[Ove Gierløv Meyer] Undersøgelse hvorvidt de Aarsager kan gjælde der anføres som Hindringer for et Norsk Academies Oprettelse anstillet af en Normand.

Undersøgelse

hvorvidt

de Aarsager kan giælde

der

anføres som Hindringer for

et Norsk Academies

Oprettelse

anstillet

af

en Normand.

Kiøbenhavn 1771.

2

        

3

Fortale.

Neppe havde Landets milde Fader tilladt Skrive-Friheden, førend vi saae et anseeligt Antal Danske Børn betiene sig deraf. Og, endskjønt egne Fordeele maaskee mere end Fædernelandets Kjærlighed har styret nogles Tanker, gav dog een roesværdig Iver andre Lyst og Moed til at antaste misbruge og blotte Egennyttens Hæslighed; Men alle skrev de dog som Danske kun for Dannemark, og manges Hensigter gik ej uden for Hoved-Staden. Saa indskrenket er undertiden den Patriotiske Iver; Saa vanskelig er den gam-

4

le og indgroede Tenke-Maade at udrydde. Man har troet, at, naar det gik Dannemark vel, gik det og de øvrige Regjeringens Deele vel. En Tanke som er ligesaa skadelig for det heele som ødelæggende for hver Deel i sær. Et plaget Island og det i mange Aar foragtede Norge kan beviise denne Sandhed; og dog tænker man saaledes endnu. Patrioten skriver, og næsten den mindste Deel af Regjeringen blir Gienstanden for hans Betragtninger. Men Lykke er det, at den vaager, som overseer det heele; Lykke er det, at Borger nes Forslag er ey Kongernes Beslutning. Imidlertid ere de Danske Patrioter at undskylde, som haver skrevet for Dannemark uden at fornærme de øvrige Statens Deele. De haver maaskee holdet det for en Skyldighed at overlade til andre at skrive for andre Stæder. Her seer de da ædle Norske, højstærede Landsmænd! vor Beskjæmmelse, Danske skriver for Dannemark og Nordske tier. Skal da andre lære os at tage Deel i Fædernelandets Vel? Skulle vi i saa beleilig Tid skjule vore Ønsker? Ney! kaster et opmærksomt

5

Øje til Fædernelandets Trang, og lader vor Viise Konge og iblandt os finde dem, som taler dets Sag. Længe nok har den skumlende Avinds Bestræbelse udtæret os; længe nok have vi med koldt Blod nedsvælget den Forgift, som bestukne Læger haver beredt os. Aldrig haver Landes Børn manglet Moed og Styrke til Forsvar mod dets bevæbnede Fjender; Ofte haver de været en Muur for andre. Men Listighed haver betaget dem sine Rettigheder, Falskhed haver faaet Hævd paa at bedrage os, og vi tier. Hvad vil den udarmede Efterslægt skylde os for Taksigelser? Intet andet Raad til at befrie den fra den Yderlighed at forbande vor Erindring, end om vi nu, da Landets Fader har aabnet for de Fortryktes Forestillinger Adgangen til Tronen, som Misundelse og Egennytte ofte har tilsperret, med Klogskab følge hans Viise Hensigter. Om vi nu, da Friheden vinker ad os, og den bæste Konges Naadigste Biefald opmuntrer os, har Moed nok til at Viise Verden, hvad Fordeele vort Fæderneland besidder, og vore Fiender, hvorledes de har misbrugt dem. Saa

6

vigtige Forbindelser paaligger os, og jeg tvivler ey paa at Patrioter af mere udvidede Indsigter end mine, vil bedre fyldestgiøre dem. Jeg har kun foresadt mig at betragte een Mangel, som strax falder i Øjnene; overvejer højstærede Læsere! mine Tanker herom, og retter Fejlene.

7

Hvorfor har Norge intet Academie?

Dette er et Spørsmaal, som ey alleene enhver, der veed hvad Fordeel Viden- skaber bringer et Land, har Aarsag til at gjøre, men endog maae falde enhver ind, der kun lidet begynder at kjende Landet. Norge, et Land af saa mange Miiles Omkreds, et Land, som har fire Folkeriige Hoved-Stæder, foruden mange anseelige Kjøbstæder; Et Land, som Naturen har begavet med de herligste Fordeele til en udviidet Handel; Som i for- rige Tiider har haft de prægtigste Stiftelser; Som uden at blive Udarmet, har kundet støde Erke-Biskop, Biskoper, Prælater, Ea- niker og mange Klostere fulde af Munke, uden at Paven, som dog gjærne vilde have

8

8 sine Børn vel forsørget, kunde klage at de leed Mangel; Dette Land maae dog nu være det eeneste af alle Europæiske Riger, som ey kan have et lidet Academie, hvor Landets Børn kunde faae den nødvendige Underviisning til at blive nyttige Borgere. Hvad kan dog være Aarsagen? Vi vil gjætte os frem. Toe Ting synes mig med Billighed kunde udelukke et Land fra den Fordeel at have et Academie. Naar enten Landet i sig selv ingen Andleedning gav til vigtige Undersøgelser for de Vittige, de Lærde, for Visdoms Sønner; Thi af saadanne bør jo et Academie bestaae: Eller Indbyggerne i Almindelighed vare ubeqvemme til høyere Videnskaber. Skulle vi troe, at den første Aarsag her kan have Stæd? Ney! Norge er et Land, som ville give den flittige Lærde de bæste Andleedninger til Vigtige Opdagelse. De fleeste af de nu blomstrende Academier, hvor Boglige Kunster læres, er indrettet for de Fire Hoved Videnskaber, Guds-Ords-Læren, Lovkyndigheden, Lægekunsten og den verslige Viisdom med sine Deele. Den første er af den Beskaffenhed, at som den behøves alle Stæder lige høyt, kan den og allevegne læres med lige Fordeel. Dog kan den alvorlige Theologus i et Land frem for i et andet finde Andledning til en opmuntrende Tlidsfordriv, nemlig i det Land hvor Kirke-Historien er den lærerigste; hvis gamle

9

9

Hedenske Theologie endog er værd at komme i Betragtning. I denne Henseende kunde maaskee og Norge have sine Fordeele. Allevægne har der været Mænd hvis Fortjenester i Kirken har værer værd at erindre; Men Norge har maaskee og haft store Lærere. Forskjællen er kun, at her begraves de i Forglemmelse, naar paa andre Stærder Lærde umage sig for Lærdes Erindring. Dog dette er ikke Hoved-Sagen. Den Kirke Historie er ikke den Lærerigste, som giver det rigeste Register af Lærde Navne, af Skrifter, som læstes for nogle Aarhundrede siden, og nu har et nyttigt Stæd i Kræmmernes Boder; Men den som lærer os bæst at kjænde Mennesket, hvordan det har viist sig ved Sandhedens Forkyndelse; Som giver os de fuldkomneste Exempler af Bestandighed i en vedtagen Religion, af Villighed til at antage een bædre, af Dyder som beviiser og ziirer den rigtige Lærdom. Af disse torde maaskee den Norske Kirke Historie give ligesaa mange som noget andet Lands, naar Lyst til at Arbeyde i og for Fædernelandet maatte opmuntre Dueligheden. Ja skulle de gamle Norske Heedningers Theologie eller rettere Mythologie være en Christen Theologi Opmærksomhed gandske uværdig? Skulle ikke Sandhedens Lys, sat imod Fabelens mørke; give des klarere Skin? Skulle den dybsindige Sædelære, som lig-

10

10 ger skiult i mange af disse Alderdommens Lærdomme, ej give Andleedning til vigtige Betragtninger? Jo jeg tør troe, at hvor andre Hedenske Fabler ej uden Modbydelighed kunde bruges, der skulle een klog Anvendelse af Forfadrenes Meeninger ej mangle Indtryk hos den paa Alderdommen opmærksomme Almue. Ej at tale om hvad Lys Historien, Veltalenhed og andre Videnskaber vilde faae ved disses Udgrandskning.

