Philomusus om Stiftelser.

Philomusus om Stiftelser.

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstræde i No. 196.

2
3

Philomusus forlod sig paa sin Sag, og sin Vederparts Retsindighed, ellers havde han aldrig taget imod den Indbydelse, Forfatteren af upartisk Undersøgelse & c. giorde ham, som et Lem af det lærde Publicum. Det var denne Forfatter han skrev imod, eller rettere, hvis Meening han prøvede; fordi han syntes at spore hos denne Patriot en ædel Drift og Nidkærhed for Sandhed, og let kunde undskylde Overilelser, hvori ikke Hiertet, men Fordomme vare Skyld. Han havde ikke foretaget sig at skrive et Stridsskrift, med mindre han havde befrygtet farlige Følger af Forfatterens Forslag. Han forskandsede sig med Grunde hvert Skridt, han giorde; thi løse Bekræftelser vidste han havde ingen Kraft hos Fornuftige til at overbevise.

4

Hvorledes denne Forfatter har optaget det, er han endnu uvidende om, men haaber det beste af en oprigtig Sandheds Elsker. Han var nødt til at nævne Philokalus, og characteriserede denne Skribents Skrift med de Tillægs Ord af vittig og smuk, hvormed han meente denne kunde lade sig nøye. Han saae sig og nødsaget til at imodsige Philokalus, for saavidt denne giorde eet med sin Forgiænger; men og her glemte han ikke at bygge paa Grunde, der i Hans Tanker vare rigtige og faste.

Den Indflydelse, Villien hos os Mennesker har paa Forestillingskraften, og de vrange Domme, den bedragne Phantasie ofte i Overilelse forleder os til at afsige, førend vi have ret undersøgt Tingen fra alle Sider: dette, siger jeg, var Skyld i den Tanke, jeg havde, at begge mine Modstandere kunne være blindede af egne Hensigter fra at see Sandhed. At Eraminer ere en Slags Ydmygelse for Rectorerne; at en Rector, i hvor brav en Mand han end ellers er, kan ey altid have Ære for sine Discipler, enten, fordi de andre Lærere ikke due, eller af andre besønderlige Omstændigheder; at en Mand er vred paa Magister-Conference, som blev tvungen dertil; og en anden ønsker den afskaffet, for-

5

di han ey kan tage den, og dog efter nærværende Forfatning behøver den, dersom han tænker at afløbse sin gamle Fader; Alt dette lader sig temmelig vel forstaae. Philokalus maa ikke tage mig det ilde op, at jeg siger han ikke kan tage Magistergraden, og at jeg ikke tiltroer ham den Styrke i de tre Hovedsprog, som der kræves til at conferere med Ære: Thi han erindrer sin egen Tilstaaelse for nogle Aar siden, og det Forbund, han indgik med andre Decani om at spotte dette Ærestegn, som han og ærlig har holdt. Hvor mange Aar er det siden han attesterede? Og jeg fortænker ham ikke, om han med større Behag læser Batteux end Hebraisk. En Citation af Herodotus, Dion Hal. Pausanias, Polybius, beviser ey strax at man har læst disse Bøger. En Brevskribent saae man for nogen Tiid siden meget fattig forsvare en meget god Sag om vir clariffimus, og man dømte, at han kun maadelig var belæst i Romerske Skribenter, eller og af Mangel paa Kundskab om Tidernes Historier ey havde forstaaet dem. Er dette nok, eller vil Philokalus have meere? Det giør mig ondt, at jeg skal bringes til denne Yderlighed at demasqvere Philokali Hensigter; men da han er saa paastaaende, og her handles om en meget vigtig Anstalt skal være et Offer for hans

6

Egensindigved, eller ikke, har jeg maattet giøre Vold paa mig selv, for at sige den Person, jeg vist haver megen Agtelse for, og som ved nogen mere Lykke, (jeg forudsæter at han kan taale den) naar han blev mere Herre over Tiden, sig selv, sine Til bøyeligheder med meere, uden Tvivl vil blive en stor og navnkundig Mand i Dannemark, en saa ubehagelig Sandhed, som denne, at han med de Indsigter, han nu har, ey kan indlegge sig Ære i Conferencen. Jeg har havt et ungt Menneske i Lære, og for Critiquens Skyld igiennemgik jeg Brutus og Ciceros andre Oratoriske Lærestykker med ham: Men at jeg forstod i Grunden alle Figurerne og kunde anvende dem, at jeg tydelig begreb alle Talemaadens Arter, og de Mærker, hvormed han adskiller dem og bestemmer tillige Skribentens Fortjeneste; at jeg fattede alle de forskiellige Lære-Bygninger i Philosophien og Rhetoriken, hvorpaa han grundede sig; at jeg kiendte af Tidernes Historie alle de Mænds Bedrifter og Tænkemaade, som der opregnes: Saa forfængelig er jeg ikke, at sige dette, og mindre vilde jeg vove mig til en Conference, hvor jeg maatte vide langt mere. Her skulle jeg giøre Regnskab for Mythologien og Antikviteterne i deres store Omkreds, jeg skulde ved

7

Sammenligning bestemme Talemaaders Bemærkelser og forskiellige Brug, jeg skulde fastsætte almindelige Regler i Grammatiken, vise Undtagelser fra dem, som nu udgives derfor, til Beviis at disse ikke ere almindelige, jeg skude opfylde Sprogets Ellipser, hitte forældede Stammeord til de uregelrette, undersøge Forskiel af Mundarterne, kiende gammel Skrift af Inscriptioner og Haandskrifter: Kort, vide alt det, som den Person, man

maatte forbarme sig over, og som man virkelig forbarmede sig over, ikke vidste.

Men Venus yndte Trojaneren til Trods for Minerva. Philokalus er vist alt for ædeltænkende og ærekier til at han vilde offentlig beskiæmmes, og synes at atraae et Ærenavn, han ikke fortiente; og har altsaa liden Grund til at misunde hiin barmhiertige Stymper det Stykke, han kiøbte saa dyre.

Jeg skiænker Philokalus hiertelig gierne al den haanlige Foragt, hvormed det har behaget ham at begegne mig, thi jeg veed han har ingen Føye dertil. Jeg har og forsvaret Frommius, ogsaa ligget paa Collegium, ogsaa giort Opsigt. Han kiender mig intet, men jeg ham, og denne Fordeel har hans Skrøbelighed givet mig over ham. Jeg beder ham

8

at han ikke giør mig vred, thi jeg har engang i saa dan Anledning overilet mig. Dette siger jeg ham oprigtig, fordi jeg elsker hans Gaver og sporer noget ædelt hos ham; thi ellers kunde jo jeg ogsaa talt til ham i Parentheser. Jeg vilde ønsket Philokalus den Koldsindighed, han saa meget pukker paa i sin

Fortale til Nærmere Betragtninger & c., han

havde da ikke begaaet saa mange Feyl, som han har. Side 6 begynder han sin Forandring fra Academiet, ligesom det havde (tørre Indflydelse paa Skolerne, end Skolerne paa det. Det er galt begge Steder, begge bør forbedres: Men Academiet henter sin Ungdom fra Skolerne, og derfor bør de først Hielpes i Stand, som jeg og hører er Regieringens Tanke. Videre Side 11. giver han Examiner Skyld for at, han ingen Tilhørere har paa sine Forelæsninger. Men han læser jo omsonst, og ligesaa de andre Decani, som Kongen lønner derfor; hvorfor mælde Attestati sig ikke til hans Collegier? Professor Riisbrigh læste som Decanus paa Communitets Værelset; og havde stort Tilløb, fordi han læste got over et Favorit-Studium. Philokalus maae altsaa tilstaae, at Lærvillighed fattes vore unge Borgere i de Greene af Videnskaberne, som de af Mangel paa Smag ansee for mindre nyttige.

9

Der er intet i Philokalus, jeg saa meget har Berømt, som hans Befordrings Plan i Henseende til Embeders Besættelse, og aldrig havde jeg livagtigere kundet skildre alle de Ulykker, som flød af det gamle Cancellies urigtige Handlingsgrunde i dette Stykke, end han har giort. Man behage at sammenligne Philomusus om Examiner Sid. 17, 57-63. med Philokali nærmere Betragt. Sid 21-25. Det er just Mangel af Befordring, der har stiftet al den Ulykke i Lærdommens Rige hos os, som vi beklage, og som vi foreslaae Lægedoms-Midler imod. Men hvor kommer da den smukke Parenthes fra Sid. 25?

Philokalus taler om mine Tvangsprincipier. Jeg har raadet til at forvise Snauset af Skolerne, at give Stipendier og Embeder bort efter Duelighed; og, for at kiende denne, beholde Examiner,

men skierpede. Første Examen ere vi enige om bør vedblive, og det er der en Nødvendighed i, saa fremt vi ikke ville aabne Døre og Porte paa den kydske Mnemosynes Tempel for en vanhellig Skare, som vilde nedtræde Helligdommene; og dersom vi vilde beholde nogen Disciplin tilbage i Skolerne. Der ere nogle Rectorer, som øve Fribytterie, og i Aar allene, er mig berettet, har Kiøge-

10

Rector hvervet tre af Kiøbenhavns Forviiste; men Nyeborg-Rector har i mange Aar dreven dette Haandværk imod Odense-Skole, samt betient sig af Byens Beliggenhed til at optage, hvad der kom fra Norge paa de Farvande, og fra de Jydske Skoler, dem han under sit Stempel har forsendt til Academiet; thi Skolen selv har i lang Tiid ingen Discipler havt. Philosophicum vil han af med, og jeg med, naar Lærvillighed og Læselyst tiltager iblant Studenterne, saa det kan skee uden Fare. Hele Resten ere vi enige om, saa nær som Indretningen af Conferencer, hvorfor jeg har anbragt mine Grunde, dem han endnu er Besvarelse skyldig. Hvor bliver nu Tvangs-Prædikanten af, og hvad Forskiel tilovers imellem mine Tvangs-Principier, og de Frieheds Grundsætninger, han beraaber sig paa? Det er Tvang for de uvillige at læse for at faae Stipendier og Embeder, dette ere vi enige om bør være Vilkaaret, de bør faaes paa; og prædiker han Frihed, fordi de kan lade være at bestille noget, naar de ikke vil have den Flittiges Belønning, saa giør jeg det og. Er Belønning og Straf Tvang, og denne skal bort, saa væk med all Politie, væk med all god Orden og Skik, og saa maae vi tilbage til Saturni Tider, eller opsøge de lykkelige Øer, hvor

11

Menneskene af egen Drift, og uden vilkaarlig Nødvendighed, ere gode alle, lige saa vel som Jorden selvvillig frembringer alle Ting der, uden nogens Arbeyde.

Da vi begge ere enige om at beholde Examiner, og at disse hidindtil ey gandske have svaret til deres Bestemmelse at aflægge Dueligheds Prøve, hvoraf det bliver en Nødvendighed at de maae skierpes for Fremtiden, dersom de skal blive ved: maae jeg tilstaae det falder mig gandske ubegribeligt, hvorledes jeg kan kaldes en Tvangslærer, fordi jeg vil have Examiner skiærpede, (Philoc. N. B. S. 65.) og at jeg havde ventet mere Sindighed af en Decanus til at tage imod og behandle et Argument. Men han er en Fiende af Disputeer-Øvelser! Han burde have havt stadigt Øye paa Sid. 17 hos Philomusus: „Nu gielder det at skierpe Examen, hvor det behøves! Skiønt meget vilde det vel ikke behøves at forebygge Misbrug heri, saasnart Monarken bekiendtgiorde, at Candidaterne skulde være Befordring nærmest, eftersom de havde aflagt de beste Dueligheds Prøver, og dette blev nøye paaseet i Cancellierne, da jeg er forsikkret paa, at de Examinerende, som forhen havde været for lemfældige,

12

fordi de ansaae Examen for en intet betydende Ting, vilde i deres Samvittighed finde den ivrigste Mindere om deres Pligt." Men maaskee Philosophie skulde ogsaa bort af Magister-Conference, og det fordi Philokalus har glemt sin Logica.

Men maaskee Philokalus for at besvare sin Correspondents Høflighed med lige Høflighed har været saa artig at frafalde sin forrige Mening, da Raisonneuren dog er saa oprigtig at yttre Tvivl om

sin første Sætning: og er dette Sagen, hvad skal man da foretage sig med dette ustadige Menneske? Han lader virkelig dertil, og synes at forlange andre Dueligheds Prøver, Skrifter formodentlig, og det af Russer! En Disputaz, et Skrift kan en Fader gjøre for sin Søn, jeg vil ikke tale om dem, der giøre Haandværk af at smidde; men ved Examen kan Candidaten ey lade en anden svare for sig. Men

Hvor har ikke Philokalus forivret sig over de arme Magister-Conferencer Sid. 27, 28, og givet sig blot, dersom jeg havde Lyst at spotte! En Drik kolt Vand kunde været god her til at kiøle hans Hidsighed, da han let skulde seet, at jeg aldrig har nævnt Aristoteles, Cicero & c. for at sætte vore Ti-

13

ders Magistrerende i Henseende til udvidet og dyb Lærdom i Ligning mod disse Vedundere i den lærde Verden; men allene for at overbevise ham om det, han troede var ugiørligt, at nogen kunne have dyb Indsigt i mange Videnskaber, ja at det var nødvendigt til at være meget stærk i een Videnskab, at være bevandret i flere. Maaskee Philokalus nu kan læse rigtig, og da vil han ikke fortørnes over dette Sted hos Philomusus. Der staaer da Side 99. "Videnskaberne staae i saa nøye en Forbindelse med hverandre, at man aldrig kan erhverve sig en dyb og grundig Kundskab i den eene, uden at være tillige noget bekiendt med de andre. Og forunderligt er det, at man nu ivrer sig saa meget imod Polyhistorie, da man dog burde betragte, at de største Lærde have været det. Hvor forskiellig Lærdom besad ikke Aristoteles? & c."

Philokalus giorde sig tilgode paa de sidst Confererendes Regning med Conferencen selv, og derfor maatte jeg sige ham det, han ikke vilde vide, at her vare Omstændigheder, som giøre Undtagelse nødvendig, og hvorfra man ikke bør udlede en almindelig Slutning. Min Mand er saa slet Logicus, fordi han ey vil være det. Ellers, hvad der er sandt,

14

fornærmer aldrig, og vil man ikke troe mig, kan man spørge Facultætet ad. Sagtmodighed vil jeg baade selv beflitte mig paa, og raade Philokalus til det samme, da han ikke skulde erklæret mig for et uærekiert Menneske, fordi jeg har sagt, at ved Examiner blev Svar paa Dansk ikke vegret. "Men om og nogen var afviist ved Attestaz, fordi han ey kunde tale Latin, hvilken Ulykke for den lærde Verden!" (Sammenlign Philoc. N. B. S. 63-66. med Philom. S. 55) Hvad jeg har sagt, grunder sig deels paa egen Erfaring, deels sikkre Efterretninger. Jeg har hørt, og mange med mig, af

Sal. Bang ofte: Tael Dansk min kiere Monsieur! Strænghed var vist ikke Rosenstands Feyl, og om Holm har han sagte hørt den Historie om Jyden: Qvid eft Regeneratio?

A kan int' tal' Latin. Hvad er Igienfødelsen? Herom taler Psalmisten herlig, naar han siger: Jeg er født af syndig Sæd, og min Moder har undfanget mig

i Synd. Længere i Tiden maa jeg ikke gaae med Philokalus, thi saa kom jeg forbi hans 12 Aar. At det efter Rosenstands Død skulle være nægtet, vil jeg ikke troe, idet ringeste har min Commissionair forsikkret mig Ney. Studsgaard er født

15

Dansk, Cramer, som Medlem af de skiønne Videnskabers Sælskab, maa og forstaae Dansk, og hvad Holm kan giøre, kan de ogsaa. Men Philokalus siger det er nægtet; vel troer jeg min Commissionair helst, men Philokalus erklærer jeg derfor ikke for intet ærekiært Menneske. Dog den Tieneste vilde jeg udbede mig af Philokalus, at faae at vide, hvem, og naar det er nægtet, for ey tiere at bedrages af falske Beretninger. Det var vel aldrig den Hører fra Kiøge, som for nogle Aar siden blev reject til Attestaz; thi hvad Føyelighed end i dette Stykke kunde bevises imod andre, burde en Hører vist ingen Deel have i, der tykker Latin Dag ind, og Dag ud. Imidlertiid giør det intet til Sagen, om det og engang er nægtet, om og en Dosmer er engang afviist, naar det er ellers tilladt; skiønt, havde jeg vidst, at det nogen Tiid var nægtet, havde jeg meldt det, men Philokalus tænkte jeg snakkede her over sig. Skulde enten Philokalus, eller andre, kunne vise mig fleere Usandheder af dette Slags, vil jeg takke, thi mine Grundsætninger er jeg ikke bange for.

Nu vil jeg tage en kiærlig Afskeed med Philokalus denne Gang; kommer han tiere, vil jeg bede

16

ham lade den myndige og foragtelige Tone blive hiemme, som vist falder gamle og sindige Folk meget utaalelig. Jeg forlader ham hans Ungdoms Daarlighed, men en anden Gang maa han være vaersommere; hvis ikke, skal jeg overantvorde ham i den Kritiske Journalistes Hænder, at han kan lære Tugt. Havde jeg faaet hans Nærmere Betragtninger før, skulde jeg og have besvaret dem før, men her kan man ikke, som i Kiøbenhavn, sende Bud paa Bogladen. Nu fik jeg hans Skrift næt op tiids nok til at faae dette indrykket i Fortalen.

En Hoben Trykfeyl er jeg bleven vaer i forrige Stykke af Philomusus, noget som ey vel kan være anderledes, naar man ikke, for ey at blive kiendt, tør bestille nogen til Correcteur. Jeg skal nævne her nogle af de betydeligste:

Side 17. sidste Linie staaer der: Professo.

ren skulle, læs: skulde Professoren.

Sid. 23 - Lin- 23. Ti Mænd, som hver & c.

og sid. 24. de 6 øverste Linier, alt dette skulde være indzirklet af de saa kaldte Gaasese-Øine, til Beviis, at dette er en Citation. Side 24. Lin. 15. tale derom, udslettes. Sid. 30. Lin. 12. stifre, læs: stifte.

17

Sid. 49. Lin. 16. Examinanten, læs Examinanden.

Sid. 52. Lin. 23 sat til Embede, læs: fat

fra Embede.

Sid. 54. Lin. 20. kan være, læs: kan man være

Sid. 55. Lin. 5. holder for Kilden, Læs:

holder for, Kilden

Sid. 57. Lin. 12, 13. veed det er: Læs:

veed det, der er

Sid. 62. Lin. 5. tre fierding, Læs: tre, fire

Saa vidt om forrige Stykke, i dette kommer jeg til at tale om Stiftelser og Gavebreve, og maaskee her ogsaa vil tørne paa Philokalus. Thi Raisonneuren mærker jeg er en Mand af moeden og fast Tænkemaade, som det er om Sandhed at giøre, ikke om at forsvare Griller; og derfor frygter jeg mindre for at komme ud med ham. Han er methodisk i sit heele Fordrag, men den flygtige Philokalus holder mindre Stand, end en Parther, og springer bestandig fra et til et andet.

18

Det er mig kuns om Sandhed at giøre, og opfylde en Patriots Pligt; ja derfor skiuler jeg mit Navn, at ikke engang Ærgierrighed skulde synes at have virket paa mig, i Fald Publicum optager mine Forsøg med nogen Gunst; thi ligesom jeg ingen Fordeel søger, saa kunde jeg ikke heller skades, end ikke af dem, som maatte maaskee ville bære Fiendskab til mig, om jeg gav mig tilkiende. Publici Nysgierrighed kiender jeg, og har forebygget endog løse Formodninger, thi jeg kunde have faaet mit Skrift trykt nærmere: Men det skulde smærte mig, om man skulde giette paa nogen, og bære Had til en uskyldig.

Philomusus.

Tu vero, Qvinti, præceps qvem forte juventus Incautum abripuit, le giqve inimica Libertas;

Aut acris vigor ingenii, plerumqve recufans Cum populo fentire. Ne te auferat ebrius ardor Neu claufos radiis oculos opponat apertis

ANTI-LUCRET.

19

Fidem in Capitolio uicinam Iovis Opt. Maxmajores nostri esse voluerunt.

CIC. Offic. Lib. III.

Ved en Stiftelse forstaaer jeg en Indretning

til det Almindeliges Bedste, som

en Lem af Staten har giort, at den skulde saaledes blive til evig Tiid, og henlagt en Capital til dens Bestandighed. Endog Regenten kan giøre Stiftelser, skiønt med større Vanskelighed, end Private, fordi det ey er let at skiønne, om hvad der er hans personlige Eyendom, og hvad der tilhører Staten, som følgelig tilfalder hans Eftermand frit at disponere over. Men da er der denne Forskiel imellem Stiftelsen og andre Indretninger, hvorom det forstaaes: Indtil

vi anderledes til Sinde vorde, at den Clausul

lægges til: at han forbinder sine Eftermænd til at beskytte Stiftelsen, og erklærer Godset afhændiget fra Regieringen, og perpetueret til dette Brug.

20

Friehed og Eyendom, Borgerens Herligheder under en mild og retfærdig Regiering, har været første Oprindelse til offentlige Stiftelser og Gavebreve; i det at Borgeren begyndte først at elske sit Fædreneland, dets Regiering, Love, og Skikke, og Patrioten, som skiønnede paa den Beskyttelse og Sikkerhed, han nød for sin Person og Gods, fik Lyst til at give det Almindelige Prøve af sin Erkiendtlighed. Han strakte sine Velgierninger og til Efterslægten; thi Mennesket føler sin Udødelighed, og derfor ere vi saa omhyggelige for at forevige vort Navn, og ihukommes af de Efterlevende. Dyd og Religion tilegner sig vel den største Deel i den Goddædiges Handlinger i Almindelighed, men der fremskinner for stor Begierlighed efter at bestemme Efterslægtens Lykke, og raade for Bestyrelsen i de følgende Tider, til at man ikke og skulde blive de andre Hensigter vaer, som blande sig heri. Patriotens Ønske var at bevare sit Navn fra Forglemmelse, ved at giøre noget til Efterkommernes Lyksalighed: Jo fastere Grundvolden var jo mere opfyldtes hans Hensigt, og jo længere hans Velgierninger varede, jo større de bleve, des mere Tak skyldte man Velgiøreren. Han troede det Udkast, han havde giort, var af alle det beste, og foreskrev til en ubrødelig Holdelse Vilkaarene, hvorunder han bortgav sine Midler til det Almindelige.

Havde han ingen Undtagelse giort fra den sædvanlige Arvefølge, eller elsket enkelte Personer høyere, end det Almindelige, er der ingen Tvivl om, at hans Villie i alle Puncter nøye havde blevet fulgt:

21

Det er da utaknemmeligt giort af det Almindelige, eller den Person, som forestiller dette, om det ikke Hellig og uryggelig holder over Stiftelsen, naar der i det øvrige ingen Grund er til at miskiende Testamentets Gyldighed. Intet Testament brydes; thi Friehed og Eyendom giver Borgeren fuld Raadighed over sit Gods, og Magt til at giøre med sit eget, hvad han vil. En Stiftelse kan da ikke heller giøres Forandringer ved, naar man allene anseer den som et Testament. Men nu er den meget mere; den er en Betingelse, Stifteren har indgaaet med Staten, som, i det den tog imod Gaven, tog tillige Forbindelsen paa sig at haandthæve Stiftelsen: Og altsaa bør den holde dette Løfte lige saa helligen som andre Fordrag. Det Almindelige er jo det, som egentligen høster Frugten af nidkiere Borgeres Gavmildhed, og har ingen Ret til at paastaae disse Velvilligheds Gaver; det er en reen og uventet Gevinst, hvad det faaer paa denne Maade: følgelig er det en Statsklogskab heller at opmuntre, end ved en selvtagen Myndighed og egenraadig Forvaltning af Donationerne at giøre Folk herefter kiede af at bortgive noget til et utaknemmeligt Publikum; i disse Tider saa meget mere, som Patriotisme og hvad man kalder Nidkierhed og Kierlighed for Fædrenelandet, blive alf mere og mere sieldne Egenskaber i det slebne Europa.

