IX

§ 100.

Forslag til Forandring i, eller Tillæg til, nærværende Grundlov fremsættes paa en ordentlig Rigsdag. Vedtages den derom fattede Beslutning i uforandret Skikkelse af næste ordentlige Rigsdag og bifaldes den af Kongen, opløses begge Thingene, og almindelige Valg foregaae baade til Folkethinget og til Landsthinget. Vedtages Beslutningen 3die Gang af den nye Rigsdag paa en ordentlig eller overordentlig Samling, og stadfæstes den af Kongen, er den Grundlov.

Midlertidige Bestemmelser.

1. Ligesom Reglen i § 16, at Civillisten bestemmes ved Lov, ingen Anvendelse har for den nuregjerende Konge, saaledes vil ikke heller den i § 17 givne Forskrift være til Hinder for, at Apanager nydes udenfor Riget, forsaavidt saadant hjemles ved alt bestaaende Contracter.

2. Indtil den i § 22 bebudede Pensionslov udkommer, vil enhver Embedsmand, der efter samme Paragraphs Bestemmelse bliver afskediget, erholde Pension efter de hidtil fulgte Regler.

3. Den i § 78 indeholdte Bestemmelse, at Dommere ikke kunne afsættes uden ved Dom eiheller forflyttes mod deres Ønske, skal ikke være anvendelig paa de nærværende Dommere, som tillige have administrative Forretninger.

4. Indtil en Omordning af den criminelle Proces er iværksat, vil den i § 85 omhandlede Indankning af en Fængslingskjendelse skee som af en privat Sag, dog med Extraretsvarsel, ligesom den Klagende er fritagen for Brugen af stemplet Papiir og Erlæggelse af Retsgebyrer. Der bør gives ham Adgang til i Anledning af saadan Paanke at raadføre sig med en Sagfører, og nye Oplysninger kunne fremlægges for Overretten.

Formanden:

Der er forlangt Afstemning ved Navneopraab af følgende Rigsdagsmænd:

Dinsen. Barfod.
H. Christensen. Winther.
R. Møller. F. Jespersen.
M. Rasmussen. Gram.
J. A. Hansen. Jungersen.
Gregersen. Black.
L. Hansen. Andresen.
Schroll.

Man skred derefter til Afstemning der gav nedenstaaende Resultat:

Ja.
G. Aagaard. N. Hansen.
U. Aagaard. P. Hansen.
Andresen. Hasselbalch.
Andræ. Hastrup.
Bagger. Hermannsen.
Barfod. Hiort.
Bergmann. Holck.
Bjerring. Hunderup.
Black. Hvidt.
Bluhme. Hækkerup.
Brandt. Høier.
Bregendahl. Jacobsen.
H. B. Bruun. Jacobæus.
P. D. Bruun. Fr. Jespersen.
Boisen. N. F. Jespersen.
Cederfeld de Simonsen. H. C. Johansen.
Balthazar Christensen. F. Johannsen.
G. Christensen. H. Johansen
H. Christensen Johnsen.
J. Christensen. Sehestedt-Juel.
Colding. Jungersen.
la Cour. Jørgensen.
Dahl. Kayser.
Dahlerup. Kirk.
Dinsen. Knuth.
J. C. Drewsen. Krieger.
M. Drewsen. Køster.
Duntzfelt. Chr. Larsen.
Flor. J. E. Larsen.
Frølund. Leth.
Funder. Linnemann.
Gleerup. Lorck.
Gram. Lützhöft.
Gregersen. Madsen.
Gudmundsson. Marckmann.
Hage. Mundt.
Hall. Paludan-Müller.
Hammerich. C. C. Møller.
H. P. Hansen. R. N. Møller.
J. A. Hansen H. C. Nielsen
L. Hansen. N. H. Nielsen.
Mørk Hansen. Nyholm.

1087

Ja.
Nørgaard Schiern.
Olesen. Schroll.
Olrik. Schurmann.
Ostenfeldt. Brinck-Seidelin.
Ostermann. Sidenius.
Pape. Stender.
J. Pedersen. Tang.
P. Pedersen. Thalbitzer.
B. Petersen. Theilmann.
Cornelius Petersen. Tobiesen.
C. N. Petersen. Tscherning.
Pjeturson. Tuxen.
Ploug. W. Ussing.
Pløyen. Westergaard.
J. Rasmusken. Visby.
H. Rasmussen. Winther.
M. Rasmussen. Wulff.
Schack.
Nej.
v. Haven. Tvede.
Scavenius. Zeuthen.
Stemte ikke.
Neergaard.
Fraværende.
M. P. Bruun. Otterstrøm.
Buchwaldt. Oxholm.
Buntzen. Rée (syg).
David. Ræder.
Eriksen. Schlegel.
Fibiger. Schytte.
Fløe. Sigurdsson.
Gislason. Stocksleth.
Grundtvig. Treschow.
C. M. Jespersen. Algreen-Ussing.
Lüttichan. Wegener.
Tage Müller (syg). With.
Mynster. Ørsted.
Formanden:

Udfaldet af Afstemningen er følgende: Der har været 123 Stemmegivende, 26 Fraværende og 1 har ikke Stemt. Der er 119 Ja og 4 Nei.

Saaledes har Forsamlingen vedtaget Danmarks Riges Grundlov.

Der er nu kun Slutningsindstillingen tilbage. Den kommer ikke særlig i Grundloven, men den behøver dog ogsaa en tredie Læsning. Den lyder saaledes:

„At Hans Majestæt, efter af fri kongelig Villie at have tilsagt Danmarks Rige en fri Forfatning, høitidelig vil erklære, at Kongeloven, efterat den nye Grundlov for Danmark er vedtagen, skal være ophævet i alle dens Bestemmelser, med Undtagelse af dem, der indeholdes i §§ 27—40 om Arvefølgen, hvilke ere stadfæstede i Grundlovens § 4, samt med Undtagelse af de i Kongelovens §§ 21 og 25 om de kongelige Prindser og Prindsesser indeholdte Bestemmelser, der dog nærmere kunne ordnes ved en Huuslov."

Ved den derpaa stedfindende Afstemning vedtoges Indstillingen med 115 Stemmer mod 6.

Efterat derpaa det næste Møde var blevet berammet til den følgende Dag, Løverdag Kl. 11 Formiddag, hvor først vil blive foretaget Rigsdagsmanden for Randers Amts 6te District (Rée’s) Forespørgsel til Ministeriet om Underhandlingerne og Forsamlingens Opløsning, og dernæst Valglovens anden Læsning, navnlig hvad Folkethinget angaaer, blev Mødet hævet.

131te offentlige Møde. (Det 135te Møde i den hele Række.)

Løverdagen den 26de Mai.

(Grundlovens tretie Læsning.)

Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Efter Dagsordenen foretoges først den af Rigsdagsmanden for Randers Amts 6te District (Rée) anmeldte Forespørgsel til Ministeriet.

Rée:

Tør Jeg spørge den høitærede Formand, om det er Meningen, at de to Gjenstande, hvorpaa min Forespørgsel gaaer ud, skulle tages særskilte eller, som jeg mener, under Eet.

Formanden:

Det er min Mening, at de gjerne kunne tages under Eet.

Rèe:

Rigsforsamlingen har tilendebragt sit vigtige Hverv — Danmarks Riges Grundlov er vedtagen, og efter den Samstemning, hvormed Folkets og Regjeringens Repræsentation er kommen overeens i alle Beslutninger, er det at vente, at Grundloven i dens nærværende Skikkelse ogsaa i den nærmeste Stund ved den kongelige Sanction vil blive overgiven Folket til Arv og Eie. Men et andet hovedvigtigt Spørgsmaal, det store, hvorpaa Danmarks Riges Vel hviler, det, som fylder Folkets Tanke og Jdræt og som heller ikke mindst beskjæftiger Folkerepræsentationens Sind, har endnu, i den Tid Rigsforsamlingen har været samlet, ikke kunnet gaae sin Løsing imøde. Danmarks Folk maa endnu kjæmpe for Rigets Grændse, ikke i Tvivl om dets ubestridelige Ret, men under de Øjeblikkets faktiske Tilstande, som indre Snedighed og ydre Vold have fremkaldt. Danmarks tappre Sonner have blødt og udgyde endnu deres Blod for Fædrenelandet; dets Borgere bringe villigen ethvert Offer, men ikke destomindre er et opmærksomt Blik rettet paa ethvert Stadium, hvorpaa Kampen maatte indtræde og navnlig et saadant, der kunde føre Erkjendelsen af Danmarks Ret nærmere, og en lykkelig Udgang af Kampen imøde. Et saadant nyt Stadium vides at være indtraadt. Det er af den mæglende engelske Stats Førsteminister erklæret i Parlamentet, at Underhandlinger finde Sted mellem Danmark og Tydskland, som forhaabentligen ville føre til et forønsket Resultat. Vort Ministerium har endnu ikke ladet den nærværende Forsamling tilflyde nogen Meddelelse herom. Jeg har antaget, at Ministeriet har troet at burde vente til Initiativet først kom fra Rigsforsamlingen, og derfor tager jeg mig den Frihed at stille den Forespørgsel til det høitærede Ministerium, paa hvilket Standpunkt Underhandlingerne befinde sig og hvilken Udsigt de frembyde. Folket — og Rigsforsamlingen tilvisse ogsaa — holde sig overbeviste om, at Ministeriet med utrættelig Jver og Samvittighedsfuldhed under disse Underhandlinger vil foretage Alt, hvad der under nærværende Omstændigheder er til Landets Bedste, og ikke lade Noget skee, der ikke er i Danmarks velforstaaede Interesse og til Nationens Ære. Men en Meddelelse fra Ministeriet om, hvilken Udsigt der under nærværende Forhold er at vente for Folket, vil, troer jeg, bidrage til ikke blot at oplive Aanden hos Folket, men ogsaa styrke den Tillid, Folket alleredeee nu skjænker Ministeriets Virksonihed og Omsigt under Underhandlingerne. Jeg veed meget vel, at Meddelelser af den Nature maae være inden visse Grændser, men jeg troer dog ogsaa, at det bør udtales, at Regieringen ikke bør drage Grændsen altfor snever og at det ved at udtale sig saameget ligeoverfor Folket, som skee kan uden at skade Sagen, derved vil gavne sig selv og tillige bibringe Folket en velgjørende Underretning.

Jeg tillader mig dernæst til det høitærede Ministerium at rette et Spørgsmaal, som staaer i nær Forbindelse med det foregaaende.

Saasnart Rigsforsamlingen har tilendebragt sit Hverv, har fuldsørt den legislative Virksomhed, som hidtil har været den overdragen, og vi skilles fra hverndre, vil forinden den næste Rigsdag kan træde sammen eller i det Mindste forinden nye Valg kunne foretages, Nationen mangle en Repræsentation; den vil mangle et Organ,

1088

gjennem hvilket den kan udtale sig ligeoverfor Regjeringen, og Regjeringen vil savne det tilstrækkelige Middel for sine Meddelelser til Nationen. Dette for det Tilfældee, at Rigsdagen opløses, og jeg har derfor tilladt mig at rette det Spørgsmaal til det høitærde Ministerium, om det ikke maatte finde Anledning til, istedetfor at opløse Rigsdagen, naar den alleredeee vedtagne Grundlov og den ligeledes snart tilendebragte Valglov have modtaget den kongelige Sanction, da istedetfor at opløse Rigsforsamlingen kun at hæve den eller, som det hedder i det politiske Sprog, at prorogere den. Det har ikke været fjernet fra min Overveilse, om man ikke ved en saadan Prorogation kunde indlede Noget, der er i Strib med de nærværende Betingelser for Statsordnen, men jeg har intet Saadant kunnet finde; thi da de grundlovmæssige Organer ikke kunne træde i Kraft før nye Valg foretages, og da disse ikke kunne foretages, saa længe en Deel af Landet befinder sig under fjendtlig Occupation, saa vil en mulig Indkaldelse af den nærværende Rigsforsamling ikke kunne komme i Strid med de Organer, der ere instituerede i Grundloven, og paa den anden Side forekommer det mig, at det vilde være under en Tilstand som denne urigtigt — det vil under et constitutionelt Forhold altid være noget Irregulairt — at der aldeles skulde mangle et autoriseret folkeligt Organ. For Regjeringen vilde det være aabenbar skadeligt og maaskee svækkende, og vvistnok ogsaa ganske mangle Sympathi i Folket og vække Mistillid. om et saadant Interregnum, en Mellemtid mellem den under den constitutionelle Statsform — som nu er given — nødvendige Samvirken mellem Regjering og Folk skulde da indtræde.

Det er i denne Anledning, at jeg har tilladt mig at rette et Spørgsmaal, og jeg troer, at det befinder sig i saa nær Forbindelse med det første, ligesom ogsaa Kampen for de helligste Interesser gjør det lige ønskeligt for Regjeringen og Folket, at en Samvirsken mellem Regjeringen og Folket, forinden de grundlovbestemte Organer kunne sammentræde, maatte kunne finde Sted.

Indenrigsministeren:

Hvad det første Spørgsmaal angaaer, da skal jeg tillade mig paa Udenrigsministerens Vegne, som for Tiden er upasselig, at meddele, at Ministeriet vel erkjender, at Rigsforsamlingen med Spænding maa imødesee en Underretning om de nærværende Underhandlingers Fremgang, men disse ere endnu paa et saadant Standpunkt, at en Meddelelse om samme ei blot vilde være uhensigtsmæssig, men endog fra Ministeriets Side uforsvarlig, idet en saadan Meddelelse letteligen kunde faae en skadelig Indflydelse paa Underhandlingernes Udfald.

Med Hensyn til det andet Spørgsmaal skal jeg paa Ministeriets Vegne meddele, at det ingenlunde er undgaaet dettes Opmærksomhed, at Omstændigheder kunne indtræde, der ville gjøre Regjeringen det enskeligt eller endog nødvendigt at forhandle med en Folkerepræsentation og støtte sig til dennes Beslutninger paa en Tid, da den første ordentlige Rigsdag ikke kan være valgt over hele Riget og sammentraadt, og at Ministeriet ikke har undladt at overveie denne Sag; men da den omspurgte Gjenstand staaer i nær Forbindelse med Spørgsmaalet om Grundlovens Sanction af Hs. Majestæt Kongen, og da dette Spørgsmaal endnu er under Forhandling og Overveielse mellem Hs. Majestæt og Ministeriet, saa kan der for Øjeblikket ikke meddeles den høitærede Rigsforsamling, hvad der om hiin Gjenstand vil blive besluttet, men den fornødne Meddelelse skal meget snart blive given.

Rée:

Jeg maa beklage, at Ministeriet ikke seer sig istand til at meddele yderligere Oplysninger, som det jo vilde være urigtigt at søge at vrovocere. Imidlertid har jeg det Haab, at Rigsforsamlingen ikke skilles, før den kan bringe Folket et tilfredsstillende Budskab, og hvad dette sidste punkt angaaer, haaber jeg, at vi om ikke mange Dage ville erholde en for Folket aldeles tilfredsstillende Meddelelse.

Balthazar Christensen:

Med Hensyn til at den høitærede Indenrigsminister med stærk Betoning har nævnet, at Grundlovens Sanction skulde staae i nær Forbindelse med det Spørgsmaal, der omhandles, om Opløsningen eller Hævelsen af den nærværende Rigsforsamling, og med Hensyn til at jeg ikke formaaer at see, at der tør være nogen nødvendig eller nær Forbindelse mellem disse to Qvæstioner, samt med Hensyn til at det forekommer mig at være aldeles naturligt og næsten trængende nødvendigt, at Spørgsmaalet om 3650

Sanctionen maatte være fra Ministeriets Standpunkt vel næsten aldeles utvivlsomt alleredeee i dette Øjeblik. Med Hensyn dertil skal jeg tillade mig at rette det yderligere Spørgsmaal till den høitærede Minister, hvorledes den „nære Forbindelse", dette var Udtrykket, skal være at forstaae, om det skal forstaaes, som jeg ikke haaber og ikke venter, i den Retning, at Grundlovs-Sanctionen ikke snart og hurtigt, forsaavidt Ministeriet dertil kan bidrage, tør imødesees?

Indenrigsministeren:

Jeg trver ikke, at Ministeriet har givet Anledning til den Tvivl, som den ærede Taler yttrede med Hensyn til Ministeriets Anskuelse. Forresten mener jeg, at det ligger temm lig klart for, at Ministeriet ikke kan foregride Hans Majestæts sidste og endelige Beslutning om Grundlovens Sanction, og naar den ærede Taler ikke har villet finde nogen Forbindelse mellem dette Spørgsmaal og denne Forsamlings Vedbliven, saa kan jeg henvise til de Ord, Hans Majestæt Kongen brugte ved Aabningen af den nærværende Rigsdag, for det mulige Tilfældee, at han ikke skulde komme overeens med den nærværende Rigsforsamling om Grundloven. Jvet jeg tilføier, at jeg dermed ingenlunde i dette Øjeblik vil have udtrykt nogen Tvivl, forekommer det mig dog, at Enhver maa kunne indsee, at Ministeriet ikke i denne Sag kan give nogen bestemt Erklæring om denne Forsamlings Vedbliven, Opløsning eller Prorogation, forinden Hans Majestæt har taget sin Beslutning om Grundlovens Sanction.

Tscherniug:

Dersom jeg har forstaaet den ærede Ministers Henviisning til Hans Majestæt Kongens Ord ret, ville de omtrent sige saameget som, at saasnart Grundloven ikke antages, saa maa denne Forsamling opløses og en anden vælges, for at da et nyt Grundlovsudkast kan forelægges denne til moden Overveielse. Det er netop denne Ting, som jeg anseer for umulig under nærværende Omstændighed er, under disse er det umuligt, da Opløsningen maa være afbængig af ganske andre Betinglser, hvad enten Grundloven antages eller ikke. Jeg tænker mig, at der er en paatrængende Nødvendighed for at beholdee den nærværende Forsamling, og dette vil saaledes ikke staae i Strid med Hans Majestæt Kongens Tilsagn ved Aabningen af denne Forsamling, idet Han lovede, at hvis Grundloven ikke antoges, skulde den dog ikke komme ud uden efter fornyet Overveielse af en ny Rigsdag, men derved ingenlunde forhindrede Muligheden af, at den nærværende Rigsdag kan vedblive at bestaae og udføre det Hverv, der er paalagt den, indtil Omstændighederne tillade at vælge en ny Forsamling i Landet af den ene eller den anden Art. Man maa vel lægge Mærke til, at denne Rigsforsamling ikke har fuldbyrdet sit Mandat; der staaer endnu Noget tilbage, som man vel ikke kan sige, at det er nødvendigt, at netop den skal fuldbyrde, men som den dog er kaldet til, og som den derfor godt kan fuldbyrde, Og saalænge altsaa dette Mandat ikke er fuldbyrdet, forekommer det mig, uden Hensyn til Grundlovens Skjæbne, at Regjeringen maa være fuldt berettiget til at hæve eller prorogere, eller for at tale tydeligt, saa at det ikke kan misforstaaes, til ikke at opløse Forsamlingen, og det forekommer mig, at en Opløsning i dette Øieblik, uden at man strax udskrev en anden Forsamling, vildestaae i en aabenbar Modsigelse med Hans Majestæt Kongens Tilsagn, der omfatter den Idee, at det constitutionelle Liv, engang vakt, ikke atter skal slumre ind igjen. Men dersom denne Forsamling skulde blive opløst og en anden ikke sirax sammenkaldet, da vilde man paa een Sang være gaaen ud af den constitutionelle Livsbevidsthed, der fra alle Sider har gjort sig gjældende, i Folkerepræsentationen, og hos Regieringen ikke mindst; thi da vilde Spørgsmaalet ikke være om at regjere ved provisoriske Foranstaltninger mellem de to Rigsdage, men da vilde der være Spørgsmaal om at vende tilbage til den gamle Tid, hvor der slet ingen Rigsdag exiskterede.

Indenrigsministeren:

Jeg troer ikke at burde gaae videre ind paa denne Sag, men jeg skal blot tilføie, at jeg mener, at der ikke er given nogensomhelst Grund til Foruroligelse i det, der fra Ministeriets Side er udtalt, hverken med Hensyn til Grundlovens Sanction eller med Hensyn til Ministeriets Erkjendelse af det Nødvendige i for Tiden at have en Folkerepræsentation. Det er tvertimod netop med Hensyn til den sidste Gjenstand blevet udtalt, at Regjeringens Opmærksomhed er henvendt herpaa.

1089

Rée:

Jeg troer kun endnu at maatte bemærke, at den af den høitærede Indenringsminister i hans næstsidste Foredrag paaberaabte Mulighed af en ny Rigsforsamling vel ogsaa kun kan tænkes at have været en Mulighed, saafremt der ikke havde fundet en fuldkommen Samstemning Ste?a? under Forhandlingerne mellem Regjeringen og Folkets Repræsentanter; men da denne har viist sig i alle Punkter og Dele, saa maa jeg formene, at denne fremsatte Mulighed maa antages at være forsvunden, og forudsætte, at det nærværende Ministerium, efterat Grundloven er vedtagen af Rigsforsamlingen, allerede maa have gjort de fornødne Skridt til at erhverve den kongelige Sanction paa Samme.

Minister Clausen:

Jeg troer, at de Ord; min ærede Collega har anført paa Ministeriets Vegne, ere blevne førte ud i en Retning, der ikke var paatænkt, og hvortil det forekommer mig, at disse Ord ikke have givet Anledning. Den høitærede Indenrigsminister antydede Forbindelsen mellem Grundlovens Sanction og Bestemmelsen om den fremtidige Stilling, denne Forsamling skulde indtage. Heri ligger ikke Andet, end at det vilde være en Foregriben af den naturlige Orden, dersom en Bestemmelse blev tagen om denne Forsamlings Vedbliven, forinden Grundloven havde modtaget Sanction, idet den naturlige Forbindelse er den, at der ved den samme Act, hvorved Grundloven bliver sanctioneret, tilliage bliver udtalt, hvorvidt denne Forsamling skal opløses eller kun prorogeres. Mere er der ikke bleven sagt, og Mere er der ved disse Ord heller ikke bleven tænkt paa.

Tscherning:

Jeg vil blot forvare mig imod, at hvad jeg har sagt skulde tages som en Betydning, jeg vilde lægge ind i Ministeriets Ord. Jeg har taget dem, som de faldt, og kun villet prøve paa at udvikle, hvorledes jeg har tænkt mig Forholdet mellem denne Forsamling og hvad der kunde blive nødvendigt.

H. P. Hansen:

Jeg skal kun tillade mig at bemærke, at det Forbeholde, der er taget af Hs. Majestæt Kongen ved Rigsforsamlingens Aabning, skete under det forrige Ministerium, under det saakaldte Martsministerium, og det forekommer mig derfor, at det er fuldkommen naturligt, at det nærværende Ministerium ogsaa maatte tage Hensyn til dette Forbeholde, det saaledes har modtaget i Arv fra dets Forgjængere.

§ 10.

Da ingen Flere begjerede Ordet i Anledning af den skete Interpellation, gik man efter Dagsordenen over til den endlige Behandling af Valglovssagen. Ifølge Afstemningen over Nr. 34 og i Henhold til Ordførerens Reservation indstiller Udvalget følgende Tillæg til §§ 10 og 17: Til den Ende blive de, der vel endnu ikke have opfyldt de sidstnævnte Betingelser, men kunne ventes at ville opfylde dem i Løbet af det forestaaende Aar, for hvilket Valglisterne skulle gjælde, at opføre paa en særskilt Liste, med udtrykkelig Angivelse af den Dag i Aaret, da de enten fylde det 30te Aar eller ville have havt fast Bopæl i eet Aar i Valgkredsen. § 21 (17). Dog saaledes, at det paasees, at de paa Tillægslisten (§ 10) opførte Mænd kun ere stemmeberettigede, dersom de inden Valgdagen have opfyldt Betingelserne med Hensyn til Alder eller Bopæl. Det til § 10 foreslaaede Tillæg blev først særskilt taget under Behandling.

Ordføreren:

Jeg tillod mig under de Forhandlinger, der gik forud for Afstemningen, at fremstille for den ærede Forsamling, hvorledes der forelaae to Forslag, det ene ved den nærværende Paragraph, det andet ved en sildigere Paragraph, hvilke begge sigte til i høieste Maal at fyldestgjøre den samme Tanke, hvis Fyldestgjørelse Udvalget alleredeee havde tilsigtet ved sit Forslag til denne Paragraph. Jeg søgte tillige at vise, hvorfor ved begge Forslagene forekom mig at være væsentlige Mangler, og jeg antydede hvilke disse Mangler være, navnlig hvilke der efter min Mening være forbundne med det under Nr. 34 stillede Forslag. Som dette var stillet, syntes det 3652

nemlig at trænge til en nærmere Forklaring, hvis der ikke skulde paalægges Valgbestyrelserne Noget, der er en ligefrem Umulighed. Naar man nemlig uden nærmere Forklaring befalede Valgbestyrelserne paa Listerne at optage dem, der inden Valgdagen havde opfyldt Betingelserne med Hensyn til Alder og Bopæl. ligger det dog vel klart for Dagen, at naar man ikke forstaaer dette paa anden Maade end Ordene tilsige det, saa forlangte man t. Ex., naar man i Februar affattede Listerne, at der paa disse skulde optages alle de, der senere end Februar, men inden Valgdagen, opfyldte disse Betingelser, uagtet man maaskee slet ikke vidste, om der kom nogen Valgdag i det hele Aar, for hvilket Listerne ere gjældende, og ialtfald ikke vidste, hvilken Dag der bliver Valgdag. Jeg tillod mig altsaa at antyde, at dersom Reglen skulde gjøres anvendelig, maatte den forstaaes paa en anden Maade, end man havde udtrykt sig, maatte den forstaaes saaledes, at man optog Nogle derpaa i en anden Forstand, end de egentlige Vælgere, Nogle, som altsaa bleve betingede Vælgere, mulige Vælgere, ikke vvirkelige Vælgere; altsaa maatte Meningen være at optage alle dem, der muligen kunde komme til at fyldestgjøre Betingelserne med Hensyn til Alder og Bopæl, medens det dog var tvivlsomt, hvorvivt dette vilde skee, da det ganske maatte afhænge af, hvilken Dag der bliver Valgdag, da En nemlig vilde være Vælger, dersom hans Fødselsdag faldt før Valgdagen, medens han ikke vilde være det, dersom den faldt efter den foreløbigt aldeles ubekjendte Valgdag; ligeledes vilde En være Vælger, dersom han inden denne skjulte Valgdag havde fast Bopæl eet Aar i Valgdistrictet, uden at have vexlet Bopæl, men ikke, dersom han havde vexlet Bopæl, naar Valgdagen, uagtet han til den Tid havde fast Bopæl, kom førend Aaret var omme. Jeg troer altsaa, at det vil findes Ganske naturligt, at Udvalget, efterat have overveiet Forholdene, har tilladt sig i Overeensstemmelse med den Afstemning, hvorved det under Nr. 34 opførte Ændringsforslag blev antaget, at stille et Forslag, hvorved den deri indeholdte Regel først vil blive anvendelig. Nu lyder den nye § 10 saaledes: „Valglisterne skulle affattes eengang hvert Aar. Til Grund derfor lægges det foregaaende Aars Valglister med Udeladelse af de Vælgere, som i mellemtiden ere afgaaede ved Døden, eller bortflyttede, eller som have tabt deres Valgberettigelse" — derpaa citeres de Paragrapher, der afgjøre dette Spørgsmaal —, „og med Tilføining af dem, som imidlertid" — altsaa alleredeee paa den Tid, da Valglisterne affattedes, eller ialtfald inden de sluttedes — „have opnaaet Valgret" — men saa hedder det — „eller inden Valgdagen ville have opfyldt Betingelserne med Hensyn til Alder og Bopæl". For at nu, som sagt denne Forskrift ikke skulde blive en Umulighed eller kun blive en Mulighed ved Iagttagelsen af en Regel, der ikke er udtalt, har Udvalget troet, at der burde tilføies: „Til den Ende blive de, der vel endnu ikke have opfyldt de sidstnævnte Betingelser, men kunne ventes at ville opfylde dem i Løbet af det forestaaende Aar, for hvilket Valglisterne skulle gjælde, at opføre, paa en særskilt Liste, med udtrykkelig Angivelse af den Dag i Aaret, da de enten fylde det 30te Aar, eller ville have havt fast Bopæl eet Aar i Valgkredsen" Men da disse mulige Vælgere staae i et andet Forhold end de vvirkelige Vælgere, var det nødvendigt paa et andet Sted praktisk at paavise Forskjellen mellem de vvirkelige og mulige Vælgere. Dette have vi troet kunde skee ved et Tillæg til den nye § 17, der handler om Tiden for Valglisternes Gyldighed. Her hedder det jo „Valglisterne gjælde fra 1ste August til 31te Juli i det paafølgende Aar. Efter samme foretages alle i Aarets Løb forefaldende Valg til Folkethinget. Dog skulle de, der først have opnaa?a? t Valgret efter den 1ste August, ogsaa i Aarets Løb kunne optages paa Valglisterne, naar de begjere saadant og godtgjøre at være valgberettigede." For altsaa, som sagt, at gjøre Forskjellen mellem Vælgerne praktisk, troer jeg, at der kunde tilføies. „Dog saaledes, at det paasees, at de paa Tillægslisten (§ 10) opførte Mænd kun ere stemmeberettigede, dersom de inden Valgdagen have opfyldt Betingelserne med Hensyn til Alder eller Bopæl."

Ved disse Forslag troe vi nærmere at have imødekommet Forsamlingens Beslutninger.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1090

Hundrede og Eet og Tredivte (135te) Møde. (Den enbelige Behandling af Valgloven. Tillæg til § 10.)

Formanden:

Jeg antager, at der fra Formens Side Intet vil være i Veien for, at det her omhandlede Tillæg kommer under Afstemning, da det her foranledigeet ved Forsamlingens egen Bestutning, og denne vvistnok ogsaa behøver en saadan nærmere Bestemmelse.

Bregendahl:

Jeg skal blot tillade mig at bemærke, at det forekommer mig, at der ikke haves nogen udtrykkelig, Hiemmel i Forretningsregulativet for en saadan Omgangsmaade, som nu er bragt i Forslag, og jeg antager derfor, at det udtrykkelig maa vedtages med en Majoritet af ¾ Stemmer, om disse Forslag kunne komme under fornyet Afstemning, og det bliver derhos ialtfald tvivlsomt, om Forslagene blive antagne, saa at det vvistnok ikke er nogen sikker Vei til at rette en Irring, dersom en saadan er tilstede, hvad jeg iøvrigt ikke troer. Derimod troer jeg, at der haves i Forretningsregulativet en fuldkommen berettiget Udvei til at rette en indtruffen Irring, og det er den, at passe paa ved den fremtidige Afstemning at vedtage et Amendement, som staaer i aabenbar Strid med det alt tidligere Vedtagne, da det jo ligefrem er Udvalgets Pligt, ved den 3die Læsning af Sagen at rette Saadant, og det kan jo synes ret conseqvent, naar man har gjort en Buk, da at gjøre en igien.

Formanden:

Jeg kan naturligviis ikke gaae ind paa den sidste Regel, den ærede Taler fremsatte! men det forekommer mig i ethvert Tilfældee dog bedre, alleredeee nu ved den anden Læsning at discutere og afstemme, hvad der vel alleredeee tildeels har været under Behandling, end at opsætte dette til den tredie Læsning, naar man er bleven opmærksom paa Nødvendigheden af et saadant Tillæg. Dersom imidlertid Nogen forlanger, at det med en Majoritet af ¾ Stemmer skal afgjøres, om det kan komme under Bahandling, skal jeg gierne sætte dette Spørgsmaal under Afstemning.

Ordføreren:

Jeg kunde ønske for det Første at bemærke, hvad jeg maaskee ikke behøver at erindre Forsamlingen om, at jeg ingenlunde har sagt, at Forsamlingen har begaaet en Feil, som der nu skulde være Spørgsmaal om at rette ved nye Feil; jeg tillod mig kun at minde om, hvorledes jeg alt igaar antydede, hvad der syntes at maatte være nødvendigt for at gjøre Forslaget anvendeligt, og i Henhold dertil var det, at jeg strax efterat Forslaget var antaget tillod mig at tage det Forbeholde, at Udvalget kunde tage under Overveielse, hvad der maatte være nødvendigt for at give Reglen den Betydning, som Forslagsstilleren vel har villet tillægge den, men efter min Mening ikke har udtalt; det skal iøvrigt ingenlunde negtes, at det ofte kan være misligt at antage et improviseret Forslag, som trænger til en ny Bestemmelse for at anvendeliggjøres. Det er ikke altid sagt, at en saadan Mangel saa let kan rettes, og det kan visselig let blive Tilfældeet, at man ved Forsøget herpaa kommer til at begaae en ny Feil, hvad jeg dog ikke troer er Tilfældeet her.

Den anden Bemærkning, jeg kunde have at gjøre her, er den, at jeg ikke troer, at der foreligger en formel Nodvendighed for at gribe til Anvendelsen af § 34 i Regulativet. Ved en tidligere Leilighed under Behandlingen af Grundloven har der frembudt sig det samme Forhold; den ærede Forsamling vil udentvivl erindre, paa hvilket Stadium det var, og da, som en Følge af den stedfundne Afstemning, Udvalget ansaae det for nødvendigt at gjøre Forslag til Forandring i en senere Paragraph, var der Ingen, som tvivlede om, at Udvalget

jo dertil var baade berettiget og forpligtet i dette Tilfældee, hvor For slagsstilleren, Udvalgets Minoritet, hvis Forslag gik igjennem, ikke havde seet klart, at Forslagets Antagelse med Nødvendighed medførte en saadan forklarende Forandring i Ordene. Jeg troer ogsaa, at det ligger i en Comitees Natur, at den maa være berettiget til at fremkomme med saadanne supplerende Bestemmelser; skulde Forsamlingen imidlertid forlange Spørgsmaalet sat under særlig Afstemning, kan Udvalget naturligviis Intet have derimod.

Formanden:

Da det udtrykkelig er forlangt, er det vel nødvendigt at sætte Spørgsmaalet under Afstemning.

Bregendahl:

Jeg har ikke stillet det som et udtrykkeligt Forlangende, og jeg anseer det ikke saa nødvendigt, at jeg derfor skulde opholder Forsamlingen.

Formanden:

Der er rigtignok den Forskjel mellem dette og det tidligere Tilfældee, at her ikke er Tale om et Forslag til en følgende Paragraph, men om et Tillæg til en allerde alltemt og eengang vedtagen Paragraph. Naar imidlertid Comiteen havde stillet dette Tillæg som Forslag til en ny Paragraph, saa vilde Vanskelighederne være hævede, og jeg troer saaledes dog, at det vilde være for smaaligt at negte, at det foreslaaede Tillæg, fordi det ikke er stillet saaledes, nu skulde kunne komme under Forhandling og Afstemning.

Tscherning:

Jeg skal kun tillade mig at bemærke, at det forekommer mig, at dette Tillæg er saa aldeles i Afstemningens Natur, at det næsten kunde betragtes som en Redactionsforandring. Det forandrer slet ikke Principet, men udtrykker det i dets naturlige Følge; saaledes har jeg forstaaet det, forsaavidt jeg har havt Deel i det Forslag, som herved skulde forandres.

Barfod:

Det er mig maaskee tilladt at bemærke, at det forekommer mig, at hvad der er udtalt i disse Tillæg synes alleredeee med Nødvendighed at fremgaae af den Forandring, som er foregaaen i § 10. Det Eneste, jeg kunde have at bemærke, skulde være, at disse Tillæg vvistnok forekomme mig aldeles principmæssige, fuldkommen tankerigtige; men endnu kan jeg ikke indsee Nødvendigheden af dem, skjøndt jeg med Fornøielse vil stemme for dem, naar Andre finde dem nødvendige. Skulde jeg endnu have Noget at tilføie, vilde det være det, at det forekommer mig, at Tillæget til § 10 faldt bedre, naar i 2den Linie enten de Ord „kunne ventes at" eller Ordet „ville" bortfaldt, samt med Hensyn til Tillæget til § 17, at jeg ikke kan indsee Nødvendigheden af den her omhandlede Tillægsliste. Det forekommer mig, at de anklagede Mænd ligesaagodt kunne opføres i den samme Protocol, hvor de andre Vælgere optegnes; men skulde det vvirkelig findes bedre at have to Protocoller, kan Bekostningen og Uleiligheden derved naturligviis ikke være saa stor, at man af den Grund skulde fraraade det.

Grundtvig:

Jeg skal blot tillade mig at spørge, om Ordet „eller" er en Trykfeil eller ikke; thi saavidt jeg hørte, sagde Ordføreren „og", og man kunde vel spørge om, hvilket Ord der var det rigtigste at bruge.

Ordføreren:

Det forekommer mig, at man kan bruge begge Dele.

Grundtvig:

Men „eller" dog ikke saa godt. Da ingen Flere begjerede at yttre sig over det foreslaaede Tillæg til § 10, skred man til Afstemning, der gav følgende Resultat.

1) Udvalgets Tillæg til § 10. „Til den Ende blive de, der vel endnu ikke have opfyldt de

1091

sidstnævnte Betingelser, men kunne ventes at ville opfylde dem i Løbet af det forestaaende Aar, for hvilket Valglisterne skulle giælde, at opføre paa en særskilt Liste, med udtrykkelig Angivelse af den Dag i Aaret, da de enten fylde det 30te Aar eller ville have havt fast Bopæl i et Aar i Valgkredsen." vedtoges med 114 Stemmer mod 3.

2) Hele Paragraphen, efter ovenstaaende Afstemning saalydende: „Valglisterne skulle affattes engang hvert Aar. Til Grund derfor lægges det foregaaende Aars Valglister, med Udeladelse af de Vælgere, som i Mellemtiden ere afgaaede ved Døden eller bortflyttede, eller som have tabt deres Valgberettigelse (§§ 3, 4, 5 og 6), og med Tilføining af dem, som imidlertid have opnaaet Valgret eller inden Valgdagen ville have opfyldt Betingelserne med Hensyn til Alder og Bopæl.

Til den Ende blive de, der vel endnu ikke have opfyldt de sidstnævnte Betingelser, men kunne ventes at ville opfylde dem i Løbet af det forestaaende Aar, for hvilket Valglisterne skulle giælde, at opføre paa en særskilt Liste, med udtrykkelig Angivelse af den Dag i Aaret, da de enten fylde det 30te Aar eller ville have havt fast Bopæl i et Aar i Valgkredsen." vedtoges med 112 Stemmer mod 1.

Man gik derefter over til Behandlingen af Udkastets § 17, Udvalgets § 12, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 39) Udvalgets Forsalg: For „Marts" sættes „Juli". Anmærkn. Afhænger af den foregaaende Afstemning. 40) Udkastet: Fra den 1ste Marts til den 8de s. M., begge Dage indbefattede, skulle Valglisterne fremligge til almindeligt Eftersyn paa et for Communens Beboere beqvemt Sted i sex Timer hver Dag. Fremlæggelsens Tid og Sted bekiendtgjøres med mindst 8 Dages Varsel til Kirkestevne eller paa den for offentlige Kundgjørelser paa vedkommende Sted ellers brugelige Maade. Da Ingen begjerede herover at yttre sig, skred man strax til Afstemning, der gav følgende Resultat: Nr. 39) Udvalgets Forslag: „For „Marts" sættes „Juli"." bortfaldt ifølge Afstemningen over Forslaget under No. 37. Nr. 40) Udkastet: Fra den 1ste Marts til den 8de s. M., begge Dage indbefattede, skulle Valglisterne fremligge til almindeligt Eftersyn paa et for Communens Beboere beqvemt Sted i sex Timer hver Dag. Fremlæggelsens Tid og Sted bekiendtgjøres mindst med 8 Dages Varsel til Kirkestevne eller paa den for offentlige Kundgjørelser paa vedkommende Sted ellers brugelige Maade." vedtoges eenstemmigen med 113 Stemmer.

Man gik derefter over til Behandlingen af Udkastets § 18, Udvalgets § 13, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 41) Udvalgets Forslag: At istedetfor „Forinden" sættes „Inden tre Dage fra". 42) Udkastet: Forinden Udløbet af den Tid, hvori Valglisterne fremligge, skal Enhver, som troer uden Føie at være udeladt af samme, eller som formener, at en Uberettiget derpaa er optagen, skrifligen fremsætte sin Begiering om Optagelse eller sin Paastand om en Andens Udslettelse, ledsaget af en kort Angivelse af de Grunde, hvorpaa Paastanden er bygget.

Ordføreren:

Efter den nys antagne Paragraph ligge Listerne frem til Eftersyn i 8 Dage; efter den nu foreliggende Paragraph i Udkastet skulle de, der ville gjøre Indsigelser imod dem i den ene eller den anden Retning, fremsætte disse inden Udløbet af de samme 8 Dage. Udvalget har antaget, at der gierne uden at forhale Listernes betimelige Tilendebringelse kunde gives en lille Smule større Tidsfrist, og har derfor foreslaaet, at Indsigelserne skulle fremsættes inden 3 Dage fra Udløbet af den Tid, hvori Valglisterne fremligge til Eftersyn.

Ved den derefter stedfundne Afstemning blev: 1) Nr. 41. Udvalgets Forslag: „At istedetfor „Forinden" sættes „Inden 3 Dage fra"." vedtaget med 106 Stemmer mod 1.

2) Nr. 42. Udkastet med den ovenfor vedtagne Forandring: „Inden tre Dage fra Udløbet af den Tid, hvori Valglisterne fremligge, skal Enhver, som troer uden Føie at være udeladt af samme, eller som formener, at en Uberettiget derpaa er optagen, skriftligen fremsætte sin Begiering om Optagelse eller sin Paastand om en Andens Udslettelse, ledsaget af en kort Angivelse af de Grunde, hvorpaa Paastanden er bygget." vedtaget eenstemmigen med 110 Stemmer.

Man gik derefter over til Valglovens § 19 (Udvalgets § 14), hvortil Afstemmingslisten indeholdt Følgende: 43) Udkastet: De mod Valglisterne saaledes fremkomme Erindringer paakiendes af den samlede Communalbestyrelse i et offentligt Møde, som afholdes i Løbet af de paafølgende fiorten Dage. Til dette Møde tilsiges saavel de, som have fremført Erindringer, som og de, mod hvilke Indsigelse er giort, til hvilke derhos en Gienpart af den mod dem rettede Skrivelse skal leveres. Efter de af Parterne fremlagte Documenter og de af dem fremstillede Vidners Forklaringer afgjøres de opstaaede Spørgsmaal, hvorom en kort Kiendelse tilføies Communalbestyrelsens sædvanlige Forhandlingsprotocol. De derefter berigtigede Valglister underskrives af Communalbestyrelsens Formand. Anmærka. Ombytningen af „den samlede Communalbestyrelse" med „Communalbesyrelsen" ansees som Redactionsforandring.

Da Inden begjerede Ordet, skred man til Afstemning, hvorved den ovenanførte Paragraph, der — efterat den i den ovenstaaende Anmærkning ommeldte Redactionsforandring var vedtagen uden Afstemning — er saalydende: „De mod Valglisterne saaledes fremkomme Erindringer paakiendes af Communalbestyrelse i et offenligt Møde, som afholdes i Løbet af de paafølgende fjorten Dage. Til dette Møde tilsiges saavel de, som have fremført Erindringer, som og de, mod hvilke Indsigelse er giort, til hvilke derhos en Gienpart af den mod dem rettede Skrivelse skal leveres. Efter de af Parterne fremlagte Documenter og de af dem fremstillede Vidners Forklaringer afgjøres de opstaaede Spørgsmaal, hvorom en kort Kiendelse tilføies Communalbestyrelsens sædvanlige Forhandlingsprotocol. De derefter berigtigede Valglister underskrives af Communalbestyrelsens Formand. vedtoges eenstemmigen med 107 Stemmer."

Derpaa gik man over til Udvalgets Forslag til en ny Paragraph, § 19 b i Udkastet, Udvalgets § 15, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 44) Udvalgets Forslag til en ny Paragraph: „For Kiøbenhavn affattes aarligen 9 Valglister, een for hver af de 9 Valgkredse, hvori Staden er deelt. Berigtigelsen af Valglisterne (§ 11) og Paakiendelsen af de mod samme fremkomne Erindringer (§ 14) skeer af den samlede Communalbestyrelse gjennem en Comitee af fem Medlemmer, hvoraf To udnævnes af Magistraten og Tre af Borgerrepræsentantskabet." hvilken Paragraph, idet Inden begjerede Ordet, vedtoges eenstemmigen med 99 Stemmer.

Man gik derpaa over til Valglovens § 20, Udvalgets § 16, hvortil Afstemningslisten indeholder Følgende: 45) Olriks Forslag: Mellem „behandles" og „gjæsteretsviis" i Comiteens Forslag indskydes Ordene „i 1 ste Instants", og til Slutningen af Paragraphen tilføies: „Skulde Dommen af Communalbestyrelsen blive indanket for en høiere Ret og Sagen faae et andet Udfald, vil dette være at tage til Følge ved Affattelsen af det følgende Aars Valglister." 46) Madsens Forslag: At de Ord i Paragraphens anden Linie „hvorved Valgret er negtet ham" udgaae. 47) Udvalgets Forslag: At istedetfor „Saadanne Sager behandles ved de ordinaire Retter efter Reglerne for den civile Proces" sættes „Saadanne Sager behandlets gjæsteretsviis".

1092

48) Udvagets Forslag: Istedetfor „Parterne ere deri" o. s. v. sættes „Parterne ere i 1ste Instants". 49) Udkastet: Den, som er utilfreds med Communalbestyrelsens Kiendelse, hvorved Valgret er negtet ham, kan fordre en Udskrist af samme sig meddeelt uden Betaling og indbringe Spørgsmaalet til Afsgjørelse ved Lov og Dom. Saadanne Sger behandles ved de ordinaire Retter efter Reglerne for den civile Proces. Parterne ere deri fritagne for Erlæggelse af Retsgebyhrer og for Brugen af stemplet Papir, ligesom der af det Ofstentlige skal beskikkes en Sagfører for den indstevnede Communalbestyrelse. Opnaaer Vedkommende Dom for at være valgberettiget, skal han optages i sin Communes Valgliste, saasnart han foreviser en Udskrift af Dommen. Anmærkn. Udvalgets Forandring „paa Valglisten" for „i sin Communes Valgliste" ansees som blot Redactionssag. Forslagene under Nr. 45 og 46 bleve paa den i Regulativet fastsatte Maade understøttede.

Ordføreren:

Det er fornemmelig to Spørgsmaal, som ere reiste med Hensyn til denne Paragraph i de 2 Forslag, som ere stillede af 2 ærede Medlemmer, deels under Nr. 45 og deels under Nr. 46; det ærede Medlem fra Helsingør (Olrik) foreslaaer, at der skal indskydes mellem „behandles" og „giæsteretsviis" i Comiteens Forslag Ordene „i første Instants", og til Slutningen af Paragraphen skulde tilføies: „Skulde Dommen af Communalbestyrelsen blive indanket for en høiere Ret og Sagen faae et andet Udfald, vil dette være at tage til Følge ved Affattelsen af det følgende Aars Valglister." Udvalget har med Hensyn til dette Forslag troet at burde gjøre en lille Forandring i det Forslag, som vi tidligere have stillet, nemlig at der istedetfor Ordet „deri" i den 3die Sætning sættes „i første Instants". Vi ansee det nemlig for givet, at naar Sagen først erkiendes for judiciel, for en saadan, som egnende sig til at bringes ind for Domstolene, saa maa den ogsaa kunne føres igjennem de forskiellige Instantser; det synes ogsaa ganske at ligge i Udkastets Udtryk: „Saadanne Sager behandles ved de ordinaire Retter efter Reglerne for den civile Proces." Men paa den anden Side synes det at følge af Udkastet, at de særegne Begunstigelser, saasom Fritagelse for at erlægge Retsgebyhr, for Brugen af stemplet Papiir, og at der skal beskikkes en Sagfører af det Offentlige, skulde giælde i alle Instantser; dette forekommer os mindre hensigtsmæssigt. Forholdet er jo det: der er negtet en Mand Valgret ved Communalbestyrelsens Kiendelse; dersom han nu altsaa henvender sig til Domstolene, skal han i første Instants være fri for Erlæggelse af Retsgebyhrer, for Brugen af stemplet Papiir, og faae sig beskikket en Sagfører af det Offentlige. Men sæt, at Dommen gaaer ham imod i første Instants, sæt, at Valgretten frakiendes ham ved Dom i første Instants, er det da hensigtsmæssigt i et saadant Tilfældee fremdeles at give ham, naar han vil appellere, samme Begunstigelse? Det forekommer os ikke at være hensigtsmæssigt, og ligesaalidt, at det uden videre som almindelig Regel kunde være i sin Orden, at naar en Communalbestyrelse, hvem Dommen var gaaen imod, vilde appellere, der da altid ubetinget skulde beskikkes en Sagfører af det Offentlige. Det maa jo erindres, at de almindelige Regler om fri Proces blive staaende, saa at, hvor der er særegne Grunde for at indrømme fri Proces, vil det alligevel kunne skee. Dette er Grunden til, at vi istedetfor Ordet „deri" foreslaae „i første Instants". Derimod kunne vi ikke gaae ind paa, at det alene skulde være i første Instants, at Sagen skal behandles giæsteretsviis, thi Sagens hurtige Afgjørelse bør efter vor Mening, naar man iøvrigt gaaer ind denne Tanke, ikke blot finde Sted ved første Instants. Ikke heller kunne vi gaae ind paa, at der skal tilføies i Paragraphens Slutning, at dersom Sagen faaer et andet Udfald, „vil dette være at tage til Følge ved Affattelsen af det følgende Aarts Valglister". Vi kunne ikke gaae ind derpaa, thi deels synes det ikke at sige Andet, end hvad der i og for sig forstaaer sig af sig selv, deels synes Affattelsen ikke at være aldeles udtømmende. Hvornaar det vil være at tage til Følge, vil komme an paa, hvor hurtig Dommen bliver afsagt, og ligesom Dommen kan indankes af Communalbestyrelsen for en høiere Ret, saaledes vil Dommen ogsaa kunne blive indanket af en Anden end Communalbestyrel

sen, altsaa, det synes, at Affattelsen ikke ganske passer. Hvad det Forslag, som er stillet under Nr. 46, angaaer, da har Udvalget ikke troet i denne Retning, saaledes som den ærede Proponent har foreslaaet, at burde afvige fra Udkastet; det synes nemlig ikke at være hensigtsmæssigt, at Enhver den, der giorde Indsigelse mod en Andens Optagelse paa Valglisten, skulde, naar han var utilfreds med Communalbestyrelsens Kiendelse, ved hvilken Kiendelse hiin Anden blev opført som Vælger, kunne gaae til Domstolene, og det med de særegne Rettigheder, som Paragraphen hiemler. Dette forekommer os at ville indrømme Klageren, den Misfornøiede, formeget, ligesom det har forekommet Udkastets Forfattere at være formeget.

Olrik:

Hensigten med det af mig under Nr. 45 stillede Amendement er, at det af § 20 klart skal fremgaae, at de omhandlede Sager kunne indankes for Overdomstolene, dog uden at Virkningen af de affattede Domme suspenders, saaledes som ellers er Tilfældeet med Appel. Den ærede Ordfører antydede under Sagens foreløbige Behandling, hvad han nu idag tydeligere har fremhævet, at Udkastets Paragraph ikke forbyder at appellere; men den indeholder dog Intet om, at Appel kan finde Sted, og Forskriften om, at den afsagte Dom strax skal tages til Følge, synes endog at tale derimod. Derimod viser nu det af Udvalget under Nr. 48 stillede Forslag, at det ogsaa selv har fundet det rettest at antyde, at slige Sager skulde kunne passere Instantserne. Forsaavidt Udvalget har meent, at Sagerne ikke blot i føste Instants skulle behandles giæsteretsviis, maa jeg bemærke, at egentlig Giæsteretsbehandling ikke finder Sted uden i første Instants. Der er vel nogle Forskrifter, som sigte til at fremme saadanne Sagers Behandling af Overdomstolene (Ordføreren: Ja! Ja!), navnlig med Hensyn til Appellen (Ordføreren: Ja vist!), men ved selve Retten behandles Sagen ikke paa anden Maade end andre Sager, og forsaavidt den ærede Ordfører har bemærket, at der ogsaa kunde være Andre end Communalbestyrelsen, der indankede saadanne Sager, skiønner jeg ikke, at denne Indvending træffer den af mig foreslaaede Redaction, thi saalænge en Valgberettiget ikke i første Instants mod en af Communalbestyrelsen afgiven Resolution er tilkiendt Valgret, er der jo ikke Spørgsmaal om at indføre ham som Valgberettiget i Listerne. Det er kun i det Tilfældee, at der er ham indrømmet Valgret i første Instants, og Dommen er tagen til Følge, at der kan være Spørgsmaal om Appel fra Modpartens, navnlig Communalbestyrelsens Side. Jeg skiønner saaledes ikke rettere, end at der er Anlendning til at gjøre den Forandring i Paragraphen, som jeg har tilladt mig at bringe i Forslag.

Ordføreren:

Jeg skal kun med Hensyn til den ærede sidste Taler bemærke for det Første, at da der er særegne Regler for Appel i Sager, som behandles giæsteretsviis, er det ganske klart, at det ikke blot er i første Instants, at Giæsteretsreglerne komme til Anvendelse, og for det Andet er det ganske klart, at ogsaa den Private, hvem Dommen er gaaen imod, kan indanke Sagen, saa at der kan være Spørgsmaal om anden Paanke end den, som iværksættes af Communalbestyrelsen.

Madsen:

Med Hensyn til Forslaget under Nr. 46 skal jeg henholde mig til hvad jeg tillod mig at anføre under den foreløbige Behandling, at det forekommer mig retfærdigt, at hvor 2 Parter staae ligeoverfor hinanden med modsatte Paastande, maa Adgang til at faae Paastandene prøvede og veiede være lige for dem begge. Jeg skal endnu kun tillade mig at henvende Forsamlingens Opmærksomhed paa, hvor indskrænket og ufuldstændig den Beviisførelse i det Hele vil være, som kan finde Sted for Communalbestyrelsen, især naar Sagen er af en indviklet Natur. Jeg indrømmer gjerne, at disse Sager ikke ville blive mange, og Forslaget saaledes ikke i og for sig være af synderlig praktisk Vigtighed; men af de Grunde, som den ærede Ordfører har anført derimod, har jeg ikke fundet mig foranlediget til at tage det tilbage. Jeg vil derfor henstille det til den ærede Forsamling, hvorvidt den vil tage Hensyn dertil eller ikke.

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derpaa til Afstemning, som, efterat den første Deel af det under Nr. 45 paa Afstemningslisten anførte, af Olrik stillede Forslag var tilbagetaget, paa Grund af, at de sammesteds foreslaaede Udtryk være optagne i Udvalgets Forslag under Nr. 48, gav følgende Resultat:

1093

45) Olriks Forslag, sidste Deel: „Skulde Dommen af Communalbestyrelsen blive indanket for en høiere Ret, og Sagen saae et andet Udfald, vil dette være at tage til Følge ved Affattelsen af det følgnede Aars Valglister." forkastedes med 60 Stemmer mod 22. 46) Madsens Forslag: „At de Ord i Paragraphens anden Linie „hvorved Valgret er negtet ham" udgaae." forkastedes med 54 Stemmer mod 36. 47) Udvalgets Forslag: „At istedetfor „Saadanne Sager behandles ved de ordinaire Retter efter Reglerne for den civile Proces" sættes „Saadanne Sager behandles gjæsteretsviis"." vedtoges med 94 Stemmer mod 3. 48) Udvalgets Forslag: „Jstederfor „Parterne ere deri" o. s. v. sættes „Parterne ere i 1 ste Instants"." vedtoges med 85 Stemmer mod 2. 49) Udkastet — efter de foranstaaende Afstemninger og idet den i den ovenstaaende Anmærkning paa Afstemningslisten anmeldte Redactionsforandring vedtoges uden Afstemning — saalydende: „Den, som er utilfreds med Communalbestyrelsens Kiendelse, hvorved Valgret er negtet ham, kan fordre en Udskrist af samme sig meddeelt uden Betaling og indbringe Spørgsmaalet til Afgjørelse ved Lov og Dom. Saadanne Sager behandles giæsteretsviis. Parterne ere i 1 ste Instants fritagne for Erlæggelse af Retsgebyhrer og for Brugen af stemplet Papir, ligesom der af det Offentlige skal beskikkes en Sagfører for den indstevnede Communalbestyrelse. Opnaaer Vedkommende Dom for at være valgberettiget, skal han optages paa Valglisten, saasnart han foreviser en Udskrift af Dommen." vedtoges med 95 Stemmer mod 1

Derpaa gik man over til Discussionen over Valglovens § 21 (Udkastets § 17), i Forbindelse med det ifølge Afstemningen over Nr. 34 og i Henhold til Ordførerens Reservation af Udvalget indstillede Tillæg til bemeldte Paragraph, saalydende: „dog saaledes, at det paasees, at de paa Tillægslisten (§ 10) opførte Mænd kun ere stemmeberettigede, dersom de inden Valgdagen have opfyldt Betingelserne med Hensyn til Alder eller Bopæl."

Afstemningslisten indeholdt iøvrigt Følgende: 50) Udvalgets Forslag: At for „1 ste April til samme Dag" sættes „1 ste August til 31 te Juli". 51) Bregendahls Forslag: At der ved Paragraphens Slutning tilføies: „Dog skulle de, der først have opnaaet Valgret efter den 1 ste August (April), ogsaa i Aarets Løb kunne optages paa Valglisterne, naar de begiere saadant og godtgjøre at være valgberettigede." 52) Tschernings Forslag: At i Udkastet sættes „31 te Marts" for „samme Dag". 53) Udkastets første Deel: Valglisterne gjælde fra 1 ste April til samme Dag i det paafølgende Aar. 54) Advalgets Forslags anden Deel: Efter samme foretages alle i Aarets Løb forefaldende Valg til Folkethinget. Anmærkn. Udkastets sidste Deel bortfalder, da her kun er Tale om Folkethinget.

Paa Grund af den tidligere foregaaende Afstemning var Udvalgets Forslag under Nr. 50 bortfaldet, ligesom ogsaa Bregendahls Forslag under Nr. 51 var bortfaldet paa Grund af det ovenmeldte, tidligere vedtagne Tillæg til Paragraphen.

Ordføreren:

Da jeg tidliger tilstrækkelig har motiveret Tillæget, skal jeg kun bemærke med Hensyn til den ærede Rigsdagsmand for Møen (Barfod), at her ikke er Tale om 2 Protocoller, Listerne kunne jo gierne staae i een Protocol. Forslaget under Nr. 52 stemmer ganske med Udvalgets, kun at Terminen er en anden; det tiltræde vi altsaa.

Barfod:

Jeg har alleredeee sagt, at jeg Intet har at indvende mod Udvalgets Tillæg, men jeg skal bemærke, at ved det sidste Valg fandt man det ikke nødvendigt at skille dem, der ikke havde fyldt det 30te Aar eller ikke havde havt fast Bopæl i Valgkredsen i eet Aar, saa strengt fra de Øvrige; man opført dem tvertimod allesammen imellem hverandre. Men det er ganske vist, at der vil fremkomme en lettere Oversigt, naar der benyttes 2 Protocoller.

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning, som, idet, som det fremgaaer af det Ovenanførte, Forslagene under Nr. 50 og 51 være bortfaldne, samt idet Tschernings under Nr. 52 stillede og af Udvalget tiltraadte Forslag blev vedtaget uden Afstemning som Redactionsforandring, gav følgende Resultat: 53) Udkastets første Deel, efter det Foranstaaende saalydende:

„Valglisterne giælde fra 1 ste April til 31 te Marts i det paafølgende Aar." vedtoges eenstemming med 99 Stemmer. 54) Udvalgets Forslags anden Deel med det til samme tidligere vedtagne Tillæg, saalydende: „Efter samme foretages alle i Aarets Løb forefaldende Valg til Forlkethinget, dog saaledes, at det paasees, at de paa Tillægslisten (§ 10) opførte Mænd kun ere stemmeberettigede, dersom de inden Valgdagen have opfyldt Betingelserne med Hensyn til Alder eller Bopæl." vedtoges eenstemmig med 95 Stemmer. Derefter sattes hele Paragraphen under Afstemning, og denne, der er saalydende: „Valglisterne gjælde fra 1 ste April til 31 te Marts i det paafølgende Aar. Efter samme foretages alle i Aarets Løb forefaldende Valg til Folkethinget, dog saaledes, at det paasees, at de paa Tillægslisten (§ 10) opførte Mænd kun ere stemmeberettigede, dersom de inden Valgdagen have opfyldt Betingelserne med Hensyn til Alder eller Bopæl." vedtoges eenstemmig med 98 Stemmer. Efterat Formanden havde giort opmærksom paa, at Valglovsudkastets §§ 22 og 23 (Udvalgets § 18) være udsatte for at behandles i Forening med Valgregulativet, gik man derefter over til § 24 (Udvalgets § 19), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 55) Bregendahls Forslag: At der istedetfor „3000" sættes „2000", og istedetfor „1500" sættes „1000". 56) Barfods Forslag: Slutningen „og blandt disses egne Medlemmer" udgaaer.

(Fortsættes.)

Rettelse.
Nr. 451 Spalte 3578 Lin. 25 øg 26 f. o. „Herren" læs: „Havren"; „Hakkelse" læs:
„Halm".
— 454 — 3598 — 23 f. n. „Illusion" læs: „Elusion".

Tryst og forlagt af Kgl. Høibogtrykler Bianco Luno

1094

Hundrede og Eet Tredivte (135te) Møde. Den endelige Behandling af Valgloven § 24.

57) Bregendahls Forslag: At der i Paragraphens Slutning istedetfor Ordene „og blandt disses egne Medlemmer" sættes „blandt Communens valgberettigede Indvaanere". 58) Udvalgets Forslag: Efter Slutningen tilføies: „og bør disse Udnævnelser uopholderlig iværksættes, saasnart Valg er udskrevet for Valgkredsen." 59) Udkastet: For hvert Valgdistrict dannes en Valgbestyrelse, bestaaende af Udsendinge fra de til Districtet hørende Communer. Fra hver Commune vælges idetmindste eet Medlem af Valgbestyrelsen, uden Hensyn til dens Indvaanertal. Har en Commune 3000 Indbyggere, vælger den To, og saa fremdeles Een for hvert 1500 Indvaanere, den har efter den senest offentliggiorte Folketælling. Valgbestyrelsens Medlemmer vælges af Communalbestyrelserne og blandt disses egne Medlemmer. Anmærkn. Udoalgets Forslag: At „Valgkreds" sættes for „Valgdistrict" og „District", samt “For" sættes for „Fra" i den anden Sætning, ansees som blotte Redactionsforandringer.

Forslagene under Nr. 55, 56 og 57 bleve paa den i Regulativet fastsatte Maade understøttede.

Ordføreren:

Udvalget har stillet et nyt Forslag ved denne Paragraph under Nr. 58, som nærmest er foranledigeet ved en Opfordring af den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning). Vi troede ikke, at det kunde skade, at det i Slutningen af Paragraphen var bestemt udtalt, at Communalbestyrelsen skulde sætte sig i Bevægelse og foretage disse Udnævnelser, saasnart der var udskrevet Valg for Valgkredsen. Der foreligge iøvrigt 2 Amendements til denne Paragraph, afvigende fra Udkastet, det ene under Nr. 55, hvorefter der skal udnævnes eet Medlem af Valgbestyrelsen for hvert 1000, 2 for hvert 2000 o. s. v., medens Udkastet har „1500" og „3000". Det forekommer Udvalget, at der ikke var tilstrækkelig Grund til at forøge Talrigheden, men jeg skal ganske henstille dette Punkt til Forsamlingens Afgjørelse. Bestemtere derimod troer jeg at maatte udtale mig mod de Forslag, der ere stillede under Nr. 56 og 57, som vvistnok gaae ud paa det samme Maal, men af hvilke dog det under Nr. 57 er bestemtere. Medens det nemlig i Slutningen af Udkastet hedder: „Valgbestyrelsens Medlemmer vælges af Communalbestyrelserne og blandt disses egne Medlemmer", foreslaaer den ærede Rigsdagsmand for Møen (Barfod), at disse Ord „og blandt disses egne Medlemmer" skulle udgaae; derimod foreslaaer en anden æret Rigsdagsmand under Nr. 57, at der istedet derfor skulde sættes „blandt Communens valgberttigede Indvaanere". Spørgsmaalet er altsaa dette, om det ikke skulde kunne forudsættes, at enhver Communalbestyrelse kunde finde i sin egen Midte de til dette Hverv dygtige Mænd, eller om den skulde have fri Haand til at vælge hvem den vilde at de Valgberettigede. Det forekommer os, at Udkastets Tanke er den rigtige og naturalige; det er et saadant Arbeide, som nærmest synes at burde paaligge Communalbestyrelsens egne Medlemmer, det turde give et altfor vidt Spillerum, om de skulde kunne skyde Arbeidet fra sig og overgive det til Andre.

Barfod:

Med Hensyn til det Forslag, som jeg har tilladt mig at stille under Nr. 56, har jeg ikke stillet det alene, fordi jeg ikke indseer nogen Nødvendighed af at Valgbestyrelsens Medlemmer skulle vælges af Communalbestyrelsens egen Midte; jeg skulde nemlig ingen

lunde have stillet det, hvis jeg ikke tilfældigvils var bleven fortrolig med flere deraf flydende Ulemper, som jeg dog ikke anseer det nødvendigt her at fremkomme med Exemplerne paa. Imidlertid har den ærede Ordfører giort opmærksom paa, at der af en anden æret Rigsdagsmand (Bregendahl) under Nr. 57 er stillet et Forslag, som ikke alene væsentlig gaaer ud paa det Samme, men som endog baade i hans og i mine Tanker er meget bedre end mit Forslag. Som en Følge deraf tager jeg naturligviis mit Forslag tilbage og skal indskrænke mig til paa det Bestemteste og Kraftigste at anbefale Forslaget under Nr. 57.

Bregendahl:

Med Hensyn til Forslaget under Nr. 57 kan jeg i alt Væsentligt henholde mig til hvad den sidste ærede Taler nu yttrede, og skal kun bemærke, at det vil sees, at under Afstemningspunktet Nr. 63 er Udvalget for Kjøbenhavns Vedkommende gaaet ud i det Væsentlige fra samme Tanke, som ligger til Grund for Forslaget under Nr. 57, og har antaget, at det var en absolut Nødvendighed, at man der optog den Grundsætning, hvorfra det Forslag, jeg har stillet, er gaaet ud, idet der i Kjøbenhavns Communalbestyrelse, saavidt jeg veed, ikke er saamange Medlemmer, som der skal udnævnes Medlemmer af de forskiellige Valgbestyrelser; men det kan ogsaa i de andre Kredse, navnlig i de støre Communer i Provindserne, være temmelig generende for Communalbestyrelserne, at Medlemmerne skulle vælges ene blandt disse. Hvad Forslaget under Nr. 55 angaaer, er det jo ikke af stor Betydning, enten man optager det eller bibeholdeer Udkastet; men jeg troer dog, at der ved Forslaget vil kunne opnaaes et Gode, thi naar der skal finde navnlig eller skriftlig Afstemning Sted, kunne jo Vælgerne ikke fordeles mellem flere Protocoller end der er Medlemmer af Valgbestyrelsen, og naar de større Communer, som have imellem 3000 og 4000 Indvaanere, kun skulle sende to Medlemmer til Valgbestyrelsen, vil der komme et Par Hundrede Vælgere paa hver Protocol, og det kan altid, især hvor der findes mere indskrænkede Localer, gjøre den hele Forretning mere besværlig og mere tidsspildende, end ellers vilde være Tilfældeet, og det er derhos ønskeligt, at den navnlige Afstemning ikke medtager formegen Tid.

Ordføreren:

Forsaavidt det ærede Medlem paaberaabte sig Kiøbenhavn, anførte han selv en tilstrækkelig Grund til at vise Forskielln, og dertil kan der tilføies, at selv i Kiøbenhavn er dog fordret, at i enhver saadan Valgbestyrelse skal der være to Medlemmer af Communalbestyrelsen.

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning, hvilken, idet Forslaget under Nr. 56, som det fremgaaer af det Foranstaaende, var frafaldet af Forslagsstilleren, gav følgende Resultat:

1) Nr. 55. Bregendahls Forslag: „At der istedetfor „3000" sættes „2000", og istedetfor „1500" sættes „1000"." forkastedes med 67 Stemmer mod 17.

2) Nr. 57. Bregendahls Forslag: „At der i Paragraphens Slutning istedetfor Ordene „og blandt disses egne Medlemmer" sættes „blandt Communens valgberettigede Indvaanere"." forkastedes med 48 Stemmer mod 36.

3) Nr. 58. Udvalgets Forslag: „Efter Slutningen tilføies „og bør disse Udnævnelser uopboldelig iværksættes, saasnart Valg er udskrevet for Valgkredsen"." vedtoges eenstemmig med 87 Stemmer.

4) Nr. 59. Udkastet, efter den foranstaaende Afstemning under Nr. 58, og idet de i Anmærkningen paa den ovenanførte Afstem

1095

ningsliste ommeldte Redactionsforandringer vedtoges uden Afstemning, saalydende: “For hver Valgkreds dannes en Valgbestyrelse, bestaaende af Udsendinge fra de til Valgkredsen hørende Communer. For hver Commune vælges idetmindste eet Medlem af Valgbestyrelsen, uden Hensyn til dens Indvaanertal. Har en Commune 3000 Indbyggere, vælger den To, og saa fremdeles Een for hvert 1500 Indvaanere, den har efter den senest offentliggjorte Folketælling. Valgbestyrelsens Medlemmer vælges af Communalbestyrelserne og blandt disses egne Medlemmer, og bør disse Udnævnelser uopholderlig iværksættes, saasnart Valg er udskrevet for Valgkredsen." vedtoges eenstemmig med 92 Stemmer.

Man gik derefter over til Valglovens § 25 (Udvalgets § 20), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 60) Olriks Forslag: Paragraphen forandres saaledes: “Valgbestyrelsens Medlemmer træde dernæst sammen i den Commune, hvor Valget afholdes, og vælge en Formand, der forestaaer alle Forberedelserne til selve Valget og modtager Anmeldelser af Candidater og andre til Valgbestyrelsen rettede Meddelelser. Formanden aabner paa Valgdagen Valgbestyrelsens Møde, leder selve Valghandlingen og gior i alle Valgbestyrelsen overladte Beslutninger Udslaget i Tilfældee af Stemmelighed." 61) Udkastets første Deel: Det Medlem af Valgbestyrelsen, som er valgt for den Commune, hvori Valget afholdes, forestaaer alle de foregaaende Forberedelser til selve Valget og modtager Anmeldelser af Candidater og andre til Valgbestyrelsen rettede Meddelelser. Han aabner paa Valgdagen Valgbestyrelsens Møde og forestaaer Valget af dens Formand. Vælger vedkommende Commune flere Medlemmer af Valgbestyrelsen, fordele disse de ovennævnte Forretninger mellem sig efter Overeenskomst. 62) Udkastets anden Deel: Formanden leder selve Valghandlingen. I alle Valgbestyrelsen overladte Beslutninger giør han i Tilfældee af Stemmelighed Udslaget. (Jfr. § 57.) Anmærkn. Estor Udvalgets Forslag udgaaer denne Deel. Sammenlign Slutningen af Udvalgets § 30.

Formanden bemærkede, at Forslaget under Nr. 60 var tilbagetaget af Forslagsstilleren, og at Udkastets anden Deel under Nr. 62 kom igien under Nr. 83, idet Udvalget havde meent, at den deri indeholdte Bestemmelse burde staae paa et andet Sted og i en anden Forbindesle, men at hvis Forsamlingen antog Bestemmelsen paa dette Sted, bortfaldt den naturligviis paa det andet Sted, og omvendt.

Ordføreren:

Forsamlingen vil erindre, at Grunden, hvorfor vi troede, at Bestemmelsen kunde gaae ud her, er den, at i Udkastet pasfer den, fordi Bestemmelserne om Kiøbenhavn komme senere i et andet Afsnit; men nu, da Bestemmelserne om Kiøbenhavn komme i § 21, seer det underligt ud at give Reglen om Formandens Charakteer paa et sted, som kun handler om nogle Formænd, og ikke om Formændene i det Hele.

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning, som — idet Forslaget under Nr. 60 var tilbagetaget, og efterat det var vedtaget, at en mulig Forkastelse af Udkastets 2den Deel under Nr. 62 ikke udelukkede dettes Antagelse paa det Sted, hvor Udvalget havde formeent, at denne Bestemmelse havde sin rette Plads — gav følgende Resultat:

1) Nr. 61. Udkastets første Deel: „Det Medlem af Valgbestyrelsen, som er valgt for den Commune, hvori Valget afholdes, forestaaer alle de foregaaende Forberedelser til selve Valget og modtager Anmeldelser af Candidater og andre til Valgbestyrelsen rettede Meddelelser. Han aabner paa Valgdagen Valgbestyrelsens Møde og forestaaer Valget af dens Formand. Vælger vedkommende Commune flere Medlemmer af Valgbestyrelsen, fordele disse de ovennævnte Forretninger mellem sig efter Overeenskomst." vedtoges eenstemmig med 94 Stemmer.

2) Nr. 62. Udkastets anden Deel: „Formanden leder selve Valg

handlingen, I alle Valgbestyrelsen overladte Beslutninger giør han i Tilfældee af Stemmelighed Udslaget." forkastedes med 87 Stemmer mod 2.

Derefter gik man over til Udvalgets § 21. hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 63) Udvalgets Forslag: „Valgbestyrelsen i hver af Kjøbenhavns 9 Valgkredse bestaaer af sem Medlemmer, som udnævnes af den forenede Communalbestyrelse, de to af sammes egen Midte, de tre Andre blandt de i Valgkredsen bosatte Vælgere. Hver Valgbestyrelse vælger selv sin Formand." hvilken af Udvalget foreslaaede Paragraph, idet Ingen begjerede Ordet, vedtoges eenstemmig med 92 Stemmer.

Man gik derpaa over til Valglovens § 26 (Udvalgets § 22), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 64) Udkastet: Valgbestyrelsen forer en Valgbog, hvortil de fra forskiellige Communer medbragte Valglister og de til Bestyrelsen indløbne Skrivelser fremlægges. I Valgbogen optegnes det væsentlige Indhold af Valgforhandlingerne, hvortil dog de af Candidaterne og andre Tilstedeværende holdte Taler ikke skulle henregnes. Valgbogen underskrives af Valgbestyrelsen og opbevares af Communalbestyrelsen for det Sted, hvor Valget er afholdt.

Ingen begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning, hvorved den nysanførte Paragraph vedtoges eenstemmig med 90 Stemmer.

Formanden:

Før jeg gaaer videre, skal jeg tillade mig at rette det Spørgsmaal til den ærede Ordfører eller maaskee til Formanden for Udvalget, om det kan ventes, at vi inden Tirsdag kunne have Slutningen af Comteens Bemærkninger over Amendementerne, thi hvis dette ikke skulde være Tilfældeet, vil jeg slutte Mødet for idag, og vi kunne da paa Tirsdag fortsætte med den følgende Deel af Afstemningslisten.

Bjerring:

Til paa Tirsdag ville Comiteens Bemærkninger ved Amendementerne indtil § 52 inclusive kunne være fremlagte, men længere end til § 52 er den ikke kommen. Imidlertid vil Comiteen paa Tirsdag Formiddag Kl. 12 holde Møde, og foruden Comiteebetænkningen til § 52 ville ogsaa Ændringsforslagene til Regulativet for Valgkredsene til Folkethinget rimeligviis kunne blive forelagte.

Ordføreren:

Der er til den øvrige Deel af Betænkningen fremkommet saa mange og tildeels saa vanskelige Amendements, at Comiteen troer at gjøre Forsamlingen en daarlig Tjeneste med at forhaste sig.

Ifølge disse Meddelelser og flere Omstændigheder ansaae Formanden det for rettest at slutte nærværende Møde og beramme det næste til Tirsdagen den 29de Mai Kl. 6 Eftermiddag, Valglovssagen til fortsat Behandling. Mødet blev derpaa hævet.

132te offentlige Møde. (Det 136te Møde i den hele Række.) Aftenmøde.

Tiredagen den 29de Mai.

Den endelige Behandlige af Valgloven. § 27.

Efterat Forhandlingsprotocollen for forrige Møde var bleven oplæst, gik man ifølge Dagsordenen over til den anden Behandling af Valgloven, og begyndte med Udkastets § 27, Udvalgets § 23.

Hertil indeholdt Afstemningslisten Følgende: 65) Tschernings Forslag: a. Udgaaer “selv har stillet sig og" b. Udgaaer „Een eller Flere", i hvis Sted indsættes „en" eller „i det Mindste Een". Udvalget tiltræder dette Sidste.

1096

c. Ved Paragraphens Slutning tilføies „og mundtlig eller skristlig har erklæret for Valgbestyrelsen, at han indvilliger i at optræde som Valgsøgende." 66) Udkastet, med Ombytning af „Valgkredsens" for „Districtets": Ingen kan ved Valg til Folkethinget komme i Betragtning, som ikke selv har stillet sig og dertil er anbefalet af Een eller Flere af Districtets Vælgere.

Ordføreren:

Ved den ældre § 27, Udvalgets § 23, har det ærede 28de kongevalgte Medlem (Tscherning) fremsat det Forslag, at Ordene „selv har stillet sig og" udgaae, og at der tilføies „mundtlig eller skriftlig har erklæret for Valgbestyrelsen, at han indvilliger i at optræde som Valgføgende"; Forandringen derimod af „Een eller Flere" til „en eller i det Mindste En" er en Redactionsforandring. Spørgsmaalet gaaer altsaa ud paa, om man istedetfor Udkastets Regel, hvorefter Ingen kan komme i Betragtning, som ikke selv har stillet sig og er anbefalet af i det Mindste Een af Districtets Vælgere, skulde lade, om jeg saa tør udtrykke mig, den personlige Stilling træde mere tilbage, idet det var nok, at En erklærede mundtlig eller skriftlig, at han samtykkede i at optræde som Valgsøgende, hvorpaa han da skulde anbefales af en Anden. Det er altsaa Spørgsmaalet, om den personlige Fremtræden, den personlige Søgen af Valg Skal være en nødvendig Vetingelse for at sættes under Afstemning, medmindre særeget anerkjendt Forfald fritager, eller om det skal være tilstrækkeligt, om jeg saa tør at han ikke stiller sig selv, men at han stilles ved en Anden. Det er forekommet Udvalgets Fleerhed, at dett Sporgsmaal ikke forelaa ganske frit; vi ville ingenlunde i Ordets allerskarpeste Forstand sige, at der skulde være nogen ligefrem Strid mellem dette Forslag og Udtrykkene i Grundloven, da det kan siges i en vis Forstand, at man stiller sig giennem en Anden, om man end ikke stiller sig selv; men det kan ikke negtes, at saaledes som Kaaringsog Stillingsvalgene have udviklet sig, saaledes som det er skeet ved Forordningen af 7de Juli 1848, og saaledes som det ogsaa nærmest uden Tvivl maa være tænkt ved Bestemmelsen, der er optagen i Grundloven og vedtagen af Forsamlingen, troer jeg dog, at det maa siges, at det i det Mindste er en meget fri Opfattelse af den Bestemmelse, der er vedtagen. jeg troer, at de Fleste ville erkiende, at man ved at vedtage Bestemmelsen i Grundloven, har været opfordret til nærmest at tænke sig det hele Forhold ordnet saaledes i det Væsentlige som ved de sidste Valg. Det næste Spørgsmaal er da, om der ikke, selv afseet fra den mere formelle Betragtning af Sagen, er Grund til at fastholde den ftrenge Opfattelse af den personlige Stillinge. Derom kunne vvistnok Anskuelserne være forskiellige; imidlertid har Udvalgets Fleerhed holdt fast ved den Anskuelse, som synes tidligere meget bestemt at have været den herskende ved Opfattelsen af den hele nye Valgmaade og den personlige Stillings Betydning ved Valgmaaden, den Opfattelse, som lagde Vægt paa, at Candidaten skulde personlig stille sig, naar han ikke kunde oplyse et ganske særeget Forfald. Vi have troet, at naar man pludselig skulde indføre hos os ad Lovgivningens Vei en Valgmaade, der andetsteds havde udviklet sig giennem Sædvaner, var man, for at det Hele saavidt muligt skulde paa eengang indtræde i Livet, nødsaget til fuldstændigt ad Lovgivningens Vei at søge det opnaaet, som man andetsteds langsomt ad Sædvanens Vei har opnaaet. Naar man fra England vilde hente den hele dobbelte Afstemningsmaade, troede vi ikke, at det gik an, at man udelod et saa væsentligt Punkt som det, hvorom her er Spørgsmaal. Der blev jo netop tidligere under de Forhandlinger, som gik forud for Valgloven af 7de. Juli 1848, lagt Vægt paa, at det stred mod den danske Beskedenhed, at Nogen stillede sig selv frem som Valgsøgende. jeg troer nu, at det i sig selv er en falsk Opfattelse af Beskedenhed, og jeg troer ogsaa, at Erfaringen har viist, at denne Opfattelse ingenlunde er den almindelige. Det forekommer os altsaa, at det kunde have sin meget gode Betydning, ogsaa naar man betragter Sagen fra den reelle Side, at den Valgsøgende vvirkelig stiller sig personlig frem, for saaledes at fyldestgjøre det Formaal, der laa til Grund for den tidligere Valglovsbestemmelse. Vi oversee ingenlunde, at mangen brav Mand maaskee kan komme i en delicat og vanskelig Stilling, naar han bestemmer sig til at fremstille sig som Candidat; men det er det offentlige Livs Natur, at den, der træder frem, maa have baade

Charakteer og Mod til at bære de Ulemper, der kunne være forbundne med saadan offentlig Fremtræden.

Tscherning:

Den ærede Ordfører har giort Forsamlingen opmærksom paa, hvad der her væsentlig foreligger; jeg skal endnu henlede Forsamlingens Opmærksomhed paa, hvorfor jeg har troet at maatte brige dette Forslag frem her, uagtet et andet Princip paa en Maade alleredeee har giort sig gjældende. Det foekommer mig, at den hele Valgmaade i Grunden gaaer ud paa at forene saavidt gjørligt den stedlige Opmærksomhed for Valgene med den frie Valgbarhed. Dersom man holder sig alene til den frie Valgbarhed og gjør den stedlige Opmærksomhed temmelig sideordnet, at den, der vil stille sig til Valg, sagtens kan finde en Valgberettiget i Valgkredsen, som siger, at han vil anbefale ham, tabe Valgene hele deres stedlige Betydning. Nu er det ganske vist, at i en Valgkreds kan en Mand, der er politisk Notabilitet, eller en Saadan, som det vel kan være værd at henvende Opmærksomheden paa, ikke være kiendt af en Eneste eller ialtfald af meget Faa, hvorimodd det kan antages, at der altid i Valgkredsen findes Nogle, hvis Ord og Anbefaling der tillægges megen Vægt. Naar man nu stiller det saaledes som jeg har foreslaaet det, at Stillerens Person kommer til at staae i Forgrunden, og den Valgføgende forsaavidt i Baggrunden, at han ikke behøver at stille sig frem, og at det ikke er paa ham at Opmærksomheden ene eller særdeles henledes, men paa den Vælger, som stiller ham frem, som han maa føle med sig selv maa være en Personlighed af den Beskaffenhed, at hans Stemme kan og bør have Vægt, da giver man derved Vælgerne Sikkerhed for, at den, der stilles frem, vvirkelig er i Besiddelse af de Egenskaber, som Valgkredsen søger og maa søge, og som den, der stiller ham frem, garanterer for, at han veed, at den Paagjældende er i Besiddelse af. Det er da ikke visse forbigaaende, mere glimrende end sande Egenskaber, der give den Valgsøgende Betydning, men det er meget mere en Dom over hans foregaaende Liv, udtalt af en Mand, der nyder Vælgernes Tillid, og som optræder med den Erklæring, at han kjender den nøie, for hvem han optræder. jeg synes, at der er stor Nødvendighed i at fastsætte det paa denne Maade, fordi først derved den hele Valgret faaer sin Betydning, og derfor skal man ikke undlade at gjøre den Forandring, som, naar man tager Hensyn til den hele Mechanisme af Valghandlingen, saaledes som denne foreligger, kun er ringe, men som har ligesaa stor Betydning med Hensyn til Dommen over den paagjældende Person, som liden eller ingen med Hensyn til Valghandlingens Mechanisme. Derfor har jeg troet, at det vel kunde være værd at bringe til Afstemning i Forsamlingen, om denne Maade maatte være bedre end den, der er optagen i Udkastet og har vundet Udvalgets Bifald.

