Uddrag fra VIII.

Winther:

Jeg vilde tillade mig et Spørgsmaal til den høitagtede Minister. Der er før sagt, at Stemmer af Vægt havde udtalt sig for, at en saadan Synode skulde sammenkaldes, inden vi her i Rigsforsamlingen maatte tage Kirkens Forhold under Overveielse. Det synes imidlertid, som om disse Stemmer ikke have havt saa særdeles megen Vægt i denne Henseende, siden Regjeringen hidtil ikke har fundet sig foranlediget til at opfylde denne Begjering eller taget Hensyn til disse Stemmer. Det synes altsaa, at det beleilige Øieblik til en saadan Sammenkaldelse ikke har været hidtil. Dog dette var kun en Bemærkning, som er fremkaldt ved hvad den ærede Andragsstiller om det Anførte har yttret. Jeg vil derimod tillade mig et Spørgsmaal til den høitagtede Minister angaaende en anden Yttring af samme ærede kongevalgte Medlem. Han sagde, at hvis Eensidighed skal forebygges, saa, saa maatte Geistlighedens Erklæringer tages i Betragtning, inden man ordner Kirkens Anliggender. Jeg mener, at hvis Eensidighed skal forebygges, saa er det ikke tilstrækkeligt at høre Geistlighedens Mening i saa henseende; jeg mener, at der ved Sammenkaldelsen af en saadan Synode ogsaa burde spørges om Menighedernes Mening, og jeg vilde derfor tillade mig at spørge den høitagtede Minister, om noget Saadant er paatænkt, om det er paatænkt at indhente ogsaa Menighedernes Betænkninger angaaende en saadan Synodes Sammenkaldelse, Sammensætning og Nødvendighed.