[Benjamin G. Sporon] Nærmere Betragtninger af Philokalus. Om Studeringers nærværende Tilstand og bedre Indretning. I Anledning af Raisonnemens over Kiøbenhavns Universitet.

Nærmere Betragtninger,

af

Philokalus.

Om

Studeringers

nærværende

Tilstand

og bedre

Indretning.

I Anledning af

Raisonnemens

over

Kiøbenhavns Universitet.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Brødrene Berling.

2

        

3

Fortale.

Til denne Fortsættelse i samme Materie, hvorom jeg for nogen Tid siden udgav et lidet Stykke, er jeg opmuntret af de gode Domme, som nogle af mine Landsmand fældede over det første, samt af den megen Høflighed, hvormed det blev optaget af den Forfatter, imod hvilken, eller snarere til hvilken, det var stilet.

Denne Mand, som i sin Upartiske Undersøgelse om de Academiske Era- miuer viste saa megen Kundskab om Videnskabernes Tarv og Sammenhæng, vilde jeg give Anledning til at giøre sine Tanker bekiendte om fleere Ting, vor Studeremaade her i Landet angaaende. Jeg hastede ikke dermed, thi jeg havde heller øn- sket at en anden havde giort det. Men da ingen anden vilde, vovede jeg at ind-

4

lade mig i en saa vigtig Materie, i det Haab, at bemældte Forfatter ogsaa vilde indlade sig med mig.

Nu, da dette Haab ikke bedragede mig, men han endog har givet tilkiende, at det skulde ikke mishage ham, at see mine Tanker over hans Skrift: Raisonne- mens over Kiøbenhavns Universitet, saa synes mig, jeg har Grund til at haabe, at Publicum vil ogsaa med Godhed optage dette Stykke, og undskylde de Mangler, som saa let kan indløbe i et Arbeide af den- ne Art, hvor der udkræves Agtsomhed paa alle Kanter.

Det skal være mig kiært, om jeg ogsaa denne Gang kan fyldestgiøre den Mands Indsigt og Skiønsomhed, som jeg egenlig har med at giøre; og vil han blot med faa Ord ved en anden Lejlighed ytre sine Tanker om et eller andet heri, vil jeg med Fornøielse læse hans Anmærkninger.

Nærmere Betragtninger har jeg kaldet dette Stykke; thi det er det virkelig.

5

Jeg har gaaet Tingene saa nær som Jeg har kunnet, uden at have villet enten behage eller mishage noget Menneske. Iver for Videnskaber og Studeringer er ene det, som har drevet mig. Man behage kun at betænke, at om denne min Iver var mindre, skulde jeg neppe faae i Sinde at giøre saadanne Undersøgelser, som saa let kan støde, hvor uskyldige de og ere; thi egensindige Folk er der altid i Verden: og dersom uædle Grunde drev mig, vil man vel dog troe, at jeg maatte skrive i en anden Smag, om jeg selv skulde blive fornøiet med mit Arbeide.

Den blotte Sandhed har jeg havt Øie paa. Og skulde nogen overbevise mig, at her findes Ting, som ikke ere rigtige, da skal jeg, ved at tilstaae Vildfarelse, give tilkiende, at det blot er kommet i mit Skrift, fordi jeg meget let kan feile. Det skal derfor aldrig være mig ukiært, at man vil anderledes underrette mig, naar man igien vil taale, at jeg ikke tilstaaer Feil, undtagen jeg og har virkelig Uret.

6

Skulde da nogen anden af mine Landsmænd vilde erindre noget imod mig, da udbeder jeg mig kun, at man vil dømme mig efter mine Grundsetninger, saalenge de ikke ere beviste at være uriglige; thi naar den eene seer i Øster, og den anden i Vester, er det jo intet Under, at de ikke see et og det samme. Dernæst har jeg det Haab, at man ikke vil glemme den Koldsindighed, som er nødvendig til Sandheds Oplysning. Dog forsikrer jeg, at om nogen skulde glemme hvad han skylder mig, saa længe vi begge staae for Publikums Aasyn, skal jeg dog ikke glemme, hvad jeg i dette samme Tilfælde skylder ham. Kiøbenhavn den 27de Junii 1771.

Philokalus.

7

Mine Tanker om den store Forskiel imellem Videnskaber og Studeringer, og om det Forhold, som de hos os staae i til hinanden, ere da rigtige; den Mand, som jeg har den Ære at være i Skriftvexling med, tilstaaer det, og har end ydermeere oplyst den Sag. Vi ere eenige i, at vort kiæere Fæderneland har ikke nødig at undsee sig, hverken i Henseende til Videnskabernes Tal og Mængde, som dyrkes, ei heller til Mængden af dem, som dyrke dem, og heller ikke i Henseende til det Maal, vi drive dem til. Sandt nok; vi kan ikke opvise mange Original-Lærde, saa- danne, som kunde regnes til Inventores, ikke mange af dem, som kunne kaldes Literaturens Fædre og Videnskabernes Helte: ikke mange, siger jeg, thi nogle kan det dog siges om. Men vi skulde dog uden Tvil finde flere saadanne,

8

2 om Studeringers Tilstand og Forfatning var fordeelagtigere hos os. Man tænke, — de fleeste, eller rettere, alle vore Lærde, Autodidacter: — og endda ikke det aleene; — men de rette og faste Studeringer at begynde først, efterat de academiske Aar ere. endte; — at have al muelig Hindring i den Tid det egenlige Cursus Academicus varer; — alle Anstalter saaledes afpassede, saaledes indskrænke- de, at ingen Smag kan dannes, intet Kald føles, ingen Drifter adlydes; — Ja, kiære landsmænd! dømmer om jeg skriver sandt; men glemmer og ikke hvad Upartiskhed I ere Videnskaberne skyldige.

Dette Misforhold imellem Videnskaber- nes Tilstand og Studeringers Indretning, er ikke kiendeligt aleene uden for Academiet, men ved Academiet selv; og derom bør jeg melde et par Ord. Efter det som baade Forfatteren af Raisonnemens over Kiøbenhavns Universitet, og jeg ogsaa, have forklaret i Henseende til Universitetet, skulde man snart være færdig at troe, at de Studerende ved Kiøbenhavns Academie laae alle begravne i et tykt Mørke; og dog er intet meere falsk. Til lykke! ogsaa

9

3

her viser sig dette, i vore uheldige Omstændigheder, trøstelige Misforhold, som giør, at vi fra de Studerende see snart et, snart et andet Stykke, som vidner, hvor meget der kunde giøres og efter al Anseende vilde blive giort, om Universitetets Indretning var fordeelagtigere. Man tilegne kun Universitetet intet af dette, thi de Stykker, som jeg her kan meene, ere af den Art, at det ikke let vil blive mistænkt. Der kan aldrig (jeg siger det aldeeles uden Undtagelse) være bedrøveligere Situation til for vort Fæderne Sprog, for Veltalenhed og Poesie, for Critik og skiønne Videnskaber, end just her; og det smerter mig, at Universitetet ingen Deel har i alt det meget Gode, som vi kan rose os af at have nu i nogle Aar bragt tilveie. Et eeneste Selskab hos os, sigtende til de skiønne Videnskabers Forfremmelse, har i Henseende til den gode Smags Udbredelse, Kundskab om den ægte Literatur, Sprogets Forbedring og Anvendelse til skiønne Arbeider i Veltalenhed og Poesie, giort os i ti Aar den Nytte, som vi af Universitetet forgiæves skulde have ventet. Og dog ere de, som have faaet de fra dette Selskab udsatte Priser, alle, det man kalder Studenter, naar man undtager

10

4

een eeneste; og vil man igien undtage et par, da ere de saadanne, som i egenligste Meening efter nærværende Talebrug kan kaldes Studenter ved Universitetet. Men Arbeiderne selv kan Universitetet ikke tilegne sig det mindste af, da der i dets heele Forfatning og Beskaffenhed er intet, som opmuntrer eller anviser til denne Art af Arbeider (*); et mægtigt Beviis paa dette Misforhold ogsaa ved Universitetet selv. Og dog nævner jeg ikke andre Arbeider fra de Studerende ved Academiet, som vi have læst med Fornøyelse, men som komme i intet Universiteters Anstalter ved.

Naar man nu betænker at Videnskabernes Tilstand i Landet er god, at der ved Universitetet selv findes Studerende, som have anvendt Tiden bedre, end det kunde ventes i Hensigt paa Indretningen, og som have viist Prøver paa saadanne Indsigter som Universitetet veed

intet

(*) Man seer let at en Cramers og Schlegels Fortieneste i denne Henseende forringes intet; thi de have den ikke som Professorer ved Universitetet, og det er kun dettes Anstalter og Indretninger jeg immer sigter til.

11

5 intet af, og altsaa uden at have havt enten Opmuntring eller Anviisning dertil, saa begriber man nogenledes, hvorledes det er gaaet til, at Universitetet er i saa mange Aar holdet uforbederligt, da man dog saa meget ofte har tænkt paa Studeringers Forbedring, ved at ville indrette Skolerne. De Folk, som have tænkt paa denne Sag, have manglet den fornødne Kundskab om Tingenes indvortes Beskaffenhed og Sammenhæng; de have maaskee hentet Efterretning, men fra dem, som endskiønt anseelige Embedsmænd, have vidst ligesaa lidet deraf; de som have havt den fornødne Kundskab, ere hverken blevne spurgte eller troede; det har ingen været tilladt at sige offentlig noget til Oplysning. Tak være Kongen! som tillod os offentlig at driste saadanne Ting; Staten vinder, og Videnskaberne med, i hvad vi end skrive, og hvorledes vi skrive. Vi have tilforn maattet nøies med at tale i vore Selskaber om det Forunderlige deri, at indrette Skolerne, og dog lade Universitetets Tilstand og Skolernes Afhængighed af Universitetet blive, som det er; nu tør vi skrive og trøste os til at gotgiøre, at saalænge Universitetet er i denne Forfatning med sine Examiner og alt det øvrige,

12

6

maa man sætte de lærdeste Mænd til Rectores, give Forordning paa Forordning om de la- tinske Skoler, foreskrive, hvad der skal læses, skierpe Underviisningen, befale og sætte Straf; det hielper altsammen intet, thi Universitetet saadant, som det nu er, stemmer det snart om igien. Universitetet er det derfor som først skal undersøges og indrettes; og det er een af de Poster, hvori den Mand, som under Navn af Philomusus har skrevet om Examina, har taget feil.