Hage:

Jeg troer dog, at skjøndt det vvistnok kan siges, at det Forslag, som her er stillet, ikke strider bestemt mod Grundlovens Ord, saa strider det dog mod dens Aand, mod den Tanke, der ligger til Grund for de Beslutninger og de Bestemmelser, som tidligere ere tagne. (Ia!) Da Valgloven blev forelagt Provindstalstænderne, var deri bestemt, at personlig Stilling under alle Omstændigheder skulde finde Sted. I den roeskildske Forsamling erklærede en meget ringe Majoritet (34 Stemmer mod 32) sig for en store Frihed med Hensyn til personlig Stilling, medens der substdiairt blev indstillet, at Enhver skulde stille sig, medmindre han havde Forfald, som af Valgbestyrelsen blev befundet antageligt. Dette sidste Forslag var stillet af en Minoritet i Udvalget, hvori med mig Rigsdagmanden for Maribo Amts 1ste Valgkreds (B. Christensen) deeltog. Den jydske Stænderforsamling holdt med store Strenghed paa det personlige Stillingssystem, og efter at have forkastet et Forslag om Frihed i Stillingen med stor Maioritet, antog den med 47 Stemmer mod 1, at kun ganske overordentlige Omstændigheder, f. Ex. Sygdomsforfald, skulde fritage for personlig Stilling. Det var under disse Omstændigheder, efter disse forudgaaende Forhandlinger og Beslutninger, at Valgloven af 7de Juli optog den jydske Forsamlings Indstilling; den nærværende Valglov har noget modificeret Bestemmelserne i Valgloven af 7de Juli, men har dog holdt paa den personlige Stilling, idet den overlader Valgbestyrelsen at afgjøre, om Fritagelse kan finde Sted, overeensstemmende med den substdiaire roeskildske Indstilling. Det er efter disse forudgaaende Facta, at Forsamlingen har besluttet under Grund

1097

lovens Behandling, at Stillingsystemt skal vedblive; og saavel Udvalgets Majoritet, som holdt paa den personlige Stilling, og en Minoritet, som vilde have Bestemmelsen om Stillingen udeladt af Grundloven, syntes at gaae ud fra den Forudsætning, at den personlige Stilling skulde, hvis Grundloven gik igjennem, opretholdes paa den Maade, som tidligere bestod, eller som den fremtræder i nærværede Lov. jeg troer saaledes, at man tør Paastaae, at den Tanke, der har ligget til Grund for den Beslutning, at Stilling skulde sordres, var den, at den personlige skulde som Regel opretholdes. jeg veed vel. at den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning) mener, at man skal tage sig stor Frihed med Hensyn til Grundlovens Fortolkning, og at han endog har et Slags Forkjærlighed for at gjøre disse Forsøg temmelig tidligt for at vænne os til dem; men jeg troer dog, at den store Majoritet i Forsamlingen vil fordre Grundloven opretholdt, og at man navnlig i de Tilfældee, hvor der ingen Tvivl er om den Tanke, der ligger til Grund for den tidligere tagne Beslutning, ei skal tilstdesætte den, thi vi ville neppe kunne vente, at stemtidige Forsamlinger, som virke under andre Omstændigheder og paa en en fra Grundlovens Antagelse fjernere Tid, skulde opretholde Aanden i Grundlovens, dersom vi selv give et Exempel i modsat Retning og ligesom anvise den farlige Vei. jeg troer ogsaa, man maa holde paa den prsonlige Stilling, naar man tager Sagens Realitet i Betragtning. Den korte Vraxis har viist, at Stillingen ikke har afholdt Mænd, man kunde ønske til Rigsedagsmænd, fra at optræde som Candidater, ja i mange Tilfældee have Flere stillet sig, end man kunde ønske, og paa den anden Side har den personlige Stilling virket til at vække en Interesse for Valgene og sremkaldt en nyttig offentlig Førhandling, som uden den neppe vilde have sundet Sted.

Balthazar Christensen:

Jeg skulde maaskee ikke have reist mig i denne Sag, da jeg maa tilstaae, at jeg ikke lægger overordentlig megen Vægt paa, hvad enten Udkastets Bestemmelse bliver tagen tilsølge eller det af den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) gjorte Ændringsforslag, dersom det ikke havde forekommet mig, at Ændringssorslaget har det Fortrin for Udkastet, at det giver en storre Frihed, uden, saavidt jeg formaaer at skjønne, at medføre det Allermindste af Fare eller Vanskelighed. jeg kan derfor heller slet ikke med den ærede Taler, der sidst satte sig (Hage), nære nogen Betænkelighed mod dette Ændringssorslag fra det Hensyn, man her saa ofte hører paaberaabt, fra Grundloven. jeg maa nemlig benegte, at det her i Salen har været saa aldeles forudsat, som den ærede Talaer har meent, at Stillingen skulde være strengt personlig. For mite get Vedkommende veed jeg med Vished, og det Samme kan jeg sige om flere af mine Venner, at vi netop ved de Udtryk, Grundloven betjener sig af, have sagt os selv, at der ved disse Intet var præjudiceret med Hensyn til dette Spørgsmaal, og at dette Spørgsmaal saaledes vilde kunne finde sin frie Afgjørelse ved Valglovens Forchandling. Nu maae vi vel mindes, at det er den selvsamme Forsamling, som behandler og afgjør Valgloven, som har behandlet og afgjorte Grundloven, og er der Nogen, der er berettiget til at fortolke, hvad her er passeret med Hensyn til Grundloven, da skulde jeg ganske vist mene, at det netop er os selv. Endnu mindre kan jeg følge den ærede sidste Taller i den historiske Argumentation, han fører fra Roeskilde- og Viborg-Stænder; thi jeg troer, det er gaaet grumme Mange,

som det er gaaet mig, der dog i denne Sag har indtaget en meget active Rolle, og, saaledes som han oplyste, med ham i Comiteen derude har dissenteret fra at etablere denne personlige Stilling aldeles uden Undtagelse, jeg trer, siger jeg, det er her gaaet Mange, som det er gaaet mig, at vi kun lidet mindes og, for Mange af os, maaskee kun lægge miget ringe Vægt paa, hvad der er skeet i Roeskilde-Stænder denne Sag vedkommende. Spørgsmaalet for mig er derfor kun, om Ændringssorslaget er en vvirkelig Binding for gode Valg, eller ikke, og da maa jeg tilstaae, at jeg ikke kan see rettere, end at det er en Vinding, og at det ikke vil medføre den allermindste Fare eller Vanskelighed. For mit eget Vedkommende kan jeg ikke let tænke mig, at jeg kunde ville undlade personlig at stille mig, naar jeg ønskede at blive nalgt, og jeg troer, det vil gaae saaledes i de allersleste Tilfældee; men jeg seer ikke hvad der skulde bevæge os til at fordre dette aldeles strengt, naar der ellers ikke er ganske andre Grunde dertil end dem, vi hidtil have hørt ansøre. Vi maae derfor vel mindes, at da den personlige Stilling forhandledes sidst, da var den os noget aldeles Nyt; det gik da maaskee Mange, som det gik mig, vi være yderst ængstelige ved at movere nogensomhelst Forandring i det Forslag, der forelaa os, fordi vi være ængstelige, og jeg troer, man bør være det i et aldeles nyt og fremmed System, der indføres fra fremmede Steder, fordi man har meget ondt ved forud at gjøre sig bestemt og klart Rede for, om ikke saadan Forandring vilde medføre storre Ulempe for Systemet i det Hele, end man strax har formaaet at tænke sig. Nu derimod have vi prøvet det, nu befinde vi os mere paa Erfaringens Gebeet, og jeg maa sige, at efter de Betragtninger, jeg har havt Anledning til at anstille, har jeg ikke sundet Noget, der kunde opsordre mig til at betragte Ændringsforslaget anderledes, end jeg her har anført, nemlig som en Fordeel, en Vinding, der ikke medfører Fare eller Vanskelighed, og derfor efter min Mening fortjener Bifald

Fr. Jespersen:

Den næstforegaaende Taler begyndte sit Foredrag med den Yttring, at uagtet det Forslag, der er stillet af den 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) ikke stred mod Grundlovens Bogstav, troede han dog, at det stred mod dens Aand, og at det derfor ikke burde finde Bifald, om det end af andre Grunde kunde være heldigt. Jeg anseer nu ikke dette Forslag for at være af nogen megen stor Vigtighed, og endskjøndt jeg rigtignok troer, at man gjør rettest i at billige det, saa lægger jeg dog ikke megen Vægt berpaa. Men jeg har taget Ordet for at udtrykke men Glæde boer, at man af et Medlem af Comiteen endelig hører den Sætning, at Grundlovens Aand staaer over dens Bogstav. I de stdste Nøder have vi maattet døie saameget ved bestandigt at see Grundlovens Bogstav holdt os for Øie, at man ordentlig maa være glad over at høre den modsatte Sætning opstillet. jeg maa derfor udtrykke min Tak for denne Sætning, som jeg skal tage mig til Indtægt, og som jeg ikke skal forsømme ved Leilighed at drage frem igjen.

(Fortsættes.)

Rettrelse.
Nr. 454 Spalte 3600 Linie 13 f. o „at han frafaldt" læs: „ at han ikke gjorde
Fordring paa, at det særlig sattes under Afstemning. Hvorvidt der kunde finde Forhandling Sted
om Nr. 16"

Tryst og forlagt af Kgl. Høibogtrykler Bianco Luno

1098

Hundrede og To Tredidte (136te) Møde. Den endelige Dehandling af Valgloven. § 27.

Ordføreren:

Det gjør mig, ondt, at jeg ikke kan modtage den ærede Talers Tak; jeg vilde meget gjerne have modtaget den, dersom jeg havde fortjent den, men jeg har ikke fortjent den. Sagen er jo den, at i de tidliger Tilfældee, til hvilfe der sigtedes, har der været en bestemt grundlovmæssig Regel, hvorAand og Bogstav være i den bedste Harmoni, og hvor, efter min Opfattelse, Spørgsmaalet var om at afvige fra en saadan Bestemmelse, baade i Henseende til Aanden og Bogstavet, og jeg har da troet mig faldet til at modsætte mig det saa godt, jeg kunde. Nu er det vel af Vigtighed, at man ikke overdriver dette, thi det skader den gode Sag, naar man kommer frem med det, ikke blot i Tide, men ogsaa i en vis Grad i Utide. I de tidligere Tilfældee forekom Modsigelsen mig at være klar, i nærværende Tilfældee er Sagen langt tvivlsommere; jeg tillod mig altsaa kun at gjøre opmærksom paa, at der forelaae historiske Forudsætniger, der maatte tjene som et væsentligt Fortolkningsbidrag til at bedømme, hvad under Grundlovsforhandlingerne blev antaget af forsamlingen. I denne Henseende troer jeg, at de Forhandlinger, der fandt Sted i Roeskilde og Viborg, fortjene Opmærksomhed, selv om man ellers vilde være tilbøielig til at glemme dem; jeg troer, at de høre med til at forklare den naturlige Opfattelse af den Bestemmelse i Grundloven, som vi have vedtaget, og fra dette historiske Standpunkt tillod jeg mig at udtale den formening, at man i Almindelighed ved den Bestemmelse i Grundloven, at hver Valgkreds vælger en af dem, der have stillet stg til Valg, har tænft sig den hele Stilling orgnet i det Væfentling paa den Maade, som den er ordnet ved Forordningen af 7de Juli f. A. Med Hensyn til det andet Moment, om Sagens Realitet, skal jeg blot nyttre et Par Ord om den Anskuelse, der er udtalt af den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning). Det forekommer mig nemlig, at den Anskuelse, han har udtalt, i visfe Tilfældee kan bære aldeles rigtig, men at den ikke kan opstilles som Grundlag for en almindelig Lovregel; thi det synes mig, at det ganske maa komme an paa de individuelle Forhold, om Valgkredsen, Personlighed udøver den stærfere Indslydelse i Valgkredesen, eller om det er Stilleren, Anbefalerens Charakteer, der fornemmelig gjør sig gjældende, om man har saa stor Tillid til Anbefaleren, at dette medfører, at man stemmer for den, der af ham bliver anbefalet, uagtet den Anbefalede maaskee er mindre bekjendt, eller om den, der stiller sig, væsentligst maa stole paa sig selv, saa at det mere en Form, at han skal anbefales. Det forekommer mig nemlig naturligt naturligt, at naar en velbekjendt Mand stiller sig i en Valgkreds, da ville Vælgerne støtte stg til hans bekjendte Personlighed; men hvor det er en Mand, som Vælgerne ikke have nogen mere almindelig politesk Leilighed til at kjende, og som de ikke staae i noget særeget Forhold til, kan det vel være aldeles nødvendigt for ham at have en i Egnen høit anseet Mands Anbesaling at støtte sig til, naar han med nogen Udstgt til Held optræder fpr Vælgerne. I de fleste Tilfældee kan man ønske en Forening af begge Dele; men ligesom vi ikke have kunnet skrive dette i Grundloven, troer jeg heller ikke, at vi ved denne Bestemmesfes Affattelse i Valgliven skulle lægge Bægtægt paa dette Synspunkt, at det ofte kan hænde, at Anbefalern, om jeg saa tør sige, staaer i den første Række, og det synes mig ikke at være rigtigt at ville støtte en Lovbestemmelse herpaa, thi dette faktikte Forhold kan ikke blive bestemt ved Ord, der skrives i en Valglov.

Grundtvig:

Jeg skal ganske vist stemme for Ændringsforslaget Nr. 65, og jeg kan egentlig slet ikke begribe, af hvad Grund man har gjort Indvending derimod. At man har sagt, at det stred mod Grundloven, og i alt fald mod Grunden til Grundloven, det kan dog ikke komme af Andet, end at man forverler de to Ord „stiller" og „fremstiller"; thi her er jo Tale om Fremstilleren, og i Grundloven om Stilleren, og det har sin fulde Betydning derved, at man i Valgkredsen ikke maa stemme paa hvem man vil, men at de, hvem man stemmer paa, maa have stillet sig til at bleve valgte. Det synes mig en ligesrem Sag. Naar man har forbigaaet eller ikke ændset, at den Tvivl tidliger er bleven opfastet mod det som en Lovbestemmese, at det i det Hele ikke var i den danske Smag, da synes dette mig ogsaa at være aldeles urigtigt; thi netop ved ikke at gjøre det til en Lovbestemmelse, men lade det være frit, derved og ene derved opdagede man, om det er i Folkets Smag, ligesom om det vvirkelig er til Tarv for Valgene. jeg kan derfor slet ikke indsee, hvorfor man skal modsætte sig et Ændringsforslag, der langtra at udelukke den personlige frimstilling, langt mere sætter den som Nøget, der ofte vil blive Tilfældeet, og enten skal finde Sted eller i dets Sted en udtrykkelig skristlig Anmildelse, og jeg skulde tage meget feil, om den korte Historie, Fremstillengen har hos os, om den virkelig skulde føre til at gjøre en ufravigelig Bestemmelse derom.

Ørsted:

Jeg maa ogsaa være aldeles enig i det Ændringsforslag, der er stillet af den 28De kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning), og jeg skal blot, i Forbindelfe med hvad jeg forhen har anført til fordeel for dette Ændringsforsslag, bemærke, at man derved undgaaer en Vilkaarlighed, som let kan have betænkelige Følger. Det er jo nemlig efter § 28 i Udkastet og § 24 i Udvalgets Forslag indrømmet Valgcandidaten at blive borte, naar han har et af Valgbestyrelsen anerkjendt Forfald; men hvorvidt et saadant Forsald, naar det opgives for Valgbstynerlsen, vil blive erkjendt eller ikke, det er jo noget ganske Vilkaarligt, og altsaa kan Resultatet blive, at den Candidat, som er den dygtigfte i Valgfredsen og besidder Vælgernes Tillid og derfor vil have de fleste Stemmer, kan blive udelukket, fordi Valgnestyrelsens Pluralitet finder forgodt at forkaste et Forsald, der ikke synes dem tilstrækkelig motiveret. Det er Noget, der er blevet omventileret under dette Spørgsmaals Forhaneling, om hvem der er den vigtigste Person, Stilleren eller Valgcandidaten; men jeg maa holde mig til, hvad Ordførerenhar sagt, at det beroer paa de individuelle Omstændigheder, saa at Valgcandidaten seld kan være den, paa hvem den største Tillid hviler, og i andre Tilfældee kan det være den, der anbefaler ham. Men disse Hensyn fyldestgjøres ogsaa ved foreliggende Ændringsforslag, thi i ethvert Tlfælde, hvor det er En om a gjøre at blive blive valgt, og hvor han ikke iroer, at den Tillid, som den, der anbefaler ham, nyder, er tilstrækkelig for at sætte hans Valg igjennem, vil han møde selv. Det vil undentvivl endog blive det Almindelige, at de der ville vælges, møde selv, om ikke af anden Grund, saa fordi ved det vil blive anseet for Mangel paa Agtelse for Forsamlingen, om de udebleve, naar de uden Uleilighed kunde møde. Derimød vil det ofte være Tilfældeet, at den, der boer langt borte fra det Sted, hvor han har besluttet at ville stille sig, kan blive borte, fordi han ikke uden betydelig Uleilighed kan Møde, altsaa naar han har et rimeligt Forfald, men hvis Gyldighed kan taxeres paa forsfjellig Maade. Jeg troer derfor, at dette Ændrigsforslag i alle Maader fortjener at anbefales.

Ostermann:

jeg skal tillade mig en ganske enfelt Bemærkning i Anlidning af de Yttringer, der ere brugte af den ærede Rigs

1099

dagsmand for Maribo Amts 1fte District (B. Christensen). Jeg begriber meget vel, at man kan fortolke disse Ord paa en noget friere Maade, og at man vvirkelig selv kan have gjort sig dette klart, men jeg troer, at det er en Uforsigtighed, at vi Andre ikke itide, nemlig da Grundloven blev vedtagen, eller den paægjældende Paragraph blev discuteret, bleve oplyste om disse Ting; thi det er klart, troer jeg, at Pluraliteten maa have opfattet Stillingen deels saaledes, som den tidligere har været, og at det netop var i Vvirkeligheden en Fortolkning efter Aanden og ikke efter Bogstavet. Men et vigtigt Arugument skal jeg tillade mig at anføre, som idetmindste for mig har været aldeles afgjørende, og det er, at det Ministerium, der har forelagt den nærværende Valglov umulig kan have tænkt paa Andet end paa den personlige Stilling, thi det er klart udtalt i de Præmisser, hvormed dette Ministerium i sin Tid anbefalede det hele Stillingssystem til Hans Majestæt. Det hedder nemlig der: „det er Ministeriets Overbeviisning, at, omendskjøndt dette System ogsaa har sine Ulemper, saa har det den overordentlige Fordeel, at Candidaterne herved underkastes en Prøve, der ligesaalidt kan bestaaes af den Raae og Uvidende som af den, hvis private Liv ikke er reent." Det forekommer mig, at disse Ord aldeles bestemt angive, hvad man har tænkt sig, da nærværende Paragraph blev nedskreven, og paa den samme Maade har jeg opfattet den paagjældende Paragraph i Grundloven, og jeg kan derfor af denne Grund ikke godt stemme for det Amendement, der er stillet, skjøndt jeg maa erkjende, at der ellers kunde anføres Grunde for det.

Dahl:

Dersom den personlige Stilling ikke var bleven paabudt saa strengt, som den blev det ved Forordningen af 7de Juli f. A., troer jeg ikke, at personlig Stilling vilde have fundet Sted, thi det blev erkjendt i begge Stænderforsamlinger og yttret fra flere Sider, at den danske Nation var besjælet af en saa stor Beskedenhed, at den nødig vilde gaae ind paa Stillingen; man frygtede for, at de dueligste og dygtigste Mænd skulde undlade at stille sig, fordi det kunde synes krænkende for deres Følelse. Jeg troer nu vel, at der er en stor Deel Sandhed deri, og at, dersom man ikke saa strengt havde paabudt den personlige Stilling, vilde denne ikke have fundet Sted, og hvis man derfor anseer den for et Gode, bør, maa man ogsaa nu bestemt paabyde den, thi uagtet den engang er brugt, troer jeg dog, at den ellers snart vil gaae af Brug.

W. Ussing:

Jeg skal tillade mig at rette det Spørgsmaal til den ærede Ordfører, om han ikke antager, at i det Tilfældee, at det af den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) gjorte Forslag gik igjennem heri Salen, det i saa Fald maatte være tilladt Enhver, sam havde Lyst dertil, at stille sig i samtlige Landets 100 Valgkredse. Dette forekommer mig idetmindste, naa man vilde være conseqvent, at maatte blive Forslagets Følge. Men under Forudsætning af denne Conseqvents, vilde Virkningen af Forpligtelsen til at stille sig alene blive den, at man i enhver Valgkreds vilde blive berettiget til at stemme paa de Mænd, der saaledes havde gjort sig den Uleilighed at sende Amneldelser om, at de ville stille sig, til alle Valgkredse, medens man ikke havde Lov til at stemme paa Andre, der nok ville vælges, men som kun have stillet sig i et enkelt District. Det synes mig ikke at kunne antages, at dette skulde være den eneste praktiske Følge af Grundlovens Bestemmelse, og dette vilde det dog vist blive under den angivne Forudsætning.

Formanden:

I Anledning af hvad den ærede Rigsdagsmand har yttret skulde jeg kun bemærke, at han vvistnok har overseet den følgende § 30.

Bregendahl:

Jeg skal blot tillade mig den Bemærkning, at jeg troer, at det med Hensyn til Spørgsmaalet om den personlige Stilling er aldeles ligegyldigt, om Nr. 65 gaaer igjennem eller ikke; gaaer det igjennem, er det ganske vist, at den personlige Stilling ikke i Valgloven er opstillet som en nødvendig Betingelse for at blive valgt, men Bestemmelsen om, at hver Valgkreds vælger Een blandt dem, der have stillet sig til Valg, bliver desuagtet staaende i Grundloven, og jeg skulde meget tvivle paa, om ikke Valgbestyrelsen, om ogsaa Forslaget under Nr. 65 kom ind i Valgloven, dog vil fordre, at personlig Stilling skal finde Sted.

Rée:

Hvis det har omhandlede Ændringsforslag kunde have

den Følge, som den næstsidste ærede Taler først formodede, saa skulde jeg ubetinget have stemt derfor, thi da var der opnaaet den sande Frihed for Vælgerne til at kunne stemme paa hvem de vilde, imedens man nu søger at tilveiebringe en Frihed for Valgcandidaten, der kun bestaaer i en Frihed til at blive hjemme. Den ærede Rigsdagsmand for Maribo Amts 1ste Valgkreds (Balthazar Christensen) bemærkede, at da Stænderne i sin Tid tilraadede den personlige Stilling, da var det noget Nyt, nu derimod have vi Erfaringen for os. Men har da denne Erfaring viist os Stillingen forkastelig? Jeg mener Nei. Man har ikke seet et eneste Tilfældee, hvor Vælgerne eller de Valgbare have beklaget sig derover. Det synes derimod at udtrykke sig i Stemningen, at man har været vel tilfreds med denne Pligt for enhver Candidat til at stille sig, og denne Pligt troer jeg ogsaa bør vedblive; jeg troer, der bør gives Vælgerne Anledning til, lige indtil det stdste Øjeblik, ofte netop i det sidste Øjeblik, at kunne forvisse sig om Candidatens Anskuelser angaaende det ene eller andet Punkt, som ogte først i disse Momenter træder frem for Betragtningen. Naar Stillingen ikke finder Sted, saa vil Valget mere udgaae af forud tagne Beslutninger; skal Candidaten derimod stille sig selv, saa kan der ikke foretages saadanne sikkre Beregninger, hvorfor jeg ogsaa troer, at det er i Valgenes sande Interesse. Jeg stemmer derfor for, at den pligtmæssige personlige Stilling skal bibeholdees.

I. A. Hansen:

Jeg skal blot tillade mig den korte Bemærkning, at selv om Forslaget under Nr. 65 gaaer igjennem, saa vil dog den personlige Stilling ikke derved falde bort; thi den vil indtræde, idet ― forsaavidt den, som agter at lade sig vælge, ikke personligen stiller sig ― en Anden som Stiller vil indtræde i hans sted ved Valget, saa at den Fordeel, som er opnaaet ved den personlige Stilling, den vil tildeels desuagtet beholdees. Forøvrigt skal jeg kun tilsøie, at der i Reglen vel ogsaa vil skee, hvad der sket forrige Gang, at Valgcandidaterne selv ville stille sig. Jeg skal kun dertil endnu føie nogle Ord med Hensyn til hvad den ærede Rigsdagsmand for Frederiksborg Amts 6te Valgkreds (Ostermann) har anført. Han kom tilbage paa en Yttring, som vi hyppigen, i den Tid, vi have debatteret Valgloven, have hørt, nemlig at den enkelte Rigsdagsmand eller Minister troer at kunne bedømme, hvorledes Fleertallet af Forsamlingens Medlemmer have opfattet et vist Ord eller en vis Sætning i Grundloven. Jeg troer udtrykkeligen at maatte forvare imod, at en enkelt Rigsdagsmand har Ret til at sige eller paastaae, at Fleertallet af Rigsdagsmændene har opfattet den og den Sætning bestemt paa den og den Maade. Jeg troer ikke, at nogen Anden kan sige dette end Forsamlingens Pluralitet. Med Hensyn til dette Tilfældee her, da vil Afstemningen nu vise, hvorledes Pluraliteten af Forsamlingens Medlemmer har forstaaet Udtrykket i Grundloven, og jeg troer ikke, at Nogen her er berettiget til at sige Noget derimod.

Ordføreren:

Det er dog vvistnok aldeles unegteligt, at, naar der ikke har været en Afstemning under Grundlovssagens Behandling, som tydelig viser, hvilken Mening der laa til Grund for den Bestemmelse, som dengang blev tagen, saa ere de, der nu ville argumentere fra Grundlovens Afgjørelse, nødsagede til at tale om hvad der efter deres Anskuelse har været Majoritetens Mening, thi der er ikke nogen anden Maade til at komme ind paa Sagen end ved at udvikle de Anskuelser, hvorfra man gik ud, og saa gaaer det jo altid gjerne, saa, at Ehhver troer for sin Mening at have de Fleste med sig. Man har naturligviis ingen Vished for at have Ret, men man minder jo, om jeg saa maa sige, om den Luft, i hvilken man selv har levet, det Indtryk, man selv har modtaget, og det troer man er det Almindelige. Det er kun ved saaledes at kalde det Forbigangne tilbage i Erindringen, at de Anskuelser fornyes, der maae have Indflydelse paa nærværende Sags Afgjørelse, forsaavidt de vvirkelig tidligere laae til Grund for den tidligere Afgjørelse. Forsaavidt det ærede Medlem iøvrigt i Begyndelsen af fine Bemærkninger yttrede, at naar Vedkommende blev borte, saa var der dog en Anden, som ganske traadte i hans Sted, maa jeg dog tillade mig den Bemærkning, at dette dog vvirkelig for dem, der lægge Vægt paa den personlige Stilling, er en daarlig Trøst, thi man kan ikke saaledes altid holde sig til Fuldmægtigen, Anbefaleren, eller hvad jeg nu skal kalde ham; senere kommer selve Condidatens Personlighed i Betragtning, og det

1100

hjælper da kun meget kidet, om man saa bagefter holder sig til Anbefaleren. Der er Forskjel mellem den Ene og den Anden, og det er netop denne Forskjel, som det her efter min Mening kommer an paa; det er ikke det Samme, om man har Talsmanden eller den, for hvem Ordet føres, at holde sig til.

Boisen:

Jeg vil blot sige et Par Ord med Hensyn til en Bemærkning, som blev gjort af den ærede Rigsdagsmand for Aarhuus Amts 3die Disteict (Dahl). Han meente nemlig, at det var steidende mod Beskedenhedsfølelsen i Almindelighed, og mod den danske Beskedenhedsfølelse i Særdeleshed, at man personligen skal stille sig; men dersom dette er Tilfældeet, synes det mig særdeles besynderligt, at man vil gjøre det nødvendigt, lovbestemt, at det skal skee; thi dersom det er stridende mod Beskedenhedsfølelsen i Almindelighed, saa er det noget Ondt, og er det stridende mod den danske Beskedenhedsfølelse, saa er det ufolkeligt, og jeg troer ikke, at man ved en Lov kan ville sættedet igjennem, som er stridende mod Folkets Følelse, thi saa vilde man frembringe noget i sine Følger høist Forsærveligt. Jeg troer nu ikke, at det er i Strid med den danske Følelse, og jeg troer derfor, at den personlige Stilling meget godt kan vedligeholdes. Det er dog paa den anden Side ganske vist, at der ogsaa er dem, mod hvis Beskedenhedsfølelse det vilde være stridende i høi Grad, personligen at skulle fremstille sig til Valg, og med Hensyn til dem vilde det dog være ønskeligt, om de ikke ved en ufravigelig Lov være tvungne dertil.

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning, som ― idet Litr. b af Tschernings paa ovenstaaende Afstemningsliste meddeelte Forslag med hans Samtykke indskrænkedes til, at der istedetfor „Een eller Flere“ i Udkastet sattes „i det Mindste Een“, og tiltraadtes af Udvalget ― gav følgende Resultat:

65) Tschernings Forslag: a. „Udgaaer „selv har stillet sig og2“.“ c. „Ved Paragraphens Slutning tilføies „og mundtlig eller skristlig har erklæret for Valgbestyrelsen, at han indvilliger i at optræde som Valsøgende“.“ der under Eet sattes under Afstemning, forkastedes med 72 mod 45 Stemmer. 66) Unkastet, der med af Tscherning foreslaaede og, som ovenfor bemærket, af Udvalget tiltraadte Forandring samt med den uden Afstemning vedtagne Redactionsforandring, at „Valgkredsens“ sættes istedetfor „Districtets“, er saalydende: „Ingen kan ved Valg til Folkethinget komme i Betragtning, som ikke selv har stillet sig og dertil er andefalt af i det Mindste Een af Valgkredsens Vælgere.“ vedtoges med 115 mod 1 Stemme.

Derefter gik man over til Valglovens § 28 (Udvalgets § 24), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 67) Tschernings Forslag: Udgaaer „understøtte hans Valg“, og istedetfor indsættes „andefale ham til at blive valgt“; udgaaer fra „saavel Candidaten. . . . .“ til Slutningen, og indføres istedet herfor: „Den, som stiller (anbefaler) en Candidat, skal selv møde ved Valghandlingen. Forhindres han ved lovligt, anmeldt, af Valgbestyrelsen anerkjendt Forfald fra at møde, kan han beskikke en anden Vælger til at fremtræde ved Valghandlingen paa sine Vegne. Udebliver Stilleren uden at opfylde disse Betingelser, kan Candidaten ikke komme paa Valg.“ 68) Udvalgets Forslag: At efter Ordet „Valgbestyrelsen“ i første Deel sættes „og i Kjøbenhavn til Valgbestyrelsens Formand“. 69) Udvalgets Forslag: At istedetfor Slutningsfætningen „Jkkun o. s. v.“ sættes „Ikkun et for Valgbestyrelsen oplyst og af denne anerkjendt Forfald kan fritage Candidaten eller den, der anbefaler ham, for personligt Møde paa Valgdagen.“ 70) Udkastet: Skriftlig Anmeldelse saavel om Canidaten som om den eller dem, der ville understøttehans Valg, skal være gjort til det i § 25 (20) nævnte Medlem af Valgbestyrelsen senest inden Kl. 10 Aftenen før Valget finder Sted. Paa selve Valgdagen skulle saavel Candidaten som de, der anbefale ham, fremstille sig perfonligen. Ikkun et for Valgbestyrelsen oplyst og af denne anerkjendt Forfald kan berettige Candidaten

til efter blot skriftlig Anmeldelse at komme paa Valg. Forslaget under Nr. 67 tilbagetoges af Forslagsstilleren.

Ordføreren:

Udvalgets Forslag under Nr. 68 er blot det fædvanlige Lillæg om Reglen for Kjøbenhavn. Forslaget under Nr. 69 tager Hensyn til den Mulighed, at Anbefaleren kan have et Forfald, og giver derfor en Regel, som synes nødvendig for, at ikke saadant Forfald skal betage Candidaten Adgang til at komme paa Valg.

Ingen Flere begjerede Orded, og man fkred derfor til Afstemning, som, idet Forslaget under Nr. 67 var tilbagetaget, fav følgende Resultat. 68) Udvalgets Forslag: „At efter Ordet „Valgbestyrelsen“ i første Deel sættes „og i Kjøbenhavn til Valgbestyrelsens Formand“.“ vedtoges eenstemming med 115 Stemmer. 69) Udvalgets Forslag: „At istedetfor Slutningssætningen „Ikkun o. s. v.“ sættes „Ikkun et for Valgbestyrelsen oplyst og af denne anerkjendt Forfald kan fritage Candidaten eller den, der anbefaler ham, for personligt Møde paa Valgdagen“.“ vedtoges eenstemmig med 106 Stemmer. 70) Udkastet, efter de foranstaaende Afstemninger faalydense: „Skriftlig Anmeldelse saavel om Candidaten som om den eller dem. der ville understøtte hans Valg, skal være gjort til det i § 25 (20) nævnte Medlem af Valgbestyrelsen og i Kjøbenhavn til Valgbestyrelsens Formand senest inden Kl. 10 Aftenen før Valget finder Sted. Vaa selve Valgdagen skulle saavel Candidaten som de, der anbefale ham, fremstille sig personligen. Ikkun et for Valgbestyrelsen oplyst og af denne anerkjendt Forfald kan fritage Candidaten eller den, der anbefaler ham, for personligt Møde paa Valgdagen.“ vedtoges eenstemmig med 111 Stemmer.

Derefter gik man over til Valglovens § 29, Udvalgets §25, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 71) Udkastet: „Candidaten behøver ikke for Valgbestyrelden at godtgjøre sin Valgbarhed. Fremkommer der ved Valghandlingen Indsigelser eller endog Beviser mod samme, kan Valgbestyrelsen vel ikke afskjære Forhandlingerne derom, men heller ikke af den Grund undslaae sig for at stille Candidaten til Valg.“ Ingen begjerede Ordet, og ved Afstemningen vedtoges nysnævnt Paragraph eenstemmig med 105 Stemmer. Derpaa gik man over til Valglovens § 30, Udvalgets § 26, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 72) Udkastet (med Forandring af Ordene „een Valgkreds“ for „eet Valgdistrict“): „Ingen tør melde sig til samtidigt Valg i mere end eet Valgdistrict. Handler Nogen herimod, bliver hand Valg, hvis saadant falder paa ham, ugyldigt.“ Da Ingen begjerede Ordet, fkred man til Afstemning, hvorved den nysnævnte Paragraph, der, efterat den paa ovenstaaende Afstemningsliste foreslaaede Redactionsforandring uden Afstemning var vedtagen, er saaludende: „Ingen tør melde sig til samtidigt Valg i mere end een Valgkreds. Handler Nogen herimod, bliver hans Valg, hvis saadant falder paa ham, ugyldigt.“ vedtoges eenstemmig med 110 Stemmer. Man gik derpaa over til Valglovens § 31, Udvalgets § 27, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 73) Tschernings Forslag: Efter „foretages“ indskydes „ved Kaaring“; hvis dette ikke antages, da foreslaaes at beholdee Udkastets § 31. 74) Udvalgets Forslag: For „Kaaringen“ sættes „Valgene“. 75) Udkastet: Kaaringen til Folkethinget foretages i de for Samme anordnede Valgdistrivter i Valgmøder, hvortil Adgangen staaer aaben for Enhver. Anmærkn. „Valgkredse“ for „Valgdistricter“ ansees som henhsrende under Redavtionen. Forslaget under Nr 73 blev paa den i Regulativet fastsatte Maade understøttet.

1101

Ordføreren:

Udvalgets Forslag under Nr. 74, at det istedetsom „Kaaringen“ skal sættes „Valgene“, forekommer mig at være en Redactionsforandring, idet det vvirkelig ikke blot er Kaaringen, der skal foregaae i de Valgdistricter, som Loven anordner, men Valget, hvilket Valg indbesatter enten Kaaringen alene eller tillige den derpaa følgende individuelle Afstemning. Jeg seer altsaa ikke, at der fra vort Standpunkt kanvindes Noget ved at tilføie „ved Kaaring“; vil man altsaa ikke erkjende Redationsforandringens Rigtighed, da troer jeg rignok, det er bedre at blive ved Udkastet.

Tscherning:

Min mening er netop ogsaa den, at det var meget bedre at blive ved Udkastet. Kaaringen er for mig den egentlige Valghandling, medens Afstemningen er en privat Handling mellem de Vælgende. Altsaa for mig falder „Valget“ og „Kaaringen“ sammen. Men naar man nu, saaledes som Udvalget, har villet udtrykke det paa en anden Maade, saa har jeg troet at burde tilsøie: „Valgene skee ved Kaaring“, for at blive staaende ved det, at Kaaringen er den egentlige folkelige Act; dette er Valghandlingen, men den anden, Afstemningen, den er en privat Proces mellem Vælgerne.

Ordføreren:

Det er netop denne Anskuelse, som forekommer Udvalget ikke at være Lovens Anskuelse. Det staaer jo forøvrigt til Enhver at lægge mere Vægt paa den ene Act end paa den anden; men det kan dog ikke modsiges, at til Valghandlingen hører, efter Lovens Opfattelse, vvistnok altid Kaaringen, men ingenlunde altid Kaaringen alene, da efter Omstændighederne ogsaa den derpaa følgende individuelle Afstemning er aldeles nødvendig. Da det nu ikke er Kaaringen alene, som skal foregaae i disse Valgkredse, men ogsaa den individuelle Afsteming, saa skjønner jeg ikke rettere, end at man paa det ærede Medlems særegne Opfattelse af Kaaringens Betydning dog ikke kan støtte nogen Indsigelse mod den foreslaaede Affattelse.

B. Christensen:

Jeg skal kun bemærke, paa den ærede 28de Kongevalgtes (Tschernings) Vegne, som ikke mere kan tage Ordet, at naa Kaaring alene kan være tilstrækkelig til at constituere et Valg. saa maatte den ogsaa være Valghandling.

Ordføreren:

Nei! Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning, hvorved:

1) Nr. 73 Tschernings Forslag: „Efter „foretages“ indskydes „ved Kaaring“; hvis dette ikke antages, da foreslaaes at beholdee Udkastets § 31.“ forkastedes med 79 Stemmer mod 25.

2) Nr. 74. Udvalgets Forslag: „For „Kaaringen“ sættes „Valgene“.“ vedtoges med 86 Stemmer mod 21.

3) Nr. 75. Udkastet, efter den forudgaaede Afstemning under Nr. 74, og idet den i Anmærkningen paa ovenstaaende Afstemningsliste ommeldte Redactionsforandring uden Afstemning vedtoges, saalydende: „Valgen til Folkethinget foretages i de for Samme anordnede Valgkredse i Valgmøder, hvortil Adgangen staaer aaben for Enhver.“ vedtoges eenstemmig med 106 Stemmer.

Derpaa gik man over til Valglovens § 32 (Udvalgets § 28), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 76) Tschernings Forslag: Efter „Dagen“ indskydes „Stedet“.

77) Brinck-Seidelins Forslag: „berammes med idetmindse otte Dages foregaaende Varsel“ forandres til „offentliggjøres de tre sidste Søndage forinden Valgdagen“ (in subsidium tvende Søndage). 78) Udkastet: Dagen og Klokkeslettet, da Valgmødet afholves, derammes med inetmindste otte Dages foregaaende Varsel, deeels ved Bekjendtgjørelse i vedkommende Stistsavos, deels ved Kundgjørelse i de til hvert District henhørende Communer til Kirkestevne eller paa den ellers paa Stedet brugelige Maade. Med Forsamlingens Samtykke forandrede Forslagsstilleren under Nr. 77 sit Forslag, inden Discussionen begyndte, saaledes, at dette blev eenslydende med Udkastet under Nr. 78, dog saaledes at Ordene „med i det mindste otte Dages foregaaende Varsel“ skulde udgaae, og at der efter Ordet „Kirkestevne“ indskydes „de tre sidste Søndage forinden Valgdagen“ (in subsidium tvende Søndage). Saavel det saaledes forandrede Forslag under Nr. 77 som Forslaget under Nr. 76 bleve paa den i Regulativet fastsatte Maade understøttede.

Ordføreren:

Med Hensyn til det Forslag, som er stillet under Nr. 76 af den ærde 28de Kongevalgte (Tscherning), da er Grunden, hvorfor Udvalget ikke har tiltraadt det, den, at i Reglen vil der ikke kunne opkomme Tvivl om Stedet, thi Stedet er eengang for alle fastsat ved Lov, og det er en Art af Lovbestemmelser, som meget snart af alle Paagjældende kjendes meget godt. Derimod kunde en udtrykkelig Tilføielse af Stedet paa sine Steder fremkalde Vanskeligheder, nemlig der, hvor der i nogen særdeles Grad bliver Spørgsmaal om Stedet i Betydningen af Locale, hvor man altsaa vilde gjøre det til en Pligt at bekjendtagjøre Localet paa samme Tid, som man bekjendtgjør Dagen og Klokkeslettet. Det negtes ingenlunde, at man f. Ex. i Kjøbenhavn betimeligt skal bekjendtgiøre, i hvilket Locale Valget skal foregaae; men hvis man fordrer, at den Kundgjørelse, Paragraphen fastsætter, tillige skal angive Localet, vil jeg sætte det Tilfældee, at der i Løbet af 8 eller 14 Dage indtraf saadanne Forhold, at man blev nødt til at forandre Locale; skulde saa den gamle Bekjentgjørelse være ganske ugyldig? Hvad Forslaget under Nr. 77 angaaer, da gaaer der jo væsentligen ud paa nærmere at bestemme og forlænge Bekjendtgjørelsesfristen. Udkastets Bestemmelse er „idetmindste 8 Dages foregaaende Varsel“, det ærede Medlem vil, at Offentliggjørelsen skal skee til Kirkestevne de 3 eller ialtfald de 2 sidste Søndage før Valgdagen. Jeg troer imidlertid, at det ikke gaaer an, som ufravigelig Regel at foreskrive en saa lang Frist. Vi maae erindre, at Grundloven vil, at der i Tilfældee af Opløsning skal kunne foregaae Valg saa betimelig, at en ny Forsamling kan træde sammen inden to Maaneders Forlob. Naar vi nu ikke tænke os de Egne, der ligge nærmest ved Hovedstaden, men vi tænke os fjernere Egne, og Underretning altsaa først skal udgaae om Valget, og alt det Fornødne skal iagttages, som hører til Valghandlingens Anordning, og at dernæst Valget skal foregaae ??c., saa erkjendes det vvistnok, at det er med god Grund, at Udvalget har sat idetmindste 8 Dages foregaaende Varsel. Kan der gives længere Varsel, saa kan det være hensigtmæssigt, men jeg troer ikke, man kan gjøre Fordring paa, at det altid skal gives længere, og jeg troer ikke, der kan være nogen Fare forhaanden for, at jo 8 Dages Varsel kan være tilstrækkeligt; thi det maa dog ved saadanne Spørgsmaal ventes, at Efterretningen, Kundskaben herom i den Tid kan blive vitterlig i den hele Egn.

(Fortsættes.)

Tryst og forlagt af Kgl. Høibogtrykler Bianco Luno

1102

Hundrede og To og Tredivte (136te) Møde. (Den endelige Behandling af Valgloven. §§ 32—34.)

Tscherning:

Det er naturligt, at naar jeg har villet have tilføiet „Stedet“, saa mener jeg derved en snevrere Bestemmelse af hvor Valget vvirkelig skal foregaae; thi saaledes som det her er affattet, veed man vvirkelig ikke, hvor Valget skal foregaae, idet det ikke er sagt, at Stedet skal bekjendtgjøres med 8 Dages Varsel, og hvis altsaa Bekjendtgjørelsen skeer ½ Time eller et Qvarteer før Valget skal foregaae, saa vil der ikke være nogen Vælger, som i rette Tid kan komme til Valgstedet. Disse Valgsteder, som jeg har for Øie, skulle naturligviis ikke opgives med den Nøiagtighed, at der kunde være Noget til Hinder for, at Valgene kunde holdes t. Ex. en Fjerding Vei borte fra selve Stedet, dersom man der havde en bedre Plads; saa skarpt kan man ikke holde sig dertil. Siger man Kjøbstaden Kjøge, saa mener man et Sted nærved Kjøge (Nei! Nei!); mener man ikke det, men mener man selve Kjøge Kjøbstad, mener man da Torvet eller Kroen eller Postgaarden, eller hvilket Sted mener man? Det er dette Hvilket, som maa betegnes, og dette kan ikke betegnes blot ved den i Nr. 78 ommeldte Bekjendtgjørelse, saaledes som den af Udvalget er foreslaaet.

Ordføreren:

Udvalget har meent, at det netop i de mindre Kjøbstæder, f. Ex. Kjøge, vil være meget let for Vælgerne at faae at vide, om Valget foregik i Kirken, Raadhuset eller paa hvilket andet Sted det nu maatte være, men at der derimod vvirkelig f. Ex. i Kjøbenhavn kunde opstaae Vanskelighed ved, at man i Bekjendtgjørelsen skulde opgive Localet, saaledes at den simpleste Forandring deraf vilde gjøre Valghandlingen ulovmedhodelig. At Valgbestyrelsen ikke vil finde paa, kun et Qvarteer forud at bestemme Stedet, det ligger vel i Forholdets Natur.

Brinck-Seidelin:

Jeg har tilladt mig under Sagens foreløbige Behandling at motivere det af mig stillede Ændringsforslag. Det vil erindres, at jeg støttede det til de tilstedeværende Forhold og til, at med Bestemmelsen af et saa kort Varsel som 8 Dage, vilde det blive umuligt for Mange at udøve den Ret, som Grundloven tillægger dem. Vi vide, at i Jyllands nordlige, vestlige, ja, vel og i den midterste Deel, ere saa større Byer, ja i mange Sogne ingen Byer. Flere hundrede Aar tilbage ere Familier flyttede hen til srugtbare Pletter Jord, omgivne med Hede; der har ikke været Plads til flere Jordbrug, og saaledes er fremstaaet de mange saakaldte Enestegaarde, hvorfra senere er fremstaaet Parcelhuse paa Heden. Til disses Beboere ville Meddelelser giennem Aviserne eller Bekjendtgjørelse fra Kirken seent komme; om det forestaaede Valgmøde vel efterat de 8 Dage ere forbi. At den af mig foreslaaede Forlængelse af Varslet ikke skulde kunne passe ind i den ikke lange Tid, man i Tilfældee af Valg efter en opløst Rigsdag havde at disponere over, kan jeg ikke antage, og ønsker jeg ikke maa vinde Betydning ved den store Sandsynlighed for, at et meget kort Varsel vil skille Valgberettigede ved Udøvelse af deres Ret. Forøvrigt renoncerer jeg paa Afstemning over mit principale Forslag, men anbesaler særdeles mit subsidiaire til at vinde Forsamlingens Bifald.

Scavenius:

Jeg skal tillade mig blot at gjøre den Bemærkning, at naar man ikke antager idetmindste 2 Søndage, saa vil dereaf følge, at naar Valghandlingen bliver bestemt at skulle foregaae meget tidlig, Mandag eller Tirsdag, Flere kun ville faae ganske saa Dage,

maaskee kun en eneste Dag forud Underretning om, at Valget skal finde Sted. Der findes nemlig paa Landet, som den ærede Forslagsstiller har gjort opmærksom paa, næsten ingen anden Maade at faae Noget bekjendtgjort paa end ved Kirkeftævne, og naar det ikke skeer to Søndage efter hinanden, saa kan man ikke være vis paa, at der er hengaaet fulde 8 Dage siden den første Bekjendtgiørelse fandt Sted, thi det er ikke nok, at det bliver bekjendtgjort i en eller anden Egn, thi da der ikke paa Landet gives offentlige Steder, havor mange Mennesker komme sammen, saa er det ikke sikkert, at det derved bliver almindelig bekjendt. Det er vvistnok nødvendigt, at Vekjendtgjørelsen maa skee paa et Sted, hvorMange komme sammen, og at Varslet idetmindste maa være 8 Dage, og det kan ikke skee, medmindre man fastsætter de tvende Søndage, som den ærede Forslagsstiller har foreslaaet.

Ordføreren:

Men Berammelsen skal jo med idetmindste 8 Dages foregaaende Varsel.

Tscherning:

Ja, da Udvalget ikke har kunnet billige mit Forslag, saa vil jeg hellere tage det tilbage og lade det beroe, indtil Erfaring har viist, at det er nødvendigt.

Visby:

Jeg optager det; jeg finder det nemlig nødvendigt, at der afstemmes over denne Ting.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning, hvis Resultat var Følgende: Nr. 76 Tschernings, af ham frasaldne, men af Visby optagne Forslag: „Efter „Dagen“ indskydes „Stedet“.“ forkastedes med 47 Stemmer mod 44. Nr. 77 Brinck - Seidelins subsidiaire Forslag: „At der i Udkastet udgaaer Ordene „med i det Mindste otte Dages foregaaende Varsel“, og efter „Kilketævne“ indsættes „tvende Søndage forinden Valgdagen“.“ vedtoges med 65 mod 33 Stemmer. Nr. 78 Udkastet, efter Afstemningen under Nr. 77 saalydende: „Dagen og Klokkeslettet, da Valgmødet asholdes, berammes deels ved Bekjendtgjørelse i vedkommende Stiftsavis, deels ved Kundgiørelse i de til hvert District henhørende Communer til Kirkestevne tvende Søndage forinden Valgdagen eller paa den ellers paa Stedet brugelige Maade“. vedtoges med 59 Stemmer mod 35. Derester gik man over til Valglovens § 33 (Udvalgets § 29), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 79) Tschernings Forslg: „Fremster“ i anden Deel forandres til „bekjendtgjør“. 80) Udkastet: Valgsorhandlingerne aabnes af den af Valgbestyrelsen udnævnte Formand. Han fremstiller for Forsamlingen de anmeldte Valgcandidater og de Vælgere, som anbefale dem hver især. Saavel disse som Valgcandidaterne skulle have Adgang til at udtale sig for Forsamlingen og til at besvare de Spørgsmaal, som de Tilstedeværende maatte forelægge dem. Formanden leder disse Forhandlinger og slutter dem, naar han finder der rigtigt.

Forslget under Nr. 79 tilbagetoges, og der var saaledes ikkun Nr. 80) Udkastet tilbage, hvilket, idet Ingen begjerede Ordet, sattes under Afstemning og vedtoges eenstemmig med 102 Stemmer.

Man gik berester over til Valglovens § 34 (Udvalgets § 30), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 81) Tschernings Forslag: I første Deel udslettes Ordet „Vælgere“.

1103

82) Olriks Forslag: Slutningen „Ved denne o. s. v.“ udgaaer idet Tilfældee, at Ændringsforslaget til § 20 antages. 83) Udvalgets Forslag: At Paragraphen tilføies: „Ved denne som ved alle andre til Valgbestyrelsen overladte Beslutninger gjør Formanden i Tilfældee af Stemmelighed Udslaget. Sammenlign § 25 (20) Nr. 84) Udvalgets Forslag: Jstedetfor „er kaaret . . .. . Rigsdagsmand“ sættes „er kaaret til Valgkredsens Rigsdagsmand, hvilket strax kundgjøres for Forsamlingen“. 85) Udkastet: Formanden sætter derpaa Valgcandidaterne under Afstemning efter deres Navnes Bogstavfolge. Afstemningen skeer af de tilstedeværende Vælgere ved Haandsoprækning. Valgbestyrelsens Medlemmer deeltage ikke i samme.

Den Candidat, som efter Valgbestyrelsens Skjøn har erholdt flere Stemmer end nogen Anden, er kaaret og kundgjøres strax for Forsamlingen som Districtets, (Valgkredsens) Rigsdagsmand. Forslaget under Nr. 82 tilbagetoges, og Forslaget under Nr. 81 blev paa den i Regulativet fastsatte Maade understøtet.

Ordføreren:

Hvad Forslaget under Nr. 84 angaaer, da stod der i Udkastet: „den Candidat, som efter Valgbestyrelsens Skjøn har erholdt flere Stemmer end nogen Anden, er kaaret og kundgjøres strax som Rigsdagsmand“; men senere viser § 36, at Kaaring vvirkelig kan ophæves, saa at han muligviis kun bliver midlertidig Rigsdagsmand for 1 Qvarteers Tid, hvorfor det synes naturligere at sige, at han er kaaret til Valgkredsens Rigsdagsmand. Siger man ikke som Udkastet, at han er kaaret og kundgjøres strax for Forsamlingen som Districtets Rigsdagsmand, men at han er kaaret til Valgkredsens Rigsdagsmand, hvilket strax kundgjøres for Forsamlingen, saa siger man nemlig kun, at han er kaaret, men kundgjør ham ikke som Districtets Rigsdagsmand; det Første er afgjorte, det Sidste derimod tvivlsomt. Forslaget under Nr. 83 indeholder det Tillæg, som gik ud paa et tidligere Sted, hvorefter Formanden i Tilfældee af Stemmelighed gjør Udslaget i de Beslutninger, som skulle tages af Valgbestyrelsen. Det Forslag, som er stillet under Nr. 81 af den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning), gaaer ud paa, at man skal udslette Ordet „Vælgere“, saaledes at det kommer til at hedde: „Afstemningen skeer af de Tilstedeværende ved Haandsoprækning“. Jeg har alleredeee ved den foreløbige Behandling tilladt mig at anmærke, hvorfor dette Forslag ikke forekom os at fortjene Bifald. Det kan meget vel erkjendes, at ved Kaaringen kan man let lade Haandsoprækningen gaae for sig, uden at man skal være meget ængstelig for at undersøge, om en Haand er oprakt af en og anden Ikke-Vælger. Det er Eet, men et Andet er, om Valgloven vil anerkjende IkkeVælgere som Vælgere. Det forekommer os at være uberettiget og urigtigt; vi skjønne ikke, at Valgloven kan tillægge Andre end de tilstedeværende Vælgere Ret til at indflyde paa Afstemningen ved Haandsoprækning. Vi skjønne altsaa ikke, at det kan forsvares at stryge Ordet „Vælgere“, hvorved jo Meningen vil være, at Valget ligefrem erkjendes at kunne skee ved Andre end Vælgere.

Tscherning:

Jeg antager det umuligt at overholde denne Bestemmelse, naar Ordet „Vælgere“ bliver staaende i Valgloven, uden ved at sætte en Skranke mellem dem, som ere Vælgere, og dem, som ikke ere Vælgere; men neppe vil Noget være saa skadeligt for det folkelige Liv, som netop Noget af denne Art. Skulle vi vinde Noget ved den Vei, vi nu betræde, saa skal det være, at vi vinde overhovedet en større Frihed til at beholdee i en snevrere Valgkreds Valg ved Kaaring; thi kun derved, at vi gjøre Kaaringen til en saa folkelig Handling, til en saa fri Handling som muligt og betragte den anden Deel, nemlig Afstemningen, som en privat Handling, som en Proces, der bliver indanket for særlige Dommere, kunne vi blive istand til at holde os inden de Skranker, vi nu have, eller endog gaae til snevrere, om vi finde det rigtigt. Saasnart vi derimod begynde paa Kaaringspladsen at afstikke Skranker og udlukke Folket derfra, saa vil det strømme paa, det vil styrte ind og overskride Skranken; man tage hvilke Forholdsregler, man vil, man vil dog ikke have Styrke nok til at modstaae Folkemassen. Men naar Folk derimod gaae bort fra Valgstedet og tænke, at de have taget Deel i Valghandlingen, deels derved, at de have staaet ved Siden af dem, der have rakt

deres Hænder op, ja maaskee de endog selv have rakt deres Hænder op, skjøndt det ikke var aldeles lovligt, deels derved, at de have seet, at de, der rakte deres Hænder op, ogsaa siden have afgivet deres Navn i den samme Retning, saa har Folkets Tilstedeværelse ved Valget en ikke ringe Betydning, som man ikke skal tilintetgjøre. At sige, at kun Vælgerne skulle række Hænder i Veiret ved Kaaringsacten, det er som sagt en Umulighed, naar man ikke giver Enhver sit Rum, Enhver sit Sted. Naar man siger, at vi kunne lade dem blive sammen, men Valgbestyrelsen skal afgive sit Skjøn efter Valget, da paalægge vi Valgbestyrelsen at gjøre Noget, som er umuligt. Den kan afgive sit Skjøn over den hele Valghandling; den kan oversee hele Publicum, den hele Folkemængde, som staaer foran den og den kan have en Mening om, hvorledes den har udtalt sig gjennem denne Handling, Haandsoprækningen, men den kan aldeles ikke have nogen Mening om, hvorledes Vælgerne, den store Hob, har stemt. Det er en Umulighed, og Valgbestyrelsen begaaer en samvittighedsløs Handling, om den afgiver en Mening derom. Man paalægger den altsaa det Umulige eller bringer den til at bryde Skranken.

Ordføreren:

Jeg kan ikke ret sætte mig ind i den Betydning, som det ærede Medlem lægger paa Forskjelle mellem Kaaringen og den individuelle Afstemning under det Valgretssystem, som hersker hos os. jeg kan jo ret vel tænke mig, at denne Medvirkning til Kaaringen kunde udøve en større Indflydelse, dersom der var en meget stor Forskjel mellem dem, som stemme ved den individuelle Afstemning, og dem, som tage Deel i den almindeligere Kaaring. Hvor der var en temmelig høi Census, der kan jeg ret vel forstaae, at man lægger Vægt paa Kaaring i Modsætning til den individuelle Afstemning; jeg siger, jeg kan forstaae det i en vis Retning, men i en anden Retning kan jeg ikke forstaae det; thi tænker jeg mig, at de, som være udelukkede fra Valgret, som ikke efter Loven være valgberettigede, vilde, som det ærede Medlem udtrykte sig, storme saa stærkt paa, at de vilde nedbryde Skranken, saa maatte de vvirkelig være mere nøisomme, end det efter det ærede Medlems Forudsætning kan antages, om de vilde lade sig nøie med at komme med ved Kaaringen og ikke komme med der, hvor de vide, at Afgjørelsen altid kan bringes over, nemlig til den individuelle Afstemning. Som en Følge deraf og som en Følge af den Maade, hvorpaa Valgsystemet er ordnet hos os, troer jeg, at det ærede Medlem overvurderer den hele Indflydelse, som han har fremhævet og jeg troer gjentagende, at Valgloven ikke kan anerkjende som Vælgere dem, der ikke ere valgberettigede.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning, som, idet Nr. 83 var tilbagetaget og Nr. 84 vedtoges uden Afstemning som Redationsforandring, gav følgende Resultat:

1) Nr. 81. Tschernings Forslag: „I første Deel udslettes Ordet „Vælgere“.“ forkastedes med 71 mod 23 Stemmer.

2) Nr. 83. Udvalgets Forslag: „At Paragraphen tilføies: „Veddenne, som ved alle andre til Valgbestyrelsen overladte Beslutninger gjør Formanden i Tilfældee af Stemmelighed Udslaget.“ Sammenlign § 25 (20) Nr.“ vedtoges eenstemmig med 95 Stemmer.

3) Nr. 85. Udkastet, efter det Foranstaaende saalydende: „Formanden sætter derpaa Valgcandidaterne under Afstemning efter deres Navnes Bogstavfølge. Afstemningen skeer af de tilstedeværende Vælgere ved Haandsoprækning. Valgbestyrelsens Medlemmer deeltage ikke i samme.

Den Candidat, som efter Valgbestyrelsens Skjøn har erholdt flere Stemmer end nogen Anden, er kaaret til Valgkredsens Rigsdagsmand, hvilket strax kundgjøres for Forsamlingen.

Ved denne, som ved alle andre til Valgbestyrelsen overladte Beslutninger, gjør Formanden i Tilfældee af Stemmelighed Udslaget.“ vedtoges eenstemmig med 104 Stemmer.

Derefter gik man over til Valglovens § 35 (Udvalgets § 31), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 86) Tschernings Forslag: Hele Paragraphen udgaaer og erstattes af Følgende: „Skulde en Valgkreds kun een Candidat være optraadt

1104

førend Valgmødets Aabning, da skrider Valgbestyrelsen til Mødets Aabning paa sædvanlig Maade; dog førend Mødet sluttes ved at udraabe den Fremstillede som Rigsdagsmand adspørger Formanden Forsamlingen, om nogen af de tilstedeværende Vælgere vil stille en anden Candidat, hvortil gives en Tidsfrist af 5 Minuter; fremkommer ingen ny Candidat, da udraabes den fremstillede Candidat som kaaret Rigsdagsmand. Fremkommer en Vælger med en Candidat, som erklærer sig beredt til at modtage Valg, da fortsættes Valghandlingen paa sædvanlig Maade.“ 87) Bregendahls Forslag, optaget af Udvalget: At Ordene „I modsat Fald“ ombyttes med de Ord „Har han ikke enten ved Kaaringen eller ved den navnlige Afstemning (§ 32) erholdt et saadant Stemmeantal etc.“ 88) Udvalgets Forslag: At i Slutningssætningen istedetfor „erden Første kaaret uden ny Afstemning“ sættes „betragtes den Første som kaaret uden ny Afstemning“. 89) Udkastet: Skulde i et District (Valgkreds) kun een Candidat have fremstillet sig, ansees han for kaaret, hvis mere end Halvdelen af de Stemmende skjønes at erklære sig for ham. I modsat Fald berammes et nyt Møde til ottende Dagen derefter. Har der da ikke fremstillet sig nogen anden Candidat, er den Første kaaret uden ny Afstemning. Forslaget under Nr. 86 blev paa den i Regulativet fastsatte Maade understøttet.

Tscherning:

Som det forekommer mig, gaaer den hele Stræben i de Indsigelser, man har gjort mod mit Forslag, væsentlig ud paa, saameget som muligt at komme ind paa den navnlige Afstemning, og da det vil være vanskeligt og næsten umuligt for mig at forhindre dette, skal jeg overgive det af mig stillede Forslag aldeles til sin egen Skjæbne.

Ordføreren:

Jeg maa modsige, at det skulde være for at svække kaaringens Betydning, at vi ikke have villet gaaet ind paa det Forslag, som er stillet. Forholdet er jo næsten ved alle disse Forslagdet, at vi have holdt os til det Forhold, som forelaa deels ved Loven af 7de Juli 1848 og deels ved Regjeringens eget Udkast; hvad navnlig dette Forslag angaaer, som her foreligger under Nr. 86, gaaer det ud fra en anden Tanke end den, som forelaa igjennem Valgloven af 7de Juli 1848 og Regjeringens Udkast. Vi have troet, at idetmindste saalænge, indtil denne hele særegne Valgmaade var gaaen ganske anderledes over i hele Folkets Bevidsthed, kunde der let drives et farligt Spil, naar det var vist eller idetmindste saagodtsom vist, at Sagen var afgjorte, naar kun een Candidat stillede sig. jeg behøver ikke udførlig at udvikle for Forsamlingen, hvilke Misligheder der let kunde gjøre sig gjældende, naar man erkjender denne Sætning for rigtig. I en vis Forstand kan man vvistnok svare, at det blev Vælgernes egen Skyld; man kunde sige, hvorfor have de ikke tænkt paa en alvorlig Modcandidat istedetfor at lade sig narre af tilsyneladende Modcandidat, som kan forstille sig for siden ved sin Tilbagetræden at lade Marken være aldeles fri for den, han i Vvirkeligheden er enig med, men, som sagt, ligesom tidligere Loven af 7de Juli og Regjeringens Udkast, have vi troet, at det var det Naturligste, ad Lovens Vei at modvirke dette Spil, især naar det kan skee saa simpelt, som det fremgaaer efter Udkastets Bestemmelser i § 35. Den Forandring, som er gjort i § 31, hænger sammen med Forandringen i den nye § 32, hvorefter det nemlig ogsaa i dette Tilfældee tillades en Candidat at forlange navnlig Afstemning, for at det kan undersøges, om han ikke i Vvirkeligheden har over Halvdelen af de stemmeberettigede Vælgere for sig. Naar et æret Medlem under Nr. 87 har stillet et Forslag, som er optaget af Udvalget, har dette Forslag til Hensigt at tydeliggjøre Udvalgets Tanke. Vi have nemlig sagt: „I modsat Fald berammes et nyt Møde til ottende Dagen derefter“; det ærede Medlem udfører Tanken ved at sige: „Har han ikke enten ved Kaaringen eller ved den navnlige Afstemning erholdt et saadant Stemmeantal o. s. v.“ Denne Tydeliggjørelse kan nnder ingen Omstændigheder skade.

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning,

som, idet Nr. 88 vedtoges uden Afstemning som Redactionsforandring, gav følgende Resultat: 1) Nr. 86. Tschernings Forslag: „Hele Paragraphen udgaaer og erstattes af Følgende: „Skulde i en Valgkreds kun een Candidat være optraadt førend Valgmødets Aabning, da skrider Valgbestyrelsen til Mødets Aaabning paa sædvanlig Maade; dog førend Mødet sluttes ved at udraabe den Fremstillede som Rigsdagsmand adspørger Formanden Forsamlingen, om nogen af de tilstdeværende Vælgere vil stille en anden Candidat, hvortil gives en Tidsfrist at 5 Minuter; fremkommer ingen ny Candidat, da udraabes den fremstillede Candidat som kaaret Rigsdagsmand. Fremkommer en Vælger med en Candidat, som erklærer sig beredt til at modtage Valg, da fortsættes Valghandlingen paa sædvanlig Maade.“ forkastedes med 75 Stemmer mod 23. Nr. 87. Bregendahls Forslag, optaget af Udvalget: „At Ordene „I modsat Fald“ ombyttes med de Ord „Har han ikke enten ved Kaaringen eller ved den navnlige Afstemning (§ 32) erholdt et saadant Stemmeantal etc.“.“ vedtoges med 95 Stemmer mod 9. 3) Nr. 89. Udkastet, efter det Foranstaaende saalydende: „Skulde i en Valgkreds kun een Candidat have framstillet sig, ansees han for kaaret, hvis mere end Hanlvdelen af de Stemmende Skjønnes at erklære sig for ham. Har han ikke enten ved Kaaringen eller ved den navnlige Afstemning erholdt et saadant Stemmetal, berammes et nyt Møde til ottende Dagen derefter. Har der da ikke fremstillet sig nogen anden Candidat, betragtes den Første som kaaret uden ny Afstemning.“ vedtoges eenstemmig med 103 Stemmer. Derefter gik man over til Valglovens § 36 (Udvalgets § 32), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 90) Udvalgets Forslag: At første Sætning kommer til at lyde saaledes: „Kaaringens Virkning ohæves, naar navnlig Afstemning begjers af en Candidat, der ikke har opnaaet Valg, eller, hvis denne er fraværende, af den, der har anbefalet ham.“ 91) Tschernings Forslag: „et Qvarteer“ forandres til „1/2 Qvarteer“. 92) Udkastet: Kaaringens Virkning ophæves, naar een eller flere af de Candidater, som derved ikke have opnaaet Valg, begjere navnlig Afstemning. Denne Fordring skal fremsættes inden Udløbet af et Qvarteer, efrerat Kaaringens Udfald er kundgjort, i hvilken Tid derfor Valgbestyrelsen bliver tilstede paa Valgstedet. Fremkommer ingen saadan Begjering i betimelig Tid, staaer Kaaringen ved Magt, og hele Valgforhandlingen sluttes.“

Forslaget under Nr. 91 blev paa den i Regulativet fastsatte Maade understottet.

Ordføreren:

Udvalgets Forslag under Nr. 90 hænger sammen med de af Forsamlingen alleredeee antagne Forslag, deels nemlig med § 31, altsaa med det Tilfældee, hvor kun een Candidat har stillet sig, og deels ogsaa med en tidligere Bestemmelse, hvorefter en fraværende Candidat dog kan komme paa Valg, og hvor det altsaa synes, at Retten til at forlange den individuelle Afstemning paa hans Vegne maa kunne udøves af den, som repræsenterer ham. Hvad Forslaget under Nr. 91 angaaer, skal jeg ganske henstille det til Forsamlingen; det forekommer Udvalget noget smaaligt at sætte Fristen efter halve Qvarteer, i Vvirkeligheden altsaa efter halve Minutter.

Da ingen Flere begjerede Ordet, man skred til Afstemning, hvorved: 1) Nr. 90. Udvalgets Forslag: „At første Sætnin kommer til at lyde saaledes: „Kaaringens Virkning ophæves, naar navnlig Afstemning begjeres af en Candidat, der ikke har opnaaet Valg, eller, hvis denne er fraværende, af den ??der har anbefalet ham““ vedtoges eenstemmig med 112 Stemmer.

1105

2) Nr. 91. Tschernings Forslag: „At „et Qvarteer“ forandres til „1/2 Qvarteer“.“ forkastedes med 67 Stemmer mod 27. 3) Nr. 92. Udkastet, efter det Foranstaaende saalydende: „Kaaringens Virkning ophæves, naar navnlig Afstemning begjeres af en Candidant, der ikke har opnaaet Valg, eller hvis denne er fravvrende, af den, der har anbefalet ham. Denne Fordring skal fremsættes inden Udløbet af et Qvarteer efterat Kaaringens Udfald er kundgjort, i hvilken Tid derfor Valgbestyrelsen bliver tilstede paa Valgstedet. Fremkommer ingen saadan Begjering i betimelig Tid, staaer Kaaringen ved Magt, og hele Valgforhandlingen sluttes.“ vedtoges med 116 Stemmer mod 1.

Derpa gik man over til Valglovens § 37 (Udvalgets § 33), hvortil A fstemninglisten indeholdt Følgende; 93) Tschernings Forslag: Udgaaer „som ved Kaaringen har ererholdt flest Stemmer“, og istedetfor indsættes „kaarede Candidat“.

I Henhold til Forandringerne i § 31 udgaaer den sidste Afdeling af § 33. 94) Udkastet: Forlanges navnlig Afstemning, paabegyndes den uopholderligen. Den finder kun Sted mellem den, som ved Kaaringen har erholdt flest Stemmer, og den eller de Modcandidater, som udtrykkeligen fordre det. 95) Udvalgets Tillæg: Naar i det § 31 omhandlede Tilfældee fordres navnlig Afstemning, vil denne gaae ud paa et simpelt for eller imod. Anmærkn. Hvis Tschernings Forslag ved § 31. Nr. 86, antages, borikalder dette Tillæg.

Den sidste Deel af Forslaget under Nr. 93 bortfaldt som Følge af den tidligere Afstemning, den første Deel blev paa den i Regulativet fastsatte Maade understøttet.

Ordføreren:

Det første Forslag under Nr. 93 skal jeg ganske henstille til Forsamlingen; det maa vel betragtes som en Redactionsforandring, men jeg seer ikke ret, hvad der vindes derved. Det hedder i Udkastet: „Den finder kun Sted mellem den, som ved Kaaringen har erholdt flest Stemmer, og den eller de Modcandidater, som udtrykkeligen fordre det.“ Det ærede Medlem foreslaaer, at der skal sættes „mellem den kaarede Candida tog den o. s. v.“; i dette Tilfælde er jo, da individual Afstemning er forlangt, Kaaringens Virkning hævet, saa jeg seer ikke, hvad der vindes. Hvad Udvalgets Forslag under Nr. 95 angaaer, da følger det af Afstemningen ved entidligere Paragraph, hvor det blev erkjendt, at der kunde blive navnlig Afstemning ogsaa i det Tilfæde, hvor der kun var een Candidat, at i et saadant Tilfældee kan der ikke stemmes mellem flere.

Barfod:

Naar den ærede Ordfører ikke seer, hvad der vindes ved den foreslaaede Forandring under Nr. 93, forekommer det mig, at der for det første vindes det, at vi faae et kortere og bestemtere Sprog; for det Andet vindes der det, at man faaer et bestemt Kjendingsnavn paa vedkommende Person — ethvert Begred bør have sit Navn, og dette savnes, hvis dette Forslag ikke antages, — og for det Tredie vindes der det, at Kaaringen kommer til en noget store Betydning end i Udvalgets Forslag.

Ordføreren:

Udvalget har intet Forslag gjort, den ærede Taler meente formodentlig Udkastet (Barfod: Ja!); jeg er iøvrigt rigtignok ikke istand til at fatte, hvorledes Kaaringens Betydning bliver

mere fremtrædende ved hiint Forslag og hvad den Bemærkning angaaer, at man dog maa have et Navn, forekommer det mig, at man har Navnet ganske simpelt, nemlig „den Kaarede“.

Tscherning:

Aarsafen, hvorfor jeg har stillet dette Forslag, er, at jeg bestandig frtgter for, at man vil komme til at tælle Stemmerne ved Kaaringen, som jeg betragter som en Umulighed. Jeg indrømmer vel, at man kan sige, at „den, som ved Kaaringen har erholdt flest Stemmer o. s. v.“, men det er dog rettest at blive ved det Udtryk, som simplest gjengiver Tanken, og som ikke fører den tilbage paa en Stemmetælling; thi de fleste Stemmer kunne afgjøres ved en Stemmegivning, men ved Kaaringen, hvor man skal begynde med et Skjøn, kan man ikke sige, at den eller den har faaet een Stemme mere.

Da ingen Flere begjerede Ordet, man skred derfor til Afstemning, hvorved 93) Tschernings Forslags første Deel: „Udgaaer „som ved Kaaringen har erholdt fleest Stemmer“, og istedetfor indsættes „kaarede Candidat“.“ vedtoges med 51 mod 51 Stemmer.

Med denne Forandring og med det af Udvalget foreslaaede, og paa ovenstaaende Afstemningsliste under Nr. 95 anførte Tillæg til Udkastet under Nr. 94 blev derefter den hele Paragraph, saalydende:

„Forlanges navnlig Afstemning, paabegyndes den uopholderligen. Den finder kun Sted mellem den kaarede Candidat og den eller de Modcandidater, sm udtrykkelig fordre det. Naar i det i § 31 omhandlede Tilfældee fordres navnlig Afstemning, vil denne gaae ud paa et simpelt for eller imod.“ sat under Afstemning og vedtaget eenstemmig med 102 Stemmer. Derpaa gik man over til Valglovens § 38 (Udvalgets § 34), hvortil Afstemningslisten indeholder Følgende: 96) J. A. Hansens Forslag: Efter Ordene i første Passus „Ved hver Valgliste tilforordnes derhos een af de tilstedeværende Vælgere“ foreslaaes tilføiet: „Enhver af Valgcandidaterne kan ogsaa lade en Vælger tage Sæde ved same.“ 97) Udvalgets Forslag: Efter „de tilstedeværende Vælgere“ tilføies „ligesom ogsaa en saadan Vælger, hvor det maatte være nødvendigt, af Valgbestyrelsen kan beskikkes til at udføre de Forretninger, der paahvile Valgbestyrelsens Medlemmer ved Stemmernes Modtagelse“. 98) Udvalgets Forslag: At 2den Deel affattes saaledes: „I den Orden, hvori Vælgerne møde, afgive de mundtligen deres Stemme.“

(Fortsættes.)

Rettelser.
Nr. 452 Sp. 3583 Linie 25—23 f. n. „og naar han først f??lder det i November,
saa kan han efter Grundlovens Bestemmelse
ikke vvre valgberettiget i dette Aar, fordi han
ikke har fyldt sin 30te Aar.“ Læs: „thi naar
han først fylder det i November, saa kan han
efter Grundlovens Bestemmelse ikke være valgberettiget tidligere i dette Aar, fordi han da
ikke har fyldt sit 30te Aar“.
Nr. 452 Sp. 3584 Linie 13 f. o. „men lode en Vlet staae ganske aaben“ læs: „men
lod een Port staae ganske aaben og uforsvaret“
Nr. 461 Sp. 3654 Linie 17 f. n. „anklagede“ læs: „omhandlede.“

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrvkker Bianco Luno.

1106

Hundrede og To Tredivte (136te) Møde. Den endelige Behandling af Valgloven. § 38.

99) Tschernings Forslag: Sidste Afdeling af Udvalgets Forslag udgaaer „Naar Ingen . . . . . . . Valget“, og indsættes: „Naar Valgformanden skjønnet, at Valghandlingen bør sluttes, opfordrer han tydelig Vælgerne til, inden en vis Tidsfrist at indstille sig; de, som ikke inden denne Frist have indstillet sig ved Skranken og begjert Indtegning, tages ikke i Betragtning; derpaa.“ 100) Udvalgets Forslag: At i Slutningsætningen istedetfor „Naar Formanden har erklæret Afstemningen for sluttet“ sættes „Naar, uagtet Formandens Opsordring, Ingen mere begjerer at deeltage i Valget“. 101) Udvaglets forslag: Efter „Stemmelisten“ tilføies „hvormed Afstemningen er sluttet“. 102) Udkastet: Afstemningen foregaaer samtidigen til de forskjellige Valglister, som Formanden fordeler mellem Valgbestyrelsens Medlemmer. Ved hver Valgliste tilforordnes derhos een af de tilstedeværende Vælgere. Selv deeltager Formanden ikke i Modtagelsen af Valgstemmer.

I den Orden, hvori Vælgerne møde for Valglisterne, nævne de mundtligen en af de Candidater, mellem hvilke der skal vælges.

Efterat have anerkjendt Vælgeren, tilfører det ved Valglisten ansatte Medlem af Valgbestyrelsen den Candidats Navn, paa hvilken Vælgeren har stemt, ved Siden af dennes eget Navn, paa selve Valglisten.

Den ham tilforordnede Vælger optegner paa en særskilt Stemmeliste Vælgerens Navn Siden af den Candidats Navn, som han har givet sin Stemme.

Forinden Vælgeren aftræder, oplæses for ham saavel hans eget, som den af ham Valgtes Navn, til Sikkerhed for begge Tilførslers Rigtighed og indbyrdes Overeensstemmelse.

Naar Formanden har erklæret Afstemningen for sluttet, tilføre Valgbestyrelsens Medlemmer og sammes Medhjelpere deres egne Stemmer og underskrive saavel Valglisten som Stemmelisten. Forslaget under Nr. 99 tilbagetoges, og Forslaget under Nr. 96 blev paa den i Regulativet fastsatte Maade understøttet.

Ordføreren:

Udvalgets Forslag gaaer ud paa at fyldestgjøre den samme Tanke, som ligger til Grund for Forslaget under Nr. 99; det blev under den foreløbige Behandling udtalt, at det var godt, om det traadte lidt skarpere frem, at det laae i Formandsembedets Natur, at han maa stille den fornødne Opsordring, om der Nogen yderligere begjerer at deeltage i Valget, inden Afstemningen erklæres for sluttet. Forslaget under Nr. 98 hænger sammen med de tidligere Afstemninger om, hvorledes der skal forholdes, naar der kun er een Candidat. Et nyt Forslag har Udvalget stillet under Nr. 94, som er foranledigeet ved de Bemærkninger, som under den foreløbige Behandling bleve fremførte af en æret Rigsdagsmand om det her omhandlede Tilfældee; der blev nemlig meget rigtigt gjort opmærksom paa, at det Tilfældee kunde indtræde, at der manglede Kræfter til at gjøre Alt det, som skal gjøres. Det blev nemlig paaviist, hvorledes det kunde tænses, at de forstjellige Communer hver kun fendte eet Medlem; naar nu En blev Formand, og Formanden ikke maa deeltage i Modtagelsen af Afstemningerne, men der skal være et Medlem, der skal paasee, at Vælgerne, som Møde, ogsaa ere de, som de give sig ud for,

kan det ikke negtes, at der kan opstaae det Tilfældee, at man ikke har det fornødne Antal Medlemmer til at bestride Forretningerne; i ethvert Tilfældee kan det ikke negtes, at selv naar man fra en enkelt Commune havde mere end eet Medlem, kunde man let blive noget indskrænset i Valget af Formanden, idet man, saa at sige, blev tvungen til at vælge sin Formand af den Communes Udsendinge, hvor der var mere end Een, da det jo i Reglen maa antages, at det ene er Com munens Udsendinge, der kjende Communens Vælgere saa nøie, som udfordres ved Stemmernes Modtagelse. Derfor have vi troet, at der Kunde raades Bod paa denne Ulempe ved Forslaget under Nr. 97, hvorefter det nemlig er tilladt Valgbestyrelsen at beskikke, hvor det fornødent gjøres, en Vælger til at udføre de Forretninger, der paahvile Valgbestyrelsens Medlemmer ved Stemmernes Modtagelse; det kan jo ogsaa tænkes, at et Medlem af Valgbestyrelsen saaer et uovervindeligt Forfald, og derfor er Reglen stillet noget almindeligere, saa at man ogsaa for et saadant Tilfældee har en praktisk anvendelig Regel. Det Forslag, som er stillet under Nr. 96, hvorefter der efter Ordene i første Passus „Ved hvert Valgdistrict tilforordnes derfor een af de tilstedeværende Vælgere“ skal tilføies „Enhver af Valgcandidaterne kan ogsaa lade en Vælger tage Sæde ved Samme“, have vi ikke kunnet tiltræde. Det vil være i Foxsamlingens Erindring, at Regjeringens Udkast indeholder en meget strengere Control end den, som var hjemlet ved Loven af 7de Juli 1848; denne Control maae vi i og for sig ansee fyldestgjørende, den hele Valghandling foregaaer saa offentlig, at den foreskrevne Control under Offentlighedens Garanti udentvivl maa findes tilstrækkelig; men ialtfald forekommer det os, at det Forslag, som er stillet til en endnu yderligere Control, selv afseet fra, at den af os ansees for overflødig, i og for sig ikke kan erkjendes for hensigtsmæssig. Forslaget gaaer ud paa, at enhver af Valgcandidaterne skulde kunne lade en Vælger tage Sæde ved Valglisten; dette maatte naturligviis sige, at soruden de 2, som efter Udkastet skulle modtage Stemmerne, skulde aldeles paa samme Maade en lignende Virksomhed tilkomme Enhver af de Vælgere, som maatte stilles ved Siden af. Lader os tænke os, at forskjelligee Valgcandidater vilde benytte en saaden Ret, saa ville vi let anskueliggjøre os, at det vilde føre til meget stort Besvær, et Besvær, saa stort, at man maaskee ikke strax bliver opmærksom derpaa; thi for at det kunde skee, maatte man have Valglisterne i et saadant Antal, at de tilforordenede Vælgere vvirkelig med Nytte kunde tage Sæde derved; man maatte have Gjenparter i dette store Antal, skjøndr man ikke vidste, hvorvidt Valgcandidaterne vilde benytte en saaden Ret. Overhovedet forekommer en saadan Indretning ved denne Valghandling os ikke naturlig ved Siden af den Control, som fremgaaer af Valgbestyrelsen, og vi maae jo mindes, at denne Valgbestyrelse er udgaaen af de communale Autoriteter; det forekommer os ikke naturligt ved Siden heraf at sætte særegne tilsynsmænd, som skulde vælges af Canditaterne, som altsaa let kunde saae en noget skjæv, en noget forunderlig Stilling ligeoverfor dem, som nærmest have at modtage Stemmerne. Af disse Grunde maae vi ansee dette Forslag for unhensigtsmæssigt.

I. A. Hansen:

Det kan naturligviis være underkastet forskjellig Mening, hvorvidt den Forholdsregel, som jeg har tilladt mig at foreslaae, er hensigtsmæssig eller ikke; jeg troer, at de ærede Medlemmer, som ansee den for mindre henstgtsmæssig, maaskee kunne være komne til denne Mening ved ikke at være saa fuldkommen bekjendte med de factiske Forhold, saaledes som det paa mange Steder findes, som andre Medlemmer kunne være det, men, som sagt, der kan jo være ulige Meninger om dens Hensigtmæssighed. Hvad derimod an

1107

gaaer de Besværligheder eller Uoverkommeligheder, som skulde være forbundne dermed, maa jeg mene, at de ere fremstillede noget overdrevent; jeg kan saameget mere antage dette, da adskillige Valgbestyrelser ved de foregaaende Valg have benyttet denne Fremgangsmaade, som de altsaa have fundet baade udførbar og hensigtsmæssig. Jeg skal meget gjerne til Slutning indrømme, at denne Forholdsregel kan være mindre nødvendig efterat, hvad ogsaa den ærede Ordfører har oplyst, Controllen med Førelsen af Valglisterne efter denne Valglover bleven strængere, end den var efter Valgloven af 7de Juli, men jeg maa dog vedvarende ansee det ønskeligt, at den foreslaaede Forholdsregel vedtages.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man derpaa til Afstemning, hvilken, idet Udvalgets Forslag under Nr. 98 vedtoges som Redactionsforandring uden Afstemning, og Forslaget under Nr. 99, som det fremgaaer af det Foranførte, var tilbagetaget, gav følgende Resultat: 1) Nr. 96. I. A. Hansens Forslag: „Efter Ordene i første Passus: „Ved hver Valgliste tilforordnes derhos een af de tilstedeværende Vælgere“ foreslaaes tilføiet „Enhver af Valgcandidaterne kan ogsaa lade en Vælger tage Sæde ved samme“.“ forkastedes med 65 mod 35 Stemmer. 2) Nr. 97. Udvalgets Forslag: „Efter „de tilstedeværende Vælgere“ tilføies „ligesom ogsaa en saadan Vælger, hvor det maatte være nødvendigt, af Valgbestyrelsen kan beskikkes til at udføre de Forretninger, der paavile Valgbestyrelsens Medlemmer, ved Stemmernes Modtagelse“.“ vedtoges eenstemmig med 108 Stemmer. 3) Nr. 100. Udvalgets Forslag: „At i Slutningssætningen istedetfor „Naar Formanden har erklæret Afstemningen for sluttet“ sættes „Naar, uagtetssss Formandens Opfordring, Ingen mere begjerer at deeltage i Valget“.“ vedtoges eenstemmig med 105 Stemmer. 4) Nr. 101. Udvalgets Forslag: „Efter „Stemmelisten“ tilføies „hvormed Afstemningen er sluttet“.“ vedtoges eenstemmig med 99 Stemmer. 5) Nr. 102. Udkastet, efter det Foranstaaende saalydende: „Afstemningen foregaaer samtidigen til de forskjelligee Valglister, som Formanden fordeler mellem Valgbestyrelsens Medlemmer. Ved hver Valgliste tilforordnes derhos een af de tilstedeværende Vælgere, ligesom ogsaa en saaden Vælger, hvor det maatte være nødvendigt, af Valgbestyrelsen kan beskikkes til at udføre de Forretninger, der paahvile Valgbestyrelsens Medlemmer ved Stemmernes Modtagelse. Selv deeltager Formanden ikke i Modtagelsen af Valgstemmer.

I den Orden, hvori Vælgerne møde, afgive de mundtligen deres Stemme.

Efterat have anerkjendt Valgene, tilføier det ved Valglisten ansatte Medlem af Valgbestyrelsen den Candidats Navn, paa hvilken Vælgeren har stemt, ved Siden af dennes eget Navn, paa selve Valglisten.

Den ham tilforordnede Vælger optegner paa en særskilt Stemmeliste Vælgerens Navn ved Siden af den Candidats Navn, som han har givet sin Stemme.

Forinden Vælgeren afræder, oplæses for ham saavel hans eget som den af ham Valgtes Navn, til Sikkerhed for begge Tilførslers Rigtighed og indbyrdes Overeensstemmelse.

