§ 40.

Nærværende Afsnit indeholder deels en i det Enkelte gaaende Udvikling af Rigsdagens Myndighed, deels de mere formelle Bestemmelser om Rigsdagens indre Ordning; til den første Række af Bestemmelser henhøre §§ 40 til 46, til den sidste §§ 47 til 59. Denne Paragraph hjemler hvert af Thingene Ret til at vedtage eller forkaste Lovforslag. Hvert af Thingene har altsaa hvad man pleier at kaldedet absolute Veto og Initiativet, Ret til ved sit Nei at forhindre, at et Forslag bliver Lov, om end Kongen og det andet Thing maatte ønske det, og Ret til at vedtage et Lovforslag i fuldftændigt udarbeidet Form, hvis videre Skjæbne da afhænger af det andet Thing og af Kronen. Det Første er en naturlig Følge af det i Udkastet antagne Tokammersystem, som netop ved Lovgivningsanliggender er af fortrinlig Betydning, det Sidster er en naturlig Følge af ethvert udviklet constitutionelt System. Af disse Grunde maa Udvalgets Fleerhed altsaa tiltræde Udkastet.

En Minoritet (Dahl) anseer det for hensigtsmæssigt, især dersom den ene Afdeling af Rigsdagen bliver sammensat meget forskjelliget fra den anden og kommer til at indeholde væsentligt stabile Elementer, at der optages en Paragraph af følgende Indhold:

Er et Lovforslag forkastet i det ene Thing, men vedtaget i det andet, kan det sidste Thing, efter paany at have behandlet Sagen, forlange, at det første ligeledes behandler den. Ere Thingene dog saaledes ikke blevne enige, og det ene Thing forlanger det, træde de sammen og tage Beslutning i Sagen med ⅔ Stemmer.

Denne Minoritet troer, at derved forenes flere af Fordelene ved Eet- og Tokammersystemet, uden at man dog i nogen betydelig Grad vil komme til at lide under det enes eller det andets Mangler.

En anden Minoritet (Christensen, Dahl, Jespersen) formener, at der i dette Afsnit efter § 40 bør optages en Paragraph saaledes:

Naar en Beslutning er vedtagen af Rigsdagen, skal den forelægges Kongen. Billiger han den, bliver den derved Lov; billiger han den ikke, meddeler han dette til Rigsdagen, før den adskilles. Kongen kan forholde sig paa samme Maade, om en følgende Rigsdag foreslaaer den samme Beslutning. Bliver Beslutningen behandlet og uforandret vedtaget paa den 3die Rigsdag, bliver den derved Lov, uden at den behøver at forelægges Kongen; dog udfordres dertil: 1) at Beslutningen hver Gang er vedtagen mindst med ⅔ af de afgivne Stemmer, enten i begge Afdelinger eller paa den forenede Rigsdag; 2) at der til Folkethinget, som uforandret har vedtaget Beslutningen, idetmindste een Gang er foregaaet nye Valg, og 3) at der mellem 1ste og 3die Bedtagelse ikke er hengaaet længere Tid end 5 Aar. Til Grundlovsforandringer ud fordres altid Kongens Samtykke.

Ved en saadan Bestemmelse troer denne Minoritet, at det rette Forhold imellem den lovgivende Forsamlings og Regentens Myndighed bliver tilveiebragt, og at, ligesom det paa den ene Side er saa langt fra, at den kongelige Myndighed derved vif svækkes, at den snarere vil styrkes, saaledes vil paa den anden Side Tilfredshed i Folket og Kjærlighed til Statsforfatningen næres og vinde i Kraft, naar det bliver klart, at den sande og rette Folkevillie dog tilsidst, om end med Besvær, vil kunne gjøre sig gjældende, hvorved den hele Udvikling i Statslivet, navnlig med Hensyn til vigtige og almeenønskelige Reformer, vil saae en roligere og sikkrere Gang end ved Bestemmelsen i § 28.

Det følger af sig selv, at §§ 3 og 28 ved en saadan Paragraphs Optagelse vilde behove nogen Omredaction.

Udvalgets Majoritet kan ikke tiltræde noget af disse Forslag. Det bemærkes herved kun foreløbigt, at ligesom Udkastets § 54 inde

21

§ 41.

holder en Regel for Lovforslags Behandling, saaledes vil Udvalget ved dette Afsnits Slutning foreslaae nogle Tillægsbestemmelser (§ 59, b. og c.) hvoraf den ene udtaler, at et Lovforslag, der er forkastet i eet af Thingene, ikke oftere kan foretages af samme Thing i samme Samling, medens den anden fastsætter nærmere Regler for den Fremgangsmaade, der skal iagttages for at lette en Overeenskomst mellem de to Thing, hvor disse maatte være uenige om Enkelthederne i et Lovforslag. Denne Paragraph udtaler hvert Things Ret til selvstændigt at indgive Adresser til Kongen. Udvalget har vel taget i Overveielse, om der ikke kunde være Grund til at tilføie et Ord, der nærmere forklarede, hvad der aabenbart skal betegnes ved Ordet Adresser, nemlig ethvert Andragende, der ikke er et Lovforslag. Men vi have i det Mindste ikke fundet noget Ord, der bedre betegnede Tanken end det fremmede, der nemlig her er brugt i sin omfattende Betydning om enhver Henvendelse fra Rigsdagen til Kongen.

