? Danmarks og Norges Skyldighed imod Hans Kongelige Høihed Arveprints Frederik, Deres Talsmand og Skyts-Engel. Udgiven paa Allerhøistsammes Fødsels-Dag den 11. October 1773.

Danmarks og Norges Skyldighed

imod

Hans Kongelige Høihed

Arve-Prints Frederik,

Deres Talsmand

og

Skyts-Engel.

Udgiven

paa

Allerhøistsammes

Fødsels-Dag

den 11. October 1773,

Aalborg.

2

        

3

Den almægtige Gud, som alleene er Herre, som eene regierer Jordkloden og som bærer alle Ting ved sit Krastes Ord, haver befalet alle Mennesker uden Forskiæl, at elske, takke, ære, lyde, og velsigne Jordens Guder. — Fyrsterne ere Guds Billede, og tillige ere De hans Stadtholdere. Herren haver betroet dem en Deel af sin Magt. Han sætter dem ind, han sætter dem af, de hersker ved ham alleene, kort sagt: Jordens Guder haver deres Kalds-Brev af den Almægtige selv; og deraf flyder, at Men- neskene ere dem Lydighed, Kierlighed og Underdanighed Fyldige. Ingen da, uden de der vil være Rebellere imod den store Jehova, kan nægte Jordens Guder disse omtalte Pligter. Men ingen kan og nægte, at jo meere Fyrsterne ligner Gud; det er at sige, jo meere de ere

4

4 almindelige Velgiørere, jo meere de elsker Men- neskene, jo meere de sørger for det Folks Lyksalighed, som deres Overherre haver lagt under deres Herredømme, jo dydigere de lever, jo uskyldigere, jo helligere de ere, jo større Glands have de, og jo større bor Folkets Taknemmelighed være imod dem. Kommer endelig dette endnu dertil, at de have reddet et heelt Folk fra sin Undergang, og at man haver dem, næst Gud, den jordiske Lykke at takke, o! da kan et saadant Folkes Tak, Kierlighed og Beundring aldrig, aldrig være stor nok. — Er nu alt dette, som sagt er, upaatvivlelig vist, og kan ingen iblandt mine kiære og høistærede Landsmænd, uden de der vil reent frasige sig Fornuften, have noget derimod, saa er det jo og en soleklar Sandhed, at vi skylder den høieste Grad af Kierlighed, Taknemmelighed og Beundring til Hans Kongelige Høihed Arve-Prints Frederik, den Gudsfrygtigste iblandt Fyrsterne! .. . den ædleste, den uskyldigste iblandt Menneskene!. . . Rigernes Skyts-Engel og Undersaatternes Talsmand ! . . .

At opmuntre mine Landsmænd, de kiere Danske og de tapre Nordmænd, at føle for vores Talsmand og Skyts-Engel alt det vi bor føle for Ham, er den sande Hensigt hvorfore jeg haver taget Pennen i Haanden, og hvorfore jeg hermed bekiendtgiør ikke alle mine Fornemmelser, thi det er en gandske umue-

5

5 lig Sag, men blot nogle faa af de Fornem- melser jeg føler, og af de Ønsker jeg giør for vores dyrebare Talsmand og for det heele Kongelige Huus.

O kiere Landsmænd! værdiger da et Øieblik at hæfte eders Agtsomhed paa Sandhedens Røst, og da tor jeg være gandske vis paa, at I vil føle med mig for vores Talsmand det, hvad Gud og Menneskene befaler man skal føle for saa dydig en Herre, og for saa uskyldigt et Menneske. — Men taler jeg i denne vigtige Sag ikke høit, ikke ædelt, ikke anstændigt, ikke værdigt nok: saa skriv det først paa Regningen af min gamle Alder, den liden Olie der er endnu tilbage i Lampen, og dernæst, af den Uformuenhed hvilken jeg fra Barns-Been har havt; jeg har nemlig aldrig ret kundet udtrykke hvad mit Hierte føler.

Alle Mennesker i Danmark og Norge veed hvad vi skylder vor dyrebare ArvePrints Frederik. Enhver iblandt os veed, at det er Ham, der paa hiin den store Giengieldelses-Dag, jeg vil sige paa hiin uforglemmelige 17de Januarii, fik af den Almægtige, ved hvilken Fyrsterne alleene regie- rer, et højtideligt Kalds-Brev, at jage Forræderne bort fra Thronen, der blot havde leiret sig omkring samme for at kuldkaste

6

den, og ødelegge Riger og Lande. Alle Seed, at vores velsignede Frederik er, paa saa hæderlig en Maade, bleven vores gode Konges og heele Landets Skyts-Engel. Alle have seet, alle have hørt, at Frederik paa hiin Frelsnings-Dag frembragte Folkets Nød for Thronen, at Han bad, og at Christian med Glæde bønhørte Ham, og at Kongens Broder er paa saa værdig en Maade bleven vor Talsmand. Alt dette er vist ikke fremmet for noget Menneske, thi vi have alle seet, og Europa har seet med os det store Jertegn, som Gudernes Gud skabte i vores Land hiin store 17de Januarii.

Dog for ret at skiønne paa det store, det høitidelige, og det henrykkende af denne Frelse, og for at opmuntre vore Siele til Lof- og Takke-Psalmer, saa lader os, dyrebareste Landsmænd, et Øieblik kalde de forbigangne Tider tilbage. — Solen har jo aldrig større Glands, og er saa at sige aldrig meere velkommen paa Jordkloden, end naar Torden og Lynild, Hagel og Uveir, Stormvinde og tykke Skyer længe have raset og formørket Horizonten: Og Morgenrøden er aldrig deiligere og yndigere, end naar Natten haver været meget sort.

Kiere Landsmænd, Indbyggere i Danmark, Norge og Fyrstendømmene! vi veed alle, at vor gode Konge troede Got om de Mennesker, der for 2 Aar siden stoede om

7

7

Hans Throne og skulde frembringe Ham Folkets Nød, for at forskaffe de Undertrykte Ret og Retfærdighed. — Herrens Sglvede troede, at disse Mennesker vare Hans redeligste Venner, at de ligesom Han elskede Folket; ligesom Han søgte deres Ære i Fødelandets Flor; ligesom Han ikke vilde andet end hvad der tiente til Guds Ære, til det forfaldne Zions Oprejsning og til de fortrængte Rigers Opkomst, kort sagt, vor gode Christian troede, at Struensees og hans heele Anhangs Hensigter vare ligesaa roesværdige og uskyldige som Hans egne. Men see, hvor ilde de betalte de gode Tanker Kongen havde fattet om dem! See hvor de bedroge Gud og hans Salvede! . . .

Det er en Sandhed, at de Ugudelige have fra Arilds Tid af mesterligen vidst at forstille sig, havt allerbest Forstand til at giøre Ondt, og at den Fyrste, der er uskyldigst, kommer saare let i deres Snarer. Saa var det med Struensee og hans heele forræderske Bande. De vare Mestere i al slags Ondskab, og de vare ligeledes Mestere og bevandrede i Falskheden. — Dette Røver-Pak vidste meget konstigen, ikke alleeneste at skuile sine forræderske Hensigter, men meere endnu, de vidste endog at udsminke dem og give dem en god udvortes Anseelse, og derfor troede og vor gode Konge, og hvor kunde Han andet, at de, der vare om Hans hellige Person, vare

8

8 ligesaa uskyldige som Han selv er. — Saa- ledes har det al sin Tid været, og saaledes vil det og blive indtil Verdens Ende, at de beste Mennesker troer stedse got om andre.

Men seer dog, o dyrebare Landsmænd! seer endnu med Forbauselse og med Taarer i Øinene, hvorledes de, som Kongen troede at være Hans Venner, vare Hans værste Fiender; — seer, ak seer! hvor de bemægtigede sig Kongens hellige Person, hvor de leirede sig omkring Ham, hvor de omringede Thronen, og hvor disse Troeløse giorde Adgangen til Majestæten, saavel for vor Juliana, som og for vor Frederik, og for alle Redelige i Landet, til en gandske umuelig Sag; — hører, hvor de spottede Jehova og Hans Salvede, hvor de fnysede imod Himlen og imod Jorden, og i deres Drukkenskab udraabte: hvor er den Gud vi skulde tilbede, og de Mennesker vi skulde frygte for? – seer hvor de forhaanede, krænkede og bagtalede Landets velsignede Moder, vor store Juliaana Maria! — hvor de forkleinede, pinede, undertrykte og ret skiændigen begegnede Landets Haab, vor dydige Frederik! — hvorledes de opdragede den ret mæsfige Arving til tvende Rigers vores dyrebare Cronprints Frederik! — hvor de foragtede og haanligen spottede Herrens egen Veninde, den Gudsfrygtige Princesse Char-

9

9 lotta Amalia! — seer med Veemodighed og med Angest paa disse græsselige Ting. — Men betragter ikke med mindre Rædsel, hvor de besmittede vort reene, vort ædle KongeHuus; — seer, . . . Landsmænd, græder Blod! . . . seer hvor nær det var, at Chri- stianer og Frederiker ikke skulde meere regiere over de Danske og Norske! — seer hvor nær det var, at den gamle, den beste KongeStamme var gaaet ud! — seer hvor nær os alle disse Ulykker forestod, tænker den Dag i Dag er paa dem, og græder med mig, . . . græder Blod, og sættes med mig i Skrek og i den alleryderste Bevægelse, at det nogensinde har været mueligt, at Helvede har kundet yngle og opklække saadanne Børn i mit kiere Danmark.

Gaaer videre endnu, og betragter, hvor Misdæderne for 2 Aar siden ødelagde alting hos os, og bedrøvede sig endda, at de ikke kunde giøre det værre; — hvor de sørgede Dag og Nat at giere Menneskene ulykkelige, at tage dem Broder ud af Munden, og ret ligesom Blod-Iglerne at udsue dem indtil Blodet, — hvor de foragtede alle gode Sæder, traaede under Fødderne alle Guds og Menneskenes Love, og i dens Sted indførte gandske nye Love, det er at sige: De tillod Uteerlighed, Skiørlevnet, Horerie, og lukte Portene op for alle slags Ugudeligheder; — hvor de søgte Ære i Skam, Berømmelse i Skiendsel, Roes i Beder-

10

10 hyggeligheder, Glæde i at være MenneskeFiender, og Vellyst i at være Guds Bespottere; — hvor de ikke alleneste foragtede deres eget Blod, men dette er endnu umenneskeligere, de bagtalede saa gar for Monarken de redelige Danske, og de troe, de tapre Nordmænd, der dog alle, fra den Første til den Sidste, da som nu og nu som da, vare redebonde at udgyde deres sidste Blods-Draabe for deres Christian; — hvor de underkuede og ydmygede os, ret som man pleier at underkue og ydmyge opsætsige Trælle; — hvor vi vare foragtede for heele Europa, saa at hverken Venner, Frænder, eller Naboer vilde ansee os for et frit Folk; — hvor det var, o hvor uudsigelig store ere mit Hiertes Bevægelser imedens jeg siger disse Ord! hvor det hartad var bleven en Skam at være Dank; — Tænker dog paa de forbigangne rædselfulde Tider, tænker derpaa hvor disse ugudelige Mennesker havde bortjaget alle Velsignelser fra vort kiere Fødeland, og antændt Guds forfærdelige Vredes Ild over os; — hvor de Stille i Landet sukkede, de Gudsfrygtige græmmede sig, og de Redelige vare opbragte; — hvor de Sunde iblandt mine Landsmænd, det er at sige, de Vældige, de Dydige, de Tapre, og kort sagt: de Dansksindede, fnysede af Vrede, af Ild, af Harm og af Forbitrelse; og hvor paa alles Ansigt, Forrædernes undtagen, var malet Hevn og Væmmelse, Modbydelighed og Foragt; —

11

11

hvor Forstyrrerne forstyrrede alting hos os, ranede alt til sig, og truede reent at opsluge os, og at giøre os liig med Sodoma og med Gomorrha; — hvor de antændte Ild og gysefulde Kuldkastninger allevegne; — hvor Ulykker og Graad, Hylen og Skrig, Angest og Elendighed, Frygt og Bævelse, Jammer og Ødeleggelse, Ak og Vee fulgte Uhyrerne paa alle deres Fodspoer; — hvor alting var bleven til et Ran for Røverne, for Guds Bespottere og for Beelzebubs Aander, og ikke eengang sparede de det Allerhelligste; — seer endelig, . . . Landsmænd gyser endnu! . . . seer hvor de havde i Sinde at give Danmark sit sidste Stød. Seer. . . Sværdet blev allerede hvæsset, Borger-Blod skal flyde. . . . Ak! en Broder skulde være imod den anden, en Fader imod sin Søn! . . . De grueligste Anstalter bleve dertil giorte; den tykkeste Nat formørkede allerede Horizonten: Sværdet hang over Hovedet, og det aller- græsseligste Uveir, der nogensinde har truet Danmark, skulde nu bryde ind og kuldkaste alt.

Seer dyrebareste Landsmænd, dette er omtrænt Beskrivelsen af den Tilstand, hvorudi vi vare for 2 Aar siden, da Struensee og heele Helvede med ham truede at opfluge os. Og denne min Beskrivelse er hverken overdreven eller usandfærdig. — Ney, redelige Landsmænd, taler selv, dømmer selv: har jeg Ret

12

12 eller Uret? . . . Christians Undersaatter, I der frygter Gud og haver Hierte: taler, dømmer, har jeg Ret eller Uret? — Give Gud, ja give Gud, og der for det Kongelige Huuses Skyld, for mit Fødelands Skyld, og paa alle mine Landsmænds, ja paa det heele menneskelige Kiøns Vegne, at denne her giorte Beskrivelse om de sorrigfulde Tider, vi havde hos os for 2 Aar siden, var overdreven eller og aldeeles usand. — Ak hvad ønskede min Siel hellere, end at denne Beskrivelse var Usandhed! ... Ja jeg ønsker det sandelig af gandske Hierte og af gandske Siel; Og havde jeg tusinde Liv at miste, saa gav jeg dem i Øieblikket hen, naar jeg dermed kunde giøre usandfærdige de hos os ved hoi-lys Dag skeedte Vederstyggeligheder. — Men min Beskrivelse, . . . hvilken Ulyksalighed! . . . min Beskrivelse er alt for sand, og ingen, ingen iblant os, det vil sige: ingen der har Dansk Blod og Hierte kan nægte, at min Beskrivelse er sand, og at det var just den ulyksalige Tilstand, i hvilken Fødelandet befandt sig i de Struenseeiske Tider.

