[Rasmus Fleischer] Forslag til en forbedret Indretning ved de Latinske Skoler.

Forslag

til

en forbedret

Indretning

ved de

Latinske Skoler.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og faaes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet.

2

        

3

Der er ingen Skiønsom, der nægter den offentlige Underviisning Fortrinnet for den private, saasnart som kun Opsigten over Disciplernes Opførsel er, som den bør; Skolerne ere besatte med duelige Leerere, og disse ere i Stand til at have faa nøye Tilsyn med Skolarerne , som baade Tingens Vigtighed udkræver, og de selv ønskede. Til at give Ungdommen god Opdragelse behøves meget, ikkun faa Forældre ere oplagte dertil, enten fattes dem Indsigt, eller og Kiælenskab, og en utidig Ømhed forbyder at følge den. Derfor har man troet at den beste Opdragelse blev given af fremmede, muelig og af den Aar

4

4

sag, at man forlod sig paa deres prøvede Duelighed. Erfaring og en ved idelig øvelse forhvervet Færdighed, som den i alt andet skaffer Lethed og Rigtighed tilveye, saa hjelper den og meget til at give god Opdragelse; da en Person, som besidder denne Egenskab, bedre veed at omgaaes med de Unge, opdager lettere deres Tilbøyeligheder enhvers i sær, og finder snarere de tienligste Midler i alle Tilfælde; hvoraf han er belavet paa mange, fordi han sluttede fra lige Exempler. Skole-Embedet er derfor overmaade vigtigt, som det, der bereder nyttige Borgere og dygtige Embedsmænd for Staten, og fortiener Regieringens største Omhyggelighed. Del er det allersikkreste Pant for de tilkommende Tiders Lyksalighed, naar Skolevæsenet er i god Stand; At bringe det dertil, vil blive vor vise Regent til ikke liden Ære,

En stor Skade er det, at Underlærer- ne næsten i alle vore Latinske Skoler baade ere saa slet aflagde, og blive saa lidet befordrede. Thi saalænge en Hører har kun 60 til 70 Rixdaler i Løn, hvilket er det almindeligste, og maae tigge sig sin Kost til; derimod en Hovmester hos et Herskab 100, 150 til 200 Rdlr., foruden et prægtige Bord, og Forsikkring om god Befordring ved et af Kirkeherrens Kald; faa seer enhver let,

5

5 hvilken af Delene en Karl helst vælger, som forstaaer hvad han bør, og at det maae kun være af Mangel paa bedre, hvilket igien maae have sin Grund enten i Personens Opførsel eller Lærdom, at nogen tager Tie- neste ved saadan en Skole, og tilbringer der næsten sin hele Livstid i det elændigste og ufordrageligste Slaverie. Vel har de Løfte om Befordring til Præste-Embedet, men hvad kan det blotte Løfte hielpe dem, naar det snart aldrig opfyldes? Forfremmelse fra en ringere til en høyere Plads i Skolen er deres eeneste Trøst. Aarsagen er, at de fleste Hørerpladse besættes med unge Studenter, som nys have faaet anden Examen ; thi det er jo intet Under, om de ældre og lærdere Karle ey ville tage derimod. De henvende da strax deres Tanker til Skolevæsenet, og hverken faae Smag paa de Theologiske Videnskaber, eller Tid til at legge sig derefter, da Lcrsetimerne eene nok kan tratte et Menneske, saa de behøve nogen Hvile, naar disse ere forbie; og hvad Tid de kan faae tilovers, kan de gierne have fornøden til deres Skolesager. En anden Aarsag er rnuelig ogsaa denne, at man har holdt det for rimeligt, at enhver blev forfremmet i sit eget Fage; og som man nu ansaae det Theologiske og Philologiske for gandske forskiellige Videnskaber, bleve med

6

6 det samme Hørerne udelukte fra dette Slags Befordringer.

Skoleforfremmelserne derimod vare de des vissere paa, og endog dette holder jeg for en Feil. Naar en Hører har gaaet en 20, 30 Aar som Hører, og tæret sine Kræfter bort, kan man aldrig vente den Hurtighed og muntre Virksomhed af ham, som af en Mand, der var i sin blomstrende Alder; og jeg tæn-ker, jeg har beviist dette tilstrækkeligt, naar jeg nævner Christian Schnabel. Denne Mands Fortienester ere for store og glimrende til, at hans Ihukommelse ikke skulde overleve hans Død, som indtraf for en 10 Aar siden, i det ringeste bør jeg formode, at Hans Discipler ere nidkiere for at bevare Erindringen af denne store Mand. Han var omtrænt 24 Aar gammel, da han blev Rector i Roeskilde. Kan nogen roses af en utrættelig Flid og Arbejdsomhed, saa var det vist den yngre Schnabel. Jeg tør paastaae, at om man sammenregnede alle Minuter for at faae Summen ud af Lovrimerne han gav, skulde man ikke kunne bringe een Dag ud af alle de Aar han var Rector, naar jeg undtager hans Svagheds-Tid. Hans mange Spioner underrettede ham om hvad enhver af hans,Difcipler foretog sig, endog

7

7

paa deres Kamre, og fordi han holdt det hemmeligt, hvem han havde Efterretningen fra, torde den eene af Mistanke til den anden intet ulovligt foretage sig. Mange af hans Discipler have fortalt mig, hvad Ynk de saae paa ham de sidste Maaneder for hans Død, og hvorledes de bare ham ind og ud af Skolen, naar Læsetiden var forbie, som Manden giorde sig en Samvittighed over at forsømme. Han betalede med sin tilige Død (thi han forlod Verden lidt over 30 Aar gammel) den Berømmelse, ingen med Billighed kunde nægte ham, at Roeskilde-Skole var i hans Tid den beste af alle.

