✂ DE Foredrag, som Grundtvig holdt paa Borchs Kollegium fra 20. Juni til 26. November 1838 (Mands-Minde), førte til, at der i Foraaret 1839 dannedes en Forening i København, som kaldtes Det Danske Samfund.
✂ Den 2. April 1839 kom nogle af de unge, som havde været Tilhørere paa Borchs Kollegium, til Grundtvig, for at bede ham med dem danne »et levende folkeligt Selskab« til Danskhedens Fremme med Sang og Tale. Han gik med Glæde ind paa denne Plan, og for at forberede Sagen holdt han i April og Maj ved en Række »Prøve-Møder« nogle Foredrag af en ny dansk-folkelig Art, som han fortsatte efter Samfundets Stiftelse i Slutningen af Maj s. A.
✂ Det lille »Danske Samfund« blev Moderskødet for den folkelige Foredragsvirksomhed, der senere kom i Gang rundt om i Landet. Grundtvigs Taler blev Forbillede for mange andres, og de smaa Sanghefter, som Selskabet fra 1840 udgav under Titelen: Viser og Sange for Danske Samfund, blev Grundlaget for P. O. Boisens bekendte folkelige Sangbog og alle dens mange Efterfølgere.
✂ I 2. Hefte af Frederik Barfods »nordiske Fjærdingaarsskrift« Brage og Idun for 1839 skrev Grundtvig en lang Redegørelse for s Det Danske Samfunds« Tilblivelse og meddelte deri Opskriften til nogle af de Taler, han holdt ved dets Stiftelse.
✂ Af disse Taler meddeles her den første.
Til 18de April.
Mine Herrer!✂ Blandt de mange Glæder, den senere Tid bragde mig, og som alle samle sig i den store Glæde, det for en gammelagtig Skjald og Sagamand er, at mærke, han dog ingenlunde har levet og og stræbt forgæves, har i Grunden dog ikke miskiendt sit Folk 309 og sin Tid; blandt disse Glæder var dog ingen større end den, det gav mig at høre, at der virkelig tænkes paa et Selskab til Folkelivets Tarv, og at Man i den Henseende ønsker at høre mine Tanker. Paa Stiftelsen af et saadant Selskab var jeg nemlig for over tyve Aar siden med at fuske, og skiøndt det døde mellem Hænderne paa os, saa Fordanskningen af Saxos og Snorros Krøniker kun viser, hvad vi tænkde paa, saa har jeg dog aldrig opgivet Haabet om at see et Selskab virkelig opstaae, om hvis Nødvendighed til at vække og nære Folkelivet, hvert Aar og snart hver Dag fuldere overtydede mig. Om jeg derfor nu, da en af mine sødeste Morgen-Drømme tegner til at gaae i Opfyldelse, sværmer lidt i Aftenrusket og i Aftenrøden, det vil De vist tilgive mig; thi jeg kan ikke giøre ved, at mine Drømme altid var lidt kolossalske, og det er naturligt, at selv det mindste Tegn til Opfyldelse vækker et maaske æventyrligt Haab om hurtige Kæmpeskridt til et fjernt, maaske endog uopnaaeligt Maal! Hvad De derimod med Rette vil fordre af min Alder og min Erfaring, er, at jeg besindig skielner mine Drømme, Ønsker og Forhaabninger fra Virkeligheden, med dens Love og Betingelser, og denne Besindighed skal jeg stræbe at vise, i det jeg udvikler mine Tanker om det gode Forsæt, der samler os her, og som jeg af Hjertens Grund maa lykønske Dem til, og bede Dem ingenlunde opgive, men, saavidt Omstændighederne tillade, rask udføre, fordi det er godt, og fordi Udførelsen aldrig kan blive saa ringe, den jo vil være saa mange Gange mere end siet Intet, som selv den største Regnemester maa fortvivle om at bestemme.
