? Tanker. Forfattede i Anledning af en Normands Undersøgelse, hvorvit de Aarsager kan gielde der anføres som Hindringer for et Norsk Academies Oprettelse.

Tanker.

Forfattede i Andledning af en

Normands Undersøgelse,

hvorvit

de Aarsager kan gielde der anføres som

Hindringer

for et

Norsk Akademies

Oprettelse.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos I. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts Strædet.

2

        

3

Til Forfatteren af Undersøgelsen.

Din frimodige Undersøgelse, min kiere Landsmand! og Forslag til et norsk Akade- mies Oprettelse har høilig behaget en stor Deel Normænd, som jeg kiender, fra dem slutter jeg til de øvrige Patriotisksindede. Thi om Restens Biefald, der med Flid har afført sig al norsk Tænkemaade, endog indtil Udtalen i

4

4 Fortale.

Sproget, troer jeg du, ligesaa lidet som jeg, bekymrer dig. Blant de Danske selv har jeg fundet mange faa billige, at de har tilstaaet Nytten af et Akademie i Norge, ja endog ønsket dit Forslag i alle sine Dele iværksat. Dog har der ikke heller manglet dem, som med en meget betydende Mine og høilært Smil har sagt: ja vist, ville et norsk Akademie giøre stor Opsigt i den lærde Verden; hvilken brav Karl vilde vel der være Professor? & c. — Man værdigede ham ikke engang Igiendrivelse, thi den maatte have begynt med at føre ham hans Forbindelse og Pligter mod Norge til Hierte. Lad os kun, min Landsmand! foragte slige upatriotiske Indfald, allerhelst, saa lenge de ikke ere forbundne med Magt til at skade os.

5

5

Fortale.

Vort fortrængte, og som du rettelig siger, i mange Aar foragtede Fæ- dreneland, har hidtil savnet en Redelig, som har villet og kundet tale dets Sag. Undersaatternes Ønsker for deres Velfærd, have aldrig kundet trænge igiennem Egennyttes, Partiskheds og Misundelses Pallisader til Thronen. Man har altid meget omhyggelig passet paa at undertrykke og qvæle dem i Fødselen. Har Patrioten taget Penen fat, saa har man ved at tilbageholde det almægtige Imprimatur, kundet tvinge ham, enten til at lade sit Skrift blive utrykket, eller til at male om igien de beste Træk derudi, alt efter Bedømmernes GotbefindendeHavde nu vor vise og dyrebare Konge ikke raadet Bod paa denne Uorden, ved at tillade en almindelig Skrive- og

6

6 Fortale.

Trykke-Frihed, saa skulle de uden Tvil have erfaret, at baade din Undersøgelse og disse mine Tanker, ja fornemmelig maaskee disse 2 Skrifter havde aldrig faaet Lyset at see. Aarsagen begriber du selv.

Imidlertid er og bliver dog et Akademie i Norge en af de vigtigste blant de utallige Fornødenheder, hvis Savn for nærværende Tid meest trykker dette Rige.

Gid nu ogsaa en eller flere Patrioter, som bære en sand Kierlighed til deres Fædreneland, og som have den fornødne Indsigt i dets indvortes Beskaffenhed. Gid de, siger jeg, ville ogsaa nu paatage sig at skrive om andre Dele af Norges Tarv, og fremstil-

7

7 Fortale.

le i fuld Lys de mange øvrige StatsSvagheder, som uden hastig mellemkommende Redning, truer dette skiønne Kongerige med ufeilbarlig Undergang. De Prøver vi allerede have havt paa, Kongens Bevaagenhed for Norge, svarer til den inderligste Hengivenhed, hvormed de Norske i Almindelighed elfter og ærer ham, trods alle falske Begreber, som Avind saa gierne ville formeere baade sig selv og andre derom; disse Prøver give os største Grund til at haabe, at der ogsaa i Fremtiden vil med den samme Iver blive raadet Bod paa vore Mangeler, som de Danskes, naar kun en Normands Pen var hældig nok for at blotte dem paa den rette Maade, og hans Skrift heldigt nok til at komme Monarken for Øinene.

8

8

Fortale.

Men for at komme igien til din Undersøgelse, angaaende det norske Akademie, da skylder alle Normænd dig megen Tak, for din gode Hensigt mod vort Fædreneland. Enhver, der læser dit Skrift, maatte jo være blind, naar han derudi ikke kiendte Patrioten, thi dennes Stemme, i hvor den for Resten er, har dog noget besynderligt og eget i sig, som den Falske og og Ure- delige giør sig forgieves Umage med at efterligne. Som Patriot begierer du ikke at fritages for dine Landsmænds Domme og Kritike, tvert imod, du ønsker selv, at nogen Redeligsindet ville undersøge dit Skrift, og de Grunde, hvorpaa du bygger Forslaget til det norske Akademie. Du ønsker selv, at nogen som kiender Landet, vilde tage Sagen i nøiere Betænkning, og til dens fuld-

9

9 Fortale.

komne Oplysning bekiendtgiøre sine Tanker offentlig.

