? Jens Paupers Liv og Levnet samt hans ulykkelige Feldtog imod de under Fortunæ Anførsel saakaldede guldskrammererede Studentere.

Jens Paupers

Liv og Levnet samt

hans ulykkelige

Feldtog

imod

de under Fortunæ Anførsel saa kaldede guldskrammererede

Studentere.

Af

ham selv beskreven

og

til Trykken befordret i hans høye Alderdom.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Thomas Borups Efterleverske boende i store Helliggeist-Strædet.

2

        

3

Jeg, som i mine unge Aar Har været med at dandse,

Fra Leeg og Lyst nu Kræbsgang gaaer Og viger reent den Skandse, Hvorpaa jeg stoed, som tapperst Helt I Krig og største Heede,

Var en forsagt at gaae i Feldt Og mig til Strid at reede, Saasnart som Lykken truede Mig Spidsen at modbyde,

Og mindste Kiendetegn lod see Den Fred med mig at bryde,

Som engang fast besluttet blev Uryggelig at blive,

Da sidste Gang vi underskrev Den aldrig op at rive;

4

4

Men som i mindste Maader ey Oprigtighed lod kiende,

Og sine Løster holde, ney!

De fik en hastig Ende.

Jeg nu al Ting forlade vil,

Og kun allene siunge Om Krig og sørgelige Spil

Med min vandsmægtet Tunge,

Og om den liden Ild og Gled,

Som under Asken lenge Laae sjiult, men som med Magt frembrød For snart at giennemtrænge.

Den greb om sig saa heftig, at Ey Hav og Floder kunde Udslukke den, men maatte plat Fortæres indtil Grunde.

Saavidt kan Fienders Vrede gaae,

At de foruden MaadeGir Hævnen Rum og lar bortgaae Al hyldest Gunst og Naade,

Ja naar de blidest viser sig,

En Skalk da ofte bæres Forborgen under Venskabs Flig Af Følgende det læres:

5

5

Det var i Aar Et Tusinde

Sex Hundrede og ----------

Jeg Verdens Lys fik først at see,

Og som en yndig Spire Fortuna mig fra Moders Skiød.

Henlagde ved de Bryste,

Hvor jeg den Tid ey manglet Brød.

Hun selv mig oste kyste;

Hun bar mig og paa Armene,

Ja med et vaagen Øye Saae til, at alt Nærværende Mig kunde ret fornøye.

Men Piben fik en anden Lyd, Saasnart jeg skiønne kunde;

Thi al min Leeg, min Lyst og Fryd Gik gandske nu til Grunde.

Sig Bladet vendte i en Hast Til min saa store Klage, Misundelse den fæle Gast Hun kunde ey fordrage,

Og for sin bittre haarde Død Ey taale eller lide,

At i Fortunæ bløde Skiød Jeg altid skulle sidde,

6

6

Tilmed saa mærkede hun og,

At jeg med Tiden vilde Ey blive dum, som Steen og Stok, Det loed da alt for ilde,

At mangen Dosmer-Pande, som Stod under hendes Fane, Formedelst mig og flere kom En efter gammel Vane,

Til Høyhed. Ære, Rigdom, Pragt, Til Herredom og Vælde, Skiønt Penge var hos dem nedlagt, Som overalt skal giælde. Sligt tænkte hun bestandig paa

I sit forbittret Hierte,

Og om hun det ey hævnet saae Det skulle hende smerte.

Hun sine hastig Vinger ind Til sig da strax lod bære.

Og dem iført, som Hvirvel-Vind Fløy til sin Søster kiære.

Hør, o Fortuna! Søster min, (Saadan var hendes Tale.) Du blant Gudinder faur og fiin,

Du som kan prunke, prale,

7

7 Du Lykkens Hiul omdreyer saa,

At hvad, som nys var oven, Nu kommer nederst til at staae, Naar du udgiver Loven.

Du fordum Jupiter har ned Fra høye Himmel kastet,

Og satte dig udi hans Sted Hvor ingen dig antastet.

Er du min Søster, hør da hvad, Jeg af dig vil udbede!

Før bliver ey mit Hierte glad Før stilles ey min Vrede.

Af denne Roes og Titul blev Fortunæ Mod snart værre, End naar en Tiener i et Brev Blir kaldt Velædle Herre. Han kneyser hønt, han giør sig til, Veed sig ey ret at skabe, Erindrer ey man derved vil Kun holde ham for Abe.

Imidlertid ----- -----

Saameget dog kan vinde,

For at flatere Tienere

De Herrers Gunst kan finde,

8

8 Og paa slig lumpen Maade naae.

Hvad dennem er om Hierte. Endskiønt, gid Last og Skam den faae, Som Verden dette lærte;

Thi Frue Misundelse da en,

For Vreden sin at svale,

Saa hastig skulle fundet Vey Ved List at overtale Sin Søster Frue Fortuna, som Den Roes gad gierne høre,

Der hende ey med Ret tilkom Dog klingede i Øre.