Det er derfor ikke utienligt, at anstille nogle Betragtninger over Universitetets egentlige Tilstand, for at sætte dets Mangler og nødvendige Forbedring i fuld Lys, om det er mueligt, og tillige for derefter at maale de Forandringer fom burde giøres. Jeg vil ved den Anledning ogsaa faae feilighed til at ret- færdiggiøre vore Angreb imod Universitetet, hvilket og maaskee kunde have Nytte, thi endnu er der dem, som, endskiønt de ikke med Mishag have læst vore Tanker, troe dog, at alting er vel og rigtigt. Misbrug, sige de, skal afskaffes, men de have ikke Tingen selv. Disse kalde uden Tvil urigtig Forfatning Mis-

13

7

brug, og mærke ikke, at naar Kilden ikke er klar, kan Afløbene aldrig blive klare, om man nok saa ofte renser dem. Den Regel at Mis- brug ikke hæve Tingen, er ligesom saa mange andre af samme Beskaffenhed underkastet megen Indskrænkelse, og anvendes ofte til Skade af dem, som, endskiønt undertiden med den største Redelighed, see kun Tingen paa halv. Naar disse Misbrug flyde saaledes af Tingens Natur, at de ere saa got som nødvendige, eller og ikke enten overveies eller betales med det Gode, som Tingen frembringer, skulde de da ikke hæve Tingen? Jo vist nok; I kiære Folk; og naar I faaer: overseer alting tilforladelig, vil I selv tilstaae det. Af samme Beskaffenhed er den Regel: at man bør bygge paa det gamle; intet er rigtigere. Man bør vist nok prøve og undersøge det, beholde hvad der er got, men tillige kaste bort, hvad som duer ikke; thi kludre ved det gamle, saa længe indtil det falder altsammen, bliver aldrig Meningen. Men til Sagen.

Der er i Studeringer ved Universitetet og i det Forhold, som Professorer og Studenter staae i til hinanden i Henseende til Kundska

14

8

bens Fremvext noget Unaturligt, noget Tvunget, Spandt, jeg veed ikke hvad, som er dette Original-Onde, hvori Kilden ligger til alt det øvrige. Tvang og sammensnøret Virksomhed udgiør, saa at sige, hele Indretningens Esprit; alting gaaer i afpassede Skridt, een, to, tre, fire, men derfor og ikke længer, end til een, to, tre, fire. Vi har begge, min Correspondent og jeg, rigtig havt Øie derpaa, og jeg troer at de, som ere ueenige med os, feile just, fordi de ikke nok forestille sig dette.

Dette unaturlige og spændte Væsen viser sig ved en saare liden Erfaring, og 12 Aar, i hvilke jeg har kiendt Universitetet, behøves slet ikke til at indsee det. En Professor er en Afgud ved Academiet, ikke altid fordi han selv giør sig dertil, men fordi Omstændighederne, Indretningen, og Forfatningen, giør, at han af de unge Studerende ansees derfor. Han er neppe i Stand til at forskaffe sig deres Fortrolighed, om han end ønsker det. Disse unge Mennesker trine frem for ham med Rædsel, de høre ham med Andagt, og ere færdige at tilbede. Har han nu selv saa fordervet en Smag, at han synes vel om dette, understøtter han disse

15

9

falske Forestillinger med en hemmelighedsfuld Mine, da er alting paa eengang ude; en ung Student tør da ikke raadføre sig med ham, ikke udlade sig for ham, ikke tale med ham, ja neppe tale til ham. Dette Afguderie (thi hvad skal jeg kalde det) vexler om, som alt andet, med Spotteri og hemmelig Foragt hos dem af disse Unge, som af Naturen have sund Forstand nok til at føle det Modbydelige deri. Imidlertid skal dog Examina tages, og Bene forskaffes, og Stipendier vil man gierne have; disse Mennesker maa derfor underkaste sig dette Slaviske, i Henseende til det Udvortes i det mindste, thi det er farligt (man begriber det let) at vove noget imod Brugen, Vanen, Moden.

Saa lidet som man nu kan beskylde alle de Professorer, som ere og have været ved Kiøbenhavns Universitet, for at have elsket og og befordret dette Væsen, saa vist kan man med Sandhed sige, at de have ikke alle været fri for denne Feil. Men al den gandske Uorden skulde ikke været til, om Universitetets væsenlige Beskaffenhed og Forfatning havde været paa en bedre Fod, thi da skulde ikke de

16

10

mørke og egensindige Siæle kunnet give saadan Tænkemaade Lust, og de gode, de veltænkende og ædle, ikke fundet i disse Uordener en uover- vindelig Nødvendighed til at lempe sig efter den.

Den sande Aarsag hertil ligger upaatvilelig i Studeringers nærværende Indretning, og fornemmelig i Examinernes Beskaffenhed, hvilke, saadanne som de nu ere indrettede, have en gandske rigtig Anseelse af Tvangsmidler, og, om de end ikke misbruges, forringe dog det Begreb, de unge Studenter burde giøre sig om Videnskaberne, og misbruges de, da foraarsage en Afskye og en Kiedsommelighed i Tænkemaaden, hvilke skader Stu- deringer meget. Dette havde jeg for Øye, da jeg et Sted i min forrige Afhandling løselig berørte det Baand, som burde være imellem Professorer og Studenter ved et Academie, og som ved Kiøbenhavns Universitet saa aldeeles savnes, at det intet Under er, om der hos nogle af Professorerne i Steden for Omgang, Samtale, Anviisning, Opmuntring og Exempler, indsniger sig en Myndigheds og Befalings Aand, hvilken i Førstningen, saalange

17

11

de Studerende ere nye ved Academiet, foraar- sager i Steden for Agtelse, Kierlighed, For- trolighed, Tillid o. s. v. hos disse, en Frygts og Pines Aand, og siden, hvad da andet end Koldsindighed og Afsondring?

Det er en Sandhed (og værd at Unbersøge, thi nogle synes anderledes) at Aarsagen hvor- for de uexaminerende Professorer og Decani ingen Tilhørere har, ligger eene og aleene i Examinerne; kun ikke deri at disse ikke have dette Tvangsmiddel i Hænde, men deri at der er dem, som have det. En Examinerende Professors Forelæsninger maa og skal der gaaes paa for Examens og Benes og Stipendiers Skyld; og giver nu en Studerende sin Tid og sine Penge for disse, (thi jeg anseer det meget billigt at Forelæsninger betales) da bliver der ingen af Deelene tilovers, for at bivaane de andre Professorers og Decaners Forelæsninger, Philomusus i sær vil jeg bede at betænke dette.

Nu indvende man kun ikke til Forsvar for nærværende Indretning, at Professorerne have indbudet til Forelæsninger i saadanne Ting, som ikke blive fordrede til Examen, og

18

12 at de have manglet Tilhørere. Thi deraf følger intet videre, end at ingen har villet høre disse Forelæsninger. Der er jo ikke sagt, at fordi en Professor tilbyder sig at læse over en vis Videnskab, eller en Deel af en Videnskab, de Studerende strax skal have Lyst at høre ham over den, da det vel kan være, at de havde Lyst at høre ham over en anden; han kan derfor være en brav Mand. Jeg erindrer det saa meget heller, som jeg vist troer at nogle ere af andre Tanker; men det kan dog vel aldrig være rigtigt. At blive Professor, er at faae Kald til al lære offenlig ved Academiet, men et Stempel til at vise en Mand, hvis Kundskab skal gaae og gielde, kan det aldrig være, ligesaa lidet som man nogensinde kan nøde nogen til at agte Folk, og at forlade sig paa dem efter paatrykte Stempler; de maa være af hvad Art, de vil. Det kommer vist nok i alle Tilfælde, men meest i Videnskaberne, an paa, hvad en Mand er, ikke hvad han kaldes. Det er derfor urigtigt at nøde de Studerende til en vis Mands Forelæsninger; og just er dette Sagen ved Universitetet hos os. Examiner for at tvinge de Stude-

19

13

rende til Forelæsninger; Forelæsninger for at faae Examen; Examen forbi, alting forbi.

Dette tvungne Væsen holder ved, indtil det saa kaldede Cursus Acadecmicus er ude, indtil ingen flere Examiner ere ar tage, ingen flere Stipendier at haabe. Nu begyndes en anden Levemaade, andre Studeringer.

De Studerende tale nu ikke mere med Professorerne. Enhver studerer paa egen Haand saa got han kan, og paa beste Maader søger sine Indsigters Udvidelse. Man forestille sig nu Studerende ved et Academie, som i heele Aar ikke tale med en academisk Lærer. Er dette Studeringer; er dette Academie? Derfor er det og en Sandhed, at ingen er mindre i Stand til at vidne om en Students Duelighed og Indsigt end just en Professor; thi veed han noget, da er der vist andre, som veed det meget bedre. Naar det derfor er blevet en Student, som har opholdet sig noget længe ved Academiet, paalagt at skaffe en Professors Vidnesbyrd om sine Studeringer, da har vist de allerfleste gange Professoren og han været lige forlegne. Mer, kiæreste Lands-

20

14

mand! røber dette ikke den store Ulykke, som vi just klage over; seer man ikke udtrykkelig at her savnes det beste, og, jeg tør sige det eeneste væsenlige ved et Academie, nemlig Be- kiendtskab, Omgang, Sammenhæng. Og hvis Skyld er det? Jeg haaber at jeg har giort mig saa tydelig at det vil sees at være, ikke just Professorernes ei heller de Studerendes Skyld, men Indretningens og Forfatningens.

Dette da, og alt det, som enten frem- bringer eller befæster dette Original-Onde, det som befordrer dette spændte Væsen, som slaps per derimod alle ædle Drifter, bortjager Ild, Aand, Munterhed og Fyrighed, sætter Slagbom for de allerbeste Genier; alt det skal i Landflygtighed, om Studeringer skal blomstre ved Universitetet og faae et fornuftigt Forhold til det øvrige Lærde Danmark. Denne Ho- ved-Sætning kommer mig saa meget mere rigtig for, som det synes mig udtrykkelig at Forfatteren af Maisonnemens over Kiøben- havns Universitet har og antaget den.