Regieringen og det Almindelige er hos mig det samme, thi Regieringen eller Monarken forestiller det Almindelige, og disse to Ord, Regent og det Almindelige bør ikke betyde forskiellige

22

og hinanden uvedkommende Ting i en vel indrettet Stat, hvor Regenten vil hede Monark og retfærdig Eenevolds-Herre, ikke Despot og Tyran. Og følgelig da Regenten og det Almindelige Har Rettigheder, Herligheder og alle de Fordele tilfælles, som man kan kalde offentlige, og staae i Forvantskab med Majestæts-Ret; kan jeg ganske egentligen kalde det Gaver til Regieringen, hvad som er henlagt til Stiftelser og nyttige Indretninger. Vare ikke disse Foranstaltninger skeete, skulde jo Regieringen selv bekostet dem; thi jeg forudsætter, at de ere nyttige. Nu behage Regieringen at overregne, hvad den har vundet ved disse frivillige Gaver, og dømme om det er ikke Umagen værd at holde over Fundazerne, og see til ey allene at ingen Anordning giøres, som væsentlig strider derimod, men og at Fundazerne selv nøye efterleves, for videre at profitere af nidkiere Borgeres Gavmildhed, ja for at beholde de Gaver, den har imodtagen. Beholde dem kan den sagte, naar den ingen Forskiel vil giøre paa Ret og Uret, naar den vil tilsidesætte Billighed og kun bruge Magten. Men beholde dem med Rette kan den i dette Fald aldrig, ikke de allene, hvor Stifteren udtrykkelig har forud betinget sig sin Fundazes Efterlevelse, som Vilkaar hvorpaa han bortgav sine Midler, med Formaning til Arvingerne, at tale derpaa, saafremt der handledes imod Gavebrevets Indhold, og ufortøvet skifte den legerede Capital imellem sig som andet Arvegods, som Friiserne Thomas Finke, Dr. Brochman, Mette Winstrup, Henrik Fuiren, Christian Gyldenløves

Arvinger i Fundazen for Gissenfelds Klosters Op-

23

retning og mange flere have giort; men ikke engang de, hvori denne Clausul er forsømt at indrykkes udtrykkelig; thi den er der dog alligevel, og følger med Gavebrevet indbefattet i de Poster, som der foreskrives til Iagttagelse; og Aarsagen, hvorfor Stifteren ikke har sat denne Clausul udtrykkelig til, er at Stiftelser holdes overalt lige ved Love, og han aldrig formodede, at der kunde blive Spørsmaal, om nogen kunde nyde got af Stiftelsen uden at iagttage det tillige, Giveren havde anordnet. Dette er en Sag, alle Lovkyndige ere enige med mig i, og naar jeg nu antager det, som jeg kan uden at synes i ringeste Maade at drive Regningen for høyt, thi Summen er vist større, at Donationerne sammenslagne i eet udgiøre en Million Rigsdaler; skulde Regieringen vel kunde undvære denne Capital?

Det var en anden Sag, hvor Fundazens Gyldighed kan kaldes i Tvivl. En uindskrænket Regent, som forestiller i sin Person sit hele Folk, troer jeg har mindre Ret til at giøre Stiftelser, end den Fyrste, hvis Magt er indskrænket, og som har noget vist at holde sin Hofstaat for. Thi jo vanskeligere det er at skille det, som hører Enevolds-Herren til, fra det som er Statens, jo mindre har han, som han kan kalde sit eget, just fordi han synes at eye alle Ting. Han kan ikke forestille det Almindelige længere end han lever, men maa overlade til sin Eftermand lige saa fuldkommen Majestæts-Ret, som han selv annammede den efter sin Formand. Hvad var Statens? Hvad var Fyrstens? Han var ubunden, hans Eftermand er ligesaa, og det kommer an paa hvad

24

denne vil skal være gyldigt. Derimod hvad en indskrænket Fyrste kan spare sammen af det, Stænderne have tilstaaet ham at holde Hof for, det har han Eyendoms Ret til, og kan enten bortgive ved Fundazer, eller overlade ved Arv. Dog Konge-Loven taler og om Arv efter vore Enevolds-Konger, thi Dronninger, Princer og Princesser har det sig eens med, enten Regieringsformen er indskrænket, eller ikke, eftersom de ingen Deel have i Regieringen, men maa nøyes med deres Appanage. Den borgerlige Frideric den Tredie maa vist have forestillet sig, at alle hans Efterkommere skulde blive af samme Tænkemaade, som han selv, siden han kunde bestemme Forskiellen imellem Regentens personlige og Statens Eyendomme. Denne Monark har giort nogle Stiftelser, Christian den Femte ikke ret mange, men nok Frideric den Fierde: Og naar man betænker den blomstrende Tilstand, denne store Fyrste efterlod Skatkammeret i, skal neppe nogen være saa ublue at oplade sin Mund til Forringelse af denne Konges Gierninger i Fredstiid. I Christian den Siettes Tiid stiftede Dronning Sophia Magdalena Walløe adelige Kloster, og Princesse Hedevig Wimmeltoft. Frideric den Femte havde Hielp af sin Dronnings, den store Lovises, Arvemidler til at stifte det Hospital, der endnu bærer hans Navn, og af Lotterie til Opfostringshusets og det almindelige Hospitals Byggelse.

Naar Kongeloven taler om Skifte efter en afdød Konge, haves Hensigt til den Indretning, som

25

der var i Frederic den Tredies Tid, at han

beholdt det samme til sin Hofholdning, som hans Formænd, og kunde følgelig siges at eye dette med Patrimonialret. Men viges der fra denne Skik, og Kongerne giøre ubestemte Anviisninger paa Zahl-Cammeret til at hæve Pengesummer, seer jeg ikke rettere, end at Forskiellen imellem Kronens og Patrimonial-Eyendommene tilintetgiøres, og at der følgelig intet Skifte kan have Sted efter en afdød Konge, heller ikke nogen Stiftelse være sikker, hvortil han har lagt Penge, længere end i hans Levetiid. Men slige Stiftelser ere der ikke mange as, de fleste Fattighuse ere oprettede for Souverainiteten, og det er en farlig Sag altid for en Regent, at tilintetgøre sine Formænds Indretninger. Det bliver et stort Spørgsmaal, om en Konge, og Fader, ikke kan lægge Forbindelse paa den, som han giver baade Liv og Scepter, i det ringeste vilde Folket dømme meget ufordeelagtigen om den Fyrste, som gjorde sig løs fra de Baand, hans Forfædre havde lagt ham paa; og det saa meget mere, jo ældre de vare, og jo flere af hans Formænd havde erkiendt deres Gyldighed. Nu den Giering, dette vilde foraarsage iblant dem, som vare blevne brødløse, hvilken blev saa meget større, som en Deel af disse Stiftelser udgiøre visse Stænders Herligheder og Privelegier, som ikke allene bleve givne og bekræftede umiddelbar efter Souverainitetens Indførsel, men have endog været det, der foranledigede og iværksatte denne Forandring i Regieringsformen; Herligheder, som en lettelig nogen anden, end Despoten, skulde falde paa at krænke, eller tilbagekalde. Desuden maa en Re-

26

25

gent meget vogte sig for at giøre om, hvad hans Formænd for ham have giort, hvor ikke Nødvendigheden, eller Nytten er des større; thi han maa frygte for, ae hans Eftermand skal giøre det samme ved hans Indretninger. Intet var sædvanligere i Rom, end at de flette Keyseres Anordninger bleve ved Regierings-Forandringerne tilintetgiorte, (Acta rescindebantur) og derved foraarsagedes lutter Forvirringer. En anden Sag er det i et Land, hvor hidindtil Barbarie har hersket; der maa all Ting omstøbes; men Dannemark er ikke det, Rusland var ved Peter den Stores Tiitrædelse til Regieringen.

Der kan ingen Tvivl være, om Fundazer bør handthæves, naar de ere gavnlige for det Almindelige; og det endog i det Ubetydelige, i Smaating, ja i Ufuldkommenhederne selv, saafremt disse kun ikke ere for store, og overveye eller have Nytten. Begynder man forsi at kludre ved Smaaeting der, staaer det væsentlige selv, og Hovedsagen, stor Fare for at angribes nred. Aldrig havde der blevet faa Mange Klostere og Munkeordener til, dersom der i Forstningen ikke var bleven holdt saa strængt over Instituterne og Ordensreglerne, Det er en rigtig Formodning: “At Stifteren har havt det Almindeliges nytte for Øyne, og ønsket hans Indretning maatte i alle Henseende være saa fordeelagtig som mueligt var:" Og dog veed jeg ikke dette berettiger Regieringen til at giøre nogen Forandring i hans An læg. Enhver Borger og Undersaat bør man formode er vel sindet imod det Almindelige, og dog

27

sættes ham ingen Formynder; thi Frihedens Lov, hvorefter han regieres, taaler ikke noget, som har Lignelse af Tvang: Mindre, meget mindre kan man forandre i en Død Mands Villie; thi hvo vil tage sig paa at indhente hans Samtykke? At tage fra, eller befale noget, som aabenbare strider enten imod Testamentets udtrykkelige Ord, eller den Mening, som ved billig Forklaring, og rigtig Anvendelse af Udtolknings-Regler, lader sig udlede deraf: Hertil har Regieringen slet ingen Magt, men den har alligevel Midler nok i Hænde, hvorved den kan raade Bod paa Uordener og Mangler.

Skal noget kunde foretages med en Stiftelse, som strider aabenbare derimod, enten til at ophæve den, forlægge den, eller til at giøre Forandringer tvertimod dens første og nærmeste Hensigt; da maa Aarsagen være enten at andre Forandringer, som i Tiden ere indfaldne, have giort denne Ændring nødvendig, eller at Stiftelsen i nu værende Forfatning giør lige saa megen Skade som Gavn. Og da bør sees hen til, hvilken Indretning derefter nærmest svarer til Stifterens Mening; thi ligesom der i Blodsforvantskab ere Grader, hvorefter arves, saa staae og Stiftelses-Arterne i Forbindelse med hverandre, hvorefter en er nærmere til at indtræde i en andens Rettigheder, end de andre. Dette blev iagttaget i den Skole-Commission, som blev holdt 1739 og følgende Aaringer til Skolevæsenets Forbedring. Da bleve endeel Latinske Skoler ophævede, Lærerne med deres Lønninger bleve fordeelte til andre Skoler, Disciplernes Stipendier bleve ligeledes henlag-

28

te til andre Skoler; dog med den Indskrænkning, at Discipler fra de reducerede Skolers Byer skulde nyde dem frem for andre; de ledige Skolehuse bleve givne at holde Danske Skoler i, og hvor Byen selv gav noget forhen til den Latinske Skoles Under-Holdning, blev dette brugt at lønne en Dansk Skoleholder med. Paa denne Maade bleve ingen forurettede, og det er Skade, at ikke flere Latinske Skoler bleve reducerede. Ligesom Giverne af disse Stipendier ikke kunde forudsee, at disse Skoler skulde blive ophævede, saa kan det ikke nægtes, da Ophævelsen var høylig fornøden, som den er endnu nogle Steder, at der blev brugt den varligste Omgang, som mueligt var i denne Sag. Endda ligesom dette ikke var nok, lagde Høysalige Christian denSiette denne Clausul til endnu: "at dersom der til at oprette Latinske Skoler i de Stæder, hvor de vare afskaffede, bleve ved Stiftelser givne saa anseelige Capitaler, at de vare tilstrækkelige til at underholde Latinsk Skole for, da skulde den reducerede Skoles Midler komme tilbage til sit første Brug," Det kalder jeg at behandle Stiftelser med Ømhed og Samvittighed! Det er at gaae forsigtigen tilværks, og mage det saa, at Indretningen kan have Bestandighed!

Der kan let treffe saadanne Omstændigheder, som giøre Forandringer nødvendige, og dette er en Felge af den forkrænkelige Verdens Ustadighed. Af disse indløbende Tilfælde kunde nogle maaskee forudsees, som denne, at der altid ere nedrige Folk til, som agte Fordeel høyere end Ære og Pligt; at Jom-

29

frueklostre ere skadelige i et Land. Men Stifteren betænkte dette ikke, og hvad hielper det da, at siigt kunde være forudseet? Andre ere saadan beskaffne, at de forudsætte en Mængde Hændelser, og af disse maatte den kunde forudsee en tæmmelig lang Række, det er, han maatte have en Spaadoms Aand, som iblant en Hoben Mueligheder skulde just søge dem ud, som nærmede sig til deres Opfyldelse. Imidlertiid have disse Tilfælde giort betydelige Forandringer i Tingenes Forbindelse og Sammenhæng; andre Hensigter, andre Midler, anden Plan Maskinen har faaet andre Hiul, andre Drivefiere og anden Gang. Naar nu Stiftelsens Grund-Anlæg strider lige tvertimod de sildigere Indretninger, hvad er da herved at giøre? At ophæve Stiftelsen? Til Regieringens Fordeel? Ja, saa giorde man i Reformationens Tiid, da seculariserede man en stor Deel geistligt Gods, og de Catholske glemte ikke at afmale nogle Tydske Fyrsters Begierlighed, som syntes at være blevne Protestantiske for at kunne udplyndre Kirkerne, med rette Farver. Regieringen har slet ingen Ret til at bemægtige sig nogen Stiftelse, med mindre maaskee den kan giøre beviisligt, at ingen fornærmes, at den selv har giort denne Stiftelse med mange flere af samme Slags; thi for et Par ubetydeliges Skyld er det ikke værd at giøre Ophævelse, og at Skatkammeret er saa udtømmet, og Kilderne til Statens Indkomster saa tilstoppede ved dette Slags ødselhed i de ældre Tiders Regiering, at der er ingen andre Udveye at hielpe Landet paa Fode igien, end ved at inddrage slige Stiftelser under Kronen igien: Dette et det eneste Tilfælde, som kan

30

give Regenten Ret til at bemægtige sig en Stiftelse. Denne Regel troer jeg blev fulgt ved Reformationen i Dannemark; thi omendskiønt en Hoben Geistligt Gods blev lagt under Kronen, slutter jeg dog (sige med Vished kan jeg ikke af Mangel paa gamle Documenter) at Regieringen selv maa have anlagt disse reducerede Klostere, siden Præsterne beholdt deres Mensal-Gaarde, dem vare testamenterede for Siele-Messer, ligesom Skoler og Hospitaler, hvad dertil var givet for Aflad. Vil Regieringen ellers giøre Forandring med en Stiftelse, fordi den ikke kan foreenes med nu værende Indretninger og Fordeele, hvorfor ikke, naar Skadeligheden er beviislig? Den kan da forbyde Stiftelsen at stride imod Landets Love og Fordeel, ved at omstøbe Instituterne efter nærværende Forfatning og Hensigt. Saaledes gjorde man i Dannemark i Reformationen: i Steden for at synge Siele-Messer for deres Mensal-Gaarde, blev dem paalagt enten en Skrifte-Prædiken om Ugen, eller Cathechisation. Men Stiftelse skal der blive fremdeles, saafremt Fundator har været en privat Mand, ja endog om han har været Regent, og ikke de forbenævnte Vilkaar ere der. I Mariboe har tilforn været Jomfrue-Kloster, men det blev ophævet formedelst Misbrug, og dets tilhørende Gods i Sielland blev af Christian den Fierde lagt til Sorøe Academie. Og dette samme Academie hvor foranderlig Skiebne, og hvor mange Omvexlinger har det ikke havt? Først Skole, saa Academie, saa Skole igien, saa ophævet for igien at blive Academie. Men hverken Christian den Fierde, eller Frederic den Tredie i

31

Landets trængende Omstændigheder, eller Christian

den Siette, eller Frederic den Femte,

kunde falde paa at besmitte deres Ære, ved at forgribe sig paa Frederic den Andens Indretning.

Det er ofte skeet, at Kongerne have tilladt Mageskifte, at et langt fraliggende eller Strøe-Gods er afhændiget fra en Stiftelse, for at faae et beleyligere, og mere samlet Gods istæden, eller og andet Vederlag af lige Værdie. Fundazen kan allene dømme heri. Enten er Gavebrevet stilet til Fordeel for Indretningen allene, eller til Fordeel for baade Godset og Indretningen. I første Fald er det ligemeget, hvo der har Godset i Eye, naar kun Indretningen intet Tab lider; men ikke i det sidste. Naar de gamle Gavebreve melde, at den Gaard skal betale kun saa meget til det Hospital, den Mensal-Gaard yde saa mange Skiepper Korn til den Præst, er det kiendeligt, at Stifteren og har havt Gaardmændenes Fordeel i Sigte. Sligt Gods maa ikke komme bort, eller paalægges større Afgifter. Ligedanne, naar Mensalgaarde i Norge ere ansatte at svare kun meget smaa Afgifter til Præsten om Aaret, og noget vist i Bøxel, uagtet Gaarden kan være 2000 Rigsdaler værd: Om Kongen faldt paa at sælge disse Gaarde, og svare Præsterne deres sædvanlige Indtægt deraf, vare Præsterne vel ikke forurettede, men de fattige Bønder, som Fæstet kunde tilfalde, da Testator og havde villet have dem hiulpne. Over Hovedet er aldrig noget Bytte og Mageskifte antageligt, dersom det afpræsses med Magt, og det ikke sker med begge Contraherendes fælles Samtyk-

32

ke. Despoten kan sagte aftvinge Slaven et Jamen derfor er Omgangen ikke retfærdig: Slaven tier, medens Nøden er; naar han igien er bleven det, han var før, Undersaat, vender han sig til Kongen med sin billige Klage, og venter af Landets milde Fader samme Ræt, som hans andre Børn. Man eftersee i de fremfarne Tiders Historie, jeg er Borgen for, man skal intet Exempel finde, saa længe Dannemark har havt Christne Konger, jeg vil ikke sige Protestantiske, eller Souveraine, at nogen er berøvet testamenteret Gods uden tilstrækkelig Vederlag; thi vi have ingen Slaver været, ingen Slave - Herrer havt. Tvertimod Geistlighedens Privilegier givne af Frideric den Tredie, forbedrede af hans Eftermand Christian den Femte og bekræftede af Efterkommerne, tilholde, at om endog nogen Herligheder ere komne fra et Kald ved Formændenes Forsømmelse, skal de gives tilbage, saasnart Eftermanden i Embedet taler derpaa.

Vi have nok Exempler paa, at Konger have ophævet deres Forfædres Stiftelser, hvoraf jeg og selv har anført et Par; men da have de oprettet en anden Fundaz, og dertil anviist den afskaffede Stiftelses Midler. Det er forargeligt, jeg maa sige det nok engang, om Regieringen inddrog nogen Stiftelses Capital under Kronen; uretfærdigt var det, om en Undersaat havde givet Pengene; men det var Raen, Vold, Røverie, dersom Stiftelsen udgiorde en Stands Herligheder, og en stor Deel af Embedsmændenes Levebrød, dersom Gavebrevene for største Deelen vare udstædede af Undersaatter

33

til Forbedring af Embeds Indkomsterne, hvorved Regieringen aldrig havde tabt noget, og dersom dette var Takken for det, de havde giort den Magt grændseløs, som indskrænket aldrig kunde skadet dem. Her er jo ingen Adkomst, og kan dette skee, hvad Sikkerhed har Borgeren for sine Eyendomme? Vi forøge Landets Gield ved Udrustninger imod Algiererne. Disse plyndre kun de Søefarende paa en vis Høyde. Hvad Ulykke giør de os? De tage vort Gods fra os, og giøre dem til Slaver, de faae fat paa. Men vil Regieringen ansee sine Undersaatter som Livegne, kan Navn af Dey og Kral ikke skielne dem meget. Ingen Eyendoms Ret har Sted, hvor Testamenter ingen Gyldighed have; hvor Menneskene ikke ere Herrer over deres Gods, der ere de det ikke heller over deres Personer; men ere Livegne, Trælle, og kan sættes i Rang med Neger-Slaverne. Aldrig have de uindskrænkede Konger i Dannemark villet have Navn af Despoter og Selvherskere, eller at Undersaatterne skulde kaldes Slaver. De have beraabt sig paa, at Riget havde Grundlove; paa Maaden at udøve Majestæts-Retten, som aldrig var arbitrair og selvraadig, men alltid lovmæssig; paa Fyrstens Omgang med Undersaatterne, som immer var mild og venlig, da endog de senere Regenter have afskaffet nogle Æresbeviisninger, som have været i Brug før Eenevolds-Herredømmet, fordi de syntes for slaviske og krybende; de have opmuntret de Lærde til at bevise det samme i Skrifter mod Fremmede, at Dannemark var intet Patrimonial-Rige; og vor nu værende Konge har endog udvidet Undersaatternes Frihed i at tænke og

34

bekiendtgisre sine Tanker, over de Grandser, den har i nogen Republik, i nogen anden Stat i Verden. Derved gave de, og ved baade den uindskrænkede Trykke-Frihed, og utallige andreProver, stunden Act, han formelig udftcrdede ved Geheim-ConseilletS Dphcevelfe, de mange affkaffcde Dispensations og Bevilgnings Anstgmnger, som dog indbragte got i Skatkammerct forhen, de frie MaSgverader, Rosenborg og Friderichsberg Hauger, som end mere bleve aa buede ti! Folkets Forlystelser, Politie-Maglens Indskrænk, lst, Straffebsders Eftergivelse i Horene-Sager , udvidet Tilladelse ti! Giftermaale, og ved utalligt mere har vor nu varende Konge tilkiendegivet, at han ingen Elskere er af Tvang; og faa lange han, faa lange Hans Efterkommere agter derfor storre'Wre,at regiere over Undersaatter,over frie Folk end over Slaver, har ingen Stand nodig at frygte for sine Herligheders Krankelse. Skulle nogen ville forfare lam til at spilde sine Undersaatters Kierlighed og Fortrolighed, denne Mandige Forrader skal Fyrsten aMye, faa lrnge Dannemark har Regenter af det Oldenborgske Huus, og give ham til Priis for de Opbragtes Hevn, at matte sig paa denne Fredsforstyrrere.

