Upartisk Undersøgelse, om De academiske EXAMINA ere Videnskaberne og Lærdommen til Gavn eller Skade.

Upartisk Undersøgelse,

om De academiske

EXAMINA

ere

Videnskaberne og Lærdommen

til Gavn eller Skade.

- - - utile dulci

Horat.

Kiøbenhavn 1771.

Trykt hos H. I. Graae, boende ved Gammel Strand.

2
3

Naar man ingen Lande kiender foruden sit Fædreneland, vil man strax forarge sig over, at jeg tør giøre en Sag problematisk, som ingen undersøgelse synes at behøve. I andre Stænder antages ingen til nogen Forretning eller Handtering, af hvad Slags den ogsaa er, førend han har aflagt Prøve paa, at han besidder den Duelighed, som udfordres til det, han tragter efter. En Læredreng kan ikke blive Svend, en Svend ikke Mester, uden en vis foregaaende Prøve; og selv hos Landmanden bestemmes den Forskiel, som giøres imellem Dreng og Halvkarl, imellem denne og Fuldkarl, efter visse Dueligheder, hvorpaa man maae have aflagt Prøve. Hvorledes vil man da forlange, at de Studerende skulde i Fleng og uden Prøve antages

4

iblandt academiske Borgere, eller til academiske Værdigheder, da de ved saadan Antagelse privilegeres til at søge Betieninger, som ere for de Studerende allene, og som saaledes let, naar ingen Dueligheds Prøver aflagdes, kunde blive et Rov for Stymperen iblandt de Studerende, ja for Ustuderede selv?

Saaledes dømmer man maaskee, naar man har Laugsprincipier i Hovedet, og ikke kan gaae med sine Erfaringer uden for sit Fædreneland. Med Laugsprincipier har jeg her intet at giøre, endskiøndt vore Universiteter ere ligesaa lidet frie fra dem, som vore Verksteder. Men dem, som maatte holde Nødvendigheden af den academiske Overhørelse for afgiort, og altsaa denne Undersøgelse for unyttig, vil jeg allene bede, at vende deres Øine til de mangfoldige Universiteter i Tydskland, hvor man antager enhver iblandt Studenteres Tal, som melder sig, og kan betale sine Inscriptionspenge. Hvor staaer det med Videnskaberne i Tydskland? Har man et mindre Antal af Lærde der, end hos os? eller ere de Betieninger, som bør besættes af Studerede, slettere besatte end i Danmark?

Men jeg vil gaae methodisk til Verks, og med den største upartiskhed i Verden undersøge baade de Fordele, og de skadelige Følger,

5

som de academiske Overhørelser kunne have, og lade Læseren afveie begge imod hinanden. Jeg vil begynde med den, som er Grunden til de øvrige, jeg meener den første Examen, eller saa kaldte Deposiz, hvorved den studerende Ungdom tilstædes til Academisk Borgerret.

At den første Examen har store Fordele, er unægteligt; ja jeg tør paastaae, at, saa længe vor Skole- og Universitets-Væsen skal forblive i den Forfatning, hvori det er, kan man ikke ophæve denne Examen uden til Skade for Studeringer. Den er det stærkeste, ja næsten det eeneste Baand paa de offentlige Skole-Lærere, som skal holde dem til Troeskab og Flid i deres Embede, naar alle andre Motiver, tagne af Pligt, Lyst til at lære, Kiærlighed til Ungdommen o. s. v. svigte. Man tage den Frygt bort, hvori Skolelærerne bestandig maae være for Universitetet, den Eftertale, de maae lide, den Miscredit, de sætte dem selv og deres Skole i, den Misfornøielse, de opvække hos vedkommende Forældre og Paarørende, ifald deres Ungdom bliver afviist ved Universitetet, eller forholder sig slet. Jeg seer da ikke, hvad der skal forsikkre Staten om de offentlige Læreres Flid og Troskab. Ved den private Undervisning ere Forældrene selv Herrer over deres Børns Lærere. De kunne afskaffe dem, opmuntre dem,

6

eftersom de vise Flid til, og have Baand nok paa deres Huuslærere. Men med de offentlige Skolelærere have Forældrene intet at giøre; de kunne ingen Regnskab kræve af dem for deres Flid, efterdi Underviisningen koster dem intet. Den er en offentlig Velgierning, som Forældrene nyde af Staten. Denne lønner Lærerne ganske allene, og de ere ikke forbundne at giøre nogen Regnskab uden Staten, det er at sige, dem, som Regieringen har sat til at have Opsyn med Skolerne. Men dette Opsyn skulde ikke sige meget, naar den Forbindelse, hvori Skolerne formedelst den første Examen staae med Unlversitetet, blev ophævet. Biskoperne ere de eneste Scholarker i Landet, og enhver i sit Stift Skolelærernes eeneste Øvrighed. Men, hvem veed ikke, hvor mange, forskiellige, vigtige Forretninger, disse Mænd ere overvældede med? Hvor store Stifter de undertiden have at bestyre, og hvor mange Skoler i disse? Det er næsten umueligt, at disse Mænd kunne strække deres Opsyn længer end til den Skole, som de umiddelbar have under Øine, eller i den Bye, hvor de selv residere. De andre Skoler i Stiftet nødes de til, hvad Underviisningen angaaer, at overlade til Rectorernes Enevolds Bestyrelse, og bør være glade til, at de af Disciplernes Forhold ved Universitetet kunne dog giøre dem nogen Slutning om Lærernes Duelighed

7

eller Flid. Professørerne ved Universitetet ere derfor i visse Maader meer Scholarker, end Biskoperne; og naar en Rector allene kan mage det saa, at hans Discipler forholde sig upaaklagelig ved Academiet, har han giort sit Embede, som en fortreffelig Mand, og kan trodse enhver, om han saa ikke har giort andet, end hørt og slaaet.

Hvorledes vilde det altsaa'see ud med mange Læreres Flid, naar den første academiske Examen blev afskaffet? Var det ikke at befrygte, at de Skoler, hvor Skolarkens Øie ikke kan naae hen, vilde ganske forfalde, naar de allene skulde overlades til Lærernes egen Samvittighed og Følelse af Pligt eller Ære?

Den ene Fordeel, som jeg har tilskrevet den saa kaldte Deposiz, angik Lærerne; den anden viser sig hos de Lærende. Disse have i deres Skolegang intet Maal i Sigte uden Academiet; derhen gaae alle deres Ønsker, og Lyst til at udmerke sig ved den academiske Examen er hos de Unge ærekiære Gemytter en Spore til mange Aars Flid. Det er behageligt at høre sit Navn nævnt med udmerket Roes iblant en Mængde: det kildrer den Unges Ærgierrighed at høre sig i Berømmelse overgaae dem, som ere fra samme Bye som han, som have

8

sat ved Siden af ham i Skolen, som han maaskee i Skolen for deres Forældres fornemmere Stand, eller større Formue, har kastet en barnagtig Misundelse paa. Derhos er Professornavnet et æret og frygtet Navn hos den Unge. Hvad giør han ikke for at behage dem, som han merker, at hans Lærere ere saa angest for at mishage? Hvem, der kiender noget til vore offentlige Skoler, veed, at mange unge Mennesker anvende meer Flid, og vise større Lærelyst i deres sidste Skoleaar, eller i det mindste i de sidste Maaneder for Academiet, end de have udviist deres heele øvrige Skoletid, og at de, som altid have maattet drives ved Tvang og Straf, drive sig da af sig selv. Denne Opmuntring for de lærende synes altsaa at tabes, naar man afskaffer den academiske Examen.

Andre Fordele, end disse, seer jeg ikke, at Deposizen kan have; og disse skulde ogsaa være vigtige nok til at forsikre os om dens Nødvendighed, dersom den ikke paa den anden Side havde skadelige Følger, som overveie Fordelene. Disse mage jeg da nu ogsaa betragte.

Jeg hav sagt, at Deposizen er et Nyttigt Baand paa Lærernes Troskab og Flid. Derfor holder jeg den i nærvarende Forfatning.

