[Ove Gierløv Meyer] En Normands Besvarelse paa nogle nyere Indvendinger, imod et Academies Oprettelse i Norge.

En Normands Besvarelse

paa nogle nyere Indvendinger,

imod

et Academies Oprettelse

i Norge.

Kiøbenhavn,

Tilkiøbs hos Kannemorff i Silkegaden. 1771.

2

        

3

Jeg veed vel, at det hører Staten og ikke enkelte Personer til, at dømme, hvad Indretninger der kan være det offentlige til For- deel eller Skade. Men jeg veed og, at det er enhver redelig Borgers Pligt, at tilkiendegive hvad han efter sine Indsigter troer kunde være det hele tienligt. Han forbander al nedrig Feighed, og med denne, den krybende Egennyttighed, hvis Øiemeed med alle sine Forslag bliver intet andet end andres Skade og egen Fordeel. Han raler for Fcrdrcnelandet og ikke for sig selv. Forsikkret om disse Tankers Rigtighed, troer jeg mig berettiget til at forsvare den Sats, at Norge bør have et Academie. Man har ved nogle nyere Indvendinger søgt

4

4

at omstøde den; Disse burde maaskee ikke blive ubesvarede, skiønt jeg har hørt nogle være af andre Tanker. De har vildet, at man skulde forlade sig til, at endog de rimeligste Indvendinger, uagtet deres foregivne Vigtighed, snart røbede sin Lethed. De mindre rimelige har de anseet ligesaa uværdige at besvare, som uformuende til at skade. Jeg billiger tildeels disse

Tanker, men jeg anseer tillige dette Forslag for at være af den Vigtighed, at det fortiener at forsvares. Ikke de Grunde alene, som nogle nyere Normænd har anført, understøtter denne Sats. Det er ikke disse deres Fædrenelands Venner alene, som i denne Anledning har talt vel for Norge. Men Dannemarks egne har givet dem Bifald; og iblant disse ei alene saa- danne Mænd, som Dannemark ikke kan skamme sig ved, men endog de, som har giort det Ære. En Pontoppidan, en Mand, som jeg veed bliver nævnet med ulige Agtelse, men bliver dog altid agtet nok til at fortiene Bifald der, hvor Sandheden strider for ham, han indsaae Fornødenheden og Mueligheden af dette Forslag, og arbejdede for dets Fuldbyrdelse, men fandt Modstand hos dem, som man ansaae for Videnska-

5

5 bernes Yndere, og mistede Haabet. En Sne- Dorff, ligesaa erfaren, som veltænkende, spaaede af et Academie i Norge Videnskabernes Mo- denhed i Dannemark. En anden, som Dannemark endnu eier, og som Norge skylder ikke mindre end han Norge, tænker herudi med en Snedorff. En Mand som dyrker Videnskaberne for deres egen Skyld, og ikke som en Mester sit Haand-Verk. Saadanne Mænds Bifald maae dog være af nogen Vægt, og med Billighed kunde man maaskee ansee det langt vigtigere, end et heelt Collegii Modstand, hvor egen Fordeel maaskee kunde have Leilighed

til at hindre et upartisk Votum. Thi Inter-

essen, den kiere Interesse virker kraftig paa de Menneskelige Siele. Imidlertid har jeg dog erfaret, at et Academies Oprettelse i Norge har saadanne Mænd imod sig, som man aldrig bør troe i Stand til at drives af uværdige Hensigter. De fleste Grunde, hvorpaa disse bygge sine Modsetninger, har jeg seet anført i den Kritiske Journals No. 10. ved Recensionen af Undersøgelsen, hvorvidt de Aarsager kan gielde der ansees som Hindringer for et Academies Oprettelse i Norge. Jeg vil derfor laane dem

6

6

derfra, for her at besvare dem. Jeg frygter ikke, at dette Blads lærde Forfattere, som Publicum kiender for at være ligesaa veltænkende imod Videnskaberne og det almindelige, som nøiagtige i sine Domme, negter mig denne Frihed. Jeg vil søge at gaae dem i møde, med den Forsigtighed, som deres Styrke fortiener. En anden lille Mand har i Adresse-Ef- terretninger No. 69. yttret sine Tanker mod et Academies Oprettelse i Norge. Har hans Hensigt dermed ei været mere uskyldig, end hans Grunde stærke, fortiente de vist ei at besvares. Men uvis om hans Hensigt, og medlidende med hans Svaghed, vil jeg møde ham. Jeg har ei i Sinde at forsvare Undersøgelsen, hvorvidt & c. hvad de Feil angaaer, hvorved det derudi giorte Forslag intet lider. Heri vilde jeg maaskee og komme til kort. Men de Grunde, hvilke deri ere anførte for et Academies Oprettelse, disse forsvarer jeg. Uden at spørge nogen af disse Forfattere, hvad Land der har frembragt dem, kiender det ligegyldige Partie dem begge lige let. Undersøgeren som en Normand, Journalisterne som Danske, begge som Patrioter. Det første Journalisterne anføre,

7

7

som dog maaskee ei uden forklaret i en falsk Forstand, kunde sigte til at svække Normandens Grunde, er dette:

„En fælles Regierings Beste udkræver snart af det ene snart af det andet af de forbundne Folk, er Offer af dets særskildte og eensidede Fordele.„

Dette er vel i sig selv en Sandhed, som enhver oplyst Normand ligesaa lidet vil negte som nogen Dansk. Men anføres det for at afvende et Academies Oprettelse i Norge, da kunde man vel med Billighed fordre af Journalisterne, at de vilde sige os, hvilken eensidet Fordeel Dannemark afstaaer til Norge, som et Æqvivalent for den Rettighed at have et Academie; Saa troer jeg, at Norge vilde med Glæde frembringe dette Offer. Det er desuden ingen eensidet Fordeel, som et Academie anlagt i Norge kunde frembringe. En almindelig Oplysning i Landet, dets Fordele og Herligheder mere undersøgte, og Videnskabernes Opkomst og Flor, alt dette gav ikke eensidede Fordele for Norge alene, men fælles Fordele for den fælles Regiering. Kan Forfatterne af Journalen sige os noget Forslag der kunde give

8

8

et større Haab herom, end et Academie anlagt i Norge, da træder jeg strax over paa deres Side.

