§ 4.

Denne Paragraph bestemmer, at den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende, og tilføier, at den kun kan forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil endda fordres ¾ Stemmer. Man antager, at Udkastet har villet indrømme en saadan Mulighed af Arvefølgens Forandring til enhver Tid, selv efterat f. Ex. en ny; fra Kongelovens Bud afvigende Arvefølge var antaget, og man drister sig ikke til at fraraade en saadan Bestemmelse. Men det er bemærket, at Ordet „Den" i Begyndelsen af anden Sætning maaskee strengt taget kun gaaer paa „den i Kongeloven fastsatte Arvefølge." For at fjerne enhver Tvivl foreslaaer man at ombytte Ordet „Den" med „Arvefølgen".

§ 5.

Det anmærkes iøvrigt, i Anledning af Udtrykket „den forenede Rigsdag," at de blandt os, der udtale sig imod Tokammerindretningen, naturligviis forbeholde sig ved et senere Afsnit at gjøre deres Indsigelser gjældende. Naar det i denne Paragraph hedder, at Kongen ikke uden Rigsdagens Samtykke tillige kan være Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmerne holsten og Lauenborg, har man vel ingenlunde havt Noget at erindre mod den her udtalte Tanke, men Flere have dog fundet, at den ikke var heldigt udtrykt, idet man her synes at have betegnet Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg som Stater i en bestemtere og skarpere Forstand, end dette efter disse Medlemmers Mening kan erkjendes. Andre have vel ikke indrømmet denne Paastand, idet de antage at Ordet „Stat" i vor Lovgivning, som i den almindelige Sprogbrug, har en saa vid og ubestemt Betydning, at dette Ords Benyttelse i denne Paragraph næppe kan mistydes, fra hvilken Opfattelse af Hertugdømmerne Holstens og Lauenborgs Forhold man end gaaer ud; men de have dog ønsket om muligt at undgaae en Udtryksmaade, der vækker Anstød. Udvalgets Fleerhed (med 10 Stemmer mod 6) har troet, at Tanken blev betegnet aldeles utvetydigt, naar man sagde: Kongenkan ikke uden Rigsdagens Samtykke blive Regent i nogen fremmed Stat. Ved denne Affattelse lader man det nuværende Forhold til Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, hvor Kongen er den lovlige Regent og naturligviis uden noget Samtykke af den danske Rigsdag vedbliver at være det, aldeles urørt; derimod opstilles den bestemte Regel for Fremtiden, at en dansk Konge ikke kan vorde Regent i nogen fremmed Stat uden Rigsdagens Samtykke. Der kan næppe miskjendes, at denne Affattelse lader Forholdet til Holsten og Lauenborg aldeles urørt og derimod indeholder det fornødne Forbehold for det Tilfælde, at Kongen kunde blive Regent i en fremmed Stat.

En Minoritet (Bruun, Dahl, David, Larsen, Ussing) har ikke fundet sig ganske tilfredsstillet ved Majoritetens Forslag, der forekommer os mindre klart at udtrykke Paragraphens Tanke. Istedet for den, som det synes os, noget bunkle Maade, hvorpaa Tanken er udtrykt i Ordet blive, foreslaae vi derfor, at Meningen fremsættes aldeles klart paa følgende Maade:

Kongen kan uden Rigsdagens Samtykke kun tillige være Regent i Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg.

Til denne Paragraph har man troet at burde foreslaae en Tillægsbestemmelse, hvorefter det udtaltes, at Kongen, om han end med Rigsdagens Samtykke tillige overtog Regjeringen i en fremmed Stat, dog ikke kunde forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget. Man indstiller altsaa, at der tilføies: „I intet Tilsælde kan han forlægge Regieringens Sæde udenfor Riget".

§ 8.

Ved §§ 6—7 har Udvalget Intet fundet at bemærke. Som Følge af den Forandring, man foreslaaer ved Titlen, maatte det i Eden hedde: „Danmarks Riges Grundlov".

5

En Minoritet (Bruun, David, Hansen, Larsen, Schurmann, Ussing) foreslaaer istedetfor Udkastets Edsformular: at optage den hidtil almindelige Form: „Jeg lover og sværger,. . . . . . . . . . . . saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord".

Udvalgets Fleerhed (med 9 mod 7 Stemmer) har ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fravige Udkastet.

Udkastet har tilladt Thronfølgeren at aflægge Eden paa Grundloven, naar han har fyldt sit 18de Aar, uden dog at befale ham det. Udvalget overseer ikke, at det kunde have sine Ulemper ubetinget at befale Saadant, og at det dog, for at undgaae Interregna, kan være hensigtsmæssigt at tillade, at Eden kan aflægges af Thronfølgeren. Men i saa Fald anseer man det dog for naturligt, at denne Eed stadfæstes af Kongen, efterat han har tiltraadt Regjeringen. Vi tænke os ikke herved en Gjentagelse af Eden, men en høitidelig Bekræftelse i den forenede Rigsdag. Vi foreslaae altsaa ved Paragraphens Slutning det Tillæg: „men bør da stadfæstes af ham for den første Rigsdag efter Regjeringens Tiltrædelse.

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Schurmann og Ussing) foreslaaer — for saavidt muligt at forebygge den Mislighed, at Landelt ved et Thronskifte udsættes for i nogen Tid at være uden regjerende Konge — at der istedetfor Paragraphens Hovedindhold sættes følgende Bestemmelse:

Forinden Kongen tiltræder Regjeringen, aflægger han i den forenede Rigsdag følgende Eed: „Er Rigsdagen ikke samlet ved Thronskiftet, nedlægges Eden skriftlig i Ministerraadet, og gjentages siden for den forenede Rigsdag." Udvalgets Fleerhed (med 11 mod 5 Stemmer) anseer ikke en saadan Bestemmelse fornøden.

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Schurmann) antager, at det i Grundloven bør udtales, at Kongen krones, da det efter deres Formening er passende og stemmende med Folkets Tænkemaade, at selve Grundloven indeholder, at Kongen indvies til sit store Kald ved en kirkelig Handling, som iøvrigt ikke forudsættes ledsaget med bekostelige Ceremonier, men kan anordnes af Kongen, som han selv finder det passende, paa samme Maade som er fastsat i den norske Grundlov. Den indstiller derfor, at der tilføies en Paragraph saalydende:

„Kongens Kroning skeer, efter at han er bleven myndig, i Landets Hovedkirke med de Ceremonier, han selv fastsætter."

§ 9.

Udvalgets Fleerhed (med 12 Stemmer mod 4) har ikke anseet det nødvendigt, at Grundloven om dette Punkt udtalte nogen Forskrift. Denne Paragraph indeholder en Forklaring „om den forenede Rigsdag", som naturligst hører hjemme i et følgende Afsnit. Det maatte maaskee og heller hedde „erkjender" end „anerkjender". Man foreslaaer derfor følgende Redaction af anden Sætning: Naar da den forenede Rigsdag . . . . erkjender.

For det heromhandlede Tilfælde, at Kongen bliver ude af Stand til at regjere, fastsætter Paragraphen alene Udnæsnelse af en Regent, medens den følgende Paragraph, der omhandler det samme Forhold med Hensyn til Thronfølgeren, tillige fastsætter, at der skal anordnes et Formynderskab. Saadant synes og at Kunne blivefornødent, naar det er Kongen, der bliver ude af Stand til at regjere, og man skjønner ikke rettere, end at det er Rigsdagen, der i saa Fald ogsaa maa anordne Formynderskabet. Ved Paragraphens Slutning foreslaaer man derfor følgende Tillæg: „og anordner, om fornødent gjøres, et Formynderskab".

Ved §§ 10 og 11 har Udvakget Intet fundet at erindre; man tillader sig kun at fremhave, at da Regenten skal aflægge den for

§§ 12—14.

Kongen foreskrevne Eed, synes han ikke at kunne tiltræde Regjeringen, før han i den forenede Rigsdag har aflagt Eden paa Grundloven. Idetmindste sees det ikke, at der er nogen Hjemmel i Grundlovsudkastet for at lade Regenten aflægge Eden forud, hvilket vel heller ikke i sig vilde være hensigtsmæssigt; det er klart, at der ikke kan hentes nogen bindende Analogi fra den Thronfølgeren udtrykkeligt givne Ret. Udkastets § 12 fastsætter, at Rigsdagen sammentræder uden Sammenkaldelse, naar Kongen er død, og enten Thronfølgeren er fraværende, eller han, skjøndt myndig, ikke har aflagt Eed paa Grundloven (ifr. § 8) eller han er umyndig uden at Regenten er udnævnt og har aflagt Eed, eller uden at Formynderskabet er ordnet, eller der ingen Thronfølger er. I alle disse Tilfælde skal Statsraadet i Mellemtiden føre Regjeringen.

Foreløbigt bemærkes, at den Forudsætning, at Rigsdagens Sammentræden kan blive overflødig, uanseet Thronfølgerens Umyndighed, fordi der er udnævnt en Regent, som alt har aflagt Eed, enten maa være urigtig (saafremt ellers vor Bemærkning med Hensyn til § 11 er grundet) eller maa gaae ud fra den Forudsætning, der kun i yderst sjeldne Tilfælde vil være tilstede, at Regenten i Egenskab af Thronfølger har aflagt Eden. Det sees heller ikke, hvorledes den Omstændighed alene, at Formynderskabet ikke er ordnet, efter Paragraphens øvrige Tankegang kunde gjøre det nødvendigt, at Statsraadet i Mellemtiden førte Regjeringen, ligesom det heller ikke sees, hvorfor denne Paragraph; alene taler om det Tilfælde, hvor Thronfølgeren paa Grund af Umyndighed er ude af Stand til at regjere, men ikke giver en almindelig Regel for alle Tilfælde, hvor en saadan Udygtighed maatte indtræde. Hertil kommer, at Paragraphen ikke indeholder nogen n$$rmere Regel med Hensyn til Thronfølgerens Fraværelse, i hvilken Henseende det dog turde være nødvendigt, udtrykkeligt at udtale Rigsdagens Myndighed, og endelig at Slutningssætningen: „I Mellemtiden føres Regjeringen af Statsraadet" trænger til en noget større Bestemthed. Man har derfor troet at burde foreslaae en ny og skarpere Affattelse (jfr. § 20); hvorhos man i Spidsen har troet at burde stille den nye Regel, at Rigsdagen altid af sig selv sammentræder, naar Kongen er død. Dette Tidspunkt er saa betydningsfuldt, og der forestaaer desuden efter § 15 isaafald altid strax en saa vigtig Forhandling, at Rigsdagens øieblikkelige Sammentræden udentvivl vil findes hensigtsmæssig.

Det bemærkes endnu, at Regelen om Rigsdagens Sammentræden i alle de her omhandlede Tilfælde kan i Anvendelsen møde nogen Vanskelighed, hvis enten den gamle Rigsdag er opløst, uden at de nye Valg have fundet Sted, eller hvis den gamle Rigsdag endnu bestaaer, men omvendt nye Valg have fundet Sted. Udvalget har troet, at man i ethvert Tilfælde vilde have en anvendelig Regel, naar man fastsætter, at, hvis Kongen døde, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. Skulde altsaa i Tiden mellem Kongens Død og 14de Dagen derefter en ny Rigsdag være valgt, vilde den sidstvalgte have at møde; foregaae Valgene derimod sildigere, ville de sidstvalgte Thing afløse de ældre, naar disses Tid efter de almindelige Regler er udløbet.

Man foreslaaer altsaa følgende nye §§ 12—14. § 12. Er Kongen død, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. § 13. Er Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Eed paa Grundloven, eller er han ude af Stand til at regjere, eller er der ingen Thronfølger, føres Regjeringen af Ministerraadet, indtil Bestemmelse er tagen af Rigsdagen.

(Fortsættes.)

Trykt og sorlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

6

§ 14. Er Thronfølgeren eller Regenten fraværende, bestemmer den forenede Rigsdag, inden hvilken Tid han har at vende tilbage. Er Thronføgeren umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Regenten og beskikker Formynderskabet. Er der ingen Thronfølger, udnævner den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge. §§ 15 og 16. Ved Udkastets § 15 tillader man sig at foreslaae det Tillæg, at „Civillisten ikke kan behæftes med Gjæld." Dette ligger vistnok ganske i Forholkdets Natur, thi her er kun Talen om de aarlige Indtægter, der tillægges Kongen, eller om de Statseiendele, hvis Brug skal tilkomme ham, og om hvis Pantsættelse eller Afhændelse der saaledes ikke kan være Tale; men en bestemt Udtalelse af denne Regel vil dog maaskee ikke findes urigtig.

Den Anmærkning, der i Udkastet findes ved nærværende Paragraph, skal naturligviis ikke gaae over i Grundloven. Det er kun til Rigsforsamlingens Efterretning sagt, at der om vor nuregjerende Konges Civilliste vil blive meddeelt Rigsforsamlingen en allerhøieste Bestemmelse. Det maa, naar denne Meddelelse er Skeet, staae til Rigsforsamlingen, at tage den i fornøden Overveielse; Grundlovsudvalget har i den Anledning intet Kald til at udtale sig.

Medens der saaledes i Grundloven kun er optaget en Regel for Civillistens fastsættelse med Hensyn til fremtidige Konger, viser § 16 derimod, at der for Medlemmerne af det kongelige Huus strax kan bestemmes Apanager ved Løv. Dette maa Udvalget ansee for aldeles rigtigt. Det staaer altsaa til Kongen og Rigsdagen i sædvanlig Lovs Form at fastsætte, hvilke Medlemmer af Kongehuset skulle have Apanager, og hvor store disse skulle være. Udvalget maa ligeledes ganske tiltræde den Bestemmelse, at Apanagerne ikke uden Rigsdagens Samtykke kunne nydes udenfor Landet; man foreslaaer alene, at der i Stedet for „Landet" sættes „Riget", da dette Udtryk udentvivl bestemtere betegner Udkastets Tanke, nemlig det Rige, for hvilket Grundloven gjælde. Forsaavidt der derhos tilføies en Undtagelse for det Tilfælde, at alt bestaaende Contracter hjemle en modsat Ret, da kan man naturligviis ikke andet end ville, at de bestaaende Contracter skulle holdes i Hævd; men denne Undtagelse, der alene knytter sig til de nuværende øieblikkelige Forhold, synes mindre at have sin Plads i Grundloven, end i de transitoriske Bestemmelser, der udentvivl, som alt bemærket, om forskjellige Forhold maae gives samtidigt med Grundlovens Forkyndelse. Man overseer ikke, at lignende Undtagelser kunne ogsaa i Fremtiden hjemles ved Contracter; men vi troe med Udkastets Forfattere, at Grundloven ikke behøver at tage særligt Hensyn til Fremtiden, thi den Lov, der hjemler Apanagen, vil kunne indeholde det fornødne Samtykke, naar Rigsdagen dertil maatte finde tilstrækkellg Hjemmel.

Man har i Udvalget reist det Spørgsmaal, om der ikke Grundloven, ligesom Tilfældet for Tiden er i Kongeloven, burde findes Bestemmelser om de kongelige Prindsers og Prindsessers Forhold, og om det ikke i alt Fald, selv om man ikke ansaae positive Grundlovsbestemmelser herom for nødvendige, burde antydes, at dette Forhold skulde ordnes ved en huuslov. Udvalget har imidlertid troet for

§ 17.

