[B.G. Sporon] Philokalus om Studeringers nærværende Tilstand og bedre Indretning. I Anledning af Upartisk Undersøgelse om de Academiske Examina ere Videnskaberne og Lærdommen til Gavn eller Skade.

Philokalus

om

Studeringers

nærværende

Tilstand

og bedre

Indretning.

I Anledning af

Upartisk Undersøgelse,

om

de Academiske Examina ere Videnskaberne og Lærdommen til Gavn eller Skade.

København, 1771.

Trykt hos Brødrene J. C. og G. C. Berling.

2

        

3

Jeg behøvede maaskee ikke i Forveien at er- indre, at jeg taler om Studeringers Tilstand hos os, ikke om Videnskabernes. Dog for en Forsigtigheds Skyld vil jeg giøre det, og tillige sige hvorfor.

Videnskaber og Studeringer i en Stat ere to saa forskiellige Ting at man kan blive for- staaet ilde, naar man taler om det eene, og ansees for at tale om det andet. Vilde nogen sige, at Videnskaberne ere i Affald hos os, at vore Naboer kan fremvise større Lærde, bedre Skrifter, nøiere Kiendere af den sande og ægte Lireratur, da torde jeg frit sige, at han talede Usandhed, men jeg vilde sige det samme til den,

4

som torde paastaae, at Studeringer blomstre hos os, at de have kraftige Opmuntringer, Understøttelser og Hielpemidler, at de have faa Hindringer og mange Anledninger. Sa- gen er denne: I et Land hvor Nationen er ærekiær og paa en ædel Maade nysgierrig, kan det ikke feile, at jo mange med Iver dyrke Videnskaberne, nogle, for derved at indlegge sig Ære, andre, fordi de deri finde en Føde for Siælen og et Maal for en ædel Videlyst.

Men dermed er Sagen ikke afgjort. Man maa eie de ypperligste Lærde, see fremkomme de beste Skrifter; det bliver altid et Spørsmaal: Hvorledes ere disse Lærde blevne til? Heldige indtreffende, Omstændigheder, besynderlige Bekiendskaber, Omgang med indsigtsfulde Mand, kan danne store Lærde af dem, som ellers vilde blevne indhyllede i samme Mørke, der omgiver utallige andre. Ja maaskee disse store, disse lærde Mand, have været deres egen Lærere, maaskee de have ingen at takke for al deres Indsigt og Kundskab, maaskee de ikke kunne nævne een som de i denne Henseende ere forbundne. Er dette saaledes, da kan det derfor gierne staae slet til i Landet med Studerin-

5

3

Der kan da ligesaa lidet hos os som hos nogen Nation i Verden giøres Slutning fra Lærde, fra Bøger og Skrifter, fra Videnskabernes gode Tilstand o. s. v. til Studeringers gode Indretning og Beskaffenhed, thi dette sidste bestemmes af Skoler og Universiteter, det første ikke. Det kommer an paa hvorledes de Unge opmuntres og læres, hvad Hielpemidler der er i Landet dertil, og hvad Hindringer, hvorledes disse Unge hielpes til at elske Videnskaberne, at føle deres Værd, at indsee det vigtige i dem, at fatte Ordenen, og oversee alt. Det bliver ellers meget mueligt, at det ved et Universitet kan læses og læses, gaaes paa Forelæsninger, og tages Examina, uden at Vi- denskaberne kan siges at dyrkes eller Studeringer at blomstre. .

ger og deres Indretning, eftersom det er vist, at dersom disse Mænd ikke have havt enten et besynderligt Held, eller besynderlige Gaver, da have de ofte feilet, og ofte giort Omveie, som burde og kunde været undgaaede. Kort: Det er neppe nogen Ære eller Fordeel for et Land, naar dets Lærde ere Autodidacter, og kunne rose sig af at være det.

6

Jeg haaber ar man indseer hvor jeg vil hen, og jeg tænker at det lidet, som jeg nu har erindret, vil kunne tiene til at oplyse Øiemedet af disse Undersøgelser; een Anvendelse skal jeg endnu giøre af dem.

Alt hvad jeg har i Sinde at skrive, alt det, man her vil faae at læse, skal forstaaes u- den Fornærmelse, for Skolernes og Universiteters Lærere. Disse maa vare saa brave Mænd som de være vil; det giør intet til at slutte noget fordelagtigt om Studeringers Tilstand; thi det kommer ikke aleene an paa om de giøre hvad de kan, men og om de kunne giø-re hvad de vil, og hvad de ansee for best.

Det er fornemmelig Universitetet, jeg har sat mig for at undersøge. Et eeneste Universitet i to Riger fortiener uden Tvil, at man anseer det for vigtigt, og giver Forslag til op- lyste Patrioters Prøvelse. Jeg vil ved den Leilighed nødvendig komme til at tale ogsaa om Skolerne, thi det eene staaer i nøie Forbindelse og Sammenhæng med det andet.

7

5

Jeg tager Universitetet som det er, end- skiønt jeg indseer meget vel, hvad Skade Studeringer lide hos os, fordi det er i Kiøbenhavn. De Adspredelser, hvilke saavel Professorer som Studenter ere underkastede i en Stad som den- ne; det meget der behøves til Udkomme og den deraf flydende Bekymring og Tidsspilde; O- verdaad, Yppighed, Selskaber, og alt det Væsen, som kommer heraf, ere Uleiligheder nok, Hindringer nok, og endda er der flere. Naar jeg da saae vort Universitet opreist et andet Sted i een af Provindserne, og alting var der i fuld Gang da vilde det paa Landets og Studeringers Vegne fornøie mig meget. Men jeg seer saa megen Hindring deri, at jeg ikke tør tænke derpaa, mindre giøre Forslag dertil. Var det alene Academiets Bygning, der skulde flyttes, gik det nok an; men alt det som skulde afsted, vilde fordre en saadan Pengesum, at jeg strækkes strax naar jeg tænker der- paa. Det faaer da blive her; men dets Mangler kan forbedres og rettes.

Nu udbeder jeg mig den Godhed at man vil følge mig Trin for Trin, thi jeg har i Sinde at besee det overalt. Og skulde jeg gaae no-

8

6

get af Vigtighed forbi, da bliver det en Mangel hos mig som jeg beder maa undskyldes.

De ved vort Universitet brugelige Examina er det første som møder os. Forfatteren af den paa dette Skrifts Titel anførte Upartisk Undersøgelse & c. kommer mig her meget til Hielp. Han har med stor Skiønsomhed anmærket det meeste af det, som i denne Henseende kunde erindres, og jeg kan ikke andet end bevidne min Fornøielse over hans Betragtninger. Bliver jeg i nogle Ting ueenig med ham, da er det vist fordi jeg har troet, at hans Skrift var værd en Undersøgelse, og at han fortiente, at man indlod sig med ham i een Materie, som han saa vel har begyndt.

Han har sagt, at vort Universitets Indretning smagte af Laugs Principier; og dette er upaatvileligt. For at overbevises nøiere herom behøver man kun at see tilbage til den Tid da de Unge maatte ved nogle urimelige mysteriøse Ceremonier indvies til det Academiske Borgerskab. Den første Examen eller saa kaldede Depositz, har han veiet for at finde dens rigtige Værd; og Slutningen bliver at den bør

9

7

afskaffes. Han har anført sine Grunde, og det er vist, at de have meget Værd. Lad os høre.

Denne Examen legger et Baand paa Skolelærernes Indsigt og Flid; disse maa lære de Unge ikke det, de vide og holde for best, men det som ved disse Examina fordres. Og hvad fordres der nu? Ikke en grundig Kundskab i Alderdommens Skrifter, i det Græske og Latinske Sprog, hvilket jeg tilligemed ham holder for temmeligt vigtigt, men Præcepta fordrer man, det er at sige, unyttige Hukommelses Arbeider, hvilke læres blot til Examen for at famle en Hob Bene. — Ja det er sandt, og det er uden Tvil af Ulyst, at han ikke med slettere Farver har malet disse Uordener. Her spørges ikke meere om et saadant ungt Menneskes Flid og Duelighed, men kun om Tallet paa disse Bene; og det er forunderligt, hvorledes de ere voxne i Været nesten i samme Forhold som vore Kornpriser. For 20 Aar siden var 16 et anseeligt Antal, for 10 Aar siden skulde det være 24 og nu synes 36 til 40 at være den rette Summa. Nu dette være hvad det vil; men man maa være meget uerfaren og

10

8

ukyndig i vor studerende Ungdoms Opdragelse og Underviisning, naar man vilde nægte Forfatteren at alting ved Underviisningen gaaer ud paa at bringe et saadant Antal Bene tilveie. Jeg har ofte beklaget dette, og dog har jeg nesten ligesaa ofte maattet lee, ved at høre Forældre nesten legge paa deres Børns Samvittighed at skaffe sig ligesaa mange Bene, som een eller anden af deres Bekiendte. Følgen af denne Examen bliver da rigtig nok denne, at den Lærer sender sine Disciple med størst Berømmelse til Academiet, som agter Hovedsagen og en sand Kundskab for det ringeste, men derimod driver paa Remser og Hukommelses Tøi, og at den Candidat staar sig best ved Examen, som med en barnagtig Dristighed kan, uden at famle, regne noget op af sin Bog, som han ikke tænker det mindste ved.

See alt dette er saa rigtigt, at man ikke kan faae i Sinde at sige det imod, naar man har Lyst til at troes oftere.

