Uddrag fra VIII.

Schack:

Sagen er ved de to sidste Taleres Foredrag stillet paa et noget andet Standpunkt, end da jeg før renoncerede paa Ordet. De ærede Talere have stærkt udhævet Hensynet til, at de af flere Medlemmer foreslaaede Bestemmelser ere til Fordeel for Embedsmændene. Var det blot dette, der kom i Betragtning, skulde jeg gjerne henholde mig til Comiteens Forslag, men det er fra et andet Synspunkt, at jeg maa ansee det, der er foreslaaet af Comiteen, for urigtigt, jeg anseer nemlig Forslaget for at være i høi Grad farligt for Friheden, og det er i denne Retning, jeg har Indvendinger at gjore. Jeg mener nemlig, at dersom Embedsmændene skulle have Ret til at vælges til Rigsdagen, og de ved Siden deraf kunne afskediges af Ministerraadet eller paa dets Indstilling, saa faaer derved Ministeriet Hals og Haand, som man siger, over en betydelig Deel af Rigsforsamlingen; thi Embedsmændene ville upaatvivlelig endnu i mange Aar komme til at udgjøre en betydelig Deel af denne. Jeg kunde derfor kun da gaae ind paa Comiteens Forslag, dersom denne havde et Forslag i Baghaanden til at udelukke Embedsmændene fra Valgbarhed til Rigsdagen; men ligesom jeg anseer dette i og for sig utilraadeligt, saaledes har jeg heller ikke hørt Noget om, at Comiteen har tænkt paa et saadant Forslag. Jeg skulde forøvrigt tillade mig at forespørge hos den ærede Comitee, om den ikke troer at kunne gaae ind paa, at den sidste Bestemmelse om Forslyttelse gik over til det Omvendte af hvad der staaer, saa at Reglen blev, at Embedsmænd ikke kunde afskediges, medens dog Undtagelser for visse Classer af Embedsmænd kunde skee ved Lov. Jeg skulde ogsaa tillade mig at spørge, om der, naar det hedder „Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke", er meent, at Kongen kun kan forflytte Embedsmænd i samme Egenskab som før, eller ogsaa i en noget modificeret Egenskab, f. Ex. om en Toldinspecteur mod sin Villie kan udnævnes til Toldkasserer, om en Provst kan forflyttes til at være blot Præst o. s. v.; thi da mener jeg, at der ogsaa fra et andet Standpunkt kan gjøres Invending imod Bestemmelsen.