Jeg har sagt, hvad det er for Folk, hvoraf Hørerne tages; naar nu disse, eftersom de ere ældst til, stige igiennem Underlectierne først til Conrectorat, og videre til Rectoratet, hvad Smag? hvad Videnskaber? hvad Methode kan man love sig? Den samme, som var Mode for 100 Aar siden. Alting er arveligt, og forplantes fra Slægt til Slægt. Lærerne give deres Disciple de samme Stiile, som de selv paa samme Maade fik, da de vare Disciple. Alle Videnskaber opsættes til Mesterlectie; Grunden have vi hørt. I den øverste Lectie har Disciplerne saa meget at giøre, at det eene maae forsømmes for det andet, de jaske snart i eet, snart i et andet,

8

8

Lærebøgerne blive vel forklarede, eller rettere sagt, gaaet igiennem eengang om Aaret, og det er og alt. En Rector kan være en gandske brav og lærd Mand, og derfor ikke bes sidde saa stor Styrke i enhver Videnskab, at han kan læse deri, hvorfor man og seer at Physik og Mathematik i de fleste Skoler blive forsømte. Latin læres best; men og Underviisningen heri er bedrøvelig. Der begyndes med dette Sprog fra Førstningen af Disciplen kommer i Skole; men ingen maae fortænke mig; om jeg ikke tiltroer alle Høre« re faa fiin Smag i dette dybe Sprog at de kunne lægge en god Grund. Jeg skal tiene mine Læsere i at give dem et kort Begreb om Underviisningsmaaden. Først Donat og Aurora, derpaa Grammatica; Alt dette var got nok, dersom de ikke lode Disciplerne spilde Tiden med at lære disse Ting uden ad. Siden anføres Disciplerne til at anvende, hvad de have lært, i Exempler, som er meget got, naar kun Læreren selv tilfulde indsaae Grunden i Reglerne, og kunne philosophere derover. Derpaa tydes, forst Cornelius; vel, derpaa Fædrus; hvilket synes mig urigtigt, da det er alt for tiligt for den Unge endnu ar tage fat paa Poesie. Længer hen Curtius, Ovidius, Vellejus, Terentius , Florus, Vir- gilius, Sallustius, Horatius, Cicero om Pligterne, Juvenalis, Plinii Lovtale, Persius, noget

9

9

af Tacitus, noget af Livius, ja noget af der altsammen; thi i mange Skoler er man faa omhyggelig for at forderve de Unges Smag, at nran giver dem lutter Stumper og Stykker, for at de en skal faae noget Mynster i sær, at danne deres Smag og Tænkemaade efter. Dette seer man klarest af deres Stiil. De maae anvende alle de Talemaader, som ere forekomne i Autorerne, og i Mangel her- af maae Phrasekisterne holde for. Et skiøn- ne Miskmask; her en Sentenz af Curtius, der en Strophe af Ovidius, nu et Ordsprog af Plautus eller Terentius, nu kom Raden til Cicero og Sallustius: At Stilen bliver ujevn, baade sig selv og Materierne bestandig uliig, og latterlig ved de selsomme Forbindelser, bryde Lærerne sig ikke gierne om, naar der kun er Autoritet for hvert Ord. Gestare aliquid in finu & oculis, er en Phrase paa at elske; følgelig maae og dette være rigtigt: Cicero Tusculanum fuum in finu & oculis gestanit dvs: Cicero elskede sit Tusculan. Allene af hvad Tidsalder Phrasen er, bekymrer man sig om for at bestemme dens Skiøn-hed, og om den er brav metaphorisk; thi det er høytravende Latin; men Analogie maae man vel hytte sig for man ikke følger. Dette undrer jeg mig saa meget mere over, som Qvinctilianus, hvilken alle Skolelærere burde læse, recommenderer just Analogie; men han

10

10

levede endelig ikke i den gyldne Alder. ledicere dvs: at forbande, er ikke got, heller ikke Christianus dvs: en Christen; den yngre Plinius har begge Ordene, men han levede i Sølvalderen: Impossibile dvs: umueligt, har Qvinctilianus, men det samme gielder om ham. Derimod har Cicero rarenter dvs: sielden, Plau- tus specio dvs: jeg skuer, og det er herligt. I Ordenes Stilling følges den Regel slavisk, at sette Verbum i Enden; Qvinctilianus recommenderer den iblant andre, uden selv at være en Slave deraf, og jeg vil ikke troe, at det er af Ærbødighed for denne store Mand, at man er saa omhyggelig for denne Eleganze. Cæsar satte Veltalenheden i Ordenes Valg, Cicero og Qvinetilianus bød og! at beflitte sig paa de egentligste Udtryk; thi det er Mangel af egentlige Ord der har giort de uegentlige, og hvad man kalder Omskrivninger, fornødne, men dette er ikke konstigt og høyt nok.