Hun derfor svaret mildelig:

O Søster! dig allene,

Saafremt der ikkun staaer til mig.

For andre skal jeg tiene.

Siig frem, hvad din Begiering er;

Thi den vel muelig bliver:

Jeg hielper gierne dem i sær,

Opsminket Roes mig giver.

Herpaa Misundelse oplod

Sin Klaffer-Mund og talet Saa kiæk, som hver en Løgn nu stod Paa Prent for hende malet.

9

9

Mit Rige, siger hun, jo snart Aldeles maa gaae under Ved slig en Uret og Medfart,

Som hendes nu omstunder. Uskyldighed og Troeskab, som. Nu meer og meer tiltager,

Dens heele Slægtning og Afkom Mit Folk paa Døren jager.

Dem beder jeg du ville ey Aldeles saa forsvare,

Og paa din brede Lande-Vey Dem ikke Lade fare;

Thi see i deres unge Aar

Du dem din Gunst lar kiende Hvorved de kun med Tiden faaer Formegen Magt i Hænde.

Mit unge Folk, som derimod Ved Verdens Levemaade,

Som klædes op fra Top til Fod Med prægtig' Klæder baade Af Guld og Sølv broderet, at Det stort i Øyne praler,

Som har Plumars og Fier Hat,

Som store Ord kun taler:

10

10

Vel sandt de ikke lærde er' Skiønt de i Bøger roder,

De taler dog om Stats-Affair,

Al Verdens Pragt og Moder. Og hvorfor mon de ikke kan Derfor ophøyed' blive,

Til dygtig og fuldkommen Mand De kan jo Penge give.

Dem ville jeg ugierne see At skulle staae tilbage For Ringe og for Fattige,

Som jeg seer nu tiltage,

Just derfor, at min Søster kier Mod dem er mild og venlig Endskiønt du høyst forsikkret vær Det er dig ikke tienlig.

Det Barn, som du nu ammer op Vil vist med Tiden blive En klog, en stridbar, mægtig Krop Og bryderie dig give.

Hans Afkom ligeledes vil

Med ham sig vidt udbrede.

I Magt og Vælde tage til,

Hør da hvad jeg vil bede:

11

11 Bøn Grenen medens den er ung, Som gammel Ordsprog lyder, Luk op dit Øye og ey Pung;

Thi ellers man dig snyder. Ved Modgang ham i Tide lær,

At du er Herskerinde,

Og Dødeliges Gierninger,

At temme du er Qvinde.

For slig Velgiernrng, jeg dig lav Heel rigelig belønne;

Thi mange Døttre jeg vist har, Som rige er og kiønne,

De alle er, af smuk Herkom,

Og haver prægtig Sager, Med dem du gifte maa hver, som Dig Lyster og behager.

En Deel er, vel vanskabte, men Desmeere har as Penge, De snarest nu med Frieren Kan gaae i Brude-Senge. Hvad skader det vel mangen en Til den at blive ægtet.

Som Øyen, Næse, Arme, Been I Skabelsen er nægtet;

12

12 Naar han til Medgift Penge faaer Hun legger ham ey øde,

Daa Sengen medens han bortgaaer Og søger anden Føde.

Imidlertid vor Rigdom kan

Ved Slegtskab samlet være,

Og sætte vore udi Stand,

Anseelse og Ære.

Da Frue Fortuna dette alt Med Agtsomhed anhørte,

Hver Ord hun gunstigen biefaldt Af dette foranførte.

Hun fra sit Navn da hastelig,

Som ofte før vanslægtet,

Al Kierlighed og Gunst da mig Fra samme Tid har nægtet.

Hun soer strax, som en Lynild til De Helved tre Gudinder,

Og lagde op med dem nyt Spil;

Thi disse trende Qvinder,

Er alle om en Rok og Teen,

Hver ey sin Flid mon spare,

En snoer, en spinder, atter en Paa Traaden tager vare,

13

13 Og klipper af, naar nogen skal Til Dødes Bolig sendes, Og did, hvor Aar og Dages Tal Ey hører op og endes.

Om dem jeg ey vil mælde meer;

De nokjom blir omtalet,

I hver et Liigværs man jo seer Dem tydelig afmalet.

Jeg kun allene sige vil,

De af Fortuna lode Sig overtale til et Spil,

Der kom mig lidt til gode.

De paa min Faders Levetraad Just spandt paa samme Tide, Men strax bestemt blev deres Raad Ar rydde ham til Side.

Han ogsaa døde fra mig bort Der tre Aar knap jeg fyldte. Det Gode varede kun kort,

Skiøndt jeg det ey forskyldte.Helst saasom jeg endnu var spæd, At Frue Fortuna vilde Udøve Grumhed paa det Sted Der ey fortiente ilde.

