Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. Bind II. Spalte 1477-3968

Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. Bind II. Spalte 1477-3968

1

Beretning Om Forhandlingerne paa Rigsdagen.

Andet Bind.

Nr. 189—492, samt Anhang.

Kjøbenhavn. Trykt og forlagt af Kongl. Hofbogtrykker Bianco Luno. 1849

Arbejds- og socialministerirnes bibliotek

1

Beretning Om Forhandlingerne paa Rigsdagen.

Andet Bind.

Nr. 189—492, samt Anhang.

Kjøbenhavn. Trykt og forlagt af Kongl. Hofbogtrykker Bianco Luno. 1849

Arbejds- og socialministerirnes bibliotek

2

Andet Bind.

62de offentlige Møde. (Det 65de Møde i den Hele Række.)

Torsdagen den 22de Februar.

(Valg af Forsamlingens Embedsmænd.)

Forhandlingsprotocollen for det sidstafholdte Møde blev oplæst.

Formanden:

Jeg skal først anmelde, at jeg fra Justitsministeriet har modtaget en Skrivelse angaaende Værnepligtsloven, der lyder saaledes, som een af Secretairerne nu vil oplæse. Secretairen (Ussing) oplæste derefter nedenstaaende Skrivelse: At Hans Majestæt Kongen, paa den af mig derom nedlagte allerunderdanigste Forestilling, under Dags Dato har med sin allerhøieste Underskrift udfærdiget Loven om almindelig Værnepligt for Kongeriget Danmark, saaledes som den af Rigsforsamlingen var vedtagen, derom tillader jeg mig tjenstligst at meddele Hr. Etatsraad en Underretning. Justitsminsteriet den 12te Februar 1849.

Bardenfleth.

Til Rigsforsamlingens Formand Hr. Etatsraad Schouw, Ridder af Dannebroge.

Formanden:

Dernæst skal jeg anmelde: 1) At Rigsdagsmanden for Ribe Amts 4de District (Hansen) agter at gjøre et Spørgsmaal til Ministeriet, angaaende Erstatning for militaire Kiørsler: 2) at den 19de kongevalgte Rigsdagsmand (Tage Müller) agter at rette et Spørgsmaal til Ministeriet i Anledning af en Skrivelse fra 5 Provster i Arhuus Stift, angaaende naar den Kirkeforsamling, der er bebudet ved Circulaire af 9de Mai f. A. Vil blive sammenkaldt. 3) Et Andragende fra Rigsdagsmanden fra Kjøbenhavns 7de District (I. E. Larsen) angaaende en nærmere Bestemmelse i Forretningsregulativets § 15. 4) En Adresse, indleveret af Rigsdagsmanden for Holbeks Amts 3die District (Gleerup), fra 816 Landboere paa Møen, om den fremtidige Bibeholdelse af umiddelbare Folkevalg; og at enhver fuldmyndig Mand uden Hensyn til Stand eller Stilling maa vorde valgberettiget og valgbar. 5) Tvende Andragender, indleverede af Rigsdagsmanden for Viborg Amts 1ste District (Nørgaard) fra Junget, Thorum Sogne samt fra Sælde, Lændum, Houtrup, Aasted, Risum og Nisum Byer i Salling med ialt 144 Underskrifter, hvori ønskes, at der ingen væsentlig Forandring maa skee i den almindelige Valgret, og formenes, at Classevalg, middelbare Valg og Census ikke svare til Nutidens Krav. 6) 14 ligelydende Adresser, indleverede af Rigsdagsmanden for Ringkjøbing Amts 4de District (Fløe) med 525 Underskrifter, der gaae ud paa, at Rigsforsamlingen ikke, i Anledning af de fra Kjøbstæderne indkomne Andragender, vil give slip paa den Valglov, som foreligger i Adkast.

7) Flere ligelydende Adresser, indleverede af Rigsdagsmanden for Holbeks Amts 3die District (Gleerup) med 1353 Underskrifter fra Landboerne i Holbeks Amt, hvorved de slutte sig til en tidligere Adresse om, at Rigsforsamlingen ansees uberettiget til at behandle andre Sager end Grundloven, Penge- og Værnepligtssagen, at den tilkommende Valglov maa tilsige directe Folkevalg uden Census, at Diæter tilstaaes enhver Rigsdagsmand, m. m. 8) Et Andragende indleveret af Rigsdagsmanden for Aarhuus Amts 3die District (Dahl) fra 73 Beboere i Withen Pastorat og 32 større og mindre Landeiendomsbesiddere i Aarhuus Amts 3die Valgkreds, angaaende Diæter til begge Afdelinger af Rigsdagen, Kjøbstædernes Interesser og Landboforholdenes Ordning i denne Forsamling. 9) Fire Andragender, indleverede af Rigsdagsmanden for Viborg Amts 1ste District (Nørgaard) fra Salling med 468 Underskrifter, om at Sagen angaaende Hartkornets Egalisering maatte blive Gjenstand for denne Forsamlings Forhandling. 10) Et Andragende, indleveret af den 11te kongevalgte Rigsdagsmand (David), fra Fængselsselskabet, om at Valglovens § 3 maatte forandres derhen, at kun de, som efter at have fyldt det 18 Aar, ved Dom ere fundne skyldige i en i den offentlige Mening vanærende Handling, miste deres Valgret. 11) En Erklæring, indleveret af Rigsdagsmanden for Sorø Amts 2det District (Mundk) fra 4 Gaardmænd i Bjernede Sogn, hvori de tilbagekalde deres Underskrifter under den saakaldte „Femten-Mænds Adresse," paa Grund af, at man har vildledet dem. Efter Dagsordenen blev dernæst foretaget Valg paa Embedsmænd for Forsamlingen og da først paa en ny Formand. Hertil gjenvalgtes under Viceformanden Hvidts Forsæde,

Schouw

med 82 Stemmer. Af de 87 afgivne Stemmer faldt 3 paa I. E. Larsen, 1 paa Hvidt og 1 paa Neergaard. Under Schouws Forsæde foretoges derefter under Eet Valg paa 2 Viceformænd, hvortil gjenvalgtes Hvidt med 80 og P. D.

Bruun

med 49 af 86 afgivne Stemmer. Resten af Stemmerne faldt saaledes: Bjerring 33, I. E. Larsen 5, Otterstrøm, Sehestedt-Juel og P. Pedersen hver 1 Stemme.

Ved det derefter foretagne Valg paa Secretairer erholdt af 84 Stemmer W. Ussing (81) Cederfeld de Simonsen (80) Pjetursson (76) og Westergaard (74) de fleste Stemmer og vare saaledes gjenvalgte til Secretairer.

Efterat Formanden derefter havde gjort opmærkjom paa, at der formeentlig ikke kunde blive Spørgsmaal om nogen ny Fordeling til Afdelingerne, hvilket uden Afstemning bifaldtes, samt anmeldt, at der i Forsamlingen var omdeelt saavel en Fortegnelse over Rigsforsamlingens Bogsamling, som Begyndelsen af den af Grundlovsudvalget afgivne Betænkning, hvis Slutning vilde blive omdeelt imorgen, saa at Grundlovssagens Behandling kunde begynde næstkommende Mandag, angav han Dagsordenen for næste Møde, der berammedes til næstkommende Løverdag Kl. 2½, saaledes 1) Foretagelse af den i Dagsmødet anmeldte Forespørgsel fra Rigsdagsmanden for Ribe Amts 4de District (N. Handen) angaaende Erstatning for militaire Kjørsler og 2) Det ligeledes i Dagsmødet anmeldte Forslag fra Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 7de District (I. E. Larsen) angaaende en nærmere Bestemmelse af Forretningsregulativets § 15. Mødet blev derefter hævet.

3

Den ovenfor ommeldte af det i sin Tid deels af Afdelingerne, deels af Forsamlingen (see denne Tidende No. 76, Spalte 576— 577) udnævnte Udvalg, bestaaende af de 17 Rigsdagsmænd Bjerring, P. D. Bruun, Balthazar Christensen, Dahl, David, Gleerup, Hage, Hall, H. P. Hansen, Jacobsen, C. M. Jespersen, Krieger, Larsen (af Kjøbenhavn), Neergaard, Pjetursson, Schurmann og Algreen-Ussing, i Henhold til den af Rigsforfamlingen tagne Beslutning (see denne Tidendes Nr. 185, Spalte 1450) afgivne

Betænkning i Grundlovssagen

er saalydende I Overeensstemmelse med Rigsforsamlingens Beslutning af 7de d. M. have Undertegnede, der ere udvalgte til at prøve Udkastet til en Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig, herved den Ære at afgive den første Deel af vor Betænkning, omfattende Grundlovsudkastets I—VI og VIII Afsnit.

Udvalget har været saa stærkt opfordret til af al Magt at fremskynde sin Betænknings Afgivelse, at det nappe med Føie kan bebreides det, at det tildeels ikkun har antydet de Grunde, der have fremkaldt dets Indstillinger. At man i Reglen saa godt som aldeles har forbigaaet nærmere at begrunde sin Tilslutning til de Bestemmelser i Udkastet, hvori man ikke har fundet Anledning til at foreslaae nogen Forandring, vilde maaskee ogsaa under andre Omstændigheder have været naturligt, men vil i alt Fald nu ikke behøve nogen særlig Retfærdiggjørelse.

Udkastet er betegnet som et Udkast til en Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig. Det er ingenlunde undgaaet Fleerhedens Opmærksomhed, at denne nye Benævnelse Kongeriget „Danmark og Slesvig” kan forsvares med meget gode Grunde. Flere af os have navnlig fremhævet, hvor stærkt dette Navn afviste enhver Tale om Slesvigs Incorporation i Danmark. Det ligger imidlertid i Benævnelsens Nyhed, at den, som uvant, for Mange har noget Stødende, og der turde vel være dem, der i en Titel, som nævnede Slesvig særskilt, vilde savne Slesvigs gamle Benævnelse som Hertugdømme. En Fleerhed iblandt os har derfor forenet sig om Benævnelsen „Danmarks Rige, der i Overeensstemmelse med gammel Sprogbrug heelt vel kan vælges for at betegne Grundlovsomraadet, nemlig det egentlige eller saakaldte Kongerige Danmark, det saakaldte Hertugdømme Slesvig, Island og Færøerne.

Fleerheden af os har ikke anseet det nødvendigt, at Grundlovens Omraade blev indledningsviis betegnet i en ny første Paragraph. Man har troet, at Grundlovens eget Indhold og dens Forkyndelsesmaade tilstrækkeligt vilde vise, for hvilket Omraade den skulde gjælde. Ved denne Forkyndelse ville naturligviis de Forbeholde være at gjentage, som med Hensyn til Slesvig ere tagne i Loven af 7de Juli 1848, og som for Islands Vedkommende indeholdes i det kongelige Brev af 23de Septbr. 1848.

En Minoritet, (Bruun, Dahl, David, Larsen, Neergaard, Ussing), maa udtale sig imod, at Omraadet for Grundloven betegnes saaledes, som skeet er i Overskriften til samme, ligesom man heller ikke kan tiltræde Majoritetens Forandringsforslag i denne Henseende, medmindre der, hvad man i ethvert Fald maa tilraade, optags en egen Paragraph i Grundloven, hvori det klart udtales, for hvilke Landsdele samme er gjældende.

Udkastet angiver sig som en Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig. Et Kongerige „Danmark og Slesvig existerer ikke, hvorimod Kongeriget Danmark, naar Slesvig nævnes i Forbindelse dermed, efter anerkjendt Sprogbrug betegner det egentlige Danmark i Modsætning til Hertugdømmet Slesvig. Men der er da ingen Grund til, ikke ogsaa at nævne Slesvig som det, det er, et Hertugdømme, under hvilken Benævnelse det forekommer i baade ældre og yngre Statsacter, i Lovgivningen og Regjeringens Tilkjendegivelser, selv de nyeste af disse, hvor Hertugdømmets fremlidige grundlovmæssige Forbindelse med Kongeriget omtales, saasom i Kongens Svar til den slesvigholstenske Depntation af 24de Marts f. A., i

Kundgjørelsen af 4de April og Valgloven af 7de Juli f. A. Det er allerede misligt nok, at en Forsamling, der alene er sammenkaldt for Danmark, skal vedtage en Grundlov, der tillige skal gjælde for Slesvig, og som, ifølge Bestemmelsen, skulde overveies og vedtages i Forbindelse med Deputerede ogsaa fra denne Landsdeel, men desto mere bør Alt søges undgaaet, der hos Slesvigs Indvaanere kan vække Misnøie med de Beslutninger, som her tages, eller nære Tanken om en tilsigtet Incorporation af Slesvig i Kongeriget, hvortil den i Udkastet brugte Betegnelse Kongeriget Danmark og Slesvig, efter Minoritetens Formening, let vil kunne benyttes af det Parti i Hertugdømmerne, der er fiendtligt stemt mod Danmark. Da Kongen i Proclamationen af 27de Marts f. A. har tilsagt Slesvigs Beboere, at deres Selvstændighed som Slesvigere skal, ved Siden af den fælles Forfatning, sikkres ved en egen Landdag, egen Administration og egne Domstole, er denne Landsdeels selvstændige Stilling derved erkjendt i et Omfang, hvormed det lidet stemmer overeens, at dens ældgamle Betegnelse som Hertugdømme uden Nødvendighed udslettes. Alt fjerne det omhandlede Udtryk paa den af Majoriteten foreslaaede Maade, kunne vi ikke billige, medmindre der optages en Paragraph i Grundloven, som viser, for hvilke Landsdele den er gjældende, i hvilket Fald vi intet Væsentligt have at erindre imod Majoritetens Forslag. Ligesom det dog ikke kan undgaaes i Valgloven at nævne Slesvig, saa at Spørgsmaalet om dets Betegnelse som Hertugdømme atter der vil opstaae, saaledes kunne vi overhovedet ikke finde det rigtigt, at det lades i en saadan Ubestemthed, for hvilke Dele af det danske Monarki Grundloven er gjældende, som vilde følge af, at dens Omraade ikke betegnedes tydeligere end ved Benævnelsen „Danmarks Riges Grundlov, medens man omhyggeligt undgik at navne Slesvig i samme. Dette forekommer os saameget urigtigere, som baade Kongen og Rigsdagens Medlemmer skulle aflægge Eed paa, at de ville holde Grundloven, og det derfor bør være aldeles tydeligt, for hvilke Landsdele den er gjældende.

I dette Øiemed foreslaae vi, at der, i Lighed med hvad der findes i andre Constitutioner, som ere givne for Lande, der bestaae af forskjelligartede Dele, optages en første Paragraph i Grundloven, hvori dennes Omraade bestemt angives, og i Forbindelse dermed de Dele af Monarkiet nævnes, for hvilke Grundloven ikke gjælder. For Slesvigs og Islands Vedkommende ville derhos de fornødne Forbehold være at tage i Overeensstemmelse med Valgloven af 7 Juli f. A. og det kongelige Brev af 23de Septbr. f. A., hvilket i Korthed kan udtrykkes saaledes som i Indstillingen findes angivet. I Forbindelse hermed kan det da passende tilkjendegives, at Forholdet imellem det danske Rige, for hvilket Grundloven gjælder, og de med samme forbundne Hertugdømmer Holsten og Lauenborg forbeholdes nærmere Ordning. Hvad de Danmark tilhørende Kolonier angaaer, ansees det tilstrækkeligt, naar det i de „transitoriske Bestemmelser, som man har tænkt sig at maatte føies til Slutningen af Grundloven, udtales, at disses Forhold til Moderlandet vil blive ordnet ved særegne Koloniallove.

I Overeensstemmelse hermed indstilles At der under første Afsnit optages en Paragraph af følgende Indhold

„Det danske Rige bestaaer af Kongeriget Danmark, Hertugdømmet Slesvig, Island og Færøerne, hvilke Lande, under de med Hensyn til Slesvig og Island tagne Forbehold, danne en under nærværende Grundlov forenet udelelig Stat. Forholdet imellem dette Rige og de med samme forbundne Hertugdømmer Holsten og Lauenborg forbeholdees nærmere Ordning.”

Naar en saadan Paragraph maatte blive optaget i Grundloven, have vi Intet at erindre imod Majoritetens Indstilling om Overskriftens Forandring, skjøndt det maaskee rettere hed „Grundlov for det danske Rige” , hvorimod vi, hvis ovenstaaende Indstilling ikke bifaldes, foreslaae:

at det, istedetfor Overskriften i Udkastet, og Majoriretens Foran-

4

dringsforslag, kommer til at hedde: „Grundlov for Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig."

En anden Minoritet (H. P. Hansen) er vel enig i den foreslaaede Benævnelse „Danmarks Rige", men formener, at Territorialspørgsmaalet under de nærværende Forhold maa holdes aabent, saa at den nærmere Bestemmelse af Grundlovens Omraade kan ved dens Forkyndelse forbeholdes uden at betegnes paa den ene eller den anden af de ovenfor foreslaaede Maader.

I.

§ 1. § 2.

Naar Grundloven eengang for alle er betegnet som Danmarks Riges Grundlov, sees det ikke, hvorfor det skulde være nødvendigt i denne Paragraph udtrykkeligt at tilføie „i Kongeriget Danmark og Slesvig"; hvilket end mere gjælder, saafremt der, efter Minoritetens Forslag, i Grundloven optages en Paragraph, som viser, for hvilke Landsdele denne er gjældende; det indstilles derfor, at disse Ord udgaae. Udvalget har næret nogen Tvivl, om det ikke vilde være rettest at udsætte Forhandlingen af denne Paragraph, indtil §§ 64 —66 samtidigt kunde forhandles. Imidlertid har man, i den Forudsætning, at der ikke vilde være nogen Meningsulighed om det Religionsfrihedens Grundprincip, som er udtalt i det 7de Afsnit, ikke taget i Vetænkning at yttre sig om § 2. Udvalget har anseet det for afgjorte, at den i Kongeloven begrundede Opfattelse af den evangelisk- lutherske Kirke som Statskirke maatte opgives i en Grundlov, som vedkjendte sig Religionsfrihedsprincipet. Udvalget maatte fremdeles med Udkastet erkjende, at man ikke i selve Grundloven kunde paatage sig Løsningen af alle de kirkelige Reform-Spørgsmaal, som endnu i høi Grad dele Gemytterne. Men ligesaa lidt kunde man finde det passende aldeles at forbigaae det hele Spørgdmaal om Kirken. Det maatte altsaa udtales, at man har frigjort sig fra Kongelovens Bud, men den nærmere Ordning maatte overlades Fremtidens Statslovgivning. Man maatte finde en Udtalelsesmaade, der ikke gjorde noget voldsomt Brud, og dog tillod en fri Udvikling. I det Hele taget har man derfor deelt den Tanke, der har fundet sit Udtryk i § 2, og det er kun to mindre væsentlige Forandringer, man tillader sig at foreslaae. For det Første foreslaaer Udvalgets Fleerhed (med 13 mod 3 Stemmer), at de Ord „som den, hvori den overveiende Deel af Folket befinder sig, at ansee som" udgaae. Det synes nemlig ikke nødvendigt og i fig mindre naturligt saaledes i Paragraphen selv at begrunde dens Bud. Udtrtykket „at ansee som" giver og adskillig Grund til Udsættelse. Dernæst har Udvalget fundet, at Udtrykket „nyde Understøttelse" kunde ombyttes med Ordet „understøttes", fordi den første Vending har forekommet Flere stødende paa Grund af en uvilkaarlig Sproganalogi. Da Anken saa let kan fjernes, har man troet at burde rette sig efter Erindringen.

Udvalget tilføier den Bemærkning, at Paragraphen ved at befale Folkekirkens Understøttelse af Staten, — Bestemmelsen af Understøttelsens Art og Omfang overlades Fremtidens Lovgivning, — naturligviis ikke forbyder, at andre af Staten anerkjendte Religionssamfund ligeledes understøttes af Staten, forsaavidt Saadant maatte findes rigtigt.

§ 3.

En Minoritet (H. P. Hansen og Neergaard) foreslaaer, at Behandlingen af denne Paragraph udsættes og sættes i Forbindelse med §§ 64—66 i VII. Denne Paragraphs første Sætning har sin fulde Betydning efter den i Udkastet gjennemførte Grundsætning, at Kongens Veto er absolut (jfr. § 28, 40, 80). De af os, der erklære sig herimod, forbeholde sig naturligviis at gjøre denne modsatte Mening gjældende ved en følgende Paragraph, og denne Menings Antagelse i Rigsforsamlingen vilde da foranledige, at der blev Spørgsmaal om en Omredaction saavel af denne som af flere Paragrapher.

I den tredie Sætning: Den dømmende Magt er hos de

anordnede Domstole, har man troet, at det heller maatte hedde „hos Domstolene", fordi Ordet „anordnet" let efter den nuværende Sprogbrug kunde fremkalde den urigtige Forestilling, at Domstole kunde „anordnes" uden Lovhjemmel (jfr. VI).

II.

§ 4.

Denne Paragraph bestemmer, at den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende, og tilføier, at den kun kan forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil endda fordres ¾ Stemmer. Man antager, at Udkastet har villet indrømme en saadan Mulighed af Arvefølgens Forandring til enhver Tid, selv efterat f. Ex. en ny; fra Kongelovens Bud afvigende Arvefølge var antaget, og man drister sig ikke til at fraraade en saadan Bestemmelse. Men det er bemærket, at Ordet „Den" i Begyndelsen af anden Sætning maaskee strengt taget kun gaaer paa „den i Kongeloven fastsatte Arvefølge." For at fjerne enhver Tvivl foreslaaer man at ombytte Ordet „Den" med „Arvefølgen".

§ 5.

Det anmærkes iøvrigt, i Anledning af Udtrykket „den forenede Rigsdag," at de blandt os, der udtale sig imod Tokammerindretningen, naturligviis forbeholde sig ved et senere Afsnit at gjøre deres Indsigelser gjældende. Naar det i denne Paragraph hedder, at Kongen ikke uden Rigsdagens Samtykke tillige kan være Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmerne holsten og Lauenborg, har man vel ingenlunde havt Noget at erindre mod den her udtalte Tanke, men Flere have dog fundet, at den ikke var heldigt udtrykt, idet man her synes at have betegnet Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg som Stater i en bestemtere og skarpere Forstand, end dette efter disse Medlemmers Mening kan erkjendes. Andre have vel ikke indrømmet denne Paastand, idet de antage at Ordet „Stat" i vor Lovgivning, som i den almindelige Sprogbrug, har en saa vid og ubestemt Betydning, at dette Ords Benyttelse i denne Paragraph næppe kan mistydes, fra hvilken Opfattelse af Hertugdømmerne Holstens og Lauenborgs Forhold man end gaaer ud; men de have dog ønsket om muligt at undgaae en Udtryksmaade, der vækker Anstød. Udvalgets Fleerhed (med 10 Stemmer mod 6) har troet, at Tanken blev betegnet aldeles utvetydigt, naar man sagde: Kongenkan ikke uden Rigsdagens Samtykke blive Regent i nogen fremmed Stat. Ved denne Affattelse lader man det nuværende Forhold til Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, hvor Kongen er den lovlige Regent og naturligviis uden noget Samtykke af den danske Rigsdag vedbliver at være det, aldeles urørt; derimod opstilles den bestemte Regel for Fremtiden, at en dansk Konge ikke kan vorde Regent i nogen fremmed Stat uden Rigsdagens Samtykke. Der kan næppe miskjendes, at denne Affattelse lader Forholdet til Holsten og Lauenborg aldeles urørt og derimod indeholder det fornødne Forbehold for det Tilfælde, at Kongen kunde blive Regent i en fremmed Stat.

En Minoritet (Bruun, Dahl, David, Larsen, Ussing) har ikke fundet sig ganske tilfredsstillet ved Majoritetens Forslag, der forekommer os mindre klart at udtrykke Paragraphens Tanke. Istedet for den, som det synes os, noget bunkle Maade, hvorpaa Tanken er udtrykt i Ordet blive, foreslaae vi derfor, at Meningen fremsættes aldeles klart paa følgende Maade:

Kongen kan uden Rigsdagens Samtykke kun tillige være Regent i Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg.

Til denne Paragraph har man troet at burde foreslaae en Tillægsbestemmelse, hvorefter det udtaltes, at Kongen, om han end med Rigsdagens Samtykke tillige overtog Regjeringen i en fremmed Stat, dog ikke kunde forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget. Man indstiller altsaa, at der tilføies: „I intet Tilsælde kan han forlægge Regieringens Sæde udenfor Riget".

§ 8.

Ved §§ 6—7 har Udvalget Intet fundet at bemærke. Som Følge af den Forandring, man foreslaaer ved Titlen, maatte det i Eden hedde: „Danmarks Riges Grundlov".

5

En Minoritet (Bruun, David, Hansen, Larsen, Schurmann, Ussing) foreslaaer istedetfor Udkastets Edsformular: at optage den hidtil almindelige Form: „Jeg lover og sværger,. . . . . . . . . . . . saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord".

Udvalgets Fleerhed (med 9 mod 7 Stemmer) har ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fravige Udkastet.

Udkastet har tilladt Thronfølgeren at aflægge Eden paa Grundloven, naar han har fyldt sit 18de Aar, uden dog at befale ham det. Udvalget overseer ikke, at det kunde have sine Ulemper ubetinget at befale Saadant, og at det dog, for at undgaae Interregna, kan være hensigtsmæssigt at tillade, at Eden kan aflægges af Thronfølgeren. Men i saa Fald anseer man det dog for naturligt, at denne Eed stadfæstes af Kongen, efterat han har tiltraadt Regjeringen. Vi tænke os ikke herved en Gjentagelse af Eden, men en høitidelig Bekræftelse i den forenede Rigsdag. Vi foreslaae altsaa ved Paragraphens Slutning det Tillæg: „men bør da stadfæstes af ham for den første Rigsdag efter Regjeringens Tiltrædelse.

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Schurmann og Ussing) foreslaaer — for saavidt muligt at forebygge den Mislighed, at Landelt ved et Thronskifte udsættes for i nogen Tid at være uden regjerende Konge — at der istedetfor Paragraphens Hovedindhold sættes følgende Bestemmelse:

Forinden Kongen tiltræder Regjeringen, aflægger han i den forenede Rigsdag følgende Eed: „Er Rigsdagen ikke samlet ved Thronskiftet, nedlægges Eden skriftlig i Ministerraadet, og gjentages siden for den forenede Rigsdag." Udvalgets Fleerhed (med 11 mod 5 Stemmer) anseer ikke en saadan Bestemmelse fornøden.

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Schurmann) antager, at det i Grundloven bør udtales, at Kongen krones, da det efter deres Formening er passende og stemmende med Folkets Tænkemaade, at selve Grundloven indeholder, at Kongen indvies til sit store Kald ved en kirkelig Handling, som iøvrigt ikke forudsættes ledsaget med bekostelige Ceremonier, men kan anordnes af Kongen, som han selv finder det passende, paa samme Maade som er fastsat i den norske Grundlov. Den indstiller derfor, at der tilføies en Paragraph saalydende:

„Kongens Kroning skeer, efter at han er bleven myndig, i Landets Hovedkirke med de Ceremonier, han selv fastsætter."

§ 9.

Udvalgets Fleerhed (med 12 Stemmer mod 4) har ikke anseet det nødvendigt, at Grundloven om dette Punkt udtalte nogen Forskrift. Denne Paragraph indeholder en Forklaring „om den forenede Rigsdag", som naturligst hører hjemme i et følgende Afsnit. Det maatte maaskee og heller hedde „erkjender" end „anerkjender". Man foreslaaer derfor følgende Redaction af anden Sætning: Naar da den forenede Rigsdag . . . . erkjender.

For det heromhandlede Tilfælde, at Kongen bliver ude af Stand til at regjere, fastsætter Paragraphen alene Udnæsnelse af en Regent, medens den følgende Paragraph, der omhandler det samme Forhold med Hensyn til Thronfølgeren, tillige fastsætter, at der skal anordnes et Formynderskab. Saadant synes og at Kunne blivefornødent, naar det er Kongen, der bliver ude af Stand til at regjere, og man skjønner ikke rettere, end at det er Rigsdagen, der i saa Fald ogsaa maa anordne Formynderskabet. Ved Paragraphens Slutning foreslaaer man derfor følgende Tillæg: „og anordner, om fornødent gjøres, et Formynderskab".

Ved §§ 10 og 11 har Udvakget Intet fundet at erindre; man tillader sig kun at fremhave, at da Regenten skal aflægge den for

§§ 12—14.

Kongen foreskrevne Eed, synes han ikke at kunne tiltræde Regjeringen, før han i den forenede Rigsdag har aflagt Eden paa Grundloven. Idetmindste sees det ikke, at der er nogen Hjemmel i Grundlovsudkastet for at lade Regenten aflægge Eden forud, hvilket vel heller ikke i sig vilde være hensigtsmæssigt; det er klart, at der ikke kan hentes nogen bindende Analogi fra den Thronfølgeren udtrykkeligt givne Ret. Udkastets § 12 fastsætter, at Rigsdagen sammentræder uden Sammenkaldelse, naar Kongen er død, og enten Thronfølgeren er fraværende, eller han, skjøndt myndig, ikke har aflagt Eed paa Grundloven (ifr. § 8) eller han er umyndig uden at Regenten er udnævnt og har aflagt Eed, eller uden at Formynderskabet er ordnet, eller der ingen Thronfølger er. I alle disse Tilfælde skal Statsraadet i Mellemtiden føre Regjeringen.

Foreløbigt bemærkes, at den Forudsætning, at Rigsdagens Sammentræden kan blive overflødig, uanseet Thronfølgerens Umyndighed, fordi der er udnævnt en Regent, som alt har aflagt Eed, enten maa være urigtig (saafremt ellers vor Bemærkning med Hensyn til § 11 er grundet) eller maa gaae ud fra den Forudsætning, der kun i yderst sjeldne Tilfælde vil være tilstede, at Regenten i Egenskab af Thronfølger har aflagt Eden. Det sees heller ikke, hvorledes den Omstændighed alene, at Formynderskabet ikke er ordnet, efter Paragraphens øvrige Tankegang kunde gjøre det nødvendigt, at Statsraadet i Mellemtiden førte Regjeringen, ligesom det heller ikke sees, hvorfor denne Paragraph; alene taler om det Tilfælde, hvor Thronfølgeren paa Grund af Umyndighed er ude af Stand til at regjere, men ikke giver en almindelig Regel for alle Tilfælde, hvor en saadan Udygtighed maatte indtræde. Hertil kommer, at Paragraphen ikke indeholder nogen n$$rmere Regel med Hensyn til Thronfølgerens Fraværelse, i hvilken Henseende det dog turde være nødvendigt, udtrykkeligt at udtale Rigsdagens Myndighed, og endelig at Slutningssætningen: „I Mellemtiden føres Regjeringen af Statsraadet" trænger til en noget større Bestemthed. Man har derfor troet at burde foreslaae en ny og skarpere Affattelse (jfr. § 20); hvorhos man i Spidsen har troet at burde stille den nye Regel, at Rigsdagen altid af sig selv sammentræder, naar Kongen er død. Dette Tidspunkt er saa betydningsfuldt, og der forestaaer desuden efter § 15 isaafald altid strax en saa vigtig Forhandling, at Rigsdagens øieblikkelige Sammentræden udentvivl vil findes hensigtsmæssig.

Det bemærkes endnu, at Regelen om Rigsdagens Sammentræden i alle de her omhandlede Tilfælde kan i Anvendelsen møde nogen Vanskelighed, hvis enten den gamle Rigsdag er opløst, uden at de nye Valg have fundet Sted, eller hvis den gamle Rigsdag endnu bestaaer, men omvendt nye Valg have fundet Sted. Udvalget har troet, at man i ethvert Tilfælde vilde have en anvendelig Regel, naar man fastsætter, at, hvis Kongen døde, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. Skulde altsaa i Tiden mellem Kongens Død og 14de Dagen derefter en ny Rigsdag være valgt, vilde den sidstvalgte have at møde; foregaae Valgene derimod sildigere, ville de sidstvalgte Thing afløse de ældre, naar disses Tid efter de almindelige Regler er udløbet.

Man foreslaaer altsaa følgende nye §§ 12—14. § 12. Er Kongen død, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. § 13. Er Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Eed paa Grundloven, eller er han ude af Stand til at regjere, eller er der ingen Thronfølger, føres Regjeringen af Ministerraadet, indtil Bestemmelse er tagen af Rigsdagen.

(Fortsættes.)

Trykt og sorlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

6

To og tredssindstyvende (65de) Møde. (Fortsættlse af Grundlovscomiteens Betænkning.)

§ 14. Er Thronfølgeren eller Regenten fraværende, bestemmer den forenede Rigsdag, inden hvilken Tid han har at vende tilbage. Er Thronføgeren umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Regenten og beskikker Formynderskabet. Er der ingen Thronfølger, udnævner den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge. §§ 15 og 16. Ved Udkastets § 15 tillader man sig at foreslaae det Tillæg, at „Civillisten ikke kan behæftes med Gjæld." Dette ligger vistnok ganske i Forholkdets Natur, thi her er kun Talen om de aarlige Indtægter, der tillægges Kongen, eller om de Statseiendele, hvis Brug skal tilkomme ham, og om hvis Pantsættelse eller Afhændelse der saaledes ikke kan være Tale; men en bestemt Udtalelse af denne Regel vil dog maaskee ikke findes urigtig.

Den Anmærkning, der i Udkastet findes ved nærværende Paragraph, skal naturligviis ikke gaae over i Grundloven. Det er kun til Rigsforsamlingens Efterretning sagt, at der om vor nuregjerende Konges Civilliste vil blive meddeelt Rigsforsamlingen en allerhøieste Bestemmelse. Det maa, naar denne Meddelelse er Skeet, staae til Rigsforsamlingen, at tage den i fornøden Overveielse; Grundlovsudvalget har i den Anledning intet Kald til at udtale sig.

Medens der saaledes i Grundloven kun er optaget en Regel for Civillistens fastsættelse med Hensyn til fremtidige Konger, viser § 16 derimod, at der for Medlemmerne af det kongelige Huus strax kan bestemmes Apanager ved Løv. Dette maa Udvalget ansee for aldeles rigtigt. Det staaer altsaa til Kongen og Rigsdagen i sædvanlig Lovs Form at fastsætte, hvilke Medlemmer af Kongehuset skulle have Apanager, og hvor store disse skulle være. Udvalget maa ligeledes ganske tiltræde den Bestemmelse, at Apanagerne ikke uden Rigsdagens Samtykke kunne nydes udenfor Landet; man foreslaaer alene, at der i Stedet for „Landet" sættes „Riget", da dette Udtryk udentvivl bestemtere betegner Udkastets Tanke, nemlig det Rige, for hvilket Grundloven gjælde. Forsaavidt der derhos tilføies en Undtagelse for det Tilfælde, at alt bestaaende Contracter hjemle en modsat Ret, da kan man naturligviis ikke andet end ville, at de bestaaende Contracter skulle holdes i Hævd; men denne Undtagelse, der alene knytter sig til de nuværende øieblikkelige Forhold, synes mindre at have sin Plads i Grundloven, end i de transitoriske Bestemmelser, der udentvivl, som alt bemærket, om forskjellige Forhold maae gives samtidigt med Grundlovens Forkyndelse. Man overseer ikke, at lignende Undtagelser kunne ogsaa i Fremtiden hjemles ved Contracter; men vi troe med Udkastets Forfattere, at Grundloven ikke behøver at tage særligt Hensyn til Fremtiden, thi den Lov, der hjemler Apanagen, vil kunne indeholde det fornødne Samtykke, naar Rigsdagen dertil maatte finde tilstrækkellg Hjemmel.

Man har i Udvalget reist det Spørgsmaal, om der ikke Grundloven, ligesom Tilfældet for Tiden er i Kongeloven, burde findes Bestemmelser om de kongelige Prindsers og Prindsessers Forhold, og om det ikke i alt Fald, selv om man ikke ansaae positive Grundlovsbestemmelser herom for nødvendige, burde antydes, at dette Forhold skulde ordnes ved en huuslov. Udvalget har imidlertid troet for

§ 17.

Øieblikket at burde opsætte en Meningsyttring herom, idet man nemlig først efter at have gjennemgaaet hele Udkastet ansaae det rigtigt at behandle Spørgsmaalet om den Form, hvori Kongelovens Ophævelse burde udtales, til hvilket Spørgsmaal da naturligt knytter sig det andet, om der uanseet Grundlovens nye Bud stod enkelte Kongelovsbestemmelser tilbage, som ikke ganske kunde undværes, uagtet den i Almindelighed ophævedes. III. I denne Paragraph, der skal udtale Kongens constitutionelle Ansvarsfrihed og hans Persons Hellighed og Ukrænkelighed, har, Udvalget troet, at et Tillæg om Ministrenes almindelige Ansvarlighed for Statsstyrelsen naturligt fandt sin Plads. Man foreslaaer derfor, at der til Paragraphen føies følgende Sætning:

§ 18.

„Ministrene ere ansvarlige for Regjeringens Førelse." En Minoritet (Dahl, Jespersen, Larsen, Ussing) foreslaaer, at Udtrykkene, „giver disse" denne Paragraph ombyttes med Ordene „har kun". Det maa nemlig antages at være Paragraphens Mening, at Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger ikkun da giver disse Gyldighed, naar er ledsaget af en Ministers Underskrift, men denne Regel om Contrasignaturens Nødvendighed, der udgjør en af de constitutionelle Hovedsætninger, bør formeentlig udtrykkes i en mere bestemt Form. Den anden Sætning i Paragraphen foreslaaes derfor affattet saaledes:

Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger har kun Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift.

Udvalgets Fleerhed (med 7 mod 6 Stemmer) har dog ikke fundet, at Paragraphens Affattelse efterlod nogen skjellig Grund til Tvivl.

§ 19.

Med Hensyn til den sidste Sætning i Paragraphen: „den Minister, som har underskrevet, eransvarlig for Beslutningen", tillader Udvalget sig den Bemærkning, at den heelt vel hævder sin Plads ved Siden det tillæg, man har foreslaaet til § 17. Dette Tillæg udtaler den almindelige Grundregel om Ministrenes Ansvarlighed for deres hele politiske Færd; den sidste Sætning i § 18 viser, hvilken Minister eller (hvis Flere have underskrevet) hvilke Ministre man nærmest skal holde sig til for en enkelt Beslutning, hvorved det aldeles ikke er udelukket, at en nærmere Undersøgelse kan vise, at Ansvaret kan falde paa flere. En Minoritet (Dahl og Jespersen) har fundet, at denne Paragraph paa en for skarp Maade begrændsede de Tilfælde, i hvilke Ministrene kunne drages til Ansvar for Rigsretten, og at derved kunde udelukkes visse Tilfælde, navnligen maaskee det, hvori Embedsforseelsen bestaaer i Undladelse af en vis Virksomhed. Det formenes derfor rettest at udtrykke Begrebet ved mere almindelige Udtryk, saasom „Embedsforseelser", hvorefter Folkethinget og Rigsretten i hvert enkelt mødende Tilfælde har den fornødne Frihed til at beslutte Anklage og at afgjøre, om denne er grundet eller ikke. Man maa saa meget mere finde det rigtigt at bruge almindelige Udtryk, som Ministeransvarligheden i det Hele nærmere bør ordnes ved Lov,

7

hvis Indhøld ei bør være foregrebet ved en saadan Bestemmelse, som den i Udkastet. Minoriteten indstiller derfor, at Paragraphen (under Forbehold af Ministeransvarlighedens nærmere Ordning ved Lov) affattes paa følgende Maade: Ministrene kunne tiltales for Embedsforseelser. Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer.

§ 20.

Udvalgets Fleerhed (med 12 mod 2 Stemmer) slutter sig til Udkastets Bestemmelse. Den er vel enig i, at Ansvarligheden nærmere gjennemføres ved Lov (hvilket vil blive udtalt ved den følgende Paragraph), men man anseer det for passende, at Grundlaget angives i Forfatningen, og man skjønner ikke rettere, end at det rette Grundlag er givet i Udkastets § 19. Naar Ministrene kunne drages til Ansvar for de i deres Embede begaaede Forbrydelser og for enhver for Staten aabenbart skadelig Færd, saa vil Folkethinget ikke være udelukket fra at reise Anklage i alle de Tilfælde, hvor det maatte være tjenligt; for Anklagens Mulighed behøves ingen videre Garanti; for Paadømmelsens constitutionelle Retfærdighed maa Betrygbelsen søges i Rigsrettens Sammensætning. Naar denne Paragraph bestemmer, at Statsforretningerne fordeles efter Kongens Bestemmelse mellem Ministrene, da har Udvalget ikke kunnet tiltræde denne Regel. Man anseer en fast Fordeling af Statsforretningerne for saa vigtig, at den bør skee ved Lov.