Dit Forslag behover sandelig nærmere Bestemmelse i visse Stykker, og to kan du ikke nægte, seer jo bedre end een. At jeg derfore udgiver disse pa. triotiske Tanker over samme Materie, troer jeg fornærmer dig saa lidet, at du heller forøier dig derover, saasom dette er just hvad du ønsker.

Jeg for min Part seer gierne, at nogen dertil berettiget, det er at sige, nogen Norsk vil undersøge dem, og jeg er stedse villig til at frastaae alt, hvori noget urigtig maatte befindes.

Skal vi norske da prøve hinandens Tanker, skal vi endog nødes til at

10

10 Fortale.

igiendrive hverandre, saa bør det skee i saa stor Kierlighed og med saa lit Bitterhed, at hele Verden kan see, det vi (tvert imod vore Forgiengeres Exempler,) skriver ikke for at bides, men for Sandhedens upartiske Undersøgelses Skyld, og af en reen Kierlighed til vor Fædreneland, den vi heller stræ- be at udvise i Gierningen uden Indskrænkelse til visse enkelte Provinser eller Byer, end at broute af paa Ti- telbladet.

Lad slig Bitterhed af Vankundig- heden kaldes med hvad Navn den vil, lad den kun kaldes en høi Grad af patriotisk Iver, som bliver nok det mil- deste Navn den fortiener: Gaa væ- re det dog langt fra at vor norske Patriotisme skal blive saa enthusia-

11

11 Fortale.

stisk; thi vi have allerede lært, at Affekternes Rolighed befordrer den Klarhed i Forstanden, som er Patrioten saa høistnødvendig, naar han engang skal skrive for sit Fædreneland.

12

Burde og kunde Norge have et Akademie?

Titelen og ovenstaaende Brev viser, hvad som har givet mig Anledning til denne Afhandling, og hvad man har at vente sig i samme. —

Jeg har ikke i Sinde at igientage noget af det, Forfatteren til Undersøgelsen har sagt, uden for saa vit, som hans Setninger kunde fordre, enten aldeles Rettelse, eller nøiere Bestemmelse, eller en bedre Orden; men min Hovedhensigt er at fremsette og forklare mine egne Tanker om et norsk Akademie. Jeg indseer min Svaghed i denne Materie med den skyldigste Erkiendelse deraf, og holder slet ikke for, at der jo

13

13 bliver meget at sette ud, paa det jeg her skriver. — Men mine Landsmand tier jo.

De af dem som kunde have bedre Indsigt

end jeg, og som ere i den Alder og Vei,

at de kunde selv have Fordeel af at faae

et Akademie i Norge, disse skriver intet, da Tiden er saa ønskelig og beleilig dertil. — Jeg derimod, hos hvilken en lang Fraværelse kunde med Rette troes at have for- kiølnet den Patriotiske Iver, jeg taler et Fædrenelands Sag, som jeg har intet Haab oftere at see. Derfore haaber jeg og at mine Landsmand har mig undskylt om Evnen ei har svaret til min gode Villie. De egennyttige Domme bryder jeg mig ei om. Jeg legger hertil, at jeg meener endnu at kiende visse Dele af mit Fædreneland temmelig nøie, og uden for den Kundskab jeg har skal jeg aldrig vove mig, eller handle om det jeg ikke forstaaer. Dette maa være nok til at retfærdiggiøre mit Foretagende.

Her spørges først: Burde Norge have et Akademie? Det hedder med andre Ord: Burde et stort Kongerie af meer end 300 Miiles Længde, have nogen An-

14

14

stalt inden Landers Grændser, hvorved Ungdommen kunde oplæres i de fornødne Videnskaber, uden at sætte baade Siel og Velfærd, Gods og Rygte i Vove blant Fremmede, og endda komme næsten lige klog hiem? Fra hvilken Punkt man end betragter dette Spørsmaal, saa kan man ei andet end svare Ja dertil.

Min Forgienger i denne Materie har temmelig eftertrykkelig vist endeel Grunde, hvorfor et Akademie bør være i Norge. — Nogle af dem ere paa Indbyggernes og de Studerendes Side: Kostbarheden at opholde sig i Kiøbenhavn. Det som en Student der behøver for at komme ud med et Aar, troer jeg vilde hjemme i Norge være tilstrækkelige Tærepenge for ham i to Aar, naar Akademiet blev anlagt paa et andet Sted som ikke var alt for kostbart. Vor Ungdom vover sig ind i en stor Hob moralske Farligheder, naar den kommer til Kiøbenhavn, som den i det minste kunde undgaae hjemme. Disse drage som oftest mange physiske Uleiligheder med sig, saa at Norge i Steden for friske og sterke Borgere, som det