14

14

Min Moder sad saa kummerlig Med mig tre Aar til Ende, Ey vidste hvor hun hen med mig Sig sikkerst skulle vende. Imidlertid jeg skiønnet brav Og tegnede heel vittig,

Min Moder strax en Bog mig gav Hvori jeg læste flittig.

Hun saae sin store Lyst paa mig Hvorledes jeg spadseret,

Og at jeg læste tydelig

Hun høylig admireret.

Hun sagde: Jens? du skal vist gaae Udi den sorte Skole;

Jeg troer du vil med Tiden faae Den lange sorte Kiole,

Det er paa andet Dansk, en Præst, Til den man kunde have

Niels Nils den gamle sorte ------

Naar han fik Kiol og Krave. De siger ar vor Præst er lærd,

Men just fordi han kunde Ret Priis paa Fruerpigers værd Studere og udgrunde.

15

15 Jeg setter at Frans Dreyer kom Mod ham at disputere,

Jeg torde sikkert vædde om En Daler, ja vel mere,

At han ham et til tusinde

Var ey i Stand at svare, Skiønt aldrig han studerede

Og kom blant Lærdes Skare Min Jens jeg troer blev ikke saa Vankundig, om jeg vilde Ham lade udi Skolen gaae

For ey det Pund at spilde, Som Gud i Skabelsen ham gav Til beste Fadder-Gave:

Studeer min Jens, og las kun brav Du Løn derfor skal have.

Af denne Qvinde-Snak, som her Enfoldig hun fremførte,

Jeg Mod fik til Studeringer;

De mig saa hæstig rørte,

At jeg fik Lyst ved hver et Ord Al Børnlig at forgiette,

Og gik med hende kun om Bord At hun skulle sætte

16

16

I Tide udi Skolen ind,

Hvor Boglig Konster læres, Hvor af Minerva Stæl og Sind, Samt Hierne kan poleres.

Hun giorde ogsaa strax Beskeed Gik til en Mand hun kiendte, Af Fromhed og Oprigtighed,

Som mig og strax lod hente; Saasnart han saae mig, sagde han:

Jeg seer ham tienlig være Til Bogen, I derfore kan

Kun troe mig paa min Ære,

At jeg skal giøre mig Umag,

At faae ham i en Skole,

Det er for mig en ringe Sag, Derpaa kan I kun stole.

Han giorde da Aftale med En Rector, han ey kiendte Der havde kun lidt Ærlighed Den anden stod paa Rente. Han var i Byen største Lys Og iblant lærde skinnet, Forinden og foruden Byes Han krævede Fortrinnet.

17

17 Ærgierrighed hans Sygdom var, Der plaged ham snart mere, End Podagra, som ey er rar Blant Lærde at grassere.

Han svared' min Velyndere,

At naar et Aar var omme. Slet intet mig da hindrede,

At jeg jo kunde komme.

Men see! hvad skeede? Midlertid Fortunæ Had vedvaret.

Hun vendte an end al sin Flid Og ingen Umag sparet.

Hun tænkte immer paa, hvordan Hun mig mit Forsæt kunde Forpurre, der gik ogsaa an;

Thi soer hun samme Stunde Hen til Gudinderne, som før Er meldt, for Livet raader, Med Fingre bankede paa Dør, Der lukket var med Skaader. De lukked' op og hun kom ind I deres mørke Hule,

Sin Vrede i forbittret Sind Hun vidste dog al skiule.

18

18

Og taled' ikkun søde Ord For snarer at opække,

Dem atter til at øve Mord Og Modet mit at knække. Saasnart var Talen ikke endt,

Og hun igien bortfaret,

Før Dødens sale Bud blev sendt Der ey min Moder sparet, Men uden al Barmhiertighed Lod hende strax nedfælde,

Og bringe til de Dødes Sted For dermed at undgiælde,

Det Had, der var saa dybt indgroed Udi Fortunæ Hierte,

Hvis Hue dertil bestandig stod Mig at forvolde smerte.

Men hermed var det end ey nok,

At hun sig havde hævnet;

At reyse til de Dødes Flok Blev atter en udnævnet:

Det var min troe Velynder, som Det løste lod mig give,

At jeg af ham i hvor jeg kom Forglemt en skulle blive.

19

19

Nu var jeg da foruden Ven, Foruden Fader, Moder,

Samt Slægt, og jeg stod kun igien Iblant forladte Poder;

Nu faldt og næsten Haabet bort, Samt Lyst til at studere,

Jeg hverken lidet eller stort

Til Redning saae mig mere. Jeg tænkte kun bestandig paa Hvad her var ved at giøre, Hvad Vey, jeg sikkerst skulle gaae. Der mig nu vilde føre,

Og lede til mit Underhold I stig Omstendigheder,

Da Lykken øved mod mig Vold Og spyede Gift og Edder

Mig tusind' Ting da forekom,

Som jeg forsøge vilde,

For at fordrive Fattigdom,

Og Tiden ey at spilde.

