Ole Irgens Den Fredelighed som giør en Kongeslægt lyksalig, Forestillet i en offentlig Tale til Erindring af Hans Kongelige Høiheds, Arve-Prins Friderics høje Formæling d. 21. Octobr. 1774, for det Kongelige Norske Videnskabers Selskab ved Ole Irgens.

Den Fredelighed

som giør

En Konge-Slægt

lyksalig,

Forestillet i

en offentlig Tale

til Erindring af

Hans Kongelige Højheds,

Arve-Prins Friderics

Høje Formæling

d.21 October. 1774.

for

Det Kongelige Norske Viden-

skabers Selskab

af

OLE IRGENS.

Tronhiem,

Trykt hos Jens Christensen Winding, 1775.

2

        

3

Høue og Højstærede Herrer og Tilhørere! En Glædskabs, et godt Budskabs Dag er og bliver unægteligen den Tid, da en fuldkommen og ønskelig Seyer erholdes over en anfaldende og ødeleggende Fiende.

Derved frelses hele Lande; derved indtages ofte nyt Land; saaledes formeres Riger til Skræk for Naboer, men til en besværligere og ofte farlig Byrde for sig selv. Dog hvor glædelig end Seyers-Dagen maatte være for Krigs-Helten eller den Frelste, haver den dog stedse noget sørgeligt i Følge med sig: Menniske-Blods Udgydelse er uadskillelig fra den; den er et bedrøveligt Mindesmærke af den Ufred, det Menniske-Had, som den første og ældste MenniskeMorder indbragte paa vor Jordklode; Den laste-

4

4 fulde Marius selv maatte dog engang tilstaae, at Krigens Bulder og Vaaben-Brag hindrede ham at høre og agte paa Lovene. Fredens Tid er derfor behageligere: en ønskeligere og fuldkomnere Glæde bebude de Dage, paa hvilke Menniskers Lyksaligheder formeeres uden andre Medmenniskers Ulykker og Fordervelse. Romerne selv, hvis Haandverk og Hoved-Videnskab Krigen var, hvis Graa- dighed efter andres Land og fremmed Gods var umættelig, de sølede dog ofte Fredens Fordele og med Glæde tillukkede da Jani Tempel. Ved Freden blev en Octavianus for dette Folk en Augustus.

Saa eenige Mennisker ere i at ønske og attraae det Glædelige, saa adskilte og ulige ere og blive deres Meeninger om den rette og sande Glæde. Naar den ærgierrige Krigs-Helt bliver traurig og tungsindet over Freden, at den betager ham Leylighed, at vise glimrende Prøver paa hans Helte-Mod, forfalder den Vellystige i Fredens Tid til daarlige og skadelige Forlystelser. Tiderne beskriver enhver fra sin egen Syns-Punkt, og derfor blive Menniskenes Domme om onde og gode Tider, om de behagelige og ubehagelige Dage altid stridige, saaledes forfattede, som Synet er skarpseende, flovt, dumt eller forblindet. Om den Lyksalighed, som allene giør Tiderne og Dagene glædelige, vil i en fordærvet

5

5 Verden blive lige saa mange stridige Meninger og Sætninger herefter, som der har været hidindtil. De, Verden har æret som store og rare Lys, have endog herom yttret daarlige, ja latterlige Meninger.

En Pythagoras, den første, som tiltog sig Titel og Navn af Philosophus, besad vel en Lærdom, som satte ey allene hans Fædreneland, men tillige Italien i Forundring; men derhos den taabelige Dristighed, at udgive Regnekonsten for noget blant det fornemmeste, hvorpaa Tidernes Lyksalighed og skulde beroe. Augustinus bebreyder de hedenske Vise, at der vare blant dem over 200de særskilte Meninger om Menniskets sande Lyksalighed, og ligesaa ulige maatte deres Tanker blive om gode og onde Tider.

Hvor den af GUD aabenbarede Religions Lys har udbreder sine Straaler, burde man vente en almindelig Eenighed i at skiønne og skiælne Ti- derne. Der Herredømme, de sandselige Begiærligheder anmasse sig over Forstanden, forvolder dog midt i dette store Lys hos mange et forvildende Mørke. Efter egne Lyster fattes Fordomme, og saaledes kand en heller fældes nogen ret Dom over Tiderne.

6

6

En Salomons Regierings Tid var jo mis- hagelig blant Guds eget Folk for en større Mængde, end nogen skulde kunde have forestillet sig, om ikke Oprører mod hans Søn og Efterfølger tydeligen havde lagt der for Dagen. Krigens Byrder og Plager taalte dette Folk villigen i en Davids Tid, men Fredens Tid bliver 10 Stammer ufordragelig formedelst noger Arbejde og Paaleg, som syntes dem for Haardt eller ufornødem. Iblant dem, som beklende og tilbede den allerstørste FredsFyrste er Mængden ligesaa Uskiønsom over Tiderne.

