommende Sognepræst Ret til at nægte sin Tilladelse, saa i ethvert Tilfælde, der syndes en christelig Præst at kræve det, kunde han, uden at overtræde Lovene, giøre en Undtagelse fra hvad der mere var Skik og Brug end fast Regel, men naar delte Forslag blev Lov, da blev Sognebaandet ved Confirmationen, hvad det hidtil neppe var, lovfast, og det beroede i Regelen paa Sognepræsten selv, om han fandt, der var Grund til at vrage hans Underviisning; thi det vilde naturligviis kun være en sjelden Undtagelse, at Bisp eller Cancelli, efter langt Omsvøb, aftvang en Præst Tilladelsen.

Er det ikke dog forskrækkeligt, at en Mand som Hr. Biskop Mynster, der har havt og har daglig den bedste Leilighed ti! at kiende, hvor himmelvidt forskiellige vor Stats-Kirkes * 234 Præster er baade i Tro og Lære, i Varme og Underviisnings-Gaver, og i Liv og Levnet, dog ikke lager anderledes Deel i det gruelige Aag der paalægges christelige Forældre, som skal sende deres Børn, baade Piger og Drenge, til privat Underviisning i Religion, Moral og Christendom til deres Sognepræst, han være saa hvad Mand han vil, han befæste eller nedrive hvad Forældrene har opbygget, han opelske eller, om mueligt, oprykke med Rod hvad de har plantet, deres Taarer har vandet og Gud hidtil givet Vext! Er det ikke dog forskrækkeligt, siger jeg endnu engang, at naar det under disse Omstændighederoverdrages til Hr. Biskop Mynster ene og alene al foreslaae et nyt Ritual, han da ingen anden Trøst vil give de bekymrede Forældre, end at naar Sognepræsten, de vil undgaae, selv finder, der er Grund og ingen Misbrug at befrygte, da bør han ikke nægte Tilladelsen, og, giør han det alligevel (som han jo desvissere giør, jo slettere han er), da er det endnu mueligt, at Biskoppen eller Cancelliet, efter alle muelige Erklæringers Indhentning, kan tillade Forældre at lade deres Børn berede til Confirmation hos en Præst, de har Agtelse for og Tillid til! Vil Hr. Biskop Mynster da slet ikke vide det, al der er usigelig meget, der kan giøre Forældre det pinligt og egenlig moralsk umueligi at sende Sognepræsten deres Sønner og Døttre til en saadan Underviisning, men som ei engang kan sættes paa Papiret, end sige saaledes oplyses, at Bisp eller Cancelli kan tvinge en Præst til hvad han kalder en stor Fornærmelse eller en uforskyldt Beskæmmelse!

Og hvad er det nu for en »befrygtet Misbru der skal være større og farligere end Samvittigheds-Tvangen, og hvilke er »Grundene« der enten af Præst, Bisp eller Cancelli skal kiendes gyldige?

Herom tier Lov-Forslaget ganske og aabner derved Døren for al muelig Vilkaarlighed, men Man kan jo ingen Misbrug nævne, uden at en Sognepræst giør sig skyldig deri, og hvorfor vil Man dog ikke indsee, at Man kun giør Ondt værre ved at binde et heelt Sogns Børn udelukkende til den Præst, der blot for at drille sin Nabo eller af andre nederdrægtige Grunde vilde kapre Confirmander fra ham, og hvad anden Grund maa Man dog forlange af Forældre, som ønske deres Børn underviste og confirmerede af en anden Sognepræst, end at de har mere Høiagtelse for ham eller mere Tillid til ham, og hvilken Usling af en Præst maa det ikke være som heri modsætter sig Forældrenes Ønske.

235

Lægge vi nu hertil, at den Kongelige Commissarius nys erklærede i Folkeraadet, at naar Forældre bad om den Tilladelse (som de aldrig burde behøve) paa Grund af at deres Sognepræst var heterodox, da vilde den rimeligviis blive afslaaet, da see vi klart, hvorvidt christelige Forældres Aag vilde lettes ved det ny Ritual, der viser dem til den Præst, de vil undgaae, til en Bisp, der maaskee kun giver dem Utak for deres Pietisten, og til Cancelliet, som, naar de anføre den sande, for Gud og Mennesker gyldige, Grund, rimeligviis vil svare: herved er Intet at giøre!

Her maa jeg dog nødvendig spørge Hr. Biskop Mynster, om det er hans Ønske, at alle de Forældre, som ikke har Raad eller Leilighed til at sende deres Børn ud af Sognet eller Raad og Lykke til at faae en Cancelli-Bevilling, skal være aldeles ligegyldige ved, hvordan den Præst lærer og lever, taler eller vrævler, hvem de betroe deres Børns moralske og religiøse Dannelse i den farligste Alder, og det, skiøndt han, blandt Andet, veed, at Hr. Professor Clausen maa have mange Disipler mellem Præsterne, som det var stor Synd at forlange, Lutherske Forældre skulde lade forklare deres Børn Luthers Catechismus, og skiøndt han selv bemærker, at Præsterne især ved Confirmandernes Underviisning har al den Frihed de med Rette synes at kunne fordre!

Jeg veed det meget godt, og mindes daglig derom, at lærde Mænd og selv Geisllige, jeg mindst havde ventet det af, tænke heel papistisk om »Almuens Christendom,« som Noget, der egenlig kun bestaaer i, at de gaaer flittig i Kirke og kalde Præsten »Fader,« hvordan han saa er, er ham til Villie i alle Maader, og lever hvad han kalder christelig, uden at vove sig til at bedømme, om det ogsaa stemmer overeens med den Christne Tro; men at Hr. Biskop Mynster ogsaa hældede til den Side, har jeg været seen til at troe, og jeg kan endnu ikke begribe Mueligheden deraf, men kari ligesaalidt anderledes forklare mig hans Modbydelighed for Sognebaandets Løsning selv ved Coufirmationen, hvor han dog selv tilstaaer, hverken Alterbog eller Ritual kan eller skal berøve Præsten Ivans Frihed til at tale som han tænker og troer. Hvad der i denne Henseende forblinder Hr. Biskoppen, er imidlertid vel den Fordom, at Man intet Ansvar har for hvad der er En foreskrevet; thi havde vi Præster intet Ansvar for hvad vi kalde den Christne Tro, og hvad vi forsikkre om Naademidlerne, naar det kun stod i den forordnede Alterbog, da 236 havde naturligviis Forældre heller intet Ansvar for hvad de lod Præsten sige til deres Børn, naar der kun er et Reskript for, de skal betroe dem til ham; men jeg er vis paa, vor Herre Christus tænker ganske anderledes, og vil, naar vi mødes for Hans Domstol, kræve os strængt til Regnskab for vort Ord om Ham, enten det saa stod i Alterbogen eller ikke, og kræve Bonden saavelsom Biskoppen til Regnskab for sin Tro og for sin Deelagtighed i de Smaaes Forargelse, der troede paa Ham, og derfor maa jeg stemme for al muelig Frihed i Samvittigheds og Saligheds Sager, skiøndt jeg derved, desværre, maa stemme tvertimod Hr. Biskop Mynster.

Dog, for Intet at undlade, vil jeg endnu engang bede baade Hr. Biskoppen og alle de Geistlige i vor Stats-Kirke, der vil giøre Menigmand umyndig i deres egen Saligheds-Sag, dog sce sig om i det virkelige Liv, betragte det sædvanlige Forhold mellem Almuen og Sognepræsterne, i det Mindste her paa Øerne, og dog vaagne af den søde Drøm, at det er en himmelsk Idyl, der ei maa forstyrres ved selvklog Reflexion! De vilde da snart opdage, at paa de faa gammeldags Lutheraner nær, har Alle forladt dem, Mængden skyer Kirken som noget andet Ondt, og hvor de »gudelige Forsamlinger« opliver Kirkegangen en Smule, synke Præsterne endnu dybere i Almuens Øine, og nu skulde det være klogt og betimeligt, om det end ellers var tilladeligt, at stramme det Sognebaand, der, naar det ingen Lænke skal være, forudsætter ganske andre Tider og Omstændigheder, og en ganske anden Tankegang saavel om Præst og Kirke som om Tid og Evighed. Vil Man da endelig blive ved at stramme, hvad der burde løses heller idag end imorgen, til det brister overmorgen, som det jo nødvendig maa; blive ved med Flid at nære hos Almuen den Ligegyldighed for Himlen paa den ene, og den Mistro til Præsterne paa den anden Side, som har frembragt det sørgelige Forhold, og maae, jo meer de voxe, giøre Ondt værre! Naar Man saa med den ligesaa unaturlige som uchristelige Tvang har drevet de Lutheraner ud af Stats-Kirken, der ikke kan finde sig i at modtage Sacramenterne af hvilkensomhelst Præst, eller betroe ham deres Børns Sjæle, og har bestyrket de gudelige Forsamlings-Folk i deres Ringeagt for Geistlighed og Sacramenter, saa de aabenbar vende Stats-Kirken Ryggen; hvad vil Man saa giøre med Slumpen, der aldrig tænker enten paa Præst eller Kirke uden for Tiendens og Offerets Skyld? Troer Man virkelig med nye Alterbøger 237 og Ritualer, det ene stivere, strammere og dødere end det Andet, af Disse at kunne skabe Stats-Geistligheden et nyt Kirke-Legeme efter sit Hjerte! Gud! hvad nytter dog Øine, naar Man stirrer sig blind paa Bøgerne og overseer Livet!

Vende vi nu Øiet til Formularerne ved Confirmationen, da opdage vi strax nogle Smaa-Mærkværdigheder, som vi vil tage med underveis, skiøndt hvad vi maae dvæle ved, er det forfærdelige og fordærvelige Aag, som derved paalægges alle Sognepræster og en stor Deel af Folket.

Det Første vi bemærke, er, at er end Hr. Biskop Mynster saa stor en Hader af dobbelte Formularer, at han ikke engang vilde giøre en Undtagelse ved Barnedaaben, hvor de dog, naar han vilde foreslaae en Splinterny, var aldeles nødvendige, saa har han dog gjort en Undtagelse ved Confirmationen, hvor Formularen kan være de Christne ganske ligegyldig, naar den kun intet Uchristeligt indeholder.

Man skulde nu tænke, Hr. Biskoppen havde bragt Rationalismen dette Offer, saa den ene Formular var for os, og den Anden for dem, der ikke vil have mere end høist nødvendigt med Christus at giøre; men det er langtfra, thi begge Formularer knytte sig paa det Fasteste til Daabs-Pagten, saa ved Confirmationen har Hr. Biskoppen aabenbar reent glemt, at der efter hans Forslag ingen Pagt skulde oprettes ved Barnedaaben, thi her forudsætter han aabenbar det Modsatte, baade ved Spørgsmaalet »stadfæster du denne din Daabspagt« og udtrykkelig i Bønnen, som begynder saaledes »For dit Aasyn, alvidende Gud! er da nu det hellige Løfte gientaget, som har i Daaben været aflagt paa vore Vegne.« Begge Dele glæde mig naturligviis som Vidnesbyrd om, at det er ingenlunde Pagten, Hr. Biskop Mynster vil være kvit, og om den Daabs-Formular til os, som lader Pagten staae ved sit Værd, siger jeg, gid han ikke komme den ihu evindelig mere! men naar jeg tænker paa, hvor mangfoldige baade Præster og Børn i Skiels-Alder der vitterlig fattes den Tro, hvorom Pagten dreier sig, da maa jeg lægge baade Hr. Biskop Mynster og vor Faderlige Regiering det saa nær, jeg kan, at det er ligesaa fordærveligt, som uforsvarligt at aftvinge dem en højtidelig Bekiendelse af den Tro, de hverken har eller vil have.

Jeg omtalde før det utaalelige Aag, det er for christelige Forældre at skulle lade deres Børn under vise om Christendom af Præster, som bestride og vel ei sjelden spase med deres Fædres Tro 238 og Gudsfrygt; men hvem tør nægte, at det samme Aag hviler paa de vantroe Forældre, som maae sende deres Børn til orthodoxe Præster, saa naar de føle det mindre, kommer det kun af, at de sjelden tænker alvorlig paa saadanne Ting, og at; at vore orthodoxe Præster ligesaa sjelden har synderligt Liv. Dette giensidige Plageri kan og bør hæves ved at frigive Confirmationen, saa Enhver, som bryder sig om det, kan søge den Præst, der huer ham, men naar der nu skulde paatvinges Alle en saa christelig Confirmations-Formular, som Daabs-Pagten er, da hjalp ingen anden Frigivelse i denne Henseende, thi de Præster som vitterlig fattes den tilsvarende Tro spændtes grueligere paa Pinebænken hver Confirmations-Søndag, jo ærligere og alvorligere de var, og de Unge i Hobetal nødtes til høitidelig at indtræde i Skiels-Alderen med en vitterlig Løgn, det sorteste Varsel for Fremtids-Banen, Man vel kan tænke sig. Saa utaalelig derfor som Christne maae finde mange Præsters selvtagne Frihed ved Confirmationen, saalænge de er bundne til dem, saa ønskelig maa deres lovlige Frihed være os, naar vi er frie for dem, og derfor skulde aabenbar den Frihed, de især ved Confirmationen har taget sig, langtfra at berøves dem, stadfæstes, og kun, ved Sognebaandets Løsning, giøres forligelig med vores. Allerbedst var det vist nok, naar den befalede Connrmation reent ophørde at være en kirkelig Handling, og blev en Religionen aldeles uvedkommende Skolesag, men da det vel for det Første slet ikke er at vente, maa den dog endelig blive saa fri, som mueligt, thi naar Man afkræver Alle i Skiels-Alderen en Troes-Bekiendelse, der hos de Færreste kan være ærlig meent, da er Samvittigheds-Tvangen hos os større end hos Papisterne, og vi maae da ikke klage over Upaalideligheden af de helligste Løfter, som vi selv opelske og stræbe at hellige.

I Sammenligning hermed er det vel neppe værdt at nævne alle de smaalige Bestemmelser, Hr. Biskop Mynster foreslaaer om Confirmations-Alderen og Tiderne og Dagene og Klokkeslettet og Opstillingen, som om det Altsammen var en Saligheds-Sag, thi det er kun kiedsommeligt og udvortes byrdefuldt; men mig synes dog, det er forskrækkeligt, at ikke engang en Mand som Hr. Biskop Mynster endnu har indseet, at Man med altSaadant kun bebyrder, ærgrer og forbittrer de alvorlige, redelige og dygtige Præster, som Man vel maa betroe det Største, men vil ikke betroe det Mindste, og at derimod de Letsindige, Uorden lige og Slette, som 239 Man dermed vilde binde, kun lee ad det! Man kan saaledes godt ærgre og pine en samvittighedsfuld Præst ved at befale ham ikke at confirmere Nogen, som han ei har underviist fulde fire Maaneder, to Gange ugenlig, men den Slette og Letsindige hindrer Man derved hverken fra at lyve, at jage Confirmanderne til sig og lade dem gaae som de kom, eller at afjaske Alt fra Begyndelsen til Enden. Jo længer Man ved saadanne stødende, krænkende, byrdefulde og tit latterlige Ordens-Forskrifter vil pine og plage de alvorlige, samvittighedsfulde og dygtige Præster, saa de ikke kan røre sig uden at overtræde Loven, des færre faaer Man naturligviis af det Slags Embedsmænd, og anstrænger da forgiæves sin Skarpsindighed, for ved end mere nøiagtige Instruxer at afrette det Slette, som med desbedre Samvittighed tilsidesætte alle Regler, jo umueligere det er at følge dem nøiagtig.

Hvad enten for Resten Hr. Biskoppen har glemt de Kiøbenhavnske Confirmationer med deres særegne Præg og Bestemmelser, eller han ogsaa vil have Underviisnings-Tiden der fordobblet til fire Maaneder og to Gange ugenlig, har jeg ikke kunnet opdage, men vil haabe, der itide hæve sig saamange Præste-Stemmer mod den hele Confirmations-Codex, at den under alle Omstændigheder falder bort af sig selv; og naar den kun ikke skal følges, kan den være morsom nok at betragte som en fortvivlet, vi vil haabe den sidste Prøve paa midt i vor Stats-Kirkes babyloniske Forvirring, dog i nogle af de mest ligegyldigeTing at bringe stræng Eensformighed tilveie. Man skulde dog virkelig synes, alt Kirkeligt var dødt nok hos os, at Man ikke, ved en Eensformighed og arithmetisk Nøiagtighed, som Livet aldrig taaler, skulde ogsaa afsjæle Confirmationen, som, saavidt jeg har kunnet mærke, er det Eneste, hvori alle Præster, som der var det Mindste ved, dog fandt nogen Glæde, og hele Ungdommen, der ei var reent forstokket, dog fandt lidt Opbyggelse, og Begge meer, jo friere det Hele var. Er det ikke ligesaa latterligt, som det er sørgeligt, at Præsten vel paa eget Ansvar kan antage og afvise, undervise og behandle Confirmanderne som han synes, men maa ikke selv raade for, hvordan de skal opstilles, hvortit han vil stævne dem til sig og hvad Klokkesiet han vil begynde Overhøringen, end sige da, om han vil holde Confirmation to Gange om Aaret, hvor det ei har været stadig Skik siden 1736, end sige da raade for, om han vil confirmere et Barn, der fattes 32 Dage i 14, siger og skriver fjorten, Aar, 240 skiøndt vor Herre selv dog kun var tolv Aar gammel, da han lod sig overhøre af de Skriftkloge! Har vi dog ikke Nok af alle saadanne ligesaa grundløse som aandsfortærende Indskrænkninger i det daglige Liv, at vi ikke ogsaa skulde forplante dem ind i Herrens Huus, saa Adgangen til Hans Bord skal paa den vilkaarligste Maade beregnes efter Maaneder og Dage, og hans Embedsmænd ei kunne giøre et Skridt i deres mest personlige Virksomhed, uden at forespørge sig hos Superintendenten og Cancelliet, der næsten aldrig kan vide nær saa god Besked om Sagen som de, og tit vil behandle og afgiøre den aldeles mechanisk! Hvad vil Man dog med en Stats-Kirke, naar den kun skal virke som en verdslig Politi-Anstalt, der er tusind Gange lettere at handtere i sin eiendommelige Skikkelse! Hvad tænker Man dog, enten Daab, Nadver eller Confirmation skulde udrette, naar de ei er fri? hvad venter Man af a andelige Midler, der sættes mekanisk i Bevægelse og underkastes aandsfortærende Control! De Dage er jo dog alt længe forbi, da Man kunde kyse Livet af Folk med Helvede eller slaae dem til Jorden med en Bispehue; hvortil da de ligesaa kiedsommelige som kostbare Kirke-Skuespil, der visselig hverken var i Luthers Aand, eller kom i hans Tanker uden som Papisten, der skulde udfeies!

Nadveren.

Har Luther kaldt Daaben i vore Statskirker et Saar, Man ei kunde røre ved, da er Nadveren det endnu i langt høiere Grad, thi ligesom vi har seet, den verdslige Øvrighed paatog sig at bestemme, naar og under hvilke Betingelser Folk maa stædes til Herrens Bord, saaledes har den ogsaa taget sig den Frihed at bestemme, hvem Herrens Tjenere skal tage til Bords, hvor dog Alt er aandelig at nyde og forstaae, saa de, der ikke er værdige Giæster i Hjertekienderens Øine, maatte for deres egen Skyld ønske, de var langt borte. Vilde nu endelig den verdslige Øvrighed bestemme, hvad vi maae eller ikke maae sige til Giæsterne i »Herrens Navn,« da tiltog den sig endnu meget mere Myndighed i Herrens Huus end Paven, der dog lod Ordet blive ved det Gamle, og da maatte vi nødvendig protestere, om ikke Herrens Bord skal blive aldeles 241 foragteligt, som en kummerlig Bespiisning efter et verdsligt Fattig-Reglernent; saa det er forskrækkeligt, at Hr. Biskop Mynster ogsaa vil have det Danske Cancelli til at afgiøre, om vi med god Samvittighed kan beholde eller skal forkaste det Ord »sande,« som hos os. Man veed ei hvorlænge, har været brugt ved Uddelingen af hvad vi, paa Aandens Sprog, kalde »Herrens Legeme og Blod.« At nemlig Hr. Biskop Mynster er af den Formening, at dette Ord ikke burde være optaget og bør nu forkastes, det seer jeg nok, og at han stræber at overbevise sine Medtjenere i Ordet om det Samme, derimod er Intet at indvende; men naar han ved Hjelp af det Danske Cancelli og den verdslige Magt vil tvinge alle Christi Embedsmænd i Landet til at være enige med sig, eller dog til, trods deres modsatte Overbeviisning, maaskee trods Giæsternes store Forargelse, at udelade Ordet »sande,« da forvexler han saa aldeles Christi og Kongens Rige, christelig og kongelig Tjeneste, med hinanden, at jeg paa det Kraftigste maa protestere; thi vel raader Kongen af Danmark enevældig for hvad Han vil taale i sin Stats-Kirke, men vil Han have Christi Kirke til at være og virke i den, da maa Han, som Kong Christian den Tredie bemærkede, lade den virke frit og uafhængig af sig ved Evangelium og Sacramenter. Naar derfor Hr. Biskop Mynster eller nogen Anden af Christi Tjenere vil med verdslig Magt paatvinge eller fravriste os noget Ord ved Sacramenterne, da turde jeg, for Principets Skyld ikke give efter, om jeg end ellers var af hans Mening; thi havde den verdslige Magt Ret til at forandre eller forskyde et eneste Ord ved Christi Sacramenter, da havde den Ret over dern Alle.

Men, siger Hr. Biskop Mynster, »jeg har oplyst, at dette Ord først er opkommet længe efter Reformationen, og skiøndt det vist nok stemmer overeens med vor Kirkes Symboliske Bøger, kan jeg dog ikke nægte dern Ret, der have bemærket, at Tilføielsen af dette Ord strider mod den Forpligtelse, Præsterne indgaae ved Ordinationen, »at forrette og uddele de tvende høiværdige Sacramenter aldeles efter Christi egen Indstiftelses Maade.« Upaatvivlelig vil Man gaae rettest ved at holde sig til Christi egne Ord.«

Godt, men giør det Sagen klar, naar Spørgsmaalet er om et »verdsligt Forbud« imod at bruge hvad Hr. Biskoppen selv tilstaaer, stemmer overeens med Stats-Kirkens Symboliske Bøger, og hvad der, som jeg vil lægge til, staaer i den 242 Augsburgske Confessjon, thi der er det jo Lutheranernes Bekiendelse, at Christi Legeme og Blod er »sandelig« tilstæde*)? Stred det nu desuagtet mod Ordinations-Vilkaaret efter det samme Christian den Femtes Ritual, som befaler Ordets almindelige Brug, saa var det en Selv-Modsigelse, der maatte hæves, ikke ved at forbyde det i den Augsburgske Confessjon hjemlede Ord, men ved at forandre den Danske StatsKirkes Ordinations-Vilkaar, thi for det Sidste raadte Kongen af Danmark, for det Andet, efter Kongeloven, ikke. Dog, her behøves ingen Forandring, thi tør Hr. Biskop Mynster end »ikke nægte« denne Strid, da tør jeg, og vil see paa den, der kan godtgiøre, at en Saadan findes. Havde vi i »Indstiftelsens Ord« indskudt Noget efter eget Tykke, det skulde vi vist nok forskyde, saasnart det oplystes, Irvad enten saa den Danske Stats-Kirke havde forpligtet os dertil eller ikke, men Tiltalen til Giæsterne om hvad de nyde, er jo ikke Christi men hans Tjeneres Ord, og der giælder det kun om at Tjeneren er sikker paa, han har truffet sin Herres Mening, og er han sikker paa det, kan han umuelig af verdslige Grunde frafalde Udtrykket. Nu er jeg ganske sikker paa, at de Lutherske Præster traf vor Herres Mening, da de, i Modsætning til dem, der vrævlede, som om Herrens Legeme baade var tilstæde og var det ikke, udtrykde deres Sikkerhed paa den virkelige Nærværelse med Ordet »sande,« som Vrævlerne skyede, og hvorved Intet kunde voves, da det kun var en »Bekræftelse,« der intet lagde til men fastholdt kun hvad der var. Hvad der forvisser mig om, at de traf Herrens Mening, er imidlertid ikke blot den Betænkning, at hvad »Sandhed« giver, maa altid være »det Sande« og intet Skin, ei heller blot, at vi læse hos Johannes, at Herren brugde selv en Bekræftelse, da Han talde om disse Ting og sagde: mit Kiød er sandelig Mad og mit Blod er sandelig Drikke**); men tillige fordi det fra Arilds-Tid var Kirke-Skik, som endnu i den Romerske Menighed, at naar Præsterne ved Uddelingen sagde »det er Christi Legeme,« svarede Menigheden »Amen,« sagde de Lutherske Præster har blot paataget sig at svare Amen for Menigheden, til den selv igien kom til Orde, hvad ei er at laste men at rose dem for.

Men vil jeg da paastaae, at alle Præster i den Danske * * 243 Stats-Kirke skulde paa ny tvinges til at optage det Ord, Mange af dem længe have udeladt?

Nei, det være langt fra, heller vilde jeg bede alle dem, der ønske det, fritagne for at sige Nogetsomhelst hvad de ikke selv troe, thi baade Herren og Bordet vanæres kun ved tvungen Bekiendelse; men jeg paastaaer Frihed til selv fremdeles at sige hvad jeg troer og fryder mig ved at bevidne, og jeg opmuntrer alle mine Medtjenere af samme Tro til at giøre ligesaa, og jeg paastaaer, at vore Medtroende af alle Stænder, som elske Vidnesbyrdet, maae have Lov til at gaae til Herrens Bord hvor det lyder. Ogsaa her støde vi da paa Sognebaandets Løsning ved Sacramenterne, som det eneste men ogsaa nemme Middel til at bringe sand Orden tilbage i vort statskirkelige Vilderede, og skiøndt Hr. Biskop Mynster ved dette Ord bestandig gyser tilbage for de befrygtelige Misbrug, som kun er til i hans egen Forestilling, har han jo dog selv i Roskilde tilstaaet, det var Synd ved Nadveren at tvinge Enhver til sin Sognepræst, skiøndt han nu mener, det var Nok, naar Cancelliet nedsatte sine Priser paa en Hjerte-Frihed, der vist nok ei kan opveies med Guld, men burde just derfor gives i Guds Navn.

Samme Frihed, som jeg, naar Sognebaandet løses, ønsker Stats-Kirkens Præster med »sande«, ønsker jeg dem naturligviis ogsaa med »fyldestgjort« og hele Vidnesbyrdet til Slutning, som for Mange af dem er en Gru, vist nok ikke fordi jeg vil miste et eneste Ord af denne velsignede Tale, eller kan optage Hr. Biskoppens Forslag til at sige »deelagtiggjort« istedenfor »bespiset og skiænket«, men fordi Sandhed byder os tale som vi troe, og fordi Herrens Tjenere tilbagevinde aldrig deres tabte Troværdighed, før det bliver Tilhørerne klart, at de tale ei fordi de nødes dertil, men fordi de troe! Ordet »fyldestgjort« vilde jeg derfor aldrig overtale Nogen til at bruge om Herren, naar de ikke troe, Herren virkelig har opfyldt Loven og lidt Straffen i vort Sted; men jeg kunde heller ikke med Hr. Biskoppen indrømme, at »fyldestgjort« egenlig intet bibelsk Udtryk er, thi jeg mener, det findes ret egenlig i Bibelen paa sit rette Sted, blandt »de syv Ord« paa Korset*).

Besynderligt nok, hvordan vor boglige Retning kan fordunkle Tanke-Gangen selv i saa lyse Hoveder, som Hr. Biskop Mynsters; thi havde han her og allevegne seet paa Livet, * 244 da vilde han vist aldrig ønsket enten med det Onde eller med det Gode at faae dem til at bevidne Sandheden og Kraften af de Christnes »Tro, Haab og Kiærlighed,« som ikke dele alt-saa heller ikke kiende dem, thi naar det vi sige ved Naade-midlerne, ei skal være et Vidnesbyrd om hvad enten Herren selv har sagt, eller hvad vi nied fromme Fædre finde sandt og opbyggeligt, da er det jo kun et Vidnesbyrd om hvad Enhver, som ønsker det, allersikkrest kan see med sine egne Øine: hvad der af den verdslige Øvrighed er foreskrevet i den sidst forordnede Alterbog. Men naar nu de foreskrevne Ord ved Daaben og Nadveren er de Samme, som den Christne Menighed fra Arilds-Tid har udtrykt sin Tro, sit Haab og sin Kiærlighed med, da er de ikke blot overflødige og unyttige, døde og magtesløse paa vrangvillige Læber, men i slørre eller mindre Grad forargelige netop for dem, som derved skulde opbygges, tbrsikkres og frydes, thi vi veed jo Alle, at i vort Hjertes Anliggender kan Man med Ord aldrig krænke os værre eller saare os dybere, end naar Man med spottende Læber eller dog med forsætlig Skiødesløshed og isnende Kulde gientager de selvsamme Ord, hvormed vi paa det Varmeste og Høitideligste pleie at udtrykke vore Følelser. Gjaldt nu ikke det Samme i høieste Grad om vort christelige, som orn vort naturlige Liv, da maatte det aabenbar kun være, fordi vor Christendom var intet virkeligt Liv, men kun en død Lærdom, og maatte kun det falde Hr. Biskop Mynster paa Sinde, da er jeg vis paa, det vilde ogsaa blive ham indlysende, at det christelige Liv i vor Stats-Kirke, ei blot for at voxe, men selv kun for at beholdes, trænger til al den Frihed, vi kan overtale den verdslige Øvrighed til at skiænke den, saa det er ei engang et Offer, at vi ønske Modstanderne fritagne fra at trælle for det Ord, de kvæle ved at omfavne. Heraf følger naturligviis, at jeg heller hverken kan ønske nogen Præst tvunget eller overtalt til igien, ved Indbydelsen af Herrens Giæster, at sige hvad de Fleste skye »naar I saa troe disse Christi Ord og giøre efter denne Hans Befaling, da ere I ret prøvede, som Paulus siger, og værdelig kunne æde Christi Legem og drikke Hans Blod;« men deraf følger ogsaa, at jeg paastaaer Frihed til fremdeles at sige saa, naar Man kan det med god Samvittighed og ei veed noget Bedre. Dette er nemlig Tilfældet med mig, og sagtens med flere Danske Præster, og den Forandring, Hr. Biskop Mynster foreslaaer, er saa langt fra at hue mig bedre, at jeg aldrig kunde bære det over mil Hjerte at sige ved Nadveren 245 »dersom I da forud have prøvet eder selv, som Paulus siger, og nu ere komne med et ret christeligt Sind og Forlængsel;« thi dermed vilde jeg frygte for at saare de ømmeste Hjerter og kyse de værdigste Giæster, der vist sjelden eller aldrig tør pukke paa deres »ret christelige« Sind og den rette »Hunger og Tørst« efter Sacramentet. Dette Forslag havde jeg ogsaa mindst ventet fra Hr. Biskop Mynster; thi han ligner sig dog ellers selv giennem en heel Menneske-Alder, meer endog end jeg troer ønskeligt, og dette staaer dog i skiærende Modsigelse til de faa men fyndige Ord, hvormed Præsten Mynster protesterede imod at indskrænke Trøsten af de Ord »saa elskede Gud Verden« til dem der »lignede Jesus«, thi, var hans Svar*) »hvad om Nogen var kommet tilstæde, hvis Sorg det just var, at han ikke lignede Jesus? er dette ophørt at være en Sorg for Menneskene? eller har Religionen ikke mere Trøst for dem, der saaledes sørge?« Maaskee var det bedre i ovenmeldte Tilfælde at lade Paulus unævnt, da de Skriftkloge tvistes om hvad han meende med »Selv-Prøvelsen« for Herrens Giæster, men maaskee er det ogsaa netop godt, naar Man tør, at forsikkre, at »Troen paa Herrens Ord« og »Ihukommelsen af Ham« er hvad Paulus kræver til Værdighed, og en Paulinsk Prøvelse, som nogel Ubestemt og Grændseløst, turde jeg under ingen Omstændigheder kræve af Giæsterne.

Vende vi os nu til Ritualet, da opdage vi strax en besynlig Kontrast til Alterbogens strænge Fordringer, thi medens hist kræves et ret christeligt Sind og Forlængsel af alle Giæsterne, synes her kun at kræves Ædruhed for Øieblikket og anstændig Opførsel i Kirken, og selv om Præsten skulde savne nogen af Delene, maa han dog vel tage sig i Agt for hvad han giør, da han skal angive sig selv, og staae til Ansvar, hvis Provsten og Bispen finder, han, uden tilstrækkelig Grund har beskæmmet Nogen for Menigheden**).

Hermed vil jeg vist nok ikke sige, det skulde være Præsten tilladt at overfuse eller uden tilstrækkelig Grund beskæmme Nogen af hans Sognefolk; men naar Man betænker, at dette er Alt hvad det ny Ritual skulde sige om »Kirke-Tugten,« da maa Man vel undres over en saadan Undtagelse, da de »heroiske Midler« fra Præsternes Side visselig ikke høre til Dagens Orden, og da en stakkels Præst, der engang prøvede sligt et * * 246 Vovestykke, dog vel maatte være fri for Sag, naar Ingen klagede. Fordi Kirke-Tugten er tilbunds forhadt og under de gamle Former aldeles umuelig i vor Stats-Kirke, burde dog vist den nidkiære Præst ikke være den Eneste, der maatte udsætte sig for Tugtelse, naar han blot vilde overholde det Sømmelige ved en for Christne saa hellig og af Verden saa dybt foragtet Handling. Her synes mig dog virkelig vi Alle, baade Læge og Lærde, Saamange som »Herrens Bord« er langt fra at være »foragteligt,« maatte blive enige om at faae en Smule »Orden og Bordskik« igien, da Altergangen, som den nu drives, unægtelig er en stor Vanære baade for Christus og Hans Menighed.

Naar saaledes Danske Lov melder, at »Horkarle, Skiørlevnere, Aagerkarle, Stemmere, Skiændegæster, Voldsmænd, og allermest Guds Ords Forhaanere og Foragtere« skulde holdes fra Nadveren, da er det dog vist Ingen af de verdslige Anordninger, Christne kan protestere imod. da baade Apostelen Pauli Advarsel*) er fuldt saa stræng, og de Christne ei uden deres Herres største Vanære kan sige, at Han vil kiærlig forbinde sig enten med sine aabenbare Fiender og Foragtere eller med dem, der øiensynlig vælte sig i grove Laster. Hvor derfor Nadveren, jeg vil ikke engang sige paatvinges, men rækkes Alle uden Forskiel, der bestyrke de Christnes Præster aabenbar Modstanderne i deres ærerørige Paastand, at Chvistendommen med Flid danner sikkre Syndere, som, trods alle Laster, troe sig Himlen visse; thi da den, som Naadens Evangelium, ei kan forskyde Nogen for de forrige Synders Skyld, maa den saameget strængere kræve et nyt Levnets-Løb af sine Bekiendere. Stats-Kirkens Tvangs-Daab forvirrer nu vist nok hele Forholdet, men ligesom det altid har været følt, at Noget maatte der dog giøres ved Nadveren, for baade at afvælte den farligste Beskyldning fra Christendommen, og være angerløs i den syndige Sikkerhed, der unægtelig fremmes ved det »aabne Taffel« vi holde i Himmeriges Rige, saaledes maae vi, hos hvem Forargelsen gaaer over alle Grændser, nødvendig giøre Saameget, at dog i det mindste vor gode Hensigt er umiskiendelig.

Først maae vi da af ganske Hjerte bede den verdslige Øvrighed om, at Alt hvad der i Lovene end er tilbage om Tvang til Altergang eller Straf og borgerlig Skam for hvem, der, med eller mod sin Villie, undlader den, maa blive aldeles * 247 afskaffet, da »Herrens Bord« og Adgangen dertil er en saa reen aandelig Sag, at det aabenbar er en af Pavedommets største Forbrydelser at have misbrugt den til verdslige Hensigter. Naar saa det er skedt, og enhver Dansk Borger, uden enten at rødme eller blegne, kan være bekiendt, at han gaaer aldrig til Alters, og naar Sogne-Baandet ved Sacramenterne er løst, saa Sognepræsterne ei kan opkaste sig til Pavster eller tyrannisere Borgernes Samvittighed, da maae vi indstændig bede Øvrigheden at overlade til hver Præst, hvad kun han selv kan bedømme: hvem han tør tage til Alters! Herved burde Øvrigheden ei have mindste Betænkelighed, thi efter Sognebaandets Løsning har det ingen Nød at Sognepræsterne afvise Folk af Lune eller for Løier, og overdreven Nidkiærhed vil være en sjelden Undtagelse, som Staten, selv for sin egen Skyld, langt maatte foretrække for den overdrevne Føielighed, der vil være det Sædvanlige, men maa ogsaa taales, da Haanden aldrig, uden at forgribe sig, kan gribe ind i Aandens Virksomhed. Høist ubehageligt maa det vist nok være for en oplyst Statsmand, at enhver Meeneder, Tyv, Bedrager og selv Morder lettelig finder en Præst, der i Herrens Navn forlader ham alle hans Synder og lover ham evig Salighed, saa vore gamle Love, der vilde tvinge Præsterne til at giøre det, var i den Henseende ligesaa upolitiske som uchristelige; men herved er Intet at giøre, da Christi Embedsmænd har af Ham Fuldmagt til, paa eget Ansvar, at løse og binde,« i aandelig Forstand, og kan ikke lade sig den Frihed betage selv at raade for hvad de selv skal svare for. Derimod tør jeg nok forsikkre vore Statsmænd, at naar det bliver de samvittighedsfulde Præster mueligt at holde lidt tilraade med Syndsforladelsen og Herrens Nadvere, da vil selv de temmelig Ligegyldige betænke sig lidt paa at rutte dermed til aabenbar grove Forbrydere, og det vilde være en Understøttelse, den borgerlige Retfærdighed aldrig høiere trængde til end nu. Saasnart nemlig en Præst ikke længer kan undskylde sig med, at han saa godt som nødes til at give selv de ugudeligste Forbrydere Afløsning og række dem Sacramentet, naar de forlange det, da vil han i Regelen lade det være, og da vil det vel netop kun blive den nidkiære Præst, der giør en Undtagelse, hvor han troer sig sikker paa en virkelig Omvendelse. At der i det ny Ritual-Forslag slet intet findes til at raade Bod paa Nadverens frygtelige Misbrug, har jeg alt anmærket, men maa dog tilføie, at af det Gamle Rituals sjette Kapitel er 248 Intet beholdt uden »Misdæderes Beredelse til Døden,« saa det virkelig seer ud, som det kun var Misdædere, Man med al muelig Anstrængelse og Selvopoffrelse skulde skaffe et sødt og saligt Endeligt; thi ellers maatte Man dog forpligte Præsterne til samme Omhu og utrættelige Aarvaagenhed ved enhver Sygeseng, de kaldtes til. Vistnok var det uoverkommeligt, men skulde det skorte paa Nogen, mener jeg, det maatte dog førsl være paa »Menneske-Mordere,« om hvem Herren kun giver os meget lidt Haab, og som vi da, saavel for Christendommen som for det Borgerlige Selskabs Skyld, langt heller maatte lade døe i Fortvivlelse, end, saavidt mueligt, bære til »Abrahams Skiød,« hvorved Henrettelsen ophører at være et advarende og bliver et fristende Exempel, thi døe skal vi Alle, og hvormangen ængstet Sjæl maa ikke i sine sidste Timer savne den Trøst og Opmuntring, der er bortødslet selv paa de ugudeligste Forbrydere!

De Eneste, Hr. Biskop Mynster vilde have Nadveren aldeles nægtet selv paa deres Dødsseng, er de stakkels Katholiker,« naar de ikke paa det Stærkeste vil forpligte sig til at blive Lutheraner. En saadan Intolerance skuide Man mindst ventet i dette Forslag, hvor der selv om en »forhærdet Misdæder« kun siges, at Sacramentet ei maa »paanødes« ham*) og hvorefter det skal være os frit tilladt at meddele baade »Grækere og Reformerte« Nadveren, uden anden Betingelse end at de finde sig i vore Skikke. Jeg turde saaiedes ikke meddele en Græker Nadveren, før han vedldendte sig vor Daabspagt, eller en Kalvinist, hvis han, mindet om Herrens virkelige Nærværelse, gjorde mindste Indvending derimod, men jeg turde meddele Katholiken den, naar han blot kunde finde sig i at modtage baade Brød og Vin; og naar jeg havde Grund til at see en sand Christen i ham, maatte ingen verdslig Anordning drive mig til at kræve Andet af ham paa hans Dødsseng, da Herrens Bord ei tilhører os som Lutheraner, men som Christne. Mine Læsere maae vide, jeg er langtfra at være partisk for Rom i nogen af sine Tyran-Skikkelser, men jeg kan dog umuelig glemme, at den Danske Kirke kun er et Brud-Stykke af den Romerske Kirke-Stat, hvorfra vi har faaet Troen og Sacramenterne, og at vi selv som Lutheraner nedstamme fra en Romersk-Katholsk Præst og Munk, der uden Vægring tog Katholiker til Alters, naar de kun vilde finde * 249 sig i hans Skik; og den Grund, Hr. Biskop Mynster giver for sin Haardhed imod dem er ligesaa besynderlig som den. Da en Katholik, hedder det nemlig*), ei kan. communicere med os, uden at bryde med sin egen Kirke, saa synes vor Kirke ikke at burde tilstæde dette, med mindre den Paagiældende med beraad Hu vil træde over til vort Troessamfund. Fraregnet nemlig, at eet Troes-Samfund giøres her til to hinanden Modsatte, og indrømmet, at Katholiken bryder med Paven ved at gaae til Alters hos os, hvad Mening er der da i, at vi derfor skal nægte ham Nadveren, til han gaaer over dvs. bryder med Paven! Eller hvad Rimelighed er der L at vi kan meddele Grækere Nadveren, skiøndt de holde fast ikke blot paa deres Skiærsild, Helgene o. s. v. men ogsaa paa deres selvgjorte Daabspagt, og meddele Kaivinister Nadveren, uagtet de tage den for noget ganske Andet end vi; men Katholiken. som har Daabspagt og Sacramenter tilfælles med os, ham kan vi ikke tage til Alters, selv paa Dødssengen, med mindre han øiebliklig kan løsrive sig fra alle sine Fordomme eller vil lyve? At Pave-Præsterne ei tog Nogen af os til Alters, uden vi afsvor alle »Lutherske Kiætterier,« det troer jeg gierne, men var vi ikke meget billigere og bedre kirkehistorisk oplyste end Papisterne, hvad var vi da? og er vi det, hvordan kunde vi da engang forlange, at Nogen skulde »afsige al Forbindelse med den Katholske Kirke« hvoraf vi selv udsprang og maae være en Green, om vi vil være Christne?

Endnu maae jeg anmærke een Skiærpelse af de gamle Forskrifter, til overflødigt Beviis, at Hr. Biskop Mynster bestandig finder formegen Frihed, hvor jeg finder for lidt.

I det gamle Ritual staaer skrevet, at ingen Præst maa communicere sig selv, end ikke paa deres Sotteseng, naar han kan have en Anden dertil**), men i det Ny skulde det ham aldeles forbydes, og det, uagtet Man paa sin Sotteseng vist ikke spurgde om Ritualets Forlov til hvad Man troede Ret for Gud og trøsteligt for sit Hjerte. Og nu Grunden til dette Forbud, strængere end Ritualets fra 1688? Uagtet, læse vi, flere og deriblandt vægtige Stemmer have erklæret sig for, at en Præst skulde kunne meddele sig selv Sacramentet, kan jeg dog ikke finde det passende***). At nu Hr. Biskop Mynster fraraader * * * 250 hvad han ei finder passende, det er i sin Orden; men at han tilraader den verdslige Øvrighed at forbyde hvad den selv i de stiveste Tider tillod, blot fordi han, med hvad han selv kalder vægtige Stemmer imod sig, ikke rinder det passende, det er overordenligt. Hvorfor nu Hr. Biskop Mynster ikke finder det passende, er vel en Bisag, men dog ret mærkværdigt, thi, læse vi*), »Den, der meddeler Sacramentet, staaer i det Øieblik i Herrens Ærinde, Den, der modtager det, er saa ganske i sit eget, og disse forskieilige Stillinger lade sig neppe paa en sømmelig Maade forene.« Altsaa deri finder Hr. Biskop Mynster Vanskeligheden, uagtet han her barden allervægtigste Stemme, nemlig den hellige, almindelige Kirkes imod sig, thi det var jo ældgammel Skik, som det er endnu baade i den Pavelige og Bispelige Kirke-Stat, at Præsten betjener sig selv tilligemed de andre Giæster! Med hvad Ret vi har aflagt denne gamle Bordskik er altsaa et stort Spørgsmaal, hvorpaa vi skylde Christus og Hans Kirke et ganske andet Svar end at vi fandt den ikke passende, thi vi vilde paa den Grund aldrig sætte os ud over en Skik ved den jordiske Konges Bord, og jeg tør ikke nægte, at vor Altergang er derved omtrent blevet ligesaa uordenlig som den Papistiske, og ventelig af samme Grund. Jeg forestiller mig nemlig, at det ikke blot var for at hæve sig selv, Geistligheden unddrog Lægmand Kalken, men fra først af især fordi Man følde, der var slet Selskab ved Herrens Bord, og tænkde at undgaae det, ved ei at dele Kalken med dem, og af samme Grund tænker jeg, de første Lutherske Præster har krympet sig ved at communicere med hele Mængden og blive delagtig i deres Synder. Det Ene er galt, saavelsom det Andet, da Man ikke maa forandre Herrens Bordskik, fordi Man har skaffet Ham Giæster paa Halsen, Man maa skamme sig ved, men skal see til at hæve Hans Bord igien, saa det kan blive en Ære saavel at sidde derved som at tjene derfor; men saalænge det skal gaae som nu, maae vi vel være glade ved Udflugten. For Resten finder jeg det ogsaa upassende at Præsten meddeler sig selv alene Nadveren, fordi det er ingen Communion, intet Fællesskab, men ei mere upassende end at meddele en Anden den alene, saa, naar Præsten ikke maa selv tage Deel deri, burde alle Berettelser af Enkelte bortfalde. Den gamle Bestemmelse var derfor ogsaa, at naar det kunde skee, skulde helst Ægtefællen eller en Anden i Huset * 251 communicere med den Syge, og hvem der har præstelig Erfaring, har vist ogsaa mærket Forskiel, efter Herrens Ord om To eller Tre. Fraraades kan derfor vist med Rette Præstens Selv-Berettelse, naar ikke Kone, Børn eller Venner tage Deel deri, men verdslig forbydes er noget ganske Andet, og naar Man finder det usømmeligt for en vis Dobbeltheds Skyld i Præstens Person, da skulde Man ikke blandt Protestanter vente en saadan Forvexling af Præstens Person med det » Herrens Ord,« der er lagt i hans Mund, og skal jo, ved alle Leiligheder, anvendes af ham saavel paa sig selv som paa Andre.

Skriftemaalel.

Med hvad Ret Papisterne gjorde Skriftemaalet til en almindelig Christen-Pligt, og Lutheranerne det til en Betingelse for Adgang til Herrens Bord. og med hvad Ret endelig vi, tvertimod Kirkens Skik og Sagens Natur, give Afløsning uden al Synds-Bekiendelse, det er vist nok saa vanskeligt et Spørgsmaal, at vi i Almindelighed ikke maa æske det besvaret af hinanden; men naar Man, som Hr. Biskop Mynster, vil have et endnu strængere verdsligt Forbund end før mod at gaae til Alters uden Skriftemaal, og vil have alle Præster tvunget til at give den Afløsning uden Synds-Bekiendelse, som det gamle Ritual kun foreskrev efter Bekiendelsen; da skyldte Hr. Biskoppen dog vist nok hele den Christne Kirke og især sine Danske Medchristne lidt gyldigere Grunde end i hans Forslag er tilsyne. Sknftemaalets Nødvendighed for Altergangen forudsætter han nemlig som en afgjort Sag, og om »Syndsforladelsen« hedder det blot*) »Indvendingerne mod den gamle Absolutions-Formular er saa bekiendte, at de ikke behøve her at gientages. Men fordi Absolutionen kan misbruges af dem, der misbruge Alt, bør den dog ikke afskaffes, og i den Form, som her er foreslaaet, bør formeentlig ingen Præst finde sig besværet ved ai udsige den over sine Skriftebørn.« Dette er, i mine Tanker, kun et daarligt Svar til de vantroe Præster, og slet intet til de Troende, der ikke betvivle Christi Embedsmænds Fuldmagt til at »løse, « men er bange for at misbruge * 252 den, og kan umuelig overtale sig til at »udsige« de mægtige, hellige Ord som en død Formular eller et tomt Mundsveir. Os hjelper Hr. Biskoppens »saavist« i Formularen slet ikke, thi slige Forbeholdenheder forbød det gamle Ritual med Rette, og at »Kirkesangeren« under visse Omstændigheder skulde giøre Synds-Bekiendelsen for Alle, blev et meget uopbyggeligt Skuespil, der vist ikke betog nogen alvorlig Præst sine Betænkeligheder. Kommer nu hertil, at i Frue-Kirke, der, efter det gamle Ritual, skulde være Mønsier for hele Riget, havde Man i en Række af Aar Skriftemaal med Afløsning ved den ene og uden Afløsning ved den anden Side, og at saaledes er det nu trindt i Landet, da vilde det dog nok være ligesaa ubilligt at befale, som forargeligt at høre, en almindelig Afløsning i Landets Kirker, der vel kun havde lidt eller intet at betyde, men bestyrkede dog Folk i deres Ligegyldighed ved Synden og ved Budet »du maa ikke tage Herren, din Guds Navn for fængelig

Ogsaa her er da det eneste baade Kloge og Rette at lade Præsterne skrifte, som de tør forsvare, og lade Folket søge hvilken Skriftestol, de vil; thi kun da vil Forargelsen nogenlunde kunne undgaaes, og de troende Præster, med deres Skriftebørns Samtykke, indrette Afløsningen saaledes, at den hverken bliver tom eller formastelig, og det er dog tilvisse paa den høie Tid, at der kom lidt Alvor og Sandhed i den vigtigste Deel af vor offenlige Gudsdyrkelse, som dog visselig er Sacramenterne og hvad dertil hører, naar den ei skal udarte til et ligesaa tomt Skuespil som før Reformationen.

Alle de smaalige Bestemmelser om Tiden, naar, og Stedet hvor og Tankerne hvormed der skulde skriftes, kunde derfor aldrig være mere ubetimelige og fra Hr. Biskop Mynsters Haand uforklarlige, thi om derved ogsaa kunde tilveiebringes en Smule Ensformighed, og den var en Smule værd, nyttede det jo dog ikke at afsie Myggen og sluge Kamelen, og Hr. Biskoppen maa jo vide saavelsom vi Andre, at Skriftemaalet er en fortvivlet Sag for samvittighedsfulde Præster og en Spas eller en Sovepude for Mængden, saa, om det var nok saa apostolisk, maatte det tigange. heller bortfalde end drives længer som nu. Afladen, fandt Morten Luther, var Kirkens Pest, men om end »Skrifte-Pengene,« som jeg endnu med Gru har seet i Hovedstadens Kirker, skulde allevegne være forsvundne, er Afløsningen som ingen Ting dog visselig ogsaa en Aflad, der slet ikke bliver christeligere ved at gives for 253 Intet, og ved smaa grammatikalske Forbeholdenheder kan christelige Præster hverken skærpe Andres Samvittighed eller tilfredsstille deres Egen. Den Smule Frihed vi i denne Henseende har, da det Gamle Ritual kun foreskriver Afløsning efter Synds-Bekiendeise kan vi da umuelig lade os betage*).

Brudevielse og Ligbegængelse.

Det er ikke blot fordi »Sorrig og Glæde de vandre tilhobe,« jeg stiller disse sammen, men især for at minde om, at Brudevielse og den sidste Olie udgiør, hos Papisterne, tilligemed og Bispevielsen, som fire Saeramenter, Hierarchiets Firkløver, hvoraf, saalænge det skal have Lykken med sig, ikke et Blad maa affalde, saa hos os, hvor det Fornemste, som er Bispevielsen, reent faldt bort ved Reformationen, tilligemed den sidste Olie; hvor ikke Folket, men kun Præsten »skrifter,« og hvor den verdslige Øvrighed afgiør selv alle Ægteskabs-Sager, her kan Hierarchiet, som vel er, umuelig trives.

Derimod staaer i vore Stats-Kirker alle christelige Former og Skikke, tilligemed Geistligheden, stor Fare for at blive aabenbar til Spot og Latter, saa, skulde de i en vis Grad beholde hele Folkets Ærbødighed, da maatte vi lære meget bedre end hidtil at holde os selv i Ære, aldrig paatrænge os, men, naar vi søgdes, træde frem med den sande Høitidelighed og Værdighed, som det levende, fri og fyndige Ord om det Høie og Dybe altid udbreder omkring sig.

I denne Henseende var Stillingen, vort gamle Ritual gav Præsten, ved Ligbegængelse, næsten uforbederlig, og kunde Man end ei sige det Samme om Brudevielsen, har den Ting dog efterhaanden jævnet sig selv, da hele Formularen selv fra Først af aabenbar var uanvendelig paa de Gamles og blev det siden endmere paa de Fraskiltes Ægteskaber og paa dem i forbudne Led, saa for Øieblikket tør vist nok alle Præster finde sig berettigede til at læmpe Formularen efter Omstændighederne, saa Christendommen dog ikke offenlig skal vanæres af sine Tjenere og Brudevielsen blive forargelig. Vi gammeldags Præster, * 254 som nødig betjene os af selvtagen Frihed, vilde imidlertid takket Hr. Biskop Mynster, naar han vilde udvirket os den udstrakte Frihed, der ved saa slibrig en Kirke-Skik er ligesaa nødvendig som uskyldig; men af Frihed synes Hr. Biskoppen, desværre, Man altid snarere har for meget end for lidt, saa det er Alt, at vi skal have Lov til at udelade lidt, naar det er alt for galt med de Fraskilte, men selv de Værste skulde vi dog spørge »om de havde beraadt sig med Gud i Himmelen« og afnøde dem et Ja, vi vidste, var aabenbar usandt. Hr. Biskoppen giør vel sig selv denne Indvending, men besvarer den paa en Maade, der hos saa alvorlig en Mand og skarpsindig Tænker ei kan andet end forbause*). Jeg seer dog ikke, hedder det nemlig, hvorledes en christelig Kirke kunde fritage dem, hvis Forbindelse den skal hellige, fra den Forpligtelse, ved dette saa vigtige Skridt i deres Liv at tage Gud paa Raad, eller at henvende Tanke og Bøn til ham; og da Enhver forud veed, hvilke Spørgsmaal der ville blive ham forelagte, beroer det paa ham selv, om han vil kunne svare sit Ja med en god Samvittighed.

Dette lader sig vist nok meget godt baade sige og høre, men slet ikke anvende paa det virkelige Liv, Talen er om; thi deels er Spørgsmaalet jo ikke om at fritage Nogen fra en moralsk Forpligtelse, men om at giøre et inqvisitorisk Spørgsmaal og fordre det besvaret med Ja, selv hvor Man er saa vis paa, det maa besvares med Nei, at Man alligevel ikke tør hellige Ægteskabet; og deels beroer det jo ikke paa Ægtefolkene selv, om de vil lade sig vie. Er det da Hr. Biskoppens Mening, at alle de, der ikke med god Samvittighed kunne svare Ja til det Samvittigheds-Spørgsmaal, som ikke engang Papisterne giør, skulde heller opgive Ægteskabet, end vi et Spørgsmaal, hvortil vi er aldeles uberettigede? Vi veed jo nok, a i Brudefolkene staae for det meste i ganske andre Tanker, og er især paa Bryllupsdagen sjelden prutne paa et Ja meer eller mindre, men skal vi sløve Samvittighederne under Paaskud af at skærpe dem? det være langtfra, maa jo Hr. Biskoppen svare, saavelsom jeg, og hvormed vil han da forsvare et Spørgsmaal, der ligesaalidt findes i Luthers som i den ældre Kirkes Formularer og var dog aldrig saa aabenbar forargeligt som nu?

Vilde Hr. Biskop Mynster ikke have Formularerne i sin ny * 255 Alterbog til at være ufravigelige, da skulde jeg ikke beklage mig over den ny Ubetydelighed, han har sat isiedenfor den gamle Perle med Ægteskabets »Kirkelige Velsignelse« som Billede af »Jesu Christi og den hellige Kirkes, hans Bruds Sacramente;« thi hvad Præsten skal sige til alle Brudefolk, kan aldrig være for ubetydeligt; men hvorfor vilde Hr. Biskoppen have denne, alle unge, christelige Ægtefolk tilkommende og liflige, Formular afskaffet og udelukt af Stats-Kirken? Skal det afskaffes, Alt, hvad der ei passer paa Alle i den, hvad Christeligt skulde vi da beholde, og hvorfor dog ikke heller indrette Alt saa frit, at hver kan laae Sit, naar Præsterne forstaae at dele ret, og giør de ikke det, hvad er de da til?

Ved Jordspaakastelsen vil Hr. Biskoppen have den gamle Formular beholdt, og skiøndt denne Lig-Tale er ligesaa ubibelsk som Papisternes Sjæle-Messe, og falder meget urimeligere, turde jeg dog nok forsvare den, naar den hverken afnødtes Præsten eller paanødtes Nogen, men som en Tvangs-Sag maa jeg naturligviis misbillige den, saameget mere, som det er vitterligt nok, at »Kiødets« Opstandelse nuomstunder kun er til Spot for de Fleste.

Protestere maa jeg derimod paa hele Menighedens Vegne mod den Nyhed i Ritualet, der ikke blot skulde giøre Ordets Tjener til dets Herre ved Graven, men giøre Sognepræsten til Despot i alle Sørgehuse.

Vi læse nemlig først, at uden vedkommende Præsts Samtykke maa Ingen ved Ligbegængelser enten i Kirke, Capel eller paa Kirkegaard, holde nogen Tale, og at delte Samtykke etid ikke maa komme Andre tilgode end dem, der ere berettigede til at prædike; og dernæst læse vi, at dersom ved en Ligbegængelse nogen Sørge-Høitid foranstaltes i Sørgehuset selv, da skal det forud tilkiendegives Præsten, som paa venlig Maade skal søge at afværge det Upassende; og uden hvis Samtykke Intet her maa foretages*).

Jeg veed jo nok, at det absolute Forbud mod Lægmands og det Relative selv mod Præsters Tale ved Graven ei i Kiøbenhavn er ganske nyt, men udentvivl skulde det dog først herved udstrækkes over hele Landet, og Præstens Befalings-Ret i Sørgehuset vilde, saavidt jeg veed, selv i Hovedstaden være noget ligesaa Splinternyt, som, efter min Forstand, Splittergalt.

* 256

For alle disse Indgreb i den naturlige Frihed og selv i Huusretten har Hr. Biskoppen slet ingen Grund anført, saa Man maa slutte sig til, det er, for at der ikke muelig skulde siges eller giøres noget Upassende; men skulde det forebygges, maatte jo alle Munde lukkes og alle Hænder bindes, og er Man desuden saa vis paa, at vedkommende Præst selv aldrig siger noget Upassende ved en Grav, eller giør noget Upassende i et Sørgehuus, selv naar han kan befale over Husbonden! Det Sidste finder jeg i det Mindste i sig selv mere upassende end hvilkensomhelst Sørgehøitid, Man, selv i Kiøbenhavn, med Politiets Tilladelse, kunde faae isinde at foranstalte, og jeg kan slet ikke tænke mig mere upassende Ord, end netop vedkommende Præster utallige Gange lod falde og ventelig fremdeles vil lade falde over Grave, medens jeg godt kan tænke mig særdeles passende Ord, ei blot af en uvedkommende Præst, men ogsaa af en Dannemand uden Attest for at skulle kunne prædike, der ved dette besynderlige Privilegium vilde kvæles.

Vil Man sige, jeg er partisk i denne Sag, da jeg selv har givet Anledning til et af disse Forbud, da er der vel Noget i, men jeg tør mene, det netop viser, at Forbudet er urimeligt; thi hvad var vel naturligere end at jeg, paa den nærmeste Families og Biskop Münters Opfordring, holdt en lille Tale ved min Oncle, Biskop Balles Kiste, da Stiftsprovsten og Hofpræsten ei kunde enes om, hvem der var den rette Vedkommende, og taug derfor Begge! Og fordi nu Stiftsprovsten desuagtet tog det ilde op, at jeg sagde et Par Ord, som ellers Ingen fandt upassende, derfor skulde ikke blot Kiøbenhavns reglementerede Jordspaakastere 1816 faae Ret til at lukke deres Medtjeneres Munde, hver ved sine Grave, men 1840 skulde det paa Hr. Biskop Mynsters Forslag ophøies til LandslovM Efterat det indtil i Gaar og i Dag har i Danmark, som vel over hele Chrislenheden, været enhver ærlig Mand uformeent, naar han følde Trang eller Lyst, at tale ved Kone eller Børns, Sydskende eller Venners Grave, og medens Man ved Siden ad os i Holsten ei engang behøver at bruge Præsten ved Ligbegængelse, da skulde denne ligesaa uskyldige som naturlige Frihed os berøves midt i det Nittende Aarhundrede, ja selv i Sørgehuset Mundene forseigles, om det behagede Sognepræsten, eller i Kiøbenhavn, den Præst, der havde Ligmaaneden! Hvilket Hexeri har dog frembragt en saadan Tankegang i saa lyst et Hoved, der kun passede i det Mørkeste! Er det nu 257 atter Sognebaandet, der ogsaa i denne Henseende skal være saa lifligt, elskeligt og himmelsk, at heller maatte Naturens og Blodets helligste Baand briste, end det, end Sognebaandet selv ved Graven skulde synes løsnet? Ja, jeg forstaaer det ikke, men jeg haaber dog, at saadanne Forslag aldrig vil faae Lovskraft, om end Hr. Biskop Mynster efter modent Overlæg, som jeg knap kan troe, vilde gientage dem. Personlig kan det vist nok være mig det Samme, da jeg for længe siden har tabt Lysten til Gravtaler, og det jo dog, efter Forslaget, skulde være en Præsts Efterlevende tilladt at vælge en anden Præst til Taler ved Graven, men hver hierarchisk Levning hader jeg og mod hver ny hierarchisk Spire maa jeg protestere.

Texter og Helligdage.

Søndagen har, som Man veed, ligefra Begyndelsen været de Christnes Helligdag, og da den af Apostelen Johannes udtrykkelig kaldes »Herrens Dag,« maa jo Herren selv have indsat sin Opstandelses-Dag, paa hvilken Han ogsaa vilde udgyde sin A and over Menigheden, til deres bestandige, ugenlige Høitid; men med de Jødiske Sabbats-Anordninger har Søndagen ei det mindste at giøre, og alle andre kirkelige Helligdage er Menneskeværk, der kun kan være uskyldigt og efter Omstændighederne nyttigt, naar Herrens Dag ei derved stilles i Skygge.

Under Pavedommet, hvis Kiendemærke det er, ei at afskaffe noget Apostolisk, men ligesom begrave det i en Dynge af egne Opfindelser, hvorpaa Man lægger hele Vægten, var da ogsaa Søndagen nær ved at tabe sig i Mængden af selvgjorte Helligdage, og skiøndt alle Protestanter har forkastet Endeel, beholdt vi dog i Danmark ikke saa faa, lige til Struenses Tid, da Man gjorde kort Proces, og afskaffede paa Preusisk, saavidt Man turde, Alt hvad man ikke syndes om.

Nu har vi, som bekiendt, ingen andre søgne Helligdage end Paaske og Pindse-Mandag, Skiær-Thorsdag, Lang-Fredag, Himmelfarts-Dagen, en eller to Juledage, en Nyaarsdag og en saakaldt stor Bededag; kun er i Hovedstaden og tildeels i alle Kiøbstæder begge Sacramenter ved en, kirkelig talt, stor Uskik, saa godt som skilte fra Søndagen. Mellem Søndagene selv udmærke vi derimod En som Opstandelsens, 258 En som Aands-Udgydelsens, En som Allehelgens eller Reformationens og En som Bebudelsens Fest, og det vilde vel være ønskeligt, om Julen ligeledes holdtes paa en Søndag, men især maatte Christne ønske, at store Bededag kunde bortfalde, da den ikke blot er udsprunget af en blot verdslig, aldeles vilkaarlig Anordning i det Syttende Aarhundrede, men er en Efterligning af Jødernes almindelige Bods og Bedrings« Dag eller store Forsonings-Fest, som slet ikke passer i den christelige Tankegang. Nyaarsdag er vel ogsaa ganske verdslig, men det veed Alle, og naar den blev høitideligholdt derefter, meer i almeen menneskelig end særdeles christelig Stil, vilde den i enhver Statskirke være paa sin Plads.

For Resten seer Man let, det kommer mere an paa hvordan der holdes hellig, end hvormange Helligdage der staaer i Alterbogen og Almanakken, og at en klog Regiering aldrig i sin Statskirke afskaffer nogen Helligdag, som Folket virkelig ynder og af egen Drift høitideligholder. Derfor var det et stort Misgreb af Struense, som ikke blot gav Statskirken et føleligt Knæk, men tiltrak ham hos Almuen meget Had og mange velmeente Forbandelser, som jeg endnu i min Bardom hørde Gienlyd af, at han med et Pennestrøg ikke blot afskaffede Tredde-Helligdag ved de store Høitider, men ogsaa Helligtrekonger, Mikkels- og Mortens-Dag, som førde Hellig-Aftener med sig. Da Hellig-Aftnerne holdes endnu, vilde det endogsaa være klogt at hellige Dagene paa ny, da Man kan være vis paa, alle de af Almuen, der endnu bryde sig det mindste om Kirken, vilde paa de Dage med Fornøielse besøge den, og det træffer sig saa godt, at baade Helligtrekonger, Mikkels-og Mortens-Dag lod sig i den mest oplyste Tid giøre saare høitidelige. Hvor Man nemlig i Hedninglande skiønner det mindste paa Christendommen, var ingen Høitidsdag naiurligere end den, der minder om de fromme Hedninger, som opledte Frelseren i Krybben, og det almindelige Bifald en ny Sang om Helligtrekongerne har vundet, viser noksom, at Stjerne- Evangeliet endnu blandt os har mange gode Venner. Mikkelsdag skulde efter Christian den Tredies Ordinants være Høstfest, og det vilde være en sand Vinding at faae den holdt over hele Landet paa en gammel Helligdag, saa det var kun Skiødesløshed hos Statskirkens Præster, der lod det gaae ad Glemme. Mortensdag endelig er Morten Luthers Navnedag og christelige Fødselsdag, saa det var hos os 259 just den rette Dag til Reformations-Festen, der nu meget upassende maa trækkes om en Søndag med »alle Helgene,« som det maa være Christen-Folket en Trang høitidelig at mindes under Eet, uden noget andet Navn end Hans, som er »herlig i sine Helgene og vidunderlig i alle sine Troende.«

Foruden Sacramenternes Forvaltning bestaaer nu, som Man veed, vor offenlige Gudstjeneste af »Messe, Sang og Prædiken,« og medens Førstnævnte er et besynderligt Brudstykke af Middelalderens Kirkeskik ved Nadveren, er Sangen og Formanings-Talen paa Modersmaaiet hver Søndag en Efterligning af Morten Luthers Kæmpeskridt til Fornyelse af Arildskirkens ordrige Gudstjeneste. Med Sangen hænger det imidlertid for Øieblikket kun meget daarlig sammen hos os; thi naar den ikke er Kirkegængernes levende Udtryk af deres Tro, Haab og Kiærlighed, da er den hverken i Luthers eller Arildskirkens Aand, og da den dog er beregnet derpaa, og ei, som Papisternes, paa theatralsk Høitidelighed, saa er den nu de fleste Steder meer til Kiedsommelighed og Spot end til Opbyggelse og Opmuntring, og Prækenen er da aabenbar det eneste Livstegn ved vor offenlige Gudstjeneste.

At nu Prækenen, som en lang Monolog eller Tiltale, var i Arildskirken aldeles fri, følger af sig selv, da al Tvang maatte aflive den, men ligesom den første Præken, Herren holdt, var over et Sprog hos Propheten Esaias, som faldt op da han aabnede Bogen, saaledes see vi ogsaa at Apostlerne sædvanlig begyndte med et Sprog af Jødernes Hellige Skrift, som just faldt dem ind; men finde dog, at Hedning-Apostelen Paulus begyndte med hvad han, efter Omstændighederne, fandt mest skikket til at vække Tilhørernes Opmærksomhed. Den Skik i Jødernes Synagog, hver Sabbat at oplæse et Stykke af »Loven og Propheterne« blev imidlertid blandt de Christne af Hedningerne efterlignet, ved at oplæse af Apostel-Skrift en og andre christelige Bøger, deels for at bevare og udbrede den historiske Kundskab om Herren og Hans Lærdom, og deels for at Talerne deslettere kunde knytte deres fri Foredrag til Noget, der hos Alle var i frisk Minde. Under Pavedommet, da det fri Foredrag paa Kirkegængernes Modersmaal stedse mere faldt bort, og Oplæsningen allevegne skedte paa Latin, forvirredes og hendøde naturligviis det Hele, og ved Reformationen sørgede Man kun for at oplive det fri Foredrag, uden at skiænke en ordenlig Oplæsning fortjent Opmærksomhed. 260 De Søndags-Evangelier og Epistler, Man fandt i Kirken, vedblev Man vel at oplæse paa Modersmaalet, men alle dem paa Ugedagene, der tjende til historisk at udfylde dem, blev tabt af Sigte, undtagen i England, hvor Man ved Siden oplæser hele Bibelen.

Ved Christian den Femtes Ritual befaledes nu hos os, al der i Kiøbstæderne skulde prækes over Evangeliet til Høimesse og over Epistelen til Aftensang, men paa Landet altid over Evangeliet, og saaiænge denne Tvangs-Lov var i Kraft, blev Prækenerne naturligviis Aar for Aar koldere, stivere og dødere, opramsede som en Udenads-Lexe. Først i Slutningen af det Attende Aarhundrede blev Foredraget igien frit, saa Prædikanten ikke blot oplæste Evangelium eller Epistel, som han selv vilde, men prækede med eller uden Hensyn paa det Oplæste, i Overensstemmelse dermed eller i Modsætning dertil, Alt efter Behag, og skiøndt denne grændseløse Frihed, lige ovenpaa en gruelig Trældom, tit blev anvendt grumme galt, saa er det dog denne Frihed, vi kan takke baade for Mynsters og vel for alle de Prækener, Man i den sidste Tid fandt værd at høre, ligesom vi igien maae takke disse Prækener for al den frivillige og frugtbare Kirkegang, der endnu finder Sted.

Fra dette jævne kirkehistoriske Stade er det nu, jeg vil betragte Hr. Biskop Mynsters Forslag, deels om at ilytte store Bededag fra efter Paaske til Fastelavn, med hvad anden Flytning, der huer ham, og deels om at anordne en endnu langt stivere og vilkaarligere Oplæsning af Bibelske Brudstykker, end vi har nogensinde havt, og om at binde Prædikanten til Texten med det Syttende Aarhundredes opsnoede Reeb; og hvad jeg maa synes om saadanne Forslag, kan Læseren vel giætte sig til, men jeg skal dog stræbe ret tydelig at udvikle det. Dannede Folk er nemlig i vore Dage saa afvant med at agte paa hvad Helligdagene hedder, og hvad der læses op i Kirken, at Hr. Biskoppens Forslag i denne Henseende lettelig, som en reen Ubetydelighed, kunde oversees og stadfæstes, uden derfor enten at være mindre urimeligt eller mindre skadeligt.

Hvad nu først Flytningen angaaer, saavel af Bededagen, som af endeel gamle Texter frem og tilbage i Kirkeaaret, da vilde den vist nok selv paa Landet kun giøre lidt Opsigt nu, imod som for hundrede Aar siden, men den vilde dog giøre en heel Forstyrrelse i Evangeliebogen og Almanakken, og 261 de ikke saa faa af Almuen, for hvem Kirkegangen paa store Bededag endnu er en Bods-Vandring, vilde naturligviis enten jamre eller glæde sig, og allenfalds lade den ny Bededag i Fasten skiøtte sig selv. Nu velan! der følger altid lidt og tit megen Overtro med saadanne Bods-Vandringer og selvgjorte Helligdage, saa det skal ikke anfægte mig, og jeg tør ikke nægte, at naar Præsterne, som nu, er nærved at være hele Menigheden og kan derfor virkelig paa en Maade betragtes som Stats-Kirken; da har de en »ledig Time,« hvori de uden Opsigt kan giøre omtrent Alt hvad de vil inden Dørre, naar de blot kan blive enige med dem selv om hvad det skal være; men jeg maa dog ikke dølge, hvad jeg, som Historiker, har bemærket, at naar de først begynder at flytte om, eftersom de synes, det klæder bedst, da gaaer det gierne som med Pavens Flytning mellem Rom og Avignon: de bliver bestandig mere uenige baade med sig selv og Andre om »Smag og Behag.« Derfor skulde jeg raade til at lade Bededagen staae hvor den staaer, til Man har besluttet at lade den falde, og ei begynde at flytte om med Evangelierne, før Man reent vil slaae Haanden af dem. Jeg for min Part har Intet mod Nogen af Delene, thi, for min Part, har jeg opgivet alle Helligdagene, paa Søndagene nær, som papistisk Surdei, og naar jeg tager hele Bibelen, faaer jeg alle Evangelier og Epistler i Kiøbet; men det er ingenlunde Meningen med Hr. Biskop Mynsters Forslag, hvorefter Alting netop skulde staae stivere og fastere end før, og er der et gammelt Træ, Man ønsker det om og vil holde ilive, da flytter Man det jo ikke, men sætter Stivere til det!

Og hvorfor skulde nu ogsaa store Bededag flyttes?

Jeg husker nok i min Ungdom at have læst, den Bodsdag kom meget ubeleilig i Saatiden og den lystelige Vaar, men da jeg smilde ad det, drømde jeg mindst om at see den Grund anført i en Bog af »Mynster,« uden for at skinne i den skraa Belysning, han dengang saa mesterlig vidste at anvende, og dog søger jeg nu forgiæves nogen anden Grund til at forlægge den fra »Festtiden,« da der »kimes« i alle Kirketaarne, til »Fastetiden« da Kirken har en tilsvarende Character, og hverken Marken frister Plovmanden eller Skoven Kiøbenhavnerne til at forsømme Kirken *).

Uden nu at tale om Christeligheden af den papistiske Langefaste, som, efter Herrens Ord, kun passer, naar »Brudgommen * 262 er borte,« vil jeg kun spørge, hvor, udenfor Kirketjenesten, der tit er fastende nok, Man endnu finder Spor af vore Fædres »Fastetid,« eller hvor Man, selv inde i Kirkerne, mærker, at Tiden, naar det kimer, er mere festlig end i Dimmelugen? thi jeg veed det sandelig ikke, og maa derfor finde det høist ubetimeligt at flytte Bededagen paa en Grund, der allenfalds kun vilde havt noget at betyde dengang, Man, i vore Oldefædres Dage, desuagtet gav den sin nærværende Plads. Lidt klogere vilde det dog udentvivl være at benytte denne verdslige Kirkedag, vi nu engang har faaet, til en Mindefest om Guds besynderlige Godhed mod vort Fædreneland, hvortil Vaaren netop laaner de naturligste Farver!

Evangeliernes Forflyttelse er vist nok ikke nær saa betænkelig, og naar Vindingen var indlysende, vilde vore faa Kirkegængere vel nok finde sig i den, men at flytte uden Plan efter Indfald var dog ingenlunde Umagen værdt.

Naar saaledes Hr. Biskop Mynster vil have Evangeliet om »Maries Bebudelse« flyttet fra sidsti Fasten til først i Advent, da er det især fordi det, som en glad Tidende, faldt ham fremmed i Fastetiden; thi at ordne Evangelierne historisk erklærer han selv for ugiørligt*), og rykker altsaa Bebudelsen aldeles vilkaarlig fra sin dog lidt historiske Plads ved de »fyrretive Uger« før Jul.

Naar fremdeles Hr. Biskoppen vil have Lectien om Mærkesmanden med Korsbanneret, Stephanus, flyttet fra Julen til anden Pindsedag, da skulde Man tænke, det var for at give en Række historiske Texter af Apostlernes Gierninger, men det er ingenlunde Meningen, det var kun fordi Martyrdøden faldt »ubeleilig« saa nær ved Christi Fødselsdag.

Resten af dette Slags er alt for ubetydeligt og vilkaarligt til engang at nævne, men der er en ganske anden Nyhed med Texterne, Hr. Biskoppen vilde have indført og som jeg ganske alvorlig maa protestere imod.

Foruden Evangelier og Epistler foreslaaer nemlig Hr. Biskoppen en tredie Række af Texter til alle Helligdage, og derimod kunde, naar Man havde frit Valg, Intet være at indvende, skiøndt det immer klinger løierligt, naar Hr. Biskoppen selv siger, at en af de væsenligste Fordele, det ny Ritual skulde bringe, er uden Tvivl en forøget og forbedret Samling * 263 af Texler til Prædikener*); thi slige Smaating var dog vist ikke saa store Ophævelser værd midt i det Nittende Aarhundrede, da det vist mindre er Bøger med Texter og Prædikener, end gode Præster, Man fattes. At der nemlig kan holdes mange slette Prædikener over en god Text, det veed vi Alle, men en slet Præken blot af Mangel paa en god Text er der vist aldrig holdt i Christenheden. Jeg kan imidlertid nok forstaae, at en veltruffet Samling af Bibelske Brudstykker kunde i Middelalderen været endeel Præster et velkomment Tillæg til Evangelierne og Epistlerne, men nu, da vi i Bibelen paa Modersmaalet har en Samling af Texter, der hverken kan forøges eller forbedres, hu har enhver anden forøget og forbedret Samling i mine Øine kun meget lidt at betyde, thi de Præster, der endnu trænge til, at Bispen skal lede en Text op for dem i Bibelen, trængde vist ogsaa til, han skulde baade skrive og holde deres Præken for dem, og var altsaa kun tjent med en Postil at læse op af.

Men en ny Række af Bibelske Texter kan jo dog aldrig skade!

Jo tilvisse, thi skulde den væsenlig bidrage til at skaffe os en ny forordnet Alterbog og et nyt ufravigeligt Ritual paa Halsen, da havde den skadet usigelig, og skulde den være Skatten værd, som derved lagdes paa alle Statskirkens Medlemmer for nye Psalmebøger, da maatte der dog ligge en klar Idee til Grund, historisk, dogmatisk eller moralsk, der kunde veilede Prædikanten, men en Saadan spores ikke, med mindre det skal være deri, at naar Man lægger de nye Texter til de Gamle, har Man No get af næsten alle det Ny Testamentes Skrifter. Skulde dette veilede til Noget, maatte det være til den Tankegang, at Jakobs Brev var just ægte og andet Peders meget farligt, thi af hint skulde vi have to nye Texter, men af dette miste den eneste Gamle, vi havde. Jeg misunder slet ikke Rationalisterne denne lille Triumf, thi for mig maae de præke hele Aaret om og hele deres Levetid over Jakobs Brev, men jeg maa paaanke det, som en aabenbar Partiskhed, da Hr. Biskoppen udtrykkelig erklærer**), at skiøndt Texten af andet Peders Brev (om Herrens Forklarelse) var meget passende, vilde han dog ikke beholde den, fordi Brevets »Ægthed er meget tvivlsom.« Hvorledes Hr. Biskoppen kan forsvare * * 264 den Plet, han dermed sætter paa andet Peders Brev, da han endog tager tre nye Texter af Eb ræer-Brevet og To af Jakobs, som dog vel hverken af indvortes eller udvortes Grunde er mindre, men langt mere tvivlsomme, det er mig ganske ubegribeligt.

Dog, det Værste, og egenlig det Eneste, hvorfor det er værdt at tale om den ny Text-Samling, er, at Præsterne ingenlunde skulde have frit Valg mellem de tre Texter til hver Søndag, men i to Aar slavisk hoppe mellem de gamle Evangelier og Epistler, og det Tredie ligesaa slavisk følge Hr. Biskoppens hverken historisk, dogmatisk eller i nogen Henseende sammenhængende Række. Man troer neppe sine egne Øine, naar Man seer et saadant Forslag af en saadan Mand i vore Dage, thi Man skal ikke let sige, hvad der er urimeligst, enten at ville nu giøre de aandelige Baand strammere end de hidtil var, eller at ansee den strængeste Eensformighed af Texter for en Vinding, naar Prækenerne blev lige forskiellige, som jo Fornuften giver, de vilde, da Texterne ligesaalidt kan omskabe Prædikanterne, som benytte sig selv.

Og nu Hr. Biskoppens Grunde, hvorfor vi, som længe har havt frit Valg mellem Evangelium og Epistel, nu ei blot skulde miste det, men selv miste Lov til at følge en af Rækkerne Aaret om; Grundene, hvorfor vore gamle Evangelier, der har bidraget saa usigelig meget til mange christne Slægters Oplysning, Opbyggelse og Glæde, nu skulde ligesom sidde to Aar i Forbedringshuset for hvergang de lod sig høre; og endelig Grundene for, at vi hvert tredie Aar, efter de nye Texters Anviisning, ikke skulde præke om et eneste af Christi Mirakler eller en eneste af Hoved-Begivenhederne i Hans Liv, altsaa have et Messefalds-Aar uden Jul, Paaske og Pindse, eller »et Aar uden Vaar!«

Til nogensomhelst Grund for alt Dette har jeg ikke fundet mindste Spor, saa naar Hr. Biskoppen siger, han tør troe, at denne Indretning, med tre Texter til afvexlende Brug, vil have »Gejstlighedens næsten almindelige Samtykke« og at den særdeles vil bidrage til christelig Opbyggelses Fremme*), da skiønner jeg ikke rettere end at det er en »blind Tro,« der kun passer maadelig til vore oplyste Tider.

Vel hedder det nemlig, at da kun et yderst ringe Antal af Landets Geistlighed har erklæret sig for et fri t Valg af Texter, * 265 tør Hr. Biskoppen ansee sig fritagen for (hvad han desuden for mange Aar siden har gjort) at fremføre de Grunde, der tale for fastsatte Texter; og dernæst, at næsten alle Geistlige, som har erklæret sig over Sagen, har ønsket nogen Forandring i de nu anordnede Texter, og tillige at Antallet af Texterne maatte forøges, paa detMenigheden kunde blive fortrolig med en større Deel af den hellige Skrift, og for at Prædikanten ikke skulde udtømmes ved Aar for Aar at prædike over de samme Texter*). Alt Dette kan imidlertid være bogstavelig sandt, uden at Man deri øiner mindste Grund til den fastsatte og tvungne Afvexling, som jo ikke før har været Geistligheden bekiendt, saa den derom kunde have nogen Mening; thi fordi Man ikke ønsker grændseløs Frihed, kan Man jo godt hade fuldkommen Trældom, og hvad Hr. Biskoppens gamle Afhandling om denne Sag angaaer, da vilde den, saavidt jeg husker, hverken forsvare den Vilkaarlighed, hvormed Hr. Biskoppen nu behandler vore gamle Texter, eller trøste de Prædikanter, som »udtømmes« ved bestandig at holde sig til dem.

Hverken Hr. Biskoppens Forsvar for vore gamle Texter eller Geistlighedens Ønske om et større Antal at skifte med, kunde da fritage for at anføre Grunde, naar Man foreslaaer, at vi herefter hverken skal have Lov til at vælge mellem Evangelier og Epistler eller til hele Aaret om at følge en af Rækkerne, end sige have Meer at vælge mellem, men at naar der første Søndag i Advent prækes over Evangeliet, skal der anden Søndag prækes over Epistelen, og saaledes »et, to, et, to« hele Aaret om; saa næste Aar først Epistel og saa Evangelium; og saa det tredie Aar hverken Epistel eller Evangelium, men de Bibelske Atomer, Hr. Biskoppen har lagt paa Slump ved Siden ad hinanden, men som dog ingenlunde maae forrykkes. Kun en enkelt Gang, hedder det, som ved en Høstpræken, kan det, som en Undtagelse, tillades Præsten at vælge en anden Text, dersom han ikke i den Bestemte kan finde bekvem Anledning til at afhandle den Materie, han ønsker at foredrage**).

Man seer heraf, det er Hr. Biskoppens Mening, at vi ikke blot skulde oplæse men blindt følge disse aldeles vilkaarlige Rækker, og »denne Afvexlings« Behagelighed næsten for os * * 266 Alle og særdeles Bekvemhed til at fremme christelig Opbyggelse, den er det, jeg aldeles savner Grunde for, medens Alt hvad jeg kiender til den menneskelige Natur, og til Betingelserne for gode Prækener, leder mig til at troe, der ikke er en eneste dygtig Præst i Danmark, der vil give sin Stemme til en saadan Vexel-Drift med Præster, og at under et saadant Aag maatte den Smule christelige Opbyggelse, der end er i vore Kirker, aldeles forsvinde!

Sæt nemlig, at Hr. Biskoppens tre Aargange af Texter var noget ganske Andet end hvad de er, var ikke atomistiske men organiske, saa Man enten havde en historisk, en dogmatisk og en moralsk Række, der udgjorde et fuldstændigt Begreb af almindelig Bibelsk Christendom, eller at disse Rækker af psychologiske Grunde med Konst var saaledes blandede, at de samlede udgjorde en naturlig Lære-Cyclus, saa vilde det dog giælde dobbelt i Aandens hvad der allerede giælder i Haandens Verden, at sunde Regler for Sædskifte, Ve xeld rift og et vel indrettet Agerbrug er det vel godt at have stadig for Øie, men ligefuldt en Ulykke at være bundet til, da baade egne Midler, Jordens Beskaffenhed og mange uberegnelige Omstændigheder kan giøre store og hyppige Afvigelser nødvendige, naar Man ikke vil gaae til Agters og spille Bankerot. Eller sæt, at der i de ibreslagne Rækker under den tilsyneladende Vilkaarlighed laae en dyb Sammenhæng skjult, der lod sig føle, saa beroede jo Gavnligheden paa at den blev følt, og ei paa, at Rækken, trods en modsat Følelse, blev fulgt, da al Erfaring lærer, at Man kun præker godt om hvad der paa en eller anden Maade netop da staaer levende for os, saa jeg kan umuelig begribe, hvor saa skarpsindig en Mand, som Hr. Biskoppen, kan vente, at det Trældoms-Aag, han vilde paalægge os, skulde enten være os lifligt eller bære andre Frugter end den visne Pæl, en vis Abbed befalede en af sine Munke, til Lydigheds-Prøve, hele Aaret rundt omhyggelig at vande!

Men kunde Man dog ikke gierne føie Hr. Biskop Mynster i at oplæse Texterne i den Følge, han nu engang ønsker, og ligefuldt afhandle hvad Man selv finder sig oplagt eller drevet til?

Jo saamæn kunde jeg maaskenok det, uden at Nogen skuide kunne sige, jeg gik mere fra Texten end Man i vore Dage sædvanlig gaaer, naar Man siges at holde sig til den; men det kan ingenlunde Alle, og da det jo netop maa være for Stympernes Skyld Text-Baandet snoes, hvad skal da Stymperne giøre med 267 den ny ufravigelige Text-Række, hvortil der i hele Boghandelen ei findes en tilsvarende Aargang Prækener! For christelige Præster er det desuden en ganske anden Sag at finde sig bundet til Texterne fra Arildstid, der ikke blot kan forudsættes bekiendte indtil de mindste Dele, men gik for en stor Deel som Ordsprog og Sentenser over i Modersmaalet, end at bindes til nye Bibelske Brudstykker efter en Enkeltmands Skøn, og derved, saavidt mueligt, fjernes fra de gamle Texter og hindres fra med dem at fornøie de Troende, der intet Aar vil savne de kiære Taler om Herrens Fødsel, Daab og Fristelse, Opstandelse og Himmelfart, Brylluppet i Cana, Pharisæeren og Tolderen, Enkens Søn af Nain, den Værkbrudne, og flere saadanne skiønne Evangelier, saa om det var et heelt Concilium, der befalede, at disse Taler to Aar halvveis og det Tredie aldeles skulde forstumme i Kirken, da maatte jeg protestere baade i mit eget og i Menighedens Navn.

Man agte nu vel, det er her som overalt kun den større Tvang for Alle og Tvang fra det gode Gamle for os, som vil blive ved det, jeg protesterer imod, og at for mig og Menigheden paastaaer jeg kun Frihed til at beholde det Gammel-Lutherske, hidtil Forordnede, i Kirken, medens jeg anbefaler al den Frihed, mine Modstandere kan trænge til og med mindste Skiel forlange, saajlem ønsker jeg ikke blot Frihed til at nyde den foreslaaede »Afvexling« om de har Lyst, men til hver Søndag at have Valget mellem alle Biblens Bøger, Kapitler og Vers. Ogsaa mig selv og mine Præstevenner ønskede jeg vel denne Bibelske Frihed, der aldrig kunde skade, da den jo indesluttede Friheden til saa strængt, Man vilde, at følge enten den gamle Orden eller hvilken Man holdt for den Bedste; men saavel Kirke-Historien som egen Erfaring har lært mig, vi kan nøies med den Frihed, vi i denne Henseende hidtil har havt, og netop ved min fri Forbindelse med vore gamle Evangelier, i Frederiks-Kirken, har jeg vundet dem saa kiære, at kun Menighedens Bedste kunde bevæge mig til Forandring. At nu Menigheden, hvor der er nogen, havde godt af at blive fortroligere bekiendt med hele Bibelen og især det Ny Testamente, end den er, har jeg længe følt, og at nogen Afvexling af Texter kunde bidrage dertil, er ligefrem, men visselig ikke en Afvexling, der gjorde Præsten til Slave, og heller ikke en Afvexling, der endnu mere sønderrev den historiske Traad, der for os Alle, og da især for Børnene i Christo, 268 er det nødvendige Baand, hvortil al christelig Oplysning maa knyttes.

Vore Søndags Evangelier og Lectier er jo kun Brudstykker af den gamle Kirke-Læst, der vel i vore Stats-Kirker kun meget ufuldkommen lader sig fornye, men lod sig dog i det enkelte til megen Oplysning og Opbyggelse efterligne, naar først Frihed istedenfor Trældom blev vort Kirke-Princip, som den aabenbar til alle Tider er Aandens Element. Den Engelske Skik: foruden Evangeliet at oplæse hver Søndag et Kapitel af Bibelen baade det Gamle og Ny Testamente, og da præke over en af Delene eller over et enkelt Skriftsprog, vil jeg vel ikke anbefale, men den viser dog, hvad der endnu lod sig giøre, og vedligeholder virkelig megen om end chaotisk Bibelkundskab. At oplæse i Løbet af hvert Kirkeaar Lucas Evangelium og Apostlernes Gierninger, vilde, hvor Præsten eller Skolelæreren havde Lyst og læste godt, lægge en klar og ypperlig historisk Grundvold og tilbyde Prædikanten den bedste Leilighed til nyttig og fornøielig Afvexling, men en Befaling derom vilde kun giøre Skade, saa vi fattes kun Tilladelsen. Herved udfyldtes nemlig alle de Huller, vore Søndags-Evangelier lade staae i Herrens Levnets-Løb, og der vandtes et stedse meer bekiendt historisk Grundlag for den lange Trinitatis-Række, som nu ganske fattes det, skiøndt enhver dygtig Præst kan see, at den Van føres Helbredelse, Ananias og Saphira, Gamaliels Raad, Stephans Lidelse, Simon Troldmand, Kammersvenden fra Morland, Pauli Omvendelse, Tabithas Opvækkelse, Høvedsmanden Cornelius, Christen-Navnets Ophav, Peders Fængsel, Herodes Endeligt, Sergius Paulus, Pauli Stenelse, Apostlernes Hyrdebrev, Stokmesteren i Philippi, de Vise i Athenen, Guldsmeden i Ephesus, Eutychi Opvækkelse, Pauli Afsked, Kong Agrippa, Pauli Skibbrud og hans Stuefængsel i Rom, vilde paa een Gang stille de stadige Tilhørere Kirkens Stiftelses-Tid for Øie, og aabne Prædikanten en rig Guldgrube, længe saagodtsom ubearbeidet. Kunde ogsaa Noget igien skaffe os en stadig Sommer-Kirkegang af egen Drift, er jeg vis paa, det var en saadan Afvexling, og hjelpe betydelig maatte den overalt hvor der endnu er Mund og Øren for Sligt, uden at Tiden mellem de store Høitider tabde det Mindste af sit eiendommelige Præg, der ingenlunde er den papistiske Afvexling af Hovedhængeri og Lystighed, som Fastelavn og Faste, men Herrens Billede, som Han boede iblandt 269 os med den Eenbaarnes Herlighed under Stodder-Dragten.

Saameget for at vise, jeg slet ikke forguder vor gamle Indretning, fordi jeg modsætter mig en Ny, der ikke blot var tre Gange værre, men, hvor den traadte i Kraft, maatte virke som Død og Opløsning baade paa Præst og Menighed; thi vel kan Man sige, det stod Præsten frit for at holde saa frie og levende Bibellæsninger ved Siden, som han vilde, men Man glemmer da, baade at der skal megen Livskraft til at giennemgaae Døden engang hver Uge, og at vor Opgave, som Præster i Stats-Kirken, jo ingenlunde er at giøre den med sin offenlige Gudstjeneste overflødig, men netop at giøre den tilstrækkelig. Kun fordi jeg, som Embedsmand i den, har dette for Øie, modsætter jeg mig i Eet og Alt Hr. Biskop Mynsters Forslag til at fremtvinge Eensformighed hvor Eenheden fattes, og stramme alle Baand hvor Frihed er uundværlig; thi ønskede jeg Stats-Kirken afskaffet, og vor ordenlige Guds-Tjeneste afløst af allehaande Gudelige Forsamlinger, med og uden Præster i Spidsen, da taug jeg, eller opmuntrede Hr. Biskoppen til at sætte sit Forslag igiennem med al muelig Strænghed, thi jeg er visselig ikke bange for, at de n Aand, jeg taler og virker i, skulde enten tabe Slaget eller lade sine Redskaber blive den sorte Døds Offere, hvor steendød Man end gjorde Stats-Kirken og hvor lænkebundet end dens Præstestilling blev; men jeg troer at Stats-Kirken, med tarvelig Frihed, kan endnu, maaske i Aarhundreder, baade være Christi Kirke og Danmark til Velsignelse, derfor protesterer jeg mod al ny Tvang og tilraader al den Frihed, der kan giøre Medlemmerne dens Byrder lette, uden at forandre deres Stilling til Regieringen og det Borgerlige Selskab.

Derfor maa jeg ogsaa fraraade den Indskærpelse, Hr. Biskop Mynster foreslaaer*), af Forpligtelsen til giennem hele Fasten at præke over »Lidelses-Historien,« thi deelstørjeg paastaae at hele den sørgelige Faste-Betragtning er en papistisk Levning, Man ei skal frede om, og deels er det en Kiendsgierning, at Faste-Prækenerne i Almindelighed falde Præsterne besværlige og Kirkegængerne kiedsommmelige, skiøndt Mange af dem undsee sig ved at tilstaae det. Derfor vil jeg give dem et godt Exempel, ved at tilstaae, det gaaer mig ligedan, skiøndt Man veed, det er ikke fordi Christi Kors * 270 forarger mig, og kunde jeg faae Tilhørere, skulde jeg gierne præke hver Dag i Dimmel-Ugen over Lidelses-Historien, men fem Søndager i Træk Eet og det Samme er unaturligt, og Udskeielserne, som der er Anledning nok til, er for smaa i den store Kiæde.

Collecter og andre Kirkebønner.

Messe-Bønner eller Collecter er en Levning af Pavedom m e t s gamle Messe, og da Opbyggelsen derved ganske beroer paa hvordan den udføres, og for en stor Deel paa om Præsten kan synge, burde det vist være en fri Sag, om Præsten vilde læse Messe eller ikke, og allenfalds være ham overladt, hvilke Bønner han fandt sig istand til at messe til Opbyggelse, og til en saadan Frihed vilde der nu væresaameget mere Grund, som Messen nok paa Landet er meget aflagt, og holdes i Kiøbstæderne sædvanlig enten for tomme Stole, eller under stor Forstyrrelse af Tilhørerne, som vælge den Tid til at komme og gaae; men da det vilde være latterligt at vente Friheds- Forslag af Hr. Biskop Mynster; vil jeg her, som allevegne, indskrænke mig til at protestere mod den ny og meget værre Tvang, han vil have os paalagt. Ogsaa her skulde vi nemlig tvinges fra noget Gammelt, der giennem Aarhundreder ei blot har viist sig taaleligt, men tildeels meget opbyggeligt, til noget Splinternyt af Hr. Biskoppens eget Arbeide, der saa ganske bærer Præget af hans Individualitet, at det kan være meget godt paa sit Sted, i Hr. Biskoppens egen Mund, uden derfor at passe i nogen Andens. Kommer nu hertil, at Hr. Biskoppen ved sit eget Exempel i en heel Menneske-Alder har viist, at vore gamle Collecter saavelsom alle vore gamle Formularer er endnu ret brugelige, men har ei engang prøvet om de Nye vilde tækkes ham selv uden paa Papiret, hvor Alting klinger lige godt; saa er det jo dog meget overilet at foreslaae disse nye uprøvede Prøvestykker til udelukkende og ufravigelig Brug! Man mærke vel, det er kun det Sidste, kun Udelukkelsen af vore gamle, prøvede, os tildeels kiære og dyrebare Collecter, og Paatvingelsen af 271 Splinternye, Uprøvede, aldeles Fremmede, jeg paaanker; thi at Hr. Biskoppen vilde prøve sin Lykke med at levere noget Nyt, der ikke blot taalde Sammenligning med det Gamle, men fortjende at foretrækkes, det kunde jeg vel ansee for lidt dristigt, men kunde saameget mindre anke over, som det jo var Hr. Biskoppen selv, der havde Ubehageligheden, hvis Forsøget mislykkedes, medens Statskirken muelig kunde vinde, men aldrig tabe derved. Da Hr. Biskoppen derimod ved den Verdslige Øvrighed vil have sit Arbeide med Magt indført, uden virkelig foregaaende Prøvelse og uden Leilighed til Sammenligning med det Gamle, der er prøvet og har vundet Aarhundreders Bifald, men skulde til Straf udkastes i det yderste Mørke, nu maa jeg protestere, det bedste, jeg kan.

Eller er vore gamle Collecter i Hr. Biskoppens Øine kirkelige Misdædere, som har deres Liv forbrudt, da sige Man os, hvad de har syndet, saa deres Venner kan tale deres Sag, og hvis de alligevel fordømmes, da lade Man de Nye i det Mindste efterligne dem deri, at de først efter i halvandethundrede Aar at have vundet Præsternes frivillige Stemme, ansøge om Kongelig allernaadigst Stadfæstelse paa deres Eneret!

Spørge vi nu Præsten i Spjellerup, hvad han havde mod vore gamle Collecter, da indrømmer han kun, at de, som alt Menneskeligt, har deres svage Sider, men roser dem for Resten, og spørge vi Biskoppen i Sælland, da synes han ei at finde anden Feil hos dem før Prædiken, end at de passe til Dagens Evangelium, og blive altsaa i de to Aar halvveis og i det Tredie aldeles upassende, naar hans Forslag til Afvexling med Texterne skal følges, og mod Collecten efter Prædiken har han kun det, at den staaer ene*).

Altsaa, de med Evangelierne passende Collecter før Prædiken, som er aldeles uskyldige i Hr. Biskoppens urimelige Forslag, skulde bøde for det, og fordi Hr. Biskoppen fandt, det var ikke godt, at den liflige Collect efter Prædiken blev alene, skulde den nøies med et lille Naadsensbrød, og dens store Besiddelse deles paa Slump mellem ubekiendte Lykkefristere! Hvem kan dog her gienkiende den sunde Logik, som Man skulde mene, snarere maatte ledt Hr. Biskoppen til at opgive Text-Forvirringen, der krævede saa store Offere, og til enten at give den hidtil mageløse Collect efter Prædiken en værdig Medhjelp, eller lade den fremdeles staae ene, som den stod med * 272 Æren i halvandet Aarhundrede, uden at vist nogen dygtig og taktfast Præst ønskede Fasten, for i syv Uger at være den kvit! Herefter skulde syv Uger af den lange Trinitatis, som Hr. Biskoppen dog ellers selv er forlegen med, være hele denne kongelige Collects beskikkede Deel, og derved skulde »en betydelig Mangel« i vor Alterbog være afhjulpet*), som jeg dog aldrig har sporet ved at messe den mageløse Collect uafbrudt i syv Aar! Naar derfor Hr. Biskoppen mener**), at hans »langt flere Collecter efter Prædiken« kan bøde paa de »Færre før Prædiken,« da synes denne Regning i alle Maader meget for rund, thi om ogsaa Tallet gjorde Sagen klar, foreslaaer Hr. Biskoppen jo kun 35 Collecter baade før og efter Prædiken, medens vor gamle Alterbog nok har 65 før Prædiken, og dog egenlig To efter Prædiken, der passe fuldt saa godt til hele Aaret som deres sytten nye Medbeilere.

Hvad nemlig Passeligheden af de nye Collecter angaaer, da tilstaaer Hr. Biskoppen selv at med den halter det meget kiendelig, men hans Tankegang i denne Henseende falder mig saa fremmed, at jeg maaske ikke ret har fattet den, og vil derfor bede Læseren selv see efter ***). Efter at have anmærket, at til de nye Texter passe naturligviis de gamle Collecter ikke, og at hvis Man, som i adskillige nyere Agender, gav Prædikanten Valget mellem endeel Collecter af forskielligt Indhold, vilde han dog tit kun vanskelig finde en Collect, der nogenledes stemmede med hans Prædiken; da tilføier Hr. Biskoppen »Jeg har troet, at Vanskelighederne bedst lode sig hæve ved at inddele Kirkeaaret i et Antal af mindre Afsnit, og da for ethvert af disse at udarbeide een Collect til at messe før Prædiken og en anden til at messes efter Prædiken. I disse Collecter kunde da tages Hensyn til den Tid i Kirkeaaret, i hvilken de bruges, og til den for denne Tid anordnede Cyklus af Texter, og Menigheden vilde da derved strax henledes til de Forestillinger, som just paa den Tid i Særdeleshed bør giøres levende, og fra hvilke Prædikanten kan ventes at ville gaae ud. Inddelingen af den første Halvdeel af Kirkeaaret, eller indtil Pindsefesten, havde ingen Vanskelighed; men i den anden Deel af Kirkeaaret, elier Søndagene efter Trinitatis, maatte Inddelingen blive vilkaarlig, da her Intet var givet, hvorfra der kunde gaaes ud, og Søndagene her ikke ere * * * 273 sammenføiede med noget naturligt Baand. Jeg har derfor her taget syv Søndage sammen og i Collecterne taget saameget Hensyn paa de i hvert Afsnit forekommende Texter, som Omstændighederne tillode.«

Hermed synes mig nu Hr. Biskoppen siger, at fordi de gamle Collecter ei herefter hver Søndag vilde passe til Texten, og da Præsterne ved frit Valg neppe hver Søndag vilde finde en passende Collect, saa hævedes Vanskeligheden bedst ved at paatvinge Præsterne endeel Collecter, der vel aldrig passede til nogen enkelt Text, men havde dog om Vinteren Hensyn til Tiden, og var kun vilkaarlige hele Sommeren; men det giver kun Mening, naar Man føier til, at »Tvang passer« ganske vidunderlig for Præsterne, saa, naar kun den i passende, (ganske overordenlig) Grad finder Sted, bortfalder paa en Maade alt det Upassende ved Collecterne. Om nu dette virkelig er Hr. Biskoppens Mening, tør jeg vel ikkeafgiøre, men at han ingen Frihed levner os, er dog klart, og hvorfor vi da ikke heller maatte beholde de 65 gamle Bekiendtere, der dog især om Sommeren altid vilde passe bedre til Texterne end deres aldeles vilkaarlige Efterfølgere, det er mig igien ubegribeligt, med mindre Hr. Biskoppen troer at hans nye Collecter staae himmelhøit over de Gamle i Fynd og Høitidelighed, hvad jeg, uden at ville paa nogen Maade nedsætte dem, vover at betvivle, til de har været messet ligesaa tit. Selv synes Hr. Biskoppen ikke at være paa det Rene med denne Sag, thi vel siger han, at vore gamle Collecter »gientage idelig det Samme,« og at han kun har givet saa faa, for at »bringe nogen Rigdom og Afvexling i Indholdet;« men han »tør dog ikke nægte, at der ogsaa i de Nye findes mange Gientagelser« og tilføier, at Flere af de gamle ere optagne med liden eller ingen Forandring, ligesom han ved Udarbeidelsen af de Nye har stræbt at holde sig saa nær som mueligt til Formen og Tonen af de Gamle*). Det gaaer ogsaa virkelig mig med Hr. Biskop Mynsters Collecter, som det gik Præsten i Spjellerup med Biskop Bojsens, at jeg veed ikke at have stødt paa nogen ny Tanke, skiøndt jeg har savnet Mange af de Gamle. Uagtet jeg nemlig ingenlunde tør fritage vore gamle Collecter for en Deel overflødige Gientagelser, ligger det dog allerede i deres Forhold til Evangelierne, at de maae være meget rigere end Efterligningerne med ubestemt Hensyn paa den kirkelige * 274 Aarstid eller et Syvtal af Texter uden Sammenhæng, og desuden synes de »Orientalske« Udtryk og Doxologien, som Præsten i Spjellerup mesterlig forfægtede, ei at have saa stor en Velynder i Sællands Biskop.

Dog, jeg havde, mod min Hensigt, nær begyndt at critisere, hvad Hr. Biskoppen bedes at tilgive, for den Latinske Dannelses Skyld, som løber derpaa ud, og som Hr. Biskoppen ynder langt mere end jeg, men som vi dog Begge har faaet og kan ei blive kvit. I Grunden har jeg nemlig intet Andet mod Hr. Biskoppens Collecter end at de skulde os paatvinges og udelukke de Gamle, hvoraf Mange overgaae Alt hvad Man nu giør af det Slags, og derfor har jeg stræbt at vise, hvorlangt Trældoms-Texterne og Tvangs-Collecterne i mine Øine er fra at kunne anbefale eller forsvare hinanden, da det meget meer synes mig soleklart, at saalænge vi skal være bundet til faste Texter og Collecter, maae vi dog i det Mindste have Lov til at beholde de gamle Forbindelser, som Mosset adler, og som desuden er i det mindste syv Gange liberalere end de Nye, Hr. Biskop Mynster foreslaaer.

Om de lange Kirkebønner kan jeg fatte mig kort, da Hr. Biskop Mynster, Gud skee Lov! dog finder, det kan overlades til Præsten, om han med dem vil trætte sig selv og Menigheden, og Man kan gierne sige vor Herre med, thi Han har jo udtrykkelig sagt, at de ordrige Bønner hører til Hedenskabet, og med sin egen Bøn givet os baade et sikkert Pant paa, vi saaledes forstaae Ham ret, og det bedste Mønster til Efterligning. De Bønner, der naaede fra Hans Bagger til Christen Vorm, var vel endnu lidt længere, men de har jo ogsaa for længe siden været aflagte, undtagen vel paa Bornholm og langt inde i Jylland, og kan vi paa Øerne faae Folk til ret at høre Præken og Fadervor, kan vi med en god Samvittighed slaae Resten af.

Psalmebogen.

Det var nær gaaet mig som Hr. Biskop Mynster, og som det, af mange Grunde, i vore Dage sædvanlig gaaer, at Man glemmer Livet over Bøgerne og den virkelige Menighed over et kirkeligt Hjernespind; men Psalmebogen erindrede 275 mig dog til Lykke om, det var reent galt, da det eneste Fornuftige, Man kan giøre ved tomme Kirker, er, som Hr. Biskoppen selv i »Ritualet« har bemærket, at »lukke« dem.

Skulde du nu, tænkde jeg, end reent have taget feil i din Mening om den ny Indretning med forvirrede Texter og vilkaarlige Collecter, saa den virkelig har Geistlighedens næsten almindelige Samtykke og kunde særdeles bidrage til christelig Opbyggelses Fremme, saa kan det jo dog aldrig slaae feil, at skal Menigheden have nogen Opbyggelse deraf, maa den ikke komme endnu mindre i Kirke og føle sig endnu mere fremmed der, end den giør nu. Men vi Landsby-Børn veed godt, naar vi besinder os paa det, at det vilde være reent ude med Bøndernes Kirkegang, naar deres ny Psalmebog, som de Fleste finder fremmed og forstyrret nok foran, nu blev ligedan bag i, saa hverken Collecter, Epistler eller Evangelier vilde passe meer, og at lod de sig bevæge til i to Aar at flakke om fra Herodes til Pilatus, frem og tilbage, fra Faste til Advent og fra Jul til Pindse, uden dog at kunne følge med Præsten paa Prækestolen, end sige for Alteret, da lod de sig vist ikke narre det tredie Aar, naar de mærkede, de ikke havde andet for alt deres Hovedbrud, end at Præsten løb reentfra dem og fulgde hverken Vei eller Sti. Skulde altsaa Kirkegængerne paa Landet, der jo dog er faa nok, ikke reent jages bort med den ny Alterbog, da maatte Almuen med det Samme faae hver sin ny Psalmebog, indrettet derefter, og det vilde blot med et 300000 Stykker, skikkelig indbundet, være en meget betydelig Udgift, som Almuen vist ikke, af Længsel efter splinterny Collecter og i deres Øine reent forvirrede Epistler og Evangelier, selv paatog sig, saa det første Sæt nye Psalmebøger maatte reentud foræres dem. Kan og vil nu Hr. Biskop Mynster og den med ham enige Geistlighed giøre den Opoffrelse, da skulde det være mig et Beviis paa, at de virkelig troede paa den ny Indretning og ventede store Ting af den, skiøndt jeg blev ved at være vantro, til jeg fik Troen i Hænderne; men kan og vil de ikke det, kan og vil da Regieringen giøre saa stor en Opoffrelse for at faae noget Splinternyt, Uprøvet og meget Tvivlsomt indført i Statskirken? Dette er, som Man seer, et reent praktisk Spørgsmaal, som Hr. Biskop Mynster havde gjort vel i at faae besvaret, førend al den Ophævelse blev gjort, der nu, blot for den Sags Skyld, rimeligviis vil være spildt, thi deels anseer Hr. Biskoppen selv denne Indretning for en af de væsenligste Fordele ved et nyt Ritual, og at hverken de nye 276 Formularer ved Daaben og Nadveren, eller det strænge Reglement for alle Præsters Tanker, Ord og Gierninger, vil synes Mange værd at eftertragte for deres egen Skyld, det er jeg temmelig vis paa.

Men, siger Hr. Biskop Mynster, Texterne, og naturligviis Collecterne med, behøver jo kun »særskilt at aftrykkes og indbindes med Psalmebogen,« men det er ikke nær saa let gjort som sagt, thi selv i Kiøbenhavn vilde det have sine Vanskeligheder, og hvormange Bønderfolk, mener Hr. Biskoppen vel, der baade kunde og vilde, selv naar Man skænkede dem det særskilte Aftryk, lade deres Psalmebog vandre til Bogbinderen for at faae det ind? Nei, skal nogensomhelst Forandring endogsaa kun til Prøve finde Sted paa Landet med Collecter og Texter, uden reent at ophæve Kirkegangen, da maa det, som Præsten i Spjellerup meget rigtig anmærkede, skee med en ny PsaImebogs Indførelse, hvorved Almuen er belavet paa at finde endeel Nyt, og vil sædvanlig finde sig i det, naar den kun ikke savner det Gamle ved Siden, den især holder ad. I denne Henseende er det en heldig Omstændighed, at vi aabenbar trænge høit til en ny Psalmebog, da Kingos, hvor den endnu findes, unægtelig trænger til en ny Skikkelse, og den saakaldte »Evangeliske,« der er den Sædvanlige, endnu øiensynligere trænger til at ombyttes med Noget, der er Psalmebog af Andet end Navn og Udseende; men herpaa synes Hr. Biskop Mynster slet ikke at tænke, thi Alt hvad Man herom finder i Ritual-Forslaget er, at hvor de ældre Psalmebøger endnu bruges, synges Psalmerne deraf som hidtil, og at det »aldeles ikke tillades« at deri Kirkerne bruges anden Psalmebog end dem, der enten fra gammel Tid af er i Brug i Menigheden, eller den, som under Navnet »Evangelisk-Christelig Psalmebog« er autoriseret*). Eftersmækket, at hvor den Sidstnævnte er indført, maa den ikke ombyttes med den Ældre, var vist overflødigt, da endogsaa blot den ny Udgift sagtens allevegne vilde hindre Mængden fra at stemme for den Gamle, men hverken Denne eller Poesien eller de gammeldags Lutheraner havde dog ventet det Eftersmæk af Hr. Biskop Mynster, der jo ligesaavel som vi Andre harØine for Usselheden af Halvfemtsernes Psalme-Sang, og maa vide, den gav Almuens Kirkegang i Sælland sit Banesaar. Var imidlertid Hr. Biskop Mynster tilfreds med at faae sine * 277 Text-Rækker og Collecter i Brug, uden at derfor de gamle Collecter udelukdes eller Præsterne fik mindre frit Valg, og vilde han tilladt os Smaafolk at være lidt paa Raad med om en ny Psalmebog efter Tidens Tarv og Folkets Hjerte, da kunde han frit regnet paa min og mange Christnes Føielighed og virksomme Bistand; thi det er os ganske klart, at Kirketjenesten trænger høit til en ganske anden ny Psalmebog end den Evangeliske, hvis den skal kunne hamle op med de »Gudelige Forsamlinger,« og, sagde Præsten i Spjellerup: er det imod deres Villie, som besøge Kirken, og efter deres Villie, som ikke komme der, Man vil omstøbe Gudstjenesten*)? Af Brorsens Psalmebog har de Jydske Bønder, foruden et Par andre Oplag, ladt et Stort giøre for deres egen Mund, af Kingos Psalmer har Sællandsfarene nylig, foruden Fengers Udgave, faaet sig en Samling, og mit Sangværk staaer i de Gudelige Forsamlinger meget bedre anskrevet end jeg; disse Psalmebøgers Velyndere er nok de eneste stadige Kirkegængere, og hvorlænge vil de giøre Hoveri, naar Man kun skiælder dem ud for det og piner saavel dem som deres Børn med Halvfemtsernes Rimstok!!

Præste-Vielsen og Præste-Eden.

Da Hr. Biskop Mynster vil have baade Præste-Vielsen og Præste-Eden beholdt uforandrede, saa har han her i statskirkelig Henseende endnu langt større Fordeel over mig, end jeg over ham ved Daaben, og har da nemt ved at seire. Naar jeg desuden begynder med at give ham fuldkommen Ret i, at den Danske Stats-Kirkes Ritual for Præstevielse er i christelig Forstand fortræffeligt, da kan det synes, som det ikke blot var en Modsigelses men en Selv-Modsigelses Aand, der drev mig til at ønske Forandring; men jeg maa ikke desmindre erklære baade Præstevielse og Præsteeed, som befalede, for aldeles upassende og, under Stats-Kirkens nærværende Omstændigheder, for meget skadelige.

Det er vistnok langt fra min Mening, at vor gamle * 278 Præste-Vielse skulde afskaffes eller forbydes, thi den er, efter mine Tanker, saa mageløs i Christenheden, at selv i sin fulde Friheds-Stand vilde Christi Kirke neppe tage det Mindste fra og kun lægge sin »Troes-Bekiendelse« dertil; men det burde staae Enhver af Stats-Kirkens Bisper frit for, om han vilde meddele, og Enhver af dens Præster, om han vilde modtage denne Indvielse, der aabenbar kun passer for gammeldags Christne. Vel har, siden Bastholms Dage, neppe Nogen, enten Bisp eller Præst, besværet sig over Samvittigheds-Tvang ved denne Leilighed, men desværre er det, da vi dog veed, der har været Mangfoldige, som hverken kunde eller vilde tilegne sig hvad her tilbydes. Saavidt jeg har kunnet mærke, veed de Fleste af Stats-Kirkens Præster slet ikke, hvordan de er indviede, og har ikke mindste Tanke om, at der under Haandspaalæggelsen rneddeeltes dem Noget, som var værdt at nævne, og enten det derfor kan nytte eller ikke, maa jeg, som christelig Præst, saavel for Indvielsens, som for de Vantroes og Blindes egen Skyld, bede og besværge den verdslige Øvrighed dog ikke fremdeles at befale en saadan Misbrug af de hellige Ord, der i alle Henseender maa være fordærvelig. Hvad det nemlig har at sige, at faae »det hellige Præste- og Prædike-Embede overantvordet efter apostolisk Skik i Navn Gud Faders, Søns og Helligaands,« under Haandspaalæggelse og eenstemmigt Amen, det har jeg ikke blot følt den Dag jeg blev indviet, men nu snart i tredive Aar, og maa da vel korse mig over den Ligegyldighed, hvormed det sædvanlig baade meddeles og modtages, maa da vel ønske, det blev en fri Sag, saa det dog i Regelen blev til Velsignelse og ei til Dom. Jeg vil saameget mindre tvistes med Nogen om Indvielsens Virkning i Christi Kirke, som vor Formular vel maa kaldes en Nyhed, og hverken Bisper eller Præster i Stats-Kirker kan vælges saaledes, at de har Ret til at vente nær Alt hvad Herren har lovet sil Ords Tjenere; men jeg paastaaer, hvad der er soleklart, at om end slet ingen Naadegave fulgde med saadanne Ord, maatte dog ingen Christen udtale dem over en vitterlig Vantro, og ingen sandhedskiærlig Mand, som fattes Tro paa den Helligaand, lade sig indvie med dem, og jeg føier til, at efter min Formening beviser Herren ogsaa her, at Han giver Naade for Naade, giver Aand uforskyldt til alle dem, der troe, Han er selv tilstæde og fæster sit Ord Tjenere.

Ordinationens Vilkaar bestemme vort Præste-Forhold til Christi den hellige, almindelige Kirke, og Præste-Eden 279 vort Forhold til Stats-Kirken, og det er den Danske Regiering saavelsom dens Geistlighed til Gavn og Ære, at disse Forhold findes saa klart adskilte og for troende Mænd saa ønskelig gestaltede, som neppe i noget andet Land; men Man har jo alt længe vidst, at de, Man beskikkede og lod indvie til Præster, ingenlunde Alle havde den gamle Tro, ja det var jo alt længe vitterligt, at Præste-Lærerne (de Theologiske Professorer) i mange Henseender aabenbar bestred den, og under disse Omstændigheder, paastaaer jeg, er det ligesaa upolitisk, som forargeligt, at alle Præster endnu indvies paa oldchristelig Maade og sværge en Eed, kun gammeldags Lutheraner kan mene og til Nød holde.

Dog, Hr. Biskop Mynster har ikke anført Edens Ord, og dog har maaske faa Præster det gamle Ritual, medens vist endnu Færre kan Eden udenad, saa, før vi gaae videre, vil vi erindre det Fornemste af den, som det maa lyde for os paa Dansk naar vi kan Latin.

Vi love at anstrænge alle vore Kræfter for trolig at indprænte vore Tilhørere den himmelske Lærdom, som indeholdes i de Prophetiske og Apostoliske Skrifter og i den Danske Kirkes Symboliske Bøger; at vi vil forrette Sacramenterne anstændig og andægtig efter den af Christus forordnede Regel; og at vi vil nøie overholde Kirke-Tugten, drive paa Børne-Lærdommen, følge de vedtagne Kirkeskikke og Intet tillade os, som er imod Kirkelovene.

Vi skal ogsaa »for Alvor« giøre det hellige Løfte, ikke blot selv at flye og skye enhver mod Guds Ord stridende Lærdom, men ogsaa efter Evne (pro virili) bekæmpe den, og heller lade vort Liv, end give falsk og fanatisk Lærdom Medhold.

Vi love endelig, at vi vil læse flittig i den Hellige Skrift, og med skyldig Omhyggelighed indprænte os Troes-Artiklerne, og ei lade en Dag gaae forbi, uden at anvende nogen Tid til hellig Læsning, naar ellers Sygdom og uundgaaelige Forhindringer tillade det.

See; hvis jeg ikke reent har glemt min Latin, staaer virkelig alt dette i den Præste-Eed, hvorom Hr. Biskop Mynster forsikkrer*), den er »saa hensigtsmæssig, at den hverken behøver eller let kunde erholde en Forandring til det Bedre.«

Kun i Forbigaaende vil jeg bemærke, at hvis Hr. Biskoppens Forslag til en ny forordnet Alterbog gik igiennem, vilde * 280 det jo dog være »uhensigtsmæssigt« at Præsterne baade ved Ordinations-Løftet og Embeds-Eden forpligtedes til at forrette Sacramenterne efter Christi Anordning, da Christus umulig kunde anordne t o saa forskiellige Daaber, som Alterbogens, og har beviislig ikke anordnet den Barnedaab, der er noget Splinternyt.

Derimod maa jeg ret med Flid bemærke, at er det, som jeg mener, Hensigten med en Embeds-Eed, at den skal være et helligt Baand mellem Regieringen og Embedsmanden, som det er Embeds-Fortabelse vitterlig at bryde, da kan jeg neppe tænke mig noget mere »Uhensigtsmæssigt« end en Latinsk Eed for Danske Præster, der forpligter dem til Meer end Nogen med den bedste Villie kan opfylde, til Meget, som Regieringen forud veed er de Fleste umueligt, og selv til Adskilligt, den ikke vil, maa opfyldes, og det er jo Altsammen Tilfældet med vor Præste-Eed, saa ingen kunde lettere »forandres til det bedre« blot ved at fordanskes og forkortes.

Som Historiker har jeg nok lagt Mærke til, at jo mindre Folk bryder sig om Eder og Løfter, deslængere og strængere giør Man sædvanlig Formularerne, og efter denne Regel maatte vist nok Eeds-Formularerne fra det Syttende Aarhundrede ei forkortes men forlænges, ei formildes men skærpes betydelig i det Nittende; men eftersom daglig Erfaring lærer, at hvem der lover mest, holder sædvanlig mindst, og at lange og strænge Løfter, som Man paa en Maade tvinges til, har ondt ved at huske og kan umuelig holde ordret, dem tænker Man sædvanlig kun lidt ved, naar Man giør dem, og tænker siden slet ikke paa; saa skulde alle kloge Folk nuomstunder raade Øvrigheden at nedsætte sine Fordringer, saa det blev en Skam at svigte, og ved al muelig Formildelse af Embeds-Ederne skærpe Embedsmændenes Samvittighed.

Giælder dette nu i det Hele, da giælder det naturligviis dobbelt om Geistlige Embedsmænd og deres Eder, deels fordi deres egenlige Embede er af aandelig Natur og maa øves med Frihed, naar det skal gavne, og deels fordi det er daarlige Troskabs, Ærligheds og Sanddruheds Apostler, som tiltræde deres Embede med en vitterlig Usandhed, og maae, naar de mindes om deres Embeds-Eed, enten slaae den Ting hen i Spas, eller give en Fortolkning deraf, som, anvendt paa Eder og Løfter i det Hele, gjorde dem til det tommeste og forargeligste Mundsveir under Solen. Ved vore Præsters Embeds-Eed reiser sig derfor det alvorlige Spørgsmaal: om det kan 281 være Regieringen og Folket ligegyldigt, hvem der vil være Præster, og med hvilke Øine Præsterne sædvanlig betragtes; thi at der altid vil være hundrede Hænder om Præstekaldene, saalænge de, om end tildeels smaa, er dog »visse Levebrød,« saa Man sagtens kan faae saamange og saa strænge Eder gjort, som Man vil forlange, det indrømmer jeg paa Timen.

Tusinde for Een vil jo svare mig, ja, Kirker og Præster er nu kun et »nødvendigt Onde« som Man ei kan blive kvit, saa det er ganske ligegyldigt med Personerne, naar Man blot ikke faaer formange saadanne Ultra-Orthodoxer, eller Hængehoveder og »hellige Præster,« som du og dine Lige! Ja, det vil Tusinde for Een svare mig, naar de skal sige deres Hjertes Mening, saa enten Hr. Biskop Mynster vil troe det eller ikke, gaaer det dog ham og enhver agtet Geistlig hos os med Agtelsen, som det gik Ludvig Philip med Kronen, som han ingenlunde fik fordi, men skiøndt han var en Bourbon. Om jeg derfor end nok saa gierne ønskede at kalde de gyldne Præstetider tilbage, saa indseer jeg dog Umueligheden deraf, og istedenfor at giøre mig vred over Folkets Ringeagt for Præstestanden og Skoserne til »mig og mine Lige,« giør jeg Folk opmærksom paa Biskop Mynster og andre høi eller dog velærværdige Mænd, og spørger dem, om de ikke mene, naar Man dog skal have en Stats-Kirke, det var godt, om den var rig paa saadanne alvorlige og kundskabsrige, men dog muntre og livlige, fremsagte og velbegavede Mænd, som Man, selv med Fordom mod deres Stand, maatte have Agtelse for, og om de ikke troer, Man vilde faae Flest af dem, naar de, der vilde være Præster, hverken var nødt til at underkaste sig vor mystiske Indvielse, eller havde nogen anden Eed at aflægge, end enhver alvorlig, sanddru og ædel Mand, med en vis ubestemt Høiagtelse for Bibel og Christendom, kunde giøre med en god Samvittighed, istedenfor at den Nærværende, ,tilbunds luthersk og halv pietistisk, kun i det Høieste kan tækkes »mig og mine Lige!« Da seer Folk op og ned ad mig, og veed ikke ret, om det skal være Spøg eller Alvor, og tænker stundum, som de Liberale i Roskilde, at jeg maa have Skielmen bag Øret, skiøndt de ei kan see ham, men naar de faae sig ret betænkt, finde de sig dog nødt til at svare: ja, naar det var saa, men det skeer jo aldrig, og derfor kan Man sagtens sige det. Nu, jeg skal ikke nægte, at Udsigterne til en virkelig fri Stats-Kirke er temmelig mørke for Øieblikket, da Hr.

282

Biskop Mynster ikke blot finder den selvtagne Frihed, men selv den Smule, det gamle Ritual levnede os, for stor, og Præste-Eden meget hensigtsmæssig, og da hele det liberale Parti blandt Præsterne synes at ville taalmodig underkaste sig hans Kirketugt fra det Syttende Aarhundrede, fordi han dog saa kraftig bestrider Kirkegængernes Frihed og værner om det liflige Sognebaand ved Confirmationen og Sacramenterne; men bliver det derfor mindre sandt eller mindre indlysende, at skal vor Stats-Kirke nogensinde atter blomstre med Folkets Agtelse og Kiærlighed, da bliver det ikke ved gammeldags Ordinationer og Præsteeder, eller ved nye Ritualer og forordnede Alterbøger, men kun ved en anderledes om Livet veloplyst, aandelig virksom, folkelig og frisindet Præstestand? Jeg vil dermed ingenlunde nedsætte den Nærværende, som vel er langtfra at være glimrende, men er dog, netop ved den Frihed, Tiden medførde, blevet meget menneskeligere end de gamle Parykker under Ritualets Tøffel sædvanlig var, og i hvis forpinte Tid Hr. Biskop Mynster ligesaalidt som jeg kunde trivedes; men baade Præste-Danneisen, Præste-Valget og Præste-Stil1ingen maa dog visselig blive ganske anderledes, hvis de tomme Kirker skal fyldes igien og Geistligheden tilbagevindeden Agtelse blandt oplyste Folk, den som Stand aldeles har tabt, og vil Man derfor nu ikke løse men binde, ikke giøre den præstelige Stilling og Virksomhed friere og mere frydelig, men utaalelig for alle ædle og fribaarne Naturer, hvor skulde Man da undgaae omsider udelukkende at faae Skummet og Skrabet og Bærmen af Folket til Præster! Man skal nemlig vide, at nu voxer Oplysningen og Trangen til Frihed i det mindste et Hanefjed hver Dag, saa det vil ikke være herefter, som det var nys, da selv alvorlige og dygtige Mennesker kunde blive baade Candidater og Præster uden at vide eller ret at tænke paa, hvad der staaeri vore Symboliske Bøger, i Præste-Eden og Ritualet, og da selv ædle Naturer indbildte sig, Man skyldte sine Forældre, eller sin Kiæreste, foret vist Levebrøds Skyld, at underkaste sig al muelig Trældom og Fornedrelse! Nei, vil Man paany indføre Tugthuus-Orden i Stats-Kirken og indvie Præsterne med svære Lænker om Mund og Hjerte, da vil de Eneste, der kunde bære dem med Værdighed, fordi de føle sig frigjorte af Christus, vende Stats-Kirken Ryggen, som en kalket Grav, hvor levende Folk kun fortære deres Aand ved at præke for døve Øren, og ingen 283 ærlig Karl gaaer vitterlig hen og forsværger sig for et Præsiekald, om saa end Bisp og Øvrighed nok saa tydelig gav ham at forstaae, han kunde det uden al Fare, da det var blot en Formalitet foren Ordens Skyld. Nei, under den Oplysning, som nu daglig tiltager, kan intet alvorligt og ærligt Menneske saaledes begynde sit Præsteliv, thi turde han det end ei blot for Øvrigheden men ogsaa for Samvittigheden, saa kan og vil han det dog ikke af Agtelse for sig selv, for sine Medmenneskers Omdømme og for den præstelige Virksomhed, der mindst af Alle taaler Letsindighed og Tvetydighed, men er tilintetgjort saasnart Man med Sandhed kan bebreide os, at vi i vort Livs høitideligste Øieblikke har viist, at vi godt kunde sige det Modsatte af hvad vi meende og troede! Vil Man derfor ikke, at den næste Præsteslægt skal selv i Sammenligning med den Nærværende blive som Natten mod Dagen, da beregne Man ikke Ritual og Alterbog paa Trællene, men paa de Fribaarne, ikke paa de Ligegyldige, men paa de Nidkiære og Dygtige af alle Partier, der føle for deres Kald og vil ære det, elske deres aandelige Virksomhed og hade derfor Alt hvad der binder og svækker den, kan og vil tiltale Folket, styrke, oplyse og berolige Menneskelivet! Havde vi en bigot Regiering, som, uden Spørgsmaal om Folkets virkelige Trang og Tarv og retmæssige Krav paa den Stats-Kirke, det bindes til, ansaae det for en Saligheds-Sag af faae Kirken eensformig anstrøget med en vis dunkel Farve, da nyttede vist nok ingen Oplysning om den aandelige og hjertelige Frihed, der tjener os alle bedst; men hos os skal Man tage Bladet fra Munden, fordi Regieringen er det værd. Vel fristes nemlig alle Regieringer i det Nittende Aarhundrede til at foretrække en kirkelig Stilhed, som er aandelig Død, og en stiv Ensformighed, som er dens visse Kiendemærke; men den Danske Regiering har saalænge begunstiget frie Anskuelser og en tilsvarende Virksomhed i Stats-Kirken, at frygtede den nu end for Følgerne, var det dog meget for seent at trække sig tilbage, og jeg tør sige, at skrider den kun dristig frem, da høster den gyldne Frugter før den venter dem. I det Attende Aarhundrede, da Man i Kirken ved Frihed kun forstod Frihed til at rive ned, da skulde alle Regieringer gruet for den, men i det Nittende, da Man kun vil have Frihed til at bygge op, som Man synes bedst, nu skulde Regieringerne betragte den kirkelige Frihed som en Engel fra Himmelen, hvis Bygninger er alle gode, om ei for Evigheden, saa dog for Tiden. At Hr. 284 Biskop Mynster i Grunden er af samme Mening, sees deraf, at han vil have Lærdommen fri, men han ligger i Strid med sig selv, fordi han vil have Aandenbundet, og have Præsterne til at betragte en Præste-Eed fra det Syttende Aarhundrede, et Ritual saa stivt som noget Exercer-Reglement, og en forordnet, ufravigelig Alterbog, som »et gavnligt Aag og en let Byrde,« skiøndt de aldrig kunde træde i Kraft uden at tilintetgiøre al Frihed og levende Virksomhed. Det seer Hr. Biskoppen ikke, fordi Man gierne synes, den Lov Man selv giør er let at lyde, uden at betænke, at jo lettere for Een, des tungere for alle Andre.

Dog, Læseren kunde snart glemme, at jeg, i hele denne Indvending mod Præste-Eden og den Lutherske Præstevielse, slet ikke taler min egen eller det Parties Sag, Man tilskriver mig, men, som det synes, netop Modpartiets, og, som det virkelig er, Sandheds, Ærligheds og aandelig Friheds, derfor ogsaa Christendommens Sag, og den Danske Stats-Kirkes, der paa en saadan Grundvold vilde staae saa urokkelig, skinne saa deilig og virke saa velgiørende, som ingen aandelig Bygning kan, uden at staae i Pagt med Folkelivet og have et Herberge for den »fremmede Giæst,« der kun dvæler hvor han kan virke frit. Har for Resten Nogen, som nu lever, modtagetvor Lutherske Præstevielse med Taknemmelighed, da var jeg iblandt dem, har Nogen aflagt Præste-Eden med hjerteligt Bifald og det alvorlige Forsæt at holde den, da var jeg ogsaa blandt dem, og kan endelig Nogen bevæge sig frit i alle vor Stats-Kirkes gamle Former, da kan ogsaa jeg det, saa hvad jeg for min Part protesterer imod, er kun det Ny, der, udsprunget af individuel Anskuelse, Smag og Reflection, altid, som paatvunget, maa for hverfribaaren Sjæl findes om ikke utaaleligt, saa dog ærgerligt og byrdefuldt, Alle til Skade og Ingen til Gavn.

Bispe- og Kirke-Vielse.

Jeg har alt i Forbigaaende anmærket, at Bispe-Vielsen er Hierarchiets Hoved-Hjørnesteen, hvorpaa jeg først ret er blevet opmærksom ved de saakaldte »Oxforderes« 285 Bestræbelser for at sætte den »Bispe-Ide« i Kraft paany, der vel altid var den Engelske Kirkes Stolthed, men var dog siden Stuart-Tiden blevet død og magtesløs. Her er imidlertid ikke Stedet til at udvikle dette nøiere, da hvad jeg her maa protestere imod ei er den ægte Bispe-Vielse, men en Efterligning paa fri Haand, der, om den end var uden al Fare, dog er ligesaa uforsvarlig som stødende.

Det er nemlig ingenlunde den Høitidelighed, som i vort gamle Ritual kaldes »Bispe-Vielse,« og er, om ikke ganske passende, saa dog meget taalelig, jeg protesterer imod, men den ny Formular, Hr. Biskop Mynster foreslaaer, som er væsenlig forskiellig fra den Gamle, og paa fri Haand aldeles utilladelig. Da Høitideligheden allerede under Biskop Münter fik en ny Skikkelse, som jeg ikke kiender, veed jeg vel ikke, hvem der er Ophavsmand til hvad jeg maa bestride, men da Hr. Biskop Mynster selv siger, han vel foreslaaer nogle Forandringer, men finder sig »ikke foranlediget til at vende tilbage til det gamle Ritual,« bliver Sagen den samme*),

Hvad jeg nu protesterer imod, er det Forslag**), at Superintendenterne i den Danske Stats-Kirke skulde overantvorde hinanden »det hellige Biskoppelige Embede« og give hinanden »Ret og Myndighed som lovlig forordnede Biskopper i Christi Kirke

At nu dette er væsenlig forskielligt fra den gamle Vielse, hvorved Danske Lov blev Superintendenten forelæst, og det hellige Embed, som deri beskrives, blev ham overantvordet, med Befaling stykkeviis at forrette alt det, som var ham forelæst***), det seer Man strax, og jeg turde ikke raade Hans Danske Majestæt til at tage Bisper af et andet Slagstil Superintendenter i sin Stats-Kirke, men naar det behagede Majestæten, kunde jeg naturligviis ikke protestere derimod. Det er altsaa i denne Henseende ganske ligegyldigt, enten Kongelig Tilladelse til at bruge den paaankede Formular allerede er vundet eller først skal vindes, da jeg kun protesterer imod den paa den Kirkehistoriske Sandheds Vegne, der ingenlunde tillader Nogen at overantvorde et Embede i Christi Kirke, han ei selv har annammet. Kongen af Danmark har, som Loven siger, givet Superintendenterne i sin Stats-Kirke Tittel af Bisper, og Svane førde selv Titel af * * * 286 Ærke-Biskop, men det faldt aldrig Danmarks Konger ind derved at kunne giøre dem til andre Embedsmænd i Christi Kirke, end de ved den ordenlig forplantede Præste-Vielse var blevet, og Superintendenterne, som burde have frabedt sig en Titel, de vidste, hørde til et eget Embede i Christi Kirke, de ikke beklædte, maae da i det mindste omhyggelig vogte sig for, paa Grund af den, christelig talt, tomme Titel, at tillægge sig selv Biskop-Embede i Christi Kirke med dets Ret og Myndighed.

Om der virkelig, som alle de gamle Biskopper, ligefra Ignatius har paastaaet, og saavel de Engelske som de Romerske Biskopper endnu paastaae, følger en guddommelig Ret og Myndighed i Kirke-Sager med deres Embede i Christi Kirke, det er, som Man veed, et meget omtvistet og meget indviklet Spørgsmaal, hvorpaa vi ikke her vil indlade os; men det er soleklart, at hverken kunde Biskop Münter eller Johan Bugenhagen overantvordenoget andet Embede i Christi Kirke, eller give Nogen anden Ret og Mjnndighed i den, end de havde selv annammet, og Begge havde, som bekiendt, kun modtaget den kirkelige Præste-Vielse, med hvad Ret og Myndighed dertil maatte være knyttet, som da ogsaa var den Eneste, de kunde forplante. Har desuagtet Hr. Biskop Münter 1830 tiltaget sig Biskoppelig Ret og Myndighed i Christi Kirke, da kan Uforsvarligheden vel være undgaaet Hr. Biskop Mynsters Opmærksomhed, men bliver ligefuldt hvad den er, og skal allerede blot med Hensyn paa vitterlig kirkehistorisk Sandhed møde den alvorligste Protest.

Hos os vil vistnok de fleste Præster og maaske selv Hr. Biskop Mynster ansee Sagen for praktisk ubetydelig, og derom vil jeg ikke trættes, men vil heller ikke dølge, den er i mine Øine langt fra at være det, thi om det end slet ikke forandrede vore Superintendenters Stilling til Regieringen, enten de udlede deres Embede og dets Rettigheder af Danske Lov eller af gammel Kirkeret, saa giør de dog, ved at tillægge sig det Biskoppelige Embede i Christi Kirke, Krav paa en aandelig Underdanighed og særdeles Lydighed for Christi Skyld, som -hverken vi eller Menigheden skylde dem eller kan forsvare at vise. Var saaledes Hr. Biskop Mynster ikke blot i statskirkelig men i oldchristelig Betydning min Biskop, da skulde jeg, efter min Overbeviisning, underkaste mig Meget, ieg i denne Bog har protesteret imod, og maatte ikke besvære 287 mig derover hos den verdslige Øvrighed; nu derimod, da han i Christi Kirke kun er Præst ligesom jeg, har han vel al den Myndighed over mig, som Danske Lov eller Majestæten giver ham, men Forholdet er aandelig og kirkehistorisk frit. Ja, selv naar Sagen er alle vitterlig, saa Ingen ellers lægger Vægt paa den uforsvarlige Formular, saa har dog alle de, der bruge den og lade sig indvie derefter, Ansvar for Urigtigheden i samme Grad som de kiende den, og skulde den derfor blive anordnet, kunde ingen kirkehistorisk veloplyst Præst lade sig vie til Superintendent i den Danske Stats-Kirke; thi det er soleklart, at skal vore Superintendenter være lovlig forordnede Biskopper i Christi Kirke, med hvad Ret og Myndighed deraf flyder, da kan de hverken selv giøre sig dertil eller giøres dertil af den verdslige Øvrighed, men maae søge den gamle Bispe-Vielse, hvor den er ordenlig og uafbrudt forplantet. Jeg har før anseet det for en Feil af Lutheranerne, at de ikke beholdt den, nu, da Tidens Tegn forkynde, den igien vil blive saare misbrugt, anseer jeg det for en kiærlig Styrelse af Forsynet; men i begge Tilfælde er den selvgjorte Bispe-Vielse aldeles ugyldig og den selvtagne »Ret og Myndighed« i Christi Kirke uforsvarlig.

Aflangt mindre Vigtighed er vist nok de nye Formularer, Hr. Biskop Mynster foreslaaer ved Kirkers Indvielse, især da han dog vilde tillade vedkommende Superintendent at giøre de Forandringer, »Omstændighederne« fordrede; men dog kan jeg ingenlunde være enig med ham i, at en »Mangel« vilde være »afhjulpet,« ved at giøre hvad hidtil var en fri til en tvungen Sag, ei heller kan jeg billige den Vigtighed, hans Formularer tillægge Indvielsen af »Menneskehænders Værk,« hvorom Ritualet i den Danske Stats-Kirke hidtil med Rette slet intet meldte.

At nemlig vore Lutherske Fædre ingen Vægt lagde paa »Kirke-Vielsen,« beviser, det var kun af gammel Vane, fra Pavedommets Tid, de endnu i daglig Tale tit kaldte Kirken af »Kalk og Steen« Guds Huus, men skulde vi nu igien begynde at læse over disse døde Ting, og Biskoppen »paa Embeds Vegne« indvie Murmesterens og Tømmermandens Værk »i Navn Gud Faders, Søns og Hellig Aands« til »et Guds Huus og Himlens Forgaard,« da maatte aabenbar Papisterne troe, vi var paa gode Veie, som jeg anseer for meget daarlige*).

* 288

Jeg troer gierne, Hr. Biskop Mynster herved slet ikke har tænkt paa andet end at giøre Handlingen ret »høitidelig,« men deels er vilkaarlig foreskrevne Formularer neppe den rette Vei dertil, og deels er Høitidelighed ingenlunde Noget, vi maae kiøbe til enhver Priis, saa jeg kan slet ikke begribe, hvorledes Hr. Biskoppen, som dog ved Chorsdørren meget rigtig har anmærket at »Gud boer ikke i Templer, som giøres med Hænder,« ved Indvielsen saa ganske kunde glemme sig selv og hele det Ny Testamentes Tankegang om saadanne Ting*). Den Lutherske Grundsætning, at Guds Ord er lige kraftigt, hvor det saa end tales, og de høitideligst indviede Kirker kun kalkede Grave, naar Ordet fattes eller forfalskes, kan vist nok ogsaa mistydes og misbruges, men derfor maae vi dog visselig hverken sige om de døde hvad kun er sandt om de »levende Stene,« eller give en Kirke-Skik, vi selv optænke, Skin af en guddommelig befalet Indvielse med tilsvarende Værd og Virkning, som vi jo dog gjorde, naar vi indviede Steenhusene i det samme store Navn, som vi døbe, og bad den Hellig Aand hellige dem**).

Vil og tør for Resten Hr. Biskop Mynster og de andre Superintendenter i Statskirken bruge saadanne Formularer, da bliver Ansvaret jo deres Sag, men bede maatte jeg dog Regieringen ei at paalægge deres Eftermænd en saadan Byrde!

Indsættelse, Landemode og Visitats.

Disse hardtad splinternye Artikler, som Hr. Biskop Mynster vilde have indført i et nyt ufravigeligt Ritual, paastaaer jeg naturligviis, bør, allerede blot for Nyhedens Skyld, bortfalde, da det dog var alt for urimeligt i Frederik den Sjettes Aarhundrede at lægge Baand paa hvad der af aandelig Virksomhed selv i Ludvig den Fjortendes lodes frit, og fik vi nogentid saadanne Bisper, som Regieringen ikke engang kunde betroe til at holde Landemode under Stiftamtmandens Tilsyn, og indsætte Provster, som de vilde, hvortil nyttede da hele Ritualet! At nu Provsterne ogsaa skulde miste deres Smule Frihed, og at ingen simpel Præst herefter, med * * 289 Provstens Tilladelse, maatte selv oplæse sit Kaldsbrev og sin Goliats, det er overflødige Beviser paa Hr. Biskop Mynsters besynderlige Lyst til at foreskrive, som mindst maatte føies hos En af os, der jo ved »Ordets Tjeneste« har selv taget os al muelig Frihed, og maae have følt, det er Aandens Element.

Ved det Enkelte kunde vist nok være Endeel at erindre, men da jeg formoder, det dog i det Mindste vedbliver'at være en fri Sag hvad hidtil lovlig var det, vil jeg saameget mindre her gaae i det Enkelte, som Hr. Biskop Mynsters besynderlige Ømhed for den Latinske Kirke-Tale let kunde friste mig til hvad jeg her med Flid stræber at undgaae.

Den gyldne Middelvei.

At det er denne, det Nittende Aarhundredes store Opgave, Hr. Biskop Mynster ogsaa ved sit Forslag til et nyt Ritual og en ny Alterbog har søgt at løse, er umiskiendeligt, men at han aldeles har forfeilet den gyldne Middelvei, er, efter min Overbeviisning, ligesaa. En saadan Feiltagelse kan imidlertid selv den klogeste Mand uden Rødmen være bekiendt, da vi nys har seet, at selv Engelskmændene, der dog bedst maatte kiende den gyldne Middelvei mellem Frihed og Trældom, dog aldeles forfeilede den med Negerne, hvis Middel-Tilstand som »Lærlinger« kostede store Penge og var dog Trældom. At det nemlig var en saadan Middel-Tilstand mellem Frihed og Trældom, hvori Hr. Biskoppen vilde have Præsterne sat, saa »Lærdonimen blev fri inden visse ei for snevre Grændser,« men Munden blev trælbundet til Formularerne, hvori Hr. Biskoppen med Flid har stræbt at udtrykke Alt hvad han anseer for Hovedlærdomme, det har han selv sagt os, og at han desuden vilde i alle muelige Maader have os bundet til Aarstider, Maaneder, Dage og Klokkeslet, ja, selv til den Opstilling af Konfirmanderne, han finder passende, det kan vi see, saa det blev et »Lærlingskab,« hvis Frihed de Sorte paa hin Side Havet ei skulde misunde os. Vort Lærlingskab vilde desuden falde saameget tungere, som det paa den ene Side angik en Virksomhed af aandelig fri Natur, og paa den Anden ei skulde danne Overgangen fra Trældom til Frihed, men fra 290 Frihed til Trældom, saa vi maae vel stritte imod, det bedste vi kan, og især maa en gammel Svend, som jeg, der slet ikke kan »lære om igien,« kæmpe fortvivlet for sin smule Tilværelse i Stats-Kirken. Det burde vist Hr. Biskop Mynster betænkt, og enten seet til at hitte en anden Middelvei, der ikke var saa stenet, eller ladt det slæbe af, som det er, men da han nu ikke har gjort det, da jeg ikke har mindste Haab om enten at han vil ændse hvad jeg skriver, eller at Nogen i Commissjonen vil giøre det giældende, saa maa det vel synes spildt Umage hvad jeg her har gjort, undtagen som et Vidnesbyrd for Efterslægten, at jeg ikke sov paa min Post. Jeg kiender nemlig meget godt den statskirkelige Afstand mellem Biskoppen i Sælland og Præsten ved Vartou, og den tilsvarende Forskiel mellem deres Indflydelse paa de offenlige Anliggender, om jeg end i Literaturen, hvor vor Lovgivning har nedbrudt Skillerummet og hvor Navnene »Mynster og Grundtvig« jo immer følges ad, kan synes at glemme det. Jeg veed meget godt, at naar Regieringen først har overdraget Hr. Biskoppen at foreslaae et Ritual og en Alterbog efter sit Hoved, og givet ham Forsædet i den Gommissjon, der skal prøve Forslaget, og sammensat Commissjonen, som han kunde ønske; da kan og vil Majestæten vel, om Commissjonen end ikke tilraader det, bære over med dem af sine Præster, som allerunderdanigst forestille, at de ved Sacramenterne umuelig med god Samvittighed kan giøre de Forandringer, og kun med Livet i Hænderne giøre det halsbrækkende Springom med Texterne; men der er liden eller ingen Udsigt til at Regieringen skulde, som jeg ønsker, lægge hele Forslaget paa Hylden til Bastholms, Bojsens og Balles, slet ingen Udsigt til at Den, tvertimod Hr. Biskoppens Anskuelse af Stats-Kirkens Tarv, vilde tilegne sig min. Hvor vis jeg derfor end er paa, at en fuldkommen aandelig Frihed vilde skaffe Stats-Kirken de bedste Præster, ligesom den unægtelig aabnede gode Præster den skiønneste og mest velgiørende Virksomhed, tør jeg dog for Øieblikket slet ikke vente et saadant Mirakel, og har kun sagt Alt, fordi den Herre, hvis Tjener jeg er, vil have det Lys, Han tænder hos os, til at skinne for alle dem »som er i Huset.«

Ogsaa jeg vilde derfor gierne foreslaae en Middelvei, naar jeg kunde finde en, der ikke lignede Gadernes i Paris og Nyboder, som er alt for langt fra at være gylden; men den Eneste, jeg kan øine, er dobbelte Formularer ved Sacramenterne og Confirmationen, Sognebaandets Løsning i 291 samme Udstrækning, og frit Valg mellem vore gamle Texter og Collecter og dem, Hr. Biskoppen foreslaaer. Dette, og naturligviis Frihed for al ny Tvang, maatte nu vist nok alle Upartiske tilstaae, var en virkelig Middelvei mellem fuldkommen Frihed og slavisk Afhængighed, hvorved den Frihed, Regieringen alt længe har taalt, snarere indskrænkedes end udvidedes, men ordnedes lovlig og blev taalelig for Menigheden; men Hovedsagen: de dobbelte Formularer og Sognebaandets Løsning, har jo ogsaa Hr. Biskop Mynsters Stemme imod sig, saa det seer broget ud. Vilde imidlertid Hr. Professor Clausen og hans Disipler, hvad aabenbar tjende dem bedst, forsone sig med Sognebaandets Løsning, opgive Samvittigheds-Tvangen og nøies med selv at have Part i Friheden, da turde der vel endnu være Haab om, at enten Hr. Biskop Mynster gav efter for Omstændighederne, eller at Regieringen foretrak det almindelige Bifald for hans, lod H r. Professor Clausen raade for de nye Formularer til sine Disipler, lod Kirkegiængerne vælge frit ved Sacramenterne og Confirmationen mellem dem og os, og saae da, om ikke Sagen vilde jævne sig selv over hele Landet, som det er soleklart, den vilde det i Hovedstaden. Det er derfor kun de saakaldte Liberales Gru for Menigmands aandelige Frihed, eller indgroede Nag til Alt hvad der kommer fra mig, som giver Kirke-Sagen et fortvivlet Udseende, men hvorfor ikke haabe, at netop ved denne Leilighed, da Friheds-Tabet ved de Mynsterske Formularer er vist, og Magt-Vindingen over de Umyndiges Sjæle ei mindre tvivlsom end papistisk, Hovedmændene kunde give Fornuftgrunde Magt og finde sig i Billighed! Vist nok vilde de Clausenske Formularer i Alterbogen være en Torn i Øiet paa mangen gammeldags Lutheran, men naar de betragtede dem som Prisen for at sikkre sig selv og deres Børn det Gamle i Stats-Kirken, maatte og vilde de slaae sig til Ro. Ligeledes vilde Sognebaandets Løsning støde endeel Sognepræster af alle Partier, men det vilde i Regelen kun være de Uduelige, de Dorske, de Magelige og de Herskesyrge, som Regieringen aldrig kan sympathisere med, og de Enkelte, der kun af en vis Ømfindtlighed eller af fantastiske Skrækkebilleder er indtagne mod Friheden, vilde snart finde, den er slet ikke farlig, men vidunderlig beroligende for enhver dygtig Præst, der ønsker at hans Sæd maa voxe og bære moden Frugt, naar hans Læber forstumme. Kiøbenhavn beviser det noksom, hvorlidt det er at befrygte, Man 292 paa Landet vil skareviis forlade nogen taalelig Sognepræst, og enhver alvorlig og retsindig Præst maa jo finde, at om det end var af de allersletteste Grunde en Sognemand forlod hans Skriftestol eller lod sit Barn gaae op at læse hos en anden Præst, kunde han dog aldrig noget Øieblik ønske med verdslig Tvang at hindre ham deri, saa det er kun den idelige Forbytning og Forvexling af Christi Kirkes frivillige og Stats-Kirkens tvungne Medlemmer, af Aandeligt med Verdsligt, af det moralsk Ønskelige med det borgerlig Tilladelige, og endelig af det Tilladte med det Befalede, det Utilraadelige med det Forbudte, der endnu forvirrer saadanne Mænds Tanker om Sognebaandets Løsning. Her, i Tanke-Gangen, findes da visselig en gylden Middelvei, der skiller ad hvad ei uden største Forvirring og reen Fordærvelse kan sammenblandes, og som jeg derfor inderlig vil ønske, alle mine ædle Landsmænd og især Medtjenerne i Stats-Kirken snart maatte finde og dristig følge, da jeg er vis paa, det skulde aldrig fortryde dem enten i Tid eller Evighed. Man har snakket og skrevet saalænge om en »christelig Stat,« til sand og levende Christendom er nær ved at blive husvild og fredløs i alle Stater, saa hvor Man ikke med det tomme Navn vil erklære det virkelig Tilsvarende aaben Feide, maa man dog endelig huske, at enten er Stat kun en Titel for hele det Borgerlige Selskab, og da er ingen Stat christelig, eller det er en Titel for Øvrigheden, og da veed Man, den kan Ingen paatvinge sin eller fratvinge deres Tro, eller det er Navnet paa en luftig Idee, som den virkelige Øvrighed og alle det Borgerlige Selskabs Medlemmer dog vel ikke skal opoffre sig for. Det Rige, Christus har stiftet, er vist nok en christelig Stat, men, som vi Alle veed, ikke af denne Verden, saa den bestaaer kun ved aandelig Frihed og bekæmpes derfor netop ved al Samvittigheds-Tvang, om den end øves under det allerchristeligste Paaskud!

Den Graahærdede, som bar Danmarks Krone for et Aartusinde siden, i Ansgars Dage, han gik altsaa den gyldne Middelvei, vi maae ønske fulgt af de Danske Konger baade nu og herefter til Verdens Ende, idet han gierne vilde lade Evangeliet have frit Løb og føie »Christus« i hvad han kunde, uden at glemme, hans Krone var et Vølunds-Værk fra Hedenold, og Dannemænd lige trængende og lige berettigede til Hjerte-Frihed og til en mild og faderlig Styrelse, enten saa Vøluspa eller Julevisen klang bedsti deres Øren, 293 enten Valhal eller Paradis syndes dem det rette Gladhjem! I Pavedommets Dage og lige til Vores forlod Man denne gyldne Middelvei, og gik til den Yderlighed at ville paatvinge hele Folket Christendommen og dens Paradis, og det var Hoved-Aarsagen til den Ligegyldighed for Kirken og alt Guddommeligt, som herskede næsten enevældig ved dette Aarhundredes Begyndelse, og hersker, skiøndt bekæmpet og svækket, i Grunden endnu. Under denne Ligegyldighed var Regieringen nær gaaet til den anden Yderlighed og havde stræbt at paatvinge Folket hvad de unge Præster kaldte Naturligt, med Udelukkelse af Evangeliet fra Ansgars og Luthers Dage, og Tiden har viist, at denne Yderlighed var ligesaalidt efter Folkets Hjerte, som til Stats-Kirkens Tarv eller Øvrighedens Fordeel, saa nu er vi Alle enige om, Man maa gaae en Midde1vei. Det nytter imidlertid ikke, saalænge vi er høist uenige om hvilken, og næsten Alle ansee den Middelvei, de selv i deres Tankegang stræbe at holde mellem det gammeldags Christelige og det nymodens Naturlige eller Fornuftige, for at være den, Regieringen skulde paatvinge hele Folket, medens Middelveien for en verdslig Øvrighed dog altid er hverken at befale eller forbyde, indføre eller afskaffe, men tillade, tilskynde eller fraraade, en Middelvei, der selv i mange verdslige Ting vilde være gylden, og er i aandelige og hjertelige Ting den eneste Rette og Forsvarlige.

Betragter man desuden de tre Middelveie i den religiøse og kirkelige Tankegang, der i den sidste Menneske-Alder have stræbt at giøre sig giældende, kiendeligst vel hos Hr. Biskop Mynster, Hr. Professor Clausen og mig, da seer Man strax, at Regieringen, ved at ville paatvinge Alle een af disse, træder i Modsætning til To, hvad aldrig kan være den gyldne Middelvei. Jeg veed nok, at Hr. Biskop Mynster aldeles overseer mig og tager kun lidt Hensyn paa Professor Clausen, men, Man kalde det hvad Man vil, saa troer jeg dog, at jeg ikke blot staaer i et andet Forhold til den Danske Literatur men ogsaa til den Danske Menighed, end enhver anden Præst ved Vartou vilde, og at dette Forhold slet ikke forandres ved at oversees. Hertil kommer, at af os Tre er jeg dog nok den Folkeligste, saa da jeg slet Intet, enten Nyt eller Gammelt, vil have Præsterne eller Folket paatvunget, men protesterer mod enhver ny Tvang og stemmer for, at baade det Christelige og det Naturlige skal have Frihed til at virke, udvikle og klare sig med aandelige Midler, uden Nogens Ulæmpe, 294 saa tør jeg mene, min Stemme kunde i dette ene Stykke have mere Vægt end baade Hr. Biskop Mynsters og Hr. Professor Clausens, som jo desuden neppe kan enes om hvad de vil have os Alle paatvunget, da Begges Individualiteter dog ei kan blive Lov i Stats-Kirken.

Hvad endelig Stats-Kirkens Tarv angaaer, som det dog vel er at tækkes Folket og virke velgiørende, altsaa aandelig og hjertelig, paa det, da kræver den jo dog aabenbar ikke det gamle stive Formular-Væsen, som gjorde den kold og kiedsommelig, men det fri og levende Ord, som i den sidste Menneske-Alder har begyndt at oplive og opvarme den paany, og naar Hr. Biskop Mynster nu troer det Modsatte, da giør han sig selv Uret, thi hvem har mesterligere skildret de Forhaabninger, man knytter til nye Formularer end Præsten i Spjellerup, da han skrev: det anordnes efterhaanden paa forskiellige Steder, at flere Timer, hvilke det tilforn ansaaes nødvendigt eller nyttigt at anvende til den offenlige Gudstjeneste, ikke mere skulle bestemmes dertil, og Fornødenheden synes ofte kiendelig nok at have foregaaet Anordningen, da de der skulle høre, ikke komme tilstæde, da de, der skulle tale, ikke vel vide, hvad de saa ofte skulle finde at sige; og i de Timer, der endnu bruges dertil, sees vore Kirker alt tommere og tommere. Det er aabenbart, at dette Phænomen maa have sin Grund i nogen Tænkemaadens Forandring; det være sig nu, at denne Forandring er til det Bedre eller til det Værre, saa have dog de, der offentlig tale om deslige Gienstande, ikke ligegyldig kunnet ansee dem, efterdi de for det meste er de samme, hvis Embede det er at forestaae Gudstjenesten, og som derfor snarest og ubehageligst maatte fornemme den tiltagende Eensomhed paa de hellige Steder. Hvori man end ellers troede at maatte søge Grunden hertil, saa var man dog næsten almindelig enig om, at en af de fornemste var Gudstjenestens uhensigtsmæssige Indretning. Prædikenen var i lang Tid anseet for det vigtigste Stykke ved den offenlige Gudsdyrkelse, hvad var rimeligere, meende man, end at de mystiske Lærdomme og de orientalske Udtryk, der fandtes i disse, endnu dertil udstrakte i en trættende Længde, maatte afskrække Tilhørerne. Saasnart denne Klage begyndte at blive almindelig iblandt Prædikanterne selv, maatte ogsaa det, hvorover man klagede, snart blive afhjulpet, efterdi det jo stod i Disses egen Magt, hvorledes de vilde prædike; naar man begyndte forsigtig, naar man udholdt det første Skrig, saa var Alt vundet; virkelig blev ogsaa 295 Lærdommene, der foredroges, efterhaanden hvad' man kaldte fattelige, Udtrykkene, hvori de foredroges, hvad man kaldte populære, og Talerne kortere men Kirkerne tommere. Hvad var ogsaa rimeligere, end at man maatte savne Tilhørere, saalænge Psalmerne, der slet ikke var gaaetfrem med Tiderne, var saalidet passende til Talens Aand og til Menighedens Oplysning? En Forandring heri var forbundet med flere Vanskeligheder, den skedte derfor og senere, men skedte dog, uden at det derfor synes, som havde de nye Sange lokket flere til at synge. Men Feilen ved vor Gudstjeneste bestaaer ikke i dette eller hiint Enkelte, dens Indretning er blevet i Tider, hvis Tænkemaade var saa grundforskiellig fra vores, den maa derfor omdannes fra Grunden af, at den kan passe sig til sandselige, oplyste Mennesker: Liturgiens Forandring synes en almindelig Trang som den er et almindeligt Ønske. Maaske kunde en hemmelig Frygt indsnige sig, naar man saae dette Ønskes Opfyldelse alt for nær; thi hvad om dette sidste, radicale Middel ogsaa manglede den tilsigtede Virkning, hvad om det uheldige, gienstridige Phænomen endda vedblev? hvad havde man da endnu at giøre, uden at see til, eller i det høieste at prædike derimod - for de tomme Stole? - Men Haabet er Menneskets tro Ledsager, og sjelden har Nogen, som først begyndte at bygge paa Sand, afladt dermed; den offenlige Gudstjenestes Forandring synes at være blandt de kiæreste Forestillinger, hvormed især geistlige Forfatteres Iver nu beskæftiger sig.

Saavidt Præsten i Spjellerup, og hvad er nu i denne Henseende skedt siden 1806? Enstund indrettede enhver Præst, som gad, Gudstjenesten omtrent efter sit eget Hoved, men Kirkerne blev i det Hele tommere, Ligegyldigheden kiendeligere. Efterhaanden kom endeel yngre Præster, der, ligesom Mynster og jeg, holdt sig til de gamle Formularer, men det gjorde heller ingen kiendelig Forskiel, saa kun hvor Præstens fri Tale var mere levende og indtrængende, blev der Kirkegængere, og Man havde derfor aabenbar opgivet Haabet om at befolke de tomme Kirker med nye Formularer, da den Vægt, jeg lægger paa »Daabs-Pagten« frembragde Protest mod endeel Præsters Forandringer af den, hvorpaa Hr. Stiftsprovst Clausen fandt det nødvendigt, at disse Forandringer blev lovmæssige, og androg med Endeel af Hovedstadens Præster paa en forandret Alterbog. Derved kom Sagen i en Slags Bevægelse paany, men en saa sneglemæssig, at den neppe var kommet et 296 Skridt frem, hvis ikke Hr. Dr. Mynster var blevet Biskop i Sælland og havde, mod al Formodning, taget sig ivrig af den, og see vi nu hen til Daabs-Pagten, som var det Eneste, begge modsatte Partier ved denne Leilighed lagde Vægt paa, da valgde han en Middelvei, der maatte være dem begge, om ikke lige utaalelig, saa dog noksom ærgerlig, da Pagtens Ord indskærpes, men rykkes ud af den naturlige og nødvendige Sammenhæng med Daaben, og hvordan kan da enten Hr. Biskoppen eller Nogen mene, at en ny Alterbog, som i Øvrigt Ingen havde nogen Længsel efter, og et nyt Ritual, som maa støde alle fribaarne Naturer og dygtige Præster for Hovedet, vil giøre mindste Gavn eller ikke meget mere stor, maaske ubodelig Skade! At de ingenlunde vil fylde de tomme Kirker, forudsætter jo ogsaa Hr. Biskoppen selv udtrykkelig, da han endog har fundet en Rubrik for dem nødvendig i Ritualet*), og da han foreskrev Præsten næste Søndag efter at Kirken var lukket af Mangel paa Tilhørere, i sin Prædiken paa passende Maade at foreholde »Menigheden« hvad der saaledes var forefaldet; hviskede da ikke Præsten i Spjellerup til ham »hvad havde man da endnu at giøre uden at see til, eller i det Høieste at prædike derimod - for de tomme Stole

Og nu Sognebaandets Løsning, som aabenbar er det Eneste, der muelig kan hindre vor Almue fra daglig enten at synke dybere i Ligegyldighed for Himlen, etlerseparatistisk at fjerne sig længere fra Stats-Kirken; Sogne-Baandets Løsning, hvis Modstandere maa tale ligesaa naiv om Hengivenhed til »Stats-Kirken,« som man nys talde om Hengivenhed til »Fædrenelandet,« maae aldeles tabe den store Eenhed og det opløftende Fællesskab af Syne, for at stirre paa de tusende Kirkesogne som ligesaamange for Sognefolkene ene saliggiørende Stats-Kirker; Sognebaandets Løsning, der til enhver Tid vilde være Stats-Kirkens Tarv, og er nu dens eneste muelige Redning, det skal nu ogsaa have Sællands Biskop, der netop maa see paa det Hele, og Biskop Mynster, som kan overskue det Hele, imod sig! Hvor underligt ! Hr. Biskoppen har sagtens glemt det for længe siden, men jeg husker det grandt, at da jeg, som ung Capelian, mødte Spjellerups berømte Præst paa sin Reise til »Frue Kirke,« anmærkede jeg, at han i Kiøbenhavn maatte savne det skiønne Forhold mellem Landsbypræsten og hans Sognefolk; * 297 men den erfarne og betænksomme Præstemand svarde mig meget træffende, at Forholdet til en »fri Menighed« turde være nok saa meget værd. Tiden har klarlig viist, han spaaede ret, og jeg har alt længe sandet hans Ord, men Hr. Biskoppen synes ikke hlot at have glemt dem, men Betingelsen for hele hans store, velgiørende Virksomhed; selv i Hovedstaden synes det nu ham og hele det Kiøbenhavnske Ministerium, saanærsom Præsten ved Vartou, tvivlsomt, om den Frihed, der ogsaa betingede en Mynsters Virksomhed, har gjort mere Gavn end Skade!!

Dog, Alt under Solen har en Ende, saa min Bog maa ogsaa have en, og til Slutning vil jeg af mit Hjerte ønske Hr. Biskop Mynsters, som mig synes unaturlige, Forblindelse i Kirke-Sagen en snar og lykkelig Ende!

Ja, at Man 1806 kunde troe, Stats-Kirken trængde kun til en ny Alterbog, for at blive ung igien, var vist nok latterligt, men at Formanden for de Leende, naar han blev Sællands Biskop, skulde foreslaae det samme Middel under langt mere fortvivlede Omstændigheder, det er bedrøveligt, og saameget urimeligere, som en heel Menneske-Alder siden har viist, at nu hjelper intet Sort paa Hvidt, men vel det fri og levende Ord. Eller, var det vel meer hos vor berømteste Taler end hos mig, Man gik i Kirke enten for Messens, eller Textens eller de anordnede Formularers Skyld, eller kunde og vilde Nogen af os under det Syttende Aarhundredes Kirke-Aag været hvad vi var for vore Tilhørere!

Kan Hr. Biskop Mynster dog slet ikke sympathisere med mig i den Tankegang, at det var en daarlig Triumph for Nogen af os, efter en heel Menneske-Alders leveride Virksomhed med det vingede Ord, at fane vor »Gravskrift« altid kiedsommelig og tit harmelig, ei sjelden kun for »to Personer foruden Kirkesangeren og Skolebørnene,« læst op i alle Landets Kirker; men at der er en anden Triumph, ei blot os, men det store Evangelium værdig, som vi, hver med sine naturlige Egenheder, men dog Begge levende og virksomt forkyndte: den Triumph, at hvad Man kun forgiæves ventede af ny Formularer, Cantater og alskens Mechanisme og Skuespilkonst, det udrettede Aanden ved os under de gamle Former med det evig unge, fri og levende Ord! Det er jo dog vist, at kan denne Aand komme til at hvile paa Mange af vore Disipler og Afløsere, saa ogsaa de, opflammede for hvad de selv troe og finde Hvile i, tale frit og levende derom, som det falder dem naturligt, da vil den 298 Danske Stats-Kirke hæve sig forynget og ligesaalidt som de Huse, hvor vi talde, fattes Søgning af dem »hvis Sjæl vil leve,« og da vil denne Stats-Kirke være et levende Mindesmærke, stort nok, ei blot for os Begge, men for den Vittenbergske Kirkefader, vi bøiede os for! Kunde dette ikke skee, da skulde vi helst ønske at glemmes i Stats-Kirken, men kunde dog allermindst ønske at huskes, som dem, der ved at paatvinge Alle deres eiendommelige Tankegang og Udtryksmaade, selv nedrev hvad de opbygde, og kvalde i Fødselen det ny, aandelige Liv, Folke-Naturen, ei mindst ved Ordet paa deres Læber, havde undfanget!!

MIT FRISPROG OG "DE
SAAREDE HJERTER".

SOM Svar paa Grundtvigs »Frisprog« og andre Angreb, særlig i »Nordisk Kirke-Tidende«, skrev Biskop Mynster i Marts 1840 nogle »Oplysninger angaaende Udkastet til en Alterbog osv.«, hvor han affej ede Grundtvig megel skarpt. Samtidig modtog han Adresser fra mange Præster i Landets forskellige Egne, der priste hans Arbejde. Men trods denne Tilslutning lykkedes det ham ikke at føre sit Udkast igennem. Den nedsatte Kommission, hvori Bispen selv var Formand, gennemarbejdede Forslaget uden at gøre store Ændringer deri, og Kancelliet fremmede Sagen med megen Hurtighed, men det hele strandede paa, at Kong Christian den Ottende ikke, imod Grundtvigs Ønske, vilde stadfæste Udkastet, som derfor, til Mynsters Græmmelse, blev henlagt.

Medens Kommissionen arbejdede, skrev Grundtvig følgende Artikel i Nordisk Kirke-Tidende 1840, Nr. 43, for den 15. November.

I veed, at Hedningernes Fyrster beherske,
og de Store overvælde dem,
men saaledes maa det ikke være
med Eder, men hvem der vil være
Stor iblandt Eder, skal være Eders
Tjener, og hvem der vil være den
Ypperste iblandt Eder, skal være
Eders Træl.

Mathæi XX.

I Berlings-Avisen (Nr. 260) har jeg med Forundring seet, at 131, skriver eet hundrede og een og tredive, Præster, ovre fra Jylland, har fundet det passende at giøre Alle vitterligt, ikke blot, at de ved Biskop Mynsters »Udkast til forandret Ritual og Alterbog« har følt sig grebne af den samme Dybhedens 300 Klarhedens, Sandhedens christelige Aand, der saa ofte har tiltalt dem fra hans Prædikestol og Oybyggelsesskrifter; men ogsaa, at de ikke uden »saaret Følelse« kunde læse »navnligen Grundtvigs Frisprog.« Saamange Præster paa een Plet skulde, synes mig, dog vide, at naar man offenlig vil bedømme to Bøger, der staae i en saadan Modsætning til hinanden, som Biskop Mynsters Forslag til en »Forordnet« Alterbog og til et ufravigeligt Kirke-Ritual, og mit »Frisprog,« da er det meget ubetimeligt at tale om sine Følelser, som man selv paa Prædikestolen kun skal tale efter og ei tale om, og at naar 131 Præster ei kan eller vil sige andet om »Grundtvigs Frisprog« end at det har saaret deres Hjerte, da kan de derved i det Høieste saare Grundtvigs og hans Venners Hjerte, uden at deres Læsere deraf engang lære, hvad der egenlig har saaret de mange Jydske Præsters Hjerter paa eengang, end sige da, om det er Frisprogets eller Hjerternes egen Skyld.

Var nu endda bemeldte Frisprog en ligesaadan kortvillig Hjerte-Udgydelse om mine Følelser ved at læse Hr. Biskop Mynsters Forslag, da havde jeg i det Mindste Intet at klage, men Læserne maatte kun beklage sig over, at 131 Præster ei havde Andet at sige offenlig i en saa vigtig Sag, der angaaer hele det Danske Folk, eller havde dog ikke saamegen Takt at tie med deres Følelser, hvor de hverken havde Noget at bestille eller kunde hos fornuftige Folk vække mere end et Smiil. Nu er derimod mit Frisprog en Bog paa ti Ark, hvori jeg med Flid, og med det modneste Overlæg, jeg kunde bruge, har ordenlig giennemgaaet hele Indholden af den ny Kirke-Lov, Hr. Biskoppen foreslog til bogstavelig Efterlevelse i hele Landet, og stræbt ikke blot at vise, hvormeget der med Grund lader sig indvende mod de enkelte Forslag, men først og sidst at vise, at den Danske Stats-Kirke og det Danske Folk meget maatte frabede sig en saadan Aands-Trældom og en saadan Hjerte-Pine, som det vilde være bogstavelig at efterleve en saadan ny Kirke-Lov. Og naar nu 131 Præster slaae sig sammen, for at vise hele Danmark deres Misbilligelse af denne Bog, men sige kun, at de ikke uden saaret Følelse har kunnet læse den, da veed jeg rigtig ikke om man helst skal lee eller græde over et saa løierligt Indfald og en saa stor Anmasselse. Paa den ene Side maa det nemlig være alle Frisprogets opmærksomme Læsere klart, at den Bog er hverken skrevet for at saare eller læge Hjerter, men for at oplyse Hoveder om hvad det i vore Dage har at betyde med en saakaldt 301 Ritual-Forandring og ufravigelig Forskrift, der griber ubeføiet og utaalelig ind i Menneskets helligste Rettigheder og dybeste Trang, og paa den anden Side maa dog vel Nogle af de 131 Præster i eet Stift vide, at har Mange følt sig grebne af den Aand, der talde fra Mynsters Prædikestol og Opbyggelses-Skrifter, da har næsten ligesaalænge ikke Faa følt sig grebne af den Aand, der talde fra Grundtvigs Prædikestol, Kirke-Sange og Skrift-Række, saa Disse maatte dog vel ogsaa have en Stemme ved en ny Kirke-Lov, der ogsaa bogstavelig skulde efterleves af dem, og at Ingen havde mere Kald til at gjøre denne Stemme gjældende end Grundtvig selv, saa jeg kan virkelig ikke troe, at 131 Præster kunde med Opmærksomhed have læst mit Frisprog, og dog følt sig kaldede eller engang berettigede til at affærdige det for hele Danmarks Øine med den Forsikkring, at en Pennespids, de fandt deri, har saaret deres Hjerte.

