DET
NORDSLESVIGSKE
SPØRGSMAAL
1864-1879
AKTSTYKKER OG BREVE TIL BELYSNING AF
DEN DANSKE REGERINGS POLITIK
PAA UDENRIGSMINISTERIETS FORANSTALTNING
UDGIVET AF
AAGE FRIIS
I. BIND
FRA EFTERAARET 1864 TIL MARTS 1868
KØBENHAVN
HENRIK KOPPELS FORLAG
1921
s. IIF. E. BORDING KØBENHAVN
s. IIIFORORD
DA det nordslesvigske Spørgsmaal i 1918—20 blev løst ved Versaillesfredens Bestemmelser om en Folkeafstemning i Slesvig, som den der i sin Tid var fastsat i Pragfredens Art. V, besluttede det danske Udenrigsministerium uden Forbehold at gøre Rede for de Bestræbelser, de skiftende danske Regeringer siden 1864 havde udfoldet for Nordslesvigs Genforening med Danmark.
Ministeriet anmodede mig om at besørge Udgivelsen af en Samling Aktstykker til Belysning af det nordslesvigske Spørgsmaal 1864—1879. Samtidig udarbejdede jeg en Fremstilling af dette Spørgsmaals Historie paa Grundlag dels af hele det Materiale, hvorpaa Aktstykkesamlingen bygger, dels af det øvrige store officielle eller private Stof, der ikke har kunnet medtages i denne Publikation.
Formaalet har været at belyse de skiftende danske Regeringers Politik i den Periode — mellem Freden i Wien 30. Oktober 1864 og Offentliggørelsen af Ophævelsen af Pragfredens Art. V i 1879 — da det var muligt praktisk at arbejde for Nordslesvigs Genforening med Danmark. Man har ikke villet indskrænke sig til at offentliggøre de vigtigste officielle Aktstykker — Udenrigsministeriets Betænkninger, Forestillinger og Instrukser, Gesandternes Indberetninger og deslige — der kunde fastslaa Regeringens Handlinger. Man har ogsaa villet gøre Rede for Overvejelser og Synspunkter hos de ansvarlige Regeringer, deres Raadgivere og Hjælpere med Hensyn til dette nationale Livsspørgsmaal. De nævnte Akter suppleres derfor med private Breve, vekslet mellem de forskellige Udenrigsministre, den ledende Mand i Udenrigsministeriet, Direktør P. Vedel, de danske Gesandter, der har beklædt de vigtigste Poster, særlig Kammerherre C. G. Quaade i Berlin, samt Privatmænd, der paa forskellig Maade har været med i Arbejdet, og hvis efterladte Papirer indeholder Oplysninger af Værdi. Yderligere har ved Tilrettelægningen af Materialet kunnet benyttes vigtige Aktstykker fra udens. IVlandske Arkiver. Det østrigske Udenrigsministerium har i Afskrifter, Excerpter eller Referater stillet sine Akter vedrørende det nordslesvigske Spørgsmaal til Raadighed; i det svenske Udenrigsministeriums Arkiv i Stockholm og i det franske Udenrigsministeriums Arkiv i Paris har Udgiveren haft Lejlighed til at gennemgaa alt væsentligt Materiale vedrørende Spørgsmaalet. I Slutningsbindet af Udgaven vil nogle østrigske og svenske Akter blive offentliggjort, men da den væsentligste Del af de franske Akter, der særlig for Aaret 1870 har stor Betydning for mig, vil fremkomme i det franske Udenrigsministeriums Kildeværk: »Origines diplomatiques de la Guerre Franco-Allemande 1870-71«, vil de, efter den franske Arkivledelses Ønske, ikke blive aftrykt her. Indholdet har uden Forbehold kunnet benyttes ved Aktstykkesamlingen og ved Fremstillingen af det nordslesvigske Spørgsmaals Historie. De preussisk-tyske Akter har ikke kunnet benyttes; en Anmodning fra det danske Udenrigsministerium til Udenrigsministeriet i Berlin om Tilladelse for Udgiveren til at gøre sig bekendt ogsaa med Aktmaterialet i Berlin er blevet afslaaet med Meddelelse om, at det tyske Udenrigsministerium i en nær Fremtid vilde offentliggøre Materialet. Akterne i Foreign Office i London er ikke tilgængelige efter 1870.
Det Akt- og Brevmateriale, der har staaet til Raadighed, kan selvfølgelig ikke offentliggøres fuldstændigt; alene Omfanget af den diplomatiske Korrespondance har paabudt en betydelig Begrænsning. Saavel i Instrukser og Indberetninger som i den private Brevveksling findes idelig Gentagelser, almindeligt bekendt Nyhedsstof og Betragtninger, fremkaldt af de daglig skiftende politiske Konstellationer, der har kunnet udgaa som uvæsentligt. Brevvekslingen mellem Udenrigsministeriets Ledere og Raadgivere indeholder meget af helt privat Karakter, enkelte Ytringer har maattet forbigaas af Hensyn til nulevende. Om nogle faa Udeladelser, hvorom der har været forhandlet mellem Udgiveren og Udenrigsministeriet, har der været Enighed. Men ingensomhelst Udeladelse enten i de officielle Akter eller Privatbrevene er foretaget af politiske Grunde, og intet er udeladt, der i nogen Maade kan ændre Opfattelsen af de politiske Hovedlinier eller væsentlige Enkeltheder.
For Udgivelsen, der er sket efter de almindelige Principper for en saadan Kildepublikation, bærer Udgiveren Ansvaret. Foruden det Stof, der direkte vedrører det nordslesvigske Spørgsmaal, vil der i Samlingen findes adskilligt vedrørende den danske indre Politik, der staar i mere indirekte Forbindelse ders. Vmed, i Særdeleshed i de store Brevvekslinger mellem Grev C. E. Frijs, P. Vedel og Quaade. Af Hensyn til Vanskeligheden ved at udskille Dele af disse Breve, der som Helhed har meget stor Interesse, er saa overordentlig karakteristiske for Brevskriverne, og ved Omtalen af indrepolitiske Forhold ogsaa bidrager til Forstaaelsen af f. Eks. Grev Frijs’ Udenrigspolitik, har man ment at burde medtage ogsaa dette Stof. Det samme gælder en Del Udtalelser af ret personlig Karakter i Brevene fra Grev Frijs til P. Vedel og Quaade, der gør Billedet af hans Personlighed fyldigere.
Omtale af dansk Udenrigspolitik og af den almindelige europæiske Politik, der ikke direkte vedrører det nordslesvigske Spørgsmaal, er saa vidt muligt forbigaaet, saaledes Forhandlingerne om de vestindiske Øers Salg. Ligeledes er principielt udeladt, hvad der omhandler de lange Forhandlinger med Preussen om Undersaats- og Væmepligtsforhold i Slesvig, om Forstaaelsen af Wienerfredstraktatens Art. 19, Aabenraakonventionen og lignende. Spørgsmaal, der i og for sig kunde have Interesse.
Kildematerialet er gengivet i bogstavret Overensstemmelse med Forlægene; Originaler (Udfærdigelser) er altid benyttet, hvor intet andet udtrykkelig er angivet. I Retskrivning og Tegnsætning er der foretaget enkelte uvæsentlige Rettelser og Læmpelser, særlig hvor Ordrer eller Depecher er udfærdiget af Afskrivere. Ligefremme Fejl er rettet, men i Grev Frijs’ kraftige, men ofte knudrede Stil er der næsten ikke foretaget Ændringer; Stilen giver Indtryk af Manden. Noterne er indskrænket til det nødvendigste, idet en Vejledning til Læsningen vil foreligge i den ovenfor omtalte historiske Fremstilling af den danske Regerings Politik. Et Personregister i Slutningen af Værket vil indeholde fornødne Oplysninger.
Sammenstillingen af Materialet har frembudt meget store Vanskeligheder, da de ældre Dele af Udenrigsministeriets politiske Arkiv ikke har været systematisk ordnet og efter den nylige Aflevering til Rigsarkivet endnu kun er underkastet en foreløbig Gennemgang, der ikke har kunnet gaa i Detailler. De indkomne politiske Depecher er ikke alle lagt efter Journalbetegnelser, mange af dem er som Følge af fortsat Benyttelse løbet videre frem og kan muligvis engang komme for Dagens Lys fra en langt yngre Sag; de udgaaede politiske Skrivelser er som oftest ikke afskrevet i Registraturen. P. Vedels Koncepter er med Indlæg af forskellig Art holdt for sig selv i særskilte Pakker, der dog ingenlunde indeholder alt, hvad man kundes. VIvente at finde der, men undertiden andet. De særlig fortrolige Akter vedrørende det slesvigske Spørgsmaal er vistnok blevet opbevaret af Vedel i et Slags Separatarkiv; efter hans Afgang er dette ikke blevet systematisk opløst. Alt dette forklarer, at adskillige Akter ikke har været til at finde, og at andre først er fremdraget, efter at Teksten har været opsat, saaledes at de maa trykkes i et Tillæg til sidste Bind, hvortil der i Noterne til dette Bind flere Steder har maattet henvises.
Hvor intet andet angives, findes Materialet i Udenrigsministeriets Arkiv (U. A.), der allerede er afleveret til eller vil overgaa til Rigsarkivet (R. A.). P. Vedels Privatpapirer er stillet til Raadighed af P. Vedels Efterladte og af Amtmand, Kammerherre Axel Vedel. Alle Kammerherre Quaades efterladte Privatpapirer findes i Rigsarkivet, efter at nogle Supplementer er skænket dertil af hans Sønnesøn, Hr. Sekretær cand. jur. Poul Quaade. Udenrigsminister Rosenørn-Lehns Papirer er overladt til Benyttelse af Hofjægermester F. Rosenørn-Lehn til Oreby. Af Breve til Grev Frijs findes kun ganske enkelte, der tilfældigt er bevaret — i Koncept eller Udfærdigelse — mellem Quaades og P. Vedels Papirer; Hovedmassen af Grev C. E. Frijs’ efterladte Papirer blev efter hans Død paa hans udtrykkelige Forlangende tilintetgjort af hans Søn, Grev Mogens Frijs. I et Brev til P. Vedel af 20. August 1896 omtaler Grev Frijs, at han i sin Ministertid har ført Dagbøger, som han agter at efterlade sine Børn. Hans nulevende Børn har aldrig hørt Tale om saadanne Optegnelser, og trods omhyggelig Eftersøgning har saadanne eller andre tilsvarende Papirer ikke kunnet findes. Hr. Etatsraad Poul Andræ har meddelt nogle Breve fra Grev Frijs til C. G. Andræ. Professor P. L. Panums Papirer er stillet til Raadighed og skænket til Rigsarkivet af hans Søn, Professor P. Panum, medens cand. pharm. A. E. M. Schleisners Breve er meddelt af hans Broder, cand. phil. O. A. Schleisner.
Fra Rigsarkivets Samlinger, særligt fra A. F. Kriegers og Regenburgs efterladte Papirer er hentet adskilligt Materiale, der dels vil findes aftrykt her, dels vil blive benyttet til min historiske Fremstilling. Hr. Lensgreve C. C. Holstein-Holsteinborg har meddelt, at hans afdøde Fader, Konseilspræsidenten 1870 —74, Grev L. Holstein-Holsteinborg, ikke har efterladt sig politiske Papirer. Heller ikke Justitsminister, Kammerherre E. Heltzens efterladte Papirer synes at være bevaret, og af Jules Hansens Papirer vedrørende Nordslesvig findes intet i hans Families Eje eller i det franske Udenrigsministeriums Arkiv.
s. VIIDet foreliggende første Bind af Aktstykkesamlingen belyser Ministerierne Bluhmes og Frijs’ nordslesvigske Politik fra de sidste Maaneder af 1864 til Marts Maaned 1868, da de direkte Forhandlinger med Preussen om Gennemførelsen af Art. V gik i Staa. I denne Periode tog den danske Regering Standpunkt til Spørgsmaalet om, hvorledes man vilde tilstræbe en Ændring af Freden i Wien; man tilrettelagde den Politik, der blev fastholdt, indtil Nordslesvigs Genforening med Danmark var fuldbyrdet i Foraaret 1920. Af Hensyn hertil er saavel de officielle Akter som meget privat Brevstof for disse første Aars Vedkommende gengivet udførligt. For den følgende Periode vil større Begrænsning finde Sted; Principperne er da fastslaaet, og de direkte Forhandlinger om Udstrækning og Form for en Genforening ophører.
Udenrigsministeriet og Udgiveren takker de ovenfor nævnte, der med Beredvillighed og Interesse har stillet betydningsfuldt Materiale til Raadighed. Udgiveren retter en særlig Tak til de mange, der har bistaaet ved Arbejdet, særligt til Kammerherre Axel Vedel og Grev Mogens Frijs, der har gennemlæst store Dele af Brevstoffet og givet værdifulde Oplysninger og Henstillinger. Ligeledes takkes Embedsmændene i de fremmede udenrigsministerielle Arkiver, i Paris Direktøren M. Piccioni og Underdirektøren M. Rigault, i Wien Archivrat Dr. Josef Mayr, der har besørget Gennemgangen af de østrigske Akter, i Stockholm Kammerherre Sandgren og Dr. Hedin, endvidere Embedsmændene i det danske Udenrigsministerium, i Rigsarkivet og i Krigsministeriets Arkiv samt de danske Gesandter i Berlin, London, Paris, Stockholm og Wien. Hr. cand. mag. Aage Wiberg skylder jeg Tak for omhyggelig Besørgelse af Kollationering og Korrektur.
København, 22. Oktober 1921.
AAGE FRIIS.
s. XVIIINDHOLD:
AKTER OG BREVE FRA DANSKE
ARKIVER
JANUAR 1865—MARTS 1868.
Udenrigsminister Bluhme til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Confidentiel.
Kjøbenhavn, 5. Januar 1865.
Hr. Greve.
De Antydninger, som De i Rapport Nr. 94 1) har seet Dem istand til at meddele angaaende de forskjellige Magters og navnlig Frankrigs og Preussens hemmelige Tendentser i det slesvig-holsteenske Spørgsmaal, ere senere blevne bestyrkede ved Efterretninger, som fra andre Sider ere komne til mig. Nyligen har endog en Privatmand 2) som ved et Sammenstød af Omstændigheder har havt Leilighed til at kjende det franske Udenrigsministeriums Tanker og til at samtale frit med den preussiske Ministerpræsident, her meddeelt Efterretninger, der bringe mig til at troe at de af Dem formodede Tendentser have en større Virkelighed og at navnlig en fuldstændigere Udvexling af Anskuelser mellem Hr. Drouyn og Hr. v. Bismarck har fundet Sted end vi havde antaget.
At Regeringen i og for sig vilde ansee en saadan Gjenerhvervelse for meget ønskelig, behøver jeg naturligviis ikke at sige Dem, Hr. Greve, der veed hvor ivrigt de kongelige Befuldmægtigede ved Conferencen i Wien have stræbt efter at opnaae dette Resultat og at de endog vare autoriserede tils. 2derfor at tilbyde vigtige Afstaaelser paa andre Punkter 1). Men det er ikke mindre klart, at vi vilde udsætte Danmarks Fremtid for store Farer dersom vi, udelukkende ledede af det naturlige Ønske om at gjenvinde idetmindste en Deel af hvad vi have tabt, glemte at en saadan Erhvervelse kun under den Betingelse vilde blive en Fordeel, at den ikke samtidigen lagde Spiren til nye, indenfra eller udenfra kommende Forviklinger.
1
Det er efter min Mening en ufravigelig Betingelse, for at vi skulde kunne modtage nogen Landsafstaaelse i Slesvig, at dermed ingensomhelst Indskrænkning forbandtes i Henseende til de Principer, hvorefter det paagiældende Territorium af os skulde regeres: selv det almindeligste Forbehold til Fordeel for den tydske Nationalitet vilde efter de sørgelige Erfaringer, vi have gjort, kunne udsætte os for en ny Indblanding i vore indre Anliggender. Men dernæst maa det heller ikke oversees, at en Deling altid vil medføre visse Consequentser for Slesvigerne, der i Tidens Løb kunde gjøre dem mindre tilfredse med en Skjæbne som de i dette Øieblik vistnok oprigtigt ønske. Jeg miskjender visselig ikke den patriotiske Stemning, som med saa stor Styrke giør sig giældende i den danske Deel af Slesvig, men jeg veed ogsaa af et langt Livs Erfaring at naar Prøvelsens Tid med al dens opløftende Kraft er tilende, kunne kun altfor let de aandelige Interesser træde i Skyggen for de materielle, naar disse føle sig trykkede ved idelig tilbagevendende Vanskeligheder og Savn. Og denne Fare for et Omslag i Nordslesvigernes Anskuelser voxer, jo mindre det Stykke Land blev som gjenerhvervedes. Det er hverken muligt eller nødvendigt for mig allerede nu at udtale mig bestemtere om dette Punkt, men ganske vist vilde Betydningen for os af en Gebeetsafstaaelse i Slesvig i høi Grad afhænge af, at den kom til at støtte sig til en naturlig Linie og at det danske Slesvig ei kom til ats. 3savne et tilstrækkeligt Centrum for sine commercielle og sociale Interesser.
Det staar endnu tilbage for mig at udtale mig om Formen og om den Virksomhed der fra vor Side kan udvikles i denne Sag. Der har ofte været talt om en Afstemning som det Middel hvorved Preussen lettest kunde bane Veien til Tankens Udførelse. De kjender min Frygt for Anvendelsen af dette moderne Princip paa vore Forhold og navnlig under de nærværende Omstændigheder og jeg kan ikke forandre denne Mening. Behøves der en Sanction af Befolkningen, kan en Afstemning lige saa godt følge efter som gaae forud for Afstaaelsen, og Savoyen afgiver i denne Henseende et Præcedens; og om end Preussen vil afstaae en Deel af Slesvig, er det dog altid at forudsee at det vil ønske at drage Grændsen saa nordligt som muligt og det vilde have et fortræffeligt Middel til at opnaae dette Resultat ved en Afstemning, som foretoges under dets Auspicier. Det forekommer mig derfor mest ønskeligt at idetmindste en forudgaaende Afstemning af Befolkningen undgaaes, men det følger tillige af sig selv at jeg ikke ufravigeligen vilde fastholde dette som en Betingelse, om jeg end maa ønske at De saavidt muligt kan finde Leilighed til at virke i den af mig angivne Retning. Jeg bruger med velberaad Hu disse Udtryk, thi efter min Anskuelse maa Sagen udvikle sig af sig selv og drives fremad ved Preussens og Frankrigs egen Vurdering af de Fordele som enhver af disse Magter vil have af at en saadan Combination realiseredes. Det er ikke væsentligen af nogen Interesse for Danmark at Tanken er udsprungen og vor mere eller mindre active Optræden vilde ingen synderlig Indflydelse kunne udøve paa de tvende Magters Beslutninger. Men derimod vilde vor altfor tidligt eller altfor ivrigt udtrykte Tilfredshed med et saadant Arrangement kunne skade vor Stilling med Hensyn til de Modaliteter, hvoraf jeg ovenfor har vist at vor Modtagelse af et eventuelt Tilbud maatte afhænge.
1*
s. 4De vil bedst selv vide hvorledes Deres Optræden ligeoverfor det keiserlige Cabinet vil være at nuancere efter disse Betragtninger. Jeg skal derfor Intet derom tilføie, da jeg er overbeviist om at det vil lykkes Dem at finde det rette Udtryk og den rigtige Mellemvei mellem en Activitet, der let kan forspilde enhver Udsigt og en Tilbageholdenhed, der kunde tydes som afgiort Utilbøielighed. Det er meget muligt at Tanken vil vise sig at mangle Livskraft, men da jeg maa antage at den virkelig er tilstæde og da det ikke er umuligt at Situationen snart kunde udpræge sig skarpere, har jeg maattet ansee det for min Pligt fuldstændigen at giøre Dem bekjendt med Udenrigsministeriets Anskuelser om Sagen.
Koncept med P. Vedels Haand.
Udenrigsminister Bluhme til Kongen.
Kjøbenhavn, 14. Januar 1865.
Allerunderdanigst Forestilling.
Siden den under 30te October f. A. afsluttede Fredstraktat har givet de tvende tydske Stormagter Frihed til at bygge videre paa det politiske Grundlag, Hertugdømmernes Adskillelse fra Danmark har bragt tilveie, har det hverken ved de Oplysninger der foreligge Offentligheden, eller ved de Efterretninger de kongelige Gesandtskaber have seet sig istand til at meddele Udenrigsministeriet, endnu været muligt, med nogensomhelst Sikkerhed at skjønne, hvilken Fremtid der maatte være forbeholdt bemeldte Hertugdømmer i politisk Henseende.
Under disse Omstændigheder har det været min Overbeviisning, at den Politik, den kongelige Regjering havde at følge ligeoverfor Udviklingen af Hertugdømmernes Forhold, burde bestaae i fuldstændig Afholdelse fra activ Indblanding i hiin Udvikling forenet med en ligesaa skarp som uafbrudt Opmærksomhed paa Begivenhederne samt paa disses sandsynliges. 5Motiver og Formaal, for saaledes til enhver Tid at være istand til at benytte de politiske Conjunctures som maatte kunne frembyde Mulighed for en Formindskelse af de Offre Fredstractaten af 30te October og de forudliggende Begivenheder have paalagt Danmark. Denne Politik har forekommet mig begrundet deels, saaledes som allerunderdanigst antydet, ved den Uklarhed der hviler over Tilstandene i Hertugdømmerne og i Tydskland, deels ved den Fare, der vilde være tilstede for at en Virksomhed udadtil skulde, ikke alene forraade Ønsker og Forhaabninger, som helst ikke endnu maatte fremtræde, men ogsaa gribe forstyrrende ind i hine Tilstandes naturlige Udvikling og saaledes muligen forspilde det eneste endelige Resultat hvormed Danmark i Længden kunde være tjent, nemlig en Løsning af de foreliggende Spørgsmaal, der var fremstaaet som en Følge af de paagjældende Forholds naturlige Beskaffenhed.
Idet jeg allerunderdanigst haaber, at den saaledes fulgte Politik vil finde Deres Majestæts allernaadigste Billigelse, maa jeg, med Hensyn til Spørgsmaalet om i hvilken Retning en Formindskelse af hine Offre kunde tænkes mindst usandsynlig, gjentage min allerede tidligere for Deres Majestæt i dybeste Underdanighed mundtlig udtalte Formening, at en Gjenerhvervelse af Hertugdømmerne, det være sig i Form af en Personalunion eller i Form af denne Løsning combineret med en Deling af Slesvig, idetmindste for Tiden, ligger ganske udenfor Mulighedernes Grændse, hvorimod jeg ikke anseer det for umuligt, at Forholdene i Hertugdømmerne kunne tage en saadan Vending, at en større eller mindre Deel af Nordslesvig kunde tilbagevindes for Danmark. Denne min allerunderdanigste Formening har jeg oprindelig grundet alene paa en abstrakt Betragtning af de forskjellige politiske Hensyn og Interesser der nødvendigviis maae gjøre sig gjældende for de Magter af hvis endelige Bestemmelse Hertugdømmernes Skjæbne afhænger, og da navnlig for Preussen, der for Tiden formaaer Meest i dens. 6omhandlede Henseende. Men i den sidste Tid er min Formening ogsaa bleven bestyrket ved positive Antydninger ikke alene fra de kongelige Gesandtskaber i Udlandet, men ogsaa fra andre Kilder.
Alle disse Antydninger gaae i samme Retning, idet de bebude en Løsning af det saakaldte slesvig-holsteenske Spørgsmaal ved Tilbagegivelsen til Danmark af det danske Slesvig, og de stemme nøie overeens i at betegne denne Løsning som motiveret ved Preussens Attraa efter at bevare den virkelige Stormagtsstilling dette Land nu først har bragt indenfor sit Omraade[!], og ved Sandsynligheden for at Frankrig vilde understøtte en politisk Afgjørelse der til samme Tid forringede de af Danmark lidte Tab og medførte en Triumf for det af Keiser Napoleon i Folkeretten indførte nye Princip, Nationalitetsprincipet. Det tilføies, at Rusland, skjøndt bestemt paa at forholde sig passiv, vilde være gunstig stemt for en saadan Løsning; og hvad England angaaer, saa synes det vel ikke sandsynligt, at dette Land skulde ville medvirke til en Combination der vilde forrykke hele den politiske Stilling i Tydskland og bag hvilken der kunde ligge en Forstørrelse af Frankrig; men Tilbagegivelsen af det danske Slesvig til Danmark vilde stemme med de Russellske Forslag paa Londoner Conferencen, og denne Omstændighed i Forbindelse med det engelske Cabinets aabenbare Ulyst til alvorligt at blande sig i Fastlandsforholdene vilde maaskee afværge en Modstand fra engelsk Side.
Men skjøndt de omhandlede Antydninger nu forekomme mig at have vundet saamegen Consistents, at det bliver min Pligt allerunderdanigst at henlede Deres Majestæts Opmærksomhed derpaa, kan jeg dog ikke undlade allerunderdanigst at fremhæve Mulighederne af, at de ikke i Virkeligheden have den Betydning, der synes at tilkomme dem; idet de kunne være satte i Omløb af det preussiske Cabinet selv i den Hensigt, deels at forhale en endelig Afgjørelse og deels tillige at vinde Frankrigs Connivents indtil Preussen hars. 7consolideret sin Stilling i Hertugdømmerne saaledes at en Transaction med Danmark ikke længer er nødvendig for Bevaringen af denne Stilling.
Ifølge heraf har jeg ikke fundet mig foranlediget til allerunderdanigst at tilraade Deres Majestæt en Forandring i den hidtil fulgte Politik, men tværtimod indskjærpet den kongelige Gesandt i Paris, fra hvem de Antydninger, jeg har omtalt, isærdeleshed ere komne, den samme Tilbageholdenhed udadtil og den samme Opmærksomhed indadtil, som hidtil, og jeg har tilstillet de kongelige Gesandtskaber i London, Petersborg og Stockholm Afskrift af Instructionen til den kongelige Gesandt i Paris, hvorhos jeg under Baron Otto Plessens Ophold i Kjøbenhavn har givet ham den fuldstændigste mundtlige Veiledning for hans Fremgangsmaade og Holdning.
Men skjøndt jeg saaledes allerunderdanigst formener, at der for Tiden intet Videre er at foretage med Hensyn til det omhandlede Spørgsmaal, navnlig forsaavidt angaaer den Retning dette Spørgsmaals Udvikling i den nærmeste Fremtid kunde tage hos de ikke-tydske Cabinetter, kan jeg dog ikke andet end antage, at det ogsaa vilde være ønskeligt at iagttage det samme Spørgsmaals Udvikling paa det Sted, hvorfra dets Afgjørelse nærmest vil blive bestemt, og jeg maatte derfor, navnlig efterat en preussisk Gesandt er indtruffen i Kjøbenhavn for at accrediteres hos Deres Majestæt, ansee det paa Tiden, at Deres Majestæts Gesandtskab i Berlin reactiveres.
I dette Øiemed tillader jeg mig allerunderdanigst at foreslaae,
at Minister uden Portefeuille, Kammerherre Quaade, der vil ansee det som et særdeles Beviis paa Naade og Tillid fra Deres Majestæts Side at erholde dette Hverv, allernaadigst beordres til atter at begive sig som overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister til Berlin, og at jeg, indtil alt Fornødent i denne Henseendes. 8kan være ordnet, allernaadigst bemyndiges til at lade den tidligere Secretair ved Gesandtskabet i Berlin, Baron Gyldencrone, begive sig derhen for som interimistisk Chargé d’affaires at forestaae Gesandtskabet.
Kjøbenhavn, 14. Januar 1865.
Allerunderdanigst
C. Bluhme.
Vi bifalde allernaadigst omstaaende allerunderdanigste Indstilling, saavelsom overhovedet den i nærværende Forestilling af Vor Udenrigsminister allerunderdanigst fremsatte Politik.
Kjøbenhavn, 16. Januar 1865.
Christian R.
Efter Originalen; der foreligger Koncept af Quaade.
Baron O. Plessen, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Bluhme.
St. Pétersbourg, 17/5 janvier 1865.
Monsieur le Président du Conseil.
J’ai touché avec le Vice-Chancelier le sujet dont traite le rapport de M. de Vind Nr. 1 du 7/25 dr. 1) — les insinuations confidentielles dont le chargé d’affaires de France a fait part au Vice-Chancelier relativement à une solution autre que celle obtenue par la paix conclue entre nous et les principales puissances allemandes.
Le prince Gortchacow ne semble pas regarder ces confidences du cabinet de Paris comme étant très-sérieuses. Il est disposé à les envisager comme un »ballon d’essai« destiné, si le moyen s’en offre, à combiner des avantages pour la France.
Le Vice-Chancelier me dit qu’il lui était impossible des. 9prendre une initiative, de se mettre en avant dans la direction indiquée par les confidences françaises. En effet, si l’on comprend que l’Empereur des Français issu du suffrage universel, Se trouvant à la tête d’un Empire, composé d’éléments homogènes Se fasse le champion du principe des nationalités, on doit aussi comprendre que la Russie, une agglomération de diverses nationalités, qu’elle ne maintient qu’en les étreignant, ne puisse pas, ni ne veuille invoquer un principe qui pour elle est antivital.
Ceci posé, je crois que le Vice-Chancelier est tout à fait dans le vrai, quand il me dit que l’Empereur favoriserait avec plaisir une combinaison, si elle se présentait, qui fît au Roi de meilleures conditions que celles que n’accorde à Sa Majesté la paix de Vienne.
Une telle combinaison — si l’on fait abstraction des modifications que des guerres peuvent apporter dans les conditions territoriales, peut se présenter dans le cours de débats qui se poursuivent au sujet du sort futur des duchés. Si la Prusse parvient à s’annexer les duchés, la Russie mettra, peut-être, comme prix de son adhésion à cette annexion, la condition de la restitution au Roi de la partie septentrionale du Slesvig.
La Russie probablement, dans ce cas, verrait dans la restitution un acte de justice et d’équité qui aux yeux du cabinet de Paris revêtirait la forme du principe que ce cabinet a cherché à faire prévaloir à Londres aux conférences.
J’ai dit au prince Gortchacow le mot de M. de Bismark dont j’ai fait part à Votre Excellence, d’après lequel ce Ministre, à son retour de Biarritz, aurait dit à l’Empereur des Français: »mes projets sur les duchés échouent à l’honêteté du Roi!« Le Vice-Chancelier m’a cité un autre mot de M. de Rismark contenant tout le contraire. Il aurait dit, à l’époque des adresses circulant en Prusse pour demander l’annexion des duchés, — »qu’il était le seul à ne pas vouloir l’annexion«.
s. 10Quoi qu’il en soit de ces deux propos si contraires l’un à l’autre, sans être devin, l’on peut se dire que M. de Bismark tâchera de tirer de la situation tout l’avantage possible pour son pays, qu’il est homme à le faire, le courage ne lui manquant pas, mais qu’à l’heure qu’il est, il ne sait pas jusqu’où les circonstances lui permettront de pousser les choses.
Avant la guerre, il m’est arrivé de m’être fait l’avocat d’une entente entre nous et la Prusse.
Sous les aspects, sous lesquels je vois actuellement les choses, s’il m’est permis d’exprimer respectueusement mon avis, il serait de ne pas négliger M. de Bismark, de favoriser même peut-être les projets qu’il doit nécessairement poursuivre comme le moyen offrant le plus de chances à améliorer notre situation. Pour corroborer cet avis, je citerai ce que m’a dit M. de Roggenbach, le Ministre badois. Celui-là, connaissant bien le dessous des cartes m’a assuré que l’opinion personnelle de M. de Bismark avait été de nous laisser par le traité de paix la partie septentrionale de Slesvig, mais que le Roi de Prusse, en considération des sacrifices portés, du sang versé, avait tenu à la cession des duchés en entier.
O. Plessen.
Baron O. Plessen, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Bluhme.
St. Pétersbourg, 18/6 janvier 1865.
Monsieur,
... J’ai vu à mon passage par Berlin M. Bræstrup 1). J’avois presque envie d’aller voir M. de Bismarck. Nous avons été autrefois sur un très bon pied, qui auroit pu amener quelques confidences de sa part. Mais n’ayant pas au sujet d’unes. 11visite à faire à M. de Bismarck pressenti les intentions de Votre Excellence, j’ai renoncé à l’exécution d’une idée, qui avec l’intérêt dont me persécute la presse auroit éveillé de nouveau l’attention.
J’ai eu pendant le peu d’heures que j’ai passées à Berlin l’occasion de voir une ancienne connoissance à moi, dont l’opinion peut passer pour refléter celle de la famille royale de Prusse. Cette personne se prononçoit tout à fait contre l’annexion — pour constater le désintéressement de la Prusse. Cette personne me disoit, qu’au début de la guerre ni le Roi de Prusse ni M. de Bismarck n’ont voulu renverser l’intégrité de la monarchie, que les événemens avoient poussé à ce résultat — nos fautes surtout, notre refus d’accepter l’armistice, qui nous a été offert avant la prise de Duppel et puis notre attitude aux conférences à Londres. Que M. de Bismarck poursuit des projets d’annexion mon interlocuteur ne le mettoit pas en doute, mais il revenoit toujours sur le désintéressement du Roi de Prusse. Il me semble que M. de Bismarck est pour nous dans ce moment le personnage le plus important et qu’il seroit désirable que nous eussions auprès de lui un organe, qui fût plus qu’un intermédiaire officiel mais qui lui inspirât de la confiance comme le feroit jadis M. de Quaade. . . .
O. Plessen.
Baron Guldencrone, Chargé d’affaires i Berlin, til Udenrigsminister Bluhme.
Berlin, 27 janvier 1865.
Monsieur le Ministre.
Monsieur de Bismarck, à qui j’ai eu l’honneur de remettre hier matin la lettre de Votre Excellence qui m’accrédite auprès du gouvernement de Sa Majesté le Roi de Prusse en qualité de chargé d’affaires par intérim, m’a reçu avec las. 12plus grande bienveillance. Cependant il ne m’a fait aucune communication d’importance, et comme j’avais été engagé à paraître au cercle de la cour hier soir, j’ai remis à aujourd’hui d’adresser ces lignes à Votre Excellence.
Au cercle Sa Majesté le Roi de Prusse m’a dit qu’il se réjouissait de voir se rétablir les rapports amicaux entre la Prusse et le Danemark et qu’il espérait que le Roi, notre auguste souverain, verrait dans l’initiative qu’il avait prise en envoyant son ministre à Copenhague la preuve de son sincère désir de voir renaître une véritable bonne entente entre les deux pays. Sa Majesté la Reine m’a aussi gracieusement adressé la parole et s’est entretenue également avec Son Excellence monsieur Bræstrup. —
Avant le cercle l’incident suivant, dont M. de Bismarck lui-même est venu me raconter les détails, avait pris place: L’envoyé du prince d’Augustenbourg, M. d’Ahlefeldt, s’étant présenté dans la salle réservée au corps diplomatique, M. de Bismarck est allé lui dire que son pays étant toujours sous l’administration prussienne, lui ne pourrait être regardé que comme sujet prussien et ainsi, n’appartenant pas au corps diplomatique étranger, il ne saurait être présenté au Roi et à la Reine dans la salle réservée à celui-ci. En conséquence M. d’Ahlefeldt a dû se retirer dans une autre pièce. . . .
Guldencrone.
Modtaget 30. Januar 1865.
Baron Guldencrone, Chargé d’affaires i Berlin, til Udenrigsminister Bluhme.
Berlin, 30. Januar 1865.
Deres Excellence.
. . . Herr von Bismarck lægger i sine Samtaler med herværende Diplomater ingen Skjul paa Preussens Hensigter med Hensyn til Hertugdømmernes Annexion, ligesom han ogsaa ved saadanne Leiligheder anerkjender Nødvendighedens. 13af en Retrocession til Danmark af en Deel af Slesvig for at Preussen kan naae sit Maal. Han skal saaledes nylig have yttret, at Preussen fra Udlandets Side ingen principielle Vanskeligheder vilde møde med Hensyn til Annexionen; kun vilde Frankrig pro forma for Nationalitetsprincipets Skyld holde fast ved, at en om end nok saa ringe Deel — 2 à 3 Qvadratmiil — af Slesvig blev tilbagegivet Danmark. Han har blandt andet ved denne Leilighed ogsaa brugt følgende Udtryk: »On ne nous demande que l’ongle de l’orteil«. Med dette »On« sigter han aabenbart til Keiser Napoleon.
Der staaer imidlertid for Preussen endnu en heel Deel Vanskeligheder tilbage at overvinde ved Afgjørelsen af dette Spørgsmaal. Blandt andet ere Udsigterne til at komme til Forstaaelse med Østerrig endnu meget fjerne, og man er her i den senere Tid meget lidet tilfreds med sidstnævnte Magt. — Annexionsplanen er i det Hele i Preussen selv meget populair. Kun hos Gothapartiet finder den Modstand, og i Spidsen for dette Parti staaer her Kronprindsen, der er gaaet op i Ideen om den tydske Eenhed tilveiebragt ved Hjælp af Forbundet, og som i Hertugdømmernes Annexion paa Sagens nuværende Standpunkt seer en Kilde til uendelige og uovervindelige Vanskeligheder. Imidlertid nærer jeg ingen Tvivl om, at Regjeringens Politik om end ikke meget snart, saa dog tilsidst vil naae til sit Maal. Herr von Bismarck staaer meget høit i Kongens Gunst og finder Understøttelse hos alle de kongelige Prindser — med Undtagelse af Kronprindsen — og hos Militaircabinettet.
Saavidt jeg kan skjønne er der for Øieblikket meget lidet at gjøre her for at fremme den danske Sag; thi hvis Afgjørelsen laae alene i Preussens Hænder vilde Udsigterne være meget ringe, da man ikke her har synderlig Frygt for de Besværligheder og Vanskeligheder Tilstedeværelsen af en fremmed Nationalitet i Riget kan berede Regjeringen. Til nogen væsentlig Nytte for os kan kun den Understøttelse vi kunne finde hos de ikke-tydske Stormagter, og da navnligs. 14hos Frankrig, være. Men som jeg alt har havt den Ære at bemærke synes det, som om Frankrig endnu ikke var tilbøielig til med tilstrækkelig Varme at tage sig af vor Sag.
Guldencrone.
Modtaget 3. Februar 1865.
Cirkulæredepeche fra Udenrigsminister Bluhme til Gesandterne i
Stockholm, St. Petersborg, London og Paris
.
1)
Copenhague, 22 février 1865.
Le Ministre de Suède vient de me communiquer confidentiellement une dépêche dans laquelle le comte Wachtmeister 2), en informant son gouvernement d’une démarche que le cabinet des Tuileries a faite à Berlin, pour engager le gouvernement prussien à rendre au Danemark la partie septentrionale du Slesvig, ajoute que cette initiative a été prise sur la demande du gouvernement danois.
Cette dernière hypothèse est tout à fait erronée. Vous connaissez*) ma lettre du 5 janvier dans laquelle j’ai tracé au Ministre du Roi à Paris la ligne de conduite que le gouvernement compte tenir dans les circonstances actuelles, et vous savez qu’elle se résume dans une attitude de passiveté complète. Cette politique, nous ne l’avons pas un seul moment abandonnée et, si nous devions nous décider à la modifier dans l’avenir, je ne tarderais pas à vous le faire savoir.
La supposition du comte Wachtmeister pourrait bien être partagée par d’autres diplomates, et je vous prie de ne pas manquer, lorsque l’occasion se présentera, de la refuter, en faisant valoir notre résolution de nous abstenir de toute intervention, quelque indirecte qu’elle soit, dans le développement de la situation.
*) à Paris: Vous connaissez par ma lettre du 5 janvier la ligne de conduite que etc.
Koncept med P. Vedels Haand.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Bluhme.
Paris, 30 mars 1865.
Monsieur le Ministre.
La question des duchés est entrée dans une phase nouvelle, par suite des dernières communications échangées entre les cours de Vienne et de Berlin, mais on ne saurait cependant y rattacher jusqu’a présent des conséquences absolues pouvant être de nature à produire une scission tranchée entre les deux puissances alliées.
[.Referat af den franske Presses Udtalelser herom.]
La presse française a vu ... dans cet échange de communications entre les deux cabinets allemands et dans le refus donné à M. de Bismark une chance favorable à une solution dont les conditions essentielles seraient le retour de la partie nord du Slesvig au Danemark à la suite d’une manifestation nationale quelconque. Ces allures de la presse ne sont pas seulement un effet du hasard ou de la sympathie des journalistes; elles sont dues surtout à la direction imprimée par le gouvernement, aux fins de familiariser les esprits avec une solution qui serait un véritable succès pour la politique française. La France, le Constitutionnel et le Moniteur lui-même ont parlé dans cet esprit, soit dans leurs articles de fond, soit en reproduisant des correspondances empruntées le plus souvent à la Gazette de Cologne et qui en mentionnant le patriotisme des Slesvicois du Nord démontrent la convenance d’une solution qui serait dans les conditions ci-dessus indiquées. Il importe de faire remarquer que ce langage des journaux est conforme en tout point à celui qu’a tenu vis-à-vis de moi M. Drouyn de Lhuys sur la matière. Ayant eu l’occasion d’entretenir ce ministre depuis que tant de commentaires ont été faits sur la réponse autrichienne, il me dit qu’à son sens la question était entrée dans une phase de stagnation devant être tout en faveur de la Prusse et amener tôt ou tard l’Autriche à lui faire dess. 16concessions qui ne seraient certes pas de nature à rehausser son prestige en Allemagne; il me dit en outre que les deux souverains s’étaient solennellement promis de ne pas porter la question devant la Diète de Frankfort, avant qu’elle ne fût définitivement réglée entr’eux. L’impression qui m’est restée des paroles de M. Drouyn de Lhuys, c’est que le gouvernement impérial serait toujours disposé à se prononcer en faveur de celui qui rendrait au Danemark la plus grande partie possible du territoire perdu dans la dernière guerre. Le ministre voulut bien aussi me questionner pour savoir quelle serait la ligne de démarcation que le Danemark désirerait récupérer dans le Slesvig. J’avais appris ce que peu de jours auparavant M. Drouyn de Lhuys avait dit à ce sujet à une tierce personne, savoir que le Danemark, au cas où une solution de la nature précitée se trouverait dans le domaine des choses possibles, ne pourrait pas revendiquer la ligne Flensborg-Husum dont il avait été question du fait de la France au moment de la Conférence de Londres, et d’autre part j’avais remarqué que tous les journaux sans exception aucune avaient appuyé sur ce point, que ce ne devrait être, le cas échéant, que la partie exclusivement danoise qui devrait faire retour à la couronne de Danemark. Je me bornai donc à répondre à Monsieur le Ministre qu’il savait que le Danemark ne revendiquait absolument rien, mais que, si les dispositions du traité de Vienne devaient être modifiées dans le sens du principe des nationalités, il faudrait nécessairement rendre au Danemark la totalité de l’élément purement danois du Slesvig. M. Drouyn de Lhuys voulut bien alors me montrer une carte de cette province en ajoutant qu’il s’agirait par conséquent pour le Danemark d’obtenir la ligne immédiatement au nord de Flensborg à Tønder. J’exprimai toute la satisfaction que me causait cette appréciation du ministre et lui fis observer, que le gouvernement impérial avait en main une arme celle de ne pas reconnaître une solution éventuelle qui ne tiendrait pas comptes. 17des voeux des populations. M. Drouyn de Lhuys me répondit alors en termes évasifs qu’il était impossible de prévoir ce que pourrait amener l’avenir. En portant cette conversation à la connaissance de Votre Excellence, je crois toutefois devoir la mettre en garde contre des espérances trop vives. D’après mon avis que je crois être fondé, le désir du gouvernement impérial de voir se réaliser la solution en question ne repose sur aucune assurance ou promesse faite par M. de Bismark, mais seulement sur la croyance fermement établie ici, que le gouvernement prussien cherchera à étendre l’état provisoire actuel des duchés le plus longtemps possible, afin d’en venir un jour ou l’autre à ses fins. Dans cette éventualité qui mettrait la Prusse en désaccord avec l’Autriche et l’Allemagne, on pense que le cabinet de Berlin cherchera à trouver ici du moins un appui; toutefois, en ce qui concerne la ligne de démarcation et que M. Drouyn de Lhuys dit ne pas désespérer de voir porter à Flensborg— Tønder, je dois ajouter, que certains membres du ministère des Affaires étrangères d’une part et M. l’Ambassadeur de Russie de l’autre pensent, que le Roi de Prusse attache un sentiment d’amour propre national trop prononcé à la conservation de Duppel et de l’île d’Als, pour jamais vouloir consentir à les restituer au Danemark. Il n’est peut-être pas sans intérêt de mentionner ici, que dans l’audience qui m’avait été accordée par l’impératrice pour l’affaire des Lieux-Saints, Sa Majesté m’a parlé la première de la combinaison qui pourrait donner satisfaction au Danemark. Elle voulut bien me demander aussi ce qu’il y avait de sérieux dans cette restitution partielle du Slesvig. Je répondis à l’impératrice que je ne pouvais Lui donner d’autres renseignements à cet égard que ceux qui se trouvaient dans les journaux, et que je ne pensais pas, que cette éventualité eût donné lieu jusqu’ici à un échange quelconque de communications officielles. J’ajoutai qu’il serait certainement très heureux pour le Danemark de récupérer la partie danoises. 18du Slesvig. Sa Majesté, en accentuant encore une fois son désir qu’il en fût ainsi, me dit que, si le Danemark ne devait pas récupérer tout ce qui appartient à sa nationalité, il n’en résulterait pas un accommodement sérieux, mais seulement un »replâtrage«.
2
Tel est, Monsieur le Ministre, le compte rendu exact des plus récens entretiens que j’aie eus sur cette affaire et il est presque superflu de dire que dans toutes les circonstances où je me suis trouvé appelé à m’entretenir sur elle, j’ai suivi ponctuellement les instructions contenues dans la dépêche que Votre Excellence m’a fait l’honneur de m’adresser en date du 5 janvier dernier, et qui sont si parfaitement appropriées aux exigences de la situation; une grande réserve de notre part est en effet absolument nécessaire; et il me semble qu’il n’est pas moins utile de laisser croire, que nous ne nous contenterions pas, si un jour il était question de restitution, de moins que de la totalité de la partie danoise du Slesvig. Il serait toujours temps, lorsque le moment serait venu et qu’il serait démontré, que la restitution de toute cette partie est impossible à obtenir, de se contenter de moins; car on ne saurait d’autre part se dissimuler qu’une fois les duchés incorporés en totalité à la Prusse, tout espoir de recouvrer une partie quelconque serait singulièrement ajourné, sinon complètement perdu. Toutefois, si la réserve est une règle imprescriptible pour nous, la Russie et l’Angleterre devraient, me semble-t-il, faire entendre leurs voix. Une entente sur cette question entre ces deux puissances et la France nous aurait certainement été des plus avantageuses et il est à regretter, que le prince Gortchakoff ait cru devoir conserver une attitude toute d’expectative en présence des ouvertures qui lui ont été faites par M. de Talleyrand. Le Vice-Chancelier me paraît malheureusement tenir un moindre compte de ce qui nous concerne que des égards qu’il tient à témoigner à la Prusse. »Le lièvre n’est pas encore levé«, a dit le prince Gortchakoff en parlants. 19de l’affaire qui nous occupe; mais on aurait droit de lui répondre, qu’en continuant à procéder comme il le fait, le lièvre pourrait bien être hors de portée le jour où l’on consentirait à le poursuivre. Quant à l’Angleterre, il paraît certain que le cabinet de St. James, depuis l’insuccès de la politique qu’il a suivie pendant la guerre et au sein de la conférence, répugne plus que jamais à intervenir dans les affaires du continent. Lord Cowley m’a dit accidentellement que depuis bien longtemps Lord Russell ne l’avait pas entretenu de cette question. L’Ambassadeur britannique ne semblait pas croire à l’éventualité de la restitution d’une partie quelconque du Slesvig au Danemark; il avait même l’air de douter que les populations du nord de cette province eussent le désir de nous revenir.
Les membres du corps diplomatique et nommément les représentants des puissances secondaires de l’Allemagne accrédités ici manifestent pour la plupart l’opinion que la Prusse maintiendra les exigences qu’elle a formulées dans la dernière dépêche de M. de Bismark, et que le cabinet de Berlin vise à une annexion pure et simple des duchés. L’Ambassadeur de Prusse 1) lui-même, qui jusqu’ici s’était toujours prononcé en faveur du prince d’Augustenbourg, en traitant l’éventualité de l’annexion de chimère, est déjà depuis quelque temps plus modéré dans ses expressions. Il admet dans ses conversations confidentielles la possibilité de l’annexion, ainsi que celle de la restitution au Danemark de la partie danoise du Slesvig; seulement, dit-il, pour connaître les véritables sentiments des populations du nord du Slesvig, il ne faut pas s’en tenir aux articles de journaux et aux adresses; il faut attendre que les Etats du Slesvig se réunissent un jour. Ce n’est qu’alors que l’on pourra se rendre un compte exact de l’état des esprits et des prétendues aspirations nationales; car si la situation est telle qu’on le dit, il se formera au sein de l’assemblée une fraction das. 20noise compacte qui manifestera hautement son désir de voir retourner à la couronne de Danemark la partie du Slesvig qu’ils représentent.
Ces paroles du comte de Goltz n’ont peut-être pas une bien grande portée, attendu qu’elles ne touchent qu’à une éventualité lointaine; elles indiquent toutefois la nécessité et l’importance qu’il y a pour nous à soutenir autant que possible les sentiments patriotiques des habitans de la partie danoise du Slesvig, que l’élément allemand cherche naturellement à combattre en faisant le plus possible disparaître tout ce qui rappelle le passé aux populations restées fidèles à la mère-patrie.
L. Moltke-Hvitfeldt.
Modtaget 2. April 1865.
Baron Guldencrone, Chargé d’affaires i Berlin, til Udenrigsminister Bluhme.
Berlin, 22. April 1865.
... On me dit que M. de Bismarck travaille toujours à préparer le terrain à une annexion sauf la rétrocession d’une partie du nord du Slesvig. Cette partie ne contiendrait qu’une soixantaine de milles habitants. C’est le Roi qui s’oppose encore à cette idée, S. M. en sa qualité de vainqueur ne voulant rien abandonner. M. de Bismarck est cependant d’avis que l’annexion, vu les difficultés que feraient les autres grandes puissances, ne pourrait s’effectuer à meilleur marché.
C’est un diplomate allemand ordinairement très-bien renseigné qui me fait cette communication. Je me suis abstenu de toute remarque. . . .
Guldencrone.
Chiffer. Modtaget 24. April 1865.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Bluhme.
Paris, 23. Mai 1865.
Deres Excellence
troer jeg herved at burde underrette om at Cand. Hansen 1), der besøgte mig igaar, har meddeelt mig at han faa Øieblikke førend han kom til mig, i det keis. Ministerium har seet Grev Chaudordy, — at denne har givet ham den Forsikkring at der i de sidste 14 Dage havde været ført tildeels officielle Forhandlinger imellem Cabinetterne i Paris, Wien og Berlin om Løsningen af det slesvig-holsteenske Spørgsmaal og navnlig om Tilbagegivelsen af Nordslesvig til Danmark. Grev Chaudordy skal have tilføiet at nu endelig var Østerrig gaaet ind paa Principet af Tilbagegivelsen af Nordslesvig, da den indsaae at denne Indrømmelse var nødvendig forat tilveiebringe en Løsning som ellers vilde strande paa Frankrigs faste Beslutning ikke at tillade at den danske Deel af Slesvig bliver inddragen under det tydske Forbund. Om Delingslinien havde der hidindtil ikke været Tale, da man kun havde forhandlet Principet. Grev C. skal imidlertid, efter Cand. Hansens Sigende, ikke ansee det som en absolut Umulighed at Dübbel og Als blev gjenerhvervet; dertil udfordres imidlertid fremfor Alt at disse Dele træffe Valg i dansk Retning og at de, naar Øieblikket kommer, med største Kraft udtale deres Ønske om at vende tilbage til Danmark — det var derfor af yderste Vigtighed at der eventualiter med alle til Raadighed staaende Kræfter blev arbeidet paa at der bliver valgt danske Deputerede ved den forestaaende Sammenkaldelse af den slesvig-holsteenske Stænderforsamling, hvilken man, siger Grev C., er bleven enig om at sammenkalde efter Forfatningen af 1848. —
Efter det som Cand. Hansen har udtalt for mig, agter han ikke for det Første at forlade Paris og jeg maa, ifølge hans s. 22Meddelelser, antage at hans Forhold til det keis. Udenrigsministeriumer uforandret. Det synes som om der fra en eller anden Side er sørget for Cand. Hansens personlige Udkomme her; han har sagt mig at det imidlertid vilde være en Betingelse for et heldigt Udfald af hans Virksomhed at blive sat i Besiddelse af pecuniære Midler som han kunde disponere over til Gunst for de tvende Personer, MM. Escudier og Grégoire 1) hvis Bistand er ham uundværlig og som — hvilket er Deres Excellence bekjendt — i længere Tid have erholdt et maanedligt Vederlag. Jeg tillader mig derfor, endskjøndt jeg har erklæret Hr. Hansen at det ikke var mig muligt desangaaende at henvende mig til den kongelige Regjering, dog at henstille til Deres Excellence om der ikke maatte være Anledning til at staae ham bi i ovennævnte Henseende ....
L. Moltke-Hvitfeldt.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Bluhme.
Fortrolig.
Berlin, 25. Mai 1865.
Deres Excellence.
. . . Da Volontair i Udenrigsministeriet Grev J. Knuths forestaaende Afreise til Kjøbenhavn tilbød mig en sikker Leilighed for mere uforbeholdne Udtalelser, har jeg i mine hidtilværende Meddelelser til Deres Excellence indskrænket mig til det reent Formelle og paatrængende Nødvendige, og saaledes navnlig ikke gjort Rede for den første Samtale jeg havde med Herr von Bismarck efter min Ankomst til Berlin.
Denne Samtale havde ikke varet længe, da den kongelig preussiske Minister-Præsident ledede den hen paa den territoriales. 23Ordning, der er fastsat ved Tractaten af 30te October f. A.
»De veed«, sagde han, »at jeg i tidligere Tider stedse har været stemt for en for Danmark gunstig Løsning af dets Strid med Tydskland, og De vil erindre, at jeg indtil den allersidste Tid før Krigens Udbrud havde søgt Midler til at undgaae en Catastrophe. Senere have Begivenhedernes egen Magt fremkaldt det Resultat, som nu foreligger; men De vil ligeledes erindre, at jeg under Fredsunderhandlingerne i Wien var personlig stemt for, idetmindste tildeels, at lette Danmark Ordningen af de territoriale Forhold, saaledes som denne Ordning da maatte finde Sted. 1) Det var paa mit Initiativ, at Danmark beholdt Ribe og erholdt Compensation for de jydske Enclaver, og jeg kunde maaskee være gaaet videre; men De veed, at Kongen i sin Tid meget bebreidede mig endog hiin ringe Indrømmelse. — Paa et tidligere Trin af Udviklingen vilde jeg, hvis Afgjørelsen havde beroet paa mig alene, have kunnet tilstaae en ganske anden Afgjørelse end den som nu foreligger. Jeg vilde have anseet Preussens Interesser fuldkommen sikkrede ved at dets militaire Fornødenheder fyldestgjordes, og dette vilde være skeet ved at Danmark aftraadte alt hvad der ligger syd for Eckernförde. Med en saadan Afgjørelse maatte Danmark kunnet være tjent, efterat det nu engang var kommet dertil, at det ikke meer kunde assimilere og altsaa helst maatte udsondre den fremmede Nationalitet, og Preussen kunde ogsaa have fundet sig deri; thi det som tab tes derved kunde godt undværes for det preussiske Statslegeme. En Landafstaaelse paa dette Sted vilde indenfor en vis Grændse altid være af mindre væsentlig Betydning; den vilde aldrig kunne sammenlignes med f. Ex. Afstaaelsen af en Deel af Posen. En saadan vilde være en ligefrem Lemlæstelse, hvori Preussen aldrig kunde samtykke. Imidlertid maa det være Fremtiden forbeholdt, om disse Betragtninger skulle findes. 24praktisk Anvendelse; for Øieblikket udelukkes en saadan Anvendelse ved den bestaaende Tilstand; men alle Tilstande i Europa ere jo ikkun provisorisk bestaaende, og der vil maaskee derfor senere vise sig Leilighed til en Modification af den nuværende Tilstand, i hvilket Tilfælde det da ikke skal mangle paa Imødekommen fra min Side. Men forsaavidt Beskaffenheden af de Modificationer angaaer, hvorom der kunde være Tale, maa jeg bemærke, at Als og Sundevit nu engang ere knyttede til den preussiske Vaabenære, og at vi ansee Flensborg for Tydsk. «
Hertil bemærkede jeg, at det dog var en Kjendsgjerning, at Sundevit og Als var reent Dansk, ialfald med den ringe Undtagelse, at der i Byen Sønderborg taltes noget Tydsk, og at disse Landskabers Danskhed maatte være et Argument for at de tildeeltes Kongeriget, dersom Flensborgs Tydskhed skulde gjøre sig gjældende, forat denne Stad ikke kom tilbage til Danmark. Hvad iøvrigt Flensborg angik, var det jo bekjendt, at i denne Stad mange af de bedste danske Patrioter netop fandtes imellem dens tydsktalende Indvaanere. Videre troede jeg ikke at turde indlade mig i nogensomhelst Detail; derimod svarede jeg paa alt hvad Ministeren havde yttret med den almindelige Bemærkning, at det forekom mig aldeles aabenbart, og jeg var vis paa, at hans Excellence ogsaa vilde give mig Ret i, at Fredstractaten havde efterladt et Saar, som vanskeligt vilde kunne læges, og at saaledes Tractaten selv indeholdt Spiren til sin Kuldkastelse; thi den havde voldelig afskaaret en talrig dansk Befolkning fra dens Moderland, og herved var en Tilstand tilveiebragt, der var saa meget uholdbarere, som det var indlysende, at ingen Regjering vilde være istand til at hindre den Spænding og Uro i Gemytterne og den Agitation baade sydfra og nordfra, som den nødvendigviis vilde medføre.
Dette indrømmede Ministeren, idet han tilføiede, at han meget vel indsaae hvilket Krav paa Skaansel den danske Nationalitet i Slesvig havde, og en saadan Skaansel vildes. 25den preussiske Regjering ogsaa ved alle Leiligheder gjøre sig til Pligt at udvise. —
Dette er en nøiagtig Gjengivelse af alt Væsentlig i min Samtale med Ministerpræsidenten; jeg tvivler ikke paa at han vilde have sagt Meer, dersom jeg havde foranlediget ham dertil; men jeg afholdt mig med Flid derfra, da de Fremtidsudsigter, Ministeren stillede mig for Øie, vare ligesaa fjerne som hypothetiske.
Forresten har Herr von Bismarck vistnok Ret naar han siger, at Tilstandene for Øieblikket alle ere provisoriske. Den ved Spørgsmaalet om Hertugdømmernes Skjæbne fremkaldte Spænding mellem Preussen og Østerrig skal for Øieblikket være særdeles stor. Preussen siges ikke at ville give det Mindste efter i sine sidste Fordringer og Østerrig kan ikke fyldestgjøre disse Fordringer; de Fleeste see saaledes ingen Mulighed for en Løsning uden i Kongen af Preussens forestaaende Sammenkomst med Keiseren af Østerrig, og Mange tvivle endogsaa paa at der selv ved denne Leilighed vil kunne findes en Løsning. Disse sidste have efter min Mening Ret, forsaavidt Løsningen skulde findes ved yderligere Indrømmelser fra Østerrigs Side; men muligen vilde Preussen kunne begrændse sine Fordringer noget mere og dog bevare en saadan Stilling i Hertugdømmerne, der ikke alene gav det Udsigt til en fremtidig Annexion, men i Virkeligheden ogsaa holdt Veien aaben derfor.
Quaade.
Efterskrift.
Jeg har idag aflagt formelle Besøg hos de tvende her accrediterede Ambassadeurer, Lord Napier, den engelske, og Herr Benedetti, den franske. —
De omtalte begge Spørgsmaalet om Nordslesvigs Tilbagegivelse, men ansaae, ligeledes begge, især Herr Benedetti, denne Eventualitet for meget fjern, da de navnlig ikke stolede meget paa de Resultater man ellers her venter sig af de tos. 26tydske Souverainers Sammenkomst. Saadanne Resultater vanskeliggjøres ikke alene ved selve Sagens Beskaffenhed, men ogsaa ved at Kongen af Preussen, som under sin lange Fraværelse fra Berlin vil næsten udelukkende være omgivet af Militaire og beskjæftiget med militaire Sager, ikke antages at ville faae Tid til at beskjæftige sig alvorligt med andre Sager.
Lord Napier udtalte, med Hensyn til hans Regjerings Forhold til Spørgsmaalet om Hertugdømmerne, at dette Forhold var aldeles passivt, efterat England, ved at Spørgsmaalet var bleven til et tydsk, ikke længer havde nogen activ Interesse deri.
Herr Benedetti henviste til Stændernes Sammenkomst som en Begivenhed, der fra den slesvigske Befolknings Side kunde fremkalde Udtalelser, der vare skikkede til at give Spørgsmaalet om Nord-Slesvigs Tilbagegivelse en practisk og actuel Betydning, som det endnu ikke havde, og meente, at der fra dansk Side maatte kunne virkes hen til danske Valg og dansksindede Udtalelser fra de Valgtes Side. —
Den franske Ambassadeur sagde mig, at der fra fransk Side var bleven gjort Skridt hos den preussiske Regjering i Anledning af Flensborg Stadsrets Dom over Underskriverne af Adressen til Keiser Napoleon 1), og at Herr v. Bismarck havde sagt ham og bemyndiget ham til at skrive til Paris, at han vilde formaae Kongen af Preussen til fuldstændigt at benaade Vedkommende, men der maatte først correspon deres med Wien. Herr Benedetti havde derfor foreslaaet sin Regjering at Hertugen af Grammont instrueredes til at intercedere hos den østerrigske Regjering.
U. i. l.
Quaade.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Bluhme.
Berlin, 25. Mai 1865.
Deres Excellence.
Grev von Bismarck omtalte ogsaa Hansen i vor Samtale. Det forekom mig i Grunden at han selv var lidt forlegen derved, og dette gav mig Assürance, thi jeg var ogsaa lidt forlegen, ligesom jeg altid skal være det over den Sag.
Forresten syntes han tilfreds over, at vi, som jeg sagde ham, havde ophørt al Forbindelse med ham, og til Forklaring af at han her i sin Tid havde indladt sig med ham, anførte han, at han, da han første Gang saae ham i Octob., havde anseet det muligt, at det nationale Parti kunde ville styrte Regjeringen i Kbhvn. og forkaste Fredstractaten. Herefter havde han ikke godt kunnet undlade at modtage ham i December. Senere efter den Scandale der havde fundet Sted 1), havde han naturligviis ikke kunnet have Mere med ham at bestille.
Om nu denne hele Forklaring er ganske rigtig, maa jeg lade staae ved sit Værd, men saameget anseer jeg for afgjort, at Herr v. Bismarck ikke indlader sig med H., hvis han kommer hertil, ligesom jeg ogsaa troer vi maae være forsigtige med alt hvad der kan udlægges som en mere eller mindre indirecte Forbindelse med ham. Man kan jo maaskee endda finde en Form forat hjælpe paa hans Kone, hvilket meget synes at ligge ham paa Hjerte.
Jeg saae igaar Prinds Frederik af Hessen 2). Han var høist nedslaaet over Tingenes Gang ifjor. Alle fik deres Deel, jeg naturligviis ogsaa. Men han var oprigtig bedrøvet, og jeg maatte jo give ham Ret i Meget. Han troede paa Annexionen og Tilbagegivelsen af en Deel af Nordslesvig. Personalunions. 28syntes ham ganske fremmed. Han er for Grundloven af 5te Juni, men har ingen Grund dertil uden Had til den Forfatning, der skilte os af med Hertugdømmerne.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 30. Mai 1865.
Kjære Vedel.
. . . Her er en forskrækkelig Hede, og Opholdet her under de forandrede Forhold trykker mig meer end jeg nogensinde havde tænkt mig. Folk ere meget høflige og forekommende, men det er næsten det Værste. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Bluhme.
Paris, 2. Juni 1865.
Minister-Resident Falbe, der overbringer disse Linier, vil kunne meddele Deres Excellence at han har havt en Samtale med Grev Chaudordy og at denne har udtalt sig ligeoverfor ham aldeles i samme Retning som ligeoverfor Hr. Hansen med Hensyn til Løsningen af det slesvig-holstenske Spørgsmaal. Jeg troer imidlertid at burde tillige underrette Deres Excellence om at jeg bestemt veed at Hr. Drouyn de Lhuys nylig har sagt til en af de herværende fremmede Gesandter at der hidtil ikke var tilveiebragt nogen Enighed imellem Preussen og Østerrig og navnlig ikke angaaende Tilbagegivelsen til Danmark af Nordslesvig. Grunden til Modsigelsen der ligger i Udenrigsministerens og Grev Chaudordy’ss. 29Yttringer, maa vistnok søges i den Omstændighed at Førstnævnte ikke vil give nogen officiel Forsikkring om Noget, der kun foreligger som en Mulighed.
L. Moltke-Hvitfeldt.
P. Vedels Privatpapirer.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Bluhme.
Paris, 8. Juni 1865.
I Fortsættelse af mine tvende Breve af 23de Mai og 2den Juni, som jeg haaber at Deres Excellence rigtigt vil have modtaget, tillader jeg mig at underrette Deres Excellence om at jeg iforgaars har havt en længere Samtale med Grev Ch[audordy] om den Phase, som det slesvig-holstenske Spørgsmaal for Øieblikket gjennemgaaer. Med Hensyn til at Østerrig skulde have anerkjendt Principet af Tilbagegivelsen af Nordslesvig til Danmark, sagde Grev Ch. mig at dette vel var Tilfældet; at Anerkjendelsen af Principet imidlertid ikke havde fundet Sted skriftligt, men kun mundtlig i Løbet af en Samtale, Grev Mensdorff havde havt med Hertugen af Grammont. Grev ch. udtalte sig om Grev Bismark som om denne var aldeles villig til at gaae ind paa Gjennemførelsen af Principet saa at det eventualiter hovedsageligen vilde komme an paa hvorvidt og i hvilken Udstrækning den nordslesvigske Befolkning udtalte sig bestemt og med Kraft for Kongen af Danmark. . . .
Under nærværende Omstændigheder har jeg anseet det for rigtigst ikke at søge at fremkalde officielle Udtalelser fra Udenrigsministerens Side; jeg sagde dette til Grev C. som svarede at det ogsaa var Ministeren behageligst at jeg for Øieblikket ikke omtalte Sagen for ham.
L. Moltke-Hvitfeldt.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Bluhme.
Berlin, 23. Juni 1865.
Deres Excellence.
. . .Jeg har opsat til idag at takke Deres Excellence . . . for Deres venlige Brev, hvormed De har glædet mig meget, fordi jeg, da B[ismarck] reiser imorgen vilde søge en Samtale med ham og saaledes haabede at træffe ham forinden. Dette har imidlertid ikke kunnet lykkes, idet jeg nu har modtaget Bud fra ham om at han umuligt kunde faa Tid til at modtage mig idag, med Tilføiende at han reiste imorgen Kl. 1. Da han saaledes ingen særdeles Grund har selv til at see mig, har jeg ikke villet give mig Skin af stor Empressement, og indskrænket mig til at svare, at jeg ikkun ønskede at sige ham Farvel inden han reiste og at gjøre min egen Skyldighed ved Præsentation af Chargé d’affaires inden jeg selv reiste.
Iøvrigt er jeg overbeviist om, at han Intet kunde sige mig, som vilde være af directe og actuel Nytte eller Betydning. I den Sag som interesserer os, er Politiken her, som andensteds saavel i denne som i andre Sager, ikke andet end Expedientspolitik; man gaaer fra Middel til Middel for at besværge de øieblikkelige Vanskeligheder; men intetsteds øi- ner man nogen Plan, endsige noget fast Maal. Men desto bedre for os, forekommer det mig. Skal Maalet eller det endelige Resultat gaae frem af Tingenes egen Natur, vil man for det Første have lettere ved at finde sig deri, og for det Andet synes under hiin Forudsætning Resultatet at maatte blive bedre for os.
Men Alt hvad jeg her hører og seer bestyrker mig i, at det vil vare meget længe førend et Resultat opnaaes. Jeg har et Øieblik troet, at dette var nærmere end jeg først havde tænkt. Men nu er min Mening i denne Henseende ganske som den var da jeg kom hertil. Der er nu ingen Udsigt til, at Kongen af P. og Kaiseren af Ø. ville sees i Carlsbad.s. 31Man siger ligefrem, at dette vilde være skadeligt for Kongens Kur, da det kunde foranledige Gemytsbevægelse; men dette tyder vistnok ikke paa synderlig Udsigt til Enighed.
Desto ønskeligere var det om vi selv kunde komme til Enighed. Jeg forstaaer nu langtmindre end før, at man, naar man dog veed, at man dog ikke kan faae nogen virkelig god Forfatning, kan lægge saamegen Vægt paa, om den man faaer, bliver en lille Smule meer eller mindre slet. Hovedsagen er jo dog i Grunden blot det, at man har en Regel at gaa efter. Her værdiges der os forresten ikkun meget liden Opmærksomhed; naar jeg undtager nogle skadef roe Artikler i Aviserne, bekymrer man sig meget lidet om os. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Bluhme.
Confidentiel.
Wien, 14. Juli 1865.
Deres Excellence.
Hans Majestæt Keiseren er i Mandags afreist til Ischl, og ventes først tilbage kommende Mandag til Wien. Min Modtagelse lider saaledes nogen Udsættelse, og jeg forhindres derved i officielt at aflægge Besøg hos mine Colleger. Jeg har desuagtet været saa heldig at gjøre Hertugen af Grammonts Bekjendtskab og har igaar Aftes havt en Samtale med ham, der ikke vil være uden Interesse for Deres Excellence. Hertugen er nyligt vendt tilbage fra Carlsbad, og som han berettede mig, har han der havt en Samtale med Hr. v. Bismarck om Preussens Forhold til Østerrig i Forbindelse med det slesvig-holstenske Spørgsmaal. Grev Bismarck har yttret, at han var fast bestemt paa, ikke at give efter for Østerrig i et eneste Punkt af de Fordringer, han har stillets. 32til Hertugdømmerne; Preussen var ikke længere et Churfyrstendømme, der gik i Keiserstatens Ledebaand. Han ønskede ikke engang at vedligeholde noget godt Forhold til Østerrig, men vilde foretrække et Brud, der vilde tillade hver Part hensynsløst at gaae sin Vei. Da Hertugen af Grammont havde slaaet paa, at en Sammenkomst af de to Souverainer i Gastein vilde bidrage til en Forstaaelse, havde Hr. v. Bismarck paastaaet, at det var en reen Illusion at troe, at en saadan Sammenkomst vilde bringe Preussen til at vige en Fingersbred i det engang indtagne Standpunkt. »Kom det til et Brud, havde Grev Bismarck sagt« — og herved maa vel menes, at Preussen egenmægtigt tiltager sig, hvad det kræver af Hertugdømmerne — »vilde det Første han gjorde være at frigjøre sig for de danske Nordslesvigere, der efter Prindsen af Hohenlohes Rapport nu leed under et større Tyrannie end deres sydlige Brødre havde lidt af under det danske Aag. Preussen vilde, som sagt, ikke skabe sig et andet Polen i Slesvig; kun Dybbøl maatte det beholde.« Da jeg hertil indvendte, at Preussen netop i Sundeved vilde finde den mest udpræget dansksindede Befolkning, saavelsom paa Als, meente Ambassadeuren, at der kun vilde blive Tale om at beholde selve Dybbøl Banke som et strategisk Punkt. »Altsaa et andet Gibraltar«, spurgte jeg, hvilket han bejaede.
Jeg ledte derefter Samtalen over paa Grev Mensdorffs i sin Tid af Captain Bille 1) (Beretning Nr. 27) indberettede Yttring til Hertugen om at: hvis med Tiden en Ordning af Forholdene skulde kunne tilveiebringes og der derved skulde blive Tale om en Retrocession af Nordslesvig, skulde en saadan ikke møde videre Vanskelighed fra Østerrigs Side. Han meddeelte mig yderligere, at Hr. Drouyn de Lhuys var kommen i Bevægelse ved Efterretningen herom, og havde instrueret ham paa, at faae denne Udtalelse constateret af Udenrigsministeren i en senere Samtale; han havde da gjorts. 33opmærksom paa, at et saadant Skridt rimeligviis kun vilde faae tilfølge, at Grev Mensdorff aldeles desavouerede sin tidligere leilighedsvise Yttring. Imidlertid havde han ved sin Afreise til Carlsbad instrueret Ambassade Sekretairen, M. de St. Fériol paa, at gjøre et Forsøg i den Retning; men dette havde ganske rigtigt havt tilfølge at Grev Mensdorff aldeles fragik sin tidligere Udtalelse. Imidlertid troede han, ikke deri at burde see noget Tegn paa, at Greven havde forandret Anskuelse om Sagen. Paa den anden Side, sagde han, turde man ikke tillægge Hr. v. Bismarcks Trusler og høie Talemaader formegen Vægt; thi, sagde han, Preussen speculerer vel i Østerrigs svækkede Stilling og Pengemangel, men han veed ogsaa, og der er ingen Tvivl om, at Østerrigs Armeer desuagtet hurtigt vilde gjøre det af med Preussen, og at det ei vilde koste det de samme og store Pengeoffre at paaføre sin Nabo Krig, som at føre en Krig i et fjernt Land. . . .
C. Falbe.
Modtaget 17. Juli 1865. — Over Depechen staar med Blyant:
Har været forelagt H. M.
B.
1) Udenrigsminister Bluhme til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 31. August 1865.
Herr Greve.
Jeg takker Dem for Deres interessante Depesche Nr. 36, som bragte mig de første Efterretninger om det vigtige Resultat, hvortil Forhandlingerne i Gastein have ført, og den nu offentliggjorte Convention viser, hvor nøiagtig Deres Kundskab var. 2)
For Andre kan det være et interessant Skue at see, hvorledes den hele Bygning, som Slesvig-Holsteinisme havdes. 34opført af Løgn og Fordreielser, Stykke for Stykke nedbrydes, og hvorledes Historiens Logik bruger netop dem, der havde laant disse Sætninger deres mægtige Understøttelse, til nu i Handlingen at omstøde dem. Men for os, der have en practisk Interesse i Begivenhedernes Gang, er dette kun en ringe Tilfredsstillelse, thi i Realiteten har denne Convention formindsket de Udsigter, som vi kunde have til at gjenvinde i alt Fald en Deel af det Tabte. Ganske vist foreligger der endnu intet endeligt Resultat, og jeg tvivler ikke paa, at jo denne Overeenskomst vil give Anledning til nye Gonflicter mellem de tydske Stormagter, og at Sagen endnu vil have forskjellige Phaser at gjennemløbe, men den er allerede nu kommen langt frem paa en Vei, som den efter menneskelig Sandsynlighed fremdeles vil følge, og som stedse mere fjerner sig fra det, som vi kunne ønske.
3
Saalænge Alt var forvirret og Ingen kunde forudsee, i hvad Retning Udviklingen vilde gaae, havde den kongelige Regering utvivlsomt kun een Politik at følge, nemlig at bevare den afventende og passive Holdning, som vi strax efter Freden indtog. Men nu da Preussens Seier viser os, paa hvilke Magter Afgjørelsen vil beroe, og vi idetmindste tilnærmelsesviis kunne forudsee, hvilke Grundsætninger disse ville følge, opstaaer det Spørgsmaal, om vi nu ikke maae opgive vor reserverede Holdning, medmindre vi for lang Tid og maaskee for stedse ville renoncere paa enhver For- haabning om en Modification af Fredslutningens Resultater.
Jeg har aldrig troet paa Muligheden af, at de tabte Landsdele under en ny Form kunde tilbagevindes i deres Totalitet, thi jeg fordølger mig ikke, at det ikke er i dette Spørgsmaal alene, men at det er hele Tidsalderens politiske Princip, at den historiske Ret og alle andre berettigede Hensyn maae vige for Nationalitetsprincipet. Men selv efter dette Synspunkt er der ved Wienerfreden tilføiet Danmark en stor Uret, og jeg har derfor kunnet vente, at, ligesom dette Princip paa den ene Side ikke havde hvilet, før det havdes. 35sønderbrudt Monarkiets Integritet, saaledes vilde det paa den anden Side heller ikke nu være tilfredsstillet, før det havde hævdet det danske Folks Integritet.
Hvis jeg nu kunde overbevise mig om, at under de nærværende Forhold nogen Bestræbelse fra den kongelige Regerings Side kunde væsentlig bidrage til, at denne Basis vedtoges for en definitiv Ordning, vilde jeg ikke tøve med at foreslaae Kongen de Skridt, der i saa Henseende maatte være mulige. Men denne Overbeviisning har jeg ikke kunnet vinde. Jeg troer, at det nu mindre end nogensinde er muligt, at Preussen vil tilbagegive os Sundeved, Als og Flensborg og navnlig paa den Betingelse, der er ufravigelig, for at vi overhovedet kunde modtage nogensomhelst Deel af Slesvig, nemlig at ingen international Forpligtelse kom til at paahvile Danmark til Fordeel for de i Nordslesvig spredte tydske Elementer. Men er dette saa, og dersom Alt, hvad vi kunde vente, vilde være at tilbagevinde nogle Quadratmile aabent Land af Haderslev og Aabenraa Amter, er det mig særdeles tvivlsomt, om en saadan Afgjørelse vilde være at foretrække for den nuværende Tilstand, og navnlig om vi bør gjøre noget Skridt for at opnaae et saadant Resultat. I politisk Magt vilde vi sikkert intet vinde ved en saadan Erhvervelse, der derimod, fremkaldt af os, vilde medføre en udtrykkelig eller stiltiende Opgivelse af Krav paa de øvrige danske Dele af Slesvig — Krav som maaskee dog i Fremtiden kunde have nogen Udsigt til at opfyldes. Derimod vilde ganske vist Andre vinde derved: Preussen ved for denne Priis at opnaae en almindelig europæisk Anerkjendelse af dets Erhvervelse af den langt overveiende og politisk betydende Deel af Slesvig, Frankrig ved at kunne give det Udseende af, at Nationalitetsprincipet idetmindste formelt var trængt igjennem. Men gjøre vi da ikke bedst i ikke at bestræbe os for en Afgjørelse af en saadan Beskaffenhed, men overlade det til dem, hvem den i Virkeligheden alene vilde komme til Nytte?