§ 43.

Vi foreslaae derfor alene, at Ordet selvstændigt, der synes overslødigt og derfor tager sig noget synderligt ud, bortfalder. § 42 har ikke givet Udvalget Opfordring til nogen Erindring. Naar denne Paragraph bestemmer, at ingen Skat kan paalægges, intet Statslaan optages, og ingen Staten tilhørende Domaine afhændes uden ved Lov, skulde Udvalget, der i Tanken selv er enig, alene bemærke, at Udtrykket „ved Lov" maaskee dog her bruges i en altfor forskjellige Betydning, eftersom Talen er om Skats Paalæg, eller om Statslaans Optagelse eller om en Domaines Afhændelse ved Lov.

Man antager derhos, at det i denne Paragraph passende kunde udtales, hvad der synes at følge af det constitutionelle System, at ei heller noget Mandskab kan udskrives uden ifølge Lov, og man foreslaaer derfor følgende Affattelse af Paragraphen:

§ 44.

„Ingen Skat kan paalægges uden ved Lov, ei heller noget Mandskab udskrives, noget Statslaan optages eller nogen Staten tilhørende Domaine afhændes uden ifølge Lov." Efter Udkastets § 43 skulle de almindelige Skattelove behandles ligesom alle andre Lovgivningssager. Hvad Budgetloven angaaer, da bestemmes i denne Paragraph, at Regjeringen paa hver ordentlig Rigsdag, saasnart den er sat, skal fremlægge Forslag til Finantsloven for det følgende Aar, indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter. Dette Finantslovforslag skal behandles først i Folkethinget, men gaaer derefter, ligesom alle andre Lovforslag, til Landsthinget, og bliver kun til Lov ved begge Thingenes og Kongens overeensstemmende Villie. Naturligviis kan ingen Skat oppebæres, omend i Overeensstemmelse med en gjældende Skattelov, forinden dens Opkrævning er bevilget ved Finantsloven, ei heller tør nogen Udgift afholdes, der ikke har Hjemmel i samme.

Forsaavidt nu Udkastet betegner den Tid, for hvilken Finantslovforslaget skal gjælde, som „det følgende Aar, “skal Udvalget, uden nærmere at gaae ind paa en Undersøgelse af, hvorledes Udkastet har forstaaet disse Ord, tillade sig at foreslaae, at de ombyttes med Ordene „det følgende Finantsaar". Det vil nemlig saaledes i sin Tid kunne afgjøres, hvorledes man vil ordne Budgetperioden; om man skal holde sig til det borgerlige Aar, eller om man bør vælge en anden Beregningsmaade — Noget, der er saa almindeligt i fremmede Stater, — vil for Øieblikket ikke være let at afgjøre.

To og tredssindstyvende (65de) Møde. (Fortsættelse af Grundlovscomiteens Betænkning.)

Vi føle os overbeviste om, at Landsthingets Betydning herved vilde svækkes i betydelig Grad, at forfatningen paa denne Maade vilde komme til at savne den ikke uvæsentlige Garanti mod, at eensidige Retninger ville kunne gjøre sig gjældende i Folkethinget, som ligger deri, at Landsthinget dog ikke er berøvet Magten til, hvor Statsvellet skulde fordre det, at gjøre sin Indsigelse og Modstand gjældende, at endeligen Veien til Conflicter mellem Folke- og Landsthinget langt lettere aabnes, naar Thingene ved Budgettets Forhandling sammensmeltes, end naar ethvert af Thingene forhandler det særskilt, fordi Landsthinget langt snarere vil være rede til at erkjende Folkethingets sande Stilling til Budgetsagen, end til at indrømme, at det paa Grund af dets mindre Talrighed er samme underordnet.

De constitutionelle Staters Historie bevise desuden, at det overalt, hvor Tokammersystemet bestaaer, er blevet anseet som gavnligt og som nødvendigt for at værne om det første Kammers Betydning, at lade hvert af Kamrene behandle Budgettet særskilt, og at deraf ikke er opstaaet de Conflicter eller Ulemper, som maatte ansees som overhængende og vanskelige at undgaae, ifald man skulde tilraade Budgettets fælles Behandling af Folke- og Landsthing.

Paa disse Grunde maae vi erklære os imod den ovenfor betegnede Forandring af § 44.

§ 45.

I den sidste Passus i § 44 hedder det, at det vil blive bestemt ved Communalloven, hvorledes der skal forholdes med de communale Afgifter, der dog albrig kunne paalægges af Kongen ene. Det forekommer Udvalget, at man ikke ret vel før efter Behandlingen af § 77 kan have en begrundet Mening om denne sidste Sætning. Ligesom Budgettet er omhandlet i § 44, saaledes indeholder § 45 de nærmere Bestemmelser om Regnskabet. Efter Udkastet udnævner Landsthinget aarligen een, og Folkethinget to lønnede Revisorer, som skulle gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at samtlige Statsindtægter deri ere opførte, og at ingen Udgift har fundet Sted uden Hjmmel i Finantsloven; derefter forelægges Statsregnskabet med Revisorernes Bemærkninger for Folkethinget, som med Hensyn til samme tager Beslutning.