Hvad Tydningen angaaer, saa er og det den beste Dansk, som er meest høytravende, som viger meest fra Ordene i Autoren. Jo flere Ordsprog, jo bedre. Uagtet det Danske Sprog i en Tid af en Snees Aar er meget dyrket, skal man dog ikke see nogen mærkelig Forskiel i Skolerne imellem de Danske Oversættelser af Autorerne, som nu bruges, og dem fyr 50 Aar siden, og der kan ikke heller være;

11

11

thi de ere de samme. Dansker, som andet Arvegods, gaae fra een til den anden igiennem adskillige Hænder, og Disciplen ex alt for ærbodig imod fin Læremester til at forandre noget heri.

Naar en Skribent skal forklares vel, det er saaledes, at ikke allene Ordene forstaaes, men og Meningen af dem fattes, behøves en rigtig Kundskab om det Land, Historie, Love, Skikke, Statsforfatning, Gudstieneste, Philosophie, ey at tale om de almindelige Sprogkonstens og Veltalenhedens Regler, skiønt og ethvert Sprog har noget heraf som det tilegner sig med Eyendomsret; for at kunne sætte sig i de samme Omstændigheder, som Autoren var i, da han skrev. Disse FortolkningsMidlers Nødvendighed nægter vel ingen mig; men har og enhver Skolelærer dem inde? I Mythologien ere de gierne stærke, og det maae de endelig være , siden de tygge Poeterne, hvor sligt forekommer snart paa hvert Blad, saa tidt igiennem; desuden have de Minellianske og Sinceri Udgaver af Autores nok heraf til Hunsbehov. Det er overhovedet ikke meget Underlærrernes Sag at indlade sig i Forklaringer; hvor gabede jeg ikke, det første jeg ved Cornelii Tydning hørte Selvmord at roeses, som jeg af min Christendom vidste var utilladeligt! Deelene af den gamle Historie hænge

12

12 saa stærk sammen, at de neppe kan adskilles, og at forlange af en Hører under nærværende Omstændigheder, at han skal vide det altsam- men det eene med det andet, er formeget, da denne vidtløftige Videnskab er nok allene til at sætte een Mand i Arbeide.

Skribenten moraliserer imellem, og da indstrøer nogle philosophrske Læresatser af det Parties, hvoraf han er Tilhænger; det var da vel, om Skolelæreren var noget beløben i den philosophiske Historie, i sær hvad der an-

gaaer de ældste Tider. Ja vist var det

vel; men hvor kan man fortryde paa at dette ikke læres i Skolerne, da der ikke i Mands Minde er læst derover ved Universitetet, førend nu Professoren i Philosophien, en Mand vor studerende Ungdom alkid vil vare forbunden, foresatte sig at opfylde denne Mangel?

Hvad Talekonsten angaaer, lære Disciplene i nogle Skoler Resenii Rethorica udenad i Underlectierne, og Bogen tydes for dem, da Læreren hellig vogter sig for at legge noget til af sit eget. Nok sagt til at forstaae, hvorledes denne ædle Videnskab behandles. Af Exemplerne læres ikkun de poetiske; maaskee det behøves ikke at lære de prosaiske, fordi Læs rerne antegne til Disciplernes Agtsomhed de skiønne Stæder, og de konstige Vendinger,

13

13 ligesom de forekomme hos Autorerne? De meddele deres Disciple alt det, de selv vide heri, og meer er jo ikke at forlange.

Hebraisk giemmes til Mesterlectie, og derom har jeg intet at sige: nu Har jeg kuns Grædsk tilbage for at komme fra denne fortræ-delige Materie. I dette Sprog lærer: Disciplen først Grammatik, dog som oftest Syntaxis undtagen. Først flyer man ham Johannis Evangelium at læse, formodentlig for at det ey skal være for reent Grædsk, han begynder fra. Man er fornøyet, naar han kan opløse Ordene i Tempora og Modi, og navne deres Herkomst. Men hvad Bemærkelse baade Verba og Propositionerne have, eftersom de styre forskiellige Casus, derom pleier man ikke at bryde Discipelen. Naar han faaer det Nye Testamente igiennemlæst, er han allcrede saa høylærd i Sproget, at det var at beskiemme hans Indsigter, dersom man bød ham ringere, end de allersværeste Poeter, Homerus og Hesio-, dus. Dog kun et Stykke af hver; thi for at han skal vide lidt af alt, eller med andre Ord, for at forvilde hans Begreb ved en adsplittet Læsning, førend han endnu har fattet nogen Skribent tilgavns, plukker man Stumper ud af Isocrates, Plutarchus, Plato, og undertiden gives ham en Chrestomathie oven i Kiøbet til Fricasee. At giøre Grædsk Stiil, eftersom det

14

14 ey er Mode at lære Syntaxis i Endeel Skoler, maae endelig være uhørt i Skolerne, siden det og er det ved Academiet.