9

Men paa den anden Side er den et skadeligt Baand paa deres Indsigt, og et Middel til at giøre de beste og redeligste Lærere lunkne i deres Embede, og betage dem al Mod og Lyst til at lære.

Hvad er det for Videnskaber, som giøre den academiske Examen meest glimrende, og forskaffe et ungt Menneske de fleste Berømmelsestegn? Det er ikke dem, som udfordre den længste Tid i Skolen for at læres, eller, som forudsette den største Flid og Duelighed hos Lærerne for at læres vel. Den største Fremgang i det grædske og latinske Sprog er neppe kiendelig ved den academiske Examen for den Examinerende selv, end sige, at den skulde udmerke en Candidat iblant den store Hob af Medcandidater. Lad et ungt Menneske have anvendt sin meste Skoletid (og jeg holder denne Tid ikke ilde anvendt) paa at erhverve sig en grundig Indsigt i det grædske og latinske Sprog, lad ham læse sine Autorer efter sin Alders Maade med Smag og Forstand! hvad hielper denne møysom erhvervede Kundskab ham til at glimre ved Academiet? En halv Times Overhørelse er al den Tid, han faaer til at vise sig; og om han end viser sig nok saa fordeelagtig, saa faaer han dog for mange Aars nyttige Flid ikke fleer eller større Berømmelsestegn, end en af hans Medcan-

10

didater for et unyttigt Præceptum, som han med en god Hukommelse i nogle Dage kan lære uden ad. De saa kaldte Præcepta ere der, som trække meest til den Sum af Roes, som er ungt Menneske eftertragter ved Academiet: jo fleer af disse, jo flere Bene: jo fleer Bene, jo større Roes. Al sin Videnskab reducerer et ungt Menneske til Bene: alt hvad som ikke lader sig reducere dertil, er en Vahre, som han ikke kan bruge. En latinsk eller græsk Autor meer eller mindre! Jeg kan dog ikke faae meer end Optime for Grædsken eller Latinen. Men et Præceptum meer, er en Fortieneste meer; skulde det end ikke være brugbart længer end Examensdagen. Det unge Menneske faaer Lede til al den Kundskab, som koster for megen Tid i Skolen, og fylder for lidet paa hans Beneliste: Og Disciplernes Lede meddeler sig snart til Læreren. Denne mærker, at Stymperen blant hans Ordensbrødre, hvis hele Kundskab i det grædske og latinske Sprog er laant af Pasors

Lexicon og Minnellii Noter, sender sine Discipler med større Berømmelse til Academiet, end han, som giør Sprogene til sin Hovedfag, og Præcepta til Biesager. Han seer derhos let, hvor meget mageligere han kan have det, naar han kan overtale sig til at følge Slendrianen. — og hvi skulde han kunne modstaae at følge den, naar han finder Magelighed og

11

Ære paa een Vei? Han setter Underviisningen i Sprogene tilside, hvorved Arbeidet er det sværeste paa hans Side, og ingen Ære for ham at vinde, og sysselsetter sine Discipler med Præcepta, hvorved al Arbeidet bliver deres, og han selv kan være rolig. Saa mange Definioner til den Dag! saa mange Theses til den!

og kan du dem ikke. Læreren hører

og brummer, Discipelen reciterer og skielver; den ene lader Ørene, den anden Næver saa længe til, indtil Lectien er lært, og Candidaten vis paa sit Optime til Examen.

Det er altsaa een Virkning af den første academiske Examen, at den giør Lærerne i Skolerne lunkne og magelige i deres Embeds Førelse, fordi Æren af deres Underviisning, som beroer paa Disciplernes Forhold ved Universitetet, er en Sag, som den største Stymper, der allene forstaaer sit Haandverk, kan deele med den dueligste Lærer.

Men denne samme Examen indskrænker endnu paa mange andre Maader Lærernes Indsigt. Den hele Underviisning i Skolegangen er stilet paa denne Examen. Den er Hensigten af alle Skolebøger, af al Methode. Saa snart et Barn træder ind i Skolen, faaer han Bøger i Hænder, som han vil komme til at examineres efter ved Academiet. Disse maae

12

han lære uden ad i et Sprog, hvoraf han netop forstaaer saa meget, som han hver gang læser. Det er ikke nok, at han kan sige Meningen af hvad han læser i sit Modersmaal, i en anden Orden, med andre Ord, end det staaer i Bogen. Ved Academiet vil der komme an paa at recitere med Færdighed: og denne Færdighed i at recitere lærer Barnet snart at ansee som Hovedsagen ved sin Underviisning, og Læreren selv nødes at giøre det dertil for Examens Skyld. Var det endda danske Compendier, han reciterede, kunde Læreren lade ham meer Friehed, og vænne ham til at bruge egen Eftertanke; men det er et fremmed Sprog; slaaer han et eneste Ord feil, er ofte den best lærte Lectie spilt, fordi Barnet intet veed at sette i Stedet. Læreren er altsaa nødt til at kræve den nøiagtigste Oplæsning af ham, ifald han skal have nogen Ære for sin Underviisning.

Lad Læreren indsee, at visse Videnskaber kunde bedre foredrages i Modersmaalet, end i et dødt Sprog. Hvad hielper det? Hans Discipler bør examineres paa Latin; og hvor vil han kunne skaffe dem saadan en Færdighed i dette tunge Sprog, at de med den Lethed, som udfordres til en kort Examen, skulde kunne forklare sig med egne Ord, uden at binde sig til et Compendium? Vilde han end søge

13

at skaffe dem denne Færdighed, saa vilde dog hans Ungdom selv vælge den mageligere og sikrere Vei, og holde sig til det gangbare Compendium.

Lad Læreren indsee, at visse indførte Compendier i Videnskaberne ere utilstrækkelige, slette, skadelige. Hvad skal han giøre? At forbedre, rette, tilsette ved Underviisningen selv, er et baade for Lærere og Lærende kiedsommeligt og tidspildende Arbeide, og heller ikke enhver Læreres Sag, da det skal skee paa Latin, efterdi det bør læres paa Latin. Vil han sette sine Forbedringer og Tillæg til paa Dansk, præker han for døve Øren, og kan ikke vente, at mange vilde give Agt paa hans Foredrag, efterdi de da ikke kunne bruge det ved Academiet, hvor al deres Hue staaer hen. Han maae altsaa imod sin Indsigt lade dem læse det ufuldstændige, der slette, det adelige Compendinin.

Lad ham videre skiønne, at nogle Videnskaber ere for en Deel af hans Ungdom, hvis udvortes Bestemmesse er afgiort, eller hvis Genie er mærkelig bestemt til en eller anden Videnskab, enten ganske ubrugbare eller dog mindre nyttige. Det hielper ikke. Den Videnskab fordres af alle ved Universitetet, og af alle ligemeget; de have alle eet Maal, een

14

Examen at udstaae. Troer kan f. E., at visse Deele af det nye Testamente, fE. nogle af Pauli Breve, Johannis Aabenbaring o. s. v. burde ikke læses med Ungdommen i Skolerne, eller maaskee, at det hele nye Testamentes Læsning i Hovedsproget burde udsettes indtil de academiske Aar. Han kan ikke følge sin Indsigt, og sysselsette sin Ungdom med nyttigere Ting. Han kunde sette den i Fare for, om ikke at blive afviist ved Academiet, saa dog at blive antaget med et slags Infamie.

Kort! den academiske Examen setter en duelig Skolelærer i bestandig Strid med sin Indsigt og Lyst. Han kan ikke undervise i det, som han efter sin Skiønsomhed og efter den Kundskab, han har om sin Ungdoms Genie og Bestemmelse, holder for at være dem tienligst. Han kan ikke vælge hvad Lærebøger han vil: Han kan ikke engang vælge Methoden. Videnskab, Lærebøger, Methode, alting er passet efter den academiske Examen. Denne er det, han stedse maae have for Øine. Jo dueligere han er, jo tungere er dette Aag ham. Han behøver stor Overvindelse til at forrette sit Embede med Lyst. Han staaer meget i Fare, for at forfalde til Lunkenhed, og at ansee det, som et opus operatum, som en Syssel, han maae forrette, fordi han lønnes derfor; og da veed man vel, hvorledes det forrettes.