Hvad Lovkyndigheden angaaer, ville dens Dyrkere vel og her finde nok, som var deres Opmærksomhed værdigt. Een flittig Undersøgning, om denne Videnskabs Skjæbne hos os, skulle den mangle sin Nytte? Ejendommenes Forskjællighed her frem for i mange andre Lande, de mangfoldige Forandringer, som Naturen ved utallige Hendelser aar- lig frembringer deri, ved Forandring af Elvers og Aaers Løb, ved Oversvømmelser, Jordfald, Bierg-Snee-og Iis-Skrid, og paa mange andre Maader, kunde ikke alt dette nok beskiæftige Lovkyndigheds Elskere? Jo jeg troer de vilde faae nok at bestille med at skille det rette og billige fra det falske og ubillige i saa mange foranderlige Tilfælde.

For Læge-Kunsten vil vel ingen nægte, at jo dette Land kunde forskaffe mange vær-

11

11

dige Iagttagelser. De forskjellige Maader, paa hvilke Landets Indbyggere maae søge Livets Underholdning, underkaster dem forskjellige Sygdomme, som ere mindre bekiendte og mere sjeldne, end de der reiser sig af Kjøbenhavns tykke Luft og uordentlige Levemaade. Den i Gruberne og Biergværkerne og af fleere end een Elendighed overvældede Biergmand, den vindskibelige Arbejds Mand, som i Skoven, paa Havet, paa de farligste Veje, hvor Fornødenhed drager ham, overfaldes af de usædvanligste Tilfælde, disse maae altid paa Mangel af erfarne Mænds Raad ende et nyttigt Liv, naar de erfarneste Læger her arbeyder paa at holde Livet i Jordens Byrder og Menniskers Afskum. Naar den af Raadhed forfuulnede Skjøge, den af Liderlighed forraadnede Sviire-Broder, en i Dansen sprengt Spradebasse, eller i Rendesteenen nær omkommen Drukkenboldt her legges ind paa Hospitaler, opvartes med Omhyggelighed af de dueligste Læger og pleyes med de bæste Lægemidler, maae der den nyttigste Deel af det Menneskelige Kjøn, den Arbeidsomme nemlig, see sig underkastet utallige Farer, og overladt til een omløbende Qvaksalvers eller ubarmhjertig Hæste-Docters Cuur. Disse vore Medynksomheds værdige Lands-Mænd: Arbejder for at forskaffe andre de Riigdomme, som Naturen har nedlagt i

12

12 Bjergenes Indvolde. De vover det eeneste de har, et usselt Liv, for at forskaffe andre hvad de behøver til Klæde, Føde og Boeliger, og for alt dette værdiges de ikke den Omhue, at der i Landet maatte findes den fornødne Anstalt, til at conservere det Liv, som bruges kun for andre.

Seer vi til den Fierde Hoved-Videnskab, som læres paa Academier, nemlig den verdslige Viisdom, da vilde i det mindste dens Practiske Deele uden Tvivl her ikke mangle lykkelig Fremgang. Skulle ikke den opmærksomme Natur-Kyndige her finde Værd nok for Undersøgelser? Jo vi har formeget til fælles med Sverrig, til at vi ikke skulle haabe, at kunde ligne dets Fortjenester i denne Videnskab; Og med Tilladelse mine Herrer Danske! Disse har lært baade Eder og Os meget. Norge har længe af Fremmede værer søgt som et Stæd for vigtige Observationer, og vor viise Konge, hvis Navn Videnskaberne skal forævige, har nyelig der udført et Kongeligt Foretagende; Men havde Norge haft et gammelt og velindrettet Academie, kunde Nationen selv haft den Ære, som Fremmede nu bryster sig af; Og vor milde Landets Fader, skulle maaskee ved den sidste Lejlighed haft den Fornøyelse, at Landets egne Børn kunde udført hans Villie; Thi aldrig

13

13 har det været Nationens Caracteer at bytte Æren bort for Magelighed, og vi skrækkes ikke for Vanskeligheder.

Dette anførte er maaske nok til at Viise, at Norge ville give de Lærde Andleedning nok til vigtige Undersøgelser, og at vi følgelig ey i dennes Mangel bør søge Aarsagen, hvorfor vi intet Academie haver; Men nogle torde angribe mig, fordi jeg har sagt at et Land har fremfor det andet Fortrin til at befordre Videnskabers Dyrkelse. Men en smule Taalmodighed Mine Herrer! overvey Sagen, og de skal finde den har Grund. Jeg veed nok, at de Videnskaber, som alleene har med Mennestets Forstand og Hjerte at gjøre, kan læres, hvor der kun er Mennesker; Men de derimod, som har at bestille med Ting uden for os, ey i Aandernes Riige men synlige Ting, de læres bæst der, hvor der gives mæst Lejlighed til at kjænde disse Tings Natur. Hvad ville de synes om at høre et Collegium over Svømme-Kunsten i een af Africæ tørre Udørkener?

Ligesaa lidet bør vel Aarsagen søges i Nationens Uduelighed. Jeg er en Normand, og jeg haaber, at eenhver som kjender os, befrier min Norske Beskedenhed fra at skrive Nationen een Lov-Tale. Nogle afmægtige

14

14 Fjender, hvis hele ære bestaaer i at kunde laste og belee alt hvad der ikke er deres eget, naaer ikke op at beskjemme os. De faa Norske, Thi de er kun faa, som kan bestride de Omkostninger, Studeringer ved Sagernes nærværende Indretning udfordrer, har dog viist og viiser, hvad man kunde haabe om Mængden. Ja jeg troer, at naar man undtager een eeneste Viidenskab, skal der endnu i de øvrige findes ligesaa mange og haabefulde Norske som Dan- ske Dyrkere.