15

15

sender til Kiøbenhavn, faaer gierne svage og skrøbelige Beenrader tilbage, hvis Helbred for deres øvrige Livstid er knækket. Desuden veed enhver, hvor usund den Kiøbenhavnske Luft er for Fremmede. En blant tyve af Ankommende, skal efter nogen Tids Ophold der, neppe undgaae Sygdom, med mindre han har Lejlighed til at leve besynderlig got, og ellers bruge kraftige Præservativer; det første nødes de fleste Norske til at lade blive, og hvo siger at man skal reife til Akademiet for at medicinere? Hvad Billighed er der i at jage et heelt Lands Ungdom ud af den Himmel-Egn, som den er vant til, naar alt det samme kunde læres og forrettes hiemme som andensteds? — Sandelig Kiøbenhavn er dog umættelig! den fordrer ikke allene de Norskes Penge og Midler, som en ordentlig paabuden Skat, men den vil og, at de skal tolde endeel af deres Helbred inden dens Volde. Mon ikke mange norske Studentere havde levet endnu, hvis de ei havde været nødt til at søge deres Død her. — — Men nok

16

16 Paa Statens Side ere der og vigtige Grunde, som kunde overtale til et norsk Akademies Oprettelse. En Stat har alletider Fordeel af, at de enkelte Dele i den staaer nogenledes i Ligevægt med hinanden, i Henseende til Indbyggernes Velstand. — Er en Provints overflødig riig og en anden meget fattig i en og den samme Stat, naar begge ellers havde lige fordeelagtige Veie at sætte sig i Velstand paa, saa seer enhver at den Stat er syg. Nu udtømmer Norge til Kiøbenhavn mange af sine Midler, som det kunde med al Rette forlange at beholde selv. — —

En stor Deel af den slette Tilstand, som dette Kongerige er udi, kan det tilskrive de kostbare Udmarcher, som det har været nødt til at lade sine Børn giøre i saa mange Aar.

Man efterregne kun, hvor meget der af Normændene fortæres i Dannemark mellem Aar og Dag, og spørge saa: Er dette Ligevægt? Norge har, saa vit jeg veed, ikke en Skilling eller Skillings Fordeel af

17

17

Dannemark, men vel Dannemark af Norge, og den undte vi dem gierne til Maas de, naar den kun ikke gik over Grændserne. End mere: Naar de norske Penge maatte tillige med den norske Ungdom faae Lov at blive hiemme, saa havde Staten den Fordeel deraf, at den eiede meer circulerende Rigdom, i det minste der oppe; thi alt hvad af Penge kommer til Kiøbenhavn, troer jeg er at ansee som forlovet for Staten, da denne kierlige Oldmoder dies alt for sterkt, ja indtil Blodet, af udenlandske Stifbørn, naar hendes egne lide baade Hunger og Tørst.

Staten har og Fordel af at eie dydige velopdragne og gudfrygtige Borgere. En af deres fornemste Beskæftigelser burde jo da være at danne sine Børn saaledes. — Men man synes at handle tvertimod denne Hensigt, naar man forpligter et helt Kongerige til ar vove alle de af sine Børn som skal lære noget, ind i Kiøbenhavn, hvor enhver veed, at Ungdommen lettelig fordærves, og i Steden for at blive Støtter, heller blive til Byrder, baade for Staten, Kirken og det Almindelige. — Men hvor

18

18

faa ere ikke de Normænd som undgaae denne Fare? —

Den Indvending, at Kiøbenhavn vilde tabe for meget ved at miste de norske Studenteres Penge, er af saa liden Vigtighed, at Forfatteren til Undersøgelsen burde ikke have giort sig nær saa megen Umage med at besvare den. Og i hvor grundigt dette end er skeet, saa havde dog saadant Svar været alt nok. — Hvor staaer det skrevet, Messieurs! at de øvrige Statens Dele skal med deres Sveed underholde Kiøbenhavn?

Mon det og blev tienlig for Videnskaberne at Norge fik Akademie? maatte nogen spørge. Kiere! er da al Lærdom indsluttet i Kiøbenhavn? og skulde den ikke li- gesaavel kunde blomstre i Norge som der? Jeg behøver kun at henvise den tvivlende til de anseelige Frugter, som de Kongelige norske Videnskabers Selskab har leveret os af deres lærde Bemøielser.

Døm deraf, min Ven! hvad man kunde haabe af et ordentlig indrettet Akademie

19

19

der. Døm deraf, om Muserne ikke ligesaa vel trives i det kolde Norge, som i det taagefulde Kiøbenhavn, naar de kun finder flittige Dyrkere. Ja, just derpaa kommer det an, siger du. Men jeg vil gotgiøre, at man havde Aarsag til at haabe flere saadanne af den norske Ungdom, naar den kun maatte studere hiemme, end man hidindtil har seet.