En Minoritet i Udvalget (Hansen) formener, at den i denne Paragraph optagne Bestemmelse ikke kan ansees for at fyldestgjøre den Control, som det bør tilkomme den lovgivende Magt at udøve med Statshuusholdningen. Det er nemlig kun det aarlige Statsregnskab, hvorom der i denne Paragraph er Tale, men dette slutter sig saa nøie til de Regnskaber, som maae aflægges for Statshuusholdningens forskjellige Grene, f. Ex. det directe og det indireete Skattevæsen, Militairetaterne o. a. fl., at det kun for de Revisorer eller Decisorer, som gjennemgaae disse, vil være muligt at bedømme det aarlige Statsregnskabs Rigtighed og at paasee, om Statens samtlige Indtægter deri ere blevne opførte, og at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted, hvilket ikke ved en isoleret Revision af det samlede aarlige Statsregnskab vil kunne opnaaes.

Jeg har derfor troet, at istedetfor den ved Udkastet foreslaaede aarlige Udnævnelse af Revisorer bør der, i Lighed med hvad der i flere andre constitutionelle Staters Grundlove er fastsat, organiseres en Regnskabsret, hvorved der etableres en betryggende Control med Regnskabsvæsenet i Almindelighed, til hvilken Rigsdagen enten i det

Hele eller for en Deel kunde tillægges Udnævnelsesret, og som da vilde have at forelægge det aarlige Statsregnskab med dens Bemærkninger for Folkethinget, som, efterat have prøvet det ved et Udvalg af dets Midte, med Hensyn til samme maatte tage Beslutning. At det bør tilkomme Folkethinget alene, uden Forbindelse med Landsthinget, at tage saadan Beslutning, anseer jeg for det retteste, da der ikke vil kunne blive Spørgsmaal om nogen Talrevision, men om en kritisk Bedømmelse af Regnskabet, der kunde lede til at paatale saadanne Forseelser, som omtales i § 19 af Lovudkastet, og hvorefter Folkethinget tilkommer og maa tilkomme Anklagemagten, da det er Rigsretten som skal domme, og denne tildeels vil komme til at bestaae af Medlemmer af Landsthinget.

At der organiseres en saadan Regnskabsret, maa jeg, under den Statsform vi gaae imøde, ansee saameget mere hensigtsmæsigt, som den ministerielle Ansvarlighed fører det med sig, at der maa gives Ministrene en stor Indflydelse paa alle Embeders Besættelse og Embedsmændenes Stilling i Almindelighed, hvorfor man bør søge ethvert Afhængighedsforhold fjernet fra de Embedsmænd, der igjennem Regnskaberne skulle føre Tilsynet med de vedkommende Ministeriers Dispositioner over Statens Indtægter og Udgifter. Da det imidlertid ikke vil være Stedet i Grundloven at optage de specielle Bestemmelser, som i denne Henseende maatte findes passende, vil det være tilstrækkeligt, at den nærmere Ordning forbeholdes ved Lov; jeg indstiller derfor, at Paragraphen kommer til at lyde saaledes:

„Det aarlige Statsregnskab bliver af en Regnskabsret, som organiseres ved Lov, med Rettens Bemærkninger at forelægge Folkethinget, der prøver samme ved et Udvalg af dets Midte og derefter tager Beslutning med Hensyn til samme."

Naar Udvalgets øvrige Medlemmer ikke tiltræde dette Forslag, ville de ingenlunde derved have udtalt sig imod Hensigtsmæssigheden af en Regnskabsret; men de antage, at nærværende Paragraph i Grundloven ikke har Hensyn til almindelige administrative Revision, hvis nuværende Indretning vistnok under den constitutionelle statsform vil blive at omdanne, men til den mere politiske Statsrevision, som nærmest paaligger selve Folkerepræsentationen, men hvis Arbeide i denne Retning efter Udkastet skal lettes ved Statsrevisorer. Der kunde altsaa vel efter Udvalgets Majoritets Formening reises Tvivl, om man vil beholde denne hele Indretning med lønnede Revisorer, idet man antog, at Rigsdagen selv vilde kunne overkomme den hele Revision, hvilket Arbeide i sig selv nærmest paaligger den; men Statsrevisionen kan næppe efter sin Tanke ombyttes med en Regnskabsret, der udentvivl, om end Rigsdagen, navnlig Landsthinget, fik nogen Indflydelse paa dens Sammensætning, nærmest træder i Stedet for den administrative Revision.

Ved denne Paragraph har iøvrigt den samme Meningsulighed gjort sig gjældende, som med Hensyn til den foregaaende.

En Minoritet (David og Ussing) maa, som Følge af hvad der af Minoriteten er bemærket ved § 44, ligeledes erklære sig mod den af Udvalgets Fleerhed her foreslaaede Forandring, der er en Conseqvents af dens Forslag til nysnævnte § 44.