3*
s. 36Jeg miskjender imidlertid ikke, at Sagen ogsaa kan sees fra et andet Synspunkt. Den umiddelbare praktiske Sands vil altid erklære sig for at tage, hvad det er muligt at faae, og ikke at afslaae en Deel, fordi man ikke kan opnaae det Hele, og jeg forudseer meget godt, at Mange maaskee, naar Tilbudet forelaae, ikke turde paatage sig det Ansvar at afvise det, saameget mere som Modtagelsen fra en vis Side kunde betragtes som en uafviselig Pligt mod den Befolkning, der kun paa denne Maade vilde undgaae at berøves sin Nationalitet, ligesom der vel ogsaa kunde findes Former for en Modtagelse, der ikke vilde indeholde Opgivelsen af ethvert yderligere Krav for Fremtiden. Den Udsigt, som disse Krav kunne have til engang at opfyldes, kan overhovedet siges mindre at beroe paa, om vi have taget Forbehold eller ved Passivitet holdt Spørgsmaalet aabent, men derimod væsentlig paa det herskende Princips Miskjendelse, og denne jo vil vedblive uforandret, saalænge en betydelig dansk Befolkning er adskilt fra Moderlandet. — Men føre disse Betragtninger til at ansee Tilbagegivelsen omend kun af en ringe Deel af Slesvig som et relativt Gode, man ikke vil vise fra sig, naar det bydes, ligger det nær ogsaa positivt at arbeide for at naae det. Det er altid en betænkelig Sag at overlade Udviklingen af et saa vigtigt Anliggende til Andre, og lade det komme paa, at deres egen Interesse vil være en tilstrækkelig Drivkraft. Men navnlig er dette Tilfældet her, hvor det maaskee er en temmelig almindelig udbredt Tro, at den kongelige Regering kun vil modtage en Løsning, som Nationalitetsprincipet ikke vil tilbyde. Dersom vi forholde os ubevægelige fremdeles, vil Frankrig maaske i Troen paa en saadan bestemt Villie hos den kongelige Regering eller under Paaskud af, at Nationalitetsprincipet ikke kommer os tilgode i Slesvig, fordi vi ikke selv vilde det, søge andre Maader til at tilfredsstille sine Interesser i det slesvigske Spørgsmaal, og Preussen vil neppe af sig selv give nogen Deel af Slesvig tilbage. —
s. 37Jeg har fuldstændigt og upartisk fremstillet de tvende Anskuelser, som under de nærværende Forhold kunne gjøre sig gjældende, og mellem hvilke den kongelige Regering snart maa decidere sig. Men forinden en saadan Beslutning tages, maa jeg saameget mere ønske at kjende Deres Mening om Sagen, som De bedre end jeg kan dømme om hvad Understøttelse vi kunne vente os af Frankrig for det Tilfælde, at vi bestemme os til en mere activ Optræden. Jeg beder Dem derfor fuldstændigt og uforbeholdent at udtale Dem om Spørgsmaalet, og forsaavidt De maatte antage det for rigtigt, at vi handle, da tillige at angive mig de Skridt, som De efter Deres Kjendskab til de europæiske Forhold anseer for at være hensigtsmæssigst. Jeg behøver ikke at tilføie, at jeg vilde sætte stor Priis paa saa snart som muligt at modtage dette Svar, og at det kun kan afsendes med en sikker Leilighed.
Bluhme.
Koncept med P. Vedels Haand.
1) Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Bluhme.
Paris, 19 septembre 1865.
Monsieur le Ministre.
Dans la dépêche confidentielle que Votre Excellence m’a fait l’honneur de m’adresser en date du 31 août dernier, Elle a bien voulu me faire connaître son opinion sur la situation faite au Danemark par la convention de Gastein et la nécessité qui en résulte pour le gouvernement du Roi de décider quelle est l’attitude qu’il lui conviendrait de prendre afin de chercher à tirer des stipulations arrêtées entre les deux grandes puissances allemandes des conséquences relativement favorables à nos intérêts actuels.
s. 38Après être entrée dans les détails les plus intéressants sur ces importantes matières et qui sont de nature à m’en faciliter la parfaite intelligence, Votre Excellence a bien voulu aussi m’inviter à exprimer mon opinion personelle sur les différents modes d’envisager la question. Elle désire savoir si à mon avis il serait conforme à nos intérêts d’obtenir la rétrocession éventuelle d’une partie seulement du nord du Slesvig, ou bien s’il serait préférable de sacrifier dans le présent un intérêt relativement petit à l’espoir d’un recouvrement intégral de toute la partie danoise du Slesvig dans l’avenir, évitant ainsi de donner, par une seconde transaction, une confirmation nouvelle aux parties les plus essentielles du traité de Vienne. Au cas où je me prononcerais en faveur d’un retour partiel du Slesvig danois au royaume, Votre Excellence me demande enfin de Lui signaler les démarches qui me sembleraient être les plus convenables pour atteindre ce but.
Avant de satisfaire aux questions précises que Votre Excellence a bien voulu me poser, je crois devoir, pour leur plus complète intelligence, résumer la situation générale qui doit nécessairement exercer une si grande influence sur nos intérêts particuliers. Un simple aperçu de cette situation, telle qu’elle est comprise aujourd’hui par la plupart des hommes politiques, contribuera essentiellement à éclairer le côté qui nous concerne, et à déterminer tout à la fois où se trouve présentement le point d’appui que nous devons prendre, et jusqu’à quel point sont justifiées les espérances que nous pourrions avoir dans l’avenir.
Il est évident que l’Europe marche vers une crise dont les conséquences, impossibles à prévoir, pourraient même sensiblement modifier l’état des possessions actuelles de nombre d’états, au détriment, bien entendu, des faibles. Les premiers pas dans cette crise ont été dus à l’antagonisme de la Prusse et de l’Autriche dans la question des duchés qui est loin d’avoir reçu une solution définitive au moyen de la conventions. 39de Gastein; au contraire, ce premier succès de la Prusse semble bien plutôt devoir être suivi de nouvelles exigences propres à placer l’Autriche dans une alternative des plus difficiles, en ne lui laissant l’option qu’entre l’abandon complet des duchés, ce qui équivaudrait pour elle à la déconsidération universelle, ou la guerre entreprise dans les conditions les plus désastreuses.
Tout indique que la politique de M. de Bismark tend à pousser l’Autriche dans ses derniers retranchements, et les faits viennent à l’appui de cette appréciation confirmée d’ailleurs par les confidences qui ne sont plus aujourd’hui un mystère pour personne, et qui ont été faites encore dernièrement par le Ministre prussien à plusieurs hommes d’état allemands, en vue sans doute de les préparer aux éventualités.
Mais d’une part, si, comme je n’en doute pas, M. de Bismark exprime bien le fond de sa pensée en proclamant ainsi ses vues sur les duchés, il me semble hors de doute que la politique prussienne n’aurait pas osé entrer aussi hardiment qu’elle l’a fait dans une voie pouvant amener même un déchirement complet du grand faisceau allemand, sans s’être assurée d’abord de la possibilité d’obtenir un nouvel appui au dehors. Or, cet appui, la France seule peut le lui donner, et elle l’accordera à la Prusse le jour où elle sera certaine de recueillir de son côté des avantages proportionnels par la réalisation d’une partie du moins du programme de la politique impériale. Assurément rien n’est encore concerté entre les deux puissances, mais leurs intérêts réciproques paraissent, malgré la défiance existant trèsréellement encore entr’elles, devoir les faire converger l’une vers l’autre, et l’on peut dès-à-présent admettre entr’autres, que la Prusse, à laquelle la France laissera dans la question des duchés une liberté d’action entière, à la condition qu’elle y tienne compte, au moins dans une certaine mesure, du principe des nationalités, que la Prusse, dis-je, consentis. 40rait volontiers à sacrifier la Belgique à la France, si elle croyait ce sacrifice nécessaire à la réalisation de ses vues ambitieuses dans le nord de l’Allemagne.
L’analyse ci-jointe d’une brochure publiée par M. Deschamps, ancien ministre des Affaires étrangères en Belgique, renferme un aperçu très-remarquable sur l’état des choses actuel en Europe, et je crois d’autant plus devoir placer cette analyse sous les yeux de Votre Excellence, que cet écrit, dans lequel l’auteur, tout en dépeignant exactement la situation générale, a peut-être été un peu vite dans ses prévisions, a produit une grande impression tant en Belgique qu’en France.
En parlant des relations entre les grandes puissances européennes, M. Deschamps dit qu’un accord éventuel entre la Prusse et la France est aujourd’hui des plus vraisemblables; — il fait ressortir surtout la situation privilégiée où se trouve l’Empereur Napoléon, pouvant opter en faveur de l’alliance qui lui conviendra le mieux et qui lui rapportera le plus. La question de la Vénétie lui semble être un obstacle insurmontable à une entente avec l’Autriche, et par contre la direction générale des faits démontre, à son avis, un commencement d’intelligence entre la Prusse et la France, devant se fortifier de plus en plus du moment que l’une et l’autre de ces puissances seront parvenues à s’assurer les avantages réciproques dans la mesure voulue. En ce qui concerne la Belgique, M. Deschamps ne compte en aucune façon sur l’appui de l’Angleterre. La Belgique, dit-il, ne doit compter que sur son patriotisme à l’intérieur et une bonne politique au dehors. En effet, l’ère présente n’a que trop prouvé l’insuffisance du droit le mieux établi contre les entreprises de la force et de la violence, et la grande crise que nous venons de traverser, est la meilleure preuve du fond qu’il faut faire sur une assistance active de l’Angleterre. La disposition générale des esprits y est tellement acquise aux intérêts matériels et pacifiques, que cette puissances. 41semble avoir abdiqué toute ambition d’exercer une grande influence sur les questions les plus importantes en Europe; et à ce sujet Votre Excellence n’apprendra peutêtre pas sans intérêt que Lord Cowley, consulté tout récemment par M. de Budberg pour savoir, si, à son avis, le cas échéant, l’annexion d’Anvers à la France serait un casus belli pour l’Angleterre, n’hésita pas à répondre que, suivant son opinion personelle, il devrait en être ainsi, mais que, d’après les dispositions où se trouvaient tous les hommes d’état du pays, il avait lieu de craindre que le fait même de l’incorporation d’Anvers pourrait s’accomplir sans faire sortir l’Angleterre de sa profonde indifférence pour les affaires du continent. Dans ces circonstances, c’est de l’accord à intervenir entre la France et la Prusse que semble devoir dépendre le règlement des grandes questions présentes et futures. Certain du besoin qu’on a de lui, l’Empereur Napoléon attend avec calme qu’on vienne à sa rencontre, sachant que rien ne pourrait se faire sans le concours de la France et que la Prusse ne saurait parvenir à ses fins spéciales sans avoir établi avec lui une entente préalable sur le fond même des choses. Quant à la Russie, les suites ruineuses de la guerre de Crimée et les embarras d’une organisation nouvelle à l’intérieur, ne lui permettront pas de prendre une part active aux solutions qui se préparent. L’intérêt de la Russie en Pologne, qui a été pour beaucoup dans l’abandon dans lequel nous a laissés le cabinet de St. Pétersbourg l’année dernière, lui fait d’ailleurs une loi de ménagemens envers la Prusse. D’autre part, en dehors des considérations que je viens d’indiquer comme devant déterminer l’attitude réservée de la Russie, les sentiments de mauvais vouloir et de rancune qu’a conservés cette puissance contre l’Autriche depuis la guerre de Crimée, contribueraient certainement à lui faire voir de moins mauvais oeil les succès de la politique du cabinet de Berlin.
Votre Excellence appréciera, d’après ce court exposé des. 42la situation générale, quelles sont celles d’entre les puissances appelées à exercer une influence directe sur les grandes questions et nommément sur une solution définitive de la question des duchés.
Après avoir satisfait à ce premier point de ma tâche, il me reste à répondre aux questions plus précises que Votre Excellence a bien voulu me poser dans Sa dépêche.
Toutefois, avant d’entrer dans la discussion du fond de la question, et au risque même de me répéter, qu’il me soit permis ici d’exprimer mon avis sur l’influence que la convention de Gastein me semble devoir exercer sur la situation en général, et sur une réalisation éventuelle de nos espérances.
Depuis longtemps déjà j’ai partagé l’opinion assez répandue ici parmi les hommes politiques et que j’ai eu l’honneur d’exposer plus haut à Votre Excellence, savoir que la solution finale de la question des duchés serait tout à l’avantage de la Prusse; d’autre part la conséquence naturelle d’une solution dans ce sens m’a paru être la nécessité qu’il y aurait, le cas échéant, pour la Prusse d’établir une entente préalable avec la France.
Or le cabinet de Berlin n’ignore pas qu’une entente avec la France touchant la question des duchés n’est possible qu’à la condition que la solution définitive de la question tienne compte, au moins dans une certaine mesure, du principe des nationalités. Mais, si j’ai cru que la Prusse ne saurait réaliser ses projets d’annexion sans rendre au Danemark une partie quelconque du Slesvig, je le crois encore bien plus aujourd’hui après les arrangements intervenus entre les deux grandes puissances allemandes. En politique, plus on a à se faire pardonner, plus est élevé le prix du pardon, et certes les stipulations de la convention de Gastein sont de nature à soulever un mécontentement plus général encore que n’en aurait produit l’annexion à la Prusse de la totalité des duchés. L’annexion pure et simple aurait au moins tenus. 43compte du principe de l’indivisibilité des duchés, proclamé par les habitants de nationalité allemande, comme étant la condition essentielle de bonheur et de prospérité du pays; la convention de Gastein au contraire, comme le dit si bien la circulaire de M. Drouyn de Lhuys, foule aux pieds tous les droits, quels qu’ils soient. — Aussi M. de Bismark qui se repent peut-être déjà de ne pas avoir trouvé une solution définitive à la question, en insistant à Gastein sur une renonciation complète de la part de l’Autriche de sa part de droits sur les duchés, et qui regrette vraisemblablement d’avoir accepté une situation qui ne saurait être que provisoire et ressemble fort à un armistice, M. de Bismark, dis-je, comprend aujourd’hui plus que jamais qu’il lui faudra absolument, pour parvenir à ses fins, ménager la France; il sent que l’impression pénible produite dans l’Europe tout entière par la situation créée aux deux duchés fait pour lui de cette entente avec la France une nécessité absolue.
A l’appui de ce que je viens de dire, je citerai le fait suivant qui pour nous est d’un intérêt tout spécial dans le moment actuel: aussitôt que plusieurs journaux étrangers eurent publié des analyses ou extraits de la circulaire adressé, en date du 29 août dernier, par M. Drouyn de Lhuys aux représentants de la France au sujet de la convention de Gastein, M. de Bismark fit exprimer au gouvernement de l’Empereur le désir que le texte de la circulaire ne fût pas publié officiellement; le Ministre prussien fit savoir en même temps au Chargé d’affaires de France à Berlin qu’aussitôt de retour dans la capitale il serait prêt à entrer en pourparlers sur la question de la rétrocession au Danemark du Slesvig du Nord. Le fait que j’ai l’honneur de mander à Votre Excellence est certain; je le tiens à titre confidentiel d’une personne attachée au ministère des Affaires étrangères et parfaitement en mesure de le savoir. J’ajouterai que cette personne m’a assuré formellement que jamais encore la situation n’avait été aussi propice aux espérances que nouss. 44sommes en droit de nourrir, et que M. de Bismark, de plus en plus convaincu de la nécessité de trouver ici un appui, semblait adopter sans arrière-pensée l’idée de la rétrocession, qu’il s’agissait donc maintenant de savoir, quelle partie du Slesvig M. de Bismark serait disposé à rendre; qu’à ce sujet il lui était connu que le Ministre, s’il en constatait la nécessité, était porté à aller plus loin dans la voie des concessions que le Roi, qui paraissait ne pas vouloir accepter l’idée de la rétrocession de Dubbel et d’Als; toutefois qu’à l’égard de ce dernier point on lui avait dit, mais sans pouvoir fonder cette assertion sur quoi que ce soit, que M. de Bismark en admettrait la restitution.
D’après ce que m’a dit cette même personne, on pense ici, que l’application du principe de rétrocession ne s’effectuerait qu’au moment de la solution définitive de la question; on espère toutefois parvenir dès-à-présent à obtenir de M. de Bismark des promesses ou engagements formels, nommément sur la ligne devant servir de frontière future; et les dispositions bienveillantes à notre égard dans lesquelles on est ici, me donnent l’assurance que l’on s’efforcera d’obtenir une rétrocession aussi complète que possible.
Telle est, d’après des données certaines, la situation présente, qui me semble répondre aux espérances qu’il nous était permis d’avoir. Déterminer dès-à-présent, la mesure des avantages qui en découleront pour nous, est assurément impossible; en tous cas je crois qu’il ne faut pas se laisser entraîner à des espérances qui pourraient si facilement être déçues. La rétrocession d’Als et de Dubbel me paraît encore aujourd’hui improbable quoique non impossible; elle dépendra de la nature des phases que traversera la question avant d’être résolue. Si la Prusse cherchait à satisfaire ses vues ambitieuses dans le nord de l’Allemagne, nous pourrions avoir raison d’espérer la restitution de parties du Slesvig ayant une véritable signification politique; mais cette éventualité peut être fort éloignée; aussi me semble-t-elle nes. 45pas devoir figurer au nombre des considérations propres à faire prendre une résolution dans la circonstance présente.
Je vais maintenant, après cette digression un peu longue, tâcher de rechercher l’opportunité qu’il y aurait pour nous, à mon sens, à obtenir la rétrocession d’une partie seulement du Slesvig danois. C’est dans ce but que je répondrai à la question que Votre Excellence s’est posée elle-même dans sa dépêche, savoir s’il ne vaudrait pas mieux, dans l’intérêt des éventualités, renoncer dans le présent à la possession de quelques lieues carrées impossibles à défendre et n’ajoutant rien à la force politique du royaume, plutôt que d’accomplir un nouvel acte pouvant impliquer une renonciation tout au moins tacite à nos prétentions sur les autres parties du Slesvig danois.
Par diverses considérations que Votre Excellence a fait valoir dans sa dépêche, Elle m’a facilité ma réponse à la question ainsi posée. En effet Votre Excellence relève ellemême qu’il est probable qu’on trouvera toujours pour l’acte à intervenir, le jour qu’une rétrocession devrait avoir lieu, une formule propre à éviter toute renonciation expresse aux territoires danois non restitués. D’autre part Votre Excellence fait, avec grande raison, remarquer, que le fait d’une réserve de notre part n’aura jamais l’importance qu’a par elle-même cette protestation vivante d’une population danoise retenue malgré elle sous une domination étrangère. Ces considérations suffisent, me semble-t-il, pour démontrer qu’en réalité il n’y a pas de motif sérieux à faire valoir contre l’acceptation d’une partie seulement du Slesvig danois; je me permettrai toutefois encore de soumettre à l’appréciation de Votre Excellence quelques observations touchant les avantages que nous retirerions, à mon avis, d’une rétrocession éventuelle, quand même elle aurait lieu dans les limites dont il est présentement question.
En regard de la position géographique du Danemark, le danger, — éloigné sans doute, mais qui néanmoins ne sauraits. 46rester en dehors de toute prévision, — qui me paraît être le plus grand pour l’avenir du pays, est celui d’un second partage qui mettrait fin à l’existence de la monarchie, en livrant toutes les îles ou une partie d’entre elles à la Suède et les possessions du continent à l’Allemagne. Le péril dont je parle ne pourrait être amené que par le développement des idées Scandinave et allemande; il me semble par conséquent que nous devrions rechercher tout moyen par lequel nous serions à même d’opposer une barrière à ces dangers qui nous menacent. Or, si nous obtenions la rétrocession d’une partie seulement du Slesvig du Nord, cette zone placée à l’extrême frontière du Danemark du côté de l’Allemagne aurait pour nous une grande importance, quoiqu’elle n’augmenterait pas la force politique du pays. En effet la nationalité danoise de la fraction de territoire rendue serait sauvée par une telle rétrocession, qui, d’autre part, protégerait le Jutland de la contagion allemande, en mettant obstacle à sa dénationalisation, ou du moins en la rendant plus difficile. Par contre la rétrocession en question pourrait servir à entretenir dans les autres parties du Slesvig danois les sentiments de patriotisme qui y existent à l’heure qu’il est, et certes la comparaison à faire entre le sort des populations des deux états ne saurait nous être défavorable. A mon sens, ces quelques considérations sont d’une importance réelle; il en est encore une qui mérite peut-être aussi d’être pesée, savoir celle qu’un premier partage du Slesvig, fait qui jusqu’ici ne s’est jamais produit et qui, une fois mis à exécution, ne permettrait plus qu’on invoquât le principe de l’indivisibilité du duché, établirait un antécédent favorable à nos espérances d’avenir.
Votre Excellence aura pu apprécier, par ce qui précède, avec quelle franchise j’ai déféré au désir qu’Elle m’a exprimé de connaître mon opinion sur la situation du moment. J’ai en effet cherché à faire valoir, avec toute la clarté possible, les motifs pour lesquels j’opine en faveurs. 47de l’acceptation, le cas échéant, d’une certaine partie du Slesvig danois, laquelle toutefois, à mon sens, ne saurait être moindre que celle qui pour frontière aurait la ligne Apenrade—Höier. D’autre part j’approuve hautement l’appréciation d’après laquelle Votre Excellence conclut qu’il y aurait une grave responsabilité pour un gouvernement quelconque à refuser une partie, parce que l’on ne peut obtenir le tout, et je n’ai pas besoin d’ajouter, que pas plus qu’Elle, je ne pense qu’on pourrait admettre éventuellement des réserves quelconques en faveur de l’élément allemand dispersé dans le nord du Slesvig. En les admettant, on affronterait une situation analogue à celle qui nous a coûté de si grands sacrifices; aussi n’ai-je pas omis, chaque fois que j’en ai eu l’occasion, de bien appuyer sur ce point et de faire comprendre l’impossibilité qu’il y aurait pour nous d’accepter des arrangements de cette nature. Je dois ajouter qu’ici l’on a parfaitement compris nos répulsions à cet égard et qu’on les a même approuvées.
Suivant le désir de Votre Excellence, il me reste encore, avant de terminer, à me prononcer sur l’opportunité qu’il y aurait, à mon avis, à prendre l’initiative d’une action directe, dont le but serait celui d’obtenir la rétrocession en question; ou bien s’il conviendrait de laisser la question venir à nous. D’abord je crois qu’il serait contraire à notre intérêt d’engager directement la question à Berlin. Une pareille démarche faciliterait une transaction, au plus bas prix possible, au cabinet prussien qui se trouverait en présence d’un état faible et échapperait ainsi à l’intermédiaire direct et embarrassant de la France. Quant au gouvernement de l’Empereur, il n’a cessé depuis la conclusion du traité de Vienne, de travailler auprès de M. de Bismark en faveur d’une restitution de territoires au Danemark, en lui faisant comprendre que de la réalisation de cette condition dépendrait le maintien d’une entente cordiale avec la Prusse; et Votre Excellence a pu se rendre compte, par ces. 48que j’ai eu l’honneur de Lui mander plus haut, du résultat de ces démarches si souvent répétées. En présence de ces dispositions sympathiques de la France, il n’est pas nécessaire de demander au cabinet des Tuileries un appui qui nous est déjà acquis, mais il serait bon de lui faire savoir que l’on compte à Copenhague sur la persistance de ses bons offices.
En ce qui concerne les deux autres puissances auprès desquelles le gouvernement du Roi pourrait trouver assistance, l’une d’elles, la Russie, est regardée comme favorisant le retour à la monarchie des duchés sous la forme de l’union personelle, solution dont la possibilité n’est admise ici par personne; reste donc l’Angleterre qui a hautement désapprouvé le traité de Vienne et la convention de Gastein, mais qui jusqu’ici ne s’est encore prononcée en faveur d’aucune solution définitive de la question.
Il serait opportun, me semble-t-il, d’agir auprès du cabinet de St. James, afin qu’il joigne ses efforts à ceux de la France, car il ne saurait être douteux qu’un langage et une action identiques des puissances occidentales exerceraient une influence très-sérieuse sur les décisions du ministre de Sa Majesté Prussienne.
Moltke-Hvitfeldt.
Modtaget 25. September 1865.
Udenrigsminister Bluhme til Kongen.
Kjøbenhavn, 21. September 1865.
Allerunderdanigst Beretning angaaende de europæiske Cabinetters Opfatning af Gasteiner-Conventionen.
De tydske Stormagter havde med stor Iver fremhævet, at Gasteiner-Conventionen kun er ganske provisorisk, men de have dog ikke opnaaet, at de europæiske Magter i Taushed have slaaet sig til Ro i Tillid til denne Acts foreløbige og upræjudiceerlige Character.
s. 49I Betragtning af, at Overeenskomsten kun skulde tjene til mellem dem selv indbyrdes og i de indre Forhold at ordne Udøvelsen af det iøvrigt uforandret vedblivende Sameie, havde de tydske Stormagter ikke officielt meddeelt den til de fremmede Hoffer. Disse have derfor heller ikke direkte kunnet rette deres Udtalelser om Conventionen til Regjeringerne i Berlin og Wien, men have indskrænket sig til at instruere deres Gesandter om, hvorledes de ved Leilighed ville have at udtale sig.
Den franske Udenrigsministers Circulaire, hvis nøiagtige Gjengivelse i Pressen, trods de preussiske officiøse Tidenders fortsatte Benægtelser, dog nu almindelig anerkjendes og er mig positiv bekræftet af den kongelige Gesandt i Paris, udtaler, at den trufne Overeenskomst ikke respecterer nogetsomhelst af de Principer, som kunde have afgivet en Basis. Tidligere Traktater, Arvefølgeret, Tydsklands Interesse og Hertugdømmernes Vel — vises det — ere ligesaa hensynsløst tilsidesatte, som Nationalitetsprincipet og Folkevillien ere krænkede. Den hele Combination hviler ene og alene paa Vold, og Depeschen [ɔ: Cirkulæret] ender med at erklære, at Voldsomheder og Erobring ikke formaae varigen at grunde en ny Tingenes Orden.
Fra Deres Majestæts Gesandt i London har jeg ikke modtaget nogen Indberetning om det Circulaire, som Lord Russell har ladet udgaae til de engelske Gesandtskaber, men der er ingen Grund til at betvivle Nøiagtigheden af den Text, som en belgisk Tidende har seet sig istand til at meddele. Herefter har det engelske Cabinet i en endnu skarpere Tone udtalt i det Væsentlige de samme Anskuelser som det franske. Nationalitetsprincipet som saadant opstilles ikke særligt, som Tilfældet er i det franske Circulaire, men Befolkningens Samtykke og Villie nævnes derimod som de »med Agtelse anerkjendte Adkomster, der vilde have havt Udsigt til at staae ved Magt for Fremtiden«, dersom Tractaternes Ret ikke længere kunde respecteres.
4
s. 50Ogsaa fra det russiske Cabinet skal et Circulaire være udgaaet, men herom vides ikke noget bestemt, da Vice-Cantsleren er særdeles tilbageholden i sine Udtalelser om de politiske Spørgsmaal og navnlig ogsaa om Gasteiner-Conventionen. Af en nylig indkommen Rapport fra det kongelige Gesandtskab i St. Petersborg sees det imidlertid, at Fyrst Gortchakou [ɔ: Gortchakoff] til den engelske Chargé d’affaires tidligere uforbeholdent har udtalt, at Rusland ikke med Tilfredshed kunde see Hertugdømmernes Annexion til Preussen, og ligesom et saadant Resultat ikke vilde være i Overeensstemmelse med, hvad Herr v. Bismarck under Londonerconferencen havde udtalt til ham, saaledes kunde det ogsaa være muligt, at Rusland ikke vilde afstaae de Rettigheder til Preussen, som det ifjor eventuelt erklærede sig villigt til at overdrage til en Trediemand. Paa Grund af disse Data anseer jeg det for rimeligt, at det russiske Cabinet har fulgt de andres Exempel med at lade udgaae et Cirkulaire; men, om end dette sandsynligviis bærer Præg af den ovenfor antydede Misfornøielse, tør det dog vistnok antages, at det i Overeenskomstens fremhævede provisoriske Character har fundet et Paaskud til ikke allerede nu at udtale sig bestemtere.
Misfornøielsen med det i Gastein trufne Arrangement er saaledes almindelig, men jeg tvivler paa, at den for Tiden vil vise sig paa anden Maade end allerede skeet er. Jeg er overtydet om, at ingen af de tre Magter er tilbøielig til paa Sagens nuværende Stadium at tage en mere positiv Holdning, og jeg tvivler endog paa, at de have sat sig i Forbindelse med hverandre for at forberede en fælleds Optræden i Tilfælde af tilkommende Eventualiteter, — til Rusland idetmindste er næppe noget saadant Skridt skeet, og om end det engelske og franske Cabinet formodentlig have udvexlet deres Anskuelser om Gasteiner-Conventionen /: hvorpaa Circulairernes Indhold synes at tyde :/, have disse Samtaler dog næppe overskredet det nærmeste Øiebliks Interesser.s. 51Men ikke mindre vist er det, at Frankrig og England begge have udtalt sig meget bestemt imod Gasteiner-Conventionen, og at de tydske Stormagter ikke kunne gjøre sig Haab om, at et definitivt Arrangement, bygget paa dens Principer, vil blive anerkjendt af Vestmagterne. Tidligt eller sildigt vil imidlertid en saadan Anerkjendelse blive nødvendig for Preussen — for hvilken Priis, dette da maa kjøbe den, er endnu uvist, men saavel Herr Drouyn de Lhuys som Lord Russell have givet Anviisning paa Nationalitetsprincipet og Folkeafstemning som den Basis, hvorpaa en anerkjendt Ordning kunde bygges.
I Overeensstemmelse med min allerunderdanigst tidligere udviklede og af Deres Majestæt Allernaadigst approberede Anskuelse har jeg hidtil afholdt mig fra ethvert Skridt, som fjærnede sig fra en absolut Neutralitet i Sagen, og fra den afventende Holdning, som Omstændighederne hidtil have gjort tilraadelig. Jeg forudseer imidlertid, at det Øieblik kan komme og maaskee snart er forhaanden, da et Initiativ i en eller anden Form fra den kongelige Regjerings Side kan blive nødvendigt, navnlig saasnart Preussen søger at nærme sig til Frankrig for at blive enig med denne Magt om Betingelserne for en Anerkjendelse af Hertugdømmernes endelige Stilling, hvilket muligviis allerede i dette Efteraar kan blive Tilfældet, især dersom Herr v. Bismarck realiserer den hyppigt omtalte Tanke at besøge Frankrig. Med Deres Majestæts Allernaadigste Tilladelse har jeg i denne Anledning tilskrevet den kongelige Gesandt i Paris det hoslagte confidentielle Brev, hvorpaa jeg imidlertid endnu ikke har modtaget Svar. 1)
Sluttelig tillader jeg mig endnu at vedlægge en Skrivelse, som jeg har modtaget fra den kongelige Gesandt i Wien, 2) der slutter sig til det Skridt, Herr Falbe i sit eget Navn med dens. 52kongelige Regjerings Samtykke har troet at kunne gjøre hos Grev Mensdorff.
4*
Udenrigsministeriet, 21. September 1865.
Allerunderdanigst
C. Bluhme.
Denne Beretning har været Os allerunderdanigst forelagt.
Bernstorff, 4. October 1865.
Christian R.
Beretningen er konciperet af P. Vedel.
Udenrigsminister Bluhme til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Copenhague, 30 septembre 1865.
Monsieur le Comte.
Je n’ai pas besoin de vous expliquer pourquoi il nous est impossible de prendre une initiative quelconque relativement au sort de nos compatriotes dans le Slesvig. Mais une pensée nous console, c’est qu’il s’agit dans cette question des droits imprescriptibles d’une population qui ne veut pas être séparée du pays, auquel elle est attachée par tous les liens du sang et par l’énergie des sympathies, et qui réclame qu’on ne dispose pas d’elle sans son propre consentement. Or les principes de la nationalité et de la volonté populaire ne se laisseront pas écarter et ils finiront par se faire écouter dans les conseils de l’Europe.
Parmi toutes les puissances c’est l’Empire qui, fort de son origine, a les plus grands moyens, comme il a la plus énergique volonté, de faire respecter ces principes partout, où les événemens rendent nécessaire un changement dans les conditions des états. Aussi II n’a pas cessé d’élever sa voix en faveur du désir des habitans danois du Slesvig d’êtres. 53rendus à leur patrie. Je vous prie M. le Comte d’exprimer à M. Drouyn de Lhuys, combien nous savons apprécier ses efforts incessans pour ce noble but, et vous lui assurerez que le gouvt. imp. gagnera des titres ineffaçables à notre reconnaissance, s’il réussit à nous faire restituer ce qui appartient au Danem. en vertu de tous les droits les plus sacrés.
Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 19.
Udenrigsminister Bluhme til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 30. September 1865.
Hr. Greve.
Det er med den største Interesse, at jeg har læst Deres Depesche af 19. d. M. Den indeholder Facta som vare mig ubekjendte og som i høi Grad tjene til at kaste Lys paa Europas politiske Stilling, den fører det Raisonnement videre, som jeg havde anstillet i mit Brev af 31. f. M. angaaende det Alternativ, ligeoverfor hvilket vi snart kunne befinde os, og den udtaler sig endelig om hvilke Skridt den kongelige Regering for Tiden kan foretage i Sagen. Jeg takker Dem for dette vigtige Bidrag til Ministeriets Overveielser og forbeholder mig senere at komme tilbage derpaa.
I Overensstemmelse med Deres Forslag sender jeg Dem under Nr. 19 en Depesche som jeg overlader til Dem at benytte som De anseer det for rigtigst. Som De vil bemærke taler den i Almindelighed om Retfærdigheden af at den danske Deel af Slesvig tilbagegives os men berører ikke med noget Ord hvorvidt vi naar Øieblikket kom vilde være villige til at modtage Mindre end den hele danske Deel, hvortil i Virkeligheden hører ikke blot Als og Sundeved men ogsaa Flensborg og en Deel af Angeln. Hvad nemlig end den kongelige Regering i sin Tid kan ville beslutte sig til i saas. 54Henseende, maae vi dog ikke nu give nogen Anledning til at den ringe Retfærdighed yderligere beskjæres, som Nationalitetsprincipets Anvendelse vilde forskaffe os.
De vil selv bedst vide at lede den Samtale som De vil søge med Hr. Drouyn for at udtrykke den kongelige Regerings Erkjendtlighed for de gientagne Skridt som Frankrig har giort i vor Faveur og naar jeg ikke har nævnt Circulairet i Anledning af Gasteinerconventionen er Grunden dertil naturl. den at jeg ikke veed hvorvidt dette Aktstykke officielt kan paaberaabes som authentisk. Dersom Leiligheden byder sig, er der imidlertid et Punkt som jeg beder Dem berøre til Hr. Drouyn paa passende Maade.
Samtidigen med at Hr. von Bismarck forsikkrer Frankrig om Preussens Beredvillighed til at tilbagegive Danmark Nordslesvig, og om sin Tilbøielighed til at indbefatte herunder Als og Sundeved, er det mere end besynderligt at General Manteuffel officielt kan føre et Sprog, som det De vil have seet i Aviserne. 1) Formodentlig vil Hr. v. Bismarck erklære dette for at være en egenmægtig og overmodig Udtalelse, der ikke udtrykker Regeringens Mening, men om man end vil lade denne Undskyldning giælde og ikke fremhæve, hvad der ligger meget nær, at han da heller ikke egner sig til at blive paa sin nuværende Post, staaer dog det Faktum endnu tilbage, at den preussiske Regering med en overordentlig Kraft paabegynder Befæstningsarbeider paa Als og Düppel, thi det kunde dog vel neppe falde Hr. v. Bismarck særdeles vanskeligt at opnaae at disse udsattes. Hr. von Bismarcks Antecedentser ere nu neppe af den Beskaffenhed at der kan tillægges hans Ord ubetinget Troværdighed og den Tanke ligger ikke fjern at han holder den franske Regering op med Løfter og Udsigter, indtil den ubetingede Annexion er bleven et fait accompli. Saaledes er det gaaet ved ethvert Hovedpunkts. 55i Sagen siden Thronskiftet og den franske Regering har vistnok giort sine Erfaringer i den Henseende ligesaa vel som vi. —
Samtidigen med dette Brev skriver jeg ligeledes til London og Petersborg, men kun ganske i Almindelighed for at udtrykke vor Tilfredshed med at disse Cabinetter følge Spørgsmaalet om Hertugdømmernes Skjæbne med Opmærksomhed. Til at gaae videre i vore Udtalelser, have disse Cabinetter ikke givet os nogensomhelst Anledning, og jeg anseer det for mere end tvivlsomt at de i nogen mere eller mindre direkte Opfordring fra vor Side skulde finde Grund til at giøre noget Skridt, som ikke deres egne Interesser fuldstændigen kunde tilraade dem. —
Koncept med P. Vedels Haand.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Bluhme.
Paris, 9 octobre 1865.
Monsieur le Ministre.
J’ai cru devoir attendre qu’il se présentât une occasion sûre pour faire parvenir à Votre Excellence ce très-humble rapport, que, sans cette difficulté, j’aurais pu Lui adresser plus tôt.
Quelques jours après l’arrivée de M. de Bismark, qui n’a fait à Paris qu’un séjour de 24 heures, du dimanche soir au lundi soir 2 octobre, je me suis rendu auprès de M. Drouyn de Lhuys, afin de lui communiquer la dépêche que Votre Excellence m’a fait l’honneur de m’adresser en date du 30 septembre dernier sous le Nr. 19. J’ai cru en effet devoir profiter de la latitude que Votre Excellence m’avait laissée et j’ai donné lecture à M. le Ministre des Affaires étrangères de la dépêche en question, les termes dans lesquels celle-cis. 56est conçue ne pouvant que lui être agréables. Aussi M. Drouyn de Lhuys a-t-il accueilli avec satisfaction cette communication, à la suite de laquelle je lui ai demandé, si la situation, en ce qui touche au point nous intéressant tout particulièrement, s’était modifiée depuis la dernière fois que je l’en avais entretenu; j’ajoutai que j’avais l’espoir qu’il aurait profité de l’entrevue qu’il avait eue avec M. de Bismark tout récemment, pour se rendre un compte plus précis de l’intention de ce ministre au sujet d’une rétrocession éventuelle au Danemark de certaines parties du Slesvig.
M. de Bismark, me répondit M. Drouyn de Lhuys, est en effet venu me voir à son passage, mais la visite qu’il m’a faite a été toute de courtoisie, et nous n’avons abordé les différentes questions que dans leur généralité. Néanmoins j’ai soutenu dans ma conversation avec lui la thèse de la restitution au Danemark du nord du Slesvig, et je l’ai trouvé assez bien disposé sur ce point. M. de Bismark ne m’a toutefois pas caché qu’un tel acte serait soumis à de graves difficultés, surtout en regard des tendances de l’opinion publique en Allemagne et l’impression que m’ont laissée ses paroles est celle »que la restitution est une possibilité, non une certitude, qui en tous cas ne pourrait se réaliser que dans des limites très restreintes«. Telle me paraît être la situation, ajouta M. Drouyn de Lhuys, et vous pouvez le mander à votre gouvernement.
Ayant alors exprimé à M. le Ministre des Affaires étrangères toute la peine que j’éprouvais à constater, combien sont limitées, à son sens, nos espérances dans l’avenir, et ayant ajouté, que la rétrocession de quelques parties du Slesvig danois ne saurait à mon avis avoir d’importance politique pour le Danemark, à moins qu’elle ne comprît Dubbel et l’île d’Als, M. Drouyn de Lhuys me dit que la manière dont M. de Bismark s’était prononcé vis-à-vis de lui devait lui faire croire, que la Prusse ne ferait pas abandon de ces deux points. Nous ferons ce que nous pourrons,s. 57poursuivit le Ministre, pour vous faire obtenir le plus possible; mais nos moyens d’action sont limités, et, si nous n’avons pas pris les armes dans le temps pour défendre l’intégrité du Danemark, vous comprenez que nous les prendrions bien moins aujourd’hui qu’il ne s’agit que de quelques districts du Slesvig. La Prusse ne l’ignore pas. Les fortifications qu’elle fait établir dès-à-présent à Dubbel et à l’île d’Als sont un indice certain de son intention de ne pas restituer ces deux points.
L. Moltke-Hvitfeldt.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Direktør P. Vedel.
Paris, 18. October 1865.
Kjære Etatsraad.
Det vilde være mig saare kjært at kunne sende Dem de meest detaillerede Oplysninger om Grev Bismark’s Reise, men De vil let indsee at hvor vel underrettet jeg end undertiden kan være, er det mig umuligt at erholde Kundskab om Alt hvad den store Mand foretager sig. Her i Paris forblev han kun 24 Timer af hvilke han dog, efter hvad man bestemt har sagt mig, tilbragte 4 i Udenrigsministeriet med Drouyn de Lhuys der, som De veed, med den ham egne Aabenhed fortalte mig at Bismark’s Besøg kun var »une visite de courtoisie«; hvad nu hans Ophold i Biarritz angaaer, have Folk vel talt en Deel derom uden at dog Nogen veed noget aldeles bestemt i saa Henseende; af Keiseren blev han vel modtagen, hvilket imidlertid ikke beviser at Enighed er tilveiebragt i de store europæiske Spørgsmaal, ja ikke engang at man fra begge Sider for Alvor har søgt at tilveiebringe en saadan. — Nogle Detailler herom vil De finde i den Depesche, som jeg expederer om nogle Dage med den Leilighed som bringer Dem dette Brev. Hvorledes det end er gaaet til i Biarritz, troer jeg i alt Fald at Bismark i sins. 58lange Samtale med Drouyn de Lhuys har berørt de vigtigste Spørgsmaal langt mindre overfladisk end den ærede franske Udenrigsminister var saa god at sige mig det og den hele Maade, denne udtalte sig ligeoverfor mig paa, foranlediger mig til at antage at Spørgsmaalet om en eventuel Tilbagegivelse til Danmark af Nordslesvig er bleven alvorlig behandlet med Bismark og at denne kun har viist sig tilbøielig til at gjengive meget Lidet, altsaa mindre end Linien Aabenraa—Høier. Om ikke mange Dage forlader nok Bismark Biarritz og efter hvad jeg har hørt, vil hans Ophold her paa Gjennemreisen være yderst kort. De kan i alt Fald være overbeviist om at jeg skal søge at erholde Kundskab om det meest mulige.
Den Udsigt over Partierne, Deres Brev af 30te Septbr. 1) indeholder, har meget interesseret mig og jeg vilde kun ønske at det slesvig-holstenske Spørgsmaal maatte træde ind i en Phase, hvorved Gemytternes Stemning i Holsten og navnlig i Slesvig maatte kunne udøve en reel Indflydelse paa Spørgsmaalets endelige Afgjørelse. I saa Henseende nærer jeg imidlertid, idetmindste for Øieblikket, ikke stort Haab, idet Befolkningernes for os saa gunstige Stemning ikke kan faae nogen virkelig praktisk Betydning saalænge som Grev Bismark ikke vil være at formaae til at raadspørge Befolkningerne selv. Og naar skulde vel det Øieblik komme?
Det glæder mig af Deres sidste Brev at erfare at De Selv har forfægtet den Anskuelse for hvilken jeg har erklæret mig ligeoverfor Regjeringen, men paa den anden Side fatter jeg let at Spørgsmaalet beskjæftiger Dem meget og at De, efter de Vildfarelser der ere blevne begaaede, nærer Frygt for at vi atter skulle feile. Det er saa naturligt at man, efter de saa sørgelige Erfaringer vi have gjennemgaaet, stedse er bange for ikke at see Sagerne i deres rette Lys, hvorfor man maaskee ogsaa er tilbøielig til at tillægge des. 59Betragtninger, der tale for den modsatte Anskuelse, større Vægt end de i Virkeligheden fortjene. — Med særdeles Interesse har jeg ogsaa læst den Deel af Deres Brev, i hvilken De med saamegen Klarhed fremsætter hvad der kan siges imod den Anskuelse jeg har forsvaret og De maa tillade mig her at anstille nogle Betragtninger, der ere fremkaldte ved dem der have fundet Plads i Deres Brev, men som rigtignok gaae i en aldeles modsat Retning.
Hovedgrunden til de politiske Misgreb vi have begaaet, synes at ligge i den Anskuelse som hos os fra Begyndelsen af har været meget almindelig og for hvilken ogsaa unægtelig meget talte, at nemlig det dansk-tydske Spørgsmaal var af saa stor Vigtighed og Opretholdelsen af det danske Monarchi saa nødvendig for den saakaldte politiske Ligevægt i Europa, at Stormagterne aldrig vilde tillade Hertugdømmernes og navnlig Slesvigs Løsrivelse fra Danmark. Mindet om Begivenhederne i 1848 og om den Afgjørelse, Striden med Tydskland dengang fik, bestyrkede denne Anskuelse og først under den sidste Deel af Forhandlingerne ved Londoner-Conferencen maatte man erkjende Umuligheden af Opretholdelsen af det danske Riges Integritet, medens dog denne Erkjendelse ikke gik saavidt, at den omfattede Muligheden af Tabet af hele Slesvig. Erkjendelsen herom vandt man først efter Als’s Erobring og Forhandlingerne i det engelske Parlament, af hvilke det saa tydeligt fremgik, at det Parti, som man fæstede meest Tillid til, var mindst gunstigt stemt for en activ Indblanding i vor Kamp med Tydskland. —
Men ligesom man, til stor Ulykke for Danmark, før og under Krigen, har overvurderet den Vigtighed, som det dansk-tydske Spørgsmaal, til Trods for Omstændigheder, der vare os i høieste Grad ugunstige, havde for Europa og altsaa tillige den Interesse, Stormagterne maatte have for Opretholdelsen af det danske Monarchies eller idetmindste det danske Riges Integritet, — saaledes er det at befrygte at man nu atter vil være tilbøielig til at overvurdere den Følelses. 60af Skamfuldhed over det Forbiga[n]gne som man tillægger Europa og den Interesse, den maa have til saameget som muligt at modificere de ved Freden i Wien trufne Bestemmelser. Og i Sandhed, en Overvurdering af de Forhaabninger, som det er os tilladt at nære, vil under visse Omstændigheder, kunne være ulykkebringende, idet den let kan blive Grunden til at man Intet gjenvinder fordi man ikke har villet tage imod den Deel, som det var muligt at erholde. —
Dersom man seer hen til de forskjellige europæiske Stater, hvis Holdning eller Bestræbelser, om end i forskjellig Grad, kunne udøve en reel Indflydelse paa vor Fremtid, finder man ikke hos nogen af dem saamegen Interesse for vor Sag, at den, i Haab om at kunne være os til Nytte, vilde udsætte sig for politiske Vanskeligheder. Dette synes at vise sig tydeligt hos England og Rusland og hvad Frankrig angaaer, har kun Ønsket om at see sine politiske Principer opretholdte foranlediget den franske Regjerings Bestræbelser til Gunst for os. — Større er Interessen for os ikke og selv Skamfuldheden over den Rolle, de tre Stormagter have spillet under de sidste Aars Begivenheder er saameget ringere hos dem, som ingen af dem alvorligen kan bebreide de Andre noget. De have alle tre, mildest talt, viist samme Svaghed. — Her i Frankrig beskjæftiger man sig vel i Almindelighed med det slesvig-holstenske Spørgsmaal, men det er ikke af Interesse for Danmark eller i Haab om at Fremtiden vil være Danmark gunstigere; det er alene fordi dette Spørgsmaals endelige Afgjørelse synes at kunne give Anledning til alvorlige europæiske Forviklinger. Pressen omtaler vel Ønskeligheden af at Nordslesvig ifølge Nationalitetsprincipet gives Danmark tilbage, men man bør ikke glemme at Pressen taler i den Retning fordi det convenerer Regjeringen og at den vil tie og lade Sagen aldeles falde fra den Dag at Regjeringen skulde beordre den dertil. — Den oplyste offentlige Mening endelig nærer vel Sympathi fors. 61os, men den troer ikke at Frankrig staaer til Spot som Følge af Hertugdømmernes totale Løsrivelse fra Danmark; den paastaaer at der under Krigen var langt større Anledning for England, som havde compromitteret sig saa stærkt og for Rusland paa Grund af dets Interesser som Sømagt i Østersøen, til at modsætte sig Preussens Erobringsplaner; den finder tillige at den franske Politiks Anseelse har lidt langt mere ved det polske Spørgsmaal end ved det danske og vilde derfor ogsaa ansee Gjenoprettelsen af Kongeriget Polen med den Autonomie og med de Garantier, der blev den tilstaaede i 1815, som en langt større Opreisning for Frankrig end Tilbagegivelsen af Nordslesvig til Danmark. —
Dersom disse Betragtninger ere begrundede, er det let at indsee at hverken Følelsen af Skamfuldhed eller Interessen for os eller egen Interesse er stor nok til at Frankrig derfor skulde lade sig lede ind i nye Forviklinger. Den keiserlige Regjering vil søge at skaffe Danmark saa stor en Deel af Slesvig tilbagegivet som det vil være Samme muligt at opnaae uden derfor at vanskeliggjøre sin Stilling ligeoverfor Preussen eller Tydskland; men dersom Danmark vægrede sig ved at modtage den Deel, den kunde erholde, er det sandsynligt at Frankrig vilde slaae Haanden af os eller idetmindste lade Sagen falde aldeles hen. Og dersom dette skeete, hvorfra skulde saa Hjælpen vel komme?
Disse Betragtninger har jeg ikke kunnet undlade at meddele Dem i Modsætning til Deres egne. Jeg vil imidlertid ikke drage nogen anden Slutning heraf end den: at vi ikke allerede nu bør tage nogen Bestemmelse m. H. t. den Deel, som vi eventualiter ville tage imod. En Beslutning i saa Henseende maa være betinget af de fremtidige Begivenheder og ihvad disse angaaer, kunne vi jo ikke andet end gjøre fromme Ønsker for at de maae blive os saa gunstige som muligt.
L. Moltke-Hvitfeldt.
P. Vedels Privatpapirer.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, Lørdag [28. October 1865].
Kjære Kammerherre.
Ministeriet har nægtet at gaae ind paa Commitéens Forslag 1) og Hemmeligheden er egentlig at Ghmd. David ikke paa nogen Maade vil blive, og Ghmd. Bluhme dels helst vil være fri dels ikke kan blive naar David gaaer. Derfor er ingen Udvei mulig for at undgaae et Ministerskifte. Selv om Regeringsforslaget tilsidst skulde blive vedtaget, vilde de nuværende Ministre ved første Leilighed og maaskee uden at vente nogen Anledning give deres Demission.
Hvis Resultatet bliver at Landsth. holder paa sit, Folkethinget paa sit Forslag, naar der altsaa som det hedder skal »kjøres med fire« er Andræ den selvskrevne Conseilspræsident. Om han imidl. er mere villig end før, veed jeg ikke, antager imidl. ikke for umuligt. Han vilde da vist helst søge sig Colleger af anden Rang og jeg tvivler paa at han vilde f. Ex. tage Krieger, og er ganske vist paa at han aldrig tog Hall, Lehmann, Fenger, Madvig, Monrad etc. Bliver Resultatet derimod at Commitéens foreløbige Project vedtoges vilde det blive et Ministerprogram og der kunde da vælges mellem alle dem der havde stemt for det. Paa den ene Side var der da Hall, Krieger etc. men de ere umulige. Paa den anden Side Frijs etc. Dette sidste vilde ikke være usandsynligt og jeg har hørt følgende Liste: Frijs, Rosenørn Theilmann, Fonnesbech, Estrup, Dahlstrøm og Udenrigsministeriet: Bræstrup. — Det vilde da være en Slags Forudfølelse at Ghmd. Br. beholdt sin Gallakjole. —
Meget snart vil Sagen være afgjort og det skulde ikke forundre mig om Demissionerne afgives i Løbet af næste Uge. Jeg troer at Kongen helst vilde beholde sit nuværende Ministerium,s. 63vist er det at der dennegang ikke har været nogen Bevægelse fra Hoffets Side. Hele Complicationen kommer fra Forfatningsspørgsmaalets Skjæbne og fra Ministrenes Udmattelse. —
For blot at sige eet Ord om en anden ligesaa vigtig Sag saa vil jeg melde Dem at Aabenraa—Høier er paa Tapetet, dog Vanskeligheder m. H. t. førstnævnte By, paa Grund af en Afstemning om Skolesprog. — B[ismarck] gaaet langt dybere ind i Sagen end De kan ahne efter Thieles Yttringer. Holst, vil i Løbet af nogle Maaneder sandsynligvis blive solgt af Ø.
P. Vedel.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Bluhme.
Fortrolig.
Berlin, 3. November 1865.
Deres Excellence.
En forhenværende kongelig Undersaat, der er bosat i Berlin som Haandværker og i mange Aar har været preussisk Borger, har i disse Dage gjort mig en Meddelelse, som formeentlig ikke vil være uden Interesse for Deres Excellence. Den omhandlede Person er en Skomagermester ved Navn Kafka, der som henhørende til det conservative Partie og som Medlem af Foreninger, der virke i conservativ Interesse har Adgang hos flere indflydelsesrige og Regjeringen nærstaaende Mænd, saasom navnlig hos Justitsraad Wagner, og derfor ogsaa er vel seet af Kongen af Preussen. Baade af hvad Herr Kafka selv har sagt mig og af hvad jeg paa anden Maade har erfaret, er det mig bekjendt, at han i tidligere Tider har staaet i Forbindelse med den daværende kongelige Gesandt, Kammerherre Bielke, og ifjor har han udfoldet en ikke ringe Virksomhed til Lettelse af de i Preussen internerede danske Krigsfangers Skjæbne.
s. 64Herr Kafka er født Slesviger og siger mig, at han endnu bestandig føler og betragter sig som dansk; jeg har altsaa ingen Grund til at betvivle idetmindste den subjective Rigtighed af hans Udsagn; men mig personlig har han hidtil saameget mere været aldeles ubekjendt, som det først er i den sidste Tid at jeg har erfaret Noget om hans tidligere Forbindelse med Gesandtskabet.
Herr Kafka har meddelt mig, at han for gandske nylig er vendt tilbage fra en Reise i Slesvig, hvorhen han havde begivet sig for ved egen Erfaring at gjøre sig bekjendt med de derværende Tilstande. Han siger mig, at den preussiske Regjerings Fremgangsmaade i Slesvig, navnlig alle denne Regjerings Forholdsregler med Hensyn til Nationalitetsforholdene meer og meer bidrage til at fjerne Sympathien for Preussen og at medens saaledes den danske Befolknings Holdning styrkes i en bestandig voxende Udstrækning sydpaa, tiltager ved Siden heraf den tydske Befolknings Sympathier for Danmark i samme Forhold og i samme Retning, alt eftersom Udsigten til et selvstændigt Slesvigholsteen svinder og derimod Udsigten til preussisk Beskatning, preussisk Militairtjeneste og i det Hele preussisk Regimente bliver større. Han mener, at dersom der var Spørgsmaal om et selvstændigt Slesvigholsteen vilde vel den tydske Befolkning sydfor Flensborg vælge dette; men hele Nordslesvig med Indbegreb af Flensborg vilde foretrække en Forening med Danmark; og stod Valget mellem en Tilslutning til Preussen og en Gjenforening med Danmark, vilde ikke alene den danske men ogsaa den overveiende Deel af den tydske Befolkning indtil ned imod Slien stemme for det sidste Alternativ. Denne Slesvigernes Stemning er fremkaldt saavel hos den tydske som hos den danske Befolkning deels ved deres religieuse og deels ved deres materielle Interesser; i førstnævnte Henseende ledes de ved Utilfredsheden med deres nye Præster og Længselen efter deres tidligere Sjælesørgere og i materiel Henseende frygte de navnlig Udelukkelsen fras. 65de Fordele det danske Flag byder dem, men for hvilke det preussiske Flag intet Vederlag giver.
Hvorvidt nu denne Meddelelse stemmer med de virkelige Forhold, seer jeg mig ikke istand til at afgjøre; jeg kan ikkun her anføre hvad der er bleven mig forebragt; men dette forekommer mig saa naturligen at svare til hvad man i og for sig maatte vente sig ialfald om de første Virkninger af et nyt og gjennemgribende Herredømme i et Land som Slesvig, at Meddelelsen idetmindste for en Deel deraf og forsaavidt den angaaer den nuværende Stemning, vistnok har en ikke ringe Sandsynlighed for sig. Et andet Spørgsmaal er, hvorlænge denne Stemning vil kunne holde sig.
Quaade.
Modtaget 6. November 1865.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Bluhme.
Berlin, 3. November 1865.
Deres Excellence.
Herr Kafkas Meddelelse angik ikke alene Stemningen i Slesvig. Han omtalte ogsaa Grosserer Molzen. 1) Justitsraad Wagner, med hvem Molzen har været bragt i meget nær Forbindelse ved Anbefalinger fra Kbhvn., havde den Meening om Molzen, at han var en hos os meget betydende Mand, der paa Grund af sin Rigdom og sine store Aandsgaver maatte have en Fremtid for sig. Kafka kjendte ikke Molzen personlig; thi da han efter Wagners Opfordring søgte ham paa hans Bopæl i Meinhardts Hotel, havde han ikke truffet ham hjemme; men han ansaae ham for en meget farlig Person. Wagner udøvede stor Indflydelse her: han raadspurgtes ved alle Leiligheder og var i stor Gunsts. 66baade hos Kongen og Bismarck; og tiltalte Molzens Planer ham, formaaede han Meget til deres Fremme.
5
Molzens Formaal her var at bevirke, at den preussiske Regjering udøvede et saadant Tryk paa Forholdene i Kbhvn., at det nuværende Ministerium maatte vige Pladsen for et andet. Dette var mig jo ikke nyt; men hvad der derimod var mig nyt, var at Molzen, forat opnaae sin Hensigt, havde foregjøglet Wagner Muligheden af, at Preussen, ved i det angivne Øiemed at følge Molzens Planer, vilde kunne faae Jylland. Dette var Kafkas gjentagne Ord til mig; men jeg kan ikke troe Andet, end at Molzen i sin uklare og forvirrende Vidtløftighed er bleven misforstaaet af Wagner, idet de forskjellige Fremtidsmuligheder, paa den ene Side, af den nuværende territoriale Ordning og paa den anden Side af det slesvigholstenske Spørgsmaals forskjellige Løsningsmaader ere blevne kastede imellem hinanden i Molzens Foredrag. Det er mig bekjendt, at Molzen vil mig paa sin Maade alvorlig tillivs, men desuagtet, eller maaskee jeg kan sige netop derfor, vil jeg ikke sætte ufortjent Ondt for ham. Imidlertid har han Adgang til flere indflydelsesrige Personer, navnlig foruden hos Wagner, ogsaa hos Bismarck; og det er mig et slemt Tidernes Tegn, at Wagner ikke alene laaner Øre til en privat Mand fra Kbhvn. i politiske Sager der angaae indre Forhold i Danmark, men derhos rigtigen eller urigtigen opfatter denne Mands Foredrag som visende Preussen Veien til at erhverve den største Halvdel af Kongeriget. Jeg har derfor ikke kunnet holde den mig gjorte Meddelelse, saaledes som den er gjort mig, for mig selv. . . .
Efter hvad der er mig bekjendt fra en anden Kilde end Kafka, maa Molzen nu være tilbage i Berlin. — ...
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Bluhme.
Berlin, 4. November 1865.
Deres Excellence.
Molzen er indtruffet her Onsdag Aften, efterat have forladt Kbhvn. Tirsdag Eftermiddag. Han havde havt Audients hos Kongen Søndag ....
Idag spiser han til Middag hos Justitsraad Wagner tilligemed Redacteuren for »Kreuzzeitung« ... og Redacteuren for det i Wien udkommende »Vaterland« . . .; og saasnart Grev Bismarck kommer hjem, introduceres han paany hos denne med de varmeste Anbefalinger fra Wagner.
Han har en fuldstændig politisk Plan færdig baade i indre og ydre Henseende, og min Meddeler siger mig at han har funden saamegen Methode deri, at han kan ikke troe M. har lavet den selv. I indre Henseende vil M. ordne vore Forhold i tre Dage. Kongen skal i et Manifest proclamere Juni Grundloven, saa er Alting færdigt hvad Forfatningsspørgsmaalet angaaer. I ydre Henseende er Planen følgende. Bismarck skal gjøres opmærksom paa, at Preussen ikke i Længden kan taale at have Danmark siddende som Uven paa Nakken af sig. Pr. maa derfor søge Danmarks Alliance, og det maa indsee at, efter hvad der er skeet, maa det gjøre Noget for at opnaae dette Formaal; ellers kaster det ufeilbarlig Danmark i Armene paa Sverrig. Men i det modsatte Tilfælde, naar Pr. vinder Danmark, maa Sverrig søge Danmark, da det ellers isoleres og maa falde i Armene paa Rusland. Fremdeles: Bismarck er en Handlingens Mand. Ligeoverfor en saadan kan man ikke sidde med Hænderne i Skjødet. Dette er det, Europas Cabinetter have gjort i over to Aar grublende over the Chapter of Accidents, og derfor har han seilet dem bagud. Han maa altsaa mødes, og mødes paa hans eget Terrain, thi kun her kan han rammes. Hans Terrain er tabulæ novæ, det Nyes Terrain. M. for- smaar altsaa hverken Spørgsmaalet om Nordslesvig ellers. 68Skandinavismen. Saa slaaer han ogsaa to Fluer med eet Smæk; thi paa denne Maade tager han tillige Pressen i sin Tjeneste. Pressen regjerer vor Tid, og Bismarck har jo selv debuteret ved Hjælp af Pressen.
5*
Min Meddeler bemærker, at M. har ladet sig forlyde med, at han i en Combination som iøvrigt kunde passe ham, ikke vilde være uvillig til at overtage Udenrigsministeriet. —
Jeg venter snart yderligere Meddelelser om samme Gjenstand; men imidlertid begynder Tingen at voxe min Taalmodighed over Hovedet. Jeg vilde jo helst ignorere det Hele; men det Spørgsmaal beskjæftiger mig uafladelig, om det gaaer an, at jeg sidder stille indtil og udover det Tidspunkt, hvor det ved M.s stedse mere omfattende Virksomhed har maattet blive klart for Alle, at denne Virksomhed ogsaa er bleven mig bekjendt. Naar jeg saa Intet gjør, kan jeg jo kun have en af to Grunde dertil: enten maa jeg være bange for M. og dem man troer han sendes af; eller jeg maa ville at han skal compromittere Bismarck, ved at opføre et Modstykke til den Hansenske Historie. 1)
Jeg indseer godt, at jeg ikke kan vente noget Vink fra Deres Excellence i disse Tider, om hvad jeg rettest maatte gjøre, og skjøndt jeg vilde være meget erkjendtlig derfor, beder jeg hellerikke derom; men jeg troer det kan snart komme dertil, at der maa gjøres Noget. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Bluhme.
Berlin, 6 November 1865.
Deres Excellence.
Naar Ministeriet ikke vilde enten kjøre med 4 eller opløse, kunde det jo ikke være anderledes. 2) Men Fremtiden er ikke lys.
s. 69M. er da stadig i stor Bevægelse, og det foruroliger mig at, hvis han taler sandt, maa Personer hjemme staae i Forbindelse med ham, om hvem man ikke skulde troe det. Han begiver sig, ledsaget af W. til B., saasnart denne kommer, hvilket skeer imorgen Aften. Det har ikke været ham velkomment, at det nye Ministerium skulde dannes saa tidligt. Han vilde gjerne først have havt sine Aftaler med B. færdige. Han har corresponderet telegraphisk med Kbhvn., forat faae sine derværende Forbindelser til at forhale Sagen. Men man /:ɔ: Gjørup / 1) har svaret, at dette var umuligt. Mærkeligt nok er dette Svar indtruffet i Berlin 10 Minuter efterat Telegrammet var bleven indleveret i Kbhvn. • • •
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer (Breve fra Quaade).
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Tirsdag, 7. November 1865.
Kjære Kammerherre.
Atter ere Personerne forandrede, og jeg begynder snart at betragte mig som Kobberskillingen der fortæller sine Hændelser og Vandringer fra Haand til Haand — det er overordentligt penibelt saaledes at afleveres og skulle begynde fra forfra igien. Det har været mig dobbelt trist fordi jeg fandt mig ganske overordentlig vel ved Geheimeraad Bluhme og ligesom jeg altid med virkelig Glæde skal mindes den Tid, jeg har havt ham til Chef, saaledes haaber jeg ogsaa at skulle beholde ham for Fremtiden som en Ven og Raadgiver, saaledes omtrent som De altid har havt i ham. Disse halvanden Aar sætter jeg i mange Henseender stor Priis paa ogsaa af den Grund at jeg synes at jeg staaer Dems. 70nærmere og bedre forstaaer Dem end før jeg kjendte Geheimeraad Bluhme. — Vil De modtage denne min simple Forsikkring om at De altid skal kunne stole paa mig, saavidt jeg nogensinde kan støtte Dem i nogen Sag, eller være Dem til nogen Tjeneste.
Om M. har jeg talt med Geheimeraad Bl. som har modtaget Deres 2 Breve og meddeelt mig Indholdet. Jeg skal ikke spare nogen Møie for at faae Haand i Hanke med dette Individ. Tag Dem ikke denne Sag personligen nær.
Grev Frijs antager jeg beholder Udenrigsm. idetmindste for det Første og saalænge troer jeg at der ingen Forandring skeer i min Stilling. 1) Hvad jeg hidtil har havt at giøre med ham giver mig godt Haab om at vi ogsaa skulle kunne arbeide godt med hinanden. Heller ikke troer jeg at der vil foregaae nogen Forandring i vor Politik, som jeg da i det Hele antager at den er saa temmelig givet og bestemt ved Omstændighederne. Jeg haaber og ønsker at Cabinettet maa bringe Forfatningssagen tilende, og det vil da rimeligvis selv ønske at trække sig tilbage. Men pas paa — det vil ikke vare længe før Bondevennerne opponere og Ministeriet maa søge sin Støtte hos Centrum. Det er uundgaaeligt! . . .
Saasnart jeg kan skriver jeg mere, Geheimeraad Bl. vil snart skrive Dem til. Idag har jeg egentlig kun villet give Dem Livstegn, saameget mere som det Bygte maaskee allerede var kommet til Dem at jeg var gaaet samme Vei som Ministeriet.
P. Vedel.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 9. November 1865.
Kjære Vedel.
Tak for Deres Brev af 7de; og især for den Deel deraf, der har Hensyn til vort indbyrdes Forhold.
De har Ret i at denne Gaaen fra Haand til Haand er ikkes. 71behagelig, det er det der skeer i det Store, i Statens egen Skjæbne, som gjentager sig i Individerne. Ligesom disse, saaledes vandrer ogsaa Staten fra Haand til Haand. Men det kan nu engang ikke være anderledes.
Hvad det angaaer, som nu er skeet, saa er det altid et vigtigt Skridt fremad, og jeg troer ikke, dette Skridt kunde være gjort paa anden Maade. Det forekommer derfor, at man maa være tilfreds dermed. Men nu staaer jo Rigsdagen tilbage, og det er vel ikke afgjort, at Tingen vil gaae saa let der.
Hvad den ydre Politik angaaer bør den sikkert være passiv; men den maa tillige være aarvaagen. Hermed vil det vel imidlertid ingen Nød have.
Saaledes skal jeg ogsaa være passiv men aarvaagen med Hensyn til min Mand her [ɔ: Molzen]; og personlig tager jeg mig hellerikke den Sag nær; men den er et sørgeligt Tegn paa vore Tilstande. Det glæder mig at kunne vente Rrev fra Geh. Rluhme. Jeg har idag været ifærd med at skrive ham den private Afskedshilsen, som jeg ikke fik Tid til at sende igaar tilligemed den formelle. Men det har faldet mig lidt tungt at skrive den, thi mine Øine er kun daarlige og Themaet er dog ikke glædeligt; det bringer mig saameget tilbage paa de sidste to Aars Tildragelser, hvorpaa jeg bestandig forgjæves bestræber mig for at tænke med nogen Ro.
Kunde jeg endda forinden jeg lukker mine Øine, eller mit Øie 1), faae Fredsslutningens Bibestemmelser nogenlunde fyldestgjørende exeqverede; saa skulde jeg maaskee finde lidt Trøst. . . .
Det var godt om vi kunde blive enige om en pseudonym Adresse. Jeg skriver ikke gjerne uforbeholdent herfra uden med den engelske Coureer. Kunde De ikke ogsaa benytte denne.
G. Quaade.
Hvad mener De om en Udenrigsminister fra America? 2) s. 72Det er kun en Idee jeg har; maaskee ikkun fordi den foruroliger mig, men et Ord fra Dem i saa Henseende vilde være mig velkomment.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Fortrolig.
Kjøbenhavn, 9. November 1865.
Deres Excellence!
Indesluttet er jeg saa fri at sende et Telegram, som jeg formoder at være fra Hrr Molzens Haand, og jeg anmoder Dem om at drage Omsorg for, at jeg forskaanes for Meddelelser fra denne Haand, hvis Sligt skulde være at opnaae giennem Politiets Medvirkning. — Vel anseer jeg ikke bemeldte Mand for farligere end de fleste Subjecter af den Slags, der lægge store Planer og indlade sig paa Forbindelser, og, naar disse ikke findes, fingere disse; jeg har eengang talt med denne Mand, og naar jeg skulde udtale mit subjective Skjøn, da er han i saa høi en Grad confus, at dette nærmer sig en Slags Vildskab, og det forekommer mig, at de af Ds. Excellence angivne Planer og Projecter bære dette Præg. — Jeg har kun liden Tro til slige Herrers Nytte, og under vort Fædrelands nærværende Stilling anseer jeg det kun for at være til Skade at befatte sig med slige Personer, og jeg vilde derfor bestræbe mig af yderste Evne for, at der ikke selv af de Vrangvilligste maa kunne sættes nogensomhelst Plet paa nærværende Regjering i den Henseende, og beder Dem derfor at handle med Omsigt i den antydede Retning; kan det lade sig udføre ad Politiveien i Berlin at paalægge Hrr Molzen en Klemme, da var det ønskeligt, thi jeg bilder mig ind, at mange af hans storartede Forbindelser ere fingerede; med Hensyn til Stillingen her,s. 73naar han vender tilbage, skal jeg gjøre det Mulige efter vore Love og Tilstande.
Jeg beder Ds. Excellence gjemme Telegrammet, da jeg ikke anseer det for umuligt, at det kunde være Herr M.’s Hensigt at compromittere mig ved et fingeret Venskabs- og Tillidsforhold; han har tilladt sig flere Gange at skrive mig til, hvilke Breve have deelt den almindelige Skjæbne, men jeg har aldrig hverken mundlig eller skriftlig givet ham nogetsomhelst Svar eller Oplysning og han har kun een Gang, for circa 14 Dage siden, erholdt en Audients efter at have løbet her paa Dørene i Løbet af et Aar. Det følger af sig selv at jeg som offentlig Person hverken agter at modtage ham eller ønsker Breve eller Telegrammer. — ...
C. E. Frijs.
P. Vedels Privatpapirer. — Det omtalte Telegram maa utvivlsomt være et, der i Afskrift findes i en Pakke vedrørende J. Hansen og Molzen blandt Quaades Papirer i R. A. Det er indleveret i Berlin 8. Novbr. 1865 Kl. 1.14 Efterm. og lyder:
Konseilpræsident Frijs, Copenhagen.
Abends 10 1/2 angekommen schlief als da war geht heute nach Potsdam Besprechung nächster Tage.
M.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, Lørdag [9. November 1865].
Kjære Kammerherre.
Tusinde Tak for Deres Brev, som jeg skal svare paa ved saa godt jeg kan at oplyse Dem om Situationen her, der er meget foruroligende
Ministeriet her er ikke stærkt. Mange ere misfornøiede fordi de ikke indbødes til at tage Plads paa disse mærkelige Tabouretter som synes at være saa uimodstaaelige for visse Characterer. Nogle havde vistnok ogsaa haabet at det hele Experiment skulde strande med Forfatningen og et Statscoup saaledes forberedes. Til de sidste henregner jeg navnligs. 74H. 1), til de første I. A. H. og B. F. 2) Denne sidste ødelægger nu af alle Kræfter Fr[ijs]’s Stilling og udbreder overalt blandt de Fremmede at han aldeles mangler Dulighed til sin Plads, og i saa Henseende frygter jeg stærkt for at Gr. Th. 3) hjælper til af al Magt. Destoværre er det nuværende Cabinet og navnlig Fr. endnu for ubekjendt med alle deslige Intriguer. Der hører — langt mere end Kjendskab til Affairerne, som jo nok kan erstattes ved Benyttelsen af andre Kræfter og Tillid til de Underordnede — til den nuværende Situation at Ministrene have et vist rouerie, ikke for at bruge det men for at kunne forstaae de Andres Intriguer og det giør Fr. ikke og i sin Honettetet vil han ikke engang anvende det. Men et desto lettere Offer kan han blive for B. F. Jeg troer at denne Sidste nu aldeles har allieret sig med I. A. H. og at en aaben Kamp udbryder naar Rigsdagen kommer. Morgenposten preluderer allerede dertil og l’enfant terrible Scavenius fortæller det, som det lader, til Svogeren Dolez 4). Naturligvis maa Rigsdagen saa opløses, men er Ministeriet istand til at bruge den behørige Energie?
M.s Reise til Berlin er vel nærmest B. F.s Ærinde. Er det ikke ogsaa Deres Indtryk? — B. F. har declareret sin Villighed til at gaae med H. (men netop derfor seer jeg de 2 Combinationer, B. F. + I. A. H. og H. + Augustforeningen sammensmeltede, saa at jeg ikke ret kan faae Plads til America i Udenrigsministeriet, uagtet jeg ikke tvivler paa at Major K. medbringer en derpaa baseret Combination fra New York). Jeg har forresten efter Geh.raad Bl.s Ordre talt til Fr. om M. og meddeelt ham hvad De derom havde indberettet. Efter Bl.s Raad foreslog jeg at indhente Justitsm.s confid. Betænkning om Politiets Kjendskab til M., for da at benytte disse Data til en confid. Samtale med Heyd. Det er skeet, skjøndt Fr.s. 75helst slet Intet vilde gjøre, men destoværre kunde Justitsm. Intet berette der har Noget at betyde. 1) Fr. har imidlertid talt til Kongen for at advare mod al underjordisk Forbindelse og har afviist enhver Tilnærmelse for sit Vedkommende (à propos Fr. ønsker meget at De sender ham en Copi af det Brev han forleden skrev Dem til, for at lægge det til en eventuel M.’sk Aktpakke, der sandsynligvis i sin Tid vil spille sin Rolle). Jeg skal vist ikke undlade at giøre Mit til at opspore ham og gjøre ham uskadelig. Jeg troer at det er usandt og kun en Løgn for at give sig Vigtighed at han siger at han har havt Audients om Søndagen før sin Afreise. Men sig mig, troer De at andre end B. F. og H. staae bagved?
Alt hvad jeg kan giøre for at F. skal holde sig, skal jeg naturl. ærligt gjøre og jeg troer at jeg kan giøre ham adskillig Nytte, især da jeg føler mig tiltalt af hans loyale og brave Væsen og spaaer godt af hans sunde Dømmekraft. Navnlig skal jeg bestræbe mig for at fritage ham for unødig Detail som jeg heller ikke mener at en Udenrigsm. skal fordybe sig i. Jeg har endnu ingen af de andre Ministre seet, uagtet jeg dog navnlig kjender Estrup noget — denne Sidste vil vel væsentlig blive Lederen i Rigsdagen og han har Energi nok, men maaskee vel megen Lidenskab. Kongen er, troer jeg, meget tilfreds med Cabinettet. — . . .
Baron O. Plessen kommer paa Mandag hertil paa Reisen til Petersborg.
P. Vedel.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
2)
Copenhague, 13 novembre 1865.
M. le Gomte.
Vous savez que les motifs qui ont décidé le Roi, n. a. S., à accepter la démission du cabinet, présidé par S. Exc. M.s. 76Bluhme, étaient exclusivement puisés dans une appréciation des difficultés que le règlement de la question constitutionnelle avait rencontrées au sein du rigsraad.
La politique extérieure n’a été pour rien dans le changement du minisètre et après avoir pris connaissance des instructions qui vous sont parvenúes de la part de M. mon prédécesseur, je n’hésite pas à en approuver les principes que je compte suivre également pendant ma gestion des affaires. Je suis heureux de reconnaître que, pendant les épreuves douloureuses que nous avons traversées, la vive et sincère sympathie de l’Empereur ne nous a jamais fait défaut, et non moins que M. Bluhme je suis profondément persuadé, que nos destinées seront le mieux garanties, tant que nous trouverons un puissant appui dans l’ancienne amitié de la France. Aprés la paix malheureuse de Vienne ces mêmes intentions bienveillantes du gouvt. imp. à notre égard n’ont pas cessé de se manifester et je me plais à espérer qu’elles ne manqueront pas de produire effets véritablement salutaires pour le Danemark. —
Je n’entrerai aujourd’hui dans aucun détail, car je me réserve de m’entretenir plus explicitement avec vous sur notre positions politique et de vous munir d’instructions ultérieures, lorsque j’aurai le plaisir de vous voir ici.
De peche Nr. 24. Koncept med P. Vedels Haand.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
1)
Kjøbenhavn, 13. November 1865.
Hr. Greve.