Journalisterne ere enige med Forfatteren af Undersøgelsen deri, at Norge kunde give Anledning til mange vigtige Opdagelser i Læge Kunsten, men

„kan dog ikke indsee, hvad Styrke dette har til at bevise Nødvendigheden af et Aca- demies Oprettelse i Norge.,,

Det har vist aldrig været Undersøgerens Mening, at Professores skulde faae megen Leilighed til at undersøge Landets Sygdomme og at hielpe de Syge, eller at deres Praxis skulde strække sig uden for det Sted, hvor Academiet var. Men at flere af Landets egne Sønner, udrustede med Færdighed i denne Vi- denskab, kunde faae Leilighed til at tiene sine Medborgere. I Byerne og ved Armeen fordres Mænd, som ere erfarne i denne Videnskab. Landet har dem og, skiønt maaskee i et mindre Tal end der behøvedes. Men de fleste ere Fremmede og Udlændinge. Og jeg troer ikke, at det er Journalisterne ligemeget, enten Landet føder sine egne eller fremmede. Dertil tænker

9

9

de alt for Patriotisk. Saa længe Landets Børn besidder lige Duelighed med fremmede, har de vist Fortrinet. Men for at forskaffe dem denne, udfordres der andre Indretninger end de nærværende. I Kiøbenhavn kan de erhverve sig den. Men det Medicinske Studium er som det vidtløftigste tillige det kostbareste. De Vanskeligheder som indskranker de Norske Studerende i Almindelighed til saa ringe et Tal, bliver derfor mere uovervindelige i dette Studium og altsaa kun meget faae, som kan igiennemtrænge dem. En anden Nytte var det, at Landets naturlige Læge-Midler kunde blive mere undersøgte og bekiendte. Hertil har Provincial-Lægerne ingen Tid, men Professores kunde og burde have den. Naar disse paa beqvemme Tider foretog sig smaae Reiser i Landet, vilde det blive nyttigt for Naturhistoriens Opkomst, ikke mindre end for deres egen Sundhed. Flora Danica bevidner, hvad Norge kunde love i Botaniken. De fleste og meest sield- ne Arter ere der samlede. Lad os spørge den utrættelige Gunnerus, og han vil vise os sin Flora Norvagica. Alt dette troer jeg kan be-

10

10

væge Recensenterne til med mig at ansee endog denne Normandens Grund for vigtig.

Hvad de Uleiligheder angaaer, som Kiøbenhavn har for Videnskaberne og deres Dyrkere, da ere Forfatterne af Journalen og Undersøgelsen næsten enige. De første troer alene at de ere lige store for begge Folk. Dog anmær- ker de selv nogen Forskiel, som synes mig kunde være formaaende nok til at bringe dem paa andre Tanker. Jeg kunde altsaa være ubekymret om denne Indvending; Dog til deres bedre Oplysning tilføier jeg følgende: Journalisterne tager visselig Feil i at dømme de Norske Studerende i et større Antal bemidlede end de Danske. Men denne Forskiel maatte de mærke. I Dannemark har en gammel Misbrug faaet Hævd, som, til Lykke for Videnskaberne, endnu ikke har taget Overhaand i Norge; nemlig denne, at sette de fattigste Børn til Studeringer, for at blive Publicum en Tid lang til Byrde, i Steden for at føre dem an paa en anden Vei, hvor de strax kunde blive nyttige Mennesker. Dette er Aarsagen hvorfor man ikke iblant de danske Studerende bliver saa mange bemidlede vaer, som blant de Norske. Thi de Danske

11

11

bemidlede taber sig i en utalt Skare af de allerfattigste, og da tillige som studerende allerelen- digste Mennesker, da derimod i Norge ingen anføres til Studeringer, uden han i det mindste har noget Haab om Understøttelse af Forældre eller Venner. Jeg taler om, hvad der i Al- mindelighed skeer, da et eller andet enkelt Exempel intet beviser derimod. I Norge har neppe nogen en anstændig Udkomme, hvis Søn ei maae studere. I Dannemark derimod ere de rigeste, hvad Mængden angaaer, sorgløse for Videnskaberne, alene bekymrede om at efterlade sig en riig, ligemeget om ukyndig Arving. I Norge lader Forældre af Stand sine Børn studere, for at kunde i Tiden vedligeholde sine Forældres Anseelse. I Dannemark derimod anføres Børn af den ringeste Pøbel til Studeringer, før i Skolen al nyde Kost-Dage hos de Formuende, Klæder af Publico, ved Academiet Medynk hos Professores og Stipendier ved at krybe. Erfarenhed bevidner dette, og jeg troer ei Journalisterne kan negte, at det er en Misbrug, som del var at ønske maatte dempes i Dannemark, og alle Adgange tilsverres for i Norge. Er det ikke ynkeligt, at Skabnin-

12

12

ger som aldrig af Forsynet ere frembragte til andet end til at blive i sin egen Stand nyttige Mennesker, skal af fordærvede Sædvaner og de elendige Fordomme slæbes hen til Studeringer, alene i det glimrende Haab engang, at opnaae det store Hoved-Maal, som igiennem deres vidtudstragte Udsigter aabner sig for dem, nemlig et Degne-Kald paa Landet, eller i det høieste under Couvert af en elsket Søster, eller vel øvet Kammer-Pige, at blive i en ærværdig Dragt en foragtet Slave af en dum og myndig Proprietair. I Norge tager en Fader sig temmelig nær for at udruste en Søn paa en anstændig Maade til Academiet, og Sønnens Lyst til Nethed bliver ham maaskee til Byrde og Last. I Dannemark forstaaer de begge Oeconomien bedre. Betragter nu Journalisterne disse almindelige Forhold, som jeg dog ikke negter sine tilbørlige Indskrænkelser, saa seer de lette- lig, at det er langt vanskeligere for de Norske Forældre at holde sine studerende Sønner i Kiøbenhavn, helst naar de legger dertil sin egen anmærkede Forskiel, større Mangel paa Be- kiendtskab og mindre Opsyn.

En vigtigere Indvending synes følgende at

13

13

„Journalisterne mener, at det Kiøbenhavn- ske Academie med større Nytte for Vi- denskaberne og mindre Bekostning kunde forlegges til en liden Kiøbstæd i Landet, end et nyt oprettes.„

De indvikler denne Tanke i et Spørsmaal, som de drister sig ikke til at besvare. Jeg indseer meget vel Nytten og Nødvendigheden af det Kiøbenhavnske Universitets Forflyttelse, og jeg vilde ikke, at et Norsk Academies Oprettelse skulde være det til Hinder. Philokalus gik Skridt for Skridt, betragtede det paa alle Sider, men fandt for meget som skulde af- sted,

Men hvad der end skeer, troer jeg dog, at dette Normandens Fosflag om et Academies Oprettelse i Norge bliver lige grundet, og Norges Rettighed lige stor. Jeg burde da, for at besvare denne Indvending efter sin Vigtighed, have Indsigter ndk til at kunde fremsette en Plan hvorefter saavel det Kiøbenhavnske Academie kunde forflyttes, som et nyt anlegges. Men hertil udfordres Mænd, ei alene afen bekiendt Redelighed, men tillige af den største Erfarenhed, ifald deres Forflag skulde give noget Haab om