Fredens gode Tid foragtes, forkastes eller spildes. Europa, som formedelst Videnskaber besidder Styrke nok til ar kunde bevare Fred, synes i det nærværende Aarhundred at være næsten betagen af Lyst til Krig og Ufred. Den i sig selv virkeligen lyksalige Freds-Tid roses, ønskes og beskrives ypperlig med konstig Veltalenhed og udsøgte Talemaader; men samme blive desværre ikkun tomme Ord og bedragelige Complimenter, naar Fredeligheden ej allene aftager, men næsten jages i en sørgelig Landflygtighed. Glædeligt er det for os, Høistærede! at den hidindtil har fundet et Hjemsted udi vort Norden. At de blinde Hedninger søge deres Ære og Fordeel i at slagte og røve Medmenmsker under Forevending af Kri-

7

7

gens Ret, at Vantroens øvrige Børn forfalde til samme ubarmhjertige Tænkemaade, kand vi ej undres over; den uordentlige Egenkiærlighed, som hersker formedelst Vankundighed, kand ej andet, end forlede saadanne til denne og flere Afveye, paa hvilke der med megen Møye og Graadighed løbes efter den timelige Lyksaligheds Fordele, uden nogensinde at opnaae samme.

Men hvad skal vi tænke og dømme om dem, som have Kundskabs og Visdoms Nøgle i Besiddelse, men misbruge dem dog ved at formere de sørgelige Dage i en kummerfuld Verden. De smigre vel for sig selv med det ugudelige Haab, at Dagene for dem selv derved skal blive desmere fry- defulde; men saadant Haab bliver en Spindelvæv. Den, som glæder sig ved at bedrøve andre, maae vist vente, den Dag vil komme, naar han selv skal bedrøves og andre have Aarsag at glæde sig over Forsynets hevnende Retfærdighed.

Giengieldelsens Ret bestemmer en saa ond Dag for den ufredelig og krigste Adoni Besek, at han nødes at tilstaae, Herren havde betalt ham det Onde, han havde giort andre. Denne uforanderlige Ret har aldrig skaanet de saa kaldede store Seyervindere, der ved blodige Erobringer, Øde

8

8

leggelse og andres Undertrykkelse have foreviget deres forhadt Navne: de faa blant dem, som i Fred ere farne til Graven, ere blevne hiemsøgte i deres Afkoms Ufred og kortvarende Lyksalighed. Vel kalder GUD sig selv Krigshærens HErre, erindrer, at der er Tid til Krig, og lover sine da at lære deres Hænder at stride; men han erklærer dog Fredens Tid allene at være den lyksalige, den ønskelige.

Den Allerhøjestes kiendelige og forunderlige Forsyn har ved uventelige og varige Velsignelser udmærket den Oldenborgske Stamme blant Slægterne paa Jorden. Blev den Kongelige Værdighed ved Krig og Voldsomheder berøvet en blant dens ældste Stammefædre navnkundig Wittekind, Tabet er rigeligen erstattet, ved Fred er denne Højlovlige Stamme bleven en mægtig og lyksalig Konge-Slægt, under hvis Scepter Europæ nordlige Folk nu fryde sig i Fred. Fredelige Regentere af denne velsignede Stamme have formedelst Fredens Vedligeholdelse formeret for vore Fædre og os de glædelige Dage, men derved er tillige Deres egen og Deres Kongelige Huses Glæde bleven større og fuldkomnere.

Lyksalig er den Stat, Højstærede! hvor Regenten glæder sig ved det, hvorved Under-

9

9

saatterne kand og bør glæde og fryde sig. Uskiøn- somme og uværdige maatte disse med Rette kaldes, dersom Regentens Glæde da ej tillige blev deres.

Denne nærværende Dag er glædelig for vores Arve-Herre, Kongen, og det Høj-Kongelige Huus. En troefast Kongens Broder, en udi Fædrenelandet elsket og æret Arve-Prins, Hans Kongelige Højhed, Arve-Prins Fri- eric holder i Dag sin høje Formæling med den Durchlaunge Prinsesse af Mecklenburg Schwerin, Sophia Friderica.

I denne Kongens og Hans Huses Glæde tage Landets ægte Børn stor Deel, og skulle da det Norske Videnskabers Selskab kunde tie? Det haver valgt mig at være fra dette Sted deres Glædes Tolk, men jeg frygter, uheldigen. Sagens Værdighed, Glædens Oprigtighed og den Taknem- meligheds Pligt, som skyldes Selskabets Naadigste Præses og Velgiører, krævede i Dag en Taler for Eder, Højstærede! som ved Grundig- hed og Veltalenhed kunde muntre og forlyste Eders Sind. Jeg føler selv mine Mangler, men kand dog love redeligen at tale det, som I med mig er- kiende for Sandhed. Saaledes haaber jeg, at Eders Gunst med Taalmodighed og Velvillighed

10

10

fordrager min Tale, i sær paa denne Dag, som bebuder del Glædelige.

