Uddrag fra IX

Jeg maa tilstaae, at jeg for min Deel saalidt ved de Bemærkninger, jeg i dette Øjeblik har hørt af den ærede Cultusminister, som ved dem, han kort iforveien har fremført, eller ved den Understøttelse, han har fundet hos den meget agtede Rigsdagsmand for Ringkjøbing Amts 2det District (Kirk), der talte før ham forrige Gang, er bleven i allermindste Maade rokket i den Overbeviisning, der synes mig velbegrundet i Sagens Natur, og der ovenikjøbet har meget gode og vægtige og lærde Autoriteter for sig, at Tienden ikke blot i sin Oprindelse, men ogsaa for det Allermeste i sin nærværende Bestand er en Skat enten til Staten eller Communen. Men jeg tilstaae ??rogsaa, at saaledes som Sagen nu stiller sig, efter den bestemte Erklæring, Ministeren har givet med Hensyn til dette Spørgsmaals Indflydelse paa Grundlovens hele Stilling for Regjeringen, er man næsten nødt til mindre at lade sig bestemme af Realiteten af Sagen. Jeg vilde derfor have ønsket, at den ærede Minister istedetfor sit lange og upaatvivleligt meget lærerige, om ogsaa for mig slet ikke overbevisende Foredrag strax havde givet os denne Erklæring ved nærværende Debats Vegyndelse; vi havde da vidst, hvad vi havde at holde os til, og havde kunnet spare os mange Ord og megen Tid. Imidlertid ville vi idetmindste have tilstrækkeligt forvaret os mod Fremtiden, forvaret vor Paastand om, at Lienden er i sin Bestand en Skat, og uden at jeg i mindste Maade vil tillade mig, hvad den ærede Cultusminister ikke har været fri for, navnlig ved Sagens forrige Behandling, at tale om Mangel paa Tro og Love hos Folk, der have opfqattet Forhandlingerne anderledes end vi, skal jeg kun bemærke, at naar man f. Er. her citerer en Mand fra denue Side, der til en anden Minister privat skal have yttret sig saaledes, som Cultusministeren har sagt, og naar denne Mand, jeg tør paastaae, ikke er tilstede her iaften, men alleredeee forlængst er i Iylland, naar man kommer med et sligt Argument, forekommer det mig at være et meget daarligt og lidet passende Beviismiddel. Jeg vil gjerne troe, at det ærede Ministerium de ligesaavel som de ærede Medlemmer, der ikke dele vor Formening, ere tidligere gaaede ud fra, at Tienden ikke var medregnet; men jeg fordrer ogsaa, at de skulle troe, at vi Andre, der have den modsatte Formening, ogsaa have havt denne tidligere, det er ikke mere, end hvad vi simpelthen kunne fordre. Men naar nu dette Spørgsmaal, saa at sige, glores til en Betingelse for, at Ministeriet skal vedstaae den Anbefaling, det har erklæret at ville give Grundloven, naar det forelægger den for Hans Majestæt Kongen til Sanction, er det for dem, der tænke som vi, og navnlig kan jeg erklære det paa den ærede 28de Kongevalgtes (Tschernings) og paa mine egne Vegne, saa er det for os en Selvfølge, at vi for dette Spørgsmaal ikke ville bringe Ministerirts Syilling til Grundloven eller denne selv i fare, og jeg for min Deel skal derfor heller ikke længere holde paa mit Ændringsforslag, men indskrænke mig til at forvare imod, at den forestaaende Votering paa nogen Maade drages tilfølge imod os i Fremtiden med Hensyn til Forstaaelsen af Tiendens Væsen som Skat; thi det er Noget, hvorom der i kommende Tider kan blive meget alvorlige og følgerige Spørgsmaal, som vi ikke ville have præjudicerede her. Jeg tager saaledes mit Ændringsforslag tilbage.