14

14

Dets Fuldbyrdelse. Men kunde enkelte Kræfter være saa stort et Foretagende voxne, da torde maaskee den værdige Forfatter af Raisonnements over det Kiøbenhavnske Academies Mangler & c. være at overtale til et Forslag, hvorved begge Folk kunde være tient. Han viser saa mange og efter mine Tanker mere end overflødige Hielpe-Midler til Universitetets Forflyttelse, at ved en klog Indretning kunde begge Dele skee. Især kunde vel Norge fordre Bergens Seminarium til en Understøttelse for sit Academie. Man veed hvor liden Nytte det almindelige nu høster deraf. Overalt kunde man efter de Forslag, som ere giorte, vel være ubekymret om de Omkostninger, som et Academies Oprettelse i Norge vilde Udfordre. Udveie hertil fantes vist nok, uden at fornærme de Danske og uden at bebyrde de Norske Geistlige og Civile Embeds-Mænd med en overordentlig Academie-Skat. Private Folkes Ædelmodighed vilde giøre det meste, og hvad denne giør med Lyst, et med Tvang, kan aldrig ansees for en Byrde for Staten. Om det Kiøbenhavnske Universitet i en vis Ligning deelte med det Norske nogle af sine Stipendier, som er det eneste

15

man derfra har paastaaet, var det vel heller ingen Bekostning for det almindelige. Hvad Skade var derved, at Dueligheden paa to Stæder kunde finde nogen Opmuntring? Men jeg haaber, at naar Philonorvagus vil opfylde sit Løfte, og give os en Plan, henfalder denne Sorg. Maatte han alene ei bie for længe, Hans Løfte har maaskee holt andre Norske fra at udvikle denne Sag tydeligere. Alt dette troer jeg kan uden at svække min Sats, befrie mig fra nøiere at besvare denne Indvending. Om ikke mine saa andres Forslag vil vist opfylde det manglede. At tvende Academier, et i Dannemark og et i Norge, begge vel indrettede, vilde blive til større Nytte for Videnskaberne, end et, kan jeg ei see, hvorledes Forfatteren kan kalde i Tvivl. Han tilstaaer selv, at Norge giver større Lejlighed for visse Videnskaber end, Dannemark, og jeg tvivler om, at disse kom sig bedre i Viborg end i Kiøbenhavn. Sielland og Jylland giver nok lige rare Phoenomena i Steen- Plante- og Dyre-Riget. Desuden naar man borttager den kraftige Drive-Fieder, Æmulationen, hvad Forsikkring giver Journa- listerne os da for Sagernes hurtigere Gang i Pro-

16

16

vintserne end her? Academiet blev lige vel det eneste, og hvo seer da ikke, de samme Misbruge og den samme Slentrian al true os. Man vil oplive Æmulationen ved at giøre Professorernes Antal større og inddele dem i forskiellige Classer, men med ,den samme Omkostning, som de underholdes paa et Stæd, kunde de efter mine Tanker fordeles paa to, og da fik vist alting sit Liv, naar de Norske Læreres Tal ikke efter Undersøgelsen blev indskrænket, men Academiet, som Journalisterne holder for nødvendigst, maatte ligne det Danske herudi, saavel som i Rettigheder og Friheder. Thi herudi har vel Undesøgeren alene seet til den alrid besværlige Begyndelse, og denne har maaskee holt ham tilbage fra at giøre vidtløftigere Forslag.

Journalisterne indvende videre:

„Det maatte være at befrygte, at Forældre vilde vedblive, at fortsende sine Sønner til det Kiøbenhavnske Academie, især da de fleste Befordrings-Veie for en Normand maae søges i Kiøbenhavn.„ Men hvorfore i Kiøbenhavn? Er ikke denne Uorden en Følge af Norges Udelukkelse

17

17

fra at have et Universitet? Jeg seer ingen Nød- vendighed hvorfor de Norske Candidaler skul- de nødes til i 6. á 8. Aar at fortære Penge i Kiøbenhavn, alene for at søge Embede. Kunde man ikke herudi tage Exempler af andre Stæder? Hvor et hvert Facultet, der best maae kiende Candidaternes Duelighed, foreslaae de vær digste ligesom Biskopperne nu skulde giøre. Og burde da vel nogen attestere ved noget Fakultet førend han havde opnaaet sit 25 Aar? Børn bør dog ikke have Embeder. Derved bleve de studerende forbundne at opholde sig ved Academiet, og giøre sig bekiendte.

Jeg kan ikke see, at Nationerne bleve mindre blandede, fordi hvert Land fik sit Academie. Tvertimod blev Sammenblandelsen derved des mere befordret. I Steden for at Norske tilforn alene har været nødte til at forlade sit Føde-Land, saa kunde nu Danske tillige faae en Opmuntring til at see sig om uden for sit Hiem. Enhver kunde jo søge hvad Academie han vilde, og jeg er forsikkret, at ligesaavel vilde de Danske søge det Norske, som de Norske det Danske Universitet. Hvad Embederne an- gaaer, da har jeg hørt at det engang i de for-

18

18

rige Tider har været i Forslag, at ingen Normand maatte faae Bestalning i Norge og ingen Dansk i Dannemark, men begge Folk skulde omtuskes. Uden Tvivl var det til det heles Fordeel, at dette Forslag blev til intet. Ethvert af Rigerne har sine særskilte Fordele, som Indvaanerne gierne ansee større end de virkelig ere, og derfor nødig vil ombytte. Som enhver Plante trives best under sin egen HimmelEgn, saa er nok enhver best tient med ar leve sin meste Tid i sit eget Land. Men foruden den naturlige Rettighed, efter hvilken det tilkommer enhver at bruge de ham medfødde Fordele, en Ret, som aldrig bør betages nogen, uden han selv frafalder den, har man Grunde nok, som viser et saadant Forslags Vanskelighed og Farlighed. Steders og Luftens Forandring, har for de flestes Helbred, som Erfarenhed daglig viser, mange farlige Følger. De Kund- skaber, som man ligefra sin Ungdom af kan have havt Lejlighed til at erhverve sig om sit eget Land, for derved i Tiden ar gavne det, blive ved saadan Omtuskning næsten unyttige. Den Danske og Norske Lovkyndighed ere i vigtige Stykker forskiellige. Sædvaner og Ved

19

19 tægter ere forskiellige, den naturlige Forfatning er forskiellig. En har lagt sig efter nogen Indsigt i t Lands naturlige Historie, denne bliver paa er andet Sted, om ei unyttig, dog mindre gavnlig. En Normand bliver mod sin Villie (thi det er en anden Sag, naar hans egen Tilbøielighed bestemmer hans Lykke.) sat til et Embede i Dannemark. Tusinde Forandringer af Skikke og Levemaade, Utallige Fortrædeligheder, som gierne møde iblant fremmede, giver ham Ulyst til sine Forretninger, og denne giør ham omsider ganske Ubeqvem. En Dansk kommer til Norge, han er maaskee værre faren. De besværligste Reiser forestaae ham igiennem Veie, som man kan skrekkes ved at tænke paa, og som ingen, Uden de, som Vanen og en lang Øvelse har lært at trodse Faren, tør vove sig paa. Men hvo kan eller vil opregne alle de Vanskeligheder denne Indretning vilde fore med sig, og hvad Nytte skulde den bringe? Det bliver altid et ædlere og sikkrere Venskab, som stadfæstes ved at finde, hver sine Fordele og Rettigheder urørte end det som bygges paa uvisse Maximer. Dette beviser den forgangne Tid. I Betragtning af alt dette kunde vel