Jeg antager at Deres forestaaende Afreise i congé vil give Dem en Leilighed til at søge en udførligere Samtale med Hr. Drouyn de Lhuys, saameget mere som han vil kunne forstaaes. 77den store Interesse, som baade De og jeg have af at den nye Regering kan danne sig en saa correct Mening som muligt om den politiske Situation og navnlig om Frankrigs Stilling til de Spørgsmaal, som berøre os. Dels for at give Dem en yderligere Anledning til at komme ind paa en saadan Samtale, dels ogsaa for at fjærne mulige Tvivl hos Hr. Drouyn de Lhuys om Continuiteten mellem den Politik, som jeg agter allerunderdanigst at anbefale Hans Majestæt, og den som min Forgænger har fulgt, har jeg troet at burde tilstille Dem min Depesche Nr. 24 af d. D. 1) Idet jeg ganske overlader Dem at giøre saadan Brug deraf som De finder rettest, vil jeg kun bemærke, at jeg har tænkt mig at De maaskee vilde vælge at forelæse den for Udenrigsministeren, saaledes som De i sin Tid giorde med min Forgængers Depesche Nr. 19 2), til hvilken den i Virkeligheden slutter sig.
I Deres Samtale med Hr. Drouyn de Lhuys vil De yderligere forsikkre ham at det nuværende Cabinet, i alt Fald i ikke mindre Omfang end det tidligere, er overbevist om at Danmark kan og bør søge sin Støtte hos Frankrig. Jeg veed at De deler denne Grundtanke med mig og den behøver derfor ingen Begrundelse mellem os. Derimod er der et andet Punkt, om hvilket jeg allerede nu vil tilføie et Par Bemærkninger til hvad min Forgænger i sin tidligere Correspondance med Dem har udtalt — jeg mener Delingstanken. Hr. Drouyn de Lhuys’s sædvanlige Tilbageholdenhed vil neppe heller ved denne Leilighed fornægte sig, og jeg forudseer, at Samtalen vanskelig vil kunne komme ind paa dette Spørgsmaal, men jeg anseer det dog under alle Omstændigheder for at være rigtigt at De kjender mine Anskuelser derom.
Den Betragtning som jeg stiller i Spidsen og som efter min Anskuelse behersker enhver anden og navnlig Hensynet tils. 78den danske Befolkning i Slesvig som maa befrygte under det tydske Herredømme at see sig denationaliseret og aandelig undertrykt, er Hensynet til det nuværende Danmark, til den frie og selvstændige Udvikling af de 1600,000 Undersaatter som endnu befinde sig under Kongens Scepter. Skulde det altsaa vise sig, at de Betingelser, hvorunder man eventuelt vilde være villig til at restituere os nogen Deel af Slesvig, eller at andre Omstændigheder kunde virke imod dette Formaal, vilde jeg ikke ved noget Billigheds- eller Menneskeligheds-Hensyn lade mig afholde fra at fraraade Hs. Majestæt Modtagelsen af en kun altfor farlig Gave. Dernæst er Omfanget, i hvilket en Retrocession vilde tilbydes, af den største Indflydelse paa Regeringens eventuelle Beslutning, og det i en dobbelt Henseende. Hvor meget de sidste Aars Begivenheder end kunne have bidraget til at giøre Slesvigerne fortrolige med den Tanke at see deres Land deelt, vilde dog i lang Tid endnu Attraktionen mellem Egne som tidligere vare nær forbundne, giøre sig giældende. Men da det Større altid udøver den overveiende Attraktion paa det Mindre, vilde en Deling hvorved kun en ringe Landstrækning tillagdes os, let blive illusorisk, og endog i Tidens Løb berøve os den til Slesvig nærmest grændsende Deel af Jylland, som ved Grændsens Ophævelse var traadt i nær Forbindelse med det afstaaede Stykke af Slesvig. Det er min ene Betragtning, min anden er et politisk Hensyn, som jeg troer at Geheimeraad Bl[uhme] allerede har berørt til Hr. Dotézac og som den keiserlige Regering ligeledes vil vide at vurdere. Jeg anseer det for rimeligt at Frankrig har en virkelig Interesse af at fjærne saadanne Momenter som giøre et venskabeligt Forhold mellem Preussen og Danmark umuligt eller som giøre Danmarks Existents ganske afhængig af Berlin. Thi efter Omstændighederne maa Frankrig formeentligen kunne ønske at Preussen dækkes i sin Flanke mod Nord af en dansk Alliance eller at Danmark kan indtage en hemmende Holdning imod Preussen, Alt eftersoms. 79Frankrig opererer sammen med denne Magt eller maa befrygte dens Forbindelse med Frankrigs Fjender. Men i begge Henseender er det en nødvendig Betingelse at Linien for en eventuel Tilbagegivelse af Nordslesvig drages saa gunstigt for os som muligt thi Tilstædeværelsen af en betydelig dansk Befolkning syd for Linien vil altid være en Kilde til Mistro og Animositet, og preussiske Befæstninger paa Als og i Sundeved ville stadigen true baade Jylland og den fyenske Øgruppe, og altsaa hindre enhver selvstændig politisk Aktion fra vor Side. —
Jeg behøver ikke at føre dette Raisonnement videre, thi disse Antydninger ville tilfulde blive vurderede af Dem. Snart vil jeg desuden udførligere kunne tale med Dem personligen om dette og meget Mere.
Depeche Nr. 25. Koncept med P. Vedels Haand.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 14 novembre 1865.
Monsieur le Ministre.
Si le voyage de M. de Bismark en France n’a pas amené un succès immédiat et défini pour la politique prussienne, ce qui paraît être certain, on ne saurait cependant pas lui refuser toute importance, ni trouver qu’il ait été l’occasion d’un échec pour elle. L’état des choses est resté ce qu’il était, impliquant une abstention complète et une attitude d’expectative du fait de la France dans la question allemande. On assure que M. Benedetti, qui s’est trouvé ici pendant le séjour de M. de Bismark, aurait voulu précipiter les événements et la solution, et que ce serait dans ce but qu’il se serait efforcé d’entraîner le cabinet impérial dans une voie de concessions en faveur de la Prusse et qui auraits. 80eu pour objet d’adhérer sans conditions à l’annexion des duchés à cette puissance.
Le désaccord de M. Benedetti et de M. Drouyn de Lhuys sur ce point aurait été tranché, dit-on, et comme on pouvait s’y attendre, la politique suivie jusqu’à ce jour par le gouvernement et qui, à l’apparence du moins, sauvegarde le principe des nationalités, a prévalu dans cette circonstance.
Toutefois, si rien n’a été résolu dans le présent entre les deux puissances, on ne saurait méconnaitre que les probabilités d’un rapprochement réel de la France vers la Prusse l’emportent de beaucoup sur celles qu’a en sa faveur une entente avec l’Autriche.
Divers indices que j’ai été à même de recueillir viendraient à l’appui de cette appréciation, s’il en était besoin encore. Ayant eu occasion de voir hier un des membres du Ministère des Affaires étrangères les plus initiés à l’esprit et aux véritables tendances de la politique impériale, j’ai cherché à savoir de lui ce qu’il pourrait y avoir de vrai dans les bruits d’un rapprochement entre l’Autriche et la France qui se sont propagés depuis quelque temps.
Ce personnage me dit que l’Autriche se sentait humiliée du rôle que les nécessités de sa situation à l’intérieur lui avaient imposé à Gastein, que depuis lors elle avait pu constater la triste influence de cet acte sur son prestige compromis en Allemagne et au dehors; par ces motifs, ajouta-t-il, l’Autriche qui se laisse guider bien plus par les susceptibilités d’un amour propre irritable que par les inspirations d’une saine politique, paraissait être devenue quelque peu rétive en ce moment à l’égard de la Prusse et décidée à vouloir repousser toute offre de vente pour le Holstein; mais que s’il paraissait résulter des dispositions actuelles des esprits à Vienne un long ajournement de la question, le gouvernement autrichien n’en serait pas moins obligé d’en passer tôt ou tard par les conditions de la Prusse:s. 81il eût done été préférable pour lui de s’exécuter aujourd’hui même, ce qui lui aurait évité d’avoir recours dans le présent à l’emprunt qu’il vient de faire aux conditions les plus onéreuses auprès du comptoir d’escompte à Paris, les finances autrichiennes étant obérées au point que MM. de Rothschild s’étaient refusés à négocier cet emprunt.
Au dire du même personnage les bruits d’un rapprochement de l’Autriche vers la France seraient sans fondement; une pareille manifestation serait tardive aujourd’hui, ajouta-t-il, l’Autriche n’ayant d’ailleurs rien à offrir à la France.
Un autre symptôme des tendances du cabinet impérial vers la Prusse ressort du mode d’appréciation de la situation politique de la Prusse, de la position de M. de Bismark que l’on dit ici être le seul homme politique avec lequel on puisse sérieusement traiter des affaires, enfin des éven- tualités pouvant surgir en notre faveur lorsqu’il sera question du réglement définitif de la question des duchés.
Ayant demandé à mon interlocuteur, si, d’aprés lui, il pourrait y avoir une chance pour le Danemark de récupérer, à l’époque susdite, Ais et Dubbel, il me répondit en termes des plus péremptoires que l’on ne devait pas y songer pour le moment; lui ayant exposé alors les motifs pour lesquels il pourrait être plus désirable pour le Danemark de se refuser à une restitution aussi limitée du terri- toire danois dans le Slesvig, il me répondit avec un accent de vivacité qui ne pouvait laisser aucun doute sur la franchise de ses paroles. »Eh bien, si, en tel cas, le Danemark refusait, il pourrait être certain alors, qu’il ne recevrait rien ni dans le présent, ni dans l’avenir; dans l’espace de dix ans, continua-t-il, le Slesvig danois sera complètement germanisé grâce å l’habileté de la Prusse dans le travail de dénationalisation, et en outre vous comprendrez qu’a la suite d’un refus de votre part, la France aurait des questions plus importantes que la vôtre à vider. II ne faut pas croire,s. 82me dit-il encore, qu’il n’y ait pas des avantages réels à retirer pour le Danemark d’une restitution bien que partielle; une semblable restitution constaterait en effet que le Slesvig n’est pas, comme on l’a dit, exclusivement allemand, et le principe de l’indivisibilité du duché étant écarté, il n’y aurait plus impossibilité pour qu’une seconde rectification de frontiéres ne s’effectuât pas un jour. Un autre avantage de cette restitution serait celui qui résulterait du rapprochement de la frontiére danoise comme devant essen- tiellement contribuer à maintenir et fortifier le sentiment du patriotisme national dans les parties qui n’auraient pas été restituées.
6
Ces paroles émanées d’un organe du Ministère des Affaires étrangères expriment les mêmes opinions que celles qui ont été exposées par moi par le rapport que j’ai adressé sous le Nr. [40 19/9 1865] à Son Excellence M. de Bluhme; il n’est pas sans intérêt pour la sainé appréciation de nos affaires, de constater cette coïncidence entre ma manière de voir, libre de toute suggestion extérieure et celle qui a cours ici dans les régions officielles.
L. Moltke-Hvitfeldt.
Modtaget 20. November 1865.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 14. November 1865.
Kjære Vedel.
Først og fremmest maa jeg takke Dem for . . . Deres Brev af Lørdag. . . .
Den næste Deel af Deres Brev er ikke glædelig. Jeg havde troet at det ved ydre Vold ødelagte Land nu skulde faae Ro til at samle sig lidt; men jeg seer at alt det uhumske Kryb som slap frem da den gamle Bygning styrtede, endnu bestandig river og slider i de fattige Rester. Jeg haabede, ats. 83det var en sygelig Indbildning /: og jeg troer, at sygelige Indbildninger hos mig maae tilgives :/ naar M.s Roderie herovre atter bragte det Billede frem for mig, som jeg saalænge har været Tilskuer ved, og hvori jeg desværre selv har maattet figurere; men nu seer jeg atter »the scramble« lyslevende for mig, og hvorledes næsten hele Besætningen paa det synkende Vrag skubbes og knuppes for at komme enten i Baa- dene eller fremfor Alt op i Masten.
Men M.s Forbindelser i Kbhvn. ere ikke hvad De troer. Jeg anseer dem for at være ligesaa ringe der, som de ere det Modsatte her; imidlertid skal dermed ikke være sagt, at de ere farefrie; navnlig efter hvad De siger mig om Tilstandene. Jeg havde haabet, at efterat jeg igaar havde afleveret ham, skulde idetmindste for mig det sørgelige Drama være sluttet, som væltede sig ind paa mig i Begyndelsen af dette Aar, og at jeg saaledes kunde fatte mig temmelig kort i hvad jeg skal meddele Grev Frijs med den engelske Coureer; men jeg skal nu være udførligere i denne Meddelelse, end jeg ellers havde anseet fornødent. — ...
Afskrift af Brevet om M. skal jeg sende Grev Frijs med den engelske Coureer.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 17. November 1865.
Kjære Vedel.
. . .Jeg befinder mig uden nogensomhelst Antydning om virkelige Forbindelser mellem M. og mere betydende Personer i Kbhvn., navnlig de to Personer for hvis Vedkommende De ikke nævner Forbogstaverne. 1)
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
6*
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 17. November 1865.
Deres Excellence,
Jeg benytter en sikker Leilighed, som idag frembyder sig, for at meddele Deres Excellence Indholdet af en Samtale jeg nylig har havt med Grev Bismarck. —
Jeg havde anseet det nødvendigt at gjøre Minister-Præsidenten opmærksom paa, at en kongelig Undersaat, der, efter hvad der var kommen til min Kundskab, her paa Stedet var traadt i Forbindelse saavel med Hans Excellence selv som med andre Personer i det Øiemed at forhandle eller ialfald samtale om politiske Gjenstande, der interesserede den kongelige Regjering, ikke stod i noget Forhold til denne.
Efterat have hørt min Meddelelse sagde Grev Bismarck at det virkelig forholdt sig saaledes som af mig anført, at han havde modtaget den omhandlede kongelige Undersaat; men at denne havde været indført hos ham og anbefalet ham af Justitsraad Wagner, Stifteren og Føreren af Kreuzzeitungspartiet, en i alle Henseender meget fremragende Personlighed, som ialfald maatte være mig bekjendt af Anseelse. Dennes Anbefaling havde ikke kunnet Andet end bibringe ham den Overbeviisning, at Vedkommende var en fuldkommen paalidelig Person, med hvem han kunde indlade sig i Samtale om Forhold, der interesserede saavel Preussen som Danmark og som jeg maatte vide, at han gjerne saae ordnede til Danmarks ikke mindre end til Preussens For deel. Den omhandlede Person havde ogsaa selv paaberaabt sig Forbindelser i Danmark, som maatte skaffe hans herværende Optræden Tiltro, og i Alt hvad han havde yttret eller udtalt som det ønskelige Resultat af hans Virksomhed her, havde han ogsaa viist sig ledet af et reent patriotisk Sindelag.
Dette anerkjendte ogsaa jeg efter Alt hvad jeg havdes. 85kunnet erfare; men jeg havde maattet værge mig imod, at Ministeren, hvis det senere skulde vise sig for ham, at de Forbindelser, hvori han havde tænkt sig at den Paagjældende stod i Hjemmet, ikke vare tilstede i det af ham formodede Omfang, skulde kunne bebreide mig at have ladet ham i Uvidenhed derom. Dette havde været mit eneste Øiemed, og nu, efterat dette var fyldestgjort, maatte jeg for mit Vedkommende ganske overlade til ham selv, hvorledes han vilde stille sig ligeoverfor Vedkommende.
Ved at omtale Gjenstanden for Sidstnævntes Virksomhed bemærkede Grev Bismarck, at hans Samtaler med ham væsentlig havde dreiet sig om Muligheden af Gjenerhvervelsen for Danmark af »Dele af Nordslesvig«; Ministerens Udtryk var »Theile von Nordschleswig«, og jeg for mit Vedkommende fandt ingen Anledning til at fremhæve det ringe Omfang hvori Gjenerhvervelsen skulde finde Sted, men indskrænkede mig til at bemærke, at jeg erindrede, at Hans Excellence jo ogsaa til mig tidligere havde yttret sig om Muligheden af en Tilbagegivelse til Danmark af større eller mindre Dele af Slesvig. I mine Tanker var en Deel af dette Land snarere til Byrde end af virkelig Værd for Preussen, medens dets Adskillelse fra Danmark gav stadig Anledning til Strid og Vanskeligheder, der hindrede en fuldstændig Gjenoprettelse af det gode Forhold, som burde bestaae mellem de to Lande. Heri gav Grev Bismarck mig Ret, tilføiende omtrent som følger:
»Jeg har ogsaa selv ved flere Leiligheder yttret mig i denne Retning. Allerede ifjor vil De erindre, at jeg udtalte mig saaledes til Herr Hansen, da jeg saae ham i Biarritz. Men dette skeete i October, før Fredsslutningen, og jeg tænkte mig dengang at det nationale Partie, hvortil jeg vidste at Hansen hørte, muligen kunde ville vanskeliggjøre Regje- ringen Afslutningen af Fredstractaten og navnlig dens Ratification. Men skjøndt der saaledes laa en vis Beregning til Grund for denne min Udtalelse, har jeg dog oftere seneres. 86gjentaget den. Jeg har navnlig yttret til Keiser Napoleon, at jeg personlig langtfra var utilbøielig til en saadan eventuel Retrocession, naar Folkestemmen udtalte sig derfor; men jeg kan ikke tage Initiativet dertil; jeg maa selvfølgelig afvente et saadant.«
Idet jeg bemærker, at jeg ligeoverfor denne Udtalelse, ligesom ved alle tidligere Leiligheder hvor Grev Bismarck har omtalt samme Gjenstand for mig, har forholdt mig ganske passiv, forsaavidt angaaer enten den kongelige Regjerings eller mine egne Tanker om det foreliggende Spørgsmaal, troer jeg at burde fremhæve, at det er første Gang Grev Bismarck til mig har udtrykkelig sagt, hvorledes han havde udtalt sig om Sagen for Keiser Napoleon, ligesom han hellerikke tidligere for mig, naar han, som oftere har været Tilfældet, har villet tilkjendegive at Tiden til at gaae i den antydede Retning ikke var kommet, har talt om et Initiativ der skulde tages eller afventes.
Quaade.
Depeche Nr. 17.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 17. November 1865.
Deres Excellence.
Idet jeg i Forbindelse med mine tidligere Meddelelser om Herr Molzen vedlægger et Résumé af hvad der paa anden Haand er bleven mig forebragt om bemeldte Person, tillader jeg mig yderligere at bemærke Følgende om hvad der af mig er foretaget i Anledning af Deres Excellences fortrolige Skrivelse af 9de d. M.
Naar jeg undtager det Punkt, der omhandles i en af mig for 14 Dage siden til Geheimeraad Bluhme afsendt Skrivelse, hvilket dog, som alt ved hiin Leilighed bemærket, forekommer mig at kunne bortforklares paa en meget naturligs. 87Maade, og naar jeg derhos seer bort fra M.s Mangel paa Berettigelse til at optræde i en hans eget Land vedkommende politisk Virksomhed ligeoverfor Fremmede i officiel Stilling, saa maa jeg sige, at jeg i hvad der er bleven meddeelt mig om denne hans Virksomhed, ikke har fundet noget egentlig Graverende for ham.
Men det var aabenbart for mig, at han, ved den Maade hvorpaa han optraadte, — jeg mener hermed, ved de Forudsætninger, hvori han, om han end ikke selv havde fremkaldt dem, dog lod Andre staae med Hensyn til hans egen Competence, — ikke alene maatte i Længden forfeile alt hvad hans Formaal kunde indeholde af Godt, men ogsaa kunde compromittere Landets vigtigste Interesser; thi naar de Personer, der havde indladt sig med ham i Tillid til Forbindelser, de tillagde ham i Hjemmet, erfarede, at disse Forbindelser ikke vare tilstede, var der for det Første den største Sandsynlighed for, at de vilde lade hans Program falde, forsaavidt deres Forhold til ham angik, og for det Andet en ikke ringe Fare for, at hvad den kgl. Regjering selv muligen i Tiden kunde have brugt af det samme Program, vilde være forspildt. Under disse Omstændigheder har jeg, ganske afseet fra Motiverne og Formaalet for Herr M.s Virksomhed, maattet holde det for aldeles nødvendigt, at de Personer, med hvilke hans Virksomhed her havde bragt ham i Forbindelse, ialfald forsaavidt de selv indtage en officiel Stilling, altsaa navnlig Grev Bismarck, ikke længer forbleve uvidende om Ikke-Tilstedeværelsen af idetmindste nogle af de Forudsætninger, under hvilke de havde indladt sig med ham. Dette er Grunden, hvorfor jeg har troet at burde henvende mig umiddelbart til Grev Bismarck, og til ham alene; hvortil endnu kommer, at hvis jeg havde henvendt mig til Politiet, hvilket jeg dog ifølge den her gjæl- dende Form ikke vel havde kunnet uden ialfald at avertere Udenrigsministeriet, vilde jeg ikke alene have beredt M. Ubehageligheder, som han nu sandsynligviis undgaaer, men ogsaa,s. 88forat min Henvendelse skulde blive af Virkning, have maattet anføre Grunde, som, da jeg ingen retslige Grunde havde, havde maattet berøre Sagen.
Jeg afsender i Forbindelse hermed en fortrolig, men officiel Rapport om min Samtale med Grev Bismarck angaaende Herr M. Af denne Rapport vil fremgaae, hvad jeg, som ovenanført, ogsaa virkelig troer, at M. ikkun har havt patriotiske Formaal; men hvad enten nu Grev Bismarck og Justitsraad Wagner virkelig have tillagt ham den Betydenhed han selv synes at have tillagt sig, eller de ikkun have villet bruge ham i egen Øiemed, hvad der jo ikke er ganske utænkeligt, saa er det dog min Overbeviisning, at en Fortsættelse af hans Virksomhed, uanseet hans gode Hensigter, var meget farlig. Det er indlysende, at intet Alvorligt kunde være kommet istand ved M., selv om Regjeringen nu skulde være bestemt paa at gaae den af ham anviiste Vei, og selv om Grev Bismarck skulde have været alvorlig i sine Udtalelser til ham. Nu derimod er Sagen urørt.
Jeg tilføier endnu her til vedlagte Résumé, at enkelte Dele, saavidt jeg veed, det vigtigste Indhold af M.s Udkast til den Act han skulde underskrive med Wagner, er bleven oplæst for mig.
Jeg venter, at Grev L. Moltke indtræffer her i Aften paa Reisen fra Paris til Kbhvn.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Bilag til Brev fra Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs af 17. November 1865.
Herr M. staaer i meget levende Correspondance med Personer i Kjøbenhavn og modtager næsten daglig Breve derfra. Iblandt hans Correspondenter befinder sig Redacteuren af et i Kbhvn. udkommende Blad samt et Medlem af Repræsentationen, med Hensyn til hvis Identitet der, da hanss. 89Navns Underskrift kan misforstaaes, dog hersker nogen Tvivl. Herr M. havde haabet, at Grev Bismarck skulde komme tilbage fra Frankrig umiddelbart efter hans egen Ankomst til Berlin forat hans Forhandling med Minister- Præsidenten kunde have fundet Sted før Dannelsen af det nye Ministerium; men da Grev B. udeblev længer end man havde ventet, skrev eller telegrapherede M. til Kbhvn. for at bevirke, at den definitive Dannelse af Ministeriet udsattes. Herpaa modtog han et telegraphisk Svar, der var undertegnet C. Dette Telegram tilligemed en kort Skrivelse om Udfaldet af Fælledsudvalgets Forhandlinger i Forfatningssagen, der var undertegnet 45, har han selv foreviist her. Der haves aldeles ingen Forestilling om, ved hvem M. er kommen i Forbindelse med W. Hellerikke seer man sig istand til med no- gensomhelst Sikkerhed at angive Personer af Betydenhed i Kbhvn., til hvem han virkelig skulde staae i Forhold. At han til W. og B. har paaberaabt sig Forbindelser af Vægt, er indlysende, medmindre man vil antage, at baade W. og B. i egne Øiemed have spillet en Komedie med ham, eller ikkun brugt ham »im Informationswege«. —
M. er ikke tilfreds med det nuværende Ministerium, skjøndt det dog tiltaler ham meer end det forrige; men han anseer det for svagt og mener, at det snart vil blive afløst af et andet. I dette synes W. at vente, at M. vil blive idetmindste Finantsminister.
M. har selv meddeelt, at han en Aften i forrige Uge, formeentlig Torsdag den 9de, har havt en meget lang Samtale med B. Hovedgjenstanden for Samtalen havde været Tilbagegivelsen af Nordslesvig til Danmark imod at dette Land indgik en meget intim Alliance med Preussen. Den nye Grændse havde B. først lagt ved Haderslev, men senere havde han indrømmet Apenrade; og tilsidst havde han ikke viist sig personlig uvillig til Bau-Linien med Als og Sundevit; men Flensborg maatte ubetinget forblive tydsk. Alliancen mellem Danmark og Preussen skulde være meget intim,s. 90navnlig i maritim Henseende, saaledes at den danske Flaade ganske gik op i den preussiske. Resultatet af Samtalen havde været, at M. skulde udvikle sine Tanker skriftligt og derpaa give denne skriftlige Udvikling til W. som skulde ved et Privatbrev sende den til B., hvorefter denne ved nogle private Linier til W. skulde sige om han billigede den eller ikke. — Imidlertid har der dog senere været tvivlet paa, at denne Samtale virkelig havde fundet Sted med B. Det maa staae hen om denne Tvivl er begrundet, eller om den ikke dog maa vige for det Usandsynlige i, at det af M. givne omstændelige Referat af Samtalens Indhold skulde være reen Opdigtelse.
Et af M. skrevet Udkast til den ovenanførte Udvikling har været tilstede. Det var affattet i Form af en Act bestemt til at underskrives af M. og W., og gik ud paa en Tilbagegivelse af større eller mindre Dele af Slesvig, d. e. enten efter Apen- rade eller Bau-Linien, alt eftersom Alliancen mellem Danmark og Preussen blev meer eller mindre intim. 1)
P. Vedets Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 20. November 1865.
Kjære Quaade! Hjertelig Tak for Deres Skrivelse af 17de dennes og det deri Meddeelte, hvoraf for mig endnu tydeligere fremgaaer, at Vedkommende ikke er ved sin Forstands fulde Brug, thi ellers vilde det staae klart for ham, hvilken Skade han gjør ved indirecte at bibringe Udlandet endnu værre Forestillinger om Opløsningen og Mangelen paa Disciplin hjemme; saavel Portefeuillen i Hr. M.s Haand som Propositionen med Hensyn til Flaaden viser Fornedrelsens yderste Trin; jeg kan kun gjentage, hvad jeg tidligere hars. 91tilladt mig at bemærke, at jeg anseer det for at være af en overordentlig Vægt for at styrke vor Anseelse, at man end ikke med Skin af Ret kan anklage os for Intriguer og Machi- nationer, og al Forbindelse med Moltzener og Hansener maa ophøre baade [o: blandt andet ogsaa] fordi de udgivne Penge ere kastede i Vandet, thi ligesaalidet som de have kunnet frelse for Modgang og Afgrundens Rand ligesaalidt vil man ved denne Hjælp kunne bevare Restens tilsyneladende Selvstændighed; det Eneste der efter mit Skjøn hertil kan bidrage er at beflitte sig paa fuldstændig borgerlig ja endog sørensensk Ærlighed i at holde indgaaede Forpligtelser, hvor haarde disse endog have været. Bemeldte Hansen gjør ved sine Artikler i »Koln. Zeit.« samt »la France« vel ikke megen Skade men svækker Troen paa Sammenhold og Varighed i det nuværende System, hvilket kun kan skade det Hele. Jeg glæder mig til at see L. Moltke, som formodentlig er hos Dem i disse Dage. 1)
Idag skulle vi begynde med Rigsdagen og forelægge strax Forfatningssagen i Landsthinget, hvor vi kunne vente den stærkeste Modstand; i Folkethinget vil Tscherning efter al Sandsynlighed begynde at buldre løs idag, han vil have baade de gamle og nye Ministre hængt og burde consequent egentlig tage hele Rigsraadet med, men frygter da at blive latterlig. Som De vil kunne tænke Dem er der nogen Agitation i Anledning af den foreliggende Sag men efter mit Skjøn er Ro og Længsel efter Afslutning dog det overvejende hos Publikum. — Det er en besynderlig Forandring for mig personlig, der har nydt siden min Skolegang den fuldstændigste Frihed, nu at skulle gaae med Lænke om Benet; naar det endda kunde føre til nogen Gevinst for Konge og Fædreneland skulde jeg ikke fortryde det, men endnu befinder hele Udviklingen hos os sig i en underlig geleeagtig Tilstand, der ikke spaaer nogen hurtig Helbredelse; Folket er sygt efter al den Strid og Modgangs. 92og efter alle de feilslagne Forhaabninger og efter mit Begreb kan Kuren kun bestaae i kjølende Pulvere og i en vis Omhyggelighed og Ømfindtlighed med ikke at hindre Saarene i at blive lægte. De vil deraf kunne see min Stilling lige overfor den indre Udvikling, ikke nogen stærk Kraftudvikling, da jeg ikke har Midlerne til at udfolde denne men en bestemt og seig Villie, saalænge jeg har Ansvaret, til at bestræbe mig for at gjenindføre Disciplin og Orden i den hele Styrelse; mine Bestræbelser have igjennem mange Aar gaaet i Retning af en Sammenarbeiden og Forsoning af Landbostandens forskjellige Elementer; jeg er ikke blind for den ensidige Retning navnlig i finantsiel Opfattelse, som let kan blive Følgen, men jeg anseer af de Onder imellem hvilke der maa vælges [dette] for det mindste, thi Staten kan ikke vedblivende bestaae, naar Opposition støttes og bæres væsentligst af Regjeringens underordnede Embedsmænd. Vi have arvet en styg Historie med Birkedahl, da man har valgt at tiltale for Udtalelser i Thing istedetfor paa Prædikestolen, men det Vigtigste er ogsaa her ikke i nærværende Øieblik at svække Autoriteten. — ...
C. E. Frijs.
Brevet er citeret i Biogr. Lex. XIX, S. 17—18 og i Neergaard II, 1607.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 21. November 1865.
Kjære Vedel.
. . . Hvad M. angaaer, saa har nu den af mig Advarede sagt M.s Protector, at han er bleven advaret; men ikke destomindre skal dog Spillet fortsættes mellem de Tre. Jeg tror ikke, at dette skader; ja maaskee det endog kunde være ret godt, om Forbindelserne med Kbhvn. ogsaa fremdeles fortsattes. Man siger mig, at M. har faaet sin Protector til ats. 93troe og frygte for, at der ved mig arbeides paa en Alliance med Østerrig til naar det store hurly-burly skal begynde, og bringer Moltkes Ophold her i Forbindelse dermed. Derfor Protectorens store Iver. M.s Udvikling er færdig og bestandig bestemt for Vedkommende. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 26. November 1865.
Kjære Vedel.
Spillet med Molzen fortsættes stadig. Igaar sagde Kafka mig, at han atter var bleven opfordret til at see Personen, og spurgte mig om han skulde gjøre det. Jeg svarede, at jeg forholdt mig aldeles passiv og derfor hverken vilde raade fra eller til. Jeg vidste, at man var bleven advaret og kunde derfor overlade Vedkommende at fortsætte eller afbryde efter eget Godtbefindende. K. sagde at han vidste at M. havde mange Forbindelser med Kbhvn. og modtog mange Breve, ogsaa Penge derfra. Især fik han Breve fra en Baron, hvis Navn han ikke kunde erindre. De vare ikke fra B. F. med hvem han vidste at M. var i fjendtligt Forhold. Her kaldes forresten alle Mennesker Baron, og det kan derfor ligesaagodt have været en Anden. Det var ikke H. og hellerikke Dirckinck. 1) Alt dette Spionvæsen er mig modbydeligt, men maaskee jeg faaer Meer til den engelske Coureer.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 30. November 1865.
Kjære Quaade! Tak for Deres venlige Linier og de deri indeholdte Oplysninger; for Øieblikket ere jeg og Collegaer fuldt beskjæftigede med Rigsdagen og vi have for et Par Dage siden havt et Spektakelstykke af Tscherning der fordrede saavel det aftraadte som det nuværende Ministerium sat under Anklage; Sagen blev vel afviist, men der fandtes dog 35 Stemmer imod en Afviisning, Beviis nok for den Aand der gaaer igjennem Folkethinget. Og naar man har Ende paa Rigsdagen skal der begyndes paa Rigsraad og saaledes vedbliver det i det Uendelige, der skal stærke Nerver og Arbeidskræfter til for at udholde og dog har jeg med Hensyn til Forsamlingerne den ringeste Andeel og maa saaledes ikke beklage mig ligeoverfor [ɔ: i Sammenligning med?] mine Colleger. Af Vedel erfarer jeg, at M. vedvarende muddrer, jeg gad nok vidst om dette er for Deling eller for en Sammenholdelse af det Hele, thi efter den Side at dømme, hvorfra han siges at modtage sine Indtryk, skulde man snarest formode det Sidste. Har De nogensomhelst Tro til eller Formodning om, at Rusland med nogensomhelst Vægt tager sig af vor Sag i Berlin samt paa hvad Maade dette maatte skee. Bladene ere fulde heraf men jeg formoder at de af Journalerne lavede Rygter om Personalunion meest ere fremkaldte af Personer som Spidsmusen 1) for at arbeide for Delingen, idetmindste tyder den Forbindelse hvori Köln. Zeit. staaer til disse Rygter meget herpaa. — Geheimeconfe- rentsraad Bluhme, som jeg besøgte igaar, var meget rask efter sin Maneer og livlig, og var dog fra Sengen kommet op paa Stolen. I Mandags havde jeg alle Diplomaterne samlede tilligemed Landgreven, Kronprindsen og Kongens Brødre, Dotézac kunde ikke komme, skjøndt han er i Bedring ogs. 95Paget har forladt os igaar saa at Torsdagene ikke ville blive meget byrdefulde. Igaaraftes er Björnstjerna kommet hertil for at tage Afsked og herfra at drage til St. Petersborg; da jeg har kjendt ham fra tidligere Tid vilde jeg for mit personlige Vedkommende have foretrukket at beholde ham istedetfor at skulle have Greve Wachtmeister, hvem jeg ikke kjender og som antages for at være bleven en ivrig Skandinav. —
Grev Leon Moltke, som endnu opholder sig her, tænker at være vendt tilbage til Paris i Midten af December Maaned; desværre ere hans Oplysninger ikke meget trøstefulde. — Noget Initiativ fra vor Side vilde efter min Formening, i hvilken Retning end Situationen maatte udvikle sig, kun kunne være til vor Skade og til Gevinst for Modstandere som kunne befinde sig i Forlegenhed med, hvilket Valg de skulle træffe. —
Ved Leilighed gad jeg gjerne fornemme Deres Opfattelse vedrørende de russiske formodede Bevægelser i Berlin. —
C. E. Frijs.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Torsdag, 7. December [1865].
Kjære Kammerherre.
. . .Jeg ønsker særdeles meget at Sagen [vedrørende en Overenskomst om Hamburgs Postrettigheder] med Preussen skal arrangeres. . . . Det er efter min Mening politisk klogt at vi benytte enhver Leilighed til at stille os vel med den pr. Regering — jeg vedlægger en interessant Depesche af O. Plessen, der udtaler det Samme — og dernæst kan vi af Pr. faae bedre Vilkaar i Sagen end Hamb. vil give os. A propos vil De engang sige mig hvorledes Heydebrandt staaer hjemme, jeg vilde gjerne at vi skulde personligen vinde ham, mens. 96maaskee Ingen i Berlin bryder sig synderlig om hans Indberetning og Stemning.
Den Baron om hvem der tales i Anledning af M. er vistnok Baron W. 1) af Kongens Nytorv Hjørnegaarden til Bredgaden, thi efter en Politirapport kommer der hyppigt til Mdm. M. en Person der efter Beskrivelsen aldeles svarer til dennes Ydre. Men sig mig, hvorfor har bemeldte Huus nogen Interesse af at holde M. — det er mig umuligt at begribe.
P. Vedel
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 15. December 1865.
Kjære Vedel.
... Jeg maa dog her endnu bemærke, at efter hvad der siges mig, er Forholdet mellem Bismarck og Wagner nu ikke meer hvad det tidligere var. Dette er imidlertid næppe en Følge af den Molzenske Historie. Derimod skal et Haab Wagner i den senere Tid har næret om enten at blive Minister, navnlig Indenrigsminister, eller ialfald en saadan »unmittelbare Behörde«, at han kunde betragtes som sideordnet Ministrene, nu være bleven skuffet.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 20 décembre 1865.
Monsieur le Comte!
Ayant passé la soirée, il y a quelques jours, au ministère des Affaires étrangères, j’ai demandé à M. Drouyn de Lhuys une entrevue qu’il m’a accordée hier et j’ai profité des. 97cette circonstance pour lui exposer les motifs qui ont décidé le Roi, mon Auguste Souverain, à accepter la démission du cabinet présidé par Son Excellence M. Bluhme. — J’ai appuyé sur ce fait que la politique extérieure avait été complétement étrangére au changement de ministère et j’ai ajouté que Votre Excellence m’avait expressément chargé de lui donner l’assurance qu’Elle continuerait à suivre les principes qui avaient prévalu jusqu’ici. Afin de donner plus de poids à ces paroles, j’ai donné lecture à M. le Ministre des Affaires étrangères de la dépêche que Votre Excellence a bien voulu m’adresser en date du 13 novembre dernier.
M. Drouyn de Lhuys accueillit avec satisfaction la communication de ce document et me dit alors qu’il regrettait seulement que la France dont les sentiments d’amitié pour le Danemark resteraient toujours les mêmes, n’eut pas des moyens d’actions plus puissants à faire valoir en notre faveur dans l’affaire des duchés. — D’ailleurs, poursuivit le ministre, cette question n’a pas avancé d’un seul pas pendant votre absence, elle est au contraire une de celles dont on ne voit pas la fin, car l’Autriche est à l’heure qu’il est, moins que jamais disposée à faire une concession quelconque à la Prusse. L’état provisoire actuel peut par conséquent durer indéfiniment, et il est plus difficile que jamais de préjuger par quelles phases la question est destinée à passer avant de recevoir une solution définitive.
La réserve dont était empreint, encore cette fois, le langage de M. Drouyn de Lhuys paraît d’ailleurs complètement justifiée par les circonstances. Toutes les personnes avec lesquelles j’ai causé depuis mon retour, sur la question des duchés, ont en effet exprimé le méme avis sur la situation. D’une part l’Autriche, satisfaite du succès inattendu qu’a eu ici l’émission de son emprunt, ne doutant pas, d’autre part, de parvenir à une entente intime avec la Hongrie, envisage l’avenir avec confiance se croyant plus forte qu’elle ne l’a été depuis longtemps; aussi regrette-t-elle ques. 98le tableau brillant qu’elle se fait de sa position soit obscurci par le souvenir des humiliations subies à Gastein, et est-elle fermement décidée à maintenir ses droits de co-possession sur les duchés. — Par contre la position de la Prusse se ressent tout naturellement des avantages acquis à l’Autriche; M. de Bismarck se trouve plus gêné dans les mouvements de sa politique et comprend qu’il n’est pas en son pouvoir de faire cesser un état provisoire qu’il n’a pas cherché ces derniers temps à modifier, quoiqu’en aient dit les journaux.
7
II est facile à comprendre que le gouvernement de l’Empereur croit plus que jamais devoir conserver une attitude pleine de réserve en présence de la modification qu’a subie la situation respective des deux grandes puissances allemandes, modification qui, de l’avis de bien des personnes compétentes, pourrait bien toutefois n’être que passagère. . . .
Moltke-Hvitfeldt.
Modtaget 24. December 1865.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 21. December 1865.
Kjære Vedel.
... M. rører sig ualmindelig meget. Han har udentvivl ved Hjælp af positive Data, saasom Breve fra Personer her, faaet Folk i Kbhvn. til at troe, at han kan udrette Meget her; og dette i Forbindelse med den herværende Trang til at see Noget dukke frem, gjør ham til en Størrelse, der maaskee ikke uden Fare kan ganske ignoreres, og det kan saaledes være et Spørgsmaal, om det er nok, at iagttage ham.
G. Quaade.
Undskyld jeg glemte Deres Spørgsmaal om H. 1) Han er ungs. 99i Carrieren og ikke meget kjendt her udenfor denne. Men i denne synes jeg han er vel liidt og anseet; og det er vist rigtigt altid at staae paa saa god en Fod med ham som muligt.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 29. December 1865.
Deres Excellence.
Der kan aabenbart ingen Tvivl være om, at den Stilhed, som for Tiden giver sig tilkjende i Spørgsmaalet om Hertugdømmernes Fremtid, ikke alene er tilsyneladende, men ogsaa er en Følge af at der i Virkeligheden ikke foretages Noget til dette Spørgsmaals Fremme mellem de tvende paagjældende Magter. I Overeensstemmelse hermed har ogsaa Grev Bismarck nylig udtalt sig til en herværende fremmed Gesandt, og der er saaledes vistnok ingen Grund til for det Første at vente nogen Forandring i hiint Spørgsmaals Stilling.
Imidlertid skal jeg dog ikke undlade at omtale en Meddelelse, jeg har modtaget i disse Dage og som tyder paa det Modsatte, men som jeg dog troer man maa være forsigtig med at tillægge anden Betydning end den, der kan tilkomme den som Tegn paa de store Vanskeligheder det omhandlede Spørgsmaals Løsning møder, og som for Øieblikket berede Cabinettet i Berlin ikke ringe Forlegenhed.
Ifølge denne Meddelelse har man imellem de Personer som ere beskjæftigede ved den officiøse Presse allerede i nogen Tid talt om, at den preussiske Regjering var besluttet paa før Kamrenes forestaaende Aabning at skride til en formelig Incorporation af Slesvig i Preussen. Det forekommer mig imidlertid at en Foranstaltning af denne Beskaffenhed,s. 100selv om Østerrig ikke for Øieblikket skulde være istand til at modsætte sig den, dog vilde være i høieste Grad vovelig; thi den vilde staae i afgjort Strid med de mellem sidstnævnte Magt og Preussen trufne formelige Aftaler, og ligesom det nu med Bestemthed vides, at Grev Bismarck aldeles Intet har opnaaet paa sin sidste Reise til Frankrig, saaledes vilde en saadan eensidig og vilkaarlig Fremfærd ogsaa formeentlig stille den preussiske Regjering i et ganske særegent Forhold til de Forpligtelser, Hans Majestæt Kongen ved Fredstractaten af 30te October f. A. har paataget sig ligeoverfor de to tydske Magter i Forening. —
7*
Foruden denne Meddelelse skal jeg endnu tillade mig at nævne en anden, som jeg dog ikke troer, at man, ialfald for Tiden, bør tillægge større Betydning end den første. En her i Berlin bosat Mand, som stedse har viist sig velvillig stemt mod Danmark, og som navnlig for nogle Aar siden har skrevet en for de danske Interesser gunstig og i sin Tid af mig til det kongelige Ministerium indsendt Brochure om det slesvigholsteenske Spørgsmaal, (vid: Indberetning Nr. LXVII af 26de December 1862) 1) har nylig gjort mig et Besøg og ved denne Leilighed sagt mig, at den preussiske Regjering var meget misfornøiet med den danske Regjerings reent passive Politik. Preussen vilde vistnok aldrig være at formaae til en ligefrem Tilbagegivelse af Nordslesvig, men en ganske anden Sag vilde det være, naar Danmark ydede et Æqvivalent derfor, og et saadant Æqvivalent besad Danmark i sine vestindiske Colonier, hvoraf navnlig St. Thomas havde det største Værd ikke alene for den preussiske Regjering, men ogsaa for det preussiske Publicum, som ønskede at Preussen blev en Sømagt, og i dette Øiemed ogsaa ansaae det nødvendigt, at det kom i Besiddelse af Colonier.
Til Foranstaaende indskrænker sig det Lidet jeg idag seer mig istand til at meddele i politisk Henseende. . . .
Quaade.
Modtaget 2. Januar 1866.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 12. Januar 1866.
Deres Excellence,
Jeg tillader mig herved at fremsende en Coupon af den her udkommende »Norddeutsche Allgemeine Zeitung«, der indeholder en Artikel om danske Forhold, skreven i den Hensigt at vildlede Meningerne om hvorledes den kongelige Regjering ønsker at stille sig i Forhold til Preussen. 1) Skjøndt de deri indeholdte Paastande ville modbevises ved selve Kjendsgerningerne, og jeg derfor aldrig kunde finde den skikket til at gjøres til selvstændig Gjenstand for Bemærkninger, har jeg dog, da bemeldte Blad af Alle ansees for officiøst, formeent at burde lejlighedsviis omtale den for den kongelig preussiske Minister-Præsident, og jeg benyttede derfor en Samtale jeg nylig havde med ham om Postsagen, til ligeoverfor Paastanden om en krigerisk Stemning i Danmark at opstille min egen Udtalelse om at jeg vidste, at om en saadan Stemning end gav sig tilkjende i enkelte Kredse, hvilket jeg dog troede at kunne benægte, saa fandtes den dog i ingen Henseende hos den kongelige Regjering; hvorhos jeg tilføiede, at jeg maaskee ikke vilde have berørt denne i og for sig ubetydelige Sag, dersom den ikke havde faaet en særegen Charakteer ved at Artiklen, ligesom nogle tidligere i samme Blad optagne Artikler, efter hvad der var kommen til min Kundskab, havde en sig for Tiden her opholdende dansk Undersaat til Forfatter.
Hertil svarede Grev Bismarck, at den omhandlede Tidende ikke stod i andet Forhold til Regjeringen, end at denne, naar den ønskede Noget bragt ud i Offentligheden, brugte den dertil, men at den iøvrigt var aldeles uafhængig, og at han ikke kjendte de tidligere Artikler hvortil jeg havde sigtet. Han gik derpaa over til at omtale den Samtale hans. 102i sin Tid havde havt med Forfatteren og gjentog i denne Henseende hvad han havde sagt mig ved en tidligere, i min allerærbødigste Indberetning af 17de November f. A. Nr. 17 omhandlet Leilighed 1), idet han tilføiede, at hans Stemning med Hensyn til en Forandring af Fredstractaten af 30te October 1864 endnu bestandig var uforandret: naar det afgjort viiste sig, at den paagjældende Befolkning selv ønskede at komme til Danmark, vilde der ingen Hindring blive lagt i Veien derfor indenfor de Grændser som svarede til Preussens militaire Fornødenheder. Under den ovennævnte Forudsætning kunde den Landstrækning, hvorom der var Spørgsmaal, dog intet Værd have for Preussen, og Opgivelsen deraf var altsaa et Offer, der kunde bringes en varig og god Forstaaelse med Danmark. Tiden til en saadan Ordning var vel endnu ikke kommen, hverken for Preussen eller for Danmark; men skulde den omhandlede Eventualitet blive mulig, saa var det indlysende, at det lettest og sikkrest skeete under en fredelig Udvikling af Forholdene, og derfor var det ham ogsaa klart, at den danske Regjering ingen ny Krig kunde ønske.
Minister-Præsidenten har vistnok fuldkommen Ret, naar han udtaler, at Tidspunktet for en Ordning som den ovenbetegnede endnu ikke er indtraadt; thi naar man betragter den Stilling, det slesvigholsteenske Spørgsmaal for Tiden indtager deels i Forholdet mellem de tvende tydske Stormagter og deels i den hele tydske saavelsom maaskee ogsaa i den europæiske Politik, synes virkelig ogsaa den Eventualitet, at Danmark ved Preussen skulde erholde en Deel af Slesvig tilbage, meget fjern.
Den provisoriske Tilstand, hvori bemeldte Spørgsmaal befinder sig, er vistnok ligesaavel ubeqvem for Østerrig som for Preussen; men den er det øiensynlig i en langt høiere Grad for det sidstnævnte Land, som, efter indtil for faa s. 103Maaneder siden at være gaaet frem med ligesaamegen Kraft og Raskhed som Held, og efterat have udtømt sit Initiativ først ved de frugtesløse Forslag af 22de Februar f. A. og dernæst ved Bestræbelserne for Annexionen, nu staaer blottet for Midler til at beseire de af Sagens egen Natur fremgaaede Vanskeligheder ved en anden Løsning end en saadan som vilde indeholde et Nederlag for den preussiske Politik; hvorimod Østerrigs Stilling er langt bedre, forsaavidt som dette Land netop paa Grund af den Uvirksomhed det hidtil har været nødt til at iagttage, har kunnet bevare sit Initiativ, og ved Siden af denne sin friere Stilling i det paagjældende Spørgsmaal, er sikker paa at erholde det øvrige Tydsklands Tilslutning imod Iværksættelsen af Preussens Planer.
Hertil kommer den forbedrede Stilling Østerrig ialfald for Øieblikket har opnaaet i sine egne indre Forhold, og som ogsaa synes at skulle vinde større Fasthed. En saadan Stilling har Preussen ikke, og det er vanskeligt at see, hvorledes den skulde opnaaes ved det nuværende System, der om det end længe vil kunne opretholdes, dog ikke kan siges at have en sikker Fremtid.
Men skjøndt saaledes de tvende tydske Stormagters Forhold til det omhandlede Spørgsmaal nu er det omvendte af hvad det tidligere var, idet Østerrig meget lettere end Preussen kan fremkomme med Forslag til en Løsning, har jeg dog Grund til at troe, at ingen saadanne Forslag ere blevne stillede. Man forsikkrer mig, at der ingen Sandhed ligger til Grund for Rygterne om de holsteenske Stænders Sammenkaldelse; men at tvertimod den østerrigske Regjering lige siden Afslutningen af Gastein-Overeenskomsten aldeles ingen Skridt har gjort til Forandringen af det bestaaende Provisorium. Derimod skal Østerrig gjentagende og bestandig uforandret have erklæret den preussiske Regjering, at det kunde finde sig i den nærværende Tilstands Fortsættelse, — men dog gjerne saae en definitiv Tilstand sat istedet. Imidlertid s. 104vilde Østerrig aldrig kunne samtykke i at der gaves Hertugdømmerne en anden definitiv Statstilværelse end den som ifølge Forbundsacten tilkommer hver enkelt Forbundsstat. Under denne Forudsætning vilde det være Østerrig ligegyldigt til hvem Souverainiteten over bemeldte Lande overdroges, og navnlig vilde Storhertugen af Oldenborgs Valg være ligesaa sikkert paa at vinde Bifald i Wien, som Prindsen af Augustenborgs.
I den saaledes mod de preussiske Annexionsplaner opretholdte Modstand finder Østerrig ogsaa Understøttelse udenfor Tydskland. Jeg har allerede havt den Ære at henlede Deres Excellences Opmærksomhed paa nogle Vidnesbyrd, der i den senere Tid ogsaa her ere fremkomne for, at baade Rusland og England ere mindre ligegyldige ved Hertugdømmernes fremtidige Skjæbne end man maaskee havde ventet; og hvad Frankrig angaaer, saa er det vel saa, at en Løsning af det slesvigholsteenske Spørgsmaal i Overeensstemmelse med Nationalitetsprincipet bestandig af det franske Cabinet gjøres til Betingelse for dets Bifald og Anerkjendelse, ligesom jeg ogsaa troer at vide, at Nordslesvigs Tilbagegivelse hyppig danner Gjenstanden for de Samtaler der fra fransk Side føres med Grev Bismarck; men derfor er det dog ikke mindre sandt, at den Tilnærmelse der i den senere Tid har fundet Sted mellem Frankrig og Østerrig meget har bidraget til den større Frihed hvormed dette Land nu kan optræde i Forhold til Preussen. Man har maaskee Ret, naar man fra preussisk Side udtaler, at denne Tilnærmelse ikke bestaaer i eller medfører nogen Alliance og at den ikke vender Spidsen mod Preussen; det er ogsaa antageligt at den østerrigske Regjerings oprindelige og væsentlige Bevæggrund til at søge at nærme sig Frankrig har været Kundskaben om, at Ungarerne hos sidstnævnte Land ventede en Støtte for Selvstændighedsfordringer, der ellers ikke kunde fyldestgjøres, men ikke destomindre er Tilnærmelsen dog nu en ubestridelig Kjendsgjerning paa Grund af hvilken Preussens Stilling ikke er saa god som tidligere.
s. 105Naar det paastaaes, at Østerrig ingen Skridt har foretaget til Forandring af den ved Gastein-Overeenskomsten tilveie- bragte Tilstand i Hertugdømmerne, finder dette formeentlig ogsaa Bestyrkelse ved den Betragtning, at den preussiske Landdags aarlige Sammenkomst nu forestaaer, og at det ikke vilde være betimeligt om Østerrig, ved sin Optræden i et Spørgsmaal som det slesvigholsteenske, i nogensomhelst Retning indvirkede paa det vistnok ikke meget tilfredsstillende Forhold, hiin Forsamlings Majoritet sandsynligviis vil indtage ligeoverfor Regjeringen.
Rygterne om Gjenoptagelsen af Londoner-Conferencens Forhandlinger o. a. m. ere derfor uden Tvivl ligesaa ugrundede som Rygterne om Stændernes Sammenkaldelse; imidlertid skal jeg dog ikke lade uomtalt, at man igaar har sagt mig, at den preussiske Regjering frygtede for et østerrigsk Forslag om at foranledige Hertugdømmernes Befolkning til at udtale sig om Landenes fremtidige statsretlige Stilling.
De Meninger man hører om til hvilket Resultat Situationen tilsidst vil udvikle sig ere selvfølgelig meget forskjellige efter de forskjellige Standpunkter og Ønsker. Medens Alle admittere Muligheden af en Krig enten som directe Løsningsmiddel eller som den Vei ad hvilken man vil komme til Løsningen ogsaa af det slesvigholsteenske Spørgsmaal, antage Mange at dette i Forbindelse med andre vanskelige Spørgsmaal efterhaanden vil føre til Realisationen af den franske Congresidee; og hvad det endelige Resultat angaaer haabes fra reent tydsk Side endnu bestandig paa en Fremtid for den augustenborgske Linie, medens Preussen per- horrescerer en ny Mellemstat, og man fra ikke-tydsk Side synes i ethvert Tilfælde at ansee en Tilbagegivelse af en Deel af Slesvig som sandsynlig; men ved Siden heraf har jeg nylig for første Gang hørt en Antydning om en rigtignok fjern Mulighed af Personalunionen.
Quaade.
Denne Depeche Nr. 2 er modtaget 14. Januar 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 15. Januar 1866.
Kjære Quaade! Tak for Deres venlige Brev hvorfor jeg ikke noksom kan takke Dem og vil jeg ret af Hjertet haabe at det ikke maa gaae ned af Bakke med Øinene. Jeg har givet de omtalte Herrer en avis forsaavidt som de maatte staae i Forbindelse med vor Helt i den preussiske Presse. Fra mit Standpunkt saavel personlig som som offentlig Menneske kan jeg kuns ønske, at bemeldte Persons Produktivitet maa tiltage saavel hvad Quantitet som Qualitet angaaer, thi det vilde snart blive Alverden klar ved at sammenholde de forskjellige Artikler, at Manden er complet gal, vel istand til at bringe en Deel i Uorden og Forvirring, men ikke istand til at foreslaae eller bringe istand nogetsomhelst Fornuftigt, men dette er jo en Skavank, der ikke alene er ham egen men temmelig almindelig udbredt i vort Land. —
. . . Igaar er Grev Wachtmeister kommet hertil som svensk Gesandt, men jeg har endnu ikke seet ham; han er godt kjendt her i Byen og tæller saavidt jeg veed mange Venner; jeg har ikke havt Leilighed til at giøre hans Bekjendtskab men han skal efter Sigende være en behagelig Mand. —
Her lever man i en evig Suus og Duus med diners og soirées, som er noget anstrængende, naar man tillige skal arbeide en Deel især i Forretninger, der hidindtil have været En ukjendte.
C. E. Frijs.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 24. Januar 1866.
Kjære Vedel.
. . . Nogle Dage førend jeg skrev Dem til, modtog jeg is. 107Fortrolighed fra Kbhvn. et Vink om, at jeg stod paa svagere Fødder her end jeg selv havde troet vilde blive Tilfældet da jeg i Efteraaret reiste hertil. Dette Vink kom ikke fra den Person til hvem De sigter, — thi jeg troer at gjætte hvem denne er, — jeg har overhovedet ingen Breve faaet fra ham i al den Tid jeg har været i Berlin; det kom fra en Anden, som vel kjender hiin Person, men dog ikke ynder ham synderligt og, det jeg veed, hellerikke seer ham ofte; og jeg troer derfor ikke engang, at det indirecte kom fra ham. Imidlertid er jo Molzen, om jeg end kan holde paa, at han er en Specialitet, dog desværre ikke et species, men et maaskee ret stort genus i denne Verden, og med den Erfaring, de sidste Aar har givet mig, svarer jeg derfor for Ingenting; jeg maa imidlertid gjentage, at jeg ikke troer det er ham: det er formodentlig en løs Tale som af sig selv er voxet op til noget Mere. . . .
Molzen har jeg Intet hørt til i den sidste Tid. Jeg veed kun at han synes at være gaaet endeel ned ad Bakke. Hans Avis 1) har ogsaa liidt ved en Erklæring i Staats-Anzeiger om at den ikke kan staae til Troende i Alt. Jeg haaber saaledes at han snart vil forsvinde. I det Hele er det ogsaa kun mine Nerver der ere blevne lidt angrebne ved ham.
G. Quaade.
A propos om M. Han skal skrive hjem og klage over at jeg ikke gjør Selskaber. Dette er ganske sandt, men dertil hører ogsaa temmelig Meget, og ialfald har jeg havt og har jeg endnu store Udgifter ved den første Etablering, og kan saa benytte det almindelige Privilegium, hvorefter enhver fremmed Diplomat har et Aars Frist efter Ankomsten.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 4. Februar 1866.
Kjære Vedel.
Det er ikke noget let Spørgsmaal De forelægger mig ved Deres sidste Brev.
Ialmindelighed kan jeg sige, at jeg ikke troer man hos os saa let vilde kunne finde nogen bedre end en af de omhandlede tvende Personer til det Hverv hvorom der er Spørgsmaal 1). Jeg troer nu vel, at begge have en Mangel; nogen rigtig hvad man kalder Drift eller Fart er der hverken hos den ene eller den anden af dem; men de gjøre begge sikkert paalideligt og forsvarligt hvad de skulle gjøre, og derfor forfalder hverken den ene eller den anden i den modsatte Yderlighed og bliver faiseur. Dette er et stort Gode som maaskee meer end opveier hiin Mangel, som jo forresten maaskee ikke vilde være tilstede i samme Grad, naar de vare mere paa deres egen Haand, og ved Siden af den Bevidsthed om deres Opgaves Betydning, som de i hiin Stilling maatte faa. Naar nu jeg skulde vælge, saa vilde jeg vælge Guldencrone; men det er ganske naturligt, da jeg kjender ham, og derimod ikke kjender Vind, saaledes at jeg kan sige at jeg virkelig kjender ham. Guldencrone har maaskee mindre positiv Kundskab end Vind; men han har megen Takt og megen Menneskekundskab, og jeg veed ikke om Vind i Petersborg har kunnet danne sig en saa udstrakt Be- kjendtskabs- og Omgangskreds som Guldencrone har kunnet her, hvor de unge Mennesker leve saa at sige Nat og Dag sammen, og i hvilken han er ganske ualmindelig afholdt. Hans politiske Grundsætninger ere heller ikke eensidige, men reent praktiske. Sympathier kan han vel have i politisk Henseende, men de ere aldrig til Hinder for det Fornuftige.
s. 109Med alt dette har jeg imidlertid, vel at mærke, paa ingen Maade villet have Guldencr. frem for Vind; dersom jeg kjendte denne ligesaagodt, kunde jeg maaskee sig[e] Ligesaameget for ham; og jeg kan derfor slutte hvor jeg begyndte, med at sige, at jeg virkelig selv vilde have vanskeligt ved af de forhaandenværende Elementer at finde en bedre til det omhandlede Hverv end en af disse to. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Onsdag. [Februar 1866?.]
Kjære Kammerherre.
Tak for Deres Brev og Deres Bemærkninger om Budgettet. Hvad Bauer angaaer, skal jeg giøre hvad jeg kan for at bevare Noget for ham men Grev Frijs vilde egtl. aldeles undertrykke Pressecontoen og lod sig kun nøie med at stryge en stor Deel, fordi jeg viste ham at Aviser og Bøger for Ministeriet og Gesandtskaberne betaltes af den Conto 1). Han har en stor Aversion for alt hvad der hedder Benyttelse af Pressen. Det er derfor meget muligt at vi tabe endnu Mere under Discussionen. Det er mig derfor endnu umuligt at oversee hvad vi faae til Disposition og det var vistnok godt om De forberedte Bauer paa at vi maaskee fra 1. April ikke kunne betale ham længere. Viser det sig senere at vi kunne anvende Noget til ham, vil den Forandring jo altid være velkommen. . . .
P. Vedel.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjære Kammerherre.
De 100 Rbd. som De idag faaer til Disposition ere bestemte til Bauer, men vi vilde ikke skrive Navnet i Piecen selv. . . .
P. Vedel.
Udateret.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Onsdag. [Februar 1866?]
Kjære Kammerherre.
Grev Frijs har bedt mig sige Dem at det var godt om De vogtede paa M. der igien er i Berlin. Navnlig ønskede han ogsaa nøiagtig at vide, naar han kom dertil og naar han igien forlader. Det er nemlig sandsynligt at han her vil gientage, hvad han tidligere har fortalt, at han fra Berlin gaaer til Paris og at han der har talt med Keiseren. Det vilde virke godt til at svække Tilliden til hans Historier naar man med Datoerne kunde bevise ham at idetmindste den Deel af hans Historier var Løgn. . . .
P. Vedel
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 23. Februar 1866.
Kjære Vedel.
Jeg sender Dem hermed et lille Memorandum, som jeg vil bede Dem overveie og meddele Grev Frijs. Jeg tilstaaer Sagen er af den allerdelicateste og vanskeligste Beskaffenhed, og derfor giver jeg det ikke nogen officiel Charakteer,s. 111thi saaledes som det nu er, kan det puttes i Kakelovnen og Sagen dermed være endt. Men jeg har anseet det for min Pligt, ikke at skjule min Tanke, selv om den endnu ikke har modnet sig til en Mening. Det er jo klart, at vi engang maae handle, og vi kun[ne] ikke vente at Tiden dertil skal indtræde paa det for os iøvrigt bequemeste Øieblik; men jeg kan ikke her afgjøre naar vi skulle handle, og jeg maa forudsætte at der i Kbhvn. foreligger Data fra Paris, som maa være afgjørende. Jeg har nok den største Vanskelighed med at troe, at Østerrig i den Grad skulde glemme sig selv, at det nu gav efter; men det er jo sandt, at Østerrig tidligere har glemt sig selv, og man kan altsaa ikke lukke Øinene for Muligheden af at det atter gjorde det. Skeer dette saaledes at Annexionen nu bliver Følgen, da har jeg ikke stort Haab for os, ialfald for den nærværende og kommende Generation. Vi maae ikke troe, at Preussen vilde sætte ringe Priis paa en Aftale med os; thi skjøndt det ikke vandt herved i positiv Styrke, vilde det dog ikke være uden Betydning, at have Ryggen fri i Tilfælde af en Conflikt, og som jeg har antydet, er B. sikker paa Kongen, naar denne i Forveien er bunden ved en Aftale med os.
Skal Noget gjøres, maa det naturligviis skee mundtligt og her hos B., men efterat vi have forberedt Alt i Paris og have, om ikke Hjælp, saa Billigelse derfra. Der er imidlertid periculum in mora, og dette, tilstaaer jeg, gjør maaskee hele Sagen ørkesløs; men det er ikkun 48 Timer siden at Situationen her har tegnet sig saaledes, at der er større Udsigt til et Brud og til at Østerrig vil vige tilbage herfor. Jeg siger ikkun »større«; thi jeg maa fremhæve at Benedetti og Nothomb /: Belgieren :/ endnu iforgaars vare af den Mening, at Uveiret vilde trække over.
G. Quaade.
. . . Om M. har jeg i den sidste Tid Intet hørt, men jeg troer, at jeg har i et af mine senere Breve sagt Dem, at han s. 112var kommen tilbage hertil »i Onsdags«. Om det har været Onsdag i forrige Uge eller i næstforrige Uge erindrer jeg ikke nu. Jeg troer det var Onsdag Aften den 7de. Han havde da, efter hvad Bauer sagde mig, været i Kbhvn., men Bauer vidste ikke Videre om ham end at han endnu skyldte ham 16 rtl. Siden har jeg seet ham et Par Gange, men han har Intet kunnet meddele mig. Nu haaber jeg at see Bauer enten idag eller imorgen. Det er vist ikke umuligt, at M. har talt med Kaiser N. Privatdiplomatie har altid spillet en Rolle, og gjør det jo ogsaa den Dag idag. Dersom visse Folk for et Aar siden vilde have erindret dette lidt bedre og til samme Tid glemt personlige Liebhaberier, havde Tingene nu staaet lidt anderledes; eller dersom M. havde været en anden Person eller blot havde været i Forbindelse med Regjeringen, saaat han havde kunnet være en virkelig uofficiel Føler, vilde vi maaskee nu bedre vidst hvad vi havde at gjøre.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer. — Koncept til dette Memorandum er fundet bl. Quaades Privatpapirer og trykt som Tillæg.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 25. Februar 1866.
Kjære Vedel.
... M. er ganske rigtigt, som jeg troede, kommen her tilbage den 7de om Aftenen. Vedkommende, som ikke veed om han ikke mistænkes, har ikke seet ham siden, men fik igaar en Sendelse fra ham, nogle danske Aviser, og tager Anledning heraf til at gaa til ham. M. menes at være den 7de ankommen her directe fra Kbhvn. og ikke at have kunnet herfra gaae til Paris, da han notorisk ingen Penge havde. Han antages at være gaaet til Kbhvn. forat faae Penge. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
En chiffres.
Copenhague, 26 février 1866.
M. Quaade m’écrit de Berlin que la crise et peut-être la guerre sont imminentes. II me mande qu’une alliance ofet défensive est conclue entre la Prusse et l’Italie au su et avec le consentement tacite de la France. Est-cela vrai et quelle politique la France désirerait-elle que nous suivions en cas d’une guerre? Tachez de m’éclaircir sur ces points, il faut peut-être prendre bientöt une décision prompte et péremtoire et je compte sur vous pour être exactement informé. Etes vous sur quant à votre chiffre?
Frijs.
Koncept med P. Vedels Haand til Chiffertelegram, afleveret i Paris 26. Februar Kl. 6 Em. til Gesandtskabets Portner.
Udenrigsminister Grev Frijs’s Udkast til Instruks for General Kaufmann.
[Februar? 1866].
Almindelige Bemærkninger ved Reisen at iagttage.
1) Politiske Discussioner undgaaes saa meget som muligt og især hvad Danmarks Sag angaaer aldeles bestemt ligeoverfor Uvedkommende, hvortil jeg regner Alle, der ikke høre til det respective besøgende Lands Regjering. — Skulde Chefen for en saadan eller dennes enkelte Medlemmer ville fremtvinge en almindelig Udtalelse, da gjelder det som Hovedregel at hævde Erkjendelsen af sin Uformuenhed til selv at kunne fremtvinge et gunstigt Resultat ligeoverfor det forenede Tyskland, og udtale sin Erkjendtlighed for hver viist og sig visende Sympathi, og forsaavidt dette Spørgsmaal under de givne Forudsætninger skulde blive reist i Frankrige, gjelder det oms. 114at paapege den af Keiseren selv antydede Linie imellem Flensborg og Tønder som den, der nærmest kunde blive et Compromis imellem de 2 stridende og fjendtlige Nationaliteter samt i andre Henseender ogsaa frembyde væsentlige Fordele, naar man maatte opgive den danske Krones Ret til Slesvig. — Ligesom man fremhæver Centnertyngden af 30te October 64 for Danmark, saaledes maa Leiligheden ikke lades ubenyttet til at fremhæve, at denne ingenlunde endnu er bleven udført og traadt i Live med Hensyn til de Forpligtelser, der herved paahvile Stormagterne paa Hertugdømmernes Vegne. Vi have indtil Dato ikke seet en Skilling og desuagtet fortvivler vort lille Folk ikke stolende paa ved sin Arbeidsomhed, Flid og Nøgternhed at kunne holde Pinen ud i Haab og Fortrøstning til »Imorgen atter en Dag«.
8
2) Da det saavel af venlig som fjendtlig sindede Magter hyppigt er bleven henpeget til som om der herskede Anarch[e] her i Danmark, gjelder det fortrinsviis som en Hovedregel, at en slig Paastand ikke ved nogensomhelst Udtalelse fra vor Side kan faae Udseende af at gives Medhold, ligesom det gjelder om at vise, at Modgang og Gjenvordighed kun har fæstet Trangen til og fremkaldt den levende Revidsthed om Nødvendigheden af, at Levereglen » Enighed gjør stærk« eller »l’union fait la force« bliver det lille Folks politiske ARC. Med fuld Føie maa Leiligheden ogsaa gribes til at gjøre opmærksom paa saavel Folkets Evne til at bære Modgang og haarde Tider som dets Arbeidsomhed og Stræben efter at læge de tilføiede Saar, og at der saaledes ikke kunde være Tvivl om dets Evne til at hævde sin Selvstændighed, naar det gjordes vor militaire Nabo umuligt at fremskyde sine Refæstningsværker, der i hans Haand kun kunne være Angrebsvaaben, heelt ind i vort Land, og som kuns kunne være beregnede paa at berøve os Tilliden til vor Existens og derved muliggjøre Halvøens fuldstændige Erobring naar engang Øieblikket maatte blive gunstigt.
s. 1153) At den hele Reise er mere beregnet paa Nytten end paa Fornøielsen er heller ikke uvæsentlig selv at vise ved sin Indretning af hele Dagen og den Maade, hvorpaa Tiden ønskes benyttet; jeg behøver ikke at gjøre opmærksom paa at Høflighed og Venlighed imod Alle er den sikkreste Vei til at blive vel modtaget, gjerne seet og paa en behagelig Maade erindret overalt, hvor man kommer frem i Verden. —
P. Wedels Privatpapirer. — Udkast med Grev Frijs’s Haand blandt hans Breve til P. Vedel.
Instruks for General Kauffmann, da han i 1866 rejste med Kronprinsen udenlands.
Kjøbenhavn, 5. Marts 1866.
Herr General,
I Overeensstemmelse med H. Maj. Kongens Allerhøieste Befaling har jeg allerede havt den Ære mundtligen at meddele Dem, hvad jeg i politisk Henseende maatte ansee for vigtigt at iagttage under Hs. kgl. Høihed Kronprindsens forestaaende Reise, navnlig forsaavidt angaaer Opholdet i Frankrig, og jeg har troet i disse Linier at turde sammenfatte mine mundtlige Bemærkninger i følgende Hovedpunkter.
Det er min Mening, at det er hensigtsmæssigt, at de yngre Medlemmer af Hs. kgl. Høiheds Følge afholde sig fra udførligere Samtaler og bestemte Yttringer angaaende Danmarks Politik, indvortes og udvortes, i Fortid og i Fremtid. Derimod vilde det være unaturligt og kunne misforstaaes, om de ved enhver Leilighed ængstelig undgik at lade see, hvor dybt Danmark materielt og moralsk lider under den Uretfærdighed, som er øvet mod os. Denne og lignende al mindelige Bemærkninger compromittere Intet, men, hvorlangt de kunne gaae, afhænger væsentligst af den Leilighed,s. 116der fremkalder dem og den Personlighed, til hvem de gjøres, og jeg er altfor overtydet om Kronprindsens unge Ledsageres Takt og Patriotisme til at befrygte, at disse almindelige Bemærkninger nogensinde, hvad enten de angaae Fortid eller Fremtid, vilde kunne faae Skin af at være Recriminationer mod tidligere Regjeringers Handlinger eller politiske Retninger her.
8*
Jeg indseer derimod meget vel, at en saadan Tilbageholdenhed med Hensyn til Fremtiden ikke af Dem, Herr General, vil kunne gjennemføres, navnlig ikke under et længere Ophold i Paris. Ligesom Hs. kgl. H. Kronprindsen let vil kunne finde sig i en Stilling, hvor Høistsamme ikke kan undgaae at udtale sig, saaledes vil De neppe heller altid kunne afvende en mere indgaaende Samtale ved den Bemærkning, at De som Militær ikke er inde i politiske Spørgsmaal og derfor ligesaa lidet troer at kunne udtale en personlig Mening, som De er indviet i Regjeringens Tanker. For at sætte Dem istand til under en saadan Eventualitet at kunne tale i Regjeringens Aand og, jeg troer at turde tilføie, i samme Retning som Hs. kgl. Høihed under lignende Omstændigheder vilde yttre sig, skal jeg tillade mig at fremhæve nogle Hovedpunkter.
1. Man maa ikke troe, at vi underhaanden virke ved de europæiske Hoffer for at opnaae nogen Forandring af Wienerfredens tunge og ubillige Bestemmelser. Vi ansee det for at være baade vor Pligt og vor egen velforstaaede Fordeel rolig at afvente, hvad Tiden vil bringe. Den franske Regjering veed, at vi iagttage denne Tilbageholdenhed ligeoverfor den, men den kunde troe, at vi muligviis fulgte en anden Fremgangsmaade ved andre Hoffer, og den vilde da deri see et Beviis paa, at vi foretrække andre Løsninger af Spørgsmaalet for den, som Frankrig altid har anbefalet. Det er derfor af dobbelt Vigtighed, at man ikke tvivler om, at vi overalt iagttage den samme afventende Holdning.
2. Der er ingen Tvivl om, at Frankrig under visse Forudsætningers. 117baade kan og vil virke til en partiel Forandring af Wienerfreden i vor Interesse, og det er vel ikke for Meget at antage, at uden Frankrig vilde Spørgsmaalet om Hertugdømmerne være naaet nærmere den for os ugunstigste Løsning, end Tilfældet nu er. Hvad vi altsaa under de nærværende Forhold alene kunne gjøre, er med Erkjendtlighed at modtage den Understøttelse, som Frankrig af forskjellige Grunde kan ville yde os, for at Nationalitetsprincipet, der er gjort gjeldende mod os til Skade for det danske Monarkies Integritet, i alt Fald kommer os til Gode til Bevarelsen af det danske Folks Eenhed. Med andre Ord vi acceptere Principet om Slesvigs Deling efter Nationaliteten, om end Resten af dette gamle danske Kronland tilligemed Holsteen derved tabes. Keiseren har selv i sin Tid angivet Flensborg—Husumer Linien som den naturlige og nationale Delingslinie, og den Stemning, der uforandret har viist sig hos Befolkningen i den nordlige Deel af Slesvig trods alle Løfter, har kun kunnet tjene til at bestyrke Keiseren i hans Anskuelse om, at saavel Retfærdighed som en rigtig Politik anbefaler, at hvad der er dansk og vil være dansk ogsaa bør blive ved Danmark. Hvilken Virkning preussiske Befæstninger paa Dybbøl og Als maae komme til at udøve paa vore Udsigter i Fremtiden, vil De, Herr General, tilfulde kunne bedømme og ved Leilighed gjøre gjeldende. Jeg anseer det i det Hele for at være meget vigtigt, at man i Frankrig ikke troer eller paaskyder at troe, at Hs. Maj. Kongen og den kgl. Regjering skulde nære andre Forhaabninger eller ville arbeide for andre Planer end ovenstaaende.
3. Imidlertid er det den kgl. Regjerings Opgave saa godt som muligt at reorganisere det danske Rige efter det tunge Slag, der har ramt det. Folkets solide Egenskaber og Patriotisme, Landets rige Hjælpekilder og, jeg tør tilføie, den kgl. Regjerings alvorlige Bestræbelser ville sikkert føre til et saa gunstigt Resultat, som ydre Forhold tillade. Det kans. 118maaskee stundom falde vanskeligt for Udlandet med Retfærdighed at bedømme vore indre Forholds Udvikling, men vor Fortid maa være det bedste Beviis for, at det i alt Fald ikke vil være vor Skyld, dersom det ikke lykkes os at sikkre os en Fremtid, der tilfredsstiller vore Eiendomligheder, og finder sit Tyngdepunkt i det danske Folk selv.
4. Vi kunne ønske, at Wienerfreden modificeres til vor Fordeel, men vi kunne fordre, at de faa Bestemmelser, den indeholder for at lette os vort Tab, ikke henstaae uopfyldte. Dette er desto værre Tilfældet. Det hele financielle Arrangement venter endnu paa de tydske Magters, navnlig Østerrigs Samtykke, og siden December 1863 har den danske Statskasse ikke modtaget det ringeste Bidrag til den fælles Statsgjeld, uagtet Freden har stipuleret, at hvert Halvaar skal en Sum af 580,000 rd. udbetales os som Hertugdømmernes Bidrag. Den Tilbageholdenhed, som de europæiske Magter troe at burde iagttage i Spørgsmaalet om Hertugdømmernes Skjæbne, synes ikke at kunne strække sig saavidt, at de ikke ved venskabelige Forestillinger skulde kunne virke til, at saa klare financielle Forpligtelser ikke fremdeles miskjendes til vor Skade.
Disse ere de almindelige Bemærkninger, som jeg finder Anledning til at gjøre, og som jeg beder Dem, om fornødent gjøres, at iagttage. Iøvrigt vil Grev Moltke ved sit detaillerede Kjendskab til Regjeringens Politik og til Terrainet i Paris og med særdeles Hensyn til de Forandringer, som kunne foregaae i den hele politiske Stilling i Europa, altid være fuldkommen istand til at supplere og modificere mine ovenstaaende Antydninger. I det Hele beder jeg Dem derfor betragte Grev Moltkes Anviisninger i politisk Henseende paa samme Maade, som om de directe kom fra mig. Ligeledes tør jeg anmode Dem om stadigen at gjøre Grev Moltke bekjendt med de Indtryk og Iagttagelser af politisk Interesse, som De anseer for rigtige [vigtige?], og jeg vil altid sætte megen Priis paa de Meddelelser, som De maatte gjøre mig den Ære at rette til mig.
s. 119Sluttelig er der endnu et Punkt, hvorpaa jeg tør henlede Deres Opmærksomhed. Jeg er overtydet om, at Hs. kgl. Høihed ved sin Personlighed og sine Egenskaber vil vide at vinde Keiserens Høiagtelse i en særdeles Grad, men jeg forudseer, at netop jo mere man lærer at vurdere Kronprindsen, desto opmærksommere vil man ogsaa vogte paa Høistsammes Skridt, og paa hvilke Forbindelser og Rekjendtskaber, Han maatte stifte i Paris. De vil ikke glemme, Herr General, at der i Frankrig er en Opposition, der ikke er rettet mod Regjeringen og dens Handlinger og Politik, men mod Keiseren og hans Dynasti. Medlemmerne af denne Opposition ere tildeels særdeles respectable, og deres Trofasthed mod en forsvunden Tid forøger den Agtelse, de indgyde som Personer. Men de ere dog Keiserens Modstandere, og Hs. kgl. Høihed vil derfor sikkert undgaae enhver Berøring med dem, som kunde gjøre noget ubehageligt Indtryk paa Keiseren. Ogsaa i denne Henseende vil Grev Moltkes Raad kunne være særdeles værdifuldt, da han kan give Dem Oplysning baade om Personerne og om den Grad af Opmærksomhed, som kan vises dem, uden at man derved giver Anledning til Misforstaaelse.
