Grundtvig, N. F. S. KIRKELIGE OPLYSNINGER

✂

✂ Simon Peder sagde: du er Christus, den levende Guds Søn, og Jesus svarede ham, sigende: salig er du, Simon Jonesøn, thi det har ikke Kiød og Blod, men min Fader i Himlene aabenbaret dig; men jeg siger ogsaa dig: du er en Klippekarl (petros), og paa denne Klippe (petra) vil jeg bygge min Kirke, saa Helvedes Porte skal aldrig overvælde den, og jeg vil give dig Himmerigs Nøgler, og hvad du binder paa Jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, skal være løst i Himlene*).

**) Matth. 16. 371

✂ Paa dette Skriftsted veed Man nok. Paven i Rom grunder sin Ret til at betragtes som Kirkens faste og levende Grundvold og Christi Statholder paa Jorden, og kunde Bogstaver udrette saa store Ting, da maatte han vel ogsaa være begge Dele; thi skulde Skriften paa nogen Maade kunne være Kirkens Grundvold, da maatte det være som en skrevet Fuldmagt, der henviste os til en levende Statholder for Herren og en ufeilbar Fortolker af Hans Ord. At bygge paa Skriften er derfor ingenlunde Veien til aandelig at undgaae Paven, men fører os lige i hans Arme, eller dog for hans Fødder, at bekiende med den forlorne Søn: Fader! vi har syndet mod Himlen og mod dig, og er ikke værd at kaldes dine Børn, gjør os lige med dine Trælle!

✂ Naar Paven nemlig paastaaer, at, hvor Enhver fortolker Skriften efter sit Hoved og bygger sin Tro paa sin Skriftklogskab, der er Kirken opløst og uendelig Tvist traadt istedenfor den fælles Tro, da har han aabenbar sund Fornuft og hele Kirke-Historien paa sin Side; og naar han oplyser, at de græske Forfattere sædvanlig bruge »petros og petra« iflæng om en Klippe, da maa det indrømmes, saa Apostelen Peder efter Skriften virkelig synes at maatte blive Christi Kirkes Klippegrund og Himmerigs Dørvogter, og da han nu legemlig er død for mange Aarhundreder siden, maatte jo enten Kirken med ham være gaaet alt Kjøds Gang gjennem Dødens Porte, eller ogsaa i det mindste to Trediedele af hans Aand blive ved at hvile over hans Afløsere paa det Apostoliske Sæde, som alt længe Ingen uden Bisperne i Rom engang gjorde Krav paa at være.

✂ Dette, at netop Skriftens Ophøielse til Troes-Regel, og den deraf udsprungne Trang til en ny ufeilbar Fortolker, gjorde Roms Biskop til Pave, og maa, hvor den vedvarer, uden at dog Troen uddøer, føre Protestanterne tilbage til Paven, det har vi skjult for os selv, ved at tage de verdslige Fyrster til Hjelp i vor aandelige Trætte med Paven; men om vi end ikke derved kom af Asken i Ilden, er dog verdslige Forbud og Straffe slet ikke bedre protestantiske Vaaben mod Pavedømmet end papistiske mod Reformationen, saa, skal vi virkelig overvinde Paven, maa det unægtelig være med aandelige Vaaben. Det har Man nu vist nok ogsaa prøvet, og angrebet ham dristig nok baade med «Skrift-Sprog og Fornuft-Grunde,« som ogsaa i forrige Aarhundrede syndes at have ødelagt ham, men nu reiser han aabenbar Hovedet iveiret igien, 372 giør daglig Proselyter, hvor deu verdslige Verden ei er ham iveien, og har altsaa vundet en glimrende Seier, han vel ikke kan tilskrive noget aandeligt Storværk af sig selv, men desmere synes at kunne udlede af Himlens Gunst, da Modstanderne faldt for deres egne Vaaben: Nykirkerne faldt selv for de Skrift-Sprog og Fornuft-Grunde, hvormed Reformatorerne angreb den gamle Kirke og det Apostoliske Sæde.

✂ Dette er en bitter Sandhed, men det er ligefuldt Sandhed, en Sandhed, hvorover alle den Christne Troes Fiender glæde sig, da de ikke tvivle oni, at det jo vil gaae den Romerske Kirke, ligesom det gik den Lutherske og Kalvinske, naar blot de verdslige Fyrster vil opgive den, ligesom de opgav disse; men det er en bedrøvelig Sandhed for Troens overblevne Venner, thi de synes kun at have Valget mellem Rom og aabenbar Vantro, mellem Pavedømmet eller slet ingen Troes-Eenhed, slet intet virkeligt Kirke-Samfund.

✂ Vel raaber Man til os fra England, og raaber høit i den sidste Tid, at der kan vi see den gyldne Middelvej, da med »Bispe-Vielsen« den Apostoliske Myndighed baade til at fortolke Skrifterne og til at løse og binde er beholdt, mens dog alle de papistiske Misbrug er afskaffede og den rene apostoliske Lærdom fornyet efter den Hellige Skrift og Kirke-Fædrenes eenstemmige Vidnesbyrd, saa i den Høibispelige Kirke finder Man kun hvad der allevegne, altid og af Alle (semper, ubiqve et ab omnibus) antoges for Christendom. Dette klinger Altsammen meget godt, og Oxforderne har i de sidste Aar opbudt al deres sunde Menneske-Forstand og kirkehistoriske Kundskab for at bevise det; men gaae vi tilbunds, da see vi, Grundvolden fattes, naar det ikke skal være samme Skriftsted, saaledes fortolket til Bedste for de Engelske Bisper, at Paven med Rette kalder det en Fordrejelse, saameget mere, som de Bisper jo har faaet deres Indvielse fra Rom, og vilde, uden den verdslige Arm med de 39 Artikler, for længe siden viist, de var langtfra at være enige enten om Skriftens Fortolkning eller om den Apostoliske Lærdom. Hertil kommer endnu, at naar vi spørge om levende Christendom og Fremgang i christelig Oplysning, da see vi i Bispe-Kirken omtrent samme aandelige Dødhed og Stilstand, som i Pave-Kirken, hvad der er saameget forargeligere, som der er intet Land i Christenheden, hvor Seeterne har havt saameget Liv, og verdslig Oplysning gjort saa forbausende Fremskridt, som netop i England.

✂ Alt dette kan Man nu tage sig meget let, naar Man, som Skik 373 var blandt Protestanterne i forrige Aarhundrede, betragter Reformationen i det Sextende, ikke som en Opbyggelse, men kun som en kirkelig Nedbrydelse, der standsede paa Halvveien, og maatte desaarsag, snargst mueligt, fortsættes, ikke ved at bygge videre paa hvad de gamle Reformatorer skaanede, men ved at nedrive det med, og ei levne Steen paa Steen af den, som man sagde, under alle Skikkelser ufornuftige og kiedsommelige Kirke, hvis Bibelhistorie var af samme Skuffe som Legenderne, hvis Daab og Nadver var ligesaa magtesløse og nok saa mystiske som Nogen af de andre fem Sakramenter, Reformatorerne afskaffede, og hvis bibelfaste Prædikanter var ligesaa utaalelige med deres »eneste saliggiørende Tro« og deres bibelske Himmerig og Helvede, som Munke og Messepræsterne med deres »eneste saliggiørende Kirke« og Nøglerne til deres selvgiorte Paradis og Skiærsild. Men selv Verdens letsindigste Børn har i det Nittende Aarhundrede ondt ved at slippe saa nemt, thi, det ligge i Luften eller i Blodet, saa tiltager aabenbar daglig Driften til en vis Krebsgang i alle Henseender, saa hvem der endnu rask bryder Staven over al Tro som Overtro og alle Hemmeligheder som Præstebedrag, er sædvanlig kun de Langsomme af Begreb, der ikke har holdt Skridt med Tiden, men troe blindt paa deres vantro Børnelærdom, medens alle de Kloge og Letnemme er nær ved at enes om, at, om ikke for deres egen, saa dog for Næstens Skyld er Kirker, Præster og Ceremonier, med noget vist Ubegribeligt og Hemmelighedsfuldt, Menneskeheden uundværligt, saa det gjælder kun om at give det Altsammen en Skikkelse, der passer til vore Tider, og hverken foruleiliger de Mægtige eller de Ligegyldige.

✂ Under disse Omstændigheder føle naturligviis ogsaa de troende Christne en stærkere Drift til at tage Sagen alvorlig, og da de strax indsee, det er Fjas med alt det »Selvgjorte og Nybagte«, der vil gaae paa den ældgamle Christendoms, eller paa Christi og hans Apostlers Regning, saa maatte de aabenbar ende med at blive Papister, hvis det kun var i Pave-Kirken, Man fandt de ældgamle apostoliske Indretninger, den faste Grundvold, og den deraf udspringende trygge Hvile for Sjælen. Naar vi imidlertid opdage, at Pavedømmet hviler ogsaa paa et Skrift-Sted af tvivlsom Fortolkning, da fristes vi ikke til at søge Hvile, hvor kun aandelig Død og Dorskhed kan finde den: i en kalket Apostel-Grav, fuld af Ureenhed og Dødningebeen, og er vi Morten Luthers Børn, da føle vi Drift til at giøre vor Faders 374 Gierninger, med den sikkre Følelse, at hvordan det end hænger sammen, var de dog sikkerlig »gjorte i Sandhed.«

✂ Saaledes er det gaaet mig, og efterhaanden klarede denne Følelse sig, saa jeg kan giøre mig selv Regnskab for min Paastand fra Begyndelsen, at Morten Luther var den Eneste af de navnkundige Reformatorer, der reformerede i Christi Aand, stræbde virkelig at fornye Christi Kirkes oprindelige Skikkelse, og gjorde et Kiæmpeskridt dertil, som ingenlunde var forgjæves, men skal fortsættes med lignende, til Maalet naaes. Ligesom det nemlig var ihans Kirke-Sogn Barne-Troen i den sidste Tid havde sin eneste kiendelige Hjemstavn, i hans og hans Børns Mund Aanden lagde »en ny Sang« som aabenbart Livstegn, og hos hans Discipler der udviklede sig en ny, kirkehistorisk Videnskabelighed; saaledes er ogsaa hans reformatoriske Grundsætning uforbederlig: kun at holde hardt ved Christi egne Indstiftelser, Guds Aand og Ord, og lade det gaae med Resten, som det kan, vis paa, at naar vi har den Helligaand, da ligger den Apostoliske Kirke ikke blot bag os, men følger med os, og vil, naar vi kun inderlig ønske det, efterhaanden. til vor usigelige Glæde, tilbagevinde sin oprindelige, straalende Skikkelse; og da Luther ikke blot vedkiendte sig denne herlige Grundsætning, men fulgde den, saa har Feilen hos ham aabenbar kun ligget i Forklaringen, han prøvede paa at give, men var ikke voxen. Dette, at Luthers Følelse, hvorefter han reformerede, var meget dybere, end at Forstanden, han havde tilfælles med sit Aarhundrede, kunde udtømme den, saa vi skal følge ham, skiøndt tidt paa andre Grunde end han angav, derom ønskede jeg naturligviis at overbevise alle mine Medtroende i hele Christenheden, men maa dog især have de Nærmeste for Øie: de Nordiske Christne, der med mig vil holde fast ved Luthers »Tro og Daab,« vil gaae til Alters med ham, hvor Herren er virkelig og sandelig tilstæde »efter Ordets Lydelse,« har eller ønsker sig dog hans Aand, og glæder sig til at samles med ham i de evige Boliger. Hvem der hæver sig over Luther og hans Reformation, hans Psalmer og lille Catechismus, kan mine Oplysninger ikke tilfredsstille, og hvem der nægter eller betvivler, at Jesus Christus er Gudfaders eenbaarne Søn og har virkelig stiftet en Kirke paa Jorden, som skal vare Verden ud: et Troes, Haabs og Kiærligheds Samfund, som skal aldrig opløses, men forklares til det »skinner som Solen i Faderens Rige,« ham har jeg her slet ikke med at giøre, thi det forudsætter jeg uden alt Beviis. 375 Ogsaa med Vantroe og Tvivlere skal jeg paa Embeds-Vegne tale om Herren og Hans Gierninger, naar de kræve mig til Regnskab eller spørge mig til Raads, men her kan jeg slet intet Hensyn tage til dem, da det er mine Medtroende og især mine Lutherske Brødrejeg vil see til at hjelpe ud af det Vilderede om Kirken og alt Kirkeligt, der vel hersker allevegne, men er dog især hos os Lutheraner blevet saa grændseløst, at vi stod Fare for, inden vi vidste det, at udelukke os selv af den hellige, almindelige Kirke. Dem vil jeg stræbe at vise, at vort Lutherske Samfund har den samme apostoliske, urokkelige Grundvold som den ældste Kirke, har den renere end Bispe-Kirken i England, klarere end Pave-Kirken i Rom, og langt mere levende end Begge, medens det er saa frit som Noget for papistiske Vildfarelser, christelig friere end noget Andet i femten Aarhundreder, og sat paa en Klarhedsvei til »Fylden af Evangeliets Velsignelse,« der, saasandt Jesus Christus lever og Hans Aand er Sandhedens, aldrig kan skuffe eller forfeile sit Maal.

✂ Med barnlig troende Lutheraner, der, ligesom Luther og Peder, vil blive ved Christus, fordi Han alene »har det evige Livs Ord,« med dem vil jeg tale om den hellige almindelige Kirke, og vise dem, den er i sig selv noget ganske Andet end de Kirke-Stater og Stats-Kirker, hvori den længe holdtes fangen, og lader sig godt skille fra dem, fordi den er hverken grundet paa St. Peder eller Keiser Konstantin, eller paa en Bog, hvorom de Lærde vil blive ved at trættes til Dommedag, men paa »et levende Guds Ord, som varer evindelig.« Med dem vil jeg derpaa særskilt betragte de Naademidler og Kirkeskikke, de kiende, for at vise, hvorvidt man derved allerede nu kan adskille det Guddommelige fra det Menneskelige, det Gamle fra det Ny og det Vigtige fra det Ligegyldige, saa de see, hvad vi har og hvad vi fattes, og hvordan vi skal bruge Herrens Anordninger for at høste Velsignelse deraf. Hjerter vil jeg nødig saare, men skadelige Fordomme kan jeg ikke skaane, hvor dybt indgroede og rodfæstede de end maatte være, og forarges Man derover, maa jeg svare med Herren: »Alt hvad ei den Himmelske Fader har plantet skal med Rod oprykkes.«

✂ Om den hellige, almindelige Kirke »Sandheds Piller og Befæstning,« som var fra Begyndelsen, som er og som skal blive, til Herren kommer, falder det vist nok tungt at skrive tydelig for Læsere, hvis Forestilling om en Saadan sædvanlig ikke blot er dunkel men luftig tillige, som en blot Idee eller saakaldt 376 »usynlig« Kirke, der ingen tilsvarende Virkelighed enten har havt eller har paa Jorden, men svæver i det Ubestemte, uden visse Kiendemærker, og maa ligesaalidt forblandes med den Apostoliske eller Lutherske, som med den Græske, Romerske eller Kalvinske, der kun er ligesaamange ufuldkomne og forgiængelige Forsøg paa i det Synlige at realisere Ideen, medens den hellige, almindelige Kirke, som den i Aanden svævede for Christus og Apostlerne, urokkelig og uforgiængelig hviler paa sin usynlige Klippe.

✂ Hvem nu dette Luft-Kastel tilfredsstiller som Grundvold for hans Tro og Saligheds-Haab, han trænger naturligviis ikke til mine Oplysninger, og jeg vil i den Henseende kun bemærke, at Tyrkerne med samme Ret kunde paastaae, der svævede saadan en hellig, almindelig Kirke for Mahomed, der hverken maa forblandes med den Shiitiske, Sunitiske, Vechabitiske eller nogen virkelig og kiendelig Form, men hviler urokkelig og uforgiængelig paa sin usynlige Klippe; thi om det Ukiendelige, der hverken lader sig angribe eller forsvare, lader sig naturligviis heller Intet enten bevise eller afbevise, saa Fastheden af hvad derpaa bygges sikkert vil være ligesaa ukiendelig.

✂ Hos mine lutherske Medtroende kan dette imidlertid ikke være Tilfældet, thi deres Tro og del deraf udspringende Saligheds-Haab maa de nødvendig forudsætte er det Uforanderlige og Uforgiængelige i Christi Kirke, som har været deri fra Begyndelsen og skal blive der til Enden, saa de er kun i Vilderede om, hvorledes dette lader sig oplyse og forene med alle de kirkelige Forandringer og Forvanskninger, der, efter Historiens Vidnesbyrd, i Tidens Løb har fundet Sted. Dem vil jeg bede at fæste Øie paa den sikkre Kiendsgierning, at der i atten Aarhundreder har været en Christen Kirke paa Jorden, under alle Navne og Skikkelser kiendelig paa sin høitidelige Troes-Bekiendelse og tilsvarende Daab, saa i den fandt Polykarp og Irenæus, Augustin og Benedikt, Ansgar og Bernhard, Luther og Utallige, hvis Navne vel ikke er skrevne i Dødens men dog i Livets Bog, deres Tro og Haab, deres Fred og Glæde i Herren, og dette Troes-Samfund af levende Mennesker kalder jeg den hellige, almindelige Kirke. Dette »Guds-Huus af levende Stene, Sandheds Piller og Befæstning« har, siger jeg, en mundtlig Historie ved Daaben, langt sikkrere end nogen skriftlig Kirke-Historie kan være, da den har været alle Christne bekiendt, og er af dem Alle bevidnet 377 fra Slægt til Slægt og fra Dag til Dag, medens hele Christen-Folkets Liv og Levnet, og hele det Guddommelige Storværk, som Christendommens Virkning er, beseigler det almindelige Vidnesbyrd om det ægte Christi Samfunds uforanderlige Tro og Haab.

✂ Hvordan nu denne Kirke fordum kom til os, det kan kun den skriftlige Kirke-Historie oplyse, men hvordan vi kom til den, forudsat at vore Fædre ei have for falsket Vidnesbyrdet, det veed vi paa samme Maade, som hvordan vi kom til Verden, veed det af et gyldigt, umistænkeligt Vidnesbyrd, som daglig Erfaring stadfæster, saa vi kom upaatvivlelig til Kirken som spæde Børn paa Ældres Arme, før vi kiendte et Bogstav, og da Man ved Daaben i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn erklærede os for tvættede i »Gienfødelsens og Fornyelsens Bad« og »indpodede i Christus« med »den evige Velsignelse,« da spurgde Man hverken hvad vi tænkte om Paven eller Bispen, om det Gamle eller det Ny Testamentes Bøger, om Geistlig eller Verdslig Stand, men kun først: om vi forsagede Djævelen med alle hans Gierninger og alt hans Væsen, og dernæst: om vi troede paa den Gud-Fader, som skabde Himmel og Jord, og paa den Guds enbaarne Søn, som hed Jesus Christus. født af Jomfru Marie, korsfæstet, død og opstanden, himmelfaren og paany ivente som Levendes og Dødes Dommer, og endelig: om vi troede paa den Helligaand, med en hellig, christelig Kirke, hellige Folk, Syndsforladelse, Opstandelse og evigt Liv.

✂ Om nu ikke disse faa Spørgsmaal allerede var for mange til spæde Børn, der ikke selv kunde svare paa et Eneste, og om det kunde nytte, at en Anden svarede for os, til vi kom til Skiels-Alder og kunde selv vedkiende os Daabs-Pagten, det er en gammel Tvistepunkt mellem vore Lutherske Fædre og Giendøberne, men det vedkommer os ikke her, hvor vi jo ikke spørge om Barne-Daabens Gyldighed, men kun om det Kirke-Samfunds Grund-Begreb, hvori vi ved Daaben blev optagne, og det findes unægtelig i den Tro og det Haab, som Alle maae bekiende, for at optages deri, saa mellem ærlige og fornuftige Folk kan der ikke være to Meninger om, at hos os er Kirken et Troes- og Haabs-Samfund, der stiftes ved Daaben, og er kiendeligt baade for Venner og Fiender paa sin mundtlige Troes-Bekjendelse, der er Optagelsens og Daabens Vilkaar.

✂ Om derimod vort Kirke-Samfund i Grunden, eller i sit 378 Grund-Begreb, er det Samme, som Jesus Christus selv stiftede, det er vist nok et vigtigt Spørgsmaal, men har vi Luthers Tro og Haab, da tvivle vi ikke derom, men vogte os vel for at kvakle enten med Troen eller Daaben, saa vort Samfund blev beviislig uægte, thi at Jesus Christus ikke for attenhundrede Aar siden har gjort hvad Man nu giør efter sit eget Hoved, det er indlysende, og vilde vi undskylde vore Grund-Forandringer med, at de forrige christne Slægter vist ogsaa havde gjort Forandringer efter deres Hoved, da maatte i det mindste vore Lutherske Fædre svare os: at I har forandret og derved forvandsket hvad vi betroede jer, det bekiende I selv, men at vi bevarede hvad os var betroet, det kan I see, og om jeres selvgjorte Daab vil være ligesaa frugtbar, som den, for hvis Ægthed vi, med hele den hellige, almindelige Kirke, borgede, det vil Tiden og Evigheden vise.

✂ Efter nu at have opviist et kiendeligt Kirke-Samfund, hvis christelige Ægthed vi har Lov til at troe paa, til den afbevises, er det mig en Fornøielse at give alle de Oplysninger, der, efter mine Tanker, kan tjene til at forsikkre og forvisse mine Medtroende om, at vort Kirke-Samfund hviler paa en Klippe, som kan trodse Helvedes Porte. Ved at være kiendeligt har det nu ogsaa aabenbar den første Egenskab, et Kirke-Samfund maa have for at kunne være stiftet af Sandheden selv, alle Menneskers Frelser; thi vel maa dette, som en aandelig Bygning, være usynlig for Støv-Øiet, saa det kan hverken kiendes paa haandgribelige Kors og Kirke-Taarne, Bispe-Huer og Munke-Kapper, Skikke og Høitideligheder, eller paa nogen Bog; men derfor maa det ingenlunde være usandseligt, men maa være kiendeligt for Støv-Øret paa det tydelige, oflenlige, mundtlige Ord, hvormed Samfundets Medlemmer bekiende deres Tro og Haab. Et Samfund med »Sandhed til Salighed« maa nemlig fremfor Alt have et ufeilbart og tydeligt Sandheds-Ord, hvormed deer deres Herre, Tro og Haab bekiendt, hvorpaa de kiende hinanden og Sandhedens Aand, og hvorpaa Samfundet kiendes baade af Venner og Fiender; thi »hvo som giør Sandhed, kommer for Lyset,« og hvem der vilde stifte et hemmeligt eller ukiendeligt Troes-Samfund til Sandheds almindelige Udbredelse og hele Menneske-Slægtens Frelse, maatte, langtfra at være Guds Søn og Sandheden selv, enten været en stor Daare eller en grov Bedrager. Var derfor Jesus Christus Guds eenbaarne Søn, Sandheden og Ordet selv, og har Han stiftet et Troes-Samfund paa Jorden, da 379 maa det vist nok være urokkeligt og uforgiængeligt, men fremfor Alt kiendeligt paa et »Sandheds-Ord,« fælles for alle Samfundets Medlemmer, altsaa paa en mundtlig Troes Bekiendelse ved Optagelsen, som er det Eneste, alle Medlemmer nødvendig har tilfælles. Veed vi altsaa kun, at Daaben er den eneste Optagelse i Christi Kirke-Samfund, da veed vi ogsaa, der maa lyde en mundtlig Troes-Bekiendelse ved Daaben, der er dens Vilkaar og Samfundets Kiendemærke. Om Skrift kan nemlig her slet ikke være Tale, thi hvad enten Man tænker sig en Underskrift af alle Samfundets Medlemmer eller en mundtlig Bekiendelse, som lød paa en vis Skrift, da indskrænkes Samfundet derved til Skrivere eller dog til Læsere, hvad umulig kunde være Tilfældet med et Troes-Samfund, stiftet af Sandheden selv til Alles Frelse, thi det maatte nødvendig udstrække sig til alle dem, der troede og vilde være Sandheden bekiendt. Denne mundtlige Bekiendelse af Sandheds-Tro til Salighed maatte nu, som et Ord af den guddommelige Sandheds egen Mund, være oplivet af Sandhedens Aand, og derfor uovervindeligt, derfor en Klippe, der trodsede alle Løgnens, Mørkets og Dødens Magter.

✂ Naar vi med denne Oplysning betragte vort Kirke-Samfund, som det stiftes og forplantes ved Daaben, da føle vi os saameget dessikkrere paa, at vi befinde os i den sande Christus-Kirke, og glæde os ved, at vil enten Paven i Rom eller Ærkebispen af Kanterbury udelukke os af den, da maa de ikke snakke om en Myndighed dertil, de enten har faaet ved et vist Skriftsted eller en egen Haandspaalæggelse, eller en særdeles Forbindelse med En af Apostlerne, men maa bevise, vi har gjort en Forandring ved »Troen og Daaben,« som vi, oplyste og mindede derom, ei vil rette, men heller vitterlig forfalske Sandheden.

✂ Saadanne Forandringer ved Troen og Daaben, som maa rettes, saasnart de opvises, kan vi imidlertid, desværre, ogsaa overbevises om, og skjøndt ingen Forandring ved Kirkens Øiesteen og Grund-Begreb maa agtes ringe eller ubetydelig, er det dog vel uden Sammenligning den Største, at Troes-Bekiendelsen, der baade har været og efter sin Natur skulde være aldeles frivillig, er hos os blevet gjort til en tvungen Sag, i det vi tvinges baade til Daab og Confirmation, som uden Troes-Bekiendelse aldrig kan forrettes christelig. Gjaldt det kun om at forsvare os mod Romere og Engelskmænd, 380 da kunde vi vist nok lade dem høre, at Daaben med Sværdslag, denne gruelige Blod-Daab, blev kronet i Rom med Karl den Store, og at de Engelske Bisper har øvet al den Samvittigheds-Tvang, der stod i deres Magt; men det giælder noget langt høiere, giælder vort Forhold til Herren og Sandhedens Aand, som ikke blot er himmelsk uskyldige i al muelig Samvittigheds-Tvang, men fordrives af ethvert Samfund, der regelmæssig tvinger Folk til at hykle og lyve i Troens hellige Sag, og det har vi unægtelig gjort, og giøre endnu den Dag i Dag, vel ei i samme Udstrækning, men dog lige uforsvarlig, Saavidt jeg veed, finder selv i Pavedømmet til Hverdags-Brug ingen Tvangs-Daab Sted, og Confirmationen er en fri Sag, saa det er nok kun i de Lutherske Stats-Kirker, Daaben og, hos os, tillige Confirmationen ordenlig paatvinges Alle, og, hvor Alterbogen følges, da tillige aftvinges dem den Christne Kirkes Troes-Bekiendelse, og at mange Præster især ved Confirmationen nøies med mindre, formindsker vel Tvangen, men forøger Forvirringen, da det Alt skeer sogneviis, saa i det ene Sogn aftvinges Troes-Bekiendelsen Alle, og i det Andet kan de Christne ikke taae Daabs-Pagten oprettet og bekræftet i Stats-Kirken. Saaledes kan det nu umuelig blive ved at være, men Sognebaandets Løsning vil her ikke engang ibrslaae, da ingen christelig Præst herefter kan forrette nogen Tvangs-Daab, hvorved det christne Kirke-Samfund ikke blot skjules, men vanæres og undergraves. Nu paa en eller anden Maade at afskiære Troes-Bekiendelsen fra Daaben, vilde være et heroisk Middel, hvorved Daabs-Tvangen vel blev taalelig for alle Vantroe og Ligegyldige, men hvorved Stats-Kirkens Daab blev ikke blot aldeles ugyldig, men saa uchristelig, at alle ægte Lutheraner maatte her, ligesom i Preussen, træde ud; thi hverken kan de blive i Kirke-Samfund med deres Fædre, naar de forskyde Pagten, ikke heller kan de nøies med en Daab, som en blot verdslig indført Kirke-Skik, og ligesaalidt kan nogen christelig Præst erklære en Daab uden Troes-Bekiendelse for et guddommeligt Naademiddel, Gienfødeises Bad med Synds-Forladelse. Skal derfor de ægte Lutheraner kunne blive i Stats-Kirken, da maa ikke blot de Præster, som vil, have Lov til at beholde den Lutherske Daab og forvalte den for alle deres Medtroende, men disse Præster, som ikke kan døbe uden Troes-Bekiendelse, maae ogsaa fritages for at forrette nogen Tvangs-Daab, hvorved Sandhedens Aand høilig 381 fortørnes, og hvorved Troes-Bekiendelsen forgiøres til en død Formular og et tomt Mundsveir.

✂ At dette Forlangende ogsaa vil være opfyldt, saasnart Forholdet mellem Kirke og Stat ordnes efter den Augsburgske Confessjon, skal jeg siden vise, men troer det først nødvendigt, kirkehistorisk at oplyse, hvorledes Tvangs-Daaben, der aldrig kan være mere stridende mod Sandhedens end den er mod Christendommens Aand og oprindelige Forhold til Verden, har kunnet indsnige sig i Kirken, og hvad der i det Hele har gjort, at Christi Kirke nu er saa nær ved at tabe sig i »de Dødes Rige.« som det var mueligt, naar ikke Herrens Ord skulde forgaae før Himmel og Jord.