Her maae jeg nu vel være betænkt paa at møede een Indvending, som vore gode Venner nok vil gjøre os. De vil maaske spørge, hvorfor kan disse duelige Norske ey udrette det samme her som om de selv havde et Academie, hvorfor kan de ikke ligesaavel her som der give Os en Norsk Kirke-Historie, Lov-Historie, o. s. v. Ney Messieurs! Vi er alt for taknemmelige, til at vi skulle æde Dansk Brød, og Arbeyde for os selv. Men I ryste paa Hovedet. Staaer dette Svar ikke Eder an? Ney! I tænker nok, hvad de æder maae de selv betale. Ja dette er for saavidt rigtigt, men den Nor- ske Taknemmelighed strækker sig vidt; Dog for at tjene Eder vil jeg give Et alvorligere Svar. De Norske, som ved de aarlige Skole-Forhør hvert Foraar dømmes til

15

15

Kjøbenhavns Universitet, kan beqvemmelig deeles i trende Classe. Nogle har, Gud- skee Lov! mange Penge. Disse bliver, nogle faae undtagne, som har en meget stærk Natur, saa snart de mærker den Kjøbenhavnske Luft, enten reent gale, eller og saa dorske og dovne, at de intet gider bestille. For Tidsfordriv lægger de sig vel efter nogle af Stædets Nætheder, at Sviire, Støye, Spille m. m.; Men alvorlige Ting kan de aldeeles ikke komme afstæd med. Andre har kun faae Penge, dog nogle som de kan hjelpe sig med i Begyndelsen. Disse maae sørge for Eftertiden, og beskjæftige sig, med saa mange Ting, saa de snart glemmer Fæderne-Landet. Endelig andre kommer der, som har slæt intet at leve af. Disse maae enten strax rejse tilbage, eller naar de har megen Lykke, kan de finde Naade for nogen af Professorernes Øine: Og da bliver de lagt ind paa et dertil indrettet Huus, for at føde Forstanden, med Grædske og Hebraiske Gloser og opkogte Disputatser. Disse ere nu i den prægtigste Vey til engang at blive Støtter for Kirken og Staten. Ved at omgaaes her med Folk af alle slags, forvandles de saaledes, at inden Aaret er ude, skal ingen kjænde dem for Nord- mænd. De maae da have os undskyldt Messieurs! saa længe Sagerne staaer paa nærvarende Foed, kan I aldrig vente at see no-

16

16 get fra os. Een anden Sag er det, naar vi omsider kan komme saavidt, at vi frie for Nærings-Sorger kan tænke paa at tjene vore Medborgere; Men i Kjøbenhavn har hver som Student nok med sig selv. Det efterfølgende kan maaskee lære, om man kan haabe, at see disse Forhindringer ryddet af Veyen, ved et Norsk Academies Oprettelse.

Ikke meere end de ovenanførte Aarsager, kan vel denne ansees at være af Vigtighed, som man ofte hører af begge Nationer paa- raabes, nemlig denne: At Norge des bædre maa holdes i Lydighed. De kalder dette en Politisk Aarsag; men skulde man ikke have Aarsag til at kalde dens Forfægtere smaae Stats-Kyndige, som seer alleene til Tingenes Overflade og udvortes Anseelse; Thi den er vist aldrig kommet i Betragtning hos de store Konger og Stats-Mand, som haver regjeret Tvilling-Riiger De haver elsket begge Folk og ved at Lyksaliggjøre, ej ved at tvinge forsikkret sig om begges Lydighed.

Ja hvo veed ikke, at Undersaatternes Troeskab grunder sig paa Kongernes Dyder? saa længe da Christian den Førstes Dyd hviler paa hans Efterkommere, saa længe kan I og Mine Herrer smaae Stats-Kyndige, være

17

17

forsikkrede, at Normanden ej under de Dan- ske alleene den Lyksalighed at regjeres af denne Ædelmodige Stamme. Føer kun velsignede Christian! Scepteret med Viisdom, og Himlen Velsigne Din Efterslægt med Forfædrenes Dyder, saa forfremmes begge Riggernes bæste, og Foreeningen staaer til Verden falder. Et undertvunget Folk kan maaskee for een Tiid holdes i Tømme ved Magten, men Venskab bestyrkes ved fælles Fordeele. Men naar har de Danske undertvunget os? Knud den store vidste hvad Indtryk Guldet gjorde paa Dem, som endnu ej kjændte Magten af dets forføriske Glands, og med List overumplede Han de trygge. Men Magnus den gode havde siden Magten. I de sildigere Tiider har den Lyksalighed, som begge Riger har høstet af Foreeningen, gjort Venskabets Baand u-opløseligt, og fælles Ræt til at regjeres af de bæste Konger har gjort det eene Folk færdigere end det andet til at adlyde. Men jeg sætter at Norge var et undertvunget Land, og at Magt og en forurettende List var de rette Midler til at holde det i Lydighed, hvad kunde det da skade Dannemark, at Norge havde et Academie? det er vel ey de Lærdes Sælskab og Videnskabernes Dyrkere, som Magten har at frygte for i et Land. Ney! for disse gaaer det Landet vel nok, naar De i

18

18 Roelighed kan opofre sit Liv til Studeringer. Eller skal maaskee den her Studerende Ungdom være gidsler for deres Landsmænds troeskab? O! disse ere kun den mindste Deel af Landets Styrke; og jeg er forsikkret, at naar Neroner og Domitianer kom til at sidde paa den Danske Throne i stæden for Titer og Auguster, vidste hver ærlig Nordmand, at han skyldede sit Fædreneland end og Livet selv. Men overalt dette har intet Stæd; Dog da denne Aarsag af de indbildte Stats-Kyndige idelig anføres, har jeg ej maattet mangle at besvare Dem. —

Vore viise Konger og de store Mænd, som haver været med i raadet til at Stifte og vedligeholde et Academie i Dannemark og ikke i Norge har derfore vist haft andre Aarsager. Vi har altid haft Konger hvis viise og Naadige Regiering har været Dem borgen for Undersaatternes Kjærlighed. De har derfore ey tvivlet om de Norskes Troeskab meere end om de Danskes. Men de har maaskee forestillet sig at Videnskaberne vilde ved begge Nationers paa et Stæd foreenede Kræfter des bædre ophjelpes; At Folkenes forskjællige Beqvemmelighed til forskjællige Videnskaber ville tjene til Deres fælles fremvæxt; At det eenes Fordeele ville erstatte det andets Mangeler. Tiiden og opfyldelsen

19

19

har viist, at dette var Hensigter, som var viise Konger og Arbeydsomme Undersaatter værdige. Dannemark har frembragt skjønne Talere, grundige Theologi, alvorlige Jurister. Norge muntre Jurister, grundige Mathematici, ypperlige Digtere. I Sandhed den Ærbødighed, jeg skylder dette saa viise som lykkelige Anlæg, kunde snart komme mig til at frygte, at een Forandring vilde blive Videnskaberne skadelig. Dog naar jeg seer til forskjællen, der er imellem vor Forfatning, for 300 Aar siden og nu, naar jeg betragter at et Værk, hvis Anlæg behøver foreenede Kræfter, naar det er bragt til Fuldkommenhed, med større frugt kan adskilles. Naar jeg eftertænker; at Norge vilde give for visse Videnskaber en bædre Lejlighed end Dannemark; Troer jeg igjen det modsatte. Hvad Videnskaber jeg her forstaaer, sees lættelig, nemlig de som have indflydelse paa Landets Naturlige forfatning. Vare disse blevne opklækkede iblandt Norske Fjælde, istæden for paa Charlottenborg og mellem de Sællandske Korn-Agre; da troer jeg de havde bragt større Nytte. Og vi skulle da ikke behøve at lære af de Svendske og Tydske, at opgrave og reense vore Metaller; Kostbare Lære Mæstere! Thi hvo vil fortænke Dem, at de, naar de har lært os sin Kunst, til sidst reifer bort med vore Penge undertiiden over Accorden. —