Der Høje Ægte-Par som i Dag ved en hellig Ægte-Pagt foreene Deres Hierrer, bære ey allene Navn af Frederige, De ere det i Hierte, Gierning og Sandhed. Ved Fredelighed ere Deres Høje Forfædre blevne lyksalige, ved Fred skal Dagene blive glædelige for Dem selv og Deres Kongelige Slægt, jeg har derfor valgt at tale nu korteligen om

Den Fredelighed, som giør en

Konge-Slægt lyksalig.

Fred var allerede i de allerældste Verdens Tider agter for saa stort er Gode, som ikke tidt nok kunde ønskes og erindres, De Gamle brugte derfor ved deres Hilsen til hinanden allene dette Ord, Fred, en Hilsemaade, som ej allene Østerlandske Folk endnu bruge, men GUD selv har biefaldet den og brugt samme i sit skrevne Ord.

Fred bemærker egentligen Eenighed med andre til at fremme og befordre deres og egen sande Lyksalighed. En bestandig Tilbøjelighed og virkelig Færdighed til en saa priselig Eenighed kalde vi Fredelighed. Denne

11

11

Dyds høje Fornødenhed kand de Ufredelige selv ikke nægte. Vel have nogle Eenfoldige formedelst Sin- dets Toæbøjelighed eller Vane til Traurighed affondret sig fra meneskelige Selskaber, giort sig til Eremirer og søgt deres Lyksalighed i en ellers stræksom og ubehagelig Eenlighed; men aldrig har nogen blant disse, saa vidt jeg veed, paastaaet, at alle skulle vælge saadan Levemaade, eller at Mennisker i Almindelighed kunde være lyksalige uden Selskab og Foreemug med andre. Der menniskelige Livs Fornødenheder og Beqvemmeligheder ere saa mangfoldige, saa vanskelige, saa uophørlige, at samme umueligen erholdes uden Samfund og Eenighed i et selskabeligt Liv.

Røverne selv ere nødsagede at stifte Selskaber, og i de samme holde ved Lige en slags Eenighed, som de kalde Fred; men ingen Eenighed og Samdrægtighed fortiener dette herlige Navn, uden den tillige sigter til den sande Lyksaligheds Befordring, og dertil blive aldrig onde Mennisker samtydige og eenssindede.

Naturens overblevne Lov lærer tydeligen, at Fredelighed er en til Menniskers almindelige Vel fornøden Dyd, og altsaa dens Udøvelse en fuldkommen Pligt. Syndens Lov derimod, Naturens

12

12 Fordærvelse, lærer, eller rettere, forleder til graadigen at tilegne sig alt, hvad man selv indbilder sig at tiene til sit eget besynderlige Vel, uagtet Medmennisker derved lide og fornærmes. Frede- lighed er altsaa i en syndig Verden ej allene en vanskelig og rar Dyd, men derhos for blot natur- lige Mennisker plat umuelig. De kan vel prunke med Skinner af denne og fleere Dyder saa konstigen, at menniskelige Øjne derved blindes til en Tid, dog opdage de Skarpseende Pletterne i dette laante og stiaalne Skin.

Den formørkede Forstand maae ved den guddommelige Aabenbaring oplyses, om de rette bevægende Grunde, de rette Hensigter skal erholdes og beholdes til den sande Dyds Øvelse. Fred med Skaberen er og bliver Grunden til den Fredelighed, vi skal udvise mod hans fornuftige Skabninger; saaledes bliver denne ellers umuelige Dyd baade muelig, behagelig og virkelig.

Forpligtelse til Fredelighed forbinder vel alle uden Undtagelse, dog paa en særdeles og besynderlig Maade dem, som Forsynet vælger, bestemmer eller tillader at være Regentere eller Herskere over talrige Folk. Paa deres Fredelighed beroer mange tusindes Liv og Velfærd. Jeg haaber derfor,

13

13

Højstærede! det ej vil mishage, at jeg i denne Stund indskrænker min Tale til egentligen at handle om den Fredelighed, som ej allene er en Prydelse for de Kongelige og regierende Slægter, men tillige deres højeste og sande Ære.

Et forsagt Mod, Frygtagtighed og Feighed ere nedrige Siæles Egenskaber eller Skrøbeligheder, som Dyden stræber at overvinde. Sverdet er af GUD selv leveret Regentere i Hænder, til den Ende, at de skulde bruge det til at forsvare de Gode, og til at udføre Hævnen mod de Onde. Det bor og maae bruges, naar Tiden giør det fornødent, men dertil behøves Mod, Tapperhed og Mandighed, som alle ere Fuldkommenheder, der egne Regentere: de hindre aldeles ikke den pligtige og rette Fredelighed, den Fredelighed bestaaer i de Regierendes Tilbøjelighed og Færdighed til Eenighed i ar fremme alt det, som virkeligen er godt og gavnligt; men at hindre, modstaae og straffe det Onde, er et stort Gode, en Velgierning mod der menniskelige Kiøn, som er de Regierende forbeholden at beviise, som Guder paa Jorden.