✂ Det synes vist nok et sørgeligt Arbeide, paa Gravens Bredd at efterspore Dødens Aarsager, og det vilde saa være, naar ikke Herren levede og vi med Ham, ja, naar Han ikke var »Opstandelsen og Livet« og hans Menighed den »trolevende, som aldrig skal døe;« men nu er det ordenlig en Fornøielse at see, hvorledes »Dødens Snarer« spændtes og »Helvedes Angester« mødtes, da vi er visse paa, at Døden skal blive til Spot og Helvede til Latter, fordi Herren »satte vore Fødder paa en Klippe,« der hverken lader sig rokke eller bestige. Fremfor alt kan og skal vi smaa Lutheraner, som gierne vil skrifte ærlig for Ham, der forlader Synder, være ganske rolige; thi til os, som kom i Fare ved at følge Herren, siger Han, som til Israel ved det røde Hav: fatter Mod! staaer og seer paa Herrens Frelse, thi Han vil stride for jer, og I skal kun tie! Ja, saasandt som Kirke-Historien maa vidne, at der i mange Aarhundreder var Ingen, der saa inderlig, saa hjertelevende og glædelig, som Luther og hans ægte Børn, tilegnede sig Herrens Løfte til Hans troende Menighed: det skal være min Pagt med dem, siger Herren, at min Aand, som er i dig, og mit Ord, som jeg har lagt dig i Munden, skal ikke vige fra din Mund eller fra din Sæds Mund, fra nu og til evig Tid; saa vist skal vi »løftes fra Dødens Porte« og »vandre for Guds Ansigt i de Levendes Lys!«

✂ For det Første er det nu os Alle vitterligt, at da Apostlerne gik ud til al Verden for at christne og døbe i Herrens Navn, da blev Ingen med verdslig Fordeel lokket, eller med verdslig Magt tvunget til at give dem Bifald og lade sig døbe, men snarere vovede Man derved baade Ære, Liv og Gods i denne Verden, og naar Paven vil indbilde os, at det var en stor Ulykke, som vi skal takke Gud, er for længe siden vel overstaaet, da veed vi, han taler ikke hvad han har hørt af 382 Apostlerne, men snakker for sin Æske. Der staaer nemlig skrevet, Herren sagde: mit Rige er ikke af denne Verden, og at det var Hans ramme Alvor, det see vi ikke blot deraf, at Han taalmodig lod sig selv korsfæste, og udsendte sine Apostler som »Lam mellem Ulve,« uagtet Han nemt kunde faaet og givet dem »mere end tolv Legioner Engle« til Livvagt og Krigshær, men selv over sine Troende tillod Han ingenlunde sine Apostler at herske, men erklærede dem reent ud, at det skulde være ganske anderledes i Hans Rige end i Hedningernes, hvor »de Store herskede og kaldtes naadige Herrer,« da Hans Riges Høvdinger tvertimod skulde være »Alles Tjenere.« Tillod imidlertid enten Vankundighed eller Fordom os nogen Tvivl om Rigtigheden heraf, saa følger dog det Samme af den Troskabs-Eed, Han lader sine Undersaatter aflægge ved Daaben, tilligemed Bekiendelsen af hvad de stole paa og vente sig i Hans Rige, thi hverken forpligtes vi derved til Kamp mod Andre end Diævelen, den urene Aand, der naturligviis kun kan bestrides med aandelige Vaaben, ikke heller nævnes der det Mindste af denne Verdens Magt og Storhed at stole paa, eller af dens Ære, Gods og Glands at nyde, men nævnes kun »Syndsforladelse, Opstandelse og et evigt Liv,« som en Skiænk med den Helligaand af Gudfader og Hans eenbaarne Søn, vor Herre Jesus Christus. Dette kirkehistoriske Vidnesbyrd om den oprindelige Christendom, som blev offenlig aflagt ved hver Daab og for hele Menighedens Øren, er nemlig ikke blot i alle Henseender mageløs sikkert og gyldigt, men fremfor Alt er det soleklart, at havde der fra Begyndelsen været mindste Ord i Pagten enten om at forsvare Kirken mod verdslige Fyrster, eller om verdsligt Rygstyd, eller om verdslig Løn for de Fuldkomne, da vilde den Geistlighed, der er Skyld i al Kirkens Verdslighed, dog sikkert bevaret det, thi det er jo endog et stort Vidunder, at de ikke har prøvet paa at indsmugle i Troes-Bekiendelsen hvad de ellers af al Magt indskærpede Menigheden. Saalænge nemlig Daabspagten lyder som nu, saa de Christnes Kamp og Haab er ligesaa uverdslige, aandelige og hjertelige, som deres Tro, saalænge har Verdens-Magten aabenbar slet intet med deres Kirke-Samfund at giøre, og naar dette Samfunds Embedsmænd desuagtet stræbe at sætte det enten herskende eller trællende i Forbindelse med Verdens-Magten, da dømme de aabenbar dem selv, saa da Daabs-Pagten lyder ligesaa uverdslig i den Pavelige Kirke-Stat, som hos os, kan vi være vis paa, den er uforfalsket. Mange 383 Grunde har man optænkt, og flere kan Man vel optænke for Sammenknytningen, og, om det var mueligt, Sammensmeltningen af Kirke og Stat som aandelig og verdslig Magt; men hverken har Man fundet, ikke heller skal Man vist opdage pogen Rimelighed for, at Faderen og Sønnen og den Helligaand vil blive meer udelukkende troet og stolet paa, Troes-Bekiendelsen blive ærligere og Daaben mere frugtbar, eller det evige Livs Haab kraftigere og sødere, naar Bisper og Præster enten spille Herrer over de verdslige Fyrster, eller overdrage dem Christi Herredom og den Helligaands Fuldmagt i Kirken, saa det er klart, de kunde ingen af Delene giøre, før de omtrent havde glemt Herrens Ord, Aai» dens Tankegang og Samfundets Bedste, over deres egen Selvklogskab og verdslige Begiærlighed. Da derimod deres Tankegang alt i det tredie Aarhundrede, eller i Cyprians Dage,, var blevet saa verdslig, at de, ligesom Hedningernes Præsteskab, udgav sig for Kirken, og kiendte ei mere Forskiel mellem Herrens og deres; da er det i sin bagvendte Orden, at de i det fjerde Aarhundrede ogsaa glemde Forskiellen mellem »Guds og Keiserens,« ansaae verdsligt Rygstyd og visse Levebrød for uundværlige til Kirkens dvs. Geistlighedens Velfærd, og tvungne Troes-Beldendere ei blot for meget taalelige, men, naar de tiendede tilbørlig, endogsaa for ønskelige.

✂ Ingenlunde vil jeg dølge, hvad Kirke-Historien viser, at hele Christen-Foiket i det fjerde Aarhundrede, ligesom Israel i Samuels Dage, havde Lyst til en verdslig »Konge ligesom andre Folk«, og vilde heller handle med Bisper og Præster end med Herren og Aanden om Syndsforladelse og Salighed; thi naar jeg opviser Geistlighedens Utroskab, da er det ingenlunde for enten at dømme eller hudflette de gamle Bisper, men for paa den ene Side at vise, at hvor præstelig og bispelig end Tvangs-Daaben har været, saa er den dog lige uchristelig, og for paa den anden Side at afvælte den Beskyldning fra Luther, Man saatit har giort, som om det især var ham, der havde overgivet Kirken i de verdslige Fyrsters Haand. Paver og Bisper er imidlertid i de sidste Aarhundreder blevet saa mishandlede, og saavel Skyther som Barbarer har dem i Middelalderen saameget at takke, at det kun skulde være nødig, jeg blottede deres Forhold til Herren og hans Menighed; men da de nu igien, saasnart de har faaet Pusterum, rask forsvare baade Verdslighed og Troes-Tvang og deres selvgjorte Kirke-Begreb, saa har jeg ikke mindste Medlidenhed 384 med dem, og hvad Rummet ikke her vil tillade, skal jeg see at finde Plads til, hvor Talen bliver om »Indvieisen,« som jeg vel er langt fra ærkeprotestantisk at foragte, men skal vise, er spildt paa alle verdslige Hoveder. Her kun endnu Saameget, at naar Geistligheden først fik sig selv og Andre indbildt, at den var Kirken, da havde den Spillet gaaende, thi da syndes Troes-Bekiendelsen at lyde paa Geistligheden, saa dette falske Kirke-Begreb maatte Reformatorerne af al Magt stræbe at nedbryde, og kunde derved saa let komme for Skade med det sande Begreb, at vi maae have dem undskyldt, naar kun deres Gierning viser, de meende det ærlig og godt med Herren og Hans Menighed. Vi, som har seet, at naar galt skulde være, maatte Christi Kirke dog heller beherskes af sin Geistlighed og forvexles dermed, end behandles som slet ingen virkelig Ting i en vantro Skole og tabe sig deri, vi fristes vel til at gaae strængt irette med Reformatorerne, men vi skal overvinde Fristelsen, og hvad især Morten Luther angaaer, da maa han have fortalt og forskrevet sig om Kirken og Indvielsen endnu langt meer end jeg veed, saa var han dog en Helgen mellem alle Bisper fra Irenæi Dage til vores, og hans Kirke-Begreb, som det staaer aftegnet baade i hans lille Catechismus og i den Augsburgske Confessjon, himmelsk i Sammenligning ei blot med Pavens, men selv med Augustins.

✂ Ja, lad paa den ene Side Kalvinister og Rationalister, og paa den Anden Papister og Oxfordere kun sige om Luther hvad de vil, saa var han dog »en stor Profet,« i hvem »Gud besøgde sit Folk!« Hvem har vel seet ham, hvis »faste Borgs var usynlig, ligeoverfor Keiser Karl den Femte, og ei derved dobbelt ærgret sig over Eusebius og hans Stalbrødre i Støvet for Keiser Konstantin! Hvem har maalt den ydmyge Kloster-Broder, der slet ikke vilde være andet end »Ordets Tjener« og aldrig have Troens Sag udfægtet med verdslige Vaaben, maalt ham med Aandens Øine, og ei fundet, han var en Kæmpe af Vext, selv ved Siden ad de Engelske Martyr-Bisper! Hvem har ladt sig lede af den Helligaand giennem Kirkehistorien, og ei, ligesiden Irenæus døde, savnet saadan en Præst, der, som Luther, slet ikke vilde vide af Andet til Salighed end Jesus Christus, den Korsfæstede, ikke vide af nogen anden Christi Statholder end den Helligaand, ikke vide af anden Fortjeneste end Hans, som os kiøbde, ikke vide af anden Ret end Børne-Retten ved Daaben, ikke sidde ved noget andet Herrens Bord, end hvor Herren selv var 385 virkelig tilstæde, ikke høre om andre Naademidler end dem af Herrens egen Indstiftelse, ikke ændse nogen anden kirkelig Forskrift, end de ægte Skrifter af Propheter og Apostier, som aabenbar dreves af den Helligaand! Hvilken Kæmpe for Skriftklogskab har Man vel seet saa barnlig folde Hænderne og takke den Himmelske Fader, som aabenbarede de Umyndige hvad Han skjalde for de Lærde og Kloge, eller hvilken anden Theologisk Professor tiltalde vel Menigheden saaledes med »Psalmer og Lovsange og aandelige Viser,« som han, der sang »Nu bede vi den Helligaand« og »Vor Gud han er saa fast en Borg« og »Fra Himmelen høit kom vi nu her;« ja hvilken Skriftklog i tretten Aarhundreder viste sig vel i det Hele, i Tale og Skrift, saa fortrolig med den Aand, der drev Profeter og Apostler, har begyndt den gode Gierning og skal fuldføre den til vor Herres Jesu Christi Dag, saa fortrolig, som han, der igien forbausede Folkene trindt om Land, da de hørde Guds Storværk udtalt med deres Tunger!

✂ Hvad nu Morten Luther ansaae for Kirkens Grundvold og Grund-Begreb, det skal vi fornemmelig see paa de ægte Lutherske Alterbøger, hvortil, Gud skee Lov! om ingen anden Nærværende, saa dog vor egen hører, og det skal jeg med Flid stræbe at oplyse ved Betragtningen af »Daaben og Nadveren«, og dernæst viser det sig i hans Børnebog (hans lille Catechismus) med de velsignede fem Parter, som aabenbar for ham var Aandens fem Sandser: Herrens Bud og Bøn, Tro, Daab og Nadver; men at Kirke-Begrebet ogsaa i den Augsburgske Confessjon er ligesaalangt fra at være hvad Man nu kalder Protestantisk, som hvad Man nu næsten har glemt, er Papistisk, det er selv blandt Lutheraner saa fordunklet, at det med Flid maa opklares.

✂ Foreløbig maa jeg imidlertid bemærke, at »Symboliske Bøger,« eller ufravigelige og uforanderlige Lære-Skrifter, kan aldrig ligge længer fra nogen christelig og aandelig Tankegang, end de laae fra Luthers, som aldrig ændsede nogen anden kirkelig Forskrift end Bibelen, og vilde visselig ikke med en Pave-Bulle, af sit eget eller sine Venners Arbeide, give et Sidestykke til den Tridentinske; saa det var kun det uendelige Kiævl og det giensidige Kiættemageri imellem de Skriftkloge, der forledte de verdslige Fyrster paa den Lutherske Side til at stemple Forskrifter, som alle Lærere i Stats-Kirken strængt skulde følge. I den Lutherske Deel af Tydskland blev det en heel grundmuret dogmatisk Lærebygning fra det 386 Sextende Aarhundrede, Man paa Klude-Papir vilde forevige, men her blev det til Lykke kun den Augsburgske Confessjon, som er de første Lutheraners offenlige og vel overveiede Bekiendelse, for Keiseren og al Verden, om deres Forhold saavel til den hellige, almindelige Kirke, som til den Pavelige Kirke-Stat, og jo nøiere Man giennemgaaer den, des klarere seer Man, det er et aandeligt Mesterstykke for sin Tid, Man vel ikke maatte kanoniseret, men burde derimod studeret og fulgt langt bedre end hidtil; thi hverken billiger den Samvittigheds-Tvang, ikke heller lægger den Baand paa christelig Videnskabelighed, og endnu mindre stiler den paa at reise en ny saakaldt Protestantisk Kirke i Modsætning til den Ældgamle og Almindelige. Vor Stats-Kirkes Feil: Samvittigheds-Tvangen og den Theologiske Censur (hvoraf den Sidste dog er heel og den Første halv rettet) udsprang derfor ingenlunde af vore Symboliske Bøger, men var Papistiske Levninger, de Theologiske Skolemestre og Latinske Jurister saalænge mueligt fredede om, medens Spilfægteriet med en protestantisk, uhistorisk, splinterny Kirke efter Skriften, ingenlunde er udklækket hos Lutheraner men hos Kalvinister og Socinianer.

✂ Der er, hedder det i vor Confessjon, kun een hellig, stedsevarende Kirke, og Kirken er de Heiliges Menighed (congregatio), hvor Evangeliet læres ret og Sacramenterne forvaltes rigtig, saa til Kirkens Eenhed er det Nok at stemme overeens om Evangeliets Lærdom og Sacramenternes Forvaltning, uden at de menneskelige Vedtægter (traditiones hiimanæ) elier Skikke og Højtideligheder, som er Menneskeværk, behøve at være eens allevegne. Saaledes siger Paulus: een Tro, een Daab, een Gud og alles Fader*).

✂ Er der nu kun een Kirke, da kan der jo aldrig blive Flere end den Første, og skal den være stedsevarende, kan den jo aldrig ophøre, saa Lutheranerne vedkiendte sig her unægtelig den almindelige (catholske) Kirke, om de end ikke havde nævnet den; men nu erklære de desuden høitidelig og det flere Gange, at der Intet skal findes i deres Lærdom, som afviger enten fra »den Catholske eller den Romerske Kirke,« men at det blot er nogle Misbrug, de vil have afskallede**). Naar Man derfor kalder os Catholiker, fordi vi holde os til den **) Confessionens syvende Artikel. ***) Confessionens 21de Artikel og Indledningen til anden Part. 387 stedsevarende Historiske Kirke, som er kommet til os giennem Rom, da forbyder Confessjonen os at protestere imod Navnet, men forvisser os tillige om, at vi er Catholiker med ikke mod Luther.

✂ En anden Følge heraf er, at det ligesaavel strider imod den Augsburgske Confessjon, som mod den Hellige Skrift og den Almindelige Kirkes Grundlov, at døbe uden Troes-Bekiendelse og Daabspagt, thi da stemmer Man jo ikke længer overeens med den ene, stedsevarende Kirke i Sacramenternes Forvaltning, men vil have to Daaber, hvad dog Kirken, Skriften og Sproget ligesaa lidt tilstæder, som at have to Troer, eller to Christendomme.

✂ Endelig see vi, at Confessjonen, ved at udvide Kirke-Begrebet til alle Troende, høitidelig skiller os fra Papisterne, som vil indskrænke det til Geistligheden, og denne Skilsmisse har vi aabenbar Ære af, da hverken Paven eller Nogen af hans Præster kan forrette Daaben rigtig, uden at giøre det Samme, i det de erklære alle Troende og Døbte for Kirkens Medlemmer; thi hvem der hører til Kirken, kan Ingen uden Selvmodsigelse udelukke af Dens Begreb.

✂ Vil Man nu fortælle os, det var kun paa Skrømt, vore Lutherske Første-Forældre erklærede sig for en Green af den »hellige, almindelige,« eenbaarne og stedsevarende Kirke, da er det en slem Beskyldning, der, naar den var sand, maatte brændemærke hele Confessjonen; men Lutheranerne har smukt afbeviist den, ei blot ved udtrykkelig at vedkiende sig den Catholske Kirkes Troes-Bekiendelse, som det Apostoliske Mærke*), men især ved at beholde Kirkens Troes og Daabs Ord uforvanskede.

✂ Spørge vi nu om Forholdet mellem Kirke og Stat efter den Augsburgske Confessjon, da maae vi først lægge vel Mærke til, at den netop er udstædt og underskrevet af verdslige Fyrster og Øvrigheder, saa dens Bestemmelser i denne Henseende ret egenlig er en Pagt, de indgik med den fribaarne Christi Kirke paa deres Enemærker, og de fraskrev sig da høitidelig al Ret til at øve Samvittigheds-Tvang, end sige da til at raade over »Evangeliet og Sacramenterne,« idet de selv erklærede, at naar Nogen befaledes at »synde« skulde han ikke lyde Øvrigheden, som skrevet staaer: Man skal adlyde Gud **) Confessjonens tredie Artikel. 388 meer end Menneskene*). Ved at tilegne sig dette Apostlernes berømte Svar til den Jødiske Øvrighed, indrømmede de udtrykkelig Christi Sendebud Ret til at rygte deres Ærinde »med Evangeliet og Sacramenterne,« enten det var den verdslige Øvrighed med eller mod, og saavist som det er »Synd« at hykle og tillyve sig en Tro, Man ikke har, fraskrev de Lutherske Fyrster sig tillige al Ret til Troes og Samvittigheds-Tvang.

✂ Dog, Confessjonen stræber ret tydelig at sætte Skiel mellem den aandelige eller kirkelige og den verdslige eller haandgribelige Magt, som to Begreber, hvis Forbytning eller Sammenblanding giør stor Ulykke i Verden, og bemærker derfor rettelig, at Kirke-Magten (potestas ecclesiastica), som ene skal udøves med »Ordet« over dem, der frivillig lyde, ei har det Mindste med Verdens-Magten (potestas gladii) at skaffe, og griber derfor ligesaalidt ind i Stats-Styrelsen, som Synge-Konsten eller noget Lignende. Christi Embedsmænd maae derfor nøies med Magt og Myndighed til at prædike Evangelium, løse og binde syndige Sjæle, forvalte Sacramenterne, og vel udelukke de Ugudelige af Kirkens Samfund, men kun med Ordet, uden al verdslig Magt**).

✂ Heraf seer Man, at om det ogsaa hængde rigtig sammen med den Overdragelse af »Bispe-Magten« til de verdslige Fyrster, hvorfor Lutheranerne har hørt saa ilde, da maatte det dog være Bispe-Magten, som den beskrives i Confessjonen, følgelig en Magt, der ene kan øves med »Aand og Ord« aldrig med Sværd eller verdslig Tvang, saa, hvordan Man vender det, skulde netop den Lutherske Stats-Kirke, efter sin høitidelig antagne og bekræftede Grundlov, være verdslig aldeles vaabenløs, og hverken Fyrster eller nogen Anden anvende mindste verdslig Magt eller Tvang i Henseende til Evangeliet og Sacramenterne.

✂ At det nu i Virkeligheden har været ganske anderledes, skal vist nok lære os, at det er Fjas med al den Herlighed, der kun staaer paa Papiret, men at det staaer der, skal dog ogsaa lære os, at Kongen i Danmark, der har taget sig varmest af den Augsburgske Confessjon, har fulgt baade dens Aand og Bogstav ved i de sidste 50 Aar at formindske Tvangen ved »Evangeliets Prædiken og Sacramenternes Forvaltning,« og at naar Han ved Lov stadfæster Præste-Friheden og løser **) Confessjonens 16de Artikel. ***) Confessjonens 28de Artikel i anden Part om Kirke-Magten. 389 Sogne-Baandet, da seer Verden først en Luthersk Stats-Kirke, som den efter den Augsburgske Confessjon altid skulde været.

✂ Heraf seer da mine Medtroende, at mit Begreb om Kirken, som et Daabs-Samfund af frivillige Troes-Bekiendere, der aldrig kan skifte Tro og Daab, er ægte Luthersk, og har blot, som al Sandhed maa, klaret sig i Tidens Løb, saa det nu indsees, hvad Luther dog ogsaa godt følde og rettede sig efter, at Troen og Daaben, for at være eens, maae have et tilsvarende eenstemmigt Ord i Kirkens Mund, som da af sig selv bliver dens ufeilbare Kiendemærke.

✂ Man indvende kun ikke, at Confessjonens Kirke-Begreb omfatter begge Sacramenter, Nadveren saavelsom Daaben, thi det giør mit ogsaa, kun med den Forskiel, der nødvendig udspringer af den voxende Oplysning, saa Grund-Begrebet omfatter kun Troen og Daaben, fordi Enhver, som troer og bliver døbt, unægtelig er Medlem af Kirken, før han gaaer til Alters, ligesom vi heller ikke tør paastaae, at alle de Troende og Døbte kom saavidt, at de blev deelagtige i Nadveren, som vel hører til det fuldstændig udviklede Kirke-Begreb, men ikke til dets Grund-Træk. Dette er ogsaa langtfra at være en tom Spidsfindighed, men har sin dybe Grund i det ny, christelige Liv, der, ligesom det Gamle og Naturlige, har sin Fødsel og Begyndelse og sin Udvikling til Modenhed: begynder i Daaben med den levendegjorte Tro, udvikler sig med Haabet ved Gudsdyrkelse i Aand og Sandhed, og modnes i Nadveren med Kiærligheden, som er Fuldkommenheds Baand, hvorfor ogsaa Daab og Nadver har deres tilsvarende Ledd i Troes-Bekiendelsen om den Helligaand; thi »Kirken« svarer til Daaben, og de »Helliges Samfund« (burde hedde Fællesskab, koinonia, communio) til Nadveren. Lutheranerne har selv følt det, da de ikke turde paastaae, at Uenighed om Nadveren, strængt talt, afbrød Kirke-Samfundet, skiøndt den udelukde det hjertelige Fællesskab, det christelige Broderskab, uden at de dog kunde oprede Sagen, fordi de sammenblandede Kirken, de Helliges Samfund og alt Christeligt. Vilde Man derfor sige, at efter Confessionen hørde »Prækenen« ligesaa nødvendig til Kirke-Begrebet som Sacramenterne, eftersom det gedder: Evangelium skal »læres« ret, da turde jeg ikke sværge paa det Modsatte, men maa dog bemærke, at Beraabelsen paa Pauli »een Tro og een Daab« viser, de første Lutheraner følde, at kun Troen og Daaben udgjorde Kirkens Grund-Begreb, og at de bringes til Selv-Modsigelse, naar Man lader dem 390 mene, at ikke blot »Evangeliet« som vor Troes-Bekiendelse udtrykker det, men »hele Lærdommen« maa være eens, hvor Kirkens Eenhed skal findes; thi hvad blev der da af den kirkelige Eenhed mellem dem og Romerne, eller siden mellem dem og »de Reformerte!«

✂ Siger Man derimod kun, at Lutheranerne, hvordan saa end den Augsburgske Confessjon skal forstaaes, snart kom til at betragte »Prækenen« og senere Skrift-Fortolkningen som Kirkens Grund-Begreb, og at de ligefra Begyndelsen kun meget dunkelt og vaklende skielnede mellem Grundvolden (articali fandamentales) og Opbyggelsen, saavelsom mellem den Kundskab om Evangeliet og Tro derpaa, som maa være fælles for alle Christne, og den høiere Oplysning og bedre Indsigt, der har havt og maa have saa mangfoldige Grader, at derom slet intet Almindeligt lader sig fastsætte; da nødes jeg vist nok til at indrømme det som en Kiendsgierning, men kan umulig erkiende det for et Exempel, vi, som oplyste Christne, kan eller maa følge, da det aabenbar var en Vildfarelse, der aldeles forknyttede os i Vexten, og havde paa et hængende Haar nær baade skilt os ved Livet i Christo og skilt os fra den hellige, almindelige Kirke.

✂ Det gik dermed saaledes til, at vel viiste Luthers lille Catechismus, hvad han forstod ved den christelige » Børne-Lærdom« og tilsvarende Tro, som er Alt hvad der maa kræves af Alle og regnes til Kirkens Grund-Begreb; men dog fattedes allerede her de faste Grændser, da i det Mindste »Huustavlen« var uddraget af Bibelen, og der altsaa til Børne-Lærdommen regnedes en vis Bibel-Kundskab, hvis Grændse i Catechismusen maatte findes ganske vilkaarlig. Det var altsaa naturligt, at Man snart fandt, Børnene, om mueligt, maatte lære langt flere Bibelsprog og lære en Forklaring af deai tillige, og med Børne-Lærdommen udvidede da Lutheranernes Kirke-Begreb sig saaledes, at det tilsidst faldt sammen med deres Theologiske Skole-Begreb, som om det hørde til Christendommen, enten selv at være Summas Theologus, eller dog at være enig med ham. Hvordan Lutheranerne kom afsted med dette Skole-Begreb om Kirken, da den herskende Theologi slet ikke meer kunde finde Troen i Skriften, og da Man f. Ex. i Danmark ei kunde være enig med Summus Theologus uden, hvad der faldt alle Lutheraner umueligt, at være det med Hornemann og Clausen, det veed vi, og om det nu end havde været Luthers Mening og stod 391 udtrykkelig i den Augsburgske Confessjon, at alle Christne skulde egenlig være Professorer i Theologien eller dog troe Alt, hvad Professorerne lærde om Bibelen og hvad skrevet stod, saa har dog Erfaring beviist, at det Første forbød sig selv, og det Andet vil Christendommen ikke tillade, saa vi maae vælge noget Tredie. At Luther imidlertid var altfor god en Ven ad Barne-Troen, og havde altfor megen Ærgrelse af vantro Skriftkundskab, til at Sligt kunde være hans Hjertens-Mening, burde alle hans Venner vide, og at Confessjonen er langt fra at begunstige en saadan Misbrug af Skriften og Forgudelse af de Skriftkloge, skulde i det Mindste de vide, der som stive Stats-Orthodoxer vil forkiættre mig. Efter med al Opmærksomhed at have giennemgaaet den Augsburgske Confessjon, skal Man nemlig finde, at der ikke findes et eneste Ord om enten at udlede eller bevise sin Tro af Skriften, men at den Christne Tro efter det »Apostoliske Symbolum« forudsættes, som hvad Man med Modstanderne er enig om, saa Intet bliver Christendom, fordi det staaer i Skriften, men staaer netop i Skriften fordi det er Christendom. Selv Skriftens Omfang, Oprindelse og hele Beskaffenhed lades ubestemt, saa det forudsættes blot, at naar Man ikke fører Skriften i Strid med Troen og Kirken, da prøver Man derefter med Rette Christeligheden af Pavens og Bispernes Lærdom, Myndighed og Anordninger, hvad vel kan have stor Indflydelse paa Kirke-Tjenesten, men er og bliver dog i Grunden en Skole-Sag, hvorved Intet kan forandres i den ene, stedsevarende Kirke, altsaa ei heller i dens Begreb.

✂ Efter den Augsburgske Confessjon skal altsaa Kirken ligesaalidt beherskes eller kunne forandres af den Theologiske Skole, som af den verdslige Magt, men Lærerne skal kun altid have Lov til efter Skriften at bestride de Feil eller Misbrug, der kan have indsneget sig, og deres Skrift-Granskning og Skrift-Brug maa følgelig være saa fri, som Kirkens Eenhed og Uforkrænkelighed eller Enigheden om » Evangeliet og Sacramenterne« tillader.

✂ Ligesom derfor, efter Confessjonen, hverken Skriftkloge, Bisper eller verdslige Fyrster maae opkaste sig til Herrer over Evangeliet og Sacramenterne, saaledes er den aldeles fremmed for det »Skrift-Princip,« hvorefter Theologiske Professorer og Doctorer takke deres Gud, fordi han skal have aabenbaret »de Høilærde« hvad han skjulde for de Umyndige.