„Man ophæve derimod den første Exa- men, og man skal see et nyt Liv opstaae i vore Skoler,„ siger han. Men her tage

11

9

han ikke fortrydelig op, at jeg er uenig med ham. Jeg vilde sige: Man indrette denne Examen paa en bedre Maade; og da er jeg vis paa, at man kunde frembringe samme Liv i Skolerne, samme Lyst ved Studeringer, og endda undgaae de Uleiligheder, som vilde blive Følgen af denne Examens Ophævelse, hvilke han og har tænkt paa, og tildeels berørt. Dog maa jeg erindre, at det, han udlader sig med, at man maatte frygte at overlade Underviisningen til en Lærers Samvittighed og Pligt, foraarsager mig ingen Bekymring; thi først kommer det jo an paa hvorledes Skole-Embederne besættes, og private Larere kand Forældre væl- ge med Klogskab og Forsigtighed, for det andet anseer jeg det for en meget rigtig Sætning "at man ikke behøver mange Tvangs-Midler for at holde Folk til at giøre det, som de kunne giøre med Lyst, naar de tillige besidde den fornødne Kundskab og Færdighed for at giøre det med Nytte" og det endnu allermindst i henseende til Kundskabens Forplantel- se, efterdi ikke alleene Kierlighed til andre, men ogsaa Egenkierlighed driver os til at giøre andre deelagtige i vore Kundskaber. Men noget andet er det, jeg frygter for, om man

12

10 overlod Underviisningens Indretning aldeeles til Lærerne. Det vilde da komme an paa, hvad en saadan Lærer efter sin Samvittighed vilde holde for vigtigt eller ikke vigtigt (thi at han vilde læse efter Samvittighed og med Flid, kroer jeg efter foranførte Grunde,) det vilde komme an paa, om han ikke eene og aleene vilde faae i Sinde, at drive paa en eller anden Videnskab, et eller andet Sprog, som var. hans Favorit, og derved forsømme andre nyttige og brugbare Ting. Skeedte nu dette, var det uden Tvil ilde fat. Det synes derfor meget rigtigt, at der bør vare en Slags Opsigt, med Skolelærerne. Men jeg ønsker heller at denne haves af Publicum end af et Collegium Scholarchale. Jeg er forsikret, at Forfatteren selv indseer hvad Uleiligheder, Uordener og Misbrug denne Indretning kunde forefalde til, om det endog kan siges forvist, at en Direction, bestaaende af meer end een, har nogen Tid nogen særdeeles Nytte. Men jeg kan sige det reent ud. Jeg vilde, at man beholdt denne første Examen, og at man lærede i Skolerne alt det som endnu læres, men meere til, og altsammen meget bedre; og da kunde man med en god Samvittighed afskaffe denne Examen. Nu

13

11

man at høre mit Forslag. Der Latin- ske og Græske Sprog bør ikke alleene dyrkes i Skolerne, men ansees for det meest vigtige. Ikke aleene tiener saadan Kundssab, som Forfatteren rettelig erindrer, til en Fakkel for den gode Smag, men disse Sprog ere upaatvilelig Grunden til al sand Lærdom, fordi disse gamles Skrifter ere Kilden dertil; og naar man skriver for en oplyst Nation, behøver man ikke at bevise disse Originalers Fortrin for Oversættel- serne, hvilken bliver i Videnskaberne noget nær den samme, som Biblens Original-Texts Fortrin for dens Oversættelser i Religionen. Historie og Geographie kan hverken skilles fra disse Græske og Romerske Skribenters Læsning@ei heller kan de paa nogen Maade undværes, Disse Ting bør da, ja de bor upaatvilelig, være Hovedsagen ved Ungdommens Underviisning, og ikke aleene drives paa med alle, men drives med megen Flid.

Men skulde dog en Candidat vcrre uvidende i Philosophien, i Geometrien, intet vide af Naturlæren, intet af de Himmelske Legemers Bevægelse, skulde en Globus være ham ubekiendt Maskine; hvad skulde vi da giøre

14

12

dem, som nu nødes til at forlade Kiøbenhavn skrax efter Deposizen og med største Nød kunne opholde sig her i to Maaneder førend Examen Philosophicum begynder? Man betænke dette, og da sige man, om det ikke er nødvendigt at Ler gives dem i Skolerne saa megen Kundskab i disse Videnskaber, at de ikke, maaskee for deres heele Livs Tid, skulde være gandske uvidende i dem, om enten deres Bestemmelse, eller nogen anden Nødvendighed kaldte dem strax fra Universitetet. Men jeg vilde da og have noget langt andet, end det, de nu i Almindelighed bringe med sig fra Skolerne, og dog ikke meer end det, saavel lærere som Disciple kunde bestride.

En stor Fortred har det i endeel Aar varet, at man har hastet med at sende unge Mennesker til Universitetet; og skal det saaledes blive ved i nogle Aar til, vil det paa Studeringernes Tilstand ved Universitetet kiendes tydelig. Tolv, Tretten, Fjorten Aar; Forstanden er endnu raa, Vittigheden vild, og det gandske Menneske barnagtigt. Disse faae Examen, thi vi have hørt, at det er ikke Kundskab og Indsigt, men et par Aars Pine for Hukommelsen, som

15

13 forskaffer den. Have nu disse den Lejlighed, at de kunne beholde en privat Lærer, ja saa gaaer det got, thi de gaae da i Skole paa nye. Hvis ikke, glemme de snart dette uden ads Tøi, tilligemed det lidet af Sprogene, som de i den korte Tid har kunnet lære. Efter 3 Aar, og før, ere de i en ynkværdig Tilstand, fordi de da maa begynde alting for fra; og dette er dem saa meget haardere, som de immer synes at have lært det, og følgelig ikke burde lære det paa nye. Sandt er det, de have gaaet paa Forelæsninger til Examen Philosophicum, men det er og det meeste, man kan sige, at de have gaaet der, thi lært noget have de vist ikke. Lad være at disse Forelæsninger ere til deres øiemeed skikkede, (og derom skal jeg tale siden,) lad være at der kan læres noget, der læres dog virkelig saa got som intet, fordi deels disse Unges Alder, deels denne Examens lige Ind- retning med den første, i Henseende til disse Bene, giør at der tænkes kun paa at bringe nogle Remser ind i Hovedet for at lade dem løbe ud af Munden, med stor Rummel, paa ExamensDagen.

16

14

Men vi skulde være vel farne om alle U- ordener saa vel kunde hæves, som denne. En Befaling, at ingen maatte indskrives i Universitetets Protocol førend han havde fyldet sit 18 Aar, vilde forhindre dette, uden nogen Uleilighed. En saadan Befaling har været, og vil fremdeeles blive af yderste Nødvendighed, ja, om ingen anden Forandring skedte, maatte dette uopholdelig skee. Kan et ungt Menneske nu ikke komme til Academiet for den Tid, forstaaer det sig jo selv, at han maa blive Under sin Lærer. Er han ikke begavet med de beste Naturens Gaver; Lærerne vil da ikke blive overhængt, enten af ham eller hans Forældre, at han dog maa blive Student. Har han Naturens Yndest, og er maaskee et stort Genie, da har han saa megen Tid for sig, at han kan lære meget, ja vel og nøde sin Lærer til at giøre sig Umage med sig.

Men hvad skal da læres i Skolerne? thi endnu har jeg kun talet derom i Almindelighed. Sprogene bør læres, saaledes at en Romersk og Græsk Skribent forstaaes tilfulde, det er, at ikke Tingene aleene begribes, men at ogsaa Udtrykkets Art og Natur, tilligemed Maaden

17

15

at fremsætte Tankerne paa, fattes og begribes, med faa Ord, saaledes at disse Skribenters Læsning bliver de Unge saa naturlig som mueligt er. Hvorledes dette skal giøres maa ikke fore- skrives Lærerne, men overlades til dem selv. To Methoder kan hos to forskiellige Lærere være begge lige gode, og vilde maaskee blive lige slette, om de bleve vexlede om saaledes at den eene af Lærerne skulde bruge den andens Lære- maade. Erfarenhed, Overbeviisning grundet paa eget Val, visse Greeb, om man tillader mig dette Udtryk, ja den blotte Vane kan giøre en Maade heldig og frugtbar, som i sig selv viser ingen Fordeele.

Videnskaberne skulde alle foredrages paa Dansk: og Professorerne skulde beordres at skrive Danske Compendier i Historien og Geographien, Philosophie, Geometrie o.s.v. hvilke til dette Øimeed kunde agtes beqvemme. Af disse maatte de Historiske og Geographiske skri- ves udførligst og med størst Overlæg. Og da kunde man vel bruge dem i Skolerne, men tillige (fordi det skedte paa Dansk) lære de Unge at bruge Eftertanke, vel examinere efter dem ved Universitetet, men dog give Candidaterne Leilig-

18

16

Hed til at vise, hvorvidt de i Skolen Havde brugt Eftertanke derved.

Theologien vil denne Forfatter have ud af Skolerne, som noget, der hører Kirken til. Jeg kan aldrig bifalde dette. Forfatningen hos os giør, at en stor Deel af Studentere maa prædike strax efter første Examen, og det er i visse Henseender saa nødvendigt, at det nok ikke taaler Forandring. Disse behøve derfor ogsaa strax en udviklet Kundskab i Religionens Hovedstykker. Men det er udtrykkelig af hans Ord at see, at han tager Theologie og Christen- dom for et og det samme; de ere det virkelig ikke, end ikke efter vore Skolers Forfatning. Hiin er en Kundskab at lære andre efter, denne en at leve og rette sig efter; og denne Forskiel viser sig tydelig i vore Skolers Indretning i Henseende til det, der læres i Theologien Og dersom jeg ikke tager feil, tilkommer det Kirken at give den Catechetiske Kundskab i Religionen, men Skolerne at give den Systematiske. Jeg troer vist at han efter nøiere Overlæg vil forandre sine Tanker i dette Stykke.