Statens sande Lyksalighed er og bør være en retviis Regierings fornemmeste Formaal,

14

14 men det opnaaes aldrig, om Regenten selv ikke er fredelig. Iblant Fyrsterne, som selv hverken søge eller holde Fred med GUD, leder man forgiæves efter de Fredelige. Den som

ej skiøtter om Eenighed med den allerhøjeste og mægtigste Overherre, hvad Eenighed og Fredelighed skulde Ligemænd eller Undermænd kunde vente af saadanne? slet ingen anden, uden den, Feighed eller Frygt aftvinger. Fredelighed mod GUD og Religionen maae være Grunden og Hovedkilden til al anden Fndelighed, som ellers er og bliver en bedragelig Masqve, en listig Snare for Godtroenheden.

En i vore Tider for Europa fast almindelig Plage, den ynkelige og sørgelige Vrimmel af Statsmænd, som ideligen prale med nye Planer til Statens Forbedring, men med et Hierte fuldt af Foragt og Ligegyldighed for al Religion. Disse raabe heftigen og fast uden Ophør om en Fredelighed mod Religionen under Tolerances glimrende Titel, samme skal bestaae i at unde ikke allene alle Religioner lige Fred og Friehed, men og dem tillige, som søge en Ære i at negte og foragte al Religion. Den for det frækkeste Frietænkerie aabnede Dør skal aabne en nye Gienvey til Indsigters, Folkemængdens og an-

15

15 den Lyksaligheds Forøgelse, ja nogle tør foregive, at Sædernes Forbedring endog derved skulde udvirkes. Fredens GUD, som selv har forbudet at paatvinge noget Menniske sin Dyrkelse ved voldsomme Midler, indrettede dog saaledes den Israelitiske Stat, at ingen anden offentlig Dyrkelse i samme skulde taales, end den han selv havde paabudet.

I vide selv, Høistærede! hvor alvorligen dette Folk blev advarer, truet og straffet, naar det tillod og indførte nogen fremmed offentlig Dyrkelse. Jeroboams Synd anføres som uforglemmelig. Men vore nye Stats-Lygtemænd ere farlige Veyvisere. Deres sminkede Fredelighed sigter til der de ønske, at bringe al Religion udi Foragt, naar de Regierendes Nid-kierhed bliver en Statsfeil, og deres Lunkenhed og Koldsindighed derimod en nyttig og vigtig Stats-Maxime.

I den verdslige Stat bliver det en ligesaa raabelig, som skadelig Fredelighed, at forunde enhver Friehed ar tale og rive om den høieste Regentes Rettigheder, Indretninger og Love efter egne Indfald og uden Undseelse. Men dette er af lige Beskaffenhed l GUds Kirkes Stat, naar

16

16 Dørren aabnes for de Forførende, oplades den jo til Kiv, Uenighed og Splidagtigheder. Kirkens Fosterfædre udvise sig mod GUDS Huus og Kirke derved i Sandhed fredelige, naar de i den samme haandhæve Eenigheden, og med mueligste Flid forekomme Splid og Usamdrægtighed formedelst Kiv om de allertydelsgste og vigtigste Sandheder, allene fordi samme ere ubehagelige eller for ældgamle. Aldrig har endnu nogen dristet sig at anprise Tolerancen mod dem, som spotte de jordiske Guder, og dog skulde det være den fredelige Regents Pligt at give den allerhøjeste GUds Navn i hans Aabenbaring til Pris for enhver Spotter?

Men jeg opholder Dem, Høistærede! alt for længe ved at betragte Daarers Meninger om Fredeligheden. Lader os vende vor Agtsomhed til den Fredelighed, gode Regentere holde sig pligtige at udvise enten mod regierende Ligemand eller adlydende Undersaatter.

Adskilte Riger og Stater kan ey bestaae uden ved Eenighed i at efterkomme de Pligter, som den almindelige Natur- og Folke-Ret forbinder til. Staternes særskilte Fordeele give bestandige Anledninger til Ueenighed, naar den ene Stats

17

17 sande eller indbildte Fordeel stride mod den andens. Ere de, som have Staternes Roer i Hænder, ufredelige, maae enhver Ueenighed om lidt betydelige Ting udbryde til offentlig Ufred og Krig, hvis Udfald som tiest afsiger en Dom, som ingen af Parterne ventede; thi begge befinde deres Tab større, end de havde forestillet sig. Fredeligheden er Tilbøyelighed til Forlig og Venskab, den overiler sig ey ved enhver Fornærmelse, men begegner den med en Sagtmodighed, som beskiæmmer, overbeviser og ofte formilder Modstanderes Bitterhed.