20

20

Journalisterne, og med dem andre, som kunde være af samme Tanker, være ubekymrede for Sammenblandelsen. Man skal aldrig kunde vise nogen billig Grund, hvorfor Befordringer ikke baade kunde søges og nydes af begge Folk i sit Føde-Land. Men lad nu alle Ting komme til det høieste, at Indretningen med Befordringer maae blive som den er, at de altid skal sø- ges i Kiøbenhavn. De som søge Betieninger ere almindelig komne til den Alder, at Stadens Vellyster ikke giøre mere et saa farligt Indtryk paa deres Siele. De fleste af dem ere og Geistlige, der efter den almindelige og sikkre Tuur maae først capellanisere 9. a 10. Aar. Det er langt fra mig at ønske denne Vei bestandig aaben; thi oftest seer man dog dem, som for at være sikkre i sin Sag haver betræd den, efter sin lange Tieneste ligesaa fattige paa Fortieneste som rige paa Aar; ligesaa fremmede fra Lærdom, som opblæste af sin lille Kundskab; ligesaa uvillige i Embedet, som bekymrede for andres Affaires. Men lad disse nu nødes at besøge Hoved-Staden. Standen om ei Aarene vil holde dem i Tøile. Faae er det derimod, som efter det fuldendte academiske Løb strax opnaae

21

21 Embeder. Her er endnu mange Livets Scener at igiennemgaae. Og overalt vilde en Reise i de senere Aar langt fra ei foraarsage saa store Omkostninger, som den første Ungdoms Udflugt.

Disse ere nu den Kritiske Journals Ind-

vendinger imod et Academies Oprettelse i Norge. Jeg troer, de indeholder alt, hvad en fornuftig Overveielse, ledsaget af den ædle Koldsindighed, kan udtænke i denne Sag. Jeg haaber i min Besvarelse ei at have fornærmet den Høiagtelse, som jeg med det hele Publico skylder dette Blads lærde Forfattere. Og altsaa troer jeg ei heller, at behøve nogen Undskyldning fordi jeg har sagt dem imod. Baade troer jeg at have Sandheden paa min Side, og jeg har mere end engang sporet, at disse Forfattere ligesaa lidet som jeg elsker Utidige Complimenter og lærde Pedanterier. Men et har jeg at giøre Undskyldning for, nemlig, at jeg tilføier De Herrer Journalister, som Med-Opponent et stakkels eenfoldigt Menneske, Indrykkeren i Adresse Bladets No. 69. Jeg havde tænkt for længe siden at besvare den Kris- tiske Journals Indvendinger, enten ved det patriotiske Magazin eller paa andre Maader,

22

22 skiønt ei i Adresse-Avisen; Men foruden, at jeg ventede en Besvarelse fra Manden, som den angik, saa holdt og en Sværm af nye Op- positioner, som man engang truede med, mig tilbage. Nu ere disse uden Tvivl blevne qvæ- lede i Fødselen, eller maaskee det indrykte kunde være et ynkeligt Beviis paa en saa smertefuld, som alt for tidlig Nedkomst. Men vi har ingen andre Modsetninger seet offentlig, og deres Bekientgiørelse mere end deres Vægt har for- dret en Besvarelse. Dette stakkels Menneske har jeg derfor, imod min Villie, her maattet møde; da han har udfordrer den ubenævnte Normand paa et Sted, hvor han lige saa lidet som jeg kunde nedtræde til ham. Thi jeg for min Part, er ingen Elsker af at see mine Tanker udsatte for den Deel af Publico, hos hvilken disse Efterretninget ere meest i Brug. Eller paa Gaden at høre Øl-Patrioter hos Byens Bræn- deviinsmænd og i Vertshusene med en stærk Stemme at overskrige sine Medbrødre, for at bestride Normandens Setninger og give sin Mand Overvægten. Hos disse Folk vil vist nok Indrykkeren blive en Helt værdig deres Bifald. Journalisterne maae derfor ansee det mere for

23

23

en ulykkelig Hendelse, end for et overlagt Raad, at de her finde en Mand, saa lidet værdig, at settes ved deres Side. Dog dette kan maaskee ikke heller undskylde mig. Jeg vil derfor, for at adskille dem desmere, drage denne Streg, og bede Læseren ved at betragte den sidste, ei at tænke paa de forrige.

Svar til Indrykkeren i

Adresse- Efterretningerne, No. 69.

Man kunde giøre sig mange Formodninger, hvem Faderen til disse Tanker kan have været. Langt fra mig er den Tanke, som jeg veed mange har yndet, at det maatte være en af vore lærde Fædre, siden Protocollerne vare ham betroede. Jeg er forsikkret, at enhver af disse besieles saa meget af Apollos Aand, at de ei skulde misunde ham en Tempel blank de Norske Fielde, om de og derved selv skulde

24

24

lide en Indskrænkelse i sine Indkomster. Men ligemeget hvem han er, saa viser han sig, som en Person, hos hvilken gammel Vane, og indgroede Fordomme ere uudrydelige. Han holder hart ved den gamle Troe. Norge har aldrig haft Academie, derfor skal det aldrig have. Norges Studerende har altid været faae, derfor blive de aldrig mange. Indrykkeren har uden Tvivl valgt Adresse-Contoirets Efterretninger, som et Handels-Blad, til sine Tankers Basune, for at hans Prægtighed ikke skulde udsettes for en billig og velfortjent Kritike, ifald han havde taget Sted iblant Magazinets patriotiske Skribentere. Deere havde dog, efter mine Tanker, været anstændigere for en Mand der vilde yttre sine Tanker, i en Sag, som jeg ei seer staaer i nogen Connexion med Byens Nyeheder, eller de for Huusholdninger nyttige Efterretninger. Imidlertid har han dog havt den Ære, at paradere med sine Tanker paa den første Side i en offentlig Gazette, og at skaffe de ærlige Borgere Andledning til at give sine Anmærkninger i en dem saa lidet vedkommende Sag. Der skal være en unævnt patriotisk Normand, der har givet Indrykkeren

25

25

Anledning til at vise sin Styrke i de fire Species. Denne skal have lovet det Norske Academie en Tilgang af 5. til 600. Studerende. Om en eller anden har giort denne Regning, veed jeg ikke, men dette troer jeg, at den kan have saadanne Grunde, som giør den muelig, endskiønt Indrykkeren ikke har kundet indsee den, enten formedelst et naturligt svagt Syn eller mellemkommende Hindringer. Indrykkeren troet sig nok at have alt for authentiqve Beviis til at jeg torde negte, at Norge i en Tid har givet faa Studerende aarlig. Dog burde han for Formalitetens Skyld ladet sit Udtog af Proto- collen verificere af vedkommende. Havde han giort dette, da havde nok vore Professores, thi disse ere Mænd som ei vilde skyvle Sandheden, sagt ham at han tog Feil. De havde viist ham, og det var en Skam, om de ikke havde giort det, at mange Normænd ere hans anførte Tid dimitterede til Academiet med Testimonio af Rector ved Kiøbenhans Skole, eller af sine private Manuductores her nede, og altsaa anførte blant Hafnienses. Indrykkeren har og glemt dem, som Forældrene af en eller anden Aarsag setter i danske Skoler, og hvoraf der i

26

26

denne Tid er dimitteret et maaskee ikke jaa ringe Antal fra Helsingøers, Roeskilde og de andre Skoler. Det er Skade Indrykkeren har glemt disse. Men lad nu hans angivne Tal og Udtoget af Protockollen vare rigtig; Jeg veed dog ikke med hvad Vished Indrykkeren kan slutte fra den forgangne Tid til den efterfølgende. Skulde han endnu ei have lært, at en kort Tid kan giøre store Forandringer. Men lad hans Setning gielde, jeg troer dog at kunde vise ham, at om Kierlighed til Fædrene-Landet har giort sin Regning lidt overdreven, saa har og Kierlighed til egen Fordeel, og en øiensynlig Partiskhed, som røber altid et uædelt og mindre end patriotisk Hierte, giort sin lige saa falsk.

