Uddrag fra VIII.

Den ærede Secretair (W. Ussing), som udtalte sig over denne Paragraph, erklærede, at hvad enten den stod i Grundloven eller ikke, vilde han som Dommer behandle enhver Sag af den Art, der kunde indbefattes under Paragraphens Omaraade, paa samme Maade. Derved erklærede en enkelt Mand eller en enkelt Dommer sin Mening derom; men dersom Paragraphen blev antaget, bliver Spørgsmaalet ikke mere, om den eller den enkelte Mand vil betrgte Sagen saaledes, men saa er det paalagt enhver Dømmer at betragte Sagen paa en bestemt Maade. Det antager jeg netop er det Farlige. Antage vi ikke Paragraphen, indrømmer jeg meget gjerne, at Domstolene kunne ved enkelte Leiligheder opkaste sig det Spørgsmaal: Ere vi berettigede til i denne Sag at tilsidesætte en Lov, der ikke stemmer med Grundloven? Jeg siger, de kunne opkaste sig det Spørgsmaal, men jeg holder mig overbeviist om, at naar de ikke ere særlig anviste derpaa, ville de meget betænke sig paa at besvare det Spørgsmaal bejaende; i de allerfleste Tilfældee ville de træde tilbage fra en saadan Afgjørelse. Den samme ærede Taler sagde, at vilde man opponere mod § 81, skulde Modstanden have begyndt mod § 80, og det er tidligere sagt, tillige mod § 3, hvor den dømmende Magt er gjort til en Statsmagt. Uden at ville indrømme dette vil jeg sige: Dersom dette vvirkelig er sandt, skal man da, naar man er paa en daarlig Vei, gaae til den yderste Conseqvents, fordi man engang er slaaet ind paa denne Vei, eller skal man blive staaende, hvor det er muligt at rette det Gale, man har gjort? Er der noget Galt i at have sat, som den ærede Rigsdagsmand for Præstø (Grundtvig) har sagt, saa snevre Bctingelser for Grundlovsforandringer, er der nogen Feil deri, saa skal man ikke forøge denne Feil derved, at man kræver , at enhver Lov, som skal kunne erkjendes for gyldig, skal være sat igjennem som Grundlov, eller i Overeensstemmelse med de Bestemmelser, hvvrefter man kan forandre Grundloven; man skal idetmindste ikke paalægge Dommerne at tvinge den lovgivende Magt dertil. Det ærede kongevalgte Medlem, som talte her i Nærheden af mig (Hage) og var saa rig paa Exempler, bragte egentlig ikke et eneste Exempel tilveie, som havde med Sagen at gjøre. Han fandt i Frankrig Exempel paa, at man slet ikke gav sig af med det her omhandlede Spørgsmaal — det var det heldigste Exempel (Latter), gid vi vilde gjøre det Samme —, og han fandt i England et Exempel paa, at naar en enkelt Deel af den lovgivende Magt overskred sin Myndighed, ansaae Dommerne sig berettigede til at modsætte sig de deraf følgende Handlinger. Dersom nærværende lovgivende Forsamling her gav sig til at lægge Jld an i Slottet, da vilde det simple kjøbenhavnske Politi være fuldkommen berettiget til, tiltrods for al den Sikkerhed, som er givet Forsamlingen, at blande sig deri og hindre det, men det var da heller ikke den lovgivende Magt, som havde givet en Lov herom; men dersom det skulde hænde sig, at den lovgivende Magt, begge Huse og Kongen, havde givet en Lov, ifølge hvilken dette Slot skulde brændes af, havde Kjøbenhavns Politi ikke mere Magt til at blande sig