Naar uagtet Formandens Opfordring Ingen mere begjerer at deeltage i Valget, tilføie Valgbestyrelsens Medlemmer og sammes Medhjælpere deres egne Stemmer og underskrive saavel Valglisten som Stemmelisten, hvormed Afstemningen er sluttet.“ vedtoges eenstemmig med 105 Stemmer.

Derefter gik man over til Valglovens § 39 (Udvalgets § 35), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 103) Udkastet: Efter samtlige Lister sammenlægger den forenede Valgbestyrelse det Stemmeantal, hver af Candidaterne har erholdt. Udfaldet tilføres Valgbogen og Kundgjøres for Forsamlingen. Valglisterne tilbageleveres vedkommende Communer; Stemme

listerne bikægges Valgbogen, som underskrives af hele Valgbestyrelsen.

Formanden gjorde opmærksom paa, at Rigsdagsmanden for Vilborg Amts 1 ste District (Nørgaard) ønskede at stille et ikke tidligere anmeldt Ændringsforslag til denne Paragraph, nemlig at mellem „forenede Valgbestyrelse“ og „det Stemmetal“ indskydes „sæskilt for hver Afstemning skifte“, og stillede derpaa, efterat Ordføreren havde yttret sig herimod, det Spørgsmaal til Forsamlingen, om Samme samtykkede i, at dette Ændringsforslag nu maatte stilles og komme under Forhandling og Afstemning, hvilket Spørgsmaal Forsamlingen ved den herom derpaa foretagne Afstemning, med 70 mod 31 Stemmer besvarede benegtende.

Da Ingen iøvrigt begjerede Ordet, sattes den nysnævnte Paragraph § 39 (Udvalgets § 35) under Afstemning og vedtoges eenstemmig med 103 Stemmer.

Man gik derpaa over til Valglovens § 40 (Udvalgets § 36), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 104) Udkastet: Den, som ved den navnlige Afstemning har erholdt flere Stemmer, end nogen Anden, er valgt. Have Flere lige mange Stemmer, afgjør Lodtrækning, som foretages af Formanden.

Da Ingen begjerede Ordet, skred man derpaa til Afstemning, hvorved nysnævnte Paragraph vedtoges eenstemmig med 101 Stemmer.

Efterat næste Møde var berammet til den paafølgende Dag Klokken 9 — Valglovssagen til fortsat Behandling — blev Mødet hævet.

133te offentlige Møde. (Det 137te Møde i den hele Række.)

Onsdagen den 30te Mai.

Den endelige Behandling af Valgloven. Udvalgets § 37.

Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Formanden anmeldte, at han havde modtaget en Skrivelse fra Rigsdagsmanden for Aarhuus Amts 1 ste District (Winther), hvori han melder, at han paa Grund af den under 25de Mai i den nedsatte Landbocommission skete Personalforandring vil lade den tidligere af ham i det 61de offentlige Møde betræffende denne Commissions Sammensætning bebudede Forespørgsel til Indenrigsministeren bortfalde, da derved i det Væsentlige var opnaaet, hvad der tilsigtedes baade ved hiin Forespørgsel og ved de af ham og Rigsdagsmanden for Aalborg Amts 3die District (Jungersen) indgivne Andragender fra Beboere af flere østjydske Herreder.

Efter Dagsordenen gik man dernæst over til fortsatte endelige Behandling af Valglovssagen, og navnlig til den af Udvalget foreslaaede § 37, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 105) Tschernings Forslag: § 37 forandres til:

„Til Landsthinget vælges for Østifterne og Nørrejylland 50 Medlemmer i følgende Valgkredse:

1) Staden Kjøbenhavn 5
2) Sjællands samlede Amter 13
(Ringsted Valgsted).
3) Bornholm (Rønne) 1
4) Maribo Amt 3
(Nykjøbing)
5) Fyens Amter 7
(Odense)
6) Jyllands Amter 21
(Viborg)
50

1108

Med Hensyn til den i Grundloven foreskrevne Afgang af Halvdelen af Landsthingsmedlemmer, da afgjøres ved Lodtrækning for hver Kreds særskilt, hvilke Medlemmer først skulle udtræde. Ved de ulige Tal skeer fornøden Tillempning efter Thingets egen Bestemmelse.

For Rigets øvrige Lande vil senere Bestemmelser udgaae.“ 106) Udvalgets Mindretals (Davids) Forslag: Til Landsthinget vælges for Østifterne og Nørrejylland 50 Medlemmer i følgende større Valgkredse:

1) Staden Kjøbenhavn vælger 6.
2) Landdistricterne af Kjøbenhavns, Frederiksborg og Holbeks Amter 6.
3) — Sorø, Præstø og Maribo Amter 6.
4) Kjøbstæderne i Sjellamds 5 Amter og Maribo Amt 3.
5) Kjøbstæderne og Landdistricterne paa Bornholm 1.
6) Landdistricterne i Odense og Svendborg Amter 5.
7) Kjøbstæderne i Odense og Svendborg Amter 2.
8) Landdistricterne i Hjørring og Aalborg Amter 4.
9) Landdistricterne i Thisted Amt og Norre, Rødding Harre,
Hindborg og Fjends Herreder i Viborg Amt, samt Hjerm,
Ginding, Skodbog or Vandfuld Herreder i Ringkjøbing Amt 3.
10) Landdistricterne i Aarhuus og Randers Amter og Rinds,
Nørlyng Sønderlyng, Lysgaard, Hids, Houlberg og Middelsom
Herreder i Viborg Amt 4.
11) Landdistricterne i Veile og Skanderborg Amter 3.
12) — i Ribe Amt og Ulfborg, Hind, Hammerum,
Bølling og Nørre Herreder i Ringkjøbing Amt 3.
13) Kjøbstæderne i Nørrejylland 4.
Grupperne A. 1. 3. 5. 7. 9. 10. 12.
— B. 2. 4. 6. 8. 11. 13. See nedenfor Nr. 112.

107) Fr. Jespersens Forslag: Til § 37 føies: „1 ste Valgkreds kan vælge 1, 2den Kreds 2, 3die Kreds 1, 5te Kreds 1, 6te Kreds 2, 7de Kreds 1, 8de Kreds 1, 9de Kreds 1 10de Kreds 1 og 11 te Kreds 1 Landsthingsmand udenfor de respective Valgkredse.“ Anmærkn. Da Grundlovens § 41 bestemmer: at i hver Valgkreds skulle idetmindste tre Fjerdedele af de valgte Landsthingsmænd have fast Bopæl i Valgkredsen — saa formener Formanden, at dette Forslag ikke kan komme under Afstemning. (See ogsaa Valgloven § 50 Nr. 143.) 108) Bregendahls Hovedforslag: Det foreslaaes, at Paragraphen, forsaavidt angaaer Kredsene Nr. 8, 9 og 11 affattes saaledes: 8. Thisted og Viborg Amter, samt af Ringkjøbing Amt Kjøbstæderne Holstebro og Lemvig med Skodborg, Vandfuld Hjerm og Ginding Herreder 5 9. Aarhuus og Randers Amter 4 11. Ribe Amt, og af Ringkjøbing Amt Kjøbstaden Ringkjøbing med Hammerum, Ulfborg, Hind, Bølling og Nørre Herreder 4 Saafremt Hovedforslaget antages, foreslaaes endvidere, at i Paragraphens 2den Passus Ordene „syvende og“ udgaae, og at der mellem Ordene „niende“ og „Valgkreds“ indskydes „tiende og ellevte“. 109) Bregendahls Biforslag: Det forslaaes, at Paragraphen forsaavidt angaaer Kredsene Nr. 8, 9 og 11 affattes saaledes: 8. Thisted Amt, samt af Viborg Amt Kjøbstæderne Skive og Viborg med Nørre, Rødding, Harre, Hindsborg, Fjends, Nørlyng og Rinds Herreder samt Sognene Vorning, Ovorning, Hammershøi, Thiele, Vinge, Ørum, Veirum og Viskum af Sønderlyng Herred, og af Ringkjøbing Amt Kjøbstæderne Holstebro og Lemvig med Skodbog, Vandfuld Hjerm og Ginding Herreder 4 9. Aarhuus og Randers Amter, samt af Viborg Amt Lysgaard, Hinds, Houlberg og Middelsom Herreder og Sognene Bjerregrav, Aalum Taanum og Hornbek af Sønderlyng Herred 5 11. Ribe Amt, og af Ringkjøbing Amt Kjøbstaden Ringkjøbing med Hammerum, Ulfborg, Hind, Bølling og Nørre Herreder 4

Saafremt Biforslaget antages, foreslaaes, at i Paragraphens 2den Passus Ordene „syvende og niende“ udgaae, og at der istedet herfor sættes „femte, tiende og ellevte“.

110) Fløes Ændringsforslag til Udvalgets Inddeling af „større Kredse“ i § 37:

Indv. Landsthm. Mangel Overskud

8) Thisted Amt 46627
Skive 1151
Holstebro 1257
Lemvig 748
3156
Nørre Herred 4108
Rødding 2939
Harre 3235
Hindberg 2802
Fjends 5612
Hjerm 5986
Ginding 5535
Skodborg 6697
Vandfuld 4377
Ulfborg 5137
46428
96211 4 11789
11) Ribe Amt 59219
Ringkjøbing Bye 1213
Hammerum 9438
Hind 6691
Bølling 4402
Nørre 6087
26618
87050 3 „ 6050

111) Udvalgets Ændring i dets Forslag: At Hammerum Herred fra 8de og Ulfborg Herred fra 11 te Valgkreds ombyttes.

Anmærkn. Dette Forslag er et kortere Udtryk for Forslaget Nr. 110. 112) Udvalgets Forslag: Til Landsthinget vælges for Østifterne og Nørrejylland 51 Medlemmer i følgende større Valgkredse:

1) Staden Kjøbenhavn vælger 5.
2) Kjøbenhavns, Frederiksborg og Holbeks Amter 8.
3) Sorø og Præstø Amter 5.
4) Bornholms Amt 1.
5) Maribo Amt 3.
6) Odense og Svendborg Amter 7.
7) Hjørring og Aalborg Amter 5.
8) Thisted Amt, samt af Viborg Amt Kjøbstaden Skive med
Nørre, Rødding, Harre, Hindborg og Fjends Herreder, og
af Ringkjøbing Amt Kjøbstæderne Holstebro og Lemvig samt
Skodborg, Vandfuld, Hjerm, Ginding og Hammerum Herreder 4.
9) Aarhuus og Randers Amter, samt af Viborg Amt Kjøbstaden Viborg, tilligemed Rinds, Nørlyng, Sønderlyng, Lysgaard, Hids, Houlberg og Middelsom Herreder 6.
10) Veile og Skanderborg Amter 4.
11) Ribe Amt, og af Ringkjøbing Amt Kjøbstaden Ringkjøbing
med Ulfborg, Hind, Bølling og Nørre Herreder 3.

Med Hensyn til den i Grundloven Foreskrevne Afgang af Halvdelen af Landsthingets Medlemmer deles Landsthingskredsene i 2 Grupper, hvoraf den ene bestaaer af føste, anden fjerde, syvende og niende Valgkreds, den anden af de øvrige; ved Lodtrækning afgjøres det, hvilken af disse Grupper der første Gang skal fornyes.

De nærmere Bestemmelser med Hensyn til Slesvig, Island og Færøerne forbeholdees.

Med Hensyn til Forslaget under Nr 107 henledede Formanden Forsamlingens Opmærksomhed paa den af ham paa Afstemningslisten opførte Anmærkning, i Overeensstemmelse med hvilken han meente, at dette Forslag, som stridende mod Grundlovens § 41, ikke kunde komme under Afstemning, medmindre Forlangende herom maatte fremkomme fra 15 af Forsamlingens Medlemmer, og Forsamlingen vedtog det.

Iøvrigt blev den fornødne Understøttelse de stillede Ændringsforslag tildeel.

Tscherning:

I Grundlovens § 44 hedder det: „ Naar en ny Communallov er given, kunne Landsthingsvalgene ved Lov gaae over

1109

til de større communale (Amts- eller Provinds-) Raad.“ I den Forudsætning, at vi ville vinde en væsentling Forberedelse til i sin Tid at bringe Landsthingsvalgene over til Provindsforsamlinger, og at derfor en Provindsialorganisation maa være nødvendig, er det, at jeg synes, at man alleredeee paa dette Stadium burde imødegaae en saadan Tingenes Tilstand ved strax at samle de Dele af Landet, som kunne komme til at udgjøre en Provinds, det vil sige en saadan Deel af Staten, som har sin egen Repræsentation for alle de Gjenstande, som ligger inden for denne Landsdeels særlige Omraade. Jeg troer, at en saadan Organisation bliver mere og mere nødvendig, eftersom den demokratiske Udvikling mere or mere skrider frem, ikke alene fordi det særligt Fornødne kommer til at udtale sig stærkere og gjøre sig fuldstændigere gjældende, men ogsaa paa Grund af, at den mere og mere udbredte Ærgjærrighed — dette Ord taget i en god Betydning —, den mere udbredte Stræben efter at deeltage i det offentlige Liv deri vil kunne finde en Næring, som kan afdrage den fra, fra alle Sider at kaste sig over den centraliserede Statsstyrelse. Jeg troer, at Intet mere har skadet det constitutionelle Liv, hvor dette har hersket, end at man ikke har decentraliseret Kræfterne eller opfordret mange af de gode Kræfter til at henvende sig til og beskjæftige sig med det, der ligger dem nærmest. At ville indføre en anden Deling end den, Naturen og Historien har givet, anseer jeg for at være skadelig; alle Forslag og Ideer til en Deling, fordi Delene ellers vilde blive for store eller finde Midler til at gjøre sig uafhængige af det Hele, troer jeg ikke paa. Vetragtninger af denne Art have isærdeleshed været henvendte paa Jylland; man har sagt, at Jylland er saa stort, at det, saaledes organiseret, let kunde komme til at spille Herre i Danmark; men for det Første troer jeg det ikke, og for det Andet, dersom det vvirkelig har Herredømsbetinglserne i sig, da er det billigt, at det ogsaa fik sin Tour til at spille Herre. Dersom men endelig henvender Blikket paa Historien, da er det vel vist, at Jylland som et særligt Hele vel stundom har skaffet Forlegenheder, man vi see det endnu oftere i de vigtigste Øjeblikke træde op just som den Provinds, der har bidraget meest til at redde Landet. Det er altsaa fra denne Side, at jeg har betragtet Sagen, idet jeg har søgt at samle Valgkredsene i de større Kredse, som Naturen selv har foreskrevet. Jeg troer ogsaa, at naar man lægger Mærke til enhver Landsdeels særlige Interesse, da er det godt at samle de brugbare, de gode Kræfter til en fælles Forening, og ikke at udstykke dem i mindre Dele, thi derved bliver den hele Betryggelse for at støtte den særegne Sted-Interesse ved en Fælles-Interesse gjennem Folkethinget intetsigende, og Delingen hviler da ikke paa nogen anden og bedre Grund end den, der er bleven udtalt for at sondre Kjøbstæderne fra Landet. Men jeg troer i det Hele, at de særegne Interesser, som ikke hænge sammen med Statsorganismen, skulle ikke fremmes; jeg troer, kun de særlige Interesser skulle fremmes, som hænge sammen med den Statsorganisation, som man efterhaanden, som de europæiske Forhold udvikle sig, mere og mere vil komme til Erkjendelsen af at være nødvendig. Disse Provindser ville heller ikke bliver mindre, end det er Tilfældeet med Schmeit[b]’s Stater, saa at jeg heller ikke troer, at der fra den Side er nogen Fare for denne Organisation, og man skal da ikke opløse Landet i mindre Dele, end det godt kan taale for at blive styret og ledet vel paa denne Maade.

Bregendahl:

Jeg kan meget vel gaae ind i den Tanke, som den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) nu udtalte, idet han forsvarede sit under Nr. 105 opførte Forslag, og navnlig omtalte den Deel af Forslaget, som gaaer ud paa, at Jylland kun skal udgjøre een Valgkreds til Landsthinget; men Grunden, hvorfor jeg ikke kan ansee denne Deel af Forslaget anbefalelig for Øjeblikket, hidrører fra, at den Statsorganisme, hvortil han mener, at Froslaget knytter sig i Fremtiden, ikke for Tiden existerer. Her er ikke Spørgsmaal om at organisere Statsautoriteter, som sammentræde hyppigt, eller om at danne Corporationer af Mænd, der skulle arbeide sammen i længere Tid, eller i hvert Fald ofte gjentagende skulle sammentræde,

her er kun Spørgsmaal om Indretninger, hvis Virksomhed kun viser sig eengang, der kun træder frem efter længere Tids Mellemrum, om Valgmænd, der udnævnes kun til en enkelt Forretning, saa at der ikke kan blive nogen længere Sammenarbeiden imellem dem. For en stor Deel ville de være ubekjendte og fremmede for hinanden; de ville kun en kort Tid være samlede og derpaa adskilles, og hver Gang et nyt Valg skal foretages, ville ogsaa for en stor Deel nye Personer træde op igjen. Jeg troer, at det kan være rigtigt, at naar man faaer store Provindsinddelinger, at da Valgmændene, der skulle arbeide med hinanden, der skulle komme Berøring med hinanden, komme til sammentræde for Jylland i kun een Valgkreds; men naar saadanne Provindsregjeringer ikke finde Sted, log det kun er enkelte Personer, der træde sammen en enkelt Gang i det enkelte Øiemed, da troer jeg, at man maa forlade denne Inddeling i store Valgkredse og meget mere rette sig efter de locale Stedforhold, og derfor troer jeg, det er rigtigt, som Udvalget har foreslaaet, at Iylland deles i 5 Valgkredse. Jeg har kun nogle Erindringer at gjøre, som træffe den 8de, 9de og 11te Valgkreds i Forslaget. Jeg har tilladt mig at stille et Hovedforslag or et Biforslag; efter begge bliver den 11te Valgkreds den samme, idet den nemlig kommer til at omfatte Ribe Amt og en Deel af en Ringkjøbing Amt, men Hovedforslaget adskiller sig fra Biforslaget med Hensyn til den 8de og 9de Valgkreds deri, at til den 8de Valgkreds skal efter Hovedforslaget foruden hele Thisted Amt og en Deel af Ringkjøbing Amt henhøre hele Viborg Amt. Jeg troer, dette Forslag vil være det, som svarer bedst til de locale Forhold. Det er vel sandt, naar man tager alene Hensyn til de geographiske Forhold, saa strækker en Deel af Viborg Amt sig langt til Øst, næsten lige til Randers, og langt ned imod Aarhuus; imidlerlid er det kun den mindre Deel af Amtet, der saaledes strækker sig langt mod Øst, og denne har dog flere Berøringspunkter med den øvrige Deel af Amtet, der ogsaa er en Følge af, at de tilsammen danne een Amtscommune.

Med Hensyn til hvad den ærede Rigsdagsmand for Aalborg Amts 5te District (C. M. Jespersen) under den føreløbige Behandling yttrede om, at den østlige og sydostlige Deel af Viborg Amt havde formeget Charakteer tilfælles med det østlige Jylland til, at den kunde henlægges til det vestlige Jylland, saa har jeg tilladt mig at stille et Biforslag, hvorefter en Deel af det østlige og sydostlige Viborg Amt kommer til at forblive i den 9de Valgkreds, men saaledes, at der kommer en noget større Deel af Viborg Amt til den 8de Valgkreds, end der efter Udvalgets forslag vil komme til at høre herunder. At den betegnede Deel af Viborg Amt, som saaledes subsidiairt er foreslaaet at henhøre till den 9de Valgkreds, overeensstemmende med de locale Forhold, kan adskilles fra den øvrige Deel af Amtet, troer jeg maa være indlysende, naar jeg gjør opmærksom paa, at den Deel af Viborg Amt, der saaledes skulde henhøre til den 9de Valgkreds efter Biforslaget, netop er den Deel, der efter Folkethingets Valgkredses Regulering Udgjør den 3die og 4de Valgkreds i samme Amt. Jeg erindrer fra den foreløbige Behandling, at den ærede Deputerede for Randers Amts 5te District (P. D. Bruun), der er Medlem af Udvalget og var Ordfører for Jyllands Vedkommende, gjorde opmærksom paa, at Viborg Amts Inddeling til Valgkredse til Folkethinget var den samme som efter det første Regulativ, hvorefter Valgene skete til denne Forsamling, der foregik efter forud indhentede Erklæringer fra de locale Autoriteter, og altsaa er der Formodning for, at denne Inddeling ikke strider mod de locale Forhold. Derfor har jeg foreslaaet, at den 3die og 4de Valgkreds til Folkethinget skulde vedblive at høre til den 9de Valgkreds til Landsthinget.

Efter Hovedforslaget bliver den 8de Valgkreds saa stor, at den maa vælge 5 Deputerede, og den 9de Valgkreds 4 Deputerede, hvorimod efter Biforslaget den 8de Valgkreds kun skal vælge 4 Deputerede, og den 9de derimod 5; efter begge Forslagene kommer den 11te Valgkreds til at vælge 4 Deputerede.

(Fortsættes.)

Tryst og forlagt af Kgl. Høibogtrykler Bianco Luno

1110

Hundrede og Tre Tredivte (137te) Møde. Den endelige Behandling af Valgloven. Udvalgets § 37.

Bregendhl (fortsat):

Jeg skal tillade mig at erindre om, at efter Udvalgets oprindelige Forslag skulde den 11te Valgkreds kun vælge 3 Deputerede, og efter det Forslag, der er stillet af den ærede Rigsdagsmand for Ringkjøbing Amts 4de District (Fløe) under Nr. 110, og som er optaget af Udvalget under Nr. 111, er der vel skeet en Ombytning mellem den 8de og 11te Valgkreds, men Udvalget har ikke paagtet, hvad der dog særdeles maatte haves for Øie, at den 11te Valgkreds bliver saa stor, at den kan tillægges 4 Deputerede, da den ellers ikke kan gjøre sin Ret gjældende til at vælge 1 Deputeret udenfor Valgkredsen. Det har derfor undret mig, at Udvalget har optaget det under Nr. 110, opførte Forslag, eller selv stillet det under Nr. 111, og ikke har været betænkt paa at gjøre en saadan Forandring ved det, at det kunde blive muligt ogsaa for den 11te Valgkreds at vælge 1 Deputeret, som ikke var bosat i Valgkredsen. Med Hensyn til dette Forslag skal jeg iøvrigt gjøre den Bemærkning, at der — dkjøndt jeg ikke er nøie bekjendt med Localiteterne i den Deel af Jylland — dog er et Moment, der synes at tale for, at det ikke er en meget heldig Deling, der er foreslaaet. Man kan nemlig vvistnok gaae ud fra den Forudsætning, at naar flere Herreder ere forenede tile en Jurisdiction, bestaaer der flere Forbindelser imellem dem, da Foreningen i den civilretlige Jurisdiction i flere Henseender kommer til at bringe dem i nær Forbindelse med hinanden og i flere Henseender lader dem træde op som een Commune; men ved den Ombeling, Udvalget har foretaget i sit oprindelige Forslag, har det nu taget Hammerum Herred bort fra den 8de Valgkreds og lagt det til den 11te, hvorimodd det har taget Ulfborg Herred bort fra den 11te Valgkreds og henlagt det til den 8de, men derved skilles det sidstnævnte Herred tillige fra Hind Herred, med hvilket det i civilretlig Henseende udgjør een Jurisdiction, og uagtet denne Omdeling har Udvalget dog som berørt ikke opnaaet at faae den 11te Valgkreds saa stor, at den kan vælge 1 Deputeret udenfor Districtet.

F. Jespersen:

Man har mod mit Forslag under Nr. 107 indvendt, at det skal stride mod Grundlovens bestemte Udtryk, og har i saa Henseende paaberaabt sig, at Grundloven siger, at idetmindste ¾ af de i hver Valgkreds valgte Landsthingsmænd skulle have fast Bopæl i Valgkredsen. Jeg vil dog herved bemærke, at under den foreløbige Forhandling blev det af mange Medlemmer, ogsaa af selve Ministeriet, omtalt som en positiv Ret, at ¼ af Landsthingsmændene kan vælges udenfor de respective Valgkredse; jeg kan derfor ikke erkjende, at der er nogen Forskjel paa, om Grundloven har brugt hine Udtryk eller om den havde sagt: i hver Valgkreds kan ¼ af Landsthingsmændene vælges blandt Folk, der boe udenfor Valgkredsen. Naar man vil en saadan Frihed, maa man ikke i Anvendelsen gjøre den umulig. Vanskeligheden ligger i, at man ikke kan dele Landsthingsmænd i Brøker (Latter!), og derfor mener jeg, at man ikke kan andet end følge den almindelige mathematiske Regel, at naar man har en Brøk, der er under ½, saa kaster man den reent bort, men er den derimod over ½, saa regner man den for en Heel.

Marckmann:

Med Hensyn til det Ændringsforslag under Nr. 105, der er stillet af den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning), skal jeg tillade mig at henlede Forsamlingens Opmærksomhed paa, hvorledes Forholdene ville stille sig i Slesvig,

hvis dette Ændringsforslag bliver antaget. Jeg troer, at det kunde være meget godt at tage et større Hensyn til denne Deel af Staten, der, som vi jo haabe, skal samles med os, end der ofte ved flere Leiligheder er skeet. Jeg skal derfor tillade mig at gjøre opmærksom paa, dersom Ændringsforslaget vedtages, hvor vanskeligt det da vil være for den dansksindede Deel af Slesvig at faae dansksindede Mænd satte ind i Landsthinget.

David:

Da der i Kjøbstæderne ikke blot bestaaer ganske andre Virksomhedsarter end paa Landet, men da der ogsaa hvad Næringsforholdene og Beskatningen angaaer finder stor Forskjel Sted hos os mellem Land og By, saa er det indlysende, at der findes høist forskjellige By- og Landinteresser hos os; og da disse Forholds snarlige Udjævning maa ansees at være i hele Statens Tarv, saa er det saa meget mere nødvendigt, naar dette ikke skal skee paa en eenstdig Maade og til Kjøbstædernes største Skade, at der søges for, at der i Landsthinget findes en tilstrækkelig Modvægt mod Landinteressen i Mænd, som ere valgte af Kjøbstæderne med særligt Kjendskab til disses Interesser og med et bestemtere Hverv til at varetage disse. Jeg er overbeviist om, at Følgerne af en eenstdig Repræsentation, hvor Kjøbstadbefolkningen gaaer under i Landdistricterne, ikke ville udeblive eller gjøres uvirksomme, fordi man fortrøster sig til saa almindelige Sætninger, som at Kjøbstædernes og Landets Interesse tilsidst dog salder sammen, eller at Landsthingsmænd skulle have en høiere og klarere Anskuelse af Ataten og der derfor ville hæve sig over alle særlige Interesser. Jeg har tidligere gjort opmærksom paa, men troer her at maatte gjentage det, at Forskjellen imellem Land og Stad hos os er større end i de fleste andre Lande, og om det derfor ogsaa skulde være, mindre betænkeligt, paa andre Steder at gjøre Repreæsentationen udelukkende afhængig af Folketallet, uden Hensyn til de særlige Interesser, saa gaaer dette dog ikke an her, hvor der er ganske andre Modsætninger at udjævne end i andre Lande. Hertil kommer endnu, at Kjøbstædernes Befolkning er saa uheldigen fordeelt hos os, at den største Deel af denne i de mange mindre Kjøbstæder, der findes i Landet, vil udgjø en saa ringe Bestanddel af de Valgkredse, i hvilke den optages, at den, saa sige, vil drukne i dem. Det er kun Hovedstaden, der efter det System, som man søger at gjøre gjældende, vil være vis paa at repræsenteres, medens en Befolkning af over 150, 000 Kjobstadbeboere i de øvrige Kjøbstæder vil være uden Indflydelse paa Valgene, fordi de komme til at gaae op i Landdistricternes Befolkning. Forholdet er derfor af den Art, at der kun kan bødes paa de Misligheder, som deraf udspringe, ved at danne særegne Valgkredse for Kjøbstæderne, thi paa anden Maade indseer jeg ikke, at der kan gjøres Noget for at forskaffe dem en vvirkelig Indflydelse paa Valgene. Det er det, som jeg har stræbt at bevirke ved det af mig stillede Forandringssorslag, hvorved Kjøbstæderne i de forskjelligee Landsdele ere blevne samlede i særegne Valgkredse. Bil man ikke gaae ind herpaa, og derimod søge at opnaae det, der maa ansees for nødvendigt, ved at tildele Kjøbstæderne Ret til at vælge Valgmænd i et andet Forhold end Landdistricterne, saaledes som det er foreslaaet ved den næste Paragraph, saa søger man kun efter et Palliativ hvorved Maalet aldrig vil kunne naaes, og dersom man da troer at have gjort Noget for Kjøbstæderne, saa vil man kun have skabt sig een Illusion mere, hvoraf man, soma f saa mange andre, vil vaagne til en søgelig Vvirkelighed. Der er desuden neppe Nogen, der ei indrømmer, at det i enhver Henseende vilde være bedre for Landet, om Kjøbstadbefolkningen, istedetfor at være adspredt i mange smaa Kjøbstæder, var samlet i nogle faa Middelsterrelse.

1111

Men hvorfor vil man da ikke ved Lovgivningen gjøre dette i en Henseende, hvori det lader sig opnaae, og hvor det Code, der for Kiøbstæderne kan udspringe deraf, lader sig tilveiebringe? Hvorsor vil man ikke ved Lovgivningen skabe den Samling af Kiøbstadbefolkningen, som vi maatte ønske ogsaa i andre Henseender var til, og hvorved de Interesser, som den adspredte Kiøbstadbefolkning har, som den samlede, tilbørligen kunne blive varetagne? Det er det, sam jeg med Hensyn til Kiøbstædernes særlige Interesser og paa Grund af den velbegrundede Ret til en lovbestemt Samvirken med Landdistricterne ved Lovenes Tilblivelse, hvilken Ret udspringer af disse, og som Ministeriet selv har erkiendt — det er det, siger jeg, som jeg har stræbt at bevirke ved at foreslaae særegne Valgkredse for Kiøbstæderne. Jeg holder mig overbeviist om, at der i vore eiendommelige Forhold og i de Forskjelligheder, som bestaae hos os mellem Kiøbstad og Land, og som i den nærmere eller fiernere Fremtid maae søges udiævnede ved Lovgivningen, ligger tilstrækkelig og alvorlig Opfordring til ikke at oversee Kiøbstædernes Interesser og give dem til Priis for Landbefolkningens eensidige Bestræbelser og Anskuelser. Det er det, som jeg ved mit Forslag har havt for Øie; hvorvidt Forsamlingen deler min Overbeviisning og Betragtningsmaade eller ikke, vil Afstemningen vise.

Ordføreren:

Da Udvalget sidst fremkom med et Forslag til Dannelse af Landsthingskredsene, forudsaae det vel, at det fra forskjellige Sider vilde møde Modsigelse. Vi ere os imidlertid bevidste, at vi paa bedste Maade have stræbt at løse vor Opgave, og vi have ogsaa det Haab, at uagtet der var fremkommen Modsigelse fra forskjelligee Sider, saa vilde dog et Forslag, der gik ud fra ganske andre Grundsætninger, neppe vinde større Bifald end det, Udvalget har tilladt sig at stille. Jeg troer ikke, at dette Haab vil blive skuffet. Der er, som sagt, vvistnok fremkommet Indsigelser fra mange sorskiellige Sider, men disse Indsigelser ere, saa forekommer det mig, ikke lidet eensidige, Saaledes er der fremkommet Indsigelser fra deres Side, som for enhver Priis ville have, at der i enhver Valgkreds skal vælges Nogen frit, fra deres Side, der i dette som i ethvert andet Tilfældee ville have særegne Regler til Beskyttelse for Kiøbstæderne, og endelig fra dem, som have en fast Overbeviisning om Rigtigheden af en tilkommende ny Provindsorganisation, og som i Henhold dertil ville ordne de nuværende Landsthingsvalgkredse. Enhver af disse Anskuelser kan have et vist Værd, jeg negter det ikke; men jeg troer ikke, at det gaaer an at holde sig eensidig til nogen af dem for derefter at ordne Landsthingskredsene. Hvad den første Anskuelse angaaer, da ligger den skarpt for i det af den ærede Rigsdagsmand for Bogense (F. Jespersen) under Nr. 107 stillede Forslag, hvorefter „1ste Valgkreds kan vælge 1, 2den Kreds 2, 3die Kreds 1, 5te Kreds 1, 6te Kreds 2, 7de Kreds 1, 8de Kreds 1, 9de Kreds 1, 10de Kreds 1, og 11te Kreds 1 Landsthingsmand udenfor de respective Valgkredse.“ Det er alleredeee idag, som tidligere, gjort gjældende mod et saadant Forslag, at det ikke kan bestaae med Grundlovens Bud, hverken med dens Aand eller dens Bogstav. Det er tilstrækkeligt at paavise, hvorledes der i denne fordres, at i hver Valgkreds skulle idetmindste ¾ af de valgte Landsthingsmand have fast Bopæl i Valgkredsen. Det ærede Medlem har vel mindet om, at man under de tidligere Forhandlinger ikke har udtalt sig herom som om det var eb ufravigelig Regel, men at man har udtalt sig saaledes, so mom ¼ af Valgene kunde være fri; men, mine Herrer! man kan dog ikke imod et klart og utvetydigt Bud i Grundloven, som man for at finde hvad det har tilsigtet maa forklare saaledes, som det foreligger, lægge Vægt paa, om de enkelte Medlemmer eller en enkelt Minister har udtrykt sig paa en mindre nøiagtig Maade; dette kan overgaae den Bedste, i Særdeleshed naar der ikke er Spørgsmaal netop om det Punkt, hvor der savnes en aldeles correct Udtalelsesmaade. Jeg mindes godt, at der ofte dengang blev talt unøiagtigt; men da jeg ikke var stemt for at critisere, saa faldt det mig ikke ind at opholder mig videre derved, da Unøiagtigheden kun gialdt Udtryk, hvorom Discussionen dengang ikke særligt dreiede sig. Jeg kan altsaa ikke see Andet, end at dette Forslag er aldeles uovereensstemmende med det Bud, der af Forsamlingen er vedtaget i Grundlovens § 41.

Hvad dernæst angaaer det andet Synspunkt, hvorfra der er fremsat Indsigelser, nemlig Hensynet til Kiøbstæderne, da er dette forhandlet

saa ofte, at jeg ikke i Realiteten skal indlade mig derpaa; men jeg troer, at jeg tør sige, at man i Forsamlingen ikke har betragtet det som rigtigt, ved en særegen Undtagelsesbestemmelse, der ikke stemmer med den grundlovmæssige Repræsentation, at ville drage et særligt Forsvar frem for Kjøbstæderne.

Hvad det tredie Synspunkt angaaer, det, som er repræsenteret af den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning), da skal jeg aldeles ikke indlade mig paa en nærmere Bedømmelse af den Grundtanke, han har udviklet til en fremtidig Organisation af Provindserne, de høieste Led i de communale Forhold. Hvad man end dømmer herom, staaer det fast, at denne Anskuelse ikke saaledes er trængt ind hos os i den almindelige folkelige Bevidsthed; det staaer ikke saa klart for Alle, at det kan være hensigtsmæssigt, at den lægges til Grund for en Ordning af Valgene til Landsthinget. Man maa dog vvistnok tage Hensyn til, om man ikke ved at følge en saadan Anskuelse danner Forhold, som i andre Retninger stride mod det Naturlige, det Tilvante; vi maae dog vist have lidt mere Tid til at sunde os paa en saadan Provindstanke, inden vi adoptere den. Jeg skal kun tilføie, at om vi endog skulde faae en saadan Ordning af Provindser, er det dog ikke dermed sagt, at Jylland skal betragtes som een stor Provinds; der kunde maaskee ogsaa blive Spørgsmaal om flere Provindser i Jylland, nemlig Østeriylland, Vefteriylland, det nordlige Jylland og det sydlige Jylland, altsaa om 4 Provindser istedetfor een. Men jeg skal, som sagt, ikke gaae videre ind herpaa, efterdi Sligt endnu ikke er blevet bearbeidet; jeg troer altsaa ikke, at det er rigtigt, at Forholdet ordnes saaledes, som det er foreslaaet af det ærede Medlem, nemlig at een Provinds kun skal vælge een Landsthingsmand, og en anden endog 21. I Forbigaaende skal jeg kun bemærke, at der af den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) under den foreløbige Behandling blev lagt særdeles Bægtægt paa de frie Ovarter, og at han bebreidede Udvalget, at kun 9 Valg fremgik gjennem frie Valg; men efter hans Forslag er der kun vundet meget Lidet, thi han vil kun have 10 frie Valg, og ikke flere. Iovrigt har det ærede Medlem foreslaaet: „at med Hensyn til den i Grundloven foreskrevne Asgang af Halvdelen af Landsthingsmedlemmerne skal det afgjøres ved Lodtrækning for hver Kreds særskilt, hvilke Medlemmer først skulle udtræde; ved de ulige Tal skeer fornøden Tillempning efter Thingets egen Bestemmelse.“ Jeg kan ikke Andet end antage, at det Forslag, Udvalget har tilladt sig at stille, hvorimodd der heller ikke iøvrigt er gjort nogen Indvending, og som gaaer ud paa med Hensyn til Afgangen af Landsthingsmedlemmerne at gruppere Landsthingskredsene i to Grupper, fortjener Bifald.

Saavidt altsaa det almindelige Synspunkt, der har ledet Udvalget i det nærværende Forslag; og jeg tør maaskee bemærke, at et æret Medlem, som under den tidligere Behandling havde Meget at indvende imod Udvalgets Forslag, under den nærværende Behandling ikke har vidst at give bedre Raad, idet han ikke har stillet noget Forslag i saa Henseende. Hvad Detaillen angaaer, da har jeg stedse fundet det fornødent at udtale mig herom med megen Vaersomhed, da jeg nøbigt taler om de Ting, jeg ikke kan bedømme, og hvad derfor Forholdene i Jylland angaaer, vil det neppe misbilliges, at de Fleste af os henholde sig til de Anskuelser, som ere gjorte gjældende af Mænd, der have et større Kjendskab til de locale Forhold. Jeg skal derfor ikke udtale mig om Forslagene under Nr. 108 og 109, men jeg skal kun gjentage, at det dog ikke gaaer an, saaledes som et æret Medlem har gjort, at lægge afgjørende Vægt paa, om der kommer 4 eller 3 Rigsdagsmænd i Kredsen. Det er Noget, som man gjerne kan tage Hensyn til, naar det er passende, men det er dog ikke den afgiørende Betragtning. Ligesaalidet kan det komme i nogen afgiørende Betragtning, at to Herreder, der ere forenede i een Jurisdiction, adskilles. Det er vel det Bedste, at man ikke adskiller Herreder eller Jurisdictioner i samme Amt fra hinanden; men fordi man kan blive nødt dertil, troer jeg dog, at det er at gaae for vidt, naar man gjør, som det ærede Medlem i sit Forslag under No. 109, thi i dette Forslag har han ogsaa deelt Sognene, han har adskilt Sogne, der høre til det samme Herred. Dette gaaer dog aabenbart videre, end Udvalget i sit Forslag. Jeg bør endelig berøre, Hvorledes Udvalget har tilladt sig en Forandring i det, som var antydet i det tidligere For

1112

slag, nemlig en Ombytning af Hammerum og Ulfborg Herreder. Den ærede Forsamling vil erindre, at det af et Medlem, der kjendte de locale Forhold meget nøie, blev udtalt, at en saadan Forandring vilde være aldeles hensigtsmæssig for Hammerum Herred, og ikke upassende for Ulfborg Herred, ligesom ogsaa denne Forandring kunde foregaae, uden at Talforholdene forrykkedes.

Neergaard:

Naar jeg, der altid har holdt mig overtydet om, at Kjøbstæderne burde have en særlig Repræsentation i Rigsforsamlingen, desuagtet ikke i Comiteen har tiltraadt det under Nr. 106 fremsatte Forslag, da har dette alene fin Grund i, at jeg antager, at en saadan Repræsentation af Kiøbstæderne har sin rette Plads i Folkethinget og ikke i Landsthinget. Jeg troer nemlig, at i Folkethinget bør affpeile sig det egentlige Folkeliv, Folkelivet med alle dets Forskjelligheder og alle deraf udgaaende forskiellige Livsanskuelser, dets forskiellige Haab og Ønsker, dets Sympathier og Antipathier. Alt dette troer jeg bør finde sin Plads i Folkethinget, men ikke i Landsthinget, hvor man maa ønske Mænd, hvis offentlige Virksomhed er prøvet, og hvis politiske Mening er anerkjendt, og hos hvem man maa forudsætte et af Partihensyn uhildet Blik; af disse Grunde har jeg ved de tidligere Bestemmelser stedse søgt at vise, hvorledes Kiøbstæderne burde have en særlig Repræsentation i Folkethinget, men ikke i Landsthinget. Jeg anseer det imidlertid for saa vigtigt for Kiøbstæderne, at de, efter at man nu har negtet dem en til deres Betydning svarende Adgang til Folkethinget, dog faae nogen Udsigt til Indflydelse paa Statsftyrelsen, at jeg agter at tiltræde det af min ærede Nabo under Nr. 106 stillede Forslag. Iøvrigt skal jeg tilføie, at naar man tidligere har lagt Vægt paa, hvorledes denne Forsamling, der er udgaaen af almindelige Valg, for en stor Deel bestaaer af Kiøbstadbedoere, da sortiener dette vvistnok ingen særlig Opmærksomhed. Det er tidligere med megen Sandhed gjort gjældende, hvorledes den nu fastsatte Valgbarhedscensus kun giver en meget svag Garanti for Valgene; det vil nemlig være meget let at finde Mænd af alle politiske Anskuelser i enhver Livsstilling, og det vil altsaa være ligesaa let for den Deel af Nationen, der til enhver Tid er i Pluraliteten blandt dem, der betale en vis Skat eller have en vis Formue, at finde Mænd, der dele dens Anskuelser og ville forsøge at sætte dens Fordringer igjennem. Af disse Grunde troer jeg, at denne Valgbarhedscensus uden at være knyttet til en Valgretscensus ikke fortiener Navn af Garanti. Denne Erindring lader sig tilfulde overføre paa det nærværende Tilfældee. Der leve nemlig i Kiøbsæderne Mænd af de meest forskiellige politiske Anskuelser, og det vil altsaa være saare let for den Deel af Nationen, der er i Pluraliteten, at finde i Kiøbstæderne dem, der dele dens Anskuelser, og som ville fremsætte de Fordringer paa Thingene, som den vil have gjort gjældende. Det er derfor aldeles ikke at undre over, at der i den nærværende Forsamlinig findes ikke faa Kiøbstadbeboere; det Samme vil vist ogsaa blive Tilfældet i de følgende Forsamlinger, men det beviser Intet med Hensyn til den Andeel, Kiøbstæderne have havt til at gjøre Valg, der stemme med deres Anskuelser, og uden Hensyn hensyn hertil, kan der aldeles ikke drages nogen Parallel fra den nærværende Forsamling til de tilkommende, blandt Andet af den simple Grund, at Partierne og Partistridighederne ikke have været eller saa snart ville blive saa uddannede, som det er at forunsee, de ville blive i Fremtiden.

Grundtvig:

Saasnart man gaaer bort fra Ændringsforslagene under Nr. 105 og 106, saa kan jeg ikke skiønne rettere, end at man kaster sig aldeles ind i Vilkaarligheden, hvor man kunde trættes i Evindelighed om, hvorledes algkredsene skulle afdeles, uden at der for det Ene eller det Andet kan gives nogen overveiende Grund. Derimod synes det mig, at for begge disse Ændringsforslag taler alleredeee stærkt den Grund, at man kan sige hvorfor, ligesom det maa være en meget antagelig Grund, naar man skal have Valgkredse til et Thing, da at afdele Landet eftersom det er afdeelt ved Naturen og Historien. Og naar man har sagt, at Valgmændene, især i Jylland formedelst sammes store Omfang, ville være noget fremmede for hinanden, og de derved ikke kunne komme ret til at sammenarbeide og sammenvirke, som naar der alleredeee var et Provindsraad, saa er det vvistnok ganske rigtigt; men jeg seer ikke, at deri ligger den allermindste Indvending mod alleredeee nu at afdele

Valgkredsene saaledes, og naar den Tib kommer, at Valgene gaae over til Provindsernes Communalbestyrelse, at der da er Forarbeider denne Retning. Hvad det andet Forslag, om at Kiøbstæder og Land skulle vælge hver for sig, angaaer, da er det min Overbeviisning, som jeg idetmindste paa ingen Maade kan finde Aarsag til at forlade, at skulle vi have 2 Afdelinger i Folkeraadet, da maae vi vvirkelig tage Hensyn til den naturalige og historiske Forskjel, der er paa Befolkningen, og som rimeligviis vil idetmindste i en lang Tid findes og paa en eller anden Maade gjøre sig gjældende. Skjøndt derfor intet af disse Ændringsforslag har vundet Udvalgets Bifald, som har meent, at det ene Hensyn alleredeee oftere var tilsidesat, og det andet var for nyt, medens dog enhver Inddeling af Valgkredsene, vi ville gjøre, vil blive ligesaa ny, saa skal jeg dog anbefale til Forsamlingen disse to Ændringsforslag som det Eneste, jeg seer, vi kunne forsvare at antage. Jeg skal derfor stemme for Nr. 105, og dersom det ikke bliver antaget, da for Nr. 106.

Lorck:

Paa min ærede Sidemands (Bregendahls) Vegne, der ikke mere kan faae Ordet, skal jeg tillade mig at bemærke med Hensyn til hvad den ærede Ordfører har yttret om, at efter Forslaget under Nr. 109 Sogne skulde være deelte, at denne Yttring er mindre correct, da det kun er er et enkelt Herred, som er beelt, og da denne Deling, som af Forslagsstilleren forhen bemærket, er skeet ved Inddelingen af Folkethingsvalgkredsene, maa denne Omstændighed formeentlig vise, at Delingen stemmer med de locale Forhold.

Ordføreren:

Jeg skal blot tillade mig at bemærke, at det kan være meget muligt, at jeg ikke udtrykte mig ganske correct; men det vil fremgaae af Sammenhængen, at jeg fandt, det var noget underligt, at det ærede Medlem bedreidede os, at vi havde adskilt to Herreder, som hørte til samme Jurisdiction, da han dog selv havde deelt, eller dersom han vil have det bestemtere udtrykt, havde adskilt de til samme Herreder hørende Sogne, hvilket er at gaae meget videre end at dele de til samme Jurisdiction hørende Herreder.

Hunderup:

Hvad det Ændringsforslag angaaer, som er opført som Hovedforslag under Nr. 108, da troer jeg ikke, at dette Forslag fortiener Forsamlingens Bifald; det forekommer mig nemlig mindre rigtigt, at hele Viborg Amt er henlagt under Thisted Amt; man maa nemlig erindre, at en stor Deel, og saagodt som den største og vigtigste Deel af Viborg Amt handler med hele Østkysten og ganske naturligt og meget hellere maa henlægges under Randers Amt, saaledes som Udvalget har foreslaaet. Hvad Forslaget under Nr. 109 angaaer, er dette Forhold rigtignok iagttaget af den ærede Rigsdagsmand, og forsaavidt rammer hiin Indvending ikke dette Forslag. Imidlertid forekommer det mig dog, at Udvalgets Forslag ogsaa forsaavidt fortjener Fortrin for dette, da, som det af Ordforeren er blevet berort, en heel Deel Sogne, som det synes temmelig vilkaarligt, ere blevne adskilte fra Herredet, som ikke finder Sted i Udvalgets Forslag; det som maaskee hos Enkelte ansees som et Fortrin ved dette Forslag, nemlig at ved 11te District erholdes 4 Rigsdagsmænd istedetfor 3, maa jeg tilstaae, at jeg for mit personlige Vedkommende ikke anseer for noget egentligt Fortrin, ialtfald ikke for et saa væsentligt Fortrin, at jeg af den Grund skulde føle mig stemt til at forlade Udvalgets, som jeg finder fuldkommen svarende til de locale Forhold.

Gram:

Jeg tillod mig ved den foreløbige Behandling at gjøre opmærksom paa, at Ribe Amt stilledes i et mindre gunstigt Forhold end de øvrige Amter med Hensyn til de Landsthingscandidater, som der kunne erhverves. Jeg skal tillade mig at gjentage hvad jeg dengang yttrede, og tillige gjøre opmærksom paa et Moment, som synes mig her dog vvirkelig at burde komme i Betragtning, og det er nemlig, at Ribe og Ringkiøbing Amter ere de Amter, der have de færreste Landsthingscandidater at stille, deels fordi der er et ringere Antal af større Gaarde, og deels ogsaa fordi Embederne der ere mindre end i det øvrige Land. Jeg finder det derfor rimeligt, at ogsaa disse 2 Amter faae Leilighed til at vælge Een udenfor Districtet, og jeg kan derfor ikke Andet end anbefale et af de Forslag, der ere stillede af den ærede Rigsdagsmand for Viborg Amts 2det District (Bregendahl). Iøvrigt skal jeg ikke forlænge Discussionen, men henholde mig til hvad den samme ærede Depute

1113

rede har udtalt. Jeg mener, at hans Forslag kan gaae igjennem uden Forurettelse for Nogen og uden stor Ulempe, og naar dette er Tilfældeet, bør der tages Hensyn til, at Amterne saavidt muligt stilles i lige Forhold.

Ordføreren:

Jeg kan godt forstaae, at den ærede Rigsdagsmand ønsker, at det Amt, hvortil han hører, maa faae mange Landsthingmænd. Det Samme vilde formodentlig ogsaa mange Andre ønske med Hensyn til det Amt, hvorfra de ere, men det forekommer mig vvirkelig, at de Grunde, han anførte, ere besynderlige. Der er ikke Tale om, at Ribe Amt er stillet uheldigt, der er Tale om, ved særegne Begunstigelser at stilled et heldigere, end det egentlig kan stilles. Dernæst paaberaabte det ærede Meldem sig Noget, hvis Rigtighed jeg ikke kan bedømme, nemlig at der i den omhandlede Landsthingskreds var forholdsviis Færre, derv are skikkede til at være Landsthingsmænd; men af Grund at ville have flere Landsthingspladser for dette Amt er dog noget Særeget.

Brinck-Seidelin:

Jeg tillader mig ved den ærede 28de Kongevalgtes (Tschernings) Forslag at gjøre den Bemærkning, at naar Valgmændene fra alle Sogne i Jylland skulle møde i Viborg, vil man have meget lang Vei at reise. Det vil volde betydelige Omkostninger for Communerne, og man maa antage, at mange Valgmænd ville være forhindrede fra at Møde, saa at man, naar dette Forslag skal tages til Folge, maa stemme for, at der vælges Suppleanter for Valgmændene.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning, hvorved:

1) Nr. 105. Tschernings Forslag: § 37 forandres til: „Til Landsthinget vælges for Østifterne og Nørrejylland 50 Medlemmer i følgende Valgkredse:

1) Staden Kjøbenhavn 5
2) Sjællands samlede Amter 13
(Ringsted Valgsted).
3) Bornholm (Rønne) 1
4) Maribo Amt 3
(Nykjøbing)
5) Fyens Amter 7
(Odense)
6) Jyllands Amter 21
(Viborg)
50

Med Hensyn til den i Grundloven foreskrevne Afgang af Halvdelen af Landsthingmedlemmer, da afgjøres ved Lodtrækning for hver Kreds særskilt, hvilke Medlemmer først skulle udtræde. Ved de ulige Tal skeer fornøden Tillempning efter Thingets egen Bestemmelse.

For Rigets øvrige Land evil senere Bestemmelser udgaae.“ forkastedes med 74 Stemmer mod 31. 2) Nr. 106. Udvalgets Mindretals (Davids) Forslag: Til Landsthinget vaalges for Østisterne og Nørrejylland 50 Medlemmer i følgende større Valgkredse:

1) Staden Kjøbenhavn vælger 6.

2) Landdistricterne af Kjøbenhavns, Frederiksborg og Holbeks Amter 6.
3) — Sorø, Præstø og Maribo Amter 6.
4) Kjøbstæderne i Sjellands 5 Amter og Maribo Amt 3.
5) Kjøbstæderne og Landdistricterne paa Bornholm 1.
6) Landdistricteren i Odense og Svendborg Amter 5.
7) Kjøbstæderne i Odense og Svendborg Amter 2.
8) Landdistricteren i Hjørring og Aalborg Amter 4.
9) Landdistricteren i Thisted Amt og Nørre, Rødding, Harre,
Hindborg og Fjends Herreder i Viborg Amt, samt Hierm,
Ginding, Skodborg og Vandfuld Herreder i Ringkjøbing Amt 3.
10) Landdistricteren i Aarhuus og Randers Amter og Rinds,
Nørlyng, Sønderlyng, Lysgaard, Hids, Houlberg og Middelsom
Herreder i Viborg Amt 4.
11) Landdistricteren i Veile og Skanderborg Amter 3.
12) — i Ribe Amt og Ulfborg, Hind, Hammerum,
Bølling og Nørre Herreder i Ringkjøbing Amt 3.
13) Kjøbstæderne i Nørrejylland 4.
Grupperne A. 1. 3. 5. 7. 9. 10. 12.
— B. 2. 4. 6. 8. 11. 13.
See nedenfor Nr. 112.
forkastedes med 72 Stemmer mod 25.

Med Hensyn til det under Nr. 107 af F. Jespersen stillede Forslag, at der til § 37 skulde føies:

„1ste Valgkreds kan vælge 1, 2den Kreds 2, 3die Kreds 1, 5te Kreds 1, 6te Kreds 2, 7de Kreds 1, 8de Kreds 1, 9de Kreds 1, 10de Kreds 1 og 11te Kreds 1 Landsthingsmand udenfor de respective Valgkredse.“ om hvilket Forslag Formanden, som det fremgaaer af Anmærkningen paa den ovenfor meddeelte Afstemningsliste, havde antaget, at det ikke kunde under Afstemning, som formeentlig i Strid med Grundloven, forlangte Winther, Hækkerup, F. Jespersen, Frølund, Madsen, Ploug, Leth, H. Rasmussen, H. Nielsen, M. Drewsen, Chr. Larsen, M. Rasmussen, L. Hansen, Høyer og J. Rasmussen, at Spørgsmaalet herom skulde afgjøres af Forsamlingen, som ved den derpaa herom foretagne Afstemning med 65 Stemmer mod 34 besvarede dette Spørgsmaal benegtende. Forslaget under Nr. 107 kom saaledes ikke under Afstemning i Realiteten. 3) Nr. 108. Bregendahls Hovedforslag: „Det foreslaaes, at Paragraphen, forsaavidt angaaer Kredsene Nr. 8, 9 og 11, affattes saaledes: 8. Thisted og Viborg Amter, samt af Ringkjøbing Amt Kiøbstæderne Holftebro og Lemvig med Skodborg, Vandfuld, Hierm og Ginding Herreder 5 9. Aarhuus og Randers Amter 4 11. Ribe Amt, og af Ringkiøbing Amt Kjøbstaden Ringkjøbing med Hammerum, Ulfborg, Hind Bølling og Nørre Herreder 4 Saafremt Hovedforslaget antsges, foreslaaes endvidere, at i Paragraphens 2den Vassus Ordene „syvende og“ udgaae, og at der mellem Ordene „niende“ og „Valgkreds“ indkydes „tiende og ellevte“.“ forkastedes med 64 Stemmer mod 23.

(Forisættes.) Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1114

Hundrede og Tre og Tredivte (137te) Møde. (Den endeling Behandling af Valgloven. Udvalgets §§ 37—39.)

4) Nr. 109. Bregendahls Biforslag: „Det foreslaaes, at Paragraphen, forsaavidt angaaer Kredsene Nr. 8, 9 og 11, affattes saaledes: 8. Thisted Amt, samt af Viborg Amt Kjøbstæderne Skive og Viborg med Nørre, Rødding, Harre, Hindsborg, Fjends, Nørlyng og Rinds Herreder samt Sognene Vorning, Qvorning, Hammershøi, Thiele, Vinge, Ørum, Veirum og Viskum af Sønderlyng Herred, og af Ringkjøbing Amt Kjøbstæderne Holstebro og Lemvig med Skodborg, Vandfuld Hierm og Ginding Herreder 4 9. Aarhuus og Randers Amter, samt af Viborg Amt Lysgaard, Hinds, Houlberg og Middelsom Herreder og Sognene Bjerregrav, Aalum, Taanum og Hornbek af Sønderlyng Herred 5 11. Ribe Amt, og af Ringkjøbing Amt Kjøbstaden Ringkjøbing med Hammerum, Ulfborg, Hind, Bølling og Nørre Herreder 4 Saafremt Biforslaget antages, foreslaaes, at i Paragraphens 2den Vassus Ordene „syvende og niende“ udgaae, og at der istedet herfor sættes „femte, tiende og ellevte“. forkastedes med 56 Stemmer mod 31.“ 5) Nr. 111. Udvalgets Ændring i dets Forslag: „At Hammerum Herred fra 8de og Ulfborg Herred fra 11te Valgkreds ombyttes“ hvilket Forslag, som det kortere Udtryk for det af Fløe under Nr. 110 stillede Forslag, vedtoges med 96 Stemmer mod 3. 6. Nr. 112. Udvalgets Forslag, efter den foranstaaende Afstemning saalydende: „Til Landsthinget vælges for Østifterne og Nørrejylland 51 Medlemmer i følgende større Valgkredse:

1) Staden Kjøbenhavn vælger 5.
2) Kjøbenhavns, Frederiksborg og Holbeks Amter 8.
3) Sorø og Præstø Amter 5.
4) Bornholms Amt 1.
5) Maribo Amt 3.
6) Ovense og Svendborg Amter 7.
7) Hjørring og Aalborg Amter 5.
8) Thisted Amt, samt af Viborg Amt Kjobstaden Skive med
Nørre, Rødding, Harre, Hindborg og Fjends Herreder, og
af Ringkjøbing Amt Kjøbstæderne Holstebro og Lemvig samt
Skodborg, Vandfuld, Hjerm, Ginding og Ulfborg Herreder 4.
9) Aarhuus og Randers Amter, samt af Viborg Amt Kjøbstaden Viborg, tilligemed Rinds, Nørlyng, Sønderlyng, Lysgaard, Hids, Houlberg og Middelsom Herreder 6.
10) Veile og Skanderborg Amter 4.
11) Ribe Amt, og af Ringkjøbing Amt Kjøbstaden Ringkjøbing
med Hammerum, Hind, Bølling og Nørre Herreder 3.

Med Hensyn til den i Grundloven foreskrevne Afgang af Halvdelen af Landsthingets Medlemmer deles Landsthingskredsene i 2 Grupper, hvoraf den ene bestaaer af første, anden, fjerde, syvende og niende Valgkreds, den anden af de ovrige; ved Lodtrækning afgjøres det, hvilken af disse Grupper der første Gang skal fornyes.

De nærmere Bestemmelser med Hensyn til Slesvig, Island og Færøerne forbeholdees.“ vedtoges med 106 Stemmer mod 2.

Derpaa gik man over til den af Udvalget foreslaaede § 38, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 113) Udvalgets Forslag: Valgene til Landthinget skee ved Valgmænd, som de til Folkethinget Valgberettigede dertil udnævne af deres Midte. Anmærkn. Er. Alt vedtaget i Grundloven § 39.

Ingen begjerede Ordet, og ved den derefter foretagne Afstemning blev den nysanførte Paragraph vedtagen med 104 Stemmer mod 1.

Man gik derefter over til Udvalgets § 39, hvortil Afstemningslisten listen indeholdt Følgende: 114) Ørsteds Forslag: At § 39 fra de Ord „retter sig efter“ affattes saaledes: „Folkemængden i enhver Valgmandskreds saaledes, at denne kun udnævner een, hvor Folketallet ei idetmindste er 1500, men med dette Tal to, og siden een flere for hvert Tusinde. Kun de Vælgere, der boe i samme Valgmandskreds, kunne udnævnes til Valgmænd.“ 115) Ørsteds Forslag: At efter Paragraphen indføres følgende nye Paragraph: „Tilligemed Valgmændene udnævnes et lige Antal Suppleanter, hvilke, naar Valgmændene deri er forhindrede, blive at kaldes til at træde i deres Sted. Hvis saaledes en Suppleant kaldes til at udøve en deri forhindret Valgmands Forretning, er Alt, hvad nærværende Lov indholder, paa ham anvendeligt.“ 116) Fr. Jespersens Forslag: § 39, anden Passus, affattes saaledes: „Valgmændenes Antal retter sig efter Folketallet, saaledes at 1 Valgmand udnævnes af en Kreds, hvor Folketallet er indtil 749, 2 Valgmænd, hvor Folketallet er 750—1249, og saa fremdeles 1 for hver 500 Beboere.“ 117) Brinck-Seidelins Forslag: Efter „saaledes at“ tilføies „paa Landet“, og efter Ordene „i same Forhold“ tilføies: „I Kjøbstævne udnævne indtil 149 Valgberettigede to Vælgere, 150 til 249 vælge fire, og 250 til 349 sex, og saaledes fremdeles i samme Forhold.“ 118) Bregendahls Forslag: Det foreslaaes, at der i Slutningen af Paragraphens 2den Passus efter Ordet „Forhold“ tilføies: „men i de Valgkredse, hvori Antallet af Landdistrictets Valgmænd udgiør mere end det Firedobbelte af Antallet af Kjøbstædernes Valgmænd, skal der af Kjøbstævnes saamange Valgmænd, at disses Antal kommerb til at forholde sig til Antallet af Landdistrictets Valgmænd som 1: 4.“ 119) Olriks Forslag: I anden Vassus mellem „at“ og „indtil“ indskydes „75“. Imellem 2den og 3die Passus indskydes følgende Passus: „De Valgmandskredse (Communer), der ikke have 75 Valgberettigede, vælge i Forening med den nærmeste Kreds.“ 120) Tschernings Forslag (Tilføining til § 39): „En Valgmands Flytning efter Valget betager ham ikke hans Egenskab af Valgmand.“ 121) Udvalgets Forslag: I Kjøbenhavn foregaae Valgene af Valgmændene i de samme 9 mindre Kredse, i hvilke Staden er inddeelt med Hensyn til Valg af Medlemmer af Folkethinget. Jovrigt udgjør hver Kjøbstad og hvert Sogneforstanderskabsdistrict for sig en Valgmandskreds.

1115

Valgmændenes Antal retter sig efter Antallet af de Valgberettigede, saaledes at indtil 149 Valgberettigede udnævne 1 Valgmand, 150—249 vælge to, 250—349 tre, og saaledes fremdeles i samme Forhold.

Kun de Valgberettigede, der boe i Communen, og for Kjøbenhavns Vedkommende i den paagjældende mindre Valgkreds, kunne vælges til Valgmænd.

Forslaget under Nr. 116 frafaldtes af Forslagsstilleren, men understottedes og optoges af Barfod. Forslaget under Nr. 120 blev efter Forslag af Ordføreren og med Samtykke af Forslagssttlleren (Tscherning) udsat som staaende i nær Forbindelse med et af samme Forslagsstiller længere hen paa Afstemningslisten under Nr. 137 stillet Hovedforslag.

De øvrige Forslag under Nr. 114, 115, 117, 118 og 119 bleve paa den i Regulativet fastsatte Maade understøttede.

Ørsted:

Mit første Forslag gaaer ud paa, at Valgmændens Antal skal bestemmes ikke i Forhold til de oprindelige Vælgeres, men i Forhold til Folkemængden i ethvert District. Det forekommer mig at være det Naturlige og aldeles analogt med Maaden, hvorpaa Folkethingsvalgdistricterne inddeles; der er det nemlig i Forhold til Folkemængden, at Indflydelse paa Valgene er fordeelt, uden at denne Indflydelse berver paa det tilsældige Antal Valgere, som kan findes i de forskjelligee Districter. Jeg troer ogsaa, at der vilde opstaae ikke ringe Misforhold ved, at man gik ud fra Antallet af Vælgerne i ethvert District, idet nemlig Vælgernes, Tal paa de forskjelligee Steder vil blive mere eller mindre nøiagtigt optaget, og dernæst vil Forholdet stille sig saaledes, at i de Districter, hvor der er et sædvanligt regelmæssigt Agerbrug, vil der blive et ringere Antal Vælgere end i de øvrige, da Befolkningen i disse Districter fornemmelig bestaaer af større eller mindre Gaardmænd, med disses Tjenestefolk og Børn, der efter deres Stilling ikke ere valgberettigede, hvorimodd der i de Districter, hvor der drives en Mængde andre Leveveie, vil findes en Mængde Daglønnere eller Fabrikarbeidere, og altsaa ogsaa et større Antal Vælgere, hvilket da og, efter Udvalgets Forslag, vilde give et større Antal Valgmænd. Jeg har derfor troet, at man rettest gjorde Folketallet i ethvert District til Grundlaget for Valgmændenes Antal, istedetfor at holde sig til Antallet af Vælgerne, og jeg troer, at naar man tager 1 for hvert 1000 af Folkemængden, faaer man et meget tilstrækkeligt Antal Valgmand; i Norge er der neppe 1000 Valgmænd for det hele Storthing, og her skulle dog Valgmændene vælges med Hensyn til et Thing, der skulde være af mere conservativ Natur, med Hensyn till hvilket Tallet snarere skulde være mere begrændset. Tallet er heller ikke meget afvigende fra det Tal, som vil udkomme efter Udvalgets Forslag, thi det gaaer ud fra, at der i Reglen skal være 1 Valgmand for hvert 100 Vælgere, hvilket omtrent vil være det Samme som for hvert 1000 af Folkemængden, naar man nemlig antager, at der kommer 1 Vælger paa hver 10 af befolkningen. Jeg har ogsaa været betænkt paa, om ikke dette Antal burde være noget anderledes for Kjøbstæderne end for Landdistricterne; Kjobstæderne ville i det Hele faae en ringe Indflydelse paa Landsthingsvalgene, endog mindre end den, de have paa Folkethingsvalgene, thi de komme til at udgjøre en saa ringe Deel af den store Valgkredses Folkemængde. Men hertil kommer endnu den Omstændighed, at den Indflydelse, Brøken vil have, oftere vil vise sig gunstig for Landdistricterne end for Kjøbstæderne, da der vistnok er en Mængde Sognedistricter, som have under, og det betydeligt under 1000 Indvaanere, som ville have at afgive en Valgmand, hvorimodd for Kjøbstæderne Brøken ofte vil gaae tabt. Da imidlertid dette Forhold er noget usikkert, og paa den anden Side endeel vil tabes i Landdistricterne derved, at der er en Mængde Districter, som have en befolkning af over 1000, men under 1500, veed jeg ikke, om det Forslag, som gik ud paa, at Kjøbstæderne skulle for hvert 500 af Befolkningen vælge 1 Valgmand, kunde vente noget Bifald, Jeg kan imidlertid ikke andet end være enig med dem, som troe, at man endnu ved denne Leilighed kunde gjøre lidet for Kjøbstæderne, hvad jeg dog ikke kan sætte nogen synderlig Priis paa, da det kun vil være faare ubetydeligt; jeg har derfore tænkt at burde slutte mig til det Forslag, som er stillet under Nr. 118. Jeg har ved Siden af det ovenberørte Forslag endnu stillet et andet, nemlig

at der tilligemed Valgmænd skal undævnes et lige Antal Suppleanter; det forekommer mig nødvendigt, da det saa let kan træffe, at Valgmænd udeblive, og dersom Valgmændenes Function skal vare eet Aar, som jeg troer at burde foreslaae, vil det endnu lettere kunne skee, at der indtræder Vacance. Jeg troer heller ikke, at der kunde være nogen Betænkelighed ved at vælge Suppleanter. At vælge Suppleanter for Rigsdagsmænd kunde vel have sin store Betænkelighed, thi derved kunde man let faae Individerr, som mindre have den almindelig Stemning for sig, end den bør have som beliver valgt til Rigsdagsmand, men derimod er den Forretning, som Valgmand at udøve Valgretten paa den hele Valgcommunes Vegne, ikke af saa stor Betydenhed, og det kan ikke feile, at i ethvert Sogn paa landet, og ednu mere i enhver Kjøbstab vil der findes flere Mænd, som have den fornødne Paalidelighed og Skjønsomhed til, at man kan betroe dem Deeltagelse; jeg vil derfor anbefale dette Forslag til Forsamlingen.

Brinck-Seidelin:

Jeg skal ikke gjentage et Ord af det Meget, som er sagt for at bevies Vigtigheden af, at Kjøstæderne have deres færegne Repræsentanter paa Rigsdagen. Jeg har vedkjendt mig den Mening, at Kjøbstæderne burde have deres særskilte Valgkredse; men da der, efterat dette var negtet dem ved Grundloven, ikke længer kunde blive Spørgsmaal herom, har jeg dog meent, at Noget burde skee til Kjøbstædernes Fordeel, og jeg har derfor fremsat mit Forslag om et gunstigere Forhold mellem Valgberettigede og Valgmænd for Byerne end for Landcommunerne. Jrg tilstaaer, at det er kun Lidet, som herved tilstaaes Kjøbstæderne, men der bliver dog nogen større Sandsynlighed for, at nu og da en Kjøbstadborger eller Kjøbstadøvrighedsperson vil erholde de Flestes Stemmer til Rigsdagsmand Enhver, som vil, at de Virksomheder, som røre sig i Kjøbstæderne, maae blive forsvarede, maae blive bemærkede, og Oplysninger derom given i Rigsdagen, anbefaler jeg derfor dette Forslag.

Barfod:

Det Forslag, som under Nr. 116 er stillet af en æret fyensk Rigsdagsmand, Rigsdagsmanden for Bogense (F. Jespersen), og som han taget tilbage, har jeg tilladt mig at optage. Det forekommer mig, at dette Forslag har for det Første det, som taler for det, at det, saavidt jeg kan skjønne, i sit Resultat bæsentlig vil falde sammen med Udvalgets Forslag; jeg troer nemlig, at hvad enten man vælger Udvalgets Udgangspunkt eller det, som er valgt af den ærede Rigsdagsmand for Bogense, vil man komme omtrent til det samme Resultat med Hensyn til Antallet af Valgmændene som blive at udnævne for enhver Valgmandskreds. Hans Forslag staaer altsaa ikke, saavidt jeg kan skjønne, i noget væsentligt punkt i Strid med Udvalgets; men det forekommer mig derhos at have Fordele, som Udvalgets Forslag savner. Naar nemlig Indbyggerantallet er Basis for Valgmændenes Antal, vil det strax og med Lethed kunne vides, hvor stort et Antal af Valgmænd der tilkommer en Kreds, og disse Valgmænd ville strax kunne vælges; hvorimodd, naar man gaaer ud fra Udvalgets Forslag, maa man først have Listerne over Valgkredsens Valgere til Folkethinget bragt i Orden, forinden man kan see, hvor mange Vælgere der er i Kredsen, og altsaa hvormange Valgmænd der ville udgaae som Resultat af disse Valgeres Antal. Dette vil altsaa igjen have til Følge, at man sildigere, end det ellers var nødvendigt, vil kunne forberede sig tilbørlig paa Valget af Valgmænd. Disse Valgmænd ville ikke alene paa ingen Maade kunne vælges, førend listerne til Folkethingsvalgene ere ikke alene udarbeidede, men have fremligget i den nodvendige Tid og ere befundne rigtige, men Vælgerne kunne ikke engang samle sig om ere de Valgmænd, de kunne ønske at vælge, fordi deres Antal er dem ubekjendt. Det er dette Hensyn, som gjør, at det forekommer mig, at Forslaget under Nr. 116 væsentlig er at forestrække for Udvalgets Foralsg, og jeg skal endnu kun tillade mig at gjentage, at jeg ikke troer, at det iøvrigt er væsentlig forstjelligt fra Udvalgets, forsaacidtsom jeg ikke troer, at det vil føre til noget fra dette forskjelliget Resultat.

Bregendahi:

Under den foreløbige Behandling af denne Paragraph i Valgloven tillod jeg mig at fremhæve, hvorledes Forholdene vilde medføre, at den af Udvalget i § 39 opstillede Regel, ihvorvel det maatte synes, at den var lige for Alle, og derfor maatte synes at være billig, dog vilde lede til megen Ubillighed mod Kjob

1116

stæderne, idet at de, hver for sig, i Almindelighed ere større Communer end de fleste enkelte Communer paa Landet, og den ærede Ordfører erkjendte ogsaa da, at der ved Reglens Anvendelse i Paragraphen kunde fremkomme et uheldigt Forhold, idet deri laa en Begunstigelse for de meget smaae Communer i Forhold til de større. Jeg havde efter denne Udtalelse, og især da Ordføreren i Slutningen af sine Yttringer, som Tidendens Nr. 442 udviser, tilføiede, at Udvalget vilde saameget som muligt undgaae at tilføie Kjøstæderne Uret, troet, at det egentlig ikke var fornødent, at jeg stillede noget Forslag i den omhandlede Retning; men af Forsigtighed stillede jeg det dog, og jeg seer, det er godt, at jeg har stillet det, da jeg seer, at Udvalget selv ikke har kunnet finde nogen Udvei til at raade Bod paa den Uret, som Ordføreren har erkjendt, at Udvalgets Forslag vil tilføie Kjøbstæderne. Dette maa vel rimeligviis skrives paa den korte Tids Regning, som Ordføreren har fremhævet, at der stod til Udvalgets Raadighed i Udarbeidelsen af Betænkningen over Valgloven, og det maa vel ogsaa skrives paa samme Regning, naar Udvalget har ladet os være, saa at sige, uden al Oplysning om de faktiske Forhold, skjøndt det navnlig med Hensyn til denne Paragraph vvistnok ikke vilde have kostet mere end en Skrivelse til Indenrigsministeriet at skaffe de fornødne Oplysninger, thi naar man havde en Oversigt over Antallet af Sogneforstanderskabsdistricterne og sammenholdt den med Folketællingstabellerne, vilde man kunne see, hvorledes Forholdet med Hensyn til Valgmændene vilde stille sig i de enkelte Valgkredse, og hvis jeg ikke er meget feil underrettet, blev der i Anledning af Regulativets Forfattelse i fidste Sommer gjort Indberetning fra alle Amter til Justitsministeren, under hvem Sagen dengang hørte, om Antallet af Sogneforstanderskabsdistricterne, og Antallet kan ikke have forandret sig synderligt siden ifjor. Jeg tvivler ikke paa, at Ministeriet vilde have meddeelt denne Oplysning, og denne vilde, i Forbindelse med Folketællingstabellerne, naar man gaaer ud fra, hvad man vel kan ansee som temmelig sikkert, at der er enn Vælger for hver 10 Indvaanere, give en en Opersigt over, hvorvidt den Regel, som er opstillete i § 39, vvirkelig leder til Uret mod større Communer, og saaledes mod Kjøbstæderne i Forhold til Landcommunerne; vi savne nu imidlertid disse Oplysninger, og det er derfor kun aldeles tilnærmelsesviis, at man kan danne sig en Forestilling derom. Jeg har tidligere bemærket, at for Viborg Amts Vedkommende ville Sogneforstanderskabsdistricterne udgjøre omtrent 75 — jeg seer rigtignok, at der i Tidenden ved en trykfeil er indkommen 25; det sees imidlertid, at det er en Trykfeil, da mine øvrige Yttringer dengang vife, at det maatte være et større Tal end 25, jeg har omtalt som Antallet paa Sogneforstanderskabsdistricterne i Viborg Amt —; jeg har senere, saavidt jeg har kunnet, gjørt mig en Oversigt over, hvorledes Forholdet omtrent vil stille sig i endeel af de jydske Districter, som af Udvalget er foreslaaet til Landsthingsvalgkredse, og jeg er saaledes gaaen ud fra, at man kunde antage, at ethvert Pastorat udgjorde et Sogneforstanderskabsdistrict, skjøndt det er bekjendt nok, at der er flere Sogneforstanderskabsdistricter end der er Pastorater, idet flere Pastorater ikke ere slaaede sammen til at danne eet Sogneforstanderskabsdistrict, hvorimodd enkelte Sogne, som høre til eet Pastorat, undertiden udgjøre hver for sig et Sogneforstanderskabsdistrict. Jeg skal saaledes tillade mig at gjøre opmærksom paa, at i det 8de Valgdistrict maa der idetmindste være 108 Sogneforstanderskabsdistricter; det vil, selv om intet af disse Sogneforstanderskabsdistricter har 100 Vælgere, udgjøre 108 Valgmænd for Landdistrictet, hvorimodd efter Folketallet, efter 1 Valgmand for hvert 100 Vælgere, vil der kun være 94 Valgmænd for det samme Valgdistrict. Det er saaledes et Overskud af 14, som vindes for landdistrictet i den 8de Valgkreds, og i samme Valgkreds have Kjøbstæderne Udsigt til kun at faae 6 eller 7 Valgmænd. I den 9de Valgkreds vil Antallet af Pastoraterne idetmindste være 152, og det er mig bekjendt, at just i dette District ere flere Pastorater deelte i flere Sogneforstanderskabsdistricter, saa at man idetmindste kan anslaae dem til 160, hvorimodd efter Folketallet vil Landdistrictet i denne Valgkreds kun komme til at vælge 128; der bliver altsaa et Overskud paa Landets Side af circa 32 Valgmænd, hvorimodd Kjøbstæderne — og det er vel at mærke et af de Districter, hvor Kjøbstæderne staae i det heldigste Forhold —, medens Landdistric

terne faae idetmindste 32 mere, end de tilkomme, efter Reglen i § 39 kun ville faae 22 eller 21 Valgmænd. Det forekommer mig saaledes, at der alene efter disse Exempler havde været al Grund, især efter Ordførerens Udtalelse om, at Comiteen vilde undgaae, saavidt mulgit, at gjøre Kjøbstæderne Uret, at der siger sig, havde været al Grund for Udvalget til at lade det være sig magtpaaliggende at fee at træffe en Forandring i Reglens Anvendelse. Dette er nu ikke skeet, og jeg maa derfor tillade mig at anbefale det Forslag, som jeg har stillet, til Forsamlingens Antagelse. Det vil sees, at det er kun, naar Landdistrictets Valgmænd udgjøre mere end det Firedobbelte af Antallet af Kjøbstædernes Valgmænd, at Forslaget gaaer ud paa, at Antallet af Kjøbstædernes Valgmænd skal saaledes forøges, at det kommer i et Forhold til Landets som 1 til 4; det er ganske rigtigt, hvilket ogsaa er blevet bemærket under den foreløbige Behandling, at dette Forholdstal kan være noget vilkaarlig valgt; men jeg troer dog ikke, at det er saa vilkaarligt, at man af den Grund skulde lade være at antage Forslaget, da det dog er det Forhold, som finder Sted mellem Kjøbstadbefolkningen og Landbefolkningen i det hele Land. Jeg mener derhos, at naar man, uden at tage Hensyn til, hvorledes Forholdene kunne stille sig i de enkelte Kredse, kun overfører det almindelige Folketal paa enhver enkelt Kreds, saaledes som Forslaget gaaer ud paa, vil det være iøiefaldende, at der ikke kan være Tale om at indrømme Kjøbstæderne nogen Fordeel paa Landets Bekostning; men jeg har blot tilsigtet at skaffe dem et saadant Antal Repræsentanter ved Landsthingsvalgene, eller Valgmænd, at det dog blev dem nogenlunde muligt at komme til Orde og saaledes at kunne gjøre de Anskuelser, som de maatte nære, gjældende ved Ordets og Overbeviisningens Magt. Der er et andet Forslag, som ogsaa tilsigter at afhjælpe den Ulempe, som Reglen i § 39 medfører, det er det Forslag, som er stillet under Nr. 117. Jeg skulde ogsaa, da det efter min Overbeviisning ikke indeholder nogen særdeles Begunstigelse for Kjøbstæderne eller nogen Forurettelse for Landet, stemme for Forslaget, for om muligt at bringe det til at gaae igjennem for det Tilfældee, at mit Forslag ikke gik igjennem; men jeg kan ikke negte, at saaledes som det er fremstillet, fremtræder det, som om Kjøbstæderne derved bleve særlig begunstigede, og jeg har ønsket, at det skulde undgaaes, at Udtrykkene skulde antyde nogen saadan særegen Begunstigelse; i mit Forslag synes det mig derimod at ligge klart for Øie, at det ikke er nogen Begunstigelse for Kjøbstæderne, naar de blot erholde en Femtedeel af det samlede Antal af Valgmænd.

Olrik:

Meb Hensyn til Valgmændenes Antal har Udvalget antaget som Grundforhold, at der skulde komme 1 Valgmand paa hvert 100 Vælgere, men Udvalget har dertil knyttet den nærmere Bestemmelse, at enhver Commune skal være berettiget til at udnævne 1 Valgmand, om den end ikke efter den almindelige Regel vilde have Adgang dertil. Resultatet af den sidste Folketælling udviser, at der vil være endeel Communer, navnlig i Jylland, som ikke ville have 100 Vælgere; jeg trover, at man vel kan antage efter de Oplysninger, som foreligge, og navnlig efter det igaar udkomne 17de Hefte af det statistiske Tabelværk, at der vil udfordres idetmindste 500 Personer af Mandkjønnet i en Commune, for at den skal have 75 Vælgere; naar nu de Communer, der have færre Vælgere skulle vælge hver 1 Valgmand, vil dette være till Præjudice for Kjøbstæderne, idet Landdistricterne derved faae et langt større Antal Valgmænd, end de burde have, og det er denne Omstændighed, som har foranledigeet mig til at stille det Amendement, der er opført under Nr. 119, ifølge hvilket de Communer, der ikke have 75 Valgberettigede, skulle vælge i Forening med den nærmeste Valgkreds. Det forekommer mig, at billigt Hensyn til, at kjøbstæderne ikke skulle lide Uret, maa tale for, at dette Forslag bør komme i særdeles Vetragtning; men da den ærede Ordfører endnu ikke har udtalt sig, kan jeg ikke vide, hvilke Grunde der have afholdt Udvalget fra at tage Hensyn til mit Forslag, som jeg imidlertid skal tillade mig at anbefale til Forsamlingen.

Ordføreren:

Der foreligger ved denne Paragraph for det Første det Spørgsmaal, om valgmændenes Tal skal bestemmes i Forhold til Vælgerne eller i Forhold til Folkemængden; det Sidste er fulgt i de Forslag, der ere stillede under Nr. 114 og 116, og de gaae

1117

forsaavidt ogsaa ud fra samme Tanke. Jeg kan fremdeles ikke Andet end antage, ligesom jeg ogsaa tillod mig at udvikle under den foreløbige Behandling, at det ved Anordningen af de middelbare Valg er naturligst at bestemme Valgmændenes Antal efter Antallet af Vælgerne. Jeg synes, at det ligger saa ganske i Naturen af den middelbare Valgmaade, at man der ved den nærmere Bestemmelse af Valgmændenes Tal tager Hensyn til de umiddelbare Vælgeres Tal; det blev ogsaa af den ærede 3die kjøbenhavnske Rigsdagsmand (Ørsted) erkjendt, at Saadant kunde være naturligt der, hvor Betingelserne for at opnaae Valgret være mere indskrænkede, men det forekommer mig dog, at den i Forholdets Natur liggende Grund maa være den samme. Om man end ønskede, at der var færre oprindelige Vælgere maa dog denne Grund tilsige, at man bestemmer Valgmændenes Antal efter Forholdet til Vælgerne, hvad enten man synes, at Valgretten er udstrakt for vidt eller ikke; desuden er det jo Indskrænkninger ved den til Grund liggende oprindelige Valgret, saaledes at Betragtningen, som fører til at bestemme Valgmændenes Tal efter Vælgernes, maa være lige gjældende, hvad enten den umiddelbare Valgret er mere eller mindre udstrakt. Hvad nu den Forskjel angaaer, som er mallem Nr. 114 og 116, da turde det maaskee ogsaa være en Grund til at nære Betænkelighed med Hensyn til disse forslags Antagelse, at der er Saamegen Uenighed om den praktiske Indflydelse af de forskjelligee forhold, der er opstillet i disse to Forslag. Begge Forslagsstillere have nemlig troet, at deres Forslag omtrent vvirkelig rammede det samme Forhold, som Udvalget har tilladt sig at foreslaae, kun at man i det ene Tilfældee lagde Vælgernes Antal til Grund, i det andet Folketallet. Det er imidlertid efter min Mening ligefrem en Misforstaaelse af den ærede Rigsdagsmand for Bogense (F. Jespersen), naar han troede, ved Forslaget, der er stillet under Nr. 116, at ramme det samme forhold, som ligger til Grund for Udvalgets Forslag. Jeg troer langt snarere, at man ved Forslaget under 114, af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Valgkreds (Ørsted), rammer det samme Forhold, som ligger til Grund for Udvalgets. Dette kan jeg imidlertid nu ikke i Detail indlade mig paa nøiagtigt at oplyse; men gjør man en rimelig Beregning, tager man navnlig Hensyn til de Resultater, som fremgaae af de sidste Valghandlinger, som nu ere offentliggjorte, og lægger man dertil, hvad der er nødvendigt, de flere Vælgere, der tilkomme, naar det ikke blot er den frivillige Indtegning, der bestemmer Vælgernes Antal, saa troer jeg ganske vist, at det maa erkjendes, at dette Forslag vilde virke langt mere i samme Retning som Udvalgets end det Forslag, som er stillet under Nr. 116. Hvad angaaer de praktiske Vanskeligheder, som ere fremhævede ved Forslaget under Nr. 116 af den ærede Rigsdagsmand For Møen, da troer jeg ikke, at denne Bemærkning holder Stik, thi vi have jo Lister, hvorefter der i enhver Retning kan gaaes frem. Der er jo indført Folkethingsvalglister, og, vel at mærke, disse Folkethingsvalister ere ikke byggede paa en frivillig Indtegning, men paa en embedsmæssig Indtegning; man har dem saaledes altid i Orden, og der kan i denne henseende ikke let møde nogen Vanskelighed.