15

Hvem, som kiender noget til de latinske Skoler i Tydskland, og til den tydske studerende Ungdom, vil finde en følelig Forskiel imellem de tydske og danske Skoler, den tydske og danske Ungdom. Det er ikke Duelighed, enten hos Lærere eller Lærende, som giør Forskiellen. Vi have ligesaa duelige Lærere, og ligesaa vittige Discipler, heelt mod heelt, som i Tydskland. Men Forskiellen bestaaer i Munterheden baade hos Lærere og Lærende, i Lyst til at undervise hos de første, og Lyst til at undervises hos de sidste. Man skal finde Skolelærere i Tydskland, som med en ussel Løn arbeide paa Ungdommen fra om Morgenen tilig til sildig om Aftenen, og dog beholde Munterhed til deres Arbeide, dog stedse tale derom med Lyst. Mange beholde endog ved dette strænge Arbeide baade Tid og Lyst til at skrive. Man skal finde Skolediscipler der, som i den største Armod, uden nogen offentlig Understøtning, med den sletteste Pleie, bivaane med den største Munterhed baade offentlige og private Skoletimer, og for at fortiene det, hvormed de kunne betale de private Lectioner, undervise i deres frie Timer i Borgerhuuse. De holde lærde Journaler i Selskab sammen, de læse de nyeste Skrifter sammen, de raadføre sig idelig med deres Lærere, udbede sig hvad Videnskaber og Bøger de helst vilde have læst over o. a. m. — Nu hol-

16

de man herimod vore Lærere og Discipler! Mange af de første arbeide under langt fordeelagtigere Vilkaar end de Tydske; de fleste arbeide ikke den halve Tid paa Ungdommen imod hine; nogle arbeide ikkun det halve Aar i Skolen, og have det andet halve Aar aldeles til deres eget Brug; og dog skal man ofte høre endog af disse sidste, at klage over det sure Skolearbeide, at ønske sig afspændte af det haarde Aag, der trykker deres Skuldre, og at giøre sig Umag for at udfinde Latinsk-Danske-Floskler til at beskrive deres Slaverie. Hvor mange af dem giøre sig bekiendte ved Skrifter? og naar man hører dem tale derom, giver deres Skolearbeide dem ingen Tid dertil. Og nu vore Discipler! Skolegangen koster dem intet, de fleste faae endog Belønning i Stipendier og Beneficier foruden den frie Underviisning. Og dog! med hvilken Ulyst besøge de ikke Skolen, og hvor fortrødne sidde de der! de beste af dem giøre ikke meer, end hvad de bør giøre, og den allerstørste Deel giør intet uden Tvang og Haardhed. Lovbeden, som er noget uhørt i en tydsk Skole, er en Pest i vore danske, og Forlov er den største Velgierning, en dansk Discipel kan nyde. Frygt for Lærere og Academiet er det eneste Motiv hos de fleste til Flittighed. Deraf kommer dette nedslagne, enfoldige og pedantiske Væsen, som hænger ved de fleste deres Livstid, og hindrer

17

de Dueligste iblant dem fra at vise deres Duelighed, og give de Folk, de komme i Selskab med, en god Tanke om deres Indsigt og Lærdom. Man see en ung Dansk, og en ung Tydsk Studerende i Selskab med hinanden! Den sidste kan vide meget lidet, og dog synes meget lærd, naar den første, som maaskee besidder hiins Kundskab dobbelt, kan synes en Idiot imod ham. Hvad er Aarsagen? Den Tydske siger ud al det lidet han veed; den Danske er bange for at sige endog det, han best veed. Den første opmuntres af Lyst til at behage, den anden holdes tilbage af Frygt for at mishage. Den første kan have lært lidet; men han har lært det paa saadan en Maade, at han strax veed at føre sig det til Nytte; den anden kan vide meget, men han behøver Tid for at udvikle det, og giøre det brugbart. Det er daarligt at søge Grunden til denne Forskiel i Forskiellen af det tydske og nordiske Clima. Jeg er vis paa, at de Danske fødes ligesaa muntre til Verden som de Tydske; Forskiellen er heller ikke saa stor imellem den danske og tydske Almue, som imellem den danske og tydske Lærde. Grunden er blot i Underniisningen. Den danske Studerende er vant fra sin Barndom af at opsige sine latinske Lectier under megen Frygt og Vævelse; et Ord, en Glose sagt feil, har forvoldet ham mangt et suurt Øieblik. Denne Angest hænger ved ham bestandig. Da

18

han er vant til ikke at feile ustraffet; saa af Frygt for ikke at sige alting godt og rigtigt nok, forfalder han til den anden Yderlighed, og tier heller stille.

Men denne Tvang, vil man maaskee sige, er en Feil i Underviisningen, som kan og bør rettes, et Pedanterie hos Skolelærerne, som intet har med den academiske Examen at giøre. Jeg paastaaer jo, og tør sige, at denne Tvang aldrig skal kunne afskaffes, og en fornuftig, menneskelig Læremaade indføres i Skolerne, med mindre den academiske Examen afskaffes, eller i det mindste indrettes anderledes. Jeg har kiendt Lærere, som have troet, at Underviisningen ikke nødvendig maatte skee med Tvang og Haardhed, og at man ganske kunde afskaffe Riset, og bruge ædlere Opmuntringer. De have i Aar og Dag ikke taget Riis i Haanden. Men hvad Virkninger har dette havt? Nogle faa gode Gemytter have ladet sig drive ved Opmuntringer eller af sig ffelv; men den allerstørste Deel har glemt, hvad den vidste tilforn, og intet lært til, og endog de beste Hoveder ere forfaldne til Dovenskab og Lediggang. Denne Erfaring er ganske naturlig. Den Maade, hvorpaa Ungdommen skal lære Sprog og Videnskaberi i Skolen, for at kunne glimre ved den academiske Examen, udfordrer Tvang fra de allerførste Skoleaar af, og Tvang eengang be-

19

gyndt, maa vedligeholdes stedse. At lære et Pensum uden ad i et Sprog, hvor man maa binde sig til hvert Ord for ikke at feile, er et Arbeide, som et ungt Menneske ikke let underkaster sig uden Tvang; og dette Arbeide er dog Læreren nødt til at fordre af ham med den største Nøiagtighed? Han kan ikke lade sig nøie med, at han siger ham Indholdet, at han forklarer ham det i sit Modersmaal: Han maa have det reciteret Ord for Ord; og hvor kan dette andet, end foraarsage Misfornøielse paa begge Sider? Man har kaldt Underlærerne ved vore Skoler Hørere, og dette Navn bære de ganske egentlig. Deres fornemste Forretning bestaaer i at høre, hvad Disciplene recitere, men denne Høren og Reciteren er det just, som opfylder vore Skoler med Ulyst og Tvang baade paa Læreres og Lærendes Side.

Man ophæve derimod den første Examen, og man skal see et nyt Liv opstaae i vore Skoler. Professorfrygten vil ophøre, men ædlere Drifter til Flid ville indtage dens Rum. Vor Ungdom vil søge Skolen for at lære, og ikke for at samle sig en Mængde barnagtige Berømmelses-Tegn ved en Examen. Den kan nu ikke bestemme, hvor meget den behøver at lære, for at blive Student med Ære, men vil troe, at den ikke kan lære for meget. Lærerne ville giøre deres Embede med Lyst, fordi

20

de kunne følge deres Indsigt, benytte sig af deres Erfarenhed, og forbedre deres Methode. De see, at deres Skoles Ære beroer paa dem selv, og deres egen Flid, Iver og Indsigt, og ville derfor umage sig for at udmærke sig ved disse utvetydige Tegn. Frygt og Tvang vil ophøre, naar Lærerne ikke behøve at kræve alting af alle, men kunne læmpe Underviisningen efter Disciplernes forskiellige Talenter og Bestemmelser. Lærerne ville blive mindre Hørere, men meer Lærere, og Disciplerne tilbringe meer Tid med at læse og tænke, end med at lære Lectier.