Afskrift i P. Vedels Privatpapirer. — 1 Randen staar: Udfærdiget privat af Grev Frijs.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 6 mars 1866.
Monsieur le Comte,
[I det franske Corps législatif havde 2. Marts 1866 M. de Parieu, Vicepræsident i Conseil d’Etat, udførlig omtalt det slesvig-holstenske Spørgsmaal, Krigen 1864 og Freden i Wien. Referatet (i Le Moniteur Universel, vedlagt Grev Moltke-Hvitfeldts Depeche) havde berørt Gesandten ilde ved den fejlagtige og kølige Maade, hvorpaa den danske Politik var omtalt.]
s. 120En effet, le discours de M. de Parieu contient non-seulement les erreurs les plus grossiéres en ce qui regarde l’exposé historique de la question, mais il est empreint d’une malveillance pour le Danemark faisant singulièrement contraste avec les sentiments de Sympathie que nous a toujours témoignés le gouvernement impérial. En regard de cette situation j’ai donc cru qu’il était de mon devoir d’entretenir M. Drouyn de Lhuys des faits en question, et je reviens à l’instant du Ministére des Affaires étrangères, où j’ai eu une conversation avec Son Excellence. J’ai abordé l’entretien en exprimant à M. Drouyn de Lhuys l’espoir qu’il voudrait bien accueillir avec cette bienveillance qu’il m’avait toujours témoignée, la démarche que je venáis faire auprès de lui et que je ne croyais pouvoir omettre sans manquer à mes devoirs. Après avoir rappelé en ses principaux traits le discours de M. de Parieu, j’ai appelé l’attention du Ministre, tant sur les omissions et les erreurs grossières du discours, que sur les sentiments de malveillance pour le Danemark dont il est empreint. »II m’a été impossible« — dis-je ensuite à M. Drouyn de Lhuys, »de ne pas vous exprimer toute la peine que m’a causée ce discours, et, sachant qu’il provoquera à Copenhague, surtout à la veille du départ du Prince Royal pour la France, un bien douloureux étonnement, je viens vous demander, si les paroles de M. de Parieu expriment réellement la pensée du gouvmt. de l’Empereur.
Dans le début de notre entretien, M. Drouyn de Lhuys m’avait dit qu’au milieu des nombreuses occupations qui le retenaient depuis plusieurs jours, il lui avait été impossible de prendre connaissance des débats au Corps législatif; qu’il n’avait, par conséquent, aucune connaissance du discours de M. de Parieu. II se fit ensuite apporter le numéro du Moniteur contenant le discours et en prit lecture. Celle-ci terminée, et après avoir entendu mes observations sur les principaux points erronés du discours, — observations que j’avais mises par écrit — M. Drouyn de Lhuys me dit qu’ils. 121était évident que mes remarques sur les omissions et erreurs commises par M. de Parieu étaient parfaitement fondées; il ajouta que le gouvmt. de l’Empereur ne pouvait désavouer un orateur du gouvmt.; mais qu’il me priait d’exprimer au gouvernement du Roi tous ses regrets de cet incident. M. Drouyn de Lhuys me dit encore: »Nos sentiments de Sympathie pour le Danemark sont naturellement toujours les mêmes et nos dépêches de ces dernières années en font toutes foi. C’est dans ces dépêches qu’il faut rechercher nos idées et notre maniére de voir qui n’est assurément pas celle de M. de Parieu, lequel aurait bien du s’abstenir de faire un exposé historique, complètement oiseux et inutile de la question«.
Je m’empresse, M. le Comte, de vous faire connaître l’accueil bienveillant qu’a trouvé auprès de M. Drouyn de Lhuys la démarche que j’ai cru devoir faire auprès de lui, et qui, j’ose l’espérer, obtiendra la haute approbation de Votre Excellence.
L. Moltke-Hvitfeldt.
Modtaget 10. Marts 1866.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 9. Marts 1866.
Kjære Vedel.
. . . Hvad Molzen angaaer, maa jeg berigtige mine tidligere Meddelelser derhen, at han sidste Gang er fra Kbhvn. kommen tilbage hertil den 6te om Aftenen, og at han atter er afreist herfra til Kbhvn. den 23de Febr., uden i Mellemtiden at have været nogen eneste Nat fraværende fra Hotellet hvor han boer, og hvor hans Værelse staaer ledigt for ham. Han har altsaa ikke, som jeg tidligere troede, været i Kbhvn. eller muligen i Paris, i hiin Mellemtid. Han har skrevet til Bauer og sendt denne et Brev til Wagner til Besørgelse,s. 122samt forkyndt sin Ankomst her som nærforestaaende.
Jeg maa ved denne Leilighed bemærke, at en Collega af mig, den oldenborgske Min. Res. Baron Beaulieu har omtalt M. for mig, og navnlig sagt, at det var ham bekjendt at M. havde givet Bismarck en skriftlig Udvikling. Beaulieu protegeres i hans officielle Forhold af den herværende russiske Gesandt.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 11. Marts 1866.
Kjære Vedel.
. . . B[auer] har atter faaet et Par Linier fra M. med et Brev til W., og hvorved han bebuder sin snartforestaaende Ankomst. W. har strax efter Modtagelsen af det første Brev skrevet til B. Andet vidste B. ikke; men han meente at W. nu atter troede paa M.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 14. Marts 1866.
Jeg bifalder fuldstændigt det Skridt hos Hr. Drouyn de Lhuys, hvorom Deres Høivelbaarenhed har indberettet i Nr. 14 af 6. Marts og takker Dem fordi De uden at afvente Instruction herfra, har forsikkret Dem om, at Hr. de Parieu ikke i Præmisserne til sit Forsvar for den franske Regerings Politik i det danske Spørgsmaal kan betragtes som et nøiagtigt Organ for det franske Udenrigsministeriums Anskuelser. Det Svar som Hr. Drouyn har givet Dem er saa tilfredsstillendes. 123som muligt og jeg beder Dem ved Leilighed at udtale til Udenrigsm. min Tak for den givne Forsikkring. —
Koncept med P. Vedels Haand.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 21. Marts 1866.
Kjære Vedel.
Jeg havde haabet i disse Dage at kunne skrive med Petersen, og det skal jeg gjøre hvis han reiser før med den engelske Coureer Lørdag Morgen. Men i modsat Fald maa jeg vente til denne Leilighed med at skrive udførligere.
Imidlertid vil jeg dog ikke opsætte at meddele, at Situationen tiltrods for alle de forskjellige Skikkelser den har antaget siden min Indberetn. af 9de, endnu bestandig er den samme som dengang 1). Der kan være Modificationer med Hensyn til Gangen i dens Udvikling, men i Hovedsagen er den den samme, ja maaskee endog i en høiere Potents; thi her har man vanskeligt ved at gaae tilbage, — for at jeg ikke skal kalde det umuligt —, og jeg troer nu bestandig mindre og mindre at Østerrig giver efter.
De erindrer, at hvad jeg tilskrev Dem under 23/2 2) havde en saadan Eftergivenhed til Forudsætning.
Herom skal jeg nu imidlertid ikke tale videre for idag. Det kan gjerne være at denne Plan ikke lader sig realisere; ialfald er den meget farlig.
Men jeg har troet ikke at burde tøve med at sige, at jeg anseer Situationen for meget alvorlig, for saa alvorlig, at det vistnok vilde være god Politik for os, at søge, endog med Offre, at faae de Spørgsmaal afgjorte, der nu saa længe haves. 124henslæbt sig uafgjorte efter Fredstractaten, forat vi kunne staae saa frie som muligt, naar det endelig kommer til Stykket.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 23. Marts 1866.
Kjære Vedel.
Situationen er krigerisk; men dog lidt mindre end da jeg skrev mit sidste Brev til Dem. Sagen er den at man er i en Impasse, Østrig som Følge af gamle gjentagne Dumheder og Preussen som Følge af at have taget Munden for fuld; og nu vide de hverken ud eller ind. Men i alle Tilfælde maa jeg formene, at vi bør skynde os med at komme ud af alt Forhold til dem, selv med pecuniaire Offre. Og jeg gaaer i denne Henseende saa vidt, at jeg i den senere Tid har spurgt mig selv, om vi skulde indlade os med Preussen for Haab eller Tilsagn om Land. Men i denne Henseende vil der vel ingen Skade være skeet ved hvad jeg i sin Tid tilskrev Dem, thi dette var jo en reen Henstilling afhængig baade af nøiere Overlæg i Kbhvn. og af hvad der tænktes i Paris. Ingen her kan sige hvad den næste Dag bringer; men, som jeg har anført i min Rapport, man troer dog ikke paa Krig. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 26. Marts 1866.
Kjære Vedel.
Det er ikke godt at have at bestille med Folk som have en slet Samvittighed; her bliver man fra alle Sider mistænkt.s. 125Forresten kan vor Ven Molzen være Skyld i det Hele. Han har maaskee de bedste Hensigter for os; men, som jeg en Gang har sagt Dem, har en af mine Colleger, Oldenborgeren, der staaer i Forbindelse med Russeren, talt til mig om Molzen, og hvorfor skulde saa ikke hans Mistvivl ogsaa være bleven bekjendt for Østerrigeren, for ikke at tale om Svenskeren. Hochschild har engang spurgt mig om ham. Og medens saaledes Østerrigerne kun troe at vor Regjering er i det med ham til Fordeel for en preussisk Alliance, kan jo gjerne Preussen, som ikke seer, at Regjeringen vil tage den af ham spundne Traad op, tænke sig at vi ere østerrigsksindede eller blot vente paa at det skal gaae Preussen ilde; og det bedste de kan tænke om os, er at vi vente paa at det skal gaae dem godt for saa at dele Byttet. Jeg er bange for den gode Molzen er en slem Fyr; men nu veed jeg intet Andet om ham, end at han i disse Dage ventes her. Han synes mig at have fattet Mistanke til Bauer.
Jeg veed ikke om jeg skal være glad eller bedrøvet over at min Dem i sin Tid meddeelte Idee mindre og mindre synes mig at kunne realiseres 1). Jeg troer vedblivende der kunde være bragt Noget ud deraf; men jeg miskjender ikke dens Dristighed og Vanskelighederne ved at incaminere dens Realisation; men hvad Dristigheden angaaer, saa var jo Forudsætningen deels at Frankrig vilde paa en eller anden Maade være med, og deels at det ved Østerrigs Eftergivenhed slet ikke skulde komme til Krig. En saadan Eftergivenhed var tænkelig ifjor, for et Aar eller for ½ Aar siden, og et Øieblik har jeg troet derpaa for 5—6 Uger siden, fordi Alle foreprækede mig den. Men nu troer jeg ikke derpaa. Det kan trække ud med afvexlende Krigs- og Freds-Overgange; men tilsidst maa Enden dog, hvis intet aldeles Uventet skeer, blive Congres eller Conference. Man siger at Bismarck har egenhændig skrevet til Kaiser Napoleon, at hvis det sl. holst. Spørgsmaal inddrages i Fyrstenbund-Conferencen,s. 126gik han af. Men jeg troer ikke det er sandt. Dog vil det sikkert holde haardt at faae Bismarck til at samtykke i europæisk Afgiørelse. Men kommer det hertil, opgiver jeg ikke Haabet om Noget. At dette Haab kan realiseres ere Alle fra alle Sider enige om, men Spørgsmaalet er hvormeget vi ville faae.
G. Quaade.
Af mine to Rapporter fra igaar og idag seer De, hvorledes Situationen vexler fra Dag til Dag.
Jeg kan ikke skrive officielle Rapporter hver Dag. Jeg har derfor foresat mig at jeg ved korte Rreve vil saa ofte det er fornødent sætte Dem au fait med Stillingen. Men i dette Øiemed vil jeg herved aftale nogle af Andre uforstaaelige Tegn med Dem; thi skjøndt jeg ikke troer, at man her aabner Breve, er det dog en behagelig Følelse at vide, at det man har skrevet, ikke kan have været læst eller ialfald forstaaet.
Naar jeg saaledes vil sige at Situationen er krigerisk, saa siger jeg 5, 6 eller 7 efter Graden. Vil jeg sige at den er fredelig, siger jeg 3, 2 eller 1 ligeledes efter Graden; og vil jeg betegne den som ubestemt, eller lige mellem begge, saa siger jeg 4.
G. Q.
P. Vedels Privatpapirer.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Direktør P. Vedel.
Paris, 30. Marts [1866].
Kjære Etatsraad.
Hvad maa De tænke om min lange Taushed ligeoverfor Dem? jeg haaber at De med sædvanlig Velvillie vil undskylde den og især ikke troe at den beroer paa Mangel paa god Villie. Dagene gaae altid hurtigt hen her i Paris, men rigtignok dobbelt hurtigt naar man foruden sine sædvanlige Forretningers. 127har den Ære at have Kronprindsen i samme By. — Siden omtrent 8 Dage gaaer det meget let, men De kan nok tænke Dem, at i den første Tid gav Prindsens Nærværelse en Deel at tænke paa. Det er mig ellers virkelig kjært at Prindsen er her og jeg betvivler ikke at han vil drage Nytte af sit herværende Ophold. — Prindsen trængte til at komme ud, til at føre et friere Liv, til at leve lidt udenfor Kjøbenhavn. De vil allerede af Grev Frijs, hvem jeg har tilskrevet flere Gange desangaaende, have erfaret at Prindsen har gjort her det bedste Indtryk. — I alle de Selskabskredse, som han har besøgt, har man fundet at han var yderst elskværdig og paaskjønnet den Forekommenhed, som han viste Alle. Det var heller ikke muligt andet. Hertil kommer at Grev Frijs virkelig har været yderst heldig i Valget af de Herrer der ere her med Prindsen, hvilket ogsaa er bleven bemærket. Keiseren og Keiserinden have ligeledes været meget elskværdige mod Prindsen og navnlig har Keiseren været det igaar Aftes i Tuilerierne hvorhen Prindsen var bleven indbudt til at overvære Messen i Chapellet. H. k. H. som var saa venlig at komme til mig i Formiddags ganske alene forat spørge til min Kones Befindende — hun havde nemlig været syg i flere Dage — omtalte det for mig og fortalte at Keiseren udtalte den Mening at det siden nogle Dage mere end nogensinde saae ud til at Krigen vilde udbryde. — Imidlertid er der Ingen her der vover at have en bestemt Mening om hvad den nærmeste Fremtid skal medbringe — i alle Tilfælde maa man tilstaae at Chancerne for Krigen forøges daglig paa samme Tid som Sandsynligheden for en mindelig Overeenskomst mere og mere svinder hen. — Hvad min personlige Mening angaaer, skal jeg ikke nægte at Krigen imellem de tvende tydske Stormagter har forekommet mig at være saa stor en Daarskab, fra deres egen Standpunkt betragtet, at jeg ikke har kunnet troe derpaa. Man seer imidlertid i vore Tider saa mærkværdige Begivenheder at Alt er muligt. Men dersom Krigen udbryder, hvortil skal den føre?s. 128Det Spørgsmaal stiller Enhver sig og Andre naturligviis uden i ringeste Maal at kunne besvare det. Det Eneste, man i Almindelighed er enig om er at Krigen ikke vil kunne begrændses til de to Stormagter alene og det skulde være meget forunderligt om ikke Frankrig paa en eller anden Maade skulde forsøge at benytte Omstændighederne. Hvad os selv nu angaaer, troer jeg at det Rigtigste vil være roligen at afvente Begivenhedernes Udvikling og rette os efter hvad Frankrig eventualiter vil gjøre. — At afslutte en Alliance, enten med Preussen eller med Østerrig vil være et va banque, som jeg synes man vanskelig kan indlade sig paa. Desuden vilde der vel ikke være Tale om Alliance med den ene eller anden Magt med mindre at vi af Samme erholdt bestemt Erklæring om hvad vi, i Tilfælde af Seir, skulde erholde for den ydede Ristand og saavidt antager jeg ikke at vi endnu ere komne. — At en Alliance med Preussen vilde være mindre farlig end med Østerrig er øiensynligt. —
I Deres Brev udtalte De, kjære Etatsraad, Ønsket om at jeg, dersom jeg fandt Leilighed dertil, skulde gjøre mit til at Dotézac fik nogle anerkjendende Ord herfra. — Jeg kan i saa Henseende sige Dem, at Kronprindsen i Løbet af den Samtale han havde med Drouyn de Lhuys faa Dage efter sin Ankomst hertil, udtalte sig meget velvilligt om Dotézac som ellers, saavidt jeg kan skjønne, staaer sig meget godt hos Ministeren hvis Collega han i sin Tid har været i Madrid. . . .
L. Moltke-Hvitfeldt.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 4. April 1866.
. . . Man skulde troe, at den gjensidige Stræben efter at skyde Skylden for Krigen over paa sin Contrapart tydede paa en Lyst fra begge Sider efter at det maatte blive til Krig. — Naar vi sammenholde Quaades forskjellige Udtalelsers. 129fra 1ste Januar vil det vistnok findes, at Tanken om Hertugdømmernes Annexion til Preussen bestandig antager en fastere Carakteer og bliver at betragte som Hovedgrundvolden for Bismarcks Regjeringsprogram, da han ikke seer sig istand til at betvinge den indre Opposition uden at kunne fodre Dyret med dette Bytte. — Hvis det ikke kommer til Krig denne Gang og Preussernes Hovmod ikke brat standses, ville de træde udfordrende frem imod hele Europa, ganske vist ene og alene i Tillid til at have Ryggen fri. — De veed, at jeg beholder mit Haab om, at Gjengjeldelsens Time snart maa slaae for al Preussens Falskhed og Hykleri.
C. E. Frijs.
P. Vedels Privatpapirer.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Lettre confidentielie.
Paris, 13 avril 1866.
Monsieur le Comte,
J’ai adressé à Votre Excellence avant-hier soir un télégramme lui annonçant que M. de Bille devait partir pour Copenhague, porteur de dépêches importantes. Je lui demandai en même temps s’il devait attendre que la dépêche dont Votre Excellence m’avait annoncé la prochaine arrivée, me fut parvenue. En réponse à cette demande, j’ai reçu vers la fin de la soirée d’hier la dépêche télégraphique par laquelle Votre Excellence s’est prononcée négativement. M. de Bille partira donc demain matin porteur de ces lignes.
Voici, M. le Comte, les faits que j’ai cru devoir vous faire connaître le plus promptement possible et par une voie complètement sûre.
Depuis quatre à cinq jours la situation est jugée ici comme s’étant singulièrement aggravée au point que les sommités politiques expriment l’opinion que la guerre est presque inévitables. 130entre les deux grandes puissances allemandes. C’est dans ce sens que M. Drouyn de Lhuys s’est exprimé ces tout derniers jours, et l’Empereur lui-méme l’a dit dimanche dernier au prince royal dans une conversation qu’a eue Sa Majesté avec Son Altesse royale et sur laquelle je reviendrai plus loin.
9
Cette appréciation de la situation est due à ce que l’on regarde la Prusse et l’Autriche comme s’étant de part et d’autre trop avancées pour pouvoir reculer. On dit ici — et c’est M. Drouyn de Lhuys qui me l’affirme — que la dernière dépêche que le cabinet de Vienne a adressée au Cte Karolyi et par laquelle il demande que le décret de mobilisation de l’armée prussienne soit retiré, est considérée à Berlin comme ayant le caractére d’une véritable sommation. D’autre part, M. le ministre des Affaires étrangères m’a exprimé l’opinion que les propositions de négociations adressées en dernier lieu par la Bavière aux puissances en litige n’améneraient pas de résultat sérieux. »La Baviére, m’a dit »M. Drouyn de Lhuys hier — veut jouer la grande puissance, »se réserver une action indépendante et chercher peut-être »à se ménager les moyens de ne pas enchaîner sa politique à »celle des autres états secondaires de la Confédération.«
Ce sont ces considérations sur lesquelles repose l’appréciation susmentionnée qui d’ailleurs est partagée, à l’heure qu’il est, par la grande majorité. La trés-forte baisse qui s’est produite encore hier à la Bourse sur toutes les valeurs, lesquelles avaient déjà subi ces derniers temps une dépréciation successive et notable, est le meilleur indice de la disposition des esprits en général.
En présence de la gravité des circonstances j’ai cru le moment venu, où il m’était permis de chercher à obtenir du gouvernement impérial des indications pouvant étre utiles à celui du Roi, touchant l’attitude qu’il lui conviendrait de prendre. Grâce aux communications particulières que Votre Excellence m’a adressées ces derniers temps à différentess. 131reprises, je ne pouvais, en effet, douter que le gouvernement du Roi attachât un prix réel à connaitre la direction qu’il devrait, de l’avis de la France, donner à sa politique en regard des éventualités qui se préparent. Pénétré moi-même du grand intérêt existant pour nous de savoir quelle est la manière de voir du gouvernement impérial sur ce point, j’ai cru ne pas devoir tarder à chercher à obtenir des indications. J’avoue d’ailleurs que tout en étant sûr que M. Drouyn de Lhuys accueillerait la démarche que je tenterais auprès de lui avec la bienveillance qu’il m’a toujours témoignée, je n’osais toutefois espérer que sa réponse serait aussi explicite qu’elle l’a été.
C’est au bal donné mardi soir par M. le ministre des Affaires étrangères en l’honneur de Son Altesse royale le prince royal, que j’ai eu les deux conversations que je vais avoir l’honneur de relater.
J’abordai, en premier lieu, M. de Chaudordy dont les rapports sont intimes avec M. Drouyn de Lhuys, ainsi que je l’ai déjà mandé à Votre Excellence. Après avoir causé quelque temps de la situation en général et des probabilités de guerre découlant des incidens qui s’étaient produits ces derniers jours, je dis à mon interlocuteur que pour le Danemark aussi le moment était grave; car il fallait cependant chercher, s’il était possible, de tirer profit d’une façon quelconque de la position difficile dans laquelle se trouvent les deux puissances allemandes. »Vous avez assurément raison, me répondit M. de Chaudordy, — vous auriez bien tort de laisser passer le moment actuel, car il s’agit pour vous aujourd’hui de chercher á être remis en possession, non pas des districts du nord du Slesvig dont il a été question jusqu’à présent, mais de Düppel et d’Als qui sont pour vous d’une importance si réelle. Pour atteindre ce but, il ne vous est offert qu’un seul moyen, celui de vous entendre avec la Prusse, qui, soyez-en certain, finira toujours par conserver les duchés, quand même elle devrait, à la suite d’une guerres. 132malheureuse, donner à l’Autriche, en échange, des parties de la Silésie.« — Je répondis à M. de Chaudordy, que je croyais en effet comme lui que la seule voie à suivre était celle qu’il venait d’indiquer, et que, n’ignorant pas que le gouvernement du Roi désirait vivement connaitre la maniere de voir du cabinet impérial à ce sujet, j’avais l’intention d’en parler à M. Drouyn de Lhuys. — »Parlez-en au ministre«, répliqua M. de Chaudordy, »il ne pourra toutefois guère, en regard de la position délicate dans laquelle nous nous trouvons, vous donner une réponse bien explicite.«
9*
Quelques instans plus tard, je profitai d’un moment où le ministre était inoccupé pour entamer avec lui la conversation. Je lui exposai combien il était nécessaire pour le gouvernement du Roi de chercher à mettre les circonstances actuelles à profit. »A mon avis il ne faut absolument pas, lui dis-je, laisser échapper peut-être la seule occasion favorable qui se présentera, et qui nous donne l’espoir, quelque vague qu’il puisse être, d’obtenir la restitution d’une partie des territoires perdus à la suite de la dernière guerre. Mais avant de prendre une décision, ajoutai-je, il est de toute nécessité que le gouvernement du Roi connaisse la manière de voir du gouvernement français, car je sais pertinemment qu’en aucun cas il ne voudrait agir à l’encontre des intérêts et des vues de l’Empereur. Une entente avec la Prusse me paraît être la combinaison qui nous offre le plus de chances de succès et le moins de dangers. Me permettez-vous de vous demander votre avis à ce sujet?«
M. Drouyn de Lhuys répliqua á peu prés en ces termes:
»La question que vous me posez est délicate et ma posi»tion difficile. Je vous répondrai néanmoins, car mes sym»pathies pour le Danemark sont réelles, et je trouve qu’il »aurait parfaitement raison de chercher à mettre les événe»mens qui se produisent aujourd’hui à profit. II n’y a, en »effet, comme vous venez de le dire, qu’une seule voie à »suivre pour votre gouvernement; c’est celle de chercher às. 133»s’entendre avec la Prusse. Mais soyez prudens; que les »ouvertures de votre part aient lieu à Berlin; car je trouve »que vous devez prendre l’initiative; qu’elles soient verbales, »et qu’on ne laisse rien d’écrit à M. de Bismark, avant que »l’on ne soit sur de tomber d’accord. — Je crois qu’en cas de »promesse de neutralité de votre part, vous pouvez obtenir »la cession des districts du nord du Slesvig, par conséquent »la ligne d’Apenrade—Höyer pour frontiére; en cas d’alli»ance une ligne au nord de Flensbourg, vous donnant les »positions d’Als et Düppel. Peut-être la Prusse céderait-elle »Flensbourg, — je ne le crois toutefois pas; néanmoins vous »devriez chercher à l’obtenir. Si M. de Bismark déclarait »qu’il ne peut promettre que la restitution des districts du »nord, dites-lui que votre pays est trop éprouvé par les »fatigues de la derniére guerre pour courrir les chances »d’une nouvelle lutte au prix de concessions aussi peu im»portantes, et retirez les propositions. Ne vous laissez sur»tout pas engager par des paroles ou des promesses de la »part de M. de Bismark; que les engagemens soient formels, »et qu’ils soient pris réciproquement sous la forme d’un »traité dont les stipulations principales devraient, à mon »sens, être les suivantes:
»1. Le Danemark s’engagerait à coopérer avec ses troupes »à la défense, contre les adversaires de la Prusse, de la »partie du Slesvig qui lui aurait été cédée par celle-ci.
»2. Le Danemark mettrait à la disposition de la Prusse la »flotte danoise dont le terrain d’action se limiterait »toutefois à la Baltique et à la Mer du Nord.
»3. La Prusse garantirait au Danemark la possession après »la guerre de la partie restituée du Slesvig contre les »attaques des puissances qui auraient été pendant la »lutte ses adversaires et ceux de la Prusse.
»Teiles sont les conditions, ajouta M. Drouyn de Lhuys, »auxquelles vous pourriez prendre avec la Prusse des en»gagemens qui devraient naturellement conserver toute leurs. 134»valeur quand même cette puissance parviendrait à s’an»nexer les duchés sans avoir recours aux armes. Ces con»ditions sont toutes à votre avantage; car, d’une part, l’Au»triche une fois engagée dans la guerre ne saurait penser à »envoyer ses flottes dans le nord, attendu qu’elles auraient »à lutter contre celles de l’Italie; de l’autre vous ne courez »guère aucun risque, au cas même où l’Autriche sortirait »victorieuse de la guerre. Soyez toutefois prudens, et que »votre gouvernement agisse avec la plus grande discrétion.«
Voici, M. le Comte, un résumé exact de cette conversation avec M. le ministre des Affaires étrangères, que je suis allé de nouveau trouver hier pour lui communiquer que je comptais, sans retard, faire connaitre à Votre Excellence tout ce qu’il m’avait dit mardi dernier, et pour lui demander si, pendant ces deux derniers jours, il n’était rien survenu de nature à modifier sa manière de voir. II me répondit négativement, et nous récapitulâmes ce qui avait été dit l’avant veille, de sorte que je pus me convaincre que sa pensée était bien toujours la mâme. II me dit toutefois que l’opinion qu’il avait émise à l’égard de la disposition qu’il attribuait à la Prusse de s’entendre avec le Danemark ne reposait sur aucun fait positif; lui ayant alors répliqué que je craignais fort que les propositions que nous pouvions, à son sens, faire à la Prusse, ne sembleraient pas assez avantageuses à M. de Bismark pour que ce ministre les acceptât au prix de la restitution au Danemark des parties du Slesvig ayant un véritable intérêt politique, M. Drouyn de Lhuys me dit que dans les circonstances présentes une alliance avec le Danemark était d’une importance réelle pour la Prusse, et que, d’autre part, le ministre prussien n’ignorait pas qu’en rendant les parties danoises du Slesvig, il accomplissait un acte agréable à la France, dont il était nécessairement forcé de tenir essentiellement compte. »D’ailleurs, si la chance de la guerre lui est favorable, ajouta-t-il, la Prusse pourra bien plus facilement faire accepter la restitution en question par l’Allemagne, qu’elle n’aurait pu le faire en pleine paix.«
s. 135M. Drouyn de Lhuys ayant dans son cabinet une carte du Slesvig, je lui montrai les différentes lignes de démarcation dont il pouvait être question en cas d’un arrangement éventuel avec la Prusse. »II m’est impossible, me dit-il »à cette occasion, de préciser la ligne que vous devez de»mander, c’est à votre gouvernement de décider de cette »question et de savoir s’il veut accepter une frontière qui »ne lui rendrait pas Flensbourg.«
Au moment de nous séparer, le ministre me dit: »En re»gard de la position de la France, je n’aurai pas dü vous »dire tout ce que je vous ai dit; — je n’en ai pas parlé à »l’Empereur, mais je sais que je puis assumer la responsa»bilité de mes paroles; je compte surtout sur votre discré»tion et sur celle de votre gouvernement; car je dois ajouter, »que si des publications semblables à celles qui ont eu lieu »à Copenhague il y a deux ans, devaient se répéter, il me »serait impossible, tout en sachant que vous n’en êtes au»cunement fautif, de continuer mes rapports avec vous.« J’ai cru devoir rapporter à Votre Excellence littéralement ces paroles du ministre, attendu qu’une divulgation pourrait avoir les effets les plus nuisibles pour le gouvernement du Roi. — Je rassurai d’ailleurs M. Drouyn de Lhuys à cet égard et le remerciai de la bienveillance dont les conseils qu’il venait de nous donner étaient un témoignage réel.
Je n’ai pas besoin, M. le Comte, de m’appesantir ici sur la haute importance des conseils ou indications que M. Drouyn de Lhuys a bien voulu nous donner par mon intermédiaire. Elles me paraissent étre du plus haut intérêt, non seulement en elles-mêmes, mais aussi parce qu’elles renferment des notions précises sur la situation en général. II est en effet évident d’après les affirmations du ministre, d’une part que l'Italie entrera en lice, dès que les hostilités auront commencé, de l’autre que la France, qui protège les alliances de la Prusse dans le midi et le nord, ne se prononcera pas, au cas que la guerre éclate, — pour l’Autriche. Je ne crois pass. 136qu’une entente soit déjà, à l’heure qu’il est, établie entre la France et la Prusse, mais, si je dois me lancer dans les hypotheses, je supposerais plutôt que la France cherchera, si elle abandonne un jour son attitude de neutralité, à tirer profit de la lutte, soit en demandant des compensations à la Prusse si celle-ci restait la plus forte et parvenait à obtenir des avantages territoriaux considérables en Allemagne, soit en lui accordant, à un prix très-élevé son appui, si elle succombait dans la lutte. Dans les deux éventualités la Prusse se verrait forcée d’obtempérer aux demandes de la France.
Au commencement de cette lettre j’ai fait mention d’une conversation que Son Altesse royale le prince royal a eu avec l’Empereur. Dans cet entretien qui a roulé sur la situation politique du moment, Son Altesse royale a dit à Sa Majesté, qu’Elle était heureuse d’avoir cette occasion de Lui dire combien le Roi, notre Auguste Souverain, avait été touché des sympathies que l’Empereur avait témoignées au Danemark pendant la dernière guerre. L’Empereur répondit que ces sympathies étaient assurément réelles; qu’il aurait désiré faire plus, et que les circonstances seules l’en avaient empêché. Sa Majesté ajouta qu’au moins II avait déclaré dès le début du conflit que le Danemark ne devait pas compter sur Son appui, et qu’en agissant ainsi, II n’avait pas donné de vaines espérances ainsi que l’avait fait l’Angleterre. Parlant ensuite de la solution définitive de la question des duchés, Son Altesse royale exprima l’opinion que ce qu’il y aurait de plus heureux en regard de la situation actuelle serait qu’elle tint compte du principe des nationalités. L’Empereur répliqua que tel avait toujours été son avis, et qu’Il pensait que, si la Prusse parvenait à rester maître des duchés, elle serait disposée à restituer au Danemark la partie danoise du Slesvig.
L. Moltke-Hvitfeldt.
Kopi. Originalen foreligger ikke. — Modtaget 16. April.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 17. April 1866.
Bifalde i Princip. Om nogle Dage kan indledes Skridt i Berlin; men har forandret Stilling i Tydskland ei forandret Drouyns Mening om Betimelighed?
Afskrift.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 19. April 1866.
Drouyn anseer ikke Stillingen væsentlig modificeret selv ved Østerrigs sidste Forslag om Afvæbning, forandrer derfor ikke sin Anskuelse om Betimeligheden af Skridt i Berlin. Han raader at holde paa Flensborg og paalægger indstændigt største Discretion.
Moltke.
Chiffertelegram, indleveret i Paris 19. April 1866 KL 8.15 Efterm.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kongen.
Kjøbenhavn, 20. April 1866.
Allerunderdanigst Forestilling.
Det vil være Deres Majestæt bekjendt, at min Forgænger i det mig allernaadigst betroede Ministerium i sin Tid har gjort det til Gjenstand for sin alvorligste Overveielse, hvilken Holdning den kongelige Regjering burde indtage under den politiske Conflict, som efter Wienerfredens Afslutning reiste sig med Hensyn til Hertugdømmernes fremtidige Skjæbne. — Overveielsen gik dengang navnlig ud paa, om den kgl. Regjering burde vælge en strengt afventende Politik, saa at den endog afviste ethvert Tilbud om partiel Tilbagegivelses. 138af Slesvig, — eller om dens Politik burde gaae ud paa, eventuelt, hos de europæiske Stormagter at understøtte en endelig Løsning, naar der ved denne kunde gjenerhverves en vis Deel af de Danmark frarøvede Provindser.
Jeg tør fremdeles allerunderdanigst tilbagekalde i Deres Majestæts Erindring, at min Forgænger efter nogen Betænkelighed kom til det Resultat, at det sidste Alternativ maatte være Rettesnor for den Politik, han troede allerunderdanigst at burde tilraade Deres Majestæt og ved mit Embedes Tiltrædelse har jeg — efterat have gjort mig bekjendt med alle Momenter i det foreliggende Spørgsmaal — maattet slutte mig til samme Overbeviisning. —
Dette Spørgsmaal, der dengang stillede sig theoretisk for den kgl. Regjering uden Krav paa, at dets Afgjørelse strax skulde fremtræde i et politisk Skridt, — er nu bleven praktisk.
Deres Majestæt vil vide til hvilken Crisis i Tydsklands, maaskee i Europas politiske Tilstand Striden om Hertugdømmerne har ført, og Deres Majestæt er bekjendt med den Depeche af 13. dns. fra den kgl. Gesandt i Paris, som jeg allerunderdanigst har forelagt Deres Majestæt, og hvis Hovedindhold væsentlig kan sammenfattes deri, at den franske Regjering paa en indtrængende Maade tilraader den kgl. Regjering at indlede direkte Forhandlinger i Berlin, tilsigtende et Forbund med Preussen, der medfører bestemte Forpligtelser og bestemte, tilsikkrede Fordele for Danmark.
Idet jeg her skal tillade mig at gjøre denne Sag til Gjenstand for en allerunderdanigst Forestilling, finder jeg eet Punkt, som, uafhængig af selve Indholdet af det os meddelte Raad, har Fordring paa at tillægges overordentlig Vægt under Sagens Drøftelse; det er den Omstændighed, at det er den keiserlig franske Regjering, fra hvem Opfordringen rettes til os, og at, medens vor politiske Stilling overhovedet er saaledes, at vi næppe kunne regne paa en activ og udholdende Understøttelse fra nogen anden Stormagts Side,s. 139saa vilde vi løbe stor Fare for at forskjertse ogsaa Frankrigs Bistand, hvis vi — og da ikke for første Gang til vor Skade — satte os ud over dets Raad, hvor det gives uinteresseret.
At der i denne Betragtning findes et stærkt Motiv til at følge det givne Vink, gjør imidlertid ikke en samvittighedsfuld Undersøgelse af Beskaffenheden af det Skridt, her er Spørgsmaal om, mindre nødvendig. Men denne Undersøgelse har ført mig til det Resultat, at hvis vi derved løbe nogen Fare, er den dog mindre end den Fordeel, der staaer i Udsigt.
Jeg tillader mig til Begrundelse heraf allerunderdanigst at henlede Deres Majestæts Opmærksomhed paa, at her er Tale om en umiddelbar Tilbageerhvervelse, større i Omfang end den tidligere har været tænkt eller antydet, og som ogsaa sammenligningsviis er stor i Forhold til de Forpligtelser, for hvilke den skal kjøbes; thi der er Grund for mig til at ansee endog Flensborgs Erhvervelse som en Mulighed; og hvad Forpligtelserne angaaer, behøver jeg for det Første neppe at fremhæve, at den Form, i hvilken de findes skitserede i Grev Moltke-Hvitfeldts Depeche af 13. dns. ikke vil være den endelige, men at foregaaende Forhandlinger — for Ex. hvad Pkt. 2 angaaer — ville kunne begrændse Omfanget skarpere og ved at opstille visse Reservationer tage et billigt Hensyn til hvad den nationale og militære Følelse vilde føle sig stærkt saaret ved. — Men særligt maa jeg dernæst allerunderdanigst henlede Deres Majestæts Opmærksomhed paa, at det umiskjendeligt har været en ledende Tanke i den keiserlig franske Udenrigsministers Forslag at holde os udenfor en egentlig activ Deeltagelse i den eventuelle Krig mod Østrig, og at man ved forsigtigt at fastholde denne Tanke maaskee vilde kunne indtage en Stilling under Krigen og ved en Fredslutning, som folkeretlig ikke ganske falder sammen med den activt Krig førende Magts.
I Henhold til hvad jeg saaledes har tilladt mig at udvikle, vover jeg i dybeste Underdanighed at indstille:
s. 140At det Allernaadigst maatte behage Deres Majestæt at bemyndige mig til at handle i Overeensstemmelse med den Opfordring, der indeholdes i den kgl. Gesandts Depeche dateret Paris den 13. April d. Aar. —
Forsaavidt Deres Majestæt allernaadigst maatte bifalde dette, maa jeg fremdeles allerunderdanigst andrage paa Deres Majestæts Bemyndigelse til de tvende Skridt, ved hvilke jeg troer at burde indlede Udførelsen.
Det ene er at besvare Grev Moltke-Hvitfeldts Depeche derhen, at den kgl. Regjering agter at tage det af den keiserlige Regjering givne Raad til Følge og er i Begreb med at udføre det, forsaavidt de seneste Dages Begivenheder ikke maatte medføre en Forandring i den keiserlige Regjerings Anskuelse om Betimeligheden. — I Forbindelse hermed ønsker jeg at udtale for den nævnte kgl. Gesandt, at Deres Majestæts Regjering vilde sætte stor Priis paa og see nogen Betryggelse for Udfaldet af det vanskelige Skridt deri, at den franske Regjering meer eller mindre direkte understøttede det i Berlin. — Selv om det ikke lykkes Grev Moltke at opnaae, at den franske Ambassadeur i Berlin instrueres til confidentielt at meddele det preussiske Cabinet sin Billigelse af Danmarks Tilbud, saa vil det dog allerede være en Fordeel, om vort Forslag end kun vides at være kjendt af den franske Regjering idet det fremtræder.
Det andet Skridt, som efter min allerunderdanigste Formening bør gjøres, vedrører Forhandlingen i Berlin. Denne vil frembyde en saa særegen Vanskelighed, at jeg paa det Alvorligste har maattet overveie ved hvem og paa hvilken Maade den lod sig indlede og føre. Omstændighederne have imidlertid begunstiget en Combination, som jeg er overbeviist om er den heldigste, jeg vilde være istand til allerunderdanigst at foreslaae Deres Majestæt.
Den kgl. Gesandt i Petersborg er nemlig igaar ankommen hertil, idet han fra et Ophold i Tydskland begiver sig til sins. 141Post. Medens nu allerede den ydre Omstændighed er heldig nok, at Hs. Excellence Baron Plessen ved at lægge sin Reise over Berlin uden stor Opsigt vil kunne udføre en Mission til Hr. v. Bismarck, saa seer jeg i Baron Plessens Individualitet en saa stor Garanti for Sagens heldige Udfald, forsaavidt den overhovedet er gjennemførlig, at jeg ikke tør undlade at benytte hans Tjeneste ved denne Leilighed, hvor det formeentlig ikke vil være en ringe Fordeel, at Gesandten kan træde op ligeoverfor Grev Bismarck aldeles uberørt af tidligere personligt Samkvem som uden Frygt for, at et muligt Sammenstød skulde virke forstyrrende ind paa det personlige Forhold for Fremtiden. — Ogsaa Baron Plessens Stilling i St. Petersborg, hans Reise derhen umiddelbart efterat han har gjort sit Tilbud, og hans kort derpaa følgende Tilbagereise gjennem Berlin, ere Omstændigheder, der formeentlig passe vel til Situationen.
Hvis derfor Deres Majestæt maatte behage Allernaadigst at bifalde dette mit Valg til de eventuelle Forhandlingers første Indledning, vil det altsaa være nødvendigt at meddele Baron Plessen nærmere Instruction i Overeensstemmelse med det ovenfor antydede Indhold af hans confidentielle Mission. — Sluttelig vil det paa denne Sags nærværende Stadium paahvile mig at tilskrive den kgl. Gesandt i Berlin, udviklende for denne hvilke særegne Hensyn, liggende i Sagens Natur, der have anbefalet foreløbig at benytte en anden Personlighed til denne Forhandling end den kgl. Gesandt selv, hvis fremtidige Stilling til Hr. v. Bismarck vil være bedre sikkret, naar han foreløbig staaer udenfor en Forhandling og et Forslag, om hvis Optagelse man forud vanskelig kan have nogen Mening.
I Henhold til disse Motiver vover jeg derfor endvidere i dybeste Underdanighed at indstille:
At det Allernaadigst maatte behage Deres Majestæt at bemyndige mig til at meddele Hs. Excellence Baron Otto Plessen de for en confidentiel Mission til Berlin i det afs. 142nærværende allerunderdanigste Indstillings første Deel fremgaaende Øiemed nødvendige Instructioner, samt til i Anledning af den nævnte Mission at tilskrive den kgl. Gesandt i Berlin om Gjenstanden for samme og den Optræden, han vil have at iagttage. —
Udenrigsministeriet, 20. April 1866.
Allerunderdanigst
C. E. Juel-Vind-Frijs.
Indstillingen bifaldes.
Amalienborg Palais, 20. April 1866.
Christian R.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Copenhague, 20 avril 1866.
O. Plessen arrive dimanche soir à Berlin, a une mission à St. Pétersbourg, désire voir Bismarck, veuillez commander logis à Hôtel Royal.
Afskrift af Chiffertelegram, indleveret i København 20. April 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 20. April 1866.
Troer De, at vi confidentielt tør lade forstaae i Berlin, at Frankrig kjender vort Forslag? Bille afreiser senest Søndag.
Afskrift af Chiffertelegram, indleveret i København 20. April 1866.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 21. April 1866.
Nei. Bismark vil vistnok strax forstaae, at vore Forslag ere foranledigede herfra.
Moltke.
Chiffertelegram, indleveret i Paris 21. April 1866 Kl. 4.25 Efterm.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Copenhague, 22 avril 1866.
Veuillez dire à Plessen que sur ma demande à Paris on m’a répondu: Non, Bismarck comprendra immédiatement et sans cela que nos propositions sont dues à l’initiative du gouvernement français.
Afskrift af Chiffertelegram, indleveret i København 22. April 1866.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 23. April 1866.
Deres Excellence,
Baron Plessen fortsætter i Aften sin Rejse til Petersborg, efter idag at have haft en Samtale med Grev Bismarck, om hvis Indhold han har sat Deres Excellence i Kundskab, ved en Beretning, som jeg i Morgen tidlig afsender tillige med nærværende Skrivelse ved en paalidelig Person, der vil afgive Brevpakken paa det til Korsør bestemte kgl. Postdampskib.
Da jeg ved Modtagelsen af Deres Excellences meget ærede Skrivelse af 21. d. M. 1) blev bekjendt med det Baron Plessen overdragne Hverv, til hvis Udførelse Deres Excellences. 144næppe vilde have kunnet vælge en bedre Personlighed, var det strax mit Indtryk, at den politiske Situation, saaledes som den nu havde udviklet sig, ikke lovede nogen praktisk og øieblikkelig Nytte af den for Grev Bismarck bestemte Ouverture, idet den som Deres Excellence vil have seet af min seneste allerærbødigste Indberetning efterhaanden har antaget en Charakter, der i alt Fald for Øieblikket er langt mere fredelig end krigerisk, og som sandsynligvis vil holde sig i nogen Tid, hvorefter det da formentlig vil afhænge af den Udvikling, det i Frankfurt indbragte Reformforslag gaar i Møde, om Tanken skal befæstes eller maaske gaa over til den modsatte Yderlighed.
Ikke destomindre var jeg enig med Baron Plessen i, at det i Deres Excellences ovennævnte Depeche omhandlede Skridt ufortøvet maatte foretages hos Grev Bismarck, og det saa meget mere som det alt var indledet i Paris og maatte af den franske Regering ventes foretaget, ligesom jeg ogsaa vidste, at Baron Plessen vilde udføre sit Hverv paa en saadan Maade, at han ihvad Udfaldet end blev sikrede den kgl. Regering imod at kompromitteres enten i den ene eller den anden Retning. . . .
Efter Koncept i det danske Gesandtskabs Arkiv i Berlin. Originalen (Nr. 19) findes ikke blandt de øvrige indkomne Depecher og er ikke indført i Journalen. Det samme gælder den omtalte Beretning af Otto Plessen, som det ikke har været muligt at opspore.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 23. April 1866.
Kjære Quaade! Tak for Deres venlige Linier fra igaar, 1) det undrer mig i høi Grad, at De nogensinde har kunnet tvivle om, at jeg holdt saa stærkt som muligt paa Dem. Jeg svarer idag endskjøndt jeg har frygtelig travlt, men der ers. 145een Oplysning, som jeg beder Dem skaffe mig og meddele mig pr. Telegram aldeles privat, saa at jeg betaler den hersteds, det er nemlig om Blixen virkelig har samtalt med Bismarck, thi dette er mig af stor Vigtighed at erfare for det indre Kjævleries Skyld; til mig har han sagt Nei men til andre har han sagt lige det Modsatte og endog fortalt, at han havde medbragt enkelte Punkter, hvorom man var bleven enig, men jeg tvivler i saa Henseende saavel paa Grund af de Uovereensstemmelser som jeg alt tidligere har opdaget i hans Beretninger, deels fordi det undrer mig, at han undlod at vise det Skriftlige frem. Han har endvidere sagt at han vilde erklære Ministeriet Krig, hvorved jeg føler mig ei alene personlig smigret men endog troer i politisk Forstand at kunne gjøre Capital, thi ikke engang Venstre har nogen Tillid til ham; ialfald er det kun ganske enkelte Medlemmer. De kan vide at jeg i disse Dage gaaer i en stærk Spænding. Lad mig altsaa pr. Telegram erfare, om Blixen har talt med Andre end med Wagener. 1)
C. E. Frijs.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Intet Nummer.
[Berlin], 23. April 1866.
Deres E[xcellence]
har jeg den Ære at underrette om at Copiist Hansen er ankommen hertil fra Paris over Frankfurt a/M. Herr Hansen har opholdt sig en Ugestid i sidstnævnte By, hvor han siger mig at han har omgaaedes og underholdt sig, ogsaa om politiskes. 146Gjenstande med forskjellige meer eller mindre bekjendte eller ialfald officielle Personer. . . . Den kgl. Gesandt i Paris er vidende om Herr Hansens Reise til Tydskland hvorved han tilsigter at gjøre sig nærmere bekjendt med Stemningen, navnlig Folkestemningen i bemeldte Land, og herom giver han Indberetninger til Paris, saavidt jeg forstaaer til franske Blade.
10
Han har bedt mig om at laane ham danske Blade, og om at modtage ham af og til for ved Samtale at give ham Materiale til Udførelsen af hans Hverv. Idet jeg har opfyldt som jeg ogsaa fremdeles skal opfylde hans første Begjering, har jeg med Hensyn til hans andet Ønske sagt ham, at jeg stedse skulde være rede til at modtage ham naar jeg var hjemme eller ikke ellers var forhindret og jeg skulde da gjerne ved Samtale og ved at meddele ham mine egne Betragtninger over den almindelige politiske Situation efter Evne bidrage til at klare hans Forestillinger i saa Henseende, men jeg maatte selvfølgelig forbeholde mig fuldkommen Frihed med Hensyn til Omfanget af mine Meddelelser navnlig forsaavidt disse angik positive endnu ikke almindelig bekjendte Data. Da jeg spurgte Herr Hansen om han agtede at søge Grev Bismarck svarede han mig at han ikke var vis derpaa, hvortil jeg bemærkede, at dersom han bestemte sig dertil maatte jeg forbeholde mig at advare Grev Bismarck imod den mulige Forestilling, at han, Hansen, stod i nogensomhelst Forbindelse med den kgl. Regjering.
Idet jeg tilføier, at Herr Hansen lovede mig ikke at foretage dette Skridt uden iforveien at underrette mig derom, og at jeg troer at kunne stole paa dette Løfte, tillader jeg mig at anmode Deres E. om at ville ved Telegraphen lade mig vide, om den Maade, hvorpaa jeg saaledes som anført har forholdt mig ligeoverfor Herr Hansen bifaldes, eller om jeg kan vente udtrykkelig Anviisning til at forholde mig anderledes.
Koncept med Quaades Haand. Indlagt i Depecherne fra Berlin.
Referat af Baron Otto Plessens Samtaler med Grev Bismarck April—Maj 1866.
Den 23. April havde Baron Plessen en Sammenkomst med Grev Bismarck, for hvis Resultat han gjør Rede i en Beretning af s. D. . . . Efter først at have henvist til det for Tilbudets Modtagelse lidet stemmende Øieblik, melder Plessen, at Greven svarede paa de gjennem ham stillede Forslag, at han i Principet ikke forkastede disse; han sagde, at han vilde have ønsket før Krigen at komme i god Forstaaelse med os, og at han nu, forsaavidt det afhængte af ham, vilde søge at læge de Saar, Krigen havde slaaet os. Han vilde for sin Del »faire bon marché« med alt, som var virkelig dansk i Slesvig, men han kunde ikke altid sætte sine Anskuelser igjennem ligeoverfor Kongen. En Linje Syd for Flensborg var for meget forlangt, Flensborg var hovedsagenlig tydsk, og selv i Nordslesvig var der ikke faa tydsktalende. Han miskjendte ikke Fordelene ved en Alliance med Danmark, men havde iøvrigt tænkt at besætte Hertugdømmerne med mecklenborgske og kurhessiske Tropper. Han skattede den moralske Betydning af den danske Flaades Cooperation, men synderlig materiel Vigtighed havde den ikke, da den østerrigske Flaade vilde have nok at gjøre med den italienske, og skulde en anden Stormagt deltage i Krigen, vilde de forenede Flaader ei være stærke nok. — Bismarck talte oftere om Kongens Modstand mod vore Ønskers Realisation, som der maatte et mere kritisk Øieblik til at beseire, og berørte ogsaa den offentlige Mening i Tydskland. — Plessen resumerer Resultatet derhen, at Greven hverken sagde Nei eller Ja til vore Forslag, fandt Øieblikket ubeleiligt og ønskede, at vi, naar Leilighed kommer, paa Grund af Kongens Stemning ikke vilde forlange for meget, ligesom han ikke selv vilde paalægge os store Byrder. — Ministerpræsidenten er, efter Plessens Mening, ikke uvillig mod en Alliance med os, men vil have den for godt Kjøb; om det gunstige Indtryk, Retrocessionens. 148vilde fremkalde i England, Frankrig og Rusland bekymrer han sig næppe meget. . . .
10*
Da Baron Plessen anden Gang kom til Berlin, synes Krigens Udbrud kun et Tidsspørgsmaal, og de Grunde, hentede fra Opportuniteter, som kunde bevæge Grev Bismarck til Taushed, existerede altsaa ikke. Ikke desto mindre viste Ministerpræsidenten sig endnu mere reserveret ligeoverfor Baron Plessens Mission end før. Han talte, s. Ber. af 8. Mai, med Gesandten om mange forskjellige Ting, navnlig om sit Forhold til de mindre tydske Fyrster og om Nødvendigheden af at give Tydskland en stærk Forfatning forat undgaae eventuelle Convulsioner, men vor Sag berørte han ikke. Da Plessen spurgte, om han ikke havde Bud til Kjøbenhavn, som han nu begav sig til, svarede han blot med Hilsener til Grev Frijs. Plessen yttrede derpaa: »Vous ne me dites rien pour le Cte. Frijs relativement aux ouvertures que je vous ai faites à mon premier passage par Berlin«. Bismarck svarede, »qu’il en pouvait résulter quelque chose, mais que nous demandions trop, et que je le croyais trop maître de la situation si je pensais que le moment fût venu où il put combattre les idées arrêtées de son Souverain, et assumer sur lui l’impopularité qu’entraînerait pour lui — en Prusse et en Allemagne — la mise en exécution du projet dont j’avais à l’entretenir«.
Da Plessen derpaa bemærkede, at den ridderlige Konge af Preussen næppe kunde have noget mod en Retrocession, som ovenikjøbet af en Modstander vilde skabe en nyttig Ven, svarede Bismarck: »Je ne méconnais pas ces avantages, je vois plus loin, et l’on connait chez vous ma manière de voir, mais permettez moi de vous observer que pour le moment vous exagérez un peu les avantages que vous nous offrez«; og han gjentog, at han kunde finde tydske Tropper, der vare villige til at besætte Hertugdømmerne i Preussens Navn. — Plessen søgte at modbevise hans Paastand om det Upopus. 149lære ved en Retrocession og henviste i saa Henseende til »Köllnische Zeitung« og til Hr. von Roggenbach, som begge vare for en saadan. Bismarck svarede, at de kun repræsenterede en meget lille Del af den offentlige Mening, og til Plessens Bemærkning, at Roggenbach ikke ønskede et Scandinavien, udraabte han, at han ikke frygtede et Scandinavien, med en unødvendig Livlighed, som Plessen finder noget mistænkelig. Samtalen endte med et Tilbageblik over Ministerens tidligere Stilling og Raad til os.
Forsaavidt Baron Plessen yttrede, at Ideen om en Retrocession ikke var saa upopulær, som Bismarck paastod, kan det bemærkes, at Quaade beretter under 5. Mai, at i den seneste Tid flere af hans rent tydske Kolleger have erkjendt Rilligheden af en saadan. . . .
Da Instrukserne for Baron Otto Plessen saavel som de Beretninger. han umiddelbart efter sine Samtaler med Bismarck afgav om disse til den danske Regering, ikke trods omhyggelig Efterforskning har kunnet findes i U. A., i Gesandtskabsarkiverne eller i private Arkiver, gengives her til Supplering af, hvad der fremgaar af andre Akter, det Referat af Akterne, der senere blev sammenstillet i Udenrigsministeriet og benyttedes af Direktør P. Vedel, da han ved flere Lejligheder, saaledes i 1870 og i Vinteren 1879, udarbejdede en Fremstilling af den danske Regerings Politik i det nordslesvigske Spørgsmaal til fortrolig Forelæggelse for den danske Rigsdag. — Muligvis er de savnede Papirer tilintetgjort med Grev Frijs’ øvrige Privatpapirer, hvad et paa Boller fundet tomt Omslag med Indholdsangivelse kunde tyde paa.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 24. April 1866.
Kjære Vedel,
Hansen, stakkels Djævel, var atter hos mig idag. Han blev ikke vel ved at høre at jeg havde skrevet om ham; men indsaae, at jeg ikke kunde Andet, og trøstedes ved at jeg sagde ham, at mit Brev var fortroligt. Der er vist Meget at sige paa ham; han er ikke nogen fiin politisk Probenreuter; mens. 150han er lige saa god og har ligesaa gode Motiver som mangen en fiin Mand af samme Haandtering baade hjemme og ude. Jeg troer derfor, det vilde være en god Gjerning, om De kunde bidrage til at hans Reise hertil ikke blev bekjendt i Kbhvn. Forresten vil han snart forlade Berlin. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 25. April 1866.
Bismarck har ikke sagt Nei, men han opsætter Sagen til en mere beleilig Tid, da Faren for en Krig er fjærnet for Øieblikket.
Afskrift af Telegram, indleveret i København 25. April 1866; i Henhold til Medd. i Nr. 90, Side 156, modtaget 26. April 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Baron O. Plessen, Gesandt i
St
. Petersborg.
Copenhague, 25 avril 1866.
D’ordre du Roi je vous remercie de votre rapport. Dans circonstances actuelles pas de raison pour parier au gouvernement russe de la démarche tentée à Berlin.
Afskrift af Telegram, indleveret i København 25. April 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 25. April 1866.
Jeg bifalder ganske den Plan for Deres Forhold, som indeholdes i fortrolig Rapport af 23de.
Afskrift af Telegram, indleveret i K∅benhavn 25. April 1866.
Baron O. Plessen, Gesandt i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
St. Pétersbourg, 26/14 avril 1866.
Monsieur le Comte,
. . . Au sujet des directions que Votre Excellence me fait parvenir par ce télégramme 1) j’avais pressenti ses intentions et, sans un ordre réitéré, je n’aurais pas cru devoir user dans la situation actuelle de la faculté de m’ouvrir au vice-chancelier que m’accordent les instructions du 21 avril dr. relativement à l’objet que j’avais á poursuivre à Berlin.
Par mon rapport daté de Berlin Votre Excellence a vu que la situation politique, que j’ai trouvée à mon arrivée à Berlin, a influé sur la manière dont je me suis acquitté de ma mission auprès de M. de Bismark.
J’ai entamé une affaire qui, d’après les indications arrivées de Paris, devait tenir au coeur du gouvernement du Roi, sans engager le gouvernement de Sa Majesté vis-à-vis de M. de Bismark.
Je ne pense pas que le gouvernement ait lieu de se repentir des pourparlers que j’ai été autorisé d’entamer avec M. de Bismark. La Prusse étant notre voisine — et un voisin puissant — de nous rapprocher d’elle me semble indiqué par une bonne et prévoyante politique.
Depuis que j’ai quitté Copenhague, j’ai eu l’occasion de me renseigner sur l’opinion des personnes qui connaissent à fond la situation actuelle et j’avoue que je ne comprends pas, pourquoi le cabinet de Paris a insisté, dans le moment actuel, sur la demande que j’ai été chargé de faire à mon passage de Berlin. . . .
O. Plessen.
Modtaget 2. Maj 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Baron O. Plessen, Gesandt i
St
. Petersborg.
Copenhague, 29 avril 1866.
Je ne doute pas que vous ne gardiez le secret le plus absolus. 152sur la démarche faite dernièrement à Berlin et surtout sur ce qui en a été la cause.
Afskrift af Telegram, indleveret i København 29. April 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 29. April 1866.
Kjære Vedel! Da jeg først kom hjem lidt efter 4, løb jeg strax op til Lund 1) for at bede ham telegraphere til Petersborg kuns at jeg undlod at nævne Berlin og Frankrig; det lader til at man i Paris maa være ængstelig for at røbe sine egentlige Planer og det dobbelte Spil, og gaaer det galt, ville vi nok faae Skylden for at have røbet det. Hvad har Moltke telegrapheret i sit andet Telegram, thi dette forefandt jeg ikke ved min Hjemkomst? Gid Livet[!] fra Paris ikke maa være falsk Allarm, men et Tegn paa at der snart kunde komme Brand i hele Historien. Jeg var oppe idag i 1½ Time at holde Dotézac i godt Humeur. — ...
C. E. Frijs.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Baron O. Plessen, Gesandt i
St
. Petersborg.
Kjøbenhavn, 1. Mai 1866.
Deres Excellence vil allerede have modtaget min telegraphiske Depesche, i hvilken jeg havde den Ære efter Hs. Maj.’ Ordre at udtale for Dem Allerhøistsammes Anerkjendelse af den Maade, hvorpaa De i Berlin havde udført det Dem allernaadigst betroede Hverv. Ligeledes ad telegraphisk Vei har jeg instrueret D. Ex. til paa Grund af Sagens Stilling ikke is. 153St. Petersborg at omtale det i Berlin gjorte Skridt, og i Henhold til en speciel Depesche fra Paris 1) har jeg endelig troet at burde gjentage mine tidligere Paalæg til Dem om at bevare den største Taushed angaaende det Initiativ, der har bestemt den kgl. Regjering til at gjøre dette Skridt i Berlin.
At D. Ex.’ Forslag ikke medførte noget umiddelbart Resultat, har saameget mindre forundret mig, som jeg selv fandt Øieblikket mindre vel valgt og først bestemte mig til at gaae frem, da jeg havde forsikkret mig om, at man endnu fremdeles fastholdt sin Mening om Hensigtsmæssigheden af strax at handle. Paa den anden Side maa jeg ansee det som en betydelig Fordeel, for vor Stilling, at denne Henvendelse til det Berlinske Cabinet er foretagen. Ligeoverfor Frankrig have vi beviist vor Tillid til dets Raad og vor ærlige Tilbøielighed til at modtage den Løsning, som Frankrig altid har anseet som den eneste mulige. Og hvad Preussen angaaer, maa det nu opgive enhver Mistanke om, at vi skulde være bundne ved nogen hemmelig Aftale med dets Fjender, da vi tvertimod ere rede til at erkjende, at under visse Betingelser vore politiske Interesser kunne lade sig forene med Preussens endog indtil Afslutningen af en Alliance. Disse Betingelser have vi havt Leilighed til skarpt og bestemt at opstille, og Grev Bismarck kjender dem nu og vil ikke undlade at overveie dem, naar Tiden kommer for ham til at tage sin Beslutning. Hvad disse Betingelser selv angaaer, ligger deres Styrke deri, at de ikke ere vilkaarlige. Enhver, og navnlig ogsaa Grev Bismarck, maa erkjende, at kun ved at gjengive Danmark en sydligere Grændse kan man nogenlunde sikkre Rigets Existents og Forsvarskraft, og hvis Preussen ærligt og oprigtigt vil have en Allieret i Danmark og ikke tænker paa at fortsætte en Erobringspolitik mod os, maa det ogsaa ville tilstaae os, hvad vi forlange.
Jeg har underkastet det Spørgsmaal en omhyggelig Overveielse, hvorvidt jeg skulde anmode D. Ex. om, paa Deress. 154Gjennemreise i Berlin at optage Sagen paany; thi uagtet Forholdene dagligen vexle og den truende Charakteer, Begivenhederne for Øieblikket have, sandsynligviis vil stige og falde flere Gange før dette Brev kommer Dem til Hænde, anseer jeg det dog for at være meget muligt, at Deres Ophold i Berlin netop kan falde i et Moment, hvor Grev Bismarck kunde finde det beleiligt at gjenoptage Sagen. Da jeg paa den anden Side imidlertid heller ikke finder det rigtigt, at vi vise os altfor ivrige, antager jeg det hensigtsmæssigt, at De søger en Leilighed til at hilse paa Grev Bismarck, naar De ankommer til Berlin, men giver dette Besøg udelukkende Charakteren af en personlig Visit. Dersom Hr. v. Bismarck da selv gjenoptager den Gjenstand, som beskjæftigede Dem under Deres sidste Sammenkomst, beder jeg D. Ex. at gaae nærmere ind paa Sagen og afvente mine Svar paa Deres Indberetninger; i modsat Fald vil ogsaa De lade Sagen hvile.
Slutteligen maa jeg endnu tilføie min personlige Tak til D. Ex. for den Redebonhed, hvormed De har lettet mig min ansvarsfulde Stilling ved at paatage Dem et meget vanskeligt Hverv, og for den Maade, paa hvilken De har foreløbigen indledet det. Jeg haaber fremdeles at turde regne paa Deres Bistand, forsaavidt det viser sig muligt at føre denne Sag videre, men jeg skal tillige være den Første til fuldstændigt og loyalt at vurdere Deres Bevæggrunde, dersom De paa noget Punct i Forhandlingen maatte finde, at De ikke med fuld Overbevisning kunde slutte Dem til den kgl. Regjerings Politik i denne Sag. —
Afskrift.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 1. Mai 1866.
Hoslagt har jeg den Ære at tilstille D. H. aabne Instructioner til Baron Plessen, som jeg tør anmode Dem om ats. 155overlevere ham, naar han paa sin Tilbagereise fra Petersborg kommer til Berlin.
Afskrift.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 1. Mai 1866.
Hoslagt sender jeg Dem Afskrift af Baron Plessens Indberetning af 23. April samt af min Instruction af Dags Dato, som ovennævnte Gesandt vil forefinde ved sin Tilbagekomst til Berlin, hvor jeg antager, at han vil indtræffe i Løbet af en 14 Dages Tid. Baron Plessens Indberetning har jeg confidentielt viist Hr. Dotézac og bemyndiger Dem til at benytte den samt min ovennævnte Instruction saaledes som det forekommer Dem rigtigt i Deres Samtaler med Hr. Drouyn de Lhuys. Skulde sidstnævnte Skrivelse give Dem eller ham Anledning til nogen Bemærkning, beder jeg Dem underrette mig derom, da jeg endnu i Tide eventuelt vilde kunne skrive yderligere til Berlin.
Som De vil see, have vi nøiagtigen fulgt det os givne Raad, og jeg troer, at det er lykkedes os at vedligeholde den størst mulige Hemmelighedsfuldhed om Sagen. Jeg har Grund til at antage, at Hs. Maj. vil handle i Overensstemmelse med de Antydninger, som De har gjort til mig ad privat Vei, og ligesom jeg antager, at General Kauffmann med Hs. kgl. Høihed Kronprindsens Samtykke vil gjøre Forslag til Ordensudnævnelser ved Hs. kgl. Høiheds Afreise fra Paris, saaledes tør jeg ogsaa opfordre Dem til at meddele mig, hvorvidt De af politiske Grunde kunde ansee det for rigtigt, at enkelte Personer ved samme Leilighed modtog Beviser paa Hs. Maj.’ Allerhøieste Paaskjønnelse. —
Afskrift. I Gesandtskabsarkivet i Paris findes de nævnte Afskrifter ikke.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Lettre confidentielle.
Paris, 2 mai 1866.
Monsieur le Comte,
Je profite d’une occasion süre pour adresser à Votre Excellence ces lignes.
Samedi dernier le 28 mai, 1) j’ai vu M. Drouyn de Lhuys, auquel j’ai fait part du contenu de la dépêche télégraphique que m’avait adressée Votre Excellence le 25, et qui m’était parvenue le 26. 2) J’ai dit à M. le Ministre des Affaires étrangères, que M. de Bismark n’avait pas repoussé les propositions que M. de Plessen avait été chargé de lui faire, mais qu’en regard de la tournure plus pacifique que semblaient prendre les affaires, il croyait devoir en remettre la discussion ultérieure à un moment plus opportun. J’ajoutai que M. de Plessen devant se rendre à Petersbourg pour y complimenter l’Empereur et l'Impératrice à l’occasion de l’anniversaire de leur marriage, aurait, s’il y aurait lieu, à se mettre de nouveau en rapport avec M. de Bismark à son retour à Berlin.
M. Drouyn de Lhuys me donna alors lecture d’une lettre confidentielle que M. Dotézac avait confiée aux soins de M. de Bille, et dans laquelle M. le Ministre de France à Copenhague disait qu’il avait appris de Votre Excellence que M. de Plessen savait que le Danemark faisait des démarches à Berlin à la suggestion de la France. M. Drouyn de Lhuys fit l’observation qu’il n’était point exact, que le gouvernement impérial eût suggéré au gouvernement danois une politique sympathique à la Prusse. »Suggérer« — me dit le Ministre, veut dire: prendre l’initiative d’un conseil, et vous savez mieux que personne que c’est vous qui vous êtes adressé à moi en me demandant un avis, et non pas moi qui, le premier, s. 157vous ai donné un conseil; d’ailleurs ce n’est pas depuis ces derniers tems qu’il a été question d’une tentative d’arrangement entre le Danemark et la Prusse en prévision de la solution de la question des duchés, et je sais que des pourparlers clandestins ont depuis long tems eu lieu a ce sujet à Berlin. — Le gouvernement impérial désire assurément, — continua M. Drouyn de Lhuys, — que le Danemark récupère la partie danoise du Slesvig, mais il ne saurait engager sa responsabilité dans la question.«
Je répondis à M. Drouyn de Lhuys, que M. Dotézac n’avait pu se servir en cette circonstance du mot »suggestion« que par erreur; — que Votre Excellence connaissait dans tous les détails la conversation que j’avais eue, il y a bientôt trois semaines, en premier lieu avec M. de Chaudordy, et ensuite avec le Ministre lui-même; que par conséquent Votre Excellence n’ignorait pas que c’était moi qui avais pris l’initiative de l’entretien en question; — quant aux pourparlers clandestins qui auraient eu lieu depuis longtems à Berlin, je fis remarquer à M. Drouyn de Lhuys, que le gouvernement du Roi y avait été complètement étranger, et que Votre Excellence n’avait voulu entamer aucun rapport avec des personnes dont le caractère ne pouvait lui inspirer de la confiance. M. le Ministre m’ayant dit alors qu’il en écrirait à M. Dotézac je lui répondis que, de mon côté, je ne manquerai pas de faire parvenir les observations qu’il venait de faire, à la connaissance de Votre Excellence.
C’est en rentrant du ministère des Affaires étrangères que je vous adressai, M. le Comte, ainsi qu’à M. de Quaade, un télégramme portant qu’il était de la dernière importance que la part qu’a prise le gouvernement impérial à nos dernières résolutions ne fut connue ni à Pétersbourg, ni ailleurs. 1) En effet, quoique M. Drouyn de Lhuys ne fit aucune observation directe concernant la désignation de M. de Plessen comme porteur de nos propositions à M. de Bismark, je pus s. 158facilement remarquer que le choix l’avait étonné. J’ai cru voir qu’il craignait que M. de Plessen ne fût chargé de s’assurer pendant son séjour à Pétersbourg de la sympathie du cabinet russe à propos de la mission qui lui avait été confiée auprès de M. de Bismark. Sachant d’autre part que les rapports entre la Russie et la France ne sont, en ce moment, rien moins qu’intimes, la Russie désirant vivement le maintien de la paix, et soupçonnant la France d’agir dans le sens contraire, j’ai voulu, sans délai, appeler l’attention de Votre Excellence sur la sérieuse importance existant pour nous à ce que le cabinet de Pétersbourg ignore complètement les indications qui nous ont été données en dernier lieu par M. Drouyn de Lhuys. La connaissance la plus légère qu’aurait, soit l’Empereur Alexandre, soit le prince Gortschakoff, d’un fait qui indique si clairement l’attitude de la France vis-à-vis de la situation générale de l’Europe, pourrait facilement donner lieu à une démarche ou demande d’explications ici à Paris, et je n’ai pas besoin de m’appesantir sur l’influence qu’exercerait une telle circonstance sur les dispositions de l’Empereur et de son gouvernement à notre égard.
Avant-hier j’ai eu avec M. de Chaudordy un entretien à la suite duquel j’ai été, jusqu’à un certain point, rassuré à l’égard des craintes que j’avais attribuées à M. Drouyn de Lhuys, et dont je viens de faire mention. C’est après cette conversation que j’ai eu l’honneur de mander à Votre Excellence par voie télégraphique 1) que l’on considérait ici l’ouverture des hostilités comme imminente. Cette opinion est en effet encore générale, et, au bal qui a eu lieu avant-hier soir aux Tuileries, bien des personnes du monde politique admettaient la possibilité de l’entrée de l’armée prussienne en Saxe dans les 24 heures. La situation est tellement tendue qu’il semble impossible que la guerre n’éclate pas, et l’on peut même aller jusqu’à dire qu’elle est presque une nécessité pour les trois puissances qui se trouvent en présence.
s. 159L’état des finances de l’Autriche ne lui permet pas de supporter indéfiniment les immenses charges que lui impose un état de choses aussi menaçant; la Prusse ne peut parvenir à ses fins que par la violence et quant à l’Italie, M. Nigra me disait, il y a quelques jours à peine, que mieux valait pour elle une guerre malheureuse que la situation présente. »Si nous sommes battus,« me disait M. le Ministre d’Italie, nous serons forcés de renoncer pour de longues années à nos desseins sur la Vénétie; nous pouvons alors opérer sur une large échelle un désarmement, au moyen duquel nous rétablirions nos finances. Il serait impossible, avant d’avoir donné satisfaction aux exigences du parti d’action, d’entrer dans la voie de réformes économiques.
L. Moltke-Hvitfeldt.
Modtaget 5. Maj 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 4. Mai 1866.
Hvad mener Drouyn om Bismarcks Svar og hvorvidt billiger han den Instrux til Berlin, som De har modtaget med Hagerup. Svar med Telegraph.
Afskrift af Telegram, indleveret i København 4. Maj 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 5. Mai 1866.
Mit Telegram af igaar tilbagekaldes efter Deres Rapport. Plessen har i Petersborg ikke med et Ord berørt det i Berlin gjorte Skridt, og Frankrig er intetsteds nævnt eller antydet.
Afskrift af Telegram, indleveret i København 5. Maj 1866.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 5. Mai 1866.
Deres Excellence,
Ved min allerærbødigste Indberetning af 22de Februar d. A. Nr. 7 har jeg omtalt en Meddelelse, jeg havde erholdt om en Alliancetractat, der var i Begreb med at afsluttes mellem Preussen og Italien; og ligesom jeg engang senere, nemlig den 23. Marts d. A. under Nr. 10, er kommen tilbage paa denne Gjenstand, 1) saaledes har jeg selvfølgelig ogsaa fremdeles stadig havt min Opmærksomhed henvendt paa Spørgsmaalet om, hvorvidt en saadan Overeenskomst enten alt var tilstede eller kunde ventes at blive afsluttet, samt i bekræftende Fald, paa hvad den maatte indeholde.
Det har vel ikke været mig muligt at erholde nogen bestemt og aldeles paalidelig Oplysning i nogen af disse Henseender, navnlig er det jeg har kunnet erfare ikke indbyrdes overeensstemmende; men jeg skal dog ikke undlade at meddele Deres Excellence hvad der er kommen til min Kundskab, da dette, combineret med de Oplysninger, Deres Excellence kan have erholdt ad anden Vei, muligen vil føre til en rigtig Slutning om det virkelige Forhold.
Den første authentiske Antydning om en allerede tilstedeværende Forstaaelse mellem Preussen og Italien har jeg fundet i en Yttring af Grev Bismarck til Baron Plessen under dennes seneste Ophold i Berlin og hvorom Sidstnævnte herfra har meddeelt Deres Excellence Underretning; men denne Yttring behøvede ikke at forudsætte en allerede afsluttet Tractat; og jeg har derfor ikke heri fundet tilstrækkelig Grund til at fæste ubetinget Lid til en Meddelelse, jeg modtog i Begyndelsen af denne Uge og som gik ud paa, at der mellem de tvende Lande bestod en saa vidt gaaende Overeenskomst, at de ikke alene skulde i Fælledsskab operere hver fra sin Side imod Østerrig, men at de indbyrdess. 161endog vare saaledes bundne, at ikke den ene af dem skulde kunne nedlægge Vaabnene forinden den anden havde opnaaet sit specielle Krigsformaal, saaat altsaa Preussen skulde være forpligtet til at fortsætte Krigen indtil Italien havde erobret Venetien, og Italien indtil Preussen havde annecteret Hertugdømmerne. I denne min Tvivl er jeg bleven bestyrket ved en Meddelelse jeg erholdt igaar, og ifølge hvilken der vel ingen Spørgsmaal kan være om, at der bestaaer en Forstaaelse mellem de tvende omhandlede Magter; men denne Forstaaelse skal ikke være en undertegnet Tractat; og skjøndt Formaalet derfor vel for hver enkelt af Parternes Vedkommende er at fremme hine Combinationer, ere de dog ikke gjensidigen saa ubetinget bundne til hinanden som ovenfor antydet. Saaledes skulde Italien ikke være forpligtet til under alle Omstændigheder at fortsætte Krigen indtil Østerrig og muligen det øvrige Tydskland havde opgivet Modstanden mod Preussens Udvidelsesplaner i det nordlige Tydskland. —
Til hvad jeg igaar har meddeelt om de her besluttede Rustninger, seer jeg mig nødsaget til at knytte følgende Berigtigelser. Det er kun det schlesiske og det posenske Armeecorps, der hver, ved Indkaldelse af det første »Aufgebot« af Landeværnet, bringes op til en Styrke 1002 Mand pr. Bataillon, og disse skulle strax møde. Denne Forholdsregel begrundes i den Omstændighed, at det ved en udbrydende Krig og ved en mulig fjendtlig Besættelse af de paagjældende Provindser, ikke mere vilde være muligt at faae Landeværnsmandskabet indkaldt for disse tvende Armeecorps Vedkommende. Derimod udstrækker det besluttede »Kriegsbereitschaft« sig over hele den preussiske Armees Cavallerie og Artillerie.
Ifølge den Politik den kongelige Regjering har foreskrevet sig, troer jeg at burde udvise en særegen Tilbageholdenhed med under de nærværende Forhold at søge authentiske Oplysninger om hvad der angaaer de fra de forskjellige Sider s. 162trufne Krigsforberedelser, og derfor ville de Meddelelser jeg kan give herom undertiden, navnlig i Enkelthederne, være noget mindre nøiagtige.