Forslaget under Nr. 115. gaaer ud paa, at der tilligemed Valgmænd skal udnævnes Suppleanter. Jeg kan ikke andet her end gjentage den Betragtning, jeg tillod mig at fremhæve ved den foreløbige Behandling, at saadanne Suppleanters Udnævnelse synes at være meget mislig; man er i og for sig opfordret til at ønske, at Valgmændene skulle vælges med saa paalidelige Garantier som muligt, altsaa f. Er. ved absolut Stemmefleerhed. Imidlertid, paa den anden Side tør man ikke gjøre en saadan Udnævnelse altfor møisommelig; man kan derved let, istedetfor at opnaae noget Godt, være udsat for

at faae noget Slet, fordi Folk blive trætte og trække sig tilbage fra det hele Valgvæsen. Derfor have vi troet, at det er nødvendigt at indskrænke sine Fordringer i saa Henseende, saa at man lod sig nøie med simpel Stemmefleerhed. Men naar man gjør det, Saa Synes det dog at være dobbelt betænkeligt at benytte denne Suppleantinstitution, der dog vvirkelig, hvilket udentvivl er os Alle bekjendt, hvor den har været gjældende, har medført sine Misligheder, fordi Valgenes Paalidelighed derved i høi Grad bliver usikker. Efter den, som er valgt med et stort Antal Stemmer, kan jo En som Suppleant let slippeigjennem med et lidet Antal Stemmer; netop fordi man er enig om, hvem man egentlig vil have, og derfor destømindre i Tide har tænkt paa, hvem man vil have til Suppleant, kunne Suppleanterne hyppigen gaae igjennem med meget faa Stemmer.

Hvad dernæst Forslagene til denne Paragraph under Nr. 117, 118 og 119 angaaer, da skal jeg først med Hensyn til Nr. 119. tillade mig den Bemærkning, at den Betragtning, hvorpaa Udvalget har støttet sit modstaaende Forslag, og hvorfor det ikke har kunnet gaae ind paa dette forslag, vvistnok ligger meget nær, ligesom den ogsaa ved den foreløbige Behandling blev anerkjendt her i Salen. Det er vistnok ønskeligt, at enhver saadan lille Commune dog bliver respecteret i sin Individualitet, og at man ikke af det blotte numeriske Hensyn slaaer den sammen med den anden, ikke at tale om, at det vvirkelig ikke er godt at vide, hvilke Kredse der i saadanne Tilfældee ere de nærmeste. Forslaget gaaer ud paa, at de Valgmandskredse, der ikke have 75 Valgberettigede, vælge i Forening „med den nærmeste Kreds“. Jeg troer nu overhovedet, at det ikke er ønskeligt at negte Communen denne Individualitet, at slaae den ihjel saa at sige, fordi den ikke er stør; men ialtfald, uden Hensyn til den ubillige Medfart, som den vilde lide i en saadden Stilling, uden Hensyn dertil, siger jeg, troer jeg, at Reglen ikke er heldigt udtrykt, thi man maatte dog have en Bestemmelse om, hvilken Autoritet der skal slaae disse forskjelligee smaae Communer sammen, thi at man ikke uden videre kan vide, hvilken Kreds, der er den nærmeste, det behøver jeg vist ikke nærmere at anskueliggjøre. Hvad nu Forslagene under Nr. 117 og 118 angaaer, da gaaer det første aabenbart ud paa at begunstige Kjøbstæderne, idet det ligefrem siger, at et andet Forhold skal gjælde med Hensyn til Kjøbstæderne end med Hensyn til Landet; det andet har derimod opstillet en Regel, hvorigjennem det ikke strax ved første Øiekast bliver saa indlysende, hvorledes Forholdet er. Udvalget har ikke troet at kunne tiltræde noget af disse Forslag. Det forholder sig vist rigtigt, som det ærede Medlem mindede om, at jeg ved den foreløbige Behandling tillod mig at udtale mig paa en tvivlsom Maade over disse Spørgsmaal. Jeg yttrede: „at det ikke kan miskjendes, at der gives den mindre Commune et vist Fortrin ved den af os foreslaaede Regel; men det, som er det Tvivlsomme, er, om man paa nogen hensigtsmæssig Maade kan modvirke dette Forhold, om man uden stor Vilkaarlighed kan, til Fordeel for Kjøbstæderne, raade Bod paa det Fortrin, som er givet de mindre Communer, og som dog maaskee ikke er saa meget stort; skulde noget Forslag i denne Retning fremkomme, tvivlede jeg ikke paa, at Udvalget med den største Beredvillighed vil komme det imøde, men Vanskeligheden er den, at Forslaget ikke maa være et saadant, at det vilkaarligt, blot for at raade Bod paa denne Ulempe, indfører en meget støre Ulighed til Fordeel for Kjøbstæderne, thi vi troe ikke, at man af almindelige Grunde kan benytte Valgmandsvæsenets Ordning til at give Kjøbstæderne et Fortrin, som man ikke har villet indrømme dem ved tidligere Affstemninger, hvorimodd vi ere ganske enige i, at man saameget som muligt skal undgaae at tilføie dem nogen Uret.“

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1118

Hundrede og Tre og Tredivte (137te) Møde. Den endelige Behandling af Valgloven. Udvalgets § 39.

Ordføreren (fortsat):

Disse Ord vedkjender jeg mig aldeles, skjøndt jeg naturligviis ikke behøver at gjøre opmærksom paa, at de ere talte i mit eget Navn, saa at, om end jeg var pligtig til at gaae ind paa det ærede Medlems forslag, saa kunde dog ikke Udvalget være det; men selv om det var Udvalget, der selv havde talt saaledes, saa troer jeg dog, at selv det ærede Medlem vil erkjende, at der ikke i disse Ord kunde ligge nogen Forpligtelse til at tiltræde det forslag, som er stillet af det ærede Medlem. Det har, troer jeg, ikke været Mangel paa Tid, som har været det afgjørende Moment, derimod skal jeg ikke negte, at det kunde have været ret heldigt, hvis man havde havt aldeles udtømmende statistiske Oplysninger at lægge til Grund i denne Retning; jeg troer iøvrigt, at det ærede Medlem, som særligen har henvendt sin Opmærksomhed paa Kjøbstædernes Tarv, selv burde have tilveiebragt de Oplysninger, hvis de være saa lette at tilveiebringe, som han forudsætter, thi jeg seer ikke, hvorfor ikke ethvert Medlem paa sin Viis skulde kunne bidrage Sit til Sagernes Oplysning, idet jeg ingenlunde tvivler paa, at hvis saadanne Oplysninger havde foreligget i Indenrigsministeriet, saa vilde dette have meddeelt dem ligesaavel til det ærede Medlem, som til Udvalget. Jeg troer, at Forslaget under Nr. 118 er aldeles vilkaarligt, og tager jeg i saa Henseende kun Simpelthen Hensyn til Talforholdet. Nu forekommer det mig dog ganske klart, at naar man vil sammenligne Forholdet mellem Vælgerne i de til Valgkredsen hørende Landdistricter og Kjøbstaddistricter, saa gaaer det dog ikke an, for at udfinde Gjennemsnitsforholdet, at tage Kjøbenhavn med; man maa dog aabenbart, naar man tager Hensyn til forholdene, som de ere, fraregne Kjøbenhavn, og tager man saa Forholdet mellem Kjøbstadbefolkningen uden Kjøbenhavn og Landbefolkningen, saa er det for os Alle vitterligt, at den udenfor Kjøbenhavn værende Kjøbstadbefolkning ikke udgjør 1/4 af Landbefolkningen. Jeg skjønner ikke rettere, end at Forslaget netop maa erkjendes for at være vilkaarligt, idet det gaaer ikke blot noget, men meget udenfor det Forhold, som, efter hvad der er os Alle vitterligt, existerer her i Landet mellem Kjøbstadbefolkningen og Landbefolkningen. Man kunde vel ønske, at Forholdet var noget anderledes, men Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt, man kan ikke fordoble Kjøbstadbefolkningen. Af disse Grunde maae vi altsaa fremdeles henholde os til vort tidligere Forslag.

David:

Det er af den ærede Ordfører bemærket, at der var megen Sandsynlighed for, at det af den ærede Rigsdagsmand for Møen (Barfod) optagne Forslag vilde lede til et andet Resultat, end det af Udvalget foreslaaede, at Valgmændenes Antal skal rette sig efter de Valgberettigede, saaledes at indtil 149 Valgberettigede udnævne een Valgmand, 150—249 vælge to, 250—349 tre, og saaledes fremdeles i samme Forhold. Jeg troer, at den ærede Ordfører udtrykte sig tvivlende med Hensyn til Noget, hvorom der er Vished, thi det er for mig aldeles klart, at naar man følger den af den ærede Rigsdagsmand under Nr. 116 opstillede Regel, vilde man saae næsten dobbelt saa mange Valgmænd, som man vil faae, naar man fulgte Udvalgets Forslag. Den ærede Rigsdagsmand for Møen vil have, at man skal vælge efter Folketallet, for indtil 749 Indbyggere een Valgmand, og derefter for hvert 500 Beboere ligeledes enn. Deraf vilde Følgen være, at naar en Commune var 2750 Indbygere stor, vilde den faae fem Valgmænd. Det er meget let udregnet;

han siger to Valgmænd, hvor Antallet er mellem 750 og 1249, og saa fremdeles een for hvert 500 Beboere, det er paa 2750 Indbyggere fem Valgmænd. Men i en Commune paa 2750 Indbyggere vil man med fuldkommen Sikkerhed kunne sige, hvormange Valgmænd der kommer efter Udvalgets Forslag; thi mellem 2750 Mennesker er omtrent Halvdelen eller 1375 Fruentimmer efter det almindelige Forhold mellem Kjønnene. Omtrent to Trediedele af Befolkningen er dernæst under 30 Aar, det er ogsaa Noget, Som er aldeles vist. Attsaa i en Commune, som har 2750 Indbyggere, er der ikke mere end omtrent 450 Mandsolk, der ere over 30 Aar og paa Grund af Alderen valgberettigede; men iblandt disse ere ugifte Tjenende, Fattige o. s. v., der som valgberettigede falde bort, og disses Antal maa derfor regnes en Trediedeel mindre. Der udkommer Saaledes omtrent en Tien dedeel af Befolkningen som Valgberettigede. Men hvad enten man nu tager en Tiendedeel eller en Ottendedeel af Befolkningen, vil en saadan Commune kun faae tre Valgmænd, istedetfor at man efter den Regel, som den ærede Rigsdagsmand for Møen vil have fulgt, maatte faae 5. I en saadan Commune, som har 2750 Indbyggere, vil der være mellem 275 og 300 Valgberettigede, det vil sige et Antal, som skal vælge 3 Valgmænd. Men skulde endog Antallet løbe op til 349, hvilket kun vilde finde Sted, naar der var et særeget Forhold af 30-aarige Valgberettigede, saa ville efter den opstillede Regel alligevel ikke mere end 3 Valgmænd falde paa en saadan Commune, og det er ganske vist, at naar den i Nr. 116 opstillede Regel følges, vil der paa 2750 Indbyggere komme 5 Valgmænd, saa at det er udenfor al Tvivl, at Valgmændenes Antal næsten vilde fordobles, naar Forandringsforslaget blev antaget.

Jeg skal, efter at have gjort opmærksom herpaa, blot tilføie et Par Ord for at vise, hvorfor jeg ikke i Udvalget har optaget det af et Par ærede Rigsdagsmænd stillede Forslag om at lade Kjøbstæderne vælge Valgmænd efter et andet Forhold end Landet, skjøndt Ingen mere end jeg kan være overbeviist om, at Kjøbstædernes Ret til; at deres Interesse skal kunne gjøre sig gjældende ved Valgene, er en velbegrundet Ret. Aarsagen, hvorfor jeg ikke er gaaen ind paa noget af disse Forslag, troer jeg alleredeee at have angivet, da jeg reiste mig for at forsvare mit Amendement til den næstforegaaende Paragraph, fordi nemlig en saadan Forøgelse af Valgmændenes Antal ikke vilde føre til Andet end en Illusion; man vilde troe, at man havde gjort Noget for Kjøbstæderne, og man havde dog i Grunden Intet gjort, thi det er efter min Anskuelse af særdeles liden Vægt, om Kjøbstæderne i en Valgkreds, f. Er. i Thisted Amt, hvor Kjøbstæderne tilsammen ville faae 6 Valgmænd, medens Landet ville faae 85 eller 90, om Kjøbstæderne, siger jeg, der have 12 eller 6 Valgmænd mod 90 af Landdistricterne. Det forekommer mig aldeles ligegyldigt, og det vilde i de allerfleste Tilfældee dog være Følgen af det af den ærede Rigsdagsmand for Hjørring (Brinck-Seidelin) stillede Amendement. Vel vilde i enkelte Valgkredse, f. Er. den, som dannes af Odense og Svendborg Amter, den ærede Rigsdagsmands Forslag give Kjøbstæderne en om ikke overveiende, dog ikke betybningsløs foroget Indflydelse, men med Hensyn til den største Deel af Valgkredsene vilde hans Forslag aldeles intet hjælpe, og man vilde dog troe at have gjort Noget for Kjøbstæderne, medens man i Vvirkeligheden Intet har gjort for dem; men jeg er af den Mening, at naar mau ikke kan gjøre Noget tilgavns, saa skal man hellere lade være at gjøre det, og det er en Regel, som man bør følge i alle Retninger, og derfor ogsaa med Hensyn til Valgloden. Hvad det andet Forslag angaaer, det, som er stillet af den ærede Rigsdagsmand for Viborg

1119

Amts 2det District (Bregendahl), saa kan jeg ikke negte, at det forekommer mig, at det endnu i høiere Grad lider af den selvsamme Mangel, som det forrige, og at det intetsteds vil kunne skaffe et nogenlunde gunstigt Forhold for Kjøbstæderne tilveie, som dog i enkelte Valgkredse det Amendement, der er stillet af den ærede Rigsdagsmand for hjørring (Brinck-Seidelin) vilde have bevirket. Men dernæst lider dette Forslag af den Mangel, som den ærede Ordfører rigtigen har gjort opmærksom paa, at det er et aldeles vilkaarligt Tal, naar det er sagt, at Antallet af Kjøbstædernes Valgmænd skal forholde sig til Antallet af Landdistricternes Valgmænd som 1 til 4. Man taler om, at man maa følge retfærdige Regler, at man fremfor Alt maa vogte sig for at gjøre noget Vilkaarligt; man taler om, at paa den ene Side ville Kjøbstæderne lide Uret, men at man dog paa den anden Side ei tør gaae videre for dem, end hvad der vilde være retfærdigt, og saa foreslaaer man et aldeles vilkaarligt Forhold, efter hvilket de skulle vælge Valgmænd. Denærede Ordfører bemærkede meget rigtigt, at naar man vil tale om Kjøbstædernes Befolkning ligeoverfor Landets, maa man lade være at tage kjøbenhavn med; man har jo efter alle Systemer udsondret kjøbenhavns Befolking, og man maa altsaa ikke gaae ud fra et Forhold som 1: 4, hvilket Kjøbstadbefolkningen kun har, naar man tager hovedstaden med, men man maatte gaae ud fra et Forhold som 1: 7. Havde man altsaa taget dette, saa vilde man dog idetmindste have havt et fundament, en begrundet Anskuelse til at støtte sit Forslag paa, istedetfor at man nu, uden at opnaae noget vvirkelig Gavnligt for Kjøbstæderne, for at holde sig til noget foregivet Retfærdigt har grebet noget aldeles Vilkaarligt. Der er en Bemærkning, som den ærede Ordfører i Slutningen af sit Foredrag er fremkommen med, og som jeg ikke troer at burde lade være upaatalt, men endnu føler mig opfordet til at sige at Par Ord imod. Den ærede Ordfører troede at maatte gjøre opmærksom paa Kjøbstadbefolkningens uheldige Forhold her i Landet, ikke blot i det Hele, men ifær i dens Fordeling, da vi have en Kjøbstad, nemlig Kjøbenhavn, der opsluger halvparten of hele Kjøbstadbefolkningen, og altsaa mange smaa Kjøbstæder, der drukne, saa at sige, i deres Valgkredse, og han har sagt, at da dette uheldige forhold nu engang existerer, maa man tage det, som det er, idet Ingen kan lægge en Alen til sin Vext. Det er vvistnok i og for sig en meget rigtig Sætning, at Ingen kan gjøre sig større i materiel eller aandelig Henseende, end han er, men jeg troer ikke, at den Slutning, Ordføreren heraf uddrager, er rigtig, og at man ikke af den Grund skulde tage tilbørligt Hensyn til de Forhold, som existere her i Landet. Der er ikke, idetmindste er det ikke mig bekjendt, noget politisk Axiom, som med Hensyn til Statsforfatningens Grundlæggelse eller Valglovens Affattelse gjør det absolut nødvendigt, at man anordner Repræsentationen saaledes, at Folketallet udelukkende bliver det eneste Grundlag for denne. Naar man først gaaer ud fra et saadant Axiom, saa er det meget rigtigt, at vi ikke ere voxede anderledes, end at Kjøbstæderne maae gaae tilgrunde; men Spørgsmaalet er, om man ikke netop ved Valglovens Udarbeidelse bør tage Forholdene saaledes, som de ere i Landet, baade de lykkelige og de ulykkelige, og da statsklogeligen vide at benytte disse forhold saaledes, at Retfærdigheden skeer Fyldest, og at ingen Interesse, som er af Vigtighed, ganske undertrykkes. Det er tvertimod det, som jeg har troet, at man altid burde have for Øie ved en Valglovs Udarbeidelse, og ikke at man eensidigen skulde tage Talforholdens saaledes, som de stille sig ligeoverfor den theoretiske Sætning, som man ophøier til Axiom, trøstende sig med, at Kjøbstæderne ere smaae, og at Ingen kan lægge en alen til sin Væxt.

Ordføreren:

Mig forekommer det, at man i Valgloven maa tage Forholdene saaledes, som de ere givne i Grundloven, og naar man gaaer ud derfra, troer jeg, at den Forudsætning, hvorfra vi ere gaaede ud i det her omhandlede Forslag, er rigtig.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning, som, idet Forslaget under Nr. 120 var udsat, gav følgende Resultat:

1) Nr. 114. Ørsteds Forslag: „At § 39 fra de Ord „retter sig efter“ affattes saaledes: „Folkemængden i enhver Valgmandskreds saaledes, at denne kun udnævner een, hvor Folketallet ei idetmindste er 1500, men med dette Tal to, og siden een flere

for hvert Tusinde. Kun de Vælgere, der boe i samme Valgmandskreds, kunne udnævnes til Valgmænd.““ forkastedes med 79 Stemmer mod 11.

2) Nr. 115. Ørsteds Forslag: „At efter Paragraphen indføres følgende nyn Paragraph: „Tilligemed Valgmændene udnævnes et lige Antal Suppleanter, hvilke, naar Valgmændene deri er forhindrede, blive at kalde til at træde i deres Sted. Hvis saaledes en Suppleant kaldes til at udøve en deri forhindret Valgmands Forretning, er Alt, hvad nærværende Lov indeholder, paa ham anvendeligt.“ forkastedes med 58 Stemmer mod 44.

3) Nr. 116. Fr. Jespersens, af ham frafaldne, men af Varfod optagne Forslag: § 39, anden Passus, affattes saaledes: „Valgmændenes Antal retter sig efter Folketallet, saaledes at 1 Valgmand udnævnes af en Kreds, hvor Folketallet er indtil 749, 2 Valgmænd, hvor Folketallet er 750—1249, og saa fremdeles 1 for hver 500 Beboere.“ forkastedes med 88 Stemmer mod 15.

4) Nr. 117. Brindck-Seidelins Forslag: „Efter „Saaledes at“ tilføies „paa Landet“ og efter Ordene „i samme Forhold“ tilføies: „I Kjøbstæderne udnævne indtil 149 Valgberettigede to Vælgere, 150—249 vælge fire, og 250—349 sex, og saaledes fremdeles i samme Forhold.““ forkastedes med 74 Stemmer mod 28.

5) Nr. 118. Bregendahls Forslag: Det foreslaaes, at der i Slutningen af Paragraphens 2den Passus efter Ordet „Forhold“ tilføies: „men i de Valgkredse, hvori Antallet af Landdistrictets Valgmænd udgjør mere end det Firedobbelte af Antallet af Kjøbsiædernes Valgmænd, skal der af Kjøbstæderne udnævnes saamange Valgmænd, at disses Antal kommer til at forholde sig til Antallet af Landdistrictets Valgmænd som 1: 4.“ forkastedes med 75 Stemmer mod 21.

6) Nr. 119. Olriks Forslag: I 2den Passus mellem „at“ og „indtil“ indskydes „75“. Imellem 2den og 3die Passus indskydes følgende Passus: „De Valgmandskredse (Communer), der ikke have 75 Valgberettigede, vælge i Forening med den nærmeste Kreds.“ forkastedes med 62 Stemmer mod 36.

7) Nr. 121 Udvalgets Forslag i sin oprindelige Skikkelse: „I Kjøbenhavn foregaae Valgene af Valgmændene i de samme 9 mindre Kredse, i hvilke Staden er inddeelt med Hensyn til Valg af Medlemmer af Folkethinget. Iøvrigt udgjør hver Kjøbstad og hvert Sogneforstanderskabsdistrict for sig en Valgmandskreds. Valgmændenes Antal retter sig efter Antallet af de Valgberettigede, således at indtil 149 Valgberettigede udnævne 1 Valgmand, 150—249 vælge 2, 250—349 3, og saaledes fremdeles i samme Forhold.

Kun de Valgberettigede, der boe i Communen og for Kjøbenhavns Vedkommende i den paagjældende mindre Valgkreds, kunne vælges til Valgmænd.“ vedtoges med 101 Stemmer mod 1.

Man gik derefter over til Udvalgets § 40, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 122) Udvalgets Forslag: „Valgene ledes af Communalbestyrelserne, dog i Kjøbenhavn af de samme Valgbestyrelser, som forestaae Valgene til Folkethinget.“ hvilken Paragraph, idet Ingen begjerede Ordet vedtoges eenstemmig med 107 Stemmer. Derefter gik man over til Udvalgets § 41, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 123) Ørsteds Forslag: At § 41 affattes saaledes: „Dagen for disse Valg berammes af den i § 40 nævnte Bestyrelse i Henhold til de almindelige Regler, som derfor af Regjeringen ville bilve foreskrevne. Herom skeer Bekjendtgjørelse, der tillige bør indeholde Stedet og den nærmere Bestemmelse af Tiden, med i det Mindste 8 Dages Varsel, i Kjøbenhavn gjennem Adressecomptoirets Efterretninger, og i de øvrige Kjøbstæder, hvori der

1120

udkommer en Avis, gjennem denne, og ellers gjennem Stiftstidenden, men i Sjælland og paa møen gjennem den Berlingske politiske og Avertissementstidende, i Landdistricterne til Kirkestevne.“ 124) Brinck-Seidelins Forslag: „med mindst 3 Dages Barsel til Kirikestevne" forandres til „med Varsel til Kirkestevne de tvende sidste Søndage forinden. “ 125) Udvalgets Forslag: De almindelige Udnævnelser af Valgmænd foregaae paa een og samme Dag i vedkommende Valgkredse. Efterat Dagen er fastsat ved offentlig Kundgjørelse fra Regjeringen, bekjendtgjøres Tid og Sted til Valgets Foretagelse i den enkelte Commune med mindst tre Dages Varsel til Kirkestevne eller paa anden paa ethvert Sted brugelig maade, hvorved det tillige bekjendtgjøres, hvormange Valgmænd der skulle udnævenes. Forslaget under Nr. 123 blev paa den i Regulativet fastsatte Maade understøttet.

Inden Formanden rettede det Spørgsmaal til Forsamlingen, om Nogen understøttede Forslaget under Nr. 124, gjorde han opmærksom paa, at Forslagsstilleren (Brinck-Seidelin) nu ønskede at gjøre en Forandring i Forslaget; men da saavel Ordføreren som Andræ modsatte sig dette, blev Spørgsmaalet, om dete kunde tilstedes efter Forslagsstillerens Vegjering overladt til Afgjørelse af Forsamlingen, der med 54 Stemmer mod 38 besvarede det benegtende. Forslaget i uforandret Skikkelse blev derefter paa den i Regulativet foreslaaede Maade understøttet.

Ordføreren:

Jeg skal med Hensyn til Forslaget under nr. 124 tillade mig at fremhæve, hvorledes det ikke synes at passe ind i Paragraphen; der mangler nemlig, hvis det antages, ligefrem en anvendelig Regel om Varslet med Hensyn til den Bekjendtgjøprelse, som finder Sted efter den paa ethvert Sted brugelige Maade, ligsom der dog ogsaa maa være en Tidsbestemmelse i saa Henseende. Desuden forekommer det mig ogsaa, at da der her er Spørgsmaal om Valget i alle Communder i Henhold til den tidligere fra Regjeringen udgaaede Opfordring, saa kan det neppe være hensigtsmæssigt at sætte Fristen længere, end den er foreslaaet af Udvalget; men i ethvert Fald, hvad enten man maatte ønske Fristen længere eller ikke, saa synes mig dog, at man maa paasee, at Reglen bliver passende ikke blot for et af Tilfæl dene, men ogsaa for flere Tilfældee; og jeg kan ikke andet end antage, hvilket Erfaring noksom har viist, at det er misligt at stole paa den 3die Læsning; den 3die Læsning er vvirkelig ikke bestemt til at rette Ting, som man med megen Lethed kunde oversee i Forveien. Der kan være forskjelligee Meninger om den Strenghed, der bør anvendes, det vil jeg gjerne indrømme, men især med Henssyn til sammenhængende Detailspørgsmaal; men hvor den ene lille Forskrift griber ind i den anden, som ved smaae Bestemmelse, hvor den ene betinger den anden, der er det meget misligt at tage sin Tilslugt til den 3die Læsning; staaer en Bestemmelse aldeles isoleret, og man seer klart hvad man vil forandre, saa er det ikke saa misligt men hvor mange Smaabestemmelser knytte sig til hinanden for at danne et sammanhængende System, der troer jeg, det er meget misligt, thi man overseer ikke Følgen deraf. Hvad Forslagene under Nr. 123 og 124 angaaer, saa afvige de fra Udvalgets Forslag fornemmelig deels med Hensyn til Varslet, deels med Hensyn til de i Nr. 123 ineholdte udførligere Regler for Bekjendtgjørelsesmaaden, hvor nemlig Udvalget har troer, at man kunde vente, at enhver Communalbestyrelse vel vilde vide, i Henhold til Reglen, at tage de nærmere fornødne Forholdsregler, uden at man behøvede i Loven at gaae ind i saa stor en Detail. Dernæst er der den Forskjel med Henayn til Tiden, da Valgmændenes Udnævnelse skal foregaae, at det ærede Medlem, der har stillet Forslaget under Nr. 123, vil, at Dagen for disse Valg berammes af den i den foregaaende Paragraph nævnte Bestyrelse i Henhold til de almindelig Regler, som derfor af Regjeringen ville blive foreskrevne, medens Udvalget har tilladt sig at foreslaae, at den almindelige Udnævnelse af Valgmænd skal foregaae paa een og samme Dag i alle Valgkredse. Jeg troer, at det kan være det hensigsmæssigt, hvor saaledes skal vælges for den hele Landsthingskreds, og at denne Act vil faae en vis høitideligere Charakteer ved, at den foregaaer paa een Dag i

samtlig til Kredsen Hørende Communer. Derimod synes der mig at være noget Ubestemt, skjøndt jeg ikke sige noget Farligt, ved den omsattende Forpligtelse for Regjeringen til at forskride de almindelige Regler angaaende Berammelsen af Dagen for disse Valg; det synes, som om man kunde udtale noget bestemtere, hvad der i saa Hensende skal gjælde.

Barinck-Seidelin:

Efter Udkastet vil naar Dagen, paa hvilken Valgmænd i Communerne skulle udnævnes, berammes til at være en af Ugens sidste 3 Dage, dette bekjendtgjøres ved Kriken den sidst foregaaende Søndag, men bliver Valgdagen en af Ugens første 3 Dage, saa er Søndagen tidligere; det forekommer mig, at det er meget at foretrække, at Bekjendtgjørelsen skeer aldtid de tvende sidste Søndage før Valgdagen, og det vil vist være vel, om saaledes det meget korte varsel af 3 Dage forlænges. Den ærede Ordfører har nylig besværet sig over den Rettelse, der i Forslaget maatte behøves ved 3die Læsning. Men denne Bekymring er uden Grund, Forslaget behøver ingen Rettelse eller Tilføining; thi det er kun Udkastets Bekjendtgjørelse i Landcommunerne, der behøver Forandring, men ikke Bekjendtgjørelsen i Kjøbstæderne. Ordføreren har, da han talede imod mig angaaende Landbocommunerne, sagt, at der ikke behøvedes længere varsel, eftersom Regjeringen jo forud havde offentlig kundtgjort Dagen. Dette Samme siger jeg nu til ham, naar Spørgsmaalet er om Kjøbstæderne, og det med større Ret, thi i Kjøbstæderne har man strax læst i Aviserne den kongelige Kundgjørelse, og der bliver den senere tagende bestemmelse af Tid og Sted Alle bekjendt, om det end skeer med Trommeslag først Dagen forud, saa at der ikke er paatrængende Nødvendighed for længere Varsel; men Ganske andre Forhold finde Sted paa Landet.

Ordføreren:

Jeg ønskede blot at tilføie, at Kilden, om jeg saa maa sige, til det her omhandlede Forslag er en tidligere Paragraph i Regjeringens Udkast med Hensyn til de da paatænkte Landsthingsvalg, saalyndende: „Tideen og Stedet til Landsthinsvalgene berammes" — ikke med 3 Dages Varsel, men ligesom vi have — „med mindst 3 Dages Varsel til Kirkestevne eller paa anden paa ethvert Sted brugelig Maade. “ Det er ikke sagt, at der skal blot være 3 Dage, men det er overladt til Valgbestyrelsen, saa at, hvor der af særegne Grunde paa Landet var Betænkelighed ved at blive ved 3 Dage, og hvor der var Tid til at tage Mere, der tager man Mere, men det er her, som ellers ofte, at naar Sagen skal kunne gaae uden altfor stor Forhaling, der kan indræde Forhold, hvor det er ønskeligt, at man kan indskrænke sig til noget Mindre. Jeg er fremdeles af den Formening. At men ved at gjennemlæse Paragraphen vil; finde, at det ærede Medlems Forslag indeholder en Underlighed deri, thi idet der tales om, at Tiden skal bekjendtgjøres, gives der dog kun Regler for, hvor lang Tiden skal være i een Retning, medens der mangler Regler for, hvorledes Bekjendtgjørelsen skal være i en anden.

Ørstcd:

Jeg kan ikke indsee Nødvendigheden af, at alle disse spredte Valg, som foregaae i flere forskjelligee Communer, skulle foregaae paa een opg samme Dag, og at den skal være foreskreven af Regjeringen. Der ere vvistnok vægtige Grunde, som tale for, at Forkethingsvalgne skulde foregaae paa een og samme Dag; hvad derimod angaaer Valg af Valgmænd til landsthinget, som foregaae i de forskjellige Communer, at disse skulle foregaae paa een og samme Dag, det indseer jeg, som anført ikke nogen Nødbvendighed i, men derimod vil det endog være vanskeligt for Regjerningen at bestemme en saadan almindelige Dag, da det paa mange Steder vil medføre Ubeqvemmeligheder. Det forekommer mig derfor naturligere, at Regjeringen blot foreskriver en almindelig Forholdsregel, f. Er. En vis Periode, en vis Tidsrække, hvori disse Valg kunne falde. Jeg troer endog, at der fra andre Sider kunde slyde betydelige praktiske Ulemper af, at der saaledes er fastsat en vis Dag, og at der skal gives et vist Varsel, thi det kunde meget let indtræffe, at dette Varsel ikke blev givet, navnlig med Hensyn til Varslet til Kirkestevne; jeg antager, at Communalbestyrelsen, der forestaaer Valget, bør forvisse sig om, at disse Bekjendtgjørelser vvirkelig ere foregaaede, navnlig at Bekjendtgjørelserne ere læste ved Krikestevne i de forskjelligee Sogne; det er almindelig bekjendt, at i saa Henseende indløbe oftere Irringer, faa at denne Kundgjørelse let ikke kan have fundet Sted, og i saa Fald

1121

kunde jo Valget ikke rettelig foregaae. Det havde maaskee derfor været rigtigere, at hele den officielle Valgbekjendtgjørelse var bestemt at skulle skee i Aviserne baade paa Landet og i Kjøbstæderne, og at der var førget for, at der tillige skete Bekjendtgjørelser til Kirkestevne, uden at denne Bekjendtgjørelse var nødvendig til Valgets Foretagelse; imidlertid, efter Udvalgets Forslag beroer Indkaldelsen paa Bekjendtgjørelse til Kirkestevne, og hvad Landet angaaer, har jeg heller ikke troet at burde afvige derfra, siden det ogsaa har været antaget saaledes ved tidligere Leiligheder, men naar Valgdagen ikke er bestemt ved Regjeringens Befaling, men blot ved en Communalbeslutning, saa vilde mulige Feil kunne rettes ved en ny Dags Bestemmelse. Det er vel ikke saa let muligt, at der foregaaer nogen Irring ved Bekjendtgjørelsen til Kirkestevne med Hensyn til Valget, da her ei kan være Tale uden om 2 à 3 Sogne, men man maa dog være forberedt derpaa. Hvad de øvrige Bestemmelser angaaer, som jeg har foreslaaet, saa har jeg troet, det var bedst, at Kundgjørelsen i Kjøbstæderne skete i Aviserne, som den Kundgjørelsesmaade, der er den sikkreste. Forøvrigt har jeg troet, at 8 Dages Varsel ogsaa her kunde være fornødent. Jeg er ikke gaaen ud fra den Forundsætning, hvorfra Udvalget er gaaen ud, nemlig at der eengang for alle skete en Regjeringskundgjørelse, thi i saa Fald vil jeg gjerne tilstaae, at Kundgjørelse endog med kortere Varsel kunde være tilstrækkelig; men jeg har antaget, at Dagen for de her omhandlede Valg kunde berammes af vedkomende Bestyrelse, efterat den Periode, hvori disse Valg skulde foregaae, af Regjeringen var bestemt, og alle de øvrige Afvigelser grunde sig egentlig deri.

Tfcherning:

Det forekommer mig, som om den hele Skyndsomhed, man her søger at tilveiebringe, ved at ordne dette Valgmandsapparat, grunder sig alene paa den Forudsætning, at man, hvergang man skal skride til Rigsdagsvalg, skal danne sit Valgapparat; dette synes mig ikke at være nødvendigt. Det er vvistnok saa, at man hyppigen, eller dog i alt Fald nu og da, kan have nødig at paaskynde Valget af en Rigsdagsmand, kort sagt at tilveiebringe Rigsdagen, men det kan ikke være nødvendigt at have det saamme Hastværk med Valgmænd, medmindre man begynder denne Act med at vælge Valgmænd; bliver man derimod staaende ved at ordne sit Valgapparat eengang for alle for et længere Tidsrum, saa kan man altid have det, saa at denne Skyndsomhed ikke er nødvendig, og naar man kan undgaae, denne, som vvistnok i det Hele er skadelig, saa synes mig, det er rigtigere. Gaaer man ind paa Forslagene under Nr. 123 og Nr. 124, og forøger man Fristerne, saa har man alleredeee gjort et Fremskridt.

Ordføreren:

Jeg skal dog med Hensyn til dette Punkt tillade mig at fremhæve, at jeg ikke troer, at der er nogen Skyndsomhed, ialtfald ikke nogen for stor Skyndsomhed, i det Forslag, som Udvalget har tilladt sig at fremsætte, i Overeensstemmelse med det, som forelaae i Regjeringens Valglovsudkasts § 44 for et fuldkommen lignende Tilfældee. Jeg skal dernæst fremhæve, at forsaavidt man meente, at man ved at antage Forslaget under Nr. 123 ved § 41 af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted) ubetinget fik en længere Frist, saa har den ærede Rigsdagsmand i dette Øjeblik gjort opmærksom paa, at hans Forslag om at forlænge Varslet hænger væsentlig sammen dermed, at han ikke vil, at Dagen til det almindelige Valg skal fastsættes af Regjeringen. Han har selv erkjendt, at Sagen stiller sig forskjellige efter hans eget Forslag

og efter Udvalgets Forudsætning, idet der efter denne skal forudgaae en offentlig Kundgjørelse fra Regjeringen om Valgdagen. Hvad denne Forudsætning netop angaaer, om en offentlig Kundgjørelse fra Regjeringen, saa troer jeg ikke, at jeg paa nogen Maade tidligere har sagt, at det skulde være nødvendigt, som den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District (Ørstd) yttrede, at disse Udnævnelser foregik paa een og den samme Dag; jeg tillod mig derimod at udvikle, hvorfor jeg ansaae det ganske passende og hensigtsmæssigt til at give Valghandlingen den høitidelige Charakteer, som den bør have. Hvad endelig den Hovedbemærkning angaaer, som den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning) gjorde, saa, selv om man gik ind paa det Forslag, som han har stillet, om at Valgmændene skulle udnævnes for et Aar ─ et Forslag forøvrigt, som jeg, i Forbigaaende bemærket, anseer for meget uhensigtsmæssigt, og som netop i sine Følger, ingenlunde i sin Hensigt, er vel skikket til at undergrave Interessen for Valgene; thi det er jo dog tydeligt, at naar man skal foretage en Valghandling, uden at man veed, om den Valgte faaer det Mindste at bestille, saa er man ikke saa nøieregnende, medens man derimod har en Opfordring til at være nøieregnende, naar man veed, at den Handling, til hvilken man vælger, vvirkelig skal blive foretaget, men dette som sagt, kun i Forbigaaende ─ men selv altsaa, om man gik ind paa det Forslag, saa kan dog det Tilfældee indtræffe, at der paa Grund af Opløsning vvirkelig ikkun kan gives en meget kort Frist, naar man skal kunne fyldestagjøre Grundlovens Bestemmelse, at i Tilfælde af Opløsning Thinget inden 2 Maaneders Udløb kan træde sammen, os tager man Hensyn hertil, hvilket upaatvivleligt sjeldent vilde blive Tilfældeet, men som dog kunde indtræffe, saa maa man vvistnok erkjende, at det kan være nødvendigt at kunne skynde sig noget.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning, af hvilken Resultat blev Følgende: Nr. 123) Ørsteds Forslag: „At § 41 affattes saaledes: „Dagen for disse Valg berammes af den i § 40 nævnte Bestyrelse i Henhold til de almindelige Regler, som derfor af Regjeringen ville blive foreskrevne. Herom skeer Bekjendtgjørelse, der tillige bør indeholde Stedet og den nærmere Bestemmelse af Tiden, med i det Mindste 8 Dages Varsel, i Kjøbenhavn gjennem Adressecomptoirets Efterretninger og i de øvrige Kjøbstæder, hvori der udkommer en Avis, gjennem denne, og ellers gjennem Stiftstidenden, men i Sjælland og paa Møen gjennem den Berlingske politiske og Avertissementstidende, i Landdistricterne til Kirkestevne."" Forkastedes med 86 Stemmer mod 10. Nr. 124) Brinck-Seidelins Forslag: „med mindst 3 Dages Varsel til Kirkestevne" forandres til „med Varsel til Kirkestevne de tvende sidste Søndage forinden. “ forkastedes med 67 mod 26 Stemmer. Nr. 125) Udvalgets Forslag: „De almindelige Udnævnelser af Valgmænd foregaae paa een og samme Dag i vedkommende Valgkredse. Efterat Dagen er fastsat ved offentlig Kundgjørelse fra Regjeringen, bekjendtgjøres Tid og Sted til Valgets Foretagelse i den enkelte Commune med mindst tre Dages Varsel til Kirkestevne eller paa anden paa ethvert Sted brugelig Maade, hvorved det tillige bekjendtgjøres, hvormange Valgmænd der skulle udnævnes, “ vedtoges med 103 Stemmer mod 1.

(Førtisættes.) Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1122

Hundrede og tre og Tredivte (137te) Møde. (Den endelige Behandling af Valgloven. Udvalgets §§ 42—46.)

Man gik derpaa over til Udvalgets § 42, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 126) Udvalgets forslag: „Afstemningen skeer i et offentligt Møde paa et for Vælgerne beqvemt Sted efter de for Folkethingsvalget optagne Valglister; dog kunne Valgnandskredsene, om Saadant findes fornødent, af Communalbestyrelsen deles i flere Afdelinger til Stemmernes Modtagelse. I den Følge, Vælgerne fremstaae for Valgbordet, nævne de saa Mange, som der skulle vælges for Valgmandskredsen. Et af Valgbestyrelsens Medlemmer tilfører paa Valglisterne, ved Siden af Vælgerens Navn, de Mænds Navne, paa hvilke han stemmer. Et andet Medlem optegner paa en særskilt Stemmeliste de Valgtes, og ved Siden deraf Vælgernes Navne. Tilførslerne oplæses for Vælgeren, bekræstes af denne og sammenholdes indbyrdes. “ der uden Discussion vedtoges eenstemmig med 106 Stemmer.

Discussionen gik derpaa over til § 43, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 127) Ørsteds Forslag: At § 43 affattes saaledes: „De Vælgere, som ikke ere tilstede paa den Tid, de efter den fastsatte Følgeorden fremkaldes til Valgbordet, blive paany at opraabe, naar Stemmer ere modtagne af dem, der betimelig have meldt sig. Naar ogsaa de, der efter nye Opraab have meldt sig, have afgivet deres Stemmer, tilføie Valgbestyrerne deres egne. Efter Valglisten" o. s. v. efter Paragraphen. 128) Ørsteds Forslag: At den sidste Deel af § 43 „Simpel Stemmefleerhed o. s. v." forandres saaledes: „de, som indtil det Tal, der bliver at udnævne deels til Valgmænd, deels til Suppleanter, faae flere Stemmer end nogen Anden, blive i den Orden, hvori de have faaet flest Stemmer, Kredsens Valgmænd eller Suppleanter." 129) Tschernings Forslag: Begyndelsen udgaaer fra „Naar" til „Valget" og indfores istedet: „Naar" Valgbestyrelsen skjønner, at Valghandlingen bør sluttes, giver den derom betimeligt Varsel, mindst ?? Time før Afslutningstiden. Kun de Vælgere, som inden den saaledes fastsatte Afslutningstid indstille sig ved Skraken for at udføre deres Valghandling, antages til Stemmegivning." 130) Udvalgets Ændring i dets Forslag: Mellem „Naar" og „Ingen" indskydes „uagtet Opfordring", og efter „Stemmer" tilføies „hermed sluttes Afstemningen". 131) Udvalgets Forslag: Naar Ingen mere begjerer at deeltage i Valget, tilføre de, som have bestyret samme deres egne Stemmer. Efterat Valglisten og Stemmelisten ere sammenholdte med hinanden, optælles Stemmerne. Simpel Stemmefleerhed gjør Udslaget.

Forslagene under Nr. 127, 128 og 129 frafaldtes, paa Grund af de tidligere Afstemninger med Hensyn til folkethinget, og da Ingen ønskede at yttre sig over foreliggende Paragraph, skred man til Afstemning, ved hvilken Forslaget under Nr. 131 med den under Nr. 130 foreslaaede Ændring, saalydende:

„Naar uagtet Opfordring Ingen mere begjerer at deeltage i Valget, tilføre de, som have bestyret samme, deres egne Stemmer.

Hermed sluttes Afstemningen. Efterat Valglisten og Stemmelisten ere sammenholdte med hinanden, optælles Stemmerne. Simpel Stemmefleerhed gjor Udslaget." vedtoges eenstemmig med 101 Stemmer. Man gik derpaa over til § 44, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 132) Madsens Forslag: At Ordene „i en af Communalbestyrelsen autoriseret Protocol" forandres til „i Communalbestyrelsens sædvanlige Forhandlingsprotocol". 133) Udvalgets Forslag: Naar Valgene ere fuldbyrdede, indføres Navnene paa de valgte Valgmænd i en af Communalbestyrelsen autoriseret Protocol. Forslaget under Nr. 132 erholdt efter Formandens Opfordring den Fornødne Understøttelse.

Ordføreren:

Jeg skal tillade mig at henstille til det ærede Medlem, om der dog ikke ved det Forslag, hvorefter Ordene „i en af Communalbestyrelsen autoriseret Protocol" skulle forandres til „i Communalbestyrelsens sædvanlige Forhandlingsprotocol", er overseet, at i de fleste Tilfældee indeholder vort Forslag ikke nogen hemmende Bestemmelse, medens derimod det ærede Medlems Forslag indeholder en Regel, som synes mig uanvendlig paa sine Steder, navnlig i Kjøbenhavn, hvoe der ikke existerer nogen saadan sædvanlig Forhandlingsprotocol for Communalbestyrelsen. Der er vvistnok nærmest tænkt paa Forholdene, saaledes som de vel almindelig, men dog ikke allevegne ere tilstede, men jeg troer, at ved Udvalgets, Forslag er den fornødne Frihed bevaret til at indrette det, som man vil.

Madsen:

Ja Jeg skal ikke have Noget imod at tag emit Forslag tilbage.

Da ingen flere ønskede at yttre sig, gik man over til Afstemning, ved hvilken 133) Udvalgets Forslag: „Naar Valgene ere fuldbyrdede, indføres Navnene paa de valgte Valgmænd i en af Communalbestyrelsen autoriseret Protocol. “ vedtoges eenstemmig med 101 Stemmer.

Man gik derpaa over til § 45, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 134) Udvalgets Forslag: „Enhver er pligtig at modtage Valgsom Valgmand og at udføre det ham overdragne Hverv, medmindre han kan oplyse lovligt Forfald. Dersom den Valgte er tilstede ved Valghandlingen, har han strax at erklære, om han har nogen særlig Undskyldningsgrund, hvis Tilstrækkelighed paakjendes af Valgbestyrelsen. Er han ikke tilstede, har Valgbestyrelsens, Formand strax at meddele ham Underretning om Valget, og dersom han da ei inden 2 Dage fremkommer med gyldig Undskyldning, ansees han ikke at have Noget at indvende. I alle Tilfældee, hvor den ansørte Undskyldningsgrund findes antagelig, skrides der til nyt Valg paa den ovenfor foreskrevne Maade. Naar Valgene ere endelig berigtigede, gjøres dersom Indberetning til den Valgbestyrelse, der forestaaer Valgene til Landsthinget. Den Valgte erholder derhos et af Valgbestyrelsen udfærdiget Valgbrev. “

Da Ingen ønskede at udtale sig over den Foreliggende Paragraph, skred man til Afstemning, ved hvilken det ovenstaaende Forslag af Udvalget vedtoges med 104 Stemmer mod 2.

Man gik derpaa over til § 46, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 135) Udvalgets Forslag: „Unddreger nogen Valgmand sig, uden

1123

at have oplyst lovligt Forfald, fra Opfyldelsen af den ham paahvilende Forpligtelse, anseer han af den Valgbestyrelse, som forestaaer Valgene til Landsthinget, med en Mulct af 20 Rbdlr., der tilfalder Fattigkassen i den Commune, for hvilken han er valgt, og kan uden Amtets Approbation inddrives ved Udpantning efter en Udskrist af Valgprotocollen. “ der uden Discussion vedtoges med 89 Stemmer mod 13.

Efterat Formanden derpaa havde berammet det følgende Møde til Torsdagen den 31 te Mai, Formiddag Kl. 9, Forsættelse af Valglovens anden Behandling, blev Mødet hævet.

134te offentlige Møde. (Det 138te Møde i den hele Række.)

Torsdagen den 31 te Mai.

(Valglovens endelige Behandling. Regulativet.)

Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Formanden:

Efter Dagsordenen skulle vi gaae over til Regulativet med de Ændringsforslag til samme, som findes paa Afstemningslisten. Jeg mener, vi kunne tage det i Vartier, og som det forekommer mig meest hensigtsmæssig, efter de forskjelligee Districter, Ændringsforslagene angaae. Men jeg troer dog, det er rigtigst, at vi først tage Forslagene under Nr. 20 og 21 under Behandlig, hvoraf det ene gaaer ud paa, at Regulativet aldeles skal falde bort, og at der blot angives Antallet af Rigsdagsmændene for hvert Amt, og det andet, at Bestemmelsen af Valgstedet skal være Regjeringen forbeholdt. Da de saaledes gaae ud paa at sætte Noget istedet, enten for det Hele eller for en Deel af Regulativet, vil det maaskee være meest passende, saaledes som vi pleie at gjøre det ved enkelte Paragrapher, at tage disse for først, og altsaa vil jeg tillade mig at sætte Forslagene under Nr. 20 og Nr. 21 først under Behandling og Afstemning.

Forslagene under Nr. 20 og 21 paa den omdeelte Afstemningsliste være saahdende: 20) Bregendahls Hovedforslag: Til Udvalgets § 18 foreslaaes, i Henhold til Discussionen om Regulativet for Inddeling af Valgkredse, at § 18, første Deel, affattes saaledes: „Til Folkethinget vælge Østifterne og Nørrejylland 100 Medlemmer, saaledes at Staden Kjøbenhavn vælger 9, Kjøbenhavns Amt 5, Frederksborg Amt 5, Holbeks Amt 5, Sorø Amt 5, Præstø Amt 5, Odense Amt 7, Svendborg Amt 6, Maribo Amt 5, Bornholms Amt 2, Aalborg Amt 5, Hjørring Amt 5, Thiste Amt 4, Viborg Amt 5, Aarhuus Amt 3, Skanderborg Amt 3, Randers Amt 5, Veile Amt 5, Ringkjøbing Amt 5, Ribe Amt 5. Den nærmere Ordning af de enkelte Valgkredse foretages foreløbigen af Regjeringen efter førud indhentet Erklæring fra de locale Autoriteter, hvorhos der skal forelægges den første sammentrædende Rigsforsamling et Udkast til en Lov om den endelige Inddeling af Valgkredsene. “ 21) Vregendahls Biforslag: At der til § 18, efter Ordet „Fortegnelse", tilføies: „dog at Valgstedet for hver enkelt Valgkreds bestemmes af Regjeringen efter forud indhentet Erklæring fra de locale Autoriteter" og at, som Følge heraf, Angivelsen af Valgstederne i Regulativet bortfalder. Ordføreren (Neergaare): Jeg har under Sagens foreløbige Behandling alleredeee tilladt mig at yttre, hvorledes jeg personlig betragtede det af den ærede Rigsdagsmand for Viborg Amts 2det District (Bregendahl) stillede Forslag, om at den hele Sag skulde foreløbig afgjøres af Forsamlingen, saaledes at man kun bestemte hvormange Rigsdagsmænd der skulde vælges for hvert Amt, og derefter overlod til Regjeringen, efter at have hørt vedkommende communale Bestyrelser, at bestemme, hvorledes Districterne endelig skulde inddeles. Jeg bemærkede nemlig, at, saavidt jeg skjønnede, talte ikke

Lidt for dette Forslag, men at dog Comiteen fra sit Standpunkt ikke havde kunnet undlade at gjøre Forslag til Districtsinddelingen, saaledes som den efter sit bedste Skjønnende antog, at denne burde være. Forsaavidt der kunde være nogen Betænkelighed hos Forsamligen ved at indlade sig paa en Antagelse af Comiteens Forslag, skal jeg tillade mig at bemærke, at jeg ikke indseer, at der kan være Andet at erindre mod dek, end hvad der vvistnok vil blive at erindre ved ethvert Districtsregulativ fra hvilkensomhelst Autoritet; det kan ikke være anderledes, end at de Rigsdagsmænd, der ere localiserede paa forskjellige Steder i Landet, ville finde, at Districtsinddelingen burde være anderledes end den er. Saavidt mig bekjendt, er dette ogsaa jævnlig Gjenstand for Discussion i andre repræsentative Forsamlinger; Forhandlingerne om Valgdistricterne vende idelig tilbage, ofte uden at føre til synderligt Resultat. Imidlertid er der dog en Betragtning, jeg troede ved denne Leilighed at burde gjøre gjældende, og det er den, at hvis det skulde træffe, at det blev nødvendigt, i de først paafølgende Maaneder at foranstalte nye Valg, da kunde det være til Hinder herfor, naar man ikke strax havde en Districtsinddeling, hvortil man kunde holde sig. Jeg troer, at denne Betragtning maaskee vil lede Forsamlingen til hellere at acquiescere ved det Forslag, Comiteen har kunnet gjøre, end at henstille til en uvid Fremtid, naar Districtsinddelingen kunde blive fuldbyrdet. Det ærede Ministerium har ikke yttret sig om dette Punkt, muligt vil det tilkjendegive Forsamlingen sin Tanke.

Grundtvig:

Jeg skal blot sige, at jeg vvirkelig troer, det var bedst, man overlod Regjeringen det Hele, og at den ikke derved kan siges at komme i mindste Forlegenhed, synes mig aabenbart, thi hvis den finder, at den Inddeling af Kredsene, vort Udvalg har foreslaaet, vil være den bedste, der kan tages for Øjeblikket, staaer det den jo frit for.

Bregendahl:

Jeg skal ikke opholder mig længe ved dette Forslag, men kun forsaavidt den ærede Ordfører for Udvalget bemærkede, at der kunde være Vanskeligheder ved at overlade Ordningen af Valgdistricterne til Regjeringen, i det Tilfældee at den skulde finde, at der strax efter nærværende Forsamlings Afholdelse eller e de første Maaneder udskrives Valg, anføre, at den hele Indeling af Valgdistricter med Erklæringers Indhentelse fra vedkommende locale Autoriteter vist neppe vil tage land Tid, da der foreligger brugbart Materiale i Udvalgets Forslag of tildeels i det ældre Valgregulativ, og desuden i de i forrige Aar indhentede Oplysninger, hvoraf Regjeringen er i Besiddelse. Dertil kommer, at for at Valg kunne finde Sted, vil det være nødvendigt, at Valglister maae affattes, og den Omgangsmaade, som i saa Henseende er foreslaaet ved den Valglov, som nu er under Forhandling, vil jo dog altid medtage nogle Uger, inden Valg kunne skee, og stort længere Tid troer jeg ikke Inddelingen af Districter vil medtage. Jeg vil iøvrigt blot gjenkalde i Forsamlingens Erindring, hvorledes der under den foreløbige Behandling af Regulativet fremkom Bemærkninger ved enkelte Inddelinger, vel ikke fra mange, men dog fra endeel Districter, og jeg troer neppe, at Nogen i Forsamlingen, uden just de saa Enkelte, som have hjemme i Districtet, kan have nogen synderlig begrundet Mening om Rigtigheden af disse Bemærkninger eller om Rigtigheden af Udvalgets Medlemmers Opfattelse af de locale Forhold, da Udvalgets Medlemmer vist selv indrømme, at de kun ere localiserede i enkelte Dele af Landet. Det er just, naar der fremsættes Bemærkninger om at enkelte Sogne eller Communer skulle henlægges til en Kreds istedetfor til en anden, at der især bliver Spørgsmaal om de Ønsker, der gjøre sig gjældende i den paagjældende Egn, og der er jo for Forsamlingen ikke Tid til at indhente Erklæringer fra de locale Autoriteter. Vi maae erindre, at det er ikke Regjeringens Udkast til et Valgregulativ med nogle af Udvalget foreslaaede Forandringer deri, som der nu er under Discussion; det er altsaa ikke Udkast til et Valgregulativ, der er blevet forud bearbeidet paa den Maade, vi maae antage, at Regjeringens Lovforslag altid blive forberedte paa, nemlig efterat de fornødne Oplysninger ere blevne indhentede, før Regjeringen kommer frem med sit Forslag, men det et aldeles nyt Forslag, udarbeidet af Udvalget selv, uden at det har været muligt for Udvalget at indhente de Oplysninger, der vilde have været indhented, saafremt Regjerin

1124

gen havde forelagt Forslaget. Af denne Bemærkning troer jeg ogsaa vil sees, at hvorvel jeg tildeels erkjender Rigtigheden af hvad den ærede Ordfører bemærkede, at ved enhver fremtidig Behandliug af dette Forhold vil der møde de samme Vanskeligheder, at en stor Deel af Medlemmerne ikke ere localiserede og ikke kjendte med de vedkommende Districter, ville de dog have alt Materiale, som kan tilveiebringes til at støtte deres Dom paa. Derfom nu Discussionen angik de enkelte Ændringsforslag, skulde jeg ved et Exempel paavise, hvorledes det er vanskeligt nu at afgjøre, om Ændringsforslaget, der gaaer ud paa at tage nogle Sogne fra eet District og lægge dem til et andet, bør antages. Var der for Exempel Spørgsmaal om at tage nogle Communer fra Districtet A og lægge dem til B, men der nu herimod indvendes, at derved bliver Districtet B for stort, bliver Spørgsmaalet, om der kan tages Noget fra B og lægges til A, eller B skal blive saameget større end A; men forinden man kunde vælge mellem disse Alternativer, var det dog ønskeligt, om end ikke nødvendigt, at det forinden var indhentet Erklæring fra vedkommende communale Bestyrelser, og saaledes kunne mange Tilfældee indtræde, uden at man kan have nogen begrundet Mening om Rigtigheden af de foreslaaede Forandringer. Jeg maa derfor anbefale mit Forslag under Nr. 20 til Forsamlingens Opmærksomhed. Forslaget under Nr. 21 er mindre væsentligt og angaaer kun Valgstederne. Der er kun gjort Forslag til meget faa Forandringer med Hensyn til Valgstederne, men jeg troer, at det er Noget, der endnu mere maa rette sig efter de locale Forhold i hver Egn og vanskeligere kan bedømmes efter Lovudkastet end efter selve Districtets Beskaffenhed, og Bestemmelsen af Valgstedet kunde derfor vist passende overlades til Regjeringen.

Cultusministeren:

Med Hensyn til, at den ærede Ordfører hentydede paa, at han ikke vidste, om der fra Ministeriets Side vilde blive yttret Noget om dets Tilbøielighed til, hvis Forsamlingen gik ind derpaa, at overtage Ordningen af denne Sag efter Forslaget under Nr. 20, skal jeg tillade mig at bemærke, at i de stdste Dage, da Statsraadet har været beskjæftiget med andre Gjenstande, har der ikke været Anledning til at tage dette Forslag, som desuden temmelig sildigt er kommet til Statsraadets Kundskab, under Overveielse, saa at jeg ikke kan udtale mig paa samtlige Ministres Vegne. Jeg troer imidlertid ikke, man vilde undslaae sig for Besværligheden ved at overtage dette Arbeide. Med Hensyn til den antydede Mulighed, at det kunde være vanskeligt at faae Sagen ordnet til den Tid, da det kunde være ønskeligt at faae en Rigsdag sammenkaldt, er der jo ogsaa andre mulige Hindringer for at faae Rigsdagen valgt og sammenkaldt til den Tid og saa hurtigt, som man kunde ønske det, og det er vanskeligt at sige, om disse ville fjernes inden den Tid, der i og for sig kunde være tilstrækkeligt til det omhandlede Arbeide. Men der er jo nu i denne Tid ogsaa Hindringer tilstede for strax at kunne faae de locale Erklæringer indhentede fra alle Sider, og uagtet jeg ikke i dette Øjeblik og med den Grad af Kundskab i slige Anliggender, som jeg har, tør yttre nogen Mening om den Hurtighed, hvormed disse Betænkninger ville kunne tilveiebringes, kan jeg ikke negte, at jeg frygter for, at der hist og her kan gjøre sig gjældende en vis Iver for at sætte visse locale Interesse igjennem, som kan bevirke, deels, at disse Betænkningers Afgivelse forhales meget, deels ogsaa, at det kan blive nødvendigt at indhente en ny Betænkning, efterat den første var afgiven, ligesom ogsaa i hvert Tilfældee de større Communalbestyrelser, Amtsraadene, ville maatte indhente Betænkning fra de mindre, Sogneforstanderskaberne, og lægge disse til Grund, og derved er det meget muligt, at Sagen vilde kunne trækkes temmelig langt ud, naar Ordningen var bunden til en saadan forud indhentet Erklæring fra Communalbestyrelserne. Det er det Eneste, jeg for Øjeblikket seer mig istand til at yttre.

Tscherning:

Den ærede Minister har netop henledet Opmærksomheden paa hvad jeg ogsaa vilde gjøre til Gjenstand for et Par Bemærkninger. Dersom der ikke havde staaet i dette Ændringsforslag „efter forud indhentet Erklæring fra de locale Autoriteter", naar det derimod havde heddet „den nærmere Ordning af de enkelte Valgkredse foretages foreløbigen af Regjeringen, hvorhos der skal forelægges den første sammentrædende Rigsforsamling et Udkast til en

Lov om den endelige Inddeling af Valgkredsene", og det havde sluttet med „ledsaget med Oplysninger herom fra de locale Autoriteter", skulde jeg ikke have havt Noget imod at stemme for dette Ændringsforslag, som forekom mig at lose Opgaven paa den helvigste Maade; men at paalægge Regjeringen at skaffe sig Oplysninger af de locale Autoriteter, det er at paalægge Regjeringen at regjere. Den maa i denne Henseende være berettiget til at gjøre som den vil, og finder den det ikke nødvendigt at indhente disse Erklæringer, da skal man ikke paalægge den det, og man skal ikke siden kunne sige om den, at den foreløbige Anordning af Valgkredsene, den har gjort, staaer i Modsætning til de af de locale Autoriteter afgivne Erklæringer, og derfor er det ikke rigtigt at gjøre det. Alt hvad Rigsdagen er berettiget til at forlange, er at naar der bliver den forelagt et Lovudkast, at den da saaer alle de Oplysninger af Regjeringen, som den anseer fornødne, men den kan ikke paalægge Regjeringen til eget Brug at skaffe sig Oplysninger af denne Art. Det er paa den ene Side at frie Regjeringen til en vis Grad for sin egen Ansvarlighed; thi den vil da kunne beraabe sig paa: „vi have gjort det i Henhold til de locale Erklæringer, vi fandt det ikke Ganske rigtigt, men vi fandt det var i Samstemning med disse, og troede, at det var Betydningen af den os paalagte Forpligtelse. “ Jeg kan altsaa, efter hvad jeg her har sagt, ikke stemme for dette Forslag, og ligesaalidt-for Biforslaget under Nr. 21, thi det forekommer mig, at det lider af samme Brøst.

Ørsted:

Den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) har netop udtalt i det Væsentlige, hvad jeg vilde sige, nemlig at jeg vilde ansee Forslaget under Nr. 20 for særdeles anbefaleligt, saafremt Udtrykket „efter forud indhentet Erklæring fra de locale Autoriteter" udelades. Jeg troer ikke, den behøves, denne Tilføining; som det ærede Medlem tillige yttrede, troer jeg ikke, han vil lægge saa megen Vægt derpaa; Formaalet var aldeles opnaaet, hvis dette udelodes. Hvorvidet Forslaget kan sættes under Afstemning med denne Udeladelse, maa jeg henstille til den ærede Formand, ligesom ogsaa, om det ikke kunde være hensigtsmæssigt, at Afstemningen om dette Punkt skete under den Reservation, at dette Forslag paany kunde komme under Afstemning, efterat det specielle Punkt, der er under Ventilation, var blevet afstemt; thi det er muligt, at Mange, som hellere ville have, at Forslaget umiddelbart skulde udtale sig om Regulativet, hellere ville gaae over til Forslaget under Nr. 20, dersom de fandt, at Resultatet af Afstemningen ikke var saadant, som de troede, det burde være. Hvad Forslaget under Nr. 21 angaaer, er jeg aldeles enig med den ærede Forslagsstiller.

Formanden:

Med Hensyn til det første Punkt skal jeg tillade mig at bemærke, at jeg ikke troer, man paa nærværende Standpunkt kan være berettiget til at gjøre Forandring i det stillede Forslag. Hvad det andet Punkt angaaer, kunde det vvistnok være tvivlsomt — og jeg har selv været i Tvivl —, om vi skulde tage Forslaget under Nr. 20 før eller bagefter Regulativet; da det imidlertid ikke blot gaaer ud paa at forkaste Regulativet, men at sætte en anden Bestemmelse istedet, og da jeg ikke kan see, at de enkelte Forandringer i Regulativet kunne i den Grad virke paa de enkelte Medlemmers Stemme, at de, naar de ansaae det for rigtigt, at det Hele skulde førkastes, vilde finde det fornødent først at vide, hvad Udfald Afstemningen over Regulativets Enkeltheder fik, har jeg troet, at det i Formen var correctest, naar jeg tog det først.

Barfod:

Den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted) har alleredeee udtalt, hvad jeg vilde have sagt, og han er oven i Kjøbet alleredeee besvaret af den ærede Formand; thi jeg vilde netop have gjort opmærksom paa, at jeg vel af Erfaring veed, at det er en heel precair Sag, naar der ligefør Forhandlingerne skeer en mundtlig Tilføining til et Forslag, men jeg troede, at det var noget mindre precairt, naar det blot gik ud paa at udelade nogle faa Ord af det trykte foreliggende Forslag, saaledes som her, naar Talen er om at udelade Indskudssætningen „efter forud indhentet Erklæring fra de locale Autoriteter". Det var dette, jeg vilde have tilladt mig at foreslaae, idet jeg formodede, at den ærede Forslagsstiller ikke vilde have havt noget Væsentligt imod, at disse Ord gik ud. Det synes imidlertid, at den ærede Formand ikke antager,

1125

at dette vil kunne skee, og uagtet jeg ikke tilfulde kan indsee de færlige Vanskeligheder, det skal have, saa tør jeg dog paa ingen Maade fornye det gjorte, men alleredeee afviste Forslag.

Formanden:

Det forekommer mig, at Betænkeligheden ved at sætte Noget til gjølder ogsaa, naar Talen er om at tage Noget fra, og jeg kan ikke skjønne, at der er nogen væsentlig Forskjel i denne Henseende.

Ordføreren:

Den ærede Rigsdagsmand for Præstø Amts 4de District (Grundtvig) bemærkede, at det foreliggende Amendement ikke vilde lægge nogen Hindring iveien for, at Regjeringen jo kunde udskrive Valg til hvilken Tid, det end skulde være i Overeensstemmelse med den af Comiteen forelagte Districtsinddeling. Jeg skal dog tillade mig at minde om, at jeg ikke skjønner rettere, end at Ordene: „Den nærmere Ordning af de enkelte Valgkredse foretages foreløbig af Regjeringen efter forud indhentet Erklæring fra de locale Autoriteter, hvorhos der skal forelægges den første sammentrædende Rigsforsamling et Udkast til en Lov om den endelige Inddeling af Valgkredsene" dog vilde gjøre det vanskeligt for Regjeringen, uden at denne Beslutning var opfyldt, at udskrive Valg til en ny Forsamling. Forsaavidt den ærede Forslagsstiller bemærkede, at det ikke vilde medtage nogen lang Tid, førend Erklæringer kunne indhentes fra vedkommende Autoriteter, skal jeg dog tillade mig at bemærke, at naar Regjeringen indhenter Betænkning fra Amtsraadene, affordre disse i Almindelighed først samtlige Sogneforstanderskabers Erklæringer, og efter det Kjendskab, jeg har til Forholdene, vil det ikke være muligt, at dette kan foregaae over hele Landet paa en kortere Tid end flere Maaneder. Det forekommer mig desuden, at i en saa vanskelig Periode som den, hvori vi leve, maa der medgaae en mere end almindelig lang Tid, inden der kan finde en saadan Inddeling af Districter Sted, hvorefter Valgene kunne foregaae. Den ærede Cultusminister bemærkede, at denne Gjenstand ikke havde været overveiet af Ministeriet, man at han ikke antog, at Ministeriet vilde undslaae sig for de Besværligheder, der vilde være forbundne med at ordne denne Gjendstand, og han hentydede paa, at der kunde komme andre Hindringer iveien i den nærmeste Fremtid for en snarlig Sammenkaldelse af en ny Rigsdag. Idet jeg ganske maa give den ærede Cultusminister Ret i denne Henseende, skal jeg dog bemærke, at jeg ikke kan skjønne, at nogen anden Vanskelighed kan være saa stor som den, under de Forhold, hvori vi leve, at skulle indhente Betænkninger fra samtlige Communalbestyrelser, især naar hensees til den Tilstand, hvori Jylland for Øjeblikket befinder sig, en Tilstand, om hvilken vi desværre ikke vide, hvor snart den vil ophøre. Den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) bemærkede, at han var enig i det stillede Forslag, naar der ikke dertil var føiet de Ord „efter forud indhentet Erklæring fra de locale Autoriteter" og den same Mening blev tiltraadt af Risdagsmanden for Kjøbenhavns 3die Valgkreds (Ørsted) og saavidt jeg har forstaaet, ogsaa af Rigsdagsmanden for møen (Barfod). Jeg skal dertil tillade mig den Bemærkning, at jeg ikke skjønner rettere, end at Ministeriet, hvis det skulde forfatte Regulativet uden førud at have hørt Communalbeftyrelserne, neppe med al Respect for Ministeriets Localkjendskab til Landet vilde være stort bedre faren end Comiteen. Jeg tør nemlig antage, at Ministe

riet vel er i Besiddelse af endeel Oplysninger med Hensyn til den hidilværnde Distriktsinddeling, men Spørgsmaalet er jo netop om at forandre den, og det i en betydelig Grad, idet der f. Ex. i Østisterne skal udgaae fra hvert Amt undtagen Borholms 1 Valgkreds. Jeg kan altsaa ikke skjønne rettere, end at Ministeriet befinder sig omtrent paa samme Standpunkt som Comiteen, at det i visse Tilfældee vil savne Oplysning om Localiteterne. Naar der opstaaer nogen Tvivl med Hensyn til enkelte Punkter, da kan denne Tvivl ei loses uden ved at høre saagodt som samtlige Autoriteter, thi naar et Valgdistrict skal udgaae af et Amt, vil dett medføre Forandringer med Hensyn til alle de andre Districter i samme Amt. Det er disse Bemærkninger, jeg har troet at burde gjøre for at vise, at der er endeel, der taler for, at Forsamlingen antager Comiteens Forslag, saaledes som det nu er modificeret ifølge de af flere Rigsdagsmænd gjørt Bemærkninger.

Da ingen Flere ønskede at yttre sig om de foreliggende Ændringsforslag, skred man til Æffteming, ved hvilken 1) Nr. 20. Bregendahls Hovedforslag: „Til Udvalgets § 18 foreslaaes, i Henhold til Discussionen om Regulativet for Inddeling af Valgkredse, at § 18, 1st Deel, affattes saaledes: „Til Folkethinget vælge Østisterne og Nørrejylland 100 Medlemmer, saaledes at Staden vælger 9, Kjøbenhavns Amt 5, Frederiksborg Amt 5, Holbeks Amt 5, Sorø Amt 5, Præstø Amt 5, Odense Amt 7, Svendborg Amt 6, Maribo Amt 5, Bornholms Amt 2, Aalborg Amt 5, Hjørring Amt 5, Thisted Amt 4, Viborg Amt 5, Aarhuus Amt 3, Skanderborg Amt 3, Randers Amt 5, Veile Amt 5, Ringkjøbing Amt 5, Ribe Amt 5. Den nærmere Ordning af de enkelte Valgkredse foretages foreløbigen af Regjeringen efter forud indhentet Erklæring af de locale Autoriter, hvorhos der skal forelægges den første sammentrædende Rigsforsamling et Udkast til en Lov om den endelige Inddeling af Valgkredsene."" forkastedes med 71 Stemmer mod 25. 2) Nr. 21. Bregendahls Biforslag: „At der til § 18 efter Ordet „Fortegnelse" tilføies: „dog at Valgstedet for hver enkelt Valgkreds bestmmes af Regjeringen efter forud indhentet Erklæring fra de locale Autoriteter", og at som Følge heraf Angivelsen af Valgstederne i Regulativet bortfalder. forkastedes med 76 Stemmer mod 15. Man gik derpaa over til Forslaget under Nr. 1, der lyder saaledes: 1) Tschernings og Buntzens Forslag, optaget af Udvalget: Frederiksborg Amts 4de Valgkreds: Valgstedet Ramløse forandres til frederiksværk.

Ordføreren:

Jeg ønskede at yttre mig med Hensyn til enkelte Forslag, der ere indkomne til Comiteen, men som, fordi Comiteen ikke har troet at kunne gaae ind derpaa, ikke ere fremkomne som Amendements til Regulativet. Jeg troer nemlig, at man skyler de ærede Herrer at angive Grundene herfor. Hvis Formanden derfor ikke har noget derimod, skal jeg tillade mig i Korthed at henled Opmærkjomheden derpaa.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1126

Hundrede og Fire og Tredivte (138te) Møde. (Den endelige Behandling af Valgloven. Negulativet.)

Formanden:

Jeg troer rigtignok, at dette da maatte gjøres i den muligste Korthed, thi hvis de ærede Rigsdagsmænd havde inhæreret deres Forslag, saa vilde de jo have stillet Amendements, og visse vilde da være komme under Behandling og Afstemning; men da de ikke have stillet Amendements derom, syncs de ikke at have saamegen Interesse for Forslagene, at de behove Forhandling. Jeg troer derfor, at vi, for at vinde Tid, gjorde bedst i, enten at lade det være eller gjøre det i muligste Korthed, men jeg skal forøvrigt henstille det ganske til den ærede Ordfører.

Ordføreren:

Ja, jeg skal ikke opholder Forsamlingen ret lange. Jeg vilde kun bemærke, at med Hensyn til Kjøbenhavns Amt er der fremkommet en Bemærkning fra den ærede Rigsdagsmand for sammes 5te District (Lorck), som Comiteen vilde have været meget tilbøielig til at gaae ind paa, naar ikke en enkelt Omstændighed havde været til Hinder derfor. Han ønskede nemlig, at Herstedøster og Herstedvester skulle overføres fra 3die til 1ste District, og ligeledes, at Vallensbæk skulde afgaae fra 3die til 4de District. Det er ganske vist, at det District, der vælger i Roeskilde, er uheldig situeret, idet Sognene vesten for Roeskilde, tæt op til Byen maae lægges til et andet Lnaddistrict, hvorimodd man har maatte henlægge Sogns til Roeskilde, som ligge temmelig fjernt østen for det, udenfor den Kreds, som kan antages at have stadigt Samqvem med Byen; men det lader sig ikke gjøre anderledes, fordi det 5te District med Modested i Blæsenborg Kro Allerede kun har et Antal af 11, 567 Vælgere og vilde blive utilbørligt lille, naar man vilde tage flere Sogne fra og lægge dem til Roeskilde hvilket maatte skee, naar de tvende nævnte med flere skulle afgaae. Med Hensyn til Ændringsforslaget under Nr. 1 skal jeg tillade mig at bemærke, at Comiteen har troet at maatte vælge Frederiksvæik istedetfor Ramløse til Mødested i Frederiksborg Amts 4de Valgkreds. Grunden hertil er ikke den, at Beboerne have nærmere til Frederiksværk, thi der er tvertimod for Pluraliteten af Beboerne en kortere Vei til Ramløse, men Comiteen antog, efter hvad der er yttret af Mænd, der have localt Kjendskab til Egnen, at Veiene til Fredriksværk ere bedre, og desuden har Frederiksværk ikke lidet tilfalles med en Kjøbstad, hvorfor man har troet at burde gaae over til dette Forslag.

Da ingen Flere ønskede at yttre sig, skred man til Afstemning, ved hvilken det foreliggende Forslag blev eenstemmig vedtaget med 90 Stemmer.

Man gik derefter over til Behandlingen af Nr. 2 og 3 paa Afftemningslisten: 2) Tschernings Hovedforslag: Holbek Amt: 1. Holbek, Meerløse, Tølløse og Aagerup, Rørrejernløse og Qvandløse, Soderup og Eskildstrup, Asminderup og Grundløse, Taastrup, Uggersløse, Butterup og Tudse, Sønderjernløse og Sjøstrup, Kundby, Hagested og Gislinge. 2. Ørsløn, Solberg, Nidløse, Steenlille, Havreberg og Giersløn, Finderup, Tersløse og Skiellleberg, Reersløv og Vedby, Saby og Hallensløv, Gjørløv og Bakkendrup, Helsinge og Drosselberg, Ondløse og Søndersted, Skamstrup og Frydendal, Jyderup og Holmstrup, Stistsbjergby og Mørke. 3. Kallundborg Kjøbstad, do. Landdistrict, Rakløv, Refsnæs, Røbby, Udby, Aarby, Tømmerup Svallerup, Store-og LilleFuglede, Hjembek og Svinging, Bregming og Bjergsted, Bi

skinde og Aunsø, Værsløv og Jordløse. 4. som Nr. 5 med Tilføining af Hørby, Udby. 5. Samsø, Kyholm, Seierø og Thunø. 3) Tschernings Biforslag: Saafremt dette ikke angtages, da foreslaaes at beholdee den anførte Inddeling og lægge Valgstedet til Samsø ved hvert 3die Valg.

Tscherning:

Jeg behøver vel kun at gjenkalde i Forsamlingens Grindring, at disse Forslag gaae ud paa at skaffe den store Ø Samsø en fuldstændigere Leilighed til at deeltage i Afstemningen, end dette vil være muligt, naar Beboerne Hvergang skulle tage til Kallundborg. Jeg har forsøgt dette paa to Maader, nemlig enten ved at lade Samsø udgjøre et eget Valgdistrict i Forbindclse med Kyholm, Scoerø og Thunø, eller derved, at man lagde Valgstedct til Samsø ved hvert 3die Valg. Gjør man Samsø med de andre Smaaøer til et eget Valgdistrict, vil dette rigtignok kun faae lidet over 6000 Indbyggere og altsaa blive det mindset i Danmark, og næsten mindre end Halvdelen af de fleste andre, men jeg har dog troet, at det var den fuldstændigste Maade; naturligviis maatte da de andre Districter i Holbek Amt gjøres saameget desto store eller faae et saameget store Folketal, men dette forekommer mig at være mindre vigtigt end at skaffe en saa stor Ø som Samsø en lettere Adgang til at vælge, end dette vil være muligt, naar dens Beboere hver Gang skulle flytte sig over Søen. Skulde dette Forslag ikke vinde Bifald, har jeg stillet et andet under Nr. 3, ifølge hvilket den samme Inddeling er vedligeholdt, som er foreslaaet af Udvalget, men hvor Samsøboerne hver 3die Gang, i et nogenlunde rigtigt Forhold til Beforlkningen, faae Samlingsplads der, hvorved dog Samsøcs Vælgere hver 3die Gang komme til dres Ret, og det synes mig ikke at være ubilligt, at den øvrige Beforlkning hvert 3die Aar skal flytte sig til Samsø, naar man forlanger, at Samsingerne ellers skulle tage til Districtets Mødested. Jeg antager, at dette vel er en mindre heldig, men dog en taalelig Udvei.

Ordføreren:

Det Forslag, som den ærede Rigsdagsmand har stillet, er alleredeee under den foreløbige Behandling blevet temmelig udførlig discuteret, og jeg skal derfor indskrænke mig til Korthed at bemærke, at Districtet Samsø vil blive endnu mindre, end den ærede Forslagsstiller anførte, thi Thunø gaaer fra, da denne Ø ved en Feiltagelse er fra, det alder Regulativ kommen ind som hørende til Holbeks Amt, da den dog hører til Jylland, nemlig til Ning Herred i Aarhuus Amt. Folkemængden paa Thunø maa altsaa fradrages, og der bliver saaledes kun et Folketal af 6, 116. Endvidere skal jeg bemærke, at Seierø under ingen Omstændighed vil vinde ved at komme til at vælge paa Samsø, thi den korteste og sædvanligste Vei derfra til et passende Valgsted er til Kallundborg. Tager man Hensyn hertil og tillige til, at alle de øvrige Valgkredse i hele Amtet vilde i samme Grad blive forstørrede, som det District, som Samsø skulde udgjøre, blev formindsket, troer jeg, at det Betænkelige vil vise sig ved at gaae ind paa dette Forslag. Jeg skal saaledes bemærke, at det Valgdistrict, der har Møde i Holbek, vilde faae et Folketal af 15, 804, og det District, der har Bedby til Mødested, et Folketal af 18, 915, det tredie District vilde faae 16, 479 Indbyggere, og det fjerde 15, 858. Det Spørgsmaal, der foreligger Forsamligen, er altsaa, om der vvirkelig paa Grund af de 4½ Miil, som Samsøboerne have fra Færgestedet til Kallundborg, er Anledning til at favorisere Samsingerne i den Grad at indskranke dette Valgdistrict til et Antal af c. 6000 Indvaanere og til at disfavorisere de øvrige Beboere i den Grad, at der bliver et District paa henved 19, 000 Indvaanere, hvilket meget overskrider det høieste Antal, som Comiteen har troet at

1127

kunne tillade sig at foreslaae. Dertil kommer, at der, som tidligere bemærket, finder en stadig Dampskibsfart Sted mellem Aarhuus og Kallundborg, hvilken berorer Samsø, fra hvilken der desuden er Færgefart til Kallundborg, hvorved man, naar man vil indrette sig derefter, uden stor Besvær og med faa Omkostninger kan møde til Valg i Kallundborg. Med Hensyn til Biforslaget skal jeg tillade mig den Bemærkning, at hvis dette Forslag var fremsat i sin Almindelighed, saaledes, at Spørgsmaalet kun var, om det ikke var gavnligt, i visse Districter at have wende Valgsteder at variere paa, da vilde det vvistnok have havt mindre imod sig, skjøndt jeg dog antager, at Comiteen vilde have tilraadet at henstille dette, som mange andre Spørgsmaal, til Afgjørelse i Fremtiden; men derimod har Comiteen ikke skjonnet, at der var nogen Grund til at gaae ind paa Afgjørelsen af denne Qvæstion for det enkelte District, thi den har antaget, at der var mange andre Districter, hvor man med ligesaa stor, maaskee storre Grund kunde ønske Beboerne en saadan eller lignende Lettelse. Jeg kunde nævne flere Exempler, saasom Læso, der skal valge i Sæby, Femo og Feiø i Maribo, men især maa jeg henvise til de mange Districter i Jylland, der ere 6, 7, 8 til 9 Miil lange, hvor der altsaa kunde synes at være storre Grund til at foreslaae forskjelligee saadanne Valgsteder, mellem hvilke man til forskjelligee Tider kunde v?a?riere.

Rée:

Jeg troer dog vvirkelig, at Sammenligningen med Læso og hvad der her er foreslaaet angaaende Samsø ikke holder Stik, naar man tager Hensyn til, at Samsø er en større Ø, den største af vore mindre, og at der er rimelig Grund til, at dens Beboere maae blive berettigede til at vælge sammen med den Øgruppe, der ligger nærmest omkring. Det er heller ikke blot en Søreise af den Distance, som den ærede Ordfører for denne Afdeling har anfort, Beboerne ville have at forestage ved at soge Fastlandet, men Reisen bliver længere for den nordlige Deel af Samsøes Beboere, og forbunden med større Besværlighed, hvilket alleredeee forhen er tilstrækkeligen oplyst. Finder man nu, at Samsø bør danne en Valgkreds for sig, saa er det dog en Selvfolge, at de omkringliggende Øer komme til at slutte sig til samme District, hvilket er en Følge af den naturlige Beliggenhed, da navnlig Thunø, der nu er regnet til Fastlandet, ligger tæt op til Samsø. Hvad Seiero angaaer, saa er den jo ikke talrig befolket og det i sig selv ikke forbundet med et større Besvær for dens Beboere at gaae til Samsø end til Kallundborg, saa Øens Afstand fra Samsø her ikke synes at kunne forandre Sagen. Der er af enkelte Talere lagt Vægt paa, at Holbek Amt ved Udsondring af Samsø kommer til at danne saameget folketalrigere Valgkredse; men jeg troer ikke, at dette Hensyn bør veies saa noie, naar det colliderer med andre, og det vigtigste Hensyn er dog det, at Vælgerne, uhindrede af Beliggenhedsforhold, kunne sættes istand til at udøve deres Valgret. Jeg troer derfor, at det er særdeles at tilraade, og om jeg ikke tager feil, saa er det Ønske ogsaa blevet fremsat af Samsingerne selv, at de saavidt muligt maatte erholde en Valgkreds for sig selv.

Wulff:

Jeg skal kun tillade mig, i Anledning af den Sammenstilling, der er gjort mellem Samsø og Læsø, at bemærke, at Læsø har 3 Sogne, og vel i det Hele 3 ?a? 4000 Indbyggere.

Barfod:

Læsø har tre Sogne? Det vil da sige, at den kun har to Kirker og udgjør kun eet Pastorat, som upaatvivlelig neppe har Halvparten af Samsøes Folkemængde. Til hvad der alleredeee er anført af den ærede Rigsdagsmand for Randers Amts 6te District, som nys havde Ordet, skal jeg tillade mig at føie, at naar den ærede Ordfører har fremhævet, at det, at Samsø med omliggende Øgruppe kom til at udgjøre en egen Valgkreds, vilde have til Folge, at Amtets øvrige 4 Valgkredse sik er uforholdsmæssig stort Folketal, saa har dette dog ikke stort paa sig, da, efter de Oplysninger, som den ærede Ordfører selv har meddeelt, kun en eneste af de sire Valgkredse vilde saae et større Folketal, end flere af de Valgkredse have, som Udvalget selv har foreslaaet, og som det altsaa har fundet passende. Jeg kan da paa ingen Maade finde, at det, at en enkelt Valgkreds blev noget større end den største af de øvrige Valgkredse, kan være tilstrækkeligt til at fraraade et Forslag, som jeg for Samsøes Vedkommende,

ifølge Øens særegne Forhold, maa vedblive at finde baade billigt og retsærdigt.