20

20

Hertil kommer at et Norsk Academies oprettelse vilde give begge Academierne anleedning til en for Videnskaberne nyttig Æmulation. Den Efterladenhed i at frembringe noget Nyt, denne Vedhængenhed i det gamle, denne Stolthed, som mange af de Herrer Professorer ofte røber imod de her Studerende, og som ofte gaaer til en skammelig Foragt; Denne Selvnoksomhed hos dem, som hviler saa roelig i de erlangte Fortjenester, og den dybe Taushed, som de uden for læse Timerne, og de fastsatte Disputatzer, saa hellig bevarer i alt det, der kunde røre ved Videnskaberne, maae ikke Oprindelsen til alt dette Academiske Onde tildeels søges deri, at Academiet i begge Rigerne er det eeneste af sit Slags. Professorerne frygter ikke at lide Skaar i sin Næring, skjønt Academiet kom i Miscredit. De ere visse paa lige saa mange Tilhørere i Aar som i Fjor; thi de har de samme tvangs Midler i Hænderne, de ere ey bange at det andet Academie skal drage Rigernes Studerende Ungdom til sig; Men lad nu et andet Academies Oprettelse giøre deres Tilhøreres Forsamling lidt mindre talriig, og dem selv lidt meere uvisse i sine Indkomster, saa er jeg vis paa at Videnskaberne intet vil tabe derved. Lad os kun see til vore Naboer! Aldrig var Upsala i saadan anseelse, førend Aboe blev anlagt. Skrivende og ey blot Disputerende Professores, de vittigste

21

21

Skrifter og grundigste Undersøgelser i alle Videnskaber, og den ædle Frihed som giver Studeringerne sit Liv, har siden bragt Upsala til en Høyde, som det uden Æmulation neppe havde opnaaet.

Men de vise Academiets Stiftere og Videnskabernes Beskyttere har maaskee og haft en anden Aarsag. De har maaskee troet, at et Academie kunde være nok for begge Rigerne og tvende vilde derimod kun være til større byrde og Omkostning. Man skulle altsaa troe at hvad et Academies oprettelse i Norge vilde koste, det skulde være sparet. Jeg vil ej opholde mig med at undersøge, hvorvidt dette har kundet have stæd i den forbiegangne Tiid; men at det og herefter kan gjælde det ønsker jeg at see bevist. Jeg troer at et Academie nu kunde anlegges og vedlige holdes uden nogen følelig Omkostning for Staten. Ja jeg sætter, vor dyrebare Konge af landsfaderlig Omsorg vilde give en Kongelig Gave til et saadant Værk, eller at de som kiender og ærer Videnskaberne, blev anmodede om at understøtte deres Opkomst, skulde de Fordeele, vi deraf torde love os, ey blive saa anseelige, at de vilde give Landet og Staten en fuldkommen Erstatning. Var der intet, at en Egn eller en Stad i Norge derved kunde faae flere Næringsveje, flere duelige Mænds Levebrød, er der ikke Statens Fordeel? torde man ikke haabe, at see Landets i

22

22 sidste Aandedræt liggende Oeconomie igjen oplivet, naar der kom Mænd, som havde Indsigter nok til at undersøge selv og at Lære andre at kjende baade dens Mangler, og det Haab der kunde være om dens Liv. Jeg veed nok hvad man vil svare; Skulde ikke Landhuusholdnings Selskaber drage Omsorg for denne sin spæde Yndling? Jo jo Dannemark tænker paa os endnu. Vi ære dette Sælskbs Bestræbelser og haaber meere af dets moednere Overlæg. Skade kun, at Norge ikke ligger inden for Kjøbenhavns Volde. Og jeg frygter, at det er alt for kortsynet til at see saa langt fra; men Selskabet fører Correspondence, og har adskillige vigtige Mem- bra i Norge. Ja jeg veed, hvad det betyder, at correspondere om Sundheden. Jeg kjendte en Ven i Norge som paa Landet var bleven overfaldet af Kold-Feberen. Det var langt fra Byen og her grasserede FlekFeberen. Man maatte correspondere. Lægerne toeg til de Recepter, som de paa en Tiid var meget vandte ved, og ordinerede for Flek-Feberen. Man maatte skrive meget før end man kunde overtale dem om Feyltagelsen; thi for Honeurens Skyld kunde de ikke vel rette sine Feyl. Endelig lode de sig overbevise, de gav Raad for Kold-Feberen; men nu havde den allerede forandret sig til en hidsig Feber; Man skrev atter; men inden Expressen kom

23

23

tilbage var Patienten død. Jeg har siden frygtet meget for de corresponderende Medici. Jeg vilde ønske disse Oeconomiens Læger meere Lykke. Men Høystærede Landsmænd! skulde det gaae galt, hvad vilde vi da giøre? Jeg veed ikke bædre Raad, end at betale Recepterne og skaffe den afsjælede Oeconomie en anstændig Begravelse paa Dansk Grund. Hvad Medlemmerne i Norge angaaer, forlader Fædrenelandet sig til deres Redelighed i at forestille Sælskabet det bæste; men de fleeste ere Mænd, som har nok med at iagttage sine Embedsforretninger. De dagligen forefaldende Leyligheder viiser dem nok Mangler og Misbruge; men Indsigter og Tiid nok til at udsøge Raad derimod torde maaske mangle de fleeste. De kan være enkelte Foretagender voxne, men her behøves samlede Kræfter. En bædre Grund vilde derfor vort Haab om den Norske Landhuusholdnings Vel have, naar der i Landet selv ved et Academies Stiftelse blev lagt Grund til et Selskab af duelige Mænd, lærde Mænd, af Mænd som kunde opoffre sin heele Tiid paa at undersøge, overveye og lære. Endnu en Fordeel som Norske og Danske med, i Fald vores Vel er deres Vel, kunde høste af denne Indretning. En bedrøvelig Erfaring har lært og lærer, hvor stor Fare den første Udflugt til Academiet underkaster den her studerende

24

24 Norske Ungdom. De haver enten under For- ældrenes Øyne, eller paa de publiqve Skoler under een eller anden troe Vens eller For- vandtes Opsigt, erhvervet sig de fornødne Videnssabers første Grunde. Skolerne har nu intet meere at lære dem, og de dømmes værdige til at gjøre en Prøve ved Academiet. De ømme Forældre og Venner berømme de- res Flittighed, og ved en kierlig Omsorg vil opmuntre dem til videre Stræbsomhed. De griber sig derfor an ofte over Kræfterne, for at faae et saadant haabefuldt ungt Menneske saaledes forsynet, at han uden Skam kand lade sig see blandt fremmede; Alt i det Haab, at faae ham engang igien at see som Fami- liens Ære og Kirkens eller Statens Haab. Den unge reiser. Friheden gjør ham mun- ter. Han seer alle sine forrige Dommere ryddede af Veyen. Mangel paa Ettertænk- somhed gjør ham sikker for Sorrig. Ung- dommen, som er læt til at gjøre sig gode For- modninger, forsikkrer ham om en stor Lykke, og Tillid til en ukjendt Duelighed gjør ham dristig. I denne Forfatning kommer han i en Alder, da han har alle Ting uden For- stand, til Kjøbenhavn. Et Stæd, hvor den erfarneste behøver Anførere, og hvor der ud- fordres megen Viisdom for at anvende en eeneste Dag saaledes, at den ey skal give And- ledning til en langvarig Fortrydelse. Her