19

17

Et kort Compendium bør derfor ligeledes skrives paa Dansk i Theologien, og dette bør være indrettet langt anderledes end noget hidtil bekiendt System. Ikke aleene bør den gode Smag lede den, som skal skrive saadant et, men han bør ogsaa meget have for Øie, hvilke Vildfarelser vore Tider meest elske. Endeel, Sagen selv uvedkommende, Spidsfindigheder, som vi skylde nogle Kiettere, hvilke ingen meer bekymrer sig om, skulde reent udelades. Men derimod skulde man have et vaaget Øie paa Naturalister, Deister, og hvad man kalder disse ynkelige Folk, som giøre sig en Ære af at tænke med Gevalt anderledes end andre.

Alle disse Danske Præcepta (thi de bør alle skrives paa Dansk) bør være aldeeles u- bebyrdede med alt det som man kalder Termini,

eller Konst-Ord, med mindre det er saadanne, som henhøre til Sproget, og deri have faaet Borgerskab. Men disse Konst-Ord, endogsaa de latinske, kunde sættes i Bredden, eller under Texten; og dette kunde give Læreren Anledning til at forklare, hvad man kaldte dette, eller det, i det lærde Sprog.

20

18

Og nu have vi Lærebøger og Underviis- ninger for dem, som forhindres at opholde sig længe ved Universitetet og følgelig ellers fra at lære dette. Nu kunne disse unge Mennesker kiende Videnskaberne, nu kunne de elske dem, nu kunne de føle deres Kald til een eller anden i sær, uden at hendrive meer end disse første Skole-Aar derved.

Det Hebraiske Sprog har jeg ikke be- rørt. Jeg holder for at det kan blive i Sko- lerne, og at det bør. Det er got at en Candidat kan i sine første Ungdoms Aar lære noget deraf. I den modne Alder er der ikke saa haardt og besværligt at bringe en vis Kundskab videre, som at begynde den fra det første af, hvilket i Ungdommen og Skole Aarene falder meget let. De, hvis Bestemmelse er det Hebraiske Sprog aldeeles uvedkommende kan gaae det forbi, ligesom og nu undertiden skeer; kun at det kan læres i Skolerne.

Nu kommer Candidaten til Examen. Han skal ingen Bene have; han skal kun antages, og kunne giøre sig kiendt. Han skal være 18 Aar, og maaskee han er 20; jeg seer

21

19 forud, at nogle ville vise udmærkede Kundska- ber. I denne Alder vil det ikke feile, at jo en saadan Candidat kan snakke med, naar han har været anført dertil. At Examen bør skee paa Dansk, er ikke fornødent at erindre, thi den forrige Indretning fordrer det nødvendigen; jeg er ikke eenig her med min Forfatter deri, at det skulde tillades nogle at lade sig examinere paa Latin, naar de det ville. Nei, det vilde snart blive fornemmere at lade sig exami- nere paa Latin, end paa Dansk, fornemmere at sladre noget hen i Været, end at giøre god Reede for sin Videnskab, fornemmere at for- staae intet, end at have god Kundskab, fornemmere saaledes som det nu er med Snak og Remser, end naar Candidaten tænkte og talede; vi skal siden see at give Leilighed for en Studerende at vise Færdighed i at tale Latin, men nu skal han kun forstaae det og kunne læse Skribenterne. Man examinere ham nu. Har han læst et par Romerske og Græske Historieskrivere (og dette maa endelig have,) da maa han giøre Rede for Historien saaledes som den findes i disse Bøger, og desuden oversætte noget af Bogen selv paa sit Modersmaal. Har han læst den Halicarnassiske Dionyses critiske

22

20

Skrifter, Ciceros Rhetoriske, Qvintilian om Talekonsten, da kunde der giøres artige Spørsmaal om et og andet, hvori han kunde vise megen Vittighed og forsikre om skiønne Talenter. Men til at antages skulde det være i denne Henseende nok, at man blev vis paa at han Havde læst nogle Romere og Grækere og at han forstod Sprogene. Historie og Geographie maatte examineres alvorlig, thi disse Videnskaber tilligemed de to anførte Sprog skulde bestemme hans Antagelse. I de øvrige Videnskaber spurgte man ham, hvad han havde læst og forstod, samt undersøgte hvorvidt hans Kundskab strakte sig, og dette skulde blot sigte til at udmærke nogle, enten ualmindelige Genier, eller med megen Flid oplærte unge Men- nesker eller besynderlige Talenter til een eller anden af visse Videnskaber i sær. Examen Styli, som man kalder den, har intet Værd, og derfor skulle den ophæves. Den er en for liden Prøve naar nogen forstaaer got Latin; og dette kan man gierne blive vis paa, uden at give de Unge et saa ubetydeligt Exercitium, i det mindste vil denne Stiil neppe overbevise stort derom.

23

21

Efter saadan Indretning forgaaer det lidet Værd, som Examen Philosophicum nu har, thi noget Værd har den. Det som i Almindelighed nu læres i Skolerne er saa got som intet; og dette skal forstaaes uden Fornærmelse for Skolelærerne i Landet; thi vi have Hørt de sande Grunde hertil, og vi ere temme- lig visse paa, at de ligge i første Examen eller Deposihen. Et ungt Menneske som da uden Kundskab er kommet fra Skolen til Universitetet, kan nu paa Forelæsninger til Examen Philosophicum skaffe sig de nødvendige Kundskaber i Videnskabernes første Deele. Han kan skaffe sig dem, thi det jeg har sagt, at det skeer ikke, erindrer jeg endnu. Jeg vil kun sige her, at Forelæsningerne ved Universitetet ere til deres Øiemeed gandske skikkede, ja at de neppe kan være anderledes, naar disse u- vidende unge Mennesker skal kunne have nogen Nytte deraf. Men ogsaa dette er en Fortred. Thi derfor mangler der saadanne Forelæsninger, som man torde kalde, og egentlig kunde kalde, Forelæsninger i Videnskaberne selv. Og enhver vil vel sagte troe, at de som have giort nogen Fremgang ved egen Flid kan ikke være tiente med at høre disse første Grunde for-

24

22

klarede oftere end første Gang. Nu er da dette samme allerede lært i Skolerne, fordi der til dette Brug er skrevet gode Bøger i disse Videnskabernes første Deele, og fordi Skole-Tiden Her været tilstrækkelig til at lære det; Professorerne har ved Examen lært at kiende nogle un- ge Mennesker, som fortiente at antages med Omhue. Dette har altsammen megen Nytte. Nu skal her læres meer. Her skal holdes Forelæsninger, som forudsatte disse smaa Kundskaber. Mig synes nu, at jeg allerede seer Professorerne omhyggelige for at udvide disse unges Indsigter, for at udtænke de beste Maader til at foredrage dem ualmindelige Ting, for at tildrage sig deres Agtelse og Fortrolighed. Jeg seer paa den anden Side disse unge, at elske Videnskaberne, at spørge om de beste Forelæs- ninger, at gaae derpaa med Lyst, at giøre sig Flid for at fatte alting nøie; thi det kommer nu ikke meere an paa et Øiebliks Glimmer ved en Examen, men paa at blive lærd, at faae Indsigter som af en Professor kunde fortiene at roses, at giøre sig udmærkede iblandt Mæng- den, at ville agtes over den. Kort: Jeg seer knyttet det for Studeringer saa fordeelagtige Baand imellem Professorer og Studenter,

25

23

formedelst hvilket hine immer have Øie paa at gavne disse og at være dem til Tieneste, disse derimod søge dem med Munterhed og Lyst; jeg seer dem i det fornøieligste kappende Arbeide med hinanden, da Professorerne kan med Fornøielse hver foredrage sin Videnskabs ædle Deele, nu da de ere visse paa den Belønning, al høres med Agtsomhed og Frugt, disse derimod vide intet af en pedantisk Frygt for at miste nogle Bene til en Examen. Dømmer selv I kiære Folk tilsammen, om I ikke vare vel tiente hermed paa alle Sider; Studeringer og Videnskaber vilde vist have Fordeel derved. De Studerende, som allerede havde lagt denne Tid tilbage, vilde uden Tvil dog finde Regning ved at høre Forelæsninger, thi de bleve nu holdte til Nytte, ikke for at tage Examen. Jeg tænker, at man nu snart vilde faae at here et Collegium Methodicum, eller hvad man vilde kalde det, i alle Videnskaber; en Sag som er saa vigtig, at den dog tillige maatte alvorligen befales. En Begynder i en vis Videnskab gaaer paa Forelæsninger, han lærer der dens Indhold, dens Sandheder og Sætninger. Men han skal jo vide meer derom, end det han hører paa Forelæsningerne; han

26

24

skal vide meer, naar han agter at bekiende sig til denne Videnskab, at lære i den, skrive i den, end naar hans Udsigter ere Meere indskrænkede. Hvorledes skal her nu studeres, hvad skal der læses og i hvad Orden? Hvor ere Hielpemidlerne i denne Henseende og hvor ere de i denne? Hvor skal man begynde, hvor skal man ende? Hvor behøves de stadige Trin og hvor de hastige Skridt? Det er en stor og sand Ulykke, at saadanne Collegier, saadanne Forelæsninger, ikke ere til. Lad en Studerende have lært sin Videnskab, lad ham have lært Theologie, Jura, Historie, hvad det og er, dersom han ikke har den Lykke ved besynderlige Hendelser at trække dem som kunne og ville vise ham videre frem, dersom han ikke har Dristighed til at spørge, og Mod til at prøve og forkaste, da bliver han vist nok staaende paa Halvveien. Det er lidet, at han ikke kiender Bøgerne hvoraf han kunde have Nytte i sin Cirkel. Men han veed ikke hvad der er først og sidst. Han læser maaskee, og han læser frem og tilbage uden at giøre i lang Tid noget virkeligt Skridt. See, er det ikke en Ulykke! Jo, jeg er vis paa at nogle aldrig bleve grundlærde fordi der fattedes dem saadan Anviisning, og at

27

25

nogle ikke studerede videre efter de Academiske Aar, fordi de ikke vidste hvorledes de skulle bære sig ad. Alle ere ikke Naturens Skiødebørn som have faaet store Gaver og Talenter, alle have ikke eet Held, een Lykke; men mange kunde blive lærde ved Flid og god Anførsel.