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning, hvorved: 2) Tschernings Hovedforslag: „Holbek Amt: 1. Holbek, Meerløse, Tølløse og Aagerup, Nørrejernløse og Qvandløse, Soderup og Eskildstrup, Asminderup og Grandløse, Taastrup, Uggersløse, Butterup og Tudse, Sønderjernløse og Sjøstrup, Kundby, Hagested og Gislinge. 2. Ørsløv, Solberg, Nidløse, Steenlille, Havreberg og Giersløv, Findrup, Tersløse og Skielleberg, Reersløv og Vedby, Sæby og Hallensløv, Gjørløv og Bakkendrup, Helsinge og Drosselberg, Ondløse og Søndersted, Skamstrup og Frydendal, Jyderup og Holmstrup, Stistsbjergby og Mørke. 3. Kallundborg Kjøbstad, do. Landdistrict, Rakløs, Refsnæs, Rorby, Udby, Aarby, Tømmerup, Svallerup, Store- og LilleFuglede, Hjembek og Svinninge, Bregninge og Bjergsted, Viskinde og Aunso, Værsløv og Jordløse. 4. som Nr. 5 med Tilfoining af Hørby, Udby. 5. Samsø, Kyholm, Seierø, Thunø." forkastedes med 64 Stemmer mod 32. 3) Tschernings Biforslag: „Saafremt Hovedforslaget ikke antages, da foreslaaes at beholdee den anførte Inddeling og lægge Valgstedet til Samsø ved hvert 3die Valg. “ forkastedes med 55 Stemmer mod 48. Derefter gik man over til Nr. 4, 5, og 6 paa Afstemningslisten: 4) Udvalgets Forslag: Holbek Amt, 2den og 5te Valgkreds: Follesløv og Særsløv tilføies førstnævnte og udgaaer fra sidstnævnte Valgkreds; Folketallet forandres til respective 15, 761 og 12, 772. 5) Udvalgets Forslag: 2den Valgkreds’s Mødested forandres til Svinninge Kro istedetsor Faurbo Kro. 6) Udvalgets Forslag: 4de Valgkreds: Thunø udgaaer, og Folketallet forandres til 15, 059. Ordføreren (Neergaard): I Henhold til de Disussioner, som sidst forefaldt, og de Bemærkninger, der bleve gjorte, navnlig af den ærede Rigsdagsmand for Kallundborg (N. F. Jespersen) og den ærede Rigsdagsmand for Færoerne (Pløyen), har Comiteen antaget, at det vilde være hensigtsmæssigt, at Føllesløv og Sarsløv Sogue afgik fra det 5te og bleve tilfoiede det 2det District, hvoraf naturligviis maatte følge en Forandring i deres Folketal. Ligeledes har man formodet, at det vilde være en hensigtsmæssig Forandring at vælge Svinninge Kro til Valgsted istedetfor Faurbo Kro. Svinninge ligger nemlig mere midt i Districtet, hvilket vil sees deraf, at medens de østligste Byer i Districtet Horby og Udby nu vilde have omtrent 4 Miil til Faurbo, saa ville de kun have i det Høieste henved 3 Miil til Svinninge, og de vestligste Sogne i Districtet ville heller ikke faae mere end omtrent 3 Miil til dette Valgsted. Svinninge Kro troer jeg ogsaa har det forud for Faurbo, at der ved samme tillige ligger en By. Med Hensyn til Thunø skal jeg henholde mig til hvad jeg forhen har bemærket. Thunø hører til Jylland, og man vil altsaa ved at optage den i Holbeks Amt i Sjælland ikke alene føre den fra det Amt, hvortil den hører, til et andet, hvilket Comiteen af de oftere anførte Grunde anseer for uhensigtsmæssigt, men tillige bringe den fra een Provinds til en anden.

P. D. Bruun:

Maaskee jeg blot turde tillade mig at bemærke, i Anledning af hvad den sidste ærede Taler yttrede med Hensyn til Thunø, at i det oprindelige Regulativ for Valgene, som blev affattet aster Valgloven af 7de Juli 1848, var Thunø bleven forglemt at anføres som henhørende til Aarhuus Amts 1ste Valgkreds og Ning Herred paa det trykte Regulativ, men derimod med Blæk tilskrevet de Exemplarer, som bleve uddeelte fra Regjeringens Side; det er derimod ikke tilskrevet i det Regulativ, som er blevet omdeelt til Forsamlingen her, og det vil derfor, naar nu Thunø saaledes udgaaer fra Holbeks Amts 4de District, være i sin Orden, at det tilføies Aarhuus Amts 1ste Valgkreds. Jeg skal ogsaa bemærke, at der fra Thunø ved det sidste Valg blev givet Møde med Vælgerne fra Aarhuus Amts 1ste Valgkreds; det er formeentligen altsaa bløt oprindeligviis en Forglemmelse i det Regulativ, som blev forfattet efter Valgloven af 7de Juli 1848.

1128

Formanden:

Jeg tænker, at det kan betragtes som en simpel Redactionsforandring, og at det saaleds kan overlades til Comiteen at sættedet ind paa vedkommende Sted.

Andresen:

Det er mig kjært, at Comiteen har lagt Maarke til og taget Hensyn til, at det er hensigtsmæssigt at bestemme Valgstedet saavidt muligt midt i Districtet; men jeg maa høilig beklage, at jeg ikke var tilstede ved den foreløbige Behandling, og at jeg saaledes ikke fik Anledning til at skille noget Ændringsforslag. Tillige maa jeg beklage, at Comiteen ikke har taget tilbørligt Hensyn til 5te Valgkreds. Der er f. Ex. Hørve og Vallekilde Sogne, de have c. 4?? Miil til Valgstedet, skjøndt de ligge kun c. ?? Miil fra Svinninge. Nu ere rigtignok Føllesløv og Særsløv udgaaede fra 5te og lagte over til 2den Valgkreds, men Veien bliver derfor ikke forkortet for de andre, og det forekommer mig dog synderligt, at en stor Deel af Districtets Beboere skal have 4?? Miil til Valgstedet, medens paa den anden Side Andre neppe have 2. Jeg troede, at Comiteen havde taget Hensyn dertil; men da jeg som sagt, ikke har været tilstede ved den foreløbige Behandling, skal jeg ikke videre urgere det, da der nu ingen Forandring kan skee.

Ordføreren (Neergaard):

Med Hensyn til denne sidste Bemærkning skal jeg blot anmode den ærede Rigsdagsmand om at tage Hensyn til Folkemængden, og han vil da indsee Grunden til, at Comiteen ikke er gaaen yderligere i at indskrænke det 5te District, end den har gjort.

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning, hvorved: 1) Nr. 4. Udvalgets Forslag: „Holbek Amt, 2den og 5te Valgkreds: Follesløv og Særslov tilføies førstnævnte og udgaae fra sidstnævnte Valgkreds; Folketallet forandres til respective 15, 761 og 12, 772. “ vedtoges eenstemmig med 100 Stemmer. 2) Nr. 5. Udvalgets Forslag: „2den Valgkreds’s Mødested forandres til „Svinninge Kro" istedetfor „Faurbo Kro". “ vedtoges eenstemmig med 96 Stemmer. 3) Nr. 6. Udvalgets Forslag: „4de Valgkreds: Thunø udgaaer, og Folketallet forandres til 15,059." vedtoges eenstemmig med 101 Stemmer. Derpaa gik man over til Nr. 7 paa Afstemningslisten: 7) Udvalgets Forslag: Præstø Amt, 1ste og 2den Valgkreds, omdeles paa følgende Maade: 1ste Valgkreds: Storeheddinge, do. Landsogn, Magleby og Holtug, Strøby og Varpelov, Hellested, Spjellerup og Smerup, Lyderslev og Frørslev, Lillehedding og Haunsløv, Carise og Alslev, Vemmetofte, Haarløv og Himlingøie, Vallo Stift, Valløby og Taarnby; 13,571 Indv.; Mødested: Storeheddinge. — 2den Valgkreds: Faxø, Kongsted, Østerog Vester-Egede, Ulsø, Dalby og Thureby, Endersløv og Vraaby, Herfølge og Sæder, Vollersløv og Gjørsløv, Lidemark og Bjeverskov, Lellinge; 13, 482 Indv.; Mødested: Faxø.

Neergaard:

Det er igølge hvad der under den foreløbige Behandling blev bemærket af den ærede 24de Kongevalgte (Scavenius) og den ærede Rigsdagsmand for Møen (Barfod), at Comiteen har stillet et Forslag om en Omdeling af 1ste og 2den Valgkreds af Præstø Amt. Derved er vundet for det Første, at Storeheddinges Indvaanere ikke nødes til at reise en 2 à 3 Miil ud paa Landet for at vælge, hvilket naturligviis fra Kjøbstædernes Side vilde have meget imod sig. Dernæst er der vundet, at det District, som kommer til at vælge i Storeheddinge, vil blive heldigere arronderet end før, idet det kommer til at bestaae af Storeheddinge og nogle Dele af de tilstødende Bjeverskov og Faxø Herreder, som støde op til Herredet; men det kan ikke negtes, at det 2det District, som vil bestaae af endeel af Bjeverskov og Faxø Herreder, vil ikke være bedre, maaskee snaere noget ringere stillet ved denne Forandring end før. Endeel af Beboerne i det førstnævnte Herred, som boe oppe imod Kjøge By, ville have 3, ja indtil 4 Miil til Valgstedet; men det har ikke været

Comiteen muligt, skjøndt den derpaa h?a?v anvendt megen Umage, at bringe en hensigtsmæssigere Fordeling i Forslag paa Grund af Amtets meget irregulaire Figur. Der blev sidst erindret endeel mod Rønnede Kro som Valgsted, fordi den laa saa yderligt i Valgkredsen. Jeg troer, at hvad der snarere kan erindres imod Rønnede Kro som Valgsted, er, at den ligger noget isoleret, thi Faxø ligger kun meget lidet bedre for Districtet; men da Faxø er en stor By i et t alrigt Sogn, hvor der er et Gjæstgiveri, saa har Comiteen troet, i denne Henseende at burde rette sig efter de Bemærkninger, som sidst bleve gjorte, og den har derfor foreslaaet Faxø som Samlingsted istedetfor Rønnede.

Bregendahl:

Jeg skal kun bemærke, at da Comiteen under dette Afstemningspunkt har givet en Inddeling af nye Kredse, saa har der ikke været Anledning til at stille et Forandringsforslag med Hensyn til det Mødested, som er foreslaaet for den 2den Valgkreds. Forøvrigt troer jeg, at e Indvendinger, der ere fremsatte mod, at Mødestedet skulde være i Rønnede, ogsaa gjælde om Faxø, der efter den nu opstillede Inddeling, ligeledes ligger i en Udkant af Valgdistrictet, ligesaavelsom Rønnede, og jeg troer, at Mødestedet rettere havde været lagt ved Thurebyholm eller Nykro; det havde vist været mere midt i Districtet.

Barfod:

Jeg troer dog ingenlunde, at Faxøs Beliggenhed er saa uheldig, som den sidste ærede Taler (Bregendahl) har villet formene, da det altid ligger noget mere midt i Valgkredsen end Rønnede. Dertil kommer, hvilket af den ærede 24de Kongevalgte (Scavenius) alleredeee under den foreløbige Behandling blev fremhævet, at Faxø Sogn har over 2,500 Indbyggere og udgjør altsaa henved en Femtedeel af hele Valgkredsens Folkemængde. Der ligger dog ogsaa en Deel af Valgkredsen syd for Faxø, ikke alene en store Deel af selve Faxø Sogn, men hele Roholte Sogn og endeel af Kongsted, hvilke begge ville komme til at hore til same Valgkreds. At imidlerted Faxø, under de nærværende Omstændigheder og eftersom Valgkredsen nu er ordnet, med det store Tillæg fra Bjeverskov Herred, ikke er noget meget beqvemt Mødested, men at det endog kan kaldes et temmelig ubeqvemt, det skal jeg paa ingen Maade benegte; men naar den ærede sidste Taler nævute Thurebyholm, saa skal jeg dertil dog bemærke, at dette er en Herregaard, men der ligger ingen Kro derved, hvilket jeg dog skulde mene er en Ting, som turde ansees som et ønskeligt Tilligende til et Valgsted. Han nævnte ogsaa Nykro, hvor der jo rigtignok er, som Navnet antyder, en Kro, men denne har den same Feil som Rønnede, at ligge fuldkommen isoleret. Dersom der enten i Dalby eller i Thureby havde været en Kro, hvilket jeg, uagtet Forsamlingens Smiil vedbliver at ansee for en saare ønskelig Betingelse ved et Valgsted, saa skulde jeg vvistnok selv have foreslaaet et af disse Steder istedetfor Faxø; men da dette nu ikke er Tilfældeet, maa jeg vedblive at holde paa det sidstnævnte Sted.

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning, hvorved: Nr. 7) Udvalgets Forslag: „Præstø Amt, 1ste og 2den Valgkreds omdeles paa følgende Maade: 1ste Valgkreds: Storeheddinge. do. Landsogn, Magleby og Holtug, Strøby og Varepeløv, Hellested, Spjellerup og Smerup, Lyderslev og Frørslev, Lilleheddinge og Haunsløv, Carise og Alslev, Vemmetoste, Haarløv og Himlingøie, Vallø Stift, Valløby og Taarnby; 13, 571 Indv.; Mødested: Storeheddinge. — 2den Valgkreds: Faxø Kongsted. Øster- og Vester-Egede, Ulsø, Dalby og Thureby, Enderslov og Vraaby, Herfølge og Sæder, Vollerslov og Gjørsløv, Lidemark og Bjeverskov, Lellinge; 13, 482 Indv.; Mødested: Faxø. “ verdtoges med 93 Stemmer mod 4. Derester gik man over til Nr. 8, 9, 10, 11, 12, og 13 paa Afstemningslisten: 8) Comiteens Minoritets (B. Christensens) Forslag: „At i Odense Amt, 6te Valgkreds, vælges Lunde til Samlingsted istedetfor Søndersø. “

1129

9) Paludan-Müllers og Coldings Froslag:

Valgkredsens Nummer. Valgkredsenes Sammensætning i Odense og Svendborg Amter. Beboernes Antal i hver Valgkreds. Mødestedet. 1. Odense med Landsogne, Dalum og Sanderum, Steenløse og Fangel. 14,520 Odense. 2. Drigstrup, Dalby og Stubberup, Mesinge, Viby, Munkebo, Kjølstrup og Agedrup, Seden og Aasum, Marslev og Birkende, Fraugde, Rønninge og Rolfsted, Allerup og Davinde, Sønder-Næraa og Aarslev, Skjellerup og Ellinge. 13,792 Munkebo. 3. Nyborg med Landsogn, Kjerteminde, Rynkeby og Revning, Aunslev og Bovense, Flød strup og Ullerslev, Kullerup og Refsvindinge, Frørup, Ørbek, Vindinge. 14,341 Nyborg. 4. Steenstrup og Lunde, Skaarup, Tvede, Veistrup og Oure, Gudbjerg, Gudme og Brud ager, Hesselager, Qværndrup, Langaa og Øxendrup, Svindinge, Gislev og Ell ested, Ggense. 14,611 Qværndrup. 5. Svendborg, Faaborg med Landsogn, Rudkjøbing, Thurø, Taasinge, Dreiø, Strynø, St. Jørgens og Sørup. 15,284 Svendborg. 6. Langeland uden Rudkjøbing 14,891 Rudkjøbing. 7. Diernsse, Svaninge, Vesteraaby og Aastrup, Vesterskjerninge og Ulbølle, Brahetrolle borg og Krarup, Østerskjerninge og Hundstrip, Østerhæsinge og Hillerslev, Vester hæsinge og Sandholts-Lyndelse, Herringe og Gjestelve, Espe og Vantinge, Kirkeby og Ollerup. 14,529 Brahetrolleborg. 8. Assens, Assens udenbyes Sogn, Kjærum, Sæby og Turup, Dreslette, Helnæs, Con derby, Haarby, Jordløse og Haastrup, Horne, Avernakø, Lyø. 13,096 Assens. 9. Gamtoste, Gøllested og Vedtoste, Sandager og holevad, Barløse, Kjerte, Tanderup, Kjøng, Flemløse, Skydebjerg og Orte, Husby, Ørsted, Vissenbjerg. 13,634 Ørsted. 10. Middelfart med Landsogn, Kanslunde, Nørre-Aaby, og Indslev, Veilby, Gambrog, Udby, Føns og Ørslev, Balslev og Eiby, Asperup og Roerslev, Fjeldsted og Har rendrup, Gjelsted og Rørup. 13,670 Middelfart. 11. Bogense, Skovby, Guldbjerg og Sandager, Eilby og Melby, Haarslev, Brænderup og Ore Særslev, Veflinge, Viggerslev, Klinte og Grindeløse. 12,790 Bogense. 12. Skamby, Nørrenæraa og Bederslev, Krogsbølle, Uggerslev og Nørre-Høirup, Skeby og Otterup, Norup, Østerup og Hjadstrup, Lunde, Allesø og Næsbyhoved-Broby, Lumby, Ubberud og Korup, Cøndersø, Paarup. 13,183 Lunde. 13. Allersted og Veile, Søby og Heden, Nørre-Broby, Sønder-Broby, Ringe, Ryslinge, Nørre-Lyndelse og Høiby, Sønder-Høirup, Søllinge og Hellerup, Herrested, Ver ninge, Tommerup og Brylle, Brendekilde og Bellinge. 14,413 Norre-Søby. 10) Paludan Müllers og Coldings første Biforslag. Den 1ste, 2den, 3die, 6te, 7de, 11te, 12te, 13de, Valgkreds som ovenfor Den 4de Valgkreds, uden Egense. 13,762 Qværndrup. Den 5te Valgkreds uden Faaborg, men med Egense. 13,880 Svendborg. Den 8de Valgkreds med Faaborg og Landsognet, men uden Kjærum, Søby og Turup 13,242 Faaborg. Den 9de Valgkreds med Kjærum, Søby og Turup, men uden Husby 14,880 Ørsted. Den 10de Valgkreds med Husby 14,531 Middelfart. 11) Paludan Müllers og Coldings andet Biforslag. Den 1ste, 2den, 3die, 4de, 7de, 8de, 9de, 10de 11te, 12te og 13de Valgkreds som ovenfor i Hovedforslaget. Den 5te Valgkreds uden Rudkjøbing 13,095 Svendborg. Den 6te Valgkreds med Rudkjøbing 17,080 Rudkjøbing.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Lunc.

1130

Hundrede og Fire og Tredivte (138te) Møde. (Den endelige Behandling af Valgloven. Negulativet.)

12) Udvalgets Forslag: „Odense Amt, 1ste Valgkreds: Modestedet Bellinge ombyttes med Verninge.“ 13) Udvalgets Forslag: „Svendborg Amt: Aarslov og Høierup udgaae fra 2den Valgkreds, der faaer 12, 164 Indvaanere, og flyttes til 5te Valgkreds, der faaer 12, 804 Indvaanere. “ Forslaget under Nr. 8 paa den i Regulativet fastsatte Maade understøttet.

Paludan-Müller:

Det Forslag til en Forandring af Inddelingen af Valgkredsene i Fyen, som jeg i Forbindelse med en anden æret Rigsdagsmand har tilladt mig at forelægge Forsamlingen, er gaaet ud fra den Tanke, at Amtsinddelingen aldeles ikke vedkommer Valgkredsenes Inddeling, idet den hele Valghandling fra først til sidst foregaaer uden Indblanding af Amtmanden og Amtsraadet. Naar man sætter sig ud over denne Inddeling, saa vil det være muligt at udrette Noget til Bedste for Kjobstæderne ved at samle flere af dem i Forbindelse med det tilliggende Landdistrict i een Valgkreds, en Fremgangsmaade, som jeg troer i Særdeleshed at være anbefalelig med Hensyn til Folkethinget. Men da Comiteen ikke har fundet sig foranledigeet til at gaae ind paa dette Forslag, og da jeg har havt tilstrækkelig Anledning til at overtyde mig om, at selv de ærede Medlemmer fra Fyen ikke agte at tiltræde Forslaget, maaskee med ganske enkelte Undtagelser, og jeg saaledes ikke kan have noget Haab om at overbevise den øvrige Deel af Forsamlingen om Rigtigheden af denne Inddeling, saa vil jeg for min Deel, for ikke at opholder Forsamlingen ved unødvendige Afstemninger, tage Forslaget tilbage. Hvad min Collega angaaer, saa har han forladt Byen strax efter at han havde underskrevet Forslaget, saa at jeg ikke har kunnet conferere med ham herom; men jeg tvivler ikke paa, at dersom han kjendte Forholdet, saaledes som det nu er, saa vilde ogsaa han for sit Vedkommende, ligesom jeg, tage det tilbage. Jeg maa imidlertid henstille til den ærede Formand, om han anseer dette for tilstrækkeligt, eller om han paa den Fraværendes Vegne troer, at Forslaget maa sættes under Afstemning.

Formanden:

Maa jeg spørge , om det ogsaa gjælder Biforslagene?

Paludan-Müller:

Ja!

Formanden:

Med Hensyn til den Yttring, som nu er fremsat af den ærede Rigsdagsmand fra Odense (Paludan-Müller), kan jeg vel ikke troe, at der skulde være nogen Betænkelighed ved at lade Forslaget udgaae. Jeg veed forøvrigt ikke, om der er Nogen, som paa den Fraværendes Vegne forlanger det sat under Afstemning?

Schiern:

Jeg troer dog, at den fraværende Rigsdagsmand interesserer sig for dette Forslag.

Høier:

Da er det mig netop bekjendt, at han slet ikke interesserer sig for det.

Formanden:

Da den ene af de ærede Forslagsstillere har frafaldet dette Forslag, saa henhører det altsaa nu til dem, som efter Regulativets Bestemmelse behøve Understøttelse, og jeg maa saaledes spørge, om nogen af Forsamlingens Medlemmer understøtter Forslagene Nr. 9—13.

Schiern:

Ja!

Balthazar Christensen:

Med Hensyn til det Forslag under Nr. 8, som jeg har opstillet, og som gaaer ud paa, at i Odense

Amts 6te District skal Lunde vælges til Samlingssted istedetfor Søndersø, skal jeg tillade mig at bemærke foreløbigen, at det er mig bekjendt fra flere Fyenboer, at det vilde vække megen Forundring, om Valgstedet vedblivende henlagdes til Søndersø, især da Søndersø efter den nuværende Inddeling af Districterne er kommen til at ligge saa omtrent i Yderspidsen af den Triangel, kan man sige, som Districtet danner, og altsaa ligger overordentlig ubeqvemt. Det er vvistnok saa, at Lunde ikke ligger fuldt en Miil længere ind i Districtet, men dette medfører desuagtet, at det kommer langt mere midtveis for Districtets Beboer, og den eneste Fordeel, som Søndersø har, nemlig den, at der er en Kro, turde for det Første i og for sig ikke være af stor Betydning, og for det Andt opveies det derved, at der i mindre end en Fjerdingveis Afstand fra Lunde er en Kro. Da det nu efter den hele Valgmaade bør være et overordnet Hensyn at gjøre det let for Vælgerne paa een og samme Dag at kunne vandre til Valgstedet og vandre hjem derfra, og da dette ikke godt vil kunne opnaaes, naar Mødestedet ikke ligger beqvemt for Districtet, saa har jeg troet at burde gjøre nærværende Forslag, som jeg saaledes herved skal henstille til Forsamlingens Afgjørelse.

H. C. Johansen:

Da jeg foreløbig har tilladt mig at underrette Udvalget om det Feilagtige i at vælge Søndersø til Mødested for Odense Amts 6te District formedelst dets afsides Beliggenhed i Districtet, skal, jeg tillade mig at anbefale det af Comiteens Minoritet foreslaaede Ændringsforslsag, nemlig at forandre Mødestedet fra Sonderso til Lunde, som er beliggende omtrent midt i Distdrictet.

Fr. Jespersen:

Under de nærværende Omstændigheder, da den ene af Forslagsstillerne har taget Forslaget Nr. 9 tilbage, skal jeg kun tillade mig at bemærke, at jeg i Forening med otte andre fyenske Rigsdagsmænd har gjennemgaaet Forslaget og fundet, at det ikke fortjener Billigelse; som Exempel skal jeg blot udhæve det 8de District. Enhver, som tager Kortet i Haanden og veed, at Fyen er et tæt beboet Land, vil finde, at et District, dannet fra Assens til Horne, og som dertil endnu medtager endeel af de sydligere liggende Øer, er formet paa en høist uheldig Maade, og det ifær, naar det har tilsidesat Hensynet til Amtsinddelingen, hvortil dette Forslag ikke har bundet sig.

Sehestedt-Juel:

Det er en Ubetydelighed, det Hele dreier sig om, men jeg troer dog ikke, at jeg kan lade Forslaget gaae upaatalt, navulig med Hensyn til det 6te District af Odense Amt. Forskjellen i Distancen mellem Lunde og Søndersø er en liden Ovartmiil. Den ærede Forslagsstiller meente, at der vilde være for endeel af Beboerne i Districtet vundet Meget ved at Valgstedet forandres. Jeg maa være af en modsat Mening og tillade mig at troe, at jeg er vel saa bekjendt i den Egn, som den ærede Taler; i det Tilfældee vilde nemlig Byerne Skamby, Klinte, Grindløse, Nørre-Næraa, Bederslev, Krogsbølle, Allesø, Næsbyhovedbroby, Ubberub og Korup faae længere til Lunde end til Søndersø. Foruden disse Bemærkninger maa jeg tillige være af den samme Tro, som den ærede Deputerede for Møen (Barfod), at det er en ønskelig Ting, at der findes et Gjæstgiveri paa Valgstedet; det findes i Søndersø, men i Lunde er der, Gud skee Lov, intet.

J. A. Hansen:

Udvalget har foreslaaet, at Svendborg Amts 6te District skal indbesatte hele Øen Langeland, hvorved Folkemængden i denne Valgkreds kommer til at udgjøre over 17000 Mennesker, saa at denne Valgkreds er den, der efter Udvalgets Forslag vil blive den største i Danmark. Jeg har paa Grund deraf fundet mig opfordret til at overveie, hvorvidt Nødvendigheden maatte tale

1131

for at gjøre dette District saa stort, og ligesom den Rigsdagsmand, der her i Forsamlingen repræsenterer den nordlige Deel af Øen, og som er Medlem af Udvalget, ikke har fundet sig foranledigeet til at dissentere fra det øvrige Udvalg i dette Punkt, saa har heller ikke jeg fundet Grund til at foreslaae nogen anden Inddeling, da det maa erkjendes, at de locale Hensyn her ere saa overveiende, at der ikke kan være Spørgsmaal om andet end at bibeholdee Øen, som et samlet District. Jeg skulde altsaa ikke have taget Ordet, naar ikke det nu for endeel frafaldne men igjen optagne Forslag gik ud paa at drage Kjobstaden paa Øen, Rudkjøbing over til et nyt District. Der er mange Grunde, som tale mod saaledes at rive Kjøbstaden bort fra den naturlige Forbindelse, hvori den staaer med Befolkningen paa Øen, og drage den over til en fjernere Provinds, medens det, som man vilde opnaae ved at rive den derover til, efter min Mening ikke vilde være noget, der i nogen sårdeles Grad var værd at tale om. Efter Byens Folkemængde vil det hele Antal af Vælgere der vel omtrent kunne regnes at være 230 til 240, og naar man erindrer, at Befolkningen i det foreslaaede Tilfældee vilde komme til at gjøre en 3 Miils Søreise for at kunne deeltage i Valget, saa tør jeg sige, at i Gjennemsnit kun en Tiendedeel vilde kunne og ville gjøre denne Reise for at gjøre sin Valgret gjældende. Man vilde altsaa kun opnaae 23 à 24 Stemmer, eller saa omtrent, for det Formaal, man havde sat sig ved at slaae denne Kjøbstad sammen med Svendborgdistrictet, medens man paa den anden Side vilde berøve de 9/10 af Befolkningen den Indflydelse, som den dog, naar dens Valgsted bliver paa Øen, kunne have. Man kan derimod indvende, at Byen i Forhold til Landdistrictet ikke vil kunne, selv om alle dens Vælgere toge Deel i Valget, have nogen overveiende nominel Indflydelse; forsaavidt kan man have Ret deri, men den nominelle Indflydelse, den kan have der, vil dog blive større, end om den bliver henlagt til Svendborg, og man maa tillige betænke, at den meget betydelige indirecte Indflydelse, som Byen vil have, paa Grund af de forskjelligee Forbindelser, den har, og det nøie Kjendskab, den staaer i til Landbefolkningen, den vil aldeles bortfalde, naar Kjøbstaden blev lagt over til et fyensk District. Jeg maa altsaa meget fraraade at gaae ind paa en saadan Bestemmelse. Hvad jeg forøvrigt kunde have at bemærke er blot en Redactionsbemærkning. Jeg skal henstille til Udvalgets Overveielse inden den 3die Læsning, om ikke Districtet rettere betegnes ved at sætte„Øen Langeland"; men forsaavidt man vilde vedblive at nævne samlige Sogne, da skal jeg henstille, om de ikke maatte stilles i en anden Følgeørden, da de, som ere bekjendte med Sognenes Beliggenhed paa Landet, ville finde det underligt, hvorledes der er sprunget omkring mellem enkelte Sogne fra Syd til Nord og til Syd igjen. Ordføreren (Neergaard): Med Hensyn til det Forslag, som oprindelig er stillet af den ærede Rigsdagsmand for Odense Amts 7de District (H. C. Johansen), men som, da Comiteens Pluralitet ikke troede at burde gaae ind derpaa, er optaget af Comiteens Minoritet, om at Valgstedet Søndersø skal ombyttes med Lunde, da vil Forsamlingen allercde have erfaret, at der angaaende dette Punkt er forskjelligee Meninger blandt de Mænd, der ere localbekjendte paa stedet. Det er altsaa en Bekræftelse paa den Yttring, som jeg tidligere har gjort, at man med Hensyn til Districtsinddelingen ikke let vil kunne blive suldkommen enig. Hvad der har bevæget os til at holde paa Valgstedet Søndersø, det er, at dette tidligere dertil er udseet af Amtsraadet og af vedkommende Forstanderskab, og der er ikke foregaaet nogen saadan Forandring med Districtet, som kunde foranledigee Comiteen til at foreslaae en Forandring ved dette Vlgsted, som maa antages af gode Grunde tidligere at være bleven bestemt dertil. Det er nemlig vel Tilfældeet, at Vigerslev, som ligger vest for Mødestedet, er afgaaet, og at tvende Sogne ere komne til, som ligge øftlig i Districtet; men enhver Mand i hele Districtet har, saavidt jeg troer, under, men i alt Fald ikke over 2 Miil til Søndersø, og der er altsaa efter Comiteens Skjøn ingen Grund til at frafalde den tidligere Bestemmelse. Hertil kan endnu bemærkes, at der, som bekjendt, i Søndersø er et Gjæstgiveri, som derimod mangler i Lunde.

Da den ærede Rigsdagsmand fra Odense (Paludan-Müller) har frafaldet det af ham i Forening med en anden æret Rigsdagsmand (Colding) stillede, Forslag, skal jeg ikke udførlig gaae ind derpaa; men jeg vil dog tillade mig en eneste Bemærkning med Hensyn til den Yttring, som fremkom af ham som Grund, hvorfor han ikke havde taget Hensyn til Amtsinddelingen. Han sagde nemlig, at han havde forladt den, fordi Amterne ikke havde nogen Indflydelse paa Valgene eller herefter skulle have noget at foretage med dem. Heri kan han maaskee have Ret, i at Amtet ikke har med Districtsinddelingen at gjøre. Ethvert Spørgsmaal, som nu og i Fremtiden vil fremkomme fra Communalbestyrelsen betræffende Districterne, Valgstederne m. v., det maa efter Tingenes Ordning gaae fra den underordnede Communalbestyrelse, Forstanderskabet, til det overordnede Amtsraad, hvoraf Amtmanden er Medlem, og fra Kjøbstæderne til Amtet. Saaledes ere Forholdene for Tiden ordnede, og dette er Grunden, hvorfor Comiteen ikke har troet at burde fravige Landets nærværende Inddeling i Amter, som derfor ogsaa har været lagt til Grund for det tidligere Regulativ Det er forøvrigt ganske vist, at naar Amtsinddelingen tilsidesættes, saa man tilveiebringe en noget heldigere Districtsinddeling end den, som Comiteen har kunnet gjøre Forslag til. Med den ærede Formands Tilladelse ønskede jeg endnu blot at tilfoie et Par Ord med Hensyn til Lolland og Falster. Der er nemlig fremkommet til Comiteen fra den ærede Rigsdagsmand fra Nykjøbing paa Falster et Forslag om, at Bogø burde afgaae fra Præstø Amt, til hvis 6te District den er lagt, og overgaae til Falster, navnlig til Stubbekjøbing, med hvilken den staaer i nærmere Forbindelse. Comiteen erkjender, at Adskillgt kunde tale derfor, ikke blot med Hensyn til Bogø; thi det maa ansees temmelig ligegyldigt, om Bogøerne seile til Stubbekjøbing eller til Stege paa Valgdagen, men især fordi derved vilde fremkomme en bedre Anordning af Valgdistricterne paa Falster, saaledes at Sognene hensigtsmæssigere kunne fordeles mellem Valgstederne Nykjøbing og Stubbekjøbing end nu. Men imidlertid har Comiteen af den ofte omtalte Grund, at den har troet at burde holde paa Amtsinddeligen, ikke kunnet afvige fra denne ved at henlægge Bogø til et Amt, hvortil den ikke hører. Der er endnu gjort en Bemærkning af en æret Rigsdagsmand, at Maribo og Hanseby burde udgaae fra det District, som vælger i Maribo, og overgaae til Saxkjobing, og at man burde have valgt et andet Valgsted for dette District end Maribo. Det er vel saa, at det District, som skal vælge i Maribo, ikke er heldigen situeret, men ved den foreslaaede Forandring vilde Folketallet for det District, som ligger til Saxkjøbing, i ikke ringe Grad komme til at overstige Normaltallet. Den ærede Rigsdagsmand har heller ikke paaviist noget hensigtsmæssigt Sted til Valgsted for det District, som efter Comiteens Mening skulde vælge i Maribo; han har nemlig paaviist Gammelgaard eller Christianssæde, der vel dog neppe kunne være passende Valgsteder.

Andresen:

Jeg skal blot tillade mig paa min Naboes (H. C. Johansens) Vegne at bemærke ved hvad der af den ærede 16de Kongevalgte (Sehestedt-Juel) tidligere er udtalt, at der mellem Lunde og Søndersø ikke er, som han sagde, en Fjerdingvei, men længere, og at han ikke lægger saa megen Vægt paa Veilængden, som han lægger Vægt paa, at Valgstedet ikke skal blive i en Udkant, men blive midt i Districtet, og da vil Valgstedet blive Lunde.

Reergaard:

Jeg skulde dog troe, at det Afgjørende ved dette Spørgsmaal er, om Vælgerne kunne siges til Valgstedet at have en ubillig lang Vei; men naar det nu ikke kan modsiges, at Veilængden vilde blive under, i alt Fald ikke over 2 Miil for enhver Mand i Districtet, saa indsees der ikke at være nogen Grund til at erklære sig imod Søndersø som Valgsted, fordi det ligger i en Uokant af Valgdistrictet.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred til Af Stemning, hvorved: 1) Nr. 8. Comiteens Minoritets (B. Christensens) Forslag: „At i Odense Amts 6te Valgkreds vælges Lunde til Samlingssted istedetfor Søndersø. “ forkastedes med 48 Stemmer mod 43.

1132

2) Nr. 9. Paludan-Müllers og Coldings af Førstnævnte frafaldne Forslag:

Valgkredsenes Nummer. Valgkredsenes Sammensætning i Odensc og Svendborg Amter. Beboernes Antal i bver Va gkreds. Mødestedet. 1. Odense med Landsogne, Dalum og Sanderum, Steenløse og Fangel. 14, 520 Odense. 2. Drigstrup, Dalby og Stubberup, Mesinge, Viby, Munkebo, Kjølstrup og Agedrup, Seden og Aasum, Marsled og Birkende, Fraugde, Rølstrup og Rolffted, Allerup og Davinde, Sønder-Næraa og Aarslev, Skjellerup og Ellinge. 13, 792 Munkebo. 3. Nyborg med Landsogn, Kjerteminde, Rynkeby og Revninge, Aunslev og Bovense, Flødstrup og Ullerslev, Kullerup og Ressvindinge, Frørup, Ørbek, Bindinge. 14, 341 Nyborg. 4. Steenstrup og Lunde, Skaarup, Tvede, Veiskrup og Oure, Gudbjerg, Gudme og Brudager, Hesselager, Qværndrup, Langaa og Oxendrup, Svinninge, Sislev og Ellested, Egense. 14, 611 Qværndrup. 5. Svendborg, Faaborg med Landsogn, Rudkjøbing, Thurø, Taasinge, Dreiø, Strynø, St. Jørgens og Sørup. 15, 284 Svendborg. 6. Langeland uden Rudkjøbing 14, 891 Rudkjøbing. 7. Diernisse, Svanninge, Besteraaby og Aastrup, Vesterskierninge og Ulbølle, Vrahetrolle borg og Krarup, Østerskjerninge og Hundstrup, Østerhæsinge og Hillerslev, Vester hæsinge og Sandholts-Lyndelse, Herringe og Gjestelev, Espe og Vantinge, Kirkeby og Ollerup. 14, 529 Brahetrolleborg. 8. Assens, Assens udenbyes Sogn, Kjærum, Sæby og Turup, Dreslette, Helnæs, Sønderby, Haarby, Jordløse og Haastrup, Horne, Avernakø, Lyø. 13, 096 Assens. 9. Samtoste, Søllestad og Vedtofte, Sandager og Holevad, Barløse, Kjerte, Tanderup, Kjøng, Flemløse, Skydebjerg og Orte, Husby, Ørsted, Vissenbjerg. 13, 634 Ørsted. 10. Middelfart med Landsogn, Kauslunde, Nørre-Aaby og Indslev, Veilby, Gamborg, Udby, Føns og Ørslov, Valsløv og Eiby, Asperup og Roersløv, Fjeldsted og Harrendrup, Gjelsted og Rørup. 13, 670 Middelfart. 11. Bogense, Skovby, Guulbjerg og Sandager, Eilby og Melby, Haarslev, Brænderup og Ore, Særslev, Veflinge, Viggenslev, Klinte og Grindeløse. 12, 790 Bogense. 12. Skamhy, Nørrenæraa og Bederslev, Krogsbølle, Uggeslev og Nørre-Høirup, Skeby og Otterup, Naarup, Østrup og Hjadstrup, Lunde, Allesø og Næsbyhoved-Broby, Lumby, Ubberud og Korup, Søndersø, Paarup. 13, 183 Lunde. 13. Allested og Veild, Søby og Heden, Nørre-Broby, Sønder-Broby, Ringe, Ryslinge, Nørre-Lyndelse og Høiby, Sønder-Høirup, Søllinge og Hellerup, Herrested, Verninge, Tømmerup og Brylle, Brendekilde og Bellinge. 14, 413 Nørre-Søby. Forkastedes med 89 Stemmer mod 3.

3) Nr. 10. Paludan-Müllers og Coldings 1ste Bisorslag, der var frafaldet af den Førstnævnte:

Valgkredsenes Nummer. Valgkredsenes Sammensætning i Odense og Svendborgl Amter Bebocrnes Antal i bver Valgkreds. Mødestedet. Den 1ste, 2den, 3die, 6te, 7de, 11te, 12te, 13de Valgkreds som ovenfor Den 4de Valgkreds uden Egense 13, 762 Qværndrup. Den 5te Valgkreds uden Faaborg, men med Egense 13, 880 Svendborg. Den 8de Valgkreds med Faaborg og Landsognet, men uden Kjærum, Søby og Turup 13, 242 Faaborg. Den 9de Valgkreds med Kjærum, Søby og Turup, men uden Husby 14, 880 Ørsted. Den 10de Valgkreds med Husby 14, 531 Middelfart.

forkastedes med 95 Stemmer mod 4.

4) Nr. 11. Paludan-Müllers og Coldings af den Førstnævnte frafaldne andet Biforslag:

Valgkredsenes Nummer. Valgkredsenes Sammensætning i Odense og Svendborg Amter. Beboernes Antal i hver Valgkreds. Mødestedet. Den 1ste, 2den, 3die, 4de, 7de, 8de, 9de, 10de, 11te, 12te, og 13de Valgkreds som ovenfor i Hovedforslaget. Den 5te Valgkreds uden Rudkjøbing 13, 095 Svendborg. Den 6te Valgkreds med Rudkjøbing 17, 080 Rudkjøbing.

forkastedes med 99 Stemmer mod 2.

1133

5) Nr. 12. Udvalgets Forslag: „Odense Amt, 1ste Valgkreds: Mødestedet Bellinge ombyttes med Verninge. “ vedtoges eenstemmig med 101 Stemmer. 6) Nr. 13. Udvalgets Forslag: „Svendborg Amt: Aarsløv og Høierup udgaae fra 2den Valgkreds, der faaer 12164 Indvaanere, og flyttes til 5te Valgkreds, der faaer 12804 Indvaanere. “ vedtoges eenstemmig med 95 Stemmer. Derefter gik man over til 14. Udvalgets Forslag: „Hjørring Amts 4de Valgkreds tillægges: „samt Vrendsted og Thise"; Folketallet anføres med 15000. I 5te Valgkreds udgaaer „Vrendsted og Thise Sogne"; Folketallet anføres med 11, 469. “

Ordføreren (P. D. Bruun):

Det maa være mig tilladt at bringe i Erindring, at Hjørring Amt var blandt de Amter i Jylland, som bleve berøvede en Valgkreds. Det havde tidligere 6 Valgkredse og faaer nu 5, det var altsaa naturligt, at den ene Valgkreds, som gik bort, maatte fordeles paa de tilbageværende 5; dette gav Anledning til, at Udvalget holdt for, at den tidligere 6te, nuværende 5te Valgkreds, som udgjør Hvetbo og Østerhanherrederne, maatte tillægges 2 Sogne, nemlig Vrendsted og Thise, som talte 1731 Indvaanere. Imidlertid er denne Valgkreds saaledes situeret, at den udgjør den sydvestlige Hale af Hjørring Amt, ligesom den mod Norden var begrændset af Vildmosen, saa at naar man vil bringe de to Sogne, der ligge i Børglum Herred og Norden for Vildmosen, ind i den tidligere 6te, nuværende 5te Valgkreds, ville Vælgerne faae en meget besværlig og lang Vei til Mødestedet. Det maa nemlig bemærkes, at efter de Oplysninger, som vi have erholdt, var der ikke noget andet Mødested at vælge end det tidligere, nemlig i Vroust Sogn; der var vel Aaby Sogn, som kunde benyttes dertil, men dette ligger i et andet Amt, ligesom det ogsaa skal have andre Betænkeligheder ved sig at vælge dette. Som antydet, troede vi, at man desuagtet, for dog ikke at have for stor Forskjel paa Folketallet i de to Valgkredse, den 4de og 5te, at man kunde lægge de to Sogne ned i den 6te Valgkreds, den nuværende 5te; da der imidlertid under Sagens foreløbige Behandling af den ærede Rigsdagsmand for Hjørring Amts 5te District (Brinck-Seidelin) blev yttret endeel derimod, navnlig med Hensyn til, at disse Sogne vilde faae en 6 til 7 Miil at reise til Mødestedet, have vi nu troet, at man burde oversee den Forskjel, som Folketallet vilde faae i de to Kredse, og hellere lade Vrendsted og Thise Sogne vedblive at høre til den 4de Valgkreds istedetfor til den 5te. Forskjellen vil rigtignok blive den, at den 4de Valgkreds, som før talte et Indvaanerantal af 13269, nu vil faae et Folkeantal af 15000, og at i den 5te, hvor der før var 13200 Indvaanere, nu vil blive 11469; men vi have dog meent, at vi burde oversee dette, da det gjerne kunde siges, at Vrendsted og Thise Sogne ville blive saagodtsom udelukkede fra Deeltagelse i Valg, naar de skulle være nødte til at reise 6 til 7 Miil til Mødestedet. Dette er Grunden, hvorfor Udvalget har gjørt den nævnte Forandring i det tidligere Forslag.

Hasselbalch:

Angaaende Hjørring Amts 5te District, Hvetbo og Østerhanherred, som jeg har den Ære at repræsentere, skal jeg blot tillade mig den Bemærkning, at naar jeg ved Regulativets forrige Behandling tillod mig den Henstilling til den ærede Comitee, om ikke Mødestedet hensigtsmæssigst maatte omlægges fra Halvrimme Skole til Røgild eller Aabykro, da var jeg dertil foranledigeet ved den Omstændighed, at Sognene Vrendsted og Thise af Børglum Herred dengang være

foreslaaede henlagte til Districtet. Nu derimod, da disse Sogne igjen ere fraskilte det 5te District og tillagte det 4de, nu bortfalder min Erindring imod Mødested i Halvrimme Skole. Vel er herved fremkommen den Ulighed i Valgkredsenes Størrelse, at den 4de Valgkreds bliver paa 15000 Indbyggere, medens den 5te neppe tæller 11500. Men naar der tages Hensyn til, at store ubeboede Strækninger adskille Vrendsted og Thise Sogne fra Hvetbo Herred, og det derhos bemærkes, hvilken uheldig Figur Valgdistrictet Hvetbo og Østerhanherreder allerede i og for sig har formedelst dets Beliggenhed mellem Havet, Liimfjorden og den store Vildmose, og som bliver endnu uheldigere derved, at Districtet saa at sige er overskaaret ved Mose og Klitstrækninger, der gjør det umuligt at faae Mødested omtrent midtveis, naar man, siger jeg, tager tilstrækkeligt Hensyn til disse Localiteter, maa det vvistnok indrømmes, at Uligheden i Valgkredsenes Folketal er af langt mindre Betydenhed end den Ulempe, at en stor Deel af Vælgerne ville faae circa 6 Miil til Mødestedet, eller ogsaa, at et Mødested udenfor Districtet, endog udenfor Amtet, maatte vælges, og dette vilde unegteligt ogsaa have sine Ulemper. Jeg skal desaarsag tillade mig at anbefale det ærede Udvalgs Forslag, at Vrendsted og Thise Sogne afgaae fra 5te og tillægges 4de Valgkreds, og under Forudsætning af, at Forsamlingen bifalder dette Forslag, har jeg heller intet at erindre imod, at Mødestedet bliver Halvrimme Skole.

Pape:

Ved den foreløbige Behandling af Valgloven talte den ærede Rigsdagsmand for Hjørring Amts 5te District (Brinck-Seidelin) om en Forandring i 1ste og 2det District af Hjørring Amt, der sik Understøttelse af Rigsdagsmanden for samme Amts 2det District (Theilmann); imidlertid har Comiteen aldeles intet Hensyn taget dertil, og da Forandringsforslaget ikke er blevet stillet af denne ærede Rigsdagsmand, saaledes som jeg havde Grund til at vente, er det mig ubehageligt, da jeg saa gjerne havde stemt derfor, thi det er dog vist, at Torslev Sogn tildeels skal kjore igjennem et andet District og dettes Valgsted, Sæby, for at komme til det District og det Sted, Frederikshavn, hvor Valget skal skee, hvilket maa være indlysende forklaret. Dette har jeg udtalt, for at Districtet kan see, jeg har erindret det.

Brinck-Seidelin:

Jeg er endnu af den Mening, som jeg tidligere udviklede, at det vilde være nyttigt for Torslev, Karup og Understed Sogne, om de kunde blive henlagte til det District, der giver Møde i Sæby; men da Læsøboerne, som da skulde i bemeldte Sognes Sted møde i Frederikshavn, vel der have bedre Havn for deres Fartøier at anløbe, men det dog derhos forholder sig, som af en æret Rigsdagsmand under den foreløbige Forhandling yttret, at de have ei lidet kortere til Sæby, saa finder jeg Sagen ei af saa stor Vigtighed, at jeg videre her vil insistere paa den.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning, hvorved:

Nr. 14. Udvalgets Forslag: „Hjørring Amts 4de Valgkreds tillægges „samt Vrendsted og Thise"; Folketallet anføres med 15000. I 5te Valgkreds udgaaer „Vrendsted og Thise Sogne"; Folketallet anføres med 11, 469. “ vedtoges eenstemmig med 87 Stemmer. Derpaa gik man over til Nr. 15 paa Afstemnigslisten: 15) B. Nørgaards Forslag: „At den Deel af Hindborg Herred, som var lagt til Viborg, maatte forblive ved det øvrige Salling. “

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1134

Hundrede og Fire og Tredivte (138te) Møde. (Den endelige Behandling af Valgloven. Regulativet.)

Nørgaard:

Grunden, som nærmest foranledigeede mig til at stille dette Forslag under Nr. 15, som gaaer ud paa, at den Deel af Hindborg Herred, som er lagt til Viborg, maatte for Eftertiden forblive sammen med det øvrige Salling, det er ikke alene den lange Vei, her kommer i Betragtning, men det er den lange Vei i Forbindelse med det, som det forekommer mig Urigtige og Ubehagelige i, at Skive hører til det øvrige Salling, og at Hindborg Herred med Undtagelse af Volling Sogn maa først bereise endeel af Districtet, nemlig Skive Kjøbstad, og drage til en 4 til 5 Miil fjernere Stad, nemlig Viborg, for at udøve deres Valgret, og det vil efter min Mening have tilfølge, som jeg bemærkede under Sagens foreløbige Behandling, at Vælgerne paa Grund af saa mange Miils Reise ville, hvilket idetmindste var Tilfældee ved sidste valg, unddrage sig Opfyldelsen af den vigtige Borgerpligt, som de skylde saavel dem selv som deres øvrige Medborgere at udøve, og det er saaledes paa Grund af det Billige i det locale Forhold, som jeg haaber, den ærede Forsamling vil tage Hensyn til.

Bregendahl:

Det er Ganske vist, at den Deel af Hindborg Herred, som er henlagt til Viborg By eller til det 2det District i Viborg Amt, for sit eget Vedkommende langt beqvemmere kan henlægges til Amtets 1ste District, saaledes som Forslaget angiver, og jeg skal derhos bemærke, at det er mig bekjendt, at da Districterne bleve inddeelte i forrige Aar, yttrede Communalbestyrelserne for de paagjældende Sogne, som specielt bleve adspurgte i denne Henseende, at de satte megen Priis paa at blive i Forbindelse med den øvrige Deel af de saakaldte Salling Herreder, som henhøre til det 1ste District; men Grunden, hvorfor det ikke er skeet, maa antages at være den, at der vilde fremkomme et særdeles Misforhold mellem Befolkningen i de tvende nævnte Districter, idet nemlig den Deel af Hindborg Herred, som Forslaget gaaer ud paa at føre over fra 2det til 1ste District, indbefatter 2610 Indvaanere. Nu har 1ste District 11625 Indvaanere, og denne Tilvært til Districtet vil altsaa medføre, at Folketallet bliver 14235, hvorimodd 2det District nu har 12084 Indvaanere, og naar derfra drags den ommeldte Deel af Hindborg Herred med 2610 Indvaanere, blev 2det Districts Folketal 9474; Forholdet bliver altsaa, at 1ste District bliver 14235 og 2det District 9474, Differencen vil altsaa være circa 4800 eller 4761. Da der var Spørgsmaal om Inddelingen af Districterne i forrige Aar, var det tillige under Forhandling, om ikke endeel af det, som hører til 1ste District, istedetfor Hindborg Herred kunde henlægges til 2det District, og den Deel, der kunde være Spørgsmaal om efter de locale Forhold bedre at henlægge til 2det District, var Skive Kjøbstad; men da blev det ikke fundet rigtigt at henlægge en Kjøbstad, der havde mellem 1100 og 1200 Indvaanere, til et Valgsted, som er næsten 4 Miil fraliggende, og Forslaget her gaaer heller ikke ud paa, at den Deel, som nu henhører til 1 ste District, skal overage til 2det District. Imidlertid maa jeg dog endnu bemærke, at der vel efter de Anskuelser, som iøvrigt ere gjorte gjældende ved nærværende Regulativs Forfattelse, bedre kunde tilstedes en saadan Afvigelse i Districternes Folketal, end der blev fundet hensigtsmæssigt at tilstede ved Inddelingen i forrige Aar. Det vil nemlig erindres, at da var Gjennemsnitstallet 12000 efter Valgloven af 7de Juli, og Viborg Amts Befolkning, fordeelt i 5 Districter, gav et Gjennemsnitstal af circa 11850; men nu er det almindelige Gjen

nemsnitsforhold for et District 14000, og man har i det af Udvalget nu forfattede Regulativ ikke ved de enkelte Amters Inddeling holdt sig strengt til at gjøre Districterne lige talrige, men flere Steder ladet Forskjellen være 2000 à 3000. 1ste District bliver, efter hvad jeg har sagt, 14235, men ved Siden deraf faaer jo rigtignok 2det District kun 9474 Indvaanere. Den Afstemning, som Forsamlingen i dette Øjeblik har vedtaget, idet den har antaget Forslaget under Nr. 14, medfører imidlertid ogsaa, at der er en Difference af lidet over 3500 i Indvaanerantallet mellem 4de og 5te Valgkreds i Hjørring Amt; men her bliver Differencen i Indvaanerantallet noget store, idet den, som bemærket, vil udgjøre circa 4750. Det var just med Hensyn til dette Forslag, at jeg, da jeg tidligere idag havde Ordet om Forslaget Nr. 20, foreløbig berørte, hvorledes det kunde have været ønskeligt, at man havde havt længere Tid til denne Sags Behandling, saa at der kunde have været Leilighed til at indhente Erklæringer fra de vedkommende locale Autoriteter; thi det kunde jo gjerne være, at Indvaanerne i Skive By hellere end med vedkommende Herreder at udgjøre 1ste District vilde sammenlægges med det 2det District i Viborg Amt, og det kunde jo ogsaa være, at den største Deel af 1ste Districts Communer ikke havde nogen Indvending imod, at Folketallet i Districtet bragtes til den Høide, som dette Forslag vilde medføre. Ordføreren (P. D. Bruun): Jeg vil blot tillade mig at bemærke, at Viborg Amt er blandt de Amter, som erholde det same Antal Rigsdagsmænd, som de tidligere have havt; der har saaledes ikke været Anledning til at gjøre nogen Forandring i de Valgkredse, som alleredeee ved det tidligere Regulativ være fastsatte. Jeg kan ikke negte, at den Bestemmelse, at Hindborg Herred med Undtagelse af Volling Sogn er lagt til 1ste District, hvor Viborg er Mødestedet, synes at være uhensigtsmæssig; Hindborg Herred ligger nordvestlig for Skive By, og Herredets Beboere skulle saaledes reise igjennem Skive, som er Mødestedet for Salling Herrederne, for at komme til Viborg. Men det Spørgsmaal, om Hindborg Herred med Undtagelse af Volling Sogn burde lægges til Viborg eller forblive ved Salling Herrederne, har, efter hvad der er mig bekjendt, været underkastet Ventilationer mellem de locale Autoriteter, Viborg Amtsraad og Regjeringen, og hvis jeg ikke feiler, endog gjentagne Gange; naar nu dette er Tilfældeet, vilde det formeentlig have været ubeføiet, forekommer det mig, hvis Udvalget, skjøndt man ikke kjendte hvad der havde været Bevæggrund til, uagtet den stedfundne Conference med de locale Autoriteter, at beholdee den Inddeling i Valgkredse, som derved er fastsat, havde gjort den anførte Forandring i Valgkredsenes Fordeling. Det er denne Grund, som har afholdt Udvalget fra at gaae ind paa dette Forslag, ligesom Udvalget i Henseende til Thisted Amt af same Grund heller ikke har meent at kunne tage Hensyn til de Oplysninger, som ere blevne given af den ærede Rigsdagsmand for Thisted Amts 1ste District (Aagaard); det vil nemlig findes, at til Thisted Amts 1ste District er henlagt 5 Sogne af den nordlige Deel af Øen Mors. Disse Sogne skulle saaledes Møde paa den modsatte Landside af Øen og maae sætte over et Færgesund, og derfra befordres videre til Mødestedet i Lild Sogn, uagtet, naar man tager Øen Mors til et heelt District, til 4de Valgkreds, Folketallet dog ikke vil blive saa stort som enkelte Valgkredses i andre Amter; men da derom ligeledes har været Ventilationer mellem de locale Autoriteter, og da man ingen Forandring har gjort i Thisted Amt, har man heller ikke seet sig opfordret til at tage Hensyn til den meddeelte Oplysning, hvormeget den end maatte være skikket til at fremkalde en Forandring i den tidligere Inddeling, eftersom man ikke kunde

1135

vide, hvilke Grunde der have bevæget Regjeringen i Forbindelse med de locale Autoriteter til ikke at tage Hensyu til disse, samme bekiendte Forhold.

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning, som da det ved den første Afstemning viste sig, at ikke det tilstrækkelige Antal Medlemmer af Forsamlingen havde stemt, maatte skee ved Navneopraab, hvorved, som det fremgaaer af det Nedenstaaende, B. Nørgaards Forslag under Nr. 15 vedtoges med 59 mod 54 Stemmer (37 Fraværende).

Ja.
G. Aagaard. H. C. Johansen af Østrup.
Andresen. H. Johansen af Kanrdrup.
Bagger. Jørgensen.
Barfod. Kayser.
Bjerring. Kirk.
Vlack. Køster.
Bregendahl. Chr. Larsen.
Bun?en. Leth.
Balthazar Christensen. Madsen.
H. Christensen. N. H. Nielsen af Løserup.
I. Christensen. Nørgaard.
la Cour. Cornelius Petersen af Davinde.
Dinsen. I. Pedersen af Sæding.
M. Drewsen af Silkeborg. Ploug.
Duntzfelt. I. Rasmussen af Svanninge.
Flor. H. Rasmussen af Egense.
Frølund. M. Rasmussen af Herlufmagle.
Funder. Rée.
Gleerup. Schack.
Gram. Schiern.
Gregersen. Sigurdsson.
I. A. Hansen af Kjøbenhavn. Stender.
L. Hansen af Bjelkerup. Tang.
Mørk Hansen. Theilmann.
P. Hansen af Abbetved. Tscherning.
Hasselbalch. W. Ussing af Viborg.
Hermannsen. Westergaard.
Hækkerup. Visby.
Høier. Winther.
I. Jespersen af Bogense.
Nei.
U. Aagaard. Lüttichan.
Andræ. Lützhöft.
Bergmann. Marckmann.
Bluhme. Mundt.
Brandt. Mynster.
H. V. Bruun. C. C. Møller.
P. D. Bruun. H. S. Nielsen af Tranberg.
Boisen. Nyholm.
Cederfeld de Simonsen. Olrik.
Georg Christensen. Ostenfeldt.
Dahl. Ostermann.
I. C. Drewsen af Kiøbenhavn. Oxholm.
Hage. Pape.
Hall. P. Pedersen af Kjøbenhavn.
Hammerich. C. N. Petersen af Hjørring.
N. Hansen. Pjetursson.
Hastrup. Pløyen.
v. Haven. Scavenius.
Hunderup. Brinck-Seidelin.
Jacobæus. Thalbitzer.
F. Johannsen af Houby. Tobiesen.
Schestedt-Juel. Turen.
Jungersen. Tvede.
Knuth. Wegener.
Krieger. Wulff.
I. E. Larsen. Zeuthen.
Lorck. Ørsted.

Fraværende.
M. P. Bruun. Linnemann.
Buchwaldt. Paludan-Müller.
Colding. Tage Müller (syg).
Dahlerup. R. N. Møller.
David. Neergaard.
Eriksen. Olesen.
Fibiger. Otterstrøm.
Fløe. B. Petersen af Kjøbenhavn.
Gislason. Ræder.
Grundtvig. Schlegel.
Gudmundssom. Schroll.
H. P. Hansen. Schurmann.
Hiort. Schytte.
Holck. Sidenius.
Hvidt (syg). Stockfleth.
Jacobsen. Treschow.
C. M. Jespersen. Algreen-Ussing.
N. F. Jespersen. With.
Johnsen.
Formanden:

Jeg skal blot tilføie, at ved den Første Afstemning var der 41, som afholdt sig fra at stemme, og som altsaa vel ikke følte sig tilstrækkelig instruerede, men nu var der Ingen, som ikke følte sig tilstrækkelig instrueret (Munterhed). Derefter gik man over til Nr. 16 paa Afstemningslisten: 16) M. Drewsens Forslag: Til Valgsted for Skanderborg Amts 2den Valgkreds foreslaaes Linaa" istedetfor „Skanderborg".

M. Drewsen:

Da man be be?a?temte her i Forsamlingen, at enhver Vælger skulde indskrives, har dog vel Meningen dermed været at tilveiebringe et saa stort Antal Vælgere paa Valgstedet som muligt; men jeg troer ikke, dette vil blive Tilfældeet, naar man aldeles intet Hensyn vil tage til, hvor Valgstedet kommer til at ligge. Ifølge den Stilling, hvori jeg er, kan jeg ikke have Noget imod, at Valgstederne blive henlagte til Kiøbstæderne i det Øjeblik, at Kiøbstæderne ligge saaledes, at Valgene ikke komme til at lide derved. Naar vi ville kaste et Blik paa Kaartet, ville vi see, at Skanderborg, som er bestemt til Valgsted for Skanderborg Amts 2det District, ligger paa det sydligste Punkt af hele Valgdistrictet, og som en Følge deraf vil der være Vælgere, som ville have 4 à 5 Miil til Valgstedet og ligesaa langt, hvilket vil udgiøre 8 til 10 Mill, og det, synes jeg, er noget vel meget. Jeg veed vel, hvad man vil svare, nemlig at det kun ere en Gang hvert 3die Aar, at det vil finde Sted; men vil man paa den ene Side anvende dette Hensyn til Vælgerne, maa man paa den anden Side tage Hensyn til den Fordeel, som man vil forudsætte, at Kiøbstæderne skulle have ved, at Valgene blive holdte der, og jeg kan da egentlig ikke indsee, hvad Nytte Kiøbstæderne skulle kunne have af, at Valgene blive holdte der, naar ingen Vælgere indfinde sig. Jeg skal tage meg den Frihed at henstille mit Ændringsforslag til Forsamlingen, og jeg maa kun beklage, at Comiteen ikke har tilkaldt de forskiellige Rigsdagsmænd fra disse fierne Egne, da jeg troer, at disse ville være i Besiddelse af de locale Kundskaber, som Comiteen hverken er eller kan være i Besiddelse af.

Wulff:

Tør jeg spørge den ærede sidste Taler, om ikke Silkeborg ligger i Linaa Søgn (Drewsen: Io!)

Dahl:

Jeg vilde blot i Anledning af, hvad den foregaaende Taler yttrede, tillade mig at bemærke, at det kunde io vel være et tvivlsomt Spørgsmaal, hvorvidt man saa strengt burde holde paa, at Kiøbstæderne blive Valgsteder for Districterne, under Forudsætning af, at der ligger en Kiøbstad i Districtet; men Comiteen har holdt meget strengt derpaa, og jeg kan ikke Andet end erkiende, at visse Kjøbstæder ikke ligge meget heldigt, naar man alene vil tage Hensyn til, at Valgstedet skal være midt i Districtet. Men da man nu engang har etableret det Princip at tage Kiøbstaden til Valgsted i Districtet, og man har giørt det paa mange Steder, hvor det idetmindste har været ligesaa uheldigt som i det Tilfældee, den foregaaende ærede Taler omtalte, forekommer det mig at være urigtigt at forandre dette Prin

1136

cip alene for et enkelt District. Jeg troer derfor ikke, at der er nogen Anledning til at gaae ind paa dette Forslag.

Tscherning:

Det forekommer mig, som Spørgsmaalet egentlig er: ligger Linaa betydeligt bedre end Skanderborg; og dersom det er saa, at Linaa ligger noget eller væsentlig bedre end Skanderborg, og det tillige har den ikke ubetydelige Fordeel at ligge nærved Silkeborg, som man har havt i Sinde at gjøre til Kjøbstad, saa vil det blive det Samme, som om man lagde Valgstedet i en Kjøbstad eller tætved en Kjøbstad, saa at den Oplysning, som vi have faaet, maa lede os til at antage Linaa, naar det er afgjorte, og jeg troer, det er det, at Linaa ligger betydeligt bedre end Skanderborg.

Rée:

Jeg troer ikke, at den af den næstsidste Taler anførte Omstændighed, at man i ander Tilfældee har valgt et mindre heldigt Valgsted, kan tale for, at man her skulde vælge et ligesaa uheldigt; desuden kan det Princip, som er lagt til Grund for i Almindelighed at vælge Kjøbstæderne, ikke komme i Betragtning ved en Kjøbstad af saa liden Omfang som Skanderborg.

Bregendahl:

Jeg maa dog bemærke, at det vel kan være, at Linaa ligger beqvemt for en Deel af Valgdistritet; men hvis jeg ikke feiler meget, ligger Linaa temmelig tæt ved Landets Grændse, og altsaa ligger det, naar man seer Districtet fra een Side, i en Udkant af Districtet. Derhos skulde jeg gjøre opmærksom paa, at 2det Valgdistrict i Skanderborg Amt, hvorom der her er Spørgsmaal, bestaaer af Skanderborg Kjøbstad, Hjemlslev og Gjern Herreder; disse to Herreder ere underlagte samme Justitsembedsmand, der tillige er Byfoged i Skanderborg, og det er jo bekjendt, at hvor Retsbetjenten for en Jurisdictionens boer, navnlig naar han boer i en Kjøbstad, have Jurisdictionens Beboere mange Berørelser. Det gjælder vvistnok om Valgstedet, at man ikke saamegt skal udfinde dets Beqvemhed efter dets Beliggenhed midt i Districtet, som man skal see paa, hvor Bevægelsen i Districtet gaaer hen; jeg troer desuden, at Hjelmslev og Gjern Herreder for en stor Deel søge Skanderborg som Kjøbstad, ogsaa i andre Henseender. Det er ofte ikke saa ubeqvemt for Beboerne i et Landdistrict at skulle møde paa et Sted tre til fire Miil fra deres Bopæl som paa et Sted, der er kortere fraliggende, fordi de paa det første Sted have andre Forbindelser, som oftere kræve deres Nærværelse, og Forretninger at udføre, der saaledes kunne afgjøres ved et saadant, om man saa vil, tvunget Møde paa Stedet; dertil kommer i det foreliggende Tilfældee, at Silkeborg ikke endnu er bleven til Kjøbsted, og Bestemmelserene i Valgloven ere jo ikke af de Bestemmelser, som skulle være meget vanskelige at faae forandrede. Ved sidste Valgforsamling erindrer jeg ikke, om der var noget Valgsted i Linaa (Jo!); men skulde det vise sig, at Skanderborg var ubeqvemt for en Deel af Jurisdictionens Beboere, og der indkom Forestilling fra vedkommende Communalautoriteter, vilde det vvistnok ikke være vanskeligt at faae en Forandring i Valgloven vedtagen paa en følgende Rigsdag, og jeg skal kun bemærke, at under Discussionen af Grundloven, da Kjøbstadspørgsmaalet var paa Bane, blev det fremhævet ― hvis jeg ikke feiler af Rigsdagsmanden for Svendborg Amts 1ste District (I. A. Hansen) ―, at det var en af de Omstændigheder, der var til Fordeel for Kjøbstæderne, hvorfor der saa meget mindre burde tillægges dem en speciel Indflydelse ved Valgene, at nemlig Valgstederne bleve henlagete til dem, og der er ikke et eneste Sted, hvor det er fraveget. Jeg troer ikke, at man i det hele Regulativ vil finde et Tilfældee, hvor Valgstedet, naar der er en Kjøbstad i Valgdistricted, ikke er henlagt til den. Ordføreren (P. D. Bruun): Jeg maa bemærke, at Skanderborg tidligere havde 4 Valgkredse, hvorimodd den nu kun faaer 3; de 2 Herreder Hjemlslev og Gjern være da deelte i tvende Valgkredse, og deraf kom det, at de fik 2 Mødesteder, nemlig Linaa og Skanderborg, nu derimod ere disse 2 Herreder blevne lagte sammen i een Valgkreds, og der var da i Comiteen Spørgsmaal om, hvilket Mødested man skulde vælge, enten Linaa eller Skanderborg. Der er nu vvistnok, naar man tager Kaartet for sig, ikke nogen betydelig Forskjel, enten man vælger Linaa eller Skanderborg, med Hensyn til Beliggenheden; thi vel ville Beboerne af den nordvestlige Deel af Gjern Herred have en længere Vei til Skandernorg, men paa den anden Side ville igjen de østlige Dele af Hjemlslev Herred faae saameget længere

til Linaa, hvis dette Sogn vælges til Mødested, saa at Forskjellen vvistnok ikke vil være betydelig. Men den Forskjel, som jeg idetmindste anseer at være af megen Vægt, er, at Skanderborgerne maatte reise til Linaa, og der er vvistnok den særdeles Grund blandt de flere alleredeee nævnte, som tale for at vælge en Kjøbstad til Mødested, at nemlig Indvaanerne i en Kjøbstad i Almindelighed savne de fornødne Befordringsmidler til at komme til Mødestedet, hvad man ordentligviis ikke kan antage vil være Tilfældeet paa Landet; Udvalget har derfor meent, at af de Valg, man havde at gjøre, maatte man foretrække Skanderborg.

Andræ:

Jeg skal ikke bestræbe mig for at bevise den Sætning, som man dog maaskee tør ansee for given, at der fra en Figurs forskjelligee Punkter er kortere Afstande til dens Centrum end til et Punkt i Peripherien, men jeg skal indskrænke mig til at bemærke, at det neppe forholder sig, som en æret Rigsdagsmand har sagt, at der skulde kunne findes mange andre Districter, hvor de Kjøbstæder, som man har troet at burde gjøre til Valgsteder, være ligesaa slet situerede, som Skanderborg er det for sin Valgkreds, idet jeg forøvrigt maa henstille til Forsamlingen, hvilken Vægt der, selv om Paastanden var rigtig, bør lægges paa denne Art af Argumenter. Det forekommer mig nu indlysende, at Skanderborg er omtrent saa slet beliggende, som det kun er muligt at finde noget Punkt i den hele Valgkreds (Nei! Nei!); Jo! det vil kunne sees af Kaartet; naar Nogen siger Nei til en saadan Bekræftelse, er det naturligviis umuligt her at give en fyldestgjørende Gjendrivelse, da man jo i saa Fald maatte kunne tage Kaartet og vise til enhver Enkelt i Forsamlingen. Jeg skal endvidere bemæeke, at Linaa vvistnok ikke ligger i Mideten af det hele District, men dog saa nogenlunde i Midten, og endelig troer jeg ogsaa at maatte tilføie, at Linaa, faavidt mig bekjendt, var Mødestedet ved det forrige Valg. Det Sidste tør jeg imidlertid ikke afgjort bekræfte, men jeg troer dog, at det forholder sig saa, og det har jo været en Omstændighed, som der er bleven taget meget Hensyn til ved Valget af andre Valgsteder. Ordføreren (P. D. Bruun): Den sidste ærede Talers Yttringer trænge vvistnok til adskillig Berigtigelse. Det er ganske vist, at Linaa Kro er tidligere bleven benyttet som Mødested, men dengang var der 4, og ikke 3 Valgkredse; Linaa var Mødestedet for det ene Herred, og Skanderborg for det andet, hvorimodd nu disse Herreder ere slaaede sammen i een Valgkreds. Dernæst vil den ærede Taler, efter at have gjort sig bekjendt med Regulativet i det Hele, vvistnok finde, at hvad Beliggenheden af Skanderborg i Valgkredsen angaaer, er den meget fordeelagtigere, end mange andre Kjøbstæder i Forhold til de Valgkredse, for hvilke de ere opførte som Mødesteder (Nei!); da der siges Nei, vil jeg nævne f. Er. Frederikshavn, Nykjøbing i Ods Herred (Nei!), Kaartet vil vise det.

Krieger:

Jeg skal ikke indlade mig paa at oplyse, hvorfor det ved et Spørgsmaal som dette ikke kommer an paa en mathematiske Beregning; i den mathematiske Beregning er det jo ganske vist, at Bemærkningen om Veien fra Centrum til Peripherien der holder Stik, men der kommer i nærværende Forhold heelt andre Betragtninger frem, saaledes som det vil findes ved alle disse Omordningsspørgsmaal, som have gjort sig gjældende snart i den ene Retning, snart i den anden. Den Omstændighed, at Linaa tidligere har været Valgsted, kan ingen væsentlig Vetydning faae, naar det erindres, at Skanderborg ligeledes har været det, hvilket naturligviis viser, hvad der ogsaa er blevet oplyst, at der tidligere har været to andre Valgkredse, der nu ere blevne omdannede; naar der nu skal vælges mellem disse to, komme sltsaa de almindelige Hensyn frem, som i det Hele taget blive gjorte gjældende. Det kommer jo først og fremmest i Betragtning, at Afstanden ikke bliver altfor lang, og dernæst kommer det ligeledes i Betragtning, at hvor det kan gaae an, lægger man Valgstedet helst i en Kjøbstad, af let begribelige Grunde; thi det er let at forstaae, at den, som kommer fra Landet, har lettere ved at gaae en Miil længere, end det vil være for Kjøbstadbeboerne efter deres hele tilvante Levemaade at gaae 2 à 3 Miil ― jeg tager disse Tal ganske erempelviis ―; det er Noget, som ofte er bleven erkjendt i Forsamlingen, og som ligger til Grund for den hele Ordning. Naar Forslagsstilleren gjør opmærksom paa, at han har det fuldkomneste

1137

Kjendskab til de locale Forhold, og at derimod Comiteen ikke kan have dette Kjendskab, da skal jeg ikke benegte det Første; men det er dog ikke alene fra de Medlemmer, som høre hjemme i Nærheden af Valgstedet, at man skal faae Oplysninger om Forholdene, det er dog klart, at Andre end de, som boe der, kunne have denne Kundskab, saa at, om jeg end ikke vil modsige den første Sætning, seer jeg ikke, med hvad Ret det kan paastaaes, at der Ingen kunde være i Udvalget, som kunde have nogen personlig Kundskab til de locale Forhold, og endnu mindre seer jeg, med hvad Ret det kan paastaaes, at Comiteens Medlemmer ikke igjennem Andre kunde have faaet Oplysninger, om de end ikke have taget noget skristligt Vidnesbyrd og fremlagt det her i Salen. Det blev altsaa Spørgsmaalet, om det ikke er det ellers almindelig fulgte Princip, som bliver gjort gjældende, naar Skanderborg vælges, om det ikke er sandt, at der er flere andre Steder, hvor Forholdet stiller sig for nogle enkelte af Vælgerne langt ugunstigere end det, der her er Spørgsmaal om, skjøndt man her tilfældigviis saa stærkt fremdrager det formeentlig ugunstige Forhold. Naar det ærede 1ste kongevalget Medlem (Andræ) fornylig beklagede, at naar et Nei Fremførtes imod hans Ja, kunde han ikke godt gjøre det uden at fremlægge Kaartet, maa jeg sige, at naar nogen siger Ja til en Andens Nei, er denne Anden ligeledes nødsaget til at tage Kaartet srem; i saa Henseende ere altsaa Vilkaarene fuldkommen lige.

I. A. Hansen:

En æret Rigsdagsmand opkastede det Spørgsmaal, hvor Silkeborg laa; han oplyste ikke, hvad Indflydelse det skulde have paa nærværende Spørgsmaal, og da jeg gjerne vilde vide, om det i saa Henseende kunde have nogen Indflydelse, ønskede jeg, at han vilde faae sin Nabo til at forklare, hvilken Indflydelse det skulde have med Hensyn til dette Forslag, hvor Silkeborg ligger. Med Hensyn til den Yttring, som er falden, at flere Mødesteder i andre Districter laae langt uheldigere, er det ikke nogen Modgrund mod det foreliggende Forslag; men man maa meget mere beklage, at de ærede Medlemmer, som have været vidende derom, ikke have gjort Ændringsforslag i fornøden Tid i den Anledning.

Da ingen Flere begjerede at yttre sig over det foreliggende Forslag, skred man til Afstemning, der gav følgende Resultat: 16) M. Drewsens Forslag: „Til Valgsted for Skanderborg Amts 2den Valgkreds foreslaaes Linaa istedetfor Skanderborg.“ forkastedes med 58 Stemmer mod 48.

Med Hensyn til det under Nr. 17 opførte Forslag, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende:

17) Rées og I. Christensens Forslag: „At Hørning vælges til Valgsted for Randers Amts 3die Valgkreds istedetsor Estrup. “ gjorde Formanden opmærksom paa, at det ver var omtalt under den Foreløblige Forhandling, men da det var forsildigt indkommet, maatte det med en Majoritet af ¾ Stemmer afgjøes, hvorvidt det kunde komme under Behandling og Afstemning.

Rée:

Jeg maa maaskee til Orientering tillade mig at bemærke, at Forslaget var af mig forbeholdet ved den Foreløbige Forhandling, og at det derpaa af et æret Medlem af Udvalget skjænkedes en Interesse, hvorefter jeg troede, at det vilde blive stillet af Udvalget. Da jeg af Afstemningslisten saae, at dette ikke var Tilfældeet, stillede jeg det i Forening med et æret Medlem af Forsamlingen, der har Bopæl i Valgkredsen, og altsaa saa meget mere kan anbefale den foreslaaede Localitet. Jeg maa nu derefter overlade til Forsamlingen, om den vil tage Forslaget til Naade eller ikke.

Ved den derefter stedfundne Afstemning blev det med 82 Stemmer mod 26, altsaa med fornøden Pluralitet, vedtaget, at Forslaget Kunde Komme under Behandling.

Rée:

Jeg maa maaskee blot til Styrke for Forslaget anføre, at der ved Valgforhandlingerne til nærværende Forsamling ogsaa blev holdt Prøvevalg i Hørning, hvilket var nok saa talrigt besøgt som det i Estrup, uagtet dette var det egentlige Valgsted. Da nu den 3die og den 6te Valgkreds tildeels ere lagte sammen, saa ville ogsaa Vælgerne i den tidligere 6te Valgkreds fjernes vel meget fra Valgstedet, hvis dette skulde være Estrup, og hvad nu KroSpørgsmaalet angaaer, da skal jeg ikke undlade at bemærke, at der ogsaa findes en Kro tæt ved Hørning, og som, dfter hvad jeg har hørt, skal være ret god (Munterhed).

I. Christensen:

Da den ærede Forsamling har tilladt, at denne Gjenstand kan komme under Forhandling, skal jeg ikke undlade at berøre den paa Grund af, at jeg er bekjendt med Valgkredsen. Det Hele, hvorom Tingen dreier sig, er ¾ Miil; Estrup ligger allerøstligt i Valgkredsen, Hørning ligger ¾ Miil mere mod Vest, og Beliggenheden med Hensyn til Mødestedet bliver saaledes mere fordeelagtig, som der ogsaa ligesaavel er en Kro ved Hørning som ved Estrup, og ¾ Miils Distance har dog noget at sige for den simple Mand, som skal gaae, saa at jeg antager, at jeg tør anbesale Forslaget til den ærede Forsamling.

Ordføreren:

Jeg skal blot tillade mig at bemærke, at det vvistnok ikke er af Vigtighed, enten man vælger Hørning eller Estrup til Valgsted; jeg maa ganske henstille dette til den ærede Forsamling. Grunden, hvorfor Udvalget har udseet Estrup til Mødested, er den, at Estrup i Regulativet for Valgmøderne til nærværende Forsamling var bestemt til Mødested og derhos ogsaa i andre Henseender maatte ansees egnet og beqvemt dertil; men da Afstanden mellem de to omspurgte Steder ikkun er ubetydelig, skal jeg ikke indlade mig videre paa, hvilket man bør vælge, da jeg, som yttret, anseer det for temmelig ligegyldigt.

Da ingen Flere begjerede at yttre sig angaaende dette Forslag, skred man til Afstemning, hvorved Forslaget vedtoges med 72 Stemmer mod 31.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1138

Hundrede og Fire og Tredivte (138te) Møde. (Den endelige Behandling af Valgloven. Regulativet.)

Man gik derefter over til Behandlingen af det under Nr. 18 af Udvalget stillede Forslag, der er faalydende:

Amt. Valgkredsen i hvert Amt. Valgkredsenes Sammensætning. Beboernes Antal i hver Valgkreds. Mødestedet. Randers 1. Hobro Kjøbstad, Mariager Kjøbstad Gjerlev Herred: Onsild Herred, Nørre Hald Herred. Af Støvring Herred: Sognene Mellerup, Støvring og Raasted 13,665 Mariager. 2. Randers Kjøbstad. Af Støvring Herred Sognene: Gimminge, Lem, Borup, Albæk, Harritslev, Randers St. Mortens østre Landsogn. Af Galthen Herred: Randers St. Mortens Landsogn, Haslund, Ølst, Ørum, Værum, Laurberg, Leerberg, Galthen og Vissing. Af Sønder Hald Herred: Kristrup 14,731 Randers. 3. Af Sønder Hald Herred: Fausing, Auning, Virring, Essenbek, Østeralling, Vesteralling, Aarslev, Hørning, Lihme, Hvilsager, Mygind, Krogsbek, Skjørring, Søby og Skader. Af Galthen Herred.: Halling, Ødum, Hadherg, Voldum og Rud. Af Østerliisberg Herred: Mørke, Skjødstrup, Hornslet, Todberg, Meilby, Hjortshøi og Egaa 15,810 Estrup. 4. Grenaa Kjøbstad, Nørre Herred. Af Sønder Herred: Veilby, Homø, Aalsø og Hoed. Af Sønder Hald Herred: Koed, Marie Magdalene, Nørager, Giessing, Vivild og Veilvy 12,416 Greenaa. 5. Ebeltoft Kjøbstad, Mols Herred. Af Sønder Herred: Feldballe, Nødager, Tiirstrup, Fuglslev, Hyllested, Rosmus, Kolind, Ebdrup, Lyngby og Albøge. Af Østerliisberg Herred: Skarresø, Bregnet og Thorsager 13,246 Ebeltoft.

la Cour:

Jeg maa tillade mig at bemærke, at det ærede Udvalgs oprindelige Juddeling af Randers Amt forekommer mig at være baade hensigtsmæssigere og naturligere end os her foreliggende nye Deling, især naar man seer hen til 4de og 5te District. Saaledes har 4de District faaet en betydelig større Udstrækning mod Vest, hvorved flere Sogne faae indtil 5 Miil til Valgstedet Greenaa, uagtet de ligge det tilgrændsende Districts Valgsted temmelig nær, mindre dog nu, da det ved forrige Afstemning er blevet forlagt fra Estrup til Hørning. Hvad det 5te District angaaer, da er det vel ved den nye Deling blevet bedre arronderet, men Virkningen deraf er igjen hævet ved at forlægge Valgstedet fra Rønne Kro til Ebeltoft. Hvorfor disse Forandringer ere foretagne ved begge de nævnte Districter, er jo tydeligt for at begunstige Ebeltoft, hvorimodd jeg Intet skulde have havt at indvende, dersom ikke de Valgdistricter, hvem dette vedkommer, havde lidt altfor betydeligt. Ebeltoft er nemlig, som bekjendt, beliggende paa en Landtunge yderst i Districtet, og tildeels ved et bredt Sandbelte med en meget tynd Befolkning adskilt fra det Øvrige af samme, medens en stor Deel af det Ebeltoft tillagte District ikke staaer i synderlig Forbindelse med denne By. Jeg tør saaledes henstille til den ærede Forsamling, om der kan være tilstrækkelig Grund til for en Kjøbstads Skyld af saa ringe Størrelse, som Ebeltoft er, i hvilken Vælgernes Antal ikke ?a?an være stort, at foretage en saadan Forandring, som i en høi Grad maa besværliggjøre Valgene for en stor Deel af Beboerne i to Districter.

Ordføreren:

Det er fornemmelig for at bringe Ebeltoft By ind som Mødested, at denne Forandring er skeet i Udvalgets tidligere Forslag. Man vil bemærke, naar man gaaer det hele Regulativ igjennem, at der ikke er en eneste Valgkreds, hvori der findes en Kjøbstad, uden at denne jo er gjort til Mødested; man vilde altsaa her komme frem med den eneste Undtagelse, der ikke retfærdiggjøres ved mange Hensyn, der gjøre sig gjældende for at foretrække Kjøbstæderne som Mødesteder, naar de ligge i Valgkredsen. Men dette er Noget, der alleredeee saa ofte her er omhandlet, at jeg ikke skal fremkalde en fornyet Discussion derom.

Barford:

Med Hensyn til hvad den fidste ærede Taler har anført, skal jeg tillade mig at bemærke, at jeg ikke indseer, at det kan være mere ubeqvemt og ubeleiligt for Kjøbstæderne at begive sig til et Valgsted, der ikke er en Kjøbstad, end at begive sig til et Valgsted, der er en anden Kjøbstad. Det er saaledes Tilfældeet med Korsor, hvis Vælgere maae begive sig til Slagelse; men vilde det nu være besværligere for Vælgerne i Korsør at gjøre Reisen til Slagelse, hvis Slagelse ikke var nogen Kjøbstad. Det Hensyn, som er fremhævet af den sidste ærede Taler, at hvor der findes en Kjøbstad i Valgkredsen, der bestemmes i Almindelighed Mødestedet efter denne, forekommer mig vvistnok i mange Tilfældee velbegrundet; men jeg kan umuligt see, at det er velbegrundet, at man for at faae Kjøbstaden til Valgsted skulde oversee alle andre Hensyn, navnlig naar det, som det er blevet oplyst af den ærede Taler, som først havde Ordet i nærværende Sag

1139

(la Cour), bliver saa afgjorte uheldigt for vedkommende Valgkreds, som det her er Tilfældeet. Sæt, at Rønde Kro var en Kjøbstad ligesom Slagelse, saa vilde den ærede Ordfører, saavidt jeg skjønner, ikke have Noget at indvende imod, at Ebleltofts Vælgere maatte begive sig did, thi ligesaavel som Vælgerne i Korsør skulle tage til Kjøbstaden Slagelse, ligesaa godt kunde da de i Ebeltoft tage til Kjøbstaden Rønde; men nu er Rønde Kro rigtignok ingen Kjøbstad, men dette mener jeg dog kan i ingen henseende gjøre Veien derhen enten længere eller besværligere.

Ordføreren:

Naar det er nødvendigt, at der kommer to Kjøbstæder til at ligge i een Valgkreds, saa følger naturligviis deraf, at den ene af dem ikke kan være Valgstedet.