25

25

blotter strax alle Himmelens og Jordens Gudinder, Dyden undtagen, alle sine Tillokkelser for den unges nysgjerrige Øjne. Forblindet af saa mange foranderlige Yndighed ersavner han neppe den eeneste, som han maaskee kjendte hjemme fra. Udygtig til at undersøge og dømme, priser han det altsammen saare got. I denne Skjønhedernes Beundring møder han een af sine forrige Skole-Brødre. De omfavner hinanden, og den unge, som bær Hjærtet paa Læberne, aabner for den anden alle sine Ønsker. Han glæder sig ved at have fundet en gammel Ven, en Ven, som i Skolen var kjændt for det dydigste Menneske, den lærvilligste Discipel. Men, hvor er han forandret! han hader Dyd og foragter Lærdom. Han har nu været et Aar eller to i Kjøbenhavn, og maa- skee skulde kjende ders Afveye. Han paatager sig at anføre den Unge. Denne overlader sig til ham; thi siælden har han andre Venner. De følges ad paa alle de Stæder, hvor Tid og Penge fortæres. Lidt efter lidt faar han Smag paa Lasterne. Han glæder sig i dem og takker sin Anførere. Men Tiden nærmer sig, at den Unge maae gjøre sin første Prøve. En Maaned har han været i Kjøbenhavn, og endnu ey seet nogen af Professores. Han skjelver for disse forskrekkelige. Hans Ben trøster ham. Dagen

26

26

kommer, og han staaer sig som en Virtuos. Hvor fredsommelig gaaer det ikke til i denne Striid. Nu er Faren forbi, og vor Helt skal samle nye Kræfter til næste Gang. Med første Post beretter han sine Venner sin Lykke; men beklager Tiderne. En nye Remisse opliver ham. Det var ubilligt, at han skulde mangle, som stod sig saa got. Nu lever han ikke længer for sig selv. Hans Godhed deeler med alle. Han gjør sig Venner, hvor han kommer, ved Regimenterne, paa Theatret, i Caffe-Huusene. Hver Mand kjænder ham uden for Porten. Lige til Dyrehaugen strækker hans Rygte sig. Imidlertiid seer han intet af, hvad som hører til Lærdom. Han hører intet til Professores, og disse ey heller til ham. De har bege vigtigere Ting at iagttage, end at informere sig om hverandres Forhold. For Eftertiiden og visse Aarsager tegner han sig paa deres Collegia. Nu veed Gud, naar de treffer hinanden igien. Han tilbringer Vinteren paa samme Maade, som han endte Sommeren. Penge maae skaffes, hvor de kommer fra. Jøder er derfor nyttige ved et Universitet; Thi de uskjønsomme Venner vil have Raison for Udgifterne. Imidlertid lakker det til Tiiden at han skal have sin anden Examen, og det i Philosophien. Denne for Videnskaberne, saavel som for Professores nyttige Examen; Men

27

27

han har intet læst. Ja han veed nok, der behøves intet mere, end hvad han lærte i Skoelen. Collegia ere betalt, og Himmelen skee Tak for barmhjertige Professores! Han vover sig i Ilden. Jeg veed ey, hvo der hjalp ham ud, men nok er det jeg seer ham som en Helt staae iblandt Baccalaureos. Graden maaskee han har betalt forud, eller i det mindste paa onde og gode Tidender nedsadt Pengene i Deposito hos Decanus. Nu skulle Manden til at fortsætte sine øvrige Studeringer med lige Fliid og Lykke, men adskillige Vanskeligheder yttrer sig, og hans Venner holder det raadeligst at kalde ham hjem, saa- dan som han er. Frugten af deres Møje og Omkostning bliver da enten at glæde sig over en Nar, eller sørge over en Elendig.

Forlader mig mine unge Landsmænd! at jeg saaledes har maattet afskildre manges første Aar ved Academiet; Thi nogle findes der dog, som endog i dette farlige Aar ere stærke nok til at modstaae Forføreren. Men jeg har ikke kundet forestille Faren, uden jeg tillige maatte tilstaae, at mange lettelig lader sig styrte deri; Og det er got, undertiden at see sine Fejl afmalet. Et herefter bædre anvendt Liv vil udflette Ungdoms Forseelser. Og Norskes Fiender skal dog ey triumphere over nogles Laster; thi har Kjøbenhavn giort

28

28

fleere end en Nordmand til Sviire-Brødre, saa har den og gjort fleere end en Jyde til fortreffelige Spitsbuber, og fleere end en al- vorlig Iislænder til naragtige Petits Maitres. Allesammen lige gode caracterer for Videnskabernes Dyrkere.

Dømmer nu heraf mine Læsere! hvad Staten, ey allene Norge, men Rigerne i Almindelighed, vover aarlig ved at sende den studerende Ungdom til Kjøbenhavns Universitet. Den vover et anseeligt Antal haabe- fulde Borgere uden Anførere imod de farligste Fiender; thi Lasterne ere, ligesaa vist Statens farligste Fiender, som dydige Borgere ere dens bæste Forsvar; Og ingen uden Lasternes Ven, Dydens og Statens Forræder, kan vel nægte, at jo Kjøbenhavn svarer til det gamle Ordsprog: Store Stæder, store Laster. Men, hvo skal anføre vor Ungdom, og hvo skal styre dens vaklende Skridt? Academiets Lærere. Ja! men hvo veed ikke, at Professores midt i en HovedStad, ophøyet til en Rang, som giør dem til Statsmænd, og ikke til Lærere ved et Universitet, tilbageholdes ved saa mange Forhindringer, og beskjæftiges ved saa mange Forretninger, at de lidet eller intet kan bekymre sig om den her studerende Ungdom. Ja! jeg har selv hørt en af Professores, som