Øieblikket at burde opsætte en Meningsyttring herom, idet man nemlig først efter at have gjennemgaaet hele Udkastet ansaae det rigtigt at behandle Spørgsmaalet om den Form, hvori Kongelovens Ophævelse burde udtales, til hvilket Spørgsmaal da naturligt knytter sig det andet, om der uanseet Grundlovens nye Bud stod enkelte Kongelovsbestemmelser tilbage, som ikke ganske kunde undværes, uagtet den i Almindelighed ophævedes. III. I denne Paragraph, der skal udtale Kongens constitutionelle Ansvarsfrihed og hans Persons Hellighed og Ukrænkelighed, har, Udvalget troet, at et Tillæg om Ministrenes almindelige Ansvarlighed for Statsstyrelsen naturligt fandt sin Plads. Man foreslaaer derfor, at der til Paragraphen føies følgende Sætning:

§ 18.

„Ministrene ere ansvarlige for Regjeringens Førelse." En Minoritet (Dahl, Jespersen, Larsen, Ussing) foreslaaer, at Udtrykkene, „giver disse" denne Paragraph ombyttes med Ordene „har kun". Det maa nemlig antages at være Paragraphens Mening, at Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger ikkun da giver disse Gyldighed, naar er ledsaget af en Ministers Underskrift, men denne Regel om Contrasignaturens Nødvendighed, der udgjør en af de constitutionelle Hovedsætninger, bør formeentlig udtrykkes i en mere bestemt Form. Den anden Sætning i Paragraphen foreslaaes derfor affattet saaledes:

Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger har kun Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift.

Udvalgets Fleerhed (med 7 mod 6 Stemmer) har dog ikke fundet, at Paragraphens Affattelse efterlod nogen skjellig Grund til Tvivl.

§ 19.

Med Hensyn til den sidste Sætning i Paragraphen: „den Minister, som har underskrevet, eransvarlig for Beslutningen", tillader Udvalget sig den Bemærkning, at den heelt vel hævder sin Plads ved Siden det tillæg, man har foreslaaet til § 17. Dette Tillæg udtaler den almindelige Grundregel om Ministrenes Ansvarlighed for deres hele politiske Færd; den sidste Sætning i § 18 viser, hvilken Minister eller (hvis Flere have underskrevet) hvilke Ministre man nærmest skal holde sig til for en enkelt Beslutning, hvorved det aldeles ikke er udelukket, at en nærmere Undersøgelse kan vise, at Ansvaret kan falde paa flere. En Minoritet (Dahl og Jespersen) har fundet, at denne Paragraph paa en for skarp Maade begrændsede de Tilfælde, i hvilke Ministrene kunne drages til Ansvar for Rigsretten, og at derved kunde udelukkes visse Tilfælde, navnligen maaskee det, hvori Embedsforseelsen bestaaer i Undladelse af en vis Virksomhed. Det formenes derfor rettest at udtrykke Begrebet ved mere almindelige Udtryk, saasom „Embedsforseelser", hvorefter Folkethinget og Rigsretten i hvert enkelt mødende Tilfælde har den fornødne Frihed til at beslutte Anklage og at afgjøre, om denne er grundet eller ikke. Man maa saa meget mere finde det rigtigt at bruge almindelige Udtryk, som Ministeransvarligheden i det Hele nærmere bør ordnes ved Lov,

7

hvis Indhøld ei bør være foregrebet ved en saadan Bestemmelse, som den i Udkastet. Minoriteten indstiller derfor, at Paragraphen (under Forbehold af Ministeransvarlighedens nærmere Ordning ved Lov) affattes paa følgende Maade: Ministrene kunne tiltales for Embedsforseelser. Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer.

§ 20.

Udvalgets Fleerhed (med 12 mod 2 Stemmer) slutter sig til Udkastets Bestemmelse. Den er vel enig i, at Ansvarligheden nærmere gjennemføres ved Lov (hvilket vil blive udtalt ved den følgende Paragraph), men man anseer det for passende, at Grundlaget angives i Forfatningen, og man skjønner ikke rettere, end at det rette Grundlag er givet i Udkastets § 19. Naar Ministrene kunne drages til Ansvar for de i deres Embede begaaede Forbrydelser og for enhver for Staten aabenbart skadelig Færd, saa vil Folkethinget ikke være udelukket fra at reise Anklage i alle de Tilfælde, hvor det maatte være tjenligt; for Anklagens Mulighed behøves ingen videre Garanti; for Paadømmelsens constitutionelle Retfærdighed maa Betrygbelsen søges i Rigsrettens Sammensætning. Naar denne Paragraph bestemmer, at Statsforretningerne fordeles efter Kongens Bestemmelse mellem Ministrene, da har Udvalget ikke kunnet tiltræde denne Regel. Man anseer en fast Fordeling af Statsforretningerne for saa vigtig, at den bør skee ved Lov.

Denne Lov maatte da i det Hele ordne de enkelte Ministerier, og det hele Ministerraads Forhold; den maatte bestemme, hvorvidt der kunde være Ministre uden Portefeuille (hvilket man ikke har troet, at Grundloven burde forbyde) og i alt Fald hvor mange; den kunde endelig indeholde de nærmere Bestemmelser om Ansvarligheden.

I Henhold hertil foreslaaes en ny; Affattelse af Paragraphen, hvorved blot endnu bemærkes, at man her som paa flere andre Steder har ombyttet Ordet „Statsraad" med „Ministerraad", fordi Ordet Statsraad naturligt forbeholdes for det Tilfælde, at man i Danmark vilde indføre en Indretning, der svarede til de større Statsraad, som kjendes i adskillige fremmede Lande f. Er. Frankrig.

Paragraphen skulde altsaa hedde:

§ 21.

Ministrene i Forening udgjøre Ministerraadet, hvori Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt til Premierminister. Alle Lovforslag og vigtigere Regjeringsforanstaltninger forelægges Ministerraadet. Dettes Ordning, saavelsom Statsforretningernes Fordeling mellem Ministerierne, samt Ministeransvarligheden bestemmes ved Lov. Ved den første Deel af denne Paragraph, der handler om Embedernes Besættelse, har Udvalget ikke kundet Grund til at foreslaae nogen Forandring. Bestemmelsen vedligeholder den nuværende Tingenes Orden, men giver ikke Kongens nærværende Besættelsesret en saadan Hævd, at Forandringer jo kunne skee ved Lov. Det er iøvrigt en Selvfølge, at da Paragraphen kun taler om hvem der har Myndighed til at besætte Embederne, er der aldeles ingen Forandring gjort i de Regler, som gjælde med Hensyn til de Betingelser, der kræves til visse Embeder o. s. v.

Mere Tvivl har der i Udvalget været reist om de to følgende Afsnit af Paragraphen, der handle om Kongens Ret til at afskedige og forflytte Embedsmænd. Udvalgets Fleerhed har dog ikke troet at burde tilraade nogen væsentlig Forandring i Udkastets Grundtanke. Man har troet, at Hovedreglen maatte være den, at Kongen kunde afskedige og forflytte Embedsmænd; hvorhos man dog burde søge at vinde den Betryggelse mod vilkaarlig og partisk Benyttelse af denne Ret, som kunde forenes med Hovedreglens Opretholdelse, ligesom der ikke syntes at være Noget til Hinder for, at Undtagelser kunde vedtages ad Lovgivningsveien, og det saameget mindre, som Grundloven selv allerede har seet sig nødsaget til at gjøre en Undtagelse paa et andet Sted med Hensyn til Dommere.

Hvad saaledes Kongens Afskedigelsesret angaaer, da antage vi, at den kun skulde udøves efter Ministerraadets Indstilling. Naar en Minister har gode Grunde til at andrage paa en under

hans Birkek$$ds hørende Embedsmands Afskedigelse, ville hans Colleger ikke fraraade et saadant Skridt, men den enkelte Minister, vil betænke sig paa at forelægge Sagen for de andre Ministre, dersom Afskedigelsen ikke var tilstrækkelig begrundet.

Men om end en Afsked gives af Kongen efter Ministeriets Indstilling, bør Embedsmanden dog efter vor, som efter Udkastets Mening, have $$dgang til Pension efter de nærmere Regler, der fastsættes ved Lov Da Udkastets Ord imidlertid maaskee kunde forstaaes, som om hver enkelt afskediget Embedsmands Pension vilde blive fastsat ved en særlig Lov (jfr. Udkastets § 46), men dette-næppe har været tilsigtel og i alt Fald ikke synes hensigtsmæssigt, saa troe vi, at det i Stedet for „disses Berettigelse til Pension vil blive bestemt ved Lov" kunde hedde: „disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven."

Hvad Forflytningsretten angaaer, har Udvalgets Fleerhed ikke troet at burde foreslaae nogen yderligere almindelig Begrændsning, end den, som Udkastet upaatvivlelig indeholder, nemlig at de forflyttede Embedsmænd ikke maae tabe i Embeds-Indtægter.

Derimod har Fleerheden troet, at der vel kunde være Grund til at udtale, at Undtagelser fra Afskedigelses- og Forflyttelsesretten skulde kunne fastsættes ved Lov for visse Klasser af Embedsmænd. Grundlovsudkastet har selv i § 62 i ligefrem Strid med nærværende Paragraph fastsat, at Dommere ikke kunne afsættes uden ved Dom, ei heller forflyttes mod deres Ønske. Denne enkelte Undtagelse var det vistnok aldeles nødvendigt allerede i Grundloven at udtale; men naar f. Er. en Lov om Domstolenes Ordning skal gives, synes det ikke at burde være afskaaret, at ogsaa andre til Retten hørende Personer, saasom Skrivere, erklæres for uafsættelige, eller at Sagførere, dersom de fremdeles skulle betragtes som kongelige Embedsmænd, have samme Sikkerhed. Det sees fremdeles ikke, hvorfor det ikke f. Er. ved en Ordning af Folkekirken skulde staae aabent at træffe saadanne Bestemmelser, at det ikke længere var nødvendigt at give Kongen Ret til uden nogen selvstændig judiciel eller Disciplinær Myndigheds Mellemkomst at afskedige en Præst o. s. v.

Udvalgets Fleerhed (med 10 mod 5 Stemmer) foreslaaer derfor følgende Affattlse af Reglerne om Afsked og Forflyttelse: Kongen kan efter Ministerraadets Indstilling afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overeenstemmelse med Pensionsloven. Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog saaledes at de ikke derved tabe i Embeds-Indtægter.

Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd (foruden den i § 62 [63 d] fastsatte) bestemmes ved Lov.

En Minoritet (Dahl, Jespersen, Schurmann) har ikke fundet sig fyldestgjort ved det Værn, der saaledes er opstillet mod Vilkaarlighed ved Brug af Afskedigelsesretten. De frygte, at Folkefriheden skal lide under Embedsmændenes Afsættelighed, og de ville derfor foreslaae, at det af Udvalgets Fleerhed stillede Forslag vendes om, saa at Embedsmændene i Reglen ikke kunde afskediges, hvorimodd de særlige Undtagelser, som Statsadministrationens Tarv gjorde nødvendige, kunde hjemles ved udtrykkelig Lov. Denne Minoritet indstiller altsaa følgende Forslag: Det bestemmes ved Lov, hvilke Klasser af Embedsmænd der kunne afskediges uden Dom. En anden Minoritet (Gleerup og Hansen) har vel ikke Noget at erindre imod, at der ved Lov kan gjøres Undtagelser fra Forflytteligheden for visse Klasser af Embedsmænd, men den kan ikke bifalde, at denne Undtagelse ogsaa skulde kunne gjøres for Afskedigelsesretten, da Embedsmændene maae finde en Betryggelse imod denne Rets Misbrug, deels i den foreslaaede Bestemmelse om, at den kun skal kunne udøves efter Ministeriets Indstilling, deels i Pensionsloven. Den indstiller derfor, at der alene til den tredie Sætning om Forflyttelsesretten føies:

§ 22.

Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd kunne fastsættes ved Lov. Udvalget har troet, at den til Grund for Paragraphens sidste

8

Sætning liggende Tanke kunde udtrykkes noget utvetydigere og fuldstændigere paa følgende Maade:

§ 23.

„Dog kan han derved ikke uden Rigsbagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet, raade over nogen Statsindtægt eller paadrage Staten nogen anden benyrdende Forpligtelse." Denne Paragraph fastsætter, at Kongen skal sammenkalde Rigsdagen aarligt, senest den 1ste Mandag i October Maaned; den kan da ikke uden Kongens Samtykke forblive længere sammen end 2 Maaneder. Forandringer i disse Bestemmelser skal dog kunne skee uden Iagttagelse af de ellers ved Grundlovsændringer gjældende Forskrifter (§ 80).

Denne Paragraph har altsaa fordret en kongelig Sammenkaldelse som en Form, der i Reglen (jfr. Udkastets § 12) skulde gaae forud for Rigsdagens Sammentræden, men denhar foreskrevet at Rigsdagen skulde sammenkaldes senest til 1ste Mandag i October, ladende det Tilfælde uomtalt, at Kongen tilsidesatte denne Pligt.

Udvalget antager, at man kan give en noget bestemtere Regel og dog fyldestgjøre det Sømmelighedeshensyn, der forbyder i Grundloven at gaae ud fra, at Kongen ikke skulde opfylde den ham forfatningsmæssig paaliggende Forpligtelse.

Naar det nemlig i nærværende Afsnit der nærmest handler om Kongemagten, udtaltes som almindelig Regel, at Kongen sammenkalder en ordentlig Rigsdag hvert Aar, og dernæst i det følgende Afsnit om Rigsdagen bestemtes, at den træder sammen den første Mandag i October, dersom den ikke forinden af Kongen er sammenkaldt, synes de forskjellige Hensyn paa rette Maade at være iagttagne.

Under Forbehold af senere i Afsnittet om Rigsdagen at foreslaae den fornødne Tillægsbestemmelse, indstiller altsaa Udvalget:

at de Ord „Rigsdagen senest til den 1ste Mandag i Octbr. Maaned" ombyttes med „en ordentlig Rigsdag".

En Minoritet (Hansen) indstiller, at Lovudkastet i dette Punkt bliver uforandret.

Udkastets Regel om Rigsdagenes Hyppighed har givet Anledning til megen Meningsulighed.

