[Jacob Baden] Raisonnemens over Kiøbenhavns Universitet. Af Forfatteren af Upartisk Undersøgelse. om de academiske Examina ere Videnskaberne og Lærdommen til Gavn eller Skade.

Helsingøer, 1771.

Trykt i det Kongel. privilegerede Bogtrykkerie.

Raisonnemens

over

Kiøbenhavns

Universitet.

Af Forfatteren af

Upartisk Undersøgelse, om de academiske Examina ere Videnskaberne og Lærdommen til Gavn eller Skade.

2

        

3

Fortale.

Jeg har kaldet disse Betragtnin- ger over Universitetet, Raison- nemens, og jeg faaer taale det, at man kalder mig selv Raisonneur. Men jeg ønsker, man maa finde, at jeg ikke har raisonneret uden efter Grunde og Erfaring. Jeg har studeret ved Kiøbenhavns Universitet i mange Aar, og havt Leylighed at sammenligne det med nogle tydske Academier. Hvad jeg ved denne Sammenligning har fundet, er det, jeg her fremlægger, og som jeg agter, ifald min Tid tillader det, at fortsette, og end videre at forøge med Betragtninger over vore Gymnasier og Skoler.

Ved den Anledning vil jeg siden faae meer Leylighed til at tale om den Plan, som Philokalus i sin smukke Afhandling om Studeringers nærværende Tilstand og bedre Indretning

har foreslaget, og om de Erindringer, som han tillige har giort mod nogle af mine

4

4 Fortale.

Forslag til de academiske Examiners Afskaffelse. Imidlertid vil han allerede her finde adskillige Stykker af sin Plan berørte og prøvede. Det skal være mig kiært, om han ogsaa vil aabne mig sine Tanker om de nye Forslage, jeg her har vovet an- gaaende Universitetet. Han skal finde, at det koster mig liden Overvindelse at opofre et Indfald, naar jeg finder det ugrundet; og jeg vil ansee det som et Beviis paa, at jeg har truffet det rette, naar en Mand af hans Indsigt og Erfaring samtykker det.

I det øvrige vil jeg bede at troe, at det aldrig har været min Agt, at fornærme nogen af Universitetets Lærere, af hvil- ke der ere mange, som jeg er meget forbunden, og ingen, som jeg har det allerringeste udstaaendes med. Mit eneste Ønske har været, at see Studeringer satte i den Drift i mit Fædreneland, at vi ikke meer skulde føle den ydmygende Forskiel imellem et dansk og et tydsk Universitet, som nu falder saa kiendelig i Øyne.

5

Om Videnskabers og Studeringers Tilstand i Danmark.

Naar man kiender vor Universitets Forfat ning, og betragter Videnskabernes og Lærdommens Tilstand i Landet, saa bliver man et Misforhold vaer imellem Landets Universitet, og Landets Oplysning, som paa den ene Side behager, men paa den anden opvækker Forundring.

6

6

Videnskabernes Tilstand hos os er aldeles ikke slet, naar man betragter den med uparti- ske Øyne. Jeg tilstaaer, vi have ikke mange eller store Originallærde; men disses Antal er i ethvert Land lidet, og deres Indflydelse paa den almindelige Oplysning ikke betydelig. Disse burde først og snarest søges ved Universitetet, og naar der ikke findes mange, bør man ikke undres over, at der ikke findes mange andensteds. Men lad os ogsaa ikke have mange Lærde, som have bragt det til en overordentlig Høyde i Videnskaberne, som have udbredet en eller anden Videnskabs Grendserkiendelig, eller sat en mærkelig Periode i Literaturens Fremgang! Vi have dog en Mængde vel oplyste Folk i alle Stænder; og iblant de Lærde mange vel studerede Mænd, som giøre enhver sin Videnskab Ære. Man kan ikke med Billighed sige, at nogen Videnskab er gandske forsømt hos os, og naar jeg sammenligner os i Indsigt og Lærdom med vore Naboer de Tydske, seer jeg slet ikke, at vi have Aarsag at skamme os for vor Oplysning. Men det forstaaer sig, man bør ikke glemme det Forspring, som disse naturligviis formedelst deres Naboelaug med andre tidligere polerede Nationer have for os, og de fordeelagtige Omstændigheder, hvor-

7

7 under en stor og talriig Nation dyrker Viden- skaberne, frem for en liden og indskrænket.

Man kan ikke sige, at vi nogen Tid ere blevne staaende paa eet Sted i Videnskabernes Dyrkelse. Vi have stedse rykket frem, og lige saavel som andre Folk tiltaget fra Tid til anden i Indsigt og Oplysning. Jeg troer, man vil finde en mærkelig Forskiel, naar man sammenligner Videnskabernes nærværende Tilstand hos os med deres Tilstand for 20 til 30 Aar siden. Man vil finde, at visse Videnskaber, som den Gang enten intet, eller lidet kiendtes, dyrkes nu med Flid og Lykke, og at vi i andre have vundet en kiendelig Tilvext. Man vil see, at den gode Smag i alle Videnskaber har tiltaget med stærke Skridt, og faaet en mærkelig Indgang hos Lærde af alle Faculteter.

Men det er Videnskabernes Tilstand, jeg roeser, og ikke Studeringers. Og at der er stor Forskiel imellem begge disse Ting, har den Mand, som under Navn af Philokalus har giort mig den Ære at prøve min upartiske Undersøgelse om de academiske Examina, med god Grund erindret. Videnskaberne have stedse været i Tiltagelse hos os, imens Stude

8

8

tinger ere forblevne næsten paa een Fod. Fra Reformationen af indtil vore Tider har vore Studeringers Plan og Indretning været omtrent den samme. Vel har man i denne Tid giort Forandringer, og væsentlige Forandringer med vore Skoler; hvoraf nogle have været meget viselig udtænkte. Men de fleste og beste have alligevel sigtet til at reglere Skolernes Oeconomie og at sørge for deres Midlers bedre Forvaltning; og de faa, som have havt Studeringers bedre Indretning til Hensigt, have ingen ret Nytte kundet giøre, fordi Skolerne stode i faa nøye en Forbindelse med Universitetet, at, saa længe man lod dette urørt og i sin gamle Forfatning, maatte Skolevæsenet ogsaa omtrent blive det samme, det altid havde været. Og Universitetet lader det til, man har troet, var uforbederligt. Alting er derfor blevet der paa den gamle Fod i Henseende til Ungdommens Overhørelser, til Professorernes Forelæsninger, o. s. v. Man har troet, der behøvedes ikke andet for at holde Academiet i sin gamle Flor, end at erindre Professorerne Tid efter anden om at holde smukt deres aarlige Disputatser, og saa at forsyne Academiet med Lærere for et heelt Seculum.

9

9 Denne Misproportion imellem Videnskabers og Studeringers Forfatning i et Land bør ikke sette nogen i Forundring, som kiender de Grunde, Philokalus i sin Afhandling om Studeringers nærværende Tilstand og bedre Indretning har anført. Jeg lægger endnu til, at den store Communication, vi staae i med andre slebne Folk, i sær med de Tydske, tillader os ikke at blive længe uvidende om de Indsigter og Videnskaber, som dyrkes hos dem. Vi befænges snart med det Gode, de ene, saa vel som med deres Daarligheder. Vi have intet Mode-Academie i Kiøbenhavn; og dog faae vi de Tydskes Moder jaa rigtig, som om der holdtes Forelæsninger over dem i Hovedstaden. Hvi skulde vi da ikke ogsaa faae deres Viden- skaber? Vi faae dem rigtig, men ligesom Moderne, først, efterat de ere blevne gamle hos dem. Saaledes har efterhaanden den Wolffiske og Dariesiske Philosophie, Naturhistorien, de oeconomiske og skiønne Videnskaber passeret Elven, for at opslaae deres Boepæl jblant os, og der er Haab om, at den gode Smag i den hellige, saavel som profane Philologie vil udbrede sig med store Skridt, og vise sin Indflydelse saavel paa vore Prækestole, som paa vore Skoler.

10

10

Mangler ved Kiøbenhavns Universitet. 1.) Den første og fornemste Mangel er, at Universitetet er anlagt i en Hovedstad. Men denne Mangel har allerede en anden Patriot forekommet mig i at beskrive, og jeg vil her allene laane hans Ord. (*) „Levemanden er i saa- dan en Stad kostbar. Professorerne maae derfor lønnes vel; thi det, som de kunde vente at vinde ved deres Forelæsninger, er lidet. Den største Deel af de Studerende er fattig, og Stedets Levemaade giør dem endnu fattigere. De nødes til at dele deres Tid imellem Under- viisning i Borgerhuse og Professorernes Forelæsninger, og at undervise andre, imens de endnu behøve at undervises selv. Saadan en Stad har tusende Adspredelser baade for Lærere og lærende. Jeg vil ikke tale om den Mængde offentlige Lystigheder og Fornøyelser, som følge med Hoffets Nærværelse, saasom Comoedier, Masqverader, Concerter, o. s. v. thi disse adsprede meer Penge, end Tid, og man kunde gierne taale, at en Lærer saavel som Lærende, naar de begge havde anvendt Dagen vel, toge et Par Aftener om Ugen Deel i en anstændig Fornøyelse. Men der ere andre Adspredelser, som ere endnu vigtigere end disse."

11

11

„Professorerne, hvis kiæreste Omgang, endog i deres Friheds og Fornøyelses Timer, burde være deres Tilhørere og Studenter, drages i en stor Bye i et tidsspildende Bekiendtskab med Familier af andre Stænder, hvis Tænke- maade og Levemaade fordærver dem. De efterabe disses Pppighed, Forfængelighed, Fornøyelser. De lægge Vind paa at udmærke sig ved Trakteringer, ved Titler, ved Forbindelser, som kunne skaffe dem Anseelse, og tabe Smagen paa den Ære, som vindes ved Lærdom, fordi den ikke paaskiønnes i deres Selskaber. De jage efter de Stores Yndest, og foragte de Studerendes. Og da de høye Colle- gier gemeenlig ere, hvor Hoffet er, saa stræbe de vel ofte at erhverve sig en Plads i disse, for at svinge sig over deres Stand, og afdrage sig saaledes alt meer og meer fra deres Stands Forretninger, som omsider blive dem væmmelige."

„For de Studerende falder Æmulationen, denne mægtige Drivefieder hos unge Gemytter, næsten gandke bort i en stor Stad, eller taber i det mindste meget af sin Braad. De ere her alt for meget blandede med Folk af andre Stænder, hvis Veye til Lykken, som ere forskiellige fra deres, forvirre og adsprede dem. De unge

12

12 Mennesker faae alt for tilig Smag paa det, man kalder at giøre sin Lykke, og i Stedet for i nogle Aar rolig at anvende al deres Tid og Omsorg paa at erholde Middelet dertil, nemlig Indsigt og Lærdom, jage de strax efter Øyemedet, og forledes let til at gaae de Krumveye til Lykken, Hvoraf Hovedstaden stiller dem saa mange for Øyne. De blive urolige i Henseende til det Tilkommende, og tabe den stadige Sindsforfatning, som behøves til Studeringer."