Udvalgets Fleerhed skjønner nemlig ikke rettere, end at Statsregnskabet ligesaa vel som Finantsforslaget egner sig til Behandling paa den forenede Rigsdag.

Vi oversee ikke, at Udkastet alene vil indrømme Folkethinget Ret til at tage Beslutning med Hensyn til Statsregnskabet, og vi formode, at Grunden til denne Bestemmelse maa søges i den Betragt

23

ning, at Folkethingets foreløbige Beslutninger kunne give Anledning til en Rigsretsanklage, i hvis Paadømmelse nogle af Landsthingets Medlemmer tage Deel (jfr. Udkastets § 60 og 61). Men vi kunne dog ikke indsee, at denne Betragtning virkeligt kan retfærdiggjøre Landsthingets Udelukkelse fra regelmæssig Andeel i Forhandlingerne om Statsregnskabernes Afslutning. Det er kun ved en streng og nøieregnende Control med Statsregnskabet, at Budgettets og navnlig Udgiftsbudgettets Votering faaer sin fande Betydning, medens de Tilsidesættelser af Finantsloven, der give Anledning til Rigsretsanklage, forhaabentlig ville blive fjeldne; og det er jo vitterligt, at man i fremmede Lande, hvor det ene Kammer har Anklagemagten, det andet Domsretten, ingenlunde heri har seet nogen Hindring for at lade de Love, hvorved Statsregnskabet opgjøres, gaae gjennem begge Kamre aldeles paa samme Maade, som Budgetloven.

Udvalgets Fleertal har derhos ikke indseet, hvorfor Landsthinget kun skulde udvælge een og Folkethinget to Revisorer; det forekommer os, at hvert Thing burde vælge to. Endelig tillade vi os den mindre væsentlige Bemærkning, at det ikke synes nødvendigt, i Grundloven at foreskrive, at Revisorerne kun kunne vælges paa eet Aar, hvorfor vi mene, at Ordet aarlig burde udgaae.

Flere af os have iøvrigt været tilbøielige til at ansee det for rettest, at Revisorerne altid skulde tages udaf Thingenes egen Midte, fordi vi have fundet det meget ønskeligt, at Repræsentationen stedse i sin egen Kreds havde de Mænd, der besad den fulde Detailkundskab til Statsregnskabet; men vi have dog ikke herom villet gjøre nogen særskilt Indstilling.

Udvalgets Fleerhed foreslaaer altsaa følgende Affattelse af § 45:

Hvert Thing udnævner to lønnede Revisorer. Disse gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at samtlige Statens Indtægter deri ere blevne opførte og at ingen Udgift uden for Finantsloven har fundet Sted. De kunne fordre sig alle fornødne Oplysninger og Actstykker meddeelte.

Statsregnskabet med Revisorernes Bemærkninger forelægges derefter den forenede Rigsdag, som med Hensyn til samme tager Beslutning.

Ligesom §§ 46 og 47 ikke give Udvalget Anledning til nogen Erindring, saaledes har man ved § 48 alene at gjentage den Redactionsbemærkning, man alt har fremsat ved § 8, at det i Stedet for „Grundloven for Kongeriget Danmark og Slesvig" maatte hedde „Danmarks Riges Grundlov" eller hvilken anden Overskrift, der maatte blive vedtaget.

Naar denne Paragraph fastsætter, at den gyldig Valgte mister den af Valget flydende Ret, naar han kommer i et af de Tilfælde, hvorved Valgbarhed fortabes, og dertil knytter den Undtagelse, at Ingen dog skal tabe sit Sæde i Landsthinget, fordi han flytter til et andet Amt, saa forekommer det Udvalget, at det vilde være nøiagtigere i Stedet for de Ord, „hvorved Valgbarhed fortabes", at sætte „der udelukke fra Valgbarhed.“Om den, der f. Ex. ikke i det sidste Aar før Valget har havt fast Bopæl i den Valgkreds, der kunde ønske at vælge ham, er det ingenlunde givet, at han har fortabt en vunden Valgbarhed; han har maaskee aldrig havt den, men han er i ethvert Tilfælde nu udelukket.

I Stedet for „Amt" foreslaaes at sætte Valgkreds. Saaledes passer Paragraphen, hvad enten man vælger den ene Ordning af Valgkredsen eller den anden.

Til nærværende Paragraph antager Udvalget, at en Bestemmelse passende kunde føies om Virkningen af en Rigsdagsmands Befordring til et lønnet Statsembede.

Udvalget har ikke troet, at der under vore Forhold var tilstrækkelig Grund til at begrændse eller ophæve Embedsmænds Valgbarhed. Men man har dog ikke kunnet oversee den Indflydelse, som Regjeringen gjennem Befordringer kan øve paa Rigsdagsmænd.