Kiere Landsmænd, det er ikke opbragt Blod, ikke Indbildnings-Kraft, ikke tomme Ord, ikke Roes for Gud eller Menneskene, ikke heller personlig Had og Hevn imod Rebellerne, Der bevæger mig at have saadant et Sindelav imod dem. — Indbildnings-Kraft, tomme

13

13 Ord og opbragt Blod er det ikke, thi det er destoværre altsammen Sandhed hvad jeg har frembragt; — Roes for Gud søger jeg vist ikke: Ak hvor forfængelig var denne Roes! hvor falskt, hvor uædelt, hvor Gud mishageligt var det ikke, om jeg Støv og Aske brammede af Fortienester; — Roes eller Belønninger fra Menneskene higer jeg gamle Mand, der længe siden har staaet mig fra Verden, ikke heller efter; og jeg er ydermere forvisset om, at mit Navn skal bestandigen blive ubekiendt for mine gode Landsmænd; — Hevn og personlig Had imod Forræderne er det ikke heller, thi det forbyder mig min Gud. — Dog vilde maaskee nogle iblant mine Brødre troe, at jeg vel ikke var saa gandske aldeeles frie for et personlig Had, og da maae jeg fortælle dem, at Struensee og hans heele Pak, ikke har plyndret det allerringeste fra mig, og sandelig hverken skadet eller rørt mig eet eeneste Haar paa Hovedet. .... Tak være Gud! det samme rigelige Udkomme, jeg for mange Aar siden allerede har havt, det havde jeg den Gang, og det har jeg den Dag i Dag er; og fra Kone og Børn har de ei heller kundet udsue Blodet, thi jeg har aldrig været gift.

Men de sanddrue og retfærdige Aarsager, hvorfore jeg stedse har havt et uudslukkelig Had imod Struensee og alle hans Tilbedere, og hvorfore jeg indtil min sidste Aandedræt vil

14

14

beholde en uudslukkelig Afskye imod disse For- rædere, det er de Vederstyggeligheder, som de hos os anrettede, det er de Ulykker, udi hvilke de styrtede os, det er Herrens forfærdelige Vredes Ild, som de antændte imod os, og kort sagt: det er deres Fjendskab imod Gud, imod det Kongelige Huus og imod det kiere Danmark, hvorfor min Nidkierhed er antændt imod dem, og hvorfor de ere mig saa modbydelige. — Dette er hos mig, og det bør ligeledes hos alle mine Landsmænd være de sandrue Aarsager, hvorfor Struensee og alle hans Creaturers Minde maae uafladeligen være en Væmmelse for alle dem, der have Dansk Blod, eller rettere talt, for alle dem, der tør være her kiendt, at de have Dansk Blod.

O vee os, Elskelige Brødre! om vi ikke torde være bekiendt at have Dansk Blod!... O evindelig vee os! . . . Bedre da vi vare aldrig fødte … Bedre at Mørkheden havde evindeligen skiult os, end at vi skulde være Rebellere imod vor Gud og imod vor Christian! . . . Hvilke Menneskelighedens Afskum vare vi ikke, om vi nogensinde kaldte det Got som er Ondt? Eller med andre lige betydende Ord, hvilke Uhyre vare vi, om vi paa nogen Maade undskyldte Stmensee og alle dem, der hængte ved ham. Det var ja lige det samme, som at begaae et aabenbart, et stort, ja det allerstørste Forræderie imod Gud,

15

15 imod det Kongelige Huus, imod sit Fædre- neland, og imod det menneskelige Kiøn.

Ingen af os, Høystærede Landsmænd! han være Stor eller Ringe, Herremand eller Tiener, Mand eller Qvinde, skrive i Glemmebogen de ulyksalige Tider, som vi her i Danmark for 2 Aar siden oplevede. — Forbyde Gud vi nogensinde skulde glemme dem! Nei saa uskiønsomme vil vi ikke være. Vi vil uafladeligen have de forbigangne Tider i Minde; vi vil have en fuldkommen Afskye for dem, og vi vil, ja vi vil alle med iverfulde Lofsange takke den store Jehova, der paa sag underlig en Maade reddede os.

Det er mig ingenlunde mueligt at give her mine dyrebare Landsmænd tilkiende, hvor uudsigelig stærke min Siels Bevægelser ere, naar jeg tænker paa den herlige 17 Januarii, og paa alle de Ulykker, som den adspredte, og paa alle de Velsignelser, som den tilbragte os. — Ja naar jeg tænker paa denne Dag, da er jeg henrykt, da taber jeg mig gandske i dette hellige Under, da er jeg fuld af Tak, fuld af Glæde og af himmelske Fornøjelser, da veed jeg tilforladelig ikke hvordan jeg skal udtrykke mig. . . .

16

16 O store 17de Januarii! . . . o hæderlige Giengieldelses-Dag! . . . o store Frelsnings-Dag! ... o mageløse Dag for Danmark! ... o høitidelige Dag, hvor Kongernes Konge og Gudernes Gud reddede sin Ære! ... o ypperligste iblandt mine mange Vandrings Dage! . . . hvor henrykkes jeg af Glæde, og af Lof, og af Beundring, og af Tilbedelse, og af undsigelige Fornemmelser, naar jeg tænker paa dig hvor Udbreder jeg o Gud! allevegne mit Hierte for dig, hvor siunger jeg dig i alle mine Pauluner og raaber med høy Røst: Ære være den store Herre Zebaoth! .., Ære være Gud, Fred i Danmark og hos alle Mennesker en Velbehag!. . . Hvor svømmer jeg i Taarer, saa tidt jeg tænker paa dig, og hvor ubeskrivelig ere ikke mit Hiertes Bevægelse, imedens jeg nu tænker paa dig, du mageløse Dag! . . . Og hvor tidt tænker jeg ikke paa dig, du velsignede Dag? ... Jeg tænker paa dig, saavel i Palladserne som og i Hytterne. . . . Jeg tænker paa dig for Gud og for Menneskene. ... Jeg tænker paa dig, ret ligesom den vældige Herre Zebaoth skabte dig i dette Øieblik. ... Jeg tænker, og Gud er mit Vidne dertil, jeg tænker sandelig den Dag i Dag er paa dig, med al den Iver og Nidkierhed, med al den Tak og Henryk- kelse, med al den Glæde og Ærbodighed,

17

17

med al den Forundring og Tilbedelse, som jeg tænkte paa dig, og som jeg følede i Fior. ... Jeg tænker paa dig i alle mine Forretninger; Jeg tænker paa dig, naar jeg staaer op, og naar jeg legger mig. Jeg tænker paa dig, naar Solens blide Glands skinner paa min Hytte: men jeg tænker og paa dig, naar min Horizont formørkes, naar Stormvinde og Uveir raser i mine Pauluner, naar Havets Bølger vil opfluge mig, og naar alt vil sønderbryde mit svage Leerkar, da er du, du 17de Ja- nuarii min Alderdoms Støtte, mine graae Haars Glæde, og mit gamle Hoveds Balsom. . . . Jeg tænker stedse paa dig. . . Jeg tænker paa dig, naar jeg forlades af Menneskene, naar jeg forkleines, naar jeg bagtales, naar jeg for Uret tidt maae lide, og naar alting vil briste, da tænker jeg paa dig, du velsignede Dag. ... Og hvor kunde jeg andet end stedse tænke paa dig, thi du er mig jo et soleklart, og tillige saare glædeligt og høytideligt Beviis paa min Guds Maade og Retfærdighed. ... Ja uden Ophør vil jeg og tænke paa dig. . . Jeg vil tænke paa dig til jeg blegner, til min Kraft reent forlader mig, til Hiertet staaer sit sidste Slag, og til man bringer mig til den saa længe ønskede Hvile, saa længe, ja saa længe, siger jeg, vil jeg tænke paa dig, du veldædige Dag! . . . Saa længe vil jeg hædre dig med Hierte og med

18

18

Tunge, og saa længe vil jeg siunge Herren Halleluja, der skabte dig, du mageløse 17de Januarii!

Op da min Siel! op, siung Herren en nye Sang! Udbasun hans store Gierninger! ... Natten er fremgangen og Dagen er kommen nær. . . . Ofte Gud Taksigelser! Betal den Allerhøieste dine Løfter! Dine Lovsange trænge igiennem Skyerne til Alfaders Throne! . . . Lof Herren med Basuners Klang! Lof ham med Psalter og Harpe! . . . Op alt det, som inden i mig er, lof hans hellige Navn! Lof Herren, Halleluja!

Høistærede Landsmænd! vi vil alle tage den Beslutning at ihukomme vore Pligter, og at opfylde dem med Nidkierhed. Der er: vi vil alle, og det uden Forskiel tænke uophørligen paa de saare skrækkelige Tider, hvorudi vi vare for 2 Aar siden. Vi vil huske paa alle de rædsomme Ting, der dagligen skeede hos os, da Struensee og Forræderne med ham mængede sig i Regierings-Sagerne. Vi vil have dem i Minde, de græsselige Ting der da skeede. — Vi vil tænke paa dem alle, fra den Første til den Sidste, falde ned i Støvet, takke og tilbede den Herre Zebaoth, der fældede Struensee, den store Drage, og hans heele vældige Anhang.

19

19

Tager denne Beslutning, dyrebareste Landsmænd! og den vil være Herren en meget behagelig Lugt, og den vil være det Kongelige Huus og det heele Land til stor Velsignelse. — Tager denne Beslutning og sætter den i Værk, ikke alleneste nu, da denne hellige Dag, den store 17de Januarii, til begge Rigers Glæde nærmer sig igien, men sætter den i Værk hver Dag i Aaret. — Føler og erkiender det i sin fulde Styrke, at denne ypperlige Dag er Herrens Dag! en Dag som den Almægtige selv skabte! en Dag paa hvilken han giorde saa store Gierninger! en Dag paa hvilken Herren reddede det Kongelige Huus og det kiere Fødeland! . . . Med Henrykkelse og med den dybeste Tilbedelse betragter alle de Ting, som Jehovahs vældige Arm udrettede paa denne Dag! Skiønner paa de mange Jertegn, som den Retfærdige skabte paa denne sin Giengieldelses-Dag! . . . Og skiønner og betragter disse Ting, ligesom de skeede i dette Øieblik, det er: føler dem med al den Nidkierhed og Glæde, med al den Tak og Fyrighed, som I har i eders Evne. — Lover da nu Herren, og giver Gud eene Æren! . . .

Op kiere Landsmænd, op og hædrer med mig denne Jehovas egen Gierning!... Falder med mig ned for Herrens Fodskammel!. . . Priser ham, den Almægtige! Takker ham den Algode! Ophøier ham den mageløse Forbarmere! Elsker ham den beste

20

20 Op kiere Danske, op kiekke Nordmand, op og siunger Herren en nye Sang! . . . Udbasuner hans store Gierninger!... Natten er fremgangen og Dagen er kommen nær! . . . Ofrer Gud Taksigelser! Betaler den Allerhøjeste eders Løfter! Eders Lovsange trænge igiennem Skyerne til Alfaders Throne! ... Lover Herren! Lover ham med Basuners Klang! Lover ham med Psalter og Harper! ... Op alt det som haver Aande, Lof hans hellige Navn! Lof Herren, Halleluja! . . .

Men jeg besværger eder og Christians Undersaatter, ja jeg besværger eder ved alt, hvad helligt er: Glemmer aldrig at takkede hellige og velsignede Redskaber, som vi have saa meget af takke for, og hvorpaa saa stor en Deel af vor jordiske Velfærd beroer. Det er med andre Ord: Glemmer evindelig ikke at takke, elske og lyde vor dyrebare Christian, som er Guds Salvede, Kirkens Foster-Fader, den Almægtiges Stadtholdere, en Gud paa Jorden! — Ærer og frygter Ham, thi Han er Guds Tiener, og en Tiener der bærer Sverdet, men der ikke bærer

21

21 det forgieves, thi Han er Hevner til Vrede over dem, som giøre ondt. — Husker vel paa alt det Gode, som Christian beviser os, og paa den Sikkerhed og paa den Skyts, som vi dagligen har under Hans milde Scepter! Glemmer dog ei, at Han søger sin Ære i Fødelandets Ære og Velfærd! Glemmer aldrig dette, og utallige andre Velgierninger, som vi bestandigen nyder under Hans faderlige Regimente. Tak og Lydighed, og Underdanighed, og Ærbødighed, og Kierlighed, og ivrige Forbønner er hver en Siel i Danmark og Norge Ham skyldig. Ærer da vor Christian, som Konge, og frygter Ham som Herre, og beder for Ham, som en Guds Stadtholder! . . . Saa befaler Kongernes Konge, saa byder Gudernes Gud. . . .

Op gode Danske, op vældige Nordmænd! op, og siunger Herren en nye Sang! . . . Udbasuner hans store Gier- ninger! — Natten er fremgangen og Dagen er kommen nær. . . . Ofrer Gud Tak-

sigelser! betaler den Allerhøyeste eders Løfter! Eders Lovsange trænge igjennem Skyerne til Alfaders Throne! . . . Lover ham med Psalter og Harper! Lover ham. med Basuners Klang! ... Op alt det som haver Aande, lof hans hellige Navn, Lof Herren, Halleluja! . . .