Snart tænkte jeg du giør vel best, Om du et Haandværk lærer, Snart Folk at trække op paa Læst Hvoraf sig mange nærer;

20

20

Men jeg Alting forkasted' og Beslutted' mig at give Hen iblant Martis stridbar Flok Og der vel øvet blive,

Paa det jeg om en føye Tid Med Skiæl betale kunde, Fortuna, som var mig ublid Foruden mindste Grunde; Dog holdt jeg det for raadelig Først lidet at studere, Saasom det tiener og til Krig Sin Hierne at polere.

Jeg lod mig strax da hverve af Den foromtalte Rector,

Der nok saa stridbar var og brav, Som hiin Trajanske Hector. Men dette var det artigste,

Jeg maatte Penge give,

I det Sted andre Hvervede

Faaer Penge, naar de blive Antagne, og Besoldning faaer, Som varer ved faa længe De udi deres Tienest' staaer;

De gir ey Indgangs-Penge.

21

21 Jeg Penge maatte laane da

Og strax i Gield mig sette, I hvor jeg end og fik dem fra De krævet blev med Rette. Saa længe dette varede Og Penge var til rede.

Var jeg iblant Disciplene Den beste Fugl i Rede; Men da min Pung udtømmet var Blev jeg ey mere yndet,

End den mod alle ti Bud har Paa engang sig forsyndet. Strax mærked' jeg Misundelse Sig havde her indsneget,

Og meest iblant Disciplene

Paa mig med Fingre peget. Hun havde ondt i Veien kast For mig ret alletider.

For mine Børns onde Last,

Hun sagde, han ey lider Ubillig; thi han fattig er Og tør sig ey forsvare:

Hans lige man maa ikke her For Vold og Uret spare.

22

22 Dog brød jeg mig ey stort herom;

Thi Borgerskab at vinde Engang udi det store Rom Mig immer stod i Sinde, Sleed saa min Tid skiønt kummerligIgiennem megen Møye; Enhver ey skulle ønske sig Saa meget ondt at døye. Imidlertid jeg blev saa klog Jeg kunde explicere Den mørkeste latinske Bog,

Jeg kunde deponere.

Jeg nu saa mange Gloser alt Erhvervet mig med Rette,

At jeg en Krigshær om der galdt Paa Veen nu kunde sette,

Og Frue Fortuna byde ud

Til Strid mod mig at fægte, Latinske Kugler og grædsk Krud Jeg havde, som var ægte.

Men troe mig disse Tropper og Mig havde kostet Penge At hverve, og saa stor en Flok At underholde lenge,

23

23

Jeg saae mig ikke mægtig til,

Hvorfor jeg resolvered'

At vove gandske andre Spil,

Og derpaa commendered,

Mit Folk at holde sig parat, Hver Glose sig at føre,

Som mægtig og stridbar Soldat,

Og hvem jeg fik at høre,

Der holdt sig mandigst skulle frem For andre lønnet blive,

Om der saa skeede, vi kom hiem Og alle blev i Live.

De alle da aflagde Eed sig tapperlig at holde,

Og sagde: Ingen Farlighed Og Møye skal forvolde.

At vi jo strider, som en Mand Og ey Qvarteer skal tage;

Men alle Døden døe paa Stand Med dig i vore Dage.

Jeg nu fornøyet i en Hast

Tog Blek og Pen i Hænde,

Og Feyde-Brevet blev udkast,

Som jeg lod strax hensende

24

24 Til Frue Fortuna, hvori blev Tilfulde forestillet,

Hvad mig til slig et Forsæt drev,' Hvordan hun havde spillet, Med mig fra Barns Been hidtil, At det nu hævnes skulde.

Det koste hvad det koste vil,

Gaa maatte hun tilfulde Undgiælde Hævn og Vrede, som Nu skulle reent afgiøres Ved Krigens endelige Dom

Og Sværd, som skulle føres. Herpaa Fortuna studsede,

Men af forbittret Hierte,

Omsider sagde rasende:

Det skulle mig vist smerte,

Om jeg med Ild, med Mord og Brand, Med Sværd, med onde Plager, Med vældig Haand paa Land og Vand Ulykker ey opdager. Og hævner mig på denne Slægt, Som mod mig Krig vil føre, Som bruger ey for mig Respect Som sligt tør lade here.

25

25

Min Søster Frue Misundelse,

Naar hun saaer sligt at vide; Vil aldrig denne Tort og Spee Fordrage eller lide.

Vi med foreenet Magt skal staae Tilsammen og udgiøre,

(Saavel mod Store, som med Smaa, Der Avindskiold vil føre)

En mægtig Krigshær, som ey skal Tilsorn have været,

Hvorpaa skal ikke vides Tal;

Thi før blir' vi ey æret,

Om denne Karl vi ikke târ I Tide, han jo maatte Aldeles af os giøre Nar Og alle vore spotte:

Det er ey nok at jeg hidtil

Saa meget ham har temmet: Nu skulle man kun see got Spil Om han blev ikke hemmet;

Thi nu han Bogen haver lært,

Da vil han Trods mig byde: Nu holder han mig ikke værd Til Ære meer at nyde.