GUD forbød sit eget Folk at begynde Krig, førend de havde tilbudet Fred, det maatte ikke overrumple noget andet Folk underfundigen. Denne Lovs naturlige Billighed har giort den fast almindelig og blant hedenste Folk; men dens guddommelige Stadfæstelse bør giøre den hellig og ubrødelig blant de bedre oplyste. En af GUds Aand dreven Apostel har foreskrevet alle det, som en Pligt, at jage efter Fred med hver Mand, som et Gode, der ey opnaaes uden med megen Møje og Besvær. Skulde da Jordens Herskere og Regentere nogensinde undslaae sig for den Umage, som haver en saa stor og vis Løn i Følge med sig?

18

18 Forgiæves prydes et Riges Æble eller Krone med Fredens Kors, om Regenten selv ey er prydet med er fredeligt Sind. Men dette sættes da paa en ubehagelig og haard Prøve, naar en anden Regent opirrer og fornærmer ved mistænkelige Skridt. Regieringens Fredelighed viser sig i den dejligste og ret indtagende Glands, om den ved Forsigtighed og Lemfældighed kand afvende den as andre tiltænkte og besluttede Ufred.

Et Folkes og Riges Fred er fast ustatteerligen dyrebar, hvo vil da undre over, at den er kostbar? Den koster Hovedbrud, en bestandig og nøj- agtig Agtpaagivenhed paa de omliggende Staters Foretagende, en eftertænksom Betragtning over de Forbund, de slutte indbyrdes, og over de Krige, de føre med hinanden, ja en sikker Indsigt i de Fordele enhver Stat besynderligen ønsker og attraaer. At sammenligne disse Ting, deraf giøre rimelige Slutninger og blant de rimelige vælge den rigtige skaffer Forstandens Kræfter baade et bestandigt og besværligt, men til Fredens Vedligeholdelse aldeles fornødent Arbejde.

Freden koster desuden Penge, Forsvars-Standen maae i en ufredelig Verden med stor Bekostning holdes saaledes ved lige, at Naboer, som ej

19

19 elske Fred, maae frygte for Ufred. Bekostelige ere tillige Regenteres Sendebud til andre Folk, men til Freds Vedligeholdelse fornødne. Foruden alt dette koster Freden ofte den fredelige Regent gode Ord, som agtes af den Stolte for kostbarere, end Undersaatters Liv og Blod. Vanskelighed, Møje og Bekostning møde, naar Regentere skulde holde og beholde Fred indbyrdes, men den fredelige Regiering paatager sig villigen Besværligheder for at undgaae Krigens sværere Byrder, den skammer sig ey ved den Sagtmodighed, som Kongernes Konge byder alle at lære af sig.

Gode Regentere udvise tillige deres Fredelighed mod Undersaatter, deels ved at paasee Lovenes Efterlevelse, deels ved at udvise al muelig Skaansomhed i de Byrder, som Fornødenhed tvinger at paalegge.

Retfærdige Domstole ere det kraftigste og sik- kerste Middel at befordre et Folkes Rolighed og indbyrdes Fred i Landet; derved mindskes Trættekiærhed og saaledes formeres den Eenighed og indbyrdes Fortroelighed, hvorpaa den i de borgerlige Selskaber ønskelige Velstand meget beroer.

Næsten utallige ere de Aarsager og Anlednin-

20

20

ger, som tvinge de beste Regentere at besvære de- res Lande med nye Skatter; men af Haardhed og Ubarmhiertighed betages de aldrig, at blive deres eget Lands Udsuere og Fiender. De, som saaledes skammeligen misbruge den saa kaldede højeste Ejendoms-Net, fortiene der hadefulde Navn af Tyranner. Den fredelige Regent bruger herved al muelig Lemfældighed og Mildhed. Han under sine Undersaatter meere end det tørre og knappeligen skaarne Brød; thi han anseer dem for sine Børn, og ikke som Trælle eller Daglønnere.

Den fredelige Herre og Konge, bliver just ved saadan Fredelighed en Fader for Landet, hvis Velstand bliver hans daglige Ønske, hans Bestræbelsers Formaal og den Belønning og Glæde, han ønsker sig i det Timelige.

Saadanne Konger og Kongelige Slægter ere salige, fordi de ere fredsommelige og Freds Stiftere, de ere ey allene GUds Børn, men Guder paa Jorden ved deres Godgiørenhed mod det meniskelige Kiøn. Alle, som elske og attraae Fred og Velsignelse ønske og unde dem al Lyksalighed, og den Freds Fyrste som sidder i Himlen hos Majestætens højre Haand be- der selv godt for dem.

21

21

Saa formanende Forbønner, saa billige Ønsker kand han aldrig forsage, hvis uforanderlige og uendelige Fuldkommenheder forbinde stedse at giøre Godt mod dem, som giøre det Gode. Lyksalighed i det Timelige er saadanne Regentere lover; de ere de ypperligste blant de Sagtmodige, som skal arve og besidde Jorden.