„Alle disse Uleyligheder falde bort ved en liden Bye. Levemaaden er der af sig selv lettere, og man kan ved Politieanstalter tvinge den, naar Stedet har sin største Næring af Universitetet. Professorer og Studenter udgiøre her et samlet Legeme: de dele deres Arbeyder og Fornøyelser med hinanden, og ere hinandens bestandige Vægtere og Paapassere. Lærerne see sig ikke omgivne med andre Gienstande, end saadanne, som kunne minde dem om deres Pligter; og deres Flid og Vindskibelighed bliver igien en mægtig Opmuntring for Ungdommen. Den slaviske Frygt og Høyagtelse, hvormed mange af vore Studerende nu skue op paa deres Lærere, og den Haanhed, hvormed disse ofte see ned til en Student, tabes meget,

13

13 naar de, ved at blive hinandens fornemste Omgang, lære at kiende hinandens Fordele og Skrøbeligheder nøyere. Thi hvem skal en Professor paa et lidet Sted omgaaes med, uden med sine Colleger og Tilhørere? Men Collegers Venskab varer ikke længe, og en Professors Tilslugt bliver omsider hans Studenter. Af disse giør han sig Partier, og hans Anseelse og Fordeel voxer, jo stærkere hans Partie bliver. Vel er det os ikke ubekiendt, hvor mange Mis- fornøyelser og Ubehageligheder saadanne Partier forvolde ved Universiteterne i de smaae Steder; men det kan nu ikke anderledes være iblant de Lærde; og det skader heller ikke stort; thi de holde paa den anden Side saadant et Universitet i bestandig Liv og Munterhed, og bevare det fra en Dorskhed, som er skadeligere end den hidsigste Partieaand. Vi forbigaae andre Fordele i Henseende til Disciplinen og andet, som et Universitet paa et lidet Sted kan betiene sig af."

2.) Docenternes Antal er for ringe imod de Studerendes. Et eneste Universitet i to Riger burde have en stor Mængde Studerende, naar disse søgte til Universitetet, allene for at studere; og da kunde et Antal af 14. til 16

14

14 Docenter ikke være tilstrækkeligt til at give de for- nødne Forelæsninger i alle Videnskabernes Dele efter enhvers Tilliid, Lyst og Bestemmelse. Imidlertid kunde man lade det gielde med de tre øverste Faculteter, det theologiske, juridiske og medicinske, hvilke kunne synes at have et tilstrækkeligt Antal nok af Lærere. Men det philosophiske Facultet, som indbefatter saa mange og forskiellige Videnskaber, har ikkun een Lærer for hver Videnskab; og dette er meget for lidet. De Studerende maae have nogle at gaae i Valg i. Enhver Docent er ikke lige skikket til at erhverve sig de Unges Fortrolighed. En kan have Lærdom, men fattes Gaver til at lære: han kan være god til privat Raadførsel; men, er han ene Docent i en Videnskab, seer det vist ilde ud for den allerstorste Deel af hans Tilhørere. Og hvad! om en Videnskab til Ulykke har faaet en Lærer, som ikke er den voxen, og ikke kan blive den voxen; saa er det jo saa godt, som om denne Videnskab ikke lærtes ved Universitetet, naar den har ikkun denne eneste Docent. Desuden er det fornødent for Lærerne selv, at de have Rivaler, som kunne holde dem i Munterhed. Den ene maae frygte for, at den anden kunde berøve ham sine Tilhørere, spilde ham sin Credit. Er der ikkun een Lærer i

15

15 en Videnskab, kan han altid være vis paa at beholde et lidet Antal af Tilhørere; han maae læse nok saa maadeligt eller skiødesløst. Hans Ukyndighed eller Magelighed falder ikke saa meget i Øynene, fordi man har ingen dueligere eller flittigere at sammenholde ham med.

3.) Ikkun den halve Deel af de Lærere, som ere berettigede og forbundne til at lære ved Universitetet, læser virkelig. Jeg vil ikke sige, at de jo tilbyde sig at læse, og virkelig mene disse Tilbud meer, end det Løfte de aarlig giøre om at disputere V. D. Det er en Lyst at see vore aarlige Lectionscataloger. Efter dem at dømme læses ved vor Universitet i alle Videnskabernes Dele. Der er næsten ingen Videnskab forglemt. I Oeconomien, i Naturhistorien, i Statsvidenskaben, i de skiønne Videnskaber, i alting tilbyde sig Mænd at læse, som jeg vist troer, kunde holde hvad de love. Men læser alligevel den halve Deel? Man besøge vore Læreres Høresale, og man skal finde lutter Tomhed hos dem, som ikke ere Examinatores, de maae for Resten være saa bekiendt-duelige Mænd, som de ville; men derimod Vrimmel og Støy nok Hos dem, som examinere, allerhelst naar disse for- staae Bene-Oeconomien tilgavns. Hvad Nytte

16

16 giøre nu de Mænd, som ikke examinere? Eller som ere beskikkede i Videnskaber, hvori der ik- ke examineres? Jeg veed vel, de ere undskyldte, at de ingen Nytte giøre; thi hvad kunne de giøre meer, end tilbyde deres Tieneste? Men er det ikke dog en Ulykke, at en slet Forfatning skal kunne undskylde dem?

4.) De academiske Examina ere derfor en Hovedmangel ved vor Universitets Forfatning, som maa raades Bød paa, ifald ikke den halve Deel af Lærerne skal blive i en ævig Inactivitet, og den anden halve Deel ævig sysselsætte sig med at foredrage Videnskabernes første Elementer for den raaeste Ungdom. Jeg taler nu ikke om den første Examen eller Deposißen; thi denne gaaer Academiet mindre an, end Skolerne, og her har jeg foresat mig at tale om Academiet. Det er ikkun den philosophiske og the- ologiske Examen, jeg har med at giøre. Jeg har allerede i min upartiske Undersøgelse o. s. v. veyet disse Examiners Værdie, og viist, hvad skadelige Følger de have for Studeringer i den Forfatning, hvori de nu ere. Her vil jeg lægge endnu en anden Virkning til, som de have paa Professorernes Forelæsninger ved Academiet. Disse ere indrettede blot for Examina,

17

17

følgelig holdes ikke Forelæsninger i andre Kund- skaber, end de, som profiteres til en Examen. Jeg har kiendt det theologiske Facultet, da der intet blev læst, af alle den theologiske Literaturs Dele, uden den blotte Dogmatik, og nogle Ascetiske Collegier over et og andet Stykke af det Nye Testament. Jeg kalder dem Ascetiske, endskiønt de udgaves for Exegetiske; men hver Time var en ordentlig Præken, saa god, som man kunde høre den i Kirken, kun at den var paa Latin; og paa denne Maade, erindrer jeg, at 2, om ikke 3 Aar gik bort med at forklare de smaae Johannis Breve. Intet egentlig exegetisk Collegium over nogen Deel af det N. T.! intet over Kirkehistorien! intet over den theologiske Moral! intet over den naturlige Theologie! Jeg vil ikke tale om mindre væsentlige Stykker af den theologiske Literatur. Jeg taler om det theologiske Facultet fra den Tid, jeg kiendte det selv. Det kan have forandret sig i dette Stykke. En Cramer i det mindste kan umuelig indskrænke sig til Dogmatik og Ascetik. Men det maae have forandret sig saa meget, som det vil, saa begriber jeg let, at Dogmatik maae blive de theologiske Professorers Hovedlæsning, saa længe den, og den allene kræves ved den theologiske Examen. Sin Dogmatik maa en Kandidat

18

18

vide, til hvad Karacteer han gaaer op. Den Exegetik, som kræves af ham, er ikke meer, end den, der kræves af en Kandidat til den første Examen; for dens Skyld behøver han altsaa ikke at høre noget Exegetisk Collegium.

Anderledes var det heller ikke i den Tid, jeg kiendte Academiet, med det philosophiske Facultet. Logik og Metaphysik læstes, og i nogle Aar, om jeg mindes ret, over Baumeisters Definitioner. Af andre philosophiske Collegier vidste man intet. Derfor saae man ogsaa den Hunger, der var paa vore Studerende efter Philosophie, da Biskop Gunnerus begyndte at Holde philosophiske Forelæsninger. Naturens Ret var en Hemmelighed, som maaskee nogle saa Lovkyndighedens Disciple havde faaet Lov at kige lidet ind i, men hvorfra de andre Fakulteter indtil denne Tid vare gandske udelukke. I samme Forfatning var Naturvidenskaben, indtil Prof. Kratzenstein kom til Landet. I Mathematiken torde man ikke være klog over nogle Bøger i Euclides; hvem, som vilde vide noget af den anvendte Mathematik, maatte oplede private Lærere, eller hielpe sig, som han kunde, selv. Intet Collegium over Fædrenelandets Historie, eller den almindelige Historie,

19

19

eller andre Nationers Statsforfatning! Horazes Carmen-seculare og nogle Stumper af romerske Antiqviteter var vor latinske Philologie; og den grædske bestod i nogle saa Timers Forelæsninger over Gesners Chrestomathie. Intet philologisk Collegium over det Nye Testament; intet over de grædske Profanskribenter. Den orientalske Philologie giemmer jeg til- sidst, fordi den fortiener en Undtagelse. Etatsraad Kall maa man give den Lov, at han altid har holdt Forelæsninger, hvoraf endogsaa de, som ikke stundede efter en Examen, kunde have Nytte.

See! saaledes læsts Collegier ved et Academie, hvor man hører Collegier allene eller fornemmelig for en Examens Skyld. Det hjelper ikke, at man besetter saadant et Academie med de dueligste Mand fra alle Verdens Hiørner. Den maadeligste Mand kan her giøre den samme Nytte, som den allerdueligste. Han behøver kun at vide lidet meer, end de, der slet intet vide, saa kan han forrette sit Embede saa got, som den allerbeste. Udfordres det, at han til Parade skal tilbyde sig i Lectionscatalogus at læse over Ting af en høyere Sphære;

20

20

det kan han ogsaa; thi han veed vel, at ingen let skal forlange af ham at opfylde sit Tilbud.