Indrykkeren giør artige Antræk fra de 100, somfom efter 3de Aars Forløb kunde befinde sig ved Academiet i Norge. Den fierde Deel gaaer bort som Fattige, den fierde Deel som Formuende. Saa plukkede de kierlige Koner sin Mand i Fablen; Den gamle de sorte Haar og den unge de graae, indtil Manden blev skallet. Men hvorfor trækker Indrykkeren den fierde Deel fra som Fattige. Jo, de maae strax forlade Aca-

27

27

demiet. Men skulde han være ukyndig om, at neppe to hvert Aar af de Norske studerende forlader Kiøbenhavn, førend de har faaet Examen philosophicum. Og kun faae, naar de seer no- gen Muelighed i at blive, førend de har atte- steret. Men hvorfor skulde de da hyppigere forlade Fædrene-Landets Academie? Kunde ikke, som tilforn er anmærket, deres Venner der lettere komme dem til Hielp? Skulde Leve- maaden ikke der blive mindre bekostelig? Han indvende mig ikke, at naar Landet selv fik et Academie, kom dertil flere Fattige, og fattigere end nu; thi saa falder hans hele Setning. Indrykkeren har og ikke taget i Betragtning, at her er Haab nok til at faae saadanne Indretninger , hvorved i det mindste den fierde Deel hvert Aar kunde nyde nogen Understøttelse.

Hans anden Afkortning, nemlig, at den fierde Deel gaaer bort som velhavende, grunder Han paa en Formodning ligesaa forunderlig som denne. At Dannemark hvert Aar sender den fierde Deel af sine Studerende til Paris, for tillige med deres Studeringer at tage Deel i de Pa- risiske Forlystelser. Indrykkeren maae nok som Dansk være lige saa forliebt i Kiøbenhavn

28

28

som en Franskmand i Paris, der troer, at in- gen forstaaer at leve, uden han der har udstaaet sine Lære-Aar. Men hvorfor skulde de Norske velhavende foretrække det Kiøbenhavnske Uni- versitet for sit eget? Jeg setter forud, ar begge i det væsentlige kunde holde hverandre Stangen, lige duelige Lærere, lige Indretning og lige Orden. Hvad skulde da bevæge dem til at reise? Jo denne Los-øiede Indrykker kan indsee Aarsagen. Hoved-Stadens Forlystelser. Men jeg tvivler paa, at alle Norske tænker, som denne forunderlige Original. De fleste Studerende staaer endnu under Forældres og Venners Bestyrelse. Disse kiender Kiøbenhavns moralske og physiske Farligheder alt for vel, til at de skulde vove sin Ungdom derhen, naar de kunde have den paa et sikkrere Sted. Lad en eller anden Familie have Venner i Kiøbenhavn, under hvis Opsigt man kunde betroe den unge. Denne Lykke har vist den mindste Deel. De unge som raader sig selv, er et saa ringe Tal, at de ei heller kan komme i Betragtning. Imidlertid dersom de ere af en god Art, saa bliver Studeringer deres Hovedmaal, som de ikke setter til Side for Forlystelser, og da tage de

29

29

vist al den Kundskab med sig hjemmefra, som de kan faae, førend de søge Fremmede. For deres Studeringer, som ere af en anden Art, kan Norge gierne overlade et andet Universitet baade Æren og Fordelen. Forlystelser, siger Indrykkeren, var det som skulde drage den fierde Deel til Kiøbenhavn. Tænker han da, at ved et Academie i Norge maatte man leve som Eremiter? Jeg troer derimod, at man der kunde have de Forlystelser, som Kiøbenhavn har, ja dem, som de fleste Studerende her maae savne. Jagt om Sommeren, Kanefart om Vinteren, Concerter, Assembleer, Comoedier, Masqverade & c. Alt dette kunde Stude- rende forskaffe sig paa et Sted, hvor de ei bleve bortrevne af fremmede Adspredelser. Hvor Professores selv kunde tage Deel i deres Forlystelser og bestyre dem, at de ei bleve til Hinder for Videnskaberne. Hvor alle disse Forlystelser kunde forædles ved den Uskyldighed, Frihed og Fortrolighed, som aldrig fæster Boelig i de store Stæder. Her kunde Professores blive baade Lærere og Ledere, og de Studerende deres Forlystelse og Belønning. Begge kunde finde i hverandres Omgang en Tidsfordriv, som

30

30

var dem værdig, Norge vilde da nok, tryg for Kiøbenhavns Forlystelser, beholde den fierde Deel af sine Studerende, de velhavende og med dem det fulde Antal 100. efter Indrykkerens grundige Ansettelse. Lad dem reise, som Vellysten drager mere end Æren, om og Norge uden fremmed Hielp kan opføde saadanne. Lad dem reise længe nok. Men Fæderne-Landet opfylde med duelige i sit eget Skiød oplærte Borgere, vil blive klog nok til ei igien at kiende dem for sine, naar de som udtærede Skygger af tilforn haabefulde Borgere, komme tilbage for at trygle de Elendiges Brød i det Land, der engang havde tiltænkt dem sine Æres Charger, sine Belønninger. Andre ligesaa velhavende, men mere kloge, skal tæmme sin Reise? Lyt, indtil de udrustede med sit Fæderne-Lands Videnskaber kan reise, for at udbrede sine flittige Landsmænds Ære, at bevidne Videnskabernes Opkomst i Norge, og bringe Europæ Videnskaber hiem med sig.