I Deres Kongelige Huse og Slægter vedligeholdes Fred og Eenighed, og den samme bliver en fast Grundstøtte til en varig Lyksalighed: et Huus, som bliver mod sig selv splidagtigt, kand ikke bestaae, hvor mægtigt og stort det end kunde være. De saa kaldede store Keysere, en Constantin og en Carl, vide I selv, Højstærede! søgte ey deres Ære i at vise sig fredelige, deres seyerrige Sværd var stedse blodigt, ubarmhjertigt og ødeleggende; men Ufred og Uenighed blev og en smitsom ja dødelig Sygdom blant deres Afkom. Den Vælde, Magt og Herlighed, i hvilken de i deres Tid overgik andre Regentere, blev for deres Slægt en kortvarende Arv. Indbyrdes Tvedragt maatte befordre deres Huses Undergang.

Jo større en Arv er, des større Anledning giver den til Ueenighed blaut dem, som have

22

22 Arve-Netten. De Kongelige Slægter har Forsynet bestemt til Jordens største Arvinger; men af denne Arv bliver Dem ey til Lyksalighed, med mindre den besiddes, bruges, ventes eller deeles med et fredeligt Sind. Naar Beslægtedes Fortroelighed og Venskab forvandles til Mistanker og Had, kommer gemeenligen deraf det bitterste og ofte uforsonlige Fiendskab. Iblant de regierende Slægter har dette ofte og altid forgeligen tildraget sig. Den fredelige Konge Slægt frelses derimod fra dette Onde, og er derved højst lyksalig. Den blomstrer, tiltager og bliver varig formedelst en indbyrdes Forligelighed og Samdrægtighed. De foreenede Nederlandes Valsprog har sin Rigtighed og i Henseende til de Kongelige Huses timelige Lyksalighed og Velstand.

Fredelighed giør desuden en Konge-Slægt lyksalig formedelst den velfortienre Højagtelse og Kierlighed af andre, som ved den vindes. Denne Dyds Dejlighed glimrer endog i Øjne, som ellers forlyste sig med det Lastefulde. Den ufredelige Menniske-Hader elsker selv Fredeligheden hos andre, og den som overfalder andre, vil dog ey selv overfaldes. Misbruges end de Godes Fredelighed af de Onde, disse kand dog ey bortjage af deres Hjerter al Høiagtelse for en saa herlig Dyd. Dydens Skiønnere og Kiende-

23

fe bære dog for denne og øvrige Dyder allene den tilbørlige Høiagtelse, og derfor elske de inderlige« alle, som troeligen udøve den. De regierende 23 re bære dog for denne og øvrige Dyder allene den tilbørlige Højagtelse, og derfor elske de inderligen alle, som troeligen udøve den. De regierende Slægters Fredelighed giver et større Skin, medfører en videre udstrakt Nytte end andres, den opvækker derfor en mere almindelig Høiagtelse og Kierlighed, og hvor meget bidrager ey samme til deres Lyksalighed?

Deres Ligemænd, medregierende Slægter, fatte til dem Fortroelighed, hvorved stiftes og vedligeholdes det Venskab, hvorpaa Staternes Vel saa meget beroer. Deres Underhavende adlyde med Kierlighed, og da bliver deres Troeskab ubrødelig, deres Hengivenhed til en saadan KongeSlægt uforanderlig og deres Stræbsomhed for at giøre den lyksalig paalidelig og næsten u- trettelig.

Lyksalig er da den fredelige Konge-Slægt! Den søger andres Lyksalighed, og finder derudi sin egen. Den behøver ey at tilkiøbe sig Hykleres Roes. Den hindrer onde og ufredelige Raadgiveres Adgang til Thronen og frygter ey for Biæffen i Vraaerne.

24

24

Efter Verdens fast almindelige Tænkemaade prises de Konge-Slægter meest lyksalige, som ved lykkelige Vaaben giøre store Erobringer, og ophøje sig selv ved at fornedre andre. Sund Fornuft og Erfaring lære tydeligen det modsatte; men den medfødde Ærgiærrighed og Stolthed forblinder at ære og beundre disse Lasters store og i Verden anseelige Tilhængere.

Den sande Lyksalighed er og bliver Fredeligheds visse og herlige Løn. Hvor glædeligt er dog ej dette for et Folk, som GUD velsigner med fredelige Regentere? Det kand giøre sig et fast Haab om Lyksaligheds Varighed, ej allene i deres egne, men, det som mere er, i deres Regentes Huus og Slægt.