5.) Den Maade, hvorpaa Professorerne lønnes ved Universitetet, er slet ikke til Studeringers Opmuntring. Man tænke ikke, at jeg her vil bestride Professorernes store Indkomster, eller betage dem deres Jordegodser. Ney, jeg seer ikke, hvad der med Billighed kan siges imod nogen af Delene. Hvilken Patriot kan misunde dem deres Bøndergods, naar man veed, at de Høylærdes Bønder leve og ansees som Herremænd ikke allene imod andre Proprietairers, men ogsaa imod Kongens Bønder? Naar den Maade, hvorpaa en Betient hæver sine Indkomster, er baade for ham selv den sik- kerste, og for andre gavnlig, saa seer jeg ikke, hvorfor man skulde ønske den forandret. Og hvad Professorernes Indkomster selv angaaer, saa bør man ikke ansee dem for at være for store, saa længe man intet har imod en Toldinspecteurs, en Postdirecteurs, og flere kongelige Betienters Indkomster. Hvorfor skulde en lærd Mand ikke kunne leve ligesaa anstændig og beqvemmelig, som en anden kongelig Betient! hvi vilde man misunde ham, om han havde noget tilovers, til at anvende paa et Bibliothek, eller om han

21

21

kunde efterlade sine Børn noget? Herimod har jeg altsaa intet at erindre. Universitetet bør beholde sine CORPORA. Men jeg troer, det havde været gavnligt, om man fra Begyndelsen af, i Stedet for 12 eller 14 CORPORA (thi saamange, troer jeg, er der) havde ikkun ladet blive 6 eller 8 for 6 eller 8 af de fortienteste Professorer; og anslaget de øvrige CORPORA Academica i Penge, hvoraf man havde taget ringere Lønninger til de andre Professorer. Man kunde paa denne Maade lønnet et større Antal Lærere, og lønnet dem alle. Nu har en Professor ved Academiet enten ingen eller gode Indkomster; de unge ingen, de gamle gode. Jeg taler her om Professores designati; thi de i nyere Tider beskikkede faa Professores extraordinarii, som lønnes for at docere ved Academiet, er en, i sig selv ypperlig, Indretning, som ikke vedkommer Universitetets Forfatning. Naar en Mand bliver designacus, har han som designatus, i mange Aar intet at leve af, uden det Haab, at han engang vil faae et got Levebrød. Dette Haab kan ikke glippe ham. Han ønsker sig ikkun et langt Liv, for at naae og nyde sit CORPUS; og kan Magelighed blive et Middel til at forlænge hans Dage, hvorfor skulde han ikke betjene sig der-

22

22 af? Men det værste er, at hans ældre Colleger have det samme Middel i Hænder til at forlænge deres. Saadan en Mand savner det største Motiv til Flid og Stræbsomhed; thi han veed, at han med de største Fortienester dog ikke naaer tiligere til Corpus, end Lykken vil, og at han uden al Fortieneste naaer dertil engang, naar han først er i Touren. Det torde derfor vel hænde sig, at mangen Professor var i sit 40de Aar, da han fik et Corpus, ligesaa vidt i sine Videnskaber, som han var i det 25de da han blev designatus. Hvor Anciennitet bliver an- seet for Fortieneste, og berettiger en Mand til større Ære og Belønninger, end andre; der kan den største Dosmer have Haab om at døe en fortient og æret Mand: han behøver kun at skaane sit dyrebare Liv for megen Hovedbrud og Nattevaagen.

6.) Dette Uhyre af Anciennitet, for hvis Skyld mangen Duelig har forbandet sin Ungdom, og mangen Dosmer drevet Afguderie med sine graae Haar, giver mig Anledning til at tale om en anden betydelig Mangel ved Universitetet i Henseende til Professorernes Beskikkelse. Philokalus kalder det „en forskrækkelig Indretning med Professorer, som ere designati til alle Videnskaber uden Forskiel." Han

23

23

har Ret. Men jeg holder denne Indretning ikke saa vel forskrækkelig deri, at der ere Professores designati til alle Videnskaber uden For- skiel, som deri, at en Mand designeres til at nyde et got Levebrød om 10 eller 20 Aar, enten han imidlertid giør sig værdig til at beklæde det, eller ikke, og enten der imidlertid ved eller uden for Academiet findes en anden Mand, som er meer skikket og værdigere til at nyde den ledige Profession, end den designerte Professor. Thi, man maa tilstaae mig, at en Mand kan i sit 24de Aar fortiene at være Professor, og ikke fortiene at være det i sit 40de, naar han fra det 24de til 40de Aar har lagt sig paa den lade Side af Mangel paa Opmuntring, og fordi han vidste, at den Belønning, han havde i Sigte, ikke kunde glippe ham. Har han derimod ikkun et indskrænket Haab, maae han væ- re bange for Rivaler baade ved og uden for Academiet, som ved forefaldende Vacancer kunde støde ham fra hans Haab; saa vil han søge at giøre sig ligesaa duelig til at nyde et Corpus Academicum i sit 40de Aar, som han var duelig og værdig til at komme ind i Professorernes Orden i sit 24de; og var da en uduelig Mand i sin Ungdom sluppet til at blive Professor, saa fik man Tid til at lære at kiende ham;

24

24 han fik da at lade sig nøye med den liden Løn, han havde faaet fra Begyndelsen, og man kunde ved forefaldende Vacance af et Corpus give det bort til en meer fortient Mand. Men nu maa en Designatus i Kraft af sin Bestalling, Have det vacante Corpus, enten han fra sin Designations Tid af har lagt i Dvale, eller viist sig ved Flid i Skrifter og Forelæsninger. Og er imidlertid paa et andet Sted en anden Mand opstaaet, som den vacante Profession aabenbar bedre kunde være tient med, saa hielper det ikke; denne maae nøyes med tomme Berømmelser, naar den anden gaaer af med Belønningen. See! det er den store Feyl ved de academiske Designationer. Men for Resten seer jeg ikke, hvad det kunde skade, om et Professorat i Mathematiken tilfaldt en Lingvist, eller et i Philologien kom til en Mathematicus; naar kun ikke en Lingvist var nødt til, fordi han kaldtes Prof. Mathem., at læse i Mathematiken, eller en Mathematicus, fordi han kaldtes Profcssor lingvarum, at læse i Sprogene. Ved Academiet i Leipzig er den samme Indretning, om jeg veed ret; men den giør der ingen Skade. En Professor kan der ogsaa ofte bære Navn af en Videnskab, hvoraf han intet forstaaer; men han forstaaer dog noget.

25

25 og han læser i det, han forstaaer, og overlader til en anden af sine Colleger, der har lagt sig efter den Videnskab, som han bær Navnet af, og bær maaskee Navnet af en anden, som den første har lagt sig efter, at læse i den, han for- staaer. Saaledes bliver ingen Videnskab tom, men enhver læser i det, han har Indsigt i, ubekymret om, hvad han kaldes. Naar det var saaledes ved vor Universitet, saa skulde det ikke havt saa megen Skade, at Professionen i det grædske Sprog var faldet til en Mand, som forstod meer af politiske Videnskaber, end af det grædske Sprog. Thi Manden havde da giort Nytte med den Videnskab, han forstod, og overladt til en anden af sine Colleger at holde Forelæsninger i det Grædske. For de Studerende havde det jo været det samme. Men naar de Docerendes Antal er faa indskrænket, at der ikkun er een eneste Docent bestemt til at læse i en Videnskab, og en anden, som har lagt sig efter samme Videnskab, ingen Belønning kan finde ved Academiet, med mindre han skal tage den fra den første, sfaa opstaae saadanne Uordener, som de, Philokalus klager over, og saa er det vist nok slet bestilt med Universite- tet. Men lad os afskaffe de academiske Examina! Lad os opmuntre de unge Magistre og

26

26

Decani til at vise sig ved Forelæsninger og Skrifter! Lad dem see Haab for sig at blive Professorer med ringere og større Løn, alt som de vise Fortienester til! Lad os afskaffe disse Designationer, som støde den gamle Dosmer frem, og gjøre at den vittige Unge forfalder til Dovenskab! vi skulde da ikke mangle Docenter i alle Viden skaber ved Universitetet, eller være angest før, ifald en Professor i en eller anden Videnskab gaaer af, hvorledes vi skulde faae hans Plads besat.

7.) En Patron for et Universitet kan gjø- re Videnskaber og Studeringer stor Nytte, naar han er en Herre af en udvidet og opløftet Sjel, som har en almindelig Kierlighed for alle Videnskaber, og ingen Prædilection for visse, hvilke han paa de andres Regning føger at bringe i Veyret: Naar han har Forstand og Myndighed nok til at holde Lærerne ved Universitetet i tilbørlig Respect, og Mod nok til at afvise alle de vindesyge Forslage, og alle de nedrige Smigrerier, hvorpaa de Lærdes Egennytte er saa vittig. Men anseer han sig som Oldermand for et Laug, hvis Pligt det er at handthæve alle de Rettigheder og Vedtægter, som Universitetet har anmasset sig paa andre Societeters

27

27

og paa det Almindeliges Bekostning: troer han, at en Professorsøn kan blive Professor med ringere Dueligheder, end en anden, fordi han er en Laugsbroders Søn: misbruger han sin Post til at befordre sine uduelige Clienter: — saa bort med ham! Studeringer behøve ingen Oldermand.

Jeg har faaledes anført de Mangler, som jeg holder for de væsentligste ved vor Universitet. Jeg vil nu ogsaa vove nogle Forslag til deres Afhjelpning.

Om Universitetets Forflytning fra Hovedstaden.

Ønskeligt var det vist nok, at Universitetet kunde forflyttes fra Hovedstaden. Deri troer jeg, at alle de ere enige, som kjende de mangfoldige Hindringer, der ligge i Veyen for Studeringers Drift i en stor Stad, og derimod hvilke Opmuntninger der ere i en liden Bye til at dyrke dem. Man holde allene vor eget Ridderacademie i dets gode Tider mod Kiøbenhavns Universitet. Jeg troer, Sorøe Academie har fra dets Fornyelse af allene udrettet mere got, jeg mener, udbredet meer Indsigt

28

28 og Oplysning, og dannet fleer Subjecter, end Kiøbenhavns Universitet, naar jeg ved Universitetet forstaaer dets Lærere, i dette og forrige Aarhundrede. Og dette siger jeg, saa langt fra at gjøre Ridderacademiets Lærere nogen utidig Compliment, som at fornærme Universitetets Lærere. Jeg troer, disse skulde, som de ere, og som de altid have været, udrettet det samme som hine, naar de havde været i deres Forfatning. Det er ikkun Forfatningen, jeg taler om, og i sær Stedet. Man maa gjøre saa mange Forandringer som man vil, med Kiøbenhavns Universitet. Det kan gandske vist ved fornuftige Forandringer forbedres meget; men blomstre vil det dog aldrig, saa længe det ikke forflyttes fra Hovedstaden. Her er ikkuns Spørsmaalet, om saadan en Forflytning for Omkostningernes Skyld er gjørlig? Og i fald man vidste Udveye til de fornødne Omkostninger, om det da ikke var gavnligere for Videnskaberne, at oprette et gandske nyt Academie ved Siden af Kiøbenhavns, for at ophæve det for Studeringer saa skadelige Monopolium, som Kiøbenhavns Universitet hidindtil har, og at befordre en nyttig Concurrence imellem de Lærde. Disse Fordele ere vist nok høyst vigtige. Men uden ar tale om, at Bekostningerne af

er

29

29

et gandske nyt Academie vilde blive langt størke, end de, det gamles Forflytning skulde udfordre; saa befrygter jeg, at Bekostningerne paa det nye Academie vilde være spildte, saa længe man lod Kiøbenhavns Academie blive i Kiøbenhavn. Dette vilde betiene sig af sine gamle Rettigheder, af sine herlige Stipendier, af sin Nærværelse ved Hoffet, til at underminere sin Rival. I Dag eller Morgen vilde det faae en mægtig Patron, som holdt det for Older- mands-Pligt at bringe det gamle Academie i Veyret paa det nye Academies Undergang. Seer man ikke hvad som skeer med Sorøe? Skulde dette Academies Forfald ikke for en god Deel være ar tilskrive Moderacademiet? Jeg vil ikkun nævne een Omstændighed, som er mig bekiendt; de som kjende Sorøe-Aeadcmie nøye-ere end jeg, vide maaskee flere. Ingen Adelsmand kan tage Sæde i Høyeste-Ret, førend han har underkastet sig en Examen i Lovkyndigheden. En ypperlig Anordning! Men det er ikke nok, at han underkaster sig denne Examen ved Rid- deracademiet, at han der befindes dygtig til at forlade Academiet for at tiene det Almindelige. Han skal paa nye udstaae en Examen af Universiteters Lærere. Det er at sige, han skal begynde at studere paa nye igien, efterat han har fuldendt sine Studeringer ved et velindrettet og

30

30

vel forsynet Academie. Saa bliver Adelsmanden da heller ved Universitetet, og studerer der med alle, som han kan, end underkaster sig en dobbelt Examen. — Og saaledes taber Ridderacademiet sin Søgning og sin Anseelse ved disse Laugsprincipier.