Bregendahl:

Jeg maa ogsaa tillade mig at bemærke i Anledning af hvad den æred Rigsdagsmand for Præstø Amts 7de District (Barfod) yttrede, at skjøndt man rigtignok siger, „Veien hen og hjem er lige lang", saa er det dog ingenlunde Tilfældeet, naar der spørges om forbindelsen mellem 2 forskjelligee Steder, at Afstanden mellem dem kan bedømmes ene efter den geographiske Afstand, og hvad navnlig angaaer det Exempel, han hentede fra Forholdet mellem Korsør og Slagelse og overførte til forholdet mellem Ebeltoft og Rønde, maa jeg bemærke, at Korsør og Slagelse staae i nær Forbindelse med hinanden i flere Henseender, og just fordi Slagelse er en ikke ubetydelig Kjøbstad, hvorimodd Korsør har en stadig forbindelse i flere Henseender, og navnlig Postforbindelse og Dagvognsbefordring, og

det overhovedet ikke er nær saa besværligt at tage fra en Kjøbstad til en anden som at reise ud paa Landet, kan Exemplet ikke passe; men var Rønde en Kjøbstad, kunde der være Spørgsmaal om at foretrække dette Sted som Valgsted fremfor Ebeltoft.

U. Aagaard:

Jeg maa maaskee blot bemærke med Hensyn til det, der er udtalt af den ærede Rigsdagsmand for Randers Amts 4de District (la Cour), at de Vælgere i Valgkredsen, der boe udenfor Ebeltoft, ikkun skulle staae i ringe Forbindelse med Ebeltoft, at dette dog ikke forholder sig saaledes; thi hele Sønder herred og Mols Herred have deres Herredsfoged, som ogsaa deres Amtstue, i Ebeltoft, ligesom ogsaa de Allerfleste søge deres Handlende der, saa at jeg troer, at det ikke vil være dem ubehageligt eller byrdefuldt at faae Valgsted der. Udenfor disse to Herreder skulle kun tre Sogne have deres Mødested i Ebeltoft, nemlig Skarresø, Bregnet og Thorsager, der have dog ikke mere and 2½ Miil til Ebeltoft.

Da ingen Flere begjerede at yttre sig over det foreliggende Forslag, skred man til Afstemning, hvorefter Forslaget vedtoges med 99 Stemmer mod 8.

Regulativet i det Hele, saaledes som det først var fore slaaet af Udvalget, med de ved de stedfundne Afstemninger ovenfor deri vedtagne Forandringer, blev derpaa, efterat Formanden, med Forsamlingens Bifald, istedetfor at oplæse det hele Regu lativ, havde paapeget disse Forandringer, sat under Afstemning og vedtaget eenstemmigen med 113 Stemmer.

1140

Det saaledes forandrede og vedtagne Regulativ saalydende:

Regulativ for Kongerigets Inddeling i Valgkredse.

A. Kjøbenhavn.
Beboernes Antal. 1. Valgkreds Vester-Qvarteer, Udenbyes Vester-Qvarteer og Snarens-Qvarteer, med Undtagelse af Matr, Nr. 1 til 37 incl. 13,600 2. — Af Snarens-Qvarteer fra Matr. Nr. 1 til 37 inclusive, Strand-Qvarteer, Øster-Qvarteer, samt af Kjøbmager-Qvarteer Matr. 49 til 78 invlusive og af Frimands-Qvarteer Matr. Nr. 1 til 25 inclusive. . 13,316 3. — Nørre-Qvarteer og Klædebo-Qvarteer 14,351 4. — Kjøbmager-Qvarteer med Undtagelse af Matr. Nr. 49 til 78 inclustve og Frimands-Qvarteer med Undtagelse af Matr. 1 til 25 inclusive 13,822 5. — Rosenborg-Qvarteer med Udenbyes Klædebo-Qvarteer 13,631 6. — St. Anna Øster-Qvarteer og af St. Anna Vester-Qvarteer Matr. Nr. 31 til 72 inclusive 13,583 7. — St. Anna Vester-Qvarteer fra Nr. 1 til 408 med Undtagelse af Matr. Nr. 31 til 72 inclusive 14,202 8. — Resten af St. Anna Vester-Qvarteer og Nyboder 15,571 9. — Christianshavn med Amagerbro 14,363
B. Amterne.
Amt. Valgkredsenei bvert Amt. Valgkredsencs Sammensætning. Beboernes Antal i hver Valgkreds Mødestedet. I. Kjøbenhavns 1. Magleby, Taarnby, Frederiksberg og Hvido ure, Rødovre og Brøndshøi, Glostrup, Brøndbyøster og Brøndhyvester. 14,759 Frederiksberg 2. Gladsare og Herløv, Gjentofte, Lyngby, Søllerød, Kirkeværløse, Ballerup og Maaløv. 14,293 Lyngby. 3. Roeskilde Kjøbstad, Frue Sogn, St. Jørgensbjerg og Bidstrupgaard, Himmeløv, Lidø og Smørum, Sengeløse. Vallensbæk, Høie-Tostrup, Herstedøster og Herstedvester, Jyllinge og Gunsømagle, Hvedstrup og Flyng, Aagerup og Kirkerup. 14,796 Roeskilde Kjøbstad. 4. Kjøge kjøbstad og gamle Kjøge, Ølsømagle, Høielse, Eiby og Dalby, Borup og Kimmersløv, Ørsted og Daastrup, Ereve og kildebrønde, Snoldeløv og Thune, Carlslunde og Carlsstrup, Haudrup og Sollerød, Reersløv og Vindinge, Jerste og Kirkeskjensved, Thorslunde og Ishøi. 13,868 Kjøge Kjøbstad. 5. Kornerup og Svogerslev, Herslev og Gjevninge, Kirkesaaby Kiserup, Ousted og Allersløv, Sæby og Gjerdshøi, Kirkehvalsø og Særløse, Kirkehyllinge og Lyndby, Rye og Sonnerup, Roerup og Glim, Gadstrup og Syv. 11,567 Blæsenborg Kro. II. Frederiksborg. 1. Helsingør Kjøbstad, Tikjøb, Hornbek og Hellebek. 14,303 Helsingør Kjøbstad. 2. Fredensborg. Asminderød og Grønholt, Søborg og Gilleleie, Græsted og Maarum, Esbønderup og Nøddebo, Karlebo, Hirschholm 14,673 Fredensborg. 3. Hillerød Kjøbstad, Slotssognet og Herløv, Gandløse og Slagslunde, lynge og Uggeløse, Bloustrød og Lillerød, Birkerød, Tjæreby og Alsynderup, Farum. 15,080 Hillerød Kjøbstad. 4. Helstnge og Baldby, Beiby og Tibirke, Ramløse og Annisse, Blidstrup, Thvrup, Melby kregome og Binderød, Lille lyngby og Ølsted, Skjævinge og Gjørløse, Strø. 14,351 Frederiksværk. 5. Frederikssund, Ude- og Oppesundby, Slangerup og Uvelse, Hjørlunde, Græse og Sigersløv, Snodstrup, Ølstykke, Steenløse og Berø, Skuldeløv og Selsø, Fersløv og Vellerup, Skibby, Kyndby og Krogstrup, Gjerløv og Draaby, Ourø. 15,692 Frederikssund

1141

Amt. Valgkredsene i hvert Amt. Valgkredsenes Sammensætning. Beboernes Antal i hver Valgkreds Mødestedet. III. Holbek. 1. Holbek Kjøbstad, Meerløse, Tølløse og Aagerup, Nørrejernløse og Qvandløse, Soderup og Eskild; strup, Asminderup og Grandløfe, Taastrup og Uggeløse, Ondløse og Søndersted, Butterup og Tudse, Sønderjernløse og Søstrup. 14,892 Holbek Kjøbstad. 2. Kundby, Hjembek og Svinninge, hørby, Udby, Stifsbjergby og Mørke, Jyderup og Holmstrup, Hagested og Gislinge, Skamstrup og Frydendahl, Bregninge og Bjergsted, Biskinde og Aunsø, Værsløv og Jordløse, Føllesløv og Særsløv. 15,761 Svinninge Kro. 3. Ørsløv og Solberg, Nidløse, Steenlille, Havreberg, Giersløv, Finderup, Tersløse og Skjelleberg, Reersløv og Bedby, Sæby og Hallensløv, Gjørløv og Bakkendrup, Helsinge og Drøsselbjerg, Svallerup, Store- og Lille-Fuglede. 14,752 Bedby Kro. 4. Kallundborg Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Rakløv, Refsnæs, Rørby, Udby, Aarby, Tømmerup, Koldby, Besser og Onsberg, Traneberg, Nordby, Kyholm, Seierø. 15,059 Kallundborg Kjøbstad. 5. Nykjøbing Kjøbstad, Rørvig, Big og Asminderup, Grevinge, Egebjerg, Asnæs, Høiby, Faareveile, Odden, Ballekilde og Hørve. 12,772 Nykjøbing Kjøbstad. IV. Sorø. 1. Ringsted Kjøbstad, Do. Landsogn, Beenløse, Haraldsted og Allindemagle, Jydstrup og Valsølille, Hasle og Freersløv, Vigersted og Qværkeby, Nordrup og Farrindgløse, Tersløv og Ørsløv og Sneesløv, Braaby, Thestrup. 13,755 Ringsted Kjøbstad. 2. Sr ø Kjøbstad, Do. Landsogn, Gyrstinge og Flinterup, Munkebjergby og Bromme, Pedersborg og Kindertofte, Liunge og Broby, Steenmagle, Slaglille og Bjernede, Alsted og Fjennesøv, Sigersted og Bringstrup, Vettersløv og Høm. 13,054 Sorø Kjøbstad. 3. Slagelse Kjøbstad, Do. Landsogn, Heininge, Korsør Kjøbstad, Taarnborg, Vemmeløv og Hemmershøi, Sønderup og Nordrup, Sorterup og Ottestrup, Stillinge, Gudum. 13,669 Slagelse Kjøbstad. 4. Skjelskør Kjøbstad, Do. Landdistrikt, og Sludstrup, Lundforlund og Sjerløv, Boeslunde, Eggersløvmagle, Tjæreby. Ørsløv og Bjerre, Skørpinge og Faardrup, Simlinge, Magleby, Høve og Flakkebjerg, Hyllested, Vensløv og Holstenborg, Agersø og Omø. 13,571 Skjelskør Kjøbstad. 5. Marvede og Hyllinge, Vallensved, Tjustrup og Haldagerlille, Herlufsholm, Førsløv, Qvislemark og Fjurendahl, Krummerup og Fugleberg, Karrebek, Fodby, Grundensløv, Haarsløv og Tingjellinge, Sørbymagle og Kirkerup. 12,518 Fugleberg Kro. V. Præstø 1. Storeheddinge, Do. Landsogn, Maglebye og Holtug, Stroebye og Varpeløv, Hellested, Spjellerup og Smerup, Lyderslev og Frørslev, Lillehedinge og Haunslev, Høierup, Carise og Alslev, Bemmetoste, haarløv og Himlingeøie, Valløe Stift, Valløe By og Taarnby. 13,571 Storeheddinge 2. Forøe, kongsted, Østeregede og Vesteregede, Ulsø, Dalby og Thureby, Endersløv, og Braaby, Hersølge og Sæder, Boldersløv og Gjørsløv, Lidemark og Bjeverskov, Lellinge. 13,482 Farøe. 3. Nestved Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Herlufmagle og Thybjerg, Næsby og Tyvelse, Glumsø og Bavlse, Skjelby Sandby og Brangstrup, Fensmark og Riisløv, Aversie, Rønnebek og Olstrup, Nestelsø og Mogenstrup, Torværd. 13,731 Nestved Kjøbstad. 4. Præstø Kjøbstad, Do. Landdistrikt, SkibVinge, Everdrup, Snesere, Rohlte, Baarse og Beldringe, Jungshoved, Allersløv, Mehrn, Kallehauge. 12,747 Præstø Kjøbstad. 5. Vordingborg Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Kastrup, Udby og Ørsløv, sværdborg, Kjøng, Beilø og Vesteregi??borg, Hammer og Lundby, Østeregi??borg. 12,200 Vordingborg Kjøbstad. 6. Stege Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Magleby, Borre, Elmelunde, Kjeldby, Damsholt, Phanefjord, Bogø Nyord. 13,184 Stege Kjøbstad.

1142

Amt. Valgkredsene i hvert Amt. Valgkredsenes Sammensætning. . Beboernes Antal i hver Valgkreds Mødestedet. VI. Odense. 1. Odense Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Dalum og Sanderum, Paarup. 14,196 Odense Kjøbstad. 2. Kjerteminde Kjøbstad, Drigstrup, Marslev og Birkende, Dalby og Stubberup, Mesinge, Viby, Munkebo, Rynkeby og Revninge, Kjølstrup og Agedrup, Seden og Aasum, Fraugde, Rønninge og Rolfsted, Allerup og Davinde. 14,800 Kjerteminde Kjøbstad. 3. Assens Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Kjærum, Søby og Turup, Dreslette, Helnæs, Haarby, Flemløse, Gamtofte, Sandager og Holevad, Barløse, Tanderup, Sønderby, Kjerte. 14,231 Assens Kjøbstad. 4. Middelfart Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Causlunde, Nørreaaby og Indslev, Veilby, Gamborg, Udby, Føns og Ørslov, Balslov og Eiby, Huusby, Gjeldsted og Rørup, Assperup og Roersløv, Fjeldsted og Harrendrup. 14,530 Mibbelfart Kjøbstad. 5. Bogense Kjøbstad, Skovby, Guldbjerg og Nørre-Sandager, Eilby og Melby, Haarsløv, Brænderup og Ore, Særsløv, Veflinge, Vigerslev, Vissenberg. 14,600 Bogense Kjøbstad. 6. Skamby, Klinte og Grindløse, Nørre Næraa og Bederslev, Krogsbølle Uggersløv og Nørre Høierup, Skeby og Otterup, Norup, Østrup og Hjadstrup, Lunde, Allesø og Næsbyhovedbroby, Lumby, Ubberud og Korup, Søndersø. 13,497 Søndersø. 7. Nørrelyndelse og Høiby, Søby, Søndernæraa, Steenløse og Fangel, Verninge, Tommerup og Brylle, Brændekilde og Bellinge, Skydeberg og Orte, Ørsted, Søllested og Vedtofte, Kjøng. 13,081 Værninge. VII. Svendborg. 1. Nyborg Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Flødstrup og Ullersløv, Aunslev og Bovense, Kullerup og Kefsvindinge, Herrested, Vindinge, Skjellerup og Ellinge, Søllinge og Hellerup, Ellested, Ørbek, Frørup. 13,979 Nyborg Kjøbstad. 2. Giislev, Evindinge, Gubbjerg, Langaa og Ørendrup, Hesselager, Gudme og Brudager, Oure og Veistrup, Qværndrup, Steensdrup og Lunde, Ollerup og Kirkeby. 12,164 Qværndrup Kro. 3. Svendborg Kjøbstad, Thurø, Skaarup, Tvede, Sørup og St. Jørgens, Østerskjerninge, Egense, Dreiø, Strynø, Landet, Bregninge, Bierreby. 14, 718 Svendborg Kjøbstad. 4. Faaborg Kjoøbstad, Do. Landdiftrikt, Diernisse, Svanninge, Horne, Avernakø, Lyø, Vesteraaby og Aastrup, Vesterskjerninge og Ulbølle, Hundstrup, Brahetrolleborg og Krarup. 13,080 Faaborg Kjøbstad. 5. Nørrebroby, Sønderbroby, Heden, Veile og Allested, Espe og Vantinge, Vesterhæsinge og Sandholtlyndelse, Østerhæsinge og Hillerslev, Herringe og Gjestelov, Jordløse og Haastrup, Ringe, Ryslinge, Aarsløv, Høierup. 12,804 Sønderbroby. 6. Rudkjøbing, Skrøbeløv, Simmerbølle, Tranekjær og Tullebølle, Bødstrup, Snøde og Stoense, Lindelse, Magleby, Longelse og Fuglsbølle, Humble, Tryggeløv og Fodslette. 17,080 Rudkjøbing Kjøbstad. VIII. Maribo. 1. Nakskov Kjøbftad, Do. Landdistrikt, Branderslev, Sandby, Kjøbeløv, Vindeby, Uttersløy, Herredskirke og Lille Løitofte, Horsluunde og Nørlunde, Halsted og Avnede, Vesterborg og Birket, Vestenskov og Kappel, Dannemare og Tillitse, Arninge. 16,867 Nakskov Kjøbstad. 2. Maribo Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Hillested, Østofte, Stokkemarke, Søllested, Skovlænge og Surreby, Gloslunde og Græshauge, Landet og Ryde, Tirsted, Skjørringe og Veilby, Nebbelunde og Sæddinge, Rødby, Ringsebølle, Feiø, Femø, Askø, Hunseby. 16,607 Maribo Kjøbstad. 3. Saxkjøbing Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Vaabensted og Engestofte, Fuglse og Krønge, Holeby og Burlsø, Taagerup og Thorslunde, Errindlev og Olstrup, Vesterulslev, Østerulslev og Godsted, Musse og Døllefjelde, Slemminge og Fielde, Radsted, Taars, Vixnæs, Nysted Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Herriblev. 14,902 Saxkjøbing Kjøbstad.

Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen Nr. 474.

1143

Amt. Valgkredsene i hvert Amt. Valgkredsenes Sammensætning. Beboernes Antal i hver Valgkreds Mødestedet. 4. Nvkjøbing Kjøbstad, Do. Landdistrikt, Snstofte, Skjelby og Sjeddesby, Veggerløse, Idestrup, Sønderkirkeby, og Sønder Alslev, Tingsted, Maibølle, Kjettinge og Bregninge, Thoreby. 13,231 Nykjøbing Kjøbstad. 5. Stubbekjøbing Kjøbstad, Maglebrænde, Torkildstrup og Lillebrænde, Gunslev, Ønslev og Eskildstrup, Nørrevedby og Nørrealslev, Vaalse, Kippinge og Brarup, Stadager og Nørrekirkeby, Aastrup, Horbeløv og Falqversløv, Karleby, Horreby og Nørre Ørsløv. 13,642 Stubbekjøbing Kjøbstad. IX Bornholm. 1. Rønne Kjøbstad, Hasle Kjøbstad, Vestermariæ, Nylarsker, Knudsker, Clemensker, Olsker, Nyker og Rutsker, Sandvig, Allinge. (herunder Hammershuus Birk) 13,128 Rønne Kjøbstad. 2. Aakirkeby Kjøbstad, Nexø Kjøbstad, Svanike Kjøbstad, Aaker, Vedersker, Voulsker, Bodilsker, Ipsker, Østermariæ, Østerlarsker og Gudhjem, Røe, Christiansø. 13,418 Aakirkeby Kjøbstad. X. Aalborg 1. Sognene: Hals, Sulsted, Aistrup, Hammer, Horsens, Vadum, Østerhassing, Vesterhassing, Aaby, Biersted, Ulsted, Sundby og Hvorup; Øen Egholm. Det bemærkes, at be til Hjørring Amt hørende Dele af Horsens og Aaby Sogne ere henlagte til denne Valgsreds, og at derimod de til Aalborg amt hørende Dele af Dronninglund og Je??mark Sogne ere henlagte til Hjørring Amts respective 2den og 5te Valgkreds. 12,470 Nørresundby. 2. Aalborg Kjøbstad, Budolphi Landsogn, Sognene: Nørretranders, Søndertranders, Romdrup, Clarup, Storvorde, Mou, Neufling, Ferslev, Dall og Voldsted. 12,470 Aalborg Kjøbstad. 3. Sognene: Gudum, Lillevorde, Seilflod, Gunderup, Storebrøndum, Siem, Thorup, Gjerding, Blendstrup, Vælum, Snelberg, Skibsted, Lyngby, Skjørping, Fræer, Sønderkongerslev, Nørrekongerslev, Komdrup, Skelund, Visborg, Als, Astrup, Rostrup og Storarden. 13,049 Vælum Tingsted. 4. Sognene: Vive, Oue, Valsgaard, Øls, Hørby, Døstrup, Rold, Vebbestrup, Rørbek, Grynderup, Steenild, Strandby, Farsø, Gislum, Vognsild, Thisted, Binderup, Duurup, Ulli??, Foulum Louns, Alstrup, Aars, Haubro, Brorstrup, Ravnkilde, Hauerslev, Vefterhornum, Hvlleberg, Fleisborg, Ulftrup, Bjørnsholm, Aardestrup, Buderup, Gravlen, Sønderup og Suldrup. 12,729 Brorstrup By. 5. Nibe Kjøbstad, Sognene: Voxlev, Veggerby, Bislev, Sønderholm, Freiley, Nørholm, Østerhornum, Ellibhøi, Svenstrup, Sebber, Aistrup, Kornum, Løgstør, Løgsted, Farstrup, Lundby, Næsborg, Salling, Oudrup, Vildsted, Vindblæs, Gundersted, Malle, Skivum, Giver, Blære og Eidrup. 12,486 Nibe Kjøbstad. XI. Hjørring. 1. Skagen Kjøbstad med Landdistrikt, Frederikshavns Kjøbstad med Landdistrikt, Sognene: Raaberg, Elling, Tolne, Mosberg, Hørmested, Aasted, Skjerum, Flade, Gjerum, Hirbholm, Understed Karup samt Tørslev og Lindum. 13,003 Frederikshavn Kjøbstad. 2. Sæby Kjøbstad, Læsø, Sognene: Hørby, Volstrup, Alberk, Voer og Dronninglund, derunder indbefattet de til Aalborg Amt hørende Dele af sidstnævnte Sogn, samt Skjæve, Hellevad, Hellum og Ørum. Det bemærks, at den til Dronninglund Herred hørende Deel af Horsens Sogn tilligemed de øvrige Dele af Sognet er henlagt til Aalborg Amts 1ste Valgsreds med 50 Indbyggere. 14,139 Sæby Kjobstad. 3. Hjørring Kjøbstad, Sognene: Tversted, Uggerby, Bindslev, St. Olai, St, Hans, Vidstrup, Tornby, Horne, Asdal, Bjergby, Mygdal, Sindal, Astrup, Venneberg, Skallerup, Harri??lev, Seilistrup, Rakkeby, Jelstrup, Lyngby, Ruberg og Maarup. 14,097 Hjørring Kjøbstad.

1144

Amt. Valgkredsene i yvert Amt. Valgkredsenes Sammensætning. Beboernes Antal i hver Valgkreds Mødestedet. 4. Østerbrønderslev, Hallund, Jerslev, Vesterbrønderslev, Taars, Uggilt, Vreilev, Hæstrup, Tolstrup, Stenum, Børglum, Veiby, Fureby, Vraa, Emb og Serriblev samt Wrendsted og thise. 15,000 Vreilev Kro og Mølle. 5. Østerhan Herred; Hvetbo Herred med Undtagelse af Vefteraaby Sogn, der udgjør eet Sognedistrikt med det til Aalborg Amt hørende Aaby Sogn, og som derfor med en Folkemængde af 630 Indbyggere er henlagt til dette Amts 1ste Valgkreds, medens derimod den til Aalborg Amt hørende Deel af Jebmark Sogn er henlagt til nærværende Valgkreds. 11,469 Halvrimme Skole i Broust Sogn XII. Thifted. 1. Vester-Han-Herred; af Morsø Nørre Herred, Sognene: Seierslev, Eierslev, Jørsby, Flade og Sønder-Draaby; af Hillerslev Herred, Sognene: Hundstrup, Osterild, Hjardemaal, Hillerslev, Kaastrup, Ræhr, Hansted og Birø. 11,701 Vjergets Kro i Lild Sogn. 2. Thisted Kjøbstad. Af Hillerslev Herred, Sognene: Sennels, Nors, Tved, Øster- og Vester — Vandet. Hundborg Herred. Af Hassing Herred, Sognene: Snedsted, Nørhaa, Harring, Stagstrup, Sønderbaa og Hørsted. 11,829 Thisted Kjøbstad. 3 Af Hassing Herred, Sognene: Hvidberg-Vestenaa, Ørum og Lodberg, Bedsted, Grurup, Hassing, Villerslev, Visby, Heltborg, Skyum og Hørdum. Refs Herred paa Jegindø nær. 11,559 Vestervig Tinghuus. 4 Nykjøbing Kjøbstad, Resten af Morsø, Nørre Herred, Morsø Sønder Herred og Jegindø. 11,538 Nykjøbing Kjøbstad. XIII. Viborg. 1 Skive Kjøbstad: Nørre herred, Rørre herred, Rødding herred, harre herred og hindbørg herred. 14,235 Skive Kjebstad. 2 Viborg kjøbstad, Viborg landsogn og fjends herred. 9,474 Vibørg kjøbstad 3 Lysgaard herred. Hids herred. Af houlberg herred: Gulev og Sahal Sogne. 11,840 Levring by. 4 Houlberg herred med undtagelse af Gulev og sahl sogne. Middelsom herred. Af sonderlyng herred, sognene: hornbef, Bjerregrav, Aalum, Thaanum, Nørbef, sønderbef og læsten. 11,849 Sønder Vinge i Middel som Herred. 5. Nørlyng herred med undtagelse af Vibørg landsøgn. Rinds herred. af Sønderlyng jerred, sognene: Vorning, Qvor ning, hammershøi, thiele, Vinge, Qrum Veirum og Visfum. 11,815 Løvel by i Nørlyng Herred. XIV. Aarhuus. 1. Hads herred. af Ning herred, sognene: Aftrup, Tulstrup, Beder, Malling og Maarslet Famt Øen Thunø. 13,307 Ddder By i hads herred. 2. Af Ning herred, sognene: Viby, Thisetm Holme, tranberg, Ormslev og Koldt. Aarhuus Kjøbset. Af hasle Herred, sognene: Veilby, hassle og Sfeby. Af Vesterliisberg herred det med hadle og Sfeiby Sogn snnefterede Liisberg Sogn. 13,346 Aarhuus Kjøbstad. 3. Vesterliisberg herred, med zundtagelse af liisberg Sogn, Sabro herred, framlev Herred, hassle herred med undtagelfe af Veilby hassle og sfeiby sogne. 13,282 Sfjokdekev by i Sabro Herred. XV. Skanderborg. 1. Horsens Kjøbstad. Sognene: Tamdrup, Nebel, Væhr, Hansted, Lindum, Gangsted, Søvind, Vedslet, Endelave, Hvirring, Hornborg, Kattrup, Ørriblev og Tolstrup. 15,274 Hor ns. 2. Skanderborg Kjøbstab. Hjemlslev Herred og Gjern Herred. 14,746 Skanderborg. 3. Thyrsting Herred (derunder indbefattet Voerladegaard Sogn), Vrads Herred, Samt Sognene: Yding, Østbirk, Underup, Nim, Ousted, Taaning og Hylke. 15,468 Bræstrup. XVI. Randers. 1. Hobro kjøbstad, Mariager Kjøstes, gierlev herred: Onstld herred, Nørre hald herred af støvirng herred: sognene Mellerup, støvring og Raasted. 13,665 Mariager. 2. Randers Kjøbstad. Af stsvring herred sognene: Gimminge, lem, Borup, albæf, harritslev, Randers st. Mortens ostre landsogn. Af galthen herred: Randers St. Mortens land 14,731 Randers

1145

Amt. Valgkredsene i hvert Amt. Valgkredsenes Sammensætning. Beboernes Antal i hver Valgkreds Mødestedet. sogn, Haslund, Ølst, Ørum, Værum, Laurberg, Leerberg, Galthen og Vissing. Af Sønder Hald Herred: Kristrup. 3. Rougsøe Herred. Af Sønder Hald Herrad: Fausing, Auning, Virring, Essenbek, Østeralling, Vesteralling, Aarslev, Hørning, Lihme, Hvilsager, Mygind, Krogsbek, Skjørring, Søby og Skadder. Af Galthen Herred: Halling, Ødum, Hadberg, Boldum og Rud. Af Østerliisberg Herred: Mørke, Skjødstrup, Hornslet, Todberg, Meilby, Hjortshøi og Egaa. 15,810 Hørning. 4. Grenaa Kjøbstad, Nørre Herred. Af Sønder Herred: Veilby, Homøe, Aalsø og Hoed. Af Sønder Hald Herred: Koed, Marie Magdalene, Nørager, Giessing, Vivild og Veilby. 12,416 Grenaa. 5. Ebeltoft Kjøbstad, Mols Herred. Af Sønder Herred: Feldballe, Nødager, Tiirstrup, Fuglslev, Hyllested, Rosmus, Kolind, Ebdrup, Lyngby og Albøge. Af Østerliisberg Herred: Skarresø, Bregnet og Thorsager. 13,246 Ebeltoft. XVII. Veile. 1. Fredericia Kjøbstad, Elbo Herred og Holmans Herred. 13,672 Fredericia. 2. Kolding Kjøbstad, Brusk Herred og Jerlev Herred. 13, 506 Kolding. 3. Veile Kjøbstad. Veile Landsogn. Sognene: Hornstrup, Hover, Jellinge, Bræsten, Skidet, Greis, Sindberg, Østersnede, Engom, Hedensted, Store Dalby, Løsning og Korning. 14,243 Veile. 4. Sognene: Nørup, Randbøl, Gadberg, Linneballe, Ringgive, Sønderomme, Brande, Thyregod, Vester, Nykirke, Give, Hveisel, Givskud, Kollerup, Vindelev, Uldum og Langskov. 11,876 Give. 5. Sognene: Thyrsted, Uth, Stenderup, Urlev, Skjøld, Glud, Hiarnø, Assens, Klakring, Raarup, Barrit, Vrigsted, Nebsager, Bjerre, Stouby, Hornum, Hatting, Thorsted, Daugaard, Ørum og Ølsted. 14,479 Bjerre. XVIII. Ringkjøbing. 1. Ringkjøbing Kjøbstad og Ulfborg-Hind Herreder 12,086 Ringkjøbing Kjøbstad. 2. Lemvig Kjøbstad og Skodborg-Vandfuld Herreder 11,822 Lemvig Kjøbstad. 3. Holstebro Kjøbstad og Hjerm-Ginding Herreder 14,102 Holstebro Kjøbstad. 4. Hammerum Herred 9,698 Herning. 5. Bølling-Nørre Herred 9,800 Skjern. XIX. Ribe. 1. Varde Kjøbstad, Vester Herred, Øster Herred med Undtagelse af Andsager Sogn. 11,903 Varde Kjøbstad. 2. Skads Herred. Af Øster Herred: Andsager Sogn. Af Gjørding Herred: Aastrup Sogn. Fanø. 11,595 Hjerting. 3. Ride Kjøbstad, Frue og St. Cathrine Landsogn, Seem Sogn. Manø. De under Ribe Amt henhørende Beboere af NørFardrup, Hillerup, Jedsted, Hjortlund, Carlslund, Lintrup, Øster-Hjerting, Hygom, Fohl, Skodborg, Rødding og Gram Sogne. Gjørding Herred med Undtagelse af Aastrup Sogn. Af Malt Herred: Feuling, Holsted, Malt og Folding Sogne. 11,977 Ride Kjøbstad. 4. Andst Herred. Slaugs Herred. Af Malt Herred, Sognene: Veien, Læborg, Brørup og Lindknud. De under Ride Amt Brørup Sogn. henhørende Beboere af Øddis Sogn. 11,917 Steensvanggaard I Brørup Sogn. 5. Løve eller Loe Herred med de under Ride Amt henhørende Beboere af Føhr, Amrum, Romø og Sylt. De under Ride Amt henhørende Beboere i Skjæbek, Reisby, Brøns, Vodder, Noager, Spandet, Hvidding, Høyrup, Arrild, Vester-Vedsted, Toftlund, Abild, Skads, Høier, Emmerlev, Jerpsted og Brede Sogne. Møgeltønder Herred. 11,827 Bredebro i Brede Sogn.

Tryft og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Vianco Lune.

1146

Hundrede og Fire og Tredivte (138te) Møde. Den endelige Behandling af Valgloven. Regulativet.

Udvalgets Forslag under Nr. 22 til den til Udkastets § 18 svarende Paragraph, som derefter blev foretaget til Behandling, saalydende:

„Til Folkethinget vælge Østisterne og Nørrejylland 100 Medlemmer. Valgene foregaae i Valgkredse efter den nærværende Valglov vedføiede Fortegnelse. De nærmere Bestemmelser for Slesvig, Island og Færoerne forbeholdees. “

blev uden Discussion eenstemmigen vedtaget med 115 Stemmer. Formanden gjorde dernæst opmæksom paa, at Finantsministeren ønskede at gjøre en Meddelelse til Forsamlingen.

Finantsministeren:

Det vil alleredeee af de Actstykker, der ere den ærede Forsamling meddeelte, vedkommende Budgettet for indeværende Aar, være i Forsamlingens Erindring, at Regjeringen fandt det nødvendigt, forinden Civillistens Bestemmelse, at lade alle Anliggender, vedrørende dens Forhold til Statskassen, undersøge ved en Commission. Denne Commissions omfattende Arbeide er først for faa Dage siden tilendebragt, og Hans Majestæt Kongen har derefter om Sagen modtaget Statsraadets allerunderdanigste Forestilling og nu allernaadigst bestemt sin Civilliste, samt derom ladet udgaae en Kundgjørelse, der vil blive omdeelt til Forsamlingens Medlemmer idag, og som jeg efter Hans Majestæts Befaling skal tillade mig først at oplæse.

„Vi Frederik den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Lauenbog og Oldenborg, gjøre vitterligt: At Vi i Overeensstemmelse med det Forbeholde, som Vi med Hensyn til Fastsættelsen af Vor Civilliste have taget ved det Udkast til en ny Grundlov for Vort Rige, der har været forelagt den ved Vort allerhøieste Patent af 3die October f. A. sammenkaldte Rigsforsamling, herved allernaadigst ville have bestermt som følger: 1) De Kongelige Slotte: Christiansborg med tilhørende Bygninger og Pladse; Rosenborg, Frederiksberg og Frederiksborg, med tilhørende Haver; Kronborg; Eremitagen i Dyrehaven; Palaierne i Roeskilde og Odense, Commandantboligen i Fredericia, de tvende sidste med tilhørende, Haver; saa og Koldinghuus Slots Ruiner, erklæres for Stats-Eiendom, der for Statskassens Regning bliver at vedligeholde. Kongen forbeholdees det at kunne tage Beboelseslocalerne paa hvert især af de nævnte Slotte i Besiddelse, imod for Civillistens Regning at bestride den indvendige Istandsættelse og Vedligeholdelse af bemeldte Localer, der i tilbørlig Stand overleveres Civillisten, samt alle ved Opholdet sammesteds iøvrigt foranledigeede Udgivter, saasom til Opvarming, Belysning m. v. Kongen har da ogsaa Benyttelsen af Haverne ved de Slotte, som af ham bestemmes til stadig Beboelse, imod at de vedligeholdes af Civillisten. Om Rosenborg Slots Have forbeholdee Vi Os nærmere Bestemmelse. Enkedronning Marie Sophie Frederikke forbeholdees den Allerhøistsamme hidtil indrømmede Benyttels af Frederiksberg Slot og Have. Hvorvivt noget andet Medlem af det kongelige Huus i Tiden maatte være at anvise Bolig paa de fornævnte Slotte, og under hvilke Betingelser, fastsættes ved Lov. 2. Domainerne ere Statens Eiendom. Den Kongen forbeholdete Benyttelsesret med Hensyn til Beboelseslocalerne paa de under

Nr. 1 ommeldte kongelige Slotte og tilhørne Haver finder og under lignende Betingelse Anvendelse med Hensyn til samme Slags Localer paa de Slotte eller Hovedbygninger, med tilhorende Haver, som findes paa Domainerne. Da Vi dog alene ønste at benytte Frederiksgave Hovedbygning i Fyen, skulle alle øvrige til Domainerne henhørede Slotte og Hovedbygninger med Haver, saavidt muligt, søges bortleiede, forsaavidt det ikke maatte findes hensigtsmæssigt at afhænde dem. 3. Charlottenborg Slot forbeholdees fremdeles for Staten til dets nærværende kunstneriske Anvendelse. Til Opbevaringssted for Statens Samlinger og Musæer bestemmes derhos Palaiet i Kalleboderne, imod at Høiesteret anvises andet passende Locale; de nærværende Beboere af bemeldte Palai opsiges til Fraslyttelse, mod eller uden Vederlag, og Kunstmusæet fraflytter dets Gaard i Dronningens Tvergade. 4. Til Bortleie eller Afhændelse, efter derom tagen nærmere allerhoieste Beflutning, navnlig forsaavidt angaaer den nogle af Vort kongelige Huses Medlemmer fortiden indrømmede Benytelse, bestemmes: a) det eller de af de trende ikke privat Eiendom værende Palaier paa Amalienborg, som ikke maatte finde Anvendelse som Hotel for Udenrigsministeriet og for en af Statens Samlinger. b) Palaiet Nr. 123 i Amaliegade. c) Rosenborg Slots Vaskerhuus. d) Kunstmusæets Gaard i Dronningens Tvergade, efterat Musæet er slyttet. e) Charlottenlund Slot og Have. f) Kongens Gaard i Nykjøbing i Sjælland. g) Frederiksborg Slot, forsaavidt det ikke maatte kunne finde Anvendelse til offentligt Brug efter en nærmere udarbeidet Plan. h) Marienlyst ved Helsingøer, forsaavidt det maatte bekræfte sig, at det er mindre hensigtsmæssigt til Invalidebolig; men i ethvert Tilfældee skal dog det Beløb, som maatte indkomme ved dette Slots Bortleielse eller Slag, anvendes til Bedste for Invaliderne. i) Eventualiter, naar det kan undværes eller anden billigere Amtmandsbolig kan erholdes, Aalborghuus. 5. Samtlige under Nr. 3 og 4 nævnte Eiendomme ere Civillisten uvedkommende, saavel hvad Indtægter som hvad Udgifter angaaer. 6. Theatret og Capellet, saavelsom alle offentlige kongelige Musæer, Samlinger og Gallerier, samt den saakaldte Regaliefond, ere Staten Eiendom. Dog forbeholdee Vi Od yderligere allernaadigst Bestemmelse saavel angaaende deres Anvendelse, Indretning og Bestyrelse, som navnlig angaaende Kongehusets Adgang til Threatret og om Capellets Afbenyttelse til offentlige og Hof-Fester. Ligeledes forholde Vi Os nærmere at bestemme, hvorvidt den chronologiske Samling paa Rosenborg skal indlemmes mellem Statens Samlinger eller betragtes som Vort kongelige Huses uafhændelige Eiendom, arvelig fra Konge til konge. Endelig forbeholdee Vi Os senere at tage Bestemmelse, om og hvorvidt Vi ville overlade de Os efter Vor høisalige Fader tilfaldne private Samlinger til det Offentlige. 7. Kongen har lovmæssig Jagtret paa den kongelige Vildtbane, saavelsom paa alle Domainer. Det Vildt, som Vi ønske at

1147

beholdee, saavelsom andre Natural-Præstationer af Statens Eiendomme, betales af Civillisten, hvilken Udgivterne ved Jagtvæsenet følgelig blive uvedkommende. 8. Samtlige til den kongelige Hofholdning fortiden henhørende og for den kongelige Hofkasses Regning nu anskaffede Meubler og Inventarier paa de forskjelligee Slotte blive efter en af Overhofmarschallatet forfattet Inventarieliste at overlevere Civillisten til fremtidig Vedligeholdelse. 9. Statssecretariatet for Naadessager bliver at ophæve efter nærmere allerunderdanigst Forslag fra Finantsministeren. 10. Civillisten afholder selv Pensionerne til de dertil qvalificerede Hofembedsmænd og Betjente, som entlediges i Kongens levende Live. Reglerne for Overtagelsen af kongelige Hof-Embedsmænds og Betjentes Pensionering ved Thronskifte fastsættes i Pensionsloven. 11. Civillisten bestemmes for Vor Regjeringstid for Danmarks Riges Vedkommende til 300,000 Species aarlig, fra 1ste Januar 1850 at regne, idet Vi forbeholdee Os nærmere at bestemme det forholdsmæssige yderligere Bidrag til Civillisten, som af Vore tydske Hertugdømmer Holsteen og Lauenborg vil være at udrede. 12. Vi forbeholdee Os som hidtil udelukkende Raadighed over Particulairkassens Midler. Hvilke allerhøieste Bestemmelser Vi herved kundgjøre til Efterretning for samtlige Vore kjære og troe Undersaatter. Givet paa Vort Slot Christiansborg, den 30te Mai 1849.

Under Vor Kongelige Haand og Segl. Frederik R.

Contrasigneret af Premierminister A. W. Moltke paa Statsraadets Vegne.

Efterat Formanden havde, for at fremme Valglovens Tilendebringelse, berammet det næste Møde til samme Dags Eftermiddag Kl. 6, blev Mødet hævet.

135te offentlige Møde. (Det 139te Møde i den hele Række.) Aftenmøde.

Torsdagen den 31te Mai.

(Valglovens endelige Behandling Udvalgets §. 47.)

Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

§ 47.

Efter Dagsordenen gik man over til Fortsættelsen af den anden Behandling af Valgloven, og navnlig til den af Udvalget foreslaaede Til denne Paragraph indeholdt Afstemningslisten Følgende: 136) Ørsteds Forslag: „At § 47 forandres saaledes: „De udnævnte Valgmænd og i deres Forfald Suppleanter vedblive i eet Aar at udføre de i de i dets Løb forefaldende Landsthingsvalg i den Valgkredes, hvorved de ere ansatte."" 137) Tschernings Hovedforslag: Første Deel indtil „Valgmænd" udgaaer, og istedet herfor indføres: „Aarlig efter Vælgerlisternes Opgjørelse vælges Valgmænd. “ 138) Tschernings Biforslag: „Hvert tredie Aar efter Vælgerlisternes Opgjørelse vælges Valgmænd. “ 139) Udvalgets Forslag: „Det Valgmændene overdragne Hverv ophører med Fuldførelsen af det forestaaende Landsthingsvalg, dog saaledes, at de Omvalg, som maatte blive fornødne, fordi en Landsthingsmand ikke modtager Valget, eller dette af Landsthinget erklæres ugyldigt, foretages af de samme Valgmænd. Skulde

imidlertid et Valg blive kjendt ugyldigt paa Grund af væsentlige selve Valgmændene vedkommende Mangler, bestemmer Landsthinget tillige, hvorvivt nye Valgmænd skulle udnævnes til Omvalgets Foretagelse. “

Efterat Formanden havde gjort opmærksom paa, at ifølge en tidligere Afstemning vilde i Forslaget under Nr. 136 Ordene „og i deres Forfald Suppleanter" falde bort, erholdt de til denne Paragravh iøvrigt stillede Forslag den fornødne Understøttelse. Formanden bemærkede endvidere, at Forslaget under Nr. 120, hvis Behandling var bleven udsat paa Grund af den nøie Forbindelse, hvori det stod med Forslagene under Nr. 137 og Nr. 138, maaskee rettest burde tages med under Behandlingen af denne Paragraph, hvori saavel Forslagsstilleren (Tscherning) som Ordføreren erklærede sig enige.

Efter den omdeelte Afstemningsliste lyder dette Forslag saaledes:

„En Valgmands Flytning efter Valget betager ham ikke hans Egenskab af Valgmand.“

Tscherning:

Forslaget under Nr. 120 faaer først sin rette Betydning, saafremt Forslaget under Nr. 137 antages. Forslagene under Nr. 137 og Nr. 138 beroe begge paa det samme Grundlag, det er kun en forskjellige Udførelse af den samme Tdee. Den Grundidee, som jeg er gaaen ud fra, er nemlig den, at vi skulde søge at skaffe et Landsthing, der saa lidt som muligt var under Indflydelse af en pludselig politisk Omskiftning, at vi skulde bestræbe os for at saae et Landsthing, der kunde gaae saa fast og roligt frem i Uoviklingen, som Forholdene nogenlunde ville tillade det, og jeg troer, at dette bedst opnaaes, naar man paa den Tid, Valglisterne opgjøres, ogsaa afgjør Sagen om Valgmændenes Udnævnelse. I Forslaget under Nr. 137 har jeg foreslaaet, at disse skulle vælges hvert Aar, i Forlaget under Nr. 138 har jeg holdt mig til den almindelige Periode, 3 Aar. De aarlige Valg af Valgmændene have det Gode, at man kan komme til paa en praktisk Maade at undersøge Valglisternes Beskaffenhed, og Vælgerne blive opfordrede til at undersøge, om de paa behørig Maade ere opførte paa Listerne, og om de, der ere komne paa Listerne, vvirkelig ere Vælgere og bør anerkjendes som saadanne. Naar jeg samler alle disse Fordele, den ene, at jeg troer, at man paa denne Maade mere imødegaaer Landsthingets rette Bestemmelse, idet man skaffer Valgmandsvalg, der ere uafhægige af det øieblikkelige Opløsningstilfælde, og den anden, at man derved skaffer er let Middel til at revidere eller henlede Opmærksomheden paa Revisionen af Valglisterne, saa forekommer det mig, at disse Forslag nok fortjene Forsamlingens Opmæksomhed. Hvilket af de 2 Forslag, man vil give Foririnet, er mig mindre magtpaaliggende. Jeg for min Deel troer vel, at det, der gaaer ud paa, at Valgmændene skulle vælges hvert Aar, naar det sættes i Forbindelse med Forslaget under Nr. 120, er det bedste; men jeg er ligesaa overbeviist om, at Forslaget under Nr. 138 væsentlig vil afhjælpe de Mangler, som jeg troer ere forbunde med at begynde et pludseligt Valgforetagende, naar der skal vælges Medlemmer til Landsthinget.

Ørsted:

Jeg er i det Væsentlige af den samme Tanke som den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning). Det forekommer mig nemlig at være meest overeensstemmende med Hensigten med Landsthinget, at Valmændene vedblive at fungere i fulde 8 Aar, som er den Periode, efter hvilken de almindelige Landsthingsvalg skulle fornyes, eller idetmindste 4 Aar, som er den Periode, som gaaer hen inden der foretages et betydeligt Antal af nye Valg, og at man altsaa ikke bør gjøre alle Communer den store Uleilighed, at der for en enkelt ledig Plads i Løbet af de 4 Aar strax skulde foretages nye Valg af Valgmænd. Jeg troer, at den Uleilighed, man saaledes vil gjøre Communen, ogsaa er skadelig med Hensyn til Valgene til Landsthinget, fordi Folk sandsynligviis ville blive meget kjede af disse Valg, og at de ville undlade at give Møde, naar de skulle sættes i Bevægelse, efterat de saa kort Tid i Forveien have foretaget Valg paa Valgmænd, idet de nu skulle foretage nye valg af disse, og dette troer jeg saameget mere vil blive Tilfældeet, som man som oftest kan antage, at de samme Valgmænd ville blive gjenvalgte. Jeg seer heller ikke, at der i mindste Maade kan være nogen Betænkelighed ved; at Valgmændene vedblive i længere Tid. De ville tvertimod derved

1148

erhverve en større Fasthed og Ersariug i Udførelsen af det dem betroede Hverve. Jeg troer ikke heller, at det er ønskeligt, at der skal foregaae en idelig Bevægelse i Valgkredsene for at tilveiebringe en saadan Forandring. Naar Medlemmerne i Communen paa en sund Maade opfatte, hvad Hensigten er med at udnævne Valgmænd, ville de ogsaa sørge for at faae oplyste og selvstændige Folk, som i Forening med de Valgmænd, der ere valgte for de øvrige Districter, ville være i Stand til at tage Valgene under fornøden Overveielse, og det er ingenlunde de oprindelige Vælgeres Sag at bestemme, hvem der skal vælges, eller at udfærdige Reglen, hvorefter den, der i sin Tid faaer Sæde i Rigsdagen, skal røgte sit Hverb; de skulle blot vælge paalidelige Valgmænd og siden overlade til disse at udføre deres Kald. Jeg skulde derfor, som jeg tidligere har anført, ansee det for rigtigst, at de vælges paa 4 Aar.

Den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) har stillet et Forslag, der nærmer sig hertil, nemlig at de skulle vælges hvert 3die Aar. Jeg kan imidlertid ikke see den sande Grund, hvorfor han foretrækker 3 Aar, jeg finder, at 4 Aar vilde være den meest passende Periode; men da han selv synes at foretrække, at dette ene Aar skulde falve bort, og da hans Forslag ellers falder sammen med mit, skal jeg henholde mig til dette Forslag, skjøndt jeg rigtignok, hvis der siden skulde vise sig Stemmefleerhed for, at Valgmændene skulle fungere i en længere Til, da hellere vil foretrække dette. Mit Forslag gaaer ud paa, at saavel Valgmændene som Suppleanterne skulle vælges paa eet Aar. Høiere har jeg ikke turdet stille dette Forslag, fordi det efter Stemningen under den foreløbige Behandling ikke var at vente, at man kunde sætte mere igjennem. Naar jeg har foreslaaet, at der skulde vælges Suppleanter, da er det fordi jeg anseer det for ønskeligt, at Folket ikke uleiliges saa tidt, hvilket ikke vilde blive Tilfældeet, naar der tillige med Valgmændene valgtes Suppleanter, og jeg seer ikke den mindset Betænkelighed deri, da det vvistnok ikke vil være vanskeligt, i Communerne at finde det behørige Antal duelige Mænd, saavel til at være Valgmænd, som til at være Suppleanter, og man behøver ikke at frygte for, at de skulle vælges med for liden Pluralitet, thi naar Vælgerne skulle vælge bade Valgmænd og Suppleanter, er det naturligt, at de maae stemme paa saamange flere Individerr. Imidlertid vil der nu ikke længere kunne være Tale om dette, og mit Forslag vil forsaavidt bortfalve, og da det forøvrigt i det Væsentlige stemmer overeens med Forslaget under Nr. 137, forlanger jeg ikke at det skal sættes under særskilt Afstemning, men jeg skal bolt forbeholdee mig, hvis der bliver Udsigt til, at Forslaget under Nr. 138 gaaer igjennem, da at stemme derfor.

Orføreren:

Naturligviis maatte det opfordre Udvalget til den allernøieste Overveielse af Sagen, at 2 Mænd, hvis Anskuelser ellers ere saa forskjelligee, ere enige om i det foreliggende Punkt at afvige fra Udvalgets Forslag. Imidlertid have vi ikke kunnet komme til andet Resultat, end at det Forslag, vi oprindelig havde tilladt os at stille, er det rigtige; jeg troer endog at kunne sige, at om vi end om andre Punkter kunne have havt en mindre stærk Overbeviisning, saa have vi dog her næret en stærkere Overbeviisning om, at Forslaget turde fortjene Bifald. Den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning) har paaberaabt sig en Betragtning, som ikke nærmest vedkommer Sagen selv, nemlig at man kunde benytte hans Forslag til en praktisk Revision af Valglisterne. Forsaavidt skal jeg blot pege hen paa, at man vel nærmest maa hold sig til Spørgsmaalet i og for sig; men forsaavidt man vilde lægge Vægt paa, at man derhos kunde opnaae denne anden Fordeel, forekommer det mig, at der alt paa anden Maade er tilstrækkelig førget for en behørig Revision af og Control med Valglisterne, saa at jeg ikke kan skjønne, at der er nogen Nødvendighed for, saaledes ad denne Betragtning at komme til et Resultat, der ellers ikke er ønskeligt. Hvad selve Spørgsmaalet angaaer, om ikke Valgmændene aarligen skulle udnævnes, da forekommer det mig, at den Betragtining ligger meget nær, at man saameget mindre skal danne saadanne Valgmandscorporationer, som de, hvad der jo kan ansees for givet, i mange Tilfældee i Løbet af det Aar, for hvilket de ere dannede, slet ingen Forretninger faae at udøve. Det forekommer os synderligt at ville opstille som Regel, at der skal foregaae hvert Aar rundt om i hele Landet Ud

nævnelse af Valgmænd, uagtet der ikke skal foregaae almindelige Valg til Landsthinget uden hvert ottende Aar i den enkelte Valgkreds, naar Sagen først er kommen i Orden, hvorfra alene Undtagelse skeer i Opløsningstilfælde, hvilket jo dog ikke er noget Ordinairt, men maa betragtes som noget Overordentlight. Udenfor disse Tilfældee kan der kun blive Spørgsmaal om enkelte Valg i en enkelt Valgkreds, hvorved kun denne, men ikke det hele Land sættes i Bevægelse. Allerede dette synes mig en stærk Modgrund. Det ligger ogsaa meget nær, at det vil svække Interessen for disse Valg, naar det meget hyppigt hændte sig, at Valgmænd skulde udnævnes, uagtet de Intent faae at udrette; man vil derved fristes til ikke at betragte Sagen med den Alvor, som den udkræver og førtjener. Dernæst forekommer det mig stridende mod de middelbare Valgs Natur, som disse ere optagne i de nyere Love, saaledes at ville danne en fast vedvarende Vælgercorporation, hvilket synes mig langt mere at høre hjemme i Middelalderen, hvor de middelbare Valg fremgik gjennem faste Autoriterter der ikke selv valgtes, i alt Fald ikke valgtes til denne Gjenstand alene, men beroede paa et ganske andet fast Grundlag. Jeg behøver vvistnok ikke synderligt at paapege, i hvilken Grad saadanne faste Valgcorporationer kunne komme i en falsk Stilling, naar de hele Aret igjennem ere udsatte for allehaande Paavirkninger, hvorimodd man vil kunne sikkre sig mere paalidelige Valg, naar de undnævnte Valgmænd træde tilbage i Vælgernes Midte efter at have foretaget den enkelte Valgudnævnelse. Disse Grunde forekomme mig at være overveiende, ogsaa for dem, der lægge Vægt paa den Anskuelse, der er gjort gjældende af den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning), at der kom større Fasthed ind i Thingenes Dannelse, ligesom jeg iøvrigt anseer det for et ikke lidet tvivlsomt Spørgsmaal, om Forslaget, saaledes som det her er stillet frem, i Gjerningen vilde saae en saadan Virkning. Jeg troer dette er høist problematisk netop paa Grund af den særlig Indflydelse, som de for en saa lang Tid udnævnte Valgmænd ere udsatte for; men i alt Fald kan jeg ikke uden videre erkjende, at det gaaer an i Opløsningstilsælde, hvor Landsthinget skal have ny Besætning, at gjøre denne ashængig af Valgmænd, der ere valgte langt tidliger, især naar disse Valgmænd efter Forslaget under Nr. 138 skulle sungere i 3 Aar. Det kunde jo være aldeles i sin Orden ved Landsthingets Opløsning, at Valgene fremgaae af en ny Stemning i Folket, og i høi Grad magtpaaliggende, at nye Valgmænd i saa Tilfældee blive udnævnte, for at man ikke skal beskylde det nye Landsthing i dets Modsætning til Folkethinget for at være en Levning af en ældre Tids Stemning, fordi det er fremgaaet ved Valg af Valgmænd, der selv ere udnævnte under Indflydelse af ganske andre Anskuelser. Naar jeg af disse Grunde maa sige, at jeg ikke kan ønske en saadan lang Functionstid for Valgmændene, gjælder dette hvad enten de udnævnes for 1 eller for 3 Aar, men i Særdeleshed kan jeg ikke negte, at det synes mig temmeligt vilkaarligt, naar man har valgt 3 Aar da en saadan Periode kun hænger sammen med Folkethingets, ikke med Landsthingets Varighed. Af disse Grunde kan Udvalget ikke andet end bestemt vedblive sit tidligere Forslag.

Cultusministeren:

Jeg ønsker ved denne Paragraph at henlede Opmærksomheden paa en Ting til Opklaring, som blev berørt af den ærede Ordfører, men maaskee i hans Foredrag, ikke blev saaledes fremhævet, at den sit ganske den Betydning, der forekommer mig at ligge deri. Den angaaer nemlig Forholdet af det Forslag, der her forhandles, til Opløsningen af Landsthinget. Det er jo klart at kun i dette Tilfældee vil den engang dannede Valgcorporation kunne komme til over hele Landet, i alle Valgkredse at vælge paany, og dette forekommer mig at være mod de indirecdte Valgs Princip, og i en anden Retning, end man maaskee troer, jeg tænker paa. Det synes mig nemlig, at naar man lader Valgmænd udvælge til at fungere i længere Tid, da vil dette gjøre, at den Appel til Folket, der ligger i Opløsningen, bliver mindre fuldstændig, da Opløsningen i saa Fald ikke medfører Nødvendigheden af, at Valgene gaae tilbage til de første oprindelige Vælgere, men kun bliver en Appel til de samme Valgmænd, der have udvalgt det foregaaende, nu opløste Thing. Det synes at ligge i Naturen af en Opløsning af et Thing, da deri indeholdes en Appel, at denne maa gaae saa langt tilbage som muligt,

1149

at Sagen maa bringes tilbage til det første Udgangspunkt for Thinsegets Dannel. Dette troer jeg ikke kan forbigaaes ved Betragtningen af Sagen, men hører med til dens rette Bedømmelse.

Da ingen Fl??re begjerede at yttre sig over den foreliggende § 47, skred man til Afstemning, der gav følgende Resultat: 136) Ørsteds Forslag: „At § 47 forandres saaledes: „De udnævnte Valgmænd og i deres Forsald Suppleanter vedblive i eet Aar at udføre de i dets Løb forefaldende Landsthingsvalg i den Valgkreds, hvorved de ere ansatte."" var tilbagetaget af Forslagsstilleren. 1) Nr. 137. Tschernings Hovedforslag: Første Deel indtil „Valgmænd" udgaaer. Istedet herfor indføres „Aarlig efter Vælgerlisternes Opgjørelse vælges Valgmænd."" forkastedes med 71 Stemmer mod 31. 2) N. 138. Tschernings Biforslag: „Hvert tredie Aar efter Vælgerlisternes Opgjørelse vælges Valgmænd.“ forkastedes med 75 Stemmer mod 32. 120) Tschernings Forslag, (Tilføining til § 39): „En Valgmands Flytning efter Valget betager ham ikke hans Egenskab af Valgmand.“ bortfaldt som Følge den foregaaede Afstemning. 3) Nr. 139 Udvalgets Forslag: „Det Valgmændene overdragne Hverv ophører med Fuldførelsen af det forestaaende Landsthingsvalg, dog saaledes, at de Omvalg, som maatte blive fornødne, fordi en Landsthingsmand ikke modtager Valget, eller dette af Landsthinget erklæres ugyldigt, foretages af de samme Valgmænd. Skulde imidlertid et Valg blive kjendt ugyldigt, paa Grund af væsenlige selve Valgmændene vedkommende Mangler, bestemmer Landsthinget tillige, hvorvidt nye Valgmænd skulle udnævnes til Omvalgets Foretagelse.“ vedtoges eenstemmig med 106 Stemmer. Man gik derefter over til Behandlingen af Udvalgets § 48, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 140) Tschernings Forslag: § 48 udgaaer og istedet derfor indføres: „Ingen af Vælgerne til Valgmanden given Instrur eller af ham indgaaen Forpligtelse, Valget vedkommende, har nogensomhelst Gyldighed. “ 141) Udvalgets Forslag: Ingen Valgmand maa enten modtage nogen Forskrift af Vælgerne om at stemme paa en bestemt Person eller dertil forpligte sig. Det stillede Ændringsforslag erholdt efter Formandens Opførdring den fornødne Understøtttelse.

Ordføreren:

Jeg skal med Hensyn til Forslaget under Nr. 140 i dets Modsætning til Forslaget under Nr. 141 tillade mig at henholde mig til den foreløbige Forhandling angaaende denne Sag idet jeg med min bedste Villie ikke er istand til at see, hvad der vindes ved den ærede 28de kongevalgtes (Tschernings) Forslag, forsaavidt det er stillet i Modfsætning til Udvalgets Forslag, thi de synes mig begge at løbe ud paa Eet.

Tscherning:

Var jeg fuldkommen sikker paa, at det forholdt sig saaledes, kunde jeg ikke have Noget imod at beholdee Forslaget under Nr. 140; men da jeg tvivler derpaa, medens Ordføreren derimod ingenlunde tvivler paa, at de løbe ud paa Eet, saa kunde han jo gjerne gjøre mig den Tjeneste at stemme for mit Forslag under Nr. 140.

Scavenius:

Maa jeg tillade mig blot at gjøre den Bemærkning at jeg somener rigtignok, at Forslaget under Nr. 140 har Fortrin for Forslaget under Nr 141, idet det sidstnævnte kun forbyder at Valgmændene maae modtage Forskrift om at vælge en bestemt Person, medens Forslaget under Nr. 140 tillige forhindrer, at der kan gives et Forbud imod at stemme paa Nogen af en dis bestemt Classe af Personer, og et saadant Forbud kunde man dog vel nok i urolige Tider vente sig ellers vilde blive givet.

Ordføreren:

Uden Hensyn til den sidste Bemærkning skal jeg med Fornøielse følge den ærede 28de Kongevalgtes (Tschernings) Opfordeing og stemme for hans Forslag.

Rée:

Jeg vil foreslaae, at man hverken stemmer for Forslaget under Nr. 140 eller for det under Nr. 141, da begge forekomme mig lige overslødige.

Grundtvig:

Jeg vilde blot anmærke, at hvad enten de, som Ordføreren mener, ere ganske eens, eller de, som jeg troer, ere virkelig forskjelligee, saa stemmer jeg ogsaa for Forslaget under Nr. 140. Da ingen Flere begjerede at yttre sig over de foreliggende Forslag, skred man til Afstemning, hvorved. 1) Nr, 140. Tschernings Forslag: „§ 48 udgaaer, og istedet derfor indfores: Ingen af Vælgerne til Valgmanden given Instrux eller af ham indgaaet Forpligtelse, Valget vedkommende, har nogensomhelst Gyldighed. “ vedtoges med 85 Stemmer mod 22. Nr. 141. Udvalgets Forslag: „Ingen Valgmand maa enten modtage nogen Forskrift af Vælgerne om at stemme paa en bestemt Person eller dertil forpligte sig. “ bortfaldt paa Grund af den foregaaende Afstemning. 2) Det vedtagne Forslag under Nr. 140 blev derefter af Formanden sat under Afstemning som Paragraphindhold, saalydende: „Ingen af Vælgerne til Valgmanden given Instrux eller af ham indgaaet Forpligtelse, Valget vedkommende, har nogensomhelst Gyldighed. “ vedtoges med 96 Stemmer mod 12. Man gik derefter over til Behandlingen af § 49, hvortil Afstemningslisten indeholdt Forlgende: 142) Udvalgets Forslag: Valgmændene erholde af vedkommende Commune i Reiseomkostninger 48 St. for hver Mill, som de have at reise mellem deres Bopæl og det Sted, hvor Valgene til Landsthinget foregaae, men ingen Diæter. Da Ingen begjerede herover at yttre sig, blev dette Forslag ved Afstemning vedtaget med 104 Stemmer mod 1. Forhandlingen gik dernæst over til Valglovens § 50, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 143) Udvalgets Forslag: „ Valgbar til Landsthinget er enhver ubergtet Mand, som har Indsødsert, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallitbehandling, naar han har fyldt sit 40de Aar og i det sidte Aar enten har svaret i directe Skat til Staten eller Communen 200 Rbd. eller godtgjør at have havt en aarlig reen Indtægt af 1200 Rbd. Af dem, der vælges til Landsthingsmænd, skulle idetmindste ¾ have havt fast Bopæl i det sidste Aar før Valget i den Landsthingskreds, for hvilken de valges. Anmærkn. Er alleredeee vedtaget i Grundloven.

(Fortsættes.)

Tryst og forlagt af Kgl. Høibogtrykler Bianco Luno

1150

Hundrede og Fem og Tredivet (139te) Møde. (Tem endelige Behandling af Valgloven. Udvalgets §§ 50—53.)

Formanden:

Med Hensyn til den nu foreliggende § 50 troer jeg at Udvalgets ærede Ordfører har en formel Bemærkning at gjøre.

Ordføreren:

Jeg ønsker, at Forhandlingen af denne Paragraph maatte blive udsat, fordi der i den er indløben en Unøiagtighed, som jeg troer bør rettes. Paragraphen er i det Hele en simpel Optagelse af Bestemmelserne i Grundloven om Valgbarheden, men der er, som sagt, i samme maaskee indløben en lille Feil, som jeg er bleven gjort opmærksom paa af et æret Medlem.

Andræ:

Jeg troer, at det ikke blot er nødvendigt, at Forhandlingen og Afstemningen udsættes, men ogsaa at Comiteen bemyndiges til at redigere Paragraphen paa en anden Maade, thi, som den staaer her, strider den ligefrem mod Grundloven.

Ordføreren:

Det er naturligviis Meningen med at den bliver udsat, at den ikke atter skal komme srem i uforandret Form.

Formanden:

Det forekommer mig, at den vel kan forstaaes saaledes, at den stemmer med Grundloven, men der er jo vvistnok nogen Tvetydighed i dens sidste Passus. Efter min Mening kan der ingen Betænkelighed være ved at udsætte Forhandlingen af denne Paragraph, saameget mere som den ingen Indflydelse har paa de følgende Paragrapher, og ifald jeg tidligere var bleven gjort opmærksom derpaa, trover jeg, at jeg som Formand gjerne kunde have udsat den, naar der ikke var gjort nogen Indvending derimod. Jeg veed ikke om, Forsamlingen vil, at der skal tages nogen Beslutning desangaaende, jeg veed navnlig ikke bestemt, hvorvidt det var den ærede 1ste Kongevalgtes (Andræ’s) Mening at forlange Saadant.

Andræ:

Nei, naar kun Spørgsmaalet bliver forstaaet saaledes, at der ikke blot er Tale om en Udsættelse, men ogsaa om en Tilladelse for Comiteen til en Omredaction af Paragraphen, saa er jeg fuldkommen tilfreds.

Formanden:

Ja, det forstaaer sig af sig selv. Man gik derefter over til Forhandlingen af Valglovens § 51, hvortill Afstemningslisten indehold Følgende: 144) Udvalgets Forslag: „Valgene til Landsthinget ledes af særegne Valgbestyrelser for hver Valgkreds. “ hvilket Forslag uden Discussion vedtoges med 109 Stemmer mod 1.

Man gik derefter over til Valglovens § 52, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 145) Udvalgets Forslag: „valgbestyrelsen forestaaes af en Formand, som Regjeringen udnævner. Denne tilforordnes i Kjøbenhavn 2 Medlemmer af Magistraten og 4 Borgerrepræsentanter, udenfor Kjøbenhavn 2 Medlemmer af hvert af de Amtsraad, som findes i Valgkredsen, og 1 Medlem af Communalbestyrelse for den støreste Kjøbstab i hvert af Valgkredsens Amter. Hvor et Amt er deelt mellem tvende Valgkredse, valges der for sammes Vedkommende et Medlem af Amtsraadet til hver Valgbestyrelse; den største Kjobstab i hver deel af Amtet sender ligeledes et Medlem. Kjøbenhavns Magistrat og Borgerrepreæsentanter udnævne, hver for sig, aarligen de Medlemmer, der af sammes Midte tage Sæde i Valgbestyrelsen; ligeledes vælge Amtsraadene og Kjøb

stædernes Communalbestyrelser aarligen de Medlemmer, som paa deres Vegne tiltræde Valgbestyrelsen. “ hvilket Forslag ligeledes uden Discussion vedtoges eenstemmigen med 109 Stemmer.

Man gik derpaa over til Behandlingen af den af Udvalget foreslaaede § 53, der tilligemed de stillede Ændringsforslag er saalydende: 146) Tschernings Forslag, tiltraadt af Comiteens Minoritet (Christensen og Gleerup): § 53 bortfalder og erstattes af Følgende, hvilket kan deles i flere Paragrapher: „Til Veiledning for Landsthingsvælgerne og Valgbestyrelsen skal der paa Valgstedet fremlægges Lister over de i Landet værende Valgbare. Disse Lister opgjøres aarlig communeviis, samtidig med Vælgerlisterne, og udlægges aarlig tillgemed disse til offentlig Gjennemsyn. De Indsigelser, som skee mod Valgbarhed, undersøges af Communalbestyrelsen. Paastaaer den Omtvivlede imod Valgbestyrelsens Kjendelse at forblive paa Valgbarlisten, og 5 Vælgere støtte hans Paastand, forbliver han staaende paa samme, men Indsigelse og Kjendelse vedtegnes. Forlanger Nogen, som ikke er indtegnet, at blive paaført Listerne, maa han fremlægge behørige Beviisligheder; ansees de ikke for gyldige, og Vedkommende dog bliver ved sin Paastand, da maa han som ovenfor bringe 5 Vælgere til Bekræstelse om, at de dele samme Anskuelse, hvilket Alt tilføies Indtegning, som da ikke tør negtes. De saaledes tilveiebragte Lister fremlægges offentlig paa Valgstedet Dagen før Valgmødet, og paa Valgdagen mindst 2 Timer, førend Valgmødet aabnes, ved hvilken Fremlaggelse En af Valgbestyrelsen skal være tilstede. Melder sig da nogen Valgbar og forlanger at tilføres i Listerne, da skal han, inden dette maa skee, fremlægge Beviser for sin Berettigelse, hvorover Valgbestyrelsen har at afgive sin Kjendelse. Gaaer denne Kjendelse Paagjældende imod, kan han endnu fordre sig indskreven, naar 10 af Landsthingsvælgerne erklære sig derfor. En Landsthingsvælger kan ogsaa gjøre Forlangende om Indtegning for en fraværende Valgbar, naar han enten mevbringer Fordringen skristlig, ledsaget af Beviislighederne, eller lader sin Fordring bestynrke af 5 af Landsthingsvælgerne. I dette Tilfælde maa desuden tilføies Erklæring om den Valgbares Tilboielighed til at modtage Valg. Den Valgbare, som ikke inden Valgmødets Aabning har seet paa, at han er indtegnet, maa betragtes som for den Gang at have givet Afkald paa Valgbarhed. Den Valgbare, som ikke inden Valgmødets Aabning har sørget for at være anmeldt som ikke antagende det Valg, der maatte falde paa ham, antages at staae paa Valg. “ 147) Udvalgets Ændring i dets Forslag: „1ste Mai" forandres til „ 1ste Marts". 148) Udvalgets Forslag: Landsthingsvalgene foregaae i Henhold til Lister over de Valgbare, der aarligen optages. Som Grundlag for disse Lister har Communalbestyrelsen paa ethvert Sted for det Første inden den 1ste Mai at tilstille Valgbestyrelsend Formand en Fortegnelse over alle de Skatteydere, der i det sidst forløbne Aar, regent fra 1ste Januar til 31 te December, have directe Skat til Staten eller Com

1151

munen svaret 200 Rbd. eller derover og iøvrigt ere i Besiddelse af de almindelige Egenskaber, som udfordres for at kunne vælges. Ingen maa vægre sig ved at meddele Communalbestyrelsen de Oplysninger, der maatte udfordres til Fortegnelsens rigtige Affattelse.

Formanden:

Øverst paa Afstemningslisten til § 53 er stillet Forslaget under Nr. 146. Den ærede Forslagsstiller har meddeelt mig, at han ønskede nogle Foranvringer i dette Forslag, hvilke sknlde gaae ud paa, at i 2det Stykke, omtrent i Midten, de Ord „og 5 Vælgere støtte hans Paastand" skulle udgaae, og at i Slutningen af samme Stykke Ordene fra „maa han som ovenfor" indtil „tilføies Indtegning, som da ikke tør negtes" ligeledes skulle bortfalde. Ligeledes ønskede han, at 4de og 5te Passus i dette Forslag skulle falde bort. Jeg maa nu henstille til Forsamlingen, om den vil gaae ind paa en saadan Forandring af det stillede Forslag. Dette er vvistnok, naar man seer hen til de tidligere Tilfældee, noger betænkeligt. Det vil maaskee være det Simpleste at sætte det under Afstemning, hvorhos jeg skal bemærke, at der vil udfordres en Stemmefleerhed af 3/4 for at Forandringerne kunne tilstedes.

Ved den derpaa stedfundne Afstemning viste der sig 58 Stemmer for og 49 imod, at de attraaede Forandringer maatte foretages, og da der saaledes ikke var den nødvendige Pluralitet tilstede, blev Forslagsstillerens Ønske om disse ikke taget tilfølge.

Formanden:

Jeg veed ikke, om den ærede Forslagsstiller ønsker Forslaget forhandlet i dets oprindelige Form.

Tscherning:

Ja jeg troer, at det er nødvendigt, da det er et Principspørgsmaal. Jeg er nemlig her i Begreb med engang at være den, der redder Grundloven. Det forekommer mig nemlig, som det ærede Udvalg har udarbeidet denne Lov i det Hele med grumme lidet Hensyn til Grundlovens allervæsentligste Bestemmelser. Jeg skulde ikke have Noget imod, at man var gaaen denne Vei, da det i det Hele kunde have været nyttlgt, dersom der ikke var givet et saa skjærende Exempel paa at holde sig, og det efter min Formening endog paa en temmelig smaalig Maade, til Ord og Bogstav, og det endog, hvor det gjælder om at faae et Grundlag for det hele Repræsentationssystem, der indeholdes i Grundlovens § 58, der lyder saaledes: „Ethvert af Thingene afgiør selv Gyldigheden af sine Medlemmers Valg. “ Nu er det umuligt at komme til at afgjøre Gyldigheden af et Valg, som ikke har fundet Sted, og den altsaa, som uretteligen er udeladt af Valgbarhedslisterne, hans Valgs Gyldighed kan ikke blive afgjorte, siden han ikke er valgt. Skal § 58 derfor ikke forstaaes saaledes, at det skulde være Opreisning nok for en Mand bagefter at faae at vide, at han var valgbar, saa maa man nødvendigviis skaffe ham til at blive valgt. Skal altsaa den Grundsætning, hvorfra man er gaaen ud ved Lovens Affattelse, og som fastsætter, at Valglisterne skulle opgjøres saaledes, at kun de Valgbare, der staae paa dem, skulle kunne bringes til Valg — skal, siger jeg, denne Sætning kunne bringes i Overeensstemmelse med § 58 af Grundloven, saa maa man, ifald det skulde vise sig, at der i et Valgdistrict fandtes en eneste Valgbar, som havde været udelukket, paa Grund heraf cassere alle Valg; thi Ingen kan sige, hvilken af de Valgte ikke burde have været valgt, om den Udelukkede var valgt. Man vil altsaa enten komme til at antage denne Valgbare, som unegtelig havde Ret til at stille sig paa Valg, eller man maa cassere samtlige Valg og lade dem alle gjøre om. Nu synes det mig, skjøndt jeg ikke kan negte, at naar dette skeete, vilde Grundloven være opretholdt, at dette dog vilde være at gaae over Aaen for at hente Vand, og at det var en meget stor Omvei at skulle cassere alle Valg for at indbringe en enkelt Valgbar, som ikke var bleven valgt, fordi han var bleven udelukket af Valglisterne. Langt simplere og langt naturligere vilde det være, om man lod enhver Valgbar, som melder sig for at indføres i Listerne, blive indført derpaa, og, naar Valgbestyrelsen ikke erkjendte hans Paastand for gyldig, hjøre Vedtegning derom og derpaa give dette al mulig Offentlighed, overladende det derefter til Vælgerne at bestemme, om de til Trods for dette ville vælge Manden og ndsætte sig for den store Ubeqvemhed at gjøre Omvalg, dersom Vedkommende ikke var valgbar. Det forekommer mig nemlig,

som om der med Hensyn til Valgbarheden kun er 3 Domstole, der kunne have en afgjørende Stemme: Vælgerne, den Valgbare selv og endelig Thingene. Alle andre mellemliggende Instantser kunne ikke gjøre andet end gaae oplysende tilværks, ligesom i det Hele Valglisterne alene kunne give en saadan Oplysning, som er nødvendig for at disse kunne udove deres Virksomhed. Jeg indseer meget vel, at man vil gjøre den Inbvending herimod, at naar Listerne ikke have en bindende Fasthed og Betydning, hvorledes skal man saa kunne undersøge, om det rigtige Forholdstal af Vælgerne findes i Valgkredsen? Men for det Første svarer jeg dertil, at dette Forholdstal, juridisk taget, ikke er grundlovsstridigt; det staaer nemlig i vor Magt, at sætte det saaledes ved Lovgivningen, at vi ikke somme i denne Forlegenhed, og dernæst ere vi berettingede til at ordne Lovene saaledes, at vi blive frie for enhver Vanskelighed af denne Art. Jeg har ogsaa i denne Henseende længere hen paa Afstemningslisten gjort et Forslaa og skal i den Anledning her fremkomme med nogle Bemærkninger. Der er kun to forskjelligee Sider, som her kunne gjøre sig gjældende, eller rettere, der er kun to Parter. Den ene er Valgkredsens Vælgere. Saalænge de ikke klage over Savnet af Valgbare, saa er det tilstrækkeligt, saalænge der kun er en eneste Valgbar. Den anden er den offentlige Myndighed, men den skal selv vide at skaffe sig Oplysninger, om der er Valgbare nok, og jeg vil paastaae, at hvilken Vei, man end slaaer ind paa, saa skal man aldring i Gjerningen kunne komme til med fuldkommen Nøiagtilghed at fyldestgjøre hvilketsomhelst Forholdstal. Man vil under alle Omstændigheder i denne Retning forblive paa Tillempningernes Gebeet; om det vil være noget mere eller mindre, det er ikke væsentligt, men derimod er det Væsentlige ved Sagen det, om man, med Hensyn til § 58, kommer til at udelukke en Mand, som vvirkelig er valgbar. Det kan jeg ikke see, at vi have nogen Berettigelse til. Dette siger jeg ikke alene, fordi det staaer i Grundloven, men fordi det efter min Formening staaer indskrevet i Valgvæsenets sunde Fornuft. Det er ikke, fordi det er en Lovbestemmelse, jeg søger at urgere derpaa, men fordi det forekommer mig at ligge i Valgvæsenets hele Natur, at naar en Valgberettiget skal kunne komme til frit at gjøre sin Stilling gjældende, saa maa han kunne komme til at faae den prøvet, kunne faae en Anerkjendelse, som alene kan være den afghørende. Selv om det ikke stod i Grundlovens § 58, saa maatte det dog blive Thingene, som ene bleve de afgjørende. Man vil maaskee svare mig, at dersom en Vælger gjør en saadan Paastand, og han bliver valgt, og han svarer en meget ringe Sum, mindre end den vvirkelige Valgbarhedscensus, saa vil Thinget maaskee dog ikke cassere hans Valg, men see paa en eller anden Maade at beholdee ham alligevel. Den Fare antager jeg er paa ingen Maade store, end den Fare, som vilde finde Sted, om man vilde gaae den modsatte Vei. Gik man den modsaite Vei, og der var udelukket en Valgbar, hvis Valgbarhedscensus kun var meget lidt over den sande Grændse, saa vilde Thinget have den samme Grund til at udelukke ham, og en meget større Grund, fordi det ved at antage ham som valgbar maatte cassere 4, 5, ja maaskee 8 Valg, medens det i det andet Tilfældee kun behøvede at cassere det enkelte Valg, som det var om at gjøre. Jeg troer, at naar Forsamlingen nøie overveier dette, saa vil den dog noget betænke sig paa at gaae en Vei, som udelukker en vvirkelig Valgbar fra at faae sin Valgbarhed paakjendt paa en grundig og for ham betryggende Maade, uden altfor stort Besvær for Valgkredsen. Skulde det ikke lykkes mig at føre den Bestemmelse igjennem, som fører til dette Resultat, skal det trøste mig, at jeg har været den her i Salen, der fremfor nogen Anden har søgt at opretholde Grundloven i een af dens væsentligste Dele.

Ordføreren:

Den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning) har væsentligen mod Udvalgets Forslag rettet den Indvending, at vort Forslag ikke skulde stemme med Grundlovens Bestemmelser. Det er en Selvfølge, at vi betragte den Indvending som meget alvvorlig, og det uden Hensyn til, om den i dette Øjeblik kommer fra en Mand, der ikke i og for sig saa gjerne vil bruge dette Argument, fordi han efter sin Opfattelsesmaade troer at kunne tage den hele Behandling af Grundloven paa en mindre streng Maade, paa en Maade, der efter Udvalgets og flere Andres Mening ikke kan bestaae med den

1152

strenge Opfattelse. Uden Hensyn altsaa til den Side, hvorfra Indvendingen kommer, vilde jeg betragte denne Indvending som afgjorenve, hvis jeg erkjendte dens Gyldigheb; jeg er imidlertid ikke istand dertil. Den Paragraph, paa hvilken det ærede Medlem støttede sig, var, om jeg ikke feiler, den nuværende § 58 i Grundloven, der siger: „Ethvert af Thingene afgjør selv Gyldigheden af sine Medlemmers Valg. “ Jeg troer nu, at man maa have den særegne og eiendommelige Opfattelse af det hele forhold, fra hvilken den ærede 28de Kongevalgte gik ud, for af disse Ord at kunne udlede de Sætninger, som han har villet gjøre gjældende som Grundregel for det hele Repræsentationssystem, i Strid med hvilket vort Forslag skulde være. Han gik ud fra den for al Repræsentation formeentlig til Grund liggende Sætning, at der ved Valgbarhedsspørgsmaalet ikke kunde være Andre, der havde noget at sige, end den Valgbare selv, Vælgerne og Thinget, og som en Følge af denne Anskuelse udledede han af de Ord „ethvert af Thingene bestemmer selv Gyldigheden af sine Medlemmers Valg", at vort Forslag var urigtigt. Jeg troer nu, at naar man, uhildet af nogen særegen Anskuelse om den Maade, hvorpaa Valgbarhedsspørgsmaalet skal afgjøres, tager Hensyn til Grundloven, saa kan man ikke faae Andet ud af den, end hvad der f. Er. Tidligere gjaldt her i Landet med Hensyn til Provindsialstænderne, nemlig at ethvert Thing afgjør de valgte Medlemmers Ret til vvirkelig at betragtes som Valgte, altsaa at ethvert af Thingene afgiør Gyldigheden af sine Medlemmers Valg, men ikke ikke-valgte Medlemmewrs mulige Valgbarhed. Jeg troer nemlig, at det Urigtige i det ærede Medlems Opfattelse ligger deri, at han ikke vil erkjende, at de 3, som nærmest have med Valgbarhedsspørgsmaalet at gjøre, ere Vælgerne Thingene — forsaavidt ere vi enige —, men den 3die er efter min Mening Valgbestyrelsen. Denne Anskuelse kan være mere eller mindre rigtig, men det tør jeg paastaae, at den ikke er grundlovstridig. Spørges der nu om, afseet fra Grundlovsstridighedsspørgsmaalet, hvorvidt vort Forslag eller de Forslag, som ere stillede af den ærede 28de Kongevalgte, ere velgrundede, da vil jeg foreløbig afsee fra den Form, hvori den ærede Rigsdagsmand har indklædt kit Forslag, og nærmest holde mig til Tanken. Hans Tanke var den, at man maatte indrette det saaledes, at Alle, som gjorde Paastand paa Valgbarhed, kunde træde frem med denne deres Paastand og, uden Hensyn til, om deres Paastand blev godkjendt af Valgbestyrelsen, blive valgte til Landsthinget. I Modsætning dermed staaer den Anskuelse, at det kan være rigtigt og nødvendigt at have Valgbarhedslister, og naar man vil have valgbarhedslister, da maa man ogsaa anerkjende Betydningen af den Afgjørelse, hvorefter det bestemmes, om Nogen kan optages paa Valglisterne eller ikke, og derefter maa det staae til Thin get selv at prøve, hvilken Indflydelse der kan tillægges den Omstændighed, at en Mand, som burde have været indtegnet som valgbar, ikke har kunnet opnaae en saadan Indtegning. Middelbar, indirecte, ad denne Omvei altsaa kan unegtelig Thinget komme til at afgjøre, hvorvidt Valgbestyrelsen med Uret har negtet Nogens Optagelse, thi Forholdet ved Valget kan stille sig saaledes, at Thinget vør erklære det stedfundne Valg ugyldigt, dersom det nemlig med tilstrækkelig Paalidelighed fremgaaer af den hele Valghandling, at dens Charakteer er bleven forfalsket paa Grund af, at en Mand, som efter Thingets Formening var valgbar, er bleven udelukket fra Indtegning paa Valglisterne; men dette ghælder naturligviis kun, naar Saadant fremgaaer med tilstrækkelig Paalidelighed af den hele foregaaende Valghandling. Det er denne Betingelse, hvis Jagtiagelse gjør, at det hele Forhold faaer en heel anden Charakteer, end naar man kafter Valglisterne overende og lader det saa komme an paa, hvorledes Thingene ville afgjøre dette Spørgsmaal, som siges at have faaet den foreløbige Afgjørelse gjennem Valgbestyrelsen, skjøndt denne Afgjørelse aldeles ikke paa nogen Maade respecteres. Saaledes mener jeg, at Sagen maa betragtes, naar man erkjender, at Valglisterne ere hensigtsmæssige eller nødvendige. Jeg skal ikke gaae ind paa Spørgsmaalet, om de i sig ere hensigtsmæssige, jeg troer, at de hos os for Øjeblikket ere nødvendige. Den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning) erklærede selv, at han jo ventede, at man vildestøtte sig paa det saa ofte nævnte Amendement, hvorefter det ringere Antal af Valgbare i visse Landsthingskredke

kan gjøre det nødvendigt at hæve op i de Valgbares Tal dem, som ellers ikke vilde være valgbare. Grundloven har jo villet, at der skal fastsættes et saadant Forhold, og dette Forhold maa jo fastsættes i denne Valglov, hvilket ogsaa er anerkjendt af den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning) selv i det Forslag, han har stillet til Ordningen af dette Forhold; men naar vi nu ikke kunne gjøre Andet i dette Øjeblik end fastsætte Forholdstallet, uden at det i og for sig gjør noget til Sagen, om vi tage 1: 1000 eller 1: 300, saa ligger det jo ligefrem deri, at det er nødvendigt at undersøge, hvorvidt dette Forholdstal naaes i de enkelte Landsthingskredse eller ikke, og det kan kun skee ved valgbarhedslisters Optagelse. Selv om man altsaa gaaer ind paa det Forslag, som er stillet af den ærede 28de Kongevalgte i denne Retning, at Sagen i Fremtiden skal afgjøres ved en Lov, der siger, hvor Valgbarhedsgrændsen skal sættes i de enkelte Kredse, hvor man maa gaae ned under den almindelige Bestemmelse, saa kunne vi dog ikke give denne Lov, men den maa gives af kommende Rigsdage i Henhold til de Oplysninger, der først skulle tilendebringes ved fuldstændige og nøiagtige Valgbarhedslisters Optagelse, og den ærede Kongevalgte erkjendte selv, at hvis man vil have Valgbarhedslister, saa maa man, hvis jeg tør udtrykke mig noget trivielt, have Valgbarhedslister, man maa sørge for, at disse Lister kunne have nogen sand Betydning og ikke ere reent illusoriske. Har man derimod i Henholv til Forholdstallet faaet at vide, om der skal gjælde en anden Regel end den almindelige, f. Er. Blot for Bornholm, eller om den ogsaa skal gjælde Ringkjøbing Amt, eller 3, 4, eller 5 Amter, saa kan man maaskee bortkaste det hele besværlige Apparat og sige, at man ingen Valglister vil have. Det er muligt; jeg indlader mig ikke paa, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, men jeg troer at have godtgjort, at det er nødvendigt for Øjeblikket at have Valgbarhedslister.