392

✂ Blot ved at sammenligne denne bagvendte Taksigelse med Herrens lige modsatte og Hans idelig gjentagne Forsikkring, at hvem der vil ind i hans Himmerig, maa blive »som Børn,« da det hører Børnene til, allerede heraf maa Man jo slutte, det er ligesaa ubibelsk og uchristeligt, som uluthersk, uhistorisk og ufornuftigt at grunde »et Bedehuus for alle Folk,« med de Smaaes og de Stores Troe og Haab og Saligheds-Sag, paa nogensomhelst Bog, endsige da paa Græske og Ebraiske Bøger, som kun de Lærde kan stave paa og strides om, slet Ingen vise, han forstaaer tilbunds. Dette er Grunden, hvi jeg hidtil ikke med Flid har viist, hvor aldeles antibibelsk denne Skrift-Forgudelse er, hvad enten Man spørger Bibel-Historien om, hvordan og hvorpaa Christi Kirke er grundet, eller Man undersøger, hvad Apostel-Brevene herom vidne eller forudsætte; thi naar dette giøres allerbedst, da er jo ogsaa det et »Skrift-Beviis,« der umuelig kan blive indlysende for alle Kirkens Medlemmer, men maa til Dommedag forsvares i Strid med andre Boglærde, der giør Indvendinger enten mod de Bøgers Ægthed, eller Læsningens Tilforladelighed eller Fortolkningens Rigtighed, hvorpaa Man beraaber sig, saa det er Daarskab paa saa dunkel og vaklende en Grund at ville bygge enten sin egen eller Andres, endsige da alle Christnes, Sikkerhed paa Ægtheden af deres Tro og Daab. Derfor har jeg foretrukket kun med Flid at oplyse, hvad alle voxne Christne kan forstaae, at Sandheds-Tro til Salighed maa altid være eens, men kan ei være det, med mindre den udtrykkes eens i en uforanderlig Troes-Bekiendelse af alle Samfundets Medlemmer, og endelig at vor Lutherske Troes-Bekiendelses Ægthed er sikker nok, fordi vi har den tilfælles med Rom, hvis Troes-Bekiendelse maa være ægte, naar den Ægte skal findes paa Jorden, som den dog nødvendig maa, saasandt Jesus Christus har bygt en Kirke, der kunde trodse Helvedes Porte.

✂ Imidlertid, hvor galt det end vilde være at bygge vor Vished om Kirkens Grundvold og Grundbegreb: den mundtlige Troes-Bekiendelse ved Daaben, paa Bibelen, som forholdsviis kun Faa kan have nogen velgrundet Overbeviisning om, og Ingen bevise, han har udgrundet, saa kan dog ærlig og flittig Henviisning til den, bedre selv end i Reformations-Dagene, tjene til at stadfæste de Troende i Sandheden og nedbryde falske Fordomme; thi Bibelen har nu saalænge været oversat paa alle vore Tungemaal og det for det meste saa eens, at al Mistanke 393 om vitterlig Forfalskning maa bortfalde, og dens Historiske Deel er saa klar, at betydelige Feiltagelser derved knap er tænkelige, og allermindst var det mueligt, at vore Bibel-Oversættelser skulde være utroe, hvor de vidne imod hvad vore Theologer i Aarhundreder har forfægtet.

✂ Derfor vil jeg nu først giøre mine medtroende Bibellæsere opmærksom paa, at efter Skriften var vor Herre Jesus ikke selv Skribent, ikke heller befalede han sine Apostler at skrive eller udsendte dem med en Bog at bygge paa, men »der udgik livsalige Ord af hans Mund,« og Han lovede dem »Mund og Viisdom,« som Ingen kunde staae sig for, og sendte dem fra Himlen »glødende Tunger,« ligesom Han ogsaa mundtlig sagde dem Besked om hvad der hører til Guds Rige*).

✂ Spørge vi nu fremdeles Skriften, hvad der, efter Jesu Vidnesbyrd, hører til Guds Rige, da svarer den os: Han sagde: »uden Nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige,« men »hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig;« saa efter Skriften maa Troen og Daaben ei blot have hørt til de Ting, hvorom Jesus sagde sine Apostler mundtlig Besked, men maa have været Hovedsagen, som Fødselen og det første Skridt altid er, end sige da Fødselen af Aand og Skridtet ind i Guds Rige**).

✂ Ligesaavist derfor som, efter Skriften, Troen og Daaben er Hovedsagen i Christi Kirke, ligesaavist er denne Kirke grundet paa et mundtligt og ei paa et skriftligt Guds-Ord om Troen og Daaben, saa hvis der stod nogensteds i Skriften, at de Christne desuagtet skulde grunde Troen og Daaben paa et skriftligt Ord, da var den aabenbar selvmodsigende og uefterrettelig.

✂ At nu den Tro og Daab, Herren, efter Skriften, gjorde til Salighedens eneste Vilkaar, ogsaa altid maatte være de samme, følgelig ogsaa udtrykkes eens, det følger vel af sig selv, men følger dog ogsaa af Skriften, thi baade kræver Herren samme Troes-Bekiendelse af alle dem, han skal være bekiendt for sin Fader, og Hans Apostel Paulus skriver, at der altid ligesaavel maa være een Tro, een Daab og eet Haab, som der er een Herre og een Aand, og at »Troens Ord« skal være baade i vor Mund og vort Hjerte, fordi med Hjertet skal Man troe til Retfærdiggiørelse, og med Munden skal Man bekiende **) Luk. 4 og 11. Ap. Gj. 1. ***) Mark. 16. Joh. 3. 394 til Salighed*). Naar vi derfor læse, at Herren sagde til sine Apostler: mig er givet al Magt i Himlen og paa Jorden, gaaer hen og underviser (christner) alle Folkefærd, døbende dem til Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, da kan Man vist nok ikke af denne Skrift enten udlede Daaben eller dens Udtryk, men, dens Ægthed forudsat, viser den dog virkelig, at der maa være en Troes-Bekiendelse ved Daaben, hvorved vi knyttes til Faderens og Sønnens og den Helligaands Personlighed, og naar vi læse det Skriftsted, Paven har bygget sin Throne paa, da see vi nu godt, det er Peders Troes-Bekiendelse, Herren kalder Klippen, hvorpaa han vil bygge sin Kirke**), som han, efter Skriften, ogsaa bogstavelig gjorde baade blandt Jøderne paa Pindsedagen og blandt Hedningerne hos Cornelius***).

✂ Dog, enhver troende Christen, som med Opmærksomhed læser saavel de historiske Skrifter som Apostel-Brevene i det Ny Testamente, skal finde, at det er ikke blot Historien og enkelte Udsagn af Herren og hans Apostler, der henvise os til et mundtligt Guds og Troens Ord, der skal findes, høres, troes og bære Frugt i det Samfund af levende, troende og døbte Mennesker, som Hans Kirke er, men at alle Skrifterne forudsætte denne Kirke og Menighed med sin alle vitterlige Tro og Daab, og er forfattede for den og af dens Medlemmer, som altsaa af Skriften hverken kunde eller skulde lære hvad de troede og haabede. Var der kommet en Skrift til de første Christne, som havde udgivet sig for apostolisk eller selv for himmelfalden, men fordret at lægges til Grund ved Troen og Daaben istedenfor det mundtlige Ord, de hørde fra Begyndelsen, da skulde de jo uden videre forkastet den som uægte og vederstyggelig, da det umuelig kunde være den Herrens Villie, der mundtlig ved Apostlerne sendte dem de Ord, Han »havde hørt hos sin Fader,« og derfor er det Apostelen Paulus, som ei var af »de Tolv,« udtrykkelig vidner, at det Evangelium, han mundtlig forkyndte, havde han ogsaa mundtlig annammet af Herren ved en Aabenbarelse, og lyser Forbandelse over hvem der kom med et Andet †).

✂ Vilde Man nu sige, at Skriften vel selv frabad sig den Ære at være Hjemmelen for Guds og Troens Ord, der ene maa **) Math. 10. Rom. 10. Eph. 4. ***) Math. 16 og 28. ****) Ap. Gj. 2. og 10. *†) Joh. 3 og 14 og 15. Gal. 1. 395 søges i Apostlernes og Herrens egen Mund, hvorfra det med Daaben maa forudsættes mundtlig forplantet til os; men at det derfor nok kunde være Skriften, der gav dette Ord »Liv og Aand,» giorde det troværdigt og frugtbart, da veed jeg rigtig nok ikke, hvordan Man skulde sige noget mere bagvendt og urimeligt; thi Man skulde dog vel mene, at naar Ordet er det samme, maa Liv og Aand dog bedre lade sig forplante med Munden som et af Naturen levende, end med Pennen som et af Naturen dødt Redskab, og at Ordet er anderledes troværdigt i et Menneskes Mund, der »taler fordi han troer,« end i en Bog, der selv ingen Tro har; men jeg veed, at Tankegangen er i denne Henseende saa grændseløs forvirret, at hverken er Man bange for at sige, at Liv og Aand forplantes naturlig i det Mindste ligesaa godt ved Pennen som ved Munden, og at Natur-Lovene desuden ikke giælde for det Over-Naturlige. Derfor vil jeg ogsaa herom anføre Skriftens Vidnesbyrd, uagtet det, under en saadan Tanke-Forvirring, vist vil være fiint hvad Pennen enten i min eller i Apostlernes Haand kan udrette til Mundens Bedste.

✂ Naar saaledes Herren siger: »mine Ord er Liv og Aand,« da er det, saavelsom Alt hvad han siger om si t Ord, aabenbar at forstaae om Hans mundtlige Ord, siden Han selv Intet skrev, og det er altsaa ganske paa eget Ansvar, om vi tillægge Opskriften paa Hans Ord den samme Kraft; og naar Han siger til sine Apostler: »hvo eder hører, hører mig,« da slutte vi vel med Rette, Hans Ord er ogsaa »Liv og Aand« i vor Mund*); men hvem der paastaaer, at den der læser Apostlernes Skrifter, hører Jesus, ham brister Skriftens Hjemmel, saa han maa være betænkt paa en Anden. Ligedan er det, naar Herren siger, at alle de, som er af Sandhed, høre Hans Røst og alle de, som høre den, skal leve**), saa naar Man sætter »læse« istedenfor »høre« og agter »Røsten« for ingen Ting, da bygger Man aabenbar ikke paa Skriftens men paa sit eget Ord. Ligedan gaaer det med Christenfolkets Hoved-Skribent, Apostelen Paulus, thi vil Man holde sig til hans Ord, da ikke blot beraaber han sig paa hvad han har hørt af Herren, og henviser de Christne til hvad de har hørt fra Begyndelsen, men vidner ogsaa, at Troen kommer ved Hørelsen af Guds Ord, og at det er med Troens Ord i sin Mund og sit Hjerte, Man ikke **) Luk. 10. Joh. 6. ***) Joh. f» og 18. 396 spørger hvem der vil hente Christus op eller ned, naturligviis fordi Man har Ham selv »Ordet af Begyndelsen« i Hans mundtlige Ord, og sætter Man »Læsning« for »Hørelse« og regner »Munden« for ingen Ting, da er det ikke paa Pauli, men paa sin egen Regning*).

✂ Det var let at føie flere »Sprog« til, thi Skriften er stadig i sin Stil, men hvem der ikke selv er flittig Bibellæser, nytter det ikke, og hvem der er det, har Nok i Vink, og vil let overbevise sig om, at efter Skriften er Christi Kirke baade af Ham selv og Hans Apostler udelukkende grundet paa et mundtligt Ord af Hans, og finde dette Ord betegnet paa mange Maader, snart som Troes-Bekiendelse**), og snart som Jesu Christi Prædiken og sunde Ord, Christi vor Herres Vidnesbyrd, Sandheden i Jesus, Guds Ord og Jesu Vidnesbyrd***), lutter Udtryk, der aabenlyst pege paa et mundtligt Ord af Herrens, som alle Christne kiendte, skulde bevare og være bekiendt. Nu at tilstaae det, men ligefuldt paastaae, at Kirken hos os skal have en anden, en skriftlig Grundvold, det beviseraabenbar kun, at Man er umaadelig tynd i Logiken, men ogsaa det forbyder dog Skriften udtrykkelig, da Kirken aldrig maa have anden Grundvold end den Første, som er Jesus Christus†), der vel aandelig kan være Eet med sit mundtlige Ord, men dog vel ikke med Bogstaver.

✂ Jeg veed jo nok, det er et fortvivlet Arbeide at ville med en Pen giøre Forskiellen mellem Liv og Død i Aandens Verden kiendelig, da ovenikiøbet i de Lærdes Mund Bogstaver kaldes Aand, og det mundtlige Kirke-Ord kaldes Bogstav, men da det kun er for Medtroende jeg skriver, hvem Aanden er saa nær som Troens Ord, vil jeg dog ikke fortvivle, men til deres Oplysning endnu bemærke, at ligesom det efter Skriften kun er Aanden som giør levende, saaledes er det efter den kun ved et mundtligt Guds Ord Aanden meddeles, og kun ved den Helligaand, Man bliver en Christen. For det Første og det Sidste skiænker Man mig vel Beviset, og det Mellemste er sikkert nok, thi det var jo med Røsten fra Himmelen Aanden neddalede over Herren ved Hans Daab, det var jo ved sit mundtlige Ord Herren efter Opstandelsen meddeelde Apostlerne Aanden, det var jo som Tunger og ei som Penne **) Rom. 10. 1 Thes. 2. ***) 2 Cor. 9. 1 Tim. 6. ****) Rom. 16. 1 Cor. 1. Eph. 4. 2 Joh. Aab. 1 og 20. *†) 1 Cor. 3. 397 eller Bogstaver Aanden blev rigelig udøst over dem paa Pindsedagen, og under Peders mundtlige Tale, endog netop ved et Ledd af vor Troes-Bekiendelse (Syndernes Forladelse), den Helligaand faldt paa alle dem, der hørde Ordet*), ja selv i Brevet til Galaterne vidner Paulus, det var ved Troens (Troes-Bekiendelsens) »Hørelse« Aanden annammedes**). Hvem trøster sig derimod til at opvise et eneste Skriftsted, der enten historisk beretter, at Aanden meddeltes ved Læsning, eller vidner, at det kan og skal skee, og kan vi ikke faae den Aand, som gjør levende, ved Bibellæsning, da maae vi jo, efter Skriften, enten undvære »Aanden og Livet,« eller bekvemme os til at modtage begge Dele ved et mundtligt Guds-Ord, som vel maa være Kirkens Grundvold, naar det er Dens Aands-Udtryk og Livs-Kilde.

✂ De der ikke vil vide af nogen anden Helligaand end deres egen gode Fornuft og Forstand, og holde det kun for et Æventyr hvad vi tale om det virkelig ny Liv, der findes og føres i Christi Kirke, de lee naturligviis ad Trætten om, enten Aanden meddeles og Gienfødelsen skeer ved et mundtligt eller skriftligt Guds-Ord, men mine Medtroende maa jeg bede alvorlig at betænke, at skulde Skriften være det Guds-Ord, hvorved Troen oprandt og hvoraf Livet udsprang, da maatte ogsaa den Helligaand deri meddeles de Troende; thi den sædvanlige Snak, at Aanden meddeles og Gienfødelsen skeer ved Daaben og et mundtligt Guds Ord, taget af Skriften, er jo Snak hen i Veiret, dersom Aanden ikke findes i Skriften og meddeles ved Læsningen; thi da maatte Aanden jo gribes af Luften. Vil Man altsaa have Aanden og Gienfødelsen ved Daaben, da maa Man, som den Augsburgske Confessjon***), derved slet ikke tale om Skriften, og det saameget mindre, som det mundtlige Ord ved Daaben, for efter Skriften at være ægte, maa være ældre end den, og kan da umuelig være taget deraf; men vil Man have Aanden af Skriften, maa Man, tvertimod Skriften, kræve Ham udelukkende deraf og erklære Daaben for en tom Kirke-Skik. Tvertimod Skriften, siger jeg, thi ligesom den vidner, at Aanden meddeles ved det lydelige Ord, saaledes erklærer den ogsaa Daaben for den aandelige Renselse, Gienfødelse og Begyndelse til det ny Liv i Christo†), **) Math. 3. Joh. 20. Ap. Gg. 2 og 10. ***) Gal. 3. ****) Confessjonens anden Artikel. *†) Joh. 3. Rom. 6. Eph. 5. 1 Pet 3. 398 og ved at kalde den »Vandbadet i Ordet« betegner Paulus jo udtrykkelig, at det er i Ordet Kraften findes.

✂ Her maa jeg standse, anbefalende til Slutning medtroende Bibellæsere Pauli Kirke-Brev (til Epheserne), som var nær ved at blive glemt over Skole-Brevene til Romere og Galater, thi der vil de finde, at Skriften ligesaalidt hørde til Apostelens som til mit Kirke-Begreb, men at det er Herren og Aanden som levendegiør det ved Troens og Daabens Ord!

✂ Jeg har nu, saavidt det lader sig giøre, viist, at hvem der i Skriftens Navn protesterer mod Guds mundtlige Ord i Kirken, som dens Klippe, Troens Regel, Aandens Kraft-Udtryk og Livets Kilde, derved lige saavel protesterer mod den Skrift, han selv beraaber sig paa, som mod den Kirke, Herren selv mundtlig stiftede, og hvem der desuagtet vedbliver sit Omkvæd om den Protestantiske Kirkes Grundsætning, faaer seile sin egen Sø og see hvad han faaer af Herren!

✂ Derimod maa jeg ikke undlade at svare dem, der vel finde sig nødt til at indrømme, at den mundtlige Troes-Bekiendelse ved Daaben og ingen muelig Skrift er eller kan være Kirkens Grundvold, og at det ei kan være Bogstaverne, men maa være et mundtligt Ord af Herrens, som ved Daaben og Nadveren er »Liv og Aand,« Gienfødelsens og Christelighedens virkelige Kraftgrund, men som desuagtet, deels af indgroet Fordom, og deels af hvad de ansee for deres egen sikkre Erfaring, vaande sig ved hvad de kalde at opgive Skriften, og grue for, hvad Følgen kan blive, naar snedige Papister benytte sig af Leiligheden til at paabyrde os alle deres Æventyr og Menneskebud (traditiones humance) som Dele af Herrens »mundtlige Ord.«

✂ Hertil svarer jeg, at skiøndt det ved aandelige endnu langt mere end ved verdslige Ting er Daarskab at tænke, Man kan forebygge alle muelige Misbrug, saa lærer dog Erfaring ogsaa, at jo bedre Man selv bruger Sandheden, desmindre lader Man den undgiælde for dens Misbrug, og desklarere seer Man, at Vildfarelse aldrig kan være et Værn mod Sandhedens Misbrug, men kun mod Sandheden selv.

✂ At imidlertid Sandheden om Troen og Daaben, som Kirkens eneste Grundvold og Salighedens eneste Vilkaar, og om Troesog Daabs-Ordet, som Christi Kirkes ufeilbare Kiendemærke, Aands-Udtryk og Livs-Kilde, er langtfra at begunstige nogensomhelst Privat-Tradition, det være sig hos Paver og 399 Bisper eller hos Præster og Skriftkloge, vil daglig blive mere indlysende, og at Skriften ei kan tabe det Mindste af den Anseelse, Herren og Aanden vil give den, eller af de Egenskaber, den virkelig har, fordi den frakiendes den Anseelse og de Egenskaber, den hverken tilegner sig eller kan svare til, det følger jo af sig selv. Da Herren sagde til de Skriftkloge: I randsager Skrifterne og mener i dem at have det evige Liv, men til mig vil I ikke komme, saa I kan faae Livet*), da forbød Han dermed vist nok alle sine Discipler at søge »Livet« i Sort paa Hvidt, men vilde dog dermed ingenlunde nedsætte den Skrift, Han selv kaldte ufeilbar**), eller nægte Brugbarheden og Nytten af hvad Han selv bestandig brugde, og lærde med Flid sine Discipler at benytte***), og hvilken Discipel kan da frygte for at tage feil ved at følge sin Mester! Eller hvad giør vi andet ved at opvise Herrens mundtlige Ord ved Daaben og Nadveren som den kirkelige Livskilde, end at henvise Alle, som vil have Livet, til Ham selv, hvor Han taler til Alle og til Hver især, saa de kan »høre hans Røst« og leve†)! Skulde der virkelig være nogen Fare for, at en eneste ærlig Sjæl derved forledtes til at sammenblande et saakaldt mundtligt Ord af Herren, som kun er hvisket i Kamrene og forplantet i Smug, Ingen veed hvorfra, med det offenlige, for hele Menighedens Øren og med dens Vidnesbyrd i Herrens Navn fra Begyndelsen forplantede Ord! Eller kan Man ikke meget mere være vis paa, at naar »de, som er af Sandhed, høre hans Røst,« da lære de at kiende Ham paa Røsten, og følge aldrig »den Fremmede,« hvis Røst er dem ubekiendt!

✂ Og nu paa den anden Side: hvad Ret har Nogen af os til at tilegne os eller trøste os ved Noget af Herrens Ord enten til Martha eller den Blindfødte, til Høvedsmanden eller den Værkbrudne, til En af Apostlerne eller til dem Alle, for ei at tale om Ordet til Abraham og Moses, til Samuel, David og alle Propheterne med Israels Folk, hvad Ret, dersom Herren ikke har talt et Ord til os, Enhver især, som indlemmer os i Hans Menighed og skiænker os Ret til AH hvad Han har skiænket den og til Alt hvad Hans er; eller hvor kan vi, uden tom og sværmerisk Indbildning, troe, Herren virkelig har talt saaledes til os, dersom det ikke var i Daaben og Nadveren; ja, hvilken grov Overtro vilde det ikke være, at **) Joh. 5. ***) Joh 10. ****) Luk. 24. *†) Joh. 5 og 10 og 18. Eph. 4. 400 vi ved Daaben optages i vor Herres Jesu Christi Samfund og i Nadveren blande Blod med Ham, hvis vi der ikke hørde et Ord af hans egen Mund, udsendt til det Samme!

✂ Om vi derfor end slet ikke kunde forstaae, hvad Skriften behøvedes og nyttede til, som Tilfældet jo er og har været med alle Børnene i Christo, der enten slet ikke kan læse eller dog ikke samle i Aanden og forstaae hvad de læse, saa maatte vi dog ligefuldt grunde vor Tro og vort Haab paa det mundtlige Ord, der ved Daaben og Nadveren tales til os i Hans Navn, og maa saavist være Hans eget, som Han endnu har en Kirke og Menighed paa Jorden; men selv for Halvvoxne, som have Christi Aand og »kiende den Hellige Skrift fra Barndommen,« vil det dog være nemt at vise, den er alle Dage, som Apostelen Paulus skriver til Timotheus, »nyttig til Lærdom, Overbeviisning, Veiledning og Opdragelse i Retfærdighed, saa Guds-Mennesket kan modnes, uddannet til al god Gierning.« Vil Man nu paastaae andet eller mere enten om den Prophetiske eller Apostoliske Skrift, end hvad Herren og hans Apostel vidnede om den Prophetiske, da være Man belavet paa at nævne Hjemmel derfor, som Christne maae lade giælde; men er Man fornøiet med at udstrække den Prophetiske Skrifts Ufeilbarhed til den Apostoliske, og paa begge Dele anvende Pauli Vidnesbyrd, at de kan giøre deres gode, gamle Bekiendtere, som troe paa Jesus Christus, kloge paa Frelsen og Saliggiørelsen *), da er Ingen dertil villigere end jeg. Forlange kan Man derimod aldrig af mig, at jeg enten skal bevise Skriftens Uundværlighed eller forklare Alt hvad der ved andægtig Bibellæsning kan hændes enten mig eller andre troende Christne, thi dertil har netop jeg, som lader Bibel tro og Bibellæsning være en fri Sag, ikke mindste Forpligtelse, saa naar jeg alligevel derom siger hvad jeg mener, er det kun for at tjene dem, der ei veed noget Bedre og trænge dog til at giøre sig en Forestilling om, hvad Bibelen er for os, naar den hverken er Kirkens Grundvold eller Troens Regel, men ligger uden for Kirke-Begrebet og skal forklares efter Herrens mun dtlige Ord, som er Troens ufravigelige Regel og Rettesnor. En af de mange Grunde, hvorfor Man aldrig uden Selvmodsigelse kan indlemme Apostel-Skriften i den almindelige Kirkes Begreb, endsige udlede det deraf, er den sikkre Kiendsgierning, at Kirken er ældre end denne Skrift, **) 2. Tim. 3. 401 som altsaa ei kunde være alle dens Medlemmer uundværlig, ret klarlig hverken Apostlerne selv eller dem, der, som Stephanus, fuldendte Løbet før Skriften blev til; men denne Vanskelighed falder bort, naar vi udvide Skrift-Begrebet til Jødernes Hellige Skrift, hvad vist nok aldrig gik an, naar Skriften skulde være Kirkens Grundvold og Troes-Regel, men har, naar vi kun paastaae en Hellig Skrifts Uundværlighed, sin gode Hjemmel i Apostel-Skriften, der giver Moses og Propheternes Skrift langt klarere Vidnesbyrd end sig selv. Da nemlig Jesus, uden at være hvad Man kaldte »lærd,« dog baade kiendte og flittig brugde Israels Hellige Skrift*), og oplærde sine Apostler til »Skriftkloge paa Himmeriges Rige,« der vidste at bruge baade »Gammelt og Nyt« til Menighedens Oplysning og Opbyggelse**), og da Han endelig, efter sin Himmelfart, udnævnede en boglærd Apostel, som blev Christen-Folkets Hoved-Skribent, saa kan Man ikke blot opvise Skriften før og ved Kirkens Stiftelse, men opvise den i saa nøie Forbindelse med Kirkens Stifter og Dens første Embedsmænd, at vi Intet vove ved at paastaae dens Uundværlighed, vel ikke for hver Enkelt til Salighed, men dog for Lærerne og derved for hele Samfundet til Dets Oplysning og Forsvar. Det Skole-Begreb, hvortil Skriften, som Bog nødvendig hører, og hvis levende Udtryk naturligviis ei kan være nogen Bog, men den christelige Lærestand, dette Skole-Begreb er med Lærestanden knyttet til Kirke-Begrebet, og at den christelige Lærestand kun ved Hjelp af en hellig, ufeilbar Skrift kan svare til sin Bestemmelse, derpaa henviser ikke blot hele Kirke-Historien, men det maa blive indlysende, saasnart Man fatter denne Lærestands eller den levende Kirke-Skoles Bestemmelse. Denne har imidlertid Apostelen Paulus med faa, men altomfattende Træk angivet i sit Kirke-Brev, naar det der hedder, at baade Apostler og Propheter, Evangelister, Hyrder og Lærere er os skiænkede til de Helliges Uddannelse, til Embeds-Gierningen og Christi Legems Opbyggelse, saa der af os Alle kan blive en moden Mand, der staaer Maal med den fuldvoxne Christus, og forener i sig Hans (Guds Søns) Tro og Erkiendelse***). Nu, da Christenhedens Philosopher ei længer udlove en aandelig Erkiendelse, der enten er Troen modsat eller uafhængig af den, men kun en »Forening af Tro og Erkiendelse,« nu kan vi godt forstaae, Paulus vil dermed sige, **) Joh. 7. ***) Math. 13. ****) Eph. 4. 402 at denne Forening, som de Verdsligvise kun fukse paa, skal virkelig naaes i Kirken ved Hjelp af Kirke-Skolen, som Herren dertil har indrettet, og saavist som dertil hører mere end Bibellæsning og Skriftgranskning, saavist er begge Dele dertil uundværlige.

✂ Dette Vink om Skriftens christelige Forhold til Kirken maa her være Nok, da Fristelsen hos os til at glemme Ordet over Skriften og Kirken over Skolen er langt større end til det Modsatte, saa jeg vil kun endnu bemærke, det følger af sig selv, at den Skrift-Granskning og Skrift-Brug, hvorved Troen skal klares til Erkiendelse, nødvendig, indenfor Kirkens Grændser, maa være aldeles fri, og at denne Sag naturligviis vil vinde mere Lys, naar vi komme til Betragtningen af Præsteskabet og Lærestanden, eller Kierkerne og Geistligheden.

✂ Idet vi her vende tilbage til Kirken, som Geistligheden tilhører, ikke ved sin Skriftklogskab, men ved den fælles Tro og Guds Herligheds Haab, vil vi derimod bemærke, at hvor uundværlig end Skriften i den christelige Lærestands Haand er, baade til den Enkeltes og til hele Samfundets Vext, Uddannelse og Oplysning, saa er dog Kraften hertil ingenlunde at søge enten i Skriften, eller i Skriftklogskaben, eller selv i de aandeligste Taler og Prækener af Ordets Tjenere, hvorom der ei kan være noget umistænkeligere Vidne end Apostelen Paulus, naar han skyder sit Parti fra sig og afviser dets Fortrøstning paa ham med det dybe Spørgsmaal: er Christus adsplittet? og med den klare Slutning, at da det kun er Gud, som giver Vext, er han, som kun kan plante, og vande, i Grunden ingen Ting*). Dette maa nu vist nok skurre i deres Øren, som begyndte med at nægte et mundtligt Gudsord ved Daaben, og endte med at giøre hele Præstens Prædiken til det mundtlige Guds-Ord, hvis Tilværelse de selv nægtede; men denne Selv-Modsigelse, hvori Man nødvendig indvikler sig, naar Man overseer det mundtlige Guds-Ord, hvor det virkelig findes, og dog ei vil trodse den daglige Erfaring, at en troende og velbegavet Præsts mundtlige Ord virker tusindgange meer end det skriftlige Guds-Ord selv, Man dog har tilskrevet Alt, denne Selv-Modsigelse maa Man dog hverken vente eller forlange af os, naar vi har hævdet den Sandhed, at Mennesket endnu langt klarere kirkelig end verdslig kun »lever af Ord, som udgaae af Guds Mund,« og **) 1 Cor. 1. 403 har viist, hvor de findes. Ligesom derfor Guds mundtlige Ord ved Daaben udelukkende er den kirkelige Livs-Kilde, saaledes er det mundtlige Guds-Ord ved Nadveren det eneste aandelige »Livs-Brød,« hvorfor de Gamle ogsaa raadte os især at tænke derpaa ved »det daglige Brød,« naar vi bad vort Fadervor! Naar vi før bemærkede, at kun Daaben og ei Nadveren hørde til Kirkens Grund-Begreb, var vi derfor langt fra at udelukke Nadveren af Kirke-Begrebet, men stræbde netop at betegne den som Kronen derpaa i Hjerte-Eenheden »de Helliges Fællesskab,« naturligviis ikke blot indbyrdes, men først og sidst med vor Herre Jesus Christus, eller som Sammensmeltningen i Kiærlighed, der fuldender hvad Samfundet i Tro og Haab begyndte. Det er hemmelighedsfulde Ting, hvorom Ingen maa forlange den Klarhed af os, kun den fuldkomne Kiærlighed, som Aandens virkelige Erkiendelse (Beskuelsen Ansigt til Ansigt), giver, men at det kun er ved Foreningen med Christus, der vel begynder skjult i Daaben men fortsættes aabenbar i Nadveren, vi vinde Kraft til at voxe som Han »i Viisdom og Naade« som i Alder, og at det Samme maa giælde for Samfundet i det Hele som for hver enkelt Medlem, det maa dog let blive ægte Lutheraner indlysende, og kun det vilde jeg indskærpe, at Alt hvad selv Ordets ypperste Tjenere, som Saadanne, kan medvirke til det ny Menneskes Fødsel og Vext, er kun at kalde Folk til Daaben og berede dem til Nadveren, hvor Ordet af Herrens egen Mund, som er »Liv og Aand,« giør hvad der er Mennesker umueligt.