En Minoritet (Dahl, David, Hansen, Jespersen, Ussing) har troet at burde opstille den ubetingede Regel, at ethvert Medlem, der af Regjeringen udnævnes til et lønnet Embede og modtager det,

ophører at have Sæde i Thinget og kan gjenvælges. Majoriteten har døg fundet det utilraadeligt at optage en saa almindelig Regel, hvorefter f. Ex. enhver Befordring, der fulgte vedtagne Anciennitetsregler, saasom i Militairetaten, skulde medføre Nødvendigheden af Gjenvalg. Den har derfor indskrænket sig til at foreslaae, at det nærmere ved Lov bestemmes, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand, der befordres til et lønnet Statsembede, skal underkastes Gjenvalg. Minoriteten foreslaaer altsaa følgende Tillæg:

„Et Medlem af et af Thingene, der af Regjeringen udnævnes til et lønnet Embede og modtager det, ophører at have Sæde i Thinget, men kan gjenvælges."

Majoriteten (med 10 mod 5 Stemmer) foreslaaer derimod denne Tilføining:

§ 50.

Det bliver nærmere ved Lov at bestemme, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand, der befordres til et lønnet Statsembede, skal underkastes Gjenvalg. Udvalget er enigt i, at Ministrene i Embeds Medfør bør have Adgang til Rigsdagen. Man er fremdeles enig i, at de erholde Ret til at forlange Ordet, saa ofte de ville. Men man antager, at det udtrykkelig bør udtales, at Ministrene dog ved Brugen af denne deres Ret ere pligtige at iagttage den vedtagne Forretningsorden. Ministrene kunne ikke i Forhandlingerne staae udenfor denne, uden at alle Rigsbagsmændene i deres Yttringer ligeoverfor Ministrene indtil en vis Grad maae løses fra Formandens Myndighed; men ingen af Delene bør formeentlig tilstedes.

Udvalget foreslaaer altsaa, idet man optager en lille Forandring i Affattelsen, at Paragraphen kommer til at lyde paa følgende Maade:

Ministrene have i Embeds Medfør Adgang til Rigsdagen, og ere berettigede til under Forhandlingerne at forlange Ordet, saa ofte de ville, idet de iøvrigt iagttage Forretningsordenen.

Ved denne Paragraph har det Spørgsmaal været reist, om der ikke var Opfordring til udtrykkelig at udtale, at ethvert af Thingene kan forlange Ministrenes Nærværelse. Majoriteten (med 8 Stemmer mod 8) har dog ikke kunnet tilraade et saadant Tillæg. Det forekommer os nemlig, som om et saadant Tillæg langtfra at give Rigsdagen nogen Magt, den savnede, i Gjerningen langt snarere svækker dens Anseelse, idet Forestillingen om dette Tillægs Nødvendighed synes at gaae ud fra den Tanke, at Rigsdagen uden en saadan udtrykkelig juridisk Bemyndigelse ikke skulde kunne vinde den Betydning, at Ministrene ikke kunde vægre sig for at give Møde og forsvare deres Færd. Vil man gaae ind paa saadanne spændte Situationer, i hvilke vi rigtignok antage, at Grundlovens Bogstav er dødt og magtesløst, saa er det jo dog ikke Ministrenes blotte personlige Nærværelse, der vilde være fyldestgjørende; men det var en virkelig Erklæring, som maatle gives, og denne forekommer det os netop, at Udkastets § 55 indeholder en aldeles tilstrækkelig Hjemmel til at affordre Ministrene.

En Minoritet (Bruun, Dahl, David, Hansen, Jespersen, Larsen, Neergaard, Ussing) anseer det derimod for rigtigt, at der føies til denne Paragraph, at ethvert af Thingene kan forlange Ministrenes Nærværelse. Denne Bestemmelse, der findes i flere Staters Grundlove, navnlig i den belgiske Grundlov Art. 88, vilde tjene til bestemtere at angive Ministrenes Stilling og Forhold til Rigsdagen og vilde saaledes forebygge Conflicter, der kunde have væsentlig Indflydelse paa Rigsdagens Stemning og Forhandlingernes Gang. Vi have derfor ikke kunnet lade os overbevise af de af Fleertallet i Udvalget mod Optagelsen af et saadant Tillæg til denne Paragraph anførte Grunde, men maae holde for, at der til Paragraphen bør tilføies:

§ 51.

Ethvert af Thingene kan forlange Ministrenes Nærværelse. Naar § 51 bestemmer, at hvert Thing, vælger for hver ordentlig eller overordentlig Samling sin Formand og den, der i hans Forfald skal føre Forsædet, saa antage vi, at Grundloven ikke bør være til Hinder for, at Formanden kan vælges for en

24

kortere Tid, og ligesaalidet bør det være udelukket, at der kan valges mere end een Viceformand.

§ 52.

Vi foreslaae altsaa følgende Affattelse af Paragraphen: Ethvert Thing vælger sin Formand og den eller dem, der i hans Sted skal føre Forsædet. Efter denne Paragraph kan intet af Thingene tage nogen Beslutning, naar ikke idetmindste ⅓ af dets Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen.

En Minoritet (Christensen, Gleerup, Jacobsen, Krieger) tiltrader denne Bestemmelse, medens Majoriteten holder for, at idetmindste Halvdelen af Thingets Medlemmer bør tage Deel i Beslutningstagelsen.