26

26

Ney han skal ikke komme vidt Med sine mange Gloser; Studeringer er saa forslidt,

At ingen dennem roser,

Hun derfor lod da strax afgaae Med Posten Bud og Tidend',

Og gav sin Søster at forstaae En Hendelse ey liden:

At der er en Krig paa færde var,

Som bitter Had og Vrede Foruden Grund antændet har,

Hvis Lue, Ild og Hede.

Ey nogen Ting er mægtig, at Udslukke eller dempe.

Krigs Guden tager Vaaben fat Og vil for Alvor kiempe:

Der rustes ud af Liv og Magt,

Man Folk i Marken bringer,

Der brydes Fred, Forbund og Pagt,

Dem ingen Ære tvinger.

Min hierte Søster jeg derfor Heel venlig lâr ombede,

At du i disse mine Kaar

Med Hielp er mig tilrede;

27

27

Og Hielpe-Tropper sender, om Det sig saa skulle hende,

At jeg engang i Knibe kom,

Før Krigen tager Ende. Misundelse var villig og Saaledes Budet svaret:

Hils kun min Søster, jeg veed nok Hun Hielp en haver sparet,

Saa ofte jeg har trengt dertil;

Hvorfor det er ubillig,

Om jeg min Hielp nu negte vil,

Ney! siig kun jeg er villig,

Og Redebon til selv at gaae I Feldten og at stride,

Ja forrest udi Spidsen staae,

De skal i Græsset bide,

Som mit stridbare Sværd og Haand Tør skue eller møde;

Jeg som er Diævleinders Aand Skal Diævle selv og døde,

Mit Folk, som jeg, og stridbar er,

I naar og hvor det gielder.

De alle føre kan Gevæhr

Hvormed de staaer og fælder.

28

28

De Navn udaf Sludentre bær,

Men selv ved Navnet vemmes.

Og skal jeg Sandhed sige her,

Maa jeg og derved skiemmes;

Thi just for deres Klædedragt,

Samt martialske Miner,

Anseelse og anden Pragt,

For hver et Trin de triner,

Jeg vilde at man hver og een Af dem lod Herrer kalde: Monsieur, det er nu saa gemeen,

Det kan dem en tilfalde:

Siig kun, at alle disse maaTil skyldigt Tienest' være,

Og mandig stride for at faae Et Herre-Navn med Ære.

Nu var Fortuna da i Stand,

Og Anstalt strax lod giøre,

Sit Heele Rige og sit Land I Harnisk ret at føre.

Alting nu truede med Krig,

Med Mord, med Brand, Ulykke, Ey Krigs-Gudinden kunde slig Et Raserie nedtrykke.

29

29

Her hvervedes af gandske Flid.

Her ingen Ting blev sparet,

Her spiltes ikke mindste Tid,

Her immer man vedvaret,

Med Trusler, Skræk og Voldsomheds At true mig og mine,

Ifald vi torde dristes ved

I Kamp mod dem at trine. Misundelse og rustet sig Af Flid og al Formue,

Kort sagt: Alting begyndte mig Med Undergang at true. Imidlertid jeg ikke stod

I Døren fast, men giorde Al muelig Anstalt; thi mit Mod Var uforsagt, og torde Gudinden møde, naar det var I aaben Mark og Feyde;

Jeg havde Gloser til Forsvar Til Skiold og sikker Leyde.

Jeg dennem exercerede

Og fandt dem alle dygtig', Saasnart jeg ikkun vinkede

De var som Lynild flygtig.

30

30 Ey noget fattedes mig meer,

End brave Folk, som kunde Anføre dem, som Officeer;

Saasom jeg ingenlunde.

Saa stor og talrig en Armee Selv kunde commendere,

Og helst naar Stedet fordrede Mit Folk at separere.

Hr. Patiens en dygtig Mand,

Som udi Krig og Feyde Var øvet, og af god Forstand,

Som intet svart Arbeyde,

Ey heller nogen Farlighed

Ham kunde Frygt forvolde,

At han jo gik i Heden med,

Blant Buer, Piil' og Skiolde; Ham sadte jeg til General Mit Folk i Feldt at føre,

Og bød de efter hans Signal Og Ordre skulle giøre.

Hernæst jeg og med fremmed Magt Mig søgte at forstærke,

Gik Forbund ind og giorde Pagt Med hvem jeg kunde mærke,

31

31 Der ville troelig staae mig bie, Samt sende Hielp og Penge Til min Armee, om den kom i Betryk og skulle trenge.

Jeg ogsaa af de Lærdes Flok En Hoben lod uddrage,

Der vare meer end villig nok Med mig Partie at tage, Helst da Fortuna og mod dem Sin Haardhed havde øvet, Og for at hielpe Tosser frem, Nedstyrtet dem i Støvet.