Dog, dette er endnu ikke Nok, thi mit Frisprog er skrevet, efterat den Commissjon, der nu sidder, var nedsat til at bedømme Biskop Mynsters Udkast, en Commissjon, saaledes sammensat, med Hr. Biskoppen selv i Spidsen, at der maatte skee et stort Mirakel, om han ikke i alt Vigtigt skulde faae de fleste Stemmer, ja, saaledes sammensat, at netop Grundtvigs og hans Venners Anskuelse aldeles manglede en Talsmand, og kan eller vil da de 131 Præster ikke begribe, at under disse, man tør vel sige fortvivlede Omstændigheder, maatte Grundtvig dog nødvendig stræbe paa den eneste Vei, der endnu stod aaben, med Pennen at giøre sin og mange Fleres ringeagtede Stemme giældende. Veed nu de 131 Præster ikke, at der ved en saadan Leilighed og under saadanne Omstændigheder altid falde skarpe Ord, og selv skarpere end man kunde ønske, da maae de ikke engang med Opmærksomhed have læst hvad de dog berømme, hvad Præsten i Spjellerup 1806 skrev mod Biskop Bojsens Forsøg, og var de end ellers ikke belæst nok i kirkelige Stridsskrifter til at vide, at mit Frisprog hører til de Allerlæmpeligste, saa har de dog sagtens læst Hr. Biskop Mynsters saakaldte »Oplysninger,« og har det ikke engang saaret deres Følelse at see mig der behandlet ikke blot som en Skolepog, men som en reen Kiætter og uredelig Mand, hvordan kunde det da saare deres Følelse at læse Frisproget, hvor, trods al Skarphed, Hr. Biskop Mynster dog heel igiennem er omtalt og behandlet med den Artighed og Høiagtelse, to navnkundige og omtrent 302 jævnaldrende Forfattere, efter mit Begreb, skylde sig selv og hinanden, hvor uenige de end ellers baade kan være og nødes til at vise sig.

Da jeg imidlertid, baade af Historien og egen Erfaring, veed, det trods al Anstrængelse næsten er umueligt i et Stridsskrift om en vigtig Sag, mod en høitformaaende Mand, med hvem man desuden staaer paa en spændt Fod, at undgaae al unødvendig og ubillig Skarphed, saa gjorde jeg selv opmærksom derpaa i min Fortale, og hvad kan jeg for, at daarlige Læsere i hvad der er en Undskyldning, have seet et slemt Forsæt?

Men hvorfor vil jeg da sætte Pen til Papiret mod de 131 Præsters saa urimelig saarede Følelse, og ei heller tie, som jeg hidtil har tiet selv til Hr. Biskop Mynsters Bansættelser?

Det skal jeg sige Læseren: fordi jeg veed, at Mange vil tænke ligesom skrevet staaer i Berlings-Avisen »denne Skrivelse, undertegnet af et saa stort Antal Geistlige i et enkelt Stift, er et talende Vidnesbyrd for, i hvilken høi Grad det er lykkedes Biskop Mynster at udføre det ham af Regjeringen overdragne vanskelige Arbeide til almindelig Tilfredshed. Et saadant Vidnesbyrds Afgivelse paa denne Tid er saameget glædeligere og betimeligere, som den til Udkastets Bedømmelse allernaadigst nedsatte Commissjon just i denne Tid i daglige Møder er beskjæftiget med at udføre sit Hverv.«

Vel sandt, at dette er en reen Misforstand, da de 131 Præster, langtfra at give Hr. Biskop Mynster dette Vidnesbyrd, tvertimod udtrykkelig har nævnet det som en følgelig Sag, at hans Udkast ikke i alle Dele har kunnet tilfredstille Saamanges forskiellige Ønsker, og yttre kun ved dette »fortjenstlige Arbeide« Haab om, at Forandringen i Ritual og Alterbog omsider heldigen vil blive fuldført; men saaledes bliver nu engang Skrift sædvanlig læst og forstaaet, saa man overseer hvad man ikke kan bruge. Jeg haaber derfor heller ingenlunde med disse Pennestrøg at kunne bevirke en bedre Læsning enten af de 131's Adresse, eller af de Andre, den sagtens vil drage efter sig, men føler mig kun forpligtet til, under disse Omstændigheder, saa stærkt som det ved Pennen kan skee, at indskærpe alle Danske Læsere, at hvad Commissjonen nu sidder for at afgjøre, er ingenlunde, om man uden saaret Hjerte kan læse Hr. Biskop Mynsters og mine Stridsskrifter, men om Majestæten skal tilraades at lægge et nyt Aag paa hardtad alle sine Undersaatters, Geistliges og Verdsliges 303 Samvittighed, og hvorledes i saa Fald dette Aag i det Enkelte skal være beskaffent.

At indskærpe dette, og dermed det Ubetimelige, det Urimelige, og tildeels Utaalelige i nu, midt i det Nittende Aarhundrede, at stramme istedenfor at løse de sørgelige Baand, Regjeringerne især i det Syttende Aarhundrede lagde paa Folkenes Tro og Samvittighed og paa Præsternes Embedsførelse, Baand, allerede i det Attende Aarhundrede saa utaalelige, at de uden Tilladelse baade her og andensteds sprængdes, saaledes, at der nu kun er nogle faa sørgelige Levninger tilbage, som Biskop Mynster foreslaaer at sammenknytte og gjøre endnu langt strammere end de nogensinde var; at indskærpe dette var tydelig Hoved-Hensigten af mit »Frisprog,« som, desværre, kun maa have faaet meget faa opmærksomme Læsere enten imellem de 131 eller udenfor dem, siden det endnu gaaer an at fremstille det som et personligt Angreb til at saare Biskop Mynsters, hans Venners og Tilhængeres Følelse. Kun forgiæves erindrede jeg altsaa i Fortalen om, at den samme Stemme, jeg nu udviklede, havde jeg alt med Flid afgivet i min lille men omhyggelig udarbejdede Bog »Den Danske Statskirke, upartisk betragtet 1834,« hvori jeg, før Nogen drømde om, at Dr. Mynster enten skulde blive Biskop i Sælland eller komme til at give Love i Kirken, paa det Stærkeste erklærede mig for virkelig Samvittigheds-Frihed og viste, hvordan den, til Stats-Kirkens og Regjeringens store Fordeel, lod sig ordne. Forgiæves erklærede jeg da ogsaa i Frisprogets Indledning om »Forslaget til en ny forordnet Alterbog« at naar jeg turde troe, Hr. Biskoppen ikke vilde andet end udvirke Tilladelse for de Præster, som ønskede det, til at bruge hans Texter og Formularer istedenfor de Gamle, da vilde jeg aldrig sat Pen til Papir for at bestride hans Forslag, da jeg villig erkjendte, at han ikke alene havde samme Ret som Enhver af os til herom at henvende sig til Præsternes »Hoved og Hjerte og Takt for det Rette,« men kunde efter sin lange præstelige Erfaring og paa sit ophøiede Stade lettelig føle mere Kald dertil end Nogen af os Andre. Kun forgiæves udviklede jeg fremdeles, at Grunden til mit Modskrift var den, at Hr. Biskoppen ikke blot ved Udtrykket »forordnet« henledte Tanken paa Tvang, men erklærede reent ud, at da alle veed, at Præsten (ved Sacramenterne o. s. v.) udfører hvad der er ham »foreskrevet«, vil han i denne Henseende »intet Ansvar« have, og den, der aldeles ikke kunde bekvemme sig til at »fremsige de Ord, 304 Kirken »foreskriver« vilde vel ogsaa selv føle, at han ikke var skikket til at tjene i denne Kirke, hvad jeg ikke kan forstaae anderledes end at naar Biskop Mynster kunde faae Kongen til at billige hans Forslag, da skulde vi alle, under Embeds Fortabelse, bogstavelig følge det. Kun forgiæves bemærkede jeg da endelig heel igjennem ved mine Indvendinger mod de enkelte Forslag, at jeg kun bestred dem som en Tvangssag, da jeg ikke havde det mindste imod at baade Hr. Biskop Mynster, og alle de Præster, der ønskede det, fik Lov til at fremsige hvert Ord, der stod skrevet, baade paa Prædikestolen og for Alteret, naar kun jeg, og alle de Præster, der ønskede det, beholdt Lov til at følge vor gamle Alterbog, og Kirkegjængerne fik Lov til især ved Sacramenterne at bruge den Præst, der huede dem. Kun forgiæves gjorde jeg alt Dette, naar man endnu, uden atmødehøirøstet Misbilligelse, kan vove at fremstille Sagen, som om jeg enten blot vilde slaae mig til Ridder paa en Bog af Biskop Mynster, eller have mit eget Papisteri tvunget ind i Stats-Kirken istedenfor Hr. Biskoppens reen bibelske, protestantiske, frisindede og til Tidens høiere Oplysning svarende Forslag. Kun forgiæves vil jeg da sagtens ogsaa her have mindet om det Samme, kun forgiæves vilde jeg vel opbyde alle mine Evner som Skribent, for i en tredie Bog endnu roligere og tydeligere at udvikle, at det er Aands-Trældommen og Samvittigheds-Tvangen i Stats-Kirken, som Hr. Biskoppen vil have fornyet og skærpet, men jeg vil, med Guds Hjelp, have aldeles ophævet og udryddet; thi det er nu engang blevet en Tradition i Læseverdenen, at Mynster er den liberale og Grundtvig den intolerante Orthodox, og selv derfor, naar Mynster aabenbar vil have Alle under Aaget og Grundtvig have Alle frie, kan man dog trøstig regne paa, de fleste Læsere holde fast paa Traditionen, og tør ikke troe deres egne Øine, men tænke hellere, trods al sund Fornuft, at Grundtvig har vist en gruelig Lænke bag Øret, som han vil paaliste alle Præster og Kierkegiængere, saa Mynster, for at frelse dem, maanødes til at lade despotisk, hvor liberal han end er.

Men om jeg maa spørge i Fædrenelandets, i Sandhedens og Oplysningens og fremfor alti den uforanderlige Christendoms Navn: hvad skal Enden blive paa alt Dette?

At jeg maa taale, man bliver ved at ophøie Biskop Mynsters Liberalitet og skrige over min Intolerance, endskiøndt, hvis det nogensinde passede, vi aabenbar har skiftet Rolle, taale 305 at man mistænker mig for Uredelighed, skiøndt ingen Præst eller Skribent i den sidste Menneske-Alder har stillet bedre Borgen for, han siger sin Hjertens-Mening, enten man vil høre den eller ikke, og endelig endog taale at baade Bisp og Stiftsprovst fortælle Publicum, jeg er ikke reen i Troen, ikke Luthersk nok, skiøndt jeg aabenbar er langt mere Luthersk end Nogen af dem? Ja vel, det maa jeg taale, og det kan jeg sagtens, da j eg immer tænker paa Efterslægten, ogveed, den vil more sig over det.

Fremdeles maaskee, at Hr. Biskop Mynsters Forslag, med nogle saakaldte Forbedringer efter Hr. Professor Clausens Hoved, bliver gjort til Lov og ufravigelig Forskrift i hele den Danske Stats-Kirke?

Ja maaskee, thi vel har jeg samme Haab til Kong Christian den Ottende, som jeg i Frisproget satte til Frederik den Sjette, at den Dag vil aldrig komme, da Majestæten vil sige enten til mig eller Nogen af sine troe og ærlige Præste mænd: du maa herefter ingenlunde forrette Daaben og Nadveren med de Ord, som lød baade over mig og dig, da vi døbdes og naar vi knælede ved Herrens Bord, de Ord, du fandt i Alterbogen, da du viedes til Præst, de Ord, hvormed du og Mynster selv hidtil forrettede Sacramenterne efter Christi Indstiftelse; thi fra nu af taales i den Danske Statskirke intet andet Ord, end det Ny, Biskop Mynster har foreslaaet og Jeg har foreskrevet; ja, det Haab har jeg visselig til Kongen, men jeg maa ogsaa her gientage, hvad jeg tilføiede, at om man end lod os, som kalde det en Samvittigheds-Sag, forrette Sacramenterne som før, saa viser dog den Preusiske Tragedie, at Ulykken kunde endda være stor nok, og en Dansk Oversættelse af dette Sørgespil vilde vist endnu afpresse langt flere Taarer end Originalen. Man har vel svaret, at Tilstanden her slet ikke er at sammenligne med den i Preusen, og man har Ret, men derfor siger jeg jo ogsaa, det vilde gaae langt værre her; thi Professor Scheibel og de andre gammellutherske Præster vidste dog vel ikke bedre hvad de ei for nogen Priis vilde opgive, eller hvad de skyldte deres læge Medtroende, end jeg og mine Venner veed det, og tænker man, vi vil lade Borger og Bonde i Stikken, naar vi blot kan bevare Skinnet, da tager man dog vist mærkelig feil. Hvad er altsaa i denne Henseende Forskiellen mellem Preusen og Danmark, undtagen at vi her har protesteret itide, og tydelig sagt, hvilke Forandringer baade ved Daaben og Nadveren vi ingenlunde 306 kan lade os paatvinge, og at den samme Grundtvig, der i tredive Aar har kæmpet for sin og sine Medtroendes Frihed til at blive ved det Gamle hvor alt Nyt er uægte, sikkert ikke vil slutte sin Bane med at forraade hvad der er ham en Saligheds-Sag.

Men har ikke Hr. Biskop Mynster erklæret, at han dog vilde lade os beholde vor Lutherske Barnedaab, skiøndt han ikke kan være saa føielig med Nadveren, og har ikke hans Vaabendrager, Hr. Dr. Kaikar, midt under Udfald paa Frisproget, sagt at Hr. Biskoppen naturligviis maa give efter ved begge Sacramenter, og har endelig ikke selv Hr. Professor Clausen, mens han, med den ham egne Humanitet, fradømde mig al Sandheds-Kiærlighed, indrømmet, at der ved Daaben maatte være dobbelte Formularer og Frihed til at lade døbe hos hvilken Præst, man vilde?

Ja, om jeg har forstaaet de Herrer ret, da har de virkelig yttret noget Saadant, men deels er det endnu langtfra at være fyldestgjørende, og deels er jeg langt sikkrere paa at have forstaaet Biskop Mynster og Hr. Professor Clausen ret, da de i Roeskilde enedes om ei blot at faae mit Andragende om Samvittigheds-Frihed ved Sacramenterne og Confirmationen aldeles afviist, men ogsaa om at nægte al Frihed ved Daaben just fordi et vist Parti (Læseren veed dog nok hvilket) lagde en urimelig Vægt derpaa. Disse Høilærde Mænd vil da sikkert ogsaa i Commissionen holde Haand over Tvangs-Daaben sogneviis, og neppe drive Føieligheden saa vidt, at der ved Sacramenterne slet Intet skulde forandres af det, hvorpaa de veed, jeg lægger en urimelig Vægt. Selv derfor, naar jeg, i Haab om bedre Tider, vilde underkaste mig al den Trældom,Ritualet fra saadanne Hænder maa bringe, og raade mine Venner til det Samme, og selv naar Man vilde tillade mig og mine Præste-Venner at beholde den gamle Alterbog, saa maa jeg dog, for de Smaaes Skyld, være belavet paa ei blot at nedlægge mit Embede, men at træde ud af den ombyggede Stats-Kirke og tilraade alle gammeldags Christne det Samme; thi kun naar der i Henseende til Sacramenterne og Confirmationen bliver virkelig Frihed, baade for Præster og Menigmand, til at blive ved det Gamle, kun da kan jeg forsvare at blive i en Stats-Kirke, hvor man indfører noget Nyt, som efter min Overbeviisning ei lader sig dermed forene.

Dette, Uddrivelsen af mig og de Faa eller Mange, der dele min Tro, og føle sig sikkre paa, at har jeg, under store 307 Fristelser, holdt ud i tredive Aar, da gaaer jeg ikke, før det kniber, en saadan Uddrivelse og dertil svarende Religjons-Forfølgelse, det maa da efter al Rimelighed blive Enden, dersom Hr. Biskop Mynster vedbliver at ville paatvinge os en ny Alterbog efter sit Hoved, og kan derpaa vinde Kongelig Stadfæstelse, og dertil er det altsaa, de 131 Præster, som det synes uden at ane det, har bidraget deres; thi ikke alene blive de forstaaede, som om de med Kyshaand modtog Hr. Biskop Mynsters Alterbog, og fandt Intet uden Torne til at saare Hjerter i Grundtvigs Frisprog; men de har ogsaa sat et Exempel, som, da Vinden netop blæser fra Adresavis-Hjørnet, vist vil blive efterlignet. Kan man nu blot faae femhundrede, og jeg formoder, man kan godt faa ottehundrede, Præsters Underskrift for, at Hr. Biskop Mynsters Forslag (som de maaskee kun har tittet i), har grebet dem, og er, uagtet al den nødvendige Menings-Forskjellighed, et »fortjenstligt Arbeide«, der giver grundet Haab om, at den vanskelige Opgave omsider vil blive heldig løst, at de ikke uden »saaret Følelse« har læst »Grundtvigs Frisprog,« (og har vel derfor som oftest ladt det være ulæst) see, da kan de fem eller otte hundrede godt mene, de har slet ingen Ting sagt eller gjort, uden at trøste Hr. Biskop Mynster og give Pastor Grundtvig en lille Rap, de begge godt kunde fortjene; men der er alligevel efter sædvanlig Regning gjort Saameget, at Regjeringen næsten ikke kan Andet end føie sig efter Geistlighedens saakaldte almindelige Ønske, og paalægge dem og hele Folket et A ag, hvis Omfang er de Fleste ubekiendt og hvis Tryk og Følger endnu Færre forudsee, eller linde det Umagen værdt at tænke paa.

Det være nu henstillet til de 131 Jydske Præsters egen Samvittighed, om det Hjertesaar, de fik ved at læse mit Frisprog til Værn om virkelig Samvittigheds-Frihed og Hjerte-Fred baade for Venner og Fiender, virkelig var saa dybt, at de maatte stævne mig for det, om de end derved skulde bidrage til at saare utallige Hjerter paa deres ømmeste Sted og give den Danske Stats-Kirke sit Banesaar?

Man spotte kun, saameget man vil, med den store Ulykke, det var, om jeg med »To eller Tre« gik ud af Statskirken, med den gamle Alterbog under Armen, og overlodes med Gjendøberne til Politiets Optugtelse, jeg veed, hvilken Herre jeg tjener, og hvilken Aands Bistand jeg har, tit og længe nok har jeg bedt om ei at drive os til det Yderste, og jeg er belavet paa Alt, skiøndt jeg endnu vil haabe det Bedste.

DET DANSKE SAMFUND.

DE Foredrag, som Grundtvig holdt paa Borchs Kollegium fra 20. Juni til 26. November 1838 (Mands-Minde), førte til, at der i Foraaret 1839 dannedes en Forening i København, som kaldtes Det Danske Samfund.

Den 2. April 1839 kom nogle af de unge, som havde været Tilhørere paa Borchs Kollegium, til Grundtvig, for at bede ham med dem danne »et levende folkeligt Selskab« til Danskhedens Fremme med Sang og Tale. Han gik med Glæde ind paa denne Plan, og for at forberede Sagen holdt han i April og Maj ved en Række »Prøve-Møder« nogle Foredrag af en ny dansk-folkelig Art, som han fortsatte efter Samfundets Stiftelse i Slutningen af Maj s. A.

Det lille »Danske Samfund« blev Moderskødet for den folkelige Foredragsvirksomhed, der senere kom i Gang rundt om i Landet. Grundtvigs Taler blev Forbillede for mange andres, og de smaa Sanghefter, som Selskabet fra 1840 udgav under Titelen: Viser og Sange for Danske Samfund, blev Grundlaget for P. O. Boisens bekendte folkelige Sangbog og alle dens mange Efterfølgere.

I 2. Hefte af Frederik Barfods »nordiske Fjærdingaarsskrift« Brage og Idun for 1839 skrev Grundtvig en lang Redegørelse for s Det Danske Samfunds« Tilblivelse og meddelte deri Opskriften til nogle af de Taler, han holdt ved dets Stiftelse.

Af disse Taler meddeles her den første.

Til 18de April.

Mine Herrer!

Blandt de mange Glæder, den senere Tid bragde mig, og som alle samle sig i den store Glæde, det for en gammelagtig Skjald og Sagamand er, at mærke, han dog ingenlunde har levet og og stræbt forgæves, har i Grunden dog ikke miskiendt sit Folk 309 og sin Tid; blandt disse Glæder var dog ingen større end den, det gav mig at høre, at der virkelig tænkes paa et Selskab til Folkelivets Tarv, og at Man i den Henseende ønsker at høre mine Tanker. Paa Stiftelsen af et saadant Selskab var jeg nemlig for over tyve Aar siden med at fuske, og skiøndt det døde mellem Hænderne paa os, saa Fordanskningen af Saxos og Snorros Krøniker kun viser, hvad vi tænkde paa, saa har jeg dog aldrig opgivet Haabet om at see et Selskab virkelig opstaae, om hvis Nødvendighed til at vække og nære Folkelivet, hvert Aar og snart hver Dag fuldere overtydede mig. Om jeg derfor nu, da en af mine sødeste Morgen-Drømme tegner til at gaae i Opfyldelse, sværmer lidt i Aftenrusket og i Aftenrøden, det vil De vist tilgive mig; thi jeg kan ikke giøre ved, at mine Drømme altid var lidt kolossalske, og det er naturligt, at selv det mindste Tegn til Opfyldelse vækker et maaske æventyrligt Haab om hurtige Kæmpeskridt til et fjernt, maaske endog uopnaaeligt Maal! Hvad De derimod med Rette vil fordre af min Alder og min Erfaring, er, at jeg besindig skielner mine Drømme, Ønsker og Forhaabninger fra Virkeligheden, med dens Love og Betingelser, og denne Besindighed skal jeg stræbe at vise, i det jeg udvikler mine Tanker om det gode Forsæt, der samler os her, og som jeg af Hjertens Grund maa lykønske Dem til, og bede Dem ingenlunde opgive, men, saavidt Omstændighederne tillade, rask udføre, fordi det er godt, og fordi Udførelsen aldrig kan blive saa ringe, den jo vil være saa mange Gange mere end siet Intet, som selv den største Regnemester maa fortvivle om at bestemme.

Vel har vi nemlig tre Spørgsmaal for os, det Første om vi vil stifte et Selskab til Folkelivets Tarv, det Andet, om vi kan, og det Tredie, hvorledes et Saadant helst skal indrettes, og vilde vi udgrunde blot Eet af disse Spørgsmaal tilbunds, før vi tog en Beslutning, da kunde vi dertil ei blot bruge mange Aftener, men, som især Tydsklands Historie klarlig viser, bruge Aartusinder; men det behøves heller ingenlunde. At vi har Lyst til at stifte et levende, folkeligt Selskab, tør vi nemlig godt forudsætte, da vi med Flid er mødtes i den Anledning, saa den rene og bestemte »Villie« maa være saa sjelden og hemmelighedsfuld en Sag som den vil, uden at det her giør mindste Forskiel. Om vi nu i denne Henseende kan hvad vi vil, det beroer heller ingenlunde paa, hvad en Tydsk Philosoph vilde dømme eller giætte om et saadant Selskabs moralske Mulighed, men men kommer an paa en Prøve, og da det gamle Ordsprog: 310 Lysten driver Værket, endnu aldrig har slaaet feil, saa formoder jeg virkelig, for at udtrykke mig lidt videnskabelig, med en til Vished grændsende Sikkerhed, at det vil lykkes, saasnart vi prøve derpaa.

Hvordan nu et saadant Selskab skal indrettes, for at kunne virke det størst mulige Gode og af de allerreneste Bevæggrunde og paa den allerfornuftigste Maade, det maa jeg derimod bekiende, gaaer langt over min Forstand at besvare, men det skulde jeg ogsaa mene, Selskabet ikke alene godt kan, men bør for Øieblikket lade aldeles ubesvaret.

Naar det nemlig ikke er et Selskab for Døden men for Livet, Man vil stifte, ikke et Konstværk af døde Bestanddele, men en levende Sammenvirkning, Man stiler paa; da maa man jo bestandig tage Livet i Betragtning, og Livet, ikke som det maaske findes hos Franskmænd, Tydskere og Engelskmænd, men som det træffer til virkelig at findes hosos; og for os vilde det da efter mine Tanker være en Daarskab, forud at bestemme Selskabets Virksomhed til Punkt og Prikke; thi var end alle andre Folkefærd paa Jordens Kreds i det Rene og Klare med deres Livs Beskaffenhed, Tarv og Udvikling, saa er vi Danskere dog ligelangt fra at være det med vores, og naar vi derfor stifte et Selskab for dette Liv, da maa det være vort Hoved-Øiemed at lade dette Liv vise sig og virke saa frit som muligt, da det først derved bliver muligt, at baade vi og vore Landsmænd efterhaanden kan vinde Forstand paa det Danske Folkeliv, dets værdige Fortsættelse og hensigtsmæssige Benyttelse.

Vil Man nu sige: det er dog latterligt at stifte et Selskab til Folkelivets Tarv saagodtsom i Blinde, paa Lykke og Fromme, da er jeg vel ikke istand til at see det mindste Latterlige i at begynde en god Gierning paa den eneste mulige Maade, men derom vil jeg ingenlunde trættes med Nogen, thi Andre har naturligviis Lov til at være meget lattermildere end jeg, og selv de, der kun lee ad ugjort Arbeide, som Andre ad halvgjort, skal ogsaa for mig have Lov dertil; men jeg paastaaer naturligviis ligefuldt, at vor Forestilling om det Danske Folkeliv kan aldrig være saa dunkel, vi jo maae nøies med den, til den klarer sig; thi den Klarhed, Man ikke har, kan man nu engang ikke benytte, og ved at ville give sig Skin deraf, gaaer Livet i Løbet, saa, skal vort Selskab blive til Livets Gavn, maae vi nødvendig stifte det efter vort eget, ikke efter Andres Hoved og Hjerte.

Altsaa, da vi kun alt for længe forgiæves har ventet paa, at Livet skulde blive os klart ved at læse, skrive og trættes om det, 311 saa vil vi nu prøve hvad det duer til, og medens derved, efter alle Naturlove, Klarheden paa det Hensigtsmæssigste forberedes, tør jeg dristig paastaae, at Selskaber til et Folkelivs Tarv, der duer noget, kan stifte usigelig meget Gavn, skiøndt de begynde deres Virksomhed med en meget dunkel Forestilling om Maalet og en ligesaa dunkel Følelse af de rette Midler; thi jeg kan herved beraabe mig paa hele Livs-Erfaringen baade i det Smaa og i det Store, baade i det Enkelte og i det Hele. Det er saaledes os alle vitterligt, at selv de Mænd, der, som Tiden viste, var beskikkede til den kæmpemæssigste, den klareste og mest velgiørende Virksomhed, maatte finde sig i at fødes dem selv aldeles ubevidst, og at, vilde man ikke taalt, de havde begyndt Livet i den dybeste Dunkelhed, vilde Man heller aldrig seet dem i deres Glands; men tænker Man virkelig, at Folkelivet er et Konstværk, Man kan frembringe efter ganske andre Love end Livet hos Enhver af os naturlig maa følge, da tænker Man jo dog mærkelig feil. Minder ikke Ordsproget os om, at selv Rom blev ikke bygt paa een Dag, og lærer ikke Roms kun alt for velbekiendte Historie, at selv Romer-Livet, som dog kun var et Røver-Liv, der maatte falde forvovne, gudsforgaane Krigere nemt at fatte, selv det stod ingenlunde klart for Stifterne, men begynder yderst dunkelt, ei engang med de tolv Tavlers Love, end sige da med Corpus juris, der tvertimod er dets Liigpræken!

Dog, Nordens Historie tilbyder os et meget nærmere, og derhos meget smukkere Exempei paa den Dunkelhed, hvormed ethvert Folkeliv og ethvert levende Selskab til dets Tarv maa begynde, uden derfor at blive mindre velgiørende; thi der er i denne Henseende intet saa lysende Exempei i hele Verdens-Historien, som »Island« af vor store Digter med Rette kaldt: Ihukommelsens vældigste Tempel.

I dybeste Dunkelhed skabdes nemlig giennem det tiende Aarhundrede paa Island et nyt Folkeliv, og stiftedes tillige et mageløst Selskab til Folkelivets Tarv i hele Norden; men det var aabenbar aldrig blevet til, dersom Ingulf Arnesen, Thoralf Smør, Kveld-Ulv, og hvad de Patriarker alle hedd, skulde biet, til det var blevet dem klart, hvordan Island skulde blive befolket, faa en ordenlig Forfatning, virke levende tilbage paa Folket i alle tre Nordiske Riger, og blive Vuggen for en historisk Konst, der har Krav paa alle Tiders Beundring. Vist nok er nu mangfoldige Ting langt klarere for os Alle i del Nittende Aarhundrede, end for Nogen i det Niende, men 312 Menneske-Livet er endnu knap at regne til de »mange Ting«, over hvis travle Undersøgelse vi snarere synes at have glemt »det ene Fornødne,« som Livet unægtelig er, og i alt Fald er »Folke-Livet« saa mørk en Sag for os, at vore Lærde godt kan trættes om, hvorvidt der virkelig er eller har nogensinde været noget Saadant til. At nu de Lærdes Tvivlraadighed ikke blot om Folke-Livets Ønskelighed, men selv om dets rene Mulighed, paa ingen Maade giør dette Livs Virkelighed tvivlsom for hvem der føler det i sig, er nu vel, til al Lykke, en afgjort Sag; men naar Docterne trættes om, enten Man er død eller ikke, da er Livet dog rimeligviis kun svagt og dunkelt, saa hvem der nu vil opholde og styrke det Nordiske Folkeliv, har en ikke mindre indviklet Opgave end de gamle Islændere, og maa ligesaavel som de have Mod til, paa Lykke og Fromme, at prøve hvad Livet endnu duer til og hvad der tjener det bedst

Men, kan Man sige, lad saa være! at Man maa nøies med at see ved de Lys, som nu brænder, hvor dunkle de end er, saa kan Man dog Intet udrette, før Man veed, hvor Man skal begynde, og da det forsaavidt er unægteligt, at Man altid »maa begynde med Noget,« være det mig tilladt ogsaa derom at yttre mine Tanker.

Var vi nemlig Døvstumme, da er det klart, vi kunde aldrig tiltale Folket, men er vi kun lydhøre, da vil selv en lille Meen paa Mælet være taalelig, deels fordi Folk ikke regner det saa nøie, naar Man kun siger Noget, de gider hørt, og deels fordi vi da ved flittig Samtale, baade indbyrdes og med Folket, kan lære at tale meget bedre og klarere end vi giør nu, saa det giælder kun om den Tro, der flytter Bjerge, den Tro, at hele Folkelivets Hemmelighed stikker i en levende Brug af Modersmaalet til Andet end Hverdags-Snak. Nu at ville paanøde Nogen denne Tro, enten med Fornuft-Slutninger eller historiske Vidnesbyrd, var vist nok forgiæves, men har vi blot en dunkel Formodning om, at Folkeliv og Modersmaal staae i meget nøie Forbindelse, da kan vi jo dog sagtens lukke Munden op, og see hvad der vil komme ud deraf, og Modersmaalet og Folkelivet med deres Historie er baade saa dybe og dunkle, at hvem der har Lyst til at tale sammen om dem, kan aldrig fattes Stof. Betænke vi desuden, at Rigdom og Styrke i Modersmaalet, hvad de saa end ellers er, unægtelig er meget nyttige ikke blot paa en Prækestol og et Catheder, hvor vi saa tidt smertelig maa savne dem, og ei blot i Folkeraadet, hvor Man ei endnu synes at have opdaget dem, men under alle Livets 313 Omstændigheder; da er det jo klart, at om vort Selskab aldrig udrettede Andet end at giøre os dygtigere i Modersmaalet og derved dygtigere til al levende Virksomhed i Landet, da var allerede det et Storværk og høistrimelig et Kæmpeskridt til Folkelivets Tarv.

Nu, M. H. har jeg talt saa fornuftig og forsigtig om vort Selskab, som jeg kunde, men i det jeg tør forudsætte, at, selv naar det udrettede allermindst, var et Selskab til Folkelivets Tarv godt værdt at stifte, da maa jeg udbede mig Tilladelse til ogsaa at berøre mine Drømme om det Selskabs Virksomhed, vi er ifærd med at stifte; og de vil ikke nægte mig den, thi aldrig var en livlig Ungdom sky for det Kolossalske, og aldrig gaaer den irette med sine lyse Forhaabninger om deres Rimelighed. Forsaavidt er jeg ung endnu, og efterat have opdaget, at Mindet er altid Haabets Moderskiød, saa Haabet flyver høit, som Mindet er dybt, bliver jeg vist aldrig gammel i den Forstand at regne smaalig og mistvivle om det Store; thi hvor er Mindets Verden rigere end i vort Norden, og hvor er Mimers-Brønden dybere end her i Danmark! I Danmark og Norden venter jeg derfor ligesaa store Ting i Fremtiden, som der i Fortiden var, kun i en anden, til Nyaars-Tiden svarende, forklaret Skikkelse, venter jeg Storværk til hele Menneske-Slægtens Bedste, venter jeg en rask fremskridende Oplysning af Menneske-Livet, som det virkelig findes og fortsættes i det Hele og i det Enkelte, en »Historisk Oplysning,« der paa een Gang lærer at beundre og skatte, nyde og benytte Livet; og det er ikke i fjerne Tider og kommende Aarhundreder, jeg venter Sligt som himmelfaldent, det er Noget, jeg paastaaer, alt er begyndt, kun smaat og dunkelt endnu, fordi alt menneskelig Stort, selv Guddommen i Manddoms-Skikkelse, maa begynde smaat og dunkelt ! De veed det sagtens Alle, at i mine Tanker blev ved Dønnet over Kongedybet et Nyaar skudt ind, ei blot som et nyt Aarhundrede i Danmarks Tidsregning, men som en Nyaars-Tid i Aandens Verden, om hvis Virkelighed og nyfødte Herlighed Nordens Skjalde i det Nittende Aarhundrede er ligesaa gyldige som høirøstede Vidner; og naar vi nu stifte et Selskab til Folkelivets Tarv, hvori det levende Ord paa Modersmaalet igien faaer Magt og Ære, og hvor Mindet og Haabet, Fortid og Fremtid, levende mødes som Odens Fugle, Hugin og Munin, der overflyve Midgaard; nu, siger jeg, vil det sikkert Altsammen skee, hvad det hule Døn over Kongedybet dunkelt varslede om, og Skjaldenes Kvad klarlig bebudede. Snart vil det 314 sees, hvad kun Blindhed tvivler om, at det levende Ord er paa een Gang Aandens Tempel, Sværd og Løftestang, Livets Væld og Livets Flod paa Jorden; ikke blot i Sverrig og Norge, men ogsaa i England, og hvem veed, hvor vidt i Christenheden, vil lignende Samfund reise sig, der, ligesom vi, regne hele Menneske-Livets historiske Oplysning med til hvad der paa hvert givet Sted er Folkelivets Tarv, og der vil da hverken fattes Kræfter eller Midler til at frembringe en Universal-Historie, hvori Menneske-Slægtens store Levnets-Løb rinder et værdigt Mindesmærke, og hele Menneske-Livet sit Vidunder-Speil! Det er min Drøm, som jeg selv under de ugunstigste Omstændigheder har troet, vil gaae i Opfyldelse, og hvad ikke da under saa lykkelige Varsler, som et levende Selskab til det Danske Folkelivs Tarv unægtelig er!

FUGLE-VISE.

BLANDT de Sange, Grundtvig digtede til Brug for Danske Samfund, meddeles her: »Fugle-Vise til Bonde-Frihedens Priis i Danske Samfund 1840«.

Mel. Der stander et Slot i Østerrig.

For Bønder Himlens Fugle meer
End for de Store sjunge,
Som heller lee ad Fuglens Fjer,
End lytte til hans Tunge.

Og Skjalden er af Fugle-Art,
Hans Tankering har Vinger,
Som Fugl i Luften skyder Fart,
Han lukt i Sky sig svinger.

Man klarlig og paa Marken saae,
Hvor Sangen var i Mode,
Da Hjarne sang for Bønder graa,
Som bar om Land Kong Frode.

Nu længe dog i Danevang,
Med deilig grønne Skove,
Uhørt var hardtad Skjalde-Sang
For dem i Klæder grove.

316

Med Øre knap for Gjøgens Kuk
Gik Bondemand bag Ploven,
Og hørte for sit eget Suk
Ei Fuglesang fra Oven.

Men Gud og Danmarks Kongesøn
De sørged for den Ringe,
Saa godt kan Sang fra Skoven grøn
Nu i hans Øren klinge.

Der staaer en Steen paa Vesterbro,
Det er en Ære-Støtte
For Hjertet, som i Kongebo
Ved Bondens Lænker blødte.

At løst er nu hans Trællebaand,
Kan Steen dog ei bevise,
Men Skjaldesang med Liv og Aand,
Som Bonde-Læber prise.

Saasandt vi er af Fugle-Art,
Og Hjarnes Skjalde-Stamme,
Defkjendes maa paa Bønder snart,
At tændt er Friheds Flamme.

Igjen da lytter Menigmand
Til Kvad og Kæmpeviser,
Og frydes ved sit Fædreland,
Og Skjaldesangen priser.

Som Fugle i den grønne Lund,
Vi skal for Bønder kvæde,
Saa det kan gaae fra Mund til Mund,
Fra Slægt til Slægt med Glæde.

Det være skal vor største Fryd,
Som Skjalde barneglade,
Naar hoppe kan ved Sangens Lyd
Selv bare Been paa Gade.

317

Det kaldes skal vor bedste Sang,
Til evig Roes og Minde,
Som løber rundt i Danevang
Naar Piger Negen binde.

Det være skal vor Hæders-Krands,
Naar vore Toner milde
Med Pigerne gaae let i Dands
Ved hvert et Bønder-Gilde!

KIÆRMINDER
til
Kong Frederik den Sjettes Krands.

KONG Frederik den Sjettes Død den 3. December 1839 og Christian den Ottendes Thronbestigelse fremkaldte en Mængde Taler og Sange af Grundtvig, som han udgav i to smaa Lejlighedsskrifter: Kiærminder til Kong Frede rik den Sjettes Krands og Skjalde-Blik paa Danmarks Stjerne i Sølv-Bryllups og Kro nings-Aaret 1840. Et Uddrag af disse Skrifter meddeles her.

28de Januar 1839*).

»Kong Christjan stod ved høien Mast.«

Ved Kiøbenhavn der stod et Slag,
I Røg og Damp,
Det stod i Vaar en Høitidsdag,
Hvor Nelson gav det glatte Lag
Paa Kongedyb til Tordenslag,
I Røg og Damp;
Men Dannebrog Man saae dog grandt
Som Løye staae mod Elefant
I Kamp.

* 319

Det var i Sjette Fredriks Tid,
Mens Han var ung,
Da, efter Freden lang .og blid,
Sin Prøve stod i skarpen Strid
Vor Løve, som fra Arildstid
Er immer ung;
Thi mens de gyldne Hjerter slaae,
Ei vorder Sølvhaars-Kronen graa
For tung.

I Kongedyb en Prøvesteen
For Heltemod,
Hvor der var meer end To mod Een,
Har gjort den Sag som Guld saa reen:
Paa Dannebrog og Prøvesteen
Var Heltemod,
Da Thurah faldt med samme Roes,
Som Lassen og som Villemoes
De stod!

Med Dannebrog da stak i Sky,
(Med Bølgen blaa
Foer vidt om Land) det stærke Ry,
At Danmark reiste sig paany
Med Løve-Brøl i bøien Sky,
Fra Bølgen blaa;
Kun i den sidste Røg og Damp
Skal Mindet om Skiærthorsdags Kamp
Forgaae!
I Frederik den Sjettes Tid
Stod Dansken op
Af Fredens Skiød med Kraft til Strid!
Med Heltedaad, med Konst og Vid
Det Danske Navn i Fredriks Tid
Stod herlig op!
Det stige nu, trods Veir og Vind,
Fra Kongedyb til Ærens Tind
Og Top!

320

Et Hurraraab for Kongen graa
Lad runge da,
Som Æreskud paa Bølgen blaa,
Fra Orlogsmænd med Seil i Raa,
For Kongen god og giæv og graa!
O ja, o ja!
Med Fader-Sind og Konge-Blik
Gid længe leve Frederik!
Hurrah!

For Kongen og for Dannebrog
Et langt Hurrah!
Af hver en Mand og hver en Pog,
Som tale kan det Danske Sprog,
Og kæmpe vil for Dannebrog,
Et langt Hurrah!
Vai herlig, Danmarks gamle Flag!
Svæv høit paa Kongens Fødselsdag!
Hurrah!

I Danske Samfund.
(17. Decbr. 1839.)

Mine Herrer!

De har formodenlig Alle hørt, at vore SællandskeBønder har bedt om Forlov til at bære Kong Frederik den Sjettes Lig til Roskilde, og det er et Træk, der vel især maa slaae hvem det forbauser: dem, der med ringe Tanker om alt Dansk, har endnu langt ringere om Sællandsfarene; men dog maa det ret inderlig glæde os, som vel har Tro til Folke-Hjertet, men trænge dog høilig til at styrkes i den, og skiøndt alle vore Høitideligheder, følgelig ogsaa vore Kongelige Ligbegængelser, er blevet saa unaturlige, stive og afmaalte, at Folkets levende Deeltagelse deri grændser til det Umuelige, saa vil vi dog haabe, Majestæten, med sit aabne Øie for det virkelig Store og Skiønne, vil finde Midler til at skiænke sin udødelige Forgænger 321 en Udmærkelse, der vil være ligesaa passende, skiøn og uforglemmelig, som den var uventet og falder nuomstunder vanskelig. Det kommer nemlig her slet ikke an paa at Bønderne bære den elskede Konges Støv den hele Vei fra Friheds-Støttentil Grav-Kapellet, men kun derpaa, at de virkelig bære det, saaIngen kan sige, det var kun en Flyve-Grille, men Folket selvfaae Troen i Hænderne paa, at de elske den Hensovne.Dog, selv om Frederik den Sjettes jordiske Levninger, for Etikettens Skyld, ei skulde falde i saa gode Hænder, somMenigmands de godvillig udstrakte unægtelig er, saa er dog, imine Øine, Frederik den Sjette ved det blotte, velmeenteog umistænkelige Tilbud aandelig baaret paa Hænderne af Folket til sit Hvilested, baaret af Sællands Bønder, som Ingen, det vi veed, uden Frode Fredegod og Valdemar den Store,og er det nu kun sandt, at han fortjende den Udmærkelse, bedreselv end Valdemar, fortjende den saa godt som nogen Frodekunde; da kan Ingen nævne et bedre Varsel for et udødeligtNavn og en velsignet Ihukommelse, end hvad der selv er Pantderpaa og Begyndelse deraf; thi en saadan Ligbegængelse vilikke blot uopløselig sammenslynge hans Navn med Frode ogValdemars, men er i vore Dage saa himmelfalden, at denlevende minder om Balder, den almindelig Elskedes, ved hvisBaal selv Rimthusser græd.

Ja m. H. Bøndernes Drift til at være Frederik den SjettesLigbærere kalder jeg en herlig Indskydelse af DannemarksSkyts-Engel, der lover Danskheden Lykke og Held, og jeg veedIntet, der saa naturlig og liflig kunde skiænket min Følelse forFremtid og Fortid, mit Haab og Minde, den Ligevægt, jeg aldrigivrigere kunde ønske dem, end i disse Øieblikke, da det er migen Trang at dvæle ved Frederik den Sjettes Minde og ydemin Skærv til at befæste det hos den Slægt, der efter NaturensOrden skal staae ved vore Grave, men maa, for at staae derværdig, stige mens vi dale, staae aandelig paa vore Skuldre, oghjertelig i Mindet lade de forbigangne Slægter leve med sig, som de Forbilleder, der spaae om Fuldendelsen, og som deskjulte Aarsager, der skal forklares af deres Virkninger.Skuer jeg saaledes tilbage paa det lange Tidsrum af meer endet halvt Aarhundrede, der i Danmarks Historie skal føreNavn efter Frederik den Sjette, da seer jeg ikke blot hvadfor alle Samtidige var umiskiendeligt: en uafbrudt Række afBeviser paa denne ægte Skjoldungs Livsalighed, kongelige Standhaftighed og utrættelige Anstrængelse for Alt hvad der i hans 322 Øine var Riget vigtigt og Folket gavnligt; men jeg seer ogsaa, hvad endnu, desværre, er langt fra at være Alle i Øine faldende, seer deri en af de største Overgange, der kan indtræffe i et RigesSkæbne og et Folkefærds Levnetsløb, og en af de farligste Overgange, fordi Løbebanen da under Jordskælv slaaer frygteligeRevner, der ei kan overkommes uden ved et dristigt KæmpeSkridt, saa, hvis det mislykkes, afbrydes Folke-Livet og førestil Graven, hvori Kongerigers saavelsom Adelslægters Skjoldemærker synke, naar Kræfterne, som førde dem, udtømmes.Ja m. H. Danmark oplevede under Frederik den Sjetteen af de store og farlige, men, naar de lykkes, opløftende ogglædelige, for Aarhundreder velgiørende, saalænge Riget staaer, uforglemmelige Overgange, hvorunder Alting vakler, Altinggiærer, det Gamle er dødt og det Ny om ikke ufødt, saa dogspædt og svagt, kort sagt, i det Store og Hele hvad i det Mindreog Enkelte er Tilfældet ved alle mærkelige Konge-Skifter; thidisse store Overgange paa Folkenes og Menneske-Slægtens Udviklings-Bane, det er netop Konge-Skifter i den usynlige Verden, naar den ene Tids-Aand afløser den Anden, virkeligeTids-Aander nemlig, ikke Smaanisserne, der ride paa en Støvsky og nøies med øiebliklig Hylding, men dem der give Slægterderes Retning og Tidsrum deres Præg.

Dog, skiøndt dette netop er det rette, egenlige Udtryk, somangiver den virkelige Kraft-Grund i Løn til den kun alt for øiensynlige Urolighed i Livet, Forvirring i Tankegangen, og bestandig Tvekamp paa Liv og Død mellem Gammelt og Nyt, som viaf Erfaring kiende, saa falder dog ethvert Udtryk om virkelige og virksomme Aander nødvendig meget dunkelt, omikke bælmørkt, ved Overgangen fra den Skatteborger, Lysestøber og Bogorme-Tid, der sidst var oppe, en Tid, der vist nok ilevende Live ogsaa havde sine gode Sider, men er nu kun etselvmodsigende Gienfærd, og var altid saa forskrækkelig aandløs, at den kaldte Bogstav-Skrift Aand, Penge Sjælen i al Bedrift og Opløsning den rette Forklaring. Vi vil derfor lade detstaae ved sit Værd, hvad der var de skjulte Aarsager til denstore Overgang, og kun dvæle ved Tanken om, hvortil Overgangen skal være, hvad lykkeligviis ei er klarere nogenstedsend netop i Dannemark; thi her var det aabenbar en Fritalenheds, en Bonderaads og folkelig OplysningsTid, der vilde afløse den Forrige, og at denne maa vinde sinrette Skikkelse hos os, det er jo i Danske Samfund vortinderlige Ønske og vort lyse Haab, saa her kan Overgangen i 323 Sjette Fredriks Dage aldrig kaldes for stor, eller Lovtalenover dens kongelige Leder findes overdreven. Det er nemligsoleklart, at denne Overgang kan aldrig lykkes uden ved enligesaa glædelig som vidunderlig Opstandelse i Folke-Aandenfra Arilds-Tid, da hverken Bonde-Adel eller hjertelig Fritalenhed eller folkelig Oplysning er muelig, uden ModersmaaletsThronbestigelse og Dyrkelse i Aand og Sandhed, eller udenOplivelsen af alle de store Minder, hvori Folket speiler sig, kortsagt: uden Folkelighedens Seier over alt Fremmed, Naturlighedens over alt det Konstlede.

At nu denne levende Fritalenheds, hjemmegjorte Bonderaadsog folkelige Oplysnings-Tid vilde gestalte sig i Danmark ikkeblot roligere og mildere, men ogsaa ægtere og ædlere end andensteds, det var nu vist nok snart i tredive Aar mit lyse, velgrundede Haab, velgrundet, hvad enten jeg saae tilbage til Danmarks Fortid og prøvede Roden hvoraf Stammen oprandt, ellerjeg saae op til Fritalenhedens og den folkelige Oplysnings kongelige Velynder, Bondeennen paa Enevolds-Thronen, Frederik den Sjette, der netop var en Fyrste, som hvert Folk maatteønske sig ham, og takke Himlen for og ønske mange Aar, underen saadan Giæring, hvis lykkelige Udfald for største Delen oghvis milde Udvikling ganske beroer paa, at Folket har en elsket og æret Fyrste, som i Grunden er det Nyes oprigtige Velynder, men har dog baade Sindighed og Fasthed til at bevareden udvortes Ligevægt mellem de stridige Elementer, og vinderTid til at forberede Udfaldet med sagte men sikkre Skridt. Ogat denne Roes over Frederik den Sjette ei er en af de sædvanlige Lovtaler over Levende og Døde, men baade først ogsidst i hans Regierings-Tid kan opvise store Kiendsgierninger, som staae i levende Sammenhæng og udgiøre paa KongensSide Kæmpe-Skridtet fra det Gamle til det Ny, saa vel forberedt og saa rolig gjort, at først Efterslægten ret vil kunne afsløre, forstaae og beundre det. Det er naturligviis Stavnsbaandets Løsning og Folkeraadets Oprettelse, jeg mener, disse levende Grund-Stene til Bondeheld og ægte, folkelig Oplysning og Fritalenhed, der for Efterslægten vil være de sikkre, umistænkelige Vidnesbyrd om, at Frederik den SjettesHjerte slog i Takt med Folkets, og at hans Regiering, om end igammel Stil, dog var i den ny Tids Aand, og tjende vidunderligtil dens rolige Udvikling og Overvejelse. Stillede imellem disseto store Kiendsgierninger er det først, at alle de Mindre vindederes rette Betydning, og at alle Kong Fredriks, stundum 324 mislykkede, men altid velmeente og immer fornyede Bestræbelser for Almuens Oplysning og Dannelse, for ModersmaaletsDyrkelse, for Poesiens, Historiens, Oldgrandskningens og alVidenskabeligheds nordiske Opblomstring, alle disse utrætteligeBestræbelser, hvorpaa ingen Regiering var rigere, sammenknytteog sammenslynge sig til en sjelden Hæderskrands for Frederik den u.

Men, saa velgrundet end mit lyse Haab om Danmarks Fremtid var under saadan en Fyrste, der sad ved Roret omtrent framin Fødsel til nu, saa maatte jeg dog stedse klarere indsee, atda ingen Fyrste kan fremtvinge men kun forberede og understøtte sit Folks naturlige Udvikling, Oplysning og Dannelse, og da han umuelig kan skabe men kun bruge og vanskelig nokopdage de levende Midler og Redskaber, der maae træde i Virksomhed, naar Værket skal lykkes, saa beroer Danskhedens Fornyelse og Danmarks lykkelige Fremtid ei mindre paa Folketend paa Kongen, og i Særdeleshed paa, at Bønderne harHjerte til at skatte Kongens Bestræbelser, saa de ikke pøbelagtig betragte hans Velgierninger som et Rov, men som en herligNyaarsgave, der skal kiærlig paaskiønnes og værdig bruges, og at Ordførerne ei beskæmme Fritalenheden ved at skumleog forbittre, men benytte den til at oplive og oplyse, jævne ogforlige.

Nu m. H. hvad enten vi betragte Læg eller Lærd, Konger ellerFolk, maae vi, for at være billige, altid huske, at de, ligesom viselv, er langtfra at være fuldkomne eller feilfri Naturer, menkortsynede, skrøbelige og paa mange Maader fristede Mennesker, og at hvor vi har Mængden for os, vil der altid findesendeel slette Personer, der ei har stort mere af Mennesket endSkikkelsen. Det maa derfor hverken nedbryde vort Haab ellerforspilde vor Glæde, at vi kan finde en Lyde og en Hage ved .Alt, eller selv det, at store, almindelige Velgierninger altid mødeendeel sort Utaknemmelighed, og at der ved enhver friere Bevægelse kommer ikke blot megen Daarlighed men endeel Slethed og Lumpenhed for Dagen; men hvor et kongeligt og folkeligt Storværk, som det Frederik den Sjette utrættelig arbeidede paa, skal lykkes, der maa dog Stemningen i det Hele værehjertelig, og de største Kræfter og Gaver hos Ordførerne ligesaavel være paa Kongens som paa Folkets, paa Rettens og Billighedens som paa Livets og Frihedens Side; thi kun da vil Folketvinde Skiønsomhed paa Kongens Godhed og sit eget Tarv, ogpaa en værdig Maade vise begge Dele.

325

Vort Folkeraad er endnu saa nyt, er endnu i sine førstePrøveaar, saa hvad vi end maatte ønske, var det dog ubilligtstrax at forlange slaaende Beviser paa dets folkelige Bevidsthed og Fritalenhedens værdige Brug; men Bonde-Adlingener alt saa gammel, og dette sit Værk kronede Kongen selv vedBøndernes Optagelse i Folkeraadet, saa TaknemmelighedsBeviset maatte ikke udeblive længe, naar det med Grund skuldeventes; men derfor kom det ogsaa ved den første Leilighed, dertilbød sig, og kom fra den Side, det mindst lod sig vente, saanu tvivler jeg slet ikke paa, at jo den Danske Bondestand vilvise sig alt det Gode værdig, Kong Frederik ikke blot skiænkede men tilkæmpede den. At det rørende TaknemmelighedsBeviis var uventet, siger jeg vist nok ikke, fordi jeg deler denalmindelige Ringeagt for Sællandsfaren, thi det var ikkeblot unaturligt, da jeg er selv en Sællandsfar, men det varogsaa aldeles uhistorisk, saavist som det jo netop var Sællandsfarene, der, efter Sagnet, bar den gamle Leirekonge FrodeFredegods Støv »tre Aar om Land« før de nænde at begravedet ved Værebro, og saavist som det, efter Saxos Vidnesbyrd, baade var Sællandsfarene, der med Biskop Axel i Spidsen, fornemmelig vovede Liv og Blod i Slave-Krigen under Valdemarden Store, og dem, der grædende lod Ploven staae og skiødSkuldre under Baaren, hvorpaa denne Konges Lig blev bragtfra Vordingborg, hvor han hensov, til Ringsted, hvor hanhviler. Vis er jeg tvertimod paa at i den næste Fremtid, naarTungebaandet løses, de gamle Sangtoner gienfødes, Krønikenoplives og Minderne vaagne, da vil man faae at see, der ikkeblot banke ømme Hjerter men slumre store Kræfter under Vadmels-Koften ved Leire, Sigersted og Vordingborg, ogsagtens trindt paa Øen, siden det Uventede skedte, siden selvBønderne nærmest omkring Hovedstaden, som jeg var nærved at opgive, saa klarlig vise, de har endnu Hjerte i Livet, ogvil ikke være de Sidste men de Første til at ære Kong Frederik den Sjette paa hans Baare og i hans Grav. Nu tør jeg derfor af Hjertens-Grund ønske Danmark til Lykke med sin hæderlige Bondestand, der sikkert kun behøver den folkeligeOplysning og naturlige Dannelse, vi skylde og Christianden Ottende vil skiænke den, for med ligesaamegen Flid atvise sig den gamle Stamme og den ny Stilling værdig, som denmed Kraft vil holde fast paa Frederik den Sjettes kongeligeNyaarsgave!

Nu faldt det da af sig selv, hvad jeg nærmest havde Lyst til 326 at ære Kongens Ihukommelse med, thi det maatte være enBonde-Vise, saa Dansk, saa jævn og hjertelig, som den vilde og som jeg Bogorm kunde overtale mig selv til at lade den lykkes. Dette vil vist nok, med vor fremmede Smag og forskruedeDannelse ei sige stort, men de Fleste vil dog sikkert finde Visensnarere for bondeagtig end for høitravende, og da den dog kunved Andres Hjelp kan komme til Folket, vilde det ikke nytte, om den var hvad jeg og sikkert Folket med vilde kalde megetbedre. Tonen, hvorpaa den gaaer, er vel forslidt, men dog folkelig, som De strax vil høre.

Kong Fredrik den Sjette henslumred i Fred,
Og hviler nu hos sine Fædre,
Han gjorde end ikke en Kat Fortred;
Der fødes ei Kongesøn bedre.
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Hans Bane var tornet, hans Lykke var tynd;
Velsignede blev dog hans Dage I
Han talde af Hjertet med Liv og Fynd,
Sit Ord tog han aldrig tilbage!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Hans Øre var aabent for Sandhed og Ret,
For Klage, for Suk og for Bønner!
Af Mildhed og Møie han blev ei træt,
Og Bønderne kaldte han Sønner!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Hans Hjerte var Vox, men hans Villie Staal;
Sig selv kunde han overvinde!
Han elsked og æred vort Modersmaal,
Med det skal og vare hans Minde.
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

327

I tredive Aar bar han Konninge-Navn,
Sad meer end halvtreds dog ved Roret,
Og altid han saae paa den Ringes Gavn,
Det kalder man Skjoldunge-Sporet.
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Det Første, han gjorde med Enevoldsmagt,
Maae Dannemarks Bønder vel huske;
Landsfaderen haver saavidt det bragt,
Dem kan ingen Herremand kuske!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Det var en Skiær-Thorsdag, hans Kæmper omkap
For ham gik i Ilden med Glæde,
Og Engelands Ulke de gav et Rap,
Saa Blod maatte Mesterne græde!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Al Verden sig rustede mod ham engang,
Og Norriges Klipper han misted.
Men Kiærlighed trøsted i Danevang
Ham dog for al Modgang, han fristed!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Det Sidste, han gjorde med Enevoldsmagt,
Skal evig hans Fiender beskæmme:
Med Dannemarks Hjerte han slutted Pagt,
Gav Bønder i Rigsraadet Stemme!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

328

Mens Folket har Tunge og Skolen har Pen,
Hans Rygte skal spørges saa vide;
Han elskede Skjalde og Sagamænd,
De mindes ham alle med Kvide!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

Kong Frederiks Vise, i Fred og i Krig,
Skal sjunges i Mark og paa Bølge;
Gud glæde hans Hjerte i Himmerig!
Hans Fodspor lad Kongerne følge!
Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land med Taare klar!

I Danske Samfund.
(28de Januar 1840.)

Mel. Herr Peder kasted Runer over Spange.

Kong Fredrik flytted langt fra Taare-Pilen,
Fra Verdens Tummel ind i Kirke-Hvilen!
Der slumrer han saa rolig,
Der drømmer han saa sødt,
Der toner det saa liflig:
Der kommer Liv i Dødt.
Faure Ord fryde Skjaldens Hjerte,
Faure Ord volde Skjalden Smerte,
Faure Ord!

Kong Fredriks Fødselsdag, i Vinterlaget,
Blev gammel vant i Nord til Æres-Flaget,
Til Gilde og til Gammen,
Til skjemtefulde Ord;
Nu møder den paa Marken
Til sig kun Sørgeflor!
Fredriks Dag fryded mangt et Hjerte,
Fredriks Dag volder Skjalden Smerte,
Fredriks Dag!

329

Mit Øie var saa vant til Æres-Flaget,
Min Haand saa gammel vant til Harpeslaget,
Mit Øre og mit Hjerte
Til Folkets glade Sang;
Jeg slaaer paa gamle Strænge,
Men død er deres Klang!
Fredriks Røst fryded Skjaldens Hjerte,
Fredriks Røst savner han med Smerte,
Fredriks Røst!

Farvel, I Strænge! som paa Fredriks-Dagen
Med Glædeslyd afbrød saa ofte Klagen,
Og toned om den Gode,
Men dog saa klippefast,
Hvis sanddru Læbe tier,
Hvis ømme Hjerte brast!
Fredriks Dag har opgivet Aanden,
Sidste Gang Harpen fristed Haanden,
Sidste Gang!

Kong Fredrik flytted langt fra Taare-Pilen,
Fra Verdens Tummel ind i Kirke-Hvilen!
Der slumrer han saa rolig,
Der drømmer han saa sødt,
Der toner det saa liflig:
Der kommer Liv i Dødt.
Faure Ord har forvoldt mig Smerte,
Faure Ord fryde dog mit Hjerte,
Faure Ord!

Mine Herrer!

Naar jeg hos de gamle Græker læser om »de Saliges Øer iOceanet, hvor de ædleste, lykkeligste Sjæle ei omflagre somtomme og luftige Skygger, men føre et glædeligt Liv efter Døden, da tænker jeg altid paa de Danske Øer og fremfor Altpaa vort yndige Sælland, og skiøndt jeg ikke er barnagtig noktil derom at ville trættes med Nogen, eller giøre det til en patriotisk Troes-Artikel, saa er det dog i mine Tanker langt andet enden Flyve-Grille og i min Mund langt meer end en Taler-Blomst, thi jeg troer det virkelig selv, og vilde gierne overtale alle mine 330 Landsmænd til samme Tro. Her kan da Philisterne gribemig paa frisk Gierning, som den, der selv bekiender, han viludbrede hvad de tør (og paa en vis Maade uden al Fare kan)vædde deres Hoved paa, er den groveste Overtro; men forikke selv at giøre det galere end det er, maa jeg dog skynde migat tilføie, at den Tro eller Overtro (thi for Titler er det ikkeværdt at fægte, dem har vi Nok af) den Tro eller Overtro, jeg idenne Henseende vedkiender mig og har Lyst til at udbrede, er ingenlunde den, at enten Sælland eller Fyen eller SmaaØerne virkelig i Oldtiden var det forlorne Paradis, menblot at Phønicerne, fra hvem jeg med god Grund udlederalle de Græske Sagn om »Oceanet,« med »de Saliges Øer« virkelig meende vore deilige Holme i Hav og især Dronningenblandt dem Alle, som her favner os, og at Sagnet var vel ikkeprosaisk, men dog mythisk og poetisk sandt og velgrundet.

At nu selv Navnet paa vor Dronning-Øe, enten vi udtale det»Sælland« eller »Sjælland,« spiller paa Sjæl og Salighed, deter vel kun en Sprog-Bemærkning, der, med Grammatikernes Tilladelse, er langt fra at giøre Sagen klar, men det tjendedog naturlig til at give Sagnet sin Billed-Dragt, naar Mythe-Smeden ellers fandt Noget paa de Danske Øer, som var Dragtenværd, og det mener jeg, han maatte finde i det mageløs hjertelige Minde, hvori de kiære Hensovede maae have levet heroppe i Fredegods-Tiden. Det var nemlig i den Tid, daKvinden, som dukkede op ved Arne-Stedet, lokkede KongHading til sig med den friske Urtekost midt om Vinteren,og bar ham saa under Kaaben i Mulm baade forbi de tauseSkygger i Grækernes Hades og forbi de Larmende, medDøden Kæmpende, i Nordboens Valhald, bar ham lige tilParadis-Muren, hun vel ikke kunde overstige men dog overslynge med sit Hane-Hoved, saa det paa Hane-Galet fraden anden Side hørdes, der virkelig kom Liv i Dødt. Man vilnu vel sige: det er aabenbar en Fabel, hvorpaa Intet kan bygges, men jeg tør dog troe, den godt kan bære hvad jeg vil byggepaa den, thi det er kun Moralen, at han, der gjorde den Fabel, og de, den tækkedes saa vel, at de giemde paa den giennemAarhundreder, de har ikke engang efter Døden taget til Takkemed Skyggespil, men havt særdeles Lyst til ægte Udødelighed, og har af »Kvinden i Barmen« faaet Nys om, at, skiøndt deikke kunde tage den med Staalhandsker, var den dog langtmeer end et Hjernespind. Saadanne Hjerter, slutter jeg nu, maatte være villige og findes mægtige til, i en for de Fremmede 331 forbausende Grad, at dele deres Liv med deres kiære Hensovne,»lade dem leve med sig« i frisk Minde og bestandig Erindring;men skulde denne Slutning findes overilet, og skulde selv allevoreOldsagn om Skjolds og Frodes og Rolvs og alle Skjoldungers Minde paa Marken findes utilstrækkelige til at godtgiøreLivet efter Døden paa de Danske Øer, saa mener jeg dog, voregen Erfaring kan rigelig udfylde hvad der fattes i det historiske Beviis; thi at det Danske Hjerte endnu staaer i et ganskebesynderlig levende Forhold til d e Hensovne, det virkelig elskede, det synes mig, Frederik den Sjettes Død har sat udenfor al Tvivl. Jeg slutter i det mindste menneskeligviis: gaaerdet saaledes med den tørre Stamme, hvordan ikke da med denGrønne! er det Danske Folks naturlige Kiærlighed endnu iAlderdommen saa grændseløs, at den strækker sig, hvem veedhvor langt, ind i den anden Verden, og saa kæk, at den tørkæmpe selv med Døden om sine Yndlinger; hvordan maa daikke dette Folks første Ungdoms-Kiærlighed have været, oghvad Under at Tyriernes Skjalde, som var Vidne dertil, eller hørde Rygte derom, besang vore Øer som de ædleste Sjæles lyksalige Opholdssted efter Døden!

Dog m. H. jeg har ikke glemt, det var Frederik den Sjettes Forhold til Modersmaalet, Folkesangen og Fædrenelands-Historien, jeg lovede Dem sidst at tale om paa Hansfalmede Fødselsdag, men disse Ting hænge ikke blot i mineTanker, men i sig selv paa det Nøieste sammen med de SaligesØer i Oceanet, thi kun der føre ogsaa disse et glædeligt Liv, ogselv er de derfor Grade-Stokkene, hvorpaa man kan tælle sigtil, hvor koldt eller varmt det er i Folkets Hjerte-Kammer, saanaar Modersmaalet synker i Støvet, Folkesangen hendøerog de hjemfødte Oldsagn skrives i Glemmebogen, som detskedte hos os fra Valdemarernes Dage, da falder det endikke Skjalde med den mest udsvævende Indbildningskraft indat sige, Sjælene føre der selv efter Døden et glædeligt Liv, ogpaa den anden Side maatte en Mand, som var klog paa Menneske-Livet, og havde lagt Mærke til, at der under Frederikden Sjette paany kom Liv i Modersmaalet, i Folkesangen og i Fædrenes Ihukommelse, en saadan Mand maattemed Sikkerhed kunne forudsagt den overordenlige Varme, detDanske Hjerte har viist ved Kongens Død, og vil endnuklarere vise ved at holde hans Navn ilive og give Hans Mindeen varig Friskhed, saa Fremmede, der høre os tale og synge omHam, skal ikke ret vide, om han er død eller levende!

332

Er det nu sandt, hvad jeg her, indtil videre, maa forudsættesom en afgjort Sag og historisk Kiendsgierning, at der underFrederik den Sjettes Styrelse kom nyt Liv i Modersmaalet, Folkesangen og Fædrenes Ihukommelse, da følgerdet vel ikke af sig selv, at han derfor stod i et levende oginderligt Forhold til dem, men da ingen Dansk Konge imange Aarhundrede er blevet saa lydelig og liflig besunget paaModersmaalet, saa kiærlig fulgt til Jorde og saa forsikkret omet levende Minde, saa kan jeg umuelig tage i Betænkning atsige, der gik og der gaaer Syn for Sagn, at Frederik denSjette stod i et levende, ægteskabeligt Forhold til vort Modersmaal, og i et levende, faderligt Forhold til den folkelige Sangog mindelige Tale paa Modersmaalet, derfor græd de ved hansBaare og skal bestandig ære og takke ham i hans Grav!Hermed vil jeg nu vist ikke sige, at Gienfødelsen eller Oplivelsen af alt det Folkelige hos os var Kongens eget Værk, thi jeg har aldrig dulgt, vil ikke heller dølge, at dertil udkrævesen langt høiere Kraft end der hviler selv i den enevældigsteKonges Haand, saa naar Jordens Mægtige vil være SkaberAander, da bliver Skabningen derefter, idelt Fuskeri, som, naardet glimrer mest, er dog kun Skin; men jeg vil dog ikke blotsige, hvad der er Alle vitterligt, at denne Folke-Aandens Oplivelse tilsigtedes og understøttedes af Kongen, men at, efter minOverbeviisning, var den kun muelig under en i alle Maadersaa livsalig og folkelig Konge, som Frederik den Sjette.Ja m. H. for at begynde fra Vuggen, da mistede Frederikden Sjette sin kiødelige Moder saa tidlig og under saadanneOmstændigheder, at vi vel maae sige: han kiendte ingen andenModer end Danmark, derfor blev ogsaa Dansk hans Modersmaal og som Kongens Modersmaal kom det jo ogsaa paaThronen, Dette vilde nu vist nok kun være et Ordspil, ellerThronbestigelsen vilde i alt Fald kun været en forfængelig Ære, hvis der ikke havde været mere Dansk hos Kongen end Tungen, men dog var Tungens Danskhed ogsaa nødvendig, naar ikkehans Danske Hjerte skulde være stumt og magtesløst; thi deter ingenlunde Nok, at en Konge forstaaer sit Folk, som manforstaaer en Fremmed, paa hvis Sprog man kan udtrykke sigtil Husbehov, nei, Folkets Modersmaal maa ogsaa være Kongens, om de skal finde en Fader paa Thronen, og alle andreSprog maa Han betragte som »fremmede,« hvis Han skal ladeFolkets Hjertelag, Tankegang og Talemaade vederfares Ret.De veed m. H. jeg er langtfra at sige, der under Frederik 333 den Sjette blev gjort for vort Modersmaal enten Alt hvad derkan giøres, eller selv hvad der maa skee, før det i Sandhed kansiges at herske i Landet, og jeg har ingenlunde glemt, at selvda Kongen aabnede Dørren for Dansken i Soer, den igiensmak i som af sig selv og sprang i Baglaas, og trænger hardt tilat lukkes op paany med »Kongens Nøgel.« Nei, ogsaa herer visselig Roes Nok at høste for Christian den Ottendeog alle Hans værdige Efterfølgere, thi baade trænger Modersmaalet til at leve længe paa en fortrolig Fod med Konger ogDronninger og alle dem i Høiheden, for at tilbagevinde, velikke sin gamle Majestæt, thi den bevarede Modersmaalet selv iTrælle-Dragten, men dog tilbagevinde den majestætiske Holdning og Gang, Fiinhed og Frimodighed, der nødvendig maattehardtad ganske tabes, mens Dansk til daglig Brug kun herskede i Hytten og i Borgestuen, og vilde været uerstattelig forloren, hvis ikke Dannekvinden havde været saa poetisk, som hendes Skjalde-Sønner i de sidste Dage røbede; baadetrænger Modersmaalet til kongelig Dannelse og høviske Sæder, og det trænger til kongeligt Forsvar paa Dronning-Stolen, thidet vil aabenbar holde hardt, før alle fremmede Sprog, somvil trives i Danmark, giør deres Pligt, falde til Føie, knælefor Dronningen og bringe hende Gaver. Kun maa det aldrigglemmes, at det var Frederik den Sjette, der høit ophøiededen dybt Fornedrede, og gjorde Kæmpe-Skridtet, ved at sætteModersmaalet paa Thronen og giøre Folke-Stemmen tilsit Raad, og skulde Danmark, som Gud forbyde! nogensindefaae en Konge, som foragtede vort Modersmaal, da vilde hanog lære, der er kommet baade Liv og Kraft og Kiækhed i det, saa efter Frederik den Sjettes Dage fnyser Dansken, somen fornærmet Dronning, blot ved Tusindedelen af den Undertrykkelse, Spee og Spot, den under sine Trællekaar taalmodigbar.

De har vel seet m. H. at der iaften ikke blot tales og syngesDansk paa Studigaarden, men at Programmet er blevetet Forspil til en Nydansk Rimkrønike1, og De veed vel atSligt var neppe tænkeligt i sex Aarhundreder; men troer Devel, det var mueligt efter denne Dag, efter den Danske Sørgehøitid over Frederik den Sjette, at der igien kunde enten * 334 tales, synges eller skrives paa Latin eller noget andet fremmed Sprog ved Kongelige Høiskole-Fester iblandt os, uden at Danmark gienlød af Harme? Jeg i det mindste troer, nei, og jeg haaber meer end det, haaber at den Dag er nær, daman vil finde det ligesaa latterligt i Danmark ved andre Leiligheder at bevise sin gode Classiske Dannelse med slet Latin, og vil finde det soleklart, at man derved kun forgiæves stræberat skjule sin Aandløshed, men viser langt tydeligere end manønskede sin Ringeagt saavel for Folkets naturlige Følelse ogTankegang som for Dets Tungemaal.

Hvad nu Folke-Sangen angaaer, da forstaaer jeg dervedikke Noget, der blot staaer paa Papiret, men virkelig Sang iFolkemunde og i Folkets Aand, og jeg maa derfor indrømme, at Dens fornyede Liv er endnu saa spædt, at det af alle kortsynede og tunghøre Folk lader sig betvivle, og af fornemmeFolk ustraffet foragte; men at dog Folkesangen virkelig gienfødtes under Frederik den Sjette, gienfødtes med Frydesangen, der for halvtredsindstyve Aar siden gienlød over heleRiget ved Frederiks og Maries Bryllup, det kan i det mindste jeg ikke lade mig aftrætte, som i min Barndom hørde Malkepiger synge »Nys fyldte skiøn Sired sit attende Aar,« og havdejeg end aldrig siden mærket saadanne Livstegn, maatte jeg dogerklære det for umueligt, at noget Folkeligt, som fødtes underFrederik den Sjette, kunde uddøe under ham. Vist nok tørjeg ikke berømme hans Skjalde for at have gjort nær Alt hvadde kunde og burde til at understøtte den gamle Folkesang, derfra Kæmpevisernes Dage aldrig ganske uddøde, og at opfostre denNy, men de satte dog Alle en Ære i at rime hvad Folket vildesynge, saa hvad enten den lille Fugl, der synger som det klinger godt i alle Danske Øren og gienlyder i alle Danske Hjerter, herefter skal døe eller leve, tør jeg dog sige, at saalænge der enEen tilbage af Kong Frederiks Skjalde, saalænge lever den, var det endog kun i Skjaldens eget Bryst og for hans Øre. Vistnok vil der anderledes folkelig Virksomhed end hidtil fra Skjaldenes Side, varm Deeltagelse hos deres Venner og Kyndinger, og derhos Lykke til, om Folkesangen skal tilbagevinde sit kraftige og fyndige Liv iblandt os, som den unægtelig fattes; mender er dog ingen Grund til at lade Haabet fare, og det voxer hosmig, hvergang en Kæmpevise eller andre Sange, som ogsaa Bønder kunde og vilde istemme, toner i vort Samfund. Ja, mineHerrer! har Varsler endnu det mindste at betyde, da maa vortlille Danske Samfund blive en Rede for den lille Fugl, hvor 335 den fjedres i Mag til at overflyve Skoven, thi Samfundet udsprang jo egenlig af Hr. Tønnes gamle og Holger Danskesny Vise1, saa kan det trives, har Folkesangen aabenbar baadeLiv og Lykke med sig.

Havde nu end Kong Frederik den Sjette ei havt andenFortjeneste af Folkesangen, end den at være en Danedrot, saahjertelig og folkelig, at Skjaldene, som vi nu ret klarlig see, eikan besynge ham uden at falde ind i Folketonen, da traadtehan jo netop derved i det mest levende og faderlige Forhold tilden, der var mueligt for ham, uden selv at være Skjald; mendog følger det af sig selv, at de Skjalde, der behagede Folket, maatte ogsaa tækkes den Folkeligste af mange AarhundredesKonger, og stod de her nu alle, baade Levende og Døde, da varder vist ikke en Eneste af dem, fra Baggesen og Thaaruptil de Yngste, som ei med Sandhed maatte tilstaae og med Glædevilde vidne, at ogsaa han blev understøttet og opmuntret afFrederik den Sjette, ja, modtog fra hans Kongelæber enstørre Gave end Hænder kan række, og dermed det, der adlerHaandens Gave og giør den Kongelig, saa den ikke nedtrykker men hæver Skjalden, som modtager den. Nei, der var vistikke Een, skiøndt Skjaldetallet i Hans Dage syndes Mangefor stort; thi skulde der været Nogen, maatte det vist netopværet ham, som staaer for Deres Ansigt, da det er klart, at Ingen af Kong Frederiks Skjalde faldt ham saa betænkelig, varHam i andre Forhold saa meget til Uleilighed og syndes derforsnarere afskrækket end opmuntret, og dog tvivler De vist intetØieblik om, at efter det Vidnesbyrd, denne Skjald gav Majestæten paa Hans Baare som i Hans levende Live, og nu i GravKapellet, maa selv her Skinnet have bedraget Det kan imidlertid aldrig skade, jeg siger Dem, med hvilke Ord Majestætenskiænkede mig den Understøttelse, jeg uafbrudt i mange Aarmodtog af Kongehaanden, thi De vil deraf bedst kunne slutte, hvordan Han opmuntrede de Skjalde, der ikke, som jeg, gjordeHarpelegen skurrende med Sværdslag.

Da jeg, for over tyve Aar siden, sad. saa godt som bandsat, og arbeidede paa Fordanskningen af Nordens Folke-Krøniker, fandt jeg det umueligt uden særdeles Understøttelse at vedbliveog fuldføre Arbeidet, og gik derfor op til den mageløs tilgængelige Enevoldskonge, og sagde til den ligesaa mageløs Naturlige * 336 og Folkelige: Majestæten veed nok, jeg har befattet mig endeelmed de gamle Skjalde. Ja, var Svaret, og med meget Held. Jegvil haabe, ei uden Held, blev jeg ved, men een Ting har jeg dogikke kunnet lære af de gamle Skjalde, og det er at undværeLevebrød. »Saa faaer Vi skabe et« svarede Kong Frederikden Sjette 1, og under Hvis Septer skulde Skjaldesangen bliveligesaa folkelig som kongelig, om ikke under den Konges, derhavde saadanne Ord i sin Mund, og havde Hjerte derefter!

At nu denne Konge tog hjertelig Deel i Oplivelsen af Fædrenes Ihukommelse, hvis en Saadan virkelig fandt Sted i HansDage, det er hermed allerede sagt, thi til Fædrenes Ihukommelse var jo min Harpe ligefra Begyndelsen indviet, og til densOplivelse hos Folket sigtede jo aabenbar den ny Fordanskningog gavmilde Uddeling af Saxos og Snorros Mindebøger, hvori Danmarks og hele Nordens Oldtid saa herlig speiler sig;men o m Fædrenes Ihukommelse derved eller ved Noget af Althvad vi hidtil prøvede, virkelig blev oplivet i Kong Frederiks Dage, det er et andet Spørgsmaal, som jeg vel, efter densædvanlige Tankegang, for min egen Skyld, rask skulde besvare med Ja, men som jeg, for Folkets og Sandhedens Skyld, er selv tilbøielig til at besvare med Nei, og jeg maa i alt Faldogsaa ved denne Leilighed indskærpe, at hvad vi saa end harmeent og sagt og gjort, saa er Fædrenes Ihukommelse død, forsaavidt den kun staaer paa Papiret, og at selv naar den afBøgerne optages paa venlige Læber, er det ikke Liv men kunLivlighed, altsaa dog kun Skin af Liv, den vinder. Alting veloverveiet, tør jeg imidlertid sige, at Fædrenes Ihukommelse oplivedes virkelig i Frederik den Sjettes Dage, skiøndt kun ien snever Kreds, og mellem saamange Hindringer, at skal denudbrede sig til Folket og paany slaae Rødder i Landet, saa Danmark igien kan faae en Fædrenelands-Historie, der levende forplanter sig og gaaer fra Mund til Mund, gaaer i Arv fra Fadertil Søn og fra Slægt til Slægt, da maa ikke blot den nærværende Majestæt ædelmodig antage sig de hensovne MajestætersSag, og i en ligesaa Folkelig som Kongelig Høiskole byggedem et Æres-Tempel, hvor deres Aand kan svæve høit over dedunkle Hvælvinger, som favne Deres Støv; men vi, hos hvemde forbigangne Slægters Ihukommelse ved et naturhistoriskVidunder fik Liv og Røst paa ny, maae samle og anstrænge allevore Kræfter for at meddele Folket den Livs-Gnist, der ulmede * 337 op under Asken hos os, men vil ellers udslukkes med vort Livslys, der, som Nornegæsts hos Olav Tryggesen, er snartudbrændt. Her møde vist nok hardtad uovervindelige Hindringer, thi selv naar vi, som jeg, kan godt forstaae, det er Fjas medAlt hvad vi tale om Folkets Fædrelands-Kiærlighed og ventederaf, naar ikke Folket vaagner til Bevidsthed af sin levendeForbindelse med Fædrene; og selv naar vi intet Øieblik tvivleom, det jo var en langt sandere Ære at efterlade Folket sin Aandog sit Liv, end at efterlade Ormene Bøger, de maae fortvivleom at eftergiøre, og nøies med at forgnave og fortære; selv meddette Lys dele vi dog sjelden vort Liv med Andre, uden vi paaen Maade nødes til det! Saa stærk er Vanens Magt, saa rodfæstet Indbildningen om at kunne med Pennen i Mag forplanteLiv og Aand, og fremfor Alt saa magelige er vi af Natur og saafordærvede med Konst, at vi lade heller »Fuglen døe« med os, end lade den flyve itide at bygge sin Rede i Skoven og syngeder langt lifligere naar vi er borte, end den sang hos os i Buret!

Dog, ogsaa derfor maatte Saamange af Kong FrederiksSkjalde overleve Ham, for at føle, der er dog i det mindsteeen Dane-Konges Navn, vi ei kan tillade at indskrives i Glemmebogen, var det end med de gyldneste Bogstaver, der er dogEen af »Fædrene,« hvis Ihukommelse vi alle vore Dage maaestræbe at forplante, og gribe hver Leilighed til at lade Efterslægten føle, den staaer i levende Forbindelse med Ham ogos, og naar det lykkes, som det nødvendig maa, at forevigeKong Frederiks Ihukommelse paa Marken, da vil alle ægteSkjoldungers, og alle kraftige, ædle og virksomme DannemændsIhukommelse, indsluttet i Hans og sammensmeltet dermed, ligesom bæres deraf til samme Udødelighed, saa ogsaa tildette Udtryk af Folkelivet satte Himlen Kong Frederik denSjette i et levende og faderligt Forhold, og derfor tør vi haabe, det endnu engang skal komme til at tone fra fremmede Skjaldes Harpe, at her er de Saliges Øer, hvor de ypperste Ædlingers Sjæle leve efter Døden.

Ja m. H. det bliver maaskee nok den sidste, ligesom det erden første Gang, jeg taler offenlig om Kong Frederik denSjette paa Hans Fødselsdag, men til Ord om Ham er hverDag skikket, og desuden har hans folkelige Søn 1 Danmarksudødelige Kronprinds, sin Fødselsdag i Mai, naar Bøgenspringer ud og alle Fugle sjunge, og paa den, i det mindste, tænker jeg dog, man vil høre min Røst om Kong Fredrik, * 338 saalænge jeg har nogen Røst; thi at levende Tale om Ham ogHans mange mærkværdige, vel ei sjelden mørke, stormende, hardtad fortvivlede, men dog i det Hele milde og frugtbare, klangfulde, konstrige, lyssvangre Dage, vil aldrig fattes Øre paaMarken, det er jeg vis paa, det stadfæster ogsaa Kredsen, der idenne Time lyttede. Under saa lykkelige Varsler vil jeg da paaKong Fredriks Fødselsdag høitidelig spaae Hans Navn ogIhukommelse en folkelig, en ligesaa gavnlig og glædelig, somhøilovlig og ærefuld Udødelighed paa de Danske Øer; menfor at De strax kan følge Skjaldens Tankegang, maa jeg bedeDem erindre, at vor gamle Kong Skjold ikke blot, efter voreegne Sagn, bandt Bjørnen i Skoven med sit Bælte og var etMønster paa Livsalighed, og var, efter Islændernes Sagn, enSøn af Odin, der til Folkets Glæde først reiste Kongestol iLeire, men at, efter Angel-Sachsernes høipoetiske Sagn, kom Skjold i sin spæde Barndom seilende til en af vore Øer, paa et Skib, hvor han var den eneste levende Sjæl, lagt i Kredsaf Vaaben og Klenodier, og sovende sødelig med en Kornnegtil Hovedpude. De Danske, fortæller Sagnet, var dengangkongeløse, stædt i Vaande, saae i det himmelsendte Barnderes Skytsaand, kaldte ham Skjold til Skiærm, opfostredeham til deres Konge og henlevede mange lykkelige Aar underhans Septer; men da han var hensovet, maatte de, efter hanssidste Villie, til deres Kvide, lade ham fare, ligesom han varkommet, og Mage til Afsked vidste man ei af at sige, da Skjoldfoer sovende bort paa det herlig udrustede men folkeløse Skib, mens de Danske fra Klinten bød ham Farvel med Sang ogKlage, saalænge de end kunde øine Seil i Raa.

Dette stod Skjalden levende for Øie, da han kvad:
Hvem reiser bort saa seent i Kveld,
Og med saa stolt et Følge?
Hvem giælder Dannemarks Farvel:
Skyhøie Tone-Bølge,
Hvis Mage kun i Hedenold
Var Dannemænds Farvel til Skjold?

Løb Skib paany fra Gudhjems Kyst
Nu ind i Issefjorden,
Saa kongelig og dog saa tyst,
Som Hjertet slaaer i Norden,
Med Axekrands af Gudehøst,
Med Kongesøn til Folketrøst?

339

Udrandt igien et Levnetsløb,
Som Skjolds i Danevangen,
Saa atter følges Kongestøv
Ombord af Folkesangen,
Og byder Danmark rørt i Kveld
Sin himmelsendte Drot Farvel?

Ja, atter fik i Nødens Tid,
For vise Mænd en Gaade,
Vort Fædreland, med Børen blid,
En Konge af Guds Naade:
En Skjoldung af det ægte Kuld,
En Kæmpesjæl i Danemuld!

Hans Kongeliv til Folkeheld
Det er og nu udrundet,
Derfor et hjerteligt Farvel,
Og hundredtusindmundet,
Fra Skov og Hede, Klint og Vold,
Ham følger, som det fulgde Skjold!

Hans Støv dog ei paa vildne Hav
Skal gaae for Vind og Vove,
Som Frodes i en Kongegrav
Det sødelig skal sove,
Ved Issefjord i Kildevang
Inddysset mildt af Bølge-Sang!

Thi byder Skjalden ei Farvel
Til Støvet af den Gæve,
Hvis Konge-Aand i Gry og Kveld
Skal over Marken svæve,
I Folkesangen til Hans Priis,
Som Aandepust fra Paradiis!

Til Danmark vender jeg mit Blik,
Til Dannemænd min Tale,
Og, efter Skjaldes gamle Skik,
Som Morgenhaner gale,
Jeg lydelig med Vinge slaaer
I Gryet til et Gyldenaar.

340

O Modersmaal! o Bondestand!
O Folkesang og Stemme!
I har ei meer et Fædreland,
Om I kan Fredrik glemme;
Med Ham for Bane fik I Bod!
Ved Ham af Døde op I stod!

Kong Fredriks Skjalde sang i Kor,
De sang omkap tillige,
Saa høit gienlød det hele Nord
Af Sang fra Danmarks Rige,
Om Hjerte-Kongen under Øe,
Hvis Navn og Priis skal aldrig døe!

Ja, Fredriks Skjalde under Øe,
Som end kan Tungen røre,
Kun Navnet, som skal aldrig døe,
Mens Dannemænd har Øre,
Tilraabe lydt: far vel! far vel
Fra Slægt til Slægt med Priis og Held!

Kong Fredriks Navn! fra Mund til Mund
Du gaae i Danmarks Rige,
Med Folkesang af Hjertensgrund,
Om Ham, den Folkelige,
Som hele Folket tog i Favn,
Og Kronen bar i Hjertets Navn!

Med himmelblaa Kiærminde-Krands,
Paa Aandedrættets Vinger,
Far vel! far vidt til Søes og Lands,
Som Fuglen frit sig svinger!
Far med hver Brudgom til hans Brud!
Far med Guds Engle! far med Gud!

Hvert Aar, naar Bøgen springer ud,
I Danmarks lyse Skove,
Og Engen, som en pyntet Brud,
Med Mai vil sig trolove,
Da bryd en Bane dig paany,
Og ton med liflig Sang i Sky!

341

Far vel! bliv ved fra Aar til Aar,
Til du har Æresange,
Som Hjerte-Kongens Hovedhaar,
Saa sølvgraa og saamange!
Far vel! far med den sidste Ny,
Med den opstandne Drot, i Sky!

SKJALDE-BLIK
paa
Danmarks Stjerne.

Kong Christian-Frederiks Hylding i
Danske Samfund.

Det lille »Danske Samfund« med det store Øiemed, som er det ægte Danske Folkelivs Gienfødelse og Vext, holdt sit første Møde i Kong Christian den Ottendes Tid Tirsdagen den 10de Decbr, og efterat Ingemanns Mindekvad om Kong Frederik den Sjette »Paa sin Liigseng ligger Kong Fredrik hvid« var afsunget, aabnede Formanden det ny Tidsrum med følgende Ord:

Mine Herrer!

Forrige Tirsdag kunde jeg umuelig samles med Dem, dertilvar Budskabet om Kong Frederik den Sjettes Død mig altfor nyt og uventet, og rørde mig personlig alt for stærkt; thivel stod jeg dagligdags saa langt fra Majestæten, som Nogenaf den Konges Undersaatter, der var mageløs tilgængelig forAlle, men i Løbet af tredive Aar stod jeg dog for hans Ansigtved alle vigtige Tilfælde i mit Levnetsløb, og hardtad hver Ganget Aandepust fra Norden opglødede mig. Hans Gavmildhed vargiennem mange Aar mit »visse Levebrød«, Ham havde jeg forØie under hele min Virksomhed og da især ved mine Bestræbelser for at opfriske Kundskaben om de forbigangne Tider, og 343 oplive den ægte Danskhed i Tænkemaade, i Tankegang ogTungemaal, som jeg vidste havde ingen varmere og mere trofast Ven i hele Riget, om end de Midler, jeg til Oplivelsen afden Danske Almeenaand ønskede anvendte, sjelden syndes hamde tjenligste og tidt vel fantastiske. For mit Hjerte maatte daSørge-Budskabet være et Tordenslag, og al Verdens Mueligheder, de være nok saa glimrende og nok saa rimelige, kunde forØieblikket umuelig opveie den ene store Virkelighed, saa, skuldejeg den samme Aften brudt den dybe Taushed, hvori MandensSorg naturlig skjuler sig, da maatte jeg udøst mit Hjerte somved en Balders-Baare, og havde min Klage ingen Gienlydfundet, da vilde det været min bittreste Skaal, men havde Smerten overvældet Dem tilligemed mig, det vilde været unaturligt, skadeligt paa begge Sider, og Uret mod Ham, som nu fører Spiret i Danmark.

Ja, m. H. jeg vil gribe Leiligheden til at opfriske en hardtadglemt Sandhed, den Sandhed, at vi Ældre giør Vold paa Ungdommens Følelser, naar vi stræbe at henrive dem med sørgeligeMinder enten af vort eget eller af de forbigangne Slægters Liv;thi kun hvad vi selv har oplevet og deeltaget i, skaber levendeMinder, og hver Dag har Nok i sin egen Plage, saa vi Ældremaae ingenlunde misbruge hvad Liv og Styrke der end er oslevnet, til at rulle Fortids-Sorger som Klippe-Blokke mod Ungdommens aabne, ubefæstede Hjerte, der kan være knust førden veed det. Naar vi derfor stræbe at indtage Ungdommen forMinder, som enten udsprang af vort eget Levnetsløb eller vedunderfulde Sympathier levede op i os, da maa det kun være fordem, hvoraf vi veed, Haabet opstiger, Haabet, som falder Ungdommen naturligt og er os Alle uundværligt, saalænge vi skaltage virksom Deel i Livs-Bedriften, saa det er vor UngdomsFostbroder, vi aldrig kan overleve uden at overleve os selv. Ja, m. H. overalt, hvor der findes Glimt af Nordens Aand, der sidder Hugin og Munin (Haab og Minde) paa vore som paaOdins Skuldre, og hviske os i Øret hvad de saae i Flugtenover Midgaard, og vel er det naturligt, at Ungdommen hældertil Hugins og vi Ældre til Munins Side, men vil vi fare vel, maae vi dog laane Øre til Begge. Derfor er Vexel-Virkningenmellem Ungdom og Alder nødvendig, og derfor kan den væreskiøn og frugtbar, naar vi lære at skatte og lempe os efter hinanden, saa vi er ligegode baade om Haabets Vinger og om Mindets gyldne Kiæder, forvildes ei i Luften og lænkes ei til Jorden; thi ligesom det er Ungdommens Fare at henrives af sit 344 dristige Haab, saaledes er det Alderdommens at nedtrykkes afsine sørgelige Minder, og skiøndt det klinger stort som stolt, saa er det dog tomt og falder tungt, naar Einar Thambeskælver siger, han vil heller følge Magnus død end Haraldlevende. Det er tomt i Grunden, fordi han dog ikke vil gaae iDøden med Kong Magnus, men kun unddrage Harald sinKraft og Virksomhed, og det falder tungt tilbage paa ham selv, som en levende Begravet. See, derfor havde det været unaturligt og skadeligt paa begge Sider, om jeg vilde stræbt at meddele Dem mine personlige Følelser ved Frederik den SjettesDød, mens de overvældede mig; men det vilde ogsaa været Uretmod Majestæten, som nu beklæder Thronen, og saameget størreUret, som Han er selv over den Alder, da Haabet naturlig blomstrer, saa kunde Hans Jævnaldrende ei bidrage til at Han hosUngdommen møder et fyrigt, levende og tillidsfuldt Haab, maatte de dog aldrig, ikke selv for de dyrebareste MindersSkyld, mæle et Ord, som muelig kunde nedstemme, svækkeeller kiølne det.

Derfor følde jeg uvilkaarlig, hvad nu klarer sig for mig, atjeg maatte ikke samles med Dem, før det Personlige var traadttilbage, saa det ei stod baade Dem og mig i Lyset, og før detførste Indtryk var overvundet, saa jeg selv uden Suk kundegientage hvad paa Dødsdagen var mig umueligt: Kong Frederik den Sjette er død. Kong Christian den Ottende leve!Hvor latterligt nemlig end maaske mangen En kan finde det, saa var det dog mig umueligt, den første Gang efter en saadanHoved-Begivenhed for hele Danmark, at tale om Andet i det»Danske Samfund.«

Vel tør jeg ikke sige, vi endnu har hjemlet os mere Ret tildette deilige Navn, end et Barn, som ei endnu veed Forskiel paaHøire og Venstre, har til et stort og berømmeligt Navn, hvormed det opkaldtes af ømme Forældre, som haabede hvad deønskede, at Navnet med Tiden vilde passe, ja, jeg tør ikke engang nægte, at blev det sammenlagt Alt hvad vi her talde sammen, jo det meste kunde have samme Feil, som alle de Adresser, jeg endnu ved denne Leilighed har seet, den Feil, Andrevilde maaske sige, det Fortrin, at det kunde ligesaa godt væresagt i hvert andet Sprog, som paa vort Modersmaal. Men desuagtet kan jeg dog aldrig finde Navnet saa ubetydeligt, ellertilstaae, vort Samfund var nogensinde saa blottet for Danskhed, at selv Thronen kunde flyttes uden at vi ændsede det, selv enLandsfader som Frederik den Sjette kunde døe, uden at det 345 rørde os, alle Danmarks Klokker kunde ringe uden at det gienlød i vor Midte! Nei, det være saa langt fra, at jeg paastaaer,Formanden i dette Samfund maatte ikke blot dvæle ved denstore Omskiftelse, men kunde ei engang Andet end røbe, omhan stod ved Sjette Frederiks Grav med eller uden Haabom Kongelig Yndest for vore Bestræbelser til Folke-LivetsTarv og til Modersmaalets Triumph over alle Medbeilerinder til Dronning-Stolen i Fædrenelandet; thi Taushed heromvilde røbe mere end høirøstet Tale. Jeg veed derfor slet ikke, hvorledes jeg alt i Aften skulde havt Mod til at træde frem idenne Kreds, hvis jeg ikke havde den bedste Formodning ogdet lyseste Haab om Christian den Ottendes Storværk forAlt hvad der aandelig og hjertelig angaaer og udgiør Fædrenelandet, med et Kongeligt Velbehag som Frederik den Sjettes, hvorpaa Beviserne er alt for mange til her at opregnes, saajeg vil kun nævne det Klareste, som jeg selv maa finde i denuforanderlige Gunst og Naade, Han, blot for mine velmeentefædrelandske Bestræbelser, skiænkede mig giennem en Menneske-Alder, ikke blot trods al den Miskiendelse, min Idrætsædvanlig mødte, men selv trods Meget i min Færd, der mishagede Majestæten. Men hvorfra skulde jeg allerede nu, i entidlig Nyaars-Morgen, der altid falder dunkel i Norden, hentesaa lyse Udsigter, hvis der ikke blandt mine Minder fandtesdem, der med fremsynede Nyaarsbørn fødte glade Forventninger! Det er kun om Vaaren, ei om Vinteren, Træer skyde,Blomster spire, Fugle frydes af dem selv, og det er kun Ungdoms-Haabet, der bygger med »Ørnen paa høien Hald«, deældre Dages Haab har som Lærken sin Rede lavt i Agerrenen, saa skulde jeg lytte til Hugin, maatte Munin selv byde miglaane ham Øre! Det maa da i alle Maader kaldes min Lykke, ikke blot at Christian den Ottende har en Historie, før Hanbesteg Danmarks Throne, men at ogsaa jeg har levende Minder om Hans Bevaagenhed for Folkeliv og Modersmaal, og deriblandt et allerede gammelt og dybt rodfæstet, fra den sammeTid, da det maatte undre mig selv, at Kong Frederik denSjette paa mig saa klart beviste, at Alt hvad der udsprang afNordens Aand og tiltalde Danmarks Hjerte, var Ham velkomment, selv med et mindre behageligt P'ølge.

Jam. H. for over tyve Aar siden, da jeg arbeidede paa Oversættelsen af Danmarks og Norges Krøniker i Folkestil og tilMenigmands Bedste, men var nær ved at fortvivle over den tilsyneladende Ligegyldighed for hvad der i mine Øine var af den 346 allerstørste Vigtighed til Folkelivets Gienfødelse, da veed jegslet ikke, hvordan jeg skulde beholdt Mod og Munterhed til etArbeide, jeg i Grunden havde langt mere Lyst til at tale om endtil selv at giøre, hvis der ikke uventet var kommet Trøst ogOpmuntring fra Prinds Christian-Frederik af Danmark,saa det er bogstavelig Sandhed, hvad der staaer i Tilegnelsenaf Heimskringla til Foretagendets »høie Talsmand og storeBefordrer«:

Dig det var, som, da jeg svæved
End i Tvivl paa vilden Strand,
Ordet tog og Stemmen hæved,
Trøsted ringe Færgemand;
Ja, ved Bud fra Odins-Borgen,
Bod jeg fik for Vinter-Sorgen!1

Skiøndt jeg dengang aldrig havde staaet for Christian denOttendes Ansigt, var det dog ei mindre Ham end Frederikden Sjette at tilskrive, at Saxos og Snorros Mindebøgergiennem mine Hænder kom i Folkets, og skiøndt de er langtfra at have virket hvad jeg drømde, fordi det kun lod sig drømme, ei virkelig opleve, saa er det dog allerede klart, at Danmarkvilde ikke undvære de gamle Folkebøger med opfriskede Farver, og jeg tør sige, en oplyst Efterslægt vil finde, de i alle Maader tjende til at forberede og [lette hvad de, som døde Ting, naturligviis ei selv kunde udrette. Ja, selv om jeg heri tog Feil, saa det var spildte Aar og spildt Umage, jeg anvendte paa Nordens mageløse Folke-Krøniker, saa kunde det dog aldrig feile, at Fædreneland og Modersmaal og Menigmands DanskeOplysning laae Alt i Ungdoms-Alderen den Prinds paa Hjerte, der ei kunde have nogen anden tænkelig Grund til at ynde ogfremme mit Foretagende, saa hvem der har Danskhed kiær, fristes ei til at begrave Haabet om dens Opblomstring med Frederik den Sjette, men drives til at vente det kronet med Christian den Ottende!

Hvad jeg derfor aldrig holdt op at haabe under vor gamleLandsfader: Modersmaalets Indsættelse i sine naturlige Rettigheder, saa det ei længer skal være Betingelsen for nogenDansk Virksomhed at tale eller skrive et fremmed Sprog, entendødt eller levende, og et lyslevende Forsøg paa at vække den * 347 slumrende Fædrelands-Kiærlighed og udvikle Folkets Ungdomi en ægte dansk, naturlig Retning; det vil jeg ikke blot fremdeles haabe under vor ny Landsfader, men haabe det med dobbelt Styrke for hvert Aar, Han er yngre end den Hensovende.Høitidelig har ogsaa Majestæten forkyndt sin Regiering som enlevende Fortsættelse af sin Høilovlige Forgiængers, og det vil eiundgaae Hans klart overskuende Blik, at Alt hvad der blot vedPennen kunde skee til Almeen-Aandens Oplivelse og Modersmaalets Blomstring, det skedte i Frederik den Sjettes Dageog fandtes utilstrækkeligt, saa der er ingen levende Fortsættelsemuelig uden med Pen og Tunge, Haand og Mund i Pagt, uadskillelig forbundne, som vore dyrebare Konge-Navne: Christian og Frederik, i Majestætens!

Kun da, naar Munden paa Modersmaalet, i Christian denOttendes Dage, indløser de store Vexler, Pennen i Frederikden Sjettes Dage udstædte, kun da vil Kongelige Pennestrøgpaa rette Sted: over den Latinske Stil og andet Mere, giøreUnderværker, men da faaer Stærkodder ogsaa Indfødsretpaany, og danske Penne skal ei fattes hjemligt Storværk at beskrive, og som et lykkeligt Varsel om den ny Tid, med Haandog Mund i Pagt, modtage De, m. H. de Ord, jeg ved vort førsteMøde i Kong Christian den Ottendes Dage fandt mig drevet til at tale, i Pagt med det Huginsmaal, der faldt mig iPennen, og som jeg nu skal tage mig den Frihed at oplæse:

Kongen af Danmark fra Hedenold
Er Odin paa Lydskjalvs Throne,
Fader til Balder, til Thor og Skjold,
Til Stammen med Mailøvs-Krone;
Fosterfader til hver en Fugl,
Som under Løv-Kronen leger Skjul,
Sjunger med Lyst i Lunden.

Sagnet om ham gik fra Mund til Mund,
Paa Bølge, i Bjerg og Dale;
Toldfrit det gaaer giennem Øresund,
Umeldt giennem Kongesale,
Træder dristig i Gude-Spor,
Saalænge imellem Tyr og Thor
Odin staaer midt i Ugen!

348

Odin pandsatte i Morgengry
Et Øie ved Mimers Kilde,
Vide i Verden gaaer deraf Ry,
Han stædte det ikke ilde;
Saga skiænker for ham i Kveld
Et Bæger af Mindets klare Væld,
Tidernes Tegn han tyder!

Kongen af Danmark fra første Haand,
Som bæres paa Folke-Skulder,
Det er den Nordiske Kæmpeaand,
For Slaget er Odins Bulder;
Fredegod dog af Hjertens Grund,
Han bruger kun selv paa Jetter Mund,
Taler og Thor tilrette!

Konger af Danmark paa anden Haand,
De blive vel ei saa gamle,
Alle, som herske i Nordens Aand,
Sig lade i Skjold dog samle,
Skjoldung-Ætten med Isse graa,
Omringet af Løver himmelblaa,
Passer den Danske Krone!

Christjan og Frederik skifteviis
Skjoldunger vi kaldte længe,
Halvt var de Navne om Daad og Priis,
Til Heelhed nu hardt vi trænge;
Derfor yppes en anden Skik,
Vor Konge er Christjan-Frederik,
Smelte vil Dansken sammen!

Christian-Fredrik paa Odens-Øe,
Med Øie for Mimers Kilde,
Kiøbde sig Retten til Mindesø,
At drikke saa dybt Han vilde;
Vist sig drikker den Herre bold
I Fostbroderlag med gamle Skjold,
Blod saa med Odin blander!

349

Kiendes da skal det i Danevang,
At Sagas det gyldne Bæger,
Tømt under Skjaldes Harpeklang,
Oplyser og vederkvæger;
Braga-Bæger er Skaalens Navn,
Den tømmes paa gamle Danmarks Gavn,
Fredegods Æt til Ære!

Dannemarks Dronning fra Arildstid
Er Frigga i Fensals-Borgen,
Ikke hun kunde med alt sit Vid
Unddrage sig Børne-Sorgen,
Balders-Baalet begræder hun,
Men siger dog blidt med Smiil om Mund:
Sorgen er snart forvundet.

Hermod den Bolde, hvis Navn ei døer,
For hende selv Helhjem giæsted,
Bragde tilbage et yndigt Slør,
Til Dronninge-Sæt det fæsted;
Derigjennem sees Taaren ei,
Men Sorgen er skjult, som Tornevei
Strøet med Rosensblommer!

Dannemarks Dronning fra første Færd,
Som lever i Folkets Hjerte,
Hun er vel immer os lige nær,
Men eens er ei Fryd og Smerte;
Kun i Vaarens den grønne Sal
Os fryder med Sang vor Nattergal,
Dronningens Sangerinde!

Dannemarks Dronning i Sagastil,
Hun skifter tit meer end Navnet,
Aldrig man dog har et Dagmars-Smil
Ret længe i Danmark savnet;
Lilje-Korset paa Rosen-Grund,
Med Dronninge-Smil om Disamund,
Dobbelt nu sees i Lunden!

350

Længe dermed har Kong Fredriks Viv
Os mindet om Friggas Mine;
Længe, vi haabe, skal Friggas Liv
Forklares i Caroline,
Nattergale i Lunden slaae
Om hvad mellem Løver himmelblaa
Giælde de gyldne Hjerter!

Hermod den Store, som aldrig døer,
For Hende og Helhjem giæsted,
Bragde tilbage et Regnbuslør,
Og svævende det befæsted;
Derigiennem sees Taaren ei,
Men Sorgen er skjult, som Tornevei,
Strøet med Rosensblommer!

Hil Eder da med de sjeldne Kaar,
Kong Christjan og Caroline!
Krones I skal i et Gyldenaar,
Da Disse giør Pagt med Hine:
Disse Dage med Hedenold,
Kong Christians Æt med gamle Skjold,
Løver med gyldne Hjerter!

Skolen for Livet oplukkes nu,
Med Munden paa Modersmaalet,
Levende kommes da Alt ihu,
Som haver paa Jorden straalet;
Konge-Pennen med Folke-Mund
Da slutter en Pagt af Hjertens Grund,
Dannemarks Stjerne tindrer!

Blomstre da skal som en Abildgaard
Kong Odins det gamle Vænge,
Blomsterne læge fuldmangt et Saar,
Og Frugterne vare længe!
Yduns-Æbler i Haven groe,
Der trædes i Dands paa Gyngebro,
Gyldne er Gude-Baner!

351

Alferne dandse med Piger smaa
I deiligste Vang og Vænge,
Kongen og Dronningen see derpaa,
For Magen der saaes ei længe;
Jetter giøre vel og et Hop,
Men Thor med sin Hammer vinker op
Spurve i Trane-Dandsen!

Billedlig saa i det gamle Nord
Sig speiler med Lyst det Unge,
Billedligt er og alt Stort paa Jord,
Som Ordet paa Skjaldens Tunge!
Billed-Sproget er dobbelt sandt,
Og tænker end Thrym, det er kun Tant,
Thor siger: løft kun Sløret!

Asamaal, det er den gyldne Bro,
Som spiller i Regnbu-Farver,
Kun hvem der deler den gamle Tro,
Er Ætten, som Glandsen arver;
Skjalde-Troen paa Gudhjem grøn
Gav Søstrene ni den bolde Søn:
Heimdal paa Himmelbjerget!

Han er en Kæmpe af Vane-Æt,
Opfostret ved Mimers Kilde,
Broen han vogter og bli'r ei træt,
Ham kysse hans Mødre milde;
Gjaller-Hornet er i hans Haand,
Han leger derpaa med Liv og Aand,
Dandser, I Rosens-Blommer!

352

Nyaars-Dag
(i Kirken.)

Det Gamle gik forbi, see, Alt er blevet nyt!

Saaledes har man fra Verdens Side alt længe raabt til osgammeldags Folk, baade Christne og Danske, og ret med Eftertryk til dem af os, der vil være begge Dele, men man har kunfaaet et Svar, man kaldte uartigt, fordi det ikke blot indeholdtden Paastand, at Christendom og Danskhed maatte, for atvære ægte, nødvendig altid blive ved i Grunden at være hvadde var fra Arildstid, men beviste ogsaa unægtelig, at hvad mankaldte forældet og forbigangen, dødt og magtesløst, var endnulyslevende og nok saa kraftigt, som det Splinterny, man udbasunede.

Vil jeg da nu maaskee give Verden Ret og paa denne Nyaars-Dag høitidelig erklære, at ogsaa for mine Øine er det nublevet klart, at den gamle Christendom maa ansees for død ogbegravet med vore Fædre, og den gamle Danskhed for blegnetog isnet med vor gamle Konge, saa den med Ham maa sigesFarvel og nøies med at glimre som en Skygge i de DødesRige?

Nei, mine Venner! Det være langtfra! hvor længe, hvor høirøstet og eftertrykkelig man end i Herrens Huus vil tilraabemig at det Gamle er forbigangen og Alt blevet nyt, skal mandog, saalænge der er Liv og Blod i mig og Lyd paa disse Læber, faae det samme Svar, som hidindtil: Jesus Christus er idagsom igaar og evindelig den Samme, og der er ingen Ende paaHans Kongedømme, Hans Navn skal vandre med Solen ogHans Throne er fastere end Himlens Stjerner, og al Jorden skalfyldes med Hans Ære; thi Han lever og lader os leve med sig, saa vi smile kun ad Rygterne om Hans Død og tør i Hans Navnbyde Døden Trods, som skrevet staaer: Død! hvor er dinBrodd?Helvede! hvor er din Seier?

Noget anderledes maa jeg vist nok svare om Danskheden, som noget Timeligt og i sig selv Svagt, thi ligesaalidt som jegkan sige om vor hensovne Konge: han opstod paa den tredieDag fra de Døde, ligesaalidt tør jeg tillægge det Danske Folk enLivskraft, der kan trodse Døden; men dog skal det ogsaa væremit Svar, at Dansk er idag som igaar og evindelig det Samme, 353 saa naar den ældgamle Danskhed uddøde, da kunde hvadder afløste den vel tiltage sig dens Navn, men aldrig bære detmed Rette, da det i Tidens Løb var Ingen af de tomme Titler, som passe Alle lige godt, men var Udtrykket for et eget Folkeliv, kiendeligt fra alle Andre, og, jeg tør lægge til, yndigere ogelskeligere end nogen anden Green af Menneske-Livet i sin blotnaturlige Skikkelse. Ja, jeg kan og maa endog føie til, at hidindtil haver Herren hjulpet, saa den ældgamle Danskhed uddøde hverken for længe siden, eller nys med vor gamle, livsaligeKonge, men lever endnu, om end for det meste svagt og sygelig, i mangfoldige Hjerter og paa saa mange Tunger, som endnumed Liv og Lyst tale vort ældgamle, dybe og deilige Modersmaal, saa jeg tør godt haabe at den ældgamle Danskhed skal, ved Ham, som er mægtig i de Svage, blive endnu meget ældreend Nogen af os, og med Æren bære sit Navn til de sildigsteTider.

Naar jeg derfor paa denne Nyaarsdag siger: det Gamle gikforbi, see, Alt er blevet nyt, da er det ikke af Verden men afApostelen Paulus jeg laaner dette Ord, ei til at udraabe Herrens Skam og Kirkens Undergang, men netop for, til Hans Æreog Hans Folks Glæde, at forkynde Hans underlige Gierning, som fornyer sit Folks Kraft og giør dem unge igien som Ørnen, og tillige for at minde om, hvor underlig og glædelig det Christelige og det Folkelige følges ad i disse Landemærker, saa ligesom de Begge med hinanden syndes forældede og kaldtes udlevede, ja døde og magtesløse, saaledes skal de og Beggemed hinanden sees oplivede, foryngede, fornyede i en forklaretSkikkelse.

Ja, mine Venner! vel har Ordet om det Gamles Afløsning afdet Ny i Pauli Mund en langt dybere Betydning end jeg herkan forbinde dermed, naar jeg skal tale Sandhed om Fornyelsen hos os; thi han taler aabenbar om det gamle Menneskemed alle dets vildfarende Begiæringer, som det Forbigangne, det Afklædte og Aflagte, og om det ny Menneske, som er Herrenfra Himlen, der vil boe i sine Troende og vandre i dem, saa deroprinder et nyt Levnets-Løb i Sandheds Retfærdighed og Hellighed; men dog mener han dermed ingenlunde, at den gamleMenneske-Natur, som Gud skabde fra Begyndelsen i sit Billedeog efter sin Lignelse, at den skulde være aflagt og tilintetgjorthos de rette Christne, der ikke mere leve deres eget Liv, menHans, som er død og opstanden for os. Nei, Gud sendte sinSøn, født af en Kvinde, ikke til at fordærve men til at frelse 354 Mennesket, ei for at tilintetgiøre men for at gienløse og opreiseden faldne Skabning, saa det Ny i Christo Jesu er ogsaa enFornyelse af det Ældgamle, som skrevet staaer: udsenderDu din Aand, da skabes de og Du fornyer Jordens Skikkelse, ja, derfor kalder samme Apostel vor Daab Igienfødelsens ogFornyelsens Bad, hvori de Troende fornyes efter Hans Billede, som skabde os.

Med Rette anvende vi da Apostelens Ord paa vor nærværendeTilstand, dersom vi, fremfor Alt i christelig Henseende, har oplevet en Nyaars-Tid, hvori meget Gammelt bortfalder, men detÆldste fornyes i en klarere Skikkelse end det nogensinde fører seet hos os, og visselig, det er min glade Overbeviisning, ogGlæden voxer, fordi Christendommens Fornyelse ogsaa skiænker den ægte Danskhed et lyksaligt Nyaar. Vistnok er Meningerne herom endnu meget deelte, og vil man tage det strængt, at Alt er blevet nyt, da kan vi hverken som Christne eller somDanske tilegne os den Roes, da alt det Ny, ligesom det ny Menneske i Christo, vistnok endnu er spædt og svagt hos os; menvi stræbde jo heller ikke at tilegne os Apostelens indholdsrigeOrd for at prale dermed eller bryste os af et nyt Levnetsløb, men kun for at prise Guds Naade og Miskundhed, og for medlyse Udsigter at hilse Nyaaret og begynde den ny Tid, der iAanden er oprundet over os. Det gaaer da dermed som medden ny Kong Christian, Herren har skiænket os; thi ogsaaHan er saa ung paa Thronen, at der ei endnu kan tales stortom Hans kongelige Bedrifter, og let opkastes Tvivl saavel omHans Agt, som om Hans Kraft og Lykke; men Han har dogligefuldt, under Folkets Jubel og de lykkeligste Varsler, besteget sine Fædres Throne og høitidelig erklæret, at Han stolerpaa Velsignelsen herovenfra, og vil ingenlunde bryde, men medGuds Hjælp fornye og befæste den ældgamle Pagt mellem Christus og Danmarks Konger, saa vi gammeldags Christne ogDannemænd kan ikke andet end med Haab og Glæde see altdet Ny imøde, der under Hans christelige og faderlige Regiering skal udvikle sig. Ja m. V. denne ny Regiering er i alleMaader et Speil og Billede af den Nyaars-Tid, vi, med Taktil Gud, see oprundet for os og vore Børn, og den er meer endSpeil og Billede, thi den er selv en Deel deraf og en Kraft deri, som, med Guds Hjelp, vil mægtig bidrage til, at vore Børn medendnu gladere Følelse og klarere Ret kan gientage ApostelensOrd: det Gamle er forbi og Alt er blevet nyt.

O, kiære christne Venner og Danske Sødskende! hvor ønskede 355 jeg ikke især paa denne Nyaarsdag at kunne virkelig meddeleEder min glade Følelse af den vidunderlige Sammenhæng, der, hos os meer end noget andet Steds, er mellem det Gamle og detNy, mellem Øvrighed og Undersaatter, mellem det Folkelige ogdet Christelige, en Følelse, der vel, som alt det Dybe, er dunkelendnu for vore Øine, men er desuagtet lige sand og lige glædelig, og vil, naar vi bevare den, netop nu daglig blive klarere, idet Hjertets Øine oplades og oplyses til at stirre ind i RigdomsDybet baade af Guds Godhed og Viisdom, det velsignede Dyb, nødvendigviis dunkelt paa Jorden, men allevegne glædeligt ogsoleklart saavelsom saligt i Himlen! Men skiøndt det er ikke osgivet, i Ord som opstege af vort eget Hjerte, virkelig at meddeleog forplante enten det Dybe, der bevæger eller det Høie, derbesøger os, saa taler jeg dog trøstig derom, fordi jeg er vis paa, at Han, som kan giøre langt over hvad vi kan bede eller forstaae, Han har ogsaa hos Eder begyndt den gode Gierning ogvil fuldføre den til vor Herres Jesu Christi Dag! Jeg kan josaaledes umuelig være ene om det Danske Hjerte, der bankerog i disse Øieblikke brænder i min Barm, og hvis Røst saamange Gange og saa mangefold fandt Gienlyd, at tale endnukun Faa i samme Tone, maa det jo kun være fordi min Mundoplodes et Øjeblik tidligere til at tale af Hjertets Overflødighed, og oplodes netop for at vække hvad der slumrede, nære hvadder hungrede og tørstede hos Mange. Og nu det ny Liv i Christo Jesu, ved hvis svage og ufuldkomne, men dog himmelskeRørelse min Sjæl fryder sig, og det ny Lys over Livets Hemmeligheder og Guds Veie paa Jorden, der især i Eders Kreds ogvor høitidelige Andagts Timer opgaaer som en Morgenrøde formit Øie, visselig, de kan endnu mindre være indskrænkede tilmig, da de er Guds Naadegave i Christo Jesu til alle Folkunder Himmelen og til alle Slægter, som vil troe paa Navnetover alle Navne, i hvilket Saligheden med al Guddoms-Fyldeboer, en Naadegave altsaa, hvori hverken jeg eller noget dødeligt Menneske kan faae Deel, uden at fornedre sig og blive somBørn, ja, som de spæde Børn, vi i Daaben bære til Jesus, forat Han, i hvem alle Slægter velsignes, skal tage dem paa sineArme og velsigne dem med »den evige Velsignelse i det himmelske Bad.« Fik jeg derfor en sikkrere og gladere Følelse, afdet ny Liv i Christo som en Guds Gave, end de Fleste af mineSamtidige, og et deraf udspringende klarere Lys over det storeEvangelium, som en Guds Kraft til Salighed for alle Troende, og som det Mindste af alle Frøkorn, der dog voxer til et Træ, 356 hvori Himlens Fugle bygge Rede, og som den Mindste af alleStjerner, der dog voxer til en Sol med syv Dages Glands; er detsaa, da kan det ene være, fordi jeg, efter Guds urandsageligeRaad, er et Øieblik ældre i Christo, og skal, til rig Erstatningfor den Eensomhed og Miskiendelse, som er derfra uadskillelig, have den store Trøst og Glæde at forudføle, forudsee og forudsige det velsignede, lyksalige Nyaar, der vel alt er oprundetover os, saasandt et eneste Hjerte føler dets Virkning og skimterdets Glands, men maa dog i det Hele og det Store aabenbare sigselv i Lys og Kraft som Morgenrøden, før det uden Modsigelsekan kaldes nærværende.

Ja m. V. man fortæller, at i det høie Norden, hvor Solen omVinteren enstund er reent forsvunden, der havde man i gamleDage Speidere paa Bjergene, som, saasnart de skimtede Solen, blæste i Luur for dem paa Sletten og i Dalene, som da strax, før de endnu med deres egne Øine saae Glimt af Morgenrøden, dog holdt Julefest med Glæde over Solhverven, der spaaedeet nyt Aar med Vaar og Sommer og Høst; og ligesaa trøstig, som man kan vide, disse Speidere forkyndte hvad deres Øinesaae, uden at ændse de Tvivl der kunde næres, og de ubesvarlige Indvendinger, der lod sig giøre, indtil Alles Øine saae detSamme og hele Skabningen frydede sig i den gienfødte SoelsStraaler, ligesaa trøstig forkynder jeg det Christelige og detDanske Tvilling-Nyaar, som alt oprundet i Aandens og HjertetsVerden, sikker nok paa, at om en liden Stund vil alle DanskeChristelige Hjerter føle og alle tilsvarende Øine see det Sammesom jeg, og at allerede nu vil mange Hjerter fryde sig og mangeØine tindre ved Forkyndelsen deraf, som Noget, Hjertet i osalle aner, Aanden over os alle bekræfter.

Ja m. V. hvor harmeligt og modbydeligt det end er for alleChristne og alle Danske at høre tale om en ny Christendom ogen ny Danskhed, der Intet skal have med de Gamle at giøre, saa er vor Følelse dog en ganske anden, naar vi høre og føle, at Talen slet ikke er om en anden Aand, et andet Liv eller enanden Løbebane, end dem, der var fra Begyndelsen, men kunom en ny Udvikling af de ædleste og bedste Kræfter, som længeslumrede eller trællede for Fienden, om en ny Klarhed overLivet, dets Tarv og Maal, og i det hele en ny Skikkelse, der, for at Livet kraftig kan fortsættes og glædelig klare sig, maaafløse den Forrige, som var forældet og vilde, om vi end ikkebar den til Graven, hensmuldre for vore Øine. Ved en saadanTale føle vi Alle, det er en dyb og glædelig Sandhed, om vi end 357 hverken kan forudsee, hvordan en saadan Nyaarstid er mueligeller hvordan den ny Skikkelse baade i og udenfor Kirken viludvikle sig, og til vor store Lykke har vi i det Udvortes et Billede, hvori det Indvortes speiler sig, saa Forestillingen kanblive om end dunkel saa dog levende; thi vi behøve kun i Tankerne at stille os ved vor gamle, inderlig elskede, høilovlige, nys hensovne Konges Baare, med Øiet hæftet paa DanmarksThrone, som en ny Konge af den gamle Herrestamme har besteget, for med Guds Hjelp at arbeide paa en almindelig Fornyelse i Folkets Aand; see, da har vi et sandt og levende Billede af det Nyaar baade i Kirken og Riget, vi forvente. Ja, naarjeg siger: det Gamle er forbi og Alt er blevet nyt, da sammensmelter det for mig med hvad vi Alle veed, at vor gamle KongeFrederik den Sjette er død og afløst af den ny Konge, Christian den Ottende, thi det gaaer mig med alt det Forrigebaade i Kirkens og Rigets Indretning, som med vor hensovneKonge, hvem jeg vilde ønsket langt flere Dage, naar de kundeværet ham til Glæde og Riget til Gavn, men hvem jeg aldrigkunde ønske skulde overlevet sig selv, og hvem det var umueligt at sætte sig ind i den ny Tingenes Orden, han vel trolighavde forarbeidet, men var for gammel til at indføre. Tilstanden baade i Kirken og Riget er nemlig for mine Øine en saadan, at der er kommet ny Viin i gamle Læderflasker, hvad Sandhedsiger, vilde ende med at Flaskerne sprængdes og Vinen spildtes, hvis ikke Alt fornyedes, saa det Ene passede til det Andet, menfor at det kunde skee, var Konge-Skiftet sikkert nødvendigt, saa vi skal være glade midt i vor Bedrøvelse, og prise den Gud, der lader alle Ting tjene dem til Gode, som elske Ham. Ja, lados paa denne gode Nyaars-Dag lykønske det Danske Folk medsin Konge og Kongen med sit Folk, ligesom vi altid paa vorHerre Jesu Christi Navnedag lykønske Ham og Hans Folkmed hinanden, og lad os standse ved den Betragtning, at hvorgodt end det ægte Danske og det Christelige kan forbindes ogforenes, saa maa de dog hverken forblandes eller sammenlignes, thi saa høit som Himlen er over Jorden, er ogsaa JesusChristus over alle andre Konger, Hans Aand over alle FolkeAander, og hvad Evigheden er mod Tiden, det er Guds-Riget,Han har stiftet og opholder, mod de bedste Verdens-Riger. Derfor er det ogsaa kun paa menneskelig Viis, vi kan sige at der iChristi Rige er noget Gammelt, som forgaaer, og noget Nyt, somopstaaer; thi Kongen er idag og igaar evindelig den Samme,Hans Aand er den evige Trøster, som aldrig forlader Hans Folk, 358 og dette Folks Liv er evigt med Hans, som skrevet staaer: Jeglever og I skal leve, og atter: vort Liv er skjult med Christus iGud og skal aabenbares med Ham. Kun da fordi det storeEvangelium giennem mange Aarhundreder allevegne, om endmeer eller mindre, og mindst hos os, har været fordunklet, saadet syndes, som Skyen, der tog Herren bort fra Hans DisciplersØine, ogsaa havde borttaget Ham fra deres Hjerte, som kunFaa turde troe hvad vi har hørt fra Begyndelsen og endnuFærre saae Herrens Arm aabenbaret, og hardtad slet Ingen kundeføre »Aands og Krafts klare Beviser« for at i Ham leve og røresog ere vi; kun derfor tale vi med Rette og med Glæde om nogetGammelt i Hans Rige, som er forbi, og om en almindelig Fornyelse ; thi med det Gamle mene vi kun de gamle Vildfarelserog selvgjorte Indbildninger, der som Skyer hængde over os ogskjulde Solglandsen i vor Konges Aasyn, og de gamle Dødsmagter, som gjorde Livet i Christo suurt og mat, saa det Ny, vi forvente og forkynde og alt i Aanden fornemme, er netop det guddommelig Gamle, der aldrig forældes, i sin ny Virksomhed paaos og Indgang i os, som skrevet staaer: giører Portene høie ogDørrene vide, at Ærens Konge kan inddrage! Naar vi derfor viltale reent og ret, da er det hverken vor Herre Christus selv ellerHans Rige, men kun Begges Glands og Ære paa Jorden, forhvilke et Nyaar er oprundet og skal med priseligt Storværk forklare sine Dage, medens Danmark derimod med Konge og Folkmaa kalde sit Gyldenaar nyt i alle Maader, da Riget, forladt afsin Aand og sin Kraft berøvet, umuelig kunde gienføde og fornye sig selv, men har Ham Alt at takke, den himmelske Giæst, der inddrog i vore Fædres Paulun, og lyste Fred over Huset, sin Velsignelse over Marken, og vil nu bevise, at Hans Miskundhed ogsaa her varer i tusinde Led hos dem som dyrke Hamog bevare Hans Ord! Ham, vor Herre Jesus Christus, væreÆre og Priis i al Evighed, Amen!

359

Til Maigildet
(i Danske Samfund.)

Mine Herrer!

Det er en meget kold Mai, vi har i Aar, saa De har vist mærket, saavelsom jeg, det er vanskeligt at holde sig varm, vistnokikke fordi det i Grunden er blevet koldere end før, men fordiman nu engang regner paa, det maa blive Sommer, om ikkeidag, saa dog imorgen, og undseer sig ved enten at lægge i Kakkelovnen eller tage sine Vinterklæder paa igien; og at alt dettegiælder ligesaavel indvortes som udvortes, synes ogsaa klart afdenne Indledning til en Tale om den 28de Mai, som ei letteligkunde klinge koldere. Men hvad jeg trøster mig ved i denneTid, naar jeg bogstavelig sidder og fryser med Pennen i Haanden, det vil jeg ogsaa trøste mig ved her, hvor Ordet synes nærved at fryse paa Læberne, og det er den gamle Tale, at en koldMai giør en varm Vinter.

Ja m. H. det nyttede jo slet Ikke, om jeg vilde lade, somHovedstaden glødede enten for det Danske Folkeraad, Frederik den Sjette sammenkaldte, eller for Majestæternes SølvBryllup, eller for Udsigten til Christian den Ottendes ogCaroline Amalies kronede Dage; thi for ikke engang at taleom Dagbladene, vidner jo Politi-Plakaterne og Politi-Betjenternesaa høirøstet derimod, at jeg, som er meget bange for Politiet, maa finde det klogest at lade dem beholde Ret.

Det nyttede ligesaalidt, om jeg vilde udøse min Harme overden Kulde, jeg, blandt andet for Politiets Skyld, ikke tør nægte;thi jo varmere jeg gjorde det, des koldere maatte jeg vente, manvilde svare mig høit eller lavt: ja, det kan være meget ærlig sagtaf Præsten ved Vartou, som ovenikiøbet blev Ridder ved' SølvBrylluppet; men det giør dog hverken Tilstanden friere, Udsigten lysere eller Folk gladere.

Derimod at tale frit og aabenhjertig under Christian denOttende i samme Retning og i samme Tone, som De veed, jeg talde under Frederik den Sjette, da jeg hverken var Præstved Vartou eller Ridder af Dannebrog, det kan dog muelig nyttelidt, og jeg har lært at nøies, naar jeg blot imens jeg taler tørnære Haabet om, at den jævne, gammeldags Tone, hvori Fædrenelands-Kiærligheden hos mig naturlig udtrykker sig, skal dog 360 finde lidt mere Gienlyd hos den yngre Slægt, end den fandt hosmine Jævnaldrende, saa der ogsaa for deres Øine ligge gyldneDage bag os, der vidunderlig drage Hjertet til sig, og glimter enny Morgenrøde for os i den næste Fremtid, som vi føle Drift tilat nærme os med Kæmpeskridt. Ja, naar jeg blot kan tale underdisse Betingelser, og tale med den Følelse, at Danmarks Aander over mig og Danske Hjerter slaae omkring mig, da er jegfornøiet, om det end siden kan synes mig, som hardtad Ingenhavde Øine til at see eller Sind til at skatte Danmarks lykkeligeLod, som er Sjælen i al min borgerlige Tale.

Ja m. H. i Dage langt koldere end disse fandt jeg DanmarksLod misundelsesværdig, hvergang Aftenstjernen, som ogsaa erMorgenstjerne, tindrede mig imøde og Aanden hviskede, see, det er Danmarks Stjerne, og Kinden glødede, mens jeg spaaedeFædrelandet Held og Lykke, Hæder og Ære, Fryd og Glæde, uden at ændse den haanlige Latter, som skraldede omkringmig, og sagtens kan jeg da nu skiemte med den kolde Mai, dadet har klaret sig, der er endnu i Hjerte-Grunden langt mereVarme hos Dannemænd, end Nogen turde troe, saa, skiøndtman sædvanlig tvivler om Muligheden i at mine store Formodninger om Fædrenelandet kan gaae i Opfyldelse, ønske dogMange, det var saa vel. Ja m. H. kunde jeg gløde midt om Vinteren blot ved at hilse den Vaar, jeg skimtede i det Fjerne, damaa jeg sagtens kunne holde Varmen i Vaaren, skiøndt denfalder kiølig, og trøstes over den kolde Mai af den varme September, der lyser mig imøde, med en gylden Høst under detdybe Himmelblaa, og naar jeg derfor peger paa den graa Luftog de sure Ansigter, da er det kun for at De ikke skal troe, jeger blindere end Andre, blind for hvad man kan see med et halvtØie, at Jubelen ved Christian den Ottendes Thronbestigelsesynes endt før den ret begyndte, at baade Kongen og Folketstaae Fare for at miskiende og mistænke hinanden, og at selven Dagmar i vore Dage kan synes at møde isnende Kulde ide før saa lune Skove. Ja, kun for at De kan føle, min Tro paaDanmarks Lykke er i det mindste stærk nok til at flytte deBjerge, Døgnets Jetter optaarne paa Sletten, kun derfor sigerjeg Dem, jeg seer det godt, at Kongen faaer Skin af hverken atvære Tale og Skrive-Friheden nær saa gunstig, eller at menedet saa godt med hele Folket, som nogle halvfremmede, herskesyge Udgivere af et Dagblad, og at paa den anden Side Folket faaer Skin af at hade og frygte Enevolds-Magten, som detselv har skabt, og uden Spørgsmaal om, enten Danmark blev 361 lykkelig eller ulykkelig derved, ei at ville nøies med anden Frihed end den, som egensindige Børn at raade sig selv. Ja, derforvil jeg sige Alt, sige Dem, jeg veed, baade af vore Dages og afde forrige Tiders Historie, at af liden Gnist kan vorde en storIld, fordi det gaaer med Konger og Folk, som med Menneskeri det Hele, at blive to gode Venner først forstemte mod hinanden, da kan de største Ubetydeligheder, som de ellers aldrigvilde ændset, blive uudtømmelige Kilder til Kiv og Splid, udenat nogen menneskelig Forstand kan beregne, hvor sørgelig vidtdet kan gaae. Jeg lader det trøstig komme derpaa an, om Dekan troe mig saa ganske blottet for hjertelig Deeltagelse i Fædrelandets Vee og Vel, og tillige saa blottet for Taknemmelighed mod et Fyrste-Par, der baade før og efter Thron-Bestigelsenværdigede mig en ligesaa uventet som naadig Opmærksomhed, troe mig saa hjerteløs, at jeg kold og ligegyldig kunde see etfrygteligt Uveir trække op over Riget og Thronen, ja, skiemtedermed, som et morsomt Skuespil. Trøstig lader jeg det kommederpaa an, fordi jeg veed, at kunde De troe saa ilde om mig, da hørde De mig ikke, og fordi jeg veed, at ogsaa paa mig harØieblikket gjort hele sit ubehagelige Indtryk, ogsaa jeg blegnedeengang og foer op ved Midnat under den forvirrede Mumlen ogdet krigerske Hestetrav paa Gaden, ogsaa jeg turde tiltroe migSind til at falde som et Offer for ældgammel Danskhed, saanaar jeg desuagtet ved mindste Eftertanke føler mig beroliget, saa jeg tør skiemte med Faren og smile ad Følgerne, da kanjeg virkelig ikke forklare mig det af Andet, end at Danmarksgode Engel staaer mig nær, seer langt videre og vissere end jeg, og smiler derfor ad al min Uro og Bekymring, smiler saa sødtog trygt, at jeg maa smile med, og seer da i det Forbigangnesaamange lykkelige Varsler om det Tilstundende, at jeg maaskiænde paa mig selv for ogsaa kun et Øieblik at have ladetModet synke og Haabet vakle, det stærke og levende Haab, dergiennem en heel Menneske-Alder besjælede og opholdt mig, ogsvæver øiensynlig over hver Sang, jeg, med Danmarks Fremtidfor Øie, opflammedes til at nynne, det frydefulde Haab, at jegmed disse mine Øine skal see Danmark glad og lykkelig fremfor alle Verdens Riger og Lande, glad og lykkelig under Himlens Velsignelse, ved den ægte Danskhed i Tænkemaade, iTankegang og Tungemaal, i Sæder, Love og Indretninger, somjeg i de poetisk-historiske Billeder fra fordums Tid lærde atelske og kiende og glødede ved at besynge, saae i Aandenyndig opblomslre i en Efterslægt, hos hvilken ogsaa mit Navn, 362 min Sang, min Kamp og mit Haab skulde leve i kiærlig Erindring.

See, alt dette kom til at staae levende for mig idag, da jeghavde lovet at tale om Folke-Raadet, der baade er det Nærmeste af de lykkelige Varsler for Danmarks Fremtid, og kronerdem ret egenlig, som en udsprunget Maibøg med Dannebrog iToppen; thi Folke-Raadets Oprettelse af det bedste Hjerte, derkan slaae under Kongeligt Purpur, dets Oprettelse i stille, roligeDage, er ikke blot det skiønneste Mindesmærke om Frederikden Sjettes Livsalighed, men spaaer den læmpeligste og skiønneste Løsning af Stats-Forfatningens indviklede Knude, somnu i alle Christenhedens Riger er den store og vanskelige Opgave. Ja m. H. saalænge jeg kan røre Tungen, vil jeg tale fritog aabent, efter min bedste Overbeviisning, om FædrenelandetsTarv, uden ængstelig at spørge hvad der for Øieblikket vil tækkes enten Høie eller Lave, og ligesaa uforbeholden som jeg derfor anpriser Enevolds-Magten, hvor den, som hos os, ei ertaget med Vold, men givet og skiænket af Folket, ligesaa uforbeholden anpriser jeg Folke-Raadet, med fri Stemme over alleRigets Anliggender, naar det, som her, ei har reist sig i Modsætning til Kongen, men er Hans eget folkelige Storværk. Naarjeg derfor roser Frederik den Sjette i hans Grav, som jegroste Ham paa Hans Throne, for det herlige Middel, han opdagede til at oplyse Regieringen om Folkets Ønsker og LandetsTarv, til stedse fastere at sammenknytte Øvrighed og Undersaatter og oplive den Almeen-Aand, der maa besjæle os, naarvi skal søge og ramme det almindelige Bedste; da roser jeg hamlangt mindre for hvad han lovede end for hvad han holdt. Atnemlig Frederik den Sjette i Mai 1831 lovede Danmark etsaadant Folkeraad, det veed vi nu, maa ingenlunde sammenlignes med de store Løfter, man andensteds gav Folkene efterJulidagene i Paris, under den Belgiske og Polske Opstand; men det veed vi dog kun, fordi Frederik den Sjette,tre Aar senere, da Alting viste at Skrækken til Hove havde satsig, og da den Smule Bevægelse, man herinde havde sporet, var ganske forbi, at Han da lagde Haand paa Værket og udførde det trolig i den samme dristige og ædle Stil, som det varlovet, kun det er ham til udødelig Ære, men det er ogsaa, forhvem der har mindste historisk Blik, den sikkerste Borgen forIndretningens Fasthed og Bestandighed, og, for hvem der harmindste Tro til det Danske Hjerte, det lykkeligste Varsel forEnighed og ædel Kappelyst mellem Konge og Folk og for en 363 rolig fremskridende Oplysning af det Borgerlige SelskabsVæsen og sande Tarv, en Oplysning, der stedse klarere skalvise, at Danmarks gode Aand var ligesaavel over Folket, dadet gav Kongen Enevoldsmagt, som over Kongen, da Han gavFolket uindskrænket Stemme-Frihed, saa Danmark derved, førvi vidste det, vandt en Stats-Forfatning, der ikke blot hos os erden folkeligste, men er af Alle bedst skikket til baade at udvikleog beskytte sand borgerlig Frihed og Velstand.

De agte det vel m. H. jeg siger ingenlunde, at denne Oplysning allerede hersker i Danmark; thi jeg veed meget vel, atdenne min Betragtning snarere af begge de stridende Partieransees for et Drømmesyn, der maa skrives paa min udsvævendePhantasies Regning; men det rører mig ikke, fordi det rammermig ikke, fordi jeg veed, at hele Historien, alle Tiders Erfaring, som slet ikke sværmer, er paa min Side, saa alle Dannemændsee det Samme, naar deres Øine oplades for Menneske-LivetsGang, som den virkelig har været og fremdeles vil blive. Derforer det ogsaa mit høieste borgerlige Ønske, at der snart, heller iDag end i Morgen, maa aabnes en Dansk Høiskole, tilgiængelig for hele Landets Ungdom, hvor de Letnemme fik baadeLov og Leilighed til at blive bedre bekiendt saavel med Menneske-Naturen og Menneske-Livet i Almindelighed, som med demselv i Særdeleshed, og hvor de kunde blive ret vendt i alleborgerlige Forhold, ret kiendt med Fædrenelandets Tarv i alleRetninger, medens Folkelivet og Fædrenelands-Kiærlighedennæredes ved naturlig Tale og historisk Oplysning, ved ungdommelig Vexelvirkning, og ved det liflige Sang-Chor, somgiennemtoner alle Danmarks Tider, aander Beundring for detStore, Varme for det yndig Skiønne, Troskab og Kiærlighed,Fred og Enighed, uskyldig Munterhed, Lyst og Gammen. Sandelig, naar Kong Christian den Ottende, som det er mit gladeHaab, aabner en saadan Kongelig Friskole for Livet, for detDanske Folkeliv, da kan Han ikke blot smile ad alle Døgnblades Roes og Last, men glæde sig til et Folkeraad, ligesaamageløst, som vore Enevolds-Konger; thi da har Han aabneten Lægedoms-Kilde paa Marken, som vil strømmeviis besøgesfra Slægt til Slægt, og vinde den Berømmelse, selv i fjerne Lande og i de sildigste Tider, at der fik utallige Blinde deres Syn,Døve deres Hørelse og Stumme deres Mæle, der kastede Haltederes Krykker og beviiste klarlig at »Dandsen den gaaer saa letgiennem Lunden!« Derved fordunkles vistnok ikke Frederikden Sjettes Kongelige Værk, men derved sættes det først i sit 364 rette Lys, thi hvad der nu fordunkler det, er kun Savnet af denfolkelige Oplysning, det i Grunden forudsætter, uden at dendog, efter de menneskelige Vilkaar, kunde gaaet forud; thiskiøndt en folkelig Høiskole med den deraf udspringende Danske Oplysning giennem mange Aar var en af mine sødesteDrømme, saa maatte dog Folkeraadet oprettes, før det blevmeer end en Drøm, før selv jeg kunde vinde klar Forestillingom Oplysningens Beskaffenhed og øine den indvortes Trang, der nu vil drive Folket til at søge den Oplysning og Dannelse,Folkeraadet lader dem føle, er langtfra at være overflødig, erbaade ønskelig og til Rigets Bedste aldeles nødvendig. Derforvil vi glade mindes det Danske Folkeraads Oprettelse den28de Mai, med en Vise, der vistnok kunde være meget bedre, men som jeg dog tør haabe, baade De, mine Herrer! og flereDannemænd vil hjelpe mig til at høre sunget, som Hr. Tønnes Vise.

Svend Grathe var Konning i Dannemark,
Det blev ikke Riget til Baade,
For Dansk var den Herre ei vel tilpas,
Og falsk var hans Hyldest og Naade.
Maien er sød i Danmark!

Med Næsen i Sky mellem Bondemænd,
De fik ham kun daarlig i Tale;
Han ligger begravet i Mosedynd,
Saa nederlig maatte han dale.
Maien er sød i Danmark!

Kong Fredrik den Sjette af Dannemark,
Han hviler i Kirken med Ære,
Til Skyen ham løfted hans Bondemænd,
De vilde paa Hænder ham bære.
Maien er sød i Danmark!

Den Herre var Dansker af Hjertensgrund,
Spagfærdig i Høielofts-Sale,
Den ringeste Mand paa sit Modersmaal
Med ham kunde snakke og tale.
Maien er sød i Danmark!

365

Han bænked saa høit sine Bondemænd,
I Raadet blandt Herrer og Grever,
At mens der er Mai i vor Bøgeskov,
Hans Minde i Hjerterne lever.
Maien er sød i Danmark!

Det var pa a en Maidag, det Brev udgik,
Hans Bønder ei noksom kan prise.
Med Glæden de ride nu Sommer ad By,
Og synge Kong Frederiks Vise.
Maien er sød i Danmark!

Saa vær da velkommen, du søde Mai,
Som Folket og Fuglen gav Stemme!
Nu er det en Lykke i Lyst og Nød
At have i Dannemark hjemme.
Maien er sød i Danmark!

Ja, nu er der plantet et Maitræ godt
Af Kongen og Folket paa Stævne,
I Banker og Huulveie gik det før.
Men Kiærlighed Alt kunde jævne.
Maien er sød i Danmark!

Nu Vinteren tabte og Somren vandt,
Saa lystig og grøn er nu Skoven,
Og Fuglene sjunge, hver med sit Næb,
Og Havfruer dandse paa Voven.
Maien er sød i Danmark!

Nu lader os kappes og giøre Gavn,
Det Bedste, Enhver kan paafmde,
Til Dannemarks Ære og Kongens Roes,
Til Glæde for Mand og for Kvinde!
Maien er sød i Danmark!

Da sender os Himlen den gyldne Tid,
Kong Fredegods kronede Dage,
Da Alt er mildøiet og Dansk tilbunds,
Da kommer og Holger tilbage.
Maien er sød i Danmark!

366

Da Jorderigs Ynde og Himlens Smiil
Skal mødes i Maibøgens Skygge,
Livsalige Konger med Danske Lov
Skal frede om Dannemarks Lykke
Maien er sød i Danmark!

Som Fuglene sjunge i lystig Vaar,
Skal Dannemarks Skjalde og kvæde,
Saa nemmes kan Visen af Læg og Lærd,
Og nynnes af Piger med Glæde.
Maien er sød i Danmark!

Som Bølgerne bære om Verden Bud,
Hvor Søhanen Vingerne ryster,
Saa Rygtet skal fare fra Hav til Hav
Om Dannemarks smilende Kyster!
Maien er sød i Danmark!

TALE-FRIHEDEN.

DEN 7. Maj 1840 holdt Balthasar Christensen en Tale i Trykkefrihedsselskabet, hvori han anbefalede en Petition til Stænderne til Gunst for Pressefriheden og brugte skarpe Ord om de bestaaende Love. For denne Tale lod Kancelliet ham sætte under offentlig Tiltale, og dette fremkaldte en Artikel af Grundtvig om Tale-Friheden i Nordisk Kirke-Tidende, 1840, Nr. 22, for 31. Maj.

Det Søgsmaal, der nys er anlagt mod en »aaben Mund« Tor usømmelig Tale blandt andet om en Forordning fra forrige Aarhundrede, som ikke passer til det Nærværende, har henledt Manges Opmærksomhed paa den længe overseete Kiends-Gierning, at der hidtil, selv før vi kiendte det mindste til Trykke-Friheden, har hersket en ualmindelig Tale-Frihed i Danmark, der alt for halvandethundrede Aar siden høilig forbausede Enevolds-Magtens bekiendte Sværter, Engelskmanden Molesworth. Uagtet man nu maatte ønsket, at denne Sag var kommet paa Bane i en bedre Anledning, er det dog visselig godt, man lærer, at Tale-Friheden er baade meget naturligere og vigtigere end Trykke-Friheden, og ret egenlig, som Betingelse for en virkelig fri Folke-Stemme, et umisteligt Gode; thi det har længe været glemt, og maa dog kommes levende ihu, om Folke-Livet og de offentlige Anliggender igien skal komme i en naturlig Gang. Under det Afguderi, man kun alt for længe har drevet med »Sort paa Hvidt,« som en almægtig Trolddom, stod nian nemlig Fare for reent at glemme, at al Skrift er død og magtesløs, naar Ingen taler om den, men at fyrig og levende 368 Tale i Kirker og Skoler, Selskaber og Venne-Kredse, har usigelig stor Magt og Indflydelse, uagtet man ikke skriver en Tøddel derom. De Gamle sagde derfor meget rigtig: tal ikke om det, saa har det ingen Magt, men de havde ogsaa den meget rigtige Følelse, at Tale-Friheden, hvormegen Misbrug der end giøres af den, maa i de fleste Tilfælde lades uantastet, da den Eneste, hvis Arm er lang nok til at lukke alle Munde, med Flid har aabnet dem til Fritalenhed paa eget Ansvar; saa Feilen hos os ligger ingenlunde deri, at man undte Talen saa frit et Spillerum, men kun deri, at man glemde det er et stort Raaderum, man med Flid bør stræbe at benytte til det almindelige Bedste. Ved at beskikke Ordførere i Kirker og Skoler, hvor dog næsten alle Talere faae deres Dannelse eller vise deres Dygtighed, agtede man nemlig kun lidt paa, hvad Mund og Mæle de havde, naar de kun ikke var aabenbar Døvstumme, og ved Dannelsen af disse Ordførere syndes man aldeles at have glemt, hvad det er for et Sprog det Danske Folk taler og maa tiltales i, thi, man stræbde jo at gjøre dem stive i saamange døde og levende Sprog, som mueligt, kun ikke i deres Modersmaal, saa langtfra at bekæmpe Tale-Frihedens Misbrug paa den eneste kraftige Maade, ved at fremme dens rette Brug, opelskede man ligesom med Flid den alierskadeligste Misbrug, som i mine Øine er den, at beskikkede Talere luede og sløve deres unge og gamle Tilhørere. Under saadanne Omstændigheder maa Tale-Friheden, naar man bliver opmærksom paa dens Vigtighed, nødvendig synes Øvrigheden frygtelig, thi hvor der findes naturlig Veltalenhed, vil den sædvanlig være vild og raa, og møder hos de beskikkede Ordførere liden eller ingen Modvægt, da Mange kun er Talere af Navn og næsten hele Resten saa forskruet og forpint i Bogstav-Skolen, at de, med al pyntelig Veltalenhed, dog fattes den levende Strøm, det dristige Sving og det folkelige Præg. der virkelig slaaer og henriver.

Det eneste gode Raad mod Tale-Frihedens Misbrug, som alle Søgsmaal, uden for aabenbar Oprørs-Tale, kun gjør værre og farligere, er da med Flid at betjene sig af den Fritalenhed, der ved et Lykketræf er paa det almindelige Bedstes Side, og herefter ved de ordenlige Taleres Dannelse og Valg stadig at have for Øine, hvad de skal bruges til og ved hvilke Midler de dertil kan blive mest beqvemme og dygtige. Hvor man ikke har Mod til at gaae denne jævne, naturlige Vei, uden at ændse alle Pedanteriets og Dødbidervæsenets Indvendinger, der maa det i vore Tider gaae galt, og jo længer, jo galere , thi foragtede 369 Naturlove hævne sig frygtelig; men fremfor Alt i Danmark er jeg vis paa, det vil gaae ypperlig, saasnart man med Flid betjener sig af vore naturlige Hjelpekilder til at opelske folkelig Tankegang og Veltalenhed, som i Aarhundreder, desværre, ikke blot har været ringeagtet og forsømt, men paa mange Maader hemmet og bestridt.

Hertil er det første Skridt, at man kan blive Taler baade i Kirke og Skole, altsaa blive baade Præst og Professor, og Doctor saavel i det Ene som i det Andet, uden at skrive eller tale et Latinsk Ord, naar man kun har Hovedet paa det rette Sted, en Karl for sin Hat og Modersmaalet mægtig; thi først da kan de beskikkede Ordførere i Regelen blive hvad de skal være: Folkets Ledere, som de frivillig følge.

Og hertil er det andet Skridt, at man samler, saavidt mueligt, alle de bedste Talere, som er paa det Heles, baade paa Kongens og Folkets Side, ved en »Dansk Høiskole« aaben for hele Landets letnemme Ungdom og med nødvendigt Ansvar fri i sin Virksomhed; thi kun da tør vi vente en virkelig oplyst Folke-Mening om Borgerlige Ting, og i Folke-Raadet en sømmelig Fritalenhed for et ganske andet »Fædreneland« end det af Klude-Papir, med den klarede Bevidsthed, at Enevolds-Magten, som FolketsVenne-Gave tilKongen, er en Velsignelse, men Femfinger-Magten eller Næve-Retten, man vil tiltrue eller tilskrive sig, er den rene Fordærvelse.

Tidt og længe har jeg forgjæves stræbt at henlede Opmærksomheden paa denne Hovedsag i vor folkelige og borgerlige Udvikling, men jeg maa dog her, med al det Eftertryk jeg kan, gjentage det, thi skal det skee tidsnok, hvad umuelig kan udeblive, at man lader det Naturlige og Folkelige vederfares Ret, da er det aabenbar den høie Tid; endnu et Aar spildt, og Alt hvad man gjør for uopløselig at sammenknytte Enevolds-Magten med den fri Folke-Stemme vil ventelig komme bagefter.

KIRKELIGE OPLYSNINGER
især for
Lutherske Christne.

TRYKT første Gang i P. Chr. Kierkegaards Nordisk Tid skrift for christelig Theologi, 1840-42. Optrykt, paa A. C. Andersens Forlag i Horsens, 1870.

I. Den hellige, almindelige Kirke.

Den Pavelige Kirkestat - den Bispelige - den usynlige Kirke - den Kiendeligc fra Begyndelsen - denne Kirkes Grund-Begreb, som et uforanderligt Troes- og Daabs-Samfund - Tvangs-Daabens Uchristelighed - Geistlighedens Verdslighed - Morten Luther - den Augsburgske Confessjons Kirke-Begreb - Skrift-Principet - Skriftens Vidnesbyrd om det mundtlige Guds-Ord - Skriftens Forhold til Kirken - Nadveren - Christi Kirkes fuldstændige Begreb.

Simon Peder sagde: du er Christus, den levende Guds Søn, og Jesus svarede ham, sigende: salig er du, Simon Jonesøn, thi det har ikke Kiød og Blod, men min Fader i Himlene aabenbaret dig; men jeg siger ogsaa dig: du er en Klippekarl (petros), og paa denne Klippe (petra) vil jeg bygge min Kirke, saa Helvedes Porte skal aldrig overvælde den, og jeg vil give dig Himmerigs Nøgler, og hvad du binder paa Jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, skal være løst i Himlene*).

* 371

Paa dette Skriftsted veed Man nok. Paven i Rom grunder sin Ret til at betragtes som Kirkens faste og levende Grundvold og Christi Statholder paa Jorden, og kunde Bogstaver udrette saa store Ting, da maatte han vel ogsaa være begge Dele; thi skulde Skriften paa nogen Maade kunne være Kirkens Grundvold, da maatte det være som en skrevet Fuldmagt, der henviste os til en levende Statholder for Herren og en ufeilbar Fortolker af Hans Ord. At bygge paa Skriften er derfor ingenlunde Veien til aandelig at undgaae Paven, men fører os lige i hans Arme, eller dog for hans Fødder, at bekiende med den forlorne Søn: Fader! vi har syndet mod Himlen og mod dig, og er ikke værd at kaldes dine Børn, gjør os lige med dine Trælle!

Naar Paven nemlig paastaaer, at, hvor Enhver fortolker Skriften efter sit Hoved og bygger sin Tro paa sin Skriftklogskab, der er Kirken opløst og uendelig Tvist traadt istedenfor den fælles Tro, da har han aabenbar sund Fornuft og hele Kirke-Historien paa sin Side; og naar han oplyser, at de græske Forfattere sædvanlig bruge »petros og petra« iflæng om en Klippe, da maa det indrømmes, saa Apostelen Peder efter Skriften virkelig synes at maatte blive Christi Kirkes Klippegrund og Himmerigs Dørvogter, og da han nu legemlig er død for mange Aarhundreder siden, maatte jo enten Kirken med ham være gaaet alt Kjøds Gang gjennem Dødens Porte, eller ogsaa i det mindste to Trediedele af hans Aand blive ved at hvile over hans Afløsere paa det Apostoliske Sæde, som alt længe Ingen uden Bisperne i Rom engang gjorde Krav paa at være.

Dette, at netop Skriftens Ophøielse til Troes-Regel, og den deraf udsprungne Trang til en ny ufeilbar Fortolker, gjorde Roms Biskop til Pave, og maa, hvor den vedvarer, uden at dog Troen uddøer, føre Protestanterne tilbage til Paven, det har vi skjult for os selv, ved at tage de verdslige Fyrster til Hjelp i vor aandelige Trætte med Paven; men om vi end ikke derved kom af Asken i Ilden, er dog verdslige Forbud og Straffe slet ikke bedre protestantiske Vaaben mod Pavedømmet end papistiske mod Reformationen, saa, skal vi virkelig overvinde Paven, maa det unægtelig være med aandelige Vaaben. Det har Man nu vist nok ogsaa prøvet, og angrebet ham dristig nok baade med «Skrift-Sprog og Fornuft-Grunde,« som ogsaa i forrige Aarhundrede syndes at have ødelagt ham, men nu reiser han aabenbar Hovedet iveiret igien, 372 giør daglig Proselyter, hvor deu verdslige Verden ei er ham iveien, og har altsaa vundet en glimrende Seier, han vel ikke kan tilskrive noget aandeligt Storværk af sig selv, men desmere synes at kunne udlede af Himlens Gunst, da Modstanderne faldt for deres egne Vaaben: Nykirkerne faldt selv for de Skrift-Sprog og Fornuft-Grunde, hvormed Reformatorerne angreb den gamle Kirke og det Apostoliske Sæde.

Dette er en bitter Sandhed, men det er ligefuldt Sandhed, en Sandhed, hvorover alle den Christne Troes Fiender glæde sig, da de ikke tvivle oni, at det jo vil gaae den Romerske Kirke, ligesom det gik den Lutherske og Kalvinske, naar blot de verdslige Fyrster vil opgive den, ligesom de opgav disse; men det er en bedrøvelig Sandhed for Troens overblevne Venner, thi de synes kun at have Valget mellem Rom og aabenbar Vantro, mellem Pavedømmet eller slet ingen Troes-Eenhed, slet intet virkeligt Kirke-Samfund.

Vel raaber Man til os fra England, og raaber høit i den sidste Tid, at der kan vi see den gyldne Middelvej, da med »Bispe-Vielsen« den Apostoliske Myndighed baade til at fortolke Skrifterne og til at løse og binde er beholdt, mens dog alle de papistiske Misbrug er afskaffede og den rene apostoliske Lærdom fornyet efter den Hellige Skrift og Kirke-Fædrenes eenstemmige Vidnesbyrd, saa i den Høibispelige Kirke finder Man kun hvad der allevegne, altid og af Alle (semper, ubiqve et ab omnibus) antoges for Christendom. Dette klinger Altsammen meget godt, og Oxforderne har i de sidste Aar opbudt al deres sunde Menneske-Forstand og kirkehistoriske Kundskab for at bevise det; men gaae vi tilbunds, da see vi, Grundvolden fattes, naar det ikke skal være samme Skriftsted, saaledes fortolket til Bedste for de Engelske Bisper, at Paven med Rette kalder det en Fordrejelse, saameget mere, som de Bisper jo har faaet deres Indvielse fra Rom, og vilde, uden den verdslige Arm med de 39 Artikler, for længe siden viist, de var langtfra at være enige enten om Skriftens Fortolkning eller om den Apostoliske Lærdom. Hertil kommer endnu, at naar vi spørge om levende Christendom og Fremgang i christelig Oplysning, da see vi i Bispe-Kirken omtrent samme aandelige Dødhed og Stilstand, som i Pave-Kirken, hvad der er saameget forargeligere, som der er intet Land i Christenheden, hvor Seeterne har havt saameget Liv, og verdslig Oplysning gjort saa forbausende Fremskridt, som netop i England.

Alt dette kan Man nu tage sig meget let, naar Man, som Skik 373 var blandt Protestanterne i forrige Aarhundrede, betragter Reformationen i det Sextende, ikke som en Opbyggelse, men kun som en kirkelig Nedbrydelse, der standsede paa Halvveien, og maatte desaarsag, snargst mueligt, fortsættes, ikke ved at bygge videre paa hvad de gamle Reformatorer skaanede, men ved at nedrive det med, og ei levne Steen paa Steen af den, som man sagde, under alle Skikkelser ufornuftige og kiedsommelige Kirke, hvis Bibelhistorie var af samme Skuffe som Legenderne, hvis Daab og Nadver var ligesaa magtesløse og nok saa mystiske som Nogen af de andre fem Sakramenter, Reformatorerne afskaffede, og hvis bibelfaste Prædikanter var ligesaa utaalelige med deres »eneste saliggiørende Tro« og deres bibelske Himmerig og Helvede, som Munke og Messepræsterne med deres »eneste saliggiørende Kirke« og Nøglerne til deres selvgiorte Paradis og Skiærsild. Men selv Verdens letsindigste Børn har i det Nittende Aarhundrede ondt ved at slippe saa nemt, thi, det ligge i Luften eller i Blodet, saa tiltager aabenbar daglig Driften til en vis Krebsgang i alle Henseender, saa hvem der endnu rask bryder Staven over al Tro som Overtro og alle Hemmeligheder som Præstebedrag, er sædvanlig kun de Langsomme af Begreb, der ikke har holdt Skridt med Tiden, men troe blindt paa deres vantro Børnelærdom, medens alle de Kloge og Letnemme er nær ved at enes om, at, om ikke for deres egen, saa dog for Næstens Skyld er Kirker, Præster og Ceremonier, med noget vist Ubegribeligt og Hemmelighedsfuldt, Menneskeheden uundværligt, saa det gjælder kun om at give det Altsammen en Skikkelse, der passer til vore Tider, og hverken foruleiliger de Mægtige eller de Ligegyldige.

Under disse Omstændigheder føle naturligviis ogsaa de troende Christne en stærkere Drift til at tage Sagen alvorlig, og da de strax indsee, det er Fjas med alt det »Selvgjorte og Nybagte«, der vil gaae paa den ældgamle Christendoms, eller paa Christi og hans Apostlers Regning, saa maatte de aabenbar ende med at blive Papister, hvis det kun var i Pave-Kirken, Man fandt de ældgamle apostoliske Indretninger, den faste Grundvold, og den deraf udspringende trygge Hvile for Sjælen. Naar vi imidlertid opdage, at Pavedømmet hviler ogsaa paa et Skrift-Sted af tvivlsom Fortolkning, da fristes vi ikke til at søge Hvile, hvor kun aandelig Død og Dorskhed kan finde den: i en kalket Apostel-Grav, fuld af Ureenhed og Dødningebeen, og er vi Morten Luthers Børn, da føle vi Drift til at giøre vor Faders 374 Gierninger, med den sikkre Følelse, at hvordan det end hænger sammen, var de dog sikkerlig »gjorte i Sandhed.«

Saaledes er det gaaet mig, og efterhaanden klarede denne Følelse sig, saa jeg kan giøre mig selv Regnskab for min Paastand fra Begyndelsen, at Morten Luther var den Eneste af de navnkundige Reformatorer, der reformerede i Christi Aand, stræbde virkelig at fornye Christi Kirkes oprindelige Skikkelse, og gjorde et Kiæmpeskridt dertil, som ingenlunde var forgjæves, men skal fortsættes med lignende, til Maalet naaes. Ligesom det nemlig var ihans Kirke-Sogn Barne-Troen i den sidste Tid havde sin eneste kiendelige Hjemstavn, i hans og hans Børns Mund Aanden lagde »en ny Sang« som aabenbart Livstegn, og hos hans Discipler der udviklede sig en ny, kirkehistorisk Videnskabelighed; saaledes er ogsaa hans reformatoriske Grundsætning uforbederlig: kun at holde hardt ved Christi egne Indstiftelser, Guds Aand og Ord, og lade det gaae med Resten, som det kan, vis paa, at naar vi har den Helligaand, da ligger den Apostoliske Kirke ikke blot bag os, men følger med os, og vil, naar vi kun inderlig ønske det, efterhaanden. til vor usigelige Glæde, tilbagevinde sin oprindelige, straalende Skikkelse; og da Luther ikke blot vedkiendte sig denne herlige Grundsætning, men fulgde den, saa har Feilen hos ham aabenbar kun ligget i Forklaringen, han prøvede paa at give, men var ikke voxen. Dette, at Luthers Følelse, hvorefter han reformerede, var meget dybere, end at Forstanden, han havde tilfælles med sit Aarhundrede, kunde udtømme den, saa vi skal følge ham, skiøndt tidt paa andre Grunde end han angav, derom ønskede jeg naturligviis at overbevise alle mine Medtroende i hele Christenheden, men maa dog især have de Nærmeste for Øie: de Nordiske Christne, der med mig vil holde fast ved Luthers »Tro og Daab,« vil gaae til Alters med ham, hvor Herren er virkelig og sandelig tilstæde »efter Ordets Lydelse,« har eller ønsker sig dog hans Aand, og glæder sig til at samles med ham i de evige Boliger. Hvem der hæver sig over Luther og hans Reformation, hans Psalmer og lille Catechismus, kan mine Oplysninger ikke tilfredsstille, og hvem der nægter eller betvivler, at Jesus Christus er Gudfaders eenbaarne Søn og har virkelig stiftet en Kirke paa Jorden, som skal vare Verden ud: et Troes, Haabs og Kiærligheds Samfund, som skal aldrig opløses, men forklares til det »skinner som Solen i Faderens Rige,« ham har jeg her slet ikke med at giøre, thi det forudsætter jeg uden alt Beviis. 375 Ogsaa med Vantroe og Tvivlere skal jeg paa Embeds-Vegne tale om Herren og Hans Gierninger, naar de kræve mig til Regnskab eller spørge mig til Raads, men her kan jeg slet intet Hensyn tage til dem, da det er mine Medtroende og især mine Lutherske Brødrejeg vil see til at hjelpe ud af det Vilderede om Kirken og alt Kirkeligt, der vel hersker allevegne, men er dog især hos os Lutheraner blevet saa grændseløst, at vi stod Fare for, inden vi vidste det, at udelukke os selv af den hellige, almindelige Kirke. Dem vil jeg stræbe at vise, at vort Lutherske Samfund har den samme apostoliske, urokkelige Grundvold som den ældste Kirke, har den renere end Bispe-Kirken i England, klarere end Pave-Kirken i Rom, og langt mere levende end Begge, medens det er saa frit som Noget for papistiske Vildfarelser, christelig friere end noget Andet i femten Aarhundreder, og sat paa en Klarhedsvei til »Fylden af Evangeliets Velsignelse,« der, saasandt Jesus Christus lever og Hans Aand er Sandhedens, aldrig kan skuffe eller forfeile sit Maal.

Med barnlig troende Lutheraner, der, ligesom Luther og Peder, vil blive ved Christus, fordi Han alene »har det evige Livs Ord,« med dem vil jeg tale om den hellige almindelige Kirke, og vise dem, den er i sig selv noget ganske Andet end de Kirke-Stater og Stats-Kirker, hvori den længe holdtes fangen, og lader sig godt skille fra dem, fordi den er hverken grundet paa St. Peder eller Keiser Konstantin, eller paa en Bog, hvorom de Lærde vil blive ved at trættes til Dommedag, men paa »et levende Guds Ord, som varer evindelig.« Med dem vil jeg derpaa særskilt betragte de Naademidler og Kirkeskikke, de kiende, for at vise, hvorvidt man derved allerede nu kan adskille det Guddommelige fra det Menneskelige, det Gamle fra det Ny og det Vigtige fra det Ligegyldige, saa de see, hvad vi har og hvad vi fattes, og hvordan vi skal bruge Herrens Anordninger for at høste Velsignelse deraf. Hjerter vil jeg nødig saare, men skadelige Fordomme kan jeg ikke skaane, hvor dybt indgroede og rodfæstede de end maatte være, og forarges Man derover, maa jeg svare med Herren: »Alt hvad ei den Himmelske Fader har plantet skal med Rod oprykkes.«

Om den hellige, almindelige Kirke »Sandheds Piller og Befæstning,« som var fra Begyndelsen, som er og som skal blive, til Herren kommer, falder det vist nok tungt at skrive tydelig for Læsere, hvis Forestilling om en Saadan sædvanlig ikke blot er dunkel men luftig tillige, som en blot Idee eller saakaldt 376 »usynlig« Kirke, der ingen tilsvarende Virkelighed enten har havt eller har paa Jorden, men svæver i det Ubestemte, uden visse Kiendemærker, og maa ligesaalidt forblandes med den Apostoliske eller Lutherske, som med den Græske, Romerske eller Kalvinske, der kun er ligesaamange ufuldkomne og forgiængelige Forsøg paa i det Synlige at realisere Ideen, medens den hellige, almindelige Kirke, som den i Aanden svævede for Christus og Apostlerne, urokkelig og uforgiængelig hviler paa sin usynlige Klippe.

Hvem nu dette Luft-Kastel tilfredsstiller som Grundvold for hans Tro og Saligheds-Haab, han trænger naturligviis ikke til mine Oplysninger, og jeg vil i den Henseende kun bemærke, at Tyrkerne med samme Ret kunde paastaae, der svævede saadan en hellig, almindelig Kirke for Mahomed, der hverken maa forblandes med den Shiitiske, Sunitiske, Vechabitiske eller nogen virkelig og kiendelig Form, men hviler urokkelig og uforgiængelig paa sin usynlige Klippe; thi om det Ukiendelige, der hverken lader sig angribe eller forsvare, lader sig naturligviis heller Intet enten bevise eller afbevise, saa Fastheden af hvad derpaa bygges sikkert vil være ligesaa ukiendelig.

Hos mine lutherske Medtroende kan dette imidlertid ikke være Tilfældet, thi deres Tro og del deraf udspringende Saligheds-Haab maa de nødvendig forudsætte er det Uforanderlige og Uforgiængelige i Christi Kirke, som har været deri fra Begyndelsen og skal blive der til Enden, saa de er kun i Vilderede om, hvorledes dette lader sig oplyse og forene med alle de kirkelige Forandringer og Forvanskninger, der, efter Historiens Vidnesbyrd, i Tidens Løb har fundet Sted. Dem vil jeg bede at fæste Øie paa den sikkre Kiendsgierning, at der i atten Aarhundreder har været en Christen Kirke paa Jorden, under alle Navne og Skikkelser kiendelig paa sin høitidelige Troes-Bekiendelse og tilsvarende Daab, saa i den fandt Polykarp og Irenæus, Augustin og Benedikt, Ansgar og Bernhard, Luther og Utallige, hvis Navne vel ikke er skrevne i Dødens men dog i Livets Bog, deres Tro og Haab, deres Fred og Glæde i Herren, og dette Troes-Samfund af levende Mennesker kalder jeg den hellige, almindelige Kirke. Dette »Guds-Huus af levende Stene, Sandheds Piller og Befæstning« har, siger jeg, en mundtlig Historie ved Daaben, langt sikkrere end nogen skriftlig Kirke-Historie kan være, da den har været alle Christne bekiendt, og er af dem Alle bevidnet 377 fra Slægt til Slægt og fra Dag til Dag, medens hele Christen-Folkets Liv og Levnet, og hele det Guddommelige Storværk, som Christendommens Virkning er, beseigler det almindelige Vidnesbyrd om det ægte Christi Samfunds uforanderlige Tro og Haab.

Hvordan nu denne Kirke fordum kom til os, det kan kun den skriftlige Kirke-Historie oplyse, men hvordan vi kom til den, forudsat at vore Fædre ei have for falsket Vidnesbyrdet, det veed vi paa samme Maade, som hvordan vi kom til Verden, veed det af et gyldigt, umistænkeligt Vidnesbyrd, som daglig Erfaring stadfæster, saa vi kom upaatvivlelig til Kirken som spæde Børn paa Ældres Arme, før vi kiendte et Bogstav, og da Man ved Daaben i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn erklærede os for tvættede i »Gienfødelsens og Fornyelsens Bad« og »indpodede i Christus« med »den evige Velsignelse,« da spurgde Man hverken hvad vi tænkte om Paven eller Bispen, om det Gamle eller det Ny Testamentes Bøger, om Geistlig eller Verdslig Stand, men kun først: om vi forsagede Djævelen med alle hans Gierninger og alt hans Væsen, og dernæst: om vi troede paa den Gud-Fader, som skabde Himmel og Jord, og paa den Guds enbaarne Søn, som hed Jesus Christus. født af Jomfru Marie, korsfæstet, død og opstanden, himmelfaren og paany ivente som Levendes og Dødes Dommer, og endelig: om vi troede paa den Helligaand, med en hellig, christelig Kirke, hellige Folk, Syndsforladelse, Opstandelse og evigt Liv.

Om nu ikke disse faa Spørgsmaal allerede var for mange til spæde Børn, der ikke selv kunde svare paa et Eneste, og om det kunde nytte, at en Anden svarede for os, til vi kom til Skiels-Alder og kunde selv vedkiende os Daabs-Pagten, det er en gammel Tvistepunkt mellem vore Lutherske Fædre og Giendøberne, men det vedkommer os ikke her, hvor vi jo ikke spørge om Barne-Daabens Gyldighed, men kun om det Kirke-Samfunds Grund-Begreb, hvori vi ved Daaben blev optagne, og det findes unægtelig i den Tro og det Haab, som Alle maae bekiende, for at optages deri, saa mellem ærlige og fornuftige Folk kan der ikke være to Meninger om, at hos os er Kirken et Troes- og Haabs-Samfund, der stiftes ved Daaben, og er kiendeligt baade for Venner og Fiender paa sin mundtlige Troes-Bekjendelse, der er Optagelsens og Daabens Vilkaar.