Men! naar man veed Udveye til et af De- lene, saa bør Universitetet i mine Tanker snarere forflyttes, end et nyt oprettes. Men derfor er jeg ikke imod et nyt Academies Oprettelse, naar vore Financer engang kom i den lykkelige Forfatning, at de taalede denne Udgivet, Kun for det første var det vel raadeligst, naar noget skulde giøres, at forflytte Academiet. Men jeg seer meget vel de store Vanskeligheder, som møde ved dette Forslags Iværksættelse. Det er ikke allene Bekostningerne, der afskrække, end- skiønt disse vist nok vilde blive meget anseelige. Men umueligt burde der ikke være at tilvenebrin- ge dem. Har en Hertug af Meklenborg, blot til Trods for sine Landstænder, kunnet i vore Tider oprette et nyt Academie; hvi skulde da en Konge i Danmark, som har ubundne Hænder, og sit hele Folks ønsker for sig, ikke kunne forflytte et gammelt? Dog! Pengene at udfinde til saadan en Indretning, overlader jeg til andre, som kiende til vor Universitets

31

oeeonomiske Forfatning meer end jeg. Jeg troer vist, de maatte kunne sindes, naar det først blev Alvor at søge dem. Men det, som meest afskrækker mig, er den Ustadighed, som spores hos os i alle gode Anlæg, den Uredelighed og Søvnagtighed, som findes saa ofte hos dem, der betroes ti! at udføre vigtige Forslage. Skulde det Forslag, jeg her taler om, betroes saa: danne Folk til Iværksettelse, som lode det ligge paa Halvveyen, naar en Deel Penge allerede vare anvendte derpaa, som ved uredelige og egennyttige Betragtninger lode sig forsinke i deres Foretagende: saa gid jeg aldrig havde tænkt paa det! saa gid mine Blade aldrig komme for de Personers Øyne, som kunne billige Forslaget, og vide Midler til dets Iværksettelse! Man siger, at Dannemarks Ulykke har været Projectmagere, og man har ikke gandske Urer. Men man burde tillige ikke glemme at sige, at mange Gange ere de nyttigste Forslage blevne ikke alleene frugtesløse, men ogsaa skadelige, fordi man har maattet lade dem udfore ved dorske, uredelige og nedrige Folk. Projectmageren har altid maattet bære Skylden for Forslagets Udfald, fordi del er mageligere at sige: Projecter duer intet, end at undersøge og opdage alle de hemmelige Renker og Skiødesløs-heder, hvorved det beste Project kan giøres unyttigt.

32

32

Mit Forlag er da: at forlagge Kiøben- havns Universitet til en Egn, hvor Levemaaden er lettere og tarveligere, Sæderne simplere og renere, og Adspredelserne færre, end i Hovedstaden. Man kunde tillige vælge en Bye og Egn, som havde faa Næringsveye, og som ved et Universitet kunde hielpes i Veyret. I Sielland er Levemaanden næsten allevegne dyr, fordi Hovedstaden opsluger alle Levnetsmidler, og betaler dem dyrt. Fyen kunde i Henseende til Levemaaden være beqvemmere, og i Odense fandt man allerede et lidet Anlag i det der værende Gymnasium, som kunde lette paa Bekostningerne. Men Odense er allerede for stor en Bye for et Academie, og den vilde blive endnu større ved dette. Jo mindre Bye, og jo længere fra Hoffet, desto bedre for Universitetet. I mine Tanker maatte man søge en liden Bye op i Jylland paa Grendserne af Slesvig, eller maaskee i Hertugdommet Slesvig selv, hvor man knnde lægge Academiet hen. Man vilde der, foruden de omtalte Fordele, ogsaa naae denne, at man maaskee da kunde bevæge de Holstenske Studenter til ar besøge det Danske Academie med meer Villighed, end de nu giøre. Dette vilde blive en anseelig Vinding for Landet, og holde en stor Kapital inde, som nu aarlig ved de Holsteensike Studenter, som

33

33

besøge fremmede Universiteter, gaaer ud. Det Holsteenske Landsmandsskab er det største ved de fleste tydske Academier. Men det er troeligt, at Holstenerne vilde ligesaa gierne søge til et dansk Academie, naar det laae beleyligere for dem, end Kiøbenhavns: og naar de kunde lære det samme der, som i Tydskland, saa seer jeg ingen Ubillighed i, at nøde dem til at opholde sig i det mindste i nogle Aar ved det danske Acade- mie, førend de reyste udenlands. Sproget burde ingen Hindring giøre; thi det danske Sprog forstaaes næsten overalt i Slesvig, endog mange Steder, hvor det Tydske prækes; og Holstenerne kunde gierne lægge sig derefter. Sproget fortiener det vel; og maae de danske Studenter som gaae til tydske Universiteter, lægge sig efter det tydske Sprog, for at forstaae de tydske Forelæsninger; hvi kunde man ikke gierne anmode Landets Undersaatter at lægge sig efter Landets Hovedsprog? Men, om man endelig holdt dette for ugiørligt, kunde man da ikke beskikke nogle tydske Professorer i alle Faculteter ved Academiet? Der vilde vel endog af Landets egne Børn blive dem, som vare skikkede, eller kunde giøre sig skikkede til at holde Forelæsninger i begge Sprog. Og hvad? om man forflyttede det hele Gymnasium i Altona

34

34

derhen? det giør dog, hvor det er, liden eller ingen Nytte, men forenet med Academiet kunde det giøre megen. — Og siden jeg taler om et Gymnasium, som giør liden Nytte, falder mig naturligviis vor danske Gymnasium i Odense ind, vor Seminarium Fridericianum i Bergen, vor Schola illuftris i Herlufsholm: skulde man ikke kunde anvende de Capiraler, som ere henlagte til disse Stiftelser, og som nu giøre saa liden Nytte, til Academiets Forflytning? — Dog Penge at skaffe sammen, overlader jeg til andre, som kiende de mangfoldige Legater, der hist og her ere henlagde til Studeringers Forbedring. Aldrig troer jeg, de kunde bruges bedre, end til dette Forslags Iværksettelse.

Imidlertid seer jeg let, at denne Hovedforandring med Kiøbenhavns Universitet for det første ikke vil gaae for sig; og dog vilde jeg nødig, at man skulde opgive alle andre nyttige Forandringer, fordi Denne Hovedforandring ikke endnu og førend vore Financer komme i en bedre Forfatning, kan finde Sted. Jeg vil derfor forlade denne søde Drøm om et dansk Academie paa Grendserne af vor Konges tydske Stater, og allene forestaae saadanne Foran-

35

35

dringer, som bør kunne finde Sted, endog om Universitetet aldrig forflyttes fra Kiøbenhavn.

Forslage til Forandringer med Universitetet i Henseende til Lærernes Antal, Bestikkelse, og Lønning.

Saalænge Kiøbenhavns Universitetstal beholde sit lærde Monopolium, bør det i det mind- ste, som andre Societeter, der have Monopolium, holdes til at forsyne sig med saa tilstrækkeligt et Antal af alle Slags lærde Vahrer, at enhver Liebhaber efter sin forskiellige Smag, Tilbøyelighed, Tid, Alder, Egensindighed o.s.v. kan blive tilfredsstillet. Det er ikke nok, at der holdes en Lærer for hver Videnstab, om han ogsaa er den dueligste Mand. Ikke nok f. Ex., at der er en bestikket Lærer i Mathematiken, om han og besidder lige sikker Indsigt i alle Mathematikens Dele. Han kan dog ikke læse over alle mathematiste Videnskaber paa een Gang, i eet Aar; han kan ikke vælge de Timer, som ere alle lige beqvemme; han kan nu og da forhindres ved Reyser, ved Sygdom, ved andre Tilfælde: og da bliver altid et Antal af Mathematikens Elskere forlegen, og maa føle Følgerne af Monopolium. Det er ikke nok,

36

36 at Academiet er forsynet med gamle Lærere; det maae ogsaa have et Antal af unge, ikke allene for at afløse de gamle, men ogsaa for ar holde dem muntre og aarvaagne, for at hindre dem fra Lunkenhed og Stolthed, og at nøde dem til at bekymre sig om Videnskabernes Tilvext, om Smagens Forandring i en og anden Videnskab, fra Tid til anden. Det er ikke nok, at det har nogle vel aflagde Lærere; det maae have andre, som ere slettere aflagde, og som ved Flid kunne tiene sig frem til bedre Belønninger.

I mine Tanker burde et Academie som Kiøbenhavns, naar det skulde blive der eneste i to Riger, ikke have et mindre Antal af Læ- rere end imellem 40 og 50. Men ved Lære- te forstaaer jeg ikke allene dem, som bære navn af Professorer, ikke allene dem, som bære Navn af Profefforer i en vis Videnskab: jeg forstaaer derved enhver, som virkelig holder Forelæsninger ved Academiet, han maae nu kaldes Professor, Doctor, Magister eller Decanus. Af Professorerne burde ikkun være tvende Klasser, ordinarii (ordentlige) og extraordinarii (overordentlige). Afordentlige Processorer skulde det theologiske og juridiske Facultet have hver 3, og det medicinske 4, og i

37

37

det philosophiske Facultet bleve følgende 10 Professorer, som hver bare Navn af en vis Videnskab; saasom i i den latinske Veltalenhed, I idet grædskeSprog, I i de orientalske Sprog,

I i Mathematik, I i Astronomie, I i Physik og Naturhistorie, I i Oeconomie, I i Historien, I i Philosophien, og endelig I i det danske Sprog og i de nordiske Antiqviteter. Tilsammen 20 Proifessores ordinarii. Disse

20 Professorer skulde udgiøre det academiske Raad, være Confistoriales, og styre Universiretet. De bare vel Navn af et vist Facultet eller en vis Videnskab; men derfor havde de dog intet Monopolium: jeg vil sige, de skulde vel holde Forelæsninger i den Videnskab, hvortil de vare kaldede, men derfor kunde de ikke forbyde andre at læse i den samme, heller ikke vare de selv bundne og i indskrænkede til denne Videnskab allene. Havde f. Ex. en Profes. Juris Lyst at læse et Collegium over en latinsk eller grædsk Autor, skulde det ikke formenes Ham; ligesaa lidet skulde det formenes en Professor i det latinske Sprog at læse over de romerske og danske Love.