Nu tage da vor Aritmethicus sin Griffel og sit Regne-Bret, og giøre en anden Inddeling paa Collegia. Her findes nogle, som han har glemt, og som dog vil yde sin

31

31

Skierv paa Videnskaberne. Først hvad de ju- ridiske Collegia angaaer, da har han glemt alle dem, som tager dansk Examen, af hvilke mange opholde sig mere end et Aar ved Academiet, og nødes til at betale Collegia privatiffima, hvor de i Moders Maalet kan lære hvad de behøve. Jeg vil ikke fastsette disses Tal, da jeg ei som Ind- rykkeren har Adgang til Protocollerne. Men dette cederer han mig nok lettelig, at de baade ere og vil blive flere, end de der studere Lovkyndigheden paa Latin. Endskiønt nu disse ikke forblive saa lang Tid ved Academiet, som de egentlige kaldte Studerende, saa nødes de dog at skille Norge ved betydelige Summer, for at bestride de fornødne Udgifter i det pengetærende Kiøbenhavn. Naar nu de som i 11. Aar har taget dansk Examen bleve lagte til Indrykkerens Hoved-Sum 403., blev den anseelig forøget, og Divisionen i det juridiske Facultet faldt bort af sig selv.

Hvad det medicinske Studium angik, da fik det nok flere end en Dyrker, ligesaa vist, som Kiøbenhavn har flere end een, der tænker saa forvirret, som Indrykkeren. Naar de Videnskaber, som høre til Medicinen bleve lærte i

32

32

Landet, fandt de maaskee flere Elskere end blant Danske selv. Indrykkeren igiennemvandre kun vore Medicinske Collegia, og han skal sinde de fleste Tilhørere tydske. Naar de andre Videnskaber bleve rensede fra meget af sin undværlige Vidtløftighed og Pedanterier, vilde mange Norske, som paa disse nu unyttig spilde sin Tid, vist nok forsyne sig med nogen Indsigt i denne paa alle Steder saa nyttige Videnskab. Indrykkeren spørge kun en Oeder, og han skal sige ham, hvor mange Studerende der kunde beskæftiges med Botaniken alene, naar de dertil bleve opmuntrede og vejledede. Hvem veed om Norge ikke da kunde frembringe en Linnæus, saa fik han vist ingen Mangel af Tilhørere, endog af Danske selv. Hvorfor skulde de ikke lige saa vel søge Norge som Sverrig? Den saa net udfundne Unite falder da af sig selv, og taber sig i sin Udfinders Intet. Foruden dette burde Indrykkeren vide, at gode Collegia mangler ikke Tilhørere. Lad vore Norske Professores (thi vi faaer dem saa vist som vi have en Christian) kun umage sig for at blive bekiendte, da fremmede ei mindre end Landets egne skal søge dem, og Regne-Mesteren kan sette et Nul

33

33

til i Betalingen. Kun vi vilde have Collegia for Videnskaberne og ei for Examina.

Nu seer da nok Indrykkeren, om han ellers kan see, at han ei kommer langt, skiønt jeg eftergiver ham hans Hoved-Sætning, nemlig: At Norge ei gav flere Studerende, naar det fik sit eget Academie, end det nu giør. Men nu siger jeg, at denne er aabenbare falsk. Det falder strax i Øinene, og lader meget mis- tænkeligt, at det første Aar, som Indrykkeren anfører, nemlig 1760. har det største Antal af Studerende nemlig 51. Han har maaskee frygtet, at gaae længere tilbage i Tiden. Ja han har. Den Stakkel! Enhver Fornuftig behager kun at overveie, at da Tiderne vare bedre, og Folkes Leilighed i Almindelighed, da gav Landet flere Studerende. Dette tør man igien haabe, naar Bekostningerne blive mindre end de nu ere ved Studeringer. Des- uden maae man overveie, at hvor gode Tiderne blive, blive de altid for et Academie bedre paa et andet Sted end i Kiøbenhavn. At ved et Academies Oprettelse i Norge, vilde mange gode Genier, som nu indhylles i Uvidenhed, faae Leilighed at komme frem, og mange maadelige,

34

34

som nu maae standse ved halvgiort Gierning, finde Leilighed at overvinde alle Vanskeligheder, og endelig at ved dette Academie maatte holdes Forelæsninger, og det i Moders-Maalet, i Oeconomie, Mineralogie, Agriculture & c. & c. Forelæsninger, som vilde drage adskillige fra Kiøbenhavns Universitet nesten ubekiendte Arter af studerende til sig, og lokke end og den Læge og Ustuderede til at høre Collegia og betale Professores. Skulde her da ikke være Haab til i Tiden at see et anseeligt Tal af Academici? Jo enhver som seer lidt dybere ind end vor kortsynede Indrykker maae tilstaae det. Han bekræfter sine Satser med et: sandelig. Et vigtigt Ord hos den, som ei har skrevet et sandt Ord.

Naar man af et Lands Studerende vilde dømme om dets Rettighed til at have et Academie, var det maaskee bedre, at man veiede deres Duelighed end tællede deres Mængde. Det være langt fra, at jeg vil enten ophøie Norges eller forringe Dannemarks Frugtbarhed paa gode Hoveder. Æren bestaar ei i at have, men i at bruge sine Fordele. Men imod min Indrykker kan og svage Argumenter gielde. Jeg

35

35 kiender en stor Deel af de Norske Studerende, som i de 5. første Aar af hans anførte Tid blev immatriculeret. Naar han efterseer deres Navne, skal han finde i dette ringe Tal, dem der ere bekiendte for saadanne Genier, som han maaskee skal søge i den øvrige Mængde og ikke finde. Han skal finde saadanne Folk for sig, som man ikke har nødig alene at dømme efter en ubetydelig Glimren ved Examina; thi naar man har udstaaet alle Examina, giør man vel i at stole mere paa, hvad man ved Flid kan blive, end hvad man er. Men saadanne som har vidst, saa meget som mueligt i saa kort en Tid, at erhverve sig Navn i de offentlige Forretninger, iblant lærde, iblant Viddets Dyrkere. Nogle, som ved sin Duelighed udføre det navnkundige Videnskabers Selskabs store Foretagende, andre som det Trundhiemske lærde Selskab har ei taget i Betænkning, uagtet deres Ungdom, at antage som værdige Med- lemmer. Saadanne kan man ei tvivle paa, at de har fortient at anføres til Studeringer. Imidlertid maae man nu ansee det for en Lykke, at de ere blevne det; at de har haft Foræl- dre eller Venner, som har kundet skiønne de-

36

36 res Værd. Derimod havde det været et næsten umueligt Vanheld, at de havde blevet forsømte, om Landet selv havde havt et Academie. Men hvad synes Indrykkeren? Om nu mange saa- danne aldrig lære at kiende Videnskaberne, ale- ne fordi de ere for langt fra det Sted, hvor disse have fæstet sin Bolig; Om de nu alene bliver anførte til Studeringer, som kan bestride Omkostningerne, men de maaske, som vare langt bedre skik- kede dertil, holdes tilbage af uovervindelige Hindringer; Hvad synes Indrykkeren da? Burde man ikke søge at raade Bod paa denne Uorden? men hvorledes kunde dette skee, uden ved et Academies Oprettelse?