En Minoritet (David, Hansen, Ussing) har ikke kunnet overlyde sig om Hensigtsmæssigheden af, at Rigsdagen skulde træde sammen hvert Aar, men har anseet det tilstrækkeligt, at den samles hvert andet Aar. Den erkjender vistnok Vigtigheden af, at der ikke er altfor lange Mellemrum mellem de enkelte Rigsdagsmøder, og den indrømmer navnligen, at Rigsdagens Sammentræden kun hvert tredie Aar, som i Norge og Sverig, vil kunne lamme Statsstyrelsen og svække Interessen for Folkerepræsentationens Virksomhed. Naar derimod Rigsdagen samles hvert andet Aar, troer den, at dette i enhver Henseende er tilstrækkeligt, medens dens regelmæssige Sammenkaldelse hvert Aar baade synes ufornøden og i flere Henseender besværlig. I de store Stater i Europa, der øve en afgjørende Indflydelse paa Verdensforholdene, kunne vigtige Grunde tale for, at Folkerepræsentationen sammentræder hvert Aar; men i en saa lille Stat, som den danske, gjælder dette ikke. Da Rigsdagen vil blive talrigt sammensat, idet den efter Udkastet vil komme til at bestaae af henved 200 Medlemmer, vil dens aarlige Sammenkaldelse gjøre Fordring paa en Mængde Kræfter, som derved for længere Tid ville tabes for deres egentlige Virksomhed, hvilket ved denne Leilighed saameget mere fortjener at komme i Betragtning, som man maa haabe, at de bedste og dygtigste Mænd ville blive kaldte til Møde paa Rigsdagen, og Landet ikke har saa stor Overflod af saadanne Mænd, at det jo mærkeligt vil søles, naar de flere Maaneder hvert Aar skulle rives bort fra deres vante Sysler. Da det ikke er sandsynligt, at den aarlige Rigsdag, idetmindste i et længere Tidsrum, vil kunne ende sine Forhandlinger i kortere Tid end 2 til 3 Maaneder ad Gangen, vil der saaledes kun ligge et Mellemrum af 9 til 10 Maaneder mellem den sidste Rigsdags Slutning og den nyes Sammentræden, hvilket er en altfor kort Tid baade for Rigsdagens Medlemmer, der have deres private Forretninger at passe, og for Regjeringen, som skal forberede Lovarbeiderne til den næste Rigsdag Naar

Rigsdagen derimod sammentræder hvert andet Aar, vil der levnes Regjeringen behørig Tid til Lovarbeidernes omhyggelige Afsattelse, uden at denne Tid dog er saa lang, at Lovgivningsværket derved vil lide nogen skadelig Standsning, eller at det med Føie kan befrygtes, at der vil skee hyppig Anvendelse af Regjeringens Ret til at udgive provisoriske Love; heller ikke skjønnes der nogen Betænkelighed ved at votere Finantsbudgettet for 2 Aar ad Gangen. Da det derhos staaer i Kongens Magt at sammenkalde en overordentlig Rigsdag, saa ofte dertil findes Anledning — foruden at Rigsdagen, efter Bestemmelserne i det andet Afsnit af Udkastet, i visse Tilfælde skal sammentræde udenfor den almindelige Mødetid, navnlig ved ethvert Thronskifte — vil dette Middel kunne benyttes ved enhver Leilighed, hvor Lovgivningsværket vilde lide et skadeligt Ophold, hvis Rigsdagen i intet Tilfælde kunde samles oftere end hvert andet Aar. Dette finder Minoriteten fuldkommen hensigtsmæssigt, og den antager navnligen, at der i den første Tid, da saamange vigtige nye Love ville blive nødvendige paa Grund af Forfatningens Indførelse, oftere vil skee Indkaldelse af saadanne overordentlige Rigsdage, men desto mindre finder den det nødvendigt, at den ordentlige Rigsdag samles hvert Aar. At en saadan aarlig Sammentræden af Rigsdagen vil være forbunden med ikke ubetydelige Bekostninger, er en Omstændighed, der ogsaa synes at fortjene at komme i Betragtning. Idet man endnu kun skal gjøre opmærksom paa, at Udkastet ved at bestemme, at der ved Lov kan skee Forandring i den Bestemmelse, at Rigsdagen skal sammenkaldes hvert Aar, selv synes at erkjende, at denne Bestemmelse snart vil kunne findes besværlig, og at Forslag vil blive fremsat til dens Forandring, hvilket da skal kunne skee uden Iagttagelse af de Forskrifter, der i § 80 ere paabudne for andre Forandringer i Grundloven, indstiller Minoriteten:

„At der i den forste Sætning i Paragraphen, istedetfor „hvert Aar" Sættes „hvert andet Aar".

For det Tilfælde at denne Regel antages, indstiller den fremdeles:

„At Slutningsbestemmelsen i Paragraprhen udgaaer".

En anden Minoritet i Udvalget (Dahl, Glerup, Hage, Jespersen) mener, at den sidste Passus i denne Paragraph bør udgaae. Denne Minoritet antager, at det er et meget vigtigt Principspørgsmaal, om Rigsdagen skal samles aarligt eller ikke. Det maa saae en ikke ringe Indflydelse paa Betydningen af Skattebevillingsretten og den lovgivende Myndighed, om Budgettet voteres aarligt eller ikke, om Lovene gives efter Statens Trang, uden lange Mellemrum, eller det bliver nødvendigt enten at give mange provisoriske Love, eller at udsætte Udgivelsen af vigtige og ønskelige Love i en temmelig lang Tid. Den indbyrdes naturlige Paavirkning af den lovgivende og udøvende Myndighed vil derhos i en ikke ringe Grad afhænge deraf, om Rigsdagen samles aarligt eller ikke. Det er saaledes ingenlunde en af de mindre vigtige Paragrapher i Grundloven, og vi maae derfor andrage paa, at den ei kan forandres paa anden Maade end de andre Paragrapher i Grundloven overeensstemmende med § 80.

Denne Minoritet indstiller derfor at Paragraphens Slutning „Forandringer i disse Bestemmelser kunne skee ved Lov" udgaaer.

§ 24. § 25.

Udvalgets Fleerhed har ikke troet at burde tiltræde noget af disse hvert til sin side fra Udkastet afvigende Forslag, og slutter sig altsaa til Udkastet, baade med Hensyn til Hovedreglen (med 13 mob 3 Stemmer) og med Hensyn til Bibeholdelsen af den sidste Sætning (med 12 mod 4 Stemmer.) § 24 har ikke givet Udvalget Anledning til nogen Bemærkning. Naar § 25 tillagger Kongen Ret til at hæve Rigsdagens ordentlige Sammenkomst, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end paa to Maaneder og ikke mere end een Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige Sammenkomst, da har Udvalget vel ikke fundet Noget at erindre mod Paragraphens Regel. Men man antager dog, at Brugen af Udtrykket „hæve" for at betegne, hvad ellers fædvanligt i fremmede Sprog kaldes „prorogere" eller „ajournere", vanskeligt lader sig forsvare. Man maatte vel hellere sige: Kongen kan

9

§ 26.

udsætte den ordentlige Rigsdags Møder, og det kunde da maaskee tilføies for større Nøiagtigheds Skyld: „paa bestemt Tid". Ved denne Paragraph tillader man sig at foreslaae en lignende Ombytning af Ordene „andet hæves" med „andet Things Møder udsættes".

Naar dernæst Paragraphens Slutning for det Tilfælde, at begge Thingene eller eet af dem er opløst, bestemmer, at Rigsdagen atter skal samles inden to Maaneders Forløb efter Opløsningen, da har Udvalgets Fleerhed fundet denne Bestemmelse fyldestgjørende.

En Minoritet (Dahl, David, Jespersen, Larsen, Ussing) har anseet det for rettest, at selve det Decret, der opløser Thingene, i sit øvrige Indhold giver Garanti for, at det any Thing eller Thingene blive sammenkaldte inden den grundlosmæssig bestemte Tid, hvilket vil kunne skee derved, at Oplosningsbrevet anordner nye Valg inden en vis Tid og sammenkalder Rigsdagen inden 2 Maaneder. Ligesom man nemlig anseer en saadan Garanti for svarende til Forholdets Natur og at staae i Harmoni med de Garantier, der forøvrigt opstilles i Grundloven, hvsorfor en Bestemmelse af den Natur ogsaa findes i andre Landes Grundlove, f. Ex. den Belgiske, saaleds formenes det og, at den samtidige Udskrivning af nye Valg og Indkaldelsen til den nye Rigsdag vil virke beroligende paa Folkestemningen i det Øieblik, et saa vigtigt Skridt fra Regjeringens Side foretages, som det at opløse Rigsdagen. Den indstiller altsaa følgende Tillæg:

§ 27. § 28.

Opløsningsbrevet anordner nye Valg i Løbet af 40 Dage og sammenkalder Rigsdagen inden to Maane* der efter Opløsningen. Ved § 27 foreslaaer Udvalget at Ordene „er berettiget" ombyttes med „kan". Det synes nemlig mindre passende udtykkelig at fremhæve som en Ret, at kongen kan lade forelægge Rigsdagen Lovforslag. § 28 bestemmer, at, naar kongen har givet sit Samtykke til en Lov, befaler han dens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse. Nogle af Udvalgets Medlemmer have meent, at denne Paragraph nærmest indeholdt den egentlige Udtalelse af kongens absolute Veto, og have da fundet, at Udtalelsen af en saa vigtig Ret for Kongen burde skee paa en mere ligefrem og iøinefaldende Maade. Andre have vel troet, at Reglen om Kongens Andeel i den lovgivende Magt allerede var udtalt med tilstrækkelig Utvetydighed i § 3, saa at der ikke var nogen egentlig Nødvendighed for her paany at udtale den; men da en saadan bestemtere Udtalelse ikke kan skade, har Udvalget (jfr. § 3) forenet sig om at foreslaae følgende Affattelse:

Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. kongen befaler Lovens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse.

Til denne Bestemmelse om Kongens Ret og Pligt, at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse, har Udvalget meent, at det kunde være rigtigt at føie en udtrykkelig Bestemmelse om, hvorvidt Kongen kan

undtage Nogen fra Lovens almindelige Bud. Vor nuværende Ret er gjennemsævet af et vidtforgrenet Bevsillingsvæsen, der ofte har sin Rod i udtrykkelige Love, men ofte ogsaa har maattet søge sin Hjemmel, om ikke umiddelbart i Kongens absolute Souverainitet, saa dog i vedtagne Regjeringsgrundsætninger. Det er umuligt ved en enkelt Grundlovsbestemmelse at bortskære den hele Brug af Bevillingsmyndigheden, uden hvilken Mangen forgjæves vilde søge sin Ret. Indtil videre maae altsaa de Bevillinger, der have Hjemmel i den gjældende Ret, fremdeles kunne meddeles, forsaavidt de ikke i et eller andet enkelt Forhold bortfalde paa Grund af een eller anden udtrykkelig Grundlovsbestemmelse. Men hvad der er gjørligt og hvad der udentvivl og bør gjøres, det er ved fremtidige Lovgivningsarbeider at tage i særlig Overveielse, hvorvidt der bør indrømmes Regjeringen en begrændset Adgang til at gjøre Undtagelser fra Lovens almindelige Bydende, og kun forsaavidt Saadant udtrykkelig hjemles, bør denne Myndighed tilkomme Regjeringen. Denne constitutionelle Regel kunde formeentlig stadfæstes ved følgende Tillæg til Paragraphen:

Han kan da ikke undtage Rogen fra dens Bud, medmindre dette har Hiemmel i Loven selv.

Paa dette Sted tillader Udvalget sig at henlede Forsamlingens Opmærksomhed paa det Spørgsmaal, om Grundloven ikke bør indeholde en Regel med Hensyn til provisoriske eller foreløbige Love. Udvalget har troet, at det var rigtigst at optage en Bestemmelse, der erkjendte Kongens Ret til saadanne Loves Udstedelse men tilføiede de nødvendige nærmere Betingelser, saasom at en foreløbig Lov kun kunde udstedes i særdeles paatrængende Tilfælde, og naar Rigsdagen ikke var samlet; at den foreløbige Lov fremdeles ikke maatte stride mod Grundloven, og at den altid maatte forelægges den umiddelbart følgende Rigsdag, uden hvis Bekræftelse Loven bortfaldt.

Man foreslaaer derfor en Tillægsparagraph (28, b) saalydende:

§ 29.

I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag. Denne Paragraph har ikke givet Udvalget Anlednig til noget Forslag. Det bemærkes blot, at Spørgsmaalet om Abolition synes at høre hjemme i den almindelige Criminalproceslovgivning. Udvalget har i det Mindste ikke fundet sig opfordret til at anbefale, at en almindelig Abolitionsret (Ret til at nedslaae en begyndt Justitssag) ved Grundloven blev tillagt Kongen.

Derimod tillader man sig at foreslaae en Tillægsparagraph (29, b) af følgende Indhold:

Kongen har Ret til at lade slaae Mynt i Henhold til Loven.

Den hele Myntningsrets Udøvelse er saa vigtig, at man har anseet det hensigtsmæssigt, at Grundloven udtalte, at det var Regjeringen, der lod Mynten slaae i Henhold til de Bestemmelser om Myntfod, Myntpræget o. s. v., som Loven indeholdt.

(Fortsættes.)

Trykt og sorlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

10

To og tredssindstyvende (65de) Møde, (Fortsættelse af Grundlovscovscomiteens Betænkning.) IV. De 7 første Paragrapher (30—36) i dette Afsnit indeholde Udkastets Repræsentationssystem. Efter dette System skal Rigsdagen bestaae af to Thing, Folkethinget og Landsthinget, som ikkun undtagelsesviis ifølge særegen Hjemmel (§§ 4, 9, 14) træde sammen. Begge Thing, af hvilke Folkethinget omtrent skal være tre Gange saa talrigt som Landsthinget, skulle fremgaae ved umiddelbare Valg af Folket. Begge vælges af de samme Vælegere; Valgret er nemlig tillagt enhver uberygtet trediveaarig Mand, som har Indfødsret, medmindre han enten uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold, eller nyder, eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt, eller er ude af Raadighed over sit Bo, eller ikke har havt fast Bovæl i eet Aar i det Valgdistrikt, eller den stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer. Begge Things Udspring skal altsaa efter Udkastet være det amme.

Derimod har udkastet særegne Bestemmelser for hvert Thing med Hensyn til Valgmaaden, Valgbarheden, Tiden, for hvilken Valget skeer, og Spørgsmaalet om, hvorvidt dagligt Vederlag skal tilkomme Rigsdagsmændene.

Medens Folkethingsvalgene skulle foregaae efter Distrikter paa omtrent 12, 000 Indvaanere iblant dem, der have stillet sig til Valg, skulle Landsthingsvalgene foregaae amtsviis (for Hovedstadens Vedkommende naturligviis særskilt) ved Afstemning i Communerne, saaledes at Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ikke ved første Valg have opnaaet mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer.

Medens dernæst enhver uberygtet fuldmyndig Mand kan vælges til Folkethinget, medmindre han uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold, eller nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke enten er eftergivet eller tilbagebetalt, eller er ude af Raadighed over sit Bo, saa fordres ved Landsthingsvalg, deels at den Paagjældende har fyldt 40 Aars Alderen, deels at hand det fidste Aar før Valget har havt fast Bopæl i den Valgkreds, hvor han vælges.

Medens fremdeles Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 4 Aar, vælges Landsthingsmedlemmerne paa 8 Aar.

Endelig enhold Medlemmerne af Folkethinget et dagligt Vederlag, Landthingsmedlemmerne derimod ikke.

Repræsentationssystemet danner Hovedhjørnestenen i enhver fri Statsforfatning. Advalget har derfor gjentagne Gange fortrinsviis gjort dette Afsnit til Gjenstand for den omhyggeligste Overveielse; men det maa desto mere beklage, at det ikke har kunnet forene sig om nogen fælles Indstilling. Udvalget maa saaledes med Hensyn til disse Paragrapher (30—36) indskrænke sig til at forelægge Forsamlingen de Meningsyttringer, som de forskjellige Minoriteter hver for sig have fundet Anledning til at fremsætte.

1st Minoritet.

Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen kunne ikke overbevise os om, at Folkerepræsentationens Adskillelse i tvende Kamre

eller Thing er enten i sig selv naturlig eller for vore Fohold hensigtsmæssig. Med Hensyn til vort Fædrelands indre og ydre Stilling maae vi formene, at en jevn og ligelig, men ogsaa kraftig fremadsk ridende Udvikling af Folket og det politiske Folkeliv betinger vor Fremtid, og vi troe, at vor nye Statsforfatning kun da vil kunne sikkre os en saadan Udvikling, naar den er, og af Folket i det Hele anerkjendes at være bygget paa en Repræsentation, der i Form og Indhold er et tro Udtryk af den sande Folkefornuft og Folkevillie til enhver given Tidsperiode. Vi formene derhos, at hos os kun den Regjering, der er fremgaaet af eller støttet ved en saadan Repræsentation, vil, navnlig i Tider, saa bevægede og farefulde, som vore, kunne være i Bes$$ddelse af den Kraft og Tillid, der er Betingelsen for den gode Statsstyrelse. Vi antage derfor, at Folkets Repræsentation bør være en Eenhed, som Folket selv, og en konstig tilstedebragt Forskjellighed eller Deling af Repræsentationen, hvad enten denne begrundes ved særegne Betingelser for visse Repræsentanter eller et vist Antal Repræsentantvalg, eller i Adskillelsen af de valgte Repræsentanter i tvende særskilt forhandlende og besluttende Forsamlinger, eller i begge Dele, maae vi ansee for unaturlig og uhensigtsmæssig. Efter det danske Folks forholdsvise, temmelig ligelige og gjennemgaaende demokratiske Udvikling maa Staten og Statsstyrelsen dog væsentlig støtte sig til Folkets Masse eller Almuen. Denne Almue er vistnok sund, kraftig, velvillende og besindig, men den er tillige, som en naturlig Følge af de forløbne Tiders Haardhed og Uret, mistænkelig; den kan kun vindes og ledes af Staten igjennem Ærlighed og Uforbeholdenhed. En konstlet Repræsentation, eller en Indretning ved den, der endog blot tilsyneladende kunde gjøre det tvivlsomt, om den virkelig var det naturlige, simple og sande Udtryk af Folket og Folkevillien, vilde derfor efter vor Overbeviisning ikke kunne fyldestgjøre de Fordringer, Folket og Fyrsten maae stille til den nye Forsatning. Det forekommer os derhos, at det Hensyn, som især i et mindre Land skyldes god Dekonomi saavel med Mennesker, som med Penge, ikke lidet taler imod den Forøgelse af Folkerepræsentanternes Antal, som de konstlede Repræsentationsystemer og navnlig Tokammerindretningen ikke vel kunne undagaae at medføre. Vi tilstaae endvidere, at vi ikke kunne dele den Betænkelighed mod Eetkammersystemet, som saa Mange hente fra Hensynet til den formeentlig større Sandsynlighed under dette for overilede og mindre vel overveiede Beslutninger, og det forekommer os, at den Erfaring, man hertillands allerede har kunnet gjøre, maa berolige ikke lidet i denne Henseende. Hensigtsmæssige Bestemmelser i Forretningsordenen, der, forsaavidt det antages fornødent, endog kunde optages og i Regjeringens Udkast ere optagne i selve Forfatningsloven, vilde uden Tvivl tilstrækkelig værne mod Faren i denne Retning, medens den Langsomhed og Besindighed, der fra alle Sider erkjendes at være et Grundtræk i vor Folkecharakteer, maaskee endog kunde indeholde nogen Opfordring til ikke ved en Deling af Repræsentationen i tvende Kamre med Konst yderligere at vidtløftiggjøre og forlænge Forhandlingsbevægelsen.

Ere begge Kamre endelig et nogenlunde tro Udtryk af det hele Folk, forekommer det os, at det ene vilde være en Overflødighed, hvormed man dog ikke tør bebyrde et mindre Lands Statsmaskineri, og maatte et af Kamrene derimod ikke saameget være et Udtryk af Folket i dets Heelhed, som af enkelte Stænder eller Interesser, vilde det efter vor Formening fra det Øieblik, det virkelig afgav en Modvægt eller Modstand mod det egentlige Folkekammer, være en

11

Fare for Land og Throne, for hvilken man, med den baade for Staten og Dynastiet uvisse Fremtid for Øie, ikke bør udsætte sig.

Vi foreslaae derfor, at dette Afsnit forandres og kommer til at lyde saaledes: § 30. „Rigsdagen dannes af Folkets Repræsentanter samlede i eet Kammer. Den fremgaaer ved umiddelbare Valg af Folket". § 31, som i Regjeringens Udkast. § 32, som i Udkastet, med Bortskærelse af sidste Passus (om Landsthinget). § 33, som i Udkastet, med Bortskærelse af det sidste Stykke (om Landsthinget). § 34 udgaaer aldeles. § 35, som i Udkastet, med Bortskærelse af det sidste Stykke (om Landsthinget). § 36, som i Udkastet med Bortskærelse af sidste Passus (om Landsthinget). § 37, som i Udkastet. § 38, som i Udkastet, kun at Ordene „det Thing, hvortil han hører", forandres til „den" og at Ordene „uden Thingets Samtykke" forandres til „uden dens Samtykke". § 39, som i Udkastet.

De Forandringer i Forfatningsudkastets øvrige Bestemmelser, der maatte blive fornødne, forsaavidt dette vort Forslag vandt Majoritet i Forsamlingen, forbeholdes. De ville i Reglen kun være selvfølgelige og simple Redactionsforandringer i § 4, 8, 9, 14, 26, 40, 41, 42, 44, 45, 47, 49, 51, 52, 53, 55, 56, 57, 58, 59, 61 og 80.

Kun ved Afsnit VI, § 60, maatte vi specielt foreslaae, at denne Paragraph, kom til at lyde saaledes som i Udkastet med den Forandring, at istedetfor Ordene „Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets øverste Domstol blandt disses egne Medlemmer" sættes „samtlige af Landets Overdommere".

Subsidiairt slutter denne Minoritet sig aldeles til Udkastets §§ 30—36.

2den Minoritet.

Undertegnede Larsen antager ikke blot med flere af Comiteens Medlemmer, at en Repræsentation, tilveiebragt saaledes, som den, Grundlovsudkastet vil have indfort, ingenlunde er skikket til at betrygge en rolig og retfærdig Udvikling af vore Samfundsforhold; men jeg kan derhos end ikke være enig i den Hovedanskuelse, at Rigsdagen bør organiseres efter Tokammersystemet, idet jeg holder for, a Eetkammersystemet er at foretrække.

Jeg skal her ikke gaae ind paa no gen almindelig Undersøgelse af Spørgsmaalet om Eetkammer- eller Tokammersystemets Fortrinlighed. Om der end, naar Sagen blot betragtes theoretisk, maatte indrømmes Tokammersystemet et virkeligt Fortrin, kunde dette dog ikke være afgjørende, medmindre ogsaa de givne factiske Forhold tilstedede Theoriens Udførbarhed eller heldige Iværksættelse, hvilket jeg ikke antager hos os at være Tilfældet. For det Første troer jeg, at allerede efter Folkets eiendommelige Aand et saa kunstigt Statsmaskineri kun vil finde liden Sympathi hos samme, ligesom ogsaa Folkets rolige og besindige Charakteer synes at gjøre et saadant Middels Anvendelse mindre nødvendigt hos os, end det andensteds kan være. Dernæst turde det hos et lille Folk, der ikke har nogen Overflødighed af dygtige Personligheder, i Almindelighed være rigtigere, at samle de forhaandenværende Kræfter i eet Kammer, end at adsplitte dem i tvende. Og endelig savnes hos os de naturlige Elementer til et virkeligen selvstændigt og anseet Førstekammer (Landsthing), saaledes som dette i enkelte andre Lande historisk har udviklet sig; det kunde hos os ikkun kunstigen dannes, nærmest blot for den gjentagne Overveielses eller mechaniske Modvægts Skyld. Man vilde herved efter vore Forhold let komme til at gjøre begge Kamre saa ligeartede, at det 1ste Kammer som oftest blot vilde blive en Gjenlyd af det talrigere 2det Kammers Beslutninger, eller for dog at vise nogen Indflydelse vilde forlange lidet magtpaaliggende Forandringer i Enkelthederne, der dog vilde gjøre Sagens gjentagne Behandling nøddendig, og uden

tilsvarende sand Nytte vidtløftiggjøre og forsinke denne. Vilde man derimod skabe tvende Kamre af virkelig forskjellige Charakteer og Tendents, saaledes at Sagerne i første Kammer kunde finde ikke blot en gjentagen Overveielse, men en Betragtning fra nye Sider, maatte dette udentvivl væsentligst søges opnaaet, skjøndt vistnok kun ufuldkomment, derved at man gjorde Valgretten eller Valgbarheden til det første Kammer afhængig af en vis Formuenhed, der enten i og for sig var betydelig, eller dog betydelig i Forhold til den, der fordredes med Hensyn til det andet Kammer. Men jeg befrygter, at der snart imellem de tvende saaledes dannede Afdelinger af Folkerepræsentationen vilde udvikle sig en fordærvelig Usamdrægtighed og farlige Rivninger. Naar derimod Repræsentanterne for de forskjellige Livsfohold ere forenede i een Forsamling og personligen kunne udvexle deres Anskuelser, er det meget mere at haabe, at Conflicterne ville udjevnes og det virkelig Retsærdige og Billige vinde Majoriteten for sig. Det er iøvrigt kun under Forudsætning af, at det ene Kammer, hvoraf Rigsdagen alene skulde bestaae, kunde erholde en ganske anderledes betryggende Sammensætning, end Udkastets Folkething, at jeg kan stemme for Eetkammersystemet. I manglende Fald maa jeg søge en mulig, skjøndt for mig kun lidet ønskelig, Hjælp i Tokammersystemet.

Med Hensyn til Dannelsen af den enkelte Forsamling, der efter min Mening skulde udgjøre Rigsdagen, er jeg af den Anskuelse, at man herved, saavidt muligt, bør benytte de hidtil bestaaende Institutioner som Grundlag. Erfaringen lærer, at det i Almindelighed ikkun er ved gradviis at reformere og udvikle de allerede givne forfatningsmæssige Forhold og dertil at knytte de nye Bestemmelser, at det er lykkedes at tilveiebringe holdbare og til de praktiske Fornødenheder svarende Forfatninger, hvorimod den Fremgangsmaade, at omvælte alt det Bestaaende, for at opføre efter en eller anden Theori en ganske ny Forfatning, yderst sjeldent og kun under ganske særegne Forhold har ført til noget heldigt Resultat, men som oftest kun har draget nye Revolutioner efter sig. Vel maa det nu erkjendes, at paa den ene Side en for længe tilbageholdt Udvikling af Provindsialstænderinstitutionen, og paa den anden Side de i det sidste Aar indtraadte overordentlige Tidsforhold medføre en Nødvendighed af at gjøre et temmelig stort Spring i vort Statslivs Uddannelse; men skjøndt det saaledes bliver nødvendigt at overspringe nogle af de Udviklingstrin, som ellers kunde have været ønskelige, kan det dog ingenlunde være nødvendigt eller tilraadeligt, aldeles at bortkaste den brugbare Grundvold for den nye Forfatning, som Provindstalstænderinstitutionen tilbyder. Io større den Magtfylde er, som Grundlovsudkastet har tillagt Rigsdagen, desto større Forsigtighed bør der udentvivl netop udvises med Hensyn til Afvigelserne fra den igjennem en Række af Aar bestaaende og prøvede Sammensætning af Stænderne.

Jeg antager saaledes, at Rigsdagen for den væsentligste Deel hensigtsmæssigst kan dannes ved en Sammensmeltning og frisindet Reform af de hidtilværende Provindsialstænder. Med Hensyn til Valgretten vil jeg ikke blot foreslaae, at den hidtilværende Census i Landdistrikterne erholder en betydelig Nedsættelse, men fornemmelig, at ikke blot Grundbesiddelse, men ogsaa Udredelsen af et vist aarligt Skattebeløb skal saavel paa Landet som i Kjøbenhavn og Kjøbstæderne give lige Adgang til Udøvelsen af denne politiske Ret De større Landeiendomsbesidderes Valgklasse bør efter mit Skjøn betydelig udvides, men dog derhos Antallet af de Deputerede, som den skal stille, ikke lidet nedsættes Og med Hensyn til Valgbarheden troer jeg, at de særegne Betingelser og Indskrænkninger, hvortil denne var bunden, kunne ganske hæves, saa at i Almindelighed enhver fuldmyndig og uberygtet Mand, uden Hensyn til Eiendomsbesiddelse eller Skatteudredelse, bliver valgbar.

Men foruden den Hovedbestanddeel af Rigsdagen, den skulde fremkomme ved Udøvelsen af den paa den ovenfor antydede Maade betingede Valgrettighed, troer jeg at Rigsdagen ogsaa bør optage en ikke ubetydelig Bestanddeel ved almindelige Valg. Jeg anseer det for en i sig selv rigtig Tanke, at i Almindelighed ingen myndig Mand i Staten bør være udelukket fra at kunne medvirke til Dannelsen af Folkerepræsentationen; jeg holder kun for, at det er en ligesaa urigtig som høist farlig Anvendelse af denne Tanke, at man under de nu bestaaende Samfundsforhold strax vil lægge Magten til at vælge den

12

hele Repræsntation i Hænderne paa den store Masse, der efter sine Kaar og Livsforhold ingenlunde kan have den Selvstændighed og Oplysning, at en saa stor Magt kan ventes udøvet af den paa en med det Heles Vel stemmende Maade. Derimod antager jeg, at en Trediedeel af Repræsentanterne passende kunde fremgaae af almindelige Valg, paa den Maade, som Valglovsudkastet har bestemt med Hensyn til Folkethinget. Vel ville Distrikterne for disse Valg blive omtrent dobbelt saa store, som Valgloven har bestemt; men Valgene ville udentvivl ligefuldt kunne lade sig udføre paa den antydede Maade, og de større Distrikter ville ingenlunde være til Skade for Valgenes Paalidelighed.

Jeg mener derhos, at denne almindelige Valgret bør i Almindelighed tilkomme enhver fuldmyndig Mand, og altsaa Udkastets Fordring af 30 Aars Alderen bortfalde.

I Henhold til hvad jeg saaledes har udviklet, tillader jeg mig at stille følgende Forslag:

Rigsdagen skal bestaae af een Forsamling. Valgret til samme grunder sig deels paa lignende Betingelser, som fordredes til Provind sialstænderne, deels blot paa personlige Egenskaber.

A. For det egentlige Danmarks Vedkommende sammensættes Rigsdagen omtrent saaledes:

I. ved betingede Valg: 1) Kjøbenhavn vælger 10. 2) a. Østifternes Kjøbstæder efter de ældre Valgdistrikter 11. b. Iyllands Kjøbstæder ligeledes 11. 3) a. de mindre Landeiendomsbesidderes Valgdistrikter i Østisterne 20. b. ligeledes i Iylland 22. 4) De større Landeiendomsbesiddere efter nærmere Fordeling 16.

II. ved almindelige Valg: af 50 Distrikter paa omtrent 26, 000 Indbyggere, Land og Kjøbstæder i Almindelighed forenede, vælges 50.

III. Endelig tiltræde 10. som enten vælges saaledes: a) af Geistligheden. 4. b) af Universitetet, polytechnisk Læreanstalt og den militære Høiskole i Forening 2. c) Høiesteret 2. d) Landsoverretterne 2. eller hvis Valg overlades til Kongen. 150.

B. Om Valgret og Valgbarhed.

I. Valgret til de under I. ommeldte Valg betinges af: 1) I Kjøbenhavn: Eiendomsret over Huse eller Gaarde, der ere ansatte til en Assuranceværdi af idetmindste 4000 Rbd. (Fdg. 15 Mai 1834 § 13). 2) I Kjøbstæderne: saadan Eiendomsret til en Værdi af 1000 Rbd. og paa Bornholm det Halve (Fdg. 1834 § 14). 3) I de mindre Landeiendomsbesidderes Valgdistrikter: Eiendomsret eller Fæsteret over 2 Tdr. Hartkorn Ager og Eng eller 4 Tdr. Hartkorn Skov og Mølleskyld, eller Eiendomsret over Bygninger, der ere undergivne Arealskat og have en Assuranceværdi af 2000 Rbd. (jfr. Fdg. 1834 § 16.) I samtlige disse Valgdistrikter (1—3) kunne forskjellige Eiendomme sammenlægges for at begrunde Valgretten paa den i Fdg. 15 Mai 1834 §§ 10, 13, 14 og 19 bestemte Maade. Fremdeles deeltager i samilige disse Distrikter Valgretten, enhver i det vedkommende Distrikt bosat Mand, som i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Skatter og Afgifter 40 Rbd. De Skatter og Afgifter, som ifølge Lovgivningen falde paa Brugeren eller Leietageren, men ifølge privat Overeenskomst ere udredede af Eieren, betragtes som om de vare erlagte af Brugeren selv. 4) For de større Landeiendomsbesiddere: en Eiendom med idetmindste 20 Tdr. Hartkorn Ager og Eng.