Om derimod vort Kirke-Samfund i Grunden, eller i sit 378 Grund-Begreb, er det Samme, som Jesus Christus selv stiftede, det er vist nok et vigtigt Spørgsmaal, men har vi Luthers Tro og Haab, da tvivle vi ikke derom, men vogte os vel for at kvakle enten med Troen eller Daaben, saa vort Samfund blev beviislig uægte, thi at Jesus Christus ikke for attenhundrede Aar siden har gjort hvad Man nu giør efter sit eget Hoved, det er indlysende, og vilde vi undskylde vore Grund-Forandringer med, at de forrige christne Slægter vist ogsaa havde gjort Forandringer efter deres Hoved, da maatte i det mindste vore Lutherske Fædre svare os: at I har forandret og derved forvandsket hvad vi betroede jer, det bekiende I selv, men at vi bevarede hvad os var betroet, det kan I see, og om jeres selvgjorte Daab vil være ligesaa frugtbar, som den, for hvis Ægthed vi, med hele den hellige, almindelige Kirke, borgede, det vil Tiden og Evigheden vise.

Efter nu at have opviist et kiendeligt Kirke-Samfund, hvis christelige Ægthed vi har Lov til at troe paa, til den afbevises, er det mig en Fornøielse at give alle de Oplysninger, der, efter mine Tanker, kan tjene til at forsikkre og forvisse mine Medtroende om, at vort Kirke-Samfund hviler paa en Klippe, som kan trodse Helvedes Porte. Ved at være kiendeligt har det nu ogsaa aabenbar den første Egenskab, et Kirke-Samfund maa have for at kunne være stiftet af Sandheden selv, alle Menneskers Frelser; thi vel maa dette, som en aandelig Bygning, være usynlig for Støv-Øiet, saa det kan hverken kiendes paa haandgribelige Kors og Kirke-Taarne, Bispe-Huer og Munke-Kapper, Skikke og Høitideligheder, eller paa nogen Bog; men derfor maa det ingenlunde være usandseligt, men maa være kiendeligt for Støv-Øret paa det tydelige, oflenlige, mundtlige Ord, hvormed Samfundets Medlemmer bekiende deres Tro og Haab. Et Samfund med »Sandhed til Salighed« maa nemlig fremfor Alt have et ufeilbart og tydeligt Sandheds-Ord, hvormed deer deres Herre, Tro og Haab bekiendt, hvorpaa de kiende hinanden og Sandhedens Aand, og hvorpaa Samfundet kiendes baade af Venner og Fiender; thi »hvo som giør Sandhed, kommer for Lyset,« og hvem der vilde stifte et hemmeligt eller ukiendeligt Troes-Samfund til Sandheds almindelige Udbredelse og hele Menneske-Slægtens Frelse, maatte, langtfra at være Guds Søn og Sandheden selv, enten været en stor Daare eller en grov Bedrager. Var derfor Jesus Christus Guds eenbaarne Søn, Sandheden og Ordet selv, og har Han stiftet et Troes-Samfund paa Jorden, da 379 maa det vist nok være urokkeligt og uforgiængeligt, men fremfor Alt kiendeligt paa et »Sandheds-Ord,« fælles for alle Samfundets Medlemmer, altsaa paa en mundtlig Troes Bekiendelse ved Optagelsen, som er det Eneste, alle Medlemmer nødvendig har tilfælles. Veed vi altsaa kun, at Daaben er den eneste Optagelse i Christi Kirke-Samfund, da veed vi ogsaa, der maa lyde en mundtlig Troes-Bekiendelse ved Daaben, der er dens Vilkaar og Samfundets Kiendemærke. Om Skrift kan nemlig her slet ikke være Tale, thi hvad enten Man tænker sig en Underskrift af alle Samfundets Medlemmer eller en mundtlig Bekiendelse, som lød paa en vis Skrift, da indskrænkes Samfundet derved til Skrivere eller dog til Læsere, hvad umulig kunde være Tilfældet med et Troes-Samfund, stiftet af Sandheden selv til Alles Frelse, thi det maatte nødvendig udstrække sig til alle dem, der troede og vilde være Sandheden bekiendt. Denne mundtlige Bekiendelse af Sandheds-Tro til Salighed maatte nu, som et Ord af den guddommelige Sandheds egen Mund, være oplivet af Sandhedens Aand, og derfor uovervindeligt, derfor en Klippe, der trodsede alle Løgnens, Mørkets og Dødens Magter.

Naar vi med denne Oplysning betragte vort Kirke-Samfund, som det stiftes og forplantes ved Daaben, da føle vi os saameget dessikkrere paa, at vi befinde os i den sande Christus-Kirke, og glæde os ved, at vil enten Paven i Rom eller Ærkebispen af Kanterbury udelukke os af den, da maa de ikke snakke om en Myndighed dertil, de enten har faaet ved et vist Skriftsted eller en egen Haandspaalæggelse, eller en særdeles Forbindelse med En af Apostlerne, men maa bevise, vi har gjort en Forandring ved »Troen og Daaben,« som vi, oplyste og mindede derom, ei vil rette, men heller vitterlig forfalske Sandheden.

Saadanne Forandringer ved Troen og Daaben, som maa rettes, saasnart de opvises, kan vi imidlertid, desværre, ogsaa overbevises om, og skjøndt ingen Forandring ved Kirkens Øiesteen og Grund-Begreb maa agtes ringe eller ubetydelig, er det dog vel uden Sammenligning den Største, at Troes-Bekiendelsen, der baade har været og efter sin Natur skulde være aldeles frivillig, er hos os blevet gjort til en tvungen Sag, i det vi tvinges baade til Daab og Confirmation, som uden Troes-Bekiendelse aldrig kan forrettes christelig. Gjaldt det kun om at forsvare os mod Romere og Engelskmænd, 380 da kunde vi vist nok lade dem høre, at Daaben med Sværdslag, denne gruelige Blod-Daab, blev kronet i Rom med Karl den Store, og at de Engelske Bisper har øvet al den Samvittigheds-Tvang, der stod i deres Magt; men det giælder noget langt høiere, giælder vort Forhold til Herren og Sandhedens Aand, som ikke blot er himmelsk uskyldige i al muelig Samvittigheds-Tvang, men fordrives af ethvert Samfund, der regelmæssig tvinger Folk til at hykle og lyve i Troens hellige Sag, og det har vi unægtelig gjort, og giøre endnu den Dag i Dag, vel ei i samme Udstrækning, men dog lige uforsvarlig, Saavidt jeg veed, finder selv i Pavedømmet til Hverdags-Brug ingen Tvangs-Daab Sted, og Confirmationen er en fri Sag, saa det er nok kun i de Lutherske Stats-Kirker, Daaben og, hos os, tillige Confirmationen ordenlig paatvinges Alle, og, hvor Alterbogen følges, da tillige aftvinges dem den Christne Kirkes Troes-Bekiendelse, og at mange Præster især ved Confirmationen nøies med mindre, formindsker vel Tvangen, men forøger Forvirringen, da det Alt skeer sogneviis, saa i det ene Sogn aftvinges Troes-Bekiendelsen Alle, og i det Andet kan de Christne ikke taae Daabs-Pagten oprettet og bekræftet i Stats-Kirken. Saaledes kan det nu umuelig blive ved at være, men Sognebaandets Løsning vil her ikke engang ibrslaae, da ingen christelig Præst herefter kan forrette nogen Tvangs-Daab, hvorved det christne Kirke-Samfund ikke blot skjules, men vanæres og undergraves. Nu paa en eller anden Maade at afskiære Troes-Bekiendelsen fra Daaben, vilde være et heroisk Middel, hvorved Daabs-Tvangen vel blev taalelig for alle Vantroe og Ligegyldige, men hvorved Stats-Kirkens Daab blev ikke blot aldeles ugyldig, men saa uchristelig, at alle ægte Lutheraner maatte her, ligesom i Preussen, træde ud; thi hverken kan de blive i Kirke-Samfund med deres Fædre, naar de forskyde Pagten, ikke heller kan de nøies med en Daab, som en blot verdslig indført Kirke-Skik, og ligesaalidt kan nogen christelig Præst erklære en Daab uden Troes-Bekiendelse for et guddommeligt Naademiddel, Gienfødeises Bad med Synds-Forladelse. Skal derfor de ægte Lutheraner kunne blive i Stats-Kirken, da maa ikke blot de Præster, som vil, have Lov til at beholde den Lutherske Daab og forvalte den for alle deres Medtroende, men disse Præster, som ikke kan døbe uden Troes-Bekiendelse, maae ogsaa fritages for at forrette nogen Tvangs-Daab, hvorved Sandhedens Aand høilig 381 fortørnes, og hvorved Troes-Bekiendelsen forgiøres til en død Formular og et tomt Mundsveir.

At dette Forlangende ogsaa vil være opfyldt, saasnart Forholdet mellem Kirke og Stat ordnes efter den Augsburgske Confessjon, skal jeg siden vise, men troer det først nødvendigt, kirkehistorisk at oplyse, hvorledes Tvangs-Daaben, der aldrig kan være mere stridende mod Sandhedens end den er mod Christendommens Aand og oprindelige Forhold til Verden, har kunnet indsnige sig i Kirken, og hvad der i det Hele har gjort, at Christi Kirke nu er saa nær ved at tabe sig i »de Dødes Rige.« som det var mueligt, naar ikke Herrens Ord skulde forgaae før Himmel og Jord.

Det synes vist nok et sørgeligt Arbeide, paa Gravens Bredd at efterspore Dødens Aarsager, og det vilde saa være, naar ikke Herren levede og vi med Ham, ja, naar Han ikke var »Opstandelsen og Livet« og hans Menighed den »trolevende, som aldrig skal døe;« men nu er det ordenlig en Fornøielse at see, hvorledes »Dødens Snarer« spændtes og »Helvedes Angester« mødtes, da vi er visse paa, at Døden skal blive til Spot og Helvede til Latter, fordi Herren »satte vore Fødder paa en Klippe,« der hverken lader sig rokke eller bestige. Fremfor alt kan og skal vi smaa Lutheraner, som gierne vil skrifte ærlig for Ham, der forlader Synder, være ganske rolige; thi til os, som kom i Fare ved at følge Herren, siger Han, som til Israel ved det røde Hav: fatter Mod! staaer og seer paa Herrens Frelse, thi Han vil stride for jer, og I skal kun tie! Ja, saasandt som Kirke-Historien maa vidne, at der i mange Aarhundreder var Ingen, der saa inderlig, saa hjertelevende og glædelig, som Luther og hans ægte Børn, tilegnede sig Herrens Løfte til Hans troende Menighed: det skal være min Pagt med dem, siger Herren, at min Aand, som er i dig, og mit Ord, som jeg har lagt dig i Munden, skal ikke vige fra din Mund eller fra din Sæds Mund, fra nu og til evig Tid; saa vist skal vi »løftes fra Dødens Porte« og »vandre for Guds Ansigt i de Levendes Lys

For det Første er det nu os Alle vitterligt, at da Apostlerne gik ud til al Verden for at christne og døbe i Herrens Navn, da blev Ingen med verdslig Fordeel lokket, eller med verdslig Magt tvunget til at give dem Bifald og lade sig døbe, men snarere vovede Man derved baade Ære, Liv og Gods i denne Verden, og naar Paven vil indbilde os, at det var en stor Ulykke, som vi skal takke Gud, er for længe siden vel overstaaet, da veed vi, han taler ikke hvad han har hørt af 382 Apostlerne, men snakker for sin Æske. Der staaer nemlig skrevet, Herren sagde: mit Rige er ikke af denne Verden, og at det var Hans ramme Alvor, det see vi ikke blot deraf, at Han taalmodig lod sig selv korsfæste, og udsendte sine Apostler som »Lam mellem Ulve,« uagtet Han nemt kunde faaet og givet dem »mere end tolv Legioner Engle« til Livvagt og Krigshær, men selv over sine Troende tillod Han ingenlunde sine Apostler at herske, men erklærede dem reent ud, at det skulde være ganske anderledes i Hans Rige end i Hedningernes, hvor »de Store herskede og kaldtes naadige Herrer,« da Hans Riges Høvdinger tvertimod skulde være »Alles Tjenere.« Tillod imidlertid enten Vankundighed eller Fordom os nogen Tvivl om Rigtigheden heraf, saa følger dog det Samme af den Troskabs-Eed, Han lader sine Undersaatter aflægge ved Daaben, tilligemed Bekiendelsen af hvad de stole paa og vente sig i Hans Rige, thi hverken forpligtes vi derved til Kamp mod Andre end Diævelen, den urene Aand, der naturligviis kun kan bestrides med aandelige Vaaben, ikke heller nævnes der det Mindste af denne Verdens Magt og Storhed at stole paa, eller af dens Ære, Gods og Glands at nyde, men nævnes kun »Syndsforladelse, Opstandelse og et evigt Liv,« som en Skiænk med den Helligaand af Gudfader og Hans eenbaarne Søn, vor Herre Jesus Christus. Dette kirkehistoriske Vidnesbyrd om den oprindelige Christendom, som blev offenlig aflagt ved hver Daab og for hele Menighedens Øren, er nemlig ikke blot i alle Henseender mageløs sikkert og gyldigt, men fremfor Alt er det soleklart, at havde der fra Begyndelsen været mindste Ord i Pagten enten om at forsvare Kirken mod verdslige Fyrster, eller om verdsligt Rygstyd, eller om verdslig Løn for de Fuldkomne, da vilde den Geistlighed, der er Skyld i al Kirkens Verdslighed, dog sikkert bevaret det, thi det er jo endog et stort Vidunder, at de ikke har prøvet paa at indsmugle i Troes-Bekiendelsen hvad de ellers af al Magt indskærpede Menigheden. Saalænge nemlig Daabspagten lyder som nu, saa de Christnes Kamp og Haab er ligesaa uverdslige, aandelige og hjertelige, som deres Tro, saalænge har Verdens-Magten aabenbar slet intet med deres Kirke-Samfund at giøre, og naar dette Samfunds Embedsmænd desuagtet stræbe at sætte det enten herskende eller trællende i Forbindelse med Verdens-Magten, da dømme de aabenbar dem selv, saa da Daabs-Pagten lyder ligesaa uverdslig i den Pavelige Kirke-Stat, som hos os, kan vi være vis paa, den er uforfalsket. Mange 383 Grunde har man optænkt, og flere kan Man vel optænke for Sammenknytningen, og, om det var mueligt, Sammensmeltningen af Kirke og Stat som aandelig og verdslig Magt; men hverken har Man fundet, ikke heller skal Man vist opdage pogen Rimelighed for, at Faderen og Sønnen og den Helligaand vil blive meer udelukkende troet og stolet paa, Troes-Bekiendelsen blive ærligere og Daaben mere frugtbar, eller det evige Livs Haab kraftigere og sødere, naar Bisper og Præster enten spille Herrer over de verdslige Fyrster, eller overdrage dem Christi Herredom og den Helligaands Fuldmagt i Kirken, saa det er klart, de kunde ingen af Delene giøre, før de omtrent havde glemt Herrens Ord, Aai» dens Tankegang og Samfundets Bedste, over deres egen Selvklogskab og verdslige Begiærlighed. Da derimod deres Tankegang alt i det tredie Aarhundrede, eller i Cyprians Dage,, var blevet saa verdslig, at de, ligesom Hedningernes Præsteskab, udgav sig for Kirken, og kiendte ei mere Forskiel mellem Herrens og deres; da er det i sin bagvendte Orden, at de i det fjerde Aarhundrede ogsaa glemde Forskiellen mellem »Guds og Keiserens,« ansaae verdsligt Rygstyd og visse Levebrød for uundværlige til Kirkens dvs. Geistlighedens Velfærd, og tvungne Troes-Beldendere ei blot for meget taalelige, men, naar de tiendede tilbørlig, endogsaa for ønskelige.

Ingenlunde vil jeg dølge, hvad Kirke-Historien viser, at hele Christen-Foiket i det fjerde Aarhundrede, ligesom Israel i Samuels Dage, havde Lyst til en verdslig »Konge ligesom andre Folk«, og vilde heller handle med Bisper og Præster end med Herren og Aanden om Syndsforladelse og Salighed; thi naar jeg opviser Geistlighedens Utroskab, da er det ingenlunde for enten at dømme eller hudflette de gamle Bisper, men for paa den ene Side at vise, at hvor præstelig og bispelig end Tvangs-Daaben har været, saa er den dog lige uchristelig, og for paa den anden Side at afvælte den Beskyldning fra Luther, Man saatit har giort, som om det især var ham, der havde overgivet Kirken i de verdslige Fyrsters Haand. Paver og Bisper er imidlertid i de sidste Aarhundreder blevet saa mishandlede, og saavel Skyther som Barbarer har dem i Middelalderen saameget at takke, at det kun skulde være nødig, jeg blottede deres Forhold til Herren og hans Menighed; men da de nu igien, saasnart de har faaet Pusterum, rask forsvare baade Verdslighed og Troes-Tvang og deres selvgjorte Kirke-Begreb, saa har jeg ikke mindste Medlidenhed 384 med dem, og hvad Rummet ikke her vil tillade, skal jeg see at finde Plads til, hvor Talen bliver om »Indvieisen,« som jeg vel er langt fra ærkeprotestantisk at foragte, men skal vise, er spildt paa alle verdslige Hoveder. Her kun endnu Saameget, at naar Geistligheden først fik sig selv og Andre indbildt, at den var Kirken, da havde den Spillet gaaende, thi da syndes Troes-Bekiendelsen at lyde paa Geistligheden, saa dette falske Kirke-Begreb maatte Reformatorerne af al Magt stræbe at nedbryde, og kunde derved saa let komme for Skade med det sande Begreb, at vi maae have dem undskyldt, naar kun deres Gierning viser, de meende det ærlig og godt med Herren og Hans Menighed. Vi, som har seet, at naar galt skulde være, maatte Christi Kirke dog heller beherskes af sin Geistlighed og forvexles dermed, end behandles som slet ingen virkelig Ting i en vantro Skole og tabe sig deri, vi fristes vel til at gaae strængt irette med Reformatorerne, men vi skal overvinde Fristelsen, og hvad især Morten Luther angaaer, da maa han have fortalt og forskrevet sig om Kirken og Indvielsen endnu langt meer end jeg veed, saa var han dog en Helgen mellem alle Bisper fra Irenæi Dage til vores, og hans Kirke-Begreb, som det staaer aftegnet baade i hans lille Catechismus og i den Augsburgske Confessjon, himmelsk i Sammenligning ei blot med Pavens, men selv med Augustins.

Ja, lad paa den ene Side Kalvinister og Rationalister, og paa den Anden Papister og Oxfordere kun sige om Luther hvad de vil, saa var han dog »en stor Profet,« i hvem »Gud besøgde sit Folk!« Hvem har vel seet ham, hvis »faste Borgs var usynlig, ligeoverfor Keiser Karl den Femte, og ei derved dobbelt ærgret sig over Eusebius og hans Stalbrødre i Støvet for Keiser Konstantin! Hvem har maalt den ydmyge Kloster-Broder, der slet ikke vilde være andet end »Ordets Tjener« og aldrig have Troens Sag udfægtet med verdslige Vaaben, maalt ham med Aandens Øine, og ei fundet, han var en Kæmpe af Vext, selv ved Siden ad de Engelske Martyr-Bisper! Hvem har ladt sig lede af den Helligaand giennem Kirkehistorien, og ei, ligesiden Irenæus døde, savnet saadan en Præst, der, som Luther, slet ikke vilde vide af Andet til Salighed end Jesus Christus, den Korsfæstede, ikke vide af nogen anden Christi Statholder end den Helligaand, ikke vide af anden Fortjeneste end Hans, som os kiøbde, ikke vide af anden Ret end Børne-Retten ved Daaben, ikke sidde ved noget andet Herrens Bord, end hvor Herren selv var 385 virkelig tilstæde, ikke høre om andre Naademidler end dem af Herrens egen Indstiftelse, ikke ændse nogen anden kirkelig Forskrift, end de ægte Skrifter af Propheter og Apostier, som aabenbar dreves af den Helligaand! Hvilken Kæmpe for Skriftklogskab har Man vel seet saa barnlig folde Hænderne og takke den Himmelske Fader, som aabenbarede de Umyndige hvad Han skjalde for de Lærde og Kloge, eller hvilken anden Theologisk Professor tiltalde vel Menigheden saaledes med »Psalmer og Lovsange og aandelige Viser,« som han, der sang »Nu bede vi den Helligaand« og »Vor Gud han er saa fast en Borg« og »Fra Himmelen høit kom vi nu her;« ja hvilken Skriftklog i tretten Aarhundreder viste sig vel i det Hele, i Tale og Skrift, saa fortrolig med den Aand, der drev Profeter og Apostler, har begyndt den gode Gierning og skal fuldføre den til vor Herres Jesu Christi Dag, saa fortrolig, som han, der igien forbausede Folkene trindt om Land, da de hørde Guds Storværk udtalt med deres Tunger!

Hvad nu Morten Luther ansaae for Kirkens Grundvold og Grund-Begreb, det skal vi fornemmelig see paa de ægte Lutherske Alterbøger, hvortil, Gud skee Lov! om ingen anden Nærværende, saa dog vor egen hører, og det skal jeg med Flid stræbe at oplyse ved Betragtningen af »Daaben og Nadveren«, og dernæst viser det sig i hans Børnebog (hans lille Catechismus) med de velsignede fem Parter, som aabenbar for ham var Aandens fem Sandser: Herrens Bud og Bøn, Tro, Daab og Nadver; men at Kirke-Begrebet ogsaa i den Augsburgske Confessjon er ligesaalangt fra at være hvad Man nu kalder Protestantisk, som hvad Man nu næsten har glemt, er Papistisk, det er selv blandt Lutheraner saa fordunklet, at det med Flid maa opklares.

Foreløbig maa jeg imidlertid bemærke, at »Symboliske Bøger,« eller ufravigelige og uforanderlige Lære-Skrifter, kan aldrig ligge længer fra nogen christelig og aandelig Tankegang, end de laae fra Luthers, som aldrig ændsede nogen anden kirkelig Forskrift end Bibelen, og vilde visselig ikke med en Pave-Bulle, af sit eget eller sine Venners Arbeide, give et Sidestykke til den Tridentinske; saa det var kun det uendelige Kiævl og det giensidige Kiættemageri imellem de Skriftkloge, der forledte de verdslige Fyrster paa den Lutherske Side til at stemple Forskrifter, som alle Lærere i Stats-Kirken strængt skulde følge. I den Lutherske Deel af Tydskland blev det en heel grundmuret dogmatisk Lærebygning fra det 386 Sextende Aarhundrede, Man paa Klude-Papir vilde forevige, men her blev det til Lykke kun den Augsburgske Confessjon, som er de første Lutheraners offenlige og vel overveiede Bekiendelse, for Keiseren og al Verden, om deres Forhold saavel til den hellige, almindelige Kirke, som til den Pavelige Kirke-Stat, og jo nøiere Man giennemgaaer den, des klarere seer Man, det er et aandeligt Mesterstykke for sin Tid, Man vel ikke maatte kanoniseret, men burde derimod studeret og fulgt langt bedre end hidtil; thi hverken billiger den Samvittigheds-Tvang, ikke heller lægger den Baand paa christelig Videnskabelighed, og endnu mindre stiler den paa at reise en ny saakaldt Protestantisk Kirke i Modsætning til den Ældgamle og Almindelige. Vor Stats-Kirkes Feil: Samvittigheds-Tvangen og den Theologiske Censur (hvoraf den Sidste dog er heel og den Første halv rettet) udsprang derfor ingenlunde af vore Symboliske Bøger, men var Papistiske Levninger, de Theologiske Skolemestre og Latinske Jurister saalænge mueligt fredede om, medens Spilfægteriet med en protestantisk, uhistorisk, splinterny Kirke efter Skriften, ingenlunde er udklækket hos Lutheraner men hos Kalvinister og Socinianer.

Der er, hedder det i vor Confessjon, kun een hellig, stedsevarende Kirke, og Kirken er de Heiliges Menighed (congregatio), hvor Evangeliet læres ret og Sacramenterne forvaltes rigtig, saa til Kirkens Eenhed er det Nok at stemme overeens om Evangeliets Lærdom og Sacramenternes Forvaltning, uden at de menneskelige Vedtægter (traditiones hiimanæ) elier Skikke og Højtideligheder, som er Menneskeværk, behøve at være eens allevegne. Saaledes siger Paulus: een Tro, een Daab, een Gud og alles Fader*).

Er der nu kun een Kirke, da kan der jo aldrig blive Flere end den Første, og skal den være stedsevarende, kan den jo aldrig ophøre, saa Lutheranerne vedkiendte sig her unægtelig den almindelige (catholske) Kirke, om de end ikke havde nævnet den; men nu erklære de desuden høitidelig og det flere Gange, at der Intet skal findes i deres Lærdom, som afviger enten fra »den Catholske eller den Romerske Kirke,« men at det blot er nogle Misbrug, de vil have afskallede**). Naar Man derfor kalder os Catholiker, fordi vi holde os til den * * 387 stedsevarende Historiske Kirke, som er kommet til os giennem Rom, da forbyder Confessjonen os at protestere imod Navnet, men forvisser os tillige om, at vi er Catholiker med ikke mod Luther.

En anden Følge heraf er, at det ligesaavel strider imod den Augsburgske Confessjon, som mod den Hellige Skrift og den Almindelige Kirkes Grundlov, at døbe uden Troes-Bekiendelse og Daabspagt, thi da stemmer Man jo ikke længer overeens med den ene, stedsevarende Kirke i Sacramenternes Forvaltning, men vil have to Daaber, hvad dog Kirken, Skriften og Sproget ligesaa lidt tilstæder, som at have to Troer, eller to Christendomme.

Endelig see vi, at Confessjonen, ved at udvide Kirke-Begrebet til alle Troende, høitidelig skiller os fra Papisterne, som vil indskrænke det til Geistligheden, og denne Skilsmisse har vi aabenbar Ære af, da hverken Paven eller Nogen af hans Præster kan forrette Daaben rigtig, uden at giøre det Samme, i det de erklære alle Troende og Døbte for Kirkens Medlemmer; thi hvem der hører til Kirken, kan Ingen uden Selvmodsigelse udelukke af Dens Begreb.

Vil Man nu fortælle os, det var kun paa Skrømt, vore Lutherske Første-Forældre erklærede sig for en Green af den »hellige, almindelige,« eenbaarne og stedsevarende Kirke, da er det en slem Beskyldning, der, naar den var sand, maatte brændemærke hele Confessjonen; men Lutheranerne har smukt afbeviist den, ei blot ved udtrykkelig at vedkiende sig den Catholske Kirkes Troes-Bekiendelse, som det Apostoliske Mærke*), men især ved at beholde Kirkens Troes og Daabs Ord uforvanskede.

Spørge vi nu om Forholdet mellem Kirke og Stat efter den Augsburgske Confessjon, da maae vi først lægge vel Mærke til, at den netop er udstædt og underskrevet af verdslige Fyrster og Øvrigheder, saa dens Bestemmelser i denne Henseende ret egenlig er en Pagt, de indgik med den fribaarne Christi Kirke paa deres Enemærker, og de fraskrev sig da høitidelig al Ret til at øve Samvittigheds-Tvang, end sige da til at raade over »Evangeliet og Sacramenterne,« idet de selv erklærede, at naar Nogen befaledes at »synde« skulde han ikke lyde Øvrigheden, som skrevet staaer: Man skal adlyde Gud * 388 meer end Menneskene*). Ved at tilegne sig dette Apostlernes berømte Svar til den Jødiske Øvrighed, indrømmede de udtrykkelig Christi Sendebud Ret til at rygte deres Ærinde »med Evangeliet og Sacramenterne,« enten det var den verdslige Øvrighed med eller mod, og saavist som det er »Synd« at hykle og tillyve sig en Tro, Man ikke har, fraskrev de Lutherske Fyrster sig tillige al Ret til Troes og Samvittigheds-Tvang.

Dog, Confessjonen stræber ret tydelig at sætte Skiel mellem den aandelige eller kirkelige og den verdslige eller haandgribelige Magt, som to Begreber, hvis Forbytning eller Sammenblanding giør stor Ulykke i Verden, og bemærker derfor rettelig, at Kirke-Magten (potestas ecclesiastica), som ene skal udøves med »Ordet« over dem, der frivillig lyde, ei har det Mindste med Verdens-Magten (potestas gladii) at skaffe, og griber derfor ligesaalidt ind i Stats-Styrelsen, som Synge-Konsten eller noget Lignende. Christi Embedsmænd maae derfor nøies med Magt og Myndighed til at prædike Evangelium, løse og binde syndige Sjæle, forvalte Sacramenterne, og vel udelukke de Ugudelige af Kirkens Samfund, men kun med Ordet, uden al verdslig Magt**).

Heraf seer Man, at om det ogsaa hængde rigtig sammen med den Overdragelse af »Bispe-Magten« til de verdslige Fyrster, hvorfor Lutheranerne har hørt saa ilde, da maatte det dog være Bispe-Magten, som den beskrives i Confessjonen, følgelig en Magt, der ene kan øves med »Aand og Ord« aldrig med Sværd eller verdslig Tvang, saa, hvordan Man vender det, skulde netop den Lutherske Stats-Kirke, efter sin høitidelig antagne og bekræftede Grundlov, være verdslig aldeles vaabenløs, og hverken Fyrster eller nogen Anden anvende mindste verdslig Magt eller Tvang i Henseende til Evangeliet og Sacramenterne.

At det nu i Virkeligheden har været ganske anderledes, skal vist nok lære os, at det er Fjas med al den Herlighed, der kun staaer paa Papiret, men at det staaer der, skal dog ogsaa lære os, at Kongen i Danmark, der har taget sig varmest af den Augsburgske Confessjon, har fulgt baade dens Aand og Bogstav ved i de sidste 50 Aar at formindske Tvangen ved »Evangeliets Prædiken og Sacramenternes Forvaltning,« og at naar Han ved Lov stadfæster Præste-Friheden og løser * * 389 Sogne-Baandet, da seer Verden først en Luthersk Stats-Kirke, som den efter den Augsburgske Confessjon altid skulde været.

Heraf seer da mine Medtroende, at mit Begreb om Kirken, som et Daabs-Samfund af frivillige Troes-Bekiendere, der aldrig kan skifte Tro og Daab, er ægte Luthersk, og har blot, som al Sandhed maa, klaret sig i Tidens Løb, saa det nu indsees, hvad Luther dog ogsaa godt følde og rettede sig efter, at Troen og Daaben, for at være eens, maae have et tilsvarende eenstemmigt Ord i Kirkens Mund, som da af sig selv bliver dens ufeilbare Kiendemærke.

Man indvende kun ikke, at Confessjonens Kirke-Begreb omfatter begge Sacramenter, Nadveren saavelsom Daaben, thi det giør mit ogsaa, kun med den Forskiel, der nødvendig udspringer af den voxende Oplysning, saa Grund-Begrebet omfatter kun Troen og Daaben, fordi Enhver, som troer og bliver døbt, unægtelig er Medlem af Kirken, før han gaaer til Alters, ligesom vi heller ikke tør paastaae, at alle de Troende og Døbte kom saavidt, at de blev deelagtige i Nadveren, som vel hører til det fuldstændig udviklede Kirke-Begreb, men ikke til dets Grund-Træk. Dette er ogsaa langtfra at være en tom Spidsfindighed, men har sin dybe Grund i det ny, christelige Liv, der, ligesom det Gamle og Naturlige, har sin Fødsel og Begyndelse og sin Udvikling til Modenhed: begynder i Daaben med den levendegjorte Tro, udvikler sig med Haabet ved Gudsdyrkelse i Aand og Sandhed, og modnes i Nadveren med Kiærligheden, som er Fuldkommenheds Baand, hvorfor ogsaa Daab og Nadver har deres tilsvarende Ledd i Troes-Bekiendelsen om den Helligaand; thi »Kirken« svarer til Daaben, og de »Helliges Samfund« (burde hedde Fællesskab, koinonia, communio) til Nadveren. Lutheranerne har selv følt det, da de ikke turde paastaae, at Uenighed om Nadveren, strængt talt, afbrød Kirke-Samfundet, skiøndt den udelukde det hjertelige Fællesskab, det christelige Broderskab, uden at de dog kunde oprede Sagen, fordi de sammenblandede Kirken, de Helliges Samfund og alt Christeligt. Vilde Man derfor sige, at efter Confessionen hørde »Prækenen« ligesaa nødvendig til Kirke-Begrebet som Sacramenterne, eftersom det gedder: Evangelium skal »læres« ret, da turde jeg ikke sværge paa det Modsatte, men maa dog bemærke, at Beraabelsen paa Pauli »een Tro og een Daab« viser, de første Lutheraner følde, at kun Troen og Daaben udgjorde Kirkens Grund-Begreb, og at de bringes til Selv-Modsigelse, naar Man lader dem 390 mene, at ikke blot »Evangeliet« som vor Troes-Bekiendelse udtrykker det, men »hele Lærdommen« maa være eens, hvor Kirkens Eenhed skal findes; thi hvad blev der da af den kirkelige Eenhed mellem dem og Romerne, eller siden mellem dem og »de Reformerte!«

Siger Man derimod kun, at Lutheranerne, hvordan saa end den Augsburgske Confessjon skal forstaaes, snart kom til at betragte »Prækenen« og senere Skrift-Fortolkningen som Kirkens Grund-Begreb, og at de ligefra Begyndelsen kun meget dunkelt og vaklende skielnede mellem Grundvolden (articali fandamentales) og Opbyggelsen, saavelsom mellem den Kundskab om Evangeliet og Tro derpaa, som maa være fælles for alle Christne, og den høiere Oplysning og bedre Indsigt, der har havt og maa have saa mangfoldige Grader, at derom slet intet Almindeligt lader sig fastsætte; da nødes jeg vist nok til at indrømme det som en Kiendsgierning, men kan umulig erkiende det for et Exempel, vi, som oplyste Christne, kan eller maa følge, da det aabenbar var en Vildfarelse, der aldeles forknyttede os i Vexten, og havde paa et hængende Haar nær baade skilt os ved Livet i Christo og skilt os fra den hellige, almindelige Kirke.

Det gik dermed saaledes til, at vel viiste Luthers lille Catechismus, hvad han forstod ved den christelige » Børne-Lærdom« og tilsvarende Tro, som er Alt hvad der maa kræves af Alle og regnes til Kirkens Grund-Begreb; men dog fattedes allerede her de faste Grændser, da i det Mindste »Huustavlen« var uddraget af Bibelen, og der altsaa til Børne-Lærdommen regnedes en vis Bibel-Kundskab, hvis Grændse i Catechismusen maatte findes ganske vilkaarlig. Det var altsaa naturligt, at Man snart fandt, Børnene, om mueligt, maatte lære langt flere Bibelsprog og lære en Forklaring af deai tillige, og med Børne-Lærdommen udvidede da Lutheranernes Kirke-Begreb sig saaledes, at det tilsidst faldt sammen med deres Theologiske Skole-Begreb, som om det hørde til Christendommen, enten selv at være Summas Theologus, eller dog at være enig med ham. Hvordan Lutheranerne kom afsted med dette Skole-Begreb om Kirken, da den herskende Theologi slet ikke meer kunde finde Troen i Skriften, og da Man f. Ex. i Danmark ei kunde være enig med Summus Theologus uden, hvad der faldt alle Lutheraner umueligt, at være det med Hornemann og Clausen, det veed vi, og om det nu end havde været Luthers Mening og stod 391 udtrykkelig i den Augsburgske Confessjon, at alle Christne skulde egenlig være Professorer i Theologien eller dog troe Alt, hvad Professorerne lærde om Bibelen og hvad skrevet stod, saa har dog Erfaring beviist, at det Første forbød sig selv, og det Andet vil Christendommen ikke tillade, saa vi maae vælge noget Tredie. At Luther imidlertid var altfor god en Ven ad Barne-Troen, og havde altfor megen Ærgrelse af vantro Skriftkundskab, til at Sligt kunde være hans Hjertens-Mening, burde alle hans Venner vide, og at Confessjonen er langt fra at begunstige en saadan Misbrug af Skriften og Forgudelse af de Skriftkloge, skulde i det Mindste de vide, der som stive Stats-Orthodoxer vil forkiættre mig. Efter med al Opmærksomhed at have giennemgaaet den Augsburgske Confessjon, skal Man nemlig finde, at der ikke findes et eneste Ord om enten at udlede eller bevise sin Tro af Skriften, men at den Christne Tro efter det »Apostoliske Symbolum« forudsættes, som hvad Man med Modstanderne er enig om, saa Intet bliver Christendom, fordi det staaer i Skriften, men staaer netop i Skriften fordi det er Christendom. Selv Skriftens Omfang, Oprindelse og hele Beskaffenhed lades ubestemt, saa det forudsættes blot, at naar Man ikke fører Skriften i Strid med Troen og Kirken, da prøver Man derefter med Rette Christeligheden af Pavens og Bispernes Lærdom, Myndighed og Anordninger, hvad vel kan have stor Indflydelse paa Kirke-Tjenesten, men er og bliver dog i Grunden en Skole-Sag, hvorved Intet kan forandres i den ene, stedsevarende Kirke, altsaa ei heller i dens Begreb.

Efter den Augsburgske Confessjon skal altsaa Kirken ligesaalidt beherskes eller kunne forandres af den Theologiske Skole, som af den verdslige Magt, men Lærerne skal kun altid have Lov til efter Skriften at bestride de Feil eller Misbrug, der kan have indsneget sig, og deres Skrift-Granskning og Skrift-Brug maa følgelig være saa fri, som Kirkens Eenhed og Uforkrænkelighed eller Enigheden om » Evangeliet og Sacramenterne« tillader.

Ligesom derfor, efter Confessjonen, hverken Skriftkloge, Bisper eller verdslige Fyrster maae opkaste sig til Herrer over Evangeliet og Sacramenterne, saaledes er den aldeles fremmed for det »Skrift-Princip,« hvorefter Theologiske Professorer og Doctorer takke deres Gud, fordi han skal have aabenbaret »de Høilærde« hvad han skjulde for de Umyndige.

392

Blot ved at sammenligne denne bagvendte Taksigelse med Herrens lige modsatte og Hans idelig gjentagne Forsikkring, at hvem der vil ind i hans Himmerig, maa blive »som Børn,« da det hører Børnene til, allerede heraf maa Man jo slutte, det er ligesaa ubibelsk og uchristeligt, som uluthersk, uhistorisk og ufornuftigt at grunde »et Bedehuus for alle Folk,« med de Smaaes og de Stores Troe og Haab og Saligheds-Sag, paa nogensomhelst Bog, endsige da paa Græske og Ebraiske Bøger, som kun de Lærde kan stave paa og strides om, slet Ingen vise, han forstaaer tilbunds. Dette er Grunden, hvi jeg hidtil ikke med Flid har viist, hvor aldeles antibibelsk denne Skrift-Forgudelse er, hvad enten Man spørger Bibel-Historien om, hvordan og hvorpaa Christi Kirke er grundet, eller Man undersøger, hvad Apostel-Brevene herom vidne eller forudsætte; thi naar dette giøres allerbedst, da er jo ogsaa det et »Skrift-Beviis,« der umuelig kan blive indlysende for alle Kirkens Medlemmer, men maa til Dommedag forsvares i Strid med andre Boglærde, der giør Indvendinger enten mod de Bøgers Ægthed, eller Læsningens Tilforladelighed eller Fortolkningens Rigtighed, hvorpaa Man beraaber sig, saa det er Daarskab paa saa dunkel og vaklende en Grund at ville bygge enten sin egen eller Andres, endsige da alle Christnes, Sikkerhed paa Ægtheden af deres Tro og Daab. Derfor har jeg foretrukket kun med Flid at oplyse, hvad alle voxne Christne kan forstaae, at Sandheds-Tro til Salighed maa altid være eens, men kan ei være det, med mindre den udtrykkes eens i en uforanderlig Troes-Bekiendelse af alle Samfundets Medlemmer, og endelig at vor Lutherske Troes-Bekiendelses Ægthed er sikker nok, fordi vi har den tilfælles med Rom, hvis Troes-Bekiendelse maa være ægte, naar den Ægte skal findes paa Jorden, som den dog nødvendig maa, saasandt Jesus Christus har bygt en Kirke, der kunde trodse Helvedes Porte.

Imidlertid, hvor galt det end vilde være at bygge vor Vished om Kirkens Grundvold og Grundbegreb: den mundtlige Troes-Bekiendelse ved Daaben, paa Bibelen, som forholdsviis kun Faa kan have nogen velgrundet Overbeviisning om, og Ingen bevise, han har udgrundet, saa kan dog ærlig og flittig Henviisning til den, bedre selv end i Reformations-Dagene, tjene til at stadfæste de Troende i Sandheden og nedbryde falske Fordomme; thi Bibelen har nu saalænge været oversat paa alle vore Tungemaal og det for det meste saa eens, at al Mistanke 393 om vitterlig Forfalskning maa bortfalde, og dens Historiske Deel er saa klar, at betydelige Feiltagelser derved knap er tænkelige, og allermindst var det mueligt, at vore Bibel-Oversættelser skulde være utroe, hvor de vidne imod hvad vore Theologer i Aarhundreder har forfægtet.

Derfor vil jeg nu først giøre mine medtroende Bibellæsere opmærksom paa, at efter Skriften var vor Herre Jesus ikke selv Skribent, ikke heller befalede han sine Apostler at skrive eller udsendte dem med en Bog at bygge paa, men »der udgik livsalige Ord af hans Mund,« og Han lovede dem »Mund og Viisdom,« som Ingen kunde staae sig for, og sendte dem fra Himlen »glødende Tunger,« ligesom Han ogsaa mundtlig sagde dem Besked om hvad der hører til Guds Rige*).

Spørge vi nu fremdeles Skriften, hvad der, efter Jesu Vidnesbyrd, hører til Guds Rige, da svarer den os: Han sagde: »uden Nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige,« men »hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig;« saa efter Skriften maa Troen og Daaben ei blot have hørt til de Ting, hvorom Jesus sagde sine Apostler mundtlig Besked, men maa have været Hovedsagen, som Fødselen og det første Skridt altid er, end sige da Fødselen af Aand og Skridtet ind i Guds Rige**).

Ligesaavist derfor som, efter Skriften, Troen og Daaben er Hovedsagen i Christi Kirke, ligesaavist er denne Kirke grundet paa et mundtligt og ei paa et skriftligt Guds-Ord om Troen og Daaben, saa hvis der stod nogensteds i Skriften, at de Christne desuagtet skulde grunde Troen og Daaben paa et skriftligt Ord, da var den aabenbar selvmodsigende og uefterrettelig.

At nu den Tro og Daab, Herren, efter Skriften, gjorde til Salighedens eneste Vilkaar, ogsaa altid maatte være de samme, følgelig ogsaa udtrykkes eens, det følger vel af sig selv, men følger dog ogsaa af Skriften, thi baade kræver Herren samme Troes-Bekiendelse af alle dem, han skal være bekiendt for sin Fader, og Hans Apostel Paulus skriver, at der altid ligesaavel maa være een Tro, een Daab og eet Haab, som der er een Herre og een Aand, og at »Troens Ord« skal være baade i vor Mund og vort Hjerte, fordi med Hjertet skal Man troe til Retfærdiggiørelse, og med Munden skal Man bekiende * * 394 til Salighed*). Naar vi derfor læse, at Herren sagde til sine Apostler: mig er givet al Magt i Himlen og paa Jorden, gaaer hen og underviser (christner) alle Folkefærd, døbende dem til Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, da kan Man vist nok ikke af denne Skrift enten udlede Daaben eller dens Udtryk, men, dens Ægthed forudsat, viser den dog virkelig, at der maa være en Troes-Bekiendelse ved Daaben, hvorved vi knyttes til Faderens og Sønnens og den Helligaands Personlighed, og naar vi læse det Skriftsted, Paven har bygget sin Throne paa, da see vi nu godt, det er Peders Troes-Bekiendelse, Herren kalder Klippen, hvorpaa han vil bygge sin Kirke**), som han, efter Skriften, ogsaa bogstavelig gjorde baade blandt Jøderne paa Pindsedagen og blandt Hedningerne hos Cornelius***).

Dog, enhver troende Christen, som med Opmærksomhed læser saavel de historiske Skrifter som Apostel-Brevene i det Ny Testamente, skal finde, at det er ikke blot Historien og enkelte Udsagn af Herren og hans Apostler, der henvise os til et mundtligt Guds og Troens Ord, der skal findes, høres, troes og bære Frugt i det Samfund af levende, troende og døbte Mennesker, som Hans Kirke er, men at alle Skrifterne forudsætte denne Kirke og Menighed med sin alle vitterlige Tro og Daab, og er forfattede for den og af dens Medlemmer, som altsaa af Skriften hverken kunde eller skulde lære hvad de troede og haabede. Var der kommet en Skrift til de første Christne, som havde udgivet sig for apostolisk eller selv for himmelfalden, men fordret at lægges til Grund ved Troen og Daaben istedenfor det mundtlige Ord, de hørde fra Begyndelsen, da skulde de jo uden videre forkastet den som uægte og vederstyggelig, da det umuelig kunde være den Herrens Villie, der mundtlig ved Apostlerne sendte dem de Ord, Han »havde hørt hos sin Fader,« og derfor er det Apostelen Paulus, som ei var af »de Tolv,« udtrykkelig vidner, at det Evangelium, han mundtlig forkyndte, havde han ogsaa mundtlig annammet af Herren ved en Aabenbarelse, og lyser Forbandelse over hvem der kom med et Andet †).

Vilde Man nu sige, at Skriften vel selv frabad sig den Ære at være Hjemmelen for Guds og Troens Ord, der ene maa * * * * 395 søges i Apostlernes og Herrens egen Mund, hvorfra det med Daaben maa forudsættes mundtlig forplantet til os; men at det derfor nok kunde være Skriften, der gav dette Ord »Liv og Aand,» giorde det troværdigt og frugtbart, da veed jeg rigtig nok ikke, hvordan Man skulde sige noget mere bagvendt og urimeligt; thi Man skulde dog vel mene, at naar Ordet er det samme, maa Liv og Aand dog bedre lade sig forplante med Munden som et af Naturen levende, end med Pennen som et af Naturen dødt Redskab, og at Ordet er anderledes troværdigt i et Menneskes Mund, der »taler fordi han troer,« end i en Bog, der selv ingen Tro har; men jeg veed, at Tankegangen er i denne Henseende saa grændseløs forvirret, at hverken er Man bange for at sige, at Liv og Aand forplantes naturlig i det Mindste ligesaa godt ved Pennen som ved Munden, og at Natur-Lovene desuden ikke giælde for det Over-Naturlige. Derfor vil jeg ogsaa herom anføre Skriftens Vidnesbyrd, uagtet det, under en saadan Tanke-Forvirring, vist vil være fiint hvad Pennen enten i min eller i Apostlernes Haand kan udrette til Mundens Bedste.

Naar saaledes Herren siger: »mine Ord er Liv og Aand,« da er det, saavelsom Alt hvad han siger om si t Ord, aabenbar at forstaae om Hans mundtlige Ord, siden Han selv Intet skrev, og det er altsaa ganske paa eget Ansvar, om vi tillægge Opskriften paa Hans Ord den samme Kraft; og naar Han siger til sine Apostler: »hvo eder hører, hører mig,« da slutte vi vel med Rette, Hans Ord er ogsaa »Liv og Aand« i vor Mund*); men hvem der paastaaer, at den der læser Apostlernes Skrifter, hører Jesus, ham brister Skriftens Hjemmel, saa han maa være betænkt paa en Anden. Ligedan er det, naar Herren siger, at alle de, som er af Sandhed, høre Hans Røst og alle de, som høre den, skal leve**), saa naar Man sætter »læse« istedenfor »høre« og agter »Røsten« for ingen Ting, da bygger Man aabenbar ikke paa Skriftens men paa sit eget Ord. Ligedan gaaer det med Christenfolkets Hoved-Skribent, Apostelen Paulus, thi vil Man holde sig til hans Ord, da ikke blot beraaber han sig paa hvad han har hørt af Herren, og henviser de Christne til hvad de har hørt fra Begyndelsen, men vidner ogsaa, at Troen kommer ved Hørelsen af Guds Ord, og at det er med Troens Ord i sin Mund og sit Hjerte, Man ikke * * 396 spørger hvem der vil hente Christus op eller ned, naturligviis fordi Man har Ham selv »Ordet af Begyndelsen« i Hans mundtlige Ord, og sætter Man »Læsning« for »Hørelse« og regner »Munden« for ingen Ting, da er det ikke paa Pauli, men paa sin egen Regning*).

Det var let at føie flere »Sprog« til, thi Skriften er stadig i sin Stil, men hvem der ikke selv er flittig Bibellæser, nytter det ikke, og hvem der er det, har Nok i Vink, og vil let overbevise sig om, at efter Skriften er Christi Kirke baade af Ham selv og Hans Apostler udelukkende grundet paa et mundtligt Ord af Hans, og finde dette Ord betegnet paa mange Maader, snart som Troes-Bekiendelse**), og snart som Jesu Christi Prædiken og sunde Ord, Christi vor Herres Vidnesbyrd, Sandheden i Jesus, Guds Ord og Jesu Vidnesbyrd***), lutter Udtryk, der aabenlyst pege paa et mundtligt Ord af Herrens, som alle Christne kiendte, skulde bevare og være bekiendt. Nu at tilstaae det, men ligefuldt paastaae, at Kirken hos os skal have en anden, en skriftlig Grundvold, det beviseraabenbar kun, at Man er umaadelig tynd i Logiken, men ogsaa det forbyder dog Skriften udtrykkelig, da Kirken aldrig maa have anden Grundvold end den Første, som er Jesus Christus†), der vel aandelig kan være Eet med sit mundtlige Ord, men dog vel ikke med Bogstaver.

Jeg veed jo nok, det er et fortvivlet Arbeide at ville med en Pen giøre Forskiellen mellem Liv og Død i Aandens Verden kiendelig, da ovenikiøbet i de Lærdes Mund Bogstaver kaldes Aand, og det mundtlige Kirke-Ord kaldes Bogstav, men da det kun er for Medtroende jeg skriver, hvem Aanden er saa nær som Troens Ord, vil jeg dog ikke fortvivle, men til deres Oplysning endnu bemærke, at ligesom det efter Skriften kun er Aanden som giør levende, saaledes er det efter den kun ved et mundtligt Guds Ord Aanden meddeles, og kun ved den Helligaand, Man bliver en Christen. For det Første og det Sidste skiænker Man mig vel Beviset, og det Mellemste er sikkert nok, thi det var jo med Røsten fra Himmelen Aanden neddalede over Herren ved Hans Daab, det var jo ved sit mundtlige Ord Herren efter Opstandelsen meddeelde Apostlerne Aanden, det var jo som Tunger og ei som Penne * * * * 397 eller Bogstaver Aanden blev rigelig udøst over dem paa Pindsedagen, og under Peders mundtlige Tale, endog netop ved et Ledd af vor Troes-Bekiendelse (Syndernes Forladelse), den Helligaand faldt paa alle dem, der hørde Ordet*), ja selv i Brevet til Galaterne vidner Paulus, det var ved Troens (Troes-Bekiendelsens) »Hørelse« Aanden annammedes**). Hvem trøster sig derimod til at opvise et eneste Skriftsted, der enten historisk beretter, at Aanden meddeltes ved Læsning, eller vidner, at det kan og skal skee, og kan vi ikke faae den Aand, som gjør levende, ved Bibellæsning, da maae vi jo, efter Skriften, enten undvære »Aanden og Livet,« eller bekvemme os til at modtage begge Dele ved et mundtligt Guds-Ord, som vel maa være Kirkens Grundvold, naar det er Dens Aands-Udtryk og Livs-Kilde.

De der ikke vil vide af nogen anden Helligaand end deres egen gode Fornuft og Forstand, og holde det kun for et Æventyr hvad vi tale om det virkelig ny Liv, der findes og føres i Christi Kirke, de lee naturligviis ad Trætten om, enten Aanden meddeles og Gienfødelsen skeer ved et mundtligt eller skriftligt Guds-Ord, men mine Medtroende maa jeg bede alvorlig at betænke, at skulde Skriften være det Guds-Ord, hvorved Troen oprandt og hvoraf Livet udsprang, da maatte ogsaa den Helligaand deri meddeles de Troende; thi den sædvanlige Snak, at Aanden meddeles og Gienfødelsen skeer ved Daaben og et mundtligt Guds Ord, taget af Skriften, er jo Snak hen i Veiret, dersom Aanden ikke findes i Skriften og meddeles ved Læsningen; thi da maatte Aanden jo gribes af Luften. Vil Man altsaa have Aanden og Gienfødelsen ved Daaben, da maa Man, som den Augsburgske Confessjon***), derved slet ikke tale om Skriften, og det saameget mindre, som det mundtlige Ord ved Daaben, for efter Skriften at være ægte, maa være ældre end den, og kan da umuelig være taget deraf; men vil Man have Aanden af Skriften, maa Man, tvertimod Skriften, kræve Ham udelukkende deraf og erklære Daaben for en tom Kirke-Skik. Tvertimod Skriften, siger jeg, thi ligesom den vidner, at Aanden meddeles ved det lydelige Ord, saaledes erklærer den ogsaa Daaben for den aandelige Renselse, Gienfødelse og Begyndelse til det ny Liv i Christo†), * * * * 398 og ved at kalde den »Vandbadet i Ordet« betegner Paulus jo udtrykkelig, at det er i Ordet Kraften findes.

Her maa jeg standse, anbefalende til Slutning medtroende Bibellæsere Pauli Kirke-Brev (til Epheserne), som var nær ved at blive glemt over Skole-Brevene til Romere og Galater, thi der vil de finde, at Skriften ligesaalidt hørde til Apostelens som til mit Kirke-Begreb, men at det er Herren og Aanden som levendegiør det ved Troens og Daabens Ord!

Jeg har nu, saavidt det lader sig giøre, viist, at hvem der i Skriftens Navn protesterer mod Guds mundtlige Ord i Kirken, som dens Klippe, Troens Regel, Aandens Kraft-Udtryk og Livets Kilde, derved lige saavel protesterer mod den Skrift, han selv beraaber sig paa, som mod den Kirke, Herren selv mundtlig stiftede, og hvem der desuagtet vedbliver sit Omkvæd om den Protestantiske Kirkes Grundsætning, faaer seile sin egen Sø og see hvad han faaer af Herren!

Derimod maa jeg ikke undlade at svare dem, der vel finde sig nødt til at indrømme, at den mundtlige Troes-Bekiendelse ved Daaben og ingen muelig Skrift er eller kan være Kirkens Grundvold, og at det ei kan være Bogstaverne, men maa være et mundtligt Ord af Herrens, som ved Daaben og Nadveren er »Liv og Aand,« Gienfødelsens og Christelighedens virkelige Kraftgrund, men som desuagtet, deels af indgroet Fordom, og deels af hvad de ansee for deres egen sikkre Erfaring, vaande sig ved hvad de kalde at opgive Skriften, og grue for, hvad Følgen kan blive, naar snedige Papister benytte sig af Leiligheden til at paabyrde os alle deres Æventyr og Menneskebud (traditiones humance) som Dele af Herrens »mundtlige Ord.«

Hertil svarer jeg, at skiøndt det ved aandelige endnu langt mere end ved verdslige Ting er Daarskab at tænke, Man kan forebygge alle muelige Misbrug, saa lærer dog Erfaring ogsaa, at jo bedre Man selv bruger Sandheden, desmindre lader Man den undgiælde for dens Misbrug, og desklarere seer Man, at Vildfarelse aldrig kan være et Værn mod Sandhedens Misbrug, men kun mod Sandheden selv.

At imidlertid Sandheden om Troen og Daaben, som Kirkens eneste Grundvold og Salighedens eneste Vilkaar, og om Troesog Daabs-Ordet, som Christi Kirkes ufeilbare Kiendemærke, Aands-Udtryk og Livs-Kilde, er langtfra at begunstige nogensomhelst Privat-Tradition, det være sig hos Paver og 399 Bisper eller hos Præster og Skriftkloge, vil daglig blive mere indlysende, og at Skriften ei kan tabe det Mindste af den Anseelse, Herren og Aanden vil give den, eller af de Egenskaber, den virkelig har, fordi den frakiendes den Anseelse og de Egenskaber, den hverken tilegner sig eller kan svare til, det følger jo af sig selv. Da Herren sagde til de Skriftkloge: I randsager Skrifterne og mener i dem at have det evige Liv, men til mig vil I ikke komme, saa I kan faae Livet*), da forbød Han dermed vist nok alle sine Discipler at søge »Livet« i Sort paa Hvidt, men vilde dog dermed ingenlunde nedsætte den Skrift, Han selv kaldte ufeilbar**), eller nægte Brugbarheden og Nytten af hvad Han selv bestandig brugde, og lærde med Flid sine Discipler at benytte***), og hvilken Discipel kan da frygte for at tage feil ved at følge sin Mester! Eller hvad giør vi andet ved at opvise Herrens mundtlige Ord ved Daaben og Nadveren som den kirkelige Livskilde, end at henvise Alle, som vil have Livet, til Ham selv, hvor Han taler til Alle og til Hver især, saa de kan »høre hans Røst« og leve†)! Skulde der virkelig være nogen Fare for, at en eneste ærlig Sjæl derved forledtes til at sammenblande et saakaldt mundtligt Ord af Herren, som kun er hvisket i Kamrene og forplantet i Smug, Ingen veed hvorfra, med det offenlige, for hele Menighedens Øren og med dens Vidnesbyrd i Herrens Navn fra Begyndelsen forplantede Ord! Eller kan Man ikke meget mere være vis paa, at naar »de, som er af Sandhed, høre hans Røst,« da lære de at kiende Ham paa Røsten, og følge aldrig »den Fremmede,« hvis Røst er dem ubekiendt!

Og nu paa den anden Side: hvad Ret har Nogen af os til at tilegne os eller trøste os ved Noget af Herrens Ord enten til Martha eller den Blindfødte, til Høvedsmanden eller den Værkbrudne, til En af Apostlerne eller til dem Alle, for ei at tale om Ordet til Abraham og Moses, til Samuel, David og alle Propheterne med Israels Folk, hvad Ret, dersom Herren ikke har talt et Ord til os, Enhver især, som indlemmer os i Hans Menighed og skiænker os Ret til AH hvad Han har skiænket den og til Alt hvad Hans er; eller hvor kan vi, uden tom og sværmerisk Indbildning, troe, Herren virkelig har talt saaledes til os, dersom det ikke var i Daaben og Nadveren; ja, hvilken grov Overtro vilde det ikke være, at * * * * 400 vi ved Daaben optages i vor Herres Jesu Christi Samfund og i Nadveren blande Blod med Ham, hvis vi der ikke hørde et Ord af hans egen Mund, udsendt til det Samme!

Om vi derfor end slet ikke kunde forstaae, hvad Skriften behøvedes og nyttede til, som Tilfældet jo er og har været med alle Børnene i Christo, der enten slet ikke kan læse eller dog ikke samle i Aanden og forstaae hvad de læse, saa maatte vi dog ligefuldt grunde vor Tro og vort Haab paa det mundtlige Ord, der ved Daaben og Nadveren tales til os i Hans Navn, og maa saavist være Hans eget, som Han endnu har en Kirke og Menighed paa Jorden; men selv for Halvvoxne, som have Christi Aand og »kiende den Hellige Skrift fra Barndommen,« vil det dog være nemt at vise, den er alle Dage, som Apostelen Paulus skriver til Timotheus, »nyttig til Lærdom, Overbeviisning, Veiledning og Opdragelse i Retfærdighed, saa Guds-Mennesket kan modnes, uddannet til al god Gierning.« Vil Man nu paastaae andet eller mere enten om den Prophetiske eller Apostoliske Skrift, end hvad Herren og hans Apostel vidnede om den Prophetiske, da være Man belavet paa at nævne Hjemmel derfor, som Christne maae lade giælde; men er Man fornøiet med at udstrække den Prophetiske Skrifts Ufeilbarhed til den Apostoliske, og paa begge Dele anvende Pauli Vidnesbyrd, at de kan giøre deres gode, gamle Bekiendtere, som troe paa Jesus Christus, kloge paa Frelsen og Saliggiørelsen *), da er Ingen dertil villigere end jeg. Forlange kan Man derimod aldrig af mig, at jeg enten skal bevise Skriftens Uundværlighed eller forklare Alt hvad der ved andægtig Bibellæsning kan hændes enten mig eller andre troende Christne, thi dertil har netop jeg, som lader Bibel tro og Bibellæsning være en fri Sag, ikke mindste Forpligtelse, saa naar jeg alligevel derom siger hvad jeg mener, er det kun for at tjene dem, der ei veed noget Bedre og trænge dog til at giøre sig en Forestilling om, hvad Bibelen er for os, naar den hverken er Kirkens Grundvold eller Troens Regel, men ligger uden for Kirke-Begrebet og skal forklares efter Herrens mun dtlige Ord, som er Troens ufravigelige Regel og Rettesnor. En af de mange Grunde, hvorfor Man aldrig uden Selvmodsigelse kan indlemme Apostel-Skriften i den almindelige Kirkes Begreb, endsige udlede det deraf, er den sikkre Kiendsgierning, at Kirken er ældre end denne Skrift, * 401 som altsaa ei kunde være alle dens Medlemmer uundværlig, ret klarlig hverken Apostlerne selv eller dem, der, som Stephanus, fuldendte Løbet før Skriften blev til; men denne Vanskelighed falder bort, naar vi udvide Skrift-Begrebet til Jødernes Hellige Skrift, hvad vist nok aldrig gik an, naar Skriften skulde være Kirkens Grundvold og Troes-Regel, men har, naar vi kun paastaae en Hellig Skrifts Uundværlighed, sin gode Hjemmel i Apostel-Skriften, der giver Moses og Propheternes Skrift langt klarere Vidnesbyrd end sig selv. Da nemlig Jesus, uden at være hvad Man kaldte »lærd,« dog baade kiendte og flittig brugde Israels Hellige Skrift*), og oplærde sine Apostler til »Skriftkloge paa Himmeriges Rige,« der vidste at bruge baade »Gammelt og Nyt« til Menighedens Oplysning og Opbyggelse**), og da Han endelig, efter sin Himmelfart, udnævnede en boglærd Apostel, som blev Christen-Folkets Hoved-Skribent, saa kan Man ikke blot opvise Skriften før og ved Kirkens Stiftelse, men opvise den i saa nøie Forbindelse med Kirkens Stifter og Dens første Embedsmænd, at vi Intet vove ved at paastaae dens Uundværlighed, vel ikke for hver Enkelt til Salighed, men dog for Lærerne og derved for hele Samfundet til Dets Oplysning og Forsvar. Det Skole-Begreb, hvortil Skriften, som Bog nødvendig hører, og hvis levende Udtryk naturligviis ei kan være nogen Bog, men den christelige Lærestand, dette Skole-Begreb er med Lærestanden knyttet til Kirke-Begrebet, og at den christelige Lærestand kun ved Hjelp af en hellig, ufeilbar Skrift kan svare til sin Bestemmelse, derpaa henviser ikke blot hele Kirke-Historien, men det maa blive indlysende, saasnart Man fatter denne Lærestands eller den levende Kirke-Skoles Bestemmelse. Denne har imidlertid Apostelen Paulus med faa, men altomfattende Træk angivet i sit Kirke-Brev, naar det der hedder, at baade Apostler og Propheter, Evangelister, Hyrder og Lærere er os skiænkede til de Helliges Uddannelse, til Embeds-Gierningen og Christi Legems Opbyggelse, saa der af os Alle kan blive en moden Mand, der staaer Maal med den fuldvoxne Christus, og forener i sig Hans (Guds Søns) Tro og Erkiendelse***). Nu, da Christenhedens Philosopher ei længer udlove en aandelig Erkiendelse, der enten er Troen modsat eller uafhængig af den, men kun en »Forening af Tro og Erkiendelse,« nu kan vi godt forstaae, Paulus vil dermed sige, * * * 402 at denne Forening, som de Verdsligvise kun fukse paa, skal virkelig naaes i Kirken ved Hjelp af Kirke-Skolen, som Herren dertil har indrettet, og saavist som dertil hører mere end Bibellæsning og Skriftgranskning, saavist er begge Dele dertil uundværlige.

Dette Vink om Skriftens christelige Forhold til Kirken maa her være Nok, da Fristelsen hos os til at glemme Ordet over Skriften og Kirken over Skolen er langt større end til det Modsatte, saa jeg vil kun endnu bemærke, det følger af sig selv, at den Skrift-Granskning og Skrift-Brug, hvorved Troen skal klares til Erkiendelse, nødvendig, indenfor Kirkens Grændser, maa være aldeles fri, og at denne Sag naturligviis vil vinde mere Lys, naar vi komme til Betragtningen af Præsteskabet og Lærestanden, eller Kierkerne og Geistligheden.

Idet vi her vende tilbage til Kirken, som Geistligheden tilhører, ikke ved sin Skriftklogskab, men ved den fælles Tro og Guds Herligheds Haab, vil vi derimod bemærke, at hvor uundværlig end Skriften i den christelige Lærestands Haand er, baade til den Enkeltes og til hele Samfundets Vext, Uddannelse og Oplysning, saa er dog Kraften hertil ingenlunde at søge enten i Skriften, eller i Skriftklogskaben, eller selv i de aandeligste Taler og Prækener af Ordets Tjenere, hvorom der ei kan være noget umistænkeligere Vidne end Apostelen Paulus, naar han skyder sit Parti fra sig og afviser dets Fortrøstning paa ham med det dybe Spørgsmaal: er Christus adsplittet? og med den klare Slutning, at da det kun er Gud, som giver Vext, er han, som kun kan plante, og vande, i Grunden ingen Ting*). Dette maa nu vist nok skurre i deres Øren, som begyndte med at nægte et mundtligt Gudsord ved Daaben, og endte med at giøre hele Præstens Prædiken til det mundtlige Guds-Ord, hvis Tilværelse de selv nægtede; men denne Selv-Modsigelse, hvori Man nødvendig indvikler sig, naar Man overseer det mundtlige Guds-Ord, hvor det virkelig findes, og dog ei vil trodse den daglige Erfaring, at en troende og velbegavet Præsts mundtlige Ord virker tusindgange meer end det skriftlige Guds-Ord selv, Man dog har tilskrevet Alt, denne Selv-Modsigelse maa Man dog hverken vente eller forlange af os, naar vi har hævdet den Sandhed, at Mennesket endnu langt klarere kirkelig end verdslig kun »lever af Ord, som udgaae af Guds Mund,« og * 403 har viist, hvor de findes. Ligesom derfor Guds mundtlige Ord ved Daaben udelukkende er den kirkelige Livs-Kilde, saaledes er det mundtlige Guds-Ord ved Nadveren det eneste aandelige »Livs-Brød,« hvorfor de Gamle ogsaa raadte os især at tænke derpaa ved »det daglige Brød,« naar vi bad vort Fadervor! Naar vi før bemærkede, at kun Daaben og ei Nadveren hørde til Kirkens Grund-Begreb, var vi derfor langt fra at udelukke Nadveren af Kirke-Begrebet, men stræbde netop at betegne den som Kronen derpaa i Hjerte-Eenheden »de Helliges Fællesskab,« naturligviis ikke blot indbyrdes, men først og sidst med vor Herre Jesus Christus, eller som Sammensmeltningen i Kiærlighed, der fuldender hvad Samfundet i Tro og Haab begyndte. Det er hemmelighedsfulde Ting, hvorom Ingen maa forlange den Klarhed af os, kun den fuldkomne Kiærlighed, som Aandens virkelige Erkiendelse (Beskuelsen Ansigt til Ansigt), giver, men at det kun er ved Foreningen med Christus, der vel begynder skjult i Daaben men fortsættes aabenbar i Nadveren, vi vinde Kraft til at voxe som Han »i Viisdom og Naade« som i Alder, og at det Samme maa giælde for Samfundet i det Hele som for hver enkelt Medlem, det maa dog let blive ægte Lutheraner indlysende, og kun det vilde jeg indskærpe, at Alt hvad selv Ordets ypperste Tjenere, som Saadanne, kan medvirke til det ny Menneskes Fødsel og Vext, er kun at kalde Folk til Daaben og berede dem til Nadveren, hvor Ordet af Herrens egen Mund, som er »Liv og Aand,« giør hvad der er Mennesker umueligt.

Saaledes har jeg da stræbt paa det Enfoldigste at oplyse Kirke-Begrebet især for mine Lutherske Medtroende og Medtjenere i Ordet, og skiøndt Udviklingen ved dette særdeles Hensyn er blevet maaskee baade dunklere og vidtløftigere end Man kunde ønske, saa var dette Hensyn mig dog nødvendigt, baade fordi jeg kun kan opfatte den almindelige Kirkes Begreb levende i den Green deraf, »hvorpaa jeg er udvoxet,« og fordi denne Green, efter min Overbeviisning, trods alle sine Knuder og Brøst, dog er den mest levende, der nuomstunder findes. Ved imidlertid at knytte kele Udviklingen til Skriften og til hvad der baade efter den og al christelig Erfaring levende udgiør hele Christendominen, nemlig »Tro og Haab og Kiærlighed,« haaber jeg at have lettet Anvendelsen paa enhver Green, der virkelig hører til Stammen, elier paa hvert »aandeligt Sogn« i den almindelige Kirke. Holder Man nemlig fast ved denne 404 levende, ligesaa nøiagtige, som frugtbare Inddeling af hvad kun Herren og den Helligaand levende omfatter, da seer Man let, at intet Livløst, altsaa ei heller Bibelen, endsige Nogen af vore selvgjorte »Symboliske Bøger« kan finde Sted i »den hellige, almindelige Kirkes« Begreb, og at, skal der findes nogen særdeles Plads for »Lære-Standen,« maa det være i »Mellem-Begrebet,« som svarer til »Haabet«, uden at den dog kan være dette Begrebs fulde Udtryk, da Haabet skal være i os Alle, som Herren, hvorfor da ogsaa Paulus vidner*), at »Haabet er Christus i os.« Hvorvidt imidlertid Haabet har et eget Naademiddel, hvorved det nærmere bestemmes og levendegiøres hos de Troende, det er et Spørgsmaal, der maa falde en Lutheraner vanskeligt at besvare, men dog skal jeg giøre mit Bedste, naar Talen bliver om »Confirmation og Indvielse,« der er det Eneste, en oplyst Christen her kan tænke paa. Kun Saameget vil jeg foreløbig bemærke, at sit almindelige Grund-Udtryk har det christelige Haab skiult i Troes-Bekiendelsen og aabenbar i Herrens Bøn »Fadervor,« saa det kunde blot være en vis høiere Grad i Haabet selv eller i dets Liv, som »Guds Herligheds Haab,« der muelig kunde have et særdeles guddommeligt Udtryk med Haandpaalæggelsen. At derimod Troen og Kiærligheden har i Daaben og Nadveren hver sit Sacrament med et mundtligt Guds-Ord, det har alle Christne til alle Tider i Grunden været enige om, og den Papistiske Overtro, at Guds-Ordet i Daaben ikke blot levendegjorde, beseiglede og himmelsk bestyrkede Troen hvor den fandtes, men skabde den af Intet hvor den fattedes, den har jo dog ikke blot Lutheraner protesteret imod, saa Man foer kun vild om det almeengyldige Udtryk for den »sande Tro,« der aabenbar enten maa findes i vor fælles »Troes-Bekiendelse« ved Daaben eller ingensteds. Om Kiærlighedens Udtryk i Nadveren kunde der for saa vidt ingen Tvivl være, som Herren klarlig udtrykker sin Kiærlighed i Ordene »det er mit Legeme, givet for eder og mit Blod, udøst for eder; tager, æder og drikker!« saa Uenigheden derom mellem »troende« Christne har ene reist sig af, at Man søgde den tilsvarende Kiærlighed hos sig selv istedenfor hos Herren, og naar Man ikke fandt den, vilde rette Herrens Ord efter den Smule Man fandt, istedenfor at rette sig efter den Discipels Ord »som Herren elskede.« Naar nemlig Johannes * 405 skriver*): »deri ligger Kiærligheden ikke, at vi har elsket Gud, men at Han har elsket os og sendt sin Søn til en Forsoning af vore Synder,« da giver han os den rette Synspunkt for Kiærligheden, der i Nadveren skal gaae over fra Christus til os, saa vi lære »at elske hverandre ligesom Han elskede os,« og her er det ikke papistisk men christeligt og skriftmæssigt, at Guds-Ordet indgyder os den Kiærlighed, vi fattes, thi her er vi »Giæster ved Herrens Bord,« som finder det »saligere at give end at tage.«

Med den Papistiske Indbildning om Troens Indgydelse ved Daaben bortfalder ethvert Paaskud for Tvangs-Daab; ved Opviisningen af Tro og Daab som Kirkens Grund-Begreb styrter Pavethronen med alle dens Støtter, og ved Giendrivelsen af Skrift-Principet adspredes paa den ene Side Mesterne for det Theologiske Babels-Taarn, der vilde gjort deres forvirrede Kragemaal til Kirkesprog, medens paa den anden Side Banen aabnes for en christelig, fri og levende Videnskabelighed til Kirkens Forsvar og Skriftens Forklaring.

Naar vi da kun ikke er bange for hvad det muelig og rimeligviis vil komme til at koste, men stole paa vor Borgen og Selvskyldner, som nøies med vor Skærv og tager Resten paa Sig, da kan den hellige, almindelige Kirke, kiendelig paa Troens og Daabens fælles, ufravigelige Ord, nu reise sig under alle Himmelegne, »samle til een Hjord alle de adspredte Guds-Børn,« og seierrig handhæve sin aandelige og hiertelige Frihed, der Ingen er i Veien uden Sandheds svorne Fiende, og hvem der drømmer om at beherske Tro, Haab og Kiærlighed, disse Guds Fribaarne, som ingen Menneske-Haand kan røre, endsige da binde og undertvinge.

At det allevegne bliver forholdsviis kun en »liden Flok« der vil »indgaae i Himmerig som et lille Barn« og »nøies med Guds Naade,« og at ikke mange Vise efter Kiødet, ikke mange Vældige, ikke mange Velbaarne kan finde sig i vor Enfoldighed og »Guds Daarskab,« det kan jo aldrig forbause os, som kiende og troe Skrifterne**); men maa netop forvisse os om, at vi, Gud skee Lov! igien fandt »de gamle Stier,« med de velsignede Fodspor, hvor Man ikke vinder Verden, men overvinder den, og istemmer gladelig med Apostelen »Seiervindersken er vor Tro!«

* * 406

Naar vi beskrive den hellige, almindelige Kirke som et stedsevarende, aandeligt og hjerteligt, men ved Bekiendelsen offenlig vedgaaet og derfor i Grunden umiskiendeligt Troes, Haabs og Kiærligheds-Samftmd i Aand og Sandhed, der ved et mundtligt Guds Ord fødes i Daaben og næres af Nadveren, efter Christi Indstiftelse, til en guddommelig Vext; da kan vel enhver Skolepog finde Noget at udsætte paa Beskrivelsen, men den Kirke, som virkelig svarer til den, trodser dog ligefuldt Helvedes Porte og triumferer, naar »Himlene sammenrulles som Pergamentet!«

Er vi nu kun først paa det Rene med Kirken, og især med dens Grund-Begreb, som et paa sin Troes-Bekiendelse kiendeligt Samfund af »Troende og Døbte;« da komme vi nok efterhaanden i det Klare baade med Dens »Embedsmænd,« med Grændsen mellem Naademidler og Kirkeskikke, og med Alt hvad der hører til Kirkens Opbyggelse og voxende Glands, som et Guds-Huus paa Jorden, og derom skal jeg i det Følgende give alle de Oplysninger, jeg har, eller imidlertid kan samle, i det jeg, paa Kirkens urokkelige Grund og med Skriften stadig for Øie, giennemgaaer Alt hvad der historisk har gjort Krav paa kirkelig Vigtighed.

407

II. Daaben efter Christi Indstiftelse.

Forord til Læseren - Troen og Daaben uopløselig forbundne - kan og skal ikke udledes af Skriften, men søges hvor de findes: i Kirken - Livet og Lyset - Gienfødelsen ligesaa ubevidst som den naturlige Fødsel - Det Væsenlige ved Daaben: Pagten, Optagelsen, Forsikkringen og Velsignelsen - Korsets Betegnelse og Kirke-Bønnen - Besværgelsen, Salvelsen, Christentøiet og det tændte Lys - Det Paulinske Begreb om Traditionen - Barne-Daabens Gyldighed. -

Med sin velsignede Munterhed sang Morten Luther:

Den Strid imellem Liv og Død
Var herlig uden Mage,
Thi Livet Dødens Lænker brød
Og tog den selv af Dage, *)

og vi maae vist nok ret inderlig ønske os den samme, naar vi skal tale eller skrive om Kirken, thi da staae vi selv midt i den store Strid mellem Liv og Død, som Herren vel alt i gamle Dage seierrig afgjorde for os, men som vi dog til Verdens Ende maae virkelig tilegne os, om vi skal høste Seierens Frugter. Vi kan nemlig aldrig saa fredelig nævne »Kirken« som et levende Indbegreb af de Troende, at vi jo angribes af Døden fra begge Sider, thi paa den ene Side staae Papisterne med deres forstenede og paa den Anden Ærke-Protestanterne med deres luftige Kirke-Begreb, enige om at gaae os paa Livet, som er Døden i alle sine Skikkelser en Gru. Istedenlbr nu at blive vrantne over denne Begegnelse af dem, der ikke blot vil kaldes Christne, men paastaae, de troe kanskee fastere end vi paa den Korsfæstede, igjen Opstandne, skulde vi, under munter Sang af Paaske-Psalmen, nyde og benytte Livet i Christus, overladende de Døde til sig selv, og til Ham, som ene kan opvække og giøre levende hvem Han vil; thi det har slet ingen Fare, at nogen Slags Død skulde overvinde Livet i Ham, som døer ikke mere, og vil, at vi skal leve med Ham, som Han lever med Faderen.

* 408

Det var derfor maaske en Feil af mig, at jeg begyndte mine »Kirkelige Oplysninger« med en Afhandling om »Kirken,« som de Levende ikke behøve og de Døde umulig kan fatte; men Feilen var i alt Fald mig uundgaaelig, og skade kunde det da vel heller ikke at minde Medievende om, hvorlangt det er fra, at Dødning-Kirken har enten Herren eller Skriften paa sin Side, og jeg skal nu ved Daaben stræbe, saavidt muligt, udelukkende at have de Guds Børn for Øie, som ikke tvivle om, at til et virkeligt Barneliv hører en virkelig Fødsel, til en virkelig Fødsel en virkelig og levende Moder, og til himmelsk Børne-Ret en udtrykkelig Erklæring af Gud til os, tvivle ikke paa Noget af dette, men er kun i Uvished om, Hvad der egenlig giør Daaben til et Gjenfødelsens Bad. Jeg siger: saavidt mulig vil jeg her see bort fra dem, der enten mene, at de er Alle Guds Børn, som Præsterne kalde saa, eller at man kan giøre sig selv dertil, naar man kun lader Christus have Navn derfor; thi deels tør jeg dog ikke undlade alt Hensyn paa dem, der, med eller mod deres Villie, forvirre de Vankundige og forskrække de Bange, og deels er Fristelsen til at giøre formeget deraf, især med Pennen i Haanden, saa stor, at jeg ei tør haabe hvert Øieblik at overvinde den.

Det være da sagt med Forord, at jeg her ikke skriver til Jøder, Tyrker eller Hedninger om Daaben, men til Christne, altsaa ikke til dem, der vel kalde sig Christne, men ere det ikke, men kun til dem, der med Morten Luther i al Enfoldighed troe paa Gud-Fader vor Skaber, Gud-Søn vor Frelsen, og Gud den Hellig-Aand vor Helliggjører, efter Ordets Lydelse i vore tre Troes-Artikler, og som i de høiværdige Sacramenter, Daaben og Nadveren, efter vor Herres Jesu Christi egen Indstiftelse, see ikke nøgne Tegn og Ceremonier, men guddommelige Naademidler, hvorved vi gienfødes og opfødes til det evige Liv i Guds Rige. Kun til disse mine Sydskende i Herren vil jeg skrive om den fælles Tro og Daab, som den eneste Grundvold for vort christelige Kirke-Samfund og Kilden til al vor Børne-Ret i Guds Huus og Borger-Ret i Guds Rige. Kun til Disse, faa eller mange, vender jeg mig her, ikke fordi jeg ringeagter noget Menneske, der alvorlig søger Sandhed, men fordi det ikke nytter at skrive til Andre om de Christelige Hemmeligheder, som NaadeMidlerne unægtelig er, da det ikke er ved at betragte det Synlige, vi faae en christelig Forestilling om dem, men kun ved at betragte det Usynlige, der kun er noget Virkeligt for os, naar det er virksomt i os, som »Ordet« kun er i de Troende. 409 Derfor hverken støder eller forandrer det mig, naar de som fattes Christen Tro paa Herrens stadige Nærværelse hos sin Menighed og paa Guddoms-Kræfterne i det Bad, Han har blandet, og den Nadver, Han har beredt, ryste paa Hovedet ad Alt hvad jeg skriver om Daabs-Pagten og Herrens mundtlige Ord; thi det maa nødvendig falde Enhver latterligt, som kun med sine naturlige Øine betragter Daaben, det lille, fattige Ord, der følger den, Maaden, hvorpaa den sædvanlig forrettes, og Frugterne deraf i det Hele, som synes at være slet ingen, eller dog høist ulbtydelige. Naar man taler med saadanne Folk, som dog bryde sig om aandelig Sandhed, og som tillige har nogen historisk Kundskab om det besynderlige Folk, der fra Begyndelsen kaldte sig Christne, da kan man vel bringe dem til at forstaae, at kun den oprindelige Christendom er den Ægte, saa hvem der forkaster den, har i aandelig Forstand slet ingen Ret til at kalde sig Christen, og man kan bringe dem til at indsee, at Christendommen, hvad saa end Grunden var, i det Hele har udrettet store og mageløse Ting, men kun der, hvor man holdt fast paa det Oprindelige eller Apostoliske; men deels lærer al Erfaring, at man ganske anderledes kan giøre sin Tankegang tydelig og gjældende, naar man mundtlig taler med et Menneske, end naar man blot skriver til ham, og deels er vi Alle af Naturen tilbøielige til snarere at udlede store Virkninger af hvilkesomhelst andre Grunde, end af noget tilsyneladende saa ubetydeligt som en »Barne-Daab,« end sige da en Barne-Daab, derunder »daglig Mulkt« paatvinges hvem der ei skøtter om den. Kun da hvem der fra Barnsbeen har tilegnet sig Troen, og betragtet Daaben som Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand, eller har dog ladet sig overtale til at troe paa vor Herre Jesus Christus, som »Sandheden, Veien og Livet,« og til at betragte Daaben som et guddommeligt Naademiddel, nødvendigt til Salighed, kun Dem kan det nytte at skrive til om, hvad der er det Væsenlige, det Virksomme og Uforanderlige ved Daaben, thi kun for dem er der noget Saadant, som det ligger dem paa Hjerte at kunne skielne fra det Uvæsenlige, aandelig talt Ørkesløse, der vel kan være mere eller mindre passende, men er dog altid undværligt og foranderligt.

Kun til Saadanne skriver jeg da, kun dem vil jeg stræbe at vække til en alvorligere Betragtning af Daaben end den Sædvanlige, og kun dem tør jeg haabe at tilfredsstille med de Oplysninger, jeg af indvendige og udvendige Kilder kan give om Daabens christelige Væsen og Værd.

410

Først maa jeg da bede disse mine Jævn-Christne altid at tænke sig »Troen og Daaben« uopløselig forbundne, naar de vil giøre sig Rede for, hvad der hører til en ægte christelig Daabs Væsen og Virksomhed, thi kun ved at betragte dem udenfor denne Sammenhæng er de Christnes Tanker om begge Dele efterhaanden blevet saa forvirrede, at man maatte fortvivle om at see raadet Bod derpaa, naar ikke det »store Lys« stod midt iblandt os, og den Aand, som »ledsager til al Sandhed« var udsendt til at »blive hos os;« men nu veed vi, at Herrens Huus kan ikke have taget ubodelig Skade, den Menighed, der skal »forvandles fra Klarhed til Klarhed,« kan umuelig tabe sig i Skygge-Dalene, den maa giennemvandre mellem den gradvise Forklarelses Bjerge, og derfor kan vi trøstig arbeide paa Oplysningen, hvor utilstrækkelige end Midlerne, vi kan raade over, baade synes og er til det store Øiemed.

I Middelalderen er det klart, Mange ansaae Daaben uden Tro for et Naademiddel, der kunde føre ind i Himmeriges Rige, men i Nyaars-Tiden blev det sædvanligere at ansee Troen uden Daab for det ufeilbare Saligheds-Middel, og det er ikke værdt at trættes om, hvilken Vildfarelse der er den største eller med Skriften mindst forligelige; thi naar »Troen og Daaben« kun i Forening bevirke vor Salighed, da er Afvigelsen til begge Sider en Udskeielse fra »Livets Vei,« hvoraf en dødelig Sygdom udspringer, og naar man trøster sig over aandelig Død ved Skriftens Medhold, da er det aabenbar, som om man vilde trøste sig over den legemlige Død med et ufeilbart Læge-Raad, skiøndt den paafulgte Død uimodsigelig beviste, at enten var Raadet ikke ufeilbart, eller ogsaa var det ilde brugt.

Det er saaledes klart nok, at Skriften ei giver den Papistiske Indbildning om Daabens saliggiørende Virkning uden Hensyn paa Troen mindste Medhold, og at det derimod let kan synes, som den modsatte Indbildning om Saliggiørelse ved Troen, uden Hensyn paa Daaben, lod sig temmelig godt forlige med Skriften; men da al Erfaring baade i det Store og i det Smaa vil lære, at begge Indbildninger staae lige fiendtlig mod Christendommens levende Tilegnelse eller Livet i Christus, saa maatte vi være store Daarer, om vi vilde pukke paa Skriften, hvor Erfaring lærer os, at havde vi ikke misforstaaet den, da maatte dens Raad været uefterretteligt.

Det er jo noksom bekiendt, baade at Daaben nævnes i Skriften som et Saligheds-Middel (l Pet. 3), at den sammenføies med Herren og Aanden, Troen og Haabet, som en nødvendig Deel 411 af det Bestandige i Kirken (Eph.4), og at der udtrykkelig staaer skrevet efter Herrens Mund: hvor som troer og bliver døbt, skal blive salig (Marc. 16), saa det er ikke Skriftens Skyld, naar man indbilder sig, der er en Tro, som uden Daab kan giøre salig; men jeg vil helst lade det staae ved sit Værd, om det lader sig bevise af Skriften eller ikke, at Troen og Daaben altid for at virke Saliggiørelse maa følges ad, fordi det er en Grundfeil at ville udlede sin Christendom af Skriften og bygge den derpaa.

Naar vi sige dette høit, da reiser der sig vel et stort Skrig imod os, som om vi derved ikke blot talde Skriftens Ære for nær, men skildte os fra Protestanterne og kastede os i Pavens Arme; men det maae vi ikke bryde os om, thi var Protestantismen virkelig en Grundfeil, der ledte os vild i vor Saligheds Sag, da vare vi store Daarer, om vi heller vilde være Protestanter end blive salige; og skiøndt det nu er let at bevise, at vi Lutheraner, som er blevet staaende ved den Augsburgske Bekiendelse, aldrig har forpligtet os til at udlede vor Christendom af Skriften, men kun lovet at beflitte os paa Overensstemmelse saavel med Skriften, som med den almindelige Kirke, saa er den Kundskab dog ikke hos Alle, og derfor maa det siges reent ud, at hvor det giælder om »Sandhed til Salighed,« der er det Smaating, enten Morten Luther eller Paven havde Ret i deres Paastand om Skriften, thi hverken Luther eller Paven er »korsfæstet for os, « og vi er hverken »døbte til« Pavens eller Luthers Navn, saa naar vi fremstilles for Christi Domstol, maae vi selv staae til Regnskab for vor Sjæl, og er vi derfor kloge, da kalde vi ingen Veileder uden Christus, og følge Ingen uden forsaavidt vi kan see, han følger Christus. Om det derfor end var ligesaa vist, som det tvertimod er ugrundet, at Luther udledte sin Christendom af Skriften og byggede den udelukkende derpaa, saa maatte vi dog ikke fulgt ham i denne Afvigelse fra Christi Fodspor, thi at Christus hverken udledte sin Lærdom af nogen Skrift eller byggede sin Kirke paa nogen Skrift, end sige da øste af eller bygde paa en Skrift, der først længe efter hans Himmelfart skulde skrives af Evangelister og Apostler, det er jo os Alle vitterligt. Om vi derfor end kunde vise, det for menneskelige Øine havde været langt rimeligere og klogere, hvis Herren selv havde skrevet en Bog, der gav ligesaa tydelig Beskeed, som vor Alterbog, om hvorledes alle Christnes Troes-Bekiendelse skulde lyde, hvordan Daaben skulde forrettes, og hvad Virkning den skulde have; saa maae vi dog nødvendig troe, at Herren var meget klogere end vi, og 412 at da han slet ikke har bygget sin Kirke paa nogen Skrift, maa det ligesaalidt være klogt som christeligt at ville udlede sin Christendom af Skriften og bygge den derpaa. Erfaringen har ogsaa nu tilstrækkelig lært os, at Herrens Vei er den rette og vor egen meget vildfarende, thi den har viist, at intet Samfund kan efter Skriften blive enig enten om Troen og Daaben eller om Noget, som angaaer Salighedens Sag, men at man kun har narret sig selv, ved at lægge en anden selvgjort Skrift til Grund for sit Kirke-Samfund og sætte verdslig Straf for dem, der nægtede, at den selvgjorte Skrift i Et og Alt stemmede overeens med den Apostoliske. Saasnart man derfor hos os afkastede det verdslige Aag og satte det igiennem, at den Augsburgske Bekiendelse, Luthers Catechismus og vor Alterbog skulde bestandig prøves efter Skriften og kun følges forsaavidt de virkelig fandtes udledte deraf, da ophørde aabenbar al Enighed, og til de Vantroes store Glæde, men til de Troendes dybe Sorg og pinlige Angest, lagdes det klart for Dagen, at den Apostoliske Skrift er aldeles uskikket til Troes-Regel, naar den fælles Tro skal bestaae i Andet end den aldeles ørkesløse og ufrugtbare Tro, at den Hellige Skrift er en guddommelig Aabenbaring, om hvis Ægthed, Omfang og eneste rette Mening det dog er formasteligt atpaastaae noget for vist, før de lærde Undersøgelser blive sluttede. Da nemlig de lærde Undersøgelser om en Bogs eneste rette Mening, end sige da om en ældgammel Bogs Ægthed og uforfalskede Reenhed umulig kan sluttes saalænge Verden staaer, og en Afbrydelse af dem enten ved et nyt Barbari eller ved verdslig Magt umulig kunde berolige Nogen, der er bekymret for sin Salighed, saa det er soleklart, at enten maa man nu blive aldeles ligegyldig ved Spørgsmaalet om, hvad Christendom egenlig er og hvordan vi ved den kan faae det evige Liv, eller ogsaa maa den Kundskab udledes af en anden Kilde end Skriften.

Mine Lutherske Medchristne kan vist nok mene, der behøves endda ikke nogen anden udvortes Kundskabs-Kilde, thi det har jeg selv meent, idet jeg sluttede ligesom Luther, at Skriften vel er uvis og tvivlsom heeligiennem for hvem der læser og vil udgrunde den paa sin egen Haand, men at den er vis og klar i Salighedens Sag, naar den læses med den Hellig-Aand; men naar vi nu forudsætte, at Luther og vi læse Skriften med den Hellig-Aand, da er det enten Snak heniveiret, eller vi maae kunne nævne Andet end Skriften, hvorved Luther og vi fik den Hellig-Aand, og dette Andet maa være Troen og Daaben, 413 som vi altsaa ikke har faaet af Skriften, men af »Guds Ords Hørelse« hos levende Mennesker, som vare troende og døbte førend vi, altsaa i »Kirken«, som er de Troendes og Døbtes Samfund.

Dette er saa klart og fatteligt selv for de enfoldigste Christne, at den vildfarende Mening om Skriften, som Christendommens Kilde og Troens Regel, der indviklede os i bestandig Selv-Modsigelse, kun hos de Troende grundede sig paa deres Gru for Pavedømmets grove Vildfarelser og paa en aldeles bagvendt Betragtning af Forholdet mellem »Livet og Lyset«, saa den hele Beraabelse paa Skriften som Troens og Daabens Grund, var som om man vilde sige: Lyset er Menneskenes Liv, thi der staaer skrevet: Livet er Menneskenes Lys.

Kom Nogen og sagde: man troer sædvanlig, at vi er blevet levende i Mørket, i Moders-Liv; men det er noget saa mystisk og hemmelighedsfuldt, og har givet Anledning til saamegen Overtro, at man bør antage, Barnet bliver først levende, naar det kommer for Lyset, saa der ingen Tvivl om, at naar man ret lærer at kjende og anvende Lyset ene, da vil baade de saa-kaldte Dødfødtes Antal mærkelig aftage og Livet vil i det Hele blive meget bedre og ordenligere, kom Nogen og sagde det, da tænker jeg vel, han vilde blive udleet, men jeg veed, de burde finde det meget klogt, som tænke, man skal tilskrive Bibelen Æren for det christelige Liv, uagtet det er en Kiendsgierning, at man maa være christelig levende før man engang kan finde Rede i Beskrivelsen af det christelige Liv, endsige da, at aandelig Dødfødte skulde finde et Liv, de ikke kiendte, i Bogen og faae det deraf. Om det derfor end var sandt, at Skriften var Kirke-Lyset, som dog ikke den, men Ordet er, saa kunde den dog umuelig være Livs-Kilden eller Gienfødelsens Bad, hvad jo dog er Hovedsagen, thi har vi først Livet i Christo, da kommer Lyset vel med Tiden, som skrevet staaer, at Livet selv er Menneskenes Lys, men for de Døde skinner alt Lys omsonst, med mindre det kan giøre dem levende. Kun derfor, naar man anseer Alt hvad der staaer i Skriften om det ny Liv og det nyMenneske, hvori alle sande Christne ere deelagtige, Alt hvad der staaer om dem som Guds Børn og Christi Medarvinger, for lutter Østerlandsk Billed-Sprog, der blot betyder, at det gamle Menneske bestandig skal blive klogere og bedre, saa Luther og Kirken i det Hele, har kun af Raahed og Sværmeri taget Billedsproget haandgribeligt, og drømt om en virkelig Forvandling og en virkelig 414 Sammensmeltning med Jesus af Nazareth, kun da er der Mening i at giøre, om ikke Skriften, saa dog Skrift-Klogskaben til Christendommens eneste Kilde. Naturalisterne har altsaa Ret, naar de kalde det uvidenskabeligt og i Grunden Vrævl, paa den ene Side at erklære Skriften, der, som en Bog, umuelig kan giøre sig selv giældende, for Christendommens Kilde og Troes-Regel, og dog paa den anden Side holde paa Noget som christeligt, der ikke kan vinde alle Skriftkloges Bifald, eller tale om noget andet Samfund med Christus eller nogen anden christelig Aand, end vi enten har af Naturen eller kan læse os til i Skriften.

Bladet vender sig derimod, naar vi sige: det Ny Testamentes Bøger er vist nok i Læse-Verdenen de eneste sikkre Kilder til historisk Kundskab om, hvad Christendommen var fra Begyndelsen og skal til Enden være, men de er det kun i Læse-Verdenen, som paa ingen Maade falder sammen med Christi Kirke eller med det Guds Rige, Jesus Christus stiftede paa Jorden, thi Mangfoldige læste uden at troe og blive salige, og Mangfoldige troede og blev salige uden at kunne læse, saa disse to Begreber maae vi aabenbar holde ud fra hinanden, naar vi vil lære at kiende deres rette Forhold. Da nu fremdeles det ny Testamentes Bøger udgive sig for nogle af de første Kirke-Fædres eller Evangelisters og Apostlers efterladte Skrifter, saa er det klart, at de henvise paa Kirken som et Samfund, der ikke først skal stiftes ved dem, men er allerede stiftet, saa Kirkens Ægthed beroer ikke paa dens Overeensstemmelse med dem, men deres Ægthed beroer paa Overensstemmelsen med Kirken.

Saasnart nemlig dette Forhold opredes, saa vi huske, hvad vi Alle veed, at den Christne Kirke er hverken middelbar eller umiddelbar udsprunget af det ny Testamentes Bøger, men at disse Bøger er udsprunget i den, som et Værk af Kirken, hvori den har beskrevet sin Stifter og sig selv, for sig selv, uden at bryde sig om, hvor uforstaaelig denne Beskrivelse blev for de Uindviede, som ikke havde med den at gjøre; saasnart dette klare historiske Forhold opredes, da taber ikke blot Naturalisternes Skrift-Fortolkning paa egen Haand hele sin Frygtelighed, som et latterligt Luftkastel; men da kan vi trøstig beraabe os paa »Troen og Daaben,« som det der giør os til Christne og er den eneste Kilde til alt Christeligt, følgelig ogsaa til chrilig Bibel-Læsning og Skrift-Klogskab.

Vist nok kan Fienden ligesaavel paastaae om Troen og 415 Daaben, som om Skriften, at de umuelig kan skiænke os en anden Aand end vi af Naturen har, eller gieriføde os til et nyt Liv, give os »Magt til at være Guds Børn« og Ret til at arve med Jesus Christus; men deels kan Fienden dog ei mere giøre os tvivlraadige om, hvad den christelige Tro og Daab selv udgiver sig for at være, og deels kan det være os det Samme, hvad Fjenden siger, naar vi har fundet Kilden til det evige Liv og spore dens guddommelige Kræfter.

Fienden kan og vil vist nok kræve Beviis af os baade for Ægtheden af den »Tro og Daab», der i Kirken findes uopløselig forbundne, og for den Guddoms-Kraft, vi tillægge dem; men vi svare med Rette: Ægtheden beroer aabenbar derpaa, at Troen og Daaben er Apostoliske, det bevidner Kirken ved enhver Daab, og for historiske Kiendsgierninger gives ikke andet Beviis end Vidnesbyrd, og om Troens og Daabens Kraft kan man kun overbevise sig ved at troe og lade sig døbe, saa de Vantroes og Udøbtes Skiøn derom er som den Blindes om Farverne; troer du imidlertid at have fundet et gyldigere Vidnesbyrd end Kirkens om den Apostoliske Tro og Daab, eller kan du føre et uimodsigeligt Beviis for, at de Troende og Døbte ikke er gienfødte til et nyt Liv med Arveret til Guds Rige, saa kom kun med det, thi vi er »Lysets Børn,« og frygte ikke nogen sand Oplysning, men glæde os ved den, da vi er vis paa, enhver klarere Oplysning vil kaste ny Glands paa del ny Liv, vi ved Troen og Daaben blev deelagtige i.

Saa uangribelig bliver vor christelige Stilling, saasnart vi vinde fast Fod i Kirken, men dette er ingenlunde enten vor eneste eller største Vinding ved at stole paa Troen og Daaben aldeles uafhængige af Skriften; thi Erfaringen lærer os, at vi først derved blive ret skikkede til at gienfødes og annamme den Hellig-Aand.

Naar nemlig det Bagvendte synes meest uskadeligt og vil findes taaleligt, saa vi vel, med Luther, uden at gjøre os Rede for det rette Forhold mellem Kirken og Skriften, tænke os dem uopløselig forbundne, tage Troen og Daaben som vi finde dem i Kirken, og vente deraf den Aand, som baade giør levende og oplyser til at forstaae Skriften, men tænke dog, at Troen og Daaben paa en os ubegribelig Maade maae have deres Grund i Skriften, og pine os derfor med at udlede og bevise dem deraf; da er det Forstands-Vilderede og den Forlegenhed med Modstanderne, vi derved komme i, endnu den mindste Ulykke; thi den Største er, at vi, ved selv at tage Haand i med og 416 sammenblande det Døde med det Levende, saavidt mueligt, forstyrre Gienfødelses-Værket og føle kun det ny Liv i en bestandig Døds-Kamp. At vi virkelig skal blive som Børn for at komme ind i Himmeriges Rige, det føle vi paa dette Stade meget godt, men søge dog især Grunden dertil i Skriftstedet, og lade vi os end ikke forvilde af de flere muelige Fortolkninger, saa plage vi os dog med det utaknemmelige Arbeide, selv at gjøre os til Børn efter Skriften, og vil, aandelig talt, tvinge det gamle Menneske til at gaae ind i Moders Liv for at fødes paa ny, saa vi selv kan være Vidne til det skeer forsvarlig. Naar vi derimod indsee, der staaer kun i Skriften at vi skal blive som Børn, fordi det er sandt og ligger i Begrebet om en virkelig Gienfødelse, og staaer der ingenlunde som et Lovbud, vi skal stræbe at opfylde, for at findes værdige til Himmeriges Rige; da lade vi os ikke blot behandle som Børn af vor Herre, men da finde vi os i at komme ligesaa ubevidst til Himmeriges Rige, som vi kom til Verden: at undfanges af den Hellig-Aand og fødes af Jomfru-Kirken til Christi Brødre og Systre, ligesaa hemmelighedsfuldt, som vi undfanges og fødes af vore naturlige Forældre til Adams Børn. At nu denne Undfangelse og Fødsel skeer ved Troen og Daaben, det er Kirkens Vidnesbyrd fra Arilds-Tid, og om vi nu end syndes, det var rimeligere, om det skedte ved Bøn og Bibel-Læsning, var det jo dog stor Daarskab, tvertimod Kirkens Vidnesbyrd, som ogsaa tydelig kan spores i Skriften, paa eget Ansvar at afgjøre, hvordan det for os Ubegribelige bedst kommer istand.

Naar man derimod siger, at vi, ved at knytte Gienfødelsen ene og alene til Troen og Daaben, som de i Kirken findes forenede, giøre Skriften overflødig, da beroer det, sagt af Christne, blot paa en Misforstand; thi skal det blot mene, at Christne kan blive salige uden at have læst i Bibelen, ja, uden at vide, der er en Bibel til, da maae jo alle Christne strax indrømme det, og glæde sig med Herren over, at Han har sørget saa godt for de Umyndige; men skal det betyde, at Bibelen bliver overflødig i Herrens Huus og Menighed, naar den intet har med Gienfødelsen at giøre, da kan ingen Christen mene det, uden naar han har ladet sig indpræke og indprænte, at Gienfødelse, Oplysning og Helliggiørelse er kun forskiellige Navne paa Eet og det Samme, og denne aandløse Betragtning af Kirke- og Bibel-Sproget er det, som i vore Dage giør christelig Oplysning saa vanskelig. Saasnart man nemlig agter paa, at Gienfødelse i aandelig Forstand er hverken meer eller 417 mindre end en virkelig Fødsel eller et nyt Livs Begyndelse, da $eer man strax, der kan være tusinde Ting nødvendige til dette Livs Vedligeholdelse, Vext og Udvikling, som var aldeles overflødige ved Dets Begyndelse, og Bibelen kan derfor meget godt være alle Christne ligesaa nødvendig i deres aandelige Opvext og Udvikling, som Skolen er alle de Børn, den slet ikke var med at bringe til Verden.

Betragte vi nu Daaben som hvad den var, før endnu et Blad af det Ny Testamentes Bøger var skrevet: som den eneste Dør paa Christi Kirke, og betragte den tillige, paa Kirkens Vidnesbyrd, som den eneste Dør til Himmerig paa Jorden, for dem, som troe hvad Kirken spørger om, da faaer det først sin fulde Betydning og Vigtighed for os, hvordan Daaben forrettes hos os, og hvad der hører til dens Væsen og guddommelige Virkning. Det er nemlig ikke blot naar man betragter Daaben kun som en Skik, vel befalet af Herren, men forresten frugtesløs, at man tager sig det let med dens Udførelse, men det er i en vis Grad nødvendig ligesaa, naar man tænker, den maa dog have sin egenlige Grund i Skriften, thi da vil man immer tænke, at hvordan det saa gaaer med Daaben, har man dog den rette Livs-Kilde i Skriften, og derfor har man i vore Dage allevegne seet Mænd, der ikke meende det ilde med Christendommen, selv bidrage til at give Daaben en selvgiort, aldeles uforsvarlig Skikkelse. Jo længer man følger med Døden, deslænger kommer man nemlig fra Livet, og jo vissere man stirrer paa Bogstaver for at see Liv i dem, desmere svækkes Synet for det virkelige Liv, saa man tilsidst ei engang kan see, at Troen og Daaben, for at være ægte christelige, maae nødvendig beholde det samme Udtryk og den samme Stilling til hinanden, som Herren Jesus Christus virkelig gav dem, altsaa ikke paa Papiret, hvor de er aldeles uvirksomme, men i Hans Kirke og Menighed, som er et Samfund af lyslevende, troende og døbte Mennesker.

Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører væsenlig slet ikke meer til Daaben end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands, og at det selv derved ei kommer an paa et »og« meer eller mindre, ja, at en Daab blot med de Ord: jeg døber dig i Jesu Christi Navn, vilde udentvivl være ligesaa kraftig; vi vil ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv, umulig kan tage sig det saa 418 let med dens Udførelse, eller engang taale den Tanke, at vor Herre Jesus Christus skulde love alle dem det evige Liv, der blot vilde lade sig døbe med de Ord. Var Christi Kirke ikke Andet end et Bibel-Selskab, eller i det Høieste en Prophet-Skole, hvor Forjættelserne om den tilkommende Frelser skulde forplantes og udvikles, da kunde et Vand-Bad med Navnet paa Frelseren vel ansees for tilstrækkelig Indvielse, men er Christi Kirke en ny Skabning, som har Aand tilfælles med Faderen og Liv tilfælles med Hans eenbaarne Søn, da vilde det i vore Øine være bespotteligt at tænke, denne Aand kunde meddeles og dette Liv oprinde uden Hensyn paa de Døbtes Beskaffenhed, saa at, har vor Herre Jesus Christus indstiftet Daaben til et Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand, da maa Han ogsaa have sat visse, uforanderlige Vilkaar for Meddelelsen, og det maa enten have været de Samme, som Kirken i sin Daabs-Pagt sætter endnu, eller ogsaa maatte Kirken have forfalsket den ægte, Apostoliske Daab, som er en ærerørig Beskyldning, der maa bevises, om den ei vil foragtes.

For imidlertid at gjøre os denne Saligheds-Sag det klareste vi kan, vil vi tænke os alle Muelighederne.

I vor Lutherske Stats-Kirke finde vi en Daabs-Pagt, bestaaende af to Dele: Forsagelse nemlig af Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, og Bekjendelse af Tro paa Gud-Fader, Himmelens og Jordens Skaber, paa Hans eenbaarne Søn vor Herre Jesus Christus, og paa den Hellig-Aand, eftersom vore saakaldte tre Troes-Artikler lyde, og kun paa disse Vilkaar er Daaben os meddeelt, kun under Forudsætning af, at vi skye hvad vi forsagede og troe hvad vi bekjendte, er vi erklærede for Gienfødte af Vand og Aand, og forsikkrede om, med »den Hellig-Aand og Syndernes Forladelse,« at have annammet »den evige Velsignelse i det himmelske Bad.«

Vil man nu paastaae, at det var under andre, flere eller færre Vilkaar, Apostlerne efter Herrens Mund meddeelte Daaben i Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands Navn, da maa man enten opvise et Kirke-Samfund med en anden Daabs-Pagt, som har gyldigt Krav paa at være den Apostoliske, eller man gjør en ligesaa løs som ærerørig Beskyldning mod hele den Christne Kirke, at den ved Daaben med Flid skulde have forvansket Gjenfødelsens og dermed Salighedens Vilkaar, thi ikke engang af blot Uagtsomhed lod det sig tænke allevegne, da saavist som Kirken fra Begyndelsen havde »Sandhedens Aand,« maatte Han nødvendig paa eet Sted have protesteret 419 saa kraftig mod Forfalskningen og virket saa frugtbar med Sandheden, at Kirken med den ægte Apostoliske Daab vilde faaet et mageløst Levnets-Løb. Nu har derimod Kirken med vor Daabs-Pagt et mageløs herligt Levnets-Løb og deri Aandens Vidnesbyrd for sin Ægthed, som løse Beskyldninger og Slag i Luften ei paa mindste Maade kan svække, og saalidt som vi kan paatage os at udlede vor Daabs-Pagt af en Skrift, der selv bekiender, den er yngre end Daaben, og forudsætter bestandig Troen og Daaben som Alle vitterlige, saa trøstig tør vi paastaae, vor Daabs-Pagt stemmer godt overens med den Apostoliske Skrift.

Paa dette urokkelige Stade skal vi fæste Fod, thi vel er det sandt nok, at vi af den skrevne Kirke-Historie prægtig kan oplyse Urimeligheden af den Beskyldning, at vor Daabs-Pagt, som man tydelig kan spore til paa hin Side Konstantin den Store, skulde være en Forvanskning af den Apostoliske, skjøndt Forvanskningen maatte været de Biskoppers og den Menigheds Værk, der aabenbar heller gik i Døden, end de veeg et Straaesbred fra hvad de troede var Christi og hans Apostlers Anordning, og ei engang »To eller Tre« af dem skulde høitidelig protesteret, for at beholde Herren »midt iblandt sig;« men vi maae ikke bygge Menighedens Sikkerhed paa en historisk Kundskab, den største Deel fattes. Der er desuden en anden Grund, hvorfor vi ei maae lægge synderlig Vægt paa de Oplysninger om vor Daabs-Pagts Apostoliske Ægthed, som Kirkefædrenes Skrifter give, thi derved forrykkes Syns-Punkten, som om det var af disse Skrifter Daabs-Pagten skulde udledes, og da den naturligviis der berøres med forskiellige Ord, næres den Vildfarelse, at det ikke kommer an paa Udtrykket eller paa et enkelt Ord meer eller mindre, hvad der er ganske sandt om den paa Papiret, men ingenlunde i Kirken, ved Daaben, hvor det giælder om de uforanderlige Vilkaar for Gienfødelsen og det evige Liv.

Spørgsmaalet skal derfor aldrig være, hvordan man har opskrevet Daabs-Pagten i en eller anden Bog, men hvorledes den virkelig har lydt ved vor Daab, men da den i vor Stats-Kirke har været læst op af Alterbogen, følger det dog af sig selv, at er der indløbet en Feil i denne Opskift, da har den forplantet sig til Daaben og virkelig enten fordærvet eller dog fordunklet Pagten, og en saadan Feil er, desværre, for længe siden indløbet i vor Alterbog, hvor et af Spørgsmaalene findes saaledes: troer du paa den Hellig-Aand, en hellig christelig 420 Kirke at være, som er hellige Menneskers Samfund, Syndernes Forladelse, Legemets Opstandelse og efter Døden det evige Liv?

Naar vi nemlig sammenligne denne Opskrift med den Latinske i Roms Alterbog, som den skulde svare til, da vi beviislig har faaet Daaben fra den Romerske Kirke-Stat, da sees det, at vore Fædre har gjort flere egenmægtige Forandringer, sat »christelig« istedenfor »almindelig« Kirke, indskudt Ordene »at være« og »som er,« sat »Legemets« istedenfor »Kiødets« Opstandelse, og endelig indskudt »efter Døden« foran »det evige Liv.«

Alt hvad vi nu her kan sige til vore Fædres Undskyldning, uden at træde Guds Ære og Sandhed for nær, det skal vi vist nok, og Herren har selv undskyldt dem, bedre end vi kan, ved den Velsignelse, Han desuagtet har ladet følge med deres og vores Daab; men alle Undskyldningerne maae dog løbe derpaa ud, at »de vidste ikke hvad de gjorde,« og vilde vi holde paa Feilene, efterat de ere opdagede og Daabs-Pagtens Uforanderlighed oplyst, da var det paa een Gang saa letsindigt og saa utaknemmeligt, at vi maatte have endnu langt mindre af Troen end vi bekiendte. Feilene skal vi altsaa rette, uden Spørgsmaal om, hvor store eller smaae de synes os, og her hjælper ingen Undskyldning, thi hvad Andre gjøre, bliver deres Sag, vi har kun at svare for hvad der staaer til os, og naar kun Pagten oprettes tilbørlig hvor vi raade for det, er vi angerløse og maae end ikke ønske at paatvinge Nogen Skin af hvad han skyer.

Det er imidlertid let at indsee, at i Daabs-Pagten, som Gienfødelsens Vilkaar, og i Troes-Bekiendelsen, som Vidnesbyrdet om de Christnes Grund-Tro, er intet Ord ubetydeligt, saa man kan slet Intet forandre uden at røre ved Kirkens Øiesteen og sætte dens Liv paa Spil, thi om Kirke-Lyset derved ikke slukkes, fordunkles det dog altid, blive de Døbte ikke dødfødte eller stygge Vanskabninger, vil de dog altid faae en Lyde og findes behæftede med en Sygelighed, der forknytter dem i Vexten og har en sørgelig Indflydelse paa hele Levnets-Løbet.

Da Bekjendelsen ikke nytter uden Troen følger med, kan vi vistnok ikke sige, om vore Fædre vilde vundet meget ved at holde ligesaa fast paa den tredie som paa den første og anden Troes-Artikel, thi Troen paa »den Hellig-Aands Gierning« var i de sidste Tider aabenbar svag og skiæv allevegne, saa det kunde synes bedst at være sin Skrøbelighed bekiendt, men dog 421 borger Herrens Viisdom os for, at der ikke er eet Ord i Daabs-Pagten, som jo enhver Discipel, naar han bekymres derfor, vil faae Magt til troende at tilegne sig, og at uden denne uforbeholdne Tilegnelse i Eet og Alt, faaer Herren aldrig sin rette Skikkelse i os. Kan vi ikke ærlig bekiende Tro paa Kirken som den Hellig-Aands Tempel, da vil vi bestandig findes vaklende, og indbilde os, det er Kirken, der vakler og trænger til verdslige Støtter. Er vi bange for Kirkens »Almindelighed«, da maae vi ogsaa undvære Bevidstheden af vort Samfund med Apostlerne og gjennem dem med Herren. Sammenblande vi Kirken og de Helliges Samfund (Fællesskab), da sammenblande vi ogsaa Daaben og Nadveren, og faae aldrig noget levende Begreb om det christelige Livs Vext og gradvise Udvikling, og tør vi ikke tænke paa det evige Liv før »efter Døden,« da kan vi heller ikke her smage den tilkommende Verdens Kræfter. Kun forgiæves see vi da i Skriften, at alt Det vi fattes skulde som rette Christne findes hos os, kun forgiæves arbeide vi paa selv at erhverve det efter Skriften, og ende med enten at falde i Mistvivl om vort Kald og Udvælgelse, eller at indbilde os, vi har misforstaaet Skriften, og dermed at give Afkald paa alt Guds Huses Gode. Den eneste Feil, vi kan fristes til at kalde ubetydelig, er da »Legemets« for »Kiødets« Opstandelse, men derfor vil det herved klarest vise sig, om vi troe Herren bedre end vort eget Skiøn, thi Herren havde jo begge Ordene »Kiød og Legeme« at vælge imellem, og var Han klogere end vi, maa Han ogsaa have havt overveiende Grunde for hvad Han foretrak.

Somme af mine Medchristne kan vel tænke, hvad Modstanderne naturligviis sige høit, at om end Daabs-Pagten nødvendig maa være Apostolisk, følger dog ikke deraf, at alle dens Udtryk er Herrens egne Ord; men Christne maae dog snart finde den Indvending aldeles tom, hvor Talen kun er om Udtrykkets Sandhed og fulde Rigtighed, thi i den Henseende maatte Apostlernes Ord, i Herrens Navn og under Hans Aands klare Oplysning, have netop samme fuldkomne Rigtighed, som Ordene af Hans egen Mund; men for et Ord af Herrens egen Mund anseer jeg rigtig nok ogsaa Daabs-Pagten, og er vis paa, at vi først ved den Tro komme til at smage Evangeliets Velsignelse i hele sin Fylde. Denne Tro, som jeg derfor paa det Kjærligste maa anbefale mine Medchristne, bygger jeg ingenlunde paa enkelte Skrift-Steder, hvor der tales om et Vidnesbyrd, en Prædiken og en Lærdom af Herren selv, som 422 hele Menigheden skal agte og holde paa, et »Troens Ord« i Mund og Hjerte, som forvisser os om Herrens virkelige Nærværelse; thi skjøndt jeg kun kan forstaae disse Ord under den Forudsætning, at et saadant Ord af Herrens egen Mund altid lyder i Hans Kirke, saa turde jeg dog ikke bygge derpaa, dersom det ikke tillige syntes mig aldeles nødvendigt, at har Herren selv før sin Himmelfart mundtlig indstiftet Daaben til et Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand for sine Troende, da maa Han ogsaa mundtlig have udtalt, paa hvad Vilkaar Daaben skulde meddeles, udtrykkelig sagt, hvilken Tro, saavelsom hvilken Daab Han meende, naar det lød: hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig.

Man kan nok sige, at en saa nøiagtig Bestemmelse var unødvendig, da Herren vilde sende Apostlerne sin Aand, der skulde lære dem alle Ting, men er de skrevne Evangelier tro værdige, og jeg finder dem saa i høieste Grad, da see vi deraf, baade at Aanden i det Hele ei skulde lære Apostlerne noget Nyt, men kun oplive og forklare Herrens mundtlige Ord til dem (Joh. 14), og at Herren i Særdeleshed under sin øiensynlige Nærværelse har indstiftet baade Daaben og Nadveren, følgelig ogsaa, naar Daaben kun maatte meddeles paa visse Vilkaar, fastsat disse Vilkaar. At nemlig Daaben, som Naademidlet til Gjenfødelse og det evige Liv, maa være bundet til visse Vilkaar, og at Troen, som et Hoved-Vilkaar nødvendig maa have et fast og bestemt Udtryk, det er alle Christne let at fatte, og det giælder jo slet ikke om at overbevise de Vantroe, men kun om selv at vinde den Sikkerhed, vi behøve til vor Christendoms faste Grundvold, og at høste den størst muelige Fordeel af Daaben. Fra denne Side beder jeg derfor ogsaa mine Medchristne betragte min Anbefaling af Tro paa Daabs-Pagten, ikke blot som et gyldigt Vidnesbyrd om den Apostoliske Kirkes Tro og Daab, hvad den maa være for os Alle, men som et Ord af Herrens egen Mund, der er »Liv og Aand,« thi hverken jeg eller Nogen kan paalægge de Christne Andet end hvad Spørgsmaalene ved Daaben indeholde, men jeg veed, det er trøsteligt og glædeligt over al Maade, naar vi kan troe, det er Herren selv, som baade opretter Pagten med os og døber os i Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands Navn, og det er aabenbar Ham selv, naar baade Pagtens og Optagelsens Ord er Hans egne, udsendte til det samme. Kun da føle vi os ligesaa visse paa Syndernes Forladelse og det evige Liv, som om Herren, Ansigt til Ansigt, lovede os det, og kun da faae vi Magt til 423 at tilegne os alle Hans gode Ord og Forjættelser, og spørge ei i vort Hjerte: hvem vil fare op til Himmelen at hente Christus ned, thi vi føle, Han er os saa nær, som Hans Ord til os er vor Mund og vort Hjerte. At en saadan Tro og Tale er de Vantroe til Spot og Latter, følger af sig selv, men naar vi troe paa virkeligt Samfund med Christus, saa Han vil leve i os og vi skal leve i Ham, da maae vi jo vide, vi troe paa den dybeste af alle Hemmeligheder, og det maa da ene være os om at gjøre, at vi virkelig indtræde i dette Samfund, saa Troen derpaa ikke bebyrder os som en Lov eller død Kundskab, men opliver og glæder os som et Evangelium med Guds Kraft til Salighed, hvad det vel maa bedrøve, men kan aldrig forundre end sige nedtrykke os, at de Vantroe spotte med. At vi nu, for at finde denne Kraft i Daaben, maae ikke see paa Vandet, men paa det Guds-Ord, som dermed er sammenføiet, det lagde allerede Luther os paa Hjerte, det stærkeste han kunde, saa det er kun en nødvendig Fortsættelse, naar vi bemærke, at ogsaa Pagten hører til Guds-Ordet, og at dette, for at gjenføde os, maa være et virkeligt »Ord af Guds Mund« til os, og ei et Sprog af Skriften, en Synder tog op, gav Lyd og anvendte paa os, men hvilken Forskiel det gjør, hvordan vi modtage Daabs-Ordet, det kan ingen Pen udvikle, det kan kun de Troendes egen Erfaring lære dem, og den, veed jeg, vil stadfæste mit Vidnesbyrd.

Men tør jeg nu sige, at der slet intet Andet hører til Daabens Væsen efter Christi Indstiftelse end Pagtens og Optagelsens Ord?

Nei ingenlunde, thi vel er det aabenbar det Væsenligste, men Vandet maa dog hverken glemmes eller foragtes, og der maa da ogsaa ved Daaben høres et Ord af Herren, som helliger Vandet og optager det i sig, saa Daaben bliver os, hvad Apostelen kalder den, »Vandbadet i Ordet,« og allerede derfor maae vi til det Væsenlige ved Daaben ogsaa regne den høitidelige Erklæring, der lød over vor Daab og har gjennemlydt Kirken fra Arildstid: »Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Christi Fader, som dig nu haver gjenfødt formedelst Vand og den Hellig-Aand og har forladt dig alle dine Synder, Han styrke dig med sin Naade til det evige Liv! Amen!« Kun er herved at bemærke, at vi har gjort nogle egenmægtige Forandringer i denne nødvendige Forsikkring om Daabens saliggiørende Virkning (naturligviis under Pagtens Vilkaar), thi disse Feil, hvor smaa de end kan synes, bør unægtelig rettes. Først sagde vi »formedelst« men Kirken siger »af« Vand og den Hellig-Aand, og Rigtigheden 424 stadfæster Skriften, hvor der staaer »uden Nogen fødes paany af Vand og Aand, kan han ikke komme i Guds Rige«. Dernæst sagde vi »har forladt dig alle dine Synder«, men Kirken siger »har givet dig alle Synders Forladelse«, hvad ogsaa især ved Barnedaaben lyder meget bedre. Endelig sagde vi kun »Han styrke dig med sin Naade«, men Kirken siger »Han salve dig Selv med Frelsens Olie i den samme Jesus Christus vor Herre« til det evige Liv, og denne Forbytning var saa urimelig, at den sagtens kun er skedt fordi Kirkens Udtryk syndes at hentyde paa den haandgribelige »Salvelse« ved Daaben, som Reformatorerne afskaffede.

Foruden denne Erklæring hører i det mindste endnu eet Ord til Daabens Væsen, og det er Herrens Velsignelse »Fred med dig!« og at vi har beholdt den ved Daaben, er en saa meget større Lykke, som vore Fædre af en besynderlig Forblindelse ved alle andre kirkelige Leiligheder ombyttede dette Ord af Herrens egen Mund med et Skrift-Sprog af det Gamle Testamente (4Moseb.6) om den Velsignelse, Ypperste-Præsten skulde lyse over Israels Børn.

At nu dette »Fred med dig« er et Ord af Herrens egen Mund, fristes Ingen til at betvivle, da det, efter Apostelen Johannes Vidnesbyrd, var den Velsignelse, hvormed Han efter Opstandelsen indtraadte blandt sine Apostler, men et andet og vigtigt Spørgsmaal er det vist nok, om Han ved Daabens Indstiftelse forordnede, at det i hans Navn skulde siges til alle de Døbte. Naar vi imidlertid veed, at dette Ord lige til Reformationen var Kirkens eneste Udtryk for »Herrens Velsignelse,« da følger det af sig selv, thi at Herren vilde give de Døbte sin Velsignelse, tvivler Ingen om, og befalede Han sine Discipler at lyse »Fred« over hvert Huus, de indtraadte i, da gjorde han vist ikke sit eget Huus af levende Stene, som Kirken er, til en Undtagelse.

At det nu ogsaa er af den høieste Vigtighed, at dette Ord, som giver den Troende »Herrens Fred,« lyder ved Daaben, det føle vi, naar vi i dette Ord til os af Herrens egen Mund tilegne os »den evige Velsignelse«, som Kirken saa deilig beder om maa findes i »det himmelske Bad,« og kun for hvem der har Sind til at prøve det, gives Oplysningen; ikke de Sunde, men kun de Syge har Lægedom behov.

Ingenlunde tør jeg vel nu trække en skarp Grændse-Linie mellem Dette og alt Andet, som fra gammel Tid ogsaa blev seet 425 eller hørt ved Daaben; men naar vi med det Væsenlige ved Daaben kun mene det, der nødvendig maa være indstiftet af Herren og derfor aldrig kan fattes, hvor Naademidlet fuldelig skal træde i Kraft, da tør jeg ikke dertil regne mere end hvad alt er nævnet.

Vilde man derimod sige, det var ligegyldigt, hvilke Taler og Bønner der for Resten lød, og hvilke Skikke der fandt Sted ved Daaben, da maatte vi vist nok protestere, thi deels fandtes alt det Væsenlige ved Daaben i den Pavelige Kirke-Stat, men næsten ei til at opdage, og deels kan vi ikke opgive Noget, som med Præg af den Hellig-Aand har gjennemlevet Kirken og naaede til os.

Til det Sidste hører nu ikke blot »Herrens Bøn«, som har allesteds hjemme, men ogsaa Korsets Betegnelse paa vort Ansigt og Bryst, og Kirke-Bønnen for dem alle, som attraae Gienfødelse i Daaben, at Herren vil give de Bedende, oplade for de Bankende og lade de Søgende finde den evige Velsignelse i det himmelske Bad. En ganske anden Sag er det med den Forklaring, vi (sagtens kun fra 1783) har føiet til »Korsets Betegnelse,« den nemlig: »til et Vidnesbyrd, at du skal troe paa den Korsfæstede Herre Jesum Christum,« thi den maatte vistnok heller udelades, skiøndt den dog lyder meget bedre end hvad man nys foreslog isteden. I den Engelske Kirke siger man: »til et Tegn, at han ei skal skamme sig ved Bekiendelsen af den Korsfæstede Christus, men mandelig kæmpe under Hans Banner mod Synden, Verden og Djævelen, og forblive Christi tro Tjener og Stridsmand til hans Livs Ende,« men deels synes man her at have glemt, at »Kvinden« er ogsaa »Medarving til Livet,« og deels vilde den Anmærkning kun passe ved Voxnes Daab og Confirmationen.

At nu »Kors-Betegnelsen« er den Eneste, vi har beholdt af alle de Skikke eller billedlige Handlinger, som følge med den Romerske Daab, og har aabenbar fulgt med den gjennem mange Aarhundreder, kan synes vanskeligt nok at forsvare, da vi ingenlunde om dem Alle tør paastaae, de er uchristelige, og det intet Beviis er imod dem, at Skriften tier. Derfor beholdt ogsaa Luther og vore Fædre den Anstødeligste af dem Alle, nemlig » Besværgelsen af den urene Aand«, som hos os først blev aflagt 1783, og naar vi see, hvilken Krig de Døbte siden den Tid har ført mod »Troen og Bekjendelsen,« og hvilken fnysende Modstand »Forsagelsen af den Onde« har mødt, saa den ogsaa nær var blevet afskaffet, da fristes man virkelig til at tænke, det var 426 galt, vi aflagde Besværgelsen, og jeg;har derfor tit været glad ved, at jeg selv var den Første, eller dog med de Første, der i min Faders Sogn døbtes uden Besværgelse; thi det var mig et slaaende Beviis paa, at man godt uden den kan kæmpe baade for Troen og Forsagelsen. Saadanne slaaende Beviser skulde imidlertid her slet ikke forlanges, thi at »Besværgelsen« ved Daaben hverken kunde eller skulde giælde for en virkelig Djævle-Uddrivelse som af »Besatte,« det har man jo altid maattet tilstaae, saa Spørgsmaalet kunde blot være, om det var en passende Betegnelse af den Overgang fra Mørkets til Guds elskelige Søns Rige, som for den Troende finder Sted i Daaben, og dertil er Korsets Tegn uden Besværgelse vist nok baade det Simpleste og Bedste. Hos os, hvor Besværgelsen foretoges to Gange uden Forbindelse med Korsets Tegn, og uden Blæsning eller andet Saadant, havde den desuden ganske tabt sin billedlige Betydning, og maatte ansees enten for en virkelig Djævle-Uddrivelse, eller for en ligesaa forargelig som latterlig Kamp med sin egen Skygge, til Skam for de uskyldige Børn.

De andre Romerske Skikke er især »Salvelsen« med de Ord: jeg salver dig med Frelsens Olie i Christo Jesu vor Herre; Paasættelsen af den »hvide Hue« med de Ord: modtag den hvide Klædning, som du skal bære ubesmittet for vor Herres Jesu Christi Domstol; og Overrækkelsen af »et tændt Lys« med de Ord: modtag den brændende Lampe, bevar din Daab ulastelig og hold Herrens Bud, saa du, naar Herren kommer til Brylluppet, kan møde Ham med alle Hellige i den himmelske Sal.

Alt dette klinger ikke blot saa uskyldigt, men saa smukt og christeligt, at deraf lod sig gjøre en langt bedre Indledning til Daabs-Handlingen end enten Biskop Balles eller selv Morten Luthers, men desuagtet gjorde Luther og vore Fædre meget vel i at afskaffe alle disse Skikke og billedlige Handlinger, der overskyggede Daaben og fristede til enten at sætte dem i Klasse med den, som virkelige Naademidler, eller den i Klasse med dem, som et blot Tegn, hvoraf det Ene er den Papistiske og det Andet den Calvinistiske Vildfarelse.

Heraf see vi da, at paa de Feil nær, som er indløbet i Troes-Bekiendelsen, har vi ved Daaben beholdt ikke blot det Væsenligste, men Alt hvad der kan kaldes Vigtigt, og naar vi betænke, hvorledes Alt stod paa Spil, da de Skriftkloge indbildte sig, de havde baade Ret og Kald til at ombygge Christi Kirke efter 427 deres Forstand paa Skriften, altsaa efter deres eget Hoved, og fandt kun Modsigelse af Papisterne, der havde forvandlet det store Bedehuus til en Røverkule, og var derfor, naar de paatalde Kirkens Ret til at blive uforandret, de sletteste Forsvarere, der nogensinde har fordærvet en god Sag; naar vi betænke det og see os om i Christenheden, da kan vi ikke noksom prise Guds besynderlige Varetægt over os og vore Fædre, der af alle Protestanterne aabenbar vidste mindst hvad vi gjorde. Og hvad nu Feilene i vor Alterbog angaaer, da skal det ikke blot til Luthers Ære, men især til Menighedens Oplysning, bemærkes, at kun en Eneste af dem findes i hans »Døbe-Bog,« saa Resten har indsneget sig hos os selv, deels af blot Skiødesløshed og deels af en barnagtig Lyst til at giøre tydelig hvad vi ei forstod. Hos Luther lyder nemlig det tredie Spørgsmaal om Troen som saa: troer du paa den Hellig-Aand, en hellig, christelig Kirke, de Helliges Samfund, Syndernes Forladelse, Kiødets Opstandelse og det evige Liv*)? Det er altsaa kun Ordet »christelig« istedenfor »almindelig«, Luther har at svare for, og som de stive Lutheraner kunde fristes til at holde paa, som et Skillerum mellem dem og Papisterne; men at holde paa en aabenbar Feil, hvorved man ikke skiller sig fra Papisterne, men fra den Apostoliske Kirke, blot fordi Luther, som tusinde Gange greb det Rette, skiøndt det ogsaa fandies hos Papisterne, een Gang tog feil, det vilde i det mindste vore lutherske Fædre ikke gjort, som baade med Flid satte »almindelig« til om Kirken i Luthers Catechismus, og sang af Hjertens Grund med Hans Thommesen:

Den christelige Kirke kaldes ret
Almindelig, tag det vare!
Tid, Sted, Folk, Lærdom ikke forgiæt!
Disse Fire det forklare:
Saalænge Verden stod og staaer,
Guds Søn sig samler lydige Faar,
Hvo vil Hannem det forhindre?

Man kan saameget mindre med noget Skin holde paa Ordet »christelig« som et Apostolisk Udtryk om det store Bedehuus for alle Folk, da Navnet »Christen,« efter Skriften, først opkom i den Antiochensiske Hedning-Menighed, saa det deraf * 428 dannede »christelig« ligesaalidt kunde være brugt ved Daabens apostoliske Indførelse, som ved Indstiftelsen af Herren selv.

Naar man nu fortæller os, at denne hele Maade at tage »Troen og Daaben« paa, som Noget, der ei skal udledes eller bevises af Skriften, men tages som det findes i Kirken, uafhængig af al Skrift, er et Tilbagefald, eller dog en Tilbagegang til Papisteriet, som sætter Traditionen over Skriften, da er det egenlig slet ikke værdt at svare paa, blandt Andet fordi disse Ærke-Protestanter selv maae tilstaae, det er i det Høieste en blot Formalitet mere, vi derved faae tilfælleds med Papisterne, og da vi alt i Forveien havde ikke blot Søndagen og de store Høitider, men Troen, Daaben og selv Skriften tilfælleds med dem, kunde vi jo ogsaa sagtens dele en enkelt Tanke med dem, uden derfor at blive mere Papister end vore Lutherske Fædre var. Da imidlertid ogsaa oprigtige Christne kan være smittede af den Overtro paa »Navne-Værdi«, som er vore Dages store Ulykke, tør jeg dog ikke undlade, saavidt det i Korthed kan skee, at oplyse det Latterlige i en Forkiættrelse, som selv Mænd, der vil giælde for ligesaa milde og fredelige som høitoplyste, ikke har undseet sig ved at bifalde.

I sig selv betyder det Latinske Ord »traditio« hverken meer elier mindre end Overlevering eller Meddelelse, og ei alene bruger Apostelen Paulus det tilsvarende Græske Ord om sin Christendom (l Tim. 6 og 2 Tim. 1); men det er aabenbar umueligt, at nogen Tanke eller Tale kan gaae over fra Mand til Mand og fra Slægt til Slægt uden ved en Overlevering eller Meddelelse, altsaa en Tradition, mundtlig eller skriftlig, og Apostelen Paulus siger udtrykkelig (2 Thess. 2), at han vil have sine Traditioner af begge Slags fastholdte, saa hvem der vil udelukke den Mundtlige, faaer ikke blot med Papisterne men med Apostelen at giøre. Følge vi nu Pauli Formaning i Skriften, som dog vel maa være os tilladt, uden derfor at kaldes enten hele eller halve Papister, da seer man strax, der vilde kun blive Spørgsmaal om, enten den mundtlige eller den skriftlige Tradition skulde sættes høiest, naar vi havde en mundtlig og en skriftlig Tradition fra Apostlerne, som stred mod hinanden, thi naar de skal holdes begge og lade sig godt forlige, er det jo en tom Rang-Strid, hvilken der skal staae øverst. Saavist nu imidlertid, som Apostlerne er tilforladelige Hjemmelsmænd i aandelige Ting, da kan der ingen Strid findes mellem deres ægte mundtlige og skriftlige Tradition, og naar det syndes os anderledes, maatte vi ligesaa lidt foretrække den 429 Skriftlige som den Mundtlige, men optage et Vidne-Forhør, for at udfinde, hvilken af de hinanden modsigende Traditioner der var den ægte Apostoliske, og da følge den, uden Spørgsmaal om, enten den var mundtlig eller skriftlig. Har Papisterne altsaa begaaet nogen Feil med Traditionen, da kan den ikke ligge deri, at de satte den Mundtlige over den Skriftlige, men kun deri, at de enten tilsidesatte den Ene af dem, eller at de fulgde den uægte Tradition istedenfor den Ægte, og i begge Feil kan vi vist nok bevise, de er skyldige; men fordi de nu med Uret tilsidesatte den skriftlige Tradition, blev det jo ikke mindre Uret af os at tilsidesætte den Mundtlige, thi naar man paastaaer, at den Skriftlige giør den Mundtlige overflødig, da modsiger man ligesaavel Paulus, som naar man paastaaer, at den Mundtlige giør den Skriftlige overflødig, og man har tillige den Skam at modsiges af den Skrift, man selv beraaber sig paa. For Resten er det ingenlunde sandt, at Papisterne ved den Tradition, for hvilken de tilsidesatte den Hellige Skrift, kun meende noget Mundtligt, thi Kirke-Fædres Skrifter og Pave-Buller var netop deres rette Hjemmel for hvad de kaldte Tradition, saa Papisteriet, bestaaer, formelt og videnskabelig, deels i at foretrække en uægte Tradition for den ægte Apostoliske, og deels i at sammenvrævle begge Dele, og naar man skylder os for at hænge derved eller hælde dertil, da maa man ikke glemme at vise, vi giør ligesaa, eller er dog stærkt paa Vei dertil.

Naar derimod Protestanterne enten vil udelukke den mundtlige Tradition, blot fordi den ikke er skriftlig, eller de sammenvrævle Apostlernes skriftlige Tradition med gamle eller nye Theologiske Disputatser, Konge-Breve og saa videre, da paastaae vi, de har enten opgivet Christendommen, eller er dog stærkt paa Vei dertil, og det kan vi bevise.

Hvor uforsvarligt det nemlig end er at tilsidesætte elier ringeagte Apostlernes skriftlige Tradition, saa kan man dog ikke blot tænke sig Christi Kirke uden den, men Ærke-Protestanterne nødes selv til at indrømme, at denne Kirke er bygt paa Apostlernes mundtlige Tradition, og bestod længe før den Skriftlige kom saaledes for Lyset, al den kunde have kiendelig Indflydelse derpaa. Heri ligger det allerede, at saasnart man tænker den mundtlige Tradition bort, da tænker man med det Samme Christi Kirke bort, som ved Daaben bygdes paa den mundtlige Troes-Bekiendelse, og jo mere vi nu tænke derpaa, des klarere bliver det, at hvor den ægte 430 mundtlige Tradition ved Daaben ophører, der forsvinder Christi Kirke, saa hvis den endnu er til, maa i det mindste etsteds den ægte mundtlige Tradition findes ved Daaben, og skal, naar den findes, unægtelig følges af alle dem, der vil indlemmes i den Apostoliske Kirke.

Indrømmer man nu, at der vel findes en ægte mundtlig Tradition ved Daaben, men erklærer, man vil ikke følge meer deraf, end man ogsaa finder i den Skriftlige, da vrævler man forskrækkelig, thi baade siger Skriften, at vi skal følge begge Dele, hvad jo var overflødigt, naar de indeholdt Eet og det Samme, og det følger desuden afsig selv, at hvad vi erklære for ægte Apostolisk, det skal vi rette os efter, uden at maatte forlange, enten at Apostlerne skulde skrevet op hvad de mundtlig ved Daaben spurgde om, eller at de mundtlig skulde fortalt hvad de vilde skrive til Menigheden.

Paastaaer man derimod, at den ægte apostoliske Tradition end ikke ved Daaben findes nogensteds, da siger man dermed, at den Kirke, Christus stiftede og Apostlerne døbde i, er forgaaet, saa man har kun Beskrivelsen tilbage, og det er aabenbar kun Vindmageri, naar man lover os, ene ved Hjelp af den at bygge Kirken ligesaa god op igien; thi selv om Bogstaver og arme Syndere kunde udrette saa store Ting, saa var det jo dog latterligt at tænke, at den skriftlige Tradition var bevaret ægte og uforfalsket i et Troes-Samfund, hvor man baade havde kunnet og villet forfalske selv den Apostoliske Troes-Bekiendelse, der var Kirkens Grundvold og Daabens Vilkaar, var hele Menigheden bekiendt og lød ved hver Daab, saa dens Overlevering og Meddelelse aabenbar var det klareste og sikkreste historiske Vidnesbyrd om Apostlernes Christendom, der lod sig optænke.

Paastaaer man nu ovenikiøbet selv, at den skriftlige Tradition ingenlunde maa tages for gode Vahre, som den er faldet os i Hænderne, men skal critisk sigtes og drøftes, da endeel Steder, og især det der tydeligst handler om Daaben, nok er uægte, og at man heller ingenlunde maa tage hvad man kalder Ægte bogstavelig, men forklare det efter sin egen gode Fornuft og Forstand; see, da kommer det ud paa Eet, enten man erklærer det for ægte eller uægte, hvad skrevet staaer som Jesu Ord, at Helvedes Porte skal aldrig faae Magt med Hans Kirke; thi det er i begge Tilfælde lige klart, at de der love at opbygge Christi forgaaede Kirke igien af og med og efter deres egen Skrift-Klogskab, enten aabenbar vil spille Giæk med 431 os, eller er selv saa stokblinde Veiledere, at vi er vel undskyldte for ei at følge dem.

Altsaa, vi troe, at hvor man ikke beviislig har forandret det mundtlige Troens og Daabens Ord, som Apostlerne, ogsaa efter Skriftens Oplysning, lagde til Grund i Kirken, der har man bevaret det, og da det følger af sig selv, at hvad der betinger Optagelsen i Samfundet, betinger ogsaa Retten til Alt hvad Samfundet har tilfælles, saa forklare vi Skriften, og bedømme Alt hvad der vil kaldes christeligt, efter Daabs-Pagten, uden at bryde os om, hvilke Skiældsord man derfor vil overfalde os med. Kan man bevise, at vor Tro og Daab ei er de ægte apostoliske, da giøre man det, men kan man hverken det eller engang nævne et eneste Ord, mundtligt eller skriftligt, et fornuftigt Menneske kunde være bekiendt at kalde apostolisk ægte, naar ei engang Troes-Bekiendelsen ved Daaben var ægte, da erklære man Christus og Hans Kirke aaben Feide, eller man skamme sig og faae bedre Forstand! At for Resien netop Daabs-Pagten, som ægte Apostolisk, udelukker ikke blot de Romerske, men alle muelige Paver og selvgiorte Christi Statholdere, geistlige og verdslige, lærde og læge, af de Christnes Troes-Artikler, og er en mageløs god Prøvesteen for Alt, hvad der enten skriftlig eller mundtlig udgiver sig for Guds Ord eller Apostolisk Tradition, det er saa klart, og saa tit gientaget, at man let kiedes ved at sige det, men saalænge det rask paastaaes ei blot af Jydske Landsbypræster, men selv af Sællands Biskop, at vi gaae Paven i Vold, maae vi dog ikke trættes ved at minde om, at medens vi paa den ene Side kun lægge Vægt paa hvad der ligesaavel er Luthersk som Romersk-Catholsk, da opstille vi paa den anden Side Theologiske Grundsætninger, der udelukke alt mueligt Pavedom og betage alt Papisteri sit christelige Skin, saa vor Herre Jesus Christus sees i Sandhed at være sit Folks eneste Konge, Lovgiver og Dommer.

Saavidt er Alting klart og simpelt, thi selv den enfoldigste Christen kan forestaae, at den Apostoliske Formaning: hold fast paa hvad du har, saa Ingen skal tage din Krone, maa først og sidst anvendes paa vor »Tro og Daab,« naar de er ægte Apostoliske; men naar man nu indrømmer det, og paastaaer kun, at Barne-Daaben er ikke Apostolisk, og at netop fordi »Troen og Daaben« er uadskillelige, kan Barne-Daaben umuelig være Gienfødelsens Bad eller Fødselen til det evige Liv, da blive Mange tvivlraadige, og skiøndt det er en vanskelig Sag at skrive om, maa den dog ingenlunde forbigaaes. Hos os har man 432 i den Anledning foreslaaet, at forandre Barne-Daaben til en Slags Johannes-Daab, hvorved ingen Pagt blev oprettet, men da heller ingen Forsikkring om Gienfødelse givet, og skiøndt det var et fortvivlet Indfald, naar Barne-Daaben ligefuldt under daglig Mulkt skulde paatvinges, og Daaben efter Christi Indstiftelse være alle dem formeent, der lod sig Barne-Daaben paatvinge, saa kan dog en saadan Middelvei synes ganske passende, naar Barne-Daaben blev en fri Sag, og Ingen forbød dem, der som Børn var døbte blot med Vand, naar de blev voxne, at lade sig døbe med den Hellig-Aand.

Men naar man saaledes forudsætter, at Barne-Daaben, skiøndt forrettet efter Christi Indstiftelse, ei er noget Gienfødelsens Bad, men at dog den samme Daab bliver det, saasnart den meddeles Voxne, da tager man Sagen meget løst og overfladelig; thi var Barne-Daaben ugyldig, og kan man neppe nu tænke sig et eneste Menneske i hele Christenheden, der jo enten middelbar eller umiddelbar har modtaget Daaben af Kn, der selv kun havde faaet Barne-Daaben, da maa det synes umueligt, at Nogen kunde blive rigtig døbt. Vel kan man til Nød lænke sig den Mulighed, at Daabens Kraft kunde slumre i alle dem den urettelig meddeeltes, og vaagne naar den igien korn paa sit rette Sted, men naar vi betænke, at f. Ex. i Danmark er i de sidste Ottehundrede Aar kun nogle enkelte forsømte Børn og overgaaende Jøder døbte i den voxne Alder, da er det dog langt fra al Rimelighed, at Daaben i al den Tid skulde have været ugyldig og ufrugtbar hos alle dem, der døbtes som Børn, men gyldig og frugtbar hos det Par Voxne, der kun døbtes af de Barne-Døbte. Da nu det Samme gjælder i hele Christenheden, maatte vi vist nok slutte, at var Barne-Daaben ugyldig, da maatle den sande Christendom være uddøet og Helvedes Porte altsaa have faaet Magt over Christi Kirke endnu længe før Daaben kom til Danmark, og er der mindste Christendom i os, da føle vi dog, det er ingenlunde saa, og jeg for min Part maa høitidelig erklære, at jeg er ganske sikker paa den Daabs Gyldighed, jeg som Barn har annammet, og turde end ikke lade mig omdøbe af en Apostel, skiøndt det skulde være mig en stor Giæde baade at undervises og conlirmeres af ham.

Hvad der allsaa kan og skal forvisse os om Barne-Daabens Gyldighed, det er paa den ene Side dens Almindelighed giennem mange Aarhundreder, som vor Herre Jesus Christus vist maatte og vilde forhindret, dersom den havde været ugyldig, og paa den anden Side Erfaringens Vidnesbyrd om, 433 at der virkelig fandtes, og findes endnu levende Christendom hos de Troende, der kun er døbte som Børn. Naar nemlig Daaben efter Christi Indstiftelse, som vi her forudsætte, er det christelige Livs og den levende Christendoms eneste Kilde paa Jorden, saa kan Jesus Christus ikke lade denne LivsKilde udlørres, og saa kan Livet i Christus ikke spores hos Nogen, hvis Daab er ugyldig. At nu Livet i Christus kun spores hos meget Faa af dem, der døbtes som Børn, er desværre sandt nok, men døbde man Voxne med Sværdet over Hovedet, vilde man naturligviis ogsaa kun hos Faa af dem spore Gienfødelsen, og saalænge Barne-Daaben er en tvungen Sag, kan man derfor slet ikke Andet vente; men kan man blot hos en Eneste, der kun havde Barne-Daaben, spore Gienfødelsen, da er dermed Barne-Daabens Gyldighed beviist. At nu Gienfødelsen og Livet i Christus var i det Mindste hos Morten Luther kiendelig at spore, derom vil i det mindste alle troende Lutheraner føle sig inderlig overbeviiste, og dermed beroligede, til Erfaringen lærer dem, at Barne-Daaben heller ikke hos dem selv var ufrugtbar, men fødte det levende Guds Herligheds Haab, der er »Christus i os.« Det Eneste, man endnu kunde sige, var da, at de Voxnes Daab maaskee dog, under Troens Betingelse, frembragde et kraftigere Liv og en klarere Bevidsthed deraf, end der efter Barne-Daaben kan udvikle sig, og derfor burde det allevegne, ligesom i England, beroe paa Forældrene, om de vilde have deres Børn døbt som spæde, eller opsætte Daaben til deres Skiels-Aar og Alder; men jeg vilde ikke tilraade en saadan Opsættelse, da jeg troer, man er allerbedst skikket til at døbes, før man veed Forskiel paa Høire og Venstre. Jeg veed nok, dette vil synes Endeel af mine Medchristne en urimelig Tale, thi selv naar man forsvarer Barne-Daabens Gyldighed, pieier man dog van at erklære Daaben i den voxne Alder for ønskeligere, saa Grunden, hvi de Høilærde ei allevegne tilraadte den, var aabenbar kun Frygten for, at Mange, naar de blev voxne, slet ikke vilde lade sig døbe, og at man dog undsaae sig ved, som i Pavedommets Tid, at bruge aabenbar Vold. Dette kan imidlertid umuelig være min Grund til at fraraade Daabens Opsættelse, thi det er netop mit Ønske, at der aldrig meer blev Nogen døbt, som ei havde Hjerte til at troe, og derfor ikke blot hader jeg den tvungne Barne-Daab, men anseer det for utilbørligt at døbe Børn af andre Forældre end dem, der, saavidt vi veed, selv er troende Christne og vil giøre deres Bedste til, at »Børnene blive ved Christus, ligesom de ved Daaben er 434 ind-podede i Ham,« men selv under disse Omstændigheder foretrækker jeg Barne-Daaben af den simple Grund, at al Fødsel, den Aandelige saavelsorn den Legemlige, maa være lettest, naar man er lille, og at jo længere man voxer, des større bliver man. De sædvanlige Indvendinger, at det er stort Spørgsmaal, om Apostlerne tillod Barne-Daaben, og et endnu større, om de Spæde kan troe, har aldrig forekommet mig synderlig vigtige, og har nu for mig tabt al deres Vægt; thi da Erfaringen har viist Barne-Daabens Gyldighed, saa har jo vor Herre Jesus og den Hellig-Aand billiget den, og med Dem er jeg vis paa, Apostlerne i alle Embeds-Sager var fuldkommen enige, og Spørgsmaalet om de Spædes Tro kan vi da trøstig lade Ham besvare, der »tager dem paa sine Arme og velsigner dem.« Saaledes tænkde Morten Luther, og hvad der endnu er mærkeligere, saaledes tænkde gamle Augustin, der selv var døbt som Voxen, og hans Bemærkning, at hos de Spæde finder den Hellig-Aand ingen Modstand, anseer jeg for det Dybeste, der er sagt til Barne-Daabens Anbefaling. At de Spæde ingen Tro er sig bevidst, følger nødvendig af, at de ingen Ting er sig bevidst, men at de har Liv, skiøndt de ikke er sig Livel bevidst, rnaae jo Alle indrømme, og er Sandheds-Tro i Grunden ikke Andet end et aabent Hjerte for Sandhed, saa kan de Spæde unægtelig ogsaa have Tro, skiøndt de ikke er sig den bevidst, og da al Synd er en Selvraadighed, som udspringer af Egensindighed, kaldes de Spæde med Rette uskyldige, til Egensindigheden vaagner. Saaledes forstaaer jeg Herrens Ord, at Himmeriges Rige hører Børnene til, og kan slet ikke forstaae, hvorledes Christne kan andet end høre Herren kalde deres Spæde til Daaben, naar han siger: lader de smaa Børn komme til mig og forhindrer dem ikke!

Naar derfor Christne finde det betænkeligt at sige til den Spæde: lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som dig nu haver gienfødt af Vand og den Hellig Aand! da tænker jeg, det har en anden Grund, der burde giøre dem ligesaa ængstelige ved at sige det til Voxne, den Tanke nemlig, at man derved ubetinget erklærer dem for Saligheden visse; men det er jo ingenlunde saa, thi den Tro, vi paa Herrens Vegne kræve og forudsætte, er jo ikke blot en Tro for Øieblikket, men »Troen til Enden«, som ene har Løfte paa »Livets Krone.« At der er baade Unge og Gamle, Store og Smaa, der ligne den tynde Jord-Skorpe paa Steen-Grund, »troe til en Tid, men falde fra i Fristelsens Tid,« det maatte jo Erfaring lære os, om det end 435 ikke stod skrevet, og at ingen Fødsel herneden frier fra Døds-Fare, intet Liv under Solen er saa guddommeligt, at det jo maa kæmpe og seire før det krones, det er ligeledes en bekiendt Sandhed, som Erfaring lærer og Skriften stadfæster, saa naar man tænkde, det ny Paradis-Liv, hvortil vi ved Daaben fødes, skulde være mere utabeligt end det Gamle, da var det kun fordi man ønskede, det skulde saa være. Jeg veed nok, man beraabde sig paa, at der staaer skrevet (l Joh. 5): »Alt hvad som er født af Gud, overvinder Verden,« men et dunkelt Skriftsprog klarer ingen Sag, og de Gienfødte blive jo ikke syndeløse, fordi der staaer skrevet (l Joh. 3): »Ingen som er født af Gud, giør Synd,« og hvordan end begge Sprog skal forklares, siger Apostelen jo selv, at med den, der overvinder Verden, mener han »Troen,« saa uden at gruble over Gienfødelsens Natur, vil vi tage denne Stadfæstelse med paa den trøstelige Sandhed, at hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig.

Dette er, hvad jeg har at anmærke om Daaben, thi hvad »Neddyppelsen« angaaer, som Giendøberne giør Væsen af, da agter jeg det saameget mindre værdt at tale om, som idetmindste hverken Apostelen Paulus selv (efter Ap. Gg. 9 og 22) eller Stokmesteren i Philippi (efter Ap. 16) blev døbte i Floder, og nok heller aldrig Nogen, der holdt fast paa Daabs-Pagten, har trættedes om nogle Draaber Vand meer eller mindre.

436

III. Det Christelige Liv som et Christus-Liv.

Livs-Spørgsmaalet er ikke, hvad der kan bevises af Skriften, men hvad der virkelig findes i Kirken. - Det evige Livs Ord forudsætter Savnet og kræver Troen. - Troskaben til Døden og Selvopoffrelsen er umuelig uden det ny Liv. - Livets sande Væsen er virksom Menneske-Kiærlighed.

Den personlige Hellig-Aand er Livskraften, som findes ved at følge lierrens Anordninger. - Lov dertil er altsaa en Livssag og verdslig det ene Nødvendige. - Herrens mundtlige Ord til os har Livs-Aanden, som hverken udspringer af Troen eller Skriften. -Apostlernes Samfund er det Fællesskab, hvori Livet ene kan annammes og besiddes. - Livet undfanges med Aanden, ved Troen, fødes i Daaben, som Haab, og bliver sig bevidst i Nadveren, som Kiærlighed.

Der staaer skrevet: »uden at blive født paany kan Ingen see Guds Rige,« og uden at fødes »af Vand og Aand« kan Ingen indgaae i Guds Rige, og der staaer atter skrevet, at vi er gienfødte til et levende Haab af uforkrænkelig Sæd: Gud-Herrens det »levende Ord«, som varer evindelig, og der staaer endelig skrevet, at Christus renser sin Menighed med »Vandbadet i Ordet«, og frelser den ved Gienfødelsens og den Hellig-Aands Fornyelses Bad*). At nu alt dette stemmer godt overeens med den Paastand, at de Troende gienfødes i Daaben ved Ordet af Herrens Aand til et nyt Liv i Guds Rige, det er indlysende, men om disse saakaldte classiske Skriftsteder kunde være os Hjemmel nok, ei blot for at kalde Kirke-Daaben Gienfødelsens Bad, men for at vente en virkelig Gienfødelse deraf til det evige Liv, som Herren lovede sine Troende; det er aabenbar et ganske andet Spørgsmaal, som det maaskee kan falde meget vanskeligt at besvare. Men til Lykke er dette Spørgsmaal aabenbar unødvendigt, unyttigt og ufrugtbart, saa det kan være os ganske ligegyldigt, hvordan man besvarer det, da vi ikke høre til et Kirke-Samfund, der enten er skabt al Skriften eller døbes paa den, thi kun i et saadanl chrislent Kirke-Samfund, der, saavidt vides, endnu aldrig har været til, kun der vilde Livs-Spørgsmaalet hænge sammen med alle de Lærdes Kiævlerier om Skriften og dens Indhold. I vort Kirke-Samfund derimod, som skabes ved Daaben af et mundtligt og lydeligt * 437 Ord, og meddeler Daaben paa ganske andre Vilkaar end Bibeltro og Bibellæsning, i dette Samfund, der forsaavidt kiendelig nok ligner det fra Begyndelsen, hvorom vi læse i Bibelen, er det aabenbar ikke Spørgsmaalet, hvad Bibelen, men hvad det mundtlige Ord til os lover, ikke Spørgsmaalet, om Bibelen, men om Ordet til os erklærer den Daab, vi døbes med, for et Gienfødelsens Bad, og den Sag er jo afgiort. Vistnok er det Hoved-Sagen, om der i det Christne Kirke-Samfund virkelig findes et nyt Liv; men det kan jo ingen Skrift, men kun Erfaringen afgiøre, og hvis Erfaring lærde, at man vel fik et nyt Liv ved Bibellæsning, Skriftklogskab, eller noget Andet, men ikke ved Noget af det, Kirken, naar vi indlemmes i den, kræver af os eller skiænker os, da havde dette ny Liv aabenbar slet intet med vort Kirke-Samfund at giøre, mon blev en Skole-Sag, eller dog en Privat-Sag for hver Enkelt af os, ikke som Christne men blot som Mennesker. Naar man derfor troer, at der i det Christne Kirke-Samfund, som saadant, gives og findes et nyt Liv, ægte menneskeligt, men ogsaa ægte guddommeligt, ligesom vor Herres Jesu Christi Liv, da kan der intet Spørgsmaal være om, at det maa være ved »Evangeliet og Sacramenterne«, dette Liv meddeles de Troende og næres hos dem, saa hvad der giør det vanskeligt at tale og især at skrive derom, er, at man hos de fleste Tilhørere og Læsere nuomstunder maa forudsætte saa luftige Begreber om aandeligt Liv og saa steendøde Begreber om »Evangeliet og Sacramenterne«, at selv det Klareste synes dem bælgmørkt. Naar man nemlig ved Liv i Aanden tænker sig et eller andet tomt Forstands-Begreb, der af Læsningen eller af Luften skal vinde Fylde og Livs-Kraft, og tænker sig ved »Evangelium« kun »Sort paa Hvidt« eller en Præken derefter, og ved »Sacramenterne« kun oplæste Formularer, Vand, Vin og Brød; da kan vi umuelig tale om et aandeligt Liv, der, ligesom det Naturlige, har sin dunkle, ubevidste Undfangelse og Fødsel, og sin langsomme Udvikling til Bevidsthed, uden at henregnes til de mystiske Drømmere, og vi kan ligesaalidt tale om Daaben og Nadveren, som dette Livs Kildespring og Næringsmiddel, uden at udraabes for aandløse Dødbidere, der vente aandeligt og evigt Liv af Hexe-Formularer og livløse Ting.

Heraf maae vi imidlertid hverken lade os forvirre, forbluffe eller mistrøste, thi hvad Livs-Udviklingen angaaer, da har vi Natur-Lovene paa vor Side, og kan smile ad alle luftige Indvendinger mod dem. og i Henseende til Livs-Kraftens 438 Udledelse af et Guds-Ord i Menighedens Mund, da har vi ikke blot Skriften men ogsaa Erfaringen for os. Alle de nærmere Oplysninger, vi herom kan give, er vistnok aldeles spildte, hvor man enten slet ingen Trang føler til et virkeligt nvt Liv i Aanden, eller vrager dog den Tro, at det findes hos vor Herre Jesus Christus, i den Kirke, Han har stiftet, og vi ved Daaben er indlemmede i, men hvor Trangen og Troen findes, og det levendegiørende Ord endnu er i Virksomhed, der er Oplysningerne ingenlunde spildte, thi der vil de føre til Delagtighed i Livet og fremme Udviklingen deraf til en salig Bevidsthed.

Af Optegnelser som disse, dunkle for de Fleste og utilfredsstillende for Alle, kan Nytten vist nok ikke anslaaes synderlig høit, men Aanden driver os dog til paa alle muelige Maader at udbrede og fremme Oplysningen om »det evige Liv i Christo Jesu« som Guds Naadegave, og da Herren i sin Kirke har gjort det saa let tilgængeligt for alle barnlige Sjæle, at Englene maae forundre sig derover, kan selv det mindste Vink være nyttigt og maa ikke forsømmes paa en Tid, da Vilderedet hos dem, der have »Lyst til Livet«, er dobbelt sørgeligt, fordi Dødbiderne gaae nu frem med faste Skridt i alle Retninger, saa »de Fattige i Aanden« ikke blot staae til Skamme, men fristes til at tænke, det er en Umuelighed, deres Hjerte begiærer.

Denne Fattigdom i Aanden, der efter Skriften maa forudsættes hos alle dem, Herren skal gjøre rige, forudsætte vi naturligviis ogsaa følt hos alle dem, der, uden at have fornummet det ny Liv, skal have Nytte af Oplysningen derom; thi hvem der ikke har en dunkel Anelse om det aandelige Liv, vi naturlig fattes, kan ligesaalidt have Gavn af vor Tale derom, som Heste eller Hunde har Gavn af Alt hvad man vilde sige dem om Menneske-Livet. Her giælder det imidlertid tilbunds, at den græder ei for Guld, som aldrig Guld eiede, og om derfor end ikke Skriften lærde os, at det ny Liv i Christo kun er en Fornyelse af det oprindelige Menneske-Liv i Guds Billede, som tabdes i Adam, saa forudsatte dog Savnet af et bedre Menneske-Liv, der kan vare evindelig, aabenbar ligesaavel Besiddelsen som Tabet deraf. Medens derfor alle mystiske Beskrivelser af et splinternyt guddommeligt Liv, man vil have fundet i sig selv eller grebet af Luften, er bælgmørke for alle dem, der ikke spore Noget hos sig, de antage derfor; saa følges derimod Evangeliet om det ny Liv i Christi Kirke altid af en himmelsk Klarhed, der omskinner selv dem, der aldeles fattes det, ligesom 439 Julenattens Klarhed omskinnede Hyrderne ved Bethlehem. Ligesom vi nemlig forkynde, at Jesus var et Menneske i alle Maader, som En af os, paa Synden nær, selv dødelig, skiøndt Han blev Dødens Overvinder, saaledes beskrive vi ogsaa det christelige Liv, som det Menneske-Liv, vi alle kiende, paa Synden og Døden nær, med Alt hvad deraf flyder, og lægger kun til, at ligesom den Guddommelige Natur i Christus var forenet med den Menneskelige, saaledes skal Menneske-Naturen hos os, naar den er renset fra Synden og har overstaaet Døden, finde sig forenet med den Guddommelige, og skiøndt denne »Livets Krone« overgaaer alt menneskeligt Begreb herneden, end sige da de Ugienfødtes, saa kan dog Natur-Mennesket baade have en Forestilling om den »Retfærdighed, Fred og Glæde«, der ene findes i Guds Rige, hvor alt Ondt er borte og Livet evigt, og føle, at selv ved Haabet derom og den allerringeste Grad deraf var allerede usigelig meget vundet for os syndige og dødelige Mennesker.

Paa den anden Side seer man imidlertid ogsaa let, det gjør en mærkelig Forskiel, enten man tør haabe virkelig at annamme det ny Liv herneden, eller om Begyndelsen saavelsom Fuldendelsen sættes efter Døden, og naar man gjør det Sidste, da sammenblander man aabenbar den gamle og den ny Pagts Vilkaar, og sigter ikke blot Skriften men Christus og Hans Kirke for den groveste Selv-Modsigelse. Det er nemlig ikke blot efter den Apostoliske Skrift, man maa forudsætte den Hellig-Aand og det ny Liv i Christo hos Menigheden til alle Tider og under alle Himmelegne, men baade vidner Kirken ved Daaben om alle Troendes Gienfødelse af den Hellig-Aand, og indbyder dem ved Nadveren til en virkelig Forening med Jesus Christus, saa, hvis den alligevel intet nyt Liv havde at meddele, da var den aldeles falsk og uefterrettelig. Hertil kommer endnu, at ligesom vi læse i Skriften, at Jesus Christus er Vintræet og vi Grenene, saa uden Ham kan vi slet intet giøre, men at vi dog, selv paa vort Livs Bekostning, maa være Ham bekiendt for Verden, om Han skal være os bekiendt for sin Himmelske Fader; saaledes lærer daglig Erfaring og hele Kirke-Historien, at baade Læg og Lærd, og da især Ordets Tjenere, for at være den Korsfæstede, igien Opstandne, med Syndsforladelsen og det evige Liv i Hans Navn, frimodig bekiendt, behøve nye Livs-Kræfter, som altsaa maae skiænkes, naar Kirken skal staae, og maae være skiænkede siden Kirken staaer endnu, ei blot til Apostlerne og den ældste Menighed, 440 men ogsaa til Morten Luther og alle dem, der, med ham. i Jesu Navn, bød hele Verden Trods. Kun derfor, naar man overlader det til den verdslige Arm, hvorvidt den kan og vil værne om den christne Tro og Bekjendelse, og anseer Kirkens Løfte paa det evige Liv for en Almisse, der ingen Forpligtelser medfører, eller dog ingen synderlig Opoffrelse, indvortes eller udvortes, kræver, kun da kan man tage det saa løseligt med Løftet, og slaae sig til Ro, uagtet man ikke mærker det Mindste til, at det gaaer i Opfyldelse, og slutter derfor kun hen i Veiret, at Opfyldelsen, det evige Liv, kommer af sig selv, naar man døer.

Hvor flau og fastende derfor end den Beskrivelse var, de nymodens Theologer i det attende Aarhundrede gav af det christelige Liv og Levnet, som Christendommens Hovedsag, af Christi Exempel, som dets klare Speil, og af uegennyttig og virksom Menneske-Kiærlighed, som dets egenlige Væsen, ja, uagtet man godt kan sige, de meget forsigtig tog Livet af Kiærligheden, førend de gjorde den til Christendommens Moral-Princip, og trak Christus ned til sig selv, før de opstillede Ham til vort Mønster, saa var dog baade Udtrykkene, de tog af Skriften, uforbederlige, og Moraliseringen, med Menneske-Naturen og Jesu Taler for Øie, langt nyttigere end Dogmatiseringen efter de Symboliske Bøger og Pietismen i de gudelige Forsamlinger, thi disse førde fra, men hin sigtede dog til Livet i Chrislus. Vistnok var det uhyre latterligt at ville afløse »Troen og den Hellig-Aand« med en tør og stiv, flau og fastende Beskrivelse af et feilfrit Liv, hvori alle Dyder rakde hinanden Haanden, og den rene, uegennyttige Menneske-Kiærlighed frembragde den skiønneste Ligevægt mellem Kraft og Djærvhed og en ædel Stolthed paa den ene, og Mildhed, Taalmodighed og Ydmyghed paa den anden Side, og man kan nok vide, at den dermed følgende »Livskraft« neppe forslog til at huske Beskrivelsen endsige til at leve derefter; men i dette latterlige Daarskab var jo baade Menneske-Naturen og den Hellige Skrift aldeles uskyldige, og det var ligefuldt et stort videnskabeligt Fremskridt, at man gjorde Menneske-Livets Tarv og Rettigheder giældende, og hævdede den evangeliske Beskrivelse af det christelige Liv og Levnet, baade mod den Mystiske, der gjorde det til en Urimelighed, den Pharisæiske, der gjorde det til Skinhellighed, og den saakaldte Orthodoxe, der gjorde det til slet ingen Ting. Fienden tænkde vel dermed at bevise Troens Ufrugtbarhed, og regnede aabenbar paa, at Christus 441 var langt borte og den Hellig-Aand umuelig at finde, men han forregnede sig aabenbar, thi saasnart de Troende, ved Verdens aabenbare Spot, Had og Forfølgelse, mærkede, at der hører Kraft til at være Christus bekiendt, da tog de det ogsaa alvorlig med Herrens Løfter, og naar de fristedes med de to store Bud i Loven om Kiærligheden til Gud og Næsten, da nødtes de til at svare med Herren: giør det saa lever du! men nødtes tillige til at efterspore Forholdet mellem Tro og Kiærlighed, og den levende Forbindelse mellem os og vor Herre Jesus Christus.

Naar man nemlig for Alvor troer paa en levende Gud, som seer paa Hjertet, og troer paa en virkelig Frelser fra Synd, fra Død og fra Satans Rige,« da kan man hverken, som de Vantroe, rive Moralen fra Dogmatiken, eller nøies med den Oplysning, at »Kiærlighed er Lovens Fylde,« uden at bryde sig om, enten man har eller fattes den, og ved at iæse flittig baade i Skriften og i sit eget Hjerte, lærer man da snart, at disse to Bøger stemme godt overeens deri, at det er »Troen og Aanden« det giælder om: den faste, bestemte Tro paa Jesus Christus, baade som Guds og Menneskens Søn, og en virkelig Modtagelse af en virksom Guds-Aand, der levendegiør Troen og forbinder os i Sandhed og Kraft med Jesus Christus, saa vi kan bytte med Ham, lade Ham tage vor Synd, vor Død og alle vore Sorger paa sig, og give os sin Retfærdighed, sit Liv og sin Glæde isteden; thi kun da kan vi blive som Han var i denne Verden, hvad ikke blot Skriften siger, vi skal blive, men hvad Hjertet ogsaa føler, vi maa blive, naar der skal være Liv og Heltekraft i vort Haab om at blive »»som Han er« i den anden Verden.

Ligesaavist som det imidlertid er, at Christi Evangelium var ikke blot et latterligt Æventyr, men et skammeligt Bedrageri, hvis der ikke bestandig var et levende Forhold mellem Christus og Hans troende Disciple, som skrevet staaer: »Verden seer mig ikke længer, men jeg lever og I skal leve«, ligesaa vist er det, at et saadant levende Forhold kun kan finde Sted, naar Hans Aand, som en guddommelig, sig selv vitterlig Livs-Kraft besjæler og gjennemvirker Menigheden, og det er derfor intet Under, at Sporene af et saadant Forhold i virkelige Livstegn er nuomstunder baade sjeldnf og matte; thi Troen paa den Hellig-Aand, som en guddommelig Person, Christi Statholder paa Jorden, Hans Menigheds Livskraft og Sjælesørger, Læremester og Ledsager, hører aabenbar til de christeligo Oldsager, man vel i Christenheden betragter med meget 442 forskiellige Øine, men ingensteds har Synderligt af. Hertil kommer endnu vor Tids luftige Begreb om Aand og aandelig Virksomhed, og haandfaste Begreb om Frihed og Personlighed, der, hvor de herske, giør ethvert levende Forhold mellem Himmel og Jord, Gud og Menneske, altsaa ogsaa mellem Christus og os, aabenbar umueligt, saa det er i sin Orden, at de Christne, ligesaavel som Hellener og Nordboer, miste Livet ved at opgive Aanden; men hverken er det dermed forklaret, hvi det christelige Liv ogsaa i anderledes troende Dage var saa sjeldent, saa dunkelt og svagt, ikke heller lærer vor egen Erfaring os, at det bliver meer end dunkelt og svagt, blot derved, at vi eftertragte en levende Forbindelse med vor Herre Jesus Christus ved den Hellig-Aand, og slaae vor Lid til Hans aandelige, virkelige Nærværelse hos og i sine Troende. Vi kan derfor ikke standse herved, men drives bestandig til nøiere at efterspore den aandelige Svindsots, Lamheds og Døds Aarsager, vist nok ikke, fordi selv den klareste Indsigt heri kan trøste os enten over Livets Savn eller Sygelighed, men fordi vi føle, at alle Aarsagerne maae ligge hos os selv, og kan ikke ligge hos Herren eller Aanden, som nødvendig baade kan og vil virke lige kraftig, levende og glædelig paa alle troende Slægter under alle Himmelegne, saa det maa i den Henseende være med Forskielien mellem det Første og det Nittende Aarhundrede, som med den mellem »Jøde og Græke, Skythe og Barbar«, at den falder bort i samme Grad, som Herrens Aand faaer Magt, og Han, som er igaar og idag og evindelig den Samme, kommer til at leve, »boe og vandre« i sit Folk. Spørgsmaalet var nemlig aldrig om Ensformighed i de Enkeltes Stilling og Virksomhed, men kun om Aandens og Livets Eenhed, som skrevet staaer, at »Gaverne er forskiellige men Aanden er den samme,« og det christelige Livs Hemmelighed er uforanderlig den, at de Troende ikke leve deres eget men Hans Liv, som er død og opstanden for os, staae fast paa den samme Tro, vandre med det samme Haab, og virke og voxe i den samme indbyrdes Kiærlighed, til Hans Ære, uden Hvem vi kan slet Intet giøre, og som derfor udretter Alt i Alle.

Tidlig eller seent opdage vi nu, i Løbet af en alvorlig Undersøgelse, at foruden Spørgsmaalet om den Hellig-Aands guddommelige Personlighed, og Hans levende altomfattende Virksomhed i Herrens Navn, er der endnu et andet dermed paa det Nøieste sammenhængende Spørgsmaal, hvis rigtige 443 Besvarelse vel ikke, strængt taget, betinger det christelige Liv, men dog dets ordenlige Udvikling og kraftige Virksomhed, Spørgsmaalet nemlig om Vilkaarene, hvorunder, og Midlerne, hvorved Herren og Aanden leve og virke i Menigheden.