Kiøbenhavn er overalt et ubeqvvemt Sted for Studerende. Tusinde Adspredelser har det endog for dem, som der ere opdragne, hvor meget mere for Fremmede? henfalder de da til Vitløftighed i Levnet, som de har største Lejlighed til, saa Farvel Studeringer! Men jeg setter, at de giøre det ikke, at de tvertimod leve saa ordentligen som man kan forlange. De vilde endda faae Anledninger nok til Tidsspilde. — @Saa mange uvante Ting for dem at give Agt paa, saa mange hidtil ubekiente Tidsfordrive, som de jo endelig maa tage Deel udi, afholder dem fra den Stadighed i Studeringer, som bør findes ved Akademiet, og som giør lærde Mand. Hertil kan legges,

20

20

at de Norske tabe i Kiøbenhavn gemeenligen al deres Munterhed til at studere. Mangel paa det fornødne, som trykker, desværre! de fleste af dem; Længsel efter Venner og Fædreneland, som de i de Unge, ja ofte i Barndoms-Aarene maa skilles fra; Ræd- sel for at falde i de græsselige Rovfugles Klør, som de dagligen see at efterjage baa- de deres Uskyldighed og Velfærd, og som de ikke uden Gysen kan tænke paa; Kiedsomhed over al den Ondskab, som de der høre og see omkring sig; alt dette kan nok knekke baade Sind og Legeme paa vore ærlige Normænd, og betage dem Munterheden til deres Studeringer.

Men med hvilket nyt Liv, med hvilke fornyede Kræfter, med hvilken Lyst og Iver, og til hvilken Nytte for Videnskaberne og de boglige Konster, vilde de derimod ikke dyrke dem hiemme, hvor de udvortes Omstændigheder vare lit mindre uangenemme for dem? — Maaskee ogsaa Kappen og Æmulation vilde efter Forfatterens Meening ikke allene drive Professorene, men og de Studerende til mere Flid.

21

21

Et hvert Akademie vilde have Prisen for at have frembragt de største Mænd og beste Skrifter. Normanden giver ingen Na- tion efter i Ærekierhed; og Videnskaberne i Almindelighed kunde vinde derved.

Endelig er der visse Videnskaber, som slet ikke med den Held og Fremgang kan dyrkes i Kiøbenhavn, som i Norge, og disse ere just de vigtigste og nyttigste for Staten. Hvor mange Rariteter og Selsomheder, foruden en større Overflødighed af de naturlige Natur-Produkter, vilde ikke beskieftige Naturforskerne, naar kun nogen saadan fantes der? Hvor mange paa andre Steder ubekiendte Ting, vilde Lægen ikke der opdage, og giøre brugbare og nyttige i hans Konst.

Norge er fult af Forandringer i Naturen. Landets Beskaffenhed er ikke paa et Sted som paa et andet. Er end den beste og fordeelagtigste LandhuusholdningsMaade for en Provints udfundet, saa tænke ei Patrioten, at han dermed kan slaae sig til Rolighed. Nei! han reise kun ind

22

22 i en anden Provins , han reise kun over et Field til neste Kirkesogn, og han skal med Forundring finde alting saa forandret, at hans hele forrige Plan bliver ikke allene her ubrugbar, men ofte skadelig at følge. Han maa udarbeide en anden, som passer sig bedre til den Egn der nu er bleven Gienstanden for hans Flid og Opmærksomhed. Saaledes forestaaer ham overalt nyt Arbeide. — Hvo seer da ikke, af hvilken udstrakt Vitløftighed den norske Oekonomie er, og hvor nødvendig den tilligemed Naturhistorien og Lægekonsten maatte næst Gudslæren, den verslige Visdom, Maalekonsten og Lovkyndigheden med største Flid opelskes og dyrkes ved Akademiet. Mon dette kunde med samme Hæld skee i et Studerekammer i Kiøbenhavn, som hiemme i Landet? Del skal aldrig nogen faae mig til at troe.

Nogle Regler, saa fradragne og almindelige, at de i det minste kunde passe sig til de nordiske Riger overhovedet, udgiør ikke Oekonomiens Studium. Et Land, saa fult af Forandringer i Naturen, som Norge, maa kiendes i alle sine enkelte Dele.

23

23 Men de fleste Danske kunde jo ikke engang giøre sig et almindeligt Begreb om dets Beliggenhed, uden at have seet det: Hvorledes skulde de da kunde lære vor Ungdom Landets indvortes Huusholdning, at jo enhver fornuftig Bonde der oppe skulde giøre det langt bedre, omendskiønt hans Fortienester baade i Agerdyrkningen og andre Dele af Oekonomien, der ofte overgaae hvad man skulde troe og tænke, hverken kiendes eller udbassuneres i Aviserne. O! hvor indskrænket er dog ikke eders Syn, ædle Patrioter!

Jeg forbigaaer, hvad Forfatteren af Undersøgelsen har sagt om Norges saavel Kirkelige som Verdslige og Lov-Histories Dyrkelse, hvortil Nærværelsen i Landet vilde give større Leiligheder end ellers.