Som personlige Egenskaber fordres hos Enhver, der skal udøve den ovenmeldte Valgret, at han er fuldmyndig og uberygtet, at han har Indfødsret, og at hans Bo ikke er taget under Opbuds- eller Fallitbehandling.

Til Valgbarhed i de ovenmeldte Valgcorporationer fordres ikkun de nysnævnte personlige Egenskaber.

II. Valgret og Valgbarhed ved de almindelige Valg tilkommer enhver fuldmyndig og uberygtet Mand, som har Indfødsret og ikke staaer under Fattigforsørgelse, dog at til Valgret tillige udfordres, at han har havt fast Bopæl i et halvt Aar i det Valgdistrikt, hvori han opholder sig, paa den Tid han indtegnes som Vælger

For Island udvælges 5 Medlemmer og for Færøerne 1 Medlem. De nærmere Bestemmelser herom forbeholdes, saavelsom om det Antal Medlemmer, der skal vælges af Slesvig. Dette Forslag tiltrædes subsidiairt af Neergaard.

3die Minoritet.

Undertegnede David, Hansen, Jespersen, Neergaard, og Ussing erkjende tilfulde Tidens Fordring, at det bør indrømmes det hele Folk en væsentlig Andeel i den lovgivende Magt, og vi formene derfor ogsaa, at Valgretten til Folkethinget ikke bør begrændses mere end det for Statens Bestaaen og rolige Udvikling er nødvendigt, ved at forhindre, at de, hos hvilke ikke den Grad af Selvstændigbed og Agtelse for Samfundsordenens Bestaaen tør forudsættes, der ere nødvendige Betingelser for at kunne udøve Valgretten til Fædrelandets sande Tarv, skulle erholde en fordærvelig Indflydelse paa Valgene, og for at forebygge, at den vigtigste politiske Rettighed, i hvilken det hele Folk skal deelagtiggjøres, i Virkeligheden gives i Hænderne paa den i numerisk Henseende langt overveiende Klasse, der besidder mindst Selvstændighed, og der lettest kan lade sig mislede af dem, som af eensidige eller egoistiske Hensigter maatte stræbe efter at lede Valgene. Vi ere derfor overbeviste om at gaae ud fra den samme Grundtanke som Lovudkastet, der ved at gjøre det Betingelse for Valgrettens Udøvelse, at den Vedkommende har fyldt det 30te Aar, og at han medmindre han har sin egen Huusstand, ikke staaer i privat Tjenesteforhold, aabenbart har tilsigtet fra Valgretten at udelukke dem, hos hvem man ikke turde forudsætte, at den tilbørlige Grad af Selvstændighed vilde være tilstede. Men vi holde os paa den anden Side overbeviste om, at de Farer, der true Samfundet, Statens Udvikling og det monarkiske Princips Opretholdelse, hvor Valgretten ikke gives den Begrændsning, som Statsvellet fordrer, ikke paa nogen fyldestgjørende Maade formindskes ved de i Lovudkastet angivne Midler, og det saa meget mindre, som den Bestemmelse, hvorefter de, der have naaet den borgerlige Fuldmyndighedsalder, dog skulle være politisk Umyndige indtil det fyldte 30te Aar, er en unaturlig og derfor uholdbar Indskrænkning af Valgretten til Folkethinget, det uden Fare maa kunne tilstaaes enhver fuldmyndig Mand, hvis Livsstilling og Vilkaar iøvrigt giver Formodning om, at han kan og vil gjøre den rette Brug af disse Rettigheder, og at han ikke saa let vil lade sig mislede og bruge som et Værktøi for Andres ærgjærrige Planer. Vi ere tvertimod overbeviste om, at de tilsigtede høist vigtige Øiemed langt sikkrere opnaaes ved at betinge Valgrettens Udøvelse af en Census, der ikke er høiere, end at det med Sikkerhed tør antages, at enhver Mand, hvis Livsstilling skulde tilbyde nogen Garanti for hans Selvstændighed, ogsaa vil svare en saadan, eller af at den Vedkommende har en saadan Besiddelse, som det med ikke mindre Sikkerhed tør antages, at den, der i sin Virkekreds arbeider stræbsom og flittig, i Almindelighed vil kunne erhverve. Ogsaa turde den, der har erhvervet Borgerskab i en Kjøbstad, i Almindelighed antages at være i en saa selvstandig Livsstilling, at han ikke bør være udelukket fra Valgretten. En saadan Begrændsning af Valgretten er, efter dor Overbeviisning, vel forenelig med det sande Lighedsprincip, og vilde være et langt

13

tryggere Værn for Folkets sande Frihed, end den i Lovudkastet fastsatte Begrændsning. Og endeligen vilde, hvad der efter vor Overbeviisning ligeledes er af Vigtighed, en Begrændsning af Valgretten, hvorved denne betinges af en lav Census, eller af en vis ringe Besiddelse, have til Folge, hvad det under det i Lovudkastet antagne System maa forekomme ugjørligt, at Retten til at vælge Bestyrelsen i Communerne agsaa paa rette Maade vil kunne begrændses, og at disses Vel ikke vil blive priisgivet for de største Farer, hvilket ufeilbarligen vilde være Tilfældet, naar ogsaa i Communerne Alle over en vis Alder, uden Hensyn til Livsstilling og Besiddelse, skulde have Indflydelse paa Valget af dem, til hvem Bestyrelsen af de communale Anliggender skal overlades.

Endnu i en anden Henseende kunne vi ikke samstemme med Lovudkastet. Vi antage nemlig, at det dil være tilstrækkeligt, at Folkethinget for det egntlige Danmarks Vedkommende kommer til at bestaae af 100 Medlemmer, og formene derfor, at Valgdistricterne bør være paa omtrent 14000 Indvaanere. Det er nemlig i et saa lille Land som Donmark ikke let at finde mange Mænd, som tilfulde kunne udsylde deres Plads I Folkethinget, og naar dette desuden aarligen skal holdes, vil Vanskeligheden endnu blive større, thi ikke mange leve i saadanne Livsstillinger og Forhold, at de let aarligen ville kunne afsee den Tid, som de maatte hellige til dette Hverv. Desuden vilde Folkethinget i numerisk Henseende komme til at staae i et rigtigere Forhold til Landsthinget ved en saadan Udvidelse af Valgdistrikterne. Ogsaa maae vi med flere af Udvalgets Medlemmer være enige i, at Folkethingets Medlemmer vælges paa 3 Aar, saafremt aarlige Sammenkomster skulle finde Sted.

Med Hensyn til Valgbarheden til Folkethinget holde vi os forvissede om, at den størst mulige Frihed i saa Henseende er det Gavnligste, og at Vælgernes Tillid i ethvert Fald er den bedste Borgen for den Valgtes Værdighed. Det er derfor efter vor Overbeviisning ikke nødvendigt at fordre anden Betingelse til at vælges til Folkethinget, end at den Vedkommende skal have opnaaet Fuldmyndighedsalderen.

Jeg Jespersen lægger Vægt paa, at den Bestemmelse i Udkastet, at den, der vil vælges, skal have stillet sig til Valg, optages som en Grundlovsbestemmelse, medens vi andre antage, at denne Bestemmelse rigtigere har sin Plads i Valgloven.

§ 31.

I Overeensstemmelse med det saaledes Udviklede foreslaae vi angaaende Folkethinget folgende Paragrapher, der i Lovudkastet ville blive §§ 31 og 32. Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallitbehandling, naar han enten er Borger i en Kjøbstad, eller i det sidste Aar har eiet eller havt i Brug en Jordeiendom, matriculeret idetmindste til 2 Skjepper Hartkorn, eller i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Afgivter ialt 5 Rbd.

§ 32.

Valgbar til Folkethinget er enhver uberygtet fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallitbehandling. Valgene til Folkethinget foregaae paa Distrikter af omtrent 14000 Indvaanere. Hvert Distrikt vælger Een, efter de Regler, som Valgloven foreskriver. (Jespersen). Hvert Distrikt vælger Een blandt dem, der have stillet sig."

Medlemmerne af dette Thing vælges paa 3 Aar og erholde et dagligt Vederlag.

4de Minoritet a.

Ligesom man med Hensyn til Forkethinget er gaaet ud fra den samme Grundtanke som Lovudkastet, men paa en anden Maade har troet at maatte søge at opnaae det tilsigtede Øiemed, saaledes gaae vi Under

tegnede, David, Hansen, Neergaard og Ussing, ogsaa med Hensyn til Landsthinget ud fra Lovudkastets Grundtanke, at Lokammersystemet har væsentling Fortrin for Eetkammersystemet. Men ligesom vi overhovedet holde os forvissede om, at de for Thronen og Folket lige vigtige Formaal, som tilsigtes ved Tokammersystemet, sikkrest opnaaes, hvor den historiske Udvikling giver Grunvolden for begge Kamrenes Dannelse, saaledes holde vi os overbeviste om, at disse Formaal ikke engang tilnærmelsesviis ville opnaaes, og at en Forskjellighed mellem de to Kamre, — en Forskjellighed, der skal holde Middelveien imellem Kamrenes Modsætning og Eensartethed — som er den nødvendige Betingelse for at Tokammersystemet i nogen Henseende vil komme til at svare til sin Hensigt, ikke vil tilveiebringes, naar alle de Samme, den skulle vælge paa Medlemmerne til Folkethinget, ogsaa skulle deeltage i Valgene paa Landsthingets Medlemmer, og naar de to Things Forskjellighed kun skal søges tilveiebragt derved, at Valgene skee paa en noget forskjellig Maade, og at Medlemmerne til Folkethinget enholde et dagligt Vederlag, medens Medlemmerne til Landsthinget ikke erholde et saadant. Vi kunne saa meget mindre erkjende Rigtigheden af et saadant System, som vi holde os forvissede om, at den sidstnævnte Bestemmelse ikke blot er en sin Hensigt kun lidet betryggende Indretning, der ogsaa snart vilde vise sig at være uholdbar, men desuden er en unaturlig Indskrænkning af Valgbarhede, da derved Mange, som kunne besidde deres Medborgeres Tillid i fuldeste Maal, og som i enhver anden Henseende egnede sig til at blive valgte som Medlemmer af Landsthinget, formedelst deres Formuesomstændigheder ville være udelukkede fra at vælges.

Vi holde os tvertimod overbeviste om, at hvad der væsentligen tilsigtes ved Tokammersystemet i intet Tilfælde vil kunne opnaaes, med mindre de to Kamre have en foskjellig Oprindlse, og med mindre de forskjellige Anskuelser, Synsmaader og Bestræbelser, som røre og bevæge sig paa Samfundets forskjellige Høidepunkter, saaledes tilsikkres deres Indflydelse paa Lovenes Tilblivelse. Vi ere derfor overveviste om, at ligesom Valgretten til Folkethinget bør betinges af en lav Census, men iøvrigt bør tilkomme enhver fuldmyndig Mand, saaledes bør Valgretten til Landsthinget ogsaa alene være betinget af en høiere Census, der dog langt fra bør være saa høi, at derved paa nogen Maade skabes et Privilegium for en enkelt eller enkelte Klasser af Folket.

Men foruden at vi ere forvissede om, at Landsthinget, naar det paa nogen Maade skal svare til sin bestemmelse, ikke bør udgaae af den selvsamme Valgkreds eller fra de selvsamme Vælgere, der vælge Medlemmerne af Folkethinget, saaledes er det vor Overbeviisning, at det med Hensyn til Forholdene hos os, og isærdeleshed saalænge Næringsforholdne og Beskatningen i Kjøbstæderne og paa Landet ikke ere mere eensartede, er af største Vigtighed, ved Landsthingets Sammensætning at betrygge de Hovedvirksomheder, der findes i Landet, mod den fare, som udspringer af vore eiendommelige Forhold, at nemlig Handel og Industri, fordi Kjøbstadsbefolkningen, der især lever af og for disse Virksomheder, er saa ringe i Antal mod Landbefolkningen og desuden er saa adsplittet i vore mange mindre Kjøbstæder, kunde komme til at savne sine Talsmænd i Thingene, og saaledes vilde gaae Glip af den Indflydelse, som ogsaa de i Statens Interesse bør have paa Lovenes Tilblivelse og Skatteforholdenes Ordning Og ikke mindre vigtigt forekommer det os at være, ved Landsthingets Sammensætning at sørge for, at den høiere Culturs og den høiere Videnskabeligheds Repræsentanter aldrig vilde kunne savnes i et Thing, i hvis Bestemmelse det ogsaa maa ligge at vurdere Statens Anliggender fra et høiere Standpunkt end det, hvorfra Folkethingets Medlemmer i Almindelighed kunne antages at ville betragte dem; og ligeledes at sørge for, ved at indrømme Kronen Ret til at udvælge enkelte af dette Things Medlemmer, at der altid i samme vil findes Mænd, der med et høiere Overblik over Staten forene specielle Kundskaber i forskjellige Fag, hvorved Landsthingets Overveielser og Beslutninger ville erholde større Vægt og Betydning.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

14

To og tredsindstyvende (65de) Møde. (Fortsættelse af Garundlovscomiteens Behandling.)

Vi maae derfor holde os overbeviste om, at Forholdene hos os gjøre det nødvendigt, at det med Hensyn til Valgene til Landsthinget finder en Adskillelse Sted mellem By og Land, og vi maae ligeledes ansee det for vigtigt, at det indrømmes Kronen og enkelte bestemte Institutioner i Landet Ret til at udnævne et vist indskrænket Antal af Landsthingets Medlemmer.

Endeligen ere vi af den Formening, at der ved Fordelingen af Landsthingets Medlemmer paa de forskjellige Landsdele ikke bør tages udelukkende Hensyn til Folkemængden, men at Østifterne, Nørrejylland og Slesvig, i Betragtning af disse Landsdeles eiendommelige Forhold og særlige Interesser, bør indrømmes hver en lige talrig Repæsentation paa dette Thing.

Med Hensyn til Valgbarheden til Landsthinget, troe vi, at det vil være tilstrækkeligt at gjøre det til Betingelse for den, der skal vælges, at han har fyldt sit 35te Aar, istedetfor at Lovudkastet kræver 40 Aar, fordi vi antage, at den, der har opnaaet en saadan Alder, vil have den tilstrækkelige Grad af Besindighed og Gemytsrolighed, for at kunne røgte sit alvorsfulde Hverv i dette Thing.

Ved Antagelsen af dette System, med et saadant Landsthing i Forbindelse med det ovenfor betegnede Folkething, holde vi os forvissede om, at der vil være lagt en langt fastere Grundvold for Friheden og et tryggere Værn mod Farer, end ved Lovudkastets System. Vi holde os forvissede om, at ligesom en saadan Organisation af den lovgivende Magt er mere overeensstemmende med de constitutionelle Staters Udvikling i Europa, i hvilke Friheden og Samfundsordenen have viist sig at hvile paa en tryg Grundvold, end det i Lovudkastet angivne System, saaledes vil en Forfatning der gaaer ud fra det af os foreslaaede System, i langt høiere Grad, end det med Hensyn til Lovudkastets vil være Tilfældet, blive erkjendt for at være en Garanti for Danmarks lykkelige Fremtid, hvilket med Hensyn til Statens Stilling i Almindelighed og dens Credit i Særdeleshed er af stor Betydning.

§ 33.

I Overeensstemmelse med det saaledes Udviklede foreslaae vi angaaende Landsthinget folgende Paragrapher, der i Lovudkastet ville blive 33, 34 og 35. Valgret til Landsthinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallitbehandling, naar han i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Afgifter ialt 40 Rbd.

§ 34.

Valgbar til Landsthinget er Enhver, som har de til Valgbarhed til Folkethinget fornødne Egenskaber, dog først naar han har fyldt sit 35te Aar. Landsthinget skal bestaae af 20 Medlemmer valgte af Østisterne, 20 Medlemmer valgte af Nørrejylland, og et lignende Antal valgte af Slesvig, samt 2 Medlemmer valgte af Island, 1 Medlem valgt af Færøerne.