Eftersom Erfarenhed sirrer 06 meget, vi ikke vidste fer, og som der immer opdages nye Regler i Statskonsten, der udfiudes flere Kilder til at formere Statens Styrke, nye NcrringSveye udmnkeS, de gamle forbedres, nye Planer udkastes, Vildfarelser, som grundede sig paa Fordomme, og igien sodede Uordener, mdseeS, de gamle Grundregler,

35

som undertiden foraarsagede Irringer, fordi de vare for løse og ubestemte, fastsættes nøyere, kort, Kundskab om det Nyttige, og Veyene dertil, blive tydeligere og fuldstændigere; eftersom alt dette er unægtelige Sandheder, følger det og, at der ofte kan være noget at forandre i Stiftelser, og i en meer, end en anden. Fordi Kongen er sine Forfædres Arving, har han fuldere Friehed, hvad Kongelige, end hvad Private Stiftelser angaaer. Dog kan han endog i Grunden omstøbe disse, som jeg forhen viiste skeede i Reformationen, naar Grundanlægget strider imod Landets nu værende Forfatning. Her gielder denne Slutningsmaade: "Levede Stifteren endnu, saa samtykkede han enten hvad skeer; og selv forandrede Anlægget, eller ikke; og da tog Regieringen ikke imod hans Gave. Men nu har han baade giort Stiftelse, og Regieringen har lovet at beskytte den! Men det skeede paa begge Sider af Mangel paa bedre Kundskab, som nu haves, men den Tiid ey var at faae. Nu et af to, enten dømme Stifteren at vare paastaaende og stiv imod bedre Oplysning;og skille sig af med hvad han har givet, som i dette Fald er fremmed Gods; eller og dømme det kierligste, og beholde Patriotens Gave,og læmpe Instituterne efter Tiderne." Under Pavedommet vare giorte en heel Hoben Donationer til Klosters,Crucifixer,Helgenes Billeder,Sielemæsser m.m. Al denne Godhiertighed havde Overtroens Stempel, Nu renses Religionen, men den afskaffes ikke; Overtroe forjages, men ey for at overlade Pladsen til Vantroe. Noget skal man troe endnu, og det lige saa fast som før,

36

men ikke slet saa mange Ting. Her ere nu ingen Munke-Klostere, ingen Sielemæsser, ingen Helgensbilleder mere til; hvad skal man giøre ved de helligede Capitaler? Bruge dem til andre gudelige Indretninger, Skoler, Kirker, Hospitaler, Missioner, Opfostringshuse, just som man har giort i Dannemark. Hvor mange Skoler have ikke deres Capitaler fra Duebrødre-Klostre, og Kiøbstæds-Kirker og Hospitaler fra Sti Laurentii, Vincentii, Mariæ Altare og Vicarier? Regieringen vandt, det begreb den, alligevel, da den sparedes for Omkostninger. At erklære Capitalerne forfaldne til Cronen; fordi ingen i sær kunde melde Adkomstes Ret til dem, gav vel rede Skillinger for det første, men tillige ondt Exempel. Jeg vil ikke sige, at den seqvestrerede dette

Gods til videre; skiøndt Christian den Tredie, Friderik den Anden,og Christian den Fierde

have giort saa mange Stiftelser, at jeg ikke troer Regieringen beholdt meget reduceret gejstligt Gods tilbage; og dette kunde de vel neppe som bundne Fyrster have giort, dersom det havde været anseet som Cronens eyendommelige Gods. Man maa ikke indvende mod mig, at denne Behandling kom af Regieringsformen; thi i disse Tider sælger Venedig Abbedier, men Kongen af begge Sicilierne omstøber det inddragne Klostergods til nyttige Stiftelser.

Hvor en Stiftelse, i sær naar den har sit Udspring fra Privats Gavmildhed, ey alt formeget strider imod Regieringens Hensigter og Landets Fordele, giør Regenten bedre i at forebygge paa lempelig Maade, hvad Skade der kunde flyde af den, end

37

reent at ophæve den. Man vælger dog helst de mildeste Hielpemidler, og en forfaren Læge prøver altid

dem, førend han giver sig til at afskiære. At befale, eller tage noget fra tvertimod Stiftelsens Hoved-Hensigt og væsentlige Meening, er at ophæve Stiftelsen; men bestemme Fundazens Ord nøyere, tilføye Indskrænkninger og Undtagelser, tillægge nye Bud uden at svække de gamle: Dette har Regieringen Magt til, og dette er alt nok til at hemme Uordener, og tilvende Staten den Fordeel, som den bør have af slige Indretninger. Forfarenhed kommer her til Hielp, den havde Stifteren ikke; thi ellers havde han selv forekommet, hvad som vilde til intet giøre hans Hensigter. Der bruges Indskrivning til næsten alle, baade adelige og uadelige, Jomfrue-Klostre, endog til nogle academiske Stipendier, de Friisers og Scheelers for Exempel. At indtegne Exspectanter fra Vuggen af, eller saa tiilig, at det den Tid umuelig kunde skiønnes, om disse Personer vilde blive trængende dertil; og at disse siden skal indtages i de ledige Pladser efter den Orden, hvori de ere indskrevne, eller have faaet en løs Billet fra Stiftelsens Forstander: Kan vel noget være urimeligere? Er Regieringen at an see, som Beskyttere af Stiftelserne; saa bør

den, og det endnu meere i Følge sin givne Forsikring til Stifteren, vaage over at hans Villie bliver efterlevet. Siger Gavebrevet allene, at de skal indskrives, som skulle nyde; kan Regieringen, ved nøye at fastsætte Alder og Formue, forekomme og afværge de Misbrug, som ellers imod Stifterens Mening vilde flyde af hans almindelige og ube-

38

stemte Udtryk; en Foranstaltning, Stifteren selv havde villet giort, dersom Stiftelsen og Uordenerne med den havde moednedes i hans Levetid.

Men nu træffer det sig, at en Mand har havt andre Hensigter med sine Midler fra Førstningen, hvilke han den Tid maatte lade falde, eene og aleene af den Aarsag, fordi han ey kunde erholde Regieringens Samtykke. Regieringen bliver siden af andre Tanker, det Forslag, den før forkastede, ønskede den nu iværksat, og Omkostningerne ere de eeneste, som giør Ophold i Sagen. Kan Regieringen, grundende sin Ret paa Mandens første Villie, forandre det confirmeerte Testamente efter det man veed tilforladelig var Stifterens første og fornemste Villie? Man paastaaer saadant et Tilfælde er virkeligen indløbet, hvor dette Spørsmaal kan komme i Betragtning. Den rige Thomas Angel i Tronhiem, forsikkrer en Landsmand, der

undersøger, hvor vidt de Aarsager kan gielde, der anføres som Hindringer for et Norsk Academies Oprettelse, havde først

bestemt, sin store Formue til denne for Nationens Ære, som Angel har viist sig overmande nidkier for, saa smigrende Indretning; og at det var derfor aleene, at han afstod fra sit Forsæt, fordi Regieringen negtede ham Confirmation. Samme Norske Patriot foreslaaer Kongen, i Fald han fandt for got at føye Nationens Ønsker, da at tilstaae den døde Angel det, som blev afslaget den Levende, og ophæve de Legationer, hvortil Mandens Midler,

39

i Følge det sidste Testament, ere anvendte, for af disse Capitaler at stifte et National-Academie. Et Angelianum vilde vist være et prægtigere Æreminde, end nogle Hospitaler. Mandens store Læselyst, og Tilbøyelighed til Studeringer vide alle de at tale om, som have havt den Lykke at omgaaes ham; og, den viser sig desuden tydelig i den vidtløftige Bogsamling, han efterlod sig, som strakte sig til en stor Mængde Sprog og Videnskaber. Som Patriot, som Normand, som Lærd synes man snarere at have kundet vente af ham, at han skulde skienke sine store Midler til en Indretning, saa gavnlig for begge Rigerne i Almindelighed, og hans Fædreneland i Særdeleshed, saa ærefuld, og Norge saa fornøden; end til nogle Fattighuse. Men det er dog endnu altsommen ikkun rimelige Formodninger, som ey engang kan komme i Betragtning, naar man sætter Testamentet imod dem: Med mindre det kan gotgiøres af tilforladelige og uimodsigelige Beviser, baade at det var Mandens første Forsæt at stifte et Academie, og at det var aleene Mangel af kongelig Bevilgnings Erholdelse, at han giorde den sidste Disposition. Men kan dette til strækkeligen bevises ved fast og lovgyldigt Vidnesbyrd, og angives tillige, igiennem hvad Vey Manden har søgt om Tilladelsen; saa, om der end ikke meldes et Ord i hans sidste Testamente om hans første Villie, seer jeg dog ey rettere, end at de Angelianske Legater i sig selv, og virkeligen ere hiemfaldne til Academiet , saa snart det behager Monarken at bønhøre sit Folkes Ønsker. Dog krævede Forsigtighed at see nærværende Almisse-Lemmer hiulpne

40

først, at dem intet fragik, eller og man maatte lade dem efter Haanden uddøe, og som Pladserne bleve ledige, lægge deres Indkomster under Academiet.

Om Stiftelserne i Særdeleshed, og først de Ulærde.

Stiftelserne have enten Hensigt paa Videnskabernes og Lærdommens Udbredelse, eller ikke; og derfore kan inddeles i Lærde og Ulærde. Philomusus vil svare til sit Navn, og derfor Helst har valgt denne Inddeelning, for at faae Leylighed at tale des udførligere om de lærde Stiftelser. Ellers havde det nok været, hvad Fiinheden og Nøyagtigheden angaaer, nok saa rigtigt at afdele Stiftelserne, eftersom de hensigtede paa Kundskab, eller ikke, og saa giøre Forskiel imellem den meer og mindre udvidede, mangfoldige, adskillige og grundige Kundskab, for at komme til de Lærde i Besynderlighed. Thi omendskiøndt Øyemedet med de saa kaldte Danske Skolers Indretning er Kundskabs Udbredelse iblant Lægfolk, nødes jeg dog, siden ingen kalder en oplyst Christen, aleene i Betragtning af denne hans Kundskab, en Lærd, at henføre dette Slags Anstalter, hvis Hensigt dog gaaer ud paa at lære, til de ulærde Stiftelser.

Den gudfrygtige Christian den Siette har meget forbedret Skolevæsnet, men Frederik

41

den Fierde har endog herved fortient sig et udødeligt Navn, at han indrettede de Danske Skoler paa Landet paa en fast og ordentlig Foed. Han bygte de kongelige Skoler, og tilholdt Gods-Eyerne at giøre det samme for deres Bønderbørn. Denne store Konge (han fortiener vist Navn af Stor; thiunder Hans Regiering blomstrede Dannemark,) besad alt for megen Statsklogskab til at han ikke skulle begribe, at gode og dydige Undersaatter udgjorde Statens Styrke; og fordi han kiendte intet bedre Middel, lagde han Religionen til Grund. Da først troede han, et Undersaatteren kunde opfylde sine Pligter, som Menneske og Borger, naar han var underviist om, hvad han var Gud, Øvrigheden, sine Medmennesker og sig selv skyldig.

Familien, Muule, er een af de navnkundigste i Henseende til Gavmildhed imod Danske Skoler. Mange andre Private have og viist sig meget godgiørende imod disse vigtige Indretninger. I enhver Kiøbstæd er der i det ringeste een, men i de større fleere Skoler. I Kiøbenhavn har enhver Hovedkirke sin Fattigskole, hvor Børnene, et større eller mindre Antal, eftersom Skolen er formuende til, nyder Klæder og noget ugentlig i Penge, foruden frie Underviisning endog i Haandarbeyde. Denne Anstalt har sin Oprindelse aleene fra Privates Gaver, Testamenter og indsamlede Collecter. Desuden ere der ey længe siden stiftede tre Frieskoler for fattige Børn, som foruden frie Underviisning, ligeledes ogsaa i Haandarbeyde, nyde noget i Penge. Denne ypperlige Indretning har det Almindelige

42

ogsaa Privates Godhiertighed at takke for, som deels have ladet sig tegne for en vis aarlig Gave til Stiftelsen, deels have understøttet den ved adskillig Hielp, snart i Penge, snart i anden Fornødenhed, som Uld, Rokke og andre Redskaber o. s.v. Lykkes det, at disse Lediggiængere og Tiggerbørn kan blive nyttige Arbeydere, kan det Almindelige aldrig fuldtakke dem, som have opfundet og iværksat saa Christeligt og patriotisk et Forslag.

I Henseende til Læremaaden i de Danske Skoler seer jeg ikke det kan vare bedre, saa længe man ikke kan finde paa Udveye at giøre Lærernes Vilkaar fordeelagtigere. I Kiøbstæderne kunde gierne Klokkerne, uden at tage sig det for nar, biedrage noget til Skolevæsenets Fordeel. Disse magelige Folk, som maa være forlegne med Tiden, kunde finde en behagelig Tidsfordriv i at læse den halve Dag; og i Kiøbenhavn kunde de alligevel nok overkomme at give et par hundrede Rigsdaler til Fattigskolerne, og ikke desmindre læse den halve Dag. Graverne i Kiøbenhavn knnde skiftes at læse, den eene Formiddag, den anden Eftermiddag, og den, som ikke læste, kunde giøre Opvartning i Kirken. Men blev det Raad fulgt, som Forfatteren af Forslag til forbedret Indretning ved de latinske Skoler har givet, at Klokker-Embederne bleve forenede med Hører-Tienesterne, som jeg og troer var got, falder dette i Henseende til Klokkerne bort af sig selv. Paa Landet maatte Regieringen i sær lade sig det være angelegent at forbedre Skoleholdernes Vilkaar, for at faae duelige og studeerte Folk

43

til disse Tienester. Først, er det Skade, at Forordningen, som udelukker de ustuderede fra Degne-Embeder, ey altid og overalt er fulgt, især i Fyen. Thi kan en studeret Skoleholder end ikke være vis paa et Degnekald, men maae frygte, saasnart det er got, at en Karet-Springer, Kudsk, Jæger, Kok eller Kammer-Pigens Kiæreste tager det bort for Næsen af ham. Hvor kan man da vente, at det skal gaae anderledes, end det gaaer, at ikkun meget faa Studeerte ville tage imod Skoleholder-Embede? Videre, det er til ingen Nytte, at Degnene ere befalede at cathechisere for Ungdommen; thi det er meget sielden, at Degnene ere saadanne Folk, at Præsten med god Samvittighed tør betroe dem dertil. Der ere og for mange Misbruge ved Degnenes Omvandringer i Byerne om Vinteren for at læse for Ungdommen, til at de burde fremdeles vedblive. Begge disse Poster skulde Degnene frietages fra, men derimod holde Skole i den ene Bye, hvorimod Skoleholderen forlod Sognebyen, og læste i en anden; thi der ere snart altid mange Byer til eet Sogn. Offeret og Accidencerne skulde Degnen beholde for at tegne til Skriftemaal, synge i Kirken og de Degneforretninger, som bleve endnn tilbage; men der Visse skulde han dele med Skoleholderen, og svare ham efter Billighed noget Vist af Avlingen. Naar en Student havde vel forestaaet en Skole i tre Aar, Degne-Embedet i tre Aar, eller og om han vilde dette heller, Skolen i sex Aar, uden at være Degn, skulde GodSeyeren være forbunden til at give ham det første ledige Kald paa Godset. Paa denne Maade fik man gode Skoleholdere paa Landet.

44

I Kiøbenhavn ere der endnu to ypperlige Anstalter til Ungdommens Underviisning, Weisenhuset og Opsostringshuset paa Christianshavn, der første er Friderik den Fierdes, det andet Friderik den Femtes Stiftelse. Begge Steder læres foruden Christendom nyttigt Haandarbeide, men det var at ønske, at Opsigten paa Weisenhuset var noget skarpere med Pigerne, og at de lærte flere Ting. Ellers er det en Statsfeil, at begge disse Stiftelser ere anlagte i Kiøbenhavn, men nu faae de at blive der, siden de ere komne der; thi hvad skulde man giøre af de kostbare Bygninger? Levnetsmidlerne ere for dyre i Byen, og da Landet er blottet for Folk, er det mere Agerdyrkningen, end Haandværkerne man bør søge Arbeidere til. Dog er det langt fra, at jeg beskylder den store Regent Frideric den Fierde for at have begaaet Statsfeil heri; thi havde Agerdyrkningen bleven fremdeles forbedret efter hans Plan, kunde den nu meget gierne været i den Stand, at vi i Steden for at kalde Konstnere til Agerbrug, kunde, om det behøvedes, tage Bønderdrenge til Haandværkerne. Havde det Raad blevet fulgt, Grev Reus gav Christian den Siette, at kiøbe Herlighederne fra Gods-Tierne for de Summer, Frideric den Fierde efterlod sig i Skatkammeret, som bleve satte paa Christiansborgs, Hirschholms, Walløes og flere Slotters Bygning; da skulde Dannemark nu have været i anden Stand, end det er.

Hittebørnstiftelsen er saa ung, at der ikke kan siges meget derom. Vare der ikke ulyksalige Børn

45

til, saa behøvedes der ikke Heller Frelsesmidler for dem. Men da de aldrig i en forarmet og løsagtig Bye feile, er det vist en Ære for vor Konge, at redde mange Uskyldiges Liv. En Forbedring kunde maaskee giøres til Fordeel for denne Stiftelse. Endeel Børn omkomme allerede, og flere vil omkomme i haardt Vinter-Veir, formedelst de spæde Børns Overbringelse til den opammende Bondekones Hiem. Derfor troer jeg, at denne Stiftelse burde være i Kiøbenhavn, hvor Oplagshuset er. Og jeg mener ikke Høisalig Frederic den Fierde, dersom han saae, hvor meget vi ere gangne tilbage siden hans Tid, hvorledes det staaer med Agerdyrkning, Konster, Handel, Videnskaber hos os, og hvor magtesløse og udarmede Undersaatterne ere, for hvilke maae søges nye Vellyster, at de under Nydelsen af dem kan forglemme deres Jammer: Under disse Omstændigheder meener jeg ikke Frederic den Fierde vilde fortryde paa, at vi viiste os mere omhyggelige for at formere Folkemængden, og skaffe Beboere til de øde Bøndergaarde, end at flikke paa Konstfager og Haandarbeide; thi vi have ikke Kræfter til at bringe dette vidt for det første. Weisenhuus-Bygningen tænker jeg kunde beqvemmeligen huse de spædeste Børn med deres Ammer, indtil de bleve saa gamle, at de uden for stor Fare kunde tage dem med sig paa Landet; thi paa Landet skulde de. Weisenhusets Bogsamling kunde skænkes til Opfostringshuset, men dets Capitaler anvendes til en Agerdyrknings-Skole paa Landet. Den Post, at Børnene skulde være Fader- og Moderløse, faldt kort, dog skulde de være fattige, dersom de vilde under-

46

holdes paa Stiftelsens Bekostning; thi ellers skulde de betale. Kiøbenhavns, og siden de andre Kiøbstæders, Børn skulde være de eeneste, som maatte frie indtages i denne Agerdyrknings-Skole, dog kunde det og tilstædes fattige Præste-Degne-Skoleholder-Ridefoged- og Forpagter-Børn at komme der, men ingenlunde Bønder-Børn; thi her tænkes just og arbeides paa at forskaffe Colonister til Landet, og Bønderbørnene kunde herefter, som før, opdrages i deres Forældres Videnskab hos Bønder; med mindre de havde Raad til at betale. Man skulde sørge for at giøre disse Skolarer saa agtbare, som mueligt var; naar de vare voxne, skulde dem gives Festebreve paa deres Gaarde, som skulde taxeres efter deres Værd, for derefter at bestemme deres Afgifter. De skulde nemlig svare Renterne af denne Capital, men dog have denne Opmuntring til Stræbsomhed, at det var dem tilladt, naar deres Formue blev dertil, at afbetale de to Tredie-Deele, men den tredie skulde altid hæfte paa Gaarden, for at udrede Kongen en bestandig og taalelig Skat.

Efter dette Udkast blev Weisenhusets Capital meget nyttigen anvendt. Man kunde maaskee heller faae Lyst til at bemægtige sig heele Summen til Fordeel for Hittebørns Anstalten; men dette biefalder jeg ikke. Skulde Neden være, og man vidste ingen anden Redning, maatte man heller tage Indkomsterne fra et Kongeligt riigt Hospital til dette Brug. Lemmerne kom man da til at fordele paa andre Fattighuse, og dele Rettigheden til Fattig-Hielp deraf med dem af de Egne, hvor man tog

47

Pengene fra Hospitalet. Naar jeg undtager Medlidenheden, man bør have med Fattige, er der ikke meget andet; thi Nytten er vist ikke stor af Hospitaler. Men Anstalter til at oplære Ungdommen kan man aldrig være øm nok over, og aldrig have for mange deraf. For Resten maatte hverken fornævnte Skolarer, eller Hittebørnene nogen Tid kunne blive vornede, om de end aldrig saa længe tiente paa Herremænds Gods. Og for at opmuntre velhavende Borgerfolk desmere til at sætte deres Børn i denne Skole, vilde det være meget got, i Fald det var mueligt og Landets Beskaffenhed og Indretning taalede det, om de bleve frietagne fra at være Land-Soldater, lige med Borgerbørn i Kiøbstæderne.

Jeg talede nyelig om den liden Nytte, Fattighusene giøre i deres nærværende Indretning. Ligesom Landets Stænder, saaledes ere og Hospitalerne enten Adelige, eller Uadelige. Adelige Enkesæder veed jeg dog ikke der ere mere af end eet, nemlig Harboes Frue-Kloster, stiftet af Geheime-Raadinde Harboe, fød Fuiren, for en Priorinde, og tolv Enke-Fruer af de fem første Classer i Rangforordningen. Det er da personlig Adelskab, her sigtes til. Der gives og andre Enkesæder omkring i Landet, skiønt ikke mange, men dem kan Madame-Titulen være nok for at indtages i, naar de for Resten ere gamle, nødlidende, af skikkeligt Levnet og Stand. Slige Enkesæder ere ypperlige Indretninger til at belønne Enker med, der have giort sig vel fortierne af det Almindelige ved vel at opdrage mange Børn. Men nødlidende oa aldrende bør saadanne Enker

48

være; hvilket hvor vidt paasees i Harboes Kloster, skal jeg ikke kunne sige, men de snorede Hatte, hvormed man siger at Vindverne ere garnerede, vise, at Sønnerne giøre flittige Opvartninger, og at Fruerne følgelig maae have, været dem gode Mødre. Unge Enker bør gaae i Brudeseng i Steden for Hospital, dersom de ikke ere sygelige. Ellers hielper saadanne Enkesæder til at spare Kongen endeel Pensioner. Men Harboes Kloster burde ikke været anlagt i Kiøbenhavn. Af uadelige Hospitaler er der en stor Mængde, enhver Kiøbstæd har i det ringeste eet, og paa Landet er der og en stor Hoben. I Kiøbenhavn er Wartov, Abele Cathrines Boeliger, det Almindelige Hospital, navnkundige Fattighuse. Man kan see, hvor forvendt Tænkemaaden før har været, deraf, at man har lagt nogle andre Kiøbstæders Hospitaler under Wartov, med forbeholden Ret for disse Byer, at besætte er vist Antal Senge i Wartov, og udnævne Lemmer af deres egne, naar disse Pladser bleve ledige. Just Forsigtigheder, som kunde været en Rettesnoer, hvorefter at forlægge Wartov til andre Stæder. Men saa omhyggelig var man i den Tid for at sammendynge Alting i Kiøbenhavn, ret som det var den eneste Bye i Riget, der skulde leve. Ja ligesaa enfoldig var man for nogle Aar siden, da man havde den skiønneste Lejlighed at rette gamle Feil. Man nedbrød endeel gamle Fattigvaaninger, man fik i Sinde at give Silkehuus-Lemmerne en fast Boepæl. Hvo skulde tænkt, at Fattighuse skulde ansees for Hovedstadens Prydelser? Men man fandt paa Midler at giøre dem dertil, Frederic den Femte skienkte Lotte-

49

rie-Herlighed til Bygge-Hielp, nu kunde et Hospital, et prægtigt Hospital bygges, hvor det skulde være, naar man kun ikke faldt paa at anlægge det i det dyre Kiøbenhavn. Fattige kunne dog aldrig være en Bye til Zirat, man havde nu en skiønne Lejlighed at skaffe saa stor en Mængde usle Mennesker bort af Residence-Staden til Lettelse baade for dem selv og Byen, man havde en Bygge-Capital tilstrekkelig at kiøbe hele Kiøbstæder for, men som ikke vilde slaae til, dersom man vilde opføre et Herresæde, i Kiøbenhavn, imellem Palæerne. Og dog blev dette sidste valgt, og det Almindelige Hospital bygt; et Indfald, som var ilde betænkt og værre udført, og som har draget mange Suk over dem, som vare Skyld deri. Men Bernstorf, thi hvo veed ikke, at han den Tid var Directeur for Fattiges Væsen? denne Mand af saa ædel og ophøyet en Siel, som nogen Tid husedes i noget Legeme, denne Mand, som havde været reen for alle Feil, dersom han ikke havde havt alt for got et Hierte, hvilket gik for vidt, og blev til en Skrøbelighed, idet han troede Folk for vel, og forhastede sine Domme, og var vel meget hengiven til Pragt: Han, som forestoed de Udenlandske Sager med en ugemeen Berømmelse, men burde aldrig befattet sig med de Indenlandske og Commerce-Sager; hvis Raad burde altid gielde meget, men ikke allene: Denne Menneskeven, jeg skal ikke kunne sige, enten han mere har skadet eller gavnet Dannemark, men det veed jeg, at han aldrig har giort ondt med Forsæt, og har forestaaet de største Embeder uden at berige sig; et rart Exempel af en Udlænding! ja tilsat nogle 100000 Rigsdaler af

50

sine Arvemidler: Han har forsonet, og forsoner endnu denne Forseelse med Gavmildhed imod de Fattige her.

