Aage Friis, 1870-1949 Uddrag fra BREV TIL: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind FRA: Quaade, George Joachim (1867-10-28)

Jeg tillader mig at benytte denne Leilighed, for, med Hensyn til de Paalæg, Deres Excellence giver mig ved meget æret Depesche Nr. 21 af 24de d. M., at tilføie, at det næppe vil blive mig muligt at see Minister-Præsidenten før efter nogle Dages Forløb. Jeg havde anmodet Herr von Thile om at sige Hans Excellence, at, saaledes som han vilde erindre af den ham meddeelte Depesche af 10de f. M., vilde jeg muligen i disse Dage have at begive mig til Kjøbenhavn, og at jeg ønskede forinden at gjøre ham min Opvartning. Men i Svar herpaa underrettede Herr von Thile mig iforgaars om, at Minister-Præsidenten, som var ildebefindende, af denne Grund vilde dispensere mig fra et Afskedsbesøg, og at Hans Excellence under den Samtale jeg havde ønsket, hellerikke vilde have kunnet underholde sig anderledes med mig end ganske »académiquement« om den svævende Forhandling, idet han, efter det Standpunkt hvorpaa denne nu befandt sig, ikke kunde udtale sig derom med nogen practisk Virk- ning, forinden han i saa Henseende havde indhentet Kongen af Preussens Befalinger. . . .