Desuden indtræde i Landsthinget 2 Medlemmer valgte af Universitetet i Kjøbenhavn, 1 Medlem vatgt

af den polytechniske Anstalts og den militære Høiskoles Lærere i Forening, 2 Medlemmer valgte af Høiesteret, 2 Medlemmer valgte af Overretterne i Danmark, 4 Medlemmer valgte af Geistligheden i Danmark og 6 Medlemmer valgte af Kongen.

Af de 20 Medlemmer, som Østifterne have at vælge, vælges:

4 af Kjøbenhavn; 2 — de øvrige Kjøbstæder i Sjællands Stift med Undtagelse af Byerne paa Bornholm: 1 — Kjøbstæderne i Lollands-Falsters Stift: 2 — Kjøbstæderne i Fyens Stift: og 11 — Landdistrikter paa omtrent lige mange Indvaanere, dogat paa Bornholm Kjøbstæder og Land udgjøre eet Distrikt.

Af de 20 Medlemmer, som falde paa Iylland, vælges 8 af Kjøbtæderne; 12 — Landdistrikter paa omtrent lige mange Indvaanere.

§ 35.

Med Hensyn til Adskillelsen mellem By og Land til Landsthingsvalgene kan Forandring skee ved Lov, dog ikke førend efter Udløbet af den første Valgperiode. Samtlige Valg til Landsthinget skee paa 8 Aar, og efter de Regler, som Valgloven bestemmer.

Halvdelen af de Valgte af gaaer hvert 4de Aar.

I Overeensstemmelse med de af os gjorte Forslag og som Følge af disse maae vi endeligen endnu foreslaae, at Lovudkastets § 30 kommer til at lyde saaledes:

Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. Begge fremgaae ved umiddelbare Valg; og at § 36 kommer til at lyde saaledes: Medlemmerne af Landsthinget erholde et dagligt Vederlag.

Ovenstaaende 3die Minoritetsforslag, og 4de Minoritetsforslag a tiltrædes subsidiairt af Larsen.

4de Minoritet b.

Undertegnede Jespersen kan, med Hensyn til Landsthinget, ikke finde tilstrækkelig Betryggelse for, at de vigtige Formaal, man søger sremmede ved et Tokammer, kunne ventes opnaaede ved et saadant Landsthing, som det i Udkastet foreslaaede. Da det herefter er de samme Vælgere, fra hvem Valgene til Folkething og Landsthing udgaae, forekommer det mig nemlig, at de tvende egentlig yderligere Garantier, som med Hensyn til Landsthinget ere opstillede — den høiere Alder og ingen Diæter — der altsaa alene vedkomme Valgbarheden, ikke ere af den Beskaffenhed, at de give nogen sand Betryggelse for en Repræsentation, der kan ventes at blive saa forskjellig fra Folkethinget og at ville optræde med en saadan Selvstændighed og Kraft ligeoverfor dette, som er fornødent, for at opfylde det sande Øiemed med et Førstekammer, som er fornødent, for at Tokammer-Systemet i Udførelsen kan blive til sand Virkelighed. Hvad den høiere Alder angaaer, da kan denne Fordring vel i og for sig være velbegrundet; men allerede den Omstændighed, at en meget stor Deel af Medlemmerne til Folkethinget ville, ifølge Forholdene hos os, være omtrent i den samme Alder, viser, hvor liden Garanti der alene heri kan søges. Mere væsentlig er den Bestemmelse, at medlemmerne til Landsthinget ingen Diæter skulle have, en Forskrift, der fremtræder som

15

en indirecte temmelig høi Valgbarheds-Census, idet nemlig kan den, der besidder en saadan formue, at han paa egen Bekostning kan forlade sin egentlig Stilling og tage Ophold aarligt i længere Tid ved Rigsforsamlingen, kan modtage valg; — de enkelte Tilfælde, hvor et Valgdistrikt vil udrede Diæter til dets Repræsentant, maae ansees som en reen Undtagelse. Imod denne Bestemmelse fremtræde nu for det første de samme Indvendinger, som imod enhver høiere Valgbarheds-Census, idet den indskrænker Vælgerne Valget af den, som efter deres Overbeviisning er den dygtigste til at udføre det vigtige Kald, hvorom her handles; men efter Formue-Forholdene hos os, hvor et ret godt Udkomme til dermed at tilfredsstille de sædvanlig Fornødenheder er ligesaa almindeligt, som større Formuenhed er sjelden, turde det endog adskillige Steder, navnlig i Iylland, have sine særdeles Vanskeligheder med at saae Valgcandidater i samme Amt (cfr. § 32 i Udkastet, stdste Passus). Det synes ogsaa i og for sig misligt, at søge en egentlig Garanti med Hensyn til det ene Thing i dets Medlemmers forskjellige pecuniaire Stilling paa selve Rigsdagen, ligesom den Betragtning vel ikke ligger fjern, at Medlemmerne af Landsthinget maaskee snart vilde søge at faae denne Forskjellighed hævet, hvilken Grundlovsforandring, som Folkethinget ikke kunde være imod, og som det vilde være Regjeringen ubehageligt at modsætte sig, ikke vilde være vanskelig at faae sat igjennem. Jeg mener derfor, at en ligefrem Valgbarheds-Census — Ydelsen af an høiere Skat, og en vis aarlig Indtægt som Alternativ — i hvert Fald havde været ønskeligere og mere hensigtssvarende, end den i Udkastet indeholdte i og for sig ikke betryggende Betingelse i samme Retning.

De øvrige Forskjelligheder med Hensyn til Landsthingets og Folkethingets Sammensætning efter Udkastet kan jeg endnu mindre betragte som egentlige Garantier; den væsentligste af disse er vel den, at Valgene til Landsthinget foregaae for en dobbelt saa lang Tid som til Folkethinget; men ligesom begge Thing kunne samtidigt opløses, i hvilket Tilfælde Valgene foregaae til samme Tid, saaledes ville efter Udkastet de ordinaire Valg til begge Thing hver anden Gang falde sammen. At det er de samme Vælgere, hvoraf Valgene til begge Thing fremgaae, har følgelig netop herefter megen Betydning.

Naar man i Landsthinget vil søge et modererende, et tempererende Element imod den muligt for stærke Bevægelighed i Folkethinget et Element, der vil og kan hindre Folkethinget i mulige Misbrug af dets Myndighed; — naar man i Landsthinget vil søge det rette Middel til paa den ene Side, ved at tiltræde Folkethingets Beslutning, at styrke Folke-Villien, hvorved dens Billigelse af Kongen bliver saa meget mere sikkret, og paa den anden Side — hvor Folkethingets Beslutning maa ansees som et Udtryk mere for en øieblikkelig Stemning, en mulig unaturlig Opbrusning af en eensidig Folkemening, end for den sande, fornuftige offentlige Mening — ved at modsætte sig saadan Beslutning, at forhindre Noget fra at blive endelig Udtalelse af Folke-Villien, som ei fortjener at være det, hvilken mulige Modstand fra Landsthingets Side ingenlunde maa betragtes at skee til Skade for Folke-Friheden, da det Omdendte meget vel kan være Tilfældet; naar Landsthinget paa den ene Side skal være den naturlige Beskytter af Minoriteterne i Folkethinget, og paa den anden Side et betydningsfuldt Mellemled imellem Folkethinget og Kongen — da maa man søge at organisere Landsthinget saaledes, at det har den Folkelighed, den Selvstændighed og den Kraft, som er fornøden, for at disse vigtige Øiemed kunne ventes opnaaede. Denne Organisation maa efter min Anskuelse søges tilveiebragt, ved at udfinde en passende Middelvei imellem en reen Modsætning til og en fuldkommen Eensartethed med Folkethinget; og naar jeg ikke har kunnet billige Udkastets Forslag til Landsthinget, deels fordi det i det Væsentlige er for eensartet med Folkethinget, og deels fordi det i og for sig ikke giver den Garanti, som heri burde søges, da skal jeg, i Conseqvents med hvad af mig er antaget med Hensyn til Folkethinget, hvor Valgretten betinges af en lav Census med fri Valgbarhed, og i Overeensstemmelse med de ovenfor opstillede Fordringer Foreslaae, at Valgret til Landsthinget betinges af en høiere Census, en aarlig Afgift af 40 Rbd., hvorved vel en ikke ringe Deel af Vælgerne til Folkethinget blive udelukkede, men dog en saa stor Deel bibeholdt —

de fleste Gaarvmænd paa Landet og de mere betydende Borgere i Kjøbstæderne — at Landsthinget paa ingen Maade kan siges at have en ufolkelig Rod. Ved Siden heraf foreslaaer jeg fri Valgbarhed, dog med Indskrænkning til 35 Aars Alderen, samt Diæter.

Uagtet det er at haabe, at den høiere Intelligents i Almindelighed ei vil savne den fornødne Repræsentation enten i Folkethinget eller i Landsthinget, har jeg dog anseet det for ønskeligt, at der havdes en bestemt Garanti for dette Elements Tilstedeværelse i Landsthinget, hvilket jeg formener kan skee, uden at Thingets folkelige Charakteer derved angribes, paa den Maade, at Universitetet vælger 2 Medlemmer; den polytechniske Anstalts og den militære Høiskoles Lærere i Forening 1; Høiesteret 2; og hver af Overretterne 1 — i Alt 7.

Med Hensyn til Antallet af Repræsentanter og disses Fordeling har jeg formeent, at det kunde være omtrent det halve imod Folkethinget, hvorefter, naar dettes Antal, efter Distrikter paa omtrent 14000, for det egentlige Danmark blev omtrent 100, Landsthinget for dette kom til at bestaae af 50 Medlemmer, I det jeg derhos har anseet det for passende, at Østifterne, Iylland, ligesom i sin Tid Slesvig, udvalgte hver et lige Antal, vilde altsaa 20 blive at vælge for Østifterne, 20 for Iylland, 2 for Island, 1 for Færøerne, og 7 for de oven nævnte Instituter; samt 20 for Slesvig.

§ 33. § 34. § 35. § 36. § 37. § 38.

Ifølge det saaledes Udviklede skal jeg tillade mig at foreslaae Landsthing et organiseret ved Bestemmelser af følgende Indhold: Valgret til Landsthinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds-eller Fallit-Behandling, naar han i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Afgifter i Alt 40 Rbdlr. Valgbarhed til Landsthinget har Enhver, som er valgbar til Folkethinget, naar han har fyldt sit 35te Aar. Landsthinget skal bestaae af: 20 Medlemmer valgte af Østifterne. 20 — — Nørrejylland. 2 — — Island. 1 — — Færøerne 2 — — Universitetet i Kjøbenhavn. 1 — — Den polytechniske Anstalts og den militære Høiskoles Lærere i Forening. 2 — — Høiesteret, og 2 — — Overretterne i Danmark; samt 20 — — Slesvig. Valgene til Landsthinget foregaae amtsviis. Hovedstaden vælger særskilt. Hver Vælger stemmer i sin Commune paa saamange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen. Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have opnaaet mere end Trediedelen af de afgivne Stemmer. Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. Medlemmerne af Landsthinget erholde et dagligt Vederlag.

5te Minoritet.

Bruun og Hage gaae ud fra de samme Anskuelser, som synes at have foresvævet Udkastets Forfattere. Vi mene saaledes, at der bør være tvende Thing, hvorledes Valgrets- og Valgbarheds- Betingelserne samt Valgmaaden end maatte blive; vi mene ligeledes, at begge Thing bør have en sand folkelig Rod, men at saavel Valgret som Valgbarhed bør knyttes til saadanne Betingelser, som yde nogen Garanti for gode Valg; vi mene endelig, at der bør være nogen Forskjel, skjøndt ingen Modsætning, mellem de tvende Things Charakteer. Vi kunne som Følge heraf hverken tiltræde de tvende Forslag

16

om et Eetkammersystem, ei heller Forslaget om en temmelig høi Valgcensus, Klassevalg og Kongevalg, hvad Landsthinget angaaer. Vi troe imidlertid, at den Opgave, Udkastet har stillet sig, kan løses paa en noget mere tilfredsstillende Maade, end ved dets Bestemmelser er skeet, idet vi dog for Øieblikket ikke ganske samstemme med Hensyn til Betingelserne for Valgret til Folkethinget.

Udkastet har med Hensyn til dette Thing søgt Garantien for gode Valg deri, at Valgretten er knyttet til 30 Aars Alderen, at Tjenestefolk, de, der nyde eller have nydt Fattigunderstøttelse, som ikke er tilbagebetalt, og de, der ere ude af Raadighed over deres Bo, ere udelukkede fra at nyde denne Ret, samt deri, at Valgcandidaten skal stille sig og underkastes en Slags offentlig Vrøve, forinden Valget foregaaer. Ved disse Udkastets Bestemmelser troer jeg, Hage, foreløbig at burde blive staaende, idet jeg, for det Tilfælde at der skulde være en almindelig Stemning for at tilstede Valgretten til dem, der have naaet 25 Aars Alderen samt til Tjenestefolk, eller det skulde blive muligt derved at samle de forskjellige Anskuelser, der nu ere saa spredte, — ikke er uvillig til at ombytte disse Udkastets Garantier mod en meget lav Census aff. Er. 2 Rbd., der foruden Eie af skyldsat Jord eller Borgerskab i en Kjøbstad skulde give Valgret. Jeg, Bruun, troer derimod strax at burde erklære mig for, at de sidstnævnte Betingelser i Udkastet afløses af en Census paa 5 Rbd. eller Eie af skyldsat Jord, eller Borgerskab i en Kjøbstad, idet jeg antager, at Nydelsen af politiske Rettigheder, hvortil Adgangen bør staae aaben for enhver fuldmyndig Mand, meget vel, uden at Principet derved krænkes, kan være betinget af Fordringer af den Peskaffenhed, at de af enhver stræbsom Mand uden Vanskelighed kunne syldestgjøres, men at Adgangen derimod ikke bør være den fuldmyndige Mand nægtet.

De enkelte smaae Forandringer, vi forøvrigt troe at burde tilraade i Udkastets Bestemmelser om Folkethinget, skulle vi ikke opholde os ved, da de ogsaa ere tilraadede af flere andre af Udvalgets Medlemmer.

Opgaven at give Landsthinget et folkeligt og dog fra Folkethinget noget forskjelligt Præg, er søgt opnaaet derved, at Valgretsbetingelserne paa den ene Side ere de samme for begge Thing, medens paa den anden Side Forskjelligheden fremtræder i de større Valgkredse, den communale Afstemning, den længere Valgtid, den høiere Valgbarheds-Alder, Fordringen, at den, der vælges, skal boe i Valgdistriktet, at absolut Stemmefleerhed udkræves til et gyldigt Valg, og især, at der ingen Diæter tilstaaes Landsthingets Medlemmer, Vi ville ingenlunde benægte, at disse Forskjellingheder kunne have en ikke ringe Betydning og en velgjørende Indflydelse, men vi troe dog, at Opgaven maa kunne løses paa en mere fyldestgjørende Maade. Amtet er saaledes vistnok for lille som Valgkreds, dersom man skal opnaae hvad man synes at ville, at gjøre Valget mindre paavirket af de stedlige Interesser, de smaalige Anskuelser, den øieblikkelige og tildeels tilfældige Bevægelse paa de enkelte Steder, Dette vilde langt bedre opnaaes, dersom man, som ogsaa af flere andre Medlemmer af Udvalget er foreslaaet, satte Stift, i Stedet for Amt, som Valgkreds; men vi kunne dog ikke dølge for os, at Betydningen af Bopæl i Valgdistriktet derved for en Deel vilde tabe sig, og at der, naar til et gyldigt Valg absolut Stemmefleerhed, eller selv blot ⅓ af Stemmetallet udkrævedes, enten maatte foregaae hyppige Omvalg, eller Indvirkningen paa Valgene fra enkelte Centralpunkter maatte blive aldeles overveiende, da Communernes Befolkning sjeldent vilde kjende de Mænd, som de stemte paa.