Baccalaureigraden gaaer bort tilligemed Examen Philosophicum, og den, saadan som den nu er, fortiener ikke at der skrives Ord meer om den. Men Magistergraden fortiener det, thi den har dog noget virkeligt, nemlig, en virkelig Urimelighed. Det er fandt, hvad oftbemeldte Forfatter skriver om den, at den tabte meget, da man giorde den offentlig; thi den tabte gloriam arcani. Det er urimeligt, at en Studerende bliver examinerel i alle Videnskaber af alle Professorer, hvoraf hver har nok i sin. Det er jo ogsaa ubegribeligt, at nogen kan slippe vel fra denne Conference, med mindre man vil sætte at nogen forstaüer ligesaameget som en halv Snees Professorer, af hvilke hver forstaaer sit. Den anførte Forfatter har derfor fuldkommen Ret i alle sine Anmærkninger, thi ingen Examen, Conference, eller noget stigt, bør være af den Beskaffenhed, at der

28

26

behøves Discretion. Uordenerne af dette ere for store og for vigtige. Magisterconferencen derfor, saadan som den nu er, bor ophæves,

Men lad os i alle Forandringer beholde hvad vi kan, og lad os giøre det nyttigt, frugt- bringende og vigtigt. Baccalaureigraden er en Skam for vore oplyste Tider men lad os indrette den saaledes at den giør os og vore Tider Ære. Magistergraden er daarlig og urimelig; vi kan maaskee finde paa at giøre den ærværdig og anseelig, ja lad os prøve der- paa; maaskee det lykkes os.

Min Forfatter (jeg kalder ham min, fordi jeg har taget mig den Frihed at under- søge hans Skrift) taler i Henseende til Ma- gistergraden, om Conferencer i visse Viden- skaber, om Magistri Philosophiæ, Philologiæ o. s. v. Det samme er ofte faldet mig ind, og derfor fornøiede det mig at jeg ogsaa fandt det her hos ham; jeg har undersøgt det, og jeg har ikke fundet een Uleilighed derved, men mange Fordeele. Lad os da nu bestemme denne Tanke nøiere, lad os gaae dermed saa-

29

27

<r=

vidt vi kan. Nu høre man da mine Tanker ligesaa villig som jeg vil høre andres.

Jeg vil have Baccalaureigraden med; denne har han intet talet om; thi hans Plan fordrede der ikke, fordi han skrev kun om de nu værende Examina ved Universitetet. Lad et ungt Menneske komme frem og angive sig at have læst en vis Videnskab, Theologie, Jura, Philosophie, de Skiønne Videnskaber, Philologie, og hvad han vil. Lad ham blive Baccalaureus i Theologien, Philosophien o. s. v., naar han giør Rede for denne Viden- skabs Sætninger og Indhold. Lad Baccalaureigraden i Theologien og Jura befrie og undtage fra de Examina, som nu holdes i disse Videnskaber, thi jeg vilde at denne Prøve skulde være skarp, og det kunde den blive, naar man tillige fordrede Videnskabens Historie, eller noget saadant, foruden en ret sand Kundskab i Videnskaben selv. I Theologien kunde man fordre Forklaring om andre Kirkers og vigtige Religions-Secters Tilstand, exegetiske Kundskaber, og maaskee tillige det samme, som nu fordres til Laudabilem ved Attestats, og da kunde man lade Attestatzen selv, den gandske

30

28

Attestats beroe ved det, som nu fordres til Haudcontemnendum. Paa samme Maade kunde der forholdes med Baccalaurei i Jura, da man foruden det, som nu fordres til Lau- dabilem skulde forlange et got System i StatsKonsten, nogen Kundskab om vor Stats og Lands Forfatning, og saa lade Examen, Juridicum beroe ved en Slags Kundskab i Naturens Ret og den Danske Lovkyndighed. Kun med et Ord vil jeg erindre, at denne Examen burde altid være paa Dansk,

Nu undgik man disse Characteerer, Lau- dabilem, Haudillaudabilem og Haudcontemnendum, hvilke aldrig have nogen Fordeel med sig, det maa giøres hvordan det vil. Baccalaureigrad er nu Baccalaureigrad og Attestats Attestats.

Med Magister-Conferencen skulde forholdes net op paa famme Maade, kun at man her maatte bringe med sig mere udvidede og vidtløftigere Indsigter. En Candidat til Magistergraden skulde have læst de beste Skrifter i sin Videnskab, vide at tale om en Materie efler det, som hist og her hos de Classiske Skri-

31

29

bentere i hans Videnskab var skrevet derom. En Magister Historiæ, f. Ex. maatte ikke aleene vide denne Videnskab, men han maatte vide den af Kilderne, og føres til at anbringe saadan Kundskab. En Magister Phllosophiæ maatte kiende til gamle og nye Philosopher. Naar nogen vilde være Magister i Theologien maatte han have læst de lærdeste og berømteste Theologers Skrifter, ja vel og nogle af Patres. En Magister Juris burde til Grunde have studeret de gamle Love foruden Politiken, som han ligeledes af de beste Skribenter burde forstaae. Denne Conference maatte og skee paa Dansk; og naar nogen tog Magistergraden i en Videnskab, forstaaer det sig selv, at han ikke behøvede Baccalaureigrad i den, ligesom en Baccalaureus Theologiæ og Juris ikke skulde behøve Attestatz. Paa denne Maa- de kunde det skee, (og det vilde vist skee), at een Studerende blev Baccalaureus eller Magister i flere Videnskaber efterhaanden.

Man seer let, at Magistre og Baccalaurei bleve efter saadan Indretning nogle ganske agtværdige Personer. Derfor maatte saadan Flid alvorligen belønnes, og disse Folk have

32

30 ikke aleene got Haab men en sikker Forvisning paa at blive anseete, saavel ved Academiet i Henseende til visse Stipendier, som og uden for, i Henseende til Embeders Besættelse. Og her- om vil jeg faae Lejlighed at tale siden.

Men Baccalaureigrad og Magistergrad saadanne, som de nu ere indrettede, bør ikke være til.

Hvad bliver nu Doktorgraden i Theo- logie og Jura, thi Magistre vide nu det som dertil fordres? Jo, denne Conference kan skee paa Latin, og vil man disputere til, saa kan man. I dette Tilfælde vil jeg intet have imod Disputatzer endskiønt jeg siden vil faae meget at erindre imod dem i andre Henseender.

Hertil har jeg haft Hielp af det anførte Skrift: Upartisk Undersøgelse & c. hvilket viser en Mand, som man i disse Materier kan ønske meer fra. Jeg underkaster hans Under- søgelse baade det, jeg allerede har erindret i Anledning af hans Skrift, og det, jeg har i sinde at udføre. Thi nu vil jeg gaae videre.

33

31

<ir—==S>

Ved det Kiøbenhavnske Universitet ere en god Deel Stipendier; og af disse skinner det Kongelige Communitet og de 4 Collegier mærkelig i Øinene. De ere og vist i Stand til paa en kraftig Maade at befordre Studeringer, naar man vil drage al den Nytte deraf som muelig er. Det vil ikke fortryde os at overveie deres Indretning, og see hvorledes den kunde forbedres.

Communitetet er en Ære for Kongerne, som stiftede det. 200 Studerende ere her, siger man, foruden Provsten og 11 Decani. Af disse 200 har hver 4 Mk. ugentlig, De- cani hver 6, og Provsten 8, thi hvad den sidste har meer har han ikke af Communitetet selv. Alt dette er vel, naar kun disse Indkomster kan engang blive større og voxe saa jevnt fremdeles; thi 4 Mark om Ugen, det er at sige, omtrent 34 Rdlr. om Aaret, er for lidet i vore Tider, med mindre man troer at Videnskaberne ere bedre tiente med mange Studerende, hvoraf ingen formedelst Næringssorger kan dyrke Studeringer tilstrækkelig, end med et ringe Antal, som har Tid nok, Mod, Lyst og Sindsfrihed nok til at lade Studeringer være

34

32 deres eeneste og fornemste Syssel. Men dette er ingen Bebreidelse for dem som have forvaltet denne Stiftelses Midler. De have holdet saa got Huus dermed, at den er bleven i Henseende til Antallet mærkelig forøget, men de have taget en ufordeelagtig Plan, efterdi det vist var bedre, at Antallet var mindre og Indkomsterne større for hver, saa meget heller som det skal være Erstatning for to Maaltider om Dagen efter Stiftelsens første Indretning. Men denne Forøgelse i Indkomster kan skee endnu, og jeg veed ikke, hvor jeg har hørt, at der er tænkt derpaa. Naar nu en saadan Studerende havde 1 Rdlr. ugentlig eller 8 Mk. hvilket sidste vist nok var det beste, da troer jeg at han selv vilde tilstaae Staten eller Stiftelsen (hvad man vil kalde det) Ret til at fordre visse Ting af sig. Og dette burde vist nok være noget langt andet end de Øvelser, som nu daglig anstilles paa dette Sted. Disputerekonsten i sig selv har næppe noget Værd; og endda er den af ringere Værdie i vore Tider end i Communitetets Fødsels-Aar og noget derefter. Man kunde derfor, uden al Fare for Videnskaberne, ophave disse Øvelser, som gandske unyttige og derimod i deres Sted anbringe noget andet.