Skulde vi kunde glemme, Høistærede! at vi ere et saa lyksaligt Folk, hos hvilket den rette christelige Fredelighed saa længe har fæstet sin Boelig? Skulde nogen Konge-Slægt kaldes den fredelige, maae det vist blive den Højlovlige Ol- denborgske. Dens Adkomst til Kroner og Throner er ikke forhvervet ved Menniske-Blods stræbsomme Udgydelse. Vore Forfædre have frivilligen vælget denne velsignede Stamme med en ved slige Valg usædvanlig Eendrægtighed. Eene-

25

25

volds-Magren og Arve-Retten er hos os bleven denne Stamme overdragne med de fleste Undersaatters frievillige Samtykke, ikke eet eeneste Menniskes Blod er derved bleven udøst.

Denne dyrebare Stamme har i vort kiære Fædreneland regieret mere fredeligen, end i en ufredelig Verden kunde ventes. Saare siælden er der grebet til Vaaben uden højeste Fornødenhed eller gyldige Aarsager have tvunger dertil. Naar Krigens Lue har blusset og brændt trindt omkring os, ere vi dog forunderligen blevne ffaanede og frelste. Der have været store Anledninger til Krig, men Freden have vore fromme Regentere ønsket, og derfor beholder den nu saalænge, at Deres Navne skal formedelst deres Fredelighed beholde blant os og Efterslæg- terne en berømmelig og ævig Amindelse. Nogle timelige Lyksaligheder have vel iblant os haft deres Afvexlinger, deres Flod eller Ebbe, andet maae ey ventes i en foranderlig Verden, og andet blev ej heller nyttigt i en fordærvet Verden; men at kunde leve et roeligt og stille Levnet i al Gudfrygtighed og Ærbarhed, er unegteligen her i Tiden den ønskeligste Lyksalighed, og denne nyde vi alle under en fredelig Regiering. Saaledes ere Tiderne gode, skiønt vores skrøbelige Nøjsomhed forvolder en uophørlig Klynken over samme.

26

26

Saaledes er den Oldenborgske KongeSlægt ved Fred og Fredelighed bleven lyksalig, og dens Lyksalighed skal derved befæstes og tiltage. Dette Haab har ey hidindtil beskiæmmet og fulde vi ey fremdeles beholde Tillid til Haa- bets GUD? Forsynets utrættelige Godgiørenhed har ved store Velsignelser kiendeligen udmærket vore elskværdigste fredelige Konger og derved Deres Kongelige Huse tillige. Vi have, Højstærede! oplevet store og underlige Prøver derpaa.

Vi opleve i Dag atter en nye og ønskelig Lyksalighed for vores fredelige og dyrebare Konge-Slægt, da Hans Kongelige Højhed, fuldbyrder sin høje Formæling. En ønskelig Forandring, som har Kongens al- lerhøjeste Biefald, og derfor er Hans Kon- gelige Majestæt, og der hele Kongelige Arve-Huus glædelig. En vigtig Forandring, som har stor Indflydelse udi vor uforlignelige Konge-Slægtes tilkommende og forventende Lyksalighed. Skulde det da ikke blive en vigtig og behagelig Pligt for os alle, at tage saa stor Deel udi samme, som vi kand og bør, formedelst foreenede troehiertige Forbønner og Lykønskninger?

27

27 En Arve-Prins af beste Konge-Slægt, og tillige af beste Sindelav mod Kongen og Fædrenelandet. En dyrebar Frideric, som har vovet sig selv for at vedligeholde det Kongelige Huses Ære og Fred, som aldrig skaaner endnu sig selv, naar Kongens Tieneste og Landets Velfærd skal fremmes. En saa ypperlig og dydig Prins fortiener ey allene vore Mundes Berømmelse, men derhos vore Hierters Højagtelse, Taknemmelighed og Kierlighed.

Saaledes har vort Norske Videnskabers Selskab hidtil tænkt og handler, og samme Tænkemaade og Forhold mod sin Arve-Prins og Naadigste Præses bor og vil det herefter bestandigen vedblive. Det haver anmoder mig ved denne offentlige Tale fra dette Sted at være et skiønt ringe, dog sandru Vidne herom, og saadan Anmodning maatte jo blive mig en ønskelig Befaling til at efterkomme det, jeg stedse holder for min Pligt; men i sær paa en Dag, som er glædelig for Kongen og Kongens Huns, ja der angrændsende fredelige Mecklenborgske Fyrstelige Huus, som nedstammer fra de Obotriters ældgamle Konge-Slægt glædes ved Forening med en mægtigere Konge-Slægt, naar Prinsesse

28

28 Sophia Friderica agtes en værdig Gemahl for en Arve-Prms Frideric.

Oftere forhen har det Danske KongeHuus sluttet med dette Høj-Fyrstelige Huus lykkelige Ægte-Foreeninger, og holdte vi ey menniskelige Spaadomme for Overtroens Fostre, kunde sligt udtydes, som gode Forvarfler ved den Høye Formæling, som nu skeer. Vort Haab har en vissere og fastere Grund, dette Høye LEgte-Pars Fredelighed foreenet med skinnende Dyder. Med stor Tillid til den Allerhøjestes Forsyn kand vi derfor paa denne Deres Høje Formælings Dag opløfte vore Hænder til Himmelen med alvorlige Bønner.

