Grundtvig, N. F. S. FORTALE (til Nordiske Smaadigte)

FORTALE
(til Nordiske Smaadigte).

Det var ganske uventet, der aabnede sig en Leilighed for mig til at udgive en Samling af Smaadigte i Norge, men jeg greb den gjerne, da jeg under mine tredive henrundne Skribent-Aar har fundet saa stor en Deel af mine Læsere i Norge, at det var ikke meer end billigt, jeg efterlod en Erindring derom i saa smuk en lille Krands, som jeg for Øieblikket kunde samle. Det var da min Agt i to Bind at samle mine adspredte Smaavers om Norge og hvad der i mine Øine ligger hele Norden lige nær, og at lægge til hvad Øieblikkets Indskydelse kunde medføre, og det er Grunden, hvi Man i dette Bind linder lutter Stykker ældre end 1824, som er en Vendepunkt i mit Skjaldeløb; thi skjøndt jeg, efter min historiske Natur, nødig selv med Digte viger fra Tidsregningen, vilde dog mine Norske Læseres Tarv lettelig bragt mig dertil, hvis jeg havde formodet (hvad Forlæggeren nu finder rimeligt) at dette Bind turde blive det Eneste. Dog, maae kun Læserne i det Hele billige mit Valg, er der ingen Skade skeet, og hvis ikke, vilde vi vel endnu snarere været af ulige Mening om det Ny end om det Gamle, og i mit Fortalerim »til Norge« har jeg i alt Fald ladet see, hvad nu er Omkvædet paa min Kæmpevise, lyslevende Fremskridt nemlig til den virkelige Borger-Frihed, den aandelige hermed herlig overeensstemmende Forbindelse mellem Grande-Folkene, og den ægte, levende Folke-Dannelse og Almeen-Oplysning, hvortil de Nordiske Stammer fra Hedenold har viist et mageløst Anlæg, og maae i Tids-Omstændighederne finde den kraftigste Opfordring.

Herom stræbde jeg i et lille Flyveskrift »til Nordmænd om en Norsk Høiskole«1 i Korthed at samle mine Tanker, men om *