35

33

Jeg har forestillet mig, hvad Virkning det vilde have, om hver Decanus var Raadgiver og Leder for lige saa mange Studerende, som han nu har ved det Bord, hvor Disputere@Øvelserne anstilles, om han samledes med dem aleene, paa Communitetet visse Tider (maaskee to Gange om Ugen var nok) og der talede med dem, deres Studeringer angaaende, underrettede sig om hvad de læste o.s.v. Og det synes mig, som Nytten af dette vilde overgaae det lidet, jeg kiender til de nu værende Øvelser. Det forstaaer sig selv, at man ligesaa lidet her, som nogensteds, og allermindst efter den Indretning, som jeg allerede har fastsat, kunde paar lægge en Decanus alle Videnskaber. Men hver skulde i sær paatage sig en eller to nar be- slægrede, som han skulde vare forbunden til at dyrke med Flid, een f.Ex. Philosophie, Hvorunder hører Moralen og Naturlæren, den anden Mathematik, hvortil hører Astronomie og Physica Cælestis, den tredie den latinske Philologie tilligemed Mythologien og de Romerske Antiqviteter, og atter en anden den Græske o.s.v. Nu er det ikke at tvile paa, at jo en Decanus tillige havde meer end just sin Videnskab inde; men dog skulde efter disse Ho-

36

34 vedsager de Studerende anvises ham, thi jeg vilde, at hver Student paa Communiteret skulde anvende et par Aars Tid til en saadan vis Videnskab, foruden de tre Hoved-Videnskaber, Theologie, Jura, og Medicin. Men dette er endda ikke alt, hvad jeg vilde forlange af disse gode Folk tilsammen. En Decanus skulde lade sig være af Vigtighed, at have et Øie paa ethvert af disse unge Menneskers Foretagende, han maatte vide, hvilke Forelæsninger de hørde, og han kunde derved have megen Lejlighed til at underrette sig om, hvorledes de hørde dem. Han maatte vide tilstrækkelig enhvers Levemaade, og det vilde have megen Virkning, naar han foreholdt een eller anden, uden andres Nærværelse, visse Fejltrin, naar han paamindede og advarede dem. Og saaledes kunde man paalegge ham et Ansvar baade for deres Studeringer og øvrige Levemaade. Disse Samlinger skulde en Gang eller ro om Aaret besøges af Professorerne, og da vilde hver Decanus kunne give disse Studerende artige Lejligheder til at vise med hvad Flid de i et Aars Tid havde studeret, thi naar han giorde sin Pligt, maatte han i deres Studeringer følge dem ved hvert Trin, stedse vide, hvad de havde for, opmun-

37

35

tre, raade, og sige dem sine Tanker, baade naar de spurgte og ikke spurgte. Saadan De- canus blev da det, som uden Tvil har været Hensigten med Navnet, Privat-Præceptor, ved Academiet, og som nu betyder slet intet.

Jeg kan aldrig troe andet, end at dette vilde jo kunne giøres med megen Fornøielse og Nytte. Kun een Ting ønskede jeg endnu iverksat. Hvad om Provsten og Decani holdte hver aarlig offentlig paa Communitetet en Tale paa vort kiære Modersmaal, som hidtil saa meget har været forsømt ved vort Universitet, eller, for det latinske Sprogs Skyld, nogle paa Latin og de øvrige paa Dansk; mon vi da ikke skulde være fuldkommen skadesløse for Dispu- tere-Øvelserne? En Tale vilde der da blive holdet hver Maaned, og jeg troer vist at de vilde fortiene at trykkes. De kunde og trykkes og selges til Fordeel for Forfatterne.

Men jeg har paalagt Decani megen Byrde, som de nu ikke veed noget af. Det er ikke min Meening at disse gode Folk skulde giøre dette for 50 Rdlr. aarlig, men jeg troer at de ville giøre det for 150 Rdlr., og saa meget

38

36 kunde de og vist fortiene. Fire af dem have allerede 100, naar dertil regnes de Penge som ere henlagte til Forelæsninger, disse behøve da ikkun 50 Rdlr. til; de øvriges Tillag blev 100 Rdlr., fordi de ikkun have 50 Rdlr. aarlig. Den heele Sum som behøvedes, beløb sig da til 900 Rdlr. Og jeg spørger om det ikke var værdt at tage 27 Pladser i Communitetet og omstøbe hertil, thi saa meget vilde denne Forandring medtage. At mage det nu saaledes at de øvrige paa Communitetet fik 1 Rdlr. om Ugen for det første, vilde foraarsage noget Overlæg, men efter noget Overlæg vilde det og gaae an. — Og da har vi Commnnitetet indrettet paa en langt fordeelagtigere Maade saavel for de Studerende som for Videnskaberne. Provsten ved Communitetet har jeg ikke talet om, thi han bliver det samme han var før; han bliver Decanus ved sit Antal, og beholder Opsyn over alt, tilligemed Ret til ar paatale alle Uordener og melde dem for Consistorium, naar Erindringer ikke vil giøre Nytte. For ham maatte Decani ogsaa altid melde hvad Forfald de havde, naar de ikke kom den fastsatte Tid paa Communitetet, og det skulde være en Forbrydelse, naar der ikke blev meldet. Til

39

37

Ham skulde gives Beretning om alt hvad der angik besynderlig Forsømmelse, Uorden og sligt; men det forstaaer sig selv, at der i denne Henseende skulde giøres Anordninger. Hans Indkomster har jeg gaaet forbi, ikke fordi det skulde være mig imod, at de fik en Tilvext, men fordi det, i Henseende til hans andre Ind- tægter, for det første kunde beroe til videre.

De 4 Collegier, Regensen, Valkendorphs, Borks, og Elers, have gode Fundatser; og naar de besættes vel, hvilket altid kommer an paa Professorerne, da kan der i Henseende til deres Indretning ikke erindres meget andet, end at Disputere-Øvelserne giøre her ikke engang den Nytte som paa Communitetet, hvor de dog tiene til at vedligeholde det latinske Sprog. De saa gode Afhandlinger vi faae, fordi der aarlig skal skrives en Disputats, betale ikke de maadelige. Det er en forunderlig Fordring at en Student skal noget efter Examen Philosophicum skrive en lærd Afhandling paa Latin, som han selv offentlig paa samme Sprog skal forsvare. Hverken har han Kundskab nok til at vælge. Materie, eller Indsigt nok til at afhandle den, eller Styrke nok i Sproget til

40

38 at forklare sig net og bestemt. Jeg taler nu ikke om nogle faa, som have været i Stand til at levere os gode Afhandlinger, fordi de allerede have haft en vis Styrke borte, førend de have faaet Plads i saadant et Collegium, thi Collegierne kan ikke altid blive besatte med lærde Mænd, men vel med duelige og flittige Studerende. Naar nu og en Student paa et Collegium har bragt en taalelig Disputas til-

veye, og har i et halvt Aar arbeidet derpaa, saa spørges med al Ret, om han har anvendt den Tid for sig, saa got som han har kunnet, om han ikke derfor har maattet forsømme sine ordentlige Studeringer o.s.v. Jo man kan gierne sige, at disse Disputatser ere vore kiærre Stu- derende til megen Byrde, og til ingen Fordert hverken for dem eller andre. Lad dem læse og skrive, men hvad de vil og naar de vil, og lad os besætte Pladserne paa Collegierne saaledes, at man kan vente, at de, som ere der, vil studere af Lyst og med Flid.