22

22 Dyrebare Landsmænd! glemmer evindelig ikke heller at takke og at hædre vor velsignede Juliana Maria, den største iblant Dronningerne, og Hendes elskværdigste Søn, Den Dydigste iblant Fyrsterne! — Føler imod disse Jordens Guder, hvad I bør føle imod dem der bærer Guds Billede, og som tillige er eders store Velgiørere! — Føler dog imod Landets Moder, imod vor store Juliana Maria alt det ærbodige, taknemmelige og sønlige, som Hun med saa stor Ret kan kræve. See hvor Hun, den Benaadede iblant Qvinderne; hvor Hun, den Herrens Veninde, gaaer iblant os, og sætter Sin største Lyst i at giøre vel imod os; — see hvor Hun elsker Kongen, og med hvilken moderlig Ømhed Hun bestandigen omgaaes Ham; — hvor Hun elsker alle Korrgens Undersaatter, som en Moder elsker sine Børn, og hvorledes idel Yndighed og Godhed fremskinner hos Hende. — Haver det i Minde, hvor meget Hun giorde til Kongens og Landets Frelse paa hiin 17de Januarii, den store Giengieldelses-Dag, — hvor Hun opofrede ikke alleneste Hendes egen Velfærd, Rolighed og stille Fornøielser, men endog Hendes eget Blods, det er, Hendes eeneste Søns Velfærd og jordiske Lykke, blot for at frelse Hendes kiere Dannemark; — Legger Mærke til, hvor ustraffeligen Hun vandrer iblant os; — hvor uskrømtet Hendes Gudsfrygt,

23

23

og hvor reen Hendes Dyd er; — hvor uforfærdet Hun var, da de Ugudelige rasede imod Hende, og aldrig smigrede for dem, eller giorde et eeneste Skridt til Hendes Vanære; og har just derved aabenbaret for heele Verden, at Hendes Siel er oplivet af det ædle og sande Mod. — Seer dog hvor Hendes Enkestand er ligesaa uskyldig, hellig og Gud behagelig, som Hendes Ægtestand var; — hvor aldeles hengiven i den store Guds Villie, under Korsets Byrde i begge Tilfælde. — Skiønner paa, at Juliana Maria i dobbelt Henseende er en Moder for Dannemark; en Moder, i det Hun elsker os alle som Sine Børn: en Moder i det Hun skienkte os en Søn, en Søn der er Hendes udtrykte Billede; en Søn der reddede Fødelandet; en Søn der lyksaliggiør De Danske og Norske; en Søn der er Jehovas Yndling; en Søn der er Menneskelighedens Prydelse; en Søn der er vores Juliana Maria og alle Danskes og Norskes Lyst og Glæde.

Samle og overveie vi alt dette, foruden Tusinde andre Velgierninger, som vi Dagligen nyde af Julianes moderlige Hiertelaug, saa kan vi ikke andet end tilstaae, at vi fylder Hende, som Landets Moder, al optænkelig Kierlighed. — O værdige Landsmænd, føler dog med mig for vor dyrebare Juliana alt det, I bør føle imod saa om

24

24

en Moder, saa elskværdig en Dronning, og saa stor en Velgiørerinde. Glemmer dog aldrig at ære, elske, velsigne og ofre hellige Forbønner for vor Juliana.

Op ærlige Danske, op kiekke Nord- mænd! op, og siunger Herren en nye Gang! . . . Udbasuner hans store Gierninger! — Natten er fremgangen og Dagen er kommen nær. Ofrer Gud Taksigelser! betaler den Allerhøieste eders Løfter! Eders Lovsange trænge igiennem Skyerne til Alfaders Throne!... Lover ham med Psalter og Harper! Lover ham med Basuners Klang! ... Op alt det som haver Aande, lof hans hellige Navn, los Herren, Halleluja!

Samme taknemmelige Hierte, som vi skylder vor velsignede Christian og vor værdige Juliana Maria, opofrer vi med største Billighed vor eiegode Frederik, som den Almægtige efter hans viise Raad og forbarmende Naade kaldte at redde vor kiere Fødeland for den allervisseste Ødeleggelse. — O høistærede Landsmænd, kiere Danske og Nor- mænd, glemmer dog evindelig ikke at hædre og ret høytideligen at ære vor Arve-Prints Frederik. Føler det med mig i sin fulde Styrke hvad vi alle skylder Ham, der er vor Talsmand og Skyts-Engel. — Betragter, men med et opmerksomt Øye, hvor

25

25

meget Frederik har giort for os, og hvor meget Han den Dag i Dag er giør for os endnu, og værdiger mig kuns nogle faa Øie- blikke eders Agtsomhed, da skal I visseligen tilstaae mig (og hvor kunde I andet), at vi aldrig kan noksom takke og elske vor Talsmand, vor dyrebare Frederik!

Det er Ham, det er Guds Salvedes Broder, det er vor Frederik, som den Almægtige hiin 17de Januarii brugte til at frelse tvende Riger, der sukkede under Byrden, og hver Dag skielvede for et truende Fald. Det er Ham, der i samme Øieblik Han mærkede Sit Kald, da Gud, Natur, Fødeland, Pligt, Blod og alting befalede Ham at opofre sig, var lydig imod dette Forsynets Vink. — Det er Ham, der var villig at opofre Sin heele jordiske Velfærd, blot for at redde Kongen og det kiere Dannemark. — Det er Ham, der ikke adspurgte Sig først med Kiød og Blod, om Han og skulde vove Sig i Døden for os, men der strax gik uforfærdet, som en Kiempe, for at udrette Sin Herres Befalinger. — Det er Ham, der saae Faren over Kongen og alle Hans Undersaatter, og gik ind i Guds Helligdom med disse Ord og Sukke: „Her„re! her er din Tiener, udrust ham med Viisdom og med Kraft: Vær Du mægtig i hans Svaghed: Byd, og han er lydig! . . Befal, og strax udretter han

26

26 Dine Bud." Iført Herrens Kraft, og udrustet med hans Aand staaer Frederik i hiin skræksomme Nat op fra Alfaders Throne, gaaer ud til Sin Tiener og udbryder med Disse guddommelige Ord: „Min kiere Guld- berg, jeg har randsaget mit Hierte og prøvet Hensigten af min Gierning, og nu vil jeg døe for den:" — Strax udretter han sin Herres Befalinger, fængsler Forræderne, stikker Sværdet i Skeeden, sønderriver Snarerne, og vi undkom, som en Fugl af Fuglefængerens Snare.

Op ærlige Danske, op brave Nord- mænd! op og siunger Herren en nye Sang! .. . Udbasnner hans store Gierninger! .. . Natten er fremgangen, og Dagen er kommen nær! . . . Ofrer Gud Taksigelser! Betaler den Allerhøieste eders Løfter! Eders Lovsange trænge igiennem Skyerue til Alfaders Throne!... Lover Herren! Lover ham med Basuners Klang! Lover ham med Psalter og Harper!... Op alt det som haver Aande, lof hans hellige Navn! Lof Herren, Halleluja!

Seer gode Landsmænd paa hiin henrykkende Dag, paa hiin 17de Ianuarii! Giver agt hvad vor dyrebare Frederik giorde for os, og hvor meget Han udrettede til vores jordiske Lyksalighed! — Dette er til- visse stort, ja langt meere end vi formaaer, at

27

27 betale Hgm. Men det er dog ikke alt, Frederik giør meere endnu. — Han bliver ved at være vor Talsmand. Det er: Han bliver uafladeligen ved at frembringe Folkets Nød til Thronen, at staae der som en Krempe i Gabet, at giere os alt det Gode Han kan, og at afværge af alle Kræfter det Onde fra os. — Han bliver ved, og det i Følge af Hans hellige Embede, at giøre os vor gode Konges Villie bekiendt, og at vise os hvor ømt et Hierte, og hvor faderlig et Sindelaug Kongen har til alle Sine Undersaatter; men Han viser ligeledes aarle og sildig til Monarken; thi det paaligger og Hans høitidelige Kald, Folkets Lydighed og Troeskab imod deres Eenevolds Herre, deres Atlernaadigfte Konge.

Seer dyrebare Landsmænd! dette er det store, det heitidelige Embede, som Frederik i den Dag i Dag er, beklæder, og som Han, den mageløse Jehova være derfor i al Evighed velsignet! nu næsten i to Aar haver beklædt. — Følger nu med mig og lærer noget nøiere at kiende vor Talsmand.

Frederik, Talsmanden, er ovhøiet, er den Tredie i Landet, og er kronet af Gud med Hæder og megen Ære, men Han bliver dog ved at frygte Sin Herre og Sin Gud, ligesaa ivrigen og uafladeligen som Han giorde, da de Ugudelige undertrykte og forhaa-

28

28 Frederik, Skyts-Engelen, er saavel inden som og uden Lands i stor Anseelse, har Magt og Styrke, Rigdom og helbred, og alt hvad Hans Hierte begierer, men Han lader derfor ikke af, hverken tilig eller sildig at takke og tilbede Sin Gud med den samme Ydmyghed og Oprigtighed, som da Han var med os i Angest og Trængsel, i Elendighed og i megen stor Nød. Dog frygter eller tilbeder Han ikke Sin Herre, blot med Munden og med Læ- berne, nei! Han tiener Ham i Aand og Sandhed. — Talsmanden skammer sig ikke ved, høitideligen for alt Folket at bekiende, at Han er Tiener, men Du, o Gud, Herre; Han Leerkarret, Du Pottemageren; Han Intet, Du Alt; Han den, der vander, Du der giver Velsignelsen; Han Huusholder, Du Overherre; — Ei heller undseer Han sig at give Gud Æren, i Nærværelsen af de Tienere, der staaer dagligen for Hans Ansigt, og der haver nærmere Adgang til Hans hellige Person. Gierne taler Han med dem om Religionen, om de Pligter der paaligger Fyrsterne, og erkiender, føler og tilstaaer at denne guddommelige Religion er Hans beste Veninde, Hans dejligste Prydelse, største Skat, sikkerste Skiold, visseste Forsvar og tryggeste Havn. . . . Han lader den ligeledes være en Tilsynsmand i alle Hans Gierninger, de store med de mindre, de aabenbare med de skiulte, saa at Han i alle Hans

29

29

Idrætter kan udholde den skarpeste Randsagelse.. . . Han gaaer eller staaer saa tænker Han paa denne Himmelske Veninde, og agter det med hiin David for idel Lyst at tale om den, og for lutter Salighed at Holde dens Vidnesbyrd; og samme giver Ham Kræfter at udrette det Tunge, det Store, det Møisommelige, ja det uendelig Vigtige af Hans Kald. — Han tænker uafladeligen, at Regnskabs-Dagen skal komme hastelig over Jordens Guder, at de Vældige skal vælde- ligen straffes, at over de Mægtige skal holdes en stræng Randsagelse, og gaae en skarp Dom over dem, som ere Overherrer. — I Følge denne Kundskab raader Han Majesteten aldrig andet, end det der kan fremme Guds Ære, Rigernes Vel, og Kongens Gavn. — Talsmanden knæler, jeg lyver ikke for eder kiere Landsmænd, Talsmanden knæler med hiin Daniel tre Gange om Dagen, for Sin Gud, anraaber, beder og takker Ham aldeeles som tilforn. Han beder, at Hans og Hans Fædres Gud vil forleene Kongen Viisdom at regiere et saa mægtigt Folk, som den Almægtige har lagt under Hans Scepter, og med Daniel sværger Han daglig: Jeg vil evindelig tiene og tilbede Herren min Gud, thi han er en levende Gud.

Hvor overtyder ikke alt dette os om, at Gudsfrygt og Dyd er hos vor Talsmand endnu lige saa reen og uskrømtet som til-

30

30 forn. — Stort var det af Ham og for- tiener vores og vore Børnebørns Taksigelser, at da Modgangs Vandene ginge høit over Ham, ja da de ginge Ham over Hans Siel, og da de Ugudelige trængte og forhaanede Ham, blot fordi Han ikke vilde være eens sindede med dem, der lig hiin Korah Dathan og Abiram satte sig op imod Jehova, at Han da heller, ja langt heller udvalgte at lide med Guds Folk Spot, Trængsel og Angest, end at blive en Forræder imod den Gud Han haver svoret en evig Troskab. Stort og roesværdigt var dette, men større og roesværdigere er det dog, og fortiener en større Beundring af os, at Han i Medgang har samme Sindelaug, som Han havde i Modgang, og at Han, den Dag i Dag er, er ligesaa gudsfrygtig og ydmyg, ligesaa sagtmodig og retfærdig, som Han altid har været. — Hvo af os kiender ikke det menneskelige Hierte? Hvo veed det ikke, at det kan heller taale Ulykke end Lykke? Hvo veed ikke, at Rigdom og Purpur, Vælde, Magt og Høihed forleeder det meget let til Afvigelser? Hvo veed alt det og skiønner ikke, at Talsmanden har annammet af sin Skaber en stor, en Gudsfrygtig Siel.

Op ærlige Danske, op Normænd, op og siunger Herren en ny Sang! . . . Udbasuner hans store Gierningers... Natten er fremgangen og Dagen er kommen

31

31

nær! . . . Ofrer Gud Taksigelser! betaler den Allerhøiefte eders Løfter! Eders Lovsange trænge igiennem Skyerne til Alfaders Throne! . . . Lover Herren! Lover ham med Basuners Klang! Lover ham med Psalter og Harper! ... Op alt det som haver Aande, lof hans hellige Navn! Lof Herren! Halleluja! . . .

Landsmænd! legger nu og Mærke til, med hvilken Høiagtelse Skyts-Engelen omgaaes Kongen, med hvor megen Ydmyghed Han begegner Ham, og hvor eendrægtigen Brødrene leve sammen. Han elsker Ham med Ærbødighed som sin Konge, og elsker Ham med Ømhed som sin Broder. — SkytsEngelen vaager bestandigen for Kongens sande Beste, og taaler ikke, at nogen forgriber sig imod Ham. — Han er ømmere over sin Broders Ære, end over sin egen. Han tænker uendelig mere paa sin Broders Fordeel, end Han bekymrer sig for sin egen. — Han sørger Dag og Nat, at den Ugudelige ikke skal nærme sig til Herrens Salvede. SkytsEngelen kiender Forræderne iblant os, Han legger Mærke til dem, tager sig meget vare for samme, men er tillige og bevæbnet imod dem— Han kiender dem alle, Han kiender den Stolte, den Egenraadige, den Gierrige, den Letsindige, den Hadefulde, den Misundelige, den Æresyge, den Utaknemmelige, den Trædske, den Herskesyge, den Vellystige,

32

32 den Dovne, den Egennyttige, den Misfornøiede, den Hevngierrige, den Falske, den Underfundige, den Trettekiere, den Lunkne, den Vankelmodige, den Frygtagtige, den Egensindige, Han kiender dem alle, men Han kiender og Ræven, Abekatten, Uglen, Slangen, Tigren, Løven, Fritænkeren, Menneske-Fienden, Guds-Bespotteren, Hykleren, Løgneren, Hoerkarlen, Lykkemageren, Øien-Tieneren, Spradebassen, Dadleren, Bagtaleren, Gøgleren, Fuxsvanseren, Skiørlevneren, Smigreren, og nu gider jeg ikke opregne fleere, kort sagt, Skyts-Engelen, Frederik, kiender alle disse Beelzebubske Aander. Han kiender disse og deslige Guds og Menneskers Fiender, der ere iblant os. Han udmærker den heele Sværm af Insecter, der kryber omkring i menneskelige Skikkelser, og som ere ret en Væmmelse for Hans uskyldige Siel. Han ruster sig, og som en ung Løve strider Han imod dem, og træder dem under sine Fødder, paa det de ikke skal skade Hans dyrebare Broder, og det kiere Danmark.