Jeg er ganske forsikret paa, at den academiske Examens Ophævelse vil have alle disse gode Følger, og forvandle vore Skoler fra fæle Tugthuse til behagelige Planteskoler for Staten. Jeg seer heller ikke, hvad Universitetet kan tabe ved denne Forandring. Det vil meget meer faae langt flere lærvillige Borgere, end det nu faaer, som ville besøge Lærernes Forelæsninger uden Tvang, blot af Lyst til at fortsætte og udvide deres Kundskab. Det vil jeg vel tilstaae, at der i sær i Henseende til Latiniteten kunde komme nogle slettere til Universitetet, endnu omstunder; men hvad tabtes derved, naar de Gode igien blev bedre, og det mener jeg tillige, maatte ufeilbar skee. I nærværende Forfatning er det ikke let mue-

21

ligt, at nogen kan komme til Academiet, som er aldeles forsømt i sin latinske Grammatik. Han maa have saa liden Lyst til Studeringer, saa lidet Talent til Sprog, som han vil: er han først antagen i Skolen, maa han igiennem for at naae Academiet, og bringe saa meget med sig i Latinen, at han ikke skal blive afviist. Læreren veed, at en Vildelse i Stilen bliver i sær høit anregnet ved den academiske Examen; han søger derfor for al Ting at sette sin Ungdom fast i de grammaticalske Reglers Brug; og der komme vel saa til Academiet, som jo kunne giøre en Stiil uden de groveste grammaticalske Feil. Men jeg troer ikke, at enten Lærere eller Lærende have stor Aarsag at være stolte af denne Kundskab, naar man betragter den Tid og Møie det har kostet at bringe et Menneske saa vidt, som Naturen har negtet al Genie til Sprog, den Misfornøielse, det har forvoldet paa Læreres og Lærendes Side, den Tvang det har giort fornøden, den Tidsspilde og Forsømmelse, som de gode Hoveder derved har maattet lide, og endelig den ringe Nytte, som er Menneske kan have af denne Kundskab. Naar ikke Examen var, vilde maaskee en Lærer opsette, de grammaticalske Øvelser tilsidst, han vilde ikke foretage den med lige Strænghed med alle; han vilde lade sig nøie med, at de, som han forud saae, skulde ikke blive store Latiner, havde saa megen

22

Kundskab om Reglerne, at de kunde læse og forstaae Autorerne, om de end ikke selv kunde anvende dem med større Nøiagtighed i latinske Exercitier; han vilde overalt anvende meer Tid paa de gode, end paa de slette Hoveder, i det mindste vilde han skienke hine den Tid, som var spildt paa disse, og heller sysselsætte disse med Ting, som de i enhver Forfatning kunde have Nytte af, end tvinge dem imod Lyst og Genie til det, hvori de dog aldrig skulde kunne giøre taalelig Fremgang. Kort: Jeg seer ikke, hvad Academiet kunde tabe ved denne Forandring. Det vilde i Almindelighed saae bedre og muntrere Tilhørere, og de slette selv vilde blive flittigere og lærvilligere.

Jeg har kalder den academiske Examen et Baand paa Skolelærernes Troskab og Flid, og et Middel til at forsikre Skolarkerne om deres Underviisnings Redelighed. Hvorledes

kan jeg da ønske den ophævet, naar jeg ikke veed

noget andet Middel at sette i Stedet, som kunde være i det mindste ligesaa virksom hos Lærerne, som Frygten for Universitetet? —

Jeg maa forklare mig herover. I Almindelighed troer jeg ikke, at man

behøver mange Tvangsmidler for at holde Folk til at giøre det, som de kunne giøre med

23

Lyst, naar de tillige besidde den fornødne Kundskab og Færdighed for at kunne giøre det med Nytte. Jeg troer derfor, at man allerede havde givet Lærerne et stort Motiv til Flittighed, naar man ved at ophæve den academiske Examen fik sat dem i Stand til at forrette deres Embede med Lyst og Nytte. Man sørge ikkun tillige for, at Skolerne besættes med Mænd, som have givet Beviis paa Arbeidsomhed, og aflagt Prøve paa den fornødne Lærdom. Der er da liden Grund til at troe, at en Skolelærer skulde blive efterladen i sit Embede. At meddeele sin Kundskab til andre, er en naturlig Drift hos Mennesket, som lønner sig selv, og ikke behøver anden Opmuntring, end den giensidige Lærelyst hos andre; men qvæles kan den og ganske udslukkes, naar man er nødt til at lære imod sin Overbeviisning, er bundet til Methoder som man misbilliger, eller ingen Fremgang seer hos de Lærende.

Imidlertid vilde jeg dog ikke, at man i saa vigtig en Sag lod det ganske. komme an paa Lærernes Ærlighed og Samvittighed. Skolelærerne bør blive under en Opsigt, som kan hindre dem fra at være uredelige, om de end havde Lyst dertil. Men denne Opsigt kan ikke komme fra Biskopperne allene. Den maa være Skolelærerne meget nær, saa at de ingen Dag er sikker for den. Den maa være i me-

24

get oplyste Personers Hænder af forskiellig Stand. Jeg vilde ikke have de Geistlige aldeles udelukte fra denne Opsigt; men jeg vilde heller ikke have den allene betroet til dem. Den nærmere Anledning, de som opofre sig til den geistlige Stand, have frem for Studerende af andre Stænder, til at faae ret Smag paa Videnskaber, giør det fornødent, at Videnskaberne og Lærdommen bliver under deres Opsigt. Men de Fordomme, som tillige hænge ved mange af den geistlige. Stand, meer end ved andre Stænder, den Hengivenhed for det Gamle og Vedtagne, den eensidete Smag, som gemeenlig findes hos de Geistlige, giør det meget farligt for Videnskaberne, at betroe dem denne Opsigt allene. Jeg ønskede desuden, at Skoleopsigten maatte være betroet Mænd af større Myndighed og Anseelse, end de Geistlige nu omstunder have, at den maatte være hos saadanne Mænd, som havde det i deres Magt at belønne Skolelærerne efter deres Fortienester Dersom det lod sig giøre, holdt jeg det for meget tienligt, at der i enhver Provinz var et eget Collegium Scholarchale, bestaaende af de anseeligste og lærdeste Mænd i Provinzen, som vare adspredte hist og her, og allene forsamledes paa visse Tider om Aaret for at conferere med hinanden. Ethvert Lem af saadant er Collegium skulde være berettiger til at besøge hvad Skole i Provinzen, han vilde,

25

og saa tidt, som han vilde, og at lade sig giøre Regnskab for Skolens Tilstand. Ingen Maaned maatte gaae forbie, at jo en Skolark indfandt sig i Skolen, men ikke paa nogen fastsat Dag, heller ikke anmældt. Det var ogsaa got, at den samme Skolark ikke altid kom i den samme Skole. Saadan en Skolark skulde have Magt til at overhøre Ungdommen, at lade sig giøre Forslag til Skolens Opkomst o. s. v.; men til atr bestemme nogen Forandring, maatte ingen have Magt uden det hele Collegium. Disse Provinzialskolarker burde foreslaae Candidater til de ledige Skoleembeder i deres Provinz; men selv stode de igien under et Overcollegium Scholarchale, til hvilket de aflagde deres Beretninger, og som bestyrede Her hele Skolevæsen i begge Riger under Regieringens umiddelbare Opsyn.