11
Da jeg har en aldeles paalidelig Leilighed til at befordre nærværende allerærbødigste Indberetning, idet Geheimeconferentsraad Grev Bille Brahe, der imorgen tidlig begiver sig til Danmark over Lübeck, vil medbringe den til denne Stad, vil jeg ikke undlade endnu at omtale en Iagttagelse jeg efterhaanden og navnlig under den nærværende Krise har gjort. Siden Freden til Wien er der hidtil ikkun fra preussisk eller tildeels ogsaa fra østerrigsk samt fra ikke-tydsk Side fremkommet Antydninger om at Danmark ved en endelig Ordning af Hertugdømmernes Forhold muligen kunde vente en Formildelse af hine Fredsvilkaar; men ligeoverfor de Farer som nu true Freden og i Erkjendelse af at disse Farer ere fremkaldte ved de store Dimensioner det slesvigholsteenske Spørgsmaal har antaget, fremkomme hine Antydninger nu ogsaa fra andre Sider, og flere af mine reent tydske Colleger have i den senere Tid erkjendt, at der med Hensyn til hiint Spørgsmaal, medens Hertugdømmerne endnu hørte til det danske Monarkie, havde hersket stor Vildfarelse i Tydskland, og at naar Spørgsmaalet engang definitivt ordnedes, maatte Danmark erholde nogen Compensation.
Quaade.
Depeche Nr. 24, modtaget 8. Maj 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 6. Mai 1866.
Jeg har modtaget følgende Depesche fra Moltke: Drouyn billiger fuldkommen Instrux til Berlin, raader til at holde paa Slilinien, i intet Tilfælde at tage mindre end Syd for Flensborg, beder om hurtig Meddelelse om Udfaldet af Plessens Besøg hos Bismarck.
Afskrift. Det omtalte Telegram fra Moltke er fra Paris af 5. Maj Kl. 5.45 Efterm.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 7. Mai 1866.
Kjære Vedel,
Da det vilde være en altfor stor Ødselhed med gode Leiligheder, at lade Kjettinge 1) reise samtidigt med Plessen har jeg holdt ham tilbage til imorgen tidlig. Imidlertid er det jeg har at meddele ikke meget, og det kommer formodentlig ligesaa hurtigt om ikke hurtigere til Kbhvn. ad anden Vei end ved dette Brev. . . .
Jeg er ikke ganske i mit Es; derfor kan jeg ikke skrive saa udførligt som jeg ønskede i Svar paa Deres Brev. Men Plessen har lovet mig at forklare Tingen saavel til Dem som til Grev Frijs. Jeg kan altsaa indskrænke mig til, idet jeg takker Dem for Brevets Indhold, at bede Dem være overbeviist om, at jeg aldrig har tænkt mig, at enten De eller Grev Frijs kunde ville træffe en Bestemmelse hvorved jeg med Grund kunde føle mig tilsidesat. Efter hvad De skriver mig og efter hvad ogsaa Grev Frijs har skrevet mig til, har jeg sikkert udtalt mig mindre klart til Dem. Hertil kan jeg kun sige at det gjør mig ondt; ja jeg vilde endog sige, at jeg vilde ønske, jeg slet ikke havde berørt Sagen, dersom jeg ikke nu som Følge deraf, uden at fortjene det, havde faaet to saa gode Breve fra Dem og fra ham.
En Ting maa jeg dog nærmere præcisere; ligesom jeg, naar det ikke var for min fremtidige Stillings Skyld her paa Stedet, virkelig helst saa den hele Ting, hvis der nogensinde skulde blive Noget deraf, gjort af en Anden, saaledes vilde jeg meget nødigt være alene om den. Der var meget vigtige Hensyn, som talte for, at det gjordes i Kbhvn.; men skulde det gjøres her, vilde det være mig overordentlig kjært og til Nytte for Sagen, at Plessen fortsatte til det Sidste og som den der ledede Sagen. Paa denne Maade blev Tingen gjort s. 164saa godt som muligt, og jeg fik al den Deel deri som jeg kunde ønske eller forlange. . . .
11*
Helzen 1) er her for sin Svigermoders Øines Skyld. Han har været hos Wagener, og til denne har han sagt, at Molzen er en unzuverlässiger Lügner. Jeg kan derfor ikke troe, at han egentlig har villet politisere. Det skal han hellerikke have gjort, idet hans og Wageners Samtale, forsaavidt den har havt Politik til Gjenstand, kun har bestaaet i almindelige politiske Raisonnementer.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 8. Mai 1866.
Plessen maatte selv bringe Sagen paa Bane i sin Samtale med Bismarck, men denne var nu mindre stemt for Forslaget end forrige Gang og fandt endnu Øieblikket ugunstigt. Han syntes forresten at føle sin Stilling stærkere end nogensinde før. Plessen har altsaa maattet reise fra Berlin med uforrettet Sag. —
Afskrift af Telegram, indleveret i København 8. Maj 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Kjøbenhavn, 10. Mai 1866.
Jeg har modtaget Deres Indberetning Nr. 46 og billiger fuldstændigt at De har sagt til Hertugen af Grammont at De var uden nogensomhelst Antydning om den kgl. Regerings eventuelle Holdning i Tilfælde af at en Krig maatte udbryde.
s. 165Vor Stilling under en saadan Eventualitet vil være saa vanskelig at jeg kun kan anbefale Dem den yderste Discretion m. H. t. Deres Yttringer, medens jeg paa den anden Side vil være Dem erkjendtlig for alle de Oplysninger De seer Dem istand til at meddele mig. Der kan komme et Moment hvor den kgl. Regering kan see sig kaldet til at tage en afgiørende Reslutning, men indtil da maa den ønske at være aldeles passiv og at holde sig saa fri for ethvert Engagement som muligt. —
Koncept med P. Vedels Haand.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 10. Mai 1866.
Efter at have modtaget Baron Plessens Beretning om Udfaldet af det ved ham i Berlin foretagne Skridt, finder jeg at der for Øieblikket ikke kan være andet at giøre for os end at lade den franske Regering kiende Sagens Stilling og iøvrigt at vente enten at Grev Bismarck finder Anledning til at gienoptage den, eller at Begivenhederne udvikle sig saaledes at andre Combinationer maatte vise sig tilraadelige. I førstnævnte Tilfælde tør jeg gjentage min tidligere Anmodning til Dem om at modtage de Meddelelser som Grev Bismarck kunde ville giøre til Dem og vil De i saa Henseende betragte de Instructioner der med deres Vidende ere meddeelte Baron Plessen som fremdeles ledende for Dem.
Koncept med P. Vedels Haand.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 10. Mai 1866.
Hoslagt sender jeg Dem Afskrift af den Beretning, som s. 166Baron Plessen efter sin Tilbagekomst hertil har givet mig om sin sidste Samtale med Grev Bismarck, og som jeg beder Dem confidentielt at bringe til Hr. Drouyn de Lhuys’ Kundskab. Som De vil see, har den preussiske Minister dennegang været endnu mindre imødekommende end forrige Gang, og Baron Plessen maatte endog bringe Sagen paa Bane, da Grev Bismarck aldeles ikke selv syntes at ville berøre den.
Under disse Omstændigheder er det en Selvfølge, at den kgl. Regjering maa afvente en eventuel Forandring i Grev Bism.’s Stemning og under alle Omstændigheder vil Baron Plessen ikke vende tilbage til Berlin, hvor hans længere Ophold kun kunde give Anledning til Formodninger, som det er magtpaaliggende at undgaae. Gjenoptages Sagen, vil den altsaa enten blive ført i Berlin af K.herre Quaade alene, eller den overføres hertil og forhandles af mig med Hr. v. Heydebrand. Jeg tør haabe, at Hr. Drouyn de Lhuys billiger den Maade, paa hvilken vi have handlet, og den Uro, som han efter Deres sidste Rapport synes et Øieblik at have havt for, at vi skulde opfatte Frankrigs Stilling anderledes til Sagen end den virkeligt er, eller at vi maaskee ikke tilfulde havde bevaret den nødvendige Discretion i denne delicate Sag, vil forlængst være fjærnet ved de Breve, som han senere har modtaget fra Hr. Dotézac, og maa yderligere beroliges ved Baron Plessens tvende Rapporter. Jeg behøver ikke at sige Dem, hvor erkjendtlig den kgl. Regjering vil være for de yderligere Antydninger, som man fra fransk Side vil give os, og selv om det hele Forslag ikke fører til noget Resultat, anseer jeg det dog for at være af stor Vigtighed for Fremtiden, at den franske Regjering — om end kun med Vaersomhed — i Virkeligheden har begyndt at engagere sin moralske Ansvarlighed overfor os ved at ville lede vore Skridt. Det vil De vistnok vurdere ligesaa fuldstændigt som jeg og vide saavidt muligt at føre den franske Udenrigsminister videre paa denne Vei. —
Afskrift. — Afskrift af Plessens Beretning findes ikke i Gesandtskabsarkiuet.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 12. Mai 1866.
Kjære Vedel,
Jeg maa opsætte til en anden Leilighed, at besvare den største Deel af Deres Brev af Torsdag 1). Men den sidste Deel deraf, der er en Gjentagelse af et Spørgsmaal i et tidligere Brev, og som jeg dengang har glemt at besvare, maa jeg strax besvare. Af de to nævnte Personer, har jeg først gjort Bekjendtskab med den ene i et Middagsselskab den 7de Febr. d. A., og siden har jeg kun seet ham eengang. Han hører ikke til hvad man med det techniske Navn kalder »Selskabet«. Jeg har gjerne gjort hans Bekjendtskab, og hans Mine til mig, da jeg gjorde hans Bekjendtskab, gjengjældte fuldstændigt den som jeg satte op for at vise min Tilfredshed; men jeg har senere ikkun seet ham paa tredie Sted, og, som sagt, kun een Gang. Anledning til for mit Vedkommende at gjøre ham Avancer var der ikke, og det saamegetmindre som han muligvis kunde troe at jeg kom forat modvirke en vis anden Persons Bagtalelse af min Person. Han er forresten, skjøndt unægtelig en Størrelse og maaskee i en vis Forstand i enkelte Tilfælde en farlig Størrelse, dog paa ingen Maade det man gjør ham til hjemme hos os. Han bruges ved Leiligheder, og bruger maaskee ogsaa undertiden, men han er langtfra saameget Prophet i Hjemmet som i Udlandet. — Han har aldrig talt til mig om den Gjenstand De nævner. Den anden Person, som De omtaler, har derimod ofte gjort det. Men hvergang han har gjort det, har jeg strax indberettet derom og indberettet saaat sige Ord til andet af hvad han har sagt.
Nu beder jeg Dem eftersee mine Rapporter; saa vil De maaskee i den af 17de Nov. f. A. Nr. 17 2) finde meddeelt Noget, s. 168der kunde betegnes med det franske Udtryk De benytter i Deres Brevs næstsidste §; vort Sprog har intet Udtryk derfor; men naar De saa kommer til Nr. 2 af 12te Januar 1), saa vil De see, at baade Ministeriet og jeg have havt Ret i Intet at gjøre i Anledning af hvad der er bleven sagt til mig efter Nr. 17; og siden den 12te Jan. er den omhandlede Sag ikke med et eneste Ord bleven omtalt for mig af den Person, jeg her sigter til. Den anden Person vil De have seet, at jeg ikke har kjendt før den 7de Februar. Jeg har jo vel af og til seet hiin Person siden den 12te Jan., navnlig i Anledning af Levy og Petersen, og ved disse Leiligheder er jeg kommen ind paa Forholdet til Østerrig, og her var jo vistnok en Leilighed for mig til at gaae videre; men saa vilde det kunnet udlægges som om det var mig der havde gjort, hvad nu Andre siges at skulle have gjort. Forresten maa jeg sige, at saaledes som jeg kjender den første af de Personer De nævner, saa kan det Klatsch De omtaler, ikke komme fra ham. Hvorfor skulde han lyve her? Men det kan godt komme fra Andre.
Det være nu som det vil; i ethvert Tilfælde troer jeg nu at kunne udtale, at hvad der er skeet eller ikke er skeet, netop er det bedste. Siden den 12te Jan. er der skeet mærkelige Ting. Dengang var der ikke Mange som troede, at Østerrig vilde vise Tænder saaledes som det har gjort det. I Slutningen af Febr. blev ogsaa jeg aldeles overstemt[!]. Men naar De kaster et Blik tilbage paa Situationen saaledes som den siden den Tid har udviklet sig, saa troer jeg De vil »im Grossen og Ganzen« give mig Ret i at jeg, forsaavidt angaaer Forholdet mellem de to Store ligeoverfor det bevidste Spørgsmaal, navnlig dette Forholds Udvikling, i Grunden gjerne lige siden den 12te Jan. kunde have ladet være at skrive politiske Rapporter. Jeg troer vi kunne være glade ved at faae Lov til at sidde i Ro paa Galleriet; og jeg troer ikke dette bliver værre for os, naar Enden kommer. Lad os nu blot see at faae vore Penge.
s. 169Molzen er indtruffen her iforgaars. Han laver sig sagtens til paa alle Maader og i alle Retninger. Endnu veed jeg ikke om han har seet Nogen; men jeg skal ikke tabe ham af Sigte, naar jeg blot nogenlunde kan faae Øie paa ham.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 13. Mai 1866.
. . . Rigsdagen endte igaaraftes og vedkommende Opponenter »Tscherning og Adjutant« sagdes i Thinget at ville af reise med det Allerførste for at sætte Himmel og Jord i Bevægelse; var de ydre Forhold ikke saa betænkelige eller mislige, troer jeg egentlig at Folket fornuftigst lodes heelt roligt fra den anden Side, thi jeg er overbeviist om, at en øieblikkelig Seier for Tscherningianere og Grundtvigianere vilde grundigst kurere for denne Syge i en længere Tid.
C. E. Frijs.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 17. Mai 1866.
Kjære Vedel,
Tak for Deres Brev af Torsdag som har krydset nogle Meddelelser fra mig der, foruden at berøre den Gjenstand De omtaler, ogsaa angaae nogle Spørgsmaal, De tidligere har forelagt mig. . . .
Thile spurgte mig . . . om det var sandt at vi rustede i Jylland. Hertil svarede jeg, at det var mig aldeles ubekjendt; men vor Armee var bleven opløst og skulde nu atter organiseres, hvortil kom at der havde maattet voteres et nyt Budget; deraf kom formodentlig hiint Rygte.
Jeg har imidlertid Grund til at troe, at det kommer fra Molzen; han har jo bagtalt Alle og navnlig ogsaa Regjeringen s. 170i lang Tid, og nu siden det lader til at han ikke kan faae fat paa Wagner, er han jo gaaet til B. selv. Det skulde være mig en stor Fornøielse, om jeg kunde nappe ham paa dette Punkt. Jeg veed forresten endnu ikke om B. har seet ham. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Generalmajor Raasløff, Gesandt i
Washington
.
Kjøbenhavn, 18. Mai 1866.
Jeg har modtaget Deres Indberetninger om den vestind. Sag indtil Nr. 22 incl. og jeg takker Dem for den fortsatte Iver og Takt hvormed De behandler denne vanskelige Sag og for den Omhyggelighed, hvormed De meddeler mig ethvert Datum til dens Bedømmelse.
Mere end nogensinde maa jeg imidlertid nu fastholde min Overbevisning om Nødvendigheden af, ikke for Øieblikket at føre denne Sag til en Afslutning. Af de Grunde herfor, som jeg tidligere har meddelt Dem, er nu Hensynet til vore finantsielle Forhandlinger angaaende Hertugdømmernes Forpligtelser efter Fredstractaten vistnok ikke længere tilstede, da disse Forhandlinger have ført til et Resultat. Ligeledes synes de tidligere Forviklinger mellem Frankrig og Nordamerica i Anledning af det mexicanske Spørgsmaal at være nogenlunde udjævnede. Men endnu staaer tilbage den Vanskelighed for et Salg, der ligger i den Maade, paa hvilken Colonialmagterne vilde opfatte et saadant Skridt fra vor Side, og i saa Henseende er det Frankrigs og tildels Englands Misfornøielse, som jeg troer især under nærværende Omstændigheder at burde tage et væsentligt Hensyn til. Ville disse Magter ansee deres Interesser i væsentligere Grad berørte ved et Salg af Øerne til s. 171America? Vilde de have nogensomhelst Ret til at klage over et saadant eventuelt Skridt af os? Maae vi befrygte, at de kunde lade os lide under deres Uvillie dersom vi uden Hensyn til dem disponere paa den paatænkte Maade over Øerne? Alle disse tre Spørgsmaal maa jeg destoværre besvare bekræftende.
Efter den Maade, hvorpaa den herværende franske og engelske Gesandt have interpelleret mig om, hvorvidt de Rygter vare begrundede, som længe havde omtalt et Salg til America som forestaaende, er det utvivlsomt, at Vestmagterne lægge stor Vægt paa Sagen og ikke blot paa Grund af den øieblikkelige Spænding, der da fandt Sted, men ogsaa fordi det hele vestindiske Colonialsystem vilde meget stærkt berøres ved et nordamericansk Etablissement i Centrummet af de europæiske Besiddelser. Colonialmagterne savne dernæst ikke vigtige Betragtninger, hvorpaa de kunne støtte den Fordring, at vi ikke bør ansee deres Interesser som et os uvedkommende Moment i vor Bestemmelse. Hvor rigtigt det nemlig end i privatretlige Forhold er, at Eiendomsretten indbefatter Retten til med fuld Frihed at kunne disponere over Tingen ved at sælge og overdrage den til Andre, saa er det dog ubestrideligt, at denne Grundsætning ikke er anerkjendt eller kan anerkjendes i samme Omfang i Folkeretten. Medens i private Forhold en Eier ikke i Almindelighed kan modsætte sig, at hans Nabo sælger sin Eiendom, fordi han ikke mindre ligeoverfor den nye Kjøber end ligeoverfor den tidligere Eier vil finde al fornøden Beskyttelse i den bestaaende Retsorden, mangler netop en saadan Sikkerhed i folkeretlige Forhold, og en Overdragelse af Land vil i høi Grad kunne udsætte andre Magter for Farer, enten ved at Ligevægten i Magtforholdene i det Hele forrykkes eller ved at i alt Fald en local Fare opstaaer. Dette kan ikke fordølges netop at være Tilfældet naar vi sælge vore Antiller til Nordamerica. Men til denne almindelige Betragtning knytte sig andre af mere positiv Natur. Jeg vil ikke videre berøre, at s. 172England maaskee vil støtte sig paa en mindre heldigt ført Samtale mellem Grev Russell og General Bülow for at paastaae, at den kgl. Regjering har bundet sig ved et positivt Løfte til ikke uden Englands Samtykke at sælge Øerne til America, thi enhver Misforstaaelse i saa Henseende maa i alt Fald være fjærnet ved en senere Note fra General Bülow, i hvilken han nærmere præciserer sine Ord. Men vigtigere er det, at det efter omhyggelige Undersøgelser i Geheimearchivets Papirer viser sig, at vi ved Erhvervelsen af St. Croix i 1733 tractatmæssigt have forpligtet os til ikke at sælge denne Ø til nogen anden Magt uden først at have tilbudt den til Frankrig, som har forbeholdt sig i saa Tilfælde at erhverve den for den efter nuværende Forhold aldeles nominelle Priis, som i 1733 gaves for den. Denne tractatmæssige Forpligtelse er ingensinde senere ophævet, men tvertimod paany optaget i Handelstractaten af 23. Aug. 1742 Art. 42, som endnu staaer ved Magt og udtrykkeligen i vor seneste Handelstractat med Frankrig af 9. Febr. 1842 erklæres for at være den endnu bestaaende Handelstractat.
Jeg vil ikke absolut benægte, at under visse gunstige Omstændigheder kunde den kgl. Regjering maaskee uden stor Fare tilsidesætte idetmindste m. H. t. St. Thomas og St. Jan de ovennævnte Hensyn og lade det komme an paa, om nogen europæisk Magt for et saadant fait accompli vilde risikere en alvorlig Conflikt med Nordamerica, eller forsøge paa at lade os undgjælde for vor Ligegyldighed for de europæiske Interesser i Vestindien. Men hvad Betydning end dette Raisonnement ellers kan have, vilde jeg dog ansee det for aldeles uforsvarligt i dette Øieblik at handle efter det, da Spørgsmaalet om Hertugdømmernes Skjæbne meget snart kan foreligge til Afgjørelse, og da vi med yderste Omhu bør undgaae Alt, der kan skade vore Udsigter til muligviis at faae Wienerfredens Bestemmelser modificerede paa en saadan Maade, at vor politiske Tilværelse ikke fremdeles udsættes ved at Als og Dybbøl befinde sig i Fremmedes Hænder. s. 173Det er netop Vestmagterne, og navnlig Frankrig, som i denne Henseende kunne og maaskee ville lægge deres Indflydelse til en vis Grad i Vægtskaalen for os, og uden at jeg miskjender, at det nærmest er deres egne politiske Interesser og almindelige Hensyn, der efter Omstændighederne ville kunne bestemme dem til en saadan for os gunstig Action, saa tør jeg dog heller ikke glemme, at en vis Velvillie og Overbeviisningen om, at Danmark ikke vil handle fjendtligt mod Vestmagterne navnlig Frankrig, udøver sin Indflydelse paa den Interesse, vi kunne vente at finde.
Mit Resultat er derfor det, at vi for Tiden bør holde Sagens Afgjørelse hen. Naar Hertugdømmernes Skjæbne er afgjort, ville vi staae friere i vore Beslutninger om enten at søge at erhverve Vestmagternes foregaaende Acquiescens til et Salg eller idetmindste for St. Thomas og St. Jans Vedkommende at fritage os selv for alle videre Hensyn til andre end vore egne Interesser. Americas Ønske om at erhverve Øerne vil neppe blive mindre ved at man venter, og navnlig St. Thomas’ Værdi vil sandsynligviis hvert Aar stige. En Udsættelse vil derfor heller ikke i denne Henseende være til vor Skade. Hvad vi derimod maae være opmærksomme paa, er, at America ikke fatter Mistro til os, saa at en senere Overenskomst, naar Omstændighederne blive gunstigere, vanskeliggjøres ved at Forhandlingerne nu afbrydes, samt at den ikke opgivne Tanke om et senere Salg til America hemmeligholdes, da vi ellers maae befrygte en formel Protest fra Colonialmagterne, der vilde gjøre en tilkommende Disposition betydeligt vanskeligere for os.
De kjender nu, Hr. General, min hele Tanke om Sagen, og vil vide med Deres sædvanlige Kjendskab til americanske Forhold at udføre den paa den mest passende Maade. Hvad det mest kommer an paa for Dem, er at bringe Sagen til at hvile uden at den dog opgives. Congressens forestaaende Slutning, Nødvendigheden for Dem af en mundtlig Conference med den kgl. Regjering, Hensigtsmæssigheden af at s. 174Captn. Fox’ mulige Besøg her i Sommerens Løb benyttes til (foreløbig) Behandling af Spørgsmaalet, osv., ville muligviis afgive tilstrækkelige Paaskud for en Standsning, thi det er mig ikke klart, om det er raadeligt at meddele Hr. Seward vore virkelige Betænkeligheder, navnlig det almindelige Hensyn til Vestmagternes Interesser (jeg modsætter dette det særlige Hensyn, som Hertugdømmernes Spørgsmaal for Øieblikket paalægger os). Jeg vil imidlertid i denne Henseende ikke binde Dem, thi De alene er istand til at bedømme, hvor langt De kan og bør gaae i Deres Confidencer desangaaende til Hr. Seward, men hvad De navnlig vil rette Deres Bestræbelser paa, er, som jeg ovenfor har bemærket, at Nordamerica ikke fatter Mistro til os og maaskee tænker paa ved given Leilighed ved Hjælp af mindre loyale Midler at erhverve en Besiddelse, hvorpaa det sætter Priis. —
Afskrift.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 18. Mai 1866.
Deres Excellence,
Siden den oprindelig ved det slesvigholsteenske Spørgsmaal fremkaldte Spænding mellem Preussen og Østerrig er begyndt at træde tydeligere frem, har der, som Deres Excellence vil have iagttaget, gjentagne Gange været Tale om Forandringer i det preussiske Ministerium, enten i den ene eller i den anden Retning. Det er ikke let at komme til klar Kundskab om hvad der ligger til Grund for saadan Tale, der ofte ikkun beroer paa Rygter, og løst henkastede Gisninger; en saadan Kundskab kunde hellerikke i sine Enkeltheder frembyde Interesse for den kongelige Regjering, uden forsaavidt man derpaa kunde bygge Slutninger med Hensyn til en Fortsættelse eller en Afbrydelse af det System den preussiske s. 175Regjering hidtil har fulgt; og jeg har derfor troet at kunne undlade i mine allerærbødigste Indberetninger at gaae nærmere ind paa hine Rygter, indskrænkende mig til, paa de Tider da de vare i Omløb, at constatere, at Grev Bismarcks Stilling var urokket, eller at hans Indflydelse hos Kongen endnu bestandig var den samme, og at saaledes ingen Forandring eller Afbrydelse kunde ventes i hiint System. I denne Henseende tillader jeg mig at henvise til mine allerærbødigste Indberetninger af dette Aar Nr. 11, 14, 15, 16 og 18. 1)
Nu troer jeg imidlertid i Fortrolighed at burde gjøre Deres Excellence opmærksom paa at Grev Bismarcks Stilling langtfra forekommer mig at være saa sikker, som den tidligere har været.
[Nærmere Motivering heraf.]
Grev Bismarck sagde mig nylig, ligesom tidligere til Baron Plessen, at hvis Krigen udbrød, var det hans Mening, at Hertugdømmerne skulde besættes af neutrale tydske Tropper.
Jeg har Grund til at troe, at Kongen af Preussen endnu ikke har stadfæstet den italienske Tractat, der efter hvad der fra en enkelt Side siges mig, først skal være bleven undertegnet den 12te d. M. Det bekræftes at dens Indhold er som i min allerærbødigste Indberetning Nr. 24 2) angivet, og der tilføies, at den ogsaa indeholder en Bestemmelse, hvorefter Preussen først skal være forpligtet til at paaføre Østerrig Krig 3 Uger efterat Krigen er begyndt mellem dette Land og Italien.
I de sidste Dage har Tilstanden været noget fredeligere; der er ingen forværrende Symptomer kommet for Dagen, og derfor har ogsaa Børsen været bedre. Meningerne om Conflictens forestaaende Løsning, navnlig om de neutrale Magters Bestræbelsers Fremgang enten for en Congres eller for paa en anden Maade at forebygge et Brud, ere endnu saa s. 176deelte, at jeg ikke seer mig istand til at udtale nogen Dom i saa Henseende; jeg skal kun bemærke, at jeg fra Grev Bismarcks Yttringer til mig i min sidste Samtale med ham, ikkun har kunnet slutte til Krig; men af hvad jeg i Begyndelsen af nærværende allerærbødigste Indberetning har anført, vil Deres Excellence kunne skjønne, at disse Yttringer alene dog ikke have været afgjørende for mig.
Quaade.
Denne Beretning, Nr. 27, er modtaget 22. Maj 1866.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 18. Mai 1866.
Deres Excellence,
Den i min allerærbødigste Indberetning Nr. 27 omhandlede Samtale med Grev Bismarck fandt Sted iforgaars Aftes ifølge min Begjæring og var væsentlig foranlediget ved mit Ønske om at erfare noget Nærmere om Motiverne for Minister-Præsidentens Holdning under hans Samtale med den kongelige Gesandt i Petersborg, Baron Plessen, paa dennes sidste Gjennemreise gjennem Berlin. Til at erholde nogen Oplysning i denne Henseende, udenat jeg selv behøvede at tage Initiativet dertil, forekom det i hiin Indberetning omhandlede Rygte mig at frembyde en beqvem Leilighed.
Minister-Præsidenten gik ogsaa selv aldeles uopfordret ind paa at forklare, hvorfor han ikke havde fundet det nærværende Øieblik skikket til at antage det ham gjennem Baron Plessen gjorte Tilbud. Han var, sagde han, saaledes som han tidligere gjentagne Gange havde yttret baade for mig og for Andre, navnlig ogsaa for franske Regjeringsmænd, villig til, og havde stedse været villig til at tilbagegive Danmark den Deel af Slesvig, hvis Befolkning selv maatte foretrække at høre til Danmark fremfor at staae under tydsk Herredømme, s. 177alene med den Indskrænkning der paabødes Preussen ved de militaire Hensyn, dette Land maatte tage. Preussen tabte Intet herved; thi om det havde nogle Hundrede Tusinde Indvaanere eller Skatteydere, eller nogle Batailloner meer eller mindre betød Intet i Sammenligning med den Fordeel at staae paa en god Fod med Danmark og, tilføiede han, med Sverrig.
Her maa jeg, inden at gaae videre, bemærke, at Tilføielsen »med Sverrig« efter min Mening udelukkende er foranlediget ved, at min svenske Collega ofte har taget Initiativet til med Grev Bismarck at tale om Tilbagegivelsen af Nordslesvig, som en Eventualitet der er i reen svensk Interesse, da sidstnævnte Land ikke mindre end Danmark maa frygte en Fortydskning af den danske Halvø.
Naar dette forholder sig saaledes, fortsatte Minister-Præsidenten, bliver det idetmindste foreløbig bedst for Sagens Fremme, at den overlades til sin egen naturlige Gang, og navnlig ikke paavirkes i nogen Retning af Preussen og Danmark i Forening. Danmark behøver ikke nu at yde et Vederlag for det som det dog vil ligge i Preussens Interesse at give; og af samme Grund har Preussen nu ingen Anledning til at forlange et Vederlag; ja det vilde endog være misligt for den preussiske Regjering at betinge sig det Vederlag som tilbydes; thi man kan ikke skjule for sig selv, at den offentlige Mening saavel i Preussen som i Tydskland langtfra er denne Regjering gunstig; og hvilket Indtryk vilde det da ikke gjøre paa den offentlige Mening, hvormeget vilde ikke de som nu benytte denne imod den preussiske Regjering vinde i Styrke, dersom Preussen indgik en Alliance med Danmark, og det med en deelvis Tilbagegivelse af Slesvig til Gjenstand? Dette, sagde Grev Bismarck, er Grunden til at jeg ikke for Tiden har kunnet gaae ind paa de gjorte Tilbud. Men den Tid kan komme, da den preussiske Regjering enten er saa stærk, at den ikke længer behøver at tage Hensyn til den offentlige Mening, eller i den Grad faaer den s. 178offentlige Mening imod sig, at den ikke taber Noget ved at trodse den, eller maaskee endogsaa i andre Henseender lider saadanne Tab, at Danmarks Bistand bliver den af stor Betydning, hvilket navnlig vilde være Tilfældet, naar Preussen ikke kunde stole paa den italienske Flaade: Disse Eventualiteter er det der maae haves for Øie; naar een af dem indtræder, vil Tiden til et Arrangement som det omhandlede være tilstede.
12
Minister-Præsidenten gik derpaa over til at tale om hvor stor en Deel af Slesvig der vilde kunne tilbagegives Danmark. I denne Henseende yttrede han sig i det Hele ganske som i sine tidligere Samtaler med mig om samme Gjenstand. Dog omtalte han ikke Als og Sundewit; derimod gjentog han hvad han tidligere har sagt om Flensborg. Denne By, sagde han, ansee vi for tydsk, og dens Indvaanere ville følge Sydslesvig; ja man kan endog sige om en stor Deel af Befolkningen Nord for Flensborg, at denne, om end af dansk Nationalitet, dog naar Flensborg gaaer Syd paa ville følge det. »Men for mit Vedkommende«, tilføiede han, »kommer Alt an paa Befolkningens Ønske. Naar Landdagen (:sic:) kommer sammen, vil man jo have en Maalestok for disse Ønsker, og da skal jeg altid være rede til at fremme dem«.
Deres Excellence vil bemærke, at Grev Bismarck ved nærværende Leilighed betegner Stænderforsamlingen som det Organ, hvorigjennem Befolkningens Ønsker skulde blive bekjendte, medens han i sine tidligere Samtaler ikke udtrykkelig har angivet noget saadant Organ. Iøvrigt var Alt hvad Minister-Præsidenten ved denne Leilighed yttrede deels overhovedet om sin egen Beredvillighed til en Tilbagegivelse af Nordslesvig og deels om Omfanget for en saadan Tilbagegivelse ikkun en Gjentagelse af hvad han ved tidligere Leiligheder havde sagt mig om samme Gjenstand.
Der forekommer mig ingen Anledning at være til at tvivle paa den Grund, Grev Bismarck, efter det Ovenanførte, selv s. 179har givet for ikke at være gaaet ind paa de ham gjorte Forslag. Maaskee har han havt flere Grunde, som han ikke har villet nævne for mig. Han kan saaledes have været uvillig til at forelægge Kongen af Preussen en Overeenskomst med Danmark paa det af os foreslaaede Grundlag, og isærdeleshed have frygtet for Følgerne heraf i nærværende Øieblik, da han i Hans Majestæts umiddelbare Omgivelse har flere Modstandere end nogensinde; muligen har han ogsaa frygtet en Beskyldning for at have været den Første til at begaae et ligefremt Brud paa Gastein-Overeenskomsten; og endelig kan det maaskee tænkes, at han har villet holde Preussens Besiddelsesstand i Hertugdømmerne urørt for det altid mulige Tilfælde, at den nuværende Krise skulde føre til en Congres.
Det er jo vistnok saa, at den af os paatænkte Overeenskomst idetmindste foreløbig skulde være en hemmelig Overeenskomst; men dette fjerner formeentlig hverken den af Grev Bismarck selv anførte Hindring eller de yderligere Betænkeligheder jeg har antaget at han muligen kunde have. Thi jeg troer deels af almindelige Grunde og deels i Betragtning af den meget isolerede Stilling, Grev Bismarck for Tiden indtager, ikke at det vilde være muligt at holde en saadan Overeenskomst hemmelig.
Som et i mine Tanker ikke forkasteligt Beviis paa, at den mig af Grev Bismarck givne Forklaring virkelig er den rette, har jeg endnu slutteligen at anføre følgende Ord som Hans Excellence, da vor Samtale næsten var tilende, henvendte til mig: »Dersom«, sagde han, idet han rakte sig over Skriverbordet, hvorved han sad, meget nær henimod mig, »dersom man kunde slutte en Overeenskomst hvoraf Intet blev nedskrevet«. — Maaskee var dette en Avance til mig; men ifølge de Instructioner hvormed Baron Plessen har været forsynet og som ved nærværende Leilighed ogsaa maatte være gjældende for mig, kunde jeg, endog afseet fra om jeg ellers i og for sig vilde have anseet det tilraadeligt, ikke følge ham videre s. 180paa den saaledes betegnede Vei; og jeg indskrænkede mig derfor til at bemærke, at efter hvad Hans Excellence havde udtalt, kunde ogsaa jeg erkjende, at det var bedst at vente; imidlertid kjendte han nu den danske Regjerings Tanker.
12*
Jeg skal endnu tillade mig udtrykkeligen at fremhæve, at ligesom den heromhandlede Samtale ikke directe er bleven provoceret af mig, men derimod er bleven indledet af Minister-Præsidenten selv efter den Anledning som det i min allerærbødigste Indberetning Nr. 27 Anførte ganske naturligt gav ham, saaledes har jeg under denne Samtale stadigen havt for Øie at holde den kongelige Regjering fri for ethversomhelst Baand, der ikke allerede tidligere var tilstede. —
Quaade.
Depeche Nr. 28. Modtaget 22. Maj 1866.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortroligt.
Berlin, 18. Mai 1866.
Kjære Frijs,
Til at søge en Samtale med Grev Bismarck har jeg foruden de i mine officielle Rapporter anførte Motiver, ogsaa havt den Bevæggrund, at see at erfare hvorledes han stillede sig i Forhold til Molzen. Denne var her, og jeg havde hørt, at Wagener ikke vilde have med ham at bestille; men jeg indsaae godt at dette ikke vilde afskrække ham, men at han derimod maaskee just derfor vilde gaae lige til Bismarck. Heri havde jeg hellerikke taget fejl; thi da jeg trak min Aviscoupon frem og viiste den til Bismarck, dreiede denne sig om paa Stolen og sagde: »Ach Molzen! Ja er ist wieder hier; er hat mir geschrieben, ich weiss aber noch nicht ob ich ihn sehen werde.« Da jeg allerede en Gang har advaret Bismarck, fandt jeg ingen Anledning til ved denne s. 181Leilighed at gjentage min Advarsel, idet jeg indskrænkede mig til at fremhæve det Uheldige og for os Ulykkelige i, at saamange forskjellige, uansvarlige Personer, deels maaskee i meget patriotiske Hensigter men deels ogsaa i andre Hensigter reise omkring og saavel forsætlig som uforsætlig skade den danske Regjering. Hertil svarede Grev Bismarck at han vidste meget god Besked med vore Forhold, og havde fuld Tillid til den danske Regjering, saaat hiin Virksomhed ganske var spildt paa ham. Han holdt derpaa en meget stor Lovtale over Dem, og tilføiede, at vi altid vilde kunne være sikkre paa hans Understøttelse i de Tilfælde hvor den var os fornøden og mulig for ham. Jeg kan hertil føie, at hans Underordnede have sagt mig, at han har givet dem en staaende Ordre til stedse at vise sig saa coulante som muligt imod os.
Efterat have sagt Ovenanførte, yttrede Bismarck med Hensyn til Aviscouponen, at dens Indhold ligesaavel kunde skrive sig fra Blixen som fra Molzen; og han gav mig da Bekræftelse paa, at Blixen ikke havde seet ham, men at han efter hans Afreise herfra havde skrevet ham til fra Sverrig. 1) Han vidste ikke, om han selv havde svaret derpaa, da han fik en saa uhyre Masse Breve, men det havde været hans Hensigt, og hvis det ikke var skeet, saa beklagede han det. Han sagde mig ikke hvad Blixen havde villet ham. Jeg troer vel at Bismarck har meget tilovers for Blixen; men jeg veed, at Kongen af Preussen ikke ynder denne, og Bismarck tager sig vistnok derfor iagt for at give sig Skin af at have med ham at gjøre, især i denne Tid. Dersom jeg erfarer, at Bismarck har seet Molzen, skal jeg see at faae at vide, hvad Sidstnævnte har villet og da handle eller ikke handle efter Omstændighederne, men det kan være at det lykkes Molzen at bide sig fast ved en ny Mellemmand, efterat Wagener nu ikke længer vil see ham, og da vil jeg maaskee ikke længer kunne beholde ham i Sigte. Imidlertid vil jeg ialfald kunne s. 182vide om han er her eller ikke. — Man gjør sig ingen Forestilling om den Forfølgelse som Bismarck er Gjenstand for; og jeg er bange for, at hvis han ikke har umenneskeligt Held eller umenneskelige Egenskaber, saa kan han ikke staae længe.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 25. Mai 1866.
Kjære Vedel,
... Af mit Telegr. 1) *) vil De have seet, at vor »Vielgereiste« nu udvider sin Virksomhed til Paris. Naar Guldencrone . . . reiser, skal jeg nærmere meddele, hvad jeg har erfaret om ovennævnte notable Person, saavelsom ogsaa om hans Pendant H[ansen], der har været her i nogle Dage og nu vilde reise i Eftermiddag. Jeg troer M. er reist imorges; men det vilde jo have været meget pikant, om en eller anden uventet Forhindring for den ene af dem havde bevirket, at de vare komne til at reise samtidigt. Forresten har H. sagt mig, at han to Gange har viist M. unter den Linden. Les beaux esprits se rencontrent. Men jeg maa dog bemærke, at jeg sætter H. langt over M. Han er dog idetmindste disciplineret. . . .
G. Quaade.
Man er her temmelig sikker paa, at Congressen, det vil sige Conferencen kommer istand. Ellers intet Nyt.
P. Vedels Privalpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 26. Mai 1866.
Kjære Vedel,
Baron Nicolay har spurgt mig om jeg havde Noget til Kbhvn. Men da jeg skrev igaar og der siden Intet er passeret, hvortil kommer, at Guldencrone jo sandsynligviis vil kunne reise en af Dagene, har jeg egentlig Ingenting at skrive. Imidlertid vil jeg dog ikke lade ham reise tomhændet. Jeg medgiver ham derfor dette Brev, og forat dette ikke skal blive aldeles indholdsløst, vil jeg her foreløbig meddele at jeg idag med en sikker Leilighed til Paris sender Moltke et temmelig udførligt Brev om Molzen, hvorved jeg i Korthed meddeler ham alt hvad jeg selv ved om Personen og om hvad Personen vil. Moltke maa da selv afgjøre om og hvad der er at gjøre for ham. Maaskee vil han finde det rigtigst Intet at gjøre, maaskee kan han Intet gjøre. Det vender sig indeni mig hvergang jeg kommer i Berøring med eller hører om disse Underjordiske; men der er Meget som taler for ikke at gjøre store Ting for dem. Forresten var M. ikke reist endnu igaar Aftes, men der kan vel ingen Tvivl være om at han er reist idag.
Jeg vil allerede tilføie her, at Hansen har seet Bismarck. Han viiste mig dennes Kort med Paategningen »heute Abend 8½«. Det var Onsdag Aften.
Jeg havde sagt Hansen, som, efter hvad han sagde mig og efter hvad Moltke pr. Telegraf bekræftede, var gaaet hertil efter Aftale med en fransk Person samt med Moltkes Vidende, at jeg efter Omstændighederne maatte forbeholde mig at sige Bismarck Beskeed om ham; men da han, som sagt, er kommen hertil efter fransk Aftale og altsaa er at ansee som en Slags fransk Agent, har jeg ikke talt til Bismarck om ham. Hovedsagen er jo at denne er advaret, og det er han saavel hvad Hansen som hvad Molzen angaaer. Herefter kan han jo giøre hvad han vil.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Fredag. [1866 Foraar.]
Kjære Kammerherre.
. . . Det troes for sikkert i Berlin at vi, i Tilfælde af at det gaaer Preussen mindre godt, skulde ville gribe Leiligheden til at falde over det — derfor er Düppel og Als stærkt besat. Herregud, at troe os saa iltre og begiærlige efter at slaaes! . . .
P. Vedel
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Direktør P. Vedel.
Wien, 28. Mai 1866.
Kjære Directeur.
. . . Det gjør mig ondt af Deres forrige Brev at see, at man endnu i Regjeringen har saa liden Tillid til Østerrigs gode Stemning. Jeg kan ikke betragte Gr. Mensds. Yttringer som løse, og jeg troer at hvad der synes »løst« kan befæstes ved den Maade, hvorpaa det besvares og optages, men jeg er jo lænkebunden ved Ministeriets ikke milde Tilretteviisninger og tør neppe engang i Fortrolighed yttre mig til ham om hvad jeg anseer for nyttigt og gavnligt, ja muligt at gjennemføre, ligesom Forsøgene i den Retning ialfald ere aldeles uskadelige, saalænge de skee i Fortrolighed fra min Side. . . .
Jeg sender mine Rapporter herefter over Frankfurt, saaat de ikke komme over preussisk Gebeet. Iøvrigt har jeg ikke bemærket at vor Correspondance aabnes paa Veien. . . .
C. Falbe.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til General Bülow, Gesandt i
London
.
Confidentielle.
Copenhaque, 5 juin 1866.
Monsieur le Général.
Vous vous rappelez les paroles avec lesquelles le comte Russell accompagna la proposition que de concert avec les autres puissances il mit en avant dans la séance du 28 mai des conférences de Londres: 1) »A moins de pouvoir poser les bases d’une paix solide et durable«, disait Sa Seigneurie, »il n’est pas de la compétence des puissances neutres de renoncer au traité solennel par lequel elles ont reconnu l’intégrité de la monarchie danoise et elles ne pourraient non plus concourir à un nouvel arrangement qui serait insuffisant pour l’Allemagne ou humiliant pour le Danemark«, — et lorsque la conférence alla se séparer sans avoir abouti à un résultat, Lord Russell parlant au nom des puissances neutres et faisant allusion aux hostilités qui allaient recommencer s’exprima en ces termes: »Quelle qu’en soit l’issue, les cours de France, de Grande Bretagne, de Russie et de Suède n’en restent pas moins animées du sincère désir de voir la monarchie danoise maintenue dans son indépendance, la conservation de cet état constituant un élément de l’équilibre du Nord. Leur voeu en se séparant est que ce principe demeure la base des négociations futures«.
Depuis le jour où le chef actuel du cabinet anglais prononça ces paroles, une paix a été imposée au Danemark dont les dispositions sont aussi désastreuses pour son avenir que humiliantes pour son patriotisme. La Prusse qui avait nié le droit du Roi de Danemark à la succession dans les duchés vient de déclarer qu’après un mûr examen elle reconnaît qu’avant la guerre et abstraction faite du traité de Londres, le Roi de Danemark réunissait dans Sa personne le plus de droits à cette succession. Les puissances allemandes avaient invoqué »les suffrages indubitables de l’immense majorité de la population«, qui seraient acquis au principe s. 186de la séparation du Danemark, mais à l’heure qu’il est personne ne doute qu’une grande partie de la population du Slesvig regarde cette séparation comme une grande calamité. Il n’en est pas moins vrai que le Danemark reste dépouillé non seulement du Holstein et de la partie du Slesvig qui peut avoir des dispositions à suivre le sort du premier duché mais aussi de l’autre partie de l’ancienne province danoise, qui se sent attachée au royaume par ses sympathies nationales et ses intérêts matériels, et dont la possession est indispensable à l’existence indépendante de l’état danois.
Le moment paraît arrivé où, conjointement avec les autres puissances neutres, au nom desquelles Lord Russell prit les réserves que je viens de citer, l’Angleterre sera appelée à s’occuper de nouveau de la question. Le gouvernement du Roi aime à croire que le cabinet anglais saura maintenir dans un nouveau concert européen les principes qu’il a établis lui-même. S’il faut renoncer à réclamer les conséquences de ces principes dans toute leur étendue, si nous ne pouvons pas espérer que le gouvernement britannique insiste aujourd’hui pour nous faire rendre la frontière que les plénipotentiaires de la Reine aux conférences de Londres, d’accord avec les plénipotentiaires des puissances neutres, avaient reconnue nécessaire à l’indépendance du Danemark, je suis convaincu pourtant que le Ministre des Affaires étrangères reconnaîtra qu’il n’y a pas d’indépendance possible pour le Danemark, tant que le Dybbel et l’île d’Als resteront entre les mains de l’Allemagne et que les besoins commerciaux de l’état sont gravement compromis tant que la ville de Flensbourg n’est pas rendue au système commercial auquel elle appartient.
Je vous prie, Monsieur le Général, de vous énoncer dans ce sens au Ministre des Affaires étrangères lorsque vous lui remettrez la dépêche identique que je vous ai adressée aujourd’hui.
Koncept med P. Vedels Haand. — I Randen staar: ved Coureer, Vald. Schmidt. Afskrift til Kongen. Afskrift til Paris.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 5. Juni 1866.
Hoslagt sender jeg Dem Copi af de confidentielle Depescher, som tilstilles idag de kongelige Gesandter i Petersborg og London i Forbindelse med den identiske Depesche. Jeg henstiller til Dem at læse dem for Hr. Drouyn de Lhuys, ligesom jeg antager, at De vil gjøre det med Hensyn til den til Dem rettede confidentielle Depesche. Skulde Hr. Drouyn de Lhuys ønske Copi af denne sidste, beder jeg Dem at sige, at det ligger udenfor den Dem givne Instrux og at naar De desuagtet gjør det, tør De altsaa vente, at Depeschen betragtes og behandles som aldeles confidentielt og personligt meddeelt Ministeren. Jeg tilføier, at jeg ikke tilstiller General Bülow eller Kammerjunker Vind Copi af de confidentielle Depescher, som De eller den respektive anden Collega have modtaget.
Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 13. — 1 Randen staar: ved Coureer, Vald. Schmidt.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Confidentiel.
Copenhaque, 5 juin 1866.
M. le Comte.
Lorsque vers la fin de 1863 l’Empereur Napoléon convia l’Europe à se réunir en un congrès général pour rechercher les moyens de conjurer les dangers que prévoyait sa haute sagesse, le gouvernement danois fut parmi les premiers à suivre avec empressement l’impulsion de cette noble initiative; et quand plus tard de nombreux malheurs qui eussent pu être évités par le congrès, se déchainèrent sur l’Europe, nous fûmes aussi les premiers à souffrir sous les conséquences de la résistance qu’avait rencontrée la pensée de l’Empereur de la part de certaines puissances.
s. 188Il serait difficile de revenir sur ce passé, le gouvernement du Roi le reconnaît; mais il sera peut-être temps encore d’en modifier les conséquences les plus funestes au moins, et c’est dans cet espoir que nous saluons avec confiance la nouvelle perspective d’une conférence à laquelle l’Angleterre et la Russie se sont cette fois associées.
La question des duchés, qui à son début avait paru relativement peu considérable, s’est déjà montrée féconde en dangers et elle réserve à l’avenir de nombreuses complications, si une politique européenne juste et mieux éclairée ne se charge de lui donner une solution ayant pour effet de réparer, jusqu’à un certain point au moins, les injustices commises.
La seule question préalable, de savoir à qui ces territoires appartiendront en définitive, a suffi pour appeler la moitié de l’Europe sous les armes, parce que toutes les questions brûlantes sont venues se grouper autour d’elle comme autour d’un noyau commun. Mais quelles seraient les conséquences d’un état de choses qui permettrait à une grande puissance militaire de disposer librement des riches ressources de la totalité de ces territoires et de tirer parti de leur position géographique, si admirable au point de vue commercial et stratégique? La France elle-même ne ressentirait-elle pas les effets d’un changement à la suite duquel le Danemark cesserait d’exercer toute influence sur l’équilibre dans la Baltique? Dans la supposition que l’Allemagne restera en possession non seulement des grands établissemens maritimes qu’elle aspire à créer à Kiel, mais aussi des forteresses de Dybbel et de l’île d’Als, notre indépendance sera devenue complètement illusoire. Des flottes pourraient fermer la Baltique et menacer bientôt la Suède et la Norvège d’un sort pareil au nôtre. Sur cette nouvelle base il pourrait se former dans le Nord une coalition plus redoutable pour le reste de l’Europe qu’aucune autre combinaison politique dont l’histoire fasse mention.
s. 189Mais il y a une autre considération sur laquelle je voudrais appeler l’attention et qui, bien moins importante en apparence, ne manquera pas, j’en suis convaincu, d’intéresser vivement le gouvernement de l’Empereur. Je veux parler de l’injustice qu’il y aura à permettre qu’une population que de vives sympathies nationales non moins que les intérêts matériels rattachent par mille liens au Danemark, demeure violemment séparée de la mère-patrie. Je n’exagère pas en disant que cette population prévoit sa perte morale et matérielle sous un régime qui lui répugne. L’Allemagne elle-même ne se fait certes plus illusion sur le résultat que produirait une votation libre des populations des régions moyennes du Slesvig jusqu’au delà de Flensbourg, capitale naturelle de la partie septentrionale du Slesvig. Si ces populations et ces districts ne font pas retour au Danemark, la manière dont on a disposé des duchés, restera toujours une immense injustice dans l’histoire de nos jours; car la solution de cette question n’aura tenu compte d’aucun principe, soit ancien soit moderne. Et d’autre part la rétrocession au Danemark de quelques centaines de mille d’habitans et de quelques lieues carrées ne pourrait pas, même aux yeux de l’Allemagne, constituer une perte notable pour ce pays, tandisque pour l’équilibre des forces en Europe elle prendrait une grande importance politique, et que pour le Danemark elle réaliserait une des conditions indispensables à son existence indépendante.
Plus que toutes les autres puissances la France a senti l’injustice et la dureté de la situation faite au Danemark, et elle n’a pas cessé de nous témoigner un intérêt efficace dans nos malheurs. C’est donc surtout dans l’appui du gouvernement de l’Empereur que nous mettons notre confiance et notre espoir.
Telles sont, M. le Comte, les considérations dont je vous prie de vous inspirer dans la conversation que vous aurez avec Son Excellence le Ministre des Affaires étrangères de s. 190l’Empereur au sujet de la dépêche que je vous ai adressée aujourd’hui.
Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 12. — Trykt i Uddrag i Jessen: L’intervention de la France dans la question du Slesvig du Nord (1919) S. 120—122. — I Randen staar: Afskrift til Kongen.
Udenrigsminister Grev Frijs til Gesandterne i
Paris, London og St. Petersborg
.
Copenhague, 5 juin 1866.
A la paix de Vienne le Danemark, accablé par les forces supérieures de ses adversaires, s’est vu contraint de leur céder les trois duchés qui faisaient partie de la monarchie danoise, et de s’engager à reconnaître d’avance les dispositions qui pourraient être prises à leur égard.
A un certain point de vue, le droit de revenir sur la question des destinées des duchés peut donc sembler ne plus lui appartenir, mais il ne s’ensuit pas qu’il doive s’interdire l’espoir que les événemens en amèneront une solution qui tienne compte des intérêts vitaux du royaume. Si la faculté de réclamer pour ses anciens territoires tel avenir plutôt que tel autre lui fait défaut, on ne saurait lui contester le droit de chercher à assurer son avenir et d’appeler de tous ses voeux les conditions d’existence qui lui sont absolument nécessaires.
Il est clair aussi que le règlement définitif de la situation des duchés ne saurait être arrêté sans le concours et la sanction de l’Europe, et dans la phase actuelle des affaires, quand les principales puissances cherchent ensemble les moyens de parvenir à un accord sur la question des duchés comme sur les autres questions qui compromettent le repos de l’Europe, c’est sans doute, de la part du gouvt. danois, une légitime aspiration, que de souhaiter, que la situation s. 191que lui a faite la paix de Vienne devienne l’objet d’une sérieuse réflexion de la part de ces puissances.
Le traité signé à Londres en 1852 avait reconnu que l’intégrité de la monarchie danoise était un élément nécessaire de l’équilibre général et une condition essentielle du repos du Nord, et si plus tard les puissances neutres n’ont pas cru devoir aller jusqu’à employer les moyens nécessaires pour faire respecter ce traité, l’intérêt général dans lequel cet acte avait été conclu, n’a pourtant pas entièrement cessé d’exister. Aussi dans les conférences de Londres, lorsque des événemens malheureux l’ont emporté sur le désir de maintenir cette intégrité dans l’étendue qu’on avait d’abord eue en vue, 1) les puissances ont au moins reconnu qu’il était indispensable que la nouvelle frontière à assigner au D., répondît aux besoins politiques, militaires et commerciaux de l’état.
Or il n’est malheureusement pas douteux que par la paix, imposée par les puissances allemandes, il n’a pas été donné satisfaction à ces besoins même dans la mesure la plus modeste. Avec un pays ouvert et dépourvu des premières conditions d’une défense efficace, l’existence du D. serait entièrement compromise vis-à-vis de la grande puissance qui, établie par la possession de l’île d’Als au coeur de l’archipel danois, menacerait non seulement ses provinces de terre ferme mais les îles elles-mêmes. Cette puissance dominerait la Baltique et elle finirait par exercer une pression continuelle sur l’équilibre du Nord entier.
Le gouvt. du Roi pense que ces considérations réclament l’intérêt et la sollicitude de l’Europe et il a la confiance que les puissances dans les combinaisons qu’elles proposeront pour assurer la paix générale seront amenées à suivre des principes dont découlera naturellement aussi pour les duchés s. 192un arrangement qui soit de nature à faire cesser les plus grands dangers, dont se trouve menacé le D., et à sauvegarder les intérêts compromis de ce pays, sans porter préjudice pourtant aux besoins réels d’aucune autre puissance intéressée.
Le gouvt. du Roi ignore s’il peut convenir au plan des puissances qui veulent la réunion d’une conférence, d’admettre dès-à-présent le D. à siéger au sein d’une assemblée dont les décisions ne manqueront pas d’exercer une grande influence sur ses destinées. Mais quelle que devienne la composition et la compétence de cette réunion, le D. croit pouvoir assez compter sur la force des motifs qui parlent en faveur d’un remaniement de sa frontière du sud, pour être certain que ses intérêts ne seront point perdus de vue dans les délibérations qui vont avoir lieu.
Veuillez / Tit. / donner lecture de cette dépêche à S. E. M. le Ministre des Aff. étr. et lui en laisser copie, en ajoutant qu’une communication identique a été faite aux cabinets de /Londres et St. Petersbourg — de Londres et Paris — de Paris et St. Petersbourg/.
Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 11 (Paris), 3 (London), 1 (St. Petersborg).
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerjunker Vind, Chargé d’affaires i
St. Petersborg
.
Confidentielle.
Copenhague, 5 juin 1866.
Monsieur.
Lorsque vous aurez l’honneur de remettre entre les mains de S. E. le Vice-Chancelier la dépêche que je vous ai adressée aujourd’hui, je vous prie d’exprimer au Prince toute la sollicitude avec laquelle nous attendons le règlement définitif d’une question dont notre avenir dépend à un si haut degré. Je ne me permettrai pas de m’étendre longuement s. 193sur les effets que l’établissement d’une grande puissance allemande, soit la Confédération soit la Prusse, sur les côtes et dans le centre de la Baltique aurait pour le reste du Nord. Je me bornerai à dire que s’il est impossible d’écarter tous les dangers de la nouvelle situation créée par la paix de Vienne, il doit toutefois y avoir moyen de les amoindrir en partie, et de rendre la position politique du D. un peu moins compromise, qu’elle ne l’est à présent.
Le cabinet russe est trop bien instruit des détails de la configuration géographique du pays pour ne pas reconnaître que je n’exagère pas en signalant la frontière actuelle comme parfaitement insuffisante. Il sait que, tant que le Dybbel et l’île d’Als resteront entre les mains d’une puissance étrangère, notre système de défense se trouvera complètement paralysé, et aussi longtemps que Flensbourg, qui est la capitale naturelle du nord du duché comme la ville de Slesvig est celle de la partie méridionale, n’appartiendra pas au Dan., les intérêts commerciaux d’une grande partie du royaume resteront gravement compromis. Le retour au D. de quelques centaines de mille habitans et de quelques lieues carrées ne représenterait pas pour l’Allemagne une diminution de puissance notable, et la prétention contraire impliquerait l’aveu de visées de domination et d’agrandissement, dont ces possessions serviraient si merveilleusement à faciliter la réalisation. Par contre la rétrocession que nous suggérons serait pour nous le moyen de diminuer les dangers les plus imminents de la situation actuelle.
Je n’ai pas hésité de m’expliquer avec franchise sur nos espérances et nos besoins car j’ai la profonde conviction que le cabinet russe ne manquera pas de reconnaître que nos aspirations ne sont pas seulement fondées en justice mais inspirées par une appréciation exacte de nos besoins réels.
C’est avec ces considérations que je vous prie de recommander s. 194au prince Gort, la communication que nous avons cru devoir faire aux trois grandes puissances neutres.
13
Koncept med P. Vedels Haand. — Paategninger i Randen: Afskrift til Kongen, Afskrift til kgl. Ges. i Paris.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 8. Juni 1866.
Synes De ikke at Meddelelsen af Noterne bør opsættes, til der atter er Sandsynlighed for Conferencens Sammenkomst.
Moltke.
Chiffertelegram, indleveret i Paris 8. Juni 1866 Kl. 4.55 Efterm., modtaget s. D.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 9. Juni 1866.
Sig ved Afgivelsen af Depesche Nr. 11 at De telegrafisk er instrueret til at tilføie at uagtet vor Udtalelse under de forandrede Forhold for Øieblikket ikke faaer praktisk Betydning, har Regeringen dog troet ikke af denne Grund at burde contremandere en fortrolig Meddelelse til de 3 Hoffer, der viser paa hvilken Maade vi alene kunne ansee vor fremtidige Existens som nogenlunde sikkret. 1)
Koncept med P. Vedels Haand til Chiffertelegram, indleveret i København 9. Juni 1866.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 12. Juni 1866.
Drouyn fraraader os enhver Væbning.
Moltke.
Chiffertelegram, indleveret i Paris 12. Juni 1866 Kl. 5.55 Efterm., modtaget s. D.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 12 juin 1866.
Monsieur le Comte,
J’ai l’honneur d’accuser réception à Votre Excellence des dépêches Nr. 11, 12 & 13, 1) qu’Elle a bien voulu m’adresser en date du 5 de ce mois.
Conformément aux ordres de Votre Excellence je me suis rendu aujourd’hui chez M. le Ministre des Affaires étrangères pour lui donner connaissance des dépêches Nr. 11 & 12. Je lui ai toutefois préalablement fait observer que ces documents avaient été écrits à un moment où l’on s’attendait à une prochaine réunion à Paris de la Conférence et que, nonobstant que tout espoir à ce sujet fût évanoui pour l’instant, le gouvernement du Roi n’avait pas cru devoir s’abstenir de la présente démarche aux fins d’appeler dès à présent l’attention des cabinets de Paris, Londres & Pétersbourg sur les conditions qui seules lui paraissent de nature à assurer l’existence future du Danemark. J’ai ensuite donné lecture au Ministre des deux dépêches en lui remettant copie de celle qui porte le Nr. 11. M. Drouyn de Lhuys m’ayant exprimé le désir d’être mis également en possession du texte de la dépêche Nr. 12, je lui en ai remis copie en le priant de regarder cette communication comme ayant un caractère très confidentiel.
13*
s. 196Quant aux dépêches confidentielles adressées par Votre Excellence aux Ministres du Roi à Londres et à Pétersbourg je n’ai pas cru qu’il y eut lieu d’en faire l’objet d’une communication ici.
Après m’avoir remercié de ces communications, M. Drouyn de Lhuys me renouvela les assurances qu’il m’a déjà données à différentes reprises et que je n’ai pas manqué de porter à la connaissance de Votre Excellence. Le Ministre me dit que nous connaissions la manière de voir du gouvernement impérial dans la question et que nous ne devions douter qu’il cherchera à la soutenir au moment opportun. Je lui répondis que grâce aux dispositions sympathiques et bienveillantes du gouvernement de l’Empereur j’envisageais l’avenir avec d’autant plus de confiance que nos espérances étaient fondées sur l’application du principe qui prévaudrait vraisemblablement dans la solution des grandes questions pendantes.
L. Moltke-Hvitfeldt.
Modtaget 16. Juni 1866.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 14. Juni 1866.
Herr Greve.
. . . Samtalen [13. Juni med Grev Mensdorff om Frankrigs Stilling] fortsattes om Begivenhederne i Hertugdømmerne, og paa mit Spørgsmaal om han vidste, hvilken Styrke General Manteuffel havde efterladt i Slesvig, svarede Greven benægtende og tilføiede: 1)
Men Leiligheden er vist god for dem [ͻ: Dem] at rykke ind i Landet. Vilde De da ikke have noget imod, om vi gjorde det, spurgte jeg? Visselig ikke, svarede Greven. — . . .
C. Falbe.
Denne Beretning, Nr. 65, er modtaget 19. Juni 1866.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Herr Greve.
Wien, 14. Juni
1) 1866.
Under en Samtale, som jeg idag har havt med Herr v. Biegeleben udtalte han, at den nærværende i Hertugdømmerne indtraadte Tilstand ikke alene stred mod Preussens Forpligtelser ligeoverfor Østerrig; men ogsaa for Danmarks Vedkommende kunde mødes med Indsigelse. Kongen af Danmark havde afstaaet sine Hertugdømmer til Keiseren af Østerrig og Kongen af Preussen i Forening. Idet denne nu egenmægtigt tiltog sig den Keiseren af Østerrig tilhørende Andeel, og alene tog Dispositioner med Hensyn til Landene, kunde den danske Regjering i Henhold til Art. III af Wienerfreden ikke være bunden ved saadanne eensidige Dispositioner eller være pligtig at anerkjende dem. Paa mit Spørgsmaal, om han da overhovedet ansaae os for løste fra Wiener Freden, svarede han, at saavidt Preussen angik, der selv ikke respekterede nogen Overenskomst eller Traktat, maatte dette vel være Tilfældet. Jeg meddeelte da Hr. v. Biegeleben Grev Mensdorffs Yttringer til mig Aftenen forud, som jeg har havt den Ære idag at indberette under Nr. 65, og med hvilke han ganske samstemmede. Jeg maa tilføie, at man kan tillægge Hr. v. Biegelebens Yttringer, navnlig hvad Retsspørgsmaal angaar, fuldt saamegen Vægt, som om de vare udtalte af Grev Mensdorff selv. . . .
Det forekommer mig, at 2) Tiden til at gjøre visse Forberedelser er kommen for paa et givet Tidspunkt at kunne gaae over til Action. Mellemstaternes Rustninger gjøre det umuligt for Preussen at sende fleer Tropper mod Nord. Slesvig staaer os aaben og vi kunne besætte det uden derfor at slutte Forbund med Østrig, f. Ex. under Foregivende af fredeligt at sikkre os Efterkommelsen af Hertugdømmernes Forpligtelser.
C. Falbe.
Denne Beretning, Nr. 66, er modtaget 19. Juni 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 15. Juni 1866.
Indesluttet sender jeg Dem det mig igaar meddeelte Udkast til det nye tyske Forbund, udarbeidet af Bismarck, overleveret af Heydebrand, hvem dette engang ved Leilighed sendes tilbage; practisk Betydning vil det vel aldrig faae, men det er interessant som et Beviis paa den Flothed, hvormed en heel ny Tingenes Tilstand projecteres. Tidt maa man spørge sig selv: er dette Galskab eller Nutidens Viisdom. — Gud holde sin beskjærmende Haand over os i den forestaaende Storm; jeg har den faste Overbeviisning at det, der dannes efter den første Overhaling, ikke vil være af lang Varighed, thi det preussiske System kan ikke være Bærer af en Fremtid; selv om det modificeredes betydeligt, ere dog de indre Tilstande (ͻ: Classernes Stilling ligeoverfor hverandre) af den Beskaffenhed, at de ville have nok at gjøre med at tilveiebringe Sammensmeltning hos dem selv og ikke være istand til i Virkeligheden at kunne indordne Andre under sig.
C. E. Frijs.
P. Vedels Privatpapirer. — Intet Bilag findes.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 16. Juni 1866.
Kjære Quaade! Endskjøndt jeg ikke har noget Nyt at meddele Dem herfra kan jeg dog ikke lade hengaae længere Tid uden ret hjerteligt at takke Dem for Deres sidste venlige Linier. Efter al Sandsynlighed kunne vi vel nu snart vente Krigens Udbrud i Tydskland og det vil vel ikke vare længe forinden ogsaa Andre end de oprindeligen Engagerede tiltræde, og der vil da blive et almindeligt Bulder og Røre i den hele Verden; naar man skulde regne efter Langsomheden i Forberedelserne, da maatte man antage at Krigen s. 199vilde vare i flere Aar og den danske-tydske Krig var da kun at betragte som et Præludium. Jeg kan heller ikke troe, at de Spørgsmaal, der nu staae paa Dagsorden og som ville for en Deel finde deres Løsning i den forestaaende Kamp kunne i denne finde deres endelige Afgjørelse; thi hvor store Interesser ere under Behandling lader den endelige Afslutning sig vanskelig finde førend efter længere Tids Famlen. Hver Dag bringer nu nye Begivenheder og jeg modtager saaledes i dette Øieblik Telegram om at Preussen er udtraadt af Forbundet, det gaaer rigtignok med en Jernbanefart, den 11te foreslaaer man en heel Omkalfatren af Forbundet og 14de siger man Farvel til sin hele Familie, det er en ganske overordentlig Flothed der er kommen ind i Behandlingen af alle Statssager, Noget der pleier at være Særkjendet for Tider hvor Retten sidder i Spydstagen; mon selv de Store have Raad til en saadan Flothed; jeg tvivler derom; sikkert at de forskjellige Nationer ville komme til at bøde haardt herfor saavel i Nutid som i Fremtid, thi jeg bilder mig dog ind, at den Omdannelse af Europas Kort, der vil finde Sted, vil blive meget mindre end de Fleste indbilde sig: montes pariuntur nascitur ridiculus mus.
Af Erfaring vil De tilstrækkelig vide, at naar slige Ting skulle foregaae, findes der Uro selv hos dem, der ikke skulle fungere ved den store Akt og dette gielder saaledes ogsaa en heel Del af vore Indfødte; men jeg haaber ikke at disse Bestræbelser skulle faae nogensomhelst praktisk Betydning, idetmindste saalænge jeg staaer ved Roret skal jeg giøre mit Bedste for at slaae koldt Vand i Blodet; ubegribeligt at sjeldent noget Menneske eller nogen Nation kan drage Nytte af de giorte Erfaringer. Nu ville vi jo ikke kunne faa Underretning undtagen fra Berlin, men jeg haaber at De af og til lader mig høre fra Dem, selv om De ikke kan meddele noget politisk Nyt, thi jeg længes efter at erfare hvorledes De . . . personlig har det under denne Ufred. . . .
C. E. Frijs.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 20. Juni 1866.
Jeg har vigtige Meddelelser at gjøre og beder i Uvished om Brevskaber naae sikkert om Befaling at komme til Kjøbenhavn.
Falbe.
Chiffertelegram, indleveret i Wien 20. Juni 1866 Kl. 1.40 Efterm.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Kjøbenhavn, 21. Juni 1866.
Jeg tør ikke bemyndige Dem til at reise Selv, men beder Dem sende en eller anden ung Dansk eller Deres Tjener, som Coureer til det danske Overpostamt i Lybek. —
Frijs.
Koncept med Grev Frijs’s Haand til Chiffertelegram, afleveret i Gesandtskabet i Wien 23. Juni 1866 Kl. 9.30 Form.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 23. Juni 1866.
Instrux umulig at udføre, hvorfor jeg nødes til at reise.
Falbe.
Chiffertelegram, indleveret i Wien 23. Juni 1866 Kl 4.20 Efterm.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Kjøbenhavn, 24. Juni 1866.
Behag at afvente yderligere Instrux fra Grev Frijs.
Vedel.
Koncept med P. Vedels Haand til Chiffertelegram, indleveret i København 24. Juni 1866 c. Kl. 2.30 Efterm.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 24. Juni 1866.
[Har efter Tilsigelse lige haft en Samtale med Grev Mensdorff, der havde tænkt at medgive ham et Brev til Grev Frijs »for formelt at bekræfte hans Ord«.] Hr. von Biegelebens Yttringer om, at den kongelige Regjering ikke er bunden ligeoverfor Preussens eensidige og egenmægtige Dispositioner over Hertugdømmerne ere blevne mig formelt bekræftede af Grev Mensdorffs, og jeg er bemyndiget til at meddele Begjeringen dette, saavelsom at erklære, at saafremt den preussiske Regjering har givet den kongelige Regjering nogensomhelst Forsikkring om en Retrocession af nogen Deel af Slesvig, saa er den østerrigske Regjering villig til at indrømme Samme fuldt saameget, og Grev Mensdorff troede, at kunne gjøre dette med bedre Sikkerhed for os. Han engagerer ikke den kongelige Regjering til nogen activ Optræden; men han finder det billigt og bifalder, om den søgte ved en Besættelse af hele eller en Deel af Slesvig at tage materielle Garantier for Fremtiden og for en endelig Løsning af de nærværende Forviklinger. Skulde det navnlig vise sig, at den preussiske Regjering vilde foretage en Udskrivning af Mandskab i Hertugdømmerne eller lade disse besætte af meklenborgske eller oldenborgske Tropper, — den har staaet i Underhandling med begge nævnte Regjeringer herom — vilde den østerrigske Regjering aldeles og fuldkomment ansee den kongelige Regjering berettiget til at skride ind med Vaabenmagt, for at beskytte de danske Elementer. Med Hensyn til Følgerne af vor Optræden kunde vi ubetinget stole paa Østerrigs Velvillie og Bistand, i hvis Interesse et saadant Skridt vilde være. Han indsaae vel den Fare vi løb, og at vi i Preussen have at frygte en mægtig Nabo, medens Østerrigs Arm var noget fjern, saa at al Forsigtighed fra vor Side var nødvendig.
De nærmeste Dage ville formeentlig bringe nogen meres. 202Klarhed i Situationen. Skulde Preussen seire i det forestaaende Slag, bør vi vistnok foreløbigt forholde os rolige og afvente de videre Begivenheder. Taber derimod Preussen Slaget, saa er det alle Upartiskes Anskuelse, at Preussens Magt dermed vil være knækket, saa at Tiden for os til at handle vilde være kommen. Benytte vi da ikke dette Øieblik til at sikkre os Besiddelsen af Slesvig med Dybbøl-Stillingen, er det at vente, at Forbundshæren vil besætte Hertugdømmerne, og det maatte falde os vanskeligt da at opnaae Tilbagegivelsen af Slesvig. Gaae vi derimod itide frem, saa staae vi ipso facto som dettes Allierede og kunne trygt stole paa Østerrigs Bistand, at Intet fra Forbundshærens Side foretages imod det af os besatte Land. Grev Mensdorff vilde finde det naturligt og i Østerrigs Interesse om vi ogsaa besatte Holsteen med. Jeg indvendte dog herimod, at det turde kunne fremkalde Vanskeligheder med Forbundet, om vi betraadte Forbundsgebeet, hvorimod dette Intet vilde kunne have at skaffe paa slesvigsk Gebeet, og Grev Mensdorff bifaldt denne min Anskuelse. I det Tilfælde dog, at Tropper fra een af Preussens Allierede besatte Holsteen, vilde vi være berettigede til at fordrive disse og holde Landet besat. Saafremt den kongelige Regjering ikke skulde bestemme sig til nogen activ Optræden, turde det dog være rigtigt, at nedlægge Forvaring i Berlin mod den i Hertugdømmerne indførte Orden, som stridende imod Wienertractatens Artikel III, en Forvaring som da vistnok ogsaa burde meddeles her, om end i en anden Form.
Under de Beslutninger som den kongelige Regjering maatte have at tage, turde det være vigtigt ogsaa at tage Hensyn til, hvorledes den franske og den russiske Regjering stille sig til den østerrigske. Hvad den franske Regjering angaaer, saa gaae baade Hertugen af Gramonts og Grev Mosbourgs Yttringer til mig ud paa, at Keiser Napoleons Hensigter ere fuldkomment venskabelige, og Grev Mensdorff har idag høitideligt forsikkret mig om det Samme. Hertugen af Gramonts. 203confererer dagligt med Grev Mensdorff og Ambassaden er i en vedvarende Activitet, Courerer komme og gaae fra og til Paris. Gjenstanden for disse Conferencer er Alle ubekjendt her undtagen de betræffende Parter; men de maa have ført til tilfredsstillende Resultater paa begge Sider eller være paa godt Gled idetmindste. Hertugen af Gramont har desuden under en nylig Samtale med mig, gjentaget sit Raad, som jeg tidligere har indberettet 1) til Deres Excellence: at vi, naar Preussen først er ret medtaget, rykke ind i Slesvig og ved et fait accompli sikkre os Besiddelsen førend en Fredsconference træder sammen. Hertugen vilde ikke have gjentaget dette Raad, hvis han, der netop kom fra Paris, maatte troe at vi derved stillede os i Modsætning til Keiserens Planer eller Ønsker....
C. Falbe.
Denne Beretning, Nr. 68, er modtaget 29. Juni 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Kjøbenhavn, 25. Juni 1866.
Da jeg ikke kjender de Grunde, der bevæge Dem til at troe at kunne fravige min Ordre om ikke at indfinde Dem personlig, men at sende en paalidelig Mand, maa jeg indskrænke mig til at giøre Dem ansvarlig for de eventuelle Følger.
Frijs.
Koncept med P. Vedels Haand til Chiffertelegram, indleveret i København 25. Juni 1866 c. Kl. 11. 15, afleveret i Wien 26. Juni Kl. 9 Efterm. til Gesandtskabets Portner.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 25. Juni 1866.
Herr Greve,
Tiden tillod mig ikke igaar saa fuldstændigt, som jegs. 204maatte ønske det for at undgaae mulig Mistydning, at fremsætte Anledningen og Grundene for min Handlemaade. Deres Excellence vil vistnok have seet, og jeg tillader mig herved at constatere, at Anledningen til de af mig senest gjorte Skridt, ikke udgik fra min Side. Det var Hr. v. Biegelebens af egen Drift fremførte Yttringer om vor Stilling til Wiener Freden, og ligeoverfor Tilstanden i Hertugdømmerne, der gjorde mig det til en Pligt at constatere, ved at conferere derom med Grev Mensdorff, hvorvidt jeg maatte ansee de fremsatte Anskuelser ogsaa som Regjeringens. Jeg fik derved Leilighed til paany at kunne give den kongelige Regjering Vidnesbyrd om den keiserlige Regjerings virkelige Sindelag, og jeg ansaae det i dette Øieblik for saameget vigtigere at erholde de Erklæringer, jeg har indberettet, som Øieblikket derfor var gunstigt paa Grund af Hannovers betrængte Stilling, medens det var at frygte, at man efter et vundet Slag, der kan ventes fra Dag til anden, vilde være ganske anderledes stemt. Efter i Onsdags at have telegraferet til Deres Excellence om Bemyndigelse til selv at forrette Coureer- og Attaché-Tjeneste af Mangel paa Gesandtskabspersonale, modtog jeg Deres Svar i Lørdags Morges (den 23de). Den telegrafiske Forbindelse med Lübeck var imidlertid aldeles afbrudt, og det var mig ikke bekjendt, at der var nogen Landsmand i Wien, til hvem jeg kunde stille Anmodning om at paatage sig Coureerreisen, og jeg vilde endda have næret stærk Betænkelighed ved at betroe Depecherne til en saadan, idet man maatte være forberedt paa, at de preussiske Autoriteter ikke vilde respektere en almindelig Personlighed, der kom fra Wien med Depecher, ligesom Reisen selv frembød store Vanskeligheder. Jeg havde derfor ogsaa undladt at nedskrive min Beretning, da jeg ansaae det for sikkrest at bringe den muntligt. Grev Mensdorff, med hvem jeg confererede samme Dag, idet jeg underrettede ham om min Hensigt at begive mig til Kjøbenhavn, billigede min Forsigtighed i ovennævnte Retninger, ogs. 205Aftalen var, at jeg skulde have reist igaar Eftermiddags. Resten er Deres Excellence bekjendt. Jeg vil kun tilføie, at Grev Mensdorff, da jeg forlod ham i Lørdags, trykkede min Haand varmt, idet han sagde: at han ikke kunde skjule, at Krigen mod os var den største »Dumhed«, der endnu var bleven begaaet indenfor de Mure, imellem hvilke vi befandt os. Naar Gr. Mensdorff har hentydet til, at den kgl. Regjering muligt havde bundet sig ligeoverfor Preussen imod Løfter om en Retrocession af Nordslesvig, har jeg bestemt paastaaet, at dens neutrale Holdning ikke var motiveret paa saadan Maade, at jeg tvertimod turde sige, at den havde afviist enhver Forlokkelse af den Art, og ikke ladet sig binde i sin Handlefrihed....