Minoriteten erkjender vel, at det er ønskeligt, at Thingenes Medlemmer stedse møde saa samvittighedsfuldt, at ikke blot Trediedelen eller Halvdelen, men Flere tage Deel i Afgjørelsen, og vi vente, at hvad enten Thinget er forfatningsmæssig fuldtalligt, naar en Trediedeel eller kun naar en Halvdeel vil forhandle, vil et større antal Medlemmer være paa deres Plads ved alle vigtigere Spørgsmaals Afgjørelse men vi maae dog bemærke, at dersom man fordrer Halvdelen, kan det tænkes, naar Endeel ere fravarende, at en temmelig lille, factieus Minoritet, til stort Afbræk for Rigsdagens Værdighed, kan paa nogen Tid ved Udeblivelse reent standse Rigsdagens Forhandlinger. Dette modvirkes, naar en Trediedeel kan danne en lovlig Rigsdag, uden at der paa den anden Side af denne Bestemmelse synes at kunne flyde nogen Ulempe; thi naar det først vides, at et Thing kan arbeide med en Trediedeel af Medlemmer, vil der heri ligge en stærk Opfordring til overalt, hvor det behøves, samvittighedsfuldt at give Møde; det er og bekjendt, at man f. Ex. i England, hvor Underhuset tæller 658 Medlemmer, lader sig nøie med at fordre 40 Medlemmers Tilstedevarelse.

Udvalgets Majoritet (med 12 mod 4 Stemmer) antager derimod, at Rigsdagens Anseelse vil svækkes, naar det tilstedes, der at tage Beslutninger, uagtet ikke engang Halvdelen af dens Medlemmer er tilstede. Dette er noget saa afvigende fra hvad der hos os tidligere for Provindsialstænderne var gjældende, og hvad der i sig selv synes naturligt, at Majoriteten maa holde for, at der i det Mindste bør fordres Halvdelen, en Regel, der ogsaa følges paa nærværende Rigsforsamling og i mange fremmede Landes Forfatninger.

§ 53.

Majoriteten indstiller altsaa, at der i Stedet for ⅓ sættes: „Halvdelen". Denne § indeholder, at til enhver Beslutning, saavelsom til Valget af Formændene udfordres Fleertallet af de afgivne Stemmer, hvorimod det ved hvert Things Forretningsordning bestemmes, hvorledes der skal forholdes ved andre Valg.

Udvalget skjønner ikke, at denne Paragraph indeholder Andet, end hvad der enten er selvfølgeligt eller er paa et naturligere Sted udtalt i § 59. Man foreslaaer altsaa:

§ 54.

at Paragraphen udgaaer. Denne Paragraph indeholder den Regel, at ethvert Lovforslag skal foretages tre Gange, forinden Thinget derom kan tage nogen endelig Beslutning.

Forsaavidt det nu heri ligger, at intet Lovforslag endelig kan antages, forinden det tre Gange har været behandlet af Thinget, maa Udvalget ganske tiltræde denne Tanke. Man antager, at Udkastets Forfattere have tænkt sig, at hvert Thing nærmere vilde bestemme de forskjellige Læsningers Charakteer. Der vilde saaledes være Spørgsmaal, om man ikke ved den første Forhandling burde indskrænke sig til en Drøftelse af Hovedgrundsætningerne, om man ikke derefter ved den anden burde gjennemgaae de enkelte Bestemmelser i Lovudkastet, og ved den tredie stemme over Forslaget i dets Heelhed, idet man alene undtagelsesviis optog saadanne Punkter, hvorom Meningerne vare saa deelte, at det kunde ansees tvivlsomt, hvorvidt nogen virkelig tilfredsstillende Afgjørelse havde fundet Sted. Men

hvorledes man nu end nærmere vilde ordne disse tre Læsningers indbyrdes Forhold, hvilket meget vi; afhænge af det Systent, der iøvrigt vedtages med Hensyn til den forberedende Behandling af Sagerne, saa antage Flere af os, at der ved Slutningen af hver Forhandling bør finde en Afstemning Sted, saa at det altsaa ikke kan være Meningen, at første og anden Behandling skulde være en saadan Indledning til den tredie Behandling, som den foreløbige Behandling til den endelige efter Provindsialstænderlovgivningen og Rigsforsamlingens nærværende Forretningsorden, der i dette Stykke ikke mere end høist nødvendigt afveg fra den i Provindstalstænderne foreskrevne Forretningsgang. Hvis Paragraphen alene havde handlet om Regjeringslovforslag, da kunde vi have tænkt os, at Udkastets Mening var den, at intet saadant Forslag endelig maatte forkastes, før det tre Gange var gjennemgransket; men Udkastet taler om alle Lovforslag, altsaa ogsaa om saadanne, som ere indbragte af et Medlem af Thinget, og det kan da vist ikke være Hensigten, at Rigsdagen tre Gange skulde behandle ethvert saadant Lovforslag, som det ikke ved dets Indbringelse fandt saa aldeles forkasteligt, at det slet ikke vilde værdige det nogen nærmere Prøvelse. Udvalget antager derfor, at det rammer Udkastets Hensigt, og troer i alt Fald at ramme det Rette, ved at foreslaae følgende forandrede Affattelse af Paragraphen:

Intet Lovforslag kan endelig antages, forinden det 3 Gange har været behandlet af Thinget.