✂ Vel har vi nemlig tre Spørgsmaal for os, det Første om vi vil stifte et Selskab til Folkelivets Tarv, det Andet, om vi kan, og det Tredie, hvorledes et Saadant helst skal indrettes, og vilde vi udgrunde blot Eet af disse Spørgsmaal tilbunds, før vi tog en Beslutning, da kunde vi dertil ei blot bruge mange Aftener, men, som især Tydsklands Historie klarlig viser, bruge Aartusinder; men det behøves heller ingenlunde. At vi har Lyst til at stifte et levende, folkeligt Selskab, tør vi nemlig godt forudsætte, da vi med Flid er mødtes i den Anledning, saa den rene og bestemte »Villie« maa være saa sjelden og hemmelighedsfuld en Sag som den vil, uden at det her giør mindste Forskiel. Om vi nu i denne Henseende kan hvad vi vil, det beroer heller ingenlunde paa, hvad en Tydsk Philosoph vilde dømme eller giætte om et saadant Selskabs moralske Mulighed, men men kommer an paa en Prøve, og da det gamle Ordsprog: 310 Lysten driver Værket, endnu aldrig har slaaet feil, saa formoder jeg virkelig, for at udtrykke mig lidt videnskabelig, med en til Vished grændsende Sikkerhed, at det vil lykkes, saasnart vi prøve derpaa.
✂ Hvordan nu et saadant Selskab skal indrettes, for at kunne virke det størst mulige Gode og af de allerreneste Bevæggrunde og paa den allerfornuftigste Maade, det maa jeg derimod bekiende, gaaer langt over min Forstand at besvare, men det skulde jeg ogsaa mene, Selskabet ikke alene godt kan, men bør for Øieblikket lade aldeles ubesvaret.
✂ Naar det nemlig ikke er et Selskab for Døden men for Livet, Man vil stifte, ikke et Konstværk af døde Bestanddele, men en levende Sammenvirkning, Man stiler paa; da maa man jo bestandig tage Livet i Betragtning, og Livet, ikke som det maaske findes hos Franskmænd, Tydskere og Engelskmænd, men som det træffer til virkelig at findes hosos; og for os vilde det da efter mine Tanker være en Daarskab, forud at bestemme Selskabets Virksomhed til Punkt og Prikke; thi var end alle andre Folkefærd paa Jordens Kreds i det Rene og Klare med deres Livs Beskaffenhed, Tarv og Udvikling, saa er vi Danskere dog ligelangt fra at være det med vores, og naar vi derfor stifte et Selskab for dette Liv, da maa det være vort Hoved-Øiemed at lade dette Liv vise sig og virke saa frit som muligt, da det først derved bliver muligt, at baade vi og vore Landsmænd efterhaanden kan vinde Forstand paa det Danske Folkeliv, dets værdige Fortsættelse og hensigtsmæssige Benyttelse.
✂ Vil Man nu sige: det er dog latterligt at stifte et Selskab til Folkelivets Tarv saagodtsom i Blinde, paa Lykke og Fromme, da er jeg vel ikke istand til at see det mindste Latterlige i at begynde en god Gierning paa den eneste mulige Maade, men derom vil jeg ingenlunde trættes med Nogen, thi Andre har naturligviis Lov til at være meget lattermildere end jeg, og selv de, der kun lee ad ugjort Arbeide, som Andre ad halvgjort, skal ogsaa for mig have Lov dertil; men jeg paastaaer naturligviis ligefuldt, at vor Forestilling om det Danske Folkeliv kan aldrig være saa dunkel, vi jo maae nøies med den, til den klarer sig; thi den Klarhed, Man ikke har, kan man nu engang ikke benytte, og ved at ville give sig Skin deraf, gaaer Livet i Løbet, saa, skal vort Selskab blive til Livets Gavn, maae vi nødvendig stifte det efter vort eget, ikke efter Andres Hoved og Hjerte.
✂ Altsaa, da vi kun alt for længe forgiæves har ventet paa, at Livet skulde blive os klart ved at læse, skrive og trættes om det, 311 saa vil vi nu prøve hvad det duer til, og medens derved, efter alle Naturlove, Klarheden paa det Hensigtsmæssigste forberedes, tør jeg dristig paastaae, at Selskaber til et Folkelivs Tarv, der duer noget, kan stifte usigelig meget Gavn, skiøndt de begynde deres Virksomhed med en meget dunkel Forestilling om Maalet og en ligesaa dunkel Følelse af de rette Midler; thi jeg kan herved beraabe mig paa hele Livs-Erfaringen baade i det Smaa og i det Store, baade i det Enkelte og i det Hele. Det er saaledes os alle vitterligt, at selv de Mænd, der, som Tiden viste, var beskikkede til den kæmpemæssigste, den klareste og mest velgiørende Virksomhed, maatte finde sig i at fødes dem selv aldeles ubevidst, og at, vilde man ikke taalt, de havde begyndt Livet i den dybeste Dunkelhed, vilde Man heller aldrig seet dem i deres Glands; men tænker Man virkelig, at Folkelivet er et Konstværk, Man kan frembringe efter ganske andre Love end Livet hos Enhver af os naturlig maa følge, da tænker Man jo dog mærkelig feil. Minder ikke Ordsproget os om, at selv Rom blev ikke bygt paa een Dag, og lærer ikke Roms kun alt for velbekiendte Historie, at selv Romer-Livet, som dog kun var et Røver-Liv, der maatte falde forvovne, gudsforgaane Krigere nemt at fatte, selv det stod ingenlunde klart for Stifterne, men begynder yderst dunkelt, ei engang med de tolv Tavlers Love, end sige da med Corpus juris, der tvertimod er dets Liigpræken!