Saaledes er det beskaffen med Skole- Underviisningen de fleste Stæder: Manglerne ere kiendeligere, end at de ikke ved første Øye- kast skulle falde enhver i Sigte, og det er kun af Ulyst, at jeg ikke har giort Mahleriet fuldstændigere. Det forstaaer sig selv, at jeg ikke vil giøre alle Skolelærere lige; Nogle, hvis Smag er dannet paa Academierne, have giort sig udeelagtige i de Bebreidelser, man ellers med temmelig Grund kan giere endeel Skole« leerere. Jeg kiender og har stor Agtelse for en Thorlacii Fliid og Smag, som jeg er vis paa bliver meddeelt til hans Disciple; og Rector Baden har leveret os for mange Prøver paa hans udbredte og smukke Låsning til, at jeg ikke skulde troe at finde kendelige Spor deraf paa hans Disciple. Men hvad skal en Rector giøre? Om man end kunde vente af ham fag almindelige og vidtløftige Indsigter, at han var i Stand til ar læse over alle Videnskaberne, hvor faaer han Tid dertil? Han kan neppe igiennem« løbe det meget, som er pakket sammen til Mester« lectie, end sige grundig forklare det; og Di- sciplernes Hukommelse og Agtpaagivelse spræn- ges, fordi de bebyrdes med for mange Ting paa eengang. Og af en Hører, som tiener paa

15

15 50 Rixdalere Løn, hvoraf han baade skal føde og klæde sig, og kiøbe Bøger, og følgelig har neppe Halvparten saa gode Vilkaar, fom en Avlskarl, hvad høye Indsigter, og hvilke store Figurer skal man vente af ham? Et suurt Arbeide, knap Udkomme, lidet eller intet Haab om Befordring; thi der ere tre Hørere imod een Rector, og Præste seer man de ikke blive: Med hvad Lyst skal saadant et Menneske trælle fra Morgen til Aften, Dag ud og Dag ind, og er det vel at undre over, at saadant et ulyksa ligt Creatur meddeler sin egen Dorskhed og Kiedsomhed til sine Disciple?

Først da for at lette Skolelærerne Arbeidet, og giøre dem det meere behageligt, ved at forunde dem nogle Hviletimer, troer jeg det var nyttigt, om Hørerne lige saadanne kunde afløse hverandre, som Rector og Conrector giøre i Cathedral-Skolerne. Alle Skoler skulde være Cathedral-Skoler; thi det er for svært et Arbeyde for en Rector at læse alle Dage i Ugen, og her gielder den samme Aarsag for, som jeg nyelig anførte, hvorfore jeg meente, at Hørerne skulde skiftes til at læse. De tage sig ellers selv den Friehed, som Indretningen næg- ter dem; Frugten bliver, at Disciplerne gaae og drive paa Gaderne, og forfalde om ikke til grove Laster, faa dog til den noksom skadelige Ørkesløshed. For at iværksette detse Forslag, uden

16

16 at bebyrde Regieringen med nye Omkostninger, maatte endeel Skoler legges sammen, ligesom forhen er skeet, og da var del maaskee nok best, helst at forlegge de store og folkerige Stæders Skoler til de mindre, eftersom Larerne der bedre kan have Disciplene under Opsigt, end i de vidtløftige, helst Handelstæder, hvor Ungdommen staaer størst Fare for Forførelse. Kiøbenhavns og Helsingørs Skoler bleve da de forste, som maatte forlegges.

Jeg vil forekomme en Indvending, jeg seer vil giøres mig i Henseende til dette Forslag. De folkerigste Stæder, vil man svare mig, ere de, som yde det største Antal af Disciple: Det var da en Ubillighed at rive Børnene fra de omhyggelige Forældres Øyne, som man maatte tænke bevarede med større Omsorg Sædernes Reenhed hos de Unge, end vild fremmede. Jeg vilde ønske at dette, om ikke altid, saa dog de fleste Gange var sandt; man havde da ikke saa mange bedrøvelige Beviser paa, at Hovedstaden opdrager baade de vittigste, og tillige de vildeste og ryggesløseste unge Mennesker. Saa fornærmende end dette maatte synes for Hovedstaden, ingen offentlig i Latinsk-Skole at have, saa seer man dog at mange Standspersoner forsende deres Børn til Udenbyes Skoler. Det er dog kun faa formuende Folk i Kiøbenhavn, som sette deres Børn i Stadens offentlige

17

17 Skole; enten sendes de bort, eller de faae Underviisninger i Huset. Alt det der da vilde flyde af denne Forandring blev dette, at der kom ikke slet saa mange Haandværksfolks og Kielder« mænds Børn i Latinsk Skole, og tabte vel enten Staten, eller Videnskaberne meget herved? Ja, Haandværksmænd, begriber jeg nok, fik

herved en Hoben Læredrenge flere. Og

dem trænger de og til. Men det er ikke dette allene. Hvad Videnskaberne angaaer, er det større Skade for dem, end man lettelig skulde forestille slg, at de Studerende ere fattige. Forelæsninger paa Academiet, og gode Bøgers Læsning ere de eeneste Midler, hvorved en Student forfremmes i Videnskaberne: Er han nu fattig, maae han tilbringe den Tid paa at undervise Bøm, som han burde høre Forelæsninger i, allene for at fortiene det daglige Brød; og mindre har han Raad til at kiøbe Bøger. Selv fortiener han intet, og han tager Fortjenesten fra andre ved at undersælge dem. Det ere Fuskere og Smughandlere næsten ved alle Handteringer.