✂ Saaledes har jeg da stræbt paa det Enfoldigste at oplyse Kirke-Begrebet især for mine Lutherske Medtroende og Medtjenere i Ordet, og skiøndt Udviklingen ved dette særdeles Hensyn er blevet maaskee baade dunklere og vidtløftigere end Man kunde ønske, saa var dette Hensyn mig dog nødvendigt, baade fordi jeg kun kan opfatte den almindelige Kirkes Begreb levende i den Green deraf, »hvorpaa jeg er udvoxet,« og fordi denne Green, efter min Overbeviisning, trods alle sine Knuder og Brøst, dog er den mest levende, der nuomstunder findes. Ved imidlertid at knytte kele Udviklingen til Skriften og til hvad der baade efter den og al christelig Erfaring levende udgiør hele Christendominen, nemlig »Tro og Haab og Kiærlighed,« haaber jeg at have lettet Anvendelsen paa enhver Green, der virkelig hører til Stammen, elier paa hvert »aandeligt Sogn« i den almindelige Kirke. Holder Man nemlig fast ved denne 404 levende, ligesaa nøiagtige, som frugtbare Inddeling af hvad kun Herren og den Helligaand levende omfatter, da seer Man let, at intet Livløst, altsaa ei heller Bibelen, endsige Nogen af vore selvgjorte »Symboliske Bøger« kan finde Sted i »den hellige, almindelige Kirkes« Begreb, og at, skal der findes nogen særdeles Plads for »Lære-Standen,« maa det være i »Mellem-Begrebet,« som svarer til »Haabet«, uden at den dog kan være dette Begrebs fulde Udtryk, da Haabet skal være i os Alle, som Herren, hvorfor da ogsaa Paulus vidner*), at »Haabet er Christus i os.« Hvorvidt imidlertid Haabet har et eget Naademiddel, hvorved det nærmere bestemmes og levendegiøres hos de Troende, det er et Spørgsmaal, der maa falde en Lutheraner vanskeligt at besvare, men dog skal jeg giøre mit Bedste, naar Talen bliver om »Confirmation og Indvielse,« der er det Eneste, en oplyst Christen her kan tænke paa. Kun Saameget vil jeg foreløbig bemærke, at sit almindelige Grund-Udtryk har det christelige Haab skiult i Troes-Bekiendelsen og aabenbar i Herrens Bøn »Fadervor,« saa det kunde blot være en vis høiere Grad i Haabet selv eller i dets Liv, som »Guds Herligheds Haab,« der muelig kunde have et særdeles guddommeligt Udtryk med Haandpaalæggelsen. At derimod Troen og Kiærligheden har i Daaben og Nadveren hver sit Sacrament med et mundtligt Guds-Ord, det har alle Christne til alle Tider i Grunden været enige om, og den Papistiske Overtro, at Guds-Ordet i Daaben ikke blot levendegjorde, beseiglede og himmelsk bestyrkede Troen hvor den fandtes, men skabde den af Intet hvor den fattedes, den har jo dog ikke blot Lutheraner protesteret imod, saa Man foer kun vild om det almeengyldige Udtryk for den »sande Tro,« der aabenbar enten maa findes i vor fælles »Troes-Bekiendelse« ved Daaben eller ingensteds. Om Kiærlighedens Udtryk i Nadveren kunde der for saa vidt ingen Tvivl være, som Herren klarlig udtrykker sin Kiærlighed i Ordene »det er mit Legeme, givet for eder og mit Blod, udøst for eder; tager, æder og drikker!« saa Uenigheden derom mellem »troende« Christne har ene reist sig af, at Man søgde den tilsvarende Kiærlighed hos sig selv istedenfor hos Herren, og naar Man ikke fandt den, vilde rette Herrens Ord efter den Smule Man fandt, istedenfor at rette sig efter den Discipels Ord »som Herren elskede.« Naar nemlig Johannes **)Coll.1. 1 Tim. 1. 405 skriver*): »deri ligger Kiærligheden ikke, at vi har elsket Gud, men at Han har elsket os og sendt sin Søn til en Forsoning af vore Synder,« da giver han os den rette Synspunkt for Kiærligheden, der i Nadveren skal gaae over fra Christus til os, saa vi lære »at elske hverandre ligesom Han elskede os,« og her er det ikke papistisk men christeligt og skriftmæssigt, at Guds-Ordet indgyder os den Kiærlighed, vi fattes, thi her er vi »Giæster ved Herrens Bord,« som finder det »saligere at give end at tage.«

✂ Med den Papistiske Indbildning om Troens Indgydelse ved Daaben bortfalder ethvert Paaskud for Tvangs-Daab; ved Opviisningen af Tro og Daab som Kirkens Grund-Begreb styrter Pavethronen med alle dens Støtter, og ved Giendrivelsen af Skrift-Principet adspredes paa den ene Side Mesterne for det Theologiske Babels-Taarn, der vilde gjort deres forvirrede Kragemaal til Kirkesprog, medens paa den anden Side Banen aabnes for en christelig, fri og levende Videnskabelighed til Kirkens Forsvar og Skriftens Forklaring.

✂ Naar vi da kun ikke er bange for hvad det muelig og rimeligviis vil komme til at koste, men stole paa vor Borgen og Selvskyldner, som nøies med vor Skærv og tager Resten paa Sig, da kan den hellige, almindelige Kirke, kiendelig paa Troens og Daabens fælles, ufravigelige Ord, nu reise sig under alle Himmelegne, »samle til een Hjord alle de adspredte Guds-Børn,« og seierrig handhæve sin aandelige og hiertelige Frihed, der Ingen er i Veien uden Sandheds svorne Fiende, og hvem der drømmer om at beherske Tro, Haab og Kiærlighed, disse Guds Fribaarne, som ingen Menneske-Haand kan røre, endsige da binde og undertvinge.

✂ At det allevegne bliver forholdsviis kun en »liden Flok« der vil »indgaae i Himmerig som et lille Barn« og »nøies med Guds Naade,« og at ikke mange Vise efter Kiødet, ikke mange Vældige, ikke mange Velbaarne kan finde sig i vor Enfoldighed og »Guds Daarskab,« det kan jo aldrig forbause os, som kiende og troe Skrifterne**); men maa netop forvisse os om, at vi, Gud skee Lov! igien fandt »de gamle Stier,« med de velsignede Fodspor, hvor Man ikke vinder Verden, men overvinder den, og istemmer gladelig med Apostelen »Seiervindersken er vor Tro!«

**) 1 Joh. 4. ***) Luk. 12. 1 Cor. 1. 406

✂ Naar vi beskrive den hellige, almindelige Kirke som et stedsevarende, aandeligt og hjerteligt, men ved Bekiendelsen offenlig vedgaaet og derfor i Grunden umiskiendeligt Troes, Haabs og Kiærligheds-Samftmd i Aand og Sandhed, der ved et mundtligt Guds Ord fødes i Daaben og næres af Nadveren, efter Christi Indstiftelse, til en guddommelig Vext; da kan vel enhver Skolepog finde Noget at udsætte paa Beskrivelsen, men den Kirke, som virkelig svarer til den, trodser dog ligefuldt Helvedes Porte og triumferer, naar »Himlene sammenrulles som Pergamentet!«

✂ Er vi nu kun først paa det Rene med Kirken, og især med dens Grund-Begreb, som et paa sin Troes-Bekiendelse kiendeligt Samfund af »Troende og Døbte;« da komme vi nok efterhaanden i det Klare baade med Dens »Embedsmænd,« med Grændsen mellem Naademidler og Kirkeskikke, og med Alt hvad der hører til Kirkens Opbyggelse og voxende Glands, som et Guds-Huus paa Jorden, og derom skal jeg i det Følgende give alle de Oplysninger, jeg har, eller imidlertid kan samle, i det jeg, paa Kirkens urokkelige Grund og med Skriften stadig for Øie, giennemgaaer Alt hvad der historisk har gjort Krav paa kirkelig Vigtighed.

✂

✂ Med sin velsignede Munterhed sang Morten Luther:

✂ Den Strid imellem Liv og Død
Var herlig uden Mage,
Thi Livet Dødens Lænker brød
Og tog den selv af Dage, *)

✂ og vi maae vist nok ret inderlig ønske os den samme, naar vi skal tale eller skrive om Kirken, thi da staae vi selv midt i den store Strid mellem Liv og Død, som Herren vel alt i gamle Dage seierrig afgjorde for os, men som vi dog til Verdens Ende maae virkelig tilegne os, om vi skal høste Seierens Frugter. Vi kan nemlig aldrig saa fredelig nævne »Kirken« som et levende Indbegreb af de Troende, at vi jo angribes af Døden fra begge Sider, thi paa den ene Side staae Papisterne med deres forstenede og paa den Anden Ærke-Protestanterne med deres luftige Kirke-Begreb, enige om at gaae os paa Livet, som er Døden i alle sine Skikkelser en Gru. Istedenlbr nu at blive vrantne over denne Begegnelse af dem, der ikke blot vil kaldes Christne, men paastaae, de troe kanskee fastere end vi paa den Korsfæstede, igjen Opstandne, skulde vi, under munter Sang af Paaske-Psalmen, nyde og benytte Livet i Christus, overladende de Døde til sig selv, og til Ham, som ene kan opvække og giøre levende hvem Han vil; thi det har slet ingen Fare, at nogen Slags Død skulde overvinde Livet i Ham, som døer ikke mere, og vil, at vi skal leve med Ham, som Han lever med Faderen.

*

✂ *) Es war ein wunderlicher Krieg,
Da Tod und Leben rungen,
Das Leben doch behielt den Sieg,
Es hat den Tod verschlungen.

408

✂ Det var derfor maaske en Feil af mig, at jeg begyndte mine »Kirkelige Oplysninger« med en Afhandling om »Kirken,« som de Levende ikke behøve og de Døde umulig kan fatte; men Feilen var i alt Fald mig uundgaaelig, og skade kunde det da vel heller ikke at minde Medievende om, hvorlangt det er fra, at Dødning-Kirken har enten Herren eller Skriften paa sin Side, og jeg skal nu ved Daaben stræbe, saavidt muligt, udelukkende at have de Guds Børn for Øie, som ikke tvivle om, at til et virkeligt Barneliv hører en virkelig Fødsel, til en virkelig Fødsel en virkelig og levende Moder, og til himmelsk Børne-Ret en udtrykkelig Erklæring af Gud til os, tvivle ikke paa Noget af dette, men er kun i Uvished om, Hvad der egenlig giør Daaben til et Gjenfødelsens Bad. Jeg siger: saavidt mulig vil jeg her see bort fra dem, der enten mene, at de er Alle Guds Børn, som Præsterne kalde saa, eller at man kan giøre sig selv dertil, naar man kun lader Christus have Navn derfor; thi deels tør jeg dog ikke undlade alt Hensyn paa dem, der, med eller mod deres Villie, forvirre de Vankundige og forskrække de Bange, og deels er Fristelsen til at giøre formeget deraf, især med Pennen i Haanden, saa stor, at jeg ei tør haabe hvert Øieblik at overvinde den.

✂ Det være da sagt med Forord, at jeg her ikke skriver til Jøder, Tyrker eller Hedninger om Daaben, men til Christne, altsaa ikke til dem, der vel kalde sig Christne, men ere det ikke, men kun til dem, der med Morten Luther i al Enfoldighed troe paa Gud-Fader vor Skaber, Gud-Søn vor Frelsen, og Gud den Hellig-Aand vor Helliggjører, efter Ordets Lydelse i vore tre Troes-Artikler, og som i de høiværdige Sacramenter, Daaben og Nadveren, efter vor Herres Jesu Christi egen Indstiftelse, see ikke nøgne Tegn og Ceremonier, men guddommelige Naademidler, hvorved vi gienfødes og opfødes til det evige Liv i Guds Rige. Kun til disse mine Sydskende i Herren vil jeg skrive om den fælles Tro og Daab, som den eneste Grundvold for vort christelige Kirke-Samfund og Kilden til al vor Børne-Ret i Guds Huus og Borger-Ret i Guds Rige. Kun til Disse, faa eller mange, vender jeg mig her, ikke fordi jeg ringeagter noget Menneske, der alvorlig søger Sandhed, men fordi det ikke nytter at skrive til Andre om de Christelige Hemmeligheder, som NaadeMidlerne unægtelig er, da det ikke er ved at betragte det Synlige, vi faae en christelig Forestilling om dem, men kun ved at betragte det Usynlige, der kun er noget Virkeligt for os, naar det er virksomt i os, som »Ordet« kun er i de Troende. 409 Derfor hverken støder eller forandrer det mig, naar de som fattes Christen Tro paa Herrens stadige Nærværelse hos sin Menighed og paa Guddoms-Kræfterne i det Bad, Han har blandet, og den Nadver, Han har beredt, ryste paa Hovedet ad Alt hvad jeg skriver om Daabs-Pagten og Herrens mundtlige Ord; thi det maa nødvendig falde Enhver latterligt, som kun med sine naturlige Øine betragter Daaben, det lille, fattige Ord, der følger den, Maaden, hvorpaa den sædvanlig forrettes, og Frugterne deraf i det Hele, som synes at være slet ingen, eller dog høist ulbtydelige. Naar man taler med saadanne Folk, som dog bryde sig om aandelig Sandhed, og som tillige har nogen historisk Kundskab om det besynderlige Folk, der fra Begyndelsen kaldte sig Christne, da kan man vel bringe dem til at forstaae, at kun den oprindelige Christendom er den Ægte, saa hvem der forkaster den, har i aandelig Forstand slet ingen Ret til at kalde sig Christen, og man kan bringe dem til at indsee, at Christendommen, hvad saa end Grunden var, i det Hele har udrettet store og mageløse Ting, men kun der, hvor man holdt fast paa det Oprindelige eller Apostoliske; men deels lærer al Erfaring, at man ganske anderledes kan giøre sin Tankegang tydelig og gjældende, naar man mundtlig taler med et Menneske, end naar man blot skriver til ham, og deels er vi Alle af Naturen tilbøielige til snarere at udlede store Virkninger af hvilkesomhelst andre Grunde, end af noget tilsyneladende saa ubetydeligt som en »Barne-Daab,« end sige da en Barne-Daab, derunder »daglig Mulkt« paatvinges hvem der ei skøtter om den. Kun da hvem der fra Barnsbeen har tilegnet sig Troen, og betragtet Daaben som Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand, eller har dog ladet sig overtale til at troe paa vor Herre Jesus Christus, som »Sandheden, Veien og Livet,« og til at betragte Daaben som et guddommeligt Naademiddel, nødvendigt til Salighed, kun Dem kan det nytte at skrive til om, hvad der er det Væsenlige, det Virksomme og Uforanderlige ved Daaben, thi kun for dem er der noget Saadant, som det ligger dem paa Hjerte at kunne skielne fra det Uvæsenlige, aandelig talt Ørkesløse, der vel kan være mere eller mindre passende, men er dog altid undværligt og foranderligt.

✂ Kun til Saadanne skriver jeg da, kun dem vil jeg stræbe at vække til en alvorligere Betragtning af Daaben end den Sædvanlige, og kun dem tør jeg haabe at tilfredsstille med de Oplysninger, jeg af indvendige og udvendige Kilder kan give om Daabens christelige Væsen og Værd.

410

✂ Først maa jeg da bede disse mine Jævn-Christne altid at tænke sig »Troen og Daaben« uopløselig forbundne, naar de vil giøre sig Rede for, hvad der hører til en ægte christelig Daabs Væsen og Virksomhed, thi kun ved at betragte dem udenfor denne Sammenhæng er de Christnes Tanker om begge Dele efterhaanden blevet saa forvirrede, at man maatte fortvivle om at see raadet Bod derpaa, naar ikke det »store Lys« stod midt iblandt os, og den Aand, som »ledsager til al Sandhed« var udsendt til at »blive hos os;« men nu veed vi, at Herrens Huus kan ikke have taget ubodelig Skade, den Menighed, der skal »forvandles fra Klarhed til Klarhed,« kan umuelig tabe sig i Skygge-Dalene, den maa giennemvandre mellem den gradvise Forklarelses Bjerge, og derfor kan vi trøstig arbeide paa Oplysningen, hvor utilstrækkelige end Midlerne, vi kan raade over, baade synes og er til det store Øiemed.

✂ I Middelalderen er det klart, Mange ansaae Daaben uden Tro for et Naademiddel, der kunde føre ind i Himmeriges Rige, men i Nyaars-Tiden blev det sædvanligere at ansee Troen uden Daab for det ufeilbare Saligheds-Middel, og det er ikke værdt at trættes om, hvilken Vildfarelse der er den største eller med Skriften mindst forligelige; thi naar »Troen og Daaben« kun i Forening bevirke vor Salighed, da er Afvigelsen til begge Sider en Udskeielse fra »Livets Vei,« hvoraf en dødelig Sygdom udspringer, og naar man trøster sig over aandelig Død ved Skriftens Medhold, da er det aabenbar, som om man vilde trøste sig over den legemlige Død med et ufeilbart Læge-Raad, skiøndt den paafulgte Død uimodsigelig beviste, at enten var Raadet ikke ufeilbart, eller ogsaa var det ilde brugt.

✂ Det er saaledes klart nok, at Skriften ei giver den Papistiske Indbildning om Daabens saliggiørende Virkning uden Hensyn paa Troen mindste Medhold, og at det derimod let kan synes, som den modsatte Indbildning om Saliggiørelse ved Troen, uden Hensyn paa Daaben, lod sig temmelig godt forlige med Skriften; men da al Erfaring baade i det Store og i det Smaa vil lære, at begge Indbildninger staae lige fiendtlig mod Christendommens levende Tilegnelse eller Livet i Christus, saa maatte vi være store Daarer, om vi vilde pukke paa Skriften, hvor Erfaring lærer os, at havde vi ikke misforstaaet den, da maatte dens Raad været uefterretteligt.

✂ Det er jo noksom bekiendt, baade at Daaben nævnes i Skriften som et Saligheds-Middel (l Pet. 3), at den sammenføies med Herren og Aanden, Troen og Haabet, som en nødvendig Deel 411 af det Bestandige i Kirken (Eph.4), og at der udtrykkelig staaer skrevet efter Herrens Mund: hvor som troer og bliver døbt, skal blive salig (Marc. 16), saa det er ikke Skriftens Skyld, naar man indbilder sig, der er en Tro, som uden Daab kan giøre salig; men jeg vil helst lade det staae ved sit Værd, om det lader sig bevise af Skriften eller ikke, at Troen og Daaben altid for at virke Saliggiørelse maa følges ad, fordi det er en Grundfeil at ville udlede sin Christendom af Skriften og bygge den derpaa.

✂ Naar vi sige dette høit, da reiser der sig vel et stort Skrig imod os, som om vi derved ikke blot talde Skriftens Ære for nær, men skildte os fra Protestanterne og kastede os i Pavens Arme; men det maae vi ikke bryde os om, thi var Protestantismen virkelig en Grundfeil, der ledte os vild i vor Saligheds Sag, da vare vi store Daarer, om vi heller vilde være Protestanter end blive salige; og skiøndt det nu er let at bevise, at vi Lutheraner, som er blevet staaende ved den Augsburgske Bekiendelse, aldrig har forpligtet os til at udlede vor Christendom af Skriften, men kun lovet at beflitte os paa Overensstemmelse saavel med Skriften, som med den almindelige Kirke, saa er den Kundskab dog ikke hos Alle, og derfor maa det siges reent ud, at hvor det giælder om »Sandhed til Salighed,« der er det Smaating, enten Morten Luther eller Paven havde Ret i deres Paastand om Skriften, thi hverken Luther eller Paven er »korsfæstet for os, « og vi er hverken »døbte til« Pavens eller Luthers Navn, saa naar vi fremstilles for Christi Domstol, maae vi selv staae til Regnskab for vor Sjæl, og er vi derfor kloge, da kalde vi ingen Veileder uden Christus, og følge Ingen uden forsaavidt vi kan see, han følger Christus. Om det derfor end var ligesaa vist, som det tvertimod er ugrundet, at Luther udledte sin Christendom af Skriften og byggede den udelukkende derpaa, saa maatte vi dog ikke fulgt ham i denne Afvigelse fra Christi Fodspor, thi at Christus hverken udledte sin Lærdom af nogen Skrift eller byggede sin Kirke paa nogen Skrift, end sige da øste af eller bygde paa en Skrift, der først længe efter hans Himmelfart skulde skrives af Evangelister og Apostler, det er jo os Alle vitterligt. Om vi derfor end kunde vise, det for menneskelige Øine havde været langt rimeligere og klogere, hvis Herren selv havde skrevet en Bog, der gav ligesaa tydelig Beskeed, som vor Alterbog, om hvorledes alle Christnes Troes-Bekiendelse skulde lyde, hvordan Daaben skulde forrettes, og hvad Virkning den skulde have; saa maae vi dog nødvendig troe, at Herren var meget klogere end vi, og 412 at da han slet ikke har bygget sin Kirke paa nogen Skrift, maa det ligesaalidt være klogt som christeligt at ville udlede sin Christendom af Skriften og bygge den derpaa. Erfaringen har ogsaa nu tilstrækkelig lært os, at Herrens Vei er den rette og vor egen meget vildfarende, thi den har viist, at intet Samfund kan efter Skriften blive enig enten om Troen og Daaben eller om Noget, som angaaer Salighedens Sag, men at man kun har narret sig selv, ved at lægge en anden selvgjort Skrift til Grund for sit Kirke-Samfund og sætte verdslig Straf for dem, der nægtede, at den selvgjorte Skrift i Et og Alt stemmede overeens med den Apostoliske. Saasnart man derfor hos os afkastede det verdslige Aag og satte det igiennem, at den Augsburgske Bekiendelse, Luthers Catechismus og vor Alterbog skulde bestandig prøves efter Skriften og kun følges forsaavidt de virkelig fandtes udledte deraf, da ophørde aabenbar al Enighed, og til de Vantroes store Glæde, men til de Troendes dybe Sorg og pinlige Angest, lagdes det klart for Dagen, at den Apostoliske Skrift er aldeles uskikket til Troes-Regel, naar den fælles Tro skal bestaae i Andet end den aldeles ørkesløse og ufrugtbare Tro, at den Hellige Skrift er en guddommelig Aabenbaring, om hvis Ægthed, Omfang og eneste rette Mening det dog er formasteligt atpaastaae noget for vist, før de lærde Undersøgelser blive sluttede. Da nemlig de lærde Undersøgelser om en Bogs eneste rette Mening, end sige da om en ældgammel Bogs Ægthed og uforfalskede Reenhed umulig kan sluttes saalænge Verden staaer, og en Afbrydelse af dem enten ved et nyt Barbari eller ved verdslig Magt umulig kunde berolige Nogen, der er bekymret for sin Salighed, saa det er soleklart, at enten maa man nu blive aldeles ligegyldig ved Spørgsmaalet om, hvad Christendom egenlig er og hvordan vi ved den kan faae det evige Liv, eller ogsaa maa den Kundskab udledes af en anden Kilde end Skriften.

✂ Mine Lutherske Medchristne kan vist nok mene, der behøves endda ikke nogen anden udvortes Kundskabs-Kilde, thi det har jeg selv meent, idet jeg sluttede ligesom Luther, at Skriften vel er uvis og tvivlsom heeligiennem for hvem der læser og vil udgrunde den paa sin egen Haand, men at den er vis og klar i Salighedens Sag, naar den læses med den Hellig-Aand; men naar vi nu forudsætte, at Luther og vi læse Skriften med den Hellig-Aand, da er det enten Snak heniveiret, eller vi maae kunne nævne Andet end Skriften, hvorved Luther og vi fik den Hellig-Aand, og dette Andet maa være Troen og Daaben, 413 som vi altsaa ikke har faaet af Skriften, men af »Guds Ords Hørelse« hos levende Mennesker, som vare troende og døbte førend vi, altsaa i »Kirken«, som er de Troendes og Døbtes Samfund.

✂ Dette er saa klart og fatteligt selv for de enfoldigste Christne, at den vildfarende Mening om Skriften, som Christendommens Kilde og Troens Regel, der indviklede os i bestandig Selv-Modsigelse, kun hos de Troende grundede sig paa deres Gru for Pavedømmets grove Vildfarelser og paa en aldeles bagvendt Betragtning af Forholdet mellem »Livet og Lyset«, saa den hele Beraabelse paa Skriften som Troens og Daabens Grund, var som om man vilde sige: Lyset er Menneskenes Liv, thi der staaer skrevet: Livet er Menneskenes Lys.

✂ Kom Nogen og sagde: man troer sædvanlig, at vi er blevet levende i Mørket, i Moders-Liv; men det er noget saa mystisk og hemmelighedsfuldt, og har givet Anledning til saamegen Overtro, at man bør antage, Barnet bliver først levende, naar det kommer for Lyset, saa der ingen Tvivl om, at naar man ret lærer at kjende og anvende Lyset ene, da vil baade de saa-kaldte Dødfødtes Antal mærkelig aftage og Livet vil i det Hele blive meget bedre og ordenligere, kom Nogen og sagde det, da tænker jeg vel, han vilde blive udleet, men jeg veed, de burde finde det meget klogt, som tænke, man skal tilskrive Bibelen Æren for det christelige Liv, uagtet det er en Kiendsgierning, at man maa være christelig levende før man engang kan finde Rede i Beskrivelsen af det christelige Liv, endsige da, at aandelig Dødfødte skulde finde et Liv, de ikke kiendte, i Bogen og faae det deraf. Om det derfor end var sandt, at Skriften var Kirke-Lyset, som dog ikke den, men Ordet er, saa kunde den dog umuelig være Livs-Kilden eller Gienfødelsens Bad, hvad jo dog er Hovedsagen, thi har vi først Livet i Christo, da kommer Lyset vel med Tiden, som skrevet staaer, at Livet selv er Menneskenes Lys, men for de Døde skinner alt Lys omsonst, med mindre det kan giøre dem levende. Kun derfor, naar man anseer Alt hvad der staaer i Skriften om det ny Liv og det nyMenneske, hvori alle sande Christne ere deelagtige, Alt hvad der staaer om dem som Guds Børn og Christi Medarvinger, for lutter Østerlandsk Billed-Sprog, der blot betyder, at det gamle Menneske bestandig skal blive klogere og bedre, saa Luther og Kirken i det Hele, har kun af Raahed og Sværmeri taget Billedsproget haandgribeligt, og drømt om en virkelig Forvandling og en virkelig 414 Sammensmeltning med Jesus af Nazareth, kun da er der Mening i at giøre, om ikke Skriften, saa dog Skrift-Klogskaben til Christendommens eneste Kilde. Naturalisterne har altsaa Ret, naar de kalde det uvidenskabeligt og i Grunden Vrævl, paa den ene Side at erklære Skriften, der, som en Bog, umuelig kan giøre sig selv giældende, for Christendommens Kilde og Troes-Regel, og dog paa den anden Side holde paa Noget som christeligt, der ikke kan vinde alle Skriftkloges Bifald, eller tale om noget andet Samfund med Christus eller nogen anden christelig Aand, end vi enten har af Naturen eller kan læse os til i Skriften.

✂ Bladet vender sig derimod, naar vi sige: det Ny Testamentes Bøger er vist nok i Læse-Verdenen de eneste sikkre Kilder til historisk Kundskab om, hvad Christendommen var fra Begyndelsen og skal til Enden være, men de er det kun i Læse-Verdenen, som paa ingen Maade falder sammen med Christi Kirke eller med det Guds Rige, Jesus Christus stiftede paa Jorden, thi Mangfoldige læste uden at troe og blive salige, og Mangfoldige troede og blev salige uden at kunne læse, saa disse to Begreber maae vi aabenbar holde ud fra hinanden, naar vi vil lære at kiende deres rette Forhold. Da nu fremdeles det ny Testamentes Bøger udgive sig for nogle af de første Kirke-Fædres eller Evangelisters og Apostlers efterladte Skrifter, saa er det klart, at de henvise paa Kirken som et Samfund, der ikke først skal stiftes ved dem, men er allerede stiftet, saa Kirkens Ægthed beroer ikke paa dens Overeensstemmelse med dem, men deres Ægthed beroer paa Overensstemmelsen med Kirken.