Af overordentlige Professorer kunde i et Hvert af de 3 øverste Facultteter være 1 eller 2,

38

38

og i det philosophiske Facultet 5 til 6. Disse bare vel Navn af extraordinarii; men det Navn var ikke, som nu, en blot Titel. De vare virkelig ved Gage bundne til Academiet, og pligtige til at holde Forelæsninger; kunde og- saa, naar de selv havde Lyst dertil, giøre sig Haab om engang at blive ordinarii. De kunde tages deels af de ved Academiet docerende Doctores, Magistri og Decani, deels af Embedsmænd i Staden, som havde Lyst og Gaver til at docere; men disse kunde da ikke have Haab om at blive ordinarii, med mindre de vilde nedlægge deres Embede.

Professorernes Antal, de virkelig docerende Professorers Antal blev saaledes stedse imellem 30 og 40. De øvige Docenter bestode i unge Doctores, Magistre og Decani, som deels understøttede ved academiske Stipendier, deels allene i Haab om engang at blive Professorer, Holdt private Forelæsninger, for hvilke de lode sig betale. Foruden disse burde Universitetet være forsynet med lønnede Lærere i de fornemste levende Sprog, saasom Engelsk, Fransk, Tydsk og Russisk.

39

39

Hvor saadant et Antal af Lærere skulde komme fra, er ikke vanskeligt at sige. De unge Doctores og Magisiri Decentes komme af sig selv, uden al anden Opmuntring, end Lyst til at læere, til at Viise sig, til at befordres. Man rydde ikkun alt det af Veyen, hvorved de gamle Lærere kunne undertrykke de unge, og hindre dem fra at Viise deres Dueligheder; saa vil man snart see en Mængde unge Docenter opstaae, som skulde kappes med de gamle om de Studerendes Biefald, og holde disse i bestandig Aarvaagenhed. Belønninger behøvede man ikke at udtænke for dem, andre end de, de selv kunde skaffe sig ved deres Flittighed. Men, da man dog allerede har et Slags lønnede Docenter ved Academiet, jeg mener Decani ved Commumtetet, saa var det godt, at disse bleve giorte saa brugbare for Academiet, som mueligt. Jeg er enig med Philokalus i at afskaffe Disputeerøvelserne paa Klosteret, og i det Sled at giøre Decani til Raadgivere og Ledere for de unge Studerende, som nyde dette Stipendium, om hvis Studeringer, Læsning og Levemaade de burde nøye underrette sig, og i visse Maader være ansvarlige derfor. Men jeg seer ikke, at man derfor behøvede at forsøge deres Løn, eller bebyrde Commumtetet med nye

ed

40

40

Udgivter til Decani. De skulde dog ikke være paa Klosteret meer end den ene Time om Dagen, som de nu bør være der, og det Arbeyde, de fik, vilde, tænker jeg, blive dem behageligere, end Disputeerøvelserne. Men for at være forsikret om, at Blinde ikke undertiden bleve Blindes Ledere, saa vilde jeg tillige, at Provsten paa Communitetet, som for sit vigtige Embeds Skyld altid burde være Professor enten extraordinarius eller Ordinarius ved Academiet, holdt private Forelæsninger for sine Decani, hvori han underrettede dem om den beste Studeremaade, med Hensigt og Anvendelse paa de Feyl, som han havde mærket, at en og anden af dem havde begaaet paa Klosteret. Thi, jeg vilde, at, naar Disputeerøvelserne paa Klosteret afskaffedes, Provsten da selv ingen Commentales skulde beholde, men allene være forpligtet til i den Time, da Decani vare forsamlede paa Klosteret, at gaae fra det ene Bord til det andet, høre hvad der foretoges, sige sine Tanker ved given Leylighed, og i sær bielægge de Tvistigheder, som af forskiellig Tænkemaade og Smag kunde opstaae imellem en Commentalis og hans Decanus; thi omendskiønt man ikke disputerede in forma, saa venter jeg dog, at mangen venlig Strid

41

41 vilde forefalde; og da var det godt, at en Mand var tilstede, der kunde ansees som Lærer baade for Decani og Commensales. — Men hvad? om Professores extraordinarii selv skulde finde sig tiente med at være Decani, for at nyde dette lidet Stipendium med til Hielp til deres smaae Lønninger; da vilde vist nok Communitetet med Tiden giøre Nytte; men det forstaaer sig, de maatte giøre Skiel derfor, saa godt, som en anden Decanus.

Professorernes Antal var vel ikke heller vanskeligt at bringe til Veye, uden noget nyt Fond til at lønne dem. Man behøvede ikkun at bruge det Fond tilgavns, som allerede er henlagt til Universitetets Lærere. Hvad dette Fond tilsammen udgiør, veed jeg ikke; men det veed jeg, at Studii-Skatten, som bruges til at lønne confistoriales, beløber sig allene aarlig over 6500 Rixdaler. Deraf kunde lønnes 8 Professores ordinarii med 800 Rdlr. aarlig. Naar jeg nu regner Jordegodser, Tiender og andet, som er henlagt til et Corpus Academicum, hvoraf der vel i det mindste ere 12; saa venter jeg, at enhver af de 12 æld- ste Professores ordinarii kunde nyde aarlig 1000 Rdlr. Løn, foruden frie Boelig, og

42

42 der endda paa hvert corpus Academicum skyde saameget tilovers, at Professores extraordirarii kunde faae aarlig 200 til 300 Rdlr., hvormed, jeg troer, de vilde lade dem nøye, i Betragtning af, at de tilig kunde komme til at hæve denne lønning, at de kunde giøre sig Haab om at ascendere til bedre løn- ninger, og endelig at de derhos kunde have enten Decanater paa Klosteret, eller Præstekald ved Hovedkirkerne, eller Advocaturer ved Retterne, eller Physicater i Hovedstaden. Og skul- de Fondet ikke række til at lønne de 8 yngste Professores ordinarii med meer end 600 Rdlr.; saa troer jeg, de lode sig ogsaa for det første nøye dermed, naar de kunde have vist Haab om, som de burde have, ved Afgang at rykke op i de bedre gagerede Professorers Løn- ninger. Man maae altid erindre, at jeg ønsker Academiet sat i saadan en Forfatning, at Læ- rerne kunde fortiene noget ved deres Forelæsnin-ger; ved hvilket Tilstød de da altid skulde kunne forøge deres Indkomster.

Men skulde Universitetets Lærere lønnes paa denne Maade, saa maatte der Fond, som er henlagt til dem, det maa nu bestaae i Jordegodser, Tiender, Skatte eller andet, alt

43

43

sammen gaae i en fælleds Casse, hvoraf ved Communitetets Oeconomus, eller Academiets Forvalter, blev udleveret aarlig eller qvartaliter til enhver Professor i rede Penge, hvad han var ansat for at nyde. Universitetet beholdt saaledes sine Jordegodser og Tiender; men enhver Professor tabte dem, og fik i deres Sted rede Penge. Skulde da ved Tidernes foranderlige Kornpriser noget skyde aarlig over af det hele til Universitetet henlagte Fond, efterår Professorernes Lønninger vare udbetalte; saa kunde dette aarlige overskud enten reporteres pag enhver Professor i Proportion af hans tillagte Gage; eller, om man saa syntes, kunde det henlægges til at giøre et nyt Fond, for med Tiden at kenne nye Lærere, i Fald de behøvedes, eller at forbedre de andres Lønninger.

Jeg har hidindtil ikkun talt om Universitetets eget Fond, og formodet, at det allerede skulde findes tilstrækkeligt til at lønne det fornedne Antal af Lærere. Men om det ogsaa ikke skulde findes gandske tilstrækkeligt, har man da ikke ved Charlottenborg to offentlige Lærere, den ene i Naturhistorien, den anden i Oeconomien? og hvad Ubillighed var der i, at drage disse Mænd ind under Universitetet, hvor de

44

44 uden Tvivl kunde giore større Nytte, end ved Charlottenborg, eller, hvilket er det samme, at drage deres Lønninger ind i Universitetets Fond, og lade dem tiene til at underholde et Par Professorer? har man ikke ved samme Charlottenborg en Maitre i Mathematiken, en anden i det franske Sprog? eller i der mindste Løn til dem? Skulde disse ikke ogsaa kunne læ- re ved Universitetet? — Sprogmestere kunde det vel ikke fattes paa i en Hovedstad, hvilke for en liden tillagt offentlig Befoldning bleve i sær til de Studerendes Tieneste. Jeg vil ikke tale om de store Fonds, som ere henlagte til vore lidet frugkbringende Gymnasier i Odense og Altona, og som uden Ubillighed kunde anvendes til Universitetets Forbedring, naar de ikke maatte bruges til dets endnu nyttigere Forflytning.

Naar da Academiet var forsyne: med det tilstrækkelige Antal af lærere, naar Larerne vare aflagte saaledes, at de kunde arbeyde uden Nærings Bekymringer; saa kom det allene an paa, at tage den Plan i at beskikke Lærere til Universitetet, hvorved man kunde forsikre sig om at faae de dueligste Subjecter. At designere et ungt Menneske 10 Aar og længere i

45

45

Forveyen til en ubestemt videnskab med en bestemt Løn, er en af de ulykkeligste Maximer, som en Universitets Patron kunde falde paa, og en Misbrug, som Viiser, hvad Skade en Patron kan giøre Academiet. Alle Designationer, bestemte og ubestemte, bør for ævig op- hæves, og de Professorer, som allerede have Designation, bør enten befordres til andre Betjeninger, naar man kiender andre Mand, som vare dueligere end de, til at tiene ved Academiet, eller, naae man ikke tvivler om deres Duelighed, giøres til Professorer med Løn, enten overordentlige eller ordentlige, efter deres Fortjenesters Grad. Al Anciennitet bør settes til Side, og ikke tages i Betragtning, uden hvor Dueligheder i alle Maader ere lige. Intet Professorat gives bort, førend det virkelig er ledigt, og da vælges det dueligste Subject, som kan findes, det maae være ved Universiteter, eller uden for samme. Prof. extraord. bør ved forefaldende Vacance iblant ordinarii ikke for- biegaages, naar de som extraord. have læst med Biefald, eller giort sig bekiendte ved Skrifter; men for Resten bør de aldeles ikke ansees som defignati; ogdet b'r kunne være mueligt, at en kan blive extraordinarius sin Livetid: ja, naar en Prof. extraord. har et andet Embede tillige,

46

46

bør han ikke blive Ordinarius, uden at re- signere dette sit Embede. De unge Studerende, som give tilig Beviis paa, at de kunne blive duelige Universitets-Lærere, bør man især have et vaaget øye over, at man hverken ved at give dem for hastig de storste Belønninger, heller ikke, ved at lade dem staae tilbage for deres Ungdoms Skyld, svækker deres Flid og Iver. At have, som Magister, Decanus eller Doctor docens holdt Forelæsninger med Bie- fald, at have erhvervet sig Studenternes yn-dest, bør ansees som en større Fortieneste til at erlange et Professorat, end at have Professorernes, ja selv de Stores Yndest; og en Pro- fessorsøn bør for alting intet Fortrin have til at blive Professor, end der en stører Duelighed giver ham.

Videre om de academiske Examina.