Dog det er her ikke min Agt at udkaste nogen fuldstændig Plan til en almindelig Skoleopsigt, som kan veie op imod den academiske Examen. Det er nok, at der bør være nogen saadan Opsigt, og at man indseer dens Muelighed. Men endskiønt jeg holder en fornuftig indrettet Skoleopsigt tilstrekkelig til at forsikre sig om Lærernes Troskab; saa vilde jeg dog, at der endnu skulde være et Baand paa dem, det Baand, som er det skærkeste paa Folk af alle Stænder: Jeg meener, at deres egen Inte-

26

resse skulde bevæge dem til Troeskab og Flid, og at de skulde vinde i Indkomster, ligesom de formerede deres Flid og Arbeide. Det er ikke saa i nærværende Skoleforfatning. En Lærer, først i Embede, har strax alt, hvad han kan faae nogensinde, og enten han er flittig eller lad, enten han anvender megen eller liden Tid paa Ungdommen, har og beholder han de samme Indkomster. Den frie Underviisning er en stor Regieringens Velgierning imod Undersaatterne, som kan veie op imod en anseelig Skat paa Middelstanden. Men denne Velgierning føder en vis Dorskhed af sig i Skolerne baade paa Læreres og Lærendes Side, som maaskee ikke skulde have Sted, naar Underviisningen ikke var ganske frie. Forældrene blive lunkne i Henseende til deres Børns Underviisning, fordi den intet koster dem, og deres Lunkenhed meddeler sig til Børnene. Disse vænnes snart til at ansee en Sag for uvigtig, for hvilken deres Forældre ere saa lidet bekymrede. Lærerne blive stolte, egensindige, magelige, fordi de ingen Belønninger nyde af

Forældrene, men ansee sig snarere, som disses Velgiørere. Dette vilde uden Tvivl forandre sig meget; ifald Forældrene selv maatte føle nogen Byrde for deres Børns Underviisning i de offentlige Skoler, og ifald Lærerne kunde have nogle Indkomster af Forældrene, som stode i Forhold med deres Flid og Arbeide paa

27

Børnene. Forældrene vilde da blive opmærksommere baade paa Lærernes og Børnenes Flid, og Lærerne vilde blive muntrere til Arbeide, naar de saae, at deres Indkomster tiltoge eller aftoge i Forhold med deres Flittighed. De vilde læmpe sig Meer efter Forældrenes Hensigter med deres Børn, blive meer føielige og mindre selvraadige.

Hvad er det, som setter saa meget Liv i de tydske Universiteter? som foraarsager denne Drift og Lyst til at lære baade hos Studenter og Professorer? Denne Friehed, hvormed de Studerende omgaaes deres Lærere? Denne Artighed og Lyst til at behage, som spores hos Lærerne? — Intet andet, end at den mindste Deel af Underviisningen er frie, at de Studerende i visse Maader underholde deres Lærere, som have desto fleer Indkomster, jo meer Flid de anvende, jo fieer Tilhørere de kunne erhverve sig. Mangen Student besøger flittig Collegier allene fordi han vil have Skiel for sine Penge, og mangen Professor læser flittig og got, om ikke for at have Livets Ophold, saa dog for at kunne leve desto beqvemmere og anstændigere. Det er derfor ogsaa, jeg billiger saa meget den Skik, som er indført i de tydske Skoler. Læsetimerne ere der inddeelte i de offentlige og private. De offentlige ere ikke saa mange som hos os, og for dem lønnes en Læ-

28

27 rer af Staten: de private lader han sig betaleaf sine Discipler; og omendskiønt denne Betaling ikke beløber sig meget om Aaret for enhver Discipel, saa kan den dog i et stort Antal indbringe noget klækkeligt for Læreren. Disse private Timer er Lærerne ikke forbundet til at holde, men Disciplene ere forbundne til at bivaane og betale dem. Ved dem har Læreren ofte sine beste, og altid sine behageligste Indkomster, og de udgiøre gemeenlig ogsaa den behageligste Deel af Underviisningen for Disciplene selv. Ved dette Middel erholdes ogsaa ikke allene den Munterhed i Underviisningen, hvorom jeg taler; men mange Skoleembeder blive derved meget anseelige af Indkomster. Man har giort stort Væsen af de Danske Skolelæreres Indkomster imod de Tydske; og det er vist, naar man betragter disse i de smaae tydske Torveflekker, hvoraf enhver gemeenlig har sin egen latinske Skole, saa skulde faa af vore

Hørere eller underste Lærere bytte med mangen saa kaldet Rector i en tydsk Flekke. Seer man derimod til Skolerne i de større og folkerige Steder i Tydskland, saa vil man finde, at vore beste og meestindbringende Skoleembeder ikke kunne lignes imod disse: jeg setter, at der ingen Hovedfeil ere i Skolernes Indretninger, som hindre deres Floer Saaledes troer jeg vist, at f. E. en Conrector ved Johanneum i Hamborg har langt større Indkomster, end

29

enten Rector ved Kiøbenhavns eller Roskilde Skole, som dog holdes for at have de største Indkomster af alle Rectorer i Landet. Men, det har han ikke ved sin viste Løn, men ved sine private Forelæsninger, det er, ved sin egen Vindskibelighed. Vore Lærere, som maa savne denne deres private Vindskibeligheds Belønning, have derved paa de allerfleste Steder meget maadelige Indkomster imod andre kongelige Betiente. Men deres Indkomster vilde paa mange Steder voxe anseelig, dersom private Forelæsninger bleve paabudne efter de tydske Skolers Viis tilligemed de offentlige — og det var det Forslag jeg vilde giøre, som en nye Opmuntring for Lærerne til Troeskab og Arbejdsomhed, der kunde bøde paa den academiske Examen. Jeg er vis paa, naar det var Lærerne tilladt, at lade sig deres private Forelæsninger betale, saa vilde end ikke de iblant dem, som havde de beste offentlige Indkomster, forsmaae denne nye Næringsvei. De vilde komme i Vane med en Flittighed og Stræbsomhed, som skulde have store og vidtløftige Følger for Videnskaberne. Forældrene vilde faae nogle nye Udgifter til Skolens Lærere, men Udgifter, som paa de fleste Steder ikke vilde overgaae de Indtægter, som deres Børn annamme af Skolen i Beneficier og Stipendier, og som overalt snart vilde godtgiøres ved en troere og muntrere Underviisning.

30

Jeg har saaledes baade vist de gode Følger, som Deposizens Ophævelse vilde have for Skolerne, og tillige angivet Middeler til at forebygge de onde. Resultatet synes mig, bliver nu dette, at Deposizen eller den første academiske Examen er Videnskaberne til meer Skade end Gavn. Denne Sandhed vil ikkun meer bestyrkes, naar man betragter denne Examen selv i sit rette Lys. Man forestille sig, at en Kiøbmandsburs for at blive Karl maa prøves af de anseeligste Kiøbmand i begge Rigerne, en Feldtskierdreng for at blive Svend af det hele Collegio Anatomico, eller en Cadet for at blive Officeer, af ti af de største Generaler ved Armeen. — Saa har man et Billede paa den første academiske Examen, hvor ti Mænd, som hver holdes for ar være Mestere i sin Videnstab, kræve, den ene efter den anden, offentlig Regnskab af et Barnfør alle Videnskaber. Det er sandt, det lader stort, og synes at give en Student et stort Fortrin frem for Karlene i andre Stænder, at hans Prøve er saa meget vanskeligere, end deres. Men naar man anseer denne Prøve med de rette Øine, saa er den et Børnespøg, som er saa lærde og værdige Mænd, som Professorerne bør være, nesten uanstændig. Hvor en Examinators og Examinands Indsigter ere alt for meget forskiellige, — hvad skeer der? Det, som skeer, Man aftaler med hinanden,

31

hvad man vil examinere i, og hvad man vil examineres i, eller, hvilket er det samme, man vælger visse Compendier, hvortil man kan binde sig paa begge Sider, og som kan blive Middelet til at foreene saa ulige Indsigter. Man prøver da ikke, hvad Grund et ungt Menneske har lagt i en eller anden Videnskab, men hvorvel han har lært det i denne Videnskab gangbare Compendium uden ad; og en høilærd Professor med Compendium i Haanden og Candidaten for sig, er ikke andet, end en Skolehører, der lader sig en Lectie forrecitere. Det Compendium, som forelegges ham, maa han examinere efter, og han kan ikke med Billighed forkaste det, det maae være nok saa slet og fuldt af Feil. Hvad afgiøres nu ved saadan en Examen? Om de unge Mennisker have lagt en god Grund i en Videnskab? om Lærerne have underviist dem med Skiønsomhed og Smag ? — Ingenlunde; men ikkun: om Børnene have Gaver til at lære uden ad, og om Lærerne have holdt dem tilgavns dertil. — Vil man sige, at en Examinator vel kan modtage et Compendium, og dog faae Leilighed til at høre, om hans Candidat har meer end lært det uden ad, ved at indlade sig med ham i en eller anden Materie; saa lader dette sig af adskillige Aarsager ikke vel giøre. I hvad Sprog skal han raisonnere med sin Candidat? — I Latinen.— Men i dette Sprog