End videre: Forældre af denne ringere Classe, som almindelig fra Brygger- Vognmands- og Gaards-Karl have nedsat sig i en Kielder eller Spækhøkerboe, have rimeligviis ikke kunnet give deres Børn en god Opdragelse: Den Raaehed i Sæderne, som avles heraf, sammenlignet med Studentens slette Vilkaar,

18

18

der igien ere kiendelige af Klædningen, er den rette og snart eeneste Grund til den ringe Ag- telse Studenterne, og med dem Videnskaberne ere i. En ung Person, som er opklækket i Fattigdom vant til gemeent Selskab, trængende til alle, kan neppe tænke ædelt, kan og maae taale Alting, krybe og ydmyge sig for alle; og derved giør baade sig og sin hele Orden foragtet. Havde nu Hovedstaden ingen offentlig Latinsk Skole, blev det Følgen, at de Børn, som Forældrene nu for at trække Skolens Stipendier opoffre til Studeringer, bleve satte til nyttige Haandværker, hvorved de i Tiden kunde føde baade sig og sine. Derved formindskedes Antallet af Studenter mærkelig, men deres Vilkaar bleve bedre, fordi de overblevne deels selv eiede lidt, deels bedre kunde forhverve sig noget.

Saa nødvendige som Videnskaberne ere i et Land, saa unægtelig en Sandhed er det at deres Dyrkere, for saavidt de arbeide allene for sig selv, og det giør Studenterne, ere tæ- rende Lemmer, og besværlige for det Almindelige, dersom deres Antal er for stort. At Kundskab er udbredt, meenig Mand oplyst, de nyttigere og fornødnere Indsigter almindelige, og enhver Stand, enhver Håndtering for sig selv, har Leilighed til ak forskaffe sig de besynderlige Videnskaber, som nærmest og egentlig henhøre til dens Forretninger, ere Her

19

19

ligheder et Land aldrig bør savne, og aldrig Uden største Skade for vet Almindelige kan undvære: Og for at have dem er der at det helliger Videnskaberne endeel af sin Ungdom. Men, ere disse Studerende flere end der kan bruge, er det just disses Mængde der hindrer Videnskabernes Fremvært; saa seer jeg ikke rettere, end at der er baade Staten og Videnskaberne magtpaaliggende ar indskrænke Tal- let af de fattige Studerende.

Jeg vil nu ikke indlade mig i Beregning over Tallet paa Studenterne i Dannemark, som er meget vanskeligt at bestemme, og hvorover neppe nogen med Vished kan giøre noget nøiagtigt Overslag: Men at de i Forhold til Folkemængden i Landet og de Be- tieninger, hvortil uvkræves Studeringer, ere for mange, er saa Soleklar en Sandhed, at den ey behøver meget Beviis. Hvor stor en Rift der er, naar et Brød bliver ledigt, kan de best sige os, igiennem hvis Hænder An- søgningerne gaae til Monarken: Vist er det, at naar jeg forhen giorde Ober-Secretairen min Opvartning, fandt jeg altid hans Audien- ce - Gemak gandske fuld af Supplicanter, som Længselfulde ventede efter Leylighed at faae Excellencen i Tale; og Kammertieneren sagde mig, ak der altid vare lige saa mange. Det forønskte Øyeblik kom, Døren aabnedes, Ministeren traadde ind, alle krummede sig, Ær

20

20 bødighed stod tegned paa alles Ansigter, alle bade, alle ydmygede sig, og jeg mærkede at næsten enhver havde et Papir at levere ham, som man sagde mig var Ansøgning om et Embede. Jeg skyndte mig bort fra delte fæle Sted, hvor faa mange Suk bleve spildte, jeg ynkede Hoben, som maatte gaae trøstesløs bort, og beklagede ikke mindre Ministeren, som ikke kunde hielpe dem alle. Ulyksalige tænkte jeg, hvad maae I ikke undgielde eders Forældres Daarlighed! Videnskaberne ere de eeneste, som ikke kan hielpe deres Dyrkere frem. Den flittige Haandverksmand savner aldrig Arbeide, naar han tillige er ærlig : Stræbsomhed i Foreening med Sparsommelighed, giør hans Kaar dagligdags bedre, og han er sikker paa at blive lykkelig, saalcenge han fortiener det. Han har ingen Opvartninger at giøre, hans Velfærd er ikke bygt paa store Herrers Gunst, og kan ikke omstødes ved de- res Ugunst. De derimod, som skal have Bestalling, inden de kan begynde paa noget, maae besidde saa megen Duelighed som de vil; deres hele Lykke kommer dog an paa de Folks Indfald, der have nærmest Adgang til Thronen. Tusende Tilfælde kan hindre eller befordre den, og hvor det gaaer, maae dog den største Deel staae tilbage, Ministeren maae have det beste Hierte, de reeneste Hensigter, og være nok saa frie for Egennytte; hverken Egensindighed, eller blind Gunst og ildestædet Fortrolighed

21

21 bestemmer hans Beslutning; men Recommendationer drevne over Sandheds Grændser, og urigtige Efterretninger kan forlede ham: og følgelig kan ingen giøre sig sikker Regning paa at erholde det Embede, hvortil han har giort sig beqvem.