Vi maae forsyne Academiet med saa mange og saa duelige Lærere, som vi vil; vi maae lønne og beskikke dem paa hvad Maade, vi vil — saa leenge de academiske Examina blive paa den Fod, de ere, saa sette vi altiden stor Deel af lærere, nemlig alle dem, som ikke ere Examinatores, i en svig Uvirksomhed, og en endnu større Deel af Studenter ligesaa,

47

47

nemlig alle dem, som have overstaaet deres academiske Examina. Vil vi have, at vore Professorer skulle læse for at underviise, og vor Ungdom studere for at lære, maae Examina afskaffes. Jeg taler nu ikke om den første Examen eller Deposizen; dens Vigtighed eller Uviglighed angaaer Skolerne allene, og har ikke stor Indstydelfe paa Academiet. De Examina, jeg her har med at giore, er den anden eller philosophiske, og den kredse eller Attestazen. Den philosophiae Examens værdie har jeg prøvet i min upartiske undersøgelse o.s.v. og fundet, at den ikke allene uden Videnskabers og Studeringers Skade kunde afskaffes, men at den endog burde afskaffes, naar man vilde vente at see Studeringer i Flor ved Academiet. En Ven, for hvis Domme jeg har megen Agtelse, har givet sit Biefald til, at denne Examen kunde afskaffes, nagar man allene var forsikret, at Examina af de tre andre Faculteter desto bedre og skarpere bleve indrettede, og i samme nøye undersøgt, om Candi- Daterne havde i de øvrige Videnskaber og Sprog den fornødne Kundskab. Denne Forsigtighed giver en Frygt tilkiende, at maaskee det kunde skee, naar denne Examen ophævedes, som jeg i upartisk undersøgelse har sagt, hverken

48

48

burde eller vilde skee nemlig at den studerende Ungdom vilde forsømme at erhverve sig de Indsigter, som man kan kalde forberedende til ethvert Hovedstudium, og at den uden Forberedning af philosophiske Videnskaber vilde begive sig strax til sit Hovedstudium. Jeg for min Deel begriber ikke, af hvad Aarsag man skulde have denne Frygt i Dannemark meer, end i Tydskland; undtagen man vilde troe, at vor Nation var mindre oplagt til en grundig Studeremaade, end den Tydske; hvilket man vel ikke vil antage. I Tydskland veed man af ingen saa kaldet philosophisk Examen at sige. Jeg veed heller ikke, at Examina af de tre andre Faculterer indrettes der med meer Hensigt til at prøve Candidaternes Kyndighed i de vi- denskaber og Sprog, som gemeenlig henregnes til det philosophiske Fgcultet, end hos os. Og dog finder jeg iblant tydske Theologer for Ex. Mænd, som have den meest udbredte Læsning i de gamle grædske og latinske Autorer: Beviis: en Ernesti, Semler, Cramer — jeg finder Mænd, som have den vidtløftigste kund-skab i Historien: Beviis: foruden de anførte, en Walch, en Boysen og andre — Mænd, som have den dybeste Indsigt i den theoretiske Philosophie: Beviis: en Jerusalem, en

49

49

Nesselt, en Tøllner — Mænd, som forbinde den fineste Smag i de skiønne Videnskaber med deres theologiske kundskab: Beviis: en Cramer, en Schlegel, en Jacobi og andre. Det samme kunde jeg sige om mange berømte tydske Jurister og Medici. Hvorfor have da disse Mænd ikke forsømt at skaffe sig Indsigt i de saa kaldte philosophiske Videnskaber, endskiønt de ingen philosophisk Examen havde ved deres Universiteter? — Ney! det har ingen Nød, og man kan gierne ogsaa hos os være sikker i dette Stykke. Det kommer kun an paa, som jeg alt har sagt i min Afhandling om Examina, at man giør en fornuftig Studerings- plan antagelig, og at vore Professorer læse paa tydsk Viis og ligesaa flittig, som de Tydske. Alting kommer an paa Lærernes Forelæsninger: ere disse indrettede med Smag; er Læreren ikke en purus putus i sin Videnskab, men har studeret den selv grundig; saa vil han snart Viise sine Tilhørere Veyen til den samme grundige Kundskab, som han selv besidder, og opvakte Lyst hos dem til at følge den. Jeg kiender dem, som fik først ret Smag paa de grædske og latinske Autorers Låsning ved et Collegium over det hebraiske Sprog. Hvi skulde man da ikke kunne holde Forelæsninger over Dogmatiken,

50

50

Lovkyndigheden, ja over visse Dele af Medicinen selv, paa saadan en Maade, at man gav sine Tilhorers at forstaae, hvor nyttigt, ja nødvendigt del vilde blive for dem til en grundig Indsigt i deres Hovedvidenskab, at have seet sig om i Philosophie, Sprog, Historie o.s.v.? Ja, jeg er vis paa, at en Cramer i Theologien, en Dons i Lovkyndigheden, en Rott- bøll i Medicinen kunne ikke læse mange Timer, uden at efterlade hos deres Tilhørere en Overbeviisning om det nøye Baand, der er imellem de philosophiske Videnskaber, og disse Hovedstudier.

Desuden forudsetter jeg jo, at de Studerende bringe fra Skolerne med sig nogen Forsmag paa de Sprog og Videnskaber, som man Henregner til det philosophiae Facultet. Mon ikke denne Forsmag allene skulde drive dem til af sig selv at giøre videre Fremgang, uden Frygt for nogen philosophisk Examen? Og hvor mangen en maae ikke, endog i nærværende Forfatning, sin hele Livstid lade sig nye med den Kundskab, Han i Skolen kan have faaet om de Sprog og Videnskaber, jeg taler om? Mange studere jo ikke ved Universitetet til den anden Examen; andre opholde sig vel ved Universitetet, men hø

51

51 re ingen Collegier; og atter andre høre vel Collegier, men lære intet af dem, enten fordi Col- legierne selv ere indrettede for Examens Skyld, eller fordi Studenten veed, at der ved Examen spørges meer, om han har været paa Collegier, end om han har lært noget der. Alle disse maae jo lade sig nøye til deres Hovedstudium med den Indsigt, de have faaet i Sprog og philosophiske Videnskaber i Skolen, eller paa egen Haand dyrke disse Kundskaber videre. Man maae derfor ansee Sagen som man vil, saa holder jeg det for afgiort, at den philofophisse Examen, saadan, som den nu er, er til ingen Nytte for Studeringer. I tre Fierding Aar lader sig umuelig, endog af den flittigste Student, noget læ- re i 5 eller 6 forskiellige Videnskaber, hvoraf han i sin Tid kunde have nogen retskaffen Nytte til sit Hovedstudium.

Men maaskee denne, saavel som de andre Examina, kunde indrettes saaledes, at de bleve Studeringer til Nytte og Opmuntring? Maa- skee! Men i Almindelighed maa jeg tilstaae, at jeg ønsker Studeringer andre Opmuntringer, end Examina. Jeg ønsker, at vor Ungdom maatte studere af Lyst, ikke af Tvang (og Examina blive dog altid et Slags Tvang); at vo

52

re Læreres Forelæsninger holdtes med saadan Smag og Iver, ar Ungdommen bievaanede dem af egen Drift og af en Hiertelig Overbeviisning om Videnskabers Nytte, ikke af Frygt for en Examen, eller af en barnagtig Længsel efter at glimre offentlig; at de, som havde udmarker sig i Videnskab og Indsigt, maatte i alle Stænder udmærkes ved Ære og Beløn-ning. Gee! disse og saadanne Opmuntringer ønskede jeg Studeringer og Videnskaber; og naar de havde dem, vilde jeg skienke Examina med alle academiske Vædigheder til deres Opfindere. Jeg skulde ogsaa uden Betænkning raade til alle academiske Examiners Afskaffelse, dersom vor Universitet var saa vel anlagt i en liden Stad og i en Afkrog af Landet, som det er det i to Rigers Hovedstad. Men, da jeg stedse maa betragte Kiøbenhavns Universitet i Kiøbenhavn, hvor det ventelig endnu en rum Tid vil forblive, saa nægter jeg ikke, at jeg jo giør mi-ne Forslag til Academiets Forbedring, i fær i Henseende til Examina, med nogen Frygt, og ønsker ikke, at de maatte iværksættes, uden efter det nøyeste Overlæg: thi det skulde blive Mig en krænkende Bebreydelse, om jeg endog ved de best mente Forslag skulde have giort Studeringer i mit Fædreneland nogen Skade,

53

53

fordi jeg ikke nok havde taget det ufordeelagtige Sted i Betragtning, hvor Universitetet er anlagt. Jeg igientager det derfor endnu engang; man kan ikke giøre nogen sikker Regning paa sine Fordslags Udfald, saa længe Academiet bliver i Residenten. Der behøve Studeringer maa- skee andre Opmuntringer; der lader sig maa- skee ikke studere af Lyst allene, der maae maa- skee og nogen Tvang til. Jeg har selv seet, hvad Forskiel der er paa Studeringers Drift i Tydskland ved et Academie, som er anlagt i en liden Bye, hvor den øvrige Deel af Byen tabes i Academiet, og et andet, som er anlagt i en større Stad, der har flere Næringsveye end Universitetet, der har en blomstrende Handel, adskillige høye Collegier o.s.v. Og dog er intet Protestantisk Universitet anlagt i en for Studeringer saa ufordeelagtig Stad, som Kiøbenhavn.

Eamina kunne vi da vel ikke aldeles afskaffe; men lad os indrette dem saaledes, at de giøre Studeringer den mindst muelige Skade. Philokalus har giver en Plan til deres bedre Indretning; og jeg finder deri, som i hans hele Skrift, meget fornuftigt og antageligt. At Examina skee paa dansk, at de ere

54

54 ubundne i Henseende til Tiden, at de indskrænkes til viste Videnskaber, billiger jeg aldeles. Men den Mængde Examina, han foreslaaer, , holder jeg slet ikke nyttig. Examen Juridicum for Er. skal efter hans Forslag blive ved, og dog skulle vi desuden have Baccalaurei juris, Magistri juris, Doctores juris: den theologiske Attestats skal blive ved, men foruden den en Baccalaurei-Examen, en Magister-, en Doctor-Examen i Theologien. Jeg kan aldrig troe, al disse mange Examina kunne have nogen god Virkning. Jeg befrygter stedse, at man vil studere for Examiners Skyld, studere for at faae en Examen, en Titel efter den anden, at man kan skrive sig Baccalaureus, Magister og Doctor i Theologien, ligesom Cancellie-, Justist- og Erats-Raad: jeg befrygter, at de examinerede Docenter ville misbruge Examina for at binde Munden paa de Docenter, som ikke examinere, og hindre dem fra at faae Tilhørere. Desuden have de academiske Æretitler i vore Tider og fornemmelig i Hovedstaden tabt deres Priis, og det var bedre, naar man vil bruge Titler til at be-

lønne Fortienester, at man forvandlede dem til Cancellie-Titler, end at man vedligeholdt dem i deres gamle Form.

55

55

Ney! lad os beholde saa faa Examina, som mueligt; men lad de faae, vi beholde, vakre alvorlige og strenge. Lad ingen befordres til noget offentlig Embede, med mindre han har udstaaet en skarp Examen i de Indsigter, som udkræves til hans Embede. Tiden bør beroe paa Ham selv, og han kan udsætte den saa langt, som han vil. Examen maatte skee offentlig paa dansk, og enhver Docent ved Academiet, han maatte vare Professor, eller ikke, extraordinarius eller Ordinarius skulde have Friehed og indbydes til at examinere Candidaten.