De Summer, som ere henlagte til Fattiges Væsen, udgjorde noget anseeligt, dersom man regnede dem sammen i eet. Og dog tager jeg ikke de uvisse Gaver, som til Spiisnings- og Syge-Cassen, det frievillige, enhver Huuseyer indtegner sig for, og som dog ikke befrier ham for Overhæng af Betlere, (og hvor skulde man have Fred i Husene, naar de offentlige Steder, Gaderne, Volden og Friderichsberg-Veien vrimle af Tiggere) lige saa lidet som Manden, der forskrev sig paa eengang til at udbetale 200 Rigsdaler, naar han døde, og imidlertid svare Renter deraf, blev, hvilket dog var Betingelsen, sat ved Øvrighedens Hielp i Sikkerhed for Overløb af Tiggere: Alt dette saavel som Herskabets Gaver, hvad Stakkler faae for Dørene, som vist er meget, og ved Markederne, Kildereiserne o.s.v. Kort, alle uvisse Almisser regner jeg ikke. I Odense Hospital ere 134 Lemmer, som nogle faa nær have hver 3 Mark ugentlig. Aalborg- og Riber-Hospitaler ere og store og rige. Og paa Landet skal man ikke komme i mange Herreder, at man jo finder nogle Fattighuse. Nu Fattigpengene snart ved hvert Sogn. Ikke desmindre seer man hele omvankende Flokke Tiggere paa Landet, thi i Kiøbstæderne tør de ikke saa frit, og i saa stærke Trups lade sig see af Frygt for Staadder-Kongerne, og Politiet, som i hvor svagt det er, dog er noget. Men paa Landet sværme disse mandstærke Skarer ubehindret om,

51

og vandre hele Øen partieviis igiennem. Om Vinteren gaaer det dog nogenledes an, men om Høsten, naar Folkene er i Marken, og der er kun et Qvindemenneske hiemme at passe paa Huset, i denne Tid ere Tiggerne uforskammede. De lade sig da en allene ikke afvise, men faae de ikke saa meget, som dem synes, give de onde Ord, ja undertiden og bruge Magten. Og da Landet alstille bliver fattigere og fattigere, tiltager baade Antallet, og Frækheden hos disse Partiegiængere: Saa at, dersom ikke de, det er betroet at vaage over den almindelige Sikkerhed, see til at hæmme disse Uordener i Tide, er jeg bange for, de til Sidstningen komme til at giøre Udrustninger som imod ordentlige Røverbander.

Men hvoraf kommer denne Mængde karske Tiggere? Af den overhaandtagende Armod, som igien for en Deel har sin Grund i Dovenssab, der avles af slet Land-Indretning. Præsterne, som almindeligst forestaae Fattigpengenes Uddeling, da de kiende ethvert Mennesse i deres Sogn, gaae, som billigt er, dem forbi, der ere fattige, fordi de gide ikke arbeide, og derved tabe disse den Hielp, andre Trængende have. En forsultet Hoveries Bonde, som behandles vilkaarlig af sit Herskab, kan hverken selv have stor Lyst til Stræbsomhed, eller indplante sine Børn den. Naar saadan en af Frygt for Soldateriet har tilsat paa en øde Gaard de Skillinger, han havde lagt sig til som Karl, bliver han slængt fra Gaarden og griber til Bettelstaven. Dette er et Slags Tiggere, som igien fremavler en nye Tigger-Yngel. Tigger-Ungerne, som intet

52

Have lært, fortsætte Forældrenes Profession, gifte sig derpaa, forplante Arten og frembringe endelig en heel Tigger-Republic. Nu kunde vel denne Uorden ikke gaae saa meget i Svang, som den giør, dersom baade Jordegods-Eierene efterkom deres Pligt med at holde og ernære Godsets Fattige, og Amtmandene med at optage Landstrygere. Men ingen af Delene skeer; Gods-Eyeren er ikke for at føde, eller have unyttige Folk paa Godset, og lader dem gierne løbe, dersom de ey ere tjenlige til at blive Soldater; og at Landstrygere ikke paagribes er lidet at undre over, naar man veed, hvor skiødesløse Betientere ere i at fordre og eftersee Rejsepas. Jeg var i September-Maaned i Fior i Fyen, den Tid man frygtede saa meget for Pest, og derom vare giorte saa mange Anstalter og Anordninger. Som jeg sad i min fortroelige Samtale med den Ven, jeg besagte, kom to Tiggere ind, og fremrakte nogle Documenter. Vi tog dem for forulykkede Søefarende, men ved at læse i deres Papirer, faae vi de vare Pohlske Dissidenter, og at deres sidste Pas var fra Danzig. De sagde, de kom fra Sielland, og hvor mange Færgestæder maae de da ikke være slupne over uden gyldigt Pas, og imod Forbud.

Da altsaa Landstrygere frit strejfe omkring, og Staaddernes Antal daglig formedelst den vedvarende Extra-Skat formerer sig, i det de Utiggende betale saa længe for de Tiggende, til de selv maae betle, og andre betale for dem begge, til de selv bringes til samme Haandværk o. s. s. taber Landet immerhen Arbeidere, og det er at befrygte, at Mo-

53

narken inden kort Tid, om jeg maae bruge denne Talemaade, bliver almindelig Staadder-Konge, dersom der ikke betimeligen raades Bod paa foromtalte Uorden, og den Byrde lindres, som trykker Landet. Jeg har baade beviist den almindelige Fattigdom iblant Undersaatterne, og anført, hvad Landsbyefolk angaaer, en temmelig gyldig Aarsag derfor, som for Endeel og virker i Kiøbstæderne. Thi Extra-Paalægget bliver her af samme Aarsag immer tungere, og naar Bonden intet har at kiøbe for, sælger Kiøbstæd-Manden intet, og naar Jorden ilde drives af Mangel paa Arbeidere, stiger Prisen paa Levnetsmidler: Og nu kommer en nye Ulykke til, yppighed og Vellyst, værre end alle Landeplager. Intet Middel hielper imod dette sidste Onde, uden Hoffets Exempel; har det i Landets bedrøveligste Omstændigheder 100000 Rigsdaler at spilde paa Opera og Comoedie, maae det ikke forlange Huusholdning og Sparsommelighed af Undersaatterne. Trøstesløsheden udbreder sig meer og meer, og man øyner ingen Ende paa Elændighederne, naar man betænker, at en halv Snees Aars overordentlige Paabud, og saa meget bortsolgt Eronens Gods ey har gandske kunnet afbetale to Millioner.

Da Armod har taget saa stærk Overhaand, er det tydeligt nok endog i denne Henseende, at de Fattige have intet at miste. Man maae være betænkt paa at sætte dem i Arbeyde, at de efter det lidet de formaae, blive nyttige for Landet. Jeg kiender ingen Fattig-Fundak klogere indrettet, end den for

54

Canzler Friises Legatum i Odense. Han bortgiver

ven 3785 Rigsdaler til 16 Enker med nøgne Børn, og desuden 16 Faderløse Børn, ingen Gadestrygere, eller Rendekiærlinger

Landsbye-Præsterne have altid fulgt dette Exempel i at uddele Sognets Fattig-Penge: om det og skeer i Wartov, og andre Kiøbstæds-Hospitaler, skal jeg ikke kunne sige; vel var det, om saa var. Men da de gierne ere de barmhiertigste, som selv enten behøve, eller vente snart at behøve Barmhiertighed, og Prakkere give til Stakkeler; er den Hielp, som kan nydes af Fattiges Penge, intet at ligne imod de Almisser, som kan samles for hver Mands Dørs og følgelig udvælge karske og sunde Mennesker heller at rende omkring, end at nyde Fattiges Hielp hjemme, og arbeide. Des Aarsag maatte Tiggerie af al Magt hæmmes, og alle Kongelige Betienter paa Landet, men i sær Jordegods-Eiere og deres Betienter skarp befales og tilholdes at opbringe alle Landstrygere og Tiggere: Hvorimod det maatte være tilladt nogle Gange om Aaret at indsamle Fattig-Collecter i hvert Sogn til dets egne. Paa denne Maade kunde Almisser blive vel stædede, og saa beholdt man Landefred. Og hvad de til Fattiges Beste henlagte faste Capitaler angaaer, er derom min Mening:

Regieringen har Lov til at lagge Bestemmelser, Indskrænkninger og Anordninger til en Stiftelse, naar dens egentlige Mening og Hensigt ikke krænkes; denne Magt kan den betiene sig af til For-

55

deel for det Almindelige. Hospitaler ere bestemte til at imodtage dem, som enten Alder, eller Skrøbelighed giør uduelige til selv at fortiene deres Brød. Men eet er at ernære sig, eet andet at giøre noget. Saa aflægs og skrøbelige, at de slet intet kunne foretage sig, ere ikke ret mange; thi de maatte da meest være gandske vanføre, eller bestandig sængeliggende: Og naar enhver giør saa meget, som han kan, vinder Staten anseeligt. Først, mener jeg, alle Krøblinger og vanføre Mennesker, saa vel som udlevede Folk, og de, hvis Svagheder ere ulægelige, ere allernærmest berettigede til Hospitaler, og bør nyde, saa vidt som de mindre ere i Stand til at arbeyde, saa megen Hielp af Stiftelsen, som kan være nok til deres Underholdning. Krøblinger, Vantrevlinger, Vanføre bør være for sig selv; hvilket man og seer har været Friderich den Fierdes Mening, af det Hospital, han ved Fridericsborg oprettede for Spectaculeuse. For det andet: Der kunde kiøbes Uld for de Smaae-Fattigpenges Renter, og denne uddeles til de Trængende at spinde: Garnet kiøbtes igien af dem efter en ansat Priis, og man uddeelte det i Steden for Almisse til Vævekoner: Af dem tog man det vævede for at klæde fattige Skolebørn, Saaledes kom en liden Capital til at gaae igiennem mange Hænder og sætte ligesaa mange i Arbeyde. Det forstaaer sig selv, at Præsterne, dem det alligevel er betroet at besørge disse Almissers Uddelelse, ogsaa burde forestaae det endnu; baade fordi de hidindtil have forvaltet det upaaklageligen; og fordi de have den skiønneste Leilighed til dette Opsyn, da de kiende ethvert Menneske i Sognet. Disse kunde

56

allerbest komme efter Bedragerier, og disses Opmuntringer, ledsagede af Sagtmodighed og Venlighed, vilde ypperligen frugte hos Arbeyderne. Og jeg er forsikkret paa, at denne ærværdige Orden, i Steden for at undslaae sig for dette Arbeyde, vilde glæde sig over det fornyede Beviis paa Kongens Fortroelighed til den, samt den formerede Leylighed til at vise sin nyttige Indflydelse paa det Almindeliges Beste, hvilken Religionens og Sædelighedens Udbredelse, Ting man nu omstunder giør sig al Umage for at udrydde, ikke længere kan forklare. Men af de store Fattighuse kunde der giøres ordentlige Manufacturer; omtrent paa samme Maade, at den ene kiøbte og solgte til den anden.

Man kan og henføre Jomfrue-Klosterne under Fattighuse, i det ringeste burde det saa at være. Disse ere, ligesom Hospitalerne, enten adelige eller uadelige, dog er Gisselfelt blandet, det er at sige, deelt imellem Adelige og Uadelige. Af Adelige have vi Walløe for en Abbedisse, en Dechanisse, og ti Frøkener, Wimmeltofft for en Priorinde, og tyve Frøkener, Roeskilde Kloster for en Priorinde, og 20 Frøkener, Odense-Kloster for en Priorinde og 8 Frøkener, Gissenfelt for 16 Jomfruer, hvoraf de otte adelige, og Støffringgaard for en Priorinde og tolv Jomfruer af de fem første Classer i Rangforordningen, thi Ißehoe gaaer jeg forbi, siden jeg ikkun taler om Stiftelser i Dannemark. Vi har da fem Jomfrue-Klostre for fød Adel, og et for personlig Adel, og det tænker jeg kan nok gaae an i et saa lille Rige, og hvor den egent-

57

lige Adel saa got som er uddød. Og dog skulde Hensigten med dette Slags Stiftelser formodentlig være at fattige Fruentimmer af Stand og Familie kunde have et Tilstød; Men jeg tænker, at vi i Dannemark ey giør Stiftelser for Tydske, og at ey alle vore adelige Frøkener ere Almisse-Lemmer: Og naar saa er, kan jeg aldrig troe andet, end at en Hoben af disse Klostre ere overflødige. Jeg gaaer videre, og mener, de ere skadelige. Mine Grunde skal jeg strax fremlægge. Maaskee de ere, i det ringeste nogle af dem, de samme, som skal have bevæget Hr. Conference-Raad Suhm til at erklære sig imod Jomfrue-Klostere, da det naturligen maae fornøye mig at have saa lærd og skarpsindig en Mands Medhold, og have tænkt ligesom han. Vist er det, at det bestyrkede mig ikke lidet i min Mening, da jeg af en Hændelse hørte i et Selskab, at denne Patriot havde skrevet om disse Stiftelsers Skadelighed. Skriftet selv har min Commissionair ikke kunnet skaffe mig, tvertimod har han berettet mig, at ingen paa Bogladerne kiendte dette Skrift; og altsaa skal jeg lade det være usagt, hvorvidt, og i hvilke Grunde vi ere enige. Mine ere:

Først ere alle de Stiftelser skadelige, som gaae ud paa at give saadanne Piger rigelig Ophold, som ere paa den Alder, at de ere tienlige til at giftes, og kunne opfylde Ægtestandens Hensigter. Derved afholdes de kun fra at indgaae Ægteforening, eftersom de have saa betydelige Fordele at tabe, og altsaa kan jeg med Føye bruge den Talemaade

58

her, at tilkommende Slægter begraves i Jomfrue-Klosterne. Petersen har vel bestemt en Alder for sine Kloster-Jomfruer, men han har frietaget sin Familie herfra, som er Skade. Hvad følger andet, end Uorden af dette Nonnelevnet; og monne ikke mange maae siden bitterligen fortryde den Lykke, de havde at opnaae Indskrivningen, naar de betænke, at her blev Grunden lagt til deres timelige Velfærds Forspildelse? Klosterlevnet ophidser snarere, formedelst Magelighed og gode Dage, de naturlige Tilbøyeligheder, end det dæmper dem. Og hvor der er en Heel Hoben unge Fruentimre indsluttede, og de kan forliges, sætter den ene den andens Begierlighed i Flamme, og den dristigere sætter Mod i den frygtsommere, indtil omsider den sidste Formuur for Dyden, Skam og Blyefærdighed, er omkastet og Fruentimret forloret. Æren borte, Alting borte, og for at bringe det dertil, sparer det andet Kiøn ingen Umage, thi disse ubevogtede Piger ansees almindeligen som givne Løsagtighed til Priis. Herved tabe endog de Uskyldige, og det Orde, Klosterlevnet er er kommet i, foraarsager, at man meget sielden seer nogen af disse Jomfruer blive gifte. Skiønt der kan og være en anden Grund dertil. Thi Lediggang og Ørkesleshed ere naturlige Følger af saadan en Indretning, hvor unge Fruentimre ere sig selv gandske overladte, og intet Opsyn staae under, og leve ubekymrede om Livets Ophold. Anlægget af mange Klostre er endog saaledes, at Jomfruerne ingen Huusholdning have; Forstandersken, eller Priorinden, besørger Oeconomien, og der spises ved sluttet Bord. Ingen Mand kan være tient med saadan

59

en Kone, som ofte aldrig har lært, og, om hun har lært, da maaskee har alt glemt at forestaae en Huusholdning.

Naar jeg nævner adelige og uadelige Jomfrue-Klostre, er dette Meningen, at Adelskab alene berettiger til de adelige; men denne Forskiel i Fødselen kommer ikke i Betragtning, hvad de uadelige, eller borgerlige angaaer, saa de heri kan optages, enten de ere adelige eller ikke. Naar da de adelige ere lige berettigede, hvad dette Fødselsmerke angaaer med de borgerlige til Borger-Stiftelser, og de alligevel ere saa nøye regnende i Henseende til Herkomst med deres Legater, har man da ikke nogen Grund til at mistænke den saa kaldte Høyheds-Aand, og Adelsyge for at have havt den fornemste Deel i de adelige Jomfrue-Klostres Indrettelse? Og det saa meget mere, som der ikke er een eneste Stiftelse for adelige Enkefruer, da der ere saa mange borgerlige Hospitaler? At en adelig Æt søger at opholde sin mandlige Linie, synes mig dog jeg kan finde et Slags Rimelighed i, og at den i den Henseende opretter Stamhuse. Men aldrig troer jeg, man skal kunne angive nogen Aarsag til den Omhyggelighed, hvormed de adelige Fruentimres Giftermaale indskrænkes til Adelstanden alene; med mindre Hensigten skal være, at holde de mægtige Huse bestandig besvogrede, og ved at indvikle Familierne formedelst Ægteforening i hverandre, forbinde dem des stærkere under fælles Fordele til at staae sammen, og holde Pøbel fra Hove. Fruentimmer er da det Offer, hvormed disse Forbund slut-

60

OO S!'.' 1=J=J =5

tes og helliges. Og Forældrene ere fag nidkicere over den Myndighed, Fodselen giver dem over deres Dottre, at, da man oste seer en fattig Adelsmand formale sig med en riig Borgerdaattcrs Penge, har man aldrig Exempel paa, at en heyadelig Frøken af sine sexten Ah ner har givet sin Haand til en Mand uden for Adelstanden, imedens hun endnu stod under Foraldrenes Vcrrge. En Provst, har jeg ladet mig sige, ved Navn Grubbe, var floppet til, hvorledes veed jeg ikke, at faae en Froken Wind til Mate: Han blev det han var, Prarst, men hun fik Titul af Hendes Naade, Velbaarne Frue. Og vil man undre sig over, at god gammel Adel kan være faa nidkicer i dette Stykke, naar den nye Adel kan være faa besynderlig hoyhiertet? Conferences Raad Rostgaards Abner ere snart talte. Da hans Daatter var bleven Enke ester et ulyksaligt Ægte (Fab med en,Adelsmand, af Tydsk Herkomst; Navnet von der Maas siger det, valgte hun sig anden gang en agtbar og forstandig Dansk Mand, men som ikke var Adel. Det var Justits-Raad og Byefoged Bruun, thi hvorfor skulde jeg ikke nervne ham, da han altid fortiener at stettes i Ligning med en Ritmester? Men i hvor vel overlagt dette Valg var, tog Conference-Raadindcn det dog faa unaadigt op, at hun ikke alene giorde Dotteren med de uadelige Born arvelos, men udvirkede endog; thi Adelen var den Tid mægtig nok dertil, ar Bernene af forste MgreMb bleve deres naturlige Moder sratagne. Nu hvor mange har ikke denne daarlige Grille giort ulykkelige, at Partier med Uadelige ere forebygte? Maajlkee Cammer-

61

merherre Gram havde levet endnu, om ikke saa havde været, ja maaskee og, —- ja maaskee ogsaa den deylige Frøken von Osten havde endnu været i Live. Denne Frøken; thi jeg vil fortælle det for at vise Misbrugene ved Jomfrue-Klostre, og brændemærke den adelige Stolthed, var hemmeligen, medens hun var Kloster-Jomfrue paa Wimmeltoft, forlovet med Cancellie-Raad Jørgensen paa Svanholm. Hendes Tante, Priorinden, fik Nys derom, og ophævede det, thi dertil har Priorinden Magt, Forlovelsen med en riig Brudgom, for at overlevere Frøkenen i en adelig beenløs Lieutenants Arme, som hun ilde skulde komme til Rette med, og derover inden kort Tid ende sine Dage. Og hvor mange flere Exempler har man ikke af dette Slags? En Adelsmand lader heller sin Daatter leve stedse ugift, end tilstæder en Uadelig at kalde sig Svigerfader. Jeg vil ikke heller meget forundre mig herover; thi naar et enligt Fruentimmer kan foruden Værelser og Kost, have 100 til 200 Rixdaler om Aaret, kan ingen meget fortænke hende, om hun er gavmild paa Kurve. Skulde

det nu ikke være meget nyttigere, om disse store Capitaler bleve anvendte til at udstyre aarligen fattige Jomfruer, som nu i Mangel heraf en kan blive gifte; end at udsætte Belønninger for Ufrugtbarhed, og underholde den daarlige Indbildning hos Folk, at det er nok til at være bedre end andre, at være fød Adel. Adelskabet var kun en Skygge uden Legeme, en Frugt af Indbildningskraften, som skaber saa

62

mange Daarligheder. Det er eet og det samme Blod fra Førstningen, der flyder i vore Aarer; Naturen har ingen Forskiel giort imellem høy og lav. Er der noget, som berettiger Folk til Ære, saa er det Dyden; den vil vi have Høyagtelse for. Lad os ære Fortjenester, hvor de findes, lad os belønne vore virkelige Velgiørere, og foragte dem, som ey have andet at beraabe sig paa, end deres Stammefædres Fortienester. Og vare endda Fortienester det eneste, som til alle Tider havde banet Veyen til Adelsbreve; saa omendskiønt det var dreven over de rette Grændser, kunde dog de Fortrin, vi tilstaae store Mænds Afkom, ansees for et Slags billig Erkiendtlighed. Men at betage Landets Indfødde al Lyst og Mod, ja negte dem Leylighed til at vise sig, fordi de vigtigste Embeder skal besættes med forskrevne Adelsmænd, er uden Tvivl en stor Daarlighed. Jeg beraaber mig paa hvad jeg engang har sagt, den ægte gamle Adel er saa got som uddød, nogle Rosenkrandzer, nogle Scheeler have vi tilbage, men hvor mange Thotter, Urner, Grubber, Krabber, Lunger, Troller, Marsviin? Og hvor er den Norske Adel henne? Fordreven af Lüttichauer, Schaffaliskyer, Plesser, Bülauer, Holsteiner, Neußer, og alt, hvad der skriver sig von og de. Hvad Tieneste have disses Stammefædre giort Dannemark? Thi jeg vil ikke bruge det forhadte Mundheld, at havde de duet noget, havde de blevne hiemme: og hvad Fordring kan disse Udlændinger have paa at fødes af Dannemark? Fra Mechlenborg have vi faaet hele Ladninger Pager, disse have efterhaanden, og

63

det temmelig gesvindt; thi Mechlenborgerne have altid gaaet her for fuld Seil, opsvinget sig til Hof-Junkere, Kammer-Junkere, Amtmænd, Kammer-Herrer, og saa ind i Collegierne, og Nationen har faaet af dem en haanlig Foragt til Tak. De kiendte intet Landet, og skiøttede ikke om at kiende det, de holdt sig for en Vanære at tale Folkets Sprog, og derfor aldrig lærte det, aleneste Danske Penge, og Danske Heste, indtil de Engelske kom i Mode, kunde de lide. Nationen undertrykt og foragtet af disse Fremmede, dannede sig efter sine Beherskeres Smag, og tabte sin Karakter, lod af, som Hr. Suhm siger, at være et Folk. Gid Kongen engang vilde faae i Sinde at mønstre Adelen, jeg var da vis paa, at mange Unaturalizerede vilde blive viist tilbage til Mechlenborg. Dette var den Tydske Adel: Nu den nye Danske. Mange beadlede have vi faaet ved adskillige Leyligheder paa 100 Aar, men foruden Patentet vilde det nok falde de fleste vanskeligt at hiemle deres Adkomst. Ranzovs, Adelers, Schaks, Tordenskiolds Bedrifter ere bekiendte, men hvad have de andre giort? Og hvad den gamle Adel angaaer, er det vanskeligt at undersøge, hvilke Fortienester der først har givet Stammefædrene Hielm og Skiold, men jeg troer, at de overflødigen ere belønnede ved de Fortrin, og den Hævd, de i saa lang Tid havde havt paa Embeder, Æres og Værdigheds Mærker. Og det veed jeg, at Alting i den politiske Verden pleyer at gaae tilbage til sit Udspring. En Familie, som længe har været frugtbar paa store Mænd, vanslægter tilsidst, naar Naturen ligesom har ud-

64

tømmet sig. Vi skulle aldrig faae, ja vi fortiente ikke engang, at faae store Mænd iblant os, dersom Børnene bestandig skulle bestige det samme Æres Trin, hvorfra Døden hentede Forældrene, saasnart det blev ledigt. Og Regieringen troer jeg bør heller see til at holde en Ligevægt imellem Undersaatterne, end giøre den ene til Herre, den anden til Slave; ligesaa vel som en fornuftig Fader deler sin Kierlighed lige imellem velartede Børn.