Talsmanden er en øm Broder, men Han er tillige og en ærbødig Søn. Han elske Sin velsignede Moder som sig selv, er underdanig imod Hende, lyder Hendes Befalinger, udretter gierne Hendes Villie, giør Hende al den Glæde og Fornøjelse, Han kan, og er redebon at give hvert Øieblik sit Liv for sin Moder, — Med en

33

33

ubeskrivelig Omhyggelighed afværger Han aarle og sildig mange Fortrædeligheder, der kunde skade Hendes Rolighed og Helsen. Med Ømhed og Tapperhed, med Iver og Nidkierhed sorger Han for sin Julianes Velfærd, og med eet Ord: Talsmanden føler for Hende, alt det en dydig Søn bor føle imod den beste Moder. Og alt dette have vi seer, ja ved høi lys Dag have vi seet, hvor Taarene trillede ned af vor ømme Fyrstes Øine, da de Ugudelige spottede og ret skiændigen begegnede Hans velsignede Moder, og hvor Hans Vredes Ild var antændt imod disse Helvedes Aander. — Ved høi lys Dag have vi og for nyelig seet, hvor den ømme Fyrste fældede Taarer, og hvor Hans ædle Hierte blev sat i den alleryderste Bevægelse, da de meget onde Mennesker giorde Hans elskelige Moder Fortred. Dette var Ham et Spyd i Hans Siel og gik Ham til Marv og Been. Men vi saae og, hvor Han som Søn, som Ven, som Mand, som Skyts-Engel, som vældig Fyrste, som tapper Helt, som bevæbnet Herre, og som Gud paa Jorden rustede sig, mandigen forsvarede Sin Moder og afværgede, at Basilisterne og andre deslige Insecter ikke turde udspye deres Gift paa Hans og vores elskelige Juliana Maria, paa Hans og vores velsignede Moder.

Vi har, og bør nødvendigen allerede Have store Tanker om vor Talsmand og

34

34 Skyts-Engel, ja vi bør allerede være igiennemtrængte af Ærbødighed for Ham, men vi vil snart faae endnu større Ærbødighed for Ham.

Ligesom vor dyrebare Christian og vor Juliana Maria elsker os, gode Landsmænd, ligesaa elsker os og vor eiegode Frederik. — Han foreener sine Kræfter med Deres, for at giere os lykkelige, og for at afværge med fælles Evne alt det Onde, De kan, og giøre os alt det Gode, som staaer i Deres Formue. — O hvor tindrer ikke Talsmandens Øine af Glæde, naar Han giver Kongen et got Raad! Men hvor væmmes Han ikke ved det mindste Indgreb eller Fornærmelse imod Hans og vor Konges Beste! Og hvilken Modbydelighed haver Han ikke til saadanne Embedsmænd, der meere søger deres eget, end Kongens og Fødelandets Gavn! — Da Kierlighed til Gud, og til hans Salvede, og til alle Kongens Undersaatter er det store Hiul, der sætter alle Hans Siele-Kræfter i Bevægelse, saa kan Han umuelig taale, at der handles ved mindre Drivefiær. Han har, som allerede berørt, en fuldkommen Afskye for disse Forrædere, og sørger derfor, at saadan giftig og meget adelig Klint bliver udryddet, førend det tager Over- haand.— Dog raader vor velsignede Talsmand ikke, som hiin Philopatreias, Han siger ikke med ham: Hug de syge, de stads-

35

35

lige Lemmer af. Nei, Frederik er for god en Christen, og for stor en Menneske-Ven, at Han skulde give et saa skadeligt Raad. Menmske-Vennen raader: „Fromme Broder, min Konge og min Herre! hav Medlidenhed med de Onde, straf dem lemfældigen, adspred dem saa meget mueligt er: Forflyt og sæt de adelige Lemmer paa de Stæder, hvor de ikke kan skade: Hav et vaaget Øie over de egennyttige Embedsmænd, saa de ikke formaste sig at udsue Dit kiere Folk: Giør Forræderne gandske magtesløse, og ligesom de ikke vare til, ja giør det til en umuelig Sag for disse Forstyrrere at ødelegge Dine Børn."

Saa Frederik.

Denne omtalte Kierlighed, som Talsmanden har til Gud, til Kongen, og til Fødelandet standser aldrig i Hans Siel, og stilles ikke dermed tilfreds, at Han blot glæder sig over Kongens og Landets Velfærd. Nei det lader Han sig ikke nøie med! Hans Siels vigtigste Attraae er, at denne Kierlighed maae give Ham Styrke til at befordre efter Lei- lighederne, Gud forleener, Begges Lyksalighed, og at tage uafladeligen samme Andeel i Kongens og Landets Vel, som en øm og gudfrygtig Fader tager Andeel i sine fromme Børns Lyksalighed. — Dog i hvor sagtmodig endog

36

36 vor store Menneske-Ven er, saa vover Han det dog aldrig at tale Ordet hos Majestæten for Svig og Laster, og søger der aldrig, enten ved Undskyldninger eller og ved Bønner at frikiende Lovens Overtrædere fra deres vel- fortiente Straf. Saa svag en Siel har Talsmanden ikke. Retfærdighed gielder hos Ham usigelig meere end Ømhed, det er at sige: Retfærdighed gielder hos Ham usigelig meere end qvindagtig Medlidenhed, utidig Godhed, strafværdig Barmhiertighed og lastefuld Ynksomhed. — Fyrsten veed, hvor magtpaaliggende det er at handle efter saadanne Grund-Love, og hvis Han ikke havde antaget dem til sin Rettesnoer, da vilde Dæmningerne i et Øieblik nedrives, som Lovene sætter for frekke Laster, og som ere de allersikkerste Bryst-Værn for Staterne. Hvor ulyksaligt det er, og hvor græsselige Forstyrrelser, der frembringes, naar disse omtalte Dæmninger kuldkastes, behøver vi ikke at søge ret langt borte, thi vi have nyligen selv prøvet det.

Talsmanden holder selv, (hvor taknemmelige bør vi være ham derfor, ) Talsmanden holder selv over Lov og Ret; hører med Fornøielse Sandhedens Røst, men med megen Afskye den lokkende Stemme, der vil forlede Ham at sætte tilside de store Pligter, Han haver at opfylde imod Gud og Menneskene. — Slangen seer tidt med Harm og Misundelse paa Talsmandens Uskyldighed:

37

37

Den bruger Kunst, Snedighed og glatte Ord, viser sig i sin yndige Gestalt, byder Frugten, nu beder blot en eeneste Gang at smage af denne søde Frugt, kort sagt: Slangen betjener sig af alle muelige Kunster for at overtale Ham til det første Skridt, thi det vilde være for Helvede den største Triumph og tillige det største Gavn, om de kunde fælde Ham, men Frederik siger: „Viig fra mig Forræder! Hvor skulde jeg giøre saa stort et Onde, og synde imod Herren min Gud?"

Alle Christians Undersaatter have Adgang til Talsmanden, og de ere Ham alle velkomne. Danske, Norske og Tydske ligge Ham alle paa Hierte. — Den Mindre er Ham altid ligesaa dyrebar som den Store, den Uformuende som den Vældige, Tieneren som Herren, Staadderen som den i bløde Klæder, Bonden som Herremanden, thi Han veed af ingen anden Forskiel at sige, end den, som Dyd og Laster gror. Fuld af denne Overbeviisning, at alle Mennesker ere Hans Brødre, og at vor Eenevolds-Herre, vor Christian, trænger lige høit til alle sine Undersaatter, opfylder Han med Ømhed og megen Samvittighed imod hver en Borger i Staten de Pligter, Ham paaligger. — Og dette Hans Faderlige Hiertelaug imod os er Aar- sag til, at alle uden Forskiel have fra Morgenen tilig indtil den sildige Aften Adgang

38

38

til Talsmanden, og at ingen gaaer misfornøiet bort fra Hans Ansigt, men alle takke Gud, der har givet Ham saa god en Forstand, saa ømt et Hierte og saa gudsfrygtig en Siel.

Talsmanden haver ingen Samfund med de Ugudelige, kommer ikke i Spotternes Forsamlinger, samtykker ikke i deres Raad, og hælder sig ei heller til de Unge, men bøier sit Hierte og Øre til de Gamle og Erfarne; Han holder Sig til dem, der ligesom Han haver en dyb Ærbødighed for Religionen; der ligesom Han frygter meere Gud end Menneskene; der ligesom Han oplives af Kierlighed til Kongen og Fødelandet; og kort sagt: der ligesom han handler af rene Kilder, til dem holder vor Skyts-Engel Sig, dem hædrer Han, dem elsker Han, og hører gierne deres Raad, men selv prøver Han Raadet, selv tænker, selv overveier, selv vælger, selv beslutter, selv handler Han.

Sielden haver Fyrsterne gode Venner; det er: sielden elskes Fyrsterne af andre Aar- sager, end blot fordi de ere Fyrster. Men meere sielden er det dog endnu, at Fyrsterne søger gode Venner, og at de smager den reene, den guddommelige Glæde at eie dem. — Vor, Frederik, vor Skyts-Engel, skabt til at føle det søde, der er udi Venskabet, har giort sig Umage, thi det giør gierne alle store Siele,

39

39 at de erhverve sig oprigtige Venner. Han har sagt Venner, og den gode Gud har ladet Ham finde. Og nu da Han haver funden dem, nu smager Han den store Glæde at eie dem, holder dem som en Gave af Herren, og skiønner paa saa stor en Velgierning, der sandelig er for Fyrsterne langt kostbarere, og af større Vær- die, end den er for andre Mennesker. Han glemmer ikke heller at takke Forsynet, der iblant saa mange jordiske Lyksaligheder som Han annammede af dets Haand, fik endnu denne til, at have gode Venner. — Nu, kiere Landsmænd, legger Mærke til Frederiks Skiønsomhed, at Han paa selvsamme Dag, da Han fik det høitidelige Kald at være Rigernes Skyts-Engel og Folkets Talsmand, sagde til Hans elskelige Guldberg: „Min Ven, min trofaste Guldberg, dig har jeg saa meget at takke for, dig bar jeg og prøvet at være min beste Ven, ja dig har jeg randsaget at være reen som Guld, gak nu og ud for mig, thi du, du kiender allerbest den Ømhed, med hvilken jeg elsker alle Kongens Undersaatter, gak nu og ud for mig allevegne og hør Folkets Klager. Men for alting glem mig ikke de tapre Nor- mænd, deres Nød gaaer mig til Marv og Been. Glem ikke dette kiekke, og af min Broder og mig saa meget elskte Folk. Kongen og jeg elsker det kiere Norge ligesom vi elsker vor eget Hierte. Bring du mig dets og alt Folkets Klager frem. —

40

40 Frembring mig altid, troefaste Ven, frembring mig aarle og sildig, i Tide og i Utide, Folkets Nød, og jeg, jeg skal være Folkets Talsmand hos Kongen; Kongen byder, Folket skal vederfares Ret; Kongen befaler, deres Byrder skal lettes."

Saa Talsmanden.

Dette Kalds-Brev, elskelige Landsmænd, som Talsmanden har udstædet til Etats- raad Guldberg, er ikke allene det største Beviis, som Han kunde give den heele Verden paa sin Gudsfrygt, sit omme Hiertelaug imod Kongen og os, men det er tillige og et stærkt Beviis paa Fyrstens store Indsigter. — Dette Valg, som giør Ham saa megen Ære, bør tilvisse glæde alle Redelige i Landet, og, om det nogensinde var mueligt, forøge den store Høiagtelse som vi have for Ham. O lader os da ikke fortie vore Pligter, men meget meere opfylde dem! Det er: Lader os hædre Talsmanden i vore Hierter, ophøie Ham saavel offentlig som og i Løndom, men og takke og velsigne Ham allevegne.

Men lader os ligeledes være taknemmelige imod vor værdige Broder, imod den kiere Guldberg! — Ønskes Ham til Lykke til et saa hæderligt Kald, men ønsker Ham langt meere til Lykke, at Han er saa troe udi sit

41

41

Kald. Thi vi overbevises fuldkommen om, at det Kaldsbrev, som Guldberg annammede af sin Herre, bliver af ham til Punct og Prik opfyldt, og at intet Menneske kunde bedre udrette det, som er ham anbetroet. — Da mine Landsmænd vel neppe veed, hvor uegennyttig vores brave Guldberg er, og af hvad for reene Kilder han tiener Kongen og sit Følland, saa maae jeg fortælle dem, at Kongen, Dronningen og Printsen har ikke alleneste i Anledning af den 17de Januarii, men og ved andre Leiligheder tilbudet ham adskillige Naa- des-Beviisninger, saavel i Henseende til et større Ære-Trin, som og hans Indkomsters Forøgelse, hvilket han allerunderdanigst har afbedet

sig.