Nu er da Spørgsmaalet hvorledes dette beqvemmeligst skulde kunne skee. At Univer-

21

15

sitetet er i Kiøbenhavn er vist nok en HovedFortred. Thi saalænge er det at formode, at baade Professorer og Studenter immer vil komme i saadanne Forbindelser, som vil blive Videnskaberne ufordeelagtige. Bekiendskaber med Folk i Byen, og med saadanne Folk, hvis største Værdi bestaaer i udvortes Stempler, i Titler, i Pragt, o. s. v. deres Forretning i Løben og Faren, deres Omgang og Samtale i Modesprog og Formularer, vil ventelig altid hos nogle frembringe nogen Uorden i Tænkemaade til Skade for Studeringer. Den af vor Monark saa viselig indskrænkede Yppighed med Rang og Titler, hvilke, formedelst den forunderlige Uovereenstemmelse imellem Folks virkelige og uvirkelige Værd, giør os saa ofte forlegne, har og været nær ved at giøre Videnskaberne Fortred hos os; ja fremmede have offenlig bebreidet os det. Jeg tænker, at ingen har noget imod, at en Professor har en anstændig Rang eengang for alle fastsat, om den endog var høiere end den er; ei heller kan det synes underligt, at Kongen viser en fortient academisk Lærer nye Ære ved en eller anden Leilighed, besynderlig naar han til Landets, til Videnskabernes Nytte opfandt, ud-

22

16

gav, eller befordrede noget vigtigt. Men naar det gaaer her, som i Staden, at der uden Hensigt til andet end Bekiendskaber og Anciennetet gaaes i visse Trappetrin frem med Æres Uddeeling indtil Turen er gaaet rundt, da tabes her meest fordi Studeringer tabe, foruden det der tabes forresten. Ture, An- ciennetet eller hvad man hidindtil har kaldet de Berettigelser, som har skullet bøde paa virkelige Fortienester, bør vist nok ingensteds, men allermindst ved Academiet, bestemme Æres Uddeeling. Skal Titler der have Sted (og hvorfor skulde de ikke, naar de bruges rigtig?) da maa de betyde noget, og have et virkeligt Værd, thi ellers vinder saadan en Mand intet. Jeg troer, at naar man siger Kratzenstein, da nævner man en Mand, Hvis Plads man i et Sælskab ikke vilde be- høve Rangforordningen til at bestemme; og det samme meener jeg om flere af Academiets nu værende lærere. Men naar der skeer en urigtig Anvendelse af saadanne Titler, naar de gives ikke saa meget for at ære Manden, som for at sætte ham i andre Cirkler og Re- lationer, da frembringes rigtig nok de Ulei- ligheder, som Forfatteren af Raisonne-

23

17 ments over Kiøbenhavns Universitet kla-

ger over.

Universitetets Forflyttelse fra Kiøbenhavn maa derfor være en kiær Tanke for dem, som elske kVidenstaber og Studeringer. Gid det stod i Jylland, Fyen, Siælland, Hvor man vilde, kun ikke i en stor Bye, og allermindst i Kiøbenhavn. Dog vil jeg ikke hermed sige, at jo et Sted var beqvemmere end et andet. Grændserne af Jylland imod Kongens Tyske Provindser, som Forfatteren af Raisonnements & c. foreslaaer, synes mig artig om, og jeg skulde synes artig om Slesvig selv, som han i sær ønsker, om jeg ikke frygtede, at det tilsidst skulde blive et Tydsk Academie i Steden for et Dansk. Jeg overlader dette til hans nøiere Prøvelse, og, om der skulde af Regieringen blive tænkt alvorlig paa denne Sag, da til deres, som det maatte betroes. Man bør nødig ville at Sproget skulde tabe der, hvorfra Tonen snarere burde gives, og allermindst, at det i Steden for et Dansk Academie skulde blive et Tydsk. Men uagtet at jeg slet ikke anseer saadan Forflyttelse for umue- lig, troer jeg vist nok, at den var baade van-

24

18

skelig og vovelig. Een Ting vil jeg her an- føre: Hvorledes skulde de Studerende blive skadesløse for det Tab de giorde i at savne de meget gode Bogsamlinger, som i Kiøbenhavn, formedelst deres Eieres Høflighed og Iver for Videnskaberne, staae de Studerende immer til Tieneste. Academiets Bibliothek alene betyder ikke meget, efterdi Tabet fra Kiøbenhavns Ildebrand er ikke endnu oprettet (jeg mener det Tab, som kan oprettes, thi det andet faaer vi glemme). Men naar vi dertil lægger vore Lærdes Samlinger i Kiøbenhavn forbundne med deres Tienstvillighed, da ere vi ret vel farne; ikke at tale om, at dersom det, tilligemed en nye Indretning ved Universitetet, behagede Kongen at giøre en allernaadigst Indretning ved sit Bibliothek til offentlig Brug, da havde vi nesten intet mere at be- giere.

Hvormeget jeg derfor indseer Manglerne af Academiets Beliggenhed i Kiøbenhavn, og hvor alvorlig jeg baade nu og tilforn har udladt mig om, hvormeget jeg ønskede at det laae et andet Sted, troer jeg dog, at de For- deele man kunde drage just af dets Beliggen

25

19

hed i Kiøbenhavn, vilde blive gandske artige, naar der havdes Øie derpaa, ja, at vi ved disse Fordeele kunde blive nogenledes betalte for Uleilighederne. Men det er en Fortred, at man altid har talet om Academiet og Academiet, Professorerne og Professorerne, Studenterne og Studenterne, men sielden betænkt, at det var et Kiøbenhavnsk Academie, Kiøbenhavnske Professorer, og Kiøbenhavnske Studenter. At jeg ikke videre forklarer mig om dette, vil jeg bede, maa undskyldes for Vidtløftigheds Skyld, da man hist og her vil finde de Sætninger, hvorefter det skulde tages i Overveielse; men maaskee der kan gives mig Anledning dertil ved en anden Lejlighed.

Skulde Universitetet blive forflyttet, da have vi det eeneste Tilfælde, hvor Examina vilde blive mindre nødvendige, Paa et lille Sted, hvor Omgangen imellem Professorer og Studenter vilde knyttes af sig selv, hvor Duelighed eller Uduelighcd vilde blive kiendeligere, hvor falsk Glimmer, Galanterie, og Sværm, ikke kunde komme i Ligning med Duelighed, og endnu mindre komme til at trette om Prisen med den, hvor der ingen andre Sysler vare,

26

20

end Studeringer, eller rettere maaskee, hvor Studeringer vare Hovedsagen, og alle andre Sysler Biting, hvor ingen Omgang var, uden med Folk af en fast og sikker Tænkemaade, og den meeste Samtale om Videnskaberne; med et Ord, hvor Studeringer, Indsigt og Duelighed havde alt det Værd som de bør have; der begriber jeg let, at Examiner skulde meget kunne undværes.

Men Academiet er i Kiøbenhavn; og derefter er min forrige Afhandling skrevet, Examen Philosophicum, som den kaldes, skal bort alligevel (*): ja bort med den; den betyder intet. Man maa indrette den som man vil; den vil altid blive det samme, som den nu er, nemlig et halvt Aars Spilde. De Examiner, Conferencer, eller hvad man vil kalde dem, som jeg i min forrige Afhandling har foreslaaet,

(*) Jeg kan her rette en betydelig Trykfeil i mit forrige Stykke, hvor der S. 10 sidste Linie skal læses: den anden Examen; i Steden for: denne Examen. Vel blev det ved et medfølgende Blad tilkiendegivet, men nogle Exemplarer bleve dog udleverede, inden man blev det vaer

27

21

Holdt jeg nødvendige i Henseende til Academiets Beliggenhed i Kiøbenhavn, for at der kunde gives Prøver paa forhvervet Indsigt i en eller anden Videnskab, at der dog kunde være noget, hvorved Indsigt og Duelighed kunde blive udmærkede, som i en Stad, som denne, maa naturligviis ligge i Mørke, og ikke saa let kan blive kiendelig, som paa el lidet Sted, Jeg tør derfor ikke raade til alle Examiners og Conferencers Afskaffelse, saalænge Academiet er i Kiøbenhavn; kun at de blive fri fra al Tvang, Tunghed, og Afpasning, saa at en Studerende, som var overbeviist om sin Styrke i en eller anden Post, og som havde sikker Grund til at troe, at denne hans Duelighed af intet Menneske var mærket eller anseet, kunde bruge dette Middel til at blive bekiendt for det, han var. Men da blev Øiemedet, Indretningen, og alt, meget forskiellig fra de nu værende Examiners Natur, som jeg nu videre vil forklare.

Jeg sætter forud, som en upaatvilelig Sag, at vi maa giøre ved Skolerne og Universitetet, ved Studeringer og Studerende, hvad vi vil; saalænge Haab om Befordring, og (hvilket er en Hovedsag) om Befordring i Forhold til den

28

22

forskaffede Duelighed, ikke bliver vis og sikker, kan vi aldrig vente hos de Studerende nogen almindelig Iver, Lyst, eller Anspændelse. Jeg taler nu ikke om nogle faa store Siæle, som følge et ualmindeligt Kald, thi de komme vist nok af sig selv, uden videre enten Opmuntring eller Indbydelse; den almindelige Oplysning er det jeg sigter til, og til de almindeligen brugbare Folk. Vil Staten vente at have Folk i Beredskab, maa den og giøre sig en hellig Lov af at iagttage de Regler som Klogskab i denne Henseende foreskriver. Den maa da aldrig tage i Flæng til Embeder, den maa al- drig see paa Alder, Anciennetet, eller noget udvortes Stempel. Jeg skriver dette med Fornøielse, da vi udtrykkelig see at Regieringen har giort sig en Lov af saadan Tænkemaade. At tage i Flæng til Embeder er nu dog det, som man til alle Tider har mindst at frygte for; men Grunde tagne af falske Principier ere vanskeligere at imodstaae. Vel er det en upaa- tvilelig Sag, at der til et Embeds Førelse ud- fordres meer end den tilstrækkelige Indsigt og Kundskab; der er fornøden tillige en vis Sindighed og stadig Tænkemaade, et selskabeligt og med borgerlige Dyder sammenhængende Væ-

29

23

sen, Agtsomhed, og Erfaring. Men troer man at disse Egenskaber forskaffes blot ved at være i Embede, og ikke kan baade forskaffes og haves uden for, da overleverer man sig til den skadeligste Fordom baade for Staten og Videnskaberne, og viser at man selv ikke har Erfaring nok i det daglige, hvor man saa ofte seer det, som er tvertimod. Anseer man paa den anden Side Embeder som en Art af Belønning, da see man paa det som er Belønning værd, Det er ikke Alderen, som skal belønnes; vi blive gamle alligevel, om vi skal være det. Men det er den Brug, som vi have giort af vor Levetid; den aleene er det, som fortiener Agtelse og Værdighed; og om denne Tænkemaade aldrig fandtes hos et eeneste Menneske, burde den saa meget hellere være deres, til hvilke Regieringen har betroet Huusholdningen med Embeders Besættelse. Man fortænke mig ikke, at jeg har opholdet mig ved denne Post, som jeg og i mit forrige Stykke berørte; thi det er en sand Ulykke, naar Grundsætningerne i denne Henseende ikke ere rigtige, og det har en forunderlig Indflydelse paa Studeringers Tilstand. Man betænke: En Studerende seer sig i Stand til at leve uden Be-

30

24

kymring og studere med Fornøielse i Ti, Tolv og Sexten Aar, han haster ikke med at komme i Embede, og søger det derfor ikke, fordi han frygter at det vilde berøve ham Tid, og Sindsrolighed til at drive sin Duelighed saa vidt, som han ønsker. Men nu ønsker han Embede efter en saa lang Tids gode Anvendelse; man betænke, siger jeg, om det er rigtigt, at en saadan Studerende skulde have giort klogere i at forskaffe sig et Embede i hans 25 Aar, og om det ikke er en sand Ydmygelse for ham, at see en Mand, som han kiendte for ligesaa maadelig, som han selv var paa den Alder, nu efter 10 Aars blotte Embedsførelse at have erhvervet sig meer Fortjeneste end han ved 10 Aars Møie. Nei, naar saadant er en Grundsætning, da seer det ilde ud med Studeringer; man snakke for Resten saa meget om Duelighed, som man vil: paa den Maade faaer man den hverken i Embederne eller uden for Embederne.