Strængt taget, siger jeg, er dette Spørgsmaals rigtige Besvarelse ikke Betingelsen for det christelige Liv; thi da Vilkaarene og Midlerne, ligesaalidt som Livet selv, kan beroe paa os, men kun paa Herren, saa maa Han ved Kirkens Stiftelse selv have gjort en Anordning, der kun behøver at findes og følges for at medføre Aanden og Livet, om man end ikke befinder sig paa noget andet Vilkaar end Troen, eller har anden Tanke om Midlet, end at det er aandeligt; men veed man ikke, hvortil Troen skal hæfte sig, som de Vilkaar, hvorunder, og de Midler, hvorved Herren og Aanden kommer til os, lever og virker hos os, da staaer man dog bestandig Fare for at miste Livet igien, og kommer aldrig til Bevidsthed eller ordenlig Udvikling af dets underfulde Kræfter. Vist nok skulde man ikke vente en saadan Vankundighed i Herrens Huus, hvor Alting er beregnet paa de Smaa, som skal voxe, og paa deres ringe aandelige Fatte-Evne, thi Troen er jo uopløselig knyttet til Daaben, som den aandelige Fødsel, og Vilkaarene for det christelige Liv kort og godt udtrykt i Daabs-Pagten, medens Indbydelsen til Herrens Bord klarlig melder, hvorved Livet skal opholdes og faae sin rette Skikkelse i hans aandelige Legeme, hvorpaa vi alle er Lemmer, saa hvem der kun har Troen, og venter Alt af Herren med den Hellig-Aand, synes aldrig at kunne tage feil enten ad Naade-Livets Vilkaar, eller ad dels Kilde og Nærings-Midler. Kiende vi imidlertid noget til vort eget Hjerte, da kiende vi kun alt for godt den Egenkiærlighed, Selvraadighed og Selvklogskab, der ikke blot har skilt os ved det gamle Menneske-Liv i Guds Billede, men bestrider uafladelig det Ny i Christo Jesu, og naar vi betænke, hvad der hører til at finde sig i Herrens Anordninger og følge dem, da see vi let, at Livets Vei er smal og Porten trang; thi den rette Forbindelse af det Udvortes og Indvortes, det Legemlige og Aandelige, det Timelige og Evige, det Menneskelige og Guddommelige, det Enkelte og det Almindelige, falder os Alle, selv naar den er os utvivlsom, forunderlig fremmed.

Naar vi derfor betragte de kirkehistoriske Vildfarelser, som, ligefra Apostlernes Dage til Vores, har hindret det christelige Liv fra at udfolde sine Kræfter og straale i sin Glands, da maa 444 det ingenlunde være for at bryde Staven over vore Medtroende, som skelede ud enten til Høire eller Venstre, men blot for paa den ene Side at ret færd iggiøre Herren og Aanden, og paa den Anden at berede Menigheden bedre Dage, under Aabenbarelsen af hans Dyder, som kaldte os fra Mørket til sit underlige Lys. Ingen kan lægge anden Grundvold end den, som er lagt fra Begyndelsen, siger vor Summus Theologus, Apostelen Paulus, og med dem som desuagtet prøve derpaa og forandre Herrens Anordninger, har vi Intet at skaffe, thi de er fremmede for Herren af Modersliv; men hvem der bygger paa den rette Grundvold, skal frelses, siger samme Apostel, som »en Brand af Ilden«, om han end har bygt med Træ og Rør og Straa, som den Skiærsild, al Kirkebygning maa giennemgaae, fortærer, og dette skal være vor kirkehistoriske Rettesnor, hvorefter vi lade alle Rettroende, Papister saavelsom Protestanter, vederfares Naade, men Herren og Aanden vederfares Ret. En ehristelig Kirke-Historie efter denne Regel er vist nok et af vore store Savn, som maa afhjelpes, før det christelige Folkeliv kan klarlig gienfødes, men til at arbeide paa en Saadan har vi ogsaa gode Stunder, thi stirre vi vist paa det nærværende kirkelige Vilderede, da see vi strax, at Gud endnu maa giøre store Ting, før det kan lykkes med Gienfødelsen og Fornyelsen af Christen-Livet, som et ordenligt Folke-Liv i alle sine naturlige Skikkelser, fra den spæde Barndoms til den voxne Manddoms, og saaledes maa det dog være, ei blot for at svare til Beskrivelsen i Aposllernes Gierninger og Johannes-Brevet, men ogsaa for at aabenbare Aandens Guddoms-Kraft, og forherlige Sønnen paa Jorden, ligesom han i sit eget Levnetsløb forherligede sin Fader. Det er nemlig ingenlunde blot Fangenskabet i Stats-Kirkerne, der hindrer Christus-Livet fra at udbrede og udvikle sig, men det er en langt farligere indvortes Modstand, der først maa overvindes, og naar den reformatoriske Stræben af Aandens Drift for Øieblikket af alle Kræfter bekæmper den verdslige Kirke-Presning og den selvkloge Vurdering af Herrens Anordninger, da er det kun fordi, hvad der truer med ai tilstoppe Livs-Kilden, eller kvæle Barnet i Fødselen, maa bekæmpes og overvindes, naar ikke selve Haabet skal tabes. Hvad nemlig Præste-Livet til alle Tider kan lære i det Smaa, det viser Menighedens Liv os i del Store, fra Apostlernes Dage til Konstantins, thi da baade fulgde man udvortes Herrens Anordninger, og havde Leilighed til at røre sig frit i Himmeriget paa Jorden; men desuagtet aftog Livs-Kræfterne kiendelig, saa 445 der var næsten ikke mere Spor af et christeligt Folke-Liv, da Kirken gav sig Keiseren i Vold. Vilde man heraf slutte, enten at det ingen Livssag er at bryde Herrens Anordninger, eller at Kirke-Væsenet ordnes bedst af den verdslige Arm, da var det vistnok topmaalt Daarskab, men derimod skal det lære os, hvorfor Herren har tilladt Fremmede at herske over os, og giøre os beskedne, saa vi ikke forlange mere udvortes Frihed, end vi er modne til at ære Herren med, og nøies med den Allernødvendigste. Hvor antichristelig derfor end den Tone er, hvori Verdens Vise nuomstunder tale om den saakaldte »Christelige Stat«, der skal opsluge Christi Kirke for ret at indlemme den i sig, og hvor klart end Aanden vidner om, hvad det vil føre til og ende med i de sidste Dage, saa skal vi dog føie og læmpe os efter Verdens-Magten, naar den blot tillader os al holde fast ved Herrens Anordninger og voxe i Stilhed. Denne Tilladelse kan nu de verdslige Fyrster give os enten inde i deres Stats-Kirke eller udenfor den, og hvilket der synes dem bedst, skal vi taalmodig finde os i, om end den indskrænkede Frihed, der undes os, maa kiøbes med Opoffrelser, og naar jeg har foreslaaet den Danske Regiering at skiænke os denne tarvelige Frihed indeni Stats-Kirken, ved at stadfæste Præsternes selvtagne Frihed, der neppe lader sig afskaffe, og løsne Sognebaandet, saa Lige kan søge Lige, da er det ingenlunde, fordi jeg overseer, at det er baade den fattigste og for christelige Præster farligste Frihed, de Christne kan vinde, men fordi den aabenbar er Staten saa fordeelagtig og den Danske Fredsommelighed saa beslægtet, at vilde man ikke engang unde os den, da undte man os bestemt slet ingen. Naar derfor Verdens Folk i dette Forslag vil see en hierarchisk Bestræbelse, da er de enten meget kortsynede, eller de misunde Herren og Aanden selv det allerhemmeligste og allerfrieste, kun af Troen udspringende og kun for Hjertet virkelige, Herredømme over Menigheden, og naar Medchristne laste mit Forslag som et halvt Forræderi, da maae de være blinde enten for den aabenbare Uchristelighed, der hersker hos Mængden af alle Statskirkers Medlemmer, eller for den skjulte Livskraft i Herrens Ord, eller for begge Dele. Denne Blindhed er imidlertid ogsaa en saa gammel Skade, at skiøndt vor Herre underlig har lægt den hos nogle af os, see vi dog af Hans syvende og sidste Hyrdebrev, at selv efter vore Dage vil Menigheden trænge høit til »Øiensalve«, saa, naar det kun maa lykkes Menigheden ved vort Syn at undgaae den 446 Livsfare, der nu i alle Statskirker truer den, da maa vi ikke krympe os ved Utakkene, vi faae derfor, af dem, der see feil.

Saalænge der nemlig har været saakaldte christelige Stats-Kirker i Verden, hvor man enten lokkede eller truede Folk til at lade sig selv eller deres Børn døbe, undervise i den christelige Børnelærdom, tiltale og behandle som Christne, saalænge har ogsaa alle de virkelige Christne, især blandt Præsterne, som udtrykkelig eller stiltiende billigede denne uchristelige og for hele Menigheden fordærvelige Adfærd, inddysset sig med den Tanke, at naar man paa hvilkensomhelst Maade fik Folk ind i Kirken, hindrer man dog endeel Forargelse og Bespottelse, og turde vel tillige vente at omvende enten de vantroe Forældre selv eller dog deres Børn, og da man endelig i Nyaarstiden opdagede, det var alt for uchristeligt at nøde Nogen ind i Kirken, syndes man dog, det gik godt an at holde paa dem, der fandtes, uden Spørgsmaal om, hvordan deres Fædre var kommet ind, og hvordan det huede dem selv. Endog i Middelalderen kunde det vel ikke undgaae nogen gudfrygtig Mands Opmærksomhed, at det store Bedehuus for alle Folk ved denne Kirke-Presning var forvandlet til en Røverkule, men de trøstede sig ved de »Helliges Samfund« i Klostrene, og da man efter Reformationen saae, at hverken de bibelske Prækener eller Luthers Catechismus kunde vaske Morianer hvide, trøstede Nogle sig med et nyt »Helliges Samfund«, der skulde skabes i »gudelige Forsamlinger«, og Andre med Verdens Ende, som daglig ventedes. Nu kom det Attende Aarhundrede, som en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, Ugudeligheden og Bespottelsen blev allevegne meer og mindre sat i Frihed, og i alle de protestantiske Statskirker truedes de Troende med at see dem selv eller dog deres Børn al Christendom berøvet, og til at træde ud af Statskirkerne havde de sjelden Lov og aldrig Mod. Næsten i alle de Tydske Stats-Kirker blev Herrens Anordninger ved Daaben og Nadveren forvanskede, kun den Engelske og Danske beholdt til nu sin gamle Alterbog, der, saavidt døde Bogstaver kan, værnede om dem, men hvor gruelig All i Virkeligheden hos os blev forvansket, er noksom bekiendt, og at Forvanskningen betragtes med Fornøielse eller dog med Ligegyldighed af Mængdeni alle Kredse, det er naturligt; men at ikke alle Troende og især alle troende Præster endnu kan see, det er den bittre Frugt af Kirke-Presningen, at selv Mange af dem ansee Frafaldet for en ulykkelig »Hændelse « der kan og skal følges af en ny Presning til Daab og Altergang, 447 hyklet Bekiendelse og tvungen Børnelærdom, det er en Blindhed, man maa inderlig beklage, og netop drives af til at giøre alt Mueligt for Christus-Livet i sidste Aandedræt. Hvad enten man nemlig kalder dem, der bryde Herrens Anordninger, Kiættere eller ikke, og hvad enten man forvansker dem paa Trods eller af Skiødesløshed, da er Følgen forsaavidt den samme, at Daaben og Nadveren med dens Ægthed og Gyldighed tabe deres Livskraft og blive virkelig, hvad Mængden af Protestanterne anseer dem for: ligegyldige Kirke-Skikke, og dette Tab kan kun forhindres enten ved at træde ud med dem af Stats-Kirken, eller ved at erholde deres Frigivelse i Statskirken; thi vi har nylig havt et slaaende Beviis paa, hvor usikkre Herrens Anordninger er paa at beholde deres Plads i Alterbogen, og selv, om de beholde den, forslaaer det dog ikke, da Præsterne er selvraadige og Ordet er tomt paa Spotternes Læbe. At Gienfødelsen er sjelden og Vexten endnu sjeldnere, ogsaa hvor Herrens Anordninger udvortes følges, og at Sjeldenheden vil vedvare, saalænge man ikke anderledes end nu sætter Priis paa det ny Liv og slaaer Lid til Herrens Ord ved Naademidlerne, som »Aand og Liv«, det er vist nok; men derfor maae vi, som veed Beskeed, og see hvad det giælder, dog holde Lejligheden til Gienfødelse og Fornyelse aaben, om vi end derved skulde faae Skin af Aandløshed, et Skin, Aanden vil henveire, hvergang vi, under Hans Paakaldelse, oplade vor Mund til at tale om Christi Bolig ved Troen i vore Hjerter, og om den Rodfæstelse i Kiærligheden, hvorved vi voxe, med alle de Hellige, til at begribe baade det Lange og det Brede, det Dybe og det Høie.

Saaledes var aabenbar ogsaa Morten Luthers Tankegang, thi, medens Zvinglianerne eensidig trodsede paa »Troen og Aanden,« og Papisterne ligesaa eensidig paa »Kirkens Naademidler,« da trodsede han kun paa begge Dele i Forening, og brød sig ikke om Spotten og Forkiættrelsen fra modsatte Sider, ja, brød sig ikke engang om den Modsigelse, man fandt i hans Yttringer, da han følde, der var ingen Modsigelse, men levende, guddommelig Sammenhæng mellem Herren og Aanden, Troen og Naademidlerne. Det blev ham heller ingenlunde forborgent, at Eenheden laae i det udvortes, lydelige »Guds og Troens Ord«, som fører baade Herren og Aanden med sig, annammes ved Troen, og skaber baade Gienfødelsens Bad og Herrens Bord; men da »Tale og Skrift« løb i Eet for ham, kunde han ikke klare Sagen, og derfor nødes vi til at sige, at hvad saa end Luther meende, saa er det lige vist, at det Guds Ord, som 448 fører Herren og Aanden med sig, til de Troendes Gienfødelse og Fornyelse efter Hans Billede, som skabde os, det er hverken Bogstav-Skriften, ikke heller nogen Bibelsk Prædiken, hvor tilforladelig og opbyggelig den end kan være, men ene og alene det Ord af Herrens Mund, som lyder til os i Hans Navn ved Daaben og Nadveren.

Dette er en haard Tale i de Flestes Øren, som dog ellers lade Daaben giælde for Gienfødelsens Bad og Nadveren for Herrens Bord, men haard eller blød, saa er den sand, og naar man veed, hvor »det evige Livs Ord« findes, da maatte man jo være en Djævel for med Flid at dølge det, og en stor Kryster for af Menneske-Frygt at fortie det, især paa en Tid, da intet mindre end en stærk Formodning derom kan bringe Menigheden til at holde urokkelig fast ved Daabs-Pagten og ved Alt, hvad der endog blot muelig kan høre til Sacramenterne »efter Christi Indstiftelse«.

Efter Forstands-Tidens Vilkaar er nemlig vor naturlige Forestilling om Aand saa luftig, og vor Følelse deraf saa mat, at vi om Aand og aandeligt Liv kan indbilde os selv og lade os indbilde hvad det skal være, naar vi ikke have noget Fatteligt, der ligner det Haandgribelige, at støtte os til, derfor greb Luther til Skriften, og det maae nuomstunder alle ædrue Sjæle, naar de vil vogte sig for deres egne og Andres Indbildninger og Hjernespind om det ny Liv, hvortil vi af Aanden skal gienfødes, og hvori vi skal voxe og vandre med Herren; men naar det er os om meer end en ædru Tankegang, er os om »Liv og Aand« at giøre, da lærer al Erfaring, at det kan Skriftten, om vi end vil troe, den har det selv, ikke give Nogen. Da Skriften imidlertid ogsaa, langtfra at beskrive Liv og Aand som en Frugt af Bibellæsning, henviser os til Herren selv midt iblandt sine Troende, til Ordets Hørelse, til Vandbadet i Ordet og til Christi Legems og Blods Samfund i den hellige Nadver, saa føle alle Troende sig drevne did, men kan da enten med deres Tro kaste sig tilbage paa Skriften, eller fæste sig til Præsten og de andre synlige Ting, eller holde sig til det mundtlige Ord, som i Herrens Navn tales til dem og til hele Menigheden. At det Første ikke nytter til Annammelse af Liv og Aand, har vi alt bemærket, og det beviser Nyaarstidens Kirkehistorie klarlig, men at det Andet er ligesaa unyttigt, viser især Middelalderens Kirkehistorie ligesaa klart, saa dersom det Tredie og Sidste heller ikke nyttede, da havde Fienden Ret, da var det kun etÆventyr, Alt hvad der er 449 vidnet om det ny Liv af Guds Aand, som skiænkes og udvikles i Christi Kirke. Allerede dette maa give os en stærk, til Vished grændsende Formodning om, at vi her i Ordet af Herrens Mund har fundet Livets Kildespring, thi Ingen kan jo have mindste Tro paa Jesus Christus, og dog tænke, det er Tant med hans Løfter, og prøve vi nu kun, hvad vi jo uden al Fare kan, at holde os til dette Ord med Troen, som »det evige Livs Ord«, udsendt til alle Slægter, og sikkret Guddoms-Kraften ved den Hellig-Aand, som uafladelig besjæler det, da lære vi af egen Erfaring, at Verdens Frelser, Jesus Christus, Guddoms-Ordet af Begyndelsen, er selv aandelig og virkelig tilstæde i sit Ord.

Ogsaa dette er tilvisse en dyb Hemmelighed, som Verdens Vise hverken vil undlade at kalde mystisk, eller at tillægge alle de Lyder, man med Ret eller Uret tænker sig ved Mysticismen; men vil vi tilbede Mennesket Jesus Christus som Guds eenbaarne Søn, trøste os ved Hans Fortjeneste, og haabe det evige Liv i Hans Navn, enten her eller hisset, da maae vi jo baade indrømme, det er en stor og dyb Hemmelighed, og være belavede paa at udraabes for Mystikere, Daarer, Sværmere og alt Saadant, af de Vantroe, og vilde vi her lægge Vægt paa det lidt meer eller mindre Forunderlige og Hemmelighedsfulde, da vakde vi med Rette Verdens Latter, som de der afsie Myggen og sluge Kamelen. Sammensmeltningen af den guddommelige og menneskelige Natur i Jesus Christus, og Hans Midler-Stilling, hvorved der aabnes alle Hans Troende Udsigt til at blive som Han er, det er den store Hemmelighed, hvorimod enhver anden i Sammenligning bliver lille, og at den kun paa en hemmelighedsfuld Maade kan træde i Kraft, det følger af sig selv, saa der selv hos de ædrueste Christne aldrig maa være Spørgsmaal om det, men kun om gyldig, troværdig Hjemmel, om saameget Lys i Dunkelheden, at man kan vogte sig for Vildfarelse, og endelig om en salig Erfaring af Evangeliets Sandhed. Dette veed vi alle, var ogsaa Morten Luthers og vore troende Fædres Tankegang, og man seer let, at var Bibelen ikke blot den gyldige Hjemmel og det tilstrækkelige Lys, men ogsaa Livskilden, da kan man ikke tænke sig noget mere mystisk, da Bibelen selv, saavidt vi kan skiønne, er steendød, saa, naar nu Erfaring har lært, at selv de Lærdeste har ondt ved at giendrive Indvendingerne mod Bibelens fulde Troværdighed, at den ikke kan sikkre selv sine flittigste Læsere for Vildfarelse, og at jo strængere man holdt sig til dens 450 Bogstav, desto aandløsere var og desto livløsere blev man, see, da skulde det dog vist ikke forarge nogen Christen, men være os alle en stor Glæde, naar der peges paa noget Andet, naturligviis ogsaa hemmelighedsfuldt, men fast og fatteligt, og anderledes skikket til levende Brug og Virksomhed. At nu virkelig Indstiftelsens Ord ved Daaben og Nadveren, Daabs-Pagten iberegnet, har et langt klarere og umistænkeligere Vidnesbyrd af hele Menigheden, end nogen Deel af Bibelen, end sige den Hele, det er saa indlysende, at Ingen endnu engang har prøvet paa at giendrive denne min alt gamle Paastand. At dette, den hele Menighed bekiendte, korte og aimeenfattelige Troens Ord er ganske anderledes skikket til at være en Lampe i Dunkelheden for os Alle, end en stor Bog, egenlig kun de Lærde bekiendt, og i mange Henseender vanskelig at forstaae, det lader sig uden Selv-Modsigelse slet ikke nægte; og at nu endelig et lydeligt og mundtligt Ord, som tales i Herrens Navn til alle dem, der ved Daaben optages i Hans Menighed og forsamles som Giæster om Hans Bord, ogsaa bringer de Troende den Aand og det Liv, Han har lovet dem, det er dog vel i det mindste tusind Gange rimeligere, end at Aanden og Livet enten skulde gribes af Luften eller findes begravet i en gammel Bog, og derved givet i de Skriftkloges Haand, der enten kunde forfalske hvad de fandt, eller, som deres gamle Frænder, lade Kundskabs-Nøgelen ubrugt, hverken selv gaae ind eller lukke op for Andre. Selv derfor, om Pennen var ligesaa naturligt et Redskab som Munden til levende at tiltale Mennesker og meddele dem aandelige Gaver, og selv om alle Troende med samme Ret kunde tilegne sig hvad Herren sagde til Martha og hvad Paulus skrev til Romerne, som hvad der i Herrens Navn udtrykkelig siges til os Alle, selv da vilde det mundtlige Ord ved Daaben og Nadveren have det store Fortrin at være lige tilgængeligt for Alle, og at retfærdiggiøre den Vægt, hele Menigheden fra Begyndelsen, og Skriften selv, lægger paa Daaben og Nadveren, som nødvendige Saligheds-Midler, en Vægt, der bliver ligesaa uforklarlig, naar man giør Bibelen til Livskilde, som aandløs, naar man giør Sacramenterne uden et Guds-Ord dertil.

Men kan man ikke undgaae begge Klipper ved at søge Livs-Kilden udelukkende i Troen? Jo, naar man, som Mystikerne, vil erklære Sakramenterne for blotte Sindbilleder og Skriften lor en mørk Tale, men da faaer Troen intet andet bestemt 451 Indhold, end at den Hellig-Aand, med Christus og det ny Liv, enten naturlig findes hos os selv, eller kan gribes af Luften, naar man har Haandelaget, som er den store Hemmelighed. Hvem der nu kan nøies med denne Navne-Værdi, og med sine egne Griller om Aanden og det evige Liv, trænger naturligviis ligesaalidt til kirkelige Oplysninger, som til Jesus, Marias Søn, men hvem der virkelig vil have Deel i Ham og Hans Liv, som Skriften beskriver det, han modsiger kun sig selv, og gaaer nødvendig glip derad, ved at ville have Aanden og Livet af Troen selv, og ei af et Guds-Ord, hvortil Troen læster sig. I Barne-Dagene gaaer det vel godt an at lade Troen løbe i Eet med Guds-Ordet, som dens Indhold, og da udlede Alt af den »levende Tro«, og det gjorde Morten Luther, men saasnart man kommer til Eftertanke, maa man enten vitterlig gribe Guds-Ordet, som Livs-Kraften, eller man mærker med Forskrækkelse, at Troen mister Livet, og arbeider kun forgæves paa at puste Liv i den, end sige da at udvikle Troens særegne Livlighed til et heelt Christus-Liv, hvad Levnets-Løbet ogsaa viser endnu langt tydeligere end det selvgjorte Kapitel i vore Lærebøger om »Troens« istedenfor »Aandens og Ordets« Frugter. Her er ikke Tale om mindste Bebreidelse, Last eller Skam til nogen ærlig troende Sjæl, end sige da til Troes-Kæmpen, Morten Luther, der gik til vor Herre ved Daaben som et lille Barn og fik derfor af Hans Mund den »evige Velsignelse«, der alle hans Dage var ham et levende Pant paa det evige Liv, nei, her er slet ikke Tale om Andet, end om Grunden, hvi selv Luther, under den bestandige Strid med Døden og Djævelen om Livet og Guds Ord, ei kunde faae Ro og Held til at udvikle den guddommelige Livsspire hos sig, og hvi Ingen af hans troe Efterfølgere kom saa vidt end sige videre end han. Er nemlig det mundtlige Ord ved Daaben og Nadveren Sædet for den guddommelige Livskraft, da seer man let Grunden baade til det Liv, der altid kom i Barne-Troen, og til den Stilstand eller Krebsgang, der traadte istedenfor Udviklingen til Bevidsthed; thi Guds-Ordet virker, saalænge det, bevidst eller ubevidst, holdes fast af Troen, men saasnart Troen hefter sig ved noget Andet, afbrydes Virksomheden, og det des brattere og fuldeligere, jo fastere man sætter sig i Hovedet, at ikke det, men Troen, Skriften elier noget Andet har Livs-Kraften. Betragte og annamme vi derimod dette Guds-Ord som Ordet fra Begyndelsen, hvori der, med den Hellig-Aand, er baade Liv og Lys til hele Menigheden, da træde vi med Bevidsthed i 452 et levende Forhold til Herren, og vinde et fatteligt Begreb om den Hellig-Aand, og om det ny Menneske, der af Ham undfanges ved Troen, fødes i Haabet, voxer og modnes i Kiærligheden. Fuldvoxne er vi vist nok langtfra at blive med Eet, men vi indbilde os det ikke heller, og gaae hverken i Rette med Gud, Hans Ord, os selv eller andre Mennesker, fordi det ny Liv, ligesaavel som det Gamle, følger Naturens Orden, saa Christus i os, ligesom i sig selv, vil undfanges, fødes og giennem en heel Række af Aar voxe i Aandens Kraft til Fuldkommenhed. Christen-Livet bliver os da en ordenlig Løbebane til Kronen, hvis tro Beskrivelse i Bibelen ikke ængster og piner, men oplyser, opmuntrer og glæder os, og sætter os, som Ordets Tjenere, istand til baade langt bedre at undgaae Vildfarelser, og prophetisk at udsige langt meer om Livets Gang og Vilkaar, end vi har selv erfaret. Vil man sige, at med Alt dette Bibelen dog rimeligviis vil blive mindre flittig læst og brugt, naar man ikke længer mener at have et evigt Liv i den, da er det egenlige Svar, at Mennesket er ikke til for Bibelens, men Bibelen for Menneskets Skyld, men for Resten maa man ikke glemme, at i det Mindste hos os var selv Præsternes Læsning og Brug af Bibelen, mens den gjaldt for Alt, blevet saa ubetydelig, at den dog altid maa tillage lidt hos dem, der har Tro paa Jesus og Guds Ord, og for de Fremmedes Bibellæsning og Bibelbrug skulde de Christne dog vel hverken opoffre Livet eller giøre sig det suurt. Desuden har det nok slet ingen Nød, at jo Bibelen herefter vil blive flittig baade læst og brugt af de Fremmede, især hvor Ordet med Aanden træder kiendelig i Kraft, thi der vil den bibelske Anskuelse af Mennesket, som skabt i Guds Billede og bestemt til, trods Faldet, at indgaae til Hans Herlighed, giøre sig almindelig giældende, og jo mere Vægt de Christne da lægge paa Naademidlerne med det lille Guds-Ord, desmere Vægt vil de Fremmede lægge paa Skriften og dens Granskning, saa de Ordets Tjenere, hvis Bibelgranskning trænger til anden Spore end Aandens Drift, vil finde den i Modstandernes Paatrængenhed.

Vi har nu seet, at Grund-Betingelsen for det Christne Liv er hjertelig Tro paa Naademidlernes Guds-Ord, som Sædet for den guddommelige Livskraft, men da dette Ord er alle Christnes Fællesgods, saa følger allerede heraf, at Livet kun kan annammes og besiddes i Fællesskab, ligesom der ogsaa kun er een Aand og een Herre til os Alle, og her møde saa store baade indvortes og udvortes Vanskeligheder for Livets 453 Udvikling, at hvis vi ikke havde gyldig Hjemmel for, at Menigheden i Jerusalem var »eet Hjerte og een Sjæl«, saa Ingen kaldte Noget sit Eget, da vilde vi ikke troe, en saadan himmelsk Livsfylde var muelig paa Jorden. Nu derimod, da vi veed det, og veed, at Herren er altid den Samme og Faderens Aand ligesaa kraftig og kiærlig nu, som for attenhundrede Aar siden, nu mistvivle vi ingenlunde om, at jo Herren vil naae den samme aandelige Vext i os og vore Børn, og det med en Grad af Bevidsthed, en Troens og Erkiendelsens Enighed, som er Kronen, kun de Sidste kan naae. Saamegen Følelse faae vi da ogsaa, med Livet, af det salige Fællesskab, at vi kan rolig forvente og oppebie Guds Børns herlige Frihed, da Fuldendelsen dog i Grunden er hos os fra Begyndelsen, i Herren, med hvem vi er opreiste og himmelfarne, saa det giælder kun om ved en levende og virksom Tilegnelse at sikkre os evig Part deri.

Ogsaa dette svævede stadig for Morten Luther, som derfor slet ikke greb efter Skyggen af det Apostoliske Christenliv, men nøiedes med den virkelige Deel deri, han ved »Ordet og Troen « kunde vinde, og vel kan det synes os, som han burde lagt mere Vægt paa det Kirkelige Fællesskab og sørget bedre for dets Tarv; men naar vi gribe i vor egen Barm, og prøve Styrke med de Hindringer, som baade indvortes og udvortes have optaarnet sig mod Fornyelsen af det aandelige Jerusalems-Tempel, da maae vi vel finde, at Luther ogsaa i denne Henseende rager saa høit over alle sine Samtidige, at vi formodenlig, i hans Sted, vilde været langtfra at naae ham.

Det er saaledes ganske sandt, at naar vi troende giennemlæse det Ny Testamente, og giøre os derefter en Forestilling om de udvortes Omstændigheder, under hvilke Christus-Livet udviklede sig, da see vi strax, det umuelig for Øieblikket kunde tilbagevinde sin oprindelige Skikkelse hos os Lutheraner, uden at vi enten maatte udvandre til den ny Verden, eller giøre en Række af Mirakler, det Ene større end det Andet, men naar vi huske, at Livet, for at være ægte, maa først vinde sin rette Skikkelse indvortes, da opdage vi, at de indvortes Hindringer, som først maae overvindes, er de største, og til at binde an med dem lade vi os lettest drive, naar vor udvortes Virksomhed er bundet.

Uagtet det nemlig kun er i Fællesskab med hele Menigheden, vi kan annamme og besidde Christen-Livet, og uagtet det, for 454 at naae sin Modenhed og Glands, ogsaa kræver et virkeligt og kiendeligt udvortes Samkvem af troende og kiærlige Mennesker, saa har dog Erfaring lært og vil herefter stedse klarere vise, at hvor kun Herrens Anordninger bevares og træde ved Troen i Kraft, der kan hver Enkelt, som alvorlig vil, midt i vort statskirkelige Vilderede, komme endnu langt videre end Nogen af os er. Sønnen og Aanden see nemlig, ligesom Faderen, paa Hjertet, og i samme Grad, som Hjertet kiærlig udvider sig til at omfatte Herren og Alt hvad der er Hans, i samme Grad føler det ogsaa Velsignelsens Fylde, i samme Grad bespises det med Brødet af Himlen og skiænkes med Saligheds-Kalken, som mætter og lædsker til et evigt Liv, saa det lønner rigelig Umagen i vort eget Hjerte og vor Tankegang at nedbryde alle de Skranker og Skillerum, som Egenkiærligheden og Selvklogskaben har reist mellem os og Næsten, der fremfor Alt er Ham, der gjorde Barmhjertighed imod os, ja, gjorde for os hvad ingen kiødelig Broder enten kunde eller vilde. Jo mere derfor Alt, hvad der udvortes kalder sig Christi Kirke, har tabt Skikkelsen af den »hellige, almindelige« Kirke, med Herren i den Hellig-Aand til Biskop, Konge og Læremester, ja, Skikkelsen af en aandelig Krop med Ham til Hoved, des flittigere skal vi arbeide paa, at den hellige, almindelige Kirke kan vinde denne sin eneste rette Skikkelse inden i os, og kun vogte os for at sammenblande Herrens Anordninger og Naademidler med den gruelige Misbrug, der er drevet og drives med dem i Stats-Kirkerne, saa det var netop Dyden ved Morten Luthers Kirke-Begreb, at det indsluttede »Sacramenterne efter Christi Indstiftelse« i sig, og kun det var Lyden, at han vilde have hele sin egen Skrift-Klogskab med derind, hvorved han tildeels skildte Ordet fra Sacramenterne, og i det mindste halvveis udelukde alle dem af sin hellige, almindelige Kirke, der var enten slettere eller bedre Skriftkloge end han. Ingen af Delene var han sig bevidst, og derfor tilgav vor Herre ham det gierne, men Følgen blev dog, at hans Kirke-Begreb hverken kunde vinde Kraft eller Klarhed til at giøre sig rigtig giældende i Livet og Tankegangen. Vil vi derfor rigtig leve med Herren, maae vi lade vor Skriftklogskab tilligemed vor Bibel og alle vore Bøger blive hjemme, naar vi gaae ind i Apostel-Kirken, og smukt sætte os ved Apostlernes Fødder, for at høre, hvad de have at sige til os Alle i Herrens Navn, thi kun saaledes vinde vi et sandt og levende Begreb om den almindelige Kirke, som et Apostolisk Samfund af alle de Troende og Døbte, der har bevaret 455 og vil bevare Herrens Anordninger, og det beroer ikke blot paa et Skrift-Sprog, men paa Herrens Anordning, at det er igiennem Apostlerne vi skal have Samfund med »Faderen og Hans Søn, Jesus Christus«, kun ved Tro paa Jesus efter deres Ord, vi kan indtræde i det Fællesskab, hvor Alle er Eet. Falder det os nu tungt selv kun at finde os i denne Indretning, og at betragte alt det Særegne hos os, det være nu Lutherdom, Danskhed, Sprogkundskab, Skriftklogskab. eller hvad det vil, som Noget, der, naar det allerydmygst og allervenligst forbinder sig med Kirke-Samfundet, dog hverken betinger, skaber eller opholder det; da indsee vi let, hvor uskikkede vi endnu vilde være til at leve og lære, stride og lide, med Apostlerne i Jerusalem, følgelig ogsaa til et ret apostolisk Broderskab, om det nu fandtes, enten i Europa eller Amerika. Naar vi derfor see, ikke blot hvad vore samtidige Medchristne, men især hvad vi selv fattes, og stræbe alvorlig at leve os ud af os selv og ind i de Helliges Samfund, som var og er og skal blive evindelig, da forlige vi os, indtil videre, med det statskirkelige Vilderede, naar vi blot aandelig maa stræbe at hjelpe de Troende ud af det, og naar Enhver af disse, ligesaavel som vi Præster, kan faae Lov til at holde fast ved Herrens Anordninger og være saameget Christen, som han vil, og føre saa christeligt et Liv, som han vil, uden at skulle kiøbe denne Frihed med et Martyrdom, vi neppe selv, end sige alle Troende, er voxne og modne til.

Her seer man Grunden, hvi jeg slet ingen kirkelig Priis sætter paa »de gudelige Forsamlinger«, og ønsker at undgaae Udtrædelse af Statskirken, men kæmper for en Frihed derinde, fælles for Alle, og tilstrækkelig for Alle, saa længe de Vantroe ei, som Trolde, tørste efter christen Blod, og de Troende, som Helgene, længes efter at fare herfra og være med Herren, da den endelige Skilsmisse vil følge af sig selv. Jo mere vi nemlig leve os ind i nogen anden aandelig Forbindelse end den med Apostlerne og hele Menigheden, desmere leve vi os ud af den sande Forbindelse med Jesus Christus i den Hellig-Aand, og desmindre Priis sætte vi paa de guddommelige Baand, Sacramenterne efter Christi Indstiftelse er, og derfor betragter jeg allehaande gudelige Forsamlinger og Broderskaber, i Klostere og udenfor dem, som i sig selv skadelige for Livet i Christo, om de end ikke altid udsprang af et forvirret Begreb om det ny Liv, som det Gamle i en Pragt-Udgave. Vist nok skal vi bidrage, Alt hvad vi kan, til, at der leves menneskelig og 456 skikkelig omkring os, selv af dem, der ikke bekymre sig stort om det evige Liv eller troe paa Herrens virkelige Nærværelse dermed hos Sine, men vi maae ikke blande »Avnerne i Kornet« end sige da udgive dem derfor, enten man saa vil lokke eller true os dertil, thi der er naturligviis ingen uovervindeligere Hindring for det christelige Liv end Skinnet deraf.

Vil man nu sige: saa beskriv os da det ny Liv, for at vi kan kiende det fra det Gamle under alle Skikkelser, selv de bedst opsminkede, da er mit Svar, det vil jeg slet ikke prøve paa, thi det maatte blive reent Fuskeri, ,ved Siden ad den mesterlige Beskrivelse, Aanden har besørget i de Apostoliske Skrifter, og er selv den udsat for allehaande Misforstand og skiæv Anvendelse, hvad maatte da ikke den blive, som udførdes uden Apostolisk Fuldmagt, Oplysning og Livs-Erfaring? Saalidt som jeg nemlig tør tillægge Apostel-Skriften de Egenskaber, den selv fralægger sig, til at være enten Kirkens Grundvold eller Livskilde, saa bestemt antager jeg den for Alt hvad den vil være: en mageløs og lydesløs Lærebog i Kirke-Skolen om de Ting, som høre til Guds Rige, og naar den derfor i Beskrivelsen af det christelige Liv indskrænker sig til at beskrive Christi eget Liv i Hans Embedsaar, og Brud-Stykker af Livet i Hans apostoliske Menighed, da troer jeg, det er det eneste Rette, og synes, jeg kan skimte to gyldige Grunde: den Første, at fæste Menighedens Øie paa det aandelige Livs Erhvervelse og Bevarelse, som det ene Nødvendige, og den Anden, at give saa lidt Anledning som muligt til kirkeligt Giøgle- og Skygge-Værk. Vi see saaledes af Pauli Breve, at Mange allerede da i den Græske Menighed satte mere Priis paa glimrende Naadegaver end paa den Kiærlighed, som er Lovens Fylde, Fuldkommenheds Baand og det eneste Evige herneden, og nuomstunder vilde da selv den bedste Beskrivelse af Menneske-Herlighedens Fornyelse i Jesu Navn, kun nære den forfængelige Lyst til at »tale med Tunger« og kappes med Engle i Kundskab og Vidskab, som kun er alt for stor hos dem, der har nogen Tanke om Menneskets oprindelige Slægtskab med Gud og en fornyet Forbindelse mellem Himlen og Jorden. Saalidt som vi derfor, med mindste Forstand paa Livet i Christo, kan tvivle om, at det ligesaavel sidst som først vil medføre overordenlige Naadegaver til Enkeltmænd, i samme Grad, som Aanden finder Naturgaverne utilstrækkelige til at skærpe Vidnesbyrdet, forhøie Opbyggelsen og fremme Oplysningen efter Tidens Tarv, ligesaalidt kan vi, med Skriften og 457 Erfaringen for Øie, sammenblande denne timelige Skole-Sag, der, for at gavne de nærmest Vedkommende selv, maa behandles med stor Forsigtighed og Ydmyghed, med den evige Saligheds-Sag, som vi Alle har tilfælles; thi som den lærde Apostel, der talde meer med Tunger end alle de Andre, bevidner: Kundskab opblæser men Kiærlighed opbygger, og selv den klareste Erkiendelse herneden er kun billedlig og for Intet at regne mod Beskuelsen Ansigt til Ansigt, som vi kun nærme os i Kiærligheden, hvoraf den levende, virkelige og guddommelige Erkiendelse af alt Aandeligt og Evigt udvikler sig. Derfor siger Apostelen Johannes, at kun hvo som elsker Gud, kiender Ham, som er Kiærlighed, og kun om denne Guds-Kundskab giælder Herrens Ord: dette er det evige Liv, at man kiender Dig, den eneste sande Gud, og Ham, Du udsendte, Jesus Christus! Troen kommer af Hørelsen og svarer mellem Aandens Sandser dertil, som den indvortes Modtagelse af Ordet, hvori Aanden besøger os, og Haabet udspringer af det aandelige Syn, naar Herligheden skimtes i det Fjerne; men Kiærligheden kommer af sig selv, hvor der er Hjerterum, det vil sige, den kommer af Guds Kiærlighed til sin Søn, som med Aanden er udøst over de Troende, og den svarer til Følelsen af det Nærværende, saa det Aandelige, vi indelske os i, det lære vi at kiende ligesom det Legemlige, vi med Hænderne tage og føle paa, derfor er Kiærlighed Fuldkommenheds Baand, og derfor siger Johannes: vi veed, at vi er overgangne fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene, og kun forgiæves vil man søge det evige Livs Bevidsthed andensteds end i Kiærligheden, en Oplysning, der vel er Verdens Vise til Spot, men er dem, der elske Gud i Hans Ord, Evighedens Morgenstjerne, som Hjertet frydes ved!

FRISKOLESANGEN.

DEN 7. Maj 1829 havde Prinsesse Caroline Amalie oprettet el Børneasyl i København, hvori Grundtvig siden 1838 plejede al tale ved Børnenes Juletræ. Til samme Fest digtede han i 1838 Salmen: »Juleaften, du er skøn.« - I Forbindelse med dette Asyl oprettede Caroline Amalie den 19. September 1841 »Dronningens Asylskole«, som fik Grundtvig til Direktør, og som skulde føre hans Tanker om en fri dansk Børneskole ud i Livet. Kongen gav Bevilling til, at denne Skole blev fritaget for Skoledirektionens Tilsyn. Den blev saaledes den første grundtvigske Friskole i Danmark. Ved dens Indvielse digtede Grundtvig nedenstaaende Sang, der, med Udeladelse af de to sidste Vers, er blevet Friskolernes Livsang rundt om i Landet. Den er trykt første Gang, uden særlig Overskrift, i »Sange ved Indvielsen af den ny Asylskole 1841.« Jfr. Poet. Skr. VI. 94.

Der skinner en Sol i Lys og Løn,
Hvor Aand har Mund og Mæle;
Som Fugle smaa, naar Skov er grøn,
Da kviddre Barne-Sjæle:

Vor Herre høit i Himlen boer,
Og der er godt at være,
Paa Engle-Vinger smaa hans Ord
Fra Himlen Bud os bære.

Og hvor Guds Ord det lukkes ind,
Det leirer sig og sjunger:
Guds Fred, bliv Lys i Sjæl og Sind!
Bliv Sang paa Folke-Tunger!

459

Umælende, som Hest og Hund,
Er alle Dyr i Dale,
Men Folk gav Verdens Skaber Mund
Til med Ham selv at tale.

Saa luk da op nu Port og Dør
For Herrens Ord i Skare,
Saa de saa tykt som aldrig før
Her ind og ud maae fare!

Luk op i en lyksalig Stund,
Dig for Guds Ord, hvert Øre!
Og luk dig op, du Folke-Mund,
Med Ord, som du kan føre.

Ja, tal nu sandt om Smaat og Stort,
Og jævnt om alt det Høie!
er Alt, hvad Gud har gjort,
Og klart er Barnets Øie.

Velsigne Gud vor Dronning from,
Som til den Id os sanker!
Gid vidt og bredt der kvædes om,
Hun traf vor Herres Tanker!

Livsalig hun i Herrens Navn
Oplukked Livets Skole,
Hvor Ordet gaaer til Folke-Gavn,
Som Straaler gaae fra Sole!

OM RELIGIONS-FORFØLGELSE.

EFTER Biskop Mynsters Vilje blev Baptisterne, der fra 1840 begyndte at optræde her i Landet, strengt forfulgt af Øvrigheden. Blandt andet var det Biskoppens Ønske, at Baptisters Børn med Tvang skulde døbes af Statskirkens Præster, og først da flere af disse, deriblandt Dr. P. C. Kierkegaard i Pedersborg, bestemt vægrede sig derved, blev Staten nødt til en mildere Fremfærd.

Efter at Forfølgelsen var begyndt, skrev Grundtvig det lille Flyveskrift: »Om Religions-Forfølgelse, en Stemme fra Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Præst ved Vartou«, der udkom i 1842, inden Forsøget paa Tvangsdaab endnu var gjort.

At jeg ikke før, under Forfølgelsen af Giendøberne, har grebet Pennen for at give min Stemme, dertil er den simple Grund, at jeg maatte ansee min Stemme om Religions-Forfølgelse for noksom bekiendt, og det var først ved en Indrykkelse i Berlings-Avisen(Nr. 46) om »Baptisternes Religionsfrihed«, jeg blev opmærksom paa, at udentvivl Mange hos os betragte Sagen i saa skiævt et Lys, at de ikke see, det er ene og alene om Religions-Forfølgelses Christenhed, Danskhed, Roesværdighed og Gavnlighed, det her giælder. Hvorvidt nemlig Religions-Frihed burde være en udtrykkelig Grund-Bestemmelse i ethvert Borgerligt Selskabs Forfatning, og hvorvidt det er ønskeligt i en Stat, trods al Uenighed i Troens og Salighedens Sag, dog at bevare kirkelig Ensformighed, det er et 461 verdenshistorisk og philosophisk Spørgsmaal, hvorom der kan tvistes til Verdens Ende, og hvorpaa jeg her slet ikke vil indlade mig, men hvorvidt enten Christendommen, den Augsburgske Confession, eller Erfaringen tilraader Religions-Forfølgelse, det er saa let og dagligdags et Spørgsmaal, at skiøndt der til gyldig at besvare det kan udfordres lidt mere end den »sunde Menneskeforstand,« er det Mere dog saa lidt, at det i det mindste maa forudsættes hos alle dem, der har lært Kirke-Historie og er Præster i en Stats-Kirke, som bekiender sig til Christendommen og den Augsburgske Confession. Da jeg nu selv er en af disse Præster, tør jeg ikke længer undlade at stille Sagen i sit rette Lys ved at vise:
1) Det er Religions-Forfølgelse, naar man fængsler og straffer enten Giendøbere eller Andre, blot fordi de udøve og udbrede en fra Stats-Kirkens afvigende Gudsdyrkelse.

2) Religions-Forfølgelse strider baade mod den »Christelige Tro og Bekiendelse« og mod den »Augsburgske Confession, som Danmarks Kongelov erklærer for vor Stats-Kirkes Grundvold.

3) Erfaring lærer, at Religions-Forfølgelse ikke formindsker men formerer Splid og Uenighed i et Rige.

Kunde det lykkes mig at oplyse disse jævne Sandheder, blot med Tiendedelen af den Klarhed, de har for mig, da er jeg sikker paa, den Danske Regiering enten vilde afskaffe Straffe-Lovene mod religiøse Secter, blot som saadanne, eller dog lade dem være døde og magtesløse, thi at det ingenlunde er af Lyst, den Danske Regiering øver Religions-Forfølgelse, det baade følger af den Danske Tænkemaade, der frister langt mere til Ligegyldighed end til Strænghed, og det viser sig umiskiendelig i den Omhu, hvormed Man, i det mindste fra Oven, stræber at formilde Lovens Strænghed.

At det nu virkelig er Religions-Forfølgelse, naar man stævner og straffer enten Giendøbere eller Andre, blot fordi de har en fra Stats-Kirkens afvigende Gudsdyrkelse, og søge at udbrede den, uden at man enten beskylder dem for Misgierninger under Paaskud af Gudsdyrkelse, eller for et Proselytmageri, der giør Indgreb i Andres borgerlige Frihed og Rettighed, det maa jeg egenlig forudsætte som en afgjort Sag, da det ikke kan bevises klarere end det beviser sig selv. Det lader sig nemlig kun tilsyneladende modsige, ved, med den strængeste Formalisme, at paastaae, Vedkommende dømmes og straffes ingenlunde for deres afvigende Gudsdyrkelse, 462 men blot for vitterlig Overtrædelse af et vist Lovsted, en vis Forordning eller Placat; thi den Omstændighed, at Forfølgelsen er lovmæssig, kan vel Dommeren forsvare sig med, naar han beskyldes for Grusomhed, men Forfølgelsen ophører naturligviis ikke derved at være hvad den er, og bliver kun, ved at foretages efter Lovens Forskrift, en ordenlig og lovmæssig Forfølgelse. Derimod indrømmer jeg strax, som man seer, at der godt kunde være Noget, som de Paagiældende uden al Føie kaldte Religions-Forfølgelse, naar de nemlig begik en borgerlig Misgierning under Paaskud af at den hørde til deres Gudsdyrkelse, eller naar de enten stræbde at paanøde Andre deres Religions-Meninger, eller at besnakke Umyndige; thi for det Første skulde Loven, efter mine Tanker, sætte dobbelt Straf, og det Andet burde neppe være Stats-Religionens egne Tilhængere, end sige Andre tilladt. Om Giendøberne især vilde jeg ogsaa sige, at naar de haardnakket vilde blive ved at døbe paa aaben Mark, da kunde de, uden al Religions-Forfølgelse, straffes derfor, ligesom Catho1ikerne, hvis de, mod Forbud, foretog offenlige Processioner paa Gader og Stræder; men saalænge det ikke er dem betydet, og de ligesaavel straffes for huslige Forsamlinger, som for aabenlyse, efter vore Sæder stødende og under vor Himmelegn tit aabenbar farlige, Dyppelser, saalænge staae de baade for Venner og Fiender som Martyrer for hvad der skal være Alle en Samvittigheds-Sag, og klage med Rette over Religions-Forfølgelse. Vist nok kan man sige, at Giendøberne har forholdsviis liden eller ingen Grund til at klage, saalænge Stats-Kirkens egne Tilhængere forfølges med Loven og straffes, blot fordi de holde »gudelige Forsamlinger,« enten paa anden Tid, andet Sted, anden Maade, end de Anordnede, eller ogsaa kun i større Antal end En af Christian den Sjettes Forordninger bestemmer; men fordi disse stakkels Menneskers Forfølgelse maa kaldes meget haardere og ubegribeligere, saa vedbliver dog Giendøbernes ligefuldt at være en Forfølgelse.

At nu Religions-Forfølgelse skulde være christelig: enten en christelig Pligt eller en af Christendommen tilladt Handling, det har jo vist nok Paven i Rom og hans Geistlighed giennem mange Aarhundreder paastaaet, og da vi Alle er Børn af Papister, maa det ikke undre Nogen, om der endnu hænger lidt Papisteri ved os, især naar vi høre til den Geistlige Stand; men mellem Protestanterne veed jeg dog Ingen, der har paastaaet, det lod sig bevise, enten af det Ny 463 Testamente eller af Christendommens Aand, at man skulde eller maatte forfølge dem, der havde en anden Gudsdyrkelse, enten med Ild og Sværd, eller dog med Pengebøder, Fængsel og andet deslige. Meget mere troer jeg, det er ganske almindelig antaget imellem os, at al slig Forfølgelse i Grunden er aldeles stridende baade mod Christendommens Aand og Bogstav, saa det skal kun være af visse Stats-Aarsager, selv Protestantiske Øvrigheder nødes til i en vis Grad at lukke Øinene for Christendommens Bud og efterligne de hedenske Romere, ligesom allerede Mange af de døbte Keisere og siden Paverne i Rom og mange saakaldte christne Øvrigheder gjorde.

Hvad nu den Paastand angaaer, at den verdslige Øvrighed ingenlunde kan ordne Alt i Staten efter Christendommen, da indrømmer Ingen det villigere end jeg, thi Christendom kan jo kun kræves af dem, der frivillig bekiende sig til den, og kan, efter Erfaringens Vidnesbyrd, ei engang nær forudsættes hos alle dem, og det er dog meget skadeligt i ethvert Rige at forordne hvad man forud veed, kan ikke følges; men naar vi nu er enige derom, at selv den christeligste Øvrighed maa, naar den er klog, lade være at anordne mange aabenbar christelige Ting, saa maa man ikke siden komme og sige, det enten paaligger eller sømmer sig for en christen Øvrighed, netop som en saadan, at anordne en saa aabenbar uchristelig Ting som Religions-Forfølgelse. Heller ikke maa man sige, at Kongeloven forpligter den Danske Regiering til Religions-Forfølgelse; thi forpligter den Regieringen til Noget i denne Henseende, da er det aabenbar til det Modsatte, med mindre det skulde befmdes, at den Augsburgske Bekiendelse stred tvertimod den Christelige Tro og Bekiendelse, thi begge Dele skal efter Kongeloven vældig handhæves og beskyttes; men stred de mod hinanden, var det jo aabenbar umueligt at handhæve dem begge, og til Umueligheder, veed man, giælde ingen juridiske Forpligtelser. Forudsat imidlertid, at Religions-Forfølgelse strider mod Christendommen, da er her end ikke Skygge af Uenighed, thi at den Augsburgske Confession udtrykkelig protesterer mod al Religions-Forfølgelse, det er unægteligt.

Vil man derfor paastaae, at den Danske Regiering er enten forpligtet eller berettiget til Religions-Forfølgelse, da maa man hverken udlede det af Christendommen eller 464 Kongeloven, men af Noget, der nødsager eller dog berettiger den til al see bort fra begge Dele.

At nu Stats-Kirken skulde, være noget Saadant, der stod baade over Christendommen og Kongeloven, saa Regenten, som dens Overhoved eller øverste Biskop, kunde have enten Forpligtelse eller Berettigelse til Noget, der stred mod Christendommen og Kongeloven, det vilde være den mest fortvivlede Paastand, da den Danske Stats-Kirke jo slet ikke er andet end en Indretning til at bevare og forplante den christelige Tro og Bekiendelse og den Augsburgske Confession, og forsvinder, med alle sine lovlige Rettigheder, saasnart de tænkes bort. Om derfor nu end hele Geistligheden paastod, at til dens vældige Handhævelse og Beskyttelse hørde Religions-Forfølgelse, saa maatte den Danske Stats-Kirke dog først ved Loven løsrives fra den christelige Tro og den Augsbugske Bekiendelse, før den kunde handhæves ved Noget, der stred imod disse.

Nu nægter jeg, for min Part, hverken den Danske eller nogen Regiering Ret til, paa eget Ansvar, at ombytte og omskabe sin Stats-Kirke saa tit og som den anseer det for tjenligt, og fandl den sig altsaa bedst tjent med en Kirke-Indretning, der, som den Papistiske, krævede Religions-Forfølgelse, da var derom, borgerlig, ei meer at sige, end at den, efter Erfaringens Vidnesbyrd, tog mærkelig feil.

Stod det nu klart for den Danske Regiering, at hvad der har indviklet den, meget mod sin Lyst, i en Religions-Forfølgelse, er hverken Luthersk Christendom eller Kongeloven, men kun Stats-Geistlighedens naturlige Lyst til at være fri for Medbeilere, da vilde Den sikkerlig føle Drift til at giøre med de kirkelige eller rettere præstelige Straffe-Love mod saakaldte »Kiættere og Sværmere,« som Den har gjort med dem om »aabenbare Skrifte og tvungen Altergang, Halsjern og Helligbrøde, Leiermaal og Skilsmisser,« men dog er den Bemærkning vist ikke overflødig, at Religions-Forfølgelse aldrig har formindsket men kun formeret Splid og Uenighed i Rigerne.

Fred og Enighed er nemlig ikke blot de Danskes Livstykke, men er ogsaa Vilkaaret for ethvert Selskabs Fasthed og kraftige Virksomhed, saa for Freds og Enigheds Skyld maatte en klog Regiering, naar det gjordes nødvendigt, selv opoffre hele sin Stats-Kirke, end sige da en Haandfuld Giendøbero. Dersom altsaa Erfaring lærde, at Religions-Forfølgelse465 enten var et nødvendigt eller dog et godt og nyttigt Middel til at vedligeholde eller tilveiebringe sand Fred og Enighed, da blev den vist nok ikke derved christelig, men Chris ti Rige er jo heller ikke af denne Verden, og Regieringen kunde da godt forsvare en Haardhed, der vilde være gavnlig allevegne og var i Danmark aldeles nødvendig.

Dette, at Kirke-Sagerne ikke under nogen Omstændigheder maae forstyrre den borgerlige Fred, var, saavidt jeg har kunnet mærke, den Danske Regierings Tankegang alt i mange Aar, og er det formodenlig endnu, saa, hvis jeg endnu, som i min Ungdom, var uenig med den herom, og tænkde, at en Regiering, selv paa Freds og Enigheds Bekostning, skulde i Stats-Styrelsen følge Christendommens Aand og de Lutherske Grundsætninger, da vilde jeg vel ligefuldt, som jeg altid har gjort, stemme, med Biskop Balle, mod al Religions-Forfølgelse, som uchristelig og antiluthersk (papistisk), men i vore Dage, da man har faaet Nok af Storm og Strid, Kiv og Splid, og trænger høit til at værne om, ja til ordenlig at kiæle for, den Smule Fred og Enighed, der end er levnet; i vore Dage maatte jeg strax forudsee, jeg meget heller maatte spare min Uleilighed, og, hvis jeg ikke endnu kunde slaae mig til Ro, da udvandre til England, hvor den borgerlige Splid paa kirkelige Grunde hører til Dagens Orden.

Nu derimod, da ikke blot Englands og hele Verdens; men selv Danmarks Historie lærer, at Religions-Forfølgelse langtfra at tilveiebringe borgerlig Fred og Enighed, meget mere nedbryder dem i Bund og Grund, nu vilde jeg være aldeles vis paa at trænge igiennem med min Stemme, naar der ikke var en langt anderledes høirøstet Stemme, som mange Vandes Lyd, der, trods al Erfaring, paastod, at steendød Orden og stiv Ensformighed er Kilderne, hvoraf al borgerlig Fred og Enighed udspringer, saa de maa, uden videre Spørgsmaal, fremtvinges og forfægtes til det Yderste. Her nytter det slet ikke, om man end med en Salomons Viisdom kunde udvikle, at der ikke er en forfængeligere Ting under Solen end Anvendelsen af steendød Orden og stiv Ensformighed paa det af Naturen saa mangfoldige og letbevægelige Menneske-Liv; thi vore Tiders Statsmænd er ikke af den Tro, at Staten kun er en Form, hvorunder Menneske-Livet med alle sine store Kræfter skal, saa fuldstændig og saa frit som mueligt, udvikle sig til en skiøn Harmoni, men paastaae sædvanlig, at dette Menneske-Liv, enten det kan eller ikke, skal finde sig i 466 den døde Orden og dræbende Ensformighed, som »Staten« nu engang kræver og har, som en høiere Eenhed, al Ret til at kræve. Kun forgiæves spørger man dem, hvad denne »Stat«, som hverken er Regiering eller Folk, hverken en menneskelig Indretning til fælles Bedste, eller en guddommelig Indretning til Aandens Udvikling og Sandheds Seier, men kræver sig alt dette opoffret, hvad det dog er for en »Uling« eller Uvætte, og hvorfra den udleder sin ligesaa ubegribelige som uindskrænkede Ret, hvormed ingen enten guddommelig eller menneskelig Ret kan bestaae? Man faaer sædvanlig intet Svar, og maa være glad, naar man ikke faaer det ventelige Svar, at Staten, som kræver al anden Opoffrelse, kræver ogsaa Opoffrelsen af slige ørkesløse Grublerier og unyttige, ja, foruroligende, altsaa skadelige Spørgsmaal. Det nytter ligesaa lidt, om man søger naturhistorisk (genetisk) at oplyse, hvorledes dette urimelige og for Menneske-Livet utaalelige Stats-Begreb er opkommet, at det er unaturlig udklækket i de Ægyptiske Bager-Ovne, opdraget i den Romerske Røver-Stat, opsminket i den Pavelige Skriverstue, begrundet paa de Tydske Universiteter, og forgudet af de Chinesiske Mandariner, saa det er i Norden ligesaa vildfremmed som i England elier Grækenland, og kan da vist ikke giøre større Lykke her end i sin Hjemstavn, eller paa de Steder hvor det, efter Faltig-Lovene, har erhvervet sig Forsørgelses-Ret. Nei, enten antager man del for en blot Spas, der i det Høieste er vittig, eller Tor en af de sværmeriske, vildledende, foruroligende Anskuelser, Staten ogsaa, for sin Selv-Opholdelse eller Fuldkommengiørelse, maa bekæmpe og undertrykke.

Gaaer man nærmere paa Livet, og spørger, hvad det nyttede Raadet i Jerusalem, for hvad de kaldte Statens og Lovens guddommelige Ret, at forfølge Christendommen, eller nyttede Rom, for sin evige Bestandigheds og mageløse Ensforniigheds Skyld, at giøre det Samme, eller nyttede det hellige Romerske Rige, for Romer-Rettens, den Hellige og den Søgnes, for det Bestaaendes og en vis indført Ordens Skyld, at forfølge Luther og alle Protestanterne; da er det sædvanlig, som man talde om den Sne, der faldt ifjor, hvormed ingen fornuftige Folk vil bryde deres Hoved iaar, uden del skulde være for at udregne, hvormange Tommer høi den vilde ligget, naar den havde været ligelig fordeelt paa en givet Overflade. Det nytter vel ikke engang at spørge, hvad det nyttede Spanien og Portugal, at de virkelig, ved Censurens 467 og Inqvisitionens Hjelp, fik baade Reformationen og al fri Yttring af Menneskelivet undertrykt, eller om den Fred og Enighed, disse Riger nu til Belønning nyde, virkelig er at misunde dem? Det nytter vel ikke, thi de der sværme for Staten med fuldkommen Orden og Ensformighed, vil finde store Mangler i denne Henseende baade hos Cardinal Ksimenes og Philip den Anden, Mangler, som rigtig nok kun de Tydske Protestanter (der, for Principets Skyld, burde været kvalt i Fødselen) har lært at afhjelpe, men afhjelpes nu daglig (tænke de) til evig at forebygge enhver saadan ny Omvæltning.

Holder man sig derimod til, hvad vi alle veed, naar vi blot besinde os paa det, og spørger: hvorvidt man i vore egne Dage har bragt det hos os med at formere Freden og tilveiebringe Enighed, da turde det dog maaskee blive indlysende, at i det mindste hos os og i dette Øieblik er Religions-Forfølgelse ikke det Middel, man skal fristes til at vælge.

Det Første, jeg kan huske, altsaa for 50 Aar siden, var Danmark og Norge berømt over hele Europa for Fred og Enighed, og det med Rette, thi vel var man allerede den Gang temmelig uenige baade om Stats-Kirken og inden i den, men Folk kunde sige og skrive baade om den og om Geistligheden hvad de vilde, og have saa lidt eller saa meget med dem at giøre, som de lystede, og derfor giorde det ikke mindste Brud paa den borgerlige Fred og Enighed, især da Biskop Balle, hvor slemt han end selv rakkedes til, ikke kunde taale at høre et Ord om Religions-Forfølgelse eller verdslig Tvang i Troes-Sager. Det var i vor Trykkefriheds og den Franske Revolutions unge, ja, i deres Drenge-Alder, saa Regieringen og »Constitutionen af 1660 giennemhegledes slemt i Klubberne og paa Papiret; men det gjorde intet Indtryk paa Folket, og alle de, der havde nogen Religion, fandt at den Danske Regiering var anderledes god at leve under, end den Franske, som foriulgde al Religion. Der holdtes vel hist og her i Norge, i Fyen Jog i Jylland, nogle gudelige Forsamlinger, men de gik saa stille af, som de i Stormgaden 1, og Ingen ændsede dern, saa de var nærmere ved selv at sove ind end ved at vække Andre.

Ved Overgangen til det ny Aarhundrede, da han med Jernspiret besteg Thronen i Paris, da begyndte først hos os nogle Herredsfogeder, Sorenskrivere og Amtmænd, som sværmede enten for Fritænkeriet eller for Politiet, paa nogle Præsters * 468 Anmodning, at tage Christian den Sjettes Forordning om de gudelige Forsamlinger ned af Hylden, hvor den længe havde hvilet i Fred hos de Andre, som ligge der endnu, og gav dem til at forfølge »de Hellige« i Jylland, og fornemmelig i Norge, hvor Bonde-Knøsen Hans Hauge ordenlig gjorde Opsigt og rev ned paa Geistligheden, ikke, som Skik var hos honette Folk, for deres Geistligheds men netop for deres Verdsligheds Skyld. Ved denne Forfølgelse bragde man det saavidt, at der i den Norske Bondestand, som hidtil havde været den Danske Regiering rned Liv og Sjæl hengiven, reiste sig en Misfornøielse og avledes et Nag, som, hvis Skilsmissen ikke snart var indtraadt, maatte have fremkaldt den i en ganske anden Skikkelse, og var Forfølgelsen ikke ved samme Leilighed ophørt, skulde vist Professor Helm aldrig være kommet til at foreslaae en endnu langt værre Forfølgelse paa den Norske Stats-Kirkes Vegne, thi den vilde da været begravet i Moders-Liv.

I Danmark, hvor Forfølgelsen ingenlunde var saa glubsk, og hvor Folket er langt mere slidsindet, har den, Gud skee Lov! endnu hverken vakt stor Misfornøielse med Regieringen, eller sat Stats-Kirken i øiensynlig Fare; men den har dog efterhaanden faaet de gudelige Forsamlinger adbredt over hele Riget, selv i Sælland, hvor Anlæget kun er meget flint, og har endelig foranlediget Giendøber-Optøierne, som, ved endnu strængere at forfølges, snart maatte give hele Bevægelsen et politisk Præg, og en mod Statskirken aldeles fiendtlig Retning.

Saavidt er man kommet, blot ved den Smule Religions-Foriølgelse, man har øvet, og som dog, da den var bedst igang, pludselig standsedes ved vor nuværende Konges, da Prinds Christians, ly se Blik og bestemte Erklæring, at naar Præsterne anraabde den verdslige Arm om Hevn over de gudelige Forsamlinger, da skulde det undersøges, hvordanne Sjælesørgere de selv var. Hvormeget videre vilde vi da ikke været, om Dette ikke var skeet for hen ved tyve Aar siden, og hvis de gudelige Forsamlinger havde fundet det aandelige Medhold, eller den aabenbare Udtrædelse af Stats-Kirken faaet det Omfang, jeg baade kunde givet og fristedes høilig til at give dem!

Man behøver ikke at sige mig, det klæder ilde, og er en farlig Sag, ved slige Leiligheder at tale om sig selv, thi det har jeg længe vidst; men kunde man sagt mig, hvordan man skal oplyse en Punkt, stor eller lille, enten i den Danske 469 Stats-Kirkes eller nogen anden Historie, uden at omtale eller nævne den, da skulde jeg med Fornøielse fulgt Anviisningen. Har mit Forhold til den Danske Stats-Kirke i en heel Menneske-Alder historisk kun været det samme, som enhver anden gammel »Personel-Capellans« og ung »Vartou-Præsts,« da er det vist nok latterligt at nævne det i en anden Historie end Stats-Calen deren, men det kan jeg umuelig troe paa Nogens Ord, da min egen Erfaring siger mig, at, det være nu til Ære eller Skam, saa har mit Forhold til den Danske Stats-Kirke, siden 1810, været et ganske eiendommeligt, og er saa i denne Time, og jeg mener virkelig, jeg behøvede blot imorgen at træde ud af den Danske Stats-Kirke, for at overbevise selv de mest vantroe derom.

Altsaa, da jeg for tredive Aar siden med en vis »Opsigt« tog den Danske Bibel og den Augsburgske Confession ned af Hylden, og Geistligheden derfor vilde havt mig bandsat, og de, skiøndt det mislykkedes, dog lukkede alle Hovedstadens Prækestole for mig og stræbde at spærre mig al Udsigt til Præstelig Virksomhed, og da dette varede hele syv Aar; vilde det da ikke været ganske rimeligt, om jeg havde holdt »gudelige Forsamlinger« med de ikke Faa, der gierne hørde mig, og er det ikke rimeligt, at naar man desaarsag havde forfulgt mig og mine Tilhørere, de »gudelige Forsamlinger« da vilde udbredt sig baade hurtigere og videre, og kommet i et langt betænkeligere Forhold baade til Sogne-Præsterne og til Regieringen, end de er nu?

Fremdeles, saa da jeg for femten Aar siden med en vis »Opsigt« tog den »christelige Tro og Bekiendelse« fra Arildstid, saavelsom den »Augsburgske Confession«, i Forsvar mod en af Præstelærerne i Stats-Kirken, men straffedes derfor med en Injurie-Proces og Censur, saa jeg fandt Embeds-Stillingen i en saa fortvivlet Stats-Kirke utaalelig, og ønskede ret inderlig at maatte udtræde af den, med hvem der vilde følge mig og holde fast ved hvad Kongeloven sagde, skulde vældig handhæves og beskyttes, og da denne min pinlige Stilling varede over ti Aar; er det da ikke næsten ubegribeligt, at der ingen Udtrædelse skedte, og vilde dog en Saadan, hvis den var skedt, ei været Stats-Geistligheden dobbelt forhadt, og Stats-Kirken endeel farligere end Giendøberiet, og rimeligviis, ved tilsvarende Forfølgelse, fremkaldt en borgerlig Splid og Uenighed, som Danmark i det mindste ikke i vor bevægede Tid vilde forvundet!

470

Saavidt kunde, og saavidt maatte, uden Sammenstødet ai mange heldige, aldeles uberegnelige Omstændigheder, Religions-Forfølgelse paa Stats-Geistlighedens Anmodning bragt os fra borgerlig Fred og Enighed, og saavidt maae vi, desuagtet, meget snart komme, hvis man bliver ved at forfølge Giendøberne, istedenfor at lade baade dem og de gudelige Forsamlinger omtrent skiøtte sig selv, og løser derimod Sognebaandet saavidt Sacramenterne angaaer, og tillader dem, der maatte finde Skrupler enten ved Barnedaaben eller ved Overøseisen, at opsætte deres Børns Daab, til de kan svare for dem selv, og da at faae dem neddyppede i Stats-Kirken.

At en saadan fredelig Adfærd i Troes, Samvittigheds og Saligheds-Sagen er baade christelig og luthersk, og selv overeensstemmende med Balles Lærebog, vilde det vist nok være let at bevise; men hvad nytter det dog i den Danske Stats-Kirke at beraabe sig juridisk enten paa den »christelige Tro og Bekiendelse« eller paa den »Augsburgske Confessioiv: eller paa »Balles Lærebog,« efterat halvtredsindstyve Aars Erfaring har lært, ikke blot at Bisper, Præster og Professorer tænke og tale himmel vidt forskiellig om disse Ting, men ogsaa, at Domstolene, ved hver forefaldende Leilighed, erklære, al de ikke kan indlade sig paa Realiteten, men blot paa Formen! Skulde det virkelig for Stats-Kirkens strænge Orden og stive Ensformighed, som længe kun har staaet paa Papiret, være værdt at opoffre den borgerlige Fred og Enighed i Livet, som vi dog neppe har formeget af, eller kan man maaskee ogsaa nøies med den paa Papiret?

Vist nok er Giendøberiet endnu en Ubetydelighed, men deels er Religions-Forfølgelse aldrig en Ubetydelighed, og deels vil den, saalænge den vedvarer, enten giøre Giendøberiet, eller dog, hvad her er det Samme, Udtrædelsen af Stats-Kirken belydeligere Dag fra Dag. Er nemlig Giendøberiet, uagtet det er et Gienfærd fra det 16de Aarhundrede, uagtet det hverken kirkehistorisk eller, saavidt jeg kan skiønne, naturhistorisk har nogen Rod i Danmark, og uagtet det hidtil kun havde meget ringe Talsmænd, er det, desuagtet, blot ved Forfølgelsen kiendelig voxet, hvad vil da blive Tilfældet, naar blot Halvdelen af dem, der er misfornøiede med Stats-Kirken, enten i sin lovmæssige Skikkelse, eller i sin nærværende, indvortes opløste, fortvivlede Tilstand, naar blot Halvdelen af dem enten gaaer over til Giendøberne, eller finder dog, de maae giøre 471 ligesaameget, som Giendøberne, for hvad de kalder deres Tro og Overbeviisning i Salighedens Sag? Skulde dette ikke for Jurister, saavelsom for Theologer, være værdt alvorlig at betænke, før det er bagefter? Troer man saaledes ikke, der er gode Hoveder med Theologisk Attestats, og selv med Præstekjole, som ansee Barnedaaben for unyttig og Bibelen for den eneste Troesbekiendelse, man bør vedkiende sig, eller stoler man paa, at end ikke Een af dem kan blive Giendøber, ikke Een af dem vil have saameget Mod, som Brødrene Mønster 1, ikke Een af dem kunne faae Lyst til at blive Martyr for saa godt Kiøb, som det kan naaes i Danmark, hvor man vel tidt truer meer end man skulde, nien dog sjelden nænner ret at slaae til? Veed man kanske endnu ikke i Danmark, at Folk i det Nittende Aarhundrede ingenlunde er saa ligegyldige ved Troens og Salighedens Sag, som man sædvanlig var i det Attende, eller indseer man ikke, at naar Forfølgelsen mod Gjendøberne vedvarer, da maae de Præster i Stats-Kirken, som har nogen Tro, føle sig nødt til at vove i det mindste ligesaameget for den, som Gjendøberne for deres, hvis de ikke vil staae i et foragteligt Lys hos Folket? Nu, jeg kan godt forstaae, at alle disse Ting ei staae nær saa klart for Alle, som for mig, hvis historiske Natur og Studier, og hele indvortes og udvortes Liv, giennem en heel Menneskealder uafladelig har ført til Betragtningen og Overveielsen deraf; men hvorfor vil man dog aldrig ændse hvad jeg giver gode Grunde for, og hvi vil man dog slet ikke tænke paa, hvad man, ved slet ingen Frihed at taalc, enten inden i Stats-Kirken eller udenfor den, omsider maa drive enten mig eller mine Præste-Venner til, om aldrig for andet, saa dog for at bevise, det er vort Alvor baade med den Tro, vi har forkyndt, og med den Frihed, vi har tilraadt, og med den Kraft, vi paastaaer, enhver Aand, end sige da Guds Egen, har til at trodse alt det Verdslige, der vil beherske den!

Dog, tilbage til Hoved-Sagen, som her er, at jeg giver min Stemme, og vilde give titusinde Stemmer, om jeg havde dem, imod Forfølgelsen af de »gudelige Forsamlinger« og af »Giendøberne,« ikke fordi jeg har mindste Sympathi med nogen af Delene, men fordi det staaer soleklart for mig, at al Religions-Forfølgelse er uchristelig og antiluthersk, er i Danmark * 472 aldeles unaturlig, og under vor Stats-Kirkes indvortes opløste, forvirrede Tilstand, saa aabenbar ubillig og urimelig, at Religions-Forfølgelse ingensteds og til ingen Tid (skiøndt det vil sige meget) har gjort saa stor en Ulykke, som den vilde giøre hei, hvor den kun ved et Mirakel hidtil er hindret fra at giøre Stats-Kirkens bedste Venner til dens Fiender, kaste Regieringens troeste Tilhængere i Oppositionens Arme, og ødelægge det fredeligste og kiærligste Folkeliv, der har blomstret paa Jorden ! Jeg stemmer derhos med »Kiøbenhavnsposten,» ligesom den har stemt med mig (skiøndt vi ellers sjelden stemme overeens) deri, at ved slige Leiligheder skal man aldrig regne Stats-Geistlighedens Indvendinger, og giør bedst i aldrig at spørge den om sin Mening, da det kun er at lede den i Fristelse, og det i en Fristelse saa stor, at den endnu aldrig blev overvundet i denne Verden. Saavidt jeg veed, har nemlig endnu aldrig Mængden af beskikkede Læger anbefalet fri Udøvelse af hvad de kaldte Kvaksalveri, eller noget privilegeret Laug med de fleste Stemmer anbefalet Privilegiets Ophævelse,om det saa end var Borger-Samfundet nok saa skadeligt, og tnaatte ganske sikkert forberede Laugets Undergang, og hvorledes kan man da vente, at en Geistlighed, der har Brev paa at herske, og har ovenikiøbet stykket Herskabet ud, saa hver har faaet sin Part, skulde i det Hele stemme for kirkelig Frihed? At nu heller ikke den Danske Stats-Geistlighed i denne Henseende giør nogen Undtagelse, det stillede desuden jo Hovedstadens Geistlighed tilstrækkelig Borgen for, da man i Roeskilde, forleden Aar, var nær ved at anbefale Sognebaandets Løsning i samme Grad, som det findes løst i Hovedstaden, thi desuagtet stemmede jo alle Kiøbenhavns Præster uden Undtagelse derimod, og det trods Ordsproget, som siger, at fælles Skæbne er sød, og trods den solekiare Fordeel det er for en Stats-Kirke, som et Heelt, at man kan gaae ind ad hvilken Dør, man vil! Har altsaa vor Stats-Geistlighed ei engang kunnet finde sig i en Smule Opoflrelse af den enkelte Sognepræst for hele Geistlighedens og Stats-Kirkens Skyld, ei engang kunnet finde sig deri paa en Tid, da den dog veed, den ligger i en aabenbar Selv-Modsigelse, som, naar Sognebaandet ikke løses, maa udrydde al statskirkelig Frornhed hos Folket og fremtvinge Secter; hvorledes skulde den da stemme for en Frihed, der unægtelig giør et Skaar i hele Geistlighedens udelukkende Privilegium, og kan for den Enkelte have langt ubehageligere Følger end at dele Tilhørere, Confirmandcr 473 og Skriftebørn med en Embeds-Broder! Nei, imod Stats-Geistlighedens Villie tog Christendommen sig den Frihed at være til, baade i Jerusalem og i hele det Romerske Rige; imod Stats-Geistlighedens Villie tog Morten Luther sig den Frihed at reformere; imod Stats-Geistlighedens Villie fik Lutherdommen Indpas i Danmark og bemægtigede sig Stats-Kirken, imod Stats-Geistlighedens Villie er Religions-Fri heden (liberty of worship) indført i England, og imod Stats-Geistlighedens Villie emanciperede Hertugen af Wellington og Robert Peel de Irske Catholiker; saa hvor man vil vente paa Friheden, til den anbefales af en Stats-Geistlighed i det Hele, maa man sikkert vente til Tusindaars-Riget kommer. Saasnart derimod Nogen tager sig selv den Frihed, Geistligheden nægter, som nu hos os Giendøberne, da er Lodden kastet, da kan der ikke længer ventes, da maa der vælges mellem Religions-Frihed under en eller anden Skikkelse, eller Religions-Forfølgelse; Majestæten har tydelig nok ladet forstaae, at Han ønsker Frihed under en sømmelig og fredelig Skikkelse, og Stats-Geistligheden har kun alt for tydelig viist, den ønsker at undgaae Friheden under alle Skikkelser, saa det er ganske klart, som Kiøbenhavns-Posten bemærker, at hvis ikke Majestæten afgiør Sagen, efter sit eget og sine Lovkyndiges Skiøn, paa en rimelig Maade, da faae vi en Religions-Forfølgelse ligesaa urimelig og selvmodsigende, som de Langelandske Præsters Erklæring, men visselig ikke, som den, til at smile ad eller glemme i Hast! Dog, det milde Forsyn, som hidtil vaagede over Danmark, vil vist ikke i dette farlige Øieblik unddrage os sin Omhu, men, ogsaa mod Stats-Geistlighedens Villie, frelse den Danske Stats-Kirke, og bevare Danmarks Ry som Fredens Hjem!

OM NORDENS HISTORISKE
FORHOLD.

I de tre Sommermaaneder Juni, Juli og August 1843 gjorde Grundtvig med sin Søn Svend, der studerede skotske Folkeviser, en Hejse til England og Skotland, som Dronning Caroline Amalie bekostede Han blev, lige som tidligere, meget forfrisket i Sindet ved at færdes blandt Englænderne og vendte hjem med dobbelt Mod paa al virke for Folkelivet i Norden.

Det var ham en Glæde, at det Skandinaviske Selskab, der var stiftet efter det første nordiske Studentermode i Upsala 1843, og som havde Professor H. N. Clausen til Formand, indbød barn Ul at tale i Selskabet den 20. Oktober 1843.

Talen blev udgivet kort efter med et Forord, hvoraf det ses, at Grundtvig meget misbilligede den Forfølgelse, som Regeringen iværksatte overfor de skandinaviske Fortagender, fordi man frygtede, al de stilede paa en politisk Forening af Nordens Lande. Et i Slutningen af Juni 1843 stiftet »Skandinavisk Samfund« fik ikke Tilladelse lil at træde ud i Livet, fordi Kancelliet ansaa det for en Forening med et hemmeligt politisk Formaal; og da »det skandinaviske Selskab« grundlagdes den 1. September s. A, blev det betydet Styrelsen, at det straks vilde blive opløst, hvis det lagde nogensomhelst politisk Tendens for Dagen.

Hele det nationale og skandinaviske Røre bragte Grundtvig i en venskabelig Forbindelse med de Liberale i København og gav ham oftere Lejlighed til at tale i større Kredse end den, der samledes i det »Danske Samfund«.

475

Om
Nordens Historiske Forhold.
Tale
den 20de October 1843
i det
Skandinaviske Selskab
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

Den Snor, som lægges af Strenge tre,
Hun brister fuld neppelig,
Det siger Viismand foruden Spee,
Om hun lægges læmpelig!

Riimkrøniken.

Kjøbenhavn.
Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel.
Trykt i Blanco Lunos Bogtrykkeri.

476

Forord.

»Er Nordens Foreningønskelig? Et Ord til det Svenske Folk af Grundtvig. Kiøbenhavn, 1810,« det er Titelen paa et Flyveblad, som jeg kun med Møie fik støvet op mellem mine gamle Papirer, og jeg nævner det ikke for enten at anbefale det til Læseverdenen eller give den en Mundsmag deraf, men kun fordi det i sidste Sommer nødvendig randt mig i Hu, at jeg netop for en Menneske-Alder siden opkastede det Spørgsmaal og svarede med det bestemteste »Ja,« en Pen kan udtrykke, skiøndt Spørgsmaalet netop gjaldt Nordens Forening under een Konge, saa, hvis det skulde være en Brøde, da har jeg aabenlyst begaaet den i min Ungdom, og det ei blot upaatalt men med Opmuntring, saa jeg vilde have ondt ved at angre den i Alderdommen. Vist nok vilde jeg nu ikke skrive saaledes som dengang om det vigtige Spørgsmaal, men det er kun fordi jeg selv er blevet noget anderledes, thi jeg veed hverken, at der er udkommet nogen ny Lov i Danmark, som forbød mig det, eller at der er skeet Noget, som kunde forhindre en Dannemand fra ivrig at ønske Nordens Forening paa den uskyldige Maade, han ansaae for bedst eller rimeligst, saa hvordan noget Lignende nu kan kaldes halsløs Gierning, det ligger aldeles udenfor mit Lægmands-Begreb om »Lov og Ret« og om den Tale-Frihed, jeg altid har troet, Danmark var i Besiddelse af og burde trøste sig ved over mange Savn. Vil man sige, det kommer mig heller ikke ved, siden jeg nu langtfra at tilraade, heller vilde fraraade Nordens Forening under een Konge, og kan altsaa tale og skrive ganske rolig om den Sag; da maa jeg dog tage mig den Frihed at bemærke, at, efter mit Begreb om en Dannemand, maa Ens egen Person ingenlunde være det eneste Danske, han bryder sig om, og at til mit 477 Begreb om lovlig Tryghed hører det netop, at man ikke seer Noget pludselig gjort til Brøde, som hidtil enten udtrykkelig eller stiltiende var tilladt, og endelig, at det ingenlunde kan være mig som Taler og Skribent for ramme Alvor det Samme, enten mine Tilhørere og Læsere tænke, jeg siger hvad jeg mener, eller at jeg med Flid fordreier min sande Mening, fordi jeg ikke tør sige den. Naar jeg saaledes, baade i nærværende Tale og i en egen Afhandling om Nordens Forening (Brage og Idun B. I), lægger Vægt paa, at det er ingen borgerlig men en aandelig og videnskabelig Forening, jeg ønsker, da tabe alle de Grunde, jeg derfor kan give, om ikke deres hele, saa dog deres halve Vægt og Virkning, naar man veed, at jeg var udsat for et Søgsmaal paa »Ære, Liv og Gods,« hvis jeg vovede at vedkiende mig en anden Mening, thi man kan aldrig bedre tage Kraften fra de Meninger, man ønsker udbredte, end ved at sætte urimelige Straffe for dem, man ikke kan lide. Det klinger smukt nok, at hvem der har en vigtig Sandhed at kæmpe for, maa trodse alle Farer, og at hvem der vil udtrykke sig beskedenlig, kan ogsaa vente at slippe naadig, om han end yttrede en ubehagelig Mening; men jeg veed af Erfaring, at man kan være en bekiendt Vovehals paa Papiret, uden dog at ville vove enten sin Hals eller sin Rolighed for Andet end hvad man, efter modent Overlæg, vil leve og døe paa, og om at slippe naadig har baade jeg og flere Dannemænd en ganske anden Mening «nd Juristerne; thi de kalder det »naadig Straf,« naar en stakkels Skribent tiltales paa Ære, Liv og Gods, og bliver dog enten frikiendt imod at betale Processens Omkostninger, eller slipper dog med en klækkelig Mulkt og nogle Aars Censur; men selv en blot Frikiendelse uden klækkelig Erstatning, i en Sag, der reises af det Offenlige mod en Taler og Skribent uden soleklar lovlig Grund, det kalder jeg, og vist de Fleste af Danmarks bekiendte Talere og Skribenter, en meget haard Behandling; thi uden engang at tale om hvad vi indvortes tit kan lide derunder, da kan vi meget let derved tabe Saameget baade af vore Medborgeres Agtelse, af vor Leilighed til at gavne, af vor Tid og lovlige Næring og af vore gode Udsigter, at det seent eller aldrig forvindes. Ønsker derfor det Danske Folkeraad, at der skal blive ikke færre men flere gode Talere og Skrivere i Landet, som gierne giør deres Bedste og vover hvad de kan overkomme, for at oplive og oplyse deres Landsmænd, da bør Det virkelig ikke samles igien uden at bønfalde Majestæten om en ny Lov for offenlig 478 Tale og Skrift, der bedre sikkrer Talere og Skribenter saavel for urimelig haarde, det hele Oplysnings-Væsen uværdige og skadelige Straffe, som for Sags Anlæg uden skiellig Grund, med al den Skade og Fortræd, som deraf følger, og bliver netop større og uerstatteligere, jo uskyldigere og jobedre Taleren og Skribenten er.

Dette fandt jeg saameget mere min Skyldighed ved denne Leilighed at anmærke, som jeg ikke har mindste Grund til at tænke, der i medfølgende Tale skulde findes det mindste Anstødelige, men saa bange er jeg dog virkelig blevet, at jeg udtrykkelig tilføier, det er kun det skriftlige Udkast til Talen, jeg her lader trykke, og ingenlunde Talen selv, der dels kun lader sig udtrykke med Munden, og dels lød, ikke som en foreskrevet Oplæsning, men i den betegnede Aand, som det i Øieblikket vilde falde, saa jeg har ligesaa lidt sagt hvert Ord, jeg har skrevet, som jeg har opskrevet hvert Ord, jeg har sagt; thi skulde man det, da godnat baade med Taler og Skribent! da hellere først end sidst holde Mund og nedlægge Pennen!

Hvad nu Sagen selv angaaer, som jeg ogsaa her, for de nye Hindringers Skyld, havde ondt ved at komme til, da veed jeg godt, der giør ikke stort, enten fra eller til, hvad jeg en enkelt Gang kan sige eller skrive derom, men giorde man ikke desuagtet den Smule, man uden stor Fare kan, da skedte der jo siet Intet til Modersmaalets Ære, til Folkelivets Fornyelse, til Nordens aandelige Forening, Selvstændighed og Storværk, og det burde man dog aldrig glemme, at hvor Menneske-Aanden faaer Lov at raade, der anseer man det ingenlunde for den store Opgave at forebygge alle muelige Misbrug af Menneske-Livet, men fremfor Alt at fremkalde, nære, styrke og oplyse det, vis paa, at de Godes og Kloges kraftige Brug deraf vil forebygge Saameget af Skielmernes og Tossernes Misbrug, som tilgavns lader sig forebygge, og være den bedste Erstatning for de Misbrug, man for Brugens Skyld enten maa taale eller dog først straffe bagefter, da det ellers ikke bliver Livets Misbrug, men Livet selv, man forebygger!

479
Mine høistærede Herrer!

De har ønsket at høre mig om »Nordens Historiske Forhold,« og hvad skulde jeg have mere Lyst til at tale om, end hvad der gjennem en heel Menneske-Alder var Sjælen i min Tankegang, ja, jeg maa vel sige: var baade Sjælen i mine Tanker og Aanden over mine Drømme, hvad der opflammede mig i Ungdoms-Aarene og trøster mig paa Alderdommens Grændser! Jeg maa nemlig forudsætte, De veed, eller jeg maa skynde mig at sige Dem, at vort Norden har i mine Øine ikke blot et vigtigt historisk Forhold, ligesom alle andre Himmel-Egne, hvor der engang blomstrede et Folkeliv, der blomstrer aldrig meer, hvis man ikke opdager og skatter den lønlige Kiæde, der hos ethvert Folk forbinder Tider og Slægter ligesom Ungdom og Alderdom hos En af os; men at vort Norden har tillige et verdenshistorisk Forhold, som kun viger for Palæstinas og kappes med Grækenlands, og som er grundet paa et mageløst Natur-Forhold til Historiens Aand, eller, for at tale i Nordens eget Billedsprog, at her er Moder-Skiødet for den Mimers-Brønd, hvoraf Odin drak Vidskab og satte sit Øie i Pant, som jeg sikkert venter, han kommer idag eller imorgen og indløser med Drypner, den aandelige Guldring, der alt gjennem Aartusinder fødte otte Børn hver niende Nat, saa Mage til historisk Guldkiæde findes ei under Solen! Ja, det var tidlig min Lyst at tale om Nordens Natur og Historie, Guder og Kæmper ud i eet, stolte Minder fra de længst henfarne Dage og lyse Udsigter til en gylden Fremtid, der vel hidtil kun mødte Speiderne i Fjederham, som de folkelige Skjalde er altid i Norden, men maa dog nu snart aabne sig for hele Asa-Folket, fordi nu, da alle Folke-Aander vaagne og vil gjøre deres Bedste, nu maa den kraftigste og mest historiske af dem Alle »Nordens 480 Kæmpeaand« nødvendig giøre folkelige Underværker, nu maa Timen være kommet, den store Time, der ikke blot skal vise os vort Folkelivs herlige Sammenhæng med hele Menneske-Slægtens, men ogsaa føde en Fremtid, der er Fortiden værd, skiænke de Sidste hvad de Første saae, og forklare i Sønnerne hvad Fædrene virkede; og min Lyst til at tale høit og frit derom, den forgaaer mig vist ikke, selv om jeg bliver saa lavmælet, at de maae endnu staae mig langt nærmere, som vil høre hvad jeg har at sige; thi det bliver mig daglig klarere, at alt det Aandelige, vi give med Pennen, det er kun et Pant, som Munden maa indløse, om Folk skal levende føle, de fik hvad vi lovede, saa det Odins-Øie, hvorfor vi i Edda har Sort paa Hvidt, det maa Nordens Aand ogsaa indløse med Syn for Sagn, med en verdenshistorisk Anskuelse af Menneske-Livet, der kaster ægte Glands paa Norden!

Vist nok har jeg aldrig saameget som netop i dette Øieblik savnet en Haandbog for Aanden i Nordens Historie, som jeg kunde forudsætte, var bekiendt, kunde laane af, og kunde henvise til, baade for Vidnesbyrd om de store Kiendsgierninger, og for Oplysning om det Meget, der maa sigtes til uden at kunne udvikles i en enkelt Tale om saa stor og vidtløftig en Sag, som Nordens historiske Forhold; thi nu, da saadan en Bog, langtfra at være i Alles Hænder, slet ikke er til, og da Nordens Historie gjennem Aarhnndreder har havt lidt eller intet med Dannelsen at giøre; nu synes der jo slet Intet at kunne forudsættes som en afgiort Sag imellem os; men jeg synes at staae vildfremmed her med min verdenshistoriske Anskuelse af Menneske-Livet i det Hele og af Nordens Folkeliv især, ja, synes at staae som en Blinde-Gæst, der skal løse Heidreks Gaader!

Saa synes det, mine Herrer! men jeg har altid paastaaet og paastaaer fremdeles, at »Skinnet bedrager«, naar det synes, som jeg havde Lidet eller Intet tilfælles med den Rod, hvoraf jeg randt, med det Folk, hvoraf jeg udsprang, med det Norden, hvis Aand henrykde, hvis Sang henrev, hvis Tungemaal fængslede mig, hvis Fortid var min Trøst og hvis Fremtid er mit Haab, og har jeg kun Ret deri, som jeg dog umuelig kan tvivle om, saa den Nordiske Menneske-Natur er ogsaa min Moder, ogsaa mit Modersmaal er fundet levende paa Nordens Tunge; da ikke alene tør jeg, men da maa jeg nødvendig forudsætte, at igrunden er hele Norden enig med mig om Nordens Guder som Nordens Aand, om Moders-Maalet som 481 Rigets Dronning, og om Historien, den gamle Mimers-Brønd, hvori hele Menneske-Livet speiler sig, som den rette, baade nordiske og menneskelige Vidskabs-Kilde, og naar saa er, da maa jo den Røst, som udtaler det, ogsaa nødvendig finde aabne Øren, da maa jo hele Norden igrunden høre sig selv derigjennem, og vil da lettelig tilgive baade de Særheder, som altid klæbe ved Personligheden, og den Dunkelhed, der er uundgaaelig, og kan kun klare sig i samme Grad, som vi Alle paany blive fortroelige med voregen Natur og Historie, med Nordens Aand og Tungemaal, med Søndags- og med Hverdags-Sproget i det grønne Gudhjem. Ja, mine Herrer! det er virkelig min Trøst i Aften, hvad der alt længe har trøstet mig, at det er blot et lyst Overblik af sig selv og sin Historie, Norden fattes, for at lære Verden, at de saakaldte »Skandinaviske Syrapathier« er saa langt som muligt fra at være Ungdoms-Galskab, saa langt derfra, at de meget mere nu er vor eneste Alderdoms-Trøst, Kilden til de graa Haars Viisdom! De kan derfor nok tænke, mine Herrer! at faa Ting i denne Verden har forundret mig mere, end det Rygte, jeg hørde i Engeland, at der endnn skulde findes Folk i Danmark, som ikke troede, at Nordens Forening var ønskelig; thi allerede for en heel Menneske-Alder siden, ja, netop for 33 Aar siden, da Kongen af Danmark og Norge var paa Valg til Kronprinds i Sverrig, allerede da, syndes mig, vii Danmark var allesammen enige om at ønske Nordens Forening, saa det var kun Spørgsmaalet, om vi kunde faae Granderne i Sverrig, der havde samme Ønske, til at enes med os om Maaden, hvorpaa Foreningen bedst lod sig iværksætte. Vistnok besvarede Nordens Historie dette Spørgsmaal med Nei, og jeg kan godt tænke mig, at Kongen af Sverrig og Norge ogsaa engang kunde giøre et Forslag til Nordens Forening, som ligesaalidt fandt Danmarks Bifald, men om Ønskeligheden af en god Forening maatte jeg ligefuldt forudsætte, at alle ægte Nordboer var enige med mig. Rimeligviis har altsaa Rygtet om Danmark udenlands, nu som sædvanlig, løbet med Limstangen, saa det var slet ikke Ønskeligheden af Nordens Forening, man herhjemme betvivlede, men kun Mueligheden deraf paa en Maade, hvormed Verden og, vi kunde være tjent, og det følger af sig selv, at Ønsker, hvis Opfyldelse man selv anseer for umuelig, er aldeles tomme, ligesom Erfaring lærer, at verdenshistoriske Ønsker, som man fattes Kraft og Mod til at kæmpe for, de vil altid findes for lette i den store Vægtskaal for Rigernes Skæbne og Folkenes 482 Lykke! Har da nu Erfaring lært os, at Nordens Forening opnaaes ingenlunde ved, at de tre Nordiske Riger djævles med hinanden, og indsees det daglig klarere, at Ensformighed er ikke blot den kiedsommeligste Skifting, nogen Trold kan indsmugle i Enigheds Vugge, men er tillige et utaaleligt Huskors selv for de nærmeste Frænder, og maa da nødvendig være en Landeplage for tre, vel temmelig nær beslægtede, men dog tidlig adskilte og kiendelig forskiellige Folke-Stammer; da er det intet Under, at Ønsket om Nordens Forening, naar det ikke opfattes aandelig og bæres, næres og klares af Nordens Historie, maa hos de Fleste blive dødt og magtesløst, og hvor det endda giver Livstegn, agtes kun for en sød Drøm, det var Daarskab at dvæle ved, eller for en vild, æventyrlig Grille, det tillige er farligt at følge.

Om derfor Norden slet ikke havde sit verdenshistoriske, men kun et mellemhistorisk Forhold, saa vilde Oplysningen af dette Forhold dog altid være saare vigtig ved Ønsket om Nordens Forening; thi er vi først kommet saavidt, at vi seer, det er Aanden, som skal giøre det, da bliver det et ganske alvorligt Spørgsmaal, baade om Norden har en Fælles-Aand, og om Nordens Aand kan giøre Noget der er værdt at nævne, begge Dele Noget, kun Nordens Historie kan rigtig svare paa; thi var den aandløs og daadløs, da kunde vi vel smigre os selv med et egenkiærligt Haab, men vist ikke afnøde Historien, hvad Naturen havde nægtet os, eller skabe os en Fremtid, der ei var grundet i vor Fortid, og oplyste Historien, at der var tre eller dog to modsatte Folke-Aander i Norden, da vilde, til Trods for vore frommeste Ønsker, Foreningen findes umuelig.

Saa vist, som det imidlertid er, at viste Nordens Historie, indtil Aar 1843 efter Christi Fødsel, intet kiendeligt Spor af en egen Aand, da havde Norden heller ingen, og da var al Tale om en »aandelig Forening« kun et tomt Mundsveir; saa klart er det dog til Lykke ogsaa paa den anden Side, at fattes vi end det lyse Overblik af Nordens Historie, som viser, at der gaaer en Aand og det en mægtig Aand igjennem den, eller kunde de Fremmede end med noget Skin paastaae, at hvad der tydeligst henpegede paa Nordens Kæmpeaand, som vore Myther og Oldsagn, var lutter Munkeløgne fra Middelalderen, saa giør det dog igrunden slet ingen Forskiel, netop fordi Aand, i historisk og nordisk Forstand, ingenlunde er noget luftigt men et virkeligt Begreb, er intet tomt Mundsveir, men en stor og 483 mægtig Livskraft, der kan være fælles ikke blot for Mange paa een Gang, men ogsaa for vidt adskilte Tider og Slægter, en Livskraft, der vel tiest og lettest sætter Munden i Bevægelse, men kan dog ogsaa røre Hænderne, og det ikke blot til at føre en Pen, men til at giøre allehaande smukke og nyttige Ting, og blandt andet, naar det er nødvendigt, til med Kraft at værge Munden, som Ordsproget siger: Haand er Hoveds fødte Værge, saa naar vi kun i Norden har vor egen Maade at giøre os tydelige paa baade med Haand og Mund, saa det har Fynd og Klem, see, da er det beviist, at Norden har en Aand, og selv de Fremmede vil da vist indrømme ubeseet, at Nordens Historie sagtens viser, den Aand var fra Arildstid Nordisk, som ei havde andensteds hjemme.

Vanskeligere at oprede er vistnok den anden Deel af Spørgsmaalet, om Nordens aandelige Fællesskab, saa dertil er det især, jeg savner en ordenlig Haandbog i Nordens Historie, som viste, at skiøndt det aandelige Fællesskab syndes tidlig ophævet, og skjøndt der siden Udskiftningen synes at være gravet saamange Grøfter og reist saamange Steengiærder, og indført saa forskjellig Drift og Levemaade, at Fællesskabets Fornyelse er en reen Umuelighed, som det kun vilde afstedkomme grændseløs Forvirring at prøve paa; saa er den hele sørgelige Begivenhed med det aandelige Fællesskabs Ophævelse dog kun tilsyneladende; thi igrunden er der slet ikke skeet Andet med Folke-Stammerne i Norden, end hvad der skeer mellem meget skikkelige Naboer og selv Nærpaarørende midt i Sælland, at hver vil gjerne have Noget for sig selv og kan tit ikke rigtig enes om »Mit og Dit,« uden at deres aandelige Fællesskab derved ophæves, saa det var kun Øine-Forblindelse, der gjorde, at man betragtede Nordens historiske Forhold anderledes, en Øine-Forblindelse, saa naturlig i det hjertelige Norden, at den til en Tid var uundgaaelig, men som dog nu, til Lykke, er ophørt, saa vi kan indsee, at det giælder i Norden som det gjaldt i Syden, at hvor forskjellige end Gaverne ere, hvormegen Enighed end Hjerterne maae savne, og hvor indviklede end de udvortes Forhold kan være, saa er dog Aanden den samme hos alle dem, som har nogen Aand. Ja, det kan og skal Nordens Historie oplyse, og naar Stammerne ikke vil have Aand tilfælles, da faae de Aandløshed tilfælles, da blomstrer Folkelivet ingensteds, men henvisner og forsvinder overalt, om end her lidt før og hist lidt efter, vel kjendeligst, hvor Bøgen kaster sine gule Løv, og skjultest, hvor 484 Granen holder paa de grønne Naale, men allevegne dog umiskiendelig i Tidens Løb, fordi Nordens tre Hoved-Stammer forholde sig omtrent til hinanden, som Ioner, Dorer og Æoler fordum i Grækenland, om hvem Ingen tvivler, at de jo havde Folke-Aand tilfælles, da de var i Aande, og at det var denne Græske Folke-Aand, der ene satte dem istand til baade at forsvare Fædrenelandet mod de mylrende Barbarer, og til at øve alt det Storværk med Haand og Mund, der har gjort dem verdenshistorisk berømte og uforglemmelige, ligesom det igjen var Tabet af denne Fælles-Aand, der gav deres blomstrende Folkeliv sin Helsot og lod dem synke fra al Verdens Beundring lige ned til Tyrkernes Spot. Staaer dette kun levende for os, da undrer det os ikke længer, at de Nordiske Grander, da Fælles-Aanden tabde Herredømmet over dem, vendte i Forblindelse, til fælles Skam og Skade, deres Vaaben mod hinanden, og spildte deres Kæmpe-Kræfter, istedenfor at samle dem til Storværk og kappes om en Broderpart deri, men det maatte snarere undre os, at Ulykken ikke blev større, saa de dog hidtil undgik den dybe Fornedrelse, som Grækerne maatte friste; det undrer os ikke, at Norden tabde sin indvortes aandelige Selvstændighed, der nødvendig staaer og falder med Aanden, men maatte snarere undre os, at den Udvortes og Verdslige dog blev nogenlunde hævdet. Ogsaa dette kan og skal imidlertid Nordens Historie vise Grunden til, at den er let at giætte, naar man lægger Mærke til, at under alle Himmel-Egne, hvor Folkene skabde sig Guder, der ligne de med Nødvendighed deres Guder, som deres Aands Førstefødte og deres Hjertes Kjæledægger, saa vi maa baade hos Græker og Nordboer selv vente samme Fællesskab, som de indførde og vedligeholdt, Hine paa Olympen og Disse i Asgaard, og da er det i sin Orden, at ligesom Fællesskabet mellem Odin, Thor og Frey overlevede al øiebliklig Fortørnelse, saa de selv i Ragnaroke stod, som fuldtroe Venner, Last og Brast med hinanden, det da gik og gaaer ligedan med Nordens tre Hoved-Stammer, skiøndt det gik anderledes med Grækenlands, hvis Zeus, Poseidon og Pluto vel var Brødre, men gjorde dog kun fælles Sag, da Kampen paa Liv og Død med de gamle Titaner nødte dem dertil, og kunde neppe enes om at skifte Arv, slet ikke om at leve broderlig med hinanden, som Aserne, i Fryd og Gammen. Derfor finde vi da ogsaa, at Nordens Kæmper blev aldrig hinanden saa gramme, de jo drak venligt Forlig paa Valhals Bænke, medens Agamemnon og Achil end 485 ikke i Skygge-Riget kunde taale at øine hinanden, og naar man tænker, at et Folks Myther og Oldsagn, som nødvendig udtrykker deres naturlig høieste Forestillinger og dybeste Følelser, har Intet med Folkets senere Levnetsløb og historiske Alder at giøre, da har især Nordens Historie alt længe beviist det Modsatte, og vil sikkert herefter bevise det klarere end nogensinde; thi at det hverken var et Slumpetræf eller en blot Modesag, at Nordens gamle Guder og Helte i det Nittende Aar-hundrede indtog Dets nyeste Skjalde, det see vi nu, da Valhals-Lysten vaagner hos de store, udødelige Kæmper: Nordens gamle Grander, saa de kan tale venlig sammen om deres Kreds-Gange, og om Bane-Saarene, de gav hinanden, fordi de vise Norner vidste Raad for Uraad, og opvakde dem paany til at tømme Brage-Bægeret og love Storværk i Nordens Aand med forenede Kræfter!

Ja, mine Herrer! De føler det sikkert med mig, at saaledes» historisk betragtet, er Ønsket om Nordens Forening, saa sandt som det har Liv og Varme i vort Bryst og paa vor Tunge, selv en historisk Begivenhed, som ikke blot viser, at Blodets hemmelige Baand, der sammenknytte Forældre og Børn og Sødskende, er vidunderlig stærke i Norden, hvor de holdt gjennem Aartusinder, men som ogsaa maa have mærkværdige, historiske Følger, da denne Følelse netop er den grundhistoriske, det ømme Moder-Skiød for alle Nordens Guder saavelsom for Mimers-Brønden, og for Nordens Aand, Livskraften i det Hele, der hverken haaner eller knuser Hjertet, men deler altid halvt dermed, som Odin med Freia! Naar vi derfor sige: det er hverken mere eller mindre end en aandelig Forening i Norden, vi ønske og vil af alle Kræfter arbeide paa, da vil vi dermed ingenlunde sige, det er Lidt eller Intet, men kun at det er Alt, hvad oplyste Nordboer kan ønske, og Alt, hvad det lønner Umagen at arbeide paa, da Resten, saavidt den er god, vil følge afsig selv i betimelig Tid, især da Nordens Aand er alt for grundhistorisk til ikke at give Tid, eller til at oversee Tidens Tarv og Øieblikkets Krav, saa, hvor Odin daglig tømmer Guldbægeret med Saga, der vil Folke-Aanden ogsaa sætte Riger og Stammer i deres rette, naturlige Forhold baade til de Fremmede og til hinanden, saa Norden faaer med Tiden Alt hvad vi ønsker: baade det kraftige Sammenhold, den fri Udvikling og den levende Vexel-Virkning, som Historien lærer, er lige nødvendige til udvortes og indvortes Fred og Selvstændighed, fremskridende Oplysning og ægte Glands!

486

Kommer nu, som jeg dristig forudsætter, Nordens aandelige Forening istand, da maatte det Eneste, der kunde mørkne vore folkelige Udsigter være Tvivl om, hvorvidt Nordens Aand vilde have Kraft og Mod og Lykke til baade indvortes og udvortes at hævde sin Frihed og Selvstændighed, ved Siden ad de store baade verdslige og aandelige Magter, som den kunde blive nødt til at værge sig imod, og som den, for at være Selvstændigheden værd, i alt Fald maatte have baade Kraft og Mod til at maale sig med?

Hvad nu først de verdslige Stormagter angaaer, da, med al skyldig Agtelse for dem, maae vi dog tage os den Frihed at sige, at selv i Nyaarstiden, da Nordens Aand var vanskelig at spore og havde ikkun lidt at sige, og da Nordens Kræfter var meer end deelte, var indbyrdes stridige, selv da har dog den Svenske Krigshær og den Dansk-Norske Flaade en Historie, som viser, at baade Himmel og Jord maatte sammensværge sig mod Norden, naar Det, med Aanden over sig og med forenede Kræfter, ei skulde mægte at forsvare sin verdslige Frihed og Selvstændighed selv i et Ragnaroks-Møde! Ja, mine Herrer! for den Sag trænge vi ikke til de Fremmedes Vidnesbyrd, men det er dog baade mærkværdigt og behageligt, at vi har de Fremmedes Vidnesbyrd for meer end det, for Nordens ligesaa velgiørende som kraftige verdenshistoriske Indflydelse selv midt i Nyaarstiden, thi vi veed det jo Alle, at selv i de Fremmedes Verdens-Historier, hvor vort N orden ellers sædvanlig kun skimtes som det yderste Mørke, selv der skinner dog Gustav Adolf med sine Gothiske Kæmper, seierrige for Frihed og Lys, midt ind i Nyaarstiden ikke blot som en Stjerne af første Størrelse, men som et funklende Nordlys, og vi, som veed, der var, baade før og siden, Meer hvor det kom fra, vi behøve da kun at tænke os Nordens Kræfter aandelig forenede under Gustav Adolf og Christian den Fjerde, for al see, hvor let endnu i det Syttende Aarhundrede baade Østen, Syden og Vesten kunde kommet til at skælve for Norden istedenfor at kyse end sige undertvinge os.

For at beroliges over de haandfaste Angreb paa det aandelig forenede Nordens Frihed og Selvstændighed, behøve vi da slet ikke at gaae tilbage til Folke-Vandringens Tid, da det er vitterligt nok, at hele det øvrige Europa skjalv for vort Norden, og det Halve modtog sine Beherskere derfra; men naar vi forudsætte, som vi nødvendig maae, at Nordens Aand har ogsaa Mod og Kraft til at hævde sin egen, altsaa Nordens 487 aandelige Selvstændighed, da kan det vel endnu behøves at gaae saa langt tilbage som muligt; thi under en lang og tildeels haard aandelig Trældom har Selvstændighedens Spor været nær ved reent at udslettes, og de Fremmede giør i den Henseende slet ingen Complimenter, men truer ubarmhjertig med at smide os hovedkulds tilbage i vort eget gamle Barbaries Ginnunggab eller bundløse Afgrund, dersom vi for Alvor vil bilde os ind, at vi har en Aand for vor egen Mund, som kan staae paa sine egne Been, tør blæse ad det Romerske Gjenfærd, og kan magelig maale sig med Alt hvad man nu kalder Folke-Aand baade i Tydskland og Engeland, for ei at tale om Frankerig, hvor Folke-Aanden, skiøndt den er let tilbeens, endnu ikke har kunnet gribe sig selv i Vinden af Alt!

Jeg troer det gierne, mine Herrer! at man i Sverrig og Norge kun vilde lee ad de Fremmedes Trudsel med det gruelige Barbari, som Nordens Aand, naar den igien faaer Magt, vil styrte os i; men i Danmark, hvor den bly Kiærminde er Livblomsten, hvor den frygtsomme Hind er det vildeste Dyr og Møens Klint et af de høieste Bjerge, her lader i det Aandelige Folk sig let forbluffe, selv af Latinske Phraser og af Franske Vittigheder, endsige da af Engelske Eder og Tydske Fornuft-Slutninger, saa her maa Nordens Historie gjøre opmærksom paa, hvad de Fremmede kanskee ikke veed, og i alt Fald tie med, at man behøver blot at tænke sig de Nordiske Udflyttere: Gother, Angler og Normanner, ude afVerdens-Historien, for med det Samme at tænke alt det aandel ige Storværk bort, baade i Kirke, Stat og Skole, som udmærker Middel-Alderen og Nyaars-Tiden, saa uden lidt aandelig Udførsel fra vort Norden, havde Middelalderen maattet nøies med Byzantiners og Arabers, og Nyaarstiden med Russers og Tyrkers Bedrifter og Verdens-Historier!

Dog, skulde denne verdenshistoriske Anmærkning falde for dunkel til at oplyse, hvad Nordens Kæmpe-Aand fører i sit Skjold, og skulde selv det Valhals-Lys, Nordens mageløse Gude-Historie kaster paa Skjoldet, findes for mat, saa behøve vi dog kun at vende Øiet til Island, for at see det klart og aabenbart, at Nordens Aand er Historiens, der ligesaavel vil have Fremtiden, som den har Fortiden paa sin Side, saa den staaer sig nok til den »yderste Dag«, og kommer sidst i Trang, da den, som Verdens-Historiens Aand, tager Alting med, hvad der nødvendig maa komme noget Stort ud af, med 488 mindre alt Aandeligt skulde igrunden slet ingen Ting være, og var saa dog ligesaa meget i Norden som i hele den øvrige Verden. Ja, mine Herrer! har vi kun først faaet Syn paa det historiske Himmelbjerg af Nordiske Brudstykker, som vor Kæmpe-Aand, en Aftenstund, halv i Fortvivlelse, opkastede paa Island, for, hvis han skulde sove hen, dog at have en Bautasteen, der kunde sees over Verdens-Havet, og giøre ham, i det mindste som Nordens Runesmed, udødelig; har vi først faaet Syn paa det, da frygte vi vist ikke for, det skal blæses omkuld, det historiske Himmel-Bjerg, som Nordens Aand med hele Nordens forenede Sjæle-Kræfter, af hele Verdens Kundskabs-Dynger, kan og vil lægge til Grundvold for Heimdals-Borgen, hvor han vil »høre Græsset groe«, og kappes iAarvaagenhed med Fuglene, og støde i Guldhornet, saa det høres overalt, hvor Guder har Frænder og Kæmper har Børn: den historiske Vidskabs-Borg, høi nok til, som et trefoldigt, funklende Nordlys, at overskinne vor Halvkugle, og stor nok til at rumme alle Videnskabernes Dyrkere, fra den første Ægyptiske Thot til den sidste Nordiske Tænker!

Eller er det maaskee virkelig kun Sværmeri at tænke og tale saa, og at vente i det grundhistoriske Norden, hvad vor Hoved-Skjald paa anden Omgang, hvad Adam Oehlenschläger tidlig sang i Islands-Kvadet, vente at

»Tidernes Aand forklarer Tidens Idrætter!«

Er det virkelig Sværmeri, af det aandelig forenede Norden i Menneske-Slægtens rette Vidskabs-Tid, at vente en Verdens-Historie, der fordunkler det Bedste, som man hidtil kaldte saa, som Solen alle Stjerner, eller netop, som Valhal mythisk fordunkler Elysium, altsaa en forklaret Verdens-Historie, der virkelig omfatter al den menneskelige Digten og Tragten,, og hvor de store Hedenfarne ei omflagre i Tusmørket som matte og maalløse Skygger, men færdes høirøstede i Lys for vore Øine og Øren, saa det vorder klart, hvad de vilde, og hvad de virkede til Fortsættelse og Fuldendelse af det store menneskelige Levnetsløb, fra den dybeste Dunkelhed til den høieste Klarhed!

Velan! lad det længe nok, om man saa vil, kaldes Sværmeri og Daarskab baade i Syden og Vesten! Det vilde kun overflødig bevise, at selv udvandrede Nordens Aand ingenlunde med Gother, Angler og Normanner, men ønskede dem kun, 489 som Upsals Odin sine balstyrige Kæmper, Lykke paa Reisen, og hvor den Kæmpe-Aand har hjemme, som i Asamaalet saa mesterlig udkastede Planen til det verdenshistoriske Epos, og fremtryllede selv mellem Isbjergene en saadan »Udødeligheds-Ager og Gudmunds-Have« for de hedenfarne Kæmper, som Heimskringia og i det Hele Saga-Skriften fra Island er, her i vort Norden, skal Aanden vist aldrig fattes Kæmper, der baade tør vedkjende sig den grundhistoriske Betragtning af Menneske-Livet, og mægte at forsvare den mod al Verden, ei blot med Mund og Pen, men først og sidst med det stedse klarere Lys, som derved udbreder sig over Livet, og med de folkelige, derfor glædelige Storværker, som deraf udspringe!

Dog, dette siger jeg kun, fordi baade Store og Smaa, som i denne Verden med Held vil hævde deres Frihed, maa have beregnet, hvad den i det Høieste kan koste dem, thi for Resten troer jeg, at som Sagerne staae nu, behøver Norden kun at gjøre eet naturligt Kæmpeskridt til Menneske-Livets historiske Oplysning og Benyttelse, for at Dets aandelige og videnskabelige Selvstændighed vil baade erkiendes og prises trindt i Europa. Det Nittende Aarhundrede ligger nemlig igrunden, i Aanden, meget længere fra det Attende end fra det Trettende, og overalt i den dannede Verden, selv i Frankrig og Tydskland, lærer man af en dyrekiøbt Erfaring daglig bedre, at hvad alle Nyaarstidens aandelige Bygninger og især dens Lærebygninger fattes, er en fast, urokkelig Grundvold, en levende Sammenhæng og en naturlig Stil, saa nu smiler Lykken til Nordens Aand, nu er Timen for Odin at indløse sit Pant ved Mimers-Brønden, og Timen for Mimers-Hovedet at forklare Runerne paa sin Tunge, nu er det ligesaa vel en Æres som en Livs-Sag for vort Norden at komme til Bevidsthed i sin og Historiens Aand, og at lære Verden, hvordan man nedbryder og opbygger, hvordan man grundig reformerer i den. Jeg kommer nys fra et Land, hvor man, i Fortvivlelse over Savnet af en fast Grundvold og levende Sammenhæng, med forbausende Kæmpe-Kræfter stræber at flytte Nyaarstiden tilbage midt ind i Middelalderen, og det er vistnok bagvendt, men, viser kun Norden Veien fremad, ved at klare de gamle, urokkelige Grundvolde, baade for Kirken, Staten og Skolen, fra Gruset, som skjuler dem, og ved at bygge derpaa hvad Tiden kræver og Øieblikket tillader, hvad Aanden frit kan røre sig i, og Hjertet forlystes ved; da vil vi faae mange Efterlignere, og frem for Alt vil vist Anglerne med deres 490 Kæmpe-Kræfter vise Verden, de har endnu ikke glemt, de nedstamme fra Odin!

Derfor, mine Herrer! maa jeg i alle Henseender lykønske Selskabet, som danner sig til at arbeide paa Nordens aandelige Forening, naturligviis i Nordens Aand, thi det er det første Skridt til et stort og herligt Maal, som er ret egenlig i »Tidens Aand« og kan aldrig mislykkes, da vi paa den Vei har Intet at tabe, men Alt at vinde. Vel er jeg vis paa, at til Maalets Opnaaelse vil intet Mindre forslaae end et andet, forklaret Oxford, en stor Nordisk Høiskole, ikke smaalig beregnet paa Børnelærdom og Overhøring, men hensigtsmæssig indrettet og kongelig udstyret til et aandigt Samliv og videnskabeligt Væddeløb mellem de opvakteste og lyseste Hoveder af alle vort Nordens Folke-Stammer; men deels er det vel endnu kun i Engeland, at man ikke afskrækkes men tiltrækkes ved det Kolossalske eller Kæmpemæssige, og desuden er der sagtens blinde Skær i Farvandet, hvorpaa en saadan Plan selv med den bedste Befordring endnu vilde strande, saa det er godt, der kræves mange Skridt til Maalet, som baade kan og tildeels maa giøres først, uden store Forberedelser. Tillykke er nemlig Aanden ikke bundet til noget andet Sted end Munden, og finder altid, hvor den omvandrer, i sig selv og Modersmaalet de uundværlige Midler til at arbeide paa Nordens aandelige Forening, saa hvorsomhelst Nordiske Munde, skaarne for Tungebaand, møde Nordiske Øren, altid aabne for det gyldne Klanghorn, der banes Kongevei for den Aand, som vil forene Norden, og at riste Runer for dem, som Runer kan raade, det er Aandens mindste Konst og bedste Tidsfordriv. Alt er her uskyldigt, thi naar hver beholder Sit, skeer Ingen for nær, og Nordens Aand misunder Ingen af de fremmede Magter et Fodsbred enten af deres aandelige eller verdslige Enemærker, men under alle dem, der vil lade Næsten have Fred, og da især alle Slægter og Stammer i Norden ikke blot deres eget Ansigt, Mund og Mæle, men alle deres Indretninger, Sæder og Skikke og selv deres Nykker! Ensformigheden, der altid var en Pine for Nordiske Hjerter, den var ogsaa fra Arildstid en Vederstyggelighed for Nordens Aand, i hvis Billedsprog det er den Ymer Jette, som Aserne begyndte deres Storværk med at opløse, for at Alt hvad den store Røver havde sammenpint i sin uhyre Krop, kunde komme hvert til Sit, hvor det havde hjemme! Saaledes bygde Aserne Midgaard og saaledes ønsker jeg Nordens Aand Held til at bygge Asgaard, og jeg troer virkelig den lille 491 Fugl, der synger om, at hvor de Danske Kornmarker bølge, hvor den Norske Masteskov kneiser, og hvor de malmrige Gothiske Bjerge er leirede, der findes ogsaa til aandeligt Brug saa store Evner, saa høit et Mod og saa megen Lykke, som om Odin, Thor og Frey var staaet op igjen for at lægge deres Hoveder sammen, saa Værket vil prise Mesteren, Gyngebroens Vogter skal aldrig forgjæves støde i sit Gjallarhorn, og de Fremmede aldrig leve den Dag, da de lægge det fribaarne, aandelig forenede Norden i Lænker !

BRAGE-SNAK.

I November, December 1843 og Januar 1844 holdt Grundtvig paa Borchs Kollegium hver Mandag, Onsdag og Fredag en Række Forelæsninger, ialt 25, om græske og nordiske Myther og Oldsagn, som han i 1844 lod trykke under Navn af Brage-Snak (efter det islandske Bragaræður i Snorres Edda).

Disse »Forelæsninger«, der i Virkeligheden var meget frie Foredrag, fik et ejendommeligt Præg derved, at der, for første Gang, var Damer mellem Tilhørerne. Dette gav ikke alene Anledning til adskillig Spøg i Talerens Mund, men bragte ham ogsaa til mere end før at se Menneskelivet »fra begge Sider« og udviklede i det hele saa meget Liv i Anskuelsen, at man maa være »en Dødbider« for ikke at fornøje sig derover.

Professor F. G. Sibbern, der var blandt de stadige Tilhørere tilligemed sin Datter, skriver den 28. Januar 1844 til Zeuthen, at han, foranlediget ved Grundtvigs mythologiske Forelæsninger, i et Par Maaneder »ikke gad læse andet end Oldtids Historie«. Forøvrigt har han selvfølgelig en Del at indvende mod Foredragene. »Ret og egentlig tilfredsstillende have de ej været, fordi Grundtvig - af Frygt, synes det, for at trække Damerne for meget ind i noget, han mente ej at være for dem, eller maaske snarere af Uhjælpsomhed og Mangel af ret Sikkerhed i Maaden at tage Dameforelæsninger paa - i Grunden slet ikke formelig har søgt at foredrage Mythologien, men mere har ytret sig over adskilligt af den. Men meget interessante og oplivende have Foredragene dog ofte været, stundom dog aldeles ikke, især naar han talte om Damerne, hvilket han oftere gjorde, istedetfor at man i slige Forelæsninger gør bedst i, til en vis Grad rent at ignorere deres Nærværelse«.

493

Brage-Snak
om
Græske og Nordiske Myther og Oldsagn
for
Damer og Herrer,
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

De Tærninger løbe ofte omkring,
de sig saa snart monne vende,
saa giør og Lykkens Hjul udi Ring,
dens Løb man neppe kan kiende.

Axel Tordsens Vise.

Kjøbenhavn.
Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel.
Trykt i Blanco Lunes Bogtrykkeri.
1844.

494

Til
Danmarks Dronning,
Dagmar den Anden,
Caroline Amalie den Første.

Dronning over Dane-Vælde:
Kiærlighedens Bølge-Land,
Hvor i Barm, trods Aar og Ælde,
Himmelsk Hjertet staar i Brand!
Syster til hver Græsk Gudinde!
I Dit Skiød jeg, med Dit Minde,
Øser ud min Brage-Snak!

Nok af Snak i vore Dage;
Aldrig dog det glemmes her,
Brage-Snak er Ord af Brage,
Guld og grønne Skove værd,
Alvor, der, som Speil i Rammen,
Sidder velforligt med Gammen,
Nær i Slægt med Liv og Lyst!

I de kolde Vinter-Dage
Sad hos Odin jeg i Løn,
Skifted mangt et Ord med Brage,
Naar han dæmped Harpens Døn,
Leged paa de løse Strænge,
Skiemted med de gamle Drenge,
Som blev graa i Hildes Leg!

495

Da jeg saae, at Nordens Helte,
Stivnede i Brynjer graa,
Kan som lis i Vaaren smelte,
Under Soel paa Himmel blaa,
Smelte ved de Græske Sange,
Om Olympens Bue-Gange
Og om Letos Tvilling-Par!

Kiender Du de klingre Røster,
Under Sløret himmelblaat,
Om Apollon og hans Syster:
Maanens Mø og Solens Drot,
Artemis med Gylden-Tenenr
Hvid som Sneen, let som Renen,
Med de blide Bue-Skud!

Sværmersken paa Bjerge-Tinde,
Dronningen for Hjerne-Spind,
Blomster-Landets Jægerinde,
I det klare Maane-Skin,
Lever hun ei i Dit Indre,
Naar de milde Øine tindre,
Odin selv er ugleblind!

Ja, hvis ei det Odins-Øie,
Mimers-Brønden har i Pant,
Er, som Borg paa Taage-Høie,
Lutter Blændværk, idel Tant,
Da udsprang Hun, med Guld-Tenen,
Atterfødt, paa Skjoldung-Grenen,
Ved Din Fødsel under Øe!

I Dit Øie, naar det tindrer,
Det sig speiler soleklart,
Du Dig, som en Drøm, erindrer
End den gamle Skytte-Fart,
Som en himmelsk Jægerinde,
Giennem Sky paa Bjerge-Tinde,
I det klare Maane-Skin!

496

Drømmen vild da skinner fager,
Buen spændes i Dit Bryn,
Jagtens Lyst Din Sjæl indtager,
Tanken tumler sig som Lyn,
Horn som Lur i Skoven dønner,
Pilen suser, Hjorten stønner,
Høit og skingrer Hunde-Glam!

Men da fløiter Nattergalen,
I den dunkle Midnats-Stund,
Derved dandser i Løv-Salen
Hvert et Blad i Bøge-Lund,
Buen synker da med Brynet,
I en Taare slukkes Lynet,
Horn og Hunde tie kvær!

Da, i Glands af Ædel-Stenen,
Hviler Du paa Gylden-Skrin,
Spinder flittig paa Guld-Tenen
Lilje-Silken faur og fiin!
Giennem Hjerte-Vølundshuset,
Som giør Viismænds Hoved kruset,
Spinder Du en Lede-Traad!

Ja, hvor Hjertens-Fryder Gaaden,
For hvert Øie soleblindt,
Kiærlighed er Lede-Traaden
I den store Labyrinth,
Kiærligheden hjertespundet,
Af Gudinden rosenmundet,
I det klare Maane-Skin!

Brast den hist i Blomster-Engen,
Og Apollons Laurbær-Lund,
Holde skal i Fugle-Sengen
Den dog vist ved Øre-Sund,
Bølge let i Fugle-Tonen,
Væves konstig, paa Guld-Thronen,
Ind i Sløret himmelblaat!

497

Ja, paa Dane-Dronningstolen
Lykkes skal den Væv saa prud,
Alt som Straaler gaae fra Solen,
Milde Blik fra Ungdoms-Brud,
Saa, mens Aften-Solen skrider,
Strimeviis til alle Sider
Gaaer den gyldne Lede-Traad!

Hvor den slipper, endes Møden,
Vinker Himlens Rosengaard,
Hegnet ind med Aften-Røden,
Til det store Hvile-Aar;
Vinker, i de gyldne Sale,
Dig, fra Tidens mørke Tale,
Evigheden soleklar !

498

Indhold.

  • I. Persephone og Idunne
  • II. Prometheus og Pandora
  • III. Kronos og Kroniderne
  • IV. Ygdrasil med Urda-Kilden og Mimers-Brønden
  • V. Leto-Børnene og Niobe
  • VI. Iris og Hermes
  • VII. Idunne og Dværgene
  • VIII. Balder og Kronos
  • IX. Tyr og Zeus
  • X. Stilstanden og Asgaards Bygning
  • XI. Thors Tvekamp med Hrungner
  • XII. Mjølners Atterkomst og Eftersmæk
  • XIII. Demeter og Poseidon
  • XIV. Den Danske Odin
  • XV. Phineus og Loke
  • XVI. Valhall og Folkvang
  • XVII. Minerva og Heimdal
  • XVIII. Hephæstos, Pallas og Artemis
  • XIX. Sphinx og Balders-Baalet
  • XX. Det Argonautiske, Thebanske og Trojanske Tog
  • XXI. Odysseen og Island
  • XXII. Den Danske Guldalder
  • XXIII. Den Gothiske Guldalder
  • XXIV. Skjaldre-Konsten og Suttungs-Mjøden
  • XXV. Holger Danske
  • Efterskrift
499

I.
Persephon og Idunne.

For et Par Aar siden stod jeg en deilig Sommernat i mit Vindue, jeg veed ikke selv hvorfor, men bestemt ikke for at kige Stjerner, thi dels boer jeg, desværre, ikke ved Volden, men midt i Vimmelskaftet, og dels vil jeg være min Skrøbelighed bekiendt, at den Astronomi, jeg lærde i min Ungdom, har jeg svedt ud for længe siden, og trøster mig kun ved, den var ikke bedre værd, da den slet ikke dreiede sig om Guld paa Blaat, men kun om Sort paa Hvidt. Imidlertid kom jeg dog den smukke Sommernat ganske uformodenlig til at høre en astronomisk Forelæsning, som den lærde Vægter, vi dengang havde i vor Gade, holdt for En af sine Colleger, der vel ikke syndes synderlig opvakt, men var dog saa taalmodig en Tilhører, som nogen astronomisk Professor kunde ønske sig, og beundrede vist ligesaa høit sin Lærers store og udbredte Kundskaber, som hans flydende Veltalenhed. Det gjorde jeg nu just ikke, men dog fandt jeg denne naturlige Stjernekigers Forelæsning paa staaende Fod om Sol og Maane og Stjerner, i Sammenligning, særdeles morsom og maatte virkelig forundre mig over den vigtige Mine og fornemme Professor-Tone, hvormed han betroede sit lille Auditorium, at forleden Aar var der blevet en Stjerne borte for »Astronomierne«, som de reiste rundt og ledte om, til de endelig fandt den høit oppe i Norge! Adskillige Dage efter maatte jeg smile hvergang det faldt mig ind, skiøndt jeg ikke ret vidste hvorfor, men saa glemde jeg naturligviis Spasen og jeg troer ikke engang, jeg tænkde paa den, da jeg forleden læste i Aviserne, at Kometen ogsaa paa en Maade var blevet borte for Astronomerne, men nu, da jeg vilde til at give en lille Udsigt over de Græske og Nordiske Mylher, især fordi jeg i de Lærdes 500 Fremstilling savner Aanden, nu blev Tanken med eet saa levende, som om Vægteren bogstavelig havde banket paa og bedt om lidt for sin natlige Forelæsning. Jeg var nær blevet gnaven over dette, som jeg syndes, meget ubetimelige Besøg, men kunde dog ikke blive den astronomiske Vægter kvit, førend jeg lovede at tage ham med paa Cathedret, som De nu skal være mine Vidner til, jeg ærlig har gjort, ikke ganske uden Fare for selv at kaldes den snaksomme Vægter i Vimmelskaftet. Min Ædelmodighed vil jeg imidlertid ikke rose, for hvad der gjorde mig saa føielig, var det Indfald at gjøre en lille Mythe af ham og hans Forelæsning, som det var ingen Sag at putte i Lommen og vise frem som et Exempel paa, hvordan en lille Pudsighed kan for Nordens Aand faae meget at betyde, thi vi veed jo Alle, at Stjerne paa Billedsproget betyder Aand, og jeg veed da rigtig ikke, hvordan jeg kortere og mere levende skulde betegne den Aandløshed, hvormed de Lærde længe har behandlet den Græske og foragtet den Nordiske Mythologi, end med den Pudsighed, at der var blevet en Stjerne borte for »Astronomierne«, som de reiste rundt og ledte om, saa Spørgsmaalet er kun, om den allerede kan findes paa Danmarks Sletter, eller først paa Bjergene høit oppe i Norge.

Nu veed jeg nok, det ønsker Darnerne at see jo før jo heller, saa de skiænkede mig gierne baade den lille Mythe og hele Indledningen, naar jeg strax gav mig til at fortælle de smukkeste gamle Myther og Sagn baade fra Sønden og Norden, kun med et lille Vink om, hvordan man skulde vende og dreie dem, for at det Smukke ret kunde falde i Øinene, og jeg indrømmer Damerne, at det uden Sammenligning vilde ikke blot være det Morsomste, men i alle Maader det Bedste, saa jeg skulde med største Fornøielse stige ned af Cathedret og sætte mig hos Dem for at høre saadant et Foredrag over Græske og Nordiske Myther og Oldsagn, men om jeg ogsaa kunde bære mig saa godt ad, saa turde jeg det dog neppe i Herrernes Nærværelse, som altid spørger »hvorfor«? og om jeg ogsaa turde, saa kunde jeg dog ikke, fordi jeg er dog ogsaa selv en Herre, om end, som den mindste Trold i Kæmpevisen, ikke større end en Myre, saa jeg plager ogsaa baade Damerne og mig selv med det evige »hvorfor«, kan umulig være saa fornøielig som om jeg var Skjald fra Top til Taa, maa nødvendig være lidt kiedsommelig, især i Førstningen, til jeg kommer i Aande og kan maaskee glemme baade Damer og Herrer over Guder og Gudinder, og desuden hører det virkelig til det Nordiske Begreb om en 501 Mand, at han baade skal vide hvad han vil, og turde sige det, og til det Nordiske Begreb om Tidens Løb, at den efterhaanden klarer det Hele. Indledningen kan jeg da ikke skaane Damerne for, og skiøndt jeg af mit Hjerte ønsker, den maa blive saa lidt kiedsommelig som mueligt, har jeg dog gjort sikker Regning paa Damernes mageløse Taalmodighed; mens jeg siger mine Grunde, hvorfor jeg har indbudt baade Damer og Herrer til at høre paa hvad jeg kan have at sige om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn uuder Eet.

Endskiøndt jeg nu ligesaalidt selv regner mig til de speculative Philosopher, som jeg regnes dertil af Andre, saa vil jeg dog paa een Gang efterligne dem og Damerne i hvad jeg finder min klare Fordeel ved, nemlig at forudsætte, jeg har igrunden upaatvivielig Ret, og slutter kun saa paa det Allerstrængste videre: er det kun rigtigt, hvad vi her maae forudsætte, at den Græske Aand, som man giennem Aarhundreder har forgudet i Latinskolen under eet med den Romerske, den har man slet ikke havt, men kun reist rundt og ledt om baade i Italien, Frankrig og Tydskland, og at den kan og skal findes i kiærlig Forbindelse med Nordens Aand, som de Historiske Stjernekigere indbildte sig, havde aldrig været til, er det kun rigtigt, da er det unægtelig saa vigtig og saa glædelig en Sandhed, baade for Damer og Herrer i Norden, at Alt hvad der kan bidrage til at giøre den indlysende, maa være Dem kiært, om det end kræver et lille Offer, som jeg nok veed, Damerne rnaae bringe, naar de skal høre paa vore Grunde istedenfor at see vore Gierninger. Og er det nu fremdeles rigtigt, hvad vi ogsaa her maae forudsætte, at et Folks Myther er det førstefødte, vingede Ord af deres Aand, hvori man ikke blot kan spore men høre den, da maa et mundtligt Foredrag om Græske og Nordiske Myther ogsaa være ønskeligt baade for Damer og Herrer, thi Damerne ere jo dog virkelige Mennesker, med den samme Menneske-Aand over sig og det samme Menneske-Hjerte i sig, som Grækenlands og Nordens gamle Skjalde henryktes og henreves af, saa Herrerne vilde kun selv have Skam af at sige om noget Menneskeligt, at det var Damerne fremmed; thi hvad skulde det vel kunne være? Noget Skiønnere end Kvinden har vi dog neppe fundet enten hos os selv eller hos Mythographerne, saa det skulde være Damerne for smukt, og vilde vi sige, at Noget var dem for høit eller for dybt, da maatte de med Rette spørge os, hvorfor vi da taler til dem baade om Gud og om 502 Kiærlighed, eller om vi virkelig enten i vor Hjerne eller i vore Bøger har fundet noget Høiere eller Dybere end det? Sagen er da virkelig kun den, at i Middelalderen opkom der et Slags lærd Frimureri, fordi de Lærde afrettede sig efter Bøger paa døde Sprog, som de ikke kunde oplive, og efter en fremmed Tankegang, der aldrig blev dem selv klar, og ringeagtede og forsømde deres Modersmaal, som naturligviis var det Eneste, baade deres Moder og deres Systre forstod, og dette lærde Frimureri, som alt længe har været aflagt baade i Italien, Frankrig og England, hvor man kun leer ad dem, der ikke kan giøre deres Viisdom fattelig for Damer; det spøger endnu lidt i Tydskland og Norden, men har dog her alt begyndt at byde Farvel og afgaaer udentvivl med det Første paa Jernbanen til Moskau! Vistnok er der en kiendelig Forskiel paa Damer og Herrer ogsaa i Henseende til hvad der huer dem og Maaden hvorpaa de fatter det, men hvad der giælder om os Alle, at vi læser for meget og hører for lidt, det giælder især om Damerne, hvis Øre, som vi veed, er ganske fortræffeligt, og hvis Fatteevne er øiebliklig, saa Talen gaaer dem aldrig for rask, men let for langsom, og især var det Synd andet end at lade dem høre alt det Poetiske, vi kan faae over vore Læber; thi selv i Læseverdenen er det klart, at det Poetiske, udenfor den egenlige Digters Hjerne, vilde være husvildt paa Jorden, dersom ikke Kvinden gav det en lille Plads i sit Hjerte! Havde jeg saaledes, netop med det Samme for Øie og bag Øre, hvormed jeg staaer her, sat mig hen og skrevet en historisk Roman om Erik den Veltalende eller en anden af de gamle hedenske Kæmper i Norden, som, ved at høre de Phøniciske Skippere fortælle om Grækenland, fik Lyst til selv at see det Lands Folk, seilede til Tyrus og derfra til Grækenland, lærde saameget Græsk underveis, at han til Nød kunde hielpe sig med det, og hørde nu ikke blot i Delphi og ved de Olympiske Lege alle de mærkeligste Græske Myther og Oldsagn, men fandt ogsaa i en af de Thebanske Landsbyer en smuk og vittig Grækerinde, med dybere Følelse end hun hver Dag røbede, og vandt hendes Yndest, fordi hun ogsaa hos Kæmpen, bag den raa Kraft, opdagede saameget Høit og Ædelt og Sindrigt, at hun ikke blot gierne hørde paa hans Fortællinger om Nordens Guder og Helte, men fulgde hjem med ham, vænde sig til Kulden, vidste overalt at formilde Plumpheden, og levede meget lykkelig med sin Nordiske Kæmpe; havde jeg skrevet saadan en historisk Roman, som havde glædet 503 mig selv, mens jeg arbeidede paa den, og tit i Brudstykker fornøiet enkelte Venner og Veninder, da gav jeg den naturligviis ud og ventede, at den vilde blive læst baade af Herrer og Damer, ikke blot i Kiøbenhavn, men ogsaa i Throndhjem og Stokholm, ja, i vore Dage, da ikke blot Papir men selv Forpagtere1 flyver Verden om, vilde jeg ikke engang finde det umuligt, at den kunde blive oversat paa Nygræsk og læses baade af Damer og Herrer i Athenen, og hvorsomhelst den læstes, vilde jeg altid helst høre Damernes Mening om den, fordi jeg var vis paa, de snarest vilde rose den, og ikke tage mig i pinligt Forhør om enhver Smaating enten om Trefoden i Delphi eller om Bøgen ved Dodone, jeg enten havde indskudt eller udeladt. Vistnok vilde mange Damer saavelsom Herrer læse Romanen saa flygtig, at de slet ikke mærkede hvad jeg havde for Øie, men endeel Herrer, som mærkede det, vilde ogsaa fordømme den blot for hvad de kaldte mit nordiske eller verdenshistoriske Sværmeri, medens mangen Læserinde netop for det vilde faae Bogen kiær, skiøndt hun maaskee slet ikke kunde forklare sig selv end sige Herrerne, hvordan jeg egenlig havde tænkt mig det Hele, eller hvad det igrunden var, der havde gjort Indtryk.

Vilde det nu være saa med en Bog om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn, hvorfor ikke da med en Tale om det Samme? hvorfor skulde Talen ikke ligesaa godt kunne lade sig høre, som Bogen kunde lade sig læse, baade af Damer og Herrer? og skulde man ikke ved den mundtlige Tale endnu langt sikkrere end ved Skrift turde regne paa det dunkle men levende Indtryk, der tit er langt mere værd end de bedste Forklaringer! Vist nok kan Munden ikke skrive Romaner, men den kan dog meer end det, den kan skabe hvad de skrives om, det har især de Græske Myther overflødig beviist, og vel er Munden ikke mere en saadan Ælve-Dronning som i gamle Dage, da den kun behøvede at aande paa Hjerter for at sætte dem i lys Lue, men den er dog heller ikke endnu sunket saa dybt, som man i Latinskolen troer, ikke allevegne, som der, forgjort til en Klokke at ringe med for Pogenes Øren om Grammatikens Herlighed; nei, den føler dog endnu paa sine Steder, og især hos Damerne, sin høie Byrd, som en Datter af Zeus, er dog endnu hos dem en Dronning i sit Væsen, der behersker mere end Penne, kan i vore demokratiske Dage vel * 504 nedlade sig til Haanden, som sin Medhjelp, men sidder dog altid, som Dronning Victoria, et Trin over Gemalen. For Skjalde-Munden er det vist nok en trang og mager Tid, og det af dybere Grunde end man enten i Latin-Skolen eller i Cancelliet veed, thi det er nærved, at den maa drikke Blæk, som Skyggerne i Elysium maatte drikke Blod, for at faae Mæle, men dels slaaer »Nærved« dog ligesaalidt Munden af Marken, som Manden af Hesten, og dels har Skjalde-Munden nu drukket et Hav af Blæk, saa, hvis det kan hjelpe, maa den dog endelig nu være blevet høirøstet tilgavns.

Men falder det dog ikke mistænkeligt, naar man hører en gammelagtig Skribent saaledes ophøie Munden paa Pennens Bekostning, og en gammelagtig Herre løfte Damerne til Skyerne, saa, jo ædelmodigere det klinger, des snarere fristes man til at troe, der stikker Noget under, saa baade Munden og Damerne maa tage dem i Agt for de »faure Ord«, at det ikke skal gaae dem, som det, efter den Græske Mythe, gik Persephone, deilig som Dagen, Datter af Zeus og Grøde-Gudinden Demeter (Latin-Skolens Ceres), der, mens hun i sin Uskyldighed gik og plukkede Blomster, blev overrasket af den gamle Pebersvend Pluto, Kongen i Skygge-Riget, maatte følge hjem med ham og, skiøndt Zeus tordnede, finde sig i at være Plutos Dronning, og nøies med at faae Hjemlov nogle Maaneder om Aaret!

Jo, jeg skal aldrig nægte, det er et sandt Ord, og skiøndt alle vore Lignelser halte lidt, saa speiler sig dog virkelig, for mine Øine, ikke blot Forholdet mellem Mund og Pen, men ogsaa Forholdet mellem det Smukke Kiøn og det Grimme, mellem Hjerte og Hoved, Natur og Historie, sig i Mythen om Persephone, saa ganske reen kan jeg umulig blive, enten som Skribent, som Herre, som Tænker eller som Historiker; men der er dog ligesaavel Forskiel paa Herrer som paa Damer, paa Hoveder som paa Hjerter, paa Penne som paa Munde, og paa Konger i Skygge-Riget som paa Blomster-Piger i Enge, saa naar det kunde lykkes mig at stille dem levende for Øie hvad jeg har bag Øret, da tvivler jeg ingenlunde om, at jo begge Kiøn i Norden baade vilde see igiennem Fingre med hvad der maatte have Skin af en Bortførelse, og selv være mig lidt behjelpelige. At nu til den levende Fremstilling af usynlige Ting Munden er aldeles uundværlig, det har jeg dog omsider lært, og det maa da komme an paa en Prøve, om Munden vil staae mig bi, det vil sige: lade sig føre af min Skjalde-Pen 505 og dog igrunden være den samme Mund, hvoraf Mytherne udsprang som tvingede Ord« og gjaldt for Paradis-Fugle i deres Kreds.

Her seer De hele Hemmeligheden, thi jeg troer naturligviis ligesaalidt paa Grækers og Nordboers som paa Ægypters og Chinesers Guder og Gudinder; men jeg kan see, at alle de Guder og Gudinder, som Folk har skabt, de havde deres levende Grund i det Folk og den Skjalde-Mund, der skabde dem, derfor svæve de mig levende for Øine, enten som Fugle, eller som Fluer, og atter som Rovfugle eller som Sangfugle, efter Folkets Beskaffenhed, saa Folkenes Myther er mig de livligste Udtryk for deres høieste Tanker, dybeste Følelser og klareste Blik, deres Grund-Poesi eller Spaadoms-Visen, der blev sunget for deres Vugge. Hvordan nu Vugge-Visen lød for saadanne skjalderige og verdenshistoriske Hoved-Folk, som Græker og Nordboer, og hvad der var deres Ungdoms gyldne Ønsker og Drømme, der nødvendig maatte vidt overgaae hvad de i Virkeligheden naaede, det er for hele Menneske-Slægten, og dobbelt for Græker og Nordboer selv, ikke blot fornøieligt, men ogsaa vigtigt at vide; thi ikke blot vil deres naturlige Billed-Sprog være dem i Vidskabs-Tiden et Konst-Sprog, ligesaa livligt og lysteligt, som det Tydske og Skolastiske er dødt og kiedsommeligt, men de vil kunne speile sig deri med alle deres naturlige Anlæg og Attraaer, Dyder og Lyder, og deraf lære, hvad nu alle Folk fattes og kan dog igrunden ikke undvære, Forstand paa sig selv, paa sit eiendommelige Menneske-Liv, der, for at klare sig og krones, maa fremfor Alt virkelig fortsættes.

Forsaavidt er da Sagen baade reen og reed, og naar jeg, i Pagt med Nordens Aand, som giennem en heel Menneske-Alder kvad for mit Øre, saa det klang fra min Pen, stræber med et Stød i det gamle Klang-Horn at vække Aser og Asynier, ja baade Valhals Guder og Valhals Giæster, hvor de slumre, da har jeg Intet at undskylde, uden maaskee, at jeg ikke gjorde det mange Aar tilbage, mens det glødede i mig hvad nu kun ulmer; men ligesom det paa den ene Side er unyttigt at ærgre sig over hvad ei kan ændres, saaledes tør jeg ogsaa paa den anden Side haabe, at Slummeren blev lettere i samme Grad som Vækkeren blev lavere, og at Lyset tændtes før Baalet sluktes.

Naar jeg derimod skal giøre Regnskab for hvad jeg vil i Grækenland, eller for den nærmere Forbindelse, det er min 506 Agt at knytte mellem Græsk og Nordisk, da bliver Sagen lidt indviklet, og Latinerne vil sikkert pege Fingre ad mig, som en Barbarisk Pluto, der anden Gang har bortført eller vil dog bortføre Persephone, som dog nu er en Andens Gemalinde, og det er en Mistanke, jeg i ingen Henseende godt kan lade falde paa mig, og har dog ondt ved at klare fra mig, da Anskuelserne i denne Sag er meget forskiellige, og jeg ventelig er partisk ei alene for mig selv, men ogsaa for Nordens Aand og Alt hvad dertil hører.

Ganske oprigtig vil jeg da forelægge Damer og Herrer den indviklede Sag, og lade dem selv dømme, da jeg paa ingen Maade vil giøre Dem medskyldige i hvad De selv vilde kalde en Forbrydelse.

Den Græske Mythologi, som Talen jo er om, nægter jeg ingenlunde, kan, for det levende Udtryks Skyld, godt kaldes en Persephone, thi den er, ligesaa vel som hun, en Datter af Zeus og Demeter, eller af den Græske Aand og den Græske Natur, og viser de mest udmærkede Gaver baade til at plukke Blomster og binde Krandse, saa jeg kan godt begribe, baade at hendes Moder græd og hendes Fader tordnede, da den tørre Forstand, som en gammel Pluto, foer afsted med hende og puttede hende i det sorte Hul, ligesom Persephone, der vel hedd Dronning, men kun hvor hun hverken saae Soel eller Maane; men paa den anden Side maae vi jo Alle indrømme, at, eftersom det nu engang gaaer til i denne Verden, kunde det ikke anderledes være, saa det vingede Ord maatte finde sig i at bindes til »Sort paa Hvidt«, Grund-Poesien lade sig behandle af Eftertanken, som den fandt for godt. Ligesom det nemlig gaaer Damerne, halv med og halv mod deres Villie, at de sædvanlig, for det almindelige Bedste, maae gifte sig med gammelagtige Mænd, saaledes gaaer det i det Hele Natur-Gudindens Døttre, saa den smukke Græske Mund kunde heller ikke undgaae at bindes til Pennen, den sorte Kulfust, under alle Himmelegne Plutos livagtige Billede, og Persephones halv eller heel tvungne Giftermaal med den Græske Pluto maae vi da betragte som en Historisk Nødvendighed, og lægge Mærke til, atMytherne virkelig, som Persephone, paa en Maade fik Hjemlov, naar Spillemændene (Rhapsoderne) fortryllede deres Tilhørere med et henrivende mundtligt Foredrag af de Homeriske Sange. Hvad vi derimod maae afskye som aldeles unaturligt og grusomt, det er her, som allevegne, det Romerske Tyranni; og den Latinske 507 Mishandling af de Græske Myther med alle deres Guder og Gudinder betegne vi med Rette paa Billed-Sproget saaledes: at den Romerske Pluto, som var en reen Djævel, smed den Græske Pluto i Tartaros, røvede Persephone, førde hende til sit Elysium, som var et reent Helvede, lod hende ikke engang beholde sit smukke Navn, men kaldte hende Proserpina eller Krybersken, og mishandlede hende paa det Grueligste, saa hun maatte ikke blot snakke Latin, hvorved hendes smukke Ansigt blev reent fortrukket, men hun maatte ogsaa malke hans sorte Kvæg, føde hans sorte Sviin, og, naturligviis med visne Blomster, bekrandse disse hans ækle Offer-Dyr. Om jeg nu, under disse Omstændigheder, ved Hjelp af Nordens Aand, udrev Persephone af Tyrannens Kløer og førde hende til Asgaard, hvor hun dog alle Dage kunde vente bedre Kaar, enten som Selskabs-Dame hos Freya, eller som Markgrevinde paa Himmelbjerget, da Heimdal, saavidt jeg veed, er ugift endnu, synes De da virkelig, det var nogen Synd, eller at Latinerne havde Ret til at sige, jeg forgreb mig paa den Classiske Skiønhed og bortførde Proserpina fra sin ægte Gemal til at være Slavinde hos Nordiske Barbarer?

Jeg kan naturligviis ikke selv være Dommer i en Sagjeg selv er indviklet i, men jeg kan, og troer, jeg bør tiltale Dem, som de Engelske Dommere tiltale Nævningerne (Juryen) naar det er Fædrenelandet vigtigt at faae en behagelig Kiendelse, saa jeg vil sige: De maae dømme paa Ære og Samvittighed, men de maae betænke, at De er selv Sønner og Døttre af Nordens Natur og Nordens Aand, og betænke, at den Romerske Tyran vel ikke har ladt vor Idunne malke sine sorte Kiør, men har gjort værre end det, har smidt hende, reent ud sagt, paa Møddingen, hvor hun maatte omkommet for længe siden, hvis ikke en fattig Islænder havde givet hende Husly, for at fortælle hans Børn Æventyr! Fremdeles maae De betænke, at skiøndt selv Botanikerne tilstaae, vi har i Danmark, forholdsviis, et rigt Blomsterland, og skiøndt vi selv kan see, vi har meget smukke Piger til at gaae i Enge, saa vilde dog Grækerinden, som, langtfra at træde Blomster ned, træder Blomster op under sine Fødder, og har fra Barnsbeen en mageløs god Smag baade til at vælge Blomster og binde Krandse, være en meget behagelig Veninde, baade de lange Sommerdage og de lange Vinteraftener, og være det ikke blot i Danmark, men i hele Norden, der ikke af Naturen er saa blomstrende, som vores lille Vænge, men har dog Aand, og skulde have baade 508 Smag og Krands tilfælles med os! Endelig maae De betænke, at De, som alle Nævninger, kun har Valget mellem »skyldig« eller »uskyldig«, uden videre Tillæg, og at, om De end skulde finde, der, efter strængt almindelige Rets-Grundsætninger var en Hage ved, saa kan jeg dog kun med Billighed stratFes efter Nordens Kæmpelov, som tillader Kredsgang, og maa dog, om De erklærer mig for skyldig, overleveres til den tyranniske Romer-Ret, der kalder Rov og Ran, hvad der tages tilbage fra den største Røver, kalder Barbarisk Alt hvad der ikke er Latin eller Græsk, altsaa ogsaa hvert Smil, hvert Øie, hver Mund hos de Skiønne i Norden, og kalder det endelig Majestæts-Forbrydelse at krumme et Haar selv paa den daarligste Romerske Soldat, fordi han er at ansee som et »Lem paa Keiserens Legeme«. Det behøves neppe, men jeg maa dog til Slutning erindre, at Damerne har her en dobbelt Stemme, og at hvis Persephone skal føres tilbage til den Romerske Tyran, da tager han upaatvivlelig Idunne med, da han nu har seet et Glimt af Guld-Æblerne, hun giemde paa sit Bryst.

Dog, Mythen om Idunna, der i flere Henseender kan tjene til Sagens Oplysning, tør jeg ikke stole paa, er alle Damerne, eller engang Herrerne noksom bekiendt, og da det er et af mine Livstykker, skal jeg med Fornøielse fortælle den, skiøndt den er hverken saa kort eller saa smuk som den Græske om Persephone, dels fordi Historien umulig kan udtrykke sig saa kort som Naturen, og dels fordi Nordens Aand er langtfra at have viist saa godt et Øie for den smukke Natur, som Grækenlands, saa hvis han alligevel har havt det, maa det have været det ulykkelige Øie, som Odin tidlig pandsatte til Mimer og fik aldrig indløst. Idunnes Smukhed vil vi da saameget mindre tale om, som hun skal være i Slægt med Dværgene og faldt engang pludselig ned fra Asken Ygdrasils Top; thi det er med andre Ord, at Nordens Kæmper betragtede den frugtbare Natur ikke som en udødelig Gudinde, men som et immergrønt Træ, og det var slet ikke smukt, men derimod er Idunnes Historie meget glædeligere end Persephones, ikke blot fordi Odin havde et mageløs godt Øie for Historien, men især fordi Nordens Kæmpeliv med sin Kraft-Fylde til fri Benyttelse maatte give Alt i Norden en mageløs Historie. Det klæder jo saaledes vistnok Persephone uforlignelig at plukke Blomster og binde Krandse, men saa giør hun heller ikke andet, mens Idunne, med sine Guld-Æbler, hvor hun 509 end har faaet dem fra, holder alle Asernes Kraft og Munterhed vedlige, og skiøndt Idunne ogsaa maa gifte sig, skeer det dog ikke ved nogen Bortførelse, ikke heller er det saadan en gammel Knark, som Pluto i Hades, hun faaer til Gemal, men Brage, Skjaldre-Mesteren i Valhal, en meget smuk Mand, der vel maa høre af Loke, det Skarn, at han er ingen Helt, men er dog alle Kæmpers Lyst, taler ypperlig for sig, spiller godt paa Harpe og lever godt med sin Kone, saa, var han ikke gift, kunde Persephone aldrig faae en bedre Gemal, og kunde man i Valhal nøies med Blomster-Krandse, skulde jeg ogsaa ønske ham den smukke Persephone!

Uden nu just atville giøre Idunne til NordensMythologi, finder jeg dog, de har Saameget tilfælles, at de i Skjalde-Munden er nær ved at smelte sammen, og har jeg iaften ladt Persephone forestille den Græske Mythologi, maa jeg nødvendig lade Idunne forestille den Nordiske, der virkelig fra Arildstid er Brages Gemalinde, og har virkelig Noget i sit Skiød, der ligner de berømte Guld-Æbler, thi allerede ved at sammenligne Nordens Mythe-Bøger med Grækenlands, begge Eddaerne med Hesiods Olympiske Stamtavler og Apollodors mythiske Bibliothek, har jeg paa den Nordiske Side fundet et Liv og en Friskhed, som fattes paa den Græske, og skiøndt Nordens Mythologi for Øieblikket just ikke lever høit i Kiøbenhavn, saa lever den dog, mens den Græske er aabenbar steendød i Athenen, saa Mage til Nordens seilivede Myther søger man forgiæves under Solen. Vist nok var der en Tid, og det en lang Tid, da ogsaa Nordens Mythologi syndes for bestandig død og borte, men derfor ligner den kun saameget mere Idunne, som ogsaa blev borte engang, men kom, til alle Asers Glæde, lykkelig og vel tilbage, ligesom Nordens Mythologi i det Nittende Aarhundrede. Herved er naturligviis den gamle Historie om Idunnes Bortførelse paa en Maade blevet ny igien, og da den ender godt, blevet dobbelt glædelig, saa Damerne har vist ikke noget imod at høre den.

Det var nemlig Loke, den Uglspil, der immer haltede mellem Aser og Jetter, som engang, han var i Knibe, lovede Jetterne at lokke Idunne ud fra Asgaard, hvor de kunde snappe hende, og det lykkedes kun alt for vel, saa Idunne forsvandt med Guld-Æblerne, og Aserne blev, før de vidste det, gamle og graa, men da de fortalde ham, der havde spillet dem det Puds, at han havde spillet paa sin Hals, og vilde blive den Første, der foer til Hel, hvis han ikke skaffede Idunne igien, saa 510 maatte han prøve sine Konster fra den anden Side, kom ogsaa snart, i Freyas Falkeham, til Jetteverden, og fandt Idunne ene hjemme, mens hendes Fange-Vogter, Jetten Thjasse, var ude at fiske. Loke forsømde sig nu heller intet Øieblik, fik i en Hast Idunne reisefærdig i en Svaleham, og førde hende i Triumph tilbage til Asgaard, hvor, til Lykke, det gamle Ordsprog, at een Svale giør ingen Sommer, kom til kort, thi med Guld-Æblerne kom Liv og Kraft og Munterhed tilbage, og Jetten i sin Ørneham, som satte efter Svalen, kom for seent til at giøre nye Ulykker, men kom for Resten ret tilpas, thi Aserne havde gjort et Baal udenfor Porten, hvorpaa Thjasse brændte sine Vinger, drattede ned og fik sit Livsbrød.

For nu at skyde Gienvei til Persephone, som vi kom fra, vil vi lade Jetten i Ørneham smelte sammen med den Romerske Pluto, hvad vi kan giøre med en god Samvittighed, da ikke blot »Ørnen« er det gamle Roms mageløse Rovfugl, men det ogsaa er Romerskheden, der har lagt hele det Nordiske Folke-Liv i en Dvale, der lignede Død paa et Haar, og har derfor ærlig fortjent at faae Thjasses Skæbne, som han imidlertid leer ad, da, som Baggesen meget rigtig har sagt, man aldrig tilgavns kan slaae en Død ihjel, end sige da Kongen i de Dødes Rige. Da man imidlertid, efter Ordsproget, ogsaa kan giøre et Skarn Uret, saa vil jeg indrømme den Romerske Pluto Alt hvad jeg kan, indrømme, at skiøndt han var et Skarn ved Persephone, saa fik hun dog med sin fine Græske Smag og Dannelse sat lidt Skik paa ham, saa tilsyneladende blev hans Smag ogsaa fiin, og da han tillige immer anpriste sin Græske Slavinde som et Mønster paa Sligt, saa har vi ham virkelig paa en Maade at takke for en vis Slebenhed, der vel i sig selv er mere til Skade end til Gavn, men som vi dog hverken vil eller kan ombytte med den gamle Plumphed. Derfor vidste jeg ikke bedre Raad end at skille den gamle Tyran ved hans smukke Græske Slavinde, og tilbyde hende alt muligt Giæste-Venskab hos os, til hun kan finde sømmelig Modtagelse i Athenen, og, da det har temmelig lange Udsigter, vil hun imidlertid prægtig kunne bøde paa, hvad vi maatte savne hos Idunne, men vil sikkert finde hos Freyas Datter, den lille Gørsum eller Ædeisteen, naar hun faaer en god Opdragelse, og hvad De derfor end skulde synes om den Bortførelse af Persephone, man vil sigte mig for, er jeg dog vis paa, De frikiender mig for den gamle Beskyldning, at ville føre Barbariet tilbage, da det neppe kan forebygges enten paa en smukkere eller for Norden 511 behageligere Maade, end naar Forbindelsen af den Græske og Nordiske Anskuelse kan lykkes.

Saaledes har jeg da, saa godt, som jeg kunde, og maaskee vidtløftigere end jeg burde, gjort Rede baade for Indbydelsen til »Damer og Herrer« og for min Betragtning af den Græske og Nordiske Mythologi, der i mine Tanker forholde sig til hinanden omtrent som Natur til Historie, og da fornemmelig Menneske-Natur til Verdens-Historie, saa at, naar Grækenlands og Nordens Billed-Sprog sammenføies med levende Skjalde-Konst, da faaer man et Gaade-Speil for hele Menneske-Livet, som det ikke blot er fornøieligt at betragte sig selv og alle sine Kyndinger i, men som det ogsaa kan være meget lærerigt med Flid at benytte sig af. Jeg veed det godt og vil ingenlunde dølge det, at mange, ellers, som man siger,, ikke blot brave og skikkelige Mænd, men meget lærde, fornuftige og oplyste Folk, skal ansee min Betragtning af Mennesker og Myther i det Hele, og af Grækenland og Norden i Særdeleshed, for et fantastisk, ja, vel endog farligt Sværmeri, som man i Norden, og da især i Kiøbenhavn, hvor jeg træffer til at være, skulde tage sig omhyggelig i Agt for, da Sværmeri, som man veed, er en meget smitsom Sygdom; jeg veed det godt, og det giør mig naturligviis ondt, for alt det ædle Morskab og al den levende Oplysnings Skyld, som derved kan forebygges eller forsinkes; men det bider forresten slet ikke paa mig, fordi jeg kan see, at skiøndt mit Bekiendskab med Menneske-Naturen og Verdens-Historien er langtfra at være saa fortroligt, som jeg ønskede, saa er det dog meget nærmere end Deres, der kan indbilde sig, at Stamfædrene til de høie Syners, de dybe Følelsers og de ædle Bedrifters Folk var Murmeldyr, hvis Guder og Myther ei udsprang af hvad de ligne og udtrykke, men den Ene af et Tordenskrald, den Anden af et Snefog, den Tredie af en Hvirvelvind og den Fjerde af en Flintesteen, eller kan tænke, at hvad der aander Liv og Fylde, er undfanget af Luft og født af Død, eller at saadanne Tungenaaal, som Grækers og Nordboers, saadanne Olympiske Paladser, hvori Sangene af hele Himlens Hær finder Gienlyd, er bygt af Bier og Bævere, eller endelig, at noget Menneske eller noget Folk kan gaae frem enten i Dannelse eller Dygtighed ved at ringeagte og forsømme sit Modersmaal og forgude et vildfremmed Sprog, især et Steendødt, især Latinen, hvori de største Mestere nødvendig er endnu langt større Fuskere!

Dog, det er Tid at slutte den lange Indledning, og det vil jeg 512 giøre med en Bemærkning, som Enhver kan see, jeg har ingen Ære af, thi skiøndt man med et halvt Øie kan see, at Kvinden er den eneste synlige Skabning, der kan svare til alle Skjaldenes Lovtaler over den skiønne, evigunge, moderlige og frugtbare Natur, saa opdagede jeg det dog først ved at laane et fremmed Øie, og skiøndt det især paa Thor er godt at see, at levende og kraftig Virksomhed er Sjælen i Mandens, saavelsom i Historiens Begreb, saa var det dog først udenlands jeg opdagede den store Hemmelighed, saa det er kun ved et dobbelt Lykketræf, jeg er blevet istand til at oprede Forholdet mellem Græsk og Nordisk, og bringe baade Damer og Herrer den fornøielige Efterretning, at naar de blot lære smukt at forliges og forstaae hinanden, da blive alle Grækenlands og Nordens Guder og Gudinder levende for Dem, ikke som Afguder eller Spøgelser og Gienfærd, men som deilige Smaa-Fugle, der synge om Alt, hvad der er i Mennesket og Alt hvad der kan levende bevæge, forfærde eller glæde, oplyse og forklare dette store, dobbelte, os jo dog alle kiære og elskelige Vidunder!

513

II.
Prometheus og Pandora.

Damerne maae ikke blive bange, men jeg maa ligesaa godt sige det strax, der er indløbet en lille Ubehageligbed, som for mig ikke engang er saa meget lille, da det er den Største for Øieblikket! De unge Herrer kan slet ikke lide, jeg roser Damerne, det vil de selv giøre, men det skal være en stor Hemmelighed, ikke blot inden fire Vægge og inden lukte Dørre, men under fire Øine, saa Damerne skal ikke blive stolte og giøre Oprør og efterligne de forskrækkelige Amazoner, som der maatte en Herakles til at tæmme, og det en lyslevende, som nu ikke er nem at finde. Dette sætter mig virkelig i Forlegenhed, saa jeg veed hartad ikke, hvordan jeg skal fortsætte mine Foredrag om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer, eller, rettere sagt, faae dem rigtig begyndt, thi sidst var det kun en Indledning, egenlig for at rette mig efter Herrernes Tankegang og vise, eller dog lade som jeg viste, jeg kunde »beherske Stoffet« og vidste udenad paa mine Fingre baade hvad jeg vilde og hvorfor jeg vilde det, og hvorfor der var baade Græker og Nordboer og Damer og Herrer til, og nu, efter derved at have faaet et nyt og glimrende Beviis paa Damernes Taalmodighed, som jeg saa dristig regnede paa, nu skulde jeg jo netop vise, at jeg dog igrunden vilde rette mig efter Damerne, og havde baade Mod og Mund til at tale efter deres Hjerte, saa jeg lod de gamle Stjerner gaae op igien og tindre for deres Øine, og fløitede ad alle de gamle Trækfugle, saa de enten foer op af Dvale eller kom flyvende fra hin Side Havet, og sang, hver med sit Næb. Ja, det skulde jeg aabenbar, om jeg kunde, og det vilde være mig en stor Fornøielse at prøve paa; men naar de unge Herrer ikke kan taale, jeg roser Damerne, ikke engang taale, jeg siger 514 »Damer og Herrer«, da er jeg ligesaa raadvild, som Odin var, da han red til Mimers Brønd og pandsatte sit Øie, som han skulde betragte den skiønne Natur med, saa jeg kommer vel til at giøre det Samme, thi vel er jeg ikke bange enten for den Romerske Pluto, eller for Nogen af de gamle Herrer, naar jeg har Damerne paa min Side, men med de unge Herrer tør jeg paa ingen Maade prøve Styrke, især fordi Damerne, skiøndt det er en stor Hemmelighed, godt veed, det er Deres varmeste Venner, som De, for lidt offenlig Roes af en gammelagtig Herre, igrunden aldrig kan nænne at støde fra sig. Trods al min .Uskyldighed er det da saalangt fra, jeg tør regne paa Damernes Medhold mod de unge Herrer, at jeg ikke engang tør vente synderlig Medlidenhed, naar jeg taber Slaget, thi for deres varme Venner er Damerne gruelig partiske, og desuden er det Damernes Ordsprog: heller død end raadvild, saa der ligger immer noget Spidst, som en Knappenaal, i det, naar de beklager en stakkels Mand, fordi han er ællevild, og selv Odin vilde kun faae en daarlig Trøst, om han beskrev dem alle de vilde Stier, han maatte træde for at bede om Raad, og de dyre Domme, hvori han maatte kiøbe dem.

Uagtet jeg derfor slet ikke veed, hvordan jeg skal kunne lukke Skjalde-Munden op uden at rose Damerne og sætte dem først, saa maa jeg dog paa Øieblikket see til at forlige mig med de unge Herre r, som baade har den Stærkeres Ret og har Damerne i Baghaanden, og iaften vil jeg da ikke blot, om jeg kan huske det, bestandig sige »Herrer og Damer«, men ogsaa fortælle det Allerværste om Damerne, som jeg kan fmde, de Græske Skjalde nogensinde har taget i deres Mund, og jeg vil overdøve min poetiske Samvittighed ved at beraabe mig paa Damernes eget Exempel, som i Henseende til Roes og Fortrin kun bryder sig lidt om Skin og Offenlighed, naar de i Hemmelighed kun virkelig nyde deres Ret.

Den værste jordiske Dame, jeg nu har kunnet finde i de Græske Myther, er naturligviis Pandora, hvis Æske er blevet til et Ordsprog for alle de Ulykker, som fløi ud af den, og skal, efter Grækernes Sigende, endnu plage al Verden. For imidlertid at komme rigtig til Pandora, maae vi nødvendig begynde med En af de gamle Titaner, Prometheus, som stjal Ild fra Zeus og forærede Menneskene, men blev til Straf smeddet fast til Kaukasus, hvor en Ørn daglig hakkede hans Lever, til endelig Herakles skiød den og løste Titanen, saa han fik Lov til at døe. Med denne Hevn, hedder det, var Zeus dog 515 endnu ikke fornøiet, thi for at Menneskene ingen Glæde skulde have af de himmelske Tyvekoster, befalede han Tusindkonstneren Hefæstos (som i Latinskolen er sunket ned til Grovsmeden Vulcan) at støbe en Jomfru af Jord og Vand, med Menneske-Stemme og med et Ansigt, som en Gudinde, og det var Pandora, som derpaa blev iklædt og oplært af Pallas Athene, gjort yndig og fortryllende af Aarstiderne, Aphrodite, Chariterne og den sødt overtalende Peitho, men blev ogsaa af Hermes indblæst Falskhed, List og Smiger. Saaledes udrustet kom nu Pandora til Epimetheus, som var en Broder ad Prometheus, og vel havde Prometheus strængelig forbudt ham at modtage nogensomhelst Gave fra Zeus, men han lod sig dog bedaare af Tryllersken, og hun tog ved Leilighed Laaget af en Æske med alskens Ulykker i, saa de fløi Allesammen ud, undtagen Haabet, der vel spillede paa Randen, da hun smak Laaget i, men blev dog derinde. Og, nu kommer endda det Værste, fra denne Pandora nedstammer alle Damerne.

See, havde jeg nu ikke allerede sagt, at den Græske Aand havde et mageløs godt Øie for den Skiønne Natur, og at Kvinden er Sammes lyslevende Udtryk, saa havde det vel desuagtet været lige sandt, men saa kunde jeg dog ladt være at sige det, men nu er mine Hænder bundne, saa jeg kan ikke frelse Damerne fra den slemme Pandora, men maa sige: ja, hun betyder jo virkelig den smukke, men falske Natur, med Slangen under Blomsterne, og da især den blændende deilige, fortryllende, kloge og vittige, men falske Dame, som har gjort utallige Ulykker, og vil endnu sætte mangen ærlig Mand graa Haar i Hovedet!

Jeg veed ikke, om Nogen af de unge Herrer har fundet paa et godt Raad til at redde Damerne, om ikke dem Allesammen, saa dog Nogen af dem: En til dem hver, som de unge Herrer pleier, om ikke udtrykkelig, saa dog stiltiende at undtage, naar De finder, at Damerne er i det Hele langtfra at være rosværdige ; rnen jeg haaber dog, at et godt Raad vil nu finde et godt Sted, ikke alene hos Damerne, men ogsaa hos de unge Herrer, og skiøndt Sagen synes fortvivlet, øiner jeg dog en Udvei, naar vi først og fremmerst slaaer en tyk Streg over den Linie, at fra Pandora nedstammer alle Damerne, og det giør jeg med den største Rolighed, thi den Ltnie har hjemme i Latin-Skolen, som jeg aldrig har berømt for et godt Øie enten til den skiønne Natur eller til Noget, som var poetisk værd at 516 nævne. Med det Samme seer da ogsaa Damerne, hvor det er, vi har faaet al den ærerørige Snak fra om Damerne, som jeg vel iaften ikke tør bestride med de rette Vaaben, men maa dog nødvendig afskye, thi de unge Herrer vil sikkert, naar de besinder dem paa det, selv tilstaae, at deres Forestilling om Damerne i det Hele, som Pandoras Døttre eller Systre, som langt mere »underlige Dyr« end rigtige Mennesker, som lutter Sirener, jo skiønnere, des farligere, og i Regelen falske, altid aandløse, den gruelige Forestilling har de hverken faaet ved at betragte deres Mødre eller Systre, og hverken ved at lytte til Nordens Aand eller til deres eget Hjerte, men ved at læse i Horats og de andre Latinske Mesterværker, eller dog ved at indsuge den slemme Luft, der altid gik for Aand i Latin-Skolen.