Jeg sender disse Linier igjennem vort Gesandtskab i Paris, hvilken er den eneste Vei for vort Samqvem, som endnu staaer aaben.
C. Falbe.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Mandag, 25. Juni 1866.
Kjære Kammerherre.
Skulde De høre Noget om at Falbe fra Wien er reist hertil Kbhvn., saa maa De ikke blive urolig og saavidt muligt fjærne alle Mistydninger af en saadan Reise under nærværende Forhold. F. handler uden — jeg kunde næsten sige imod — Ordre, og vi ere meget bange for, at han uden tilstrækkelig Grund af utidig Iver for at gaae Østerrigs Ærinder kan bringe Regeringen Ubehageligheder. Det kan De med Tryghed paastaae, at den danske Regering ikke har nogensomhelst tripotage med Østerrig — vore Anskuelser ere som hidtil og som De og Preussen selv bedst kjende.
P. Vedel.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Torsdag [28. Juni 1866.]
Kjære Kammerherre.
Heldigvis fik vi itide stoppet Falbe i den intenderede Reise, som netop under disse Omstændigheder vilde have taget sig meget uheldigt ud....
Det seer forresten lidet trøsteligt ud, det Hele! hvad skal det blive til, naar Preusserne fremdeles i den Grad overvælde deres Modstandere? Vore Aktier forekomme mig daglig at dale mere, thi hvad skal nu bevæge Bismarck til at bryde sig det Mindste om vor Alliance. Dog lad os ikke endnu opgive Haabet, endnu kan Skjæbnen have mange Omskiftelser i sin Lomme og forbause os med.
P. Vedel.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Confidentiel.
Kjøbenhavn, 30. Juni 1866.
I Depesche Nr. 68, overbragt hertil igaar af Grev Harold Moltke, har D. H. meddeelt mig en Samtale mellem Dem og Grev Mensdorff, i hvilken denne har udtalt:
at efter den keiserl. Regerings Mening er den kgl. Regering ikke bunden ligeoverfor Preussen ved denne Magts egenmægtige Dispositioner i Hertugd.,
at Østerrig vel ikke engagerer den kgl. Regering til nogen activ Optræden, men dog finder det billigt, at vi søge ved en Besættelse af Slesvig — det Hele eller en Deel — at tage materielle Garantier for Fremtiden, og navnlig anseer den keiserl. Regering Dmk. berettiget til at indskride med Vaabenmagt for at beskytte de danske Elementer, forsaavidt den preuss. Regering maatte ville foretage en Udskrivning af Mandskab i Hertugd. eller disses Besættelse ved ikke-preuss. Tropper, og endeligs. 207at saafremt den preuss. Regering har givet den kgl. Regering nogensomhelst Forsikkring om en Tilbagegivelse af en Deel af Slesvig, er den øst. Reg. villig til at indrømme Dmk. fuldt Saameget, ligesom vi i det Hele taget m. H. t. Følgerne af vor Optræden vilde kunne stole paa Øst. s Velvillie og Bistand.
Det sees endvidere af D. H. ’s Depesche, at Grev M. oprindelig har havt den Hensigt at tilskrive mig et egenhændigt Brev for at bekræfte Nøiagtigheden af ovenstaaende Meddelelse men tillige at han senere har opgivet denne Tanke, uden at jeg dog er istand til at skjønne af hvilken Grund.
Jeg finder ingen tilstrækkelig Anledning til her at discutere det Spørgsmaal, hvorvidt den kgl. Regering folkeretligen er løst fra Wienerfreden derved at der er opstaaet en Strid mellem de tvende tydske Stormagter om det vundne Bytte. Paa den ene Side er det klart at den keiserl. Regering ikke er nogen upartisk Dommer, naar den i Haab om at fremkalde en Diversion i Ryggen af sin Fjende, opstiller den Sætning at vi ved de senere Begivenheder ere blevne løste fra vore Forpligtelser mod Preussen, hvorimod Øst. vedbliver at være i Besiddelse af den ved Wienerfreden stiftede Adkomst. Paa den anden Side er det ligesaa vist, at den hele Undersøgelse forsaavidt er ørkesløs, som vi neppe vilde behøve at søge et mere eller mindre plausibelt Paaskud for at blande os i Sagen, da den Uret, som Øst. og Pr. i 1863—64 tilføiede os, er saa alm. anerkjendt, at ingen anden Krig af den offentlige europ. Mening vilde ansees for bedre begrundet. — Alt reducerer sig derfor til Spørgsmaalet om hvorvidt det turde ansees for hensigtsmæssigt for os under nærværende Omstændigheder og navnlig ogsaa i Betragtning af Grev. M. s Yttringer til Dem at bryde med Preussen.
I denne Henseende frembyder D. H. ’s Meddelelse ikke nye og væsentlige Momenter til Bedømmelsen. Hvad enten man vil benævne det en mere eller mindre activ Optræden fra vor Side, at danske Tropper bemægtige sig det Hele ellers. 208en Deel af Slesvig (Grev M. omtalte iøvrigt ogsaa Holsteen), saa kan der dog neppe være nogensomhelst Tvivl om, at den preuss. Reger. vilde opfatte det som en Krigserklæring, og hvad vi udsætte os for ved et saadant Skridt, vil Ø. efter de sidste Erfaringer neppe miskjende. Og ligeoverfor de Farer, hvorfor Danmarks Existens herved vilde udsættes, ere Grev M. s mundtlige Løfter af en meget begrændset og ubestemt Natur. Det er ikke engang nogen Alliance som bydes os, Øst. lover ikke at forsvare os i Besiddelsen af den besatte Deel af Slesvig, ja end ikke i alt Fald at anvende sin hele Magt for at sikkre os imod at Pr. bemægtiger sig og ved en endelig Fred beholder Jylland, der loves os overhovedet slet ingen positiv Assistance, og Alt hvad der stilles os i Udsigt er at vi vilde kunne stole paa Øst. s Velvillie og Bistand, og at den keis. Regering for sit Vedkommende ved en endelig Afgiørelse vilde indrømme os fuldt Saameget som Preussen nu maatte have lovet os. — Men alt dette er i høi Grad løst, og Erfaringen kan just ikke opfordre os til en ubetinget Tiltro, navnlig ikke i denne Sag, hvor den østerr. Politik altid vil være bundet ved Hensynet til Forbundsstaterne. Et Løfte af Ø. i hvilket ikke disse havde deeltaget, vilde ikke give os nogensomhelst Sikkerhed.
Men selv om nu alt dette var anderledes og et alvorligt Forslag giordes os, i hvilket Fordelene svarede til Risikoen, og ved hvilket baade Ø. og Forb. vare bestemt bundne, vilde det dog uden Tvivl være utilraadeligt for den kgl. Reg. at compromittere sig ved nogen Aftale under nærværende Forhold, da Pr. hidtil staaer seirrig paa alle Punkter, medens Ø. ikke med nogen Sikkerhed kan regne paa de neutrale Magter.
D. H. vil i Betragtning af alle disse Omstændigheder vistnok finde det naturligt at jeg opfordrer Dem til at indskrænke Dem til at takke Grev M. for den keis. Reger. s Anerkjendelse af at Hertugd. s Stilling er bleven en saadan, at den kgl. Reg. er berettiget til at besætte en Deel ell. det Hele af Sl. for at beskytte de danske Elementer og i denne Besiddelses. 209søge nødvendige Garantier for Fremtiden. Den kgl. Reg. har altid holdt sig overbevist om at det keis. Cabinet vilde komme til Erkjendelse af at dets virkelige Interesser fordrede at Dmk. vinder en Grændse mod Syd der svarer til dens polit., milit. og commerc. Interesser, og vi tør holde os forvissede om at det øst. Cabinet i sin Tid vil vide at giøre denne Betragtning giældende. Hvorvidt den kgl. Reg. kan føle sig kaldet til activt og i Gjerningen at etablere en saadan Tilstand vil som Grev M. selv anerkjender, afhænge af Omstændighederne og endnu ikke tilstædeværende Forhold og i denne Henseende har den kgl. Reger. endnu bevaret sin fuldkomneste Handlefrihed. Maatte Øieblikket komme for os til at handle som Grev M. har forudseet det, tør den kgl. Reg. forbeholde sig paany at optage Sagen med det øst. Cabinet, paa hvis oprigtige Velvillie for danske Interesser, den troer at have fuld Grund til at stole.
Sluttelig troer jeg at burde tilføie den alm. Instruction til D. H. at være i høi Grad vaersom i Deres Samtaler med Grev M. og hans underordnede Embmd. Det er ganske vist rigtigt at holde os Ø. saa velvilligt som muligt thi det lader sig ikke forudsee hvorledes Begivenhederne kunne vende sig, men ligesaa vist er det ogsaa, at medens Samtaler ikke compromittere end sige forbinde den keis. Reger., kunne de derimod, giengivne og maaskee overdrevne ved Indiscretion og ond Villie, compromittere Dmk. s Stilling i høi Grad, og det vilde kun altfor meget ligge i Øst. s Interesse at lade Pr. befrygte at det muligen kunde blive angrebet fra Nord. Netop i disse sidste Dage omtales det i Aviserne at Preussen vil lægge en stærk Besætning i Sl., og dog er det næppe tvivlsomt at de Grunde, som anføres for en saadan pludselig Beslutning, ere blotte Paaskud. Jeg maa derfor opfordre D. H. til at vise den yderste Forsigtighed i Deres Optræden.
Koncept med P. Vedels Haand. — Denne Ordre, Nr. 17, er modtaget af Falbe 6. Juli (sml. S. 212).
14
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 30. Juni 1866.
Mit Svar paa den mig ved Grev H. Moltke igaar overbragte Depesche fra den kgl. Gesandt i Wien, som jeg vedlægger i Afskrift, vil D. H. erfare af den medfølgende uforseglede Instruction til Hr. Falbe, som jeg beder Dem efter Giennemlæsningen at sende videre til Wien. Idet jeg maa overlade til Deres egen Bedømmelse hvorvidt De troer i Alm. og aldeles confident. at burde meddele Hr. Drouyn de Lhuys det af Grev Mensdorff tagne Initiativ, tillader jeg mig at henlede Deres Opmærksomhed paa de i Hr. Falbes Indberetning indeholdte interessante Oplysninger om Forholdet ml. Wien og den franske og den russ. Regering, hvorom det vil være af Interesse for mig ved Leilighed at erfare de Bemærkninger, hvortil De maatte finde Anledning. —
Koncept med P. Vedels Haand.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 4. Juli 1866.
Kjære Quaade! Tak for Deres venlige Linier som stadfæstede Efterretningen om de preussiske Seiervindinger, der lade til at gjentage sig og fortsættes; dog haaber jeg, at der maa komme lidt Afvexling engang, thi ellers bliver det hele Spil altfor monotont og der er da Grund til at frygte for at Preusserne tilsidst blive Himmelstormere. Virkningen af Zündnadelgewehr lader sig nu ikke længer bestride, thi Forholdstallet imellem Tabet af Østerrigere og Preussere taler altfor stærkt; De veed, vi høstede i saa Henseende en sørgelig Erfaring ved den Affaire tæt ved Aalborg og det lader til som om Østerrigerne mange Gange og paa en høist sørgeligs. 211Maade have maattet gjentage denne Erfaring; nu skulle vi vel om føie Tid see, hvorledes det vil gaae Forbundstropperne; mon ikke alt de lidte Tab for en stor Deel have sin Grund deri, at Preusserne med hele deres Styrke have kunnet vende sig imod Østrigerne og ganske rolig have ladet Forbundsarmeen betænke sig for da bagefter at kunne tilintetgjøre disse. Jeg trøster mig bestandig med de Ord: »Enden er ikke endda. « — Hvis der i denne Tid skulde komme Dem for Øre Rygter om Rustninger fra vor Side, da kan De med den største Sanddruhed benægte disse Rygters Paalidelighed; men hvad der med nogen Velvillie kan give Anledning hertil er Indkaldelsen af 250 Matroser, der alt eengang ere bevilgede for dette Aar, som man ikke troede at have nødig, men hvis Brug nu er nødvendig, da man kan med bevilgede Penge til Udrustninger etc. for Marinen for dette Aars Fredsbudget... overkomme at gjøre en lille Prøvetour med »Peder Skram«, der snart kan blive færdig og som da skal prøves. —
I Slutningen af denne Uge eller i Begyndelsen af næste Uge formodes Storfyrsterne at forlade Fredensborg for at drage lige tilbage til Rusland, da Storfyrstthronfølgeren agter at foretage en Reise i det Indre af Rusland; jeg havde forleden den Ære paa en Tour til Aarhuus at være sammen med dem en heel Dag og deres frie og naturlige Maade at være paa tiltalte mig i en høi Grad. —
Nu skulle vi snart til at have fat paa Rigsdag, og jeg haaber at denne maa være sluttet inden Maanedens Udgang, thi jeg længes meget efter at komme hjem at see, hvorledes det staaer til med mine store Byggeforetagender.
C. E. Frijs.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 5 juillet 1866.
Monsieur le Comte,
J’ai l’honneur d’accuser réception à Votre Excellence des. 212la dépêche (Nr. 14) qu’Elle a bien voulu m’adresser en date du 30 du mois passé et à laquelle étaient jointes copies de plusieurs rapports des ministres du Roi à Vienne, Berlin & Pétersbourg.
14*
J’ai profité de l’autorisation que Votre Excellence m’avait donnée en faisant part aujourd’hui sommairement à M. Drouyn de Lhuys des ouvertures que le cabinet de Vienne avait fait faire au gouvernement du Roi par l’entremise de M. de Falbe. M. le Ministre des Affaires étrangères a complètement approuvé la réponse que M. de Falbe a été chargé de faire aux ouvertures en question.
J’ai cru devoir communiquer à M. Drouyn de Lhuys le fait qui s’est produit afin de lui donner un nouveau témoignage de la confiance du gouvernement du Roi dans les sentiments de bienveillance du cabinet impérial à notre égard. D’autre part il m’a paru utile d’obvier dès-à-présent aux inconvénients qui pourraient résulter pour nous vis-à-vis de la Prusse d’une indiscrétion quelconque donnant au fait en question une importance exagérée qu’il ne comporte pas. M. Drouyn de Lhuys m’a remercié de la communication que je lui ai faite en ajoutant qu’il en garderait le secret. Il serait toutefois prêt, m’a-t-il dit, à affirmer comment les choses se sont passées, si jamais dans l’avenir il devait en être question 1).
L. Moltke-Hvitfeldt.
Modtaget 10. Juli 1866.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Confidentiel.
Wien, 8. Juli 1866.
Herr Greve,
Jeg har iforgaars med den engelske Coureer modtaget Deres Excellences confidentielle Depeche Nr. 17 af 30te f. M.s. 213Jeg har ikke havt Leilighed til i Mellemtiden, at gjøre Grev Esterhazy bekjendt med den kongelige Regjerings Svar paa de fra denne Side skete Udtalelser. Jeg vil derfor kun, som videre Udvikling af min Rapport Nr. 68 af 24de f. M., herved tilføie nogle Bemærkninger saavel om den Opfattelse, som jeg troer man maa have af de gjorte Udtalelser, som af min Stilling ligeoverfor disse, idet jeg beder Deres Excellence tilbagekalde i Erindringen, hvorledes Situationen var i hiint Øieblik, og hvor forskjellig den er i det nærværende.
Hvad jeg har havt den Ære at indberette i min ovennævnte Rapport, har jeg overhovedet kun betragtet som en Indledning, der skete fra denne Side, og som jeg maatte overlade det til Regjeringen at benytte eller at forkaste, eftersom Begivenhederne udviklede sig. Medens jeg maa betragte det, som min Opgave her, og Deres Excellences tidligere Instructioner have ikke undladt at lægge mig dette paa Hjerte, nærmest at erfare den keiserlige Regjerings Anskuelser og Stemninger i Forhold til Hertugdømmerne og tro at indberette disse, saa ansaae jeg det for stemmende med Regjeringens Interesser, saavidt det stod til mig, at forhindre, at saadanne Udtalelser gik ud over det principielle, og navnligt at de sattes i Forbindelse med nogen bestemt Proposition. Medens saaledes Hr. v. Biegelebens Bestræbelse synligt gik i sidste Retning, var det mig behageligt, at bemærke en vis Tilbageholdenhed fra Grev Mensdorffs Side mod at lede os ind paa en Alliance. Hans Yttringer vare, »at han fandt Situationen ikke tilstrækkeligt klar i Øieblikket til at gaae saavidt«, og jeg udtalte med Bestemthed, at Hensigten med min Indberetning kun var at gjøre min Regjering bekjendt med de Anskuelser, som han paa den keiserlige Regjerings Vegne havde udtalt med Hensyn til vor Stilling til den daværende Situation. Jeg maa tilføie som Beviis for Grev Mensdorffs Samvittighedsfuldhed, at han nogle Dage senere ligefremt yttrede, at han ikke vilde gjøre den kongelige Regjering noget Tilbud, eller opfordres. 214den til at handle, førend Udfaldet af den første større Kamp viste sig at være til Gunst for Østerrigs Vaaben, idet han anerkjendte vort Lands exponerede Stilling og Hjælpens Frastand, hvis vi skulde behøve en saadan. Dette har saaledes været Grunden til at han opgav at sende Deres Excellence en egenhændig Skrivelse, og jeg kunde ikke insistere paa at erholde en saadan, undtagen jeg efter den første Bestemmelse selv var reist til Kjøbenhavn. Hvad Forholdet til Forbundet angaaer, yttrede Grev Mensdorff, at en større Seir vilde gjøre Østerrig til Herre over Situationen i Tydskland, saa at det vel kunde sætte de Dispositioner igjennem, som maatte være trufne til vor Fordeel.
Det var overhovedet min Stræben, at forberede Sagen saaledes, at den kongelige Regjering kunde benytte de imidlertid indtrædende Begivenheder til at bestemme sig enten til Activitet eller til Inactivitet Jeg stod i den Formening, at et formeligt Forslag til en Alliance i det Øieblik maatte komme Regjeringen ubeleiligt, idet et formelt Afslag ikke kunde Andet end virke forstyrrende paa de iøvrigt gode Dispositioner, som her ere tilstede; og som Kampen faldt ud, vilde dette være bleven en Nødvendighed. Paa den anden Side var Grev Mensdorff ved sit Ord til mig saa fast bunden, at alle de Fordele, som han havde antydet, maatte blive os tildeel, hvis vi nærmede os Østerrig.
Jeg troer saaledes at kunne haabe, at Deres Excellence godhedsfuldt vil indrømme, at min Optræden ikke kunde have været vaersommere, eller at jeg i Fremtiden kan iagttage nogen større Tilbageholdenhed, med mindre jeg aldeles maa afholde mig fra Samqvem med det keiserlige Udenrigsministerium. De Ulemper, som en utidig Activitet kunde fremkalde for os fra preussisk Side, har jeg ikke været blind for. Paa den anden Side troer jeg, at burde gjøre Deres Excellence opmærksom paa, at Preussen skylder sin Skræmme-Politik endeel af sit Held. Saaledes lykkedes det, ved at udsprede Rygter om den hannoverske Armees Overgivelse,s. 215at holde Hjælpen tilbage, og uagtet et Nederlag for de preussiske Vaaben dog at bringe denne dertil i faae Dagsmarschers Afstand fra de to Forbundshære. Hvad specielt Jyllands Besættelse angaaer, saa turde en saadan udkræve saa betydelige Stridskræfter, som det maa være Regjeringen bekjendt, at den preussiske Regjering neppe hverken disponerer over, eller vilde ønske at udsætte for at afskjæres i den jydske cul de sac, hvor den danske Armee paa ethvert Punkt kunde falde den i Ryggen, medens det lykkedes Forbundshærene at trænge frem til Elben.
Indtil igaar Aftes var det endnu ikke bekjendt, at Vaabenstilstanden var afsluttet. Jeg traf Hertugen af Gramont kommende fra Grev Esterhazy med et meget betænkeligt Ansigt, og da han saae mig, var hans første Spørgsmaal, hvor stor en Armee vi kunde disponere over, og om jeg troede, at min Regjering maatte være villig til at stille den i Marken, hvis Frankrig gik imod Preussen, og der var al Udsigt hertil, hvis Preussen ikke antog Vaabenstilstandsforslaget....
C. Falbe.
Modtaget 16. Juli 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 8. Juli 1866.
Kjære Quaade! Tak for Deres venlige Linier, som have givet mig meget at tænke paa i Anledning af den omtalte Personlighed og den Sag, som han skal sætte i Gang; dog har jeg ikke endnu kunnet fatte nogen Beslutning om der er Noget at gjøre for at modvirke de omtalte Bestræbelser. Her leve vi i en stor Spænding for at erfare, om det bliver til Fred eller Krig, og det kan vel ikke vare mange Dage inden dette maa decidere sig, og sandsynligviis veed De Besked, forinden De modtager disse Linier. Hvad Vorherre end maatte bestemme i saa Henseende maae vi rette os derefters. 216og see at benytte det paa bedste Maade. Det kan ikke nægtes, at Preussernes Bevægelser og hele Førelse af Krigen er skeet med en Energi og Dygtighed, som sjelden af nogen Stat er overgaaet. Magt og Lykke ere væsentlige Momenter for at gjøre Indtryk paa den store Masse, og dette vil formodentlig ogsaa udøve sin Indflydelse paa Parlementet der nu snart skal sammentræde. Om det vil føre til et fuldstændigt Forlig imellem de modstridende Partier i Preussen er vel et Spørgsmaal, men Angrebene paa Regjeringen ville have tabt meget af deres Kraft, hvis denne er istand til at begrændse sig saavel i Fordringerne udadtil som indadtil; men vi vide vist alle af egen Erfaring, at der skal langt større Kraft til at bære gode end de onde Dage, og dette, ͻ: denne gamle Erfaringssætning, gjælder vistnok i endnu høiere Forstand om Stater end med Hensyn til Individerne, thi hine beherskes og drives ligesaafuldt af Lidenskaber som disse. • • •
Imorgen skulle vi begynde med Rigsdag; jeg haaber ikke, at denne Session bliver meget lang, men derfor kan den altid være ubehagelig nok, og Tscherning, som siges at ville trække sig tilbage fra Politik, vil nok zum guten Letzt give nogle Extranummere til Bedste; ogsaa gamle Grundtvig er kommet paa Benene igjen og vi skulle begynde med ham, da Forfatningssagen først vil blive forelagt i Landsthinget. Jeg længes efterhaanden efter at komme hjem og see til mine egne Sager, hvilke ikke profitere ved den lange Fraværelse, især fordi jeg i dette Aar har saa mange store Byggeforetagender for. Jeg var en Dag med Kongen i Aarhuus i Landmandsforsamlingen men kunde ikke faae Tid til at komme til Frijsenborg.
C. E. Frijs.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Lørdag, 21. Juli 1866.
Kjære Kammerherre.
Jeg har længe ventet med at svare Dem paa Deres Brev, i hvilket De har meddeelt mig Deres Ønske at kunne ledsage Deres Familie hertil og tilbringe Sommerferien med Deres Søn, thi jeg har stadig haabet, at de politiske Forhold vilde stille sig saaledes at Grev Frijs vilde gaae ind paa at undvære Dem i Berlin. Destoværre er dette endnu ikke skeet, og jeg har berørt Sagen til Ministeren som meente at det var umuligt, saalænge man ikke kunde oversee hvad Ende Krigen vilde faae, og selv om den snart afløses af Forhandlinger, antog han at da Spørgsmaalet om en event. Grændseregulering med Danmark vilde komme paa Dagsordenen og kun lod sig behandle ved Dem og i Berlin. Dette sidste er mig nu tvivlsomt. Jeg antog at Fredsforhandlingerne med Østerrig ikke egentlig vilde berøre dette Punkt, der derimod snarere kunde fremkomme som en særlig Forhandling mellem os og Preussen eller som et secondairt Punkt under Forhandlingen paa en europæisk Congres der vilde have at sanctionere Europas nye Form. Men jeg maa erkjende at det ikke er let at forudsee hvorledes dette Punkt vil fremkomme — hvis det overhovedet kommer frem — og dernæst at der vel forud for den egentlige Forhandling kan gaae Forberedelser der kunde giøre Deres Nærværelse nødvendig. Under alle Omstændigheder vil man let kunne lægge Dem og Ministeren det tillast, at De under disse Forhold var borte fra Berlin, selv om det i Virkeligheden for de Indviede maatte være klart at Deres Nærværelse i det Væsentlige vilde have mindre praktisk Betydning.
See det er de Bemærkninger som jeg efter min Samtale med Grev Frijs maa meddele Dem. Ingen kan vel forudsee om ikke Situationen ved en af de hurtige Vendinger som vi ere vante til, kan vende sig inden kort Tid og giøre det letteres. 218for Dem at realisere et Ønske som Grev Frijs fuldkomment kan vurdere. Vær overbevist om at jeg ikke skal glemme at De har været saa god at meddele mig det, og at jeg skal gjøre mit til at det kan opfyldes saasnart Omstændighederne tillade det. Deres Brev antyder at De selv venter at Forholdene skulle klare sig før De tænkte paa at reise, — af mange Grunde vil jeg ønske at det maa blive Tilfældet snart....
P. Vedel.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Frydenlund, 22. Juli 1866.
Kjære Quaade! Jeg har ikke i de sidste Dage kunnet skrive Dem til og takke for Deres venlige Linier, men vi have Rigsdag og dette medtager mig altid noget baade legemlig og aandelig, foruden den megen Tid som det tager. I Landsthinget havde vi Grundtvig væsentligst til Fører for Oppositionen, han frembragte ikke noget Nyt i Sagen andet end sin egen Person, over hvilken han naturligviis holdt Lovtaler i det Overordentlige. Igaar havde vi første Behandling i Folkethinget, hvor som De kan vide, Don Quixote (Tscherning) med sin Sancho Panza (Winther) fore frem, og i Chor sang en Deel grundtvigianske Præster og Skolelærere; jeg faaer tidt Indtrykket af at befinde mig i et Galehuus og maa da spørge mig selv og undersøge mig selv, om jeg ikke ogsaa lider af den samme Nydelse[! ], og tidt maa jeg med en vis Betænkelighed ryste paa Hovedet, da det forekommer mig, at vi Alle mere eller mindre lide af den Svaghed ikke at leve i den virkelige Verden men i en indbildt, hvor Menneskene fremtræde i en anderledes reen Tilstand end de i Virkeligheden nogensinde kunne udvikle sig. Naar Alt gaaer godt, haaber jeg at Rigsdagen maa kunne slutte Lørdag eller næste Mandag, og jeg haaber da at kunne tage mig en 8 Dagess. 219ges Ferie for at tage til Frijsenborg, hvor Meget trænger til en ocularis inspectio. De veed, at jeg igaar sendte Dem en temmelig kilden Sag ligeoverfor Hertugdømmernes Administration; den vil være Kilden til meget Rumleri og Chicane, og jeg beder Dem derfor gjøre Deres Bedste for at faae fastslaaet en bestemt Fremgangsmaade og navnlig kunne hævde, at det Yderste er gjort for at forsvare de berettigede Interesser. Idag er jeg dog engang kommet ud til Frydenlund og benytter den tidlige Morgentime for at minde Dem om min Existents. Naar jeg kan, skal De atter høre fra mig, thi selv om intet Nyt kan meddeles, sætter jeg dog stor Priis paa at Correspondancen mellem os stadig vedligeholdes. —
C. E. Frijs.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister
Grev Frijs.
Berlin, 22 juillet 1866.
Préliminaires proposés par la Prusse et amendés par la France.
Maintien de l’intégrité de l’Autriche sauf cession de la Vénétie; l’Allemagne du Nord constituée séparément avec la direction militaire de la Prusse; indépendance des états du midi; incorporation des duchés sauf retour du nord du Slesvig dont les populations seront consultées; rectification de la frontière prussienne; frais de (her er formeentlig glemt: guerre à payer) 1) par l’Autriche et Alliés.
L’Autriche connaissait ces préliminaires en consentant à armistice lequel devait commencer hier. —
Quaade.
Chiffertelegram, indleveret i Berlin 22. Juli 1866 Kl. 12. 24 Efterm. Paa Dechiffreringen tilføjet: Afskrift sendt 1) til Kongen og 2) til Grev Frijs.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 24. Juli 1866.
Herr Greve,
Jeg havde den Ære igaar, ved et gjennem Gesandtskabet i Paris fremsendt Telegram at underrette Deres Excellence om, at en af Artiklerne af det franske Mæglingsforslag, som Østerrig har antaget som Basis for de begyndte Vaabenstilstands Underhandlinger, lyder paa, at Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen skulle annexeres til Preussen med Undtagelse af de nordlige Districter af Slesvig, som, adspurgte gjennem en fri Folkeafstemning, maatte erklære sig for Indlemmelse i Danmark.
Hertugen af Gramont, som det lykkedes mig, at faae i Tale igaar, oplæste denne Artikel for mig, og bekræftede forøvrigt Indholdet af Mæglingsforslaget, saaledes som jeg har antydet det i mine foregaaende Rapporter. Som Ordlyden af denne Artikel er stillet, aabnes der gode Udsigter for os til Gjenerhvervelsen af en stor Deel af Slesvig, saafremt en fordeelagtig Fortolkning bringes i Anvendelse, og den preussiske Regjering ikke tilføier indskrænkende Bestemmelser.
Hvad den østerrigske Regjering angaaer, vil nogen Indflydelse fra dens Side paa Spørgsmaalet neppe blive gjort gjeldende. Desværre aabner Udtrykket »de nordlige Districter« ogsaa Leiligheden for den preussiske Regjering, til at drage en vilkaarlig Grændse, indenfor hvilken den ikke maatte ville tillade en Afstemning, en Grændse, som den vist vil søge at udstrække over Als og Sundeved med Dybbøl- Stillingen. Jeg gjorde Hertugen opmærksom herpaa; men han var ikke istand til at give mig nogen nærmere Forklaring om Artiklens Betydning....
C. Falbe.
Modtaget 30. Juli 1866.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 25 juillet 1866.
L’article des préliminaires porte textuellement: Les duchés de l’Elbe seront remis à la Prusse sauf les districts du nord du Slesvig dont les populations librement consultées désireraient être rétrocédées au Danemark.
L’interprétation de l’article par M. Drouyn de Lhuys me semble nous être en tous points favorable.
Moltke.
Chiffertelegram, indleveret i Paris 25. Juli 1866 Kl. 4.53 Efterm., modtaget s. D.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Copenhague, 26 juillet 1866.
Monsieur le Comte.
Je viens de recevoir la dépêche télégraphique que vous m’avez envoyée lundi passé relativement à l’article des préliminaires de paix qui a trait aux duchés et M. Dotézac a de son côté reçu une communication analogue de son gouvernement qu’il a bien voulu porter à ma connaissance. Je vous prie, M. le Comte, d’exprimer à M. Drouyn de Lhuys toute la reconnaissance qu’inspire au gouvernement du Roi ce premier résultat des efforts que le gouvernement de l’Empereur n’a cessé de tenter pour redresser dans la mesure du possible le sort injuste fait au Danemark par la paix de Vienne. Nous ignorons encore l’étendue qui sera donnée dans l’application aux termes généraux: »Les districts du nord du Slesvig«, et je n’ai pas besoin de vous faire observer, combien l’intérêt que la rétrocession du nord du Slesvig peut avoir pour nous, est subordonné à la solution de cette question. Je me contente s. 222ce sujet de vous rappeler qu’il n’y a pas longtemps nous avons eu l’occasion de nous expliquer sur les considérations nationales et politiques, stratégiques et commerciales qui exigent que tous les districts jusqu’au dessous de Flensborg au moins soient appelés a manifester librement à quel pays ils désirent être unis. Dans ce moment si rempli des préoccupations les plus graves pour le gouvernement impérial, je ne voudrais donc pas revenir ici sur ces explications d’autant moins que je me tiens pour assuré que le gouvernement de l’Empereur dans la marche ultérieure des négociations continuera à vouer à nos intérêts cette bienveillance et cette sympathie active dont nous constatons déjà les effets.
Il y a un point toutefois sur lequel il me semble nécessaire d’appuyer tout spécialement et sur lequel je voudrais pouvoir prévenir une appréciation inexacte de la part du cabinet des Tuileries. Je veux parler de la ville commerçante de Flensborg et de sa position future par rapport à une nouvelle frontière à tracer dans le Slesvig.
Des hommes d’état allemands ont prétendu que Flensborg ne désirait pas appartenir au Danemark, que ses intérêts y étaient opposés et que son avenir serait bien plus brillant, si elle demeurait attachée aux destinées de l’Allemagne.
C’est cette appréciation que je désire réfuter. Toute l’histoire de la ville est là pour prouver que dans toutes les vicissitudes qu’ont subies les pays environnant le bassin de la Baltique, la prospérité ou la décadence de Flensborg a dépendu uniquement de la plus ou moins grande facilité qui lui était faite d’approvisionner les pays septentrionaux. Les pays situés au sud de Flensborg ne l’ont jamais intéressée autrement que comme une des sources d’où elle tirait les marchandises que lui demandait le nord.
Les sentimens de la partie danoise de la population de Flensborg ne sont pas douteux; mais même dans la parties. 223allemande prévaut cette opinion, que le commerce de la ville marche inévitablement à sa perte, si elle doit continuer à faire partie des territoires séparés du Danemark par une ligne douanière, et qu’il ne pourra rentrer dans la voie de la prospérité que si la ville est de nouveau rattachée au royaume.
Dans la lettre allemande accompagnée d’une traduction française que je joins à cette dépêche vous verrez, Monsieur le Comte, quelles sont à cet égard les réflexions d’un des bourgeois notables de Flensborg dont j’ai réclamé l’avis et dont les appréciations tirent une grande autorité de sa vieille expérience et de la position qu’il occupe parmi ses concitoyens. Allemand de naissance et d’éducation, ses opinions ne sauraient être suspectes de partialité pour le Danemark. Il affirme, et il est facile de le croire, que ses sympathies ou ses antipathies ne sont pour rien dans les assertions qu’il met en avant. Il n’a qu’un objet devant les yeux: Décider si Flensborg doit naturellement appartenir au Slesvig danois ou au Slesvig allemand. Pour résoudre cette question, il ne met en ligne de compte que les intérêts industriels et commerciaux du duché. Il se demande tout pratiquement: Est-ce que la ville de Flensborg n’est pas sur la pente du déclin? Ne faut-il pas aviser aux moyens de l’y arrêter? Et cette nécessité reconnue, y a-t-il d’autre façon d’y parvenir que de la replacer dans les seules conditions qui lui sont naturelles et la rattacher politiquement et commercialement aux provinces qu’il est dans son rôle d’approvisionner?
Je vous prie donc Monsieur le Comte de faire bien comprendre à M. Drouyn de Lhuys à quel degré il importe que la ville de Flensborg soit comprise dans les territoires qui seront consultés sur leur sort futur et je vous autorise à cet effet de faire de l’annexe de cette dépêche tel usage que vous jugerez utile. Vous ne perdrez pas de vue toutefois qu’une certaine prudence est nécessaire pour ne pas exposer l’auteurs. 224de cette lettre à des désagréments de la part de ceux qui ne partagent pas sa manière de voir. Quoi qu’il n’ait pas signé ce document, il ne serait pas impossible en effet que les soupçons une fois éveillés pussent se porter sur sa personne.
Koncept med Rettelser af P. Vedel. — Trykt i Les origines diplomat, de la guerre de 1870—71 XI, 227 f. En fransk Oversættelse af det omtalte tyske Brev, der ikke findes i de danske Akter, ligger i det franske Udenrigsministeriums Arkiv. — Det i Begyndelsen omtalte Telegram fra Moltke-Hvitfeldt maa formentlig være det ovenfor angivne af Onsdag 25/7.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kongen.
Kjøbenhavn, 26. Juli 1866.
Allerunderdanigst Beretning.
Jeg giver mig herved den Ære allerunderdanigst at indberette, at den kongelige Gesandt i Paris ad telegraphisk Vei har meddelt mig, at den Artikel af de preussisk-østerrigske Fredspræliminairer, som vedrører Elbhertugdømmernes Annexion til Preussen, lyder ordret saaledes:
»Les duchés de l’Elbe seront remis à la Prusse sauf les districts du nord du Slesvig dont les populations librement consultées désireraient être rétrocédées au Danemark. «
Idet jeg i dybeste Underdanighed skal bemærke, at denne Artiklens Ordlyd er aldeles stemmende med den den herværende keiserlig franske Gesandt af hans Regjering meddelte Text, skal jeg i lige Underdanighed tilføie, at Grev Moltke Hvitfeldts Telegram herom slutter med følgende Yttring:
»L’interprétation de l’article par Monsieur Drouyn de Lhuys me semble nous être en tous points favorable. «
Udenrigsministeriet, 26. Juli 1866.
Allerunderdanigst
C. E. Juel-Vind-Frijs.
Denne Beretning har været Os allerunderdanigst forelagt.
Bernstorff Slot, 31. Juli 1866.
Christian R.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 27. Juli 1866.
Herr Greve,
... Den kongelige Regjering vil saaledes formeentlig komme til at deeltage i den almindelige Fredsslutning for Nordslesvigs Vedkommende. Dens Opgave turde da blive, at værne om og ved venskabelige Magters Bistand, saavelsom ved egne Midler og Bestræbelser ligeoverfor den slesvigske Befolkning at sætte igjennem, at den Slesvig betræffende Artikel faaer en i vor Faveur saa viid Udstrækning som muligt. Som jeg i tidligere Rapporter har bemærket, tilstæder Artiklens Ordlydende en for Danmarks Interesser og den slesvigske Befolknings fri Bestemmelsesret meget viid Udtydning; men vi tør vist ikke skjule for os, at vi ville faae at kjæmpe med store Vanskeligheder. Øieblikket er afgjørende for Slesvigs Fremtid i Forhold til Danmark og for vort Lands Magtstilling. Preussen er i den fordeelagtige Stilling, at have Landet i Besiddelse, og at have talrige og velbetalte Agenter tilstede, som intet Middel ville spare, for at hæmme og forvandske Afstemningen. Der tør derfor vistnok fra den kongelige Regjerings Side hverken spares Møie eller Penge, for at naae et saa fuldstændigt Resultat som muligt; thi saaledes som Stemningen i Slesvig synes at have udviklet sig under de senere Forhold, vil det sikkert ikke være umuligt, at fremkalde Folkeudtalelser til vor Gunst baade i Slesvigs mellemste og sydlige Dele, og gjøre disse Udtalelser gjældende paa Fredsconferencen. Ialfald turde man ved Hjælp af saadanne Udtalelser og ad Compensationsveien kunne naae en fordeelagtigere Grændse. Paa den anden Side vilde det vistnok være heldigt, om det kunde sættes igjennem, at Afgjørelsen ikke kom til at afhænge alene af den noget ulige Kamp mellem Preussen og os; men at dens. 226blev sat under Control af Commissairer fra venskabelige fremmede Magter, og særligt Frankrig, som Voldgiftsmænd. • • •
15
C. Falbe.
Modtaget 2. August 1866.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Direktør P. Vedel.
Paris, 27. Juli [1866].
Kjære Etatsraad.
... Jeg vilde ønske at vi kunde snakke sammen, om kun en Times Tid, om den nye Stilling og om den Artikel i det franske Mediationsforslag, som, hvis Alt gaaer som vi nu have Ret til at haabe, i saa høi Grad vil forbedre vort Fædrelands Tilstand. Mit Telegram af iforgaars og mit Brev af igaar til Grev Frijs, som han vistnok har meddeelt Dem, ville have været velkomne og i saa Henseende behøver jeg ikke at tilføie nogetsomhelst her. Jeg vilde imidlertid være Dem forbunden om De, naar De engang faar Tid og Leilighed, vilde meddele mig Deres Tanker og Mening betræffende den Maade, hvorpaa Afstemningen vel burde finde Sted og om selve Afstemningens Udfald under forskjellige combinaisons.
L. Moltke-Hvitfeldt.
P. Vedels Privatpapirer. — Det omtalte Brev af 26. Juli til Grev Frijs, til hvilket der ogsaa henvises i flere i det flg. trykte Breve, findes ikke i Akterne.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 28. Juli 1866.
Den kgl. Regering har nu fra Paris modtaget officiel Bestyrkelse paa den Efterretning Deres HøivelҌaarenhed allerede tidligere havde seet Dem istand til at kunne bringe,s. 227navnlig at Fredspræliminærerne indeholde et Forbehold om at Befolkningen i Nordslesvig skal adspørges om den ønsker Tilslutning til Danmark. Derimod ere vi uvidende om hvorledes denne Udtalelse skal søges og under hvilke Garantier, men hvad der for Tiden er vigtigere, vi kjende ikke nærmere hvor Demarkationslinien for denne Afštemning tænkes draget.
Vi tør imidlertid i denne Henseende slutte af de Udtryk som Hr. Drouyn de Lhuys har brugt i sin Samtale med Grev Moltke, at Sundeved og Als i alt Fald høre med til den Deel af Slesvig, som skal adspørges, men tvivlsommere forekommer det mig om dette ogsaa giælder om Flensborg. Jeg behøver ikke at udvikle for Deres Høivelbaarenhed, hvor stor Vigtighed denne Bys eventuelle Besiddelse har for den danske Stat som en Styrkelse af den fremtidige Grændse mod Preussen, medens den for sidstnævnte Stat altid kun vilde være af underordnet Betydning. Ligesaa lidet vil jeg her berøre Byens egen Interesse af i materiel Henseende at være forbunden med Danmark, thi det bedste Bevis herpaa har Deres Høivelbaarenhed allerede for nogen Tid siden modtaget fra Ministeriet i den Erklæring, som en tydsk Kjøbmand i Byen har afgivet. Det giælder for Øieblikket kun om at lade Flensborg selv faae Leilighed til at udtale sig om Spørgsmaalet og dette Resultat haaber jeg at det skal være muligt at opnaae og for hvilket jeg er overbeviist om at Deres Høivelbaarenhed vil virke af al Magt, ligesom jeg allerede strax har anmodet Grev Moltke og Hr. Dotézac om at arbeide i samme Retning i Paris.
Jeg antager at Grev Bismarck for Tiden er altfor beskjæftiget med andre for den preussiske Regering vigtigere Spørgsmaal til at det kan være af nogen Nytte at De opsøger ham i Hovedquarteret i Anledning af det ovennævnte Spørgsmaal, saameget mindre som jeg forudsætter at det i alt Fald ikke vil vare længe før han Vender tilbage til Berlin, hvor Deres Høivelbaarenhed da vistnok ikke vil tøves. 228med at behandle Sagen med ham. Skulde imidlertid Deres Høivelbaarenhed efter Deres særlige Kjendskab til Forholdene ansee det for rigtigere at opsøge Greven i Hovedquarteret, kan jeg selvfølgelig Intet have at indvende derimod. —
15*
Koncept med P. Vedels Haand til Depeche Nr. 26.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 31. Juli 1866.
Herr Greve,
Den kongelige Gesandt i Paris har underrettet mig om, at den franske Udenrigsminister i en Samtale, han havde havt med ham den 25de dennes, havde udtalt som den Mening, han tillagde den Artikel i Fredspræliminairerne mellem Preussen og Østerrig, der omhandler Hertugdømmerne, at ikke blot de reent danske Distrikter i Slesvig skulde stemme for Indlemmelsen i Danmark, men ogsaa de, hvori det danske Element havde Majoriteten. Jeg har i den Anledning anseet det for rigtigt, at forsikkre mig om den keiserlig østerrigske Regjerings Anskuelse om Sagen, og har netop havt en Samtale med Grev Mensdorff, hvem jeg meddeelte den af Herr Drouin de Lhuys udtalte Mening. Hans Excellence fremtog Fredspræliminairerne og forelæste mig den betræffende Artikel, der i Formen adskiller sig fra det franske Forslag forsaavidt, som den lyder paa: at H. M. Keiseren af Østerrig overdrager til H. M. Kongen af Preussen de ved Wiener-Traktaten af 30. Oct. 1864 af Ham erhvervede Rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen med den Indskrænkning, at de nordlige Districter af Slesvig etc. etc. Jeg gjorde Grev Mensdorff opmærksom paa, at her saaledes ikke var draget nogen bestemt Grændse for, hvad der kan kaldes det nordlige eller sydlige Slesvig, saalidt soms. 229der var gjort noget Forbehold i saa Henseende eller med Hensyn til Besiddelsen af Als og Dybbøl fra Preussens Side. Jeg bad ham derfor give mig et bestemt Tilsagn om, at ville støtte vore Interesser i den af Hr. Drouin de Lhuys antydede Retning. Grev Mensdorff erklærede sig i enhver Henseende villig hertil, idet han yttrede, at han ikke tvivlede om, at ikke alene hele Slesvig, men ogsaa Holsteen vilde stemme for Danmark, hvis det adspurgtes. Han havde ikke nogen bestemt Mening om, hvorledes Sagen vilde blive behandlet og bragt til en Afgjørelse; men han vilde ikke skjule, at vi vist vilde faae med Vanskeligheder at kjæmpe fra anden Side, og at maaskee Sagen vilde blive forhalet en Tid. Rimeligviis vilde Meget afhænge af en fælles Action fra de tre neutrale Stormagters Side. Han bekræftede mig, hvad jeg alt havde hørt paa anden Haand, at Keiser Napoleon havde opfordret Rusland og England til at forene deres Bestræbelser med hans, for at holde Preussen indenfor visse Skranker i dets Optræden og Forhold til de mindre tydske Stater. /: Den vigtige Efterretning herom er hidtil kun kommet til den østerrigske Regjerings Kundskab gjennem Grev Stackelberg, medens Hertug Gramont og Lord Bloomfield ingen Meddelelse endnu have faaet fra deres respective Regjeringer om Sagen: /. Hvor det imidlertid kom an paa Østerrig, var han rede til, saavidt hans Indflydelse strakte, at virke for en saa vidtgaaende Udvidelse af vore Grændser, som en Fortolkning af Fredstraktaten maatte tilstæde....
C. Falbe.
Modtaget 6. August 1866.
General Bülow, Gesandt i London, til Udenrigsminister Grev Frijs.
London, 1. August 1866.
Deres Excellence.
Da jeg i Formiddags aflagde Besøg hos Udenrigsministerens. 230erklærede denne, paa min derom gjorte Forespørgsel, at den engelske Regjering ikke havde Kundskab om, hvorvidt der ved den endelige Ordning af Forholdene i Tydskland samt af vore tidligere Hertugdømmers Skjæbne, vilde blive taget Hensyn til Danmarks vistnok billige Ønsker for en gunstig Grændse og altsaa for en Tilbagegivelse af endeel af det ved Freden afstaaede slesvigske Territorium. — Han, Lord Stanley, og med ham hele Regjeringen, ja! England ønskede og haabede, at Danmarks Ønsker i saa Henseende vilde skee Fyldest, men det vilde være stridende imod den her vedtagne Politik, hvis den engelske Regjering tog Initiativet til at forlange eller anbefale en saadan Forbedring af Grændsen. — Lord Stanley oplyste, at han havde gjort sig vel bekjendt med den af mig om denne Sag i sin Tid afgivne Note (D. E. ’s Depecher til mig Nr. 3 og 4 af 5. Juni); han vilde gjerne anerkjende Vigtigheden for Danmark at opnaae den deri betegnede bedre Grændse; men, gjentog han: »Nous ne pouvons faire aucune proposition mais nous ne manquerons de recommander chaque projet en votre faveur qui soit proposé par une autre puissance. Nous avons toute raison de croire, comme vous le dites, que L’Empereur Napoléon vous soit tout aussi bien disposé que nous, mais nous ne savons rien sur ses intentions là-dessus, s’Il pense formuler une proposition ou non. «
Jeg bemærkede, at hans for nogle Dage siden i Underhuset paa en Interpellation af Mr. Griffith givne Svar lod forstaae, at Spørgsmaalet om en Grændseforbedring var traadt meer officielt frem.
Mr. Griffith spurgte: »Om Statssecretairen for de udenlandske Sager vidste hvilken Deel af Landet man havde til Hensigt at indbefatte i Udtrykket »Dansk Slesvig«, som var foreslaaet at Preussen skulde afstaae til Danmark. «
Lord Stanley svarede derpaa benægtende; han sagde, at han vel havde hørt (understood), at der var et Forslag om, at en Deel af slesvigsk Territorium skulde blive givet tilbages. 231til Danmark; men han saae sig ei istand til bestemt at sige hvilken Deel af Slesvig var indbefattet i Forslaget.
Det maa vist indrømmes, at dette Svar tillod Antagelsen at det engelske Cabinet selv vidste, eller troede paa at det omspurgte Forslag existerede; men Lord Stanley erklærede nu mig, at Meningen dermed kun var at constatere Rygtet om en slig Plan, ei at indrømme en saadans officielle Tilværelse, da Intet derom var meddeelt fra Paris, hvorfra alene slig Plan kunde ventes. — Denne sidste Erklæring stemmer med den franske Ambassadeurs Forsikkring om, vel at være overbeviist om den keiserlige Regjerings Beredvillighed at være Danmark til Nytte naar muligt, men ei at kjende til noget bestemt Skridt eller nogen formuleret Plan i saa Henseende.
Lord Stanley bemærkede endvidere, at der endnu forelaa saameget politisk Materiale til Behandling i Tydskland selv, at et tildeels internationalt Anliggende som det angaaende en ny Grændseregulering imellem Danmark og Slesvig først om lang Tid kunde see en Afgjørelse imøde, hvorfor vel ogsaa hver Stat endnu havde Vanskelighed ved at tage en afgjørende Beslutning derom.
Jeg har dagligen Beviser paa, især i denne Tid, at Befolkningen her ikke giver Regjeringen efter i Sympathie for Danmark, i Ønsket for at det maa faae nogen Opreisning for slet Medfart, men ligesaa passivt er ogsaa Ønsket. — Efterat John Bull i lang Tid gjorde sig til Humanitetens Ridder og gjerne paatvang Andre sine philantropiske og frihedselskende Principer og i politisk Henseende ansaae det for rigtigt og hensigtsmæssigt at nære og drage muligst Fordeel af Andres Ufred, saa er John Bull nu kommet til den Alder af Livet, da uforstyrret Ro foretrækkes og et tilbagetrukket contemplativt Liv ansees for sikkrest og behageligst. — Denne nationale Isolation er nu gaaet over i den nationalpolitiske Følelse og maa indtil videre paatrykke hver Regjering dens politiske Stempel....
J. v. Bülow.
Modtaget 6. August 1866.
Kong Christian IX til Kejser Napoleon III.
Copenhague, 2 août 1866.
Monsieur mon frère.
Malgré les graves préoccupations qui se disputent l’attention de Votre Majesté Impériale, Votre pensée s’est arrêtée avec sympathie sur l’injustice manifeste qui fut infligée au Danemark lorsque la paix de Vienne sépara violemment une partie de la nation danoise de ses frères et enleva au reste les frontières indispensables pour le maintien de l’indépendance du pays. Déjà la puissante initiative de Votre Majesté a fait admettre dans les articles des préliminaires de paix qui viennent d’être adoptés par les puissances belligérantes une clause destinée à remédier à cet état de choses, si arbitraire et si opposé aux principes de notre tems. Pourvu que cette nouvelle application du suffrage des populations s’opère avec la liberté et la sincérité dont l’intérêt incessant de Votre Majesté Impériale m’offre la meilleure garantie, j’ai la conviction profonde, que toute la partie du Slesvig où l’empreinte et les sympathies danoises se sont conservées, et dans laquelle la ville de Flensbourg peut à juste titre être considérée comme la capitale, demandera à être restituée à la patrie. Grâce à cette liberté de décision accordée aux populations, la nationalité danoise sera ainsi rétablie dans son intégrité en même tems que le Danemark recouvrera les frontières qu’exigent ses besoins politiques, militaires et commerciaux.
Devant cette perspective si heureuse, j’éprouve un vif besoin de témoigner à Votre Majesté Impériale combien je suis rempli de reconnaissance pour l’intérêt actif et incessant, qu’Elle a voué à la réparation d’une grande injustice et à la conservation d’une ancienne monarchie. Je prie donc Votre Majesté d’accepter mes remercimens sincères de Ses dispositions sympathiques qui ont déjà amené un premier résultat et auxquelles il me serait doux de devoir un avenir mieux assuré de mon royaume.
s. 233Je saisis avec empressement cette occasion d’offrir à Votre Majesté les assurances de la haute estime et de l’inviolable amitié avec lesquelles je suis
M. mon frère
de Votre Majesté Impériale
le bon frère
Christian R.
[Paategning: ] Undertegnet paa Bernstorff eller i Kjøbenhavn den 1. eller 2. August 1866.
Koncept med P. Vedels Haand.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 2. August 1866.
Kjære Quaade! Tak for Deres venlige Linier, der end yderligere bidrage til at paaskynde Udarbeidelsen af adskillige Sager og memoirer, som kunne gjøres fornødne og som hvis de end ikke bringe noget Resultat ikke kunne undlades, dog maa jeg tillige benytte denne Leilighed for at bemærke at det er en høist farlig Sag at omtale bemeldte Øer, hvoraf den Ene er erhvervet paa heelt anden Maade end de andre, navnlig maa det ansees for tvivlsomt hvorvidt der ikke existerer Forkjøbsret fra gammel Tid paa den ene, ligesom det maa bemærkes, at Monroedoctrinen vel ikke erkjendes for gyldig, men der er et stort Spring imellem dennes Anerkjendelse og en uhindret Vexlen i Besiddelsen af de forskjellige europæiske Magter med Hensyn til Amerika, især hvor som i dette Tilfælde de vexlende Magter vilde være af en saa overordentlig stor Forskjel i Magtfylde og jeg er overbeviist om at Amerikanerne ingenlunde vilde erkjende en ny europæisk Stormagt som Besidder i Amerika; jeg nægter ikke at skjøndt vi muligviis kunne lide Uret ogsaa fra Amerikas Side, lægger jeg et overordentligt stort Værd paa at vi stilles. 234os venskabeligt til denne Magt og søge at komme i saa mangesidigt Handelsforhold til disse [ɔ: Amerikanerne] som muligt, thi vi kunne derigjennem blive en bedre Stapelplads for Færdselen imellem Rusland og en stor Deel af Østersøen paa den ene Side og Nordamerika paa den anden Side end nogensomhelst andet Sted, selv Hamborg-Lybek medregnet. —
Af Deres Skrivelse synes ellers at fremgaae at De antager en anden Plads for at være den væsentlige end jeg, idet jeg for sikkert antager at Berlin nu er Hovedpladsen, hvor Alt afgjøres; jeg formoder at til den 5te ville saavel Kongen som Bismarck være vendte tilbage, og jeg haaber at det da ikke maa vare længe inden De kan finde Leilighed til at see Vedkommende og om muligt derved fremkalde en Samtale. De veed hvad vort Haab og Fortrøstning er; det er muligt at man ikke kan ønske at indlade sig herpaa og at man i sin umaadelige Magtfylde endmere overseer de Smaae, men jeg er dog overbeviist om at en rolig og jævn Betragtning vil føre til den Erkjendelse ogsaa fra Bismarcks Side, at det aldrig kan være til Andet end Gavn at have en tilfreds Nabo og dette vilde den i fuldeste Maal kunne blive, naar Danskhedens Grændse blev fastsat imellem Byen Flensborg og Slesvig, saa at indenfor en saadan Demarcationslinie faldt Afstemning; jeg veed vel at Enkelte derimellem meget formaaende Slesvig-Holstenere ville paastaae at Flensborgs Interesser ligge paa den modsatte Side, men jeg vil fuldelig være istand til at modbevise dette; om faa Dage vil De faae et udarbeidet Memoire, men jeg troer alt nu at De vil gjøre godt i at behandle i egne Tanker alle de forskjellige Spørgsmaal som kunne opstaae naar bemeldte Sag træder ilive, og det er da altid en Gevinst at have forberedt sig selv iforveien paa Besvarelsen, thi De vil forstaae, at vi hovedsagelig naar det kommer saa vidt ville komme til at stole paa Deres virksomme og kyndige Bistand.
Jeg vil om Gud vil paa Fredag til Jylland paa en 8 Dage,s. 235men haaber at Forretningerne ikke herved skulle lide, thi saasnart Noget af Betydenhed maatte indtræde, hvorom ikke Alting iforveien er aftalt med Vedel, da kan jeg paa en Dag være hjemme igjen. De kan troe at jeg ogsaa trænger til lidt frisk Luft, og jeg kan derfor fuldtvel forstaae at ogsaa De i høi Grad kunde have dette Behov, og jeg kan forsikkre Dem om at Intet skulde være mig kjærere end om jeg snart kunde indstille Dem til en congé, thi jeg vilde haabe at dette maatte være et godt Varsel.... Jeg er meget længselsfuld efter at erfare Udfaldet af Deres første Samtale, hvor jeg haaber at der vil være Leilighed til Udtalelser og jeg beder Dem i saafald strax efter at sende mig nogle private Meddelelser. Det følger af sig selv at naar Tjenesten fordrer det, benyttes Coureer etc. og stoler jeg i saa Henseende fuldstændig og mere paa Dem end paa mig selv, da jeg er overbeviist om at De paa Grund af Deres gamle Erfaring og Hensyntagen ville veie Sagen fra alle Sider og paa den rette Maade. Vi have i disse Dage havt en amerikansk Mission her, der idag afgaaer til St. Petersborg, Chefen for Missionen var en Mr. Fox, en overordentlig net og intelligent Mand. Da jeg dog ikke kan faae dette Brev bort iaften med en Leilighed foretrækker jeg at lade det blive liggende indtil den engelske Coureer gaaer paa Torsdag og vil da benytte den mellemliggende Tid til at tilføie om Noget skulde passere i denne Tid; vi have da ialfald nu Fred for Rigsdagen og Rigsraad, og der er saaledes Leilighed til i mere Ro at passe de Pligter, der hovedsagelig paahvile os; gid man blot maatte kunne arbeide og erholde noget Resultat saa skulde Byrden blive let; jeg havde Forespørgsel igaar fra den belgiske Ministerresident om der var skeet nogen Tilmeldelse til Regjeringen her om en Retrocession af Slesvig; jeg gjorde ham opmærksom paa at en saadan ikke let kunde være skeet under nuværende Forhold og paa dette Stadium og bad ham, hvis han ønskede Underretning, da snarere at henvende sig til sin preussiske Collega, da det var Preussen afs. 236hvem dette Spørgsmaal hovedsagelig vilde afhænge. — Et personligt Brev med anerkjendende Tak afgaaer imorgen herfra til Frankrig og jeg forudsætter, hvis den hele Sag skulde faae en Skikkelse, at det vil være ganske i sin Orden, naar dertil maatte blive nogen Anledning, at Sligt ogsaa finder Sted herfra, det vil sige fra allerhøiest Vedkommende til Samme i Berlin. Det er med nogen Uro at jeg begiver mig herfra paa Lørdag, men jeg kan ikke godt undlade aldeles at see til mine egne Affairers Gang hjem[me]....
Vi have nu fuldt op at gjøre med at forberede Alting til de kommende Landsthingsvalg, der dog vanskelig ville kunne foretages forinden Begyndelsen af October Maaned paa Grund af de mange forskjellige Frister, der skulle udløbe. Desværre begynder Ministeriet i physisk Henseende at blive svagt idet Marineministeren har maattet reise til Schweitz i Bad og Justitsminister[en] kan efter al Sandsynlighed i den første Maaned ikke forlade sit Opholdssted ved Helsingør naar der skal kunne være noget Haab om hans Helbredelse. —...
C. E. Frijs.
Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 7. August 1866.
Kjære Vedel! Paa Dampskibet fra Corsør til Aarhuus, hvor jeg læste en mesterlig Artikel af Dagbladet fra 4de Aug. om den politiske Situation, fandt jeg tillige Artiklen om Rusland etc.; det faldt mig strax ind om den ikke skulde stamme fra Hrr. Bismarcks eller Organers (Moltzens, Blixens) Pen, thi det kunde føre til det samme Maal, hvortil en Mængde forskjelligartede Bestræbelser nu sigte, saasom 1) Artiklerne og de vedvarende Angreb i Nord. Allg., 2) Klagerne over at vi gjengjelde Preussernes Forekommenhed etc. i Pengesager med at udtvære enhver Sag og gjøre Vanskeligheder,s. 237hvor de have den soleklareste Ret (og heri have vi mindst Ret, thi vi kunne efter min Formening hverken forsvare os med Fredstraktatens Ord eller Aanden, som indeholdes i Ordene); Maalet, at give os saa lidt som muligt tilbage af Slesvig, søge de at naae deels ved meget forskjelligartet Agitation og Intimidation i Slesvig og, hvor dette ikke viser sig praktisk, ved Bestikkelser, item ved at gjøre os mistænkelige for vore Venner. —...
Da Sagen om Afstaaelsen af Nordslesvig efter Folkeafstemning nu finder saa almindelig Omtale i alle selv i preussiske Aviser, forekommer det mig lidt underligt at slet ingen Meddelelse finder Sted fra preussisk Side til os, thi at det ikke kan skee fra vor Side forekommer mig aldeles tydeligt. — Jeg vil ikke ønske, at man paa een eller anden Maade forinden min Hjemkomst maa have faaet Munden paa Gang i denne Sag, thi at der her vil komme mange Svingninger frem og tilbage følger af sig selv, og saasnart dette kan skee uden at ydmyge os som Nation, skal jeg hvor tungt det end maatte falde mig, ikke undlade at giøre mit Yderste for at stemme den preussiske Regjering saa behageligt som muligt for os, endskjøndt det vil ikke være nogen let Sag, fordi de føle sig saa urimeligt i denne Tid, saa at selv Hrr. Heydebrand og Hrr. Landsperg, der dog leve under anden Luft, ere ikke til at komme tilrette med. —...
C. E. Frijs.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 7. August 1866.
Herr Greve,
Fredsunderhandlingerne ville tage deres Begyndelse imorgen i Prag, hvorhen Baron Brenner afreiser iaften. Jeg har ladet det være mig magtpaaliggende, ogsaa ved Samtalers. 238med Baron Brenner at forsikkre mig om den keiserlige Regjerings Dispositioner i Forhold til Spørgsmaalet om Nordslesvigs Retrocession, og at søge at lede disse hen i den Retning, som jeg, uagtet jeg endnu er ubekjendt med den kongelige Regjerings Anskuelser, troer at turde antage, at den anseer for den ønskeligste. Medens man saaledes her mest staaer i den Formening, at den preussiske Regjering, der kun meget modvilligt gav efter paa hiint Punkt for de østerrigske Befuldmægtigede, /: Grev Bismarck havde ligefrem strøget den betræffende Passus i Art. III, og søgte at overbevise dem om, at Sagen bedst kunde afgjøres mellem ham og den franske Regjering, uden at optages i Fredsinstrumentet : /, neppe vil give Slip paa Als og Sundeved, har jeg bestræbt mig, for at paavise vor Ret til at lade Afstemninger finde Sted ikke alene i disse reent danske Districter, men overhovedet hvor vi havde Grund til at antage, at Befolkningen ønskede Foreningen med Danmark, og at jeg ventede, at Grændsen derefter vilde falde Syd for Flensborg og Glücksborg igjennem Angelen henimod Husum eller Bredsted. Ligeledes henviser jeg til Nødvendigheden af, at de preussiske Tropper rømme de Dele af Landet, hvor Afstemningen skal finde Sted og Indsættelsen af en Control, for at vaage over dens frie Udøvelse.
Disse Spørgsmaal ville imidlertid neppe komme for under selve Fredsunderhandlinger[ne] uden maaskee i private Samtaler. Baron Brenner er nemlig instrueret paa, som jeg alt har havt den Ære at indberette, at afvise al Discussion om Traktatens politiske Punkter, og at insistere paa disses uforandrede Vedtagelse. Vi have saameget mere Grund til at paaskjønne den østerrigske Regjerings Bestræbelser til vor Fordeel, som det har kostet den en ikke ringe Overvindelse, at bringe det imod dens folkeretlige Anskuelser saa stridende Afstemningsprincip i Anvendelse. Jeg talte med Hertugen af Gramont igaar, men fandt, at han hidtil ingen nærmeres. 239Meddelelse havde modtaget fra sin Regjering om Udførelsen af Art. III....
C. Falbe.
Depeche Nr 84, modtaget 12. August 1866.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Direktør P. Vedel.
Paris, 8. August 1865 [Ɔ: 1866].
Kjære Etatsraad!
Jeg takker Dem meget for Deres Brev af 2den dennes, som jeg har læst med stor Interesse og skal jeg nu tillade mig at besvare de vigtigste af de i Samme fremsatte Punkter. —
Vanskeligt, om ikke umuligt, synes det mig allerede nu at forudsige hvorvidt Tilbagegivelsen af det danske Slesvig vil blive tilfredsstillende for os. — Det Eneste vi hidindtil vide er, at den franske Regjerings Opfattelse af Sagen er saa gunstig som vi kunne ønske den, og dette synes mig allerede at være ikke saa lidet; for 6 Uger siden vilde jeg have sagt at det var meget, men i den korte Tid har en Deel forandret sig og ikke mindst Keiser Nap. s Stilling. At den preussiske Gesandt i Kjøbenhavn endnu i den seneste Tid har, ligeoverfor sine Colleger, udtalt stærk Tvivl om Muligheden af en eventuel Tilbagegivelse, er jo ogsaa snarere godt end slet, idet det beviser at M. Heydebrandt ikke har modtaget nogensomhelst Underretning fra sin Regjering om vedkommende Sag og at altsaa hans Opfattelse derom aldeles ingen Værd har.
Overhovedet vil det Udbytte, som det vil være os muligt at drage af Fredspræliminairernes Art. III, i høi Grad beroe paa Omstændigheder, der ligge udenfor vor Omraade og som kunne modificeres fra den ene Dag til den anden. — Det er ikke umuligt — endskjøndt jeg i saa Henseende ikke har og altsaa hellerikke kan udtale nogen bestemt Mening — at det mere eller mindre, som Danmark erholder,s. 240vil beroe paa, om en anden Magt selv faaer noget eller ikke som compensation for den store territoriale Udstrækning, Preussen erholder. — Dette compensations-Spørgsmaal veed man Intet om — man fortæller imidlertid — og det skulde ikke forundre mig — at der herfra arbeides i den Retning. —
Just paa Grund af den Usikkerhed vi svæve i m. H. t. Opfyldelsen af vore Ønsker er det rigtigst at søge at nedstemme de glimrende Forhaabninger, Folk vist gjøre sig hjemme. Det er i ethvert Fald bedre at see sine Forventninger overtrufne end skuffet. Man er vist heller ikke enig om hvad man bør ønske og i saa Henseende, ligesom i Alt andet betræffende denne Sag, er jeg aldeles af Deres Mening, at det nemlig ikke ligger i Danmarks Interesse at erholde andet i Slesvig end det, om hvilket man med Rette tør haabe at det i Længden vil vedblive at være tilfreds med at være gaaet til Norden og ei til Syden. — Det er denne Betragtning, som vi først og fremmest bør tage Hensyn til naar vi foreslaae en Demarcationslinie for Afstemningen og det, som De siger i Deres Brev om Linien slutter jeg mig derfor ogsaa til. Der var vel en Deel der syntes mig at tale for at vi foreslog Linien Syd for Flensborg og Syd for Husum, hvilken Linie, som det er Dem bekjendt, blev omtalt af Keiseren for mig i 1864, men fremfor alt bør vi holde os til den Linie, som giver fuldkommen Sikkerhed m. H. t. Afstemningens Udfald. — Dette har jeg allerede udtalt for Grev Frijs og skal ikke undlade at gjøre det igjen.
Det er jo tilfredsstillende at vide med Sikkerhed at Afstemningen vil falde ud til Gunst for os i de tre i deres Brev nævnte Zoner. Ligesom De finder jeg at det vilde være urimeligt at komme frem med den Fordring at de forjagne danske Embedsmænd skulde stemme med. —
I mit Brev til Grev Frijs brugte jeg Udtrykket copie af Memoiren til Paris fordi Drouyn havde udtalt sig paa dennes. 241Maade. 1) Jeg burde have tilføiet, at Drouyn formodentlig meente at Memoiren, naar først Preussen havde taget Initiativet i denne Sag ligeoverfor den kgl. Regjering, skulde sendes til Berlin.
Jeg troer ikke at det vilde være nyttigt at Slesvigerne gjorde nogen Demonstration nu. Allerede i dette Øieblik paastaae de preussiske Blade at Danmark agiterer i Slesvig — disse Blade vilde naturligviis skrige himmelhøit dersom Demonstrationer fandt Sted. — Disse vilde opirre end mere Gemytterne i Preussen og vor Sag vilde ikke vinde derved. — Hvad Adressen til Keiseren angaaer, troer jeg at den bør opsættes indtil efter Afstemningen.
L. Moltke-Hvitfeldt.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 8. August 1866.
Kjære Vedel! Tak for Deres Linier igaar, om de end ikke vare meget opmuntrende, thi det forekommer mig meget uhyggeligt, at vi ikke høre et Ord fra Preussen og at man endog med Omhyggelighed undgaaer enhver Omtale; Lord Stanleys Bemærkning 2) om at Frankrig veut s’effacer forekommer mig heel dunkel, thi herved kan kun være meent en momentan Optræden, da det vel med Bestemthed tør forudsættes at Frankrig ikke i den Henseende vil efterligne England.... Jeg frygter at de Bemærkninger om Rusland, som agerer for vort Vedkommende, kun skrive sig fra B. og dennes Agenter; ret længes jeg efter at erfare Noget om Quaades første Samtale med Bismarck. — De skriver ikke Noget om hvorvidt den Memoire til Moltke er bleven færdig; De vil see at den af mig tidligere omtalte Artikel i Dagbladet næsten ordret fulgte den hele Tanke som vi havdes. 242tænkt os at udvikle i bemeldte Memoire. Det glæder mig at erfare, at Dotézac endnu er ivrig, thi dette vedblev han ikke med, naar hans Regjering havde trukket sig tilbage og opgivet sin Indflydelse paa Sagens Udfald.... Her lever man politisk i den barnlige Naivitetstroe, at vi ville faae hele Slesvig tilbage da det er dansk Land; og dette er Folk, som ikke ere Grundtvigianere; thi de Sidste troe naturligviis fuldt og fast paa Prophetens eller Sagamandens Ord; ja — jeg veed ikke om jeg har fortalt Dem det Curiosum, at da min Svoger Carlsen i sin Tid skulde være Minister forespurgte han sig først hos den Gamle, om Danmark skulde gaae under eller om det havde Fremtid, og da den Gamle havde forsikkret den Sidste, følte han sig beroliget herved. Det er en besynderlig Eiendommelighed ved vor Folkekarakteer, at der findes en Forsigtighed i de smaa Familieog Livsforhold, som vi aldeles oversee eller forkaste, hvor det gjælder Andres og det Heles Vel; her skal man kun lade sig beherske af Følelsen og ingenlunde tage Forstanden med paa Raad. —...
16
C. E. Frijs.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 9. August 1866.
Deres Excellence.
Efterat den kongelig preussiske Ministerpræsident om Aftenen den 4de d. M. samtidigt med Hans Majestæt Kongen af Preussen er vendt tilbage til Berlin, har Hans Excellence ifølge min Anmodning modtaget mig igaar, og jeg har saaledes nu havt en Samtale med ham angaaende den i Fredspræliminarierne med Østerrig indeholdte Bestemmelse om en eventuel Tilbagegivelse til Danmark af Dele af Nordslesvig.
Jeg begyndte Samtalen med at yttre, at Ministeren vel noks. 243selv havde kunnet tænke sig, hvorfor jeg havde ønsket at see ham. De ovennævnte Præliminarier, som nu fandtes i de offentlige Blade, kunde ikke andet end frembyde en særdeles Interesse for Danmark, og ligesom Hans Excellence tidligere havde yttret sig meget uforbeholdent mod mig om et i hine Præliminarier indeholdt Punkt, troede jeg nu at kunne forudsætte, at han ikke vilde fortænke mig i, at jeg gav ham Leilighed til i den omhandlede Henseende at sige mig, hvad han kunde og vilde sige mig.
Det blev strax tydeligt for mig, at Minister-Præsidenten ikke gjerne indlod sig paa en Discussion om den Gjenstand, jeg havde bragt paa Bane. Der forelaae, sagde han, ingen definitiv Fredsslutning og det var altsaa et Spørgsmaal, om der overhovedet senere vilde blive Tale om en Tilbagegivelse af Nordslesvig. Den Bestemmelse, hvortil jeg havde sigtet, havde fundet sin Plads i Fredspræliminarierne med Østerrig, fordi den franske Regjering havde sat Priis derpaa, og alene af den Grund; men Østerrig maatte det naturligviis være ligegyldigt om den gik over i den endelige Fred, og for Preussen var der ingen særdeles Opfordring til at bringe den ind i det virkelige Liv, da der ingen Udsigt var til at det, Preussen i saa Henseende kunde gjøre, vilde tilfredsstille Danmark. Det var ikke let at finde en bestemt national Grændse; der vilde altid komme til at boe Tydske Nord og Danske Syd for Grændsen; man vilde altsaa altid fra dansk Side finde Mangler ved Ordningen; og naar saaledes Spørgsmaalet for Preussen ikkun blev det, om det i en høiere eller ringere Grad skulde tilfredsstille Danmark, saa var Opfordringen til overhovedet at komme dette Land imøde ikke stor. Der var ogsaa selv i de nordligste Slesvigske Byer tydske Befolkninger, og disse kunde man dog ikke overlade til det danske Herredømme uden Forbehold og andre Bestemmelser, der sikkrede dem mod Tilsidesættelse eller endnu haardere Behandling. Dette vilde være saameget nødvendigere, som Stemningen i Danmark bestandig viste sig is. 244høieste Grad fjendsk mod Tydskland og alt Tydsk. Et talende Beviis herpaa var, at et dansk Blad kunde fremsætte det Forslag, at der paa de danske Jernbaner burde indrettes særskilte Coupeer for tydske Reisende. 1)
16*
Jeg bemærkede derpaa, at jeg selvfølgelig indsaae, at Ministeren ikke kunde udtale sig anderledes end med stor Almindelighed om en Bestemmelse som endnu ikkun var aldeles foreløbig. Jeg havde heller ikke noget egentligt Hverv i denne Henseende, og Bestemmelsen vilde jo overhovedet ikkun i sin endelige Anvendelse faae virkelig Betydning for Danmark. Dette Land havde i sin Tid ved en Fredsslutning afstaaet Hertugdømmerne og havde saaledes fra det strenge Retsstandpunkt betragtet Intet at fordre. Men Danmark og Preussen vare nu blevne nærmeste Naboer, og deres fælleds Opgave maatte altsaa være i deres gjensidige politiske Berøringer at indrette sig saaledes, at al Spire til fremtidig Ufred fjernedes. Dette kunde i mine Tanker bedst skee derved, at Preussen, ganske afseet fra Præliminarierne, gav Danmark tilbage hvad det behøvede til at leve ved Siden af Preussen uden Attraa og uden Frygt, idet Preussen selv beholdt hvad der var fornødent for dets egen politiske og navnlig dets militaire Øiemed, og disse vare fyldestgjorte ved Besiddelsen af Kiel og Eckernförde. Preussen kunde ikke være tjent med i Danmark at have en Nabo som i al Fremtid vilde udelukkende beskjæftige sig med Tanken om, hvorledes det skulde finde en Allieret, som kunde gjøre det stærkt nok til at tage tilbage hvad det havde tabt. Dette kunde Preussen undgaae ved en ringe Indrømmelse, hvorfor det vilde vinde en Nabo som i alle Forhold, baade fredelige og krigeriske, vilde see sin fornemste Interesse i at leve paa en god Fod med Preussen; og da Danmarks fortsatte Existents var i hele Nordens velforstaaede Interesse, vilde et saadant Forhold mellem Danmark og Preussen, at det førstnævnte Land heri kunde see sin egen Fremtid sikkret,s. 245ogsaa tjene til at styrke det Forhold som hidtil stedse havde bestaaet mellem Preussen og Sverrig.
Jeg kunde gjerne indrømme, at Stemningen i Danmark ikke just var venskabelig mod Preussen; det maatte vist findes naturligt for Øieblikket; men en saadan Betragtning kunde dog ikke blive af Betydning ved Spørgsmaalet om for al Fremtid at ordne tvende Staters gjensidige politiske Stilling. Stemningen mellem Dansk og Tydsk havde fordum været meget fredelig, og naar der gaves Danmark hvad der vilde tilfredsstille dets berettigede Attraa, ved at yde det Betingelserne for en uafhængig Existents, vilde hiin Stemning snart forandre sig. Forresten var den tydske Stemning mod Danmark heller ingenlunde gunstig; jeg kunde f. Ex. i Modsætning til hvad der i et dansk Blad var yttret om Jernbanecoupeerne anføre, at jeg ganske nylig i »Norddeutsche Allgemeine Zeitung« havde fundet en Artikel, som ligefrem tog Ordet for den fremskridende Germanisering af den Cimbriske Halvø. — Imidlertid var der jo ved nærværende Leilighed ikke Tale om, at Preussen umiddelbart skulde give Danmark Noget tilbage. For det Skridt jeg nu havde tilladt mig at foretage hos Hans Excellence afgave de omhandlede Præliminarier det eneste Motiv, og dersom de bleve omdannede til en endelig Fred saaledes som de nu forelaae, var det Befolkningen i Slesvig, der skulde udtale, hvorvidt de vilde høre til Danmark. Med Hensyn hertil havde jeg troet at burde meddele Minister-Præsidenten min Tanke. Denne Tanke var, at dersom en Folkeafstemning skulde bestemme den fremtidige Grændse mellem Danmark og Preussen eller Tydskland, maatte Afstemningen finde Sted i et saadant Omfang, med en saadan Landudstrækning til Grundlag og paa en saadan Maade, at den danske Nation, ihvad Udfaldet end blev, gunstigt eller ugunstigt, deri kunde finde en Beroligelse. Blev derimod enten Grændsen draget for nordligt eller kunde der siges Noget mod de Garantier, hvorunder Afstemningen fandt Sted, vilde der altid fra dansk Side blives. 246fundet Mangler ved Afgjørelsesmaaden, og der vilde saaledes blive efterladt en Spire til fremtidig Ufred, som neppe nogen Regjering vilde kunne gjøre sig til Herre over.