Men lad det være vist, at en Studerende kan med udmærkede Indsigter giøre sig sikker Regning paa en vis Art af Embede, ja paa et vist Embede, og ikke frygte for at komme til at vige, undtagen for saadanne, hvis Ind

31

25 sigter han har ligesaa megen Agtelse for, som de bør have for hans; da bliver der vist nok studeret, om der aldrig var Examiner til, da kommer Lysten til Studeringer fra den rette Kilde, uden at have den Tvang, og Afpasning enten efter Examiner eller Forelæsninger, som nu udgiør en Art af Tempo. Kort: at jeg skal igientage denne min Grundsætning, Embedernes rigtige Bestættelse i Henseende til deres større og mindre Fordeel, Værdighed, og Anseelse, i Forhold til forskiellig Kundskab, Indsigt, og Duelighed, er den eeneste og rigtige Grundvold at bygge Studeringers Indretning paa til den almindelige Oplysnings Befordring. (Vilde Philomusus holde Vægtskaalen stadig, uden at lade den vakle efter eengang antagne Beslutninger, da vilde jeg nok ønske, at han vilde veie disse Grundsætninger imod sine Tvangsprincipier, og da sige, hvilke han synes ere meest ædle tillige meest passende med Videnskabernes Værdighed, og med det Mod, dette Ophøiede i Siælen, som eene danner en uafhængig, vis, og stadig Tænkemaade.)

Men saadan Duelighed, saadanne Indsigter maa vises; thi hverken Staten eller no-

32

26 ger Menneske i Staten kan vide eller giette om en Mand har forskaffer sig endog de allerypper- ligste Indsigter. See derfor er det, at jeg vilde have nogle Examiner, eller om man heller vil kalde dem Conference.

Jeg fætter nu at en saadan Studerende har naaet sit Maal (thi nu kan der haves et fornuftigt Maal); da er det ham om at giøre, at faae denne sin Duelighed bekiendt. Nu til- staaer jeg, at der er andre Mader at vise det paa, meere tilforladelige end nogen Examen, og Conference; og af disse ere offenlig udgivne Skrifter vist nok een af de sikkerste; thi da har Publikum immer Beviserne i Hænde, og kan hvert Øieblik anstille Undersøgelse. Mine Examiner maatte derfor og i ingen Maade præ- judicere saa rigtige og gode Beviser, men være kun et Middel til ar blive bekiendt, ikke en Lov at det just skulde skee paa den Maade. Det vilde være heel urimeligt, (ligesom det og i nogen Tid hos os har været), at uomtvistede Indsigter skulde dog bevises ved en Examenden; maatte endog være mange gange bedre end den nu værende Magisterconference. Men det kan være, at Indsigter og Duelighed vilde nu, og

33

27

just nu, være bekiendt, for at giøre sin Fordring; og da var det got, at der kunde begie- res en offenlig Samtale i en vis eller nogle visse tilsammenhængende Videnskaber (thi med Conferencer i en halv Snees Videnskaber paa eengang har jeg intet at bestille). Saadan en Examen eller Conference skulde ikke være bunden til visse Tider, hverken skee hver Jubelfæst, hver tredie Aar, eller hver anden Maaned, men naar Candidaten forlangede det. Kort, den Maatte være noget langt andet end MagisterConferencen, hvilken jeg endnu visselig, og dog (jeg forsikrer det) efter nye Overveielse, befinder at være ligesaa daarlig og urimelig, som jeg i min forrige Afhandling har skrevet, uagtet at Philomusus med saa stor Iver har forfægtet dens Ypperlighed, at han er nær ved at fornærme alt det, som rinder ham Sinde, lige indtil Professorerne selv. Enten det gik rigtig til med de sidste Magistre eller ikke, kommer mig intet ved, thi det er Magister-Conferencen selv jeg taler om, ikke om nogen vis besynderlig indløben Omstændighed. MagisterGraden er en Examen i alle Videnskaber, og der er nok til at støde mig. Jeg tilstaaer det; idet 13, 14, 15 Hundredaar, da man vid

34

28

ste omns fcibile, da var det en skiøn Indret- ning; den Tid, da man slog Theses op i alle Videnskaber, og opfordrede fra Verdens fire Hiørner at disputere med sig, da man var Magister in arribus, doctor in partibus, med et Ord, da vort Universitet blev stiftet; ja da var Magister-Graden og Disputatserne noget herligt. Men jeg husker paa at vi leve i det 18 Hundredaar, paa en Tid, da vi i Henseende til Smag og Tænkemaade ere nær ved Grækernes og Romernes Tider; og jeg veed aldrig hvad Philomusus har tænkt paa, naar Han sætter mig Aristoteles, Cicero, Qvinctilian, Seneca, Plinius, Plutark, Verulam, Erasmus, Lipsius, Vossius, Grotius, Leib- nirs, Baile, disse store Mænd, i Ligning med Magistre, efter vor Indretning; det var visselig det eneste Sted, hvor jeg fortørnedes ved at læse hans Skrift. Jeg holder vist det, som man kalder almindelige Indsigter ligesaa nyttige og nødvendige som Philomusus. Men kalder Philomusus de Indsigter almindelige Indsigter, som har Sted ved Magister-Conferencen, sætter han saadanne Indsigter i Ligning med disse ovenmælde store Mænds udvidede og vidtløftige Lærdom, Smag, og Skiø- sombed; ja saa tier jeg strax.

35

29

Jeg kan derfor meget gierne sige det samme, som jeg i mit forrige Stykke har sagt, at Magister-Conferencen, saadan som den nu er, bør ophæves. At den, saadan som den nu er, og med alle de Misbrug, som naturligviis Hænger ved den, skulde give Adgang til Befordring, burde Philomusus ikke have sagt, da han selv veed de Uordener, som alereede ere skeedte med den. Det gik herligt den Tid da Magister-Titlen var et Stempel til at kiende Folk, som var dygtige til Skole-Embeder. Det var opbyggeligt (Philomusus maa selv til- staae det) at en Person, som man maatte forbarme sig over, og som man virkelig forbarmede sig over, kunde i et Øieblik faae Fortieneste over alt, hvad der var ved Academiet af lærde og duelige Studerende. Og anderledes kan det ikke være med en Examen i alle Videnskaber paa eengang; enten maa alle faae den, eller ingen kan. Philomusus burde derfor ikke vise mig saa haanlig af med det Ord, Discre- tion, som jeg har brugt. Kan han ikke see at det ved Magister-Graden kommer an paa Discretion, og kan han ikke forstaae mig, faa trøster jeg mig ved at der bliver andre, som kan see det Forunderlige deri, at en duelig

36

30

Studerende skal overlade sig til en halv Snees Professorers Discretion under en Examen i alle Videnskaber, hvilken efter Gotbefindende kan spændes og stappes.

Nei, Magister-Conferencen, saadan som den nu er, bør ikke være til. En anden Sag er det med Conferencer i en vis eller nogle visse Videnskaber, saadanne som jeg har fore- staaet, og i det Øiemeed. Disse skal tiene til at vise udmærkede Indsigter; og det kan De og.

Men nu er det vist, at de Embeder, som falde ind i de Theologiske og Juridiske Stude- ringer behøve ikke alle saa sær udvidede og vidtløftige Indsigter, som vilde blive nødven- dige i Henseende til saadan en Conferences Natur; derfor maatte noget blive tilbage af det, som vi nu kalde Examen Juridicum og Theologicum, saaledes som jeg i min forrige Afhandling har foreslaaet.

Skulde man nu tvile paa, at der ved Universitet skulde blive baade Forelæsninger og Tilhørere, baade gode Forelæsninger og gode

37

31

Tilhørere. Skulde det ikke blive en uendelig større Lyst at være Professor, og en ligeledes større Fordeel at studere ved Universitetet, efter saadanne Indretninger, end nu. Skulde ikke de samme Mænd, som nu formedelst en ilde anlagt Indretning, med de ypperligste Indsigter, ikke giøre den Nytte som de burde, paa denne Maade blive de nyttigste og dueligste Lærere. Og Studenterne; skulde de ikke med mindre Møie og meere Lyst komme videre i Videnskaberne, end nu i Almindelighed skeer. Ja; dømmer kiære Landsmænd, men tænker først.

Dette er min første Plan nøiere forklaret, som jeg atter forelegger den Mand til Prøvel- se, som i Raisonnemens over Kiøbenhavns Universitet ved nye Prøver paa Skarpsindighed, og Indsigt i den sande Literaturs Beslaf- fenhed har viist, hvorvel han er i Stand til at bedømme de Midler, som forestilles til Studeringers Fremvext. Han meener at jeg har foreslaaet for mange Examiner; og jeg troer at jeg selv, ved ikke at have forklaret mig tydelig nok, har varet Aarsag til denne Tanke, som jeg nu venter vil bortfalde. Ja skulde det være ordentlig oprettede, staaende, Examiner, hvor

38

32

til Candidater enten skuldes samles eller indbydes, af saadan Natur, som nogen af dem, der nu ere ved Universitetet, da billiger jeg aldeles hans Indvending. Examiner, for saavidt som Examiner, ere ikke mine Favoriter; men jeg har forklaret mine Grundsætninger, og viist, hvad Aand de skulde have. Jeg haaber (og gid det var saa) at jeg har været saa lykkelig at giøre mine Tanker tydelige. Dette vil jeg legge til, som en Hielpesætning, til at fatte den Orden, hvori jeg tænker: Vel Examiner ved Universitetet, men aldeeles uden Sammenhæng med Forelæsningerne; Forelæsninger for at studere en Videnskab, og det uden Hensigt til Examen, og for ingen Deel i det Øiemeed at faae en vis Examen. Og da troer jeg, at dette tvungne og afpassede Væsen vilde faae et dø- deligt Stød.