29

29

dog kun var simpel Professor, klage, at han havde saa mange Forretninger, at han neppe kunde faae Tiid til at holde Collegium. Har da ey enhver Retsindig Aarsag at frygte for den Ungdom, som maa vove sig hid. Og hvad Middel mod denne Frygt; Uden det Haab, at om Ungdommen kommer paa Af- veye, kan den igien bringes til rette. Men hvad om Sygdommen bliv ulægelig? Ja et eller to Aar ilde tilbragt, hvad Skade er det ikke i et Menneskes heele Liv? og hvor meget kan ikke paa et eller to vel andvendte Aar arbeydes baade til sin egen og Landets Vel. Jeg anseer i Sandhed det Tab, som det Almindelige lider ved unge Menneskers Fordærvelse i Kjøbenhavn, saa væsentlig og vigtigt, at jeg troer det allene for denne Aarsags Skyld maatte være værd at ønske, at Academiet, uagtet alle Egennyttens Bestræbelser og sandsynlige Hindringer, maatte forflyttes fra det kostbareste og for Sæderne farligste Stæd, til er billigere og for Muserne mere roligt. Men at komme til Norge i sær, kunde da ikke dette Onde afhjælpes ved et Norsk Academies Oprettelse? Jo, naar Landets Sønner i Landet selv kunde finde den Underviisning, der kunde beskjæftige dem til en moednere Alder; naar et Academie blev anlagt, hvor duelige Lærere kunde have Opsigt med den studerende Ungdom; kort sagt:

30

30

hvor Flittighed kunde arbejde i Roe. Fleere skulde da nyde Musernes Omgang, og man skulde da studere for at lære, men ey ligge ved Academiet for at tage Examiner. Sjæl- den skulde da en Fader klage over en ved Academiet fordervet Søn, og siælden skulde da den ømme Moder bringes til yderlighed, for at underholde en sværmende Academicus. Landet kunde da med større Tryghed betroe sine med moednere Alder og moednere Kundstab udrustede Børn til Fremmede. Maatte dog denne Fordeel rettelig indsees af dem, som baade har Kjærlighed nok til at ville, og Formue nok til at kunde forestille vor naadigste KongeLandetsTranglJa dyrebaresteChristian! skulde engang disse Blade blive lykkelige nok til at komme for dine Øyne, saa gid Sandheden maatte tale for os, og vore Fjender være langt borte. Fædernelandet har kjendt den bæste Fader, og nyttigste Borger, som anførte mange Sønner til forskjellige Vi- denskaber. Hvilket Haab for Staten! Men Videnskaberne skulde moednes i Kjøbenhavn. Døden berøvede dem deres Fader, og de bleve Mestere af anseelige Midler. Hvilken Lykke for Studerende! Men de var kun faa Aar i Kjøbenhavn, førend de bleve nødde til i Armod, at blive sine Venner til Byrde. Hvad vilde ikke det Almindelige vinde, om man i Tide forekom mange

31

31 saa bedrøvelige Exempler. Efterslægten vilde med Velsignelser erindre den store Konge, som Omkostninger ey afskækkede fra saa stort et Værk, og de Velgiøreres Minde vilde ey uddøe, som understøttede det.

Men tænker dog ey, Danske Rivaler! at vi intet andet Raad seer, end at søge frem- met Hjælp, for ar bestride de ved et Academies Stiftelse nødvendige Omkostninger. Fremmet Hjælp kalder jeg den Understøttelse, som vi hos Eder torde haabe af Videnskabernes private Velyndere, omendskjønt vi kunde have Ret til at fordre Vederlag, saa frygter dog ikke, at vi vil være nogen til Byrde. Ney! vi vilde heller see at hjælpe os selv lit efter lit paa Fode. De bæste Hensigter har ofte lidt Skibbrud paa en alt for kostbar Begyndelse. Og et lidet Anlæg har ofte med Tiden opnaaet en fuldkommen Styrke. Vi maatte derfor ey tænke paa engang at faae et saa vigtigt Værk fuldført: Ney de for Landet nødvendige og dog endnu meest ubekjændte Videnskaber maatte først opelskes. Mange Theologi behøvede vi ikke, ligesaalidet mange Jurister. Tænker dog ey, mine Herrer Danske! at vi meere end I vilde være Athei eller exleges. Ney! men Guds Ords-Læren og Lovkyndigheden ere Videnskaber, som pleyer at gjemmes til en

32

32 moednere Alder, i hvilken Ungdommen med meere Tryghed kunde betroes Fremmede, og inden vi fik samlet Kræfter, kunde vi endnu unde der Danske Academie nogle Douceurs, for at lære disse Videnskaber. Theo- logiens forste Grunde læres jo desuden i Skolerne, for saavidt, som det almindelige Liv udfordrer. Og at undersøge ved forefaldene Examina, om man var en Christen eller ey, kunde jo gjerne betroes til en af de øvrige Professores, eller og om saa syntes, til en af Præsterne i Nærheden, som for Honeurens Skyld og Professor-Rang gierne uden Løn paatog sig den Umage. I Lovkyndigheden maatte vi vel og hjælpe os som vi kunde i Begyndelsen. En duelig Mand vilde dog udfordres, for at lære de ringere Rettens Betiente qvid juris. Thi Rettens Handthævelse beroer ofre meere paa disse, end paa de andordnede Underdommere. Sprogkyndigheden behøvede vel ey strax at udgiøre 3 eller fleere Professorater. En duelig Latiner, som tillige havde lagt sig noget efter det Hebraiske og Grædske Sprog, vilde være nok til at lære den nogenledes forfremmede Begynder, at kjænde noget af Alderdommens Skjønheder, og forstaae de Lærdes Taler. Hvad den meere læregjerrige Theologiens eller Alderdommens Dyrkere angik, maatte vi endnu for en Tiid have ham recommenderet

33

33

til Fremmede. De levende Sprog vilde væ- re os mere nødvendige, men disse læres neppe Academice. De øvrige Videnskaber, som angaaer Læge-Kunsten og den værdslige Viisdom, blev os mere u-undværlige; de maatte derfore ey heller mangle sine offentlige Lærere; jeg tør ikke vove at bestemme deres Tal, Duelighed og Flittighed kunde erstatte, hvad der manglede i Mængden; Men, naar hver af dem nød aarlig 300 Rdlr. og frie Bolig, foruden hvad deres Collegia kunde indrente dem, skulde de da ikke kunde leve? Jeg seer nok, at ingen af de her værende Professores vilde bytte med dem; men duelige Professores, ey feede Professorater befordrer Videnskaberne. Overflødighed er sjælden en Moder til Flittighed, men net op gjør, at man kan arbeyde uden Bekymring. Desuden, naar de i denne Station havde gjort sig bekjendt, kunde de jo vente Forfremmelse til riigere Universiteter. Academiet synes og ikke at maatte andlægges i een af de største Stæder; Thi disse ere gemeenlig de dyreste. Ja, hvad Fornødenhed var deri, at det skulde være ved Søekanten? Saa stort et Land, som Norge er, har ingen Stæder uden ved Søen. Den trængende Landmand maae ofte i det farligste Føre hente sine Fornødenheder fra de langt fraliggende Søestader. Hvad om et Acade