32

kan man ikke vente sig den Færdighed af et ungt Menneske, allerhelst efter den Maade, hvorpaa del læres i Skolerne, at han skulde kunne forklare sig i frie Raisomnnements. Eller kan han det, er det at befrygte, at disse Raisonnements ere ligesaavel udenads Lectier, som hvad han reciterer af sit Compendium, og at al Examen vil være forbie, saasnart som Examinator viger det mindste fra det Foredrag, hans Candidat er vant til i Skolen. - Det fornuftigste var altsaa at prøve ham i Modersmaalet. Men sker det? og kan det skee, saa længe Modersmaalet ikke meer dyrkes i de latinske Skoler, end det nu giør? - Dog! om en skiønsom Examinator ogsaa kunde udfinde et Middel til at prøve, om hans Ungdom havde bragt nogen grundig Kundskab med sig i en eller anden Videnskab, saa fattes ham Tid dertil. At examinere sexten Personer i sexten Videnskaber paa een Dag, kan umuelig skee med Grundighed. Man maae lade sig nøie med at høre dem. Men over denne Høren blive ofte de Dueligste Subjecter ubemærkede, og de uduelige slippe igiennem ved en god Hukommelse eller Slumpelykke, eller Børnepuds. Den eneste Kundskab, som forundes nogen meer Tid ved Examen, er det latinske Sprog. Men just det latinske Sprog giøres

deels for lidet, deels for meget af. For lidet deri, at den vigtigste Examen deri, jeg mener

33

Examen styli, er meer skikket til at prøve, om Ungdommen har lært sin latinste Grammatik tilgavns, end om den har lagt nogen synderlig Grund i Sproget; for meget, i det, at der ved Censuren regnes meer paa en grammatikalsk Vildelse i Stilen, end paa al den øvrige Examen.

Vilde man endelig have en academisk Examen, for at prøve de fra Skolerne dimitterte Candidater, hvilket jeg slet ikke vilde afraade, saa maatte den dog indrettes ganske anderledes, end den nu er. Man maatte af ingen Candidat fordre alle de Indsigter, man nu fordrer, men af alle dybere Indsigter i visse Ting, end man nu fordrer. Man maatte ved Examen giøre Forskiel imellem de Candidater, hvis Bestemmelse var afgiort, og dem, hvis Bestemmelse endnu var uvis, og ikke fordre det samme af de første, som af de sidste. Ingen Lærebog maatte fordres, men en frie Examen anstilles i Videnskaben, uden Hensigt til nogen Lærebog - og det forstaaer sig, al Examen paa Dansk, med mindre en Candidat forlangede at examineres paa Latin, da det og burde kunne skee. Latiniteten allene undtagen, hvorfor af alle burde giøres Rede paa Latin. - Dette blev omtrent, hvad jeg i Almindelighed vilde fordre afen academisk Examen. Skulde jeg nærmere forklare mine Tanker, hvad In

34

43 sigter man vilde kræve af en Candidat til Academiet, og paa hvad Maade jeg ønskede, at han maatte giøre rede for sine Indsigter, saa vilde dette føre mig vidt, naar jeg skulde udtømme denne Materie. Jeg vil stræbe at sige det fornemste i Korthed.

Jeg betragter de latinske Skoler i deres nærværende Forfatning, og ikke i den, hvori de vilde komme, ifald de bleve giorte til Realskoler. Jeg ønsker dem som Seminarier for Lærde, hvorfra den tilkommende Kiøbmand og Konstner allene ere udelukte, men hvor Børn af alle andre Bestemmelser bør, om ikke lære, alt hvad de behøve for deres tilkommende Bestemmelse, saa dog intet lære, som kan være dem nogen Tid unyttigt. I denne Betragtning er det, jeg fordrer af enhver Candidat til Academiet først og fornemmelig Græsk og Latin. - Græsk og Latin for en tilkommende Krigsmand! for en tilkommende Proprietair! - Ja; jeg veed vel, at jeg med denne Fordring ikke smigrer Tidernes Smag, men jeg seer paa Videnskaberne, og ikke paa Tidernes foranderlige Smag. Og Videnskabernes Beste udfordrer i mine Tanker uomgiengelig, at Græsk og Latin bliver anseet som en Hovedsag i Skolerne. Men denne Materie

allene udfordrede en egen Afhandling. Jeg vil allene sige saa meget. Vi behøve en vis uryk-

35

kelig Standart, som kan holde os den almindelige gode Smag og Tænkemaade i Videnskaberne for Øine, og føre os tilbage til den, ifald vi skulde være paa Veien til at tabe den. Og ethvert Folk taber den meer eller mindre, naar det først har bragt Smagen i Videnskaberne til en Høide. Det gaaer da ned ad, og gemeenlig med stærke Skridt. Og det, som er det værste, det mærker ikke sin egen Aftagelfe, men den store Hob holder sin Tids Smag stedse for den beste. Det er Aarsagen, hvorfor intet levende Sprogs Skrifter ere skikkede til at tiene til saadan en urykkelig Standart eller Fakkel for Smagen. Man har i de nyere Sprog mange ypperlige Skrifter, hvoraf mange endog i mine Tanker overgaae Latinernes og Grækernes. Ja, jeg ønskede, at ved alle offentlige Skoler var Leilighed til at lære de nyere Sprog. Men med alt det holder jeg et dødt Sprogs Skrifter allene skikkede til at blive en almindelig og bestandig Regel for Smagen. Og da de latinske og grædske Skrift er have en Værdie, som er bestemt, og som de aldrig kunne tabe, Smagen i de nyere Sprog maa forandre sig som den vil; saa bør der være offentlige Indretninger til at holde disse Sprog i Agt og Ære. Latin og Grædsk bør derfor fordres af enhver, som igiennem en offentlig Skole gaaer til Academiet. Men derfor forsvarer jeg ikke den lange Tid, man an-

36

vender paa disse Sprog i Skolerne, eller den Methode, man bruger for at lære dem. Jeg troer, man ved en bedre Methode skulde i en kortere Tid bringe det videre i disse Sprog, end man giør, og da der endda skulde blive Tid nok tilovers for andre nyttige Indsigter. Men derom er det nu ikke Sted at tale.

I Henseende til Overhørelsen i disse Sprog ved Academiet, ønskede jeg i sær med det latinske Sprog nogen Forandring i den Maade, som nu bruges. At oversette et Stykke af en latinsk Autor paa Dansk, eller at sige nogle latinske Talemaader paa dansk, er intet tilstrekkeligt Middel til at prøve et ungt Menneskes Fremgang i Latinen. Han maatte have den Færdighed, at kunne forklare sin Autor paa Latin med andre Ord; og naar han havde den, kunde man gierne skienke ham Stilen. - Om det græske Sprogs Examen vil jeg allene erindre, at man for al Ting ikke maatte kræve det nye Testamente, som. en nødvendig Indsigt, efterdi dets Læsning i Hovedsproget bliver en Syssel for Theologer allene, og kommer tids nok i de academiske Aar.

Hebraisk er et Sprog, som er for Theologer allene, og ikke engang for alle. De unge Mennesker, hvis utheologiske Bestemmelse, om jeg saa maa tale, var afgiort, burde

37

ganske forstaanes med dette Sprog. De andre havde nok i de allerførste Grunde, ia i Læsningen allene, og kunde overlade Resten til de academiske Lærere.