Hvorledes nu en saadan Indretning skulde understøttes, for ikke at Udarte igien til det forrige, bliver atter en Betragtning værd. Det er kun lidet at ordinere og befale; men at giøre varige og faste Indretninger er Hovedsagen. Vil man dette sidste, er der vel ingen Tvil paa, at en Indretning maa saa lidet,

39

33

som mueligt, hænge af deres Redelighed og Retsindighed, som den er betroet: hænge af deres Redelighed, siger jeg, thi det forstaaer sig, at den er altid tient med den; men meer een, og meer end ti gode Indretninger ere gaaede til Grunde, fordi man har forladt sig formeger paa Embedsmænds blotte Samvittighed, hvilken er saa ofte falsk og grundet paa Fordomme, om den end undertiden er ængstelig nok. Jeg bifalder i alle Maa- der det Forslag, som min Forfatter har giort i Henseende til flere Professorers Beskikkelse, som et ypperligt Middel til at holde den Virksomhed, Flid og Forsigtighed i Gang, som behøves hertil. Det er upaatvileligt, at naar der blev beskikket og lønnet en halv Snees Professores Extraordinarii, vilde vist nok alting blive sat i Drift. Kun, at der meget maatte sees paa det, som han med megen Skiønsomhed anmarker, at de Professores, som vare ordinarii, og, som Consistortales, egenlig havde Academiets Bestyrelse i Hande, ikke fik nogen Vægt, Myndighed, eller Anseelse frem for dem, som vare Extraordinarii, hverken i Henseende til Studeringer eller Stipendier; thi fik man Profeffores majorum & mi-

40

34

norum gentium, saa blev det snart af samme Beskaffenhed, som nu med examinerende og uexaminerende Professorer, hvilket jeg oven til har talet om; den heele Forskiel skulde bestaae i lønnen, og ingen videre have Sted. Dog dette maa jeg ikke forbigaae, at jeg i Henseende til Designations Systemet ved Academiet (hvis Skadelighed vi dog begge ere enige i), ikke er af samme Tanker som han, at det skulde være det samme, om en heed Professor i en vis Videnskab, og var bestilt til at pleie den Videnskab, og dog ikke besørgede dens Tarv, naar han kun i en anden Videnskab var dygtig. Thi hver Videnskab, synes mig, bør have een Mand i det mindste, som er forbunden til at lære i den, men dog ikke forbunden at lære ogsaa i en anden, ei heller berettiget til at forbyde nogen anden at læse i den samme. Det vilde ikke smage mig at en bær Navn af en Videnskab, som han ikke vil dyrke, om han end giør nok saa meget forresten; det maa være Brug ved Academiet i Leipzig, eller hvor det vil. Men Professores Extraordinarii kunde bestikkes uden Hensigt til nogen vis Videnskab. Denne min Erindring skader min Forfatters Forslag intet, hvilket

41

35

jeg holder for ypperligt, og seer ingen Vanskelighed ved, naar jeg endog holder det imod min egen Plan. Det er mig derfor besynder- lig kiært at denne skarpsindige Mand ei alene har fremsat det, og drevet paa den Fordeel, som deraf var at vente, men ogsaa anført Maaden, paa hvilken det kunde sættes i Verk uden Vanskelighed.

Her skal da studeres, og følgelig holdes Forelæsninger, for at der desto lettere, ordentligere og beqvemmere kan studeres efter enhvers forskiellige Øiemed, saavel i Henseende til adskillig Art af Kundskab, som og til adskillig Grad deraf. Thi naar det formedelst den fornødne Duelighed bliver mueligt strax at faae et Embede af større Vigtighed end et andet, vil der vist aldrig fattes dem, som stræbe at giøre sig duelige dertil. Men Forelæsninger maa ligesaa lidet, som Meeninger i Almindelighed, paatvinges nogen; der maa derfor kunde væl- ges imellem Forelæsninger, baade for at høre de beste, og for at høre dem af de Professorer, som have forskaffet sig Tillid og Fortroelighed: der maa følgelig holdes Forelæsninger i enhver Videnskab af flere end een Mand, deels for

42

36

at dette Valg kan skee, deels for at nøde Professorerne til at giøre sig Umage. Naar en Examen giør en Mands Forelæsninger nød- vendige, enten de holdes med Flid eller ikke, da er det jo aabenbart, at man ikke kan vente dem saa gode, som naar han har ved Siden af sig i samme Videnskab en Lærer, som hvert Øieblik kan giøre ham Skaar, baade i For- deel og Agtelse: og naar en Studerende skal høre Forelæsninger, som han ikke har Troe til, saa gaaer han vel paa dem, men det nytter jo ikke til noget, uden han tillige agter paa dem; en Sag, som ingen kan nødes til. Ikke at tale om, at dersom nu, efter nærværende For- fatning, et Sprog eller en Videnskab falder i en Mands Hænder, som ingen Duelighed har, da er der inden 10 Aar en almindelig Van- kundighed i dette Sprog eller denne Videnskab, ikke allene fordi han ikke kan forrette denne Post, men og fordi han ikke kan giøre sig due- lig dertil. Alt dette blev der raadet Bod paa ved at følge min Forfatters Forslag med at be- skikke Professores Extraordinarii. Saadan en Professor vilde neppe mærke en Mangel hos Professores Ordinarii i en vis Videnskab, førend han ligesaa snart vilde være betankt paa

43

37

at opfylde den. Professores Ordinarii havde da altid (ogsaa de, som det ikke fattedes paa Duelighed) Opmuntring og Aarsag til at gribe sig an, for ikke at lade sig tage Prisen af Hænderne; og da saadanne Professores Extraordinarii efter Indretningens Natur vare unge Mænd, vilde det være et Middel til at vedligeholde den Virksomhed, som saa gierne vil gaae bort naar Alderen kommer. Man vilde efter dette Forslags Iverksættelse faae adskillige Meeninger om vigtige Ting, adskillige Arter af Foredrag, nye udtænkte Planer i Videnskabernes Behandling, nye Sætninger, nye Beviser: og alt dette tilsammen vilde frembringe den Styrke i de Videnskaber, som en Studerende giorde til sit Øiemed, at han, maar Tid var, vilde ønske en Conference an- stillet, ikke at den var forbi. Det maatte ved saadan en Conference tillades en Studerende at sige hvem af Professorerne der skulde indlade sig med ham, hvilket dog ikke skulde forhindre, hvilken af de andre, der vilde, fra at giøre det samme. En saadan Candidat i en vis eller et par visse Videnskaber vilde da vist nok ikke behøve den Discretion, som jeg troer er nødvendig ved en Conference i alle Viden

44

38

skaber, uagtet alt hvad Philomusus denne Henseende har erindret.

Skulde man efter saadan Indretning vel giøre sig mindste Betænkning om Examen Philosophicum? — Nei; den Ven af min Forfatter, som har frygtet at de forberedende Videnskaber til enhvers Hovedstudium maaskee kunde forsvømmes formedelst denne Examens Afskaffelse, kiender vist nok ikke dens Værdi, hvilken er slet ikke større end som jeg i min forrige Afhandling har viist. Og skulde man dog Have ringeste Betænkning derom, saa synes mig at den Indretning, jeg har foreslaaet paa Communitetet, bøder fuldkommen derpaa. Det fornøier mig, at dette Forslag har fundet min Mands Bifald. I Henseende til de nu værende Disputereøvelsers Afskaffelse ventede jeg vist hans Samtykke, thi neppe kan nogen god Smag og sand Iver for Videnskaberne ønske saadanne Anstalter vedligeholdte; hvad den foreslaaede Forandring angaaer, da har jeg nu, efter at han har samtykket det, Aarsag at troe at jeg har været lykkelig. Det Tillæg, at underrette hinanden, i de Timer, man kom sammen paa Klosteret, om Literaturens

45

39

Tilstand, saavel hos os selv, som hos andre Folk ved at meddeele hinanden Kundskab om de nyeste Skrifter, som vare udkomne baade hos os og hos fremmede, og til den Ende at have de beste Journaler ved Haanden, hvilke kunde anskaffes paa Communitetets Bekostning; dette Tillæg, siger jeg, samtykker jeg saa meget heller, som denne Post er aldeeles forsømt ved Universitetet, hvor man intet hører til saadant, ikke taler derom, og veed intet deraf. Men at Provsten skulde holde Fore- læsninger fot Decani og underrette dem om den beste Studeremaade, at han skulde afgiøre Tvistigheder o. s. v., det maa jeg bede denne skarpsindige Mand tage endnu engang i Overveielse, og da tillige betænke at Provsten er een Mand og Decani elleve, at disse forstode vist nok hver nogle Videnskaber bedre end Provsten dem alle tilsammen, at saadan en Decanus kunde have foresat sig i sine Studeringer saadanne Øiemeed, og dyrke saadanne Videnskaber, som Provsten slet ikke kiendte til. Jeg taler nu ikke om, at dersom saadan en Provst manglede den rette Smag i Videnskaberne, dersom han var purus purus i en vis, og intet videre, da blev der noget bedrøveligt; jeg

46

40 vil kun sige, at det skulde være faa Provster, som jo vilde selv blive forlegne med denne Commission. Naar en Mand af min Forfatters Indsigt og Skiønsomhed faaer overveiet dette, kan jeg ikke troe andet, end at han vil frafal- de disse Tanker.