Vilde man da endelig beholde en philosophisk Examen, saa vilde jeg kalde den en Examen i de skiønne Videnskaber, og dertil udfordre I. Kundskab om Fædrenelandets Historie, dets oeconomiske og politiske Forfatning. 2. Kundskab om andre Landes Producter, og Na- boerigernes oeconomiske og politiske Forfatning. 3. Kundskab om den mathematiske og naturlige Jordbeskrivelse, hvorunder jeg befatter de for enhver Stand umistelige Indsigter i Astronomie og Physik. 4. Saa megen Kyndighed i det tybske, franske og engelske Sprog, at man kunde forstaae en ikke alt for vanskelig Autor, og have en historisk Kundskab om de fornemste

56

56

Skribenter i disse Sprog; og endelig 5. Den øvelse i Modersmaalet og i at tænke, lige meget, paa hvad Maade erhvervet, at man kunde opsætte en skriftlig Beretning om et forelagt Factum, eller forklare sine Tanker tydelig over en bekiendt Materie.

Men, som jeg ofte har sagt, jeg holder denne Examen ikke nødvendig, under hvad Navn man ogsaa beholder den; allermindst, naar man af Candidacerne til den første Examen, lfald man beholdt denne, fordrede de samme Kundskaber, som jeg her har nævnet. Man kunde da uden Fare tillade en Student at begive sig, saa snart han kom til Academiet, til sit Hovedstudium, Theologie, Jura, Medicin. Naar han først i Skolen havde faaet nogen Smag paa den almindelige Literatur, naar de, som holdt Forelæsninger i hans Hovedvidenskab, ikke selv vare puri puti, og endelig, naar han saae, at det var Mode at høre et Cursus over visse almindelige Videnskaber, førend man ene og allene opofrede sig til sit Hovedstudium, saa vilde han uden Hensigt til nogen Examen giøre det samme. Om han da bestemte sine første academiske Aar til denne almindelige Literatur, eller han dyrkede den tilli-

57

ge med sit Hovedstudium, kom ud paa et. Jeg seer ikke, hvorfor han ikke kunde høre Dogmatik og Mathematik, Kirkehistorie og Philosophie paa een Gang. Philokalus vilde dog, at de to første academiske Aar skulde i sær være opofrede til Literaturen i Almindelighed. Derimod har jeg intet, naar man kun ikke maatte befrygte, at mange Studerende ikke fik Tid eller Raad til at opholde sig ved Universitetet, uden just disse to Aar, og at de efter deres Forløb altsaa maatte forlade Academier, uden at have lagt sig noget efter deres Hovedsiudium. Dette indseer denne skiønsomme Mand selv. Men, da han troer, at Theologie og Jura kan læres i en af vore Landsbyer, ligesaa godt, som i Kiøbenhavn, saa holder han der ufornø-dent, at en Student for Examens Skyld i disse Videnskaber, opholder sig et Par Aars Tid ved Universitetet, endskiønt det dog altid, siger han, var godt, naar det skeede. For Examens Skyld vilde jeg heller ikke, at en Student opholdt sig ved Academiet; jeg har derfor i min upartiske Undersøgelse foreslaget, at Theologerne kunde forlade Academiet, uden at underkaste sig nogen Examen der; og det samme, tænker jeg, kunde tillades Juristen, naar der før- gedes for, at han blev examineret, og skarp

58

58

examineret, inden han kom i Embede. Men jeg ønskede dog, at baade Theologen og Juristen kunde opholde sig saa længe ved Universitetet, at de ved egen Flid og gode Forelæsninger kunde lægge god Grund i deres Videnskaber, hvorpaa de siden, paa egen Haand, videre kunde bygge. Thi, jeg seer ikke, hvorfor det skulde blive mindre farligt for Studeringer, at lade Theologen og Juristen blive Autodidakter, end de andre Videuskabers Dyrkere. Kan Theologie og Jura-læres ligesaa godt i en Landsbys, som ved et Universitet, saa seer jeg ikke, hvorfor man ikke ligesaa vel i en Landsbye kan studere Mathematik, Philosophie o.s.v. Det er dog ikke vanskeligere at overkomme et trykt eller skrevet Compendium over Mathematiken eller Philosophien, end et Collegium over Dogmatiken eller Rettergangen. Men den Mand, jeg har med at giore, har alt for rigtige Begreb om Videnskaberne til, at han skulde holde Kisbyes Collegium for Theologie, eller Hesselbergs Collegium for Jura. Imidlertid befrygter jeg, de vilde blive holdte derfor, naar man skulde kunne vare Theolog og Jurist, uden at have hørt theologiske og juridiske Forelæsninger.

59

59

Den theologie Examen kunde maaskee indrettes paa den Fod, som jeg alt har foreslager i upartisk Undersøgelse o.s.v. Philokalus troer, at mit Forslag om geistlige Consistorier ikke er slmpelt nok, og var vanskeligt at holde Orden i og forebygge Misbruge ved.

— Jeg veed ikke. Men, det er vist, at den simpelste og beste Plan kan komme i Uorden og give Anledning til Misbruge, naar Regieringen ikke nøye vaager over de Personer, som ere satte til at udføre den. Imidlertid har man geistlige Consistorier og theologiske Examina omtrent efter samme Plan i Tydskland, og, saa- vidt jeg veed, endog i vor Konges tydske Stater, og jeg veed ikke af store Misbruge eller Uordener, som de der forvolde. Men det bør jeg dog endnu lægge til her, at, skulde saa- danne Consistorier have den Nytte, jeg sigter til, burde de have Magt til at foreslaae Can didater til de ledige Præsteembeder; og, naar de skulde have denne Magt, burde man, ved at beskikke Sognepræster i de store Kiøbstæder, ikke see paa, om de havde tient mange Aar ved et lidet Kald, ved at beskikke Provster, ikke see paa, om de vare gode Regnskabsførere allene, men beskikke saadanne duelige og lærde Mand, som Candidarerne kunde have den Tan-

60

60 ke om, at de vare dem i Indsigt og Lærdom overlægne.

Om Magisterexamen finder jeg heller intet at lægge til det, jeg derom har sagt i upartisk Undersøgelse o. s. v. Det fornøyer mig, at en Mand af Philokalus's Indsigt og Erfaring har havt den samme Tanke, som jeg, at der burde være Magistre efter de forskiellige Videnskaber, hvori enhver kunde have sin besynderlige Styrke, saasom Philosophie, Philologie o. s. v. Det skulde heller ikke være mig imod, at en og samme Person efter hans Forslag efterhaanden blev Magister i adskillige Videnskaber, naar man ikkun saae til, at der blev fordret lige skarp Examen i alle Videnskaber, og ikke tillod, at en Can- didat slap igiennem med en svag Indsigt i en eller anden Videnstab, som han forlangte at kaldes Magister af, fordi han havde viist Styrke i en vis Videnskab; thi da vilde Magisterexamen snart blive det samme, som den nu er. Og for at undgaae denne Misbrug, vilde jeg ikke engang, at Skolelærerne, omendskiønt de bør underviise deres Ungdom i de første Grunde af adskillige Videnskaber, foruden Sprogene, skulde nødvendig være andet end Magi-

61

61 stri Pnilologiæ. Thi, jeg holder det for afgjort, at ingen med en ringe Indsigt i Philologien kan give sin Ungdom Smag paa de Gamles Læsning; derimod troer jeg, at man med Nytte kan lære et Barn de første Grunde i Videnskaberne, om man end selv ikke veed meget meer, naar man allene har et methodisk Hoved. Og hvor er desuden den retskafne Philolog, som er saa purus putus Philolog, at han ikke skulde have omseet sig saa meget i de andre Videnskaber, som man kalder philosophiske, at han i det mindste skulde kiende deres Værd, og ved nogen Tid og Anvendelse sætte sig i Stand til at underviise Ungdommen i dem med Nytte. Ingen kan have studeret en Videnskab til Grunde, at han jo tillige har maattet bekymre sig om mange andre; og det er ikke mueligt, at nogen kan læse og forklare de Gamles Skrifter med Smag, naar han er gandske vankundig i Philosophie, Historie og andre Indsigter. De, som derfor tale om Kyndighed i de grædske og latinske Skrifter, som om en blot Sprogog Glose-Kundskab, forraade ikkun, at de ikke vide at sætte Priis paa de Gamles Læsning. Men herom taler jeg maaskee meer ved en anden Leylighed.

62

62

Om Examina i de juridiske og medicinske Videnskaber, har jeg i min upartiske Undersøgelse intet talt, og taler her Heller intet derom, fordi jeg hverken kiender disse Examiners nærværende Indretning, heller ikke Videnskabernes Tarv selv, nok til at kunne bestemme, hvorvidt de behøve nogen Forbedring, og hvori den maatte bestaae.

Om de academiske Stipendier.

Ogsaa over denne Materie har Philokalus yttret adskillige rigtige og grundede Tanker, som jeg ikke vil igientage. Min Agt er ikkun at giøre Forslag til nogle Forandringer i de academiske Stipendiers Uddeling, hvilke, jeg troer, skulde tiene til Studeringers Befordring.

Det er vist, som Philokalus har sagt, at Stipendier ikke bør ansees som Almisser, og at Fattigdom allene ingen Paastand bør giøre paa at nyde dem. Men Belønninger torde jeg dog heller ikke kalde dem med samme Forfatter. Deres Hensigt var vist nok ikke at belønne enten den Fattige eller Rige, men at gribe den fat- tige Duelige under Armen, og sætte ham i Stand

63

63

til at giøre Fædrenelandet i sin Tid Tienester, hvortil udfordres Duelighed, og som han ikke vilde have giort det, ifald han havde manglet Understøtning. Der er vel altsaa ingen Tvivl om, at jo den Fattigere bør have Ret til at nyde Stipendier, frem for den Rigere, naar de begge give lige stort Haab for Eftertiden. Dette bør saa meget meer iagttages ved de academiske Stipendiers Uddeling, som ingen gandske Fattig lettelig kan komme til Academiet, naar den sidste Skoleforordning efterleves, med mindre han har besynderlige Talenter til Studeringer. Men er han først for sit gode Nemmes Skyld i sine Skoleaar blevet understøttet ved offentlig Hielp, saa var det Synd at forlade ham paa Halvveyen, og at slaae Haanden af Ham, naar han var kommet til Academiet: ja det var en Ubillighed imod Staten, efterdi den Bekostning, som var anvendt paa ham i hans Skoleaar, var spildt, naar man unddrog ham den Hielp, hvorved han skulde fortsætte sine Studeringer videre.