Her seer man da, hvad Videnskaberne i Almindelighed, hvad de for Staten nyttigste og nødvendigste Videnskaber i Særdeleshed vilde vinde, om Norge var saa lykkeligt at faae sit eget Akademie. Følgelig er det første Spørsmaal: Burde Norge

24

24

have et Akademie? i alle sine Dele fuld- kommen besvaret.

Nu spørges for det andet: Kunde og

Norge have et Akademie?

Jeg svarer Ja, saa fremt Kongen vilde tillade det. Hvad jeg her siger, skal jeg siden bevise. — Jeg holder det ikke for- nødent med Forfatteren af Undersøgningen, at raabe paa Norges Velstand i gamle Dage, da det eiede saa mange herlige Stiftelser, og kunde føde baade Prælater og saa mange Klostere fulde af hellige Lediggiengere uden at lade nogen af dem lide Nød, og deraf giøre den Slutning: Derfor kunde det nok endnu taale at have og underholde et Akademie.

Der er stor Forskiel paa Norge nu og i gamle Dage. Tilforn var det, som i Almindelighed de nordiske Lande, fult af Rigdom og Velstand. Nu derimod fuld af Armod og Elendighed. De Rigdomme som Geistligheden og Klosterne oppebare af Borgerne, bleve for det meste i Landet. Kom

25

25

opslugte vel endeel af dem, det nægtes ikke, men Kiøbenhavn og Fremmede sluger nu omstunder mere, det paastaaes aldeles.

I de lykkelige Tider, som Forfatteren omtaler, var Norge, (hvilket man maa merke,) deels regieret af sine egne Konger, deels af de Danske, men med mere Agtpaagivenhed og Omhyggelighed, end siden skeede, saa som Foreeningen imellem det og Dannemark var endda i sin Barndom, og en alt for spæd Plante til at taale Skiødesløshed.

Det være langt fra mig at skrive paa Kongernes Regning, at Norge er uomhyggelig behandlet. Nei! de have altid med Upartiskhed deelt deres Kierlighed lige imellem Rigerne, hvilket begges Undersaattere med storste Taknemmelighed og Hengivenhed noksom erkiender. Men enten saa vort Fædrenelands Fraliggenhed fra Residentsstaden og Hoffet, eller vore Fienders lumske Ef- terstræbelse, yttret i Sandhedens Fordølgelse for Monarken, eller Egennyttens andre nedrige Hensigter have voldet det, saa lærer dog nu Erfarenhed, at det er gaaet, som

26

26 jeg siger, nemlig at Norge formedelst Man- gel paa Omhyggelighed er nedsynket i den dybeste Armod og Elendighed, som er saa meget farligere og ulægeligere, da enhver her nede i Dannemark, (hvilket jeg med Forundring har mærket,) staaer i den vrange Indbildning, at Norge er et blomstrende Land, hvor man svømmer i Guld og Sølv, og hvor aldrig nogen Mangel kan have Sted. Men hvor dyrt denne Fordom har ofte kommet os at staae, er her ikke Sted at vise.

Gid vor Christian vilde med sin høie Nærværelse snart oplive de efter ham sukkende norske Indbyggere, og med egne milde Øine see deres Nød, for at kunde desto eftertrykkeligere afhielpe den. Men jeg kommer igien til min Hovedsag.

Jeg siger, at det er just ikke fornødent at paaraabe Norges forrige Velstand, naar her spørges, om det nu har Leilighed til at underholde et Akademie, eller ikke; thi det er gaaet med den, som med Sneen, der falt i Fjor, efter Ordsproget. — Men alligevel tør jeg svare Ja til Spørs-

27

27

maalet: Kan Norge Have et Akademie? I hvor fattigt Landet er, i hvor mange Vanskeligheder saadan en Stiftelse synes at medføre, saa skal der dog blive Leilighed dertil. Jeg tænker at hele Spørsmaalet kan best afgiøres i disse 2 Punkter: Først at anvise en tilstrækkelig Fond, til saa stor og vigtig en Stiftelse. Dernæst et Sted, hvor Akademiet kunde anlegges beqvemmeligst og fordeelagtigst for de Studerende.

Hvad den første Punkt er angaaende, da blev det vel vanskeligt, ja, aldeles umuligt, at tilveiebringe fra et eneste Sted slig en Summe, som Akademiets Stiftelse fordrede, med mindre Monarken vilde befale, at man efter Forfatteres Forslag skulde bruge Thomas Angels Midler dertil.

Men, omendskiønt denne rige og veltænkende Mands store Legatum til et Fattighuses Oprettelse o. s. v. var alletider bedre anvent for Staten og Riget, naar det blev brugt til et Akademies, saa behøvede man jnst ikke at angribe det, da jeg har ladet mig sige, at der desforuden skal være

28

28

en stor Deel Midler efter ham, som ei ere til noget vist Brug bestemte. Disse mener jeg kunde gierne uden nogens Klage derover, tages og anvendes til saa nyttig en Stiftelse som et Akademies, og jeg troer vist, dersom Salig Angel nu havde levet, da havde han selv frembudet nogle, om ikke alle sine Midler til sligt Brug. Men sæt, at vi ikke kunde faae en stor Fond til Akademiet fra et eneste Sted, saa kunde vi hiel- pe os alligevel. Vi skulle fra adskillige

Steder faae det fornødne samlet sammen. Jeg vil foreslaae og noget nøiere bestemme en Deel Kilder hertil , blant hvilke min Forgjenger saa løselig har berørt nogle i hans ret gode Afhandling.