Med et par Ord skal jeg her videre for- klare min Hensigt med denne Indretning, efterdi jeg har mærket, at nogle ikke tilfulde have forstaaet mig paa dette Sted i min forrige Afhandling. En Decanus skulde være „Raad- giver og Leder for ligesaa mange Studerende, som han nu har ved det Bord, hvor Dispu- tereøvelserne anstilles." Han skulde „fam- les med dem paa Comunitetet visse Tider og tale med dem deres Studeringer angaaende.“ Det er at sige: Man kom sammen blot for at tale med hinanden, ikke for at holde Taler, og langt mindre for at fange opdigtede Dispy- ter an. En Decanus skulde give de unge Studerende Anviisning, paa de beste til hans Øiemeed tienlige Skrifter; men som det faldt for, skulde han giøre det, uden foregaaende Forberedelse. De gamle Hovedskribenters Værd skulde ved alle Leiligheder tilkiendegives

47

41

og den Hensigt vises, som burde haves med deres Læsning, efter det forskiellige Øiemeed, som saadan en Decanus vidste, at disse unge Mennesker kunde have. Ciceros Breve vilde da vist blive læste i anden Hensigt, end den, som de have havt, der have givet os Thesauri Epistolares af ham, eller Phrasekister for at skrive Breve. Der kunde, ved saadan Læsning, tillige gives Forslag om et og andet Ar-beide, enten i Anledning af disse Gamles Skrifter, eller til Efterligning af dem, hvorved saadanne unge Mennesker vilde vinde meget, om end Stykket selv, som de forfattede, blev maa- deligt. Og dog er det vist, at naar en Decanus passede det rette Genie og den rette Tid, kunde der ogsaa komme artige Arbeider frem, som, meget meer end de nu brugelige Disputaher i Almindelighed, vilde fortiene Trykken, som Prøvestykker. Hvad om een efter saadan Anviisning skrev Historiam temporum Cicero- nis, ex ejusdem epistolis; eller paa Dansk, (thi det er mig det samme) Ciceros Tidsalders Historie, samlet af hans Breve: en anden, hvis Vittighed var udmærket, kunde giøre noget artigt, synes mig, ved at samle af disse samme Breve de Træk, som skildre den-

48

42 <s===3>

ne store Mand, og man kunde kalde det Ciceros Characteer, uddragen af hans Breve; og endda kunde disse Betragtninger, om man syntes, anstilles under adskillige Synspuncter, og altsaa give efterhaanden adskillige Stykker for at udgiøre et Heelt. Men hvorledes det gik, bleve Brevene læste med Agtsomhed, og disse unge Mennesker vante til at læse i et vist Øiemeed; og Decanus fik Leilighed til at fortelle, nu og da, adskillig got i Anledning enten af Sagen selv, eller af Manden at behandle den paa. Var jeg i saadan Omstændighed, og en af disse Alumni vilde efter min Anviisning læse den Halicarnassiste Dionyses Domme over Skribenter, (thi her burde altid af Alumni kunne villes og ikke villes, jeg frygter for ingen Uvillie efter god Indretning og god Anstalt) kunde jeg maaskee faae i Sinde at see, hvorledes et saadant ungt Menneske vilde komme fra at anstille lige saadanne Betragtninger over et vigtigt Historisk Verk eller en god Tale; og Anledning til begge, baade til at læse Dionys, og til at giøre saadant et Arbeide, kunde tages, naar saadant et vigtigt historisk Verk eller en god Tale just kom ud. Jeg vilde altid forestille mig forud, at der vilde blive ligesaa stor

49

43 Forskiel paa Stykkerne, som paa Forfatterne. Men Hovednytten var, at disse retskafne Verker bleve læste, kiendte, elskede, at de bleve Mønstre, saavel til at faae Smagen i Almindelighed dannet, som og til at lære det rette Critiske, og at fatte disse Sammenligninger af Planer og Planers Udførelse, af Bitingenes Forhold til det Hele og til hinanden indbyrdes, Skrivemaadens Afpasning til Materien, og meget andet, som bestemmer et Stykkes Værd, naar det skal dømmes.

Jeg har dog kun talet i en meget indskrænket Deel af Studeringer. Høsten er stor, naar der blev arbeidet got. En, hvis Hovedhensigt var Theologien, og hans Bestemmelse at tiene Fædrenelandet i Kirken, kunde giøre sig en artig Fordeel af at låse de græske og latinske Kirkeskribenter. Og hvorfor skulde ikke ogsaa her kunde gives Prøver paa den Agtsomhed, saadanne Skrifter bleve laste med; et Specimen under Titel af: Articulus de Deo, ex Chrysostomo, eller noget saadant, vilde være af denne Art; og hvorfor kunde nu ikke en anden læse samme Chrysostomus med Hensigt paa en anden Artikel, og deri give et Specimen.

50

44

Saadanne Speciminer kunde gives enten under eet, eller per partes, ligesom man giorde

Fremgang i læsning. Naar saadan en Skribent var mindre, forstaaer det sig selv, at det burde skee under eet. En anden Studerende hvis Øiemeed var at samle sig et Forraad af Statskundskab, af Indsigt i den almindelige Ret o. s. v. for at tiene i saadanne Embeder, som angik Statens Tarv, med et Ord, alle de som vilde være det, som Navnet Jurist burde betyde, vilde siden befinde sig vel ved at have i denne Tid havt Aristoteles's Politik, tilligemed Montesvieus Esprit de Loir i Hænderne; og naar de havde læst begge disse store Mænd, da kunde de bevise det artig ved en Art af Sammenligning imellem dem.

See saadanne Ting kunde giøres i Steden for Syllogismer over Baumester, Bartholin og Brochmand, og paa denne Maade vilde Communitetet giøre Nytte. Jeg bør ikke forglemme at erindre, at det er blot for at forklare min Meening med det Forslag, jeg i min forrige Afhandling har giort, at man her finder disse Omstændigheder anførte, Jeg troer gierne at man skulde finde paa at giøre denne

51

45 Indretning endnu mere nyttig ved daglig Erfa- renhed, og da høste endnu større Frugt deraf.

Naar nu de aarlige Taler af Provsten og Decani bleve udarbeidede, offenlig holdte og trykte, da fik de unge Studerende saa jevnlig nye Stykker, hvoraf de kunde see et got Fordrag, lære at behandle en Materie, mærke hvorledes den kan vendes om, betragtes aleene for sig selv, og i Sammenhæng med andre sættes imod andre, og hente Lys af andre. Det slaaer mig og aldrig feil, at jo een og anden vigtig Materie vilde blive fat i Lys ved den Lei- lighed; men Styrke i Udtryk og Lethed i Skri- vemaade vilde, tænker jeg, blive nødvendige Følger deraf; Sproget og de skiønne Viden- skaber vilde blive dyrkede, Smagen befæstes alt Mere og meer. Thi jeg venter slet ikke at vi skulde faae Taler om Monadernes Virkelighed eller Uvirkelighed, om den Metaphysiske Eenhed, om den Mathematiske Methode, om de Logiske Figurer o. s. v. Endog det, jeg kiender til de nu værende Decani, forbyder mig at frygte derfor.

52

46

Efter saadan Indretning bleve Decanaterne ved Universitetet rigtige Academiske Embeder; de maatte og sættes paa den Fod, og aldeeles ikke besættes af det Theologiske Facultet, thi de bleve nu af langt anden Betydning, langt anden Indflydelse, end efter nærværende Omstændigheder. Min Forfatter indseer nu let hvorfor jeg i min forrige Afhandling har talet om disse Indkomsters Forbedring. Det bestyrkes af Erfarenhed til alle Tider at ringe Indkomster virke en Fortredelighed, som hindrer hvert Embeds Førelse; og Reglen: Fac tuum officium taliter qualiter ansees let for billig af en Mand, fom lønnes kun talner qualiter. Det kan derfor aldrig vare rigtigt at Lønnen for Decani skulde kun være 50 Rdlr. som den nu er; i det mindste begriber jeg ikke hvorledes nogen skulde lystes ved Arbeidet, naar der paa denne Maade blev iverksat og betalt. Sandt nok: vanskeligt eller forbundet med megen Møie blev det ikke; men en vis Agtsomhed og munter lune vilde være fornøden, om det skulde have den rigtige Nytte. Desuden er jeg alt for vel forsikret paa, at denne kloge Forfatter veed, at det er ikke altid Arbeidet og Embedets Førelse i sig selv, som bestemmer

53

47

Lønnens Størrelse, saa at jeg behøver ikkun at sige dette, at den foregaaende Dueligheds For- hvervelse maatte her sees paa, baade for dens egen Skyld, saa og for at opmuntre andre til at have samme Øiemeed. I den Stand, som der nu er, vil jeg ikke tale derom, thi nu er det eene taliter qualiter beskaffent, og det andet ligesaa, fordi Indretningen selv har intet Værd, og Forretningerne ikke heller, endog naar de giøres med den største Larm. Og overalt maatte jo en Mand for bare 50 Rdlr. un- derkaste sig et heelt Ansvar, lade sin Reputation beroe meget paa andre, overlade sig til andres Eftertale, og hvo veed, om ikke til Skikaner oven i Kiøbet: Nei; jeg er bange at de dueligste fandt ingen Fristelse hertil. Men min Forfatter sætter forud, at Forelæs- ninger vilde indbringe noget; ja maaskee — Men jeg maa bede ham at betænke, om det ikke efter vort Lands Forfatning er bedre, ikke at have Øie paa dette, og ingen Regning at giøre derpaa. Det er ikke hos os, som i Tysk- land, hvor der er en Ebbe og Flod fra Norden til Sønden og igien tilbage, af Fremmede, som baade lære noget og ikke lære noget, men gaae dog alle paa Forelæsninger og

54

48

betale dem tilstrækkelig, undertiden af Stolthed, ofte for at have god Recommendation hiem med sig til Fædernelandet.

Jeg har intet imod at see paa Beskaffen- heden ved Tyske Academier, at veie Følgerne deraf, og tage hvad got er; det er derfor slet ingen Bebreidelse til denne skiønsomme Mand, som i begge sine udgivne Afhandlinger har giort det. Men vi bør aldrig glemme (han tage mig det ikke ilde op, thi jeg siger det ikke for hans Skyld, eller for andres, ligesaa skiønsomme som han) at Danmark er Danmark, og ligger, saa at sige, uden for Landeveien i Europa, at vi altsaa, i Henseende til vor lærde Handel, og vore lærde Produkters Afsettelse, ere natur- ligviis noget lidet tilbage. Vi bør mestendeels kun tænke paa os selv, arbeide for os selv, og indrette os i alting efter os selv, og vor egen Tilstand. Men derfor troer jeg det meget mueligt, at vi kunde bringe det vidt nok, og meget videre end vi har bragt det, med Stu- deringer og Universitets Indflydelse paa vore Videnskaber, ja vel og sætte fremmede i Lyst; kun ingen Regning at giøre derpaa, for ikke at giøre det engang om igien.