✂ Saasnart nemlig dette Forhold opredes, saa vi huske, hvad vi Alle veed, at den Christne Kirke er hverken middelbar eller umiddelbar udsprunget af det ny Testamentes Bøger, men at disse Bøger er udsprunget i den, som et Værk af Kirken, hvori den har beskrevet sin Stifter og sig selv, for sig selv, uden at bryde sig om, hvor uforstaaelig denne Beskrivelse blev for de Uindviede, som ikke havde med den at gjøre; saasnart dette klare historiske Forhold opredes, da taber ikke blot Naturalisternes Skrift-Fortolkning paa egen Haand hele sin Frygtelighed, som et latterligt Luftkastel; men da kan vi trøstig beraabe os paa »Troen og Daaben,« som det der giør os til Christne og er den eneste Kilde til alt Christeligt, følgelig ogsaa til chrilig Bibel-Læsning og Skrift-Klogskab.

✂ Vist nok kan Fienden ligesaavel paastaae om Troen og 415 Daaben, som om Skriften, at de umuelig kan skiænke os en anden Aand end vi af Naturen har, eller gieriføde os til et nyt Liv, give os »Magt til at være Guds Børn« og Ret til at arve med Jesus Christus; men deels kan Fienden dog ei mere giøre os tvivlraadige om, hvad den christelige Tro og Daab selv udgiver sig for at være, og deels kan det være os det Samme, hvad Fjenden siger, naar vi har fundet Kilden til det evige Liv og spore dens guddommelige Kræfter.

✂ Fienden kan og vil vist nok kræve Beviis af os baade for Ægtheden af den »Tro og Daab», der i Kirken findes uopløselig forbundne, og for den Guddoms-Kraft, vi tillægge dem; men vi svare med Rette: Ægtheden beroer aabenbar derpaa, at Troen og Daaben er Apostoliske, det bevidner Kirken ved enhver Daab, og for historiske Kiendsgierninger gives ikke andet Beviis end Vidnesbyrd, og om Troens og Daabens Kraft kan man kun overbevise sig ved at troe og lade sig døbe, saa de Vantroes og Udøbtes Skiøn derom er som den Blindes om Farverne; troer du imidlertid at have fundet et gyldigere Vidnesbyrd end Kirkens om den Apostoliske Tro og Daab, eller kan du føre et uimodsigeligt Beviis for, at de Troende og Døbte ikke er gienfødte til et nyt Liv med Arveret til Guds Rige, saa kom kun med det, thi vi er »Lysets Børn,« og frygte ikke nogen sand Oplysning, men glæde os ved den, da vi er vis paa, enhver klarere Oplysning vil kaste ny Glands paa del ny Liv, vi ved Troen og Daaben blev deelagtige i.

✂ Saa uangribelig bliver vor christelige Stilling, saasnart vi vinde fast Fod i Kirken, men dette er ingenlunde enten vor eneste eller største Vinding ved at stole paa Troen og Daaben aldeles uafhængige af Skriften; thi Erfaringen lærer os, at vi først derved blive ret skikkede til at gienfødes og annamme den Hellig-Aand.

✂ Naar nemlig det Bagvendte synes meest uskadeligt og vil findes taaleligt, saa vi vel, med Luther, uden at gjøre os Rede for det rette Forhold mellem Kirken og Skriften, tænke os dem uopløselig forbundne, tage Troen og Daaben som vi finde dem i Kirken, og vente deraf den Aand, som baade giør levende og oplyser til at forstaae Skriften, men tænke dog, at Troen og Daaben paa en os ubegribelig Maade maae have deres Grund i Skriften, og pine os derfor med at udlede og bevise dem deraf; da er det Forstands-Vilderede og den Forlegenhed med Modstanderne, vi derved komme i, endnu den mindste Ulykke; thi den Største er, at vi, ved selv at tage Haand i med og 416 sammenblande det Døde med det Levende, saavidt mueligt, forstyrre Gienfødelses-Værket og føle kun det ny Liv i en bestandig Døds-Kamp. At vi virkelig skal blive som Børn for at komme ind i Himmeriges Rige, det føle vi paa dette Stade meget godt, men søge dog især Grunden dertil i Skriftstedet, og lade vi os end ikke forvilde af de flere muelige Fortolkninger, saa plage vi os dog med det utaknemmelige Arbeide, selv at gjøre os til Børn efter Skriften, og vil, aandelig talt, tvinge det gamle Menneske til at gaae ind i Moders Liv for at fødes paa ny, saa vi selv kan være Vidne til det skeer forsvarlig. Naar vi derimod indsee, der staaer kun i Skriften at vi skal blive som Børn, fordi det er sandt og ligger i Begrebet om en virkelig Gienfødelse, og staaer der ingenlunde som et Lovbud, vi skal stræbe at opfylde, for at findes værdige til Himmeriges Rige; da lade vi os ikke blot behandle som Børn af vor Herre, men da finde vi os i at komme ligesaa ubevidst til Himmeriges Rige, som vi kom til Verden: at undfanges af den Hellig-Aand og fødes af Jomfru-Kirken til Christi Brødre og Systre, ligesaa hemmelighedsfuldt, som vi undfanges og fødes af vore naturlige Forældre til Adams Børn. At nu denne Undfangelse og Fødsel skeer ved Troen og Daaben, det er Kirkens Vidnesbyrd fra Arilds-Tid, og om vi nu end syndes, det var rimeligere, om det skedte ved Bøn og Bibel-Læsning, var det jo dog stor Daarskab, tvertimod Kirkens Vidnesbyrd, som ogsaa tydelig kan spores i Skriften, paa eget Ansvar at afgjøre, hvordan det for os Ubegribelige bedst kommer istand.

✂ Naar man derimod siger, at vi, ved at knytte Gienfødelsen ene og alene til Troen og Daaben, som de i Kirken findes forenede, giøre Skriften overflødig, da beroer det, sagt af Christne, blot paa en Misforstand; thi skal det blot mene, at Christne kan blive salige uden at have læst i Bibelen, ja, uden at vide, der er en Bibel til, da maae jo alle Christne strax indrømme det, og glæde sig med Herren over, at Han har sørget saa godt for de Umyndige; men skal det betyde, at Bibelen bliver overflødig i Herrens Huus og Menighed, naar den intet har med Gienfødelsen at giøre, da kan ingen Christen mene det, uden naar han har ladet sig indpræke og indprænte, at Gienfødelse, Oplysning og Helliggiørelse er kun forskiellige Navne paa Eet og det Samme, og denne aandløse Betragtning af Kirke- og Bibel-Sproget er det, som i vore Dage giør christelig Oplysning saa vanskelig. Saasnart man nemlig agter paa, at Gienfødelse i aandelig Forstand er hverken meer eller 417 mindre end en virkelig Fødsel eller et nyt Livs Begyndelse, da $eer man strax, der kan være tusinde Ting nødvendige til dette Livs Vedligeholdelse, Vext og Udvikling, som var aldeles overflødige ved Dets Begyndelse, og Bibelen kan derfor meget godt være alle Christne ligesaa nødvendig i deres aandelige Opvext og Udvikling, som Skolen er alle de Børn, den slet ikke var med at bringe til Verden.

✂ Betragte vi nu Daaben som hvad den var, før endnu et Blad af det Ny Testamentes Bøger var skrevet: som den eneste Dør paa Christi Kirke, og betragte den tillige, paa Kirkens Vidnesbyrd, som den eneste Dør til Himmerig paa Jorden, for dem, som troe hvad Kirken spørger om, da faaer det først sin fulde Betydning og Vigtighed for os, hvordan Daaben forrettes hos os, og hvad der hører til dens Væsen og guddommelige Virkning. Det er nemlig ikke blot naar man betragter Daaben kun som en Skik, vel befalet af Herren, men forresten frugtesløs, at man tager sig det let med dens Udførelse, men det er i en vis Grad nødvendig ligesaa, naar man tænker, den maa dog have sin egenlige Grund i Skriften, thi da vil man immer tænke, at hvordan det saa gaaer med Daaben, har man dog den rette Livs-Kilde i Skriften, og derfor har man i vore Dage allevegne seet Mænd, der ikke meende det ilde med Christendommen, selv bidrage til at give Daaben en selvgiort, aldeles uforsvarlig Skikkelse. Jo længer man følger med Døden, deslænger kommer man nemlig fra Livet, og jo vissere man stirrer paa Bogstaver for at see Liv i dem, desmere svækkes Synet for det virkelige Liv, saa man tilsidst ei engang kan see, at Troen og Daaben, for at være ægte christelige, maae nødvendig beholde det samme Udtryk og den samme Stilling til hinanden, som Herren Jesus Christus virkelig gav dem, altsaa ikke paa Papiret, hvor de er aldeles uvirksomme, men i Hans Kirke og Menighed, som er et Samfund af lyslevende, troende og døbte Mennesker.

✂ Vi vil derfor slet ikke tvistes med dem, der forsikkre os, de veed bestemt, der hører væsenlig slet ikke meer til Daaben end bare Vand og de Ord: Jeg døber dig i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands, og at det selv derved ei kommer an paa et »og« meer eller mindre, ja, at en Daab blot med de Ord: jeg døber dig i Jesu Christi Navn, vilde udentvivl være ligesaa kraftig; vi vil ikke tvistes med dem, men blot bemærke, at hvem der troer, det er ved Daaben og ved den alene de Troende gjenfødes til det evige Liv, umulig kan tage sig det saa 418 let med dens Udførelse, eller engang taale den Tanke, at vor Herre Jesus Christus skulde love alle dem det evige Liv, der blot vilde lade sig døbe med de Ord. Var Christi Kirke ikke Andet end et Bibel-Selskab, eller i det Høieste en Prophet-Skole, hvor Forjættelserne om den tilkommende Frelser skulde forplantes og udvikles, da kunde et Vand-Bad med Navnet paa Frelseren vel ansees for tilstrækkelig Indvielse, men er Christi Kirke en ny Skabning, som har Aand tilfælles med Faderen og Liv tilfælles med Hans eenbaarne Søn, da vilde det i vore Øine være bespotteligt at tænke, denne Aand kunde meddeles og dette Liv oprinde uden Hensyn paa de Døbtes Beskaffenhed, saa at, har vor Herre Jesus Christus indstiftet Daaben til et Gjenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Helligaand, da maa Han ogsaa have sat visse, uforanderlige Vilkaar for Meddelelsen, og det maa enten have været de Samme, som Kirken i sin Daabs-Pagt sætter endnu, eller ogsaa maatte Kirken have forfalsket den ægte, Apostoliske Daab, som er en ærerørig Beskyldning, der maa bevises, om den ei vil foragtes.

✂ For imidlertid at gjøre os denne Saligheds-Sag det klareste vi kan, vil vi tænke os alle Muelighederne.

✂ I vor Lutherske Stats-Kirke finde vi en Daabs-Pagt, bestaaende af to Dele: Forsagelse nemlig af Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, og Bekjendelse af Tro paa Gud-Fader, Himmelens og Jordens Skaber, paa Hans eenbaarne Søn vor Herre Jesus Christus, og paa den Hellig-Aand, eftersom vore saakaldte tre Troes-Artikler lyde, og kun paa disse Vilkaar er Daaben os meddeelt, kun under Forudsætning af, at vi skye hvad vi forsagede og troe hvad vi bekjendte, er vi erklærede for Gienfødte af Vand og Aand, og forsikkrede om, med »den Hellig-Aand og Syndernes Forladelse,« at have annammet »den evige Velsignelse i det himmelske Bad.«

✂ Vil man nu paastaae, at det var under andre, flere eller færre Vilkaar, Apostlerne efter Herrens Mund meddeelte Daaben i Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands Navn, da maa man enten opvise et Kirke-Samfund med en anden Daabs-Pagt, som har gyldigt Krav paa at være den Apostoliske, eller man gjør en ligesaa løs som ærerørig Beskyldning mod hele den Christne Kirke, at den ved Daaben med Flid skulde have forvansket Gjenfødelsens og dermed Salighedens Vilkaar, thi ikke engang af blot Uagtsomhed lod det sig tænke allevegne, da saavist som Kirken fra Begyndelsen havde »Sandhedens Aand,« maatte Han nødvendig paa eet Sted have protesteret 419 saa kraftig mod Forfalskningen og virket saa frugtbar med Sandheden, at Kirken med den ægte Apostoliske Daab vilde faaet et mageløst Levnets-Løb. Nu har derimod Kirken med vor Daabs-Pagt et mageløs herligt Levnets-Løb og deri Aandens Vidnesbyrd for sin Ægthed, som løse Beskyldninger og Slag i Luften ei paa mindste Maade kan svække, og saalidt som vi kan paatage os at udlede vor Daabs-Pagt af en Skrift, der selv bekiender, den er yngre end Daaben, og forudsætter bestandig Troen og Daaben som Alle vitterlige, saa trøstig tør vi paastaae, vor Daabs-Pagt stemmer godt overens med den Apostoliske Skrift.

✂ Paa dette urokkelige Stade skal vi fæste Fod, thi vel er det sandt nok, at vi af den skrevne Kirke-Historie prægtig kan oplyse Urimeligheden af den Beskyldning, at vor Daabs-Pagt, som man tydelig kan spore til paa hin Side Konstantin den Store, skulde være en Forvanskning af den Apostoliske, skjøndt Forvanskningen maatte været de Biskoppers og den Menigheds Værk, der aabenbar heller gik i Døden, end de veeg et Straaesbred fra hvad de troede var Christi og hans Apostlers Anordning, og ei engang »To eller Tre« af dem skulde høitidelig protesteret, for at beholde Herren »midt iblandt sig;« men vi maae ikke bygge Menighedens Sikkerhed paa en historisk Kundskab, den største Deel fattes. Der er desuden en anden Grund, hvorfor vi ei maae lægge synderlig Vægt paa de Oplysninger om vor Daabs-Pagts Apostoliske Ægthed, som Kirkefædrenes Skrifter give, thi derved forrykkes Syns-Punkten, som om det var af disse Skrifter Daabs-Pagten skulde udledes, og da den naturligviis der berøres med forskiellige Ord, næres den Vildfarelse, at det ikke kommer an paa Udtrykket eller paa et enkelt Ord meer eller mindre, hvad der er ganske sandt om den paa Papiret, men ingenlunde i Kirken, ved Daaben, hvor det giælder om de uforanderlige Vilkaar for Gienfødelsen og det evige Liv.

✂ Spørgsmaalet skal derfor aldrig være, hvordan man har opskrevet Daabs-Pagten i en eller anden Bog, men hvorledes den virkelig har lydt ved vor Daab, men da den i vor Stats-Kirke har været læst op af Alterbogen, følger det dog af sig selv, at er der indløbet en Feil i denne Opskift, da har den forplantet sig til Daaben og virkelig enten fordærvet eller dog fordunklet Pagten, og en saadan Feil er, desværre, for længe siden indløbet i vor Alterbog, hvor et af Spørgsmaalene findes saaledes: troer du paa den Hellig-Aand, en hellig christelig 420 Kirke at være, som er hellige Menneskers Samfund, Syndernes Forladelse, Legemets Opstandelse og efter Døden det evige Liv?

✂ Naar vi nemlig sammenligne denne Opskrift med den Latinske i Roms Alterbog, som den skulde svare til, da vi beviislig har faaet Daaben fra den Romerske Kirke-Stat, da sees det, at vore Fædre har gjort flere egenmægtige Forandringer, sat »christelig« istedenfor »almindelig« Kirke, indskudt Ordene »at være« og »som er,« sat »Legemets« istedenfor »Kiødets« Opstandelse, og endelig indskudt »efter Døden« foran »det evige Liv.«

✂ Alt hvad vi nu her kan sige til vore Fædres Undskyldning, uden at træde Guds Ære og Sandhed for nær, det skal vi vist nok, og Herren har selv undskyldt dem, bedre end vi kan, ved den Velsignelse, Han desuagtet har ladet følge med deres og vores Daab; men alle Undskyldningerne maae dog løbe derpaa ud, at »de vidste ikke hvad de gjorde,« og vilde vi holde paa Feilene, efterat de ere opdagede og Daabs-Pagtens Uforanderlighed oplyst, da var det paa een Gang saa letsindigt og saa utaknemmeligt, at vi maatte have endnu langt mindre af Troen end vi bekiendte. Feilene skal vi altsaa rette, uden Spørgsmaal om, hvor store eller smaae de synes os, og her hjælper ingen Undskyldning, thi hvad Andre gjøre, bliver deres Sag, vi har kun at svare for hvad der staaer til os, og naar kun Pagten oprettes tilbørlig hvor vi raade for det, er vi angerløse og maae end ikke ønske at paatvinge Nogen Skin af hvad han skyer.

✂ Det er imidlertid let at indsee, at i Daabs-Pagten, som Gienfødelsens Vilkaar, og i Troes-Bekiendelsen, som Vidnesbyrdet om de Christnes Grund-Tro, er intet Ord ubetydeligt, saa man kan slet Intet forandre uden at røre ved Kirkens Øiesteen og sætte dens Liv paa Spil, thi om Kirke-Lyset derved ikke slukkes, fordunkles det dog altid, blive de Døbte ikke dødfødte eller stygge Vanskabninger, vil de dog altid faae en Lyde og findes behæftede med en Sygelighed, der forknytter dem i Vexten og har en sørgelig Indflydelse paa hele Levnets-Løbet.

✂ Da Bekjendelsen ikke nytter uden Troen følger med, kan vi vistnok ikke sige, om vore Fædre vilde vundet meget ved at holde ligesaa fast paa den tredie som paa den første og anden Troes-Artikel, thi Troen paa »den Hellig-Aands Gierning« var i de sidste Tider aabenbar svag og skiæv allevegne, saa det kunde synes bedst at være sin Skrøbelighed bekiendt, men dog 421 borger Herrens Viisdom os for, at der ikke er eet Ord i Daabs-Pagten, som jo enhver Discipel, naar han bekymres derfor, vil faae Magt til troende at tilegne sig, og at uden denne uforbeholdne Tilegnelse i Eet og Alt, faaer Herren aldrig sin rette Skikkelse i os. Kan vi ikke ærlig bekiende Tro paa Kirken som den Hellig-Aands Tempel, da vil vi bestandig findes vaklende, og indbilde os, det er Kirken, der vakler og trænger til verdslige Støtter. Er vi bange for Kirkens »Almindelighed«, da maae vi ogsaa undvære Bevidstheden af vort Samfund med Apostlerne og gjennem dem med Herren. Sammenblande vi Kirken og de Helliges Samfund (Fællesskab), da sammenblande vi ogsaa Daaben og Nadveren, og faae aldrig noget levende Begreb om det christelige Livs Vext og gradvise Udvikling, og tør vi ikke tænke paa det evige Liv før »efter Døden,« da kan vi heller ikke her smage den tilkommende Verdens Kræfter. Kun forgiæves see vi da i Skriften, at alt Det vi fattes skulde som rette Christne findes hos os, kun forgiæves arbeide vi paa selv at erhverve det efter Skriften, og ende med enten at falde i Mistvivl om vort Kald og Udvælgelse, eller at indbilde os, vi har misforstaaet Skriften, og dermed at give Afkald paa alt Guds Huses Gode. Den eneste Feil, vi kan fristes til at kalde ubetydelig, er da »Legemets« for »Kiødets« Opstandelse, men derfor vil det herved klarest vise sig, om vi troe Herren bedre end vort eget Skiøn, thi Herren havde jo begge Ordene »Kiød og Legeme« at vælge imellem, og var Han klogere end vi, maa Han ogsaa have havt overveiende Grunde for hvad Han foretrak.

✂ Somme af mine Medchristne kan vel tænke, hvad Modstanderne naturligviis sige høit, at om end Daabs-Pagten nødvendig maa være Apostolisk, følger dog ikke deraf, at alle dens Udtryk er Herrens egne Ord; men Christne maae dog snart finde den Indvending aldeles tom, hvor Talen kun er om Udtrykkets Sandhed og fulde Rigtighed, thi i den Henseende maatte Apostlernes Ord, i Herrens Navn og under Hans Aands klare Oplysning, have netop samme fuldkomne Rigtighed, som Ordene af Hans egen Mund; men for et Ord af Herrens egen Mund anseer jeg rigtig nok ogsaa Daabs-Pagten, og er vis paa, at vi først ved den Tro komme til at smage Evangeliets Velsignelse i hele sin Fylde. Denne Tro, som jeg derfor paa det Kjærligste maa anbefale mine Medchristne, bygger jeg ingenlunde paa enkelte Skrift-Steder, hvor der tales om et Vidnesbyrd, en Prædiken og en Lærdom af Herren selv, som 422 hele Menigheden skal agte og holde paa, et »Troens Ord« i Mund og Hjerte, som forvisser os om Herrens virkelige Nærværelse; thi skjøndt jeg kun kan forstaae disse Ord under den Forudsætning, at et saadant Ord af Herrens egen Mund altid lyder i Hans Kirke, saa turde jeg dog ikke bygge derpaa, dersom det ikke tillige syntes mig aldeles nødvendigt, at har Herren selv før sin Himmelfart mundtlig indstiftet Daaben til et Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand for sine Troende, da maa Han ogsaa mundtlig have udtalt, paa hvad Vilkaar Daaben skulde meddeles, udtrykkelig sagt, hvilken Tro, saavelsom hvilken Daab Han meende, naar det lød: hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig.

✂ Man kan nok sige, at en saa nøiagtig Bestemmelse var unødvendig, da Herren vilde sende Apostlerne sin Aand, der skulde lære dem alle Ting, men er de skrevne Evangelier tro værdige, og jeg finder dem saa i høieste Grad, da see vi deraf, baade at Aanden i det Hele ei skulde lære Apostlerne noget Nyt, men kun oplive og forklare Herrens mundtlige Ord til dem (Joh. 14), og at Herren i Særdeleshed under sin øiensynlige Nærværelse har indstiftet baade Daaben og Nadveren, følgelig ogsaa, naar Daaben kun maatte meddeles paa visse Vilkaar, fastsat disse Vilkaar. At nemlig Daaben, som Naademidlet til Gjenfødelse og det evige Liv, maa være bundet til visse Vilkaar, og at Troen, som et Hoved-Vilkaar nødvendig maa have et fast og bestemt Udtryk, det er alle Christne let at fatte, og det giælder jo slet ikke om at overbevise de Vantroe, men kun om selv at vinde den Sikkerhed, vi behøve til vor Christendoms faste Grundvold, og at høste den størst muelige Fordeel af Daaben. Fra denne Side beder jeg derfor ogsaa mine Medchristne betragte min Anbefaling af Tro paa Daabs-Pagten, ikke blot som et gyldigt Vidnesbyrd om den Apostoliske Kirkes Tro og Daab, hvad den maa være for os Alle, men som et Ord af Herrens egen Mund, der er »Liv og Aand,« thi hverken jeg eller Nogen kan paalægge de Christne Andet end hvad Spørgsmaalene ved Daaben indeholde, men jeg veed, det er trøsteligt og glædeligt over al Maade, naar vi kan troe, det er Herren selv, som baade opretter Pagten med os og døber os i Faderens og Sønnens og den Hellig-Aands Navn, og det er aabenbar Ham selv, naar baade Pagtens og Optagelsens Ord er Hans egne, udsendte til det samme. Kun da føle vi os ligesaa visse paa Syndernes Forladelse og det evige Liv, som om Herren, Ansigt til Ansigt, lovede os det, og kun da faae vi Magt til 423 at tilegne os alle Hans gode Ord og Forjættelser, og spørge ei i vort Hjerte: hvem vil fare op til Himmelen at hente Christus ned, thi vi føle, Han er os saa nær, som Hans Ord til os er vor Mund og vort Hjerte. At en saadan Tro og Tale er de Vantroe til Spot og Latter, følger af sig selv, men naar vi troe paa virkeligt Samfund med Christus, saa Han vil leve i os og vi skal leve i Ham, da maae vi jo vide, vi troe paa den dybeste af alle Hemmeligheder, og det maa da ene være os om at gjøre, at vi virkelig indtræde i dette Samfund, saa Troen derpaa ikke bebyrder os som en Lov eller død Kundskab, men opliver og glæder os som et Evangelium med Guds Kraft til Salighed, hvad det vel maa bedrøve, men kan aldrig forundre end sige nedtrykke os, at de Vantroe spotte med. At vi nu, for at finde denne Kraft i Daaben, maae ikke see paa Vandet, men paa det Guds-Ord, som dermed er sammenføiet, det lagde allerede Luther os paa Hjerte, det stærkeste han kunde, saa det er kun en nødvendig Fortsættelse, naar vi bemærke, at ogsaa Pagten hører til Guds-Ordet, og at dette, for at gjenføde os, maa være et virkeligt »Ord af Guds Mund« til os, og ei et Sprog af Skriften, en Synder tog op, gav Lyd og anvendte paa os, men hvilken Forskiel det gjør, hvordan vi modtage Daabs-Ordet, det kan ingen Pen udvikle, det kan kun de Troendes egen Erfaring lære dem, og den, veed jeg, vil stadfæste mit Vidnesbyrd.

✂ Men tør jeg nu sige, at der slet intet Andet hører til Daabens Væsen efter Christi Indstiftelse end Pagtens og Optagelsens Ord?

✂ Nei ingenlunde, thi vel er det aabenbar det Væsenligste, men Vandet maa dog hverken glemmes eller foragtes, og der maa da ogsaa ved Daaben høres et Ord af Herren, som helliger Vandet og optager det i sig, saa Daaben bliver os, hvad Apostelen kalder den, »Vandbadet i Ordet,« og allerede derfor maae vi til det Væsenlige ved Daaben ogsaa regne den høitidelige Erklæring, der lød over vor Daab og har gjennemlydt Kirken fra Arildstid: »Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Christi Fader, som dig nu haver gjenfødt formedelst Vand og den Hellig-Aand og har forladt dig alle dine Synder, Han styrke dig med sin Naade til det evige Liv! Amen!« Kun er herved at bemærke, at vi har gjort nogle egenmægtige Forandringer i denne nødvendige Forsikkring om Daabens saliggiørende Virkning (naturligviis under Pagtens Vilkaar), thi disse Feil, hvor smaa de end kan synes, bør unægtelig rettes. Først sagde vi »formedelst« men Kirken siger »af« Vand og den Hellig-Aand, og Rigtigheden 424 stadfæster Skriften, hvor der staaer »uden Nogen fødes paany af Vand og Aand, kan han ikke komme i Guds Rige«. Dernæst sagde vi »har forladt dig alle dine Synder«, men Kirken siger »har givet dig alle Synders Forladelse«, hvad ogsaa især ved Barnedaaben lyder meget bedre. Endelig sagde vi kun »Han styrke dig med sin Naade«, men Kirken siger »Han salve dig Selv med Frelsens Olie i den samme Jesus Christus vor Herre« til det evige Liv, og denne Forbytning var saa urimelig, at den sagtens kun er skedt fordi Kirkens Udtryk syndes at hentyde paa den haandgribelige »Salvelse« ved Daaben, som Reformatorerne afskaffede.

✂ Foruden denne Erklæring hører i det mindste endnu eet Ord til Daabens Væsen, og det er Herrens Velsignelse »Fred med dig!« og at vi har beholdt den ved Daaben, er en saa meget større Lykke, som vore Fædre af en besynderlig Forblindelse ved alle andre kirkelige Leiligheder ombyttede dette Ord af Herrens egen Mund med et Skrift-Sprog af det Gamle Testamente (4Moseb.6) om den Velsignelse, Ypperste-Præsten skulde lyse over Israels Børn.

✂ At nu dette »Fred med dig« er et Ord af Herrens egen Mund, fristes Ingen til at betvivle, da det, efter Apostelen Johannes Vidnesbyrd, var den Velsignelse, hvormed Han efter Opstandelsen indtraadte blandt sine Apostler, men et andet og vigtigt Spørgsmaal er det vist nok, om Han ved Daabens Indstiftelse forordnede, at det i hans Navn skulde siges til alle de Døbte. Naar vi imidlertid veed, at dette Ord lige til Reformationen var Kirkens eneste Udtryk for »Herrens Velsignelse,« da følger det af sig selv, thi at Herren vilde give de Døbte sin Velsignelse, tvivler Ingen om, og befalede Han sine Discipler at lyse »Fred« over hvert Huus, de indtraadte i, da gjorde han vist ikke sit eget Huus af levende Stene, som Kirken er, til en Undtagelse.

✂ At det nu ogsaa er af den høieste Vigtighed, at dette Ord, som giver den Troende »Herrens Fred,« lyder ved Daaben, det føle vi, naar vi i dette Ord til os af Herrens egen Mund tilegne os »den evige Velsignelse«, som Kirken saa deilig beder om maa findes i »det himmelske Bad,« og kun for hvem der har Sind til at prøve det, gives Oplysningen; ikke de Sunde, men kun de Syge har Lægedom behov.

✂ Ingenlunde tør jeg vel nu trække en skarp Grændse-Linie mellem Dette og alt Andet, som fra gammel Tid ogsaa blev seet 425 eller hørt ved Daaben; men naar vi med det Væsenlige ved Daaben kun mene det, der nødvendig maa være indstiftet af Herren og derfor aldrig kan fattes, hvor Naademidlet fuldelig skal træde i Kraft, da tør jeg ikke dertil regne mere end hvad alt er nævnet.

✂ Vilde man derimod sige, det var ligegyldigt, hvilke Taler og Bønner der for Resten lød, og hvilke Skikke der fandt Sted ved Daaben, da maatte vi vist nok protestere, thi deels fandtes alt det Væsenlige ved Daaben i den Pavelige Kirke-Stat, men næsten ei til at opdage, og deels kan vi ikke opgive Noget, som med Præg af den Hellig-Aand har gjennemlevet Kirken og naaede til os.