1). Kunde der ansattes en vis Taxt, hvorefter enhver Embedsmand i Norge skulde aarligen erlegge noget pro Cento til Akademiet af hans Indkomster, som skulde under Fed angives af de Geistlige til Biskopen, og af de verdslige til Amtmanden. Deraf kunde enhver siden lettelig udregne, hvad han havde at betale. Herhos maatte mærkes, at den verdslige Embedsmand burde

29

29

ansættes noget høiere end de Geistlige, af Aarsag, at disse, uden at have større Formue, har stedse havt større Byrder end hine, og desforuden allerede hidtil betalt en anseelig Akademie-Skat. De verdslige, som har varet forskaanet for denne, har dog med samme Frihed betient sig af Akademiet, baade for deres egne og deres Børns Personer, som Geistligheden, og ville vel i Fremtiden giøre det samme, hvad billigere derfor, end at den Skat de nu bør erlegge af deres Embeders Indkomster, bliver noget større end de Geistliges, allerhelst da disse sidste, uden at undtages fra denne nye Akademie-Skat, burde tillige vedblive at betale den forrige, men til Norges eget Akademie. — Dernæst at ikke Proprietairer paa Landet og Kiøbstads-Borgere skulle være aldeles frie, da disse og lader deres Børn studere ved Akademiet, saa kunde de begge ansættes til at betale efter deres Formue; men de sidste desforuden, ligesom nu nyelig saa viselig er skeet i Kiøbenhavn, for at ophielpe Opfostrings-Stiftelsen, paalegges at give til Akademiets Beste en aarlig Skat af alle Heste som holdes til Pragt, Be-

30

30 qvemmelighed o. s. v. Dette altsammen tilligemed Embedsmandenes pro Cento Skat, burde ikke vare længer, end til Akademiet fik lit Kræfter, og enten ved Legater, (af hvilke vore patriotiske Norskes Ædelmodighed lover os med Tiden en Deel,) eller andre Leiligheder blev fat i den Stand, at det trængte ei mere dertil. —

2). Kunde en Deel af det her værende Akademies Beneficier drages til det Akademie, som blev anlagt i Norge. I den- ne Post er jeg aldeles eenig med Forfatteren af Undersøgningen. Thi de gode Mænd som have stiftet Beneficierne og Collegierne i København, have sandelig da de giorde dette, ligesaavel havt Øiemærke til de Norske som til de Danske Studerendes Hielp og Understøttelse. Hvad de tilforn have nydt i Fællesskab, siger rettelig Forfatteren, bør de dele, saasnart Fælledsskabet ophører. Lader os nu see, efter hvilken Proportion det norske Akademie skulde dele Beneficierne med det danske. De her ved Universitetet studerende Normænd forholder sig til de studerende Danske i det mindste som 1 til 3.

31

31

Følgelig har det Ret til og bør tage med sig en tredie Deel af alle Beneficier. Men da nogle af Collegierne, naar man fratog dem den tredie Part, maatte blive alt for ubetydelige, og et Stykke af Bygningerne ved samme Lejlighed komme til at staae ledige, uden nogen Nytte, ikke at tale om de mange fortrædelige Regnskaber og Bryderier, som saadant Deeling af et hvert enkelt Stykke vilde foraarsage. Saa troer jeg at det danske Akademie var best tient med at lade det Norske tage et eller andet Beneficium reent bort, for selv at beholde de øvrige hele og holdne tilbage, lade det sælge Bygningerne sig til Indtægt, og forflytte deres hele Fond med hvad videre dertil hører, op til Norge, hvor man efter Behag enten kunde lade dem forblive i forrige Tilstand, eller slaae dem sammen til et. Især var det Kongelige Communitet en alt for vigtig Herlighed til at de Danske burde beholde den allene, da Normændenes Ret efter udtrykkelige Kongelige Privilegier, er ligesaa stor dertil, som deres. Jeg vil ikke tale om de mange andre Stipendier, som ikke ere bundne til noget vist Collegio. Af

32

32

disse faaer Normændene sielden noget, og det er for det meste ikkun visse Familier, som Stifterne have givet nærmeste Privilegium til at nyde den. Kort sagt, denne Kilde, at dele kierlig og broderlig med det Danske Akademie vilde blive baade riig og retmessig nok til at bestride en stor Deel af vore Omkostninger ved det norske Akademies Stiftelse.