Denne Lov maatte da i det Hele ordne de enkelte Ministerier, og det hele Ministerraads Forhold; den maatte bestemme, hvorvidt der kunde være Ministre uden Portefeuille (hvilket man ikke har troet, at Grundloven burde forbyde) og i alt Fald hvor mange; den kunde endelig indeholde de nærmere Bestemmelser om Ansvarligheden.

I Henhold hertil foreslaaes en ny; Affattelse af Paragraphen, hvorved blot endnu bemærkes, at man her som paa flere andre Steder har ombyttet Ordet „Statsraad" med „Ministerraad", fordi Ordet Statsraad naturligt forbeholdes for det Tilfælde, at man i Danmark vilde indføre en Indretning, der svarede til de større Statsraad, som kjendes i adskillige fremmede Lande f. Er. Frankrig.

Paragraphen skulde altsaa hedde:

§ 21.

Ministrene i Forening udgjøre Ministerraadet, hvori Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt til Premierminister. Alle Lovforslag og vigtigere Regjeringsforanstaltninger forelægges Ministerraadet. Dettes Ordning, saavelsom Statsforretningernes Fordeling mellem Ministerierne, samt Ministeransvarligheden bestemmes ved Lov. Ved den første Deel af denne Paragraph, der handler om Embedernes Besættelse, har Udvalget ikke kundet Grund til at foreslaae nogen Forandring. Bestemmelsen vedligeholder den nuværende Tingenes Orden, men giver ikke Kongens nærværende Besættelsesret en saadan Hævd, at Forandringer jo kunne skee ved Lov. Det er iøvrigt en Selvfølge, at da Paragraphen kun taler om hvem der har Myndighed til at besætte Embederne, er der aldeles ingen Forandring gjort i de Regler, som gjælde med Hensyn til de Betingelser, der kræves til visse Embeder o. s. v.

Mere Tvivl har der i Udvalget været reist om de to følgende Afsnit af Paragraphen, der handle om Kongens Ret til at afskedige og forflytte Embedsmænd. Udvalgets Fleerhed har dog ikke troet at burde tilraade nogen væsentlig Forandring i Udkastets Grundtanke. Man har troet, at Hovedreglen maatte være den, at Kongen kunde afskedige og forflytte Embedsmænd; hvorhos man dog burde søge at vinde den Betryggelse mod vilkaarlig og partisk Benyttelse af denne Ret, som kunde forenes med Hovedreglens Opretholdelse, ligesom der ikke syntes at være Noget til Hinder for, at Undtagelser kunde vedtages ad Lovgivningsveien, og det saameget mindre, som Grundloven selv allerede har seet sig nødsaget til at gjøre en Undtagelse paa et andet Sted med Hensyn til Dommere.

Hvad saaledes Kongens Afskedigelsesret angaaer, da antage vi, at den kun skulde udøves efter Ministerraadets Indstilling. Naar en Minister har gode Grunde til at andrage paa en under

hans Birkek$$ds hørende Embedsmands Afskedigelse, ville hans Colleger ikke fraraade et saadant Skridt, men den enkelte Minister, vil betænke sig paa at forelægge Sagen for de andre Ministre, dersom Afskedigelsen ikke var tilstrækkelig begrundet.

Men om end en Afsked gives af Kongen efter Ministeriets Indstilling, bør Embedsmanden dog efter vor, som efter Udkastets Mening, have $$dgang til Pension efter de nærmere Regler, der fastsættes ved Lov Da Udkastets Ord imidlertid maaskee kunde forstaaes, som om hver enkelt afskediget Embedsmands Pension vilde blive fastsat ved en særlig Lov (jfr. Udkastets § 46), men dette-næppe har været tilsigtel og i alt Fald ikke synes hensigtsmæssigt, saa troe vi, at det i Stedet for „disses Berettigelse til Pension vil blive bestemt ved Lov" kunde hedde: „disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven."

Hvad Forflytningsretten angaaer, har Udvalgets Fleerhed ikke troet at burde foreslaae nogen yderligere almindelig Begrændsning, end den, som Udkastet upaatvivlelig indeholder, nemlig at de forflyttede Embedsmænd ikke maae tabe i Embeds-Indtægter.

Derimod har Fleerheden troet, at der vel kunde være Grund til at udtale, at Undtagelser fra Afskedigelses- og Forflyttelsesretten skulde kunne fastsættes ved Lov for visse Klasser af Embedsmænd. Grundlovsudkastet har selv i § 62 i ligefrem Strid med nærværende Paragraph fastsat, at Dommere ikke kunne afsættes uden ved Dom, ei heller forflyttes mod deres Ønske. Denne enkelte Undtagelse var det vistnok aldeles nødvendigt allerede i Grundloven at udtale; men naar f. Er. en Lov om Domstolenes Ordning skal gives, synes det ikke at burde være afskaaret, at ogsaa andre til Retten hørende Personer, saasom Skrivere, erklæres for uafsættelige, eller at Sagførere, dersom de fremdeles skulle betragtes som kongelige Embedsmænd, have samme Sikkerhed. Det sees fremdeles ikke, hvorfor det ikke f. Er. ved en Ordning af Folkekirken skulde staae aabent at træffe saadanne Bestemmelser, at det ikke længere var nødvendigt at give Kongen Ret til uden nogen selvstændig judiciel eller Disciplinær Myndigheds Mellemkomst at afskedige en Præst o. s. v.

Udvalgets Fleerhed (med 10 mod 5 Stemmer) foreslaaer derfor følgende Affattlse af Reglerne om Afsked og Forflyttelse: Kongen kan efter Ministerraadets Indstilling afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overeenstemmelse med Pensionsloven. Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog saaledes at de ikke derved tabe i Embeds-Indtægter.

Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd (foruden den i § 62 [63 d] fastsatte) bestemmes ved Lov.

En Minoritet (Dahl, Jespersen, Schurmann) har ikke fundet sig fyldestgjort ved det Værn, der saaledes er opstillet mod Vilkaarlighed ved Brug af Afskedigelsesretten. De frygte, at Folkefriheden skal lide under Embedsmændenes Afsættelighed, og de ville derfor foreslaae, at det af Udvalgets Fleerhed stillede Forslag vendes om, saa at Embedsmændene i Reglen ikke kunde afskediges, hvorimodd de særlige Undtagelser, som Statsadministrationens Tarv gjorde nødvendige, kunde hjemles ved udtrykkelig Lov. Denne Minoritet indstiller altsaa følgende Forslag: Det bestemmes ved Lov, hvilke Klasser af Embedsmænd der kunne afskediges uden Dom. En anden Minoritet (Gleerup og Hansen) har vel ikke Noget at erindre imod, at der ved Lov kan gjøres Undtagelser fra Forflytteligheden for visse Klasser af Embedsmænd, men den kan ikke bifalde, at denne Undtagelse ogsaa skulde kunne gjøres for Afskedigelsesretten, da Embedsmændene maae finde en Betryggelse imod denne Rets Misbrug, deels i den foreslaaede Bestemmelse om, at den kun skal kunne udøves efter Ministeriets Indstilling, deels i Pensionsloven. Den indstiller derfor, at der alene til den tredie Sætning om Forflyttelsesretten føies:

§ 22.

Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd kunne fastsættes ved Lov. Udvalget har troet, at den til Grund for Paragraphens sidste

8

Sætning liggende Tanke kunde udtrykkes noget utvetydigere og fuldstændigere paa følgende Maade:

§ 23.

„Dog kan han derved ikke uden Rigsbagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet, raade over nogen Statsindtægt eller paadrage Staten nogen anden benyrdende Forpligtelse." Denne Paragraph fastsætter, at Kongen skal sammenkalde Rigsdagen aarligt, senest den 1ste Mandag i October Maaned; den kan da ikke uden Kongens Samtykke forblive længere sammen end 2 Maaneder. Forandringer i disse Bestemmelser skal dog kunne skee uden Iagttagelse af de ellers ved Grundlovsændringer gjældende Forskrifter (§ 80).

Denne Paragraph har altsaa fordret en kongelig Sammenkaldelse som en Form, der i Reglen (jfr. Udkastets § 12) skulde gaae forud for Rigsdagens Sammentræden, men denhar foreskrevet at Rigsdagen skulde sammenkaldes senest til 1ste Mandag i October, ladende det Tilfælde uomtalt, at Kongen tilsidesatte denne Pligt.

Udvalget antager, at man kan give en noget bestemtere Regel og dog fyldestgjøre det Sømmelighedeshensyn, der forbyder i Grundloven at gaae ud fra, at Kongen ikke skulde opfylde den ham forfatningsmæssig paaliggende Forpligtelse.

Naar det nemlig i nærværende Afsnit der nærmest handler om Kongemagten, udtaltes som almindelig Regel, at Kongen sammenkalder en ordentlig Rigsdag hvert Aar, og dernæst i det følgende Afsnit om Rigsdagen bestemtes, at den træder sammen den første Mandag i October, dersom den ikke forinden af Kongen er sammenkaldt, synes de forskjellige Hensyn paa rette Maade at være iagttagne.

Under Forbehold af senere i Afsnittet om Rigsdagen at foreslaae den fornødne Tillægsbestemmelse, indstiller altsaa Udvalget:

at de Ord „Rigsdagen senest til den 1ste Mandag i Octbr. Maaned" ombyttes med „en ordentlig Rigsdag".

En Minoritet (Hansen) indstiller, at Lovudkastet i dette Punkt bliver uforandret.

Udkastets Regel om Rigsdagenes Hyppighed har givet Anledning til megen Meningsulighed.

En Minoritet (David, Hansen, Ussing) har ikke kunnet overlyde sig om Hensigtsmæssigheden af, at Rigsdagen skulde træde sammen hvert Aar, men har anseet det tilstrækkeligt, at den samles hvert andet Aar. Den erkjender vistnok Vigtigheden af, at der ikke er altfor lange Mellemrum mellem de enkelte Rigsdagsmøder, og den indrømmer navnligen, at Rigsdagens Sammentræden kun hvert tredie Aar, som i Norge og Sverig, vil kunne lamme Statsstyrelsen og svække Interessen for Folkerepræsentationens Virksomhed. Naar derimod Rigsdagen samles hvert andet Aar, troer den, at dette i enhver Henseende er tilstrækkeligt, medens dens regelmæssige Sammenkaldelse hvert Aar baade synes ufornøden og i flere Henseender besværlig. I de store Stater i Europa, der øve en afgjørende Indflydelse paa Verdensforholdene, kunne vigtige Grunde tale for, at Folkerepræsentationen sammentræder hvert Aar; men i en saa lille Stat, som den danske, gjælder dette ikke. Da Rigsdagen vil blive talrigt sammensat, idet den efter Udkastet vil komme til at bestaae af henved 200 Medlemmer, vil dens aarlige Sammenkaldelse gjøre Fordring paa en Mængde Kræfter, som derved for længere Tid ville tabes for deres egentlige Virksomhed, hvilket ved denne Leilighed saameget mere fortjener at komme i Betragtning, som man maa haabe, at de bedste og dygtigste Mænd ville blive kaldte til Møde paa Rigsdagen, og Landet ikke har saa stor Overflod af saadanne Mænd, at det jo mærkeligt vil søles, naar de flere Maaneder hvert Aar skulle rives bort fra deres vante Sysler. Da det ikke er sandsynligt, at den aarlige Rigsdag, idetmindste i et længere Tidsrum, vil kunne ende sine Forhandlinger i kortere Tid end 2 til 3 Maaneder ad Gangen, vil der saaledes kun ligge et Mellemrum af 9 til 10 Maaneder mellem den sidste Rigsdags Slutning og den nyes Sammentræden, hvilket er en altfor kort Tid baade for Rigsdagens Medlemmer, der have deres private Forretninger at passe, og for Regjeringen, som skal forberede Lovarbeiderne til den næste Rigsdag Naar

Rigsdagen derimod sammentræder hvert andet Aar, vil der levnes Regjeringen behørig Tid til Lovarbeidernes omhyggelige Afsattelse, uden at denne Tid dog er saa lang, at Lovgivningsværket derved vil lide nogen skadelig Standsning, eller at det med Føie kan befrygtes, at der vil skee hyppig Anvendelse af Regjeringens Ret til at udgive provisoriske Love; heller ikke skjønnes der nogen Betænkelighed ved at votere Finantsbudgettet for 2 Aar ad Gangen. Da det derhos staaer i Kongens Magt at sammenkalde en overordentlig Rigsdag, saa ofte dertil findes Anledning — foruden at Rigsdagen, efter Bestemmelserne i det andet Afsnit af Udkastet, i visse Tilfælde skal sammentræde udenfor den almindelige Mødetid, navnlig ved ethvert Thronskifte — vil dette Middel kunne benyttes ved enhver Leilighed, hvor Lovgivningsværket vilde lide et skadeligt Ophold, hvis Rigsdagen i intet Tilfælde kunde samles oftere end hvert andet Aar. Dette finder Minoriteten fuldkommen hensigtsmæssigt, og den antager navnligen, at der i den første Tid, da saamange vigtige nye Love ville blive nødvendige paa Grund af Forfatningens Indførelse, oftere vil skee Indkaldelse af saadanne overordentlige Rigsdage, men desto mindre finder den det nødvendigt, at den ordentlige Rigsdag samles hvert Aar. At en saadan aarlig Sammentræden af Rigsdagen vil være forbunden med ikke ubetydelige Bekostninger, er en Omstændighed, der ogsaa synes at fortjene at komme i Betragtning. Idet man endnu kun skal gjøre opmærksom paa, at Udkastet ved at bestemme, at der ved Lov kan skee Forandring i den Bestemmelse, at Rigsdagen skal sammenkaldes hvert Aar, selv synes at erkjende, at denne Bestemmelse snart vil kunne findes besværlig, og at Forslag vil blive fremsat til dens Forandring, hvilket da skal kunne skee uden Iagttagelse af de Forskrifter, der i § 80 ere paabudne for andre Forandringer i Grundloven, indstiller Minoriteten:

„At der i den forste Sætning i Paragraphen, istedetfor „hvert Aar" Sættes „hvert andet Aar".

For det Tilfælde at denne Regel antages, indstiller den fremdeles:

„At Slutningsbestemmelsen i Paragraprhen udgaaer".

En anden Minoritet i Udvalget (Dahl, Glerup, Hage, Jespersen) mener, at den sidste Passus i denne Paragraph bør udgaae. Denne Minoritet antager, at det er et meget vigtigt Principspørgsmaal, om Rigsdagen skal samles aarligt eller ikke. Det maa saae en ikke ringe Indflydelse paa Betydningen af Skattebevillingsretten og den lovgivende Myndighed, om Budgettet voteres aarligt eller ikke, om Lovene gives efter Statens Trang, uden lange Mellemrum, eller det bliver nødvendigt enten at give mange provisoriske Love, eller at udsætte Udgivelsen af vigtige og ønskelige Love i en temmelig lang Tid. Den indbyrdes naturlige Paavirkning af den lovgivende og udøvende Myndighed vil derhos i en ikke ringe Grad afhænge deraf, om Rigsdagen samles aarligt eller ikke. Det er saaledes ingenlunde en af de mindre vigtige Paragrapher i Grundloven, og vi maae derfor andrage paa, at den ei kan forandres paa anden Maade end de andre Paragrapher i Grundloven overeensstemmende med § 80.

Denne Minoritet indstiller derfor at Paragraphens Slutning „Forandringer i disse Bestemmelser kunne skee ved Lov" udgaaer.

§ 24. § 25.

Udvalgets Fleerhed har ikke troet at burde tiltræde noget af disse hvert til sin side fra Udkastet afvigende Forslag, og slutter sig altsaa til Udkastet, baade med Hensyn til Hovedreglen (med 13 mob 3 Stemmer) og med Hensyn til Bibeholdelsen af den sidste Sætning (med 12 mod 4 Stemmer.) § 24 har ikke givet Udvalget Anledning til nogen Bemærkning. Naar § 25 tillagger Kongen Ret til at hæve Rigsdagens ordentlige Sammenkomst, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end paa to Maaneder og ikke mere end een Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige Sammenkomst, da har Udvalget vel ikke fundet Noget at erindre mod Paragraphens Regel. Men man antager dog, at Brugen af Udtrykket „hæve" for at betegne, hvad ellers fædvanligt i fremmede Sprog kaldes „prorogere" eller „ajournere", vanskeligt lader sig forsvare. Man maatte vel hellere sige: Kongen kan

9

§ 26.

udsætte den ordentlige Rigsdags Møder, og det kunde da maaskee tilføies for større Nøiagtigheds Skyld: „paa bestemt Tid". Ved denne Paragraph tillader man sig at foreslaae en lignende Ombytning af Ordene „andet hæves" med „andet Things Møder udsættes".

Naar dernæst Paragraphens Slutning for det Tilfælde, at begge Thingene eller eet af dem er opløst, bestemmer, at Rigsdagen atter skal samles inden to Maaneders Forløb efter Opløsningen, da har Udvalgets Fleerhed fundet denne Bestemmelse fyldestgjørende.

En Minoritet (Dahl, David, Jespersen, Larsen, Ussing) har anseet det for rettest, at selve det Decret, der opløser Thingene, i sit øvrige Indhold giver Garanti for, at det any Thing eller Thingene blive sammenkaldte inden den grundlosmæssig bestemte Tid, hvilket vil kunne skee derved, at Oplosningsbrevet anordner nye Valg inden en vis Tid og sammenkalder Rigsdagen inden 2 Maaneder. Ligesom man nemlig anseer en saadan Garanti for svarende til Forholdets Natur og at staae i Harmoni med de Garantier, der forøvrigt opstilles i Grundloven, hvsorfor en Bestemmelse af den Natur ogsaa findes i andre Landes Grundlove, f. Ex. den Belgiske, saaleds formenes det og, at den samtidige Udskrivning af nye Valg og Indkaldelsen til den nye Rigsdag vil virke beroligende paa Folkestemningen i det Øieblik, et saa vigtigt Skridt fra Regjeringens Side foretages, som det at opløse Rigsdagen. Den indstiller altsaa følgende Tillæg:

§ 27. § 28.

Opløsningsbrevet anordner nye Valg i Løbet af 40 Dage og sammenkalder Rigsdagen inden to Maane* der efter Opløsningen. Ved § 27 foreslaaer Udvalget at Ordene „er berettiget" ombyttes med „kan". Det synes nemlig mindre passende udtykkelig at fremhæve som en Ret, at kongen kan lade forelægge Rigsdagen Lovforslag. § 28 bestemmer, at, naar kongen har givet sit Samtykke til en Lov, befaler han dens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse. Nogle af Udvalgets Medlemmer have meent, at denne Paragraph nærmest indeholdt den egentlige Udtalelse af kongens absolute Veto, og have da fundet, at Udtalelsen af en saa vigtig Ret for Kongen burde skee paa en mere ligefrem og iøinefaldende Maade. Andre have vel troet, at Reglen om Kongens Andeel i den lovgivende Magt allerede var udtalt med tilstrækkelig Utvetydighed i § 3, saa at der ikke var nogen egentlig Nødvendighed for her paany at udtale den; men da en saadan bestemtere Udtalelse ikke kan skade, har Udvalget (jfr. § 3) forenet sig om at foreslaae følgende Affattelse:

Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. kongen befaler Lovens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse.

Til denne Bestemmelse om Kongens Ret og Pligt, at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse, har Udvalget meent, at det kunde være rigtigt at føie en udtrykkelig Bestemmelse om, hvorvidt Kongen kan

undtage Nogen fra Lovens almindelige Bud. Vor nuværende Ret er gjennemsævet af et vidtforgrenet Bevsillingsvæsen, der ofte har sin Rod i udtrykkelige Love, men ofte ogsaa har maattet søge sin Hjemmel, om ikke umiddelbart i Kongens absolute Souverainitet, saa dog i vedtagne Regjeringsgrundsætninger. Det er umuligt ved en enkelt Grundlovsbestemmelse at bortskære den hele Brug af Bevillingsmyndigheden, uden hvilken Mangen forgjæves vilde søge sin Ret. Indtil videre maae altsaa de Bevillinger, der have Hjemmel i den gjældende Ret, fremdeles kunne meddeles, forsaavidt de ikke i et eller andet enkelt Forhold bortfalde paa Grund af een eller anden udtrykkelig Grundlovsbestemmelse. Men hvad der er gjørligt og hvad der udentvivl og bør gjøres, det er ved fremtidige Lovgivningsarbeider at tage i særlig Overveielse, hvorvidt der bør indrømmes Regjeringen en begrændset Adgang til at gjøre Undtagelser fra Lovens almindelige Bydende, og kun forsaavidt Saadant udtrykkelig hjemles, bør denne Myndighed tilkomme Regjeringen. Denne constitutionelle Regel kunde formeentlig stadfæstes ved følgende Tillæg til Paragraphen:

Han kan da ikke undtage Rogen fra dens Bud, medmindre dette har Hiemmel i Loven selv.

Paa dette Sted tillader Udvalget sig at henlede Forsamlingens Opmærksomhed paa det Spørgsmaal, om Grundloven ikke bør indeholde en Regel med Hensyn til provisoriske eller foreløbige Love. Udvalget har troet, at det var rigtigst at optage en Bestemmelse, der erkjendte Kongens Ret til saadanne Loves Udstedelse men tilføiede de nødvendige nærmere Betingelser, saasom at en foreløbig Lov kun kunde udstedes i særdeles paatrængende Tilfælde, og naar Rigsdagen ikke var samlet; at den foreløbige Lov fremdeles ikke maatte stride mod Grundloven, og at den altid maatte forelægges den umiddelbart følgende Rigsdag, uden hvis Bekræftelse Loven bortfaldt.

Man foreslaaer derfor en Tillægsparagraph (28, b) saalydende:

§ 29.

I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven, og altid bør forelægges den følgende Rigsdag. Denne Paragraph har ikke givet Udvalget Anlednig til noget Forslag. Det bemærkes blot, at Spørgsmaalet om Abolition synes at høre hjemme i den almindelige Criminalproceslovgivning. Udvalget har i det Mindste ikke fundet sig opfordret til at anbefale, at en almindelig Abolitionsret (Ret til at nedslaae en begyndt Justitssag) ved Grundloven blev tillagt Kongen.

Derimod tillader man sig at foreslaae en Tillægsparagraph (29, b) af følgende Indhold:

Kongen har Ret til at lade slaae Mynt i Henhold til Loven.

Den hele Myntningsrets Udøvelse er saa vigtig, at man har anseet det hensigtsmæssigt, at Grundloven udtalte, at det var Regjeringen, der lod Mynten slaae i Henhold til de Bestemmelser om Myntfod, Myntpræget o. s. v., som Loven indeholdt.

(Fortsættes.)

Trykt og sorlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

10

To og tredssindstyvende (65de) Møde, (Fortsættelse af Grundlovscovscomiteens Betænkning.) IV. De 7 første Paragrapher (30—36) i dette Afsnit indeholde Udkastets Repræsentationssystem. Efter dette System skal Rigsdagen bestaae af to Thing, Folkethinget og Landsthinget, som ikkun undtagelsesviis ifølge særegen Hjemmel (§§ 4, 9, 14) træde sammen. Begge Thing, af hvilke Folkethinget omtrent skal være tre Gange saa talrigt som Landsthinget, skulle fremgaae ved umiddelbare Valg af Folket. Begge vælges af de samme Vælegere; Valgret er nemlig tillagt enhver uberygtet trediveaarig Mand, som har Indfødsret, medmindre han enten uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold, eller nyder, eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt, eller er ude af Raadighed over sit Bo, eller ikke har havt fast Bovæl i eet Aar i det Valgdistrikt, eller den stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer. Begge Things Udspring skal altsaa efter Udkastet være det amme.

Derimod har udkastet særegne Bestemmelser for hvert Thing med Hensyn til Valgmaaden, Valgbarheden, Tiden, for hvilken Valget skeer, og Spørgsmaalet om, hvorvidt dagligt Vederlag skal tilkomme Rigsdagsmændene.

Medens Folkethingsvalgene skulle foregaae efter Distrikter paa omtrent 12, 000 Indvaanere iblant dem, der have stillet sig til Valg, skulle Landsthingsvalgene foregaae amtsviis (for Hovedstadens Vedkommende naturligviis særskilt) ved Afstemning i Communerne, saaledes at Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ikke ved første Valg have opnaaet mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer.

Medens dernæst enhver uberygtet fuldmyndig Mand kan vælges til Folkethinget, medmindre han uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold, eller nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke enten er eftergivet eller tilbagebetalt, eller er ude af Raadighed over sit Bo, saa fordres ved Landsthingsvalg, deels at den Paagjældende har fyldt 40 Aars Alderen, deels at hand det fidste Aar før Valget har havt fast Bopæl i den Valgkreds, hvor han vælges.

Medens fremdeles Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 4 Aar, vælges Landsthingsmedlemmerne paa 8 Aar.

Endelig enhold Medlemmerne af Folkethinget et dagligt Vederlag, Landthingsmedlemmerne derimod ikke.

Repræsentationssystemet danner Hovedhjørnestenen i enhver fri Statsforfatning. Advalget har derfor gjentagne Gange fortrinsviis gjort dette Afsnit til Gjenstand for den omhyggeligste Overveielse; men det maa desto mere beklage, at det ikke har kunnet forene sig om nogen fælles Indstilling. Udvalget maa saaledes med Hensyn til disse Paragrapher (30—36) indskrænke sig til at forelægge Forsamlingen de Meningsyttringer, som de forskjellige Minoriteter hver for sig have fundet Anledning til at fremsætte.

1st Minoritet.

Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen kunne ikke overbevise os om, at Folkerepræsentationens Adskillelse i tvende Kamre

eller Thing er enten i sig selv naturlig eller for vore Fohold hensigtsmæssig. Med Hensyn til vort Fædrelands indre og ydre Stilling maae vi formene, at en jevn og ligelig, men ogsaa kraftig fremadsk ridende Udvikling af Folket og det politiske Folkeliv betinger vor Fremtid, og vi troe, at vor nye Statsforfatning kun da vil kunne sikkre os en saadan Udvikling, naar den er, og af Folket i det Hele anerkjendes at være bygget paa en Repræsentation, der i Form og Indhold er et tro Udtryk af den sande Folkefornuft og Folkevillie til enhver given Tidsperiode. Vi formene derhos, at hos os kun den Regjering, der er fremgaaet af eller støttet ved en saadan Repræsentation, vil, navnlig i Tider, saa bevægede og farefulde, som vore, kunne være i Bes$$ddelse af den Kraft og Tillid, der er Betingelsen for den gode Statsstyrelse. Vi antage derfor, at Folkets Repræsentation bør være en Eenhed, som Folket selv, og en konstig tilstedebragt Forskjellighed eller Deling af Repræsentationen, hvad enten denne begrundes ved særegne Betingelser for visse Repræsentanter eller et vist Antal Repræsentantvalg, eller i Adskillelsen af de valgte Repræsentanter i tvende særskilt forhandlende og besluttende Forsamlinger, eller i begge Dele, maae vi ansee for unaturlig og uhensigtsmæssig. Efter det danske Folks forholdsvise, temmelig ligelige og gjennemgaaende demokratiske Udvikling maa Staten og Statsstyrelsen dog væsentlig støtte sig til Folkets Masse eller Almuen. Denne Almue er vistnok sund, kraftig, velvillende og besindig, men den er tillige, som en naturlig Følge af de forløbne Tiders Haardhed og Uret, mistænkelig; den kan kun vindes og ledes af Staten igjennem Ærlighed og Uforbeholdenhed. En konstlet Repræsentation, eller en Indretning ved den, der endog blot tilsyneladende kunde gjøre det tvivlsomt, om den virkelig var det naturlige, simple og sande Udtryk af Folket og Folkevillien, vilde derfor efter vor Overbeviisning ikke kunne fyldestgjøre de Fordringer, Folket og Fyrsten maae stille til den nye Forsatning. Det forekommer os derhos, at det Hensyn, som især i et mindre Land skyldes god Dekonomi saavel med Mennesker, som med Penge, ikke lidet taler imod den Forøgelse af Folkerepræsentanternes Antal, som de konstlede Repræsentationsystemer og navnlig Tokammerindretningen ikke vel kunne undagaae at medføre. Vi tilstaae endvidere, at vi ikke kunne dele den Betænkelighed mod Eetkammersystemet, som saa Mange hente fra Hensynet til den formeentlig større Sandsynlighed under dette for overilede og mindre vel overveiede Beslutninger, og det forekommer os, at den Erfaring, man hertillands allerede har kunnet gjøre, maa berolige ikke lidet i denne Henseende. Hensigtsmæssige Bestemmelser i Forretningsordenen, der, forsaavidt det antages fornødent, endog kunde optages og i Regjeringens Udkast ere optagne i selve Forfatningsloven, vilde uden Tvivl tilstrækkelig værne mod Faren i denne Retning, medens den Langsomhed og Besindighed, der fra alle Sider erkjendes at være et Grundtræk i vor Folkecharakteer, maaskee endog kunde indeholde nogen Opfordring til ikke ved en Deling af Repræsentationen i tvende Kamre med Konst yderligere at vidtløftiggjøre og forlænge Forhandlingsbevægelsen.

Ere begge Kamre endelig et nogenlunde tro Udtryk af det hele Folk, forekommer det os, at det ene vilde være en Overflødighed, hvormed man dog ikke tør bebyrde et mindre Lands Statsmaskineri, og maatte et af Kamrene derimod ikke saameget være et Udtryk af Folket i dets Heelhed, som af enkelte Stænder eller Interesser, vilde det efter vor Formening fra det Øieblik, det virkelig afgav en Modvægt eller Modstand mod det egentlige Folkekammer, være en

11

Fare for Land og Throne, for hvilken man, med den baade for Staten og Dynastiet uvisse Fremtid for Øie, ikke bør udsætte sig.

Vi foreslaae derfor, at dette Afsnit forandres og kommer til at lyde saaledes: § 30. „Rigsdagen dannes af Folkets Repræsentanter samlede i eet Kammer. Den fremgaaer ved umiddelbare Valg af Folket". § 31, som i Regjeringens Udkast. § 32, som i Udkastet, med Bortskærelse af sidste Passus (om Landsthinget). § 33, som i Udkastet, med Bortskærelse af det sidste Stykke (om Landsthinget). § 34 udgaaer aldeles. § 35, som i Udkastet, med Bortskærelse af det sidste Stykke (om Landsthinget). § 36, som i Udkastet med Bortskærelse af sidste Passus (om Landsthinget). § 37, som i Udkastet. § 38, som i Udkastet, kun at Ordene „det Thing, hvortil han hører", forandres til „den" og at Ordene „uden Thingets Samtykke" forandres til „uden dens Samtykke". § 39, som i Udkastet.

De Forandringer i Forfatningsudkastets øvrige Bestemmelser, der maatte blive fornødne, forsaavidt dette vort Forslag vandt Majoritet i Forsamlingen, forbeholdes. De ville i Reglen kun være selvfølgelige og simple Redactionsforandringer i § 4, 8, 9, 14, 26, 40, 41, 42, 44, 45, 47, 49, 51, 52, 53, 55, 56, 57, 58, 59, 61 og 80.

Kun ved Afsnit VI, § 60, maatte vi specielt foreslaae, at denne Paragraph, kom til at lyde saaledes som i Udkastet med den Forandring, at istedetfor Ordene „Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets øverste Domstol blandt disses egne Medlemmer" sættes „samtlige af Landets Overdommere".

Subsidiairt slutter denne Minoritet sig aldeles til Udkastets §§ 30—36.

2den Minoritet.

Undertegnede Larsen antager ikke blot med flere af Comiteens Medlemmer, at en Repræsentation, tilveiebragt saaledes, som den, Grundlovsudkastet vil have indfort, ingenlunde er skikket til at betrygge en rolig og retfærdig Udvikling af vore Samfundsforhold; men jeg kan derhos end ikke være enig i den Hovedanskuelse, at Rigsdagen bør organiseres efter Tokammersystemet, idet jeg holder for, a Eetkammersystemet er at foretrække.

Jeg skal her ikke gaae ind paa no gen almindelig Undersøgelse af Spørgsmaalet om Eetkammer- eller Tokammersystemets Fortrinlighed. Om der end, naar Sagen blot betragtes theoretisk, maatte indrømmes Tokammersystemet et virkeligt Fortrin, kunde dette dog ikke være afgjørende, medmindre ogsaa de givne factiske Forhold tilstedede Theoriens Udførbarhed eller heldige Iværksættelse, hvilket jeg ikke antager hos os at være Tilfældet. For det Første troer jeg, at allerede efter Folkets eiendommelige Aand et saa kunstigt Statsmaskineri kun vil finde liden Sympathi hos samme, ligesom ogsaa Folkets rolige og besindige Charakteer synes at gjøre et saadant Middels Anvendelse mindre nødvendigt hos os, end det andensteds kan være. Dernæst turde det hos et lille Folk, der ikke har nogen Overflødighed af dygtige Personligheder, i Almindelighed være rigtigere, at samle de forhaandenværende Kræfter i eet Kammer, end at adsplitte dem i tvende. Og endelig savnes hos os de naturlige Elementer til et virkeligen selvstændigt og anseet Førstekammer (Landsthing), saaledes som dette i enkelte andre Lande historisk har udviklet sig; det kunde hos os ikkun kunstigen dannes, nærmest blot for den gjentagne Overveielses eller mechaniske Modvægts Skyld. Man vilde herved efter vore Forhold let komme til at gjøre begge Kamre saa ligeartede, at det 1ste Kammer som oftest blot vilde blive en Gjenlyd af det talrigere 2det Kammers Beslutninger, eller for dog at vise nogen Indflydelse vilde forlange lidet magtpaaliggende Forandringer i Enkelthederne, der dog vilde gjøre Sagens gjentagne Behandling nøddendig, og uden

tilsvarende sand Nytte vidtløftiggjøre og forsinke denne. Vilde man derimod skabe tvende Kamre af virkelig forskjellige Charakteer og Tendents, saaledes at Sagerne i første Kammer kunde finde ikke blot en gjentagen Overveielse, men en Betragtning fra nye Sider, maatte dette udentvivl væsentligst søges opnaaet, skjøndt vistnok kun ufuldkomment, derved at man gjorde Valgretten eller Valgbarheden til det første Kammer afhængig af en vis Formuenhed, der enten i og for sig var betydelig, eller dog betydelig i Forhold til den, der fordredes med Hensyn til det andet Kammer. Men jeg befrygter, at der snart imellem de tvende saaledes dannede Afdelinger af Folkerepræsentationen vilde udvikle sig en fordærvelig Usamdrægtighed og farlige Rivninger. Naar derimod Repræsentanterne for de forskjellige Livsfohold ere forenede i een Forsamling og personligen kunne udvexle deres Anskuelser, er det meget mere at haabe, at Conflicterne ville udjevnes og det virkelig Retsærdige og Billige vinde Majoriteten for sig. Det er iøvrigt kun under Forudsætning af, at det ene Kammer, hvoraf Rigsdagen alene skulde bestaae, kunde erholde en ganske anderledes betryggende Sammensætning, end Udkastets Folkething, at jeg kan stemme for Eetkammersystemet. I manglende Fald maa jeg søge en mulig, skjøndt for mig kun lidet ønskelig, Hjælp i Tokammersystemet.

Med Hensyn til Dannelsen af den enkelte Forsamling, der efter min Mening skulde udgjøre Rigsdagen, er jeg af den Anskuelse, at man herved, saavidt muligt, bør benytte de hidtil bestaaende Institutioner som Grundlag. Erfaringen lærer, at det i Almindelighed ikkun er ved gradviis at reformere og udvikle de allerede givne forfatningsmæssige Forhold og dertil at knytte de nye Bestemmelser, at det er lykkedes at tilveiebringe holdbare og til de praktiske Fornødenheder svarende Forfatninger, hvorimod den Fremgangsmaade, at omvælte alt det Bestaaende, for at opføre efter en eller anden Theori en ganske ny Forfatning, yderst sjeldent og kun under ganske særegne Forhold har ført til noget heldigt Resultat, men som oftest kun har draget nye Revolutioner efter sig. Vel maa det nu erkjendes, at paa den ene Side en for længe tilbageholdt Udvikling af Provindsialstænderinstitutionen, og paa den anden Side de i det sidste Aar indtraadte overordentlige Tidsforhold medføre en Nødvendighed af at gjøre et temmelig stort Spring i vort Statslivs Uddannelse; men skjøndt det saaledes bliver nødvendigt at overspringe nogle af de Udviklingstrin, som ellers kunde have været ønskelige, kan det dog ingenlunde være nødvendigt eller tilraadeligt, aldeles at bortkaste den brugbare Grundvold for den nye Forfatning, som Provindstalstænderinstitutionen tilbyder. Io større den Magtfylde er, som Grundlovsudkastet har tillagt Rigsdagen, desto større Forsigtighed bør der udentvivl netop udvises med Hensyn til Afvigelserne fra den igjennem en Række af Aar bestaaende og prøvede Sammensætning af Stænderne.

Jeg antager saaledes, at Rigsdagen for den væsentligste Deel hensigtsmæssigst kan dannes ved en Sammensmeltning og frisindet Reform af de hidtilværende Provindsialstænder. Med Hensyn til Valgretten vil jeg ikke blot foreslaae, at den hidtilværende Census i Landdistrikterne erholder en betydelig Nedsættelse, men fornemmelig, at ikke blot Grundbesiddelse, men ogsaa Udredelsen af et vist aarligt Skattebeløb skal saavel paa Landet som i Kjøbenhavn og Kjøbstæderne give lige Adgang til Udøvelsen af denne politiske Ret De større Landeiendomsbesidderes Valgklasse bør efter mit Skjøn betydelig udvides, men dog derhos Antallet af de Deputerede, som den skal stille, ikke lidet nedsættes Og med Hensyn til Valgbarheden troer jeg, at de særegne Betingelser og Indskrænkninger, hvortil denne var bunden, kunne ganske hæves, saa at i Almindelighed enhver fuldmyndig og uberygtet Mand, uden Hensyn til Eiendomsbesiddelse eller Skatteudredelse, bliver valgbar.

Men foruden den Hovedbestanddeel af Rigsdagen, den skulde fremkomme ved Udøvelsen af den paa den ovenfor antydede Maade betingede Valgrettighed, troer jeg at Rigsdagen ogsaa bør optage en ikke ubetydelig Bestanddeel ved almindelige Valg. Jeg anseer det for en i sig selv rigtig Tanke, at i Almindelighed ingen myndig Mand i Staten bør være udelukket fra at kunne medvirke til Dannelsen af Folkerepræsentationen; jeg holder kun for, at det er en ligesaa urigtig som høist farlig Anvendelse af denne Tanke, at man under de nu bestaaende Samfundsforhold strax vil lægge Magten til at vælge den

12

hele Repræsntation i Hænderne paa den store Masse, der efter sine Kaar og Livsforhold ingenlunde kan have den Selvstændighed og Oplysning, at en saa stor Magt kan ventes udøvet af den paa en med det Heles Vel stemmende Maade. Derimod antager jeg, at en Trediedeel af Repræsentanterne passende kunde fremgaae af almindelige Valg, paa den Maade, som Valglovsudkastet har bestemt med Hensyn til Folkethinget. Vel ville Distrikterne for disse Valg blive omtrent dobbelt saa store, som Valgloven har bestemt; men Valgene ville udentvivl ligefuldt kunne lade sig udføre paa den antydede Maade, og de større Distrikter ville ingenlunde være til Skade for Valgenes Paalidelighed.

Jeg mener derhos, at denne almindelige Valgret bør i Almindelighed tilkomme enhver fuldmyndig Mand, og altsaa Udkastets Fordring af 30 Aars Alderen bortfalde.

I Henhold til hvad jeg saaledes har udviklet, tillader jeg mig at stille følgende Forslag:

Rigsdagen skal bestaae af een Forsamling. Valgret til samme grunder sig deels paa lignende Betingelser, som fordredes til Provind sialstænderne, deels blot paa personlige Egenskaber.

A. For det egentlige Danmarks Vedkommende sammensættes Rigsdagen omtrent saaledes:

I. ved betingede Valg: 1) Kjøbenhavn vælger 10. 2) a. Østifternes Kjøbstæder efter de ældre Valgdistrikter 11. b. Iyllands Kjøbstæder ligeledes 11. 3) a. de mindre Landeiendomsbesidderes Valgdistrikter i Østisterne 20. b. ligeledes i Iylland 22. 4) De større Landeiendomsbesiddere efter nærmere Fordeling 16.