Og her treffe vi paa en Hovedsag. Det er af megen Vigtighed, hvorledes Pladserne i disse Collegier besættes, og det er af Vigtighed, at man før disse Studerendes Duelighed og Flid

41

39

kan have sikrere Borgen end en Formodning. Det er hoistrimeligt, at de som i eet eller to Aar have vel anvendt Tiden, og givet Prøver paa er- hvervede grundige Kundskaber, ogsaa vil fremdeles blive ved at elske og dyrke Studeringer; og det er altid got at gaae efter saadan Rimelighed. Nu erindre man hvilke ærværdige Folk Magistre og Baccalaurei vare, efter det Forslag, som jeg giorde derom. Disse derfor, og ingen andre, skulde have Plads i de 3 Collegier, Valkendorphs, Borts, og Elers; men derimod kunde Regentzen være for dem, som ikke havde giort denne Fremgang. Jeg veed meget vel, at Regentzen kan regnes for et gan- ske fordelagtigt Collegium; men der er dog den Uleylighed derved, at Pengene og Indkomsterne skal indsamles, og ere tillige uvisse; i denne sidste Henseende er det derfor, at jeg giør der ringere end de andre. Naar nu en Student paa Regentzen havde i den Tid, han der havde havt Plads, taget Magister- eller Baccalaurei-Graden i en vis Videnskab, efter der Forslag jeg har givet, da skulde han til Plads i et Collegio være lige berettiget med en anden Magister eller Baccalaureus, kun at ingen fik Plads i de 3 anførte Collegier, uden

42

40

saadan en Magister og Baccalaureus i en vis Videnskab. Nu vilde man og ikke komme i Bryderis, naar de Pladser skulde besættes, fom Stifteren udtrykkelig har befalet at skulle besættes med Folk, som vilde dyrke en vis Videnskab; thi naar saadan en Studerende allerede havde taget een af disse Grader i den Videnskab, kunde man roeligen overlade ham Pladsen, uden at have den Frygt, at Øiemedet ikke opnaaedes. Skeedte det nu, at en saa- dan Studerende, efter at han var kommen paa Collegium, studerede en anden Videnskab, da var intet tabt derved, thi Stifterens Villie, at der skulde vare nogle beqvemme i den Videnskab, var dog opnaaet. Det maatte og aldrig formernes saadan en Studerende, som allerede havde taget een af Graderne i den udfordrede Videnskab førend han kom paa Collegium, nu igien, imens han var der, at tage en Grad i en anden. Jeg siger med Flid, førend han kom paa Collegium, thi Løfte om at tyage saadan en Grad maatte aldeeles ikke gielde, men ingen foreslaaes til Valg undtagen han virkelig var enten Magister eller Baccalaureus, efterdi saadanne Indskrænkninger og Exceptioner tiene til intet andet, end spille Giæk

43

41

med Indretninger og Anordninger, og føde til- sidst Uordener og Misbrug. Nu kunde man gierne skiænke dem Disputatserne imod at de udarbrydede engang for alle en Afhandling i den Videnskab, hvori de havde Styrke. Magistri og Baccalaurei philologiæ latinæ aleene kunde skrive den paa Latin, og da havde vi jo Borgen for det latinske Sprog. For Resten kunde de skrives paa Dansk. Lad os kun betiene os af vort Moders Maal. Det forstaae vi best, og kan lettest skaffe os Styrke i det forstaae vore ustuderede Landsmænd, som og have Lyst at læse de Studerendes Arbeyder.

Nu komme vi til de smaa Stipendier.—

Nemini tribus beneficiis junelim fruit concedi-

tur, staaer der: Ingen maa have tre Stipendier paa een Gang. Denne Anordning var god i den Tid. Nu burde det i det mindste hedde: Neroini quinque &c. Ingen maa have fem. To Stipendier, hvoraf det ene er 20, der andet 30 Rdlr., eller om de begge ere 30, draber ikke stort; og saa længe saadanne Principier gjelder, kan Studeringer aldrig blomstre. Det er en unægtelig Sag, at det i Henseende til Videnska- bers og Studeringers Befordring, er bedre,

44

42

naar een er hiulpet til gavns, end naar to ere hiulpne saaledes, at ingen af dem tilvisse veed, hvorledes de i Hensigt til deres Øiemeed skal bære sig ad. Jeg veed, at jeg her har Mænd imod mig, hvis Stemme gielder noget, eller dog burdte gielde noget; men det hielper ikke. Thi om Plato selv stod op og talede anderledes, sagde jeg frit at han talede Usandhed; dog det havde ingen Fare med den vise Plato. Saadanne Fordomme og falske Sætninger komme af intet andet, end disse ukloge Forestillinger, at Stipendier ere Almisser, at ingen bør have formeget, at det er Fattigdommen som bør hiel- pes, og følgelig være fornøyet med lidet, og saadant mere. Rei, academiske Stipendier ere ingenlunde Almisser, men det er en Capital, som Staten lønner nogle med for at giere visse Arbeyder, hvoraf den siden agter at drage Fordeel, og da taber den selv, om den ikke giør denne Fordeel saa vis og sikker, som mueligt er, om den formedelst en alt for ringe Betaling giør det nødvendigt for disse Folk at sysselsætte sig med andet Arbeyde til Skade for dette. Den kan gierne passe paa, at dette dens Arbeyde bliver passet tilbørlig, og hvorledes dette er mueligt, har jeg viist en Prøve paa

45

43

ved den Indretning paa Communitetet, som jeg har foreslaaet; og der er endnu mange flere muelige. Det er en ugrundet Frygt, at formegen Beqvemlighed svækker Flid .og Vindskibelighed. Saadanne Tanker røbe i Videnskaberne en lille Literatus, ligesom en lille Politi- kus i Staten. Fattigdom har intet Fortrin, og bør intet have, naar der sigtes til Forbedring i Republica literaria. I Fundatzen til Stipendium Grisianum er det anført som et Principe til Huusholdning med dette Stipendium; men, om jeg husker ret, var det og vor store Gram, som conciperede denne Fundatz.

Den Lov derfor, af ingen bør have tre Stipendier, bør ophæves, som for Studeringer meget skadelig og ufordeelagtig; og Reglen bør giøres saaledes, at naar en Student har 100 eller (om man saa synes, thi jeg har intet derimod) 150 Rdlr. af Stipendier, da kan man sætte Skranke. Man tale mig kun ikke om den Tid, da dette var for meget, thi naar man vil maale Indkomster af, maa man bruge den Tids Maal, som man lever i. Jeg anseer dette for saa vigtigt, ogsaa i Henseende til vort Academie, og de der varende Stipendier,

46

44 at jeg troer, jeg havde begaaet en stor Feil, om det ikke var blevet erindrer. Og dette bør endnu legges til, at de Specimina, som pleie at giøres for ethvert af disse Stipendier, maa ikke meer have Sted, saasom de nytte til intet. Er det en Alumnus paa et af de tre Collegier, som efter det her giorte Forslag bør være en Magister eller Baccalaureus, da er det Specimen nok for alt, naar han efter det, jeg tillige har erindret, skriver en Afhandling; og er det een som ikke har faaet denne Fortjeneste, og følge- lig ikke har Plads i et af disse Collegier, da bør man ikke fordre andet end en tilkommende Duelighed.

Man seer let, ak jeg ingen Elsker er af Disputatzer og Disputere-Konst. Og dog ærer jeg Aristoteles og Cartesius, Nevton og Leibnitz, thi det jeg kalder Philosophie er noget langt andet end det, som disse Øvelser skaffe Færdighed i. Dem, som kunde være ueenige med mig, vil jeg bede at betænke nøie, hvad de have bragt med sig hiem, naar de have hørt den beste Disputatz Hvad er det vel andet end Gøglerie for den meefte Deel? Hvor har man ved Disputatzer to lige lærde, lige talen-

47

45

de lige kyndige i Sproget; og hvad bliver Slutningen af dem alle. I et Øyeblik skal en Spidsfindighed indsees, et Vildereede opleses, som den anden med lige Vittighed har maaskee været to Dage om at vikle sammen; i samme Øyeblik skal Tankerne derøm fremsættes kort og tydelig, og tillige haves Øye paa at intet siges, som kan give Anledning til nye Tvistighed. Og tales nu det mindste Ubestemt, strax høres et Definiatur, og Trætten om denne Definition, varer da saalænge indtil baade Tilhørerne og de Disputerende har glemt hvor man slap. Nu begynder man da for fra, og det bliver til det samme. Transeat, siger man tilsidst, og enhver lader sig nøye. Jeg taler nu dog om dem, som kan disputere; thi jeg er vis paa, at der gives grundlærde Folk, som ikke et Øieblik skulde holde ud imod en lille indbildt Svadsers Kanonade. Kiære Landsmænd! (I som have studeret, meener jeg fornemmelig) dømmer, om det er nyttigt at spilde Tiden paa saadanne Øvelser; bør vi ikke betænke, at vore Tider have det Fortrin frem for de ældre at ikke ethvert Kietterie i en Videnskab, hver Erindring i Theologien strax skal underkastes en Cathedralsk Proces. Baade vi og Religionen ere lykkelige derved.

48

46

Men Theologie, Jura, og Medicin ere de Videnskaber, hvorved en Dansk Studerende skal haabe at giere Lykke. Disse Videnskaber bør derfor immer haves for Øine. De Embeder, som udfordre stor Indsigt i Literaturen, eller i nogen anden Videnskab, end den Theologiske, Juridiske, og Medicinske, ere hos os saare faa. Men disse tre er det, som belønne denne øvrige Lærdom. Dette har jeg vist ikke under denne min Afhandling glemt; men jeg har sat forud, at hver i det mindste to Aar efter sin Ankomst til Academiet vilde være betænkt paa, at giøre sig duelig i een af disse ædle Videnskaber. Theologie og Jura kan læres i een af vore Landsbyer, ligesaavel som her i Kiøbenhavn, endskiønt med større Fordeel og mindre Møye ved Universitetet, hvor man har Forelæsninger og kan have mundlig Raadførsel. Det er derfor billigt, at man giør Indretningerne til disse Videnskabers Dyrkelse saa lette og beqvemmme, at de, som (li- gemeget af hvad Aarsag) ikke just opholde sig her et par Aar efter de to første academiske Aar, hvilke jeg i sær vilde have opofret Literaturen i Almindelighed, kunne dog, ikke allene giøre Fremgang i disse Videnskaber, men ogsaa ag