Vistnok beraaber Latin-Skolen sig her, som sædvanlig, paa Grækerne, og anfører udtrykkelig Hesiodos som sin Hjemmel for at »alle Damer« nedstammer fra Pandora, men det er ikke første Gang, jeg har opdaget, at vil man vide, hvad Grækerne tænkde og sagde, maa man spørge dem selv, og slet ikke ændse den Romerske Plutos Vidnesbyrd, der kun var en Stymper i Græsken og talde om Poesi, som den Blinde om Farverne. Hvad derfor ingen ægte Skjald enten kunde tænke eller sige, det kan Damerne være vis paa, Hesiodos har heller aldrig tænkt eller sagt, saa om det. end stod skrevet under hans Navn, maatte han dog frikiendes, men nu staaer det der ikke heller, saa Alle, hvem der har Øine, kan see, han giør udtrykkelig Forskiel mellem de falske Damer, der nedstamme fra Pandora og giør Vedkommende ulykkelige, og de Oprigtige, som bringer i det mindste Ligevægt mellem Lykke og Ulykke ind i hvert Huus, de betræder. At der nu ligesaavel er falske Damer som falske Herrer til, og at det Falske er hverken værdt at rose eller at troe, det følger jo af sig selv, og har de unge Herrer troet, det var andre end de ægte Damer, jeg roste, da har de taget mærkelig feil; men hvorvidt Pandora-Mythen i det Hele stemmer overeens med min Betragtning af Damerne, det er vist nok et indviklet Spørgsmaal, som falder lidt vanskeligt at besvare.

Det Huusraad nu, som de Lærde pleier at gribe til, naar en Mythe, som kun staaer paa Papiret, giør sig rebelsk, det er, som man veed, at lade briste hvad ikke vil bære, her skiære lidt fra, som upaatvivlelig uægte, og hist skyde lidt ind, som øiensynlig ældre, og da vise, at Mythen, naar den bliver 517 »drøftet og reengjort«, ganske rigtig siger Alt hvad man behager, skiøndt den ved første Øiekast syndes at sige netop det Modsatte, og skiøndt jeg, i Regelen, er temmelig ubarmhjertig mod dette Huusraad, saa skulde jeg dog her, for Damernes Skyld, ikke være utilbøielig til at giøre en lille Undtagelse, og da, selv i den Latinske Grammatik, ingen Regel er uden Undtagelse, haaber jeg, de unge Herrer giør heller ingen Indvendinger.

Vi har her nemlig paa den ene Side en Græsk Mythe for os, der synes, vel ikke, som Latin-Skolen med sit Kul, at sværte alle Damer, men dog at sætte en stor Skamplet paa det smukke Kiøn, hvad slet ikke ligner Græker-Aanden, og paa den anden Side er Mythen aabenbar forkvaklet, før den kom til os, thi lagde Damerne ikke nok Mærke til den nette Forklaring, at alle Ulykkerne i Pandoras Æske, undtagen Haabet, fløi ud, hvad der jo kun var Mening i, naar Haabet var den største Ulykke under Solen, saa da Grækerne, saavelsom vi, vidste, det er tvertimod en stor Lykke, saa maa det ogsaa netop have været det Modsatte, været Mishaabet eller Fortvivlelsen, der vel spillede paa Randen af denne Pandora-Æske, men blev dog, til Lykke, derinde. Hvor nu saa grov en Feil er indløbet, saa at Fortvivlelse er gjort til Haab, der er aabenbar Intet at lide paa, og jeg formoder, at Grækerne har havt to Æske-Myther, den Ene, hvorefter alle virkelig gode Gaver har været en ægte Dame betroet, som derfor med Rette kaldes Pandora eller Algive, men kom for Skade at aabne Æsken, som hun ikke maatte, saa at alt det Gode, paa Haabet nær, fløi bort, og en Anden, hvorefter alle Ulykker var lagt i en falsk Dames Haand, der ogsaa falskelig kaldte sig Pandora, og havde nær bragt alle Folk til Fortvivlelse, men naaede dog ikke det Værste. Jeg formoder, Grækerne har havt to saadanne Myther, som maaskee alt i Munden, men allenfalds ved Opskrivningen er blevet sammenblandede til hvad der nu kaldes Pandora-Mythen, thi deraf lader det Hele sig forklare, den Formodning giør Græker-Aanden Ære, og, hvad der kroner Værket, den lader Sandhed giælde og Damerne skee Ret.

Dog, alt for vidt vil jeg nødig drive Efterligningen af de gamle Mythers nye Optugtere, der dog egenlig altid kommer nogle Aartusinder bagefter den rette Tid, og jeg vil derfor hurtig vende tilbage til Pandora, som vi nu engang har hende, og paastaae, at selv saaledes har de ægte Damer slet intet 518 med hende at giøre, saa at, selv om hun havde kronet sin Ondskab enten med at kaste Haabet i Fængsel eller med at lade Fortvivlelsen løs, kunde hendes Udaad dog ei giøre nogen ægte Grækerinde, end sige Danne-Kvinden og hendes Døttre mindste Skaar i deres gode Navn og Rygte. Mythe-Smeden har nemlig paa ingen Maade villet fremstille Damernes men Konstens Oprindelse, og har kun valgt Dame-Skikkelsen, som Skiønheds-Mønsteret, Konsten maatte stræbe at naae, naar den skulde blænde og bedaare Menneskens Børn, saa den ægte Kvindelighed har netop svævet for ham i hele sin Glands og Elskværdighed, og maatte om end dunklere ogsaa foresvæve Epimetheus, for at han kunde lade sig bedrage af Skinnet. Ikke som en Dame, enten født eller skabt af Zeus, men som fint Billedhugger-Arbeide, et Mester-Stykke af Hefæstos, lavet af Jord og Vand og glattet af Chariter, ligesom Thorvaldsen giør sine Mester-Stykker, saaledes fremstilles jo Pandora, kun i en for den jordiske Efterligning uopnaaelig Fuldkommenhed, da Billed-Støtten ikke alene faaer Liv og Bevægelse, men udstyres med Aphrodites Trylle-Bælte, med Pallas Athenes Vid og Smagfuldhed, Chariters Ynde, alle Aarstiders Blomster-Krandse og alle Overtalelsens Konster. Kun een Ting fattes, som ingen Konst kan give, nemlig »Hjertet«, og da denne Mangel dog endelig maa skjules, naar Epimetheus skal skuffes, saa indblæser Hermes »Falskhed, List og Smiger« i det tomme Rum, ja, saa godt har Mythe-Smedens Øie været, at det er lutter hjerteløse Damer, som hjelpe Tusind-Konstnerne Hefæstos og Hermes at udføre Blænd-Værket.

Skiøndt det nu vel ikke har nogen Nød, at vore Billed-Huggere skal bringe det saavidt i Naturens skuffende Efterligning, saa veed de ægte Damer dog nok, og vi maatte alle ønske, at især de unge Herre vidste det, at man kan aldrig være sikker paa, Ingen af Pandoras Art at møde, da Hesiodos virkelig har Ret i, de fødes og skuffe under alle Himmel-Egne; men nu, da baade Damerne og jeg kan uden Skræk betragte Pandora-Mythen, synes mig, det kunde være fornøieligt at see, hvorledes den poetisk hænger sammen med Prometheus-Mythen, og her maae vi da allerførst huske, at de gamle Græker var virkelige Hedninger eller Natur-Mennesker, af hvem vi hverken maae vente Oplysning om Guddommen, eller kræve de rette Forestillinger om Grund-Kilden til Menneskets Lykke og Ulykke, som vi kun ved ganske andre 519 Hjelpe-Midler kan danne os, og herpaa maa saameget mere lægges Vægt, som man i Latin-Skolen snart har fordømt Græker-Aanden som en Djævel, og snart betragtet den Romerske Uaand som en Husgud, der selv midt i Christenheden skulde tilbedes.

Ilden, som Prometheus eller Forklogskaben stjal fra Selvejeren, er nu aabenbar den Guddoms-Gnist, som ogsaa Grækerne følde i sig, og som vi kalde »Aand«, usynlig, men dog kiendelig derpaa, at den skaber en ganske egen Lysning og Lunhed i Støv-Hytten, saa Tankerne faae en langt høiere Flugt, Følelserne er langt skiønnere Præg og Glæden en langt finere Duft, end Dyrene, selv de Klogeste og Frommeste, kiende. Herved opdager Mennesket, at han har en dobbelt Verden for sig, den Ene tilfælles med Dyrene men den Anden med Guderne, og nu opstaaer naturlig det store Spørgsmaal om Menneskets Forhold til Aandens eller Gudernes, de »salige og udødelige« Guders Verden, og det er klart af Mythen om Prometheus, at Grækerne, om ikke fra Begyndelsen, saa dog meget tidlig, betragtede deres Besiddelse i Aandens Verden som et Ro v, der havde draget en følelig Straf fra Guderne efter sig, og skiøndt vi umulig kan finde den Løsning af Menneske-Gaaden tilfredsstillende, kan vi dog godt indsee, hvordan den naturlig tilbød sig. Eftertanken opdager nemlig snart, at med de nye Kilder til høie Tanker, dybe Følelser og salige Glæder, aabnes ogsaa Kilder til mange Savn og Sorger, og især til Frygten for det hemmelighedsfulde Mørke i Skygge-Riget, som Dyret ikke kiender, saa for Hedninger kunde det let synes tvivlsomt, om der var mest vundet eller tabt ved Guddoms-Gnisten, og da Mennesket altid har Følelsen af, at al Ulykke har sin Grund i en dunkel Brøde, giættede man paa et Rov, der vel igrunden var umuligt, men som dog, Muligheden forudsat, virkelig paa en Maade forklarede det Hele. Havde nemlig Mennesket virkelig stjaalet den himmelske Gnist, eller dog hælet med Tyven, da faldt Misundelsen og Straffen fra Gudernes Side ganske naturlig, og i Pandora-Mythen see vi begge Dele afbildede med en Finhed, der giør den Græske Vittighed Ære, thi Guderne vil ikke bruge Magt, men sætte List mod List, saa Mennesket kommer ved sit eget Misgreb til at bøde for sin Forgribelse, Uaanden har han stjaalet og vælger nu selv den falske Skiønhedog dermed alle Ulykker i Tilgift.

Denne Betragtning af Menneske-Livet var nu vistnok saa nedslaaende, at den grændsede til Fortvivlelse, men det 520 saae Skjalden jo selv, derfor lod han Fortvivlelsen spille paa Randen af Pandoras Æske, men dog ikke slippe ud, og at Laaget virkelig, som han sagde, blev smækket i for den hos Grækerne, det beviser deres Historie, hvori der speiler sig et Folke-Liv, baade saa frit, saa daadfuldt, saa blomstrende og saa rigt paa høiere Nydelse, at det er blevet hele Verdens Beundring.

Naar man imidlertid misunder Grækerne den Lykke, saa tidlig at fortrylle Verden med deres Konster og forbause den med deres Vidskab, og skatter dem lykkelige fremfor vore Fædre, som da endnu kæmpede med Raaheden og lisskorpen, der ligesaavel indvortes, som udvortes forsinkede og truede med at forhindre den menneskelige Udvikling i Norden; da seer man aabenbar med Grækerne kun paa Øieblikket, ikke med Nordboen paa Tidens Længde, og hvilken Synsmaade der i Tidens Længde bærer de ønskeligste Fragter, følger vel af sig selv, men oversees dog saa almindelig i vore Dage, at det selv i Norden trænger til at indskiærpes. Ja, skiøndt vi, som nu med Lyst kan see baade frem og tilbage: tilbage paa Kæmpelivet og frem til dets Forklaring, ikke fristes til at bytte med Grækerne, som nu kæmpe med den sorte Død paa Gruset af de styrtede Paladser, og nærme sig kun alt for kiendelig Dyrene midt imellem Mindesmærkerne af mageløs Høihed og Konst, hvor de stirre døsige ind i en Fremtid uden Farve, saa trænger det dog til at siges, at det er Frugten af deres tidlige Dannelse, Konst og Klogskab, og det forudsagde den gamle Skjald, uden selv at vide det, i Mythen om Prometheus og Pandora.

Det himmelske Tyveri, som Mythe-Smeden paaduttede Prometheus eller For-Klogskaben, var saaledes vist nok umuligt, men et lignende jordisk Tyveri fra Zeus som Græker-Aanden, begik den Græske For-Klogskab dog ganske rigtig, og skiøndt det ikke var Aanden, der hevnede sig enten ved at fængsle Prometheus eller ved at sende Pandora, saa straffedes dog Tyveriet paa begge Maader; thi Grækerne, som vilde være kloge for tidlig, hildede derved sig selv, og Epimetheus eller Efter-Klogskaben lod sig narre med en falsk Dannelse, der undergravede Folke-Livet og gav det en sørgelig Helsot.

Dette klinger vel sagtens især Herrerne noget fremmed, da den Græske Dannelse i saa langsommelig Tid har været, om end ikke meget bekiendt, saa dog umaadelig rost, som noget 521 Guddommeligt, man vel aldrig kunde opnaae, men skulde dog bestandig stræbe at nærme sig, men det faaer ikke at hjelpe, det er gammelt Nordisk ei at skue Hund paa Haar, men at see paa Virkeligheden og foretrække det Varige for det øiebliklig Glimrende, og enten maa et Folk blive til Noget i deres egen Aand, eller de blive til ingen Ting, saa, naar vi skal have godt Haab om Norden, maae vi ogsaa forudsætte, at Naturen der vil gaae over Optugtelsen, og føre os tilbage til Fædrenes Tankegang, hvorefter Aand ikke var et Rov, men en Gave fra Guderne, og ægte Dannelse Noget, man kun fik efterhaanden, naar man gav Tid, og kæmpede ærlig paa Aandens Side. Derfor har vi i Norden ingen Pandora-Mythe og maae ikke lade os indbilde, enten at alle Damer er Pandoras Døttre, eller at den Dannelse, der undergraver Folke-Livet, er den Ægte, om det saa ti Gange var den Græske. Sagen er vist nok blevet saa indviklet, at den synes reent fortvivlet, og vi finder derfor nuomstunder sædvanlig, at enten forkaster man al Konst og Dannelse, som ikke blot overflødige, men fordærvelige, eller man forguder en Dannelse, som man selv maa tilstaae, har været fordærvelig og kan indsee, maa være fordærvelig allevegne, fordi den, ligesom Pandora, er falsk og hjerteløs, er kun et bedrageligt Skin, men Nordens Aand kan ingen af Delene, han maa kiækt paastaae, at de hjerteligste Damer dog igrunden ere de skiønneste, og at derfor maa der nødvendig ogsaa gives en ægte menneskelig Dannelse, der ikke undergraver, men forskiønner og forklarer Livet, og er desaarsag baade værd at bie paa og værd at kæmpe for.

Ligesom det nu var i Latin-Skolen, vi lærde, at alle Damer var Pandoras Døttre, saaledes udsprang ogsaa af den det herskende Begreb om en Dannelse, der endnu er langt falskere end den Græske, er det tommeste Skin man kan tænke sig, og skal dog være guddommelig, dog være værd at opolfre hele Folke-Livet og hele Menneske-Livet for, saa det skulde hverken undre Herrer eller Damer, at Latin-Skolen maa Nordens Aand bekæmpe, saalænge de Begge er til. Verdens-Historien lærer os nemlig, at jo længere den Græske Dannelse skred frem, desmindre havde den med Hjertet at giøre, og desmere nærmede den sig Aandløshed, saa tilsidst blev den en virkelig Pandora, der vel fortryllede Verden, men gjorde alle sine Tilbedere ulykkelige, og forebyggede kun ved dyrisk Sløvhed den rasende Fortvivlelse. I denne Udartning blev den Romernes Mønster, saa deres Dannelse var ligefra Begyndelsen 522 en eftergjort Pandora, intet Olympisk men et Tartarisk Konstværk, baade aandløst og hjerteløst, og hvad det nu maa blive for en Dannelse, der igien skal være en Efterligning af den Romerske, ikke engang, som den glimrede i Verdens Hovedstad, fortærede Romernes Kraft og bedaarede de raa Barbarer, men som den, ved Hjelp af Grammatik og Lexikon, lader sig opmane af mølædte Latinske Skrifter, det er saa indlysende for den sunde Menneske-Forstand, at man kun forgæves stræber at giøre det endnu klarere, og hvor det desuagtet oversees, at en saadan Dannelse, foruden alle andre Lyder, har den at være dødfødt og aldeles ubrugelig for Livet, der er man enten blindfødt, altsaa lovlig undskyldt, eller man har ladt sig forblinde, og trænger da kun til at troe sine egne Øine. Det Sidste er nu, til Lykke, Tilfældet i Norden, hvor vi alle godt kan see, at selv m a adeligt Dansk er dog for Livets Skyld meget mere værd end det bedste Latin, og at godt Dansk for slet Latin vilde derfor være en ganske umaadelig Vinding, medens det følger afsig selv, at Dansk og levende kan vor Dannelse umulig blive, saalænge den skal udspringe af de døde Sprog i det Hele og af Latinen især.

Hidtil var Ulykken, om end stor nok, saa dog forvindelig, thi vor rette Dannelses-Tid var endnu ikke kommet, men nu er den kommet, og maa enten spildes eller benyttes, og skiøndt det ingen Fare har, enten at vore Damer lære Latin, eller at en Dannelse, der udelukker Damerne, skulde trives hos os, saa var der dog Fare for, at vor Dannelse istedenfor at blive naturlig og ægte, kunde blevet Fransk, følgelig saa falsk og uægte som muligt, og er Faren overstaaet, da er det kun fordi vi føle paa Nordisk, at al Dannelse, som ikke udvikler og klarer, men spotter og forkaster det Høieste og Dybeste i Mennesket, er grundfalsk, er en Pandora, som alle ægte Damer maae afskye, og som alle virkelig kloge Herrer maae ønske, at hverken deres Koner eller Kiærester, deres Døttre eller Systre, skal komme til at ligne!

523

III.
Kronos og Kroniderne.

Damerne kiender vist Alle det Udtryk, »at falde i Staver«; thi vel seer man i Hovedstaden ikke nær saa mange Baller eller Bøtter falde i Staver, som paa Landet, men saa seer man des flere Herrer, som gjør det, og det mærker Damerne strax, for saa er det dem, der maa føre Ordet, og see til paa en god Maade at vække de gamle Herrer uden at forskrække og de unge Herrer uden at støde dem, og i den sidste Tid, da, saa at sige, hele Verden faldt i Staver, deels af Søvnighed og deels af Philosophi, er Damernes Uundværlighed da ret blevet soleklar. Det var derfor Synd at forlange af mig, at jeg enten skulde udelukke Damerne, naar jeg engang vilde indbyde Nogen til at høre hvad jeg havde at sige om de gamle Guder og Gudinder, eller at jeg skulde glemme Damerne, naar de er saa artige at ville være mine Tilhørerinder; for naar jeg nu stod og faldt i Søvn, og de unge Herrer faldt i Tanker, hvad blev der saa at høre, og begge Dele vilde dog sikkert skee, naar her ikke var Damer, for saa skulde jeg spille »Philosoph« og kunde da umulig ret længe holde mine Øine aabne, og saa maatte de unge Herrer nødvendig falde i Tanker over, hvor daarlig jeg spillede min Rolle, og vilde vi nu end paa begge Sider, enten af Venskab eller af bare Dyd, saavidt muligt, skjule for hverandre, at vi kiedede os, saa vilde dog just derved Kiedsommeligheden voxe, og da jeg sov sidst, da drømde jeg, hvad jeg virkelig troer, en grundig philosophisk Undersøgelse vilde stadfæste og gjøre indlysende, at den virkelige og gyldige Grund til, at Folk vil nødig gaar i Skole, men gjerne gaae paa Comedie, er den, at i Skolen veed Folk, de skal kjede sig, men paa Komedien tænker de i det mindste, de skal more sig, saa jeg er ganske vis paa, at naar Komedien blev 524 kjedsommelig og Skolen morsom, saa vilde alle Folk gaae i Skole og Ingen paa Komedie.

Men er al denne Snak ikke ogsaa kjedsommelig? Jo, vist er den det, men dog kun lidt imod hvad den vilde blive, hvis her ikke var Damer; thi kun ved at tænke paa dem, tør jeg haabe at samle mine Tanker, som er en meget vanskelig Sag i vore Dage baade for unge og gamle Herrer, da vi har faaet saa mange Tanker givet ind med Skeer, at hvad vi kan kalde vore egne Tanker, er nær ved at blive reent borte for os. Vist nok kan vi derfor meget bedre end Damerne gjøre os en levende Forestilling om det store Chaos eller Virvar, hvoraf Grækerne saae baade Himmel og Jord, med dem selv og alle deres Guder, opstige, men om jeg vil være istand til at vise Damerne, hvordan Grækerne stræbde at sætte Skik paa det Hele, det er det store Spørgsmaal, som jeg vel allerede den første Aften skulde stræbt at besvare, men da var jeg alt for stor en Kryster til engang at turde prøve paa det.

Ja, det kan jo falde haardt nok at gaae til Bekiendelse, og var her ikke Damer tilstæde, kunde jeg det neppe, men hos Damerne, veed jeg, man slipper naadigst, naar man gaaer til Bekiendelse, og hvad jeg derfor end i min Forlegenhed kan have sagt om Passeligheden eller Nødvendigheden af at begynde med den blomstrende Persephone, den livfulde Idunne og den glimrende Pandora, saalaae dog hele Nødvendigheden i min Forknyttelse, og skiøndt Damerne har været for artige til at sige mig, det var kun en daarlig Begyndelse, saa har jeg dog med al min Flid ikke kunnet skjule det for mig selv. Det slog mig nemlig hver Gang jeg nævnede Zeus og Pluto, Demeter, Hermes, Hephæstos, og hvad de Allesammen hedder, der jo burde været Damerne ordenlig forestillede, førend jeg havde Lov til at tale om dem, som gamle Bekiendtere, saa det maa jeg bede meget om Forladelse for, og bede undskyldt, blandt Andet med den Vanskelighed, Damerne nu selv skal see, det virkelig har at gaae ind i det Græske Chaos og klare det fra sig.

Ved det Græske Chaos tænker jeg mig her ikke det Ældgamle, som Grækerne meente, var til før Verdens Skabelse; thi derom troer jeg ingenlunde, de vidste Beskeed, men naar Græker-Aanden virkelig havde et udmærket godt Øie for Menneske-Naturen, da maa det fremfor Alt vise sig derved, at Grækernes Gude-Fødsel er et Speil af den naturlige Udvikling hos Mennesket, og hvad enten vi nu tænker os en enkelt Digter, som i sin tidlige Ungdom, med Aanden over sig, 525 betragter sin egen lille Verden, eller vi tænke os et ungdommeligt Folk den poetiske Oldtid, da vil det Første, de opdager, være et Chaos, et Virvar af dunkle Tanker, Følelser og Erindringer, som, ved forvildede Sagn fra Menneskehedens Barndom, maatte hos Oldtidens Hedninger faae et dobbelt æventyrligt Præg.

Uden nu at fordybe os i dette Chaos, som vi maae overlade til Philosopherne, der gaae tilbunds, vil vi blot anmærke, at den Eros, som dukker op af Chaos med de Første, giør allerede det Græske Skjalde-Øie megen Ære; thi Navnet betyder ikke blot Kiærlighed, men Beskrivelsen: den Skiønneste blandt de udødelige Guder, han, som neddysser baade Guders og Menneskers Sorger, den passer ogsaa paa Kiærligheden, og viser os, at Græker-Aanden ganske rigtig i den fandt Betingelse baade for den ægte Skiønhed og for al levende Orden og Dannelse.

Under Eros-Vingerne opstiger nu parviis Uranos og Ge eller Himmel og Jord, som det første Ægte-Par, og deres Afkom er naturligviis baade mangfoldig og kjæmpemæssig, tildeels uhyre, som de eenøiede Cycloper og de tre Hundredarmede, men ved disse tamme og vilde Natur-Kræfter, som overstige det menneskelige Begreb, kan vi ikke opholde os, og maae nøies med den Bemærkning, at Uranus og Ge, som første Forældre baade til Guder og Mennnesker, har deres Tilsvarende i Aand og Hjerte, som levende og menneskelige Udtryk for det Høie og Dybe, der maa forudsættes overalt, hvor Livet rører sig med Bevidsthed. Dette er da, efter den Græske Mythe, hos de Førstefødte af Uranos og Ge, nemlig Titanerne, men ogsaa af dem kan vi kun nævne Kronos og Rhea eller Tid og Leilighed, som de Eneste, vi kan begynde at maale os med. Denne Kronos (Latinernes Saturnus) bliver nemlig Fader til de tre berømte Brødre Zeus (Jupiter), Poseidon (Neptunus) og Hades eller Pluto, og Zeus bliver igjen Fader til alle andre Guder og Halvguder, som er dem, Menneske-Livet hos Grækerne speiler sig i med olympisk Glands.

See, dette er nu vistnok at fare baade Chaos og Olympen over med en Harefod, og det, siger de Lærde, er til ingen Verdens Nytte, da, naar det i Mythologien skal være Noget, maa man baade kiende alle Titaners, Cyclopers, Guders og Halvguders Navne udenad paa sine Fingre, og vide, hvad Folk i gamle Dage antog dem for, hvordan de dyrkede alle deres Afguder og hvor kiønt de huggede dem ud i Steen; men det leer Skjaldene kun ad, og tør mene, at de gamle Historier 526 baade om Olympen og Asgaard var til ingen Verdens Nytte, enten for Damer eller Herrer, naar man ikke kunde see noget Menneskeligt i dem og fornøie sig ved dem. Jeg bryder mig derfor her slet ikke om, hvad Mængden af Grækerne, eller, om man vil, alle Grækerne, da de faldt i Søvn, drømde om Miraklerne af deres selvgjorte Guder og deres Billed-Støtter, eller om Tallet og Navnene paa hele Flokken; thi det kommer os slet ikke ved, uden vi enten vil være Professorer i Mythologien, som, jeg formoder, Ingen af os vil, eller vi skal op til Examen, som Damerne maae prise deres Lykke for, de ikke skal; thi mens vi var i Gang med, paa Chinesisk, at skabe nye Examiner hveranden Dag, kunde Ulykken snart være skeet, saa i det mindste Hovedstadens Damer var blevet nødt til at tage en stræng Examen, ikke blot førend de maatte gifte sig, men førend de maatte gaae paa Forelæsninger. Nu haaber jeg imidlertid nok, at De slipper, naar De ikke vil være Gouvernanter, og i alt Fald duede jeg slet ikke til Manuducteur, da jeg ikke bryder mig det mindste om, hvad der staaer hos »Classikerne« eller i store Mænds Bøger, naar jeg ikke kan bruge det til Noget, og hvad Myther angaaer, naar de ikke kan træde i Menneske-Aandens Tjeneste som talende Billeder af noget Stort eller Skiønt og Sandt i Livet. Er dette derimod Tilfældet, er en gammel Mythe en Guld-Ramme til en Ædelsteens-Tanke, som hæves ved at sees giennem et Laag af Chrystal, da er den mig dyrebar, og et saadant lille Konstværk, bedre end Noget af Hephæstos, er i mine Øine virkelig Mythen om Kronos og hans tre Sønner, som jeg derfor skal tillade mig at dvæle ved, og det saa meget mere, som jeg veed, at hvem der først bliver poetisk fortrolig med Kroniderne, finder sig altidhjemme paa Olympen og lærer snart at skielne Zeus's virkelige Sønner og Døttre fra dem, enten løse Rygter i Grækenland eller Aandløshed i Rom og Latinskolen har paaduttet ham.

Ønske vi nu et Billede i det Store af hvad der speiler sig saa smaat i Fugl og Blomst: i Sangfuglen, der, med fulde Toner fra sit eget Bryst, svinger sig frit og høit i Sky, og Engblomsten, svag men yndig, rodfast i Jorden men duftende mod Himlen; ønsker vi det, da finde vi det med Glæde i Uranos og Ge eller Himlen og Jorden, levende betragtede som et Par Ægte-Folk, Mand og Kvinde, i hvem det Guddommelige og det Menneskelige sammensmelter. Det er ikke noget Nyt, vi seer; thi baade Himmel og Jord er gamle for vore Øine, og vi veed jo Alle, naar vi tænker efter, at Aand og Hjerte, Kraft og 527 Kiærlighed er Roden og Kilden til alt høiere Liv baade i Himlen og paa Jorden, men det er dog et nyt Syn, naar det samlet springer frem for os, saa Himlen i al sin Kraft og Glands, og Jorden i al sin beskedne Yndighed og frugtbare Varme, staae i Uranos og Ge lyslevende for os, med mandlig og kvindelig Skikkelse, det er et nyt og skiønt Syn, som giver den ægte og dybe Natur-Følelse et velkomment Billede og daglig Næring.

Komme vi nu, med denne Grund-Anskuelse, til det andet Ægte-Par, Kronos og u, som Børn af det Første: af Uranos og Ge, da komme vi ret egenlig til os selv, eller til det Samme efter en mindre Maalestok, den samme høie og dybe Natur, kun dunklere udtrykt og indskrænket af Tid og Rum, som vi Alle kiende Menneske-Livet hos Mand og Kvinde, saa det er os kun Spørgsmaalet, om vi ogsaa i Kronos og hans tre Sønner kan spore Menneske-Livets naturlige Udvikling; thi kan vi det, da tage vi dem vel ikke derfor, som de gamle Hedninger, til Husguder, men betragte dem dog som usynlige Husvenner, vi paa en Maade kan tale fortrolig med om hvad der ligger os paa Hjerte.

Kroniderne: Zeus, Poseidon og Pluto, var nu vel, efter Mythen, ingen Dyds-Mønstre, men vi er det sagtens ikke heller, saa for den Sags Skyld kan vi nok være bekiendt at omgaaes dem, og vel gav de et slemt Exempel ved at støde deres Fader fra Thronen, men deels vil de unge Herrer vist finde, de kan dertil have havt overlegne Fristelser, deels skeer der virkelig noget Lignende hos osAlle, og endelig ymtes der dog om, at Kroniderne lod deres Fader beholde Regieringen over »de Saliges Øer« ved Jordens Grændser, som er den største Mildhed, vi selv, efter Omstændighederne, naturlig kan vise.

Sagen er nemlig, at i denne Tids-Aand med hans tre Sønner speiler sig hele det menneskelige Levnets-Løb med sine fireAldere: Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom, hvoraf de tre Sidste immer enes om at tage Roret fra den Første, som de dog Alle maae kalde Fader, og tilstaae, er den Bedste, ligesom alle Grækere, skiøndt de forsvarede Afsættelsen, dog kaldte Kronos-Dagene Guld-Alderen. Hos dem klinger det Sidste vel lidt urimeligt, da de beskylder Kronos for at have været en saadan Tyran, at han aad sine egne Børn, saa snart de blev født, og vilde følgelig siddet barnløs paa Thronen endnu, hvis ikke Kvinde-List alt da havde været uden Ende, saa Rhea havde givet ham en Steen at bide paa istedenfor Zeus; men den Sag klarer sig dog, naar vi betænker, at 528 Barndommen, hvor god den var, kunde dog ikke vare længe uden at kvæle den videre Udvikling i Fødselen, som jo paa Billed-Sproget netop var, at Kronos slugde sine egne Børn, saasnart de var fødte. At nu Zeus var den Lykkelige, der beholdt Livet, seer vi strax, havde sin gode Grund, naar han svarede til Ungdommen, men at han gjorde det, seer vi først paa Delingen, de tre Brødre gjorde af Byttet, da Kronos var afsat; thi Zeus tog Himlen, Poseidon Havet og Pluto Hades eller Skygge-Riget; og vi veed Alle, at Ungdommen naturlig stikker i Sky med Ørnen og bygger det høieste muligt, medens Midalderen enten driver eller kæmper med Strømmen, og Alderdommen trækker sig ligesaa naturlig tilbage i Stilhed, hvor Livet ikke er stort mere end sin egen Skygge, da Bevægelse netop er Livets Begreb! Der fattes altsaa ikke meer til fuldstændig Lighed mellem Kronos-Mythen og det menneskelige Levnets-Løb, end at der lige fra Ungdommens Begyndelse skulde være ligesom tre, fire Riger inden i os, hvorover Ungdoms-Vætten, ligesom Zeus, var en Slags Over-Konge; men de tre Riger er ogsaa nemme at finde, og det Fjerde: Aftægten til Kronos, ymtes der netop om i vor Levnets-Beskri velse, ligesom i Mythen, saa Ligheden er gjennemgribende. Vi veed det saaledes vist Alle, at hvad der giør Ungdommen saa kæphøi, og saa bydende, det er en Evne, som vi kalder Indbildnings-Kraften og finder hos Ungdommen i sin høieste Glands, og skiøndt Erfaring lærer, at det er en meget ustadig Herre og en stor Vovehals, saa har denne Zeus dog et vist naturligt Krav paa Konge-Stolen, da Indbildnings-Kraften er det indvortes Øie, Fader til alle vore Forestillinger og Skaberen af Billed-Sproget. Dens egenlige Rige er imidlertid, ligesom Ungdommens, kun halv af denne Verden, som den mere omsvæver Bend behersker, saa der bliver Rum nok til to andre Riger, som vel i Ungdommen fordunkles af det Olympiske, men findes dog alt, og voxer med Aarene: det Ene Følelsens eller Lidenskabens, der ligesom Poseidons, godt kan lignes ved Havet, og det andet Forstandens eller Begrebernes, der vel, indvortes, ligesom Plutos, kun er et Skygge-Rige, men har dog, for sin mægtige Indflydelse paa det Haandgribelige, altid havt stor Anseelse paa Jorden, ja, i vore philosophiske Dage er Pluto nærved at fortrænge Zeus og blive største Lodseier selv i Ungdoms-Alderen og Poesien.

Herved falder mig en Pudsighed ind, som engang har moret 529 mig kostelig, og kan more mig endnu at tænke paa; det er et Sted i Fortalen til vor saakaldte Prosaiske Edda, som, i Forbigaaende sagt, dog er meget mere poetisk end de fleste »Saralede Digte« nuomstunder; thi der har Forfatteren ogsaa paa en Maade villet forbinde den Græske Mythologi med den Nordiske, og fortæller ved den Leiliglied meget troskyldig, at da Saturnus (Kronos) deelde sit store Rige mellem sine tre Sønner, og gav Pluto Helvede, som var det daarligste Stykke, saa, for at trøste ham, gav han ham ovenikjøbet Bulbideren Cerberus, til som Bindehund at passe paa det; og det falder mig nu just ind, fordi jeg har lagt Mærke til, at de unge Philosopher, der virkelig, som Pluto, faae det daarligste Stykke af det Kongelige Arvegods, har immer Cerberus: den stærke Polemiker og skarpe Recensent, ved Haanden, og synes virkelig at trøste sig med ham over deres sorte Armod.

Men staaer jeg ikke nu og glemmer Damerne over de unge Philosopher? Nei, ligesaalidt som jeg glemmer Aarstiderne, Olympens smukke Dørvogtersker, over Cerberus, og jeg vil heller ikke haabe, at Damerne har fundet Kronos og Kroniderne sig uvedkommende, men at de i det Høieste har savnet det fjerde Rige, der vel forestilles som det Mindste, men dog som det Bedste, og det kom vi Alle til at savne, hvis vi ikke havde Damerne; thi vel har man paastaaet, at det dunkle Rygte om de »Saligesøer« ved Jordens Grændse, som med Kronos beholdt en Levning af Guld-Alderen, kun havde sin Grund hos Digterne, men jeg tør paastaae, det havde endnu langt meer sin Grund hos Damerne, især hos vore Damer ved Jordens Grændse, der selv paa deres gamle Dage kan være ligesaa barnlige, som de unge Philosopher er det modsatte. Ja, denne Barnlighed, der af alle ægte Skjalde, de Nordiske saavelsom de Græske, erkiendes for en sjelden men dyrebar Levning fra Guld-Alderen, der kaster Glands paa hele Levnets-Løbet; den findes i Naturens Orden kun ret kiendelig hos den ægte Kvinde, hvis Ungdom den giør til en Blomster-Eng, hendes Midalder til en Rosengaard, og hendes Alderdom til et kiærmindeligt Elysium, fordi hendes Indbildnings-Kraft hedder Tro, hendes herskende Lidenskab Kiærlighed, og hendes Vidskab smilende Haab! Langt klarere end i Kronos-Mythen speiler sig derfor ogsaaQvindens Levnets-Løb i Naturen med sine Aarstider, kun at man derved ikke maa tænke paa den strænge nordiske, men paa den milde græske Viner, der ogsaa har sin Blomster-Krands!

530

Men, vil maaskee Herrerne sige: denne Roes er ikke blot saa overdreven, at Damerne vist selv, om det gik an, vilde høirøstet frabede sig den, men strander desuden paa en Klippe, som kaldes Naturens uforanderlige Love; thi dem skal der dog i det mindste et stort Mirakel til at rokke, saa at, var Kvinden i alle Maader Naturens levende Udtryk, da var Damernes Foranderlighed dog neppe blevet til et Ordsprog hos alle Folk, medens man dog tidt har hørt om Manden, at han stod fast som Klippen, og, hvis han faldt, saa dog kun faldt for Naturens, som Leonidas for Spartas uforanderlige Love!

Ja, det kan Herrerne nok sige, men det maa dog vist kun være de unge Herrer, for de gamle Herrer maatte enten have levet mellem lutter Bøger, eller de maatte vide, baade hvor foranderlige Herrerne og hvor uforanderlige igrunden Damerne er. Dette siger jeg paa ingen Maade enten for at skose Herrerne eller for at smigre Damerne, da det jo er en Ære at forandre sig til det Bedre, og er det Grund-Slettes saavelsom det Grund-Godes Egenskab at være uforanderligt, altsaa uforbederligt, men jeg maa anmærke det, deels for Oplysningens Skyld i det Hele, og deels for de unge Herrers Skyld, som let lader dem forblinde af Pandoras unge Døttre, fordi de tænker, det er en smal Sag at forandre hvad Galt der er ved dem, mens dog al Erfaring lærer, at i det mindste for Mennesker er det umuligt. Som Digter har det nemlig været, om ikke min Pligt, saa dog min Skik, at stirre stivt paa Damerne, og skiøndt det i mange Tilfælde er en farlig Sag, som jeg ingenlunde tør tilraade de unge Herrer, saa har jeg dog heraf lært, at Snakken om deres »ti Sind over en Dørtærskel«, selv naar den ikke var Bagtalelse, behandlede dog Sagen meget for overfladelig; thi selv den umælende Natur kunde man jo, ved blot at see paa Veirliget, kalde mageløs foranderlig, og desuden er jo Talen her om Menneske-Naturen, som vi veed, Damerne har Deel i, hvis igrunden uforanderlige Side, jeg paastaaer, Damerne ret levende og elskelig udtrykker. Hos dem ligner nemlig Menneske-Naturen altid sig selv, og skiøndt Philosopherne ligesaalidt kan faae deres »Smil og Taarer« ordenlig bragt i System, som Astronomerne kan faae ;»Regn og Solskin« beregnet i Almanakken, saa er vi dog Alle sikkre paa, at den lille Glut, vi dandser med paa Armen, vil omtrent findes at være den Samme, naar hun bærer sine Børnebørn.

En ganske anden Sag er det med Manden, og det netop i høiere Grad, jo bedre han svarer til det Nordiske Begreb om 531 en Mand; thi da har han ikke blot sædvanlig, som Vaagn Aagesen, sine alt for kiendelige »Slyngel-Aar«, men han kan ikke kæmpe sig frem til et fjernt Maal, uden at Alt hos ham, paa Øiemedet nær, maa være saare foranderligt, saa han bliver i Tidens Løb meget let ukiendelig selv for sine Nærmeste. Tiden, som fortærer Alt, fortærer naturligviis ogsaa efterhaanden vore Kræfter, Omstændighederne forandrer dem, og skal vor Virksomhed ikke blive til Latter, maa den rette sig derefter, og endelig maa Erfaringen lære den virksomme Mand at betragte Alt, baade indvendig og udvendig, i et andet eller dog i et klarere Lys, saa det er netop en stor Skam for os, naar vi i Alderdommen betragter Livet med samme Øine som i Ungdommen, og giør de samme Slutninger som for tyve eller tredive Aar siden. Nuomstunder ansees det vist nok for en stor Ære allerede i Ungdommen at blive færdig med Tanke-Gangen om alle mulige Ting, og siden, som det hedder, staae fast og blive sit System tro, men det vil dog egenlig sige, at man »gaaer i Staa« som sin egen Bauta-Steen, eller rettere, man giør sig en Ære af at være med Prometheus smeddet til Kaukasus og have en lækker Lever-Ret til Ørnen eller Griffen hver Morgen.

Dette Forhold mellem Kiønnene maa nu ogsaa være Forholdet mellem Mythologierne, dersom jeg ellers skal have Ret i, at den Græske er Menneske-Naturens og den Nordiske Historiens Speil; thi det er jo Naturens Hemmelighed, at den, trods alle Forandringer paa Overfladen, dog igrunden altid ligner sig selv, men er levende, frisk og ny i sine Gientagelser, medens det er Mande-Livets Pris, at trods Natur-Ligheden i alle Folks Hverdags-Liv og alle Slægters Levnets-Løb er der dog en mærkelig Forskiel paa Bestræbelserne og foregaar en kiendelig Udvikling til et fjernt men herligt Maal, som er Menneske-Naturens Forklaring. At det nu ogsaa er saa, at den Græske Mythologi og Livs-Anskuelse i det Hele er kvindelig og den Nordiske mandlig, det vil vist falde rimeligt nok for hvem der kiender Begge, men deels er det endnu kun Faa, og deels er vi blevet saa afvante med at betragte lærde Sager fra en naturlig Side og i Livets Lys, at vi knap tør troe vore egne Øine, naar vi engang see jævne Veie, hvor vi tænkde, var uoverstigelige Bjerge, og Øine levende Sammenhæng, hvor Alt er udraabt for et uopredeligt Virvar, saa naar De see Norden og Grækenland opstige af Historiens Chaos som et menneskeligt Ægte-Par, hvori hele Livet speiler sig, 532 da skal det slet ikke undre mig, om De anseer det for Blændværk, men naar kun Synet fornøier Dem, skal det ogsaa være mig ligegyldigt, da det altid kun er af Erfaring vi lære at skielne ret mellem Skyggen og Legemet!

Vi vil nu vende tilbage til Kronos-Mythen med den Bemærkning, at jeg vel ogsaa pleier at anvende den paa Verdens-Historien, men kun for at giøre den Natur-Lov anskuelig, som giver Menneske-Livet i det Smaa som i det Store de samme Grundtræk, eller, reent ud sagt, giver hele Menneske-Slægten et Levnets-Løb af samme Art som Deres og mit, saa den har ogsaa sin Barndom, Ungdom, Midalder, og Alderdom, eller sin Guld, Sølv, Kobber og Jern-Alder, følgelig ogsaa sin Kronos med hans tre Sønner, der vel tidlig skifte og dele, som de er Venner til, men har dog hver sin Tid, da de spille Mester, og det langt tydeligere i det Store end i det Smaa. Man kan saaledes kjende mangen Enkelt-Mand hele hans Tid, uden at see Indbildnings-Kraften som Zeus give hans Ungdom, Følelsen som en Poseidon hans Midalder, og Forstanden som en Pluto hans Alderdom, sit eiendommelige Præg og sin herskende Farve; men man kan aldrig betragte en stor Mands udfoldede Levnetsløb uden at blive det vaer, og endnu mindre kan man betragte et Hoved-Folks, som Grækers eller Nordboers, Historie uden at see det Samme endnu meget tydeligere, og allermindst kan man betragte Menneske-Slægtens Levnets-Løb giennem Aartusinder, uden at finde det soleklart, at efter en dunkel Barndom følger en sværmende og høi-poetisk Ungdom, som vi kalde Oldtiden, en glødende og daadfuld Mellemtid, som vi kalde Middelalderen, og endelig en Alderdom, da »Stav og Vægt ogMaal« ligesom hos Pluto, er Skjolde-Mærkerne, da Alting i det Store løberud paa en »Regning« med eller uden Vært, kort sagt, da Alting dreier sig om Forstand og Mis-Forstand, den nyeste Philosophi og de Vises Steen!

Denne vor Tid er det nu, jeg kalder »Nyaars-Tiden« fordi jeg virkelig troer, der kan og vil blive noget langt Større og Glædeligere af den, end vi enten have seet endnu, eller kan see hos Pluto i Skygge-Riget, fordi det kun er Menneskelivets naturhistoriske Side, der speiler sig i de Græske Myther, ligesom den Verdenshistoriske i de Nordiske; men har man først et Overblik, da kan man dog ogsaa i Kronos-Mythen see et Glimt af Udviklingen, fordi Græker-Aanden havde 533 en Anelse af sin egen Bane, der var eensartet med Menneske-Aandens i det Hele.

Dette Glimt findes i den lille Fortsættelse af Kronos-Mythen, som gav Skygge-Riget en mærkværdig Dronning i Datteren af Zeus og Demeter, den skiønne Persephone, og skiøndt jeg, lidt uordenlig, alt engang har slaaet paa den Stræng, maa jeg dog her for en Ordens Skyld atter berøre den.

Demeter (Latinernes Ceres) med Axe-Krandsen er nemlig, som man veed, Frugtbarhedens Gudinde, men naar Mythologerne herved tænke bogstavelig paa »Markens Grøde«, da glemme de, at Billed-Sproget tilhører Digterne, der, ligesom Himlens Fugle, hverken saae eller høste eller samle i Lade, og synge derfor aldrig høit om Ager-Dyrkningen, men vel om hvad der i den indvortes Verden ligner den, og det er en vis hemmelig Udvikling, hvorved Aanden fordyber sig i Hjertet og gjenfødes paa en Maade derigiennem, hvorfor ogsaa Demeters og Persephones Mysterier spillede en ganske overordenlig Rolle i den senere Græker-Tid. Deri vil vi nu ingenlunde fordybe os, men berøre det kun, som Tegn til, at Grækerne selv fandt en dybere poetisk Mening i Mythen om Persephones Bortførelse af Pluto, som har sin klareste Side i Poesiens Historie, hvor man altid finder et idyllisk Mellem-Spil, som naar Datteren af Zeus daler ned fra Olympen til Tempe og morer sig med at plukke Blomster; thi derpaa følger altid et mere eller mindre tvungent Ægteskab mellem Billed-Sproget og Forstanden, hvoraf der udspringer en poetisk Konst, som let bliver dødfødt, ogsaa tidt kvæles i Fødselen og er hidtil, som den Førstefødte af »de kloge Børn« aldrig blevet gammel. I Persephone-Mythen ymtes der saaledes vel om, at Persephone blev Moder til en mærkelig Søn, ved Navn Zagreus eller Opliveren, men han forsvinder strax, eller sammensmelter dog med Bachos, hvad der endogsaa giør det meget vanskeligt her at tale om ham, da Damerne vel maae ansees for naturlige Medlemmer af »Maadeholds-Selskabet« og maaskee selv af »Totalafholdenheds-Foreningen«, saa det blotte Bacchos-Navn kan synes at lugte af Alcohol. Kunde det imidlertid gaae an, vilde jeg dog gierne tale et godt Ord, om ikke for Brændevinet, som Grækerne i alt Fald ikke drak, saa dog for Drue-Blodet, som selv de græske Damer skal have baaret Godhed for, og som Digterne saa stadig have besunget, at man slet ikke kan tvivle om, de jo baade har smagt det og fundet Smag deri. Var jeg nu Præst iPreusen, da gik 534 det aabenbar slet ikke an, for jeg seer af Aviserne, at det der er strængelig indskærpet hele Geistligheden ikke selv at være ædru, som kunde være rimeligt nok, men af yderste Formue at understøtte alle Maadeholds-Selskaber og Foreninger; men i Preusen vilde jeg da af mange Grunde ikke være Præst, og i Danmark tør j eg vel, paa eget Ansvar, nok sige, det skulde giøre mig ondt, om det lykkedes Pater Mathews1 Discipler at bringe Vinen i Vanrygte. Vore Damer haaber jeg ogsaa at berolige med den Forsikkring, at jeg holder omtrent ligesaalidt af fulde Folk, ei at tale om fulde Damer, som De, og at, skiøndt jeg ingenlunde vil forsværge at drikke Viin, blandt andet, fordi Ordsproget siger, at forsvoren Ting gaaer snarest for sig, saa holder jeg dog meest af den, fordi den seer smukt ud i Glasset, løser mangen Tunge, der ellers kun bruges til at tygge Drøv, opklarer mangt et Ansigt, der ellers er saa mørkt som Plutos, og er endelig Billed-Sproget aldeles uundværlig til Speil for det poetisk opmuntrende, oplivende og vederkvægende, fri, mundtlige Ord, som vi i vore Dage saa høit trænge til, og er dog nær ved, af bare Maadeholds og Afholdenheds-Dyd, atombytte med bare Blæk, som Vinen med det evindelige Thevand! Saadan en poetisk Viin, eller en dramatisk Poesi, Søn af Idyllen og i det mindste Pleiesøn af Forstanden, seer jeg da ogsaa i Zagreus, og naar man blot veed, at det græske Drama historisk ud viklede sig ved Bachos-Festen, da seer man, det Ene passer meget godt til det Andet. Det Sidste passer endogsaa meget bedre end Poesien skulde ønske; thi hvem veed ikke, at Bachos tidt paa Skuepladsen fandt sine ypperste Dyrkere, men det var dog ingenlunde Hovedgrunden til at Zagreus døde saa tidlig og udrettede saa lidt til, om man saa maa sige, at poetisere Hverdagslivet; thi Hovedgrunden er, at naar Digtekonsten virkelig skal hæve og forskiønne Livet, da maa den ikke nøies med at træde frem paa Skuepladsen, men træde ind i Livet; thi hvad man kun spiller, det er man ikke, og hvad man kun lader som man gjorde, det giør man ikke. Uagtet jeg derfor ingenlunde vil nægte, at selv i sit tvetydige Forhold til Bachos, har Zagreus dog immer virket lidt til Forbindelse mellem Olympen og Hades, selv Skuespiller-Munden har lige fra Athenen til Kiøbenhavn formildet den Gravens Taushed, hvori det poetiske Ord, siden *535 Ægteskabet med Pennen, nedsank, ja, skiøndt det er soleklart, at i Sammenligning med de Høresale, hvor Munden kun stræber til Overflod at bevise, den har drukket Blæk, er Skuepladsen, hvor Munden dog stræber at skjule det, et sandt Elysium; saa er det dog, efter min Overbeviisning, i Høresalene, den ægte Zagreus maa opstaae, og kan vise, han svarer til sit Navn. Langt videre end til Grækenland og til Plutos Dage maatte imidlertid Menneske-Udviklingen gaae, førend den den ægte Zagreus kunde fødes; langt bedre Forstand maatte man faae baade paa Aand og Hjerte, end Grækerne kunde naae, før Billed-Sproget, uden at tabe baade sin Høihed og Dybde, kunde lade sig forklare, saa er det Nyaars-Tiden forbeholdt at udbrede det varmende Lys og den lysende Varme over Menneske-Livet, som kun glimtede og gnistrede i Zagreus og druknede i Bachos; det er ogsaa hvad jeg spaaer, vil skee i Norden, og jeg er vis paa, at især Damerne ønsker med mig, at det snart maa vise sig, jeg var ingen falsk Prophet!

536

IV.
Ygdragsil med Urda-Kilden og Mimers-Brønden.

»Nu, iaften kom vi da paa Gathedret ligesom Vægteren«; sagde En af de unge Herrer, og jeg vil lægge til: En af mine unge Venner, til mig forleden Aften, da jeg havde skiemtet med de unge Herrer, som ikke kunde lide, jeg roste Damerne; men det var en Misforstaaelse, for, naar jeg tager de unge Herrer med paa Cathedret, da er det, ligesom naar jeg tager Damerne med, ingenlunde for at giøre en Mythe af dem, men fordi jeg ved Mythernes historiske og levende Forklaring slet ikke kan undvære dem, og tillige, fordi det er netop dem, der skal være mine Eftermænd paa Cathedret, og som jeg derfor gierne vilde vænne til at staae paa mine Skuldre og see videre end jeg, hvad dog kun er muligt, naar de først har staaet ved Siden ad mig, og kiget mig i Kortet, og seet, hvordan jeg gaaer om Borde med den gamle Mimer, for at faae ham til at laane mig det pandsatte Odins-Øie, som jeg ikke har Raad til at indløse, men har dog hittet paa at see lidt med af den skiønne Natur, vi ogsaa i Norden har for Øie, saalænge vi har smukke, yndige og elskelige Damer omkring os!

Dette pandsatte Odins-Øie, som de Lærde har meent laae i Maanen, eller, endnu meget længere borte, i Solen, det, har jeg nemlig fundet, er dog til Lykke paa Jorden endnu, for, en Aften »i det klare Maaneskin«, da jeg var raadvild og red paa Sleipner hen til gamle Mimer at bede ham om et Glas gammel Miød, da sad han og sov og havde formodenlig selv kiget for dybt i Brønden eller i Glasset, og Odins-Øiet laae paa Bordet i en Valnød-Skal, og jeg vilde jo ikke stjæle det, for det er der ingen Lykke ved, men jeg laande det rigtig nok uden Forlov, og vel vidste jeg i Førstningen ikke, om det skulde sidde i Nakken eller i Panden, men jeg blev ved at prøve selv det 537 Allerurimeligste, til det kom paa et Sted, hvor jeg kunde see med det, og det Første, jeg fik Øie paa, det var Sælland, og De veed nok selv, hvad man der kan see med sine egne Øine, især i Mai, naar Bøgen er sprunget ud og Skibene gaaer, og selv de forstokkede Engelskmænd maa tilstaae, her er smukt, skiøndt det ikke staaer i deres Veiviser, men seet med det pandsatte Odins-Øie var Alting dog endnu meget smukkere, og især var Damerne, som gik til den grønne Lund »at lyde paa Fuglesang« saa yndige, at jeg tabde Øiet paa Bordet, og saa vaagnede Mimer, og slog mig over Fingrene og læste op for mig om Laan uden Forlov, som et fint Navn paa grovt Tyveri, saa jeg blev hedere om Ørene end de unge Herrer, naar jeg tager dem med paa Cathedret, men saa gav han mig dog et Glas Miød ovenpaa, og siden sommetider, naar den Gamle er i det gode HjØine og jeg kan sige ham en Pudsighed, der morer ham, saa laaner han mig selv det pandsatte Odins-Øie at see lidt i, og det er Grunden til disse vore halv-hedenske Forsamlinger, for i Sommer, da jeg var kommet paa Farten, besøgde jeg naturligviis ogsaa Mimer og traf den Gamle i hans allerbedste Lune, hvorved jeg ogsaa kom i Aande, saa det morede ham at skiemte med mig, og saa spurgde han mig, om jeg ikke havde Lyst til at see Grækenland, som jo dog var meget smukkere end baade Engeland og Dannemark? Dels stødte det mig nu lidt paa Dannemarks Vegne, og dels kiender jeg den Gamle og veed hvordan man skal tage ham, naar man vil have Gavn af ham, saa jeg sagde: jeg vidste nok, at Grækenland var i Raabet for sin mageløse Deilighed og især for sine Damer, men dels var det nu af de Dage, da jeg brød mig synderligt om Damerne, og dels turde jeg i alle Henseender godt vove Dannemark imod Grækenland og især de Danske Damers Munde mod alle de Græske Næser. Det stødte ogsaa ham lidt, men kun paa Mansketterne, og paa Mansketterne der har man endogsaa Lov til at støde Damerne, og maa det tit, naar man vil have dem til at vende sig, saa man kan see dem i Ansigtet, saa Mimer blev ikke vredere end at han slængde Odins-Øiet hen til mig, og sagde med sit Lokesmil: der, Du tappre Holger Danske! see nu selv! Det var naturligviis det jeg vilde, og lod mig det ikke sige to Gange, og jeg skal ikke nægte, at Grækenland og Grækerinderne, seet med det Øie, var noget ganske Andet end jeg havde tænkt, men jeg tabde derfor ingenlunde Forkiærligheden for Danmark og Dannekvinderne, men fik kun Lyst til at giørc en Sammenligning, og stjal mig til med det Samme at kaste et 538 Blik mod Hjemmet, hvorved jeg opdagede en stor Hemmelighed, men lod som ingen Ting, gav Mimer Øiet igien med Tak for Laan og bød Farvel, som det syndes lidt slukøret, og jeg saae ret, hvor det gottede den Gamle, der altid stikler paa mit Danske Sværmeri, som han meende nu at have givet sit Banesaar.

Ja, Damerne tænker formodenlig det Samme, siden jeg staaer her og fortæller Æventyr om den gamle Mimer, uden at have sagt Dem et Ord enten om hvem han er, eller hvor han har hjemme, eller hvad Forskiel der er paa at ride til Mimer paa Odins Hest og at ride til Bloksbjerg eller til Troms Kirke paa et Kosteskaft, saa nu er jeg da nødt til at sige Dem hvad jeg veed om Asken Ygdrasil og Mimers Brønd, men det er ogsaa det, jeg har ventet paa, at Damerne skulde nøde mig til at sige hvad jeg vidste, for da det er kun lidt, saa vilde Damerne vist lee ad mig, naar jeg selv kom med det som en stor Herlighed, for anderledes er Damerne ikke, da faaer de strax Lyst til at drille os, og hvor godt de da end kan synes om Noget af det vi siger, lader de dog som det var slet ingen Ting, og er istand til, naar vi har sagt Alt hvad vi vidste og kanskee endnu lidt til, da at pine os med det gruelige Spørgsmaal: og hvad saa mere? men naar de derimod selv nøder os til at fortælle dem Noget, da er de ædelmodige, saa om de endogsaa i det Hele kieder dem lidt, lader de os dog slet ikke mærke det, men veed altid at finde lidt Smukt eller Morsomt i det, som de kan giøre os lykkelige ved at bemærke.

Siden altsaa Damerne endelig vil have, jeg skal sige Dem Noget om de gamle Kæmpers skiønne Konster og poetiske Mester-Stykker, saa tør jeg ikke sige Nei, skiøndt de Nordiske Kæmper naturligviis tager sig ud ved Siden af de Græske Tusind-Konstnere, som Freyas Hals-Smykke, om vi havde det, vilde tage sig ud ved Siden ad den Mediceiske Venus, saa jeg maa bede Damerne i denne Henseende at nedsætte deres Forventninger saa dybt som muligt, og være belavet paa, at »Echo falder lidt plumpt paa disse Steder«, hvor selv den største Skjald, naar han vilde more sine Tilhørere, og det vilde Nordens Skjalde altid, maatte huske at Kæmperne var drøie, havde ikke den fineste Smag og lod sig ikke spise af med Kniplings-Kager eller glatte Ord, men tog derimod, som Stærkodder selv siger, godt tiltakke med det Harske, naar det kun havde baade Marv og Been, og da de gamle Nordiske Skjalde nu desuden, som Stærkodder, selv var Kæmper tillige, saa kan Damerne nok vide, 539 at saadanne Karle, der, som Stærkodder, ikke sparede at give en Fløitespiller Been i Næsen, saa han stak sin Pibe ind, han spillede ikke selv paa Fløite naar han digtede, men slog Harpen, saa det rungede i Hallen! Men naar kun Damerne vil huske det og see igiennem Fingre med det Ydre og lade gaae ud af det andet Øre hvad der skurrer i det Første, da tør jeg haabe, de dog vil finde Noget hos de gamle Kæmpe-Skjalde, som ikke blot er morsomt at høre paa men godt at giemme, thi havde Damerne slet ikke Øre eller Øie, Sind eller Sands eller Smag for Andet end hvad der er ligesaa smukt og fint, yndigt og smagfuldt, som de er selv, hvordan vilde det da gaae os, der vel kan bilde os endeel ind af vor fine Dannelse og mandige Kiønhed, men er dog forholdsviis meget grimmere og plumpere end de gamle Kæmper, i Forhold nemlig til Kraften og Høiheden, som i Kvindens Øine dog nok er det Eneste, der kan skjule Herrernes Grimhed og undskylde deres Plumphed.

Det var da nu først Asken Ygdrasil, vi skulde høre lidt om, og der fortælles, at den var ettrestammet Træ, som hvælvede sig baade over Midgaard, hvor Guder og Mennesker boe, over Jetteverden og over Helhjem eller Skygge-Riget, og samme Kæmpe-Ask havde det ondt, thi der stod fire Hjorte og nippede Bladene af, saavidt de kunde naae, Bullen blev trøsket med Tiden og alle Helhjems Orme gnavede ved Roden alt hvad de kunde. Paa den anden Side havde Asken dog ogsaa god Understøttelse, thi af Roden udsprangdet berømte Urda-Væld, som var meget helligt og dannede med sine blanke Straaler en Sø, hvoraf Nornerne dukkede op og bestænkede Asken med de hvide Vande, saa den aldrig visnede. Herved faldt en Dugg, som den gamle Mimer ved Viisdoms-Brønden brugde til at blande Mjød, og i Urda-Søen svømme to deilige Svaner tause til Ragnaroke, men i Aske-Toppen sidder en stor Ørn, med en lille Spurve-Høg mellem Øinene, og endelig er der et løierligt Egern, der bestandig hopper op og ned og sætter Splid imellem Ørnen og Ormene.

See, det er Meget paa een Gang, som der skal gode Øine til at oversee, og selv de Bedste vil det neppe lykkes at giøre sig en ordenlig, endsige da en smuk Forestilling om den urimelige Ask, som synes hverken at have sin Rod i Himlen, paa Jorden eller i Helvede, hvorfor da ogsaa de Lærde har grebet til det fortvivlede Raad at plante den i Luften, med Toppen nedad, som man dog ikke kan see, for den bestandige Taages Skyld, som, de siger, Egernet betyder, fordi det er graaligt. Det er 540 maaskee et llgesaa fortvivlet Raad jeg har grebet til, ved at lukke Øinene for alle Askens Natur-Feil og kun see paa dens herlige Historie, men derved bliver man dog Taagen kvit og faaer Øie paa Adskilligt, som fortjener Opmærksomhed, og desuden er det en Billighed, man skylder Nordens Aand, hvis det ellers er sandt, at han havde bestandig sit Øie heftet paa Menneske-Livets historiske Side, og kunde derfor, ved sit Billed-Sprogs Dannelse, ikke see nær saameget paa Skiønhed, som paa Brugbarhed, paa Styrke og Varighed. Jeg indrømmer derfor strax, at Asken Ygdrasil kun tager sig daarlig ud ved Siden ad den smukke Gudinde Demeter, og er, hvordan man vender den, et meget plumpt Billede paa den moderlige Menneske-Natur, men hvor det giælder om at betegne dens Varighed og Frugtbarhed paa Daad, vidste jeg dog intet Bedre at vælge end saadan et mageløs Kongeligt Stam-Træ, der, under Forsynets (Nornernes) hemmelighedsfulde Varetægt, trodser den ellers Alt fortærende Tid, og alle de Gienvordigheder, Tiden fører med sig.

Jeg veed jo nok, Herrerne siger, det nytter slet ikke, om jeg nok saa klart kunde bevise, at Nordens Aander ligesaa mageløs en Historie-Maler, som den Græske Aand er Billed-Hugger, Damerne sværme dog udelukkende for Thorvaldsen og den Græske Hercules, og giver den plumpe Nordiske Stærkodder med alle hans Kulsække og tre Aarhundreder paa Bagen, med alle hans Viser baade om Guldsmeden og Braavalle-Slaget, en god Dag, saa det nytter slet ikke, man fortæller Damerne, at havde Odin kun Øie for Historien, saa havde Zeus ogsaa kun Øie for Naturen, saa han var i Grunden ogsaa eenøiet, skiøndt man naturligviis ikke kan see det paa hans Billedstøtte, at hans ene Øie var af Glas; det nytter Altsammen ikke, thi Damerne bryder dem nu engang slet ikke om Verdenshistorien, altsaa heller ikke om den verdenshistoriske Anskuelse, enten i Ygdrasils-Mythen eller nogen af alle de Andre. Ja, jeg veed nok, man siger det, jeg veed ogsaa, der er mange Damer, som slet ikke bryder dem enten om Poesien eller om Verdens-Historien, men der er ogsaa mange Herrer som bryder sig om ingen af Delene, og jeg paastaaer, at om saa ogsaa alle andre Damer under Solen kimsede ad Nordens Kæmper og den historiske Poesi, saa giør Dannekvinden det dog ikke, og har aldrig gjort det, men har tvertimod, som vi kan see hos Saxo, fra Arildstid havt et særdeles godt Øie til den Nordiske Kæmpe, 541 netop for hans Bedrifters Skyld, Noget, der brød ud i lys Lue, da lille Signe brændte sit Bur, og blev kanskee endda nok saa klart, da den bly Sigrid holdt Lyset for Other Ebbesen og brændte kun sine Fingre. Vel kan man sige, det var kun i gamle Dage, men det er dog ikke længer siden, end jeg godt kan huske, at da Adam Oehlenshlæger fandt i Skoven den gamle Nordiske Harpe, som man tænkde, var lagt under Gryden med Svantevit for mange Aarhundreder siden, og begyndte at lade den runge i Hallen paany om Vaulunds Fjederham og Thors Reise og Balders Død, da var det ingenlunde Herrerne, men, udenfor en meget snever Kreds, kun Damerne, der løftede ham til Skyerne og sværmede for ham, og da jeg i de samme Dage begyndte at stave paa de Nordiske Myther, da var det især Damerne, der opmuntrede mig til at blive ved, medens Herrerne sædvanlig tænkde derom, som en Herre, jeg mødte paa Gaden kort efterat min første Nordiske Mythologi var kommet ud. Han tog mig vel meget venlig under Armen, og ønskede mig til Lykke, saa jeg begyndte allerede at blive en Tomme høiere, men kom snart ud af min Drøm, da han i al Fortrolighed spurgde mig, om jeg nu ikke ret var glad, det var overstaaet, for, sagde han, sikkrere paa et Ja end nogen Beiler, ikke sandt! det er dog noget forbandet gammelt Snavs at ligge og rode i! Det kan jeg dog ikke sige, var mit Svar, med et Smil, som tit har gientaget sig imellem Herrerne, men aldrig mellem Damerne, som vel har kunnet spase med min Forkiærlighed for den plumpe Stærkodder, og snart endnu plumpere Thor, men har dog altid fundet, at disse Shakspears Tip-Oldefædre, disse lyslevende Kolosser, disse mægtige Grene paa Ygdrasil, som trodsede baade Tiden og den hele Verden, men sværmede for Freya og græd for Balder, de var dog, trods al deres Plumphed og deres underlige Mod paa Valhal og Gimle, ikke blot høist mærkværdige, men selv elskværdige Skikkelse I

Kan det derfor kun lykkes mig, at give en levende Fremstilling af Nordens Guder, med deres høie Norner og deres immergrønne Stamtræ, i hvis Rødder baade Urda-Vældet giærede og Mimers-Brønden groves dybt fra Arildstid, og er endnu ingenlunde enten udtørrede eller udtømte, kan det kun lykkes, da frygter jeg slet ikke for, at Damerne skal finde, det er ikke værdt at nævne eller tænke paa, nei, jeg frygter vel, det kan jeg ikke nægte, men kun for Herrerne, og mellem dem især for mig selv, og for vor fælles Skiødelyst, som er at lege eller hexe med vore lange, indviklede Tanke-Ringe af det sorte Jern, hvad 542 Damerne umuelig kan enten more eller glæde sig ved at stirre paa, og til noget Saadant føler jeg mig mægtig fristet ved at stirre paa Ygdrasil, hvor der er Spor af Alt hvad de forbigangne Tider har fortæret, og Spiren til Alt hvad den seneste Fremtid skal aabenbare, men Alt saa dunkelt, som Menneske-Slægtens Levnets-Løb, udledt af et Vandspring, udskaaret i et Træ og udviklet i en Brønd, nødvendig maa være. Men Fristelsen maa kunne overvindes, og jeg vil overvinde den, jeg vil stille min Forklaring blot for alle mulige Indvendinger, undtagen den Eneste, der er værd at ændse, fordi den er uigiendrivelig, den Indvending, som Damerne i al Beskedenhed giør, naar de sige om vor Tale; vi kan ikke bedømme den, og den var vist meget grundig, meget philosophisk, men den var kiedsommelig.

Altsaa, jeg siger, Nordens Aand, som var over de gamle Kæmper og deres Skjalde, er ogsaa over mig, og har betroet mig at fortælle baade Damer og Herrer, hvad han meende baade med Træet i det Hele, med Nornerne, med Urda-Vældet og med Mimers-Brønden, og det vil jeg nu giøre saa kort og godt som muligt, og tænker Nogen det er ikke sandt, kan De jo selv spørge Nordens Aand derom, som aabenbar er den Eneste, der veed det.

Ygdrasiler da, som sagt, et i alle Maader usynligt, men dog i Aandens og Hjertets Verden virkeligt og høist mærkværdigt Træ, som betegner den Eenhed, Aanden og Blodet kan og skal give hele Menneske-Slægten giennem Tidens Løb, saa det sidste Led er kun Toppen af det Samme, som alt laae i Roden, men skal naturligviis i Toppen blive ligesaa aabenbart, som det var skjult i Roden, hvoraf blandt andet følger, ikke blot at Nordens naturlige Tanke-Gang maa være den samme i dets Myther som i dets Philosophi, men at det sidste og klareste Vidskabs-Ord, der tales i Verden, maa netop forklare og bevise det første og dunkleste Spaadoms-Ord. Derfor tænke vi os ved Ygdrasils Hjerte-Rod et Kildevæld af kraftig Spaadom, hvormed Forsynet, i Skikkelse af tre udødelige Møer, bestænke Træet, saa det holdes grønt, og hvor Kilde-Vandet er en Strøm af stærke Spaadoms-Ord, der er naturligviis Øse-Karret Skjalde-Munden, hvorigiennem det Alt maa gaae, hvad der af den forborgne Kilde, hvor Aand og Hjerte mødes, skal oplive og vederkvæge fra Slægt ttl Slægt, saa det ægte, ædle Menneske-Liv, trods Afkræftelsen, Døden og Dyriskheden, som vi betegne ved Trøsken, Hjortene og 543 Orme-Flokken, kan vare Tiden ud og naae sit Maal, med den opstandne, forklarede Balder! For at det kan skee, maa manimidlertid efterhaanden blive klog paa Menneske-Livet, som kun kan skee ved flittig at betragte dets kraftige Yttringer, bevare Mindet om det forbigangne Storværk, og sammenligne det med Spaadoms-Ordet, og saavel Indsamlingen som Anvendelsen af den fortløbende, verdenshistoriske Erfaring betegnede man i Norden ved en dyb Visdoms-Brønd paa Grændsen af Gudhjem og Jetteverden, eller de store Begivenheders Skueplads, som eies af Mimer eller Mindegod, og hvis Vande, naar de blandes med Duggen fra Ygdrasil, give en herlig Miød, hvori man med stor Fornøielse kan drikke sig fuld af historisk Kundskab og Vidskab!

At nu Ygdrasil er trestammet, staaer vist nok i Forbindelse med at Norden har været ligesaa fra Arildstid, og, naar det staaer levende for os, vil det altid minde os om det aandelige Fællesskab, der maa finde Sted mellem de tre Nordiske Riger, naar Udviklingen i Nordens Aand skal lykkes, men Mythen angiver dog ogsaa selv en vittig Grund ved at sige, at under den ene Rod boe Guder og Mennesker, under den anden Jetter og under den tredie Hel med sine Fanger, thi naar vi betragter Verdens-Historien, da seer vi strax, der er et trekantet Forhold til den, eftersom den kraftige Virksomhed enten er god som ægte Guders og Menneskers, eller slet som Jetters og Troldes, eller fattes, som i Helhjem, hvor Alt er Mangel og Afmagt. Selv i det Smaa og det Enkelte bliver vi snart denne mærkelige, historiske Forskiel vaer, og den bliver tydeligere, jo mere vi nærmer os den store Skueplads, thi man vil saaledes i ethvert Folkeraad, ligesom i det Franske, finde en »høire og venstre« Side, og et »Mellem begge«, som ingen Ting vil og Ingenting giør, uden det, at der Ingenting skeer, og naar man sammenligner Grækernes Historie med Romernes og spørger forgæves om Ægypternes, da seer man ordenlig den verdenshistoriske Ask hvælve sig over Midgaard, Jetteverden og Helhjem.

Her var det maaskee bedst at standse med Forklaringen; thi baade de lamme Svaner i Urda-Søen og den store Ørn i Aske-Toppen bliver i Sammenligning med Asken over alle Bjerge saa bittesmaa, at man knap kan skimte dem og endnu mindre skiænke dem synderlig Opmærksomhed; men paa den anden Side er det dog et slaaende Beviis paa en Mythes Aandfuldhed, naar selv de mindste Træk har deres poetiske Betydning, og saavel 544 »Svane-Sangen« som »Ørne-Blikket« har i Billed-Sproget saa bekiendt og bestemt en Mening, at vi strax see, det passer meget godt, hvor Menneske-Slægtens Levnets-Løb skal afbildes rned en klar og liflig Aftenrøde. At nu ogsaa netop i Norden Verdenshistorien vil sluttes med et klart Overblik af det Hele, og en vel mat, men dog liflig Svane-Sang, det er min velgrundede Formodning, og den lille Høg mellem Ørnens Øine kan man enten ansee for den saakaldte Hverdagsforstand, som den ægte Vidskab aldrig vil udelukke men optage i sin, eller, hvad omtrent er det Samme, betragte som en Fier i Panden, hvorpaa den forsigtige Klogskab vil see, fra hvilken Side Vinden blæser.

Men det lille Utyske, der bestandig vimser op og ned mellem Ørnen i Toppen og Ormene ved Roden, og hvisker dem en lille Djævel i Øret, hvad giør vi ved det?

Ja, hvad skal man giøre ved alt saadant Pusleri, som Ingen kan faae fat paa og see hvad det er, hvad andet, end lade det løbe, og jeg kunde fortælle Dem en meget artig Fabel om, hvordan det gik en gammel Nordisk Skytte, der løb surr efter et Egern med langt mindre Spillerum end Ygdrasil giver, saa Forklaringen af det ærgerlige Uro haaber jeg, De skiænker mig, især da jeg har viist, at »Taage« er det ikke. Skal jeg imidlertid nødes til at sige Noget, saa vil jeg begynde med Navnet, som, efter Edda, skal være enten Ratatosk eller Ratakost, og dernæst vil jeg paastaae, at da selv Navnet er tvivlsomt, kan Ingen med Forklaringen komme mig nærmere, naar jeg siger: det er enten - eller, enten jeg veed ikke hvad, eller Trætte-Konsten, som de Lærde kalder »Dialectiken«, og som i det mindste har det tilfælles med Ygdrasils Egern, at den holder hverken med Peer eller med Povel, men driller og frister dem begge.

See, det Sidste, veed De nok, hedder at slaae hen i Spas hvad man enten ikke kan eller ikke vil svare ordenlig paa, men dels hører Spas ogsaa, efter min Forstand, til Menneske-Livets eller dog til det Nordiske Menneske-Livs daglige Brød, og dels er det just derfor umuligt at forklare Nordiske Myther uden at forstaae Spas, da der er Lidt af den i dem alle, ligesom i Shakspears Tragedier, hvad vel tit kan støde Smagen, men taales godt for Livets Skyld, naar man ikke, med de Franske Tragikere, foretrækker en smagfuld Død, og har dog lært, hvor dødt og utaaleligt for et levende Menneske det Altsammen er, som vil være mere smagfuldt end Livet er paa det Trin, man staaer!

545

Morsonit er det ogsaa at see, hvorledes selv de smagfulde Grækere følde, at vilde man afbilde noget Verdens-Historrisk, da maatte man blive overvættes (kolossalsk), og see igiennem Fingre med det Smagløse, thi De husker nok det store Par Folk Uranos og Ge, der er ligesaa vanskelige at sætte Skik paa, som Asken Ygdrasil, og deres Søn Kronos eller Tiden kom ikke blot hans Kone, men ogsaa Græker-Aanden slemt i Forlegenhed med, da det opdagedes, at han havde den slemme Vane, som vi veed, han ikke endnu har lagt af, at æde sine egne Børn; thi for at dog Historien ikke derved skulde gaae i Staa, vidste Grækerne ikke bedre Raad, end at give Kronos først en Steen at bide Tænderne istykker paa, og saa et Brækmiddel, ligesom man giør ved de smaa Latinere, som har forslugt sig paa hvad man skal have igien til det næste Kuld, for saa lader man dem, hvad jo giør det Samme, gaae op til Examen!

Dog, ikke blot for Smagens Skyld maae vi her tænke paa Kronos, men især for at blive lidt krye paa Nordens Vegne, naar vi seer, at denne Forlegenhed med Tiden er Alt hvad Grækerne har at sætte mod Ygdrasils-Mythen, hvor Tidens Tand er gjort til »Trøske«, og fordunkles af Tilvæxten, som Asken faaer ved betimelig Vanding af Urda-Vældet, og vil vi lade Norden skee Ret, maae vi nødvendig ved den verdenshistoriske Opfattelse af Menneske-Livet sætte det Dybsindige over det Smagfulde, om vi end derved skulde faae en lille Krig med Damerne.

Vi kan saaledes aldrig berømme Mimers Brønd og Miød-Bryggeri, uden, paa Damernes Vegne, at faae det Græske Spørgsmaal: om Kilden Hippokrene med de ni Muser dog ikke er ligesaa smagfuld som Mimers-Brønden er smagløs, og da Moderen til alle Muser: Mnemosyne eller Hukommelsen aabenbar skal svare til vores Mimer eller Mindegod, saa kan vi slet ikke undgaae Sammenligningen, men maae enten skamme os paa Nordens Vegne, eller holde Ørene stive og giøre Vedkommende opmærksom paa, at hos Verdens-Historien er »ingen Persons Anseelse«, saa den leer høit, naar man i Anledning af Berømmelsen over Achil bemærker, at »Paris« var dog meget smukkere; Verdens-Historien maa først og fremmerst see paa Virksomheden, Daaden og Nytten, og at i det mindste de Danske Damer godt kan tilegne sig denne Synsmaade, høre vi blandt andet paa lille Signe hos Saxo, hvor hun sammenligner Hake med Hildegisel eller Helten med Spradebassen!

546

Uden derfor at yttre mindste Tvivl om Klarheden af Vandet i Hippokrene, eller om Skiønheden af de ni Muser og deres »mange Talenter« baade til at lee og græde, hoppe og dandse, synge og spille, fremsige og fortælle med Smag, maae vi dog bemærke, at der kom ikke Stort ud af det Hele, Hippokrene udtørredes snart og man veed kun meget lidt om, hvad Muserne har udrettet, siden de var alle Ni om Herodots lille Verdens-Historie, saa i historisk Sammenligning med Nordens Mimer og hans Brønd er den Græske Mnemosyne dog kun en Kirsten Piil.

Mimers-Brønden har nemlig de gamle Kæmper gravet saa dyb, at den kan optage hele »Tidens Strøm«, og, langtfra at udtørres, voxer Vandet i den, saalænge Verden staaer og der skeer noget Mærkværdigt, og skiøndt Mimer skal være lidt i Slægt med Jetterne, er det dog ingenlunde blot mig, men Verdens-Historien, der anbefaler hans Miød-Bryggeri som mageløst, og henviser Tvivlerne til Nordens gamle Mund-Skiænk, Snorre Sturiesøn, som giver Syn for Sagn. Dog, her behøver vi ikke at gaae saa langt, thi, poetisk talt, har vi intet andet Vidnesbyrd behov om Virkningen af Mimers Miød, end den Priis og det Ry, den var i, allerede da Odin fandt et Glas deraf saa dyrt, at han var ikke Mand for at betale det, og dog saa uundværligt, at han pandsatte sit ene Øie for det; men hvad jeg maa tilføie, er, at nu giver Mimer meget bedre Kiøb, dels fordi han, som allerede laande paa Pant i Odins Tid, nu naturligviis er meget rigere end Rothschildt, og dels fordi han nu har blandet Miød saalænge, at han veed snart ikke, hvor han skal giøre af den, saa nu giver han den bort for et godt Ord, og jeg har selv, især i min Ungdom, faaet mangen ærlig Ruus hos ham for det Kiøb. Naar derfor de unge Herrer, som ikke er Medlemmer af Totalafholdenheds-Foreningen, engang vil have en glad Aften, kan jeg ikke anbefale dem nogen bedre Vært, og vel siger Nord-Amerikanerne, at der er lidt Alkohol snart i alt hvad man drikker og at »en Ruus er en Ruus«, ihvad man siger; men Historien viser dog, baade i det Store og det Smaa, at der er dog ogsaa en mærkelig Forskiel paa det Slags Vare, og da man dog altid i Ungdommen drikker lidt for meget af Et eller Andet, som giør En heed i Hovedet, saa tør jeg godt anbefale en lille Miød-Ruus hos Mimer engang imellem, hvoraf jeg tør sige, ikke engang de unge Damer kunde have nogen Skade!

547

V.
Leto-Børnene og Niobe.

Jeg var nok sidst lidt uartig mod Damerne, men jeg kan ikke ret huske, hvad jeg sagde, og derfor haaber jeg ogsaa, at Damerne har glemt det, eller vil dog undskylde det med Dunsterne af det store Miød-Bryggeri under Ygdrasil, som jeg var saa indtaget af, at i det Øieblik regnede jeg alle Muserne for ingen Ting, ligesom de unge Studenter i et godt Lag, naar det gaaer over Midnat; men ligesaalidt som det dog kan være Deres Alvor, ligesaalidt var det heller mit, for jeg har ikke glemt, hvordan det gik den gamle Skjald Thamyris, som bildte sig ind, han kunde overdøve Muserne, men blev saa slaaet med Blindhed, som er den naturlige Straf, det Skiønne giver sine Foragtere. Min Mening var da egenlig kun den, at ligesom Nordens Kæmper naturligviis kunde grave en dybere Brønd end Grækernes Pegasos kunde træde op under sine Fødder, saaledes kan, naar man seer paa Høiden og paa Kræfterne, hverken Muserne eller deres Moder maale sig med Mimer, hvad de, som Damer, heller ingen Skam har af, da det tvertimod vilde klæde Dem gruelig, om de var saa jettehøie og bredskuldrede som den gamle Miød-Brygger, og det følger af sig selv, at vilde han maale sig med dem, enten i Smukhed, Smag, eller Sang-Stemme, da blev han til Latter. Sagen er da igrunden her som allevegne, at Ordsproget har Ret: der er ikke bedre Mennesker til end Mandfolk og Fruentimmer, saa det giælder kun om, at de lærer ret at forstaae hverandre, og at indsee, de er i alle Maader hinanden uundværlige, saa, uden Damer, var Verden enten tom og øde eller dog kold og stiv, og uden Herrer var den ensformig og beklemt, kortlivet og værgeløs. Om dette Tvillings-Mærke paa Menneske-Naturen tvivler i det Hele heller Ingen, men naar man deraf 548 slutter, at der ogsaa til en rigtig Høresal hører baade Damer og Herrer, da maa man dog alt høre Indvendinger, og bliver Talen om Anskueiser og Lære-Bygninger, da vil de lærde Herrer vel ikke ganske udelukke Damerne, som jo alle Følelser i Grunden er, men her opdager man dog ret den dybt indgroede Fordom, at man kan føre et meget godt Huus blot med Slavinder, og det ikke engang hvide, men kulsorte. Ved disse »Sorte« mener jeg naturligviis alle de mørke Skikkelser, som baade indvortes og udvortes stige op af Styx, af det store og det lille Blækhorn, og befolke, som sorte Slaver og Slavinder, alle vore Lære-Bygninger, hvori Bygmesteren sidder som en Sultan paa sin Throne, og uddeler til den ene Side Prygl og Gift, og til den anden Gunst og Gave, uden at man kan see, hvad enten Herrer eller Damer for Resten er til og har at betyde. Det Samme vilde naturligviis være Tilfældet, hvis en lærd Dame med lignende Tankegang stod for Bygningen, kun at hun blev regierende Sultaninde, og ganske er ikke selv Damerne frie for den slemme Fordom, at det kan være ret godt at have Slaver, skiøndt de rigtignok, saavidt jeg har mærket, vil heller have de Hvide end de Sorte, og behandler sædvanlig deres Slaver bedre end Herrerne, saa de veed ikke Andet, end de er frie, ja, drømmer endog tit, at de er Herrer i Huset.

Men - Damerne veed vist slet ikke, hvor jeg vil hen i Aften, og jeg veed det knap selv, men jeg har gjort den Erfaring, at naar man vil sige Noget, der er Liv i, da maa man bære sig ad ligesom Damerne, og rask lukke Munden op, og derfor skynder jeg mig at lukke min op med det Første, det Bedste, der vil falde mig ind, og naar jeg saa, under Talens Løb, faaer Øie paa Noget, som er værd at see, da bryder jeg mig ikke om at giøre hvad man kalder et halsbrækkende Spring fra det Kiedelige til det Morsomme, og saaledes seer jeg nu en smuk Grækerinde med et Par deilige Tvillinger, som jeg tænker, det kan fornøie baade Damer og Herrer at giøre lidt nærmere Bekiendtskab med, og saa kan vi med det Samme faae at see, om det er sandt, hvad der faldt mig ind, at i Grunden holder dog ikke blot Herrerne mest af Damerne, men Damerne ogsaa mest af Herrerne!

Herrerne giætter nu vist allerede, at jeg mener Leto med Tvillingerne Apollo og Artemis, og det er et stort Spørgsmaal, om jeg kan sige Dem et Ord, de ikke veed, eller et Navn, De ikke kiender; men Damerne maa jeg dog strax give den 549 lille Oplysning, at Leto eller rettere Lito er paa Latin blevet til det langtrukne Latone, og at Artemis er omskabt til Diane, som jeg aldrig gider sagt, fordi jeg derved altid tænker paa en Jagthund, og da hverken Zeus eller de Lærde har behandlet Leto smukt, hvormegen Stads de end gjorde ad hendes Tvillinger, maa jeg dog ogsaa berøre det Græske Sagn, at hun skulde egenlig have hjemme paa Hyperboræernes Øe, altsaa heroppe i Norden; thi vel klinger det latterligt om en Græsk Gudinde, men saameget er dog vist, at deraf kunde man lettest forklare sig baade at Zeus meget tidlig skilte sig fra denne sin første Gemalinde, og at de Lærde har rympet Næse ad hende, saa en lærd Tydsker, jeg talde med igaar, havde nær forskrækket mig med den afgiørende Tone, hvori han forsikkrede mig, at Grækerne aldrig havde sat Leto i nogen Forbindelse enten med »Naturen eller de moralske Ideer«, men blot æret hende som Moder til Apollo og Artemis. Det hjalp imidlertid, at Tydskeren lagde Eftertryk paa Ordet »blot«, for det hængde jeg mig saa ved, og sagde: ja, »de moralske Ideer« vil vi nu ikke tale om her, men hvad »Naturen« angaaer, da maa dog den Græske Aand have forudsat en god Deel af den hos Leto; thi hun maatte aabenbar have en god Deel af Menneske-Naturen blot for at kunne være Moder til Poesiens og Orakel-Svarenes evigunge Lysgud, alle Musers Pleiefader, Lærer og Leder, og saa tav den lærde Tydsker; men for at De ikke skal tænke, jeg vil staae her og prale af det herkuliske Arbeide at have lukket Munden paa en lærdTydsker, saa vil jeg betroe Dem, at han stod kun paa »Papiret«, og den store Hemmelighed har jeg rigtig nok, uden at rose mig selv, opdaget, at titusinde lærde Tydskere og Latinere, som kun staae paa Papiret, kan ikke staae til Munds med en eneste Dansker, naar han blot tør lukke Munden op. Derfor blæser jeg nu ad Alt hvad der blot staaer paa Papiret om de Græske Guder og Gudinder, og staaer i ingen Forbindelse med »Naturen«, som jeg baade veed, immer stod Grækerne for Øie, og som jeg endnu vissere veed, altid lignersigselv, saa jeg slutter dristig, at Apollos mythiske Moder var af samme Art som han, og maa følgelig svare til Alt hvad Skjalden føler, naar Aanden kommer over ham, og ikke blot hans Kinder blusse, men Jorden brænder under ham, til Ordet bryder ud, det dunkle, men mægtige poetiske Ord, der lyder som et Orakel-Sprog, og snart spruder Ild, snart straaler Lys til alle Sider, og først naar Aanden bortdrager og 550 Issen afkiøles, klinger dæmpet i Takt med Citharen og Hyrdefløiten, og taber sig i en rislende Velklang som Bækkens i Enge, netop som De vil finde Apollo beskrevet i alle Mythologier, der fortælle hans Bedrifter, som Spaamand, som Helt, som Museleder og som Hyrde! Ligesom derfor Skjalde-Guden havde det Høieste under Himlen, den Olympiske Zeus i sin blomstrende Ungdom, eller Indbildnings-Kraften paa sin høieste Spidse, til Fader, saaledes maa han ogsaa nødvendig have den dybeste Drift, Trang og Længsel paa Jorden, altsaa Hjerte-Dybet, til sin Moder, saa det er ikke for Intet, Hesiod synger om Leto: hun med det himmelblaa Slør, den altid milde, ømhjertet for Menneskens Kiøn og for de udødelige Guder i

Hermed passer det da ogsaa godt, at Leto betyder det Skjulte og Lito det Ydmyge, men det er dog i vore Dage neppe overflødigt at bemærke, at om man ogsaa havde de gyldigste Grunde til at paastaae, at de Græske Mythe-Smede aldrig havde seet eller tænkt paa noget Sligt, saa gjorde det dog kun Overeensstemmelsen af deres Ord med vore Tanker uforklarlig, men gjorde for Resten ikke mindste Forskiel; thi derfor blev det jo lige vist, at vi i den ømme Leto med det himmelblaa Slør og i hendes Søn med Guld-Sværdet, med Sølver-Buen og Laurbær-Krandsen, har det deiligste Billede, vi kan ønske os, paa Skjalde-Aaren og Skjalde-Munden i deres uopløselige Forbindelse, der vil føles og besynges, saa længe Hjerter smelte og Skjalde fødes. Ja, det føle især Nordens Skjalde godt, og hvad der giver Aanden Rum og Ordet orn det Usynlige Liv og Varme hos dem, det er deres u, det reen Naturlige, det Hemmelighedsfulde, det Inderlige, det Myge, med eet Ord: det ægte Kvindelige hos os, som vi for vor egen, for Poesiens, for Kvindens, for hele Menneskehedens, for Sandheds og Kiærligheds Skyld, skal holde des høiere i Ære, jo mere Dødbiderne laste og Narre spotte det.

Maaskee er dette mere heftig sagt end det passer til Tid og Sted, men Ingen kan dog heller med Billighed forlange selv af en gammelagtig Skjald, at han skulde tale koldt om den Undergang, der alt en Stund har truet alt ægte Skjaldskab, i det forblindede Venner kappedes med ivrige Fiender om at bestride og svække Kvindens og Hjertets uundværlige Deeltagelse i al sand Begeistring, al levende Aands-Udvikling og Dannelse paa Jorden. Vel er man blevet ved at tale om 551 »Muser og Chariter« som uundværlige under alle Himmel-Egne, hvor Menneske-Livet skal vise sig i et mildt og yndigt Lys, men ogsaa Muser og Chariter nedsank i Latin-Skolen til sorte Slavinder, ja, til tomme Navne og døde Bogstaver, som kun skulde giøre Stads paa Papiret, mens Øiet meer og meer forblindedes for den levende Sandhed, de klarest af alle Mythe-Billeder udtrykke; thi ved at lade disse Døttre af Zeus slaae Kreds om Apollo, er Hjerteligheden klarlig stemplet til Aandens Fiederham, hvorhen den saa end svæver, og trængde vi endnu til en klarere Forestilling, da har Hesiodos ogsaa givet os den, ved at melde, at alle Muser boe sammen med Chariterne og den vemodige Længsel, tæt nedenfor Olympens Tind, synge selv om de udødelige Guder, aande Veltalenhed som Dugg paa alle Kongelige Læber, der aabne sig for at dæmpe Folke-Tummel og for at jævne Trætter, og følges med Apollo til Skjaldene for at stemme Guitaren til Sang om det Udødelige i Himlen og paa Jorden, hvorved Aasyn opklares og Sorger henveires! Dette maa blive Sandhed igjen midt iblandt os; Muser og Chariter maae igjen lyslevende, som Døttre af Zeus, slaae Kreds om Apollo, straale af hans Glands og forplante hans Lys, naar Dannelse, naturlig og levende talt, skal blive andet end Forgiørelse, og Oplysning andet end Blændværk; thi det er ikke blot Skjalde men alle Mennesker som fødes, der ligne deres Mødre; og det er ikke blot Laurbær-Krandsen, men Alt hvad der skal forskiønne Menneske-Livet, som maa gaae giennem smukke og varme Hænder, for at have Liv og Ynde.

Det Sidste er vel klart nok, men over det Klare maae vi hverken i Livet eller i Mytherne giemine det Dunkle, altsaa ikke heller over Muser og Chariter glemme Artemis, skiøndt jeg nu ikke ret veed, hvordan jeg skal bære mig ad med denne Apollos Tvilling-Syster; thi Damerne har vist allerede gjort deres Valg, og mod Herrerne var hun, efter Sigende, saa grusom, at, langtfra at giøre Nogen af dem lykkelig, gjorde hun alle dem, der forsaae sig paa hende, reent ulykkelige. Dette er, som bekiendt, især blevet alle vitterligt ved Actæons ulykkelige Skæbne, som fordi han ikke holdt sine Øine hos sig selv, baade blev forvandlet til en Hjort og bidt ihjel al sine egne Hunde, men heraf maae vi dog slutte, at Artemis har været meget deilig, hvad vi ikke kan nægte, er det Første, vi. trods mange advarende Exempler, see efter hos Damerne, og hun maatte indvortes slet ikke lignet sin Moder, hvis hun 552 skulde have været saa iiskold, som hun er blevet udraabt for, saa det troer jeg ikke. Jeg antager tvertimod, at hvad hun forgæves ledte om paa alle Bjerge, det var en Gude-Søn, som hendes Hu stod til, og havde hun været her i Norden, havde hun sikkert fundet ham og var blevet Moder til en Apollo den Anden; thi hun maa jo nødvendig have lignet sin Tvilling-Broder, saa det Samme laae dunkelt i hende, som klart aabenbarede sig hos ham, altsaa Spiren til det poetiske Ord, som forvoven udspringer fra Læbe-Klinten over det bundløse Dyb, stolende paa Aande-Drættets korte Vinger og paa en Øre-Kløft nærved til Redning og til Ro og Hvile. Skiøndt jeg derfor nok lader være at beskrive Artemis med Guld-Thronen og Guld-Tenen i det Dunkle, kan jeg dog godt føle paa mig, at hun svarer til Apollo omtrent som det inden i os, der lyder, saa Ingen hører det, svarer til det høirøstede Ord paa vor Tunge, og noget Lignende maa have svævet for de Græske Skjalde, naar de saae Apollo speile sig i Solen og Artemis i Maanen; thi Maaneskinnet, veed vi Alle, er ikke blot Nattens blege Lys, men ogsaa Billedet paa den drømmende Tilstand, hvori man ikke ret veed, om man vaager eller sover, og har ondt ved at skille Nat fra Dag, da det Ene smelter i det Andet, og jeg kalder derfor helst Artemis den smukke Sværmerske i det klare Maaneskin. Under denne Skikkelse kan hun da heller ikke være nogen af Skjaldenes gode Tilhørere eller Tilhørerinder, endsige Skjaldene selv eller Konstnerne ubekiendt; thi hver Gang der svæver noget Himmelsk for os, ligesom Maanen kan lege Tit med os i den grønne Lund, eller naar noget Poetisk, vi dunkelt mindes, farer os forbi, da er det Artemis, der ligesaa lidt nu, som i Actæons Dage, kan lide at blive overgloet og stirret paa, saa de Tydske Philosopher, som bestandig forfølger de poetiske Damer, skal tage dem i Agt, de ikke faaer den samme sørgelige Skæbne, som den nysgjerrige og forvovne græske Jæger, der blev bidt ihjel af sine egne Hunde, skiøndt de elskede ham saa høit, at de blev ved at tude over hans Lig, til hans Fosterfader, Centauren Chiron, manede dem hans Skygge op at trøste sig ved.

Dog, Damerne mærker nok, jeg er selv paa gale Veie, og derfor vil jeg med et Spring see at komme fra de Tydske Philosopher til Niobe, som i det mindste ikke forløber sig; thi De veed nok, hun sprang i Flint, og skiøndt jeg hverken har seet hendes berømte Marmor-Gruppe i Florents, eller anseer selv de deiligste Billedstøtter for mine Med-Mennesker, saa hører 553 Niobe dog paa en Maade til den Letoske Ivtythe-Gruppe, og fra denne Side tør jeg nok bede Dem skiænke hende et Øiebliks Opmærksomhed.

Niobe var nemlig en Datter af den ulykkelige Tantalos, og drømde sig kun alt for lykkelig, da hun blev Moder til i det mindste tolv deilige Børn, sex Sønner og sex Døltre; thi hun pralede af langt at overgaae Leto, som ellers, blot for et Par Tvillingers Skyld, kaldtes den lykkeligste Moder. Dette Praleri kunde L et o ikke taale, og saa snart hun klagede sin Nød for sine Børn, foer de Begge i Harnisk, og slog hver de halve af Niobes Børn ihjel: Apollo Drengene og Artemis Pigerne, saa det er et Spørgsmaal, om hun beholdt Een af hvert Kiøn, men er en afgjort Sag, at hun faldt i Fortvivlelse og bad Zeus om at blive til Steen, som hun da ogsaa blev.

See, den Fortælling har jeg læst saa tidt, uden at blive opmærksom paa Sammenhængen, men da jeg nu kom til at sige det høit til mig selv, da slog det mig paa Timen, at der var en vis Symmetri eller Symphoni i den, og saa faldt det mig ind om Niobe, det skulde dog vel aldrig være Musiken, som allerede i Grækenland havde lagt sig ud med Poesien og derved mistet Livet. De maa nemlig vide, at Niobe var gift med Amphion, den store Spillemand, som havde faaet en prægtig Lyre til Givendes af Hermes, og vidste at haandtere den saa mesterlig, at ved hans Spil dandsede Stenene selv til Byes, da han og hans Broder bygde Thebens Mure, og De vil da neppe finde det urimeligt, at baade hans Sønner og Døttre har været saa taktfaste og tidlig opnaaet saa »rasende en Fingerfærdighed«, at det alene kunde næsten være nok til at forstene deres kiære Moder og maatte, nødvendig fortrylle hende, som Noget, der overgik Sangen af Apollo og alle hans Muser. Havde jeg derfor kun lidt Forstand paa Musiken, da tvivler jeg slet ikke om, jeg jo kunde soleklart bevise, at ligesom Letos Børn udtrykker Poesien, saaledes udtrykker Niobes Musiken eller Strængelegen, men nu er jeg, til Uheld, selv meget umusikalsk, og det er sagtens den hemmelige Grund, hvorfor jeg aldrig har kunnet faae nogen Forstand paa den Ting; thi vel har jeg tidt med stor Forundring seet, hvor frygtelig kloge de meest upoetiske Recensenter kunde være paa Poesien, men det Høieste jeg har kunnet drive det til med hvad jeg ikke selv havde Noget af, er dog at snakke og især skrive Allehaande om det, der for Uvedkommende og derfor 554 Upartiske, kan see ganske klogt, og sommetider endogsaa meget sindrigt og forskrækkelig lærd ud. Hertil betjener jeg mig, imellem os sagt, af et simpelt Husraad, som vel i vore videnskabelige Dage maa høre meget ilde, men bruges dog vist i Smug af Flere end mig, og det er at slaa op i »Conversations-Lexikonnet«, hvor der staaer Noget om Alting, og, da jeg saaledes slog op paa »Tone og Ton-Arter«, da fandt jeg en ganske ypperlig Artikel, med saa lærd et Snit og saa mangfoldige Tal, at blot efter den kunde jeg vist skrevet en heel Bog om Musiken uden at kiende en Node; men see, at tale offenlig om hvad man slet ikke forstaaer, hvor der let kan være Kiendere tilstede, det er en meget vanskelig og paa en Maade farlig Sag, saa Alt hvad jeg her tør sige, er, at lyver Conversations-Lexikonnet, saa lyver jeg med, men siger det Sandt, da gaaer det med Tonerne, ligesom med Niobes Børn, at man ikke ret veed, om der skal være tolv eller flere i Alt, men at der i alt Fald er ligemange Toner i Dur og i Mol, og det bestyrker mig naturligviis i mit Indfald om Musiken og Niobe; thi netop saaledes trættes man om Tallet paa hendes Børn, men er enige om, at Hælvdenhørde til det haarde og Hælvdentil det bløde Kiøn!

Vil man nu sige, enten: det er umuligt, eller det er dog alt for urimeligt, at Græker-Aanden skulde havt Øie paa Forholdet mellem Poesi og Musik et Par Aartusinder førend det første Conversations-Lexikon blev til, da finder jeg det vist nok hverken umuligt eller urimeligt, at naar baade Poesien og Musiken og Øiet for begge Dele var i Grækenland, de da ogsaa kunde mødes, men jeg vil dog, for en Sikkerheds Skyld, indskrænke mig til den Paastand, at hvad saa end Græker-Aanden har seet eller ikke seet, saa er Niobe-Mythen særdeles skikket til en billedlig Fremstilling af den Tanke, at Musiken maa være saa guddommelig som den vil, saa holder den dog op at være menneskelig, saafremt den foragter Poesien, eller ophøier sig over den, som den Thebanske Spillemesters Frue ophøiede sine Børn over Poesiens Gud og hans Tvilling-Sysler, og selv Tvivlraadigheden om, hvorvidt hun beholdt een Dreng og een Pige, da Apol og Artemis slog Resten ihjel, har for mig noget Mærkværdigt, da jeg ogsaa finder det tvivlsomt, naar Menneske-Munden tog alt Sit, om Strænge-Legen da vilde beholde en eneste smuk Tone for sig selv.

555

At for Resten Græker-Aanden, hvad der saa end var Tilfældet med Niobe, dog virkelig havde Øie paa den urimelige, desværre, baade gamle og ny, Misundelse og Rangstrid mellem Poesien og Musiken, der dog altid smukt burde følges ad som Kiæreste-Folk eller dog som gode Venner og Veninder, og at Græker-Aanden, naar det kom til Stykket, gav Poesien vundet, det seer man grandt af den naragtige Fortælling om Marsyas, der vel ikke havde opfundet Fløiten, men dog fundet den, da Pallas Athene smed den bort, fordi hun saae i Speilet, at de oppustede Kinder klædte hende stygt. Samme Marsyas blev nemlig saa kæphøi, at han udæskede Apollo til en musikalsk Væddestrid, men da Apollo vendte op og ned paa sin Guitar og Marsyas naturligviis ikke kunde giøre ham det efter med sin Fløite, maatte han ikke blot give tabt, men blev hængt i det næste Træ og flaaet. Det Sidste er nu slet ikke smukt, skiøndt det er Græsk, men jeg formoder ogsaa, det er kun en plump Misforstaaelse af Grammatikerne, saa Digteren har kun sagt, at Marsyas »gik ud af sit gode Skind,« og dermed meent det Samme som En af os, og det var rimeligt nok, naar den stakkels Spillemand skulde vende Fløiten, og det var, i mine Øine, ikke nær saa urimeligt et Forlangende af Apollo, som det ved første Glimt kan synes; thi det giver os virkelig et Billede af den »Frihed«, som Poesien aabenbar har forud for Musiken, og som falder bedst i Øinene, naar de Begge bruger »Haand og Mund«, og det gjorde jo baade han, der spillede paa Fløite og han, der sang til Guitaren!

Har vi nu i Leto-Gruppen med Niobe seet et smukt og levende Billede baade af Poesiens Fødsel, af dens aabenbare og lønlige Virksomhed og af dens kildne Forhold til Musiken, da kan det ikke være Haabet om at see noget Smukkere af det Slags, der frister os til at vende Øiet mod Norden, som jo umulig fra denne Side kan maale sig med Grækenland; men Herrerne veed nok, det er en farlig Sag at glemme sig selv over det Smukke, og det giælder ikke mindre i det Store end i det Smaa, saa Grækerne maatte selv ønsket, der havde været lidt mere Grundighed i deres Betragtning af Poesien, om Billedet end derved havde tabt lidt af sin smukke Runding. Kunde derfor Nordens Kæmper, som nøiedes med Grundigheden, nu fra deres Gravhøie overskue Følgerne, da vilde de, langtfra at angre Nøisomheden, lykønske baade dem selv og os med den, og de nød virkelig paa en Maade dette fornøielige 556 Overblik, i deres historiske Anskuelse af Kæmpe-Livets Grund-Eenhed og fremskridende Udvikling giennem alle Slægte-Ledd til fælles Gavn og Glæde. Vi har saaledes allerede ved Ygdrasils-Mythen seet, hvordan de fordybede sig i Betragtningen af Skjaldskabets Virkning, som den Strøm fra Livs-Kilden, der, giennem Norne-Haanden, vandede vort herlige Stam-Træ, saa det staaer immergrønt over Urda-Vældet, og at vi nu ikke blot kan tilegne os denne deres Dybsindighed, men dermed forbinde Grækernes deilige Anskuelse af det »vingede Ord«, som gyldne Pile, der med liflig Velklang glimrende suse fra Apollos Sølver-Bue; at vi kan det, derfor, som for Alt, hvad vi aandelig mægte, maae vi takke Kæmpe-Fædrene, der immer saae paa »Tidens Længde« og lagde Vinter-Sæden, som først vi kan høste!

Medens nu derfor vort Øie forlyster sig ved at betragte Letos Tvillinger, maa dog Tanken dobbelt glædelig dvæle ved Odins Ride-Hest og ved Freis Bør-Smakke, der kun seer daarlig ud, men blev ikke blot i Gang, da Apollos Bue brast, men tør vel vare Tiden ud og bringe de sildigste Slægter i Norden baade Vennebud og Arvegods fra Hedenold.

Ja, Damerne kiender maaskee ikke ret Navnene Sleipner og Skibbladner, som Hesten og Snekken fører, og smukke er de, som sagt, paa ingen Maade, da Hesten har otte Been, og Snekken synes gjort af Papir eller dog af Pergament, siden den kan lægges sammen og puttes i en Pose; men, med Hensyn paa Befordrings-Væsenet, har de dog Begge det store Fortrin fremfor Apollos Sølver-Bue, at med dens Pile reiste kun Døden, medens Sleipner bar Odin og Een til lyslevende baade over Bjerg og Sø, og Skibbladner, som havde stadig Medbør, kunde rumme alle Guderne, saa til historiskpoetisk Brug var selv Pegasos og Argo ingen Ting mod dem. Jeg veed jo nok, Haarene maae reise sig paa somme Andres Hoved ved at høre Sleipner ophøiet over Pegasos, som dog Virgilius og alle Roms poetiske Halvguder har redet til Vands; men deels seer man strax paa mit Hoved, at Skyhaarene er blæst af, og deels kan det aldrig falde mig ind, at sætte den Latinske Poesi enten under eller over den Nordiske, saa Den, som er udenfor det Hele, kan være ganske rolig, og at den Nordiske Poesi blev ganske anderledes stadig og levende forplantet af Skjaldene end den Græske af Rhapsoder og Grammatikere, det er en Kiendsgierning, som baade svarer til Sleipners otte Been, og »raader Runerne« paa hans Tunge. 557 Man seer for Resten nok, de otte Fødder har nærmest hjemme i Nordens gamle Verse-Maal, hvortil Sleipner, for at tækkes Odin, som Skjalde-Konstens Fader, maatte »træde Takten«, og om Skibbladners Medbør kan man nemmest faae et levende Begreb ved at lytte til de unge Sangmøer, naar de kvæde gode, gamle Viser midt iblandt os; thi da gaaer Skibbladner med alle Nordens Guder jo for fulde Seil igiennem Øre-Sund!

Dog, for at slutte med Noget, der ligger Leto-Gruppen lidt nærmere, vil jeg bemærke, at da Skjalden Stærkodder slog Fløitespilleren ved Kong Ingels Bord under Øret, saa han havde nær tabt baade Næse og Mund, da var Spasen slet ikke grovere end da Apollo flaaede Marsyas, og at Kiven mellem Leto og Niobe har et mærkværdigt Sidestykke i Kampen om Nanna mellem Halvguden Balder og Spillemesteren Hother hos Saxo. I denne Kamp seirer nemlig Musiken ved List over Poesien, og denne sørgelige Begivenhed, der dog ikke blev uhevnet, mindes vi levende om ved den reisende Spillemand, der engang kom til Erik Eiegod, og beviste kun alt for godt, han kunde giøre Folk bindegale med sin Strængeleg; thi skiøndt det klinger æventyrlig, har vi dog historisk Hjemmel for, at først spillede han saa sørgelig, at Alle stod med Taarer i Øinene, derpaa saa lystig, at Alle dandsede og sprang, men endelig saa vildt, at Folk gik fra Samlingen og Kongen foer op og slog Fire ihjel, før man fik ham styret. Da jeg imidlertid, som sagt, slet ikke forstaaer mig paa Musiken, kan jeg hverken sige, om der er nogen Rimelighed i den Tale, eller om der virkelig i vore Dages Musik, der jo tit skal være »rasende deilig« er Noget, der ligner den gamle Spillemands Konst, som skal have gjort sig selv saa gal, at han først kom til Besindelse, naar man rev Harpen fra ham og slog ham for Panden. Kun det veed jeg, at Brage slog Harpen, men Harpen slog aldrig Brage, og at det maa være Nordens Lykke baade tidlig og silde, baade først og sidst, det skal være mit inderlige Ønske!

558

VI.
Iris og Hermes.

Jeg vilde gierne spørge Danserne om Noget, men jeg tør dog ikke, førend jeg har rørt Deres Hjerte ved at forestille Dem, hvad det er for et besynderligt og i Grunden urimeligt Liv, vi stakkels Bog-Orme fører, naar vi lever, at sige, hvad kun er sjelden, eftersom vi sædvanlig bygger og boer i de Dødes Rige, hvor vi, ligesom Hermes eller Mercurius, sædvanlig følger en Sjæl ned hver Morgen, og bliver saa siddende og snakker for Pluto til Aften eller til Midnat. Jeg siger: snakke for Pluto; thi vel kalder vi det at snakke med ham, men det er kun figurlig at forstaae, ligesom naar man, efter Sigende, taler med Træerne og lever med de Døde; for vi veed det godt Allesammen, at Pluto er stokdøv, ja, meer end det, at han er døvstum, og skiøndt han hedder Mester i Finger-Sproget, saa har han dog, omtrent ligesiden han bortførte Persephone, smukt holdt sine Fingre hos sig selv, ja ladt dem sidde som de sad, og for et Øieblik er det ganske morsomt at høre paa Lovtalerne, som alle de u, baade fra Sønden og fra Norden, holde over ham for det Selvsamme, og at see, hvor de vrider Hænderne og bider sig i Fingrene, for at efterligne hans uforlignelig stille og rolige, ægte Classiske Majestæt og Værdighed! See, derfor kalder man os med Rette Dødbidere, og at jeg virkelig hører til Slægten, skiøndt de Lærde aldrig har villet kiendes ret ved mig, det, haaber jeg nu, Damerne kan vidne; men jeg vil ikke nægte, at jeg har ogsaa lidt tilfælles med de »dovne Digtere«, saa imellemstunder smøger jeg af mig og tager mig en Fridag eller dog en Fritime at leve i, mellem Folk heroppe, og jeg giør det, som mig synes, med en god Samvittighed, da jeg veed, Pluto savner mig ikke, deels fordi han har Selskab nok endda, og deels fordi han har 559 et Horn i Siden paa mig, fra engang i min Ungdom, da jeg fik det fortvivlede Indfald at ville nøde ham til at svare mig, som et andet levende Menneske, og gav ham et Smæk over Fingrene for at vise hans Lovtalere, at til dagligt Brug var mine Fingre dog meget bedre end deres Afguds. See, i saadanne Fritimer er det nu jeg siger, Damerne kan troe, vi Bog-Orme fører et urimeligt Liv, og det mærker jeg især i denne Tid, da jeg, efter den lange Sommer-Ferie, er skinddoven og kommer herop imellem Damerne tre Gange om Ugen, for Alt hvad jeg har seet i de Dødes Rige og Alt hvad jeg saae i Engeland isommer, og Alt hvad der er at see heroppe, det løber rundt med mig, saa, var jeg ikke saa stor en Hader af Processer, kunde jeg sommetider, ligesom Jeppe paa Bjerget, ønske mig en Høiesterets-Dom for at jeg virkelig lever!

Hermed maa jeg da bede Damerne undskylde den gruelige Uorden, der er i mine Foredrag, og de dumme Indfald, der vist ikke sjelden forskrækker Dem, og saaledes kan jeg iaften ikke faae det ud af mit Hoved, at jeg skal spørge Damerne: hvilket Bud der er det sikkreste at sende Kiærligheds-Breve med?

Ja, jeg veed nok, De kan tænke, jeg er gaaet fra Vid og Sands, ikke blot for det tossede Spørgsmaals Skyld, som jeg dog vel maatte være gammel nok til selv at kunne besvare, men især fordi alle fornuftige Folk vil sige, at jeg skulde dog skamme mig ved, i min Alder, for ikke at tale om Andet, endogsaa kun at tænke paa Kjærligheds-Breve og med hvad Post de gaaer sikkrest, enten i de Levendes eller i de Dødes Rige; men har jeg Lyst til at leve lidt endnu, da maa jeg tage Livet som det kan falde, og i denne Tid, da Postvæsenet allevegne er saameget paa Tale, maatte jeg nødvendig komme til at tænke paa, hvordan det var indrettet i Grækenland, da det er min oprigtige Mening, at naar man skal laane Stats-Indretninger udenlands fra, da maa man meget heller laane fra Grækenland end baade fra Rom og fra Preusen.

Damerne maae imidlertid ikke troe, jeg er saa tosset at ville underholde Dem en Times Tid med Postvæsenet i Sparta og Athenen; thi vel er jeg vis paa, at Conversations-Lexikonnet ogsaa i den Post vilde staae mig bi, men jeg er dog endnu vissere paa, at Damerne vilde reent slaae Haanden af mig, og hvor tosset end mit Spørgsmaal om Kjærligheds-Brevene faldt, saa maatte det dog her nødvendig holde sig paa Mythologiens Enemærker, altsaa ikke synke lavere end »lidt neden 560 for Olympens Tind«, hvor Muser og Chariter svæve, og jeg meende virkelig kun: om det i Damernes Øine var sikkerst at betroe Iris eller Hermes sine Bud og Breve af det Slags? Man kan jo nok sige, at det er ogsaa et unyttigt Spørgsmaal, da de Olympiske Postbud jo Begge maa tænkes baade rappe og sikkre nok, men det siger Damerne dog vist ikke, og vel var jeg en stor Tosse, om jeg tænkde, Damerne her vilde svare paa et eneste Spørgsmaal, om jeg saa gjorde Tusinde; men det tænker jeg heller ikke; det ønskede jeg ikke engang, for jeg vil helst selv svare for Dem, ligesom vi er vant til at giøre for Pluto og for de Forfattere vi recenserer, saa vi kan være visse paa, at Svaret passer til Spørgsmaalet, og jeg svarer da rask paa Damernes Vegne, at De foretrækker Iris, og deri giver jeg Dem Ret; thi dels er jeg vis paa, at den meget betænksomme og tidt ikke saa lidt mistænkelige Dronning Here og Juno vidste nok, hvem hun betroede sine Hemmeligheder, og dels kjender jeg Hermes for godt fra de Dødes Rige til at betroe ham Noget, som allerede stjal i Vuggen, og skal desuden have opfundet Bogstav-Skriften, saa hemmelige Breve kunde aldrig falde i værre Hænder.

Men hvad kommer der saa videre ud af det? Ja, det veed jeg ikke endnu, for man veed aldrig hvad der kan komme ud af en Ting, førend man kommer rigtig ind i den, og det er hvad jeg nu først vil stræbe efter, ved at gjøre Damerne det alvorlige Spørgsmaal: om De, med de Lærde, vil søge Iris i Regnbuen, der i mine Øine ligner langt mere en god Dag end en smuk Dame, eller om De, med mig, vil finde Iris i Blikket, som mig synes, det kunde godt ligne Here, ja, ligne hvilken smuk Dame, det skulde være, at bruge til sit Bud selv i de allerhemmeligste Ærinder. Og hvad siger Herrerne om »Blikket«, hvis Brugbarhed til hurtig Brev-Vexling, De ogsaa maa kiende, siden det hedder i Visen: »veltalende Øine hinanden forstaae«, og hvis Brugbarhed som Billed-Ord sagtens heller ikke er Dem ubekiendt? Ja, synes ikke baade Damer og Herrer, at denne Iris »hurtig som Aandedrættet og alle smaa Fugle« kom os meget nærmere og blev os meget mere levende, naar vi saae hende lege Skjul under alle smukt hvælvede Øienbryn, end naar vi staae og stirre efter hende i Regnbuen, og naar man endelig veed, at »Iris« paa Græsk betyder ligesaavel den farvede Ring omkring Øiet, som det betyder Regnbuen, er det da ikke rimeligt nok, at dersom de Lærde havde været ligesaa drevne i Poesien, som de var store Grammatikere, vilde de selv 561 for længe siden opdaget Iris i Blikket, og fundet, at hun løi sig hverken Fader eller Moder til, siden hendes Fader, hos Hesiodos, hedder Thaumas eller Hexemesteren og hendes Moder Elektra eller Solglands?

Herrerne maae nu svare for dem selv, men jeg svarer for Damerne, at naturligviis maa Iris være Blikket, naar Dronning Here virkelig brugde hende til Bud i sine hemmelige Ærinder; thi at Øiekastet dertil er ligesaa vidunderlig skikket, som aldeles uundværligt, det behøver Damerne ikke at lære af de Lærde, men kan meget bedre lære dem, og selv hvad man siger, at Iris engang, hun havde gode Stunder, giftede sig med Zephyr og blev Moder til en Eros, vil neppe falde Damerne urimeligt, da noget Lignende endnu kan hændes alle Dage.

Dog, da de Lærde kalder dette lille Æventyr et »senere poetisk Spilop« og man ellers Intet veed om Iris at fortælle, saa vil vi vende os til Hermes, som Alle veed, er en stor Skielm, saa Damerne maae have deres Øine med sig, om han ikke skal narre dem, og Herrerne maae have et Øie paa hver Finger, naar han ikke reent skal løbe af med dem.

For nu først at vise, hvad Karl Hermes eller Mercurius var fra Barnsbeen, maa jeg fortælle Dem en pudsig Historie, der vel klinger meget urimelig, men har dog i mine Øine noget ganske Fornuftigt at betyde. Det hedder nemlig, at da Hermes, en Søn af Zeus og Titanen Atlas ældste Datter Maia, endnu laae i Vuggen hos sin Moder i Hulen Kyllene, da sneg han sig ud og stjal Apollos Kiør, som gik paa Græs i det frugtbare Pierien, og for at man ikke skulde spore ham, gav han Kiørene Sko paa. Han drev dem for Resten ind i en Klippehule, paa To nær, som han offrede, spiste Noget og brændte Noget af, spændte Huderne ud, og tog Tarmene med sig, som siden maatte tjene til Strænge paa Lyren, som han gjorde af en Skilpadde. Derpaa listede han sig vel ind i sin Vugge igien, men Apollo, som altid havde sine Øine med sig, var ham dog lige i Hælene, og skiøndt Maia pegede paa Svøbet, hvori Hermes laae, lod Apollo sig dog ikke narre, men tog ham paa Armen og bar ham til Zeus for at faae Ret over den lille Tyveknegt. Hermes paastod naturligviis, han var saa uskyldig som Barnet i Vuggen, men han slap dog ikke, før han gik til Bekiendelse og lovede at give Apollo hans Køer igien. Det skedte da ogsaa, forsaavidt de ikke var spiist, men da Apollo hørde Lyren, fik han Lyst til den og kiøbde den for Kiørene af Hermes, 562 som da nu blev Hyrde og opfandt Rør-Fløiten, men ogsaa den fik Apollo Lyst til og handlede ham af, skiøndt han var uforskammet dyr med den; thi Hermes nøiedes ikke engang med at faae Apollos gyldne Hyrdestav, men vilde ogsaa have Spaadoms-Gave, og lærde ved den Leilighed at spaae af Tærning-Kast. Derpaa var det, Zeus tog ham i Tjeneste til at løbe Ærinder og udnævnede ham baade til sin og Plutos Herold, hvorved man nok veed, det er, han har vundet sin store Navnkundighed.

See, var Mythen om Iris meget kort, saa var Snakken om Hermes aabenbar lang nok, og er dog ingenlunde den Eneste; men hvad har saa det at betyde, og hvad kan man tænke sig ved Hermes, som paa nogen Maade kan svare til hvad vi hørde om Iris? Ja, mine Herrer! kan de gjætte? for nu veed jeg det, men det er ellers en stor Hemmelighed, at sige, en af de hemmelige Ting, vi Alle har lige for Øinene, men pleier sædvanlig at oversee. Vel er det paa en Maade min Pligt og allenfalds min Lyst at sige hvad jeg har seet; men da jeg veed, at Herrerne er aldrig nysgjerrige, og vil helst see Alting med deres egne Øine, saa har De vist intet imod, at jeg slaaer en lille Svinke for at fortælle Damerne, hvad jeg glemde før, at Iris havde to Systre, som er blevet meget bekiendt under Navn af Harpyerne eller Drage-Dukkerne, der, i Grækenland, fik Skyld for Alt hvad der pludselig forsvandt, og at de skulde være Systre til Iris, fandt jeg kun sært, til det faldt mig ind, at alle Øie-Kast er jo virkelig paa en Maade Sydskende, skiøndt der er en himmelhøi Forskiel paa hvad man kalder »et godt Øie«, og hvad man kalder »onde Øine«, som ganske rigtig er to!

Nu, Herrerne har neppe giættet det endnu, hvordan Hermes svarer til Iris, skiøndt det omtrent maa være hvad der hos Herrerne svarer til Blikket hos Damerne, og jeg maa da gaae et Skridt nærmere ved at spørge, hvad Hermes i det Hele har at betyde; thi, som vi hørde, var han ikke født til Gudernes Herold og Sendebud, men ophøiedes først dertil af Zeus, da han var udlært, og hvad Menneskeligt skulde da vel den baade langfingrede og begfmgrede Krabat svare til, uden netop »Haanden med alle fem Fingres der jo, ligesaavel hos Grækerne som hos os, var det naturlige Redskab, hvormed man baade gav og tog, trak og drev, pegede og vinkede, stjal og hittede, spillede og legde, skrev og regnede, følgelig gjorde Alt hvad Hermes efter Mytherne tog sig for, 563 ligefra han i Vuggen begyndte at stjæle, til han drev den sidste Sjæl i Hænderne paa Charon!

Herrerne vil maaskee sige, at den Forklaring falder dog vel meget i det Haandgribelige, men, skiøndt jeg selv vilde ønske, Herrerne herefter vilde skielne meget skarpere imellem »Haand og Aand«, der bestandig forvexles, som om vi var Franskmænd Ailesammen, saa kan jeg dog her ikke lade Indvendingen giælde; thi naar Grækerne nu engang forgudede Naturen, som vi veed, de gjorde, da maatte de intet Øie havt for Menneske-Naturen, hvis de ikke havde seet en Halv-Gud i Menneske-Haanden, dette mageløs konstige, selvraadige og hardtad uafhængige Redskab til at giøre baade Ondt og Godt. Hertil kommer, at Maia, som Datter af Himmelbæreren Atlas, hører til en firskaaren Familie, betyder efter sit Navn, Haand-Følelsen, og boer i Hulen Kyllene, som betyder »den hule Haand«, saa jeg troer virkelig, at om end alle Herrerne vilde spænde dem selv for, kunde de dog ikke rive Hermes fra Haanden, og naar Haanden paa sit rette Sted ikke synes skikket til at giøre lange Reiser, behøve vi dog kun at tænke os en »Olympisk Haand« vinke, saa seer vi strax, hvordan Zeus bruger Hermes til Sendebud; thi Herrernes Vink svarer jo virkelig, saavidt muligt, til Damernes Blik, saa Vinket fra Zeus maa gaae ligesaa vidt som Blikket af Here!

Men siger ikke dog de Lærde eenstem mig, at Hermes eller Mercurius var i Grækenland Gud for »Veltalenheden«.

Jo, det kan gierne være, men deels har jeg aldrig lovet at rette mig efter hvad de Lærde siger, og deels veed man nok, det er sædvanlig kun Fattigdom med de Lærdes Veltalenhed, kun »af Haanden i Munden«, saa der har været mange Professorer i hvad de Lærde kalde »Veltalenhed«, der hverken kunde tale ilde eller vel om de Græske Guder, uden Haanden med Pennen lagde dem Ordene i Munden, og paa den Maade kunde Hermes, som »Haanden for Munden« godt være dem en Gud i Veltalenhed; thi han var virkelig i Grækernes Øine meget meer end de, nemlig Haanden i Munden og Munden i Haanden!

De mener nok, det her enten er de Lærde, jeg vil i Totterne paa, eller Ordspil jeg gaaer paa Jagt efter, men det er dog virkelig ingen af Delene, men jeg kan endnu fornøie mig som et Barn over saadanne Smaating, som at see »Blikket og Vinket«, 564 disse gode, gamle Bekiendtere, med et Spring komme op paa Olympen og sidde tilbords med Zeus, og fornøie mig over vore jævne Danske Talemaader, der kan slaae de Høitravende af Hesten, og den Fornøielse vil jeg gierne dele baade med Damer og Herrer.

I den pudsige Historie om Hermes, der stjal Apollos Kiør er det nemlig blevet klart for mine Øine, at Græker-Aanden afbilder det indviklede Forhold, der allerede tidlig begyndte at finde Sted mellem det mundtlige og det saakaldte skrevne Ord, og skiøndt det rimeligviis ikke kan more Alle saameget som hvem der selv fusker paa at være baade Taler og Skribent, saa synes mig dog, det maa have noget morsomt for Alle at see den tørre, strængt videnskabelige Undersøgelse, som det nu er blevet: hvad Mund og Pen har tilfælles, pludselig forvandlet til en pudsig Tyvs-Sag og Tusk-Handel mellem Halv-Brødrene Hermes og Apollo. At nemlig Apollo er den Poetiske Ordfører eller Skjalde-Munden, forudsætter jeg naturligviis, og skiøndt jeg aldrig før har hørt tale om hans Kiør, der gaae paa Græs i Pierien, hvor netop Muserne boer, saa kan jeg dog strax giætte mig til, at det maa være Kiør, som Muserne kan være bekiendt at malke, billedlig talt altsaa »Billed-Sproget« selv, som vi alle veed, Poesien paa en Maade nærer sig af. Tænker vi os nu en Haand, der hittede paa Billed-Skriften eller Hieroglypherne, med et Tegn omtrent for hvert Billed-Ord, da seer vi, hvordan Hermes i Vuggen kunde stjæle Apollos Kiør, og at han virkelig har stjaalet dem ikke blot i Grækenland, men allevegne, hvor Pennen selv paa Poesiens Enemærker afløste Munden, det er, desværre, kun alt for sandt. Intet var derfor lettere end at oversætte hele den pudsige Mythe i et baade langt og lærd, følgelig ogsaa kiedsommeligt Indlæg af Munden imod Pennen, og altsaa mod Haanden, der ikke alt for ærlig er kommet til sit Mesterskab i boglig Konst og blevet Herold baade for Olympens og Underverdenens Guder, men dels kan jeg jo nok vide, De kommer ikke her for at kiede Dem, og dels klæder det en gammel Skribent kun meget daarlig at gaa irette med Pennen, saa det er bedst at springe Rettergangen over, med den Bemærkning, at et magert Forlig har altid været bedre end en feed Proces, saa Apollo giorde sagtens bedst i, da hans Kiør engang var stjaalet, at sælge dem til Tyven for Røver-Kiøb; thi det var det aabenbar, selv naar man ved Lyren, som man maa, forstaaer det velklingende Vers! Selv Guld-Staven, som Apollo siden 565 solgde Hermes for Hyrde-Fløiten, nytter det vel ikke at giøre ham stridig, men jeg maa dog udtrykkelig bemærke, at det blev den Græske Apollos egen Sag og kan ikke binde den Nordiske; thi det er mit ramme Alvor, at selv saa udmærket en Poetisk Literatur som den Græske var kiøbt meget for dyrt, naar Skjalde-Munden skulde forstumme, og det skedte virkelig i Grækenland, saa det var ikke uden Aarsag, at man der, naar et muntert Selskab pludselig blev taus og stille, altid sagde: nu kom Hermes! Det synes nemlig vel, at et skrevet poetisk Værk er en reen Vinding, da der jo altid og allevegne findes Munde, der kan laane det Mæle, men deri tager man mærkelig feil; thi dels er der hos Herrer saavelsom hos Damer stor Forskjel paa Munde, saa det ingenlunde er enhver Mund, der kan giøre de Døde levende, og dels gaaer det Digte-Konsten med Billed-Sproget, som det gik Hermes med Apollos Kiør, hvoraf han maatte slagte To, sikkerlig netop de Største og Bedste, for at finde Rum til Resten i sit Indelukke. Naar derfor Pennen ogsaa i Poesien kommer til at raade for Munden, da bliver Talen ikke længer en Strøm fra Livets Væld, der henriver og vederkvæger, men Bedemands-Stil, som alle Hermes-Talerne hos Homer, og de Poetiske Skrifter synke da ned til hvad de nu er i Grækenland: talende Mindesmærker ved Poesiens Grav!

Vel nytter det aldrig at trættes om Sligt; thi naar Poesien ikke kan eller vil leve længer, da døer den naturligviis, enten man piber eller synger, men hvor Livet, som her i Norden, hænger i den endnu, der kan det dog muelig nytte, at giøre Folk opmærksom paa Livets Værd, og at opmuntre Poesien til, trods Alt hvad de Lærde sige eller skrive derom, baade at leve saalænge den kan, og heller at stifte virkeligt Gavn end giøre hvad man kalder Lykke, heller saae Bøge end høste Laurbær, ikke, som den græske Apol, enten sælge sine Kiør for Lyren eller sin Guldstav for Fløiten, men tage igien fra Tyven Alt hvad den kan faae levende og passe bedre paa det herefter.

Ja, mine Herrer! Det er virkelig mit Haab, at det herefter vil klare sig i Norden, at hvor det hænger rigtig sammen med Damerne, der vil det altid giøre en mærkelig Forskiel, ogsaa i poetisk Forstand, »hvad Moders Søn« man er, saa der vil Maias Søn fra Klippehulen aldrig fordunkle Letos Søn fra den svømmende Øe, men, trods alle sine Tyve-Rænker, nødes til at bukke for sin Overmand og nøies med Pigkiep eller 566 Staal-Pen for Guldstav, medens Dronning-Sønnen, selv naar han vogter Kvæg, skal færdes kongelig I

Derom finde vi ogsaa et mærkeligt Vink i Nordens Myther; thi skiøndt vi der ingen egenlig Hermes finder, er dog Loke aabenbar lidt i Slægt med ham, og var blandt Andet, ikke ganske fri for at stjæle, men da han forgreb sig paa Freyas Guldsmykke, maatte han dog smukt bære det igien, og hvor Damerne faaer deres poetiske Klenodier igien, der har Herrerne, som giøre sig gode Venner med dem, altid smilende Udsigter.

Dog selv dette lille Vink om Loke i Anledning af Hermes kunde maaskee lede paa Vildspor, som Herrernes Vink saa tit, og jeg vil derfor ikke lægge nogen Vægt paa det, men heller bemærke, at skiøndt man snarere skulde vente at finde en Halv-Broder til Hermes end en Halv-Syster til Iris i Asgaard, saa findes hun dog i Gna, som er Friggas Sendebud, og, hvad jeg ved første Øiekast slet ikke kunde fatte, farer tilhest. Dette synes ogsaa at have gjort megen Opsigt i Norden; thi der staaer i Edda, at da nogle Vaner fik Øie paa hende, raabde de høit: »hvad flyver, hvad svæver, hvad seiler i Luften?« og fik til Svar: »ikke jeg flyver, om end jeg svæver og seiler i Luften;« hvad der slog mig, fordi Nordens Poesi i det Hele, som historisk, maa holde sig til Jorden og Havet, og findes langt mere svævende og seilende end egenlig flyvende. Derved faldt det mig paa een Gang ind, at et ridende Blik meget godt kunde betegne et Over-Blik, der netop hører til Historien, ligesom Blikket til Naturen, og nu syndes mig, Gna nødvendig maatte være tilhest, for at kunne tjene Frigge ligesaa godt, som Iris tjener Here, og det skulde dobbelt fornøie mig, hvis baade Damer og Herrer var af samme Mening.

Derimod er der udentvivl to Meninger om, hvad man skal giøre, naar man, som jeg nu, opdager, at man selv har taget for meget Deel i hvad man talde om, saa man har overilet sig og er blevet for tidlig færdig med hvad man havde at sige; thi Herrerne mener vist, man skal blive forlegen og, med eller uden mange Undskyldninger, bryde af saasnart som muligt, og saa ærgre sig en Times Tid eller to over, at man enten har forregnet sig eller ubetimelig sparet paa den nødvendige Fyldekalk, eller af urimeligt Hastværk skudt den tilside, men Damerne mener vist, man skal lade som ingen Ting, og uformærket gaae over til noget Andet, der kan synes at staae i en vis, om end lidt fjern, Forbindelse med hvad man har talt om, og jeg vil da gaae en Middelvei, hvad Spottefuglene vil kalde at 567 halte paa begge Ben, men kan dog, under Guizots Ministerium, ikke nægte, er at holde Skridt med Tiden. Jeg vil nemlig efterligne Damerne; men, da jeg forud kan vide, det vil kun lykkes maadelig, saa betjener jeg mig af Herrernes Ret til at buse ud med det, saa De ikke ret kan vide, om det er Spøg eller Alvor, førend Timen er ude og jeg i Behold.

Herrerne veed det jo sagtens Allesammen, hvorfor Hermes hvert Øieblik kaldes Argos-Bane, men det er dog ikke sagt, alle Damerne veed det, og det burde dog saameget mindre være Dem ubekiendt, som det nok var den største Fortjeneste, Hermes havde af det smukke Kiøn, at han satte en Steen i Panden paa den kiedsommelige Vanskabning, der havde Øine baade for og bag, og det fra Taa til Top, saa man kunde ikke engang slaae et Smil bag hans Ryg uden at blive overgloet. Dette Utyske havde Dronning Here nemlig sat til at passe paa den deilige lo, som hun havde Zeus mistænkt for, uagtet han havde skabt hende om til en hvid Ko, og Argos, der endnu var mistænkeligere end Here, tøirede den stakkels forvandlede Skiønhed til et Olietræ, men fik, som sagt, sit Livsbrød af Hermes.

Hvordan det siden gik Io, kommer jo rigtig nok ikke Argos-Banen ved, ikke heller har jeg hørt, at Hermes brød sig videre om hende, saa det gaaer maaskee flere Herrer ligedan, men jeg er vis paa, Damerne tænke anderledes, og naar Herrerne høre videre, tør de maaskee forandre deres Tanker; thi da den ubarmhjertige Here satte Bræmser paa Io, da bissede hun ikke blot bort fra Grækenland, men stædtes ikke før hun kom endog midt ind i Skythien. Somme vil nu sige, at hun bissede tilbage igjen og landede tilsidst i Ægypten, men det skal Ingen bilde mig ind, at hun blev ved at bisse hele Aaret om, naar hun først kom op, hvor vi Alle veed, at Bræmserne døer om Vinteren, og hertil kommer, at forleden, da Mimer laande mig det pandsatte Odins-Øie til et Blik paa Grækenland, og jeg med det Samme stjal mig til at kaste Øie paa Danmark, da saae jeg bestemt en fordansket Grækerinde midt i Sælland og tænkde strax: der har vi Kalven af den hvide Ko. Siden, da jeg kom hjem til mine Bøger, opdagede jeg ogsaa ganske rigtig den forvandlede Grækerinde; thi Gefion, der engang kom reisende hertil, og blev modtaget som en Gudinde, betyder paa Gammelnordisk »Glæde« og netop det Samme betyder »Io« paa Græsk, og Nordens Skjalde har desuden saagodtsom gjort Gefion til en Ko, da de kalder de 568 fire Tyre, hvormed hun pløiede Sælland fra Sverrig, hendes egne Sønner! Poetisk talt, kalder jeg det derfor en afgjort Sag, at Gefion er den hvide Ko fra Grækenland, som vi paa en Maade maae takke Hermes for, og da Gefion, som De nok veed, blev gift med Kong Skjold i Leire, og derved Moder til alle de berømte Skjoldunger, saa maa det jo findes rimeligt nok, at hendes Æt paa Spinde-Siden ei endnu er uddød, men om jeg virkelig har faaet Øie paa en Datter af hende i Sælland, det kommer jo an paa, om Odins-Øiet og mit Blik duer noget, og det er derfor kun et Vink til de unge Herrer, at, om de skulde finde en fremmed Skiønhed her i Landet, de da ikke, af overdreven Nordiskhed, driver hende ud, men slutter, det er Grækerinden, som ligefra Kong Skjolds Tid, som Sællands Fostermoder og Dronning i Leire, har ikke blot Dansk Borger-Ret men Adkomst til en Blomster-Krone!

Jeg veed jo nok, at Somme vil sige, jeg har paa mine gamle Dage selv forelsket mig i Grækerinden, og, for hendes Skyld, i hele den Græske Mythologi, saa jeg er bleven den Nordiske utro, ligesom Sigurd Fofners-Bane, der glemde Brynhild over Gudrun, og det urimelige Spørgsmaal om »Kiærligheds-Brevene«, der slap mig udaf Munden, vil sagtens giøre Ondt værre; men jeg stoler paa Darnernes Ædelmodighed, som selv veed, hvor let det uskyldigste Blik kan falde mistænkeligt i onde Øine, og jeg kræver Retfærdighed af Herrerne, som maae vide, hvor tit de tydeligste Vink kan misforstaaes, og de skal Alle være mine Vidner til, at Blik og Vink er Alt hvad jeg har vexlel med Dem iaften!

569

VII.
Idunne og Dværgene.

Damerne kiender nok det Udtryk »at have Fluer i Hovedet«, og det er en af Grundene hvorfor Damer og Digtere kan godt sammen, at ligesom de er enige om at holde af deres Moder, saa forstaaer Damerne ogsaa en halvkvæden Vise paa Moders-Maalet meget bedre end Herrerne, og er derfor aldeles enige med Digteren om, at naar man kun forstaaer hinanden, er hvad man kalder »halv fordækt« den allermorsomste Maade at tale sammen paa.

Fluer i Hovedet altsaa, det har somme Herrer længe sagt, jeg havde, og anseer det vist for deres Pligt at indskærpe det i denne Tid, for at ikke Damerne, ved at laane mig Øre skulde ogsaa faae en lille Flue ind i Hovedet, ja, jeg har rigtig nok Anatomerne mistænkt for, at de ønskede mig snart befordret til Geheime-Stats-Secretair i Skygge-Riget, for at faae mine jordiske Levninger under Kniven, og, til Videnskabens Gavn og Anatomernes Ære, faae det rigtig oplyst, hvordan det seer ud i saadant et forvirret Hoved, der enten maa kaldes baade levende og dødt, eller ingen af Delene, fordi, ja, fordi det har Fluer! Men hvad vilde da Anatomerne sige, om de vidste, at jeg havde Dværge i Hovedet, og det har jeg dog i Aften, men Damerne maae ikke forraade mig; thi fik Anatomerne det at vide, da fik jeg aldrig Ro for dem, de vilde da soleklart bevise mig, det var min Pligt, for Oplysningens Skyld at overlade dem mit Hoved, heller idag end imorgen, og skiøndt jeg er vis nok paa, jeg lod mig ikke overtale til det, selv om de fik Damerne sat ud paa mig, saa vilde det dog være en ærgerlig Omstændighed, dels fordi jeg fusker selv imellem lidt paa Anatomien, for at forslaae Kiedsommeligheden i de Dødes Rige, saa jeg vilde gierne, for Videnskabens Skyld, tjene Mesterne i den 570 med hvad jeg kunde, og dels fordi man virkelig har den ubehagelige Følelse, som om Ens Hoved begyndte at gaae løst, naar man veed, Folk ønsker, det var reent sat af.

See, derfor maa det være en Hemmelighed, hvad jeg nys betroede Dem, at jeg virkelig har Dværge i Hovedet, og det har været mig selv en Hemmelighed lige til forleden Dag, da jeg sad, som sædvanlig, i de Dødes Rige, vel i et stort Selskab med alle de Vise, Lærde og Skriftkloge, Guder og Helte, fra fordums Tid, men dog igrunden, menneskelig talt, mutters alene, som en lille Hermes, med Pennen i Haanden og Apollos Kiør bag Ørene, see, da kom der hoppende en lille Dværg ud af Panden, og satte sig paa Papiret ligefor min Næse, saa han sad Pennen iveien, og vel var han ikke større end at jeg godt kunde gjennemboret ham med Spidsen af min engelske Staalpen, og saa anatomeret ham som en Flue, men det nænde jeg dog ikke, og det havde Damerne vist heller ikke gjort, dels fordi Liv, om det er aldrig saa lidt, har de dog Medlidenhed med, og dels fordi Dværgene, med de store Hoveder og de stakkede Been, og deres øiensynlige Velbehag med hvad de kan kalde deres Eget, er meget løierlige Personer, som det ligesaavel morer Damer som Digtere at see paa; og denne Tommeliden tog jeg da med et Smil, saa pænt jeg kunde, og satte op bag paa min Haand, dels for at betragte ham fra alle Sider, og dels for at kunne høre hvad han sagde, for jeg kunde see, Munden gik paa ham, men de Puslinger snakker baade saa sagte og saa utydelig, at man maa have dem lige op til Øret for at høre hvad de siger. Samtalen jeg nu havde med den Lille, til han hoppede bort igien, ventelig ind i Øret, den kan jeg saa meget mindre fortælle Dem, som den gik besværlig, da jeg naturligviis talde Dansk, og Dværgen talde sit eget Maal, som jeg tog for Angelsachsisk, saa vi havde ondt ved at forstaae hinanden, men jeg vil fortælle Dem hvad jeg, efterat have frittet den Lille ud, tænker om de mythiske Dværge i Norden, som aabenbar er af et ganske eget og høiere Slags end de Almindelige; thi vel er det en meget ringe Titel, de fører i Edda, som kalder dem »Madiker«, men en Madik i »Aandens Verden« er dog meget meer end den største Jette derudenfor, og jeg vil herefter kalde dem »korte Begreb« i Nordens Aand; thi vel falder det Udtryk vist Damerne lidt dunkelt, men dels spiller Dværgene ogsaa lidt i det Dunkle, og dels har vi jo nu unge Philosopher Nok, som vist med Fornøielse vil forklare Damerne Forskiellen mellem korte og lange Begreb.

571

Dog, da de lange Tydske Begreb, som nu er i Vælgten, let falder endnu dunklere end de korte Nordiske, er del vel ligesaagodt, jeg prøver paa selv at sige lidt tydeligere hvad jeg mener, og det er da, at vi virkelig har Noget indvendig, der paa en Maade svarer til »Haanden med de fem Fingre«, og maa vel være det, man ellers kalder » Fornuft med disse Sandser«, og hvad der nu ikke er større end at denne indvendige Haand, som en Hermes i Vuggen, kan spænde om det og giøre med det hvad den vil, ligesom jeg forleden med den lille Dværg, det kalder jeg et kort Begreb og, naar der er Liv i det, en Nordisk Dværg.

Nu kan vi nok skimte, at Nordens Aand fra Først af har havt to Slags Puslinger til sin Tjeneste, nemlig »Alfer og Dværge«, saa Dværgene blev ved Jorden og Alferne steg med Konsten, men for vore Øine flyder de dog sammen, saa den Lille, jeg talde med, syndes mig at være lidt af begge Dele, og regnede sig virkelig selv ligesaavel i Slægt med de Alfer, der havde bygt Skibbladner, som med de fire Dværge, der, efter Edda, bærer Himlen paa deres Hoved.

Dette Firkløver, som kaldes Øster og Vester, Sønder og Nør, var det imidlertid, den lille Dvalin først gjorde mig opmærksom paa, og dem skammede jeg mig virkelig ved hidtil at have overseet, da det ikke blot er meget pudsige, men ogsaa meget nyttige og fornuftige Dværge; thi vel troer jeg ligesaalidt paa de himmelbærende Dværge, som paa Atlas, den himmelbærende Jette, men skiøndt jeg nok veed, Philisterne tænker, vi troer paa alt det Usynlige, vi taler levende om, saa er den levende Talebrug dog en gammel poetisk Frihed, som vi umulig kan opgive, fordi »død og magtesløs« ikke blot i Høiesterets-Domme, men altid og allevegne følges ad, saa et dødt Ord er ligesaa magtesløst som en død Sild. Desuden skulde dog netop Philosopherne vide, at overalt hvor det Døde tilsyneladende virker Noget, maa der altid tænkes noget levende bagved, som sætter det i Bevægelse, saa, skiøndt det altid er galt at troe paa hvad man selv har skabt, enten det saa kaldes en Gud eller en Dværg eller et philosophisk System, saa var det dog meget klogt af vore Fædre, at de skabde sig baade Guder og Gudinder, Jetter og Trolde, Alfer og Dværge til levende Tale om Alt, hvad der udrettede større Ting end de selv kunde begribe.

See, derfor er det mig en stor Fornøielse at betragte de fire 572 Dværge: Øster og Vester, Sønder og Nør, der virkelig i mine Ørne, bærer Himlen meget pænere paa deres store fiirkantede Hoveder end Jetten Atlas paa sine brede Skuldre; og skiøndt jeg ellers ikke fæster synderlig Lid til hvad jeg kun har hørt i Latin-Skolen, saa finder jeg det dog ganske rimeligt, hvad man der fortæller om den gamle Stivnakke, at han er blevet skrutrygget af den Ligevægt for længe siden, da Dværgene derimod, som er fire om det, og har stakkede Been, behøver ikke engang at skyde Ryg og kan meget bedre holde Pinen ud.

Ja, tænker Herrerne, for Spas lader det sig jo nok sige, men alvorlig talt, har det dog slet intet at betyde; men Damerne veed godt, at naar man rigtig skal »forstaae Spas«, da tager man vel ikke Alt for Alvor, men glemmer dog heller ikke, at Spas meget let kan blive til Alvor, og Nordens Aand har fra Arildstid fundet, at »Alvor og Gammen kan bedst sammen«, blandt Andet fordi man let døer af bare Alvor og maa dog leve saa længe man skal lære.

Saaledes mener jeg virkelig for Alvor, at den Nordiske Forestilling om de fire Dværge er meget smukkere end den Græske om Jetten Atlas, og da Grækerne ellers i det Smukke er vore Mestere, fornøier det mig virkelig, som Nordbo, dobbelt, at vi dog ogsaa engang kan vise dem noget, der staaer saa godt for Syn, som disse fire levende Piller under den Kækkeste af alle Buer, Ingen iveien, som vil kige Stjerner, og, midt under deres beklemte Stilling, saa veltilfredse, ja, ordenlig saa krye, at man slet ikke ynkes over dem, men smiler ad dem, og betænker man sig lidt, da finder man, at disse smaa Vindmagere, som blæser ad de Største og siger: trods, om I kan staae saa godt paa jere lange Been, som vi paa vore de Stakkede, de har virkelig langt mere Ære at tale med end alle de vise Mestere, som bildte os ind, det var den Latinske Grammatik, der bar Himmelen, saa, rokkedes først den, da fik vi idag et ægyptisk Mørke, og imorgen faldt bestemt Himmelen ned, ikke blot med alle Fuglene, men med Sol og Maane og Stjerner, saa man aldrig mere kunde enten læse eller skrive, eller udregne den store Brøk, det unægtelig var i Skolemesternes Regning. Ja, Dværgene Øster, Vester, Sønder og Nør, de giør virkelig Vind, som har noget at betyde; thi dels maae vi jo indrømme, at blev de trætte og drattede omkuld, da faldt virkelig Himmelen ned, og dels er det høist sandsynligt, at havde vi ingen Paaske-Østen, da fik vi heller intet smukt Foraar, og ligsaalidt Sommer uden Sønden, som Vinden uden 573 Norden, saa de fire Puslinger bliver netop ved deres kække Vindmagen faste og levende Udtryk for de fire Aarstider, og det ikke blot som vi har dem tilfælles med Dyrene, men ogsaa som vi har dem for os selv i Menneske-Livets Vaar og Sommer, Høst og Vinter! Vist nok fordunkles de Smaa, som Billed-Støtter betragtede, at Kronos og hans tre Sønner, men er de ikke nær saa smukke, saa er de dog baade langt kiendeligere og, hvad der er en væsenlig Ting, langt mere levende, følgelig meget bedre naar man vil gaae videre, som de gamle Kæmper immer vilde, og som jeg vil haabe, vi dog ogsaa faaer Lyst til en af Dagene. Det gaaer ogsaa i denne Henseende med det Græske Livs-Billede, ligesom med Damerne, der aldrig bliver smukkere og elskværdigere end de er tidlig om Foraaret, saa, jo mindre man sporer de følgende Aarstider hos dem, desbedre er det, men saasnart vi kommer til de foranderlige Herrer, begynder det at halte med Ligheden, og paa det verdenshistoriske Menneske-Liv vil Kronidernes Samfrænde-Skifte, een Gang for Alle, slet ikke passe, derfor svarer Kroniderne, med deres uforanderlige Riger, heller ikke til den ældgamle Inddeling af Levnetsløbet i Guldets og Sølvets, Kobberets og Jernets Alder, men dertil passe Dværgene Øster og Sønder, Vester og Nør, ganske fortræffelig, saa Verdens-Historien, endog bogstavelig begynder fra Østen og gaaer sønder og vester om til Norden.

See, derfor paastaaer jeg, at disse smaa Nordiske Konstnere samler Tanker langt bedre end Hephæstos, for ei at tale om Dædalos, der bygde en Labyrint, som Ingen kunde finde ud af, saa alle kloge Folk maatte vogte sig for at gaae ind i den, og jeg vilde meget hellere have tusinde saadanne Dværge i Hovedet end en eneste Græsk eller Tydsk Philosoph. Ogsaa heri tør jeg forudsætte, Damerne, er enige med mig, for hvad vilde Damerne sige, naar de enten skulde tilstaae, de havde ingen Dannelse og var ikke engang rigtige Mennesker, eller i det mindste have »Hegel« i Hovedet, og jeg troer knap, De slipper for en af Delene, uden De lader saadan en lille Dværg, som Dvalin, smutte ind i Øret, hvor han giør slet ingen Fortræd, men sidder meget spagfærdig og samler Tanker og mærker Ord og leer bare lidt skielmsk ad de store Philosopher, naar de ikke kan hitte paa, hvad det, de vilde sige, egenlig hedder paa Modersmaalet.

Ja, Modersmaalet, det er, som Damerne nok veed, den store Anstøds-Steen for den udenlandske Philosophi, og 574 den Steen er, til Lykke, meget stor, og er lidt huul ved den ene Side, og i den Huling propfuld af skielmske Dværge, som smutter ind og ud, saa Ingen kan faae Fingre paa dem, og har deres store Morskab af at drille Herrerne, naar de hakker i Modersmaalet; men dette samme Modersmaal, der for Hverdags-Øine seer ud som en gammel Graasteen, ikke engang værd at træde paa, naar man kunde gaae udenom; det er dog ikke blot en Klippe, indvendig rig paa ædel Malm, men er selv udvendig en dyrebar Ædelsteen, der kun behøves at slibes lidt, for at baade Kongen og Dronningen og hele Folket, ja, baade Aanden og Hjertet og hele vor naturlige Tankegang kan speile sig deri. Den Steen maa derfor virkelig Damerne sætte sig paa, om De ellers vil have Lov til at være som Vorherre har skabt Dem, og at faae et Ord indført, naar Talen er om menneskelige Ting; men sætter ogsaa kun Damerne sig paa Ædelstenen, da tør jeg forsikkre Dem, Herrerne ikke blot lader den ligge, men udbeder sig snart den Fornøielse at sidde hos; thi foruden mange andre naturlige Grunde dertil, som Damerne kiender bedre end jeg, er ogsaa den, at alle Dværgene, der godt veed, de blev husvilde, naar Stenen flyttedes, de træder da i Damernes Tjeneste og vil nok vide at bringe Herrerne til Rimelighed.

Ja, siden jeg talde med den lille Dvalin, for saadan kaldte Dværgen sig, og det er ganske rigtig, efter Edda, Navnet paa En af de Ægte, siden den Dag er der ordenlig gaaet et nyt Lys op for mig over det store Begreb af alle vore naturlige Tanker og Følelser, som Moders-Maalet er, saa jeg seer, at alle de Nordiske Dværge vil staae Last og Brast med det og med os, jeg mener, med Damerne og Digterne, til Pinds Ende. Jeg veed saaledes ikke, om De mærkede det, men da jeg den første Aften talde om Idunne, da havde jeg virkelig forseet mig lidt paa Persephone, den smukke Grækerinde med Blomster-Krandsen, saa jeg skottede kun til Fru Brage og sagde: Smukheden vil vi nu ikke tale om, da hun jo skal være i Slægt med Dværgene! Det lod Dvalin mig høre og bad mig kun lukke mine Øine lidt bedre op, saa skulde jeg see, at, var Idunne end ikke saa høi og rank som Persephone, saa kan Smaat dog ogsaa være smukt, og var hun kiøn nok til Brage kunde hun vel ogsaa være det til somme Andre, eller om jeg kanskee vilde have Brage til at synge Græsk med Persephone i Valhal. Det var et Ørefigen af den lille Pusling, saa vældigt, som endnu aldrig nogen Kæmpe har givet mig; thi vel var det 575 ganske rigtigt, hvad jeg sagde baade om Persephone og den Romerske Pluto, men at jeg halvveis ønskede, at Brage havde været Enkemand, og vilde i alt Fald prakket Persephone paa Heimdal, det var en stor Skam for en Dansk Digter, som om Heimdal, naar han vilde forandre sig paa den Maade, ikke kunde faae en bedre Mage i Freyas Datter end i nogen fremmed Dame, om hun end var den deiligste Grækerinde under Solen og den vittigste af alle Zeus's Døttre! Sagen var, jeg vidste nok, at Persephone talde Græsk, men jeg vidste ikke, at hun var aldeles sammensmeltet med Grækernes, og Idunne med vores Modersmaal, saa hver af dem er smuk i sin Smag, og saasnart jeg kom i Tanker om, at Idunne udtrykde vort Modersmaal i sin Dronninglige Skikkelse, da fandt jeg hende ogsaa paa Timen kiøn nok, og forstod Mythen baade om hendes Giftermaal med Brage og om hendes Bortførelse meget bedre end før. Hvad nemlig Loke sagde til hende, at vilde hun bare gaae udenfor Asgaard med ham, da skulde han vise hende Æbler, som, for ikke at sige mere, hun kunde selv sammenligne med Sine; det var jo netop, hvad Latineren sagde til os, og Franskmanden siden til Damerne, da de vilde have vor Tunge at »perorere og parlere« med, og Damerne veed det godt, saavelsom Digterne, hvad det er for utaalelige Personer at snakke med, hvis Mund ligger i en Andens Lomme. Naar vi derfor vil have en levende Forestilling om, hvorfor Aserne blev gamle og graa, saasnart Idunne var borte, da behøver vi blot at tænke paa, hvilken aandelig Svindsot Kiedsommelighed er, og hvor kiedsommelig hele Aandens Verden blev i Norden, da Modersmaalet faldt i Tyrkisk Fangenskab, hvordan selv Børnene da maatte gaae med gamle Parykker, og Alt hvad der skulde være stort og høitideligt blev saa koldt og stivt, saa dødt og magtesløst, med eet Ord: saa Chinesisk, at skulde det varet længer, vilde der snart hverken været Spor af Guder eller Gudinder, hverken været Skjaldskab eller Kvindelighed at finde, men kun vilde og tamme Dyr, lærde Mænd, som Bøger i Skindbind, og Maskiner af alle mulige Slags, Alting paa en Snor og paa Klokkeslet og efter en Streg, saa hvad Aandeligt og Hjerteligt, der ikke var dødt igaar, maatte nødvendig døe enten idag eller imorgen.

Denne Opdagelse, at Folke-Livet nødvendig blomstrer og visner med Modersmaalet, er imidlertid langt fra at være sørgelig for os; thi den viser os netop, at Ulykken er 576 overstaaet, og giver os en levende Forestilling om Asernes Glæde, da Idunne kom igien med Guld-Æblerne og gjorde dem unge paany. Ja, jeg har længe ymtet om, at Idunne kunde ventes hjem en af Dagene, men nu seer jeg, hun er lykkelig og vel sluppet indenfor Asgaards Volde, saa nu kan Thjass ei sin Ørneham skyde en hvid Pind efter hende, og maatte jeg raade ham noget, skulde det være at vende om itide, før han brænder sig alt for hedt paa Baalet, som jeg seer, Aserne er stærk ifærd med at stable; men det faaer at blive hans egen Sag, for nu bryder jeg mig slet ikke meer om den gamle Ørn, som jeg kun har skudt efter, fordi jeg var bange, han skulde gjort en Ulykke paa Idunne, naar han saae, han var røbet.

Men hvor har jeg nu pludselig faaet den Aabenbaring fra, at Idunne virkelig er kommet hjem fra Jetteverden, Noget, der klinger saa poetisk, at den Historiske Begivenhed, der skulde svare til Mythen, dog vel maatte være Alle vitterlig?

Dertil har jeg det korte Svar, at hvordan det end ellers hænger sammen, kan jeg dog umuelig tvivle om Idunnes Hjemkomst, da jeg selv for et Øieblik siden saae hende paa det Kiærligste omfavne Brage. Damerne synes maaske nok, det skulde være Brage, som omfavnede hende, og Damerne har, som sædvanlig, poetisk Ret, men her er jeg Historiker, og maa da sige, hvad jeg saae, og ikke hvad jeg med Damerne ønskede at have seet, og Damerne veed nok, saavelsom Digterne, hvad det er at have Luner, saa det vil ikke undre Dem, at Brage har ogsaa sine Luner, saa, skiøndt jeg er vis paa, han blev sjæleglad over at see sin kiære Idunne igien, stod han dog halvfjær1 og betragtede hende fra Øverst til Nederst, og det kunde hun, som er lidt heftig af sig, ikke holde ud, men fløi hen og omfavnede ham for alle Folks Øine, hvad vel saae lidt løierligt ud, men hvad jeg dog, som Historiker, var glad ved, hun gjorde, for ellers havde jeg ikke havt den Fornøielse at være den Første, der bragde Damerne den store Nyhed.

Men tør jeg nu ogsaa med Navns Nævnelse sige reent ud, hvad jeg i Nordens Billedsprog kalder ikke blot Idunnes Hjemkomst men ogsaa Brages Omfavnelse?

Knap nok, for saa fristende som det er at spænde Damernes Opmærksomhed, saa voveligt er det ogsaa, naar man ikke ved Opløsningen vil see et Smiil ved Munden, der i det mindste kunde slaae en gammelagtig Digter halv ihjel.

* 577

Imidlertid, saameget tør jeg godt sige, at uagtet man har paastaaet, at Nordens Brage var død for mange Aarhundreder siden, saa gaaer der dog Syn for Sagn, at han lever endnu, og til Beviis tør jeg godt pege paa Oehlenschläger; thi har Damerne Lyst til at høre Brage paa anden Omgang give det oldnordiske Kæmpeliv sit priselige Eftermæle, da kan De blot lade en af de unge Herrer, som læser smukt og med poetisk Sands, læse Vaulunders Saga og Hakon Jarl høit for Dem, som jeg gjorde for Damerne med største Fornøielse, da jeg var ung; saa lader de sikkert Oehlenschläger gaae for Brage, indtil videre at sige, for de unge Herrer maatte skamme dem, om der ikke mellem dem Alle skulde findes Een til at fortsætte det Valhalliske Harpeslag, hvormed Nordens Ære siaaer og falder.

Nu at nævne en Skjald ved Siden, hos hvem jeg tør sige, Idunne kom tilbage i Svaleham og omfavnede Brage, det er jeg vel lidt betænkelig og halv undseelig ved; men har jeg sagt A, maa jeg ogsaa sige B; har jeg nævnet Adam Oehlenschläger, som Brage-Skikkelsen for Øieblikket, da maa jeg ogsaa nævne Bernhard Ingemann som den nærværende Idunne-Skikkelse i Mythe-Kredsen, og da jeg er vis paa, baade at Damerne veed, at Folket er forelsket i »Valdemar Seier« og at De er enige med Folket, saa skal jeg blot bede Dem, hvis De endnu savner lidt af Ligheden med Idunne, da at lade de unge Herrer læse høit for Dem i »Valdemar den Store«, fra Først til Sidst; saa bliver vi nok enige om, at, som Skjald, er Ingemann virkelig en Muse, men en Dansk Muse, der godt kan gaae for To af de Græske, altsaa for Idunne med Guld-Æblerne, og at det har sin Rigtighed med »Omfavnelsen«, tør jeg, som Historiker forsvare mod hele det hellige Romerske Riges Magt, som da, historisk talt, ikke heller har stort at sige.

Vil nu Damerne, som jo let kan falde Dem ind, drille mig ved at spørge: hvem der da, for at giøre Gruppen fuldstændig, skal poetisk gaae for Loke, da er jeg glad, det er ikke mig, men, seer jeg ret, bliver det rigtignok min Fætter, Henrik Steffens, som i sin Ungdom her hjemme kaldtes »Holbergs Henrik«, og hedder nu, ogsaa pudsig nok, Geheime-Regjeringsraad i Berlin. Damerne kan nok vide, jeg vil ikke give min Fætter Skyld for Idunnes Bortførelse; thi deri var han aabenbar endnu uskyldigere end Hermes i Vuggen, eftersom han ikke var født; men hverken kan jeg frikjende ham for at ligne Loke lidt i det skielmske Smil, hvormed han altid har haltet mellem Norden og Tydskland, ligesom Loke mellem 578 Asgaard og Jetteverden, ikke heller kan jeg nægte, han havde en Finger med i Idunnes Hjemførelse; thi naar jeg husker mig om, da saae jeg det selv i min Ungdom, hvordan han stod og vendte og dreiede paa Freyas Falkeham, som hun skulde hentes i. Det vil da sige paa anden Dansk, jeg hørde selv hans Foredragom »Poesien«, som han vel synes at have glemt, siden han ikke nævner dem mellem hans »Oplevede«, men som jeg dog aldrig glemmer, da de brød Isen til alt det Poetiske, jeg har oplevet, og da Oehlenschläger dog hørde endnu langt meer paa Steffens end jeg, saa er det mig en afgiort Sag, at var han ikke et Aarstid i det ny Aarhundredes Gry kommet til at tale halvdansk og halvtydsk men heel poetisk herhjemme, da vilde Idunne sikkert endnu siddet i Fangehullet hos Jetten oppe paa Rundetaarn, og var da hverken kommet hjem til Asgaard som en Svale eller blevet berømt som en Nattergal, eller blevet beluret i sine huslige Forhold og røbet af nogen Historiker, saa hvis jeg dermed har forseet mig, er det ogsaa min Fætters Skyld, ja, alle disse uordenlige Foredrag er igrunden hans Skyld; thi jeg kan ærlig forsikkre, at førend jeg fik ham at høre, havde jeg slet ingen Forestilling om, at man kunde tale fra et Catheder uden at kiede sine Tilhørere, men fik den, saasnart han lukkede Munden op, saa, kunde jeg paa en nogenlunde skikkelig Maade snappet ham Ordene af Munden, da havde jeg vist ligesaalidt sparet det, som Hermes i Vuggen sparede Apollos pieriske Kiør!

Men Dværgene, dem havde jeg nær glemt over Brage og Idunne og min Fætter og mig selv, og det Sidste var det værste, men jeg haaber, Damerne tilgiver det Sidste for det Førstes Skyld, og de unge Herrer kan blandt Andet deraf lære, hvordan det gaaer til i denne Verden, og hvor forunderlige Ting der kan skee for Ens Øine, uden at man mærker det, fordi man glemmer det Ene over det Andet, til man beg}'nder at blive gammel og seer sig ordenlig tilbage, saa det kan aldrig feile, at naar man havde et Overblik af alt det Mærkværdige, der er skedt endogsaa blot i Norden, siden Brage første Gang omfavnede Idunne, da kunde det ikke blot være morsomt at forslaae de lange Vinter-Aftener med, men vilde ogsaa være en stor Opmuntring til at giøre Noget de lange Sommer-Dage, der, som Grækerne sagde, kunde have en god Klang i Efterkommernes Øren, eller, som vore Fædre sagde: aabne Valhals Dør for den trætte Kæmpe! Og nu, da Brage aabenbar har sat nye Strænge paa sin gamle Harpe og favnes aabenlyst af den 579 hjemkomne Idunne, nu bredes der klarlig ogsaa nye Hynder paa Valhals Bænke, som det i Ungdommen nok er værdt at sværme lidt for, og i Alderdommen værdt at pege paa, som en jordisk Udødelighed, der kun foragtes af hvem der er født med sin Helsot og lærer derfor aldrig, hvad Forskiel der, menneskelig talt, er mellem Liv og Død!

At her nu ogsaa i Norden er født eller dog undfanget en Daadstid paany, der, langt bedre end jeg kan, vil forklare Aserne og deres Æt mænds gamle Bedrifter, derfor er vist nok den gienfødte Skjaldetid det sikkreste, saavelsom det bedste Forvarsel, men det kan dog fornøie os at see det betegnet ved de fire Dværge, Øster og Vester, Sønder og Nør, som efter Nordens Mythe bære Himlen; thi derved maae vi især tænke paa den Historiske Himmel, der hvælver sig over Aandens Verden hernede, omtrent mellem Himmelbjergene i Østen, Atlas i Syden, Åndes i Vesten og Dovre i Norden, og behøve da ikke megen historisk Kundskab, for at see, nu falder Himlen ned, hvis ikke Dværgen hos os staaer fast paa begge Been. Var nemlig Barndommens Dage gyldnest i Østen ved Solens Opgang, og Ungdommen mest blomstrende i Syden, hvor Olympierne legede under Platanen, og Midalderen mest glimrende i Vesten, hvor Ridderne brød deres Glavind til Damernes Ære, saa maa vel Alderdommen enten blive mørk, eller maa blive lysest i Nord, hvor Dagen er længst. Vore Frænder i Nord-Vest, Anglernes berømte Afkom, har da ogsaa alt i tre Aarhundreder beredt Menneske-Historien ikke blot en glimrende men ogsaa en lysende Overgang fra Vesten til Norden, og de næste Aarhundreder vil sikkert vise, at Fædrene herhjemme har ikke Vantrivlinger til Børn, som nu, da Verdens-Historien kræver sin Skueplads hos os, skjælver for Kampen, som altid er Seirens Forløber, og ønske heller at see det store Levnets-Løb uforklaret tabe sig i den Nordostlige Folke-Ørk!

580

VIII.
Balder og Kronos.

Damerne veed nok, hvad Folk sige om os, baade om Damerne og om Digterne, at vi kunde være gode nok, for der er meget Godt ved os, naar vi bare ikke vare saa forfængelige, men De veed ogsaa, det er en kiedsommelig Snak, fordi den kommer altid igien, ligesom Fluerne, der spiller os paa Næsen, og er næsviis ligesom de er, fordi de veed, de er vanskelig at ramme. Vil imidlertid Damerne lyde mit Raad, da skal vi snart vænne de kloge og dydige Herrer af med den kiedsommelige Heglen paa vor Forfængelighed, baade tidlig og silde, til ingen Verdens Nytte, da det gaaer med Damer og Digtere, ligesom med Dværgene, de bliver ikke anderledes end de er, saa vil man ikke have dem, som de er, kan man lade dem være, og det er netop det Utaalelige hos Herrerne, at de vil ikke have os som vi er, og vil dog heller ikke lade os være, men vil med Vold og Magt forbedre os, som nu engang er uforbederlige, istedenfor at forbedre dem selv, ved at følge vore Formaninger, saa der ordenlig kunde blive Noget af dem, og vi kunde holde meget af dem og tilgive dem meget, for, som jeg sagde forleden, netop fordi Herrerne er saa gruelig foranderlige, derfor er de ogsaa forbederlige, og vi, Damerne og Digterne, har endnu ikke opgivet Haabet om dem, men det er soleklart, der bliver aldrig Noget af dern, saalænge de indbilder dem, det er os og ikke sig selv, de skal forbedre. Kunde vi derfor helbrede dem for den Indbildning, da slog vi to Fluer med eet Smæk og opnaaede, hvad vi ganske rigtig, som Horats siger, immer har for Øie: at nytte og fornøie; thi det vilde jo være os en stor Fornøielse, naar Herrerne, istedenfor at ramse alle de Dyder op, vi, efter deres Mening, fattes, viste os, at de havde dem selv, og det vilde være deres eget Gavn, og hele Verdens, for, naar vi, 581 som i det mindste har megen Sands og Takt for Alt, hvad der er stort og smukt og godt, saae hos Herrerne hvad vi savnede hos os selv, da vilde vi ikke blot elske og beundre og besynge dem for det, men vi vilde kappes med dem, ved at vise dem det meget Gode, Herrerne selv tilstaaer, trods alle vore Feil og Mangler, er ved os, og det vilde unægtelig blive en skiøn Tid, naar Verden saae alt det Gode, der er ved Damer og Digtere, og saae Herrerne daglig forbedre sig, det vilde være Gylden-Aaret, som forklarede Guld-Alderen, det store Gylden-Aar, som fra Hedenold var Nordens stolte Haab, og som Nordens Aand og Dannerkvindens yndige Smiil endnu hos mig har bestyrket saa godt, at, trods Herrernes Spot og slet ikke yndige Latter, er jeg blevet gammel med det, og tænker slet ikke paa at tage det med mig i Graven, da Haabet, det store Seiers-Haab, er fra Hedenold vant til, trods Vinter-Kulden, at blomstre i Norden, blomstre paa Kæmpehøiene, blandt tætte Bautastene af Sønner over Fædre!

Dog, jeg burde forudseet det, da jeg kom til at nævne det Nordiske Haab, min tro Fostbroder giennem en heel Menneske-Alder, at Svagheden, som Digterne ogsaa har tilfælles med Damerne, vilde overraske mig, den Svaghed, at Øiet løber over hvor det ikke skulde, naar det pludselig staaer levende for os hvad vi inderlig elske og skulde hilse med Smil, og skiøndt det hos os hverken kvæler Ordet eller Munterheden, saa kyser det dog Dværgene bort, som altid, naar de seer Regnbuen, venter et Tordenslag, og af Dværgene var det dog, jeg skulde lært det gode Raad, jeg lovede Damerne, saa det faaer nu bie til en anden Gang, og jeg er vis paa, at Damerne ogsaa heller taaler 'Herrernes Korstog mod Forfængeligheden et Par Dage længer, end De vil vende Tankerne fra Guld-Alderen og Gylden-Aaret, naar de først er kommet paa Tale, og dem var det da ogsaa egenlig jeg vilde tale om iaften, for Damerne veed nok, saavelsom Digterne, at er der meget Godt ved os, da er det Levninger fra Guld-Alderen, Barndommens Guld-Alder, som Kvinden og Skjalden kiende bedst af Erfaring og komme kiærligst ihu, men det skulde ogsaa altid ret være kiendeligt i vort Norden; thi skiøndt Nordens Aand, som vi veed, var som Fyr og Flamme til Kamp og Storværk og som Klippen til Fostbroder, saa var det dog igrunden en meget barnlig Aand, lutter Fryd og Gammen i et godt Vennelag og grædenem i Hjertets Anliggender, myg i Kiærligheds Haand til at svøbe om en Finger!

582

Dette speiler sig især saa deilig og klart i Balders-Mythen, at jeg ret vil ønske, det maa lykkes mig at klare den for Dem i Nordens Aand, som den svæver for mig og har tit vemodig, men baade dybt og sødt, bevæget mig!

Dermed begynder da Mylhen om Balder, at han var en Søn af Odin og Frigge, eiegod og Alles Yndling, deilig af Aasyn og hvid i Huden, saa han skinnede igien, og derhos var han den vittigste, ordkrængeste og livsaligste af alle Aserne, hans Domme var afgiørende ogpaa hans Borg Breideblik eller Straaleglands kunde ingen Falskhed trives!

See, dette er Alt hvad vi hører om Balder, til han fik de urolige Drømme, som varslede om hans Død, og naar vi høre det daadfulde Norden med sin Kæmpe-Aand løfte en mandlig Skikkelse uden Bedrift til Skyerne, som Perlen blandt Guderne, da burde det strax lære os, at Balder er den Førstefødte af de eiegode og tidlig kloge Engle-Børn, som, efter Ordsproget, blive aldrig gamle, altsaa, at han er Paradis-Barnet eller den mylhiske Guld-Alder, som var kort under alle Himmelegne, men blev ingensteds blandt Hedninger saa almindelig begræd t og saa kiærlig ihukommet, som i det gamle Norden.