I Forbindelse med Stistsvalg kunde derfor efter vor Mening middelbare Valg gjennem Communalbestyrelserne benyttes. Det kan næppe betvivles, at Communen hos os, som overalt, vil blive kaldet til at spille en mere og mere detydningsfuld Rolle, at man i Communens Repræsentanter efterhaanden vil finde de dygtigste og bedste Kræfter, som ere i dens Midte, at de Mænd, der kaares til at varetage de Interesser, som nærmest og stærkest ligge Befolkningen paa Sinde, ville være naturlige Repræsentanter for den, naar Valgmænd skulle benyttes, og at den tillidsfuldt vil overdrage dem det Hverv, at optræde som saadanne. Det er maaskee tvivlsomt, om man ved at saae saadanne Valgmænd vil erholde mere eller mindre liberale Valg, men det synes os utvivlsomt, at man vil erholde dygtigere Personligheder valgte.

Dersom dette Forslag blev antaget, erholdt man saaledes tvende Thing, af hvilke det ene udgik af det umiddelbare frie Folkevalg, det andet af middelbare Valg ved Kjernen af Befolkningen; det ene blev nærmest et Billede af de forskjellige Svingninger snart i Bevægelsens og snart i Tilbagegangens Retning, det andet af den roligere, fikkrere, mere selvbevidste Fremadskriden, som findes hos dem, der betragte Forholdene fra et høiere og almindeligere Standpunkt end Mængden; ethvert af dem havde sit sunde, eiendommelige, noget, men ogsaa kun noget, forskjellige Præg.

Der møder imidlertid ved Udførelsen af dette Forslag den Vanskelighed, at Communalforholdene for Øieblikket ere ordnede efter Principer, som ikke ville kunne holde sig. Det vil derfor næppe være gjørligt at benytte Valg igjennem Communalbestyrelserne, forinden en ny, Communallov er udkommet, forinden de administrative Forholde ere omordnede. Vi have derfor troet at burde indskrænke os til at foreslaae, at det i Grundloven bestemmes, at Valget af Landsthingets Medlemmer ved Lov kan gaae over til Communalbestyrelserne (§ 41), hvorved Hensigten er antydet og Veien er aabnet til at benytte dem, uden at den besværligere Vei, som i § 80 foreskrives, skal betrædes.

§ 30. § 31

Spørgsmaalet er nu, hvorledes Valgene af Landthingets Medlemmer indtil den Tid skulle foregaae. De, der ville middelbare Valg igjennem Communalbestyrelserne, synes foreløbig at maatte føle sig opfordrede til at benytte almindelige middelbare Valg. Dette have vi foreslaaet i §§ 36 og 38. I Forbindelse hermed have vi knyttet Valgretten til visse Betingelser (§ 35). Vi skulle ikke her nærmere søge at vise de Fordele, disse Betingelser i Almindelighed kunne have, men indskrænke os til at bemærke, at een Betragtning harværet afgjørende for os, idet vi have foreslaaet dem, nemlig Hensynet til Communalforholdenes Ordning. Dersom nemlig begge Thing udgik fra Vælgere, hos hvem der ingen Census fordredes, vilde det vistnok være vanskeligt for dem at fornægte det Princip ved Communalforholdenes Ordning, der laae til Grund for deres eget Liv. Men det vilde næppe være heldigt, dersom Udkastets Valgprincip blev gjennemført i Communen. Magten kan nemlig ikke blot ifølge Forholdenes Natur langt lettere misbruges af Mængden i Communen end i Staten, men de Spørgsmaal, der reise sig i hin, dreie sig fornemmelig og langt mere end i denne om Skattesager. Naar man nu gav de Ikkeeiende, dem, der ingen Skat yde, den hele bevægelige Befolkning, der som oftest ikke har nogen særlig Interesse for Communens Anliggender, hvilke overalt ville udgjøre et meget betydeligt Antal, Magten til at raade over Beskatningen i Communen, vilde resultatet næppe blive det bedste. Vi have derfor troet, at Rigsforsamlingen, dersom den skulde finde Valg igjennem Communalbestyrelserne ønskelig, strax burde afgive et Vidnesbyrd om, at den ikke anseer det rigtigt, at Udkastets Valgretsbestemmelser i Et og Alt forplantes til Kommunen, og at man burde fastsætte de Betingelser for Valgretten til Landsthinget, som man ønsker skulle gjælde for deres Vedkommende, der gjennem Communalbestyrelserne middelbart komme til at indvirke paa dette Things Valg, saa at kort sagt Valgmændene traadte i Communalbestyrernes, hines Vælgere i disses Vælgeres Sted. Vort Forslag er, at Udkastets 4de Afsnit §§ 30—36 kommer til at lyde som følger: Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. Hage: Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, med mindre han:

a) uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold, Bruun: Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og som enten eier skyldsat Jord, eller er Borger i en Kjøbstad, eller aarlig betaler 5 Rbdlr. i directe Skat til Staten eller Communen, med mindre han:

b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er tilbagebetalt, c) er ude af Raadigheden over sit Bo,

17

§ 32. § 33. § 34. § 35. § 36. § 37. § 38. § 39. § 40. § 41.

d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i det Valgdistrikt eller den Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer. Hage: Valgbar til Folkethinget er, med de i § 31 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret. Bruun: Valgbar til Folkethinget er, med de i § 31 b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret. Valgene til Folkethinget foregaae efter Distrikter paa omtrent 12000 Indvaanere. Ethvert Distrikt vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 3 Aar. De erholde et dagligt Vederlag. Valgret til Landsthinget har Enhver, der ifølge § 31 har Valgret til Folkethinget, og som eier skyldsat Jord eller er Borger i en Kjøbstad eller aarlig betaler 5 Rbd. i directe Skat til Staten eller Communen. De, der ifølge § 35 have Valgret til Landsthinget, vælge udaf deres Midte Valgmænd, efter de Bestemmelser, som gives i Valgloven Valgbar til Landsthinget er med de i (Hages) § 31 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 40de Aar. Valgene til Landsthinget foregaae stiftsviis. Valgmændene i hvert Stift træde sammen og stemme paa saa mange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen, i hvilken i det Mindste ¾ af de Valgte skulle have havt fast Bopæl i det sidste Aar. Til et gyldigt Valg udfordres mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent ½ af Antallet af Folkethingets Medlemmer. Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. De erholde intet Vederlag. Naar en ny Communallov er givet, kan det ved Lov bestemmes, at Valget af Landsthingets Medlemmer skal gaae over til Communalbestyrelserve. 📖 6te Minoritet.
Minoritets-Votum af Bjerring, Dahl, Hall, Krieger, Pjetursson og Schurmann.

Idet vi i det Væsentlige slutte os til Grundlovsudkastets Repræsentationssystem, antage vi det fornødent ikke blot i Korthed at begrunde de enkelte Afvigelser fra dette, som vi ville tilraade, men tillige, da Motiverne til Udkastets Bestemmelser ikke ere meddeelte, at antyde den Opfattelse af Hovedpunkterne i samme, som har bevæget os til at fastholde disse.

Naar Udkastets § 31 bestemmer: „Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. Begge fremgaae ved umiddelbare Valg af Folket", saa er heri den nye Forfatnings Grundcharakteer givet ved 3 Bestemmelser angaaende Repræsentationens Ordning, dens Tilbivelsesmaade og dens Udspring, hvilke vi ikke kunne andet end tiltræde.

Vi kunne ikke antage det nødvendigt eller hensigtsmæssigt her nøiere at udvikle de Grunde, der tale for Tokammerindretningen,

og som for den store Fleerhed af os ere aldeles afgjørende. Vi kunne henholde os til de vægtfulde Stemmer, der have hævet sig herfor under det forløbne Aars storartede Discussioner om denne Gjenstand, og til Historiens Vidnesbyrd om dette Systems praktiske Betydning ikke blot i de Lande, hvor det har faaet sin Tilværelse som en nødvendig Følge af Folkets ældre politiske Tilstand, men fornemmelig der, hvor det er fremtraadt uden nogen Forbindelse med Standsadskillelser, ja endog er bleven tillagt Fortrin for en tidligere bestaaende Ordning af Folkerepræsentationen i eet Kammer.

Idet vi antage, at den saaledes ordnede Repræsentation bør frembringes alene ved umiddelbare Valg, og derfor forkaste den saakaldte indirecte eller middelbare Valgmaade gjennem Valgmænd, kunne vi slutte os til Martsministeriets Yttringer i dets Motiver til Valgloven af 7de Juli, at Erfaringen ikke har stadfæstet den Mening, at man ved den nævnte Valgmaade opnaaede, at Valgene bleve foretagne med større Indsigt og Kyndighed, hvorimod det netop kunde befrygtes, at man paa denne Maade aabnede Intriguer og locale smaalige Hensyn Adgang til at gjøre sig gjældende, ligesom det og maatte antages, at man ved at skyde Valgmænd ind mellem Vælgerne og de Deputerede let forvanskede den rene Udtalen af Vælgernes Villie og Anskuelser, og vi skulle blot tilføie, at det vel ogsaa maa antages, at en saadan middelbar Valgmaade noget maa svække den Interesse hos Folket for dets Repræsentation, som Alle erkjende for en væsentlig Betingelse for dennes frugtbringende Virksomhed.

Naar det endelig bestemmes, at Repræsentationen skal have sit Udspring fra „Folket", saa udelukkes herved Valg saavel af Regjeringen, som af andre Autoriteter. Med Hensyn til det første Slags Valg, der er bleven benyttet til den nuværende Rigsforsamling, samstemme vi i det Væsentlige i den Erkjendelse, som blev udtalt af begge de sidste Provindsialstænder, at disse indeholdt en saadan Afvigelse fra Folkerepræsentationens Princip, at de alene maatte søge deres Berettigelse i ganske særegne og fordigaaende Forhold.

Naar Valget af nogle Medlemmer af Repræsentationen overlades til andre Autoriteter (f. Er. de overordnede Retter, Universitetet) saa kan det vel ikke nægtes, at enkelte gode Kræfter, som ellers maaskee ikke vilde saae Plads i samme, ad denne Vei vilde kunne naae en saadan, men disse vilde dog efter vor Formening ikkun da kunne udøve en sand og velgjørende Indflydelse paa Repræsentationen, naar de ikke med Rette maatte betragtes som et uligeartet Element i samme. Saadanne Valgcorporationer, der med en høiere Dygtighed og Anseelse forene et virkeligt folkeligt Præg, ville vel kunne fremkomme som en Følge af den nye Forfatning ved Omordningen af Retsvæsenet og Communaladministrationen, og det vil da være en følgende Tids lovgivende Magt forbeholdt at afgjøre, om en Indvirkning paa Repræsentationen hensigtsmæssigen kan overlades til disse, og i saa Fald ad den grundlovmæssige Vei at bevirke en saadan Forandring. Men under de nuværende Forhold finde vi ikke, at der ved at overlade Valgret til nogen af de bestaaende Autoriteter vilde kunne forventes saadanne Fordele, som vilde opveie de mislige Følger af at give Repræsentationen en saa blandet Natur.

Vi skulle derefter udtale os over den i de følgende Paragrapher (31—36) i Udkastet givne Udførelse af de paa det ovenanførte Grundlag byggede Repræsentationssystem, idet vi sammenfatte Bestemmelserne herom under de 3 Hovedpunkter: Valgretten, Valgbarheden og Valgmaaden.

A. Om Valgretten.

Vi slutte os med Hensyn til dette Punkt til de i § 31 givne Bestemmelser, idet vi alene foreslaae Udeladelsen af Ordene: „enten er eftergivet eller" i Litr. b, og den forkortede Redaction af Litr. d „ikke har havt Bopæl i eet Aar i det Valgdistrikt eller i den Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer".

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Ngl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

18

To og tredssindsthvende (65de) Møde. (Fortsættelse af Grundlovscomiteens Betækning.)

Vi antage det for umuligt at finde saadanne Qvalificationer for Valgberettigelsen, som kunde sikkre, at denne Ret kun bliver indrømmet Saadanne, som besidde saavel Dygtighed som Villie til at gjøre en fuldkommen rigtig Brug af samme, og vil man end lade sig nøie med den svagere Garanti for en saadan Brug af Valgretten, som kunde søges deri, at denne kun indrømmedes dem, der befinde sig i en saadan Livsstilling, som med Lethed kan tilstede dem at erhverve sig den fornødne aandelige Udvikling og Indsigt i det politiske Liv, saa maatte denne Ret dog blive saaledes indsnævret, at der ikke længer kunde tales om en Folkerepræsentation. Men paa den anden Side antage vi ikke heller, at Valgberettigelsen kan betragtes som en naturlig Borgerrettighed, der altsaa burde indrømmes enhver fuldmyndig Person i Staten. Den Grundtanke, som vi med Hensyn til Valgretten fastholde, og som vi antage, at Grundlovsudkastet har havt til Hensigt at ville gjennemføre, er den, at den bør bestemmes saaledes, at ingen Borger i Staten, der ikke har gjort sig uværdig til dens Brug, skal betragtes som udelukket for bestandig fra Deeltagelsen i denne Ret, og som en Følge deraf ville Begrændsningerne for denne Ret naturligen være at søge i saadanne Tilstande, som, idet de i en ringere Grad give Betryggelse for den ønskelige Aandsmodenhed, Besindighed eller Selvstændighed, tillige ordentligviis maae betragtes som Overgangstilstande for dem, der befinde sig i samme. I denne Betragtningsmaade finde vi en tilstrækkelig Retfærdiggjørelse for de tre meget indgribende Valgretsbegrændsninger, som findes i Udkastets Bestemmelse om 30 Aars Alder som Betingelse for Valgretten og i Udelukkelsen af dem, der definde sig i et privat Tjenesteforhold uden at have stiftet egen Huusstand, samt af dem, der nyde eller have nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er tilbagebetalt.

Udkastet er altsaa ikke gaaet ud fra nogen Anerkjendelse af en almindelig Stemmeret, som en enhver Person tilkommende naturlig Ret; men det har stillet Valgretsbetingelserne saaledes, at i Reglen Ingen, der selvstændigt ernærer sig, vedvarende vil kuune blive udelukket fra denne Ret, medens man dog fjerner dem, hvis borgerlige Uselvstændighed er saa aabenbar, at der er noget Selvmodsigende i at give dem politisk Valgret, saalænge Staten ikke har været istand til at hjælpe dem til at hæve sig op paa et høiere Trin i det borgerlige Samfund. Den under Litr. c nævnte Udelukkelse af dem, der ere satte ud af Raadighed over deres Bo, er i sig af mindre Betydning, men understøttes af det samme Sømmelighedshensyn. Stadigt Ophold i en vis Tid i den Valgkreds, hvor Valgretten skal gjøres gjældende, er vistnok ogsaa en aldeles naturlig eller endog nødvendig Betingelse, og vi finde ikke heller tilstrækkelg Grund til at fravige det i Udkastet foreskrevne Tidsrum af eet Aar.