II. ved almindelige Valg: af 50 Distrikter paa omtrent 26, 000 Indbyggere, Land og Kjøbstæder i Almindelighed forenede, vælges 50.

III. Endelig tiltræde 10. som enten vælges saaledes: a) af Geistligheden. 4. b) af Universitetet, polytechnisk Læreanstalt og den militære Høiskole i Forening 2. c) Høiesteret 2. d) Landsoverretterne 2. eller hvis Valg overlades til Kongen. 150.

B. Om Valgret og Valgbarhed.

I. Valgret til de under I. ommeldte Valg betinges af: 1) I Kjøbenhavn: Eiendomsret over Huse eller Gaarde, der ere ansatte til en Assuranceværdi af idetmindste 4000 Rbd. (Fdg. 15 Mai 1834 § 13). 2) I Kjøbstæderne: saadan Eiendomsret til en Værdi af 1000 Rbd. og paa Bornholm det Halve (Fdg. 1834 § 14). 3) I de mindre Landeiendomsbesidderes Valgdistrikter: Eiendomsret eller Fæsteret over 2 Tdr. Hartkorn Ager og Eng eller 4 Tdr. Hartkorn Skov og Mølleskyld, eller Eiendomsret over Bygninger, der ere undergivne Arealskat og have en Assuranceværdi af 2000 Rbd. (jfr. Fdg. 1834 § 16.) I samtlige disse Valgdistrikter (1—3) kunne forskjellige Eiendomme sammenlægges for at begrunde Valgretten paa den i Fdg. 15 Mai 1834 §§ 10, 13, 14 og 19 bestemte Maade. Fremdeles deeltager i samilige disse Distrikter Valgretten, enhver i det vedkommende Distrikt bosat Mand, som i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Skatter og Afgifter 40 Rbd. De Skatter og Afgifter, som ifølge Lovgivningen falde paa Brugeren eller Leietageren, men ifølge privat Overeenskomst ere udredede af Eieren, betragtes som om de vare erlagte af Brugeren selv. 4) For de større Landeiendomsbesiddere: en Eiendom med idetmindste 20 Tdr. Hartkorn Ager og Eng.

Som personlige Egenskaber fordres hos Enhver, der skal udøve den ovenmeldte Valgret, at han er fuldmyndig og uberygtet, at han har Indfødsret, og at hans Bo ikke er taget under Opbuds- eller Fallitbehandling.

Til Valgbarhed i de ovenmeldte Valgcorporationer fordres ikkun de nysnævnte personlige Egenskaber.

II. Valgret og Valgbarhed ved de almindelige Valg tilkommer enhver fuldmyndig og uberygtet Mand, som har Indfødsret og ikke staaer under Fattigforsørgelse, dog at til Valgret tillige udfordres, at han har havt fast Bopæl i et halvt Aar i det Valgdistrikt, hvori han opholder sig, paa den Tid han indtegnes som Vælger

For Island udvælges 5 Medlemmer og for Færøerne 1 Medlem. De nærmere Bestemmelser herom forbeholdes, saavelsom om det Antal Medlemmer, der skal vælges af Slesvig. Dette Forslag tiltrædes subsidiairt af Neergaard.

3die Minoritet.

Undertegnede David, Hansen, Jespersen, Neergaard, og Ussing erkjende tilfulde Tidens Fordring, at det bør indrømmes det hele Folk en væsentlig Andeel i den lovgivende Magt, og vi formene derfor ogsaa, at Valgretten til Folkethinget ikke bør begrændses mere end det for Statens Bestaaen og rolige Udvikling er nødvendigt, ved at forhindre, at de, hos hvilke ikke den Grad af Selvstændigbed og Agtelse for Samfundsordenens Bestaaen tør forudsættes, der ere nødvendige Betingelser for at kunne udøve Valgretten til Fædrelandets sande Tarv, skulle erholde en fordærvelig Indflydelse paa Valgene, og for at forebygge, at den vigtigste politiske Rettighed, i hvilken det hele Folk skal deelagtiggjøres, i Virkeligheden gives i Hænderne paa den i numerisk Henseende langt overveiende Klasse, der besidder mindst Selvstændighed, og der lettest kan lade sig mislede af dem, som af eensidige eller egoistiske Hensigter maatte stræbe efter at lede Valgene. Vi ere derfor overbeviste om at gaae ud fra den samme Grundtanke som Lovudkastet, der ved at gjøre det Betingelse for Valgrettens Udøvelse, at den Vedkommende har fyldt det 30te Aar, og at han medmindre han har sin egen Huusstand, ikke staaer i privat Tjenesteforhold, aabenbart har tilsigtet fra Valgretten at udelukke dem, hos hvem man ikke turde forudsætte, at den tilbørlige Grad af Selvstændighed vilde være tilstede. Men vi holde os paa den anden Side overbeviste om, at de Farer, der true Samfundet, Statens Udvikling og det monarkiske Princips Opretholdelse, hvor Valgretten ikke gives den Begrændsning, som Statsvellet fordrer, ikke paa nogen fyldestgjørende Maade formindskes ved de i Lovudkastet angivne Midler, og det saa meget mindre, som den Bestemmelse, hvorefter de, der have naaet den borgerlige Fuldmyndighedsalder, dog skulle være politisk Umyndige indtil det fyldte 30te Aar, er en unaturlig og derfor uholdbar Indskrænkning af Valgretten til Folkethinget, det uden Fare maa kunne tilstaaes enhver fuldmyndig Mand, hvis Livsstilling og Vilkaar iøvrigt giver Formodning om, at han kan og vil gjøre den rette Brug af disse Rettigheder, og at han ikke saa let vil lade sig mislede og bruge som et Værktøi for Andres ærgjærrige Planer. Vi ere tvertimod overbeviste om, at de tilsigtede høist vigtige Øiemed langt sikkrere opnaaes ved at betinge Valgrettens Udøvelse af en Census, der ikke er høiere, end at det med Sikkerhed tør antages, at enhver Mand, hvis Livsstilling skulde tilbyde nogen Garanti for hans Selvstændighed, ogsaa vil svare en saadan, eller af at den Vedkommende har en saadan Besiddelse, som det med ikke mindre Sikkerhed tør antages, at den, der i sin Virkekreds arbeider stræbsom og flittig, i Almindelighed vil kunne erhverve. Ogsaa turde den, der har erhvervet Borgerskab i en Kjøbstad, i Almindelighed antages at være i en saa selvstandig Livsstilling, at han ikke bør være udelukket fra Valgretten. En saadan Begrændsning af Valgretten er, efter dor Overbeviisning, vel forenelig med det sande Lighedsprincip, og vilde være et langt

13

tryggere Værn for Folkets sande Frihed, end den i Lovudkastet fastsatte Begrændsning. Og endeligen vilde, hvad der efter vor Overbeviisning ligeledes er af Vigtighed, en Begrændsning af Valgretten, hvorved denne betinges af en lav Census, eller af en vis ringe Besiddelse, have til Folge, hvad det under det i Lovudkastet antagne System maa forekomme ugjørligt, at Retten til at vælge Bestyrelsen i Communerne agsaa paa rette Maade vil kunne begrændses, og at disses Vel ikke vil blive priisgivet for de største Farer, hvilket ufeilbarligen vilde være Tilfældet, naar ogsaa i Communerne Alle over en vis Alder, uden Hensyn til Livsstilling og Besiddelse, skulde have Indflydelse paa Valget af dem, til hvem Bestyrelsen af de communale Anliggender skal overlades.

Endnu i en anden Henseende kunne vi ikke samstemme med Lovudkastet. Vi antage nemlig, at det dil være tilstrækkeligt, at Folkethinget for det egntlige Danmarks Vedkommende kommer til at bestaae af 100 Medlemmer, og formene derfor, at Valgdistricterne bør være paa omtrent 14000 Indvaanere. Det er nemlig i et saa lille Land som Donmark ikke let at finde mange Mænd, som tilfulde kunne udsylde deres Plads I Folkethinget, og naar dette desuden aarligen skal holdes, vil Vanskeligheden endnu blive større, thi ikke mange leve i saadanne Livsstillinger og Forhold, at de let aarligen ville kunne afsee den Tid, som de maatte hellige til dette Hverv. Desuden vilde Folkethinget i numerisk Henseende komme til at staae i et rigtigere Forhold til Landsthinget ved en saadan Udvidelse af Valgdistrikterne. Ogsaa maae vi med flere af Udvalgets Medlemmer være enige i, at Folkethingets Medlemmer vælges paa 3 Aar, saafremt aarlige Sammenkomster skulle finde Sted.

Med Hensyn til Valgbarheden til Folkethinget holde vi os forvissede om, at den størst mulige Frihed i saa Henseende er det Gavnligste, og at Vælgernes Tillid i ethvert Fald er den bedste Borgen for den Valgtes Værdighed. Det er derfor efter vor Overbeviisning ikke nødvendigt at fordre anden Betingelse til at vælges til Folkethinget, end at den Vedkommende skal have opnaaet Fuldmyndighedsalderen.

Jeg Jespersen lægger Vægt paa, at den Bestemmelse i Udkastet, at den, der vil vælges, skal have stillet sig til Valg, optages som en Grundlovsbestemmelse, medens vi andre antage, at denne Bestemmelse rigtigere har sin Plads i Valgloven.

§ 31.

I Overeensstemmelse med det saaledes Udviklede foreslaae vi angaaende Folkethinget folgende Paragrapher, der i Lovudkastet ville blive §§ 31 og 32. Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallitbehandling, naar han enten er Borger i en Kjøbstad, eller i det sidste Aar har eiet eller havt i Brug en Jordeiendom, matriculeret idetmindste til 2 Skjepper Hartkorn, eller i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Afgivter ialt 5 Rbd.

§ 32.

Valgbar til Folkethinget er enhver uberygtet fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallitbehandling. Valgene til Folkethinget foregaae paa Distrikter af omtrent 14000 Indvaanere. Hvert Distrikt vælger Een, efter de Regler, som Valgloven foreskriver. (Jespersen). Hvert Distrikt vælger Een blandt dem, der have stillet sig."

Medlemmerne af dette Thing vælges paa 3 Aar og erholde et dagligt Vederlag.

4de Minoritet a.

Ligesom man med Hensyn til Forkethinget er gaaet ud fra den samme Grundtanke som Lovudkastet, men paa en anden Maade har troet at maatte søge at opnaae det tilsigtede Øiemed, saaledes gaae vi Under

tegnede, David, Hansen, Neergaard og Ussing, ogsaa med Hensyn til Landsthinget ud fra Lovudkastets Grundtanke, at Lokammersystemet har væsentling Fortrin for Eetkammersystemet. Men ligesom vi overhovedet holde os forvissede om, at de for Thronen og Folket lige vigtige Formaal, som tilsigtes ved Tokammersystemet, sikkrest opnaaes, hvor den historiske Udvikling giver Grunvolden for begge Kamrenes Dannelse, saaledes holde vi os overbeviste om, at disse Formaal ikke engang tilnærmelsesviis ville opnaaes, og at en Forskjellighed mellem de to Kamre, — en Forskjellighed, der skal holde Middelveien imellem Kamrenes Modsætning og Eensartethed — som er den nødvendige Betingelse for at Tokammersystemet i nogen Henseende vil komme til at svare til sin Hensigt, ikke vil tilveiebringes, naar alle de Samme, den skulle vælge paa Medlemmerne til Folkethinget, ogsaa skulle deeltage i Valgene paa Landsthingets Medlemmer, og naar de to Things Forskjellighed kun skal søges tilveiebragt derved, at Valgene skee paa en noget forskjellig Maade, og at Medlemmerne til Folkethinget enholde et dagligt Vederlag, medens Medlemmerne til Landsthinget ikke erholde et saadant. Vi kunne saa meget mindre erkjende Rigtigheden af et saadant System, som vi holde os forvissede om, at den sidstnævnte Bestemmelse ikke blot er en sin Hensigt kun lidet betryggende Indretning, der ogsaa snart vilde vise sig at være uholdbar, men desuden er en unaturlig Indskrænkning af Valgbarhede, da derved Mange, som kunne besidde deres Medborgeres Tillid i fuldeste Maal, og som i enhver anden Henseende egnede sig til at blive valgte som Medlemmer af Landsthinget, formedelst deres Formuesomstændigheder ville være udelukkede fra at vælges.

Vi holde os tvertimod overbeviste om, at hvad der væsentligen tilsigtes ved Tokammersystemet i intet Tilfælde vil kunne opnaaes, med mindre de to Kamre have en foskjellig Oprindlse, og med mindre de forskjellige Anskuelser, Synsmaader og Bestræbelser, som røre og bevæge sig paa Samfundets forskjellige Høidepunkter, saaledes tilsikkres deres Indflydelse paa Lovenes Tilblivelse. Vi ere derfor overveviste om, at ligesom Valgretten til Folkethinget bør betinges af en lav Census, men iøvrigt bør tilkomme enhver fuldmyndig Mand, saaledes bør Valgretten til Landsthinget ogsaa alene være betinget af en høiere Census, der dog langt fra bør være saa høi, at derved paa nogen Maade skabes et Privilegium for en enkelt eller enkelte Klasser af Folket.

Men foruden at vi ere forvissede om, at Landsthinget, naar det paa nogen Maade skal svare til sin bestemmelse, ikke bør udgaae af den selvsamme Valgkreds eller fra de selvsamme Vælgere, der vælge Medlemmerne af Folkethinget, saaledes er det vor Overbeviisning, at det med Hensyn til Forholdene hos os, og isærdeleshed saalænge Næringsforholdne og Beskatningen i Kjøbstæderne og paa Landet ikke ere mere eensartede, er af største Vigtighed, ved Landsthingets Sammensætning at betrygge de Hovedvirksomheder, der findes i Landet, mod den fare, som udspringer af vore eiendommelige Forhold, at nemlig Handel og Industri, fordi Kjøbstadsbefolkningen, der især lever af og for disse Virksomheder, er saa ringe i Antal mod Landbefolkningen og desuden er saa adsplittet i vore mange mindre Kjøbstæder, kunde komme til at savne sine Talsmænd i Thingene, og saaledes vilde gaae Glip af den Indflydelse, som ogsaa de i Statens Interesse bør have paa Lovenes Tilblivelse og Skatteforholdenes Ordning Og ikke mindre vigtigt forekommer det os at være, ved Landsthingets Sammensætning at sørge for, at den høiere Culturs og den høiere Videnskabeligheds Repræsentanter aldrig vilde kunne savnes i et Thing, i hvis Bestemmelse det ogsaa maa ligge at vurdere Statens Anliggender fra et høiere Standpunkt end det, hvorfra Folkethingets Medlemmer i Almindelighed kunne antages at ville betragte dem; og ligeledes at sørge for, ved at indrømme Kronen Ret til at udvælge enkelte af dette Things Medlemmer, at der altid i samme vil findes Mænd, der med et høiere Overblik over Staten forene specielle Kundskaber i forskjellige Fag, hvorved Landsthingets Overveielser og Beslutninger ville erholde større Vægt og Betydning.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

14

To og tredsindstyvende (65de) Møde. (Fortsættelse af Garundlovscomiteens Behandling.)

Vi maae derfor holde os overbeviste om, at Forholdene hos os gjøre det nødvendigt, at det med Hensyn til Valgene til Landsthinget finder en Adskillelse Sted mellem By og Land, og vi maae ligeledes ansee det for vigtigt, at det indrømmes Kronen og enkelte bestemte Institutioner i Landet Ret til at udnævne et vist indskrænket Antal af Landsthingets Medlemmer.

Endeligen ere vi af den Formening, at der ved Fordelingen af Landsthingets Medlemmer paa de forskjellige Landsdele ikke bør tages udelukkende Hensyn til Folkemængden, men at Østifterne, Nørrejylland og Slesvig, i Betragtning af disse Landsdeles eiendommelige Forhold og særlige Interesser, bør indrømmes hver en lige talrig Repæsentation paa dette Thing.

Med Hensyn til Valgbarheden til Landsthinget, troe vi, at det vil være tilstrækkeligt at gjøre det til Betingelse for den, der skal vælges, at han har fyldt sit 35te Aar, istedetfor at Lovudkastet kræver 40 Aar, fordi vi antage, at den, der har opnaaet en saadan Alder, vil have den tilstrækkelige Grad af Besindighed og Gemytsrolighed, for at kunne røgte sit alvorsfulde Hverv i dette Thing.

Ved Antagelsen af dette System, med et saadant Landsthing i Forbindelse med det ovenfor betegnede Folkething, holde vi os forvissede om, at der vil være lagt en langt fastere Grundvold for Friheden og et tryggere Værn mod Farer, end ved Lovudkastets System. Vi holde os forvissede om, at ligesom en saadan Organisation af den lovgivende Magt er mere overeensstemmende med de constitutionelle Staters Udvikling i Europa, i hvilke Friheden og Samfundsordenen have viist sig at hvile paa en tryg Grundvold, end det i Lovudkastet angivne System, saaledes vil en Forfatning der gaaer ud fra det af os foreslaaede System, i langt høiere Grad, end det med Hensyn til Lovudkastets vil være Tilfældet, blive erkjendt for at være en Garanti for Danmarks lykkelige Fremtid, hvilket med Hensyn til Statens Stilling i Almindelighed og dens Credit i Særdeleshed er af stor Betydning.

§ 33.

I Overeensstemmelse med det saaledes Udviklede foreslaae vi angaaende Landsthinget folgende Paragrapher, der i Lovudkastet ville blive 33, 34 og 35. Valgret til Landsthinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallitbehandling, naar han i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Afgifter ialt 40 Rbd.

§ 34.

Valgbar til Landsthinget er Enhver, som har de til Valgbarhed til Folkethinget fornødne Egenskaber, dog først naar han har fyldt sit 35te Aar. Landsthinget skal bestaae af 20 Medlemmer valgte af Østisterne, 20 Medlemmer valgte af Nørrejylland, og et lignende Antal valgte af Slesvig, samt 2 Medlemmer valgte af Island, 1 Medlem valgt af Færøerne.

Desuden indtræde i Landsthinget 2 Medlemmer valgte af Universitetet i Kjøbenhavn, 1 Medlem vatgt

af den polytechniske Anstalts og den militære Høiskoles Lærere i Forening, 2 Medlemmer valgte af Høiesteret, 2 Medlemmer valgte af Overretterne i Danmark, 4 Medlemmer valgte af Geistligheden i Danmark og 6 Medlemmer valgte af Kongen.

Af de 20 Medlemmer, som Østifterne have at vælge, vælges:

4 af Kjøbenhavn; 2 — de øvrige Kjøbstæder i Sjællands Stift med Undtagelse af Byerne paa Bornholm: 1 — Kjøbstæderne i Lollands-Falsters Stift: 2 — Kjøbstæderne i Fyens Stift: og 11 — Landdistrikter paa omtrent lige mange Indvaanere, dogat paa Bornholm Kjøbstæder og Land udgjøre eet Distrikt.

Af de 20 Medlemmer, som falde paa Iylland, vælges 8 af Kjøbtæderne; 12 — Landdistrikter paa omtrent lige mange Indvaanere.

§ 35.

Med Hensyn til Adskillelsen mellem By og Land til Landsthingsvalgene kan Forandring skee ved Lov, dog ikke førend efter Udløbet af den første Valgperiode. Samtlige Valg til Landsthinget skee paa 8 Aar, og efter de Regler, som Valgloven bestemmer.

Halvdelen af de Valgte af gaaer hvert 4de Aar.

I Overeensstemmelse med de af os gjorte Forslag og som Følge af disse maae vi endeligen endnu foreslaae, at Lovudkastets § 30 kommer til at lyde saaledes:

Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. Begge fremgaae ved umiddelbare Valg; og at § 36 kommer til at lyde saaledes: Medlemmerne af Landsthinget erholde et dagligt Vederlag.

Ovenstaaende 3die Minoritetsforslag, og 4de Minoritetsforslag a tiltrædes subsidiairt af Larsen.

4de Minoritet b.

Undertegnede Jespersen kan, med Hensyn til Landsthinget, ikke finde tilstrækkelig Betryggelse for, at de vigtige Formaal, man søger sremmede ved et Tokammer, kunne ventes opnaaede ved et saadant Landsthing, som det i Udkastet foreslaaede. Da det herefter er de samme Vælgere, fra hvem Valgene til Folkething og Landsthing udgaae, forekommer det mig nemlig, at de tvende egentlig yderligere Garantier, som med Hensyn til Landsthinget ere opstillede — den høiere Alder og ingen Diæter — der altsaa alene vedkomme Valgbarheden, ikke ere af den Beskaffenhed, at de give nogen sand Betryggelse for en Repræsentation, der kan ventes at blive saa forskjellig fra Folkethinget og at ville optræde med en saadan Selvstændighed og Kraft ligeoverfor dette, som er fornødent, for at opfylde det sande Øiemed med et Førstekammer, som er fornødent, for at Tokammer-Systemet i Udførelsen kan blive til sand Virkelighed. Hvad den høiere Alder angaaer, da kan denne Fordring vel i og for sig være velbegrundet; men allerede den Omstændighed, at en meget stor Deel af Medlemmerne til Folkethinget ville, ifølge Forholdene hos os, være omtrent i den samme Alder, viser, hvor liden Garanti der alene heri kan søges. Mere væsentlig er den Bestemmelse, at medlemmerne til Landsthinget ingen Diæter skulle have, en Forskrift, der fremtræder som

15

en indirecte temmelig høi Valgbarheds-Census, idet nemlig kan den, der besidder en saadan formue, at han paa egen Bekostning kan forlade sin egentlig Stilling og tage Ophold aarligt i længere Tid ved Rigsforsamlingen, kan modtage valg; — de enkelte Tilfælde, hvor et Valgdistrikt vil udrede Diæter til dets Repræsentant, maae ansees som en reen Undtagelse. Imod denne Bestemmelse fremtræde nu for det første de samme Indvendinger, som imod enhver høiere Valgbarheds-Census, idet den indskrænker Vælgerne Valget af den, som efter deres Overbeviisning er den dygtigste til at udføre det vigtige Kald, hvorom her handles; men efter Formue-Forholdene hos os, hvor et ret godt Udkomme til dermed at tilfredsstille de sædvanlig Fornødenheder er ligesaa almindeligt, som større Formuenhed er sjelden, turde det endog adskillige Steder, navnlig i Iylland, have sine særdeles Vanskeligheder med at saae Valgcandidater i samme Amt (cfr. § 32 i Udkastet, stdste Passus). Det synes ogsaa i og for sig misligt, at søge en egentlig Garanti med Hensyn til det ene Thing i dets Medlemmers forskjellige pecuniaire Stilling paa selve Rigsdagen, ligesom den Betragtning vel ikke ligger fjern, at Medlemmerne af Landsthinget maaskee snart vilde søge at faae denne Forskjellighed hævet, hvilken Grundlovsforandring, som Folkethinget ikke kunde være imod, og som det vilde være Regjeringen ubehageligt at modsætte sig, ikke vilde være vanskelig at faae sat igjennem. Jeg mener derfor, at en ligefrem Valgbarheds-Census — Ydelsen af an høiere Skat, og en vis aarlig Indtægt som Alternativ — i hvert Fald havde været ønskeligere og mere hensigtssvarende, end den i Udkastet indeholdte i og for sig ikke betryggende Betingelse i samme Retning.

De øvrige Forskjelligheder med Hensyn til Landsthingets og Folkethingets Sammensætning efter Udkastet kan jeg endnu mindre betragte som egentlige Garantier; den væsentligste af disse er vel den, at Valgene til Landsthinget foregaae for en dobbelt saa lang Tid som til Folkethinget; men ligesom begge Thing kunne samtidigt opløses, i hvilket Tilfælde Valgene foregaae til samme Tid, saaledes ville efter Udkastet de ordinaire Valg til begge Thing hver anden Gang falde sammen. At det er de samme Vælgere, hvoraf Valgene til begge Thing fremgaae, har følgelig netop herefter megen Betydning.

Naar man i Landsthinget vil søge et modererende, et tempererende Element imod den muligt for stærke Bevægelighed i Folkethinget et Element, der vil og kan hindre Folkethinget i mulige Misbrug af dets Myndighed; — naar man i Landsthinget vil søge det rette Middel til paa den ene Side, ved at tiltræde Folkethingets Beslutning, at styrke Folke-Villien, hvorved dens Billigelse af Kongen bliver saa meget mere sikkret, og paa den anden Side — hvor Folkethingets Beslutning maa ansees som et Udtryk mere for en øieblikkelig Stemning, en mulig unaturlig Opbrusning af en eensidig Folkemening, end for den sande, fornuftige offentlige Mening — ved at modsætte sig saadan Beslutning, at forhindre Noget fra at blive endelig Udtalelse af Folke-Villien, som ei fortjener at være det, hvilken mulige Modstand fra Landsthingets Side ingenlunde maa betragtes at skee til Skade for Folke-Friheden, da det Omdendte meget vel kan være Tilfældet; naar Landsthinget paa den ene Side skal være den naturlige Beskytter af Minoriteterne i Folkethinget, og paa den anden Side et betydningsfuldt Mellemled imellem Folkethinget og Kongen — da maa man søge at organisere Landsthinget saaledes, at det har den Folkelighed, den Selvstændighed og den Kraft, som er fornøden, for at disse vigtige Øiemed kunne ventes opnaaede. Denne Organisation maa efter min Anskuelse søges tilveiebragt, ved at udfinde en passende Middelvei imellem en reen Modsætning til og en fuldkommen Eensartethed med Folkethinget; og naar jeg ikke har kunnet billige Udkastets Forslag til Landsthinget, deels fordi det i det Væsentlige er for eensartet med Folkethinget, og deels fordi det i og for sig ikke giver den Garanti, som heri burde søges, da skal jeg, i Conseqvents med hvad af mig er antaget med Hensyn til Folkethinget, hvor Valgretten betinges af en lav Census med fri Valgbarhed, og i Overeensstemmelse med de ovenfor opstillede Fordringer Foreslaae, at Valgret til Landsthinget betinges af en høiere Census, en aarlig Afgift af 40 Rbd., hvorved vel en ikke ringe Deel af Vælgerne til Folkethinget blive udelukkede, men dog en saa stor Deel bibeholdt —

de fleste Gaarvmænd paa Landet og de mere betydende Borgere i Kjøbstæderne — at Landsthinget paa ingen Maade kan siges at have en ufolkelig Rod. Ved Siden heraf foreslaaer jeg fri Valgbarhed, dog med Indskrænkning til 35 Aars Alderen, samt Diæter.

Uagtet det er at haabe, at den høiere Intelligents i Almindelighed ei vil savne den fornødne Repræsentation enten i Folkethinget eller i Landsthinget, har jeg dog anseet det for ønskeligt, at der havdes en bestemt Garanti for dette Elements Tilstedeværelse i Landsthinget, hvilket jeg formener kan skee, uden at Thingets folkelige Charakteer derved angribes, paa den Maade, at Universitetet vælger 2 Medlemmer; den polytechniske Anstalts og den militære Høiskoles Lærere i Forening 1; Høiesteret 2; og hver af Overretterne 1 — i Alt 7.

Med Hensyn til Antallet af Repræsentanter og disses Fordeling har jeg formeent, at det kunde være omtrent det halve imod Folkethinget, hvorefter, naar dettes Antal, efter Distrikter paa omtrent 14000, for det egentlige Danmark blev omtrent 100, Landsthinget for dette kom til at bestaae af 50 Medlemmer, I det jeg derhos har anseet det for passende, at Østifterne, Iylland, ligesom i sin Tid Slesvig, udvalgte hver et lige Antal, vilde altsaa 20 blive at vælge for Østifterne, 20 for Iylland, 2 for Island, 1 for Færøerne, og 7 for de oven nævnte Instituter; samt 20 for Slesvig.

§ 33. § 34. § 35. § 36. § 37. § 38.

Ifølge det saaledes Udviklede skal jeg tillade mig at foreslaae Landsthing et organiseret ved Bestemmelser af følgende Indhold: Valgret til Landsthinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds-eller Fallit-Behandling, naar han i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Afgifter i Alt 40 Rbdlr. Valgbarhed til Landsthinget har Enhver, som er valgbar til Folkethinget, naar han har fyldt sit 35te Aar. Landsthinget skal bestaae af: 20 Medlemmer valgte af Østifterne. 20 — — Nørrejylland. 2 — — Island. 1 — — Færøerne 2 — — Universitetet i Kjøbenhavn. 1 — — Den polytechniske Anstalts og den militære Høiskoles Lærere i Forening. 2 — — Høiesteret, og 2 — — Overretterne i Danmark; samt 20 — — Slesvig. Valgene til Landsthinget foregaae amtsviis. Hovedstaden vælger særskilt. Hver Vælger stemmer i sin Commune paa saamange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen. Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have opnaaet mere end Trediedelen af de afgivne Stemmer. Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. Medlemmerne af Landsthinget erholde et dagligt Vederlag.

5te Minoritet.

Bruun og Hage gaae ud fra de samme Anskuelser, som synes at have foresvævet Udkastets Forfattere. Vi mene saaledes, at der bør være tvende Thing, hvorledes Valgrets- og Valgbarheds- Betingelserne samt Valgmaaden end maatte blive; vi mene ligeledes, at begge Thing bør have en sand folkelig Rod, men at saavel Valgret som Valgbarhed bør knyttes til saadanne Betingelser, som yde nogen Garanti for gode Valg; vi mene endelig, at der bør være nogen Forskjel, skjøndt ingen Modsætning, mellem de tvende Things Charakteer. Vi kunne som Følge heraf hverken tiltræde de tvende Forslag

16

om et Eetkammersystem, ei heller Forslaget om en temmelig høi Valgcensus, Klassevalg og Kongevalg, hvad Landsthinget angaaer. Vi troe imidlertid, at den Opgave, Udkastet har stillet sig, kan løses paa en noget mere tilfredsstillende Maade, end ved dets Bestemmelser er skeet, idet vi dog for Øieblikket ikke ganske samstemme med Hensyn til Betingelserne for Valgret til Folkethinget.

Udkastet har med Hensyn til dette Thing søgt Garantien for gode Valg deri, at Valgretten er knyttet til 30 Aars Alderen, at Tjenestefolk, de, der nyde eller have nydt Fattigunderstøttelse, som ikke er tilbagebetalt, og de, der ere ude af Raadighed over deres Bo, ere udelukkede fra at nyde denne Ret, samt deri, at Valgcandidaten skal stille sig og underkastes en Slags offentlig Vrøve, forinden Valget foregaaer. Ved disse Udkastets Bestemmelser troer jeg, Hage, foreløbig at burde blive staaende, idet jeg, for det Tilfælde at der skulde være en almindelig Stemning for at tilstede Valgretten til dem, der have naaet 25 Aars Alderen samt til Tjenestefolk, eller det skulde blive muligt derved at samle de forskjellige Anskuelser, der nu ere saa spredte, — ikke er uvillig til at ombytte disse Udkastets Garantier mod en meget lav Census aff. Er. 2 Rbd., der foruden Eie af skyldsat Jord eller Borgerskab i en Kjøbstad skulde give Valgret. Jeg, Bruun, troer derimod strax at burde erklære mig for, at de sidstnævnte Betingelser i Udkastet afløses af en Census paa 5 Rbd. eller Eie af skyldsat Jord, eller Borgerskab i en Kjøbstad, idet jeg antager, at Nydelsen af politiske Rettigheder, hvortil Adgangen bør staae aaben for enhver fuldmyndig Mand, meget vel, uden at Principet derved krænkes, kan være betinget af Fordringer af den Peskaffenhed, at de af enhver stræbsom Mand uden Vanskelighed kunne syldestgjøres, men at Adgangen derimod ikke bør være den fuldmyndige Mand nægtet.

De enkelte smaae Forandringer, vi forøvrigt troe at burde tilraade i Udkastets Bestemmelser om Folkethinget, skulle vi ikke opholde os ved, da de ogsaa ere tilraadede af flere andre af Udvalgets Medlemmer.

Opgaven at give Landsthinget et folkeligt og dog fra Folkethinget noget forskjelligt Præg, er søgt opnaaet derved, at Valgretsbetingelserne paa den ene Side ere de samme for begge Thing, medens paa den anden Side Forskjelligheden fremtræder i de større Valgkredse, den communale Afstemning, den længere Valgtid, den høiere Valgbarheds-Alder, Fordringen, at den, der vælges, skal boe i Valgdistriktet, at absolut Stemmefleerhed udkræves til et gyldigt Valg, og især, at der ingen Diæter tilstaaes Landsthingets Medlemmer, Vi ville ingenlunde benægte, at disse Forskjellingheder kunne have en ikke ringe Betydning og en velgjørende Indflydelse, men vi troe dog, at Opgaven maa kunne løses paa en mere fyldestgjørende Maade. Amtet er saaledes vistnok for lille som Valgkreds, dersom man skal opnaae hvad man synes at ville, at gjøre Valget mindre paavirket af de stedlige Interesser, de smaalige Anskuelser, den øieblikkelige og tildeels tilfældige Bevægelse paa de enkelte Steder, Dette vilde langt bedre opnaaes, dersom man, som ogsaa af flere andre Medlemmer af Udvalget er foreslaaet, satte Stift, i Stedet for Amt, som Valgkreds; men vi kunne dog ikke dølge for os, at Betydningen af Bopæl i Valgdistriktet derved for en Deel vilde tabe sig, og at der, naar til et gyldigt Valg absolut Stemmefleerhed, eller selv blot ⅓ af Stemmetallet udkrævedes, enten maatte foregaae hyppige Omvalg, eller Indvirkningen paa Valgene fra enkelte Centralpunkter maatte blive aldeles overveiende, da Communernes Befolkning sjeldent vilde kjende de Mænd, som de stemte paa.

I Forbindelse med Stistsvalg kunde derfor efter vor Mening middelbare Valg gjennem Communalbestyrelserne benyttes. Det kan næppe betvivles, at Communen hos os, som overalt, vil blive kaldet til at spille en mere og mere detydningsfuld Rolle, at man i Communens Repræsentanter efterhaanden vil finde de dygtigste og bedste Kræfter, som ere i dens Midte, at de Mænd, der kaares til at varetage de Interesser, som nærmest og stærkest ligge Befolkningen paa Sinde, ville være naturlige Repræsentanter for den, naar Valgmænd skulle benyttes, og at den tillidsfuldt vil overdrage dem det Hverv, at optræde som saadanne. Det er maaskee tvivlsomt, om man ved at saae saadanne Valgmænd vil erholde mere eller mindre liberale Valg, men det synes os utvivlsomt, at man vil erholde dygtigere Personligheder valgte.

Dersom dette Forslag blev antaget, erholdt man saaledes tvende Thing, af hvilke det ene udgik af det umiddelbare frie Folkevalg, det andet af middelbare Valg ved Kjernen af Befolkningen; det ene blev nærmest et Billede af de forskjellige Svingninger snart i Bevægelsens og snart i Tilbagegangens Retning, det andet af den roligere, fikkrere, mere selvbevidste Fremadskriden, som findes hos dem, der betragte Forholdene fra et høiere og almindeligere Standpunkt end Mængden; ethvert af dem havde sit sunde, eiendommelige, noget, men ogsaa kun noget, forskjellige Præg.

Der møder imidlertid ved Udførelsen af dette Forslag den Vanskelighed, at Communalforholdene for Øieblikket ere ordnede efter Principer, som ikke ville kunne holde sig. Det vil derfor næppe være gjørligt at benytte Valg igjennem Communalbestyrelserne, forinden en ny, Communallov er udkommet, forinden de administrative Forholde ere omordnede. Vi have derfor troet at burde indskrænke os til at foreslaae, at det i Grundloven bestemmes, at Valget af Landsthingets Medlemmer ved Lov kan gaae over til Communalbestyrelserne (§ 41), hvorved Hensigten er antydet og Veien er aabnet til at benytte dem, uden at den besværligere Vei, som i § 80 foreskrives, skal betrædes.

§ 30. § 31

Spørgsmaalet er nu, hvorledes Valgene af Landthingets Medlemmer indtil den Tid skulle foregaae. De, der ville middelbare Valg igjennem Communalbestyrelserne, synes foreløbig at maatte føle sig opfordrede til at benytte almindelige middelbare Valg. Dette have vi foreslaaet i §§ 36 og 38. I Forbindelse hermed have vi knyttet Valgretten til visse Betingelser (§ 35). Vi skulle ikke her nærmere søge at vise de Fordele, disse Betingelser i Almindelighed kunne have, men indskrænke os til at bemærke, at een Betragtning harværet afgjørende for os, idet vi have foreslaaet dem, nemlig Hensynet til Communalforholdenes Ordning. Dersom nemlig begge Thing udgik fra Vælgere, hos hvem der ingen Census fordredes, vilde det vistnok være vanskeligt for dem at fornægte det Princip ved Communalforholdenes Ordning, der laae til Grund for deres eget Liv. Men det vilde næppe være heldigt, dersom Udkastets Valgprincip blev gjennemført i Communen. Magten kan nemlig ikke blot ifølge Forholdenes Natur langt lettere misbruges af Mængden i Communen end i Staten, men de Spørgsmaal, der reise sig i hin, dreie sig fornemmelig og langt mere end i denne om Skattesager. Naar man nu gav de Ikkeeiende, dem, der ingen Skat yde, den hele bevægelige Befolkning, der som oftest ikke har nogen særlig Interesse for Communens Anliggender, hvilke overalt ville udgjøre et meget betydeligt Antal, Magten til at raade over Beskatningen i Communen, vilde resultatet næppe blive det bedste. Vi have derfor troet, at Rigsforsamlingen, dersom den skulde finde Valg igjennem Communalbestyrelserne ønskelig, strax burde afgive et Vidnesbyrd om, at den ikke anseer det rigtigt, at Udkastets Valgretsbestemmelser i Et og Alt forplantes til Kommunen, og at man burde fastsætte de Betingelser for Valgretten til Landsthinget, som man ønsker skulle gjælde for deres Vedkommende, der gjennem Communalbestyrelserne middelbart komme til at indvirke paa dette Things Valg, saa at kort sagt Valgmændene traadte i Communalbestyrernes, hines Vælgere i disses Vælgeres Sted. Vort Forslag er, at Udkastets 4de Afsnit §§ 30—36 kommer til at lyde som følger: Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. Hage: Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, med mindre han:

a) uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold, Bruun: Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og som enten eier skyldsat Jord, eller er Borger i en Kjøbstad, eller aarlig betaler 5 Rbdlr. i directe Skat til Staten eller Communen, med mindre han:

b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er tilbagebetalt, c) er ude af Raadigheden over sit Bo,

17

§ 32. § 33. § 34. § 35. § 36. § 37. § 38. § 39. § 40. § 41.

d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i det Valgdistrikt eller den Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer. Hage: Valgbar til Folkethinget er, med de i § 31 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret. Bruun: Valgbar til Folkethinget er, med de i § 31 b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret. Valgene til Folkethinget foregaae efter Distrikter paa omtrent 12000 Indvaanere. Ethvert Distrikt vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 3 Aar. De erholde et dagligt Vederlag. Valgret til Landsthinget har Enhver, der ifølge § 31 har Valgret til Folkethinget, og som eier skyldsat Jord eller er Borger i en Kjøbstad eller aarlig betaler 5 Rbd. i directe Skat til Staten eller Communen. De, der ifølge § 35 have Valgret til Landsthinget, vælge udaf deres Midte Valgmænd, efter de Bestemmelser, som gives i Valgloven Valgbar til Landsthinget er med de i (Hages) § 31 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 40de Aar. Valgene til Landsthinget foregaae stiftsviis. Valgmændene i hvert Stift træde sammen og stemme paa saa mange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen, i hvilken i det Mindste ¾ af de Valgte skulle have havt fast Bopæl i det sidste Aar. Til et gyldigt Valg udfordres mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent ½ af Antallet af Folkethingets Medlemmer. Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. De erholde intet Vederlag. Naar en ny Communallov er givet, kan det ved Lov bestemmes, at Valget af Landsthingets Medlemmer skal gaae over til Communalbestyrelserve. 📖 6te Minoritet.
Minoritets-Votum af Bjerring, Dahl, Hall, Krieger, Pjetursson og Schurmann.

Idet vi i det Væsentlige slutte os til Grundlovsudkastets Repræsentationssystem, antage vi det fornødent ikke blot i Korthed at begrunde de enkelte Afvigelser fra dette, som vi ville tilraade, men tillige, da Motiverne til Udkastets Bestemmelser ikke ere meddeelte, at antyde den Opfattelse af Hovedpunkterne i samme, som har bevæget os til at fastholde disse.