Balders Død i Norden svarer altsaa til Kronos-Afsættelsen i Grækenland; thi vel betragtede Grækerne denne Afsættelse altfor letsindig, blot som Afkasteisen af et tyrannisk Aag, men de skildrede dog Kronos-Dagene som »Livets Guld-Alder, da Guder og Mennesker omgikkes som hinandens Jævnlige, og Menneskene levede som Guder, uden Arbeide, Sorg og Bekymring, da Marken bar Korn som Engene Blomster og Træerne Frugt af sig selv, og Menneskene vidste ikke, hvad Ulykke, hvad Sygdom og Alderdom var; naar de døde, da slumrede de sødelig ind og omsvæve endnu som Lys-Alfer de følgende Slægter!«

Saa deilig som Hesiod, i disse faa men mesterlige Træk, kunde de gamle Kæmper ikke beskrive Guld-Alderen, men at de langt bedre end Grækerne vidste at skatte dens Herlighed og følde derfor Tabet uerstatteligt, med mindre den virkelig kom forklaret igien, det lære vi af Mylhen om Balders Død, og af hele den fantastiske Verdens-Historie, som man vel maa kalde vort Nordens i den Henseende aldeles mageløse Mythologi!

Mythen om Balders Død er nu vel i Oehlenschlægers og det ny Asamaals Dage blevet saa godt opfrisket, at jeg burde forudsætte den som Alle vitterlig, men efter min Erfaring 583 tør jeg dog ikke vove det, og den er desuden saa deilig, at netop hvem der husker den, hører den ogsaa gierne igien.

Det var da Balders urolige Drømme, der først forstyrrede Glæden i Asgaard, men da hans Moder Frigge havde taget Alt hvad hun tænkde kunde skade ham, i Eed, baade Dyr og Træer, Levende og Dødt, Ild og Vand, Staal og Steen, Edder og Forgift, da slog man i Asgaard ikke blot Sagen hen, men blev saa sikker og tryg, at man legede med Faren, og for ret at trodse den, stillede Aserne Balder op paa Thinge som en Skive, Alle havde Lov at skyde efter. Det gik an til en Tid, men da Loke havde udfrittet, at østenfor Valhall groede en Vaand, som hedd MisteIteen, og som Frigge ikke havde værdiget at tage i Eed, saa dybt foragtede hun den tynde usle Snyltevæxt, da gik han hen i Hemmelighed og rykde den op, og stak den siden i Haanden paa den blinde Høder, for at han ogsaa skulde ære den skudfri Balder ved at stikke til ham med den. Det gjorde han, og see, da styrtede Balder steendød omkuld, og med alle deres Taarer kunde Aserne ei kalde ham tilbage, skiøndt de var Alle dybt bedrøvede og Odin især, fordi han vidste bedst hvad Aserne tabde ved Balders Død; de kunde ikke engang hevne den paa Ophavsmanden, for ei at vanhellige Thingets Fristed.

Henfører vi nu denne Historie til det Asgaard og den Guld-Alder vi kiende, enten i hele Menneske-Slægtens, i et enkelt Folks, eller i vort eget Levnetsløb, da maae vi finde, den passer vidunderlig, medens det paa den anden Side slet ikke maa forundre os, at vor Forklaring er for Mange ligesaa mørk en Tale som Mythen selv; thi her giælder ret egentlig Ordsproget: Den græder ei for Guld, som aldrig Guld eiede, saa det Hele tykkes Tant for Andre end dem, der i deres egen Barndom havde en mythisk Guld-Alder, da ogsaa de paa en Maade levede som Guder, uden Arbeide, Sorg og Bekymring, mens Marken for dem bar Korn, som Engene Blomster og Træerne Frugt af sig selv, saa for dem sang alle Smaafugle i Skoven, med dem legede Soel og Maane og alle Stjerner Tit giennem Skyerne, dem var Sygdom og Alderdom aldeles ubegribelige, dem var Søvnen og Døden Eetog det Samme, saa de tvivlede ligesaalidt om de DødesOpstandelse, som de nogen Aften tvivlede om, at de jo selv næste Morgen skulde vaagneog staaeop, naar Solen skinnede og Moder kaldte.

Saaledes er vi nemlig Alle skabt, at hvad vi hverken i vor egen Natur eller vort eget Levnetsløb spore noget Lignende af, det kan vi aldrig forstaae eller finde os i, og det troe vi igrunden 584 aldrig, om end Beviserne derfor er saa soleklare, at vi nødes til at indrømme det, saa det er intet Under, at vi uden videre forkaste hvad der kun har dunkel, poetisk Hjemmel, naar vi finde det saa urimeligt, som Mythen om Balder og Guld-Alderen i Livets Morgenrøde maa synes alle dem, der betragte deres egen Barndom som en trælbunden, dyrisk og høist ulykkelig Tilstand, som det var godt saa snart fik Ende, og som de neppe for al Verdens Skatte vilde lade sig kiøbe til at taale paany. Al vor Harme er derfor spildt paa saadanne Folk og i det Hele ubillig, men de Andre skulde vist nok ogsaa ,være billige nok til at indrømme, at det maa være ganske anderledes med os, naar vi virkelig med vemodig Længsel see tilbage paa vor Barndom som en Guld-Alder, der vel ikke kan kaldes tilbage, men har dog i sit uudslettelige Minde efterladt os et Billede af Glæde og en Maale-Stok for Lykke, som vidt overtræffer hvad vi siden mødte under disse Navne, og som dog maatte fyldestgiøres, hvis vi igien skulde blive rigtig glade og lykkelige.

Dette er nu især ret kiendelig Tilfældet med Kvinden og Skjalden, og det er den dybe Grund, hvorfor de til alle Tider føle sig underlig tiltrukne af hinanden, og af Alt hvad der ligner Balders-Mythen, saa man kunde vædde ubeseet al Verdens Guld derpaa, at fik Norden virkelige Skjalde i Oplysnings-Tiden, da vilde Balders-Mythen være en af de Første, de slog Harpen for, og Strængelegen aldrig saasnart række Kvindens Øre, før den fandt Gienlyd i hendes Hjerte, enten hun saa vidste hvorfor, eller ikke, ja des mere og des dybere, jo mindre hun enten vidste eller spurgde hvorfor.

Lægge vi saaledes Mærke til Børnene, og det burde vi virkelig, baade for at opfriske vore egne Barndoms-Minder, og for at komme til sund Forstand paa Menneske-Livet, der umuelig kan udspringe enten af Bøger eller af noget Andet end Livet selv, da lære vi snart, om vi ikke før vidste det, at naar Børnene for Alvor begynde at spørge hvorfor? da er de stærkt paa Vei ud af Barndommens Paradis, hvad vi vel umulig kan forhindre, men skulde vogte os vel fon som længe er skeet, med Flid at fremskynde.

Selv naar man skatter Barnligheden, bærer man sig dog sædvanlig ad med den, som Aserne med Balder, skyder til den med alle Vaaben og morer sig ved, at den trodser dem, indtil da Mistelteen pludselig kommer flyvende og fælder vor Yndling! Denne Snyltevext, ubetydelig at see til, men udskudt af den blinde Høder altid dødelig for Barne-Troen og 585 dermed for Guld-Alderen, er nemlig Spotten af en troskyldig Mund, listig lagt deri af hjerteløs Klogskab, og vil vi see den Mistelteen, hvormed Høderskiød Balder, da behøvevi blot at læse den Nidvise over Aserne, som under Navn af Loke-Gluffen staaer midt imellem de Eddiske Sange og er ganske troskyldig brugt som reen mythisk Kilde.

Ja, har vi selv havt en mythisk Guld-Alder i Barndommen, som vi tit vemodig seer tilbage paa, da føler vi os ikke blot tiltalte af Asers Graad paa Balders Bane-Tue, men finder det meget passende at anvende Mythen baade paa Nordens og Grækenlands Guder og Myther i det Hele, paa det gamle dunkle Billed-Sprog, hvori alt det Døde ogsaa var levende, og hvori Guder og Mennesker sammensvævede, Himmel og Jord sammensmeltede, ligesom endnu for Barne-Øiet; thi Menneske-Naturen og Menneske-Livet ligner nødvendigt sig selv i det Store som i det Smaa, som naar Folkenes Barndom ophørde, da gjorde deres Myther ikke længere levende Indtryk paa dem, da døde alle deres Guder, og da de dog havde en gammel Kiærlighed til dem, saa drev de Afguderi med dem, ligesom de halvvoxne Piger endnu tit med en vis Alvor kan vugge og kysse deres Dukker, skiøndt de paa ingen Maade som i gamle Dage anseer dem for deres smaa Børn eller Brødre og Systre. Ligesom dette imidlertid pludselig holder op, naar der kommer en bidende Spotte-Glose giennem den gamle Barnepiges elier en anden troskyldig Mund, saaledes gik det netop med de gamle Hedninger, da Aanden var borte og Mytherne derfor kun urimelige Historier, der faldt for den første Latter!

Har vi nu seet Barndommens Guld-Alder speile sig i Balder og hans Nanne, der kiærlig følger ham til de Dødes Rige, som Barne-Hjertet altid følger den barnlige Aand, da føler vi, det har noget at betyde med Kæmpe-Gudernes Graad ved hans Baare, den store Lig-Begængelse, de give ham, og Bestræbelsen for at løskiøbe ham fra Hel, som afrunder Balders-Mythen til et dramatisk Heelt, der spørger om sin Mage.

Balder blev nemlig brændt paa sit Skib Ringhorn tilligemed Nanne, som tog sin Død af Sorg, og selv Rimthurser fældte Taarer, men Skibet var Aserne ikke istand til at skyde fra Land, saa dertil maatte hentes en Hex, Hyrrokin fra Jetteverden, som kom ridende paa en Ulv med en Hugorm til Bidsel, og da foer Skibet ud ved det første Stød, men der sprang Ild af Bedingen og Jorden skjalv, hvorover Thor blev saa bister, at han nær havde givet Hexen Hammerslag i Hyre.

586

Frigge gjorde imidlertid vitterligt, at turde Nogen ride til Helhjem og byde Dronningen der Løsepenge for Balder, da skulde han være hendes Naade vis alle Dage, og Odin havde en Tjener, ved Navn Hermod, som tog sig det Vove-Stykke paa, fik Sleipner til Laans og slap lykkelig og vel baade frem og tilbage. Til Vidnesbyrd bragde han Odin Guldringen Drypner, som var brændt med Balder og fik derved den Egenskab at føde otte nye Ringe hver niende Nat, og fra Nanne bragde han Frigge et Slør, men fra Hel bragde han den Besked, at naar Alting i Verden, baade Levende og Dødt, vilde græde for Balder, da, men ogsaa kun da, skulde han komme tilbage. Aserne sendte nu ogsaa virkelig Bud til al Verden om at græde for Balder, og der blev hvad man kalder en almindelig Graad, men der sad dog en Hex i sin Hule, som sagde fræk til Asernes Sendebud:

Med Øinene tørre
Kun Tykke vil græde,
Mig baader ei Balder,
Bleg eller rød;
Hel, som nu har ham,
Beholde ham kun!

Dette Malerie, kan vi frit sige, er ikke blot skiønt i Nordiske men i alle menneskelige Øine, ja, jeg er vis paa, at selv Grækerne, naar de var i Aande, vilde beundre og tilegne sig det; thi det fremstiller et Træk alf Menneske-Hjertets Historie, som er rørende under alle Himmelegne. Denne Hovedets poetiske Afsked med Barndommens Billede, som Hjertet dog ikke vil slippe, saa det maa rives bort med Vold og Magt, og slipper dog ikke uden et Glimt af Haab om en mulig Gientagelse af det Forlorne, denne Afsked har vel hos Nordens Kæmpe-Skjalde et ganske eiendommeligt Præg, men er dog alle poetiske Naturer igrunden velbekiendt, og selv Løftet af Lokes spodske Datter, og Hexens Graad for Balder med tørre Øine, forklarer sig selv, da vi Alle føler, at Guld-Alderen forsvinder dog kun, fordi den ikke fuldelig tilfredsstiller vort Hjerte, og Hexen, der ikke vil græde for Guldet, hvori hun aldrig havde Deel, kiende vi ogsaa nok, om vi end ikke saa lige veed om vi skal kalde hende Selvklogskab, Selvraadighed eller Misundelse.

Slaaer nu Balders-Mythen selv naturhistorisk saaledes igiennem hos os, da kan vi forud vide, den gaaer giennem hele Verdens-Historien, og jo mere vi kiende til den, desmeer 587 vil vi ogsaa beundre vore gamle Skjaldes historiske Blik; men vi vil her af flere Grunde indskrænke os til, hvad der ligger os nærmest i vor nyeste Historie.

Gaaer vi saaledes blot tre Aarhundreder tilbage, da finde vi, forholdsviis, en Barndommens Guld-Alder i Norden, da Balder og Nanne syndes gienfødte med »Barnet i Bethlehem«, og Kirke-Sangen paa Modersmaalet, og de gamle Kæmpers Ihukommelse lyslevende i Kæmpeviserne, og i det Attende Aarhundrede har vi et Billede af Balders Død og Lig-Begængelse, der kun er alt for træffende; thi den Franske Spottefugl støber da for vore Øine Kuglerne, som den Tydske Troskyldighed skyder ud, og Nordens Barne-Tro synker livløs paa Bane-Tuen, ja, Jorden holder virkelig paa Liget, til Bespottelsen kommer som en Hex fra Jetteverden og støder Dødning-Skibet fra Land, saa Bedingen gnistrer og Jorden bæver.

Med det ny Aarhundrede dukker imidlertid baade Frigge og Hermod op, saa Sleipner sadles for vore Øine til Helrid, og vi see Hermod komme glimrende tilbage baade med Ringen til Odin og Sløret til Frigge; thi den Dramatiske Poesi har altid nogen Lighed med en Reise til de Dødes Rige, og i vort Norden var den saa kiendelig stilet paa at tilbagekalde Guld-Alderen i hele sin Glands, at man kunde fristes til at tænke, En af os havde selv gjort Mythen om Hermods Helrid paa Sleipner for at løskiøbe Balder, til at betegne det. Ja, allerede Samtiden mærkede det, og Efterslægten vil ikke glemme det, at hvad der udmærkede Nordens Skjalde i det Nittende Aarhundrede fra deres store Medbeilere i andre Lande, var det Samme, som strax ved første Øiekast skiller Hermod fra Hermes, Asernes fra Olympiernes Herold og Sendebud til de Dødes Rige; thi det er den dybe Hjertelighed og det sværmende Haab, saa langt fra at lege med Livet i Aandens Verden, at selv den muntreste Skiemt har en alvorlig Baggrund, hvor Frigge svæver, som en majestætisk bedrøvet Balders-Moder, hvis Taare-Blik mildt bevæger Skjalden, saa for at trøste hende prøver han, som Hermod, selv paa Umuligheder. Dog, det Allermærkeligste, saavelsom det Glædeligste er endnu tilbage; thi vel skedte det Umulige heller ikke i det Nittende Aarhundrede, men der skedte og skeer dog hvad andre Folk vil finde ligesaa umuligt og kalde ligesaa utroligt, som Hermods Hjemkomst fra Hel med Ringen og Sløret, saa det er klart, at Vind var det hverken med Nord ens Aand overos, eller med Sleipner under os, eller hvem kan nægte, at den historiske Kiæde, 588 vi nu kan opvise ikke blot mellem Nordens men mellem al Verdens Storværk, er en Drypner fra Balders-Baalet, som ikke mange Guld-Kiæder kan maale sig med, og hvem har Øie for Menneske-Naturen under det ægte mythiske Hjerne-Spind, uden at see Rosen-Sløret med Guld-Blomsterne, der velei kan slukke men formilder dog Frigges dybe Hjerte-Sorg, saa den møder os kun, som Dannekvinden tit, med et vemodigt men livsaligt Smil.

Dog, hvad jeg især maa henlede de unge Herrers Opmærksomhed paa, det er den Mandighed, hvormed Aserne bar deres Sorg, selv da de maatte opgive det sværmende Haab, at Balder enten kunde kiøbes eller grædes tilbage fra Hel, saa de hverken fortvivlede eller lagde Hænderne i Skjødet, men skabde, da Guld-Alderen var forsvundet, med Daad en Sølv-Alder, som Edda siger: at paa det sølvtakte Glitner, som Breidebliks Efterskin, boede Balders og Nannas Søn, og opgav ingenlunde Haabet om, paa hin Side Valhall, at samles med Balder paany i det guldtakte Gimle.

Ja, efter Balders Død er det først baade Tyr og Thor træde ud af Dunkelheden, og Kæmpe-Livet udfolder sig i det mangfoldige Storværk, der, efter Dommedags-Slaget paa Midgards-Ormen, skal krones med alle Asers Opstandelse paa den gienfødte Jord, der, som Vola synger, i Takt med Hesiodos, bærer atter Korn af sig selv, men, som hun synger i Nordens egen Tone, straaler forklaret med den hjemkomne Balder.

Aser da mødes
Paa Ida-Sletten,
Sammen de tale
Om Sager gamle,
Om Torne-Banen,
Om Fortids Runer
Og Fimbul-Tyr!

Atter da findes
I Efter-Tiden,
Paa Grønsvær-Gulvet,
De gyldne Tavl
Fra Asa-Legen
I Arildstid!

Forgæves havde ikke blot vi redet Sleipner, forgæves bragt Syn for Sagn fra de Dødes Rige, men forgæves omtonedes vi af 589 Fugle-Sangen baade fra Syden og Norden, forgæves omsvævedes vi af Olympens og Asgaards Aander og Diser, med alle Helte-Slægterne, som Guld-Kiæden omslynger, hvis ikke den næste Slægt i Norden reiste sig i Kæmpernes Aand og fortsatte det store Levnets-Løb, hvis Kiendemærke er Kæmpeskridt, med Guld-Alderen bag sig og Gylden-Aaret for sig. Kun dette Nordiske Kæmpeliv med det deiligste Maal, en Dødeligs Øie kan skimte: Guld-Alderens Gienfødelse i Klarhedens Glands, kun dette ægte menneskelige Kæmpeliv, og ingen vild Bærsærke-Gang giennem Blodbad til det store Beenhuus, var det, jeg sværmede for i Ungdoms-Aarene, stræbde i Manddoms-Tiden, saavidt Kræfterne rakte og Øieblikket taalde, at udtrykke, og vil i Alderdommen ikke blot rose og oplyse, men, om jeg kan, ogsaa hos en haabefuld Ungdom fremkalde, vis paa, at et saadant Kæmpe-Liv er ikke blot det bedste Herre-Liv paa Jorden, men ogsaa det Eneste, der kan trives og blomstre hos os, fordi den Nordisk Natur er i Folket ei mindre uforanderlig end i Fjeldet og i Havet!

Saaledes vilde jeg tænke og tale, om saa Edda kun var et Kul i Heklas Kiedel, eller om saa Ingen kunde see Andet i Balders-Mythen end Sommer-Solhverv, men saaledes kunde jeg vist nok hverken tænkt eller talt, hvis ikke Nordens Aand i sin Apollo-Tiden havde udtrykt det Samme i dunkle men dybe Orakel-Svar, i sit naturlige Billed-Sprog, altsaa i Nordens Myther; thi da havde der jo ingen Nordens Aand været til, og tænker Nogen endnu, at Skjaldene paa anden Omgang selv skabde Aanden, som drev og opflammede dem, Aanden, som ogsaa i dette Øiealik er over mig, da beviser det dog vel ikke, at vi er Guder, som har gjort Umuligheder, men beviser dog vel kun, at Aandløsheder blevet rædsom stor, himmelhøi af Vext og verdensbred over Skuldrene, saa det er paa Tiden, at Aserne igien knuse Ymer Jette og bygge en ny historiskpoetisk Verden af hans uhyre Krop!

Saavist da, som der har svævet en Aand over Norden, en Aand over Kæmperne, der opoffredesig for Udødelighed, en Aand over Skjaldene, hvis Åsa-Maal og Kæmpe-Viser gik fra Mund til Mund, fra Slægt til Slægt i Aarhundreder, en Aand over Kvinderne, som ikke blot laande Skjaldene Øre, men laande Kæmperne deres deilige Stemme til Skib, som har altid Bør over Bølgen blaa, og endelig Aand over de gamle Sagamænd, hvis Ord-Strøm paa Island frøs fast til Pergamentet, saa vi kan see det for vore Øine, ja, ligesom tage og føle 590 derpaa, at det var en mageløs levende Anskuelse af Tidens Løb og Menneskets Idrætter, hvoraf den Strøm udsprang; saa vist, som alt Dette, er det jo dog ogsaa, at det førstefødte Ord af denne Kæmpe-Aand, altsaa Nordens Myther, maae være Æbler, der faldt ikke langt fra Stammen, ikke længere fra Ygdrasil end Idunne, der trolig har giemt dem i Barmen, for, efter sin Hjemkomst, dermed at vederkvæge og oplive Brage og alle Aserne, for tidlig gamle og graa, da de end har Kæmpeskridt at giøre, Storværk at øve, Valhall at værge, Gimle at vinde! Ligesom vi dai Ygdrasils-Mythen lettelig finde det hemmelige Baand, der sammenknytter Forældre og Børn i tusinde Led, og ligesom vi i Mimers-Mythen umulig kan miskiende den Islandske Sagamand, der sidder paa Grændserne af Jette-Verden, klog af Erfaring, og blander den klare Miød, af Honning-Duggen fra Ygdrasil, til det sidste, store Brage-Bæger for Kæmpeskridtet i levende Oplysning; saaledes maa nødvendig ogsaa Guld-Alderen og Gylden-Aaret straale os imøde fra Breidablik og Balders-Baalet, ja, fra Balders-Mythen, der aabenbar er Guld-Nøglen til alle Valhals Dørre, selv til den Gamle, hvorom Odin synger i Grimners-Maal, at »Faa ikkun lære med Laasen Besked!«

591

IX.
Tyr og Zeus.

Allerede tit og maaskee for tit har jeg anmærket, at den Nordiske Mythologi forholder sig til den Græske, som Verdens-Historien til Menneske-Naturen, men hvadenten dette Forhold har været mig selv saa soleklart, at jeg fandt al nærmere Oplysning overflødig, eller saa dunkelt, at jeg ikke turde prøve paa at klare det, saa har jeg hidtil ganske ladt det være Deres egen Sag; men iaften slaaer det mig dog, at i alt Fald er det morsomt nok, at dette Forhold allerede speiler sig i Gudernes Bopæl, da Bjerget Olymp er et saa naturligt Opholdssted som nogen Ørn eller Ugle kan forlange, og Staden Asgaard derimod Noget, der selv har en Historie, og sætter os midt ind i en folkelig Udvikling. Hvad der imidlertid slaaer bedre igiennem, er Sammenligningen af de to Gamle: Kronos og Odin, med samt deres tre Sønner, thi hos Grækerne bliver den Gamle afsat og Riget deelt som et Rov mellem Sønnerne, men i Norden beholder den Gamle Spiret, og En af hans Sønner, nemlig Balder, bliver Offeret, ligesom vi veed, Natur-Livet begynder med en Barndom, men det historiske Folkeliv med en Stamfader, Høvding og Stad-Bygger. Betragte vi nu Odins-Sønnerne: Balder, Tyr og Thor ved Siden ad Kroniderne: Zeus, Poseidon og Pluto, da ligne de vist nok paa Rad slet ikke hinanden, men fordi Menneske-Livet, fra hvilken Side det end sees, doger eensartet, saa opdager vi let, at Balder svarer til Kronos, Tyr til Zeus, Thor til Poseidon og Odin til Pluto, som de samme menneskelige Grundtræk i forskiellig Stilling. Uagtet derfor Balder egenlig udtrykker Folke-Livet i hele dets oprindelige Friskhed, Glands og Enighed, saa er dette dog ogsaa en historisk Barndom, der har Grundtræk tilfælles med den Naturlige, 592 og derfor lade, som vi hørde, Mytherne om Kronos og Balder sig godt sammenligne. Ligeledes udtrykker Tyr Folke-Livet i sin dristige Ungdom, da Æren gaaer over Alt, men Ungdommeligheden er dog den Samme, som Grækerne satte paa Thronen med Zeus, saaen Græsk Ungersvend med Nordisk Anskuelse vilde efterligne Tyr og en Nordisk med Græsk Anskuelse efterligne Zeus.

Det Sidste kan nu vel synes talt i Taaget, da hvert Folk naturligviis følger sin Anskuelse, men vi veed dog nok, at den konstige Dannelse, vi i flere Aarhundreder har arbeidet paa, førde meget Unaturligt med sig, og dertil hørde en gruelig Romersk eller i bedste Fald en maadelig Græsk Anskuelse af Livet, som ret med Flid anpristes Ungdommen, og udbredte sig saameget des lettere, som den smigrer en Tilbøielighed, der under alle Himmelegne falder Ungdommen naturlig nok. Selv i Norden blev det derfor den sædvanlige Tankegang hos de »unge Herrer«, baade at Forgudelsen af Barndommen og Sorgen over dens Korthed var et Sværmeri, man kun til Nød maatte taale hos Damer og Digtere, og at Kroniderne var nødt til at afsætte deres gamle Fader, da han gik i Barndommen. Hvor unordisk en saadan Tankegang er, har vi alt seet paa Balders-Mythen, og hvor uhistorisk den er, lærer hele Verdens-Historien, da Folke-Livet allevegne blev forvirret, ulykkeligt og tidlig gammelt, hvor Barndommen glemdes og Alderdommen foragtedes, men at Tankegangen ogsaa kun er maadelig Græsk, det seer man ikke blot af den Omhu, hvormed alle Grækenlands berømte Lovgivere stræbde at hindre Ungdommen fra i det Borgerlige Selskab at efterligne Zeus, men allertydeligst af Kronos-Mythen i sin Heelhed; thi den melder, at Zeus kun besteg Thronen efter en frygtelig Tiaars-Krig, og det endda kun ved Hjelp af de hundredarmede Jetter og de eenøiede Cycloper, som han løste af deres Lænker og opkaldte fra Tartaros. Uagtet altsaa Græker-Aanden betragtede Barndommens Fordrivelse og Ungdommens Overmagt som en Natur-Nødvendighed, var den dog ingenlunde blind for det Sørgelige deri, og deelde derfor sine Kræfter lige mellem de Stridende, saa det kun var de vilde Lidenskaber paa Kronidernes Side, der gjorde Udslaget. Ære havde Zeus da, selv efter Grækernes Tankegang, ingenlunde af sin Seier, men maatte, som andre Tyranner, trøste sig med Magten og de mange Nydelser, den gav, og hvor tidlig den Græske Ungdom, trods alle optaarnede Hindringer, 593 efterlignede ham, see vi klarest i Alcibiades og Alexander den Store, saa her vilde Norden ret have havt Grund til at triumphere, hvis vor historisk-poetiske Anskuelse endnu var ligesaa levende, som da Tyrs-Mythen udsprang og gjorde sin Virkning.

Gridskheden paa Alt, forbundet med en mageløs Styrke, deelde Grækerne meget naturlig mellem tre hundredarmede Jetter, ligesom den deler sig selv i grændseløs Herskesyge, Egennytte og Glubskhed; men Nordens Aand samlede den ogsaa meget historisk i Fenris-Ulven, som et Uhyre, man vel i Begyndelsen kunde lege med, men hvis Gab, naar den blev fuldvoxen, vilde naae fra Jorden til Himlen og være et bundløst Svælg, saa det gjaldt om at faae den forsvarlig bundet alt i sin Opvext; thi vel voxde den ligefuldt og gjorde tilsidst en stor Ulykke, men man vandt dog Frist til Ragnaroke. Et saadant Uhyre, lærer nemlig Historien, der opvoxer i alle Hovedstæder og Borgerlige Selskaber, af forvovne Kroppe, altid umættelige, tilsidst utallige, snu og Alt overlegne, og dette Pøbel-Uhyre vil altid staae til den dristige Ungdoms Tjeneste, naar den vil efterligne Zeus, men aldrig bindes forsvarlig uden ved en dristig Ungdoms Hjelp, som efterligner Tyr!

Her staaervida ved Tyrs-Mythen, der ganske dreier sig om Fenris-Ulven, Broder til Midgaards-Ormen, der voxdei Verdens-Havet til Thors Banemand, og Broder til Hel, som i Niffelheim eller Taagehjemmet, med alle Dødens Kræfter, rugede over deres Rov og fremfor Alt over Balder, og alle disse tre Uhyrer var Børn af Loke med Hexen Angerbode eller Ulykkes-Fuglen.

Fenris-Ulven maatte Aserne, efter Nornernes dunkle Villie, opføde i deres egen Gaard, hvis Fristed de ingenlunde turde besmitte med hans Blod, skiøndt de vidste, han i Ragnaroke skulde blive Odins Banemand, og da han dog snart blev saa balstyrig, at næsten Ingen kunde nære sig for ham, var det aabenbar Knuden at faae ham forsvarlig bundet, og dog maatte ikke heller det skee uden med hans Villie, saa Sagen syndes reent fortvivlet To stærke Baand havde Aserne vel faaet gjort og overtalt Ulven til at prøve, men de var brustet som Sytraade, saasnart han rørde sig, og vel havde de omsider faaet en Lænke af Dværgene, som var ægte, men den var Ulven for gammel til at prøve, for netop, at den saae ud som en tynd Silke-Snor, det gjorde ham mistænkelig, og Alt hvad Aserne baade med det Onde og med det Gode kunde bevæge ham til, var, at han vilde 594 vove paa det, naar En af dem vilde stikke sin Haand i hans Gab, til Pant paa, at naar han ikke kunde sprænge Baandet, de da vilde løse ham. Det var haarde Vilkaar, syndes Aserne, som paa en Maade havde en ond Samvittighed, men dog besluttede den djærve Tyr at giøre et stort Offer for det almindelige Bedste, og stak virkelig sin høire Haand i Ulvens Gab, mens de Andre bandt ham, men fik den da ogsaa bidt af i Albu-Leddet, saasnart Ulven hørde, hvad Meningen var, at Aserne vilde ikke løse ham, førend det med Tiden blev soleklart, at han slet ikke kunde sprænge Baandet. Den Dag, vidste nemlig Ulven nok, kom aldrig, da Aserne naturligviis vilde blive ved at sige, at hvad der ikke var skedt idag, kunde maaskee hændes imorgen, og vilde, efter Spaadommen, i alt Fald times engang før Ragnaroke, og det var kun en daarlig Trøst, saa man kan ikke fortænke Ulven i, at han tog paa at tude ganske frygtelig, men man kan heller ikke fortænke Aserne i, at de, for at faae Ørenlyd, stak ham et Sværd i Gabet, med Odden i Over-Læben, og saaledes ligger han kneblet til Ragnaroke og fraadende fælt paa Lyngholm i Sorte-Søen. Lænken Gleipner, som holder ham, er for Resten gjort

Af Kattefods Døn
Og Kvinde-Skiæg,
Af Bjerge-Rødder
Og Bjørne-Græs,
Af Fiske-Aande
Og Fugle-Mælk;

saa den har aabenbar været ligesaa vanskelig at smede, som den kan være at sprænge.

Saaledes blev da Tyr en Krøbling, hvad Loke naturligviis lader ham høre i Nidvisen, men faaer det bidende Svar:

Tungt er at bære
Hvad Begge vi leed,
Du paa din Ære
Og jeg paa min Haand!

og hermed er Tyrs-Mythen endt, uder forsaavidt, at den Eenarmede endnu i Ragnaroke drages med Helved-Hunden Garm og falder seirende.

Alt dette var nu vel længe glemt, undtagen paa Island, men saalænge vi har en Tirs-Dag i hver Uge, tænker jeg nok, man herefter vil huske det; thi dels klinger det morsomt nok, og dels 595 behøver man blot, med lidt historisk Kundskab og poetisk Overblik, at anvende Mythen paa Nordens Ungdom i det Hele, for at finde en ordenlig forbausende Lighed, saa jeg har selv ondt nok ved troe mine egne Øine, Det er nemlig ikke Nok med, hvad man strax seer, at Nordens Ungdom har sværmet og raset langt meer for Æren end for Herredømmet, altsaa efterlignet Tyr, hvis Navn betyder Ære og hvis Opoffrelse vandt den, og dog er dette allerede store Ting; thi det er Grunden til, at Norden giennem alle Tidsrum har beholdt sin Frihed og Selvstændighed, medens Grækerne tidlig tabde, og seent elier aldrig tilbagevinde deres. De Hundredarmede er nemlig ikke Stalbrødre, man kan løse idag og binde ligegodt imorgen, og i Folke-Historien, hvor den glubende Ulv er det mest træffende Billede paa det frygtelige Uhyre, hvis Frihed er Tøilesløshed, følger Samfundets Opløsning, som et Ragnaroke, nødvendig paa Uhyrets Stalbroderskab med den dristige Ungdom. Nei, hvad der ordenlig forbausede mig, var et verdenshistorisk Lyn, hvorved jeg saae, at Romer-Riget, der opslugde baade Grækenland og hele den gamle Verden, var aabenbar den verdenshistoriske Fenris-Ulv, saa det var af en meget naturlig, moderlig Drift, at Ulvinden opammede Romulus. Seer man nemlig først det, da gaaer der et historisk Lys op over hele Tyrs-Mythen, saa man seer livagtig, hvordan den springer ud af Skjalde-Munden og sætter hele Norden i Bevægelse; thi vi behøver blot at tænke paa, hvad Indtryk Rygtet om Romer-Riget, i Pompeis og Julius Cæsars Dage, maatte giøre paa Nordens Kæmpe-Aand, for i Tyrs-Mythen at see et levende Udtryk deraf, og den »Gothiske Udvandring« er os da en verdenshistorisk Indvandring af Tyrs-Haanden i Ulvs-Munden, hvor den ogsaa ganske rigtig forsvinder! Ja, jeg kan jo nok vide, at Dette er hverken saa slaaende eller saa fornøjeligt for Alle, som for en gammel Historiker og Romer-Fiende, og da jeg aldrig før har seet de Nordiske Udvandringer speile sig i Tyrs-Mythen, svæver det Hele naturligviis endnu saa dunkelt for mig, at jeg nok lader være at klare det for Andre, men da jeg af Erfaring veed, at det første Glimt af et stort Syn er det Fornøieligste, maa jeg dog prøve paa at dele det med Dem, mens det er varmt, for jeg er aldeles vis paa, at jo meer det dages i Verdens-Historien, og jo nøiere man seer til, des klarere vil det sees, baade at de tre store Udvandringer: den Gothiske, Angelske og Normanniske var til det »almindelige Bedste«, og at de, som et Værk af 596 Nordens Aand, ogsaa ganske rigtig speile sig i Nordens Myther. Uden derfor at ville give Dem et klarere Overblik end jeg selv har, maa jeg dog pege paa Frankerne, der ved Rhinen satte Romer-Riget Grændser, og blev et historisk Baand, der ligesom Gleipner, godt kan siges gjort af »Kattefods Døn og Kvinde-Skiæg«, og Alt hvad meer der findes i den lette og luftige Lænke til Fenris-Ulven, og skiøndt intet Andet er saa umiskiendeligt som Tyrs-Haandeni Gotherne, der bogstavelig opslugtes af Ulven i Spanien og Italien, saa skimter jeg dog ogsaa Sværdet i Normannerne, der virkelig kneblede den Romerske Ulv, saa den Latinske Tuden over Barbariet saagodtsom holdt op; thi hans følgende Udbrud ligner aabenbarmest »Fraaden« i Sorte-Søen, som man kan oversætte Stil e-Mageriet!

Det er Fantasteri, lutter Fantasteri, siger Latin-Skolen, eller da den, ligesom Fenris, har besværligt ved at bruge Munden, tænker Latin-Skolen, og jeg svarer: ja, naturligviis, hvad skulde det Andet være! jeg har jo selv sagt, at Nordens Mythologi er en fantastisk Verdens-Historie, og Nordens Aand ligner altid sig selv, ligesaavel naar han forklarer sine Myther, som da han gjorde dem, og det lønner sig her saameget mindre at trættes med Latin-Skolen, som vi jo veed, den kalder selv »Æren« fantastisk, naar den bestaaer i Andet end en Romersk Triumph og en Latinsk Oration.

Heller vil jeg giøre dem opmærksom paa, at det virkelig for Øieblikket synes, som om Tyr selv var vandret ud med Anglerne; thi skiøndt jeg troer, det er kun en Ørne-Forblindelse, saa kan jeg dog ikke nægte, det seer meget betænkeligt ud. Vi veed saaledes Alle, at naar man for Øieblikket nævner det »unge Tydskland«, det »unge Norge«, det »unge Sverrig« og selv det »unge Danmark«, da mener man Noget, der skal ligne det »unge Frankerig«, det »unge Italien« og det »unge Grækenland«, altsaa ligne Zeus eller Jupiter, medens den »Engelske Ungdom« er den Eneste, der aabenbar langt mere ligner Tyr, sværmer og raser for Æren, og sætter sin Ære i at forberede en daadfuld Manddom og en rolig herskende Alderdom.

Ja mine Herrer! der kommer ikke Noget ud af at klynke og klage, og det er heller ikke min Skik, men der kommer heller ikke noget Godt ud af at buldre og brumme, som jeg ikke kan nægte, har været min Feil, og derfor vil jeg ingen af Delene; men sandt er det, at det seer lidt fortvivlet ud med Folke-Livet og det Borgerlige Selskab, selv i Norden, hvad vist nok 597 ligesaavel er den Plutoniske Alderdoms som den Zeusiske Ungdoms Skyld, men hvad dog kun Ungdommen kan raade Bod paa, fordi kun den har Mod og Kraft til at bryde Bane hvor Æren vinker, og kan trøste sig ved, at naar først Ungdommen ligner Tyr, vil inden kort Tid Manddommen ligne Thor og Alderdommen Odin, og Norden sig selv, sin herlige Fortid, sine dybe Myther, sin verdenshistoriske Kæmpe-Aand! Og jeg haaber, ja, jeg troer virkelig, at Nordens Ungdom vil det; thi det Nittende Aarhundrede har allerede viist, at her er dog langt flere levende og langt dybere Spor af Nordens Guder end man seer i Tirsdag, Onsdag og Torsdag, og dog spaae allerede Disse paa hele Folkets Læber Folke-Aandens Seier og Kæmpe-Livets Udødelighed i Norden! Blodet er aldrig saa tyndt, siger Ordsproget, det er jo dog tykkere end Vand, og derfor tør jeg haabe, at jo skiørere vi føle Blodets Baand er blevet, des mindre vil vi, paa begge Sider nænne at stramme dem, og hvor Nordlyset skinner, vil Ungdommen selv i Vinter-Natten see, at hver Seier, der vindes i Pagt med de Hundredarmede, maatte man være evig ung for at høste andet end Skam og Skade af, men hver Seier, Ungdommen vinder over sig selv, giver Æren forlods og en høi Liv-Rente fra Slægt til Slægt!

Det var nu just heller ikke Græker-Aandens Mening, at jordiske Mødres Børn, om de end var Sønner af Zeus, skulde i Ungdommen rase for Herredømmet, det see vi paa de tolv »Herkuliske Arbeider«, der dels forrettes til Fædrenelandets Gavn og dels af Lydighed mod en svag Hersker, men den samme Vaklen og Henviisning til de Hundredarmede, som vi finde i Kronos-Mythen, røber sig dog, saasnart vi stille Dionysos eller Bachos ved Siden ad Herakles, og kiender vi noget til Grækenlands Historie, da veed vi, at selv i Sparta, som dog var Heraklidernes Hovedstad, blev Septeret forvandlet til en Thyrsus-Stav, omtrent paa samme Tid, som Alexander den Store udtømde Ungdoms-Kraften paa sit aldeles Bachantiske Tog til Indien, saa det Græske Folke-Liv, med den mageløs deilige Sommer, gav netop Døden den rigeste Høst! Naturen gaaer nemlig, om end ikke hvert Øieblik, saa dog i »Tidens Længde« tilsidst over Optugtelsen, og Dette, som vil være Nordens Lykke, var Grækernes Ulykke, saa med al deres Konst kunde de ikke hindre de »Olympiske Lege« fra at udarte til en blot Næve-Fægtning, hvori de forvovneste Kroppe nødvendig tilsidst paa Tyrkisk løber af med Prisen, og det er høist mærkeligt, at vi selv i Zeus-Mythen kan see, det har slaaet 598 Græker-Aanden, skiøndt den, naturligviis her, som allevegne, lader Pandora smække Laaget i, førend Fortvivlelsen slipper ud.

Ved at dele Herredømmet, om end uligelig, mellem de tre Kronider, og lade Jordens Overflade, som et Midgaard eller Mandhjem, være en fælles Skueplads for deres Virksomhed, meende saaledes Græker-Aanden at have taalelig godt sørget for Lige-Vægten, der dog alt ved Zeuses Overvægt igrunden var udelukt, og denne Konstens Opgave, at forene Ligevægt med Overvægt, seer vi let, var en Umulighed, der maatte blive Livets Plage ei blot paa den flade Jord, men selv paa Olympens Top. Det saae imidlertid Græker-Aanden ogsaa; thi vel høre vi hos Homer Zeus prale af, at om end Here og alle de andre Guder hængde sig i den ene Ende af Kiæden i hans Haand, saa kunde han alene dog løfte dem, med samt Hav og Jord, og nedhvirvle dem i Afgrunden, men han maa have været meget ung, da han sagde det; thi da Here og Pallas Athene engang fandt, at han misbrugde sin Frihed, og vilde binde ham, da høre vi, han slap kun ved at kalde den hundredarmede Briareus til Hjelp. Vist nok kan man sige, det var en egen Sag, da Talen her er om en Kamp med Damerne, hvori de unge Herrer, om de end har Samsons Styrke, maae tabe Slaget, men deraf vilde jo dog kun følge, at Overvægten var paa en anden Side end de unge Herrer drømde, og desuden høre vi endnu langt forskrækkeligere Ting om Zeus i Striden med Typhon.

Jam. H. De er formodenlig vant til altid at tænke Dem Zeus med Ørnen og Lynstraalen paa Olympens Aase, som bæve ved hans Nik, for anderledes seer man ham sjelden eller aldrig i Latin-Skolen, og under det Billede har det altid faldet baade Indbildnings-Kraften og Ungdommen naturligst at betragte sig selv; men ligesom Erfaring allevegne lærer, at det ogsaa med Ungdommen gaaer raskest ned ad Bakke, saaleledes lærer Erfaring ogsaa, at Indbildnings-Kraften svækkes med Tiden og det i des høiere Grad, jo stærkere den har stræbt efter Enevolds - Magten, saa naar det var de To, Zeus gik for, maatte det nødvendig gaae ham skævt engang. Det rykker da nu ogsaa Græker-Aanden ud med i Typhons-Mythen, hvor vi hører, at dette frygtelige Uhyre, Søn af Jorden og Tartaros eller hede Helvede, med hundrede Slange-Hoveder, som kunde baade snakke, giøe og brøle, og med ildsprudende Øine, nødte ikke blot alle Guderne til at flygte til 599Ægypten og skjule sig i Dyrene, men fik, i en Tvekamp, omsider saa aldeles Bugt med Zeus, at han skar alle hans Sener ud og giemde dem i en Bjørnehud med Drage-Vagt.

Dette klinger nu vist nok alt for fabelagtigt om den »almægtige« Zeus, og vilde naturligviis heller aldrig skedt, naar det havde hængt rigtig sammen med hans Almagt, men hvad enten vi betragter den herskende Indbildnings-Kraft i daglig Erfarings Lys, eller den Græske Mythologi i Verdens-Historiens, saa opdage vi dog let, at Tvekampen med Typhoner kun alt for virkelig, og Udfaldet kun alt for vist; thi naar den vantro, formastelige Selvklogskab faaer Fingre paa Indbildnings-Kraften, da er den uden Redning forloren, og hvordan det gik alle Olympens Guder, da den blev mægtig i Grækenland, det veed enhver Skolepog, saa man maa kun undre sig over, at Græker-Aanden kunde forudsee det uden at fortvivle. Den undgik det naturligviis ogsaa kun ved at gribe til et fortvivlet Middel, idet den lader Pan og Hermes ikke blot stjæle Senerne til Zeus, men sætte dem paa igien, saa han kom til Kræfter paany, og fortsatte Krigen med Torden og Lynild, til Typhon endelig maatte flygte ned til Tartaros og fik Bjerget Ætna over sig, hvorunder han vel sprætter og spruder Ild endnu den Dag idag, men maa dog lade Guderne i Fred. Her seer vi da Hermes ikke blot som hvad han var fra Vuggen af, men som Liv-Chirurg; thi vel giver Mythe-Smeden ham Pan til Hjelp, men det vil ikke sige stort, da man ellers ikke veed, han kunde giøre andre Konster end blæse Folk et Stykke og kyse dem med ingen Ting, saa det maatte vel være Hermes, der skulde giøre det Mester-Stykke, og, skiøndt han var en Tusind-Konstner, tør man dog nok sige, man vil see det først. Ganske turde jeg imidlertid dog ikke forbigaae Græker-Aandens fortvivlede Udvei, da det er ganske rigtigt, at den Græske Philosophi prøvede paa at vække Zeus forklaret op, og tog paa en Maade Pan til Hjelp, forsaavidt det immer er hvad man kalder Pan-Theisme, hvormed Philosopherne vil raade Bod paa den Tomhed, der altid udspringer af aabenbar Vantro og Aands-Fornægtelse; thi vel var det hidtil kun Blændværk, ligesom de gamle Guders Opstandelse paa Skuepladsen, men dels stadfæster det dog Græker-Aandens klare Natur-Anskuelse, og dels ønsker jeg selv, at det nu maa lykkes Hermes at giøre sine Sager meget bedre i Grækenland, saa Zeus virkelig kan komme til Kræfter igien og faae Bugt med Typhon!

Ja, vi veed Alle, der er et »ungt Grækenland«, som har vundet 600 sine Sporer ved at afkaste Tyrke- Aaget, og vi lever jo virkelig i en Tid, da Haanden ikke alene øiensynlig giør mechaniske Mester-Stykker, som hidtil var utrolige, men da det Indvendige, der svarer til den, altsaa den ægte Hermes, under visse Vilkaar kan giøre Underværker, saa umuligt kalder jeg det ingenlunde, skiøndt det vil findes meget vanskeligt, at Grækenland kan blomstre op igien i sin gamle Folke-Aand, ligesom vi alt har begyndt at træde op i Vores. Uagtet nemlig Indbildnings-Kraften ligesaalidt bliver ung igien paa sine gamle Dage, som Nogen af os, saa kan den dog, ligesom vi, under gunstige Omstændigheder, paa en Maade forynges, og det skeer, naar der virkelig udvikler sig Forstand paa dens Verden ; thi da svæve dens Skabninger ikke blot for os som klare Skygger, men leve op hos os, som gamle Minder, der vel fattes Ungdoms-Kraften, men er dog ingenlunde magtesløse, saa »med List og med Læmpe« kan de endnu udrette store Ting. Hvorvidt nu det kan lykkes Ny-Grækerne, der vaagne op af en Dvale, som har varet giennem hele Middelalderen, og vaagnede uden Aand, men med alle deres gamle Feil og Fordomme, det er vist nok et større Spørgsmaal, end deres selvbudne Hovmestere, enten de Tydske eller de Franske, drømme om, men klart er det, at vi Nordboer maae prise os lykkelige fremfor Grækerne, at vort Folkeliv i sin Ungdom ei udtømde sine Kræfter for Øieblikkets Glimmer, men forberedte sig med Ære paa Manddoms-Værk, og trøstede sig ved Alderdommens Glands; thi vel er der ogsaa hos os endnu store Hindringer for Livets Fornyelse i Aanden, men Aanden er dog over os, og aabner os et Overblik af Menneske-Livet i det Store, der ikke blot oplyser, men opmuntrer. Ja, da det endog undtes os, tidligere end Grækerne selv, at bestige Olympen og nyde den rige Udsigt over det blomstrende Hellas, saa kan det neppe feile, at oplever Grækerne nogensinde det Held at fornye og forklare deres gamle Dage, da vil det ei være uden Hjelp fra Norden, hvor der fra Hedenold forberedtes en verdenshistorisk Oplysning, der helbreder Menneskens Børn for den Grille at ville omskabe hinanden, og lærer dem derimod at gribe de rette Midler til Udvikling og Forklaring af det Ædleste og Bedste, hvortil de er skabte og skikkede! Da skal man ogsaa i Grækenland vide at tale om Ty r og hans høimodige Opoffrelse, som et anderledes godt Ungdoms-Speil end Kronidens Selv-Ophøielse, som førde til den dybeste Fornedrelse, strax under de Hundredarmedes Vinger og snart under Typhons Morder-Staal!

601

X.
Stilstanden og Asgaards Bygning.

Mine Herrer! jeg vil haabe, De har mærket, at jeg virkelig har havt et godt Forsæt og en reen Hensigt, virkelig havt isinde at forbedre mig og blive ordenlig, ret hvad man paa et Catheder kan kalde dydig: baade ædru og alvorlig, meget tydelig og lidt kiedsommelig, for, uden at rose mig selv, saa lagde jeg ordenlig en Plan til det i forrige Uge, efter Spasen med Dværgene, og jeg har jo ganske alvorlig foredraget Grækers og Nordboers mythiske Betragtning af Barndommen og Ungdommen, saa selv den lærde Tydsker maatte indrømme, at det stod i en vis Forbindelse baade med Naturen og de moralske Ideer, og at, om der end var Levninger af det gamle Sværmeri, saa var det dog i Skolemester-Stil og intet Sværmeri for Damerne!

Nei, det var Synd at sige, tænker vist Damerne i deres Hjerte, og De veed endda neppe, eller har dog neppe nænt at giøre sig det klart, hvor aldeles jeg de to sidste Aftener har opoffret Dem, blot for at tækkes Herrerne, og det ikke engang de unge Herrer, som sjelden sværme for Skolemester-Stilen, men de gamle Herrer, og da især den gamle Herre, der staaer mig nærmest, altsaa mig selv. Ja, havde jeg ikke baade viist det og vidst det før, at jeg er kun meget lidt Digter og en halvmaadelig Historiker, saa har jeg i det mindste nu baade øiensynlig viist det og faaet det tilgavns at vide, ved denne saakaldte historisk-poetiske Betragtning af den gyldne Barndom og den blomstrende Ungdom, hvorunder den halve Deel af Menneske-Slægten, og dét, efter alle Herrernes Tilstaaelse, netop den smukkeste Halvdeel, blev saagodtsom aldeles glemt eller overseet, trods alt det Yndige og Blomstrende, den har for vore Øine, og trods alt det Yndige og Blomstrende, den har afpræget baade i Grækers og Nordboers Myther og Oldsagn, saa jeg skottede 602 knap til den yndige Nanne, hvis Kinder blussede og blegnede ved Balders-Baalet, som Vaaren i Skiærsommers Morgenrøde, og jeg ændsede slet ikke den blomstrende Hebe, som paa Olympen krandsede Gudernes Bæger, saa selv Dødbidere fik Lyst til at drikke deraf!

Det har jeg gjort, og at det hevner sig frygtelig iaften, det lader sig saa naturlig forklare, at jeg vel ingen Ret har til at tænke, det er Hexeri af Damerne, men da jeg dog veed, at Damerne kan hexe, saavelsom Iris, saa har jeg dem virkelig lidt mistænkt for, at de har forhexet det, saa jeg nu staaer midt i det og kan hverken komme frem eller tilbage, uden jeg vilde springe baade Thor og hele Manddoms-Alderen over, lukt ind i Alderdommen, og det er dog alt for halsbrækkende; thi vel har jeg seet Folk, og det pæne Folk, giøre det Spring før i Dag, og slippe hvad man kalder glimrende fra det, men det var kun ligesom paa jævn Jord, i Hverdags-Livet, hvor meget kan gaae glat, som fra Cathedret, i hvad vi kalde det høiere Liv, maa baade gaae galt og findes utilgiveligt. Da jeg derfor mærkede, jeg gik i Staa, havde det vist været klogest at indrykke i Adres-Avisen, vel ikke at jeg var gaaet i Staa eller at Damerne havde forhexet mig, men dog, at jeg var blevet lidt »upasselig« og kunde ikke have den Ære o. s. v. og jeg tænkde virkelig paa det iaftes, men dels var det for silde, og dels faldt det mig strax ind, at saa vilde Byen gjort en »Kieldermand« af det og sagt: nu, det var dog engang et fornuftigt Ord, for han er rigtig nok ikke blot lidt, men meget »upasselig« til at holde Foredrag baade for Herrer og Damer, men det skulde han betænkt før, og ikke lukket Munden saa høit op, at, det tænkde vi nok, han fik snart udsolgt, ikke blot sine Adgangskort, men sine »Græske og Nordiske Myther og Oldsagn«, ja, sine sammenrapsede Kundskaber, sine Blik og Overblik, Forvink og Eftervink, uden al Grundighed, Orden og Kritik! See, den Hevn undte jeg ikke Byen, derfor tog jeg Mod til mig og stillede mig op ligesom sædvanlig, skiøndt jeg godt vidste, at hvor megen Fart jeg end tog, kom jeg dog ikke et Skridt videre i Aften, fordi det er forhexet, enten saa Damerne har gjort det eller ikke; men jeg tænkde som saa: naar du strax gaaer til Bekiendelse, og siger, du har det Haab, at naar du, som Odin, faaer taget Nat til ny Raad, saa vil det nok gaae bedre næste Dag, da vil hverken Herrer eller Damer være saa ubarmhjertige som Byen, men tage til Takke med hvad Huset formaaer, skiøndt det er kun meget smal Kost, er 603 kun et lille Æventyr, som endda maa giemmes tilsidst, for begyndte jeg allerede nu med den Mand, der var engang, da kom jeg snart til Snip, Snap, Snude, nu er Æventyret ude, og det hjalp vist ikke, at jeg, efter min Børnelærdom i Borgestuen, lagde til: Tip, Tap, Tønde, nu skal en Anden begynde, for hvem af Herrerne vilde vel løse mig af i denne Stilling! Derfor seer De selv, at, skal Enden blive nogenlunde taalelig, maa jeg see at trække Tiden ud med hvad der vil falde mig ind, og det, om muligt, saaledes, at Tilhørerne dog kan tænke: nu kommer det, eller: nu maa det dog snart komme; thi det er nu engang det Vovestykke, jeg iaften maa prøve: om De kan holde ud at høre paa en gammelagtig Digter og Historiker, som virkelig staaer i den Forlegenhed, at der er Noget, han maa have sagt, førend han kan gaae videre, og kan dog ikke komme til det, førend det tilsidst plumper ud og giør paa en Maade Opsigt, ligesom disse Foredrag paa Borchs Collegium i det Hele.

Saa vil jeg da begynde, som Damerne nok veed, alle Æventyr begynder paa Dansk: der var engang en Mand, men det var ingen Thor og det er intet Æventyr, jeg vil fortælle om ham, for jeg kan godt huske, den samme Mand var knap af Middel-Størrelse og gik paa To ligesom En af os, skiøndt han gik lidt skævt og det gik ogsaa skævt med ham tilsidst, stakkels Mand! for Historien begynder godt nok, som saamangen skikkelig Mands og selv høi Embedsmands: han blev Student og fik et lille Levebrød, men den ender meget tragisk, og ingenlunde, som deres sædvanlig, der faae de smaa men visse Levebrød, for den ender ikke med: og saa døde han, nei, den ender med: og saa, efter nogen Tids Forløb, saa mistede den stakkels Mand sit lille Levebrød, og det, veed De nok, man hos os kalder meget sørgeligt. Ja, naar en Mand døer, som havde et lille Levebrød, da tænker man: nu, døe skal vi Alle, og Ens Død, en Andens Brød, og, der er Nok om det; men naar en Mand, uden at døe, mister sit lille visse Levebrød, da spørger alle Folk hos os: men hvad skal han da leve af, med Kone og Børn? Svarer man nu: ja det faaer at blive hans Sag, da kommer gierne det Spørgmaal: men hvad har han da gjort? og saaledes spurgde man da ogsaa om den stakkels Mand, hvis Historie jeg her fortæller, og da man fik til Svar: han har Ingenting gjort, da slog man Hænderne sammen og sagde høit: ingen Ting gjort, og dog miste sit Levebrød! Det er jo dog forskrækkeligt! Ja, De leer nok ad det, og det er jo ogsaa en latterlig Historie, men det Mærkeligste, synes mig dog endnu, 604 er det, at jeg ikke mindes mere end dette ene Exempel paa, at en stakkels Mand i Danmark mistede sit lille Levebrød, uden Pensjon, blot fordi han ingen Ting havde gjort, og selv her var der en Hage ved, for den stakkels Mand havde ladt Andre giøre galt hvad han skulde gjort ret, saa han mistede dog egenlig sit Levebrød, fordi der var gjort Noget, som man fandt, var galt; og denne Omstændighed, at det i Mands Minde, og sagtens længere, hos os, har mest været et lille vist Levebrød, man sukkede og længdes efter og giftede sig paa, og kunde snarere miste ved at giøre Noget, man fandt galt, end ved ingen Ting at giøre; denne Omstændighed tilskriver jeg for en stor Deel, at der giøres saa lidt hos os, som man egenlig kan kalde Manddoms-Gierning. Det faldt mig ikke engang selv ind, førend da jeg første Gang kom til Engeland og følde, hvilken pinlig Forlegenhed jeg blev sat i, naar de spurgde mig: hvad giør I hjemme hos jer? Ingenting! det var jo let sagt, for det ligger os immer paa Tungen, i det mindste for Løier, eller af en Slags Beskedenhed, men i et Land, hvor der altid giøres Meget, hvoraf naturligviis endeel er galt, ikke sjelden meget galt, men dog ogsaa endeel godt, og ikke sjelden forbausende stort, der, naar man spørges om Gierningerne herhjemme, at svare: ingenting, det er dog ikke saa let, og jeg har snoet mig som en Aal for at undgaae Svaret, ved at fortælle vidt og bredt om Alt, hvad vi tænkde paa at giøre, og om alle de Forsigtigheds-Regler, vi daglig indpræntede os, for ikke at giøre noget Galt, som Engelskmændene saa tit; men hvordan jeg vendte og dreiede mig, saa blev Engelskmanden ved Sit, som er hans gamle Vane, og jo meer jeg havde at udsætte paa de Engelske Gierninger, des ivrigere spurgde han: ja, hvad giør da I? og det forbistrede »what do you do?« det glemmer jeg aldrig, om jeg saa blev hundrede Aar, og det pinde mig lige til Sjælen, fordi jeg følde, at den forstokkede Engelskmand har igrunden Ret, det Første hos en Mand er, at han selv giør Noget, som kan vise, hvad han duer til, siden kan han tale med om, hvad man helst skal giøre og hvordan, men før er det kun Snak, og duer en Mand til Noget, da lærer han tit ved at giøre noget Galt og faae Skam for, at giøre noget Godt, som han har Ære af. Hvor kæphøi jeg derfor end var, det Første, jeg kom til Engeland, og kunde prægtig kritisere hele den Engelske Virksomhed, som langt mere haandværksmæssig end videnskabelig, langt mere haandfast end aandelig, og langt mere beregnet paa Vinding end paa det almindelige Bedste, saa faldt dog 605 Kammen paa mig efterhaanden, som Engelskmanden mødte alle mine Kritiker med den simple Sandhed, at naar man forud vilde tænke paa alle mulige Ting og Tilfælde, Maader og Misbrug, da fik man virkelig ingen Ting gjort, og sluttede saa regelmæssig med Spørgsmaalet: eller hvad gi ør vel I? Herved maatte jeg nemlig omsider gaae til Bekiendelse, baade paa mine egne og paa mine Landsmænds Vegne, og tilstaae, at, skiøndt vi havde baade Lyst og Evne til at giøre meget Godt, saa tænkde vi dog saameget paa de visse Levebrød og paa alle mulige Ting, hvoraf det Ene skulde giøres og det Andet ikke forsømmes, og paa alle mulige Hindringer og Misbrug og Miskiendelser af rene Hensigter, at vi rigtignok ingen Ting gjorde, som var værd at tale om. Til dette Skriftemaal har jeg intet at lægge, undtagen, at det naturligviis kun giælder Herrerne og slet ikke Damerne, dels fordi Damerne netop hos os sjelden er ledige, og dels fordi deres egenlige Bedrift maa være en Hemmelighed. Det har jeg ogsaa lært i Engeland; thi da jeg der gjorde mig saa næsviis at spørge, hvad Damerne bestilde, siden man aldrig saae dem i Vindvet og sjelden paa Gaden, og de gik, som jeg hørde, ikke i Kiøkkenet, klædtes mest som Markens Lilier, der hverken sye eller spinde, og syndes mig heller ikke at læse eller lære meget, da fik jeg det korte Svar: det er en Hemmelighed, og skiøndt jeg i Førstningen loe kiækt ad det, saa har jeg dog siden ogsaa deri maattet give Engelskmanden Ret; thi vel see og høre især vi meget af Damerne, der er os saa uundværligt, som det daglige Brød og over al Beskrivelse fornøieligt; men deres egenlige historiske Bedrift i deres Høst og travle Tid, som vor Manddoms-Alder skulde svare til, det er dog en stor Hemmelighed, der kun paa en Maade røbes, naar en virkelig stor Mand ærbødig kysser sin lille Moder paa Haanden, og hun da, henrykt derover, glemmer sig selv og kysser sin store Søn paa Munden for alle Folks Øine!

Det var en meget lang historisk Indledning til et lille mythisk Æventyr, men jeg kunde ikke giøre den kortere, dels fordi jeg maa see at trække Tiden ud, og dels fordi vi i den sorte Skole kun har lært at giøre een Ting taalelig godt, nemlig at kritisere, sædvanlig vel hinanden, men, har vi Luner, dog imellem, for Løiers Skyld, os selv med, og endelig, fordi jeg umulig kan tænke paa, at der var engang en Mand eller en Halvgud, som hedd Thor, uden at falde i Tanker over: hvorfor der ikke længer gives saadanne Mænd eller Halvguder i Norden, og maa da sige mig selv, det er ikke Tidens Skyld, da man i 606 Engeland kan see for sine Øine, at saadanne Mænd fødes og vandre og virke endnu paa Jorden, saa naar de ægte Engelsk-Mænd blot kunde læres op at see, ja, læres til at see paa Guld-Alderen og Gylden-Aaret, istedenfor paa Guld-Pengene og Gylden-Skindet, da kunde det endnu være morsomt for en Nordisk Skjald at giøre Thors-Myther om saadanne Kæmper, og kunde være meget morsomt for Kvinder og Børn, meget nyttigt for Ungersvende og meget lærerigt for Oldinger, at høre derpaa! Man skal derfor heller ikke forsværge endnu at høre Engelske Thors-Draper, der er langtfra at være grebet af Luften, for hvergang jeg traf en dygtig Engelskmand, der gav sig Stunder til at høre paa mig, da saae jeg ogsaa, at Naturen gik over Optugtelsen, saa han gav mig Ret i, at Mytherne om Thor og andre saadanne Karle, dem er det en Skam, man ikke kiender i Engeland.

Hos os, veed vi imidlertid nok, der er noget ganske Andet iveien for den levende Virksomhed, der skulde klare de gamle Thors-Myther og forberede Nye; thi her kiender man «dog adskilligt Gammelt, som var værdt at fornye, og her findes ikke saa faa Øine, der godt kan see, at Guld-Alderen og Gylden-Aaret er meget mere værdt, end alle de Pund og Tønder Guld, der ligger i den Engelske Bank, eller løber rundt i alle Engelskmænds Hoveder, og jeg veed snart ingen Ting saa vanskelig, man jo kunde giøre den her i Norden, naar man bare gad og fik Lov til det; men sædvanlig er ingen af Delene Tilfældet og kun yderst sjelden træffe begge Dele sammen, saa det er kun ved et Lykketræf, man opdager, hvormange store og gode Handlinger, der endnu kunde ikke blot beskrives men udføres i Danmark og hele vort Norden, og vil følgelig være et endnu langt større Lykketræf, om disse Mester-Stykker og M ester-Værker virkelig komme for Dagens Lys, saa det kan slet ikke forundre mig, at mine Landsmænd sædvanlig tvivle stærk om Muligheden, og ansee mit store Haab om Nordens Fremtid for endnu mere fantastisk og udsvævende end min Ophøielse og Forklaring af Nordens Fortid. Tvivle kan jeg nemlig selv som den Bedste, og gjaldt det om at spase med de store Forhaabninger og vise deres Urimelighed i Sammenligning med vore Hverdags-Tanker og Hverdags-Sysler, da kunde jeg vel deri maale mig med hvem det skulde være; men jeg vilde ønske, mine Landsmænd ogsaa kunde, hvad jeg ogsaa kan, og vel finder vanskeligere men ogsaa langt fornøieligere, end at tvivle om alt hvad der er større end vor egen lille Person, eller trække 607 det ned til os og stille det i et latterligt Lys, ja, jeg vilde virkelig ønske, at Alle med mig kunde troe og haabe det Største, det Bedste og det Glædeligste for Fremtiden; thi da er jeg vis paa, at om det ikke nær skedte Altsammen, vilde der dog skee saameget Stort og Godt og Glædeligt, at selv Engelskmænd skulde forundre sig og tilstaae, ligesom de maae paa Strandveien, at skiøndt det ikke staaer i deres Veiviser, er det dog baade noget Stort og meget smukt.

Med dette Ønske og med dette Haab vil jeg da tage Mod til mig og ophøie det Nordiske Begreb om Manddoms-Alderen og Virksomheden, langt over det Græske, tage Mod til mig og slet ikke ændse den spodske Mine, selv Franskmænd med det bedste Skin af Verden kunde giøre, og ei engang lade mig forknytte af det forbistret tørre Engelske Spørgsmaal om hvad vi giør nu, men jeg vil slaae det hen i Spas og svare: hvad vi giør nu, det kan I jo høre, og om Vinterdage, mellem Sex og Syv om Aftenen, hvad giør I da midt i London andet end æder og drikker; saa, efter Omstændighederne, kan vi godt være bekiendt hvad vi giør nu og hvad I aldrig engang har viist os, I kan giøre, for nu morer vi os med at betragte de Græske og Nordiske Myther i et nyt Lys, og at lægge dem sammen til et Speil for langt større Daad end I for Øjeblikket enten har Sind til at øve eller Sands til at skatte. Om Resten kan vi tales ved imorgen, iaften har vi ingen Stunder, da vi skulde tale om en Mand eller en Halvgud, der var engang i Norden og hedd Thor, og det er vel alt det, I veed, at jeres Torsdag saavel som vores endnu bær Navn af ham, ligesom Tirsdag af Tyr og Onsdag af Odin, og I har neppe tænkt paa hvad heraf følger, nemlig, at de lever endnu, om end lidt forklædt og forklemt, baade i jeres og i vores Mund; men vi maae fortælle Jer, hvad I vist aldrig drømmer om, at paa vor Tunge har de gamle Karle i den sidste Tid slaaet dem løs og axlet deres Skind, saa I kan vente snart at see dem »gaae i Høieloft ind«, og see Thor vade, som han pleier, hvor de andre Guder svømme paa deres Heste, undtagen Odin, som med Sleipner gaaer oven ad, see Thor, som han pleier, slaae rask til og lade, som I 1807, Krigs-Erklæringen komme bagefter,, med den Oplysning, at Hugg er holdne Vare!

Men nu, naar jeg skal fortælle Thors Manddoms-Gierninger, hvordan han slog Jetter for Panden og gjorde Troldhexe skrutryggede, og sparkedetendogsaa ved Balders-Baalet en stakkels lille Dværg ind i Ilden, saa han brændte Tippen af sin 608 Næse, nu slaaer det mig først, at Damerne baade vil og nødvendig maae spørge mig: hvad Thor gjorde det for? og hvorfor han dog var saa forskrækkelig glubsk og havde, som det synes, slet ingen Medlidenhed? eller med andre Ord: hvad det dog egenlig var, han kæmpede for, hvem det egenlig var, han sloges med? og saa slaaer det mig igien, at det burde jeg sagt baade Damer og Herrer for længe siden, sagt dem, hvad Aser og Jetter i mine Øine har at betyde, hvad de slaaes om, og hvad der kan komme ud af den Strid, naar den lykkes paa Asernes Side, som kun da skeer, naar den føres med Fynd og Klem, som Thor førde sin Hammer, den over al Norden berømte og frygtelige Mjølner.

Men hvorfor har jeg da ikke gjort hvad jeg skulde, ligesaa godt først som sidst? ja, hvorfor har de andre Herrer ikke gjort hvad de skulde, ligesaa godt først som sidst, uden af samme Grund som jeg, fordi vi blev tidlig vant til Ingenting at giøre, som er værdt at nævne, og gad siden kun giøre meget lidt, og endelig, fordi al Erfaring lærer, at naar man længe ikke gad gjort hvad man skulde, da kan man næsten ikke og bærer sig allenfalds keitet ad dermed, som jeg i disse uordenlige Foredrag, hvor jeg, først efter en lang Snak om Ygdrasil, Mimer og Idunne, Balder, Tyr og Fenris-Ulven, først, naar jeg skal fremstille Thor for Damerne, endelig mærker, det er dog for galt, da de jo, naar de slet ikke forud kiender noget til ham, maae ansee ham for en reen Bulbider, eller dog for en slet og ret John Bull, der slaaer sine Dommedags-Slag, blot for at vise hvad John Bull kan giøre, og bevise, der er Knokler i ham endnu !

Altsaa nu endelig, langt om længe, næsten bagefter, maa jeg da fortælle de ærede Damer og Herrer, at Aserne i mine Øine er de forgudede Livs-Kræfter, som aabenbare sig i et ædelt Kæmpeliv, hvis Maal ingenlunde er enten Blodbad eller en luftig Seierskrands, men det ædle, hjertelige, med Guddommen nærbeslægtede Menneske-Livs nye Seire, og at følgelig Asernes Fiender: Rimthusserne eller Jetterne, er Menneske-Livets baade aandløse og hjerteløse Fiender, som Mennesker umulig kan have nogen Medlidenhed med, og fra denne Side betragtet er da de Nordiske Guders Forhold til de Græske, som den levende menneskelige Virksomheds til den levende menneskelige Skiønhed. Hermed, paastaaer jeg nu ogsaa, stemmer hele Edda prægtig overeens, og heraf udspringer Forskiellen mellem den Maade, Græker-Aanden 609 og den, Nordens Aand forestillede sig Livets Begyndelse paa. Ligesom nemlig den Græske Mythologi begynder med et stort, formløst eller udannet Chaos eller Virvar, hvoraf vist nok ikke Verden med Guder og Mennesker, men dog ganske rigtig den Græske Natur-Anskuelse dukkede op og uddannede sig til det skiønne Blik paa Menneske-Naturen, som jeg haaber, vi har seet den at være, saaledes begynder den Nordiske Mythologi med et eensformigt og vanskabt Uhyre, af hvis Krop vistnok heller ikke Himmel og Jord har deres Oprindelse, men som dog ganske rigtig den Historiske Anskuelse i Norden sprængde og udviklede sig paa en egen Maade af, til det store Overblik af Menneske-Banen, som jeg haaber, De efterhaanden vil see, den virkelig er!

Altsaa, der var engang et rædsomt Uhyre, som hedd Ymer, kold som lis og bedsk som Edder og Forgift, og saa blev der en Mand, men det var ikke Thor, det var hans Bedstefader, ved Navn Bør, og den samme Bør fik tre Sønner: Odin, Hæner og Løder, af hvem, vi veed, den Første er blevet berømt i Norden for dem alle Tre, og med Odin begynder egenlig vor Mythiske Historie, men dog er der to Mester-Stykker, som tillægges alle tre Brødre i Forening, og det Halve kunde være Nok til langt Fleres Berømmelse, naar det kun var ganske paalideligt; thi dels skal de have slaaet Rimthussen eller Frost-Jetten Ymer ihjel og bygt en heel Verden af hans uhyre Krop, og dels skal de have givet vore første Forældre, Ask og Emble, der kun havde Planteliv, Alt hvad der gjorde dem til Mennesker, saa Odin gav Aand, HænerForstand og Løder Blod og Lødd eller Ansigts-Farve. Jeg har imidlertid alt anmærket og vil strax udtrykkelig gientage, at jeg om Verdens Skabelse og Menneskets Ophav ligesaalidt af Odin som af Zeus, ligesaalidt af Nordens som af Grækenlands Skjalde, enten forlanger eller kan modtage nogen Oplysning, da de dertil var meget for unge, men at jeg blot venter, at hvad de fortæller om Ymer skal passe paa Oprindelsen til deres Anskuelse, ligesom det Grækerne fortæller om Chaos passer til deres, og det finder jeg slaaer til; thi Ymer er et vel ikke meget smukt men meget træffende Billede paa Tiden i sit Nordiske Ophav, Vinter-Tiden nemlig, som den begyndte i det kolde Norden, saa der behøvedes et godt Tøbrud, for at den kunde blive flydende, og adskilles i den forbigangne, den tilkommende og den nærværende Tid, hvoraf jeg mener, Skjaldene har skabt de store Trillinger Odin, Hæner og Løder. Saameget er 610 idetmindste ganske vist, at med Synet af disse tre Tider, som hinandens Brødre gryer den Historiske Anskuelse; thi saalænge hele Tiden giør Eet, seer vi ikke Andet, end en uhyre stor Jette med Rimfrost i Haaret og lange listapper i Skjægget, der ikke blot, som Kronos, vil sluge alle sine Børn, men har os allerede i sin uhyre Vom, hvor vi vel kan spadsere omkring, men kommer aldrig saavidt, vi har jo Tiden for os, saa den er endnu langt værre at slippe ud af, end Rusland var for Napoleon. Paa denne Maade var det altsaa kun Nødværge, at Børs Sønner sprængde Jetten Ymer, og at de saa brugde sig med Kæmpe-Kraft til Heltegjerninger og skabde en heel historisk Verden af ham, saa Kiødet blev Jord og Benene Bjerge, Blodet Hav og Hjernen Himmel, med de fire Dværge, Øster og Vester, Sønder og Nør, til Piller eller Hjørne-Stolper, det er hvad der i mine Øine giør dem megen Ære, og hvad jeg selv kunde have Lyst til at tage Haand i, hvad heller ingenlunde er umuligt, da Hæner, som jeg kalder Fremtiden, der giver Forstand, ikke blot rækker til os, men til hin Side Ragnarok, hvor han, efter Volas troværdige Spaadom, skal arve begge sine Brødre!

Hvad der imidlertid for Øieblikket forundrer mig allermest, det er hvad jeg aldrig har seet før idag, den Borg nemlig, de samme tre Brødre, før de skildtes ad, bygde til dem selv og alle Aserne, som skulde fødes, nemlig det gamle Asgaard, og som jeg før ikke engang har seet efter, men leet baade ad Kong Gylfe og ad alle de følgende Oldgrandskere og Mythologer, som reiste til Rusland, ned til det As-Ovske og det Sorte Hav, for at finde den ensteds paa Krim; thi mig syndes, det gik dem Alle, ligesom der staaer i Heimskringle om Svegder Upsals Drot, der i samme Ærinde drog samme Vei, men blev saa en Aftenstund, da han havde drukket over Tørsten, af en skielmsk Dværg lokket ind i en Steenhall for aldrig meer at komme tilsyne. Nu opdager jeg imidlertid, det kommer dog an paa, hvor man reiser hen og hvordan man bruger sine Øine for at lede om Asgaard, som Thjodolf af Hvine ogsaa udtrykkelig siger i sit Ligvers over Svegder, som jeg vel selv har oversat for mange Aar siden, men forstaaer først nu, som det lyder: Giæk gik til Jetter iblinde, Gudhjem at finde. Nu seer jeg det først, det var tosset at reise udenlands for at finde hvad der staaer ligefor vore Øine, naar vi lukke dem op og see paa hinanden og paa Børs Sønner; thi Mythen siger jo, at denne Borg, der skulde være en Fæstning mod Jetterne 611 ved Strand-Kanten, den bygde de af Ymers Øien-Bryn, naturligviis for paa Høielofts-Svalen at have et ordenligt Overblik af hele den Historiske Verden, deres Vei gik igiennem, og af denne Borg er det da Dvalin og de andre konstige Dværge har givet os en Tegning i Edda, saa, naar man har den for Øine, hæver Borgen sig ikke blot paany, men vi staaer selv paa Høielofts-Svalen med en ligesaa vid, som herlig Udsigt, og i dette Øieblik nærer jeg da ei mindste Tvivl om, at jeg jo næste Gang vil kunne vise dem Thor lyslevende, som han gik og stod i denne Verden, værgede Asgaard, og med det Samme Overblikket fra dets Høisæde, og forberedte med Daad Forklaringens store Time, der umulig kan slaae, før Tiden har viist, at hvad man kalder Folke-Aand er intet tomt Hjernespind, men en herlig Livs-Kraft, der beviser sig selv, hvergang den med Mund eller Haand aabenbarer sin Kraft, udtrykker sin Retning og betegner sit Maal. Og skiøndt vi for Øieblikket ei har store Bedrifter at rose os af, saa, naar kun Sandsen for dem og Modet paa dem er vaagnet, opdage vi snart, at vort Norden er rigt og Danmark slet ikke fattigt paa dem, og i Tidens Løb hvælve Ymers Øienbryn dem selv til et Stade, selv Asgaards Damer uden synderlig Møie kan bestige og vil sikkert fornøie sig ved at benytte.

612

XI.
Thors Tvekamp med Hrungner.

Hvad synes Damerne om Dueller? Det er mig iaften et meget vigtigt Spørgsmaal, og maa i det Hele være det, hvor Taler er om Nordens Aand; thi enten det er Nordens Myther, vi lytter til, eller Oldsagnene hos Saxo, eller Historien hos Islænderne, vi læser, da mindes vi hvert Øieblik om, at Tvekampen er i Nordens Aand, og selv den nyeste Tid lærer os, at hvor, som i Engeland, vi endnu finde tydelige Spor af denne Aands Kræfter og Tankegang, der høre ogsaa Tvekampene, om ikke til Dagens Orden, saa dog til Livets Nødvendigheder. Nu behøver jeg vist nok ikke at sige Dem, hvad jeg vover ved i Nordens Aand at forsvare Tvekampe, som er forbudt og fordømt i alle Love, selv i de Engelske, der dog forudsætte dem, som en følgelig Sag, og, meer end det, forfølges af alle Moralister og lærde Folk, næst Selvmord, paa det allerubarmhjertigste, saa det synes kun at ville hjelpe mig lidt, hvad Damerne synes om det, da de jo hverken tages paa Raad ved Lovgivningen eller har Stemme i noget Parlament, eller tør modsige hele den lærde, kloge og især menneskekiærlige, ømme og moralske Verden. Imidlertid, naar man ønsker at tækkes Damerne, er det altid et vigtigt Spørgsmaal, hvad de synes om, og hvor det giælder om Menneske-Hjertets naturlige Tilbøjeligheder og deraf udspringende gode eller slette Sæder, der vilde dog selv de mest kapitelfaste Lovkyndige og de ømmest følende Moralister giøre vel og viselig i, om end ikke høirøstet, saa dog i al Stilhed for ramme Alvor at raadføre sig nok saameget med Damerne, som med deres eget Hjerte. Og nu tør jeg nok sige, det gaaer med Damerne som med Digterne og med Nordens Aand, at de ligesaalidt vil bryde Staven over alle Tvekampe, som de vil 613 ønske dem gjort til Hverdags-Brug, saa de spørger bestandig, ja, hvad for en Tvekamp, hvorom og mellem hvem, og det er Alt hvad jeg forlanger, da det slet ikke er de unge Løitnanters Dueller, jeg tager i Forsvar, men Tvekampen mellem Mænd, hvor kun den paa ærefuld Viis kan jævne en for Menneske-Aanden eller Menneske-Hjertet stor og vigtig Trætte. Det er nemlig i mine Øine med Tve-Kampen som med Tusind-Kampen, den saakaldte Krig, at de vistnok sædvanlig er uretfærdige paa begge Sider, og laaner kun deres Nødvendighed af Blændværk eller af et arrigt Sind, men at der dog i Tidens Løb er mange store og klare Undtagelser, saa den Paastand: at der burde aldrig blive eller have været nogen Tvekamp, er meget tosset, og den Paastand, at Tve-Kamp altid under visse Omstændigheder burde være tilladt og stundom giøres til Pligt, har alle Tiders Erfaring og vist alle ømme men tillige ædle og kække Hjerter for sig; thi intet saadant Hjerte kan banke roligt for en Kryster, og intet Saadant kan unde Nidingen, Bagvaskeren, Meenederen og Snigmorderen Frihed for den eneste Frygt, han kiender: Frygten for i aaben Feide at træde vred Mand, kæk og modig, under Øine! Om derfor end alle de Lærde vilde dømme selv »David« fra Livet og kun benaade ham med Fæstningen eller Tugthuset, fordi han tog imod »Goliaths« Udfordring, og levnede end ikke Liv i Jetten, der dog ogsaa saae ud som et Menneske, om end, siger jeg, saa regner jeg dog ligefuldt paa Damernes Medhold baade for den lille David og for den store Thor, som er Asgaards-Værgen, jeg iaften skulde vise Dem, og kan neppe vise Dem bedre end i hans Tvekamp med Hrungner Steenhjerte, hvorom der er en baade lang og berømt Mythe.

Det hændte sig nemlig engang, da Thor, som saa tit, var paa Trolde-Jagt i Øster-Leden, hvorved man i Norden altid maa tænke paa Preusen og Rusland, at Odin, man veed ikke hvorfor, var ridt paa Sleipner til Jotunheim eller Jetteverden, og stødte der sammen med Fløimanden for alle Jetter, den længste Rækkel og den største Skryder, ved Navn Hrungner, som vel roste Sleipners Trav, men aabenbar kun paa Skrømt, for han lagde strax til, at han havde dog selv en »Fuldblod«, som hedd Guld-Manke, der alle Dage var ligesaa god, og Tak til. Det gad Odin naturligviis ikke hørt, og svarede kort, at han turde dog vædde sit Hoved paa Sleipner, hvorover Jetten blev bister, smed sig op paa sin Guld-Manke og red omkap med Odin, alt hvad Remmer og Tøi kunde holde. 614 Vel blev han tabt bag af, men i sin Arrighed havde han saaledes forivret sig, at Guld-Manke løb løbsk med ham, og før han vidste det, holdt han midt inde i Asernes Borgegaard, og maatte da vel maabe. Til hans Lykke er imidlertid Nordens Aand, i sine Guder som i sine Kæmper, altid ædel og ridderlig, saa Odin ikke blot skaanede ham, og bad ham giæstmild træde indenfor, mens Heden satte sig, og faae en Lædskedrik. Det gjorde Jetten da ogsaa, og gjorde kun alt for god Besked i Kruse og Kander, saa at selv, da man skænkede for ham i Thors-Kanden, stak han den ud og blinkede ikke ved det, men overstadig, og hvad man reentud sagt kalder pærefuld, blev han da ogsaa, og man behøver ikke at have seet mange Glubende i den Tilstand, for at slutte sig til en stor Forlegenhed med Jetten Hrungner i Asgaard. Raa og ry gav han sig ikke blot til at gale, at han vilde drikke Aserne under Bordet og drikke dem lens, men han raabde og skreg, at var han bænket i Asgaard, saa skulde ogsaa Freya skiænke for ham, og da man, for Husfreds Skyld, føiede ham deri, blev han kun utaaleligere, bar sig ad, som han var spittergal og brallede op paa det Frækkesie, at han vilde flytte Valhall til Jotunheim og rive Asgaard ned i Bund og Grund, og han vilde slaae alle Guderne ihjel, bare Gudinderne Sif og Freya, dem vilde han levne Liv i, men de skulde følges hjem med ham og være Jette-Kvinder.

Saaledes afmaler Hrungner-Mythen os meget livagtig det beskænkede Uhyre, og det var intet Under, at Aserne, trods al deres Ridderlighed og ædle Ringeagt for en drukken Jette og hans Pral, dog tilsidst blev kiede ad det Uvæsen og kaldte paa Thor, som, om han end var tusind Mile borte, dog kunde høre naar hans Navn blev nævnet i Asgaard, og var da strax ved Haanden, saa, førend Jetten drømde derom, saae han Thor ved Siden ad sig, med Hammeren i Veiret, og det Spørgsmaal, som et Tordenslag, hvad hundesnue Jetter havde i Asgaard at bestille, og hvad det skulde smage af, at Freya skænkede for Thussen, som ellers kun for Aser, naar Odin gjorde Gilde? Enten nu Jetten ikke har været saa drukken, som han raste til, eller Thors Mjølner paa et Øieblik gjorde ham halv ædru, saa tog Hrungner nu dog sin Mund iagt, og erindrede først, at han idag var Odins Giæst, og skiøndt Thor i sin I vrighed faldt ind med det Ord, at hvis Giæst han end var, skulde han nu smage Hammeren, var Jetten dog langtfra at trodse, men sagde ganske polisk: jeg dumme Nar, som har glemt baade mit 615 Skjold og min Mukkert hjemme, om ellers Thor vil giøre sig til Niding her og myrde vaabenløs Mand, men det vilde klæde ham bedre at mødes med mig ved Stensgaard, paa vore Grændser, og vove en Dyst.

Det var første Gang, Nogen havde vovet at byde Thor Brodden, og det var ham Nok, at Verden blev et Uhyre kvit, paa hvad Maade det end var, saa han vægrede sig ingenlunde ved den Kredsgang og Tvekamp, og lod Hrungner slippe heelskindet hjem; skiøndt han maatte forudsee, at indtil videre vilde der i Jotunheim gaae stort Ry af Hrungners Standhaftighed og Løvemod, som turde hjemsøge Aserne og udæske Thor. Han oppebiede rolig Stævnemødet, men alt som Tiden nærmede sig, begyndte Jetterne dog at blive lidt beklemt for deres Kæmpe og lavede ham derfor en Stalbroder af Leer og Langhalm, ni Mile lang og tre Mile bred over Skuldrene, og gav ham et Heste-Hjerte, der vel fandtes stort nok, men bævede dog ikke desmindre, da det kom til Stykket.

Kort at fortælle mødte da Hrungner paa Pletten med sit Steen-Skjold og sin Steen-Mukkert, og ved Siden stod den himmelhøie Leer-Kæmpe, som de kaldte Mokkalv eller Narrifas, men da den letbenede Tjalfe, som var Thors Forløber, kom til Kamppladsen, raabde han til Hrungner: tag du dig iagt, Jette, med dit Skjold for Bringen, at Thor ikke gaaer neden om og napper dig i Benene; og Hrungner, som kunde troe Aserne til hvad det skulde være, smed da Skjoldet under sig og stod paa det, men tog Mukkerten i begge Næver, og da nu Thor kom snart med Torden og Lynild, stred de Begge løs efter hinanden, Thor med sin Hammer og Hrungner med sin Mukkert, saa de mødtes i Luften og gjorde Besked, men dog ikke anderledes, end at Jetten fik sit Livsbrød af Hammeren og havde kun den Trøst i Døden, at en Splint af Mukkerten, som brast, dog ogsaa ramde Thor i Panden, saa han segnede, og kom i Vaande, ved at faae Jettens Dødning-Been om sin Hals. Det var nemlig langtfra, at Tjalfe, som havde gjort kort Proces med den lange Narrifas, kunde hjelpe Thor ud af Klemmen; thi det mægtede end ikke alle Aserne, saa det var Thors store Lykke, at han med Bjergkonen Jern-Saxe havde en Søn, som hedd Magne, der vel endnu kun var tre Nætter gammel, men var dog alt saa stærk, at han smed Jette-Skankerne af Thors-Halsen lige paa Timen og sagde: see til den Jette-Klo! kun Skade, at jeg kom for silde; thi jeg 616 tænker, jeg kunde nok trykket den Karl med de bare Næver! Thor stod nu op, og bød sin Søn velkommen med de Ord: dig kan der nok blive Noget af med Tiden, og forærede ham saa Hrungners Hest Guldmanke, skiøndt Odin saae skiævt til det og sagde, det var en Feil af Thor at give Bjergkonens Søn saa god en Hest.

Nu var da Alting godt igien, paa Thors Pande nær, hvor Steen-Splinten sad, som den var muret, til der kom en klog Kone, som hedd Gro, og læste over den, saa den begyndte at løsnes og lod sig godt rokke, men saa vilde Thor ogsaa giøre hende en Fornøielse og sagde, hun kunde snart vente sin kiære Mand Ør-Vendel hin Bolde hjem, for jeg, sagde Thor, bar ham nys paa min Ryg fra Jetteverden over Elvaagen, og rigtignok frøs der en Taa af ham, som stak ud igiennem Staal-Nettet, men den smed jeg op paa Himlen og gjorde til en Stjerne. Derover blev imidlertid Gro saa glad, at hun glemde alt sit Galder, og derfor, siger Mythen, sidder Stenen i Thors Pande endnu den Dag idag.

See nu er Æventyret ude og jeg pleier at forklare alle Thors-Mytherne om hvad der skedte i Middel-Alderen, der var Menneske-Slægtens Manddoms-Alder, men det er den store Nød vi har med vore verdenshistoriske Forklaringer, at de falder tit Folk dunklere end hvad de skulde forklare, Noget vi paa Papiret kan tage os meget let, men midt mellem Damer og Herrer kommer i stor Forlegenhed med; thi vel er det Samme Tilfældet baade med de Astronomiske og de saakaldte Philosophiske Forklaringer, men de har nu engang Hævd paa, at deres Dunkelhed betragtes som Pletter i Solen, eller vel endogsaa som Beviser paa Rigtigheden af den store Opdagelse, de nye Astronomer jo skal have gjort, at Solen, der saa deilig oplyser alt Andet, er selv et bælgmrøkt Legeme! Os stakkels Time-Skjalde eller historiske Poeter vil man derimod slet ingen Dunkelhed tilgive, selv naar vi er aldeles uskyldige i den, men er ubarmhjertig nok til at forlange, at vi skal fremstille Aserne ligesaa klart i deres verdenshistoriske Virksomhed, som Homer fremstilde Olympierne i deres uforanderlige Skikkelse, eller at vi skal give ligesaa klart et Billede af Menneske- og Folkelivet i sin Giæring, som de Græske Digtere giver af en Bisværm, med sin fornøielige Travlhed paa Fart fra Blomst til Blomst efter Honningdugg, og dens smaa Heltegjerninger, naar den forsvarer sine Kager mod Ormene og sin Kube mod Menneskens 617 Børn, og dog er det aabenbar saa umuligt, som at vise Folk den Snee, der faldt ifjor og smeltede i Foraaret; thi da alle historiske Begivenheder falde i den forbigangne Tid, er de frie nok for at komme paa Udstillingen i den Nærværende, og jo større og usædvanligere den historiske Begivenhed er, des dunklere bliver nødvendig Billedet, vi enten selv kan beholde eller meddele Andre, om vi end selv er Øienvidner. De har derfor vist ogsaa paa Skuepladsen lagt Mærke til, at man der baade har og giver en langt bedre Forestilling om Recensenten og Dyret, eller om Kong Salomon og Jørgen Hattemager, end om Hakon Jarl paa Lade eller Væringerne i Maglegaard, og det kommer naturligviis deraf, at Alt hvad vi enten hver Dag, eller dog Hveranden, kan see Mage til, paa Gaden eller paa Fælleden, det har vi strax ved første Øiekast en klar og levende Forestilling om; men om sjeldne Begivenheder, som om en Kæmpe-Skare eller et heelt Folk, indtaget og opflammet til Storværk af een og samme Aand, eller om et Dommedags-Slag, hvori et Riges Tilværelse og to Folks Ære staaer paa Spil, derom giver selv den vidtløftigste Beskrivelse os ikke mindste levende Forestilling, med mindre vi selv, enten som Øien-Vidner, eller som deres grebne Tilhørere, har oplevet noget Lignende. Hvor lidt jeg end derfor ellers kan lide det Attende Aarhundrede, anvender jeg dog ogsaa derpaa det gamle Ordsprog: naar Enden er god, er Alting godt; thi den Franske Revolution, og især Napoleons æventyrlige Tog til Ægypten og til det Hellige Land, og igiennem Rom og Madrid, Wien og Berlin til Moskau og til S t. Helena, de tilbagegav aabenbar den i Smaalighed nedsunkne Slægt Synet og Maale-Stokken for det Store og Kæmpemæssige, saa det Nittende Aarhundredes Bod-Svende og Gaards-Karle har i det Hele en mere poetisk Anskuelse af Livet end det Attende Aarhundredes Digtere, og nu tør derfor S kj al d en vente, at selv Menneske-Hjertets æventyrligste Drømme skal faae historisk Sandhed.

Dog, hvad siger jeg? Har jeg da aldeles glemt, at saadan en Tale endnu for det meste, selv midt i Norden og midt i Sælland, klinger sær og fremmed, saa jeg maa være belavet paa at høre af Spotte-Fuglene imorgen, at jeg, listig nok, dyssede mine Tilhørere i Søvn, for at Drømmen baade des vissere og des snarere kunde faae historisk Sandhed?

Nei, man glemmer ikke let, hvad man giennem en heel Menneske-Alder har hav t sin daglige Plage af, og hvor liden Lyst jeg 618 har til at dysse mine Tilhørere i Søvn, det følde jeg ret forleden, en »Paaske-Morgen«, da jeg sad og beredte mig paa en Kirke-Tale om Opstandelsen; thi De kan troe, jeg blev lidt underlig tilmode, da der i det Samme En bankede paa min Dør, og vilde endelig tale med mig, blot for at spørge mig i al Fortrolighed, om jeg syndes, det var Ret, at en vis Person, der pleiede at sidde lige foran ham i Kirken, sad og sov hele Tiden! Hvad jeg svarede, har jeg glemt for længe siden, men det tragi-comiske Indtryk, det troskyldige Spørgsmaal gjorde paa mig, det glemmer jeg aldrig, og blot Tanken om Damernes mulige Søvn ved mine kloge Mythe-Forklaringer er da nok til at kyse mig langt bort, saa jeg sagde Nordens Aand detreentud iaftes, at vilde han have Thors-Mythen forklaret, maatte han giøre det selv, da jeg ingenlunde, for hans Skyld vilde være »Korsarens« Bytte og blive til Nar baade for Damer og Herrer, og det nyttede slet ikke, at han loe mig ud, for Kæmpe, jeg var, kun modig paa Papiret, men en Kryster, saasnart det gjaldt om at bruge Munden blot en Smule paa Krigs-Maneer, og i en Ruf lære baade Damer og Herrer saamegen Verdens-Historie, at de kan see den speile sig i den Klareste af alle vore Thors-Myther. Det nyttede Altsammen ikke, og for at skjule Frygten, gjorde jeg mig ordenlig rask imod Aanden og sagde, det er alt for beskedent af din store Helte-Aand at kalde dem Krystere, der, trods al din Stormægtighed, tør følge deres eget Hoved, og for Resten, veed Du nok, hvad Engelskmanden, der jo dog skal ligne Dig op ad Dage, altid pleier at have til Mundheld »hjelp jer selv!«

Ved denne min Kiækhed mod Aanden, som vel var Krysteragtighed igrunden, men saae dog tappert nok ud, blev Nordens Aand da nødt til at hjelpe sig selv, og lovede mig virkelig, skiøndt ikke uden bidende Sidehug, at naar det kom til Forklaringen, skulde han nok selv løse mig af paa Cathedret, og i en Haande-Vending lære Damerne og, saavidt muligt, selv de unge Herrer, at kiende Mjølners Eiermand og Asgaards Værge, alle Jetters og Troldes Skræk og i Haabet selv Midgaards-Ormens Banemand, den stærke og den ædle Asa-Thor i hans ligesaa verdenshistoriske, som mythiske Virksomhed.

Damerne kan troe, jeg, trods alle medfølgende Stik-Piller, blev sjæleglad ved den Tale, naar han nu bare vil holde Ord, for jeg har slet ikke seet ham siden, og De kan nok mærke, hvor ængstelig jeg staaer og vender og dreier mig, uden dog 619 at see noget til den lovede Staabi; men det er sandt, alle Aander er jo, til Latinernes store Glæde og endnu større Triumph, ikke blot uhaandgribelige, men ogsaa usynlige Væsener, saa jeg kan tænke, at Nordens Aand, som altid er artig mod Damerne, vil nødig forskrække dem, og lister sig da formodenlig ind i min Ham, saa jeg, indtil videre bliver tilovers, og jeg vil derfor kun paa det Indstændigste bede Damerne, men dog især Herrerne, ikke at skylde mig for hvad Aanden giør, og dernæst bede Damerne kun ei at blive bange, om De end synes, han lukker Munden lidt for høit op; thi Aander er nu engang ikke anderledes, og Nordens Aand giør for Resten ikke en Kat Fortræd, saa Danne-Kvinden og alle hendes Døttre, som han altid har Lyst til at bære paa Hænderne og løfte til Skyerne, kan være ganske rolige.

Saa siger da Nordens, som Verdens-Historiens Aand: see, ved Middel-Alderens Begyndelse, som vi Alle veed, var de »stærke Drømmes« Tid, da stod jeg med min ene Fod paa Havet, og med den Anden paa Do vre og saae ud over den vide Verden, ei uden stor Bekymring; thi rundt omkring Middelhavet, hvor jeg i Oldtiden havde gjort alle mine Kæmpeskridt, var der vel allevegne kiendelige Spor Nok af dem, men ikke mindste Tegn til nye Storværker, undtagen i den ny, ligesom himmelfaldne Tro paa »Dødens Overvinder«, den fra de Døde seierrig opstandne Livets Fyrste, og det glade, men hardtad utrolige Budskab om Ham lignede blandt Andet en himmelsk Sæd, der ledte om god Jord og fandt kun saare Lidt deraf i hele det Romerske Rige, dette uhyre Gravsted for alle Oldtidens Guder og Helte, der vel paa Papiret lod sig nemt omskabe til en himmelsk Kirkegaard, høitidelig indviet til at kaldes »Christen Jord«, men som derved dog ingenlunde blev mere frugtbar enten paa virkelig gode Gierninger eller paa Helte-Bedrifter. Grækerne, som nu paa Adel-Menneskets store Løbe-Bane skulde afløst den alderstegne Østerlænder, havde vel tidsnok formælet deres Poseidon med Middelhavets Amfitrite, og skulde nu øvet Manddoms-Gierninger, der ei blot svarede til deres egne »stærke Drømme«, men til Ebræernes Spaadom, og ved Christendommen, der havde udkaaret deres Modersmaal til sit egenlige Grund-Sprog, var Veien guddommelig banet; men det viste sig kun alt for klart, at det til Kæmpeskridt er ingenlunde nok at have »stærke Drømme«, stor Opmuntring og en slagen Konge-Vei til 620 det herligste Maal, men at dertil endnu hører et Mod og en Kraftens Fylde, som Grækerne fattedes, da de, som unge Oldinger, krympede sig under det Romerske Aag, og vovede neppe at drømme om »Frihed« endsige om »Storværk«. Kun paa Romeren lod sig da regne, naar Talen var om Mod og Mands-Hjerte, men kun af Ulve-Mod var den Romerske Verdens-Magt udsprunget, kun Graadighed paa Alt under Solen gav det Romerske Begreb om Daad og Virksomhed dets forroste, frygtelige Vidde eller rettere Vidtløftighed, og Graadighed, som kun er glubende Hunger, dette Dødens og Helvedes Mærke, giør snarere al Mættelse umulig, end at den skulde skiænke Nogen Fylde af Livs-Kraft, saa denne var i Rom ei at finde, og mørkere Udsigter havde Verdens-Historiens Aand da aldrig havt, siden Syndfloden tilsyneladende ikke blot kvalde Spiren til stor Bedrift men oversvømmede hele dens Skueplads og udslettede Kæmpernes Slægt. See, da kastede jeg første Gang mit Blik paa Norden, hvor eders Fædre, de ligesaa ædle, som vældige Kæmper for Udødelighed, høit op paa Dagen slumrede endnu, fordi de følde, deres Time var endnu ikke kommet, og drømde sødt om Balder og Nanne, om Breide-Bliks Glands og Guld-Alderens Herlighed. Da sendte jeg Kæmperne urolige Drømme, saa de blegnede ved Balders-Baalet, men ogsaa opmuntrende Drømme, saa deres Øine funklede ved den store Udsigt fra Høielofts-Svalen i Asgaard og ved det smilende Haab om Balders Atterkomst og Gylden-Aaret. Derpaa sendte jeg Drømmen om Fenris-Ulven og lod alle Nordens Skjalde drømme eens den samme Nat, og blive ved at drømme, da de vaagnede, og fortælle deres stærke Drøm, saa det rungede i Konge-Hallerne, i Skoven og i alle Bjerge, saa Alle lyttede og syndes, de havde hørt det Samme før, og Kvinderne sang høit om det frygtelige Udyr, der voxde i Dagetal og skulde tilsidst sluge Odin selv, men var nu bundet, eller blev det dog vist af Tyr, den dristige, den ærekiære Ungersvend blandt Aserne, der ikke vilde spare sin Høirehaand, og det hørde Gotherne, hvis Ungdom foer op som en »springende Løve« og vilde ligne Tyr, og foer udenlands at lede om Fenris-Ulven og uforskrækket stikke Haanden i hans Gab, men de drømde ikke om, at de selv var denne »Tyrs Høirehaand«, som vovede sig ind i Ulvs-Mund og forsvandt, men bulnede dog ud i hans Bug, saa han revnede!

Jeg saae igien ud over Verden, og saae paa Historiens ny Skueplads, mellem Verdens-Havet og Ørken, to store 621 Folke-Stammer nærme sig hinanden: de Romanske fra Vesten og de Slaviske fra Østen, saa der var neppe nok Vei mellem Elben og Rhinen, og da sendte jeg de Nordiske Kæmper Drømmen om Thor og Hrungner, med den milehøie men dog igrunden modløse Stalbroder, og Drømmen var saa stærk, at den rækker giennem hele Middel-Alderen og selv jer forbi, eller seer I ikke endnu de Romanske Folk mod Vesten og de Slaviske mod Østen, og Tydskland uden Nordens Hjelp forloren! Og veed I ikke, det var i Nordisk Poesi, hos Angler og Normanner, de Romanske Folk beruste sig som Hrungner, og vilde trække Historien til sig og slaae alt Guddommeligt ihjel uden Lykken og Vorfrue, og seer I endelig ikke grandt Sten-Splinten i Thors Pande, ikke blot i Engeland, hvor den endnu giør det halve Hoved baade romersk og catholsk, men overalt hvor Nordens Folk endnu har Latinen i Hovedet! Vil I ogsaa see hende, som læste over Splinten, saa den gik løs, men blev dog siddende, saa seer paa Reformationen i det Sextende Aarhundrede, som vel rokkede Latinen, men lod den dog staae. Vil I endelig se Magne, den tre Nætter gamle Kæmpeunge paa Thors-Siden, da sees ogsaa han bedst i Engeland, hvor Maskineri og Damp alt i Barndommen giør Mester-Stykker, som Kæmpe-Kræfter maa studse ved; men I kan dog see ham allevegne som en Nordisk Hermes med Pennen til Løfte-Stang; thi dermed har han aabenbar paa alle de Nordiske Sprog kastet Jette-Benene fra Thors-Halsen, skiøndt det, som Odin sagde, var Skade, han kom til at ride Hrungner-Hesten, men jeg misunder ham den for Resten ligesaalidt, som Tydskeren sin Philosophiske Kiephest, med Titel af Guldmanke!

Saavidt Aanden, og jeg kommer nu selvigien for paa hans Vegne at bemærke, at det giør igrunden slet ingen Forskiel, enten De troer, at han vidste forud, hvad han vilde sige med Hrungner-Mythen eller ikke; thi det bliver ligesandt, at de Romanske, Nordiske og Slaviske Folk har længe havt og har endnu Æren, Menneskehedens Kaar og hele Aandens Verden at drages om, og at Kampen har staaet og maa bestandig staae paa Grændserne: i Tydskland og Engeland, og det er ligesandt, at Hrungner-Mythen er saa skikket til at gjemme og sammenholde dette verdenshistoriske Overblik, at det kun var et Vidunder, hvis den ikke ogsaa var skabt til det Samme, af et Odins-Blik fra Lydskjalf.

Det er ligeledes sandt, og i Norden mindst at forglemme, at 622 Grækerne, som Følelsens, Skiønhedens og Sangens Folk, aabenbar var skabt til at føre an i Middelalderen, og at Mangelen af dem, der kun sov sig igiennem Middelalderen i Byzants, først gav Plads for det gruelige Romerske Verdens-Rige og siden gjorde den Nordiske Folke-Vandring nødvendig og Middelalderens Chaos uundgaaeligt. Det er endelig af den høieste Vigtighed, baade for os og hele Menneskeheden, at Nordens Folk blive sig deres Kald bevidst til netop at gribe kraftig ind i Nyaarstiden, saa de istedenfor at slumre paa de Laurbær, Gother, Angler og Normanner fordum høstede til dem, betragte disse Udvandringer mest som Ungdoms-Sværmerier, der vel maae vække et stort Haab om Nordens verdenshistoriske Daad i sin Tid og Time, men opfylder det ingenlunde.

Endelig vilde man, allevegne og i alle Huse, have godt af et bemærke, at ogsaa hver Enkeltmand, med en poetisk Ungdom, har i sin Middel-Alder et Hrungner-Besøg at vente og en Hrungner-Kamp at bestaae, hvorpaa det beroer, om hans Manddom og Alderdom skal være hans Ungdom værdig; thi det gaaer Mangfoldige som det gik Grækerne, hos hvem den Romerske Hrungner ret øiensynlig drak sin Ruus og, da han ingen Thor fandt for sig, udførde sin Trudsel, sløifede Olympen og slog alle Guderne ihjel, uden Venus og Fortuna, som han bortførde til Rom, tilligemed Historien, ja, vil man see, hvor bogstavelig han gjorde det Sidste, da erindre man sig blot, at Grækenlands sidste Historie-Skriver, den høitoplyste, sanddru og elskelige Polyb, som endnu efter Alexander-Tiden udklækkedes i det lille Arkadien, blev som Gidsel ført til Rom med de Tusinde, der end mindedes det gamle Hellas, og nødtes til at skrive Roms Historie i Lænker!

Dog, jeg frygter virkelig for at have trættet Deres Opmærksomhed lidt i Aften og vil derfor afbryde, med Tak, fordi De saa velvillig skiænkede mig den til en lille historisk Udvikling, som laae mig paa Hjerte, men var lidt vanskelig at magte.

623

XII.
Mjølners Atterkomst og Eftersmæk.

Jeg veed ikke, om Damerne kiender noget til en Dansk Digter fra forrige Aarhundrede, som dog levede et godt Stykke ind i dette, og kaldte sig sommetider selv for Løier »Pigernes Jens«, men hedd ellers Jens Baggesen, og var i sin Tid baade Damer og Herrer velbekiendt, ja, hører virkelig i mine Øine til dem, der baade lever og døer med Dansken! Han og jeg var vel aldrig meget godevenner, og derimod engang meget uvenner, men Blodet er dog aldrig saa tyndt, det er jo tykkere end Vand, og vi var Sællandfarer Begge, saa det giør mig virkelig lidt ondt for ham, den Sjæl, at han syndes glemt, saasnart han var død, saa Byen bedømde ham ikke engang efter hans »Gienganger«, som kunde været slemt nok, men efter »Gienganger-Brevene«, som Enhver dog maatte kunnet see, var aldeles uægte, om end ikke Fortalen, med en i Fortaler sjelden Aabenhjertighed, havde bekiendt det. Men det gjorde mig dog endnu mere ondt for ham engang, mens han levede, da de unge Herrer var meget slemme ved ham; thi vel var han selv meget slem baade ved de Gamle og de Unge, naar det stak ham, men der var dog immer ikke blot Rim, og tit ganske deilige Rim, men ogsaaen vis Rimelighed, det vil sige »Vittighed« i, og mig synes dog altid, der er en mærkelig Forskiel paa en slem Vittighed og en slem Grovhed.

Da Folk nu var allerværst ved ham, gik jeg derfor ogsaa op og besøgde ham, og traf ham ordenlig lidt modfalden, fordi man ganske alvorlig havde sigtet ham for grovt Tyveri, vel hvad man kalder literært Tyveri, men ligefuldt det Groveste, og Sagen selv kiendte jeg ikke noget til, men dog lykkedes det mig paa en egen Maade at trøste ham. Jeg spurgde nemlig, om hans Anklagere fandt de foregivne Tyvekoster saa fortræffelige, 624 at de umulig kunde være hans eget Arbeide? Nei, tvertimod, sagde han, de siger, det er det bare Snavs! Aah, sagde jeg, saa vær De kun ganske rolig, for det vil alle Folk, som er lidt, strax indsee, at skulde De gaae hen og stjæle, maatte det være noget Godt, Snavset kan De jo selv giøre. Nu, sagde Baggesen med sit Loke-Smil, det maa jeg kekiende, er en egen Grund at frikiendes paa, men jeg kan ikke nægte, Sagen er soleklar.

Derom var vi To altsaa enige, at naar man skulde giøre sig til Tyv, maatte det dog være for Noget man satte Priis paa og holdt ad, saa vi vilde aabenbar fundet det tilgiveligere at stjæle det bedste Hjerte end den daarligste Knappenaal, og deri er vist Damerne enige med os, saa de har heller ingen Medlidenhed med det Tyvepak, der stjal Thors Hammer, som de hverken kunde lide eller bruge, men kun begrave otte Mile under Jorden.

Kom Sagen for Høieste-Ret, da veed jeg jo nok, deres Advocat vilde forsvare dem med, at de rystede for Mjølner og havde skjellig Grund, og at saa farligt et Redskab i saa ilsindet en Kæmpes Haand, som Thor, let kunde og hardtad nødvendig maatte misbruges, hvorimod det var aldeles uskyldigtog uskadeligt i deres Værge, som aldrig brugde det, og Pokker maatte staae til Munds med Advocater, naar man ikke selv er En af dem, saa jeg vil indrømme, det er naturligt nok, at en Trold, naar han kan slippe til, baade stjæler og begraver Lynilden, men jeg paastaaer kun, det er ligesaa naturligt, at Trolden faaer Skam, naaer Lynilden staaer op igien, og dette giælder ligesaavel i Aandens som i Haandens Verden. Naar man derfor bare husker, hvad man hidtil sædvanlig glemde, at hvad der skal komme Noget ud af i denne Verden, maa gaae naturligt til, da er det Smaating enten man fordømmer eller frikiender Hammer-Tyven, og Smaating, om man tager Mjølner for et lynende Sværd i Kæmpehaand til Menneskehedens Værn, eller for et lynende Blik eller for en Torden-Stemme til samme Brug og med samme Virkning, saa man maa aldrig være paatrængende med sine Forklaringer, enten de er af Pontoppidan eller af En selv, men altid tænke paa de gyldne Ord i Odins Høisang: »hver nyde som han nemmer«!

Meget rigtig! tænker vist Damerne, men hvor var al den Viisdom i Onsdags? dog vel ikke hos somme Andre, der med Vold og Magt vilde skrue en heel historisk Anskuelse af Middelalderen ind i Hovedet paa os.

625

Meget rigtig! siger jeg med; Damerne har nu, som immer, poetisk Ret, men De veed nok, det hører til Ufuldkommenhederne »i den bedste Verden«, at Damerne ingenlunde altid historisk kan faae Ret, og det er naturligviis Herrernes Skyld, var saa i Onsdags og bliver vist ligedan en anden Onsdag, men iaften vilde jeg da saameget heller lade Damerne nyde deres Ret, for saadan, veed De nok, Herrerne er, og især de bittesmaa Herrer, Drengebørnene og Digterne, at naar vi har gjort de os aldeles uundværlige Damer aabenbar Uret, da veed vi aldrig, hvordan vi vil skabe os, for at giøre det godt igien, og det maa tjene til min Undskyldning, at jeg virkelig fik et slemt Anstød af Professor-Feberen, som Damerne kan troe, er næsten ikke at undgaa paa Cathedret, hvor man seer alle Folk over Hovedet, og drømmer sig, før man veed det, op i Odins Lydskjalf, eller op paa Høielofts-Svalen af den Borg, som Børs Sønner bygde, af den Jettes Øienbryn, »som var forloren og havde pattet den Ko med de krogede Horn«, og saa videre, som slet ikke kommer Sagen ved, da jeg iaften skulde fortælle, hvordan Thor fik sin tyvstjaalne Hammer igien, hvorom der er en pæn Historie, som har moret Damerne baade i Brændold og i Høiold, ja, saalænge man sang Kæmpeviser, altsaa til forleden Dag, for, mærkeligt nok, er Hammer-Henteisen den eneste gamle Mythe, der blev en Kæmpevise af. Denne Kæmpevise om Thor fra Havsgaard og Tosse-Greven er altsaa Damp-Vognen, hvorpaa den gamle Herre, lidt forklædt, er faret giennem hele Middelalderen og selv paa en Maade giennem det attende Aarhundrede til os. Naar jeg siger Damp-Vogn, da vil jeg naturligviis dermed ingenlunde giøre Engelskmanden den Ære stridig at have opfundet hvad man kalder saa paa Jernbanen, skiøndt det er mærkeligt nok, at da jeg for tolv, tretten Aar siden var i Engeland, da just den første Jernbane, den imellem Liverpool og Manchester, blev aabnet, og man i London vilde vise mig det ypperste Værksted for Damp-Vogne, da førde man mig hen til Svenskeren Erikson1, saa hvis Virksomheden havde været ligesaa fri i Norden, som den, desværre, kun er i Engeland, var det endda Spørgsmaal, hvor selv Jernbane-Dampvognen vilde blevet opfundet, men som sagt, jeg taler her om den poetiske Damp-Vogn, som Thors-Kerren i Skyerne jo var * 626 ligefra Begyndelsen, og Kæmpevisen, drevet af Sangerskens varme Aande, kan da ligesaa godt kaldes Damp-Vogn som Damp-Skib, og maa i alle Maader takke Damerne i Norden for sin Tilværelse. Uden nu at ville, som Shakspears Hamlet af Danmark siger, jage Veiret af det stakkels Ord, maa jeg dog gribe denne gode Leilighed til at takke Nordens og især Danmarks Damer mangfoldig, ikke blot for Kæmpevisen om Thor fra Havsgaard, men for alle vore Kæmpeviser, som de ikke blot har befordret med en Damp, der dufter ligesaa sødt, som den paa Jernbanen lugter fult, men har i en snever Vending spændt sig selv for; thi de Danske Damer har ikke blot sunget Viserne, men ogsaa skrevet dem op, og derved bevaret dem i den onde Tid, da Thorshammeren var tyvstjaalet, og Damerne, saavelsom Digterne, af Sorg derover holdt op at synge, ligesom Skovens andre Smaafugle om Vinteren, ja, Kæmpevisebogen har virkelig Herrerne i Norden skrevet med deres Systers Fingre, saa det er ikke meer end billigt, de kysser hende paa Haanden for det, og de vil da ogsaa sagtens læse Kæmpevisebogen med deres Systers Øine, men jeg skal bede Dem, bare ikke kysse hende saaledes paa Munden for hendes kiønne Øine, at Visen kvæles paa Læberne, istedenfor at lyde i Sky, saa andre Smaafugle kan høre det og faae Lyst til at synge med!

Men nu var det, vi skulde høre, hvordan Thor fik sin Hammer igien, for hvordan han mistede den, det er endnu en Hemmelighed, som alle fine Tyverier, enten det saa er Hoved eller Hjerte, man stjæler fra, og derom høre vi kun, hvad vi selv kunde slutte os til, at Thor sov, da de stjal hans Hammer, og det skulde han jo vist nok ladt være, men naar man er træt og søvnig, da tænker man kun lidt paa sine Pligter mod Næsten, knap paa Pligterne mod sig selv, som man vel nys har opdaget og beskrevet i Drømme, men indskærper dog kun forgæves dem, der har Lyst til at sove, og sover sødest uden at drømme om Pligterne. Altsaa, Thor sov, og naar vi veed, han er det mythiske Udtryk for den naturlige Virksomhed i sin Nordiske Kraftfylde, da kan vi, ved Hjelp af Historien, selv sige os, naar han sov haardest, for det er endnu i Mands Minde, og jeg kan godt huske, jeg havde selv min store Nød med nogenlunde at holde mig vaagen for tyve Aar siden, saa det maa for en Deel have ligget i Luften, men hvad Danmark angaaer, da laae det aabenbar ogsaa i, at Thor havde sovet forskrækkelig længe, jeg regner saa omtrent 600 Aar, fra den Tid 627 Meklenborgerne stjal Valdemar Seier fra os ovre paa Lyø, og jeg har dem rigtig nok mistænkt for, at de da ogsaa har taget Thor ved Næsen og tyvstjaalet Hammeren med det Samme, for vel har Thor ogsaa siden været vaagen engang imellem, men det har i Danmark kun været et Øieblik, naar han vendte sig, og dengang han gjorde sin sidste Reise fra Norden, som var i Trediveaars-Krigen, med Gustav Adolf til Tydskland, da havde han ligesaalidt Hammeren med sig, som i Mythen om hans Reise til Geirods-Gaard, der ogsaa ligner lidt den til Germanien, men det var det jeg vilde sige, man kan ikke regne, at Thor hos os, naar han vaagnede et Øieblik, ikke savnede sin Hammer, for, sandt at sige, skiøndt det ikke staaer i Edda, troer jeg rigtig nok, at de, der stjal Hammeren, mens han sov, bandt ham Hænderne paa Ryggen med det Samme, og naar Hænderne er bundne paa En, da er en Hammer hvad man mindst savner, og kan endnu mindre lede og skrabe efter den, som der staaer i Edda, Thor gjorde, da han virkelig vaagnede, og mærkede at Hammeren var borte, og jeg synes virkelig, jeg kan see det for mine Øine, hvordan han giør det den Dag i Dag, og kan slet ikke begribe, hvor Mjølner er blevet af, da han dog veed, han havde den iaftes, da han lagde sig, og at det er 600 Aar siden, det falder ham naturligvis ikke ind. Ja, Damerne har nu vel Andet at see efter, saa de laaner mig sagtens ikke deres Øine til at lede om Hammeren, men jeg vilde dog gierne hjelpe lidt paa Thor og har selv slet ikke Øine til at lede med, saa selv i mit Studere-Kammer maa jeg altid laane min Kones Øine, naar der er Noget blevet borte for mig, Alt hvad jeg kan see med mine egne Øine, det er, hvor saadan en Ting som Thorshammeren ikke er, fordi den ikke kan være der, og derfor kan jeg aldrig bare mig for Latter, naar jeg seer de unge Herrer lede om den i Papir-Skuffen og paa Skriver-Pulten, for tit veed jeg rigtig nok heller ikke hvad der er, førend et Par Dame-Øine viser mig det, men Thors-Hammeren veed jeg bestemt, kan ikke være der, ikke fordi den er saa stor at see til; thi den er tvertimod, som alle de Nordiske Konstværker, hardtad usynlig, men fordi der er Liv i den, saa, naar man kom, hvor den var, maatte man kunne see Livstegn af den, selv om den laae otte engelske Mile under Jord, som der staaer i Edda, den virkelig laae, da Loke opdagede den hos Jette-Drotten Thrym.

Her har vi da atter Loke, som man kunde kalde den Nordiske Hermes eller Stiv-Stikker, for ham kaldte Thor paa 628 saasnart han vaagnede og savnede sin Hammer, for at faae ham til, om muligt, at lede den op, og hvor nødig jeg end ellers vilde gaae for Loke, saa, hvor det giælder Thors-Hammeren, som jeg har en gammel Kiærlighed til, der vilde jeg ikke holde mig for god til at giøre en stor Opdagelse, naar Damerne vilde staae mig bi. At nemlig Damernes Bistand er uundværlig, det føler jeg ikke blot for min Part, men det følde Thor og Loke ogsaa i de gamle Dage; thi saasnart de tik lagt deres Hoveder sammen, hører vi, de gik strax ind til Freya, hvor Thor førde Ordet og sagde:

Vil Du, skiøn Freya!
Mig Fjederham laane,
At jeg min Hammer
Kan hitte igien?

Og Freya gav alle Nordens Damer et deiligt Exempel, og alle Herrer et haandgribeligt Beviis paa, at Nordens Damer har just et godt Øie til Kæmpernes Bedrift, altsaa til den levende Historie, for hun svarede strax:

Var den af Sølvet det klare,
Var den af rødeste Guld,
Jeg vilde den dog ikke spare,
Men give den vennehuld.

I Freyas Fjeder-Ham, altsaa paa de berømte Kiærligheds-Vinger, der er en meget hastig Befordring, fløi da Loke til Jetteverden, hvor Thrym sad paa Høien og snoede Guldbaand til sine Hunde og jævnede sine Hestes Manke, og Loke kom snart igien med den Beskeed, at Thrym Thusse-Drot havde ganske rigtig Hammeren, men den laae, som sagt, otte Mile under Jord, og Thrym vilde paa ingen Maade slippe den, uden han fik Skiøn Freya til Brud.

Hvad synes Damerne om det Parti, og hvad mener de, Thor og Loke syndes om det? Ja, De veed da nok, hvordan Herrerne er, naar de vil have deres Krig frem, saa skal Damerne opoffres, og fordi Damerne er saa ædelmodige baade at laane dem Fjederhammen og sommetider Øinene med, saa tænker de, Damerne skal sige Ja til Alting, men deri tog de mærkelig feil, ligesaavel i gamle Dage, som nu, det fik Thor at vide, der nu ikke havde andet i Hovedet end Politik (end sin 629 Hammer, skulde jeg sagt), og faldt som en Grobian med Dørren ind i Huset til Skiøn Freya, og, uden engang at spørge om hun vilde, sagde i den bydende Tone, som Damerne sagtens endnu kiender, Freya! tag din Brudekjole paa! vi To kiører til Jetteverden!

Jo vist! siger Damerne, og det sagde Freya ogsaa, men først blev hun smækvred, og tog efter Veiret, saa hele Ridder-Salen rystede, og hendes deilige Bryst-Smykke, det berømte Brysing, sprang høit iveiret, og saa sagde hun: ja, kald du mig kun giftesyg alle mine Dage, om jeg kiører med dig til Jetteverden I

Der staaer rigtignok ikke i Edda, at Thor skammede sig da han fik det Ørefigen, og heller ikke, at Loke krøb i et Musehul, men det kan man slutte sig til, da der siden ikke tales et Ord om det forskrækkelige Indfald at bytte Freya bort for Mjølner, hvad omtrent var det Samme, som om vi nu vilde sælge Sælland til Engelskmanden, for at faae Alheden opdyrket.

Paa Asa-Thinget fik Piben en ganske anden Lyd; thi der reiste Heimdal sig, som var endnu klogere end Loke, og altid paa Gudernes Side, og sagde, der var ikke andet for, end Thor maatte bede Freya laane sig hendes Brudeklæder og Brysing, og selv, med Hue paa og Nøgler ved Siden, giælde for Freya i Jetteverden.

Det var haardt for en gammel Adelsmand, at skulle tage Kvinde-Klæder paa, og selv giælde for Jettebrud, og Thor svarede naturligviis rask: da maa Aserne kalde mig Mads alle mine Dage, om jeg gaaer med Lin, men paa ham bandt dog Loke snart Munden med det lille Ord: tie du bare stille; thi faaer du ikke din Hammer igien, da vil Jetterne snart spille Mester i Asgaard.

Nu lod da Thor sig taalmodig nakke op og smykke ud, og Loke, som fandt, det var en kostelig Spas, fulgde ham hjertensgierne som Hofdame, eller rettere som Pernille, og saa dampede de To da i en Hast til Jette-Verden, mens Bjerge brast og Jorden gnistrede under Thors-Kerren!

Nu følger da Beskrivelsen af Brylluppet med Thor og Thrym i Jetteverden, som Damerne forud kan vide, falder lidt i det Plumpe, men den falder dog endnu meer i det Pudsige; thi da Thor spiser for Ti og drikker for Tyve, og 630 Thrym forundrer sig over al den Tidighed og Tørst hos Bruden, da forsikkrer Loke-Pernille ham, at Freya har hverken spiist eller drukket i otte Dage af Længsel efter Jotunheim, og selv da Jetten vil kiæle for sin unge Brud, men faaer kun af Thor et Par Øine med alt for megen Ild i, da er Pernille fræk nok til at berolige ham med den Snak, at Freya har heller ikke sovet i otte Nætter af Længsel efter Jotunheim. Endelig kommer da Hammeren ind og bliver lagt i Brudens Skiød til Fæstensgave, og der bliver den naturligviis ikke gammel, men giver i Thorshaanden baade Jette-Drotten og alle hans Drabanter deres Livsbrød, og saaledes, ender det gamle Kvad, kom da Odins Søn igien til sin Hammer!

See, det er Omkvædet paa Visen, som vi gierne i Norden gad hørt igien, men det skeer ogsaa nok; thi saavidt jeg kan see med Damernes Øine, som man altid maa laane til saadanne Opdagelser, saa ligger Hammeren allerede ensteds i Brudens Skiød, saa det er kun Thors-Haanden, der er blevet afvant med at føre den, og synes ikke ret at kunne faae fat, hvad vel tildels kommer af, at Skaftet er saa kort, og derom har man en naragtig Historie, som jeg dog, for Mjølners Skyld, maa fortælle Dem.

Det hedder nemlig, at da Aserne havde faaet tre store Konstværker af Alferne, Ivalds Sønner, nemlig Odin sit Spyd Gungner, Frey Skibbladner, og Thors Gemalinde Sif sit Guldhaar, da væddede Loke om sit Hoved med Dværgene Brok og Sindre, at de ikke kunde giøre Mage, men han tabde, især fordi Hammeren Mjølner, som herved kom til Verden, var efter alle Asers Dom det største Mesterstykke under Solen, kun var Skaftet meget kort, og det kom af, at da Sindre havde sine Jern i Ilden og satte Brok til Blæsebælgen, da befalede han ham vel strængelig under ingen Omstændigheder at slippe Bælgen, men da der kom en Brems og satte sig imellem Broks Øine og stak, saa Blodet løb ham ned af Ansigtet, da gik Naturen over Optugtelsen, saa han slap Bælgen for at smække Bremsen, og saa maatte Hammeren blive som den var, med det meget korte Skaft.

See, naar man nu, som jeg, ved Mjølner immer tænker paa Menneske-Livets, vel at mærke, Menneske-Livets, ikke Dyrelivets, fri Yttring og Virksomhed baade med Haand og Mund, saa finder man det meget sandt med det overhaands korte Skaft, den Hammer har, for den Mjølner, jeg nævnede nys, har virkelig under alle Himmel-Egne og til alle Tider 631 været vanskelig at faae Fingre og ligesaa vanskelig at holde fast paa, ja, mig synes ordenlig, jeg kan skimte Bremsen mellem Broks Øine, der er Skyld i, at Skaftet blev saa kort, for der er en vis Nærighed, som vil have al den fri Virksomhed for sig selv, saa der bliver ingen til Næsten, og naar den Brems ikke havde stukket Folk, vilde den Mjølner, jeg mener, aabenbar havt saa langt et Skaft, at vi Allesammen, baade Damer og Herrer, kunde faaet en Haand i med, og at det vilde være meget morsomt, det har jeg seet i Engeland; thi vel maa jeg ikke sige, jeg har seet Mjølner der, men Virkningener iøinefaldende, og, ved at laane Damernes Øine, har jeg lært, det er den, man skal see paa, da det jo er ganske ligegyldigt, hvem der eier Koen, naar vi faaer Mælken, og ligegyldigt, hvem der kaldes Herre i Huset, naar man kun veed, det er Fruen, der raader, naturligviis som raadgivende, og intet, slet intet Andet. Hvad jeg derfor sporer Virkning af, men seer dog ikke paa Overfladen, det slutter jeg maa ligge i Grunden, og jeg forestiller mig da, det er gaaet saaledes til med den gamle Mjølner fra Danmark, at har Meklenborgerne taget den tilligemed Valdemar Seier, saa har de engang, de var i Trang for Penge, enten solgt eller pandsat den til Rostok eller til en af de andre Hansestæder, som engang godt vidste hvad den duede til, men tilsidst, da de glemte det, har den vel været lagt op i det saakaldte Staalhus, hvor Hansestæderne havde deres Oplag i London, og da Dronning Elisabeth drev Lybekkerne ud af det, har hun lagt Mjølner under Beslag, med deres øvrige Efterladenskab, men hvad enten hun nu har havt Mistanke om, at det var igrunden Tyvekoster, eller hun har været bange for, den Hammer skulde giøre sig for lystig i Engelskmandens Haand, saa har hun ladt den grave ned, men dog ikke dybere end at den kunde sætte alle Maskin-Hjul i Gang. Det er en dristig Hy pothes, det seer jeg nok, men jeg siger ikke blot med Herrerne, Alting maa dog have en Aarsag, men ogsaa med Damerne, at det Ene maa dog ligne det Andet, og jeg siger med Ordsproget, Mandst List er vel behænde, men Kvinde-List er uden Ende, saa den kan man endnu mindre faae fat paa, end paa Mjølner med det korte Skaft, og naar man betragter den Engelske, vel mest maskinmæssige, men dog mageløse, forbausende og i Sammenligning fornøielige Virksomhed, da seer man strax, der stikker en Hemmelighed under, og hvor der er virkelige Hemmeligheder, der er ogsaa i det mindste een Dame med i Spillet.

632

See, i Engeland er det, jeg, ved Hjelp af Damernes Ørne, har faaet en dyb Foragt for Alt, hvad der kun staaer paa Papiret, om det saa er mine egne Vers og Tanker, men i Verdens-Historien er det, jeg har seet med mine egne Øine, at ligesom i gamle Dage baade de Græske og de Nordiske Myther, de Homeriske Digte og de Islandske Sagaer og Kæmpeviserne og alt Godt, kom sidst til at staae paa Papiret, naar det var nær ved at forsvinde af Munden og af Livet, saaledes kommer i den nyeste Tid baade Kæmpeviserne og alt hvad Godt, der er giemt fra gamle Dage, for at springe frem paa ny, først til at staae paa Papiret, og gaaer saa efterhaanden igiennem Munden ind og ud i Livet igien, hvor man kun ikke, som Latinerne, forgaber sig i hvad der staaer paa Papiret, ikke, som Centauren, omfavner Skyen for Here, og ei, som desværre de Fleste i vore Dage, tager Skyggen for Legemet og Skinnet for Virkeligheden. Derfor morer det mig baade selv at skrive det skrappeste, jeg kan, og at see paa Papiret, hvad jeg ønskede at see i Munden og i det virkelige Liv, saa det har moret mig kostelig og morer mig endnu at see, hvordan Mjølner paa Papiret atter kom tilsyne i Norden og begyndte at lyne over Dampvognene, saa det var en Lyst, og det var øiensynligst hos Baggesen, hvis Kallundborgs-Krønike, blandt Andet, er en lille Literatur-Historie, selv Damer kan læse for Løier, men dog var det allerede Holberg, et hundrede Aar foran, der, i Pernilles Skikkelse, var som Loke med at hente den, og laande den siden jævnlig, især i Per Paars og Niels Klim, saa Latin-Skolen glemmer aldrig hans Dommedags-Slag. Kan vi derfor bare huske tilgavns, at hvad der kun staaer og gaaer paa Papiret, er idel Skyggeværk, da faaer vi, med Damernes Hjelp, ogsaa nok den virkelige Mjølner igien, og hvad det korte Skaft angaaer, da har Damerne endnu fine Fingre og veed at holde fast paa hvad de ei vil miste, thi det kan Damerne, trods nogen Engelskmand, saa, naar vi seer dem rigtig paa Fingrene, maae vi bestemt kunne lære dem Konsten af.

Damerne maae nu ingenlunde troe, at den Smule, jeg har fortalt om Thor, er Alt hvad vi veed om Nordens Herakles; thi det er kun en Mundsmag, og jeg havde stor Lyst til at fortælle Rub og Stub, og især til at vise Dem, hvor sindrigt Alt lader sig anvende paa Menneske-Slægtens Historie i Middelalderen og derefter; men dels brændte jeg mig saa følelig i Onsdags paa Middelalderen, at jeg vel maa tage mig i Agt, 633 og dels har Oehlenschläger forstyrret hele min Plan, ved at tage Thors Reise til Udgaards Loke af Munden paa mig; thi det er just mit Livstykke, som jeg pleier vidt og bredt at forklare om Korstogene. Derfor maa jeg opgive det og bede Damerne tage til Takke med den Smule Thors-Kamp og Loke-Spas, De har faaet, og at undskylde mig paa det Mildeste med det gamle Ordsprog, at brændt Barn skyer Ilden.

634

XIII.
Demeter og Poseidon.

Brændt Barn skyer Ilden, siger Ordsproget, og sagde jeg sidst, men det holder ikke stik, og det burde jeg forud vidst, baade som Digter og Dameven; thi hvem kan være det, uden at brænde sig utallige Gange og dog være lige forvoven; saa for den Sags Skyld behøvede den Græske Dame slet ikke at have forskrækket mig, som De nu skal høre, hun gjorde i Gaaraftes, da hun sprang frem for mig som en Furie, med en brændende Fakkel i hver Haand, og skreg: fy skamme Dig! er det Takken, man faaer i Danmark, ligesom i Grækenland, naar man vil giøre lidt Udødeligt af en Jordunge, ved at lade ham gaae igiennem Skiærsilden; men har Du glemt, hvordan det gik med Deiphon, som smeltede hen til ingen Ting, da de skreg, han brændte sig!

Damerne kan nok tænke, jeg blev heed om Ørene ved en saadan Tiltale, under saadanne Omstændigheder, for vel har jeg paa Vers mangfoldige Gange talt om Middelalderen, som en Dronning i sit Væsen, der, som Vorfrue, lyslevende aabenbarede sig for sine Venner, og førde dem triumpherende giennem Skiærsilden til Paradis, men saadant Noget giør man sig ingen videre Betænkning over, og anseer igrunden for Papisteri, men nu var jeg nødt til at troe paa det og rystede sandt at sige, over hele mit Legeme, til det faldt mig ind, at siden hun snakkede om Deiphon, den Hedning, saa var det dog ikke Vorfrue fra den store Middelalder, men kun Gienfærdet af Persephones Moder, den rasende Demeter, som ingen Skade kunde giøre mig, og saa svarede jeg hende rask, at hendes Ild blæste jeg kun ad, og med det Ord slukdes begge hendes Fakler og hun forsvandt, saa det er kun for Løiers Skyld, jeg 635 vil fortælle Damerne hvad hun meende med Deiphon og med sin Skiærsild.

Damerne husker nok, hvor smækvred Demeter blev over hendes Datters Bortførelse af Pluto, og saasnart hun ved Solgudens Hjelp havde opdaget Rovet og Gierningsmanden, raabde hun baade om Hevn til Zeus og løb selv Verden rundt med sine Fakler, for at lede Persephone op, men da begge Dele var omtrent lige forgæves, blev hun tilsidst træt baade af Klagen og Farten, og satte sig til Hvile paa en Steen ved en hellig Kilde, ikke langt fra Athenen, hvor Kongens Døttre fra Eleusis kom for at hente Vand, fandt hende og førde hende hjem med sig. Her blev hun Fostermoder til Kongens yngste Søn Deiphon, som, under hendes Pleie voxde og trivedes saa øiensynlig i Dagetal, som Alle maae, der har Menneske-Naturen selv til Fostermoder, og det var et Vidunder for Alle, men da hans egen Moder, Metanira, blev nysgierrig efter at vide, hvad Demeter gjorde ved ham om Natten, og stillede sig derfor paa Lur, da saae hun, til sin store Forskrækkelse, at Demeter trak ham frem og tilbage igiennem en gloende Ild, og gav i sin Forskrækkelse et høit Skrig, hvorved Drengen smeltede og Gudinden forsvandt.

See, det er jo aabenbar et Ammestu-Æventyr, og jeg er ikke nær saa overtroisk, som man har anseet mig for, skiøndt det er sandt nok, at jeg troer med Shakspear, at der er Meget imellem Himmel og Jord, som hverken de Tydske eller de Danske Philosopher har drømt om, og nægter ingenlunde, at Æventyret om Demeter og Deiphon paa en Maade slaaer mig, som et Huul-Speil, hvori Menneske-Slægtens store Ammestue, som Middelalderen var, træffende afbildes med sin virkelige Skiærsild, og da jeg slet ikke er bange for at røbe de Eleusinske Mysterier, vil jeg rcent ud sige, jeg kiender nok den Skiærsild, man maa lade sig trække igiennem for at blive udødelig!

Herrerne synes vist, det var et forfløient Ord, men jeg stoler paa Damerne, som kun behøver at kige lidt ind i deres eget Hjerte, for at see Arnestedet, og kun behøver at lytte til de brændende Ord paa Digternes Tunge, for at spore Virkningen, og det er høist mærkeligt, at Demeter betyder Gudmoder og Deiphon Ildtunge, saa det passer fortræffelig; thi det er verdenshistorisk, at Tungen i Middelalderen gik igiennem Ilden, men smeltede, før den blev forklaret, fordi den kvindelige Ømhed (Metanira) skreg Brand i Utide.

636

See, her staaer vi nu midt i »Korstogenes« Historie, som var den store Ildprøve, og uden al Frygt for at brænde mig paa dem, maa jeg skamme mig to Gange over mig selv, og først over, hvad jeg sagde forleden Aften, at Reisen til Udgaards Loke pleiede jeg at forklare om Korstogene; thi vel er det ganske sandt, men det er ogsaa en stor Skam, som der vil en Pillegrims-Reise til at afstryge; thi paa Reisen til Udgaard var Thor aabenbar til Nar og udrettede ingen Ting, da Korstogene derimod baade er Brændpunkten i Middelalderens Storværk og ret egenlig Damernes Triumph.

Dog, førend jeg gjør Bod, maa jeg dog med et Par Ord oplyse, med hvad Ret Demeter vilde ansees for Vorfrue i Middelalderen, og maa da begynde med den Efterretning, at det hos Grækerne selv var en Mythisk Gaade, i hvad Forhold Demeter og hendes Datter Persephone egenlig stod til Zeus og Poseidon, som Begge havde Ord for at være Demeters Gemaler og Persephones Fædre, og naar vi kun veed, at Poseidon var i Grækenland det Mythiske Udtryk for Manddoms-Følelsen, ligesom Thori Norden, da see vi let, hvorfor Demeters Ægteskab var Grækerne en uopløselig Gaade. Om nemlig den moderlige Natur avler Idyllen paa Modersmaalet med Indbildnings-Kraften eller med Manddoms-Følelsen, det maa vi endnu sige, er et stort Spørgsmaal, saa det er meget muligt, de Græker har Ret, som giør Demeter til Poseidons første Dronning, med hvem han avlede Persephone; thi vel er det som at forbinde »Ild og Vand«, men det har Grækerne allerede gjort, ved at give den immerbrændende Poseidon sin Konge-Borg i Havet, og det var jo netop, efter alle Beretninger, Dyden ved den »Græske Ild«, at den blev ved at brænde under Vandet. Saameget er ogsaa vist, at Poseidons Giftermaal med Amphitrite, der fører Navn af hans Dronning, er hvad man kalder et Fornuft-Giftermaal; thi hende har han aabenbar taget for Pengen es Skyld, eller dog for den gode Næringsvei, hvori hun sad, som man strax kan høre paa hendes pudsige Navn »Trerundenom«, for det vil sige: Middelhavet, med alle tre Verdensdele: Europa, Asien og Afrika, runden omkring sig. Til ydermere Stadfæstelse seer vi da ogsaa, at de Græske Plantestæder, trindt paa Middelhavets Kyster, regnes op som Poseidons Døttre, hvad for saavidt er aldeles i sin Orden; thi Handelen paa Middelhavet og Anlæggelsen af Plantestæder paa dets Kyster, det var ganske 637 rigtig Grækernes egenlige Folke-Bedrift i Manddoms-Alderen, fra de »Olympiske Leges« Indstiftelse til Alexander den Store. Ogsaa her, ved Sammenligning af Poseidon og Thor, som en Olympisk Skipper og Asgaards Kæmpe, kan vi see, at den Græske Manddoms-Alder var naturhistorisk og den Nordiske verdenshistorisk, samt at Damerne ligner altid dem selv, medens Herrerne er ligesaa foranderlige som Tiden og Historien, saa, skal de komme til nogen Fasthed, de har Ære af, da maa det være ved Verdens Ende.

Nu har jeg tit nok sagt, men egenlig dog kun skrevet op, at Middelalderen lignede en Dame, lignede en Dronning, ja Ælve-Dronningen i den Engelske Poesi, der gav hver Kæmpe sit Æventyr ved det »runde Bord«, og lignede i sine bedste Klæder Skiøn-Freya i Nordens Myther, som græd Guld-Perler for sin bortrykkede Ægtemand, og fødte »Ædelstenen« at glimre med paa Dronning-Stolen, naar han, som himmelfalden, kom tilbage, og jeg maatte aldeles have miskiendt og misforstaaet Nordens Damer, og da især Dannekvinden, dersom de slet ikke havde Noget tilovers for Ælve-Dronningen og Skiøn-Freya, saa, naar Middel-Alderen virkelig ligner dem, og Damerne dog er bange for den, da kan det aldrig være gaaet rigtig til, men maa være Herrernes Skyld, og, blandt Andet, min Skyld, som har skrevet en tyk Bog om Middel-Alderens Historie, men ikke engang et tyndt Udtog, som Damerne kunde læse. Ja, saameget har den kun alt for heftige og halvrasende Græske Dame dog virket paa mig, at jeg maa bekiende, jeg har i min Ungdom og selv i min Manddom rigtig nok ikke været artig mod Damerne, saa, roser jeg dem nu lidt paa mine gamle Dage, da havde de Ret til at sige, det var kun et Skalke-Skjul, eller dogen »Prosit, der kom meget seent«, og, var jeg i Damernes Sted, vilde jeg vel ikke være grusom mod den gammelagtige Skjald, der har forsømt sine Pligter mod Middelalderen og Damerne, men jeg lod ham dog neppe have Ro, før han engang viste os lidt af al den Sødhed og Deilighed, han saa tit har sagt, laae skjult hos den dunkle Middel-Alder, baade i Nonne-Klostrene og paa Ridder-Borgene, baade i Norden og Østen, i Asgaard og Jorsal, baade i Kæmpeviserne og de Islandske Sagaer, og saa forhærdet troer jeg dog ikke heller, han er, at han jo, naar Damerne gav ham et godt Ørefigen med egen Haand, baade skammede sig, og skrev en Bog om 638 Middel-Alderen, som Damerne baade kunde læse og have lidt Fornøielse af. Dog, hvor forhærdede Herrerne kan være nuomstunder, især de, der har gaaet i den sorte Skole og lært om ikke at hexe, saa dog at være trollede, det skal jeg fortælle Dem et Exempel paa, skiøndt det gaaer ud over mig selv, for naar jeg husker mig om, da var det en Dame, der for en Snees Aar siden maatte ordenlig nøde mig til at læse Ivanho og Abbediet, som nok ogsaa er de Eneste af Valter Scots Romaner, jeg nogensinde har læst, og da jeg saa endelig havde ladt mig bevæge til det, hvad fik hun saa for det, uden en lang Ramse om, at det kunde være godt nok for Damerne, der ikke kiendte til Middelalderen, men for en Nordisk Skjald og Historiker, der havde seet alle dens Herligheder, var de Valter-Scotske Malerier dog alt for kolde i Tonen, for tomme igrunden, og overhovedet for overfladelige og handværksmæssige! See, saadan en Recension over Bøger, man har fundet baade nye og fornøjelige, det veed Damerne nok, er ikke blot kiedsommelig men meget ærgelig, og dog den sædvanlige Tak, man faaer af Herrerne, naar man viser dem en rar Bog, elier et smukt Sted, og dette medlidende: aah ja, det kan være ganske smukt, naar man ikke har seet det kiønnere, det var dog alt det, Valter-Scots Romaner bevægede mig til at sige Damerne om Middel-Alderen, og selv Valdemar Seier og de Fredløse, som jeg troer, jeg tillod Damerne at læse for mig og roste fra adskillige Sider, de slap dog ingenlunde for et - »men« og et - »dog«, og et - »seet fra en anden Side«, eller - »sammenlignet med« - og Damerne forstaaer, som De veed, en halvkvæden Vise, saa de hørde godt, der skulde endnu være en anden historisk-poetisk Fremstilling af Middel-Alderen, som, naar de kiendte den, vilde aldeles fordunkle Valter Scots Romaner, og selv fornedre Valdemar Seier langt under Valdemar den Store og hans Mænd, som man nu, af Mangel paa en bedre Smag, ikke vidste at skatte; men hvad har saa jeg gjort siden til at skiærpe Damernes Blik og forbedre deres Smag for Middel-Alderen! Ingen Ting, det er snart sagt og det er bogstavelig sandt, saa dertil er ikke meer at føie, end at det er min egen Skyld, at jeg forleden brændte mig paa Middel-Alderen og staaer nu igien, med en meget simpel men sand Lignelse, som en Kat ved en heed Grød, kan ikke blive fra Middel-Alderen, men tør dog ikke heller røre ved den, for ikke at brænde mig. Ja, Damerne mærkede det kanskee ikke i Fredags, men En af de unge Herrer, som jeg 639 for Resten holder meget ad, lod mig det høre iaftes, saa det kan ikke blive skjult, hvordan jeg smuttede forbi Korstogene, som Noget, man vel kunde have Lyst til at anvende en Thors-Mythe paa, men maatte, for Damernes Skrøbeligheds Skyld, nægte baade sig selv og Herrerne den Fornøielse.

See, det klang jo meget ædelmodig, men var igrunden skammeligt, for vidste man nogen Skrøbelighed med Damerne, og vilde være en Smule ædelmodig, saa skulde man jo dog ikke røbe den, men enten tie reent stille med, hvad den heed, eller tale rask, som man ingen Ting havde mærket, saa vi kan rigtig nok have vore egne Grunde til ikke at lade Damerne see Middel-Alderens Ridderaand i sin Glands, der ikke blot vilde fordunkle men beskæmme os!

Men nu er det bag efter, og den eneste Bod jeg kan gjøre, uden at det nytter Damerne noget, er da at skamme mig selv lidt ud, og fortælle Herrerne, det var ikke engang sandt, jeg sagde, at Reisen til Udgaards-Loke prægtig kunde anvendes paa Korstogene, men jeg skulde heller have sagt, den kunde prægtig anvendes paa Herrerne efter Korstogene, naar man ellers turde, for Herrernes Skyld. Nu kan de unge Herrer speile sig i mit Exempel og see, at naar man bagtaler Damerne, da nødes man til, inden man veed det, at slaae sig selv paa Munden; thi det er mit ramme Alvor, at aldrig har jeg brændt og aldrig kunde jeg brænde mig værre paa Middel-Alderen, end ved at sige, at Mythen om Thors Reise til Udgaards-Loke lod sig godt anvende paa Korstogene; thi naar man blot veed, at Thor paa den Reise, uden at udrette det mindste, ovenikiøbet blev til Spot og Latter for de værste Jetter, som farer kun med Gøgleri og Øineforblindelse, naar man veed det, som jeg jo aabenbar længe har vidst, og naar man paa den anden Side veed, hvad jeg vel ogsaa maa vide, siden det staaer vel hundrede Gange i min tykke Bog om Middel-Alderen, at Korstogene er ikke blot Kronen paa Middelalderens Bedrift, men en af de største Begivenheder i hele Verdenshistorien, et Storværk af Middelalderens Ælve-Dronning og Ridder-Aand, som vi blandt Andet maa takke for, at vi ikke for længe siden blev Tyrker Allesammen, naar man blot veed det, da er det jo soleklart, at de lærde Mænd, der har udskreget Korstogene for et vel glimrende men dog sørgeligt og halvveis latterligt Foster af Sværmeri og Fanatisme og hierarchisk Pavelist, de har ikke sagt noget halv saa dumt og ærerørigt mod Korstogene og Middel-Alderen, som det i Forbigaaende henkastede Ord, at 640 naar man ikke var saa bange for at brænde sig paa Middel-Alderen, egenlig paa Damerne, da kunde man have Lyst til at anvende Mythen om Thors eneste Reise, der blev til Spot og Latter for Jetterne, at anvende den paa Korstogene! Det skulde en Anden sagt og ladt mig høre, da vilde han aabenbar faaet at føle, om der endnu var Staal i min Kniv eller Been i min Næse, og det skulde jeg nu selv dømmes til at sige her aabenlydt for alle Herrernes Øre, fordi jeg fik det mere end forfløine Indfald at slaae mig til Ridder paa Damernes Skrøbelighed, eller dog det tossede Indfald at vise Herrerne, jeg vidste nok, at vi som fødtes til Cathedret, staae allerede i Sløikjolen høit over Damerne! En saadan Ydmygelse er jeg vis paa, Damerne ikke i deres største Grusomhed vilde dømt mig til, men det maa have været Skæbnens Villie, at jeg skulde bøde ikke blot for min egen, men for alle Herrernes Brøde mod Damerne, ved i deres Paahør saa gruelig at snakke over mig, at jeg lige for deres Øine maa slaae mig selv paa Munden og bede baade Damer og Herrer dog aldrig at sige Nogen, de har hørt, jeg havde Lyst til at anvende Mythen om Thors Reise til Udgaards-Loke paa Korstogene, eller, har De sagt det, dog endelig at sige om igien: det var en reen Misforstaaelse, en Spas af mig, for at høre, hvad de unge Herrer vilde sige; om de, som de burde, vilde giøre sig vrede, og protestere, paa Korstogenes og Ridderaandens og Damernes Vegne, eller om de vilde opoffre det Altsammen, for at Herrerne efter Korstogene kunde slippe for i den latterlige Mythe at see sig selv afmalede med de mest levende Farver.

Ja, mine Herrer! Det giør mig jo nok lidt ondt baade for Dem og mig selv, og for alle de Nordiske Herrer efter Valdemars-Tiden, men da jeg nu engang, det være sig for Spas eller for Alvor, kom til at ymte om den latterlige Reises Anvendelse paa Korstogene, saa er det ikke Nok til en Æres-Erklæring, at jeg siger, man kan jo see med et halvt Øie, de passer ikke bedre sammen end en knyt Næve og et blaat Øie, men at derimod Thors Kammeradskab med Fiskerjetten, da han anglede efter Midgaards-Ormen, og havde udentvivl faaet Bugt med den, hvis ikke Jetten havde listet sig til at file Snoren over, den passer, som den var gjort til Ridderaandens og Pavens Bedrift i Korstogene; nei, nu er det ikke nok, men nu maa jeg bide i det sure Æble og sige reent ud, at i den Skolastiske Philosophi gjorde Thor den naragtige Reise, og havde Natteleie i Jette-Vanten, og brød forgæves sit Hoved med at 641 pille Knuder op paa Madposen, og slog deilig feil ad Jetten, den ene Gang bedre end den anden, og holdt saa sit pudserlige Indtog i det Classiske Pallads, mellem Lægterne i Stakittet, og at Thor endelig gjorde sine tre Mesterstykker i Nyaarstiden ved at forløfte sig paa den graa Kat, fordrikke sig paa det bundløse Horn og fortage sig paa den gamle Kiælling, saa han sank i Knæ og ligger der endnu! Jeg maa nemlig sige Damerne, at den graa Kat hos Udgaards Loke var, efter Mythens egne Ord, den forklædte Midgaards-Orm, altsaa verdenshistorisk Papisteriet, som vi ved Reformationen forløftede os paa, at det bundløse Horn stod i Verdens-Havet og af bilder godt det Bæger eller Blækhorn, hvori vi siden har stræbt at udtømme al Verdens Kundskab og Viisdom, og at endelig, efter Mythens egne Ord, den gamle Kiælling er Alderdommen selv, som vi ikke kan nægte, har bøiet os som Thor paa det ene Knæ, om ikke paa dem Begge!

Hvad synes Damerne nu om, at ville anvende en Mythe, der forklarer sig selv paa vor Bekostning, anvende den paa Hovedbegivenheden i Middel-Alderen, i Damernes Deel af Verdens-Historien! ligner det ikke Herrerne op ad Dage, og har jeg ikke nu soleklart beviist, det er Bagtalelse, naar man beskylder mig for at være partisk for Damerne, mig, som naar jeg havde turdet for Damerne, nok havde Lyst til at anvende den eneste latterlige Thors-Mythe paa det Storværk, hvortil Dame-Hjertet ret aabenbar opflammede Ridder-Aanden, og øvede derved den verdenshistoriske Heltegierning, som i Grækernes naturhistoriske Billed-Sprog maatte hedde, at en tilsløret Gudinde trak om Natten en Kongesøn giennem Ilden, saa han trivedes vidunderlig om Dagen, til Hemmeligheden blev røbet, da han smeltede hen som Dugg for Soel, og Gudinden forsvandt.

Her staaer da Demeter pludselig for migigien med sin Fakkel, og nu seer jeg, hun kunde virkelig med en vis mythisk Ret kalde sig Middel-Alderen, og giøre mig, om ikke Helvede hedt, saa dog Skiærs-Ilden varm, og hendes hemmeligsfulde Fakkel kaster nu virkelig et vel mat og dunkelt, men dog i yndige Farver spillende Lys over Middel-Alderen, saaledes som jeg i endeel Engelske Kirker og Kapeller har seet Lyset falde ind giennem de store malede Glas-Vindver, hvorved jeg vel knap kunde see at læse i en storstilet Bog, men prægtig see baade Høiden af Hvælvingen eller det konstige Sparre-Værk, og 642 Grupperne af de voxne, hvidklædte, Chor-Drenge og af Damer og Herrer, de Første altid fleer end de Sidste, og naar saa Choret sang smukt, var der virkelig en vis Romantisk Tone udbredt over det Hele, ligesom over Middel-Alderen, og over Mythen om Persephones Bortførelse af Pluto, og Demeters natlige Vandring al Verden rundt ved Fakkelskin at lede efter hende. Ja, naar man blot veed, at Paven i Rom var en Pluto og Kirken i Middel-Alderen en hellig Moder, og at Idyllen med »Hyrderne og Hjorden« var hendes aandelige Datter, som Paven, da han opkastede sig til aandelig Tyran, hemmelig bortførde til sit Skygge-Rige, da kan jeg vel ikke forklare det for Herrerne, 'men jeg er vis paa, Damerne mærker det, at Grækerne, som Følelsens Folk, virkelig i deres mythiske Barndom maa have havt en besynderlig Drøm om, hvordan det skulde gaae til i Følelsens Dæmrings-Tid, siden Korstogenes og Middel-Alderens hemmelighedsfulde Historie, vel mat og dunkel men dog kiendelig og fuldstændig, kan speile sig i Demeters-Mythen!

Vil vi nu imidlertid see det Samme speile sig mindre fuldstændig, men fra Dame-Siden baade langt smukkere og klarere, i en Nordisk Mythe, da staaer Skiøn-Freya for os, og frabeder sig een Gang for alle ligesaa vel enhver Sammenligning med Aphrodite, som Brylluppet med Tosse-Greven, men skyer ingenlunde Sammenligningen med Demeter!

Ogsaa Freya har reist Verden rundt og ledt om en Perle, om Odd, sin kiære Gemal, som paa en hemmelighedsfuld Maade er forsvunden, og saa deilige er de modige Taarer, hun daglig fælder, at det røde Guld derfor paa Nordens Billed-Sprog kaldes Freyas Graad, hvad først faaer sin klare Mening, naar vi hører, at hun er Musen for alle de Sange, som der er Kiærlighed i, altsaa ret egenlig Kæmpevisens søde Drømmerske, Moderen til alle dem, der vemodig slaae Guldharpens Strænge til Kæmpelivets og Kiærlighedens sammensmeltede Priis, ligefra den store Ubekiendte, der sang om den Jomfru og den liden Baadsmand, der spillede, ja spillede Guldterning, saa Tonen glemmer Dannekvinden aldrig, ligefra ham til Valdemar den Stores og Ingeborgs Skjald, hvis Navn og Tone sagtens ogsaa vil følges ad, saalænge Dannekvinden sjunger. Det er derfor et dybere Ord, end man strax mærker, at Odin deler halvt med Freya alle Dage, saa Hælvden af Kæmperne vies til Valhall, men Hælvden til Folkvang, som er Freyas Sal; thi alle de kiærlige Kæmper 643 er hendes Deel og Folkesangens Helte, saa i Verdens-Historien tilfalder Middel-Alderen hende og Kæmpevisen; og i Nyaarstiden, da, efter dunkle Vink, hendes forsvundne Gemal skal komme tilbage, skeer der ventelig en overraskende Opdagelse, ligesaa glædelig for os som for hende, og for hendes deilige Datter Gørsum eller Ædeisteen, der vel har været efterstræbt af Pluto, men er dog ikke bortført som Persephone!

644

XIV.
Den Danske Odin.

Jeg er blevet lidt stakaandet, og naar De vidste hvad jeg veed, da vilde De finde det meget naturligt, og, skiøndt De sagtens ikke vil troe det, har jeg dog ingen Ro, førend jeg faaer Dem fortalt, at ligesom jeg stod færdig og vilde gaae herom, og tænkde paa, hvordan jeg i Aften skulde faae Munden op, see, da kom der en gammel, rynket Kiælling humpende ind ad Dørren til mig, og jeg tilstaaer, jeg rystede som et Æspeløv, for jeg saae strax, det var den gamle Hex, Moer Ællen fra Udgaards-Loke, som satte selv Thor i Knæ, og jeg er aldrig mindre brydsk end naar jeg skal herop og staae paa »Forundrings-Stolen«, hvad Damerne nok veed, det er imellemstunder ingen Spas blot at sidde paa, skiøndt man maa holde Ørene stive, saalænge man kan.

Du veed nok slet ikke, sagde Ællen, hvordan Du skal komme derop i Aften; vil du laane mine Krykker?

Nei, ellers mange Tak, sagde jeg, og gik baglænds henimod Væggen for at have Ryggen fri, men det hjalp ikke, for Hexen sagde: ja, ja, saa skal jeg nok selv følge Dig derop; og, uden at vente paa mit Svar, forsvandt hun for mine Øine, og hængde bag paa min Ryg, og tog mig saa kiærlig om Halsen, at jeg maatte snappe efter Veiret og havde nær ikke faaet det. Klokken var imidlertid slaaet og jeg maatte afsted, og vel er der ikke langt fra Vimmelskaftet herom, men De kan dog troe, jeg havde mit Læs med det Følgeskab, saa De havde .neppe faaet mig at see iaften, hvis jeg ikke strax om Hjørnet havde mødt en kiøn gammel Mand med et godt Øie, som strax saae, hvad jeg skadte, og sagde til mig: hvad er det, du gaaer og slæber dig fordærvet paa? det var godt, jeg mødte jer, for Pokker maa 645 løbe om Kap med den Kiælling, men hun pleier ellers at ligge i min Lomme, laan mig hende, og gaae saa kun du: jeg skal strax være hos jer.

Det lettede lige paa Timen og nu skyndte jeg mig herop og vilde blot trække Veiret, til han med Øiet, der puttede Hexen i Lommen, kommer med, for De kan jo nok høre, det var den gamle Odin, der bærer sin Alder saa godt, at man har ondt ved at see, han er blevet en Dag ældre siden han løb fra os i Braavalle-Slaget, og det er dog vist over tusind Aar siden; men det er sandt, det skulde jo være et særdeles Lykketræf, hvis Damerne havde hørt noget om Braavalle-Slaget, for alt saadant Noget pleier Herrerne at beholde for dem selv, og jeg maa da i al Korthed fortælle, at histovre, paa den anden Side Øresund, i Bleking, er der en Klippe, som hedder Runemo, og som der endnu staaer Runer paa om det forfærdelige Slag, hvori den sidste gamle Skjoldung, Harald Hildetan, faldt, og hvad kun er altfor klart, Lykken med det Samme gik over fra det gamle Danmark til det unge Sverrig, og det udtrykker Oldsagnet smukt og rigtigt saaledes, at Odin, som havde været Danmarks Skyts-Aand fra Arildstid, satte først Splid mellem den gamle Harald Hildetan i Danmark, og hans unge Systersøn, Sigurd Ring i Sverrig, og gav derpaa selv under Slaget Harald sit Banesaar. Det er nemlig ikke alene klart, at Odins-Templet i Upsal var siden det ypperste Offersted i Norden, indtil Christendommen, i det niende og tiende Aarhundrede indførdes hos os, men at Alderdommen hos os med det Samme opgav Aauden, som ene havde sat den istand til at styre baade Ungdom og Manddom, baade Tyr og Thor, til fælles Bedste, det seer man grant, ikke blot paa Gorm den Gamle og Harald Blaatan, men endnu bedre paa Valdemar den Store og Valdemar Seier og Christian den Fjerde, da de blev gamle. Maatte det derfor kun stadfæste sig, hvad han med Øiet sagde til mig, at Odin virkelig kommer til os igien, før vi veed det, da maae vi Allesammen sige: velmødt! thi da faaer vi en glædelig Jul og et lyksaligt Nyaar.

Det, kan vi nemlig Alle forstaae, vilde være deiligt, naar »Ungdom og Viisdom kunde følges ud«, for saa gjorde Ungdommen ingen dumme Streger, og saa var Viisdommen ikke død og magtesløs, og dette Følgeskab har aabenbar ingensteds i Verden fundet Sted i saa høi en Grad, som i det gamle Norden, 646 og da især i Danmark, i Kong Skjolds og Kong Rolvs og Frode Fredegods Tid, da den unge, dristige Tyr, og den stærke, mandhaftige Thor, immer gjorde eet med den gamle, erfarne og vise Odin, som er den eneste Maade, hvorpaa Følgeskabet kan finde Sted, for at hexe Erfaringen til sig, førend den kommer af sig selv, det lærer al Erfaring, lader sig ikke giøre, og at man umulig kan blive klog uden Erfaring, det følger af sig selv, saa, naar Philosopherne har paastaaet det Modsatte, da har de kun soleklart beviist, at enten var de dumme paa Alt, eller dog, at hvor kloge de end kunde være paa Himmelens Løb, saa var de dog Tosser paa Jorden.

Sad vi saaledes oppe mellem Stjernerne og havde Øine derefter, saa vi klart oversaae det Hele, da maatte vi være Narre om vi vilde krybe ned og reise Verden rundt, selv paa en Jern-Bane, for at see i Stumper og Stykker, hvad der baade var meget kiønnere og klarere, naar det under Eet overskuedes i Sammenhæng, og var jeg Vorherre selv, som havde skabt det Hele, da kunde det heller aldrig falde mig ind, smaalig at udfritte enten hvad hver Ting duede til eller hvordan det bedst kunde bruges, men om jeg saa ti Gange var Professor i Philosophien enten i Kønigsberg eller Berlin, saa var jeg dog en stor Nar, hvis jeg bildte mig ind, enten, at jeg virkelig sad mellem Syv-Stjernerne med et Par Sole til Øine, elier at jeg var Vorherre selv, som vidste Alting forud, og behøvede kun at give et Nik eller et Vink, saa rettede Erfaringen og al Verden sig efter mig.

See, det var ogsaa Odins Tankegang, derfor valgde han heller at blive ved Jorden og tjene sig op til en Halvgud, end at fare op som en Løve og falde ned som et Faar, eller bygge Kasteller i Luften og gaae i Taaget paa Jorden. Odin var altsaa hvad de Tydske Philosopher med en meget fornem Mine kalder en blot Empiriker, men hvad John Bull kalder en Kiendsgiernings-Mand, men han indskrænkede sig naturligviis hverken til de Kiendsgierninger, man kan see i Engeland, Skotland og Irland, eller til dem, man kan tage og føle paa med begge Hænder, eller til dem, man kan opleve i et halvt eller heelt Aarhundrede, nei, vel havde han kun eet Øie til daglig Brug, eller saae dog kun med eet Øie ad Gangen, hvad Dr. Gall og Phrenologerne forresten paastaaer, er Tilfældet med os Alle, men saa brugde han ogsaa Øiet desbedre, hvor han kom, og da den ottebenede Sleipner som en Struds bar ham ligesaa godt til Vands som til Lands, saa gjorde han 647 mange Udenlands-Reiser, og da han havde levet lige fra Ymers Tid, saa havde han oplevet Alt, hvad der var skedt i hele Verden i Tidens Løb, og brugde herlige Midler til at samle sine Tanker, udvide sine Kundskaber og styrke Hukommelsen. Først havde han et Høisæde, som hedd Lydskjalv, hvor han kunde høre hvad Folk sagde rundtomkring ham, selv naar de hviskede; og dernæst havde han to Ravne, Hugin og Munin, som var godt skaaret for Tungebaand, de fløi ud hver Morgen, al Verden rundt, og kom igien om Aftenen og satte sig hver paa sin Skulder og bragde ham Beskeed om Alt, hvad de havde seet. Endelig, naar han blev lidt urolig for Fremtiden, sendte han Brage og Loke og Heimdal til Urda-Kilden at raadspørge Nornerne, som der gav deres Orakelsvar, og blev han vankelmodig, saa red han selv til Mimers Brønd og fik sig et Bæger ægte Ygdrasils-Miød at styrke sig paa. Ja, Noget af det Bedste, baade til at forsøde Alderdommen og opmuntre Sindet og holde Alt i Ligevægt, havde jeg dog nær glemt, for det var en midaldrende Frue, ved Navn Saga, som boede kun et Par Bøsseskud fra Valhal, og havde en meget smuk Mund og en klar Stemme, og tillige smukke Øine med sikkert Blik, en smuk Pande med megen Vittighed i, og nydelige Smilehuller, med en lille skielmsk Dværg i hvert, men saa lille bitte, at man ikke kunde see ham uden Forstørrelses-Glas, og samme Frue besøgde Odin hver evige Dag og sad en Times Tid eller To og snakkede med hende, og drak et godt Glas Vin, som hun altid havde, og det af et deiligt Guld-Bæger, hun selv havde nippet til.

Men var Odin ikke gift, og hvad sagde hans Kone til det?

Jo vist var han gift og det meget godt, og det Sidste spurgde jeg ham ogsaa om engang, da han fortalde mig, hvor smuk Fru Saga var, for det staaer ikke i Edda, det har jeg fra hans egen Mund, men han slog det hen i Spas og sagde: ja, hvad siger vel din Kone til det, at du staaer og roser Damerne hveranden Aften!

Det slog mig, saa jeg trængde ikke videre ind paa ham, og kan da her endnu mindre gaae dybt ind i den Materie, hvis jeg ikke, over den smukke Mund og de smukke Øine og hvad meer der baade siger og forstaaer sig selv imellem os, reent har glemt, hvad vi taler om, glemt, hvilken gammel, kold og tør Krabat, den samme Odin dog egenlig er, saa det gaaer med ham som med den virkelige, velbekiendte Alderdom, at han maa være saa klog, saa han kan høre Græsset groe, og saa morsom, at 648 han kan faae døde Folk til at lee, og saa følelig, at man kan svøbe ham om en Finger, saa stikker han dog hverken de unge Herrer ud hos Damerne, ikke heller fordunkler han enten Ungdom eller Manddom med sin Daad. Naar vi derfor kalder Odin Nordens Aand, da lader det sig kun høre, fordi vi er vant til at bruge Sjæl og Aand iflæng, og Odin unægtelig er Sjælen i den Nordiske Anskuelse, men naar vi ved Aand, som det sig bør, forstaaer den høiere Livs-Kraft, der giver det Nordiske Kæmpeliv sit store Øiemed, sin indvortes Styrke og eiendommelige Præg, da er det aabenbar hverken Odin, Thor eller Tyr, men Balder, Nornerne og Urda-Vældet, eller, som vi i daglig Tale vilde sige: Barndommens Guldalder, Forsynet og Skjalde-Aaren, Kun forsaavidt Kæmpelivet baade i sin unge og dristige, sin stærke og følsomme, og sin svage men erfarne og oplyste Alder, vil lade sig besjæle af denne Aand, der kræver fælles Opoffrelse, som Asernes i Ragnaroke, kun forsaavidt faaer det Nordiske Kæmpe-Liv det høiere, verdenshistoriske Præg og Øiemed, som jeg paastaaer, det har havt og haaber derfor, det igien vil faae.

Vel gaaer det her i Aandens Høide, ligesom i Hjertets Dybde, at vi maae blive staaende for en Livs-Hemmelighed, som vi ikke kan begribe, men maae enten gaae glip ad eller tage som den er, og nøies med en dunkel Forestilling om og en levende Følelse af, saa jeg vil ligesaalidt prøve paa at forklare dem Livs-Strømmen i Norne-Haanden eller Sikkerheden paa Balders Gienkomst, som vores egen Fødsel eller Udødeligheds-Haabet, men hvordan den Historiske Anskuelse, der fødes med Børs tre Sønner og kneiser med Borgen af Ymers Øienbryn, fik et mythisk Udtryk for sin Kraft og Virkelighed i de tre Norner, det burde jeg maaskee allerede tidligere gjort dem opmærksom paa, og kan nu ikke længer opsætte. Ligesom nemlig Nornerne i det Hele, med Livs-Strømmen og Skæbnen i deres Haand, udtrykker den hemmelighedsfulde Styrelse af hele Menneske-Slægtens Levnets-Løb til et stort og glædeligt Maal, et Maal, det er de Nordiske Kæmpeguders Ære ei blot at ville kæmpe, men, naar det saa maa være, opoffre sig for, saaledes aabner Nornernes Trilling-Skikkelse os et Overblik af Styrelses-Maaden, som vore Kæmpefædre tænkde sig den. De veed maaskee, at man sædvanlig har villet forklare de tre Norner ved de tre Tider: den Forbigangne, Nærværende og Tilkommende, men det var aabenbar kun en blind Efterligning af de Græske Philosopher, der havde prøvet saaledes at 649 forklare deres tre Moirer eller Pareer, for det er klart, at saa nødvendig Tidens Tredeling er til enhver historisk Anskuelse og findes derfor udtrykt i Børs tre Sønner: Odin, Hæner og Løder, saa ørkesløs og intetsigende er den, naar vi spørge om Styrelsen og Styrelses-Maaden, der jo altid maa være eens. Derimod lærer den historiske Anskuelse os snart, at enhver stor Begivenhed har tre Afdelinger, ikke blot i sin Skikkelse, som Begyndelse, Midte og Ende, men ogsaa i sin virkelige Udvikling, som Spaadom eller Formodning, som Kamp med allehaande Hindringer og endelig som et til Formodningen svarende Udfald, saa i Nordens historiske Anskuelse maa Nornernes Tretal nødvendig svare dertil, og herpaa hentyder ogsaa virkelig deres Navne; thi Urd betyder det Vordende, hvorfor ogsaa Norne-Oraklet kaldes Urda-Stolen, Verdan betyder det Afværgende eller Hindrende, og Skuld hvad der alligevel skal skee, altsaa Opfyldelsen af Urds Spaadom. Dette faae vi vel nuomstunder nærmest for Øie ved at tænke paa Dramaet og Skuepladsen, hvor vi ganske uvilkaarlig giør den Fordring, at Enden skal svare til Begyndelsen, og at Midten skal ved passende Hindringer spænde vor Opmærksomhed og forhøie vor Deeltagelse, eller som vi pleie at udtrykke os: skal slaae en Knude, vi maae ønske at see løst. Da jeg imidlertid holder meget mere ad det virkelige Liv paa den store Skueplads end ad Skyggen paa den Lille, derfor langt mere ad Verdens-Historien, end ad al Verdens Theater-Stykker, saa seer jeg meget heller Norne-Trillingen speile sig i det historiske Verdens-Hav end i Blækhornet og Bogtrykker-Sværten, og Skikkelserne bliver nuomstunder i dette Speil saa kæmpemæssige, at Størrelsen bøder paa Afstanden, saa man behøver egenlig kun Odins-Øiet, som til enhver historisk Anskuelse er uundværligt, for at see, at Oldtiden, som Slægtens Ungdom, under Fantasiens Septer, er den høipoetiske og prophetiske, Middel-Alderen, som Manddommen i Følelsens Dronning-Tid, er den historisk Indviklede, og Nyaarstiden, som Slægtens Alderdom, under Forstandens Skolemesterskab, skal være den oplysende og forklarende.

De synes formodenlig ikke godt om, at Slægtens Alderdom skal være vores Deel af Tiden, for det er et sandt Ordsprog, at Alle vil længe leve, men Ingen gammel hedde, og hvad jeg sagde dem strax iaften, beviser noksom, jeg tænker ligesaa, men det er nu engang ikke anderledes i denne Verden, end at naar man lever længe, saa bliver man gammel, enten man vil eller 650 ei, og vil vi blive kloge paa Menneske-Livet, maae vi endelig vænne os af med det barnagtige Forlangende, at Livet skal rette sig efter os og Alting gaae efter vort Hoved, hvad da ogsaa vilde blive en naragtig Gang, eftersom enhver af os har sit eget Hoved, der slet ingen Lyst har til enten at gaae eller springe efter Andres Hoveder, men vi maae vænne os til den i Førstningen lidt ubehagelige Tanke, at hvad der er sandt, det bliver ved at være sandt, enten vi saa ønsker det eller ikke, saa det er meget klogere, med den gamle Odin og Engelskmanden, at tage Livet og Verden som de er, og see til at giøre os dem saa nyttige, som muligt, end, med den unge Philosophi og Tydskerne, at spilde sin Tid og sine Kræfter paa at skabe Livet og hele Verden om efter sit Hoved, og saa springe i Flint, fordi det ikke vil lykkes, fordi det Umulige ikke vil lade sig giøre l

Ligesom vi derfor Allesammen, Damer saavelsom Herrer, maae finde os i, at Menneske-Naturen hos os bliver ældre hvert Aar, og kiendelig ældre, naar Følelsen taber sin Ild, Øiet sin Klarhed og Haanden sine Kræfter, saaledes maae kloge Folk virkelig ogsaa finde sig i, at Menneske-Naturen følger de samme Love i det Store som i det Smaa, i alle Folkefærds og hele Slægtens Levnets-Løb, saavelsom i vores, og naar vi blot kan finde os i det, da behøver vi kun at lukke vore Øine op for at see, at i det mindste Folkene i Norden er ligesaa gamle som Odin, saa man maatte kun ønske, de var ligesaa raske og rørige, muntre, erfaringskloge og poetiske som han.