Med foreenede Hiemr og Munde ønske og tilbede vi Hans Kongelige Højhed og Høye Gemahl det beste, som nævnes kand: den Guds Fred, som overgaar al menniskelig Fornuft. Den blive en uryggelig Grundvold til Deres Kongelige Højheders uafladelige Lyksaliggiørelse: den foreene Deres Hierter, at De stedse eensfindede maae mene og ville det samme, alt der, som ret og velbehageligt er for den Allerhøjeste. Ægtestandens første og største Stifter glæde dette Høje Par med alt det Gode, hans

29

29 Maade haver lovet og hans Himmel haver i Eye.

Denne Glædskabs Dag formere for Deres Kongelige Højheder de glædelige Dage! Lad Deres Dage blive mangfoldige i Fred, og lad saaledes et langt Liv blive et frugtbart Liv paa rette og høje Gierninger! Den Livets og Dagenes Ende, der forestaaer Dem, som Dødelige, skal da fuldkomme Deres Fred og Velsignelse i et ævigt Liv!!!

Men lader os i sær ihukomme til Velsignelse den Kongelige Slægtes Hoved og Herre, Kongen. Hans Majestæt glædes i Dag ved en højt elsker Broders Glæde, og ellers stedse ved det, som glæder og gavner os, Hans Undersaatter. Den Højestes Naade og Miskundhed formere og forlænge Hans Kon- lige Majestæts Glæde! Den afvende det Sørgelige, den bevare og omgive Hans Høje og Hellige Person, forlænge Hans for os alle saa dyrebare Liv og lade Hans Regiering blive ligesaa lyksalig, som langvarig. Visdoms, Styrkes og Freds Aand hvile over Hans Majestæt, at deres fredelige Raad, som kiende og elske GUD og Fædrenelandet maae faae

30

30 Fremgang og lykkes! Hyklere, Fredsforstyrrere og en Achitophel være langt fra Hans Majesiæts Throne, men de retsindige og duelige Raadsmænd omgive den samme! Fædrenelan- dets Kierlighed, være den Ære Hans Majestæt baade anraaer og opnaaer, indtil Han derudi ey allene ligner, men overgaaer sine Højlovlige Forfædre! den ævige Ære skal da blive Hans Kongelige Majestæts Løn i det tilkommende Himmelske urørlige Rige, en Krone, Kongernes Konge skal skiænke naar den jordiske engang skal nedlegges!!!

Hendes Majestæt Enke-Dronningen,

høste med Fryd fredsommelige Frugter af Hendes utrættelige og ulignelige Omhue for Kongens og Laudets Fred! Hendes Majestæts Dage blive ligesom denne i Fred glædelige og deres Ende salig!!!

Det Nordiske Tvilling-Riges store Haab, Cron-Prinsen, blomstre til Fryd og Fred for sig Selv og os Hans Arves-Folk! Hans Kongelige Forfædres Fredelighed og øvrige berømmelige Egenskaber blive tillige Hans Kongelige Højheds Arv til en vis Lyksalighed og Salighed!!!

31

31

De Kongelige Prinsesser og det hele Kongelige Arve-Huus søge Deres Glæde og Lyksalighed i Fred! den blive da Deres Deel i Tid og Ævighed!!!

Vores dyrabare Konge-Slægt, som vi alle efter Pligt højt agte og inderligen elske, har hidindtil søgt og fundet ved Dens Fredelighed en sand og stor Lyksalighed; vi ønske med Mund og Hierte, at den samme maatte tiltage i de tilkommende Tider til Deres, vores og Efterstægternes Glæde!!!

Fredens GUD vedligeholde Fred i Kongens Huns, i Landets Huse og tillige i vore Hjerter! paa det Freden herefter maae inden vore Landemærker beholde sin Boelig. Fred og Fredelighed foreene alle Fædrenelandets Stænder til det indbyrdes og almindelige Vel! Den giøre vort Selskab eenigt til alt, hvad godt og nyttigt er!

Troens Eenighed knytte imellem os alle det fuldkomneste og varigste Freds Baand, saa skal den Ufred, intet Menniske kand undgaae med den sidste Fiende, blive os til Baade! Vel skal den skille os fra vore jordiske Boliger, men

32

32 derved forflyttes vi til hine uforkrænkelige Freds Boeliger. Den timelige og ubestandige Lyksalighed skal for GUds fredelige Børn da forandres til en ævig Vederqvægelse ved den Bryllups Nadvere, som den Allerhøjeste haver bereed i sit Æres Rige udi Himmelen.

Samme forblive vort største Haab, og Haabets GUD lade der aldrig blive beskiæmmer! Dette Ønske slutter denne min Tale.