Uddrag fra VIII.

Algreen-Ussing:

Den ærede Forsamling vil vist baade troe, men og forstaae mig, naar jeg siger, at det er ikke uden en modstræbende Følelse, at jeg reiser mig for at forlænge den uendelige Discussion om Valgloven, som for den opmærksomme Jagttager af vore Forhandlinger frembyder et trøstesløst Skue, og som, frygter jeg, vil i Historien af vort constitutionelle Livs Udvikling staae som et sørgeligt Beviis paa vor politiske Barndom. Men der er nogle Betragtninger, som jeg ikke kan tilbageholde. Jeg skal ikke gaae ind i en yde: ligere Udvikling af det Minoritetsvotum, hvortil jeg har sluttet mig; det foreligger tilstrækkeligt motiveret i Comiteebetænkningen, og det Medlem af denne Minoritet, som først talte (Jespersen fra Viborg), har med saa stor Kraft, Indsigt og Dygtighed udviklet det Hovedpunkt, der er Kjernen i Forslaget, at jeg dertil kan henholde mig. Navnlig kan jeg ikke ved hvad der igaar blev anført derimod af de ærede Rigsdagsmand for Odense Amts 5te og 6te Valgdistricter (Leth og F. Jespersen) finde Anledning til at fremsætte nogen Modbemærkning. Hvad jeg i et tidligere Møde har gjort opmærksom paa, har allerede meget stærkt bekræftet sig, nemlig at der vilde vise sig ligesaamange forskjellige Meninger her i Salen om Repræsentationsmaaden, som der havde viist sig i Comiteen. Det er vel ikke ganske let at gruppere de forskjellige Taleres Anskuelser, som allerede have taget Ordet i denne Sag; imidlertid viser sig dog saa meget, at der er noget over 20, som have talt for det første Minoritetsvotum, omtrent en halv Gang saa mange for det andet, og omtrent ligesaamange for det tredie og fjerde.