Ogsaa herved maa John Bull rinde mig ihu, for der er aabenbar for Øieblikket ingensteds saa kiendelige Spor enten af Odin, Tyr eller Thor, eller i det Hele af den oldnordiske Livs-Anskuelse, som i Engeland, hvor man dog neppe kiender Edda af Navn og hardtad reent har glemt sin Nordiske Byrd. Dette beviser iblandt Andet, at Menneske-Naturen lader sig ligesaa lidt som Bjerg-Naturen skabe om af de skiftende Tider, Anskuelser og Menneske-Hænder, og at den Nordiske Menneske-Natur, naar den blot anspores ved frit Spillerum, vilde ogsaa hos os endnu, i Forhold til sin Alder og til Samtiden, giøre baade dristige, mandhaftige og kloge Kæmpeskridt; men hvad om nu John Bull tillige saae sig selv og Norden og det hele Menneske-Liv med Odins-Øiet, tog immer i Betragtning, hvad han nu endogsaa tit griber til de latterligste Midler for at skjule, at han er ingen Springfyr og heller ingen Stærkodder meer, men igrunden en gammel Mand, kun med 651 Kæmpe-Kræfter for sin Alder, som, velforstaaede, tilbørlig skaanede og godt anvendte, endnu i mange Aar, om Forsynet vil, kan skiænke ham et fornøieligt Liv og en udstrakt, gavnlig Virksomhed, hvilken Halvgud, hvilken Odin, med Tyr og Thor, med Brage, Loke og Heimdal til sin Tjeneste, Mimer til sin Raadgiver og Saga til sin Veninde, vilde da John Bull ikke være og hver Dag mere kiendelig blive! Og hvad kunde og skulde vi da ikke blive, vi kværsiddende Nordboer, som er slet ikke ældre end John Bull, slet ikke af ringere Byrd, men Børn af den samme gode Malke-Ko, Ød-Humle kaldt, Brødre til den samme Odin som han, med langt mindre tykt, sammenløbet Blod, langt mere poetisk Liv og langt sødere Damer! Hvilket Lydskjalv kunde her ikke være i den grønne Lund, hvor ingen Jernbaner og Fabriker i Hundrede-Tal giør en Larm, som den, der i Engeland knap lader Folk faae Ørenlyd! Hvilke frugtbare Kundskabs-Skatte vilde ikke Odins Ravne, Hugin og Munin, Tanken og Mindet, daglig bringe os fra al Verden, vi, som endnu dog spørger om Andet, end hvor det bedste Marked, de fleste Penge og de mest drivende Maskiner er at finde!

Ja, blev kun Odins-Øiet for Menneske-Livet ret lukket op hos os, da vilde der, siden Balders Død, aldrig være seet saa muntert og yndigt et Levnets-Løb, som her, hvor Odins Dronning, Datter af Fjørvin den Livsalige, den moderlige Frigga med det dybe Øie, som veed alle Hemmeligheder, men røber dem ikke, hvor hun og den halvgræske Freya, Ømheden selv, men i Skjoldmø-Dragt med Fjederham, aabenbar lever endnu og forliges godt, og hvor Sagas yndige Skovhus ved Søen staaer og venter paa hende og paa Fornyelsen af de gamle Dage, da hun og Odin drak med hinanden den klare Vin af det fælles Guldbæger, ja, lod vort klare, deilige Modersmaai flyde som Vin fra veltalende Læber!

Saadanne Betragtninger, fromme Ønsker og dristige Forhaabninger, er jo vist nok ikke den rette Forklaring af Nordens verdenshistoriske Myther, som alle aande Daad, selv naar de, som Odins-Mytherne, dreie sig om Raad for Uraad, og de finde derfor deres eneste rette Forklaring i et nyt ægte Nordisk Levnets-Løb, passende til Øieblikket, dets Tarv, Kræfter og Omstændigheder, men til Skabelsen deraf, altsaa til Mythernes rette Forklaring, bidrager dog en gammelagtig Skjald sin Skiærv og sit Alt, naar han stræber at vække de samme Betragtninger, 652 Ønsker og Forhaabninger hos den yngre Slægt af begge Kiøn, hvis lykkelige Kaar det er at kunne bidrage rigelig af Livets og Hjertets Fylde til et Nordisk Gyldenaar, der aabenbar kan og bør blive det yndigste paa Jorden.

Ja, taget i og for sig selv, er det nærværende Øieblik altid igrunden tomt, og neppe nogensteds tommere end hos os, men taget paa Nordisk, som et Stade til Overblik af det Forbigangne, og en levende Overgang til det Følgende, er det nærværende Øieblik altid rigt og frugtbart, selv for Alderdommen, og, just ved den erfaringskloge Alderdoms Hjelp, frugtbart for Menneske-Livet, det er aabenbar Grund-Tanken i Odins-Mythen, og den Perle, jeg fra alle Sider ønskede at oplyse, vis paa, at lykkes det, da vil dens Glands tale for sig selv og dens Værdi med hvert Aar skattes høiere; thi der har været faa Øieblikke enten i vort Folke- eller i hele Menneske-Slægtens Levnets-Løb, der saa aabenbar var Overgange til en lang og vigtig Fremtid, som det nærværende, og der har aldrig været et Øieblik, der enten var saa trængende til et lyst Overblik af det Forbigangne eller saa skikket dertil, og ligesom denne Øieblikkets Storhed og Vigtighed, i sin levende Forbindelse med Fortid og Fremtid, giennem en heel Menneske-Alder, har trøstet mig over dets eiendommelige, mageløse Tomhed, hvor det vilde være selvstændigt; saaledes træder denne Storhed og Vigtighed mig nu med hvert Aar og snart hver Dag nærmere, som Noget, der ikke blot vil betragtes men benyttes, ikke blot vederkvæge men virke, ikke blot oplyses men virkelig forklares, og derved er Odins-Mythen sprunget frem for mig i det ny Lys, hvori jeg nu stræber at fremstille den, som et Alderdoms-Mønster i Nordens Aand, i sig selv tiltrækkende, især for os Ældre, og vidunderlig i Sammenligning med Grækernes Pluto, som er det Tilsvarende!

Ja, da jeg pegede paa, hvordan Menneskets Natur-Liv med sine fire Åarstider speiler sig i Kronos og hans tre Sønner, da saae de vist Alle, at Pluto med sit Skygge-Rige kun alt for klart afbilder Alderdommen, som vi sædvanlig møde den, kun med lidt meer eller mindre af den kolde, tørre Forstand, Livs-Fylden og Kraften berøvet, og dobbelt ynkelig, naar den sætter sin Ære og søger sin Glæde i at sidde høit paa sin Skygge-Throne og med sit Skygge-Spir beherske de utallige Skygger af Tanker, Følelser og Begivenheder, som tomme og tause vrimle i Forstandens Hades. At Græker-Aanden ogsaa havde et mageløst godt Øie for dette Alderdommens Skygge-Rige, see vi 653 ikke blot i Odysseens mesterlige Beskrivelse deraf, men vel endnu bedre af Usynligheds-Hjelmen paa Plutos Hoved, Staven, Maalestokken og Nøglen i hans Haand, og Cerberus ved hans Side, som loggrer for alle dem, der vil ind, men viser dem Tænder, som vil ud; thi Pegen med Støtte-Staven, Bog-Staven naturligviis især, Maalen af Alt med sin egen Alen, og Nøgle-Prøven i alle Laase, det er jo den kolde, tørre Forstands udelukkende Syssel, og har den en Smule Kraft til sin Raadighed, er det jo sædvanlig en Cerberus, gnaven over Livet og gnavende paa det, kun loggrende for hvad der gaaer over til Skygge-Riget, fnysende, naar Noget vil sprænge dets Porte og vende tilbage til de Levendes Land. Slet saa grueligt, tomt og glædeløst var nu vel ikke det Græske Alderdoms-Begreb i den Mythiske Tid, da det formildedes lidt ved Persephone med Blomster-Krandsene, men om Blomsterne end beholde deres Farver i de Dødes Rige, saa tabe de dog Duften, og saaledes som Forstands- og Alderdoms-Begrebet er ikke blot kommet til os giennem Latin-Skolen, men der indpodet i os, indpodet i Ungdommen, ja hardtad i Barndommen fra Slægt til Slægt, er det vist nok intet Under, at Menneske-Livet meer og meer henvisnede under Pluto-Spiret; det er kun et Vidunder, at vi endnu kan sørge derover og tale derom og haabe bedre Dage. Men at det dog er muligt, derfor maae vi takke den Aand, som skabde Odins-Mythen med hele den Nordiske Livs-Anskuelse og det Hjerte, som i alle Maader bar Aanden og gjemde Indtrykket af den herlige Anskuelse saa dybt, at hverken Plutos Stav eller Maalestok kunde naae det, og saa godt under Laas og Lukke, at alle hans Nøgler og Dirke blev til Skamme, ja, vi maae først og sidst velsigne Frigga-Hjertet, der bevarede Hemmeligheden og blev under alle Tidens Omskiftelser uforandret det samme, og gienfødte i Tidens Fylde Odins-Øiet hos Nordens Skjalde, og vil snart, naar Pluto med hele sit Skygge-Rige ei meer indpodes i Ungdoms-Knoppen, gienføde Odin og hele Kæmpelivet, vel lidt gammelagtigt selv i Ungdommen, men dog saa kraftigt, at selv Alderdommen har et Valhall, et Lydskjalf, et Ravne-Galder, en Mimers-Miød og Saga-Vin i Guld-Bægere, kort sagt et Odins-Liv, der hverken er sig selv eller Andre til Byrde, men saa mildt bevæget, saa stille muntert og saa historisk rigt, at det langtfra at afskrække kan tiltrække Ungdommen og opmuntre den til at bruge de frugtbare Aar, saa de kan stirre tilbage paa dem med Velbehag og smile til Damerne under Sølvhaars-Kronen!

654

Og hermed bliver det vel bedst at afbryde til Onsdagen efter Nyaar; thi vel ønskede jeg den allerkorteste Afbrydelse muligt, især for min egen Skyld, men da jeg veed, en Deel af Ungdommen tager paa Landet i Julen, er Afbrydelsen det mindste Offer jeg kan bringe for den uforglemmelige Velvillie, og Overbærelse med mine Egenheder, alle mine Tilhørere alt saa klart har lagt for Dagen, og jeg vil da ret af Hjertet ønske dem alle en ægte Græsk Jul og et ægte Nordisk Nyaar!

655

XV.
Phineus og Loke.

At tage fat iaar hvor man slap ifjor synes vel at følge af sig selv, men kan dog falde vanskeligt nok; thi da jeg skulde til det, var det, som der kom En og sagde »iaar som ifjor«! har du glemt, at »fjorgammel Stads er en gyselig Ting«1 og det netop for Damerne, og det Ord havde nær gjort mig reent ør i Hovedet, for jeg kan godt huske, jeg hørde den Vise i min Ungdom af Damernes egen Mund; men saa faldt det mig dog, til Lykke, ind at spørge, hvem den Vise var af, og skiøndt jeg havde glemt Navnet, blev jeg dog sikker nok paa, at den var af en Herre, og i den Anledning maa jeg raade Damerne at tage deres Mund i Agt for Herrerne, saa de ikke siden skal komme og beraabe sig paa, at de har selv hørt Damerne synge »fjorgammel Stads er en gyselig Ting«, eller endnu værre Flauheder, som Herrerne selv har været Mestere for og lagt Damerne i Munden.

At nu ogsaa Flauheden om den »fjorgamle Stads« er Herrernes eget Æg, det skal jeg bevise, baade philosophisk og historisk, og da først philosophisk, under den Forudsætning, hvis Unægtelighed jeg naturligviis forudsætter, at Damerne, efter Ordsproget, tier bedst med deres egne Hemmeligheder og Herrerne med Andres; thi heraf følger for det Første, at om end fjorgammel Stads var Damerne en gyselig Ting, saa vilde de dog tie med dem selv, og deraf følger for det Andet, at det maa ikke være Damernes, men deres egen Hemmelighed, Herrerne har røbet, og hvad der binder *

Nu drejer Moden som Hjul os omkring,
Aargammelt Stads er en gyselig Ting.

656 Læsset, eller, som vi Philosopher pleier at sige: giør Beviset stringent, det er, at man igrunden ikke kan røbe andre Hemmeligheder end sine egne, saa det er ikke at takke Herrerne for, at de tier med Damernes, som De ikke veed.

Mit historiske Beviis kunde jeg nu vist nok godt spare i saa klar en Sag, især da jeg jo, som Philosoph, maa vide, at Exempler egenlig ikke beviser, men kun oplyser; men da jeg nu dels har regnet paa at faae det med, og dels med Rette kan sige, at den historiske Oplysning ligger mig langt meer paa Hjerte end den philosophiske Beviisførelse, saa tillader Damerne mig nok ogsaa at komme frem med mit historiske Beviis, og Herrerne maae finde dem i det, da de ikke kan være Dommere i deres egen Sag; thi vel har denne gyldne Regel ikke hidtil været anvendt paa Sagen i mellem Damer og Herrer, hvori de partiske Herrer aabenbar har opkastet sig selv til Dommere, men i vor oplyste, philosophiske Tid maa Grundsætningen nødvendig giennemføres fra Hoved indtil Hale, eller, som vi Philosopher siger, med stræng Conseqvents.

Historien er da kortelig den, som jeg haaber, Alle vitterlige, at Fruen kom op i Herrens Studere-Kammer og fandt ham saa fordybet i Almanakken, at han slet ikke mærkede hende, men, istedenfor at knurre, sagde Fruen meget beskeden: gid jeg var en Almanak! hvortil Herren svarede meget koldsindig: ja, gid du var! og Damerne forstaaer en halvkvæden Vise.

Hvad Damerne derimod neppe kan forstaae, det er vist, hvordan jeg er blevet Philosoph, thi det kan jeg ikke engang selv forstaae, men formoder kun, det er Herrernes Skyld, som ikke kan lide det Fjorgamle, og, naar man skal gaae frem med Tiden, maa man jo blive Noget, man ikke før har været, saa netop, fordi jeg ikke var Philosoph ifjor, synes mig, det kan være rimeligt nok, jeg er blevet det iaar, for jeg har seet mange Herrer, som jeg turde væddet mit Hoved paa, blev aldrig Philosopher, om de saa grublede i tusind Aar, og see, til min store Forundring, er de dog blevet det i et Øieblik, i en Haandevending: een, to, tre, saa det er klart, at een, to, tre er nu, ligesom i Pythagoras gyldne Dage, blevet hele den Philosophiske Hemmelighed1. Heraf vil Damerne strax slutte, at de nemt kunde blive ligesaa gode Philosopher som * 657 vi, men da vi ingenlunde kan være tjent med, at Damerne bliver Andet iaar end de var ifjor, saa maae vi høitidelig pro-stere imod en saadan Forvandling, og Spørgsmaalet er da kun, om Damerne ikke er ligesaa ilde tjent med, at jeg løber hen og bliver Philosoph, og det saa tidlig paa Aaret, istedenfor naar det skulde være galt, dog heller at bie til det bliver varmt i Veiret, naar Damerne ikke mere gaaer ind at høre paa Forelæsninger, men gaaer ud »at lyde paa Fuglesang«, saa Herrerne, og jeg med dem, havde baade Tiden og Rummet for dem selv!

Ja, urost for Damerne, har jeg virkelig selv gjort mig det Samvittigheds-Spørgsmaal, og nu, da jeg seer Damerne for mig, finder jeg naturligviis, at alle andre Hensyn burde været sat til Side, indtil videre, men hos Pluto, hos hvem jeg har siddet alle Søgnedage, siden vi skildtes ad, der seer Alting ganske anderledes ud, og der kunde jeg ikke faae det ud af mit Hoved, at den første Aften i det ny Aar skulde jeg være Phi1osoph, og dog engang vise mig fra en glimrende Side, ved at anatomere det Flygtigste af alle Begreber, den sande Proteus, som der vil en Mester-Haand til at holde fast, da han kan paatage sig alle mulige Skikkelser og smutter mellem Fingrene paa de Fleste, før de veed det. Det er nemlig »Øieblikket« jeg mener, dette ganske forunderlige Kvægsølv-Begreb, som jeg finder, har allerede brudt Hovedet baade paa de Græske og de Nordiske Mythe-Smede, saa det vilde unægtelig være en philosophisk Helte-Gierning at klare den Sag i et Øieblik. Det giælder altsaa blot om virkelig at giøre det, og denne »Virkeliggiørelse«, som man paa Philosophisk kalder Experimentet, overlod jeg nu hjertensgierne til en Anden, som jeg da med stor Fornøielse skulde kritisere, og, naar Experimentet mislykkedes, smække over Fingrene; men her, hvor Munden skal gaae paa sin egen Haand, maa den ogsaa selv see til at gribe »Øieblikket«, og tør i det Høieste vente en Haands-Rækning af andre Munde, der gribe efter det Samme. Saalænge jeg nu sad nede i Hades, mellem alle de ypperste Ordførere i den forbigangne Tid, saa den var mig nærværende, da syndes mig, Grebet maatte nødvendig lykkes, da vi var hele tre Munde om det: den Oldgræske nemlig, den Oldnordiske og min egen, saa naar vi stillede os rigtig op efter Jagt-Lovene, maatte vi kunne perse det flygtige Øieblik, saa det blev nødt til at flyve lige ind i en af de aabne Munde; men nu, da jeg kommer herop mellem Damer og Herrer i det 658 nærværende Øieblik, skilt fra det Forbigangne, nu opdager jeg, til min store Forskrækkelse, at min egen Mund er den eneste, der staaer til min Tjeneste, saa nu vilde Jagten være spildt Umage, og jeg maa da see at snoe mig fra den paa en nogenlunde skikkelig Maade.

Jeg vil derfor stræbe at vise, det var skielmsk gjort af den Oldgræske Mund at lade mig i Stikken, saa min stakkels Mund skulde svare til det Hele, og lykkes det, da haaber jeg, baade Damer og Herrer skiænker mig, som en ung Begynder i Philosophien, Øieblikkets virkelige Paagribelse og Randsagelse, der aabenbar, ved Stalbrødrenes Udeblivelse blev alt for vanskelig!

Jeg kan nemlig med mange Vidner, skiøndt rigtig nok kun Skygge-Vidner, bevise, at den Oldgræske Mund har fortalt mig, det var netop Nordens Sønner, i Pagt med Græker-Aanden, forbeholdt at gribe det flygtige Øieblik og bringe det til at finde sig i Billighed, saa det ikke mere snappede os Maden af Munden eller Smilet af Kinden, og Historien er saa smuk, at jeg er vis paa, Damerne vil gierne laane Øre til den.

Det var nemlig paa det berømte Argonauter-Tog, at Grækerne kom til en underlig Snevring, dannet af to store Rokke-Stene, der bestandig rokkede frem og tilbage, og naar de stødte sammen, sønderknuste alt Mellemværende, saa det var et stort Lykke-Træf at slippe heelskindet derfra; men der var dog i Nærheden en berømt Spaamand, som hedd Kong Phineus i Salmydessa, og ham tyede Grækerne til, for at hente Raad for Uraad. Phineus vilde imidlertid ikke svare Argonauterne et Ord, med mindre de først kunde frie ham fra den daglige Plage, han havde af Systrene til Iris: de slemme Harpyer eller Drage-Dukker, Aellope og Okypete, som, hver Dag, naar Maden kom paa Konge-Bordet, snappede alt det Bedste bort, lige for hans Næse, og fordærvede Resten, saa det stank. Ogsaa her var gode Raad dyre; thi Systrene til Iris »hurtig som Aandedrættet og de flyvende Fugle«, de lignede hende naturligviis i Hurtighed, og svarede kun alt for godt til deres Navne, som paa Dansk vilde blive »Springom og Letbeen;« men Argonauterne havde til Lykke to Sønner af Boreas eller Norden-Vinden med sig, som ogsaa kunde flyve godt, hedd paa Græsk Zetes og Kailais, altsaa paa Dansk »fire og hale« eller »Slip og Tagfat«, og svarede ypperlig til deres Navne, saa de forfulgde strax Harpyerne, den 659 Ene i Øster og den Anden i Vester, tog hver sin, og afnødte dem det høitidelige Løfte, at de herefter vilde lade Kong Phineus have Madro, hvorpaa han da ogsaa gav Argonauterne det gode Raad, at naar de saae Taagen over Rokke-Stenene eller, paa Græsk, de Symplegadiske Klipper, da skulde de paa Timen standse Skibet i Farten og lade en Due flyve igiennem Snevringen, og naar det lykkedes, kunde de dristig styre bagefter. Det gjorde Argonauterne da ogsaa, og det lykkedes, saa Duen mistede kun et Par af sine Hale-Fier, og Skibet Argo fik ligeledes kun ubetydelig Skade paa Bagstavnen, hvorimod Rokke-Stenene for Eftertiden smukt maatte finde sig i Stilhed og lade Folk slippe igiennem.

See, denne Oldgræske Historie om Kong Phineus i Salmydessa, eller paa Dansk, Kong Skin i Rysteby, som altid blev Mistemad, skiøndt han sad øverst tilbords, den fornøiede mig saa usigelig, som om jeg selv havde gjort den til at afbilde det skielmske Begreb, som man let seer, »Øieblikket« er, naar man kommer til at tænke paa det, og det kommer man hardtad nødvendig ved Nyaars Tid, da man seer, hvor snart det er gjort at skyde et Aar ud og et andet ind, saa i dette Øieblik hører 1843 allerede til de »forrige Tider«, hvorom kun Historien melder. Som det nu gik med 1843, saaledes gaaer det aabenbar med alle vore Aar, Maaneder, Dage, Timer og Øieblikke, vi enten sidder tilbords eller staaer paa Pinde, saa de er kun til i Forbigaaende, og den nærværende Tid burde da egenlig hedde den Forbigaaende, der forsvinder, mens vi nævner den. Det var derfor unægtelig meget vittigt af de gamle Græker, paa den ene eller den naturlige Side at ligne Øieblikket ved tre Systre, hvoraf den Ene var Gudernes Sendebud, for hvem Alt er gjort som sagt, men de to Andre var Drage-Dukker, der snappede Maden af Munden paa Kong Skin i Rysteby, og paa den anden eller historiske Side at ligne Øieblikket ved en Snevring mellem to Rokke-Stene, som man kun ved et særdeles Lykke-Træf slap igiennem, saa, hvis det kun var ligesaa tilforladeligt, at Sønnerne af Boreas greb Drage-Dukkerne og nødte dem til at holde deres Fingre eller Kløer hos sig selv, saa Kong Phineus i Mag kunde spise sin Mad, da maatte jeg ogsaa, ved Hjelp af min Broder, den gamle Hjarne, og af den Græske Mythe-Smed, kunne grebet Øieblikket i alle sine Skikkelser og gjort et soleklart Begreb deraf. Det mislykkedes altsaa kun, fordi Grækerne lod sig bedrage af Skinnet og stræbde med en Vittighed at 660 indbilde sig selv, det var lykkedes dem at fange og fængsle det flygtige Øieblik og sikkre sig dets uforstyrrede Nydelse, og jo meer vi kiender til det Græske Folkeliv i sin Glands, des villigere bekiender vi, at dersom Solen nogentid stod stille i Middags-Stedet, da var det i den Græske Kong Skins Dage, og at hvis det nærværende Øieblik kunde og skulde fængsles, da kunde det aldrig skee paa en smukkere Maade end i det gamle Grækenland.

De gamle Græker følde det imidlertid selv, at Forliget med Drage-Dukkerne, om Øieblikkets fulde, uforstyrrede Nydelse, var igrunden et Selv-Bedrag, men de saae Fortvivlelsen spille paa Randen af Pandoras Æske, og vidste ikke bedre Raad end at lukke Øinene og smække Laaget i, medens de, ved at betragte sig selv i Kong Skin, som nødvendig bedrager baade sig selv og Andre, og ved at afbilde bam blind, stræbde dog at lade Sandhed skee Ret, og det er, i Henseende til Øieblikkets Nydelse, et fortvivlet Raad, Damerne i deres Ungdom tit fristes til at gribe.

Hvad der imidlertid dobbelt har fornøiet mig i den Græske Mythe om Kong Phineus og Sønnerne af Boreas, der saa godt vidste at gribe Øieblikket, det er den Omstændighed, at skiøndt Nordens Kæmper ei engang prøvede paa den umulige Helte-Gierning, som Grækerne vilde unde dem Æren for, saa havde de dog unægtelig en Maade, historisk, at gribe Øieblikket paa, som fortjende Grækernes Roes, og afbildes meget smukt af dem ved Rokke-Stenene og det gode Raad i en snever Vending.

Det gik nemlig med Nordens Mythe-Smede, som med Nordens Kæmper, at de befattede sig slet ikke med at gribe Øieblikket i sit naturlige Forhold til Guder og Mennesker; thi dertil følde de, der vilde langt finere Fingre, men de stræbde des ivrigere at gribe Øieblikket i dets historiske Forhold til Fortid og Fremtid, saa det blev frugtbart, og det lykkedes dem, som det endnu lykkes Engelskmændene, i saa høi en Grad, at det ikke blot maa vække vor Beundring, men anspore os til Efterligning.

Mens jeg nemlig stod og fornøiede mig over den Græske Vittighed om Kong Skin i Rysteby, om Rokke-Stenene, Drage-Dukkerne og Sønnerne af Norden-Vinden, see, da gik der mig pludselig et nyt Lys op over Loke-Mythen, der maatte saa meget mere overraske og fornøie mig, som det netop 661 var en af de Nordiske Myther, jeg meende at være færdig med; thi vel maa jeg nu have den Skam, som vore unge Philosopher grue for, igien tildeels at skifte Mening, men det bryder jeg, ligesom de unge Skjalde og de gamle Philosopher, mig slet ikke om; thi det maae jo Alle indrømme, at har man Skam af at gaae frem i Oplysning, da har man dog ingen Skade deraf, og i Norden er det desuden et gammelt Ordsprog, at »man skal lære, saa længe man lever«, hvad en Spøgefugl meget vittigt har oplyst, ved at vende det om og sige »man skal leve, saa længe man lærer«; thi det er unægteligt, at Dødbidere kommer aldrig videre.

At nu Loke, som Aserne aldrig kan undvære, skiøndt han bestandig halter mellem dem og deres Fiender, Jetterne, og narrer med Fornøielse begge Parter, er en meget tvetydig Person, af samme Slags som Egernet i Ygdrasil, det seer man strax, og da han har Deel i alle Asernes store Begivenheder, kan han slet ikke oversees, saa jeg har bestandig havt ham i Kikkerten, og tit havt Fingre paa ham, men immer smuttede han dog fra mig igien, ligesom da han var en Lax i Glatangers Foss, og nu har jeg derfor besluttet aldrig meer at gribe efter ham, uden som man paa Nordisk griber det gunstige Øieblik, for at faae gjort hvad man vil.

Jeg vil derfor her slet ikke indlade mig paa de forskiellige Stamtavler over Lokes dunkle Herkomst, men lade det staae ved sit Værd, om hans Moder hedd Naal eller Løv-Øie, og holde mig til hvad alle Mythologer er enige om, at dels var Loke lige fra »Tidens Fødsel« Odins Fostbroder, der alle Dage skulde tømme Guld-Bægeret med ham, og han maa være den samme mythiske Person som Løder, altsaa i Aanden Broder til Odin og Hæner; thi da bliver Loke aabenbar Sjælen i Øieblikket eller i den nærværende Tid, ligesom Odin i den Forbigangne og Hæner i den Tilk ommende, og da falder hele hans bekiendte Levnetsløb langt bedre i Traad. Da kan man, blandt Andet, ogsaa godt forstaae, hvad hidtil har været mig en uopløselig Gaade, hvi alle Diserne eller Damerne i Asgaard holdt paa Loke, og hvi Freya saa villig laande ham sin Fjederham, skiøndt han tit førde sig op som et Skarn imod dem og bagtalde dem uforskammet; thi det er egenlig Damernes korte Philosophi, at man skal nytte Øieblikket, eller »smede, mens Jernet er varmt«, uden at spilde Tiden og plage sig selv med ørkesløse Grublerier derover, hvorvidt Hammer og Ambolt er gjort 662 med rene Hænder og Ilden oppustet med reen Mund, og Alting baade tænkt og gjort med de allerbedste og reneste Hensigter.

Ogsaa det har Damer og Digtere tilfælles; thi skulde vi, naar Aanden kommer over os, først undersøge, om Ilden ogsaa var aldeles reen, da var den naturligviis slukt længe før vi blev færdig med Undersøgelsen, men at det ellers er ganske anderledes med Herrerne nuomstunder, det saae jeg forleden Aften et snurrigt Exempel paa i Berlings-Avisen, hvor en prosaisk Herre ganske alvorlig smigrede sig med det Haab, at om han end havde gjort Vold paa den poetiske Sandhed, skulde det dog tilgives ham for den gode Hensigts Skyld. Ja, mine Herrer! kunde det nytte Noget, da vilde jeg gierne holde ti Foredrag i Træk mod den ligesaa forskrækkelige som latterlige Philosophi: at undskylde det Slette med de gode Hensigter, og at sværte det Gode med de slette Hensigter, der enten rimeligviis eller dog muligviis kan have været med i Spillet; thi derved kyser man aabenbar Folk fra at giøre Gavn og opmuntrer dem til at giøre Skade, hvad kun i Helvede kan kaldes godt og kun i Daarekisten klogt; men jeg veed, det nytter aldrig med mange Ord at udvikle hvad i sig selv er klart nok, men bliver os kun indlysende, naar vi selv føler Kraft og Drift til at giøre Gavn. Endnu mindre vilde det da nytte at giennemhegle de gamle Kæmper og deres Mythe-Smede, fordi de dog tilsidst bandt Loke til tre flade Stene og bandt med det Samme Hænderne paa sig selv; thi af alle Moraliseringer er Ingen vissere spildt, end den Historie-Skriverne saa tit holdt for Alexander den Store og Julius Cæsar, for Ludvig den Fjortende og Napoleon, og i det Hele for de Døde, og af alle de nye, mislykkede Forsøg i Pædagogiken, hvorpaa vor Tid har været saa rig, var aabenbar intet mere frugtesløst end det uhyre latterlige: at ville give vore Forfædre en bedre Opdragelse.

Jeg vil derfor meget heller beundre de gamle Kæmpers Drift til at giøre deres Liv saa daadfuldt som de kunde, og beundre deres Mythe-Smede, som bidrog uberegnelig dertil ved at udvikle en tilsvarende verdenshistorisk Anskuelse, der stadfæster sig til alle Tider, og netop de seneste Aarhundreder har kun alt for klart beviist, at de saae ret, naar de lod Aserne tilsidst gaae i Barndom, saa de iblinde bandt deres egne Hænder for at hævne sig paa Loke. Dette er det nemlig altid, man giør, naar man, det være sig nu med de bedste og reneste 663 Hensigter, stræber at helbrede Tidens Foranderlighed og at fængsle Øieblikket til sine forstenede Tanker, Lærebygninger og Indretninger, som Loke til de flade Stene; thi da kan man selv ikke giøre stort Andet end sigte Hensigter, og naar man foretrækker Misgierninger med gode Hensigter for Heltegierninger med Slette, da bliver i alt Fald nødvendig »Ingenting«, gjort i en god Hensigt, den gyldne Middelvei, som Mængden følger. Er der nu nogen menneskelig Virke-Kreds, der forlyster vort Øie, eller nogen stor og gavnlig Virksomhed, hvortil vi føle Drift, da finde vi endnu allevegne Spor nok af den store Loke-Fængsling i det Syttende og Attende Aarhundrede, fra Ludvig den Fjortendes Thronbestigelse til den Franske Revolution, som løste baade Loke og hans Søn Fenris-Ulven, og vil vi vide, hvad Fængslingen har nyttet, da behøve vi kun at spørge os selv, hvad Følgen maatte blevet i Revolutionens og Napoleons Dage, dersom ikke Engeland og Rusland havde været; thi det var aabenbar de eneste Lande, hvor den levende Virksomhed ikke standsedes men fandt Opmuntring i det Syttende og Attende Aarhundrede, skiøndt af saa forskiellige Grunde, at man vel maa sige, det var i Engeland mest As-Loke men i Rusland mest Udgaards-Loke, der fik Lov til at drive sit Spil.

Intet viser os nemlig tydeligere, at det var den fri Virksomhed, som Livet og Sjælen i det nærværende Øieblik, de gamle Skjalde havde for Øie med deres Loke-Mythe, end den Omstændighed, at de skabde sig en dobbelt Loke: En til Aser og En til Jetter, fordi Tiden er, som Ordsproget siger, lige lang, men ingenlunde lige nyttig, for os Alle, saa det samme Øieblik bruges af En til at giøre noget Virkeligt og af en Anden til lutter Blændværk, og den Forskiel er der aabenbar mellem As-Loke og Udgaards-Loke i den Nordiske Mythe; thi Alt hvad As-Loke giør, Godt eller Ondt, er der Kierne og Mening i, medens Alt hvad Udgaards-Loke giør, er, som han selv siger til Thor, kun Kogleri og Øine-Forblmdelse. Her seer vi ogsaa bedst Forskiellen mellem det Græske og Nordiske Skjalde-Øie; thi Udgaards-Loke er jo netop Kong Glimt eller Skin fra den historiske Side, som er modbydelig, medens han derimod fra den naturlige Side, som alt Klart og Glimrende, tiltrækker.

Jeg bliver maaskee Damerne for længe staaende ved Loke-Mythen, men jeg kan dog ikke komme fra den endnu, baade fordi den er saa rig paa historisk-poetisk Sandhed, og fordi Øieblikket netop nu er saa stort og saa gunstigt for Norden, at 664 jeg ret ønskede, alle Herrerne vilde være enige med Damerne og mig om, at lade Loke gaae sit gamle Skud, og lade det være hans egen Sag, hvad hans Hensigter er, naar vi kun har Gavn af hvad han giør!

Sagen er nemlig den, at jeg talde meget i Sommer med Loke i Engeland, som egenlig er hans eneste Fristed for Øieblikket, og skiøndt han er en stor Skielm og ikke at troe længer end man seer ham, saa kunde jeg dog tydelig mærke, han var nær ved at være kied ad Engelskmændene, ikke saameget fordi de behandler ham grovt, for det er han vant til, som fordi de begynder at true ham med, han skal bindes; thi vel leer han ad det, da han godt veed, der skal finere Fingre end Engelskmandens til virkelig at fængsle Øieblikket, men han veed slet ikke, hvor han skal gaae hen, naar Engelskmanden hænger eller brænder ham i en Lignelse, in effigie, som vi Latinere siger. For at føle ham paa Tænderne raadte jeg ham at gaae til Rusland, hvor der endnu længe vil være Nok at giøre, og hvor man ikke saa nøie sigter Hensigterne, naar kun Midlerne er gode, men han satte saa forskrækkeligt et Ansigt op, at jeg slet ikke mere turde slaae paa den Stræng. Naar jeg derimod spurgde, om han ikke kunde have Lyst til paa sine gamle Dage at komme til Norden igien, hvor han dog egenlig havde hjemme og havde i sin Ungdom havt mangen kostelig Spas, see, da sagde han naturligviis en Snees Vittigheder i Træk, som snertede og skar baade til Høire og Venstre af Øresund, og baade søndenfjelds og nordenfjelds i vor Halvverden, men jeg kunde dog godt høre paa ham, at naar han kun fremfor Alt var vis paa at have Munden fri, og Hænderne med til Skikkelighed, da kom han heller idag end imorgen. Det sagde jeg ham ogsaa engang reent ud og lovede, naar jeg kom hjem, at tale hans Sag paa det Bedste, og vel fik jeg kun Skamflikker for det, som en Stakkel, der kunde have ondt nok ved at tale sin egen Sag, men det bryder jeg mig nu engang ikke om, naar det er Folk, man kan have Gavn af, derfor taler jeg nu ligefuldt hans Sag, og ønsker, jeg kunde faae alle ømskindede Herrer til at være ligesaa egennyttige, som jeg er!

At Loke ellers især er saa bange for sin Mund, det har han vel tilfælles ikke blot med alle mundkaade, men ogsaa med alle aabenmundede og selv med alle fremsagte Folk, følgelig ogsaa med Damer og Digtere; men han har dog, efter Mytherne, ogsaa en personlig Grund, fordi hans Mund blev engang ordenlig syet sammen med Syl og Risp, eller var dog paa et hængende 665 Haar nær blevet det; thi hvilket af To det egenlig var, er mig endnu ikke klart af den pudserlige Mythe, jeg nu skal fortælle Dem.

De husker maaskee endnu fra ifjor, at Loke engang havde væddet sit Hoved paa, at Dværgen Brok og hans Broder kunde ikke giøre Magen til Sifs Guldhaar og de andre Konstværker af Ivalds Sønner, og De veed sagtens alt fra i Aar, at det er at tage Konstnere paa deres ømme Sted, naar man vil fortælle dem, hvad de ikke kan giøre. Det vidste naturligviis Skielmen Loke ogsaa, derfor tog han Munden saa fuld, og tænkde enten ikke videre paa det, eller tænkde, at Dværgen maatte vel forstaae Spas ligesom andre Folk, men Brok forstod ingen Spas, saa, da Aserne havde tilkiendt Thorshammeren Mjølner Prisen fremfor alle deres andre Konststykker, da blev Brok haardnakket ved at paastaae, han vilde have Lokes Hoved. Hvad nu Dværgen vilde med det Hoved, der jo dog umulig kunde passe paa hans Skuldre, om han ogsaa havde været ærgjerrig nok til at ville bytte og konstig nok til at giøre Forandringen, det kan jeg slet ikke forstaae, men naar de Smaa har sat dem noget i Hovedet, da veed jeg nok, de er stædige, saa det undrer mig ikke videre, at Brok var det, og undrer mig endnu mindre, at Loke fægtede med Hælene, for Hovedet var aabenbar hans det bedste Stykke, og selv naar det er meget maadeligt, vil man dog nødig miste det, men lader sig, naar galt skal være, heller landsforvise. Thor greb ham imidlertid i Flugten, hvad jeg saameget mindre kan rose ham for, som det var ham, der havde faaet Mjølner, saa han burde enten veget Dommer-Sædet, eller husket, det var dog egenlig Loke og hans dristige Væddemaal, han maatte takke for Hammeren, saa naar man endelig vil gaae strængt irette med Loke, paa Moralens Vegne, maa man endelig ikke glemme at giøre det Samme med Thor og alle Aserne. Nu skulde daLoke-Hovedet springe, men reddede sig dog dengang ved den skarpsindige Bemærkning, at det sad paa sit Eget, saa hvem der vilde tage det, maatte passe paa ikke at giøre den uskyldige Hals nogen Skade, for saa konstig var Brok dog ikke, at han kunde tage Hovedet af Folk uden at give dem et stakket Halsbeen. Da var det, Dværgen fik det fortvivlede Indfald at sye Loke-Munden sammen, enten det saa især var den Deel af Hovedet, han var arrigst paa, for Vittighederne, den sagtens havde sagt baade om Bremsen, der stak ham, og om andre Ting, eller det blot var af Ondskab, fordi 666 han vidste, Hovedet var kun til Byrde, naar man spærrede baade dets Indløb og Udløb, som Munden jo er, det veed jeg ikke, men at Aserne vilde taale det, det kunde jeg ærgre mig over, naar det ikke var saa længe siden.

Dværge-Kniven var imidlertid mere medlidende og vilde ikke bide paa Loke-Munden, saa Brok maatte kalde sin Broder Aller eller Syl tilhjelp, som huggede en Tand i Læben og fik Rispen ind, men ud kom den dog til Lykke igien, enten det saa var den eller Læben, der brast, dog var det sagtens Læben, der fik Skam; thi mig synes virkelig, at Loke har ligesom et Hare-Skaar, og her seer vi da »Censurens Historie« fra dens tragiske Side, der ikke er mindre mærkelig end dens Comiske, som Baggesen i sin »Kallundborgs Krønike«, saa mesterlig har fremhævet.

Naar vi nemlig betragter Thor som Øieblikkets Helte-Arm, og Loke som Dets Frisprogs-Mund, da kan vi neppe tage meget feil, og at det er »Censuren«, der paa samme Tid har bidt sig fast i Munden, som alskens »Politi-Placater« har hindret Armens og Hændernes fri Bevægelse, det er desværre kun alt for indlysende, saa vi maatte inderlig ønske, at Loke-Mythen ei passede nær saa godt til Øieblikkets Historie; men hvor vidunderlig godt den passer, seer vi udentvivl allerbedst deraf, at selv Loke-Hovedets Vittighed om sin Hals, der ligner en simpel »Kieldermand«, slaaer dog ogsaa verdenshistorisk igiennem; thi det er bogstavelig sandt, at Øieblikket, eller hvad vi kalde Døgnet, aldrig saa tit eller saa klart kan have sit »Hoved« forbrudt, at det jo bør spares for »Halsens« Skyld, da det kun er paa Hals og ei paa Stage, et Hoved giør Nytte, og det dog vilde være alt for sørgeligt, om T i de n skulde endes med et hovedløst Øieblik. Paa den anden Side har vist nok Erfaring ogsaa lært, at det slet ikke nytter, at sye Loke-Munden sammen, men skæmmer kun hele Ansigtet og giør Ondt værre, saa man maatte inderlig ønske, at Thor vilde styre sin Hidsighed og tænke paa det sande Ordsprog, at »hvem der altid vil hevne sin Harm, bliver tilsidst baade ussel og arm«, saa han lod Loke løbe og bruge Mund, da Verdens-Historien har lært, at Mis-Brugen ikke kan forebygges, uden at Brugen med det Samme ophæves, og med Munden Alting, som er værdt at tale om, gaaer reent i Staa, saa Thors-Armen lammer sig selv ved at forgribe sig paa Loke-Munden, og lærer snart, at den er dog meget for kort til at lukke alle Munde; thi at Damerne har ogsaa en Mund, vist 667 nok anderledes fin og sød, men dog ikke mindre skielmsk og fritalende end Lokes, det synes alle Politi-Mestere og Censorer at have glemt, og dog holder denne Mund endnu, som altid, med Loke, og tilgiver ham alle hans uartige og forfløine Ord, dels for Vittighedens Skyld, som immer vil findes deri, og dels for det »almindelige Bedste«, som Damerne godt føler, umulig kan rammes, naar man griber Øieblikket, ei for at benytte det til gavnlig Daad, men for at berøve det sin Frihed og dermed sit Liv. Gid det derfor maatte lykkes Damerne at omvende Stats-Mændene, og gid saa Loke aldrig vilde glemme, hvad han skyldte Damerne, men, naar han ikke kunde bare sig, heller sige ti bidende Vittigheder om Herrerne, end en Eneste om det smukke Kiøn, der ikke bruger Briller, fordi det har lært den meget smukkere Konst at see igiennem Fingre!

668

XVI.
Valhall og Folkvang.

Iaften har jeg faaet et prægtigt Indfald, som jeg endelig maa meddele Damerne ligesaa varmt, som jeg har faaet det, for det er ikke alene vittigt, liberalt, populært, patriotisk, skandinavisk og »energiskbesparende«, men har oven i Kiøbet det store Fortrin, som mine fleste Indfald fattes, at det vil endnu tage sig meget bedre ud paa Papiret end i Virkeligheden, og fylde et stort Hul i vore »Statistiske Tabeller«, saa mig synes, jeg burde alt i levende Live have et Monument for det, naar det ikke, som den beskedne Horatius siger om sine egne Værker, selv var et Monument »varigere end Malm«.

Men i Henrykkelsen over mit eget Indfald har jeg nok glemt at sige Damerne, hvad det var for et, og nu, da Barnet skal kaldes med sit rette Navn, falder det mig først ind, at Damerne veed kanskee slet ikke, hvad »almindelig Værne-Pligt« er, og har altsaa intet Øie for alt det Genialske i mit ypperlige Indfald. Damerne er nemlig vant til at høre Tale om »almindelig« Valgbarhed, almindelig Stemmeret, almindelige Ønsker og det almindelige Bedste, uden at Nogen derved tænker paa Damerne, saa det var intet Under, om de paa en egen Maade havde brugt begge deres Øren, hvor man talde om den almindelige Værne-Pligt; men det er derfor ogsaa et af de store Fortrin ved mit splinterny Forslag, at det tager Damerne med.

Damerne med til almindelig Værne-Pligt! det gaaer jo dog aldrig an.

Ja, hvorfor ikke? ved Alt hvad der hedder »Pligter« pleier vi jo dog at tage Damerne med, og kun lade dem gaae hjem og passe paa Huset, naar vi komme til »Rettighederne«, og hvorfor skulde da Værne-Pligten være en Undtagelse?

669

Men Damerne kan jo, om end gaae med paa Fælleden, dog ikke staae Maal!

Det har jeg Altsammen betænkt, og uden at ville giøre Damerne en Alen længere end de er, om jeg ogsaa kunde, saa tør jeg dog paastaae, de er gode at have i Baghaanden, i Reserve, og videre skal, efter mit Forslag, Værne-Pligten ikke gaae, enten for Damer eller Herrer, i dette Liv.

Men saa bliver der jo Ingen til at exercere, ingen »staaende Hær«!

Jo, det sørger Odin for, og han giver hele den staaende Hær baade Kost og Løn af sin egen Lomme, og det en staaende Hær, som er værd at tale om, for, skiøndt jeg er kun en daarlig Regnemester, har jeg dog regnet ud paa Tavlen, at ikke selv Keiseren i Rusland har saadan en »Soldater-Coloni« ellersaadan en staaende Hær, hver Morgen færdig til at rykke i Marken, og altid samlet paa een Plet, altid »consigneret i Kasernerne«, som det hedder i Konst-Sproget. Ja, jeg veed ikke, om her er Officerer tilstæde, men det er det Samme, Damerne har ogsaa Øie for en god Holdning, og kan ogsaa see paa en Maneuvre, og de skulde bare været med mig i Valhall forleden Morgen, da skulde de seet en »Vagt-Parade«, der forgæves spurgde om sin Mage, ja, seet baade en staaende og gaaende og faldende Hær, som er værd at tale om, for tænk dem bare 540 Dørre, Porte eller hvad De vil kalde saadanne kæmpemæssige Udgange, hver til 800 Mand, med »fuld Front«, hvormeget bliver nu det? Kan En af de unge Herrer, som har lidt Algebra i Hovedet, ikke hjelpe mig i en Hast, for Tal, veed De nok, er ikke at spøge med, de har hele Tiden for sig, men dog er der ingen Ting, jeg daarligere kan huske, og naar det i Hoved-Regningen gaaer over Ti-Tabellen, som jeg lærde i min Barndom, saa er jeg beet, eller maa dog bære mig ad, ligesom Damerne: tage de runde Tal og lade Resten løbe, og saa er Regningen reen nok, for 800 Femhundreder bliver jo 400 Tusinder, og 400,000 Mand, lutter Skandinaver, lutter Veteraner, og, trods Napoleons gamle Garde, vant til at seire, ja, vant til at falde og staae op igien, saadan en »staaende Hær« med daglig Øvelse, den kan dog nok forsvare ikke blot hele Danmark, men hele Norden, i Freds-Tid, og kuni Fredstid er det jo, man bruger de »staaende Hære«; thi til Lande-Værn i Krigs-Tid maa Alting være »gaaende«, og de Hære, der har staaet stivest i Freds-Tid, gaaer jo, efter al Erfaring, snarest Krebs-Gang i Krigs-Tid, saa da maa man immer stole paa 670 Reserven. Det er altsaa indlysende, at det er den bedste staaende Hær, som koster mindst og skryller mest og kyser bedst, især paa Papiret, og det er unægtelig Tilfældet med Odins berømte Ænherier eller Medbeilere i Valhall, saa det var i alle Maader reen Profit at overlade dem Garnisons-Tjenesten, som de har intet at forsømme med og udføre ordenlig med Lyst, hvad i mine Tanker er en Hoved-Sag, da det dog immer, efter det sande Ordsprog, er Lysten, der driver Værket!

Den eneste fornuftige Indvending, der lod sig giøre mod dette Forslag, skulde være den, at »Værne-Pligten ophørde med Døden«, men baade lod den Indvending sig ret godt juridisk giendrive, og desuden lader den sig hæve, blot ved at sætte »Værne-Lyst« istedenfor »Værne-Pligt«, hvad baade klinger smukkere og forvandler Garnisons-Tjenesten fra en Plage til en Ære, og giør den frugtbar paa gode Gierninger; thi at Damerne giør langt mere Godt af Lyst end Herrerne af Pligt, det er jo Alle vitterligt.

Men har jeg nu ikke alt drevet Spasen saa vidt, at det var paa den høie Tid, alvorlig at begynde paa hvad jeg vilde sige Dem i Aften?

Det skulde giøre mig ondt, om Herrerne tænkde saa ved Dem selv, men jeg trøster mig ved, at Damerne allenfalds tænker bedre, og jeg maa da ligesaa gierne strax sige Herrerne, at de faaer ikke Andet iaften end en ganske alvorlig Anbefaling af Lande-Værnet eller Forsvars-Væsenet, som det var i Odins Tid, da man sloges for Lyst og tog »Æren i Sold«, hvorved baade Folk og Land befandt sig bedst, og fattedes aldrig Kæmper, som, naar Luren drønede, havde Lyst til at forsvare Fædre-Landet, og til, naar deres Time slog, at tage Plads paa Hær-Faders Bænke, hvor Død kun var en let Slummer, da, hver en Morgen, Kæmpe-Livet fornyedes med Hane-Galet; og Sagen synes mig ogsaa meget vigtig, da vi er alt for fattigt et Folk til at bekoste en staaende Hær, som var stor nok til blot af »Værne-Pligt«, at forsvare Landet; thi, urost for vor Tids pudserlige Viisdom, der slet Intet vil have med det »virkelige og virksomme Liv«, men blot med »tomme Begreber« at skaffe, har jeg ikke blot lagt Mærke til, men af Erfaring lært, at »Pligterne«, hvor smukt de end beskrives og hvor godt de indskærpes, giver dog hverken »Lyst eller Kraft«, og at det dog bestandig er disse To, der ene giør Beskeed, hvad vore gamle Skjalde meget sindrig udtrykde ved at sige, at naar den gamle 671 Thor var død, da var det hans Sønner Mode og Magne, eller Mod og Styrke, der skulde eie Mjølner og giøre Gavn med Thors-Hammeren.

Men Herrerne vil maaskee indvende, at om jeg ogsaa deri havde Ret, saa Norden kun lod sig forsvare med de gamle Kæmpers Tro og Tankegang, saa var det dog ligegalt af mig at anbefale dem, dels fordi neppe Nogen nu vil gaae i Ilden, for at drikke Miød og spise Flæsk i Valhall, og dels, fordi, om det ogsaa var muligt at opvække den gamle Overtro fra de Døde, saa var det utilladeligt, og før maatte Norden forgaae, end Moralen saares og Oplysningen standses paa sin Konge-Vei til giennemskinnende Klarhed!

See, det lyder jo frygtelig, men siden det er mig selv, der har sat det i Stil, maa jeg vel ogsaa være belavet paa Svar, og jeg svarer virkelig, uden al Forskrækkelse, at, Et af To, vilde jeg langt heller bekiende mig til hvad man kalder de gamle Kæmpers Overtro, end til hvad man længe har kaldt og endnu kalder »Oplysning«, og det af den simple Grund, at den saakaldte Overtro var igrunden en »ægte Tro«, men den saakaldte Oplysning er aabenbar en falsk Forklaring.

Først maa jeg nemlig minde Herrerne om, at naar de nævner »Flæsk og Miød« som hele Valhalls Herlighed, da glemmer de baade Odin med Øiet, Brage med Harpen, Idunne med Guld-Æblerne, og alle Valkyrierne, som oplivede de udødelige Kæmpers Skjold-Borg, oplyst af Sværde-Lyn, og naar de kalder Troen paa dette Valhall en »Overtro«, da er det kun et Ukvems-Ord, hvormed den falske Oplysning har brændemærket al Tro paa en anden Verden, end den, hvori man brænder Tælle-Lys og slaaes med Næver. At nu denne øiensynlige oghaandgribelige Verden baade er den Første, vi lærer at kiende, og er den Eneste, vi kan pege paa, og sige: see der! det er paa ingen Maade nogen ny Opdagelse, det vidste de gamle Kæmper ligesaa godt som vi, men denne Verden fyldestgjorde dem ikke, derfor troede de, der var en Anden, vel ikke til nu at tage og føle paa, men derfor dog lige virkelig, eftersom den virkede paa dem, gav dem baade Magt og Mod til Storværk og Selv-Opoffrelse, og i denne anden Verden ventede de først at finde et Valhall, og, efter den sidste Strid, et guldtakt Gimle, hvor der var anderledes godt at være end i denne Verden; og naar vor Tids Lysestøber-Oplysning haanlig kalder denne Tro 672 og dette Haab en »Overtro«, da beskæmmer den, i mine Øine, kun sig selv, og det saameget mere, som selv de »Latinske Classiker«, der, som Oplysningens Patriarker, staae med Palmer i Hænderne, dog, ved at betragte »Nordens Kæmpe-Tro«, drog det i Tvivl, enten det var Daarskab eller Viisdom, hvad de bekiendte, var en stor Lykke, saaledes at betragte «Døden» kun som »Midten af Livet«, og dermed at forjage Døds-Frygten !

Spørgsmaalet er nemlig for mig og jeg mener for os alle, ingenlunde, om deri det Ubekiendte findes eller fandtes en Skjold-Borg, der bogstavelig svarede til Valhalls Beskrivelse paa Nordens Billed-Sprog, men om »Aandens og Hjertets« Verden, som de gamle Kæmper troede, er virkelig til og skiænker de Ædle, for hvem »Daad er Dyd« og »Æren det feireste Træ i Skoven«, Seier paa Seier over Livets Fiende og omsider en i alle Maader glædelig Udødelighed; thi er det kun sandt, da var ogsaa Kæmpe-Fædrenes Tro ægte og deres Haab velgrundet, hvor æventyrlige, ja, selv hvor upassende deres Forestillinger om Valhall og Gimle, som den seierrige Døds-Kamps og den salige Udødeligheds Hjem, end maatte findes.

Og nu paastaaer jeg fremdeles, at saa længe denne Tro og dette Haab forplantes fra Slægt til Slægt, saa længe de ædle Kæmper, selv efter Døden, blive ved at leve i et priseligt Eftermæle, medens det er Sønnernes Lyst at træde i Fædrenes lysende Fodspor og deres Haab at samles glade med dem hos Folke-Aanden og hos Hjerte-Dronningen i den anden Verden, saa længe i det mindste har Aandens og Hjertets poetiske Verden en historisk Virkelighed, saa længe staaer Valhall urokket, saa længe klinger Brages Harpe uophørlig, giennemklinger Kæmpernes Bryst, opluer deres Mod, neddæmper deres Frygt, og tilintetgiør Døds-Faren, der kun ved at frygtes bliver Kæmpen farlig.

See, en saadan Opdagelse af Billed-Sprogets faste og levende Grundvold, det kalder jeg Oplysning, for den kaster Lys paa Menneske-Livet, baade fordum og nu, og at denne Oplysning ikke standses men fremmes ved at gaae ind i Fædrenes Anskuelse og tilegne sig deres Tankegang, det er soleklart, saa den sande Oplysning staaer og falder med Norden, som dens gamle Moderskiød; men spørger man mig desuagtet hvad jeg vilde vælge, naar enten Norden skulde forgaae, eller hvad der for Øieblikket syndes mig Oplysning hemmes i sit Løb, da skammer jeg mig ingenlunde ved den 673 Engelske Tænkemaade, at, naar enten Fædernelandet eller hele den øvrige Verden maatte forgaae, da var Fædernelandet min Deel af Verden, som jeg fremfor alt Andet ønskede frelst, da vor egen Frelse aabenbar erVilkaaret for hele vort Bidrag baade til Oplysningens Fremme og til Verdens Bedste. Veed vi kun derfor, at Valhall er Kæmpe-Aandens Ridder-Sal i Nordens Grændse-Fæstning, da veed vi ogsaa, den skal forsvares til det Yderste, og en saadan Ridder-Sal er Valhall saa vist, som det Nordiske Begreb om »udødelig Ære«, til alle Tider vil være Hoved-Banneret, hvorunder man kæmper for at øve Helte-Gierninger, der, som Asernes, hverken tjene Herske-Sygen eller Begiærligheden, men værne kun orn Nordens Odel og afvæbne rovgierrige Fiender.

Dette klinger maaskee meget dunkelt, men det kommer da af, at den herskende Tanke-Gang, om »Æren«, saavelsom om alt Aandeligt, ogsaa i Norden er langt mere Latinsk og Fransk, eller i det Høieste maadelig Græsk, end ægte Nordisk; thi ved en saadan unaturlig Forvandling eller rettere »Forgiørelse« taber nødvendig Ordene paa Moders-Maalet deres ægte, oprindelige Bemærkelse, saa Æren hos os bliver kun en Skygge af den Franske point d'honneur, eller af andre fremmede Klenodier, som i deres Hjemstavn kan være glimrende nok, men naar de skal bestaae Guld-Prøven, indsmelte saa godt som til Intet.

Forstaaer vi nemlig, som Romerne, ved Æren, kun Opsigten, Hæders-Krandsene og Øieblikkets Roes, da veed vi, de vindes ligesaa let, ja, vel lettere, ved glimrende men voldsom og rovgierrig Herrefærd, end ved heltemodig Kamp og Opoffrelse for Folke-Aand og Fæderne-Land, to Ord, som i ingen Røver-Kule, altsaa ei heller i den paa Romersk Kæmpemæssige, har mindste Betydning. Først, hvor der findes et Folk, som føler sit Slægtskab med de udødelige Guder, har Lyst til at ligne dem og hænger med Kiærlighed fast ved deres Fædre i tusinde Ledd, ved deres Moders-Maal og ved den »Plet af Jord«, der, ved at behage Stam-Fædrene, og optage deres Støv, blev alle de følgende Slægters »Moder-Skiød«, først der faaer Æren, som hos Grækerne, en høiere og dybere Betydning, som Landsmænds Ærbødighed for Folke-Heltene og en taknemmelig Efterslægts Hylding af Fædernelandets hensovne Værger og Velgiørere, men levende blev dog selv det Græske Æres-Begreb kun paa dets høieste Spidse, hvor det 674 naaede Herakles og de andre Halv-Guder, som ved de Udødeliges særdeles Gunst besteg Olympen, medens selv Achilleus, og alle de u Helte, paa Odysseus nær, nedsank til Hades, der vel havde et Elysium, hvor Freden herskede, men var dog kun et Skygge-Rige, saa kiedsommeligt for Helte, at Achilleus vilde heller paa Jorden været Hyrde ved et Ledd end glimre der med det tomme Skin af Helte-Glandsen. Kun i Norden, hvor den store Kamp for det »grønne Gudhjem« og for Balders Opstandelse forenede alle ædle Kræfter, kun der fik Æren i Valhall et levende Begreb, der omfattede alle ædle Kæmper, som Valkyrierne paa Odins Vegne baade indbød til Gudernes Selskab, og skiænkede i Udødelighedens Bæger Ænheriers Gammen, og det var intet luftigt Hjerne-Spind, fordi det Nordiske Æres- og Udødeligheds-Begreb blev baaret, som Snekken paa Havet, af den dybe Følelse, hvori alle de eensartede Slægter sammensmeltede som Kæmpe-Redskaber af eet Blod for een og samme Aand til fælles Bedste, saa Fædrene levede med deres Sønner i det priselige Eftermæle og det fælles Haab.

Saasnart derfor den Nordiske Anskuelse af det store Kæmpe-Liv fra Slægt til Slægt atter kom til Live i nærværende Aarhundrede, da dukkede ogsaa Asgaard og Valhall op af de Tids-Bølger, der, som en bundløs Afgrund, syndes at have opslugt dem, saa det er i sin naturlige Orden, at vi alt iaften aflægge et lille Besøg i den gamle Ridder-Sal, som Herrerne godt kan giøre tilfods, og Damerne tager Odin med Fornøielse op paa Sleipner, selv om de, som Hading, ei kan bare sig for at kige ud under Kappen, saa de kan komme til Valhall i et Øieblik og med alle Odins Møer modtage Herrerne.

Hvad vi nu strax blive vaer i Valhall, er at Odins-Hallen ei blot aabnede sig for Rolv og Frode og de gamle Skjoldunger, men, med Hakon Adelsteen, for alle de Helte, som i Tidens Løb kæmpede i Nordens Aand, saa der fattes hverken Gustav Adolph eller Tordenskjold, eller Nogen af dem Alle, hvis Navne og Bedrifter var Udødelighed værd!

Dog, skiøndt jeg ikke frygter for, at Darnerne skal finde Indbydelsen til Valhall latterlig, da »Æren« for dem saavelsom for os, er det »feireste Træ i Skoven«, ja, blomstrer tæt udenfor Valhall, som en sneehvid Lilie-Flor, i Ly af Glaser-Lunden, saa formoder jeg dog, De vil finde, der trækker lidt 675 koldt i dette store Ærens Tempel, med de mange Dørre, saa det maa være Valkyrier, der kan forlystes ved at bygge og boe der bestandig; men det er høist mærkeligt, at Nordens gamle Kæmpe-Skjalde, skiøndt de var ikke blødsødne, maae have fundet det Samme, siden de ikke blot bygde Freya et eget Fruer-Bur, anderledes lunt og tæt, men aabnede selv dette Folkvang paa Klem for alle Nordens Kæmper.

Om denne Kæmpe-Deling mellem Odin og Freya, der er Norden aldeles eiendommelig, kan nu vistnok ogsaa Meningerne være deelte, da den korte Besked, at Odin deler daglig halvt med Freya, enten lader sig forstaae saaledes, at han »deelde Sjæle« efter Antallet, ligesom de gjorde paa Viener-Congressen, eller at han deelde dem efter deres Hjerters Lyst; men da Skjaldene jo, naar de viste Kæmper til Odin eller til Freya, ingenlunde udskrev dem som Værnepligtige, til Garnisonstjeneste i Valhall og Folkvang, ved Kongens og Dronningens Regiment, men vilde belønne deres ædle Kæmpe-Drift og Værne-Lyst med en smilende Udsigt til en glad Udødelighed, saa kan jeg aldrig tvivle om, det jo var efter Lysten Delingen rettede sig, men finder det kun tvivlsomt, enten Kæmperne deelde sig mellem Odin og Freya, een Gang for Alle, eller deelde deres Dag iraellem dem. Herom kunde nu føres en ligesaa uendelig philologisk Krig, som over hvilketsomhelst dunkelt Sted i Iliaden eller Æneiden, men langfra at yppe en saadan Kiv, til at besynges i Paarsiader, vil jeg strax indrømme, det er ikke Umagen værdt at tvistes om de dunkle Ord i Edda, da det aabenbar herefter vil beroe paa Nordens Kæmper selv, om og hvordan de vil stile efter Odins eller Freyas Sal, der vel Begge har lidt af Tidens Tand, men er dog ufortærede; thi ligesom Valhall klarlig er det store Æres-Tempel i Norden, hvortil man stævner med glimrende Daad under Aandens Banner, saaledes er Folkvang Fruer-Buretiden »grønne Lund«, hvortil der baade for Mænd og Kvinder, med brændende Fædernelands-Kiærlighed, gaae utallige, tit hardtad ukiendelige Skov-Stier, som alle føre did, til Hjertets Paradis! Skulde man nu nødes til udelukkende at vælge En af disse Udødeligheds-Borge, da behøver jeg ikke at sige Damerne, hvilken jeg maatte vælge, men jeg vil heller ikke nægte, at jeg deelde mig helst imellem dem, og finder det naturligst i Nyaars-Tiden, da vi hverken er saa stærke i Aanden, som Oldtidens Kæmper, eller har saa brændende Hjerter, som 676 Middelalderens Riddere, men maae nøies med Lidt af begge Dele og Lyst til det Hele.

Dog, dermed gaae det som det kan, naar kun den dunkle Tale om Valhall og Folkvang efterhaanden maa klare sig selv i Folke-Munde, og det skeer, naar paa den ene Side alle Aser og Ænherier opstaae i den levende Historie, som forplanter Heltenes Navne og ophøier deres Storværk, medens paa den anden Side alle De, som elskede Fæderne-Landet og Moders-Maalet, faae i Kæmpe-Visen Udødeligheds-Kysset af Freyas Døttre! Naar Dette skeer, daglig og fuldelig, som det er alt begyndt, da er jeg vis paa, at, kom der atter klarøiede Fremmede til disse Kyster, da vilde de fortælle i Hjemmet, ligesom de gamle Skippere fra Tyrus og Sidon, at de var kommet til de »Lyksaliges Øer«, hvor Sjælene levede efter Døden; thi hvor de henfarne Ædlinger levende mindes i Tale og Sang, og takkes daglig i Graven for deres seierrige Kamp og opoffrende Kiærlighed, der har Billed-Sproget intet andet Udtryk derfor, end Livets vidunderlige Fortsættelse efter Døden, og intet Udtryk kan heller være for stærkt til at beskrive en Kiærlighed, som er Fuldkommenheds Baand.

Og nu til Slutning kun det Ønske, at ligesom det aabenbar fordum var langt mere Kiærlighed end Ærelyst, der opflammede Danmarks Helte, at det ogsaa for Fremtiden maatte saa være; thi bliver end Daaden derved let mindre glimrende, saa bliver den altid elskeligere, og det er Kiærlighedens store Fortrin, fremfor alt Andet, der kan skabe Helte og drive til Storværk, at den føder ikke blot Sønner til Daad, men føder ogsaa Døttre til Sang, og til Helte-Mødre paany, saa Dannemænds Æt skal aldrig uddøe, mens »Danmark, deiligst Vang og Vænge« er »lukt med Bølgen blaa«! Ja, det er Kiendemærket paa de »Danske Helte«, at de, efter hvert Besøg i Valhall, hvor de nyeste Giæster altid skygge for de Gamle, vende tilbage til Folkvang, hvor de ældste Kæmpe-Viser immer synges mest og bedst, og hvor de trætte Kæmper hvile sødt, med de gamle Liv-Toner paa Danne-Kvindens og hendes Døttres yndige Læber.

677

XVII.
Minerva og Heimdal.

Damerne har formodenlig seet den ny Minerva oppepaa Studigaarden, eller, som det nu lidt fornemmere kaldes, »paa Universitetet«, og Damerne kunde da nok betroe mig, hvad de sikkert veed, hvorfor de unge Herrer vil have den Minerva forstenet; thi en saadan Beslutning havde jeg snarere ventet af de gamle Herrer, og da jeg ikke selv har faaet Stunder til at tage den fremmede Gudinde i Øiesyn, saa kan jeg kun have løse Giætninger om Grunden, og de løse Giætninger, de løser sjelden eller aldrig store Gaader.

Mig synes nemlig, naar jeg skal sige min Sandhed, at Minerva har været forstenet baade godt og længe nok paa alle Studigaarde, saa de unge Herrer skulde heller see til at faae blæst Liv i hende paany, og hvordan Minerva, eller da rettere »Pallas Athene«, af hvem hun kun er det Romerske Uglebillede, først blev forstenet, det maa jeg dog fortælle Damerne, kun med det Forord, at Gudindernes Historie naturligviis er mythisk, og maa derfor ikke tages lige efter Bogstaven.

Damerne veed jo saaledes nok, at Pallas Athene var Patronesse for alle de lærde Skoler i Grækenland, og saa var der en gammel Rector ved Skolen i Alexandrien, som havde en Heste-Hukommelse, men var ogsaa en Læse-Hest, imod Athenes Villie (invita Minerva, som vi Latinere siger) baade holdt til Bogen og sat paa Cathedret, hvor han var nær ved at pine Sjælen ud af Livet paa de arme Drenge, og pinde virkelig, hvad der er ligesaa slemt, skiøndt ei saa anstødeligt, »Livet ud af Sjælen« paa dem med utallige Navne og Aarstal, Gloser og Grammatikalske Regler, for en stor Deel at hans egen Opfindelse. Derover blev Gudinden, som den 678 gang endnu var lyslevende, naturligviis smækvred, og kom bag paa den gamle Rector, en Dag, da han var halvgal af Glæde over en splinterny Grammatikalsk Regel om »nu« og »velan«, som han havde selv hittet paa til at pine de Smaa med, og derfor sagde Gudinden strax: du maa ikke tænke, det er for din Dyds Skyld, jeg besøger dig, men for at vride Halsen om paa dig, og jeg har talt med Pluto, du skal være »Portner i Hades«, gabe, naar Cerberus giør, og øve din Heste-Hukommelse paa at føre Hoved-Mandtal over alle de Giæster, som Charon bringer. Denne hurtige Befordring havde Rectoren imidlertid slet ingen Lyst til, og var dumdristig nok til i en Hast at dreie Skjoldet, som Athene holdt skiødesløst i Haanden, saa hun kom til at -»see sig selv« i det, og blev da lige med Eet forstenet, som De nok veed, de Alle blev, der speilede sig i samme Skjold med det forskrækkelige Medusa-Hoved. Hermed var da Athenes Ulykke og Skolemesterens Lykke gjort, for han bildte naturligviis Folk ind, at det var et »himmelfaldent Billede«, saa Alle skulde ære ham som Athenes Ypperste-Præst, og Steen-Gudinden for Viisdom blev nu efterlignet paa alle Studigaarde, om ikke i andet, saa dog i Pap, og derfor vilde jeg gierne vide, om den Minerva oppe paa vor Studigaard, som de unge Herrer vil have forstenet, er saadan En, eller det er en levende En, som Damerne er blevet lidt bange for, og har raadt de unge Herrer til at lade forstene, saa hun kan see lige mildt og lige dødt til dem Alle?

Men det er jo reent galt; thi det var ikke blot meget galt at lade en levende Gudinde forstene, men det er jo reent galt, af mig, at komme til Damerne med mine næsvise Spørgsmaal, som maae lægge mig ud baade med Damerne og med de unge Herrer, og er desuden Spørgsmaal om Damernes egne Hemmeligheder, som jeg selv har sagt, de aldrig røber, saa jeg maa skynde mig ikke blot at bede meget om Forladelse, men ogsaa bede Dem ansee det Hele for ugjort og usagt, undtagen det om den Alexandrinske Skolemester og det Romerske Ugle-Billede, som er, desværre, kun alt for sand en Historie, der giør mig det vanskelig at faae levende begyndt iaften, da De nok kan mærke, jeg skulde tale om den Græske Viisdoms - Gudinde , som en Dame, der gjorde baade Kiønnet og Grækerne udødelig Ære!

Med den første Begyndelse, som jeg dog havde tænkt, skulde slæbt af, gik det nemlig, som De hørde, reent skiævt, og hvad jeg nu skal hitte paa, for dog paa en Maade at slippe levende 679 ind i den rædsom forstenede Materie, det kunde maaskee Ingen paa hele Studigaarden sige mig, saa jeg, som staaer heelt udenfor den, maa sagtens være raadvild, og for dog at lade Munden gaae, vil jeg fortælle Dem, hvordan Pallas Athene skal have faaet det Medusa-Hoved, hun førde i sit Skjold og forstenede Andre med, saa længe til hun selv maatte friste samme ret egenlig »haarde« Skæbne, men det er med Forord, at jeg ikke skal forklare Mythen om Perseus, for det har jeg aldrig lovet, men tvertimod, i mit eget stille Sind, indtil videre forlovet, saa De maae ikke friste mig.

Der skal da have været et Par Hav-Trolde i gamle Dage, som de kaldte Phorkys og Kite, og som havde en heel Hob Døttre, hvoriblandt To kaldtes »de Graa«, fordi de var født gamle og graa, og de havde det saa gruelig knapt, at de var begge To om »eet Øie og een Tand«, som de skiftedes til at bruge, og disse to Graa kom Perseus først til, for at spørge om Vei, da han skulde hente Medusa-Hovedet, og ved at opsnappe »Øiet og Tanden«, da de laae paa Reisen imellem de to Lods-Eierinder, bragde Perseus dem gierne saaledes i Knibe, at de maatte vise ham Vei til deres tre Systre, de saakaldte »Gorgoner« ved Verdens Ende, hvoraf vel de To var udødelige, men den Tredie, Medusa, var dødelig, saa det gjaldt kun om at snitte Hovedet af hende, uden at see paa hende, og det lykkedes Perseus, ved Hjelp af et Speil, Athene havde laant ham, og hvori han betragtede Medusas Skygge, mens han halshuggede hende. Ved denne Leilighed siger man ogsaa, det var, at den vingede Hest Pegasos kom til Verden, som havde sidt i Klemme hos Medusa, og fløi nu ud, man veed ikke ret, hvorefter; thi at det ikke var for hen i Taaget at sadles og rides til Vands af de »Latinske Poeter« og af Latin-Skolens prosodiske Græs-Ryttere, det tør man uden al Fare vel her forudsætte.

See, det var jo en ganske løierlig Historie, men hvad kan saa det nytte? Det var maaskee mere til Skade end til Gavn, at jeg fortalde den, da Damerne let kan have faaet Lyst til at vide, baade hvad de Graa og Gorgonerne og Perseus dog egenlig var eller skulde betyde, og det har jeg, som De veed, forlovet at sige, saa, naar jeg med eet Ord har lagt til, at Perseus forærede Pallas Athene Medusa-Hovedet, til Giengiæld for Speilet, hun laande ham, og at Gudinden siden bestandig førde det fæle Hoved med Slange-Haar i sit Skjold, da er jeg endnu lige nær, og det nytter derfor ikke længer at 680 dølge, hvad Damerne vist strax mærkede, da jeg begyndte paa at ville udfritte dem, at jeg har paa en Maade en ond Samvittighed iaften, saa jeg maatte vel ønske, det var sandt, hvad jeg lærde i Latin-Skolen, men fandt i Livet lige saa uefterretteligt, som alt det Andet, at den »vingede Hest« stod altid sadlet til Digterne, saa vi, uden videre, kunde smide os op paa ham og ride Pokker af Syne. Ja, De kan jo nok indsee, at naar jeg skal tale om Minerva, damaajeg, baade for Damernes og for de Lærdes Skyld, løfte hende til Skyerne, og dog gruer jeg endnu langt mere for de sprænglærde Damer, end for de sprænglærde Herrer, saa det maa nok holde haardt for mig at holde Lovtale over den frygtelige Dame med Medusa-Hovedet og Ugle-Billedet, og med den forfærdelige Oprindelse, at hun, efter Mythen, sprang i fuld Rustning ud af Zeuses Pande, og maa da sagtens bryde en Dødeligs Hoved, før hun slipper derind, og det forstenet, som vi veed hun er, og har været snart i umindelige Tider.

Damerne tvivler da vist ikke paa, at jeg jo hjertensgierne overlod det til Classikerne af Professjon at have deres Hoveder brudt, baade Nat og Dag, til de fik Athenes eller Minervas Fødsel og hele Væsen ret forklaret; men det er Ulykken, »den haarde Skæbne«, at det tør, det kan jeg ikke, for saa 'vilde Classikerne jo strax sige: ha, ha! det saae vort Øie, til Minerva, til Pallas Athene, til vor udødelige Gudinde, Viisdommens uudtømmelige Kilde, al sand Oplysnings evig straalende Soel, til hende turde han dog ikke nærme sig, og vi behøver vel ikke at sige enten Herrer eller Damer, hvorfor! Vi giør det nødig; thi »Humaniteten« er vores saavelsom Athenes himmelske Løsen og jordiske Værk, og vi har ordenlig en Slags Medlidenhed med alle saadanne blinde Foragtere af »den store Gudinde«, som baade Europa og Amerika dyrker, og hvis Altre vist snart igien skal kneise og ryge paa Asiens og Afrikas Kyster, hvor de nu, desværre, ligge sunkne i Gruset, men vinke dog selv i Gruset Gudindens trofaste Tilbedere, og belønne dem med herlige Reliquier, snart af Fryndserne om hendes Skjold og snart af Duskerne paa hendes Spyd og Kløerne af hendes Ugle. Vi har derfor ogsaa en Slags Medlidenhed med denne »Nordiske Barbar«, som har saaledes forgabet sig i Odin, den eenøiede Cyclop, at han er stokblind for Pallas Athenes vel lidt graablakkede, men dog himmelblaa Øine, og for al Hellas og Latiums Herlighed, men skiøndt vi nødig beskæmmer ham, tør vi dog 681 ikke fortie, at det er Athenes Skjold, hvormed hun forstener alle sine Fiender og Foragtere, det er, hvad han bæver for og tør ikke nærme sig, uagtet det er soleklart, at hvem der vil forklare Græske Myther, men lader Sjælen i dem Alle, Athene-Mythen, uberørt, han har ikke blot spildt sin »Olie og Umage«, men har soleklart beviist sin egen Blindhed!

Damerne kan troe, det er ingen Spøg at blive saa »humant« betragtet og behandlet, og om det end derfor gaaer mig, som Nillemoer i Comedien, hvis Fødder blev iskolde, da hun hørde det lærde Beviis for, at hun var en Steen, saa maa jeg dog see at komme i Gang, og faaer, i Nødsfald, see til, ligesom han i Alexandrien, at dreie Medusa-Skjoldet lidt, ikke just henimod Athene selv, men dogimod hendes Tilbedere, som staaer paa Tæerne og giør lange Øine, for strax at see mig forstenet af Pallas Athene.

Under saadanne mislige Omstændigheder maa man imidlertid være snilde som Slanger, derfor gik jeg allerførst hen til den lærde Tydsker, som De nokveed, er, om ikke mit Orakel, saa dog min Slibe-Steen, og jeg satte et Bededags-Ansigt op og sagde: jeg har tit tænkt paa, hvad det dog kunde være i »Naturen eller de moralske Ideer«, Pallas Athene egenlig skulde udtrykke, men det har ikke været mig muligt at udgrunde. Ikke det! sagde den Lærde, med en temmelig fornem og meget velbehagelig Mine, det synes mig dog slet ikke vanskeligt; thi da vi veed, at Pallas Athene sprang frem imellem Zeuses Pande-Lokker, og veed fremdeles, at disse Pande-Lokker er Torden-Skyer, saa følger det jo af sig selv, at Athene er Lynilden med samt Torden-Regnen! Ja saa, sagde jeg lidt ondskabsfuld: saa kan hun da ikke være blevet Grækers og Latiners Viisdoms-Gudinde, uden derved, at Lynilden har slaaet deres Øine ud, saa de i Blinde tog en Vand-Pyt for Viisdoms-Kilden ! Om den lærde Tydsker blev forstenet ved det lille Ord, det veed jeg ikke, »men han tav dog bomstille«, og det lettede, for nu kunde jeg jo sige: hvad Pallas Athene i den Græske Mythe skulde betyde, det veed jeg rigtig nok ikke, men Saameget veed jeg, at var det ikke Andet, end de Lærde siger, altsaa en Kiende Ild og Vand paa Kryds i Luften, da kan man dog nok bedre forsvare at gaae hendes Mythe taus forbi, end at falde ned og tilbede saadan en »Oplysnings-Soel og Viisdoms-Kilde«.

Havde jeg derfor bare ikke selv sagt, at Græker-Aanden havde saadant et mageløs godt Øie til Menneske-Naturen, 682 da kunde jeg herlig skyde Classikerne med deres egne Pile, men nu maa jeg rigtignok enten tage min Roes over Græker-Aanden tilbage, og det vil jeg paa ingen Maade, eller jeg maa paa en Maade selv give Classikerne Vaaben imod mig, ved at vise, at Athene dog virkelig er Noget, som man, om end ikke bør tilbede, dog nødes til at ændse og faaer kun Skam for at ringeagte.

Jeg foretrækker imidlertid rask det Sidste, for Herrerne maa slet ikke tænke, at jeg har nogen Vanskelighed ved at forklare Athene-Mythen, naar den tages levende: klareden, saa man med et halvt Øie kan see baade det glimrende Skjold og det blinkende Spyd, hvormed hun sprang ud af den Olympiske Pande; thi det Slags Myther forklarer dem selv for enhver Aand, følgelig ogsaa for Nordens, og behøvede man derfor yderligere Beviser paa Latin-Skolens Aandløshed, end dem, den hver Dag selv saa rigelig forsyner os med, da er det rigtig nok et slaaende, ja ret et lynslaaende Beviis paa Latin-Skolens Aandløshed, at den ei engang har kunnet see, hvad dens egen Viisdoms-Gudinde er, ikke see, at hun, i Grækernes Øine, vel paa en Maade var Lynet, men kun som det udspringer af en ordenlig hvælvet, Olympisk Pande, altsaa »lynende Vittighed«, der jo altid springer ud i fuld Rustning af de Pander, den undfanges i, og var virkelig, hvad Grækerne forgudede, som al Viisdoms Kilde! Det Sidste giør jeg nu vel ikke, og, jeg vilhaabe, Damerne ikke heller, om de end stundom kan fristes dertil, men saa vist som Damer og Digtere ogsaa i Norden havde Vittighed, der snarere gik ud over de Lærde, end den fordunkledes af Deres, saa vist høre Digterne ei meer end Damerne til den lyslevende Athenes Foragtere, men høre tvertimod, tilligemed Damerne, til hendes Yndlinger, som kun lee ad Trudslerne med Medusa-Skjoldet, som de af Disen selv har lært at dreie i alle mulige Retninger.

Men hvad skal vi giøre med Minervas stygge Nat-Ugle?

Ja, den havde jeg rigtig nok tænkt, vi kunde lade Latin-Skolen beholde, som den Romerske Minervas Fugl, at trøste sig med over Athenes Bortgang, men det gaaer dog ikke an; thi allerede Demosthenes skottede slemt til den, da han maatte vende Athenen Ryggen, og sagde høit, at hvad han slet ikke kunde begribe, var, hvad Pallas Athene vilde med to saa stygge Dyr, som Uglen og det Atheniensiske Folk! Vil vi altsaa have PallasAthene, maae vi tage hendes Fugl med, 683 og skiøndt det skarpe Syn, der ei kan taale Dags-Lyset, kun passer slet til sand Oplysning, saa kan vi dog nok giætte os til, hvad Lighed de vittige Græker har fundet imellem Athene og Uglen; for det har sikkert været sine »gloende Øine«, Nat-Uglen maatte takke for den uforskyldte Ære at følges med Athene, eftersom Damerne vil have bemærket, det gaaer ogsaa i den Henseende med »Vittigheden« som med »Lynilden«, at den sees kun ret, naar den kommer farende, som sit eget Lys, midt ind i Mørket, eller som et Lys-Glimt midt ind i en mørk Tale!

Pallas Athene skulde naturligviis været den guddommelige Vittighed, ligesom Zeus skulde været den Alvidende, men hvad der glippede hos Faderen, maatte ogsaa skorte paa Datteren, og at Grækerne selv maae have fundet, der var en Mangel ved Athenes lynende Vittighed, det tør man vel slutte deraf, at de Alle fandt Feil ved hendes Fødsel, skiøndt de ikke kunde enes om, hvori den egenlig stak.

Saaledes paastod Somme, at Prometheus eller Hephæstos maatte give Zeus et dygtigt Slag for Panden, førend Athene kunde komme til Verden, og var det sandt, da vilde det klin alt for godt forklare Lyderne ved Athenes Vittighed; thiviveed jo nok, at naar en Franskmand blot maa slaae sig selv for Panden, inden Vittigheden kan springe ud, da er det kun Giøgleri, saa han har allerede i Haanden hvad kun skal lade, som det sprang ud af Panden; men da den Græske Vittighed dog i sit Slags er ægte nok, saa vrager vi med Rette dette Sagn, som Bagtalelse eller dog som løs Eftersnak.

Anderledes er det med den Oplysning, vi alt finde hos Hesiodos, hvorefter Pallas Athene virkelig havde en Moder, ved Navn Metis eller Paahittersken, hvad Zeus kun skjulde ved at sluge hende; thi det er ikke blot høist rimeligt, da de unge Herrer tit endnu har for Skik at æde Dame-Vittigheder i sig og siden gienføde dem ud af deres egen Hjerne, men jeg anseer det for ganske vist; thi denne Fru Metis, eller den egenlige Vittigheds-Dronning, er i mine Øine vor gamle Moder Eva, der sprang ud af Kronos-Hjertet, og fik i Zeus-Hjernen kun en Græsk Rustning, der tit klædte hende maadelig nok.

Grækerne ymtede for Resten ogsaa om, at der skulde være tre Pallas-Athener, ja, den store Cicero giættede paa hele Fem, og Damerne veed nok, at skulde man have en Gudinde for hver Slags Vittighed, lige fra den Lynende til den 684 Prikkende, da fik man endnu langt flere Athener, som vi, til Lykke, ogsaa finder blandt Damerne, men De veed ogsaa, at medens ægte Vittighed af alle Slags er i det mindste morsom, saa bliver derimod selv en Ciceros Veltalenhed meget tit kiedsommelig, naar den vil sønderlemme Vittigheder, og naar de Lærde giver dem til at flække enten Guder eller Gudinder, eller selv kun Stærkoddere, og giøre To, Tre af Een, da er det kun, fordi det Hele er dem for stort at spænde om og for balstyrigt at raade med, og det er en meget slem Vane saaledes at slaae det Store istykker og slaae det Livfulde ihjel, for at giøre det fatteligt og handtere det ordenlig. Jeg siger derfor om de tre Athener, som om de tre Odiner og de tre Stærkoddere, at for dem skulde de Lærde have over Fingrene, til de lærde at lade Guder og Gudinder, saavelsom Mennesker, være hvad de er, om det end synes dem alt for urimelig Stort og Meget, saa, vil de Lærde endelig paa en Maade have tre Athener, da faaer de at nøies med den historiske Tredeling: mellem den ægte Græske eller Mythiske Athene, den Alexandrinsk-Romerske Minerva, og Latin-Skolens Pap-Dukke, der skulde giælde for dem Begge.

Til Viisdoms-Gudinde duede imidlertid selv den ægte, lyslevende Pallas Athene ligesaalidt, som Noget af de u Herrers Hjernespind, hvor genialsk det end maatte findes, duer til en Lære-Bygning i Philosophien; thi Vittighed og Viisdom forholde sig nu engang til hinanden, som Lyn-Glimt til Middags-Lys, og skiøndt Lyn-Glimtene kan være saa stærke, at de for et Øieblik synes at giøre Nat til Dag, saa lærer dog det næste Øieblik, at man tog mærkelig Feil. Saaledes veed man ogsaa nok, at Grækerne gjaldt engang for det viseste Folk under Solen, men Erfaring har dog for længe siden lært os, de var kun det Vittigste, saa, jo meer de udviklede deres Philosophi eller Vidskab, desmere spillende, spidsfindig og livløs blev den, blev ingen virkelig Forklaring af Livet, men kun en Vittigheds-Jagt efter Døden. Med Hensyn paa det gode Øie, Græker-Aanden havde til Menneske-Naturen, maa man vel forudsætte, at den ægte Vittighed dog virkelig er Moder til Viisdommen, men det lader sig ogsaa, efter Athene-Mythen selv, forklare saaledes, at ligesom Metis, hvis Zeus ikke havde slugt hende, jo vilde blevet Moder til en Søn, som fordunklede ham, saaledes vilde Grækenland ogsaa blevet den ægte Viisdoms Moder-Skiød, hvis ikke den graadige Selv-Klogskab havde forhindret det, 685 og jeg, for min Part, tvivler slet ikke paa, at jo de viseste Mænd har havt de vittigste Mødre! Nu derimod, da Zeus slugde Metis, og indbildte sig, at Pallas Athene, som hans Hjerne-Foster, maatte til Verdens Ende blive ved at være Viisdoms-Perlen, naar hun blot ikke giftede sig; nu var det intet Under, at den tidligmodne Vidskabs-Frugt blev ormstukket og faldt af, og ligesom jeg før har bemærket, at fordi den Græske Følelse brændte for tidlig ud, derfor maatte Nordboerne giennem Middelalderen hardtad ganske træde i Grækernes Sted, saaledes maa jeg her tilføie, at siden Grækernes Vidskab kom for tidlig og fandtes derfor umoden og uægte, maa det vist blive Norden, der i rette Tid skal udvikle den ægte Viisdom.

Skal nu Dette skee, som vi Alle maae ønske, da nytter det vist nok ikke, at de unge Herrer i Norden vil skyde sig ind under Hegel, men de maae komme høit op over ham, og har vi end dertil, for Øieblikket, just ikke de lyseste Udsigter, saa er det dog unægtelig et godt Varsel, at vi fra Arilds-Tid har en mageløs Viisdoms-Mythe; thi følgelig har vi i Norden virkelig havt Vittigheds-Fruen, der kunde og skulde blive Moder til den ypperste Vidskab-Mand, saa det vil ikke være Damernes, men ene Herrernes Skyld, hvis vi alligevel gaaer Glip ad ham.

Det er naturligviis Heimdals-Mythen, jeg tænker paa, og skiøndt det Kongelig-Danske, saavelsom det Svenske og Norske, Videnskabers Selskab hidtil reent har overseet denne vor store »mathematiske Landmaaler«, saa overseer han dog aabenbar langt bedre dem, om det ellers er sandt, hvad Mythen melder, at, fra Himmelbjerget, hvor han boer, seer han hundrede Mile vidt paa hver Kant, og seer ligesaa godt ved Nat som ved Dag, saa han behøver hverken Athenes Nat-Ugle til Speiderske eller hendes Olie til Nat-Lampe, og hans Viisdom er ægte; thi hans Sværd hedder Mande-Hoved, og han kan »høre Græsset groe!« Derfor rider han da ogsaa Hesten »Guldtop«, og har to Rader »Guld-Tænder« i sin Mund; thi den ægte Viisdom fører Gylden-Aaret med sig, og deraf udspringer naturligviis ikke blot en Europæisk men en Universalhistorisk Berømmelse; thi naar Heimdal blæser i sin Lur eller Basun, det berømte Gjallar-Horn, da høres det over hele Verden!

See, det er aabenbar baade et Syn og en Hørelse, en Gylden-Mund og et Torden-Mæle, et luftigt Stade og et 686 aandigt Sværd, som baade vore Astronomer og Mathematikere, vore Philologer og Kritiske Historie-Skrivere, og da, fremfor Alt, vore unge Philosopher maae misunde Heimdal, og det er en mythisk Beskrivelse af den fuldmodne, klare, altomfattende Vidskab, som de Græske Mythe-Smede, om de havde kiendt den, bestemt vilde misundt Norden, og gjort et Argonauter-Tog for at erobre!

Om vi nu selv er kommet ganske ærlig til dette Mythiske »Mande-Hoved«, aabenbar langt mere i Græsk end i Nordisk Stil, det er vist nok et stort Poetisk Spørgsmaal, og dages virkelig denne »Nordens Salomon«, vil det endnu blive et langt større historisk, ret egenliget »verdenshistorisk« Spørgsmaal; men vore Mythe-Smede har i det mindste dog stræbt at give ham en over-naturlig Fødsel, der, langt bedre end Athenes, kunde sammensmelte med Menneske-Naturen; thi vel kaldes Heimdal ensteds paa det løse »Odins Søn«, men springer dog slet ikke ud af hans Hjerne, og har tvertimod tilgavns en hjertelig Oprindelse; thi hans Kiendings-Navn er netop »de ni Mødres Søn«, hvad ganske overordenlig glæder mig paa de »Nordiske Damers« Vegne, som sikkert vil kappes i Poetisk Dannelse om den Priis at tælles iblandt Heimdals Mødre! Jeg er ogsaa vis paa, at Darnerne, saavelsom Digterne, kun behøver at tænke paa de »ni Muser«, for at føle, der ligger noget saare Deiligt i at giøre den fuldkomne Videnskabs-Mand til ni Mødres Søn, saa allerede derfor burde der ved alle Universiteter holdes Forelæsningerover »Nordens Myther«, skiøndt vi endnu, til Herrernes Skam, selv midt i Norden savne dem! Men, skiøndt det ogsaa er historisk klart, at uden Musernes Kys vilde Nordens Aand umulig kunne avle saa viis en Søn, saa ligger der dog for mine Øine noget endnu langt Dybere i Heimdals Fødsels-Mythe; thi naar jeg tænker paa de »ni Hjerter«, som Danmark fra Arildstid har ført i sit Nordiske Løve-Skjold, og naar jeg derhos betænker, at, efter Menneske-Naturens uforanderlige Love, maa det Mande-Hoved, der virkelig skal rage høit op over Bjergene, være baaret lavt i den dybeste Rosendal, under det ydmygste Moder-Hjerte; da kan jeg ei tvivle om, at jo Heimdals Mødre blomstre paa de Danske Øer, saa derfra vil Nordens bedste Hoved udspringe, skiøndt der vist nok maa høiere Bjerge og bredere Skuldre, end man finder paa Sletten, til at bære dette »Mande-Hoved« høit i Sky. Det er derfor, til Beroligelse for det Kongelig Danske Cancelli, 687 ret egenlig i et »reent videnskabeligt« Øiemed, jeg saa inderlig ønsker alle de Skillerum nedbrudt, der endnu hindre eller hemme en venlig, kappelysten, fri og levende Vexel-Virkning i vort Norden, og saa utrættelig sammenkalder de gamle Kæmpers ægte Sønner, til med forenede Kræfter at grunde en kæmpemæssig »Nordisk Høiskole«, der kan opvoxe til det Himmelbjerg, hvor Heimdal, efter Mythen, lyslevende, mandelig, til Ragnaroke seierrig, skal forsvare Bifrost eller Gynge-Broen mellem Asgaard og Jetteverden, og sætte baade Himmel og Jord i Bevægelse med Lyden af sit tordenmælede, men dog yndig klingre, klangfulde, fuglenebbede Gjallar-Horn!

Saameget er mig ogsaa soleklart, at har kun de sildefødte Sønner af Nordens Kæmpe-Slægt end Mod og Kraft til at grunde en Nordisk Høiskole i Bjerge-Stil til Asgaards Værn, der med Æren kan kalde sig »Universitet« eller Aandens Alminding, fordi det er intet Blændværk, men omfatter lyslevende og virkelig al menneskelig Kundskab og Vidskab, hele Menneske-Slægtens vidunderlige Levnets-Løb; har vi og vore Sønner kun Mod og Kraft til at grunde hvad der, selv for Nordens mageløse Kæmper, vil Aarhundreder til at fuldføre, da vil, da skal, da maa der ogsaa nødvendig udvikle sig en Nordisk Vidskab, der, netop fordi den bygger paa Moders-Maalet og paa Fædernelandet, betragter Alt med Nordiske Øine og giør alle sine Kæmpe-Skridt i Nordens Aand, netop derved og derfor staaer fast paa »Livets Grund« og mægter, efterhaanden, levende at omfatte og klart at forbinde alt Menneske-Ligt, en Nordisk Vidskab, der vil staae i samme Forhold til den Oldgræske, som Nordens Myther staae til Grækenlands, altsaa kiærligomfavner deri, som Manden omfavner den elskede Kvinde, som Verdens-Historien omfavner Naturen; og vil man da endnu spørge, i hvad Forhold den Nordiske Vidskab vil staae til den Romerske, Franske og Brittiske Vidskab, da bliver det, nødvendigviis, som Forholdet, hvori Gother, Angler og Normanner satte sig til Romer-Riget, Frankrig og Bretland, altsaa et Forhold, Nordens Kæmpe-Slægt og Odin Seier-Fader værdigt l

Der kunde vel endnu være Meget at sige baade om den »Nordiske Høiskole«, som jeg længes efter, og om »Heimdals-Mythen« som længe uændset har spaaet Høiskolen Lykke og Velsignelse, men hvor kun kan gives »Blik og Vink«, der har 688 jeg lært af Damerne, at naar Eet eller, i det Høieste, To ikke nytter, da er hele Resten spildt, og jeg vil derfor blot give et lille Vink endnu om Heimdals Kæmpe-Stilling ved GyngeBroen, og da først bemærke det ægte Græske deri, at Heimdal har meer en Kæmpe-Stilling end en Kæmpe-Bane, giør egenlig ingen Kæmpe-Skridt, men staaer kun paa Vagt for det grønne Gudhjem, som Natur-Philosophien i Menneske-Aandens Tjeneste altid maa staae paa Vagt for Historien.

Men hvad skulde det nu velvære for en Gynge-Bro mellem Asgaard og Jotunheim, mellem Guders og Jetters, altsaa mellem »Aandens og Haandens« Verden, som Heimdal med sit gode Sværd »Mande-Hoved«, har at forsvare?

De Lærde har vel meent, det skulde være »Regnbuen« og saa kaldes Broen ogsaa virkelig ensteds i Edda, men da Asa-Maalet er det Nordiske Billed-Sprog, maa alle dets Ord naturligviis ogsaa forstaaes billedlig og forklares poetisk, og hvad mener Damerne om, ved Bifrost eller Gynge-Broen atforstaae det Nordiske Billed-Sprog selv? Det er maaskee aldrig faldet Damerne ind, at »Ordet«, ikke som det staaer stivt og koldt og dødt paa Papiret, men som det ligger os levende, let og flydende paa Tungen, strømmer ud ad Munden og ind ad Øret, Det skaber netop den vidunderlige Forbindelse mellem den synlige og usynlige, den sandselige og oversandselige, Haandens og Aandens Verden, og at derfor Menneske-Tungen, naar den sættes i levende Bevægelse af Menneske-Aanden, ligner en Gynge-Bro mellem Asgaard og Jotunheim; thi ikke blot er Ordet usynligt men dog hørligt, altsaa sandseligt, men de samme Ord, saasom Blomst og Fugl, Storm og Bølger, Ild og Flammer, betyder, eftersom de siges og tages, prosaisk eller poetisk, haandgribelig eller billedlig, baade noget Synligt og noget Usynligt, baade noget Verdsligt og noget Himmelsk, baade noget Timeligt og noget Evigt, saa ethvert Tunge-Maal, i Aandens Tjeneste, lignes rettelig ved en Gynge-Bro mellem to modsatte Verdner. Jeg veed ikke, om Damerne har hørt det før, men jeg er vis paa, De føler, det er baade sandt og smukt, og hvad der er begge Dele, tager Damer og Digtere strax i Favn, uden at spørge om, enten det er nyt eller gammelt, medens de ægte Viismænd forklare os, at det rigtig Sande og Smukke er ingen af Delene, men er evigt, som den evige Seier-Fader og den evige Yngling. Damerne vil sikkert ogsaa føle, der var god Grund til netop at kalde det 689 Nordiske Billed-Sprog, eller Gynge-Broen mellem Asgaard og Jotunheim »Regn-Buen«; thi uden at ville forklare, hvad selv de Lærdeste endnu ikke veed, hvad Regn-Buen egenlig er, saa veed vi dog Alle, den springer kun frem i sin Farve-Pragt, naar det regner i Solskin, og er da unægtelig et træffende Billede paa det »Taare-Smil«, som alle Dannekvindens Døttre har og alle hendes Sønner elske, og da især et træffende Billede paa Friggas Smil giennem Graaden for Balder!

At der nu ogsaa behøves en god Kæmpe til at forsvare denne Gynge-Bro imod Jetterne, det følger ikke blot af al den Anfægtning, Nordens Billed-Sprog længe har maattet og endnu maa lide, men især deraf, at Menneske-Tungen med det farverige Billed-Sprog har altid været det store Tvistens-Æble mellem Folk med Aand og Hjerte og Folk foruden, saa i Forstands- og Vidskabs-Tiden maa derom nødvendig føres ei blot en stor Penne-Feide, men et levende Mund-Huggeri, hvortil der aabenbar ei er noget andet forsvarligt Sværd, end det »Mande-Hoved«, hvormed den gamle Mythe-Smed har forsynet Heimdal!

Hermed vilde jeg da have baade den ægte Minerva, eller de Græske Mythe-Smedes egen Pallas Athene, og vores Heimdal, baade den Græske Vittigheds-Frue og den Nordiske Vidskabs-Mand, paa det bedste anbefalede baade til Damers og Herrers Erindring, som de virkelig fortjener, og vil herefter vist ei heller komme til at savne; men jeg kan dog til Slutning ei undlade at pege paa En af vore Kæmpeviser, som, ganske mærkværdigt, ikke blot spaaer Norden sin mageløse Viismand, men giør ham udtrykkelig til Søn af »Dane-Dronningen«. Kiender Damerne ikke denne Kæmpevise, der begynder saaledes:

Dan-Konning lader en Havfru gribe,
Den Havfru dandser paa Tilje,

da maae de rigtig skiænde lidt paa de unge Herrer, som har forsømt deres Pligt; thi det er i alle Henseender en ganske deilig Vise, hvori Havfruen spaaer Dane-Dronningen tre Sønner, kongelige Alle, men siger saa:

Den Tredie skal være saa viis en Mand.
Dit unge Liv lader Du for ham!

Ogsaa her møde vi paa det Yndigste Regnbu-Farverne i Nordens Billed-Sprog; thi Dane-Dronningen tigger ikke blot 690 Liv af Kongen til den Havfru, der for at »fremme hendes Villie« har spaaet hendes Død, men hun følger med Æren Havfruen til Strand, og faaer saa den Regnbu-Trøst i Havfru-Sang fra Bølgen blaa:

I tør ikke græde, græd ikke fordi!
(Den Havfru dandser paa Tilje)
Thi Himmerigs Dør stander aaben saa vid!
Nu haver jeg fremmet din Vilje!

691

XVIII.
Hephæstos, Pallas og Artemis.

Damerne har sikkert mærket, at hvor let det end er sagt, og hvor alvorlig og utrættelig De end har indskærpet, at man smukt skal »holde sine Fingre hos sig selv«, saa finder dog Herrerne, især de smaa Herrer, følgelig ogsaa Digterne, det sædvanlig tungt og tit umuligt, saa jeg kan endnu godt huske, at i min Ungdom var der en Dame, som, saasnart hun saae mig, gav mig et hullet Fingerbølle eller en anden ligegyldig Smaating at lege med, fordi hun havde mærket, at jeg kunde slet ikke holde mine Fingre hos mig selv, og at det da tit gik ud over en fin Sax, en lille Skrue, eller andre nyttige Ting, der ikke baadede ved Fingereringen! Kan nu selv saadanne Ting friste vore Fingre, hvad ikke da det egenlig Smukke, og, næst det »smukke Kiøn« er jo dog Intet smukkere end »de skiønne Konster«, eller hvad man nu sædvanlig, med eet Ord, kalder »Konsten«, saa det undrer slet ikke mig, at Mange, som Konsten maatte inderlig ønske, vilde holde deres Fingre hos dem selv eller dog holde dem ved Skiøn-Skrift og Pølse-Pinde, de hverken kan eller vil dog holde deres Fingre fra Pensel, Meisel eller Grav-Stikke, hvoraf da følger med Jern-Nødvendighed, at vi faaer mange maadelige Konstnere og endnu flere daarlige Konst-Dommere, og deraf kommer det da naturligviis ogsaa, at jeg iaften fristes til at snakke vidt og bredt om Konsten, skiøndt jeg aldrig engang har kunnet giøre en Pølsepind, som jo blev casseret, og har heller aldrig kunnet giøre hvad man kalder et Digt, uden at Hegie-Mesterne fortalde mig, jeg var en Barbar, som reent vandalisk gjorde Brudd paa alle Former, overtraadte alle Konstens Regler, og burde derfor staae i Gabe-Stokken, Andre til et godt Exempel. See, det Sidste troer jeg rigtig nok, kommer af, at 692 vore Hegle-Mestere er egenlig kun Hegle-Kræmmere, veed nok, at Byen hedder Snerpe, men ikke, hvor den snerper hen, veed nok, at der ogsaa i Poesien er Noget, man med Rette kalder Konst, og visse Regler, man ligesaalidt ustraffet kan overflyve, som overtræde, men veed ikke Andet end at den Poetiske Konst er En af de Boglige istedenfor En af de Himmelske, som vi Jordunger kun kan fuske paa, og hvis Love derfor, langtfra at være »Paragrapher i Prosodien«, er saa frie, som Fuglen i Luften, saa jeg er vis nok paa, jeg kunde snakke ligesaa fornuftig om Haandens skiønne Konster, som vore Recensenter om Aandens, men det er kun en daarlig Trøst, især da jeg veed, her er virkelige Konstnere tilstæde, som strax vilde mærke, jeg reiste udenlands, ikke til Konstens Tarv, men paa dens Bekostning. See, derfor har jeg fuldt og fast besluttet, at uagtet jeg i Aften maa stryge tæt forbi alle de skiønne Konster, vil jeg dog, om muligt, ikke røre dem med Spidsen af en Finger, men da jeg veed, det er en meget vanskelig Sag, og at det er min svage Side at gaae det Smukke lidt for nær, saa vil jeg strax være min Skrøbelighed bekiendt, og haaber vist, at Konstnerne, skiøndt de er kildne, vil dog, saavelsom Damerne, være meget bedre for en gammelagtig Digter at komme tilrette med, end de Lærde, som, saasnart man giør den allermindste, enten grammatikalske eller prosodiske, logiske eller kosmologiske, kronologiske eller monologiske Bommert, raaber strax, at man skal holde Mund og lade »fornuftige Folk« tale, som veed ordenlig at tælle deres Tanker og veie deres Ord, saa at, om de end igrunden ingen Ting siger, saa fortaler de sig dog ikke heller!

Da nemlig Grækerne, som bekiendt, alt giennem Aartusinder har ubestridt baaret Prisen i alle skiønne Konster, Aandens saavelsom Haandens, saa kunde jeg umulig forsvare at have givet et Overblik af de Græske Myther, hvis jeg listede mig forbi Konst-Mytherne, og dog er det for mig en meget farlig Sag at komme dem nær, da jeg ikke tør røre enten ved Malerier eller Billed-Støtter, og Haandens Konst dog synes at være den Eneste, der i Hephæstos har faaet et Olympisk Forbillede.

Det Sidste maa imidlertid kun have sin Grund enten i Undergangen af de bedste Græske Konst-Myther, eller i en sælsom Øine-Forblindelse hos Mythologerne; thi Grækerne kunde umulig have saa stærk en Drift og saa ypperlige Anlæg til alskens Konst, som deres Levnets-Løb og efterladte Værker 693 bevise, uden at de ogsaa i deres poetiske Ungdom maa have sværmet for Konsten og have drømt om endnu større Konst-Værker, end de nogensinde mægtede at frembringe.

Nu er vist nok det Alexandrinske Bibliothek saa grovt et Mythisk Sold, at giennem det kan Meget af det Fineste være tabt, men havde Mythologerne ikke været ugleblinde, vilde de dog hos Hesiodos strax opdaget, at ingenlunde Hephæstos, men Pallas Athene var Grækernes Olympiske Liv-Billede for Konsten; thi han melder jo udtrykkelig, at det var, som et Side-Stykke til Pallas Athene, den storagtige Here udklækkede Hephæstos i sit eget kloge Hoved, og bragde ham blot ved Hjelp af Vinden til Verden, men kun som en Krøbling, der hverken kunde staae eller gaae, og fik aldrig den Ære at sidde tilbords med Guderne, men maatte nøies med at være Hof-Nar paa Olympen.

Herrerne har ventelig allerede her den Indvending paa Munden, at Hephæstos, som man seer af Illaden, kun var blevet til en Krøbling ved at smides hovedkulds ned af Olympen, da han vilde hjelpe sin kiære Moder at faae Bugt med den voldsomme Zeus, men skiøndt ogsaa denne smukke Historie viser, at Konsten hos Hephæstos selv i de Græske Skjaldes Øine var langt mere faldende end stigende, saa foretrækker jeg dog den anden ligesaa Græske Efterretning, at Hephæstos var en Krøbling fra Fødselen af, og maatte derfor først øve sin Konst paa at skaffe sig selv de forlorne Been, hvormed man aldrig giør store Spring, og hvormed vi, i Iliaden, seer ham humpe saa pudsig omkring, da han vil være Mund-Skiænk paa Olympen og efterabe den smagfulde Hebe, at alle Guder brister i Latter! Derfor, siger jeg, er ogsaa den Skiønhed, han i Aphrodite ægter, saa falsk, som hvad Skjaldene med Rette kalder hendes Moder: saa falsk, som »Skum paa Vand«, og her føler vist Damerne, saavelsom jeg, at skal den forskrækkelig indviklede Konst-Sag nogenlunde opredes, da maae vi begynde med i Tankerne at rive alle de Skillerum ned, som baade Alexandrinske, Romerske, Franske og Tydske Konst-Dommere paa deres egen Haand har smækket op mellem Aandens og Haandens Konster, baade i det Hele og i det Enkelte, og derimod see til at faae eet nødvendigt Skille-Rum sat op igien, som Barbarerne har revet ned, Skille-Rummet nemlig mellem det Skiønne og det Hæslige, saa vi ansee intet Konst-Værk694 for ægte, med mindre det i det mindste fra en vis Side er skiønt, og kun ægte, forsaavidt det er skiønt!

At faae begge disse Ting rigtig gjort, er nu vist nok ingen let Sag, men tvertimod en stor Konst, men store Konster har for Smaafolk, som vi og vore Lige, heller aldrig været og kan aldrig blive nogen let Sag, og alle Smaa-Konsterne, der, for Resten, som Damerne veed, hver til sit Brug, kan være gode nok, dem er det her hverken Tid eller Sted at tale om.

Her, i Mythernes Egn og Poesiens, altsaa Aandens og Hjertets Verden maae vi nemlig betragte Konsten som noget »Guddommeligt«, der vel kun lykkes ret for den store Byg-Mester, som skabde baade Himmel og Jord og skiænkede Adam i Eva det bedste Forbillede paa ægte, levende Skjønhed, som Jorden kunde bære, men dog noget »Guddommeligt«, som de bedst begavede Menneske-Børn ei kan bare sig for at fuske paa, fordi de, skabte i Guds Billede, virkelig har Kald til at efterligne Ham! Dette følde intet Folk dybere end Grækerne, derfor er deres Myther blevet Skiønhedens naturlige Billed-Sprog, og alle deres Guder igrunden Tusind-Konstnere, lige fraZeus, hvis Mester-Stykke jo er Pallas Athene, lige ned til Hephæstos, hvis Mester-Stykke Damerne nok huske, var den hjerteløse Pandora, hvis glimrende, men falske Skiønhed dog langt meer var et Værk af Athene, Aphrodite, Muser, Chariter og Hermes, end af Hephæstos, der vel hos Grækerne ei er den plumpe Grov-Smed, han hos Latinerne, som Vulcanus, nedsank til, men er dog, som Konstner, kun en simpel Guld-Smed, Klein-Smed, Tømmermester og Billed-Hugger, altsaa ingenlunde de Olympiske men de dagligdags Konstneres Oldermand, ingen guddommelig Konstner, men kun en plump Konst-Afgud, som aldrig havde ordenlig »Gang eller Sæde« med de andre Olympier, var selv hæslig tilbunds og kunde da umulig giøre Noget, som var skiønt for meer end Øie og Haand, kunde slet Intet giøre, som tillige var skiønt for Aand og Hjerte!

Hermed lade vi da Hephæstos fare til Philologerne og de mythiske Antiqvarer, som kalde alle smukke Damer Pandoras Døttre, og ansee det forKonstens Mester-Stykke at smedde sig konstige forlorne Been, at bygge Huse til Guderne med Hænder, og at fange Ares og Aphrodite under et haarfiint Guld-Net til Skogger-Latter for alle Olympier!

695

Derimod vil jeg bede Damerne vende Øiet bort fra alle saadanne glimrende Narre-Streger og meer end slibrige Konst-Værker, for engang fra Konstens Side at betragte den ægte Græske Pallas Athene, til hvis Med-Beiler vi hørde, Fru Here, lidt indbildsk, havde sammenflikket Hephæstos, og hvem han da ogsaa, efter Mythen, beilede til, men naturligviis forgiæves, ei blot fordi den moderløse Athene med Rette kaldes den »Koldbrystede«, men især, fordi hun var alt for vittig til at finde Behag i en plump Hof-Nar, og alt for kiær ad Skiønhed til at omfavne saadan en hæslig, humpende, sortsmuttet Tølper.

Vist nok var Pallas Athene, efter den Græske Mythe, først og fremmerst, selv et Konst-Værk af Fader Zeus, men ethvert levende Konst-Værk har baade Drift og Dyd til at forplante sig, saa, som et levende Konst-Værk af Zeus, var hun netop derved en født Konstnerinde af første Skuffe, der vel alt i Iliaden kan synes nedsunket til en simpel Sye-Jomfru og Dreiels-Væverske, men var dog aabenbar mythisk bestemt til især at sye Folk sammen, og at være Spindet af den Olympiske Hjerne, som var hendes underlige Moder-Skiød.

At nu ogsaa Grækenlands Arilds-Skjalde har betragtet Pallas Athene som Olympisk Konstnerinde og Væverske i en langt høiere Orden, end Dreilet eller selv Silken hører til, det har vist nok Mythologerne, selv i Alexandrien, sædvanlig overseet, eller, rettere, oversprunget, men de har dog ogsaa røbet dem selv, ved at fortælle os, der var en meget konstig Lydisk Væverske, ved Navn Arachne, som brystede sig af at have overgaaet Pallas Athene, med et Tæppe, hvori »Gudernes Kiærligheds-Historier« var indvævede, men som hængde sig selv i Fortvivlelse, da Gudinden sønderrev hendes Mester-Stykke, og blev saa forvandlet til »Edderkoppen«, der endnu bestandig hænger i sit eget Spind; thi naar man blot veed, at »Arachne« paa Græsk betyder en »Edderkop«, da seer man let, at der ved den Lydiske Væverske skal forstaaes en Poetisk eller Æsthetisk Dame, der fusker paa den Mythologiske Konst med Hjernespind om Guderne udaf sit eget Hoved, medens Athene maa betragtes som den ægte mythiske Konstnerinde, der kun væver hvad Zeus selv har spundet, opspundet i sin Olympiske Hjerne.

Mesteren for Arachne-Mythen har nu aabenbar, paa Athenes Vegne, villet give oset Vink om, at de mange 696 »Kiærligheds-Historier«, hvori Zeus under allehaande Skikkelser er Helten, maa agtes for uægte mythisk Arbeide eller Lydisk Edderkoppe-Spind i Luften, og skiøndt det kan ligne den »koldbrystede« Væverske at fordømme alle Kiærligheds-Historier, som Olympierne uværdige, saa skal jeg dog ikke nægte, at i mine Øine er de Fleste det virkelig ogsaa, men deri mener jeg dog, at »Kiærligheden« eller Elskoven dvs. Elske-Huen er aldeles uskyldig, saa det beviser ingenlunde, at Den jo ogsaa har en »Olympisk Historie«, som fortjende at indvæves paa de fineste Tepper, og turde vel giøre Athenes Mester-Stykke Rangen stridig.

Hvorfor nu denne Olympiske Kiærligheds-Væv fattes i Grækenland, har jeg allerede givet det bedste Vink om, jeg kunde, ved at pege paa »Middel-Alderen«, som den rette Kiærligheds og Vorfrues Tid, det ikke var Grækerne muligt at komme i Forkiøbet, men kun at trylles og trylle, skuffes og skuffe med Skinnet af, men var det naturlige Græker-Øie for Menneske-Naturen, følgelig ogsaa for Hjertet og Dets skiønne Konster, saa godt, som jeg saa tit har sagt, da maa det ogsaa have opdaget Trangen til en mythisk Konstnerinde, som ikke var »koldbrystet«, ikke udsprunget af en Olympisk Hjerne i fuld Rustning, som Athene, men stille udviklet under et ømt Moder-Hjerte, som Letos Tvillinger, og vil Damerne, uagtet deres naturlige Forkiærlighed for Apollon, skiænke hans deilige Tvilling-Syster et af de kiærlige Øiekast, som gaaer midt ind i Hjertet, da vil de udentvivl klarlig see, hvad selv jeg kan skimte, at Artemis var født til mesterlig at slaae den »fine Væv«, som Arachne kun fuskede paa.

Jeg veed jo nok, det er et stort Kiætteri, i de stive mythologiske Orthodoxers Øine, at ville have Artemis til andet end blot »Jagt-Gudinde«, som de nu engang, stirrende sig blinde paa Actæon og »Guld-Buen«, har gjort hende til; men det faaer ikke at hjelpe; thi det er ganske vist, at »Guld-Tenen og Guld-Thronen« er, hos de gamle Græker-Skjalde, ligesaa vel Artemis tildeelte, som »Guld-Buen«, og hvem der ikke kan forene dem, barer sig da nok for at forklare hende.

Jeg, for min Part, kan slet ikke forstaae, hvorledes Tvilling-Systeren til Apollon, til Digter-Guden, skulde faaet den urimelige Jagt-Lyst, saa hun vilde slet intet Andet giøre, end flyve og fare, fra Bjerg til Bjerg, i Maane-Skin, efter de ulykkelige Dyr, og imellem forvandle en næsviis Jæger til en 697 Hjort; men jeg kan godt forstaae, at saadan en »Olympisk Jomfru«, sværmende i det »klare Maane-Skin«, rugende over alle Æggene af Parnassets Fugle, var en Gienstand, som alle Konstnere i Hjerte-Tiden kunde brænde og blusse for, men Ingen vove at tilegne sig, og hos hende finder jeg Guld-Thronenog Guld-Tenen ligesaa vel paa rette Sted, som Guld-Buen med de »søde Pile«, som Philologerne vel kan giøre sig det surt nok med, men kan dog ikke berøve hende. Har derfor Artemis slaaet sig til Jagten, maa det vist have været af Kiedsommelighed, eller, hvad omtrent er det Samme, af Fortvivlelse, da hun hverken fandt Æventyr, som var værd at udspindes med hendes Haand, eller Bryster, hvor de »søde Pile« kunde vække Liv, trods Bane-Saar, og i denne Giætning bestyrkes jeg, ved at betragte Middel-Alderen, hvor det vel, enstund, var ganske anderledes, men hvor Guld-Spinderiet og Guldbue-Legen dog ogsaa tilsidst afløstes af en Skolastisk Jagt-Historie, hvori »Vorfrue« ei tager sig stort bedre ud, end Apollons Syster i Spidsen for alle Jagt-Hunde!

Dog, for ikke nu igien at brænde mig paa Middel-Alderens Historie, vil jeg lade det beroe med Vinket om de to Olympiske Jomfruer, hvoraf kun den Ene fik gjort sit Mester-Stykke, og vende mig til det store Spørgsmaal i vore Dage: om Konsten stiger eller falder?

Det var nu vist nok ikke blot En af vore Ulke, som, da de forleden Aar trak Thorvaldsen, udraabde, »Konsten stiger!« thi det har hos os alt længe været et Ordsprog, og er vel allevegne den almindelige Mening; men det er kun om meget faa Ting, jeg har den Lykke at dele hvad der for Øieblikket er den »almindelige Mening«, og mellem disse faa Ting er ikke Konstens Stigen, forsaavidt Talen her slet ikke er om de dagligdags Smaakonster, og ingenlunde blot om Haandens skiønne Konster, men især om Aandens og Hjertets store Konst at »forskiønne Livet«, og saaledes efterligne den mageløse Konstner, som skaber »levende Skiønhed«.

Denne Konst, at forskiønne Menneske-Livet, som allerede Grækerne gjorde et Kæmpeskridt til, og som i Ridder-Tiden havde sin glimrende Time, synes mig i vore Dage endnu vissere tabt end Glas-Maleriet; thi hvad vi kalder »Stats-Konst«, er saa langtfra det Maal, at Herrerne maaskee endog synes, det er et tomt Ord-Spil, naar jeg vil have den regnet til de »skiønne Konster«, og troe da vel, jeg drømmer, 698 naar jeg vil have den stillet i Spidsen for dem Alle. Det tænkde imidlertid Grækerne ikke, thi selv Pallas Athene var stolt af at kaldes Moder til det Atheniensiske Folkeliv, som man veed, var det smukkeste og smagfuldeste, Oldtiden kiendte, saa, hvis Grækerne havde det bedste Øie for Konsten, maa Menneske-Livets Forskiønnelse i det Borgerlige Selskab ogsaa, reent menneskelig talt, være Konstens Mester-Stykke paa Jorden. De gamle Grækers Bifald vilde imidlertid kun lidt hjelpe mig i Striden med alle Nutidens Stats-Mænd og Stats-Recensenter, som er af ganske andre Tanker, dersom jeg ikke tillige turde regne paa Damernes Bifald; men det tør jeg dristig; thi, som Lige søger Lige, saa har de Skiønne ogsaa i alle Retninger Skiønheden kiær, og Damerne er derfor kun ligegyldige for Stats-Sager, naar man derved ikke tager Skiønheden i Betragtning. Alle de Fyrster, som, paa deres Viis, stræbde at forskiønne Livet, og derved frembringe hvad man kaldte en »gylden Tid«, ligefra Keiser Augustus i Rom til Kong Ludvig den Fjortende i Paris, regnede derfor især paa Damernes Bistand, og regnede ikke feil, saa, hvis jeg var Konge, vilde jeg dristig giøre ligesaa, men naturligviis for Resten skye baade de Romerske og Franske Fodspor, som Verden har seet, førde til Fordærvelse. Nu derimod, da jeg saagodtsom slet ingen Ting er i Staten, og Digterne, saavelsom Damerne, efter den almindelige Mening, duer til slet ingen Ting i Staten, nu maa jeg især vogte mig for at komme ind i Noget, der kan kaldes »Politik«, og tør knap nok yttre det dog ligesaa uskyldige som fromme Ønske, at Fremtidens Stats-Mænd vilde lære af Grækerne, og af Damerne, kun at arbeide paa hvad der lader sig giøre, altsaa ikke paa at omskabe eller forbedre, men kun paa at berolige og forskiønne Livet! Det Første overgaaer nemlig, som Fornuften giver, al menneskelig Magt, Fornuft og Forstand, saa man giør derved kun Ondt værre, og giør, saavidt muligt, det Gode slet, medens Erfaring lærer, at det Sidste kan prægtig lykkes, og maa nu kunne lykkes i langt høiere Grad end hos Grækerne, da Folk nu er meget tammere, Lyset langt klarere, og Damerne, som i Aartusinder, med udmærket Held, har øvet sig paa at forskiønne Livet i det Enkelte, nu med største Fornøielse vil hjelpe til at krone Værket i det Hele.

Dog, ogsaa her maa Vinket være Nok, da der endnu ligger en Steen iveien for Menneske-Livets Forskiønnelse i alle Retninger, endogsaa forsaavidt mange smukke Digte, Malerier og 699 Billed-Støtter kan bidrage dertil, og den Steen er meget stor; thi Damerne maae vel have mærket, der er en Fordom, som, langtfra at aftage, synes daglig at voxe, som om den skulde opfylde Verden, og som, hvor den hersker, giør hartad ethvert Kæmpe-Skridt til ægte Skiønhed baade i Livet og i Døden umulig, den Fordom nemlig, at hvad der skal blive skiønt, maa først være i den allerstrængeste Orden. Derved gaaer nu nødvendig Friheden, gaaer som oftest Livet, baade Aandens og Hjertets Liv, og altid Livets bedste Kræfter i Løbet, og hvor Konstnerne er Skygger, kan man være sikker paa, at Skiønheden i det Høieste bliver Skin; thi intet Værk kan paa nogen mulig Maade blive større end Kraften, som frembringer det, og Aartusinders Erfaring lærer, at alle Menneske-Naturens ædle Kræfter kun trives i Frihed og henvisne i Trældom. Saa dybt er vi imidlertid sunket, at disse soleklare Sandheder synes os sværmerske Griller; thi skiøndt der i vore Dage er Folk nok, der raabe sig hæse paa »Frihed«, vil de dog sædvanlig ligesaa lidt vide af Friheden i det virkelige Liv, som de, der banlyse den fra deres Tanker, ogsaa her er det sædvanlig kun med Skygger man fægter, og med Skin man leger, medens Dyret vinder Alt hvad Mennesket taber, og Livet er altid virkeligt, saa naar det ei bliver virkelig smukt, da bliver det virkelig stygt. Saalænge vi derfor har Tvangs-Tro i vore Kirker, begynder med grammatikalske Regler og mathematiske Linier i vore Skoler, og stræbe først og fremmerst efter Snorlighed og Ensformighed i det Borgerlige Selskab, saa længe maae vi ligesaa lidt vente, at der skal udbrede sig virkelig Skiønhed over Livet, som at Folk skal af Hjertet glæde sig ved Livet, og have enten Sind eller Kraft til at afpræge det i virkeligt Storværk!

Imidlertid, hvor fortvivlet end Alt seer ud, har jeg dog nu, som altid, godt Haab om Norden, og da især om Nordens Danske Paradis, hvor de Konster, som knuse Hjertet eller fordærve det, aldrig kan trives i Længden, men hvor den, Konst at udvikle Menneske-Livet i hele dets Skiønhed altid kan regne paa den gamle Kiærlighed, der ruster ikke, og paa de skjulte men dog mageløs store Kræfter, hvormed denne Kiærlighed virker, og overvinder dog tilsidst alle mødende Hindringer !

Derfor vil jeg ogsaa slutte med et Spørgsmaal til Damerne der besvarer sig selv.

700

Jeg veed nemlig, De ønsker hver pæn lille Dame en pæn lille Fod, selv naar hun bliver stor, men vilde De derfor give hende Chinesiske Jernsko, eller finder Deikke, at Chineserinderne, selv med deres pæne smaa Fødder, er yderlig stygge? Og finder De det fremdeles ikke ganske rimeligt, at hele den Chinesiske Konst staaer i samme Forhold til levende Skiønhed, som de Chinesiske Dame-Skoe; men at derimod den Græske Konst, ret forstaaet og forklaret, vilde omtrent staae i samme Forhold til et skiønt Menneske-Liv, som de Græske Myther og de Danske Damer! Det troer i det mindste jeg, og er vis paa, at en levende og virkelig Fordanskning af den Græske Konst, hvorom Thorvaldsens Storværk alt længe var en glimrende Spaadom, vil frembringe en »gylden Tid« i Norden, hvis Mage ei Solen har beskinnet, siden Paradiset lukdes i Østen, og Hjertet allevegne, undtagen i Dannekvindens Bryst, lukkede sig for sine skiønneste Minder og sine sødeste Længsler!

701

XIX.
Sphinx og Balders-Baalet.

»Hvor er Nøglerne?« det er et Spørgmaal, som de unge Damers Bedste-Mødre neppe kiendte, for de havde sædvanlig Nøglerne enten i Lommen eller dog ved Haanden, men de unge Damer har dog vist tit baade hørt og spurgt: hvor er Nøglerne? og veed da, hvilket Paastyr det Spørgsmaal sommetider kan giøre i hele Huset; men nu troer jeg dog, den fortvivlede Tid er forbi, da Damerne slet ingen Lommer havde, og kunde altsaa hverken have Nøglerne eller Herrerne i Lommen, for jeg har lagt Mærke til, at naar den unge Frue endnu engang imellem kan spørge om den lille Hoved-Nøgel til Skuffen med alle de Andre, da finder den lille Frue ikke sjelden den lille Nøgel i sin egen lille Lomme, saa nu tør vi haabe, at Alting snart vil vende tilbage til sin naturlige Orden, som vi enstund har været rædsomt langt borte fra, baade i vore Huse og i det Hele, naar det gjaldt om Nøglerne tilde virkelige Giemmer, som der er enten Føde eller Klæde eller Sølv og Guld og andre gode Sager i. De lommeløse Damers fortvivlede Nøgle-Spørgsmaal var nemlig saa langtfra at staae ene, at meget mere hele det forhexede Øiebliks Verdens-Historie speilede sig deri; thi paa alle Raad-Stuer og Universiteter gienlød uafladelig det samme Raab efter Nøgler n e, og det var sædvanlig endnu mere fortvivlet, saa det ikke engang var Folks egne, men al Verdens og Vorherres Nøgler, man savnede, og vendte op og ned paa Alt, for at finde, hvor man dog burde vidst, de ikke var, fordi de umulig kunde være der. Saadanne Smaa-Speile til at see Tidens Aand og hele Verden i, dem har Damerne mange af, og har tillige et naturligt Mesterskab i at bruge dem, fordi de selv er et lyslevende Speil af den skiønne Menneske-Natur, med alle 702 dens Skrøbeligheder, som med alle dens Fortrin, saa, naar jeg siger, jeg vil forære Damerne det lille Nøgle-Speil til Nyaars-Gave, da er det kun en af de storagtige og ædelmodige Talemaader, som Herrerne har vant sig til at bruge og Damerne vant sig til at taale; thi egenlig skulde jeg sagt, at jeg var lykkelig nok til at være den Første, der gjorde Damerne opmærksomme baade paa det smukke lille Speil i deres Eie, som de havde overseet, og i det Hele paa deres egen klare Speil-Natur! Uegennyttig er jeg ogsaa ved denne Leilighed langtfra at være; thi ikke blot venter jeg ganske vist et mildt Blik og ved Leilighed et ømt Haandtryk for det af de unge Damer, men ønsker og haaber langt meer end det, ønsker og haaber, at naar Damerne kommer »ud over« Nøgle-Spørgsmaalet, og faaer Huset bragt nogenlunde i Orden, De da af al Magten, De bærer i Skrøbelighed, vil hjelpe mig at raade Bod paa den rædsomme Uorden, der hersker baade i de gamle og i de unge Herrers Tankegang, og følgelig i hele den store Verden, hvor man skiændes og slaaes om alle mulige »Nøgler«, istedenfor at bruge dem, man har Glemmer til, at passe godt paa dem, eller, hvad der i de fleste Tilfælde er det raadeligste, give Damerne dem i Forvaring, disse naturlige Kammer-Fruer, der bærer »Guld-Nøgler« anderledes smukt end nogen Kammer-Herre!

Naar jeg nemlig sidst ivrede lidt imod den alt for strænge Orden og tidlige Regelmæssighed, som man stræber mere at indskrue end indpode ikke blot i vore unge Konstnere og Vidskabsmænd, men i hele Ungdommen, da var det ingenlunde, fordi jeg elsker Uorden eller hader Regelmæssighed, som »onde Tunger og slette Penne« vil paastaae; men kun fordi jeg, ved i mange Aar at stirre stivt paa Damerne og Kæmperne, følgelig ogsaa paa Menneskeligheden baade i sine naturlige og sine historiske Forhold, har lært, at Alt hvad der skal ret blive enten smukt eller stort, og Menneske-Livet kan og skal jo være begge Dele, maa udvikle sig frit, og aldrig følge andre Regler end Natur-Lovene, aldrig ville tilegne sig s træng er e Orden eller mere Runding og Glathed end Friheden taaler. Saamegen Orden og Regelmæssighed forudsætter jeg imidlertid immer, med Grækerne og med Damerne, i den »dannede Verden«, jeg taler om, saa den grændseløse Uorden, der, ligesom i de Græske Myther, er hævet, Titanerne og de Hundred-Armede undertvungne, og Alt bragt saa vidt i Ligevægt, at de mange smaa, 703 uundgaaelige Tørninger og Sammenstød, Nykker og skarpe Kanter, sædvanlig udjævnes af sig selv, og er i det Hele taalelige, ja, for Frihedens og det store Øiemeds Skyld, efter Omstændighederne, ønskelige. Ogsaa jeg stræber da efter i Alting at finde den »gyldne Middelvei«, som jeg hos Damerne og især hos Dannekvinden og alle hendes ægte Døttre elsker og beundrer, en Middelvei, der netop er det Modsatte af den ligesaa naragtige, som kiedsommelige, man endnu sædvanlig vil afrette os til at vandre: ligefrem og tilbage ad et smalt Bræt, for bestandig at bevise, vi er »ædrue«, og for Resten slet ingen Ting giøre, som er værd at tale om. Til Exempel pleier jeg at anføre Maler-Konsten, hvori det synes mig soleklart, at jo stærkere, man fra Først aflægger an paa skarpe Omrids og lydesløs Tegning, desmindre bliver man, under ellers lige Omstændigheder, skikket til at male »Menneske-Ansigter« med levende Øine og talende Munde, uagtet det er sikkert nok, at i det »fuldkomne Maleri« hvor Skiønheds-Maalet var opnaaet, vilde Tegningen være aldeles regelret, uden i mindste Maade at skade eller svække det levende Udtryk. Da jeg imidlertid er aldeles fremmed for de udelukkende saakaldte skiønne Konster, vil jeg iaften heller laane Exemplet af den Konst, der dog har ikke saa lidt med Skiønheden at giøre, og som jeg selv, giennem en heel Menneske-Alder, har fusket paa, den saakaldte »Digte-Konst« nemlig, hvis Historie klarlig viser, at jo meer man lige fra Begyndelsen stræbde efter Regelmæssighed, Runding, Klang og Klarhed, eller hvad man kalder en »fuldendt Form« dessnarere gik man Glip baade ad »Aanden og Livet«, der dog unægtelig er baade Hjerte- og Hoved-Sagen i det skiønne Levnets-Løb, og det er i denne, som i enhver Henseende, høist lærerigt at sammenligne den Old-Græske med den Old-Nordiske Poesi og Digte-Konst; men det vilde her føre for vidt, og jeg vil derfor bryde overtvært med at fortælle Damerne, al jeg har et Par smaa rustne Nøgler, som jeg iaften vilde forære de unge Herrer; thi Damerne giver jeg aldrig Nøgler, men raader dem blot at passe godt paa dem, de har, og, er de blevet borte, da først lede i deres egen lille Lomme, og, findes de ikke der, da lede, hvor De selv har forlagt dem, og hvor Ingen uden De selv veed Beskeed. Jeg fortæller imidlertid Damerne det, fordi jeg veed, at de unge Herrer passer aldrig paa deres Nøgler, saa, skal det nytte at forære dem Nogen, maa det være for Damernes Øine, som paa Timen tager Mærke paa dem, og 704 kan tit i Mørke finde til de unge Herrer, hvad de selv med femten Lys forgæves leder om.

Den Ene af disse Nøgler skal kunne aabne Fruer-Buret, hvor Pallas Athene sad og vævede de Olympiske Hierne-Spind, vi nu har fæstet Øie paa, og den Anden skal passe til den laasede Valhals-Dør i Nord, som, efter Edda, er lidt vanskelig at aabne, men fører op til Odins berømte Udkik eller Lydskjalv, hvor man baade seer og hører, hvordan det gaaer til i hele Verden og i hele Tidens Løb. Om nu de unge Herrer vil tage til Takke med de gamle, intet mindre end glimrende Nøgler, det er vist nok et eget Spørgsmaal, men det faaer komme an paa en Prøve, som der Intet er at tabe ved, da de kun i Efter-Slægtens Haand kan virkelig giøre Nytte, og jeg immer tidsnok, hvis Ungdommen forsmaaer Nøglerne, kan forære dem til det Antiqvariske Museum, at glemmes mellem alle de andre opgravede Sjeldenheder, Opgravede kan jeg vel ikke egenlig kalde disse Nøgler til Grækenlands og Nordens mythiske Paladser, thi hvad de dovne Digtere finder, maa altid langt mere tilskrives et Lykke-Træf end Flid og Slid; men man regner jo dog ogsaa det Hittegods til Dannefæ, som har skudt sig selv op af Jorden og findes kun derefter paa Overfladen, og saaledes er det virkelig gaaet med begge de Smaa-Nøgler, jeg nu har i Haanden; thi den Ene fandt jeg i Grækenland, paa Phikion eller Sminke-Bjerget, tæt ved Gruset af det gamle Theben, og den anden paa Strand-Veien ude ved Skovs-Hoved og Hvid-Ore, hvor jeg formoder Balders-Baalet har brændt og Balder-Skibet, Ring-Horn, er stukket i Søen, ligesom Skjolds, til at forsvinde med Odins-Ringen og alle Breida-Bliks eller Straale-Borgens Klenodier.

Hvad nu først den Græske Nøgel angaaer, da har sikkert alle Damerne, end sige Herrerne, hørt tale om Sphinxen, det underlige Dyr, med Kvinde-Aasyn, Løve-Fødder, Bryst og Hale, og med Fugle-Vinger, som havde lært en mørk Tale af Muserne, hvormed den pinde alle de Veifarende, og tog uden Barmhjertighed Livet af alle dem, der ei kunde løse Gaaden, indtil den, for Resten mageløs ulykkelige, Thebanske Kongesøn Ødipos løste Gaaden og ødelagde Vanskabningen.

Hvad derimod meget mulig hverken Damer eller Herrer har hørt, er Gaaden selv og dens Opløsning; thi Damerne 705 har nok mærket, at Alt hvad de Lærde nedlader sig til at aabenbare om saadanne Ting, er, ligesom Sphinxens mørke Tale, langt mere skikket til at pine Folk ihjel, end til enten at oplive eller oplyse dem. Sphinxen spurgde nemlig Enhver, hvad det var for et Dyr, der altid havde eens Røst, men var dog først firbenet, saa tobenet og omsider trebenet, og Ødip løste Gaaden med Ordet »Menneske«, hvorpaa Sphinxen i Fortvivlelse styrtede sig selv ned i Afgrunden og omkom.

Her maa jeg nu strax giøre Damerne opmærksomme paa, at de Mythiske Paladser har ogsaa deres Borge-Stuer, og at det kun er igiennem den Græske Borge-Stue baade Mythen om Sphinx og mange af de Andre er kommet til os, saa vi maae hverken lade os forarge eller forvilde af den flaue Spas, eller Borgestu-Vittighed, at Menneskets Underlighed især skulde bestaae deri, at Barnet maa krybe paa alle Fire, Manden gaaer paa To og Oldingen maa tage, om ikke Næsen, saa dog Kieppen til det tredie Been, men vi maae holde os til Kiernen, som aabenbar ikke er skabt i Borge-Stuen, men har under Soel og Regn udviklet sig paa Parnasset, hos Muserne, hvor Apollos Kiør græssede; thi det er jo Kiernen, at den store Gaade, hvormed Selv-Klogskaben eller den speculative Philosophi piner os, og hvis Løsning giælder »Liv og Død«, den fandt Grækerne løst i Menneske-Begrebet, og stræbde derfor at menneskeliggiøre baade Guderne og hele den umælende Natur, hvorved der vel ikke lykkedes dem mere end at væve og udbrede det guldblommede Slør over hele Tilværelsen, som vi, med al vor Beundring, maae kalde et Blændværk, men hvorved dog hele Menneske-Naturen afsløredes for Aandens Øie, og afmaledes lyslevende med de lifligste Farver, saa Ordet »Menneske« i hele sin høie og dybe Bemærkelse blev virkelig Guld-Nøgelen til hele den Græske Anskuelse af Liv og Død, af Himmel og Jord og af Skygge-Riget mellem Begge.

I Norden derimod, hvor intet fremspringende Øie spillede paa Naturens skiønne Overflade, eller kunde fyldestgiøres selv af det klareste, mest blændende Skin, men hvor det dybtliggende Øie stirrede stivt paa det travle og daadfulde, men altid farefulde og stakkede Menneske-Liv, der blev dette Liv ikke Gaadens Løsning, men Gaaden selv, den mørke Tale, som kun Udødelighed kunde forklare, og derfor høre vi i Vafthrudners-Maal, at Nordens høieste Gaade var Spørgsmaalet om, hvad Odin hviskede til Balder, da 706 han laae paa Baalet? Dette Spørgsmaal af Odins egen Mund brød nemlig Vafthrudner, den Klogeste af alle Jetter, forgæves sit Hoved med, til Hjernen sprængdes, og det var intet Under; thi hvad Odin kunde hviske til den Døde, saa han virkelig hørde det, det var, som Jetten bemærkede, ganske rigtig en Hemmelighed imellem Bark og Træ, mellem Sjæl og Aand i Asgaard, som ingen Jette-Kløgt forslog til at udgrunde. Saasnart man imidlertid hører Svaret, som Nordens Aand fra Arildstid har lagt os paa Tungen, og som endnu findes i Folke-Munde, med det gamle Ordsprog: »hvor Ingen falder, staaer heller Ingen op«, da føler man strax, hvori Hemmeligheden stikker; thi det er aabenbar i Troen paa »det Dødes Opstandelse«, forevarslet ved Odins-Ringen, som brændes med Balder, men vender tilbage med Hermod fra de Dødes Rige, og voxer saa hver niende Nat, med otte Ringe, til den mageløse Guld-Kiæde, som rækker fra Tidens Fødsel til den store Gienfødelse og Fornyelse paa hin Side Ragnarok.

Ragnaroks-Mythen er derfor ogsaa aabenbar Hoved-Sagen i Vøluspa, vort ældste og, i sit Slags, mageløse Mythe-Kvad, som jeg derfor maa stræbe at klare for Dem, i samme Grad, som det har klaret sig for mig, hvad vi altid maa nøies med, da Intet er urimeligere end at ville en soleklar Umulighed, og en Saadan er det, trods alle den Tydske Philosophies skarpsindige Indvendinger, at ville forklare Andre hvad der er mørkt eller dog saare dunkelt for os selv!

Først maa jeg nu henlede Damernes Opmærksomhed paa Tegnene eller Varslerne for Ragnarok eller »Gudernes Tus-Mørke«,den mørke Dal, der maa giennemvandres til det evige Lys, og mellem disse Varsler kræver især Eet vor hele Opmærksomhed; thi naar vi høre, at ikke blot Fenris-Ulvens men alle Baand briste, ogsaa »Blodets Baand« mellem Sydskende, Forældre og Børn, da føle vi godt, at Opløsningen af Alt, hvad Menneske-Aanden har beundret og Menneske-Hjertet elsket, er nær for Haanden; thi i dette hemmelige Baand var det jo, vore Kæmpe-Fædre bar baade Valhall og hele deres Anskuelse af det historiske Menneske-Liv, som en seierrig Kamp, fra Slægt til Slægt, for Udødelighed og evigt Liv, saa, naar dette Baand brast, maatte Himlen falde ned og Fuglene med.

Dette er, desværre, kun blevet os alt for klart; thi i forrige Aarhundrede, som satte sin Ære i, saavidt muligt, at løsrive 707 sig fra hele Fortiden, da var »Blodets Baand« aabenbar allevegne, selv i Norden, bristefærdigt, og brast det virkelig, da kan Ingen af os tvivle om, at der jo i hele Hjertens Verden blev en Fimbul-Vinter, som aldrig meer afløstes af nogen Vaar, og giorde da en sørgelig Ende paa Menneske-Livet fra Slægt til Slægt. Brast nemlig Hjerte-Baandet mellem os og Fortiden, da brast det ogsaa mellem os og Fremtiden, saa Minde og Haab døde i hinandens Favn; thi naar en Slægt, som løsriver sig fra Fædrene og foragter dem, indbilder sig, at dens Børn ligefuldt skal ære og elske sine Forældre, da er det endnu større Daarskab end Napoleons, som tænkde, han kunde krænke og spotte al Arve-Ret til den Franske Throne, og dog giøre den til et Arve-Gods for sin kiødelige Søn, Barne-Kongen af Rom!

Men er nu først Hjertets Verden blevet »tom og øde«, da er Aandens Verden aabenbar ogsaa sin Undergang nær, saa naar Folkvang synker i Gruus, da raver Valhall og styrter en af Dagene, det saae vi ogsaa klarlig i forrige Aarhundrede, da Folke-Livet daglig meer uddøde, saa selv Kæmpe-Visen, som dets sidste Suk, hendøde paa Læberne; thi hvad man da endnu kaldte »Aand« var for det meste det Helvedes Gienfærd fra Roms Pontinske Moser, og, naar det var bedst, dog kun Gienfærd med Skygge-Liv og Skygge-Værk i Næde-Skinnet af den blege Maane. Naar nemlig Hjertet er koldt for sine Nærmeste, da er det naturligviis iiskoldt for det »grønne Gudhjem« langt borte, og for Gynge-Broen, som forbinder denne Verden med den Anden, altsaa hele »Billed-Sproget«, som Jetterne da stræbe at bemægtige sig og fordreie, saa de dumdristig paastaae, at Vind betyder ingenlunde Aand, Ild betyder ikke Kiærlighed, eller Vandet Forstanden, men omvendt, betyder Aanden kun Vind, Kiærligheden Ild og Forstanden Vand, vist nok en Dumdristighed, der aldrig kan lykkes, da »Billed-Sproget« derved brister, som, i Ragnaroks-Mythen, Bifrost-Broen under Muspels Sønner, men derved er dog, een Gang for Alle, det naturlige Samkvem mellem Aandens og Haandens Verden afskaaret, og Menneske-Livet tilligemed denne Forbindelse berøvet hele sit høiere Præg og sin himmelske Næring, saa en fortvivlet Døds-Kamp er dets eneste mulige Bedrift.

Denne i alle Maader Heltemæssige Døds-Kamp er det nu, som danner den store Midte i Ragnaroks-Mythen, hvor vi see Odin, Thor, Tyr, Frey og Heimdal, paa Vigrids-Sletten 708 eller Stor-Dødens Valplads, i fortvivlede Tvekampe med Fenris-Ulven, Midgaards-Ormen, Helved-Hunden, Surtur og Loke, medens de utallige Hære, paa den ene Side af Ænherier og paa den Anden af Jetter og Trolde, i Bund og Grund ødelægge hverandre.

Har vi nu Øie for Uhyrerne, som dumdristig kæmpe med Guderne og vinder den eneste Seier, der kan times dem, i fælles Undergang, da see vi let, det er den umættelige Begiærlighed, Falskhed en, Skamløsheden, Misundelsen og den stolte Selv-Klogskab, der paa Liv og Død brydes med den verdenshistoriske Livs-Anskuelse, den tilsvarende Daadfuldhed, Æres-Følelsen, Gavmildheden og den ægte Vidskab, og da kiender vi kun alt for godt de Uhyrer, som altid har truet Aandens og Hjertets Verden med Undergang, og har nuomstunder opnaaet saa frygtelig en Vext, at vi ingenlunde fristes til at bebreide de gamle Kæmpe-Skjalde, at Farverne, hvormed de skildrede den store Døds-Kamp, var for mørke! Snarere fristes vi vel til at nedsynke i Mismod, ved den sørgelige Tanke, at Aandens og Hjertets Verden netop i Heimdals-Tiden, naar Lyset fra alle Sider kaster Glands paa dem, og Klang-Hornet i de dybeste og klareste Toner udbreder deres Priis over Øiets og Haandens Verden, netop da skal kiendelig nærme sig deres Undergang; men netop af denne Sorg, ligesom af Asa-Graaden ved Balders-Baalet, kan og skal Haabet opstige, det Nordiske Kæmpe-Haab om Fornyelsen, hvorved det guldtakte Gimle afløser og langt meer end erstatter det skjoldtakteValhall, mens den gienfødte Jord blomstrer endnu langt yndigere end den Nyskabte, og den opstandne Balder straaler endnu langt klarere end den Nyfødte; thi dybt kan og skal det Nordiske, især det Danske Hjerte føle, at en ubodelig Undergang af det Høieste, det Dybeste og det Deiligste vilde ikke blot være alt for sørgelig, men maa være umulig, maa i Grunden være Blændværk og Øine-Forblindelse, skiøndt den paa Over-Fladen er baade øiensynlig og haandgribelig. Og er nu end Kæmpe-Kraften og Livs-Følelsen, hvormed vore Olde-Fædre og Olde-Mødre trodsede Død og Undergang, kiendelig svækkede, saa straaler paa den anden Side ogsaa Lyset nu med tusindfold Klarhed over den tilbagelagte Kæmpe-Bane, og viser os, hvor glimrende Odins Guld-Kiæde, udsprunget af Ringen, som gik uskadt giennem Ilden, slynger sig om alle Slægter, fra de Første til de Sidste, 709 fra Balders Fødsel til hans Opstandelse fra de Døde! Ja, har vi kun aabne Øine for Menneske-Livet og Dets Løb giennem Tiderne, da aabner Verdens-Historien os nu et Over-Blik, som klarlig viser, at Menneske-Aanden har fra Slægt til Slægt aabenbaret en seierrig Kraft i Døds-Kampen, og Menneske-Hjertet følt en fyldestgiørende Trøst over Døds-Lidelsen, der ene lade sig forklare af et »evigt Menneske-Liv« og Giennemførelsen dertil ved et Guddommeligt Forsyn, som den kæmpende Aand og det længselsfulde Hjerte kan trygt forlade sig paa! Kun den verdenshistoriske Vankundighed, der vel i Norden er aldeles unaturlig, men tog dog, i den u Dødbider-Tid, ogsaa i Norden frygtelig Overhaand, kun u er det, der saa sørgelig formørker vore Udsigter, at vore gamle Kæmpe-Fædres ved Siden ad dem synes slraalende; thi det er, forholdsviis, kun ubetydeligt, hvad Enkelt-Manden, selv den største og ædleste Kæmpe, med det frieste Spillerum, af sin egen stakkede Erfaring kan lære om Aandens Kraft og Hjertets Trøst, og med os maatte det blive den sorte Armod, da vi vilde lære Alt af os selv, vi, som følde os svage, viste os endnu svagere, og fandt desuden Tilværelsen saa indknebet og afstænget, at selv den Smule Kraft i Aanden, vi havde, fik neppe Lov til at yttre, end sige til at røre sig frit, saa vi af Livets Virkninger kunde oplyses om Dets Kræfter, og i de ædle Bestræbelsers endelige Udfald skimte Forsynets Haand, der styrer Kampen for det Høie og Dybe i et seierrigt Løb til et værdigt, til et glandsfuldt Maal! Kan vi derimod see ud over de Aartusinder, som ligge bag os, og see den for alle ædle Slægter fælles Kæmpe-Aands Helte-Bane giennem Tiderne, og see, hvilke Bjerge, der maatte flyttes, hvilke Have, der maatte aabne sig, hvilken utallig Skare af »ædle Sjæle«, der maatte kæmpe og bløde og overvinde sig selv, for at Fædrenes Aand kunde forplantes til os, og paa den anden Side, hvor utallige ømme Hjerter, der maatte lide, briste og trøste sig, og hvilke, som det syndes, bundløse Taare-Strømme der maatte udtørres, for at Menneske-Øiet endnu kan smile mellem Grav-Høiene, see vi det, da bliver Aande-Livets Almagt og Udødelighed den klareste af alle vore Tanker, ligesom af vore Fædres, og det saameget mere, som vi let opdage, at de Folkefærd paa Jorden, der kæmpede for Aandens og Hjertets Verden, var kun som en Haandfuld mod de utallige Skarer af Jetter og Trolde og misundelige Dværge, der baade med List og Vold stræbde til sidste Spor at udslette det høiere, det 710 aandfulde og hjertelige Menneske-Liv af Jorden. Ja, mine Herrer! naar vi i Nordens Myther see de tolv Aser staae ene mod en heel u kun med den hemmelige Trøst, som Askens Norner med Urda-Vældet lod udstrømme, og som selv Balders-Baalet ei kunde udslukke, da udtrykker ogsaa dette en verdenshistorisk Sandhed; thi naar vi besinde os derpaa, da veed vi jo Alle, at u og Nordboer er de tre Smaa-Folk, der, paa Aandens og Hjertets Side, maatte holde en heel Verden Stangen, saa, historisk talt, er det de tre Børs-Sønner, som baade har bygget Asgaard af Ymers Øienbryn og forsvaret den til nu, mod alle Jetter, vistnok ikke uden kiendelig Hjelp fra det Høie, i Christendommens store Vidunder, men just derfor des vissere til en klar Aabenbaring af Aandens Almagt og Menneske-Hjertets Udødelighed!

Ebræeren vandrer nu iblandt os, som en Odin, der har mistet begge sine Øine, som en blind Fortid, aandelig død og magtesløs, og Grækeren, den altid haltende Loder, staaer for os, som en længe fængslet Loke, der vel har sprængt sine Baand, men veed ei at bruge sin Frihed, ja, som et fortvivlet Øieblik, der, med sin Skiønhed har mistet sit Liv; saa Nordboen maa reise sig som en u til at arve begge sine Brødre, som en oplyst Fremtid, der veed at klare og tilegne sig al Fortidens Herlighed, det maa han, om der endnu længer skal føres et ægte Kæmpeliv paa Jorden og vindes flere Seire for Aanden og Hjertet herneden, men De veed, det haaber jeg ogsaa vil skee, haaber det, til Trods for alle Spotte-Fugle, fordi jeg i Verdens-Historien har seet, hvad Nordens Kæmpe-Aand formaaer, og føler i mit Bryst, at Nordens Kæmpe-Æt er til endnu!

711

XX.
Det Argonautiske, Thebanske og Trojanske Tog.

»At brænde inde med Noget«, er, som vist baade Damer og Herrer veed, en meget god Dansk Talemaade, men en meget slem Ting, som bliver dobbelt ubehagelig, naar man hører det anmærket i saa varmt et Sprog, som vort Modersmaal er, og udtrykker derfor med gloende Ild det Uheld at komme bagefter med Noget, som, brugt i rette Tid, kunde gjort ypperlig Virkning; ja, at man brænder inde, altsaa indebrænder medMet, er saa forskrækkelig varmt, eller rettere saa gloende hedt et Udtryk, at det vist maa være kommet af en Kiærlighed s-Erklæring, der sad fast i Halsen til det gunstige Øieblik var forbi, et Uheld, der vel nuomstunder er sjeldnere, end at buse ud med den meget for tidlig, men kan dog hændes endnu, og har vist fordum truffet mangen ærlig Ungersvend og Enkemand hos os, da alle Dannemænd af Naturen er lidt langtrukne og stoler vel meget paa, at »kommer vi ikke idag, saa kommer vi imorgen.«

Nu har jeg vel ikke hørt Nogen tale høit om, at jeg brændte udentvivl inde med de Oldsagn, baade Græske og Nordiske, som jeg jo dog havde lovet paa en eller anden Maade at . tage sammen med Mytherne, og som virkelig bør knyttes eller kiædes til Mytherne ved den ene Ende, da etFolks Oldsagn, om Heltene og deres Bedrifter, virkelig danner en Slags flydende Forbindelse, er som en Flyde-Bro mellem Mythologien eller Arilds-Poesien og Folke-Historien. Jeg har, som sagt, ikke endnu hørt Nogen tale høit om, at jeg brændte nok inde med hvad jeg skulde fortælle om denne Flyde-Bro, eller om Folkenes æven tyrlige Helte og samlede Storværker i den sværmende Ungdoms-Alder; men man kan ogsaa høre hvad der hviskes i Krogene, og det er i saa Henseende baade 712 godt og ondt hvad Grækerne kaldte »at komme i med de Ni«, og hvad vore gamle Skjalde kaldte at være godevenner med Odin, saa man fik Lov til at tage sig en Slurk af Bollen Odrærer eller Vækop, altsaa paa nogenlunde Dansk at være Digter, følgelig baade lysøiet og lydhør; thi det er jo godt nok at kunne see lutter Guder og Gudinder i Olympiske Lege, hvor Andre kun seer tamme Dyr, Hanner og Hunner, gaae paa Græs og tygge Drøv, til de vilde Dyr kommer og æder dem op, og det er en stor Fornøielse at høre med det ene Øre alle Muser synge, tæt neden for Olympens Top, og høre med det Andet Brage slaae Harpen i Valhall, hvor de fleste Herrer kun hører Pennen skratte paa Papiret, og hører Vognene rumle udenfor, især med Jernstænger, og hører til Syvende og Sidst Graver-Karlene klappe efter med Skovlen; det er Altsammen godt nok, meget godt at være lysøiet og lydhør, men De kan dog troe, det er sommetider slemt nok at see paa Vrimmelen af alle mulige Slags Folk, vel kun i et Speil, som det, Pallas laande Perseus, men hvori dog Alt er saa livagtigt, at man ordenlig kan ryste baade for Medusa-Hovedet og for Trolde-Grinet og for Jette-Næverne, og det er ikke et Haar bedre at lytte efter alt hvad Folk hvisker i Krogene eller dog formodenlig kan og vil sige, skiøndt det kun lyder i et forunderligt Dværgemaal, ligesom inde i En selv, men tit med de mest træffende, ja, bidende Udtryk, og saaledes maatte jeg igaar see Troldene smidske og høre Dværgene ymte om, at jeg brændte nok inde med alle de Græske og Nordiske Oldsagn, der dog paa den ene Side skulde vise os, hvor levende deres Guder og Gudinder har staaet eller svævet for dem, og paa den anden Side hvad de selv især ønskede at udrette i denne Verden, og maae i deres dristige Ungdom og kraftfulde Manddom da ogsaa nødvendig, saa vidt muligt, med Flid have prøvet paa.

Sagen er jo den, at jeg maa nu snart tænke paa at holde op, mens Legen er bedst, naar ikke baade De og jeg skal trættes, og Oldsagnene har jeg dog hidtil kun i Forbigaaende berørt, saa, skal jeg ikke reent brænde inde med dem, da maa jeg nu aabenbar skynde mig at bruge dem, og derfor sad jeg og brød mit Hoved med at holde, saa at sige, en ordenlig Mønstring over dem og lade dem trække op med flyvende Faner og klingende Spil, og blot fortælle, hvad alle Regimenterne hedd, eller dog hvad Nummer Batallionerne havde, og pege paa Mærkes-Mændene eller dem, der gik 713 i Spidsen, med Navns Nævnelse, og med et lille Nik for et Buk eller Haanden til Hatten; men just som jeg var ifærd med det Mester-Stykke, hørde jeg Noget hviske eller mumle imellem Tænderne: ja, det var Ret, »træk dem kun paa en Traad til en anden Gang!« Damerne, som, jeg veed, holder altid reen Mund, maae nemlig vide, at i min Opvext var jeg meget opsat paa Kortenspil, men da jeg, til min store Lykke, altid havde Ulykken med mig i den Begivenhed, maatte jeg saa tit, til min store Græmmelse, høre det Lystige: træk dem paa en Traad til en anden Gang, at Meer behøvedes der nu ikke, for at faae hele Mønstringen til at gaae overstyr, da jeg ikke kunde nægte, at Udtrykket var lige saa træffende, som det var bidende, og Mønstringen en Narre-Streg, jeg vilde lee høit ad hos enhver Anden end mig selv.

Nei, tænkde jeg, saa heller springe lukt over Alt hvad du ikke kan faae ordenlig brugt, end misbruge det Altsammen til en tom Parade, som igrunden ingen Ting er og ingen Ting giør, og naar man griber Hold i det Største, man kan magte, og det Smukkeste, man kan øine, da faaer man dog immer Noget, og hvad der hænger ordenlig sammen, det følges vel ogsaa ad uden alle chinesiske Traade.

Skulde jeg nu gribe Hold i en Enkelt af de Græske Helte, da maatte det jo blive Herakles, som steg til Olympen og vandt med Udødeligheden den yndige Hebe, Smagens Græske Dronning; thi han naaede unægtelig i Tankerne det Græske Helte-Livs høieste Maal; men han er mig alt for uhyre stor og stærk; thi den blotte Opregnelse af hans tolv »Arbeider« er jo overflødig, og at giennemgaae dem, Stykke for Stykke, vilde selv være et »Herkulisk Arbeide« og til al Uheld, det »Trettende«, saa det vil jeg saameget mindre forløfte mig paa, som allerede Herodot, der i Perser-Rigets Dage reiste Verden rundt for at spore Herakles, fandt ham meget mere Ægyptisk og Phønicisk end Græsk. Det klareste Tegn paa Herakles-Sagnets oprindelige Ugræskhed er imidlertid, at man ei engang ved Haarene har kunnet faae Herakles trukket ind i Nogen af de tre store Helte-Bedrifter, som aabenbar var Græker-Folkets Stolthed, Argonauter-Toget nemlig, Thebaner-Kiven og den Trojanske Krig, skiøndt han spøger midt imellem dem, og skiøndt ellers ingen Oldsagn kan tage sig det lettere med Tids-Regningen end de Græske. Da det desuden maa være os langt vigtigere at betragte hele Græker-Folkets end en enkelt 714 Kæmpes Anskuelse af Helte-Livet, saa maatte det under alle Omstændigheder blive hine tre Bedrifter, hvori hele Grækenland tog Deel, vi maatte skiænke fortrinlig Opmærksomhed, og derved maa jeg da bede Dem dvæle med mig iaften.

Hvad nu først Argonauter-Toget angaaer, da ymter vel allerede Hesiodos om Medeas Bortførelse af Jason, men hverken nævner han dog det »gyldne Skind«, ikke heller har vi nogen anden gyldig Hjemmel for, hvordan Sagnet derom lød i sin oprindelige Skikkelse. Som vi forefinde Sagnet, lyder det imidlertid paa, at Æoliden, Kong Athamas i Bøotien, havde en Søn, ved Navn Phrixos eller Gyseren, som han, efter et falsk Orakel-Svar, under en stor Misvext, vilde offret til Zeus, men at Phrixos dog blev vidunderlig frelst af sin afdøde Moder, Fru Nephele eller Sky, som havde faaet en guldlokket Væder af Hermes, og gav nu Phrixos den til Ride-Hest, saa han undslap over Havet til Kolchis eller Georgien, hvor nu Russerne raader. Her blev Phrixos meget giæstmildt modtaget af Kong Æetes eller Ørn, Søn af Solen, offrede Zeus sin Væder, og skiænkede Kong Ørn det »gyldne Skind«, der til Stads blev ophængt i Ares-Lunden, og bevogtedes der af en farlig Drage.

Dette »Gyldenskind« var det nu, en anden Æolide, Jason fra Jolkos i Thessalien, skulde hente, og hertil blev Orlogs-Skibet Argo eller Løberen bygt, ved Hjelp af Pallas Athene, som, blandt Andet, gjorde Skibet »talende« ved at skiænke til Forstavnen en Splint af Orakel-Bøgen i Dodone. Rundtom fra Grækenland flokkedes nu Heltene for at giøre Jason Selskab, og her finder vi da, med Theseus, Kastor og Pollux og den store Sanger Orpheus, ogsaa Herakles nævnet, men aabenbar kun til Stads, da han faaer andet Ærinde underveis og tager slet ingen Deel i Bedriften, ja, Somme sagde endog, han blev hjemme i Thessalien, fordi Skibet kunde ikke bære ham.

Nu at fortælle Seiladsen baade frem og tilbage fra Kolchis, oppe ved det »Sorte Hav«, det vilde blive alt for vidtløftigt, især da baade de senere Digtere og de ubarmhjertige Grammatikere i Alexandrien har ladet Argonauterne flakke ynkelig om, ikke blot til Vands, men ogsaa til Lands, med Skibet »paa Hovedet«, og jeg vil da kun i den Henseende bemærke, at de, paa Hjemreisen eller Flugten med Gyldenskindet, endog skal være kommet lige herop til »Rav-Øen« og Floden »Eri-Danos

715

Derimod vil jeg søge at vise Dem, hvad de Græske Skjalde maae have meent med Argonauter-Sagnet, og naar man blot veed, at Græker-Folkets ældste i Historien kiendelige Bedrift er Anlæggelsen af Plante-Stæder paa Lille-Asiens eller Natoliens Kyst, lige op til det »Sorte Hav«, da kan man, med Øie for Billed-Sproget, ei let tage Feil ad Meningen. Den guldlokkede Væder bliver nemlig »Hav-Hesten« hvorpaa Grækerne satte sig op at ride, engang, da Agerdyrkningen slog feil, og Man i Kong Athamas, som i Kong Snies Tid, i Grækenland som i Danmark, fandt, det var menneskeligere at jage de forsultne Kroppe ud paa Æventyr end at slaae dem ihjel. Da nu Farten lykkedes og Handelen paa det Sorte Hav begyndte at blomstre, da var det, Argonauterne greb det gunstige Øieblik til at slippe giennem Snevringen, og, ved Plante-Stæders Anlæggelse paa Kysten faae Handelen i deres Magt, faae det »Gyldenskind« i Vold, som det altid er Kiøbmænds Lyst at klippe; men at »Skibet Argo« fik »Tale-Gave« af Pallas Athene, det betyder, hvad Historien ogsaa stadfæster, at de udvandrende Græker glemde ingenlunde »Munden« hjemme, men tog deres Tungemaal, Sang og Gudsdyrkelse med sig.

De veed for Resten nok, at »Gyldenskindet« har i den senere Tid faaet Navnkundighed paa Ny, som en Spansk-Østerrigsk Ridder-Orden, men De veed maaskee ikke eller kan dog let have glemt, at det var den ægte Hollænder, Philip af Burgund, som stiftede den Ridder-Orden i Midten af det Femtende Aarhundrede, da »Guldet« i alle Maader kom til Ære og afløste efterhaanden den gamle Adel. Hermed vil jeg nu ingenlunde nægte, at Argonauter-Toget, i Grækernes Øine, ligesaa vel var en Æres- som en Vindings Sag; thi det var jo endnu i det Femtende Aarhundrede baade Portugisernes og Spaniernes »lange Reiser« til Ostindien og Amerika; men jeg vil kun bemærke, at Grækerne, med »Gyldenskindet« selv har røbet os, at deres Ærekiærhed og Dristighed ligefra Begyndelsen havde en Snert af den Vinde-Syge, som i deres Manddoms-Alder tog frygtelig Overhaand, og gjorde Alexander-Toget, som Grækernes verdenshistoriske Bedrift, til en meget tvetydig Æres-Sag og til en meget dyrekiøbt Vinding for Menneske-Slægten, da det, længe før Tiden, udtømde Græker-Folkets Kræfter.

Dog, hvad Argonauter-Toget kun lod dunkelt formode, det røbede den Thebanske Broder-Kiv kun alt for klart; 716 thi her spiller Herske-Sygen saa frygtelig Mester, at det Folk, der talte den Kiv mellem sine store Helte-Gierninger, kunde umulig undgaae en hastig og brad Død, men maatte i Tidens Løb lægge voldsom Haand paa sig selv.

Theben i Bøotien, eller det Græske Ko-Land, ligesom Danmark er det Nordiske, giælder jo vel for en Phønicisk Plante-Stad, og vist ei uden Føie, da vi blandt Andet see, at den Tyriske Melkart gienfødtes her til den »Græske Herakles;« mellem Brylluppet mellem den Phøniciske Stifter, Kadmos eller Østerlænderen, og Harmonia, Datter af Ares og Aphrodite, er dog saa Olympisk, at vi deraf see, det var alt i Ungdommen, Grækerne stræbde at tilegne sig den Tyriske Livs-Anskuelse, hvorefter Magt og Vinding, med en god Bachantisk Ruus, var de saligste Guder. Ligesom nemlig Bachos er en Dattersøn af Kadmos, saaledes nedstammer da ogsaa fra ham den tidlig kloge, men grændseløs ulykkelige Ødip, der løste Sphinxens Gaade, men var blind for sin Egen, og blev i et unaturligt Ægteskab Fader til de rædsom unaturlige Brødre, Eteokles og Polynik, eller Brydsk og Trættekiær, som alle samtidige Græske Helte hjalp til at føre en blodig Krig om Herredømmet, der kun endtes med fælles Undergang.

Uden nemlig at ville afgiøre, hvad for os er uafgiørligt, hvormeget eller hvorlidt reent Historisk, der ligger til Grund for dette Thebanske Oldsagn, hvis Dragt er aldeles poetisk, saa er det dog soleklart, at Græker-Aanden deri selv har spaaet, hvad Historien vidner, der kom ud af den »falske Harmoni« mellem Ares og Aphrodite; thi vi veed jo Alle, at neppe var Helte-Gierningen i en snever Vending, ved Thermopylæ og Salamis, vel bestilt, før den saakaldte »Peloponnesiske Krig« mellem Sparta og Athenen, hvori hele Grækenland tog virksom Deel, blev, ved fælles Undergang, en sand og sørgelig Forklaring af Broder-Kiven mellem Brydsk og Trættekiær, saa Borger-Krigen mellem Sparta og Athenen gjorde Eteokles og Polynik til alt for haandgribelig verdenshistoriske Personer. Naar vi desuden veed, at under denne sørgelige Broder-Kiv stod Sparta i Spidsen for Adels-Partiet eller Aristokratiet og Athenen for Almue-Partiet, eller Demokratiet i hele Grækenland, da see vi, det er igrunden den samme Kiv, der nu truer med at opløse vore »Borgerlige Selskaber«, saa Eteokles og Polynik maae vel svæve for os, som advarende Exempler paa, 717 hvad der kommer ud af at forgude Selv-Klogskaben, at ville, uden Hensyn paa Følgerne for Næsten, have Alting rettet »efter sit Hoved«, og heller ville dele Død og Undergang end Liv og Frihed og Lykke med Næsten!

Vi kommer nu til den tredie og sidste æventyrlige Helte-Gierning af Græker-Ungdommen, nemlig den »Trojanske Krig« og de yderste Omrids af den er saa almindelig bekiendte, at det kun var Tids-Spilde at udbrede sig derover, og er vel overflødigt endogsaa kun at pege paa den »skiønne Helena« som det store Drivehjul i Værket, da hun blev forført og bortført af den Trojanske Prinds Paris, hvorpaa den gamle Nestor fra Pylos eller Navarin, og alle Grækenlands sildefødte Helte, med Agamemnon, Achilleus, Diomedes, Odysseus og begge Ajaxerne i Spidsen, fulgde den fornærmede Ægtemand, Kong Menelaus i Sparta, over til Asien at hevne Skade, saa at Troja, efter ti Aars Beleiring, blev i Bund og Grund ødelagt, og Helena ført tilbage i Triumph.

Hvad man nu strax seer, er, at Kampen her giælder »Skiønheden«, ligesom ved Argonauter-Toget »Ære og Vinding«, og ved den Thebanske Kiv »Magt og Vælde«, og Grækenlands sikkre Historie lærer os, at dette virkelig var de Tvistens-Æbler, der bragde alle Dets Kæmper i Harnisk, men Verdenshistorien lærer os ogsaa, at saa var det allevegne, hvor »Guds Sønner forelskede sig i Menneskets Døttre« og avlede Kæmper med dem, eller hvor Menneske-Aanden omfavnede Menneske-Hjertet, og avlede Storværk, saa de Græske Oldsagn er ligesaa almindelig naturhistoriske, som de Græske Myther er menneske-naturlige, og det er derfor meget godt, at de svæve for Ungdommen i alle Lande, men meget galt, at de fremstilles som ClassiskeForbilleder, da de Græske Begreber om Helte-Kampen for Ære,, Magt og Skiønhed var langtfra at være saa rene og dybe, som de var klare og glimrende.

Det er saaledes ingenlunde blot i Grækenland, men allevegne, hvor Menneske-Hjertet har banket for Aanden, at Helte-Kampen tilsidst maa giælde »Skiønheden«, som Prisen i den store Olympiske Leg; thi Skiønheden er ikke Andet end Kiærlighedens i Lyset forklarede Legeme; men derfor beroer Skiønhedens Ægthed ogsaa paa Kiærlighedens Dybde, og om Helenas uægte Fødsel er Alle enige, skiøndt Somme kalde hendes Moder Leda og Andre Nemesis, mens 718 atter Andre paastaae, hun havde intet andet Moder-Skiød end »Blommen i et Æg«! Uagtet derfor, efter Alles Sigende, Zeus var hendes Fader, alle samtidige Græske Helte hendes Beilere, og hendes Skiønhed, i det mindste et halvt Aarhundrede, uforgængelig, saa maatte man dog alt fra hendes Fødsel kunne giætte sig til, hvad hendes Levnets-Løb beviser, at hun var Halv-Syster til Pandora.

Herrerne synes maaskee vel, det er, om ikke utilladeligt, saa dog meget uvidenskabeligt, her at tale om det Græske Skiønheds-Begreb, istedenfor om den Trojanske Krigs formodenlige Aarsager, Aarstal, Begivenheder, Varighed, Udfald og vigtige Følger, men Damerne er vist enige med mig om, at overlade alle de bare og blotte »Formodninger« til de stakkels Philologer, som har ikke Andet at leve af, mens vi holde os til den Trojanske Krig som en Æsthetisk Begivenhed i Verdens-Historien, hvad den unægtelig er, enten der saa har været noget andet Troja til, eller ikke, og enten saa Achil og Odysseus agtes for samtidige med Samson eller med Kong Salomon.

Det er jo saaledes Alle vitterligt, og har været saa alt i meer end to Aartusinder, hvorsomhelst den Græske Dannelse i mindste Grad kom hen, at begge de Homeriske Helte-Digte: Iliaden og Odysseen, ikke blot knytte sig til den Trojanske Krig, men besynger hardtad udelukkende dens Helte, saa, naar det er os om Græker-Aandens Tankegang og Tungemaal, Livs-Anskuelse og Billed-Sprog at giøre, da er den Trojanske Krig os tilvisse en Hoved-Begivenhed om ikke i Grækenlands, saa dog i Græker-Livets og Poesiens Historie.