Jeg holder det for en Feil, at en fattig Student ikke kan nyde Stipendier, saasnart han kommer til Academiet, men maae vente eet og ofte to Aar, inden han kan faae Sted

64

64

paa Regenzen eller Klosteret. Det Heder ge- meenlig, ingen maa nyde disse Stipendier, i det mindste ikke det sidste, førend han har sin anden Examen; og, naar han endelig har faaet den, og er saa lykkelig at blive udnævnt til et af disse Stipendier, saa maa han gemeenlig exspectere et halvt og ofre et heelt Aar, inden han kan komme til virkelig at hæve dem. Hvad skal han i disse halvandet eller to Aar leve af? Har han ingen Venner, som kunne underholde ham saa længe, nødes han til at forlade A- cademiet, saa snart han har faaet sin første Examen, og seer det enten aldrig igien, eller ikkun nogle faae Maaneder for sine Examina. Mangen Fattig, som i Skolen har givet det beste Haab, gaaer paa denne Maade gandske glip af de academiske Stipendier, som dog vare i sær bestemte for ham, og taber sig af Mangel paa Understøtning iblant den store Hob.

Jeg vilde derfor, at den, som uagtet sin Armod var antaget i en offentlig Skole og understøttet ved Skolens Stipendier, fordi han viiste besynderlige Gaver og Lyst til Studeringer, skulde, saa snart han kom til Academiet, og var indskrevet iblant Studenters Tal, nyde Regenzen og Klosteret, ligesom de Island-

65

65

ske Studerende. Til den Ende burde Rectores ved de offentlige Skoler aarlig et halvt Aar for St. Hans Dag indsende en Fortegnelse til Universiteter paa de Candidater, som af deres Skole nødvendig behøvede academiske Stipendier strax, for at blive ved Academiet; og, naar denne Fortegnelse af vedkommende Biskop var approberet, burde saadanne Fattige, saasnart de kom til Academiet, anvises Sted paa Regenzen og Klosteret. Men det forstaaer sig, at hvor de fra en Skole dimitterte Disciplers Oplagspenge beløb sig til saa meget, at de kunde veye op imod Regenzen og Klosteret for et Aar eller to, burde de i saa lang Tid udelukkes fra at nyde disse Stipendier, og imidlertid fortsætte deres Studeringer ved Hielp af deres Oplagspenge; eller, hvor Oplagspengene ikkun veyede ep imod det ene af de omtalte Stipendier, burde de ogsaa ikkun nyde det ene for det første.

Hvad Collegierne angaaer, saa vilde jeg just ikke, som Philokalus, giemme dem til de graduerede Personer allene; men det er dog vist, at jo større et Stipendium var, jo større burde Dueligheden være hos Candidaten, som skulde nyde det.

66

66 Det theologiske Facultet har i mine Tanker alt for vigtige Stipendier ene at raade over. Jeg kalder Regenzen og Klosteret vigtige Stipendier; thi at have frie huus og Ildebrand, og 50 til 60 Rixdaler aarlig for intet, er en meget betydelig Sag for et ungt Menneske, som ikke er vant til Overflødighed. Jeg seer ikke, Hvorfor saa vigtige Stipendier skulde bortgives af de theologiske Professorer allene? Derved eer, at sielden nogen kommer til at nyde dem, uden Theologer, enten de nu virkelig ere det, eller i det mindste giøre sig dertil, indtil de have, hvad de søge, i Hænder. Dette gik an paa den Tid, da ingen studerede Theologie, uden de Fattige, og ingen Jura eller Medicin, uden de Rige; og fra denne Tid har dette Theo- logernes Privilegium ventelig sin Oprindelse. Men nu er meget forandret i dette Stykke. Det holdes ikke meer for vanhelligt og ryggesløst at studere Jura; Medicinen er det nu ikke saa vanskeligt at studere, som i forrige Tider, og der ere flere Befordringer nu end tilforn fordens Elskere; og Theologien kan man vente, vil, formedelst vore Geistliges kiendelig tiltagende Smag, Oplysning og Sædelighed, efterhaanden drage flere til sig af formuende og vel opdragne Folkes Børn. I saadan en For-

67

67

fatning bør Theologerne ikke have alt, og der bør ogsaa være noget for de fattige Jurister og Medici, eller dem, som giore sig en vis Videnskab af det philosophiske Facultet til deres Hovedstudium. Derfor burde ogsaa ethvert Fa- cultet have et vist Antal af de aarlig ledige Pladse paa Regenzen og Klosteret at bortgive.

Hvad de Prøver angaaer, som bør fordres af dem, der nyde de academiske Stipendier, da er jeg enig med Philokalus i at afskaffe Disputeerøvelserne, som ikke allene uskikkede til at Viise en Persons Duelighed, men ogsaa skikkede til at fordærve Tænkemaaden og Smagen. De Disputeerøvelser, som daglig foretages paa Klosteret, har jeg alt talt om, og billiget de Forandringer, som Philokalus har foreslaget med dem. Jeg vil endnu lægge til, at man kunde underrette hinanden i de Timer, man kom sammen paa Klosteret, om Literaturens Tilstand saavel hos os selv, som hos andre Folk, ved at meddele hinanden Kundskab om de nyeste Skrifter, som vare udkomne saavel hiemme, som hos Fremmede. Til hvilken Ende det var godt, om de beste Journaler i de fornemste Sprog bleve anskaffede paa Communitetets Bekostning, som altid kunde give Ma-

68

68

terie nok til Samtaler. — Af dem, som havde Sted paa et af de tre Collegier, kunde man gierne forlange, at de, inden de forlode Collegiet, skulde give en trykt Prøve paa deres Duelighed i den Videnskab, som de havde giort til deres Hovedstudium. Og, naar de Havde lagt paa et Collegium i 2 Aar, kunde ogsaa paalægges dem, at holde nogle Timer om Ugen offentlige Forelæsninger i en eller anden Videnskab, uden Betaling.

Om Ridderacademiet i Sorøe.

Vor Ridderacademie fortiener vel, at jeg berører det med to Ord, og om det er mueligt, giør nogle Forslag til dets Opkomst. Det har baade i ældre og nyere Tider havt en Mængde berømte og duelige Lærere, som have giort Fædrenelandet Ære; det har i sine gode Tider dannet et ikke ubetydeligt Antal af unge Adels- mænd og Hovmestere; og det kunde endnu giøre Landet stor Nytte, naar det blev understøttet.

Hvortil have vi et Ridderacademie? hører jeg ofte spørges. Hvorfor kan Adelen ikke ligesaa vel studere ved Universitetet, som de Borgerlige? — Jo, naar Universitetet ikke til

69

69

Ulykke var i Hovedstaden, saa behøvede vi, i mine Tanker, intet Ridderacademie; saa kunde og vilde Adelen studere ved Landets Universitet, saa godt, som de Borgerlige. Men Universitetets Anlæg i Hovedstaden gav i sær i de ældre Tider, da Adelens Anseelse var stor, Anledning til at tænke paa et Ridderacademies Oprettelse; hvilket man maaskee ikke skulde tænkt paa, dersom Universitetet var blevet anlagt i en liden Stad, i det mindste skulde man vel ikke i nyere Tider have fuldet paa at fornye det. I Hovedstaden føle de adelige Børn alt for meget deres Adel: saa længe de ere i deres fornemme Forældres eller Slægtninges Huus, tage de alt for megen Deel i den Ære, som beviises disse De faae idelig Anledning at tænke paa deres Stand og Fødsel; og naar de studere tilsammen med de Borgerlige, kan Videnskabernes Baand ikke saa meget sammenknytte dem, som Standen adskiller dem. De see hinanden ikke tiere, end i Læsetimerne, og see hinanden da under megen Tvang af Complimenter og ydmygelser. Læreren, som i Børnene stedse seer paa de alt for nær værende fornemme Forældre, giør baade af Frygt, og af Hovmod, og af Interesse, for megen Forskiel imellem de Adelige og Borgerlige; og stiler sin hele Un

70

70

derviisning messt efter de første. Dette forvolder en vis ubehagelig Tvang hos dem begge, og sætter dem paa begge Sider i en Forlegenhed, som giør, at de i en Hovedstad heller studere adskilte, end samlede. Naar derimod Universitetet er anlagt i en liden Stad, ere de Adelige ude af Forældrenes Huus, og man tildeler dem Æen meer efter deres personlige Værdie, end efter deres Forældres Anseelse. De have her meer Omgang med de Borgerlige; de mærke paa begge Sider, at Naturen har givet dem eens Tilbøyeligheder, eens Svagheder; og Dette Baand knytter Venskaber imellem dem. Lærerne, som ubekymrede om de Stores Yndest, hvilken de mindre behøve, end i Hovedstaden, see blot paa deres Interesse, smigre de Tilhørere meest, som de vinde meest ved, enten de ere Adelige eller Borgerlige. Dette holder begge Stander i et Slags Ligevægt, som fattes alt for meget, naar de studere sammen ved Hoffet og i Hovedstaden.

Et Ridderacademie har altsaa en Tid væ- ret fornødent i Dannemark. Om denne For- nødenhed er saa stor nu, som den har været, vil jeg ikke bestemme. Nok! vi have et Ridderacademie i Landet. Et anseeligt Fond er hen-

71

71

lagt dertil, som, saavidt jeg veed, ikke kan tages derfra. Academiet fortiener for den Nyt- te, det allerede har giort, Regieringens Agt og Omsorg. Lad os da tænke paa, at giøre denne Stiftelse saa nyttig for Landet, som den i nærværende Forfatning kan blive.

Jeg har talt om det skadelige Monopolium, som Kiøbenhavns Universitet har. Kunde man ikke ophæve dette Monopolium, og befordre en for Videnskaberne nyttig Æmulation, naar man oprettede Ridderacademiet til et Universitet, og gav det alle et Universitets Rettigheder og Frieheder? Det skulde derfor blive et Ridderacademie, og de Indretninger, som ere gjorte der til Adelens Fordeel, skulde endnu stedse komme dem til Nytte. Men de skulde studere her i Flæng med de Borgerlige, og jeg er vis paa, naar det blev ikke allene befalet (thi det er alt skeet), men og alvorligen paaseet, at ingen adelige Børn maatte reise udenlands, førend de havde studeret nogle Aar ved et dansk Universitet, vilde de fleste af sig selv vælge Sorøe Academie. Men for de Borgerliges Skyld burde det have alle Universitets Privilegier, ligesom det gamle Ridderacademie har havt. De, som havde Stipendier ved Kiøbenhavns Uni-

72

72

versitet, endog de, som havde Sted paa et Collegium, burde have Tilladelse at studere ved hvad Universitet, de vilde, og lige fuldt nyde deres Stipendier. Ja, det vilde være godt, om Professorerne i Sorøe fik en Haand med i de academiske Stipendier, og havde Ret til at udnævne et vist Antal til at nyde dem. Denne Indretning kunde giøres uden nogen synderlig Bekostning. Sorøe Academie kunde den i det mindste ikke skade; og skadede den Kiøbenhavns, ved at formindske de Studerendes Antal der, og drage dem til Sorøe, saa fik Professorerne ved Kiøbenhavns Universitet være betænkte paa at blive ligesaa nyttige for de Studerende, som de i Sorøe: de beholdt dog altid Forspring nok for disse. Det er vist, at Professorernes Antal i Sorøe er noget lidet for et Universitet. Jeg haaber ogsaa, at der med Tiden vilde findes Udveye til at lønne flere, men for det første fik man nøyes med dem, som ere der; og jeg tvivler ikke paa, at der jo snart vilde indfinde sig en Mængde unge Docenter, som indtil videre kunde bøde paa Professorernes ringe Antal.