Naar Udkastets § 31 bestemmer: „Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. Begge fremgaae ved umiddelbare Valg af Folket", saa er heri den nye Forfatnings Grundcharakteer givet ved 3 Bestemmelser angaaende Repræsentationens Ordning, dens Tilbivelsesmaade og dens Udspring, hvilke vi ikke kunne andet end tiltræde.

Vi kunne ikke antage det nødvendigt eller hensigtsmæssigt her nøiere at udvikle de Grunde, der tale for Tokammerindretningen,

og som for den store Fleerhed af os ere aldeles afgjørende. Vi kunne henholde os til de vægtfulde Stemmer, der have hævet sig herfor under det forløbne Aars storartede Discussioner om denne Gjenstand, og til Historiens Vidnesbyrd om dette Systems praktiske Betydning ikke blot i de Lande, hvor det har faaet sin Tilværelse som en nødvendig Følge af Folkets ældre politiske Tilstand, men fornemmelig der, hvor det er fremtraadt uden nogen Forbindelse med Standsadskillelser, ja endog er bleven tillagt Fortrin for en tidligere bestaaende Ordning af Folkerepræsentationen i eet Kammer.

Idet vi antage, at den saaledes ordnede Repræsentation bør frembringes alene ved umiddelbare Valg, og derfor forkaste den saakaldte indirecte eller middelbare Valgmaade gjennem Valgmænd, kunne vi slutte os til Martsministeriets Yttringer i dets Motiver til Valgloven af 7de Juli, at Erfaringen ikke har stadfæstet den Mening, at man ved den nævnte Valgmaade opnaaede, at Valgene bleve foretagne med større Indsigt og Kyndighed, hvorimod det netop kunde befrygtes, at man paa denne Maade aabnede Intriguer og locale smaalige Hensyn Adgang til at gjøre sig gjældende, ligesom det og maatte antages, at man ved at skyde Valgmænd ind mellem Vælgerne og de Deputerede let forvanskede den rene Udtalen af Vælgernes Villie og Anskuelser, og vi skulle blot tilføie, at det vel ogsaa maa antages, at en saadan middelbar Valgmaade noget maa svække den Interesse hos Folket for dets Repræsentation, som Alle erkjende for en væsentlig Betingelse for dennes frugtbringende Virksomhed.

Naar det endelig bestemmes, at Repræsentationen skal have sit Udspring fra „Folket", saa udelukkes herved Valg saavel af Regjeringen, som af andre Autoriteter. Med Hensyn til det første Slags Valg, der er bleven benyttet til den nuværende Rigsforsamling, samstemme vi i det Væsentlige i den Erkjendelse, som blev udtalt af begge de sidste Provindsialstænder, at disse indeholdt en saadan Afvigelse fra Folkerepræsentationens Princip, at de alene maatte søge deres Berettigelse i ganske særegne og fordigaaende Forhold.

Naar Valget af nogle Medlemmer af Repræsentationen overlades til andre Autoriteter (f. Er. de overordnede Retter, Universitetet) saa kan det vel ikke nægtes, at enkelte gode Kræfter, som ellers maaskee ikke vilde saae Plads i samme, ad denne Vei vilde kunne naae en saadan, men disse vilde dog efter vor Formening ikkun da kunne udøve en sand og velgjørende Indflydelse paa Repræsentationen, naar de ikke med Rette maatte betragtes som et uligeartet Element i samme. Saadanne Valgcorporationer, der med en høiere Dygtighed og Anseelse forene et virkeligt folkeligt Præg, ville vel kunne fremkomme som en Følge af den nye Forfatning ved Omordningen af Retsvæsenet og Communaladministrationen, og det vil da være en følgende Tids lovgivende Magt forbeholdt at afgjøre, om en Indvirkning paa Repræsentationen hensigtsmæssigen kan overlades til disse, og i saa Fald ad den grundlovmæssige Vei at bevirke en saadan Forandring. Men under de nuværende Forhold finde vi ikke, at der ved at overlade Valgret til nogen af de bestaaende Autoriteter vilde kunne forventes saadanne Fordele, som vilde opveie de mislige Følger af at give Repræsentationen en saa blandet Natur.

Vi skulle derefter udtale os over den i de følgende Paragrapher (31—36) i Udkastet givne Udførelse af de paa det ovenanførte Grundlag byggede Repræsentationssystem, idet vi sammenfatte Bestemmelserne herom under de 3 Hovedpunkter: Valgretten, Valgbarheden og Valgmaaden.

A. Om Valgretten.

Vi slutte os med Hensyn til dette Punkt til de i § 31 givne Bestemmelser, idet vi alene foreslaae Udeladelsen af Ordene: „enten er eftergivet eller" i Litr. b, og den forkortede Redaction af Litr. d „ikke har havt Bopæl i eet Aar i det Valgdistrikt eller i den Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer".

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Ngl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

18

To og tredssindsthvende (65de) Møde. (Fortsættelse af Grundlovscomiteens Betækning.)

Vi antage det for umuligt at finde saadanne Qvalificationer for Valgberettigelsen, som kunde sikkre, at denne Ret kun bliver indrømmet Saadanne, som besidde saavel Dygtighed som Villie til at gjøre en fuldkommen rigtig Brug af samme, og vil man end lade sig nøie med den svagere Garanti for en saadan Brug af Valgretten, som kunde søges deri, at denne kun indrømmedes dem, der befinde sig i en saadan Livsstilling, som med Lethed kan tilstede dem at erhverve sig den fornødne aandelige Udvikling og Indsigt i det politiske Liv, saa maatte denne Ret dog blive saaledes indsnævret, at der ikke længer kunde tales om en Folkerepræsentation. Men paa den anden Side antage vi ikke heller, at Valgberettigelsen kan betragtes som en naturlig Borgerrettighed, der altsaa burde indrømmes enhver fuldmyndig Person i Staten. Den Grundtanke, som vi med Hensyn til Valgretten fastholde, og som vi antage, at Grundlovsudkastet har havt til Hensigt at ville gjennemføre, er den, at den bør bestemmes saaledes, at ingen Borger i Staten, der ikke har gjort sig uværdig til dens Brug, skal betragtes som udelukket for bestandig fra Deeltagelsen i denne Ret, og som en Følge deraf ville Begrændsningerne for denne Ret naturligen være at søge i saadanne Tilstande, som, idet de i en ringere Grad give Betryggelse for den ønskelige Aandsmodenhed, Besindighed eller Selvstændighed, tillige ordentligviis maae betragtes som Overgangstilstande for dem, der befinde sig i samme. I denne Betragtningsmaade finde vi en tilstrækkelig Retfærdiggjørelse for de tre meget indgribende Valgretsbegrændsninger, som findes i Udkastets Bestemmelse om 30 Aars Alder som Betingelse for Valgretten og i Udelukkelsen af dem, der definde sig i et privat Tjenesteforhold uden at have stiftet egen Huusstand, samt af dem, der nyde eller have nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er tilbagebetalt.

Udkastet er altsaa ikke gaaet ud fra nogen Anerkjendelse af en almindelig Stemmeret, som en enhver Person tilkommende naturlig Ret; men det har stillet Valgretsbetingelserne saaledes, at i Reglen Ingen, der selvstændigt ernærer sig, vedvarende vil kuune blive udelukket fra denne Ret, medens man dog fjerner dem, hvis borgerlige Uselvstændighed er saa aabenbar, at der er noget Selvmodsigende i at give dem politisk Valgret, saalænge Staten ikke har været istand til at hjælpe dem til at hæve sig op paa et høiere Trin i det borgerlige Samfund. Den under Litr. c nævnte Udelukkelse af dem, der ere satte ud af Raadighed over deres Bo, er i sig af mindre Betydning, men understøttes af det samme Sømmelighedshensyn. Stadigt Ophold i en vis Tid i den Valgkreds, hvor Valgretten skal gjøres gjældende, er vistnok ogsaa en aldeles naturlig eller endog nødvendig Betingelse, og vi finde ikke heller tilstrækkelg Grund til at fravige det i Udkastet foreskrevne Tidsrum af eet Aar.

Sees der nu hen til den praktiske Indflydelse af de ovennævnte Indskrænkninger paa Massen af de Valgberettigede, saa er det vel ikke usandsynligt, at den ikke vil blive særdeles forskjellige fra den, som vilde frembringes ved en meget lav Census, saasom hvis Valgberettigelsen tildeels i Lighed med den norske Forfatnings Bud knyttedes til Eiendomsret over skyldsat Jord, Borgerskab i en Kjøbstad eller Udredelsen af et ringe Beløb af kongelige eller communale Afgifter, f. Ex. 2 Rbd. Men

naar vi, uagtet Nogle af os ikke have været ganske utilbøielige til at optage dette Valgretssystem, have sluttet os til Udkastets Bestemmelser i denne Henseende, da er dette skeet, deels fordi man maaskee i disse vil finde en renere Gjennemførelse af det omhandlede Princip for Valgretten, deels og fordi Udkastets Regel, som har saaet en vis Hævd ved een Gang at være anvendt, maaskee kunde være meest skikket til at give Folkerepræsentationen en saadan Fasthed og Styrke, som bedst vil satte den istand til at gjennemføre det politiske Livs Udvikling hos os. Valgberettigelsen er derhos efter Grundlovsudkastet eens til begge Thing, og skjøndt vi vistnok mene, at det maa ansees for væsentligt for Tokammersystemet, at de tvende Thing erholde en forskjellige Natur, finde vi det dog rettest, at denne ikke søges tilveiebragt ved en Forskjellighed i Betingelserne for Valgretten. Vi troe, at det væsentligen vil bidrage til at sthrke Indflydelsen af Repræsentationens Deling i tvende Thing, at begge disse fremtræde med et lige folkeligt Udspring. Den Forskjellighed, der med Rette maa attraaes, vil derimod naturligen frembringes ved forskjellige Regler med Hensyn til Valgbartheden og Valgmaaden til de tvende Thing, saaledes som i det Følgende nærmere vil blive antydet.

B. Valgbarheden.

Vi antage med Udkastet (§ 32), at Valgbarheden til Folkethinget bør lades meget fri, og at derfor ikke blot den for Valgretten foreskrevne Betingelse af eet Aars Ophold i Valgkredsen her vilde være aldeles urigtig, men at ogsaa den for Valgretten foreskrevne Alder kan nedsættes til den almindelige Fuldmyndighedsalder. Thi medens det vel tør antages, at Aldersperioden mellem 25 og 30 Aar i sin Almindelighed snarest kan betragtes som en saadan, hvori en fastere og modnere Livsanskuelse først dannes, og en alvorligere Interesse for det hele offentlige Liv kommer frem, saa kan det paa den anden Side ikke nægtes, at der i denne Aldersperiode vil kunne findes Mænd, som fuldkommen ville egne sig til at indtræde i Folkerepræsentationen. At Valgbarhedsalderen nedsættes til 25 Aar, medens 30 Aars-Alder kræves til Valgretten, synes derfor at finde sin tilstrækkelige Begrundelse deri, at et stort Antal Medborgeres Valg unægteligen maa tale i høi Grad for, at den Valgte hører tit dem, der tidligere end sædvanligt have naaet en politisk Udvikling og lagt en saadan for Dagen.

Valgbarheden til Landsthinget er derimod indskrænket deels derved, at der fordres en Alder af 40 Aar (§. 32), deels ved den Bestemmelse, at Medlemmerne af dette Thing ikke erholde noget Vederlag (§ 36), hvortil endnu kommer et ikke uvæsentligt Moment, (Bopælen i Valgkredsen), som vi senere skulle omtale.

Det er unægteligt, at disse Bestemmelser ville i en meget betydelig Grad indskrænke de Valgbares Tal, men de maae vistnok tillige erkjendes at være vel begrundede, idet de paa den ene Side maae antages at give en ikke ringe Betryggelse for, at Landsthinget vil erholde en saadan Charakteer, at det, for at benytte et Udtryk fra den af Østifternes Stænderforsamling afgivne Betænkning over Valgloven, vil kunne danne en Modvægt mod en eensidig og overilet Bevægelses Retning, og paa den anden Side ikke i nogen Maade ville formindske Landsthingets Stilling eller svække dets Betydning ligeoverfor Folkethinget. Hvad navnlig Diætnægtelsen angaaer, maa det vistnok indrømmes, at det Offer, der maa bringes af den, som i et Tidsrum af 8 Aar skal opholde sig fjernet fra sit Hjem flere Maaneder aarligen, er saa bethdeligt, at det for at kunne bringes uden at føles særdeles stærkt

19

maa forudsætte, at han befinder sig i gunstige Kaar; men vi troe ogsaa, at en saadan Stilling, naar den ikke i og for sig betragtes som Adkomst til Deeltagelse i Folkerepræsentationen, men alene fremtræder som en yderligere Qvalification hos dem, der ved et stort Antal Medborgeres Valg kaldes til at tage Sæde i samme, afgiver i flere Henseender en vigtig og fornøden Betryggelse; og det er da tillige en Fordeel ved denne Bestemmelse, at den ikke absolut udelukker Nogen fra Valget til Landsthinget. Det Offer, der kræves, kan bæres med større eller ringere Besvær, det staaer ikke alene i Forbindelse med den Vedkommendes Formuestilstand, men ogsaa med hans Interesse for Deeltagelsen i det offentlige Liv og den Sympathi, han derigjennem har erhvervet sig. Vi ansee det derfor for baade at være naturligt og rimeligt, at der i Landsthinget vil findes Saadanne, som ikke kunne henregnes til de Formuendes Klasse, medens vi paa den anden Side ingenlunde kunne ansee det for sandsynligt, at den omhandlede Bestemmelse skulde blive illusorisk derved, at det skulde blive Sædvane, at Vælgerne selv ydede de af dem valgte Landsthingsmænd den Godtgjørelse, hvis Nægtelse efter Grundloven netop skulde udgjøre et almindeligt betegnende Skjelnemærke for dette Thing.

De Fleste af os ansee derfor denne Bestemmelse for saa væsentlig, at de, hvis den skulde have den almindelige Mening saameget imod sig, at den burde opgives, maae ansee det nødvendigt, at den afløses af en anden, som kunde yde en lignende Betryggelse, og i saa Fald mene Nogle af os, at en saadan naturligt vilde være at søge i den ligefremme Bestemmelse af en ikke ringe Valgbarhedscensus; Andre derimod vilde være tilbøielige til at foreslaae en Valgretscensus til Landsthinget, som da maatte ansættes noget høiere end den ovenfor ved Folkethinget nævnte særdeles lave Census.

C. Valgmaaden.

De herhenhørende Bestemmelser i Udkastet (§ 33) gaae væsentligen ud paa, at Valgkredsen bestemmes for Folkethinget efter et vist Folketal (omtrent 12, 000), for Landsthinget efter Amtsinddelingen, uden noget Hensyn til de forskjellige Livsstillinger, hvori Beboerne definde sig, samt at Candidaterne til det første selv fremstille sig til Valg, medens de til det sidste maae søges af Vælgerne blandt de valgbare Personer, som have Hjem i Valgkredsene. Vi ere aldeles enige i den Grundsætning, som her udtales, at Vælgerne i en Valgkreds betragtes som en Heelhed uden Hensyn til de forskjellige Livsstillinger eller Næringsveie, hvori de befinde sig. Vi troe, at det vilde være lidet ønskeligt, om saadanne Modsætninger, som under tidligere Forhold have dannet sig imellem de forskjellige Klasser af Borgerne, skulde fremtræde i deres Skarphed, hvor der er Spørgsmaal om at vælge dem, der skulle deeltage i Afgjørelsen af hele Statens almindelige Anliggender, og saaledes opnaae en fornyet Styrke og Fasthed ved den Grundlov, paa hvilken Landets Fremtid skal bygges. Vi frygte ikke for, at Danmarks lovgivende Forsamling skal gjøre sig skyldig i uretfærdig Behandling af nogen Stand, fordi den ikke er forsvaret i Forsamlingen af nogen af den selv valgt Repræsentant, og i alt Fald forekommer det os indlysende, at den, der ikke af anden Grund maatte nære en saadan Tillid til vor fremtidige constitutionelle Lovgivermagt, ikkun lidet vilde kunne beroliges ved egentlige Klassevalg, som dog stedse maatte lade den enkelte Klasses Repræsentanter i en afgjort Minoritet imod den hele øvrige Repræsentation.

Med Hensyn til Valgkredsene have vi vel ikke været utilbøielige til at antage, at disse for Folkethingets Vedkommende passende kunde modtage nogen Forøgelse, omtrent til 14,000, og Folkethingets Størrelse altsaa lidet forringes; men vi have dog ikke fundet tilstrækkelig Grund til derom at gjøre noget bestemt Forslag. Derimod antage vi det for at være af væsentlig Betydning, at en Forandring foretages med Hensyn til Valgkredsene for Landsthinget, saaledes at Stifts inddelingen træder istedetfor Amtsinddelingen. Vi oversee ikke, at et Hensyn, som man antager at være taget i Betragtning ved den i Udkastet givne Ordning, nemlig det nøie og personlige Bekjendtskab hos Vælgerne til Valgcandidaterne, taber sin Betydning ved en saadan Udvidelse af Valgkredsene; men vi antage det for ønskeligere,

at det er det i en mere udvidet Kreds, gjennem det offentlige Liv vundne Anseelse, der i Reglen henleder Opmærksomheden paa Valgene til Landsthinget, og selv naar Amtsinddelingen bevaredes som Grundlag for Valgkredsene, vilde dog idetmindste i flere af disse et paa nærmere personlige Berøringer grundet Bekjendtskab til den, om hvis Valg der kunde blive Spørgsmaal, være vanskeligt eller umuligt, ligesom vel ogsaa undertiden Savnet af velskikkede Candidater i en saadan ringere Amtskreds vilde være føleligt. En Følge af en saadan Udvidelse af Valgkredsene vilde det da blive, at Kjøbenhavn kom til at vælge med det øvrige Stift, og vi troe ikke, at der er Grund til at frygte for, at Hovedstaden jo ligefuldt vil kunne gjøre den Indflydelse gjældende, som rettelig bør tilkomme den. En anden naturlig Følge af Valgkredsenes Udvidelse maatte vel blive den, at en ringere Deel af de afgivne Stemmer kunne ansees tilstrækkelig til et Valg, da Landsthingsmanden, omend valgt med en ringere Pluralitet i Stiftet, dog vilde kunne have idetmindste ligesaa mange Stemmer, som hvis han i Amtet var valgt med en større Pluralitet. Vi ville derfor under den nævnte Forudsætning foreslaae „Halvdelen" forandret til „Fjerdedelen".

Med Hensyn til Maaden, hvorpaa Valgene skulle foregaae, antage vi det for særdeles vigtigt, at Udkastets Forskrift, hvorefter Candidaten selv maa stille sig til Folkethingsvalgene, fastholdes. Vi mene, at endog den enkelte Brug, der af denne Valgmaade nu er gjort hos os, har godtgjort, at der i samme indeholdes et meget vigtigt Middel til at fremkalde hos Vælgerne Interessen for Valgene og bibringe dem Sands for og Oplyning om de Anliggender, paa hvis Afgjørelse deres Valg vil kunne have Indflydelse.

Ligeledes antage vi det for rigtigt, at Valgene til Landsthinget foregaae efter de i Udkastet foreskrevne Regler, dog saaledes at ¼ af det hele Stiftet tillagte Antal af Valg gjøres frit, saa at den Valgte forsaavidt ikke behøver at have Bopæl i Valgkredsen. Hvorvidt der vil findes Trang til at søge Candidater udenfor Stiftet, kan naturligviis ikke forudsees, men det maa dog ansees ønskeligt, at Muligheden til at kunne for en Deel gaae udenfor samme er givet, og en saadan Frigjørelse vil ogsaa vel stemme med den ovenantydede Anskuelse, som har ledet os til at foreslaae Valgkredsens Udvidelse fra Amtet til Stiftet.

Endnu skulle vi blot tillade os et Par Bemærkninger med Hensyn til de i Udkastets §§ 34 og 35 givne Bestemmelser om Antallet af Landsthingets Medlemmer og Længden af Valgperioderne saavel for Folkethinget som for Landsthinget. Vi antage, at Landsthinget med det i § 34 bestemte Antal Medlemmer baade i sig selv vilde være for svagt desat, for passende at fremtræde som den ene Hovedbestandeel af Folkerepræsentationen, og tillige vilde befinde sig i et for stærkt Misforhold til Folkethinget i de Tilfælde, i hvilke det efter Grundloven maatte komme til at sammentræde med dette Thing. Vi foreslaae derfor ⅓ forandret til ½. — Tidsbestemmelsen for Valgperioderne finde vi vel i sig hensigtsmæssig; men da det dog neppe kan ansees ønskeligt, at Valgene til Folkethinget og Landsthinget regelmæssigen salde sammen, saa tilraade vi som den naturligste og letteste Forandring i denne Henseende, at Valgperioden for Folkethinget bestemmes til 3 Aar, medens den i Udkastet bestemte Tid af 8 Aar vedligeholdes for Landsthinget.

§ 30. § 31.

Vi foreslaae altsaa følgende Affattelse af § erne 30—36. Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. Begge fremgaae ved umiddelbare Valg af Folket. Valgret til Rigsdagen har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, medmindre han a) uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold; b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsnet, som ikke er tilbagebetalt;

20

§ 32. § 33.

c) er ude af Raadigheden over sit Bo; d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i den Valgkreds eller den Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer. Valgbar er med de i § 31, a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, til Folkethinget, naar han har fyldt sit 25de Aar, til Landsthinget, naar han har fyldt sit 40de Aar. Valgene til Folkethinget foregaae i Valgkredse paa omtrent 12000 Indvaanere. Enhver Valgkreds vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg.

§ 34. § 35. § 36. § 37. § 38.

Valgene til Landsthinget foregaae stiftsviis. Hver Vælger stemmer i sin Commune paa saa mange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen, i hvilken i det mindste ¾ af de Valgte skulle have havt fast Bopæl i det sidste Aar før Valget. Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have opnaaet mere end Fjerdedelen af de afgivne Stemmer. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent ½ af Antallet af Folkethingets Medlemmer. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 3 Aar. Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. Medlemmerne af Folkethinget erholde et dagligt Vederlag; Medlemmerne af Landsthinget derimod ikke. Ved § 37 har Udvalget Intet kundet at bemærke. Naar denne Paragraph bestemmer, at ingen Rigsdagsmand kan fængsles eller tiltales under Rigsdagens Samling, medmindre det Thing, hvortil han hører, dertil giver sit Samtykke, skal Udvalget herved alene tillade sig to mindre væsentlige Forslag. Det ene gaaer ud paa, at det udtrykkelig bliver fastsat, at en Rigsdagsmand under Rigsdagens Samling ei heller uden vedkommende Things Samtykke kan hæftes for Gjæld. Det andet tilsigter en Undtagelse fra Forbudet mod criminel Forfølgning for det Tilfælde, at en Rigsdagsmand maatte gribes paa ferst Gjerning.

Man indstiller altsaa, at Paragraphen maatte affattes paa følgende Maade:

§ 39.

„Ingen Rigsdagsmand kan under Rigsdagens Samling, uden at det Thing, hvortil han hører, dertil giver sit Samtykke, heftes for Gjæld, ei heller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. I nærværende Paragraph, der udtaler Rigsdagsmændenes Uafhængighed, har Udvalget troet, at man kunde optage et Tillæg, der fastsatte, at Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, ikke behøve Regieringens Tilladelse til at modtage Valget. Vi antage vel ingenlunde, at herved siges Noget, som ikke fulgte af Udkastets hele Aand, men vi have dog troet, at en udtrykkelig Tilkjendegivelse i saa Henseende kunde være passende. Det bemærkes alene, at det dermed naturligviis ikke er sagt, at Embedsmænd, der vælges til Rigsdagsmænd, herved skulde have erholdt nogen Ret til at fordre, at deres Embede, forsaavidt Nogen i deres Sted maatte forordnes til dets midlertidige Bestyrelse, skulde besørges udført paa offentlig Regning.

Man foreslaaer altsaa følgende Tillæg:

„Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, behøve

ikke Regjeringens Tilladelse til at modtage Valget.

V.

§ 40.

Nærværende Afsnit indeholder deels en i det Enkelte gaaende Udvikling af Rigsdagens Myndighed, deels de mere formelle Bestemmelser om Rigsdagens indre Ordning; til den første Række af Bestemmelser henhøre §§ 40 til 46, til den sidste §§ 47 til 59. Denne Paragraph hjemler hvert af Thingene Ret til at vedtage eller forkaste Lovforslag. Hvert af Thingene har altsaa hvad man pleier at kaldedet absolute Veto og Initiativet, Ret til ved sit Nei at forhindre, at et Forslag bliver Lov, om end Kongen og det andet Thing maatte ønske det, og Ret til at vedtage et Lovforslag i fuldftændigt udarbeidet Form, hvis videre Skjæbne da afhænger af det andet Thing og af Kronen. Det Første er en naturlig Følge af det i Udkastet antagne Tokammersystem, som netop ved Lovgivningsanliggender er af fortrinlig Betydning, det Sidster er en naturlig Følge af ethvert udviklet constitutionelt System. Af disse Grunde maa Udvalgets Fleerhed altsaa tiltræde Udkastet.

En Minoritet (Dahl) anseer det for hensigtsmæssigt, især dersom den ene Afdeling af Rigsdagen bliver sammensat meget forskjelliget fra den anden og kommer til at indeholde væsentligt stabile Elementer, at der optages en Paragraph af følgende Indhold:

Er et Lovforslag forkastet i det ene Thing, men vedtaget i det andet, kan det sidste Thing, efter paany at have behandlet Sagen, forlange, at det første ligeledes behandler den. Ere Thingene dog saaledes ikke blevne enige, og det ene Thing forlanger det, træde de sammen og tage Beslutning i Sagen med ⅔ Stemmer.

Denne Minoritet troer, at derved forenes flere af Fordelene ved Eet- og Tokammersystemet, uden at man dog i nogen betydelig Grad vil komme til at lide under det enes eller det andets Mangler.

En anden Minoritet (Christensen, Dahl, Jespersen) formener, at der i dette Afsnit efter § 40 bør optages en Paragraph saaledes:

Naar en Beslutning er vedtagen af Rigsdagen, skal den forelægges Kongen. Billiger han den, bliver den derved Lov; billiger han den ikke, meddeler han dette til Rigsdagen, før den adskilles. Kongen kan forholde sig paa samme Maade, om en følgende Rigsdag foreslaaer den samme Beslutning. Bliver Beslutningen behandlet og uforandret vedtaget paa den 3die Rigsdag, bliver den derved Lov, uden at den behøver at forelægges Kongen; dog udfordres dertil: 1) at Beslutningen hver Gang er vedtagen mindst med ⅔ af de afgivne Stemmer, enten i begge Afdelinger eller paa den forenede Rigsdag; 2) at der til Folkethinget, som uforandret har vedtaget Beslutningen, idetmindste een Gang er foregaaet nye Valg, og 3) at der mellem 1ste og 3die Bedtagelse ikke er hengaaet længere Tid end 5 Aar. Til Grundlovsforandringer ud fordres altid Kongens Samtykke.

Ved en saadan Bestemmelse troer denne Minoritet, at det rette Forhold imellem den lovgivende Forsamlings og Regentens Myndighed bliver tilveiebragt, og at, ligesom det paa den ene Side er saa langt fra, at den kongelige Myndighed derved vif svækkes, at den snarere vil styrkes, saaledes vil paa den anden Side Tilfredshed i Folket og Kjærlighed til Statsforfatningen næres og vinde i Kraft, naar det bliver klart, at den sande og rette Folkevillie dog tilsidst, om end med Besvær, vil kunne gjøre sig gjældende, hvorved den hele Udvikling i Statslivet, navnlig med Hensyn til vigtige og almeenønskelige Reformer, vil saae en roligere og sikkrere Gang end ved Bestemmelsen i § 28.

Det følger af sig selv, at §§ 3 og 28 ved en saadan Paragraphs Optagelse vilde behove nogen Omredaction.

Udvalgets Majoritet kan ikke tiltræde noget af disse Forslag. Det bemærkes herved kun foreløbigt, at ligesom Udkastets § 54 inde

21

§ 41.

holder en Regel for Lovforslags Behandling, saaledes vil Udvalget ved dette Afsnits Slutning foreslaae nogle Tillægsbestemmelser (§ 59, b. og c.) hvoraf den ene udtaler, at et Lovforslag, der er forkastet i eet af Thingene, ikke oftere kan foretages af samme Thing i samme Samling, medens den anden fastsætter nærmere Regler for den Fremgangsmaade, der skal iagttages for at lette en Overeenskomst mellem de to Thing, hvor disse maatte være uenige om Enkelthederne i et Lovforslag. Denne Paragraph udtaler hvert Things Ret til selvstændigt at indgive Adresser til Kongen. Udvalget har vel taget i Overveielse, om der ikke kunde være Grund til at tilføie et Ord, der nærmere forklarede, hvad der aabenbart skal betegnes ved Ordet Adresser, nemlig ethvert Andragende, der ikke er et Lovforslag. Men vi have i det Mindste ikke fundet noget Ord, der bedre betegnede Tanken end det fremmede, der nemlig her er brugt i sin omfattende Betydning om enhver Henvendelse fra Rigsdagen til Kongen.

§ 43.

Vi foreslaae derfor alene, at Ordet selvstændigt, der synes overslødigt og derfor tager sig noget synderligt ud, bortfalder. § 42 har ikke givet Udvalget Opfordring til nogen Erindring. Naar denne Paragraph bestemmer, at ingen Skat kan paalægges, intet Statslaan optages, og ingen Staten tilhørende Domaine afhændes uden ved Lov, skulde Udvalget, der i Tanken selv er enig, alene bemærke, at Udtrykket „ved Lov" maaskee dog her bruges i en altfor forskjellige Betydning, eftersom Talen er om Skats Paalæg, eller om Statslaans Optagelse eller om en Domaines Afhændelse ved Lov.

Man antager derhos, at det i denne Paragraph passende kunde udtales, hvad der synes at følge af det constitutionelle System, at ei heller noget Mandskab kan udskrives uden ifølge Lov, og man foreslaaer derfor følgende Affattelse af Paragraphen:

§ 44.

„Ingen Skat kan paalægges uden ved Lov, ei heller noget Mandskab udskrives, noget Statslaan optages eller nogen Staten tilhørende Domaine afhændes uden ifølge Lov." Efter Udkastets § 43 skulle de almindelige Skattelove behandles ligesom alle andre Lovgivningssager. Hvad Budgetloven angaaer, da bestemmes i denne Paragraph, at Regjeringen paa hver ordentlig Rigsdag, saasnart den er sat, skal fremlægge Forslag til Finantsloven for det følgende Aar, indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter. Dette Finantslovforslag skal behandles først i Folkethinget, men gaaer derefter, ligesom alle andre Lovforslag, til Landsthinget, og bliver kun til Lov ved begge Thingenes og Kongens overeensstemmende Villie. Naturligviis kan ingen Skat oppebæres, omend i Overeensstemmelse med en gjældende Skattelov, forinden dens Opkrævning er bevilget ved Finantsloven, ei heller tør nogen Udgift afholdes, der ikke har Hjemmel i samme.

Forsaavidt nu Udkastet betegner den Tid, for hvilken Finantslovforslaget skal gjælde, som „det følgende Aar, “skal Udvalget, uden nærmere at gaae ind paa en Undersøgelse af, hvorledes Udkastet har forstaaet disse Ord, tillade sig at foreslaae, at de ombyttes med Ordene „det følgende Finantsaar". Det vil nemlig saaledes i sin Tid kunne afgjøres, hvorledes man vil ordne Budgetperioden; om man skal holde sig til det borgerlige Aar, eller om man bør vælge en anden Beregningsmaade — Noget, der er saa almindeligt i fremmede Stater, — vil for Øieblikket ikke være let at afgjøre.

Det er en Selvfølge, at hvis, efter den af en Minoritet ved § 23 gjorte Indstilling, Rigsdagen kun skulde sammentræde hvert

andet Aar, vilde, som allerede er forudsat, et toaarigt Finantsbudget være at forelægge istedetfor et aarligt.

Forsaavidt Udkastet fremdeles conseqvent har fastholdt Tokammersystemet ved Finantslovens Behandling, da har der i Udvalget været ikke liden Meningsulighed om det Spørgsmaal, hvorvidt der i denne Sags særegne Beskaffenhed var Grund til at foretrække dens Behandling i den forenede Rigsdag.

Udvalgets Majoritet har, skjøndt ikke uden Tvivl, troet at burde foretrække denne Behandlingsmaade, af Frygt for at Landsthinget ellers ikke skulde kunne gjøre den Indflydelse gjældende, der retteligt bør tilkomme det, og som Udkastet selv har villet, at det skulde udøve ved dette, som ved andre Lovforslags Behandling.

Det kan ikke miskjendes, at der er en væsentlig Forskjel mellem Finantsloven og alle andre Lovgivningsanliggender. I disse kan Landsthinget ikke tage i Betænkning at følge sin Overbeviisning og ganske forkaste Lovforslaget, dersom Folkethinget viste sig aldeles uvilligt til en billig Udjævning af mulige Meningsuovereensstemmelser; thi den bestaaende Lovgivning vedbliver at gjælde; det er kun Forventningen om den nye Lov, der glipper. Men denne Udvei staaer kun i det alleryderste Tilsælde aabent for Landsthinget ved Finantsloven. Vil Landsthinget ikke tilsidst sige ja, da gaaer hele Statsstyrelsen i Staa. Her kan Landsthinget altsaa ikke nægte sit Samtykke til det af Folkethinget voterede Budget, hvor fordærveligt dette end maatte forekomme det, medmindre Sagen er kommet saavidt, at Landsthinget foretrækker et aabent Brud for en under Legalitetens Form sig indsnigende Omvæltning.

Afsee vi altsaa fra saadanne synderlige og usandsynlige Tilfælde, frygte vi for, at Resultatet af Udkastets Bestemmelse efterhaanden vilde blive, at Landsthinget, om end i Begyndelsen ikke uden nogen Misnøie, vænnede sig til at sige ja til Folkethingets Beslutning, uden at det fik Leilighed til nogen selvstændig Prøvelse. Dette ansee vi for lidet ønskeligt, og vi troe derfor, at man gjorde vel i at følge den Vei, som er anvist ved Norges Exempel. Det er det norske Storthing, der som saadant behandler Budgettet, medens Love altid skulle behandles gjennem dets to forskjellige Afdelinger, Odelsthinget og Lagthinget, om de end tilsidst kunne vedtages i Storthinget med qvalificeret Majoritet.

Udvalgets Majoritet erklærer sig altsaa for Finantslovens Behandling i den forenede Rigsdag. Den antager derhos, at denne Behandling passende kunde forberedes ved et Udvalg, sammensat af Folkethings- og Landsthingsmedlemmer. Der synes ingen Grund at være til her at stille Landsthinget ringere end Folkethinget, og man foreslaaer derfor, at hvert Thing udvælger lige mange Medlemmer til dette samlede Udvalg. I Henhold til dette Udvalgs Betænkning maatte da den forenede Rigsdag med simpel Stemmefleerhed afgjøre Sagen.

Udvalgets Fleerhed indstiller altsaa (med 12 Stemmer mod 5), at der i Stedet for Ordene „Finantsforslaget behandles først i Folkethinget" sættes: Finantsforslagets Behandling forberedes af et samlet Udvalg, til hvilket hvert Thing udnævner et lige Antal Medlemmer, hvorefter det foretages i den forenede Rigsdag, som med Stemmefleerhed tager Beslutning.

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Neergaard, Ussing) kan ikke tiltræde den af Udvalgets Fleertal foretagne Forandring af Grundlovsudkastets § 44, hvorefter Finantsforslaget ikke skulde komme til Behandling i hvert af Thingene særskilt, men hvorefter dets Behandling, efterat være forberedt af et samlet Udvalg, foretages af den forenede Rigsdag, som med Stemmefleerhed tager Beslutning.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

22

To og tredssindstyvende (65de) Møde. (Fortsættelse af Grundlovscomiteens Betænkning.)

Vi føle os overbeviste om, at Landsthingets Betydning herved vilde svækkes i betydelig Grad, at forfatningen paa denne Maade vilde komme til at savne den ikke uvæsentlige Garanti mod, at eensidige Retninger ville kunne gjøre sig gjældende i Folkethinget, som ligger deri, at Landsthinget dog ikke er berøvet Magten til, hvor Statsvellet skulde fordre det, at gjøre sin Indsigelse og Modstand gjældende, at endeligen Veien til Conflicter mellem Folke- og Landsthinget langt lettere aabnes, naar Thingene ved Budgettets Forhandling sammensmeltes, end naar ethvert af Thingene forhandler det særskilt, fordi Landsthinget langt snarere vil være rede til at erkjende Folkethingets sande Stilling til Budgetsagen, end til at indrømme, at det paa Grund af dets mindre Talrighed er samme underordnet.

De constitutionelle Staters Historie bevise desuden, at det overalt, hvor Tokammersystemet bestaaer, er blevet anseet som gavnligt og som nødvendigt for at værne om det første Kammers Betydning, at lade hvert af Kamrene behandle Budgettet særskilt, og at deraf ikke er opstaaet de Conflicter eller Ulemper, som maatte ansees som overhængende og vanskelige at undgaae, ifald man skulde tilraade Budgettets fælles Behandling af Folke- og Landsthing.

Paa disse Grunde maae vi erklære os imod den ovenfor betegnede Forandring af § 44.

§ 45.

I den sidste Passus i § 44 hedder det, at det vil blive bestemt ved Communalloven, hvorledes der skal forholdes med de communale Afgifter, der dog albrig kunne paalægges af Kongen ene. Det forekommer Udvalget, at man ikke ret vel før efter Behandlingen af § 77 kan have en begrundet Mening om denne sidste Sætning. Ligesom Budgettet er omhandlet i § 44, saaledes indeholder § 45 de nærmere Bestemmelser om Regnskabet. Efter Udkastet udnævner Landsthinget aarligen een, og Folkethinget to lønnede Revisorer, som skulle gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at samtlige Statsindtægter deri ere opførte, og at ingen Udgift har fundet Sted uden Hjmmel i Finantsloven; derefter forelægges Statsregnskabet med Revisorernes Bemærkninger for Folkethinget, som med Hensyn til samme tager Beslutning.

En Minoritet i Udvalget (Hansen) formener, at den i denne Paragraph optagne Bestemmelse ikke kan ansees for at fyldestgjøre den Control, som det bør tilkomme den lovgivende Magt at udøve med Statshuusholdningen. Det er nemlig kun det aarlige Statsregnskab, hvorom der i denne Paragraph er Tale, men dette slutter sig saa nøie til de Regnskaber, som maae aflægges for Statshuusholdningens forskjellige Grene, f. Ex. det directe og det indireete Skattevæsen, Militairetaterne o. a. fl., at det kun for de Revisorer eller Decisorer, som gjennemgaae disse, vil være muligt at bedømme det aarlige Statsregnskabs Rigtighed og at paasee, om Statens samtlige Indtægter deri ere blevne opførte, og at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted, hvilket ikke ved en isoleret Revision af det samlede aarlige Statsregnskab vil kunne opnaaes.

Jeg har derfor troet, at istedetfor den ved Udkastet foreslaaede aarlige Udnævnelse af Revisorer bør der, i Lighed med hvad der i flere andre constitutionelle Staters Grundlove er fastsat, organiseres en Regnskabsret, hvorved der etableres en betryggende Control med Regnskabsvæsenet i Almindelighed, til hvilken Rigsdagen enten i det

Hele eller for en Deel kunde tillægges Udnævnelsesret, og som da vilde have at forelægge det aarlige Statsregnskab med dens Bemærkninger for Folkethinget, som, efterat have prøvet det ved et Udvalg af dets Midte, med Hensyn til samme maatte tage Beslutning. At det bør tilkomme Folkethinget alene, uden Forbindelse med Landsthinget, at tage saadan Beslutning, anseer jeg for det retteste, da der ikke vil kunne blive Spørgsmaal om nogen Talrevision, men om en kritisk Bedømmelse af Regnskabet, der kunde lede til at paatale saadanne Forseelser, som omtales i § 19 af Lovudkastet, og hvorefter Folkethinget tilkommer og maa tilkomme Anklagemagten, da det er Rigsretten som skal domme, og denne tildeels vil komme til at bestaae af Medlemmer af Landsthinget.