Jeg venter strax denne Indvending af de Danske: Hvor skulle man da giøre af de Studentere, der endnu have Pladse i Beneficierne, som I ville bemægtige eder? Hvad de danske Studentere angaar, da kunde man jo befordre dem til de allerførste ledige Steder i de endnu for Kiøbenhavns Akademie tilovers værende Beneficier. De Norske derimod kunde, have nærmeste Adgang til dem de havde tabt, ved det nye stiftede Akademie hiemme. Altsaa seer De, mine Herrer! at man behøvede just ikke at slaae forbenævnte Studentere ihiel, for at faae deres Steder ledige, og mit Forslag iværksat. Der gives nok af mildere Midler til at blive af med dem.

33

33

3). Det kunde hende sig, at Hans Maiestet behagede med en Kongelig Skienk at forøge det norske Akademies Fond, som nu allerede er bleven temmelig riig; og hvorfor skulde man ikke haabe det, da han tilforn ved andre saadanne Lejligheder har viist Prøver nok paa sin store Gavmildhed?

4). Ligeledes var det ei at tvivle paa, at jo enhver Patriot, som Forsynet havde sat i gode Omstændigheder, vilde jo godvillig bidrage med noget til en Stiftelse, der saa længe har været ønsket. Deres Gaver kunde man beqvemmeligst samle ved Subskription.

Her haaber jeg da at have anviist temmelig rige og tilforladelige Kilder, hvoraf Penge til det norske Akademies Stiftelse og Vedligeholdelse skulde udflyde, og altsaa fyldestgiort den første Punkt af Spørsmaalet: Kunde Norge Have et Akademie? Nu kommer jeg til den anden, nemlig, at anvise et Sted, hvor Akademiet, kunde anlegges beqvemmeligst og fordeelagtigst for de Studerende. —

34

34 Jeg underskriver gierne med Forfatteren, at det slet ikke er fornødent at Akademiet skulde være ved Søekanten, ikke engang ved nogen Bye, mindre i en af de store Steder; han slutter saaledes: Det burde ligge midt i Landet, i en for Transporten beqvem Egn, der var frugtbar nok for selv at tilbeiebringe de fornødne Fødevare til saa mange Mennesker, som nødvendig der vilde samle sig. Saadan en Egn er Hedemarken i Aggerhuus Stift, meener han. Sant nok, benævnte Provints er den aller: frugtbareste i hele Norge paa Korn, og kan foruden sig selv forsyne mange af sine Naboer dermed. Hvad Fede-Vare ere angaaende, da har den vel derpaa ingen Overflødighed, men kunde med ringe Bekostning have dem fra den næst hosliggende Provints Guldbrandsdalen, som aarligen udfører en stor Mængde til Christiania og anden Steds. Hedemarken har dernæst den beqvemmeste Beliggenhed ved Kongeveien, og i øvrigt alle de Behageligheder, som nogen vil forlange.

Men have vi seet Fordelene, saa lader os ei heller glemme Vanskelighederne, som

35

35

ere derved, at Akademiet skulle være paa dette Sted. Lader os see at faae dem op- løfte paa den beste Maade. — Jeg har til- staaet, at Hedemarken er det allerfrugtbareste Sted i hele Norge paa Korn; men har den vel meget tilovers deraf, naar den faaer forsynet Foldals og Røraas Verkerne, og visse Steder udi Guldbrandsdalen, som træn- ge til at kiøbe denne Produkt? Naar den ligeledes faaer en stor Deel af sit Korn til Brændeviin, hvormed den forsyner næsten hele Oplandet? Jeg mener Nei. I det minste ikke saa meget, at deraf kunde foruden Stedets ordentlige Indbyggere underholdes 5 til 600 overordentlige, (saa mange Siele maatte Akademiet dog vel vist trække til sig i alt.) Altsaa maatte Brændeviins-Brænden for det første alvorlig hemmes. Man maatte sætte stærk Straf baade for Forordningernes Overtrædere, og for øvrigheden selv, naar den forsømte at opsøge og afstraffe disse. I det mindste maatte man lave det saa, at ingen torde saa aabenlyst og saa upaatalt, som gemeenlig skeer, længere øve dette forbudne Haandværk. Paa denne Maade kunde en heel Hob Korn spa-

36

36

res og haves i Behold til Akademiets tieneste. Dette var og langt bedre Middel, end at forbyde Hedemarken Udførfel til andre Steder. Thi hvorvel Røraas og Foldals Verker kunde nok faae Korn anden Steds end herfra, saa havde de det dog ikke for saa got Kiøb, som nu, og hvo veed ikke, Hvilken væsentlig Fordeel Proviantens lette Pris er for Værkerne i Norge. Men til Guldbrandsdalen maatte Hedemarken dog uomgiengelig blive ved at udføre en Deel, saa fremt de Fattige paa det første Sted skulde faae noget at leve af, og den jammerlige Hungers-Nød, stor nok før, skulde ikke blive endda større. Neppe har Dannemark i sine frugtbareste Provincer og de beste Aaringer været nødt til at spise sine Fattige med det bedrøvelige ildesmagende Barke-Brød, som Norge stedse maa giøre. — @ Jeg taler nu kun om, hvordan det gaaer i de frugtbareste Provincer, og nævner ikke engang, at man i Finmarken og paa andre ufrugtbare, men tilstrækkelig Tilførsel manglende Steder, har seet den fattige Huusfader med sin Familie, at opgive Aanden ved Strandbreden med Muskelskallene i Munden,

37

37 som de havde samlet og slugt raae i sig for Hunger.— O! Konge! gid Du saae alle Dine Børns Nød og Kummer, hvor rørtes ikke Dit ømme Hierte! — Men jeg kom nu for langt af Veien.