Dette, at ethvert Folks ægte Oldsagn, selv naar de er allermest æventyrlige, dog lærer os at kiende mere til Dets eiendommelige Maade at leve, virke og være paa, end de allernøiagtigste Beskrivelser af Dets senere Dage, og at de, homerisk opfattede og udmalede, stille os hele det tilsvarende Folke-Liv klarlig for Øie, det er vist nok, hvad man i aandløse Tider og Skoler aldeles overseer, men hvad jeg just derfor inderlig ønsker, maatte blive baade Damer og Herrer soleklart, ikke blot for de gamle og de nye Grækers Skyld, men først og sidst for vor Egen; thi vi Nordboer, de Eneste, der, ligesom Grækerne, har ægte, eiendommelige Myther og Oldsagn, men har ingen Homeriske Digte, og har ingen 719 Basun-Blæsere over al Verden, førend Heimdal kan finde sit tyvstjaalne Guld-Horn igien; vi Nordboer staae endnu Fare for at glemme os selv, eller dog for at skatte vort a andelige Arvegods langt under sit Værd, da vore egne Oldsagn ei blot er en Guld-Grube for Digterne og et Folkelivs-Speil for de rette Lærde, men er os Alle uundværlige, som vor folkelige Dannelses Moder-Skiød, maae kiærlig optages og omfavnes af os Alle, for at Folke-Livet kan fortsættes af os og forklares i os, eller, med andre Ord: en naturlig og folkelig Udvikling slaae Rødder, blomstre og bære Frugt!

Sammenligne vi for Resten Iliaden, der udmaler Kæmpe-Livet i den Græske Leir for Troja, under Spliden mellem den Mægtigste og den Tappreste: Folke-Høvdingen Agamemnon og Havfru-Sønnen Achilleus, med Odysseen, som udmaler sin Helts Omflakken paa Havet, efter Trojas Fald, og hans endelige Hjemkomst til Ithaka eller Thiaki, sin Fædrene-Øe, da er det ikke blot Indholdets, Tonens og Digter-Gavernes Forskiellighed, der maae lære os, at disse to Mester-Værker kun for saavidt har een Forfatter, som Græker-Aanden dog igrunden er den eneste Forfatter til alle Græske Digte; thi see vi lidt dybere, da opdage vi, at det er slet ikke den samme Skiønhed, der kæmpes for. Uagtet jeg nemlig ikke turde vædde en halv Skilling mere paa den prosaiske Virkelighed af Penelopes end af Helenas smukke Ansigt, og den store Opsigt, det skal have gjort paa Thiaki, baade før og efter den Trojanske Krig, saa kan jeg dog godt see, der er en himmelhøi Forskiel paa disse to Græske Fruers Skiønhed, saa de kan knap, som Sagnet vil, giælde for Sydskende-Børn; thi medens Helena, som sagt, er Halv-Syster til Pandora, har Penelope derimod alt det Hjertelige, som Helena fattes. I Iliaden udtømmer, efter mine Tanker, Græker-Aanden sine bedste Kræfter for den uægte Skiønhed, men i Odysseen strider den sig dog med Levningerne tilbage til den ægte Skiønhed, som med trofast Kiærlighed har ventet paa den vildfarende, Aand, og kun spillet Giæk med alle sine kiødelige Beilere. Uagtet derfor den »koldbrystede« Pallas Athene faaer Æren, saa er Arbeidet dog ikke af hende, men af Apollons Tvilling-Syster, den deilige Sværmerinde, som her har viist os, hvilke fine Livs-Traade, hun vilde spundet paa Guld-Tenen og vævet paa Guld-Thronen, naar hun kunde faaet Rolighed til det og havt bedre Stunder. Saalænge der imidlertid er Liv, er der ogsaa Haab, og da der dog endnu er en 720 Græker-Stamme, der, efter en lang, hardtad fortvivlet Døds-Dvale, er vaagnet i Fædrenes Sprog, taler med deres Tunge, stirrer stivt paa deres Hæders-Krands og griber efter den, saa vil vi haabe, at ligesom Illadens Kamp for Hevn og uægte Skiønhed, blev, i Alexander den Stores Tid, kun altfor verdenshistorisk, Odysseens dybe Længsel efter Fornyelsen af det længe afbrudte, men uforglemmelige, mageløs kiærlige Forhold mellem Aand og Hjerte, ogsaa, i vore Dage, skal krones med en verdenshistorisk Begivenhed, vel langtfra saa glimrende, men anderledes glædelig og frugtbar paa Alt, hvad der er den ægte Skiønhed værdigt.

Hertil skedte aabenbar et ligesaa glædeligt, som uformodenligt Kæmpe-Skridt, for tyve Aar siden, da Ny-Grækerne, ved at afkaste det Tyrkiske Aag, beviste deres Adels-Byrd, og var det end langt mindre, hvad Grækerne gjorde ifjor, ved at afryste det latterlige Tydsk-Latinske Aag, der var dem paalistet1, saa var det dog ei mindre nødvendigt, naar Grækerne virkelig skal fortsætte deres Fædres Liv; thi at det kun kan skee i Fædrenes Aand, paa deres eget deilige Modersmaal, er dog vel soleklart. Lykken, som dertil hører, fattes vel endnu; thi det er, fremfor Alt, Aabenbarelsen af en Hoved-Skjald, der i Folke-Aanden kan tiltale Folke-Hjertet, og, med Fædrenes Myther og Oldsagn, opvække Dets hensovne Minder; men rimeligviis vil han ogsaa snart komme, siden Græker-Aanden selv saa deilig har varslet og spaaet derom i Odysseen, hvor Penelope, trods al den Helte-Kraft, hvormed Odysseus bærer sin tunge Skæbne og rydder Huset for alle Snylte-Giæsterne, dog ei kan eller tør kiendes ved ham i Stodder-Dragten, før han beviser sin Sanddruhed med Sengen, han fordum selv dannede af det rodfaste Olie-Træ, hvorover Paladset var bygt. Ja, Damerne behøver vist ingen nærmere Forklaring, og de unge Herrer maae dog endelig lære, hvad de Gamle tit ikke fattes Hjerte til at troe, men kun Øine til at see: at ethvert Folks Myther og Oldsagn er netop saadan en Brude-Seng, som Folke-Aanden og Folke-Hjertet i deres blomstrende Ungdom kiærlig omfavnede hinanden, og hvor de atter maae mødes, før de, med lyslevende Minder, med gienfødt Tillid og med ungdommeligt Haab, kan atter synke i hinandens Favn og ægteskabelig fortsætte deres * 721 kiærlige Fællesskab, »i Medgang og Modgang, i hvad Lykke, den Almægtigste vil dem tilføie«.

Dog, ved Odysseen og hvad dertil svarer i Norden, haaber jeg, baade Damer og Herrer en heel Aften vil dvæle med mig, heller end spilde Tiden paa at betragte Sisyphos, der bestandig forgiæves stræber at rulle Stenen op ad Klippe-Væggen, og Tantalos, der sulter og tørster, med de deiligste Frugter for sine Øine og med Vandet til sin Hage, eller Danaiderne, der utrættelig bære Vand i Sold; thi, uagtet ogsaa disse Syn kan være saare lærerige, er de dog langtfra enten skiønne eller behagelige, og mødes daglig endnu i det prosaisk virkelige Liv, saa det vilde være mere end Tids-Spilde, at giøre en poetisk Reise til Grækenland, for at see, hvad kun er alt for øiensynligt midt i Kiøbenhavn, og mesterlig udmalet i den fortabte Kiøbenhavner-Sjæls Heibergske Historie!1

*
722

XXI.
Odysseen og Island.

Jeg veed ikke, om de unge Damer kiender et Digt af Ingemann, som hedder »De Sorte Riddere«, men de Ældre kiender det sikkert nok, og Alle, hvem der kiender det, veed, det er meget smukt, saa det er ordenlig min Pligt, saavelsom min Lyst, at anbefale det til alle Damernes Opmærksomhed, som veed at skiønne paa det Smukke, fordi det ligner Dem. Vel har jeg hørt, at de unge Damer skal være lidt bange for alle lange Digte, og da de fleste lange Digte er langtrukne og altsaa kiedsommelige, saa kan jeg ikke fortænke Dem idet; thi hører det end ikke sjelden til Damernes tunge Pligter at kiede sig, saa er kiedsommelige Morskabs-Bøger dog saa urimelige, unaturlige og selvmodsigende Ting, at Damerne dog endelig maae have frit Forlov til at finde dem utaalelige. Men er end lange Digte' sædvanlig ulæselige og derfor utaalelige, saa er der dog, Gud skee Lov! ligesaa vel hos os, som hos Grækerne, Undtagelser fra Reglen, og En af disse faa Undtagelser er ikke blot »Valdemar den Store«, men ogsaa »De Sorte Riddere«, skiøndt de virkelig har, hvad »Iliaden og Odysseen« kun siges at have: een og samme Forfatter! Dette haaber jeg, selv de unge Herrer vil indrømme, skiøndt jeg hører netop de unge Herrer hviske om, at dette Ingemannske Digt, trods al sin Deilighed, dog skal have den store, i vore philosophiske Dage hardtad utilgivelige Feil, at deringen egenlig »Idee« eller giennemgribende Grund-Tanke spores i det. Damerne veed nok, det er netop det Samme, som de forvovneste unge Herrer siger høit om det »smukke Kiøn«, og derfor finder Damerne vel, at saadanne Ukvemsord i det Høieste kun fortjener det Svar, at skulde de end, hændelsesviis, være meget kloge, er de dog altid meget stygge; men jeg vil 723 dog tilføie, at »De Sorte Riddere«, hvori de unge Herrer ingen »Idee« eller ordenlig Grund-Tanke skal kunne spore, var netop det Digt, der, alt for tredive Aar siden, overbeviste mig om, at Dame-Skjalden ogsaa var en rigtig Dane-Skjald, som ikke blot havde »Ideer«, men ægte Nordiske, Verdenshistoriske Ideer, dobbelt yndige, som kloge Øine, over Rosen-Kinder, under et himmelblaat, giennemsigtigt Slør! Ingemanns »Sorte Riddere« hører nemlig til desaakaldte «Allegoriske« Digte, hvori Fortællingen, i større eller mindre Grad, maa tjene til at oplyse den herskende Grund-Tanke; men naar det, som hos Tydskerne, stikkerigiennem fra Først til Sidst, da bliver Fortællingen død, Tonen kold og Verset slæbende, saa, hvor sand og smuk end Grund-Tanken kan være, bliver man dog hjertelig kied ad Digtet, som et uendeligt Omsvøb og en unyttig Byrde, og det er derfor en ligesaa stor som sjelden Dyd ved »De Sorte Riddere«, at de selv af Børn kan læses med Fornøielse, fordi Æventyret er smukt og Verset flydende, mens dog de voxne Læsere bestandig føler, der ligger endnu noget Dybere under det, om de end ikke kan sige sig selv tydelig, hvad det er. Hvad de unge Herrer kalder en Feil, eller at Grund-Tanken er halvveis tilsløret, det er da i mine Øine et stort Fortrin, som Digtet har faaet ved den lykkelige Omstændighed, at Ingemann er en Hjerte-Digter som Faa eller Ingen i vore Dage, og fik derfor tidlig Mod til at være det bekiendt, et Mod, han heller aldrig tabde, saa, naar han kun følde, der var en poetisk dyb og rig Grund-Tanke i hans Værk, da brød han sig ikke om, at den faldt enten ham selv eller hans Læsere dunkel, og hans Recensenter ufattelig; thi kun derved fik vi et, i sit Slags, mageløst Digt, hvori den Grund-Tanke ikke blot kan findes, men lever og gløder, at den ægte Skiønhed vel for Øieb likket er i et forhexet Land, hvor dens Vanærelse synes uundgaaelig, men at Aanden dog, ved Hjelp af Fortidens usynlige men dog mægtige Kæmper, vil vide at frelse den baade til Dronning-Liv herneden og til en evig Forklaring.

Det er vel mange Aar siden jeg sidst læste Digtet, saa, naar jeg skulde bevise, at dette er Grund-Tanken, som opliver det Hele, da maatte jeg først læse det paany, men Læserinderne, som er dem, jeg her har for Øie, kræver aldrig andre Beviser end Tingen selv, og Herrerne vilde jeg blot give en lille Mindelse om, at de skal betænke sig vel, før de saa rask paastaae om et stort og smukt Ingemansk Digt, at det fattes 724 Grund-Tanken, da det vist altid vil være Over-Fladen, hvorpaa den ikke spiller, der giækkes lidt med dem!

Spørger man nu om denne Grund-Tankes Sandhed, som i Nordens gamle Billed-Sprog lod sig udtrykke saaledes, at Skiøn Freya og hendes Datter Ædelsteen faldt engang i Hænderne paa Udgaards Loke, hvoraf selv Thor ei for-maaede at udfrie dem, for Kogleriets og Øine-Forblindelsens Skyld, men hvoraf de dog befriedes ved Odin og hans Ænherier, der gjorde sig usynlige, saa Trylleriet tabde sin Magt, see, da er Skiønhedens Ulykke, som det første Ledd af denne Grund-Tanke, kun alt for klar, naar man blot tænker paa den »Græske Skiønheds« Kaar i sit Hjem, men Udfrielsen er dog nu, som altid, mit glade og sikkre Haab, som det iaften skal være mig en stor Fornøielse at knytte til den Odysseiske Hjemkomst, der, i mine Øine, skildrer den ikke blot meget smukt, men uforbederlig.

Ja, det Old-Græske Helte-Digt, hvorefter Odysseus maatte flakke vidt omkring efter Trojas Undergang, mens hans trofaste Mage, den skiønne Penelope, i hele tyve Aar bevarede ham sin Kiærlighed, Det melder især, hvordan de dybe og søde Tvilling-Længsler selv rørde de Udødelige, selv bøiede den haarde Skæbne, saa Odysseus kom tilbage fra den anden Verden, mødte sin »halve Sjæl«, yndig og tro, beviste, graahærdet, sin Ungdoms-Kraft, overvandt, ved Hjelp af Pallas Athene, alle Beilerne til hans Ungdoms-Brud, alle Hindringer for hans anden Thron-Bestigelse, og triumpherede endelig i den Elskedes Favn, gjort udødelig af den ægte Viisdom, og udrustet med Kraft til endnu under de hvide Haar at omvandre Verden saa vide, som Saltet smager og Aaren kiendes; og dette er Altsammen saa deiligt og dog saa dybt, saa fornøieligt, selv for Børn, at høre og læse, og dog tillige saa lærerigt, opmuntrende og glædeligt for Tænkeren at grandske, at dersom vi havde Odysseen fordansket paa lette, flydende Rim, da kunde jeg ikke tale om den enten til Damer eller Herrer, som ei alt havde læst den Snese Gange og kiendte Historien bedre end jeg, som først paa mine gamle Dage har opdaget den nedgravne Skat. Dog, da vi først nys har faaet Odysseen paa Dansk, og det, om end ganske læselig, saa dog tung og fremmed, nu maa jeg vel fortælle Damerne Noget af det Smukkeste, som er, at vel maatte Odysseus paa Hjemreisen til Ithaka, som han dog engang var saa nær, at han saae dens Skorstene ryge, flakke om saa længe, til han havde 725 mistet alle sine Stalbrødre og leed selv Skib-Brud ved Verdens Ende paa Øen Ogygia; men dog frelstes han fra Undergang af Jette-Møen eller Atlas-Datteren Kalypso, som ene beboede Klippe-Øen i det vildende Verdens-Hav og lovede endog at giøre ham udødelig, naar han i hendes Favn vilde glemme Grækenland, Ithaka og Penelope. Vist nok var en saadan Glemsel Odysseus aldeles umulig, saa, trods Jette-Møens kiærlige Omhu, følde Helten sig saare ulykkelig, i de kolde, dunkle Grotter, langt borte fra »Guder og Mennesker«, længdes altid efter dem og Hjemmet, og sad hver Dag sukkende paa Klinterne medTaare-Blik over Bølgerne, der skildte ham fra de »Levendes Land« ; men i Aarenes Løb slog dog endelig den store Befrielses-Time: Pallas Athene talde den haardt prøvede, landflygtige Grækers-Helts Sag for Zeus, og paa hans Vink fløi Hermes over Havet, og meldte Kalypso, at det var Gudernes og Skæbnens Villie, at hun nu brat lod Odysseus fare, men ogsaa, at han skulde pløie Verdens-Havet, uledsaget af Guder eller Mennesker, paa et Flaadd, han selv havde tømret og maatte vide at styre, til han naaede den venlige Kyst, hvor han, efter Skæbnens Dom, skulde lande og finde Leilighed hjem til Fædernelandet! Som sagt, saa gjort, men Poseidon bar et indgroet Nag til Helten, for sin stygge Søn, Kyklopen og Menneske-Æderen Polyphems Skyld, som Odysseus, til Nødværge, havde berøvet det eneste Øie, han havde, men ogsaa unødvendig, ei uden Kaadhed, spottet i hans Ulykke, og derfor oprørde nu Poseidon Havet og slog alle Storme løs til en frygtelig Vædde-Strid, saa Flaaddet sønderknustes, og Helten blev da kun frelst ved et fortryllet Svømme-Bælte, som HavfruenIno medlidende laande ham. Lykkelig landede imidlertid Odysseus paa Øen Scheria, hos de giæstmilde og søvante Phæaker eller Skiemtere, Gudernes gamle, trofaste Venner, hos hvem han ikke blot fandt rørende Venskab og Gavmildhed, men hos Konge-Datteren, Nausithea 1, endnu langt mere rørende, jomfruelig Ynde og brændende men blid og opoffrende Kiærlighed, og paa et Skib, der hverken behøvede Styrmand, Seil eller Aarer, men kiendte sin Kaas og foer af sig selv, som en Pil, giennem Bølgerne, hvorhen man lystede, blev Helten bragt sovende hjem til sit Fæderneland, og vaagnede først liggende alene, i den aarle Morgen-Stund, paa det saa længe savnede saa inderlig elskede Ithaka, hvor Alt vel, ved første Øiekast, syndes * 726 ham nyt og fremmed, men hvor han dog snart gienkiendte hver Busk, som hver Grotte og hver Klippe-Aas.

Pallas Athene var nu ogsaa strax ved Haanden, iførde ham selv den Stodder-Dragt, hvorunder han skulde skjule Konge-Sjælen, og, saavidt mulig, Helte-Aanden, mens han prøvede Gemytter og især sin Penelopes Troskab og Kiærlighed, og sin unge Søn Telemaks voxende Mod og tiltagende Kræfter; men det vilde her blive for vidtløftigt at fortælle, hvordan Odysseus oplod sig, først for den gamle Svine-Hyrde, en i sin Bardom af Phøniciske Slave-Handlere bortført Prinds, som, selv midt imellem Svinene, havde bevaret sin kongelige Ædelmodighed, saa for Telemak og endelig for Penelope, saa det maa være Nok at berøre, hvordan Helten aabenbarede sin gamle Styrke og sin naturlige Konst.

Da nemlig Odysseus, som Stodder, kom til Konge-Hallen, hvor Penelopes mange Beilere, som Snylte-Giæster, holdt daglig Gilde, for, om de gik glip ad Bruden, dog at »æde Huset op«, da var der en virkelig Tigger af Handværk, ved Navn Iros, som tillige, rap nok tilbeens, løb Ærinder for Beilerne, og havde, baade høi og før, Skin af en vældig Slags-Broder, og ham ophidsede nu Beilerne til at smide den fremmede, mistænkelige Stodder, med sin Helte-Mine, paa Dørren, som en Fusker paa Tigger-Handværket, der gjorde Indgreb i Laugs-Mesterens surt erhvervede, ved Tiden helligede, Ene-Rettighed; men de forbausedes Alle, saasnart Helten blottede sine Kæmpe-Arme, og de maatte uvilkaarlig blegne, da han ikke blot, ved det første Tag, smed den langstranglede og skryllende, men feige, visne og marvløse Iros til Gulvs, men bænkede ham paa de »selvbudne Giæsters« gamle Sæde, paa Dør-Tærskelen, saa det knagede i hvert Ledemod, og den nys saa pralende Tigger mægtede nu ei at røre Haand eller Fod og vovede ikke et Muk.

Derpaa kom den længe forventede Dag, da Dronningen skulde giøre Ende paa sine Beileres Utaalmodighed, ved at række En af dem sin Haand, og det skulde være Den, som baade kunde spænde Heltens »Kæmpe-Bue«. og skyde vist med den, saa Pilen foer igiennem Øiet paa tolv Øxer, som stod opstillede langs med Væggen paa Rad, og da de Alle havde gjort deres Bedste, uden at Nogen engang kunde spænde Buen, saa det brast endog for Telemak, hvem det dog, paa et hængende Haar, nær var lykkedes; see, da var alle Beilerne enige om, at den »Fremmede« paa ingen Maade maatte laane Buen og 727 prøve sin Lykke, men, ved Hjelp af Telemak og Svinehyrden, kom Kæmpe-Buen dog i Heltens Haand, og »Fingrene mindedes«, efter Ordsproget, hvad »fordum« gjordes, saa i et Øieblik var Buen spændt, og i det Næste foer Pilen som et Lyn igiennem alle Øxe-Øinene, til alle Beilernes Forfærdelse, og til deres Lig-Varsel; thi før Pile-Koggeret var tømt, laae de i Snese-Tal steendøde paa Gulvet, og hvad Buen havde begyndt, fuldførde Sværdene i Odysseus, Telemaks, Svine-Hyrdens og Faare-Hyrdens Kæmpe-Hænder, til der hos alle Beilerne var ikke et levende Øie.

See, dette er kortelig Gangen i det gamle, vidtberømte, men dog igrunden temmelig ubekiendte Oldgræske Helte-Digt, og jeg er ganske vis paa, at baade finder alle Damerne det deiligt, og er enige med mig om, at al saadan ægte Deilighed er Guld værd, enten man saa kan sige, hvad den for Resten har at betyde eller ikke; menkienderjeg Dannekvindens Døttre ret, da føle de ogsaa, det er umuligt at saa deilige Træk af Livet, af det ædle kæmpemæssige, det kiærlige og elskelige Menneske-Liv, skulde være grebet af Luften, umuligt Andet, end at dette Helte-Digt maa enten være historisk eller prophetisk sandt hos den gamle Græker-Skjald; men da nu Grækenlands Historie, desværre, kun alt for klart beviser, at den gamle Helte-Aand, som skabde Olympen med med alle dens skiønne Guder og Gudinder, og som drev Argonauterne og Heltene for Troja, den Aand kom hverken tilbage med Odysseus, med Alexander den Store, eller med Nogen, som hidtildags vandt Græsk Navnkundighed, saa maa det deilige Skjalde-Blik have været prophetisk, og maa søge sin Forklaring, ikke paa hiin, men paa denne Side Middel-Alderen, der i det Store og tilbunds aabenbarede den ægte Kiærlighed og Skiønhed, som hos de gamle Græker kun dagedes i det Smaa og for det Løse, selv i Leto-Datteren, og derfor siger jeg, trods alle Herrernes kloge Indven dinger og ironiske Smiil: ja, mine Damer! vi er, til Lykke, midt i den verdenshistoriske Forklaring af Odysseen: Aanden er vendt tilbage, og har vel endnu ikke kastet Stodder-Dragten, men har dog alt paa den pralende Iros beviist sin Kæmpe-Styrke, og vinder nu netop Prisen i Bue-Skud, saa derpaa følger ganske sikkert alle de opblæste, men dog lave Begiærligheders Nederlag, og Aandens Omfavnelse af Hjerte-Bruden, under Udødeligheds-Krandsen, som pryder det 728 gamle, men vidunderlig foryngede, Ægte-Par paa Guldbryllups-Festen!

Ja, det være vovet at sige høit, baade for Damers og Herrers Øren: verdenshistorisk talt, er Odysseus Menneske-Aanden, Øen Ogygia Island, Øen Scheria Sælland, og Grækenland endnu sig selv, saa, hvis Herrerne finder det mere latterlig sagt end glædelig meldt, da er det kun, fordi de ogsaa lee, naar Skjalden for ramme Alvor kalder Kvinden Kiærligheds og Skiønheds Gudinde, kalde det latterlig Smiger, fordi mange Herrer har latterlig anvendt paa deres »Karen og Maren og Mette«, eller dog paa Pandora og hendes falske Æt, hvad kun er sandt og glædeligt om Freya og Ædelsteen, og ret øiensynligt om den dybe, stille »Clara«, der alt fra Hedenold har udviklet sig i Dannekvinden og hendes ikke blot deilige men ogsaa hjertelige, grundkiærlige, inderlig elskværdige Døttre!

Om jeg derfor stod midt i Grækenland, som jeg staaer midt i Danmark, ja, om jeg stod i Athenen, ved Gruset af »Parthenon«, eller Pallas Athenes berømte »Jomfru-Bur«, paa hvis Mure Phidias opoffrede sin Konst, som jeg staaer ved det fra Arildstid mageløs deilige Øresund, hvor det beskedne Axelhus, i Tidens Løb, er opvoxet til det stolte Christiansborg, som nu Thorvaldsen pryder med den af Parthenons Gruus opstandne Phidias-Konst; saa turde og vilde jeg sige til de Græske Damer og Herrer: har I Lyst til at leve og see gode Dage, efter mageløs Trængsel, ja, har I Lyst til at see ikke blot Parthenon, men Olympen, hæve sig forklaret, til at see, ikke blot den gienfødte Zeus udslynge sine Lyn, men ogsaa den gienfødte Kronos udbrede sine Skatte, davender Blikket mod det »høie Norden«, hvor selv eders Stam-Fædre varklarøiede nok til at see andet end Iis-Bjørne, saae iblandt Hyper-Boræerne, i Norden-Vindens Hjem, Indbyggerne paa de »Saliges Øer«, som vexlede Venne-Gaver med Phøbos Apollon, og hos hvem Guld-Alderens Kronos vedblev at herske og nedgrov sine Skatte! ja, vil I see, hvor Menneske-Historiens Kæmpe-Aand lyslevende herskede fra Arildstid, og lever endnu, skiøndt han længe var skin-død, da opløfter eders Øine og seer, hvad der er skedt i Norden, mens I sov i det Byzantinske Hades og pindes i det Tyrkiske Helvede, seer det, og lærer, hvordan i Syden, saavelsom i Norden, det Hensovede kan vaagne, det Daanede opstaae og det Henvisnede opblomslre paany!

729

Ja, mine Herrer! saaledes vilde jeg bestemt, hvis jeg kunde, vende Grækernes Blik mod vort Norden, og er vis paa, at fulgde de Vinket, skulde de vinde smilende Udsigter og takke mig i Graven, og sagtens maa jeg da vove at bede og besværge Nordboerne selv dog at oplade Øinene og see sig om i Hjemmet, hvor de Fleste af dem, desværre, endnu er vildfremmede, see sig rigtig om, saa de kan lære at skiønne paa hvad der er skedt, for at Folke-Livet kunde gienfødes i Norden, og lære at skatte Midlerne til Gienfødelsen, før de atter forsvinde!

Alt oftere har jeg peget paa de tre store Udvandringer fra de tre Nordiske Riger: den Gothiske, den Angliske og den Normanniske, som verdenshistoriske Begivenheder af første Rang; men dermed vilde Nordens Historie ogsaa omtrent været ude, alt i det Niende Aarhundrede, ligesom Grækernes blev sluttet med Alexander-Toget, i det fjerde Aarhundrede før Christi Fødsel, dersom ikke »Island« med det Samme var dukket op af Nord-Havet, og var blevet ei blot et Grav-Minde for Nordens Aand og et Giemme-Sted for dens Efterladenskab, som det Ægyptiske Alexandrien jo ogsaa blev for Græker-Aanden, men tillige blevet et Værk-Sted for Aandens skjulte Virksomhed, ja, en levende Gienlyd af Heimdals Gjallar-Horn, en mageløs »Nordisk Høiskole« i sin Tid, og dermed et prophetisk levende Forvarsel og Forbillede paa den store »Nordiske Høiskole«, vi endnu har ivente!

Omtrent tusind Aar er det nu siden, da det gamle Nordens Guder var henslumrede og Helte-Slægterne hardtad uddøde, med de Kongelige Skjoldunger, Skilfinger eller Ynglinger, Ylfinger og Odinsunger eller Vodanider, i Danmark, Sverrig, Norge og England, at der blev et farligt, chaotisk Røre i Norden, som vi maae kalde det »Normanniske«, baade fordi det gav Anledning til den mærkværdige Normanniske Udvandring, og fordi Norge da blev Skue-Pladsen for de største Nordiske Begivenheder. Denne Nordens Klippe-Egn, med Dal-Idyllerne, skimter vi nemlig kun meget dunkelt i vore egenlige Oldsagn, hvis store Nordiske Skueplads er omkring Leire og Upsal, i Danmark og Sverrig; men i det Niende eller Normanniske Aarhundrede træder Norge pludselig ud af sin Dunkelhed, da Idyllen i alle de smaa Dal-Riger forstyrres af Lurens Drøn og Vaaben-Dønnet, hvor Harald Haarfager flyver og farer, baade 730 til Lands og Vands, med sin udvalgte, uimodstaaelige Kæmpe-Trop, og underkuer, baade søndenfjelds og nordenfjelds, Alt hvad der ikke itide und viger, og, med sin ny Stol-Konge, faaer Norge naturligviis Anseelse, og mod Naboerne en samlet, tit frygtelig Styrke, men indvortes bliver der følgelig ogsaa en langt uroligere Tid for de gamle Minder, langt bangere Kaar og trangere Rum for Kæmpe-Kræfterne. Det var nu især de Nordvestlige Kyst-Boer, i hvad vi nu kalder Bergens, Throndhjems og Nordlands Stifter, eller, med de gamle Navne, i Hardanger og Hordeland, Sønd-Mør, Romsdalen og Nord-Mør, Trøndelagen og Halogeland, hvor Kæmpe-Livet havde rørt sig friest og omsider aldeles tøilesløst, saa der fandtes Kæmper i Hobetal, som ingenlunde vilde bøie Nakken under Harald Haarfagers Jernspir, men kunde dog ikke modstaae hans Lykke, og stillede sig derfor i Spidsen for kiække Ungersvende fra hele Norden, for at seile saa vidt, som Himlen var blaa, hævde Friheden og lede om Lykken! Den Navnkundigste af dem Alle blev Gange-Rolv, en Jarle-Søn fra Møre, fordi det lykkedes ham at vinde et Hertugdom i Frankrig, som endnu kaldes Normandiet, og gav i Tidens Løb baade Engeland og Italien mægtige Konger, gav Kors-Togene glimrende Helte, gav Pavedømmet uundværlige Støtter, og gav endelig de Romanske Folk Mod til at danne Skrift-Sprog af deres forvirrede Tungemaal; men Nordens, og, jeg tør sige, tillige Verdens Lykke var det, at Folk fra alle tre Riger, skiøndt især Nordmænd, fandt uimodstaaelig Drift til at nedsætte sig paa den enten ganske eller dog næsten øde og golde Øe i lishavet, som vel fordum kaldtes »Thule«, men fik nu Navnet »Island«, og blev den afsides Skueplads for en i sit Slags mageløs og vidunderlig frugtbar Fortsættelse af Oldtidens Nordiske Folke-Liv og Kæmpe-Skridt!

Ingolf Ørneson nævnes som den første Nordmand, der opslog sin Bopæl paa Island, just der, hvor Reikavig nu prøver paa at opvoxe til Øens Hovedstad, og han staaer virkelig verdenshistorisk som en ægte Søn af den »gamle Ørn« i Ygdrasil; thi paa Island dannede sig en lille »Nordisk Fristat«, som i alle Henseender fortjener vor Opmærksomhed, men kræver hele Verdens, for det gienfødte »Ungdoms-Liv« i ældgammel Stil, der nu saa uformodenlig opdukkede af lishavet, og øvede en uberegnelig Indflydelse, vel nærmest paa Norge, men dog paa alle de tre Nordiske Riger, og det igiennem 731hele tre Aarhundreder. Saa længe var det nemlig Skik hos de Islandske Selveier-Bønder, og da især hos de Rigeste og Ypperste, som kaldtes og endnu kaldes »Høvdinger«, at de gav deres Sønner en omhyggelig Opdragelse, saa de, i Alt hvad dengang enten indvortes eller udvortes kaldtes »Dannelse«, vidt overgik deres samtidige Frænder i Kongerigerne, og naar disse »unge Herrer« blev voxne, da reiste de udenlands, ikke blot for at see andre Folks Sæder og fremmede Landes Mærkværdigheder, men ogsaa for at tage levende og virksom Deel i alle Samtidens store Begivenheder, og skiøndt de Nordiske Riger, som i alle Maader laae dem nærmest, ogsaa i Regelen blev de reisende Islænderes Virke-Kreds, saa fattedes der dog aldrig paa Undtagelser, saa mangen En viste Harald Haardraade Veien eller fulgde hans Spor til det fjerne »Maglegaard« eller Konstantinopel, hvor de, som Væringer, tit foer til Verdens Ende og tog glimrende Deel i Alt, hvad man der kaldte Storværk! Disse reisende Islænderes Virksomhed var nu vel saa mangfoldig, som den fandtes i de Kongers og Jarlers Gaard og Følge, som de hjemsøgde og tjende, og de udmærkede sig i alle disse Retninger, men i den folkelige Retning, som Skjalde og Sagamænd eller Fortællere, bar de ikke blot Prisen, men blev snart de Eneste i deres Slags, saa de udgjorde ligesom en vandrende »Nordisk Høiskole«, der oplivede Borge-Stuerne, saavelsom HøieLoftene, endnu langt meer med Myther og Oldsagn, som de Alle, fra Barnsbeen, var mesterlig hjemme i, end med Kvadene, baade lange og stakkede, baade »Draper og Flokke«, om de nyeste Begivenheder, og om de Høvdinger, de giæstede; thi disse Kvad, som Islænderne forstod den Konst at giøre paa staaende Fod, var i Regelen ei synderlig poetiske, og tit ei bedre end Hverdags-Rimene i vor Adres-Avis.

Omtrent ved Valdemar Seiers Død, hernede, i Midten af det Trettende Aarhundrede, var det nu vel ogsaa paa Island forbi med Kæmpe-Livet, saavelsom med den lille Nordiske Fristat; thi siden Islænderne havde solgt Fædernelandet til de Norske Konger, kukelurede de for det Meste i deres Krog, og tabde efterhaanden hele deres Navnkundighed; men dog vedblev de lige til den »Sorte Død«, og Slutningen af det Fjortende Aarhundrede, at forøge den Bog-Skat paa Moders-Maalet, som, fra Begyndelsen af det Tolvte Aarhundrede, vidunderlig havde samlet sig i den dunkle Vraa, og er 732 næsten den eneste Kilde til vor Kundskab om det gamle Norden. Vel maa det, fornemmelig i Danmark, aldrig mere glemmes, enten at det var de fra Danmark udvandrede Angler og Jyder, som først gjorde et Nordisk Tunge-Maal til Skrift-Sprog, og som tillige, ved at udbrede Christendommen i Tydskland og Norden, lagde Spiren til Reformationen og til hele vor ny Udvikling og Dannelse, hverken det, eller Storværket af Sællandsfaren Saxo Grammatiker, som i Valdemarernes Dage, under Biskop Axels Vinger, skrev en mageløs Danmarks-Historie, hvori han bevarede mangfoldige af Nordens ældste og deiligste Sagn, som vi for giæves vilde spørge Islænderne om; men baadevidner Saxo selv, at han havde de oldkyndige Islændere meget at takke, og desuden maae vi bekiende, at den bedste Deel af Saxos Værk vilde været os en »lukket Bog«, og at selv Anglernes Helte-Gierning vilde været spildt paa os, dersom ikke Islænderne havde bevaret Edda-Bøgerne, og var, ligetilden Dag i Dag, blevet ved at forplante Nordens Myther og Sagn fra Slægt til Slægt, som Grund-Lage t for en indenlandsk og hjemlig, altsaa Nordisk, Dannelse paa Moders-Maalet, som i sit Slags er mageløs, og vil i en veloplyst Fremtid skattes høit, ikke blot som et spaaende Forbillede, men ogsaa som et levende Vilkaar for Opvækkelsen og Fortsættelsen af det Nordiske Folke-Liv!

Alt i det Syttende Aarhundrede begyndte man nu vel, baade i Sverrig og i Tvilling-Riget, at blive det Islandske Vidunder vaer, som en Kæmpe-Høi fra Middel-Alderen, med Blaa-Lys over Oldtidens nedgravne Skatte; men den døde og vildfremmede, Latinske, Lærdom, som dengang beherskede Norden og tyranniserede selv paa Island den hjemlige Dannelse, den var dog baade saa dræbende for Aand i det Hele, og med Nødvendighed saa arrig en Fiende ad alle Folks Moders-Maal, at den store Islandske Opdagelse blev hardtad aldeles ufrugtbar, og Kundskaben om Nordens Oldtid slæbde sig kun møisommelig, næsten aldeles død og magtesløs, giennem det Attende Aarhundrede til os.

Her seer De, mine Herrer, i hvad Mening, og med hvad Ret, jeg siger, at, verdenshistorisk talt, svarer Island til Odysseens Ogygia, saa der frelstes Historiens Aand efter det store Skibbrud i Middelalderen, hvorved Nordens Arildsfolk fandt deres Undergang, men frelstes, ligesom Odysseus, 733 tilsyneladende kun for at hensukke sine sørgelige Nætter og Dage, langt »borte fra Guder og Mennesker«, i de dunkle Grotter og i Jette-Møens Arme, saa denne Lighed vilde kun være en bedrøvelig Opdagelse for alle aandskiærlige Hierter, og da især for Kæmpe-Aandens Danske Dronning, dersom det ikke laae i Sagens Natur, at denne Opdagelse umulig kunde giøres, før Aanden havde sprængt de Dødning-Lænker, hvori den vidunderlig laae bundet, og denne glædelige Begivenhed, denne Nordiske Jule-Soelhverv, med sine Storme, saavelsom med sine lyse Udsigter, er det, jeg finder ligesaa dybt, som deilig forudskildret i den Odysseiske Beskrivelse af Heltens eensomme Vinter-Reise over Verdens-Havet, paa det selvgjorte, skrøbelige Flaadd, fra Kalypsos eller Fjælerskens (Hylle-Moers) Øe til det lyse, giæstmilde, med Guder og Mennesker fortrolige, Scheria.

Naar jeg nu, om dette Scheri a eller Arne-Skiødet, siger, at i den verdenshistoriske Linie er det Sælland, da er vel Sælland det Sted paa Jorden, hvor man snarest leer høit ad hvad der, ved første Øiekast, synes at være den underligste Grille, man, med en Skrue løs, kan løbe efter; men, som en gammel Historiker, spørger jeg aldrig hvad man for Øieblikket leer ad, men kun hvad Fortiden spaaer og Fremtiden vil forklare, og deriblandt er Intet mig vissere end Sællands mageløse Hjertelighed, thi den er mig saa vis, som, hvad Alle maae indrømme: Sællands mageløse Deilighed. Dette Aarhundrede har ogsaa unægtelig bragt en Sællandsk Kiendsgierning for Dagen, som poetisk maa kaldes den giæstmildeste Modtagelse, den venligste Omgang og den raskeste Befordring, som den landflygtige, husvilde Aand endnu fandt hos noget Hjerte; thi lige siden Aarhundredets Morgen-Røde, da vore Ulke kappedes med John Bull om at skyde Nyaar ind paa Konge-Dybet, og gjorde det saa muntert, som den Phæakiske Konge-Datter spillede Bold med sine Terner, ligefra denne tidlige Opvækkelses og Opstandelses Time, gienlød jo Norden af de Sællandske Skjaldes Kvad til Ære for Historiens og Nordens Kæmpe-Aand, var det jo deres Hjertens-Lyst at erstatte ham alle de Tab, han leed ved det store Skib-Brudd, og at hjelpe ham op igien paa sin Odels-Throne! Det behøver saaledes neppe at erindres, at det var fra Sælland, det tonede, tidlig i vort store Aarhundrede:

Island! hellige Øel Ihukommelsens vældigste Tempel!

Bredt dit bølgende Hav freded om Oldtidens Aand! 734 Og var ikke min egen poetiske og historiske, mundtlige og skriftlige, Virksomhed saa mangfoldig indviklet i Sællands Forhold til Nordens Aand, da vil i det mindste de Damer og Herrer, som her laande mig et villigt Øre under de graa Haar, sikkert troe, jeg baade kunde og vilde sige meget, der vidunderlig sammensmeltede med Græker-Aandens dybe Anelser om sin Forløsnings-Tid; ja, selv med det Tungebaand, jeg ei kan løse, tør og maa jeg jo sige, hvad sandt er, at siden Danmarks Hoved-Skjald slog Tonen an, som skal giennemklinge Nordens Fremtid og forklare vor Fortid, har Deltagelsen i Islands mageløse Skæbne, Kiendskabet til Islands ligesaa mageløse Skrifter, og Tilegnelsen af det gamle Nordens Billed-Sprog og Kæmpe-Liv, været i bestandig Tiltagende, ogsaa giennem disse os uforglemmelige Aften-Timer under Vinters Hjerte, saa vi tør vel sige, at er end Sønnen, som Nordens Aand og Sællands Havfrue med Fryd kalde deres, spæd endnu, saa turde han dog alt være voxen nok til at efterligne den tredags gamle Magne og kaste Jette-Skan kerne fra Thors-Halsen!

Om det Uskedte, som om de uvordne Dage og de ufødte Slægter, maa Historien tie, men see vi først, at Poesien i gamle Dage, hos Græker og Nordboer, saavelsom hos Ebræer, ingenlunde tav men talde netop mest og bedst om det Tilkommende, da forarger det os ingenlunde, at Poesien ogsaa paa sine gamle Dage ligner sig selv og spaaer om Fremtiden, til Trøst for Øieblikket og til Vink for de følgende Slægter, saa, paa egen Fare, maa det vel ogsaa tillades mig, i Pagt med Nordens Aand, atspaae en stor og glædelig Opfyldelse, baade i Syden og Norden, af Odysseens ligesaa herlige som heltemæssige Slutning, da Helten kudsker den storpralende Tigger, som jeg kalder »Selv-Klogskab«, men som Andre kalde deres egen »gode Fornuft og Forstand«, der dog intet Godt forstaaer, og da Helten spænder sin »Kæmpe-Bues rydder og renser sin Konge-Hall, og omfavner med Æren sin ligesaa elskede, som elskelige Dronning!

Al Spaadom er med Nødvendighed dunkel, og skiøndt den Historiske, i vore oplyste Dage, er det mindst, og bliver det kortest, giør Skjalden dog sædvanlig klogest i baade at fatte og meddele den saa dunkelt som den fødes, for at den kan beholde det Væsenlige, som er Livs-Varmen, og jeg vil derfor kun pege paa den klare Side, hvormed min Spaadom iaften er født, og det er, at ved Heltens »Kæmpe-Bue« skal 735 verdenshistorisk forstaaes det levende, mundtlige Ord paa Moders-Maalet, som vi Alle veed, er et vidunderligt Redskab, vel til langt Meer og til bedre Ting end hvad man sædvanlig kalder »Konst og Kamp«, men dog ogsaa dertil, og at dette »Tale-Redskab« har Ingen i sin Magt, til levende, træffende, kraftig og knusende Brug, uden Manden, over hvis Isse Aanden svæver, og hvis Hoved beskeden bøier sig under den usynlige Livs-Kraft fra den anden Verden, og hvis Hoved kiærlig bøier sig mod Livs-Kilden i den tredie Verden, mod Hjertet, hvis Kiærligheds-Magt over Tungen er saa vis og velsignet, som den Kvindelige Veltalenhed, der, til vor Lykke, ingensteds udstrømmer saa varm og levende, og indstrømmer atter saa mild og saa frugtbar, som i Danmarks og i Sællands Bøgeskov og Rosengaard, som Skjalden med Glæde skal kalde sit Hjem, saalænge han aander!

736

XXII.
Den Danske Guld-Alder.

»Den græder ei for Guld, som aldrig Guld eiede«, det er hos os et gammelt Ord, som bliver klarere, jo dybere det tages; thi vel er der selv paa Overfladen noget Sandt deri, men det Ordsprog er dog ogsaa sandt som melder, at imellemstunder »sætter Terne Haand under Kind og græder for Graaværks-Skind«, som hun dog aldrig eiede; saa det gyldne Ord klarer sig først, naar vi indskrænker det til »Hjerte-Guldet«, og da især, naar vi tænker paa »Freyas Guldtaarer«, som de Danske Kæmpeviser har baade aabenbaret og foreviget; thi saadanne ægte Guld-Taarer kan umulig fældes, uden hvor Hjertet engang var rigt paa hvad det kalder Guld, altsaa paa Kiærlighed i sin Glands, og Vidnesbyrdene om denne Gamle-Danmarks Rigdom paa »Guld og grønne Skove« er det, jeg iaften vil giøre baade Damer og Herrer opmærksomme paa, i det søde Haab, at ligesom Ordsproget siger »der kommer Vand, som været haver«, saaledes giælder det Samme om Guldet, saa den berømte Danske Guld-Sæd i Hedenold forjætter Danmark en gylden Høst i Nyaarstiden.

Spørge vi nu de Gamle om Danmarks Guld-Alder, da er vore egne Fædre ingenlunde de eneste Vidner om den; thi ikke blot viser Angler og Islændere, at der ogsaa hos dem gik Ord af denne »Danmarks frugtbare Herlighed«, men vi finder netop hos dem den mest poetiske Beskrivelse af »Fredegods-Tiden«, som er Guld-Alderens Danske Navn, fordi Fred og Rolighed har altid, ligesom endnu, hørt til det Danske Begreb om Lyksalighed.

Hvorledes nu denne Guld-Alder oprandt ogophørde, derom har vi to fremmede Oldsagn, begge Poetiske, men dog himmelvidt forskjellige; thi efter det Ene var det af Menneske-Livet 737 Lykken udsprang og med Døden den endtes, men efter det Andet var det Døden som fødte, og Livet som forstyrrede Danmarks Lykke.

Efter den Angelske Bjovulfs-Drape kom der nemlig engang, da de Danske var kongeløse og stædt i alskens Vaande, en Snekke drivende for Vind og Vove, ladet med lutter Guld, og med et lille Drenge-Barn, som laae alene paa Dækket i den sødeste Søvn, med en Korn-Neg til Hoved-Pude, og alt Dette betragtede Dannemænd som en Gave fra Guderne, opfostrede sig en Konge af Barnet og kaldte ham »Skjold«, som Rigets Værn, et Navn, han saa ypperlig svarede til, at det for alle hans Eftermænd paa Danmarks Throne blev en Ære, som det er endnu, at kaldes »Skjoldunger«. Skjold, siger Skjalden, blev nu vel ældgammel, men tog ogsaa Guldet med sig i Graven; thi efter hans Befaling blev hans Lig lagt paa et Skib, ligedan ladet, som det, hvormed han kom, og sluppet løs for Vind og Vove, saa Guldet kom og svandt med ham.

Om denne Kong Skjold i Danmark vidste ogsaa hele Norden at tale; thi ikke blot melder Saxo, at han i sit femtende Aar bandt en Bjørn i sit Bælte, men Islænderne melde ogsaa, at han var »Odins Søn«, ægtede Gefion, som var Glædens Dise, og havde pløiet Sælland fra Sverrig til Danmark, og at med hende opslog Skjold sin Bopæl i Leire.

Efter den Islandske Grotte-Sang indfaldt derimod Danmarks Guld-Alder i Frode Fredegods Tid, derved, at man fandt to Stene til en Haand-Kværn, hvorpaa der lod sig male Alt hvad man vilde mæle, og Frode kiøbde to Træl-Kvinder, Fenje og Menje, af Kong Fjølner i Upsal, som var saa bomstærke, at de kunde magelig trække Kværnen, skiøndt den var alle Andre for stiv. Enstund, siger Skjalden, malede nu Fenje og Menje x-Guld og Fred og alskens Lyksalighed« til Frode, men da han var saa gierrig, at han ei vilde unde dem længere Hvile end Giøgen kukker, eller en Vise kan synges, saa blev de arrige og malede engang, i deres Hviletid, under galdrende Sang, først Søvn paa Frode og hans Kæmper, og derpaa en fiendtlig Flaade til Lande, hvis Høvding, Mysing, slog Frode ihjel og bortførde hans Skatte, men havde ingen Lykke dermed; thi han han lod Træl-Kvinderne male Salt paa Grotte, til Snekken sank med Top og Tavl.

Udfritter vi nu hos Saxo de hjemlige Skjalde, da hører vi strax, at Guldet hedd ogsaa hos dem »Frodes Meel« og at 738 »Fredegods-Tiden« var dem i friskeste Minde, men om Guld-Alderens Ophør har de et ganske andet og langt deiligere Sagn; thi de fortæller, at da Frode Fredegod blev gammel, var der en Trold-Hex ovre i Jylland, som æggede sin Søn til at stjæle Frodes Guld-Ring, der, til et Freds- og Sikkerheds-Tegn, laae paa Adel-Veien over Jelling-Hede, og da Kongen kom for at straffe Misgierningen, forvandlede Hexen sig til en Hav-Ko og stangede Oldingen ihjel. Herover, hedder det endelig, blev Lande-Sorgen saa meget større, som Frode var sønneløs i Hjemmet, og derfor bar de gode Dannemænd Fredegodes Lig »treAarom Land«, men jordede det dog omsiderved Være-Bro (mellem Roeskilde og Frederiksund) hvor Frode-Høien endnu er hans Mindesmærke, og den Danske Krone skiænkede de til Skjalden Hjarne, som gjorde den bedste Fredegods-Drape. Da der imidlertid kom en Fridlev fra Rusla nd, som udgav sig for en Søn af Frode, kunde Skjalden dog ikke forsvare sig paa Thronen, og da han tilsidst, som »Salt-Syder«, stod Fridlev efter Livet, blev han selv taget af Dage og jordet paa Øen ovre ved Horsens, som endnu bærer Navn efter Hjarne.

Dette i sit Slags, saavidt jeg veed, aldeles mageløse Fredegods-Sagn mindedes vi levende om ved Frederik den Sjettes Død, da

Hans Bønder ham bar,
Som Valdemar,
Som Frode om Land, med Taare klar!

og har vi først faaet Øie paa den underlig træffende Lighed mellem alt ægte Dansk, fjern og nær, gammelt og nyt, som giør vore Oldsagn levende til alle Tider, da glemmer vi det vist aldrig meer, om end ikke alle Sagnene er saa gyldne og hjertensdeilige som Dette, hvori Dannekvindens dybe Kiærlighed alt et Par Aartusinder har speilet sig, og vil formodenlig speile sig til Verdens Ende.

Sammenligne vi nu vort hjemmegjorte Fredegods-Sagn med Grotte-Sangens, da kan det neppe undgaae vor Opmærksomhed, at de, trods al tilsyneladende Lighed, er hinanden hjertelig modsatte, da Grotte-Sangens Fredegod er en lykkelig Tyran og Saxos en mageløs Landsfader; men paa en Lighed, som let oversees, maa jeg giøre Damerne opmærksom, da den 739 viser, hvordan Poesien hos de Danske leger Skjul i Moder-Skiødet.

Naar saaledes Grotte-Sangen lader Danmarks Guld-Alder pludselig afbryde ved et natligt Sørøver-Tog, da er det ikke blot rimeligt nok i et Rige, kun lukt med »Bølgen blaa«, men, naar vi tænker paadet Engelske Vikings-Tog 1807, ganske upaatvivleligt; men Salt-Malingen ombord til Undergang er meget dunkel, og klares ingenlunde ved det »Borgestu-Tillæg«, at deraf blev »Søen salt«, og at, hvor Skibet sank med Kværnen, blev der en »Mal-Strøm«. Stirrer vi derimod lidt vist paa det Danske Fredegods-Sagn, da opdager vi strax Sørøveren, poetisk forklædt til en Hav-Ko, og skimter Salt-Malingen i den kronede Skjalds Forvandling til en Salt-Syder, et af de dybeste poetiske Træk, jeg endnu har seet i et historisk Oldsagn. Skjalden Hjarne eller Hjerne er nemlig ingen Anden end den over al Norden berømte »Brage«, hvis Navn paa Angelsk netop betyder det Samme, og hvis Valhalliske Harpe gav alle Heltene deres Eftermæle, og naar han i Danmark krones for sin Fredegods-Drape, da er det aldeles i sin verdenshistoriske Orden, kun mageløs poetisk udtrykt; thi hvorsomhelst der har været en Guld-Alder, Romersk eller Græsk, Fransk eller Dansk, der hyldes og hardtad forgudes altid det poetiske Efter-Skin, der dog ogsaa snart forsvinder; thi naar Poesien ikke længer kan fryde sig ved Livet, da giør den sig lystig over det, og forbryder med Nidvisen, hvad den vandt ved Mindesangen. Da nu det »Attiske Salt« fra Hedenold er berømt som Kraften i den Satiriske Poesi, vil Damerne strax see, det er særdeles vittigt af vor gamle Skjald at lade den Kongelige Hjerne-Spinder ende som »Salt-Syder«, og i Grotte-Sangen selv seer vi et Glimt af Nidvisen over den Danske Guld-Alder, som vundet ved et blindt Lykketræf og en utaalelig Trældom og forspildt ved Tyranni og Søvn.

Uagtet nu imidlertid de Danske Skjalde har været enige med de Angelske og Islandske om, at et Riges Guld-Alder bedst forestilles som een lyksalig Konges Levetid, saa har dog de Danske Sagamænd ladt os skimte den under en heel Konge-Række, fra Dan og Skjold til den sønneiøse Rolv Krage, saa Gram med Guld-Kiøllen er en ægte Søn af Skjold, og Rolv Krage giver Guldet sit sidste Tilnavn paa Nordens Billed-Sprog, som hans Vinter-Sæd paa Fyrrisvold, saa vi faaer kun et historisk rigtigt Begreb om den 740 Danske Guld-Alder, naar vi betragte den som den gamle Skjoldung-Tid, omtrent fra Christi Fødsel til 500 Aar derefter, da vi veed, Angler og Jyder var udvandrede med den Danske Sømagt, og kan regne os til at Rolv Krage faldt.

Det er ogsaa i denne Henseende meget fornøieligl at læse Bjovulfs-Drapen, som skildrer os Tilstanden i Danmark ved den Angelske Udvandrings Tid, og i Kong Roes eller Rodgars Dage, som vi veed, var Farbroder til Rolv; thi den viser os i alle Maader Guld-Alderen som en bedaget Olding, der gaaer paa Gravsens Bredd, og tager sagtens det sidste Glimt af Glandsen med sig.

Denne Kong Ro eller Rodgar, som, efter vore egne Sagn, har givet Roeskilde Navn, forestilles os nemlig i Bjovulfs-Drapen, som en i sin Tid mageløs vældig og lyksalig Konge, der slog Guld-Harpen med samme Dygtighed, som han spændte Buen og svang Sværdet, men ligesom han dog selv følte sin Ringhed, i Sammenligning med sin Fader Halvdan den Høie og sine ældre Brødre, saaledes er aabenbar ikke blot Issen men ogsaa Himmelen graanet over ham. Herligt er hans nybygte Slot, Hertha-Borgen, og smagfuldt er Alt omkring ham, med Dronning Væltove af fremmed Byrd; men hans Sønner sidde daadløse paa Bænken, og han har ikke engang Natte-Ro i sin prægtige Hall, men har maattet lade sig fordrive derfra af Trolden Grsendel, som spøger i den ved Midnats-Tide, kaster Søvn paa Kæmperne og æder dem op, med Hud og Haar. Vel vækker Rygtet herom en Gothe-Helt, ved Navn Bjovulf, af Dvale, saa han, selv femtende, giæster Danner-Kongen og tilbyder sig, ene Mand, at brydes med Trolden, til han frelser Hallen eller finder sin Undergang, og hans Forvovenhed krones med det bedste Held, saa han dræber baade Grændel og hans Moder, og besynges af den taknemmelige Olding som Danmarks Frelser; men vi see dog grandt, det er kun en stakket Frist, der vindes, med mindre der i Rolv, som vi skimte ved Thronens Side, kan opvoxe en Skjoldung, som kan forsvare sig selv og gienføde Rigets Glands. At nu Rolv Krage virkelig har prøvet derpaa, og det med glimrende Held, kan vi saameget mindre tvivle om, som vi høre af Islænderen Snorre, at endnu under Hellig-Olav, i det Ellevte Aarhundrede, var hans Minde saa frisk og hans Navn saa stort, at Thormod Kulbryn-Skjald vidste ingen bedre Vise at vække Hæren med paa Stiklestad end Bjarke-Maalet, eller det gamle Hane-Gal i Rolvs Leire-Gaard, og at 741 selv Kong Olav bekiendte, at skulde han ønske at ligne nogen hedensk Konge, da maatte det være Rolv Krage. Ja, at Rolvs Minde endnu i det Trettende Aarhundrede var Dannemænd dyrebart, det lære vi af Saxo, som har gjort sig den store Uleilighed at oversætte hele Bjarke-Maalet paa Latin, fordi det endnu var en Lækkerhed i Folke-Munde.

Det gik imidlertid Rolf, som det gik alle Oldtidens heltelige Sildefødninger, som vel, ved deres ædle Kamp for den dalende Sol, skabde en yndig Aftenrøde, og vandt sig selv et udødeligt Navn, men kunde dog umulig bøie Skæbnen, og tog det sidste Glimt i Graven med sig; og hvor dybt de Danske Skjalde har følt det, see vi af Sagnet om Rolvs Endeligt, der har en slaaende Lighed med Ragnaroks-Mythen, saa Bjarke svarer til Thor, og Hjalte til Frey, medens Rolv falder for Hjartvar, som Odin for Fenris-Ulven, og hevnes af Vigge, som Odin af Vidar den Tause.

Saaledes har nu vist nok alle de verdenshistoriske Folk havt deres Guld-Alder, og faaet deres Gude-Mørke eller Ragnarok, da Guderne sank i Graven til Heltene, og svævede kun siden i dunkle, æventyrlige Oldsagn, som Skygger i Skumringen, til de ved Midnats-Tide spøgede som Gienfærd og manedes som Djævle; men der har dog været en himmelhøi Forskiel paa Folkenes Guld-Tanker, og jo hjerteligere de var, des dybere de laae, des vissere dukkede de op paany, og des deiligere vil de klare sig; og vil vi nu kiende den naturlige Dybde i det Danske Hjerte, da skal vi især betragte Sagnet om Hading, som hos Saxo er en dyrebar Levning fra den Danske Guld-Alder.

Det vilde føre for vidt at giennemgaae dette store Sagn, der aabenbar engang har været et heelt Helte-Digt, men det mageløse Træk, jeg tænker paa, kan ogsaa godt forstaaes af sig selv; thi det er Fortællingen om, hvordan Hading, da han engang sad høit oppe i Norge, faldt i dybe Tanker en Aftenstund, og saae da, nede ved Arnen, en Kvinde skyde sig op af Jorden med en Urtekost, som hun holdt høit iveiret, ligesom for at spørge Kongen, hvor han vel meende, der groede saadanne Blomster under Vinters Hjerte? Dette lystede Hading ogsaa virkelig at vide, og Kvinden tog ham da under Kaaben og førde ham først til et Sted, hvor utallige purpurklædte Skygger thronede og svævede, dernæst over en strid Elv, der vrimlede af Spyd og Pile og allehaande Krigs-Redskaber, til en stor Valplads, hvor to Krigshære sloges, og her groede Blomsterne, 742 som Kvinden havde viist. Videre gik de og kom til en Mur som var selv Kvinden for høi, men for dog at lære Hading, at bag ved den var de »Levendes Land«, vred hun Halsen om paa en Hane, hun havde med sig, og smed Hovedet over Muren, som da strax paa den anden Side med et Hane-Gal meldte, at der kom virkelig Liv i Dødt!

Dette Sagn forudsætter nemlig aabenbar den dybeste Længsel efter sand Udødelighed og den sødeste Drøm derom, som naturlig kan findes hos Menneskens Børn, udenfor Paradis, og hvor Hjertet engang har været saa rigt paa ægte Guld, det er det, i Forarmelsens Tid, aabenbar langt naturligere at græde for det end at glemme det, mens der paa den anden Side, ved Kiærligheds-Aabenbaringen i »Tidens Fylde«, er sørget for, at Hjertet kan blive rigt i samme Grad, som det føler sin Armod, og af disse to Sandheder, den Ene naturlig, som Kvinden, og den Anden historisk, som Manden, er mit gamle, seilivede Haab om det »Danske Gylden-Aar« født, saa jeg tør sige, det er ikke blot af høiadelig men af »Kongelig« Byrd, og smiler derfor ogsaa kongeligad alle den flakke og platte Selv-Klogskabs vittige Indvendinger. Vanskeligere falder det nu vel, med dette glade Haab, attrodseden Kiendsgierning, som kun Selv-Klogskaben smiler ad, den sørgelige Kiendsgierning, at lige til vore Dage blev Hjertet bestandig armere, bestandig kaadere spottet i sin Armod af de rige »Svampe« og de grødefulde »Paddehatte« paa Guld-Møddingen, og, hvad der var det allerværste, bestandig blev selv det Danske Hjerte mere tvivlraadigt om sit Arilds-Guld og om Muligheden af at finde det igien, saa det store Spørgsmaal er unægtelig, om der er skedt og skeer Noget i vore Dage til Standsning af den hidtil voxende hjertelige Fattigdom, og til Næring af Haabet om en gylden Fremtid.

Hertil maae vi nu vistnok svare, at hvad der hidtil er gjort for det aandelige og hjertelige »Fattigvæsen«, har, desværre, kun alt for megen Lighed med hvad der er gjort for det Øiensynlige, og er altsaa langt mere skikket til at giøre os Allesammen lige fattige, end til at berige Nogen af os; men er der Noget vundet ved, at Aanden faaer Øie paa Oldtids-Guldet, og at Hjertet smertelig føler den »sorte Armod«, da er der dog ingensteds gjort saadant et Kæmpe-Skridt til »Gylden-Aaret«, som i det lille Danmark, fra dette Aarhundredes Begyndelse, og for mig er der naturligviis noget Stort i den lille Kiendsgierning, at mit Danske Haab giennem den sidste 743 Menneske-Alder, trods megen Latter og trods mange Skuffelser, dog ikke blot har beholdt Livet, men er øiensynlig voxet, og seer nu smilende ud over de mange Skuffelser, som de Lærepenge, man ogsaa i denne Deel af Menneske-Livet nødvendig maa give for at blive klog, klog paa det underlige Hjerte og paa Damernes skiønne Deltagelse ikke blot i Poesien, men ogsaa i Verdens-Historien.

Ved denne Leilighed falder mig en pudsig Begivenhed ind, som har baade moret og oplyst mig, og som jeg derfor nok kan fortælle, uden at kiede Damerne; men først maa jeg dog sige, hvad jeg selv har lidt Skam af, at i mine unge Dage deelde jeg selv den Indbildning om »Sort paa Hvidt«, som jeg nu beleer, den latterlige Indbildning, at naar man kun har Aandens og Hjertets Skatte ordenlig ført til Bogs, ynder Beskrivelsen og lærer den udenad, da bliver man hovedrig i et Øieblik, ligesom de, der vinder den store Lodd i Lotteriet. Da tvivlede jeg derfor ingenlunde paa, at naar man kunde faae det gamle Nordens ypperste Bøger folkelig oversat og almindelig læst fra Barnsbeen, da kom Guld-Alderen med det Samme tilbage, og jeg anvendte derfor en god Deel af min Manddoms-Kraft, Tid og Flid, paa at fordanske tre ypperlige Nordiske Bøger, nemlig den saakaldte »Heimskringla« eller Norges Konge-Krønike af Islænderen Snorre Sturlesen, Danmarks Arilds-Krønike af den store Latiner, Saxo Grammatiker, og Bjovulfs-Drapen, et Angelsk Helte-Digt om lutter Danske og Nordiske Begivenheder, skrevet alt idet Ottende Aarhundrede. Den hele Snees Aar, som er forløben, siden jeg fuldendte dette Arbejde, som endnu kun er lidt bekiendt og mindre benyttet, den lange Tid har vist nok tilstrækkelig beviist, at jeg tog mærkelig feil, da jeg stolede paa Dets vidunderlige Virkninger, men det hørde dog ligefuldt til, for engang at faae Bugt med det »konstige Barbari«, der vel har udviklet sig i Latin-Skolen, men har dog sin Rod i den unaturlige Glemsel af vore egne naturlige Anlæg og historiske Forhold, saa, langfra at angre Arbeidet, fornøier det mig, at den gale Indbildning om Bøgers Liv og Almagt, som jeg deelde med Saamange, drev mig dog til en god Gierning, jeg rimeligviis ellers af Magelighed vilde forsømt, og, skiøndt det gaaer langsomt, spores dog immer nogle gode Følger. Til disse regner jeg nu ogsaa Besøget, jeg for over en Halvsnees Aar siden fik af en Sællandsk Bonde, som havde hørt tale om den ny Fordanskning af Saxos Danmarks Krønike, og kom nu op for at 744 faae den. Da han nemlig alt havde Bogen under Armen og Dørren i Haanden, vendte han sig endnu engang og spurgde mig, med et skarpt Blik og en meget betydende Mine, om det nu ogsaa virkelig var det Altsammen? Jeg giættede mig strax omtrent til Meningen, og svarede, vel med et lidt skielmsk Smil, at jeg vidste ikke rettere, end at det var der Altsammen, Rub og Stub. Dermed var imidlertid Sæliandsfaren ingenlunde beroliget, men trak lidt nærmere, og, efter den lille Oplysning, at han engang havde læst den gamle Oversættelse, og vilde derfor gierne have det Hele, rykkede han endelig ud med det bestemte Spørgsmaal, som han dog lagde til, man skulde maaskee ikke giøre: hvorvidt nemlig ogsaa det om »Troldene« fandtes i den ny Bog? Jeg beroligede ham nu med den udtrykkelige Forsikkring, at heller ikke det skulde han savne, og at jeg i det Hele havde ganske andre Tanker om saadanne Ting end nuomstunder lærde Folk pleiede, og vi skildtes meget godevenner ad; men jeg har siden tit tænkt paa min kiære Landsmand og fundet hans Kiærlighed til det om »Troldene«, i flere Henseender mærkelig; thi ligesom det paa den ene Side vilde været herligt, om Almuen havde holdt paa Guder og Helte og ladt Troldene fare, saaledes vilde det paa den anden Side været alt for sørgeligt, hvis Almuen havde foretrukket sine nye Skolemestere for sine gamle Trolde, og dermed forsage t ikke blot alle vore gamle Guder og Helte, men Alt hvad der overgik vore Latineres og Seminaristers »korte Begreb«. Nu derimod tør vi haabe, at naar Folk kommer efter, at Thor lever endnu og ager i Sky, med Hammeren iveiret, de da hjelper ham til at slaae de værste Trolde ihjel og narres med Resten. Jeg veed det jo nok, at alle saakaldte »oplyste Folk« kalde det ikke blot et urimeligt, men et naragtigt Haab, da jeg selv maa tilstaae, at hverken Saxo eller Snorro, og da endnu mindre Bjovulfs-Drapen har formaaet at opvække de hensovne Minder eller at fornye de gamle Dages Glands; thi deraf maa jo efter den herskende Tankegang følge, at enten er Nordens Aand ei værd ateie, eller Nordens Folk ei meer at frelse; men da der dog, Gud skee Lov! endnu er en bedre og stærkere Aands-Udgydelse end den, der skeer, naar Pennen skaber »Sort paa Hvidt«, saa skal de kun paa Fransk Oplyste ei for tidlig, paa Dødens Vegne, triumphere over Folke-Livets Undergang, eller over de Nordiske Bøgers Afmagt til at skiænke Folk det Liv, de fattes selv. Sagen er nemlig den, som man skulde tænke, kunde aldrig glemmes, at Folk skabe Bøger efter 745 deres Hoved, men Bøger skabe aldrig Folk efter deres, af den indlysende Grund, at de intet Hoved har, men er kun Skygger af deres Skaber, og skiøndt denne soleklare Sandhed er banlyst fra Latin-Skolen, som en Bespottelse af den »Classiske Oldtids« Mester-Værker, som giennem Aartusinder skal have beviist, der er baade »Liv og Aand« i dem, saa de kan omskabe selv »Russer« til Romere og Græker, saa har dog paa den ene Side Erfaringen tilstrækkelig lært, at alle Bøger er »døde og magtesløse«, og lærer os paa den anden Side daglig bedre, at hvad Bøger ikke mægter, det mægter dog endnu det mundtlige Ord, mægter baade selv at oplives af Aanden og at virke med Dens Kraft paa alle beslægtede Naturer, saa naar vi kun lære ret at spænde »Kæmpe-Buen«, da giør den nu som fordum sin Pligt, og aabenbarer alle sine gamle Dyder.

Det folkelige Livs-Spørgsmaal er da i Norden, som allevegne, om Folke-Aanden endnu kan opvække sig livfulde Redskaber og bringe dem i levende Berørelse med Folket, saa Kræfterne samles i en Brændpunkt og virke som Solstraaler, oplivende til alle Sider, og den første Deel af det store Spørgsmaal har Nordens Historie besvaret med et høirøstet Ja, saa det giælder kun om, at den Aand, der alt en heel Menneske-Alder har svævet over os, oplivet hele den usynlige Verden og da især den gamle Nordiske Halv-Verden for os, og opflammet os til folkelig Sang om dens Herlighed, at den Aand kan blive Folkets Eiendom, saa Besøget bliver en virkelig Hjemkomst og ei et latterligt Spøgeri, som i Svenn Dyrings Huus.

Da nu Latinerne godt føler, at de er fremmede Erobrere, af samme Slags som Munkene i Middel-Alderen, saa hele deres Magt og Anseelse beror paa den Overtro hos Folket, at de er alle Barbarer, som ei kan Latin, og at en menneskelig Dannelse paa vort eget Moders-Maal er umulig, saa sætter de dem, naturligviis, med Hænder og Fødder mod Folke-Aandens levende Virksomhed, og da især mod Oprettelsen af en »Folkelig Høiskole«, som er det eneste Middel til i det Store at udbrede Aanden og gienføde Livet; men det vil dog sikkert gaae med den Latinske Grammatik, som det gik fordum med den Latinske Messe, saa vore Børnebørn vil regne begge Dele til »Papisteriet«, som vel engang var frygteligt, men blev alt i Fædrenes Dage saa latterligt, at det knap er værdt at nævne.

Det Haab kan vist nok let synes alt for dristigt i Danmark, hvor Folket er saa lidt ærgierrigt, saa saare beskedent, og saa 746 bange for Hovedbrud, at de neppe vil føle Drift, end sige have Kraft til at gaae i Spidsen, hvor det giælder Kamp for den ægte, naturlige og folkelige Oplysning og Dannelse, mod den Fremmede, Falske og Unaturlige, som har Aarhundreders »Sort paa Hvidt« for at være den eneste Mulige; men dog er jeg vis paa, at naar det bliver Dannemænd klart, at efter den Latinske Oplysning er Hiertet kun en Kiødklump, og Kvinden kun et underligt Dyr, Fædernelands-Kiærlighed kun en gammel Fordom, og Moders-Maalet igrunden ligesaa barbarisk som Kiørenes Brøl og Faarenes Brægen, og endelig, at den Latinske Oplysning og Dannelse befæster, i Love, Sæder, Indretninger og alle Forhold, et svælgende Dyb mellem sig og alt Folkeligt, Alt hvad Folket naturlig ynder, elsker og attraaer, at da vil de ikke blot græde for Guldet, de fordum eiede, men gribe det med begge Hænder, hvor det bydes, og kun lee ad dem, der vil kyse Danske Folk med Konger som Skjold og Fredegod, med Kvinder som Sigrid og Signe, og med Skjalde, som de, der digtede Edda og Bjovulfs-Drapen og alle Versene hos Saxo! Ja, troer jeg selv om Grækerne, at uagtet de, alt i deres Mythiske Tid, snart lod Kronos med Guld-Alderen fare og tilegnede sig historisk deraf kun den »guldlokkede Vædder«, som Phrixos reed over Havet, og »Gylden-Skindet«, som Argonauterne hentede, at selv de vil græde for Guldet, de mistede, og sænke det Bly, man gav dem i Bytte, til Havets Bund, hvad maa jeg da ikke troe og haabe om de Dannemænd, der tiggede selv det Umælende til at græde for Balder, bar Fredegods Lig tre Aar om Land og gav Drape-Smeden hans Krone, ja, som, lige til Dronning Margrethes Tid, i Kæmpeviserne græd, som Freya, gyldne T aarer for Helte-Aanden!

Jo, saa vist som Kæmpevisen endnu, da det Nittende Aarhundredes Danske Skjalde fødtes, blev sunget for deres Vugge og vandt deres Hjerte, og gienfødes nu, ved deres Hjelp, paa Rosen-Læberne, saa vist vil det ogsaagaae med Danne-Kvinden som med Agnete i Kæmpevisen, der vel engang gled paa »Høielofts-Bro«, styrtede i Havmandens Arme, som »stopped hendes Øren og stopped hendes Mund, og førde hende saa til Havsens Bund«, men dog, da hun der hørde »Engelands Klokker gaae«, fik en uimodstaaelig Lyst til at møde sin Moder i Kirken, og blev saa hos hende, uden at ændse »Trold-Børnene« paa Havets Bund, selv ikke »det Lille, som i Vuggen laae«. Ligesom vi see det i Ingemanns »Sorte 747 Riddere« og i hans »Underbarn«, at selv under de æventyrligste Skikkelser er det dog bestandig Balder og Freya, Thor og Odin med alle Ænherierne, der svæve for Dannekvindens Øie, er det dog bestandig hendes Haab, at Ørnen eller Bjørnen eller Delphinen, som hun favner, engang paany skal bryde det forhexede Stifmoder-Baand og tilbagevinde for immer sin gamle Helte-Skikkelse, saaledes skal det sees i det Danske Folke-Liv, at saasnart Hjertet i Historien møder og gienkiender sine Yndlinger, vil det ei længer hænge efter sine Drømme-Billeder, men omfavner de Lyslevende, som sine ægte Børn med den udødelige Kæmpe-Aand!

748

XXIII.
Den Gothiske Guld-Alder.

Forleden Dag sad jeg og faldt i Tanker over det Spørgsmaal: enten Herrer eller Damer havde bedst af at reise udenlands, og det gik mig dermed, som det gaaer med alle Spørgsmaal hen i Veiret, hvortil Svaret maa gribes af Luften, saa det er intet Under, at de Tydske Grubleres Lære-Bygninger, hvori der ikke taales andre Tanker, end de der passer ligegodt til alle Tider og under alle Himmel-Egne, bliver idel Luft-Kasteller. Da jeg imidlertid mærkede, jeg faldt i Staver, greb jeg til det Huusraad, som jeg har fundet, staaer sin Prøve, at spørge mig selv: hvad der dog egenlig var Grunden til mit Spørgsmaal, og herved opdagede jeg strax, at det var dog egenlig de Danske Damer og Herrer, jeg tænkde paa, saa til dem burde jeg ogsaa indskrænket mit Spørgsmaal; thi da vilde det omtrent besvaret sig selv. Jeg var nemlig strax enig med mig selv om, at, saavidt muligt, skulde alle Danske Herrer reise udenlands og alle vore Damer blive hjemme, og tænker Herrerne, det er, fordi jeg ønskede at have alle Damerne alene, da kunde der, poetisk talt, vel ogsaa være Mening i det, men her saa jeg dog virkelig paa fælles Bedste, da Herrerne hos os, mig selv iberegnet, efter min Forstand, ikke kan blive værre, og Damerne ikke bedre, end de er, medens vi derimod let kan forbedres og Damerne fordærves ved at reise udenlands.

Jeg veed nok, jeg engang har paastaaet, at Damerne var »uforanderlige«, og paa en Maade havde jeg vel ogsaa Ret, da alle Pandoras Døttre er hjerteløse og alle Dannekvindens hjertensgode fra Fødselen af, men de ægte Damer kan dog virkelig forføres til at efterligne de Falske og giør det aldrig saa daarlig, at de jo derved holder op at ligne dem selv, saa 749 vore Damer skulde smukt blive hjemme, og lade os reise udenlands for at lære, baade hvilke ganske anderledes Herrer end vi, der er til i Verden, og hvilke mageløse Damer vi har hjemme hos os; thi begge Dele trænge vi høit til at lære, baade for at blive vore Damer værdige og for at giøre dem lykkelige med os.

Dog, det vilde blive en lang og trættende Tale, om den Tanke skulde heelt udføres, da jeg naturligviis ogsaa maatte anvende Grund-Sætningen paa Forholdet mellem de »fremmede Sprog« og vort eget, især i Damernes Mund, mageløs deilige Modersmaal, og jeg vil derfor, jo før, jo heller, bryde overtvært med den Anmærkning, at hvad der iaften har gjort mig saa bange for, at vore Damer skulde efterligne de Udenlandske, er to forskrækkelige Damer, som jeg iaften skal tale om, saa mine stærke Udtryk maae dermed undskyldes, og ei udlægges saa ilde, som om jeg dermed vilde forgylde alle vore egne og sværte alle fremmede Damer, da jeg dog vel maa vide, at der er braadne Kar i alle Lande, og at paa sin Reise sees Fuglen Phønix under alle Himmelegne.

Jeg veed ikke, Dom arnerne kiender Noget til Brynhild og Gudrun, som er Navnene paa de to slemme udenlandske Damer, jeg tænker paa, men det behøves ikke heller, da jeg, som sagt, ønsker, at de Danske Damer aldrig enten legemlig eller aandelig reiste udenlands, men nøiedes i den Henseende med hvad Herrerne vilde fortælle dem, at sige, de Herrer, som virkelig har reist udenlands og havt deres Øine med sig; thi de Andre fortæller tit i al Uskyldighed de galeste og kiedsommeligste Ting om fremmede Lande, som en Skielm har bundet dem paa Ærmet og bildt dem ind, var store Aabenbaringer.

Brynhild og Gudrun (som Tydskerne kalder Grimhild) det er da Ulykkes-Fuglene i den berømte verdenshistoriske Roman, hvis Helt, Sigurd Fofners-Bane (som Tydskerne kalde Siegfried) virkelig engang var berømt fra Nordkap til Maglegaard, og tør vel blive det engang endnu, naar man seer, det er den Gothiske Guld-Alder, der i hans Levnets-Løb har faaet sin æventyrlige Historie.

Nu at fortælle Damerne Alt, hvad jeg har læst om Sigurd Fofners-Bane og hans to forskrækkelige Dronninger: den stolte og steenhaarde Brynhild og den søde og bløde, men falske og grusomme Gudrun, det vil De selv see, er umuligt, naar jeg siger Dem, at, foruden en heel Bog, jeg selv har skrevet om dem, har man paa Island fundet en heel Række ældgamle 750 Sange og to hele Sagaer om de tre Kæmpe-Slægter: Volsunger, Niflunger og Budlunger, som her støde sammen og gaae tilgrunde; desuden har ogsaa Tydskerne et umaadelig langt Helte-Digt fra Middel-Alderen om det Samme, som i dette Aarhundrede er blevet meget berømt under Navn af »Niebelungen-Lied«, og endelig opdagede en Botaniker 1, som ledte om Tang paa Færøerne, der en heel Klynge Kæmpe-Viserom Sigurd og Brynhild og Gudrun, som man vel et tusind Aar havde dandset efter, derovre, og giør saa endnu, og som, iblandt Andet, beviser hvad de Lærde havde forsvoret: at Kæmpe-Viser kan blive ligesaa gamle i Folke-Munde, som nogen Kæmpe-Eg i Tydsklands Skove!

Det er altsaa kun en lille Mundsmag af den store Gothiske Kvide eller Klage-Sang, jeg her kan give, og, trods alle Tydskernes Indvendinger, maa jeg naturligviis, paa Nordisk, begynde med Danmark, hvor Helten, Sigurd Volsung, efter de ældgamle Sange og Sagn, blev opfødt hos Kong Hjalprek eller Hjelperig, hvis Navn vel ikke findes paa vor Konge-Liste, men som dog virkelig, under mange Navne: Christian og Frederik saavelsom Frode og Fridlev, har siddet paa den Danske Throne, og vil altid findes der, naar vi har Konger efter Dannekvindens Hierte, og maa det nødvendig, naar der skal være Liv i Danmarks Løver; thi de fører, som vi Alle veed, »Hjerterne« i deres Skjold og ryster kun deres Guld-Manker, naar Lysten driver Værket.

Sigurds Moder, Hjørdise eller Valkyrien, var nemlig, efter sin Gemal Sigmund Volsungs Fald i Tydskiand, ført fangen til Danmark af Alf Kongesøn, men vandt snart hans Hjerte og dermed en god Værge for sin lille Søn, der slægtede sine Kæmpe-Fædre paa og fik tidlig Lyst til at reise udenlands paa det Gothiske Handværk, baade for at hevne sin Fader og for at øve sine Kræfter og prøve sin Lykke. Til denne Reise fik han af den Danske Konges Stald Fuldblods-Hesten Grane, som i lige Linie nedstammede fra »Sleipner«, havde Mandevid, og skyede hverken Ild eller Vand, saa han var god til et anderledes stort Væddeløb, end man nu seer enten paa Nørre-Fælled eller selv ved Epsom; men til Kæmpe-Handværket hørde fremfor Alt et mageløst Sværd, og det var tilvisse Gothe-Sværdet Gram, som Odin selv havde foræret Sigmund *751Volsung, men det sprang itu, da Sigmunds Lykke brast, og det var ikke alle Grov-Smede, der kunde raade Bod paa saadanne Brøst. Der fandtes imidlertid dog en Smed i Kong Hjalpreks Gaard, som kunde det, og da han spiller en Hoved-Rolle i den store Gothiske Tragedie, maae vi lære at kiende ham lidt nøiere. Hans Navn var Regin, og, som alle det gamle Nordens Konstnere, var han en Dværg at see til, men der stak dog en Jette i ham, og det En af de Argeste, som man kan høre baade paa den Oplysning, han gav om Jetternes Guld-Alder, og paa Smede-Lønnen, han betingede sig for at lave det Gothiske Kæmpesværd. Med Jette-Glæde fortalde han nemlig Sigurd et Æventyr om, hvordan hans Fader, Reidmer Jette, spillede Giæk med Guderne, og pinde et heelt Læs Guld af dem, og skiøndt Jette-Æventyr om Guderne naturligviis kun er at regne for Bespottelser, maa jeg dog her, for Sammenhængens Skyld, snakke Jetten efter Munden og fortælle, at engang, da Børs Sønner: Odin, Hæner, og Loke vandrede sammen, slog Loke en Odder ihjel, der sad paa en Aabrink og tyggede i Søvne paa en Lax, og med Bælgen kom de om Aftenen til Reidmer Jette og bad om Nattely, men da Jetten saae Odder-Bælgen, paastod han, det var Skindet af hans kiære Søn, som pleiede at fiske i den Forklædning, og han truede Aserne med, at de skulde aldrig slippe levende bort, med mindre de baade fyldte og dækkede Odder-Bælgen med det røde Guld. Loke vidste nu ikke bedre Raad end at laane et Fisker-Net af Ran, den gamle Havmands Kone, og fange Dværgen Andvar, som var hovedrig og levede som en Gedde i Andvars-Fos, og da Gedden kom i Garnet, kiøbde han ganske rigtig sit Liv for sine Skatte, men der var dog een Guld-Ring, han ingenlunde vilde miste, og da Loke tog den fra ham med Vold, lyste Dværgen Forbandelse over den, som han smuttede ind i Bjerget, og spaaede, at den skulde blive til Bane for alle sine og Skattens Eiermænd. Dette, sagde Regin, begyndte nu ogsaa snart at gaae i Opfyldelse, for min Broder Fofner, det Skarn, slog vor Fader ihjel og vilde ikke unde mig et Gran af Guldet, men ligger som en Drage og ruger over det paa Glitter-Heden, og skal jeg lave Gram, maa du love mig at slaae ham ihjel og give mig hans Hjerte til Mande-Bod. Det Løfte gjorde Sigurd heller end gierne, og saasnart han havde hevnet sin Fader paa Sachserne, drog han med Regin til Glitter-Heden, gav Fofner-Dragen hans Livsbrød, og stegde hans Hjerte til Bod for hans paa Troldeviis hjertelskende Broder, men han kom 752 derved til at brænde sin Finger, stak den uforvarende i Munden, og fik derved saamegen Forstand paa Fugle-Sproget, at han hørde, ikke blot een lille Fugl, men syv smaa Fugle synge om, at Regin vilde forraade ham, men at naar han blot fik et stakket Halsbeen, vilde alt Guldet tilfalde Seier-Herren, og denne Fugle-Sang, som har forført saamange Kæmper, forførde da ogsaa Sigurd Volsung til selv at blive Forræder og myrde Regin i Søvne.

Siden sang Fuglene lidt forvirret, snart om Brynhild og snart om Gudrun, saa, skiøndt Helten nu havde fortæret hele Fofner-Hjertet, forstod han dog ingenlunde Fugle-Sproget til Fuldkommenhed, men læssede Guldet paa Grane, og reed ,saa paa Lykke og Fromme ud i den vide Verden.

Hvor Sigurd nu først kom hen, derom er vel ikke Alle enige, men efter Edda-Sangene, som unægtelig er den bedste historiske Hjemmel for Nordens poetiske Begivenheder, var det til Brynhild, en Syster ad den verdenshistorisk berygtede Hunne-Konge Atle eller Attila, men dog ligefuldt en Valkyrie, som paa egen Haand havde skiftet Seier mellem en ung og en gammel Herre og ladet den unge Herre vinde, skiøndt Odin havde lovet den Gamle Seiren, og derfor var Brynhild ei blot sat af fra Bestillingen, men dømt til at giftes. Hun laae nu i en dyb Dvale eller magnetisk Søvn paa et Fjeld, der fører forskjellige Navne, men kaldes i vore Kæmpe-Viser immer Glar-Bjerget, ventelig fordi, som der staaer i vor gamle Rimkrønike »Lykken, hun maa vel lignes ved Glar, naar det skinner allerklarest, da brister det allersnarest.« Rundtomkring Brynhilds Fruerbur flagrede imidlertid bestandig et Blus af klare Luer, da hun, efter Nornernes Dom, skulde faae sit Ønske opfyldt, ei at ægte nogen Beiler, uden han bogstavelig tarde gaae i Ilden for hende og kunde gaae uskadt giennem Skiærs-Ilden, og det Sidste kunde Ingen uden Sigurd paa Granes Rygg, men han havde da ogsaa Magt til at vække Valkyrien af sin lange Vinter-Dvale, og han forelskede sig strax i hendes Deilighed, Kløgt og Dronning-Væsen, men maatte, før hun aabnede ham sin Favn, med de stærkeste Eder forlove at favne nogen anden Kvinde paa Jorden.

Hvorlænge nu Sigurd dvælede paa det fortryllede Bjerg-Slot, hvor Valkyrien lærde ham alle Slags Runer ligesaa fuldstændig, som Odin selv havde lært dem af det balsamerede Mimers-Hoved, det veed man ikke, men kun at han 753 engang følde sig uimodstaaelig draget ligesom ned til en Løvhytte i Dalen, hvor en sommerklædt Gudinde giennemsvævede de grønne Lunde og hvilede sig i de blommede Egne, og det voldte en gammel Hex, som hedd Grimhild, var gift med Burgunder-Kongen Gifke, og havde en Datter ved Navn Gudrun, Pandora omtrent saa lig, som den Romerske Flora var den Græske Aspasia, blændende deilig og sværmende for Erobringen af Verdens ypperste Helt, især fordi han var en Andens. Helten kom, Gudrun rakde ham Velkomst-Bægeret, hvori Mjøden var blandet med den fineste Hexe-Konst til Glemsel af alle Minder, og skiøndt Brynhild ogsaa havde lært Sigurd ramme Runer mod alskens Tryllerier, saa drev dog Lysten Værket, saa han drak af Hjertens Grund og glemde paa Timen baade Brynhild, sig selv og hele Verden, over Gudrun.

Hexen Grimhild er imidlertid ingenlunde fyldestgiort med denne lette Seier, men knytter Knuden endnu langt strammere til en blodig Løsning, ved at stifte Fostbroder-Lag mellem Sigurd og sine to ældste Sønner: Gunner og Hogne, og ved at giøre Gunner rasende forelsket i Brynhild; thi da han ikke kan ride igiennem Flagre-Luen om hendes Borg, bytter Sigurd Hamm eller Skikkelse med ham, og beiler for ham til Valkyrien, som vel skimter Sigurds mageløse Helte-Sjæl giennem den saakaldte Gunners Øie, men nødes dog til at sige ham Ja, der har ridt giennem Ilden.

Nu løser Hexen skadefro Knude for Knude, som hun har bundet, og først vaagner Sigurds Minder, hvorved der strax gaaer et frygteligt Lys op for ham over den grændseløse Ulykke, der hænger over Hovedet, som en bristende Sky, men han seer ogsaa, at gjort Gierning staaer ikke til Ændring, han tvinger sig som en Kæmpe og tier. Snart gaaer der imidlertid ogsaa Lys op for Valkyrien, efter Tydskernes Sigende, ved en Rangstrid mellem Brynhild og Gudrun, og nu er Blod-Badet uundgaaeligt og Blod-Strømmen grændseløs.

Først opægger og truer nu Brynhild Gunner saalænge, til han ved et stort Nidings-Værk rydder Sigurd afveien, og den gamle Trætte mellem Nordboer og Tydskere om Døds-Maaden: enten Helten bliver myrdet i Søvne, i Gudruns Arme, af hendes yngste Broder Guttorm, som ei har blandet Blod med Sigurd, eller han snigmyrdes paa Jagten af sine Fostbrødre, er neppe værd at nævne, undtagen forsaavidt den 754 minder os om Tydskernes verdenshistoriske Jagt-Lyst og Nordboens ægte historiske Natur, som selv giennemskinner Æventyret; thi Gothernes Undergang i Romer-Riget ligner unægtelig en brad Død i den tryggeste Søvn og de blødeste Arme.

Frygtelig, men stolt og storladen er nu efter de Nordiske Sagn, Brynhilds Afsked, da hun, saasnart Sigurd er borte, skoggerleer ad Livets Lyst og Dødens Kval, smider alt sit Guld og sine Klenodier til Trællene at rives om, mærker sig selv med Spyds-Odden, melder Niflungerne, at hverken vil hun leve en Dag længer med dem, ikke heller skal de have Glæde, men Kval, af Guldet, de vandt ved Meen-Eed og Nidings-Værk, og derpaa lægger hun sig paa Baalet ved Siden ad Sigurd, for at følge ham, ligegodt om til Hel eller Valhall.

Alt for dybt og inderlig rørende er derimod i En af de Eddiske Sange, Gudruns Sorg og Kvide skildret, som om det var Dannekvinden selv, der græd Guld for sin Hjertenskiær, saa enten har Skjalden forvexlet sit Hjertes Dronning med den fremmede Furie, eller ogsaa maa den Burgundiske Medea dog have været en Datter af Dannekvinden, som blev gruelig fordærvet i fremmede Lande, men beholdt dog et Gran af det ægte Guld, der fordunkler al Verdens Glimmer.

Vi høre nemlig, at Gudrun sad som en Støtte ved Sigurds Lig, hun vred ikke Hænderne og slog sig ei for Brystet, hun hverken sukkede eller græd, som andre Kvinder, men var dog den dybe Hjerte-Sorgs udtrykte Billede, saa Fyrstinder og Dronninger kappedes om at trøste hende med Fortælling om Alt, hvad de havde tabt og lidt og dog forvundet. De talde imidlertid kun for døve Øren, og der kom ikke Glimt af Liv i Sorgens Marmor-Billede, før Gudruns lille Syster, Guldrand, tog Dækket af Sigurds Ansigt og sagde: see dog, Syster, den Mund, du kyste! da først blev Stenen som Vox, der hensmelter, da omfavnede hun den Døde og hulkede saa høit, at alle Fugle, selv Giæssene i Vænget, skreg af Forfærdelse.

Hermed passer det ogsaa godt, hvad vi høre, at Gudrun flygtede bort fra Slægt og Venner, skjulde sig i Danmark, hos Thora Hakonsdatter, og dulmede der i syv Aar sin Smerte ved at væve Sigurds Billed og Bedrifter, og opfostre hans lille Datter, den deilige Svanild, men da hun heller ikke der kan være i Ro for Hexe-Moderen og Trolde-Brødrene, som, saasnart de faae hende opsporet, kommer og nøder hende til at ægte Brynhilds Broder, Hunne-Kongen Atle, da er det, som 755 hun begrov det sidste Gran af Kiærligheden, og drog kun atter udenlands for frygtelig at vise, hvad brændende Had kan udrette.

Vel sige de Nordiske Skjalde, at det var Kong Atle, der lokkede Gudruns Brødre, Gunner og Hogne, til sig, for at afnøde dem Sigurds Skatte, og at hun kastede en Harpe til Gunner i Ormegaarden, hvormed han bandt alle Slangerne, undtagen Aties Moder, den Hex, som i Slangehammen giennemborede hans Hjerte, men, efter det Følgende, hvorom Alle er enige, klinger det Tydske Sagn langt rimeligere, saa det var Gudrun selv, som, for at hevne sig paa Sigurds Morder og sine Bødler, selv lokkede dem i Snaren, slagtede derpaa sine Børn med Atle, gav ham dem at spise, stak Ild paa Konge-Hallen og styrtede sig saa selv i Vandet.

Endelig kommer Norne-Dommen, som ei tillader Furien at døe, før hendes forstenede Hjerte er sønderknust; thi hun bliver, mod sin Villie, reddet fra Døden, og nødes anden Gang til at gifte sig med den Gothiske Kong Jonakur, hvem hun føder tre Sønner: Erp, Sør og Hamder. Imidlertid er Gudruns og Sigurds Datter Svanild blevet voxen, skinner som en Soel over alle Lande og fæstes til den berømteste af alle Gothe-Konger, Jormunrek eller Ermanrik, der, ligesom nu den Russiske Keiser, herskede lige fra Øster-Søen til det »Sorte Hav«, men Svanild mistænkes af ham for Utroskab, og trædes saa ihjel under Heste-Hov, uagtet hendes Deilighed fortryller selv Hestene »de Hvide og de Sorte«, saa de nænner ei at træde paa hende, førend Tyrannen lader kaste et Dække over det straalende Ansigt. Gudrun opægger Svanilds Halvbrødre til at hevne hendes Død paa Ermanrik, men den Ene falder underveis for sine egne Brødres Haand, og de to Andre, som blive Ermanriks Banemænd, og som intet Jern bider paa, stenes da ihjel efter Odins Raad! Saaledes forgaaer baade Volsunger, Niflunger og Budlunger i Kamp om Helte-Glandsen og Fofner-Guldet, medens det alt for dyrt kiøbte Guld, efter Sagnet, enten sank tilbunds i Rhin-Strømmen eller hviler med Kong Atle i et underjordisk Skat-Kammer.

See, dette er Udtoget, der maaskee ikke blev slet saa kort, som jeg lovede, men dog saa kort som muligt, naar jeg dog ogsaa skulde tage Tydskerne lidt med; thi de falder, som vi veed, ikke saa lidt i det Brede; men for nu at kunne fatte mig des kortere om dette store Oldsagns Oprindelse og Betydning, vil jeg i Talen derom slet ikke tage Tydskerne med; thi 756 skiøndt de lærde Tydskere først i dette Aarhundrede er blevet opmærksomme paa deres eget »Niflungs-Rim«, og derved paa vore »Volsung-Kvad og Sagaer«, saa kan Damerne dog nok vide, at hvor man, som i Germanien, skriver Bøger i Tusindtal til hver Messe, og har to Bog-Messer hvert Aar, der maa ogsaa i en Menneske-Alder være skrevet langt flere Bøger om Sigurd Fofners-Bane, hans Tydskhed og Nordiskhed, hans Gemalinder og deres Rangstrid, Dyder og Lyder, og da især om det langtrukne Tydske Rim fra Middelalderen, der naturligviis skulde løftes til Skyerne og svæve mellem Iliaden og Æneiden, skiøndt det duer ikke meer til at flyve end den »flakte Ørn« ; De kan nok vide, siger jeg, at Tydskerne med deres Jernflid har skrevet flere Bøger om alt Dette, end jeg har nogentid seet, eller veed engang Navn paa. Kun maa jeg bemærke, at Tydskerne ogsaa ved denne Leilighed har viist en Fasthed i deres frie Grundsætninger, som Philosopherne siger, giør dem evig Ære, men som Historien viser, giør dem i det mindste timelig Skam; thi, uagtet det Nordiske Sagn er nemt at kiende fra det Tydske, og uagtet den Nordiske Mythologi, som vort Sagn er uopløselig knyttet til, just derved har fundet Naade hos Tydskerne, som før, trods al Erfaring, paastod, den var kun et Paafund og Opspind af de dumme og dovne Munke i Middelalderen, saa paastaaer de dog endnu lige fuldt og fast, at »aandelig og videnskabelig talt«, er baade Nordens Myther, Bjo vulfs-Drapen, Volsung-Kvadene, og alt det Nordiske, der duer noget, oprindelig Tydsk og Germanisk, saa, naar vi ikke vil indrømme det, da skal vi have det Altsammen forspildt og forbrudt til det Keiserlige Skatkammer, og straffes til, fordi vi har giemt saa godt og saa længe paa Tyve-Koster fra det »Hellige Romerske Rige«.

See, det lyder jo ganske forskrækkeligt, især naar det siges paa Høitydsk, med en Fragt-Vogns Rumlen, der, efter Tydskernes Mening, er livagtig Thors-Kerrens Døn, og jeg veed ikke engang, om det »Skandinaviske Selskab« endnu føler sig mandstærk nok til at turde nægte, at Skandinavisk er en Green af Germanisk, og naturligviis en saa beskeden Green, som Plattydsk af Høitydsk; men jeg er nu engang i alle saadanne Ting en Vovehals, og ligesaa stiv i min Historie, som nogen Tydsker i sin Philosophi, saa, indtil Tydskerne komme frem med deres Myther og Oldsagn, og jeg seer, de, historisk og poetisk, kan være Kilden til Vores, 757 saalænge paastaaer jeg ikke blot, at de skal lade os nyde vort Eget i Fred, men paastaaer ogsaa, at enten har de, som Tacitus siger, i gamle Dage aldrig havt nogen ordenlig Forestilling om Guder og Halvguder, eller de maae have laant den af os, og smidt den bort, da de syndes, de ikke behøvede den længer.

Poetisk talt kan Tydskerne da slet ikke tilegne sig meer af Sigurd, og hele det store Sørgespil, end der findes i deres Niflung-Kvad og Helte-Bog, eller hvad de Islandske Sagamænd selv siger, de laande af Tydskerne, og jeg maa hævde Norden sin Broderpart, fordi allerede det ene lille Træk, jeg anførde af »Gudruns Kvide«, noksom viser, at Volsung-Kvadene har været et Gothisk Konstværk, der vel i Eenhed, Glathed og Klarhed ingenlunde kunde maale sig med den Græske Tragedie, men overgik den dog vidt i Høihed, Dybde og Kæmpe-Styrke.

Spørge vi nu, om dette Valkyrie-Sagn fra Krigens Guld-Alder er et Speil for en kiendelig verdenshistorisk Begivenhed, da har jeg alt i Talens Løb svaret ja, aabenbar af den Gothiske Bedrift under Folke-Vandringen, hvad allerede derved giver sig tilkiende, at baade Gothe-Keiseren Ermanrik og Hunne-Kongen Atle findes indflettede deri, og det er høist mærkværdigt, at allerede den Gothiske Historie-Skriver Jornandes, fra det Sjette Aarhundrede, beretter Svanilds Henrettelse og Ermanriks Drab af hendes Brødre: Sør og Hamder, ligesom i Volsung-Kvadet.

Vil vi imidlertid see hele det Gothiske Storværk speile sig i Sagnet, da maae vi naturligviis hverken bryde os om Navne eller Tids-Regning, men betragte Sigurd som Gothe-Helten, i hvis æventyrlige Levnets-Løb Folke-Bedriften fra Først til Sidst er afbildet, saa Reidmer Jette bliver det gamle Rom, hans to Sønner Regin og Fofner, det Østlige og Vestlige Keiserdom, Brynhild Hunnerne, og Gudrun Franker og Burgunder; thi først da see vi, at den Gothiske Kæmpe-Trop, der sprængde det Vestlige Romer-Rige og bemægtigede sig dets Skatte, virkelig, fra sin Udfart til sin Romanske Undergang, havde en Skæbne, der ligner Sigurd Fofners-Banes Levnets-Løb saa meget, som en Folke-Bedrift giennem fem Aarhundreder kan ligne en Enkeltmands stakkede Løbe-Bane.

Betragter vi nu saaledes Volsung-Kvadene, med de tilhørende Sagn, som levnede Brud-Stykker af det Gothiske 758 Helte-Digt, hvori Folkets egne Skjalde afbildede Dets Kæmpe-Liv, og Guld-Alderen, som skabdes med Staal og tabdes med det Samme, da kan vi forstaae, hvi denne Sagn-Kreds er den Eneste, som vi har tilfælles med Tydskerne og selv med de Romanske Folk; thi Gotherne var aabenbar den stærkeste Blanding af Nordboer og Tydskere, og deres Bedrifter i Syden og Vesten saa store og følgerige, at deres Ihukommelse kunde seent eller aldrig forsvinde.

Paa Gotherne maae vi ogsaa immer tænke, naar vi i Nordiske Sagn enten støde paa Guld-Smeden hos Saxo, der beiler til Konge-Datteren, eller paa Vølund, hvis Navn betyder Konstneren, og hvis Ry, som Vinge-Smed, svarer dertil; thi Gotherne, som, efter deres Udvandring, først paa Krim og siden langs med Donau, stod i bestandig Vexel-Virkning med Byzantinerne, maatte med de store, selvraadige Kræfter, baade i Aanden og Haanden, tidlig forgribe sig paa Konsten, og vække Beundring hos Folkene her hjemme, der naturligviis slet ikke forstod at skielne mellem ægte og uægte Konst-Værker. Som man kunde vente det af et erobrende Krigs-Folk, see vi saaledes af Volsung-Kvadene, at »Valkyrien« har været Sjælen i Gothernes Konst-Poesi, og at Utroskab mod hende, som Henfald til Blødagtighed, var Varslet for Undergang, og naar vi i Brynhild og Gudrun see Livs-Billeder af den uforsonlige Krig og den falske Fred, da er de, som Prøve-Stykker af den Nordiske Konst i sin Barndom, ingenlunde at foragte.

Saaledes at opløse et smukt poetisk Sagn, for at see, hvad der ligger i det, synes Damerne udentvivl ligner ikke saa lidt, hvad de uartige Drenge-Børn har for Skik, naar de har seet sig mæt paa deres Legetøi; thi da er det jo deres gamle Vane at pille eller slaae det istykker, for at see, hvad der er inden i det; men jeg har jo ogsaa strax bekiendt det for Damerne, at skiøndt jeg ikke for nogen Priis vilde miste hvad jeg har tilfælles med Dem, saa hører jeg dog ogsaa til de smaabitte Herrer, og er ingenlunde fri for deres Unoder, saa hvad jeg kan opdage hos det Smukke, uden at tage, hvad jeg kalder, alt for haardt paa det og giøre det ubodelig Skade, det sparer jeg ikke. At jeg nu ogsaa let tager for haardt imod min Villie, det kan gierne være, men dog har Erfaring lært mig, at man kan blive lidt klog paa det Skiønne baade i Naturen og Historien, uden at giøre det Skade eller tabe Fornøielsen deraf, og at da giver »Syn for Sagn« vor poetiske Følelse en Fasthed og 759 Sikkerhed, der trodser alle Philisteriets og Jettepakkets Angreb. Jeg smigrer mig ogsaa virkelig med, at Damerne ved enkelte smukke Træk har gjort samme Erfaring paa den Græske Side, og paa den Nordiske Side behøver man ikke at være saa nænsom; thi det er Mands-Siden, som maa kunne taale at røres ved og har ikke megen Skiønhed at tabe, men har megen Grimhed, som der hører baade Kraft og Forstand til at dække, og saaledes er aabenbar baade Brynhild og Gudrun Damer, som Nordens Skjalde vilde havt Skam af at synge om, naar de ikke havde en historisk Betydning, som giør, at selv Damerne ei kunde ønske dem anderledes i Sagnet og Kvadet, skiøndt De meget vil frabede sig saadanne Veninder i Livet. Slutte vil jeg med den vel overflødige, men dog naturlige Bemærkning, at skiøndt Volsung-Kvadet ingenlunde er Dansk Arbeide, har Danmark dog ogsaa i det, baade som Legeplads for Helten i hans gyldne Barndom og som Tilflugtssted for den ulykkelige Skiønhed, saa mildt og moderligt et Udseende, at det er klart, selv de Gothiske Skjalde har betragtet Danmark som »deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa«, og følt Forskiellen mellem det Guld, der tages med Staal-Handsker, glimrer vel stærkest, men rødmer blodig, og det Guld, der, som Himlens og Lykkens Gave, af sig selv flyder op som Rav, eller males dog paa Kværne med underfulde Kræfter, eies længe i Fred og har, skiøndt ogsaa det forsvinder, et Efterskin som Aftenrødens!

760

XXIV.
Skjaldre-Konsten og Suttungs-Mjøden.

I min Opvext, ovre paa den Jydske Hede, hørde jeg, blandt meget Andet, baade Godt og Ondt, Endeel, der, som Ordsprog og Mundheld, er midt imellem begge, er, som de bruges til, og jeg maa endnu smile, hvergang jeg levende mindes det rag-jydske, naragtige Mundheld »var Løvn Latin, saa kund' A preek!« Jeg kalder dette Mundheld naragtigt, fordi en Latinsk Præken for Danske Folk unægtelig er en stor Narrestreg ; men naar vi betænker, at den Talemaade vist blev til i Folkemunde, da man, under Pavedømmet, bogstavelig prækede Latin for Danske Folk, og at, billedlig talt, kan det ligesaa godt kaldes » Latin« som »Ebraisk«, hvad der tit endnu prækes for os, saa seer man let, at det Naragtige ved Mundheldet slet ikke falder Jydsken til Last, og naar det slaaer os, at Intet er saa gængs som »Løgn og Tant«, da maae vi igrunden finde Talemaaden ypperlig.

Var saaledes, som især de Romerske og Latinske Lærde tit har tænkt og sagt, Løgn Poesi, da var ikke blot Virgilius en stor Poet, men da kunde alle Skolemestre, med samt deres Peblinger, endnu langt lettere »digte og skjaldre« end skrive enten Latinske eller Danske Vers efter »Stigen til Parnas« og alle Prosodiens Regler; men da nu al ægte Poesi, hvad den saa end ellers farer med, dog maa være Noget, der tiltaler det Høieste og Dybeste hos Mennesket, saa er det heller intet Under, at man til alle Tider kun har havt nogle faa store og gode Seere, Poeter, Digtere og Skjalde, og at det i den vindtørre Forstands-Tid tegner til, at deres Slægt vil reent uddøe. Nu, dermed, vil mange Herrer sige, tabde Verden heller ikke stort, og det nytter ikke at tale med de Blinde om Farverne, men da 761 dog især Damerne, som Herrerne slet ikke kan undvære, nødig vil undvære Digterne, saa stræbde man alt tidlig og stræber endnu med Konst at komme Naturen til Hjelp, og æsthetiskat afrette en Deel unge Herrer til at efterligne gode Poetiske Mønstre, i det Haab, at faaer man derved ikke saa store Skjalde, som før, saa faaer man dog des flere, og følgelig, naar man lægger dem sammen, en større Poetisk Vægt. Det Sidste følger nemlig af den, om ikke urokkelige, saa dog meget haardnakkede Grund-Sætning, som Damerne maaskee ikke kiender, men Herrerne des bedre, den reent »Constitutionelle« Grundsætning, at i Aandens, saavelsom i Haandens, Verden, har det største Tal, især naar det er dygtig stort, bestandig Over-Vægten, saa det er kun en utaalelig Aristokratisk Fordom, at eet Hoved, om end nok saa stort, lyst og opvakt, skulde opveie meer end to, høist tre, af de Middelmaadige, end sige da mange Tusinde.

Hvorvidt nu denne Regne-Maade kan være brugelig i andre Kredse af Menneske-Livet, vil vi her lade staae ved sit Værd, men paa »Skiønhedens Enemærker« er det klart, den duer slet ikke; thi tusinde daarlige Malerier for eet Godt var jo allerede et Bytte gjort paa Bedrag, og bød Nogen mig ti Gribbeniller for een Skiønhed, og, naar jeg sagde: nei, mange Tak, bød mig Hundrede og Tusinde, saa vil Damerne ikke fortænke mig i, at Haarene reiste sig paa mit Hoved.

Enhver Ting har imidlertid, foruden den Latterlige, to Sider at betragtes fra, og mens man paa den ene Side maa finde, at Konstens Forsøg paa at komme den Poetiske Natur til Hjelp har hidtil sædvanlig været reent fortvivlede, og aldrig meget heldige, saa er dog paa den anden Side Sagen nuomstunder saa vigtig, at man maa prøve Allehaande, og Fortidens Erfaring er langt mere oplysende og advarende, end afskrækkende, saa jeg troer, det vil fornøie Damerne at høre, at vi i Norden dog har temmelig gode Udsigter til en Skjaldre-Konst, der i det mindste vidt overgaaer Alt, hvad man hidtil kaldte saa, og disse er det, jeg iaften vil dele med Damerne, uden dog paa nogen Maade at udelukke Herrerne, naar de ikke selv vil udelukke sig fra den Poetiske Verden, som Talen er om.

Vore Fædre havde nemlig ogsaa en Mythe om Skjaldskab, som en Konst, der, under visse Betingelser, godt lod sig lære, men, for at komme rigtig til den, og vise, hvad Meningen var, maa Damerne vide, hvad jeg rigtignok har glemt at fortælle, 762 at Nor dens Guder, skiøndt der blev en mageløs Enighed imellem dem, dog, ligesom Svenskere og Dannemænd, havde engang været meget usaattes, og havde da ret egenlig »slaaet sig sammen«, slaaedes saa længe, til de saae, det var til fælles Bedste at forliges og giøre fælles Sag mod Jetternes Verden. Der var altsaa en Tid for Nordens Mythe-Smede, da hverken Frey eller Freya eller deres Fader Niord regnedes til »Aserne«, men var kun i Vælgten hos »Vanerne«, til hvilken Side ogsaa Heim dal henregnes, og hvor løierligt end dette klinger, tvivler jeg dog slet ikke paa, at Sagen, baade historiskpoetisk og reen historisk taget, jo har sin Rigtighed, og hænger, paa en eller anden Maade, sammen med den »hvide Ko«, som bissede fra Grækenland op til Skythien. Ikke blot veed man nemlig, at vore Gamle ved »Vaner« sædvanlig forstod »Græker«, men hvem der har poetiske Øine i Hovedet, kan ogsaa see, at de saakaldte »Vane-Guddomme« i Norden virkelig har noget »Græsk« ved sig, som Aserne fattes, det Fredelige nemlig, det Deilige, det Milde, det Elskovsfulde, som Frey og Freya udtrykker, og det Klare eller Forklarede, som Heimdal udbasuner.

Da nu Enhver, paa eget Ansvar, har Lov til at forklare sig denne dunkle, men i Aandens Verden mærkværdige Sag, som han synes, saa benytter jeg mig naturligviis ogsaa af denne »Tankernes Told-Frihed«, og forestiller mig, at, ventelig nede ved det As-Ovske og Sorte Hav, hvor vi veed, at i det mindste »Gotherne« en Tidlang boede, og hvor man har fundet Spor baade af en As-Borg og en Vane-Gaard, maa der være kommet en lyslevende Græsk Hjerter-Dame til Nordens Kæmper, som, efter endeel Kurrer paa Traaden, er blevet venlig og vel forligt med dem, har, som saadanne Damer altid giør, smeltet Isen omkring Hjerte-Rødderne, formildet Barskheden og derved indenfra forskiønnet baade deres Mythiske Anskuelse og deres Kæmpe-Liv!

Dette er naturligviis en Giætning, der let kan synes selv Damerne alt for dristig, og som jeg derfor, langtfra at ville paatvinge Nogen, kun ganske løselig henkaster, men jeg tilføier dog ganske alvorlig, at noget Lignende: et eller andet Sammen-Stød, som ledte til en egen Sammen-Sætning af Græsk og Nordisk, maa der i Oldtiden have fundet Sted, enten ved det Sorte Hav eller ved Øster-Søen, naar vi skal kunne forklare os enten det Mythiske Forhold mellem Aser og Vaner i det Hele, eller Mythen om Skjaldre-Konstens 763 Oprindelse, som jeg, saavidt det her lader sig giøre, nu vil fortælle.

Aser og Vaner, siger man, maatte, efter lang Tvist og blodig Kiv, omsider paa begge Sider »spytte i Bøssen«, og af Udbyttet skabde Guderne, til Freds-Pant, Viismanden Kvaser, som kunde gierne svare paa meer end alle Tosser kunde spørge om, men blev, som de kloge Børn, heller ikke gammel; thi da han, paa Oplysningens Vegne, reiste Verden rundt, faldt han i Hænderne paa to slemme Dværge, Fjæler og Galer, som slog ham ihjel og blandede hans Blod med Honning til en Mjød, som gav den bedste Poetiske Ruus, Nogen kunde forlange. Denne Mjød blev nu gjemt i tre Haander, hvoraf det Fornemste kaldtes Odrærer eller Vækop, men Dværgene synes at have drukket over Magten, thi det Eneste, vi siden hører om dem, er, at de, ligesom for Løier, kantrede Baaden med Gillung Jette, og blev af hans Søn, Suttung, pint til at give Mjøden i Mandebod, hvorpaa Suttung, som synes ikke selv at have fundet Smag i den, giemde den i Knude-Bjerget og satte sin Datter Gunløde til at passe paa den. Her maatte da Odin søge den med stor Besværlighed og øiensynlig Livs-Fare, men han slap dog heelskindet hjem og bragde, paa en Maade, Mjøden med sig, saa nu giælder det kun om at blive godevenner med Odin, for at faae Lov til at drikke af den rette Tønde med For-Draaberne, for Mythen melder, og Poesiens Historie beviser kun alt for klart, at der er ogsaa en anden Tønde med Efter-Drikket, som er Gribs-Gods, men skaber ogsaa kun Liren-Dreiere eller slette Digtere.

See, om man nu end ellers slet ikke kunde see Noget af Poesiens virkelige Historie speile sig i denne Mythe, saa vilde jeg dog altid finde en mærkværdig Sammenhæng mellem »Suttungs-Mjøden« og, hvad de gamle Græker fortæller om et af de ældste Templer i Delphi, hvor Apollo gav sine Orakel-Svar, at det var bygt af »Bie-Vinger og Honning-Kager«, og at det Tempel forærede Apollo Hyper-Boræerne eller Nordboerne; thi naar man kiender baade dette Sagn og Mythen om Skjaldre-Konstens Oprindelse, da kan man dog aldrig høre det Ene uden at tænke paa det Andet, og hertil kommer, at naar Grækerne, paa Billed-Sproget, vilde fortælle os, at de havde lært lidt af Digte-Konsten fra sig til Nordboerne, da kunde de heller neppe udtrykke det bedre end ved at kalde Meddelelsen et lille Apollo-Tempel af Bie-Vinger og Honning-Kager; thi Konst-Skjaldene i Gamle 764 Nord var rigtig nok saa smaa, at de lignes bedre ved Fluer end ved Fugle, og dog var de tillige saa vævre og virksomme, med en vis Liflighed, at de allerhelst og meget træffende maae kaldes »Poetiske Bier«, som virkede Honning.

Naar man saaledes, med Øie, eller rettere med Øre, for Poesien, sammenligner det ældste Kvad, vi har fra Nordens Oldtid: Vøluspaa eller Volas Sang om »Tidens Ophav, Løb og Ende«, med Et af de Yngste, som er det saakaldte Havamaal eller Odins Høisang, og bestaaer af en Deel Leve-Regler og et Par smaa Æventyr om »Skjaldre-Konstens og Rune-Ristningens« Oprindelse, see, da forholder de sig virkelig til hinanden, omtrent som en Morgen-Lærke til en Bie-Sværm, eller som Fuglesang i Bøgetoppe til den muntre Surren i en Biekube.

Saa beskeden var nu aabenbar ikke Brage hin Gamle, som smeddede Mythen om Skjaldre-Konstens Oprindelse; thi denne Mythe er En af de unge og aabenmundede, der røbe deres egen Hemmelighed, ligesom den Græske om Muserne, Døttre af Zeus og Mnemosyne, eller af Indbildnings-Kraft og Hukommelse, og Lærlinger af Poesiens Gud, Apollon, saa vi seer strax, at Mythe-Smeden lovede sig alt Muligt af Konsten.

Asers og Vaners Mellemværende betyder nemlig, paa Billed-Sproget, Aandens og Hjertets Vexel-Virkning, saa Kvaser bliver en Poetisk Historiker, og Mjøden af hans Blod, og af Bie-Værket med Ygdrasils-Duggen, maa da blive et nyt Poetisk Kildevæld, og det deraf øste ny Skjaldskab skal, ved sit større Omfang, sin smagfulde Sødme og sin klare Velklang, aabenbar opveie, om ikke overveie det gamle Skjaldskab, der uforklarlig udsprang af Urda-Vældet. At Dette fordum glippede, er en Kiendsgierning, men om det engang skal lykkes i Norden, eller om Konst-Poesiens Forhold til Natur-Poesien altid og allevegne er, som Biens til Sang-Fuglen, der vel har Liv og Vinge r, men ellers Lidt eller Intet tilfælles, det er et Spørgsmaal, som vel kun Fremtiden kan besvare, men hvorpaa det dog alt kan være Umagen værdt at grunde og giætte.

Saadanne Spørgsmaal kan vist nok ikke være saa tiltrækkende for Alle, som for en gammelagtig Skjald, der selv hører til dem paa anden, om ikke paa tredie og fjerde Omgang; men har jeg kun Ret i, at Adel-Mennesket i det Hele er en gammelagtig Skjald, som, efter en høipoetisk Ungdom og 765 en daadfuld Manddom, nu er nødt til at overveie hos sig selv, om hans Ungdoms dybe Længsler var lutter Indbildning og vildt Sværmeri, eller om der var noget Himmelsk og Guddommeligt, følgelig ogsaa noget herneden mageløs Deiligt, Sødt og Saligt, deri, som han nu enten ganske har tabt eller staaer dog øiensynlig Fare for at miste; har jeg Ret deri, da burde Mennesket overalt, hvor han har et saadant poetisk Liv bag sig, tage inderlig Deel i det Spørgsmaal, om hans store Syner og hans stærke Drømme, med de funklende Øine, de glødende Kinder og de veltalende Læber, kan gienfødes eller ikke, det er med andre Ord: om Menneske-Sjælen, i Oplysningens og Vidskabens Tid, kan voxe op til en Fugl Phønix, der forstaaer og raader kongelig over alle Fugle-Toner, og svinger sig som den Skiønneste og Frieste af alle Fugle, majestætisk i Sky, eller den maa nøies med, som Bien, i sin sværmende Ungdom at kysse alle Blomster i Enge, og for Resten slide Livet inde i den mørke Kube, kun vise sin Rigdom ved at »betale den høieste Husleie« under Solen, og konstig grave sin egen Grav? Ja, dette burde virkelig Mennesket under alle Himmelegne see, og lytte opmærksom efter Svaret, Historien giver, men det gaaer naturligviis med den almindelige Syns-Pligt og Lytte-Pligt ligesom med den almindelige Værne-Pligt, at Loven er ærlig, men Holden besværlig, og kun Lysten driver Værket, og det maa da i Norden være vor Trøst, at Æblet, ligesaa lidt nu som fordum, falder langt fra Stammen og trilles aldrig saa langt, det smager jo ad Roden, saa at, hvor Øiet fra Arildstid stirrede med Lyst paa det store, bevægede Menneske-Liv, for at opdage Sammenhængen og Maalet, der vil det endnu have baade Lyst og Evne til at see, hvordan Livet har klaret sig i Tidens Løb og vidunderlig bekræftet de Gamles Formodninger! Under denne trøstelige Forudsætning tog jeg Mod til mig i Vinter og stræbde at meddele baade Dam er og Herrer min Anskuelse af Græker og Nordboer, deres Myther og Sagn, tilbagelagte og tilstundende Levnetsløb, og den stadige Opmærksomhed, ja, den muntre Deeltagelse, De har skiænket mig, maatte da være aldeles spildt, hvis jeg ikke sluttede med den glade Overbevisning, at i samme Grad, som Talere med Nordens Aand kan komme i det Klare med sig selv og skiære sig for Tungebaand, i samme Grad vil deres Tale ogsaa finde levende Gienlyd, baade fra Skoven, fra Havet og fra Bjergene, og den i Norden naturlige, poetisk-historiske Anskuelse af Menneske-Livet opgaae som et deiligt Nyaars-Ny, 766 os Alle lige nær, paa Fjeldet og paa Sletten, og gienføde et lysende Skiønheds-Baand om Aser og Vaner, ja, om alle Stammerne, der mødtes paa Stor-Thinget i Ygdrasils Skygge, og slog sig i Tidens Løb sammen til en Liv-Vagt for Lyset og en Lys-Vagt for Livet, for Menneske-Livet i hele Dets Vidunderlighed, med hele Dets naturlige Deilighed og hele Dets historiske Fylde!

Ja, med denne glade Overbeviisning agter jeg næste Gang at takke Dem for de uforglemmelige Vinter-Timer, jeg har tilbragt i Deres Midte, og med denne Overbeviisning vil jeg ogsaa iaften stræbe at klare min Anskuelse af Skjaldre-Konstens Forhold baade til Poesiens dybe Kilde og til vort nærværende Menneske-Liv, ingenlunde med den Indbildning, at jeg kan giøre soleklart for Dem, hvad kun er i Begreb med at klare sig for mig selv, men i den sikkre Forudsætning, at De deler min Nordiske Synsmaade og min Danske Følelse, hvorefter al levende og frugtbar Oplysning maa oprinde paa samme Maade som Solen, saa mellem Midnats-Mørket og Morgen-Røden er der, i det Indvortes som i det Udvortes, i Aandens som i Haandens Verden, Tusmørke, Daggry og Dagskiær, graalige, hvidlige og rødmende Skyer, som det var Synd at gaae irette med, fordi de ikke selv er hvad de kun bebude og forberede, men hvad aldrig kom tilsyne, hvis det ikke saaledes bebudedes og forberedtes!

Det er nu baade let seet og snart sagt og nemt forstaaet, at den gamle Kæmpe-Skjald, som skabde Viismanden Kvaser af Asers og Vaners Krigs-Bytte og Freds-Pant, og blandede Suttungs-Mjøden af Kvasers Blod og Bie-Værket, han har, meer eller mindre dunkelt, tænkt sig en Vidskab og Forstand paa Menneske-Livet, der udviklede sig af historisk Kundskab om Storværket, om Styrke-Prøven og Dens Udfald i forrige Tider, og han har tænkt sig denne Vidskab iført Poesiens yndige Dragt, udtrykt i Billed-Sproget, som Skjaldenes Moders-Maal, begavet med hele Poesiens Sødme og Liflighed, og klaret giennem Kræfternes kæmpemæssige Giæring, saa Spørgsmaalet er kun, paa den ene Side, om denne Anskuelse kan faae Liv og Skiønhed for os, og paa den anden Side, om der er Sandhed i den, eller det blot var en tom Indbildning og en sød Drøm om Umuligheder?

Det Første besvarer imidlertid for en stor Del sig selv; thi hvem der har mindste Syn og Sands for Oldtidens Poetiske Verden, og mindste Kiendskab til den, enten i Østen, i Syden 767 eller i Norden, maa strax finde, det var deiligt, om man kunde giæste den, uden at lade sin Forstand blive hjemme, altsaa komme til den med Forstand paa dens Deilighed, saa man, mere eller mindre klart, kunde skielne det Virkelige fra det blotte Skin, see, hvad der var det Væsenlige og Varige, og hvad der kun var Pynt og Stads, eller dog kun den rette Dragt i sin Tid, under en vis Himmelegn og givne Omstændigheder, deiligt, om man kunde blive saa klarøiet og dog have omtrent samme Fornøielse, med langt mere Nytte deraf, end de Gamle; saa vi spørge egenlig kun om Muligheden.

Vanskeligheden har nu den Nordiske Mythe-Smed ganske rigtig seet og følt, siden han lader den kostelige Mjød være misundelige Dværges Værk, falde i fiendtlige Jette-Hænder og begraves dybt i et Klippe-Skiød, saa Odin har omtrent ligesaa megen Umage med at bane sig Vei dertil, som man har paa »Holmen« med den Artesiske Brønd, maa dernæst forvandle sig til en lille »Orm«, for at slippe ind, og forfølges endnu paa Hjemveien af Jetten i Ørne-Hamm, saa al hans Umage var nær ved at blive spildt, og Skjalden har ingenlunde overdrevet Vanskelighederne, der ogsaa for vore Øine grændse til Umuligheder; men da dog alt Mange af disse forudsagte Vanskeligheder er overvundne, saa oprinder naturligviis det Haab, at Resten ogsaa vil overvindes, Spaadommen gaae i Opfyldelse, og Poesien, trods alle Vanskeligheder, gienfødes som en Skjaldre-Konst, der ingenlunde strider mod Naturen, men kommer den til Hjelp, og belønnes med et smagfuldt Glædens Bæger, hvori Draaber af Urda-Vældet, som Mimer-Dugg, skiænke Livs-Kraft i Løn til at virke og klares i Lys!

Denne lidt fattige Trøst og knappe Næring for det Poetiske Haab var, vel endnu i forrige Aarhundrede, Alt, hvad der syndes levnet af den forsvundne Herlighed, men nu, nær ved Midten af det Nittende Aarhundrede, har Poesiens Venner og Skjaldre-Konstens Dyrkere, især i Norden, langt blidere Kaar; thi nu er Spaadommen virkelig begyndt at gaae i Opfyldelse og selv den ringeste Begyndelse er her et haandfaaet Pant paa Fuldendelsen, saa, tør vi end ikke sige med Franskmanden, at det er kun det første Skridt, der koster, saa tør vi dog godt sige med Fædrene, at godt begyndt er halv fuldendt!

Man maa nemlig, for mig, giøre baade de Græske og Nordiske Konst-Værker i Poetisk Stil til saa ringe en Deel af 768 den rette Suttungs-Mjød, som man vil, saa lader jeg mig dog ikke aftrætte, at de høre dertil, og hvad Grækernes Deel angaaer, da har den jo været udbasunet som Classisk giennem mange Aarhundreder, saa, passer Nordens Mythe paa den, vil den sagtens passe paa Skjaldre-Konsten i det Hele.

Den Græske Viismand med sin stakkede Alder er jo nu vel bekiendt, og Jetten, som bemægtigede sig alt de Græske Musers Efterladenskab, er jo umiskiendelig Romeren, og har vi ikke lært Andet i »Latin-Skolen«, saa har vi dog lært, at baade var det Knude-Bjerg, hvori Jetten begravede den gamle Mjød, haardt tilgavns at giennembore, og Jette-Frøkenen Gunløde, eller den Latinske Grammatik med samt Prosodien, en meget ubarmhjertig Dame, der virkelig rugede som en Drage over Skatten. Vi lærde imidlertid dog lidt mere, lærde at bore, og at indsee, der gik ingen anden Vei til Klippe-Skiødet end den, der møisommelig maatte banes med det skarpeste Naver, og kunde saa.endda kun befares af Orme, de noksom bekiendte »Bog-Orme« nemlig, saa, naar det omsider lykkedes Odin, den Skielm, at løse Latin-Skolens fortvivlede Opgave: giennem de »døde Sprog« at trænge ind til Oldtidens oplivende og frigiørende Aand, og at besnakke Gunløde, saa hun lod ham drikke tilbunds, da skedte det unægtelig ved den trælbaarne Latin-Skoles Hjelp, men det gaaer den, ligesom det gaaer alle dem, der ikke giør mere Gavn eller giver mere Frihed, end de høilig nødes til, saa den fik og faaer kun Skam til Takke.

Dog, skiøndt jeg altid har vidst, at Odin var skielmsk, og maatte være det, for at narre saadan en gammel Ræv, som Suttungs Broder, og bøie en Jette-Frøkens Hjerte, der var saa haardt som Klippen, hun beboede, saa havde jeg dog aldrig tænkt, han var saa skielmsk, at han ogsaa vilde narre sine gode Venner, som han iaften har narret mig til at springe hans mythiske Reise over, som jeg nu seer, er af yderste Vigtighed. Saameget sandt var der altsaa dog i den gamle Latiner-Bog, der vilde giøre »Ulysses og Odin« til een Person, at Odin ligesom Odysseus giækkes selv med sine bedste Venner, dels af gammel Vane og dels for at føle dem paa Tænderne, og der er da ikke Andet for, end at begynde forfra igien og sige: De husker nok, nei, det er sandt, jeg har nok glemt at fortælle Dem, at da Odin drog ud paa sit Æventyr efter den forborgne Suttungs-Mjød, da kom han først til ni 769 Trælle, som gik og slog Hø, og spurgde dem, om han ikke skulde slibe deres Leer? De sagde jo, og paa hans lille Slibe-Steen, som han trak op af Lommen, kom der snart saa deiligt Bid i dem, at alle Trællene vilde kiøbe Odins Slibesteen, men han fandt det ikke raadeligt at handle med de Karle, men smed den midt ind imellem dem og gjorde den til Gribs-Gods, hvorpaa Trællene kom op at slaaes om den, og helmede ikke» før de med deres Leer, saa skarpe som Rage-Knive, havde snittet Hovedet af hverandre. Samme Aften søgde Odin Natteleie hos Suttungs Broder, Jetten Bøge, hvis Trælle netop de Ni var, og da Jetten klagede sig over Tabet af dem og slet ikke vidste, hvordan han skulde faae sit Arbeide gjort, saa tilbød Odin sig, under Navn af Bold værk, at giøre Fyldest for alle Ni, naar Bøge saa vilde hjelpe ham til en Slurk af Suttungs-Mjøden. Bøge tilstod nu vel, at den raadte han ikke for, men lovede dog at giøre sit Bedste, og da Odin havde giort Sit i Mark og Enge, fulgde Bøge ham ogsaa til sin Broder og gik i Bøn for ham, men der hjalp intet Broderskab, og Suttung bandte paa, han fik ikke en Draabe. Nu maatte da Odin see til, paa sin Engelsk, at »hjelpe sig selv«, og gik derfor hen til Knude-Bjerget, trak et Naver frem, han havde, og bad Bøge bore Hul med det, som han da ogsaa gjorde, men dog immer paa Kneb, saa først løi han og sagde, der var Hul heelt igiennem, men da Odin blæste i Hullet og fik Fnugget i Øinene, maatte Jetten bedre til, og da saa endelig Odin fandt, han kunde blæse igiennem Hullet, og han smuttede derind i Orme-Skikkelse, saa stak endda den troløse Jette efter ham med Naveret, men ramde ham lykkeligviis dog ikke. Odin slap nu vel ogsaa lykkelig ud med Suttungs-Mjøden i sig, men forfulgdes saa tæt af Suttung Jette i Ørne-Hamm, at han, for at undflye, maatte paa en Maade, der dog ikke hjalp Jetten, men os Alle, give Mjøden fra sig.

Naar man nu blot veed, at det især var Normannerne, som i Vesten og Syden oplivede Latineriet i Middelalderen, og skærpede Eftertanken, uden at de Romanske Folk derved kom videre i Vidskab end til at skiære Næse og Øren af hinanden, og at det først var i de sidste tre Aarhundreder, at Nordboerne selv med Flid stræbde at arbeide sig giennem de døde Sprog ind i den Classiske Oldtid; da rnaa man nødvendig finde baade Slibe-Stenen og Naveret paa rette Sted, og finde det ganske morsomt at see Odin krybe ind som en Bog-Orm og komme ud som en Kæmpe-Fugl, men 770 Hoved-Sagen er, at vi i Norden virkelig har begyndt at dyrke og drive en Skjaldre-Konst, der ikke svarer ilde til den gamle Beskrivelse, da vi ikke meer vil blænde med Skin eller lege med Skygger, men afbilde Menneske-Livet, styrke og opmuntre det til at udvikle sig saa fuldstændig, saa gavnlig og glædelig, saa kiønt og klart som muligt. Nys har saaledes Erfaring lært os, at vi baade kan glæde os ved at betragte Græske og Nordiske Myther i deres levende, af Oldtidens høiere Menneske-Liv udsprungne Skikkelse, og kan derved see mangt et Lysglimt ogsaa over vort eget Menneske-Liv, og hvorfor skulde vi da ikke have Mod til at troe vore egne Øine og Øren bedre end Latin-Skolens »Traditioner og Legender«, som er hverken frygteligere eller efterretteligere end Munkenes i Middel-Alderen! hvorfor skulde vi ikke vente Lykke til at overvinde den sidste Vanskelighed med alle de Øvrige, især da det kun er Hjemførelsen af den alt erhvervede Suttungs-Mjød, som »Jetten i Ørne-Ham« eller Roms Uaand vel ingenlunde vil lade os beholde i Fred, men kan dog ikke forhindre os fra, om end lidt hovedkulds, ligesom Odin, at meddele dem, som har Lyst dertil og Smag derfor! Ja, hvi skulde vi ikke haabe, til vore Børn at tilbagevinde hvad Fædrene tabde: det Poetiske Paradis, hvor man hverken lever for at æde og drikke, eller for at læse og skrive, slæbe og slide, men giør Alt for at leve og leve godt, og hvor Oplysningen ingenlunde fordunkler og fortærer, men forskiønner og forklarer Livet, og lærer os paa een Gang at skatte Dets Værd, at føle Dets Lyst og at bruge Dets Kræfter!

Ønske vi nu endelig at samle Menneske-Aandens og Menneske-Hjertets Historie, med alle deres Syner, Minder og Forhaabninger, i eet stort og giennemsigtigt Billede, da har Oldtiden ogsaa efterladt os et Saadant i Phønix-Mythen, der vel er af Østerlandsk Oprindelse, men udbreder dog, som Konge-Fuglen, sine farverige Vinger baade over Grækenland og Norden og er begge Steder paa sin høie Flugt baade øinet og afbildet.

Om denne Konge for alle Sang-Fuglene, denne fjedrede Apollon, hedder det nemlig fra Arildstid, at naar han, efter et tusindaarigt Paradis-Liv med Solstraale-Sang, bliver gammel og tung, da bygger han sig selv en Rede af alle Jordens søde og vellugtende Urter og Barke, og hensmelter med den i Solstraale-Glands, men at han atter gienfødes af sin Aske, vel 771 først som en lille Glimmer-Orm, men dog af Phønix-Art, til at næres af Morgen-Duggen og blive sin Fader op ad Dage, med hvis Aske han da, fulgt af alle Skovens Fugle, reiser hjem til sit Fæderneland!

I denne mageløse Mythe see vi nemlig med Rette hele det høiere Menneske-Liv speile sig, saa Phønix den Første er Spaadoms-Aanden, der med Høisang svæver over Oldtiden; Rede-Bygningen og det duftende Baal med Virak-Skyer afbilder træffende Middel-Alderen med Freyas Guld-Taarer og Balders-Baalet, Hjerte-Tiden med de brændende Længsler og de søde Toner, hvori Aanden syndes opløst og hensmeltet, saa Dens Historie, ligesom Asken af Phønix-Baalet, var Dens eneste Levning; thi passer dette saa vidunderlig, som det aabenbar giør, ja, har vi Alt længe seet Glimmer-Ormen krybe om i Asken og hørt ham kalde sig Phønix-Fuglens Søn og Arving: seet Bog-Ormen gnave paa Aands-Historien i de »Classiske Værker« paa Dødens Sprog, og hørt den adle sig selv med Navn af Aand; hvorfor skulde vi da ikke see den Dag imøde, da Ormen vinder Fugle-Skikkelse med guldblommede Vinger og liflig Høisang! Hvad Under, at det mislykkedes, saalænge Bog-Ormen vel priste Oldtidens Konge, som sin herlige Fader, men foragtede og forhaanede dog Middelalderens Dronning, som om hun ikke var hans elskelige Moder, priste vel »Aanden« og greb begiærlig efter al dens Kraft og Glands, men foragtede og mishandlede »Hjertet«, som dog er den eneste Moder til al levende Skiønhed og til alt Menneskeligt, og maa ikke nok Bladet vende sig, hvor Bog-Ormen lærer at elske sin Moder ligesaa høit, som han ærer sin Fader, og seer i Menneske-Livets Væsen ligesaavel et »aandeligt Hjerte« som en »hjertelig Aand«, faaer voxende Forstand paa Begge og faaer nødvendig, saavidt Forstanden rækker, det tilsvarende Liv i sin Magt! Saavidt siger jeg, og anfører mig selv som et Bilag; thi at jeg er en Bog-Orm fra Barns-Been, som er blevet graa over de døde Sprog og blevet gammel ved Pennen, det er jo vist nok, og om det nu er aldrig saa lidt, hvad Syn jeg har for Aandens Glands og Bane, og hvad Magt jeg har over Menneske-Ordet, Moders-Maalet og Arilds-Folkenes Myther, til aandelig og levende Brug, saa, naar det kun virkelig er »Noget«, kan det dog aldrig være saa lidt, at det jo er et levende Beviis paa, at hvor Poetiske Folk bliver Bog-Orme, der kan Bog-Orme ogsaa blive Poeter; hvor Phønix-Fuglen virkelig har brændt sig selv, der skal 772 den ogsaa gienfødes af sin Aske, faae Vinger paany til at befare sin gamle Bane og faae Stemme paany til at synge sin gamle Vise! Og maa jeg da ikke nok baade tænke og sige, at hvor Balders-Baalet var den lysende Bavn i Kæmpe-Tiden og hvor Freyas Guld-Taarer perlede i Kæmpe-Visen, der har Phønix-Fuglen aabenbar brændt sig selv, og der vil han engang sees gienfødt, fuldvoxen og forklaret, at opsvinge sig over Skoven, udsvinge sig over Havet og fare sjungende hjem med sin Faders Aske!

773

XXV.
Holger Danske.

Damerne har formodenlig læst »Urania«1, og vel er det meer end jeg kan rose mig af, for dels er jeg lidt magelig, dels begynder jeg at blive gammel, saa jeg har ondt ved at holde Skridt med Tiden, og endelig tager man i vore Dage saa forfærdelig lange Skridt, eller, maaske rettere, springer man saa forskrækkelig høit i Luften, at jeg tør snart slet ikke begynde paa at læse de nye Bøger, men holder mig helst til de Gamle, der bliver ved Jorden; men dog gjorde jeg mig, forleden Aften, saa dristig at kikke i Urania, og tænkde, det er jo dog en Slags Almanak til det ny Aar, saa man kan dog aldrig vide, om ikke »Astronomierne« har fundet den Stjerne, der blev borte for dem, og, saalidt som jeg har moret mig ved hvad jeg hidtil fandt i de Astronomier, jeg læste, saameget føler jeg dog en vis Længsel efter hvad jeg savnede i dem, som var en menneskelig Betragtning ikke blot af Dyre-Kredsen og Mælke-Veien, men af Soel og Maane og alle Stjerner, som jeg, paa Gammeldags, virkelig troer, er til for Menneskets Skyld. Det kan jo være høit og tillige beskedenligt, uegennyttigt nok, at betragte Jorden som et Støvgran i det uendelige Rum, og Mennesket som en Madik i det Støvgran, saa man maa have en Kikkert, der forstørrer mange tusinde Gange, blot for at øine det underlige Dyr, og kan da, naturligviis, slet ikke skille det rigtige Menneske fra en Abekat, der sætter sig paa Bagbenene og kikker Stjerner; det kan Altsammen være høit og kanskee himmelsk, guddommeligt nok; men see, menneskeligt er det dog ingenlunde, og jeg kan slet ikke begribe, hvor jeg skulde faae den brændende Kiærlighed fra, enten til »Manden i Maanen«, eller til det Kopernikanske System, det *774uendelige Rum og den uendelige Regning, at jeg, for deres Skyld, opoffrede mig selv, Damerne og hele Menneske-Slægten, for ikke, som de unge Philosopher, at tage »Vorherre« med i det alt for blandede Selskab; hvor jeg skulde faae den brændende, Alt opoffrende Kiærlighed fra, naar jeg dog slet ingen Kiærlighed havde, enten til Damerne, til Menneske-Slægten med dens levende Begreb, eller til min egen Delagtighed i det, for mine Øine, guddommelige Menneske-Liv; saa mig synes, Engelskmanden har unægtelig Ret i, at, hvorvidt end Kiærligheden kan og skal strække sig, saa maa den dog immer begynde »hjemmefra«; og, paa den anden Side, begriber jeg ligesaalidt, hvor Folk faaeral den store Forstand fra, ikke blot paa Soel og Maane og Stjerner, men paa hvad man, for at det ikke skal være Løgn, baade paa Latin og Dansk kalder det »hele Universum«, naar de dog slet ingen Forstand har paa den lille Deel af det Hele, som de selv, deres Folk og Fæderneland og Menneske-Slægten er; thi Dette maa nu være saa smaat, som man vil, saa finder jeg det dog soleklart, at det Smaa, der ei engang kan begribe sig selv, er frit nok for at begribe det umaadelig Store, som det drukner og taber sig i!

Dog, for at min Smule »relative« Forstand ikke skal drukne i den »absolute« Misforstand, vil jeg bryde kort af, og fortælle Damerne, at mine Øine faldt paa et Sted i Urania, hvor der staaer, at »førstkommende Maidag«, naar vi vil lukke vore Øine op, og hvem vil ikke det, naar Bøgen springer ud, da skal vi om Aftenen, i Vesterlide, see et meget fornøieligt Syn paa Himlen, af Mars som en Rubin, og Venus som en Saphir, og Tvillingerne, Kastor og Pollux, som to Brillanter, saa det hele skal ligne et Dronning-Smykke, og uagtet nu »Mars og Venus« er saalidt af mine Guder, at jeg ikke engang har villet fortælle noget om dem, saa har jeg dog ligefuldt en gammel Kiærlighed til »Aften-Stjernen«, hvad Navn man saa end giver den, og en ligedan til det Græske Sagn om Tvillingerne, eller de berømte Dioskurer, der saa smukt deelde Medgang og Modgang, ja, Liv og Død, med hinanden, at jeg skal vist ikke glemme, midt i Mai, naar Sælland faaer sit gamle, men aldrig forældede Dronning-Smykke, da ogsaa at kikke efter de klare Stjerner, men ligner de virkelig, ogsaa i mine Øine, et Dronning-Smykke, da tænker jeg, naturligviis, nærmest paa Freyas Smykke, det berømte Brysing, som, efter en dunkel Mythe, engang var hende frastjaalet af 775 Loke, men blev viist igien af Heimdal, og saaledes skal det smukke Veirlys blive mig et godt Varsel for hvad jeg venter at see i Virkeligheden, eller et Stjerne-Billede af det Skiønheds-Baand, som jeg haaber, skal omslynge, først os paa Sletten, saa alle Nordens Stammer, og Grækerne med os, i et mythisk Forbund til Værn om Menneske-Livet i hele dets vidunderlige Fylde, og til stille men dog store Fremskridt i en Oplysning, der ikke giør Livet øde, men blomstrende, ikke forfølger det Dybe med gloende Pile, fordi det er dunkelt, men omfavner med sine Straale-Arme alt det Dunkle, som er dybt, saa det efterhaanden forklarer sig selv. Kun dette er nemlig det Favntag af Kamp-Guden og Kiærligheds-Disen, som jeg kalder det rette, og som, for mine Øine, speiler sig fra Arilds-Tid i den dunkle men dybe Nordiske Mythe om den bortfløine Othar, der omsider paany synker i Freyas Favn, afkysser med Gylden-Mund hendes Guld-Taarer, og kæmper heltelig med Bærsærken Angantyr om Val-Malmen som Dannefæ!

Ja, dette Nordiske Haab, med Dansk Guld-Nakke, har jeg hidtil levet med, og aldrig misundt d em deres Lykke, for hvem det var latterligt eller dog alt for smaat, med det begyndte jeg min Tale om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn, og med det vil jeg slutte den, taknemmelig, baade for de mange Ædelstene, jeg, ved i min Ensomhed at stirre tilbage, opdagede, og for de mange Soelglimt, der mødte mig her i en smilende Kreds, og samle sig sikkert til at giennemstraale Fremtiden!

At jeg imidlertid, heroppe, hvor tit jeg end nævnede og stræbde at udbrede mit Nordiske Haab, dog aldrig endnu knyttede det til sit gamle, velbekiendte, folkelige Navn, som Haabet om »Holger Danskes« Hjemkomst, det kan jeg slet ikke begribe, men da det dog, til Lykke, slog mig imorges vil jeg gribe det sidste Øieblik og giøre det iaften!

At nu Holger Danske, som selv i Borge-Stuen var nær ved at glemmes, dog igien, udentvivl, er alle Damerne bekiendt, det takker jeg med Glæde Dane-Skjalden, Ingemann, for, og jeg giør det med dobbelt Glæde, fordi jeg veed, at selv Børn og Bønder finder Smag i Ingemanns »Holger Danske«, lytter gierne, hvor der synges, og nynner selv efter, baade:

»Vær hilset, mit gamle Fædreland!«
»Ved Leire græsse nu Faar paa Vold.«
Kong Gøtrik sad ene paa Leire-Borg.«
»I alle de Riger og Lande«,

776

og sagtens Flere af Holger-Viserne, der, som faldet ned fra Skyerne, iglen opliver Mindet om Folke-Helten og melder hans Hjemkomst.

At imidlertid Ingemann, her som allevegne, følde sig indtaget af det Æventyrlige, der, paa een Gang svarer baade til det Mythiske og det Historiske i Norden, derfor takker jeg vor fælles søde Moder, den dybe ogkiærlige Danske Natur, og dette er mig baade et langt klarere og kiærere Varsel for Dannemarks og Nordens Fremtid, end hvad der kan findes imellem Stjernerne eller læses i dem; thi det beviser, at Hjertet er blevet Aanden tro, saa, hvad enten Grækenland endnu har en Penelope, der venter paa Odysseus, eller ikker saa har Norden ligefuldt en Jomfru »Gloriant«, en Islandsk Konge-Datter, som har biet paa Holger Danske, og synger, efter Kæmpevisen, ind i det skumle Fængsel:

Est du levende, Olger Danske!
jeg siger dig paa min Sand,
her er en Trold, begiærer mig,
og det er sorten Burmand!

Høre I, goden Olger Danske!
I hjelpe mig af den Nød!
førend jeg tager den lede Trold,
langt hellere var jeg død!

Dæmpet, men dog livlig og lydelig, kommer alt Svaret fra det dybe Taarn-Giemme:

Vel eder, Jomfru Gloriant!
at I vilde til mig gange!
I give mig Spise og Drikke saagod,
jeg bryder med Burmand Stange!

Kunde I flye mig min Hest igien,
dertilmed Brynje og Sværd,
jeggjorde det for Eders Skyld,
jeg red med hannem en Færd!

saa jeg venter snart at høre fra alle Kanter:

777

De strede saa længe, de strede saa hardt,
de var baade trætte og møde;
slagen blev han dog, Burmand Kamp,
han faldt til Jord og døde!
Olger Danske, han vandt Seir over Burmand!

At jeg nu venter en Holger Danskes Hjemkomst ikke blot i poetisk, men ogsaa i prosaisk Forstand, reen folkehistorisk, det veed jeg nok, man kalder grovt, men med mig kan det ei anderledes være; thi mine Spaadomme er selvpaa en Maade haandfaste, jeg har aldrig givet mig af med enten at læse i Stjernerne eller at randsage Dyrenes Indvolde, men troer kun, som »Ringens Aand« siger til Aladdin, at »Fremtid speiler sig i Oldtid«, og at man efter »Frøet, Saaningen og Jorden, kan give Nys om Blomstens Art«. Denne Ringens, Odins-Ringens Aand har nemlig givet mig Øre for Alt, hvad der »rimer sig« baade i Mythe, Æventyr og Historie, saa jeg kan oversætte fra det Ene i det Andet, og seer derfor nu den Tid ganske nær, da Historien, paa een Gang, vil forklare baade den mythiske Heimdal og den æventyrlige Holger Danske, der smelter sammen, saasnart man aander lidt varmt paa dem, og størkner saa historisk til hvad man nu helst kalder et »Skandinavisk Samfund«, men jeg et »Nordisk Gylden-Aar«.

Ved første Øiekast kan det jo vel synes, som kun Heimdal, med sit Guld-Horn, sin Guld-Top, sine Guld-Tænder og sit skærpede »Mande-Hoved«, staaer for hele Norden, mens Holger, efter Æventyret, ligesom Odysseus, ligger i Dvale paa en forborgen Øe, hos Ælve-Dronningen, for engang, forynget, at komme tilbage og frelse, ikke hele Norden, men kun Danmark af Nød og Vaande, men det er kun et Skin, som strax forsvinder, raar man besinder sig paa, at Holger Danskes Krønike er ingenlunde Dansk Arbeide, men er opdigtet i fremmede Lande, hvor baade Normannisk og alt Nordisk blev kaldt Dansk, saa Danmark har slet ikke meer Ret til Holger end de andre Nordiske Riger, ja, oprindelig, mindre end Norge, da det aabenbar er »Normannen«, der har omklædt Oldtidens mythiske Grændse-Vogter i Middel-Alderens æventyrlige Ridder-Dragt. Har derfor Danmark, ogsaa i denne Henseende, et lille Fortrin, da ligger det dog kun deri, at vi nok var de Sidste, der kom Holger ihu, og de Første, der kiendtes ved ham i hans ny Skikkelse, men selv 778 det bliver kun et virkeligt Fortrin, naar han kommer først og bedst i Virksomhed hos os, og det vil sige, hvis vi bliver de Første, hos hvem den Nordiske Betragtning og Benyttelse af Menneske-Livet paany træder i Kraft, hvad jeg vel inderlig ønsker og derfor dristig har troet, men, skiøndt jeg haaber det endnu, maa jeg dog vide, at min naturlige Partiskhed for Danmark kan deri let have spillet mig et lille Puds, og, om nu saa var, skulde jeg endda være velfornøiet, naar vi i Norden kun ret aabenbar kappedes om, hvem der kunde give Holger det bedste og kraftigste Haandtryk, og hvor Heimdals Klang-Horn kunde lyde renest og klarest og videst omkring over Land og Hav, Naar jeg imidlertid betragter Levningerne af det gamle Dannevirke, hvis første Navn var »Holger-Diget«, da skiønner jeg ikke rettere, end at der virkelig rører sig Noget i Dagningen, som ligner Holger paa et Haar, og kaster Handsken til Barbarossas Gienfærd med den samme Mine, som fordum til »Diderik af Bern«, saa Omkvædet bliver paany »Nu stander Striden Norden under Jylland«, og Ingen kan fortænke mig i, at jeg her, midt imellem Dannekvindens Sønner og Døttre, somglødefor Danskhedens Kæmpe, finder hans Nærværelse bekræftet.

Dette minder mig om Takken, jeg har lovet og skylder den Kreds, jeg iaften, indtil videre, siger Farvel, og skylder især de unge Damer, blandt meget Andet, fordi En af dem venskabelig har betroet mig, at hun, med Flere, ønskede, jeg vilde lade trykke hvad jeg har talt heroppe, men at de »unge Herrer«, som egenlig skulde bede mig om det, var saa kiedelige, at der selv for de »unge Damer« var intet Udkomme med dem.

Dette skal nu først de unge Damer have mange Tak for; thi det glæder mig ret at have faaet saa god en Anledning, om ikke til at lade Taler trykke, thi derom skal jeg siden sige Dem min Mening, saa dog til at udtale min stigende Beundring af de unge Damer, som ikke blot fattede Mod til at høre mig, men holdt ærlig ud, og tog saa levende Deel i min uordenlige Tale om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn, og om Allehaande, baade Levende og Dødt, baade Forbigangent, Nærværende og Tilkommende, at De nødig vil glemme, gierne vil mindes den!

Ja, dels ved min egen og dels ved Andres Skyld, men i det Hele ved »den haarde Skæbne, mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne«, men som jeg dog mærker, man ei omsonst stræber at bære som en Mand, og haaber at overleve, derved 779 kom jeg til at staae i et ligesaa skævt som ufordelagtigt Lys, vel især for »Herrerne« baade gamle og unge, men derved dog middelbar ogsaa for »Damerne«, især de Unge, der fra Barnsbeen hørde mig beskrive, som en »Bussemand«, der vilde tage dem Allesammen, om han kunde, og putte dem i et »Kloster«, hvor de knap nok fik Lov til at vexle Blik med Soel og Maane, end sige med Glæden og de unge Herrer, saa det har sikkert kostet Overvindelse, før jeg kom til at staae i en saadan rødmusset og smilende Kreds, og at staae for mit Fædernelands Ungdom, som en vel lidt sær, gammelagtig og gammeldags, men dog munter og venlig Dannemand og Skjald, som vil Ingen paanøde enten sin Tro eller sin Tankegang, sine Syner og Drømme eller sine Danske Minder og Nordiske Forhaabninger, men har dog faaet Mod til at være det Altsammen bekiendt, faaet Magt til at tale frit, livligt og muntert derom, og vil inderlig gierne dele med Alle, hvad der giør ham selv glad og lykkelig, og føler sig gladest og lykkeligst i en livfuld, ungdommelig Kreds, der gløder og sværmer for det Store og Skiønne, først og sidst i Daad og Kiærlighed!

Udentvivl har det kostet Herrerne mest Overvindelse at være og blive mine Tilhørere, og de skulde da, efter sædvanlig Regning, have den meste Tak, men jeg kan heller ikke i dette Stykke følge den sædvanlige Regning; thi, efter min Regning, skylder enhver Taler dem den meste Tak, som høre ham helst, og som, med Lysten til at høre, har maattet overvinde adskillige Hindringer, og deriblandt dem, vi selv, vel ikke af Ondskab, men af Dødbideri, lægger vore Tilhørere og især Damerne iveien, saa det er i alle Maader Damerne, og især de Unge, der her skal takkes baade mest og bedst, baade først og sidst.

Vistnok er det ellers især de ældre Damer, jeg i Livet skylder den meste Tak, og jeg gientager det gierne, at havde de ikke været, da stod jeg vist ikke her, og stod her endnu mindre saa rørig, saa munter og saa velforligt med Øieblikket, som De har seet og hørt mig; thi ikke blot er jeg en »Moders Søn« og erkiender Moder-Hjertet, som en Frigga, for Skjalde-Livets naturlige Kilde, skiøndt Fæderne-Aanden naturligviis er Dets Kraft; men mit lille Hjem var, giennem en Menneske-Alder, min Deel af Verden, og en lille venlig Kreds, saa idyllisk, som den kan times i vore Dage i Udkanten af en Hovedstad, og saa idyllisk, som ingen Kreds kan være uden skiøn og ægte Kvindelighed, den var mit Skjalde-Livs daglige Brød, og endelig var de faa Solskins-Øieblikke under 780 aaben Himmel, hvortil Skjalde-Livet, selv det allertarveligste, ligesom Blomsten, nødvendig trænger, lutter milde Øiekast fra ældre Damer og fra Dame-Skjalden. Men, med alt Dette, var jeg dog en Hykler, om jeg sagde: det er især de ældre Damer, jeg i aften takker; thi det er virkelig især de Yngre, og skiøndt dertil gierne kan være en hemmelig Grund, som vore ældre Veninder altid vil paadutte os, naar vi viser de Yngre særdeles Opmærksomhed, saa er her dog unægtelig saa gode og iøinefaldende Grunde, at jeg giør det med en Dristighed, som ikke selv mine ældste og kiæreste Veninder vil være bekiendt at laste.

Vel er jeg nemlig alt for kortsynet til at vide, hvor smukke mine fleste Tilhørerinder har været, men at de Fleste har været unge, det har jeg dog kunnet see, om ikke paa Andet, saa paa de »unge Herrer«, som fulgde dem, dels ved Armen og dels med Øinene, og dernæst er det jo netop de unge Damer, der snarest lader sig kyse, især med lærde Sager og gamle Herrer, saa dem skylder jeg aabenbar, ved denne Leilighed, baade den meste og varmeste Tak!

Vil imidlertid mine ældre Veninder haardnakket paastaae, at nogen Deel har dog sikkert baade Ungdom og Skiønhed i min varme Tak til de unge Damer, da vil jeg ikke haardnakket benægte det, men heller bekiende, at, efter min Erfaring, har Damer og Digtere ogsaa det tilfælles, at de bliver aldrig saa gamle, de jo ønsker at behage Ungdommen, jo smukkere, des mere; men jeg paastaaer ogsaa, det er igrunden ingen Feil, skiøndt derved let kan indløbe mange Feil, det er en nødvendig Følge af Damers og Digteres Kiærlighed til det Levende, Sands for det Skiønne og Takt for det Glade, saa det bliver kun en Feil, naar Maaden og Midlerne er slette, hvad da sædvanlig straffer sig selv. Ligesom det derfor, naturligviis, er en Høitid foren gammelagtig Skjald, naar de smukke, unge Damer gierne vil høre ham, saaledes tør jeg sige, det er ikke blot smigrende for ham, men er til fælles Bedste, baade for de unge og de gamle Herrer, ja, for det Hele; thi de unge Damer, som har Lyst til at høre gamle Skjalde og bevare Minderne fra gamle Dage, de vil i det Hele bevare deres Barndoms og Ungdoms bedste Indtryk: Barndommens Paradis og Ungdommens Kiærlighed, ja, bevare Hjertet, som er Livets Kilde!

Men nu Ønsket af flere »unge Damer«, og, jeg maa selv lægge til, af flere »unge Herrer«, at jeg vilde lade mine Taler trykke, hvad siger jeg til det?

781

Jeg siger, naturligviis, først og sidst, at Ønsket er mig inderlig kiært, som det Ønske hos Ungdommen at mindes hvad de Gamle har forudsagt om Menneske-Livet, og at prøve dets Værd, mens Dagene rinde; thi en saadan Prøve er det min Lyst at underkastes og mit lyse Haab at kunne bestaae, en saadan Examen, hvorved de Unge spørger, de Gamle svarer og Livet dømmer, den ønsker jeg inderlig, maatte, heller idag end imorgen, afløse alle vore bagvendte, chinesiske Examiner, hvorved de Gamle piner de Unge med Spørgsmaal, som de umulig kan besvare af deres egen Livs-Erfaring, og besvare kun som Eftersnakkere af Andres, Om derimod Trykningen af mine Aften-Taler vil være det rette Middel til at befæste Mindet og befordre Prøven, eller om det ikke var bedst at lade glemmes hvad ei hos Ungdommen indprænter sig selv uforglemmeligt, det er et Spørgsmaal, jeg ei iaften tør besvare, men maa sige, hvad sandt er, at, for Øieblikket, synes det Sidste mig rimeligst.

De har saaledes vist Alle mærket, at skiøndt jeg er blevet graa ved Pennen, og har virkelig baade det Ønske og det Haab, at Endeel af hvad jeg har skrevet, herefter skal finde baade flere og velvilligere Læsere og Læserinder end hidindtil, har det Ønske og det Haab, at Efterslægten ei vil sige, at mit flittige Bogmageri var »til Skade for Pen og Blæk og for de rene Blade«, saa deler jeg dog slet ikke den sædvanlige Tankegang, at Pennen, som en Pave, skulde være Aandens Statholder paa Jorden, men kalder tvertimod den Indbildning et ligesaa sørgeligt, som urimeligt Papisteri, der trænger høit til en grundig Reformation, saa Pennen bliver igien, hvad den er skabt og skaaret til: en »Tjenestekvindes Tjener«, ja, en ydmyg Tjener af Menneske-Munden, der vel selv er en Tjenerinde, men kun Aandens og Hjertets Tjenerinde, og er i SandseVerdenen regierende Dronning baade over Levende og Døde. Ja, Stile-Magerne og alle de Bog-Lærde, der selv ønske at være »Bøger i Skind-Bind«, maa kalde det Dumhed, Sværmeri, Mysticisme, Fanatisme, Barbari, Bespottelse eller hvad andre smukke Navne de bruge, naar de bansætte hvad de ikke kan lide, men heller ikke kan magte, saa siger jeg dog, det er soleklart, at »Tale-Gaven« hører til det Guddommelige i Menneske-Naturen, mens derimod »Skrive-Konsten« i alle mulige Betydninger, kun er et Haand-Værk, der ligesaa lidt kan virke levende paa noget Menneske, som vi med vore Hænder kan dreie Tanker og bøie Hjerter, saa det er ene 782 og alene det mundtlige Ord, som kan bevise, at der er »Liv og Kraft« i Aandens og Hjertets usynlige Verden! Kun det det mundtlige »fuglevingede« Ord og ingenlunde »Bogstav-Skriften« ligner Kæmpe-Buen, som Ingen uden Odysseus selv kunde spænde, og ligner Apollos Sølver-Bue, der aldrig fattes »klangfulde« Pile, saa hvis der igien skal blive et, for Aand og Hjerte, kraftigt og virksomt, muntert og glædeligt Liv paa Jorden, da er det ingenlunde nok, at det balsamerede Mimers-Hoved mumler og lærer »Rune-Konster« fra sig, men da maa Odin igien tale aabenlydt med Saga, Brage høirøstet prise Ænheriernes Bedrifter og Heimdals Klang-Horn lyde tordenmælet over hele det grønne Gudhjem.

Vi veed det jo ogsaa Alle, naar vi besinde os paa det, at netop dette levende, mundtlige Ord paa Moders-Maalet var, for trehundrede Aar siden, ikke blot det store Tvistens Æble mellem vore Fædre og Papisterne, men var den »lille Tue«, der væltede det store Læs af Pave-Buller og Legender, og er nu, poetisk talt, »den tredags gamle Thors-Søn«, som, ved at frigiøre sin Fader eller Fæderne-Aanden, ei blot skal tjene »sine Sporer«, men Hesten »Guld-Manke«, der kappes med Sleipner! Dyb var Følelsen, vore Fædre havde af det levende, mundtlige Ords Herlighed og Uundværlighed for Menneske-Livet, og triumpherende indførde de det i Kirken, men da de oprettede Latin-Skoler til at danne deres Ord-Førere paa Moders-Maalet, da vidste de aabenbar ikke, hvad de gjorde; thi aldrig vilde de vitterlig undergravet deres eget Værk, saa naar vi uddrive Latinen af Skolen, ligesom de uddrev den af Kirken, og indsætte det mundtlige Ord paa Moders-maalet i alle dets naturlige Rettigheder, da, men ogsaa først da, handle vi i Reformationens og Fædrenes Aand!

Vist nok duer, for Øieblikket, Ingen af os synderlig til at føre dette levende Ord om Aandens og Hjertets Verden, da Kilden, hvorfra det fordum strømmede saa rigelig: Urda-Kilden, er nær ved at være udtørret, og da vi, desuden, fra Barnsbeen er afrettede til at øse vor Tale om det Høie og Dybe af en ganske anden Kilde: af »Styx med de kulsorte Vande«, eller af Blækhornet; men saalænge der fødes Skjalde, er Urda-Kilden dog ikke reent udtørret, og Skjald er det umuligt at være, uden inderlig at elske det levende, mundtlige Ord paa Modersmaalet, uden at føle Dets Uundværlighed til al levende Meddelelse og uden, saavidt Kræfterne strække, at virke baade med det og for det. Desaarsag har jeg i Vinter ret med 783 Flid prøvet paa at skrive for Munden, og er det blot nogenlunde lykkedes, saa Talen derved bliver lidt sikkrere, uden at miste Livet eller Friheden, da har jeg ingenlunde talt for Pennen, men »som en Mand taler med sin Næste«, hvad, naturligviis, tager sig ud paa Papiret, omtrent, som hvad der er skrevet for Læsere, og især for Recensenter, tage sig ud i Munden, og, om jeg nu har Mod til at give en saadan værgeløs Opskrift til Pris for en Verden fuld af Recensenter, det veed jeg virkelig ikke, saa det maa jeg alvorlig betænke mig paa.

Men - hvad siger jeg! røbede jeg nu ikke selv den Hemmelighed, at det igrunden kun er Frygt for Recensenterne, der afholder mig, hvis jeg ikke føier de unge Damer, og lader mine Foredrag trykke?

Jo, ganske rigtig, men det nyttede jo heller slet ikke, om jeg vilde dølge det for Damerne, da de sikkert strax har fundet det umuligt, at en Bogorm af Natur og en Bogmager af Handværk skulde krympe sig ved at lade Noget trykke, blot fordi han tvivlede om Nytten deraf for hans Læsere og Læserinder, og naar jeg betænker mig ret, da er det jo netop det, vi har hørt, vi kan have godt af at læse, da det ægte Forhold mellem Mund og Pen er, som det imellem de Græske Tvillinger, Kastor og Pollux.

Det er aldrig før faldet mig ind, men jo meer, jeg nu tænker paa det, des klarere bliver det mig, at ligesom kun den Ene, Pollux eller Polydeukes, varen Søn af Zeus, født til Udødelighed, men kunde dog hverandet Døgn føre sin Tvilling-Broder, Kastor, med sig til Olympen, fordi han, af Kiærlighed, fandt sig i at tilbringe hverandet Døgn med ham i Skygge-Riget, saaledes kan ogsaa Forholdet mellem Haand og Mund være saa venligt, at de døie Ondt og Godt med hinanden, og da kommer Bogen til at ligne en lukket Mund og Tungen en Hurtig-Skrivers Pen; men vist nok beroer dette glædelige Fællesskab paa, at det aldrig glemmes, hvor Ordet har hjemme og Livet er medfødt, og hvor derimod kun findes Skygger af Ord og Skin af Liv!

For altsaa ikke at staae som en Kryster i Damernes Øine, maa jeg nødvendig baade love Dem en lille Bog, der kan opfriske Mindet om Alt hvad De hørde, og'maa jeg holde hvad jeg lover, enten saa Recensenterne seer mildt eller surt, og dertil haaber jeg virkelig at fatte Mod, om saa kun med det 784 hemmelige Haab, at de unge Damer vil tage Bogen under deres Vinger og afvæbne i det mindste de unge Recensenter!

Dog, er Holger Danske virkelig kommet, eller kommer han dog en af Dagene, da har det ingen Nød; thi da slaaer han jo i det første Slag »sorten Burmand«, altsaa netop den stolte Pen, der ikke blot drømmer sig uafhængig, men vil beherske baade Munden, Damerne og Digterne; og kom Holger ikke, da var det jo Tant med al min Tale, og da enten fortjende Bogen, der minder om Talen, ei bedre Skæbne end at falde i Hænderne paa den Ubarmhjertigste, ikke blot af de Danske, men af de Tydske Recensenter, eller da var det dog kun Fjas med alle Bøger, der umulig kan træde isteden for levende Mennesker!

Derfor vil jeg trøstig slutte med den Spaadom, at ligesom det sidste historiske Tilnavn, Guldet fik paa Nordens Billed-Sprog, var Leire-Kongen Rolv Krages Sæd, saa vil det Første paa anden Omgang blive »Dannemænds Høst«, og blive det des snarere, jo mere rundhaandet vi udsaae vort Arvegods efter hovedrige Fædre, og jo klarere vi bevise, at der er intet Menneskeligt enten saa høit eller saa dybt, saa stort eller saa deiligt, at derom jo kan tales værdig, muntert og levende, ja, tales tydelig og klart for Kvinder og Mænd, paa vort deilige Moders-Maal, men at der er Meget, som paa det ikke blot klinger lifligt, men færdes som Sleipner, rammer som Mjølner og skinner som Brysing, uden at dog al Verdens Rectorer formaae at opdrive Udtryk derfor i det »Classiske Latin«, der vil brændemærke os til Barbarer!

Dog, allersidst: hjertelig Tak for de sammenlevede Timer! Gid deres Minde, hos Dem, som hos mig, maa trodse Aarene og tækkes Hjertet!

785

Efter-Skrift
til
Danne-Kvinden.

Fælles Moder, ved hvis Bryst,
Dannemænd opammes!
Søde Moder, ved hvis Røst
Dannemænd opflammes!
Siden først jeg Lyset saae,
Dig og Dine Døttre smaa
Stræbde alle Dage
Djærv jeg at behage!

Dybt det mig i Hjerte skar,
Da, i Ungdoms Dage,
Jeg det skiønned aabenbar,
Du var glemt med Brage,
Glemt med Freya og med Thor,
Kæmpe-Færd og Gammens-Ord,
Glemt for Kruseduller:
Runde Tal som Nuller!

Franske Fruer læsped høit,
Du var raa, udannet,
Tydske Herrer svor fulddrøit:
Dansk er flaut og vandet;
Skole-Fuxer paa Latin
Maled ud den Sætning fiin:
Nordens Folke-Skarer
Alle er Barbarer!

786

Da jeg svor en Eed fulddyr,
Ved dit Moder-Hjerte,
Som os elsked før vor Byrd,
Ømt med Fryd og Smerte,
Djærvt at kæmpe, aldrig træt,
For din Ære, for din Ret,
Klarest under Solen,
Født til Dronning-Stolen!

Issen din er blevet graa,
Kinderne er blege,
Dog i dine Øine blaa
Ungdoms Alfer lege,
Og paa Læben rosenrød
Spiller end med Stemme sød,
Yndig overstraalet,
Dane-Modermaalet!

Tit for Vind fra Øst til Vest
Vendtes dine Blade,
Tit og paa din Fødsels-Fest
Dandsed Døttre glade;
Brat nu, under klaret Sky,
Bladet vender sig paany,
Bringer dig, med Glæden,
Høst af Vinter-Sæden!

Klinten med sit Sommer-Spir,
Dronning-Stol og Taler,
Møens Klint, Dan-Markens Sir,
Til Guld-Kammen galer,
Taarner end sig askegraa,
Over Moder-Bølgen blaa,
Dronning Dannekvinde!
Som din Oldtids Minde!

Dalen dyb, ved Magle-Vand,
Sært i Morgen-Stunden
Slynger sig fra Skov til Strand,
under Bøge-Lunden,
787 Maler af, med Kløft og Krat,
Hælvten Dag og hælvten Nat,
Moder, hvad jeg kalder
Hjertets Middel-Alder!

Hvor sig Klinten, prud og skiær,
Under Bøge-Kronen,
Hæver som i Herrefærd,
Reiser Dronning-Thronen,
Hvor afmalede jeg fandt,
Krone- Dagene, som randt,
Saae jeg og ved Siden
Fattigvæsens-Tiden!

End ei noget Bøge-Blad
Smiled mildt i Skoven,
End ei nogen Fugl sig glad
Svang med Sang fra Oven;
Alt var bart og barsk og koldt
Som i Mai af Trolden voldt,
Konge kaldt paa Klinten,
Før han sprang i Flinten!

Som jeg nys, ved Bølgen blaa,
Trindt i Sællands Skove,
Hørde Nattergalen slaae
Medens Lærker sove,
Sa a jeg venter dog for vist,
Trindt i Norden, her og hist,
Vaar for Aand og Hjerte,
Bod for Sorg og Smerte!

Denne Spaadom frydefuld,
Mellem Døttre dine,
Trods al Vintrens Frost og Kuld,
Jetters sure Mine,
Over og omkring mig lød,
Med en Stemme sær og sød,
Som naar Hjerter svare
Paa dit Maal det klare!

788

Ja, om jeg blev hundred Aar,
Liflig skal jeg mindes.
Klarlig, som det var igaar,
At dit Øre findes
Hos dit yngste Døttre-Kuld;
Øie dit for Oldtids Guld,
Som kan deilig tindre,
Har de ikke mindre!

Hjerte dit i deres Bryst
Høit for Aanden banker,
Vugge skal de end med Lyst
Dine Ungdoms-Tanker,
Være skal, i deres Barm,
Dannekvinden, hjertevarm,
Medens Bække rinde,
Skjaldenes Veninde!

789

INDHOLD.

Til Christne Venner (1833) 5
Gylden-Aaret (1834) 10
Den Latinske Stil (1834) 26
Nordens Aand (1834) 40
Den Danske Stats-Kirke (1834) 52
Havfru-Sangen (1835) 99
Herrens Røst 103
Er Troen virkelig en Skole-Sag (1836) 107
To Breve til Professor Sibbern (1836) 112
Professor Svenn Hersleb (1836) 129
Danmarks Jubel-Fest (1836) 136
Romer-Vise (1837) 151
Kirken og Skolen (1837) 157
Den Christne Kirke og den Tydske Theologi (1837) 161
Til Norge (1838) 170
Fortale til Nordiske Smaadigte (1838) 174
Modersmaalet (1837) 179
Nyaars-Aften (1839) 184
Aabent Brev til mine Børn (1839) 187
Aabent Vennebrev til en Engelsk Præst (1839) 192
Frisprog (1839) 208
Mit Frisprog og »de saarede Hjerter« (1840) 299
Det Danske Samfund (1839) 308
Fugle-Vise (1840) 315
Kiærminder til Kong Frederik den Sjettes Krands (1840). 318
Skjalde-Blik paa Danmarks Stjerne (1840) 342
Tale-Friheden (1840) 367
Kirkelige Oplysninger (1840-42) 370
Friskolesangen (1841) 458
Om Religions-Forfølgelse (1842) 460
Om Nordens historiske Forhold (1843) 474
Brage-Snak (1844) 492