Endnu maatte Indrykkeren mærke, at naar man taler om Forslag til Videnskabernes Opkomst, taler man ei om at forøge de Studerendes Antal. Jeg vilde aldrig skrive for et Academies Oprettelse i Norge, naar jeg derved intet andet ventede end at see flere Studerende. Men jeg haaber derved at see de Studerende baade i Dannemark og Norge at drives til en større Fremgang i Videnskaberne, enten deres Antal bliver stort eller lidet. Jeg seer ingen Styrke for et Land, af at have mange brødløse

37

37

Studerende. Jeg kan derfor ei heller indsee, hvorfor man saa bitterlig klager over de Stude- rendes Aftagelse i Tallet. De koster det offentlige alt for meget, og bringer ingen Frugt efter Mængden, men efter Duelighed. Det offent- lige skal have Mænd til sine Embeder. Men hvorofte seer man ikke ustuderede Folk forestaae sine Embeder med langt større Berømmelse end de Studerede selv? Naar Staten derfor kan finde Mænd til sine Embeder uden Bekostning, seer jeg ikke hvorfor den skulde holde saa kostbar en Plante-Skole, som de Studerende. Det Grædske og Latinske Sprog hielper lidt i Kirken, mindre i Staten, og slet intet i Feldten. Jeg vilde derfor aldrig at de Studerende skulde frem for andre duelige Borgere have Ret til Statens Belønninger og Embeder. Og dog vilde jeg ikke, at Veien igien skulde aabnes for den ørkesløse Uduelighed. Men jeg vilde at man beholdt den naturlige Orden, at Stude- ringer blev Veien til Videnskaber, og disse til Embeder. Den Dumme, som intet forstod torde da ei melde sig. Den Flittige, som havde været vanheldig nok til ei at blive immatriculeret, var da ei udeluft. Den trygge Theo-

38

38

log, som nu stoler paa sin Academiske Dogma- tiqve og en Smule af sin Metaphysica, tillige- med den immervarende Jurist, som nu anvender den halve Deel af sit Liv paa den romer- ske Lovkyndighed, og den anden halve Deel paa den Danske, maatte da staae tilbage for den Competent, som paa en kortere Tid havde søgt at giøre sig beqvem til et geistligt eller civil Embede, og desuden erhvervet sig nyttige Indsigter i saadanne Videnstaber, hvormed han i Tiden kunde gavne som en lærd Mand. Man kunde da vente at see flere specielle Chorographier, flere Opdagelser i Natur-Riget, alle Videnskaber mere udbredet, og Oplysning i alle Vraaer. Den ærgierrige Fader, som gierne vilde have sin Søn opløftet over sin Stand, skulde da tage i Betænkning at sette ham til Studeringer, uden at være skikket dertil, naar han saae, at besidde Videnskaber og ei at være Student, var Veien til Embeder. Den Fattige skulde da selv veie sine Kræfter, førend han besluttede at vinde Brødet ved at læse Latin. Kort sagt: De Studerendes Antal blev maaske mindre, men deres Duelighed i Almindelighed større. Jeg veed nok, hvad man vil indvende: De Studerende

39

39

blev da aliqvid in omnibus, nihil in toto. Men dette er kun et Mundheld for den Dovne og Uduelige. Man indvende mod Polyhistores hvad man vil, de bliver dog altid agtværdigere, end den, som ei forstaaer mere end det han be- høver til Livs Ophold. Det maatte være et skrækkeligt Brød-Studium, hvori man ei i 2. à 3. Aar kunde erhverve den Indsigt, som udfordres af en duelig Embedsmand. Men hvad giør de fleste Studerende sin øvrige LeveTid? Intet, thi de har alt erhvervet sig Ret til en Betiening. I disse saa rolige Tider, da Kirken ei plages af Kiettere, hvad nytter os da deres hele Erindring uden til at lee af? Og hvad de Vantroe angaaer, da kunde maaskee en Mand, som foruden den sunde Lærdom forstod noget af andre Videnskaber, ved sin Anseelse og Omgang maaskee snarere vinde den, end en anden med sit hele orthodoxe Systema. Thi de Vantroe pleier desværre ikke gierne at være Dumme. Nu, da vi ere saa sikkre for Romernes Indfald, hvad hielper os da de mange Volumina af den Romerske Ret? Man har til Lykke for Lovkyndigheden lært at slaae sig igiennem til Laudabilem med et Compendium ved

40

40

Hielp af en god Vind. Og den Dommere som besad andre Videnskaber var maaskee mere at agte, end den der havde det hele Corpus juris romani i Hiernen. En Gunnerus, en Strøm, og flere, have ved sine Bie-Videnskaber giort den geistlige Stand vel mere Ære, end maaskee mange Magiftriffimi i Theologien. En Tullin som Raadmand i Christiania, ved sin Digte- Kunst, og en Ranulph som Foged, ved sin Na- turkyndighed, har giort den civile Stand mere Ære end maaskee en halv Snes puri puti Lau- dabiles. Man vil sige: Videnskaberne recom- mendere jo og nu sine Eiere. Ja! De recommendere en Candidat, men fordres ei af ham. Mængden bliver dog ved at følge det Haab, som Magelighed mest ynder. Men lad Videnskaberne, og dog ei derfor de academiske Grader, blive den sikkerste og eneste Vei til Embeder; saa vil alle søge den, ei Capellanen, ei Sogne-Præsten engang, vil oplukke sin Mund om sin lange Tieneste. Den snilde Huus-Foget, og aarvaagne Fuldmægtig vil tie ganske stille med sin lange Øvelse. Alle vil søge at lære noget. Man kunde da maaskee vise alle de academiske Grader tilbage til den Tids Alder,

41

41

da de bleve opfundne. Den stolte Selvkloghed byggede den maaskee først, og siden har vel den ærgierrige Vankundighed oftest bestegen dem. De fører altid en Tvang og Indskrænkelse med sig, som er Studeringer skadelig, og Viden- skaberne fordre andre Belønninger end Navne og Titler. En sprenglærd Magister Theologiæ kunde gierne have en meget slet Svada, giøre en usel Figur paa en Prækestoel og have en meget skiden Levemaade, skulde saadan en være skikket til Kiøbstæd-Præst? Jeg vilde see mere efter, om han besad Levemaade til at vinde Folk ved sin Omgang, om han forstod fremmede Sprog, havde Gaver til at tale, be- sad Indsigt i de skiønne Videnskaber m. m. En saadan Mand skikkede sig maaskee bedre for en Kiøbstad, end en nok saa lærd purus putus Mag. Theologiæ. Det hielper ikke, at det blev en Modens Præst, og at jeg har Philokalus, og maaskee Lutherus med, imod mig. I denne Tid dømmer man ikke Philosophen af Skiegget.

Andre vil maaskee indvende: At denne Vei til Embeder blev alt for lang; at der vilde gaae for megen Tid hen, naar man foruden sit Brød-Studium skulde kunde fremvise nogen

42

42

nyttig Fremgang i andre Videnskaber. Men vi har jo Tid nok. Det er kun faa, som fødes med Embeder. Det er stor Forskiel paa at studere for at blive Professor i en Videnskab, og for at blive en duelig Embedsmand. Hint udkræver maaskee en heel Mands Alder, men dette kun en vis Tid efter enhvers Beqvemhed. Ved denne Indretning blev maaskee de Studerendes Antal mindre, og følgelig Hielpe-Mid- lerne tilstrækkeligere. Naar man ei var bunden til de academiske Turer, kunde man og paa andre Steder giøre Fremgang i Videnskaberne. Det kommer kun alt an paa Opmuntringer, som har mere i sig en et blot Navn.