Foruden de lærde Sprog blev Historie og Geographie i sær at kræve af en academisk Candidat: fornemmelig Fædrenelandets Historier, hvis politiske og oeconomiske Forfatning, ja Rettergangsmaade med, naar det kunde skee i Korthed, burde være ham nøie bekiendt. - Af Philosophie havde han nok i en kort Logik, og en fornuftig Moral. Vidste han noget af de andre Philosophiens Deele, var det godt; men meer burde ikke kræves. Hvad Physik og Mathematik angaaer, da var det ønskeligt, om der ved Skolerne var Anledning til at faae nogen Grund, i sær i den første Videnskab; men skulde saadan Anledning fattes, saa bør Academiet være forsynet med Lærere, som kunde meddele Ungdommen den fornødne Kundskab deri efter enhvers Hensigt, beqvemmere end Skolelærerne.

Alle disse Videnskaber burde examineres paa Dansk, og meer ved frie Samtaler, end ved nøie afpassede Spørsmaal og Giensvar. Allerede dette vilde nøde Ungdommen til at legge sig efter Modersmaalet, og skaffe dem en Færdighed i at udtrykke sig med Tydelighed, Rig-

38

tighed, og Næthed. Men derhos ønskede jeg, at enhver Candidat maatte ved en academisk Examen aflegge egne Prøver paa denne Hardighed ved al opfctte sine Tanker over en forelagt Materie, ved at fortælle et Factum, sammenskrive et Brev o. s. v. Ingen burde desuden komme til Academiet, som ikke havde giort sig vore beste Skribenter bekiendt, og kunde declamere nogle Tirader af dem med Smag.

Om Theologien og Christendommen har jeg intet talt, fordi Underviisningen deri bør tilkomme Kirkens, og ikke Skolens Lærere. Forældre og Præster bør see til, at Ungdommen faaer Den fornødne Kundskab i deres Christendom; og Confirmationen er Examen nok, i denne Kundskab.

Naar den første academiske Examen blev indrettet paa denne Maade, eller en anden, som havde dennes Fordeele, saa vilde den ikke allene blive uskadelig, men Skolerne vilde allerede af denne Forandring høste de vigtigste Frugter. De latinske Compendier vilde blive udryddede i Skolerne, og i deres Sted brugbare danske Læsebøger anskaffede. Lærerne vilde lægge sig efter meer at lære ved Samtaler o. s. v., end at høre Lectier. Tvang og Dorskhed vilde for en stor Deel forringes. Man vilde anvende mindre Tid paa Grama-

39

tikerne i de lærde Sprog, men meer paa Skribenternes Læsning selv, m. a. m. Men, naar jeg skulde tilraade en Examen, var det meest for dem, som igiennem de latinske Skoler kom til Academiet. For andre indseer jeg ikke Nødvendigheden af nogen Examen. Naar Larerne ved Universitetet holde deres Forelæsninger i Modersmaalet, saa seer jeg ikke hvorfor man ikke kunde antage en Candidat til Academiet med en ringe eller ingen Kundskab i de lærde Sprog, og uden nogen foregagende Prøvelse.

Jeg har været nødt til at opholde mig længe ved den første Examen, fordi jeg ikke kunde undersøge dens Værdie, uden at indlade mig i adskillige Undersøgelser, som angik Skolerne. Jeg befrygter ogsaa snarere, at jeg har sagt for lidet, end for meget derom; men jeg har stedse haft min Hovedmaterie i Sigte, og derfor søgte at fatte mig i Korthed. Maaskee Modsigelser af andre Patrioter kunde bevæge mig til at udlade mig i en og anden Sag vidtløftigere. Ved de andre academiske Overhørelser kan jeg være kortere.

Den anden eller saa kaldte philosophiske Examen er i Grunden ikke andet, end en Igientagelse af den første. Man forlanger de samme Videnskaber, som til den første Exa-

40

men, og den, som i denne har forholdet sig vel, behøver ikkun at see til, at han ikke glemmer, hvad han vidste, og har ikke nødig at lære meget nyt til. Der Aar, som forløber imellem den første og anden Examen, er derfor et virkeligt Driveaar for de allerfleeste Studerende. De, som haver hurtige Remmer og gode Gaver til at lære uden ad, bekymre sig gemeenlig ikke om deres philosophiske Examen, førend i den sidste Maaned for Tiden. Mange unge Mennesker af de beste Hoveder blive saaledes forførte til Lediggang, og Liderlighed, dens Daatter. De veed, at naar de allene forholde sig vel i den anden Examen, spørges ikke om, hvor lang Tid de have brugt til at forskaffe sig den Kundskab, hvorpaa de bør give Prøve i Examen, de bruge altsaa den mindste Tid dertil, som mueligt. Hvad Begreb maa dette allerede give de unge Mennesker om Videnskaber og Lærdom? og hvilke Følger har det ikke for manges hele Studeretid, at denne deres første Studenterexamen giøres dem saa let? Lad ogsaa nogle have Lyst at besøge Professorernes Collegier, og at udvide den Kundskab, de have bragt med sig fra Skolerne; saa see de dog, at de ikke for Alvor kunde applicere sig til nogen vis Videnskab, hvortil deres Lyst og Tilbøielighed kunde føre dem, efterdi de behøve at vide noget af alle Videnskaber for at glimre ved Examen:

41

Kort: det første Studenteraar kan en Student gierne slette ud af sin Livsbog, og efter den anden Examen er han gemeenlig saavidt, som han var ved den første. Denne Examen er altsaa i mine Tanker ganske unødvendig; og jeg seer ikkun en Ting, som kan siges til dens Forsvar. Det er dette.

Der ere visse almindelige Indsigter, som bør holdes lige nødvendige for alle Lærde, til hvad Deel af Cruditionen, til hvad Facultet de bestemme sig: lige nødvendige for Lægen, for Juristen, for Theologen. Man fatter disse Indsigter undertiden under der Navn Philosophie, naar man tager dette Ord i en vidtløftig Bemærkelse, og forstaaer da derved, foruden den egentlig saa kaldte Philosophie, i seer de physiske og mathematiske Videnskaber. At enhver Studerende skulde forskaffe sig nogen Indsigt i disse almindelig nyttige Videnskaber, førend han opofrede sig ganske til sit Hovedstudium, var uden tvivl Hensigten af det Aar, man gav ham til at studere Philosophie, og af den Examen, man krævede af ham efter hans første Studenteraar. Paa denne Hensigt seer jeg ikke, hvad der var at udsette, naar man tillige havde sørget for, at den var blevet opfyldt. Men hvorledes opfyldes den nu? Man kræver af en Student til den philosophiske Examen ikke allene den Phi-

42

losophie, jeg har beskrevet; men foruden den, ogsaa de lærde Sprog, ogsaa Historie og Geographie. Kort: man kræver for den Tid imellem den første og anden Examen for meget, naar man vil forlange en grundig Indsigt i nogen af de Videnskaber, man fordrer; men for lidet, naar man lader sig nøie med en Igientagelse af hvad en Student har profiteret til den første Examen. Og denne maa man vel lade sig nøie med, naar man ikke vil krave umuelige Ting. En Student, som ogsaa havde Lyst at lægge nogen Grund i en eller anden Videnskab, faaer ikke Tid dertil: han adspredes ved det meget, han maae vide noget af, og maa fra eet til det andet; thi ved Examen kommer det ikke an paa, hvor stor Indsigt han hari i en vis Videnskab, men hvor meget han veed af dem alle; Og det, som er det værste, de unge Studerende vænnes til at ansee de Indsigter, de maa lægge sig efter for Examens Skyld, som blot fornødne for denne Examen. Examen forbie, troe de at have naaet Maalet i disse Indsigter, og bekymre sig siden sielden om dem.