At der organiseres en saadan Regnskabsret, maa jeg, under den Statsform vi gaae imøde, ansee saameget mere hensigtsmæsigt, som den ministerielle Ansvarlighed fører det med sig, at der maa gives Ministrene en stor Indflydelse paa alle Embeders Besættelse og Embedsmændenes Stilling i Almindelighed, hvorfor man bør søge ethvert Afhængighedsforhold fjernet fra de Embedsmænd, der igjennem Regnskaberne skulle føre Tilsynet med de vedkommende Ministeriers Dispositioner over Statens Indtægter og Udgifter. Da det imidlertid ikke vil være Stedet i Grundloven at optage de specielle Bestemmelser, som i denne Henseende maatte findes passende, vil det være tilstrækkeligt, at den nærmere Ordning forbeholdes ved Lov; jeg indstiller derfor, at Paragraphen kommer til at lyde saaledes:

„Det aarlige Statsregnskab bliver af en Regnskabsret, som organiseres ved Lov, med Rettens Bemærkninger at forelægge Folkethinget, der prøver samme ved et Udvalg af dets Midte og derefter tager Beslutning med Hensyn til samme."

Naar Udvalgets øvrige Medlemmer ikke tiltræde dette Forslag, ville de ingenlunde derved have udtalt sig imod Hensigtsmæssigheden af en Regnskabsret; men de antage, at nærværende Paragraph i Grundloven ikke har Hensyn til almindelige administrative Revision, hvis nuværende Indretning vistnok under den constitutionelle statsform vil blive at omdanne, men til den mere politiske Statsrevision, som nærmest paaligger selve Folkerepræsentationen, men hvis Arbeide i denne Retning efter Udkastet skal lettes ved Statsrevisorer. Der kunde altsaa vel efter Udvalgets Majoritets Formening reises Tvivl, om man vil beholde denne hele Indretning med lønnede Revisorer, idet man antog, at Rigsdagen selv vilde kunne overkomme den hele Revision, hvilket Arbeide i sig selv nærmest paaligger den; men Statsrevisionen kan næppe efter sin Tanke ombyttes med en Regnskabsret, der udentvivl, om end Rigsdagen, navnlig Landsthinget, fik nogen Indflydelse paa dens Sammensætning, nærmest træder i Stedet for den administrative Revision.

Ved denne Paragraph har iøvrigt den samme Meningsulighed gjort sig gjældende, som med Hensyn til den foregaaende.

En Minoritet (David og Ussing) maa, som Følge af hvad der af Minoriteten er bemærket ved § 44, ligeledes erklære sig mod den af Udvalgets Fleerhed her foreslaaede Forandring, der er en Conseqvents af dens Forslag til nysnævnte § 44.

Udvalgets Fleerhed skjønner nemlig ikke rettere, end at Statsregnskabet ligesaa vel som Finantsforslaget egner sig til Behandling paa den forenede Rigsdag.

Vi oversee ikke, at Udkastet alene vil indrømme Folkethinget Ret til at tage Beslutning med Hensyn til Statsregnskabet, og vi formode, at Grunden til denne Bestemmelse maa søges i den Betragt

23

ning, at Folkethingets foreløbige Beslutninger kunne give Anledning til en Rigsretsanklage, i hvis Paadømmelse nogle af Landsthingets Medlemmer tage Deel (jfr. Udkastets § 60 og 61). Men vi kunne dog ikke indsee, at denne Betragtning virkeligt kan retfærdiggjøre Landsthingets Udelukkelse fra regelmæssig Andeel i Forhandlingerne om Statsregnskabernes Afslutning. Det er kun ved en streng og nøieregnende Control med Statsregnskabet, at Budgettets og navnlig Udgiftsbudgettets Votering faaer sin fande Betydning, medens de Tilsidesættelser af Finantsloven, der give Anledning til Rigsretsanklage, forhaabentlig ville blive fjeldne; og det er jo vitterligt, at man i fremmede Lande, hvor det ene Kammer har Anklagemagten, det andet Domsretten, ingenlunde heri har seet nogen Hindring for at lade de Love, hvorved Statsregnskabet opgjøres, gaae gjennem begge Kamre aldeles paa samme Maade, som Budgetloven.

Udvalgets Fleertal har derhos ikke indseet, hvorfor Landsthinget kun skulde udvælge een og Folkethinget to Revisorer; det forekommer os, at hvert Thing burde vælge to. Endelig tillade vi os den mindre væsentlige Bemærkning, at det ikke synes nødvendigt, i Grundloven at foreskrive, at Revisorerne kun kunne vælges paa eet Aar, hvorfor vi mene, at Ordet aarlig burde udgaae.

Flere af os have iøvrigt været tilbøielige til at ansee det for rettest, at Revisorerne altid skulde tages udaf Thingenes egen Midte, fordi vi have fundet det meget ønskeligt, at Repræsentationen stedse i sin egen Kreds havde de Mænd, der besad den fulde Detailkundskab til Statsregnskabet; men vi have dog ikke herom villet gjøre nogen særskilt Indstilling.

Udvalgets Fleerhed foreslaaer altsaa følgende Affattelse af § 45:

Hvert Thing udnævner to lønnede Revisorer. Disse gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at samtlige Statens Indtægter deri ere blevne opførte og at ingen Udgift uden for Finantsloven har fundet Sted. De kunne fordre sig alle fornødne Oplysninger og Actstykker meddeelte.

Statsregnskabet med Revisorernes Bemærkninger forelægges derefter den forenede Rigsdag, som med Hensyn til samme tager Beslutning.

Ligesom §§ 46 og 47 ikke give Udvalget Anledning til nogen Erindring, saaledes har man ved § 48 alene at gjentage den Redactionsbemærkning, man alt har fremsat ved § 8, at det i Stedet for „Grundloven for Kongeriget Danmark og Slesvig" maatte hedde „Danmarks Riges Grundlov" eller hvilken anden Overskrift, der maatte blive vedtaget.

Naar denne Paragraph fastsætter, at den gyldig Valgte mister den af Valget flydende Ret, naar han kommer i et af de Tilfælde, hvorved Valgbarhed fortabes, og dertil knytter den Undtagelse, at Ingen dog skal tabe sit Sæde i Landsthinget, fordi han flytter til et andet Amt, saa forekommer det Udvalget, at det vilde være nøiagtigere i Stedet for de Ord, „hvorved Valgbarhed fortabes", at sætte „der udelukke fra Valgbarhed.“Om den, der f. Ex. ikke i det sidste Aar før Valget har havt fast Bopæl i den Valgkreds, der kunde ønske at vælge ham, er det ingenlunde givet, at han har fortabt en vunden Valgbarhed; han har maaskee aldrig havt den, men han er i ethvert Tilfælde nu udelukket.

I Stedet for „Amt" foreslaaes at sætte Valgkreds. Saaledes passer Paragraphen, hvad enten man vælger den ene Ordning af Valgkredsen eller den anden.

Til nærværende Paragraph antager Udvalget, at en Bestemmelse passende kunde føies om Virkningen af en Rigsdagsmands Befordring til et lønnet Statsembede.

Udvalget har ikke troet, at der under vore Forhold var tilstrækkelig Grund til at begrændse eller ophæve Embedsmænds Valgbarhed. Men man har dog ikke kunnet oversee den Indflydelse, som Regjeringen gjennem Befordringer kan øve paa Rigsdagsmænd.

En Minoritet (Dahl, David, Hansen, Jespersen, Ussing) har troet at burde opstille den ubetingede Regel, at ethvert Medlem, der af Regjeringen udnævnes til et lønnet Embede og modtager det,

ophører at have Sæde i Thinget og kan gjenvælges. Majoriteten har døg fundet det utilraadeligt at optage en saa almindelig Regel, hvorefter f. Ex. enhver Befordring, der fulgte vedtagne Anciennitetsregler, saasom i Militairetaten, skulde medføre Nødvendigheden af Gjenvalg. Den har derfor indskrænket sig til at foreslaae, at det nærmere ved Lov bestemmes, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand, der befordres til et lønnet Statsembede, skal underkastes Gjenvalg. Minoriteten foreslaaer altsaa følgende Tillæg:

„Et Medlem af et af Thingene, der af Regjeringen udnævnes til et lønnet Embede og modtager det, ophører at have Sæde i Thinget, men kan gjenvælges."

Majoriteten (med 10 mod 5 Stemmer) foreslaaer derimod denne Tilføining:

§ 50.

Det bliver nærmere ved Lov at bestemme, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand, der befordres til et lønnet Statsembede, skal underkastes Gjenvalg. Udvalget er enigt i, at Ministrene i Embeds Medfør bør have Adgang til Rigsdagen. Man er fremdeles enig i, at de erholde Ret til at forlange Ordet, saa ofte de ville. Men man antager, at det udtrykkelig bør udtales, at Ministrene dog ved Brugen af denne deres Ret ere pligtige at iagttage den vedtagne Forretningsorden. Ministrene kunne ikke i Forhandlingerne staae udenfor denne, uden at alle Rigsbagsmændene i deres Yttringer ligeoverfor Ministrene indtil en vis Grad maae løses fra Formandens Myndighed; men ingen af Delene bør formeentlig tilstedes.

Udvalget foreslaaer altsaa, idet man optager en lille Forandring i Affattelsen, at Paragraphen kommer til at lyde paa følgende Maade:

Ministrene have i Embeds Medfør Adgang til Rigsdagen, og ere berettigede til under Forhandlingerne at forlange Ordet, saa ofte de ville, idet de iøvrigt iagttage Forretningsordenen.

Ved denne Paragraph har det Spørgsmaal været reist, om der ikke var Opfordring til udtrykkelig at udtale, at ethvert af Thingene kan forlange Ministrenes Nærværelse. Majoriteten (med 8 Stemmer mod 8) har dog ikke kunnet tilraade et saadant Tillæg. Det forekommer os nemlig, som om et saadant Tillæg langtfra at give Rigsdagen nogen Magt, den savnede, i Gjerningen langt snarere svækker dens Anseelse, idet Forestillingen om dette Tillægs Nødvendighed synes at gaae ud fra den Tanke, at Rigsdagen uden en saadan udtrykkelig juridisk Bemyndigelse ikke skulde kunne vinde den Betydning, at Ministrene ikke kunde vægre sig for at give Møde og forsvare deres Færd. Vil man gaae ind paa saadanne spændte Situationer, i hvilke vi rigtignok antage, at Grundlovens Bogstav er dødt og magtesløst, saa er det jo dog ikke Ministrenes blotte personlige Nærværelse, der vilde være fyldestgjørende; men det var en virkelig Erklæring, som maatle gives, og denne forekommer det os netop, at Udkastets § 55 indeholder en aldeles tilstrækkelig Hjemmel til at affordre Ministrene.

En Minoritet (Bruun, Dahl, David, Hansen, Jespersen, Larsen, Neergaard, Ussing) anseer det derimod for rigtigt, at der føies til denne Paragraph, at ethvert af Thingene kan forlange Ministrenes Nærværelse. Denne Bestemmelse, der findes i flere Staters Grundlove, navnlig i den belgiske Grundlov Art. 88, vilde tjene til bestemtere at angive Ministrenes Stilling og Forhold til Rigsdagen og vilde saaledes forebygge Conflicter, der kunde have væsentlig Indflydelse paa Rigsdagens Stemning og Forhandlingernes Gang. Vi have derfor ikke kunnet lade os overbevise af de af Fleertallet i Udvalget mod Optagelsen af et saadant Tillæg til denne Paragraph anførte Grunde, men maae holde for, at der til Paragraphen bør tilføies:

§ 51.

Ethvert af Thingene kan forlange Ministrenes Nærværelse. Naar § 51 bestemmer, at hvert Thing, vælger for hver ordentlig eller overordentlig Samling sin Formand og den, der i hans Forfald skal føre Forsædet, saa antage vi, at Grundloven ikke bør være til Hinder for, at Formanden kan vælges for en

24

kortere Tid, og ligesaalidet bør det være udelukket, at der kan valges mere end een Viceformand.

§ 52.

Vi foreslaae altsaa følgende Affattelse af Paragraphen: Ethvert Thing vælger sin Formand og den eller dem, der i hans Sted skal føre Forsædet. Efter denne Paragraph kan intet af Thingene tage nogen Beslutning, naar ikke idetmindste ⅓ af dets Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen.

En Minoritet (Christensen, Gleerup, Jacobsen, Krieger) tiltrader denne Bestemmelse, medens Majoriteten holder for, at idetmindste Halvdelen af Thingets Medlemmer bør tage Deel i Beslutningstagelsen.

Minoriteten erkjender vel, at det er ønskeligt, at Thingenes Medlemmer stedse møde saa samvittighedsfuldt, at ikke blot Trediedelen eller Halvdelen, men Flere tage Deel i Afgjørelsen, og vi vente, at hvad enten Thinget er forfatningsmæssig fuldtalligt, naar en Trediedeel eller kun naar en Halvdeel vil forhandle, vil et større antal Medlemmer være paa deres Plads ved alle vigtigere Spørgsmaals Afgjørelse men vi maae dog bemærke, at dersom man fordrer Halvdelen, kan det tænkes, naar Endeel ere fravarende, at en temmelig lille, factieus Minoritet, til stort Afbræk for Rigsdagens Værdighed, kan paa nogen Tid ved Udeblivelse reent standse Rigsdagens Forhandlinger. Dette modvirkes, naar en Trediedeel kan danne en lovlig Rigsdag, uden at der paa den anden Side af denne Bestemmelse synes at kunne flyde nogen Ulempe; thi naar det først vides, at et Thing kan arbeide med en Trediedeel af Medlemmer, vil der heri ligge en stærk Opfordring til overalt, hvor det behøves, samvittighedsfuldt at give Møde; det er og bekjendt, at man f. Ex. i England, hvor Underhuset tæller 658 Medlemmer, lader sig nøie med at fordre 40 Medlemmers Tilstedevarelse.

Udvalgets Majoritet (med 12 mod 4 Stemmer) antager derimod, at Rigsdagens Anseelse vil svækkes, naar det tilstedes, der at tage Beslutninger, uagtet ikke engang Halvdelen af dens Medlemmer er tilstede. Dette er noget saa afvigende fra hvad der hos os tidligere for Provindsialstænderne var gjældende, og hvad der i sig selv synes naturligt, at Majoriteten maa holde for, at der i det Mindste bør fordres Halvdelen, en Regel, der ogsaa følges paa nærværende Rigsforsamling og i mange fremmede Landes Forfatninger.

§ 53.

Majoriteten indstiller altsaa, at der i Stedet for ⅓ sættes: „Halvdelen". Denne § indeholder, at til enhver Beslutning, saavelsom til Valget af Formændene udfordres Fleertallet af de afgivne Stemmer, hvorimod det ved hvert Things Forretningsordning bestemmes, hvorledes der skal forholdes ved andre Valg.

Udvalget skjønner ikke, at denne Paragraph indeholder Andet, end hvad der enten er selvfølgeligt eller er paa et naturligere Sted udtalt i § 59. Man foreslaaer altsaa:

§ 54.

at Paragraphen udgaaer. Denne Paragraph indeholder den Regel, at ethvert Lovforslag skal foretages tre Gange, forinden Thinget derom kan tage nogen endelig Beslutning.

Forsaavidt det nu heri ligger, at intet Lovforslag endelig kan antages, forinden det tre Gange har været behandlet af Thinget, maa Udvalget ganske tiltræde denne Tanke. Man antager, at Udkastets Forfattere have tænkt sig, at hvert Thing nærmere vilde bestemme de forskjellige Læsningers Charakteer. Der vilde saaledes være Spørgsmaal, om man ikke ved den første Forhandling burde indskrænke sig til en Drøftelse af Hovedgrundsætningerne, om man ikke derefter ved den anden burde gjennemgaae de enkelte Bestemmelser i Lovudkastet, og ved den tredie stemme over Forslaget i dets Heelhed, idet man alene undtagelsesviis optog saadanne Punkter, hvorom Meningerne vare saa deelte, at det kunde ansees tvivlsomt, hvorvidt nogen virkelig tilfredsstillende Afgjørelse havde fundet Sted. Men

hvorledes man nu end nærmere vilde ordne disse tre Læsningers indbyrdes Forhold, hvilket meget vi; afhænge af det Systent, der iøvrigt vedtages med Hensyn til den forberedende Behandling af Sagerne, saa antage Flere af os, at der ved Slutningen af hver Forhandling bør finde en Afstemning Sted, saa at det altsaa ikke kan være Meningen, at første og anden Behandling skulde være en saadan Indledning til den tredie Behandling, som den foreløbige Behandling til den endelige efter Provindsialstænderlovgivningen og Rigsforsamlingens nærværende Forretningsorden, der i dette Stykke ikke mere end høist nødvendigt afveg fra den i Provindstalstænderne foreskrevne Forretningsgang. Hvis Paragraphen alene havde handlet om Regjeringslovforslag, da kunde vi have tænkt os, at Udkastets Mening var den, at intet saadant Forslag endelig maatte forkastes, før det tre Gange var gjennemgransket; men Udkastet taler om alle Lovforslag, altsaa ogsaa om saadanne, som ere indbragte af et Medlem af Thinget, og det kan da vist ikke være Hensigten, at Rigsdagen tre Gange skulde behandle ethvert saadant Lovforslag, som det ikke ved dets Indbringelse fandt saa aldeles forkasteligt, at det slet ikke vilde værdige det nogen nærmere Prøvelse. Udvalget antager derfor, at det rammer Udkastets Hensigt, og troer i alt Fald at ramme det Rette, ved at foreslaae følgende forandrede Affattelse af Paragraphen:

Intet Lovforslag kan endelig antages, forinden det 3 Gange har været behandlet af Thinget.

Ved §§ 55, 56 og 57 har Udvlget Intet at bemærke; ved § 58 bemærkes alene, at man vel gjerne kan overlade det til Thingene selv at bestemme, hvor lidet et Antal Medlemmer man vil indrømme Ret til at forlange hemmeligt Møde.

§ 59.

Man foreslaaer altsaa i Stedet for „5 Medlemmer" at sætte: „det i Forretningsordenen bestemte Antal" Man foreslaaer her den Omredaction af Paragraphen, at det kommer til at hedde:

Et hvert af Thingene fastsætter de nærmere Bestemmelser, som vedkomme Forretningsgangen og Ordens Opretholdelse.

Ved Slutningen af hele dette Afsnit skal man tillade sig at forelægge Forslag til nogle nye Paragrapher, der, hvis de antages, maae indordnes paa vedkommende Sted; men vi antage, at det vil billiges, at vi foreløbigt, ligesaalidt her som tidligere ved lignende Tillægsforslag, have villet forandre Udkastets Paragraphfølge. Hvad nu de antydede Tillægsforslag angaaer, da have de to Hensyn til Lovforslags Behandlig:

Man antager nemlig for det Første, at det passende kunde udtales, at naar et Lovforslag bliver forkastet af eet af Thingene, kan det ikke oftere foretages afsamme Thing, i samme Samling.

Man antager fremdeles, at det kan være hensigtsmæssigt i Grundloven at optage nogle Bestemmelser, der vise den Fremgangsmaade, der skal iagttages ved Lovforslags Sendelse fra det ene Thing til det andet.

Naar et Lovforslag er blevet foreslaaet i et Thing, men falder igjennem, kan det faldne Forslag, naar man ikke optager en ganske særegen Bestemmelse, saaledes som en Minoritet af os tidligere har foreslaaet, ikke naae videre. Vedtages derimod en Beslutning om et Lovforslag, hvad enten nu dette er det oprindeligt indbragte, uforandret vedtagne, eller et forandret Lovforslag, i hvilket sidste Tilfalde det oprindelige ikke langere, som saadant, existerer, da maa denne Thingets Beslutning meddeles det andet Thing. Bifaldes den, forelægges Sagen naturligviis Kongen; forkastes den aldeles, maa Sagen ligeledes, naar man ikke træffer ganske særegne Forholdsregler, bortfalde.

Vedtages det derimod med Forandringer, da gaaer det tilbage til det første Thing. Gaaer dette nu ind paa disse Forandringer, saa er Sagen moden til at forelagges Kongen; men foretages Forandringer, gaaer Forslaget paany til det andet Thing.

Vindes nu ei heller Overeensstemmelse, saa have vi troet, at Grundloven burde aabne en bestemt Vei til at forsøge en mindelig Udjævning af Uenigheden, uden at man dog opgav selve den Tanke, der ligger til Grund for Tokammerindretningen, Det ligger i For

25

holdets Ntatur, at der Intet kan være til Hinder for, at to selvstændigt forhandlende og besluttende Thing sætte sig i Forbindelse med hinanden gjennem Udvalg. Naar hertil fra begge Sider udnævnes Mænd, som ikke med Stivsindethed fastholde forudsattede Meninger, men som uden at fornægte egen Overbeviisning erkjende, at det, man anseer for et mindre Gode, ofte, som det ene Mulige, maa foretrækkes for at skyde Alt ud i en uvis Fremtid, da kan det ikke betvivles, at en saadan Meningsudvexling i et Udvalg, hvortil begge Things Udnævnte sammentræde, kan have en høist gavnlig Indflydelse. Saadant kan imidlertid altid skee, naar begge Thing ere enige derom; det behøver altsaa ikke at befales; men hvad vi troe at burde foreslaae, er, at et saadant Udjævningsforsøg, naar Sagen har været to Gange i hvert Thing, altid skal finde Sted, dersom blot eet af Thingene ønsker det, inden den tredie og endelige Afgjørelse finder Sted i hvert Thing. Man har altsaa tænkt sig, at isaafald hvert Thing udvalgte et lige Antal Medlemmer, at disse traadte sammen i et Udvalg, der afgav Betænkning over Uovereensstemmelserne, og at den endelige Afgjørelse fandt Sted i ethvert Thing for sig i Henhold til Udvalgets Indstilling.

Man foreslaaer altsaa følgende nye Paragrapher: § 59 b. Naar et Lovforslag bliver forkastet af eet af Thingene, kan det ikke oftere foretages af samme Thing i samme Samling. § 59 c. Naar et Lovforslag er vedtaget i det ene Thing, bliver det i den Form, hvort det er vedtaget, at forelægge det andet Thing; hvis det der forandres, gaaer det tilbage til det første; foretages her atter Forandringer, gaaer Forslaget paany til det andet Thing. Opnaaes da ei heller Enighed, skal, naar eet Thing forlanger det, hvert Thing udnævne et lige Antal Medlemmer til at træde sammen i et Udvalg, som afgiver Betænkning over Uovereensstemmelserne. I Henhold til Udvalgets Indstilling finder da endelig Afgjørelse Sted i ethvert Thing for sig.

En Minoritet (Dahl, David, Neergaard) kan forsaavidt ikke tiltræde den af Udvalgets Fleertal antagne nye § 59 c, som det i sammes første Passus hedder: „Naar et Lovforslag er vedtaget i det ene Thing, bliver set i den Form, hvori det er vedtaget, at forelægge det andet Thing"; thi heraf vilde Følgen være, at et Lovforslag, hvor paatrængende nødvendigt dette end maatte kunne være, i intet Tilfælde paa eengang kunde forelægges begge Kamrene, og at det Kammer, til hvilket lovforslaget ikke først var kommet, muligviis slet ikke vilde faae det Lovudkast forelagt, over hvilket Kronen dog netop vilde have Thingenes Beslutning. Det er ogsaa mere end en blot Formsag, om et Lovforslag, der er vedtaget i det ene Thing, skal forelægges det andet Thing i sen Form, hvori det er vedtaget, eller om det skal forelægges det Kammer, til hvtilket det ikke først indbringes, i sin oprindelige Form med de Forandringer, som i samme ere vedtagne i dette. Ministrenes Stilling til en Sag vil nemlig ikke være den samme, naar de væsentligen have at angribe de foretagne Forandringer, eller naar de væsentligen have at forfægte det oprindelige Forslag. Uovereenstemmelsen mellem Ministeriet og det Kammer,

hvori Forslaget har undergaaet en væsentlig Forandring, træder langt skarpere frem i det første end i det andet Tilfælde, og dette kan aldrig være ønskeligt, men maa langt snarere søges forebygget.

Af denne Grund formener Minoriteten, at Paragraphens første Passus og i Overeensstemmelse hermed Begyndelsen af anden Passus bør lyde saaledes: „Naar et Lovforslag først har været forelagt det ene Thing, og i dette er vedtaget, bliver det tilligemed de Forandringer, hvormed det er vedtaget, at forelægge det andet Thing; hvis samtlige disse Forandringer ikke der tiltrædes, eller hvis nye Forandringer der vedtages o. s. v.

Udvalgets Fleertal (med 14 Stemmer mod 3) skal hertil alene knytte den Bemærkning, at det forekommer os, at der af de omhandlede Ords Udeladelse intet Bidrag kan udledes hverken for eller i mod til Afgjørelse af det Spørgsmaal, hvorvidt et Lovforslag samtidigt kan forelægges begge Thing, Noget vi iøvrigt antage, ikke kan lade sig gjøre.

I Henhold til den Bemærkning, Udvalget har gjort ved § 23, skulde man dernæst foreslaae følgende Paragraph (59 d) om Rigsdagens Sammentræden:

Den aarlige Rigsdag sammentræder den første Mandag i October Maaned, dersom Kongen ikke forinden har sammenkaldt den.

Udvalget formener fremdeles, at en Grundlov, der i visse Tilfælde endog udtrykkelig paabyder Rigsdagen at sammentræde uden Sammenkaldelse, ikke kan undlade at give en Regel om Rigsdagens Forsamlingssted. Man anseer det for givet, at Rigsdagens Sammenkomster ordentligviis dør holdes i Hovedstaden; men vi ansee det derhos for naturligt, at det tilføies, at Kongen i overordentlige Tilfælde kan sammenkalde den udenfor Kjøbenhavn.

Man foreslaaer altsaa følgende Paragraph (59 d):

Rigsdagens Forsamlingssted er Hovedstaden. I overordentlige Tilfælde kan Kongen sammenkalde den udenfor Kjøbenhavn.

Det forekommer os endelig, at en almindelig Bestemmelse om den forenede Rigsdag ikke ret vel kan undværes. Grundloven har paa ikke saa Steder foreskrevet en Sags Behandling i den forenede Rigsdag (§ 4, 9, 14) og den har dog kun paa eet Sted — et Sted, hvor man iøvrigt ikke skulde vente det — givet en nærmere Antydning om at den forenede Rigsdags Dannelse skeer ved begge Afdelingers Sammentræden (§ 9). Det er dog ikke herved udtrykkeligt sagt, hvad udentvivl maa antages at være Udkastets Mening, at der til at tage Beslutning paa den forenede Rigsdag maa udfordres, at hver Afdelings Medlemmer ikke blot ved Sammentrædelsen, men ogsaa stedse siden ere tilstede i det Antal, som for hvert Thing udfordres efter § 52. Ei heller taler Udkastet nogetsteds om Forretningsgangen paa den forenede Rigsdag, uagtet det næppe kan betvivles, at denne i saa Henseende maa have samme Myndighed, som hvert af de særskilte Thing.

Man (jfr. § 52) foreslaaer altsaa følgende Paragraph:

Den forenede Rigsdag dannes ved Sammentræden af Folkethinget og Lansdthinget. Til at tage Beslutning udfordres, at over Halvdelen af hvert Things Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen. Den vælger selv sin Formand, og fastsætter iøvrigt de nærmere Bestemmelser, der vedkomme Forretningsgangen.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

26

To og tredssindstyvende (65de) Møde. (Fortsættelse af Grundlovscomiteens Betænkning.)

VI.

§ 60.

I Udkastets 6te Afsnit, der handler om den dømmende Magt, indeholde de to første Paragrapher de nærmere Bestemmelser om Rigsrettens Sammensætning og Virkekreds. Efter § 60 skal Rigsretten bestaae af 16 Medlemmer, der vælges paa fire Aar. Den ene Halvdeel vælger Landsthinget af sine Medlemmer, den anden Høiesteret af sine. Disse 16 Mænd vælge sig selv en Formand.

Udvalget maa I det Hele tiltræde den Tanke, der ligger til Grund for dette Forslag, at nemlig Rigsretten skal dannes af tvende lige stærke Bestanddele, hvoraf den ene har en mere politisk, den anden en mere juridisk Charakteer. Man anseer ligeledes det foreslaaede Antal af 16 Medlemmer for passende. Derimod har Udvalget ikke troet at kunne tiltræde Udkastet, forsaavidt dette vil, at Rigsretsmedlemmerne skulle vælges paa fire Aar. Rigsretssager kunne næppe antages at blive saa hyppige, at der er tilstrækkelig Grund til at danne en fast, vedvarende Domstol, hvorhos Udkastets Bestemmelse Medfører Vanskelighed for det Tilfælde, at Landsthinget skulde blive opløst, da i saa Fald de Medlemmer, der være valgte til Medlemmer af Rigstretten, ikke længer kunde beklæde denne. Man anseer det derfor for hensigtsmæssigere, at Rigsretsmedlemmer udvælges i Høiesteret og Landsthinget for hvert Tilfælde, da Rigsretssag anlægges. Man vil maaskee indvende, at den enkelte Anledning til Rigsretsmedlemmers Udnævnelse i saa Fald kan faae en ikke ønskelig Indflydelse paa de Valg, der saaledes foretages, efterat Rigsretsklage har fundet Sted. Hertil maa det nu strax bemærkes, at Landsthinget ogsaa efter Udkastets Regel vil og bør tage politiske Hensyn ved sit Valg. Men Udvalget tillader sig derhos, tildeels af dette Hensyn, deels ogsaa af almindeligere Grunde, at anbefale en saadan Fremgangsmaade ved Dannelsen af Rigsretten, at der blev givet baade Anklageren og den Anklagede en Udskydelsesret. Man har tænkt sig, at Landsthinget kunde udnævne 12 af sine Medlemmer, som traadte sammen med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævnte, og man kunde da lade Anklageren og den Anklagede hver udskyde 1/6 begge Klasser. De tilbageblevne 16 dannede da Rigsretten under en selvvalgt Formand. Det kunde formeentlig passende tilføies, at en Lov nærmere ordner Retsforfølgningsmaaden.

Man foreslaaer altsaa følgende nye § 60:

Naar Rigsret skal sættes, udnævner Landsthinget 12 af sine Medlemmer, der træde sammen med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævner. Anklageren og den Anklagede udskyde hver 1/6 af begge Klasser. De tilbageblevne 16 Medlemmer, der vælge en Formand udaf deres Midte, danne Rigsretten. En Lov ordner nærmere Forfølgningsmaaden.

§ 61.

Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen henholde sig til deres Minoritetsvotum til 4de Afsnit. Ved § 61 har Udvalget ikke fundet tilstrækkelig Grund til at foreslaae nogen Forandring. Iøvrigt indbefatter dette Afsnit af Udkastet endnu kun to Paragrapher,

den ene om Dommeres Uafsættelighed m. v. (§ 62), den anden om Domstolenes Myndighed ligeoverfor Øvrighederne (§ 63).

Udvalget kan ikke tilbageholde den Bemærkning, at diske Bestemmelser ere paafaldende fattige i et Udkast, der feld har erkjendt den dømmende Magt som en selvstændig Statsmagt (§ 3). Man overseer ingenlunde, at det ikke ret vel er gjørligt i dette Afsnit at opstille mange, øieblikkeligt anvendelige nye Regler. Men om man end maa indskrænke sig til at udtale de store ledende Grundsætninger, der ved Lov skulle gjennemføres, saa hører dog ikke blot diske Grundsætningers grundlovmæssige Udtalelse aldeles med til at fuldende Billedet af den constitutionelle Statsbygning, som skal opføres, men denne Udtalelse maa og erkjendes at have sin store praktiske Betydning. Udvalget har altsaa anseet det for sin Pligt at foreslaae nogle nye Paragrapher, der udtalte de Grundregler, som andetsteds i frie Stater have vundet en saa almindelig Anerkjendelse, at man ikke kan ansee det fornødent her at føre noget Beviis for disse Sætningers constitutionelle Nødvendighed. Men hertil har man ogsaa i Reglen indskrænket sig, uden at gaae ind paa saadanne Enkeltheder, som naturligt ville følge af de store Grundregler, og som altsaa ville blive at bearbeide i de Love om Retspleiens nye Ordning, som det vil være Regjeringens Kald af al Magt at forberede.

I Spidsen har man troet at burde stille Udtalelsen af den Regel, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes ved Lov. Dette er vistnok i en constitutionel Stat en ligefrem Følge af Forholdets Natur, men denne simple Sætning har dog saa gjennemgribende Virkninger, at den ikke bør savnes i Grundloven. Naar det nemlig staaer fast, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes ved Lov, da er det derved ikke blot afgjorte, at Domstole ikke kunne indrettes, ophæves eller omdannes uden den lovgivende Magts Mellemkomst; det er ikke mindre afgjort, at Domstolenes hele Virksomhed, at hele Retsforfølgningen kun kan ordnes ved Lov. Man har derved ikke blot udelukket al Cabinetsjustits, men man har ogsaa dermed tilkjendegivet, at Ingen kan drages fra sit lovlige Værnething; man har udtalt, at den hele Proces kun kan ordnes ad Lovgivningsveien, og saa fremdeles.

Man foreslaaer altsaa en ny Paragraph saalydende: § 62. Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov. Hvad nu angaaer denne nærmere Ordning af den dømmende Magts Udøvelse, har Udvalget for det første troet, at Grundloven allerede nu burde erklære sig for Ophævelsen af enhver med visse Eiendomme forbunden dømmende Myndighed. At Nogen skal kunne erhverve en dømmende Myndighed ved at erhverve en Eiendom, synes saa stridende mod Grundldvens Aand, at den Betragtning, at her kun spørges om en undtagelsesviis bestaaende Skiftejurisdiction, ikke har kunnet afholde Udvalget fra at foreslaae denne Undtagelses Ophævelse. Man har alene næret nogen Tvivl, om selve Grundloven burde erklære den her omhandlede Myndighed for ophævet, eller om den burde indskrænke sig til at udtale, at den skal ophæves ved Lov. Herfor er fornemmelig anført, at dette Forhold hænger nøie sammen med flere andre, som samtidigt burde ordnes, saavelsom og at der dog kunde være Eet og Andet at fastsætte i det Enkelte med Hensyn til hiin Domsrets Overgang til andre Myndigheder. Fleerheden har dog antaget, at der ikke kunde være Noget til Hinder for det, der i sig var det ønskeligste, nemlig den øieblikkelige Ophævelse. Det behøver iøvrigt næppe at bemærkes, at den foreslaaede Bestemmelse ikke bliver overflødig ved Udkastets § 78.

27

§ 63.

Udvalgets Fleerhed (med 9 mod Stemmer) foreslaaer altsaa følgende nye Paragraph: Den med visse Eiendomme fordundne dømmende Myndighed er afskaffet.

Udvalgets Minoritet (David, Larsen, Neergaard, Schurmann) foreslaaer, at Paragraph affattes paa følgende Maade:

„Den med visse Eiendomme fordundne dømmende Myndighed skal ophæves ved Lov."

Men dernæst antage vi, at Grundloven bør udtale den bestemte Regel, at Retspleien skal adskilles fra Forvaltningen. Vi oversee ingenlunde, at denne Opgaves heldige Løsning ikke er let, men vi antage denne Adskillelse for nødvendig, naar Retspleien og Forvaltningen hver paa sin Viis skal kunne gaae sin frie, uhindrede

Gang. Vi foreslaae altsaa en ny Paragraph: § 63, b. Retspleien bliver at adskille fra Forvaltningen efter de Regler, der fastsættes ved Lov.

Grundloven maa fremdeles, som alt Udkastets § 63, udtale sig om Domstolenes Myndighed ligeoverfor Øvrighedsmyndigheden.

Udkastets § 63 tillægger Domstolene Ret til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, men tilføier derhos, at den, der mener sig forurettet ved en Øvrighedsdefaling, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene kan unddrage sig fra foreløbigt at efterkomme Befalingen.

Om Rigtigheden af Udkastets Hovedregel, at Domstolene skulle have Myndighed til med afgjørende Retsvirkning at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, har der ingen Tvivl været fremsat i Udvalget. Man maa aldeles tiltræde den Regel, at det er Domstolene, der i Henhold til Loven skulle afgjøre, hvorvidt Øvrighedsmyndighedens Grændser strække sig.

Under vor nugjældende Retstilstand antage uden Tvivl de Fleste, at det Spørgsmaal, om en Øvrighed har overskredet sin Embedsmyndigheds Grændser, ikke i Reglen uden særlig Regjeringstilladelse egner sig til Afgjørelse ved Domstolene. Heri maa skee en Forandring, dersom Retstilstanden i Landet skal hvile paa en aldeles fast Grund. Under en Statsforfatning, som den, der nu skal grundlægges, kan det ikke afhænge af Regjeringens Skjøn, — hvor samvittighedsfuldt dette end maatte blive afgivet — om Domstolene skulle have Adgang til at afgjøre, hvorvidt en Øvrighed ved een eller anden Handling har overskredet sin lovlige Emdedsmyndighed. Erkjendes det nu først, at denne Adgang til Lov og Dom ikke kan afhænge af Regjeringens Forgodtbefindende, saa kunde det alene blive Gjenstand for Undersøgelse, hvem der skal afgjøre dette Grændsespørgsmaal. I adskillige Forfatninger har man overladt dette til en egen Domstol, sammensat deels af nogle af de øverste Dommere, deels af høitstaaende Regjeringsemdedsmænd; altsaa en Ret af blandede administrative og judicielle Elementer, omtrent som Rigsretten er sammensat af politiske og juridiske Bestanddele. Udvalget foretrækker imidlertid den Vei, Udkastet i Lighed med den engelske og amerikanske Retsforfatning har gaaet, at det nemlig er Domstolene, der i Henhold til Loven bestemme Grændsen for Øvrigheds-Myndigheden, og saaledes ogsaa for deres egen Myndighed. Et Overgreb fra Domstolenes Side, hvis et saadant skulde vise sig, vil let kunne mødes ad Lovgivningens Vei. Derimod har det naturligviis ikke været Udkastets Mening, at Enhver, der troede at have Grund til at klage over en Øvrighedsafgjørelse, skulde kunne anlægge Sag ved Domstolene, saa at disse kom til at afgjøre, hvorvidt en Øvrighed med Skjønsomhed har denyttet den ham utvivlsomt tilkommende Emdedsmyndighed. Om En end i en vis Forstand med Føie kunde sige sig at være forurettet ved en saadan Mangel paa Conduite fra Øvrighedens Side — at Borgerne have en moralsk og politisk Ret til at fordre en forstandig og skjønsom Adfærd fra Øvrighedens Side er jo aabenbart — saa er det dog indlysende, at en Besværing over en saadan Uret kun kan gjøres gjældende for høiere Øvrighed, ligesom Sagen ogsaa, om fornødent, kan indbringes for Rigsdagen.

Forsaavidt have altsaa alle Udvalgets Medlemmer været enige. Men nogen Meningsulighed er opstaaet om det Spørgsmaal, hvorvidt Udkastets Regel var tilstrækkeligt utvetydig, eller om der ikke behøvedes et Tillæg for klart at betegne Alt, hvad der skal ligge i de Ord: ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Vi antage det Alle for utvivlsomt, at der herved skal gives Domstolene Ret til, efter Lovens almindelige Grundsætninger, at tilkjende den Mand, som en Øvrighed ved Overskridelse af sin Embedsmyndigheds Grændser har forurettet, Erstatning; thi det kan ikke være den blotte Grundsætning for Embedsmyndighedens Begrændsning, som den Private kan saae fastsat ved Domstolenes Hjælp; saadanne almindelige Grundsætninger kunne Domstolene kun gjøre gjældende i deres Anvendelse paa det virkeligt foreliggende Retstilfælde, og naar de frit kunne bedømme Grændsespørgsmaalet, maae de og frit kunne uddrage den Følge af Emdedsmyndighedens Overskridelse, som den Forurettede netop vil gjøre gjældende ved sit Erstatningssøgsmaal.

Skjøndt vi saaledes i Sagen selv ere enige, have dog Nogle anseet det for det Forsigtigste, at Grundloven udtrykkeligt udtalte, hvorledes det fulgte af Hovedreglen, at Domstolene i fornødent Fald kunde tilkjende den Forurettede Erstatning.