49

47

tes lige ved dem, som ved Universitetet have studeret. At her er en Examen, troer jeg nødvendigt, men ikke saaledes, at det skulde være nødvendigt for denne Examens Skyld, at opholde sig her i Byen et par Aars Tid, endskiønt det altid var got, naar det skedte. Theologie er Theologie og Jura Jura, og naar en Candidat meldede sig, skulde han uden Van- skelighed examineres. Paa Dansk skulde han examineres, og ingen anden Characteer have end denne, at han var examineret og befundet dygtig til Præste-Embedet naar det var i Theologien, og til Dommer-Embede naar det var i Jura, thi den større Indsigt skulde overlades til Magistri og Baccalaurei i disse Videnskaber efter det, som tilforn er erindret; og hvad det latinske Sprog angaaer, da begriber jeg ikke hvad det skal betyde, at en Candidat examineres paa et Sprog, som han trøstig kan sværge, om det gielder, at han aldrig meer har i Sinde at bruge. Jeg erindrer det saa meget heller, som jeg er overbeviist hos mig selv om, at nogle have manglet Svar ved Attestats, fordi de ikke have kunnet faae det afpasset paa Latin; Examinanten har imidlertid givet et nyt Spørsmaal, og det er gaaet lige-

50

48 ledes. Slutningen er blevet ufordeelagtig for Candidaten, og efter nærværende Indretning kunde den ikke blive anderledes; men i sig selv var jo Feylen, at han ikke forstod Latin, da Spørsmaalet dog var om Theologien. Det er jo nok, naar en Candidat til Prærste-Embede forstaaer Theologien og kan foredrage den got paa sit Moders Maal; at han kan læse og forstaae en latinsk Bog, sætter jeg forud; thi det har han lært i Skolen. Man kunde derfor giøre Examen skarp nok, thi skarp burde den være. Og da dette skeedte paa Dansk, vilde det vel blive Mangel af Kundskab, om Canditaten manglede Ord. For Resten kunde man lade samme Ting blive behandlede, som nu behandles ved den mindste Characteer, efter det, som oven er blevet erindret. I den Henseende vilde Forelæsninger i Dogmatiken vist nok blive nødvendige; men der maatte for deres Skyld, som vilde gaae til en vidtløstigere Kundskab aldrig savnes Forelæsninger i Moralen, Kirke- Historien , Exegetiken, den Polemiske Theologie (NB. indrettet efter en god Smag) og andre til den Theologiske Kundskab henhørende Videnskaber, endskiønt de just ikke fordredes ved denne Examen. Thi det er en Grundsætning, som im-

51

49

mer bør haves for Øie; at Forelæsninger ikke bør indrettes efter en Examen. Og naar det skeer, da er det en Feil; kan det ikke andet end skee, da er det en Uorden (*)

Med de Juridiske Studeringer har det omtrent samme Beskaffenhed. Dog er derved allereede den Fordeel at der examineres paa Dansk. Sandt er det, denne Danske Examen er for dem, som ikke have studeret, og derfor er den aldeeles forskiellig fra den Danske Examen, som jeg raader til. Denne allerede indrettede Danske Examen, kan, efter mine Tanker, gierne blive uforandret, saadan som den

(*) Forfatteren af Upartisk Undersøgelse & c. vilde ikke lade sig fortryde, at jeg har forbigaaet det Stykke hos ham, som handler om denne Examen. Det er vist ikke skeedt af ringere Agtelse for dette end for det øvrige i hans Skrift. Men min Plan syntes at fordre at denne Post hos mig burde først paa dette Sted afhandles. Og nu vil han let see at nogle af hans Forslag efter min heele Plan ikke ere nøvendige. Saa meget vil jeg kun sige at hans Forslag om Consistorier m.v. forekommer mig ikke simpelt nok og følgelig vanskeligt at holde Orden i, og forebygge Misbrug ved.

52

50

er, enskiønt man indrettede en anden Dansk efter mit Forflag; thi ellers vilde ustuderede Folk enten blive udelukte fra Embeder, som de dog gierne kan forrette, eller og blive antagne dertil uden Examen, det er at sige, uden nogen Kundskab. Men dog er det at ønske, at den maatte blive noget skærpet; thi det forekommer mig som Hukommelsen har mere Deel i den end Forstanden; meest ønskede jeg at der maatte skee Forandring i Henseende til det der fordres i Naturens Ret, hvilket nu ved denne Examen betyder visselig meget lidet.

Men min Examen, endskiøndt den er paa Dansk, vilde være noget langt andet. Den vilde i Henseende til Sagen selv tilfulde blive det samme som den Latinske nu er, thi der vilde blive saadanne Spørsmaal besvarede, som ikke kunde gives undtagen til den, som havde læst hvad man i Latin har skrevet. Og fordi det Danske Sprog skulde bruges saavel ved denne, som de øvrige Examina, deraf følger ikke, at jo en og anden Sætning, Regel, og deslige kunde anbringes paa Latin. Men jeg veed, at disse Erindringer ere her mindre nødvendige end i Henseende til Examen Theologicum, fordi

53

51

man altid meget fornuftigen har tilladt Candidati Juris ved Examen at svare paa Latin, eller Dansk, efter Omstændighederne, og ligesom de best har kunnet, naar de ikkun har vidst at giøre Rede for Tingene.

Medicinen kan, meest for de anatomiske Forklaringers Skyld, ikke vel læres uden ved Universitetet, i det mindste ikke, uden at man der opholder sig noget. Denne Videnskabs Indretning behøver derfor ikke de Anmærkninger, som de andre.

Nu bør jeg tale lidet om nogle visse Embeders Besættelse, hvilke egentlig vedkomme Studeringer. Jeg meener, herved Præstekalde, Rectorater og Conrectorater ved Skolerne, samt Professorater ved Universitetet; Blive disse ikke rigtig besatte, tabes vist nok Lyst og Mod hos de studerende til at giøre sig U- mage og Flid, eftersom der altid bør være noget til Belønning for dem som have opofret Tid og Penge, Magelighed og Forlystelse, ja ofte Helbred og Sundhed, paa at tiene Staten med erhvervede Indsigter.

54

52

Præste-Kaldes Besættelse er hos os, for en stor Deel, betroed Proprietairerne; en Herlighed, som er baade for Kirken og Staten for vigtig til at betroes til en ubekiendt Person, blot fordi han har et Jordegods i Besiddelse. Det er slet ikke mueligt at disse Kalde kan blive besatte med den tilbørlige Forsigtighed, om vi endog vil sætte, at man hos enhver Proprietair kunde have Haab om den fornødne Retsindighed. Jeg taler om Præste-Embeder, som om vigtige Embeder baade for Kirken og Staten, thi var det kun om en Søndags-Prædi- ken at giøre, da vilde jeg, hvor vigtig jeg dog anseer denne Post, eftergive noget. Men her skal antages en Lærer i Kirken og en Mand i Landet. Hvor faae ere ikke de Propietairer, som man kan til troe de fornødne Egenskaber til at giøre det rette Vel? Hvo vil nægte mig at der er mange iblant dem hvis Kundskab strækker sig ikke uden for Godses Grændser og deres Indsigt ikke videre end i deres Oeconomie. Det vilde ikke være uretfærdigt at tage dette Privilegium fra Jordegods-Eierne, fordi det efter dets Natur ikke indbringer dem noget og bør ikke. Den Grund, som tages deraf at en Proprietair bør dog have en Præst, en

55

35

Skrifte-Fader, som han kiender, som han kan komme til rette med, som han kan lide o. s. v. betyder intet; thi først, bor han agte og ære, lide, og komme til rette med, enhver retskaffen Kongelig Embedsmand, som en Person, der tilvisse er ligesaa respektabel, som en Jordegods-Ejer, for det andet, maa i Kiøbenhavn og de andre Kiøbsteder saa mange anseelige og agtværdige Folk lade sig nøie med at Staten anviser dem en Præst, hvorfor da ikke og en Proprietair? Men skulde man dog synes at denne Herlighed burde forblive paa den Grund, at Eiendomme og de Rettigheder som komme deraf, bør være hellige og ukrænkede; ja vel, da har jeg intet derimod; thi denne Sikkerhed er vist nok en Borgers første Rettighed. Men da maa der nød- vendig tænkes paa et Middel til at komme de veltænkende Proprietairers Omhue til Hjelp, og at indskrænke tillige de Uordener og Misbrug, som kan skee formedelst nogle ildesinde- des Skiødesløshed eller Uredelighed. Her kunde derfor giøres en Anstalt, i Form af et Seminarium, hvilken blot kunde bestaae i en Liste paa deres Navne, som vare Candidater til Præste-Embede, ligemeget hvor de opholdt.