Den ene Post i Henseende til Proviant er da afgjort. Hedemarken kunde skaffe Korn og Guldbrandsdalen Fedevare for Akademiet. Men er alting dermed afgiort? Her er endnu flere Vanskeligheder tilbage. Akademiet er nu vel forsynet om Sommeren. Lad os tænke paa, naar Vinteren kommer; kan Hedemarken da skaffe Brænde nok uden at giøre dyr Kiøb derpaa? Hvilket vanskeligt Spørsmaal at besvare i en Hast! Det er ingen Konst at faae Brænde hvor man er, naar man vil betale saa meget mere derfor. — Men her er kun i Almindelighed Spørsmaal om et ei for kostbart Leve-Sted, der NB. ogsaa har de øvrige fornødne Egenskaber for et Akademie. Kulden er paa de Steder langt stærkere end ved Søekanten, ja saa stor, at man til visse maatte bruge fire Gange saa meget Brænde til et Kammer hele Vinteren igiennem, som her i Sielland, eller i Kiøben-

38

38

havn. Naar Prisen da var for høi derpaa, saa vilde denne Post allene være Akademiet til en utaalelig Udgift. — Visdommens Sønner maatte for alting ingen Frost lide om Vinteren. For sterk Kulde og for sterk Hede betager i lige høi Grad altid Muserne deres Virksomhed. Men nu har Hedemarken selv vel ingen betydelige Skove, naar man undtager den noget afsides liggende Mordskov. Den største Deel af Provincen er flad og opryddet til Jordebrug. Bemeldte Mordskov er en saa kaldet Alminding af nogle Miles Størrelse, og leverer aarlig meget Brænde, som Indbyggerne i Mangel af at Have det nærmere, opkiøber i saa kaldte VedFlaader, der føres paa Miøsen. Kunde man ved at fastsette Prisen derpaa, hindre Brændet fra at løbe for høit op, saa forskaffede endelig nok Mordskoven og nogle andre endda længer bortliggende Skove med fælles Hielp, saa meget Ved man brugte. — Brændets Hugning og Førsel fra Skoven til Akademiet blev det eneste som maatte betales. Maaskee en Licitation var det tienligste Middel, til at faae det giort for beste Kiøb. For Resten maatte Akademiet have samme Ret, som

39

39

en anden Gaard i Bøigden, til at bruge Al- mindigen til Brændefang og fornødent Bygnings-Tømmer.

Dog om vor dyrebare Konge skulde finde for got, at bønhøre Normændenes Ønske i dette Stykke, saa bliver ventelig en Commission nedsat af forstandige Indfødde, og befalet at udkaste Planen dertil, følgelig: og at undersøge hvilket Sted der maatte være det beqvemmeste og beleiligste. Jeg siger med Flid en Commission af Indfødde; thi man har før seet at naar Danske, ja vel Udenlandske, har været brugte i norske Sager, uden at have seet eller kundet giøre sig et Begreb om Landet, hvor kloge og herlige Planer der er kommet ud af, som i Fald de var bleven udførte, havde ufeilbarlig styrtet Landet i Undergang.

Bør og kan da Norge have et Akademie, hvorfor har det intet? maa jeg

billig spørge med Forfatteren. Men jeg legger Haanden paa Munden, og befatter mig hverken med at besvare dette Spørsmaal, eller med at bestemme egentlig, hvorledes Akademiet burde være indrettet, hvor mange Professorer, og

40

i hvad Videnskaber, hvor mange og hvilke Examina o. s. v. der burde være, thi dette treffes vel, naar man først kan blive færdig med Hoved-Vanskelighederne, og faae selv Stiftelsen i Stand.

Indeholder ikke disse i en reen og patriotisk Hensigt forfattede Blade noget rart og got, saa troer jeg heller ikke, at de indeholder noget, som i minste Maade kan være nogen fornærmelig; thi man kan nok være Patriot og tale Sandhed, (hvilket jeg i denne hele Afhandling har beflittet mig paa,) uden at man just skal giøre sig til Martyr for sine landsmænd, naar ingen høiere Nødvendighed udfordrer det, eller man kan tilveiebringe nogen anseelig Nytte derved. Jeg har skreven hvad jeg har tenkt. Giører fremdeles ligesaa, mine Landsmænd! I som har mere Indsigt end jeg! Haaber med mig, at Christian vil bønhøre vore Ønsker.