Uddrag fra IX

Jeg troer ikke, at den ærede Taler har Ret i, hvad han der fremførte. Grundlovens Bestemmelse, at der til et gyvigt Landsthingsvalg udfordres mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer, fastholdes fuldkommen paa den Maade, Udvalget har bragt i Forslag, og det er dog nødvendigt, at der er en Regel, hvorefter den absolute Pluralitet tilsidst kan tilveiebringes, hvilset naturligst skeer paa den Maade, som Udvalget har foreslaaet, i Lighed med hvad der paa andre Steder er fastsat, hvor den samme Hovedregel om obsolut Stemmefleerhed er foreskreven, nemlig at man lader de to første Valg være fuldkommen frie, men derefter naar absolut Stemmefleerhed ikke paa den Maade er tilveibragt for alle Valgene, skrider til et engere Valg iblandt dem, som ved den sidste Afstemning have erholdt de flefte Stemmer. Dette kan ikke med Føie saldes en kunstig Maade at tilveiebringe Pluralitet paa, men det er den Maade, som flyder af Forholdets egen Beskaffenhed, da Resultatet ellers kunde blive, at man kom til i det Uendelige at fortsætte Valgene, naar famtlige Vælgere blive staaende fast ved de Personer, som de engang havde givet deres Stemmer. Derimod maa jeg med Ordførerren antage, at det Forslag, som er stillet under Nr. 198 af den ærede 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning), ligesaalidt som Forslaget under Nr. 197, kan bestaae med Grundlovens Bestemmelser. Dette gjælder dog kun den første Deel af Forslaget under Nr. 198. Derimod vilde jeg for mit Vedkommende, naar Forslaget havde været deelt, have stemt for den sidste Deel af samme, at naar Tvende have ligemange Stemmer, skal Alderen gjøre Udslaget, istedetfor at efter Udvalgets Forslag Lodtrækning skal afgjøre Sagen. Jeg finder nem lig, at den foreslaaede Afgjørelsesmaade efter Alderen baade i sig selv er hensigtmæssigere end Lodtrækning, og derhos mere i Overeensstemmelse med Reglerne for Valgene til Landsthinget, hvor Alderen overhovedet er et væsentligt Moment.