175 det end ikke havde mødt endeel Misforstand, kunde jeg dog ikke lade denne Leilighed ubenyttet til at bede mine Norske Læsere, for deres egen, for gamle Norges, for hele Nordens og for Menneske-Slægtens Skyld, at skjænke min Opfordring alvorlig Opmærksomhed og kjækt læggeHaand paa et Storværk, der vel er hele Christenhedens, men dog øiensynligst Norges Tarv, og ingensteds saa let at udføre som i »Kæmpers Fødeland,« hvor Folke-Stemmen er Lands-Lov og Vanskeligheder kun velkommen Leilighed til at udvikle det Mod og den Kraft, der hører til at overvinde dem. Ja, i Norge er det aabenbar, i Menneskehedens store Sag: Livs-Oplysning og ægte Folke-Dannelse, kun det første Skridt, der koster, kun Aflæggelsen af de Papistiske og Pedantiske Fordomme, der selv i Norden har stemplet Latinen til »Gudernes Sprog,« skjøndt det i sin Livstid var det mest djævleblændte Folks under Solen, og nu kun er Gravens og spøgende Gjengangeres, og at stemple den Romerske, den mest tyranniske saavelsom den ugudeligsle og gemeneste Tankegang paa Jorden, stemple den til grundig, videnskabelig, himmelsk Oplysning. Dog, seer jeg ret, da trænger Man i Norge ei engang til at aflægge, men kun til at trodse, disse alt »Menneskeligt« og dobbelt alt »Nordisk« vanærende Fordomme; thi vel er sagtens i Norge, som allevegne, en enkelt Rector saa forblindet af Overtro paa sin egen Dannelses ubestridelige Værd og sine daglige Syslers mageløse Vigtighed, at han virkelig indbilder sig, den »Latinske Grammatik« er en »Siprianus,« hvormed Man kan trylle »tolv Mands Vidd« ind i hvert Kjødhoved, og uden hvilken derfor baade »Nordens Aand« og alle Aander er kun Sinker og Barbarer; og vel er det ogsaa mueligt, skjøndt neppe rimeligt, at en enkelt »Latinsk Jurist« i Norge, som saamangen En hos os, af allehaande let begribelige Grunde, holder paa »Romer-Retten« baade som et Juridisk Mesterværk og som et Mønster paa en altomfattende og fiint adskillende Lovgivning, vi vel ei tør haabe at naae, men maae dog bestandig have for Øie og stræbe af al Magt at nærme os; men det er aldeles umueligt, at Norges Odelsmænd skulde i mindste Grad elske eller dele disse det Nordiske Folkeliv og Nordens Ære lige fiendtlige Fordomme, og det er vel ligesaa umueligt, at deres Præster ei skulde finde, det var godt, om de havde lært Norsk istedenfor Latin. Kun en vis Undseelse og Beskedenhed kan det da være, der hindrer de ustuderede Nordmænd fra at løfte Folke-Stemmen mod det Latinske og Romerske 176 Uvæsen, som derved i Norge vilde være tilintetgjort, og denne Beskedenhed er i sig selv saa elskværdig og i det Hele saa priselig, at gjaldt det ikke om »Liv og Død« i Aanden, og dermed om Alt, hvad der maa være Mennesket og Folkene dyrebart, da kunde ingen sand og oplyst Folkeven noget Øieblik ønske den tilsidesat, men nu maa den tilsidesættes, fordi tre Aarhundredes Erfaring klarlig viser, at de »Studerede« enten sløves af det Hovedbrudd, de løfte til Skyerne, eller de bruge ingenlunde den Klarhed, de vinde, til det »almindelige Bedste.« Grunden maa endelig være hvad den vil, saa har »Latinerne« aldrig oprettet eller tilraadt Oprettelsen af en folkelig Høiskole, hvor Kjernen af Folket, som hverken kaneller vil lære Latin, fandt Leilighed til saamegen Dannelse og Oplysning, som »uden Latin« er muelig, og de rmed har jo Latinerne soleklart beviist, at enten var deres Dannelse og Oplysning aldeles død og magtesløs, eller ogsaa var den falsk, saa de med Flid holdt Folket i Vankundighed. Lod nu det Sidste sig til nogen Tid undskylde, saa er det dog visselig ei nu, da Folket er kaldet til at raadslaae om alle sine borgerlige Anliggender og har Ret til selv at ordne dem, thi nu er det jo klart, at de »Ustuderedes« Mangel paa ægte folkelig Oplysning og Dannelse maae enten gjøre dem til blinde Redskaber i »Latinernes« Hænder, eller forlede dem til at forvirre og forstyrre den Borgerlige Orden og, mod deres Villie, ødelægge sig selv. Under saadanne Omstændigheder maa aabenbar et frit Folk, som det Norske, tage Mod til sig og følge ikke de fleste Stemmer i den dannede Verden, som er for den gamle Slendrian og Skolemesterskabet, men de Faa af deres Midte, som »uden Latin« øiensynlig har opsvunget sig til en langt mere levende Oplysning og folkelig Dannelse end Latinerne, og de endnu Færre af Latinerne selv, der har indseet Latinens, hele den Romerske Tankegangs og hele Bogorme-Væsenets Fordærvelighed, saavelsom ogsaa Herligheden af folkelig Dannelse paa Modersmaalet, og mellem disse nævner jeg med Stolthed mig selv, som den, der ikke blot i en heel Menneske-Alder urokket har vovet sin Mund og sin Pen for Folkeligheden, mod hele den »lærde Verden,« men har i en forsvarlig hjemlet »Verdens Historie« beviist, at det er alle Folkefærds Sag, han fører, Aartusinders Erfaring, han udtaler. Selv en Bogorm af