Vist er det at de Studerendes Vilkaar i Dannemark ere meget slette i Henseende til den uvisse Befordring, og at det meget skader Folkemængdens Formerelse i Landet, at de Studerende enten aldrig, eller meget sildig komme til Embeder, hvilket altsammen har fin Grund deri, at Landet har en 2/3 Deel Studenter flere end det kan bruge; og altsaa kan mit Forslag intet tabe ved den Indvending, at om der blev fulgt, vilde Antallet af Studerende aftage. Ja gid det vilde, og det mærkelig; thi saa længe man har saa god Forraad af dem, at de rage imod Skoleholdertienester paa Landet med en Snees Dalers Løn, og man beholder endda et Par Tusende uforsørgede tilbage og derover, har man ikke nødig faa snart at frygte for at mangle Mænd til Embederne? Imidlertid gaaer mit Forsiag ikke ud paa at udelukke alle fattige Børn fra Skolerne; men jeg vilde, at ikke andre skulde antages, end de som tegnede besynderlig vel; og disse bleve ikke flere, end Skolernes Stipendier gierne kunde underholde. Derfore maatte saadant et fattigt Barn i een af Ho-

22

22 vedstadens Danske Skoler have givet udmær- kede Prøver paa et opvakt Nemme og besynderlig Læselyst, for at kunne antages i en Latinsk Skole, og faae tilstrækkelig Understøttelse. Sko- leholderen mældede det til Sognepræsten, naar han fandt faadant et ypperligt Hoved, og Sog- nepræften, efter at have undersøgt Sagen, og erkyndt 'sig om Barnets Tilbøyelighed og forrige Opførsel, giorde videre Anstalter.

Paa denne Maade hindredes, at der ikke kom saa mange fattige til at studere, tvertimod hvad Naturen og deres Hovedtilbøyelighed synes at have bestemt dem til: Man havde og herved et lidet Forsøg at prøve de unge Mennesker efter, for om det lykkedes, at strække det videre, og giøre det almindeligt; en Indretning Dannemark saa længe har trængt til, og som er en stor Feil at vi ikke have. Men videre at udføre min Plan: Kiøbenhavns Latinske Skole blev da med Lærere, Lønninger, Stipendier og Disciple (de nemlig, som ved en alvorlig Examen bleve befundne at vare oplagte til Studeringer; thi alt det slette og middelmaa- dige behøvedes: ey at slæbe med) forlagte til andre Skoler. Men da denne Skoles Indkomster for en stor Deel bestaae i Accidencer, nemlig for Sang ved Brylluper og Begravelser m. m. og Skolen dog ikke gandske burde fragaae disse betydelige Summer, mener feg der kunde træffes en Deeling. Der skulde anlæg-

23

23 ges en Dansk Skole i stæden for den Latinske, og med de samme Herligheder. Lærerne og Disciplerne af den skulde forrette og oppebære, alt hvad den forrige Latinske Skoles Lærere og Disciple havde forrettet og oppebaaret ved slige Leiligheder. Indtægterne skulde sankes i en Casse til lige Deling ved Qvartalerne imellem denne Danske og den forlagte Latinske Kiøbenhavnske Skole, saa nær som Hørernes Degnepenge; hvilke disse burde have lige saa fuldt som før, og uden Deeling, da det meeste af deres Løn bestaaer deri. Bygningen, hvor forrige Latinske Skole havde været, kunde efter Vurdering overlades til den Danske, og her fik man allerede en Capital. Af alle disse Indkomster skulde de Kiøbenhavnske Latinske lærere lønnes, Disciplene underholdes, et Skole-Bibliothek anskaffes, og blev der med Tiden noget synderligt Overskud, blev man, haaber jeg, vel ikke forlegne for at finde vaa, hvorledes del kunde anvendes. Nu har jeg Forslaget færdig, hvad Forlæggelsen af Kiøbenhavns Skole i sær an- gaaer, og nu maae jeg vise Fordelene. Jeg vil ikke igientage, hvad jeg før har sagt i denne Materie: Jeg vil kun erindre, at alle store og folkerige Stæder ere skadelige for Studeringer, formedelst den megen Larm, de mange Adspredelser og Forførelser med, de Unge ere udsatte for. Derfor ønskede jeg og Academiet forlagt, dersom det var giørligt, og da Skolen ikkun har en Bygning, som man let kan finde paa at faae

24

24

anvendt, og der behøves meget nøye Opsigt med Disciple, som ikke vel kan haves i Hovedstaden, tænker jeg der er lige imod lige endnu vigtigere Motiver for at forlægge den Latinske Skole, end Universitetet. Man regne for Spøg over, og jeg troer at det skal staae fast, at iblant de Danske Studenter have de ryggesløseste gierne kaldt sig enten Kiøbenhavner eller Helsingoraner; skiønt for en halv Snees Aar siden sloge Fridericsborgenserne heller ikke Slemt, som kom sig deraf, at Professor Schrøder var for gammel til at holde dem tilbørlig i Ave.

Det er ikke nok at Kiøbenhavns Skole og Helsingørs med, om man saa synes, forlægges, endnu ere der nitten Skoler tilbage i Dannemark, og deriblant Halvparten, som ikke ere Cathedralske. I hele Norge er der ikkun fire Skoler. Jeg tænker Endeel Skoler kunde lægges sammen af dem, som laae nærmest. Borringholm bør enten have ingen, eller en bedre Skole, ligesom Laaland og Falster; thi det er Synd at Disciple skal drive deres Tid bort uden at lære noget. I Nyborg ere der ingen Di-. stiple, altsaa kan Lærerne let forlægges til en anden Skole. Colding og Fridericia Skoler kunde lægges sammen, siden de ere hverandre saa nær, og det samme maaskee lod sig og giøre ved flere. De fleste Discipler ere dog, Kiøbenhavn undtagen, Embedsmænds Børn, og da Forældrene alligevel ikke kan være nærværende, kom-

25

25

mer det dem paa eet ud, enten de sender dem 5, eller 4 Mile bort. Man seer og i Gierningen, at de ikke agte paa Forskiellen af Nærheden thi saasnart Lærernes Fliid har bragt en Skole i Udraab, faaer den Tilløb, endog fra andre Stifter. Men at jeg ikke skal synes at giøre For: slag i Luften, saa lad os veie Fordelene.