Hertil svarede Ministeren, at han meget vel indsaae Alt det jeg saaledes havde udtalt; han havde sagt sig det selv Altsammen; men deels skulde han ikke alene afgjøre Sagen, og deels saae han, at den bedste Afgjørelse han maaskee kunde skaffe tilveie, dog ikke vilde tilfredsstille Danmark, og Preussen maatte derfor helst ingen Offre bringe eller ialfald ikkun gjøre sine Indrømmelser i saa ringe et Omfang som muligt.
Da Minister-Præsidenten var meget oplaget af Forretninger i Anledning af de i disse Dage begyndende Fredsunderhandlinger med Østerrig og de ligeledes umiddelbart forestaaende Forhandlinger med de sydtydske Stater, kunde jeg ikke fortsætte Discussionen længer.
Quaade.
Depeche Nr. 40, modtaget 12. August 1866. — En fransk Gengivelse af denne Depeche er trykt i Jessen: L’intervention S. 96 f.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister
Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 10. August 1866.
Deres Excellence.
Til min allerærbødigste Indberetning af Gaars Dato Nr. 40 skal jeg tillade mig at knytte følgende fortrolige Bemærkninger:
Minister-Præsidentens Yttringer og Holdning under vor Samtale om det Punkt i Fredspræliminarierne med Østerrig som omhandler Slesvig, frembød en paafaldende Modsætning til hans Yttringer og Holdning i tidligere Samtaler om samme Gjenstand. Om hans Yttringer vil Deres Excellence kunne dømme ved at sammenligne dem med hvad s. 247jeg har kunnet meddele om hans tidligere Udtalelser, og naar jeg nu skal charakterisere hans Holdning, vil jeg komme Sandheden nærmest ved at betegne den som meer end tilbageholden. Den rimeligste Forklaring heraf er vistnok den, at den overordentlige og forsaavidt uventede Lykke, der har ledsaget de preussiske Vaaben, enten har bragt Grev Bismarcks egne Fordringer saaledes til at stige, at han nu forsmaaer hvad der efter Omstændighederne kunde betragtes som en Udsoning med Danmark, eller har gjort Kongen af Preussen i den Grad utilbøielig til Indrømmelser, at Grev Bismarck mistvivler om at kunne gjennemføre tidligere nærede Hensigter; og det bliver formeentlig baade nyttigst og sikkrest foreløbig at holde fast ved denne Forklaring.
Men herved opnaaer man dog ikke en Forklaring af de store Uovereensstemmelser, der findes mellem Grev Bismarcks Yttringer og Holdning ligeoverfor mig ved den omhandlede Leilighed, og de Efterretninger Deres Excellence har modtaget fra Paris om at Sundeved og Als høre med til den Deel af Slesvig der skal adspørges, ligesom ogsaa Grev Moltke Hvitfeldt ved en privat Skrivelse har meddeelt mig, at Herr Drouyn de Lhuys havde for ham udtalt den Mening, at ikke blot de reent danske, men ogsaa de Districter hvor det danske Element blot var det overveiende, skulde tage Deel i den paatænkte Afstemning. Der opstaaer herved det Spørgsmaal for mig, om der muligen i Forhandlingerne i Brünn skulde fra preussisk Side være taget mindre Hensyn til det franske Mediationsforslag end det franske Cabinet havde ventet. Thi Grev Moltkes Skrivelse til mig er af 27de, medens Deres Excellences Depesche Nr. 26 er af 28de Juli; og jeg maa bemærke, at Herr Benedetti hvem jeg i Korthed har givet en fortrolig Meddelelse af min Samtale med Grev Bismarck, ikke just har støttet nogen Forventning hos mig om et bedre Resultat end det hiin Samtale giver Udsigt til.
s. 248Imidlertid frembyder Sagen dog en Side, som bestandig er meget dunkel for mig. Det er bleven sagt mig som en stor Hemmelighed, at det havde kostet megen Vanskelighed at bringe den omhandlede Bestemmelse om Slesvig ind i Præliminarierne, og at Preussen ikkun havde ladet sig bestemme dertil paa det Vilkaar, at det omhyggelig blev skjult for den danske Regjering, at Befolkningen selv skulde bestemme Grændsen (sic), idet man paa denne Maade vilde forebygge, at der fra dansk Side virkedes paa Stemningen i Slesvig til Fordeel for Danmark; og forholder det sig saaledes, maa der dog være Spørgsmaal om noget Mere end en Linie f. Ex. ved Haderslev eller selv ved Aabenraa, saaat altsaa dog Bestemmelsen i Præliminarierne eller Aftaler, der staae i Forbindelse dermed, muligen ere af noget større Betydning end Grev Bismarck vil indrømme.
Maaskee var der Anledning til gjennem den kongelige Gesandt i Paris at gjøre det franske Cabinet korteligen bekjendt med Indholdet af Grev Bismarcks Udtalelser til mig, naturligviis i aldeles fortrolig Form og ikkun til dette Cabinets egen Efterretning.
For mit Vedkommende vil jeg selvfølgelig ikke kunne atter berøre Sagen for Grev Bismarck før den endelige Fred med Østerrig foreligger, og selv da troer jeg ikke for det Første at burde ligefrem søge en Leilighed dertil men derimod foreløbig at burde afvente en anden Leilighed, som ogsaa kunde benyttes i dette Øiemed.
Quaade.
Depeche Nr. 41, modtaget 13. August 1866.
Etatsraad Regenburg til Direktør P. Vedel.
10. August 1866.
Høistærede Etatsraad.
Paa den af Dem dertil givne Foranledning, havde jeg sørget for, at en Mand i Haderslev, og en anden i Sundeveds. 249skulde bringe en Adresse i Gang. 1) Fra Haderslev meldes mig nu, at der der har været en Kammerjunker Linde, 2) der har fremstillet sig som Udsending fra Conseilspræsidenten, forsikkret at Tilbagegivelsen af Als, Sundeved og Flensborg var vis nok, og at alt var i god Orden. Jeg veed fra anden Side at Linde ogsaa har været i Flensborg og Omegn, og venter altsaa ogsaa derfra samme Besked. Det er meget uheldigt, naar der saaledes drages til forskjellige Sider, og jeg vilde ønske, at jeg ikke havde faaet Nogen til at reise derover; men der er jo nu Intet ved den Sag at gjøre.
A. Regenburg.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 10. August 1866.
Deres Excellence,
Det vil ikke være Deres Excellence ubekjendt, at Herr Molzen for nogen Tid siden er vendt tilbage til Berlin, og jeg behøver da ikke at tilføie, at han, efter hvad jeg har Grund til at antage, udvikler en meget udbredt politisk Virksomhed her. Jeg veed ikke, om han er bleven modtaget af Grev Bismarck, men han har sikkert foretaget Skridt i denne Retning, og han er i Forbindelse med Personer der staae Ministerpræsidenten nær.
Naar jeg seer bort fra, at han benytter ethvert Middel til at sætte Ondt for Hs. Majestæts nuværende Regjering, kan jeg ikke betegne hvad der er bleven mig bekjendt om hans Færd som upatriotisk, men hans Patriotisme synes mig dog at være altfor udelukkende ledet af personlige Hensyn til at man kan vente sig noget Held deraf. Jeg tager næppe feil, naar jeg betegner ham som den der har fremdraget den Artikel i »Fædrelandet«, hvortil den i min Beretning afs. 250igaar anførte Yttring af Grev Bismarck hentyder, 1) og jeg troer det vil lykkes ham, om dette ikke allerede er skeet, at bringe andre for nærværende Tid lige uheldige nyere og ældre Udtalelser af danske Blade i Hænderne paa Ministerpræsidenten. Øiemedet hermed er ikke at skade Danmark, men ikkun at vække Uvillie mod Ministeriet, der paa denne Maade skal betegnes som national-liberalt og fjendtligt mod Preussen, i den Hensigt at der fra preussisk Side skal blive udøvet et Tryk i Kjøbenhavn, som kan bevirke en Ministerforandring.
Jeg har nu vel aldrig tidligere troet, at Grev Bismarck skulde lade sig anfægte af Herr Molzens Forestillinger; men dersom hans Stemning mod Danmark, af den ene eller den anden Grund, for Tiden ikke er gunstig, og han derfor skulde ønske et plausibelt Motiv til ligeoverfor den kongelige Regjering at indtage en forandret Holdning, vil han kunne finde det i Herr Molzens Aabenbarelser om saadanne Forhold i Hjemmet, som Udlandet ikke kan bedømme retfærdigt, og som derfor ingen Dansk burde bringe udenfor Landets Grændser. Herimod tvivler jeg paa, at jeg kan udrette Noget; thi dersom jeg atter bestemte mig til at advare Grev Bismarck mod Herr Molzen, vilde dette Skridt kun blive betragtet som skeet i min egen personlige Interesse, der af Herr Molzen skildres som en Parti-Interesse og som ikke identisk med Kongens og Landets virkelige Interesser. Herr Molzen har ogsaa forstaaet, med Personer i Hjemmet at knytte en saadan Correspondance, at han deri, med eller uden hine Personers Vidende, kan finde Støtte for sine her udtalte Paastande om et mod Preussen fjendtligt Sindelag hos den nuværende danske Regjering, og naar det da tillige kan lykkes ham at fremstille mig som en Modstander af hine Personer eller som mindre vel seet af dem, tabe selvfølgelig mine Modforestillinger den Betydning de ellers kunde have.
s. 251Jeg maa derfor indtil Videre indskrænke mig til at iagttage hans Virksomhed, haabende at den dog i Længden ikke altfor meget skal lamme eller vanskeliggjøre min egen.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 10. August 1866.
Kjære Vedel,
Jeg skal endnu til mine Beretninger Nr. 40 og 41 1) føie den Bemærkning, som jeg fandt mindre paa rette Sted i en officiel Skrivelse, at Grev Bismarck, da jeg saa ham, bar øiensynlige Spor af at være i meget slet Humeur, ligesom han overhovedet forekom mig ikke at være vel. Mine Colleger, som have seet ham, sige mig ogsaa, at han skjøndt altid lige høflig, efter sin Hjemkomst fra Felttoget, i sit hele ydre Væsen for dem har baaret Præget af en besynderlig Stramhed. Maaskee er det dette, der ogsaa har ladet ham synes mindre tilgjængelig da jeg saae ham. Men jeg bliver i ethvert Tilfælde ved min Anskuelse, at det Positive vi have at gjøre, maa skee i Paris; thi for vor egen Skyld faae vi Ingenting her.
Forresten ligger Tingen maaskee længer ude i Fremtiden end vi have troet. For det Første skal jo Freden sluttes med Østerrig og Italien, og for det Andet skal der ogsaa sluttes Fred med Tydskland, og det nye Nordtydskland skal organiseres. Hvilken Plads vor Sag skal have i denne Rækkefølge, kunne vi ikke afgjøre; den bliver vel snarere bestemt enten af Preussen alene, og det er da vel et Spørgsmaal om Preussen vil ile hermed, eller den bliver bestemt af ydre Hensyn saasom af Hensyn til Frankrig, og da vil det vels. 252blive afhængigt af hvilke Øiemed Frankrig kan ville forbinde dermed.
Man venter Freden med Østerrig i disse Dage; men der er dog dem der tvivle herpaa, især fordi der synes at vise sig Vanskeligheder fra Italiens Side. Freden med Tydskland har man derimod ikke saamegen Tillid til, og især venter man store Vanskeligheder af den omfattende Reorganisation af Nordtydskland. Her er der Mange som troe at Bismarck vil strande, idet de sige, at han vel kan omstørte, men ikke saa godt forstaaer at skabe. I Forbindelse hermed begynder man ogsaa atter at tale om at Bismarcks Uvenner ved Hoffet atter hæve Hovedet noget, og at han i det Hele er omgivet af alle Slags Vanskeligheder, mange flere end man skulde troe efter det Meget han dog har udrettet for Preussens Hæder og Magt for Tiden. Mange vente helleringen Forsoning mellem Landdagen og Regjeringen og troe derfor at de indre Forviklinger i Preussen ville blive bittrere og værre end nogensinde. Idag vælges Præsidenten i andet Kammer og man ventede igaar at Grabow vilde blive valgt. Det vilde være et slemt Indicium. De Conservative ere ikke enige.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 13. August 1866.
[.Meddelelser omVaabenhvile og Fredsforhandlinger.] Som jeg erfarer, bestræber den preussiske Befuldmægtigede sig for en Forandring eller Udeladelse af den i Art. III Nordslesvig vedkommende Passus.
den 14. August
Jeg har netop erfaret af Grev Mensdorff, som jeg søgte forgjæves igaar, at den preussiske Regjerings Bestræbelse ved Fredsunderhandlingerne nærmest gaar ud paas. 253Udeladelsen af den Sætning af Art. III, som bestemmer, at fri Afstemning skal finde Sted i Slesvig. Jeg gjorde Greven opmærksom paa, at den preussiske Regjering derved vilde naae, at det udelukkende kom til at beroe paa dens egen Villie, hvormeget eller hvorlidt den vilde aftræde af Slesvig til Danmark. Jeg bad ham derfor holde paa, at Artiklen vedtoges uforandret, eller ialfald at andre retfærdige Bestemmelser bleve trufne, som kunde sikre os Opfyldelsen af det engang Stipulerede i hele det Omfang, som var paatænkt, og som kunde gjengive Danmark saadanne Grændser, som vilde sikkre dets Selvstændighed, Fred i Fremtiden, saavelsom dets commercielle Interesser, i hvilken Henseende Flensborgs Tilbagegivelse var os nødvendig. Den preussiske Fordring er naturligviis lokkende for Østerrig, som nødigt proclamerer Folkeafstemningsprincipet. Grev Mensdorff indrømmede, at Flensborg By altid havde været loyal imod Danmark. Den østerrigske Regjering havde med Glæde for Danmarks Skyld optaget Bestemmelsen om Nordslesvigs Tilbagegivelse i Præliminairerne. Selv havde den dog kun ringe Interesse af Sagen, og det var Frankrigs Forlangende i saa Henseende, som havde været bestemmende for den. Desværre for os var selv Frankrigs Indflydelse i Berlin i stærk Aftagende. Hertugen af Gramont paastod vel, at Grev Bismarck efter en temmelig heftig Modstand var falden til Føie for Keiser Napoleons Forlangende om en Gebeets Udvidelse, overensstemmende med Grændserne af 1814; men hans egne Efterretninger fra Paris lød paa det Modsatte, nemlig at den franske Regjering havde faaet et bestemt Afslag fra Preussen paa den stillede Fordring og lod til at ville finde sig deri. Keiser Napoleons Sundhedstilstand syntes at berøve ham al Handlekraft. Er dette Tilfældet turde der desværre være grundet Frygt for, at Resultatet af Freden kun vil blive lidet tilfredsstillende for vort Vedkommende.
Da jeg forlod Grev Mensdorff traf jeg Hertugen af Gramonts. 254i Forgemakket, og jeg benyttede Leiligheden, til at meddele Ambassadeuren de fra preussisk Side gjorte Vanskeligheder imod en Afstemning i Nordslesvig.
Jeg undlader ikke gjennem Gesandten i Paris at sende Deres Excellence telegraphisk Meddelelse desangaaende.
C. Falbe.
Depeche Nr. 85, modtaget 20. August 1866.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 14. August 1866.
Falbe melder: Preussen fordrer strøget Passus om fri Afstemning i Nordslesvig. Østrig føler sig fristet.
Moltke.
Chiffertelegram; efter den dechiffrerede Afskrift. Originalen findes ikke.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 14. August 1866.
Kjære Quaade! Strax efter min Hjemkomst fra Jylland maa jeg dog bringe Dem min hjertelige Tak for de modtagne Depecher Nr. 40, 41 og 42 saavelsom den fortrolige Meddelelse, thi endskjøndt Resultatet ingenlunde var glædeligt saavel paa Grund af Svarenes Indhold som af Maaden hvorpaa de bleve givne, maa jeg dog ret hjerteligt takke Dem for den hele Maade, hvorpaa De saavel indledede som fortsatte Samtalen, thi det gjelder om trods al uforskammet Behandling ikke et Haarsbred at vige fra sin imødekommende og forsonlige Holdning; at vi ikke kunne vente at finde noget aabent Øre under denne Seiers Tummel, hvor man i Tankerne vist staaer i Begreb med at storme Himmelen, er forklarligt, dog forekommer Ministerpræsidentens nerveuse ogs. 255lidet forekommende Modtagelse i Modsætning til vor i alle Henseender fredelige Optræden under den hele krigeriske Tid kun forklarlig, som en Yttring af hans irritable Sindsstemning, der formodentlig fremkaldes af en Svaghed i egen Position, hvad enten denne nu har sin Grund i Blikket indadtil eller i Forhold til Udlandet, thi der var ingen Grund til at anfalde vort Land under nuværende Forhold, naar Manden ikke var nervøs, thi han kunde med langt mere Nytte og tilsyneladende Anstand, have holdt os hen med tomme Løfter denne Gang ligesom tidligere, skydende sig ind under Umuligheder, som ikke kunne existere for Nogen, der ikke er fuldkommen blind for hans Forhold i de langt vanskeligere Sager, som han har kunnet udføre med Vedkommende. Naar Greven ogsaa personlig raser igjennem sin »Nord. Allgemeine Zeitung« imod mig personlig, da maa dette naturligvis ogsaa have en dybere politisk Grund, thi personlig er jeg ham sikkert ganske ligegyldig og at han for Øieblikket fæster Lid til Blixens og Moltzens løgnagtige Beretninger har naturligvis ikke sin Grund i en større Tiltro til vedkommende Personers Troværdighed for Øieblikket, men [er] fordi dette tjener politiske Interesser. Til et yderligere Beviis paa, hvilken Skurk Moltzen er, maa jeg dog fortælle, at han en af de sidste Dage forinden han forlod Paris sidst henvendte sig til Hoskiær i Paris, 1) som er Commissionair for mig og min Hustru, udgivende sig for min hemmelige politiske Agent i Paris for at erholde en Udbetaling af 600 frcs.; Vedkommende var da lykkeligviis for sit eget Vedkommende saa forsigtig at forlange min Haandskrift idetmindste at see, og dette kunde naturligviis ikke præsteres. . . .
Kan De skaffe mig aldeles paalidelig at vide fra hvem M. faaer Penge, om det er fra Larsen 2) eller fra Blixen og om Sidste jevnlig tilskriver ham, thi denne Oplysning, naar den er aldeles paalidelig, vilde dog kunne ved en eller anden Leilighed være mig til stor Nytte. —
s. 256Desværre er den nuværende Situation ikke lystelig, men i dette som saa meget Andet maa man finde sig med christelig Taalmodighed, og kan jeg kun forsikkre at de kaade Spark, som jeg saaledes jevnlig og daglig modtager og som jeg idetmindste for Øieblikket ikke personlig kan rævse, ikke hidindtil have den ringeste Indflydelse paa min Sindsstemning, der er bleven betydelig styrket ved at indaande i 8 Dage jydsk Luft, hvori der er mere Kraft og hjemlig Tiltrækning end i Toldbodveiens og Amaliegadens forpestede Do., og jeg vil ret af Hjertet ønske Dem at Deres Helbred vil tillade det Samme, thi De vil efter al Sandsynlighed i den nærmeste Fremtid i høi Grad have dette behov. — Jeg glæder mig efter min Hjemkomst atter at modtage Deres smaa Billetter, thi jeg sætter en overordentlig stor Priis paa disse gjensidige fortsatte personlige Meddelelser udenfor den Correspondance der foreligger og kommer til at foreligge i Depecheform. . . .
C. E. Frijs.
Under de nuværende Forhold vil der Intet være til Hinder for at De benytter den Medhjælp, som tidligere er bleven brugt; jeg modtager i dette Øieblik Deres venlige Skrivelse som jeg ved Leilighed skal tillade mig at besvare. —
C. E. F.
Betænkning af J. Regenburg.
[Før 15. August 1866.]
En Afstemning over hele Slesvig vil, som Stemningen er, give et gunstigt Udfald.
En Deling vil berøve os en Del Stemmer, som ville føle sig nøie sammenknyttede med Sydslesvigerne; Sydens Tiltrækningskraft vil blive stærkere jo længere man gaaer mod Syd.
Skal den nordlige Deel stemme under eet, er der imidlertid ingen Fare. Man kunde trække Grændsen fra Slien mod Vest fra Gelting Bugt til Søholm Aa eller andensteds ogs. 257være vis paa at den nordfor liggende Deel med stort Flertal vilde stemme for Tilknytning til Danmark.
Skal der derimod dannes Belter og Afstemningen foregaa beltevis, som forudsættes, da kan det sydlige Belte blive tvivlsomt, og der maa gaaes frem med nogen Forsigtighed.
Noget kommer herved an paa om Afstemningen begynder Nord fra eller Syd fra.
Begynder Afstemningen Nord fra, da vil Udfaldet, der i det nordlige er afgjort dansk, virke paa det sydligere og det vil da være rigtigt Syd for den Grændse, som man vil være vis paa om muligt endnu at danne et sydligere Belte. Udsigten til at dette kunde komme med vilde virke heldigt paa det nordfor liggende.
Skal Afstemningen begynde Syd fra, saa maatte man være vis paa, at det sydligste District strax stemte i dansk Retning. 1)
Der kunde ogsaa tænkes en Afstemning paa samme Dag samtidig for alle Belter. I saa Fald vilde det dog omtrent stille sig som i første Tilfælde og være rigtigt at danne et sydligt Belte om muligt.
Gaar man — som bleven forudsat ud fra, at det nordlige Belte vil blive dannet af Districtet fra Kongeaaen til en Linie fra Aabenraa lige mod Vest ud i Vesterhavet der vilde indeslutte Romø, og det næste af et District fra lige Syd for indtil en Linie, der vilde gaa fra Flensborg Fjord omtrent ved Hønsnap indtil Frederikskogens sydlige Dige og ud i Vesterhavet indfattende Sild, der for Listerdybets Skyld har materiel Betydning for Vestkysten, saa maatte det næste Belte formentlig omfatte Munkbrarup med Lyksborg, Rylskov, Adelby, Flensborg, Bov, Hanved, Valsbøl, Medelby, Ladelund, Sønderløgum og Aventoft, og for det Tilfælde at Afstemningen kom til at foregaa Syd fra, maatte man maaske lade sig nøie hermed, hvorimod man, hvis Afstemningen kunde foregaa Nord fras. 258eller blev foretaget samtidig, vilde søge at danne et sydligere Belte, fra Ohrfeld (Udmark) Hav til Udløbet af Søholm Aa, med Før og Amrom. — Kunde det tænkes at man kunde komme endnu sydligere, da vilde et femte Belte kunne dannes indtil Slien.
17
At Flensborg maa regnes til Nordslesvig blev i 1849, da der skulde drages en Demarkationslinie erkjendt fra alle Sider 1). Og at med Flensborg maa følge hele Fjorden, som staaer under Byens Jurisdiction samt en Del af Nord Angel blev ligeledes erkjendt. Paa den anden Side blev Tønder regnet til Sydslesvig og Demarkationslinien fra Tønder til over imod Flensborg dengang draget meget uheldig. Skulde man altsaa være nødt til at tage denne Demarkationslinie som Udgangspunct for en Deling af Slesvig, og dette var efter Præcedentserne fra 1849 vel det yderste Preussen kunde forlange, saa maatte man maaske opgive Stenberg, Nykirke, Kvern og Grumtoft samt om endelig fornødent Rylskov, der laa Nord for Demarkationslinien af 1849 og derfor erholde Hanved, Valsbøl, Medelby, Ladelund, Sønderløgum og Aventoft m. m. der laa Syd for Linien. Rimeligst var det dog at tage det Punct, hvor Demarkationslinien støder til Østersøen (Orfeld Haf) til Udgangspunct og derfra at drage en Linie lige mod Vest. —
Det er af Vigtighed at der dannes en upartisk Autoritet som leder Afstemningen og paaseer, at de nuværende Embedsmænd og det preussiske Militair ikke blande sig i Sagen. Derimod er det i og for sig ikke farligt at lade de preussiske Garnisoner blive, og skjøndt Embedsstanden snarere maatte ønskes bort, antages det dog at der ikke vil være nogen Fare ved dens Forbliven, som dog neppe kan hindres.
Om det er rigtigt at lade afstemme hemmeligt eller offentlig, er vanskeligt at sige. Stemmerne er delt. I Flensborg vil man helst have offentlig Afstemmen og gjør Regning paa 7/8 Stemmer; i Tønder vil man helst have hemmeligs. 259Afstemning og mener at Terrorisme fra de gamle Agitatorer ellers vil hindre et heldigt Udfald. I Virkeligheden ligger der neppe synderlig Vægt herpaa, saafremt ellers Friheden i alle Forhold er lige for begge Parterne.
Uunderskreven og udateret, med J. Regenburgs Haand.
Memoire fra Udenrigsministeriet.
Copenhague, 15 août 1866.
Les préliminaires de paix, convenus entre la Prusse et l’Autriche et signés le 26 juillet à Nicolsburg, portent dans l’article 3 que
»les populations des districts du nord du Slesvig seront de nouveau réunies au Danemark, si elles en expriment le désir par un vote librement émis.«
1.
Il serait conforme aux principes de la nationalité et du libre arbitre des populations, que les habitants du Slesvig tout entier fussent appelés à voter sur leur sort, car les nationalités danoise et allemande sont confondues et enchevêtrées dans le duché de manière à rendre arbitraire toute ligne préalablement tracée, et dans le midi même du pays de nombreuses voix se déclareraient en faveur de la réunion avec le Danemark. Si néanmoins on ne veut accorder qu’à une partie des Slesvigois la faculté de disposer d’euxmêmes, la ligne de démarcation doit au moins comprendre toute cette partie du duché, où il y a, non pas la probabilité, mais la certitude presque que les habitans repoussent l’idée d’une annexion à la Prusse, même dans les circonstances actuelles, où un avenir si brillant semble s’ouvrir à cette puissance. En même temps cette ligne doit s’adapter à la configuration géographique, pour réaliser, dans la mesure du possible, les exigences d’une bonne frontière d’état.
Sous le double point de vue de la nationalité et d’une frontières. 260naturelle la ligne la plus satisfaisante est sans aucun doute celle qui, partant de la baie de Gelting rejoint et suit la rivière de Søholm. Il serait possible de prendre pour démarcation une autre ligne plus vers le nord, savoir celle qui pourrait être tracée de Munkbrarup au sud de Flensbourg et aboutirait à Hvidaa, mais la seule raison qui parlerait en faveur de ce dernier choix, c’est que le district renfermé entre ces deux lignes contient incontestablement plus d’élémens allemands que la contrée, à laquelle il confine au nord. Or, comme il ne s’agit que d’une interrogation du sentiment de la population et non d’une cession pure et simple, il ne semble pas, qu’au point de vue allemand il puisse y avoir d’inconvénient à faire voter ce district, surtout s’il est consulté indépendamment et comme une zone séparée.
17*
A partir de la ligne de Flensbourg, le nord du Slesvig pourrait etre consulté comme une totalité. Toutefois si l’on craint que, par suite de cette manière de procéder, l’élément allemand, naturellement plus nombreux vers le sud que dans le nord de ce district, ne soit injustement débordé par la forte majorité des danois, plus condensés dans les districts septentrionaux, cette contrée pourrait être divisée en trois zones qui voteraient chacune séparément.
La première zone embrasserait le territoire, situé entre la ligne de Flensbourg et une autre, allant de Graasteen à Aventoft, où elle rencontrerait la rivière de Hvidaa. La seconde s’étendrait jusqu’au sud de la ville d’Aabenraa et à la ligne tracée depuis ce point jusqu’au sud de Hoyer, où elle rejoindrait la rivière de Hvidaa. La troisième zone enfin contiendrait le reste du territoire jusqu’à la frontière actuelle.
Ainsi la première zone comprend la ville de Flensbourg. S’il est vrai, comme il a été prétendu, que cette ville désire l’union avec la Prusse, elle aura toute faculté de faire valoir librement son opinion puisque, dans la même zone qu’elle, ne sont comprises que quelques paroisses de campagne,s. 261dont le vote serait nécessairement absorbé par celui de la ville. Si par contre elle préfère la réunion avec le Danemark, cet état obtiendra la frontière qu’exige son système commercial, sans que l’Allemagne perde par la cession d’une ville, qui en cas d’une union avec ce dernier pays ne manquerait pas d’être complètement séparée de ses débouchés commerciaux et par conséquent bientôt ruinée. La seconde zone comprend le Sundeved et l’île d’Als et offre seule les conditions nécessaires d’une défense militaire pour le Danemark. La troisième enfin est celle que, déjà à la Conférence de Londres, le gouvernement prussien se déclarait prêt à laisser au Danemark.
Pour ce qui est des îles de la mer du Nord, elles pourraient être admises à voter, soit ensemble et comme totalité, soit séparément de telle sorte que Romø, Silt, Føhr et Amrom formeraient chacune un district à part, soit enfin conjointement avec les zones respectives de terre ferme de manière à ce que les deux dernières voteraient avec la zone de Flensbourg, le Silt avec celle de Sundeved et le Romø avec celle de Aabenraa.
2.
Pour que le vote s’opère avec les garanties nécessaires il faudrait que la direction de cet acte fût confiée à trois commissaires, un prussien, un danois et un français, nommés par les gouvernemens respectifs. Dans chaque paroisse de campagne et dans chaque ville les commissaires prussien et danois désigneraient chacun un délégué, pris parmi les habitans de la localité, et ces deux sous-commissaires dresseraient ensemble la liste des électeurs de la paroisse ou de la ville. Pour être porté sur cette liste, il faut avoir 25 ans accomplis, n’avoir pas été frappé d’une condamnation déshonorante, n’être pas placé sous tutelle, ni se trouver en état de faillite, n’avoir pas reçu de secours de l’administration de l’assistance publique, sauf le cas de remboursement postérieur; il faut enfin être né ou être domicilié depuis 10s. 262ans dans la partie du Slesvig appelée à voter. Toute contestation surgissant à propos de ces listes serait déférée en dernière instance aux trois commissaires supérieurs réunis.
Le scrutin s’ouvrirait le même jour dans chaque paroisse et chaque ville. Tout électeur, porté sur la liste, donnerait publiquement son vote au protocole, tenu en double par les deux sous-commissaires. Tous ces protocoles seraient ensuite envoyés aux 3 commissaires supérieurs qui procéderaient ensemble au dépouillement des votes par zones, en se faisant assister par un certain nombre de sous-commissaires, qui contrôleraient la régularité des procédés. Les individus, qui ayant le droit de voter par leur naissance dans la partie septentrionale du Slesvig, ont cessé d’y avoir domicile, enverraient leur vote, accompagné de leur extrait de baptême et les autres pièces nécessaires directement au commissaire prussien ou danois. Ces votes seraient inscrits dans un protocole spécial, tenu par les trois commissaires supérieurs.
Le dépouillement des votes achevé, le résultat pour chaque zone serait définitivement proclamé par les trois commissaires supérieurs.
3.
Dans l’intérêt de la liberté du vote, il sera désirable, que les districts admis à se prononcer, soient évacués préalablement par les troupes prussiennes ou du moins il leur devra être rigoureusement enjoint de s’abstenir de tout acte d’intervention directe ou indirecte dans l’opération. Il devrait en être de même pour les autorités civiles et écclésiastiques, auxquelles il serait expressément défendu de se mêler d’une manière quelconque du vote, si ce n’est que l’employé, étant électeur en conformité des règles fixées, soit naturellement admis à donner son propre vote. Enfin il faudrait que le droit de se réunir et de discuter librement ensemble sur le vote, fût accordé aux électeurs à partir du moment, où les préparatifs pour l’élection auraient commencé,s. 263avec la restriction, bien entendue, que ces réunions ne donneraient lieu à aucune perturbation de la tranquillité publique. Toute contestation s’élevant au sujet des points susmentionnés serait portée en dernière instance devant les trois commissaires supérieurs, qui dans ces questions comme dans toute autre décident d’après la majorité.
Koncept med. P. Vedels Haand. — Et Referat af denne Memoire er trykt i Jessen: L’intervention S. 137 f.
Konfidentielle Motiver til Memoiren af 15. August 1866.
15. August 1866.
Hvor følgerigtigt og overeensstemmende med de faktiske Forhold i Slesvig det end vilde være, at den paatænkte Folkeafstemning i Hertugdømmet kom til at omfatte hele Landet, maa det dog efter Fredspræliminærernes Artikel 3 antages for utvivlsomt, at en Demarkationslinie skal begrændse den Deel af Slesvig, der skal høres. — Af de tvende i Memoiren foreslaaede Demarkationslinier er Geltinglinien væsentligt opstillet for at giøre det desto lettere at holde paa Flensborglinien, og den egentlige Fordeel, som Opnaaelsen af Geltinglinien kunde medføre, vilde være at forøge Oplandet for Flensborg og Udsigten til, at dette kunde følge den nordligere Deel i Gjenforeningen med Danmark, vilde sandsynligvis udøve en gavnlig Indflydelse paa Afstemningen navnlig i Flensborg. Men i og for sig er Flensborglinien den, der bedst stemmer med de nationale Forhold og tilfredsstiller Danmarks vigtigste Interesser.
Sammenlignet med Slienlinien, som de neutrale Magter paa Londoner-Conferencen erkjendte for at være den rimeligste Grændse, eller med Flensborg-Husumerlinien, som Keiseren af Frankrig i sin Tid anbefalede, er Flensborglinien betydeligt gunstigere for Tydskland. Og da der i 1849 skulde drages en Demarkationslinie, anerkjendtes det fras. 264alle Sider, at Flensborg maatte regnes til Nordslesvig og at med Byen maatte følge hele Fjorden, der staaer under dens Jurisdiction, samt en Deel af Nord-Angeln. Den nu foreslaaede Flensborglinie falder omtrent sammen med den dengang vedtagne Demarkationslinie, kun med de Forskjelligheder, som blive fornødne, naar sidstnævnte Linie eventuelt skulde blive Rigsgrændse. Paa den ene Side er saaledes Byen Tønder samt Sognene Handved, Valsbøl, Adelby, Ladelund, Sønderløgum og Aventoft medtagne, hvorimod paa den anden Side Steenberg, Nykirke, Kvern og Grumtofte samt om fornødent Rylskov udelukkes. Den saaledes fremkomne rectificerede Flensborglinie er ansat paa vedlagte Kort 1). Friserland holdes fuldstændigt udenfor og Hvidaaen danner den vestlige Grændse kun med den ringe Undtagelse, at et lille Stykke Land Syd for denne Aaes Udløb (Frederikskogen) medtages, fordi det tilhører Byen Hoyer.
Aarsagen til at Landet Nord for Flensborglinien ikke foreslaaes adspurgt under Eet men i 3 Zoner, er den, at et saadant Arrangement maa antages at have størst Udsigt til at vinde Preussens Bifald fordi derved den stærke danske Majoritet i den nordligste Zone ikke vil komme til at virke bestemmende paa Udfaldet i de 2 andre Zoner, og navnlig ikke i Flensborg Zonen, hvor man i Preussen vistnok smigrer sig med at raade over et betydeligt Antal Stemmer. Paa den anden Side antages det at de danske Interesser ikke udsættes for nogen synderlig Risico ved en saadan Afstemning i Zoner, idet man i Flensborg selv regner paa at 7/8 af Befolkningen i Byen vil stemme for Gienforeningen med Danmark.
Bestemmelsen af de 3 Zoner følger naturligen af Forholdene og finder tildels Støttepunkter i de tidligere Forhandlinger. Aabenraa-Zonen har altid været anseet for et simpelt Appertinens til Jylland og tilbødes os ved Londoner-Conferencen af de tydske Befuldmægtigede. Als-Sundeved-Zonens. 265indeholder den for Danmarks militære Forsvar absolut nødvendige Linie, medens den for Preussen alene kan have Interesse som offensiv Stilling, og det fortjener at erindres, at de tydske Befuldmægtigede i London erklærede sig villige til hjemme at anbefale dens Afstaaelse til Danmark, dersom Sagen dermed kunde være afgiort. Endelig repræsenterer Flensborger-Zonen den commercielle Interesse, og dens Erhvervelse er i denne Henseende ligesaa nødvendig for Danmark som omvendt Foreningen med dette Land er en Livsbetingelse for Byen. Vesterhavsøernes maritime Betydning for Danmark er øjensynlig, navnlig er Besiddelsen af Silt vigtig for List, der som bekjendt tidligere aldrig har hørt til Slesvig og som vilde kunne afgive den bedste Havn i Nordsøen.
Betingelserne for at deeltage i Afstemningen ere væsentligen affattede efter de tydske Rigsvalglovbestemmelser der af den preussiske Regering rimeligvis ville blive lagte til Grund for de forestaaende Parlamentsvalg og derfor vel neppe ville finde videre Modstand. At de i Nordslesvig fødte men ikke længere bosatte Personer ere medtagne som Vælgere, skyldes navnlig fransk Forbillede, men er i praktisk Henseende uden Betydning, ligesom det heller ikke er af synderlig Vigtighed om Domicilets Varighed sættes til de sidste 5 eller til 10 Aar. — Hvad Afstemningsmaaden angaaer, er det af stor Vigtighed at Stemmegivningen foregaaer overalt paa samme Dag, og en anden Fremgangsmaade kunde let tjene til at fremme Agitationen og influere paa en for os farlig Maade paa Resultatet. Derimod synes det at de Dansksindede foretrække at der afstemmes offentligt og ikke hemmeligt. Endelig er det stemmende med Sagens Natur at de preussiske Tropper fjærnes under Afstemningen, men det er dog saa langt fra at man i Slesvig nærer nogen Frygt for at Troppernes blotte Nærværelse skulde virke skadeligt, at det endog fra flere Sider er giort giældende, at Forbittrelsen hos de Dansksindede er saa stor at man kan befrygte Uroligheders. 266og navnlig Embedsmændenes Forjagelse, saasnart Troppernes Nærværelse ikke længere holdt Befolkningen tilbage.
Koncept med P. Vedels Haand; med den her angivne Overskrift.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Copenhague, 15 août 1866
M. le Comte.
Vous verrez par le rapport de M. de Quaade, que je joins en copie, de quelle manière M. de Bismark a accueilli les ouvertures que conformément à mes ordres le Ministre du Roi à Berlin a tentées auprès de lui au sujet de l’article des préliminaires relatif à la rétrocession éventuelle d’une partie de Slesvig. Le Ministre-président prussien ne dissimule pas que c’est à son grand regret que la disposition dont il s’agit a été insérée dans les préliminaires, qu’il fera de son mieux pour l’exclure de la paix définitive, et que, s’il ne réussit pas dans cet effort, il tâchera de l’éluder dans l’exécution ou au moins de ne l’appliquer que dans la mesure la plus restreinte.
Dans ces circonstances je ne peux qu’approuver l’opinion de M. de Quaade, que pour le moment nous ne pouvons rien obtenir à Berlin par nos propres efforts et qu’il n’y a que le gouvernement impérial qui puisse vaincre la résistance de M. de Bism. Je vous prie de faire connaître confidentiellement à S. E. M. Drouyn de Lhuys le contenu du rapport de M. Quaade et de m’informer de la manière dont le Ministre envisagera la position que nous fait l’attitude prise en dernier lieu par le Ministre-président prussien.
Dans un mémoire succinct que vous trouverez ci-joint, j’ai jugé opportun de préciser les vues du gouvernement du Roi relativement aux différentes questions qui se rattachent à l’exécution de l’art. 3 des préliminaires. Vous êtes autorisés. 267à communiquer confidentiellement ce mémoire à S. E. le Ministre, en l’accompagnant des éclaircissemens que vous trouveriez nécessaires. Je conçois que dans la phase actuelle du travail de réorganisation que subit l’Allemagne d’autres intérêts que celui de procurer une réparation équitable à la nationalité danoise doivent solliciter l’attention du gouvt. imp. mais je suis convaincu que la sympathie avec laquelle l’Empereur a constamment embrassé notre cause, ne s’en trouvera pas amoindrie, et si ce mémoire ne peut servir dans ce moment même pour un but pratique immédiat il faut espérer que dans la suite il ne manquera pas de se produire des occasions où le gouvernement imp. jugera à propos de faire valoir les argumens qu’il contient.
Veuillez lire cette dépêche à S. Ex. M. Drouyn de Lhuys.
Koncept med P. Vedels Haand. — I Randen staar: copie (Rapport Nr. 40 af 9. August).
Udenrigsminister Grev Frijs til General Bülow, Gesandt i
London
, og Baron Plessen, Gesandt i St. Petersborg.
Kjøbenhavn, 15. August 1866.
Uagtet Fredspræliminærerne mellem Østrig og Preussen som (Titl.) bekjendt indeholder et for os gunstigt Forbehold er det dog at forudsee at endnu mange Vanskeligheder ville være at overvinde før vi kunne haabe et kun nogenlunde tilfredsstillende Resultat. Preussens første Bestræbelse vil utvivlsomt være rettet paa at denne Bestemmelse ikke optages i den endelige Fred og hvis dette ikke lykkes, at den i Udførelsen bliver saa betydningsløs som muligt.
Jeg billiger ganske den Maade paa hvilken (Titl.) har udtalt Dem om Sagen til Udenrigsministeren, skjøndt jeg destoværre ikke tør haabe at vi ville kunne vente nogen videre aktiv Bistand fra (Englands—Ruslands) Side under nærværende Forhold. Da Øieblikket imidlertid kunde komme hvor man maaskee mere virksomt vilde gribe ind i Begivenhederne,s. 268vil De giøre vel i ved given Leilighed at bringe vort Krav paa en retfærdigere Afgiørelse i Erindring, og i saa Henseende vil De i den identiske Note af 5. Juni d. A. samt den til det (engelske-russiske) Cabinet rettede confidentielle Depesche af samme Dato finde det fuldstændige Udtryk for hvad vi fremdeles maae fastholde som nødvendigt for at vor Fremtid kan ansees nogenlunde sikkret.
Koncept med P. Vedels Haand.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 15. August 1866.
Jeg takker Deres Høivelbaarenhed for Deres Depescher Nr. 40, 42 og billiger fuldstændigt den Maade paa hvilken De har indledet og gjennemført Deres Samtale med Grev Bismarck. Under nærværende Omstændigheder antager jeg ligesom De at der for Øieblikket Intet kan udrettes ved at vi paany bringe Sagen paa Bane hos det preussiske Cabinet. Derimod har jeg tilskrevet Grev Moltke og sendt ham confidentiel Afskrift af Deres Depesche med Paalæg om at gjøre Hr. Drouyn de Lhuys bekjendt dermed. Ligeledes har jeg tilstillet ham et Memorandum med Motiver som De vil finde hoslagt. Uagtet det er meget tvivlsomt om dette Aktstykke for Tiden vil have praktisk Betydning, har jeg dog troet at burde overlade til Grev Moltke at meddele Memorandumet til det franske Cabinet, da det forhaabentlig senere vil kunne tjene til at fremme Sagen, og da det er foranlediget ved en Samtale, som Grev Moltke for nogen Tid siden har havt med Hr. Drouyn om Udførelsesmaaden af Artiklen i Fredspræliminærerne. For Deres Høivelbaarenheds Vedkommende vil del oplyse Dem om hvorledes den kongelige Regering kan ønske at en Afstemning maatte udføres og ikke være uden Interesse m. H. t. Deres eventuelle Samtaler med Hr. Benedetti og andre velsindede Diplomater.
Koncept med P. Vedels Haand.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 16. August 1866.
Kjære Quaade! Nok engang Tak for Deres Depecher saavelsom for det sidst modtagne Brev, hvoraf det fremgaaer, at Stemningen synes at være bleven lidt bedre; heri vil der naturligviis foregaae en uendelig Mængde Svingninger, og hvad Enden derpaa vil blive, ligger naturligviis i Guds Haand; vi kunne ikke ved Magt erhverve Noget tilbage for Øieblikket, og det synes aldeles vist, at hverken Bismarck, Kongen eller det tydske Folk i sin Seiers Ruus føler nogensomhelst Opfordring til at gjøre gjort Uret god igien, navnlig at udvise Billighed imod det danske Folk, hvorimod det snarere lader til efter Yttringer i Bismarcks Organ, som om man ønskede at fortsætte sin Quælingsproces imod vort lille Folk ved at ville kaste sig over den jydske Halvø ogsaa; — Seier og Medgang lade ikke til at befordre Udviklingen af det tydske Folks gode og ædle Egenskaber. — Vi ville, hvis nogen bedre og naturligere Grændse kan erholdes for Danmark, altsaa kunne vente fra den preussiske Regjerings Side ikke at blive behandlet paa en høimodig Maade, men at der vil blive tinget om hver Indrømmelse, og jeg beder Dem ikke at tabe Taalmodigheden, thi ved Udholdenhed og Seighed er man dog tidt istand til at erhverve Noget selv fra en kraftfuld og snu Modstander. —
De kjender tilfulde min Hovedbetragtning, at jeg anseer det for i høi Grad ønskeligt og dette endog for den Store og Mægtige, at vi kunde komme til at leve i god Forstaaelse med vor Nabo Preussen, og dette afhænger ene og alene af den selv, thi den kan ved at indrømme os Slesvig med en Linie Syd for Flensborg sikkert tilfredsstille os og dog beholde det af Byttet, som har den væsentligste Betydning; jeg veed vel, at Carl Scheel-Plessen, understøttet af andre betydende Mænd, arbeider stærkt herimod, foregivende at dette ikke engang er i Danmarks Interesse, — en Overløbers Interesses. 270for sit gamle forladte Fædreland kan for det Første aldrig være stor, hvorimod det følger, at hans Iver for den nyvalgte Konge og det nye Fædreland maa være overdreven; og den Paastand, som jeg veed, at han gjentagende fremsætter, at han er Slesvig-Holstener, er fuldstændig falsk, thi han er dansk Stamhuusbesidder og eier ikke en Fodsbred tydsk Jord, med Undtagelse af det Huus, han siges at have kjøbt i Altona; i den Henseende behøver Preussen virkelig ikke at være vor Curator, thi vi skulle ved Administrationen nok vise at man ikke behøver at være en mægtig Stat for at kunne have den største Mængde af lykkelige Statsborgere. Nogen udtrykkelig og detailleret Instruction til Dem forudseende alle de forskjellige Propositioner, der kunde fremstaae og fremsættes, er en Umulighed at give, men De veed, at i selve Maaden at tage den hele Sag paa, er det for mig en væsentlig Betragtning at for en lille Stat, der ikke ved Vaabenmagt kan sætte sin Villie igjennem, er Loyalitet og Ordholdenhed, ingen Gaaen paa Kattekløer, den væsentlige Basis for en klog Politik, thi det er kun herigjennem, at dets Tilforladelighed kan faae nogen Betydning ved indtrædende Criser. Det følger af sig selv, at den ved at vælge feil risquerer at blive knuust; den Risico kan den Lille aldrig undgaae, thi det gjelder i Staternes Liv som i det individuelle Liv, at de smaae Tyve hænger man, de Store lader man løbe, fordi de ere for tunge for Galgen, og det er da altid bedre for det lille Folks hæderlige Behandling og Eftermæle at falde for Overmagten end at fanges i sine egne Garn, og jeg er ved Behandlingen af de muligviis forestaaende difficile og indviklede Forhold aldeles overbeviist om at ville finde i Dem en Mand, der ikke har Evnen til at udføre alene hvad der paalægges ham, men som altid stræber at gjøre Noget mere, men som ogsaa i det foreliggende Tilfælde fuldkomment i Et og Alt deler min Anskuelse; og det bliver saa meget lettere at udføre Alting, fordi man er sikker paa at alle Hovedgrundlag for Betragtnings. 271af, hvad der tjener til Fædrelandets Bedste, er fælleds og eens for os. Da jeg med den største Aabenhed skal fremsætte, om jeg maatte finde nogen Uovereensstemmelse i Opfattelse mellem Dem og mig, venter jeg ogsaa lignende Tillid og Aabenhed fra Deres Side, og kan jeg efter et vidt muligt nøie Kjendskab til mig selv forsikkre Dem om, at jeg til Almindelighed ikke er indtaget i mine egne Ideer og Opfattelse, men at jeg bilder mig ind at have den aandelige eller rettere Carakteerbeskaffenhed, at jeg vedblivende, jeg haaber indtil min Dødedag, kan fortsætte at belæres. — Den hyppige private Correspondance anseer jeg under disse Tider for absolut fornøden for at man gjensidig kan følge med hinandens Opfattelse og Udvikling Politiken vedrørende og jeg beder Dem derfor fortsætte 1 à 2 Gange om Ugen.
C. E. Frijs.
Direktør P. Vedel til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Torsdag. [August 1866.]
Kjære Kammerherre.
Tak for Deres Brev hvor lidet glædeligt det end var. Memoiren til Moltke er navnlig fremkaldt ved en Samtale mellem ham og Drouyn. 1) Hvorfra Indep. Belge havde Efterretningen om Memoiren kan jeg ikke ane, thi her er det ikke bekjendt for Andre end forDotézac, som sikkert ikke har sagt det til Nogen. I et Brev til Grev Frijs har De begiært foreløbige alternative Instructioner eller idetmindste Antydninger om hvad Regeringen her kunde ville gaae ind paa samt statistiske Data. Vil De opgive mig lidt udførligere hvad De i saa Henseende ønsker, skulle vi stræbe efter at opfylde Deres Forlangende. — Det er Skade at det nu rimeligvis for det Første vel ikke bliver til Noget med Afstemning this. 272der er den mageløseste Stemning for os for Tiden i Slesvig. Jeg har hørt Noget om at en Deputation er reist til Berlin for hos Kongen at bede om at blive gienforenede med Danmark. Det kommer især fra Als, Sundeved og Flensborg. 1)
Heydebrandt er nu bleven saa stiv som en Ildtang, og har nylig været ubehagelig i en Samtale med Grev Frijs. Han siger til sine Colleger at der slet Intet er om Slesvigs Deling. Mon han har Ordrer hjemmefra?
P. Vedel
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 17. août 1866.
Monsieur le Comte,
J’ai vu hier M. Drouyn de Lhuys et lui ai fait part de la communication qui m’était parvenue de Vienne touchant les efforts que ferait le gouvernement prussien pour obtenir la concession, dans l’instrument définitif de paix, du passage de l’article III des préliminaires, relatif à l’application du suffrage universel dans le Slesvig du Nord. — M. le Ministre des Affaires étrangères me dit qu’il avait également été informé par M. le duc de Gramont que le cabinet de Berlin agirait dans ce sens, et qu’il avait déjà adressé à cet ambassadeur ainsi qu’à M. Benedetti, qui avait quitté Paris la veille pour retourner à son poste, des instructions leur enjoignant de chercher à maintenir les stipulations de l’article
III des préliminaires. »Les engagements n’ont plus de nos jours une grande valeur«, — ajouta Monsieur Drouyn de Lhuys — »toutefois il me semble impossible que la Prusse, quelque peu compte qu’elle tienne des autres puissances, veuille en définitive rompre un engagement qu’elle a pris vis-à-vis de l’Empereur et de l’Europe toute entière.«
Ayant eu l’occasion de dire à M. Drouyn de Lhuys que d’après des informations très sérieuses qui m’étaient parvenuess. 273de Copenhague, le résultat d’une votation dans le Slesvig avec une ligne de démarcation tirée au midi de Flensbourg vers l’est, ne saurait être douteux, le Ministre me répondit que le Consul de France à Kiel lui avait écrit dans le même sens, et qu’il ne serait pas étonnant que la connaissance et la crainte de voir un tel résultat se produire, au cas où l’on consulterait les populations, eût poussé le cabinet de Berlin aux démarches qu’il vient de faire aux fins de modifier les termes de l’article III des préliminaires.
L. Moltke-Hvitfeldt.
Modtaget 23. August 1866.
Etatsraad Regenburg til Direktør P. Vedel.
18. August 1866.
Høistærede Etatsraad.
Den paatænkte Deputation er da i det sidste Øieblik gaaet istykker; — 2 flensborgske Medlemmer ere her, for at faa at vide, om det er ønskeligt at Sagen optages igjen. — Jeg har lovet dem Besked paa Mandag. Er der Anledning til at opmuntre dem, eller er det ligesaa godt at lade Sagen falde?
A. Regenburg.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 19. August 1866.
Herr Greve,
Deres Excellences Telegram af 16de dennes har jeg havt den Ære at modtage. Den Meddelelse jeg, som berettet under 13de dennes, gav Hertugen af Gramont om de Vanskeligheder, der gjøres fra preussisk Side imod, at Sætningen om fri Afstemning i Slesvig optages i Fredstraktaten, foranledigede ham til, ufortøvet at underrette sin Regjering derom. Jeg haaber, at min samtidige Meddelelse til Grev Moltke om Sagen vil have sat ham istand til, at paavirkes. 274den franske Regjering, saa at denne under den dobbelte Indflydelse har gjort Skridt i Berlin, for at bevæge den preussiske Regjering til, at opretholde det i Fredspræliminairerne nedlagte Princip. Jeg har samtidigt ingen Leilighed forsømt, for at stemme den keiserlige Regjering til Fasthed i dette Punkt, uagtet jeg ikke tør gjøre mig synderlige Forventninger om, at dette vil kunne lykkes mig udover et vist Punkt. Østerrig er vel den eneste Regjering, ligeoverfor hvilken Preussen er skriftligt forpligtet i denne Sag; men dets Stilling efter det ulykkelige Felttog er naturligviis en saadan overfor den sidste Magt, foruden at den keiserlige Regjering er betagen af en saadan Slaphed, at den ikke med nogen Kraft eller synderligt Held vil kunne udøve en decisiv Indflydelse paa Spørgsmaalet. Den har samtidigt saamange egne Interesser at forsvare og at varetage, at det paa ethvert Stadium af Forhandlingerne maa befrygtes, at den vil give Kjøb i en Retning, der kun interesserer den middelbart og i en underordnet Grad, om ikke maaskee for at opnaae Fordele for sig selv i andre Retninger, saa dog for ikke at compromittere selve Fredsslutningen. . . .
18
Da jeg igaar talte med Grev Mensdorff havde han netop modtaget fra Baron Brenner Rapporter om Forhandlingernes Gang, der laae foran ham. Han havde endnu ikke gjennemlæst dem, men bladede i dem og sagde mig, at han saae, at der fra preussisk Side endnu stodes paa Udeladelsen af Folkeafstemningen i Slesvig. Baron Brenner yttrede sig dog ikke videre om Sagen, og Grev Mensdorff kunde derfor ikke oplyse mig om de Grunde, der bragte den preussiske Regjering til, at ville afvige i dette Punkt fra det engang Vedtagne, eller om dens nærmere Hensigter om den Maade, hvorpaa den agter eller har tænkt sig at opfylde Forpligtelsen, til at cedere den nordlige Deel af Slesvig til Danmark. Jeg har med ikke ringe Møie opnaaet atter at see Grev Mensdorff idag, og han sagde mig da, at han havde nogenlunde Haab om, at Artiklen vilde blive opretholdt. Hans. 275havde i Sagens Interesse anmodet Hertugen af Gramont, om at opfordre sin Regjering, til at gjøre nye Skridt i Berlin imod den paatænkte Forandring.
Hertug Gramont har desværre ikke synderlig Tillid til, at Udfaldet af Forhandlingerne vil blive et saadant, som vi maa ønske det. Han troer, at Preussen kun vil indrømme et Minimum af den danske Deel af Slesvig, navnligt ikke Als og Sundeved, og at paa den anden Side de venskabelige Magters Forestillinger og Bestræbelser ville finde en Modstand i de preussiske Seirherrers Overmod, som ikke vil lade dem nogen Udsigt, til at bidrage til, at naae det af os formeentlige attraaede Resultat. Jeg kan ikke andet end dybt beklage, at den Frygt, den Mistillid til den preussiske Regjerings Hensigter, som jeg fra første Færd af har udtalt, skal vise sig saa begrundet. Desværre kommer dertil, at den politiske Situation i Mellemtiden har forværret sig i saa høi en Grad, at vi neppe tør gjøre Regning paa nogen virksom Understøttelse fra vore Venners Side. Selv om det lykkedes, at faae den Slesvig vedrørende Artikel vedtaget i Traktaten i uforandret Skikkelse, ville vi i Udførelsen af dens Bestemmelser vistnok være henviiste aldeles til preussisk Vilkaarlighed og bekjendte Uordholdenhed, og have at modtage det Lidet man vil give os, som vi kunne faae det. Hertugen af Gramont udtalte som sin Overbeviisning, at det skyldtes den fordeelagtige Stemning, som hans kongelige Høihed Kronprindsens Ophold i Paris havde fremkaldt, at vore Interesser vare blevne dragne ind med i Fredsforhandlingerne, og gunstige Omstændigheder i det første Overraskelsens Øieblik, at Preussen var gaaet ind paa den indflettede Clausul om Nordslesvigs Tilbagegivelse. . . .
For at resumere Sagens Stilling, kunne vi fra den østerrigske Regjerings Side gjøre Regning paa, at dens Befuldmægtigede i Prag, følgende sine første Instructioner, vil staae paa den uforandrede Vedtagelse af Artikel III, saalænges. 276det ikke viser sig, at selve Fredsslutningen compromitteres ved en fortsat Modstand imod det preussiske Forlangende i det angivne Punkt, eller at den trækkes i Langdrag af den Grund, og saaledes de østerrigske Provindser vilde blive underkastet en fortsat Besætning af preussiske Tropper. Ligesaameget, som den østerrigske Regjering i den i Præliminairerne vedtagne Afstemning seer et heldigt Præcedents for sine dethronerede Allierede, ligesaa ivrigt stræber den preussiske Regjering at faae den udslettet af Fredstraktaten.
18*
Fra fransk Side vil man enten, i Vrede over det paa de egne Fordringer i Berlin givne Afslag, afholde sig fra at gjøre den preussiske Regjering Forestillinger til Fordeel for, at Afstemningen finder Sted, eller man vil tilsidesætte hine Følelser, og fortsætte den Virksomhed, man hidtil har udøvet paa Fredens Istandbringelse, og i dette, det heldigste, Tilfælde vil maaske den preussiske Regjering foretrække, at opgive sin Modstand og vise Imødekommen, for at dulme noget paa den hos Keiser Napoleon vakte Susceptibilitet.
De Argumenter, som jeg har brugt, for at vække den østerrigske Regjerings Interesse for Sagen, have været i Hovedsagen følgende:
Deels en Appel til dens egen Værdighed, hvilken den skylder, at en saa væsentlig Afvigelse fra det i Præliminairerne Vedtagne ikke skeer;
Hensynet til dets Allierede, for hvilke en Afstemning kan være et nyttigt Præcedents;
Hensynet til en varig Fred i Norden, som kun kan ansees sikkret, naar Preussen tro opfylder Hensigten med Præliminairernes Artikel III, nemlig at gjengive Danmark den dansksindede Deel af Slesvig og det i en saadan Udstrækning, at den truende Flankestilling i Dybbøl opgives, og al Anledning til nationale Stridigheder og Aspirationer i Fremtiden udelukkes;
den Interesse Østerrig maa have af, deels saavidt muligts. 277at indskrænke den preussiske Magtudvidelse, og at bevare Danmark en selvstændig og kraftig Stilling for mulige fremtidige Combinationer.
Jeg troer at burde nævne, at jeg ikke har havt den Ære at modtage nogen Depeche fra Deres Excellence siden den 30. Juni, idet jeg frygter, at senere Depecher og Instructioner med Hensyn til det brændende Spørgsmaal paa Grund af Postbefordringens Usikkerhed kunne være gaaede tabt. Jeg er saaledes uvidende om, i hvilken Udstrækning den kongelige Regjering ønsker at vore Forhaabninger maa realiseres, eller om det kunde være mig tilladt, at søge Udveie, for at naae vort Maal, naar det viser sig, at Afstemningen ikke kan opretholdes igjennem Forhandlingerne i Prag, medens det endnu er Tid. . . .
C. Falbe.
Depeche Nr. 86, modtaget 24. August 1866.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 21. August 1866.
Kjære Vedel,
Jeg maa endnu bestandig holde fast ved hvad jeg alt tidligere har sagt, at det der her skal kunne gjøres ved os selv er meget Lidet. Det er Paris der i den Henseende udelukkende er af Vigtighed for os. Derfor er det hellerikke af stor Betydning, at jeg erfarer noget bestemt om hvilken Linie man eventuelt vilde lade sig nøie med, hvad man alternativt vilde give derfor o. s. v. Hvad statistiske Data angaaer saa kan jeg ogsaa til Nød hjælpe mig med hvad jeg har i Hovedet; men det vilde dog være meget ønskeligt for mig at have disse Data i aldeles bestemte Talstørrelser. Jeg kan ogsaa i gamle Acter og Bøger finde Forholdet mellem danske, dansk-tydske og tydske Slesvigere, men hvor manges. 278Danske der findes i det sydlige tydske Slesvig, hvis der overhovedet er nogen, og hvor mange Tydske der findes i det nordlige Slesvig udenfor Stæderne og i hvilket Forhold disses tydske Befolkninger staae til de danske Befolkninger, det veed jeg ikke, og vilde jeg ialfald kun med største Møie kunne finde i ovennævnte gamle Acter og Bøger. Og det vilde dog være meget godt om jeg f. Ex. naar det sagdes at baade Haderslev og Apenrade, ligesom Flensborg, havde tydske Befolkninger, strax kunde svare, ja, men der findes kun saa og saamange Hundrede ved Siden af saamange Tusinder Danske. Man virker meer ved saadanne Bemærkninger og Yttringer, end ved hele Bøger af ellers gode raisonnerende Argumenter; thi det er disse Data, hvori de Andre ere uvidende og ved hvilke de altsaa af vore Uvenner have kunnet paavirkes til vor Skade.
Der er endnu en Ting, som jeg maa omtale. Veed man i Paris bestemt hvad vi ville lade os nøie med, og hvorfor de altsaa derfra maa virke? Noget Saadant er ikke bleven betegnet derfra hertil; og at man der veed rigtig Besked herom, er dog af stor Vigtighed; thi naar de virke for noget Ringe, troende at dette kan tilfredsstille os, og vi saa faae dette Ringe, uden at vi ere tilfredse dermed, saa have de paa begge Sider faaet Skam til Tak for deres Flid tilsidst.
Jeg kan ikke lade være at søge om Permission; thi jeg er forpligtet til at komme hjem paa 8 Dage; Meer behøves ikke; og naar saa Permissionen nægtes mig, har jeg gjort hvad jeg har kunnet forat gjøre min Pligt, og har altsaa Intet at bebreide mig. Jeg maa her, naar Folk spørger mig, hvad jeg gjør her paa denne Tid, skyde Skylden paa min Legationssecretairs Sygdom, der nu dog er overstaaet. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kejser Napoleon III til Kong Christian IX.
St. Cloud, 22 août 1866.
Monsieur mon Frère.
Je serais bien heureux si mon intervention pouvait, comme je l’espère, rendre au Danemark la partie danoise du Schleswig. Votre Majesté veut bien d’avance me remercier de mes efforts; j’en suis très reconnaissant, et j’espère qu’elle verra dans ma conduite une nouvelle preuve de ma sympathie pour son pays, et des sentiments de haute estime et de sincère amitié avec lesquels je suis
de Votre Majesté
le bon frère
Napoléon.
Afskrift.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 23 août 1866.
M. de Bismarck a assuré au Ministre de l’Empereur à Berlin que l’article trois des préliminaires se trouvera dans la paix définitive. M. Drouyn de Lhuys craint mauvaise application.
Moltke.
Chiffertelegram, indleveret i Paris 23. August 1866 Kl. 5. 40 Efterm., modtaget 24. August 1866.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 23. August 1866.
Herr Greve,
Siden min ærbødigste Rapport Nr. 86 af 19de dennes, som afgik med en Reisende, har jeg dagligt holdt vaagent Øie med Gangen af Forhandlingerne i Prag og ingen Møie eller Overtalelse sparet, for at bevæge den keiserlige Regjerings. 280til, med Standhaftighed at opretholde Præliminairernes Artikel III i uforandret Skikkelse i Fredstraktaten. Efter flere forgjæves Forsøg fik jeg Grev Mensdorff i Tale iforgaars, men fandt ham atter saa haabløs og saa overbeviist om, at Preussen ikke vilde give efter i hiint Punkt, at jeg efter nærmere Overveielse besluttede mig til igaar Morges at foreslaae Deres Excellence pr. Telegraph, 1) at lade mig afgaae til Prag, for personligt at undersøge Sagens Standpunkt ved Samtaler med Baron Werther og Baron Brenner, og om muligt endnu gjøre et sidste Forsøg inden Fredens Undertegnelse. Jeg gik derefter til Grev Mensdorff, for at udforske om der imidlertid skulde have viist sig bedre Symptomer, og efter flere Timers Venten lykkedes det mig at faae ham i Tale.
I denne Mellemtid havde Grev Mensdorff været i vedvarende Conference med sine Departementschefer og med Grev Moritz Esterhazy, samt med Grev Mosbourg paa den franske Ambassadeurs Vegne og med en Forretningsmand fra Huset Rothschild, saa at det var øiensynligt, at Afgjørelsen af den endelige Affattelse af Fredsinstrumentet forelaae. Den gode Efterretning som jeg derefter var istand til, at meddele Deres Excellence pr. Telegraph, modtog jeg først af Grev Esterhazy ved hans Bortgang og fik den derpaa bekræftet af Grev Mensdorff selv, der begge sagde mig, at Artikel III vilde blive opretholdt i uforandret Skikkelse. Hertugen af Gramont har ogsaa idag meddeelt mig, at Hr. Drouin de Lhuys havde telegrapheret, at Hr. Benedetti havde meldt, at den preussiske Regjering opgav den hidtil mod Artiklen gjorte Modstand. Jeg behøver ikke at tilføie, at jeg i varme Udtryk udtalte for Hertugen og for Grev Mensdorff den kongelige Regjerings Tak for deres Medvirkning til den heldige Afgjørelse af dette Danmarks Livsspørgsmaal. . . .
s. 281den 25de.
. . .Jeg har netop modtaget en Billet fra Grev Mensdorff saalydende:
Mon cher Ministre. La rédaction de l’article du Traité de paix ayant trait au Schlesvic est textuellement la même qu’on avait adoptée à Nicolsbourg. Agréez tous mes hommages.
Vienne, le 25 Août 1866.
...
/: signé :/ Mensdorff.
C. Falbe.
Depeche Nr. 88, modtaget 28. August 1866.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 24 août 1866.
Monsieur le Comte,
Conformément aux instructions de Votre Excellence je me suis rendu hier, jeudi, chez M. Drouyn de Lhuys et lui ai donné lecture de la dépêche Nr. 19, que Votre Excellence a bien voulu m’adresser e. d. du 15 de ce mois; j’ai en même temps fait connaître à titre confidentiel à M. Drouyn de Lhuys le contenu du rapport de M. de Quaade annexé à la dépêche et lui ai remis le texte du mémoire dans lequel Votre Excellence a précisé la manière de voir du gouvernement du Roi relativement aux différentes questions qui se rattachent à l’exécution éventuelle de l’article 3 des préliminaires.
Après que je lui eus fait ces diverses communications, M. le Ministre des Affaires étrangères me dit qu’il venait d’apprendre que M. Benedetti avait eu, peu de jours après son retour à Berlin, un entretien avec M. de Bismark sur l’art. 3 des préliminaires et que le Président du Conseil prussien avait donné à l’Ambassadeur de France l’assurance que le passage de cet article relatif au Slesvig du Nord seraits. 282inséré dans l’instrument de la paix définitive. M. Drouyn de Lhuys m’engagea à vous faire parvenir, M. le Comte, cette nouvelle par voie télégraphique ce que je fis le jour même.
Ayant cherché à me rendre compte de ce que pense M. le Ministre des Affaires étrangères de l’application éventuelle du passage de l’art. 3 qui nous concerne, il m’a été facile de constater que ses espérances sur ce point ainsi qu’à l’égard de toutes les questions dont la solution dépend de la Prusse, sont des plus limitées. »Grâce à ses succès militaires la Prusse est prise d’un tel enivrement, me dit M. Drouyn de Lhuys, que vous ne pouvez vous attendre à grande chose. Il me semble toutefois que quand même le résultat, ainsi que nous le prévoyons dès aujourd’hui ne répondait pas à vos légitimes espérances en ne vous restituant qu’une partie du Slesvig danois, il vaudrait toujours mieux accepter la partie offerte que la refuser. Ce serait toujours autant de sauvé.« »Je saisis votre pensée — lui répondis-je, mais la Prusse pourrait vouloir nous proposer une restitution si minime qu’il me semblerait difficile si non impossible de l’accepter.«
J’ai appuyé auprès de M. Drouyn de Lhuys sur l’importance très grande qu’il faut attacher à l’opinion émise par M. de Bismark devant M. de Quaade touchant l’impossibilité qu’il y aurait pour la Prusse d’abandonner les quelques Allemands disséminés dans le Slesvig septentrional à la domination danoise sans prendre des réserves et des dispositions propres à les sauvegarder contre des vexations éventuelles. Ayant dit au Ministre qu’il me semblait évident qu’aucun gouvernement danois ne pourrait accepter de la Prusse un territoire quelconque fût-ce même la totalité du Slesvig si cette restitution devait dépendre de l’acceptation par le Danemark d’obligations internationales conçues dans le sens indiqué par M. de Bismark, M. Drouyn de Lhuys me répondit: »Je partage sur ce point parfaitement votre manière de voir; si le Danemark prenait jamais dess. 283engagements de cette nature vis-à-vis de la Prusse, il sèmerait le germe de nouvelles difficultés et de dangers menaçants pour son propre avenir.« —
L. Moltke-Hvitfeldt.
Modtaget 28. August 1866.
General Bülow, Gesandt i London, til Udenrigsminister Grev Frijs.
London, 24. August 1866.
Deres Excellence.
I Overeensstemmelse med den i Depeche Nr. 6 af 15de ds. modtagne Instruction, har jeg samtalet med Lord Stanley og saa indtrængende som muligt opfordret til at det engelske Cabinet benytter al sin Indflydelse til at forskaffe det af Preussen givne Tilsagn om en gunstigere slesvigsk Grændse en for Danmark tilfredsstillende Anvendelse. —
Desværre havde jeg ved denne Leilighed paany Anledning til at erfare og beklage den snevre Begrændsning, som den engelske Regjering troer at burde og kun at kunne give det opstillede politiske Program — Ikke-Interventionen. — Lord Stanley hørte paa mig med stor Opmærksomhed og svarede: »Je vous comprends parfaitement et vous savez bien que nos sympathies sont avec vous, que nous vous désirons le meilleur résultat possible, mais nous ne pouvons exercer aucune pression, nous ne nous mêlons officiellement de cette question toute allemande. — D’ailleurs nous n’avons point de nouvelles de Lord Loftus sur les intentions du cabinet de Berlin quant à l’exécution de cet article, ni sur la place qu’on pensera donner à cette promesse dans les arrangements de paix.« . . .
J. v. Bülow.
Modtaget 21. August 1866.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 24. August 1866.
Deres Excellence.
Den herværende kongelig svensk-norske Gesandt har i Fortrolighed meddeelt mig Indholdet af en Depesche han har modtaget fra sin Regjering og som omhandler det slesvigske Spørgsmaal, saaledes som det nu er fremstaaet ved de mellem Preussen og Østerrig afsluttede Fredspræliminarier. Efterat have fremsat de almindelige Grunde forat der gives Danmark en Grændse, der sikkrer det danske Folk en politisk og national selvstændig Stilling ved Siden af det tydske, og efter dernæst at have fremhævet, at medens det var forstaaeligt, at Preussen, saalænge der var Tale om af Hertugdømmerne at skabe en ny selvstændig Stat, vilde sikkre denne Stat faste militaire Punkter, var der intet Motiv længer tilstede herfor, efterat Hertugdømmerne vare bestemte til at udgjøre en integrerende Deel af det preussiske Monarkie, slutter Depeschen med at antyde, at den gode Forstaaelse, som hidtil stedse saavel i Preussens som i Sverrigs Interesse havde bestaaet mellem disse tvende Magter, vilde udsættes for ikke længer at hvile paa det samme Grundlag, dersom Sverrig i Fremtiden skulde see en med den svenske nærbeslægtet Nationalitet stadigen truet fra tydsk Side. Derfor gives der Herr Sandströmer Paalæg om at gjøre Grev Bismarck bekjendt med Depeschen og at give ham en Afskrift deraf, hvis han ønsker det.
Bemeldte Gesandt har derefter i Fortrolighed meddeelt mig den Samtale han i denne Anledning har havt med Grev Bismarck.
Ligesom i sin tidligere Samtale med mig om samme Gjenstand, begyndte Minister-Præsidenten ogsaa ved denne Leilighed med at gjøre opmærksom paa, at den endelige Fred endnu ikke var afsluttet; han forraadede derhos en viss. 285Uvillie over dette fra svensk Side foretagne Skridt, hentydende til en formodet Sammenhæng derimellem og det af mig tidligere foretagne Skridt, som han udtrykkelig omtalte; og først efterat Herr Sandströmer havde afbrudt ham og constateret, at hans Regjerings Henvendelse var en selvstændig Act, motiveret ved Nødvendigheden af ikke at kunne udsætte sig for senere at see sig stillet ligeoverfor en Kjendsgjerning, og formeentlig retfærdiggjort ved den svensk-norske Regjerings gode Forhold saavel til Preussen som til Danmark, et Forhold som vel maatte berettige til en fortrolig Ideeudvexling, først da gik Grev Bismarck ind paa en Discussion; men dette skeete, uden at Minister-Præsidenten berørte de Grunde der ifølge Forholdenes Natur maae have Indflydelse paa den nye Grændselinie, eller gav nogen Antydning af dennes Plads anderledes end ved at bemærke, at det ikkun var de allernordligste Districter i Slesvig, hvis Befolkninger skulde adspørges. Samtalen endte med, at Grev Bismarck lovede at besvare Depeschen gjennem den preussiske Gesandt i Stockholm.
Ligesom min tidligere Henvendelse til Grev Bismarck hændelsesviis fandt Sted omtrent samtidigt med at det franske Cabinet havde opkastet Spørgsmaalet om territoriale Compensationer mellem Frankrig og Preussen, saaledes vilde Tilfældet ogsaa nu, at Herr Sandströmer havde sin Samtale med Minister-Præsidenten umiddelbart efter at Herr Benedetti havde rettet en Interpellation til Sidstnævnte med Hensyn til det slesvigske Spørgsmaal.
Herr Benedetti har i Fortrolighed meddeelt mig hvad der var Anledning til og Gjenstand for denne Interpellation. Det franske Cabinet havde troet at vide, at Grev Bismarck havde isinde ved Affattelsen af det endelige Fredsinstrument mellem Preussen og Østerrig, at udelade den i Præliminarierne indeholdte Bestemmelse om Nordslesvig; og i denne Henseende skulde nu Ambassadeuren begjære Oplysninger. Resultatet af den derpaa fulgte Samtale mellem Herr Benedettis. 286og Grev Bismarck kan næppe ansees som fyldestgjørende. Grev Bismarck havde fralagt sig den Hensigt at udelade hiin Bestemmelse af Fredstractaten, og idet han bemærkede, at medens Preussen aldrig havde havt denne Hensigt, havde tvertimod Østerrig søgt at holde den omhandlede Bestemmelse ude af Fredstractaten, forat der ikke herved skulde statueres et for sidstnævnte Magt farligt Præcedents, havde han vel erklæret, at Bestemmelsen i Præliminarierne vilde blive optaget i Fredstractaten; men ligesom det forekommer mig at være et mindre heldigt Forvarsel om et godt Udfald, at den preussiske Regjering i de det sidste kongelige Budskab til Landdagen ledsagende Motiver taler om Afstemning i de nordligste Districter i Slesvig, istedetfor nøjagtig at bruge Præliminariernes Udtryk, saaledes gav Grev Bismarck Herr Benedetti ingen Anledning til at vente, at den preussiske Regjering var sindet at give den omhandlede Afstemning noget stort Omfang.
Ved nærmere at samtale med mig om Sagen, yttrede Herr Benedetti, at han aldrig fra sin Regjering havde erholdt nogen bestemt Betegnelse af hvorlangt ned bemeldte Regjering havde tænkt sig at Afstemningen skulde foregaae i sydlig Retning, og han bemærkede derhos, at dersom den kongelige Regjering havde en for dens senere Beslutninger bestemmende fast Mening i denne Henseende, vilde det muligen være ønskeligt, at den franske Regjering underrettedes herom, for at det paa denne Maade kunde undgaaes, at sidstnævnte Regjerings Bestræbelser, der havde været foretagne i den Hensigt at vise den danske Regjering en Tjeneste, ved at forfeile dette Formaal, viste sig at have været forgjæves. —
Jeg maa ganske henstille, hvorledes Deres Excellence vil benytte denne Antydning, thi jeg erkjender at der hermed ere baade Betænkeligheder og Vanskeligheder forbundne, og det saa meget mere som der ved Spørgsmaalet om, i hvilket Forhold den kongelige Regjering i alle enkelte Tilfældes. 287bør stille sig til den franske Regjerings Medvirkning i det heromhandlede Anliggende, forekommer mig at være en særegen Betragtning, som ikke bør tabes af Sigte. Det kan nemlig vistnok forudsættes at den franske Regjerings eneste Bevæggrund til at lade sin ovennævnte Medvirkning blive den danske Regjering tildeel, er et oprigtigt Ønske om at skaffe Danmark en Fyldestgjørelse for de Tab det har lidt som ligefrem Følge af Europas Uvirksomhed under dets sidste Krig med de tvende tydske Stormagter; men en for Danmark tilfredsstillende Ordning af dets territoriale Forhold til Preussen er, fra et vist Standpunkt betragtet, maaskee meer i sidstnævnte Magts end i Frankrigs Interesse; thi skulde en Forvikling senere indtræde mellem Preussen og Frankrig, maatte dette Land kunne vente, i et ikke tilfredsstillet Danmark at finde en Allieret mod Preussen og isærdeleshed en for dette Land farlig Operationsbasis. Jeg skal ved denne Leilighed fremhæve, at Grunden til at Baiern forholdsviis har kunnet opnaae saa gunstige Vilkaar for sin nu afsluttede Fred med Preussen maaskee tildeels kan ligge i Grev Bismarcks Ønske om at forsone det sydlige Tydskland, men dog væsentlig er den, at Herr Benedetti i det sidste Øjeblik ifølge sin Regjerings Befaling har ført et meget alvorligt Sprog til Fordeel for Baiern. Det kan vel tænkes, at Frankrig vilde optræde med samme Kraft til Fordeel for Danmark, men de geographiske Forhold forekomme mig ikke at frembyde det samme Motiv derfor. . . .
