Uddrag fra VIII.

Det kan jo ikke undgaae Nogens Opmærksomhed, at er der Noget, hvori Folket nødvendigt maa tage Deel, og hvorpaa dets Skjæbne beroer i saa høl en Grad, at det maa være, hvad det mindst kan føle sig beroliget ved at overlade ganske til Enkeltmændenes Bestemmelse og Afgjørelse, saa er det ved det Spørgsmaal om Krig og Fred, især i Danmark, hvor sædvanlig under enhver Krig Fædrelandets hele Stilling og Velfærd staaer paa Spil. Man har vel, idet man nævnede det, villet sjerne Tanken fra Folkets Deeltagelse eller fra Rigsdangens Deltagelse i, hvad der i Henseende til Krig eller Fred skal afgjøres, ved det Magtsprog, at det lod sig ikke gjøre; men det kan dog virkelig ikke tilfredsstille eller berolige et Folk, hvor Spørgsmaalet er om dets Tilværelse, og jeg kjender ikke nogen besynderligere Paastand end f. Ex. den, at det skulde være farligt at betroe Rigsforsamlingen, f. Ex. naar man underhandlede om Fred, at betroe den det Samme, som man betroer Fjenden; thi Fjenden betroer man, naar man underhandler med ham, jo nødvendig; paa hvad Vilkaar man vil slutte Fred, og disse Vilkaar troer jeg, man dog maatte kunne uden Fare betroe sine bedste Venner, kunne betroe det Folk og dets Fuldmægtigede, om hvis Fremtid det netop gjælder. Men jeg vil imidlertid ikke blive staaende herved og vil ikke gjøre noget Forslag i den Henseende; men hvad jeg derimod maa forbeholde mig, det er at søie lidet til denne Paragraph, det vil sige at gjøre et Ændringsforslag, hvorefter der skulde tilføies, at dersom Statsraadet, Rigsraadet, Ministeraadet eller hvad man nu vil kalde dem, dersom de tilraadte enten en unødvendig Krig eller en uværdig Fred eller et fordærveligt Forbund, da ikke blot kan, men skal Rigsforsamlingen eller Folkeraadet lade dem tiltale og fradømmme baade deres Embede og deres Indfødsret.