Sees der nu hen til den praktiske Indflydelse af de ovennævnte Indskrænkninger paa Massen af de Valgberettigede, saa er det vel ikke usandsynligt, at den ikke vil blive særdeles forskjellige fra den, som vilde frembringes ved en meget lav Census, saasom hvis Valgberettigelsen tildeels i Lighed med den norske Forfatnings Bud knyttedes til Eiendomsret over skyldsat Jord, Borgerskab i en Kjøbstad eller Udredelsen af et ringe Beløb af kongelige eller communale Afgifter, f. Ex. 2 Rbd. Men

naar vi, uagtet Nogle af os ikke have været ganske utilbøielige til at optage dette Valgretssystem, have sluttet os til Udkastets Bestemmelser i denne Henseende, da er dette skeet, deels fordi man maaskee i disse vil finde en renere Gjennemførelse af det omhandlede Princip for Valgretten, deels og fordi Udkastets Regel, som har saaet en vis Hævd ved een Gang at være anvendt, maaskee kunde være meest skikket til at give Folkerepræsentationen en saadan Fasthed og Styrke, som bedst vil satte den istand til at gjennemføre det politiske Livs Udvikling hos os. Valgberettigelsen er derhos efter Grundlovsudkastet eens til begge Thing, og skjøndt vi vistnok mene, at det maa ansees for væsentligt for Tokammersystemet, at de tvende Thing erholde en forskjellige Natur, finde vi det dog rettest, at denne ikke søges tilveiebragt ved en Forskjellighed i Betingelserne for Valgretten. Vi troe, at det væsentligen vil bidrage til at sthrke Indflydelsen af Repræsentationens Deling i tvende Thing, at begge disse fremtræde med et lige folkeligt Udspring. Den Forskjellighed, der med Rette maa attraaes, vil derimod naturligen frembringes ved forskjellige Regler med Hensyn til Valgbartheden og Valgmaaden til de tvende Thing, saaledes som i det Følgende nærmere vil blive antydet.

B. Valgbarheden.

Vi antage med Udkastet (§ 32), at Valgbarheden til Folkethinget bør lades meget fri, og at derfor ikke blot den for Valgretten foreskrevne Betingelse af eet Aars Ophold i Valgkredsen her vilde være aldeles urigtig, men at ogsaa den for Valgretten foreskrevne Alder kan nedsættes til den almindelige Fuldmyndighedsalder. Thi medens det vel tør antages, at Aldersperioden mellem 25 og 30 Aar i sin Almindelighed snarest kan betragtes som en saadan, hvori en fastere og modnere Livsanskuelse først dannes, og en alvorligere Interesse for det hele offentlige Liv kommer frem, saa kan det paa den anden Side ikke nægtes, at der i denne Aldersperiode vil kunne findes Mænd, som fuldkommen ville egne sig til at indtræde i Folkerepræsentationen. At Valgbarhedsalderen nedsættes til 25 Aar, medens 30 Aars-Alder kræves til Valgretten, synes derfor at finde sin tilstrækkelige Begrundelse deri, at et stort Antal Medborgeres Valg unægteligen maa tale i høi Grad for, at den Valgte hører tit dem, der tidligere end sædvanligt have naaet en politisk Udvikling og lagt en saadan for Dagen.

Valgbarheden til Landsthinget er derimod indskrænket deels derved, at der fordres en Alder af 40 Aar (§. 32), deels ved den Bestemmelse, at Medlemmerne af dette Thing ikke erholde noget Vederlag (§ 36), hvortil endnu kommer et ikke uvæsentligt Moment, (Bopælen i Valgkredsen), som vi senere skulle omtale.

Det er unægteligt, at disse Bestemmelser ville i en meget betydelig Grad indskrænke de Valgbares Tal, men de maae vistnok tillige erkjendes at være vel begrundede, idet de paa den ene Side maae antages at give en ikke ringe Betryggelse for, at Landsthinget vil erholde en saadan Charakteer, at det, for at benytte et Udtryk fra den af Østifternes Stænderforsamling afgivne Betænkning over Valgloven, vil kunne danne en Modvægt mod en eensidig og overilet Bevægelses Retning, og paa den anden Side ikke i nogen Maade ville formindske Landsthingets Stilling eller svække dets Betydning ligeoverfor Folkethinget. Hvad navnlig Diætnægtelsen angaaer, maa det vistnok indrømmes, at det Offer, der maa bringes af den, som i et Tidsrum af 8 Aar skal opholde sig fjernet fra sit Hjem flere Maaneder aarligen, er saa bethdeligt, at det for at kunne bringes uden at føles særdeles stærkt

19

maa forudsætte, at han befinder sig i gunstige Kaar; men vi troe ogsaa, at en saadan Stilling, naar den ikke i og for sig betragtes som Adkomst til Deeltagelse i Folkerepræsentationen, men alene fremtræder som en yderligere Qvalification hos dem, der ved et stort Antal Medborgeres Valg kaldes til at tage Sæde i samme, afgiver i flere Henseender en vigtig og fornøden Betryggelse; og det er da tillige en Fordeel ved denne Bestemmelse, at den ikke absolut udelukker Nogen fra Valget til Landsthinget. Det Offer, der kræves, kan bæres med større eller ringere Besvær, det staaer ikke alene i Forbindelse med den Vedkommendes Formuestilstand, men ogsaa med hans Interesse for Deeltagelsen i det offentlige Liv og den Sympathi, han derigjennem har erhvervet sig. Vi ansee det derfor for baade at være naturligt og rimeligt, at der i Landsthinget vil findes Saadanne, som ikke kunne henregnes til de Formuendes Klasse, medens vi paa den anden Side ingenlunde kunne ansee det for sandsynligt, at den omhandlede Bestemmelse skulde blive illusorisk derved, at det skulde blive Sædvane, at Vælgerne selv ydede de af dem valgte Landsthingsmænd den Godtgjørelse, hvis Nægtelse efter Grundloven netop skulde udgjøre et almindeligt betegnende Skjelnemærke for dette Thing.

De Fleste af os ansee derfor denne Bestemmelse for saa væsentlig, at de, hvis den skulde have den almindelige Mening saameget imod sig, at den burde opgives, maae ansee det nødvendigt, at den afløses af en anden, som kunde yde en lignende Betryggelse, og i saa Fald mene Nogle af os, at en saadan naturligt vilde være at søge i den ligefremme Bestemmelse af en ikke ringe Valgbarhedscensus; Andre derimod vilde være tilbøielige til at foreslaae en Valgretscensus til Landsthinget, som da maatte ansættes noget høiere end den ovenfor ved Folkethinget nævnte særdeles lave Census.

C. Valgmaaden.

De herhenhørende Bestemmelser i Udkastet (§ 33) gaae væsentligen ud paa, at Valgkredsen bestemmes for Folkethinget efter et vist Folketal (omtrent 12, 000), for Landsthinget efter Amtsinddelingen, uden noget Hensyn til de forskjellige Livsstillinger, hvori Beboerne definde sig, samt at Candidaterne til det første selv fremstille sig til Valg, medens de til det sidste maae søges af Vælgerne blandt de valgbare Personer, som have Hjem i Valgkredsene. Vi ere aldeles enige i den Grundsætning, som her udtales, at Vælgerne i en Valgkreds betragtes som en Heelhed uden Hensyn til de forskjellige Livsstillinger eller Næringsveie, hvori de befinde sig. Vi troe, at det vilde være lidet ønskeligt, om saadanne Modsætninger, som under tidligere Forhold have dannet sig imellem de forskjellige Klasser af Borgerne, skulde fremtræde i deres Skarphed, hvor der er Spørgsmaal om at vælge dem, der skulle deeltage i Afgjørelsen af hele Statens almindelige Anliggender, og saaledes opnaae en fornyet Styrke og Fasthed ved den Grundlov, paa hvilken Landets Fremtid skal bygges. Vi frygte ikke for, at Danmarks lovgivende Forsamling skal gjøre sig skyldig i uretfærdig Behandling af nogen Stand, fordi den ikke er forsvaret i Forsamlingen af nogen af den selv valgt Repræsentant, og i alt Fald forekommer det os indlysende, at den, der ikke af anden Grund maatte nære en saadan Tillid til vor fremtidige constitutionelle Lovgivermagt, ikkun lidet vilde kunne beroliges ved egentlige Klassevalg, som dog stedse maatte lade den enkelte Klasses Repræsentanter i en afgjort Minoritet imod den hele øvrige Repræsentation.

Med Hensyn til Valgkredsene have vi vel ikke været utilbøielige til at antage, at disse for Folkethingets Vedkommende passende kunde modtage nogen Forøgelse, omtrent til 14,000, og Folkethingets Størrelse altsaa lidet forringes; men vi have dog ikke fundet tilstrækkelig Grund til derom at gjøre noget bestemt Forslag. Derimod antage vi det for at være af væsentlig Betydning, at en Forandring foretages med Hensyn til Valgkredsene for Landsthinget, saaledes at Stifts inddelingen træder istedetfor Amtsinddelingen. Vi oversee ikke, at et Hensyn, som man antager at være taget i Betragtning ved den i Udkastet givne Ordning, nemlig det nøie og personlige Bekjendtskab hos Vælgerne til Valgcandidaterne, taber sin Betydning ved en saadan Udvidelse af Valgkredsene; men vi antage det for ønskeligere,

at det er det i en mere udvidet Kreds, gjennem det offentlige Liv vundne Anseelse, der i Reglen henleder Opmærksomheden paa Valgene til Landsthinget, og selv naar Amtsinddelingen bevaredes som Grundlag for Valgkredsene, vilde dog idetmindste i flere af disse et paa nærmere personlige Berøringer grundet Bekjendtskab til den, om hvis Valg der kunde blive Spørgsmaal, være vanskeligt eller umuligt, ligesom vel ogsaa undertiden Savnet af velskikkede Candidater i en saadan ringere Amtskreds vilde være føleligt. En Følge af en saadan Udvidelse af Valgkredsene vilde det da blive, at Kjøbenhavn kom til at vælge med det øvrige Stift, og vi troe ikke, at der er Grund til at frygte for, at Hovedstaden jo ligefuldt vil kunne gjøre den Indflydelse gjældende, som rettelig bør tilkomme den. En anden naturlig Følge af Valgkredsenes Udvidelse maatte vel blive den, at en ringere Deel af de afgivne Stemmer kunne ansees tilstrækkelig til et Valg, da Landsthingsmanden, omend valgt med en ringere Pluralitet i Stiftet, dog vilde kunne have idetmindste ligesaa mange Stemmer, som hvis han i Amtet var valgt med en større Pluralitet. Vi ville derfor under den nævnte Forudsætning foreslaae „Halvdelen" forandret til „Fjerdedelen".

Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Valgene skulle foregaae, antage vi det for særdeles vigtigt, at Udkastets Forskrift, hvorefter Candidaten selv maa stille sig til Folkethingsvalgene, fastholdes. Vi mene, at endog den enkelte Brug, der af denne Valgmaade nu er gjort hos os, har godtgjort, at der i samme indeholdes et meget vigtigt Middel til at fremkalde hos Vælgerne Interessen for Valgene og bibringe dem Sands for og Oplyning om de Anliggender, paa hvis Afgjørelse deres Valg vil kunne have Indflydelse.

Ligeledes antage vi det for rigtigt, at Valgene til Landsthinget foregaae efter de i Udkastet foreskrevne Regler, dog saaledes at ¼ af det hele Stiftet tillagte Antal af Valg gjøres frit, saa at den Valgte forsaavidt ikke behøver at have Bopæl i Valgkredsen. Hvorvidt der vil findes Trang til at søge Candidater udenfor Stiftet, kan naturligviis ikke forudsees, men det maa dog ansees ønskeligt, at Muligheden til at kunne for en Deel gaae udenfor samme er givet, og en saadan Frigjørelse vil ogsaa vel stemme med den ovenantydede Anskuelse, som har ledet os til at foreslaae Valgkredsens Udvidelse fra Amtet til Stiftet.

Endnu skulle vi blot tillade os et Par Bemærkninger med Hensyn til de i Udkastets §§ 34 og 35 givne Bestemmelser om Antallet af Landsthingets Medlemmer og Længden af Valgperioderne saavel for Folkethinget som for Landsthinget. Vi antage, at Landsthinget med det i § 34 bestemte Antal Medlemmer baade i sig selv vilde være for svagt desat, for passende at fremtræde som den ene Hovedbestandeel af Folkerepræsentationen, og tillige vilde befinde sig i et for stærkt Misforhold til Folkethinget i de Tilfælde, i hvilke det efter Grundloven maatte komme til at sammentræde med dette Thing. Vi foreslaae derfor ⅓ forandret til ½. — Tidsbestemmelsen for Valgperioderne finde vi vel i sig hensigtsmæssig; men da det dog neppe kan ansees ønskeligt, at Valgene til Folkethinget og Landsthinget regelmæssigen salde sammen, saa tilraade vi som den naturligste og letteste Forandring i denne Henseende, at Valgperioden for Folkethinget bestemmes til 3 Aar, medens den i Udkastet bestemte Tid af 8 Aar vedligeholdes for Landsthinget.

§ 30. § 31.

Vi foreslaae altsaa følgende Affattelse af § erne 30—36. Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. Begge fremgaae ved umiddelbare Valg af Folket. Valgret til Rigsdagen har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, medmindre han a) uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold; b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsnet, som ikke er tilbagebetalt;

20

§ 32. § 33.

c) er ude af Raadigheden over sit Bo; d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i den Valgkreds eller den Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer. Valgbar er med de i § 31, a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, til Folkethinget, naar han har fyldt sit 25de Aar, til Landsthinget, naar han har fyldt sit 40de Aar. Valgene til Folkethinget foregaae i Valgkredse paa omtrent 12000 Indvaanere. Enhver Valgkreds vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg.

§ 34. § 35. § 36. § 37. § 38.

Valgene til Landsthinget foregaae stiftsviis. Hver Vælger stemmer i sin Commune paa saa mange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen, i hvilken i det mindste ¾ af de Valgte skulle have havt fast Bopæl i det sidste Aar før Valget. Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have opnaaet mere end Fjerdedelen af de afgivne Stemmer. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent ½ af Antallet af Folkethingets Medlemmer. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 3 Aar. Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. Medlemmerne af Folkethinget erholde et dagligt Vederlag; Medlemmerne af Landsthinget derimod ikke. Ved § 37 har Udvalget Intet kundet at bemærke. Naar denne Paragraph bestemmer, at ingen Rigsdagsmand kan fængsles eller tiltales under Rigsdagens Samling, medmindre det Thing, hvortil han hører, dertil giver sit Samtykke, skal Udvalget herved alene tillade sig to mindre væsentlige Forslag. Det ene gaaer ud paa, at det udtrykkelig bliver fastsat, at en Rigsdagsmand under Rigsdagens Samling ei heller uden vedkommende Things Samtykke kan hæftes for Gjæld. Det andet tilsigter en Undtagelse fra Forbudet mod criminel Forfølgning for det Tilfælde, at en Rigsdagsmand maatte gribes paa ferst Gjerning.

Man indstiller altsaa, at Paragraphen maatte affattes paa følgende Maade:

§ 39.

„Ingen Rigsdagsmand kan under Rigsdagens Samling, uden at det Thing, hvortil han hører, dertil giver sit Samtykke, heftes for Gjæld, ei heller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. I nærværende Paragraph, der udtaler Rigsdagsmændenes Uafhængighed, har Udvalget troet, at man kunde optage et Tillæg, der fastsatte, at Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, ikke behøve Regieringens Tilladelse til at modtage Valget. Vi antage vel ingenlunde, at herved siges Noget, som ikke fulgte af Udkastets hele Aand, men vi have dog troet, at en udtrykkelig Tilkjendegivelse i saa Henseende kunde være passende. Det bemærkes alene, at det dermed naturligviis ikke er sagt, at Embedsmænd, der vælges til Rigsdagsmænd, herved skulde have erholdt nogen Ret til at fordre, at deres Embede, forsaavidt Nogen i deres Sted maatte forordnes til dets midlertidige Bestyrelse, skulde besørges udført paa offentlig Regning.

Man foreslaaer altsaa følgende Tillæg:

„Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, behøve

ikke Regjeringens Tilladelse til at modtage Valget.