Ved §§ 55, 56 og 57 har Udvlget Intet at bemærke; ved § 58 bemærkes alene, at man vel gjerne kan overlade det til Thingene selv at bestemme, hvor lidet et Antal Medlemmer man vil indrømme Ret til at forlange hemmeligt Møde.

§ 59.

Man foreslaaer altsaa i Stedet for „5 Medlemmer" at sætte: „det i Forretningsordenen bestemte Antal" Man foreslaaer her den Omredaction af Paragraphen, at det kommer til at hedde:

Et hvert af Thingene fastsætter de nærmere Bestemmelser, som vedkomme Forretningsgangen og Ordens Opretholdelse.

Ved Slutningen af hele dette Afsnit skal man tillade sig at forelægge Forslag til nogle nye Paragrapher, der, hvis de antages, maae indordnes paa vedkommende Sted; men vi antage, at det vil billiges, at vi foreløbigt, ligesaalidt her som tidligere ved lignende Tillægsforslag, have villet forandre Udkastets Paragraphfølge. Hvad nu de antydede Tillægsforslag angaaer, da have de to Hensyn til Lovforslags Behandlig:

Man antager nemlig for det Første, at det passende kunde udtales, at naar et Lovforslag bliver forkastet af eet af Thingene, kan det ikke oftere foretages afsamme Thing, i samme Samling.

Man antager fremdeles, at det kan være hensigtsmæssigt i Grundloven at optage nogle Bestemmelser, der vise den Fremgangsmaade, der skal iagttages ved Lovforslags Sendelse fra det ene Thing til det andet.

Naar et Lovforslag er blevet foreslaaet i et Thing, men falder igjennem, kan det faldne Forslag, naar man ikke optager en ganske særegen Bestemmelse, saaledes som en Minoritet af os tidligere har foreslaaet, ikke naae videre. Vedtages derimod en Beslutning om et Lovforslag, hvad enten nu dette er det oprindeligt indbragte, uforandret vedtagne, eller et forandret Lovforslag, i hvilket sidste Tilfalde det oprindelige ikke langere, som saadant, existerer, da maa denne Thingets Beslutning meddeles det andet Thing. Bifaldes den, forelægges Sagen naturligviis Kongen; forkastes den aldeles, maa Sagen ligeledes, naar man ikke træffer ganske særegne Forholdsregler, bortfalde.

Vedtages det derimod med Forandringer, da gaaer det tilbage til det første Thing. Gaaer dette nu ind paa disse Forandringer, saa er Sagen moden til at forelagges Kongen; men foretages Forandringer, gaaer Forslaget paany til det andet Thing.

Vindes nu ei heller Overeensstemmelse, saa have vi troet, at Grundloven burde aabne en bestemt Vei til at forsøge en mindelig Udjævning af Uenigheden, uden at man dog opgav selve den Tanke, der ligger til Grund for Tokammerindretningen, Det ligger i For

25

holdets Ntatur, at der Intet kan være til Hinder for, at to selvstændigt forhandlende og besluttende Thing sætte sig i Forbindelse med hinanden gjennem Udvalg. Naar hertil fra begge Sider udnævnes Mænd, som ikke med Stivsindethed fastholde forudsattede Meninger, men som uden at fornægte egen Overbeviisning erkjende, at det, man anseer for et mindre Gode, ofte, som det ene Mulige, maa foretrækkes for at skyde Alt ud i en uvis Fremtid, da kan det ikke betvivles, at en saadan Meningsudvexling i et Udvalg, hvortil begge Things Udnævnte sammentræde, kan have en høist gavnlig Indflydelse. Saadant kan imidlertid altid skee, naar begge Thing ere enige derom; det behøver altsaa ikke at befales; men hvad vi troe at burde foreslaae, er, at et saadant Udjævningsforsøg, naar Sagen har været to Gange i hvert Thing, altid skal finde Sted, dersom blot eet af Thingene ønsker det, inden den tredie og endelige Afgjørelse finder Sted i hvert Thing. Man har altsaa tænkt sig, at isaafald hvert Thing udvalgte et lige Antal Medlemmer, at disse traadte sammen i et Udvalg, der afgav Betænkning over Uovereensstemmelserne, og at den endelige Afgjørelse fandt Sted i ethvert Thing for sig i Henhold til Udvalgets Indstilling.

Man foreslaaer altsaa følgende nye Paragrapher: § 59 b. Naar et Lovforslag bliver forkastet af eet af Thingene, kan det ikke oftere foretages af samme Thing i samme Samling. § 59 c. Naar et Lovforslag er vedtaget i det ene Thing, bliver det i den Form, hvort det er vedtaget, at forelægge det andet Thing; hvis det der forandres, gaaer det tilbage til det første; foretages her atter Forandringer, gaaer Forslaget paany til det andet Thing. Opnaaes da ei heller Enighed, skal, naar eet Thing forlanger det, hvert Thing udnævne et lige Antal Medlemmer til at træde sammen i et Udvalg, som afgiver Betænkning over Uovereensstemmelserne. I Henhold til Udvalgets Indstilling finder da endelig Afgjørelse Sted i ethvert Thing for sig.