Naar Kloster-Jomfruerne kan komme vel tilrette, vil jeg ikke negte, at Kloster-Levnet kan være ganske fornøyeligt, og saa fornøyeligt, som en Indretning, der er saa unaturlig og saa fuld af Tvang, kan tillade imellem et Chor Nympher. Men der ligger og er Helvedes Huus, naar de ikke kan forenes. Man vil svare mig, at de leve ganske frie i Klosterne, tage imod Besøgelser af Mandfolk, kiøre ud, og bruge al den sømmelige Fornøyelse, som dem kunde tilstædes, om de vare i deres egne Forældres Huus. Jeg veed det, og har erfaret det i den korte Tid, jeg var i Kiøbenhavn, at Petersens Jomfruer vist ikke ere folkeskye. Men er ikke dette imod Instituterne? Efter dem maa en Kloster-Jomfrue ingen Besøgelse tage imod, uden Forespørsel hos Priorinden og med hendes Tilladelse, ingen tale med uden i hendes Nærværelse, ingensteds tage hen uden at bede sig Forlov dertil, ingen Kierligheds Handel indlade sig i uden Priorindens Vidende, ingen hemmelig Brevvexling føre, og, om hun giør det, taale at Brevene aabnes, og faae en skarp Irettesættelse oven i Kiøbet, ophæve Forlovel-

65

ser efter Befaling, og s. v. Vil Priorinden eftergive i sin Myndighed, ja saa er del got, men saa overtrædes Ordensreglerne. Men er hun nu paastaaelig paa sin Høyhed, hvorledes gaaer det da? Ja hvorledes gaaer det paa Støfferinggaard? Og Hvorfor har Frøken Schrøder, og de to Frøkener Pontoppidaner, bemøyet sig med at erholde kongelig Bevilging, til Krænkelse af Fundazen, paa Befrielse fra at drage ind i Klosterets? Saadan Bevilging er et Skaar i Stiftelsen, og ligesom den burde aldrig gives, saa er det og ilde, at Folk skal have Grund til at søge den. Og naar den kan faaes, hvor stærk en Fristelse for en fattig Adelsmand til at see sine Døttre indskrevne, for at de siden skal dele med ham, og at afværge af samme Aarsag rimelige, men ikke slet saa fordeelagtige Partier, som dem kunde tilbydes?

Jeg Nævnte Indskrivning, denne bruges næsten ved alle Jomfrue-Klostre, og saadan som den bruges, veed jeg ikke een eneste Stiftelse, hvor den er anordnet. Et er at indskrive dem, som strax skal nyde, et andet at bestemme Børn dertil fra Vuggen af. Desuden hvor der tales om Indskrivning, er det meest at forstaae om dem, som give Penge for Expectanze, og imidlertid betale noget vist for Kost og Værelse; eller og dem, som Stifteren selv har udnævnt. Endog det Fortrin, som visse Familier tilkommer i Kraft af Stifterens Villie, synes at bevise, at man med Rette burde oppebie Vacance. Og ligesom det ikke kan forudsees, hvad Tilstand en Familie kan være i en Snees Aar der-

66

efter, saa er det og ubilligt af Forstanderne, at betage deres Eftermænd Leylighed til et giøre Got. Støfferinggaards Fundaz melder ikke et eneste Ord om Indskrivning, men heller det som er tvertimod, at til de ledige Pladser skal Directeurerne foreslaae for Kongen. Hvorledes de nu har faaet Indskrivning indført, maa de best vide. Men saa meget er vist, at havde her ikke været Indskrivning i Brug, saa havde Kongen ingen Anmodning faaet om Frietagelse fra at indflytte i Klosteret.

Da Dronning Sophia Magdalena oprettede et adeligt Jomfrue-Kloster af Grevskabet Walle, som Christian den Siette, efter Dronning Anne Sophies Død, havde givet hende som eneste Dronning; synes hun ikke saa meget at have villet giort en Dansk, som meget snarere en Tydsk Stiftelse deraf; thi hun forskrev den første Abbedisse fra Würtenberg-Neustadt, den anden fra Holstein, ligeledes den første Dechaniße fra Reuß-Plauen, som blev efterfulgt af Geheime-Raadinde Schmettau, og til Kloster-Jomfruer valgte hun snart ingen Danske. Af hvad Vigtighed det Gods maa være, som blev lagt under Stiftet, kan man slutte deraf, at enhver Jomfrue har 300 Rigsdaler om Aaret, og hvor stærk Pragt og Yppighed maa gaae i Svang der, af det, at de ikke kan komme ud med denne store Pension. Og dog regner jeg ikke de mange Betientere, som underholdes af Stiftet. Princesse Sophia Hedevig anlagde Wimmeltofte-Kloster, og bestemte til Priorinden 250 Rigsd. og til hver af de 20 Kloster-Jomfruer 150 Rigsd. aarlig, samt forord-

67

nede nogle Tydske Familier, og aldrende Hof-Damer til at være nærmest berettigede til de ledige Pladser. Dronning Charlotte Amalia, og Prints Carl, fra hvilke det ved Arv var kommet til Princessen, skal have havt det Forsæt med dette Gods, som Princessen udførte nu, da der ingen nærmere Arving var end Kongen. Denne Stiftelse erklæres at være skeet til betrængte adelige

Familiers Soulagement. General - Felt-Marechal - Lieutenant Grev Christian Gyldenløve henlagde efter et Løfte, han havde giort, Gissenfelt og Affendrup til 16 Frøkener, de otte adelige, og de andre otte uadelige. Og paa det man kunde see, det var en Mand, som havde giort Stiftelsen, paalagde han enhver Jomfrue at opdrage og forsørge et nøgent fattigt Barn. Han bestemte til hver af Jomfruerne 200 Rigsdaler. Efter hans Død toge hans Børn, Christian og Frederik, Grever af Danneskiold-Samsøe, og Frederika Lovifa, Hertuginde af Slesvig - Holstein - Sønderborg, sig den Friehed, at forfatte en Fundaz af 1751, hvori Alting skarp og nøye fastsættes, og Directionen bindes til den nu levende Grev Danneskiolds Linie. Hvorledes Forvaltningen med dette Gods har været, maa Bedkommende være ansvarlig for. Men hidindtil ere Frøknerne ikke blevne rige. Scheelerne have giort saa mange ypperlige Stiftelser, underligt skulde det være, om iblant saa meget got ikke skulde være noget maadeligt. Birgitta Scheel og Margaretha Uhlefeld, have derved søgt at forevige deres Navne hos deres adelige Kiøn, at de stiftede

68

Roeskilde Jomfrue-Kloster for en Priorinde

og 20 Frøkener, og saa enfoldige vare Tiderne, at

Christian den Femte lagde 500 Rigsdalers aarlige Indtægt af Norske Bergværke, foruden to Kirke-Tiender, til Klosteret. Hver Frøken har foruden frit Bord og Opvartning 80 Rigsdaler. Geheimeraadinde Harboe, fød Fuiren, oprettede Støfveringgaard til et Jomfrue-Kloster for en Priorinde, og 12 Jomfruer af de fem første Classer i Rangforordningen. Hun udfordrede den Egenskab hos Jomfruerne, naar de skulle kunne komme paa Valg, at de skulde være de mest trængende. Priorinden tillagde hun 120 Rigsdaler, og hver af Jomfruerne 80. Og Frøken Karen Brahe henlagde Østrup-Gaard til et adeligt Jomfrue-Kloster i Odense. Priorinden,

som skal være en adelig Enke, er tilstaaet 80 Rigsdaler, og 8 Frøkener, saadanne særdeles, som

ikke uden Venners Hielp af egne Midler kunne subsistere, hver 40 Rigsdaler. Regner man nu alt dette sammen, skal man faae en tæmmelig Summe ud, som efter nærværende Forfatning giør Landet ingen virkelig Nytte. Almisse-Lemmerne troe sig berettigede til intet at giøre, efterdi de have deres rigelige Udkomme. Isteden for Trang skulde lære dem Ydmyghed, pukke de paa deres Herkomst, som frietager dem fra at føle Fattigdoms Byrde. Hverken kan de have Lyst, ikke Heller due de til at opfylde deres Kiøns Bestemmelse; thi aldrig kan de haabe de Dage, de have her, aldrig kan de leve saa ubekymrede, og hvilken for-

69

nuftig Mand vilde vælge sig den til Ægtefælle, som Han maatte formode var fordærvet af Ledighed, og som aldrig havde aflagt Prøve paa, at hun forstod at bestyre et Huus? En Adelsmand behøver i disse Tider som tiest rige Giftermaale, saadanne som Han, naar det gaaer ret til, ikke kan vente sig i Klosterne; og en Ufrie, om han end kunde vinde Frøkenens Hierte, fik dog ey Hendes Haand alligevel. Altsaa er det en at undre over, at den allerstørste Deel bringer deres Jomfrue-Krands i Graven med sig. Oldinge, som have ført et Levnet, der kan anprises de Unge som Exempel, ere mig altid ærværdige, jeg vilde og bevise disse Vestaler al den Ærbødighed, deres Alder synes at giøre Paastand paa, dersom jeg fandt den Tækkelighed, Forfaren-Hed og prøvede Dyd hos dem, som jeg pleyer at skatte saa høyt hos gode Huusmødre. Men disse Egenskaber, disse Dyder behøve en videre Circul til at anskaffes og udøves i, end den inden Klosterets Ringmuur. Gratierne findes mest i Veneris Selskab, der hænger altid noget sært, noget pedantisk og afsmagende ligesaa vel ved gamle Jomfruer, som Pebersvenne, og mere, fordi de have mindre Erfaring; og dette giør deres Selskab ubehageligt. Videre:

Dannemark bør ey være skatskyldig til Tydskland, og det er det, saa længe Danske Undersaatter skal svare Afgifter for at entrere Tydske. De Tydske maa først hiemle deres Danske Adelskab, tale Landets Sprog, og tænke som Indfødde, førend de kan forlange Rettigheder lige med de Nationale. Vi

70

Have ikke mere gamle Hofdamer, som isteden for Pension behøve at indtages i Klostere. Rang og Tituler ere ikke det samme som Fortienester, og mindre bør det give noget Fortrin, at være fød af Tituleerte. Men ophævede Kongen hele Rangforordningen, faldt jo det væsentlige bort af Støvringgaards Fundaß. Af alt dette uddrager jeg denne Slutning: At

Jomfrue-Klosternes Bestandighed beroer for en Deel paa tilfældige Omstændigheder: At Jomfrue-Klosterne ere hverken Staten, ikke heller dem virkelig gavnlige, som ere Lemmer deraf, men i sig selv skadelige, baade for Staten, som jeg har beviist med mange Grunde, og for Kloster-Jomfruerne selv, i det de derved hindres fra en større Lykke, som de kunde have af en bedre Indretning. Og da her altsaa findes alle de Egenskaber, som bør være til en Stiftelses Ophavelse: At den giør mere Skade, end Gavn, og den kan ophaves uden nogens Fornemmelse; bliver Summen af det Hele, at alle Jomfrue-Klostre, som en kan ansees som Hospitaler, bør afskaffes.

Jeg turde lade det komme an paa Stemmer, og er i Forveyen forsikkret paa Overvægten, naar det blev bragt i enhvers frie Valg: Enten de vilde heller have Alting forblivende i forrige Stand, eller fortære deres Kloster-Pension hos deres Familie, og i Fald de giftede sig, faae ti Aars Pension sig udbetalte til Udstyr; thi saaledes skulde Forandringen giøres, naar ingen skulde fornærmes.

71

Jo flere der giftede sig, jo bedre, des snarere fik man frie Hænder til at foretage sig Hovedforandringen. Frieren kunde melde sig hos den, som forestod Klosterets Forvaltning, og enten han var adel eller ikke, skulde aldrig komme i Betragtning, naar Frøkenen kunde lide ham. Uagtet den overstemmede altid maa rette sig efter Udslaget af de fleste Stemmer, vilde jeg dog nødig, at nogen skulde klage. Gamle Jomfruer have gierne deres Sind for dem selv, de ere og noget vanskelige, de fik maaskee ondt for at faae nogen at omgaaes, maaskee ikke heller den Opvartning uden for Klosteret: Dem kunde man lade blive, om de forlangte det. Naar de unge gik ud, kunde man pakke disse gamle sammen i et Kloster, men hver skulde beholde den Pension, dem tilkom efter det Klosters Indretning, som de først vare indskrevne til. Her blev snart røddeligt, men hvad skulde man foretage sig med de øde Gaarde? Dette beroede paa den Grundforandring, man agtede at giøre.

Hr. Suhms Forslag skal være at udstyre fattige Jomfruer af disse Capitaler. Jeg billiger Forslaget, og troer, at paa denne Maade best forsones de forhen begangne Misbrug, hvorved Landet har tabt saa mange Børn, det mueligen kunde havt. Men da de fem Klostere ere for født Adel; om der nu ikke vare saa mange adelige Frøkener, som vare fattige? Saa kunde uadelige udstyres. Adelskab er kun til i Indbildningen, men denne Indbildning stifter mange Ulykker i et Land, og derfor bør Fyrsten see til at sætte Grændser for den. Børnene af et halv uadeligt Ægteskab burde ansees

72

for uadelige, og en Frøken, som ægtede en uadelig, skulde have dobbelt Udstyr. Valgtes nu dette Forslag, vare de øde Bygninger unyttige, og følgelig kunde sælges til Fordeel for stiftelsen. Eller og Der kunde oprettes Opfostrings-Huse for adelige og fornemme Folkes Døttre. Dette er en Indretning, hvoraf Dannemark endnu ikke har havt nogen offentlig, i hvor nyttig den end er; men nok private, hvoraf Madam Rholfes i Nyeborg er den navnkundigste. Nu er en aldrende Mand ilde faren, naar hans Kone døer fra hans uoptugtede Børn, og er nødsaget ofte til den Daarlighed, at gifte sig igien? og dette er for Døttrenes Skyld; thi Drængebørn ere der saa mange Maader at faae anbragte paa. I denne Skole skulde gives Underviisning ey alene i Huusholdnings Grunden, i de til Fruentimmeret egentligen henhørende Sysler m. v.; men i alle Vittighedens og Yndighedens Dele, Moral, Geographie, Historie, de skiønne Videnskaber, Ridsning, Tegning, Musik, kort: Alt hvad som synes at staae i Forbindelse med en fornemme Opdragelse. Jeg vilde have et Slags Fruentimmer-Academie, hvor Landets Sprog, og de smukke Videnskaber fornemmelig skulde dyrkes, dog at andet nyttigt ikke blev forsømt: og jeg troer intet kunde optænkes kraftigere til at udbrede den gode Smag, som vore unge Herrer, for at behage, saae sig nu nødte til at lære noget mere, end Mode-Complimenter og Abespil. Det vilde vel ikke feyle, at mange bemidlede Folk satte deres Børn i denne Skole, lige saavel som de nu sende dem til Nyeborg. Dette skulde

73

og være dem tilladt for Betalning, enten de saa vare adelige eller uadelige. Men hvilke af disse to Forslag man end valgte, saa var vist Brugen langt ædlere, og Nytten uendelig større af disse betydelige Legater, end den er efter nærværende Indretning.

Holberg har stiftet et Stipendium, hvoraf Standspersoners Døttre skal udstyres. Dette er, saa vidt mig er bevidst, det eneste af sit Slags, som er desmere forunderligt, da Dannemark i lang Tid har havt god Forraad af Pebersvende. Efter den Rommerske Republics Tænkemaade var det en af de vigtigste Pligter imod Fædrenelandet, en Borger kunde forsømme, at afholde sig fra Ægteskab. Saadan en stod under Politiets Tiltale, og maatte erlægge sine Straffebøder i Skatkammeret, en Summe, der medførte en Slags Haandhed, fordi den var liden. Dette samme Exempel, er mig fortalt, blev anført af Professor Melman, og virkede saa meget hos Baronen, at han betænkte det smukke Kiøn Men med denne Gave. Thi da Professor Holberg havde været forfængelig nok til at lade sig besnakke af en Tydsk Greve, og tilforhandle sig en Frieherre-Titul for sine skiønne Godser, og Etatsraad Thestrup derefter i Consistorii-Modet tituleerte ham efter hans nye Værdighed med Illustrissimus, trak Mølman en Smiil, og Holberg merkede det: Han besøgte siden Mølman i sit Huus, og forlangte at vide, hvad han smilede af i Consistoriet: Mølman tiente ham og deri, og efter at have anbragt sine Grunde mod Donationen

74

til Sorøe-Academie, forestilte Ham: “Dersom han ingen Følelse havde af det Slags, som Blodsforvantskab pleyer at virke hos andre Mennesker, og hverken elskede sine trængende Slegtninge, eller troeede sig at være dem noget for unden, fordi de ey havde kundet giort ham noget Got. — Dersom han ingen Kierlighed havde for Universitetet, hvoraf han dog baade selv havde nydt Hielp i sine fattige Studenter-Dage, og hvor han nu siden havde samlet disse store Rigdomme: —— Kunde han ganske og aldeles forglemme sit første Fædreneland Norge; og det altsammen for at øse Draaber Vand i det store Hav; for at give dem, der vilde troe det var ham, som en Person uden Byrd, Ære nok, at tage mod hans Gaver, og maaskee vilde belee hans Daarlighed oven i Kiøbet. Men det Almindelige, det stod han endnu i Gield til, og fordi han havde forsømt saa mange Aar, han havde havt Leylighed dertil, at giøre en fattig Pige lykkelig, og formere for sin Person Landets Folkemængde; derfor havde Landet, og derfor havde det smukke Kiøn den billigste Fordring paa ham; og lykkelig var han, at Forseelsen var begangen i Dannemark; thi, som Jurist vidste han jo, at han efter de Romerske Love var en Tremarks-Mand." Dette Skiemt og Alvor virkede saa vel hos Baronen, at han iilede at afbetale sin Gield. Heraf kan de Smukke see, baade hvad Tak de ere Hr. Etatsraad Mølman skyldige, og hvad de kunde vente sig af ham!

En Feyl er der i Forvaltningen af dette Stipendium, men ey i Stiftelsen selv, eller

75

Stifterens Exempel; og den bestaaer i det Mundhæld: Proximus sum egomet mihi dvs.

Jeg er mig selv nærmest. Thi ligesom i

Arvefald, eller i at kalde Præster, saaledes udregnes Ledene, hvor nær enhver er den ypperstepræstelige Linie beslegtet: Først Døttre, saa Systre, siden Sydskendebørn, &c. &c. Af de tre, Holberg selv udnævnte, var kun den ene en Professor-Daatter, men efter hans Død veed jeg ikke, nogen har faaet dette Stipendium, som ey har været af Consistorial-Familie. Frøken Pontoppidan, den eneste af de Systre, som er bestemt til Brudeseng, det er at sige, som ey er indskreven til Støvringgaards-Kloster, var, saa vidt mig er bekiendt, den sidste, som blev valgt til dette Stipendium.

Vor nu regierende Dronning har nogle gange ladet udtælle Penge til Bønder-Pigers Udstyrelse, men der er ingen Capital henlagt hertil, og følgelig er dette ingen Stiftelse.

Kirkerne, i sær i Kiøbstæderne have faaet Endeel Gaver, meest for Begravelse-Stæder, hvorved Kirken tillige har taget Forbindelse paa sig, at holde disse ved lige. Og uden Menighedens Gavmildhed kunde ikke heller saadanne Kirker bestaae, som ingen Tiende have, som de paa Landet. Skiønt og en Hoben af dem er brøstfældig nok, saa det var at ønske, at Kirke-Inspectionen havde lidt nøyere Opsyn over de Kirke-Eyere, som hverken Skam, eller egen Fordeel kan overtale til at efterkomme hvad de bør, og hvortil de kan tvinges. Thi Er-

76

farenhed sander for ofte, hvad de Catholske bebreyde

os: At Troen lader falde, hvad Gierningerne bygde.

Friderik den Fierde, som hvad Fredsager angik, var stor i Alt, stiftede Missionsverket. Skade er det, at Halle kan levere os Missionairer til Tranqvebar for bedre Kiøb, end vi kan faae dem hiemme. Men vi have ingen Grund til at vare fortrydelige paa Tydskerne for dette Afbræk, de giøre os, saa længe vore egne, dem vi skikke til Finmarken og Grønland, ey udrette mere, end hidindtil er skeet. Feylen er, at vore Missionairer hverken ret søges og udledes, eller tilbørlig dannes og forberedes til denne vigtige Sag. Til at omvende Lapperne bruger man Tronhiemminger. Professor Leem giver Skole-Disciplerne Underviisning i det Lappiske Sprog. Naar disse komme til Kiøbenhavn, faae de strax Kloster og Regents. Alle disse Anstalter ere gode nok, dersom kun Tronhiems Latinske Skole leverede Academiet lige saa gode Studenter, som Nævefigtere, og dersom Opsynet over dem ved Academiet var bedre. Tronhiems Skole var forhen een af de allerbeste, begge Rector Daffes Eftermand Schiønning og Kleist have været lærde og arbeydsomme Mænd. Lad nu Conrectoren være maadelig, og blive, hvilket er en Ulykke i vore Skoler, Conrector sin Livstid; endnu maatte det være bedre besat, dersom Skolen havde bedre Søgning; med andre Ord, var mere rigeligen forsynet med Stipendier, der var sat Skranker for de private Dimissioner, og de andre Misbruge vare af-

77

skaffede, som trykke Skolevæsnet i Almindelighed, men i Norge i Særdeleshed. Og ved Universitetet burde Provsten paa Communitetet tillige med det Theologiske Facultet og Missions-Collegium nøye erkyndige sig om Seminaristernes Levnet og Lærdom, for at lue Ukrud, og da de lettelig i den Tid de ligge i Kiøbenhavn, kunne glemme deres Lappisk, om de have lært noget, var det at ønske, at en Mand, der forstod dette Sprog, blev holdt til at læse imellem Lappisk for dem; thi et Prøveskrift kan een lade en anden giøre for sig. I denne Henseende vilde jeg give Forslag paa Hr. Porsanger, en fød Lap; men da han er i Embede, og har Exspectance paa Leems Tieneste, seer jeg det hverken giørligt eller nyttigt paa andre Maade, end at Manden blev kaldt ned til en af Kirkerne, som Capellan, Helliggeistes for Exempel, og det tillige indrykket i hans Bestalling, at han skulle læse for intet, og være tilforpligtet at gaae til Tronhiem, naar Leem døde, eller der paa anden Maade blev ledigt.