✂ Til det Sidste hører nu ikke blot »Herrens Bøn«, som har allesteds hjemme, men ogsaa Korsets Betegnelse paa vort Ansigt og Bryst, og Kirke-Bønnen for dem alle, som attraae Gienfødelse i Daaben, at Herren vil give de Bedende, oplade for de Bankende og lade de Søgende finde den evige Velsignelse i det himmelske Bad. En ganske anden Sag er det med den Forklaring, vi (sagtens kun fra 1783) har føiet til »Korsets Betegnelse,« den nemlig: »til et Vidnesbyrd, at du skal troe paa den Korsfæstede Herre Jesum Christum,« thi den maatte vistnok heller udelades, skiøndt den dog lyder meget bedre end hvad man nys foreslog isteden. I den Engelske Kirke siger man: »til et Tegn, at han ei skal skamme sig ved Bekiendelsen af den Korsfæstede Christus, men mandelig kæmpe under Hans Banner mod Synden, Verden og Djævelen, og forblive Christi tro Tjener og Stridsmand til hans Livs Ende,« men deels synes man her at have glemt, at »Kvinden« er ogsaa »Medarving til Livet,« og deels vilde den Anmærkning kun passe ved Voxnes Daab og Confirmationen.

✂ At nu »Kors-Betegnelsen« er den Eneste, vi har beholdt af alle de Skikke eller billedlige Handlinger, som følge med den Romerske Daab, og har aabenbar fulgt med den gjennem mange Aarhundreder, kan synes vanskeligt nok at forsvare, da vi ingenlunde om dem Alle tør paastaae, de er uchristelige, og det intet Beviis er imod dem, at Skriften tier. Derfor beholdt ogsaa Luther og vore Fædre den Anstødeligste af dem Alle, nemlig » Besværgelsen af den urene Aand«, som hos os først blev aflagt 1783, og naar vi see, hvilken Krig de Døbte siden den Tid har ført mod »Troen og Bekjendelsen,« og hvilken fnysende Modstand »Forsagelsen af den Onde« har mødt, saa den ogsaa nær var blevet afskaffet, da fristes man virkelig til at tænke, det var 426 galt, vi aflagde Besværgelsen, og jeg;har derfor tit været glad ved, at jeg selv var den Første, eller dog med de Første, der i min Faders Sogn døbtes uden Besværgelse; thi det var mig et slaaende Beviis paa, at man godt uden den kan kæmpe baade for Troen og Forsagelsen. Saadanne slaaende Beviser skulde imidlertid her slet ikke forlanges, thi at »Besværgelsen« ved Daaben hverken kunde eller skulde giælde for en virkelig Djævle-Uddrivelse som af »Besatte,« det har man jo altid maattet tilstaae, saa Spørgsmaalet kunde blot være, om det var en passende Betegnelse af den Overgang fra Mørkets til Guds elskelige Søns Rige, som for den Troende finder Sted i Daaben, og dertil er Korsets Tegn uden Besværgelse vist nok baade det Simpleste og Bedste. Hos os, hvor Besværgelsen foretoges to Gange uden Forbindelse med Korsets Tegn, og uden Blæsning eller andet Saadant, havde den desuden ganske tabt sin billedlige Betydning, og maatte ansees enten for en virkelig Djævle-Uddrivelse, eller for en ligesaa forargelig som latterlig Kamp med sin egen Skygge, til Skam for de uskyldige Børn.

✂ De andre Romerske Skikke er især »Salvelsen« med de Ord: jeg salver dig med Frelsens Olie i Christo Jesu vor Herre; Paasættelsen af den »hvide Hue« med de Ord: modtag den hvide Klædning, som du skal bære ubesmittet for vor Herres Jesu Christi Domstol; og Overrækkelsen af »et tændt Lys« med de Ord: modtag den brændende Lampe, bevar din Daab ulastelig og hold Herrens Bud, saa du, naar Herren kommer til Brylluppet, kan møde Ham med alle Hellige i den himmelske Sal.

✂ Alt dette klinger ikke blot saa uskyldigt, men saa smukt og christeligt, at deraf lod sig gjøre en langt bedre Indledning til Daabs-Handlingen end enten Biskop Balles eller selv Morten Luthers, men desuagtet gjorde Luther og vore Fædre meget vel i at afskaffe alle disse Skikke og billedlige Handlinger, der overskyggede Daaben og fristede til enten at sætte dem i Klasse med den, som virkelige Naademidler, eller den i Klasse med dem, som et blot Tegn, hvoraf det Ene er den Papistiske og det Andet den Calvinistiske Vildfarelse.

✂ Heraf see vi da, at paa de Feil nær, som er indløbet i Troes-Bekiendelsen, har vi ved Daaben beholdt ikke blot det Væsenligste, men Alt hvad der kan kaldes Vigtigt, og naar vi betænke, hvorledes Alt stod paa Spil, da de Skriftkloge indbildte sig, de havde baade Ret og Kald til at ombygge Christi Kirke efter 427 deres Forstand paa Skriften, altsaa efter deres eget Hoved, og fandt kun Modsigelse af Papisterne, der havde forvandlet det store Bedehuus til en Røverkule, og var derfor, naar de paatalde Kirkens Ret til at blive uforandret, de sletteste Forsvarere, der nogensinde har fordærvet en god Sag; naar vi betænke det og see os om i Christenheden, da kan vi ikke noksom prise Guds besynderlige Varetægt over os og vore Fædre, der af alle Protestanterne aabenbar vidste mindst hvad vi gjorde. Og hvad nu Feilene i vor Alterbog angaaer, da skal det ikke blot til Luthers Ære, men især til Menighedens Oplysning, bemærkes, at kun en Eneste af dem findes i hans »Døbe-Bog,« saa Resten har indsneget sig hos os selv, deels af blot Skiødesløshed og deels af en barnagtig Lyst til at giøre tydelig hvad vi ei forstod. Hos Luther lyder nemlig det tredie Spørgsmaal om Troen som saa: troer du paa den Hellig-Aand, en hellig, christelig Kirke, de Helliges Samfund, Syndernes Forladelse, Kiødets Opstandelse og det evige Liv*)? Det er altsaa kun Ordet »christelig« istedenfor »almindelig«, Luther har at svare for, og som de stive Lutheraner kunde fristes til at holde paa, som et Skillerum mellem dem og Papisterne; men at holde paa en aabenbar Feil, hvorved man ikke skiller sig fra Papisterne, men fra den Apostoliske Kirke, blot fordi Luther, som tusinde Gange greb det Rette, skiøndt det ogsaa fandies hos Papisterne, een Gang tog feil, det vilde i det mindste vore lutherske Fædre ikke gjort, som baade med Flid satte »almindelig« til om Kirken i Luthers Catechismus, og sang af Hjertens Grund med Hans Thommesen:

✂ Den christelige Kirke kaldes ret
Almindelig, tag det vare!
Tid, Sted, Folk, Lærdom ikke forgiæt!
Disse Fire det forklare:
Saalænge Verden stod og staaer,
Guds Søn sig samler lydige Faar,
Hvo vil Hannem det forhindre?

✂ Man kan saameget mindre med noget Skin holde paa Ordet »christelig« som et Apostolisk Udtryk om det store Bedehuus for alle Folk, da Navnet »Christen,« efter Skriften, først opkom i den Antiochensiske Hedning-Menighed, saa det deraf **) Glaubest du an den heiligen Geist, eine heilige christliche Kirche, die Gemeinschaft der Heiligen, Vergebung der Sunden, Auferstehung des Fleisches, und ein ewiges Leben? 428 dannede »christelig« ligesaalidt kunde være brugt ved Daabens apostoliske Indførelse, som ved Indstiftelsen af Herren selv.

✂ Naar man nu fortæller os, at denne hele Maade at tage »Troen og Daaben« paa, som Noget, der ei skal udledes eller bevises af Skriften, men tages som det findes i Kirken, uafhængig af al Skrift, er et Tilbagefald, eller dog en Tilbagegang til Papisteriet, som sætter Traditionen over Skriften, da er det egenlig slet ikke værdt at svare paa, blandt Andet fordi disse Ærke-Protestanter selv maae tilstaae, det er i det Høieste en blot Formalitet mere, vi derved faae tilfælleds med Papisterne, og da vi alt i Forveien havde ikke blot Søndagen og de store Høitider, men Troen, Daaben og selv Skriften tilfælleds med dem, kunde vi jo ogsaa sagtens dele en enkelt Tanke med dem, uden derfor at blive mere Papister end vore Lutherske Fædre var. Da imidlertid ogsaa oprigtige Christne kan være smittede af den Overtro paa »Navne-Værdi«, som er vore Dages store Ulykke, tør jeg dog ikke undlade, saavidt det i Korthed kan skee, at oplyse det Latterlige i en Forkiættrelse, som selv Mænd, der vil giælde for ligesaa milde og fredelige som høitoplyste, ikke har undseet sig ved at bifalde.

✂ I sig selv betyder det Latinske Ord »traditio« hverken meer elier mindre end Overlevering eller Meddelelse, og ei alene bruger Apostelen Paulus det tilsvarende Græske Ord om sin Christendom (l Tim. 6 og 2 Tim. 1); men det er aabenbar umueligt, at nogen Tanke eller Tale kan gaae over fra Mand til Mand og fra Slægt til Slægt uden ved en Overlevering eller Meddelelse, altsaa en Tradition, mundtlig eller skriftlig, og Apostelen Paulus siger udtrykkelig (2 Thess. 2), at han vil have sine Traditioner af begge Slags fastholdte, saa hvem der vil udelukke den Mundtlige, faaer ikke blot med Papisterne men med Apostelen at giøre. Følge vi nu Pauli Formaning i Skriften, som dog vel maa være os tilladt, uden derfor at kaldes enten hele eller halve Papister, da seer man strax, der vilde kun blive Spørgsmaal om, enten den mundtlige eller den skriftlige Tradition skulde sættes høiest, naar vi havde en mundtlig og en skriftlig Tradition fra Apostlerne, som stred mod hinanden, thi naar de skal holdes begge og lade sig godt forlige, er det jo en tom Rang-Strid, hvilken der skal staae øverst. Saavist nu imidlertid, som Apostlerne er tilforladelige Hjemmelsmænd i aandelige Ting, da kan der ingen Strid findes mellem deres ægte mundtlige og skriftlige Tradition, og naar det syndes os anderledes, maatte vi ligesaa lidt foretrække den 429 Skriftlige som den Mundtlige, men optage et Vidne-Forhør, for at udfinde, hvilken af de hinanden modsigende Traditioner der var den ægte Apostoliske, og da følge den, uden Spørgsmaal om, enten den var mundtlig eller skriftlig. Har Papisterne altsaa begaaet nogen Feil med Traditionen, da kan den ikke ligge deri, at de satte den Mundtlige over den Skriftlige, men kun deri, at de enten tilsidesatte den Ene af dem, eller at de fulgde den uægte Tradition istedenfor den Ægte, og i begge Feil kan vi vist nok bevise, de er skyldige; men fordi de nu med Uret tilsidesatte den skriftlige Tradition, blev det jo ikke mindre Uret af os at tilsidesætte den Mundtlige, thi naar man paastaaer, at den Skriftlige giør den Mundtlige overflødig, da modsiger man ligesaavel Paulus, som naar man paastaaer, at den Mundtlige giør den Skriftlige overflødig, og man har tillige den Skam at modsiges af den Skrift, man selv beraaber sig paa. For Resten er det ingenlunde sandt, at Papisterne ved den Tradition, for hvilken de tilsidesatte den Hellige Skrift, kun meende noget Mundtligt, thi Kirke-Fædres Skrifter og Pave-Buller var netop deres rette Hjemmel for hvad de kaldte Tradition, saa Papisteriet, bestaaer, formelt og videnskabelig, deels i at foretrække en uægte Tradition for den ægte Apostoliske, og deels i at sammenvrævle begge Dele, og naar man skylder os for at hænge derved eller hælde dertil, da maa man ikke glemme at vise, vi giør ligesaa, eller er dog stærkt paa Vei dertil.

✂ Naar derimod Protestanterne enten vil udelukke den mundtlige Tradition, blot fordi den ikke er skriftlig, eller de sammenvrævle Apostlernes skriftlige Tradition med gamle eller nye Theologiske Disputatser, Konge-Breve og saa videre, da paastaae vi, de har enten opgivet Christendommen, eller er dog stærkt paa Vei dertil, og det kan vi bevise.

✂ Hvor uforsvarligt det nemlig end er at tilsidesætte elier ringeagte Apostlernes skriftlige Tradition, saa kan man dog ikke blot tænke sig Christi Kirke uden den, men Ærke-Protestanterne nødes selv til at indrømme, at denne Kirke er bygt paa Apostlernes mundtlige Tradition, og bestod længe før den Skriftlige kom saaledes for Lyset, al den kunde have kiendelig Indflydelse derpaa. Heri ligger det allerede, at saasnart man tænker den mundtlige Tradition bort, da tænker man med det Samme Christi Kirke bort, som ved Daaben bygdes paa den mundtlige Troes-Bekiendelse, og jo mere vi nu tænke derpaa, des klarere bliver det, at hvor den ægte 430 mundtlige Tradition ved Daaben ophører, der forsvinder Christi Kirke, saa hvis den endnu er til, maa i det mindste etsteds den ægte mundtlige Tradition findes ved Daaben, og skal, naar den findes, unægtelig følges af alle dem, der vil indlemmes i den Apostoliske Kirke.

✂ Indrømmer man nu, at der vel findes en ægte mundtlig Tradition ved Daaben, men erklærer, man vil ikke følge meer deraf, end man ogsaa finder i den Skriftlige, da vrævler man forskrækkelig, thi baade siger Skriften, at vi skal følge begge Dele, hvad jo var overflødigt, naar de indeholdt Eet og det Samme, og det følger desuden afsig selv, at hvad vi erklære for ægte Apostolisk, det skal vi rette os efter, uden at maatte forlange, enten at Apostlerne skulde skrevet op hvad de mundtlig ved Daaben spurgde om, eller at de mundtlig skulde fortalt hvad de vilde skrive til Menigheden.

✂ Paastaaer man derimod, at den ægte apostoliske Tradition end ikke ved Daaben findes nogensteds, da siger man dermed, at den Kirke, Christus stiftede og Apostlerne døbde i, er forgaaet, saa man har kun Beskrivelsen tilbage, og det er aabenbar kun Vindmageri, naar man lover os, ene ved Hjelp af den at bygge Kirken ligesaa god op igien; thi selv om Bogstaver og arme Syndere kunde udrette saa store Ting, saa var det jo dog latterligt at tænke, at den skriftlige Tradition var bevaret ægte og uforfalsket i et Troes-Samfund, hvor man baade havde kunnet og villet forfalske selv den Apostoliske Troes-Bekiendelse, der var Kirkens Grundvold og Daabens Vilkaar, var hele Menigheden bekiendt og lød ved hver Daab, saa dens Overlevering og Meddelelse aabenbar var det klareste og sikkreste historiske Vidnesbyrd om Apostlernes Christendom, der lod sig optænke.

✂ Paastaaer man nu ovenikiøbet selv, at den skriftlige Tradition ingenlunde maa tages for gode Vahre, som den er faldet os i Hænderne, men skal critisk sigtes og drøftes, da endeel Steder, og især det der tydeligst handler om Daaben, nok er uægte, og at man heller ingenlunde maa tage hvad man kalder Ægte bogstavelig, men forklare det efter sin egen gode Fornuft og Forstand; see, da kommer det ud paa Eet, enten man erklærer det for ægte eller uægte, hvad skrevet staaer som Jesu Ord, at Helvedes Porte skal aldrig faae Magt med Hans Kirke; thi det er i begge Tilfælde lige klart, at de der love at opbygge Christi forgaaede Kirke igien af og med og efter deres egen Skrift-Klogskab, enten aabenbar vil spille Giæk med 431 os, eller er selv saa stokblinde Veiledere, at vi er vel undskyldte for ei at følge dem.

✂ Altsaa, vi troe, at hvor man ikke beviislig har forandret det mundtlige Troens og Daabens Ord, som Apostlerne, ogsaa efter Skriftens Oplysning, lagde til Grund i Kirken, der har man bevaret det, og da det følger af sig selv, at hvad der betinger Optagelsen i Samfundet, betinger ogsaa Retten til Alt hvad Samfundet har tilfælles, saa forklare vi Skriften, og bedømme Alt hvad der vil kaldes christeligt, efter Daabs-Pagten, uden at bryde os om, hvilke Skiældsord man derfor vil overfalde os med. Kan man bevise, at vor Tro og Daab ei er de ægte apostoliske, da giøre man det, men kan man hverken det eller engang nævne et eneste Ord, mundtligt eller skriftligt, et fornuftigt Menneske kunde være bekiendt at kalde apostolisk ægte, naar ei engang Troes-Bekiendelsen ved Daaben var ægte, da erklære man Christus og Hans Kirke aaben Feide, eller man skamme sig og faae bedre Forstand! At for Resien netop Daabs-Pagten, som ægte Apostolisk, udelukker ikke blot de Romerske, men alle muelige Paver og selvgiorte Christi Statholdere, geistlige og verdslige, lærde og læge, af de Christnes Troes-Artikler, og er en mageløs god Prøvesteen for Alt, hvad der enten skriftlig eller mundtlig udgiver sig for Guds Ord eller Apostolisk Tradition, det er saa klart, og saa tit gientaget, at man let kiedes ved at sige det, men saalænge det rask paastaaes ei blot af Jydske Landsbypræster, men selv af Sællands Biskop, at vi gaae Paven i Vold, maae vi dog ikke trættes ved at minde om, at medens vi paa den ene Side kun lægge Vægt paa hvad der ligesaavel er Luthersk som Romersk-Catholsk, da opstille vi paa den anden Side Theologiske Grundsætninger, der udelukke alt mueligt Pavedom og betage alt Papisteri sit christelige Skin, saa vor Herre Jesus Christus sees i Sandhed at være sit Folks eneste Konge, Lovgiver og Dommer.

✂ Saavidt er Alting klart og simpelt, thi selv den enfoldigste Christen kan forestaae, at den Apostoliske Formaning: hold fast paa hvad du har, saa Ingen skal tage din Krone, maa først og sidst anvendes paa vor »Tro og Daab,« naar de er ægte Apostoliske; men naar man nu indrømmer det, og paastaaer kun, at Barne-Daaben er ikke Apostolisk, og at netop fordi »Troen og Daaben« er uadskillelige, kan Barne-Daaben umuelig være Gienfødelsens Bad eller Fødselen til det evige Liv, da blive Mange tvivlraadige, og skiøndt det er en vanskelig Sag at skrive om, maa den dog ingenlunde forbigaaes. Hos os har man 432 i den Anledning foreslaaet, at forandre Barne-Daaben til en Slags Johannes-Daab, hvorved ingen Pagt blev oprettet, men da heller ingen Forsikkring om Gienfødelse givet, og skiøndt det var et fortvivlet Indfald, naar Barne-Daaben ligefuldt under daglig Mulkt skulde paatvinges, og Daaben efter Christi Indstiftelse være alle dem formeent, der lod sig Barne-Daaben paatvinge, saa kan dog en saadan Middelvei synes ganske passende, naar Barne-Daaben blev en fri Sag, og Ingen forbød dem, der som Børn var døbte blot med Vand, naar de blev voxne, at lade sig døbe med den Hellig-Aand.

✂ Men naar man saaledes forudsætter, at Barne-Daaben, skiøndt forrettet efter Christi Indstiftelse, ei er noget Gienfødelsens Bad, men at dog den samme Daab bliver det, saasnart den meddeles Voxne, da tager man Sagen meget løst og overfladelig; thi var Barne-Daaben ugyldig, og kan man neppe nu tænke sig et eneste Menneske i hele Christenheden, der jo enten middelbar eller umiddelbar har modtaget Daaben af Kn, der selv kun havde faaet Barne-Daaben, da maa det synes umueligt, at Nogen kunde blive rigtig døbt. Vel kan man til Nød lænke sig den Mulighed, at Daabens Kraft kunde slumre i alle dem den urettelig meddeeltes, og vaagne naar den igien korn paa sit rette Sted, men naar vi betænke, at f. Ex. i Danmark er i de sidste Ottehundrede Aar kun nogle enkelte forsømte Børn og overgaaende Jøder døbte i den voxne Alder, da er det dog langt fra al Rimelighed, at Daaben i al den Tid skulde have været ugyldig og ufrugtbar hos alle dem, der døbtes som Børn, men gyldig og frugtbar hos det Par Voxne, der kun døbtes af de Barne-Døbte. Da nu det Samme gjælder i hele Christenheden, maatte vi vist nok slutte, at var Barne-Daaben ugyldig, da maatle den sande Christendom være uddøet og Helvedes Porte altsaa have faaet Magt over Christi Kirke endnu længe før Daaben kom til Danmark, og er der mindste Christendom i os, da føle vi dog, det er ingenlunde saa, og jeg for min Part maa høitidelig erklære, at jeg er ganske sikker paa den Daabs Gyldighed, jeg som Barn har annammet, og turde end ikke lade mig omdøbe af en Apostel, skiøndt det skulde være mig en stor Giæde baade at undervises og conlirmeres af ham.

✂ Hvad der allsaa kan og skal forvisse os om Barne-Daabens Gyldighed, det er paa den ene Side dens Almindelighed giennem mange Aarhundreder, som vor Herre Jesus Christus vist maatte og vilde forhindret, dersom den havde været ugyldig, og paa den anden Side Erfaringens Vidnesbyrd om, 433 at der virkelig fandtes, og findes endnu levende Christendom hos de Troende, der kun er døbte som Børn. Naar nemlig Daaben efter Christi Indstiftelse, som vi her forudsætte, er det christelige Livs og den levende Christendoms eneste Kilde paa Jorden, saa kan Jesus Christus ikke lade denne LivsKilde udlørres, og saa kan Livet i Christus ikke spores hos Nogen, hvis Daab er ugyldig. At nu Livet i Christus kun spores hos meget Faa af dem, der døbtes som Børn, er desværre sandt nok, men døbde man Voxne med Sværdet over Hovedet, vilde man naturligviis ogsaa kun hos Faa af dem spore Gienfødelsen, og saalænge Barne-Daaben er en tvungen Sag, kan man derfor slet ikke Andet vente; men kan man blot hos en Eneste, der kun havde Barne-Daaben, spore Gienfødelsen, da er dermed Barne-Daabens Gyldighed beviist. At nu Gienfødelsen og Livet i Christus var i det Mindste hos Morten Luther kiendelig at spore, derom vil i det mindste alle troende Lutheraner føle sig inderlig overbeviiste, og dermed beroligede, til Erfaringen lærer dem, at Barne-Daaben heller ikke hos dem selv var ufrugtbar, men fødte det levende Guds Herligheds Haab, der er »Christus i os.« Det Eneste, man endnu kunde sige, var da, at de Voxnes Daab maaskee dog, under Troens Betingelse, frembragde et kraftigere Liv og en klarere Bevidsthed deraf, end der efter Barne-Daaben kan udvikle sig, og derfor burde det allevegne, ligesom i England, beroe paa Forældrene, om de vilde have deres Børn døbt som spæde, eller opsætte Daaben til deres Skiels-Aar og Alder; men jeg vilde ikke tilraade en saadan Opsættelse, da jeg troer, man er allerbedst skikket til at døbes, før man veed Forskiel paa Høire og Venstre. Jeg veed nok, dette vil synes Endeel af mine Medchristne en urimelig Tale, thi selv naar man forsvarer Barne-Daabens Gyldighed, pieier man dog van at erklære Daaben i den voxne Alder for ønskeligere, saa Grunden, hvi de Høilærde ei allevegne tilraadte den, var aabenbar kun Frygten for, at Mange, naar de blev voxne, slet ikke vilde lade sig døbe, og at man dog undsaae sig ved, som i Pavedommets Tid, at bruge aabenbar Vold. Dette kan imidlertid umuelig være min Grund til at fraraade Daabens Opsættelse, thi det er netop mit Ønske, at der aldrig meer blev Nogen døbt, som ei havde Hjerte til at troe, og derfor ikke blot hader jeg den tvungne Barne-Daab, men anseer det for utilbørligt at døbe Børn af andre Forældre end dem, der, saavidt vi veed, selv er troende Christne og vil giøre deres Bedste til, at »Børnene blive ved Christus, ligesom de ved Daaben er 434 ind-podede i Ham,« men selv under disse Omstændigheder foretrækker jeg Barne-Daaben af den simple Grund, at al Fødsel, den Aandelige saavelsorn den Legemlige, maa være lettest, naar man er lille, og at jo længere man voxer, des større bliver man. De sædvanlige Indvendinger, at det er stort Spørgsmaal, om Apostlerne tillod Barne-Daaben, og et endnu større, om de Spæde kan troe, har aldrig forekommet mig synderlig vigtige, og har nu for mig tabt al deres Vægt; thi da Erfaringen har viist Barne-Daabens Gyldighed, saa har jo vor Herre Jesus og den Hellig-Aand billiget den, og med Dem er jeg vis paa, Apostlerne i alle Embeds-Sager var fuldkommen enige, og Spørgsmaalet om de Spædes Tro kan vi da trøstig lade Ham besvare, der »tager dem paa sine Arme og velsigner dem.« Saaledes tænkde Morten Luther, og hvad der endnu er mærkeligere, saaledes tænkde gamle Augustin, der selv var døbt som Voxen, og hans Bemærkning, at hos de Spæde finder den Hellig-Aand ingen Modstand, anseer jeg for det Dybeste, der er sagt til Barne-Daabens Anbefaling. At de Spæde ingen Tro er sig bevidst, følger nødvendig af, at de ingen Ting er sig bevidst, men at de har Liv, skiøndt de ikke er sig Livel bevidst, rnaae jo Alle indrømme, og er Sandheds-Tro i Grunden ikke Andet end et aabent Hjerte for Sandhed, saa kan de Spæde unægtelig ogsaa have Tro, skiøndt de ikke er sig den bevidst, og da al Synd er en Selvraadighed, som udspringer af Egensindighed, kaldes de Spæde med Rette uskyldige, til Egensindigheden vaagner. Saaledes forstaaer jeg Herrens Ord, at Himmeriges Rige hører Børnene til, og kan slet ikke forstaae, hvorledes Christne kan andet end høre Herren kalde deres Spæde til Daaben, naar han siger: lader de smaa Børn komme til mig og forhindrer dem ikke!

✂ Naar derfor Christne finde det betænkeligt at sige til den Spæde: lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, som dig nu haver gienfødt af Vand og den Hellig Aand! da tænker jeg, det har en anden Grund, der burde giøre dem ligesaa ængstelige ved at sige det til Voxne, den Tanke nemlig, at man derved ubetinget erklærer dem for Saligheden visse; men det er jo ingenlunde saa, thi den Tro, vi paa Herrens Vegne kræve og forudsætte, er jo ikke blot en Tro for Øieblikket, men »Troen til Enden«, som ene har Løfte paa »Livets Krone.« At der er baade Unge og Gamle, Store og Smaa, der ligne den tynde Jord-Skorpe paa Steen-Grund, »troe til en Tid, men falde fra i Fristelsens Tid,« det maatte jo Erfaring lære os, om det end 435 ikke stod skrevet, og at ingen Fødsel herneden frier fra Døds-Fare, intet Liv under Solen er saa guddommeligt, at det jo maa kæmpe og seire før det krones, det er ligeledes en bekiendt Sandhed, som Erfaring lærer og Skriften stadfæster, saa naar man tænkde, det ny Paradis-Liv, hvortil vi ved Daaben fødes, skulde være mere utabeligt end det Gamle, da var det kun fordi man ønskede, det skulde saa være. Jeg veed nok, man beraabde sig paa, at der staaer skrevet (l Joh. 5): »Alt hvad som er født af Gud, overvinder Verden,« men et dunkelt Skriftsprog klarer ingen Sag, og de Gienfødte blive jo ikke syndeløse, fordi der staaer skrevet (l Joh. 3): »Ingen som er født af Gud, giør Synd,« og hvordan end begge Sprog skal forklares, siger Apostelen jo selv, at med den, der overvinder Verden, mener han »Troen,« saa uden at gruble over Gienfødelsens Natur, vil vi tage denne Stadfæstelse med paa den trøstelige Sandhed, at hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig.

✂ Dette er, hvad jeg har at anmærke om Daaben, thi hvad »Neddyppelsen« angaaer, som Giendøberne giør Væsen af, da agter jeg det saameget mindre værdt at tale om, som idetmindste hverken Apostelen Paulus selv (efter Ap. Gg. 9 og 22) eller Stokmesteren i Philippi (efter Ap. 16) blev døbte i Floder, og nok heller aldrig Nogen, der holdt fast paa Daabs-Pagten, har trættedes om nogle Draaber Vand meer eller mindre.