Denne Ugennyttighed, som udmærker ham frem for saa mange, bør tilvisse forøge den Tak og den Kierlighed, som alle mine Landsmænd saa billig skylder ham, og umuelig kan nægte ham. — Dog denne ypperlige Mand udmærker sig ikke alleneste, i Henseende til hans Uegennyttighed, men han udmærker sig og ved sin Gudsfrygt, ved sin Troeskab, ved sin Admyghed, ved sin Menneskekierlighed, ved sin store Forstand, og ved det Pund, den mægtige har betroet ham, som han meget aagrer med. — Skiønner fremdeles, og be- undrer hvor denne værdige Mand elsker sin dyrebare Frederik, og opofrer sig aldeeles til Hans Tieneste; Ja tilig og sildig, endog

42

42

over Legems Kræfter er i Arbeide til det Kon- gelige Huuses, og sit Fødelands Velfærd. — Glemmer da ikke, gode Landsmænd, at være vor Broder, den tapre Guldberg, for alt dette meget taknemmelige. Men lader det ei heller komme af eders Minde, hvorledes han hiin store og uforglemmelige 17de Januarii udmærkede sin Troskab og mageløse Kierlighed imod det heele Kongelige Huus, og sin Nidkierhed imod det almindelige Beste. For at sige mange Ting under eet, saa beder jeg, husker dog bestandig paa de mangfoldige Prøver, som vor Guldberg har givet os paa hans Indsigter, og paa hans Danske Sindelaug. — Skiønner herpaa, Veltænkende Landsmænd, ærer og elsker vor værdige Broder, den gudsfrygtige, den ydmyge, den indsigtsfulde, den kiekke, den uegennyttige Guldberg! — Ihukommer eders Pligter imod ham! Elfter og takker Ham! Beder med mig: „Jacobs Gud vær du hans meget store Løn!" . . .

Af dette lidet hvad jeg her om Hans Kongelige Højhed Arve-Prints Frederik med et par Ord haver anført, kan enhver af mine Medborgere strax erkiende, at Han er upaatvivlelig een af de elskværdigste Fyrster, og tillige een af de gudsfrygtigste og beste Qvister, som den Oldenborgske Stamme nogensinde har frembragt. — Troer kuns ikke, høistærede Landsmænd, at jeg har fortalt om vor Frederik alt det jeg veed, og at jeg har gandske

43

43

udtømmet mig. Nei, det er langt fra, jeg kunde visselig, uden at fornærme Sandheden, fortælle mange Ting endnu til Talsmandens Berømmelse. Jeg forsikrer, at der er meget, ja ret meget tilbage, som jeg burde og som jeg kunde sige.

Mærker dog, retsindige og stimmende Landsmænd, hvor stor denne Roes er for vor Fyrste, naar den der ikke smigrer, naar den der frygter Gud uendelig meere end Menneskene, naar den der staaer ved Gravens Bredde, naar den, som er levende overbeviist, at hverken Penge, Gods, Ære, og ei den hele Verden er i Stand at giøre ham meere lykkelig, naar han offentligen siger, ja naar han høitideligen sværger for Gud og alt Folket, at de Danske og de Norske skylder meget ArvePrints Frederik, og at der er saa meget, hvorfore de bør elske og takke Ham. — Stor er denne Roes for vor Talsmand, men større er den dog endnu, at jeg offentlig beraaber mig paa Hans Gierninger, og at jeg fremkalder dem hver i sær, de større med de mindre, de aabenbare og dem som Han giør i Løndom. Jeg beraaber mig paa dem og kalder dem alle frem i Dag, thi de taler sandeligen allerbest Ordet for Ham. Og da de allerfleeste af disse Gierninger ikke ere giorte i Løndom, men ere for hver Mand bekiendte, saa behøver jeg ikke her at anføre dem.

44

44

O hvilken besynderlig Fornøielse bør det ikke bære for os alle, at Frederiks Gierninger, Idrætter, Tanker, Hensigter og Bestræbelser ere og blive evindelig Hans beste Lovtale. — Og vi, vi Christians Undersaatter, vi skulde kiende disse Gierninger, dagligen høre, see og erfare dem, dagligen høste veldædige Frugter af samme, og ikke takke Frederik, og ikke hædre Ham, og ikke være Ham med Liv og Blod og med Hiertet hengivne? — Og vi skulde see og høre, hvor Han i Aand og Sandhed tiener Gud, og ingen Dag lade gaae forbi, udi hvilken Han jo udbeder sig Viisdom af det Høie, takker den forbarmende Jehova, der paa saa herlig en Maade hiin 17de Januarii frelste Kongen og det heele Fødeland, og ikke med Ham alvorligen tiene Gud, og uafla- deligen takke Herren for det store Iertegn, han skabte paa sin Beskiermelses-Dag? — Vi skulde see, hvorledes den store Skyts-Engel elsker sin Konge, hvor om Han er over Hans Ære, hvor omhyggelig Han er for at afværge al Skade fra Guds Salvede, og med hvilken iverfuld Kierlighed Han elsker alle Kongens Undersaatter. Vi skulde see og dagligen erfare, hvor uegennyttig Han er i alle Hans Gierninger, og nu omstunder ikke eier meere end Han eiede forden 17de Januarii *), og ikke beundre de Kilder, af hvilke Han handler, og

ikke

*) Det lille Gods Jægerspriis, som Kongen nyelig har givet Ham, holder Ligevægten imellem dets Indtægt og Udgift.

45

45

ikke stræbe af yderste Formue at handle af lige saa reene Hensigter, men blive ved at være egennyttige i alle vore Gierninger, og lade os stedse regiere af Had, Nid og Tveedragtens Aand? — Vi skulde ved hver en Leilighed melde, at vor Fyrste har, og det blot for vor Skyld, paataget sig saa tungt et Aag og saa stort et Ansvar, og nu hartad undertrykkes af Byrden, men endnu meere af de mange Fortrædeligheder, som Menneskenes Ondskab forvolder Ham, og vi skulde ikke lætte Byrden paa vores uskyldige Fyrste? — Vi skulde ved hver en Leilighed erfare og see alt dette, og saa mange andre Velgierninger, som Han beviser os, og ikke skiønne derpaa, og ikke være Ham taknemmelige, og ikke opofre noget for Ham, der opofrede alt for os?

Jeg maae reent tilstaae, mine gode Landsmænd, at jeg slet ikke kan begribe, hvorledes det er nogensinde mueligt, at være følesløse imod vores Talsmand, og hvorledes man kan være uvillig at opfylde sine Pligter imod Ham, ja saa gar være i Stand at nægte Ham de Pligter, som Han haver Ret til at æske af os. Thi det er dog en upaatvivlelig Sandhed, at intet Menneske hverken i Danmark eller Norge, uden de der vil være Ufornuftige, eller og de der vil giere sig skyldige udi et stort Forræderie imod den Almægtige og hans Salvede, imod vor Juliana og vor Frederik, imod Land og Riger, ingen

46

46

Siel i Danmark og Norge, siger jeg kan nægte, at vores Frederik haver største Ret at forlange af os alle Tak, Lydighed og Kierlighed. — En almindelig Velgiører, som Han, har den ikke den billigste Adkomst til vor Kierlighed? — En Fyrste, som Han, der reddede sit Fødeland, og der opofrede sig selv for at frelse det, kan den ikke æske Taknemmelighed af os? — En Fyrste, som Han, i hvis Siel der boer Gudsfrygt, Retfærdighed, Langmodighed og Menneske-Kierlighed, har den ikke den billigste Ret at byde over vort Blod og over vort Hierte? — En Fyrste som Han, af hvis Øine læses Ømhed, af Ansigtet Venlighed og Oprigtighed, af Munden Kierlighed, og paa hvis Læber er Mildhed, kan den ikke paastaae, at vi føle for Ham det, Sønner bør føle imod en veldædig Fader? — En Fader som Han, der dagligen overøser os med Velgjerninger, der elsker os alle som sine Børn, og som vi, næst Gud, Fylder vor jordiske Velfærd, vor Rolighed og vor daglige Opreisning, har den ikke en meget stor Ret til vor Ærbødighed?— En Fyrste som Han, som den Almægtige paa saa højtidelig en Maade kaldte at være vor Talsmand og vor Skyts-Engel, og som er saa troe udi sit anbetroede Kald, kan den ikke forlange Lydighed og Høiagtelse af os? — En Gud paa Jorden som Han, hvilken det tilkommer, at kaldes det menneskelige Kiøns Prydelse, bør den ikke hædres og ophøjes af os? - Ja sandelig, kiere Danske,

47

47 tapre Nordmænd, og gode Holsteinere, vi bør alle elske, takke, lyde, hædre, beundre, ære og velsigne vor Frederik, denne Herrens Jedidia! . . . Saa byder os Jehova! Saa befaler os Kongernes Kongebog Gudernes Gud! . . .

Op ærlige Danske, op kiekke Nord- mænd! op, og siunger Herren en nye Sang! . . . Udbasuner hans store Gierninger! — Natten er fremgangen og Dagen er kommen nær. Ofrer Gud Taksigelser! betaler den Allerhøieste eders Løfter! Eders Lovsange trænge igiennem Skyerne til Alfaders Throne!... Lover ham med Psalter og Harper! Lover ham med Basuners Klang! ... Op alt vet som haver Aande, lof hans hellige Navn, lof Herren, Halleluja!

Men, høistærede Landsmænd, er der Suurdei eller Usandhed i vore Hierter, o da har Himlen vist ingen Behag i vore Lossange og vore Bønner, som vi giøre for vor Frederik. — Er der Usandhed i vore Hierter, da hade vi Gud og Kongen, da hade vi Juliana og Frederik. Ja, er der Usandhed i vore Hierter, da bedrage vi Gud og Menneskene. — Og der er Usandhed i vore Hierter, naar vi ikke føler i sin fulde Styrke hvad vi skylder vor Arve-Prints Frederik; naar vi ere lunkne imod Ham; naar vi legger Ham

48

Hindringer i Veien; naar vi skuiler Sandheden for Ham; naar vi frembringer Ham Løgn; naar vi søger blot at giøre Lykke og at forskaffe os Gods, Ære, Anseelse og Embeder, men aldrig haver i Sinde at opofre noget for Kongens, for Frederiks og for Landets Skyld; naar Slægtskab, Venskab, Egennytte, Partiskhed, Nid, Had, Herresyge, Stolthed og deslige modbydelige Hensigter ere DriveHiulene i vore Handlinger; naar FødelandsKierlighed, det Almindelige Beste, Danmarks Flor, Statens Opreisning, Kongens Nytte, Undersaatternes Gavn, Landets Velfærd, Dansk Blod og Dansk Sindelaug ere blot tomme Ord for os, Ord, der for vore Siele slet intet betyder, Ord, som ikke bestemmer vor Tænkemaade, og Ord, som ikke indretter alle vore Handlinger; naar vi elsker Talsmanden af ureene Kilder, det er at sige: naar vi elsker og ærer Frederik, blot fordi Han er nær ved Thronen, og kan bede Majestæten at give os hvad vore Hierter ønsker, men ikke el- sker Ham fordi Han er Guds, Kongens og Fødelandets Ven, og naar vi, kiere Medborgere, handle efter deslige og fleere saadanne stinkende Grunde, da hade vi Frederik, da spotte vi Gud, og hans Salvede! Og bestemmer disse omtalte græsselige Grunds vore Gierninger, da giør vi det for vor Aller- naadigste Konge og for Hans fromme Broder, til en gandske umuelig Sag at giøre os saa lykkelige, som vi kunde blive, og hvorpaa

49

49

De med samlede Kræfter uafladeligen arbeider.

Enhver af os, gode Landsmænd, han være i Anseelse eller ikke, beklæde et stort eller lidet Embede, have Adgang til Kongen og til Talsmanden eller ikke, kort sagt, enhver af os, han være i hvad Stand, Alder og Vilkaar han være vil, han randsage dog sit Hierte, han undersøge sin egen Barm, og betragte vel Aarsagerne, som hidindtil har bestemmet alle hans Idrætter. — Han huske vel paa den skrækkelige Regnskabs Dag, da alting som er skeet i Mørket skal komme for Lyset, og han glemme dog evindelig ikke den forfærdelige Dom, der fældes over alle dem, der har søgt at bedrage Gud og hans Statholder. Han erindre sig vel, at Dommen over alle utroe Tienere saaledes lyder: Gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Dievelen og hans Engle. — Den Ugudelige iblandt os forlade da sin Vei, og hver som giør Uret sine Tanker, og omvende sig til Herren, og han skal forbarme sig over ham, og til vor Gud; thi han skal mangfoldeligen tilgive.

Saa lader os da, paa det vi kan faae Barmhiertighed til velbeleilig Tid, aflegge alle Mørkhedens Gierninger, og aldrig tillade Utaknemmelighed imod den store Gud, og ei hel- ler Ligegyldighed imod det Kongelige Huus.-

50

50 At adskillige iblandt mine Landsmænd ikke ere skiønsomme nok imod Gud, gaaer mig visse- ligen til Marv og Been. Ja mine graae Haar isner, og de faa tilbageværende Kræfter forlader mig, naar jeg tænker, at der findes mange iblandt dem, og det saavel af den høie som ringe Stand, der allerede ere blevne lunkne imod Gud, der paa saa herlig en Maade udfriede det kiere Danmark. Ak! saa mange iblandt os ere allerede lunkne imod Jehova, og ere allerede gandske kolde imod det Kongelige Huns, som han brugte til vor Frelse! ... O hvilken unaturlig og lastefuld Lunkenhed! ... Hvor optændes jeg af Harm og Græmmelse, naar jeg forestiller mig den hos mine Landsmænd! . . . Neppe, ja neppe skulde man troe at den var muelig; Men ak, destoværre, den er al for sand. — Der er saa mange iblandt mine Brødre og Søstre, der ikke tilbeder den store Alfader, som det sig bør, der er saa mange iblandt mine Brødre og Søstre, der ikke meere takker vor Juliana og vor Frederik, som Dem tilkommer. Ja med eet Ord, der ere saa mange iblandt os, som ere allerede blevne uskiønsomme. — Men er denne Uskiønsomhed os anstændig? . .. Dømmer selv, Lands- mand! dømmer selv, om den ikke overøser os med Skam og Bludsel. Og give Gud, at dm ikke eengang paaførte os evig Straf!