De Grønlandske Missionairs skulde man troe vare ypperligen baade valgte og forberedede, eftersom Missionen selv antager dem, og Professor Egede lønnes for at lære dem Grønlandsk. Jeg har selv tænkt ligedanne, indtil jeg hørte, at Missionairernes Apostolat var forlænget paa ti Aar af den Grund, at de ikke forstode Sproget, naar de kom der, men maatte først lære det, og reyste saa tilbage, naar de skulde giøre meest Nytte. Disse Seminarister faae og Kloster, og følgelig burde staae under samme Opsigt, som de Tronhiemske.

78

Jeg har forhen talt noget om Donationer og Stiftelser til Embedsmænd, som Præster, Rectorer, Professorer, Degne og Skoleholdere. Alle disse kan med Billighed intet fratages af det, som hensigter ligefrem til deres Lens Forbedrelse. En anden Sag er det, naar noget er givet som Belønning for Arbeyde, om dette ikke falder bort, naar Arbeydet ophører. For Exempel: Consistorii-Herrerne er af de fleste Stipendier forundet noget Vederlag for deres Umage og Omsorg for Stipendii Forvaltning: Om nu Kongen, som man har sagt, ophævede det Academiske Quaestur, indtog disse Penge under Rentekammeret, og lod Renterne derfra udtælle til Ephorerne; saa slap Consistoriales fra Regnskab og Ansvar; de tabte da deres Deputat, men Ephorerne ikke. Naar de vare mindre veltænkende, kunde de nok giøre en Slags Paastand, eftersom Arbeydet med Fordelene blev dem frataget, uden at de havde forlangt, at entlediges derfra; men da Stipendiariernes Udbytte herved tiltog, vilde de sikkerligen ikke misunde Videnskabernes Dyrkere denne Forhøyelse i Stipendium.

Degnenes og Skoleholdernes Løn maa man heller være betænkt paa at forbedre, end formindske, da Underviisningen i de Danske Skoler er meget nøye forenet med det Almindeliges Fordeel, saa Regieringen aldrig kan være for omhyggelig herfor. Rectorers og Conrectorers Embede hvor vigtigt det er, indsee alle, som betænke, at her dannes de tilkommende Embedsmænds første Ungdom. Og Præsterne ere just det Baand, som holder Sta-

79

tens adskillige Lemmer sammen. Brydes det, adsplittes, hvad før var forenet, Lemmerne fra Hoveder og fra sig selv indbyrdes, Love, Orden, Skik, Alting gaaer til Grunde, Lydighed er opsagt, og Hørighed er ingen, ingen Forskiel imellem høy og lav, Frækhed og Selvraadighed, Spliid og Uenighed rase allevegne; thi der er intet uden Religion, som kan lægge Tømme paa halstarrige Gemytter.

Præsternes Mensal-Gaarde i begge Rigerne nedstamme fra Gavebreve, og ere for største Delen ældre end Reformationen. Den maatte kiende meget lidet til Bondens Tænkemaade, og den Omgang, der best frugter os Menige-Mand, som nogen Tid vilde giøre Forslag til at beskiere Præsterne noget af deres Indkomster; til Bibelske Beviser vil jeg her ikke bruge, ikke heller nu tale om den Giering og Forbittrelse, dette vilde foraarsage i Gemytterne, som i et Øyeblik udbredede sig over begge Rigerne. Jeg vil have, at Regieringen skal elske denne ærværdige Orden, og derfore beraaber jeg mig meest paa den Gavn, den enten virkelig har giort og giør, eller kunde giøre det Almindelige, naar Regieringen vilde betiene sig af dens Iver, og dens Indflydelse hos Almuen. Aldrig nogen kan udrette det hos den gemene Mand, som Præsten, fordi aldrig nogen kan erhverve sig saa stor Anseelse og Fortroelighed, som Sielesørgeren, I hvad

der paakommer, løber Bonden til Præsten. Mangt et Mord forekommes af Præsten. Er der et blodigt Klammerie, strax Bud efter Præsten I hvor ra-

80

sende Brændevinet har giort dem, kende de dog Dragten og have Ærbødighed. Kan Præften ikke stifte Fred i Huusstanden, imellem livagtige Ægtefolk, Forældre og Børn, saa kan ingen. Præsten er Doctor, Præsten er Megler, Præsten er Raadgiver, Præsten er Alting paa Landet. Han indprænter Bonden Kierlighed imod øvrigheden, han anfører ham til Velvilligheds Gierninger, han anbringer ham til Flid, Ædruelighed, Sparsomhed, og det lige saa meget ved Samtaler, Omgang, Exempel, som ved offentlige Formaninger. Præsten har Adgang til Hiertet, for ham aabner Samvittigheden sine Hemmeligheder; thi Eeden forbinder Præsten til Taushed. Han kiender da nøyest Gemytterne, han trøster, opmuntrer, straffer, paaminder, og han formaaer, hvad ingen formaaer. Almuens Tillid til Præsten gaaer endog til Overtroe. Er en syg, troer man sikkert, det giver Forandring, naar Præsten har været der. Hans Tilstædeværelse menes og at lette Barselkonernes Forløsning. Og da jeg baade kiender Almuens Sind i slige Fald, og veed hvor stor Samvittighed Præsterne giøre sig af at udeblive fra en Syg, om der end ikke har været Bud, kan jeg aldrig nok vredes paa det nedrige og skiendige Menneske, som under Navn af: Kom, jeg døer! har i et Skrift været saa ublue, at igiennemhegle hele Hovedstadens Geistlighed. Dette æreløse Menneske (han maa taale dette Navn, til han aabenbarer baade sig, og de Præster, han har sendt Bud efter,) beretter heri, at han har forgieves Klokken 11 om Aftenen forlangt 4 Præster i Byen, een efter en anden, til sig

81

for at berettes. Hvorfor nævner han dem ikke? En heel Orden bør ikke undgiælde nogle faa Personers Forseelse, men enhver svare for sig. Derfor er den infam, som, naar han taler om Embeds-Forseelser, ikke navngiver de skyldige, at Tingen kan undersøges, og beførte faae Leylighed at retfærdiggiøre sig. Men igien til Sagen. Det er en afgiort Sandhed, at man kan døomme Præstens Levnet efter Bøndernes, og at Undtagelse her meget sielden sinder Sted. Hvor man altsaa træffer en ryggesløs Menighed; der slutter man, at Præsten duer intet, ligesom man igien kiender Præstens Retskaffenhed paa oplyste, ædruelige, tienstfærdige og stræbsomme Bønder. Regieringen, beder jeg, have dette for Øye, og da skal den see, hvad Nytte Præstens Exempel alene giør, og hvor magtpaaliggende liggende en Sag det er for Land og Rige, at have et dydigt og, om mueligt, lærdt Præsteskab. Den verslige Ret kan ikke tale paa andre, end aabenbare, vitterlige, og vidnesfaste Forseelser, og den maa ikke bygge paa Formodninger; men det maa Præsten. Han kan i Eenrum sige Synderen, hvad han har hørt, og advare derimod; og ingen tager ham det ilde op som den, der skal giøre Regnskab for Menighedens Siele, og af hvis Haand, efter Skriftens Sigende, Gud vil kræve Fortabtes Blod. Jeg har seet Markefred haandhævet af Præsten, da Ridefogederne ikke kunde, at enhver kunde beholde sine Mark-Creaturer, Giæs, Lam & c. i Roe; Jeg har været Vidne til, at plyndret Gods er af sig selv kommet tilbage til sin rette

82

Eyere. Jeg har seet de bittreste Fiendskaber forligte i Præstens Stue, og Parterne favne, og give hinanden Haand paa ubrødelig Venskab. Herremændene, som dog mindst erkiende det, som udraabe Præsten for Oprørs-Stifter, fordi han taler Bondens Sag; lad dem sige, om de have noget lempeligt Middel, at overvinde Bondens Opsætsighed med, uden Præstens Mellemhandling. Nu Monarken selv, monne han ikke ofte, og tiere end han veed det, trænger til Talsmænd, naar Landet er forarmet af Skatte, Naar, Qvæg- og Faaresyge, og s.v. I det ringeste er det kun faa Aar siden Opstanden var i Bergen, da maatte Stiftets Befalingsmand anmode Præsteskabet om deres Bistand i at tilfredstille det opbragte Folk, som de, der formaaete mere hos Almuen, end den verslige øvrighed. Præsten er Bondens Øye, skal noget nyt forsøges i Agerdyrkningen, maa Præsten først vise dem at det er giørligt; og det er vist Tidernes og Forfatningens, ikke Præsteskabets Skyld, at ikke flere Forbedringer ere giorte i Agerbruget. Hvo forarbeyder meest af det saa kaldte hiemmegiorte Tøy? Er det ikke Præsterne? Og de have den Fortieneste meest at have bidraget til, at intet fremmet Klæde forbruges paa Landet i Norge, hvorved dette udarmede Rige sparer store Summer. Og hvad Stiftelser angaaer, det som er Formaalet for disse Betragtninger, da er intet vissere, end at ligesom Geistligheden af egne Midler har anlagt en stor Deel, og det saa mange, at næppe nogen Stand i Riget har giort flere; saa have de og havt meget

83

Deel i de Gavebreve, som ere udstædede af verdslige. Men Forstanderne for de tre nyeligen i Hovedstaden oprettede Frieskoler ere alle tre Geistlige. I Henseende til alt dette; den Nytte Geistligheden enten giør, eller kan giøre til Fordeel for Regieringen, er det jeg vil, at Landets Fader skal elske den Orden, der er Grundstøtten til hans Folks Lyksalighed. Og dette kan være Præsterne nok.

Om de lærde Stiftelser.

Hertil regner jeg latinske Skoler, Seminarier, Academier, Collegier og Stipendier, for de Studerende ved Universitetet. Med de Latinske

Skoler kan jeg være kort, i hvor vigtig end denne Undersøgelse er, efterdi denne Materie er i Forveyen sat i saadan Lys af Forfatterne til:

Forslag til en forbedret Indretning ved de Latinske Skoler. —Undersøgelse, om de Academieske Examina ere Videnskaberne og Lærdommen til Gavn eller Skade. Philomusus om samme Materie.

— Philocalus, om Studeringers nærværende Tilstand og bedre Indretning. — Raisonnemens over Kiøbenhavns Universitet. — Nærmere Betragtninger af Philocalus i Anledning af Raisonnemens & c., og maaskee de ere flere,

84

dem jeg da ikke kiender; at man behøver kun at sammenligne dem, for at faae et rigtigt og tydeligt Begreb om det Latinske Skolevæsens nærværende Tilstand. Jeg vil da kun tilsætte nogle faa Anmærkninger, som ey vedkomme, hvad disse forhen have sagt.

De private Underviisninger, og det at nogle

Rectorer gaae paa Friebytterie, skade meget de offentlige Skoler. Vil en Rector ikke dimittere en Stymper, saa vil en anden, og hvor det gaaer fattes der aldrig Bacalaureer i Kiøbenhavn, som gierne tage imod denne Sportel. Saasnart nu en Discipel faaer Nykker, forlanger han Løbe-Pas, som Rectoren ikke kan forholde ham, og bør ikke heller; thi Minerva vil ingen tvungne Dyrkere have, og med dette vandrer han enten til Slagelse eller Kiøge, ligesom han har nærmest til, eller og lader en Student læse for sig i Kiøbenhavn. Nu er der vel en Klæmme paa Privatisterne, at de ere efter sidste Skole-Forordning udelukke fra Stipendier ved Academiet: Men Privatister kaldes de alene, som ikke tage Skndsmaal til Academiet fra offentlige Skoler; og derfor er det en gangbar Skik, at de, som have havt privat Underviisning, tage Testimonium af en Rector, og saa ere de lige saa gode, som andre Publicister. Derimod er der slet intet Baand paa Rectorerne; og hvo skulde formode af en Rector, at han vilde til Disciplinens Svækkelse kapre fra andre, at de skulde kapre fra ham igien? Derfor er det sielden, at en Neoburgenser duer noget;

85

men en Privatist, og en Slageslosienser ere gierne lige gode; thi Naschovienser og Nicopienser falde meget rare. En Privatist er der ikke Formodning om er saa god som en Publicist, i hvor vel han undertiden til Depositz faaer flere Bene. I Sprogene er han gierne fattig, og sielden fast i Grammatikens første Grunde. Aarsagen ligger; deels i Omgangsmaaden, da det ene Stæd raade Forældrene, det andet Lærerne; deels i Mangel af den Drift, der er, hvor flere kappes; deels i Huus- og Bye-Adspredelser; deels og i Læremesterens løsere Kundskab. Private Dimissioner mener jeg derfore bør standses, som og Kaper-Rectorernes Fangster, og ingen dimitteres uden nogle Aars offentlige Skolegang.

I de Skoler, som have mindre Tilløb, og som man derfore formoder ere slettere besatte med Lærere, (jeg siger formoder; thi Helsingøers Skole, sine store Stipendier uagtet, er ikke talrig, i hvor brav en Mand jeg anseer Rector Baden for; men maaskee de andre Lærere intet due, maaskee og andre Omstændigheder hindre den lærde og flittige Rector fra at giøre den Nytte, man kunde love sig af hans udvidede og mangfoldige Indsigter,) Der er Udbyttet af Stipendierne i Mangel af de nydende meget stort, og ofte dobbelt imod hvad det er der, hvor der ere flere Disciple. Stipendierne ere da at ansee, som Lokkemad, der hindrer disse Skoler fra at blive øde; da Lærernes Duelighed burde ene skaffe Tilløb. Og dette bør forandres.

86

Kiøge Skoles Capital beløber sig omtrent til 10000 Rigsdaler; hvad er Renterne heraf at regne imod Roeskilde-Skoles Indtægter? Og dog har en Coa: gienser større Stipendium. Men hvortil Nyeborg-Skoles Stipendium bruges, gad jeg meget gierne vide. Og, som jeg taler om Skole-Stipendier, kan jeg ikke forbigaae at nævne den skammelige Misbrug, som begaaes med Peder Pedersens Legatum. Denne Holbekske Kiøbmand bortgav ved Testamente 1723 den 11 December 2000 Rigsdaler til Latinske Skole-Disciple med den Clausul: At Capitalen maa aldrig til en anden Skole henlægges. Fordi Capitalen ikke maa henlægges, seer jeg dog ikke det følger, at jo Renterne nok kan henlægges til de Skoler, som besøges af Holbecenser;

og Christian den Siette forstod det lige som

jeg. Thi ved Skole-Reductionen i Aaret 1739 o.s., da der skeete Forespørsel angaaende dette Le gatum blev svaret: Der maatte ikke flere end 10 Børn paa engang nyde det, ikke ferre end 2: Den øvrige Sum skulde uddeles til Discipler, som kunde være sendte fra Holbek til een eller anden funderet Skole. Nu gaaer det lystigt med dette Stipendium: Magistraten og deres Forvandle lade deres Børn lære en Snees Gloser af Aurora, og det er nok til at tilkiende dem Stipendium. Kunde endda denne Angivelse giøre dem lidet forsigtigere, at deres Børn lærte noget mere! Leylighed giver Tyve; Leyligheden bør betages dem. Lad Capitalen blive i Holbek, men Renterne derfra uddeles til een af de nærmeste Skoler, til Fordeel for Holbekske Discipler: Eller og de Renter, hvortil fattes Discipler,

87

som gaae i offentlige Latinske Skoler, lad dem oplægges til Capitalens Fremvæxt; saa gaaer denne Juks bort.

Hvad Underviisningen selv i de offentlige Skoler angaaer, har jeg her intet videre at sige, da Materien i Forveyen er udkommet, end at alle Libri memoriales, Thesauri, Apparatus, Primitiva Græca og om der er mere, som er opfundet for at spilde Disciplernes Tid, skal bort; Disciplerne ingen Phraser extrahere, men anvises til at anvende i Stiil, hvad de have læst. Enten Langii Hodegus, eller Resenii Rhetorica væk; Florus, Eutropius, Curtius, Velleius, Sallustius bort, der i stæden meer af Cicero, (men ikke om Pligterne, en Bog, som Lærerne snart aldrig forstaae,) meer af Livius, og forslaaer dette ikke, saa Cæsar og den yngre Plinius.

Jeg veed ikke enten vore Seminarier, eller Gymnasierne giøre meest Nytte; men det veed jeg, at Gymnasierne giøre ingen. Bergen og Tronhiem har hver sit Seminarium, hvis Frugter ere ukiendelige ved Academiet. Altona og Odense har hver sit Gymnasium. Om det Altonaiske forsikkrer Forfatteren af Raisonnemens over Kiøbenhavns Universitet S. 33, 34. at det giør, hvor det er, liden eller ingen Nytte: Og om det Odenseiske kan jeg selv bevidne, at det giør slet ingen Nytte, men megen Skade. Thi Disciplerne glemme paa Gymnasium, hvad de have lært i Skolen, og Lydigheden er borte, saasnart de ere blevne Halv-Karle.

88

Jeg vil nok troe der læses got; flittig og nøyagtig kan jeg forsikkre det skeer, men det hielper ikke, naar ingen hører efter. Anchersen er Rector og Professor i Veltalenhed, (det er at sige i det Romerske Sprog, ikke engang den Romerske Veltalenhed; thi her skal mere end Gloser til,) en Mand bekiendt af sin Flitighed og Nøyagtighed i at læse; thi dette har han aldrig forsømt. Han har faaet sig en Subrector for sin Alderdoms Skyld, som har Exspectance paa Conrectoratet, følgelig og paa Profession ved Gymnasium; og han var een af de tre, som have confereret, siden Magister-Conference blev offentlig. Det siger endelig intet, da han fik denne Exspectance, blev Stiftelsen overtraadt; thi saa staaer der i Christian den Fierdes Fundats af Aar 1739 den 17 Maji. "For det Syttende, naar nogen skal kaldes til Professionem in Gymnasio, eller til Rectoratum, da skal han giøre sit Specimen profectus udi Academia,

findes der da nogen, som vil om samme Profession concertere, efteret derom anslaget er, da skal den bekomme Professionem, som værdigst er.,, Hvad kan Love, Forordninger, Indretninger hielpe til, om de aldrig ere saa gode, naar de ikke efterleves? Hvor var denne Concertation? Hvor? Og naar var Vacance opslaget? Og hvad Forsikkring, at den var den værdigste, som fik Expetancen? Conferencen? Oversættelsen af Catilinaria? Eller hvad?

Men begge Gymnasierne, og Bergens Seminarium Fridericianum, (det Tronhiemske faaer blive

89

for Missionens Skyld) bør ophæves ligesom skeete ved Roeskilde-Gymnasium 1688; thi Stiftelser, som ingen Nytte skaffe, de giøre Skade, og Odense-Gymnasium er sin Død ærlig værd; det veed jeg desuden tilfulde. Nu skal disse Capitaler anvendes til Nytte, og hvortil da? Til et

Academie, og det i Norge, om der ingen anden Udveye er. Dette tænkte nok Raisonneuren ikke paa, da jeg var ved Maalet, at jeg skulde skeye ud af hans Fodspor. Han indbegriber og Herlufsholms adelige Skole under sit Forslag: Men hvo giver ham Lov til det? Ney heller Helsingøers Latinske Skole, som er en kongelig Stiftelse, end at Regieringen skal forgribe sig paa en Undersaats Gave. Men hvorfor Herlufsholms Skole just iblant saa stor en Mængde Skoler? Duer Rectoren intet, som Raisonneuren best maa vide, siden han sætter denne Skole paa de unyttige Stiftelsers Liste, saa bort med ham, og lad ham ikke forderve Skolen!

Vilde dog Monarken engang bønhøre sine Undersaatter! og i det jeg giør dette Ønske, rinder det mig i Tankerne, at i hvor forlegen Raisonneuren er, for at finde et Sted, at forlægge Kiøbenhavns Universitet hen, eller oprette et nyt, melder Patrioten dog ikke et Ord om Norge. Jeg gaaer Philocalus forbi, som et Echo af sin Forgiænger; men denne sindige Mand, hvis Skrivemaade har saa mange ædle Træk, og som er saa nidkiær for Videnskabernes Udbredelse hos os, han være saa par-

90

tisk at unde Dannemark to Universiteter, og deraf det ene forlagt, men Norge intet, ja ey engang nævne Norge, det havde jeg aldrig ventet! Dog er det langt fra, at jeg beskylder ham for national Tænkemaade: ney Philonorvagus! ney Landsmænd! de Danske unde os det lige saa gierne, som vi ville have det, jeg veed ey hvad, uden Norges onde Engel, der hindrer det. Vor Nation er ikke foragtet, værdige Landsmænd! (dette Træk vanærer dit ædle Skrift, Philonorvagus!) vi tælle Normænd paa de anseeligste Æresposter, og finde lige saa vel Normænd Præster i Dannemark, som Jyder i Norge. Partiegeist bør ikke ulme i Norske Bryster. Vi maa tilstaae Sandhed, at Norske ere Norskes Ulykke og Forførere i Kiøbenhavn. Men det er Synd, at vor Ungdom skal forderves, den var ikke udsat for disse Fristelser i sit Fødeland, hvor den ingen Ledere behøvede. Det er Overbeviisning om det nyttige, der foranlediger disse vore Ønsker. Men hvad enten det var en blot Indbildning, som indskyder Normændene saa hæftig Begierlighed efter et National-Universitet; eller, som det er, Vished grundet paa ubedragelige, deels Slutninger, deels Erfaringer hentede andre Stæder fra, om de Fordele, som naturligviis deraf vilde flyde for Landet: Saa staaer det dog fast, at den Norske Nation bør føyes i en Post, som er saa tit paaanket, og dette er det mindste Vederlag, Norge kan gives for sine tabte Herligheder. Vi lade vor Paastand fare paa de Kiøbenhavnske Legater; thi Normænd have dog ikkun giort faa af dem. Holberg (utaknemmelige Holberg!) glemte af Adelsyge, hvor han var

91

fød. Norsk Ædelmodighed, Norsk Gavmildhed skal snart oprette, hvad vi tabe ved at forlade Kiøbenhavn, og Letheden af Levemaade erstatter det for det første. Kongens Casse behøver en at besværes, vi veed Raad alligevel.