✂

✂ Der staaer skrevet: »uden at blive født paany kan Ingen see Guds Rige,« og uden at fødes »af Vand og Aand« kan Ingen indgaae i Guds Rige, og der staaer atter skrevet, at vi er gienfødte til et levende Haab af uforkrænkelig Sæd: Gud-Herrens det »levende Ord«, som varer evindelig, og der staaer endelig skrevet, at Christus renser sin Menighed med »Vandbadet i Ordet«, og frelser den ved Gienfødelsens og den Hellig-Aands Fornyelses Bad*). At nu alt dette stemmer godt overeens med den Paastand, at de Troende gienfødes i Daaben ved Ordet af Herrens Aand til et nyt Liv i Guds Rige, det er indlysende, men om disse saakaldte classiske Skriftsteder kunde være os Hjemmel nok, ei blot for at kalde Kirke-Daaben Gienfødelsens Bad, men for at vente en virkelig Gienfødelse deraf til det evige Liv, som Herren lovede sine Troende; det er aabenbar et ganske andet Spørgsmaal, som det maaskee kan falde meget vanskeligt at besvare. Men til Lykke er dette Spørgsmaal aabenbar unødvendigt, unyttigt og ufrugtbart, saa det kan være os ganske ligegyldigt, hvordan man besvarer det, da vi ikke høre til et Kirke-Samfund, der enten er skabt al Skriften eller døbes paa den, thi kun i et saadanl chrislent Kirke-Samfund, der, saavidt vides, endnu aldrig har været til, kun der vilde Livs-Spørgsmaalet hænge sammen med alle de Lærdes Kiævlerier om Skriften og dens Indhold. I vort Kirke-Samfund derimod, som skabes ved Daaben af et mundtligt og lydeligt **) Joh. 3. 1 Pet. 1. Eph. 5. Tit. 3. 437 Ord, og meddeler Daaben paa ganske andre Vilkaar end Bibeltro og Bibellæsning, i dette Samfund, der forsaavidt kiendelig nok ligner det fra Begyndelsen, hvorom vi læse i Bibelen, er det aabenbar ikke Spørgsmaalet, hvad Bibelen, men hvad det mundtlige Ord til os lover, ikke Spørgsmaalet, om Bibelen, men om Ordet til os erklærer den Daab, vi døbes med, for et Gienfødelsens Bad, og den Sag er jo afgiort. Vistnok er det Hoved-Sagen, om der i det Christne Kirke-Samfund virkelig findes et nyt Liv; men det kan jo ingen Skrift, men kun Erfaringen afgiøre, og hvis Erfaring lærde, at man vel fik et nyt Liv ved Bibellæsning, Skriftklogskab, eller noget Andet, men ikke ved Noget af det, Kirken, naar vi indlemmes i den, kræver af os eller skiænker os, da havde dette ny Liv aabenbar slet intet med vort Kirke-Samfund at giøre, mon blev en Skole-Sag, eller dog en Privat-Sag for hver Enkelt af os, ikke som Christne men blot som Mennesker. Naar man derfor troer, at der i det Christne Kirke-Samfund, som saadant, gives og findes et nyt Liv, ægte menneskeligt, men ogsaa ægte guddommeligt, ligesom vor Herres Jesu Christi Liv, da kan der intet Spørgsmaal være om, at det maa være ved »Evangeliet og Sacramenterne«, dette Liv meddeles de Troende og næres hos dem, saa hvad der giør det vanskeligt at tale og især at skrive derom, er, at man hos de fleste Tilhørere og Læsere nuomstunder maa forudsætte saa luftige Begreber om aandeligt Liv og saa steendøde Begreber om »Evangeliet og Sacramenterne«, at selv det Klareste synes dem bælgmørkt. Naar man nemlig ved Liv i Aanden tænker sig et eller andet tomt Forstands-Begreb, der af Læsningen eller af Luften skal vinde Fylde og Livs-Kraft, og tænker sig ved »Evangelium« kun »Sort paa Hvidt« eller en Præken derefter, og ved »Sacramenterne« kun oplæste Formularer, Vand, Vin og Brød; da kan vi umuelig tale om et aandeligt Liv, der, ligesom det Naturlige, har sin dunkle, ubevidste Undfangelse og Fødsel, og sin langsomme Udvikling til Bevidsthed, uden at henregnes til de mystiske Drømmere, og vi kan ligesaalidt tale om Daaben og Nadveren, som dette Livs Kildespring og Næringsmiddel, uden at udraabes for aandløse Dødbidere, der vente aandeligt og evigt Liv af Hexe-Formularer og livløse Ting.

✂ Heraf maae vi imidlertid hverken lade os forvirre, forbluffe eller mistrøste, thi hvad Livs-Udviklingen angaaer, da har vi Natur-Lovene paa vor Side, og kan smile ad alle luftige Indvendinger mod dem. og i Henseende til Livs-Kraftens 438 Udledelse af et Guds-Ord i Menighedens Mund, da har vi ikke blot Skriften men ogsaa Erfaringen for os. Alle de nærmere Oplysninger, vi herom kan give, er vistnok aldeles spildte, hvor man enten slet ingen Trang føler til et virkeligt nvt Liv i Aanden, eller vrager dog den Tro, at det findes hos vor Herre Jesus Christus, i den Kirke, Han har stiftet, og vi ved Daaben er indlemmede i, men hvor Trangen og Troen findes, og det levendegiørende Ord endnu er i Virksomhed, der er Oplysningerne ingenlunde spildte, thi der vil de føre til Delagtighed i Livet og fremme Udviklingen deraf til en salig Bevidsthed.

✂ Af Optegnelser som disse, dunkle for de Fleste og utilfredsstillende for Alle, kan Nytten vist nok ikke anslaaes synderlig høit, men Aanden driver os dog til paa alle muelige Maader at udbrede og fremme Oplysningen om »det evige Liv i Christo Jesu« som Guds Naadegave, og da Herren i sin Kirke har gjort det saa let tilgængeligt for alle barnlige Sjæle, at Englene maae forundre sig derover, kan selv det mindste Vink være nyttigt og maa ikke forsømmes paa en Tid, da Vilderedet hos dem, der have »Lyst til Livet«, er dobbelt sørgeligt, fordi Dødbiderne gaae nu frem med faste Skridt i alle Retninger, saa »de Fattige i Aanden« ikke blot staae til Skamme, men fristes til at tænke, det er en Umuelighed, deres Hjerte begiærer.

✂ Denne Fattigdom i Aanden, der efter Skriften maa forudsættes hos alle dem, Herren skal gjøre rige, forudsætte vi naturligviis ogsaa følt hos alle dem, der, uden at have fornummet det ny Liv, skal have Nytte af Oplysningen derom; thi hvem der ikke har en dunkel Anelse om det aandelige Liv, vi naturlig fattes, kan ligesaalidt have Gavn af vor Tale derom, som Heste eller Hunde har Gavn af Alt hvad man vilde sige dem om Menneske-Livet. Her giælder det imidlertid tilbunds, at den græder ei for Guld, som aldrig Guld eiede, og om derfor end ikke Skriften lærde os, at det ny Liv i Christo kun er en Fornyelse af det oprindelige Menneske-Liv i Guds Billede, som tabdes i Adam, saa forudsatte dog Savnet af et bedre Menneske-Liv, der kan vare evindelig, aabenbar ligesaavel Besiddelsen som Tabet deraf. Medens derfor alle mystiske Beskrivelser af et splinternyt guddommeligt Liv, man vil have fundet i sig selv eller grebet af Luften, er bælgmørke for alle dem, der ikke spore Noget hos sig, de antage derfor; saa følges derimod Evangeliet om det ny Liv i Christi Kirke altid af en himmelsk Klarhed, der omskinner selv dem, der aldeles fattes det, ligesom 439 Julenattens Klarhed omskinnede Hyrderne ved Bethlehem. Ligesom vi nemlig forkynde, at Jesus var et Menneske i alle Maader, som En af os, paa Synden nær, selv dødelig, skiøndt Han blev Dødens Overvinder, saaledes beskrive vi ogsaa det christelige Liv, som det Menneske-Liv, vi alle kiende, paa Synden og Døden nær, med Alt hvad deraf flyder, og lægger kun til, at ligesom den Guddommelige Natur i Christus var forenet med den Menneskelige, saaledes skal Menneske-Naturen hos os, naar den er renset fra Synden og har overstaaet Døden, finde sig forenet med den Guddommelige, og skiøndt denne »Livets Krone« overgaaer alt menneskeligt Begreb herneden, end sige da de Ugienfødtes, saa kan dog Natur-Mennesket baade have en Forestilling om den »Retfærdighed, Fred og Glæde«, der ene findes i Guds Rige, hvor alt Ondt er borte og Livet evigt, og føle, at selv ved Haabet derom og den allerringeste Grad deraf var allerede usigelig meget vundet for os syndige og dødelige Mennesker.

✂ Paa den anden Side seer man imidlertid ogsaa let, det gjør en mærkelig Forskiel, enten man tør haabe virkelig at annamme det ny Liv herneden, eller om Begyndelsen saavelsom Fuldendelsen sættes efter Døden, og naar man gjør det Sidste, da sammenblander man aabenbar den gamle og den ny Pagts Vilkaar, og sigter ikke blot Skriften men Christus og Hans Kirke for den groveste Selv-Modsigelse. Det er nemlig ikke blot efter den Apostoliske Skrift, man maa forudsætte den Hellig-Aand og det ny Liv i Christo hos Menigheden til alle Tider og under alle Himmelegne, men baade vidner Kirken ved Daaben om alle Troendes Gienfødelse af den Hellig-Aand, og indbyder dem ved Nadveren til en virkelig Forening med Jesus Christus, saa, hvis den alligevel intet nyt Liv havde at meddele, da var den aldeles falsk og uefterrettelig. Hertil kommer endnu, at ligesom vi læse i Skriften, at Jesus Christus er Vintræet og vi Grenene, saa uden Ham kan vi slet intet giøre, men at vi dog, selv paa vort Livs Bekostning, maa være Ham bekiendt for Verden, om Han skal være os bekiendt for sin Himmelske Fader; saaledes lærer daglig Erfaring og hele Kirke-Historien, at baade Læg og Lærd, og da især Ordets Tjenere, for at være den Korsfæstede, igien Opstandne, med Syndsforladelsen og det evige Liv i Hans Navn, frimodig bekiendt, behøve nye Livs-Kræfter, som altsaa maae skiænkes, naar Kirken skal staae, og maae være skiænkede siden Kirken staaer endnu, ei blot til Apostlerne og den ældste Menighed, 440 men ogsaa til Morten Luther og alle dem, der, med ham. i Jesu Navn, bød hele Verden Trods. Kun derfor, naar man overlader det til den verdslige Arm, hvorvidt den kan og vil værne om den christne Tro og Bekjendelse, og anseer Kirkens Løfte paa det evige Liv for en Almisse, der ingen Forpligtelser medfører, eller dog ingen synderlig Opoffrelse, indvortes eller udvortes, kræver, kun da kan man tage det saa løseligt med Løftet, og slaae sig til Ro, uagtet man ikke mærker det Mindste til, at det gaaer i Opfyldelse, og slutter derfor kun hen i Veiret, at Opfyldelsen, det evige Liv, kommer af sig selv, naar man døer.

✂ Hvor flau og fastende derfor end den Beskrivelse var, de nymodens Theologer i det attende Aarhundrede gav af det christelige Liv og Levnet, som Christendommens Hovedsag, af Christi Exempel, som dets klare Speil, og af uegennyttig og virksom Menneske-Kiærlighed, som dets egenlige Væsen, ja, uagtet man godt kan sige, de meget forsigtig tog Livet af Kiærligheden, førend de gjorde den til Christendommens Moral-Princip, og trak Christus ned til sig selv, før de opstillede Ham til vort Mønster, saa var dog baade Udtrykkene, de tog af Skriften, uforbederlige, og Moraliseringen, med Menneske-Naturen og Jesu Taler for Øie, langt nyttigere end Dogmatiseringen efter de Symboliske Bøger og Pietismen i de gudelige Forsamlinger, thi disse førde fra, men hin sigtede dog til Livet i Chrislus. Vistnok var det uhyre latterligt at ville afløse »Troen og den Hellig-Aand« med en tør og stiv, flau og fastende Beskrivelse af et feilfrit Liv, hvori alle Dyder rakde hinanden Haanden, og den rene, uegennyttige Menneske-Kiærlighed frembragde den skiønneste Ligevægt mellem Kraft og Djærvhed og en ædel Stolthed paa den ene, og Mildhed, Taalmodighed og Ydmyghed paa den anden Side, og man kan nok vide, at den dermed følgende »Livskraft« neppe forslog til at huske Beskrivelsen endsige til at leve derefter; men i dette latterlige Daarskab var jo baade Menneske-Naturen og den Hellige Skrift aldeles uskyldige, og det var ligefuldt et stort videnskabeligt Fremskridt, at man gjorde Menneske-Livets Tarv og Rettigheder giældende, og hævdede den evangeliske Beskrivelse af det christelige Liv og Levnet, baade mod den Mystiske, der gjorde det til en Urimelighed, den Pharisæiske, der gjorde det til Skinhellighed, og den saakaldte Orthodoxe, der gjorde det til slet ingen Ting. Fienden tænkde vel dermed at bevise Troens Ufrugtbarhed, og regnede aabenbar paa, at Christus 441 var langt borte og den Hellig-Aand umuelig at finde, men han forregnede sig aabenbar, thi saasnart de Troende, ved Verdens aabenbare Spot, Had og Forfølgelse, mærkede, at der hører Kraft til at være Christus bekiendt, da tog de det ogsaa alvorlig med Herrens Løfter, og naar de fristedes med de to store Bud i Loven om Kiærligheden til Gud og Næsten, da nødtes de til at svare med Herren: giør det saa lever du! men nødtes tillige til at efterspore Forholdet mellem Tro og Kiærlighed, og den levende Forbindelse mellem os og vor Herre Jesus Christus.

✂ Naar man nemlig for Alvor troer paa en levende Gud, som seer paa Hjertet, og troer paa en virkelig Frelser fra Synd, fra Død og fra Satans Rige,« da kan man hverken, som de Vantroe, rive Moralen fra Dogmatiken, eller nøies med den Oplysning, at »Kiærlighed er Lovens Fylde,« uden at bryde sig om, enten man har eller fattes den, og ved at iæse flittig baade i Skriften og i sit eget Hjerte, lærer man da snart, at disse to Bøger stemme godt overeens deri, at det er »Troen og Aanden« det giælder om: den faste, bestemte Tro paa Jesus Christus, baade som Guds og Menneskens Søn, og en virkelig Modtagelse af en virksom Guds-Aand, der levendegiør Troen og forbinder os i Sandhed og Kraft med Jesus Christus, saa vi kan bytte med Ham, lade Ham tage vor Synd, vor Død og alle vore Sorger paa sig, og give os sin Retfærdighed, sit Liv og sin Glæde isteden; thi kun da kan vi blive som Han var i denne Verden, hvad ikke blot Skriften siger, vi skal blive, men hvad Hjertet ogsaa føler, vi maa blive, naar der skal være Liv og Heltekraft i vort Haab om at blive »»som Han er« i den anden Verden.

✂ Ligesaavist som det imidlertid er, at Christi Evangelium var ikke blot et latterligt Æventyr, men et skammeligt Bedrageri, hvis der ikke bestandig var et levende Forhold mellem Christus og Hans troende Disciple, som skrevet staaer: »Verden seer mig ikke længer, men jeg lever og I skal leve«, ligesaa vist er det, at et saadant levende Forhold kun kan finde Sted, naar Hans Aand, som en guddommelig, sig selv vitterlig Livs-Kraft besjæler og gjennemvirker Menigheden, og det er derfor intet Under, at Sporene af et saadant Forhold i virkelige Livstegn er nuomstunder baade sjeldnf og matte; thi Troen paa den Hellig-Aand, som en guddommelig Person, Christi Statholder paa Jorden, Hans Menigheds Livskraft og Sjælesørger, Læremester og Ledsager, hører aabenbar til de christeligo Oldsager, man vel i Christenheden betragter med meget 442 forskiellige Øine, men ingensteds har Synderligt af. Hertil kommer endnu vor Tids luftige Begreb om Aand og aandelig Virksomhed, og haandfaste Begreb om Frihed og Personlighed, der, hvor de herske, giør ethvert levende Forhold mellem Himmel og Jord, Gud og Menneske, altsaa ogsaa mellem Christus og os, aabenbar umueligt, saa det er i sin Orden, at de Christne, ligesaavel som Hellener og Nordboer, miste Livet ved at opgive Aanden; men hverken er det dermed forklaret, hvi det christelige Liv ogsaa i anderledes troende Dage var saa sjeldent, saa dunkelt og svagt, ikke heller lærer vor egen Erfaring os, at det bliver meer end dunkelt og svagt, blot derved, at vi eftertragte en levende Forbindelse med vor Herre Jesus Christus ved den Hellig-Aand, og slaae vor Lid til Hans aandelige, virkelige Nærværelse hos og i sine Troende. Vi kan derfor ikke standse herved, men drives bestandig til nøiere at efterspore den aandelige Svindsots, Lamheds og Døds Aarsager, vist nok ikke, fordi selv den klareste Indsigt heri kan trøste os enten over Livets Savn eller Sygelighed, men fordi vi føle, at alle Aarsagerne maae ligge hos os selv, og kan ikke ligge hos Herren eller Aanden, som nødvendig baade kan og vil virke lige kraftig, levende og glædelig paa alle troende Slægter under alle Himmelegne, saa det maa i den Henseende være med Forskielien mellem det Første og det Nittende Aarhundrede, som med den mellem »Jøde og Græke, Skythe og Barbar«, at den falder bort i samme Grad, som Herrens Aand faaer Magt, og Han, som er igaar og idag og evindelig den Samme, kommer til at leve, »boe og vandre« i sit Folk. Spørgsmaalet var nemlig aldrig om Ensformighed i de Enkeltes Stilling og Virksomhed, men kun om Aandens og Livets Eenhed, som skrevet staaer, at »Gaverne er forskiellige men Aanden er den samme,« og det christelige Livs Hemmelighed er uforanderlig den, at de Troende ikke leve deres eget men Hans Liv, som er død og opstanden for os, staae fast paa den samme Tro, vandre med det samme Haab, og virke og voxe i den samme indbyrdes Kiærlighed, til Hans Ære, uden Hvem vi kan slet Intet giøre, og som derfor udretter Alt i Alle.

✂ Tidlig eller seent opdage vi nu, i Løbet af en alvorlig Undersøgelse, at foruden Spørgsmaalet om den Hellig-Aands guddommelige Personlighed, og Hans levende altomfattende Virksomhed i Herrens Navn, er der endnu et andet dermed paa det Nøieste sammenhængende Spørgsmaal, hvis rigtige 443 Besvarelse vel ikke, strængt taget, betinger det christelige Liv, men dog dets ordenlige Udvikling og kraftige Virksomhed, Spørgsmaalet nemlig om Vilkaarene, hvorunder, og Midlerne, hvorved Herren og Aanden leve og virke i Menigheden.

✂ Strængt taget, siger jeg, er dette Spørgsmaals rigtige Besvarelse ikke Betingelsen for det christelige Liv; thi da Vilkaarene og Midlerne, ligesaalidt som Livet selv, kan beroe paa os, men kun paa Herren, saa maa Han ved Kirkens Stiftelse selv have gjort en Anordning, der kun behøver at findes og følges for at medføre Aanden og Livet, om man end ikke befinder sig paa noget andet Vilkaar end Troen, eller har anden Tanke om Midlet, end at det er aandeligt; men veed man ikke, hvortil Troen skal hæfte sig, som de Vilkaar, hvorunder, og de Midler, hvorved Herren og Aanden kommer til os, lever og virker hos os, da staaer man dog bestandig Fare for at miste Livet igien, og kommer aldrig til Bevidsthed eller ordenlig Udvikling af dets underfulde Kræfter. Vist nok skulde man ikke vente en saadan Vankundighed i Herrens Huus, hvor Alting er beregnet paa de Smaa, som skal voxe, og paa deres ringe aandelige Fatte-Evne, thi Troen er jo uopløselig knyttet til Daaben, som den aandelige Fødsel, og Vilkaarene for det christelige Liv kort og godt udtrykt i Daabs-Pagten, medens Indbydelsen til Herrens Bord klarlig melder, hvorved Livet skal opholdes og faae sin rette Skikkelse i hans aandelige Legeme, hvorpaa vi alle er Lemmer, saa hvem der kun har Troen, og venter Alt af Herren med den Hellig-Aand, synes aldrig at kunne tage feil enten ad Naade-Livets Vilkaar, eller ad dels Kilde og Nærings-Midler. Kiende vi imidlertid noget til vort eget Hjerte, da kiende vi kun alt for godt den Egenkiærlighed, Selvraadighed og Selvklogskab, der ikke blot har skilt os ved det gamle Menneske-Liv i Guds Billede, men bestrider uafladelig det Ny i Christo Jesu, og naar vi betænke, hvad der hører til at finde sig i Herrens Anordninger og følge dem, da see vi let, at Livets Vei er smal og Porten trang; thi den rette Forbindelse af det Udvortes og Indvortes, det Legemlige og Aandelige, det Timelige og Evige, det Menneskelige og Guddommelige, det Enkelte og det Almindelige, falder os Alle, selv naar den er os utvivlsom, forunderlig fremmed.

✂ Naar vi derfor betragte de kirkehistoriske Vildfarelser, som, ligefra Apostlernes Dage til Vores, har hindret det christelige Liv fra at udfolde sine Kræfter og straale i sin Glands, da maa 444 det ingenlunde være for at bryde Staven over vore Medtroende, som skelede ud enten til Høire eller Venstre, men blot for paa den ene Side at ret færd iggiøre Herren og Aanden, og paa den Anden at berede Menigheden bedre Dage, under Aabenbarelsen af hans Dyder, som kaldte os fra Mørket til sit underlige Lys. Ingen kan lægge anden Grundvold end den, som er lagt fra Begyndelsen, siger vor Summus Theologus, Apostelen Paulus, og med dem som desuagtet prøve derpaa og forandre Herrens Anordninger, har vi Intet at skaffe, thi de er fremmede for Herren af Modersliv; men hvem der bygger paa den rette Grundvold, skal frelses, siger samme Apostel, som »en Brand af Ilden«, om han end har bygt med Træ og Rør og Straa, som den Skiærsild, al Kirkebygning maa giennemgaae, fortærer, og dette skal være vor kirkehistoriske Rettesnor, hvorefter vi lade alle Rettroende, Papister saavelsom Protestanter, vederfares Naade, men Herren og Aanden vederfares Ret. En ehristelig Kirke-Historie efter denne Regel er vist nok et af vore store Savn, som maa afhjelpes, før det christelige Folkeliv kan klarlig gienfødes, men til at arbeide paa en Saadan har vi ogsaa gode Stunder, thi stirre vi vist paa det nærværende kirkelige Vilderede, da see vi strax, at Gud endnu maa giøre store Ting, før det kan lykkes med Gienfødelsen og Fornyelsen af Christen-Livet, som et ordenligt Folke-Liv i alle sine naturlige Skikkelser, fra den spæde Barndoms til den voxne Manddoms, og saaledes maa det dog være, ei blot for at svare til Beskrivelsen i Aposllernes Gierninger og Johannes-Brevet, men ogsaa for at aabenbare Aandens Guddoms-Kraft, og forherlige Sønnen paa Jorden, ligesom han i sit eget Levnetsløb forherligede sin Fader. Det er nemlig ingenlunde blot Fangenskabet i Stats-Kirkerne, der hindrer Christus-Livet fra at udbrede og udvikle sig, men det er en langt farligere indvortes Modstand, der først maa overvindes, og naar den reformatoriske Stræben af Aandens Drift for Øieblikket af alle Kræfter bekæmper den verdslige Kirke-Presning og den selvkloge Vurdering af Herrens Anordninger, da er det kun fordi, hvad der truer med ai tilstoppe Livs-Kilden, eller kvæle Barnet i Fødselen, maa bekæmpes og overvindes, naar ikke selve Haabet skal tabes. Hvad nemlig Præste-Livet til alle Tider kan lære i det Smaa, det viser Menighedens Liv os i del Store, fra Apostlernes Dage til Konstantins, thi da baade fulgde man udvortes Herrens Anordninger, og havde Leilighed til at røre sig frit i Himmeriget paa Jorden; men desuagtet aftog Livs-Kræfterne kiendelig, saa 445 der var næsten ikke mere Spor af et christeligt Folke-Liv, da Kirken gav sig Keiseren i Vold. Vilde man heraf slutte, enten at det ingen Livssag er at bryde Herrens Anordninger, eller at Kirke-Væsenet ordnes bedst af den verdslige Arm, da var det vistnok topmaalt Daarskab, men derimod skal det lære os, hvorfor Herren har tilladt Fremmede at herske over os, og giøre os beskedne, saa vi ikke forlange mere udvortes Frihed, end vi er modne til at ære Herren med, og nøies med den Allernødvendigste. Hvor antichristelig derfor end den Tone er, hvori Verdens Vise nuomstunder tale om den saakaldte »Christelige Stat«, der skal opsluge Christi Kirke for ret at indlemme den i sig, og hvor klart end Aanden vidner om, hvad det vil føre til og ende med i de sidste Dage, saa skal vi dog føie og læmpe os efter Verdens-Magten, naar den blot tillader os al holde fast ved Herrens Anordninger og voxe i Stilhed. Denne Tilladelse kan nu de verdslige Fyrster give os enten inde i deres Stats-Kirke eller udenfor den, og hvilket der synes dem bedst, skal vi taalmodig finde os i, om end den indskrænkede Frihed, der undes os, maa kiøbes med Opoffrelser, og naar jeg har foreslaaet den Danske Regiering at skiænke os denne tarvelige Frihed indeni Stats-Kirken, ved at stadfæste Præsternes selvtagne Frihed, der neppe lader sig afskaffe, og løsne Sognebaandet, saa Lige kan søge Lige, da er det ingenlunde, fordi jeg overseer, at det er baade den fattigste og for christelige Præster farligste Frihed, de Christne kan vinde, men fordi den aabenbar er Staten saa fordeelagtig og den Danske Fredsommelighed saa beslægtet, at vilde man ikke engang unde os den, da undte man os bestemt slet ingen. Naar derfor Verdens Folk i dette Forslag vil see en hierarchisk Bestræbelse, da er de enten meget kortsynede, eller de misunde Herren og Aanden selv det allerhemmeligste og allerfrieste, kun af Troen udspringende og kun for Hjertet virkelige, Herredømme over Menigheden, og naar Medchristne laste mit Forslag som et halvt Forræderi, da maae de være blinde enten for den aabenbare Uchristelighed, der hersker hos Mængden af alle Statskirkers Medlemmer, eller for den skjulte Livskraft i Herrens Ord, eller for begge Dele. Denne Blindhed er imidlertid ogsaa en saa gammel Skade, at skiøndt vor Herre underlig har lægt den hos nogle af os, see vi dog af Hans syvende og sidste Hyrdebrev, at selv efter vore Dage vil Menigheden trænge høit til »Øiensalve«, saa, naar det kun maa lykkes Menigheden ved vort Syn at undgaae den 446 Livsfare, der nu i alle Statskirker truer den, da maa vi ikke krympe os ved Utakkene, vi faae derfor, af dem, der see feil.

✂ Saalænge der nemlig har været saakaldte christelige Stats-Kirker i Verden, hvor man enten lokkede eller truede Folk til at lade sig selv eller deres Børn døbe, undervise i den christelige Børnelærdom, tiltale og behandle som Christne, saalænge har ogsaa alle de virkelige Christne, især blandt Præsterne, som udtrykkelig eller stiltiende billigede denne uchristelige og for hele Menigheden fordærvelige Adfærd, inddysset sig med den Tanke, at naar man paa hvilkensomhelst Maade fik Folk ind i Kirken, hindrer man dog endeel Forargelse og Bespottelse, og turde vel tillige vente at omvende enten de vantroe Forældre selv eller dog deres Børn, og da man endelig i Nyaarstiden opdagede, det var alt for uchristeligt at nøde Nogen ind i Kirken, syndes man dog, det gik godt an at holde paa dem, der fandtes, uden Spørgsmaal om, hvordan deres Fædre var kommet ind, og hvordan det huede dem selv. Endog i Middelalderen kunde det vel ikke undgaae nogen gudfrygtig Mands Opmærksomhed, at det store Bedehuus for alle Folk ved denne Kirke-Presning var forvandlet til en Røverkule, men de trøstede sig ved de »Helliges Samfund« i Klostrene, og da man efter Reformationen saae, at hverken de bibelske Prækener eller Luthers Catechismus kunde vaske Morianer hvide, trøstede Nogle sig med et nyt »Helliges Samfund«, der skulde skabes i »gudelige Forsamlinger«, og Andre med Verdens Ende, som daglig ventedes. Nu kom det Attende Aarhundrede, som en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, Ugudeligheden og Bespottelsen blev allevegne meer og mindre sat i Frihed, og i alle de protestantiske Statskirker truedes de Troende med at see dem selv eller dog deres Børn al Christendom berøvet, og til at træde ud af Statskirkerne havde de sjelden Lov og aldrig Mod. Næsten i alle de Tydske Stats-Kirker blev Herrens Anordninger ved Daaben og Nadveren forvanskede, kun den Engelske og Danske beholdt til nu sin gamle Alterbog, der, saavidt døde Bogstaver kan, værnede om dem, men hvor gruelig All i Virkeligheden hos os blev forvansket, er noksom bekiendt, og at Forvanskningen betragtes med Fornøielse eller dog med Ligegyldighed af Mængdeni alle Kredse, det er naturligt; men at ikke alle Troende og især alle troende Præster endnu kan see, det er den bittre Frugt af Kirke-Presningen, at selv Mange af dem ansee Frafaldet for en ulykkelig »Hændelse « der kan og skal følges af en ny Presning til Daab og Altergang, 447 hyklet Bekiendelse og tvungen Børnelærdom, det er en Blindhed, man maa inderlig beklage, og netop drives af til at giøre alt Mueligt for Christus-Livet i sidste Aandedræt. Hvad enten man nemlig kalder dem, der bryde Herrens Anordninger, Kiættere eller ikke, og hvad enten man forvansker dem paa Trods eller af Skiødesløshed, da er Følgen forsaavidt den samme, at Daaben og Nadveren med dens Ægthed og Gyldighed tabe deres Livskraft og blive virkelig, hvad Mængden af Protestanterne anseer dem for: ligegyldige Kirke-Skikke, og dette Tab kan kun forhindres enten ved at træde ud med dem af Stats-Kirken, eller ved at erholde deres Frigivelse i Statskirken; thi vi har nylig havt et slaaende Beviis paa, hvor usikkre Herrens Anordninger er paa at beholde deres Plads i Alterbogen, og selv, om de beholde den, forslaaer det dog ikke, da Præsterne er selvraadige og Ordet er tomt paa Spotternes Læbe. At Gienfødelsen er sjelden og Vexten endnu sjeldnere, ogsaa hvor Herrens Anordninger udvortes følges, og at Sjeldenheden vil vedvare, saalænge man ikke anderledes end nu sætter Priis paa det ny Liv og slaaer Lid til Herrens Ord ved Naademidlerne, som »Aand og Liv«, det er vist nok; men derfor maae vi, som veed Beskeed, og see hvad det giælder, dog holde Lejligheden til Gienfødelse og Fornyelse aaben, om vi end derved skulde faae Skin af Aandløshed, et Skin, Aanden vil henveire, hvergang vi, under Hans Paakaldelse, oplade vor Mund til at tale om Christi Bolig ved Troen i vore Hjerter, og om den Rodfæstelse i Kiærligheden, hvorved vi voxe, med alle de Hellige, til at begribe baade det Lange og det Brede, det Dybe og det Høie.