51

51

Bør vi, fordi det snart er 2 Aar siden, at den Herre Zebaoth frelste os, og at han lader sit blide Ansigtes Lys skinne over os, glemme at give ham den Ære, som ham allene tilkommer? . . . Bør vi, fordi det snart bliver 2 Aar, at vor Juliana og vor Fre- derik reddede Kongen og Fødelandet fra sin visse Undergang, glemme hvad vi skylder Dem? . . . Kan vel saadan en strafværdig Skiødesløshed passe sig paa fornuftige Skabninger? . . . Jeg dømmer ikke, men dømmer selv, er saadan en Utaknemmelighed Ret for Gud, er den Ret for Menneskene? ... Er det Ret, fordi vi nu snart i tvende samfulde Aar nyder igien den stolteste Rolighed i vore Pauluner, haver Seier over vores indvortes Fiender, Fred og meget gode Dage, Brød og alt hvad vore Hjerter forlange, at vi rive alt dette i Glemmebogen? ... Er det Ret, fordi Guds Vredes Ild, der var antændt imod os, er nu stukket, og Herren strasker ikke meere Landet, Plagerne have ophørt, og Velsignelserne, som de Ugudelige med deres om Hevn raabende Synder joge fra os, ere komne tilbage, at vi fortie, saa store Ting? ... Er det Ret, fordi vor Eenevolds-Herre, vor Allernaadigste Konges Villie, som er at giøre os alle lykkelige, nu bliver i alle Henseender opfyldt, at vi ere lunkne imod vor Konge og vor Fader?... Er det Ret, fordi Kongens værdige Broder er nu snart i tvende Aar vor Talsmand

52

52 og vor Skyts-Engel, at vi ikke føler det i sin fulde Styrke hvad vi skylder Ham? ... Saa dømmer da selv, thi jeg dømmer ikke; er det Ret for Gud, er det Ret for Menneskene, at vi ikke agte meere paa disse store Velgierninger, fordi vi nu snart haver nydt dem i tvende Aar? . . .

Og dog findes der saa mange iblandt os, der ikke meere med Tak og med Henrykkelse tænker paa det veldædige Jertegn, som den Almægtige skabte hiin store 17de Januarii. De takker og tilbeder ikke meere Gud. ... De nyde, ja det vil de gierne, de nyde de gode Gaver, de nyde Velsignelserne, som Alfader udoser over dem, men de glemme at takke Giveren. . . Hvilken gruelig Glemsomhed! . . . Hvor gysefuld er den for mig! ... og hvor gysefuld maae den nødvendigen være for alle dem, der tiender Gud og der veed, at det just er et Folks Utaknemmelighed, som tilbringer dem Herrens Straffe-Domme.

Vel sandt, vi nyde dagligen Herrens Velsignelser og han overøser os med Velgierninger, men fremturer vi at annamme dem med Koldsindighed og med Skiødesløshed: det er, fremturer vi at være utaknemmelige imod den Allerhøjeste, og at være lunkne imod det Kongelige Huus, o da er Jacobs Gud en forfærdelig Hevnere. Han holder det tveeg-

53

53

gede Sverd i Haanden for at ødelegge alle hans Fiender, og at betale hver een, som han det fortiener. — Har Herren hidindtil famlet Velgierning paa Velgierning, da vil han igien samle Forbandelser paa Forbandelser, Straffe-Domme paa Straffe-Domme. Har hans Velsignelser været uendelige over os, da vil hans Trængseler og Plager blive ligesaa mange. — Ja blive vi ved at være utaknemmelige imod Barmhiertighedernes Gud, og imod den milde Forladelsernes Herre, da have vi vist Aarsag at vente, at de sidste Ulykker, det forbyde, ja det forbyde Guds mageløse Barmhiertighed, vil blive, om ikke større, saa dog ligesaa store som de første Ulykker,

Men for at undgaae alle disse græsselige Ulykker, saa lader os da nu alle, hver og een, prise Guds bundløse Naade, og med Taksigelser annamme de Gaver, som den Algode beviser os. Lader os alle være hellige og leve et ærbart, stille, dydigt og kydsk Levnet. — Den Vældige betænke, at af den, der annammede meget, skal og meget kræves; — Befalingsmanden, at Gud og Kongen er hans Overherre, og at han paa hiin Dag skal stævnes for en meget stræng Domstoel; — Embedsmanden og Regnskabs-Betjenten ihukomme, at der forlanges megen Troeskab af Huusholderen; — Præsten, at han er aarvaagen og vindskibelig udi sit Kald, og prædiker Ordet, og fuldfører sin Tieneste,

54

54 og holde ved i Tide og i Utide at overbevise, straffe, formane, advare med al Langmolighed og Lærdom; — Hovedsmanden, at han er sendt af Herren til Hevn over Misdædere, men dem til Lof, som giøre Got; — Tieneren, at han er sin Herre underdanig i al Frygt, ikke allene den Gode og Billige, men ogsaa den Fortrædelige; — Hofmanden betænke, at Løgnere og Dagdrivere ikke komme ind i Himmelen; — Hofmanden skamme sig ved at krybe, smigre, fuxsvanse, bag- vaske og at tude i Ørene, thi alt dette er en Modbydelighed for Gud; — Hofmanden blues ved at tage Ræve-Skikkelse paa sig, Det er: han vende dog ikke sin Raabe ligesom Vind og Veiret blæser, og holde ikke Got hvad Ondt er, og Ondt hvad Got er, thi Guds Ansigt staaer imod saadanne; — Hofmanden sørge vel, at samle sig en Skat, som Orme ikke fortærer, og som Tiden ikke giør rusten, og lade sig det være uendelig meere angelegen at behage Gud, end at behage de forfængelige Mennesker; — Hofmanden tage sig vel vare, ikke at være stolt og at bramme af indbildte Fortienester, af ÆresTegn og af inter betydende Titler: han bryste sig ikke, han opblæst sig ikke, og giøre dog ikke Udgangen for dem, der staaer under ham, til en Væmmelse: Han lære af det Kongelige Herskab, hvoraf han blot er en Tiener, at være sagtmodig, ydmyg, venlig og menneskekierlig: Han tage Dem i alting til sit

55

55 Mynster, og betænke derhos, at Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade; — Hofmanden frygte sig dog ikke for Menneskene, thi de Mægtigste iblant dem veie mindre endnu end Intet; — Hofmanden, der haver Adgang til Jordens Guder, glemme det dog evindelig ikke, at Fyrstens Siel skal paa hiin Dag kræves af hans Haand.

Saa lader os da alle, gode Landsmænd, med Omhyggelighed og med megen Samvittighed opfylde de Pligter, der paaligger os som Christne, som Mennesker, som Borgere, og som Christians Undersaatter.

— Landsmænd! frygter Gud, ærer Kongen, elsker Brødrene, og saa kan vi vist vente at Himlen vil blive ved at velsigne os, og at den gode Gud vil forleene os fleere saadanne velsignede Aar, som dette retnu forbigangne har været. — Saa kan vi vente, at Himlen vil fremdeeles bønhøre Jorden, og Jorden bønhøre Himlen, og bringe frem Korn, Most og Olie til Menneskers Vederqvægelse;

— Saa kan vi forvente at blive igien Guds udvalgte Slægt, et Kongeligt Præstedømme, et helligt Folk, et Folk til Eiedom, at vi skal forkynde hans Dyder, som kaldte os fra Mørket til sit underlige Lys;— Sa skal vi fryde og glæde os i Herren vor Gud, og vi skal æde og mættes, og love Herrens Navn, som haver handlet med os i underlige

56

56

Maader; — Saa skal vi fornemme, at Herren er midt iblandt os, at Herren er Gud og ingen ydermeere, og vi skal ikke beskiæmmes evindeligen;— Saa kan vi endelig og være vis paa at vi ikke skal bede forgieves for Kongen og for det Kongelige Huus, men at vore Forbønner vil være ham, som hun Abels Offer, en behagelig Lugt, og i sin Tid komme med Velsignelse tilbage.

Tillad mig, høistærede Landsmænd, inden vi med foreenede Kræfter opløfter Hier- ter og Hænder til Alfader, at jeg siger et reneste Ord, nemlig at jeg igientager et par af mine giorte Begieringer. Det første, hvilket jeg hist og her allerede har berørt, er, jeg beder dem, at de for alting ikke troer, at væmmelige Hensigter, hvorudi min Gud har en saa skrækkelig Mishag, ere de sandrue Aar- sager, hvorfore jeg med et par Ord har viist hvad vores Allernaadigste Konges Undersaatter bør føle imod den, som er deres Ven og Talsmand. — Nei, Gud være evindelig lovet, jeg haver slet intet at bebreide mig. Og liid kuns derpaa, mine Brødre, ja liid derpaa, at jeg tilforladelig ikke kunde holde det ud med mig selv, om jeg havde noget at bebreide mig. - Hvor vilde jeg i saa Fald være en Vederstyggelighed i mine egne Øine! . . . Hvor vilde jeg, der venter hvert Øieblik at fremstilles for den Retfærdiges Domstoel, holde saadanne gysefulde Bebreidelser

57

57

ud? ... Hvor vilde jeg flye for den Alseende, for Mig selv, og for alle skabte Ting?... Hvor vilde Trængsel og Jammer, Rædsel og Angest, og tusinde Ulykker følge mig paa alle mine Fodspoer, og snart slukke den lille Gnist, der er endnu tilbage? . . .

Dog det er mig en saare ringe Sag at dømmes af Menneskene og af en menneskelig Dag, thi Gud er min Dommer og mit Vidne. Herren veed alting. Herren veed det og, at min Ærbodighed for ham, min Religion, min Samvittighed, min Kierlighed til det Kongelige Huus, til Fødelandet, og det Danske Blod, der rinder i alle mine Aarer, ere de eeneste Aarsager, der med høi Røst haver befalet mig at udøse nogle af mine Fornemmelser til mine Landsmænd. Og det har ikke været mig mueligt at imodstaae disse Befalinger, men jeg har maattet lystre. — Herren er min Dommer. Herren veed alting. Herren veed, at jeg vist ikke skiøtter om Kunst og Gaver, Belønninger og Titler, og deslige smaae intet betydende Ting. — Jeg har og været i Palladserne. Jeg har og i mine unge Dage været i Anseelse og i Ære, med see, det var dog altsammen lutter Forfængelighed. — Nu jeg er en gammel Mand, nær ved 70 Aar, staaer ved Gravens Bredde, trænger ikke, men har en rigelig Udkomst, og til min Guds mageløse Barmhjertighed, der hidindtil haver givet faa rundelig mit daglige Brod, haver jeg den

58

58 faste Tillid, at han i de faa Aar, eller meget rettere sagt, at han i de faa Dage, jeg haver at leve, vil forleene mig mit Brød. — Herre, jaa beder jeg tilig og sildig, Herre, din Tiener har seer Danmark og Norge frelst, lad ham, o lad ham nu fare i Fred! . . .

Gaaer nu fra mig, gode Landsmænd, og vender alle eders Tanker til vor Talsmand og Skyts-Engel, som har viist sig i alting at være meget stor, men dog lader Han at være allerstørst i sin Omgang med sine Fiender, og derfor synes jeg, der paaligger mig et besynderligt Kald, tilsidst og eengang endnu at betragte vor Talsmand fra den Side. — Hører Talsmanden tale, seer Ham handle, og da kan vi umuelig andet end tilstaae, at Han er Beundringsværdig og overgaaer al vor Roes.

— O give Gud, at alle Christne vilde trine i Hans Fodspoer! — Hører Ham tale! Her ere Ord, som sandelig ere komne af Hans Mund, og som min Ven annammede af Ham. Giver Agt, Talsmanden taler! . . .

„Om jeg end vandrede midt imellem de Ugudelige, saa frygter jeg dog ikke. Deres Raad imod mig kan ikke bestaae, og deres Anlæg maae blive til Intet; thi Gud er mægtigere, end Menneskene.... See hvor de Tienere i mit Huus betaler min Godhed med Had, min Mildhed med Forræderie, min Langmodighed med Ondskab,

59

59

og mine Velgierninger med Utaknemmelighed... . Ogsaa de, som havde Fred med mig, som jeg forloed mig paa, som aade mit Brød, ogsaa de opløfter deres Hæl imod mig, men jeg, jeg beder: Herre forlad dem, thi de vide ikke hvad de giøre.,. I hvor trædske disse mine Modstandere og ere, og i hvor snedig deres Anlæg er imod mig, saa er jeg dog gandske roelig og frygter Intet; thi Gud er med mig, hvo vil være imod mig? Jeg vil stedse frygte Gud, elske Fødelandet og giøre hvad Ret er."

Saa Frederik.

Alle Talsmandens Gierninger beviser og stadfæster for hver Mands Øine Sandheden af det Hans Mund taler. Han betaler nemlig Ondt med Got, velsigner dem som træder Ham med Fødder, bespiser og vederqvæger rundelig dem, som sætte sig op imod Ham, og kort sagt. Han overøser sine Fiender med Velgierninger.

Det er bekiendt for den heele Verden, at vor Juliana og vor Frederik har Magten i Hænderne, at giengielde alle Deres Fienders Utroeskab. Men det er og den heele vide Verden bekiendt, at hverken Juliana Maria, ei heller Frederik haver giort det. De have lært af Deres Mestere med de Lærdes Tunge, hvorledes De skal være sagtmodige og

60

66

ydmyge af Hiertet, og ligesom han, elske og tilgive alle Deres Fiender. — O hvor gud- dommelig er det ikke, naar Jordens Guder saa- ledes handler! Det er tilvisse den største Høide af den menneskelige Dyd. Dette Syn er et henrykkende Syn, og kan umuelig andet, end igiennemtrænge een med Ærbødighed, Glæde og Taksigelse. Og dette guddommelige Syg have vi daglig for Øine, thi saaledes handler vor Juliana Maria, og Hendes elskvær- dige Søn, der er Hendes udtrykte Billede. Hvo kunde have et menneskeligt Hierte, og ikke med uudsigelige Følelser beundre, at Juliana og Frederik overoser Deres Fiender med Velgierninger? . . . Hvo kunde see og daglig erfare dette, og ikke bære disse Jordens Guder paa Hænderne, og ikke takke og vel- signe Dem, og ikke af alle Kræfter hædre og ophøie Dem, og stræbe at blive Dem lige?...