Een af de vigtigste Herligheder den offentlige Underviisning har frem for de private er det Liv, den Lyst det giver i Studeringerne, at Disciplene af Ærekierhed stræbe at overgaae den eene den anden; hvorved det skeer, at ime- dens den ene griber sig an for at faae Fortrinnetog den anden skammer sig ved at staae tilbage, alle Kræfter anspændes til en utrolig Fordeel for Videnskaberne. Forsøgte Lærere vide selv best, hvor ypperlig en Anvendelse man kan giøre af denne ædle Strid imellem modige og ærekiere Disciple: De skulle tillige være mig Vidner paa, at de Disciple, som ere følesløse imod af Ære og Skam, dem er der intet mere ved at giøre. Nu, jo flere Disciple, (naar de kun ikke ere flere, end Lccrerne kan overser) jo flere at stride sammen; des mere ærefuld, desto vanskeligere er Seieren, des mere Flid koster det at vinde, men desto større Opmuntring er der tillige til at stræbe derefter; og deslettere finder enhver sin Ligemand at kappes med. Efter nærværende Indretning veed jeg næsten ikke, om en halv Snees Disciple er værd at giøre saa store Be-

26

26 kostninger paa, som der udfordres til at lønne en Rector og et par Hørere, og holde en grundmu- ret Bygning ved lige: Og somme Stæder ere Skolerne saa fattige, at enten forfalder Bygningen til den bliver ubrugelig, som det er skeet i Kiøge, eller for at faae den istandsat, maae Skolen undvære en Hører, som man har maattet giøre i Vordingborg, for af hans Løn at bestride Omkostningerne. Er man endnu tvivl- raadig, om det er nyttigt af to slette Skoler at giøre en god; helst da de Bekostninger, som gik til den eene Skoles Vedligeholdelse, kunde spares, og tilligemed det, Bygningen blev solgt for, bedre anvendes? Jeg vil ikke at Skolevæsenet skal tabe de Capitaler, som eengang ere henlagte dertil, enten ved Gaver eller Testamenter, eller det paa nogen anden Maade tilfaldne; thi Kronen har ingen Ret dertil, om endog noget deraf var alieneret Gods; men at det skal bedre anvendes; og det kan Regieringen befale. Hørerne ere elændig aflagde; deres Løn bør forbedres; det overstiger een Mands Kræfter at læse hver Dag og i alle Videnskaber; derfor skal der være dobbelt Lærere: Nu kan man først vente Liv i den offentlige Underviisning.

Men det er got nok at lægge et Par Skoler sammen, derved faaer man Arbeidet deelt; men endnu maae man have Hørernes Løn forbedret, om man skulde kunne siges at have udrettet noget stort til Videnskabernes Beste. Maa-

27

27 skee man og her kunde finde paa Midler. Først kunde den Sum, som var bestemt til den afskaffede Skoles Vedligeholdelse, anvendes til dette Brug, tilligemed Renterne af den Capital, Bygningen blev solgt for. Videre, de fleste Kiøb- stæder have Hospitaler, og ved dem ere der gierne Forstandere med skikkelig Løn: Jeg troer ikke ar en Forstander-Tieneste er vanskeligere, end at jo en Hører magelig kan forrette den tilligemed, naar Læsetiden var deelt med en anden. Her fik man Levebrød til een Hører, Klokker- og Chordegn-Tjenesterne kunde lægges til et Par andre. Paa denne og anden Maade fandt man vel paa Udveie, og om ikke andet, kunde noget af de overflødige Skolestipendier bruges hertil. Dog maatte der altid være noget vilkaarligt i Lærernes Indkomster, som Skoleherren bestemte til Opmuntring for en udmærket Flid, og til disse Flidsbelønninger, som Skoleherren efter best Skiønnede uddeelte i Forhold til Fortienesterne, skulde alle Skolelærerne kunne concurrere. Hørertienesterne skulde nu være Embeder, og da man veed, at ingen Familie i Kiøbstæderne kan leve ringere end af 400 Rixdaler, skulde dette og være den mindste Skoleløn. Men ligesom dette Forslag ikke maatte iværksettes i alle sine Deele med eet, og paa eengang overalt, som vel og forbød sig selv i Henseende til Lønningerne, for ar undgaae Forvirrelse; men Planen først ved en allernaadigst Forordning bekiendtgiøres, hvori tillige blev forbuden vedkommende indtil videre

28

28

at antage nye Hørere i de ledigvordende Pladser: Saa maatte og nøie uudersøges, hvilke Hørere der skulde beholdes som duelige, og hvilke ikke, som om de vare beqvemme, kunde forhielpes til Præstekald, eller paa anden Maade forsørges. Naar dette blev iagttaget, og det var tillyst noget i Forveien, skulde det ikke mangle, at der jo fandtes duelige Personer nok, som fik Lyst til Hørertienesterne.