✂ Dog, Nordens Historie tilbyder os et meget nærmere, og derhos meget smukkere Exempei paa den Dunkelhed, hvormed ethvert Folkeliv og ethvert levende Selskab til dets Tarv maa begynde, uden derfor at blive mindre velgiørende; thi der er i denne Henseende intet saa lysende Exempei i hele Verdens-Historien, som »Island« af vor store Digter med Rette kaldt: Ihukommelsens vældigste Tempel.
✂ I dybeste Dunkelhed skabdes nemlig giennem det tiende Aarhundrede paa Island et nyt Folkeliv, og stiftedes tillige et mageløst Selskab til Folkelivets Tarv i hele Norden; men det var aabenbar aldrig blevet til, dersom Ingulf Arnesen, Thoralf Smør, Kveld-Ulv, og hvad de Patriarker alle hedd, skulde biet, til det var blevet dem klart, hvordan Island skulde blive befolket, faa en ordenlig Forfatning, virke levende tilbage paa Folket i alle tre Nordiske Riger, og blive Vuggen for en historisk Konst, der har Krav paa alle Tiders Beundring. Vist nok er nu mangfoldige Ting langt klarere for os Alle i del Nittende Aarhundrede, end for Nogen i det Niende, men 312 Menneske-Livet er endnu knap at regne til de »mange Ting«, over hvis travle Undersøgelse vi snarere synes at have glemt »det ene Fornødne,« som Livet unægtelig er, og i alt Fald er »Folke-Livet« saa mørk en Sag for os, at vore Lærde godt kan trættes om, hvorvidt der virkelig er eller har nogensinde været noget Saadant til. At nu de Lærdes Tvivlraadighed ikke blot om Folke-Livets Ønskelighed, men selv om dets rene Mulighed, paa ingen Maade giør dette Livs Virkelighed tvivlsom for hvem der føler det i sig, er nu vel, til al Lykke, en afgjort Sag; men naar Docterne trættes om, enten Man er død eller ikke, da er Livet dog rimeligviis kun svagt og dunkelt, saa hvem der nu vil opholde og styrke det Nordiske Folkeliv, har en ikke mindre indviklet Opgave end de gamle Islændere, og maa ligesaavel som de have Mod til, paa Lykke og Fromme, at prøve hvad Livet endnu duer til og hvad der tjener det bedst
✂ Men, kan Man sige, lad saa være! at Man maa nøies med at see ved de Lys, som nu brænder, hvor dunkle de end er, saa kan Man dog Intet udrette, før Man veed, hvor Man skal begynde, og da det forsaavidt er unægteligt, at Man altid »maa begynde med Noget,« være det mig tilladt ogsaa derom at yttre mine Tanker.
✂ Var vi nemlig Døvstumme, da er det klart, vi kunde aldrig tiltale Folket, men er vi kun lydhøre, da vil selv en lille Meen paa Mælet være taalelig, deels fordi Folk ikke regner det saa nøie, naar Man kun siger Noget, de gider hørt, og deels fordi vi da ved flittig Samtale, baade indbyrdes og med Folket, kan lære at tale meget bedre og klarere end vi giør nu, saa det giælder kun om den Tro, der flytter Bjerge, den Tro, at hele Folkelivets Hemmelighed stikker i en levende Brug af Modersmaalet til Andet end Hverdags-Snak. Nu at ville paanøde Nogen denne Tro, enten med Fornuft-Slutninger eller historiske Vidnesbyrd, var vist nok forgiæves, men har vi blot en dunkel Formodning om, at Folkeliv og Modersmaal staae i meget nøie Forbindelse, da kan vi jo dog sagtens lukke Munden op, og see hvad der vil komme ud deraf, og Modersmaalet og Folkelivet med deres Historie er baade saa dybe og dunkle, at hvem der har Lyst til at tale sammen om dem, kan aldrig fattes Stof. Betænke vi desuden, at Rigdom og Styrke i Modersmaalet, hvad de saa end ellers er, unægtelig er meget nyttige ikke blot paa en Prækestol og et Catheder, hvor vi saa tidt smertelig maa savne dem, og ei blot i Folkeraadet, hvor Man ei endnu synes at have opdaget dem, men under alle Livets 313 Omstændigheder; da er det jo klart, at om vort Selskab aldrig udrettede Andet end at giøre os dygtigere i Modersmaalet og derved dygtigere til al levende Virksomhed i Landet, da var allerede det et Storværk og høistrimelig et Kæmpeskridt til Folkelivets Tarv.