Angels Hospitaler er forhen talt om. En anden Landsmand beretter, at "foruden dem er der en stor Deel Midler efter ham, som ey ere til noget vist Brug bestemte.,, See Tanker i Anledning af en Normands Undersøgelse, hvorvidt de Aarsager kan giælde, der anføres,

som Hindringer for et Norsk Acamies Oprettelse. S. 27, 28. Dem foreslaaer

han iblant andet at anvende hertil. Beneficierne har jeg paa mine Landsmænds Vegne frasagt os; thi det gav for megen Brøk. Hans andre Kilder ere: Norsk Studii Skat, Norske Embedsmænds Skat, og frivillig Gave. Denne sidste, formeret ved en Collect over begge Rigerne, vilde vist udgiøre noget betydeligt. Jeg lægger Norske Mensal-Gaardes Sælgning til, og retter, hvad jeg før har sagt herimod; thi Patrioten opoffrede aldrig Sandhed og Landets Fordeel for en stolt Egensindighed. Jeg skulde forandret det første Stæd, dersom ikke de Blade af Haandskriftet havde allerede været bortsendte. Da jeg erklærede mig imod Mensal-Gaardenes Sælgning, havde jeg mine Tanker fæstede paa den ringe Afgift, som Gaardsidderen svarer af dem, fastsat ved Mensal-Gaardens Oprettelse. Jeg glemte at beregne Afgiftens

92

Beløb efter Tiderne: Og naar denne Forskiel tages i Betragtning, hvad Penge galt da, og nu, og Afgiften i Følge denne Omstændighed skulde beregnes og anslaaes efter Penges og Vares Forhold til hverandre efter nu værende Priser; saa vilde Afgiften stige langt høyere. For at giøre de Danske Tingen Des fatteligere, vil jeg kun bede dem eftersee i Loven, hvad et Lam galt i Christian Den Femtes Tid, da de skal see, hvor meget Priserne forandre sig, og hvad det Danske Præsteskab taber ved at faae dette Slags Tiende ikke in natura, men i Penge. Nu endskiønt det var en billig Fordring, at Præsteskabet lige saa vel nød deres Indtægter efter værende Tiders Pengeprise, som de betale Skatter efter dem: Saa lover jeg dog paa det Norske Præsteskabs Vegne, at det meget vel vil være fornøyet endog med dette Godses fulkomne Afhændigelse, naar det skeer til Rigets Gavn eg Ære. Landhuusholdningen i Norge vilde herved meget forbedres, naar enhver Gaardsidder, saa vidt Odelsretten tillader det, eyede sin egen Gaard; thi nu leve de in diem, ere fornøyede, naar det kan holde ud, saa længe de leve, og bekymre sig intet om Fremtiden. Opsidderne paa de beneficerede Godser leve meest af at forhugge Skovene; at det er til Upligt bryde de sig lidet om, fordi det ey er deres Eyendom. Forandringen mener jeg bør skee saaledes: Saasnart en Opsidder døer, stilles Gaarden til Auction, da det i Forveyen tillyses, til Hvad Brug Pengene skal anvendes. Saa stor en Sum, som kan udgiøre i Renter den Afgift, der svaredes til den Beneficerede, bliver staaende i

93

Gaarden, og udredes fremdeles af Eyeren, ligesom før af Opsidderen. Herunder bør og forstaaes, hvad som betales i Indfæstning, som lignes paa hvert Aar, naar man antager, at hvert tredivte Aar skeete Dødsfald; thi denne Capital, som da betales ud med eet, kunde blive staaende til aarlige Renter; og herved forekommedes Endeel Misbrug, som ellers umueligen kan hemmes, at der under Haanden tages meer end det fastsatte. Men for strax at skaffe nogen Hielp imod Misbrugen, maatte det siges Opsidderne, hvad de havde at rette sig efter, og at de forsikrede deres Fæste, saasnart de handlede derimod, da i saa Fald Gaarden strax skulde opbydes til Auction. Var en Opsidder fornøyet med, at hans Gaard strax blev auctioneret, fordi han troede sig saa velhavende at kunne kiøbe den, saa var det vel, men da maatte der nøye passes paa, at han ikke ved hemmelige Underhandlinger kiøbte andre Lysthavende fra at byde med sig. — Philonorvagus har lovet os sine Forslag, naar han hører, at Regieringen har fattet Beslutningen: Og fra denne oplyste Landsmand kunne vi vente noget got.

Det er da ikke vanskeligt at skaffe Pengene tilveye uden at besvære Kronen; men om det og var, vilde jeg sige med Raisonneuren. (S. 30.) "Har en Hertug af Meklenborg, blot til Trods for sine Landstænder, kunnet i vore Tider oprette et nyt Academie; hvi skulde en Konge i Dannemark, fom har ubundne Hænder, og sit hele Folkes Ønsker for sig, ikke kunne,, oprette et i Norge?

94

Vi har Mensal-Gaardene, vi har et Seminarium, to Gymnasier, og Sorøe-Academie, at forlægge. Sorøe-Ridder-Academie paa de unyttige Stiftelsers Liste, "som fra sin Fornyelse af allene har udrettet mere Got, udbredet meer Indsigt og Oplysning, og danner fleer Subjecter, end Kiøbenhavns Universitets Lærere i dette og forrige Aarhundrede!,, Saa har Professorerne vist og giort kun meget liden Nytte i Kiøbenhavn!

Sorøe ridderlige Academie er anlagt for Adelsmænd, og derfor ey har skaffet saa stor Nytte tilveye, som man kunde love sig af Professorernes Duelighed og Arbeydsomhed. De Uadelige have nu vel og faaet Adgang hertil, men paa saadant et lidet Stæd blive de foragtede, som ikke kan komme med og holde ud i Pragt med de adelige: Og hvor mange Borgerlige have 500 til 600 Rigsdaler at sætte til om Aaret? Raisonneuren, som 60 Rigsdaler synes at være en meget vigtig Hielp i Kiøbenhavn for et ungt Menneske, som ikke er vant til Overflødighed, og derfor erklærer sig imod det ypperlige Forslag, Philocalus giorde at lægge flere Stipendier sammen, at de forenede kunde udgiøre noget klækkeligt, han burde betænkt, at med Sparsommelighed kan en Gratist neppe komme ud med 300 Rigsdaler. Indretningen maa da være saa ypperlig i Sorøe, som den vil, Stædet deyligere end Tempe; om end Apollo med alle Muserne havde fæstet Sæde der, og Pythia fra Trefoden dicterte der Oracler: Alt dette tiener kun til at opvække en ivrig men daarlig Begierlighed efter at

95

komme der: Der maatte bestandig Hede: Den

Lykke er ikke for alle at komme til Corinthen.

De Adelige have Hævd paa Stiftelsen, og derfor bliver den og for dem alene, og dem der have Indtægter lige med Adelen. Her har vi Subjecterne, Academiet har dannet, her er Indsigten og Oplysningen det har udbredt, — en halv Snees Adelsmænd, og næppe det, med saa mange af disses Hofmestere, som ey ere for kloge til at lære, er hele Auditorium. At holde for dem en Oberhofmester, en Inspecteur, fem Professorer, en Fransk Sprogmester, en Berider, en Fegt-Dandse-og Tegne-Mester, synes at falde temmelig bekosteligt. En Adelsmand, naar han tillige er Stamherre, eller Arving til store Midler, er alt for vel oplyst om de Fordele, hans Fødsel tilbyder ham, til at troe, han behøvede at lære noget grundigt: Han veed og alt for vel at leve til at han skulde befatte sig med det Skolepedanterie, og fordybe sig i Studeringer. Jeg kiender ingen Subjecter, Sorøe har dannet, som har giort stor Opsigt. Sneedorf har givet Rosenkrandzes Minde Udødelighed, det lever i, og med denne store Mands Skrifter, og paa disse Vinger bæres der ind i Evigheden. Jeg kiendte Sneedorfs ædle, gode og veldømmende Hierte, men bygger dog lige fast paa hans Vidnesbyrd: Det er ikke Sorøe, men Sneedorf, Æren tilkommer af at have dannet Rosenkrandz, og Sneedorf skulde giort sin Discipel lige saa dydig, lige saa høyttænkende i Kiøbenhavn, som i Sorøe. At Capitain Eichstedt var dydig, som havde saa dydig en Mand, og saa stor en Menneskeven, tii Fader

96

undre vi os ikke over. Skulde noget Stæd kunne tilskrive sig Æren for at have dannet Eichstedt, maatte Sorøe dele den med Herlufsholm. Men Lindencrone, Løvenskiold, Reedz, Preuser, Beulevitz, Kleist, Gersdorph; disse Navne veed jeg ikke jeg har hørt meget om.

Saa længe Levemaaden er saa dyr i Sorøe, som for nærværende Tid, og Ridder-Academiet følgelig ey kan besøges uden af meget Formuende: Saa hielper den kongelige Tilladelse, som giør de Uadelige lige de Adelige, intet, men Stiftelsen komme endnu til at være frugtesløs. Universitets-Herligheder ville hielpe noget, men det allerbeste var om Priserne og Levemanden kunde stærk tvinges, og tillige saa stor en Mængde Uadelige forlægges derhen fra Kiøbenhavn, som kunde overstemme de gamle Academister, og giøre Opførselen borgelig og tarvelig. Disse Kolonister Maatte udskrives af de dueligste Studenter i Kiøbenhavn, at de kunde skaffe sig Anseelse iblant de Adelige. Man kunde udsøge de allerbeste paa Collegierne, Communitetet og iblant andre Stipendiarier; og enhver Decanus skulle give en Fortegnelse paa de beste af sine Commensales paa Klosteret. Disse skulle beholde alt, hvad de havde havt Kiøbenhavn af Stipendier. Tillige med disse Emigranter skulle følge nogle af de beste Decani, saa mange nemlig, som passede sig efter Coloniens Størrelse, for at fortsætte Øvelserne i Sorøe. Men Decani, som nu bleve at ansee, som Academiske Lærere, maatte tillægges anstændigt Ophold, at de ikke

97

skulle blive foragtede. Dette kunde være en Prøve til at forlægge hele Kiøbenhavns Universitet siden, i Fald det lykkedes, og paa denne Maade vovedes der mindst. Det ville vist lykkes, naar Prisen paa Levnedsmidlerne alene kunde tvinges. Men Norge kunde alligevel have sit Universitet.

Ridder-Academiet i sin nu værende Fofatning giør ingen Nytte. Da Raisonneuren ingen Compliment giør det deri, at han siger, det har dannet flere Subjecter, og udbredet meer Indsigt, og Oplysning, end Universitets-Lærerne i dette og forrige Aarhundrede: Saa giør han vist ikke heller Universitets-Lærerne nogen Compliment. Som Skribenter, kan Sorøe fremvise Kraft, Sneedorf, (Guldbergs Skrifter ere udkomne i Kiøbenhavn,) Eriksen og Skiønning. Imod dem sætter Universitetet Holberg, som, i det han udskrev sig selv, dog tilveyebragte meget ypperligt; Pontoppidan, som ey overalt var skiødesløs. Mølmans Historie 1ste Deel er at ansee som Veneris Skilderie, hvoraf Apelles malede Hovedet saa fortræffelig, at ingen Konstner turde tage sig paa at fuldføre de øvrige; Schlegel og von Aphelen bestille intet, som Professorer, og maa derfor ikke nævnes; men Kofod Anchers Lov-Historie kan sættes i Ligning med Kraftes Mekanik, Hovedbøger hver for sig, som giør Nationen Ære. Compendier, Elementer, Positioner, kan ey komme paa Listen, heller ikke Disputazer og Programmer; og til Vederlag har jeg ikke nævnt Sorøiske Taler, hvoraf jeg heller tager een, end ti Dispu-

98

tager. Ole Borch har skrevet ypperligen i sit Slags; Materien fordrede han maatte skrive paa Latin, og han giorde os en Tieneste dermed; thi endnu ventede vort Sprog paa en Holberg og Snedorf.

Om de Kiøbenhavnske Professorers Forelæsninger dømmer Raisonneuren for ukierligt, og taber i det Stykke sin Credit. Han maa betænke, han taler om en Tid af 170 Aar; saa lange er det jo ikke siden Holstein blev Universitets-Patron. Den Latinske Philologie har intet forandret sig siden Anchersens Død, til Beviis sammenligne man Disputazerne over Horatii carmina fæcularia med Aula erudita feptentrionis. Philosophien har meget vundet ved Riisbrigh. Jeg har studeret ved endeel Universiteter. Jeg har læst Endeel af hvad endog de nyeste have skrevet af Lære-Bøger i denne Videnskab, men har intet seet, som jeg agter lige med denne Mands Forelæsninger, som jeg har anskaffet mig; saa meget Lys, Grundighed, Orden og Smag regierer deri. Jeg forlanger ey at troes, dersom ey enhver skiønsom Læser sander med mig; imidlertid er det mig alt et got Beviis, at hans Collegier besøges af gamle Studentere, hvoraf endog nogle have attesteret, og en Mand, som ingen Stipendier har at skalte over, tæller hver Aar 100 Tilhørere. Jeg vilde ønske, at han og vilde læse over den philosophiske Moral og Naturens Ret; thi et Collegium har jeg seet derover, og det er elendig tørt. Holms Forelæsninger over Dogmatik maa alle meget rose for sit simple Foredrag, for

99

Sprogets Reenhed, (thi Barbarie, i Theologien i sær, er ufordragelig,) tomme, inter betydende og undværlige mørke Konstords Udeladelse, og spidsfindige Daarligheders Forbigaaelse. Alene jeg vilde have dem lempede lidt mere efter den nyere Dogmatik og Theologiske Smag; men Tilhørernes Beskaffenhed tillader det maaskee ikke. Tabet af Cramer beklage vi. Imidlertid har Raisonneuren Ret heri, at de fleste Dele af den Thelogiske Literatur læses her intet over. Kun et Collegium over Lovkyndighed. Men hvad Lægekonsten taber derved, at Krazenstein er ey saa stor i den egentlige Medicin, som i den experimentelle Physik, det erstatter Dr. Saxtorph. Forelæsningerne over Phyfica experimentalis ere meget gode, og ville besøges meer, end de giør, af gamle Studenter, dersom der var mindre Støyen af Russer; men nu kommer Tvang-Prædikanten igien! Etats-Raad Kalls Collegier ere alle, saa nær som det Analytiske, for gamle Studenter. Den Theoretiske Deel af Sphærica læses got nok, men den practiske forsømmes, og Observateurerne paa det Astronomiske Taarn sværge paa, at Professor Peder Horrebow ey er i Stand til at læse over, hvad han melder i Lections-Listen; en Beskyldning, han best igiendriver ved at opfylde sit Løfte. For saavidt, som her ey ere giorde Undtagelser, er Alting nu, som i Raisonneurens Tid.

Aarlige Disputatzer seer man kun af Etatsraad Kall, Krazenstein, Rottbøl og Riisbrigh. Man holder disse Strids-Øvelser for unyttige; jeg tilstaaer det og efter nu værende Forfatning. Thi

100

at en Professor udnævner to, han vil disputere med, hver sin Time, deraf kommer ikke meget ud; og jeg har seet eet af Universitetets største Hoveder, Mygind, at blive forviist Universitetet, fordi han overbeviiste Academiets da værende Rector, Detharding, om at Professoren var en Dosmer, ved at opponere ex Auditorio imod ham.

Designations-Systemet er een af de urimeligste Indretninger, som nogen Tid kan tænkes, og jeg giver begge mine Forgængere fuldkommen Ret i alt, hvad de have sagt om dets Skadelighed for Videnskaberne og Studeringerne. Holstein opfandt det, fordi han holdt det for en Ære ey at have andre Hofmestere, end Professorabiles. Den Forlegenhed, man siden var i med det Grædske Sprog, gav overtydende Beviis om dette Slags Expectances Skadelighed; men man vidste intet andet Middel til at rede sig ud, end at fordrive Ondt med Ondt, og giøre Ulykken langvarigere; Mag. Kall blev Professor Designatus i det Philosophiske Facultet, for at læse over Grædsk, og en af de allerfortienteste Lærere, (Jeg mener Riisbrigh, som er Extraordinarius og ikke Designatus Professor,) var man ubillig nok til at gaae forbi. Nu kunne vel disse Designationer synes ophævede formedelst den Anordning, der kom ud om Expectancer i Almindelighed; men da nogle Expectanter allerede længe have forrettet, synes det vel Haardt at berøve dem den beste Frugt af deres Arbeyde. Og dette mener jeg var Aarsagen, hvorfor Mag. Sivertsen i Helsingøer blev efter sin Expectance

101

Conrector; thi den kan aldrig være en god Skolemand, som skriver et tørt Program efter Mathematisk Methode; og derfor havde jeg heller ønsket Mag. Sivertsen et got Præstekald, hvortil han, som bekiendt er, har gode Studeringer.

Professorerne fortrød vel paa, om jeg kaldte Communitets-Decani, og Magistre, Universitets-Lærere, skiønt der baade have været, og ere de Decani, som maaskee kunne læse for Professorer. Hvad Nytte Decani giøre, vedkommer alene Communitetet; thi paa Forelæsninger hos dem indfinder sig snart ingen. Magistre uden for Communitetet, som holde Collegier, have vi ingen.

Naar Raisonneuren og Philocalus tale om Professorers Stolthed og Buthed imod Studentere, saa maa de hensigte til de ældre Tider; thi nu ere de snart alle temmelig høflige, ja omgiængelige. Lad der være een, som lader hilse fra sig, at han er ikke hiemme: Lad een endnu give Audience i sit Dørlukke, og paa Gaden betænke sig, om han vil hilse igien; for Resten er det ubilligt at beskylde dem nu omstunder for Stolthed. I Kalls Huus har altid kommet mange Studenter, og ham har det altid været tilladt at raadføre sig med. Hvad elskværdigere end Mølmann? Hybner aftvinger Folk Fortrolighed. Og Riisbrigh, — ja naar kommer nogen til ham om Eftermiddagen, uden at møde Studentere der? Og hvo kan være villigere til at give Raad og Anviisning, end han? Jeg har hørt meget Got om mange, men aldrig nogen saa

102

eenstemmigen roses, og i saa stærke Udtryk, som denne Mand, til hvis Ophøyelse de stridigste og meest uenige Gemytter og Caracterer, jeg har kiendt,

forene sig. - Har nogle været særsindede og

stolte, saa har dog andre igien været omgængelige og beredvillige til at give baade Raad og Veyviisning, naar nogen forlangte det. Men Fortroligheden maa jeg tilstaae, har sielden været stor.

Det har længe været et Academisk Mundheld: Eet er at tale med en Professor i Stipendii-Sager, et andet uden for disse. Jeg troer nok disse Fædre undertiden have giort sig vel kostbare under disse fremmede Naades-Beviisninger: Men jeg veed tillige, at Forvaltningen af Stipendierne, som nogen liden Misbrug uagtet, dog over Hovedet har været god, har opholdt Livet i Studeringerne Hos os. Alting skulde været Barbarie, dersom dette ikke havde været, og Lærerne ey havde havt dette at opmuntre og belønne de flittige med. Derfor seer man, at de største Genier have været Dr. Holms Yndlinger, hvis Fortienester i dette Stykke aldrig bør glemmes. Eriksen, Mag. Steenersen, Biskop Rottbøl, Magisterne: Boserup, Thorlacius, Fleister, Balle, Collegianterne: Haar, Spronerne, Aasheim, Teilman, Monrad, Brovn, Jørgensen, Treschov, Holst, & c., have alle været hans Creaturer, og meget maa takke ham for hvad de ere. Og om han end ey har med det beste lidt en Karl, har han dog og viist han kunde overvinde sig, og troede flere end sig selv.

103

Nepotisme, og Føyelighed imod Recommendationer, ere Skrøbeligheder, man altid maa befrygte hos dem, der have Stipendier at uddele. Begge har man forekastet Consistoriet, begge har Holm bestandig sigtet imod, og ikke skyet at skaffe sig Fiender derved. Men en Mand kan tilsidst blive træt. Derimod har han giort sig en Fornøyelse af at opsøge duelige; og lad Philocalus end sige, at Professorerne ikke kiende Studenterne; Holms Speidere skal underrette ham derom. Som Beviis paa Nepotisme (eller efter Mundhældet: Det komme over os og vore Børn) anfører man, at tre Horrebower, fire Vøldiker, og to Kaller, foruden en Slump Anchersener, have havt Borchens Collegium, og at der ligeledes blant Decani have som oftest været to, tre Professor-Sønner. Men Decanater ere jo Embeder, og ikke Almisser: Og Collegier bør ikke misundes dem, da ingen nægter, at de have været brave og duelige Folk; desuden have de gammel Hævd paa dette Collegium.

Der ere fire Collegier. Regentzen bortgive Theologi, og Familien af dem, som have givet Stipendier til visse Kamre, hver sin Plads, de Priviligerede uberegnede. Dog have Christianienserne ey i lang Tid nydt Got af deres Privilegium, som Rector Hersleb har beviist. Oeconomien med Regentz-Inventarium: Borde, Sænge, Madskabe, som og øvrige Udgifter til Laase, Vinduer, Kalkning, som og Opvartningen, Portneren er Studenterne pligtig: Alt dette var at ønske, var noget bedre, baade at Portneren ey skulle giøre sig

104

for store Fordele, og Stiftelsen ey besværes med unyttige Bekostninger. Valkendorfs Collegium var i stor Agtelse, saa længe det var ene, i hvilken Tid det husede de lærdeste Studenter, men siden har i sær det Mediceiske Collegium taget Anseelsen fra det. Aarsagen er, at Udbyttet er dobbelt saa stor paa Borchens Collegium, hvilket brændte med Bibliothek, og øvrige Inventarium i Kiøbenhavns Ildebrand, da Valkendorfs ingen Skade tog. Capitalen er 17000 Rigsdaler, desuden skal Biskop Bildsøe, og Doctor Holm have givet noget dertil. Men her er ingen Bi-Capital til at bestride Reparationer og andre Udgifter med, hvorfore Pladserne maa hver for sig staae nogen vis Tid aabne, for af de paa dem forfaldende Penge at samle en Sum. Eilersens Collegii Capital skal være 25000 Rigsdaler. Dette Collegium var en Tid i stor Berømmelse, da man tællede der Hviid, Lund, Baden, Fuchs, Haar, Hahnefelt, Fugl, Saxdorf, Sandøe, Finsen. Sneedorf udnævnede en Tid hertil. Udbyttet er ikke stort, og har aldrig steget, i hvorvel snart alle Pladsene staae længe aabne, ja nogle et heelt Aar, da Indtægten beregnes Hoved-Stolen til Fordeel. Bøger kiøbes her ikke heller; ja ikke anskaffes Hylde til dem. Dr. Holm har foræret Bibliotheket. Man seer og, at en Landmaaler beholder Collegiet, endskiønt han har kongelig Bestilling, o.s.v. I de senere Tider synes Muserne at have valgt sig det Mediceiske, eller Borchens Collegium til Boelig, i det ringeste give de Academiske Prøve-Skrifter mig denne Formodning, da man herfra aarligen baade

105

faaer det fulde Antal, og de moedneste Arbeyder i adskillige Videnskaber, meest Philologie, Critik, Philosophie, Kirkehistorie. Dette tænker jeg, som meget andet, bør for en stor Deel tilskrives Ephori Dr.Holms Aarvaagenhed, og besynderlige Nidkierhed for Videnskabernes Opkomst, ligesom disse Collegianter takke ham for den Tilvæxt, de to gange paa kort Tid have faaet i deres Stipendium.