Ogsaa i en anden Retning have Nogle af os ønsket en noget bestemtere Udtalelse af Conseqventserne af Grundlovens Regel. De have nemlig tænkt sig det hyppige Tilfælde, at Loven indrømmede Øvrigheden en vis Myndighed under viske nærmere, Borgernes Ret og Pligt bestemmende, Betingelser. De have vel antaget det for klart, at Udkastets Regel medfører, at Domstolene ere berettigede til at skaffe Den Retshjælp, som klager over, at Øvrigheden har anvendt den omhandlede Myndighed udenfor de lovbestemte Betingelser. Men de have dog anseet det for forsigtigst, at man ogsaa i denne Henseende noget anskueliggjorde Hovedreglens indgribende Betydning, idet de frygtede for, at man ellers vilde gjøre den Fortolkning gjældende, at da en vis Handling dog kunde være en lovlig Øvrighedshandling, blev det Øvrighedens Sag at afgjøre, hvorvidt der i det enkelte Tilfælde virkeligt havde været lovligt Hjemmel til at foretage den omhandlede Handling.

Denne Minoritet (Dahl, Hage, Jespersen, Krieger) foreslaaer altsaa, at man optager et Tillæg af følgende Indhold:

Navnlig kan den, der troer sig krænket i sine borgerlige Rettigheder ved en Embedsmands lovstridige Handling, ved Domstolene søge Erstatning.

Ved denne Affattelse formener tillige Minoriteten at have afværget den Misforstaaelse, at ethvert Tilfælde, hvor en Mand troede, at Administrationen paa en for ham følelig Maade urettelig havde anvendt en Lov, skulde kunne dringes ind for Domstolene. Minoriteten erkjender tilfulde med Udvalgets Fleerhed, at der gives og bør gives mangfoldige administrative Love, som indeholde bindende og veiledende Normer for Administrationen, unden at de i disse Love indeholdte Bestemmelser kunne siges at hjemle Borgerne nogen individuel Ret, der saaledes blev krænket ved hine Reglers mindre rigtige Anvendelse, at den Enkelte ved Domstolene derimod skulde kunne søge Opreisning. Her maa det rette Værn søges ad den administrative og politiske Vei.

Udvalgets Fleerhed (med 8 Stemmer mod 7) har dog ikke anseet det fornødent eller tilraadeligt at optage dette Tillæg. Man antager nemlig, at Grundloven har løst sin Opgave, naar den har opstillet den ledende Hovedregel. Denne Regels Gjennemførelse maa da overlades til Domstolene, eller hvis det mod Formodning skulde vise sig, at Retternes Afgjørelse blev vaklende eller paa anden Maade mindre fyldestgjørende, da maatte Lovgivningen skride ind og give de enkelte Regler, der vise sig nødvendige. Det er dog ikke muligt i en enkelt Grundlovsparagraph at udtømme et saa rigt Thema, som det vi her omhandle, og om man end optog det af Minoriteten foreslaaede Tillæg, da kan det ikke nægtes, at ogsaa dette kan give Anledning til Tvivl, fordi vi ikke have en saa fast statsretlig Sprogbrug, at man jo nødes til at vælge Ord, der først under vor nye Forfatnings Udvikling ville saae den bestemte Betydning; ligesom det ei heller kan miskjendes, at man med Lethed kunde reise

28

endeel andre Spørgsmaal end dem, der i det Foregaaende ere berørte, dersom det var Opgaven at gaae ind i Sagens Enkeltheder.

Med Hensyn til den sidste Sætning „dog kan den, der mener sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at esterkomme Befalingen", foreslaaer Udvalget, forsaavidt Sætningen ikke, som Minoriteten strax skal tillade sig at foreslaae, udgaaer, at omdytte Ordene „den der mener sig . . . . Øvrighedsbefaling" med de Ord: den der vil reise saadant Spørgsmaal. Udkastets Ord kunde nemlig mistydes, som om Enhver, der i videste Forstand ansaae sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, altsaa Enhver der klagede over en urigtig Brug af en Øvrigheden utvivlsomt tilkommende Embedsmyndighed, kunde siges at reise et Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser.

En Minoritet (Dahl, Hage, Jespersen) foreslaaer imidlertid, som antydet, at den hele Sætning udgaaer. Denne Minoritet frygter nemlig for, at man i Sætningen skulde finde en grundlovmæssig Sanction af den Anskuelse, at enhver Modstand eller Ulydighed mod en Øvrighedsbefaling var ubetinget ulovlig, om det end siden viste sig, at Øvrighedens Befaling manglede al retlig Hjemmel og altsaa ikke var nogen sand Øvrighedsbefaling. Denne Minoritet fordrer ikke, at Grundloven skal anerkjende Modstandsretten, men den ønsker, at dette hele Spørgsmaal ikke paa nogen Maade skal være foregrebet ved Grundloven, end ikke ved en fjernere Antydning.

Udvalgets Fleerhed (med 12 Stemmer mod 3) maa imidlertid antage, at det ikke kan være Stedet i denne Paragraph, der væsentlig skal handle om Omfanget af Domstolenes Myndighed, at udtale nogen almindelig Regel om Virkningen af Ulydighed mod en Øvrighedsbefaling. Det skulde altsaa være en almindelig Forudsætning, der laae skjult i det Tillæg, at man ikke ved at bringe Sagen for Domstolene kan unddrage sig fra foreløbigt at efterkomme Befalingen. Men Majoriteten har ikke kunnet indsee, hvorledes man med nogen skjellig Grund heraf kan udlede nogen saadan almindelig Forudsætning. Det siges alene, at man ikke ved at gaae til Domstolene kan unddrage sig fra foreløbigt at efterkomme Befalingen. Hvorvidt man af andre Grunde kan eller ikke kan unddrage sig denne Lydighed, det er Noget, det aldeles ligger udenfor denne Sætnings Hensigt og Ord at fastsætte eller antyde. Majoriteten finder altsaa ikke, at Tillæget indeholder nogen saadan Antydning, som den, Minoriteten har paapeget, men maa derimod holde for, at den Advarsel, det udtaler, ret vel hævder sin Plads i nærværende Paragraph.

Blandt Udvalgets Fleerhed dele Undertegnede Bjerring, Christensen, Gleerup og Jacobsen ganske den Tanke, der ligger til Grund for Minoritetens Forslag. Ogsaa vi vilde erklære os mod den omhandlede Sætning, dersom vi i den fandt en Antydning om Modstandsrettens absolute Ulovlighed; thi vi vide heelt vel, at der kan gives Tilfælde, hvor endog ligefrem Modstand mod en ulovlig Øvrigheds vilkaarlige Anmasselse kan blive en Samvittighedspligt, ikke just for Hvermand, men vel for den, der har den dybeste Følelse af sin egen Ret og Pligt. Men ogsaa vi antage med Fleerhedens øvrige Medlemmer, at disse sjeldne Tilfælde, hvor den borgerlige Heroisme, ubekymret om Øvrighedens tilsyneladende Myndighed og ubekymret om Udfaldet, følger sin Samvittigheds Tilskyndelse, ikke egne sig til nogen Omtale eller Antydning i Grundloven.

Efter saaledes at have opstillet de nødvendigste Regler om Domstolene i Almindelighed, gaaer Grundloven naturligt over til at omtale de enkelte Dommere. Naar disse ikke have den rette selvstændige Stilling, hjælpe de bedste Regler om Domstolenes Ordning Intet. I denne Henseende har Udkastets § 62 opstillet den Regel, at Dommere ikke kunne afsættes uden ved Dom, ei heller forflyttes imod deres Ønske, hvorhos Paragraphen giver Regjeringen Ret til at afskedige den Dommer, der har fyldt sit 70de Aar, dog med fuld Nydelse af hans Indtægter.

Det er en Selvfølge, at Udvalget er enigt i, at Dommeren ei vilkaarligt skal kunne afsættes eller forflyttes; forsaavidt tiltræder man altsaa ganske Udkastet. Dog har man troet, at Forsigtighed

paadød et Tillæg om, at Udkastets Regel ikke kunde være til Hinder for saadanne Forflyttelser eller Afskedigelser, som bleve en Følge af en ad Lovgivningsveien foretaget Omordning af Domstolene. Ligeledes har man fundet det passende, at Paragraphen indledningsviis udtalte Dommernes Uafhængighed, men det paa en saadan Maade, at det viste sig, at det er hans Afhængighed af Loven, der skal gjøre ham uafhængig af enhver anden Indflydelse.

Forsaavidt Udkastet endelig har bestemt, at den Dommer, der har fyldt sit 70de Aar, kan afskediges, dog uden Tab af Indtægter, da bifalder man vel ganske den til Grund liggende Tanke; men Udvalgets Fleerhed (8 Stemmer, hvoriblandt Formanden) har troet, at denne Ret gjerne kunde indrømmes Regjeringen, saasnart Dommeren havde fyldt sit 65de Aar. Uden Dommerens eget Ønske vilde Regjeringen vistnok ikke denytte denne Ret, medmindre Dommerens Svaghed var saa almindeligt erkjendt, at Ingen med Føie kunde mistænke Regjeringen for nogen Tilbøielighed til at have andre Hensyn end Retspleiens Tarv for Øie.

Udvalgets andre Medlemmer (8) have dog antaget, at det hellere maatte forblive ved Udkastet, saa at Ingen, der ikke var 70 Aar gammel, mod sin Villie var pligtig at finde sig i en Afskedigelse. Man foreslaaer altsaa følgende nye Paragraph: § 63 d. Dommerne have i deres Kald alene at rette sig efter Loven. De kunne ikke afsættes uden ved Dom, ei heller forflyttes mod deres Ønske udenfor de Tilfælde, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted. Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 65de Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter.

Det sidste Tillæg, Udvalget i dette Afsnit har at foreslaae, angaaer den saakaldte Juryindretning.

Udvalget har ikke havt nogen Tvivl om, at det burde tilraade Forsamlingen at optage denne Institution. Det er vitterligt, hvorledes denne Indretning i sin nyere Skikkelse har slaaet Rod i det engelske Statsliv, hvorledes den derfra har udbredt sig til Amerika og Frankrig, hvorledes den fra Frankrig blev forplantet til de tydske Rhinprovindser, hvorfra den nu gjennemtrænger alle tydske Stater. Ikkun Sverig og Norge have tøvet med at tilegne sig Institutionen; men ligesom Sverig kjender den i Trykkefrihedssager, saaledes har man i Norge i den seneste Tid alvorlig fæstet Tanken paa Spørgsmaalet om dens Indførelse. Betænkes det derhos, at Juryindretningen overalt, hvor den er indført, anerkjendes som et kraftigt Middel til Retfærdighedens Haandhævelse og som eet af Folkefrihedens sikkreste Værn, kan Udvalget ikke andet end ansee det for givet, at vi ogsaa i Danmark bør tilegne os dette Gode jo før jo heller.

Med Hensyn til det Navn, hvormed Institutionen hos os bør optages, da er dette vel i og for sig en Gjenstand af heelt underordnet Vigtighed. Men ligesom det er aabenbart, at Grundloven har det i sin Magt at vælge Ordet, saaledes kunne vi dog ikke ansee det for ligegyldigt, om man her valgte en Benævnelse, som enten er aldeles uforstaaelig uden fremmed Sprogkundskab (saasom Jury) eller i sig selv forvirrende og laant fra det tydske Sprog („Edsvorneret" passer i Grunden ikke mere paa Juryen end paa enhver anden Ret). Da vi nu have det ægte danske Ord Nævninger, som vel er trængt noget tilbage fra den almindelige Sprogbrug, men dog hverken er blevet aldeles forældet eller har modtaget nogen forvandsket Betydning, vidste vi ikke, hvorfor Grundloven ikke skulde optage dette Ord igjen, nu da vi ville gjentage en gammel nordisk Indretning i forynget Skikkelse.

Om den hele Gjennemførelse af Nævningerne kan det ikke være Grundlovens Sag at give de fornødne Regler. Men vi antage dog, at de Sager, hvori den nye Indretning skal denyttes, bor betegnes ved et saadant almindeligt Begreb, der ikke esterlader nogen skjellig Tvivl om det Grundlag, hvorpaa Loven skal bygge. I saa Henseende har Udvalget ikke kunnet være i Tvivl om den Regel, det burde tilraade. Man har nemlig ikke kunnet vove her at optage Indretningen i borgerlige Retstrætter. Saaledes denyttes den kun i England og Nordamerika, men forsaavidt har den ikke fundet Indgang paa det

29

europæiske Fastland. Den maa altsaa indskrænkes til Strafferetssager. Men den kan ingenlunde anvendes her i alle Sager; De fleste criminelle Sager ville tvertimod ogsaa fremdeles, blive at paakjende uden Nævningers Mellemkomst. Dette er overalt Tilfældet og kan vanskeligt undgaaes, dersom der ikke i en ganske overordentlig Grad skal lægges Beslag paa Borgernes Tid og Kraft. Nævninger bør altsaa kun dømme i de vigtigere Strafferetssager. Hvilken Grændse nu her skal drages, maa det være den fremtidige Lovgivning forbeholdt at afgjøre; kun har man troet ogsaa her at kunne vælge det Ord, der i Fremtiden skal betegne denne Art af Sager, nemlig Misgjerningssager.

Men foruden disse Sager er der en anden Klasse af Forseelser, som udentvivl, om de end maatte være af mindre betydende Natur, bør paakjendes af Nævninger, vi mene alle politiske Straffesager. Ogsaa dette Begreb kan blive nærmere at fastsætte ved Lovgivningen, men det er klart, at det omfatter alle de Trykkefrihedssager, som det i Folkefrihedens Interese maa ansees ønskeligt at unddrage de faste Statsdommeres udelukkende Domsret. Man foreslaaer altsaa følgende Tillægs-Paragraph:

I Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres. Man tilføier alene den Bemærkning, at det heraf med indre Nødvendighed vil følge, at Mundtlighed, Offentlighed og Anklageproces maa blive gjennemført i den hele Strafferetspleie. Den gamle Inqvisitionsproces kan ikke vedvare i et Land, der indfører Nævninger.

VIII.

Dette Afsnit indeholder kun een Paragraph, der destemmer den Fremgangsmaade, der skal iagttages ved Grundlovsforandringer, forsaavidt det ikke i Grundloven undtagelsesviis er bestemi, at Forandringen

skete enten ad den sædvanlige Lovgivningsvei, som f. Ex. i §§ 21 og 23, eller under andre særegne betryggende Former, som f. Ex. ved Spørgsmaal om Arvefølgens Forandring (§ 4). Den Fremgangsmaade, nærværende Paragraph foreskriver, er følgende: 1) Først skal Forslag til Forandring, eller Tillæg til Grundloven kun kunne fremsættes paa en ordentlig Rigsdag. 2) Dersom begge Thing paa denne ordentlige Rigsdag enes om et Forslag til en Grundlovsforandring, skal dette Forslag hvile til næste ordentlige Rigsdag. 3) Kun hvis det her atter vedtages i uforandret Skikkelse af begge Thing, forelægges det Kongen. 4) Kun hvis Kongen foreløbigt bifalder Forslaget, gaaer Sagen videre; i saa Fald opløses nemlig begge Thingene, og nye Valg udskrives. 5) Beslutningen maa nu atter her vedtages uforandret af degge Thing, hvad enten disse iøvrigt ere samlede i et ordentligt eller overordentligt Møde; ellers falder hele Sagen. Men skeer dette, da skal Forslaget forelægges Kongen. 6) Kongen kan endda nægte sin endelige Stadfæstelse; men hvis han stadfæster Forslaget, bliver det Grundlov.

Udvalget tiltræder disse Udkastets Bestemmelser. Man er nemlig enig i, at Grundlovsforandringer bør vanskeliggjøres, men man anseer det paa den anden Side for ligesaa vigtigt, at det ikke gjøres for vanskeligt, at forandre Forfatningen ad forfatningsmæssig Vei. Udkastet synes nu her at have fulgt en passende Middelvei. Ved første Øiekast seer det maaskee ud, som om man har været altfor forsigtig med at optaarne Vanskeligheder; men ved nærmere Overveielse vil det findes, at dersom der virkelig hos Konge og Folk udvikler sig en bestemt Overbeviisning om Gavnligheden af en Forandring, kan denne efter Udkastets Bestemmelse om Rigsdagens aarlige Sammenkomst gjennemføres i Løbet af omtrent 15 Maaneder. Saalænge kan Forandringsønsket vel taale at vente.

Kjøbenhavn, den 22de Februar 1849.
Vilh. Bjerring. P. D. Bruun. Balthazar Christensen. Dahl. C. N. David. Gleerup.
(Formand) (Secretair)
H. Hage C. Hall H. P. Hansen. J. R. Jacobsen. C. M. Jespersen. A. F. Krieger.
(Ordfører)
I. E. Larsen. C. Neergard. Pjetursson. Schurmann. Algreen-Ussing.

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

30

Oversigt over Grundlovsudkastet, Comiteens (Majoritets) Indstilling og Minoritetsindstillingerne.

A. Grundlovsudkastet.

Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig.

I.

§ 1. § 2. § 3.

Regjeringsformen i Kongeriget Danmark og Slesvig er indskrænket- monarkisk. Kongemagten er arvelig. Den evangelisk-lutherske Kirke er, som den, hvori den overveiende Deel af Folket befinder sig, at ansee som den danske Folkekirke og nyder, som saadan, Understøttelse af Staten. Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos de anordnede Domstole.

II.

§ 4. § 5. § 6. § 7.

Den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende. Den kan kun forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil udfordres ¾ af de afgivne Stemmer. Kongen kan ikke unden Rigsdagens Samtykke tillige være Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke. Kongen er myndig, naar han har fyldt sit 18de Aar.

B. Comiteens (Majoritets) Indstilling.

Danmarks Riges Grundlov.

I.

§ 1. § 2. § 3.

Regjeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten er arvelig. Den evangelisk-lutherske Kirke er den danske Folkekirke og understøttes som saadan af Staten. Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos Domstolene.

II.

§ 4. § 5. § 6. § 7.

Den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende. Arvefølgen kan kun forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil udfordres ¾ af de afgivne Stemmer. Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke blive Regent i nogen fremmed Stat. I intet Tilfælde kan han forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget. Som Udkastet. Som Udkastet.

C. Minoritetsindstillingerne.

Grundlov for Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig.

I.

§ 5.

Indlednings-Paragraph. Det danske Rige bestaaer af Kongeriget Danmark, Hertugdømmet Slesvig, Island og Færøerne, hvilke Lande, under de med Hensyn til Slesvig og Island tagne Forbehold, danne en under nærværende Grundlov forenet udelelig Stat Forholdet mellem dette Rige og de med samme fordundne Hertugdømmer Holsten og Lauenborg forbeholdes nærmere Ordning. Kongen kan uden Rigsdagens Samtykke kun tillige være Regent i Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg. I intet o. s. v.

31

A. Grundlovsudkastet.

§ 8.

Kongen kan ikke tiltræde Regjeringen, forinden han i den forenede Rigsdag har aflagt følgende Eed:

„For den almægtige Guds Aasyn lover jeg at holde Grundloven for Kongeriget Danmark og Slesvig".

§ 9. § 10. § 11. § 12. § 13. § 14.

Dog kan denne Eed alt aflægges of Thronfølgeren, naar han har fyldt sit 18de Aar. Bliver Kongen ude af Stand til at regjere, sammenkalder Statsraadet Rigsdagen. Begge dens Afdelinger træde sammen, og naar den saaledes forenede Rigsdag med ¾ af de afgivne Stemmer anerkjender Nødvendigheden, udnævner den en Regent. Er der Anledning til at frygte for, at Thronfølgeren ved Kongens Død vil være umyndig eller af anden Grund ude af Stand til selv at regjere, bestemmes ved Lov en Regent, og et Formynderskab anordnes af Kongen. Regenten kan ikke deeltage i Formynderskabet. Regenten aflægger den for Kongen foreskrevne Eed og udøver, saalænge Regentskabet varer, i Kongens Navn alle dennes Rettigheder; dog kan han ikke foreslaae Forandring af Arvefølgen. Er Kongen død og er Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Eed paa Grundloven, eller er han umyndig, uden at Regenten er udnævnt og har aflagt Eed, eller uden at Formynderskabet er ordnet, eller er der ingen Thronfølger, sammentræder Rigsdagen uden Sammenkaldelse 14 Dage efter Kongens Død. I Mellemtiden føres Regjeringen af Statsraadet. Er Kongen umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Regenten og beskikker Formynderskabet. Er der ingen Thronfølger, udvælger den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge.

B. Comiteens (Mojoritets Indstilling.

§ 8.

Kongen kan ikke tiltræde Regjeringen, forinden han i den forende Rigsdag har aflagt følgende Eed: „For den almægtige Guds Aasyn lover jeg at holde Danmarks Riges Grundlov".

§ 9. § 10. § 11. § 12. § 13. § 14.

Dog kan denne Eed alt aflægges af Thronfølgeren, naar han har fyldt sit 18de Aar, men bør da stadsæstes af ham for den første Rigsdag efter Regjeringens Tiltrædelse. Bliver Kongen ude af Stand til at regjere, sammenkalder Ministerraadet Rigsdagen. Naar da den forenede Rigsdag med ¾ af de afgivne Stemmer erkjender Nødvendigheden, udnævner den en Regent og anordner, om fornødent gjøres, et Formynderskab. Som Udkastet. Som Udkastet. Er Kongen død, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. Er Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt umyndig. ikke aflagt Eed paa Grundloven, eller er han ude af Stand til at regjere, eller er der ingen Thronfølger, føres Regjeringen af Ministerraadet, indtil Bestemmelse er tagen af Rigsdagen. Er Thronfølgeren eller Regenten fraværende, bestemmer den forenede Rigsdag, inden hvilken Tid han har at vende tilbage. Er Thronfølgeren umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Negenten og beskikker formynderskabet. Er der ingen Thronfølger, udnævner den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge.

C. Minoritetsindstillingerne.

a) „Jeg lover og sværger . . . saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord." b) Forinden Kongen tiltræder Regjeringen, aflægger han i den forende Rigsdag følgende Eed — — — — —

Er Rigsdagen ikke samlet ved Thronskiftet, nedlægges Eden skriftlig i Ministerraadet og gjentages siden for den forende Rigsdag. § 8 b. Kongens Kroning skeer, efterat han er bleven myndig, i Landets Hovedkirke med de Ceremonier, han selv fastsætter.

32

A. Grundlovsudkastet.

§ 15. § 16.

Kongens Civilliste bestemmes for hans Regjeringstid ved Lov. Derved fastsættes tillige, hvilke Slotte og andre Statseindele skulle henhøre til Civillisten. Om Civillisten for den nuregjerende Konge vil en allerhøieste Bestemmelse blive meddeelt Rigsforsamlingen. For Medlemmerne af det Kongelige Huus kan der bestemmes Apanager ved Lov. Apanagerne kunne ikke uden Rigsdagens Samtykke nydes udenfor Landet, medmindre alt bestaaende Contracter hjemle Saadant.

III.

§ 17. § 18. § 19. § 20.

Kongen er ansvarsfri; hans Person er hellig og ukrænkelig. Kongen udnædner og afskediger sine Ministre. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift. Den Minister, som har underskrevet, er absvarlig for Beslutningen. Ministrene kunne drags til Ansvar for de i deres Embeder begaaede Forbrydelser og for Handlinger, som ere aabenbart skadelige for Staten. Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer. Statsforretningerne fordeles efter Kongens Bestemmelse mellem Ministrene, som i Forening udgjøre Statsraadet. Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt til Primierminister.

§ 21.

Alle Lovforslag og vigtigere Regjeringsforanstaltninger forelægges Statsraadet. Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil. Forandringer heri kunne skee ved Lov. Ingen kan beskikkes til Embedsmand, som ikke har Indfødsret.

Kongen kan afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Berettigelse til Pension vil blive bestemt ved Lov.

§ 22.

Kongen kan forfkytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog saaledes, at de ikke derved tabe i Indtægter. Kongen har den høieste Myndighed over Land- og Sømagten.

Han erklærer Krig og slutter Fred, samt indgaaer og ophæver Forbund og Handelstractater; dog kan han derved ikke uden Rigsdagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet eller Paadrage Staten nogen bebyrdende Forpligtelse.

B. Comiteens (Majoritets) Indstilling.

§ 15. § 16. § 17. § 18. § 19. § 20.

Kongens Civilliste bestemmes for hans Regjeringstid ved Lov. Derved fastsættes tillige, hvilke Slotte og andre Statseiendele skulle henhøre til Civillisten. Civillisten kan ikke behæftes med Gjæld. For Medlemmerne af det kongelige Huus kan der bestemmes Apanager ved Lov. Apanagerne kunne ikke uden Rigsdagens Samtykke nydes udenfor Riget. III. Kongen er ansvarsfri; hans Person er hellig og ukrænkelig. Ministrene ere ansvar for Regjeringens Førelse. Som Udkastet. Som Udkastet. Ministrene i Forening udgjøre Ministerraadet, hvori Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt til Premierminister.

§ 21.

Alle Lovforslag og vigtigere Regjeringsforanstaltninger forelægges ministerraadet. Dettes Ordning, saavel som Statsforretningernes Fordeling mellem Ministerierne, samt Ministeransvarligheden bestemmes ved Lov. Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil. Forandringer heri kunne skee ved Lov. Ingen kan beskikkes til Embedsmand, som ikke har Indfødsret.

Kongen kan efter Ministerraadets Indstilling afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven.

Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog saaledes, at de ikke derved tabe i Indtægter.

§ 22.

Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd, foruden den i § 62 (63 d) fastsatte, bestemmes ved Lov. Kongen har den høieste Myndighed over Land- og Sømagten.

Han erklærer Krig og slutter Fred, samt indgaaer og ophæver Forbund og Handelstraktater; dog kan han derved ikke uden Rigsdagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet, raade over nogen Statsindtægt eller paadrage Staten nogen anden bebyrdende Forpligtelse.

C. Minoritetsindstillingerne.

§ 18. § 19. § 21.

Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger har kun Gyldighed, naar o. s. v. Ministrene kunne tiltales for Embedsforseelser. Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer. a) Det bestemmes ved Lov, hvilke Klasser af Embedsmænd der kunne afskediges uden Dom.

b) (Undtagelserne indskrænkes til Forflytteligheden, saa at 4de Punktum i § 21 knyttes umiddelbart til 3die.)

33

A. Grundlovsudkastet.

§ 23.

Kongen sammenkalder Rigsdagen senest til den 1 ste Mandag i October Maaned hvert Aar. Uden Kongens Samtykke kan den ikke forblive længere sammen end 2 Maaneder.

§ 24. § 25. § 26. § 27. § 28. § 29.

Forandringer i disse Bestemmelser kunne skee ved Lov. Kongen kan indkalde Rigsdagen til overordentlige Sammenkomster, hvis Varighed beroer paa hans Bestemmelse. Kongen kan hæve Rigsdagens ordentlige Sammenkomst, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end paa 2 Maaneder og ikke mere end een Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige Sammenkomst. Kongen kan opløse enten hele Rigsdagen eller en af dens Afdelinger; opløses kun eet af Thingene, skal det andet hæves, indtil hele Rigsdagen atter kan samles. Dette skal skee inden 2 Maaneders Forløb efter Opløsningen. Kongen er berettiget til for Rigsdagen at lade fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger. Naar Kongen har givet sit Samtykke til en Lov, befaler han dens Vekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse. Kongen kan benaade og give Amnesti; Ministrene kan han kun med Folkethingets Samtykke benaade for de dem af Rigsretten idømte Straffe.

B. Comiteens (Mojoritets) Indstilling.

§ 23.

Kongen sammenkalder en ordentlig Rigsdag hvert Aar. Uden Kongens Samtykke kan den ikke forblive længere sammen end 2 Maaneder.

§ 24. § 25. § 26. § 27. § 28. § 29.

Forandringer i disse Bestemmelser kunne skee ved Lov. Som Udkastet. Kongen kan udsætte den ordentlige Rigsdags Møder paa bestemt Tid, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end paa 2 Maaneder og ikke mere end een Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige Sammenkomst. Kongen kan opløse enten hele Rigsdagen eller en af dens Afdelinger; opløses kun eet af Thingene, skal det andet Things Møder udsættes, indtil hele Rigsdagen atter kan samles. Dette skal skee inden 2 Maaneders Forløb efter Opløsningen. Kongen kan for Rigsdagen lade fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger. Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. Kongen befaler Lovens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse; han kan da ikke undtage Nogen fra dens Bus, medmindre dette har Hjemmel i Loven selv. § 28 b. I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven og altid bør forelægges den følgende Rigsdag. Som Udkastet. § 29 b. Kongen har Ret til at lade slaae Mynt i Henhold til Loven.

C. Minoritetsindstillingerne.

§ 23.

a) Kongen sammenkalder en ordentlig Rigsdag hvert andet Aar. Uden Kongens Samtykke kan den ikke forblive længere sammen end 2 Maaneder. (Slutningsbestemmelsen bortfalder.)

§ 26.

b) Sidste Punktum: „Forandringer o. s. v." udgaaer. Efter „atter kan samles" forandres sidste Punktum saaledes: Opløsningsbrevet anordner nye Valg i Løbet af 40 Dage og sammenkalder Rigsdagen inden 2 Maaneder efter Opløsningen.

34

A. Grundlovsudkastet.

IV.

§ 30. § 31. § 32

Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget Begge fremgaae ved umiddelbar Valg af Folket. Valgret til Rigsdagen har enhver uberygtet Mand, som har Infødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, medmindre han: a) uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold; b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er enten eftergiven eller tilbagebetalt; c) er ude af Raadigheden over sit Bo; d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i det Valgdistrikt, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer. Omflytning i en Stad, der har flere end eet Valgdistrikt, er i saa Henseende uden Indflydelse. Valgbar er, med de i § 31 Litr. a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret,

§ 33.

til Folkethinget, naar han har fyldt sit 25de Aar, til Landsthinget, naar han har fyldt sit 40de Aar og i det sidste Aar før Valget har havt fast Bopæl i det Amr, hvori han vælges. Valgene tit Folkethinget foregaae efter Distrikter paa omtrent 12, 000 Indvaanere. Ethvert Distrikt vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg.

§ 34. § 35.

Valgene til Landsthinget foregaae amtsviis. Hver Vælger stemmer i sin Commune paa saa mange i Amtet bosatte Mænd, som skulle vælges for dette. Hovedstaden vælger særskilt og blandt de deri bosatte Mænd. Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have opnaaet mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent ⅓ af Antallet af Folkethingets Medlemmer. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 4 Aar.

§ 36.

Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. Hvilke der skulle afgaae første Gang, bestemmes ved Lodtrækning mellem de for hvert Amt og for Kjøbenhavn Valgte. Medlemmerne af Folkethinget erholde et dagligt Vederlag; Medlemmerne af Landsthinget derimod ikke.

C. Minoritetsindstillingerne.

IV.

1 ste Minoritet.

§ 30. Rigsdagen dannes af Folkets Repræsentanter, samlede i eet Kammer. Den fremgaaer ved umiddelbare Valg af Folket. § 31, som Udkastet. §§ 32 og 33, som Udkastet, med Bortskærelse af sidste Passus (om Landsthinget). § 34 udgaaer aldeles. §§ 35 og 36, som Udkastet, med Bortskærelse af det sidste Stykke (om Landsthinget).

2 den Minoritet.

A. For det egentlige Danmarks Vedkommende sammensættes Rigsdagen omtrent saaledes: I. ved betingede Valg: 1) Kjøbenhavn vælger 10. 2) a. Østifternes Kjøbstæder efter de ældre Valgdistrikter 11. b. Iyllands Kjøbstæder ligeledes 11. 3) a. de mindre Landeiendomsbesidderes Valgdistrikter i Østifterne 20. b. ligeledes i Iylland 22. 4) De større Landeiendomsbesiddere efter nærmere Fordeling 16. II. ved almindelige Valg: af 50 Distrikter paa omtrent 26, 000 Indbyggere, Land og Kjøbstæder i Almindelighed forenede, vælges 50. III. Endelig tiltræde 10. som enten vælges saaledes: a) af Geistligheden 4. b) af Universitetet, polytechnisk Læreanstalt og den militære Høiskole i Forening 2. c) Høiesteret 2. d) Landsoverretterne 2. eller hvis Valg overlades til Kongen. 150.

B. Om Valgret og Valgbarhed. I. Valgret til de under I. ommeldte Valg betinges af: 1) I Kjøbenhavn: Eiendomsret over Huse eller Gaarde, der ere ansatte til en Assuranceværdi af idetmindste 4000 Rbd. (Fdg. 15 Mai 1834 § 13). 2) 3 Kjøbstæderne: saadan Eiendomsret til en Værdi af 1000 Rbd. og paa Bornholm det Halve (Fdg. 1834 § 14). 3) I de mindre Landeiendomsbestdderes Valgdistrikter: Eiendomsret eller Fæsteret over 2 Tdr. Hartkorn Ager og Eng eller 4 Tdr. Hartkorn Skov og Mølleskyld, eller Eiendomsret over Bygninger, der ere undergivne Arealskat og have en Assuranceværdi af 2000 Rbd. I samtlige disse Valgdistrikter (1—3) kunne forskjellige Eiendomme sammenlægges for at begrunde Valgretten paa den i Fdg. 15 Mai 1834 §§ 10, 13, 14 og 19 bestemte Maade. Fremdeles deeltager i samtlige disse Distrikter i Valgretten, enhver i det vedkommende Distrikt bosat Mand, som i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Skatter og Asgifter 40 Rbd. De Skatter og Afgifter, som ifølge Lovgivningen falde paa Brugeren eller Leietageren, men ifølge privat Overeenskomst ere udredede af Eieren, betragtes som om de være erlagte af Brugeren selv. 4) For de større Landeiendomsbesiddere: en Eiendom med idetmindste 20 Tdr. Hartkorn Ager og Eng.

Som personlige Egenskaber fordres hos Enhver, der skal udøve den ovenmeldte Valgret, at han er fuldmyndig og uberygtet, at han har Indfødsret, og at hans Bo ikke er taget under Opbuds- eller Fallitbehandling.

Til Valgbarhed i de ovenmeldte Valgcorporationer fordres ikkun de nysnævnte personlige Egenskaber.

II. Valgret og Valgbarhed ved de almindelige Valg tilkommer enhver fuldmyndig og uberygtet Mand, som har Indfødsret, og ikke staaer under Fattigforsørgelse, dog at til Valgret tillige udfordres, at han har havt fast Bopæl i et halvt Aar i det Valgdistrikt, hvori han opholder sig, paa den Tid han indtegnes som Vælger.

For Island udvælges 5 Medlemmer og for Færøerne 1 Medlem. De nærmere Bestemmelser herom forbeholdes, saavelsom om det Antal Medlemmer, der skal vælges af Slesvig.

Beretning om Forh. paa. Rigsdagen. Nr. 197.

35

A. Grundlovsudkastet. §§ 30—36.

C. Minoritetsindstillingerne.

3die Minoritet.

§ 30. Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. Begge fremgaae ved umiddelbare Valg. § 31. Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallitbehandling, naar han enten er Borger i en Kjøbstad, eller i det sidste Aar har eiet eller havt i Brug en Jordeiendom, matriculeret idetmindste til 2 Skjepper Hartkorn, eller i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Afgifter ialt 5 Rbd. Valgbar til Folkethinget er enhver uberygtet, fuldmyndig Mand’ som har Indsødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallitbehandling. § 32 Valgene til Folkethinget foregaae paa Distrikter af omtrent 14, 000 Indvaanere. Hvert Distrikt vælger Een, efter de Regler, som Valgloven foreskriver. (Jespersen.) Hvert Distrikt vælger Een blandt dem, der have stillet sig.

Medlemmerne af dette Thing vælges paa 3 Aar og erholde et dagligt Vederlag.

4de Minoritet a.

§ 33. Valgret til Landsthinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallitbehandling, naar han i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Afgifter ialt 40 Rbd.

Valgbar til Landsthinget er Enhver, som har de til Valgbarhed til Folkethinget fornødne Egenskaber, dog først naar han har fyldt sit 35te Aar. § 34. Landsthinget skal bestaae af 20 Medlemmer valgte af Østifterne, 20 Medlemmer valgte af Nørrejylland, og et lignende Antal valgte af Slesvig, samt 2 Medlemmer valgte af Island, 1 Medlem valgt af Færøerne.

Desuden Indtræde i Landsthinget 2 Medlemmer valgte af Universitetet i Kjøbenhavn, 1 Medlem valgt af ven polytechniske Anstalts og den militære Høiskoles Lærere i Forening, 2 Medlemmer valgte af Høiesteret, 2 Medlemmer valgte af Overretterne i Danmark, 4 Medlemmer valgte af Geistligheden i Danmark og 6 Medlemmer valgte af Kongen.

Af de 20 Medlemmer, som Østifterne have at vælge, vælges: 4 af Kjøbenhavn; 2 — de øvrige Kjøbstæder i Sjællands Stift med Undtagelse af Byerne paa Bornholm: 1 — Kjøbstæderne i Lollands-Falsters Stift; 2 — Kjøbstæderne i Fyens Stift; og 11 — Landdistrikter paa omtrent lige mange Indvaanere, dog at paa Bornholm Kjøbstæder og Land udgjøre eet Distrikt.

Af de 20 Medlemmer, som falde paa Jylland, vælges 8 af Købstæderne; 12 af Landdistrikter paa omtrent lige mange Indvaanere.

Med Hensyn til Adskillelsen mellem By og Land til Landsthingsvalgene kan Forandring skee ved Lov, dog ikke førend efter Udløbet af den første Valgperiode. § 35. Samtlige Valg til Landsthinget skee paa 8 Aar, og efter de Regler, som Valgloven bestemmer. Halvdelen af de Valgte afgaaer hvert 4de Aar. § 36. Medlemmerne af begge Thing erholde et dagligt Vederlag, hvis Størrelse fastsættes i Valgloven.

4de Minoritet b.

§ 33. Valgret tit Landsthinget har enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og hvis Bo ei er under Opbuds- eller Fallit-Behandling, naar han i det sidste Aar har svaret i directe kongelige eller communale Afgifter i Alt 40 Rbdlr. § 34. Valgbarhed til Landsthinget har Enhver, som er valgbar til Folkethinget, naar han har fyldt sit 35te Aar. § 35. Landsthinget skal bestaae af: 20 Medlemmer valgte af Østifterne. 20 — — Nørrejylland. 2 — — Island. 1 — — Færøerne. 2 — — Universitetet i Kjøbenhavn. 1 — — Den polytechyniske Anstalts og den militære Høiskoles Lærere i Forening. 2 — — Høiesteret, og 2 — — Overretterne i Danmark. § 36. Valgene til Landsthinget foregaae amtsviis. Hovedstaden vælger særskilt. Hver Vælger stemmer i sin Communne paa saamange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen. Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have opnaaet mere en Trediedelen af de afgivne Stemmer. § 37. Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. § 38. Medlemmerne af Landsthinget erholde et dagligt Vederlag.

36

A. Grundlovsudkastet. § 30—36.

C. Minoritetsindstillingerne.

5te Minoritet.

§ 30. Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. § 31. Hage: Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, medmindre han: a) uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold, Bruun: Valgret til Folkethinget har enhver uberygtet fuldmyndig Mand, som har Indfødsret, og som enten eier skyldsat Jord, eller er Borger i en Kjøbstad, eller aarlig betaler 5 Rbdlr. i directe Skat til Staten eller Communen, medmindre han: b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er tilbagebetalt, c) er ude af Raadigheden over sit Bo, d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i det Valgdistrikt eller den Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer. § 32. Hage: Valgbar til Folkethinget er, med de i § 31 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberngtet fuldmyndig Mand, som har Indfødsret. Brunn: Valgbar til Folkethinget er med de i § 31 b og c nævnte Undtagelser enhver uberygtet, fuldmyndig Mand, som har Indfødsret. § 33. Valgene tit Folkethinget foregaae efter Distrikter paa omtrent 12000 Indvaanere. Ethvert District vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg. § 34. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 3 Aar. De erholde et dagligt Vederlag. § 35. Valgret til Landsthinget har Enhver, der ifølge § 31 har Valgret til Folkerhinget, og som eier skyldsat Jord eller er Borger i en Kjøbstad eller aarlig betaler 5 Rbd. i directe Skat til Staten eller Communen. § 36. De, der ifølge § 35 have Valgret til Landsthinget, vælge udaf deres Midte Valgmænd, efter de Bestemmelser, som gives i Valgloven. § 37. Valgbar til Landsthinget er med de i (Hages) § 31 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 40de Aar. § 38. Valgene til Landsthinget foregaae stiftsviis. Valgmændene i hvert Stift træde sammen og stemme paa saa mange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen, i hvilken i det Mindste ¾ af de Valgte skulle have havt fast Bopæl i det sidste Aar. Til et gyldigt Valg udfordres mere end Halvdelen af de afgivne Stemmer. § 39. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent ½ af Antallet af Folkethingets Medlemmer. § 40. Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. De erholde intet Vederlag. § 41. Naar en ny Communallov er givet, kan det ved Lov bestemmes, at Valget af Landsthingets Medlemmer skal gaae over til Communalbestyrelserne.