De havde søgt i mange Aar, Men stedse afviist vare;

Med disse Ord: I intet faaer, Ja mange lod vel svare, Som fordum en Apostata

Sin Ondskab lod besmykke, Naar han de Christne ranet fra Alting til mindste Stykke. Slig Uret tænkte de nu paa Og samme hævne vilde,

De maatte nu endogsaa gaae saa desperat og ilde,

32

32 Saa kunde dog Fortuna ey Dem meere undertrykke.

De ville tage anden Vey Og søge bedre Lykke.

De grebe til Gevæhr med mig Paa rette Troe og Love,

At vilde stride mandelig,

Samt Liv og Blod at vove, Mod Frue Misundelse og mod Fortuna hendes Frænke, Der altid dennem efterstoed,

Med Ræve-Træk og Renke. Nu var da Alting i Allarm, Enhver sig best udrustet.

En bitter Vrede Hævn og Harm, Hver Aandedræt udprustet. En Uniform Mundering man Os alle saae iførte,

Af sorte Kioler som vor Stand Ret billigen medførte.

Gevæhr vi ikke skyttet om, Undtagen dem vi vare Tilvante fra vor Barndom,

Og under Armen bare.

33

33 Det vared saa ey længe før Vi var' i Stand at drage,

I aaben Mark hvor det sig bør Sin Fiende at modtage.

Men her forunderlige Ting Vort Øye fik at skue;

I hvor vi os end saae omkring Var Aarsag til at grue.

Vi faae Fortunæ Krigshær strax I Møde os at være,

Saa stor og Talrig, som man Ax Seer Agrene at bære.

Den var saa klar og skinnende

Af Guld og Sølv Brodering,

At den hver Øye blindede.

Som faae paa slig Mndering.

De vare ikke Uniform,

En ikke som en anden,

En saae saa bister ud som Gorm,

En værre snart en Fanden,

En havde ikkun Fier i Hat,

(Som ogsaa Klæder vakker)

En andens var med Sølv besat,

Som hugget var i Takker.

34

34

En atter større var paa Straae Og derfor reent guldbremmet,

Fra Hovedet og indtil Taae Det ham ey heller skiemmet.

En havde ikke Krampe paa Sin fiine Hat at sette,

(Just, kan jeg tænke, for at faae Blant Narre Sted med Rette)

En havde Haaret flættet næt Paa Fruentimmers Maade,

Ham manglede ikkun et Sæt,

Som man ham burde raade,

At lægge sig med første an Og andre Moden lære,

Da det sig ikke skikke kan

Sit Haar i Pung at bære;

Thi før han efter Kjønnets Skik Nedhengend' Haar skal bære,

Han før til yderst Punct og Prik En Abekat vil være.

En anden bar er Spende paa Sit Bryst, som Bonde-Pige,

Hvad det betyde skal, jeg maa Ey her for Vished sige.

35

35 Hvad ellers Klæderne angik,

De da forskjellig vare,

Alt efter Fransk og Engelsk Skik Ret prægtige og rare. — Nu maa jeg røre lidet ved

Hvad de til Forsvar bærer, Og saae man da Forskiellighed Paa visse Slags Gevæhrer; Thi nogle havde Kaarder, som Treægget slebne vare,

Dem brugte de, saasnart de kom I yderst Nød og Fare.

Nu saae man paa Hirtsfængere En Deel i Fældt sig voved', Og alle disse kneysede,

Som Kat med Aale-Hoved. Enhver, som dem i Møde kom Endog udi Freds Tide,

Dem maatte give Plads og Rum Og vige til en Side. De havde alle Kaste-Spyd,

Som ligned Modens Stokke, Der gjorde en Allarm og Lyd, Som Bjælde eller Klokke.

36

36 Og i at tumle dem var' de Fortreflig exercered;

Thi hvilken Lyst var det at see,

Naar en nu paradered,

Med Kjeppen ved adskillig Sving, Som han foran sig gjorde, Hvorved aldeles ingen Ting Fornær ham komme torde;

Snart holdt han midt paa Kieppen og Lod den som Hjul omløbe,

Snart hæved denne lette Stok,

Som Kudsken Pidsk og Svøbe, Snart bar han den ved Siden, ja Snart laae den paa hans Nakke, Snart fik den Ordre strax derfra Paa Ryggen sig at Pakke.

Ey nægtes kan, at det jo gav En gandske smuk Parade,

Som loed paa aaben Mark ret brav, Men ikke paa en Gade —

Nu rykked Fienden immer frem For os at attaqvere,

Vi udi Orden tog mod dem Og loed dem strax levere,

37

37

Et Feldslag udi aaben Mark, Som ey har før haft Lige, Jeg kan det ey paa mange Ark Beskrive eller sige.