✂ Nu, M. H. har jeg talt saa fornuftig og forsigtig om vort Selskab, som jeg kunde, men i det jeg tør forudsætte, at, selv naar det udrettede allermindst, var et Selskab til Folkelivets Tarv godt værdt at stifte, da maa jeg udbede mig Tilladelse til ogsaa at berøre mine Drømme om det Selskabs Virksomhed, vi er ifærd med at stifte; og de vil ikke nægte mig den, thi aldrig var en livlig Ungdom sky for det Kolossalske, og aldrig gaaer den irette med sine lyse Forhaabninger om deres Rimelighed. Forsaavidt er jeg ung endnu, og efterat have opdaget, at Mindet er altid Haabets Moderskiød, saa Haabet flyver høit, som Mindet er dybt, bliver jeg vist aldrig gammel i den Forstand at regne smaalig og mistvivle om det Store; thi hvor er Mindets Verden rigere end i vort Norden, og hvor er Mimers-Brønden dybere end her i Danmark! I Danmark og Norden venter jeg derfor ligesaa store Ting i Fremtiden, som der i Fortiden var, kun i en anden, til Nyaars-Tiden svarende, forklaret Skikkelse, venter jeg Storværk til hele Menneske-Slægtens Bedste, venter jeg en rask fremskridende Oplysning af Menneske-Livet, som det virkelig findes og fortsættes i det Hele og i det Enkelte, en »Historisk Oplysning,« der paa een Gang lærer at beundre og skatte, nyde og benytte Livet; og det er ikke i fjerne Tider og kommende Aarhundreder, jeg venter Sligt som himmelfaldent, det er Noget, jeg paastaaer, alt er begyndt, kun smaat og dunkelt endnu, fordi alt menneskelig Stort, selv Guddommen i Manddoms-Skikkelse, maa begynde smaat og dunkelt ! De veed det sagtens Alle, at i mine Tanker blev ved Dønnet over Kongedybet et Nyaar skudt ind, ei blot som et nyt Aarhundrede i Danmarks Tidsregning, men som en Nyaars-Tid i Aandens Verden, om hvis Virkelighed og nyfødte Herlighed Nordens Skjalde i det Nittende Aarhundrede er ligesaa gyldige som høirøstede Vidner; og naar vi nu stifte et Selskab til Folkelivets Tarv, hvori det levende Ord paa Modersmaalet igien faaer Magt og Ære, og hvor Mindet og Haabet, Fortid og Fremtid, levende mødes som Odens Fugle, Hugin og Munin, der overflyve Midgaard; nu, siger jeg, vil det sikkert Altsammen skee, hvad det hule Døn over Kongedybet dunkelt varslede om, og Skjaldenes Kvad klarlig bebudede. Snart vil det 314 sees, hvad kun Blindhed tvivler om, at det levende Ord er paa een Gang Aandens Tempel, Sværd og Løftestang, Livets Væld og Livets Flod paa Jorden; ikke blot i Sverrig og Norge, men ogsaa i England, og hvem veed, hvor vidt i Christenheden, vil lignende Samfund reise sig, der, ligesom vi, regne hele Menneske-Livets historiske Oplysning med til hvad der paa hvert givet Sted er Folkelivets Tarv, og der vil da hverken fattes Kræfter eller Midler til at frembringe en Universal-Historie, hvori Menneske-Slægtens store Levnets-Løb rinder et værdigt Mindesmærke, og hele Menneske-Livet sit Vidunder-Speil! Det er min Drøm, som jeg selv under de ugunstigste Omstændigheder har troet, vil gaae i Opfyldelse, og hvad ikke da under saa lykkelige Varsler, som et levende Selskab til det Danske Folkelivs Tarv unægtelig er!