6te Minoritet.

§ 30. Rigsdagen bestaaer af Folkethinget og Landsthinget. Begge fremgaae ved umiddelbare Valg af Folket. § 31. Valgret til Rigsdagen har enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, naar han har fyldt sit 30te Aar, medmindre han a) uden at have egen Huustand staaer i privat Tjenesteforhold; b) nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke er tilbagebetalt; c) er ude af Raadigheden over sit Bo; d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i den Valgkreds eller den Stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer. § 32. Valgbar er, med de i § 31 a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret, til Folkethinget, naar han har fyldt sit 25de Aar, til Landsthinget, naar han har fyldt sit 40de Aar. § 33. Valgene til Folkethinget foregaae i Valgkredse paa omtrent 12000 Indvaanere. Enhver Valgkreds vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg. Valgene til Landsthinget foregaae stiftsviis. Hver Vælger stemmer i sin Commune paa saamange Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen, i hvilken idetmindste ¾ at de Valgte skulle have havt fast Bopæl i det sidste Aar før Valget. Omvalg finde Sted for deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have opnaaet mere end Fierdedelen af de afgivne Stemmer. § 34. Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse være omtrent ½ af Antallet af Folkethingets Medlemmer. § 35. Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 3 Aar. Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar. Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar. § 36. Medlemmerne af Folkethinget erholde et dagligt Vederlag; Medlemmerne af Landsthinget derimod ikke.

37

A. Grundlovsudkastet,

§ 37. § 38. § 39.

Rigsdagen er ukrænkelig. Hvo der antaster dens Sikkerhed og Frihed, hvo der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gjør sig skyldig i Høiforræderi. Ingen Rigsdagsmand kan fængsles eller tiltales under Rigsdagens Samling, medmindre det Thing, hvortil han hører, dertil giver sit Samtykke. For sine Yttringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme. Rigsdagsmændene ere ene bundne ved deres Overbeviisning og ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere.

V.

§ 40. § 41. § 42. § 43. § 44.

Ethvert af Thingene er berettiget til at foreslaae og for sit Vedkommende at vedtage Love. Ethvert af Thingene kan selvstændigen indgive Adresser til Kongen. Ethvert af Thingene kan til at undersøge almeenvigtige Gjenstande nedsætte Commissioner af sine Medlemmer. Disse ere berettigede til saavel af offentlige Myndigheder som af private Borgere at fordre Oplysninger meddeelte mundtligen eller skriftligen. Ingen Skat kan paalægges, intet Statslaan optages og ingen Staten tilhørende Domaine afhændes, uden ved Lov. Paa hver ordentlig Rigsdag, strax efterat samme er sat, fremlægges Forslag til Finantsloven for det følgende Aar, indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter. Finantsforslaget behandles først i Folkethinget.

Ingen Skat tør oppebæres, forinden dens Opkrævning er bevilget ved Finantsloven. Ingen Udgift tør afholdes, som ikke har Hjemmel i samme.

Hvorledes der skal forholdes med de communale Afgifter, der dog aldrig kunne paalægges ene af Kongen, vil blive bestemt ved Communalloven.

B. Comiteens (Majoritets) Indstilling.

§ 37. § 38. § 39.

Som Udkastet. Ingen Rigsdagsmand kan under Rigsdagens Samling, uden at det Thing, hvortil han hører, dertil giver sit Samtykke, hæftes for Sjæld, eiheller fængsles eller tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning. For sine Yttringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme. Rigsdagsmændene o. s. v.

Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, behøve ikke Regjeringens Tilladelse til at modtage Valget.

V.

§ 40. § 41. § 42. § 43. § 44.

Som Udkastet. Ethvert af Thingene kan indgive Adresser til Kongen. Som Udkastet. Ingen Skat kan paalægges uden ved Lov, eiheller noget Mandskab udskrives, noget Statslaan optages eller nogen Staten tilhørende Domaine afhændes uden ifølge Lov. Paa hver ordentlig Rigsdag, strax efterat samme er sat, fremlægges Forslag til Finantsloven for det følgende Finantsaar, indeholdende et Overslag over Statens. Indtægter og Udgifter.

Finantsforslagets Behandling forberedes af et samlet Udvalg, til hvilket hvert Thing udnævner et lige Antal Medlemmer, hvorefter det foretages i den forenede Rigsdag, som med Stemmefleerhed tager Beslutning.

Ingen Skat tør oppebæres, forinden dens Opkrævning er bevilget ved Finantsloven. Ingen Udgift tør afholdes, som ikke har Hjemmel i samme.

C. Minoritetsindstillinger.

V.

§ 40 b. a) Er et Lovforslag forkastet i det ene Thing, men vedtaget i det andet, kan det sidste Thing, efter paany at have behandlet Sagen, forlange, at det første ligeledes behandler den. Ere Thingene dog saaledes ikke blevne enige, og det ene Thing forlanger det, træde de sammen og tage Beslutning i Sagen med ⅔ Stemmer."

§ 44.

b) Naar en Beslutning er vedtagen af Rigsdagen, skal den forelægges Kongen. Billiger han den, bliver den derved Lov; billiger han den ikke, meddeler han dette til Rigsdagen, før den adskilles. Kongen kan forholde sig paa samme Maade, om en følgende Rigsdag foreslaaer den samme i Beslutning. Bliver Beslutningen behandlet og uforandret vedtaget paa den 3die Rigsdag, bliver den derved Lov, uden at den behøver at forelægges Kongen; dog ubfordres dertil: 1) at Beslutningen hver Gang er vedtagen mindst med ⅔ af de afgivne Stemmer, enten i begge Afdelinger eller paa den forenede Rigsdag; 2) at der til Folkethinget, som uforandret har vedtaget Beslutningen, idetmindste een Gang er foregaaet nye Valg, og 3) at der mellem 1 ste og 3die Vedtagelse ikke er hengaaet længere Tid end 5 Aar. Til Grundlovsforandringer udfordres altid Kongens Samtykke. Som Udkastet.

38

A. Grundlovsudkastet.

§ 45.

Landsthinget udvælger aarligen een og Folkethinget to lønnede Revisorer.

Revisorerne gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at samtlige Statens Indtægter deri ere blevne opførte og at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted. De kunne fordre sig alle fornødne Oplysninger og Actstykker meddeelte.

§ 46. § 47. § 48.

Statsregnskabet, med Revisorernes Bemærkninger, forelægges derefter Folkethinget, som med Hensyn til samme tager Beslutning. Ingen Udlænding kan herefter erholde Indfødsret uden ved Lov. Ethvert af Thingene afgjør selv Gyldigheden af sine Medlemmers Valg. Ethvert nyt Medlem aflægger, saasnart Gyldigheden af hans Valg er anerkjendt, følgende Eed:

§ 49. § 50. § 51. § 52. § 53. § 54. § 55.

„For den almægtige Guds Aasvn lover jeg at holde Grundloven for Kongeriget Danmark og Slesvig." Kommer den gyldigen Valgte i et af de Tilfælde, hvorved Valgbarhed fortabes, mister han den af Valget flydende Ret. Dog skal Ingen tabe sit Sæde i Landsthinget, fordi han i Løbet af den Tid, for hvilken han er valgt, flytter til et andet Amt. Ministrene have i Embeds Medfør Adgang til Rigsdagen og ere berettigede til at forlange Ordet naar de ville. Stemmeret udøve de kun naar de tillige ere Rigsdagsmænd. Ethvert Thing vælger for hver ordentlig eller overordentlig Samling sin Formand og den, ser i hans Forfald skal føre Forsædet. Intet af Thingene kan tage nogen Beslutning naar ikke idetmindste ⅓ af dets Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen. Til enhver Beslutning saavelsom til Valget af Formændene udfordres Fleertallet af de givne Stemmer. Hvorledes der skal forholdes ved andre Valg, bestemmes ved hvert Things Forretningsordning. Ethvert Lovforslag skal foretages 3 Gange, forinden Thinget derom kan tage nogen endelig Beslutning. Enhver Rigsdagsmand kan i det Thing, hvortil han hører, med dettes Samtykke bringe ethvert offentligt Anliggende under Forhandling og derom æske Ministrenes Forklaring.

B. Comiteens (Majoritets) Indstilling.

§ 45.

Hvert Thing udnævner to lønnede Revisorer. Disse gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at samtlige Statens Indtægter deri ere blevne opførte, og at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted. De kunne fordre sig alle fornødne Oplysninger og Aktstykker meddeelte.

§ 46. § 47. § 48.

Det aarlige Statsregnskab, med Revisorernes Bemærkninger, forelægges derefter den forenede Rigsdag, som med Hensyn til samme tager Beslutning. Som Udkastet. Som Udkastet. Ethvert nyt Medlem aflægger, saasnart Gyldigheden af hans Valg er anerkjendt, følgende Eed:

§ 49.

„For den almægtige Guds Aasyn lover jeg at holde Danmarks Riges Grundlov". Kommer den gyldigen Valgte i et af de Tilfælde, der udelukke fra Valgbarhed, mister han den af Valget flydende Ret. Dog skal Ingen tabe sit Sæde i Landsthinget, fordi han i Løbet af den Tid, for hvilken han er valgt, flytter til en anden Valgkreds.

§ 50. § 51. § 52. § 53. § 54. § 55.

Det bliver nærmere ved Lov at bestemme, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand, der befordres til et lønnet Statsembede, skal underkastes Gjenvalg. Ministrene have i Embeds Medfør Udgang til Rigsdagen og ere berettigede til under Forhandlingerne at forlange Ordet saa ofte de ville, idet de iøvrigt iagttage Forretningsordenen. Stemmeret udøve de kun, naar de tillige ere Rigsdagsmænd. Ethvert Thing vælger selv sin Formand og den eller dem, der i hans Forfald skal føre Forsædet. Intet af Thingene kan tage nogen Beslutning, naar ikke over Halvdelen af dets Medlemmer er tilstede og deeltager-i Afstemningen. (Udgaaer.) Intet Lovforslag kan endelig antages, forinden det 3 Gange har været behandlet af Thinget Som Udkastet.

C. Minoritetsindstillingerne.

§ 45. § 49.

a) Som Udkastet. b) Det aarlige Statsregnskab bliver af en Regnskabsret, som organiseres ved Lov, med Rettens Bemærkninger at forelægge Folkethinget, det prøver samme ved et Udvalg af ders Midte, og derefter tager Beslutning med Hensyn til samme. Kommer o. s. v.

§ 50. § 52.

Et Medlem af et af Thingene, der af Regjeringen udnævnes til et lønnet Embede og modtager det, ophører at have Sæde i Thinget, men kan gjenvælges. Efter „Rigsdagsmænd" tilføies: „Ethvert af Thingene kan forlange Ministrenes Nærværelse" Som Udkastet.

Beretning om Forh, paa Rigsdagen. Nr. 198

39

A. Grundlovsudkastet.

§ 56. § 57. § 58. § 59.

Intet Andragende maa overgives noget af Thingene uden gjennem et af dets Medlemmer. Finder Thinget ikke Anledning tit om et Andragende at fatte Beslutning, kan det henvise det til Ministrene. Thingenes Møder ere offentlige. Dog kan Formanden eller 5 Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpaa Thinget afgjør, om Sagen skal forhandles i offentligt eller hemmeligt Møde. Ved sin Forretningsordning fastsætter ethvert af Thingene de nærmere Bestemmelser, som vedkomme Forretningsgangen og Ordens Opretholdelse.

VI.

§ 60.

Rigsretten bestaaer af 16 Medlemmer, der vælges paa 4 Aar, Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets øverste Domstol, blandt disses egne Medlemmer. Den vælger selv sin Formand af sin egen Midte.

B. Comiteens (Majoritets) Indstilling.

§ 56. § 57. § 58. § 59.

Som Udkastet. Som Udkastet. Thingenes Møder ere offentlige. Dog kan Formanden eller det i Forretningsordenen bestemte Antal Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpaa Thinget afgjør, om Sagen skal forhandles i offentligt eller hemmeligt Møde. Ethvert af Thingene fastsætter de nærmere Bestemmelser, som vedkomme Forretningsgangen og Ordens Opretholdelse. § 59 b. Naar et Lovforslag bliver forkastet af et af Thingene, kan det ikke oftere foretages af samme Thing i samme Samling. § 59 c. Naar et Lovforslag er vedtaget i det ene Thing, bliver det i den Form, hvori det er vedtaget, at forelægge det andet Thing; hvis det der forandres, gaaer det tilbage til det første; foretages her atter Forandringer, gaaer Forslaget paany til det andet thing. Opnaaes da eiheller Enighed, skal, naar et Thing forlanger det, hvert Thing udnævne et lige Antal Medlemmer til at træde sammen i et Udvalg, som afgiver Betænkning over Uovereengstemmelserne. I Henhold til Udvalgets Indstilling finder da endelig Afgjørelse Sted i ethvert Thing for sig. § 59 d. Den aarlige Rigsdag sammentræder den første Mandag i October, dersom Kongen ikke forinden har sammenkaldt den. § 59 e. Rigsdagens Forsamlingssted er Hovedstaden. I overordentlige Tilfælde kan Kongen sammenkalde den udenfor Kjøbenhavn. § 59 f. Den forenede Rigsdag dannes ved Sammentræden af Folkethinget og Landsthinget. Til at tage Beslutning udfordres, at over Halvdelen af hvert Things Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen. Den vælger selv sin Formand og fastsætter iøvrigt de nærmere Bestemmelser, der vedkomme Forretningsgangen.

VI.

§ 60.

Naar Rigsret skal sættes, udnævner Landsthinget tolv af sine Medlemmer, der træde sammen med tolv af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævner. Anklageren og den Anklagede udskyde hver 1/6 af begge Klasser. De tilbageblivende 16 Medlemmer, der vælge en Formand udaf deres Midte, danne Rigsretten. En Lov ordner nærmere Forfølgningsmaaden.

C. Minoritetsindstillinger.

§ 59 c. Naar et Lovforslag først har været forelagt det ene Thing, og i dette er vedtaget, bliver det tilligemed de Forandringer, hvormed det er vedtaget, at forelægge det andet Thing; hvis samtlige disse Forandringer ikke der tiltrædes, eller hvis nye Forandringer der vedtages, gaaer det tilbage o. s. v.

40

A. Grundlovsudkastet.

§ 61.

Rigsretten paakjender de af Folkethinget mod Ministrene anlagte Sager.

§ 63. § 62.

For Rigsretten kan Kongen lade ogsaa Andre tiltale for Forbrydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, naar Folkethinget dertil giver sit Samtykke. Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Dog kan den, der mener sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme Befalingen. Dommere kunne ikke afsættes uden ved Dom, ikke heller forflyttes mod deres Ønske. Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 70de Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter.

VIII.

§ 80.

Forslag til Forandring i, eller Lillæg til, nærværende Grundlov fremsættes paa en ordentlig Rigsdag. Vedtages den derom fattede Beslutning i uforandret Skikkelse af næste ordentlige Rigsdag og bifaldes den af Kongen, opløses begge Thingene, og almindelige Valg foregaae baade til Folkerhinget og til Landsthinget. Vedtages Beslutningen 3die Gang af den nye Rigsdag paa en ordentlig eller overordentlig Samling, og stadfæstes den af Kongen, er den Grundlov.

Comiteens (Majoritets) Indstilling.

§ 61. § 62. § 63.

Som Udkastet. Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov. Den med visse Eiendomme forbundne dømmende Myndighed er afskaffet. § 63 b. Retspleien bliver at adskille fra Forvaltningen efter de Regler, der fastsættes ved Lov. § 63 c. Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert Spørgmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Dog kan den, der vil reise saadant Spørgsmaal, ikke ved at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme Øvrighedens Befaling. § 63 d. Dommerne have i deres Kald alene at rette sig efter Loven. De kunne ikke afsættes uden ved Dom, eiheller forflyttes mod deres Ønske udenfor de Tilfælde, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted. Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 65de Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter. § 63 e. I Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af politiske Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres.

VIII.

§ 80.

Som Udkastet.

C Minoritetsindstillingerne.

§ 63 c. a) Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, navnlig kan den, der troer sig krænket i sine borgerlige Rettigheder ved en Embedsmands lovstridige Handling, ved Domstolene søge Erstatning.

b) Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. (Resten udgaaer) § 63 d.

Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 70de Aar o. s. v.

41

63de offentlige Møde. (Det 66de Møde i den hele Række)

Løverdagen den 24de Februar.

(Ministeriets Meddelelse — Spørgsmaal fra N. Hansen til Ministeriet.)

Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Formanden:

Jeg skal anmelde nogle indkomne Adresser, nemlig: 1) En Adresse indleveret af Rigsdagsmanden for Ringkjøbing Amts 4de District (Fløe), fra 525 Beboere af Hammerum Herred, om at Valglovs-Udkastet maa blive vedtaget. 2) Et Andragende, indleveret af Rigsdagsmanden for Maribo Amts 6te District (H. Rasmussen), fra Kirsten Christensdatter i Flostrup paa Falster, om at den Gaard, hun har i Fæste, ikke maa nedlægges, men overlades hendes Arvinger. 3) En Adresse, indleveret af Rigsdagsmanden for Odense Amts 8de District (Chr. Larsen), fra 72 Sogne med 4, 268 Underskrifter fra Landboere i Fyens Stift, om at Valglovs-Udkastet maa vedtags, samt directe Folkevalg uden Census til hele Rigsforsamlingen, øg at passende Diæter tillægges Rigsdagsmændene.

Ministeriet vil gjøre Forsamlingen en Meddelelse.

Premierministeren:

Det vil være Rigsforsamlingen bekiendt, at det tidligere er bleven udtalt som Hans Majestæt Kongens allerhøieste Villie, ikke at give sit Minde til, at den utaalelige Tilstand, som har været en Følge af den den 26de August f. A. afsluttede, Vaabenstilstands - Conventions feilagtige Opfattelse og mangelfulde Udførelse, vedbliver udover den ved samme Convention øprindeligen fastsatte Tidsfrist.

Da det nu hidtil ikke er lykkedes at erholde Vished for, inden Vaabenstilstandens Udløb at see Tilstanden i Slesvig sikkret, skjøndt de venskabelige Magters vedvarende Virken for vor Sag og Forhandlingernes Gang lode haabe det Bedste, saa har, under disse Omstænstigheder, Hans Majestæt ikke seet noget andet Middel til, overeensstemmende med det tidligere Tilsagn, at tilveiebringe Vished om den nærværende Stillings Ophør i Slesvig, end at benytte den ved Conventionens 1ste Paragraph for Vaabenstilstandens Varighed fastsatte Tids Udløb.

Jeg har derfor, i Overeensstemmclse med sen paa Ministeriets Indstilling grundede, allerhoieste Resolution af 21de dennes, tilkjendegivet den kongelige Preussiske Regjering, som den, der i sin Tid har medundertegnet Vaabenstilstands-Conventionen, at Hans Majestæt ikke længere end til den 26de Marts nastkommende vil ansee sig bunden ved denne Conventiøns Bestemmelser. Ligesom der er tilstillet den Preussiske Udenrigsminister en ministeriel Erklæring, der indeholder Hans Majestæts allerhøieste Resolution, saaledes vil denne Erklæring i vidimeret Afskrift ogsaa blive overleveret den provisoriske Tydske Centralmagt.

Efterat have modtaget denne Meddelelse udbrød Forsamlingen i gjentagne „Bravo! “ „Længe leve Kongen! “

Formanden:

Den første Sag, som ifølge Dagsordenen staaer for Tour til Behandling, maa udsattes indtil videre, da den Rigsdagsmand (I. E. Larsen), som har gjort Forslaget, er ved Upasselighed forhindret fra at være tilstede. Bi gaae derfor over til den anden Sag, nemlig det Spørgsmaal til Ministeriet, som Rigsdagsmanden for Ribe Amts 4de District (N. Hansen) ønsker at gjøre angaaende de militaire Kjørsler. Den ærede Rigsdagsmand har Ordet.

N. Hansen:

Efter flere Vedkommendes Opfordring tillader jeg mig at spørge det høie Ministerium: 1) Om ikke de særdeles mange Befordringer, som Beboerne af den sydøstlige Deel af Iylland forrige Aar maatte afgive til det Militaire, med det Første kunne ventes erstattede? 2) Om lignende Befordringer, som formodentlig ogsaa dette Aar blive mange, ikke ville blive reqvirerede i saa stor Omkreds, at de ei blive altfor byrdefulde for et mindre District? 3) Om ikke de Beboere, som forrige Aar maatte afgive Heste eller Underholdning tit de fjendtlige Tropper, imens de være i Iylland, med det Første ville erholde Erstatning derfor? Imedens den største Deel af Landets Kjørepligtige forrige Aar enten ganske eller dog for det Meste vare frie for at afgive militaire Befordringer, maatte Beboerne i den sydøstlige Deel af Iylland, navnlig af Ribe og Veile Amter, præstere mange Kjørseler og især lade holde en Mængde Vogne parate, ei alene til vore egne Troppers, men og til Fiendens Disposition. Det turde derfor ansees retfærdigt og billigt, at slige Befordringer, det første skee kan, godtgjøres Vedkommende.

Afsavn af Karle, Heste og Vogne, have soraarsaget Forsømmelse af Sædens Lagning og andet Markarbeide, hvorved Mange maae lide betydelige Tab, som ei kunne ventes erstattede.

Denne Erfaring har fremkaldt Ønsket om, at slige Kjørseler fremdeles maatte affordres i en videre Omkreds, saaledes at det nødvendige Markarbeide ikke formeget skulde opsættes eller forhindres. Villigheds Hensyn fordrer derhos, at de Beboere, som skulle afgive militaire Kjørseler, men have lang Vei til Mødestedet, tilstaaes en forholdsviis større Godtgjørelse.

Hvad angaaer den sidste Deel af min Forespørgsel, da er det bekjendt, at Danmark strax conventionsmæssig udleverede de opbragte Skibe, hvorfor det er paafaldende, at Preussen saalænge conventtionsstridig tilbageholder den skyldige Erstatning for hvad dens Tropper f. A. erholdt i Iylland. Det er derfor naturligt, at Bedkommende ønske at erfare, om de snart kunne vente den dem tilkommende Betaling.

Finantsministeren:

Med Hensyn til det første af den ærede Taler fremsatte Spørgsmaal vil jeg tillade mig paa Grund af de enkelte Udtryk, som deri ere brugte, nemlig om disse mange Befordringer „med det Første kunne ventes erstattede", at gjøre opmærksom paa, at der efter Lovgivningen stricte taget ikke kan gjøres Fordring paa nogen Erstatning. Ifølge Forordningen af 9de Mai 1806 § 7, gjentaget ved Anordningen af 26de Juni 1844, og sat i kraft ved Cancelli Vlacat af 24de Marts 1848, er det en Regel, at under extraordinaire Troppesamlinger skal Kjørselen præsteres, uden Betaling af den kongelige Kasse, af Kjøbstad og Land. Det hedder nemlig i denne Paragraph af Forordningen, at alle Undersaatter have, „uden Undtagelse uvægerlig og uopholdelig at adlyde de Requisttioner, som de i denne Henseende maatte modtage fra de civile og militaire Befalende" Dette forhindrer imidlertid ikke, at den Bestemmelse, som gjaldt under den sidste Krig, ogsaa nu bringes i Unvendelse. I den stdste Krig 1808 og 1809 bleve nemlig de extraordinaire Kjørsler, som fandt Sted, erstattede ved at lignes paa Hartkornet; men det var Noget, som man ansaae grundet i Billighed, og som blev giort til Gjenstand for en særegen Lov, men som ikke var grundet i den bestaaende Lovgivning.

(Fortsættes.)

Rettelser.
Pag 1530, Linie 11 f. n. „gjentage" læs: „gjeneptage".
— 1535, — 15 f. n. „umyndig" læs: „myndig".

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

42

Tre og tredssindstyvende (66de) Møde. (N. Hansens Interpellation fortsat.)

Finantsministeren

(Forts.). Rentekammercirculairet af 12te August 1848 har ogsaa udtrykkelig bekræftet dette, og har med Hensyn til Erstatningsspørgsmaalet udtalt sig saaledes, som jeg nu skal tillade mig at oplæse i en kort Passus: „Hvorledes Erstatning for disse Kjørsler paa en til Omstændighederne passende Maade til sin Tid kan, i Lighed med hvad der skete for Krigsaarene 1807— 1815, være at tidele Vedkommende, vil beroe paa en eventuel ny Lovgivning herom. Men da det, efter hvad Finantsdeputationen paa given Anledning har tilmeldt os, for Statskassen under de nærværende Conjuncturer, da den i saa høi Grad er bebyrdet med extraordinaire Udgifter, ikke vil være muligt forskudsviis at afholde Betalingen, maa man for Tiden indskrænke sig til at drage Omsorg for, at Byrden, saavidt muligt, fordeles lige paa alle efter meerbemeldte Forordning af 9de Mai 1806 Kjørepligtige". I Forbindelse hermed har Rentekammeret indskærpet vedkommende Over- og Underøvrigheder at iagttage, at Hoved-, Præste- og andre deslige frie Gaarde bør deeltage i de paagjældende Kjørsler, og at Fortegnelse over de Kjørepligtige forfattes til Regel i Omgangen, samt at Kjørslernes Udredelse ordnes for hver enkelt kjøbstads Vedkommende paa hensigtsmæssigste Maade, overeensstemmende med de gjældende Anordninger, og at Det paasees, at Kjøbstæderne ved den omhandlede Vræstations Udredelse ikke blive uforholdsmæssigen bebyrdede.

Jeg anfører dette blot for at imødegaae den Tvivl, som der muligen høs Enkelte af den ærede Forsamlings Medlemmer kunde opstaae, om det var rigtigt, at Regjeringen ike allerede havde været betænkt paa at erstatte eller strax contant betalt Kjørslerne. Det fremgaaer heraf, at Regjeringen ikke er pligtig hertil; men det er en Selvfølge, at det ligesaavel i Anledning af denne Krig, som i Anledning af den forrige Krig, vil komme under Overveielse, om og paa hvad Maade man kunde erstatte de enkelte Districter Byrderne af de Kjørsler, de have maattet præstere. Jeg maa tillade mig at tilføie, at der allerede er et Forslag i denne Anledning under Drøftelse; men hvornaar det vil kunne tilendebringes, og hvornaar den Repartition, som vil følge deraf, vil kunne skee, seer jeg mig nu ikke istand til at besvare. Jeg vil endnu blot bemtærke, at der fra Finantsministeriets Side for 8 Dage siden er anviist som Forskud 3000 Rbd. til Hjælp for Veile Amts Kjøbstædscommuner, især Kolding og Veile Kjøbstæder, som ere de, der have lidt meest ved Kjørsler.

Hvad det andet af den ærede Taler fremsatte Spørgsmaal angaaer: „Om lignende Befordringer, som formodentlig ogsaa i dette Aar kan blive mange, ikke ville blive requirerede i saa stor Omkreds, at de ei blive altfor byrdefulde for et mindre District?" skal jeg for det Første tillade mig at henvise til den fidste Passus af Rentekammercirculairet af 12te August 1848, som jeg oplæste, og jeg skal i Forbindelse dermed tillade mig at meddele, hvad jeg af den høitagtede Krigsminister er underrettet om: at der til Lettelse for de Kjørepligtige er truffet den Foranstaltning, at Armeen, forsaavidt Saadant kan ansees hensigtsmæssigt, bliver forsynet med eget Train, ligesom det og er bleven paalagt de forskjellige Troppeafdelinger, at de ikke i noget Tilfælde maae reqvirere Befordring af Landet, naar deres egne Befordringsmidler ere tilstrækkelige. Endvidere vil man vist erkjende, at det ikke vil være muligt for Ministeriet nu at udtale sig angaaende

Omfanget af de Befordringer, som maatte blive reqvirerede i dette Aar, og jeg skal kun bemærke, at det maa antages, at den Erfaring, man i forrige Aar har erhvervet sig angaaende disse Forhold, vel vil bidrage til en bedre Fordeling af Byrderne iaar, saa at mindre Venge og færre Kræfter ville spildes end i forrige Aar, da der, ifølge de uvante Krigsforhold, maatte have indsneget sig en mindre streng Orden, end ellers var ønskeligt.

Hvad den 3die Foresp ørgsel angaaer: “ om ikke de Beboere, som forrige Aar maatte afgive Heste eller Underholdning til de fjendtlige Tropper, imedens de vare i Iylland, med det Første ville erholde Erstatning derfor?" maa man vistnok være enig med den ærede Rigsdagsmand i, at det er paa faldende, at man ikke har faaet den conventionsmæssige Erstatning endnu; imidlertid er det tvivlsomt, naar man kan erholde denne Erstatning. Der er, som sen ærede Rigsforsamling bekjendt, indledet de fornødne Skridt fra Regjeringens Side; der er endog sendt en Commissair i den Anledning til Preussen, og det er at haabe, at de tilgodehavende Penge snart maae komme; ialtfald maa det inden føie Tid vise sig, om disse Penge ere at erholde eller ei, og skulde det Sidste blive Tilfældet, vil det være Regjeringens Sag at forskyde de Vedkommende, som have Krav i denne Henseende, det Fornødne af Statskassen, eller hvad der er sandsynligere, da en Beregning i saa Henseende ikke foreligger i Budgettet for dette Aar, at Regjeringen vil blive nødsaget til at forelægge Rigsforsamlingen et Forslag til, hvorledes Erstatningen kan være at fordele paa det hele Land; men noget Bestemt i saa Henseende seer jeg mig for Øieblikket ikke istand til at meddele.

Ræder:

Jeg indrømmer fuldkomment, at den høitagtede Finantsminister ikke har kunnet give andet Svar end det, han har givet, idet han har henholdt sig til Anordningen; men jeg troer dog, at jeg bør oplyse nogle factiske Omstændigheder. Militairkjørslerne have virkelig i forrige Sommer for Veile-, Aarhuus- og Skanderborg- Amter været høist betydelige. Jeg maa gjøre opmærksom paa, at alle de Soldater og Matroser, som afgik til deres Faner og Bestemmelsessteder, bleve frit befordrede uden mindste Godtgjørelse, og det er mig bekjendt, at endog flere Batailloner bleve befordrede frem og tilbage paa denne Maade; men her er naturligviis kun Tale om de Kjørsler, hvorfor Erstatning skal gives, og de maae have været høist betydelige. Jeg vil i denne Henseende blot uævne det Amt, hvorfra jeg er, nemlig Skanderborg Amt. De militaire Kjørsler pleie for Horsens at beløbe sig til 100 Rbd. aarlig, men de androge forrige Aar omtrent 1000 Rbd; imidlertid maatte de jo kunne afholdes, men der er en ufordeelagtig Omstændighed forbunden dermed, nemlig at Repartitionen skeer amtsviis. Nu er der 2 Stationer i Skanderborg Amt, Horsens og Skanderborg, og naar Omkostningerne skulle reparteres amtsviis, følger deraf, at naar Skanderborg ligeledes har Kjørsler til Beløb af 1000 Rbd., saa ubgjør det 2, 000 Rbd. for Amtets tvende Kjøbstæder, hvoraf Skanderborg betaler 2/9 og Horsens 7/9, og altsaa vil den sidste saae en Udgift af 15—1600 Rbd; men naar en By har sit ordentlige Budget, vil det sees, hvor yderst vanskeligt det vil være at holde samme i Orden, naar en saa betydelig extraordinair Udgift skal inddrages derunder. Sagen forekommer mig derfor vigtig for de Vedkommende, og jeg tvivler ikke paa, at det høitagtede Ministerium vil sørge for en hensigtsmæssig Fordelingsmaade. Med Hensyn til Krigen fra 1807 til 1814 reparteredes Omkostningerne af de extraordinaire Kjørsler ved Placat af 15de September 1832, og Repartitionen foregik over det hele Land; jeg tør derfor haabe, at ogsaa her det Samme vil finde Sted. Amterne i Iylland have næsten ene baa

43

ret denne Slags. Byrde, men denne bør billigviis fordles ikke blot paa Provindsen, men paa det hele Rige.

N. Hansen:

Jeg maa erklære mig sædeles tilfreds med det opsysende Svar, som den høitagtede Minister har behaget at meddele.

Madsen:

Som det kunde ventes, har den høitagtede Ministers Svar forekommet, hvad jeg kunde have havl at tilføie Spørgsmaalet under Nr. 1, at det nemlig maatte ansees som Regel for hele Riget, hvad der udtales om det af Interpellanten nævnte enkelte District, thi vel vil jeg gjerne indrømme, at Veile Amt fremfor nogen anden Deel af Danmark har følt Krigens Tryk, men den her omhandlede Byrde har ogsaa været følelig i andre Egne, blandt hvilke jeg især skal anføre Odense Amt. Som et underordnet Punkt i nærværende Sag skal jeg tillade mig at henstille til det høitagtede Ministerium, om det ikke maatte ansees for gavnligt, at der fra Regjeringen blev givet Communeautoriteterne bestemte Regler for Regnskabsføringen over de omhandlede Præstationers Udredelse, Noget, der jo er af Væsentlig Betydning nu, da det er givet, at de Vedkommende skulle have Erstatning, og hvad der ogsaa, saavidt mig er bekjendt, blev lagt Bægt paa under forrige Krig.

Maa det endnu være mig tilladt at berøre et andet herhen hørende Vuukt. Det er mig nemlig bekjendt, at der er forskjellige Anskuelser, om hvorvidt Militairkjørselerne, for Landboernes Vedkommende, bør udredes efter de gamle Regler, der, som bekjendt, grunde sig alene paa Hartkorn, eller efter Gaardenes Beskaffenhed overensstemmende med Fr. 26 Juni 1844 § 24.

Det Sidste er maaskee det, der har meest Hjemmel for sig i Lovgivningen, skjøndt derved meget let enkelte driftige Smaamænd, der til et eller andet færligt Brug holde et Par Heste, blive uforholdsmæssigt bebyrdede; men i saa Fald var det dog vist ønskeligt, at det blev paabudet, at Reguleringen heraf skeete amtsviis og ikke sogneviis, thi derved bruges let en forskjellige Maalestok i de forskjellige Sogne, hvorved der opstaaer Uligheder, som man jo her, som i alle Forhold, maa ønske forebyggede. Det maa nemlig i det Hele erindres, at om Erstatning ogsaa tilstaaes og gives, saa kan den dog aldrig blive et fuldt Vederlag for det Ydede, hvis Værdi kan være saa høist forskjellig for den Enkelte, saavel efter hans hele Stiling, som efter Tiden, da det kræves af ham.

Grundtvig:

Jeg vil blot tillade mig i Anedning af hvad den hoitærede Finantsminister yttrede om den Godtgjørelse, som skulde komme fra Preussen, at spørge, om der da slet ikke er stillet nogen Slags Sikkerhed af den preussiske Regjering for denne Godtgjørelse, forend Danmark udleverede alle de optagne Skibe; thi det synes mig, at hvis der slet ingen Sikkerhed er stillet for, at Erstatningen nogefinde vil blive udredet, var det høist uforsvarligt.

Finantsministeren:

Til den sidste ærede Talers Spørgsmaal skal jeg blot svare, at der ikke vides at være stillet nogen Sikkerhed, og forsaavidt der kunde være Spørgsmaal om, at der burde være stillet nogen Sikkerhed, saa er Baabenstilstandsconventionen ikke afsluttet af uærværende Ministerium.

Formanden:

Hvis ingen Flere ville yttre sig, maa denne Sag ansees tilendebragt. Jeg skal blot anmelde Dagsordenen for det næste Møde, som vil finde Sted paa Mandag Kl. 12 og hvor Grundlovsudkastet da vil blive foretaget til foreløbig Behandling.

Mødet hævet.

64de offentlige Møde. (Det 67de Møde i den hele Række.)

Mandagen den 26de Februar.

Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Formanden:

Jeg skal først anmelde nogle indkomne Andragender, nemlig: 1) En Skrivelse, indleveret af Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 2det District (H. P. Hansen), fra Kjøbenhavns samlede Communalbestyrelse, hvorved indsendes og i det Væsentlige anbefales en Adresse fra Bestyrelsen for Haandværksforeningen i Kjøbenhavn angaaende Grundlovsudkastet og Valgloven. Den medfølgende første Afsendelse af denne Adresses Exemplarer indeholder 1778 Underskrifter. 2) Et Andragende, indleveret af Rigsdagsmanden for Viborg Amts 4de District (Jacobæus), fra en Forening af Præster i Viborg Amt, som indeholder Forslag til Forandringer i de Bestemmelser i Grundloven, der angaae Kirken. 3) En Adresse, indleveret af Rigsdagsmanden for Viborg Amts 1ste District (Nørgaard), fra Lime og Lem Sogne med 48 Underskrifter, hvori de erklære sig for Valglovsudkastet og mod Klassevalg. 4) En Adresse, indleveret af samme Rigsdagsmand, fra Otting med flere Byer med 32 Underskrifter, om at Sagen om Hartkornets Egalisering maatte foretages i dette Møde.

Efter Dagsordenen gaae vi over til den foreløbige behandling af Grundlovsudkastet. Forinden vi gaae over hertil, skal jeg tillade mig en kort Bemærkning. Der er flere af Forsamlingens Medlemmer, der for mig have yttret den Formening, at de Bestemmelser, der i Forretningsordenen ere givne med Hensyn til Sagers Behandling i Almindelighed, ville i denne Sag, naar der tages Hensyn til dens store Vigtighed og særegne Beskaffenhed, ikke kunne ansees aldeles at betrygge, at Resultatet af Afstemningen virkelig bliver det fulde og sande Udtryk af Forsamlingens Mening, og at det derfor rimeligviis vil være nødvendigt, at der gjøres-nogle Tillæg til Forretningsordenen. Jeg deler denne Anskuelse, men formener dog, at hvad den foreløbige Behandling angaaer, maa den sædvanlige Fremgangsmaade anlees aldeles tilstrækkelig, og jeg vil derfor idag blot indskrænke mig til at forbeholde mig, med det første at fremkomme med Forslag om, hvad jeg troede, at der kunde gjøres ved denne Sag, saaledes at den kunde nyde den bedst mulige og meest betryggende Behandling. Jeg gaaer forøvrigt i denne Sag ud fra den Forudsætning, at man ikke vil aabne Discussionen med Undersøgelser eller Drøftelse af de almindelige Grundsætninger for Statsforfatningerne, deres Fordele og deres Mangler, da saadan Discussion neppe vil føre til noget frugtbringende Resultat. Jeg har derimod meent, at vi strax kunne gaae over til Behandlingen af de enkelte Paragrapher, Hvilket jeg imidlertid maa henstille til Forsamlingen, idet jeg troer mig uberettiget til at nægte Ordet, om Nogen vilde gaae ind paa nogen af de navnte Undersøgelser. Dernæst skal jeg endnu, inden jeg giver Ordføreren Ordet, henlede Opmærksomheden paa det, som efter Comiteebetænkningen staaer først for, nemlig Titelen af Grundloven. Man kunde i og for sig vistnok ligesaagodt behandle Titelen strax, men det har forekommet mig — det er min individuelle Anskuelse, men som muligviis kunde finde Gjenklang — dom om det vilde være mindre hensigtsmæssigt, at vi skulde aabne denne Sags Discussion med Titelen, der vedrører det, der egentlig for Øieblikket er vort politiske Livsspørgsmaal, og jeg skulde derfor troe, at man gjorde Ret i at udsætte Behandlingen af dette Spørgsmaal om Titelen og derved naturligvsiis ogsaa den Indlednings-Paragraph, der af Minoriteten i Udvalget er foreslaaet, til Slutningen.

Naar man forfatter en Bog, pleier Titelen at være det Sidste, man skriver, og det er vistnok fremkaldt ved den Tanke, at der, under Værkets Affattelse, kunde falde Forfatteren en eller anden heldigere Idee ind, angaaende Titelen, end ved det føste Øiekast. Det forekommer mig,

44

at noget Lignende her kan siges at finde Sted; men naturligviis er dette ogsaa Noget, jeg maa aldeles henstille til Forsamlingen, thi fra den reent formelle Side kan Titelen ligesaagodt tages først som sidst under Behandling. Jeg vil forhøre mig, om der er Nogen, der vil yttre sig i denne Anledning.