En Minoritet (Dahl, David, Neergaard) kan forsaavidt ikke tiltræde den af Udvalgets Fleertal antagne nye § 59 c, som det i sammes første Passus hedder: „Naar et Lovforslag er vedtaget i det ene Thing, bliver set i den Form, hvori det er vedtaget, at forelægge det andet Thing"; thi heraf vilde Følgen være, at et Lovforslag, hvor paatrængende nødvendigt dette end maatte kunne være, i intet Tilfælde paa eengang kunde forelægges begge Kamrene, og at det Kammer, til hvilket lovforslaget ikke først var kommet, muligviis slet ikke vilde faae det Lovudkast forelagt, over hvilket Kronen dog netop vilde have Thingenes Beslutning. Det er ogsaa mere end en blot Formsag, om et Lovforslag, der er vedtaget i det ene Thing, skal forelægges det andet Thing i sen Form, hvori det er vedtaget, eller om det skal forelægges det Kammer, til hvtilket det ikke først indbringes, i sin oprindelige Form med de Forandringer, som i samme ere vedtagne i dette. Ministrenes Stilling til en Sag vil nemlig ikke være den samme, naar de væsentligen have at angribe de foretagne Forandringer, eller naar de væsentligen have at forfægte det oprindelige Forslag. Uovereenstemmelsen mellem Ministeriet og det Kammer,

hvori Forslaget har undergaaet en væsentlig Forandring, træder langt skarpere frem i det første end i det andet Tilfælde, og dette kan aldrig være ønskeligt, men maa langt snarere søges forebygget.

Af denne Grund formener Minoriteten, at Paragraphens første Passus og i Overeensstemmelse hermed Begyndelsen af anden Passus bør lyde saaledes: „Naar et Lovforslag først har været forelagt det ene Thing, og i dette er vedtaget, bliver det tilligemed de Forandringer, hvormed det er vedtaget, at forelægge det andet Thing; hvis samtlige disse Forandringer ikke der tiltrædes, eller hvis nye Forandringer der vedtages o. s. v.

Udvalgets Fleertal (med 14 Stemmer mod 3) skal hertil alene knytte den Bemærkning, at det forekommer os, at der af de omhandlede Ords Udeladelse intet Bidrag kan udledes hverken for eller i mod til Afgjørelse af det Spørgsmaal, hvorvidt et Lovforslag samtidigt kan forelægges begge Thing, Noget vi iøvrigt antage, ikke kan lade sig gjøre.

I Henhold til den Bemærkning, Udvalget har gjort ved § 23, skulde man dernæst foreslaae følgende Paragraph (59 d) om Rigsdagens Sammentræden:

Den aarlige Rigsdag sammentræder den første Mandag i October Maaned, dersom Kongen ikke forinden har sammenkaldt den.

Udvalget formener fremdeles, at en Grundlov, der i visse Tilfælde endog udtrykkelig paabyder Rigsdagen at sammentræde uden Sammenkaldelse, ikke kan undlade at give en Regel om Rigsdagens Forsamlingssted. Man anseer det for givet, at Rigsdagens Sammenkomster ordentligviis dør holdes i Hovedstaden; men vi ansee det derhos for naturligt, at det tilføies, at Kongen i overordentlige Tilfælde kan sammenkalde den udenfor Kjøbenhavn.

Man foreslaaer altsaa følgende Paragraph (59 d):

Rigsdagens Forsamlingssted er Hovedstaden. I overordentlige Tilfælde kan Kongen sammenkalde den udenfor Kjøbenhavn.

Det forekommer os endelig, at en almindelig Bestemmelse om den forenede Rigsdag ikke ret vel kan undværes. Grundloven har paa ikke saa Steder foreskrevet en Sags Behandling i den forenede Rigsdag (§ 4, 9, 14) og den har dog kun paa eet Sted — et Sted, hvor man iøvrigt ikke skulde vente det — givet en nærmere Antydning om at den forenede Rigsdags Dannelse skeer ved begge Afdelingers Sammentræden (§ 9). Det er dog ikke herved udtrykkeligt sagt, hvad udentvivl maa antages at være Udkastets Mening, at der til at tage Beslutning paa den forenede Rigsdag maa udfordres, at hver Afdelings Medlemmer ikke blot ved Sammentrædelsen, men ogsaa stedse siden ere tilstede i det Antal, som for hvert Thing udfordres efter § 52. Ei heller taler Udkastet nogetsteds om Forretningsgangen paa den forenede Rigsdag, uagtet det næppe kan betvivles, at denne i saa Henseende maa have samme Myndighed, som hvert af de særskilte Thing.

Man (jfr. § 52) foreslaaer altsaa følgende Paragraph:

Den forenede Rigsdag dannes ved Sammentræden af Folkethinget og Lansdthinget. Til at tage Beslutning udfordres, at over Halvdelen af hvert Things Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen. Den vælger selv sin Formand, og fastsætter iøvrigt de nærmere Bestemmelser, der vedkomme Forretningsgangen.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

26