✂ Saaledes var aabenbar ogsaa Morten Luthers Tankegang, thi, medens Zvinglianerne eensidig trodsede paa »Troen og Aanden,« og Papisterne ligesaa eensidig paa »Kirkens Naademidler,« da trodsede han kun paa begge Dele i Forening, og brød sig ikke om Spotten og Forkiættrelsen fra modsatte Sider, ja, brød sig ikke engang om den Modsigelse, man fandt i hans Yttringer, da han følde, der var ingen Modsigelse, men levende, guddommelig Sammenhæng mellem Herren og Aanden, Troen og Naademidlerne. Det blev ham heller ingenlunde forborgent, at Eenheden laae i det udvortes, lydelige »Guds og Troens Ord«, som fører baade Herren og Aanden med sig, annammes ved Troen, og skaber baade Gienfødelsens Bad og Herrens Bord; men da »Tale og Skrift« løb i Eet for ham, kunde han ikke klare Sagen, og derfor nødes vi til at sige, at hvad saa end Luther meende, saa er det lige vist, at det Guds Ord, som 448 fører Herren og Aanden med sig, til de Troendes Gienfødelse og Fornyelse efter Hans Billede, som skabde os, det er hverken Bogstav-Skriften, ikke heller nogen Bibelsk Prædiken, hvor tilforladelig og opbyggelig den end kan være, men ene og alene det Ord af Herrens Mund, som lyder til os i Hans Navn ved Daaben og Nadveren.

✂ Dette er en haard Tale i de Flestes Øren, som dog ellers lade Daaben giælde for Gienfødelsens Bad og Nadveren for Herrens Bord, men haard eller blød, saa er den sand, og naar man veed, hvor »det evige Livs Ord« findes, da maatte man jo være en Djævel for med Flid at dølge det, og en stor Kryster for af Menneske-Frygt at fortie det, især paa en Tid, da intet mindre end en stærk Formodning derom kan bringe Menigheden til at holde urokkelig fast ved Daabs-Pagten og ved Alt, hvad der endog blot muelig kan høre til Sacramenterne »efter Christi Indstiftelse«.

✂ Efter Forstands-Tidens Vilkaar er nemlig vor naturlige Forestilling om Aand saa luftig, og vor Følelse deraf saa mat, at vi om Aand og aandeligt Liv kan indbilde os selv og lade os indbilde hvad det skal være, naar vi ikke have noget Fatteligt, der ligner det Haandgribelige, at støtte os til, derfor greb Luther til Skriften, og det maae nuomstunder alle ædrue Sjæle, naar de vil vogte sig for deres egne og Andres Indbildninger og Hjernespind om det ny Liv, hvortil vi af Aanden skal gienfødes, og hvori vi skal voxe og vandre med Herren; men naar det er os om meer end en ædru Tankegang, er os om »Liv og Aand« at giøre, da lærer al Erfaring, at det kan Skriftten, om vi end vil troe, den har det selv, ikke give Nogen. Da Skriften imidlertid ogsaa, langtfra at beskrive Liv og Aand som en Frugt af Bibellæsning, henviser os til Herren selv midt iblandt sine Troende, til Ordets Hørelse, til Vandbadet i Ordet og til Christi Legems og Blods Samfund i den hellige Nadver, saa føle alle Troende sig drevne did, men kan da enten med deres Tro kaste sig tilbage paa Skriften, eller fæste sig til Præsten og de andre synlige Ting, eller holde sig til det mundtlige Ord, som i Herrens Navn tales til dem og til hele Menigheden. At det Første ikke nytter til Annammelse af Liv og Aand, har vi alt bemærket, og det beviser Nyaarstidens Kirkehistorie klarlig, men at det Andet er ligesaa unyttigt, viser især Middelalderens Kirkehistorie ligesaa klart, saa dersom det Tredie og Sidste heller ikke nyttede, da havde Fienden Ret, da var det kun etÆventyr, Alt hvad der er 449 vidnet om det ny Liv af Guds Aand, som skiænkes og udvikles i Christi Kirke. Allerede dette maa give os en stærk, til Vished grændsende Formodning om, at vi her i Ordet af Herrens Mund har fundet Livets Kildespring, thi Ingen kan jo have mindste Tro paa Jesus Christus, og dog tænke, det er Tant med hans Løfter, og prøve vi nu kun, hvad vi jo uden al Fare kan, at holde os til dette Ord med Troen, som »det evige Livs Ord«, udsendt til alle Slægter, og sikkret Guddoms-Kraften ved den Hellig-Aand, som uafladelig besjæler det, da lære vi af egen Erfaring, at Verdens Frelser, Jesus Christus, Guddoms-Ordet af Begyndelsen, er selv aandelig og virkelig tilstæde i sit Ord.

✂ Ogsaa dette er tilvisse en dyb Hemmelighed, som Verdens Vise hverken vil undlade at kalde mystisk, eller at tillægge alle de Lyder, man med Ret eller Uret tænker sig ved Mysticismen; men vil vi tilbede Mennesket Jesus Christus som Guds eenbaarne Søn, trøste os ved Hans Fortjeneste, og haabe det evige Liv i Hans Navn, enten her eller hisset, da maae vi jo baade indrømme, det er en stor og dyb Hemmelighed, og være belavede paa at udraabes for Mystikere, Daarer, Sværmere og alt Saadant, af de Vantroe, og vilde vi her lægge Vægt paa det lidt meer eller mindre Forunderlige og Hemmelighedsfulde, da vakde vi med Rette Verdens Latter, som de der afsie Myggen og sluge Kamelen. Sammensmeltningen af den guddommelige og menneskelige Natur i Jesus Christus, og Hans Midler-Stilling, hvorved der aabnes alle Hans Troende Udsigt til at blive som Han er, det er den store Hemmelighed, hvorimod enhver anden i Sammenligning bliver lille, og at den kun paa en hemmelighedsfuld Maade kan træde i Kraft, det følger af sig selv, saa der selv hos de ædrueste Christne aldrig maa være Spørgsmaal om det, men kun om gyldig, troværdig Hjemmel, om saameget Lys i Dunkelheden, at man kan vogte sig for Vildfarelse, og endelig om en salig Erfaring af Evangeliets Sandhed. Dette veed vi alle, var ogsaa Morten Luthers og vore troende Fædres Tankegang, og man seer let, at var Bibelen ikke blot den gyldige Hjemmel og det tilstrækkelige Lys, men ogsaa Livskilden, da kan man ikke tænke sig noget mere mystisk, da Bibelen selv, saavidt vi kan skiønne, er steendød, saa, naar nu Erfaring har lært, at selv de Lærdeste har ondt ved at giendrive Indvendingerne mod Bibelens fulde Troværdighed, at den ikke kan sikkre selv sine flittigste Læsere for Vildfarelse, og at jo strængere man holdt sig til dens 450 Bogstav, desto aandløsere var og desto livløsere blev man, see, da skulde det dog vist ikke forarge nogen Christen, men være os alle en stor Glæde, naar der peges paa noget Andet, naturligviis ogsaa hemmelighedsfuldt, men fast og fatteligt, og anderledes skikket til levende Brug og Virksomhed. At nu virkelig Indstiftelsens Ord ved Daaben og Nadveren, Daabs-Pagten iberegnet, har et langt klarere og umistænkeligere Vidnesbyrd af hele Menigheden, end nogen Deel af Bibelen, end sige den Hele, det er saa indlysende, at Ingen endnu engang har prøvet paa at giendrive denne min alt gamle Paastand. At dette, den hele Menighed bekiendte, korte og aimeenfattelige Troens Ord er ganske anderledes skikket til at være en Lampe i Dunkelheden for os Alle, end en stor Bog, egenlig kun de Lærde bekiendt, og i mange Henseender vanskelig at forstaae, det lader sig uden Selv-Modsigelse slet ikke nægte; og at nu endelig et lydeligt og mundtligt Ord, som tales i Herrens Navn til alle dem, der ved Daaben optages i Hans Menighed og forsamles som Giæster om Hans Bord, ogsaa bringer de Troende den Aand og det Liv, Han har lovet dem, det er dog vel i det mindste tusind Gange rimeligere, end at Aanden og Livet enten skulde gribes af Luften eller findes begravet i en gammel Bog, og derved givet i de Skriftkloges Haand, der enten kunde forfalske hvad de fandt, eller, som deres gamle Frænder, lade Kundskabs-Nøgelen ubrugt, hverken selv gaae ind eller lukke op for Andre. Selv derfor, om Pennen var ligesaa naturligt et Redskab som Munden til levende at tiltale Mennesker og meddele dem aandelige Gaver, og selv om alle Troende med samme Ret kunde tilegne sig hvad Herren sagde til Martha og hvad Paulus skrev til Romerne, som hvad der i Herrens Navn udtrykkelig siges til os Alle, selv da vilde det mundtlige Ord ved Daaben og Nadveren have det store Fortrin at være lige tilgængeligt for Alle, og at retfærdiggiøre den Vægt, hele Menigheden fra Begyndelsen, og Skriften selv, lægger paa Daaben og Nadveren, som nødvendige Saligheds-Midler, en Vægt, der bliver ligesaa uforklarlig, naar man giør Bibelen til Livskilde, som aandløs, naar man giør Sacramenterne uden et Guds-Ord dertil.

✂ Men kan man ikke undgaae begge Klipper ved at søge Livs-Kilden udelukkende i Troen? Jo, naar man, som Mystikerne, vil erklære Sakramenterne for blotte Sindbilleder og Skriften lor en mørk Tale, men da faaer Troen intet andet bestemt 451 Indhold, end at den Hellig-Aand, med Christus og det ny Liv, enten naturlig findes hos os selv, eller kan gribes af Luften, naar man har Haandelaget, som er den store Hemmelighed. Hvem der nu kan nøies med denne Navne-Værdi, og med sine egne Griller om Aanden og det evige Liv, trænger naturligviis ligesaalidt til kirkelige Oplysninger, som til Jesus, Marias Søn, men hvem der virkelig vil have Deel i Ham og Hans Liv, som Skriften beskriver det, han modsiger kun sig selv, og gaaer nødvendig glip derad, ved at ville have Aanden og Livet af Troen selv, og ei af et Guds-Ord, hvortil Troen læster sig. I Barne-Dagene gaaer det vel godt an at lade Troen løbe i Eet med Guds-Ordet, som dens Indhold, og da udlede Alt af den »levende Tro«, og det gjorde Morten Luther, men saasnart man kommer til Eftertanke, maa man enten vitterlig gribe Guds-Ordet, som Livs-Kraften, eller man mærker med Forskrækkelse, at Troen mister Livet, og arbeider kun forgæves paa at puste Liv i den, end sige da at udvikle Troens særegne Livlighed til et heelt Christus-Liv, hvad Levnets-Løbet ogsaa viser endnu langt tydeligere end det selvgjorte Kapitel i vore Lærebøger om »Troens« istedenfor »Aandens og Ordets« Frugter. Her er ikke Tale om mindste Bebreidelse, Last eller Skam til nogen ærlig troende Sjæl, end sige da til Troes-Kæmpen, Morten Luther, der gik til vor Herre ved Daaben som et lille Barn og fik derfor af Hans Mund den »evige Velsignelse«, der alle hans Dage var ham et levende Pant paa det evige Liv, nei, her er slet ikke Tale om Andet, end om Grunden, hvi selv Luther, under den bestandige Strid med Døden og Djævelen om Livet og Guds Ord, ei kunde faae Ro og Held til at udvikle den guddommelige Livsspire hos sig, og hvi Ingen af hans troe Efterfølgere kom saa vidt end sige videre end han. Er nemlig det mundtlige Ord ved Daaben og Nadveren Sædet for den guddommelige Livskraft, da seer man let Grunden baade til det Liv, der altid kom i Barne-Troen, og til den Stilstand eller Krebsgang, der traadte istedenfor Udviklingen til Bevidsthed; thi Guds-Ordet virker, saalænge det, bevidst eller ubevidst, holdes fast af Troen, men saasnart Troen hefter sig ved noget Andet, afbrydes Virksomheden, og det des brattere og fuldeligere, jo fastere man sætter sig i Hovedet, at ikke det, men Troen, Skriften elier noget Andet har Livs-Kraften. Betragte og annamme vi derimod dette Guds-Ord som Ordet fra Begyndelsen, hvori der, med den Hellig-Aand, er baade Liv og Lys til hele Menigheden, da træde vi med Bevidsthed i 452 et levende Forhold til Herren, og vinde et fatteligt Begreb om den Hellig-Aand, og om det ny Menneske, der af Ham undfanges ved Troen, fødes i Haabet, voxer og modnes i Kiærligheden. Fuldvoxne er vi vist nok langtfra at blive med Eet, men vi indbilde os det ikke heller, og gaae hverken i Rette med Gud, Hans Ord, os selv eller andre Mennesker, fordi det ny Liv, ligesaavel som det Gamle, følger Naturens Orden, saa Christus i os, ligesom i sig selv, vil undfanges, fødes og giennem en heel Række af Aar voxe i Aandens Kraft til Fuldkommenhed. Christen-Livet bliver os da en ordenlig Løbebane til Kronen, hvis tro Beskrivelse i Bibelen ikke ængster og piner, men oplyser, opmuntrer og glæder os, og sætter os, som Ordets Tjenere, istand til baade langt bedre at undgaae Vildfarelser, og prophetisk at udsige langt meer om Livets Gang og Vilkaar, end vi har selv erfaret. Vil man sige, at med Alt dette Bibelen dog rimeligviis vil blive mindre flittig læst og brugt, naar man ikke længer mener at have et evigt Liv i den, da er det egenlige Svar, at Mennesket er ikke til for Bibelens, men Bibelen for Menneskets Skyld, men for Resten maa man ikke glemme, at i det Mindste hos os var selv Præsternes Læsning og Brug af Bibelen, mens den gjaldt for Alt, blevet saa ubetydelig, at den dog altid maa tillage lidt hos dem, der har Tro paa Jesus og Guds Ord, og for de Fremmedes Bibellæsning og Bibelbrug skulde de Christne dog vel hverken opoffre Livet eller giøre sig det suurt. Desuden har det nok slet ingen Nød, at jo Bibelen herefter vil blive flittig baade læst og brugt af de Fremmede, især hvor Ordet med Aanden træder kiendelig i Kraft, thi der vil den bibelske Anskuelse af Mennesket, som skabt i Guds Billede og bestemt til, trods Faldet, at indgaae til Hans Herlighed, giøre sig almindelig giældende, og jo mere Vægt de Christne da lægge paa Naademidlerne med det lille Guds-Ord, desmere Vægt vil de Fremmede lægge paa Skriften og dens Granskning, saa de Ordets Tjenere, hvis Bibelgranskning trænger til anden Spore end Aandens Drift, vil finde den i Modstandernes Paatrængenhed.

✂ Vi har nu seet, at Grund-Betingelsen for det Christne Liv er hjertelig Tro paa Naademidlernes Guds-Ord, som Sædet for den guddommelige Livskraft, men da dette Ord er alle Christnes Fællesgods, saa følger allerede heraf, at Livet kun kan annammes og besiddes i Fællesskab, ligesom der ogsaa kun er een Aand og een Herre til os Alle, og her møde saa store baade indvortes og udvortes Vanskeligheder for Livets 453 Udvikling, at hvis vi ikke havde gyldig Hjemmel for, at Menigheden i Jerusalem var »eet Hjerte og een Sjæl«, saa Ingen kaldte Noget sit Eget, da vilde vi ikke troe, en saadan himmelsk Livsfylde var muelig paa Jorden. Nu derimod, da vi veed det, og veed, at Herren er altid den Samme og Faderens Aand ligesaa kraftig og kiærlig nu, som for attenhundrede Aar siden, nu mistvivle vi ingenlunde om, at jo Herren vil naae den samme aandelige Vext i os og vore Børn, og det med en Grad af Bevidsthed, en Troens og Erkiendelsens Enighed, som er Kronen, kun de Sidste kan naae. Saamegen Følelse faae vi da ogsaa, med Livet, af det salige Fællesskab, at vi kan rolig forvente og oppebie Guds Børns herlige Frihed, da Fuldendelsen dog i Grunden er hos os fra Begyndelsen, i Herren, med hvem vi er opreiste og himmelfarne, saa det giælder kun om ved en levende og virksom Tilegnelse at sikkre os evig Part deri.

✂ Ogsaa dette svævede stadig for Morten Luther, som derfor slet ikke greb efter Skyggen af det Apostoliske Christenliv, men nøiedes med den virkelige Deel deri, han ved »Ordet og Troen « kunde vinde, og vel kan det synes os, som han burde lagt mere Vægt paa det Kirkelige Fællesskab og sørget bedre for dets Tarv; men naar vi gribe i vor egen Barm, og prøve Styrke med de Hindringer, som baade indvortes og udvortes have optaarnet sig mod Fornyelsen af det aandelige Jerusalems-Tempel, da maae vi vel finde, at Luther ogsaa i denne Henseende rager saa høit over alle sine Samtidige, at vi formodenlig, i hans Sted, vilde været langtfra at naae ham.

✂ Det er saaledes ganske sandt, at naar vi troende giennemlæse det Ny Testamente, og giøre os derefter en Forestilling om de udvortes Omstændigheder, under hvilke Christus-Livet udviklede sig, da see vi strax, det umuelig for Øieblikket kunde tilbagevinde sin oprindelige Skikkelse hos os Lutheraner, uden at vi enten maatte udvandre til den ny Verden, eller giøre en Række af Mirakler, det Ene større end det Andet, men naar vi huske, at Livet, for at være ægte, maa først vinde sin rette Skikkelse indvortes, da opdage vi, at de indvortes Hindringer, som først maae overvindes, er de største, og til at binde an med dem lade vi os lettest drive, naar vor udvortes Virksomhed er bundet.

✂ Uagtet det nemlig kun er i Fællesskab med hele Menigheden, vi kan annamme og besidde Christen-Livet, og uagtet det, for 454 at naae sin Modenhed og Glands, ogsaa kræver et virkeligt og kiendeligt udvortes Samkvem af troende og kiærlige Mennesker, saa har dog Erfaring lært og vil herefter stedse klarere vise, at hvor kun Herrens Anordninger bevares og træde ved Troen i Kraft, der kan hver Enkelt, som alvorlig vil, midt i vort statskirkelige Vilderede, komme endnu langt videre end Nogen af os er. Sønnen og Aanden see nemlig, ligesom Faderen, paa Hjertet, og i samme Grad, som Hjertet kiærlig udvider sig til at omfatte Herren og Alt hvad der er Hans, i samme Grad føler det ogsaa Velsignelsens Fylde, i samme Grad bespises det med Brødet af Himlen og skiænkes med Saligheds-Kalken, som mætter og lædsker til et evigt Liv, saa det lønner rigelig Umagen i vort eget Hjerte og vor Tankegang at nedbryde alle de Skranker og Skillerum, som Egenkiærligheden og Selvklogskaben har reist mellem os og Næsten, der fremfor Alt er Ham, der gjorde Barmhjertighed imod os, ja, gjorde for os hvad ingen kiødelig Broder enten kunde eller vilde. Jo mere derfor Alt, hvad der udvortes kalder sig Christi Kirke, har tabt Skikkelsen af den »hellige, almindelige« Kirke, med Herren i den Hellig-Aand til Biskop, Konge og Læremester, ja, Skikkelsen af en aandelig Krop med Ham til Hoved, des flittigere skal vi arbeide paa, at den hellige, almindelige Kirke kan vinde denne sin eneste rette Skikkelse inden i os, og kun vogte os for at sammenblande Herrens Anordninger og Naademidler med den gruelige Misbrug, der er drevet og drives med dem i Stats-Kirkerne, saa det var netop Dyden ved Morten Luthers Kirke-Begreb, at det indsluttede »Sacramenterne efter Christi Indstiftelse« i sig, og kun det var Lyden, at han vilde have hele sin egen Skrift-Klogskab med derind, hvorved han tildeels skildte Ordet fra Sacramenterne, og i det mindste halvveis udelukde alle dem af sin hellige, almindelige Kirke, der var enten slettere eller bedre Skriftkloge end han. Ingen af Delene var han sig bevidst, og derfor tilgav vor Herre ham det gierne, men Følgen blev dog, at hans Kirke-Begreb hverken kunde vinde Kraft eller Klarhed til at giøre sig rigtig giældende i Livet og Tankegangen. Vil vi derfor rigtig leve med Herren, maae vi lade vor Skriftklogskab tilligemed vor Bibel og alle vore Bøger blive hjemme, naar vi gaae ind i Apostel-Kirken, og smukt sætte os ved Apostlernes Fødder, for at høre, hvad de have at sige til os Alle i Herrens Navn, thi kun saaledes vinde vi et sandt og levende Begreb om den almindelige Kirke, som et Apostolisk Samfund af alle de Troende og Døbte, der har bevaret 455 og vil bevare Herrens Anordninger, og det beroer ikke blot paa et Skrift-Sprog, men paa Herrens Anordning, at det er igiennem Apostlerne vi skal have Samfund med »Faderen og Hans Søn, Jesus Christus«, kun ved Tro paa Jesus efter deres Ord, vi kan indtræde i det Fællesskab, hvor Alle er Eet. Falder det os nu tungt selv kun at finde os i denne Indretning, og at betragte alt det Særegne hos os, det være nu Lutherdom, Danskhed, Sprogkundskab, Skriftklogskab. eller hvad det vil, som Noget, der, naar det allerydmygst og allervenligst forbinder sig med Kirke-Samfundet, dog hverken betinger, skaber eller opholder det; da indsee vi let, hvor uskikkede vi endnu vilde være til at leve og lære, stride og lide, med Apostlerne i Jerusalem, følgelig ogsaa til et ret apostolisk Broderskab, om det nu fandtes, enten i Europa eller Amerika. Naar vi derfor see, ikke blot hvad vore samtidige Medchristne, men især hvad vi selv fattes, og stræbe alvorlig at leve os ud af os selv og ind i de Helliges Samfund, som var og er og skal blive evindelig, da forlige vi os, indtil videre, med det statskirkelige Vilderede, naar vi blot aandelig maa stræbe at hjelpe de Troende ud af det, og naar Enhver af disse, ligesaavel som vi Præster, kan faae Lov til at holde fast ved Herrens Anordninger og være saameget Christen, som han vil, og føre saa christeligt et Liv, som han vil, uden at skulle kiøbe denne Frihed med et Martyrdom, vi neppe selv, end sige alle Troende, er voxne og modne til.

✂ Her seer man Grunden, hvi jeg slet ingen kirkelig Priis sætter paa »de gudelige Forsamlinger«, og ønsker at undgaae Udtrædelse af Statskirken, men kæmper for en Frihed derinde, fælles for Alle, og tilstrækkelig for Alle, saa længe de Vantroe ei, som Trolde, tørste efter christen Blod, og de Troende, som Helgene, længes efter at fare herfra og være med Herren, da den endelige Skilsmisse vil følge af sig selv. Jo mere vi nemlig leve os ind i nogen anden aandelig Forbindelse end den med Apostlerne og hele Menigheden, desmere leve vi os ud af den sande Forbindelse med Jesus Christus i den Hellig-Aand, og desmindre Priis sætte vi paa de guddommelige Baand, Sacramenterne efter Christi Indstiftelse er, og derfor betragter jeg allehaande gudelige Forsamlinger og Broderskaber, i Klostere og udenfor dem, som i sig selv skadelige for Livet i Christo, om de end ikke altid udsprang af et forvirret Begreb om det ny Liv, som det Gamle i en Pragt-Udgave. Vist nok skal vi bidrage, Alt hvad vi kan, til, at der leves menneskelig og 456 skikkelig omkring os, selv af dem, der ikke bekymre sig stort om det evige Liv eller troe paa Herrens virkelige Nærværelse dermed hos Sine, men vi maae ikke blande »Avnerne i Kornet« end sige da udgive dem derfor, enten man saa vil lokke eller true os dertil, thi der er naturligviis ingen uovervindeligere Hindring for det christelige Liv end Skinnet deraf.

✂ Vil man nu sige: saa beskriv os da det ny Liv, for at vi kan kiende det fra det Gamle under alle Skikkelser, selv de bedst opsminkede, da er mit Svar, det vil jeg slet ikke prøve paa, thi det maatte blive reent Fuskeri, ,ved Siden ad den mesterlige Beskrivelse, Aanden har besørget i de Apostoliske Skrifter, og er selv den udsat for allehaande Misforstand og skiæv Anvendelse, hvad maatte da ikke den blive, som udførdes uden Apostolisk Fuldmagt, Oplysning og Livs-Erfaring? Saalidt som jeg nemlig tør tillægge Apostel-Skriften de Egenskaber, den selv fralægger sig, til at være enten Kirkens Grundvold eller Livskilde, saa bestemt antager jeg den for Alt hvad den vil være: en mageløs og lydesløs Lærebog i Kirke-Skolen om de Ting, som høre til Guds Rige, og naar den derfor i Beskrivelsen af det christelige Liv indskrænker sig til at beskrive Christi eget Liv i Hans Embedsaar, og Brud-Stykker af Livet i Hans apostoliske Menighed, da troer jeg, det er det eneste Rette, og synes, jeg kan skimte to gyldige Grunde: den Første, at fæste Menighedens Øie paa det aandelige Livs Erhvervelse og Bevarelse, som det ene Nødvendige, og den Anden, at give saa lidt Anledning som muligt til kirkeligt Giøgle- og Skygge-Værk. Vi see saaledes af Pauli Breve, at Mange allerede da i den Græske Menighed satte mere Priis paa glimrende Naadegaver end paa den Kiærlighed, som er Lovens Fylde, Fuldkommenheds Baand og det eneste Evige herneden, og nuomstunder vilde da selv den bedste Beskrivelse af Menneske-Herlighedens Fornyelse i Jesu Navn, kun nære den forfængelige Lyst til at »tale med Tunger« og kappes med Engle i Kundskab og Vidskab, som kun er alt for stor hos dem, der har nogen Tanke om Menneskets oprindelige Slægtskab med Gud og en fornyet Forbindelse mellem Himlen og Jorden. Saalidt som vi derfor, med mindste Forstand paa Livet i Christo, kan tvivle om, at det ligesaavel sidst som først vil medføre overordenlige Naadegaver til Enkeltmænd, i samme Grad, som Aanden finder Naturgaverne utilstrækkelige til at skærpe Vidnesbyrdet, forhøie Opbyggelsen og fremme Oplysningen efter Tidens Tarv, ligesaalidt kan vi, med Skriften og 457 Erfaringen for Øie, sammenblande denne timelige Skole-Sag, der, for at gavne de nærmest Vedkommende selv, maa behandles med stor Forsigtighed og Ydmyghed, med den evige Saligheds-Sag, som vi Alle har tilfælles; thi som den lærde Apostel, der talde meer med Tunger end alle de Andre, bevidner: Kundskab opblæser men Kiærlighed opbygger, og selv den klareste Erkiendelse herneden er kun billedlig og for Intet at regne mod Beskuelsen Ansigt til Ansigt, som vi kun nærme os i Kiærligheden, hvoraf den levende, virkelige og guddommelige Erkiendelse af alt Aandeligt og Evigt udvikler sig. Derfor siger Apostelen Johannes, at kun hvo som elsker Gud, kiender Ham, som er Kiærlighed, og kun om denne Guds-Kundskab giælder Herrens Ord: dette er det evige Liv, at man kiender Dig, den eneste sande Gud, og Ham, Du udsendte, Jesus Christus! Troen kommer af Hørelsen og svarer mellem Aandens Sandser dertil, som den indvortes Modtagelse af Ordet, hvori Aanden besøger os, og Haabet udspringer af det aandelige Syn, naar Herligheden skimtes i det Fjerne; men Kiærligheden kommer af sig selv, hvor der er Hjerterum, det vil sige, den kommer af Guds Kiærlighed til sin Søn, som med Aanden er udøst over de Troende, og den svarer til Følelsen af det Nærværende, saa det Aandelige, vi indelske os i, det lære vi at kiende ligesom det Legemlige, vi med Hænderne tage og føle paa, derfor er Kiærlighed Fuldkommenheds Baand, og derfor siger Johannes: vi veed, at vi er overgangne fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene, og kun forgiæves vil man søge det evige Livs Bevidsthed andensteds end i Kiærligheden, en Oplysning, der vel er Verdens Vise til Spot, men er dem, der elske Gud i Hans Ord, Evighedens Morgenstjerne, som Hjertet frydes ved!