Jeg befrygter slet ikke, ifald den philosophiske Examen ophævedes, at de unge Studerende skulde fordømme at erhverve sig den Kundskab, som i ethvert Facultet kunde være dem nyttig, for strax at anvende al deres Tid

43

paa deres Brødstudium, eller paa den Videnskab, hvortil de vare bestemte. Thi hvorfor skeer det ikke ved de tydske Universiteter? Enhver tydsk Student kommer til Universitetet med en vis Hensigt og Bestemmelse. Jeg studerer til Doctor, siger den ene, jeg til Advocat, den anden, jeg til Professor, jeg til Præst. Men saa ulige deres Bestemmelser ere, saa have de dog visse Collegier tilfælles, hvilke de alle høre, foruden dem, som egentlig bor danne dem til deres Hovedstudium. Ingen Student kommer der til Academiet, at han jo især i det første Aar hører et Cursus i Philosophien, i Naturlæren, i Historien, i de skiønne Videnskaber, vel ogsaa i Mathematiken; men derhos forsømmer han ikke de Forelæsninger, som henhøre til hans Hovedstudium. Det samme vilde skee hos os, naar man først havde giort en fornuftig Studeringsplan antagelig, og bragt den i Mode. Og da man ikke havde en vis Examen i Sigte, behøvede man heller ikke at bestemme, hvor megen Tid man vilde anvende paa de Kundskaber, som ikke stode i nogen umiddelbar Forbindelse med vor Brødstudium. Tvertimod, dersom f. E. Juristens besynderlige Tilbøielighed faldt til det mathematiske Studium, saa vilde han ikke lade sig nøie med, som nu skeer, at høre nogle Bøger af Euclides i en kort Tid; han vilde med Flid lægge sig efter Mathematiken; hvorved han dog

44

ikke behøvede at forsømme sit Hovedstudium. Det kom kun an paa, at Professorerne indrettede deres Forelæsninger paa tydsk Viis, og læste ligesaa flittig som de Tydske. Og dertil vilde de endog faae en stor Opmuntring, naar den philosophie Examen blev afskaffet. Thi i det Sted nu ingen Professorers Collegier besøges, uden deres, som examinere, hvorved ofte den høilærde Stymper faae de fleste Tilhørere, og den dueligste Lærer sidder ledig, saa vilde enhver Student udvælge den Lærer, han syntes best om, og som giorde sig meest Møie for at nytte ham. Hvad Følger dette igien vilde have i det hele Universitetsvæsen, hvilken Activitet det vilde foraarsage baade hos Professorer og Studenter, behøver jeg ikke at erindre.

Den theologiske Examen, eller saa kaldte Attestaz er ganske nødvendig for dem, som skulle befordres til Lærere i Kirken. Men jeg vilde ikke, at det theologiske Facultet altid og allene skulde examinere Candidaterne. Dette forvolder, at, da det theologiske Facultet er ikkun eet eeneste i begge Rigerne, nødes de uformuenste blant Studenterne til at ile med deres Attestaz, for at faae den fra Haanden, imens de for de andre Examiners Skyld opholde sig ved Universitetet. Thi naar de siden komme bort langt fra Hovedstaden, og en Lejlighed

45

viser sig for dem at komme i Præstekald, er det alt for besværligt for Attestazens Skyld at reise til Kiøbenhavn igien, og opholde sig der i nogen Tid for at giøre sig bekiendt med Professorerne. De passe derfor gierne Lejligheden, at giøre sig klar, som de kalde der, imedens de ere ved Academiet. Men derved skeer det ofte, at mange ikke anvende den Tid paa det theologiske Studium, som udfordres til en grundig Kundskab, men gaae Gienveien igiennem Compendierne. Jeg vilde derfor, at det theologiske Facultet ikke examinerede uden dem, som forlangte det: undtagen man vilde paalægge de Studenter, som formedelst academiske Beneficier vare satte i Stand til at opholde sig i adskillige Aar i Kiøbenhavn, at lade sig examinere af Facultetet. Andre derimod, hvis Formue ikke tillod dem at opholde sig længe ved Universiteter, (men under to Aar burde dog ingen forlade det) skulde allene forsyne sig med Beviis fra de theologiske Professorer, at de flittig havde besøgt deres Collegier i den Tid, de opholde sig ved Academiet. Disse Beviis skulde forevises et Consistorium, som jeg i ethvert Stift ønskede maatte indrettes. Saadant et Consistorium kunde bestaae af Biskopen tilligemed 4 eller 5 af de lærdeste Provster i Stiftet. For dette Consistorium burde en Candidat mælde sig, saasnart han forlod Academiet, for at opholde sig i Provintzen. Han burde stedse

46

45

underrette det om sit Opholdssted, og dette Consistorium skulde have et vaaget Øie over Candidatens Opførsel. Saasnart nogen blev kaldet til Præst, burde han lade sig examinere af dette Consistorium, enten han havde sin Attestaz i Kiøbenhavn, eller ikke. Denne Examen skulde ansees som en tilstrekkelig Attestaz, og for dette Consiftorium kunde ogsaa de saa kaldte Dimisprækener holdes. — Jeg ønskede tillige, at alle theologiske Overhørelser maatte see paa Dansk baade Faculretet og af det foreslagne Consistorium. Deraf vilde følge, at Professorerne ogsaa maatte læse deres Collegier paa Dansk, og dermed tænker jeg var Videnskaben vel tient.

Jeg har nu allene den Examen tilovers, som man maae underkaste sig, for at naae en Magisters Navn og Rettigheder. Man har beæret denne Examen med det høiere Navn af Conferenz; men de, som kiende den, kalde den i Almindeligheden god anden Examen, og andet er den heller ikke. Man har i vore Tider troet, at sette Magistergraden i større Priis, ved at giøre Conferenzen offentlig, da den tilforn gik for sig inden fire Begge. Men jeg tvivler paa, man ved dette Middel naaer sin Hensigt. Visse Ting have størst Agt, saa længe de holdes hemmelige: aabner man Døren og tillader enhver at indsige i disse Hemmelighe-

47

der, tabe de al deres Priis. Og saaledes vil det vel gaae med Magisterconferenzen. Enhver, som med Roes har udstaaet sin anden Examen, vil troe sig dygtig til at blive Magister. Feilen er, man kræver her atter for mange forskiellige Indsigter og Videnskaber, og derfor kan man ikke kræve meget dyb og udvidet Kundskab i nogen særdeles Videnskab. Magistergraden burde være Trinnet til Professorater, og ingen tilstedes til den, uden de, som vare Professorlærde. Men ligesom ingen paatager sig, at være Professor i alle Videnskaber, uden den, som ikke burde være det i nogen, saa burde man ikke forlange af en Magister uden en dyb Indsigt i visse Videnskaber, som han isar havde lagt sig efter, saasom: Philologie, Philosoyhie, Mathematik o. s. v. Man kunde da kalde dem, efter deres besynderlige Styrke: Magistri Philologiæ, Philosophiæ, Mathematum o. s. v. En Conferenz med saadanne Candidater kunde man vel forlange, burde skee paa Latin; og naar den tillige holdtes offentlig, vilde den giøre den examinerende Professor ligesaa kiendelig, som Candidaten.

Dette er mine Tanker om de academiske-Examiner, hvilke jeg underkaster andre Patrioters Prøvelse. Jeg troer, Sagen er vigtig nok til at prøves af flere, og jeg veed ikke, at nogen tilforn har udladt sine Tanker derom

48

offentlig. Jeg har giort mange Forslage, det er sandt; men hvor er der mueligt at røre ved en Ting, som l mange hundrede Aar har været urørt og uantastet, uden at finde meget at forandre, meget at foreslaae? Jeg forlanger ikke, at alle mine Forslage skulde være de beste. Det er mig nok, ifald jeg har vist nogle Feil og Mangler ved vor Universitets- og Skole-Væsen, som ere vigtige nok til at sette Patrioter i Bevægelse, og opmuntre dem, som have Magt dertil, at tanke paa Midler for at hæve dem. Vigtige Manglers Indsigt er det første Skridt til Forbedring, og uden Forslag iverksettes ingen Forbedring. Jeg har saa nøie, som mueligt, holdt mig til min Hovedmaterie, da jeg ellers, naar jeg skulde have udført de Nebenmaterier, som stode i Forbindelse dermed, maatte have skrevet en heel Bog; hvilket ikke var min Hensigt.