34

34

mie anlagt i en for Transporten til Lands beqvem Egn, kunde lokke den nærringsøgende Handelsmand til at gjøre et Oplag af sine Vahre længere ind i Landet? Han vilde da finde mere Afsætning, og Landmanden skulde ikke forsømme og tabe saa meget ved de lange Bye-Reyser. En Egn kunde paa denne Maade hjelpes, for andre maatte føyes andre Anstalter. Men nu for at bestride de første Nødvendigheder med Bygninger, Professorernes Gage, med meere, da er jeg forsikkret, at hver Norsk Undersaat, som ved Videnskabernes Hjelp æder Norsk Brød, vilde med Lyst foreene fælleds Kræfter for at ophjelpe dem; naar de under den naadigste Konges Biefald og Beskyttelse kunde være trygge for Misundelses Bestræbelser. Skulde der behøves at bygges, da har Norge Bygnings-Materialia nok. De i Nærheden af det udvalgte Stæd beliggende beneficerede Skove vilde uden Savn forskaffe det Tømmer, som nu staaer hverken Kongen, Herligheds Eyeren, eller Byxselmanden til nogen Nytte. De hist og her anlagde Tegl-Brænderier vilde for billig Priis forskaffe den fornødne Steen; Og duelige Arbeydere mangler ikke blandt de hændige Norske. Uden alt for store Bekostninger kunde da gjerne opføres fornødne Boeliger for Professores og

35

35

2 a 300 Academici; thi de Norske Muser vilde vist lade sig nøje med en mindre prægtig Bygning, end den, Krigs-Gudinden inden for Kjøbenhavns Volde har opført for sine fredsommelige Dyrkere. Det Norske Præsteskab giver aarl. en anseelig Academie-Skat, som jeg troer Landets Børn frem for andre kunde tilegne sig. Endnu et Raad: det Kjøbenhavnske Universitet kunde deele med os nogle af sine Rigdomme. Ney! nu bliver Nordmanden grov. Aldeeles ikke. Der er ingen Uartighed, hvad Billighed kræver. Vi har i en Tiid dyrket de boglige Kunster i Fællesskab. Om vi nu adskilles, er det jo billigt, vi bør deele, hvad i Fællesskabet er erhvervet. Jeg vil vel troe, at de ivrige Forfægtere af de Danskes Monopolium paa at have et Academie, vilde ansee denne Paastand om en Deeling for urimelig og umuelig; Men jeg kjænder den, som kunde giøre den ligesaa rimelig som muelig, naar, nemlig vor Naadigste Konge, overbeviist af Sandheden, og bevæget af Sagens Nytte, vilde befale det Kjøbenhavnske Academie at forflyttes, saa kunde jo en Deeling af dets Beneficia være dem ligesaa tjenlig, som os, da de derved kunde spare det halve af Bygnings-Omkostningerne. Men skulde dette Raad, uagtet, ald dets Billighed, dog synes for haardt;

36

36 vel an! saa lad det Kjøbenhavnske Universitet beholde sine Beneficia i Roe. Endskjønt vi i Begyndesen kunde behøve nogle af dem. saa troer jeg, at vi for Eftertiden skulle kunde undvære dem; Thi den Norske Ædelmodighed ville vist ikke glemme ved Donationer, Legater og Testamenter at understøtte een for Landet faa nyttig Stiftelse. Ja var det mueligt at undersøge hvad Patrioter, der Tiid efter anden har havt i Sinde at oprette Testamenter til et Norsk Academies Beste. Da troer jeg, at Verden deraf allene skulle lære, at Norge har aldrig manglet hjelpsomme Borgere, og at det, som nu udfordrer fælles Hjelp, kunde allerede ved nogles Ædel- modighed været udført. Den retsindige Thomas Angel, hvis Navn Norge med Tak vil bevare, havde vist bestemt en anseelig Deel af sine Midler til et saa høytideligt Brug. Men, hvem har det været, som har hindret hans og andre reedelige Norskes Ønsker? Egennytte og Misundelse har tilsperret Adgangen til Thronen. Og de bæste blandt Kongerne har troet at Sandhed og Reedelighed talte, naar den slebne Statsmand opfandt sandsynlige Aarsager, for at hindre Landets Vel. Men skulle det ey være mueligt ar eftersøge, hvortil i det mindste nogle af saadanne Penge siden ere anvendte? Og

37

37

kunde det endnu ey være Tid til at betjene sig af det til en meere nødvendigt Brug, som siden er bestemt til et mindre vigtigt, naar man kun var forsikkret, ar Testator havde udvalgt dette, i Mangel af et bædre, og ey havde forandret sin første Billie af anden Aarsag, end fordi Magten hindrede ham fra at fuldbringe den?

Heraf maae man nu dømme hvor nær jeg er kommen de rette Kilder, hvoraf de til et Norsk Academies Anlæggelse fornødne Omkostninger kunde tages og hvorvidt den Sats er beviist: At et Academie i Norge kunde anlægges uden en for Staten følelig Byrde. Jeg forlader mig til at en Patriot af større Indsigter end mine vil opfylde det manglende; Thi at indlade mig i een vidtløftig detail eller opreigne alle Ting paa det nøjeste, har jeg ligesaa lidet Lyst til som Evne. Men Jeg troer, at om der til saadant et Værk, udkræves een stor Summa, er og de angivne Kilder gandske riige. Og en lykkelig Fremgang vilde vist Erstatte det giorde Udlæg.

Førend jeg slutter denne Afhandling, maae jeg endnu undersøge een Aarsag, som almindeligst anføres, men forekommer mig dog mindst vigtig nemlig denne: At Kjøben

38

38

havn ved Academiets Deeling eller forfløttelse, vilde tale i sin Anseelse og Styrke. Men skal da tvende Riigers Vel sættes tilside for een Stads Opkomst? Kjøbenhavn kan i Sandhed ansees som een Blod-Igle, der udsuer alle Undersaatterne til Marv og Blod. Hvad den arbejdsomme Landmand med blodig Sveed fortjener, hvad den vindskibelige Handelsmand ved vovelige Forsøg og utrættelig Flid kan vinde. Kort sagt: hvad enhver stræbsom Undersaat kan sammenspare, det trækkes omsider altsammen ind i dennes fortærende Svælg. Lykkelige vare vi, om vore Rigdomme ved en bestandig Circulation løb herfra igjen ud til de øvrige Statens Deele, Lykkelige vare vi, om her som man burde haabe, fantes, hvad Kongens og Landets Tjeneste udfordrer, naar de udarmede Riiger intet meere formaae. Men herfra adspredes Alt iblandt fremmede, og Staden bliver lige forarmet. Een Hovedstad, hvor Kongerne holder sit Hoff, har altid store Fordeele fremfor andre Stæder til at erhverve sig Magt og Velstand. Men lad den bruge de Midler, som er den egne. Lad Handelen, dog uden andres Fortrykkelse, ophielpes; Thi her er altid søgning af Fremmede. Lad en talriig Besætning be- skiæftige den arbeidsomme Haandværksmand. Lad de Kongelige Collegier her have sit Sæde.