Men Indrykkeren var nær kommen mig af Sigte. Han bliver vel og, efter det mod ham anførte usynlig, tilligemed sine Modsetninger. Hvad det øvrige indrykte angaaer, vidner det, at Mennesket har været, om ei skarpseende, saa dog i det mindste god Orthodox. Han viger ei et Haar bredt fra den gamle Troe og Lande- Vei. Han har da intet at befrygte for det lær- de Inqvisitions-Collegium, men kan som dets Fortrolige vente sig alt got. Enten hans Orthodoxie oprinder af en blind Lydighed, eller

43

43

af en anden Aarsag, er ei saa let at indsee. Sluttelig han lever i det kildrende Haab, at blive det værdige Redskab, som engang skal antænde det Baal, der i en høitidelig Auto da fée skal udslette de Norske Kietteres Erindring, naar Inqvisitionen igien kom paa Fode.

Er det sandt, at der seer saa sort ud paa Collegia, da condolerer jeg af Hiertet. Manden ønsker, at Rector ved der Kiøbenhavnske Universitet maatte beordres offentlig at bekiendt- giøre, hvilke og hvor mange Studerende der besøgte Collegia. Det var Synd, at negte ham denne Fornøielse. Mit Navn finder han dog ikke; thi jeg er af de øvrige, som lever i det Haab, om ei at blive Lærd, saa dog at blive nyttig, om ei at giøre Lykke, saa dog at finde Brød, men kunde jeg dette ved at gaae paa Collegia, søgte jeg ei en vanskeligere Vei. Kun vilde jeg, at der aabenhiertet tillige maat- te anføres de formodentlige Aarsager til Colle- giernes Forsømmelse, og tillige gives en For- tegnelse paa enhver Professors trykte Forelæsnings Bøger, og hvorledes han aarlig havde forbedret dem til sine Tilhøreres Fordeel.

44

44

Indrykkerens svage Grunde ere da saa- ledes kuldkastede. At han har fundet en vidt- løftigere Besvarelse, end hans Setninger fortiente, er ei skeet saa meget for hans Skyld som for andres. Han anker maaskee paa, at den patriotiske Normand er bleven unævnet, men han maae vide, at af alle de Forfattere, som har tilstaaet sig at være Norges Venner, har enhver skrevet saaledes, at han, naar det paaæskedes, uden at frygte, kunde være sit Navn bekiendt; thi ingen af dem har ladet sig drive af privat Had, eller ladet Egennytten hvæsset deres Pen. Indrykkeren har jo ikke heller tilkiendegivet sit Navn; Det blive og med den, der bær det, ubekiendt udi sin mørke Cirkel!

Tvende Grunde vil jeg endnu for de Fornuftigere anføre, til Forsvar for min Sats: Først bør Norge have et Academie, for at beholde de Penge i Landet, som de Norske nu tilsetter i Kiøbenhavn. Men her vil maaskee nogen indvende: Bør ikke Dannemark og Norge ansees for et Rige, og er ikke deres Indbyggere Undersaatter af en Konge? Er det ikke Regenten lige meget, enten Pengene bliver i det ene

45

45

eller andet Rige, naar de kun bliver inden for Rigernes Grændser? Til den første Indvending svares ja, og føies dette til: Den Undersaat fortiener ei Navn af Veltænkende, som ei giør begge Rigers fælles Lyksalighed til sit HovedMaal. Men til den sidste Indvending svares aldeles nei; naar Regenten vil have Retfærdighed til sit Formaal, og Ømhed til sin Leder. En retfærdig og kierlig Fader (med dette Hæders Navn beæres jo gode Fyrster) lader sig være magtpaaliggende, at befordre alle sine Børns Velfærd, og om mueligt, at giøre alles Vilkaar lige gode, naar de alle ere lige vel fortiente. Har ikke de af Indrykkeren anførte 403. Studerende i en Tid af 11. Aar skilt Norge ved mere end en Tønde Guld? Hvoraf en stor Deel desværre! ere anvendte af unge og uforsøgte Mennesker paa en Hoben Daarligheder, ja ved gode Anføreres Raad paa saadanne Forlystelser, der havde været bedre aldrig at smage.

Dernæst bør Norge have et Universitet, for at udbrede med Videnskaberne Regentens Ære, Neptunus giør Vindenes Gud en maadelig Compliment, naar han siger: Tenet immania faxa. Det er ei en udstrakt Regiering, men et

46

46

veldyrket Land, og lykkelige Undersaatter, som giør Regenten Ære. Veien til denne banes da best ved Videnskabernes Udbredelse. Der ere velsindede, som have raadet at oprette Provinsial Academier, hvor meget mere da er eneste i Norge, som et heelt Konge-Rige? Skulde ikke et Academie i Norge bedre kunde ophielpe Videnskaberne, end det indskrænkede i Sorøe. Dersom dette Academie havde havt lige Privilegier med det i Kiøbenhavn, er jeg med andre forvisset, at Videnskaberne i Dannemark havde allerede havt en langt fordeelagtigere Anseelse. Men det fordærvelige Monopolium! Nu har vel Sorøe Academie havt den Lykke, at faae mere udvidede Privilegier. Jeg veed ei hvad Lykke Norge tør spaae sig deraf, men dette veed jeg, at Sorøe Academie endnu er langt fra at kunde holde det Kiøbenhavnske Stangen. Men hvad? Skulde dets hele Fond ikke give mere Nytte, om den blev anvent til Hielp for et Academie i Norge? Adelen kunde da vælge hvilket Sted den vilde, og uden at fornærme sin Værdighed, nedstige til Borgeren, for at forhverve sig nyttige Insigter. Men en anden glemmer maaskee ved den belovede Plan ikke at

47

47

overveie dette Forslag. Gid alene det, med alle de Forslag der sigter til det almindeliges Vel, maatte prøves, og til at settes i Virksomhed, bedømmes af saadanne Mænd, der ingen Fordeel havde af dets Undertrykkelse, hvis Indsigter og Upartiskhed vare store nok til at udvikle Sandheden for vor Konges Øine. Aldrig skulde da private Hensigter qvæle det Offentliges Ønsker. Men lige saa lidet, som et Collegium af Proprietairs, uden de vare himmel- ske og ei jordiske, vilde raade Bod paa Bondens Hoverie, ligesaa lidet vilde de, som kunde have nogen Fordeel af Studeringernes nærværende Indretning, raade Bod paa de Uordener, under hvilke Videnskaberne nu sukke. Imidlertid bliver det en Sandhed, at saa længe disse ikke hemmes, qvæles Videnskaberne, og Dannemark bliver altid udsat for den Bebreidelse, som en af Tydsklands store Mænd har giort det i disse Ord: Die Wissenschaften werden in Dänemark gut bezahlt, aber schlecht getrieben.

48