Men o min Musa! hielp nu mig, At jeg maa ret afmale,

Min Læser en saa blodig Krig;

Ak kunde Stedet tale,

Det skulle vidne, at man ey I Krøniker har fundet Saa stort et Nederlag, o ney!

Ey heller har der rundet Paa Vesper selv saa meget Blod, Som her paa denne Slette; Parisisk Bryllup derimod Ey lignes kan med rette.

Her falt saa mangen tapper Helt, Som Verden kunde gavne; Men var ey under Lykkens Telt, Og derfor ham maa favne. Her faae man beste Theolog Og Philosoph nu blegnet,

Af en og anden ringe Pog

Blev man nu slet begegnet.

38

38 En lærde Hierne var i Stand Spradbasser at modstride,

Men maatte i den tørre Sand Og udi Græsset bide.

Her hialp ey heele Skokke af Den grundige Morale;

Her fandt Vindskiblighed sin Grav Og ligger nu i Dvale;

Uagtet man i Luften saae

Latinsk og Grædske Gloser,

Som Hagel, kunde de ey staae Mod Hine mange Poser,

Der med Pedanterie og Vind Til øverst var opfyldte.

Indvortes stolte udi Sind,

Udvortes kun forgyldte Med brede Bremmer, som paa Fransk Man løslig sammenflikker,

Udaf Italiensk og Spansk,

Der stort i Øyne stikker,

Er dog knn, som den hvide Skum,

Der sig paa Vand opbruser,

Og som en Hvirvelvind, der om I Luften stakket suser.

39

39 Saaledes vared' Slaget snart Den heele Dag til Ende,

Og det var endnu ikke klart Hvo Seyren fik i Hænde.

Omsider da den største Part Af os var massacrered,

Vi Overblevne med en Fart Os strax da retirered, Og udi Fæstningen vi os@I Sikkerhed lod bringe,

At samle Kræfter dem til Trods Os ville undertvinge;

Men Fienden, som os overgik I al Slags List og Renke,

Just her os udi Fællen fik,

Det vi vel maatte tænke.

Al' Levnets Midler blev' os her Hver Dag imod Forhaabning, Afskaarne baade fiærn og nær,

Ey mindste Plads og Aabning.

Gav Leylighed for os at faae Det kjere Brød at æde,

Som hine ikke skiønner paa,

Men tit med Fodder træde.

40

40

Her var da ikke andet for,

End vi os maatte give Paa uaadig og unaadig' Kaar Og atter Slaver blive.

Saaledes Krigen Ende fik Os kun til lidet Beste,

Vi nu, som før kun Krebsgang gik, Naar allermmest vi læste!

Men hines Mod og Tapperhed

Blev meer og meer paaskiønnet,

Og til at vist Yppighed Heel rigelig belønnet.

De fleste er' saa lykkelig' I Tjeneste at være,

Og derfor nyder Ugentlig

En Daler ja vel meere.

Foruden, denne Gage faaer En Deel frie Logemente,

Samt Ildebrand i trende Aar;

Og naar de ere endre,

Strax Privilegium igien

Paa trende Aar de føger,

Det faaer de og med Daleren,

Som deres Pung forøger.

41

41

Vel sandt, der ere mange, som Det gierne kan behøve;

Men hvo vil vædde om det kom Til et Forsøg og Prøve,

At flere det behøver en

Skjønt Hvad skal man vel sige? Alting skal gaae sin skjeve Vey Og krybe i de Rige;

Thi mange Rige nyder det Den Fattige tilhører,

Imod al Billighed og Ret,

Som en aldeles rører

De Hr. — — — naar

Der noget kun udhenger,

En Abekat og Tosse faaer Alting og giennemtrænger.

Jeg haver søgt saa mangen gang Men aldrig noget fundet:

Jeg haver skrevet Vers saa lang,

Som Traad paa Teen er tvundet: Jeg haver skrevet Skraaler, som Har nok tilkjendegivet Min Nød og store Fattigdom,

Samt Uselhed i Livet;

42

42

Ja jeg har og ved Fremmede Bevidnet sandt at være,

At jeg var ret Nødlidende Og derfor lod begjere.

Om der var Muelighed udi Fortuna ville naadig Antage mig i Liberie,

Men ak jeg var selvraadig! Da jeg en Krig begyndte med Saa stort et Folk at føre, Og forbiegangne Voldsomhed Ved Sværdet at afgiore. Desuden jeg til al Fortred Nødvendig maatte være,@Nobilitered før hun med

Slig Gunst mig vil beære, Det er: Jeg Baccalanri Grad Først som Student skal tage, Der ville koste mig hartad

Tolv Daler, hvilken Plage! Hvor skulle jeg faae disse fra, Som ey en Skilling eyer? Og om jeg havde dem, hvad da? Mon man saaledes pleyer,

43

43

At give sine Penge bort?

(Thi andet er det ikke,)

Tilmed saa havde jeg jo Tort,

Saaledes at bestikke

En Deel af — — —

For denne Grad at nyde.