Moders Liv, kun altfor bekjendt med Latinen fraBarnsbeen, Bogmager af Haandværk i en heel Menneske-Alder, og en udenlands hverken ubekjendt eller ringeagtet Vidskabsmand, er jeg vel 177 i den nærværende Tid det gyldigste og meest upartiske Vidne, af Enkeltmand at være, om Tomheden af det lærde Væsen, som det hidtil dreves, og om den Ødelæggelses Vederstyggelighed, det baade indvortes og udvortes, baade i Tankegangen og i hele Levnetsløbet, maa udbrede, naar det staaer i Modsætning til Modersmaalet og dermed til alt det Naturlige, Fri og Levende i Folket og dét Borgerlige Selskab, istedenfor, som det sig burde, at have sin Rod og sin Kilde i alt Dette, og agte det for sin Ære og sit Maal, at forsvare Det mod alle Angreb, at fremme Dets hensigtsmæssige Udvikling paa alle muelige Maader, og da omsider, naar det var tilstrækkelig skeet, at forklare dette Folkeliv af det almindelige, store Menneske-Liv, der naturligviis kun aabenbarer sig klart hos Ethvert af Hoved-Folkene i Een af sine Hoved-Retninger, som dette Folk er bestemt til at følge. Det kan og maa gjøre mig ondt, naar jeg misforstaaes saa grovelig, som om jeg ønskede Lærdom og grundig Videnskabelighed aflagt, Raahed og Barbari indført, men det maa ikke forvilde mig eller afholde mig fra ved enhver Leilighed, baade mundtlig og skriftlig, at opmuntre til Anstalter for »folkelig Dannelse paa Modersmaalet;« thi deels er hele mit Liv Beviis paa, at jeg mener det alvorlig og oprigtig med »Oplysning« i alle muelige Grader og Retninger, deels er det jo ligesaa latterligt, som uforskammet at kalde Roms Uvætte mere videnskabelig end Nordens Aand, der alt i Middelalderen skabde paa Island det mest kolossalske Universitet i hele Verden, og endelig er det jo soleklart, at naar et frit Folk maatte vælge Et af To, enten at undvære grundlærde Folk eller at undvære den Dannelse for Livet og den Oplysning om deres egen Natur og fælles Bedste i det Borgerlige Selskab, som de Alle behøve hver Dag de staae paa deres Been, at da maatte de langt heller lade det Første end det Sidste fare. Jeg gjentager det, at her er ingenlunde Talen om et saadant Valg, vi har ligesaavel i videnskabelig som i folkelig Henseende kun Valget mellem den fremmede, falske og døde og den naturlige, ægte og levende, eller mellem den Latinske og den Nordiske Oplysning og Dannelse; men da Latinerne dog bestandig sværge ved den Capitolinske Jupiter og alle Classiker, at al »grundig Lærdom« gaaer tilgrunde, naar Man ikke længer pidsker den Latinske Grammatik ind i en Hob Drenge og den Latinske Stil ud af deres Fingerender, eller saasnart Man vover at oplyse Folk, som ei kan Latin, om Dybden og Rigdommen i deres Modersmaal, 178 om Beskaffenheden af deres egen Natur, af deres Fæderneland, af det Borgerlige Selskab, og af Alt hvad enhver fribaaren Mand maa kjende, for at være sin Stilling voxen; da Latinerne gjør det og mene ærlig hvad de sige, fordi de tænke, Latinen er netop den »grundige Lærdom,« og da der naturligviis ikke kan blive grundige Videnskabsmænd uden Latin, hvor al Dannelse er bundet til Latinen, saa er der intet Udkomme med de Folk, uden at sige: velan, lad det da kun staae ved sit Værd, om den »grundige Lærdom« vil ødelægges af den folkelige Oplysning og Dannelse paa Modersmaalet eller ikke; thi Denne er dog lige uundværlig, og en grundig Lærdom, som ikke kan bestaae dermed, maa jo ethvert frit og forstandigt Folk ønske Pokker i Vold, jo før, jo heller. Staae vi derimod kun fast paa denne soleklare Sandhed, da skal Latinerne nødes til enten at bevise, grundig Lærdom kan ypperlig forenes med folkelig Dannelse og Modersmaalets naturlige Herredømme, eller de maae tilstaae, ethvert Folk er lovlig undskyldt, naar de ikke vil opoffre deres Modersmaal, deres naturlige Tankegang, Folke-Stemmens Gyldighed, og dermed det almindelige Bedste, blot for at have en Flok Latinere, og maaskee et Par grundlærde Mænd at stadse med.

Dog, skjøndt jeg ikke turde forsømme denne Leilighed til at gjentage en nødvendig Opmuntring og forsvare den mod de Angreb, den har mødt i somme Norske Blade, saa maa jeg dog ikke misbruge den til en Vidtløftighed, som her vilde være paa urette Sted, og jeg vil derfor afbryde med Tak til mine Norske Læsere for den Opmærksomhed, De i saa lang en Række af Aar har skjænket mig, og med den venlige Anmodning ei at unddrage mig den for Fremtiden, om De end stundum i min senere Skrift skulde støde paa Endeel, der ei tækkedes Dem! Jeg tør forudsætte, De troer, jeg altid skriver efter min Overbeviisning, og De vil indsee, det er umueligt for en tænkende Mand at omgaaes hele sit Liv med Mennesker og Bøger, uden at lære Noget af dem, saa hvem min Skrift nogensinde tækkes, vil, saalænge Kræfterne staae mig bi, aldrig fortryde at have læst mine Bøger med Opmærksomhed!

Christianshavn den 4de Mai 1838.