56

54

sig. Til at komme paa denne Liste skulde Attestatzen aleene berettige; men Magistre og Baccalaurei Theologiæ, disse, som jeg tilforn har talet om, skulde og være der. Indskrivningen skulde skee i den Orden som de vare exami- nerede, kun at Magistre i Theologien giorde den første Classe for sig selv, Baccalaurei den anden, og de øvrige, som jeg vil kalde de Exa- minerede, den tredie. Bisperne kunde beqvem- melig have denne Liste; og jeg seer ingen Aarsag hvorfor den ikke kunde trykkes aarlig, enten for sig selv, eller i Samling med noget andet. Nu skulde Proprietairen besætte de ledige Kalde af denne Liste, men saaledes, at han af Magistre og Baccalaurei maatte tage hvem han vilde, men iblant de andre, ikkun af de øverste Ti. Jeg behøver vel ikke at sige hvortil denne sidste Forsigtighed tiener. Der kunde nu dog ligefuldt skee Anmeldelser af Candidaterne; men skeedte der Anmeldelse af nogen, som ikke var Magister eller Baccalaureus, eller af de ti øverste Examinerede paa Listen, da var der Proprietairen formeent at antage ham. Var der nu nogen iblant de yngste af de Examinerede, som det syntes haardt at bie indtil Turen kom til ham, med at blive een af

57

55

de 10 øverste, da kunde han, ved at vise samme Duelighed som Magistre og Baccalaurei, raa- de Bod paa dette. Kiere Landsmænd, og I retskafne iblant Proprietairerne! er det mue- ligt at dette Forslag kan mishage eder, eller bør jeg vel vente eders Fortrydelse, om jeg ikke bliver ubekiendt? Behagede det nu Kongen at giøre det til en fast Regel, at ingen igiennem Cancelliet maatte forestilles til noget got Kiøbsted Kald, undtagen han var Magister i Theologien, da har jeg den Tanke, at der paa denne Kant var sat en Fieder i Skaren, som vilde tiene til, paa kraftigste Maade at forfremme Kongens beste Hensigter med at bringe vor Maskine i Orden. Hvad Tillid kunde man ikke have til Embedsmænd, om hvis Kundskaber og Indsigter man var forsikkret; Thi det er jo dog vist, at, uden Kundskab og Indsigt, for- maaer den største Redelighed intet? Hvad Formodning om Arbeidsomhed og gode Bestræbelser havde man ikke i Henseende til Mænd, som allerede havde viist sig stræbsomme, og just derved søgt at komme til Embede? Man kan sige med fuld Sikkerhed at gode Embedsmænd i alle Stænder er Statens Styrke.

58

56 Jeg erindrer nu dem som kom i Embede uden at have taget Magister eller Baccalaurei Grad; men man vil vel let troe at jeg vilde unde disse, endskiønt de vare i Embede, samme Rettighed som de øvrige Magistre og Bac- calaurei, naar de kun viste samme Duelighed. Thi fra det Øieblik af, at en Præst tog Magister Graden i Theologien skulde hans Navn skrives paa Listen iblant Magistre, naar han forlangede det; og paa denne Maade skulde han have samme Adgang.

Nu indvende man kun ikke, at denne Indretning vilde medføre Vanskelighed, fordi de Studerende, som det vedkommer, ere ikke belavede herpaa; thi deraf følger intet videre end at der her, som ved alle nye Forandringer maa bruges nogen Forsigtighed og Be- tænksomhed. Naar Iverksættelsen blev fastsat at skulle skee to Aar efter den Dag man forkyndede den, da var man, troer jeg, gandske i Sikkerhed imod disse Uleiligheder. Det skul- de og ikke være mit Ønske at dette Forslag blev anderledes iverksat.

59

57

Rectoraterne og Conrectoraterne ved Skolerne ere ogsaa meget vigtige; og det er en stor Fortred, naar de ikke besættes saaledes, at Ungdommen kan dannes til gode Kundskaber og en god Smag. Man maatte derfor meget see paa, at de, som bleve valgte til Rectores, havde en fornuftig Læsning i de Gamles Skrifter, som den eeneste Regel for en god Smag og den eneste Kilde til al grundig Indsigt. Til den Ende maatte enhver, som skulde blive Rector, være Magister enten i den Latinske eller Græske Philologie, og Baccalaureus i Historie og Geographie samt for Smagens skyld, ligeledes Baccalaureus i de skiønne Videnskaber paa det at man kunde være vis paa at disse Gamle vare læste med Skiønsomhed og Eftertanke. Paa denne Maade er jeg forsikret, at Smagens Fakkel, som i nogle Aar har mærke- lig udbredet sit Lys vilde omsider aldeles opklare vor Literatur, og vi ikke meere høre den ynkelige Forskiæl imellem grundige og skiønne Videnskaber, nye og gammel Smag, m. v. men alle vore Arbeider blive indrettede efter den rette Smag, som de Gamle Romere og Græ- kere har givet Mesterstykker i. I Henseende til Forflytninger fra et Embede til et andet fra

et lidet

60

58 til et større, bør bruges megen Forsigtighed, om man ikke aldeeles vil svække Stræbsomhed og Æmulation. Et lidet Embede kan i intet Tilfæl berettige en til et større, efterdi det, først, er ingen Fortieneste at være i Embede og at være kommen tidlig deri, med mindre det ogsaa er en Fortieneste at skynde sig til Embede, hel- ler end ved meget Arbeide, megen Møie og Uroe, og med megen Uvished, at forskaffe sig Duelighed, for det andet, er det meget mueligt, at en kan være i en mindre Cirkel en god Embedsmand, som i en større Cirkel vilde dog ved samme Embede ikke udrette den Nytte, fordi hans Forhold til andre var af anden Beskaffenhed, og derfor hans Ære, Agtelse og Opmuntring ogsaa af anden Beskaffenhed. Jeg vil ikke tale om at det undertiden er Ulyst til Arbeide, Mistillid til sig selv, Utidig Lyst til Giftermaal, Forlovelser, og saadant videre, der virker en Løben efter Embede, enten dette eller det, enten her eller der. Jeg vil kun af almindelige Aarsager sige, at det bør ikke være en Regel, at der skal skee Forflyttelser. Men eet Embede er vigtigere end et andet, og det vigtigste Embede bør have den beste Mand, han maa være hvor han vil, i Embede eller

61

59

ikke. Den Grund, som tages deraf, at den som er i Embede har en vis Erfarenhed frem for en anden, som ikke har været i Embede, falder nødvendig bort efter noget Overlæg, først fordi den Erfarenhed, som samles uden foregaaende Kundskab og Forstand duer ikke meget, og fortiener kun det Navn af Vane og Routine, for det andet, fordi det er uden Modsigelse, at een kan samle i et Aar meer Erfarenhed end en anden i Ti, een meer i en lille Cirkel end en anden i en større, een finde rede strax i det, som en anden indseer med Møie, om han endog har havt samme Tilfælde før med nogen liden Forandring. Skal det være en afgiort Sag at det første Embede al- tid skal være maadeligt, da har jo alle eens Lykke og hvor bliver da Maalet for forskiellig Flid, hvor Opmuntringerne dertil, og hvor Belønningerne for Møie og Arbeide, for Bekostninger? for ypperlige Naturens Gaver. Men disse sidste ere jo ikke noget frivilligt, kan man sige; sandt nok, men lad os kun agte og belønne dem, naar de bruges vel, siden de saa ofte misbruges.

62

60

Det bør derfor, heller ikke i Henseende til Rectorater, være en Regel at en Mand skal forflyttes fra et mindre Embede til er større, undtagen man har andre Grunde derfor.

Men her maa jeg til Slutning erindre, at naar jeg har talt om Magister-Grad i det Latinske eller Græske Sprog, Baccalaurei Grad i Historie, Geographie, og de skiønne Videnskaber, som Beskaffenheder ved en Candidat til Skole-Embede, da har jeg samme Tanker som ved Præstekaldenes Besættelse, at det vilde være fornødent, at udsætte Iverksæt- telsen af denne Fordring indtil To Aar efter Forkyndelses Datum.

Professoraterne ved Universitetet bør u- den Tvil, siden det er det eeneste i To Riger besættes med den allerstørste Betænksomhed. Thi den fornødne Lærdom og Indsigt er vist ikke den eeneste Egenskab hos en god Professor ved et Universitet; Men det er dog af aller- yderste Vigtighed at Universitetet altid kan have en Mand i hver Videnskab. Det er derfor en forskrækkelig Indretning med Professorer, som ere Designati til alle Videnskaber uden

63

61

Forskiel, saaledes, at et Professorat i Mathematiken kan tilfalde en Lingvist, og et i Philologien kan komme til en Mathematikus. Vi have i nogle Aar seet Følgerne i Henseende til det Græske Sprog; og hvor er den, som kunde holde Forelæsninger i de Orientalske om Academiet i det samme kom til at savne den Mand, som nu beklæder denne Post. Videnskaberne ved Universitetet vil tabe anseeligt, om der ikke skeer Forandring i dette. Det er jo intet Under at visse ugangbare Videnskaber af ingen dyrkes, da den eeneste eller dog een af de største Opmuntringer er borte. Det feiler mig aldrig, at jo nogle, endog Rectores ved Skolerne giorde sig i dette Øiemeed Umage for en vis saadan Videnskab om denne Indretning ikke var til. Der skulde og neppe kunne skee nogen beqvemmere Forflyttelse, og jeg ønskede at det var, thi da havde Rectorer og nogen Opmuntring til meere Fliid, meere Fornøielse i deres Embede, fordi de havde meere Haab,

Jeg har saaledes giennemgaaet det mee- ste af det, som angaaer Studeringer hos os. Jeg har havt mine Tanker bundne til Sand-

64

62 hed og Upartiskhed. Ingen Stand og intet Menneske har jeg villet fornærme; og skulde nogen falde paa at tænke det, da forsikkrer jeg dem, at de tage Feil. At en Forandring, saa vel ved Universitetet, som i det øvrige til Studeringer henhørende, er nødvendig hos os, er jeg vis paa, at meget faa, endog af dem, som ere i denne Cirkel, vil nægte mig. Jeg har vovet en sammenhængende Plan; og det skal fornøie mig om det som her er skrevet maa blive af mine Landsmænd undersøgt. Det er ikke vel mueligt at alting skulde behage alle, men jeg vil dog bede at det ikke maa mishage uden efter Prøvelse og Overlæg.