Vender jeg mig nu til Formen af det Forslag, som den ærede 28de Kongevalgte har stillet, saa troer jeg, at naar den ærede Forsamling vil sammenstille de forskjelligee af det ærede Medlem stillede Forslag, der høre sammen, nemlig Forslaget under Nr. 146 og i Forbindelse dermed det senere, mindre væsentlige under Nr. 152, fremdeles Forslaget under Nr. 165 og dernæst de forskjelligee Forslag til at stryge de fleste af Udvalgets Paragrapher og istedet derfor at indsætte de Forslag, der ere stillede under Nr. 174 og 176, saa troer jeg vvirkelig, at det vil fremgaae klart, at om man end i høi Grad sympathiserer med den ærede Rigsdagsmands Tanke, saa er dog denne Tanke udtrykt i en saa uheldig Form, at det ikke gaaer an at antage denne Tanke, selv om man ynder den i en anden Form, og det er efter min Mening aldeles stridende mod 3die Læsnings Natur, om man vilde benytte den til at rette de iøiefaldende Mangler ved Formen, som støde Enhver, der gjennemlæser disse Forslag. Jeg kan saaledes ikke andet end meget indstændigt vedblive Udvalgets Forslag til denne Paragraph, til hvilket jo mange flere knytte sig, og navnlig ogsaa det nye Forslag, som er blevet omdeelt, med Hensyn til § 64, hvor vi have gjort Alt for at komme Grundloven saa nær som muligt, for i det sidste Øjeblik at give alle Valgbare Leilighed til at blive indtegnede, saaledes, at Ingen kan udelukkes uden enten paa Grund af egen Brøde, eller fordi Valgbestyrelsen ikke kan erkjende Rigtigheden af de Grunde, hvorpaa han stotter sin Paastand om Valgbarhed.

Barfod:

Den ærede Ordfører meente, at det ikke kunde — jeg kan ikke citere ham ordret, men Meningen var den — at det ikke kunde lade sig gjøre at gaae ind selv paa det allersortræffeligste Forslag, naar Formen, hvori det var affattet, var uheldig. Ja, naar man sætter Formen over Tanken og dens Indhold, saa maa man ganske vikt være enig med den ærede Ordfører; men jeg tillader mig at mene, at man kan endnu mindre gaae ind paa et daarligt Forslag, selv om det var fremsat i den allerfortræffeligste Form. Jeg skal da tillade mig at bemærke, at det forekommer mig heel underligt, at man ikke, belært af Historie, af Erfaring, har seet, hvad det kan føre til, naar man ikke gaaer ind paa et Forslag af den Natur, som det, der er stillet af den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning). I 1836, 1838 og 1840 sad Boneseld uforstyrret og upaanket i den slesvigholsteenske Stænderforsamling. Han sad der endnu i Decem

1153

ber Maaned 1840, da Valgbestyrelsen, paa Grund af hertugeligaugustenborgske Ordrer udslettede ham af Listen som Valgbar. En Mand, der uden Indsigelse havde siddet i 3 Stænderforsamlinger, som endnu i det Øjeblik sad i Stænderforsamlingen uden i fjerneste Maade at have forandret sin Stilling, Betingelserne for hans Valgbarhed, han blev paa hertugelig-augustenborgsk Ordre udslettet af Listen paa de Valgbare, hvilket havde til Følge, at han ikke kunde blive gjenvalgt. Saa valgte Augustenborgeren et af sine Kreaturer, den bekjendte Steffens, og først efterat denne Steffens, som i de 3 næste Møder havde Sæde som Øen Als’s Deputerede i Stænderforsamlingen, først efterat denne Steffens var bleven valgt, blev Bonefeld ved Dom kjendt baade valgbar og valgberettiget; men det var en Stund forsilde. Stænderne være valgte, og den augustenborgske Stænderdeputerede sad i de 3 næste Stændermøder i det Sæde, i hvilket den danske Bonefeldt burde have siddet, og ellers ganske vist var kommen til at sidde. Men dette forekommer mig at være det naturlige og ligefremme Resultat af at ville gaae ind paa en anden Forholdsregel end den, som er foreslaaet af den ærede 28 Kongevalgte.

Ordføreren:

Det forekommer mig, at det ærede Medlem, hvis vi skulle gaae ind paa denne Sag, overseer, at der visselig kunde udøves hertugelig-augustenborgsk Indflydelse ligesaavel i Stænderforsamlingen som paa Valgforsamlingen.

Ørsted:

Jeg skal blot gjøre den Bemærkning, at naar jeg stemmer mod det her omhandlede Forslag, saa er det paa Grund af, at det i den Form, hvori det er fremkommet, ikke egner sig til Antagelse, og jeg troer ikke, at en Omdannelse deraf, som kunde gjøre det antageligt, kan bestaae med de vedtagne Forretningsformer. Jeg kan forøvrigt ikke negte, at jeg finder Grundtanken i dette Forslag at være fuldkommen rigtig, vel ikke, som om det fulgte umiddelbart af Bestemmelsen i § 58 i Grundloven, at man skulde kunne have Appel til Rigsdagen, fordi een Valgbar var bleven udelukket, men jeg troer, at det følger aldeles af dens Aand og Hensigt, og jeg troer heller ikke, der kunde være det Mindste at risikere ved, at den, som paastod sig at være valgbar, kunde, uagtet den Kjendelse, som Valgbestyrelsen havde afgivet, paastaae at blive opført paa Valgbarhedslisternc, thi det er kun under den Forudsætning, at Vælgerne ville vælge ham trods valgbestyrelsens Kjendelse, at hans Paastand faaer nogen Virkning, og billiges den af Vælgerne, saa maa man dog antage, at Valgbestyrelsens Kjendelse er saa tvivlsom, at det ikke kunde være ganske i sin Orden at lade denne Kjendelse, som dog i Vvirkeligheden fremkommer ikke fra den egentlige Valgbestyrelse, men fra den communale Bestyrelse, som optager Listerne, være i den Grad afgjørende, at Vedkommende ikke med Vælgernes Villie skulde komme i Betragtning. Bliver han valgt, og det af Thinget findes, at han uretteligen er anseet for valgbar, saa vil hans Valg blive casseret, og der er derfor ikke nogen Sandsynlighed for, at Vælgerne af Caprice skulde antage ham. Det kan kun skee, hvor Vælgerne nærede særdeles stor Tvivl om, hvorvidt han rettelig var udelukket fra Valgbarhed eller ikke. Den ærede Ordfører har ogsaa antaget, at der maa være Leilighed til at bringe den Kjendelse for det vedkommende Thing, nemlig Landsthinget, hvorved En uretteligen er udelukket fra Valgbarhed; men han siger: kun i Tilfældee, hvor det klart fremgaaer, at Valget havde faaet et andet Udfald, end det har faaet, hvis denne udelukkede Person ikke uretteligen var bleven udelukket fra Valgbarhed. Men det vil være en overmaade vanskelig Afgjørelse, naar man ikke har kunnet stemme paa ham; det er først, naar man havde kunnet stemme paa ham og vælge ham, det er først da, at man vilde kunne faae det at vide; men hvis ikke det lader sig gjøre, saa seer jeg ikke, at man kan komme til noget sikkert Resultat, og det vilde dog ikke være ønskeligt, at Thingene ved at antage eller forkaste et Valg skulde handle al

deles vilkaarligt. Jeg maa imidlertid, som sagt, stemme mod den foreslaaede Bestemmelse, fordi jeg finder, at den i den Form, den har, ikke let kan optages, og fordi jeg heller ikke troer, at man under den Strenghed, hvormed Formerne i visse Dele skulle overholves, kan vente, at nogen Omdannelse kan finde Sted.

Ordføreren:

I Anledning af den ærede Rigsdagsmands Bemærkninger ønskede jeg blot at tilføie, at han aldeles ikke gik ind paa det, der udgjør Sagens særegne Vanskelighed i nærværende Tilfældee, nemlig Forholdet til det oftnævnte Amendement. For at anskueliggjøre dette noget nærmere, vil jeg minde Forsamlingen om Følgerne. Naar der nu skal vælges i en Kreds f. Er. 3, og vi antage Forholdet 1: 1000, saa skal der jo ikke medtages Nogen, der ikke efter de almindelige Regler er valgbar, dersom der efter de almindelige Regler er 81; men hvis der nu er Nogen, som gjør Paastand paa at indtegnes, men hvis Paastand ikke anerkjendes, skulle de saa regnes med eller ikke? Man kan ikke give den Ene Ret til at staae der uden at udelukke den Anden; lader man dem staae, hvis Valgbarhed ikke anerkjendes, saa kan man jo ikke tage dem med, som skulde medtages, dersom ikke de Andre være blevne optagne; man kan ikke tage den Ene uden at udelukke den Anden. Vi maae ved hele dette Spørgsmaal vel vogte os for at tage Sagen i Almindelighed, men vi maae tage den aldeles skarpt med Hensyn til det paagjældende Amendement.

Grundtvig:

Da den ærede Ordfører nu anden Gang har erklæret, at det især er Hensynet til Valgbarhedslisterne, deres Uundværlighed og det Ændringsforslag, som bestemmer, at de, der ellers vilde være udelukkede fra Valgbarhed, under visse Omstændigheder ogsaa skulde indføres paa Valglisterne, hvorpaa det kommer an, saa maa jeg dog erindre, at dersom det skulde gjælde, saa maatte da Valgbarhedslisterne ligesaavel indeholde alle dem, der have 1200 Rbd. aarlig Indtægt, som alle dem, der udrede 200 Rbd. i aarlig Skat; men i Udvalgets Forslag seer jeg ikke noget om det Sidste. Dernæst, hvad enten nu Valglisterne blive affattede med det ene eller med det andet Hensyn, er der kun liden Vished om, at den har dem allesammen, som kunne være valgbare, og hvorvidt der behøves nogen flere; thi i alt Fald saa maatte, naar det skulde gjælde, Valgbarhedskjendelsen være inappellabel, som den jo dog ikke er. Hvad Formen angaaer, som skal være en uovervindelig Vanskelighed selv for Optagelsen af det bedste Forslag, men ikke for et andet i en rigtig Form, som ellers ikke burde antages, da forstaaer jeg det ikke.

Ordføreren:

Det gjør mig ondt, at jeg atter her maa foreholde den ærede Rigsdagsmand § 40 i den vedtagne Grundlov, idet nemlig dens Ord indeholde aldeles fyldestgjørende Svar paa den Indvending, som blev gjort, idet der netop bestemt er fordrer, at den Valgbare skal i det sidste Aar enten have svaret i directe Skat til Staten eller Communen 200 Rbdlr. eller godtgjøre at have havt en aarlig Nettoindtægt af 1200 Rbdlr., hvorefter det tilføies, at i de Valgkredse, hvor Antallet af valgbare ikke naar det Forhold til Befolkningen, som vil blive at fastsætte i Valgloven, forøges Antallet af de valgbare med de høiest Beskattede i Valgkredsen. Altsaa har der været god Føie for Udvalget til at have gjort Forskjel mellem de Skatteydende og de Indtægtnydende. Man har forundret sig over, at Nogen lægger Vægt paa Formen. Denne Forundring forekommer mig saare forunderlig. Hvor der er Spørgsmaal ikke om at udverle Tanker i Almindelighed, men hvor der er Spørgsmaal om at skrive Love, hvor der endog er Spørgsmaal, ikke om at indbringe Lovforslag, ikke om foreløbigt at stille Forslag til Overveielse, men hvor der er Spørgsmaal om den Form, hvori det skal endelig vedtages, hvori det skal udgaae som Landets Lov, der synes mig den at være heelt besynderlig, der ikke fæfter Øiet paa eengang paa Tanken og Formen.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1154

Hundrede og Fem og Tredivte (139te) Møde. (Den endelige Behandling af Valgløven. Udvalgets § 53.)

Cultusministeren:

Jeg skal tillade mig to Bemærkninger ved det heromhandlede forslag. Den ene er ganske kort og angaaer Formen, nærmest Noget, der synes ubetydeligt, og som jeg antager beroer paa en Skrivfeil eller Trykfeil foruden den, som allerede er oplyst. Der staaer nemlig, jeg troer i 6te Linie af Forslaget: „de Indsigelser, som skee mod Valgbarhed, undersøges af Communalbestyrelsen", og i denne Undersøgelse ligger vel ogsaa Paakjendelse? I 9de Linie derimod hedder det: „Paastaaer den Omtvivledeunod Valgbestyrelsens Kjendelse at forblive paa Valgbarhedslisten". . . . .

Tscherning:

Ja, det skal være Communalbestyrelsen.

Cultusministeren:

Det er altsaa en Skrivfeil, ja jeg formodede det; men dette vil jeg blot anføre som Exempel paa, at det vvirkelig forekommer mig, at der ikke har været den Omhu tilstede ved Redactionen af det her omhandlede Forslag, som er uomgjængelig nødvendig ved saadanne Sager. Her kunde jeg gjøre det indlysende ved et enkelt Ord, men det vilde være vanskeligt og trættende at gjennemgaae dette hele Forslag og de følgende Forslag, som staae i Forbindelse hermed, for at paavise, at Bestemmelserne ere saaledes fremsatte, at de vvirkelig ere vanskelige at fatte, at de savne aldeles, ikke den elegante Form, som man kunde ønske, men den Klarhed, Bestemthed og Simpelhed i Udtrydkket, den Overskuelighed i Skildringen af den hele Fremgangsmaade, som man just her maatte særdeles ønske.

Den anden Bemærkning, som jeg skulde gjøre, angaaer mere Sagen selv. Af den ærede Ordfører er særdeles fremhævet Forslagets Forhold til Bestemmelsen om de Valgbares Suppleren ved den næste Række af Skatteydende, hvor der ikke er et tilstrækkeligt. Antal af dem, der have ydet den fulde ved Grundloven bestemte Skat. Men jeg troer, at det hele Forslag her er stillet og maa betragtes fra en anden Side og i dets Hele Tanke har væsentlige Betænkeligheder ved sig. Det gjælder ved enhver Opstilling af deslige Regler om, hvorledes Valgbarhed foreløbigen skal bestemmes, at udfinde saadanne Regler, der udelukke Uretfærdighed og Usikkerhed og besvære saalidt som muligt Thingene med Afgjørelsen af slige Stridigheder om Valg, idet der i det Hele ved Formen er tilveiebragt den størst mulige Formodning om, at Alt er iagttaget efter Loven. Nu kan der feiles i to Retninger, ved at udelukke vvirkelig Valgbare, eller ved at optage dem, som ikke ere valgbare. Den ærede Forslagsstiller har især rettet sin Stræben derhen, at ingen Valgbar bliver udelukket, og derved forekommer han mig i en temmelig stærk Grad at have aabnet Døren for Uberettigedes Indtrængen og derved givet langt større Anledning til stridige Valg og til Undersøgelse og Paadømmelse deraf i Thinget. Naar man nemlig taler om udelukkede Valgbare, saa kan Udelukkelsen af en Valgbar dog vvirkelig kun have Indflydelse, naar denne Valgbare eller de Vælgende havde nogen særlig Interesse ved, at hans Valgbarhed skulde blive anerkjendt, idet der var en Stræben efter at vælge ham. Der vil vel ikke være mange Tilfældee, hvor der opstaaer Spørgsmaal om Udelukkelse just af en saadan Valgbar, hvis Valg har været paatænkt, saa at Afgjørelsen af heraf fremkommende Strid om Valgs Gyldighed vel ikke særdeles vil kunne besvære Thingene, og man har dog en temmelig stor Garanti for, at der ikke letstndigen vil blive udelukket Valgbare, naar Afgjørelsen er lagt Haanden paa en Valgbestyrelse, der indtager en

særegen Stilling og paa en særegen Maade er ansvarlig for sin Handlemaade ligeoverfor den offentlig Mening. Derimod synes det mig meget betænkeligt, at, selv naar Communalbestyrelsen erklærer sig mod Ens Valgbarhed, han da, naar han understøtter sin Paastand mod Kjendelsen blot med 5 Vælgeres Erklæring om, at de ansee hans Krav for gyldigt, skal faae Plads paa Listen over de Valgbare. Naar man tænker sig en bevæget Stmning, paa mulige Agitationer, paa Bestræbelser efter at bringe Folk af en vis Retning i Thinget, skjøndt de ikke have den dertil fornødne Egenskab, da synes det dog at være meget, at indrømme 5 Vælgere foruden den, om hvem der selv er Spørgsmaal, at de kunne bringe ham paa Listen, og naar der er et Parti for ham maaskee faae ham valgt. Naar man tænker sig dette ganske gjennemført, kan der vvirkelig ved een og samme Række af Valg, naar der f. Er. er skeet en Opløsning af Thingene, i et temmelig stort Omfang indtrænges i Valgbarhedslisterne, ja indtrænges i Thingene Folk, hvis Valgbarhed er meget problematisk. Mig synes, at det er altfor meget at indrømme, at den, som har en Kjendelse af Communalbestyrelsen mod sig, ikke engang skal oppebie den Tid, da der kan reises Klage for Thinget om hans ubillige Udelukkelse, men at han mod Kjendelsen skal ved 5 Vælgere kunne vække en saa stærk Formodning for sig, at denne Formodning foreløbig tages til Følge, saa at han opføres paa Listen og kan vælges. Jeg troer endog, at det er ønskeligt, at paa denne Maade kunde ved almindelige Valg saamange Medlemmer af en tvivlsom Valgbarhed blive bragt ind i Thinget, at derved ogsaa Thingets Kjendelse over de anfægtede Valg paa en vis Maade kunde aafficeres. Naar der altsaa er Valg mellem en Fremgangsmaade, hvorved muligen enkelte Valgbare kunne forurettes, og en anden, hvorved der aabnes en viid Dør for Ikke-Berettigede til at indtrænge sig, og naar der er Valget mellem den Formodning for en rigtig Kjendelse, som haves i Communalbestyrelsens Kjendelse af Vedkommende, som paastaaer at være valgbar, i Forening med de 5 Vælgere, troer jeg, at man aldeles maa hælde til den første Side og følge den Fremgangsmaade, som af Udvalget er foreslaaet, uden Hensyn til den anden Grund, som er gjort gjældende, og at man maa finde den Fremgangsmaade, som er opstillet i Forslaget under Nr. 146, at være meget betænkelig.

Winther:

Ja jeg maa tilstaae, jeg veed ikke, hvilken Slags Uret man helst skulde foretrække, enten den, som hindrer en vvirkelig Berettiget fra at komme med, eller den, som maaskee kunde foranledigee, at En, som ikke var fuldkommen berettiget efter een eller anden Communalbestyrelses Skjøn, kom paa Valgbarhedslisten; dette Spørgsmaal skal ikke jeg afgjøre.

Hvad det Forslag, der er stillet af den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning) angaaer, da maa jeg sige, at forsaavidt det gaaer ud paa at betage Valgbestyrelsen den afgjørende Kjendelse om hvem der skal komme paa Valg, da gaaer det i Vvirkeligheden ud paa hverken Meer eller Mindre end at skaffe Landsthinget den samme Sammensætning til at bedømme Gyldigheden af sin Magt som den, der i § 29 i Valgloven tilsiges Folkethinget. § 29 i Valgloven lyder saaledes: Fremkommer der ved Valghandlingen Indstgelser eller endog Beviser mod samme, kan Valgbestyrelsen vel ikke afskjære Forhandlingerne derom, men heller ikke af den Grund undslaae sig for at stille Candidaten til Valg. “ Begge disse 2 Bestemmelser, baade den i § 29 og det af det ærede 28de Kongevalgte stillede Forslag, gaae saaledes ud paa i Vvirkeligheden og i Aanden at hævde Grundlovens § 55.

1155

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning, hvorved: 146) Tschernings Forslag, tiltraadt af Comiteens Minoritet (Christensen og Gleerup) i dets oprindelige Skikkelse: § 53 bortfalder og erstattes af Følgende, hvilket kan deles i flere Paragrapher: „Til Veiledning for Landsthingsvælgerne og Valgbestyrelsen skal der paa Valgstedet fremlægges Lister over de i Landet værende Valgbare.

Disse Lister opgjøres aarlig communeviis, samtidig med Vælgerlisterne, og udlægges aarlig tilligemed disse til offentligt Gjennemsyn. De Indstigelser, som skee mod Valgbarhed, undersøges af Communalbestyrelsen. Paastaaer den Omtvivlede imod Valgbestyrelsens Kjendelse at forblive paa Valgbarhedslisten, og 5 Vælgere støtte hans Paastand, forbliver han staaende paa samme, men Indsigelse og Kjendelse vedtegnes. Forlanger Nogen, som ikke er indtegnet, at blive paaført Listerne, maa han fremlægge behørige Beviisligheder; ansees de ikke for gyldige, og Vedkommende dog bliver ved sin Paastand, da maa han som ovenfor bringe 5 Vælgere til Bekræstelse om, at de dele samme Anskuelse, hvilket Alt tilføies Indtegning, som da ikke tør negtes.

De saaledes tilveiebragte Lister fremlægges offentlig paa Valgstedet Dagen før Valgmødet, og paa Valgdagen mindst 2 Timer førend Valgmødet aabnes, ved hvilken Fremlæggelse En af Valgbestyrelsen skal være tilstede.

Melder sig da nogen Valgbar og forlanger at tilføres i Listerne, da skal han inden dette maa skee, fremlægge Beviser for sin Berettigelse, hvorover Valgbestyrelsen har at afgive sin Kjendelse. Gaaer denne Kjendelse Paagjældende imod, kan han endnu fordre sig indskrevet, naar 10 af Landsthingsvælgerne erklære sig derfor.

En Landsthingsvælger kan ogsaa gjøre Forlangende om Indtegning for en fraværende Valgbar, naar han enten medbringer Fordringer skriftlig, ledsaget af Beviislighederne, eller lader sin Fordring bestyrke af 5 af Landsthingsvælgerne. I dette Tilfælde maa desuden tilføies Erklæring om den Valgbares Tilbøielighed til at modtage Valg.

Den Valgbare, som ikke inden Valgmødets Aabning har seet paa, at han er indtegnet, maa betragtes som for den Gang at have givet Afkald paa Valgbarhed.

Den Valgbare, som ikke inden Valgmødets Aabning har sørget for at være anmeldt som ikke antagende det Valg, der maatte falde paa ham antages at staae paa Valg. “ forkastedes med 70 Stemmer mod 33. 147) Udvalgets Ændring i dets Forslg: „1ste Mai" forandres til „1ste Marts". vedtoges uden Afstemning som Redactionsforandring. 148) Udvalgets Forslag, efter den under Nr. 147 vedtagne Redactionsforandring saalydende:

„Landsthingsvalgene foregaae i Henhold til Lister over de Valgbare, der aarligen optages.

Som Grundlag for disse Lister har Communalbestyrelsen paa ethvert Sted for det Første inden den 1ste Marts at tilstille Valgbestyrelsens Formand en Fortegnelse over alle de Skatteydere, der i det sidst forløbne Aar, regent fra 1ste Januar til 31te December, have i directe Skat til Staten eller Communen svaret 200 Rbd. eller derover og iøvrigt ere i Besiddelse af de almindeltge Egenskaber, som udfordres for at kunne vælges. Ingen maa vægre sig ved at meddele Communalbestyrelsen de Oplysninger, der maatte udfordres til Fortegnelsens rigtige Affattelse. “ vedtoges med 91 Stemmer mod 8.

Derpaa gik man over til Udvalgets § 54, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 149) Ørsteds Forslag: At § 54 sidste Membrum udgaaer, og at derimod tilføies: „Iøvrigt bør der ved Beregningen af det ovennævnte Belv alene tages Hensyn til de Skatter og Afgif

ter, der ere fastsatte i Penge, og ikke til de Naturydelser eller Arbeider, der paaligge den Vedkommende. “ 150) Udvalgets Mindretals (B. Christensens) Forslag: At sidste Passus af denne Paragraph „derimod medregnes ikke Tienden eller Bankhæftelsesrenten" udgaaer, og efter „Naturalpræstationer" tilføies „Kjørsler eller Arbeider derunder indbefattede". Anmærkn. Slutningen „og efter Raturalpræstationer tilføies Kjørsler eller Arbeider derunder indbefattede" er frafaldet af Forslagsstilleren. 151) Udvalgets Mindretals (David, Neergaard) Forslag: 1ste Passus af 2den Sætning forandres saaledes: „Iøvrigt medregnes, foruden hvad der er erlagt i rede Penge, ogsaa den Skat, der til Stat eller Commune udredes i Korn eller Fourage, udregnede til gangbare Priser. “ 152) Tschernings Forslag: I 1ste Linie udgaaer „anførte". Efter „Afgiftsbeløb" indskydes „der giver Valgbarhed". 153) Udvalgets Ændring i dets Forslag: Jstedetfor „eller Bankhæftelsesrenten" sættes „eiheller Bankhæstelsesrenten, med Undtagelse af den Deel, for hvilken der gives Godtgjørelse i Landskatten". 154) Udvalgets Forslag: Ved Beregningen af det anført Afgifsbeløb komme ikke blot alle de sædvanlige Skatter og Afgifter vedkommende Ydere tilgode, havd enten de svares til Staten og de almindelige Communer eller i andre særegne communale Øiemed (t. Er. Bidrag til Udgifter ved Netsvidnerne, Arresthuusleie, Jstandsættelse af de offentlige Biveie), men deri optages ogsaa de Skatter og Afgifter, som udenfor de sædvanlige Regler kun midlertidig erlægges, t. Er. Krigsskat, Bidrag til Udgifter ved Opførelse af nye Thing- og Arresthuse, Arbeidsog Daareanstalter m. v.

Fremdeles medtages saavel hvad der er erlagt i rede Penge, som i Naturalpræstationer, udregnede til gangbare Priser; derimod medregnes ikke Tienden eller Bankhæftelsesrenten. Forslaget under Nr. 152 bortfaldt som Følge af Afstemningen over Nr. 146. Forslaget under Nr. 149 blev paa den i Regulativet fastsatte Maade understøttet, hvilket ligeledes skete med Hensyn til Forslaget under Nr. 150, forsaavidt angaaer dettes første Deel, idet Forslagets sidste Deel (see Anmærkningen paa ovenstaaende Afstemningsliste) var frafaldet af Forslagsstilleren.

F. Jespersen:

Det forekommer mig, at ved denne Paragraph er Forsamlingen kommen ind paa et Gebeet, hvor den ikke befinder sig vel, og paa en Vei, som ikke vil føre til Maalet. Jeg skal for at bevies det navnlig udhæve, at Udvalget ikke har sormaaet at give en Definition paa Grundlovens Udtryk, men kun har opregnet nogle enkelte Exempler; i Forslaget hedder det 2 Gange „t. Ex. “, og Forslaget slutter med Ordene „m. v. “. Det er vvistnok ikke et Tegn paa, at man har været heldig med at give en nærmere Bestemmelse af Grundlovens almindelige Regel. Jeg troer derfor, som sagt, at dette Forslag ikke vil fore til Maalet. Men jeg sagde ogsaa, at jeg troer, at Forsamlingen ikke befinder sig vel paa dett Gebeet. For at bevise dette vil jeg henvise til Discussionen under den foreløbige Behandling, og jeg troer, man vil give mig Ret i, at den var saa uheldig og forvirrende, som den ikke ved ret mange Leiligheder har været. Fra denne Side af Salen blev der spurgt om hvad de Herrer forstode ved „Skat", og hvori den er forskjellige fra offentlig Afgift, hvilke Begreber vi mene ere eenstydende; de svarede os, at „Skat" ikke var „offentlig Afgift", men at de ikke nærmere vilde gaae ind paa at forklare, hvori Forskjellen bestod. Vi spurgte om, hvorfor Tiende, som man erkjendte var en offentlig Afgift, ikke skulde henregnes til Skat; man svarede os, at „Tiende" var „Tiende", men „Skat" var „Skat", men hvad Forskjellen var, fik vi ikke at vide, ljeg veed det i dette Øjeblik endnu ikke. Vi spurgte, om man vil regne Brandassurancepræmien af Landbygninger med til „Skat"; dertil svarede man ikke Andet, end at der var Meget, der kunde tale for at henregne Brandpræmien af Kjøbstadbygninger til „Skat"; jeg vil spørge de Herrer, om det var var en Besvarelse af Spørgsmaalet. Saaledes gik Discussionen. Som et Exempel skal jeg endnu udhæve, at da

1156

der fra denne Side blev yttret, at vi ansaae Skat for at være det Samme som Afgift til det Offentlige, var der en Taler, som spurgte os, om vi da ogsaa ville henregne Landgildeasgister paa Domainegodser til Skat; nei visselig, det ville vi ikke. Hvor Staten optræder som privat Eiendomsmand, der troe vi ikke, at man kan kalde de Afgifter, som erlægges, offentlige. Men er Forslaget saaledes ikke heldigt, og vil det ikke lede til noget Godt, vil jeg foreslaae at gaae en ganske ny Vei, nemlig at udelade den hele Paragraph, (Ja!) og jeg vil sige, at den behøves aldeles ikke. Der staaer i Grundloven „directe Skat til Staten eller Communen". Hvis disse Ord behøve nogen nærmere Forklaring, da giver den her foreslaaede Paragraph vvirkelig ikke nogen saadan; jeg er tvertimod overbeviist om, at den vil fremkalde mangen tvivl, som ellers ikke vilde opstaae. Men det er heller ikke Forsamlingens Sag her at fortolke Gurndlovens Ord, thi der komme vi ind paa Domstolenes Gebeet. (Hør!) Det bestemmes senere i § 63, at Domstolene i Tvivlstilfælde skulle afgjøre, om en Mand har de Egenskaber, som udfordres til Valgbarhed; men det Udtryk „directe Skat til Staten eller Communen" kunne Domstolene godt førklare, uden at vi behøve at give dem nogensomhelst Veiledning dertil. Jeg troer ikke, at vi blive enige om, hvad Skat er hvorlænge vi end ville discutere derover, og jeg troer endnu mindre, at det bliver Udvalget muligt at opregne enkeltviis alle de Ting, som høre til directe Skatter, og hvis vi ville tage den sidste Passus med, tillige alle de Afgister, som ikke høre til „directe Skatter"; thi det vil vvistnok ogsaa erkjendes for noget Særeget og mindre Heldigt, naar man først har specificeret de directe Skatter, at man da endnu finder det nødvendigt at opregne, hvad directe Skat ikke er. Derfor, mine Herrer, opfordrer jeg dem til at stemmme imod den hele Paragraph og stole paa, at de folk, som skulle optage Listerne, og de Domstole, som skulle paakjende Indsigelserne derimod, de vide, hvad der forstaaes ved „directe Skat".

Tscherning:

Dengang denne Sag sidst blev forhandlet her i Salen, tog den høitagtede Cultusminister en meget virksom Deel deri. Han bebreidede paa en Maade os, som søgte at bevies, at Tienden var en Skat, at vi ikke være komne tidligere frem med denne Paastand, og han meente, at vi ikke nu kunde være berettigede dertil, idet han tillige sagde, at han for sin Person, dengang han paa Ministeriets Vegne havde givet sit Minde til, at en Census af 200 Rbd. skulde være den rette Begrændsning for Valgbarheden, ikke paa nogen Maade havde tænkt paa, at Tienden kunde regnes med i Skatten. Da den høitagtede Minister fremfor nogen Anden maa vide, hvad han i det Øjeblik maa have tænkt, er jeg aldeles fattet paa at troe ham, og det er efter min Mening den eneste gode Grund, der kunde bevæge os, som paastae, at Tienden er Skat, til at opgive denne Paastand i dette Øjeblik, ikke som om vi derved vilde sige, at vi troe, at Tienden ikke er Skat, men fordi vi ikke ville have fristet den hoitærede Minister til at gaae ind paa Andet, end hvad han troer at kunne holde. Vi ville i saa Fald blive paa Tro og Love med ham, idet vi erklære, at vi have underordnet os, skjøndt vi troe at have lidt en Uret. Om jeg vil komme til dette Resultat, vil jeg ikke sige her, men jeg nævner det kun som et Resultat, hvortil jeg kan komme. Den Maade, hvorpaa Gagen er bleven behandlet imod os, er iøvrigt af en saadan Beskaffenhed, at jeg anseer det for min Pligt at gjøre mig al den Flid, jeg kan, for at oplyse om, at Tienden ikke kan retligviis betragtes som Andet end netop som en directe Skat. Det er blevet sagt her af et æret Medlem, at ingen Forfattere her i Landet eller nogen bekjendt fremmed Forfatter har nogenfinde opstillet Tienden som Skat. Jdet jeg omtaler Ordet Skat, bliver det nødvendigt atter at komme tilbage til at undersøge, hvad man vil regne for Skat og Afgift; mig forekommer det, som enhver ofsentlig Afgift i Grunden er en Skat, og at Tingen er den, at Yderne betale en Afgift, og Staten fordrer Skat; det er Staten, som faaer en Skat, og det er Yderen, som giver en Afgift. Men for at komme tilbage til den Erklæring, som det ærede Medlem har givet, der forresten ikke gav os de Oplysninger om denne Sag, som han vvistnok havde været istand til fremfor nogen Anden, maa jeg gjøre opmærksom paa, at jeg alleredeee forrige Gang nævnede en Mand, som maa ansees at have Kundskab om disse Ting, der havde sat

Tienden mellem endeel andre Asgifter, som maae betragtes som Skatter, og jeg kunde endnu nævne 3 eller 4 forskjelligee Steder af et Skrift af en Mand, som har havt en stor Indflydelse paa de almindelige Begreber om Skatte- og Afgiftsvæsenet, hvilke ere blevne gængse her i Landet. Der er saalzdes udkommet en Bog, som hedder: „Populair Fremstilling af det danske Skatte- og Afgiftsvæsen af Hr. Brind-Seidelin", og den indeholder en Udtalelse af denne Sag paa flere Steder, og paa eet Sted endog saaledes, at han ved en tilføiet Anmærkning sætter Tienden i Modsætning til Landgilde og Skatter af den Art, han fra flere Sider har villet sammenligne den med. Jeg vil spare Forsamlingen den Uleilighed at oplæse disse forskjelligee Steder, som jeg har omtalt, men hvis det skulde gjøres fornødent, vil jeg bed en af mine Sidemænd at gjøre det, naar jeg ikke længere har Ordet. Hvad nu udenlandske Forfattere angaaer, da er der vel neppe Noget, som har været saameget Gjenstand for offentlig Forhandling, som netop dette Spørgsmaal; blandt Andet i det badenske Kammer, der er en Mand, hvis Berømthed man nok neppe vil negte her, kommen til det Resultat i et af sine seneste Skrifter, at han slutter sine Undersøgelser dermed: „at efterhaanden synes Alle at komme nærmere og nærmere til den Betragtntng, som jeg maa ansee for den rigtige, at Tienden er hovedsagelig at ansee som Skat", og denne Forfatter er Rotteck.

Jeg har dennegang forsøgt at gjennemgaae det alleredeee tidligere Sagte, hvilket altid er mig besværligt, fordi jeg troer, at det er besværligt for de Herrer, som skulle høre derpaa; jeg har forsøgt at plukke Stump for Stump ud af hvad der har været indvendt, men da vi her ligesaameget søge at retfærdiggjøre vor Charakteer som at godtgjøre Sagens Sandhed, tør vi maaskee finde Overbærelse.

Det er blevet sagt, at Tienden vvistnok oprindelig har været betragtet som en til offentligt Øiemed paalagt Afgift eller Skat, og det har ikke ringe Vægt, siden det er blevet sagt af den ærede Ordsører; men nu, tilføiede man, maatte den betragtes som en Eiendomsbyrde af en særegen Beskaffenhed. Ja vvistnok er det en Eiendomsbyrde af en særegen Beskaffenhed, især naar man i samme Øjeblik borttager den som Skat, idet man berøver Yderne den Ret, som anden Skat giver dem til at blive Valgbare, og det er vel en af Grundene, hvorfor man ikke nu, da man skulde troe, man maatte være kommen til et klarere Begreb, er kommen til at betragte som Skat hvad man i en tidligere Tid med et Slags Ret har betragtet som Skat; men jeg troer ikke, at man vil kunne anbringe noget synderlig Klækkeligt for denne Mening, at man nu skulde betragte sagen anderledes end tidligere. Lader os et Øjeblik kaste Blikket paa hvad man kalder Gammelskat, det er et Slags Kanon, hvortil man har forandret en Deel af den almindelige og directe Skattebyrde paa Jordbrug. Hører den nu op at være Skat, fordi den blev til Kanon? Tienden er bleven til Kanon; derfor hører den ikke op at være Skat, ifald den nogenfinde har været det før.

„En meget stor Deel af Tienden er gaaen over i privat Eie" har man fremdeles sagt. Jeg kan ikke finde noget Argument, nogen Grund mindre slaaende end den Fordi Regjeringen, ved at sælge denne Skat til private Mænd, netop har viist, at det var en Skat, en Afgift, der af offentlige Gurnde altid kunde sikkres som en vedvarende Rente af et Staten ydet Laan, derved skulde den have hørt op at være Skat, derved skulde dens Charakteer være førandret for Yderne, det troer jeg neppe ved alvoilig Overveielse vil finde Medhold.

„Ved private Contracter kan den forandres til andre Præstationer; den har altsaa en Charakteer af afløselig Eiendomsbyrde" har man endvidere sagt. Men den Charakteer kan enhver Skat faae; der er aldeles ingen Vanskelighed ved at give enhver Skat denne Charakteer, og man bil komme til at see, at naar man gaaer løs paa en vvirkelig Udtydning af „Skat", vil der blive mere end een Skat, man vil komme til at behandle paa denne Maade.

At „Tienden selv betragtes som Skattegjenstand" har derefter været en af de stærkeste Grunde, man har betjent sig af mod os, som tage Tienden med som Skat; men jeg vil bede den ærede Forsamking være opmærksom paa, at vort nærværende

1157

Skattemaal, Hartkornet, er blevet indført, efter at Tienden bestod, saaledes, at i det Øjeblik, man har bestemt denne Maalestok for Afgift efter Produktionen — thi i sit Væsen var Hartkornet aabenbart en Maalestok for Produktionen og ikke for Arealet — og fastsat Afgiften efter denne Maalestok, existerede alleredeee Tienden. Den er ikke bleven medregnet i det almindelige Beskatningsnormal; den er, for den simple Beregningsmaades Skyld, bleven rammet hos den, der modtager den, som ikke beskattet Frembringelse, den kunde ligesaagodt være rammet hos den, der ydede den, det er kun en Formsaag og kan ingen Indflydelse have paa Tiendens Beskaffenhed som Skat eller som Ikke-Skat.

Der er fremdeles sagt, at det er „Skat" og ikke „Afgift", som her kommer i Betragtning"; men den ærede Taler, der udtalte sig foran mig, har alleredeee sagt, at det har ikke lykkedes Nogen at kunne sige os, hvad Forskjellen var ved denne Betragtningsmaade af „Skat" og „Afgift". Under „Skat" i vidtløftig Betydning sagde ogsaa den samme Taler, jeg flere Gange har citeret, at Tienden netop maatte indbefattes; men hvad er da Skat i den indskrænkede Betydning? Han siger, man skal holde sig til det lovlige Begreb, men jeg har ikke fundet nogensomhelst legal Definition paa Begrebet Skat; vel er det blevet sagt: See til, hvilke Afgifter, der som directe Skatter, ere opført paa Budgettet; men de directe Skatter, her er Tale om, skulle jo ogsaa svares til Communen, og hvor er det Budget, som kan vise mig, hvad der betales til Communen som directe Skat? Det er jo netop Tilfældeet, at en af de Forfattere, som have behandlet denne Gjenstand, har betragtet Tienden som en directe Skat til Communen. Man maa ogsaa lægge Mærke til, at her i Forsamlingen er fra den Side, som man skulde troe just havde sat sig ind i de geistlige Forhold, blevet fremhævet, at Kirken var en Commune; men skulde det være sandt, at Kirken var en Commune, og jeg har ikke engang hørt, at den høitagtede Cultusminister aabenbart har modsagt det, saa er det jo i en dobbelt Henseende godtgjort, at Tienden er en Skat, thi alle Modstanderne indrømmet, at den er en directe Skat til Kirken, til Kirkecommunen, gjennem den altsaa en directe Skat til Staten. Bestaaer der en Kirkecommune, saa er det fra denne Betragtnings Side en directe Skat til Kirkecommunen, og er Kirkecommunen ikke en Commune, saa er Kirken Staten, og saa bliver Tienden en directe Skat til Staten. Jeg maa yderligere gjøre opmærksom paa, at naar man siger, at Tienden er ikke gaaen ind under Finantsforvaltningen, og derfor kan man ikke tage den med som Skat til Stat eller Commune, saa er det ikke Ganske rigtigt, saasom der dog er en Deel af Tienden, som er gaaen ind under Finantsforva tningen, nemlig Bispetienden. Finantsforvaltningen er altsaa kommen til at bestyre en Deel af Tienden. Nu er det vel Ganske sandt, at denne inddragne Tiende er ikke fort ind under Rubrum „directe Skat", men den er heller ikke indført under Domainerne, den er derimod indført under Benævnelsen af „Adskillige Indtægter". Man følte, at den ikke var Domaine, man følte, at den var ingen indirecte Skat, man vilde ikke give den sit Navn, men etsteds skulde den dog sættes hen, og saa har man sat den derhen. Det beviser, paa den ene Side, at Tienden kan komme ind under Finantsvæsenet, og paa den anden Side, Rubriceringen for Finantsvæsenet vanskelig kan give nogen Veiledning til Asigjørelsen af det Spørgsmaal, her forhandles, saasom dens Rubricering er ufuldstændig. Jeg maa desuden gjøre opmærksom paa, at Forskjellen mellem directe og indirecte Skatter er i Finantsbudgettet sat temmelig vilkaarlig og meget mere rettet efter Opkrævningsmaaderne og de Personer, som dermed beskjæftige sig, end efter noget Princip. Forskjellen mellem directe og indirecte Skatter troer jeg ligger principmæssig deri, at den directe Skat rammer directe Productet hos den Person, som frmbringer den, hvorimodd den indirecte Skat især rammer Productet uden at kunne betegne specielt Producenten. Det skulde glæde mig meget,

om jeg kunde faae en bestemtere Desinition herpaa; mig synes, at det er den, som ligger nærmest for Haanden, og det er vvistnok den, som vi for en stor Deel have fulgt, saaledes at alle de Skatter, som ramme Landbruget directe efter Hartkorn, Bygninger efter Qvadratindhold, Embedsmanden efter hans Embedsvirksomhed etc., alle disse Skatter kalder man directe Skatter. Nu er det ganske aabenbart, at der er en meget betydelig Skat her i Landet, som rammet Productet hos Producenten saa directe som muligt, og det er Afgiften paa Brændeviinskar, og hvad enten jeg sætter Jord i Hartkorn og siger: der er den Maalestok, hvorefter jeg beskatter Producter af Jord (Hartkorn af Landeiendom), Mølle, Fiskeri, Færge, eller jeg sætter Brændeviinskar i Hartkorn og siger: her er den Maalestok, hvorefter jeg beskatter Brændeviinsfrembringelse, saa er det dog i Grunden een og samme Afgistsberegningsmaade, udfort paa forskjellige Maader. Men det er ganske klart, at skulde man holde sig til Budgettet i denne Henseende og det vil jeg troe, man vil komme til at gjøre, naar man igjen skal holde sig til hvad man siger, man har tænkt sig ved Affattelsen af Grundloven, saa vil man blive ved at betragte Brændviinsskatten som en indirecte Skat, fordi den maaskee oprindelig har været en Skat paa Consumtionen, skjøndt den for Øjeblikket ikke er det mere, men derimod en indirecte Skat paa Brændeviinsværker. Staten — er der fremdeles sagt — bruger ikke Tienden udclukkende til at løne sine geistlige Embedsmænd med. Nei! Den burger den ogsaa til at besørge Kirkerne slet vedligeholdte med; men uagtet Kirkerne blive slet vedligeholdte, er det dog ganske aabenbart, at denne Vedligeholdelse er et directe Brug til offentligt Formaal, som altsaa beviser, at den Skat, som er solgt til Tiendeeierne mod at de skulle holde Kirkerne vedlige, er solgt dem som en Entreprisebetaling og forandrer paa ingen Maade Tiendens Charakteer som „Skat", erlagt til et offentligt Formaal, som man her kan kalde et Statsformaal, eller er Communalformaal; thi een af Delene maa det være, thi enten maae de Bygninger, som hedde Kirker, være Staten seller Communens; de kunne aabenbar ikke høre sig selv til, de kunne ikke sælge, nedrive, omdanne sig selv efter eget Godtbefindende.

„Skat" kan i Mangel af Betaling inddrives ved Udpatning, det Kan Tienden kun, naar den er accorderet, har man endvidere sagt. Her komme vi til et af de vigtigste Argumenter, som netop bevise, at Tienden er Skat. Tienden har sin fuldstændige, ved Lov fastsatte Inddrivningsmaade ligesaa godt som nogen Skat. At Maaden, hvorpaa Tienden blev inddrevet, da lov gaves herom, er anderledes end den, hvorpaa andre Skatter blive inddrevne, det gjør ingen Forskjel. Man seer tvertimod, at fra det Øjeblik at Tienden i sin Betalingsform gaaer over til Noget, som er eensformigt, saa faaer den og dette samme Fortrin, saa faaer den og samme Berettigelse til at blive inddreven som andre Skatter, ja fremfor anden Skat, fordi den er den ældste og meest directe. Mig synes at der ikke er noget stærkere Beviis for, at den er bleven betragtet som Skat, end netop det, at der ved en almindelig Lov er fastsat en eiendommelig fortrinsviis ordnet Maade, hvorpaa den kan blive inddrevet, og at man altid har holdt sig til dens eiendommelige Beskaffenhed paa den Tid, hvorpaa den er bleven opkrævet.

Det er fremdeles bleven sagt, at blev Tienden taget med som Skat, vilde den, der var tiendefri, blive mindre egnet til at blive valgbar end den, som betaler Tiende af den Jord, han eier, skjøndt hiins Qvalification i Vvirkeligheden er større. Ja! Det Første af denne Sætning er jo meget sandt, men det har egentlig sket ikke Noget med Tiendens Beskaffenhed som Skat eller som Ikke - Skat at gjøre. Det er et Slags Kritik over den hele Maade at sætte Skat som Criterium paa Valgbarhed, naar man vil benytte dette Middet til at betegne mere, end det kan.

(Forisættes) Trykt og forlagt af Kgl. Hosbogtrykker Bianco Luno.

1158

Hundrede og Fem og Tredivte (139te) Møde. (Den endelige Behandling af Valgloven. Udvalgets § 54.)

Tscherning (fortsat): Skatten har netop det Eiendommelige ved sig, at jo mere Skat man tager fra en Mand i Forhold til hans Capital, jo fattigere bliver han; men naar vi nu have sat Skat som en Maade, hvorpaa vi skulle komme efter, om en Mand eier store Capital, og vil, at han skal blive mere valgbar, eftersom han betaler større Skat, saa ere vi komme i en aabenbar indre Modsigelse. Men det, at vi ere faldne i en Modsigelse af denne Art, kan ikke forandre Tiendens Charakteer som en Skatteafgift til Staten. Naar man har gjort Beskatningen til Maalestok, maa man have været sig selv bevidst, at det, man henvendte sin Opmærksomhed paa, det var ikke Formuen, det var ikke Rigdomme; det var Bedriften, det var Rørelsen. Man har erkjendt det, derfor har man tillige villet holde sig til Formuen og Rigdommen, man er ikke bleven staaende ved denne ene Maalestok, men man har fastsat en anden ved Siden deraf, som skulde give den Capital sin Betydning, som ikke aabenbarer sig i beskattet Omsætning. Skatten betyder Omsætning og ikke Formue, og den i Staten, som betaler størst Skat af sin Bedrift og burger mindst Capital dertil, han er ogsaa, seet fra Beskatningens Side, den Nyttigste. Staten skylder en Garanti, som den maa yde enhver Eiendomsbesidder, og jeg er overbeviist om, at her i Salen ønsker man netop, at denne Garanti bliver opretholdt. Nu er det ganske vist, at for at opretholde denne Garanti have vi den hele Statsorganisme, idetmindste er dette ogsaa en Deel af dens Hverv. Jo mere nu en Mand betaler til Staten i Forhold til det, han fordrer beskjærmet, desto fortjenstligere er han, seet fra Statens Standpunkt. Naar man er kommen til at kjende over Folks Værd ved saadanne Midler, saa er aabenbart den meest værd, som af mindst Formue betaler høist Skat. Skal der altsaa være Noget, der skal give den Opreisning, som ved at betale Tiende kommer til at betale større Skat end den, som er fri for at betale Tiende, saa er det netop dette, at de, der paa denne Maade komme til at betale mere Skat, blive valgbare, medens den Tiendefrie ikke bliver valgbar, skjøndt han iøvrigt syntes at have den same Capital engageret i sin Beorift. Dette er aabenbart handlet efter Fortjeneste og i fuldkommen Overeensstemmelse med Lovens Mening. Har man meent noget Andet, da man udgav denne Lo, saa har man udtrykt sig maadeligt. Jeg har Ret til at sige dette, thi jeg antog dengang, at man igjennem disse Betegnelser egentlig vilde sige noget ganske Andet end det, Skattesatsen kan betegne. Man vilde have, formodede jeg, et vist Slags Folk, og derfor gav jeg ogsaa Anledning til at søge disse paa en langt directere Maade; men ere vi først gaaede ind paa en Skatteanskuelse, maae vi ogsaa tage Følgen deraf, som nødvendigviis maa være den, at jo mere Skat en mand betaler, jo mere fortjenstfuld er han. Nu at ville prøve paa at afvise Tienden som en Skat, fordi den just vil skaffe Folf, som have mindre Formue, Anledning til at komme ind i Valgene, er at gaae imod hvad jeg selv har bestemt som Valgbarhedscensus. Naar der nu findes en heel Deel Jord her i Landet, som ingen Tiende yder, og der er et anden Slags Jord, som netop derved, at den yder Tiende, gjør Eieren mindre formuende, idet at han derved kommer til at yde større Skat til Staten, saa forekommer det mig at staae i den aabenbareste Modsætning til hvad Grundloven har bestemt, naar man nu søger at afkorte i Skatten ved at afvise Tienden.

Den høitagtede Minister sagde, at det directe Skattevæsen var lagt til et bestemt Department, men Ingen har tænkt paa med det directe Skattevæsen at henlægge Tienden og Tiendevæsenet til Finantsministeriet. Jeg har alleredeee havt den Ære at gjøre opmærksom paa, at naar Tienden skulde komme til at behandles saaledes, at den kom til at flyde ind i Statskassen, kom den netop under Finantsministeriet. Det har derfor, jeg kan ikke negte det, forundret mig, at netop den Minister, der bedst maa vide, at den hele eller en stor Deel af den ham underlagte Bestyrelsesgreen beroer paa, at Tienden betragtes som en Skat, som en Ydelse til det Offentlige, ifølge almindelige Lovbestemmelser, hvorom han paa Statens Begne er berettiget til at disponere, at denne Minister just har været den, der mindst var opmærksom paa, at Tienden var Skat, og jeg er ogsaa meget overbeviist om, at just fordi man har tabt dette Hensyn af Sigte, just fordi man saa let er kommen til at glide hen over det, vil det ikke være længe, inden der ved ethvert Budget vil blive krævet, at der aflægges Regnskab for Tiendens Anvendelse. Jeg maa desuden gjøre opmærksom paa, at det vilde være farligt, om man ganske afveg fra den Betragtning, at Tienden er en Skat, at Tienden er en Ydelse til det Offentlige af samme Art, som alle de Ydelser, der udredes directe af Landbruget, thi kun igjennem denne Betragtning kan det opretholdes, at en heel Deel opkræves af private Folk. Hvorledes kunne private Jolk ellers have erhvervet Tienden? Og her kommer man atter tilbage til Finantsvæsenet, men til Finantsvæsenets Hukommelse. Finantsvæsenet har nu ikke Tienden i sit Budget, men det har engang havt den der. Det har solgt den, det har faaet Indtægterne deraf, og paa den Maade udredet betydelige Udgifter i sin Tid, og det er just Staten, fordi dens Finantsvæsen har drevet denne Handel, der skal opretholde de private Eiere i Besiddelsen af deres Eiendom, opretholde dem, som i sin Tid have leveret deres Penge til Finantserne for at faae denne Rettighed. Dersom man ikke tillægger Tienden denne Charakteer, komme de nærværende Besiddere og de nærværende Ydere at staae paa en forunderlig Maade ligeoverfor hinanden, og Yderen kunde let komme til at spørge: har Du nogensinde kjøbt den af mig eller mine Forgjængere her paa Stedet, og har Staten ingen Ret over den som offentlig Ydelse, er det ingen Afgift, jeg Tiendeyder betaler til Staten, saa seer jeg ikke, hvorfor jeg skal blive ved at betale den. En æret Taler betragter Tienden som en fast Eiendom; ja, men vi kunne ikke ønske, at Yderne kom til at betragte Udgiften som Eiendom. Yderne forlange ikke bedre, end at de kunne betragte det som en Eiendom, saa yde de den ikke; men just fordi Tienden er en Ydelse, som ikke udgaaer af noget privatretligt Forhold, men af Yderens Stilling i Staten, netop derfor er Tienden en Skat. Tienden er en Eiendom for den, som har kjøbt den, men den er kun Eiendom, forsaavidt den var en Skat, da Vedkommende kjøbte den.

Det forekommer den samme ærede Taler underligt, at man skal være mere valgbar ved ikke at eie sin Tiende selv end ved at eie den. Her er et Forhold, som ved første Øiekast kunde synes at volde nogen Vanskelighed, men det volder i Bvirkeligheden ingen. Der findes nemlig flere Steder, hvor man er nødt til at calculere Skatter af Folk, som ikke yde dem; den Tiendeyder, som ved Kjøb har frigjort sig for sin Tiende, kan ganske simpelt forlange at faae den beregnet, som om han ydede den, fordi han har fyldestgjort for denne Berettigelse — han besidder jo en paa ham selv anviist Rent af en til Staten directe eller gjennem en Anden ind

1159

betalt Capital. Dermed siger jeg ikke, at den, som ingen Tiende yder eller har ydet, skulde kunne skaffe sig samme Ret; ingenkunde, men den, som vvirkelig har indfriet sin Tiende, maa kunne føre sig den tilgode. Det er slet ikke noget Nyt. Man har seet og seer lignende Ting paa flere Steder, og jeg vil blandt andre nævne Frankrig, som just ved denne Leilighed er bleven saa hyppig anført; der er det blevet tilladt dem, som af een eller anden Grund ere dlevne frie for en Skat, som ellers betales af den Stilling, hvori Vedkommende befinder sig, og hvorfor de betragtes som at gjøre Fyldest, at faae betegnet denne Skat som om de ydede den. Naar nu den samme ærede Taler mener — og det er der Ingen, som har fremhævet mere end han —, „at Naturalpræstationer, som ydes til Staten eller Communen, dog maae komme med i Betragtning", indseer jeg endnu mindre, hvorledes hank an gjøre Indvending mod Tienden; thi naar den ikke er en Naturlpræstation, som ydes til Staten eller Communen, saa veed jeg ikke, hvad der skulde være en saadan Naturalpræstation, og heller ikke, hvad der med Føie kan siges at ydes til Staten eller Communen.

„Det vilde være, meget uklogt at regne Tienden som Skat, da man maa ansee dens Afløselighed som ønskelig", siger en Taler. Jeg har alleredeee tidligere gjort opmærksom paa, at paa Klogskabens Gebeet bør man her ikke komme ind. Man har sagt, at der skulde gives et fast Begreb om Skat, et Begreb, som havde en saadan Almindelighed, at man, uden at sige, hvorfra det kommer, dog veed, hvad der forstaaes derved. Det er ganske sandt, men denne Art af Begreber ere meget saa, og naar man seer hen til den Stilling, som det omtalte Spørgsmaal har faaet i Udvalgets Forslag, synes deraf tydelig at fremgaae, at deri ikke er hyldet noget fast Begreb om denne Materie, thi dersom man havde hyldet et fast Begreb, vilde Udvalget ikke have vaklet mellem saa forskjelligee Begreber. „Tienden", siger den samme ærede Taler, „er i visse Tilfældee en Afgiftspligt, der har samme Virkninger som en Afgiftsbyrde. “ Dette er fuldkommen sandt, og det er vvistnok noget af det Rigtigste, der er sagt om denne Materie. „Tienden er ikke nogen Skat", hedder det fremdeles, „i det strenge juridiske Begreb af dette Ord. “ Den ærede Taler, der har sagt dette, har udentvivl alleredeee meget tidlig tænkt paa denne Sag, thi just da Spørgsmaalet var for om hvorledes man skulde formulere Udtrykkene i Grundlovsudkastet, har han ikke villet, at man skulde blive staaende ved de Udtryk, som nu staae, men han har villet have, at det skulde hedde „ordinaire kongelige Skatter". Dette har man ikke antaget, idet man ikke har anerkjendt det for den bedste Form, hvoraf altsaa sees, at man ikke har villet blive staaende ved de ordinaire directe kongelige Skatter, men derimod har aabnet Adgang for Alt hvad der kaldes directe Skat til Staten og Communen. At denne Betragtningsmaade af Tienden som en Skat ikke er ny her i Forsamlingen, det troer jeg, Alle ville erkjende, naar de tænke tilbage paa de Forhandlinger, der have fundet Sted om Kirkens Stilling i Grundloven. Det blev nemlig da fremhævet, at en af de Grunde, hvorfor man ikke skulde give Kirken Anledning til at betragte sig som et sig selv styrende og tilhørende Institut, var just, at Kirken for Øjeblikket nød Understøttelse af Staten, som man ikke vilde bortgive, men maaskee maatte finde passende som Skat at inddrage under den almindelige Finantsbestyrelse. Det er sagt omtrent med bisse Ord og altsaa tydelig nok fremtraadt, at man var kommen til fra flere Sider at betragte Tienden som en Skat.

Jeg kommer nu tilbage til Udgangspunktet, nemlig: hvad betegner i det danske Forretningssprog Udtrykkene „directe Skat til Staten eller Communen"? Dertil svarer jeg, at dette jo ligesaa godt findes i denne Bog, der er skrevet af en Forretningsmand, som i denne Bog, som det findes i de forskjelligee Regnskaber, thi iblandt Statsregnskaberne maae Universitetsregnskabet ogsaa komme i Betragtning; det er saa godt som noget andet, et Institut, der gaaer op i Staten. Jeg har nu nogenlunde taget Hensyn til de fleste Indvendinger, der ere gjorte imod at betragte Tienden som en Skat; om ikke er lykkedes mig at gjendrive disse, saa at jeg tør haabe at bringe de Herrer til den Anskuelse, at Tienden maa medregnes til de directe

Skatter til Staten og Communen, saa haaber jeg dog at have bragt det til at vise, at vi ere Nogle, der ere berettigede til at have den Anskuelse, og at der vil komme en Tid, hvor denne Anskuelse maaskee vil blive den fremherskende. I Christian den Tredies Tid har man været nær derved, thi han udtrykker sig saaledes, da han inddrog Tienden: „Da have vi det saa med hverandre eendrægteligen beskuttet, paa det at Danmarks Krone og Konge kan blive besmere formuende, og om noget Anfald kommer paa Riget, af nogen indlandsk eller udlandsk Magt, at man den desbedre kunde formaae at modstaae, og saa ikke mere skal Behov gjøres at beskatte, menige Rigens Indbyggere, naar noget paakommer, som nu skeet er; da skulle alle Biskop-Stists Gods, Slotte, Gaarde, Huse og Jordegods, som Bisperne nu have havt udi Haand og Bærge, hereafter til evig Tid være og blive med alt deres Kirke og Tillæggelse lagde under Kronen og til Kongens Opholdelse og til menige Rigens Bedste. “

„Og esterat Bisperne ere nu affatte og aflagte, saa vil dog Behov gjøres, at der skikkes nogle mærkelige vise og lærde Mænd, som skulle have Paasyn, at alle Sognepræster over ganske Riget prædike og lære det menige Folk Guds Ord og Evangelium fore; ligeledes at opholder Skoler, hvor unge Personer læres og restitueres i Latin og andre Tungemaal, saa at Riget kan have lærde Mænd, go saadanne lærde Mænd at opholder, ville vi at forskredne Tiende over alt Riget skal deles udi tvende Sorter. “

Formanden:

Om Forladelse, skulde det være nødvendigt at gjøre saa lange Citater?

Tscherning:

Ja, jeg skal nu ikke længere trætte Forsamlingen; det er mig kun om at gjøre at vise, at der alleredeee saa tidligt har været en Betragtning af denne Art.

Kirk:

Uagtet jeg naturligviis gjerne seer, at Tienden bliver medregnet til Skat, da dette nærmest er i Faveur af den Calasse, hvortil jeg hører, har jeg desuagtet ikke ved det af den sidste ærede Taler holdte lange Foredrag kunnet overbevise mig om, at denne Sag er fuldkommen rigtig. Der er en Omstænsighed, som kun lidet er bleven berørt, men som imidlertid for mig har været temmelig afgjørende, og jeg skal derved særlig henholde mig til hvad han sidst yttrede og oplæste af Kong Christian den Tredies lov. Sagen stiller sig nemlig for mig saaledes, at Tienden er en Eindom, en Part af hver tiendepligtig Eiendom i Staten, der kun overlades vedkommende Eier eller Bruger under den Betingelse, at en vis Deel af samme enten tilhører Staten eller privat Mand.

Naar man holder fast herved, og det er udentvivl rigtigt, forekommer det mig, at den Afgift, der ydes heraf, ikke er en Statseller Communeafgift, men en Afgift som enhver anden Afgift af en Eiendom, der eies af Staten eller privat Mand, men er overladt os til Brug. Saaledes stiller Sagen sig for mig, og jeg troer, at der i den ærede Talers Foredrag er Meget, som, hvis Man havde Evne til at imødegaae det, klart vilde godtgjøre det samme; han talte om det Besynderlige i, at Tienden kunde eies af Private, men at der desuagtet ikke var Noget til Hinder for, at den Tiende, som ikke svaredes, ogsaa kunde medregnes som Afgift. Heraf vil altsaa Følgen være, at fri Hovedgaardstart, som ikke svarer Tiende, ogsaa i samme Forhold maatte kunne medregnes. Det forekommer mig nemlig, at det er aldeles klart, at Eieren maa være ligesaa berettiget til at beregne sig en forholdsmæssig Tiende deraf, som den, der har kjøbt sin Tiende, er berettiget til at faae medregnet al den Tiende, som billig vilde have været svaret, hvis han ikke havde været Eier, og det vilde dog nok være i høi Grad urigtigt.

Cultusministeren:

Den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) beraabte sig som et Beviis for, at der vel ikke kunde indvendes saa ret meget mod at betragte Kirken som Commune, derpaa, at det var blevet sagt her i Salen, at Kirken paa en vis Maade var en Commune, uden at jeg havde kundet mig foranlediget til at sige Noget derimod. Jeg troer, at jeg i høi Grad vilde miskjende min Stilling her i Salen, hvis jeg troede, at jeg sad her for at opfange enhver Yttring, der enten, billedlig sagt, kunde misforstaaes, naar den toges efter sin egentlige Betydning, eller

1160

vvirkelig forekom mig urigtig; jeg maatte da tale daade hyppigere og længere, end jeg pleier at tale. Jeg er saa langt fra at stræbe efter at imødegaae enhver urigtig Yttring, jeg kan blive Vidne til, at jeg ikke engang i det Enkelte skal giennemgaa det Foredrag, den ærede Rigsdagsmand holdt iaften, hvori han har gjennemgaaet hvad der blev sagt forrige Gand saaledes, at det forekom mig, at hans Argumentation ikke var synderlig samlet, og Hovedpunkterne ikke traadte synderlig klart frem. Vi befinde os paa et Punkt, hvor det gjælder at holde fast ved Begreber, som de ere udprægede i Sprogbrugen og som de gjælde i vor hidtilværende Lovgivning og Bestyrelse, og der vilde i denne Henseende kunne være meget at bemærke ved hvad den ærede Rigsdagsmand udtalte. Der er Sætninger, som synes at være meget naturlige og simple, og som kunne udtales med stor Kraft, men som dog, naar just befinde os dette Standpunkt, ere aldeles urigtige og som man, naar man ikke er vant til at bevæge sig paa dette Omraade, skal omgaaes vaersomt med. Jeg skal blot som Exempel anføre, at det blev sagt, at Kirkerne maatte dog enten tilhore Communerne eller Staten, thi de kunde dog ikke høre dem selv til. Alle, der have beskjæstiget sig med Retsvidenskaben, vide, at der just er Tale om, at Kirkerne i visse Tilfælde eie dem selv, og at det er en Sætming, som i den danske Retsforfatning er gyldig, hvad man nu ellers maatte dømme om den. Men idet jeg altsaa kun vil holde mig til hvad der forekommer mig det Væsentlige, og springe Meget over, vil jeg dog, før jeg imødegaaer hvad jeg vil imødegaae i den ærede Rigsdagsmands Foredrag, først sige et Par Ord med Hensyn til det Foredrag af en anden æret Rigsdagsmand, der gik ud paa, at man skulde stemme for, at den hele Paragraph gik ud, saaledes, at Spørgsmaalet overlades til Afgjørelse ved Domstolene, naar det i sin reistes ved Valgene. Naar den ærede Rigsdagsmand sagde, at der her i Forsamlingen slet ikke havde dannet sig nogen sikker Overdeviisning om, hvorledes dette Spørgsmaal var at afgjøre, og at Forsamlingen ikke vilde komme til nogen Enighed i saa Henseende, vil jeg bemærke, at vi have en meget praktisk Maade at komme til Enighed paa, ved Afstemningen, thi derved bliver Sagen afsjort, og man bliver enig om, hvad der skal gjælde efter Afstemningen, om man end ikke før Afstemningen var enig. Uagtet jeg ikke har mindset Tvivl om, hvorledes Domstolede vilde dømme, og navnlig Rigets øverste Domstol, naar Sagen kom til Afgjørelse der, troer jeg dog, at det ikke blot vilde være betænkeligt, men uforsvarligt, at henkaste i Landet et Punkt i vor hele Valganordning, der maatte komme til at spille en Rolle i hver eneste Commene udenfor Kjøbstæderne, at henkaste det saaledes, at man erklærede ikke at have kunnet komme til nogen sikker Mening, saa at man maatte slaaes derom, saagodt man kunde. Vi maae altsaa vist afgjøre Sagen, og hvad Afgjørelsen angaaer holde os til hvad der staaer i Grundloven, og jeg har alleredeee forrige Gang udhævet, at der hverken staaer Afgister, Byrder eller Tyngder, men „directe Skat til Staten eller Commenen“, og man maa altsaa see, om man kan faae Tienden ind under dette Begreb efter rigtig og gyldig Sprogbrug, eller ikke. Og nu maa jeg tilstaae, at jeg fandt den hele Beviisførelse, hvorved den ærede 28de kongevalgte Rigsdadsmand (Tscherning) søgte at godtgjøre, at Tiender kunne henregnes under disse Udtryk, meget lidt overtydende. Jeg skal tillade mig, forsaavidt denne Beviisforelse tildeels var rettet imod Yttringer af mig, at gjenkalde i Srindringen, at jeg sidste Gang beraabte mig paa, at man ved Afgjørelsen af dette Spørsmaal maatte holde sig til den almindelige Sprogbrug, saaledes som den nærmere var bestemt som Lovgivnings- og Forretningssprog var kommen til Anvendelse i officialle Documenter, og dernæst holde sig til den hele Maade, hvorpaa denne Sag var bleven tagen, og til de Yttringer, der være faldne under Forhanblingerne om vedkommende Paragraph i Grundloven. Naar jeg nu kommer tilbage hertil, saa maa jeg først, hvad det andet Punkt angaaer — thi jeg vil nu tage dette først, i omvendt Orden —, bemærke, at derpaa synes den ærede Rigsbagsmand ikke at gaae synderlig ind. Jeg erindrer forrige Gang, at Tienben da slet ikke var bleven nævnt, og at den hele Maade, hvorpaa Spørgsmaalet toges, fyntes at udelikke Tienden; men jeg skal tilføie et for mig meget afgjørende Datum, som jeg vel havde i Sinde sidste

Gang, men da ikke anførte. Den Gang vedkommende Paragraph i Grnndloven og det hele Forslag om Landsthinget første Gang var forhandlet og foreløbigt vedtaget, og den endelige Forhandling forestob, henvendte en Rigsdagsmand, som hører til den Side, der i det Hele slutter sig til den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning), sig til min ærede Collega, Indenrigaministeren, og talte med ham, ikke om man kunde forstaare Tienden herunder, men idet han ligesrem antog, at her efter Ordene slet ikke kunde være Spørgsmaal om Tienden, og at Tienden slet ikke var medregnet, spurgte han, om Regjeringen vilde gaae ind paa et Ændringsforslag om, at foruden de directe Skatter til Staten og Communen skulde Tiender ogsaa medregnes, og paa min Collegas bestemte Erklæring, at derpaa kunde Ministeriet ikke gaae ind, erklærede han, at saa vilde han intet saadant Forslag stille. (En Stemme: Hvem?) Jeg troer ikke, jeg er forligtet til at nævne Navnet, eller at jeg engang er engang er berettiget dertil; jeg troer, at Ingen her i Salen tvivler om, at det er sandt.

Formanden:

Jeg skal ikke negte, at jeg havde ensket, ønsket at man ikke havde paaberaabt sig hvad der var sagt udenfor Salen, da saadan Paaberaabelse altid er mislig. (Meget godt! Meget godt!)

Cultusministeren:

Hvad dernæst angaaer Spørgsmaalet om Forretningssproget, saa har den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) talt Adskilligt derom, men han har ikke anført et eneste Sted, hvor Udtrykket directe Skat var brugt om Tiender. Han har ved en, som jeg troer, omhyggelig Undersøgelke fundet, at foruden Mandir har en anden Forfatter, der nu har Plads her i Salen, paa en Maade, han ikke nærmere angav, bragt Tienden i Forbindelse med Skattevæsent, og at en tydsk Forfatter havde sagt, at den Formening gjorde sig mere gjældende, at Tienden egentlig var at betragte som en Skat. I det Førske ligger slet intet Beviis, og i det Sidste just det, at den almindelige Sprogbrug ikke erkjender Tiende som skat, idet det er en Betragtningsmaade af den, som først arbeider sig frem, men som hidtil ikke har gjort sig gjældende som Vetragtningsmaade og endnu mindre har faaet Indgang i Sprogbrugen i Almindelighed og i Særdeleshed i det danske Forretningssprog. Forsaavidt den ærede Rigdagsmand Antydede, at der dog skulde være en meget gammel Anordning, hvori man havde nærmet sig til at betragte Tienden som Skat, saa forekom det mig, at Paaberaabelsen af dette Sted var meget uheldig; thi Christian den Tredie siger i de forelæste Ord, at han for at undgaae at beskatte Folk i Landet overtager Bispetienden, altsaa han hjælper sig paa en anden Maade end ved Skat, og han har derved paa det Allerbestemteste antydet, at for ham staaer Tienden ikke som en Skat paa menige Undersaatter i Landet, det dengang omtrent gjængse Udtryk for hvad vi ville kalde directe Skat eller overhovedet Skatter. Jeg beraabte mig forrige Gang med Hensyn til den gjældende Betragtning af Begrebet „directe Skat“ paa den offentige Ordning af Skatteforholdene. Ogsaa i denne Henseende maa jeg tilstaae, at jeg ikke fandt Noget, der i mindset Maade svækkede hvad jeg havde sagt i hvad den ærede Rigsdagsmand nys anførte. Jeg sagde nemlig da, at det directe Skattevæsen var optaget i vort Budget paa en bestemt Plads og henlagt under en bestemt Bestyrelse, under et bestemt Ministerium, men at Tiendevæsenet ikke fulgste hermed. Mod dette blev der nu, synes mig, ikke indvendt Andet, end at visse Bispetiender, hvilke nu ere enten ingen eller dog faa — jeg erindrer ikke i dette Øjeblik, om der endnu er nogle Bispetiender henlagte under Finantserne; det er i det Ringeste faa —, oppebæres for Finantserne og ere opførte mellem tilfældige Indtægter, men da de saaledes være galt posterede, kunde man ikke beraabe sig paa Budgettet; at de nu der ere galt posterede, burbe først bevises, ialtfald ere de posterede efter den i den danske Forretningsgang gjældende Opfatning af, at Tiender ikke ere directe Skatter. Der er desuden endnu ved disse Tiender en Ganske anden Omstændighed; det er nemlig Indtægter, som ellers ikke indslyde i Statskassen, som Staten temporairt har overtaget, ligesom Staten temporairt har overtaget visse Landeiendomme for sidenat afhænde dem igjen, eller for en vis Tid kan have erhvervet andre Indtægter. Slige Indtægter falde ingenlunde under Begrebet om Skat. Jeg vil endnu til disse to Punkter, at Tiender hverken under Forhandlingen af Grundlovsparagraphen syntes at forudsættes som indbefattende

1161

under Begrebet „directe Skatter“, eller at Tiender efter vort Forretningssprog og vor hele Anordning af Skattevæsenet kan henføres derunder, tilføie det tredie, at det under den foregaaende Forhandling af denne Sag er noksom udhævet af Jurister, at Tienden i vor hele Række af Retsbestremmelser, den angaaende, slet ikke er stillet under Begrebet af Skat, og uden her at gaae ind i Saadanne Specialiteter, som deels ville trætte og deels kunne udtales baade bedre og skarpere af Andre, vilde jeg dog fremhæve, at til Tiender hverken knytte sig de Former eller de Retsmidler, som gjælde ved de directe Skatter; jeg udhæver just dette for at imødegaae en fra den ene Side fremsat Bemæerkning. Der er sagt, at der i et vist Tilfældee er given Udpantningsret for Tienden, nemlig naar den oppebæres efter fast Accord. Det er velbekjendt, at denne Udpantningsret er tilstaaet for at befordre Afslutningen af faste Tiendeaccorder; det er nemlig vitterligt, at Regjeringen ligefra det sidste Decennium af forrige Aarhundrede paa mange Maader har føgt at opfordre til faste Tiendeaccorders Afslutning. Ved den under visse Omstændigheder indtrædende Udpantningsret er der altsaa ingenlunde gaaet ud fra, at Tienden var at betragte som Skat. Jeg maa da med Hensyn til Begrundelsen af Sagen nu, ligesom forrige Gang, holde mig dertil, at jeg troer, at naar man læser i Grundloven, at et vist Beløb, udredet som directe Skat til Staten eller Communen, er en Betingelse for Valgbarhed, er man ikke efter den Sprogbrug, der maa anvendes ved at fortolke danske Love, altsaa ogsaa den danske Grundlov, berettiget til derved at forstaae Tiender, og jeg maa, ligesom forrige Gang, udtale, at det er et Punkt, paa hvilket Ministeriet maa lægge en bestemt Vægt. Det er kun under Forudsætning af den Beregningsmaade af Skattebeløbet, som Udvalget med Undtagelse af eet Medlem vedkjender sig, at Ministeriet har troet at kunne slutte sig til hvad der blev antaget som Grundlag for Landsthingets Dannelse.

Grundtvig:

Uagtet jeg i mange Henseender er enig i hvad den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) anførte, og i alt Fald med mig selv er paa det Rene dermed, at Tienden oprindelig var en Formueskat for Landboere og Landbrugere, og det en høi Formueskat, da den udgjør en Tiendedeel saavel af 10 Rbd. Som af 10, 000 Rbd., og uagtet jeg ikke kan indsee, at det, den ærede Minister baade forrige Gang og denne Gang har anført om Brugen af Ordet Skat og om Opførelsen i Statsregnskaberne, vil kunne afgjøre Spørgsmaalet om, hvad der i Grundloven forstaaes og skal forstaaes ved directe Skat, ikke blot til Staten, men ogsaa til Communen, skal jeg dog ikke videre indlade mig paa nogen af disse Ting, fordi det fynes mig, at Sagen derved, at man strider herom, bliver sat i et skjædt Lys. Den første Taler iaften søgte at føre Sagen til det rette Punkt; men det synes mig ikke, at det lykkedes ham, imidlertib maa jeg dog gjøre et Forsøg paa det Samme, idet jeg skal bemærke, at Talen her har dreiet sig, saavidt mig synes, om en Misfotolkning af Grundloven, som om det var en Misfortolkning af Grundloven, jeg og de Andre, der vilde stemme for Ændringsforslaget om Udeladelsen af Slutningen i den af Udvalget foreslaaede Paragraph, havde for, og dersom dette Forslag var et Forslag om, at Tienden skulde erklæres for Skat, og erklæres for at maatte medregnes, naar Spørgsmaalet var om det Beløb af Skat, som kunde give Valgbarhed til Landsthinget, saa, uagtet jeg troer, at dette vilde være Uret, kan jeg dog forsklare mig, at de, som have den Anskuelse, at Tienden ikke er nogen Skat eller kan kaldes saaledes, ansaae det for en Misfortolkning. Men Spørgsmaalet er nu ikke herom, men

Spørgsmaalet er, om Huset skal paatage sig at give en authentisk Fortolkning af Ordene i Grundloven, eller om det ikke skal gjøre det. Og nu mener jeg, at det Klogeste og Sikkreste, og jeg troer det eneste Rette, at Huset vægrer sig ved at give en saaban authentisk Fortolkning, som hverken Ministeriet eller nogen Anden med mindste Skin af Føie kan forlange. Det maa jo sagtens være sikker paa, at naar disse Ord blive staaende i Grundloven saaledes, som de staae, saa er det afgjorte, at naar man overlaber det til Folket, der har Øie for og god Villie til at fatte det, vil det vise sig, at de have Ret i hvad de paastaae om Tienden og andre saadanne Afsifter, og at det altsaa ikke med mindste Skin af Føie kan forlange af Huset, at dette selv skulde paatage sig at give en authentisk Fortolkning, thi her er jo ikke Tale om en Paragraph, som er forelagt af Regjeringen, men derimod om en Paragraph, som vort eget Udvalg har foreslaaet. Hvad der bidrager til at indvikle Sagen er vvistnok, at det ikke er foreslaaet at udelade den hele Paragraph, men kun Slutningen, som angaaer Tienden og Bankhæftelser, og derfor troer jeg, at det vilde være rettest, at vi Alle forenede os om at udstrække det til den hele Paragraph, hvorved det forblev, saaledes som det i alle Henseender burde være, et aabent Spørgsmaal, hvad der forstaaes ved Udtrykkene „directe Skat til Staten eller Communen“, saaledes som findes i Grundlovsparagraphen. Men da den høitærede Minister har udtalt, at det egentligen med Hensyn til Valgene til Landsthinget og med Hensyn til den Beskaffenhed, som man troer, at dette vil faae, at der lægges Vægt paa Spørgsmaalet om den rette Fortolkning af de titnævnte Grundlovsord, saa vil jeg ogsaa vedkjende mig og bede Forsamlingen lægge Mærke til, at det er og maa være os en vigtig Sag, at dette Spørgsmaal holdes aabent. Huset har, og det tildeels efter egen Bekjendelse, af Føielighed mod Ministeriet indrømmet et Landsthing, som dannes ved middelbare Valg, og med en indskrænket, ja med en temmelig kneben Valgbarhed, og Huset har ikke indladt sig paa den naturlige Udvei, som burde søges af den ikke blot mulige, men i mine Øine rimelige Klemme, hvori vi kunne komme, da Landsthinget, naar det bliver sammensat paa denne Maade, vil kunne findes i den skarpeste Modsætning ikke blot til Folkethinget, men maaskee ogsaa til Regjeringen. Den naturlige Udvei er nemlig den, at Landsthinget ikke skulde have noget absolute Veto, men at, naar der 2 eller 3 Gange vedblev at være Uenighed mellem Thingene, disse da skulle træde sammen for at bringe folkelig Afgjørelse tilveie. Men denne Udvei har Huset ikke villet inblade sig paa, men har derimod overdraget til Landsthinget det absolute Veto, som jeg ikke veed findes hos noget andet Overhuus; hos det engelske findes det idetmindste ikke, da det der er Regjeringen forbeholdet ved at creere saamenge Peers som muligt at søge at bringe et saadant Antal Stemmer tilveie, som maatte være nødvendigt, dersom Overhuset haardnakket skulde vedblive at sætte sig op mod Regjeringen og det andet Huus, og man har alene ved Trudsel kunnet bevirke det Samme. Altsaa dersom, hvad jeg forudsætter ikke er muligt, men ogsaa rimeligt, der vil komme til at opstaae en skarp Modsætning mellem Folkethinget og Landsthinget, saaledes som dette efter Grundloven skal være, idet Landsthinget har Lov til at sige Nei, ikke blot til enhver Foranbring i Grundloven, men ogsaa til en Lov, der følger ligefrem med den største Consequents af Grundloven, dersom det er saa, og men ikke lader en Udvei aaben for at undgaae en saadan Klemme. . . .

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1162

Hundrede og Fem og Tredivte (139te) Møde. (Den endelige Behandling af Valgloven. Udvalgets § 54.)

Formanden:

Det forekommer mig rigtignok, at den ærede Teler gaaer temmelig vidt udenfor Sagen.

Grundtvig:

Det gjør jeg vist ikke, thi jeg staaer lige ved Sagen.

Formanden:

Det forekom mig, at deb ærede Rigsdagsmand gik ind paa hele Repræsentationsspørgsmaalet.

Grundtvig:

Nu er jeg strax færdig. Jeg kan ikke tænke mig nogen anden fredelig Losning af Knuden, end at Regjeringen i saa Tilfældee opløser Landsthinget saalænge, indtil der bliver et Landsthing, der kunde enes med Folkethinget og Regjeringen, og for at det kan skee maa vvistnok Valgbarheden ikke indstrænkes inden for snevre Grændser, saa at det kan være, at den eneste Hjælp, der blev tilbage i et saadant Tilfældee, var, at det var et aabent Spørgsmaal, hvad der skal forstaaes ved directe Skat til Staten og Communen.

Brinck-Seidelin:

Den agtede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning) har gjort mig den Ære at nævne mit Skrist. Da jeg deri vilde give en Fremstilling af de Byrder, der paahvile Jordene i Danmark, saa ansaae jeg det aldeles i sin Orden at henføre dertil Tienden og udvikle dens Oprindelke, Væsen og Omfang, og da jeg samstillede det ganske Beløb af det contribuable Hartkorns og af det privilegerede Harikorns Skatter og Afgister, saa at den betydelige Forskjel kunde sees, maatte jeg ligeledes tillægge et Mediumbeløb af Tienderefustionen, skjøndt jeg dog tillige særskilt angav Telstørrelsen. Hvad nu angaaer, om Tienden er at ansee som Skat, maa jeg vedkjende mig den Mening, at den Deel af samme, som tilflyder Geistligheden, er Skat; thi Staten lønner de Geistlige ikke lige ud af Statskassen, men ved den Afgist, som Bonden af sine Jorders Udbytte maa erlægge under Navnet Præstetiende. Saaledes tænkte jeg, da jeg skrev min lille Bog, og det, her er sagt, kan ikke forandre min Mening.

Cultusministeren:

Jeg skal tillade mig den Bemærkning, at fordi Staten anvender denne eller hiin Indtægt, er den ingenlunde directe Skat. Der har været Tider, da Staten lønnede en heel Deel Embedsmænd derved, at Kongen gav dem Anviisning paa at nyde saa og saa meget af Øresundstolden; men derved er denne Told ingenlunde erklæret for en directe Skat til Staten. Det er ogsaa muligt, at Staten løner Embedsmænd ved at tilstaae dem Brugen af Dele af Domainer; men derved blive Domainerne ikke directe Skatter til Staten, og det er netop det Begreb, der tales om. Dernæst, med Hensyn til hvad den ærede Rigsdagsmand for Præstø Amts 4de District (Grundtvig) bemærkede, vil jeg just ikke ansee det for særdeles nødvendigt at gjøre opmærksom paa, at om man end ikke vil indrømme Ministeriet selv at Fordring paa en authentisk Fortolkning, er det dog noget stærkt at fordre af Ministeriet, at det skal forelægge Hans Majestæt en Grundlov til Sanction, hvori Grundlaget for Valgbarheden til den ene Deel af Folkerepræsentationen henstaaer som et aabent Spørgsmaal, som man først kan behandle paa een Maade, og som et vordende Ministerium i sin Tid kan fortolke paa en anden Maade for at rede sig ud af en Klemme. Jeg troer, at naar man overveier det nøie, vil man finde, at, hvis Ministeriet tænkte saaledes og gik ind i en saadan Tankegang, vilde man ikke have nogen Grund til at være tilfreds med Ministeriets Opfattelse af Betydningen af det constitutionelle Liv.