Quaade.
Modtaget 28. August 1866.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 26. August 1866.
Herr Greve,
Jeg tvivler ikke om, at jeg imødekommer Deres Excellences Hensigter, naar jeg gjør opmærksom paa, at den Andeel,s. 288som Hertugen af Gramont har havt i, at Bestemmelsen om Nordslesvigs Tilbagegivelse er bleven medtagen i Fredspræliminairerne og nu endeligt vedtagen i Prager Freden, turde fortjene et ydre Tegn paa Hans Majestæt Kongens Naade og Paaskjønnelse. Jeg behøver ikke at henvise til den Virksomhed, som Ambassadeuren i en Aarrække har udfoldet i Spørgsmaal, som angik Danmarks Vel. De fra Gesandtskabet indkomne Rapporter ville yde Deres Excellence et rigt Materiale i den Henseende. Ved Siden af Ambassadeuren har Grev Mosbourg i de syv Aar, han har beklædt Posten som 1ste Ambassade Secretair, og gjentagne Gange selvstændigt, som Chargé d’affaires, udfoldet en ikke mindre Iver for vort Lands vigtigste Interesser.
Jeg tillader mig derfor at foreslaae, at det maatte behage Hans Majestæt Kongen at benaade Hertugen af Gramont med Danebrogordenens Storkors og Grev Mosbourg med Commandeurkorset af 1ste Classe. Ved Siden heraf troer jeg, at det turde være passende at tildele Ridderkorset til den tredie Secretair, Baron Bourgoing, og een af Attachéerne, Grev Du Luart, som de af det yngre Personale, der have været længst ansatte ved Ambassaden og saaledes have havt meest Arbeide i vor Interesse. 1)
C. Falbe.
Modtaget 29. August 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 27. August 1866.
Kjære Quaade! Undskyld at jeg idag kun seer mig istand til at sende Dem et Par Linier for at meddele Dem, at jeg har udfærdiget og underskrevet Ansøgningen om congé for Dem samt at jeg idag først havde talt med Kongen derom, som bifaldt at jeg gjorde en slig Indstilling; det vil ikke vares. 289saa længe inden den kan blive Dem tilstillet, dog vil den sandsynligviis ikke blive expederet før om 3 à 4 Dage.
Jeg er fuldstændig sikker paa at De ikke benytter denne congé, naar De kunde formode, at Deres Fraværelse paa saa kort Tid kunde være den kongelige Tjeneste til Skade. — ...
C. E. Frijs.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 27. August 1866.
Kjære Vedel,
. . . Jeg saae igaar en af det herværende U. Ministeriums Embedsmænd. Efterat vi først havde talt om mere almindelige Gjenstande, begyndte han selv at tale om Nordslesvig. Han sagde at man her og navnlig Gr. Bismarck indsaae hvor rigtigt og ønskeligt det var at Danmark og Preussen kom paa en god Fod med hinanden, og han haabede derfor at Sagen skulde blive afgjort paa en Maade som vi kunde være tilfredse med. Men for Tiden var dette ikke let for den preussiske Regjering; thi den forudsaae at Oppositionen i Preussen og navnlig i Kamrene, som nu hænger i Luften efter at have tabt al den Grund hvorpaa den tidligere havde staaet, vil af Mangel paa anden Grundvold kaste sig paa hiint Spørgsmaal, der jo saa fortrinlig egner sig til Kjephest for den. Derfor maatte man gaa frem med Varsomhed og altsaa langsomt. Af samme Grund var det ogsaa i høi Grad i Sagens Interesse, at man ikke blev »gehetzt« udenfra. Jeg indlod mig naturligviis ikke i Detail; men da han talte om »Hetzerei«, vendte jeg Tingen hen paa Aviserne, dem jeg in Parenthes sagt kunde ønske brændt allesammen ligefra Rigstidenden til den Allerringeste, og sagde, at de jo vare slemme baade paa den ene og paa den anden Side, men at de danske Aviser ifølge vore Forhold,s. 290der satte dem udenfor al Control, jo ikke behøvede at anfægte Nogen her. Imidlertid er det ikke sikkert, at han har meent Aviserne. Han kan have sigtet til Paris og Stockholm; og jeg nægter ikke, at dersom man ikke i Paris vil drive Sagen paa Spidsen, hvad man maaskee hellerikke kan, saa tjener man os bedre ved at holde sig rolig end ved at »hetze«. I det Hele maa man, finder jeg, naar man ikke vil fremme vort Tarv fuldkommen tilgavns, heller holde sig rolig end søge ved smaa Puf af og til at holde os i godt Humeur; thi dette Sidste have dog ingen Andre godt af, end vedkommende Blade som ved dette pikante Stof vinde nogle flere Abonnenter.
19
Jeg har ovenfor givet min »interlocuteurs« Yttringer som jeg har faaet dem. Maaskee har han ikke meent hvad han sagde, men det kan ogsaa være, at han har været oprigtig; og i ethvert Tilfælde forekommer mig Moralen for os at være den samme, nemlig at naar man i Paris ikke vil eller ikke kan gaae til det Yderste, saa maa man heller holde sig rolig eller ialfald ikkun gaae meget sagtmodigt til Værks. Tomme Trudsler gjøre Sagen kun værre; thi man er meget modig her. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerjunker Vind, Legationssekretær i St. Petersborg, til Udenrigsminister Grev Frijs.
St. Petersbourg, 29/17 août 1866.
Monsieur le Comte,
Le général Manteuffel a quitté Saint Pétersbourg vendredi dr. après un séjour d’environ 14 jours en même tems que le Ministre de Prusse, Cte Redern, qui vient d’obtenir un congé. Quoique le but de la mission du général ait été entouré d’un certain mystère, il me revient pourtant d’une source digne de foi que l’envoi de ce personnage a été provoqué par la cour de Russie même, à qui le rôle passif des. 291spectateur ne souriait pas. Le général devait expliquer la politique que suit le gouvernement prussien et, en même tems, adoucir les susceptibilités que cette politique ne pouvait pas manquer d’éveiller chez une cour si vivement intéressée par ces alliances de famille aux événements qui bouleversent l’Europe.
Quoi qu’il en soit, le fait est, et le prince Gortschacow ne le cache pas, que le gouvernement russe qui a vu échouer son projet de congrès, ne voit pas sans inquiétude la tournure que prennent les affaires de l’Allemagne à la suite de la dernière guerre et qu’il est loin d’approuver ce qui s’y passe. »On renverse, sans nous consulter, a dit l’autre jour le vice-chancelier à un diplomate étranger, les traités que nous avons tous signés. Chacun agit pour soi, selon ses convenances; à l’avenir nous ferons la même chose«.
On m’a assuré que l’Empereur s’est exprimé dans le même sens au général Manteuffel. Ce général qui a assisté aux manoeuvres de Krasnoe Zelo y a trouvé l’occasion de causer avec le Ministre de Suède et de Norvège, le général Björnstjerna, sur les affaires du Slesvig. Il n’a pas caché son mécontentement de l’article des préliminaires de paix qui stipule la rétrocession d’une partie du Slesvig, en exprimant au général Björnstjerna l’espoir que le gouvernement suédois n’encourageât pas les aspirations du Danemark à cet égard. Selon lui les habitants du pays ne désirent pas de retourner au Danemark, pour qui la cession ne serait qu’un embarras pour l’avenir. »Il n’y a que deux endroits dans le Slesvig, où il y a des Danois, a dit le général Manteuffel au Ministre de Suède, c’est à Duppel et à Alsen, et cela nous ne céderons certes pas.« — Si cela dépendait de lui, pas un pouce de terrain ne serait cédé. Ceci correspond parfaitement avec les discours tenus par le général pendant son séjour dans le Slesvig. — Il est vrai que le général, dans le même entretien, a prétendu être l’homme le plus populaires. 292dans le Slesvig, basant cette prétention sur une démonstration faite à Hadersleben par une députation d’Allemands.
19*
Le général Björnstjerna a été reçu vendredi dr. par le prince Gortchacow à qui il a communiqué une dépêche du comte Manderström qui parle chaleureusement notre cause relativement à un élargissement de frontière, dans un sens conforme aux voeux du gouvernement du Roi. A Berlin le Ministre de Suède et de Norvège avait été également chargé de communiquer au comte Bismark les vues de son gouvernement dans un sens analogue. La ligne de Flensbourg— Tønder y est proposée comme ligne de partage équitable et conforme aux intérêts de l’Allemagne comme à ceux du Danemark.
Ce matin j’ai trouvé l’occasion de voir le prince Gortchacow à Peterhof. Ayant expliqué au prince les inquiétudes du gouvernement du Roi relativement à la mise en exécution du vote populaire projeté dans le Slesvig, le vice-chancelier m’a répondu que, sachant comment ces votes s’arrangent facilement au gré de celui qui les met en scène, il était personnellement contre ce système et n’en pouvait pas avoir une grande confiance dans le résultat. Sa conviction personnelle était que les aspirations du gouvernement du Roi ne seraient pas satisfaites. Il avait parlé notre cause au général Manteuffel mais l’avait trouvé intraitable à ce sujet. Il est vrai, a ajouté le prince, que les opinions du général Manteuffel ne sont pas toutes d’accord avec celles du cabinet de Berlin. Une cession de l’île d’Alsen et de Flensbourg est regardée par le prince Gortchacow comme peu probable, sinon impossible. J’ai prié le vice-chancelier d’exercer son influence qui s’était montré si efficace quant aux deux pays de Wurtemberg et de Hesse-Darmstadt, en notre faveur et surtout en faveur d’une exécution loyale et impartiale du vote projeté, en ajoutant que mes renseignemens portaient que la disposition des habitants du Slesvig pour une réunion au Danemark était des meilleures. »Vouss. 293ne pouvez pas douter de l’intérêt que nous vous portons, m’a répondu le prince, mais j’aime mieux vous le dire franchement, je n’ai pas grand espoir de pouvoir vous être utile à tel point que le désire le gouvernement du Roi.« L’Ambassadeur de France, le baron de Talleyrand, avec qui j’ai eu plusieurs entretiens à ce même sujet, partage l’avis du vice-chancelier. Ayant avancé au baron de Talleyrand que je trouvai que le gouvernement français qui avait bien voulu s’intéresser à la cause du Danemark au point de provoquer l’application d’un vote populaire, devait étendre cet intérêt jusqu’à l’exécution même du vote, l’ambassadeur m’a répondu que c’était au gouvernement du Roi de prendre des mesures et de contrôler la manière dont on le mettrait en exécution. . . .
E. Vind.
Modtaget 4. September 1866.
Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Paris, 29 août 1866.
Monsieur le Comte,
[Omtaler at Frankrig næppe uil sætte noget alvorligt ind paa at formilde Sachsens Skæbne efter Nederlaget.]
J’ai cru, M. le Comte, devoir vous faire connaître ces faits, attendu que tout porte à croire que la question d’une restitution partielle du Slesvig au Danemark au moyen de la libre consultation des populations ne trouvera pas ici un appui plus sérieux que n’en a trouvé la question saxonne. Ce ne sera certainement pas le bon vouloir qui fera défaut au gouvernement impérial, pour lequel une violation des engagements pris par la Prusse vis-à-vis de l’Empereur à l’égard du Danemark, constitue de l’avis de tout le monde, une offense et une humiliation réelles.
L. Moltke-Hvitfeldt.
Modtaget 3. September 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 4. September 1866.
For Deres venlige Skrivelse af 30te dennes[!] herved min Tak og kunde jeg meget ønske om vedkommende dolus hos vor kjære Landsmand kunde constateres, thi saa kunde jeg ved Leilighed, naar han kommer til Byen, benytte denne Oplysning i det Almindeliges Interesse. . . .
Den systematiske Taushed, der iagttages ligeoverfor os, forekommer mig noget søgt fra det Berlinske Cabinet, især da det ikke vil kunne nægtes, at der under de forskjellige Criser er viist den høist mulige og tænkelige Loyalitet fra vor Side, men dette Forhold er dog altid at foretrække for Haan i Ord, og efter al Sandsynlighed kan man i egen Selvtilbedelse ikke see Omgivelserne, de være store eller smaae.
C. E. Frijs.
Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Kjøbenhavn, 8. September 1866.
... Det lader til at have været Skjæbnens urokkelige Villie, at vor Ven Heydebrandt skulde have Modgang igaar, thi han tilsagdes af Overhofmarskallen 1) til en Contradands og valgte min Hustru til Ledsagerinde, men Nydelsen paa begge Sider blev ikke stor, da vis à vis manglede og H. meente, at O. burde have sørget herfor. Da jeg ikke kjender Bestemmelsen eller Skik og Brug i saa Henseende kan jeg med fuld Sandhed, da mit Skjøn æskedes, sige hier stehen die Ochsen am Berge. —
C. E. Frijs.
Jeg havde en lang og meget behagelig Samtale med Andræ idag, uagtet jeg ikke kunde faae mit Ønske opfyldt — et sikkert Beviis for at jeg er mere socialt end politisk Menneske, da Glæden af Samtalen var uformindsket.
P. Vedels Privatpapirer.
General Bülow, Gesandt i London, til Udenrigsminister Grev Frijs.
London, 13. September 1866.
Deres Excellence.
Under et Besøg igaar hos Lord Stanley spurgte jeg, om der var meddeelt Noget fra Berlin med Hensyn til Opfyldelsen af Løftet om Tilbagegivelse af en Deel af Slesvig.
Lord Stanley svarede, at han netop havde modtaget en Depesche fra Lord Augustus Loftus, hvori refereredes en derom ført Samtale med Grev Bismarck, men desværre havde denne ikke været meget tilfredsstillende, idet Greven navnlig havde stærkt accentueret at Preussen aldrig kunde opgive en saa vigtig militair Position som Øen Als. — Selve Noten var ei tilstede, saaat jeg ikke der kunde faae detailleret Kundskab derom. Naturligviis føiede Lorden dertil nogle Forsikkringer om Sympathie og Haab samt om oprigtig Glæde, hvis Resultatet dog skulde blive bedre.
Jeg bad Lord Stanley dog ikke at opgive fremdeles at lade Lord Loftus virke saa varmt som muligt for en sand Opfyldelse af det givne Tilsagn, idet jeg tillige bemærkede, at en slig Yttring af Grev Bismarck jo tydeligt nok viste, hvad Tilsagnet havde at betyde. — Preussen var jo nu meer end før stærk nok til ei at frygte Danmark, til meget vel at kunne undvære en saa ringe Tilvæxt af Land, som den hvorom her var Tale, og ligesaavel kunde det undvære den militaire Position Als, naar det ikke var om at gjøre at bevare Danmarks Svaghed ved at nægte det Tilbagegiv elsen af en for det saa vigtig og aldeles dansk Øe. Jeg kjendte nøie Als fra den tidligere Krig, vidste at Befolkningen var saa dansk i Sind og Tale, som det ligeoverfor liggende slesvigske Fastland, saa at en Afstemning her fremfor noget andet Sted vilde være retfærdig. — Men Grev Bismarcks Nægten tolkede Preussens Fremtidsplaner; det bekymrede sig ei om at skabe venskabelige Naboer men at beherske disse, og det vilde derfor nu ei opgive Als for saameget lettere ved førstes. 296Leilighed at gjøre det næste Skridt til den store Plan, som i sin Tid udtaltes af sal. Gen. Radowitz i Frankfurt at Tydsklands (o: Preussens) Mission var at herske til Skagen. — Det syntes, at denne Bemærkning gjorde noget Indtryk paa Lord Stanley, han blev eftertænksom, taug i nogen Tid og sagde da blot: »Croyez vous vraiment? Oh! il faut cependant espérer qu’il se ravisera.«
Ved derefter at opsøge Understatssecretairen Mr. Egerton, fandt jeg hos ham Lord Loftus’s Note, hvilken han oplæste for mig.
Det glædede mig at see deri constateret Ambassadeurens Interesse for vor Sag. Han berettede at have henvendt sig til Grev Bismarck med direkte Spørgsmaal om, hvorledes man havde paatænkt at opfylde det givne Tilsagn om en deelvis Tilbagegivelse til Danmark af Nord-Slesvig, idet han udtalte for Greven, at det nære dynastiske Forhold mellem England og Danmark og det Førstes store Sympathie for os forklarede Ønsket om at Tilsagnet opfyldtes i muligst liberal Udstrækning for at compensere den haarde Skjæbne, som vort lille Land havde maattet finde sig i.
Grev Bismarck havde dertil svaret, at der endnu aldeles ingen Bestemmelse var tagen, og at han ikke ene kunde yttre sig derover, at da den paagjældende Bestemmelse var truffen i Forening med Østerrig, saa maatte han enes derom med den østerrigske Regjering. —
Da Lord Loftus endvidere bemærkede, at Als og Flensborg vare tvende Punkter, der i alle Henseender vare af største Vigtighed for Danmark, og at den danske Nationalitet ogsaa der vistnok var fremherskende, svarede Greven, at Preussen aldrig vilde kunne opgive et saa vigtigt militairt Punkt som Als. — Dermed var Samtalen endt. —
Desværre synes dens Resultat jo lidet tilfredsstillende for Danmarks Forhaabninger; men Mr. Egerton vilde dog ikke derfor opgive Haabet om at bringe Grev Bismarck til at antage en correctere og liberalere Fortolkning af sit Tilsagn,s. 297og han forsikkrede, at der fra engelsk Side fremdeles vilde blive saavidt muligt paavirket i samme Aand. —
Jeg kan ikke slutte uden at tillade mig at henlede Opmærksomheden paa tvende Momenter i denne Indberetning.
Naar Grev Bismarck har søgt at forklare sin Taushed ved Hensynet til Østerrig, saa er det vel næppe at vente, at den sande Mening deraf er, at han vilde lade sig paavirke af Østerrigs Opfattelse af det givne Tilsagn med Hensyn til Slesvig; men det turde dog være muligt, at Østerrig, som har betinget sig Tilsagnet, ved at gjøre sin Ret gjældende til ogsaa at fortolke, ved at gjøre dette i liberal Retning, i Danmarks, i Sandhedens Interesse, vil kunne faae nogen Indflydelse paa Preussens endelige Beslutning, hvorfor der dog maaskee nu kunde virkes Noget gjennem Wiener-Kabinettet.
Naar Grev Bismarck dernæst vil hævde Ais’s vigtige strategiske Betydning for Preussen, saa lader sig vistnok med Rette derimod indvende, hvad jeg ogsaa bemærkede til Lord Stanley, at Als langtfra er af samme Betydning for Preussen, som for Danmark. I militair Henseende er Als kun en offensiv Stilling for Preussen, men kun en defensiv for Danmark, hvorfor Preussens Krav derpaa betyder en a[g]gressiv Politik imod Danmark, imod Norden. Lord Loftus gjorde i Samtalen, ligesom den svenske Note 1), opmærksom paa, at det dog maatte være Preussens Politik at retablere et sandt venskabeligt Forhold til sin nordlige Naboe, og at dertil en liberal Fortolkning af Nationalitetens Indflydelse i Nord-Slesvig vilde være den bedste Grundvold. — Men naar Grev Bismarck holder paa at hævde et saa offensivt Punkt som Als, saa miskjender han denne Politiks Indflydelse, og det turde dog være muligt, at en Paavisning heraf vilde finde god Modtagelse og bære Frugter hos ham.
J. v. Bülow.
Modtaget 18. September 1866.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 21. September 1866.
Deres Excellence.
Den herværende kgl. storbritanniske Ambassadeur har ifølge sin Regjerings Befaling havt tvende Samtaler med Grev Bismarck angaaende Nordslesvig. Den ene Samtale fandt Sted kort før Afslutningen af Fredstractaten til Prag, den anden for omtrent 14 Dage siden.
Vel afgive disse Samtaler i og for sig ikke noget synderligt Udbytte for de danske Interesser, men de turde dog saameget mere fortjene Omtale, som de indeholde tvende Oplysninger, hvoraf den ene ikke tidligere er fremtraadt med samme Bestemthed, og hvoraf den anden forekommer mig ganske ny.
Ved begge de omhandlede Leiligheder viiste Ministerpræsidenten den samme Mangel paa Tilbøielighed til at yttre sig som ved tidligere Leiligheder, og han bragtes først til at udtale sig nærmere, efterat Ambassadeuren, som Grund til det af ham foretagne Skridt, havde paaberaabt sig det nære Forhold, hvori det engelske Kongehuus staaer til det danske. I det hele vare hans Udtalelser til Lord A. Loftus ikke forskjellige fra hans tidligere Yttringer til mig om samme Gjenstand: Han henviiste til de tydske Befolkninger i Nordslesvig, navnlig i Byerne, og fremhævede derhos, at medens vel Landbefolkningen var overveiende dansk, vare de mere velhavende og oplyste Klasser væsentlig tydske; men hertil føiede han, i Svar paa Lord Loftus’s Bemærkning om at det maatte være af Vigtighed for Preussen at have en paalidelig Allieret i Danmark, en Yttring som jeg ikke veed at han har udtalt tidligere, ialfald ikke i denne Form, idet han sagde, at den danske Nations Sindelag mod Preussen var saa fjendtligt, at dette Land aldrig vilde kunne stole paa Danmark som Allieret; og endelig, efter at Lord A. Loftus havdes. 299yttret, at naar Preussen vilde vise sig rundhaandet og ædelmodig /: act largely and generously :/ mod Danmark, maatte det tilfredsstille de af dette Lands Stilling flydende Fornødenheder /: satisfy the exigencies of her position :/, og give det Flensborg og Als tilbage, sluttede Grev Bismarck med at sige, at Preussen, som nu havde befæstet Dybbel og Als, ikke meer kunde opgive disse Stillinger og udsætte sig for atter at maatte erobre dem, tilføiende, at iøvrigt var det omhandlede Anliggende sin Sag hvis Udførelse var forbeholdt Preussen i Forbindelse med Østerrig.
Deres Excellence vil bemærke, at skjøndt Dybbel og Als vel have været omtalte i mine tidligere Samtaler med Grev Bismarck, have disse Punkter dog ikke været udtrykkelig eller med samme Bestemthed nævnte ved den i min allerærb. Indberetning af 9de f. M. Nr. 40 omhandlede Leilighed eller i Ministerpræsidentens Samtaler med Herr Benedetti og Herr Sandströmer; og derhos forekommer det mig ikke at være uden Betydning for Sagens senere Udvikling, at der henvises til dens Udførelse saavel ved Østerrig som ved Preussen. Dette er skeet i Lord A. Loftus’s sidste Samtale med Grev Bismarck, altsaa ikke imellem Afslutningen af Præliminarierne og Fredstractaten, men efterat denne Tractat allerede var afsluttet og ratificeret.
Grev Bismarcks Helbredstilstand, der i den sidste Tid har været meget utilfredsstillende og endog betænkelig, har i denne Uge bedret sig saaledes, at Hs. Excellence har kunnet være tilstede ved Festlighederne i Anledning af de preussiske Troppers Indtog i Berlin.
Quaade.
Modtaget 24. September 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Kjøbenhavn, 27. September 1866.
Deres Høivelbaarenheds Samtale med Hr. de la Valette synes ikke at love nogen videre energisk Optræden af den franske Regering i Berlin til vor Fordeel. De Rygter som Aviserne have meddeelt om Skridt, som den russiske Regering nylig skulde have gjort i vor Interesse hos det preussiske Cabinet, have vi ingen særlig Grund til at antage for at være begrundede. Lord Loftus har derimod vistnok havt 2 Samtaler med Grev Bismarck i hvilke han efter Ordre har udtalt hvor stor Priis den engelske Regering vilde sætte paa en for os gunstig Opfyldelse af Fredstraktaten m. H. t. Slesvig, men den preussiske Minister viste kun liden Imødekommen mod dette Skridt. Han henviste til den tydske Befolkning i Nordslesvig navnlig i Byerne og fremhævede at medens Landbefolkningen vistnok var dansk, vare derimod de høiere Classer væsentlig tydske. Endvidere paastod han at den danske Nations Sindelag mod Preussen var saa fjendtligt at dette Lands Regering aldrig vilde kunne stole paa Danmark som en Allieret og at man derfor nu efterat have befæstet Als og Dybbøl, ikke mere kunde opgive disse Stillinger og udsætte sig for senere paany at maatte erobre dem osv. — Endelig er det et Datum der bedre end noget andet tjener til at belyse Situationen, at den kongelige Regering ikke hverken giennem den danske Gesandt i Berlin eller ved den herværende preussiske Gesandt har modtaget nogensomhelst Meddelelse om at en eventuel Tilbagegivelse af Nordslesvig paatænktes, end sige naar, hvorledes og i hvilket Omfang. Tvertimod er det Deres Høivelbaarenhed bekjendt at det Forsøg, Kammerherre Quaade for nogen Tid siden giorde i Berlin for at bringe Sagen paa Bane i en Samtale med Hr. v. Bismarck mødte en særdeles kold Modtagelse hos denne Minister.
s. 301Under disse Omstændigheder er der kun meget lidet Haab om at denne Sag for Tiden vil kunne finde en endelig Afgiørelse som svarer til vore billige Ønsker, og der er endnu mindre Udsigt til at den kongelige Regering ved egne Bestræbelser kan udøve nogen Indflydelse paa Udfaldet.
Ikkedestomindre maa jeg ansee det for at være den kongelige Regerings Pligt at giøre det Lidet, som den formaaer, for at virke til Sagens Fremme. Jeg veed at Deres Høivelbaarenhed vil følge den samme Betragtning, og forsaavidt det fremdeles maatte vise sig at den keiserlige Regering ikke troer at kunne anvende nogen betydelig diplomatisk Pression paa Cabinettet i Berlin i dette Spørgsmaal, vil Deres Høivelbaarenhed idetmindste søge at opnaae at Hr. Benedetti griber Leiligheden til at omtale Sagen til den preussiske Udenrigsminister, som et Anliggende, for hvilket den keiserlige Regering fremdeles bevarer sin Interesse. Nytter det ikke til Andet, tør vi i alt Fald haabe paa denne Maade giennem Dem at erfare, hvad man i Berlin agter at giøre, thi som ovenfor bemærket ere vi endog uden nogen Antydning herom. Men sluttelig beder jeg Dem ogsaa bestemt at oplyse om det Ubegrundede i Grev Bismarcks ideligt tilbagevendende Paastand om at Danmark skulde være besjælet af et uforsonligt Had til Preussen. *) Naturligvis kan Grev Bismarck ikke forlange at vi skulde nære særligt venlige Følelser ligeoverfor en Stat der har behandlet Danmark saa ubilligt, men ligesaavist er det at han bedre end nogen Anden maa vide hvor langt det var fra at Danmark under de sidste for Preussen saa faretruende Conjuncturer pønsede paa at slutte sig til dets Fjender, da vi tvertimod, som ogsaa Deres Høivelbaarenhed og det franske Cabinet bekjendt, tilbøds. 302Preussen paa visse Betingelser vor Alliance. Ligesaa lidt som Regeringen saaledes skulde have beviist Fjendskab mod Preussen, har Befolkningen her ved nogensomhelst Demonstration ladet see noget Had til det preussiske Folk. Tvertimod er det ved enhver Leilighed udtalt offentligt, naar Forholdet til Preussen kom paa Bane, at naturlige og politiske Hensyn maatte tilraade Danmark at søge at stille sig i et varigt venskabeligt Forhold til sin mægtige Nabo, og at den eneste Hindring herfor vilde være fjærnet, saasnart den danske Deel af Slesvig var os tilbagegivet. Langtfra altsaa at Hr. v. Bismarck i Tilstædeværelsen af et saadant paastaaet Had hos det danske Folk kan finde nogen gyldig Grund til at unddrage sig en loyal Opfyldelse af den ved Freden i Prag paatagne Forpligtelse maa han vide at han netop herved vilde opnaae en virkelig Forsoning med Danmark. Det Hele er øiensynligt et blot Paaskud, men det vilde være ønskeligt at andre Cabinetter og navnlig det franske *) indsee dette ligesaa godt som vi giøre det.
Koncept med P. Vedels Haand.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 27. September 1866.
Kjære Quaade! . . . Prindsesse Dagmars Reise og Afsked fra Fædrelandet gik meget godt af; Forældrene ere forknytte og føle dybt Savnet, da hun var den oplivende Aand i Samlivet; man havde tænkt paa en lille Adspredelse ved en Reise til England, men dette har mange Vanskeligheder at overvinde, fordi der i Grundloven ikke findes vedtagne Bestemmelser med Hensyn til Regjeringens Førelse under saadanne Tilfælde og det vil ogsaa blive meget vanskeligt om ikke umuligt, at Kongen kan være fraværende unders. 303den nærmeste Fremtid, hvor saa Meget skal forberedes til Rigsdagen. I et Telegram igaar havde vi Efterretning om at Afstemning i Nordslesvig skulde finde Sted samtidig eller umiddelbart efter Indlemmelsen, men hvad der forstaaes ved hiint Begreb »Nordslesvig« er ikke antydet og Forhaabninger kunne ikke være store efter de skete Antydninger. Naar Grev Bismarck gjentagende kommer tilbage til Danmarks lidet velvillige Stemning imod Preussen, da savner dette al Berettigelse med Hensyn til Regjeringens Standpunkt, hvilket den tydelig nok tilkjendegav i Foraaret, og hvad Folket angaaer, da er der under den foregaaende Krig og de derefter stedfundne Omvæltninger, ikke forefaldet nogen Demonstration, der kunde berettige til en slig Paastand. At saavel Regjering som Folk ikke kan bortkaste Smerten over de Ulivssaar, der ere tilføiede vort lille Land, troer jeg ikke at man kan beklage sig over, men vi tør ogsaa paastaae, at bære vore Gjenvordigheder med den Ro og Resignation som er menneskelig mulig, og jeg troer, at vi vilde paadrage os Ringeagt, hvis vi kunde juble over Preussens Seiervindinger saa kort efter at have fristet vor tunge Skjæbne. — At Preussen aldeles ikke meddeler os Noget om sine Hensigter vedrørende Afstemningen i Nordslesvig saavel med Hensyn til Maaden, hvorpaa denne tænkes udført, som med Hensyn til det Gebeet, den tænkes at omfatte, tyder paa en langt mindre Velvillie fra dennes Side. . . .
Blixen skal efter Sigende i flere Skrivelser, der paastaaes i fire Skrivelser, have henvendt sig til Bismarck, men om han har modtaget Svar ansees for tvivlsomt; stor Vægt vilde det vel ikke kunne tillægges, da jeg ikke troer at Omdømmet om hans Personlighed er gunstigt i hans Faveur, men det kunde dog være muligt at hans Bitterhed imod den herværende Regjering kunde smitte. Om de mangfoldige politiske Mænds Sammentræffen i Biaritz vil kunne udvirke Noget til Europas Beroligelse, forekommer vist de Fleste tvivlsomt, thi Gjæringen er stor ogsaa udenfor de Lande som sidst have værets. 304berørte af Krigen, og de Skildringer, der ere komne til os, lade ikke meget Haab om at man nogetsteds med Varme vil kunne tage sig af vor Sag; og uden noget almindeligt Tryk og dette fra forskjellige Sider kan det vel ikke ventes at Bismarck eller Preussen vil give Noget betydeligt tilbage af Slesvig, thi vor Alliance eller Venskab synes ikke at have noget særeget Værd for ham. — . . . Vi have som De vil have seet faaet en ny Marineminister og da General Neergaard meget ønsker at trække sig tilbage har jeg tænkt paa at finde en Efterfølger for ham i General Raasløff fra Washington, men da dette endnu ikke er afgjort beder jeg at dette maa blive imellem os. — . . . Lad mig ved Leilighed erfare, om Moltzen endnu agiterer, men jeg formoder, at han er mat. —
C. E. Frijs.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 4. October 1866.
Kjære Quaade!
Den tilsendte Commiteebetænkning 1) var ikke lystelig at see paa, og desværre kan man nok forstaae hvortil den skal benyttes, nemlig at gjøre den hele nordslesvigske Afstaaelsessag til saa lidet og saa ubetydeligt som muligt; istedetfor at Vedkommende tidligere har omtalt, at han skulde være villig til at tilbagegive Danmark den væsentligste Deel af Slesvig, fordi dette ikke havde nogen Interesse for Tydskland, hvorimod dette vilde have Betydning for Danmarks Existents, vil De siden Januar eller Februar forrige Aar have mærket et fuldstændigt Omslag hos Bismarck, idet til os og vore Venner kun omtales den uforsonlige Stemnings. 305der findes hos den danske Regjering, det danske Folk, og den danske Presse, og alle 3 opgivne Subjekter have under den europæiske Crise, som vi have gjennemgaaet og endnu ikke have fuldendt, viist en stoisk Ro hver efter sin forskjellige Stilling, idet Ingen af de 3 har løbet efter Lygtemænd, men belært af sørgelig Erfaring har holdt sig fuldstændigt paa eget Gebeet, og vist er det, at de enkelte Angreb, som have fundet Sted paa Preussen og Tydskland i det Hele taget, selv i vedkommende Presseorganer, hvor de ere fremkomne, ere komne aldeles sporadisk og for det meste meget stærkt ere blevne imødegaaede andetstedsfra; til sine egne Venner og Fortrolige taler han i en anden Toneart, om at Danmark er dødsdømt og at den cimbriske Halvø naturlig tilfalder Tydskland etc. etc. og jeg er for min Person overbeviist om at hans Haandlanger i Holsteen Carl Plessen baade deler og bestyrker ham i denne Opfattelse. — Det Haab vi saaledes eengang kunde nære, om at Preussen kunde selv i dets nuværende Storhed ønske at leve i god og venskabelig Forstaaelse med sin lille nordlige Nabo, maa opgives, thi hverken hos Regjering eller hos Folk viser sig nogen Tilbøielighed til at give slip paa hvad man engang har faaet under sin Klo, og dette at Afstaaelsen skete med god Villie og i Overbeviisning om at man havde benyttet sin Overmagt og Overlegenhed stærkere end man egentlig selv kunde være tjent med, vilde have været en udmærket Borgen for en forholdsviis fredelig og forsonlig Udvikling og Stilling ligeoverfor Tydskland; desværre er der vel ikke stort Haab om, at en saadan Stemning skulde blive herskende hos den preussiske Regjering eller i de høitstaaende Kredse, der kunde bevirke, at man dæmpede sit Overmod ligeoverfor os og fik Øie for at det ikke alene kan være til directe Gavn at være godt stillet til de Smaae, men at man indirecte kan have stort Udbytte af at fremvise ædlere Følelser i sin Politik end den blotte Begiærlighed. Efter Deres sidste Brev lader det ikke til som om De troer stærkt paa Forbindeisens. 306imellem Bismarck og Blixen; jeg tvivler ingenlunde om at Bismarck benytter Blixen og ikke omvendt, men jeg er tillige vis paa at en Forbindelse har fundet Sted i den sidste Tid, og dette er mig et yderligere Beviis paa den liden Velvillie der findes, thi denne Benyttelse kan efter min Forstand kun finde Sted for at skabe lidt mere Forstyrrelse og Uorden i Forholdene imod Nord end der findes ͻ: man maa altsaa antage det for preussisk Interesse at tilveiebringe en saadan rimeligviis i Haab om at kunne faae en passende Fangst i det plumrede Vand. — Hvorvel vi ikke kunne faae nogen stor Indflydelse paa Forandringen af disse Forhold, navnlig paa Forandring af den paapegede Stemning, kan det dog heller ikke gaae an at trættes, selv om man har en tydelig Forestilling om, at man udfører Sisyphusarbeide, thi saalænge der er Liv, er der Haab, og det er saaledes muligt at for Danmark kan atter oprinde Dag, selv om Mørkets og Tvivlens Tid endnu kan vare nogen Tid. Desværre er der efter den Erfaring Danmark har giennemgaaet i dette Aarhundrede, kun lidet Haab om at der vil vederfares dette stor Ret, men et Spørgsmaal bliver det dog om man vilde betragte dets Opløsning og Tilintetgjørelse, naar denne ikke skeer af indre Grunde, som en fait accompli ogsaa; galt er det allerede at man kan, efter hvad der er skeet, nære Tvivl i saa Henseende, men saalænge Preussen endnu ikke er den eneste bestemmende med Hensyn til Europas Fremtid, tør man trøste sig til at en Udvidelse udover tydsk Omraade vil vække Modstand hos Frankrig, England og Rusland; desværre har det relative Venskabsforhold imellem disse Magter været en af Hovedgrundene til at det er blevet Bismarck muligt at udføre sin hidtilværende Gjerning, og saa længe dette vedbliver, er Frygten for at han kan gaae videre paa den betraadte Bane meget berettiget, thi han har paa en vis Maade frit Spil, idet de andres gjensidige Jalousie og Umulighed i at komme til en Forstaaelse gjør det let for ham at tage overveiende Hensyn til egen Bequemmeligheds. 307og Interesse. Jeg mener, at hvad vi ikke kunne opgive, efter at det har viist sig umuligt at kunne vinde Preussen for en ædelmodig og høihjertet Fremgangsmaade imod os, det er, at der engang og dette i en ikke altfor lang Fremtid kan fremkomme en Opposition eller en Fjende imod Preussen, og at vi da ere nødsagede til at gribe denne chance for at tilkjæmpe os en mulig Grændse, som indenfor Rimelighedens Grændser kan vedligeholde Illusionen om vor Selvstændighed og frie Bestemmelsesret; dette kan naturligviis, naar det gaaer galt, let blive den sidste Trækning, men det forekommer mig at være at foretrække at slukke Lyset selv ved et dristigt Pust end at det skal gaae ud af sig selv og ved sin Oes og slette Dunst forpeste hele Omgivelsen. For Danmarks Fremtid vilde det naturligviis have været langt ønskeligere, at man kunde komme til en Overeenskomst med Preussen og saaledes sikkre sig et Venskab i sin nærmeste og mægtigste Nabo, men Tilbøielighed fra Preussens Side synes ikke mulig at fremkalde. — Om faa Dage vente vi Kronprindsen tilbage og da formodes Dronningen at ville afreise til England for at besøge Prindsessen af Wales; jeg frygter for at Kongen ikke endnu har opgivet Planen om at ville afhente hende; det har en uendelig Mængde Vanskeligheder at forlade Landet, selv om det er paa kort Tid, saavel i legal Henseende som paa Grund af den critiske Stilling, hvori Landet befinder sig. Vi skulle nu om en 8 Dage begynde med Valgene til den nye Rigsdag og det er vel et stort Spørgsmaal, hvorledes dette vil falde ud, dog troer jeg nok at man ikke vil faae vanskeligere at regjere med den nyvalgte Rigsdag end med de tidligere, men det gjelder for Regjering som for Folket at bevare Ligevægt i Sindet under de trykkende Forhold. —
C. E. Frijs.
20
20*
Udenrigsminister Grev Frijs til Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i
Paris
.
Confidentielle.
Copenhague, 5 octobre 1866.
Monsieur le Comte.
Monsieur le marquis de Moustier étant à présent entré en fonctions comme ministre des Affaires étrangères, je vous prie de saisir la première occasion qui se présentera pour l’entretenir de nos affaires. Vous lui direz que nous avons pleine confiance que l’intérêt sincère et actif dont le gouvernement impérial a donné déjà de nombreuses preuves au Danemark ne saurait non plus nous faire défaut sous sa conduite des affaires. Cet homme d’état prend la direction de la politique française dans un moment où nos intérêts les plus graves attendent une solution. Il y a plus. Il s’agit de savoir, si l’unité nationale, invoquée par la Prusse comme un titre et une justification de son aggrandissement, est réellement pour elle un principe sérieux qu’elle tiendra à honneur de respecter et non uniquement un prétexte commode pour l’avancement de ses projets ambitieux. Mieux que dans toute autre question, la conduite que suivra le gouvernement prussien à notre égard, donnera la mesure de la loyauté à laquelle le monde pourra dorénavant s’attendre de sa part. La manière dont il remplira sa promesse formelle de rendre au Danemark les parties danoises du Slesvig prouvera en effet bien plus clairement que toutes ses paroles, s’il entend loyalement remplir ses engagemens à l’avenir ou s’il s’y soustraira, toutes les fois que les inspirations égoïstes de sa politique le solliciteront.
Au milieu des graves préoccupations qui doivent nécessairement réclamer toute l’attention de Son Excellence dans ce moment je pense qu’il lui sera agréable, pour bien juger la question, que vous lui exposiez succinctement les principales considérations qui la dominent. Dans cette conversation vous aurez soin de faire ressortir l’injustice manifestes. 309dont le Danemark a été la victime à la paix de Vienne, qui a violé le principe de la nationalité non moins que le droit des traités — la position plus que compromise qui en est résultée pour l’indépendance politique du Danemark et pour le Nord entier — les avantages enfin que la Prusse ne manquerait pas dans l’avenir de tirer de cet état de choses, s’il ne venait pas à être modifié. Vous rappellerez, avec combien de justesse le gouvernement impérial a dès le premier moment apprécié cette iniquité et ce danger et avec combien de force il a sans cesse insisté auprès de la Prusse pour qu’elle rendît à la nationalité danoise son intégrité et au Danemark ses limites nécessaires. Dernièrement le gouvernement prussien s’est enfin formellement obligé par les préliminaires de Nicolsbourg et par la paix de Prague à procéder à cette restitution. Il est notoire qu’il ne prenait cet engagement que pour donner une satisfaction à la France, alors qu’il étendait si considérablement le territoire de sa domination en Allemagne. Or, cette promesse resterat-elle dérisoire et deviendra-t-elle une lettre morte? Le Ministre, j’en suis fermement convaincu, reconnaîtra que les principes que la France veut bien accepter pour base d’un nouvel ordre de choses en Europe, les intérêts invariables de la politique française, le respect dû aux engagemens pris vis-à-vis de la France ne le permettront pas. —
Malheureusement tout me porte à croire que le gouvernement prussien pourrait bien vouloir se soustraire à cette promesse ou au moins l’interpréter d’une manière qui ne satisferait aucun intérêt légitime, ni celui du Danemark ni celui de la population slesvigoise.
Au lieu de procéder de suite à l’interrogation du voeu populaire dans la partie nord du Slesvig, à laquelle la Prusse par la paix de Prague, s’est engagée à donner la faculté de rentrer dans l’union avec le Danemark, et de ne soumettre au parlement prussien la loi d’annexion des duchés qu’après le résultat de cette expérience, monsieur des. 310Bismarck a choisi la méthode inverse, en saisissant tout d’abord les chambres d’une loi d’annexion, dans laquelle il n’est pas même fait mention expresse de la rétrocession à faire en vertu du suffrage universel.
Les suites d’une pareille manière d’agir n’étaient pas difficiles à prévoir et en effet ne se sont pas fait attendre.
D’abord l’exécution de l’article en question éprouvera un retard, d’autant plus considérable que les chambres prussiennes viennent, avant l’adoption de la loi d’annexion, d’être ajournées jusqu’au 12 novembre. C’est là un temps d’arrêt dont la presse allemande sera ardente à tirer parti pour surexciter les instincts de domination en Allemagne et remettre l’opinion publique dans cet état d’agitation qui la rend sourde aux scrupules de la justice et de la bonne foi, toutes les fois qu’il s’agit des intérêts du Danemark. Ensuite le comité, chargé par la chambre prussienne d’examiner le projet de loi, a présenté un rapport d’un très mauvais augure, comme vous pourrez vous en convaincre par le compte rendu que je m’empresse de vous transmettre cijoint en traduction française. A côté de plusieurs aveux, qu’il est bon de noter, et qui ont trait à l’étendue du domaine de la langue danoise dans le duché et à la ligne de démarcation naturelle qui passerait près de Flensbourg, le comité n’hésite pas de jeter l’anathème au principe de nationalité qui a toute sa colère du moment qu’il s’agit de restituer une portion de territoire, évidemment étrangère à la nationalité allemande. Il recommande à la chambre de voter l’incorporation du duché de Slesvig tout entier dans sa délimitation actuelle, sans se préoccuper de l’art. 5 du traité de paix, mesure dont il s’ensuivra que plus tard lorsqu’il s’agira de donner suite à la stipulation de l’art. 5, le gouvernement prussien devra encore recourir au vote des chambres qui pourraient alors refuser leur assentiment à la rétrocession. — Ces idées trouvent enfin leur couronnement dans les paroles finales du comité, »qu’il se livre à l’espoir que l’on réussiras. 311bientôt à écarter complètement la clause de l’art. 5 de la paix de Prague ou du moins à restreindre la votation à la partie la plus septentrionnale du Slesvig.«
Telle est la situation, que monsieur de Bismarck a provoquée volontairement et sans nécessité! Est-il permis après cela d’avoir une confiance entière dans la loyauté que mettra le cabinet de Berlin à remplir ses obligations?
Maintes fois déjà dans le courant des événemens le gouvernement du Roi a été amené à présenter au cabinet impérial ainsi qu’aux autres puissances de l’Europe des considérations, propres à faire ressortir cette vérité, qu’en définitive rien ne sera fait, pour réparer les injustices infligées à la nationalité danoise et pour conjurer de nouveaux conflits et de nouvelles violences, tant que la partie du Slesvig qui s’étend jusqu’au sud de Flensbourg n’aura pas été restituée au Danemark et l’évidence de cette vérité a été assez grande, je le constate avec satisfaction, pour convaincre toutes les puissances désintéressées dans la question. Il n’en est pas moins avéré que malgré tous les moyens tantôt d’intimidation tantôt de séduction que les employés prussiens ont mis en pratique pour entraîner dans le sens prussien les suffrages de la population du nord du Slesvig, celleci reste inébranlable dans sa demande de retourner à la mère-patrie et le résultat d’une consultation tant soit peu libre des habitans de cette partie du duché ne saurait être douteux. Vous avez présenté dernièrement à Son Excellence monsieur Drouyn de Lhuys un mémoire dans lequel je me suis expliqué sur la question de savoir dans quelles limites la consultation des habitans devrait avoir lieu et sur les formes qui seules pourraient en garantir la sincérité. Je n’ai rien à ajouter aujourd’hui à ces développemens. Seulement je tiens à rappeler ici que le Ministre des Affaires étrangères de l’Empereur dans les entretiens qu’il a eus avec vous le lendemain des préliminaires de Nicolsbourg, a déclaré qu’il interprétait l’engagement, pris par la Prusse, comme embrassants. 312toute la partie du nord du Slesvig »où l’élément danois prédomine«. —
Je suis heureux de pouvoir ainsi constater l’existence d’un accord complet entre les vues du gouvernement impérial et les nôtres à l’égard de la question slesvigoise. D’un côté la France reconnaît avec nous, que ce que demande la justice et ce qu’exigent les intérêts politiques du Danemark et du Nord entier c’est qu’une frontière soit fixée qui tienne compte de l’intégrité de la nationalité danoise et qui comporte les conditions indispensables de la défense militaire et du système commercial du Danemark. De l’autre côté le gouvernement impérial tient entre ses mains une promesse expresse de la Prusse, qui d’après sa propre appréciation devra réaliser le but indiqué plus haut. C’est la seule concession que jusqu’ici la Prusse ait faite au grand principe moderne, auquel elle doit l’attitude politique, que la France a gardée pendant les derniers événemens. La mesure dans laquelle elle sera réalisée, deviendra le gage de la modération avec laquelle on peut espérer que la Prusse usera de sa puissance aggrandie.
Dans ces circonstances le gouvernement du Roi croit pouvoir tranquillement attendre les événemens, et même si monsieur de Bismarck en s’inspirant des suggestions du comité de la chambre prussienne venait faire des démarches auprès du cabinet des Tuileries, tous ses efforts ne réussiraient certes pas à obtenir du gouvernement de l’Empereur, que la promesse donnée restât sans exécution, ou qu’elle fût rendue illusoire par la manière dont elle s’accomplirait.
Je vous prie, M. le Comte, de lire cette dépêche à Son Excellence monsieur le marquis de Moustier et de lui en laisser copie, s’il le désire.
Koncept med P. Vedels Haand.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 6. October 1866.
Kjære Vedel,
Jeg antager, at De har seet en Artikel der staaer i »Fædrelandet« for den 3die under Titelen: af et Brev fra Berlin 1). Er det ikke muligt at faae de Folk til at holde dem fra at skjænde og tirre i disse Tider? Hvad kan det skade at vise en Smule Høflighed og lidt meer Takt? Det nytter os dog ikke Noget at vise Humeur; og ialfald synes jeg man kunde gjerne vente, indtil det bestemt har viist sig at vi Intet faae og ved Siden heraf indtil vor Fredstraktat er fuldstændig udført.
Det er forresten ikke »Fædrelandet« alene, som disse Betragtninger gjælde. Bladet »Enhver Sit«, der jo repræsenterer den stik modsatte Farve, yder ogsaa sine Bidrag. I Nr. 99 af dette Blad, der af Molzen carakteriseres som staaende Ministeriet meget nær og af ham colporteres for at sætte Ondt for Ministeriet, indeholder ogsaa en Artikel der gjør Udfald mod Preussen. Jeg har nu glemt Artiklen, men der er en Passus der, hvori der tales om skumle Planer eller Skumlen fra preussisk Side imod Danmark. Alt Sligt fornærmer den preussiske Regjering og giver den Vaaben i Hænderne mod os hos vore Venner, der jo i Grunden ikke bryde sig om at gjøre noget synderlig Stort for os og derfor altid ere rede til at undskylde deres Lunkenhed med den Betragtning, at vi da ogsaa ere nogen ganske aparte Folk, der ikke fortjene, at de skulle anstrenge sig videre for os. ...
G. Quaade.
P. Wedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 15. October 1866.
Kjære Quaade! Vi have nu tilendebragt Valgene til Folkethinget, og endskjøndt Forandringen sikkerlig ikke kan siges at være til det Bedre, bilder jeg mig ind, at Kræfterne især i Begyndelsen ville være saaledes deelte, at det vil være vanskeligt for et af de 3 store Partier: Doctrinaire, Grundtvigianere og Bondevenner, at kunne forene sig med det andet for at beherske det tredie, og saaledes see sig istand til for et Øieblik at skabe en parlementarisk Regjering; da den nuværende ikke er en saadan, vil den muligviis kunne fortsætte sin Virksomhed i nogen Tid, men det vil deels være med en stor Besværlighed og uden at kunne udøve det Tryk paa Repræsentationen, som i høi Grad var ønskeligt; det vil især falde vanskeligt at gjennemføre en ordentlig tilfredsstillende Ordning af Armee og Flaade, hvilket i den forestaaende Session vil blive Hovedspørgsmaalet som efter al Rimelighed dog ikke kommer frem før efter Juul, da de nye Krigsministre ikke ville kunne blive færdige og vor store Væbningskommission ei heller er færdig. — Den 18de forestaae Landsthingsvalgene og det vil nu praktisk vise sig hvorvidt den nye Valgmaade indeholder en større Betryggelse, jeg frygter for at de høist Beskattede i Begyndelsen ikke ville vide at benytte sig af deres Valgret og saaledes blive overfløiet af Bønderne. —
. . . Med Hensyn til vort Hjerteanliggende da synes Udsigterne at blive slettere og slettere med hver Dag, man taler i Aviserne om en Tilslutning imellem Preussen og Rusland og en spændt Stemning med Frankrig, men jeg tvivler om at Preussen ved at decidere sig for en Alliance vil forlade sin udmærkede Position, som den har havt i længere Tid: at den benyttende sig af sine tvende Naboers Jalousi kan holde Begge i Skak ved afvexlende at vise den Ene eller den Anden et smilende Ansigt; i Tidens Længde kan dette naturligviiss. 315ikke holde ud, men jeg troer at Tiden for dets Udløb ikke er nærforestaaende. Vi have ved de stedfundne Valg havt overordentlig moderate Udtalelser vedrørende den ydre Politik især ved Valgene i Hovedstaden; hvorledes man har udtalt sig i Provindserne veed jeg endnu ikke, men jeg formoder med Undtagelse af enkelte Grundtvigianere, der bilde sig selv ind at være Thor, er det gaaet af som i Hovedstaden. I Begyndelsen af November skulle vi have Forsamlingen indkaldt, og det vil blive trættende inden de nye Medlemmer faae hver især præsteret deres maiden-speech. —
Jeg vilde ønske, at De maatte faae den Leilighed, som De antyder, til at komme herover, men jeg tvivler derom; hvornaar ventes Grev Bismarck tilbage thi under hans Villegeatur vil noget Væsentligt sandsynligviis ikke kunne blive foretaget og jeg formoder at hans landlige Ro ikke tillades forstyrret.
. . . Vore Officerer og Matroser ere komne hjem i en Henrykkelse over Prindsessen og over Rusland, berigede med en Mængde Ordener; efter al Sandsynlighed maa der ogsaa fra vor Side til den forestaaende Formæling falde en Pladskregn; under vore smaae Forhold, kommer det ikke rigtig til at passe. Kronprindsen, som skal til Petersborg igjen ved Formælingen, maa vel sagtens til den Tid lægge Veien over Sverrig eller over Preussen; muligviis kan dette skee paa begge Steder saavel paa Hen- som paa Tilbagevei; hvis et Besøg skulde foretages ved denne Leilighed vil det ikke blive af de behagelige, lad mig engang herom høre Deres Mening, hvad De antager for ønskeligt i saa Henseende. —
Vi klemmes her tidt og det fra forskjellige Sider med Hensyn til Af slutteisen af Handelstractater, og jeg nægter ikke at have en afgjort Modbydelighed imod at afslutte Tractat hvorved man paatager sig Forpligtelser med Hensyn til Told paa enkelte Varer navnlig Vine, Silke, etc. og saaledes indskrænkes i Frihed til at forhøie disse, thi vel er jeg overbeviists. 316om at moderat Told baade gavner Fiscus og Indvaanere meest, men en anden Sag er det ved en slig paatagen Forpligtelse at afskjære sig den Udvei under Krigstilfælde at forhøie Tolden, thi det er i Almindelighed lettere at faae Pengene ind paa denne Maade end ved directe Skatter, navnlig have vi under de sidste trykkende Forhold havt slaaende Beviser herfor. —
C. E. Frijs.
Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 23. October 1866.
Herr Greve,
Jeg har idag havt en Samtale med Grev Mensdorff, og idet jeg henledede denne paa det slesvigske Spørgsmaal, spurgte jeg Ministeren om den keiserlige Regjering i den senere Tid havde berørt denne Sag i Berlin eller i Paris, og om den muligt agtede ved Grev Wimpffens forestaaende Ankomst til Berlin at bringe den paa Bane. Jeg forefandt Grev Mensdorff i Henseende til dette for os saa vigtige Spørgsmaal i de samme Dispositioner, som mine tidligere Beretninger have antydet. Han henviste til, at Sagen nærmest angik Frankrig og Preussen, og at det derfor især maatte komme an paa, hvilken Holdning Tuillerier-Cabinettet indtog, om den kunde vente at blive fremmet. Imidlertid antog han, at der fra den Side for Øieblikket ikke var meget at vente, da Keiseren endnu ikke var tilstrækkeligt forberedt, til at give sine Forlangender det fornødne Eftertryk.
Siden Marquis Moustiers Ankomst til Paris var Sagen heller ikke bleven berørt endnu; men saafremt den franske Regjering skulde finde for godt, at bringe Spørgsmaalet paa Bane igjen i Berlin, var det den keiserlige Regjerings Agt, at understøtte hiins Demarcher efter bedste Evne.
s. 317Jeg benyttede Leiligheden til at omtale for Ministeren, at Grev Bismarck i sine Samtaler med Kammerherre Quaade havde yttret, at Preussen maatte i Tilfælde af Nordslesvigs Afstaaelse tage Garantier, for de der bosatte tydske Indvaaneres Interesser. Grev Mensdorff fandt en saadan fremtidig Control fra Preussens Side utilstædelig, og samstemmede med den af mig udtalte Mening, at et saadant Forlangende maatte afvises eller ialfald mødes med et lignende fra dansk Side for de i det sydlige Slesvig boende Danske. . . .
C. Falbe.
Modtaget 30. Oktober 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 31. October 1866.
Kjære Quaade! Ligesom jeg stod i Begreb med at tilskrive Dem for i al Gemytlighed at underholde mig med Dem om Muurmestere, Snedkere og Sengefabrikanter til Frijsenborg kommer Deres Telegram med deri indeholdte Forespørgsel som en Torden fra klar Himmel. 1)
Af det øieblikkelig tilbagesendte Svar vil De have seet, at Kronprindsen alt Dagen iforveien var afreist om Formiddagen Klokken 10 til Riga og der var saaledes Intet videre at foretage i denne Sag; Reisen over Riga og tilsøs har været længere Tid fastsat og den vil muligviis ogsaa kunne lade sig effectuere paa Tilbageveien ad samme Vei, hvis Vinteren ikke træder hindrende iveien for at følge denne Route; men om de Bestemmelser, der saa maatte tages, kan jeg ikke udtale mig nu, da Kongen er fraværende paa et Par Dage paa Lerchenborg og jeg ikke ønsker at telegrafere om denne Sag her i Hjemmet, da Kongen ikke er i Besiddelses. 318af vort nye Chiffersystem. Hs. Majestæt ventes hjem om Fredag Aften og jeg haaber Lørdag Morgen at kunne erholde Resolution i denne Sag, saa at jeg enten Lørdag Eftermiddag eller Søndag herom kan tilskrive Dem. — Ved Kronprindsens Afreise herfra var Intet bestemt om Tilbagereisen enten med Hensyn til Tidspunktet, naar denne skulde finde Sted, eller om den Vei der skulde vælges. Mit hjertelige Ønske havde det været at Kronprindsen fra Petersborg og fra Moscou var taget til Grækenland dog med saa Faa i Følget som muligt, og at han i Løbet af Vinteren havde færdedes omkring ved Middelhavets Kyster fuldstændig som Tourist, og at han da paa Hjemreisen havde kunnet gjæste Pariser Udstillingen for at kunne være tilbage i rette Tid til Sølvbryllup et; men dette Haab maa jeg nu opgive, og da bliver Tale om Tilbageveien, hvilken under indtrædende Frostveir kan blive nødvendig over Berlin, og da opstaaer det i Deres sidste Brev og i den telegraphiske Depeche omhandlede Spørgsmaal om Kronprindsens Besøg i Berlin.
Først og fremmest maa jeg bemærke, at der naturligviis i Kongens Fraværelse ikke kan yttres nogen Mening i saa Henseende, men at jeg meget maatte ønske efter Modtagelsen af dette Brev ad telegraphisk Vei at erholde en Forklaring om hvad der forstaaes ved »très haut« om det er »Allerhøiest«, samt om »interpellations« kan forstaaes som en directe Opfordring, hvilket jeg ikke antager, thi De vil indsee, at det kan blive en meget kritisk Tid just i Midten af November eller rettere sagt i den sidste Halvdeel af November Maaned for Kronprindsen at aflægge et Besøg i Berlin, da vort Livsspørgsmaal vil komme til at staae paa Dagsordenen ved Behandling i Kamrene, og det vil være umuligt pr. Telegram at kunne holde Kronprindsen i Kundskab om Stillingen betragtet fra vor Side; desuden vil det jo med Hensyn til Opfordringen for Kronprindsen til at aflægge et Besøg i Berlin paa Gjennemreisen afhænge saa overordentlig meget af, om en Opfordring stilles, og da paa hvad Maade,s. 319thi denne kan jo finde Sted under mange forskjellige Modaliteter baade ved Forespørgsel fra Gesandtens Side som ved Samtale mellem Kronprindsen af Preussen og vor Kronprinds, og det er umuligt her at kunne yttre Noget inden man kjender Forudsætningerne. Ligesom det følger af sig selv, at Bestemmelsen kun kan tages af Kongen, saaledes er jeg fuldkommen enig med Dem i, at det ogsaa maa have Udseende af at være skeet frivillig uden nogen Paavirkning andetstedsfra end fra selve det preussiske Kongehuus, og naar det maatte ønskes fra sidstnævnte Side, vil der meget let kunne findes Leilighed dertil, thi det følger af Stillingen for Øieblikket saavelsom af den historiske Udvikling at der maatte haves herfra Vished for en velvillig om end ikke cordial Modtagelse, thi ellers vilde denne Handling baade svække udadtil og være uforsvarlig indadtil. Da der dog vil hengaae en 14 Dage, inden det er fornødent, at der tages en definitiv Bestemmelse, forudsætter jeg endnu adskillige Gange at faae dette Thema udtømmende behandlet af Dem i Deres private Skrivelser til mig. . . .
C. E. Frijs.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 3. November 1866.
Kjære Quaade! . . . Kongen kom igaaraftes hjem fra Lerchenborg meget glad og fornøiet og jeg har imorges sat Hs. Majestæt fuldstændigt ind i Sagen; han har fuldkommen billiget den Vei, der er fulgt, og har endvidere ogsaa billiget, hvad jeg idag tilskriver Dem, og som i det Væsentlige er overeensstemmende med Deres egen udtalte Opfattelse men for Tydeligheds Skyld fremsættes og bemærkes ved denne Leilighed, at jeg beder Dem engang ved Leilighed at sendes. 320mig det Brev, som jeg skrev Dem og som først omhandlede dette Besøg, eller rettere sagt, jeg beder om en Copi, thi af de øvrige Skrivelser [har jeg Copi], og jeg vil for min egen Skyld have dette under min øvrige Brevsamling.
Om Kronprindsens Besøg i Berlin vil kunne virke til Gavn for vor politiske Stilling ligeoverfor Preussen navnlig i det slesvigske Spørgsmaal kan være tvivlsomt, men sikkert er det, at hans Udeblivelse under nuværende Omstændigheder, saaledes som Sagerne staae, for Øieblikket uden al Tvivl vil virke skadeligt, idet man deels vil kunne benytte denne Udeblivelse og Skin af manque d’égards som et Forsvar for sin tilkommende hensynsløse Fremfærd og at Yderverdenen vil kunne paastaae, om med eller uden Grund gjør tidt ikke saa meget til Sagen, at Forsøget burde være gjort [og] den formodede eller antagne Virkning af et sligt Besøg vil ikke kunne modbevises. —
Efter Grev Rhederns officiøse Udtalelser vil ingen Tvivl kunne næres om at Kronprindsen vil blive godt modtaget, men herfra at kunne slutte til Venskabelighed og velvillige Følelser er naturligviis for hurtig og umotiveret Slutning; efter de stedfundne Begivenheder og efter disses for os baade for Konge og Fædreland saa tunge Slag og Indflydelse paa vor hele Stilling vilde det være det naturligste, om »det første Skridt til at bryde Isen« kom fra Preussen, hvilket kan skee paa forskjellig Maade, enten derved at De hos eller gjennem Grev Rhedern kunde fremkalde en Opfordring fra Kongen af Preussen om, at Kronprindsen lagde Veien over Berlin eller at Kongen kunde opfordre Kronprindsen o: vor Kronprinds gjennem Kronprindsen af Preussen til at lægge Tilbageveien over Berlin under det gjensidige Ophold i St. Petersborg. — Det følger af sig selv, at hvilken af disse Maader der vælges, vil have sine særegne Fordele, men jeg nægter ikke, at for os — jeg mener for Konge og Fædreland og forstaaer ikke ved os — Ministeriet, vil den Maade [være ønskeligst] hvorpaa det klarest fremtræder som Noget,s. 321der ikke er skeet efter fremmed Tilskyndelse, men alene som Følge af directe Indbydelse der er modtaget, naar denne har viist sig. — . . .
C. E. Frijs.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 7. November 1866.
Kjære Quaade! . . . Den af os gjentagende omtalte Sag vil formodentlig komme i Orden om ikke i Berlin saa i Petersborg, jeg haaber, at Besøget, om et saadant finder Sted, vil blive kort, det vil blive i en kritisk Tid. — . . .
C. E. Frijs.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 9. November 1866.
Kjære Frijs,
. . . C. Plessen har været her; men jeg troer ikke hans Reise har havt Noget at gjøre med Nordslesvig. Man siger mig, at han udelukkende har været her i Anledning af Militairudskrivningen i Hertugdømmerne, og at man ikke engang troer, at hans Stemme vilde være af Betydning her i almindelige administrative Anliggender, da i denne Henseende enhver preussisk Geheimeraad vilde være en ligesaagod Autoritet som han.
Kronprindsens Reise, det vil sige, det Spørgsmaal der knytter sig dertil, volder mig megen Bekymring. Saaledes som Sagen efterhaanden har udviklet sig troer jeg ikke det var godt om han reiste hjem ad en anden Vei end Berlin, men jeg fatter fuldkomment hvor tung Sagen vil være for ham og for hele den kgl. Familie. Imidlertid haaber jeg, ats. 322Alt vil lettes ved hvad der vil foregaae i Petersborg. Min Hovedbetragtning ved Spørgsmaalets Bedømmelse har stedse været den, som De ogsaa fremhæver, at man maa vogte sig for senere at kunne komme til at bebreide sig et non factum; thi desværre kan jeg ikke give noget Haab med Hensyn til det Væsentlige. Alle mene, at denne Sag vil trække længe ud. . . .
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
[Berlin], 16. November 1866.
Jeg troer at burde underrette Deres Excellence om, at efterat Herr Molzen nu stadig har opholdt sig i Berlin i omtrent et halvt Aar, er ogsaa den i min allerærb. Indberetning af 23. April d. A. omhandlede Herr Hansen ankommen hertil, efter Sigende som Correspondent for franske Blade. Da dette Sammentræf finder Sted paa en Tid da Grev Bismarck er fraværende fra Berlin og det ikke har været mig bekjendt, om han har meddeelt Understatssecretair Thile, hvad jeg tidligere til forskjellige Tider har fremhævet for ham om at hverken den ene eller den anden af de nævnte Personer staaer i nogensomhelst Forbindelse med den kgl. Regjering, har jeg idag udtrykkelig ogsaa gjort Herr v. Thile opmærksom herpaa. Herr v. Thile takkede mig for denne Meddelelse.
Koncept.
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 16. November 1866.
Deres Excellence,
Jeg benyttede den i min fortrolige Skrivelse af Dags Dato omhandlede Leilighed til for Herr von Thile at bringe den her i Udsnit vedlagte Artikel af »Norddeutsche Allgemeine Zeitung« paa Bane. 1) — Jeg sagde at jeg vel vidste af hvad Grev Bismarck flere Gange havde yttret for mig, at den preussiske Regjering ikke var ansvarlig for alle i dette Blad indeholdte Artikler, men at jeg dog vilde sætte Priis paa nu at kunne udtrykkelig gjentage denne Yttring for Deres Excellence med Hensyn til fornævnte Artikel. Hertil svarede Herr von Thile, at han ikke alene ønskede at jeg vilde gjøre dette, men endog maatte indstændigen bede mig at tilføie, at den preussiske Regjering i meget lang Tid havde været høist utilfreds med den Ubehjælpsomhed og Mangel paa Tact, hvormed det omhandlede Blads Redacteur stadigen behandler delicate politiske Spørgsmaal og Forhold, og at det allerede var bleven Sidstnævnte betydet, at den preussiske Regjering maaskee vilde see sig i den Nødvendighed at fralægge sig al Forbindelse med ham ved paa den eclatanteste Maade at gjøre sin Utilfredshed med hans Forhold kundbar for Offentligheden.
Efter hvad Herr von Thile fremdeles sagde mig, kan Grev Bismarck ventes tilbage til Berlin om en 10 Dage.
Herr Benedetti ventedes idag hos Understatssecretairen efter igaar Aftes eller imorges at være indtruffen paa sin Post.
Quaade.
Modtaget 19. November 1866.
21*
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Direktør P. Vedel.
Berlin, 16. November 1866.
Kjære Vedel,
. . . Indlagte Brev fra Hansen 1) tillader jeg mig at sende til Dem. Jeg havde sagt ham at jeg ikke godt kunde besørge det; men saa har han prakket det paa Guldencrone; og i Grunden troer jeg ikke, der er noget Ondt ved ham; tvertimod; men jeg finder det ikke passende at Breve fra hemmelige Agenter, det være sig Regjerings- eller andre Agenter, gaae aabenlyst og med Gesandtens Vidende og Bistand i officiel Couvert til Udenrigsministeriet og til videre Besørgelse ved dette. Det vilde ogsaa være godt om Kjettinge ved at besørge Brevet, betød Modtageren at han ikke vil være med i den Sag; thi han er en officiel Person.
G. Quaade.
P. Vedels Privatpapirer.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 22. November 1866.
Kjære Quaade!
. . . Paa min . . . Reise til Boller og Frijsenborg hentede jeg mig en dygtig Forkjølelse, som har været lidt stræng for mig at bære endskjøndt jeg er vant til den Slags Angreb, da jeg har maattet opholde [mig] i de sidste 3 Dage den største Deel af Dagen oppe paa Christiansborg i Rigsdagen, hvilket hverken er det sundeste eller det behageligste Opholdssted. Vi have havt 1ste Behandling af Finantsloven, der naturligviis sætter en heel Deel talende Kræfter i Bevægelse for at anbefale sig selv til Medlemmer af Finantsudvalget;s. 325endnu er der hverken forefaldet noget mærkeligt Politisk, der viser Oppositionens Styrke, eller hvor denne findes; Sagen er nemlig, at de forskjellige Partier endnu ikke ret have grupperet [sig] og man ikke vil gjerne begynde Angrebet uden i sin Almindelighed, men jeg troer at kunne betegne Stillingen sandt, naar jeg siger, at der hverken i Landsthinget eller i Folkethinget findes noget ministerielt Parti, og at der endnu ikke er fremtraadt noget antiministerielt; dette er en Stilling, som De kan vide, at jeg fra mit Standpunkt Intet har imod, da dette er min Stilling til Partierne; et andet Spørgsmaal bliver det, om en Regjering kan føres her i Landet uden noget ministerielt Parti; for Landets Udvikling og Folkets almindelige Tankegang var det egentlig ikke unaturligt; men en stor Deel af Folket og af de meest Indflydelsesrige have styltet sig til en Efterabelse af constitutioneile Former og Skikke andetsteds, istedetfor at indrette de constitutioneile Former efter vor Eiendommelighed, som deels oprindelig er nedlagt hos os, deels historisk udviklet. Jeg veed, at jeg egentlig ikke har saa faa, der dele denne Anskuelse med mig, men Ingen vil politisk forsvare; Intet er f. E. efter min Formening taabeligere i vort Lighedsland end Indførelsen af 2 Kamre; de conservative Kræfter tvungne ind i og blandede sammen med de yderligere extravagante Anskuelser vilde have kunnet udrette langt mere, naar de havde siddet sammen i samme Forsamling, hvilket jeg troer er tydeligt nok godtgjort af Stænderforsamlingerne. . . .
C F Friis
Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 23. November 1866.
Deres Excellence,
Jeg havde igaar en Samtale med den k. preussiske Understatssecretair, hvoraf jeg skal tillade mig herved at gjengive Indholdet saa nøiagtigt som muligt.s. 326. . . Herr v. Thile . . . yttrede ... at han haabede, at jeg ikke, ifølge den Omstændighed, at han ganske havde undladt hidtil at omtale det nordslesvigske Spørgsmaal for mig, antog at han ikke tænkte herpaa, eller at hans Regjering ikke var alvorligen sindet, at opfylde Bestemmelsen i Art. V af Fredstractaten med Østerrig. Han kunde forsikkre mig at dette skulde skee saasnart det blev muligt; men hertil udfordredes deels at Preussen kom formelt i Besiddelse af Hertugdømmerne, og deels at Sagen kunde iværksættes i fuldkommen Ro, og saa at sige aldeles objectivt. Det var derfor ønskeligt, at der fra dansk Side viistes den preussiske Regjering Tillid.
Hertil svarede jeg, at jeg troede han maatte erkjende, at der ogsaa virkelig var viist Tillid fra dansk Side; thi i modsat Fald vilde jeg ikke have kunnet forholde mig taus i saa lang Tid; han vilde erindre, at jeg aldrig havde bragt Sagen paa Bane for ham; og ikkun een eneste Gang havde jeg, kort efter Afslutningen af Fredspræliminarierne til Nikolsburg, havt Befaling til at omtale den for Grev Bismarck, hvilken Sidste tidligere gjentagne Gange havde yttret sig udførligt derom til mig.
Herr v. Thile gjentog derpaa sin ovennævnte Forsikkring, idet han fremhævede Ønskeligheden af, at der bestod en fuldkommen god Forstaaelse mellem Preussen og Danmark, hvorefter jeg, uden at gaae ind paa nogen Detail med Hensyn enten til Omfanget af eller Maaden for en eventuel Cession, hvoraf jeg intet Udbytte kunde vente ved nærværende Leilighed, sagde, at ogsaa jeg i det foreliggende Spørgsmaals Løsning, saae, et overordentlig virksomt Middel til en for begge Parter fyldestgjørende Ordning af de fremtidige Forhold mellem Danmark og Preussen: jeg var overbeviist om at, ihvorledes man end for Tiden i Danmark i enkelte Kredse var sindet imod eller udtalte sig om Preussen, vilde en Ordning hvorefter Danmark for Fremtiden hverken behøvede at frygte eller at ønske Noget fra preussisks. 327Side, paa en ganske naturlig Maade medføre, at sidstnævnte Land altid i Danmark vilde have den paalideligste Nabo.
Hertil bemærkede Herr v. Thile, at han sikkert haabede, at det vilde lykkes at komme til en for Danmark tilfredsstillende Løsning, og idet han, i Henhold til en fra den preussiske Gesandt i Petersborg indkommen Beretning, meddeelte mig, at der havde udviklet sig det bedste Forhold mellem H. k. H. Kronprindsen og Kronprindsen af Preussen, der har været tilstæde ved Formælingshøitidelighederne, tilføiede han, at dersom Kronprindsen af Danmark paa Høisammes Tilbagereise fra Petersborg aflagde et Besøg i Berlin, vilde dette vistnok kunne virke gavnligt deels overhovedet paa det almindelige gjensidige Forhold, og deels muligen ogsaa isærdeleshed paa det foreliggende Spørgsmaal. Han kunde forsikkre mig, at det bedste Middel til at fremme vore Ønsker var at vise den preussiske Regjering Tillid; men derfor kunde han nu hellerikke undlade at bemærke, at Hs. M. Kongens Throntale ved Rigsdagens Aabning ikke just havde gjort det bedste Indtryk her. Der var intet der virkede ugunstigere paa den ene Part i gjensidige Forhold, end naar denne Part kunde tænke sig, at den anden Part havde villet opstille en »épouvantail« imod den, og saaledes kunde man fortolke Throntalens Passus om de neutrale Magters og især de Franskes Kaisers Interesse for Sagen.
Herimod protesterede jeg strax paa det Allerbestemteste, idet jeg fremhævede, at den omhandlede Passus ikkun havde til Hensigt at constatere en Kjendsgjerning forat vise de Franskes Kaiser og de neutrale Magter en skyldig Opmærksomhed, og at jeg havde udtrykkelige og positive Udtalelser fra Kjøbenhavn til Støtte for, at det aldrig havde været Hensigten at vise Mistillid eller at virke paa den preussiske Regjerings Beslutninger ved at henvise til andre Magters Stilling til det omhandlede Anliggende.
Da Herr v. Thile syntes fyldestgjort ved denne Forsikkrings. 328og tilføiede, at han haabede at Grev Bismarck, dersom han skulde komme tilbage paa Sagen, vilde see den i det Lys, hvori jeg havde fremstillet den, fandt jeg det rigtigst ikke nu at bruge de yderligere Forklaringer hvoraf jeg er i Besiddelse, hvorimod jeg bad Understatssecretairen, for det Tilfælde at Ministeren skulde omtale Sagen for ham, at erindre min For sikkring om at Intet havde ligget fjernere for den kgl. Regjering, end at opstille en »épouvantail« eller vise Mistillid. . . .
Quaade.
Modtaget 26. November 1866.
Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 25. November 1866.
Kjære Quaade! Ligesom jeg vilde sætte mig ned for at besvare Deres venlige Linier modtager jeg Deres Depeche, som skal blive besvaret imorgen eller en af de første Dage, endskjøndt den indeholder kun en Gjentagelse af Deres private Meddelelser, men det gjelder om at besvare den væsentligste Deel af Spørgsmaalet saa hurtigt som muligt og jeg gjør dette derfor strax ved at underrette Dem om, at jeg imorges har været ude paa Fredensborg hos Kongen og har faaet Ordre til at meddele, at det blev ved den engang tagne Bestemmelse, hvilken tidligere er Dem meddeelt, at Kronprindsen lagde Tilbageveien over Berlin og aflægger der et kort Besøg, helst tagende Bopæl paa eet af Hotellerne, men hvilken Dag, dette skeer, er ikke muligt herfra at bestemme, dog bliver Afreisen ikke mange Dage efter Prindsessens Fødselsdag den 26de og Ankomsten til Berlin vil altsaa blive enten i Slutningen af denne Uge eller i Begyndelsen af næste Uge. Jeg vil ønske, at det Hele maa gaae godt af og ikke efterlade nogen Dissonants, thi det er naturligviis en tung og haard Gang for vor kjære Kronprinds,s. 329men jeg tvivler ingenlunde om hans Tact i saa Henseende, den har alt ved mangfoldige Leiligheder stadfæstet sig, men jeg er ikke saa sikker paa alle Herrerne af Følget; jeg skal skrive idag til Otto Plessen og bede ham underrette Dem pr. Telegram om Dagen for Ankomsten. Efter Sigende ventes jo Bismarck om faa Dage tilbage til Berlin, og om han end ikke strax tager fat med sin gamle Energi, vil det dog vel ikke vare længe, efter Beretningen om Deres sidste Samtale at dømme, forinden Discussionen kan siges at være aabnet om et for vort Liv saare vigtigt Spørgsmaal; under hvilke Modaliteter det Hele vil tilbydes er vanskelig for os at danne os en Mening [om] efter den fuldkomne Taushed, der er iagttaget ligeoverfor os, men det forstaaer sig af sig selv, at Afstemningens Frihed og Virkning e