Men baade Collegianterne af de tre Collegier, Valkendorfs, Bcrchs og Eilersens er af Consistorium, og de fleste Stipendiarier er af Ephorerne paalagt et Slags Skat, som jeg ingen anden Oprindelse veed til, end en selvtagen Myndighed. Man fordrer af Collegianterne trykte Disputazer; uagtet Stifterne have været nøyede med Declamazer, som og en Tid have været brugelige. Jeg har intet mod disse trykte Prøve-Skrifter, hvoraf endog mange ere meget gode. Ja naar jeg erindrer mig de Løyer, der i Grams Tid faldt paa Borchens Collegium ved en Disputas, hvor en Dreng, som blev brugt til Opvartning, spillede fortræffelig sin Rolle, som Opponens, hvortil han var underkiøbt, da han remsede færdig sin Lectie op, indtil man, ved at rykke ham i Pidsken, gav ham Tegn at holde op, og saaledes bragte den usle Præses i Barocco, som og blev herudover forviist af Collegium: i Betragtning siger jeg, af den Frygt, Stymperne har for at blive beskiæmmet offentligen, som virkeligen og har holdt mange fra at søge om Collegier, ville jeg nødig have disse Disputeer Øvelser afskaffede. Men Universitets-Bogtrykkerne kunde det paalæg-

106

ges, siden dog faa Professore disputere, at trykke Collegii-Disputazerne for intet. Videre, kræver Pedellen, ved hver Collegii-Distribuz, sin Contingent, og har Medhold af Ephorerne; ja disse aftrykke og af mange Stipendier en Sportel til Pedellen. Paa hvad Grund? Maade selv giøre Regnskab for, samt hvorfor de saa meget ynde disse Hovedløse Folk. Paa Communitetet har Pedellen forhen lader sig nøye med en Krone til Introduction, men, formedelst besværlige Tider, skal han nu have forhøyet Prisen til en Rigsdaler. Jeg misunder ingen sine lovlige Fordele; men Fattige bør ikke sulte, for at nogle Mennesker skal spækkes, hvis hele Forretning skeer med Fadderne, og som dog ikke ere uden Tienere, i hvorvel de just ikke børste Skoe; thi Famulus er jo paa Dansk en Tiener, Opvarter, Oppasser.

Disse Collegier ere Plantestæder for vore Lærde, der dannes de. En Landsmand har røbet sin Vankundighed, i det han ville forringe Nytten af disse Stiftelser. Det er Forfatteren af søgelse: Hvorvidt de Aarsager kan gielde & c.

jeg sigter til. Han skulle aldrig talt saa foragtelig om Latinske og Grædske Gloser og opkogte Disputazer, dersom han havde kiendt de moedne og nyttige Arbeyder, her ere forfærdigede, og dem burde han kiende af Trefchovs, Sneedorfs, Eilchovs, Donf's, Riisbrighs, Thorlacii, Boferups, Fleiskers, Balles, Monrads, Melbyes, Kaalls, Petersens & c. & c. smukke Stykker. Der danner de sig selv, disse Selvlærde fremkomme, som Kiæmper af de

107

Tænder Cadmus saaede, og de danne igien andre. En Decanus, og en Collegiant som er kommet i Orde, drager de yngre Studenter til sig; ham have de den Fortroelighed til, som de nægte Professorerne, de raadføre sig med ham, de vise og lade deres Prøvestykker rette af ham. Collegianterne paa Regenzen, Valkendorfs, og Borchens Collegier have og oprettet Prædike-Selskaber, hvoraf kunde haabes for Nytte, dersom Regieringen gav dem Prøve af sin Velbehag. Men Kiær, som er Formand for det Ældste, nemlig det Mediceiske, gaaer endnu uforsørget! Til Fordeel for disse Selskaber har jeg dette Forslag, at da Ministerium Hauniense, eller Sogne-Præsterne til Frue, Helliggeistes- og Nicolai-Kirker lønnes i Følge et Testament for at prædike Syvlæts-Prædikener, hvilket de, Fasten undtagen, forrette ved Studenter, skulle de selv tilholdes at prædike, og de da intet nyde, som en kunde overkomme Arbeydet. I disses Sted skulle disse Prædike-Brødre forrette vexelviis, og for den beste udarbeydede Tale, hvorom Selskabet for de smukke Videnskaber skulle dømme, lige som det forhen giorde i Anledning af Mag. Olrogs Hellige Taler, skulle udsætes Prædike-Contingenten til Præmie.

Hverken Collegianternes, naar der af ere Læsende, eller Decanorum Forelæsninger kan, uagtet de giere sig al Fliid, have og Studenternes Fortroelighed, komme synderlig i Gang. Jeg regner Riisbrigh fra; men ellers har hverken Thorlacius, eller Fleisker eller Balle kunnet bringe Tilhørernes Antal høyere, end otte;

108

og de to sidste fik ingen Lysthavende til de oratoriske Exercizer, hvortil de opslog, i hvor høylig fornødne disse end ere. Balle skulle man vente var vel forsynet med Afskrifter af de Tydske Professorers Forelæsninger, og dog fandt han ikke flere, end fem a sex, som skiøttede om at høre ham over Kirkehistorien; en Lunkenhed, jeg vist ikke begriber Aarsagen til; thi laae den ellers i Examina, kunde den her ikke, da just den Videnskab fordres, og ingen Professor læser derover; men iblant hans Tilhørere var Dr. Cramers Søn een.

Med Communitets øvelserne hører jeg det er eleendig besat, og det saaledes, at Forskiellen paa et Par Aar skal være meget mærkelig. Ingen tilregner Decani det; thi hvo som har kiendt de ældre Tider, man tilstaae, at de aldrig have været saa flittige, som nu; men enten forsømme Commensales, eller komme uberedte; og det skal være fielden, man fager et skikkeligt Argument at høre, som bliver vel fremsat og forsvaret. Philocalus foreslaaer et andet Slags Arbeyde for Decani, som jeg vel ey vil erklære mig imod, men alene vil bede ham vel overveye, om en Mangel af Lyst og Lærvillighed hos Tilhørerne ikke og kan giøre det unyttigt; hvorom han desbedre kan give Underretning, som han nøyere kiender Klosterets nærværende Forfatning. Det troer jeg, at havde vi ikke Disputatorium, saa ønskede vi os det, og Philocalus maaske giorde Forslag dertil. I Tydskland anretter Professorerne i deres Huuse saadanne Øvelser for Ungdommen, hvilken Skik Krazenstein og indførte

109

her: Og de Tydske vide ikke, hvad Roes de vil lægge paa de Danske, der opholde sig ved deres Universiteter, for deres ugemene Færdighed i at disputere.

Decani troer jeg burde have mere at sige over Commensales, vel en til Mulct; thi det seer man frugter ikke; men at een mærkelig forsømmelig, eller en stor Stymper, burde efter nogle ganges Antegnelse i Protocollen forvises Communitetet. Jeg har faaet Afskrift af en vakker Epistel; jeg tviler paa der er nogen smukkere iblant obscurorum virorum; maaske jeg kunde forbinde mig mine Læsere ved at meddele dem den, ligesom jeg har faaet den; i sær om nogen skulle have Erasmi Roterodami Syge, da han vist vil blive cureret paa samme Maade, som han. Her er den: Etiamsi valetudo mea adversa iam unam vicem indicata sit, ab inimico tamen, nescio qvo, relatum erit, me profectum fuisse in terram, qvod verum non est, qvod multi mecum testari possunt: qva propterrogo atqve obtestor vos, clementissime & doctisfime Præposite! ut Pecuniæ maæ non amplius retineantur in Communitate, qvæ funt in fufteutationem maximam. Poftqvam morbus, qvo correptus ful, definer, celeritate tanta, qvanta maxime fieri potefi:, partés meas cuftodiam- Værlofe. Det var skreven paa en aaben Lap Papir. Burde saadan en Person have Kloster? Han skal endelig have ladet sig hverve til Soldat siden; men udjaget af Communitetet blev han ikke. For at have den Ærgelse, at høre paa det vemmelige Sladder, saadan en Person byder

110

dem, lønnes Decani med 50 Rigsdaler hver; og paa denne Maade tænker man at opmuntre Decani. Men den Clausul i Fundazen, som tilholder Rector ved Universitetet, de Theologiske Professorer, og Decanus as det Philosophiske Facultet, fire gange om Aaret at besøge Communitetet, glemmer de; men ikke at foruroelige Provsten, og han Decani med idelige Paamindelser.

Naar en Decanus skal lønnes i Forhold til al det Bryderie, han har, og Forretningens Vigtighed, er 200 Rigsdaler det mindste, han kan have, naar man vil forlange Flid af ham, Philocalus har udført dette saa vel og tydeligen, at jeg ikke kan giøre bedre, end beraabe mig paa hans Grunde: Men Raisonneuren vil jeg bede betænke, at der næsten altid have paa Communitetet været Decani af en Alder fra 25, 30, 35 til 40 Aar og derover: At mange Decani besidde Indsigter, moedne nok til at sættes i Ligning med Rectorers og Professorers: Og saa skal han ikke troe, at 200 Rigsdaler er for meget for en Person, som kunde giøre Fordring paa en Profession, eller Rectorat; og har behørig Alder dertil. —— Videre har Philocalus Ret deri, at Antallet af Commensales bør formindskes, men Udbyttet forhøyes. Der blev bedre Alumni, naar Adgangen var besværligere. Det er bedre, at 100 har noget klækkeligt, end 200 sulte. Det var fastsat, at 100 skulle have frie Kost baade Aften og Middag, og følgelig er det Fundaz-stridigt, ey engang at give dem saa meget hver, som de efter Spiseqvarteers Taxt kan have frie Middags-Kost for, med to Ret-

111

ter, da Stiftelsen under dem tre. Men flere Beviis-Grunde forlanger nok Facultetet ikke; thi Procanzler Pontoppidan gav det nogle meget følelige, og Professor Morten Thrane Brynnike troer jeg lod ingen Tvil tilbage. Man tvistede om Udbyttet skulle forhøyes, eller de Nydendes Antal: Denne Trætte adskilte Procancelleren saaledes, at den overskydende Sum, hvorom der raadslogedes, skulle anvendes til at skaffe ham, og hans Enke efter ham, frie Gaard at beboe, Reparationerne indbegrebne med. Nu boer da ikke alene hans Enke frit, men har og 100 Rigsdaler af Præste-Enken, Frue Pontoppidan, for at lade hende boe hos sig. Den anden Historie er meget ung og bekiendt nok. Naar nu Tallet blev efter Haanden ved Vacancer nedsat til 100, fandt man Udveye til baade at lønne Decani, og forhøye Commensalium Udbytte. Men baade til at udvalgs Decani, og bortgive Pladser paa Communitetet og Regenzen, burde det Theologiske Facultet dele Rettigheden med de øvrige Faculteter. Udbyttet for Commensales skulle være ulige og de faae mere, som flere Decani vare enige om at give got Skudsmaal.

En stor Uorden er det, at Decanater og Vice-Decanater staae saa lang Tid ledige. Endnu er ingen indsat i Fugls Sted; thi det maatte da staaet i Aviserne; saa mønsommeligt falder det Provsten at Holde en Tale. Vice-Decanater vare ikke til i min Tid; men da Mag. Veldike, og siden Mag. Kall, og Kofoed Ancher skulle reyse Udenlands, og ugierne ville miste deres Decanats-Pladser, fandt

112

Facultetet paa at beskikke Prodecani: En Indretning, som i sig selv er fortræffelig, havde den kun staaet i den kongelige Fundaz. Interims-Decani til at forrette i Vacancer, Sætte-Decani at forrette i deres Sted, som havde Forfald, vare syge eller paa Landet: Disse antog Provsten paa egen Haand; men da Facultetet forordnede, at alle Decanats-Cappellaner skulle have fast Plads, som der bleve Decanater ledige til, forsvandt disse Phænomena, som Provsten nu ikke længer fandt sin Regning ved at skade.

Da jeg ansætter Decanorum Løn paa 200 Rigsdaler, følger det af sig selv, at jeg intet kan have at erindre imod, at Professor Kall bliver fremdeles ved at være Decanus, naar han lige saa fiittig forretter paa Communitetet, som de øvrige Decani. Thi han har faget et Værdigheds Navn, som flere fortiene; og med sin Bibliothecarii-Løn, og Professions-Sportler har han dog intet for meget; men hermed kan han og nøyes, naar de andre ikke faae mere, end 200 Rigsd.. Videre ville jeg: At Decani skulde vælge Videnskaber, og det skulle staae Commensales frit for hver Qvartal at vælge Bord: thi da kunde man kiende Dueligheds Forskiel iblant Decani: At de skulle logere paa Studigaarden: At ingen Fraværelses Tilladelse gives nogen Commensalis, som ey befandtes syg: At der oprettedes et Communitets Bibliothek: At der opfattes nok en Kakkelovn paa Communitetets Værelset: At Klosterboderne anvendtes til Bibliotheket, som og hvad der faldt ved Vacancer, Bortreyser o.s.v

113

da ingen Exspectancer mere skulle have Sted: at hver Decanus giorde Forslag til Bogkiøbet i sin Videnskab: At Collegianter ikke skulle nødes til at indflytte paa Decani Værelserne: At Decanorum sorte Dragt ey skulde være længere en Lov: At Decani skulle have samme Friehed, som Professorerne, til at hente Bøger fra Universitets Bibliotheken ja og dertil have Stemme-Ret Bogkiøbet angaaende: At der isteden for Botanisk skulle anlægges en Decani-Hauge o.s.v.; men at Provsten skulle holde Collegier for Decani er latterligt.

Naar her bleve flere Universiteter, maatte ingen reyse Udenlands, uden at have opholdt sig et Aar ved hver. Friderik Den Anden har anordnet, at de, som ville have det Kongelige Reyse-Stipendium, skulle disputere derfor, og have Professorer til Opponenter, samt dem, som søgte tillige med dem om Stipendium: Dette holdes ikke.

Ved Frisernes Stipendium, som er til 11 Personer, bruges Indskrivning, endskiønt Fundagen ikke befaler det; ligeledes ved Schelernes ordinaire til 20 Personer; thi det Extraordinaire, som er kommet af Overskud, blev forhen qvartalviis uddeelt ved Anviisninger fra Stipendiums Patron, men skal nu være giort til et fast Stipendium, for hvor mange Personer veed jeg ikke. Ved Scheelernes ordinaire meldes om Indskrivning; men denne Skik baade ved Frisernes og Scheelernes

114

Stipendier har given Anledning tü saa megen Misbrug, at den bør ophæves, og endog de Indtegninger, som ere allerede skeete, erklæres ugyldige, dersom de indtegnede ey ere Studenter endnu.

Stipendium decollatæ virginis, Renter af 500 Rixdaler til 6 Personer, Finkes, Renterne af 700 Rigsdaler til 6, Medeanum, af 400 til 2, Justinum af 666 til een, med flere saadanne smaa Stipendier, burde slaaes sammen, saaledes, at det fastsatte Antal nød af det eene, men tillige af de andre Legater, paa det at Stiftelsens Ord kunde holdes, og Hielpen dog ey være for liden, enhver fik. Naar et Stipendium skal være til nogen Nytte, maa det i det allerringeste ey være under 80 Rigsdaler; thi ellers er den Nydende tvungen til at konditionere, og saa veed vi nok, hvad der bliver af. Det bør være en Hoved-Regel, at Stipendiarius og den Conditionerende ere to forskiellige Personer. Fattigdom bør komme i Betragtning, men ikke alene; thi Stipendium er ikke blot en Almisse. Derfore holder jeg heller med Philocalus, end med Raisoneuren i denne Sag, og jeg flatterer mig af at have den store Gram paa min Side. Han har, som bekiendt er, opsat Fundagen for Grises Stipendium, Renterne af 3000 Rigsdaler til 4 Philologi, og deri læser jeg: "Fattigdom bør i sig selv ingen Tid have nogen Preference, nisi ceteris paribus, (uden naar Resten er lige) naar her sigtes til Forbedring in republica literaria, (i den larve Verden.")

115

Philokalus er for at forenkle Maaden at bortgive Collegierne paa, og de Stipendier, hvorved Stemme-Samling bruges; fordi han ey veed de Uordener, som forhen have været, da enhver Consistorialis efter Skifte besatte sin Plads paa Borchens Collegium, for hvilke at hemme denne maskinmæssige

Handlemaade, som føder Spænding og Afpasning (V.B.8.57-60.)

blev indført; nemlig ved fleste Stemmer at afgiøre, hvo der herefter skulle have det. Philokalus maa kiende Communitetet best, for at sige os, hvordanne Commensales ere det veed jeg, at en bekiendt duelig Karl sielden forbigaaes ved Votering, og at Mag. Balle havde eenstemmig Pluralitet, og Recommendation fra enhver Voterende, til Borchens Collegium. Nu har en Voterende mindre Overhæng af Familie, og mindre Fristelse af Slegtskab, end naar han ene bestemte Ansøgningens Udfald.

Stipendier og Collegier kan siden bruges til Lønninger for at holde Collegier; men ikke strax; thi ved alle Accordter og Pagter maa Vilkaaret forudvides, og samtykkes, førend der er gyldig Fordrag, og Kraft til at forbinde.

Der maatte da oppebies Vacance ved disse Beneficier, førend dette Paalæg kan skee, om det og var værdt at paalægge sligt som Raisonneuren synes tilbøyelig til.

Stiernekigerne paa det astronomiske Taarn murre om nogle Penge, Kongen har givet dertil. Uni-

116

versitets Bibliotheket er som en skiult Skat, ingen har got af, uden Bibliothek-Tieneren. Der maa ingen Bøger udlaanes deraf til Studenter. Da det nu baade er umageligt at løbe op paa Taarnet, for at læse, og om Vinteren for kolt; thi der er ingen Varme; kan Bibliothek-Tieneren baade giøre sig Sportler ved at overtræde Consistoriums Forbud, og skaffe sig selv Sikkerhed til ved at tage Pant.

Om Videnskabernes Societet har jeg ingen Efterretning, og om Selskabet for de skiønne Videnskaber har Philokalus sagt nok. Flere Ting tør jeg heller ikke denne gang røre ved; thi disse Tider taale ingen Vidtløstighed.

Naar jeg drager Alting sammen, undrer jeg mig ikke over, at vi ey ere komne videre; men at vi ere komne endda saa vidt; som vi aldrig vare, dersom den gunstige Natur ikke selv skabte, opelskede, dannede og fremkaldte Nemmer, og Stipendierne enten ikke havde været til, eller været ilde forvaltede. Befordring er Maalet, den Flittige har for Øyne, og han give sig duelig til sin Konges Tieneste, for at bruges. Naar nu dette ikke skeer, naar Stymperen kryber frem, og den Duelige maa staae tilbage, naar Embeder ansees som Naades-Beviisninger, ikke som Forretninger, der bør betroes til dydige; eller det fordømmelige Annciennitets Principe faaer Overhaand over skrøbelige Siele, og qvæler al Liv, Lyst, Munterhed og al ædel Drift: Saa behøves der vist ikke vilde Go-

117

ther og Longobarder, eller skiæggede Saracener til at giøre Videnskaberne landflygtige, og udbrede en mørk Vankundighed; et urigtigt Befordrings-System er værre, end Barbaren, der som oftest ved Omgang med slebne Folk lader sin Vildhed. 'Mag. Lange, Vesterholt, Langemach, Eilschov, Borch, Sommer, Schive, Gudme, Ursin: Alle disse ere enten aldrig, eller for sildig hiulpne, da Munterheden var borte med Krafterne, og nogle af Sorg forfaldne til Drukkenskab. Hvorfor blev Eilschov ikke betimeligen sat paa en Post hvor han kunde giort Got med sit overordentlige Pund? Eilschov var født paa det urette Stæd et Stæd der ikke veed at Menne paa Genier: Han skulle havt Grotii Lykke, som han havde Grotii Siel, og han skulle blevet lige saa navnkundig som Grotius, Her er Philosophie og Veltalenhed forenet, Veltalenhed, som er sød, mandig og ædel; og det i den smukke Litteraturs Barndom. Holberg overgik han, og Sneedorf havde tabt den Ære at sætte den anden Tidsalder i de skiønne Videnskabers Historie hos os, dersom Eilschov ey var bortreven i sit 23 Aar, det er at sige: Dersom han et Par Aar for sin Død var bleven hiulpen. Hvor ynkelig bejamrede ikke min Ven sig for mig, i det hans Taarer nedrandt i min Barm, og udlokkede mine! ja man læse kun i hans philosophiske Breve, Sid. 302. §. 2. Vil Kongen Landet vel, vil han have gode Embedsmand, troer han Videnskaber ere et Lands Ære; saa maa han belønne Fliid; og det har han efter det nye Cancellies Oprettelse givet os Beviis paa ved at befordre Mag. Balle.

118

Giver han os mange flere saadanne Exempler, saa behøves neppe mange Anstalter til at sætte Studeringer i Drift.

Examiner har jeg raadet til at beholde, men forbedre tillige, og jeg ventede saa megen Retskaffenhed af de Examinerende, at Partiskhed og Hevngierrighed skulde mindst være at befrygte af saa oplyste Folk. Jeg er og meget bestyrket i min Mening; men den unge Gunnerus, —- dette vakkre, haabefulde og flittige Menneske, hvorfor skulle han ikke have en bedre Caracteer? Man bruger ikkun

Loven til at giøre Fortræd med, har en sagt,

og det er øyensynligt, naar den i en Snees Aar ey er brugt før nu. Gunnerus forstod vist Physik bedre, end de allerfleste, og kunne forstaae den uden at kiende alle Experimenter. At vide disse, har det været Kongens Viilie at befale; saa har det og været Majestætens Villie, at ingen maatte faae Laudabilem som ey havde hørt og betalt de physiske Forelæsninger. Skal saa uædle Hensigter have Sted, er det langt fra jeg vil forsvare Examiner.

Latin, Grædsk med Historie og Geographie, som bør være Hovedsagen, og for hvilke kunde gives besynderlige Caracterer, ja maaskee alle Videnskaberne kunde maaskee examineres af Decani i Professorernes Tilstædeværelse. Min Mening er: jeg vil forebygge Spidsfindighed, og afværge Partiskhed samt Collegi-Remser.

119

Videre, naar Decani fik en asntændig Løn, kunde de holde de offentlige Forelæsninger, Lectiones,) og Professores de private (Collegier, som betales,) de Østerlandske Sprog undtagne. Eller Decani, to ad gangen, kunde examinere Latin, Grædsk, Historie og Geographie tillige med Professoren; og have Stemme lige med ham til Caracteren.

Jeg har i disse Blade sagt min Mening aabenbare, og navngivet Misbrug; thi at faae dem opdagede, for at hemmes siden, dette saae jeg var Monarkens Hensigt med at give Trykke-Friehed. Men jeg har hellig vogtet mig for Pasqville og Satire. Ingen skal klage over, at han af mig er noget paadigtet; og i Fald Rygtet har løyet ham noget paa, er han mig Tak skyldig for den Leylighed, jeg tilbyder ham, at lægge sig det fra. Thi jeg anseer den for en Ærekiender, som angriber en heel Stand under eet, og tilregner samtlige Amtsbrødre enkelte Personers Forbrydelse, hvorved den Uskyldige kommer til at lide med den Skyldige. Er nogen beført, bør ham gives Leylighed til at forsvare sig, og Mistanke bør ey hefte paa uskyldige. Men det vaklende og stinkende, naar man taler et mørkt og forblommet Sprog i lange Omsvøb, fordi man er skye for at sige reent ud, hvem og hvad man mener; dette Mameluk-Væsen lider den frie Normands ophøyede Tænkemaade ikke. Det tiener kun til at udstrøe Mistanke, at faae Monarken til at mistroe hele Collegier; og røber desuden Mistillid,

120

og Tvivl om sin Sags Retskaffenhed; Egenskaber den oplyste Patriot aldeles uanstændige. Det Philomusus i forrige Stykke talede om Orbilius, skal have frygtet saa meget, at denne formelig har sendt Riset tilbage til Custos, som et Redskab, han ikke agtede mere at betiene sig af. Patrioten Glæder sig billig over, at hans Tugtelse har hiulpet, og skaffet den Nytte tilveye, som Satiren, der er for fiin til at føles, aldrig havde kunnet frembringe: Han ønsker kun at see flere Virkninger af samme Slags.

,