Du Danmark og du Norge, vaagner begge op, og føler begge hvad I bør føle imod Disse Jordens Guder, der ikke sønderknuser Deres Fiender! . . . Du Danmark og du Norge, skriver det med gyldne Bogstaver i eders Tids-Boger, at Juliana og Frederik hevnede sig aldrig paa Deres Fiender! . . . Du Indbygger i Kongens Riger og Lande, prænt dig det dybt og uudstættelig i dit Hierte, at Juliana og Frederik betaler Ondt med Got!.. . Du Christians Undersaat, opløft, hvor Du end er, din Røst, fortæl, ud-

61

61

basun og udraab allevegne, at Juliana og Frederik elsker Deres Fiender, og at de Begge betaler dem med Velgierninger! . . . En Tids-Alder efter en anden forkynde det@og den allersildigste Efterslægt høre endnu Gienlyden, at Juliana og Frederik elskede og giorde meget Got imod Deres Fiender! . . . Faderen, der drager med Døden, sige til sin Søn, og Sønnen igien til sine Børn, og BørneBørns-Børn sige til deres Børn: Juliana og Frederik hævnede sig aldrig paa De res Modstandere, De overøste dem med Velgierninger; De velsignede, De elskede Deres Fiender." Og disse tilkommende Slægter beundre, ophøie og velsigne derfor vor Juliana og vor Frederik! ...

Vender nu, kiere Medborgere, eders Tanker til et Syn, der er ligesaa henrykkende som det vi nu agter at forlade. Gaaer hen og skiønner, som det passer sig paa fornuftige og christelige Mennesker, skiønner, siger jeg, paa den hellige Eenighed, der hersker i den Kongelige Familie. — Vel sandt, jeg har allerede talt derom, jeg har allerede beundret samme. Men hvor kunde jeg tale nok derom, hvor kunde jeg noksom beundre dette herlige Syn?... Kommer med mig, kiere Landsmænd, Danske, Norske, Tydske, kommer med mig og betragter under hellige Følelser, iverfulde Lofsange og en fyrrig Taknemmelighed, hvor de Kongelige Herskaber elske hverandre.

62

62 See, hvor Jehovas Veninde, vor store Juliana Maria, elsker ligesaa høit den Søn, Hun ikke fødte, som den Hun fødte; — hvor Hun med Kierligheds Arme omfavner begge Sønner;—- hvor Hendes Siel føler lige meget for Dem begge; — hvor det moderlige Hierte bloder, saasnart een af Dem lider. — Men giver og Agt, hvor Sønnerne elsker Hende igien;— hvor De som Herrens Engle staaer og forsvare Hende; — hvor De ere lydige og ærbodige imod Hende, og giøre det til een af Deres vigtigste Bestræbelser at behage Hende.— Betragter og hvorledes vor Christian, vor ejegode Christian, omfavner sin Broder, sin elskelige Jonathan; — Han haver Tillid til Ham, skiønner og erkiender Hans Fortienester, takker og ophøier sin Frederik, som den Mand Kongen haver Lyst til at ære; — Kongen annammer Ham i Herrens Navn med Glæde. Kongen annammer Ham, som Broder, som Ven, som vældig Mand, som tapper Helt og som Guds Engel. — Men seer og, hvorledes Frederik ydmyger sig for Herrens Salvede, hvor Han ærer Ham som sin Konge, elsker Ham som sin Broder, hædrer Ham som et kronet Hoved, og takker Ham som sin Velgiører; — Frederik giør Kongens Ære til sin Ære; Kongens Gavn til sit Gavn; Kongens Bedrøvelse og Skade til sin Bedrøvelse og Skade, og kort sagt, Han føler for sin Konge og for sin Broder alt hvad Natur og Pligt, og Godeland, og Blod, og Ømhed befale at føle

63

63

for Ham. — Skiønner ligeledes, hvor den ærværdige og Gudsfrygtige Princesse Charlotta Amalia, gaaer ud og ind imellem Dem; — hvor De holder Hende for det Kongelige Huuses Prydelse, for en kostelig Steen i Kongens Krone, for Landets trofaste Stylte, og en Pille for Thronen; — hvor De om- gaaes Hende med Ærbødighed og med en stor Høiagtelse, og hvor denne fromme Princesses Bønner og Velsignelser kommer igien over Dem og Landet.

Danmark fryd dig! Norge vær glad! Indbyggere af det faste Land, og I, der boer paa Øerne, I, der haver eders Boepæl i Dalene, paa Fjeldene og Høiene, skiønner alle paa denne hellige Eendrægtighed, der er i vor Konge-Huus. Det er det tilforladeligste Beviis, som disse Jordens Guder kan give os, at@De haver et faderligt Hiertelaug til os, og at De elsker os, som en Moder kan elske sine diende Born. — Og denne hellige Eenighed er ligeledes det sikkerste Pant, som Danmark og Norge har paa sin Jordiske Velfærd. — Den er Hoved-Hiørnesteenen paa vores timelige Lykke; den er ret en Balsom paa vore Hoveder; den er en sød Lugt for Herren, en Glæde for Englene; en Velbehag i Himlen og paa Jorden. — Men denne henrykkende Samfund, Kierlighed og Tillid i det Kongelige Huus; er og en Frygt for de onde Mennesker, Pine for de ildesindede Gemytter, Rædsel for

64

64 de Ugudelige, Angest for Helvede og Skræk for Beelzebub. Den giør, at Misdæderne skiælve og bæve. Den giør, at Mørkhedens Fyrste og hans heele Rige ikke kan udrette noget, men at alle deres Anstag bliver til intet. — Vel sandt, Anamelech og med ham heele Helvede holder Raad sammen, de lurer paa beqvemme Lejligheder, de bruger List og alle optænkelige Konstgreb, og opfinder mange nedrige Rænker, hvorledes de dog best kunde, om ikke i en Hast opløse dette saa stærk knyttede Samfunds Baand, saa dog først kaste giftige Piile derimellem, og saa lidt efter lidt opløse det, paa det de da kunde giøre et Adama og et Zeboim af os. — Men Gud være lovet, at deres Anslag ikke har kundet bestaae, og er ligesom hiin Achitophels Raad bleven til intet;— See hvor de staaer beskiæmmede og hvor Ansigters Blusel og Bebreidelser følger dem allevegne;— Hører dog, hvor de raaber til hinanden, ligesom hine Philister raabte, da fordum den hellige Pagtes Ark var kommen i Israeliternes Leir: Sandelig! det har aldrig seet for saaledes ud med os, thi Gud er nu kommen i Leiren.

Op kiere Danske, op vældige Nord- mænd! op, og siunger Herren en nye Sang! . . . Udbasuner hans store Gierninger! — Natten er fremgangen og Dagen er kommen nær.... Ofrer Gud Taksigelser! betaler den Allerhøiefte eders Løf- ter! Eders Lofsange trænge igjennem Sky-

65

65

erne til Alfaders Throne! . . . Lover ham med Basuners Klang! Lover ham med Psalter og Harper! . . . Op alt det som haver Aande, lof hans hellige Navn, Los Herren, Halleluja! . . .

Ja lader os alle takke Gud, prise hans Barmhiertighed, udbasune hans uendelige Mi- skundhed og fryde os, ligesom man fryder sig i Høstens Tid, og være glade, ligesom man er glad, naar Byttet uddeeles. Lader os bestandig see paa dette Engle-Syn, dette Samfund- Baand, hvilket vi dagligen haver for Øine, og hvoraf vi høste de livsaligste Frugter.— Tak, Hæder og Ære være Dig, Herre Zebaoth og mageløse Forbarmere, at de Bønner, som vi for 2 Aar siden saavel i Løndom, som og offentlig Dig frembragte, ere nu i sin Tid opfyldte. — Vi bede Dig, o Gud, ja vi bede Dig saa ydmygeligen, at Du, som har saa stor en Velbehag udi dette Samfunds Baand og der selv har knyttet det, vilde og bevare og fuldende denne Din egen Gierning. — Ja vi bede Dig, o Gud, styrk, ophold, den skierme, og fuldend denne Din egen Gierning. — Og naar onde Mennesker vil skade denne hellige Eenighed; og naar, min Gud, Dine og det Kongelige Huuses, og det menneskelige Kiøns Fiender ruster sig meget stærk; og naar de ret vældigen formeerer sig, for at løse dette Dig saa behagelige Baand, da vaagn op, Herre vaagn op! ifør Dig Din Styrke, ifør Dig

66

66

Dine Herligheds Klæder, nedtræd og sønder- knuus Dine Fiender. Lad deres Sværd komme i deres Hierte og deres Buer sønderbrydes; — Lad dem blues og forhaanes; — Lad dem vende tilbage og blive saare beskiæmmede. Lad dem blive som Avner for Veiret, og Herrens Engel støde dem bort. — Men Lykke, Naade, Fred, og evig Salighed være over den Mand, og alle de gode Mænd, som søger at befæste dette herlige og saa saare hellige Eenigheds Baand.

Lader os, høistærede Landsmænd, dagligen herom bønfalde den store Jehova, og bede, at Han vil velsigne det gandske Kongelige Huus. — Opløfter nu Hierter og Hænder til Alfaders Throne, og siger:

„ Herren velsigne Dig, Du Guds Stadtholder, Du Elskelige Chri- stian! . . . Han give Dig Viis- dom at regiere med Hellighed og Retfær- dighed!. . . Han give Dig, o Konge! den Viisdom, som er stedse for Hans Throne, at Du kan forstaae, hvad som er behageligt for Herren Din Gud, og udrette alt efter Hans Villie. . . . Han opfylde paa Dig alle de store Forventnin ger, hvortil Du berettigede os, da Du giorde det hellige Lofte, at vilde holde Budet ubesmittet og ustraffeligen indtil vor Herres Jesu Christi Dag. . . . Her-

67

67 ren befæste Dig paa Din Throne; Han udruste Dig med Kraft, at Du maae stride den gode Strid og bære Seier over alle Dine Fiender; Han give Dig Forstands oplyste Øine, at Du med alle Helgene maae erkiende det, der tiener til Din Fred. . . . Han bevare længe Dit, os saa dyrebare Liv. Han lade Sit An sigtes Lys stedse skinne over Dig, at Du kan kiende og skiønne Hans Førelser og underlige Veie med Dig paa Jorden, og Hans Sandhed og Salighed iblandt alle Folk. . . . Den vældige Jakobs Gud, der hun 17de Januarii frelste Dig af Dine Fienders Hænder, beskiærm mede dem, som hadede Dig, og styrtede dem, som spottede Dig; Han giøre frem deles saa ved dem, der endnu ere imod Dig! Han forleene Dig og tillige Naa de, aldrig at glemme Din Overherre, som paa saa forunderlig en Maade be- skiørmede Dig, og give Dig Kraft at for lade Sig pan Ham, der eene har frelst Dig. . . . Gud, der indtil denne Dag haver kronet Dig med Naade og med Barmhiertighed, og den store Pagtens Engel, der hidindtil har staaet ved Din Side, bønhøre os, Dit Folk! Ja bøn bør Du os, o Gud, saa vil vi roese Dig den gandske Dag; saa vil vi takke Dit Navn evindeligen; saa vil vi sige: Du er vort Ansigtes megen Frelst, Du er vor

68

68 Gud og ingen ydermeere. . . . Herre, Herre, vi slippe Dig ikke, vi kan ikke, vi vil ikke slippe Dig, førend Du velsigner vor Christian. ...

Herren velsigne Dig, Du Benaa dede iblandt Qvinderne, Du store Ju liana Maria! ... Herren vel- signe Dig, Du vor Frederiks Moder! Du Landets Moder! . . . Gud bevare Dig som en Øisteen i Sit Øre; skiule Dig under Sine Vingers Skygge; intet Ondt vederfare Dig; ingen Plage nærme sig til Dine Pauluner; ingen Basilisk stikke Dig meere; ingen Menneskefiende sætte sig op imod Dig; ingen af Beelze bubs Venner skade Dig ydermere. . . . Guds hellige Engle leire sig omkring Dig, bevare Dig paa alle Dine Veie og bære Dig paa Hænderne, at Du ikke sto der Din Foed paa nogen Steen. . . . Herrens Kraft være med Dig! Guds Aand hvile over Dig! Den Almægtiges høire Haand styre Dig, og Hans Ven stre leede Dig! . . . Giengieldelsens Gud være igien Din Giengieldelse for alt det Gode, Du hiin 17de Januarii giorde imod Kongen og imod det kiere Danmark. Dine, og alle Redeliges, og alle Frommes Forbønner har vi at takke,

at de Ugudelige ikke opslugte os: Israels Gud, den store Herre Zebaoth, være

69

69 igien Din Klippe, Din Deel og Din Sa lighed evindelig! . . . Juliana Ma ria, Herrens Tienerinde! Du opofrede Din Gud Dine Ungdoms Dage, Du helligede Ham Dit Ægteskab, og Du hel liger Ham endnu Din Enke-Stand; der fore vil Herren og velsigne Din Alder dom. . . . Du har allerede erfaret, hvor got det er, at forlade sig paa den Almægtige, og Du vil meere endnu er fare det. Du har erfaret, hvor faligt det er, at frygte Gud og at holde Hans Bud, thi Du er allerede velsignet og belønnet. Du er belønnet, i det Du kan formindske en Deel af vores Nød, og nu vederqvæge det Danske Folk, som Du saa heiligen elsker; Belønnet i et taknemmeligt Folkes Hierte, der vil bære Dig paa Hænderne; Belønnet, i det Du kan læse Din velfor tiente Roes i alles Ansigter; Belønnet, i det Du har Fred med Gud, Fred med af den Salighed, der oppebier Dig i Himlen. . . . Velsignet og beløn net er Du allerede, i det Gud har vel signet Dig med Livs Frugt, og har givet Dig en Søn, en Gudsfrygtig Søn; en Søn, der er Dig aldeles værdig; en Søn, som af den Almægtige selv blev ophøiet, dannet, og høitidetigen kaldet, at være Rigernes Skyts-Engel og Undersaatter- nes Talsmand. Herren har ivelsignet

70

70 Dig, i det Han har givet Dig en Søn, der er Dydens Belønner og Lasternes Skræk; en Søn, der er en Lyst for alle Dansk-Sindede, og tillige Jehovahs Elskelige. . . I hine sorrigfulde Tider var Din Søn Din Trøst, Din Be- lønning og Din Vederqvægelse for alt det Onde, Du saa uskyldigen maatte lide iblandt os: Og i Din Alderdom, naar de Dage kommer, om hvilke det heder: de behage mig ikke, da skal Han ligeledes være Din Stav, Din Velsignelse, Din

Løn og Din meget store Glæde...... Og Du

Guds store Veninde, Du vor velsignede Juliana Maria, Du skal see, ja Du skal ses endnu Din Sønne-Søn. ... Herren give, at Du i mangfoldige Aar endnu maae med os hædre denne store Høitiid, som de Danske helligholde i Dag. Trende Gange, ja trende Gange hellig er den Ellevte October for Dig og for Danmark. Hellig er Dagen for Dig Selv, o store Dronning! hellig er Dagen i Henseende til Kongen, til Kir ken og til Landet; hellig er og Dagen paa Din og vores Frederiks Veg- ne. . . . Gud skienke Dig i mange paafølgende Aar den store Glæde, Du i Dag nyder, da Din Eeneste, Din Første fødte Søn, indtræder et nyt Levnets

Aar. . . . Herren velsigne og be- vare Din Federik, og lade ham op.