55

49

Denne Indretning paa Communitetet, eller som der kaldes Klosteret, skulde da, som man af disse Forklaringer seer, sigte for en stor Deel til Literaturen i Almindelighed, og til de Kundskaber, som kan kaldes forberedende til enhvers Hovedstudering. Her skulde Smagen dannes, for saavidt det ikke var giort i Skolerne; her skulde være det Tidsrum, i hvilket en Studerende kunde føle Kald og Drifter, i hvilket han kunde danne sig selv til en fast og fremturende Studering for Eftertiden, lære at skielne imellem Forelæsninger, som holdtes med Smag og Skiønsomhed, og imellem Fo- relæsninger, som holdtes efter Slendrian. Man vil nu, tænker jeg, ikke tage mig det ilde op, at jeg tilforn har sagt, at Forelæsninger skulde vælges af de Studerende, og ikke paatvinges dem. Disse Studerende bleve rigtig i Stand til at kunne vælge, naar de i tre Aars Tid være blevne saaledes anførte i Literaturen, og Videnskabernes fornemste HovedEgne, naar Smag og Læsning fulgtes ad, naar de strax lærede, hvad det var at gaae paa Videnskabernes Bane, og der giøre eet virkeligt Skridt efter et andet, for at erhverve sig Indsigt og Lærdom. Een Ting, som jeg i min

56

50

forrige Afhandling har erindret, hører kraftigen hertil; og den maa jeg bede endnu ihukommet. Bliver det ikke forbudet at komme til Academiet, det er at sige at blive Student, for en vis Tid, (maaskee det 18 Aar, som jeg der har sagt) har jeg med intet mere at giøre, og langt mindre med denne Indretning paa Communitetet; thi jeg seer da forud, at ikke alene denne Indretning vil blive til Daarlighed, men at alle Anstalter, hvor kloge de maatte baade være og synes at være, vilde kun tiene til at giøre Universitetet og Studeringers Indretning trængende til nye Anordning naar 10 Aar ere forløbne. Uordenerne af dette tidlige Studenterskab ere saa store og saa vigtige, at det behøves at lukke Øinene for ikke at see dem, naar man ikke er for langt borte fra denne Cirkel.

Tre Aar nævnede jeg, som den Tid, Hvilken et ungt Menneske skulde anvende paa denne Maade; thi de to sidste Aar paa Communi- tetet vilde jeg, at han aldeeles skulde overlades til sig selv, for at bruge denne Tid, og studere i den ligesom han selv vilde. Jeg har megen Frygt for alt det, som har ringeste

57

51

Smag af Tvang og Forskrift; de første tre Aar vilde og vist sætte ham i Stand til at gaae paa egen Haand, hvilket maa nu dog skee uden denne foregaaende Forsigtighed. Jo meer jeg tænker derpaa, jo meer synes mig at tre Aar være nok, og burde vare nok.

En Forklaring paa mine Tanker et Sted i min forrige Afhandling, kan jeg her give oftbemeldte Forfatter af Raisonnemens & c. og jeg skylder ham den for den Høflighed, med hvilken han har giort mig sin Indvending. Jeg troer gierne, at jeg ikke tydelig nok har forklaret min Meening paa det Sted, hvor jeg siger, at Theologie og Jura kan læres i en af vore Landsbyer ligesaavel som i Kiøbenhavn. Min Meening er ikke at Theologie og Jura, naar de rigtig skal behandles, fordre mindre Smag og Skiønsomhed end nogen anden Videnskab. Men denne skiønsomme Mand vilde behage at legge Mærke til, at jeg taler paa dette Sted i Sammenhæng med mine øvrige Forslag. Jeg tænker, (og dette var den gang ogsaa min Meening) at naar Smagen og Tænkemaaden var i de første to Aar, formedelst saadan Bekiendtskab med det Almindelige i

58

52

Videnskaberne, og med deres indbyrdes Sammenhang rigtig dannet, vilde en Studerende, om han havde det Uheld at nødes til at forlade Universitetet efter disse to Aar, ikke let tage feil i den rette Maade, at dyrke disse Videnskaber paa; det vilde være bedre, tænkte jeg, at han efter saadan Anviisning i Literaturen, og Videnskabernes Omfang, studeerte sin Hovedvidenskab i en Afkrog, end naar han uden ringeste Anstrøg af nogen Literatur, uden Bekiendskab med gamle eller nye Skribenter hører Forelæsninger i Theologie og Jura, som han trolig lader komme an paa sit skrevne Collegium, uden at vove en Tanke derimod. Saadanne Studerende vilde, naar de havde den Kundskab inde, som jeg tænker paa, vist nok bekymre sig, de eene om Biblens Esprit, de andre om Lovbogens, meer end om deres Collegiums rigtige Afskrift.

Det er en rigtig Anmærkning, at det varer for længe, inden en Studerende faaer Stipendier. Han skal bie indtil han har været her i Byen et Aar tilvisse, inden stigt almindelig lader sig giøre. Naar han nu kan holde det ud saa længe, efter at han er sendt til Acade-

59

53

miet, ja saa er det got; men kan han ikke det, saa er det nesten reent ude med hans gandske Haab. Han reiser bort, og kan ikke have an- det Øiemced, end at komme til Kiøbenhavn igien, for at tage Examen Theologicum i en Hast, og der for snart at komme bort igien; thi endnu kan han ikke faae Plads i Communitetet, undtagen han i et Aars Tid har gaaet paa Theologiske Forelæsninger, og imidlertid sat saa meget til, at det siden ikke kan nytte ham at have det. Sandt nok; Professorerne kien- de ham ikke saa vel, som om han havde gaaet paa Forelæsninger; men burde det ikke være ligesaa kraftigt, at andre kiendte ham, og gave Vidnesbyrd derom, naar disse vare Embedsmand af Kundskab og Indsigt. Min Forfatter har derfor vist Ret, naar han holder det for en Feil, at en Student ,,ikke kan nyde Stipendier, saasnart han kommer til Academiet, men maa vente eet og ofte to Aar, inden han kan faae Sted i Regenken og Klosteret. "

En ligeledes stor Feil er det, at naar Examen Theologicum er forbi, da er og Haab om de fleeste Stipendier forbi, og det kan siges

60

54

som en Sandhed, at nogle have sat denne Examen op, blot fordi de frygtede at de ikke skulde faae Stipendier, naar de havde faaet den. Det er den allerforunderligste Indretning, at et Academie, tilligemed dets Stipendier, er til, saa got som blot for Examen Theologicum, hvilket man vel neppe hos os vil kunne nægte. Ikke aleene ere de fleeste Stipendier henlagte til Theologiske Studenter, men et saa vigtigt Stis pendium som Communitetet, tilligemed fleere, hænger aleene af det Theologiske Facultet. Det maatte aldrig blive saaledes om det skuks de giøre almindelig Nytte. Hvorledes kan en Professor i Theologien vælge iblandt de an- dre Videnskabers Studerende, om han endog vil, (thi dette sidste er vel ikke alrid faa vist). Han kiender ikke altid saadanne Studerende; og naar han nu kiender dem, saa kommer det an paa at han er en Mand af Smag, saa at han agter hver Videnskabs Nytte, den eenes Trang til den anden, og alles Værdighed til- hobe. Men det behøvedes ikke engang her af mig at erindres, thi efter min Plan med Com- munitetets Indretning bliver det en Urimelig- hed. Jeg vil kun sige dette, at ligesom min Forfatter meget rigtig har anmærket, at de

61

55

Studerende komme for silde til Stipendier, saaledes synes mig at det med Føie kan anmær- kes, at Ret til at faae dem holder for tidlig op. Men det stemmer rigtig nok overeens med den øvrige Indretning. Naar en Student har taget Examen Theologicum, da siger man at han er klar fra Academiet; han er det virkelig ogsaa. Han er klar fra Academiet, klar fra Stipendier, klar fra Studeringer, og klar fra alt, til al Uheld for ham og hans Indsigter. Denne Examen var det sigtet paa; han fik den, og nu er intet videre for ham at giøre. Det er nu efter denne Tid vanskeligt for ham, at faae Stipendier, om han end ingen havde før; Han har Attestaz, han er klar fra Academiet. Men der behøves intet Forslag herimod, thi naar Planen for Studeringer selv bliver fornuftigere, naar ikke en Examen, og følgelig ikke heller Examen Theologicum bliver Øieme- det, men vel Studeringer, og Theologiske Studeringer (endskiønt ogsaa andre ærlige Studeringer), saa forstaaer det sig selv, at Stipendier og maa gives bort til dem, som studere, ikke til dem som skal tage Examen.

62

50

Stipendiers rigtige Anvendelse er overhoved af en mægtig Indflydelse paa Studeringer og de Studerendes rigtige Tænkemaade. Men jeg finder her intet at lægge til det, som jeg i min forrige Afhandling har talet denne Sag angaaende, undtagen dette, at man maatte see, saa meget mueligt, at Stipendier bleve bortgivne efter faste og stadige Principier. Dette kan man aldrig vente, naar det gaaer efter den Maade, som nu brugelig er med Votering, hvor Vota primaria, secundaria, og jeg veed ikke hvad, har Sted, hvilket snarere ligner en Lodkastning, end en Udnævnelse. Ingen veed, hvem der faaer det bestemte Stipendium, førend Regningen er giort, og alting til Ende; da først seer man hvem Loddet, ikke Vallet, har truffet. Det var bedre, at det gik ligefrem, saa at hverken Slump eller Cabaler kunde have Sted. Paa hvad Maade dette kunde lade sig giøre, nægter jeg ikke at jeg øn- skede at høre min Forfatters Tanker om, heller end sige mine. Skulde der være flere Professorer, maatte nødvendig denne Sag forandres. Thi beholdt Consistorium, eller nogle Professorer, som udgjorde Consistorium, denne Herlighed, saa var man med alle Anstalter og den

63

57

hele Hensigt lige nær, fordi de Professorer, som gave Stipendier bort, havde immer Midler i Hænde, til at giøre sig nødvendige; og da var Ligevægten imellem Professorerne, som Lærere, aldeeles borte, ligesom den nu er imellem dem som examinere, og dem som ikke examinere. Skulde der af dem alle voteres, da vilde det blive til noget endnu besynderligere, fordi den større Mængde vilde giøre det overmaade forvirret. Overalt kan jeg ikke nægte, at disse Voteringer ere mig i denne Sag gandske modbydelige; og det forekommer mig, som at her er den skiønneste Leilighed til at giøre Fortred, uden endda at tabe det mindste derved, ja uden at komme i Mistanke derfor. De fleste Vota faldt paa denne Person; han maa da have det, om han end var den sletteste af de Proponerede: hvem var Aarsag i at han fik det? — Ja hvem var det? Det var Pluraliteten af Vota, Se- cundarierne iberegnet.