39

39

Men den maae ey tillukke alle Næringsveye for andre Lad Manufacturer og Fabriqver ophielpe de ringere Stæder hvor Levnetsmidlernes ringere Priis kan formindske arbeyderens Løn uden Klage, og befordre affætningen ved billigere Kjøb. Lad Kunster og Videnskaber dyrkes hvor de finder den bæste Anleednig; Thi de ere ej skabte for at indsperres inden visse Volde, men for at udbredes i Landet. Ja vi tør haabe, at den Viisdom, hvis Øyne vi har seet opladt til vort Vel, skal og vaage over os til at afskaffe de herved indsnegne Misbruge. Lad Philopatreias kun troe, at han indseer Rigernes Vel, naar han indseer Hovedstadens, at han taler Landets, Sag, naar han taler Kjøbenhavns, Stadens Øll-Patrioter vil derfor vist skylde ham en Æ- restytte, men Rigernes øvrige Børn vil skye hans Erindring. Hvad synes Eder højstærede Landsmænd, naar Kjøbenhavn skulle blive et Oplagsstæd for Norske Vahre? Fædrenelan-det vil da vist nok profitere. I Sandhed det vil blive os en Ære at disse Adelige Borgere vil udhøkre vore Vahre, men jeg frygter, at Factorernes Provision vil fortære Gevinsten. Og jeg tvivler paa at Norges Venner de Hollandske og Engelske, som nu saa flittig besøger, og endnu tilforn flittigere har besøgt vore Norske Havne, vil finde sig vel

40

40

ved at tage vore Norske Vahre i Kjøbenhavn.

Men at komme til vort Academie igjen, skulle da Kjøbenhavn lide saa meget ved dets Oprettelse. Det er sandt de Norske Studerende tilsætter her endeel Penge imellem Aar og Dag, men en Forandring vilde dog i saa stor en Stad vel neppe føles. Den ville des uagtet, naar det Danske Academie skulle forblive her, ej mangle Studentere. Dannemarks mange offentlige Skoler giver aarlig et anseeligt Antal deraf. Og om vi forlader dem, saa lad de gode Herrer Professores umage sig for at lokke fremmede her ind i vort Stæd. De veed nok selv bæst, hvorfor man seer her saa faae af disse, da dog deres Penge maatte værre langt kjærere; Thi de Norskes finder man altiid. Jeg overlader da til de reedelig Sindede, thi de ureedeliges hæse Raad maae her en høres, at dømme, hvorvidt denne med de øvrige anførte Aarsager, som jeg dog troer ere de vigtigste, kan være tilstrækkelige, til at hindre et Norsk Academies Oprettelse. Skulde noget i de derimod anførte Grunde være fejlet, haaber jeg een Sandheds Elskere vil rette det. Imidlertiid skal dog aldrig nogen kunde beviise, at det blev til det heeles Fornærmelse om Norge fik et Academie; men en-

41

41

hver maae derimod tilstaae vi har mange Grunde til at ønske det, da mange mindre Riiger har fleere end et deraf. Det bliver derfor Norges Haab, at vor Viise Konge forjager Fordommes Magt, og bygger paa visse Grunde. Han indseer vore Mangler og vaager for vort Vel. Førend den trængende Undersaat har tordet ønske, er ofte besluttet det som kunde tjene til vort bæfte. Et Vink fra Trohnen! saa falder alle Forhindringer, og de vigtigste Foretagender udføres.

Endnu et Par Ord til nogle svagtroende Landsmand: Videnskabernes Dyrkere svæver siælden i Overflødighed, og de grumme Nærings- Sorger gjør dem ofte Livet bittert. Af denne Aarsag har jeg hørt nogle af de her studerende Landsmænd, selv tvivle om, at det var tjenligt, at Norge fik et Academie; saasom de frygtede, at der vilde blive færre Nærings-Veye, end her, for en Studerende, som ey besad Midler. Men skulde denne Indvending være af nogen Vægt? Jeg troer ney. — Academiet blev enten anlagt i en af de store Stæder, eller i en liden Stad, eller paa Landet. I de tvende sidste Tilfælde blev dets Vilkaar næsten det samme. Blev det nu anlagt i en af de store Stæder, saa vilde Nærings-Benene blive de samme;

42

42

Thi var Staden mindre end Kjøbenhavn, saa blev og de Studerende færre. Man havde og ey der at frygte for disse Videnskabernes Smug-Handlere, som ved alt for godt Kiøb udarmer baade sig selv og sine Meborgere. Og vores Landsmænds Raisonablere i saa Fald er bekjendt, en allene for Landets Børn, men og for Fremmede. Et Beviis herpaa giver de Danske Studenter, som saa gjerne søger vore Conditioner. Blev derimod Academiet anlagt paa et andet belejligt Stæd i Landet, som af adskillige Aarsager var meere at ønske, saa blev der vel tillige føyet saadanne Anstalter, at nogle trængendes Omstændigheder derved kunde ophjelpes; naar der kun fra Begyndelsen blev vaaget over, at Professorernes Børn ey maatte op- æde Academiets Fedme; at hverken Venskab, Svogerskab, eller de Stores Recommendationer, maatte berøve Dueligheden sin bestemte Deel. Hertil kommer den Fordeel, at være sine Venner nærmere, som med adskillige Nødvendigheder, uden den besværlige PengeUdgift, kunde komme saadanne til Hjelp. Færre Anledninger til unødvendige Udgifter ville tillige spare meget. Ja blev desuagtet nogen tvunget at forlade Academiet, førend han ønskede, saa kunde han lettelig ved een sparsommelig Flittighed paa andre Stæder i

43

43

et eller to Aar erhverve sig det, hvorved han siden kunde fortsætte sine Studeringer; Een Fordel, som vel mange har erfaret, nu maae arbeydes for 6, ja 8 Aar og længere. I Betragtning heraf, tvivler jeg ikke paa; at jo og disse Landsmænd vil billige dette Ønske: at Landets Fader, ved et Academies Stiftelse i Norge, vilde opmuntre fleere til at forskaffe sig Videnskabs og Kundskabs skiulte Rigdomme, og saaledes give Landets Fiender, Egennytte og Misundelse, et ulægeligt Saar; Thi ved Videnskaberne, ey just ved mange af disse udhungrende Pedanterier, som nu læres i Skolerne og ved Academiet, men ved gode og nyttige Videnskaber, forfremmes Landets Vel, og den stræbsomme Borger glæder sig ved, i disses Lyys at kunde finde den nærmeste Vey til sine Ønsker.

Nota. Da jeg har udladt mig med, at det syntes ønskeligt, om Norge fik et Academie, at det da blev anlagt inde i Landet; men jeg veed, at mange er af andre Tanker; Saa maatte det komme an paa, hvilken Meening en viis Overveyelse fandt mest grundet. Jeg kan ey nægte, at jeg jo ved dette Stæd har tænkt paa Hedemarcken i Aggershuus Stift, hvor der

44

44 i forrige Tider var een af de anseeligste Stæder. Denne er den frugtbareste Egn, og Adkomsten er ey af de besværligste; Men den Indvending; jeg seer man vil gjøre mig, er dog ey uden Vigtighed, nemlig: Det var at befrygte, at der kunde indfalde haarde Aaringer, som kunde udhungre Muserne. Dog, jeg haaber, at Viise Indretninger kan for Eftertiden forekomme den Mangel, som tilforn et eller andet Aar kan have trykket denne og andre Egne t Norge. Imidlertid skulde andre Stæder have vigtigere Grunde for sig, kan Fædernelandet blive ligevel tjent. De smaae Søe-Stæder ved Vester-Kamen vilde maaskee, hvad Beliggenheden angaaer, have de største Fortrin.