71

71 leve Dit Livets sildige Aften! . . . Gud give Dig da og alt andet, hvad Dit Hierte begierer. Din Siel være kostbar for Ham; Dine Bønner opstige til Al faders Bolig; Dine Sukke komme for Hans Ansigt; Din Troe. være Ham tæk- kelig; Dine Forbønner Ham en sød Lugt; Dine Gierninger Ham angenemme; Di- ne Ønsker Ham en liflig Røgelse; Dine Idrætter Ham kostelige; Dine Kierlig heds Udøvelser Ham en Velbehag; Din himmelske Andagt være Ham som hiin Abels Offer, den bevæge Herrens Fader lige Hierte, den trænge igiennem Skyer ne, den komme frem for Naade-Stolen, den fryde Himlen, den glæde Jorden, og den komme med tusindfold Velsignelser tilbage!

Herren velsigne Dig, Du vor vel mæssige Arving til Thronen, Du vor Dyrebare Kronprinds Frederik. Her- ren har udvalgt Dig at sidde engang paa Din Faders Throne, og at herske over mange Tusinde. Lær tilig at agte paa Dit store Kald, og at Kende Din Skaber og Din Overherre! . . . Bor i Herrens Kundskab! Bliv stærk i Aan den og tag dagligen til, som i Alder, saa- og i Viisdom og i Naade baade for Gud og for Menneskene! . . . Den Al mægtige være Din Fader, og Du være

72

72 og forblive evindelig Hans Søn! Hans Miskundhed vige ikke fra Dig, og Han skiule aldrig Sit Ansigt for Dig, men blive evindelig Din Gud. ... . Frederik! lær aarle at erkiende, at Du

haver det blot den 17de Januarii at takke, at Du ikke opvoxede som Urter paa Marken, eller og som andet Umælende, 7, og tag Anledning deraf at erkiende, at Je hovah ikke lader sig spotte; men at Han fra Thronen af indtil Hytten, straffer med Angest, med Rædsel og med Vrede er alle de, der sætte sig op imod Ham; Tag og Anledning deraf, at have stedse en hellig Ærbødighed for Religionen, og at erkiende, hvor uomgiengelig nødvendig samme er for Jordens Guder! . . . Herre giv nu Lykke, vi bede Dig saa saa re; Herre giv nu Lykke, naade og Kraft til Frederiks Opdragelse! .... Giv, o gode Gud, Din hellig Aand og Din Velsignelse til de Gudsfrygtige og Dansk-sindede Mennesker, der skal vogte og beskiære denne ædle Plante, paa det de i, maae udrette, hvad der rammer Din Ære, Kirkens og disse Rigers Gavn. "

„ Herren velsigne Dig, Du Guds Jedidia, Du Dyrebare Arveprinds Fre- derik! . . . Til Dit Bedste bøie vi vore Knæe hver Dag i Aaret for vor Gud. Vi bede og i Dag, paa Din

73

73 Fødsels Dag, at alle de Velsignelser, Guds Forjættelser har i Løfte, og Hans Himmel har i Eie, og hans faderlige Hierte er saa redebond at uddeele til Sine Børn, tage komme over Dig, Hans Søn og Hans Yndling. . . . Det er i Dag for Danmark og Norge en stor Dag, en stor Høitids Dag, en Takke- og en Glæde-Dag; thi det er vor Velgiø rers, vor Frederiks Fødsels Dag. . . . Alt, som har Aande, opløfter Hierte og Mund til Dig, Alfader, strøer Dig Pal mer, udbasuner Dine store Gierninger, ophøyer Din mageløse Miskundhed, beun drer Dine urandsagelige Veie, siunger Dig Halleluja, og raaber med megen høi Røst: Ære være Gud i det Høie! Herre Zebaoth! Du er værdig at tage Løf, Hæder, Taksigelse, Tilbedelse, Magt, Styrke og Majestæt; thi Du gav os en Frederik, en Fyrste efter Dit eget Hierte! Ophøiet og velsignet være Her ren, som gav os Dig til Talsmand og Skyts-Engel! Gud skee Lof, der har givet Dig et fromt Hierte, og har smyk- ket Din Siel med ædle Egenskaber! Vel- signet være Gud, der har bevaret Dig indtil denne Dag! . . . Danmark og Norge triumpherer, og alle de, som kysser Christians Scepter, udbasuner den almægtige Guds Priis. I de Ret- færdiges Pauluner hører man i Dag lut-

74

74 ter Fryde-Skriig, Guds Børn siunger Takke-Psalmer og Landet røres af Glæ- de. . . Ingen kan, bør og maae nægte Dig, Uskyldige Frederik! Guds udvalgte Redskab, Taksigelses og Glæ des-Taarer, og henrykkende Følelser og uudsigelige Bevægelser. . . . Vi falder alle ned i Støvet og takker Dig, Du milde Barmhiertighedernes Fader, at Du hidindtil haver giort saa store Ting imod Din Tiener. Annam disse vore Takke-Psalmer og vort Hiertes Halle luja ! Annam, mageløse Forbarmer, vore Bønner og Forbønner, som vi dag- ligen, følgeligen og paa vores Talsmands Fødsels Fest frembringer for Din Maade- Throne. Lad dem være tækkelige for Dig. Lad dem for Din Søns Jesu Christi Skyld blive bønhørte, og leg uendelig meere til, end vi ere i Stand, en ten at bede eller forstaae. . . .

Saa velsigne vi Dig da, o Frede- rik, i den store Herre Zebaoths Navn! Vi velsigne Dig i Dag, paa Din Fød sels Dag, ja vi velsigne Dig alle Dage i Aaret i Herrens Navn! . . . Her ren velsigne Dig med Velsignelser af det Høie, og med Velsignelser af det Dybe; vær velsignet, hvor Du gaaer og hvor Du staaer: . . . Din Ungdom har væ- ret velsignet, Din Ægte-Stand, Din

75

75

Manddom, Din Alderdom, Dine graae Haar blive ligeledes velsignede af Jehova!

Vær velsignet af Himlen og af Jor- den! . . . Herren velsigne Dig med Christians Kierlighed, med Hans Lykke og Velgaaende, og med Hans lange varige og lykkelige Liv! Herren velsigne Dig med Juliana Marias Ømhed, med 7, Hendes Forbønner og Velsignelser, med Hendes Fornøielse og Lyksalighed, med Hendes Helsen, Fred og mange Leve Aar! . . . Herren velsigne Dig med Dit kiere Danmarks Flor, med Dit elskelige Norges Oprejsning, med al Sta- tens Velfærd, med gode Tider, med Han delens og Vandelens Fremgang, med Un- dersaatternes Kierlighed, med Dit Arbei des gode Fremgang, med Dine vise Raads lykkelige Udfald, med frugtbare Aaringer, med det Almindeliges Vel, med Dine Fienders Omvendelse og Forbedring, hvor om Du paa Dine Knæe daglig beder til Din Herre og Din Gud. Herren vel signe Dig fremdeles med Styrke, med Hæder, med Ære, med jordisk Gods, med Lykke, med Naade, med Fred, med Hel bred, med et langt Liv, med gode Dage, med Guds og med Menneskenes Velbe hag. Herren velsigne Dig dermed, o Frederik, og Han velsigne Dig med alle haande Velsignelser i de himmelske gode Ting; saa at hver kan see og erfare, at

76

76

Du er Herrens Jedidia, og at hvem Han vil velsigne, den er vist velsignet! . . . Herren lade sit Ansigtes Lys skinne over Dig i dette nye Aar, Du i Dag begynder, og give at ikke alleneste dette Aar, men og alle de efterfølgende maae saaledes udmer ke sig med Velsignelser og lyksalige Begi venheder, som de tvende sidste af Din store Løbe-Bane har udmerket sig med store Velsignelser og med ret hældige Tildra gelser. . . . Herren give Dig Fred, Fred i og med Gud, Fred med Menne skene, ja Herren give Dig evindelig Fred! . . . Herren, alle Velsig nelsers Kilde, velsigne ligeledes den Ge mahlinde, som Han har udkaaret Dig. Herren velsigne med Sine beste Velsignel ser denne herlige Gave, hvilken Du snart skal annamme af Hans faderlige Haand. O at Hun maatte være Dig, vor Eie gode Frederik, værd! . . O at Hun, det ønsker alt Folket, maatte blive en Qvinde efter Guds eget Hierte, lige som Du er en Mand efter Guds eget Hierte? . . Herren velsigne, bevare og ledsiige Hende paa alle Hendes Veie, bringe Hende lykkelig til Dig og os, og velsigne Hendes Ind- og Udgang iblant os. Den milde Gud sammenknytte Dit og Hendes Hierte saaledes, at hverken det Høie eller det Lave, hverken det Nærvæ rende eller det Tilkomrnende kan være i

77

77 </

Stand til at giøre Skilsmisse der imellem. . . Gud velsigne Hende med Livs Frugt, og forleene Dig og Hende den Glæde at see Børne-Børn. . . . Lad os, o gode Gud, aldrig, hverken i Dag paa denne høitidelige Dag, og ei heller nogentid gaae ubønhørte fra Dit Ansigt! Hør os, og bønhør os, o Gud, for Din Søns Jesu Christi Skyld. . . .

Den mægtige Jakobs Gud, der kaldte Dig, o Frederik, at være vor Talsmand og vor Skyts-Engel, den der ophøyede Dig for den heele Verden, be vare Dig nu og fremdeles paa det Sted, hvor Du staaer. Og vil noget Udyr eller Misfoster formaste sig imod Dig, saa vaagn op, Herre, og lad Dit Ansigt være imod dem; udryd deres Ihukommelse af Jorden; lad Ødeleggelsen komme over dem; lad deres Garn, som de skiulte, fange dem, saa at de falde deri til deres egen Fordervelse. Deres Vei blive saare mørk og slibrig, og Herrens Engel støde dem bort. . . Og vil Belials Børn, vil Smigrere berøve Dig Diin Dyd og Din Uskyldighed, som Du, o Frederik, til vores store Glæde den Dag i Dag er besidder, saa staae op Gud i Din Vrede, ophøi Dig over Dine Fienders megen Grumhed. Fordriv fra Din Tiener dem, som tale Løgn. Giv dem deres Ond-

78

78

skabs Vederlag, og lad de Falske ikke be- staae thi Du haver jo en Vederstyggelig hed til en blodgierrig og falsk Mand. Døm dem skyldige, saa de falde fra deres An slage; Udstød dem for deres Falskhed Skyld, lad dem vende tilbage og forfær des saare: Lad dem blive til Skamme i et Øieblik!"

„Herren velsigne Dig, Du værdige Prindsesse Charlotta Amalia! Du er et Lys, et stort Lys i Norden; thi Herrens Aand hviler over Dig, og Jeho- va har Sin Lyst til Dig. . . Du er ophøiet iblant Jordens Guder forme delt Din Dyd og Gudsfrygt. Bliv ved, o Herre, at velsigne denne Din Veninde med allehaande jordiske og aandelige Vel- signelser. . . . Vi takke Herren af gandske Hierte, der har hidindtil bevaret Dit Dyrebare Liv. Dit Liv og Dine al- vorlige Forbønner ere til Nytte for Kon gens Riger og Lande, for Store og Smaae, for Fattige og for Syge. . . . Dit Liv og Dine uafladelige Forbønner ere en Velsignelse for Kongen, en Hoved Olie for Dronningen, en Lykke for Kronprintsen, en Balsom for Arveprintsen, en stor Skat for Danmark og Norge, et umisteligt Klenodie for Kirken og for Staten, og et dyrebart Smykke for heele Landet. . . . Vi takke og

79

79

love Herren, der har opholdet Dig indtil 1, denne Dag. Vi prise Hans Navn, vi love Ham af alle Kræfter, vi beder Ham Hiertelig, at Han vil opholde Dig ikke al- leneste i dette nye Levnets Aar, Du for faae Dage siden har begyndt, men vi bede Ham ivrigen, at Han vil opholde Dig indtil den sildigste Alder! . . Han,

den store Giengieldelsenes Gud, giengielde Dig det Gode, Du giør imod os og imod vore Fattige og trængende Brødre. Du spiser vore Hungrige, klæder vore Nøgne, læger vore Syge; Herren være igien Din Husvalere og Din meget store Løn. Den Almægtige give, at Du saavel i dette begyndte, som i mange paaføl- gende Aar maae smage og see, hvor god Herren er; . . . Og naar Du skal vandre al Kiøds Vei, saa annamme Her ren Dig til sin evige Salighed, han skien ke Dig den uforvisnelige Krone, som han haver beredt Dig fra Verdens Begyn delse.

" Saa velsigne du da, o Gud, din Salvede, vor dyrebare Konge. Velsig- ne du din Tiener og din Tieners Huus, at det maae blive evindelig for dit An- sigt. Udbred dine Velsignelser over Tvil- ling-Riget i Norden, giør det til dine Lystelsers Plantelse. Saa herliggiøres

80

80

dit Navn, og enhver skal bekiende: Her ren Zebaoth er midt iblant os, vor Op- høielse og Salighed!

Aalborg, den 11 Oktober 1773.