Det var bedre at et eeneste Votum afgiorde Tingen strax. Jeg maa tilstaae, at den Maade, som det Theologiske Facultet bruger med at besætte Pladserne paa Regentzen og Klosteret er i mine Øine meget fornuf-

64

58

tigere. Hver udnævner een, den eene efter den anden; det kan man begribe. Handler en uredelig eengang, er det ikke sagt at han giør det hver gang; ei heller er det sagt at de alle giøre det, om endog een giør det. Handles der alt for ofte imod det Rigtige, da bliver det snart bekiendt, og om Straffen ikke bliver andet end en almindelig Misagtelse ved Academiet, er det dog allerede noget. Men Consistorium og Consistoriales kan giøre det ligesom de vil, uden at nogen kan have et Ord at indvende, thi det var alle som giorde det; ikke at tale om at det er mueligt, at de redeligste og beste Mænd kunne fra Tid til anden see at deres Votum bestem- mer intet, men at de har kun den Fornøielse at tegne det; og Feilen maa de da taale at blive skreven tillige paa deres Regning, som en Part af det heele.

Et af to maa derfor ved Stipendiernes Uddeeling tænkes paa: enten maa Dueligheden fastsættes, hvorefter et Stipendium skal tilkien- des, eller og Maaden at udnævne paa, maa simplificeres. Min Forfatter vil nu let indsee, hvorfor jeg i min første Afhandling ikke vilde at Pladserne i de tre Collegier, Valkendorpfs,

65

59

Borks og Ehlers maatte besættes med andre end Magistre; da havde jeg det første for Øie, nemlig at lade en vis bestemt Duelighed bestemme saadan Udnævnelse, thi hvor der væl- ges den beste iblant mange gode, der er det ikke af saa megen Betydenhed, om der tages feil. Jeg har nøiere eftertænkt det i Anledning af de Erindringer, som han giorde mig, og jeg har udstrakt mine Tanker til Stipendierne i Almindelighed. Det kommer mig da for, som at man ved at forenkle Maaden at give Stipendier bort paa, skulde nogenledes kunne forebygge Uordener; i det mindste tænker jeg at man skulde blive fri for de Uleiligheder, som maa naturligviis følge af den Maade, som nu har Sted, hvor man kan sige i een Henseende, at alle udnævne en Stipendiarius, og i en anden, at ingen giør det. Denne maskinmæssige Handlemaade hører under mit første Principe om Spænding og Afpasning. Dersom det derfor ansees for rigtigt hvad jeg om den Sag har udladt mig med, dersom det er vist (og det er det vel) at Øiemeed og Hensigt bør i alt baade kunne haves og naaes, og at dette Øiemeed bør være værdigt og ædelt, saa synes mig, og at det er klart at disse Voteringer,

66

60

som noget, der er underkastet mange Uleilig- heder, eller og grunder sig kun paa lidet mere end Slump, bør forandres til noget fast og stadigt. Kunde det indrettes saaledes at hver Professor vexelviis udnævnede til Stipendier, da var man vis paa at hvor meget vi endog vil sætte Muelighed af ildesindede Folk, vilde det dog ofte, og alleroftest gaae rigtig, saa sandt som enhver dog gierne har sin Reputation kiær, og handler derefter, naar han tilli- ge veed at Skylden vil falde paa ham.

Sorøe Academie bor jeg nævne et par Ord om, for at samtykke i de Berømmelser, som Forfatteren af Raisonnemens giver denne Stiftelse. Dette Academie har unægtelig store Fortienester, og har giort sig Regieringens Omhue og Landets Agtelse fuldkommen værdigt. Her er det, at den gode Smag har taget sin Begyndelse; her har den immer vedligeholdt sig, uagtet al daarlig Latter og underlig Stridighed; herfra have vi ypperlige Skrifter i adskillige Deele af Videnskaberne, og det paa Landets Sprog udarbeidede, hvilket alt er en stor Ære for Academiet i Sorøe, besynderlig naar man dertil legger dette, at det og

67

61

har dannet nogle gode unge Mennesker af Adel- standen, Ingen tænke, at jeg nu glemmer de Skrifter som Kiøbenhavns Professorer i samme Tid have leveret os: Nei; jeg agter endog Etatzraad Kofod Ankers Arbeide i vor Lovhihistorie alt for vigtigt til at jeg ikke skulde nævne det. Men Forholdet er saadant, at Sorøe Academies Fortienester ere i denne Henseende flere og kiendeligere.

Men er Sorøe Academie tient med Universitets Rettigheder; jeg troer det aldrig. Min Forfatter har selv paa et andet Sted i sit Skrift giort en Indvending derimod, som han ikke her paa dette Sted, hvor han taler om Sorøe Academie, har besvaret; og den Indvending, synes mig, har saa megen Styrke at den vanskelig vil hæves. Det feiler mig aldrig at jo Kiøbenhavns Academie (det er hans Tanker, som jeg her giør til mine) vilde jo paa utallige Maader kunne underminere dette Universitet, og virkelig ogsaa engang i Tiden giorde det, naar Forestillingerne derom ikke længer vare nye. Han har gaaet noget i Møde deraf, med det Forslag at Sorøe Academies Professorer skulde have Haand med i Stipendiers Bort-

68

62

givelse, hvilket er vist nok saa rigtigt, at det vilde være en Overilelse at lade Sorøe blive et Universitet, uden at have saadan Rettighed.

Men kan Sorøe selv taale denne Indretning? Kan en Bye, hvor Næringsmaaden er saa indskrænket, fordi den baade ligger fra Landeveien og er uden Seilads, taale en saadan Tilvext. Dersom det er sandt, som jeg har hørt sige (og jeg har Aarsag at troe det) at et Bryllup eller anden saadan Samling, kan i Sorøe ved Vahrernes Forhøielse føles heele 8te Dage efter, saa har jeg megen Tvil om, at det vilde være raadeligt at udvide denne Indretning. Hertil legge man den daglige og jevnlige Kostbarhed i Sorøe, som alle fra dette Sted bevidne. Men dette vil jeg overlade til andres Undersøgelse, uden engang at tale meer derom.

Jeg tør nu haabe at mine Landsmænd, og i sær de Studerende, vil med Yndest og Kierlighed optage dette mit Arbeide, da jeg

69

63

vover at troe at det smager af intet andet end de ædelste Grundsætninger, af Agtelse for Vi- denskaberne, og Nidkiærhed for Studeringers sande Vel. Philomusus bør ikke tage mig det ilde op, at jeg saa aldeeles har erklæret mig imod ham i Ting, som han synes at være saa overbeviist om. Han maa troe, at dersom jeg havde havt mindre Agtelse for hans Gaver, havde jeg ikke talet et Ord om hans Skrift. Men det syntes mig at være en Foragt, ikke at nævne ham, da han dog udtrykkelig havde saa got som talet ogsaa til mig. Men forresten kan vi to intet foretage os med hinanden, uden vi skulde skrive heele Bøger til Indledninger. Vore Grundsætninger er saa forskiellige som Ild og Vand, saa at een af os maatte først overbevise den anden om saadan Urigtighed førend vi kunde gaae videre. Philomusus har sit Hoved fuldt af lutter Tvang, og jeg mit af lutter Frihed; nu dømme han selv hvad Overeenstemmelse der kan blive imellem os i det Øvrige, da vi have saa forskiellige Grundsætninger. Men siden intet i det Menneskelige kan blive staaende ved det Rigtige, bør man altid i at vælge Grundsætninger see paa, hvil- ken der har den største Uleilighed, naar den

70

64

drives for vidt. Lad os da see: Formegen Frihed frembringer noget ont; det er sandt: Men formegen Tvang hindrer alt got; det er og sandt: den qvæler alle ædle Drifter, tilveiebringer Dorskhed, Mistillid baade til sig selv og andre, slapper al Anspændelse, udslukker al Fy- righed, dræber Liv og Lyst. Nu tage da Philomusus Vægtskaalen, og sige hvilket der er det farligste. Nei Frihed er Siælen i alt; Frihed i Staten, Frihed i Studeringer, Frihed allevegne! Om Philomusus skriver oftere efter samme Tvangsprincipier, vil jeg vel læse hans Skrift; thi han skriver forresten got, og røber en Mand af Indsigt, men troe ham og forlade mig paa ham, giør jeg ikke; det er mig naturligt at mistroe alle Tvangs-Prædikanter. Men skulde han skrive oftere, vil jeg bede ham skrive sagtmodig, og heller forlange Ting, som han ikke veed, beviste eller paa nye forsikrede, end ligefrem sige at det er usandt. Saaledes er det nogle Steder i hans Skrift, som f. Ex. hvor han nægter, at Svar paa Dansk er blevet vegret til Theologisk Attestatz. Saadan Vegring har jeg selv hørt, og kunde sige ham af hvem den er skeed, og mod hvem. Havde han yttret en Tvil derom, da skulde han ikke

71

65

kunde lastes; og da kunde han og faaet denne Forsikring, som han bør være nøiet med, thi det er vel mueligt at tage feil og sætte noget for hastig paa Papiir, men efter Paamindelse at forsikre det for det heele Publikum naar det er falsk, kan intet ærekiært Menneske faae i Sinde. En Mængde falske Sætninger i hans Skrift taler jeg intet om, thi de komme alle af det eene og første urigtige Principe, at Studeringer skal blomstre ved Tvang, hvilket skinner allevegne igiennem; og just er dette net op den Sag, som jeg saa meget ønsker Forandring i. Her er for megen Tvang; Studeringer maa giøres friere og mere levende. Det er i Almindelighed et forunderlig falsk Principe, at man, ved at befale, true, indskrænke, udretter noget got; og ligesaa falsk er det naar det anvendes paa Studeringer. Examiner skal skierpes, siger Philomusus, ja; og hvad saa? — Odden og Eggen vil da vist nok desto snarere springe. Har man ingen andre Midler end saadanne Skierpelser, saa seer det vist ilde ud. Vindesyge, Gierrighed, Slegtskab, Bekiendtskab og meget andet vil snart giøre saadanne Indretninger ligesaa sløve som man den gang tankte paa at giøre dem skarpe. Exa-

72

66 <S===3*

minerne skal vist nok fyldestgiøre Øiemedet, men de maa have deres Styrke af Indretningens Natur; da først kan de blive varige. Dette vilde jeg, at Philomusus havde ogsaa taget i Overveielse, thi Overlæg og Eftertanke bør man bruge, ikke alene, og ikke saa meget, for at forsvare sin Sag, som for at see, om den fortiener at forsvares. Man har, tænker jeg, ligesaa stor Synd og Samvittighed af at un- derstøtte en gammel Indretning, fordi den er gammel, som at forsvare en nye, fordi den er nye.

S. 34* l. 17 i Steden for forbunden at lære skal læses: forbuden & c.