Ney jeg vil være klogere,

End mangen stakkels Jyde.

Hvor staaer det ogsaa skrevet, at Jeg absolut skal være En baccalaurisk Abekat,

For jeg maa faae den Ære,

At nyde noget udaf det,

Som hine en behøver,

Hvortil de ey har mindste Ret,

Men Fattige berøver;

Hvad fordum dennem er henlangt Til ringe Underholdning,

Der har Fortuna jo i Magt Og deraf gir Besoldning Til Rige; ja til mangen een.

Som store Ord kun taler,

Og siger: jeg er vel gemeen Naar jeg tar denne Daler,

44

44 Men da den nyttig er til Kort- Og andre Spille-Penge,

Saa vil jeg den ey kaste bort Men tage den; faa længe Jeg Venner har, der er' i Stand At klæde og at føde Mig, som en liden Herremand;

Og naar de ere døde,

Saa faaer jeg jo en Capital,

Der mig kan Renter svare, Og altsaa maatte være gal

Om jeg den skulle spare.

Men tag, Fortuna! dig i Agt,

At saadant ikke bliver Engang for Sommes Øren sagt, Som dig din Løn vist giver, Som spørger, hvor du kommer til Slig Myndighed at bruge, Som Regnskab af dig kræve vil For hver en Dag og Uge,

Du haver lønnet dine med Det, som er ey dit eget.

Jeg frygter du vil falde need;

Thi du for høyt er steget.

45

45 Naar din og dines Yppighed I vore Tider høres,

Saa tør man ikke undres ved Den store Pragt som føres, End og iblant Studenterne,

Der Guld og Sølv nu bærer, For det du uretfærdige De Fattige fraskiærer.

Man kan tillige Aarsag see Hvorfor saa mange ere,

saa usle og saa fattige Og kan sig ey ernære;

Det heder naar man saadan en Paa Gade seer og Stræder, Med revne Skoe paa sine Been Og udi gamle Klæder:

Han er en liderlig Monsieur, Men du som saadan dømmer. Betænk, at du ham Uret giør,

Og at du vaagen drømmer; Han bær sin Kiortel mange Aar, Faaer intet i sin Lomme,

Han søger men dog intet faaer@Hvor skal han da udkomme;

46

46

Hvorfra skal han vel tage det, Hvorfor han kunde kiøbe En Kiol for den, som er slet?

Han maa jo land omløbe, Maa han vel stiæle meer end du Jeg eller Nogen anden,

Skal han for Klæderne vel nu Forskrive sig til Fanden? See! Arbeyds-Karle bedre har End mangen en Studenter; Thi, naar de blotte er' og bar', De da med deres Hænder. Kan Mad og Klæder tiene, men Det disse ikke sømmer;

Ved Arbeyd Boglig Konstneren Med Billighed sig ømmer. Døm selv Fortuna Upartisk Lad andre ogsaa sige Om du ey ofte har udviist Dig grum foruden Lige,

Om du ey haver været og End er og altid bliver,

En Aarsag at saa stor en Flok Sin Tid unyttig driver.

47

47

Vi her for Skolestøvet ey Gik gandske ubelønnet,

Naar Alting gik sin rette Vey,

Naar Fliden blev paaskiønnet.

Naar du iblant Studerende Ey understyttet Rige Var, ey saa mange Fattige,

Og man ey skulle sige:

De Rige æde Kongens Kost,

De kan sig prægtig klæde,

En Fattig lider Kuld og Frost Han sukke maa og græde,

Thi hine, som med alle vil Sig prægtigen opføre,

Kan ingenlunde trænge til

De Penge, som kan giøre Anseelig Hielp for Fattige,

Som udi vore Tider Vist ere de Elendigste

Blant alle dem der lider.

Og overalt du burde see

Paa Lyst, paa Flid og nemme,

Og Dyden det fornemmeste Du burde ey forglemme,

48

48 En vis Mands Meening denne er:

At Verden kunde gavne, Om man saae efter Hoveder@Ey efter Stand og Navne; Thi hvortil nytter mange vel Naturens store Gaver,

En viis og sund fornuftig Siæl,

Han Pundet jo nedgraver,

Fordi du og Misundelse

Ham rent tilside støder,

Ja giør, at ulyksalige

Ulykker hannem møder.

Du Seyer haver nu indlagt Og vi maa alle tie;

Men hør mit Raad: tag dig i Agt;

Thi vil du lidet bie,

Der vist vil vaagne een som skal Vor Havn og Sag udføre, Samt sætte dig dit visse Tal —@Ham eene skal tilhøre.

At raade over dig og os,

Ja ret og billig dømme,

Byd du kun hannem ikke Trods;

Du skiælvende skal rømme, Saavel som og Misundelse;

Ja I skal see og kiende,

Hans Slægt paa Jorden blomstrende Til Verdens sidste Ende.