De foromtalte Flidsbelønninger for Skokelærerne blev der vel ingen anden Udveie til, end at de maatte tages af Stipendierne. Derved fik Disciplerne mindre, men jeg troer ikke at deres Forældre kunde fortryde derpaa, naar det fradragne blev anvendt til saa herlig en Brug, og deres Børn fik faa meget desbedre Underviisning. Men som der altid ere fattige Børn, som ikke kunde undvære det, og dog vare ypperlig oplagte til Studeringer, maatte der og sørges for dem; Og dette var ei heller faa vanskeligt, naar Stipendierne bleve uddeelte i Forhold til enhvers Fliid og Trang. Nu nyde de alle næsten ligemeget, men naar Udbyttet blev ulige og forholdsmæssig, fulgte det af sig selv, at de fattige enten maatte vare flittige, eller forlade Skolen; og de mere velhavende var Tabet ikke faa føleligt. Men i Henseende til de sidste, og fordi det altid er mere kierkomment, hvad som har Navn af Tillæg bestemt til at belønne Fortienester, ønskede jeg man

29

29

vilde giøre følgende Indretning med Skole- Stipendierne: Naar det, Hørerne fik, var fradraget, inddele del overblevne i to lige Parter, hvoraf den eene skulde være Stipendium, den anden Flidsbelønning for Disciplerne. I Stipendiums Uddeeling skulde haves Hensigt til Fattigdom, i Flidsbelønningernes til Flittig- hed allene: Af Stipendium fik de Fattige meest, og i Forhold, som de vare fattige til; Flidsbelønningerne nød de allene, som lagde besynderlig Vind paa Studeringer, og det i Forhold til den Fremgang enhver giorde, enten de vare fattige eller rige. Paa denne Maade havde ingen at klage over andre, end sig selv, og denne Indretning allene troer jeg vilde giøre en forunderlig Virkning, naar kun Ligningen skeete med Redelighed og Upartiskhed, hvilket maatte være Skoleherrens Sag at have Tilsyn med. Der skulde og holdes skarp Examen over Disciplerne, og en andre beholdes tilbage, end gode og flittige Hoveder: Og da derved Disciplenes Tal mærkelig aftog; vilde det neppe kunde kiendes, som fragik Stipendierne til Lærernes Løn.

Ligesom man nu fik dueligere Lærere ved Skolernes Underlectier, saa kunde og Videnskaberne blive fordeelte. Historien og Jords besskrivningen beroe allene paa Hukommelsen,

30

30

som er stærkest i Barndommen. De Poster, som udkræve en større Eftertanke, en stærkere Anspændelse af Indbildnings- og DommeKraften, kunde giemmes til en moednere Alder, og altsaa opsættes til de øverste Lectier. Skiønt jeg veed ikke engang, hvorvidt dette behøvedes; man seer at Børn i de Danske Skoler lære meget tilig Regnekonst, som vist kræver megen Eftertanke, og derimod er det meget neppe at man kan præke nogle faae Mathematiske Propositioner i Discipler af Mesterlectie.

Jeg vilde ikke have det formeent nogen Skolelærer at søge anden Befordring, som det forhen har været Conrectorerne forbudt at søge Præstekald. Thi omendskiønt Skolevæsenet, naar det blev sat paa den Fod, jeg har foreslaget, blev langt behageligere, end det forhen har været; saa er det dog fortrædeligt nok i sig selv til at giøre Folk kiede deraf, naar det ikke træffer paa nogle visse egne Hoveder, som af Naturen synes bestemte hertil. Vi have bedrøvelige Exempler nok paa hvad Træghed og Ulyst det giver, at Skolelærerne blive for gamle i Embedet, derimod give Forandringer og Afvexkinger nyt Liv, naar der kun passes en Middelvei med dem. Alt for hastige maatte de ikke være; thi faa forvirredes Disciplene ved Methoder, og Læreren gik bort,

31

31

just nu, da han havde erhvervet sig nogen Erfaring, og skulde giøre den meeste Nytte Sex Aar tænker jeg kunde bestemmes, at en Person skulde have været ved Skole-Embedet, inden han maatte søge om Befordring til Prædikestolen, men saa maatte han og have en god Befordring. Fornemmelig vilde jeg saa have seet paa hans Flid ved Skolen, for. baade snarere og bedre at blive hiulpen. Naar der nu blev ledigt i en Skole, kunde Hørerne nok stige fra en slettere Plads til en bedre, uden dog at forlade deres Lectie. Det skulde være Alderen i Embeder, og ikke Lectiens Nummer, som bestemte Rangen imellem Hørerne, dog at de Graduerede havde Fortrinnet. Indkomsterne kunde byttes ved saadan Leilighed, og Hørerne dog ikke have nødig at qvittere deres Lectie. Videnskaberne følger det af sig selv skulde saaledes for deeles som enhver Lærer havde meest lagt sig efter een Videnskab i Besynderlighed. Naar disse Indretninger bleve iværksatte, troer jeg ikke det behøvedes at foreskrive noget om Underviisningsmaaden; efterdi naar Lærerne havde Duelighed og Smag, lode de det nok af sig selv see; og de traf best den rette Middelvei imellem det falske og sande Pedanterie ved Hielp af Erfaring. Men for det første giorde man nok best i, helst at see paa Academici ved Skole-Embedernes Be-

32

32

sættelse, for at faae den gamle Slændrian dessnarere bort, og den Smag i Videnskaberne indført, som nu er brugelig i Europa, og har sin Grund i en ufordervet og naturlig Fornemmelse af det virkelig skiønne og nyttige.