B. Christensen:

Jeg maa tilstaae, at jeg for min Deel saalidt ved de Bemærkninger, jeg i dette Øjeblik har hørt af den ærede Cultusminister, som ved dem, han kort iforveien har fremført, eller ved den Understøttelse, han har fundet hos den meget agtede Rigsdagsmand for Ringkjøbing Amts 2det District (Kirk), der talte før ham forrige Gang, er bleven i allermindste Maade rokket i den Overbeviisning, der synes mig velbegrundet i Sagens Natur, og der ovenikjøbet har meget gode og vægtige og lærde Autoriteter for sig, at Tienden ikke blot i sin Oprindelse, men ogsaa for det Allermeste i sin nærværende Bestand er en Skat enten til Staten eller Communen. Men jeg tilstaae ??rogsaa, at saaledes som Sagen nu stiller sig, efter den bestemte Erklæring, Ministeren har givet med Hensyn til dette Spørgsmaals Indflydelse paa Grundlovens hele Stilling for Regjeringen, er man næsten nødt til mindre at lade sig bestemme af Realiteten af Sagen. Jeg vilde derfor have ønsket, at den ærede Minister istedetfor sit lange og upaatvivleligt meget lærerige, om ogsaa for mig slet ikke overbevisende Foredrag strax havde givet os denne Erklæring ved nærværende Debats Vegyndelse; vi havde da vidst, hvad vi havde at holde os til, og havde kunnet spare os mange Ord og megen Tid. Imidlertid ville vi idetmindste have tilstrækkeligt forvaret os mod Fremtiden, forvaret vor Paastand om, at Lienden er i sin Bestand en Skat, og uden at jeg i mindste Maade vil tillade mig, hvad den ærede Cultusminister ikke har været fri for, navnlig ved Sagens forrige Behandling, at tale om Mangel paa Tro og Love hos Folk, der have opfqattet Forhandlingerne anderledes end vi, skal jeg kun bemærke, at naar man f. Er. her citerer en Mand fra denue Side, der til en anden Minister privat skal have yttret sig saaledes, som Cultusministeren har sagt, og naar denne Mand, jeg tør paastaae, ikke er tilstede her iaften, men alleredeee forlængst er i Iylland, naar man kommer med et sligt Argument, forekommer det mig at være et meget daarligt og lidet passende Beviismiddel. Jeg vil gjerne troe, at det ærede Ministerium de ligesaavel som de ærede Medlemmer, der ikke dele vor Formening, ere tidligere gaaede ud fra, at Tienden ikke var medregnet; men jeg fordrer ogsaa, at de skulle troe, at vi Andre, der have den modsatte Formening, ogsaa have havt denne tidligere, det er ikke mere, end hvad vi simpelthen kunne fordre. Men naar nu dette Spørgsmaal, saa at sige, glores til en Betingelse for, at Ministeriet skal vedstaae den Anbefaling, det har erklæret at ville give Grundloven, naar det forelægger den for Hans Majestæt Kongen til Sanction, er det for dem, der tænke som vi, og navnlig kan jeg erklære det paa den ærede 28de Kongevalgtes (Tschernings) og paa mine egne Vegne, saa er det for os en Selvfølge, at vi for dette Spørgsmaal ikke ville bringe Ministerirts Syilling til Grundloven eller denne selv i fare, og jeg for min Deel skal derfor heller ikke længere holde paa mit Ændringsforslag, men indskrænke mig til at forvare imod, at den forestaaende Votering paa nogen Maade drages tilfølge imod os i Fremtiden med Hensyn til Forstaaelsen af Tiendens Væsen som Skat; thi det er Noget, hvorom der i kommende Tider kan blive meget alvorlige og følgerige Spørgsmaal, som vi ikke ville have præjudicerede her. Jeg tager saaledes mit Ændringsforslag tilbage.

Grundtvig:

Jeg optager det. Da Tiden var saa langt fremrykket, og flere Talere endnu ønskede at yttre sig, udsattes den videre Behandling og Afstemningen over denne Paragraph til næste Møde, der berammedes til den følgende Dag, Fredag Formiddag Kl. 11, Valglovens endelige Behandling fortsat.

1163

136te offentlige Møde. (Det 140de Møde i den hele Række.)

Fredagen den 1ste Juni.

(Valglovens endelige Behandling. Udvalgets § 54.)

Forhandlingprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Efter Dagsordenen gik man over til den fortsatte endelige Behandling af Valglovssagen, og vavnlig til Forsættetsen af Behandlingen af den af Udvalget foreslaaede § 54.

David:

Da den 28de Kongevalgte (Tscherning) i sit Foredrag igaaraftes, hvori han søgte at forsvare sin Anskuelse om, at Tienden skal henregnes til de direste Skatter, ogsaa kom tilbage til hvad jeg herimod havde yttret under den foreløbige Forhandling, troer jeg at burde tilbagekalde mine egne Ord i Forsamlingens Erindring. Jeg yttrede i det 126de Møde: „at ingen dansk Forfatter og ingen fremmed bekjendt Forfatter, der har skrevet om Skat og Skattevæsen, har henregnet Tienden til directe Skatter, som svares til Staten eller Communen“, og jeg tilføiede: „at Tienden i visse Tilfældee vel er en Afgiftspligt, og at den virker som en Afgiftsbyrde, hvilket er Noget, der følger af Sagens Natur, og som ikke behøver at godtgjøres ved historiske Undersøgelser; men at man, naar man i Grundloven nævner directe Skat til Staten eller Communen, hverken har været berettiget eller havt Anledning til at tænke paa Tienden, det er Noget, man med fuldkommen Føie kan paastaae. “ Herimod indvendte nu det 28de kongevalgte Medlem, at man deels i en Anordning af Christian den Tredie, deels hos nogle Skribenter finder Tienden benævnet som en directe Skat, og paaderaabte sig især, at Rotteck etsteds yttere, at man mere og mere er bleven enig om at ansee Tienden som en directe Skat. Hvor ugrundet Paastanden er med Hensyn til den citerede Anordning og den paaberaabte danske Forfatter, er alleredeee viist af Andre; men det er vel nødvendigt at gjøre opmærkjom paa, hvad Vægt der i denne Henseende kan tillægges Rotteck, thi ihvorvel Alle, som have nogen Indsigt i den politiske Literatur, ville være enige i, at Rotteck, om man end vil tillægge ham nogen Autoritet som Statsreklærer, dog ingenlunde kan have Krav paa nogen saadan som Finantslærer, saa kunde det dog være, at Rottecks Navn let kunde blænde dem, der ikke have en Indsigt. Man maa da vide, at Rotteck ikke blot gik ud paa faae Tienden afløst, men paa at faae den ophævet, enten aldeles uden Vederlag eller med saa lidt Byrde som muligt for Tiendeyderne. Derfor opstillede han i en Afhandling af 1819 eller 1820 den Theori, at Tienden maatte betragtes som et Regale, og han nævner i sin „constitutionelle Statsret“ et Tiende-Regale, hvorefter Tiendeydelsen maa betragtes som en directe Bedkstning, der er alene hjemfalden den offentlige Ret. Dette Regale, grundet paa Statens supponerede condominium, Medeiendomsret, over alle Jorder og deres Indtægskilder, meente han, kunde og maatte Staten give Slip paa, naar Statsvellet fordrede det, og ad en anden Beskatningsvei søge Indtægten erstattet. Med denne Fiction vilde Rotteck, som sagt, sætte Tiendens Ophævelse uden Vederlag igjenem eller idetmindste bevirke, at dens Afløsning skulde blive saalidt byrdefuld som muligt for Tiendeyderne. Men denne Anskuelse fandt ligesaalidt Indgang hos de badenske Stænder, hvor Forfatteren søgte at gjøre den gjældende, som den er bleven erkjendt for rigtig af Nogen, der har tænkt og skrevet sundt og klart over Finantsvidenskaben. Jeg kan naturligviis ikke vide, i hvilken Hensigt det 28de kongevalgte Medlem eller de andre Herrer fra den samme Side, som bestandig tale i første Person i Pluralis, og som tillægge sig Prædicatet af v i, lægge saa megen Vægt paa, at Tienden skal betragtes som en directe Skat, men jeg har ikke anseet det for overflødigt at gjøre opmærksom paa, i hvilken Hensigt deres Hjemmelsmand, Rotteck, er fremkommen med denne Paastand, og at hans Anskuelse om Tiendens Natur hænger paa det Nøieste sammen med hans Bestræbelse efter at faae Tienden ophævet uden Vederlag fra Tiendeydernes Side, eller, da han paa ingen Maade kunde sætte

denne Anskuelse igjennem, at faae den saaledes afløst, at Tiendeyderen kun kom til at bære een Trediedeel af Byrden heraf, og Staten de øvrige to Trediedele. Hvorvidt nu de bedste og grundigste Finantslærere have billiget Rottecks Anskuelse, maa Enhver vide, der har beskjæftiget sig det Mindste med Videnskaben. For blot at nævne nogle faa Autoriteter, skal jeg anføre, at Rau, efter i sin Statsoeconomi at have gjort opmærksom paa, „at Tienden ganske har tabt en Beskatnings Natur“, i sine „Grundsætninger af Finantsvidenskaben“, 1ste Deel Pag. 194, siger om Tienden, der som Afgift har en ganske anden Betydning i Tydskland end hos os, da der endnu paa mange Steder, foruden Tiende af Korn, i betydeligt Omfang svares den saakaldte Obst- und Weinzehnte og Blutzehnte: „Der heutige Zehnte trägt in den beutschen Staaten unverkennbar das Eepräge einer privatrechtlichen Abgabe“ — Tienden bærer for nærværende Tid i alle tydske Stater umiskjendeligen Præget af en privatretlig Afgift —, og han udvikler dernæst Grundene for denne Betragtningsmaade og støtter sig dertil, at Berettigelsen deels er overgaaen til Kammergodset, deels er i Kirkens og enkelte Statsborgeres Brsiddelse, ligesom Tienderetten overhovedet er bleven en Gjenstand for Omsætning. Paa lignende Maade . . . .

Formanden:

Turde jeg maaskee henstille til den ærede Taler, om det ikke var rigtigst at søge at undgaae Citater?

David:

Naar der fra den anden Side, for at godtgjøre, hvad jeg aldrig har tvivlet om, at man har været bona side ved at fremsætte sin Paastand, at Tienden skal henregnes til de directe Skatter, er blevet paaberaabt Forfattere, men dette efter min Overbeviisning er skeet paa en Maade, der er mere skikket til at forvirre end oplyse Gjenstanden, saa maa det dog ogsaa være mig tilladt at godtgjøre, paa hvilke Autoriteter jeg kan støtte min modsatte Anskuelse; og jeg troer, at det ikke kan nytte stort at kaste omkring sig med Navne, men at det er bedst at citere Forfatternes egne Ord og at godtgjøre deres Theories Betydning.

Formanden:

Jeg skal blot hertil tillade mig at bemærke, først, at hvad jeg yttrede kun var en Henstilling til den ærede Taler, og dernæst, at jeg gjorde en lignende Bemærkning med Hensyn til det ærede 28de kongevalgte Medlem (Tscherning), som jeg afbrød i et Citat.

Tscherning:

Jeg vilde just have gjort opmærksom paa, at jeg havde paa rede Haand at oplæse en Mængde Citater i en modsat Retning.

David:

Jeg skal da føie mig i Formandens Henstilling og undlade at fremkomme med flere Vidnesbyrd om, at de grundigste Finantslærere dele den af mig fremsatte Anskuelse om Tiendens Natur, men maa da forvare mig for den mulige Bebreidelse fra den anden Side at dette ikke af mig er skeet. Jeg skal nu gaae over til at gjøre opmærksom paa, hvori det egentlige Distinctive imellem directe Skat og Tiende ligger, og hvorfor man ikke kan optage Tienden i Begrebet af Skat; men jeg skal dog først bemærke, og jeg troer, at dette ikke er ganske uden Vægt, at omendskjøndt der, efter mange af de tidligere Forfatninger, saavel i de tydske Stater, som i Frankrig efter Chartet 1814 og 1830, er fordret et vist Beløb i directe Skatter som Betingelse for Valgret eller Valgbarhed, vil man ikke finde i nogen eneste Grundlov eller Valglov, at Tienden er bleven medregnet iblandt de directe Skatter, som begrunde den politiske Ret. Men hvoraf kommer det, at Tienden, der unegtelig maa betragtes som en Afgiftspligt, ikke optages under Begrebet af Skat? Og jeg maa her erindre om, hvad jeg under den foreløbige Behandling bemærkede, at omendskjømdt der gives Begreber, om hvilke det er vanskeligt at sige, hvorledes de have dannet sig, saa maae de dog ansees for faste blandt alle dem, der beskjæftige sig med dette Begrebs Gjenstand og ere trængre ind i dens Natur, og at det er til dette Begreb, at man maa tage sin Tilslugt, naar Talen er om Skat. Tienden grunder sig paa Jdeen om Statens Overeiendomsret over alle Jordnes Indtægskilder; Staten, der gik ud af Kirkens Skjød, som havde tillagt sig denne Ret, arvede denne af Kirken, og derfor finde vi fra Arilds Tid Tienden som Statens Indtægtskilde, ligesom den fra de allerældste Tider begrundede Kirkens Formue. Den nyere Beskatning grunder sig derimod paa Jdeen om, at Statsmagten beskytter og beskjærmer

1164

alle Indtægtskilder og al Vi?a?ksomhed i Samfundet. Men heraf følger en væsentlig Forskjellighed imellem Tiendens og Beskatningens Natur. Det er let at indsee, hvorledes Tienden kunde gaae over i den private Besiddelse, og hvorledes det strider imod Statens Natur, at Beskatningsretten bliver Gjenstand for Omsætning. Det er ogsaa let at indsee, hvorledes man i Ydelsen af en vis Beskatning kan finde et Kjendetegn paa en vis Formuenhed og Interesse i Staten; thi Skatten svares af en Indtægtskilde og paa Grund af den dertil knyttede Virksomhed, og er Tegnet paa en vis Formuenhed, medens Tienden slet ikke udtrykker Noget i saa Henseende, da den, hvem dens Ydelse paahviler, naturligviis ved Kjøbet af sin Indtægtskilde, Jorden, har taget Hensyn til dens Ydelse. Denne Forskjel imellem Tiende og Beskatning er ikke undgaaet og har ikke kunnet undgaae Nogen, som med et klart Blik er trængt ind i Finantsvidenskaben, og i denne min Overbeviisning er jeg ikke bleven rokket derved, at den 28de Kongevalgte (Tscherning) ikke erkjender denne Forskjel; thi jeg troer ikke, at det er en vovelig Paastand, at hans Jdeer om Finantsvæsenet maae være temmelig uklare, hvilket iblandt Andet fremgaaer deraf, at han iaftes ogsaa meente, at den Asgift, som ved Brændeviinsproductionen svares af Redskabet, skal henregnes til den directe Beskatning, en Anskuelse, om hvilken jeg ikke siger for Meget, naar jeg paastaaer, at Ingen, som har mindset Anelse om directe og indirecte Beskatning, kan komme til at dele den.

Jeg har nu Intet videre at tilføie om Tiendens Natur og troer, saavidt det har været mig muligt, i al Korthed at have godtgjort, hvori Forskjellen imellem den directe Beskatning og Tienden bestaaer, og hvorfor den ikke kan indbefattes under det Førstes Begreb, hvilket heller ikke nogen Finantslærer, der fortjener at nævnes som Autoritet, har gjort. Jeg maa derhos bede erindret, hvorledes det forholder sig med Rottecks Anskuelse af denne Sag, hvorved jeg kun skal bemærke, at han aldrig har kunnet trænge igjennem med den i sin hele Styrke; thi at flere Regjeringer i Tydskland ved Tiendens Afløsning ere komne Tiendeyderne til Hjælp ved Tilskud af Statskassen eller paa anden Maade, er ikke skeet, fordi man erkjendte, at Tienden var en directe Beskatning, men fordi man ansaae det for nødvendigt, saaledes at fremskynde dens Afløsning. Jeg maa endelig bede erindret, at efter ingen Grundblov eller Valglov, i hvilken man i de directe Skatter har søgt en Valgrets- eller Valgbarheds — Qvalification, er Tienden bleven henregnet til Beskatning, og jeg maa ligefrem opfordre Enhver til at modsige mig i dette Punkt, ifald det er modsigeligt, ligesom ogsaa, om man, fordi det i Grundloven, som hos os i Grundlovens § 52, hedder: „forinden Finantsloven er vedtagen, maae Skatterne ei opkræves", nogetsteds er faldet paa at paastaae, at Tienden ikke kunde oppebæves, naar eller forinden Bufgettet ikke var antaget. Ogsaa dette, troer jeg, beviser, at man aldrig er falden paa at henregne Tiende til Begrebet af Skatterne.

Jeg har hidtil fulgt det Exempel, som ved Discussionen om denne Paragraph iaftes blev givet, alene at holde mig til Spørgsmaalet, om Tienden skulde medregnes til de directe Skatter, der begrundede Valgbarhedscensus. Det er imidlertid ikke skeet fra min Side, fordi jeg tillægger det nogen sær Vigtidhed, om dette skeer eller ikke, thi det staaer klart for mig, at hvad enten man medregner Tienden eller ikke, saa ligger der i den opstillede Valgbarhedscensus en lidet betydende Garanti for at tilveiebringe et modererende Element i Repræsentationen, og kun et meget svagt Værn mod en ganske eensidig Retning af denne. Men hvad jeg derimod lægger megen Vægt paa, det er, at ikke en feilagtig Anskuelse om Tiendens Natur nu skal faae Indgang og saaledes skaffe sig Berettigelse til ved andre Leiligheder at kunne gjøre sig gjældende til Statskassens Bebyrdelse eller Privates Forurettelse.

Jeg skal nu med et Par Ord omtale det Forandringsforslag, som af et andet Medlem af Udvalget og mig er stillet, og hvorefter kun de Skatter skulle medregnes, der, foruden i Penge, svares i Korn og Fourage, medens efter Fleerhedens Forslag alle Naturalpræstationer, med Undtagelse af Tienden, skulde medregnes. Allerede tidligere har jeg gjort opmærksom paa, at jeg i Udvalget var imod, at Naturalpræstationer skulle medregnes, og at dette ikke blot var, fordi Beregningen derved vilde blive saa meget vanskelig og tvivlsom,

men fordi jeg maatte erkjende, at der ydes flere Naturalpræstationer til Staten og Communen, der ligesaalidt som Tienden kunne henregnes til Begrebet af Skat. Det vil ligeledes erindres, hvorfor jeg dog indvilgede i Udvalgets Forslag, fordi man ellers let vilde komme til at udelukke, idetmindste i enkelte Aar, vvirkelige Skatter, naar de ydedes i Korn eller Fourage. Jeg troer nu ved Ændringsforslaget at have rammet det Rigtige, hvorved det, jeg oprindeligviis tilsigtede, vil opnaaes, og det tillige tilstrækkeligen være betrygget, som jeg søgte at undgaae. Grundlovens uheldige Bestemmelse, at der skal tages Hensyn til Skat til Stat og Cosmmune, vil derved paa den mindst besvælige Maade, som det er muligt, kunne skee Fyldest. Dette Ændringsforslag har i Udvalget mødt en Indsigelse, som jeg troer at burde gjøre opmærksom paa. Man har sagt, at det vilde være inconseqvent, til Skatterne ikke at henregne Natutalpræstationerne, da man dog selv har foreslaaet og fremdeles maa foreslaae, ved Indtægtens Beregning at medtage disse. Men Indvendingen er efter min Overbeviisning Mere tilsynelydende end vvirkelig. I Begrebet af Indtægt ligger meget Mere end Penge. Naar man siger, at en Mand har 2000, 3000 eller 4000 Rbdlr. aarlig Indtægt, forudsætter man ingenlunde, at han har disse alene i Penge, men man veed meget vel, at han ogsaa kan have sin Indtægt paa mange andre Maader, som man kun anslaaer til en Pengeværdi. I Begrebet af Skat ligger derimod langt bestemtere og langt almindeligere Ydelsen af en vis Pengesum, og det er kun undtagelsesviis, at Skatterne ikke udredes i Penge. Jeg har derfor ved mit Forandringsforslag ogsaa søgt at optage de Tilfældee, hvor vvirkelige Skatter udskrives i Korn eller Fourage, og troer saaledes at have medtaget Alt, hvad ikke blot Retfærdighed, men Billighed kunde paabyde at medregne for at gjøre Valgbarhedens Basis saa bred som mulig; thi, som sagt, lægger jeg efter min Betragtningsmaade slet ingen Vægt paa, om denne Basis bliver lidt mere eller mindre bred, den er efter min Overbeviisning aldeles forfeilet med Hensyn til det, som derved tilsigtes; men hvad jeg lægger Vægt paa, det er, for at jeg skal gjentage det, at ikke Anskuelser skulle gjøre sig gjældende, der, i Strid med hvad Lovgivningen, Taleburg og Videnskaben have erkjendt for at være det Rette, senere ville vide at forskaffe sig en fordærvelig Indflydelse.

Ørsted:

Saavidt jeg skjønner, er det ved Afgjørelsen af de mange Tvivl, der kunne opstaae i Anledning af Grundlovens § 40, om Betingelserne for Valgbarheden til Landsihinget, den eneste rigtige Grundsætning at holde sig til Ordene, hvori disse Valgbarhedsbetingelser udtales, og i Forbindelse dermed tage Hensyn til hvad der lader sig gjennemsøre uden at fremkalde uovervindelige Vanskeligheder og uopløselige Forviklinger. Jeg antager derimod, at de Grunde, som kunne hentes fra Betragtninger over hvad der i sig er naturligt og conseqvent, her ikke kunne have nogen Anvendelse, thi jeg er overbeviist om, hvad enten man antager det ene eller det andet Alternativ med Hensyn til de omtvistede Spørgsmaal, saa geraader man i saa uhensigtmæssige og unaturlige Resultater, at man paa ingen Maade kan deraf hente en afgjørende Grund for det ene eller det andet Alternativs Forkastelse. Det er paa ingen Maade min Hensigt at gaae ind paa den Grundsætning, at Massen, som har den afgjørende Indflydelse paa Folkethinget, ogsaa gjennem Valgmænd skal vælge Medlemmerne af det Thing, der skal danne nogen Modvægt mod den skjæve Retning, som Folkethinget muligen har taget. Dette er der ikke Spørgsmaal om, men der spørges om den Maade, hvorpaa man kan gjennemføre Bestemmelsen om Valgbarhedsbetingelserne, og man maa blive staaende ved Reglen som noget positivt Givet, som Noget, man nødvendigviis maa bøie sig for. Jeg anseer det, hvad enten man tager Hensyn til den ene Valgbarhedsbetingelse, Skatter og Afgifter til Staten og Communen, eller til den anden Valgbarhedsbetingelse, en vis aarlig Indtægt, for aldeles vist, at der vil møde store Vanskeligheder. For Øjeblikket er der imidlertid kun Tale om den mindre mislige af disse Betingelser, nemlig Erlæggelsen af en vis Skat eller en vis Afgift; men det er dog i saa Henseende min Mening, at man har forfrilet Hensigten. Jeg troer, at det alleredeee er skeet derved, at man har nævnt en Skat istedetfor en Formue. Paa Landet vilde det have viæret langt naturligere at fastsætte et vist Qvantum Hartkorn end at fastsætte et vist Skattebeløb som Betingelse for Valg

1165

barheden, for det Første, fordi Besfkatningen varierer, hvortil kommer, at den, efter hvad der er vedtaget, skal fastsættes efter det Beløb, den i det foregaaende Aar, hvor der mulig var paabudt extraordinaire Udredelser, androg, men ogsaa fordi Beskatningen ikke ligefrem svarer til Hartkornet; men snarere staaer i omvendt Forhold ttl Hartkornets Værd. Hvad der er privilegeret Hartkorn svarer mindre i Skat end det uprivilegerede; privilegeret er ikke blot det Hartkorn, der hører til Hovedgaarde; men ogsaa mangfoldige mindre Eiendomme, der ere opstaaede ved Udstykning, have privilegeret Hartkorn, ligesom Præstegaardsjorder og Kjøbstadjorder, samt de Jorder, der ved Forordningen af 1ste Dctober 1802 bleve som umatriculerede ansatte første Gang til Arealskat og efter Forordningen af, 5de April 1818 fik privilegeret Hartkorn. Men ogsaa uden Hensyn til Forskjellen mellem det privilegerede og uprivilegerede Hartkorn er der en noget forskjellige Beskatning lagt paa det forskjelligee Hartkorn; thi den nye Matricul, der blev indført ved Forordningen af 1840, er kun bleven gjort gjældende med Hensyn til den ringere Deel af den daværende Landskat, men den større Deel af Beskatningen er bleven staaende ved det gamle Hartkorn, der iøvrigt er ophørt, og altsaa kunne Eiedomme med ligemange Tønder Hartkorn have en meget ulige Beskatning, eftersom den saakaldte Gammelskat, der svarer til det forrige Hartkorn, er større eller mindre. Der opstaaer herved det besynderlige Resultat, at det værdifuldere Hartkorn, som ogsaa maa give den større Indtægt, giver en ringere Adgang til Valgbarhed. Det er ikke min Mening, at der skulde tillægges det en større Adgang; jeg troer derimod, at man for simplificationens skyld burde sætte alt Hartkorn, det frie og det ufrie, det, der har større, og det, der har mindre Gammelfkat, ved Siden af hinanden, hvor der er Spørgsmaal om til Besiddelsen at knytte en saadan politisk Ret, men derimod ikke lade denne være afhængig af Beskatningen, og altsaa give det værdifuldere Hartkorn, som ogsaa er Tegn paa en større Formue, en mindre Vægt end det mindre værdifulde. Dette forekommer mig unaturligt.

Der blev under Sagens tidligere Forhandling af den ærede Rigsdagsmand for Viborg Amts 5te District (W. Ussing) foreslaaet et Ændringsforslag som, hvis det var blevet fulgt, havde været meget hensigtsmæssigt eller idetmindste gjort Sagen mere principmæssig. Det gik nemlig ud paa, at der istedetfor Beskatningen skulde tages et vist Ovantum Hartkorn, eller en vis Assuranceværdi i Kjøbstæderne; det er en mere umiddelbar Formuebetingelse istedetfor den middelbare, der grunder sig paa Beskatningen. Skjøndt dette Forslag vel ikke i alle Henseender kunde ansees for fuldkommen tilfredsstillende, var det dog, som sagt, meget hensigtsmæssigt, men blev under Forhandlingen ikke meget omtalt, og det af den naturlige Grund, at saadanne Forslag, der havde egnet sig til en nøie Prøvelse, ikke kunde finde en saadan under den Forhandling, der fandt Sted inden selve Hovedspørgsmaalet var afgjorte, og hvorunder det ikke kunde vække den Interesse, som det ellers vilde have vakt. Hvad navnlig mig selv angaaer, var jeg i Særdeleshed uheldig, da jeg ikke fik Jeilighed til at tale angaaende denne Sag, hvad maaskee ogsaa vilde være uden al Nytte, saaledes som Sagen stod. Men dette er ikke det Eneste, man har at beklage sig over med Hensyn til den første Deel af Valgbarhedsbetin

gelserne; man maa endnu mere beklage, at man har taget Communalafgifterne med ved Skatters Beregning. Disse kunne vel, saaledes som jeg alt har udviklet under det 11Ode Møde (see Rigsdagstidenden Pag. 3005 og 3006), afgive en god Maalestok, hvor der er Spørgsmaal om de communale Rettigheder, thi der er der Tale om Borgerne i deres indbyrdes Forhold til hverandre; men hvor der spørges om de forskjelligee communers Rettigheder, lige overfor hinanden og Staten, er det naturligt, at man ikke kan see hen til, hvorvidt Beskatningen er høiere eller lavere i de forskjelligee Communer, af Hensyn til disses særlige Fornødenheder. Naar man har optaget Beskatningen som Maalestok, ja endog vedtaget det lidet correcte Udtryk „Census“ for at betegne den Valgbarhedsbetingelse, der ligger i ydre Kaar, da har man gjort dette, fordi mau-forudsatte, at Skatterne svarede til Formuen. Men om dette end kan være nogenlunde rigtigt, hvad Skatter til Staten angaaer, saa er det dog klart, at man aldeles ikke kan slutte til den indbyrdes Stilling med Hensyn til Formuen mellem en Mand i Ringkjøbing Amt og en Mand i Holbeks Amt, efter hvad de svare til de respective Communer; thi dette beroer paa Communernes forskjelligee Fornødenheder og Huusholdning og den Maade, hvorpaa Byrdene udredes; Man behøver saaledes ikke at gaae længere end til gamle Kjøbenhavns og Roeskilde Amter; det Første er to til tre Gange høiere beskattet til Amtsrepartitionsfondet end det sidste, men man kan derfor ikke antage, at den ene Mand, i det samme Forhold, han svarer en større skat, har en Større Formue end den anden. Jeg troer saaledes, at navnlig Communalafgifterne ere en aldeles uhensigtsmæssig Maalestok for den Valgbarhed, hvorom her er Tale; men da nu denne sag eengang er afgjorte, maa det derved forblive; dog bør man tage Ordene saa indskrænkede, som de lyde, og ikke udvide dem, og derfor bør man ogsaa kun tage Hensyn til de egentlige Skatter og de egentlige Communalafgifter. Da jeg saaledes antager, at man skal holde stg til Bogstavet, saavel efter den daglige Sprogbrug som efter den rovhjeinlede Betydning, saa er for mit Vedkommende det Spørgsmaal oplyst, om Tienden skal regnes med eller ikke, thi det ligger i alle Anordninger om Beskatningen, at Tienden ikke skal regnes med til Skatterne; den sættes tvertimod i Modsætning til disse, og navnlig er i de Anordninger, hvorved der er tillagt Vederlag, der paa anordnet Maade er bestemt for Tienden, Udpantningsret og Fortrinsret, denne Modsætning til Skatterne udtrykt, ligesom ogsaa den hele Behandling er en ganske anden end med Hensyn til Skatter, hvilket sees af Forordningerne af 30te Januar 1793 og 8de Iuli 1840, den Frordning af sidstnævnte Datum, der handler om Amtstueoppebørslerne. Disse Anordninger nævne ikke Tienden som en under samme hørende Gjenstand, ligesom den der foreskrevne Fremgangsmaade slet ikke derpaa er andendelig. Jeg skal dog, siden dette Spørgsmaal saa ofte er blevet gjentaget, paany bemærke, at jeg paa ingen Maade kan indrømme, at Tienden efter sin historiske Udvikling oprindelig skulde have været en Skat til Staten og siden er bleven skjænket Kirken; tvertimod er Det historisk vist, at Tienden oprindelig har været en Afgift til Kirken og geistligheden, hvis Crlæggelse Staten har haandhævet.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1166

Hundrede og Sex og Tredivte (140de) Møde. (Den endelige Behandling af Valgloven. Udvalgets § 54.)

Ørsted (fortsat):

Jeg har tidligere i saa Henseende nævnt den mosaiske og canoniske Ret som den Adkomst, hvorpaa Geistligheden grundede Fordringen om Tiende, og den, der i mindste Grad er fortrolig med de Forholds Natur og Historie, hvorpaa Tiendens Ret er begrundet, vil srkjende, at Tienden oprindelig har været en Afgift til Kirken, der vel er bleven opertholdt af den kongelige Myndighed, men aldrig har været en Afgift til Staten, undtagen forsaavidt, at Christian den Tredie ved Reformationen satte sig i Besiddelse af Bispetienden, af hvilken han dog skyækede det Meste til offentlige Stiftelser, og forsaavidt den blev hos Kongen, behandledes den ikke som en Skat, men som en extraordinair Indtægtskilde, og snarere som henhørende til Domainernes Classe. Jeg har ogsaa tidligere anført, at Tienden altid er bleven behandlet som en geistlig Sag; i det forrige danske Cancelli henhørte den saaledes under Departmentet for Geistligheden, ligesom ogsaa nu de Sager, der vedrøre Tienden, ere henlagte under Cultusministeriet, og endelig ere ogsaa Bestemmelserne om Tienden placerede i danske Lovs 2den Bogs 23de Capitel, altsaa iblandt de Bestemmelser, der handle om Religionen og Geistlighenen. Jeg anseer det altsaa som en asgjort Sag, at man, hvis man holder sig til Bogstaven og til den lovhjemlede Betydning af Ordet „Tiende“, aldrig vil kunne Komme til at betragte denne som en Stat til Kongen eller en Afgift til Communen. Paa samme Maade vil det ogsaa blive at afgjøre angaaende adskillige andre Spørgsmaal. Der er talt om Brandpenge, og man har meent, at Brandpenge i Kjøbstæderne maae henregnes til Skatter forsaavidt som man er nodt til at assurere; men man maa lægge Mærke til, at Brandcontingentet altid har været betragtet som en anden Afgift end Skat og Communeafgift, og den er i sin Natur ogsaa noget Andet. Man betaler den som et Æqvivalent for et Gode, der derved naaes, og den er i Kjøbstæderne saa langt fra at være en Byrde, at det er tvertimod en Fordeel at Kunne faae assureret for en saa lav Præmie, fordi der er et opsparet Fond, der gjor, at Forsikkringen uden nogen forholdsmæssig Præmie kan udrede Branderstatninger. Jeg har ogsaa antaget, at man under directe Stat ikke kan indbefatte andre Afgifter end de, som ifølge Skatteanordningerne udredes til Kongens Kasse umiddelbar af en Person eller Eiensom, og ikke de, som betales middelbert. Der er anført, at Brændeviinsskatten er en directe Stat; men jeg antager det for Ganske llart, at den ikke kan komme i Betregtning. Det er en Afgift, som udredes af den, som har erholdt Bevilling til at udøve Brændeviinsdriften, og hvem er Afgifttsyderen? Det er Consumenten og ikke Brændeviinsoroducenten.

Der er en anden Afgift, som der snarere kunde Spørgsmaal om, men ikke er synderlig Omtale værd; det er Amtsforvalterens Skriverpenge, der egentlig er en traditionel Skat, men det er, som sagt, en saa ganske ubetydelig Gjenstand. Der kunde ligeledes være Spørgsmaal om Kroholdsafgiften, hvilken heller ikke bor komme i Betragtning, men Valgloven kan ikke gaae ind I disse mange Details. Jeg har derimod troet, at man maatte have en Autoritet, som kunde decidere i saadanne Spørgsmaal, Spørgsmaal, som begrunde den hele Valgbarhed, og uden hvis rigtige og paalidelige Afgjørelse man slet ikke veed, hvem der er valgbar, og som man derfor maa ønske at kunne finde nøiagtig Afgjørelse, især da Forsamlingen har

forkastet et Forslag, som Kunde have Meget for sig, nemlig at Vælgerne være berettigede til at vælge endog den, som Valgbestyrelsen ikke ansaae for valgbar, paa den Risico, at Thinget siden siden kunde kjende Valget ugyldigt. Jeg har stillet et Forslag, som jeg vvistnok finder kan have sine store Betænkeligheder, men jeg havde fremsat det, fordi jeg ikke vidste noget bedre. Hvad navnlig Spøgsmaalet om Naturalafgift angaaer, skal jeg ikke negte, at dersom der var Spørgsmaal om et Princip, som kunde gjennemføres med Conseqvents vilde det være ganske naturligt, at de communale Byrder, som præsteres i Skikkelse af Arbeide, af Naturaleveringer, ligesaagodt maatte komme i Betragtning som de, der præsteres i Penge. Paa enkelte Steder udredes visse Byrder i Penge, som paa andre Steder udredes som Arbeide eller Naturalleveringer. Det er Tilfældeet med Kjørsler, med adskillige Grene af Veiarbeide, der paa sine Steder præsteres ved Arbeide, men paa andre Steder ved Penge, og det er dog rimeligt, at Byrden betragtes lige uden Hensyn til, i hvilken Skikkelse den erlægges. Der er ogsaa Afgifter, som staae hinanden saa nær, at man kan have ondt ved at skjelne dem fra hverandre; jeg skal nævne som et Exempel Skolelærernes Løn paa Landet. Det beataaer foruden andre Emolumenter i den ordinaire Løn, der skal være 25 Tdr. Byg efter Capitelstaxten, og desuden af 6 Tor rug og 10 Tdr. Byg, der skal leveres in natura. Hvad den Deel angaaer, som skal betales i Penge efter capitelstaxten, troer jeg, at den maa komme ind under den fordrede Afgift af 200 Rbd. Det er en Afgift, som skal betales med Penge, skjøndt dette Pengebeløb aarlig er forskjelliget efter Kornpriserne; men det, som skal leveres in natura, kan ikke betrages paa denne Maade, altsaa, den ene Deel maa betragtes som en Afgift af det Slags, der tjener til at begrunde Valgberhed, medens den anden Deel ikke kan det, og det ikke paa Grund af sin egen indre Natur, men ifølge den engang vedtagne Regel. Fremdeles finder der, hvad Bidraget til Skolelærerenes Løn angaaer, et lige synderligt Resultat Sted, forsaavidt han har de Indtægter, dre skulle tillægges ham som Løn, Degneindtægter fradragne. Disse Degneindtægter bestaae ogsaa i visse Naturalier, og den Omstændighed, at Pengelønnen bortfalder eller nedsættes, fordi dens Værd udredes i en anden Skikkelse, vil saaledes faae Indflydelse; men jeg troer ikke, at disse Hensyn, som jeg dog har villet udhæve, for at man ikke skulde troe, at jeg har overseet dem, kunne komme i Betragtning paa det Statdpunst, hvorpaa Sagen nu er. Her er ingen anden Udvei end at holde sig til Bogstaven, thi jeg troer, at hvis man vilde indrømme, at disse forskjelligee Arbeids, og Naturalpræstationer skulle komme i Betragtning, vilde man feile endnu mere; thi det vilde være saa albeles vilkaarligt og beroe paa de forskjelligee Valgbestyyelsers Skjøn, hvorledes de skulle ansættes, hvordan man til Exempel vilde ansætte de Arbeidsdage, Vedkommende forrette de forskjellige Amts- Sognekjørsler, og de kostdage, der paa enkelte Steder gives de Fattige. Alt vilde komme til at beroe paa en Vilkaarlighed, og at overlade det til de forskjelligee Communalbestyrelser vilde være aldeles urigtigt. For det Første vil det være vanskelidgt at finde nogen autoritet, hvem man kunde betroe den endelige Afgjørelse, og der vilde heller Ingen være istand til at kunne gaae ind i alle disse Details. Det vilde lede til en Vidtløftighed, som vilde staae i en skjærende Contrast til Udvalgets Forslag, der gaaer ud paa, at Alt skal afgjøres i den største Skynding. Jeg har defor stillet det Amendement, som er anført ummder Nr. 149. Jeg maa bemærke, at forsaavidt det gaaer ud paa, at den sidste Deel af Udvalgets Forslag skal gaae ud, er det ikke, fordi jeg jo er aldeles enig

1167

i, at Tienden og Bankhæstelsesrenten ikke skulle medregnes, men jeg anseer det som en Følge af Forslagets eget Inhold, og jeg kan heller ikke forene nogen udtrykkelig Udtalelse derom med den Redaction, jeg har tilladt mig at foreslaae. Dersom man vil gaae ind paa denne Redaction, men der bliver særskilt Afstemning angaaende Tienden og Bankhæstelsesrenten, skal jeg i saa Henseende stemme for Udvalgets Forslag under Nr. 154 i det Haab, at Udvalget vil, inden dette kommer til 3die Læsning, vide at træffe en antagelig Redaction.

Da der imidlertid var forlangt Asslutning af følgende Medlemmer: Pløyen, C. N. Pertersen, Ostenseldt, Sehestedt-Juel, Theilmann, Dinsen, Hermansen, Tørgensen, Grundtvig, Høier, H. Johansen, Gram, P. Pedersen, Tuxen og Ploug, blev Spørgsmaalet herom først sat under Afstemning, efter at det var blevet bemærket af Formanden, at Ploug, Algreen-Ussing, Frølund og Sehestedt-Juel havde forlangt Ordet, og da det med 75 Stemmer mod 34 var bestemet, at Discussionen over § 54 skulde assluttes, skred man til Asstemning over de under denne Paragraph fremsatte Forslag. Denne Afstemning gav følgende Resultat: 1) Nr. 149. Ørsteds Forslag: „At sidste Membrum udgaaer, og at derimod tilføies: „Iøvrigt bør derv ed Beregningen af det ovennævnte Beløb alene tages Hensyn til be Skatter og Afgifter, der ere fastsatte i Penge, og ikke til be Naturydelser eller arbrider, der paaligge den Vedkommende.““ forkastedes med 70 Stemmer mod 40. 2) Nr. 150, oprindelig stillet af Udvalgets Mindretal, B. Christensen, frafaldet af denne, men optaget af Grundtvig, dets første deel — idet Slutningen alt tidligere var frafaldet af Forslagsstilleren, uden da at være optaget —: „At sidste Passus af denne Paragraph „derimod medregnes ikke Tienden eller Bankhastelsesrenten“ udgaaer.“ blev ved Navneopraab, der ver forlangt af Wulff, SehestedJuel, Scavenius, Neergaard, Tobisen, Brandt, N. Hansen, Tvede, Bergmann, H. C. Nielsen, Pape, Hastrup, Bluhme, Nyholm og David, forkastet med 93 Nei mod 23 Ja; Fraværende 30, 4 — Flor, L. Hansen, P. Hansen og Corn. Petersen stemte ikke.

Nei.
U. Aagaard. N. Hansen.
Andræ. Hastrup.
Bagger. v. Haven.
Bergmann. Hermannsen.
Bjerring. Hunderup.
Bluhme. Hækkerup.
Brandt. Jacobsen.
Bregendahl. Jacobæus.
H. B. Bruun. F. Jespersen af Bogense.
P. D. Bruun. N. F. Jespersen.
Bun??en. H. Johansen af Knardrup.
Cederfeld de Simonsen. Sehestedt-Juel.
Balthazar Christensen. Jungersen.
Georg Christensen. Jorgensen.
la Cour. Kayser.
Dahl. Kirk.
Dahlerup. Knuth.
David. Krieger.
I. C. Drewsen af Kjøbenhavn. Køster.
Tun??felt. I. C. Larsen.
Funder. Leth.
Gislason. Lorck.
Gleerup. Lüttichan.
Gram. Lüßhöft.
Hage. Madsen.
Hall. Marckmann.
Hammerich. Mundt.
I. A. Hansen af Kjøbenhavn. Paludan-Müller.
Mørk Hansen. Mynster.

C. C. Møller. Scavenius.
Neergaard. Schiern.
H. C. Nielsen af Tranberg. Schurmann.
N. H. Nielsen af Løserup. Brinck-Seidelin.
Nyholm. Tang.
Nørgaard. Theilmann.
Olrik. Tobiesen.
Ostenfeldt. Tscherning.
Ostermann. Tuxen.
Oxholm. Tvede.
Pape. Algreen-Ussing.
I. Perdersen af Sæding. W. Ussing af Viborg.
P. Pedersen af Kjøbenhavn. Wegener.
B. Petersen af Kjøbenhavn. Westergaard.
C. N. Petersen af Hjørring. Wulff.
Pjetursson. Zeuthen.
Ploug. Ørsted.
Pløyen.
Ja.
G. Aagaard. Hasselbalch.
Andresen. Hoier.
Barfod. H. C. Johamsen af Østrup.
Vlack. Chr. Larsen.
Boisen. I. Rasmussen af Svanninge.
H. Christensen. H. Rasmussen af Egense.
I. Christensen. M. Rasmussen af Herlufmagle.
Dinsen. Rée.
M. Drewsen af Silkeborg. Stender.
Frølund. Thalbißer.
Gregersen. Winther.
Grundtvig.
Fravæende.
M. P. Bruun. Tage Müller (syg).
Buchwaldt. R. N. Møller.
Colding. Olesen.
Eriksen. Otterstrøm.
Fibiger. Ræder.
Fløe. Schack.
Gudmundsson. Schlegel.
H. P. Hansen. Schroll.
Hiort. Schytte.
Holck. Sidenius.
Hvidt (syg). Sigurdsson.
C. M. Jespersen. Stockfleth.
F. Johannsen af Houby. Treschow.
Johnsen. Visby.
Linnemann. With.

3) Nr. 151. Udvalgets Mindretals (Davidog Neergaard) Forslag: „1ste Passus af 2den Sætning forandres saaledes: „Iøvrigt medregnes, foruden hvad der er erlagt i rede Penge, ogsaa den Skal, der til Stat eller Commune udredes i Korn eller Fourage, udrenede til gangbare Priser.““ havde ned den første Afstemning 48 Ja for sig og 48 Nei imod sig, men da Secretairerne, tildeels paa Grund af, saa Mange havde afholdt sig fra at stemme, erklærede, at de havde Tvivl om dette Opgivendes Paalidelighed, blev det ved Navneopraab med 68 Stemmer mod 51 forkastet — 30 Fraværende, 1 (Andre) stemte ikke.

Nei.
Aagaard (G.) Black.
Aagaard (U.) Bregendahl.
Andresen. Bruun (H. B.).
Barfod. Brunn (P. D.) af Kjøbenhavn.
Bjerring. Bun??en.

1168

Cederfeld de Simonsen. Kirk.
Christensen (Balthazar). Krieger.
Christensen (Georg). Larsen (C.) af Dalby.
Christensen (H.) Leth.
Christensen (I.) Madsen.
Dahl. Møller (R. N.) af Draaby.
Dinsen. Nielsen (N. H.).
Drewsen (I. C.) Nørgaard.
Gislason. Olrik.
Gleerup. Ostermann.
Gregersen. Pedersen (I.) af Sæding.
Grundtvig. Pedersen (P.) af Kjøbenhavn.
Hage. Petersen (C.) af Davinde.
Hansen (I. A.). Pjetursson.
Hansen (L.). Ploug.
Hansen (P.) af Bjelkerup. Pløyen.
Hasselbalch. Rasmussen (I.) af Svanninge.
Hermannsen. Rasmussen (H.).
Hunderup. Rasmussen (M.)
Hækkerup. Rée.
Høier. Schack.
Jacobsen. Thalbißer.
Jespersen. (F.) Theilmann.
Jespersen. (N. F.) af Bogense. Tobiesen.
Johansen (H. C.) Tscherning.
Johansen (H.) af Knardrup. Tuxen.
Jungersen. Algreen-Ussing.
Jørgensen. Westergaard.
Kayser. Winther.
Ja.
Bagger. Marckmann.
Bergmann. Mundt.
Bluhme. Paludan-Müller.
Brandt. Mynster.
Boisen. Møller (C. C.).
la Cour. Neergaard.
Dahlerup. Nielsen (H. C.).
David. Nyholm.
Dun??felt. Ostenfeldt.
Flor. Oxholm.
Funder. Pape.
Gram. Petersen (B.) af Kjøbenhavn.
Hall. Petersen (C. N.) af Hjørring.
Hammerich. Scavenius.
Mørk Hansen. Schiern.
Hansen (N.) Schurmann.
Hastrup. Brinck-Seidelin.
v Haven. Stender.
Jacobæus. Tang.
Sehestedt-Juel. Tvede.
Knuth. Ussing af Viborg.
Køster. Wegener.
Larsen (I. C.) af Kjøbenhavn. Wulff.
Lorck. Zeuthen.
Lüttichan. Ørsted.
Lüßhöft.
Fraværende.
M. P. Bruun. Gudmundsson.
Buchwaldt. Hansen (H. P.)
Colding. Hiort.
Drewsen (M.) Holck.
Eriksen. Hvidt (syg).
Fibiger. Jespersen (C M.) af Viborg.
Fløe. Johannsen (F.)
Frølund. Johnsen.

Linnemann. Schytte.
Tage Müller (syg). Sidenius.
Olesen. Sigurdsson.
Otterstrøm. Stocksleth.
Ræder. Treschow.
Schlegel. Visby.
Schroll. With.

Forslaget under Nr. 152 toges af Forslagsstilleren (Tscherning) tilbage paa Grund af bets Forbindelse med det tildligere asstemte Forslag under Nr. 146 (§ 53). 4) Nr. 153. Udvalgets Ændring i Forslag: „Jstedetfor „eller Bankhæftelsesrenten“ sættes „eiheller Bankhæftelsesrenten, med Undtagelse af den Deel, for Hvilken der gives Godtgjørelse i Landskatten“.“ vedtoges med 100 Stemmer mod 8. 5) Nr. 154. Udavalgets Forslag, med den ved den forrige afstemning vedtagne Forandring, saalydende: „Ved Beregningen af det anførte Afgiftsbeløb komme ikke blot alle de sædvanlige Skatter og Afgifter vedkommende Ydere tilgode, hvad enten de svares til Staten og de almindelige Communer eller i andre særegne communale Øiemed (t. Ex. Bidrag til Udgifter ved Retsvidnerne, Arresthuusleie, Jstandsættelse af de offentlige Biveie), men deri optages ogsaa de Skatter og Afgifter, som udenfor de sædvanlige Regler kun midlertidig erlægges, t. Ex. Krigsskal, Bidrag til Udgifter ved Opførelse af nye Thing- og Arresthuse, Arbeids- og Daareanstalter m. v. Fremdeles medtages saavel hvad der er erlagt i rede Penge, som i Naturalpræstationer, udregnede til gangbare Priser; derimod medregnes ikke Tienden, eiheller Bankhæftelsesrenten, med Undtagelse af den Deel, for hvilken der gives Godtgjørelse i Landskatten.“ blev ved Navneopraab, der var forlangt af:

Gleerup. P. Hansen.
B. Christensen. N. H. Nielsen.
I. A. Hansen. Leth.
Gregersen. Madsen.
Frølund. Andresen.
Jacobsen. H. C. Johansen.
Høier. I. Rasmussen.
H. Rasmussen.

vedtaget med 67 Stemmer mod 46 — Fraværende 36, 1 (Andræ) stemte ikke.

Ja.
Bagger. N. Hansen.
Bergmann. Hastrup.
Bjerring. v. Haven.
Bluhme. Hunderup.
Brandt. Jacobæus.
Bregendahl. N. F. Jespersen.
H. B. Bruun. H. Johansen.
P. D. Bruun. Kayser.
Bun??en. Kirk.
Cederfeld de Simonsen. Knuth.
G. Christensen. Krieger.
la Cour. Køster.
Dahl. I. C. Larsen.
Dahlerup. Lorck.
David. Lüßhöft.
I. C. Drewsen. Marckmann.
Dun??felt. Mundt.
Funder. Paludan-Müller.
Gislason. Mynster.
Gram. C. C. Møller.
Hage. Neergaard.
Hall. H. C. Nielsen.
Hammerich. Nyholm.

1169

Nørgaard. Brinck-Seidelin.
Olrik. Stender.
Ostermann. Tang.
Oxholm. Theilmann.
I. Pedersen. Tobiesen
P. Pedersen. Tuxen.
B. Petersen. Tvede.
E. N. Petersen. Wegener.
Pjetursson. Westergaard.
H. Rasmussen. Ørsted.
Schuramann.
Nei.
G. Aagaard. Sehestedt-Juel.
U. Agaard. Jungersen.
Andresen. Jørgensen.
Barsod. Chr. Larsen.
Black. Leth.
Boisen. Madsen.
Balthazar Christensen. R. N. Møller
H. Christensen. N. H. Nielsen.
I. Christensen. Ostenseldt.
Dinsen. Pape.
Frølund. Cornelius Petersen.
Gleerup. I. Rasmussen.
Gregersen. M. Rasmussen.
Grundtvig. Rée.
I. A. Hansen. Scavenius
L. Hansen. Schack.
Mørk Hansen. Schiern.
P. Hansen. Thalbißer.
Hasselbalch. Tscherning.
Hermannsen. W. Ussing.
Hœkerup. Winther.
Fr. Jespersen. Wulff.
H. C. Johansen. Zeuthen.
Fravœrende.
M. P. Bruun. Linnemann.
Buchwaldt. Lüttichan.
Colding. Tage Müller(syg).
M. Drewsen. Olesen.
Eriksen. Otterstrøm.
Fibiger. Ploug.
Flor. Pløyen.
Fløe. Rœder.
Gudmundsson. Schlegel.
H. P. Hansen. Schroll.
Hiort. Schytte.
Holck. Sidenius.
Hvidt (syg). Sigurdsson.
Høier. Stocksleth.
Jacobsen. Treschow.
C. M. Jespersen. Algreen-Ussing.
F. Johannsen. Visby.
Johnsen. With.
H. Rasmussen:

Jeg vil tillade mig at bemœrke, at jeg under Afstemninger tog feil; jeg svarede Ja, men meente Nei.

Formanden:

Denne Bemœrkning kan ingen Indflybelse have paa Afstemningen, men den kan berimod blive indført i Rigsdagstidenden, saa at man kan see, hvorledes den œede Taler egentlig har meet at stemme

Balthazar Christensen:

Jeg vil tillade mig den Henstilling til Formanden, om det ikke er skeet eengang før med Rigsdagsmanden for Prœstø (Grundtvig), at man tillod ham under Voteringen at forandre sit ja til et Nei, og her forekommer det mig; det samme Tilfœlde er forhaanden.

Formanden:

Jeg skal bemœrke, at i det nœvnte Tilfœlde skete Forandringen, foruden man havde begyndt med at optœlle Stemmerne, og da kan der vel ikke være noget imod en saadan Forandring, men esterat Optœllingen alleredeee er begyndt, og som i dette Tilsœlde temmelig fremrykket, kan det vist ikke tillades.

Man gik derefter over til Udvalgets § 55, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende. 155) Ørsteds Forslag, optaget af Udvalget: At § 55 affattes saaledes: „Hvis Nogen svarer personlige eller reelle Skatter i flere Communer, er han berettiget til at sammenlœgge dem uden Hensyn til, om disse Communer høre til forskjelligee Valgkredse.“ 156) Udvalgets oprindelig, nu frafaldte Forslag: „Har en Skatteyder faste Eiendomme i flere Communer, er han, om de end ligge i forskjelligee Valgkredse, berettiget til at sammenlœgge de Afgifter, han af disse svarer. Det Samme gjœlder ogsaa i de enkelte Tilfœlde, hvor en Yder svarer personlige Skatter paa forskjellige Steder.“

Ingen begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning, hvorved Ørsteds nysanførte, under Nr. 155 stillede og af Udvalget optagne Forslag, vedtoges eenstemmig med 100 Stemmer, og blev der saaledes ikke Spørgsmaal om at asstemme over Udvalgets oprindelige, paa ovenstaaende Afstemningsliste under Nr. 156 anførte, men nu frafaldne Forslag.

Derpaa gik man over til Udvalgets § 56, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende: 157) Udvalgets Mindretals (B. Christensens) Forslag: Hele Paragraphen forandres saaledes: „Besiddes en Eiendom i Fœllesskab af Flere, beregnes Skatterne og Afgifterne dog kun Een af disse tilgode; hvem bette skal vœre, afgjøres af dem selv.“ (Resten udgaaer.) 158) Ørsteds Forslag: „At § 56, dens første Deel, affattes saaledes: „De Skatter og Afgifter, der udredes af en fast Eiendom, betragtes i Almindelighed som paahvilende Eieren, uden Hensyn til, om de i Følge Contract blive ham erstattede af Brugeren. Men hvor selve Anordningerne fastsœtte, at Afgifterne blive at udrede af Brugeren, bliver benne at betragte som Skatteyderen.““ 159) Udvalgets Ændring i dets Forslg: I Slutningen af Paragraphen tilføis: „Beneficiarier beteagtes i benne Henseende som Eier.“ 160) Udvalgets forslag: „De Skatter, der svares af faste Eiendomme, betragtes som erlagte af Eieren, uden Hensyn til, om han er berettiget til at fordre somme godtgjorte af Brugeren; dog gjœlder dette ikke om de Skatter, som det ifølge Lovgivningen Paaligger Fœsteren at udrede af hans Fœstested, hvilke regnes ham selv tilgode.

Besiddes en Eiendom i Fœllesskab af Flere, beregnes Skatterne Enhver af disse tilgode i samme Forhold, som de ere lodtagne i Eiendommen.“

(Forlsœttes.) Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

1170

Hundrede og Sex og Tredivte (140de) Møde. (Den endelige Behandling af Valgloven. Udvalgets § 56.)

Ordføreren:

Af de tvende Forslag, som ere stillede under Nr. 157 og Nr. 158 til Udvalgets § 56, skal jeg vœsentilig indskrœnke mig til at udtale mig imod det første, idet jeg skal overlade det andet ganske til Forsamlingens Afgjørelse. Det første, nemlig Forslaget under Nr. 157, gaaer for det Første ud paa, at al Bestemmelse angaaende Forholdet mellem Eier og Bruger skal bortsalde, saaledes at den hele Afgjørelse blev overladt til Valgbestyrelsen og senere til Landsthinget. Det forekommer mig nu, at det vil vœre ikke lidet betœnkeligt, der, hvor Meningerne kunne vœre saa forskjelligee, at lade Valgbestyrelsen og Landsthinget savne den legale Veiledning, som dog saa naturlig maa søges i Valgloven; det er jo ganske vist, at man kan tœnke sig, at der bliver lagt Vœgt paa, hvem der saktisk svarer Skatten, saaledes altsaa, at Enhver, som efter Contract svarede Skat for en Anden, blev betragtet, som han var traadt istedetfor den, af hvem Skatten egentlig skulde erlœgges. Man kunde ogsaa betragte Forholdet saaledes, at man tog Hensyn til den, som efter Loven var nœrmest pligtig til at svare Skatten; men der er ved denne Lov at bemœrke, at det er en Lov, sow ikke er ufravigelig, men som kan sorandres ved Contract, saa at naar Nogen efter loven svarer Skat, svarer han den ogsaa i en vis Forstand efter Contract, thi han svarer den kun efter Loven, fordi Loven ikke er forandret ved nogen Contract. Der er endelig den 3die Betragtningsmaade, at saadanne Byrder, som hvile paa Eiendomme, nœrmest betragtes som svarende af Eierne, saaledes at det bliver at betragte som en privat Sag mellem Eierne og Brugeren, hvorledes dette hele Forhold om Skatternes Udredning bliver at ordne, idet det ganske hœnger sommen med Leieafgiftens Størrelse; det er den sidste Betragtningsmaade, som Udvalget har holdt sig til, idet det kun har gjort en Undtagelse, som maaskee kan siges at vœre for stor Gunst mod Fœsterne, det er en Undtagelse, bygget paa den sœregne Lovgivning, som ordner Fœsteforholdet. Det kan jo ikke negtes, at dette Forhold har noget saa Eiendommeligt, at man kan vœre tilbøielig til at regne Fœsterne Noget tilgode; men det kan vœre tvivlsomt, om det ikke er for stor en Gunst mod Fœsterne. Det, andet positive Indhold af Forslaget, som er stillet under Nr. 157, indeholdes i disse Ord: „besiddes en Eiendom i Fœllesskab af Flere, beregnes Skatterne og Afgifterne dog kun En af disse tilgode; hvem dette skal vœre, afgjøres af dem selv. “ Dette Forslag anbefaler sig naturligviis ved en vis historisk Tradition, idet det nemlig er laant fra den œlbre Lovgivning om Provindstalstœnderne; jeg skjønner imidlertid ikke, at det kan bestaae med den ligefremme Opsattelse af Grundlovens Bestemmelse. Naar Grundloven vil, at man for at vœre dalgbar skal svare et vist Beløb i Skatter, troer jeg, at man vil finde, at den naturlige Beregning i Tilfœlde, hvor en Eiendom besiddes af Flere, er at Skatten maa beregnes Enhver af disse tilgod eftersom de ere lodhavende i Eiendommen; det er jo en ganske simpel og ligesrem Opfattelse af Grundlovens Bestemmelse, som det altsaa farekommer af, at man maa holde sig til. Der er desuden, asseet fra denne strenge Opsattelse, en stor Forskjel imellem Forholdenes Ordning efter Provindsialstœnderanordningen og efter denne Grundlovsdestemmelse, idet den vœsentlige Garanti, man troede at burde stille, maatte søges i en Valgretscenfus, hvorimodd ikke Mange kunde troe, at den Valgbarhedscensus, som stod ved Siden af en Valgretscensus, havde en saadan Betydning, at der nu kunde vœre

nogen Betœnkelighed ved at tillade en saadan Ordning af Forholdet, at alle Eierne uden Hensyn til den Andeel, de havde i Eiendommen, overdrog En af dem den Ret, Eiendommen kunde give med Hensyn til Valgbarheden; har man derimod troet at burde søge en vœsentlig Garanti i en Valgbarhedscensus, er det ganske i sin Orden, at man holder sig til den Regel, som er en Conseqvents deraf, nemlig at hvor en Eiendom vesiddes af Flere i Fœllesskab, beregnes Skatten Enhver af dem tilgode i det Forhold, hvori de ere lodagne i Eiendommen.

B. Christensen:

Efter den Maade, hvorpaa den œrede Ordfører har amtalt det af mig stillede Ændringssorslag, kan jeg fatte mig ganske kort. Det er ganske vist, at en af dets Hovedanbefalinger maatte søges deri, at det har faaet, en vis traditionel Berettiger ifølge vor foregaaende politiske Historie, saaledes som den œrede Ordfører har oplyst. Imiblertid maa jeg dog tilstaae, at det dog ikke er det, somfor mig er Hovedsagen; jeg lœgger derimod mere Vœgt paa, at det maa vœre vigtigt, at det maa vœre overordentlig vigtigt, at man, naar man har fundet sig nødsaget til at tye til en Census, da ikke lader denne Census udstrœkke sig mere, end absolut fornødent er, og navnlig ikke udstrœkke sin Virksomhedsaavidt, at den uforholdsmœssig indskrœnker Antallet af de Bagbare, hvilket maaskee kan vœre forholdsviis lidet uok. Nu er det ganske vist, at det ingenlunde vil vœre saa ganske Faa, der ere i det Tilsœlde, at de besidde Eiendom i Fœllesskab med Flere; deter f. Ex. meget hyppigt, at Hensiddelse i uskiftet Bo finder Sted, navnlig i Kjøbstœderne, og det er ingenlunde der ualmindeligt, at en Enke til Exempel vedbliver sin afdøde Mands Bedrist, idet hun lader den bestyre af sin voxne Søn, og for ikke at svœkke Kraften, enten for Fomiliens Underhold eller for Erhverdsgrenens Bedrist, tager i Betænkning at overdrage denne myndige og Forretningerne aldeles styrende Søn Eiendommen, skjøndt han i Gjerningen bœrer den hele Bedrist, og altsaa fuldkommen vœrdig, baade moralsk og juridisk, reprœsenterer den. Men der er ved Siden deraf en anden Betragtning, som gjør, at jeg ikke kan underskrive den œrede Ordførers Raisonnement, og det er, naar han siger, at Forslaget strider mod Grundloven; thi Grundloven vil ganske vist, at Ingen skal vœlges uden den, som svarer det opstillede Skattebeløb, men den vil i denne Bestemmelse slet ingen anden retlig Forudsœtning med Hensyn til Personerne end den, som med Hensyn til vor almindelige Retsforhold er tilstede, og nu er et saadant Sameie, en saadan Bestdden i Fœllesskab udstrakt til de allerfleste borgerlige Livsforhold, og dog reprœsenteres nœsten altid Eiendommen kun af Een, skjøndt i Gjerningen og juridisk de Andre ere Medeiere deri. Jeg troer saaleves, at hvorledes man end betragter Forholdet, saa vil man have ondt ved at paavise enten noget vvirkelig Grundlovstridigt eller noget Skadeligt eller Ubilligt heri, medens det derimod er vist, at dersom dette Ændringsforslag ikke antages, saa ville ikke blot flere, som ifølge vor traditionelle Politiske Historie alleredeee troe sig i Besiddelse af Valbarhed, vœre udelukkede derfra, men Valgbarhedskredsen vil overhovedet derved blive end mere indskrœnket, end den ved den temmelig høie Valgbarhedscensus forud er det. Jeg skal indskrœnke mig hertil og ganske overlade Afgjørelsen til Forsamlingen.

Ørsted:

Det forekommer mig, at Udvalget ikke er stemmende med sig selv, naar det paa den ene Side vil, at Fœstere skulle kunne regnes som de, der udrede de af deres Fœstesteder gaaende Afgifter, som de efter Anordningerne have at vederlœgge, men derimod ikke, at en Leietager af Bygninger, som ifølge Anordningerne skal detale Skat

1171

terne, skal betragetes som den egentlige Skatteyder. Det er, som jeg alleredeee har forklaret i det Foregaaende, udtrykkelig bestemt ?a? Andrdningen af 1ste Octoder 1802 med Hensyn til Bygningsskatten, at den vel udredes af Eieren, men skal igjen betales af Leieren, og det fremgaaer ogsaa deraf, at naar Leiligheden staaer ubenyttet, falder Skatten bort. Hvad der gjœlder om Bygningsskat, gjœlder ogsaa i Kjøbenhavn om Fattigskatten og om adskillige andre Asgifter, der blive udredede efter Arealskattens Maalestok, nemlig at det er Brugeren, som Skatten efter Anordningens Hensigt skal falde til Byrde. Disse Skatter vederlœgges af Leietagerne, ikke i Kraft af nogen Contract, men i Kraft af en Lov. Det er vel saa, at Forholdene, navnlig her i Kjøbenhavn, have dannet sig saaledes, at Eieren i Almindelighed betaler disse Afgifter, uden at Leietageren sœrlig vederlœgger dem, men det er jo, fordi denne betaler saameget større Leie, og saaledes alligevel udreder dem indirecte, og naar Eieren selv betaler dem, saa paatager han sig ved Contract en Forpligtelse, som efter Loven paaligger Leietageren, og dette forandrer Intet, hvor der spørges om, hvem der er den legale Skatteyder. Analogien af hvad der er foreslaaet om Fœstebønder gjlder ikke alene om Leietageren, men den passer endog meget mere paa ham, thi de Afgifter, som ydes af Jord, svares enten den er bortfœstet eller ledig. Det er Afgifter, som Eieren skal svare af sin Eiendom, og naar han faaer dem vederlagte af Fœsteren, bliver denne Afgift til Jorddrotten saa meget mindre; hvorimodd man ikke kan antage, at en Huuseier i det Hele har mindre Indtœgt, fordi Bygningsskat, Fattigskat o. s. v. svares af Arealet, thi paa Grund af disse Afgifter maa jo Leien sœttes saameget høiere, idet Ingen ellers vilde bygge og ingen Bygninger vedligeholdes. Slige Skatter ere i og for sig Forbrugsafgifter, en Afgist for det Agrement at have en Beboelsesleilighed af en vis Størrelse, ligesom ogsaa de Lovdestemmelser, der haves for, at Afgiften paahviler Beboerne, ere klarere og mere omfattende end med Hensyn til Fœsterne. Jeg har Intet imod, at Fœteren nyder Adgang til at skaffe sig Valgbarhed, saaledes som det er foreslaaet, skjøndt jeg troer, at det kun i meget sjeldne Tilsœlde vil komme ham til vvirkelig Nytte; men jeg finder, at man ikke kan med den mindste Conseqvents negte Leietageren af saadanne Bygninger at betragtes som Skatteyder af Bygningsskat, Fattigskat og adskillige andre Afgifter, som Bygninger ere undergivne, hvike ifølge Unodningerne skulle beteagtes som Afgist af Beboelse, og som ifølge Loven skulle udredes af Leieren, hvis ikke Eieren ved Contract paatager sig at opfylde hans Forpligtelse. Men dertil kommer ogsaa den Omstœndighed, at udenfor Kjøbenhavn blive de vigtigste Afgifter, som her blive udredede af Bygningerne, udredede i Forhold til Formue og Indtœgt, f. Ex. Fattigskat og mangfoldige andre Afgifter; i Kjøbenhavn svare Beboerne af en Huusleilighed ogsaa endelig disse Afgifter, men der udredes de efter en anden Maaleftok, der er fundet beqvemmere. Jeg troer just ikke, at Sagen vil faae nogen praktisk Vigtighed, idet den kun sjelden vil stige op til en saadan Betydenhed, at den vil saae Indflydelse paa Valgbarheden, men det kommer an paa at følge et Princip, og det kan gjerne vœre, at den, som har leiet en betydelig Bygning, hvori han f. Ex. Kan udøve en betydelig Bedrist, og som tillige har andre betybelige Skatter, som hvile paa ham, neppe ved disse samlede Afgifter kommer ind i Valgbarhedslisterne. Disse Resultater ere imidlertid temmelig ligegyldige, det kommer blot an paa at have en fast Regel, og den troer jeg ikke kan vœre nogen anden end den, som jeg har opstillet i Ændringsforslaget under Nr. 158. Hvad det Spørgsmaal angaaer, hvorledes der skal forholdes, naar Flere have en Eiendom i Fœllesskab, saa kan jeg ikke andet end i Resultatet vœre enig i Udvalgets Forslag. Forsaavidt der er Spørgsmaal om en Paralellisme med Stœnderene, forekommer det mig, at Forskjellen ikke egentlig ligger i hvad den œrede Ordfører har ansørt, at der var Census baade for Valgbarhed og Valgret, men den ligger beri, at det ingen egentlig Census var, hverken for det Ene eller for det Andet. Det var en vis Eiendom, ikke en vis Skatteydelse, som der udfordredes til Valgret og Valgbarhed; for bennes Hartkorn eller Assurancevœrdi var der et vist Minimum, men fordi Eiendomen var flere Gange større, end det var bestemt, derfor kunde der ikke fremkomme en forøget Valgret, derfor kunde ingen Deling finde Sted. Der var ikke Spørgs

maal om Andet end enten at negte begge Valgret og Valgbarhed eller tage en saadan Bestemmelse, som der blev tagen nemlig at de indbyrdes skulde forenes om hvem der skulde ansees som Eier. Man valgte det, som var billigst og bedst istand til at confervere Valgretten og Valgbarheden. Derimod forekommer det mig ganske klart, at hvor det er den Skattebyrde, som bœres, der skal begrunde Valgbarhed, der maa det ene og alene beroe paa, hvad en Mand de jure efter Lovgivningen svarer i Skat, og En, som har en Eiendom i Fœllesskab, svarer kun en aliqvot Deel af Skatten for denne Eiendom. Det kan forøvrigt ligesaa godt blive til Valgbarhedens Udvdelse, at Vedkommende kunne fordele Skatterne, som det Modsatte, thi det er jo muligt, at de, som have en Eiendom Fœlles, hver for sig svare andre Skatter, som kunne lœgges sammen, og saaledes kunne de begge to opnaae Valgbarhed; men det kan ogsaa meget let hœnde, at Ingen saaer den.

Hvad i Sœrdeleshed Spørgsmaalet angaaer om den, der sidder i uskiftet Bo, saa kunde der vel vœre Grund til at bedømme det paa en sœrlig Maade, dog ikke i det Tilfœlde, som den œrede Rigsdagsmand for Maribo Amts 1ste District (B. Christensen) meent, nemlig at man kunde overlade den Rettighed, der knyttede sig til de Skatter, som bleve udredede af den Eiendom eller Bedrift, der er i en Enkes Hœnder, som sidder i uskiftet Bo, til den myndige Søn; men derimod troer jeg, at naar det var en Mand, som sad i Uskiftet Bo, saa kunde der vœre Meget, som kunde tale for, at han kunde beregne alle de Skatter, der svaredes af de Eiendomme, som være i hans Besiddelse, fordi Forholdet her er af en saadan sœregen Natur, at kunde betragtes som Eier af det Hele. Det er imidlertid ikke sat under nogen sœrdeles Ventilation, om der skal gives en Regel i saa Henseende; det synes ogsaa at vœre for specielt, men jeg har dog villet berøre dette Punkt.

Algreen-Ussing:

Jeg maa udtale mig mod Ændringsforslaget Under Nr. 157 og derimod for Ændringsforslaget under Nr. 158. Hvad det Første angaaer, da have alleredeee Ordføreren og den sidste œrede Taler gjort opmœrksom paa, hvorledes det ikke kan forenes med Grundlovens Bestemmelser, at alle de Skatter, som udredes af en Eiendom, der besiddes af Flere i Fœllesskab, skulde betragtes som svarede af en af Eierne, til hvem de Øvrige maatte ville overdrage denne Ret. Naar To eir en Eiendom i Fœllesskab, kan Enhver af dem kun siges at svare faameget af de paa denne Eiendom hvilende Skatter, som staaer i Forhold til hans Eiendomsret i denne Eiendom. Ligesom jeg ikke skjønner, at der i denne Henseende kan lœgges nogen Vœgt paa de Regler, der have vœret fulgte med Hensyn til Provindsialstœnderne, et Argument, man heller ikke fra hiin Side af Salen pleier at tillœgge nogen Vœgt, og hvilke Regler desuden, som den œrede fidste Taler har ophyst, angaae et forskjelliget Tilfœlde fra det, hvorom her er Talen, saaledes frygter jeg paa den anden Side for, at en Bestemmelse af dette Indhold vilde kunne give Anledning til megen Elusion af den vedtagne Grundlovesbestemmelse, idet man nemlig meget let for at gjøre En valgbar kunde ville give ham Medeiendomsret i en saadan Eiendom, som svarer 200 Rbdlr. i annrlig Skat til Stat eller Commune, og derefter overdrage ham at øve den Rettighed, som medfølger samme; det er naturligviis Noget, som ikke lader sig saaledes controllere, at det jo paa mange Maader lader sig udføre. Jeg skal derved endnu bemœrke, at naar det i Ændringsforslaget hedder „besiddes en Eiendom i Fœllesskab af Flere", da maa dette i juridisk Forstand siges at vœre Tilsœldet, i hvor liden en Deel den Vedkommende end har i Eiendommen; han eier dog ikke en physisk Deel af Eiendommen, men han eier den hele Eiendom i Fœllesskab med den Anden eller de Andre. Det vilde saaledes efter Ordene ikke kunne negtes den, hvem der var tilskjøbet 1/10, 1/20, eller endog blot 1/100 af en saadan Eiendom, at kunne, naar dette Ændringsforslag gik igjennem, overdrages Valgbarhedsretten af Medeieren eller Medeierne, og jeg tillod mig derfor alleredeee under den foreløbige Behandling af Sagen at gjøre opmœrksom paa, hvorledes det, naar en Valgborhedscensus skulde blive antagen, var nødvendigt at sikkre sig netop mod en saadan Omgaaen af Grundloven.

Derimod kan jeg ikke andet end erklœre mig ening i det af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Valgkreds (Ørsted) under

1172

Nr. 158 stillede Forskag og altsaa forsaavidt uenig med Udvalget, hvilket jeg ogsaa har tilkjendegivet i Comiteens Møder, uden dog at finde Anledning til som Enkelt at tiltræde dette Forslag. Grunden, hvorfor jeg maa flutte mig til dette Forslag, et den samme, af hvilken jeg maa erklære mig mod det andet nysnævnte Forslag, nemlig fordi jeg ikke finder, at det lader sig forene med Grundlovens Bestemmelser. Efter de forskjellige Skatteanordninger, og navnlig efter Forordningen om Afgift af Befiddelfe, Nytte og Brug af fafte Eiendomme af 1ste October 1802, er det Leierne, der uderder sin Deel af denne Afgift. Det hedder udtrykkelig i § 22 af denne Forordning, at Leieren uderder Afgisten efter det Qvadratmaal, som til ham er overladt, og at Eieren udreder det Øvrige. At det Offentlige for Beqvemmeligheds Skyld holder sig til Eieren for det hele Skattebeløb, medens der kun i § 41 tilstaaes denne Ret til at lade Leierens Andeel af Skatten inddrive paa samme Maade, som Skatteaordningen af 30te Tanuar 1793 giver Tordegodseierne Ret til at inddrive resterende Skatter hos deres Fæstebønder, kan her ikke somme i Betragtning. Afgisten svares dog legaliter af Leieren, og det forekommer mig derfor ikke at kunne bestaae med Grundlovens Bestemmelser, at den ved en juridisk Fiction skulde betragtes som svaret af Eieren. Som den fidste ærede Taler alleredeee har gjort opmærksom paa, skjønnes det heller ikke, hvorledes man, saaledes som Udvalget har gjort, kan gjøre en særlig Undtagelse med Hensyn til de Skatter, som det ifølge Lovgivningen paaligger Fæfkeren at udrede, saaledes at de skulle regnes ham tilgode, medens derimod de af andre Brugere udredede Skatter ikke skulle regnes diske tilgode. Det Offentlige holder sig nemlig ogsaa for Fæsterens Skatter til Eieren, og forsaavidt er altsaa her den samme Grund tilstede, som ved de øvrige Skatter, til at betragte dem som udredede af eieren. Jeg skal endnu kun demæeke, at det heller ikke vil saae saa ganske liden praktisk Betydning, som man i Almindelighed antager, om man vil betragte de af Leieren udredede Skatter som ydede af denne. Navnlig vil dette være Tilfældeet her i Kjøbenhavn, naar En, foruden at have en store Beboelseseilighed, til sin Næringsdrift har et betydeligt Locale, navnlig Boboelsesleilighed, til Gaden, hvoraf Skatterne beregnes høiere end af Side- og Baghuusbygninger; thi da ville disse Skatter, sammenlagte med de Vedkommendes Næringsskat, ofte kunne opløbe til 200 Rbd., er Beløb som derimod ikke vil kunne udbringes til Fordeel for ham, naar Bygningsskatten, Fattigskatten og Bandskatten, disse 3 betydeligste Skatter skulle betragtes ikke som udredede af ham, der efter Lovgivningen udreder dem, men som udredere af Eieren. Dette vil i Særdeleshed faar Indflydelse ved Optagelsen af de første Lister over Valgbore, eftersom Forordningen om Krigsskatten har forhøiet og udvidet Næringsskatten for det sidste Aar, og der altsaa lettere for en Leier, ved Tillæg af Skatterne af hans Bedoelsesleilighed, kan udkomme den for Valgbarhed bestemte Skattestørrelse. Dette Moment lægger jeg dog ikke nogen særdeles Vægt paa, hvorimod jeg væsentlige skøttter min Mening paa, at man ikke kan komme til den af Udvalgets evrige Medlemmer antagne Beregningsmaade uden at gjøre Brud paa Grundlovens Bestemmelser, hvilket jeg i denne, som i alle andre Henseender, anseer for farligt, og derfor vil modstaae overalt, hvor det maatte træde frem.

Minister Clausen:

Jeg skal paa Ministeriets Begne tillade mig at asgive den Erklæring, at Ministeriet kun finder den Regel, som er opstillet af Udvalget i den fidste Deel under Nr. 160, forenelig med Grundlovens Bestemmelser. Den anden Regel, der er opstillet af Udvalgets Minoritet under Nr. 157, og for hvilken der som Grund er paaberaabt den traditionelle Berettigelse, kan Ministeriet ikke lade gjælde, af den Grund, der af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted), som det forekommer mig, med indlysende Klarhed er udviklet. Ved Lovgivningen for Provindsialstænderne var Valgbarheden knyttet til Eiendom, og det var altsaa naar der var Sameiere i en Eiendom, aldeles principrigtigt, at Eiendommen blev repæsenteret af En af de Sameiende efter særlig Overeenskomst. Ved Grundloven er Valgbarheden knyttet til de perdsonlige Byrder; her kan altsaa kun tænkes paa den, som personligen selv har at bære Byrderne, og det er en Fiction, dersom der regnedes ham tilgode saadanne Byrder, som bæres af Saa

danne, som være Medeiere i den samme Eiendom. Ministeriet maa derfor, i Henhold til Grundloven og af Hensyn til de Elustoner, for hvilke Grundloven ved en Regel som den af Udvalgets Minoritet foreslaaede vilde være udsalt, bestemt erklære sig mod dette Forslag, og antager, at den Forsamling vil betragte det paagjældende Forhold fra den samme Side.

Tscherning:

Uagtet jeg ikke skal inststere paa, at Forslaget under Nr. 157 bliver fat igjennem i dette Øjeblik mod en saa bestemt Erklæring fra Ministeriets Side, saa kan jeg dog ikke lade være paa det Allerbestemteste at benegte Rigtigheden af de derimod fremfatte Grunde. Den ærede Minister har gjort den Bemærkning, at Skatteydelsen staaer i Forbindlse med Virksomheden, at det er netop det, som skjelner mellen Eiendom og Skat, saa at Eiendomsdelingen, den gaaer ud paa Deling af den oprindelige Capital, derimod Skattebeløbet gaaer ud over Frembringelserne. Den, der frembringer, han yder Skat. Her i Landet, hvor vi vagligen see Forbindelser indgaaede af den Art, at den Mand, som har Capitalen, kun meget lidet eller saa godt som intet beskjæftiger sig med den Briksomhed, der egentlig giver Handelen sin Betydning, hvorimodd den, som egentlig driver Forretningen, kun er Medeier for en ringe Part — her i Landet, siger jeg, forekommer det mig yderst misligt og i høi Grad betænkeligt at tilsidesætte alle dem, som paa en Maade ere i Henhold til Beskatningsgrændsen de meest Berettigede til at fremtræde som de, der repræsarhed Virksomheden. Vi udelukke paa denne Maade just, fra Valgbarhed de meest udmærkede Mænd her i Landet, Mænd af den Art, hvoraf vi have saa, og som vi maae ønske at faae frem; dem udelukke vi, medens vi overdrage Valgbarheden til gamle Rigmænd, der leve lidet ansete. Det er mig meget mere om at gjøre, at man beskatter Eiendommen paa den rette Maade ved ikke at sætte den stadigen i Modsætning til Virksomheden, og det gjør man, naar man etablerer Reglen paa denne Maade. Der er Ingen, som kan sige, hvilken Eiendom en Mand har ligeoverfor et vist Skattebeløb; der er Ingen, som kan sige i hvilken Grad den eller den bidrager til at kunne skakke en Beskatning tileveie. Det kan kun den sige, som selv er Medeier, det kunne de kun indbyredes gjøre Rede for. Den ene Mand kan i Eiendommen ikke eie 3sz , ikke 3 Stenes Værdi, og det dog være paa ham, den hele Bedrift beroer; og den Anden kan eie den hele Eiendom og ikke forstaae af den hele Bedrift en fuur Sild. Dette kan skee i alle Arter af Bedrift, det kan skee i Landvæfenet, i Fabrikvæsenet, ligesom det kan skee i Handelen, og forsaavidt dorekommer det mig, at det er en farlig, ja yderst farlig Sætning, aman her har villet gjøre gjældende. Grundlovstridigt er Forslaget paa ingen Maade, thi Spørgsmaalet er om Skatteydelse, og det har man føgt at gjøre gjædende med Hensyn paa Eiendommen som en anslaaet Eiendomsheelhed, og naar Eiendommen, skatter som en anslaahed, saa har Ingen at undersøge, hvem der er, der repæsenterer Eieren deri. Det er netop ikke Eiendommen man vil holde sig til, det kommer jeg atter tilbage til, det er Bedriften, det er Productet, man holder sig til, thi Skatten kommer ikke frem af Eiendommen, men af Bedristen, og det er det, som ogsaa vore Skattelove have erkjendt, idet de have ladet mange Skatter flade bort, naar Eiendommen ikke var Gjenstand for Brug. Jeg er saaledes aldeles overbeviist om, at Forslaget ikke er grundlovfridigt, men at det er i høieste Maade skadeligt og just skadeligt, med Hensyn til Eiendomssikkerheden, at betræde den af Udvalget foreslaaede Vei. Jeg skal imiblertid atter her, som jeg har gjort ved saa mange Leiligheder, vige tilbage for Ministeriet, just fordi Ministeriet selv skal beholdee det fulde Ansvar for hvad Føgerne deraf kunne blive.

Ordføreren:

Da Udvalget idetmindste vilde sætte mere Priis paa, om det ærede Medlem veg tilbage mere for dets Grunde end for Ministeriets Yttring, saa kan jeg ikke lade hans Bemærkninger uændsede, men skal søge at besvare dem i korthed. Der er i nærværende Tilfældee Spørgsmaal om, hvorledes flere Medeieres Skatteydelse skal beregnes, og aldeles ikke om Capitalens Stilling til Eieren. Det ærede Medlems Yttringer gik ud paa at bevife, at det er meget muligt, at den, some er den nominelle Eier, vvirkelig undertig undertiden ikke eier „en fuur Sild" af Bedriften, medens det var den, hvis Capital stod deri, som var den fande Eier. Dette var, naar jeg skal sammenfatte

1173

dem i Korthed, de Betragtninger, som bleve anstillede af den ærede Rigsdagsmand. Men Spørgsmaalet er jo netop ikke om Forholdet mellen Capitalift og Eier, men Spørgsmaalet er om Forholdet mellen flere Medeiere; altsaa, det er jo aldeles tilfældigt, om Capitalen træder frem i Form af Medeiendom. Den hele Argumentation passer ikke, thi her er kun Tale om dem, som i Egenskab af Medeiere svare Skat, og i saa Henseende kan jeg ikke negte, at det forekommer mig, at den Bemærkning, som den ærede Rigsdagsmand for kjøbenhavns 3die District (Ørsted) gjorde som yderligere Tillæg til de Grunde, hvorfor man ikke kunde lægge Vægt paa Bestemmelserne i Provindfialfænderlovginingen, er velgrundet. Det er slet ikke skatsoeconomiske Grunde om Forholdet mellen Eier og Capital, som her gjøre Udflaget, men Forholder mellen forskjelligee Medeire og Spørgsmaalet om hvem der kan siges at bære Skatten. Der er kun mellen de forskjelligee Lodhavere Spørgsmaal, om det ikke Ganske ligefrem maa erkjendes, at de svare Skat som Lovhavere; naar man nu altsaa istedetfor tager en anden Regel, saa indskrænker man ikke det Naturlige, men man gaaer ud over det Naturlige, for ad denne Vei at faae en Begunstigelse frem. Saaledes maa Spørgmaalet stilles; der er ikke Spørgsmaal om, ved Udvalgets Forslag at lægge en Indskrænkning ind i den vedtagne Regel, men Forslaget under Nr. 157 gaar ud paa, imod den vedtagne Regel, at give Vedkommende en Begunstigelse.

Aagaard:

Jeg maa for saavidt erslære mig enig i hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted) har udtalt og ligeledes i hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 4de District (Algrfeen-Ussing) har sagt, nemlig at Udvalgets Forslag, saaledes som det foreligger — hvorefter man deels vil lade en Skattebyrde be