Knuth:

Overskrivten over Forfatningsloven og den Afgjørelse, som ligger deri, er naturligviis Grundvolden for det hele Forfatningsværk og een af de væsentligste Forudsætninger, hvortil det støtter sig; men det forekommer mig, at der hører megen Selvovervindelse til, i nærværende Øieblik at dsicutere de Spørgsmaal, som staae i Forbindelse dermed, alene fra det Standpunkt, hvad der er det rigtigste Udtryk eller hvad der forekommer os det hensigtsmæssigste. Det forekommer mig, at der hører Meget til, i nærværende Øieblik at see bort fra den vigtige Afgjørelse, der staaer i nærmest Forbindelse hermed, og som vil finde Sted paa et ganske andet Sted end i denne Forsamling, og som derhos, efter hvad det høitærede Ministerium har meddeelt so, kan vents snart at finde Sted, og som vi haabe, paa en tilfredsstillende Maade. Jeg troer, at naar man tager Forholdene, som de virkelign ere, og ikke som man ønsker, at de skulle være, maatte man føle sig stemt til, saalænge der er Beskjæftigelse for Forsamlingen i andre Ting, at oppebie, om Mellemtiden ikke skulde kunne bringe en Afgjørelse med Hensyn til dette Punkt, og jeg troer, at Fleertallet af den ærede Forsamling og det hele Folk altid har lagt for Dagen, at de ønske at tage Tingene i Verden, som de virkeligen ere. Hvis man ikke havde hyldet denne Betragtningsmaade, vilde man neppe have havt Styrke nok til at modstaae de Raad og Tilskyndelser, som flere Gange ere konne frem i denne Forsamling til at fornye Krigen selv under ugunstige Forhold, og man vilde da ikke kunne have havt den tilfredsstillende Følelse, som nu vistnok er almindelig, at man nu lykønsker sig til, at man ikke har givet efter for saadanne Tilskyndelser, ligesom jeg heller ikke troer, hvis man ikke havde hyldet denne Betragtningaade, at man da havde villet kunne udholde med den Taalmodighed og Fasthed, som skeet er, den forløbene Vinters trykkende og piinlige Tilstand, en Tilstand, der har været en Følge af den afsluttede Vaabenstilstand, der nu, efter hvad der er Forsamlingen meddeelt, nærmer sig sin Ende.

Jeg vil bede om Tilgivelse, hvis jeg hertil knytter nogel Ord, som imidlertid ikke ligge længere borte fra det, jeg har berørt, end at det vil kunne undskyldes, naar jeg anfører det, Noget, der angaaer mig meget nær. Man har ofte hørt af en æret Rigsdagsmand, der her har gjort sig til Talsmand for Udbrudet af den nationale Følelse, at denne Vaabenstilstand er bleven betegnet som „gruelig" og „fordærvelig"; jeg har imidlertid ikke tilladt mig at tage til Gjenmæle mod disse Betegnelser, fordi jeg troede, at naar den ærede Rigsdagsmand talte saaledes, maatte man, saa at sige, sætte sig mere paa Følelsens end paa Forstandens Standpunkt, og naar jeg raadspurgte min Følelse, kunde ogsaa jeg finde disse Betegnelser ganske passende, hvoraf dog ikke følger, at de Mænd jo kunne have handlet efter Ret og Pligt, som havde tilraadet Vaabenstilstandens Afsluttelse.

Men dersom jeg havde hørt i det forrige Møde, at den ærede Rigsdagsmand brugte det Udtryk, at der havde været handlet „uforsvarligt" ved den afsluttede Vaabenstilstand, da vilde jeg have taget mig den Frihed at tilbagevise denne Beskyldning som ubeviist, hvad enten den maatte være rettet mod mig alene eller mod de Mænd, som paa dansk Side have bragt denne Convention istand. Jeg vilde have troet, at jeg kunde have gjort det med nogen Ret, da jeg har havt den Ære i sin Tid for denne Forsamling at meddele Alt, hvad der herfra er skrevet eller her modtaget denne Sag betræffende, og der har været saa mange Mellemtider, hvor en udførlig Drøftelse af denne Sag ikke vilde have taget Tiden fra nogen anden Sag, hvormed Forsamlingen skulde beskjæftige sig; men jeg tilstaaer, at jeg den Dag overhørte hiint Ord, og antog, at dette Punkt ikke vedkom den Sag, der da var for.

Men jeg vender tilbage til, hvad jeg tillod mig i Begyndelsen at yttre, og jeg kan da ikke nægte, at det forekommer mig, at man maa være mere stemt til at discutere de Spøgsmaal, der staae i

nærmere Forbindelse med Forfatningen end at indlade sig paa hiint Punkt, der vedrøere Forhold, der muligen snart kunne blive gjorte til Gjenstand for Afgjørelse.

Algreen-Ussing:

Jeg skal tillade mig at understøtte det af den ærede Præsident fremsatte Forslag, hvilket jeg finder meget hensigtsmæssigt og som ogsaa stemmer med den Fremgangsmaade, som er brugt i Comiteen, hvor man vel foreløbig behandlede dette Spøgsmall, men dog udsatte dets endelige Afgjørelse, indtil man havde udarbeidet den hele Betænkning, der nu foreligger.

Formanden:

Hvis Ingen yttrer sig i modsat Retning, tør jeg maaskee antage Sagen afgjort?

Schiern:

Vil ikke den høitagtede Hr. Formand consulere Forsamlingen og lade den stemme over dette Spørgsmaal?

Formanden:

Jo, naar det forlanges, skal det skee.

Paludan-Müller:

Det forekommer mig dog ikke uden Betænkelighed, at udsætte Debatten om Udkastets Overskrift, fordi dette maaskee kunde mistydes af vore fjernere Tilhørere. Efter Udvalgets Betænkning og de Grunde, der ere anførte saavel af dets Fleerhed som af Minoriteterne, vil det altfor let blive misforstaaet, som om denne Forsamling nu ikke vil gaae ind paa Overskriften, fordi den vil holde Dannmarks og Slesvigs Forbindelse som et aabent Spørgsmaal. Dette er ganske vist ikke Meningen, men saaledes kan det dog udtydes af vore Fjender. Slesvigholsteinerne vare ikke saa beskedne; de have i deres Grundgesetz uden videre erobret Slesvig og indlemmet det i Tydskland. Hvorfor skulle vi være mere tilbageholdne? Hvorfor skulle vi ikke ved den første passende Leilighed, der tilbyder sig, udtale det ligesaa høit og afgjorte, at Slesvig, høere til Danmark, og at det danske Folks Repræsentanter ligesaalidt som dets Regjering ville give Slip paa denne Forbindelse? Jeg veed vel, at vi Alle ere enige heri; men jeg vilde nødig, at vore Uvenner skulle endog kun et Øieblik fordreie vor Mening saaledes.

Formanden:

Jeg skal blot tillade mig at bemærke, at der fra min Side ikke har været Tanke om noget politisk Hensyn; det var kun min Hensigt at foreslaae at udsætte Forhandlingen om Titlelen til Slutningen. Ordføreren (Krieger): Idet ogsaa jeg understøtter det af den ærede Formand stillede Forslag, maa jeg værne mig mod den Opfattelse af samme, som blev lagt ind dere af den Rigsdagsmand, der for et Øieblik siden havde Ordet. Det er nemlig ikke nogen Følelse af Moderation — skjøndt vistnok Ingen af os vil have Noget imod at være moderat —, der bringer mig til at understøtte Formandens Forslag, men det har været denne ganske simple Tanke: vi ere i denne Sag enige i vor Paastand og vort Haab, og der kan altsaa kun være Spørgsmaal om de Ord, om den Form, hvori vor fælles Tanke skal udtrykkes; nu at føre udførlige Forhandlinger, hvori man kan forudsætte, at Meningerne ville være forskjellige om Ordene, medens de ere enige i Tanken, og det med Hensyn til et Spørgsmaal, hvorover Overeensstemmelse i Tanke har stor Betydning, men Uovereensstemmelse i Ord ingen Betydning, det er for mig saa uhyggeligt, at jeg anseer det for meget ønskeligt at opsætte disse Ordforhandlinger til en anden Gang.

Algreen-Ussing:

Jeg skal ogsaa for min Deel tillade mig at bemærke, at det var Formandens Forslag, saaledes. som det af ham var motiveret, jeg tiltraadte, og at jeg ikke tog noget Hensyn til, hvad der fra en anden Side i denne Anledning er bleven anført. Da ingen Flere begjerede Ordet, satte Formanden under Afstemning: Behandingen af Overskriften skulde udsættes, hvilket besvaredes bekræftende med 104 mod 5 Stemmer.

Formanden:

Maaskee Forsamlingen vil tillade en lille Afvigelse fra det Sædvanlige. Den høitagtede Finantsminister, som ikke var tilstede ved Begyndelsen af Mødet, har nemlig en Meddelelse at give Forsamlingen, som denne maaskee ikke har Noget imod, gives nu forinden de egentlige Forhandlingers Begyndelse.

Finantsministeren:

Næst efter Hans Majestæt Kongen, anseer jeg det for min Pligt at bringe de ærede Forsamling den Underretning, at den danske Statskasse har afsluttet et Laan i Eng

45

land. (Hør! Hør!) Betingelseren ere, skjøndt deres Detail endnu ikke kan meddeles, maaskee mindre gunstige, end den danske Stats Credit vilde have et billigt Krav paa, men saaledes som Omstændighederne i Europa for Øieblikket ere, og i Sammenligning med, hvad der er Iykkedes andre Magter at erholde, maae de dog ansees som særdeles favorable. (Hør! Hør!) Jeg forbeholder mig at meddele Detaillerne, saasnart jeg dertil seer mig i Stand. (Hør! Hør! Hør!)

Formanden:

Vi gaae saaledes, efter den tagne Beslutning, over til Behandlingen af Grundlovsudkastets § 1. Den ærede Ordføere har Ordet.

Ordføreren (Krieger):

Rigsforsamlingen vil af den foreliggende Comiteebetænkning have seet den Form, hvorunder vi have troet at burde forelægge vore Meningsyttringer; navnlig vil den ærede Forsamling have seet, at man ved de enkelte Paragrapher særskilt har motiveret sine Indstillinger, men derhos, for at lette Oversigten, tilsidst har sammenstillet det oprindelige Udkast, Majoritetens Indstillinger og Minoritetsindstillingerne, Side om Side. De enkelte Trykseil, Som destoværre ere indløbne, skulle senere ved en Trykfeisliste blive rettede; ligeledes vil en Oversigt blive meddeelt Forsamlingen over indkomne Petitioner, en Liste, der naturligviis vil blive fortsat, eftersom senere nye Petitioner, maatte indkomme, fremdeles en Udsigt over nogle Oplysninger, som have været erhvervede af Comiteen, deels med Hensyn til den almindelige Valgstatistik i Henhold til Forordningen af 7de Juli 1848, deels om nogle andre Forhold, som af den trykte Meddelelse nærmere vil fremgaae. Forøvrigt har jeg med Hensyn, til Betænkningens Afsattelsesmaade kun at fremhæve et enkelt Punkt, som maaskee kan have stødt En og Anden ved Gjennemlæsningen, nemlig den Maade, hvorpaa man har betegnet Afstemningerne i Comiteen. Det ligger i Sagens Natur, at skjøndt der har været flere Afstemninger i Comiteen, har een Afstemning dog maattet være den endelige, og i Henhold dertil maatte Betænkningen afsattes. Deraf kan det blive Følgen, at et mindre Antal Stemmer, end der findes i Comiteen, kommer ud, naar man sammenregner Majoritetens og Minoritetens Stemmer, thi en Enkelt kan have været fraværende den Dag, da en enkelt Afstemning fandt Sted, om han end kan have været tilstede den Dag, da Betænkningen endeligen blev vedtaget. Fremdeles, naar der tales om Udvalgets fleerhed og Minoritet, og enkelte Navne nævnes i Minoriteten, da kan det vel hænde, at Antallet ved den virkelige Afstemning har været større, men alle Medlemmer af Minoriteten have da ikke ansee det nødvendigt, særskilt at optræde som vedblivende deres oprindelige Mening, efterat det viste sig, at den ikke vandt Fleerhed. Dette har jeg troet at burde anføre for at forebygge Misforstaaelse. Jeg skal altsaa nu tillade mig at oplæse den Deel Comitee-Betænkningen, der angaaer Indledningen, og dernæst den, der angaaer § 1.

„I Overeenstemmelse med Rigsforsamlingens Beslutning af 7de d. M. have undertegnede, der ere udvalgte til at prøve Udkastet til en Grundlov for Rongeriget Danmark og Slesvig, herved den Ære

at afgive den første Deel af vor Betænkning, omfattende Grundlovsudkastets I—VI og VIII Afsnit.

Udvalget have været saa stærkt opfordret til af al Magt at fremskynde sin Betænknings Afgivelse, at det neppe med Føie kan bebreides det, at det tildeels ikkun har antydet de Grunde, der have fremkaldt dets Indstillinger. At man i Reglen saa godt som aldeles har forbigaaet nærmere at begrunde sin Tilslutning til de Bestemmelser i Udkastet, hvori man ikke har fundet Anledning til at foreslaae nogen Forandring, vilde maaskee ogsaa under andre Omstændigheder have været naturligt, men vil i alt Fald nu ikke behøve nogen særlig Retfærdiggjørelse."

Efter Forsamlingens nys tagne Beslutning forbigaaer jeg hvad der vedkommer Overskriften og den af Minoriteten foreslaaede Indledningsparagraph.

Til § 1 indeholder Betænkningen Følgende: „Naar Grundloven eengang for alle er betegnet som Danmarks Riges Grundlov, sees det ikke, hvorfor det skulde være nødvendigt i denne Paragraph udtrykkeligt at tilføie „i Kongeriget Danmark og Slesvig", hvilket end mere gjælder, saafremt der, efter Minoritetens Forslag, i Grundloven optages en Paragraph, som viser, for hvilke Landsdele denne er gjældende; det indstilles derfor, at disse Ord udgaae."

Det sees heraf, at den eneste Forandring, som er foreslaaet med Hensyn til denne Paragraph, efter de Beslutnig, som nys er taget, ikke nu kan komme under videre Behandling. Man har iøvrigt ganske vedligeholdt Paragraphens oprindelige Redaction, blot med Udeladelse af Ordene „Kongeriget Danmark og Slesvig", saaledes at Indstillingen gaaer ud paa, at Paragraphen skal affattes saaledes:

„Regjeringsformen er indskrænket monarkist, Kongemagten er arvelig."

Ørsted:

Jeg kan ikke have Noget mob den Tanke, som er udtrykt i den her omhandlede Paragraph, men jeg vilde dog have ønsket, at den var udtrykt noget anderledes; den er nemlig ikke udtrykt paa den Maade, som mig forekommer, at der tages Hensyn til det Forhold, der finder Sted ved Negjeringens Overgang fra Enevoldsmagten til en anden Tilstand. Det forekommer mig, at det vilde være mere passende, om Paragraphen udtrykte sig saaledes, at den ubundne, lovgivende Magt, som hidtil har tilfaldet Kongen efter Rigets Grundlov, skulde for Fremtiden ved denne Grundlov forbeholdes Folket ved sine Udvalgte; men jeg har blot anmærket dette nu, for senere, om jeg finder det passende, at have Veien aaben til et Amendement i saa Henseende.

Formanden:

Den ærede Rigsdagsmand for Aarhuus Amts 2det District (Dtterstrøm) har begjert Ordet.

Otterstrøm:

Da jeg udbad mig Ordet, var det kun under Forudsætning af, at Indledningen var kommet under Forhandling, da det, som jeg havde at bemærke, stod i nærmeste Forbindelse dermed, og jeg forbeholder mig det derfor, indtil dette skeer.

(Fortsætte. s)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

46

Fire og tredssindstyvende (67de) Møde. (Den foreløbige Behandling af Grundloven fortsat. §§ 1—2.)

Grundtvig:

Vi ere sammenkaldte af Kongen, valgte of Folket eller udnævnte af Regjeringen, især til at behandle en Grundlov, en ny Grundlov for Danmarks ældgamle Kongerige, og føle vi, at dette Danmark i Ordets egentlige Forstand er vort Fædreneland, og ønske vi, at det maa blive ved at være vore Børns og vore Børnebørns Fædreneland til de sildigste Slægter, saa maae vi jo nødvendigen føle, at det Ærinde, som er os givet, som er os betroet af Kongen og Folket, at det er et af de vigtigste, ligesom et af de vanskeligste, der nogensinde kan betroes en dansk Rigsdag. Vistonk svæve vi endnu i Uvished om, hvorvidt det vil gjøre noget Udslag, hvad vi kunne enes om; men denne Uvished kan og maa dog ikke paa nogen Maade enten formindske den dybe Alvor, hvormed vi betragte, eller den besindige Frimodighed, hvormed vi omtale denne nye Rettesnor for Rigets Styrelse, denne Grundvold for Lovgivningen, denne Borgen for Folkefriheden, son vi i det forelagte Udkast maatte finde eller savne. Vistnok er det noget anderledes for den enkelte Rigsdagsmand, der, som jeg, hvad enten man regner ham til Høire eller til Venstre, dog hidtil synes omtrent lige fremmed. Men jeg er jo gammel nok til at maatte kjende mit Forhold til den herskende Tankegang paa begge Sider, og da jeg desuagtet har beilet til en Plads i dette Folkeraad, saa maa jeg baade have tiltroet mig Frimodighed til at tale, som jeg tænker om disse vigtige Ting, og tillige have haabet, idetmindste at finde Ørenlyd hos mine Landsmænd. Derfor, skjøndt Ingen kan af sit Inderste bifalde det stærkere end jeg, at Danmark aldrig i en høiere Grad har trængt baade til Raad og Daad, saa er det dog min fulde og faste Overbeviisning, at i dette Øieblik er Raadet til Daad det Eneste, der duer, fordi, hvad vi alle vide, Fædrenelandet svæver i en stor og øiensynlig Fare for enten at overvældes og undertrykkes af sine Fiender, eller at lemlæstes saaledes, at det ikke mere kan hævde sin Ære og Selvstændighed. See, derfor maa jeg, uden at see til Høire eller Venstre, fraraade den hele smaalige Drøftelse i dette Øieblik af det forelagte Udkast til en Grundlov og Valglov for Danmarks Rige; jeg maa det, fordi i mine Øine vilde det, om end begge Udkast være ligesaa gode, efter mine Tanker, som de ere daarlige (Latter), saa vilde, siger jeg, om de end være lige saa gode, den smaalige Drøftelse af dem og Afgjørelsen af alt det Enkelte, som de indeholde, vilde, saavidt jeg kan skjønne, kun bidrage til, enten at forhindre den kraftige Forening, som er det første Vilkaar for den store Daad, hvortil vi ere kaldede, eller dog søde og nære en Splid, der vilde blive fordærvelig for Riget, medens jeg paa den anden Side ikke tvivler om, at, have vi kun med forenede Kræfter reddet Fædrelandet, da vil ogsaa derved den Grundenighed være befæstet, der jo ikke alene er Betingelsen for en god Grundlov, men som ogsaa selv er Grundvolden for Rigets Fasthed og Folkets Lykke. Jeg forbeholder mig derfor, saa tidlig, som det kan tilstedes, at gjøre et Andragende i denne Retning, saa at, istedet for at afgjøre alle de Spørgsmaal, som her i Grundloven og Valgloven ere opkastede, i det Sted at bidrage Vort til en reen Ophævelse af den saakaldte Kongelov og Trykkeforordningen fra 1799. At ikke herved, som maaskee Mange kunde tænke, Alt kastedes i en grændseløs Forvirring, men at meget mere derved den grændseløse Forvirring, hvori vi besinde os, hævedes, saa vi gjorde et Kjæmpeskridt derfra, vistnok ikke tilstrækkeligt, men dog som den første

Nødvendighed; at det virkelig er, ikke at kaste os i Forvirring, men at rede os deraf, det er idetmindste klart for mine Øine, og jeg vil allerede her korteligen med et Par Ord udtale: hvorfro. Det er nemlig klart for mig, fordi jeg ikke staaer i den Formening, at Kongens Enevoldsmagt, der i Ordets ligefrmme danske Betydnign kun siger, at al Folkemagt kun kan øves af ham og for ham; denne Enevoldsmagt, siger, jeg, beroer ikke paa den Kongelov, som Frederik den Fjerde udgav, men beroer paa den Overdragelse fra Folket, som skete til Kong Frederik den Tredie, saa at den ikke bortfalder med Kongeloven; det er ikke denne, men det er kun den eensidige og nu utaalelige Paastand om Ret til en uindskrænket og lunefuld Anvendelse af Enevoldsmagten. Ligesaadan er det med Arveretten; thi den Arveret, som Frederik den tredies Efterkommere have til danmarks Throne, det er kun den, som blev Frederik den Tredie overdraget tilligemed Enevoldsmagten, og hvad der vilde bortfalde ved Kongelovens Ophævelse, det var kun den eensidige og uforsvarlige faste Arvegang, der kunde, endog i en nær Fremtid, bringe Danmark til som Arvegods og Bytte at falde i sine arrigste Fjenders Hænder. Og saaledes som det er med Kongeloven er det ogsaa med Trykkeforordningen; thi Oprørstaler og Oprørsskrist, Niddingsord og Nidskrist, det var, som vi vel Alle vide, ligesaavel forbudt før 1799, som det har været det derefter, saa at, hvad der faldt bort ved Trykkeforordningens Ophævelse, var intet Andet end de gruelige og utaalelige Trudsler om Fængsel og Baand for Alt, hvad der vilkaarligen er betegnet som utaaleligt i Tale og Skrift blandt Floket; og det var paa den anden Side derfor en Borttagelse af den Frygt, som nødvendigen maa svæve for alle frimodige Talere og Skrivere i Landet, en Frygt, der bør vige fra dem og maa vige fra dem, hvis de skulle have og beholde den Aandens frie Bevægelse, som er det første Vilkaar for, at Oplysning i den vigtigste Deel kan fremgaae og udbredes, og at vi da, med Guds Hjælp, kunne ramme det Rette.

Formanden:

Hvis ingen Flere ønske at yttre sig, kunne vi gaae over til § 2. Det bliver da først at afgjøre, om denne Paragraph skal udsættes; det vil nemlig være Forsamlingen bekjendt, af Comiteens Betænkning, at en Minoritet i Comiteen har ønsket, at denne Paragraph skal behandles i Forening med §§ 64—66, saa at dette Minoritetens Votum vel først maatte Sættes under Afstemning. Jeg veed ikke, om den ærede Ordfører maaskee har Noget at bemærke.

Ordføreren:

Jeg troer at kunne henholde mig til Udvalgets Betænkning, idet jeg, dersom Minoriteten nærmere skulde ville begrunde sin Mening, senere skal udbede mig Tilladelse til ogsaa nærmere at begrunde vor.

Neergaard:

Naar jeg med en anden æret Deputeret har tilladt mig i Comiteen at stille det Minoritetsotum, at denne Paragraphs Behandling maatte udsættes indtil Behandlingen af §§ 64—66, da er Grunden den, at jeg ikke skjønner rettere, end at Paragraphens Indhold ikke tilfulde vil lade sig bedømme uden i Forbindelse med disse Paragrapher i 7de Afsnit, der omhandle de borgerlige Rettigheder med Hensyn til Religionen, Paragraphens Indhold har ikke kunnet tilfredsstille mig, hverken saaledes some den foreligger i Udkastet, eller saaledes som den i Comiteen er bleven emenderet. Jeg skal, ved at begrunde dette, ikke saameget tage Hensyn til det nye, noget vage og ubestemte Udtryk „Folkekirke"; jeg troer, at dette Ord egentlig ikke kan have nogen anden Betydning end den, at det er den Kirke, hvortil en større eller mindre Deel af Borgerne bekjender sig. Jeg vil gjerne troe, at dette Udtryk, hvis det i Grundloven skulde blive brugt i en anden Ordføining og paa en anden Maade, det da derved vilde

47

erholde en Betydning, der vilde ligge meget nær de ellers almindelig bekjendte Benævnelser „Statskirke" eller „herfkende Religion", men jeg skulde troe, det var rigtigst ved denne Paragraph at undgaae alle disse Udtryk, hvorom Meningerne nu ikke lettelig kunne forenes. Hvad jeg derimod har savnet i Paragraphen og savnet meget . . .

Formanden:

Det forekommer mig, at den ærede Taler er gaaet ind paa Realiteten af, § 2; det, der nu skal afgjøres, er, om Paragraphen skal tages under" Behandling eller ikke, og der er vel Opfordring til at fremsætte Grundene, hvorfor den skulde behandles i Forbindelse med de nævnte senere Paragrapher, men der er ingen Anledning til at gaae ind paa Drøftelsen af selve Paragraphen.

Reergaad:

Jeg vilde kun begrunde det af mig gjorte Forslag, hvilket ikke kan skee uden ved at gaae noget ind paa Realiteten, hvilket jeg, hvis den ærede Formand tillader det, skal gjøre i at Korthed.

Jeg bemærkede, at hvad jeg har savnet i den omhandlede Paragraph, og savnet meget, det er en bestemt Udtalelse om, at Regjeringen vil fremdeles bære Omsorg for, at der undervises i den evangelisk-lutherske Religion, og at denne øves overalt i Landet. Dette er, efter min Formening, en Fordring, som enhver Mand, der har sin Tro Kjær, kan gjøre og bør gjøre til Regjeringen. Det er ikke min Mening, at Noget skulde udtales, der kunde see ud som, at Regjeringen vilde paatvinge Nogen en bestemt Troesbekjendelse. Jeg troer, at dette vilde være en Umulighed, som jeg skal være den Sidste, der vil forlange; men jeg antager, at en Deel af Forsamlingen vil være enig med mig i, at det, som er fornødent og derfor bør fordres, er en tydelig og bestemt Udtalelse af, at Regjeringen i alle offentlige Skoler og Læreanstalter vil lade undervise i den evangelisk-lutherske Religion og lade den prædike og øve overalt i Landet, Hvor der er Gudstjeneste. Jeg har i denne Henseende Havt det Ønske i Comiteen at stille et Amendement, der skulde Iyde omtrent saaledes: „Den evangeliks-lutherske Religion, saaledes som den er forklaret i den augsburgske Confession, skal fremdeles ved Statens Forsorg læres og øves overalt her i Riget." Men jeg føler tilfulde, at dette Amendements Værd eller Ikke-Værd ikke vil kunne bedømmes uden i Forbindelse med § § 64, 65 og 66, og uden at man seer, hvad der muligen i disse Paragrapher fra Comiteens eller Forsamlingens Side kunde være at andre. Jeg skulde med Hensyn Dertil ret meget ønske, at Forsamlingen vilde tage den Bestemmelse at udsætte denne Paragraph, indtil disse nævnte Paragraphers Behandling ligger for.

Jeg skal endnu bemærke, at Grunden til, at dette Amendement, som jeg nys har nævnt, ikke af mig er fremsat i Comiteen, er den, at jeg paa Grund af nødvendige Forhindringer var fraværende den Dag, da denne Paragraph blev siøste Gang behandlet i Comiteen; jeg kunde altsaa ikke dengang stille det. Dette er ogsaa Grunden til, at man savner mit Navn ved Behandlingen af adskillige af de følgende Paragrapher; det var nemlig den sidste Gang, da Sagen var under Behandling og flere Paragrapher bleve endelig afgjorte, at jeg, som sagt, var nødt til at være fraværende.

H. P. Hansen:

Jeg skal kun tillade mig til hvad der er yttret af det andet ærede Medlem af Minoriteten at anføre et Par Ord om, hvad der har forantediget mig til at foreslaae at udsætte Behandlingen af denne Paragraph, til §§ 64—66 komme under Behandling; det er nemlig med Hensyn til at den her omhandlede Paragraph er affattet saaledes, at den der nævnte Kirke jkal nyde Understøttelse eller, som det er foreslaaet forandret, understøttes af Staten. Hvad enten man nu betragter denne Understøttelse fra det Aandelige eller, om jeg saa maa kalde det, fra det pecuniaire Standpunkt, paaligger der Staten i denne Henseende en Forpligtelse, og navnlig i sidstnævnte Henseende. Men nu har Udkastet i § 66 foreskrevet, at de, som ikke tilhøre Folkekirken, skulle være fritagne for at erlægge Bidrag til denne Ktirke, men skulle udrede dem til Stolevæsenet. Det forekommer mig derfor, at den Bestemmelse, som indeholdes i § 66 med Hensyn til den Rettighed, den giver en vis Classe af Statsborgere tit at fritage sig for at understøtte Folkekirken, maa komme i Betragtning ved Bedømmelsen af den foreliggende Paragraph, og dette har for mig været den væsentligste Bevæggrund til at indstille det Minoritetsvotum, at Behandlingen af denne Paragraph

maatte udsættes, indtil de Paragrapher, der afhandle de borgerlige Rettigheder, komme under Overveielse.

Ordføreren:

Jeg anseer det for min Pligt, med et Par Ord at forklare, hvorfor Udvalgets Fleerhed ikke har troet at kunne fritage sig for at udtale sig over § 2, førend det endnu havde Anledning til at udtale sig over §§ 64—66, Udvalgets Pluralitet har aldeles ikke overseet, at herved kunde være noget Misligt; den har kun føiet sig efter; Forsamlingens Villie og behandlet enkelte Afsnit, skjøndt den ikke miskjendte, at det var rigtigt og bedst at behandle det hele Udkast under Eet. Den har fremdeles ikke overseet, at man virkelig ved at afgjøre dette Formsporgsmaal indtil en vis Grad maa gaae ind paa Sagens Realitet. Det er ganske vist, at hvis man ikke i det Væsentligste hylder det Religionsfrihedens Grundprincip, som Udkastet har villet gjennemføre i §§ 64—66, dersom man altsaa vil opretholde Statskirken, da maa man ønske en Udsættelse af Forhandlingerne over den her nævnte Paragraph. Men Udvalgets Fleerhed har for sit Vedkommende i det Væsentligste aldeles tiltraadt den Religionsfrihedens Grundtanke, som Udkastets §§ 64—66 har sigtet at gjennemføre, hvorved imidlertid aldeles ikke er udelukket, at der kan opstaae forskjellige Spørgsmaal angaaende Enkelthederne i Gjennemførelsen af denne Grundtanke. Men under denne Forudsætning har man ikke kunnet tage i Betænkning at udtale sig om § 2, der betegner den evangelisk-lutherske Kirkes fremtidige Stilling. Udvalget har nærmest troet at maatte gjøre, hvad det kunde gjøre i saa Henseende, og det har troet, at det kunde gjøre det; hvorvidt Forsamlingen derimod vil forhandle § 2, eller udsætte den til Behandlingen af §§ 64—66, det maa ganske ovrerlades til Forsamlingen. Det er vist, at Spørgsmaalet staaer noget friere for Forsamlingen end for Comiteen.

Mynster:

Det forekommer mig ikke muligt at kunne fremføre de Grunde, hvorfor man mener, at denne Paragraph bør udsættes, uden tillige at gaae ind paa Paragraphens øvrige Indhold. Jeg skal imidlertid stræbe at gjøre det saa kort som muligt. Det er udentvivl ved de Forhandlinger, der her forestaae, af den allerstørste Bigtighed, at man gjør sig det klart, at det ikke er en splinterny. Stat, som skal gjøres, at det ikke er et Luftcastel eller et Ideal, som man skal udkaste sig og da søge at gjøre sig realisabelt, men det er det gamle Danmark, som man vil søge at udvikle, i hvilket man vil søge at uddanne saadanne Former., at Folket fremdeles kan finde sig vel her. Blandt de mange Fortrin, hvorfor vi maae glæde os over, at vor Plads er bleven os anviist i dette os saa kjære Danmark, er det ikke det Ringeste, at Folket er forenet ved een Religion; vi kunne sige Folket, fordi det er ikke blot den, som det her er sagt, langt overveiende Deel af Folket, men næsten Alt, hvad man kan kalde Folket, og som ikke i een eller anden Henseende er fremmed, der bekjender sig til denne Religion, den evangelisk-lutherske Religion, der har sin Grund i Folkets Væsen, der er rodfæstet deri gjennem Aarhundreder; det er den, som har Ret til at fordre, at den fremdeles skal vedligeholdes; den skal derfor ikke sættes i Lighed med andre Religioner. Hvilke Friheder og Begunstigelser man vil tilstaae disse, vil i sin Tid komme under Forhandling, men disse kunne ikke sættes ved Siden af de Rettigheder, som den evangelisklutherske Kirke har i Danmark. Dersom vi altsaa nu sætte denne Paragraph hen til de andre Paragrapher, da bliver denne Kirke kun ligesom en Seet mellem de andre Religionssamfund.

Nu at behandle § 2, antager jeg desuden saameget mere at være passende, som der allerede i den 6te Paragraph; forekommer en meget vigtig Bestemmelse, som sorudsætter, at den evangelisk-lutherske Kirke er en Folkekirke eller hvad Navn man nu vil give den, saaledes at det er nødvendigt, at dette allerede her er udtalt, og det forekommer mig ogsaa passende, at der strax i Begyndelsen af Grundloven findes en Bestemmelse, der har Hensyn til Religionen; selv de nyere franske Constitutioner have i deres Begyndelse Ordene „for Guds Aasyn". Noget Saadant findes imidlertid ikke her, og naar man nu vil tage denne paragraph og sætte den hen under. en af de andre, saa kan jeg ikke Andet end finde dette hlist upassende.

H. P. Hansen:

Jeg turde maaskee strax tillade mig den Bemærkning i Anledning af den sidste ærede Talers Yttringex, a

48

det ingenlunde har været Minoritetens Mening, at denne Paragraph skulde forrykkes fra den Plads, den har, hvorimod jeg troer, at den ærede Rigsdagsmand, der saavelsom jeg har stillet dette Minoritetsvotum, ikke mindre end jeg fuldt vel har, ønsket, at Bestemmelsen om Kirken maatte faae den første Plads i Grundloven. Vi have ikke villet, at den skal forrykkes fra sin Plads, men hvad vi have meent, det var, at Forhandlingen om denne Paragraph skulde udsættes, indtil man havde forhandlet de herhenhørende Bestemmelser i §§ 64 — 66, og at man da maatte somme tilbage til denne Paragraph, ligesom allerede er skeet med Titelen, at man nemlig har forbeholdt at tage nærmere Bestemmelse derom, men hvilket dog ikke har kunnet foranledige, at Titelen jo beholdt sin Plads.

Neergaard:

Ja, jeg maa hertil ganske henholde mig.

Mynster:

Det forekommer mig, efter hvad jeg allerede har ansørt, at der er en saa stor og væsentlig Forskjel mellem den evangelisk-lutherske Kirkes Rettigheder i Danmark og de Reettigheder, der tilstaaes andre Religionsamfund, at Forhandlingen derom ikke behøver at udsættes for dermed at Sættes i Forbindelse.

Ørsted:

Jeg er vistnok aldeles af samme Mening som min ærede Sidemand, at den evangelisk-lutherske Kirke fremdeles bør beholde sin særegne Betydning her i Landet, fordi denne Religion er den almindelige Landsreligion, den, hvortil Folket bekjender sig. Jeg antager det som en Ret for enhver Bekjender af denne Kirke, at den skal beholde alle de Donationer, der ere henlagte til den, Torder og Tiender, ligesom og hvad der ellers er givet til. Kirkens og Geistlighedens Bedligeholdelse, hvilket burde sikkres den i Grundloven, og hvilket aldeles ikke som i Strid med den størst mulige Religionsfrihed. Men, skjøndt jeg saaledes er enig med min ærede Sidemand og forsaavidt forbeholder mig yderligere at udvikle min Mening derom, saa kan jeg dog ikke troe, at § 2 har sin rette Plads i Udkastet; den kommer nemlig ind imellem to Paragrapher, der gaae ud paa at betegne den, Hovedbeskaffenhed, som vor Forfatning skal have. I § 1 siges, at Danmark skal være et indskrænket Monarchi, i § 3 forklares, hvori denne Indskrænkning bestaaer, og nu kommer i § 2 en Bestemmelse, der angaaer Landsreligionen. Jeg finder derfor, at den ikke ret vel kan beholde denne Plads, og jeg troer derfor, at det vil være hensigtsmæssigt, at de Forhandlinger, der kunne finde Sted over denne høist vigtige Paragraph, bleve udsatte, til man fik Leilighed til at udtale sig om de Paragrapher, som angaae Religionsfriheden. Det er ikke, fordi jeg jo antager, at man bør indrømme denne Religiongfrihed, om end ikke under de Betingelser, som man hvidtil har havt; om man end kunde sige, at hvad der er tvingende i den evangelisk-lutherske Kirke her i Landet, saavidt muligt skulde ophæves, skal dog dens frie Virksomhed og de Kræfter, som anvendes ved dens frie Virksomhed, fremdeles vedblive; det er en Ret, der tilkommer den evangeisk-lutherske Kirke, og det vilde være urigtigt, om man her vilde komme med en Bestemmelse, der saae bort fra, at det danske Folk er et evangelisk-christeligt Folk, ligesaa urigtigt, som det vilde være at abstrahere fra alle andre dette Folk tilhørende Eiendommeligheder.

Mynster:

Efter hvad min meget ærede Sidemand har anført, forekommer det mig, at der ogsaa efter hans Mening aldeles ikke er nogen Grund til at sætte denne Paragraphs Forhandling i Forbindelse med, hvad der siden forekommer om andre Religionssamfund. Men jeg kan heller ikke nægte, at det forekommer mig meget rigtigt, at der strax i Indledningen til Rigets Grundlov, som en af de Grundvolde, hvorpaa den hele Stat beroer, er anført Noget om den evangelisk-lutherske Kirke, og jeg mener derfor, at man ikke burde fravigc den Plads, som er indrømmet den Paragraph, som handler herom.

Formanden:

Jeg maa gjentagende gjøre opmærksom paa, at det kun er det formelle Spørgsmaal, om Paragraphen skal behandles nu eller senere, der her er Tale om, og ikke om Realiteten at paragrahen.

Cultusministeren:

Just for at gjenkalde i Erindringen, hvad der i dette Øieblik er bleven sagt af den ærede Formand, var det, at jeg reiste mig, nemlig for at minde om, at vi først skulle afgjøre, om Discussion skal finde Sted, og det er ønskeligt, at denne Afgjørelse

kommer snart, for at vi ikke skulle komme halvt ind i Discussionen, før man har bestemt, om man vil discutere eller ikke. Det forekommer mig, at det høitærede Medlem, hvis Stemme i Discussionen over denne Deel af Grundloven maa have en saa overordentlig betydelig Vægt, i de sidste Ord, han sagde, igjen kom tilbage til Spørgsmaalet om Paragraphens Plads, medens der dog ikke foreligger noget Spørgsmaal derom, men kun om Discussionen over Paragraphen. Med Hensyn til Pladsen vil jeg strax gjøre opmærksom paa, hvormeget der taler for at lade Paragraphen beholde den Plads, den har; men deraf følger, synes mig, ikke, at Discussionen nodvendigviis skal foretages paa dette Sted. Jeg gik herhid idag med den Forudsætning, at Discussionen sandsynligviis vilde finde Sted idag, fordi jeg troede, at Udvalgets Fleerhed med nogen Styrke vilde trænge derpaa; men det forekommer mig, at ved hvad der er sagt af Udvalgets Ordfører, er det omtrent udtalt, at Udvalgets Fleerhed væsentlig derved har ladet sig afholde fra at tiltræde Minoritetens Indstilling, at Udvalget ansaae sig bunden ved hvad der var foregaaet her i Salen, hvorved det blev bestemt, at Comiteen skulde forelægge sin Betænkning over visse Afsnit, eet alene undtaget, og forberede alle disse Afsnit til foreløbig Behandling, og at derimod maaskee den største Fleerhed af Udvalget vilde have været for at udsætte Behandlingen af denne Paragraph naar den derved ikke havde troet at unddrage sig fra Noget af den Pligt, der paalaa den. Jeg troer, at det er et væsentligt Hensyn, der kunde tilraade at udsætte Drøftelsen af denne Paragraph, at der først af Commiteens Betænkning over de Paragrapher, der slutte sig paa en Maade til denne, kan oversees, hvorvidt der i Comiteebetænkningen kan ligge et Stof, som kan benyttes ved Discussionen over denne Paragraph, Discussionen over denne Paragraph vil nemlig ikke alene komme til at dreie sig om Begrebet af Folkekirke, den vil Ogsaa komme til at dreie sig om Begrebet af den Understøttelse, der efter Udkastet skal ydes denne Folkekirke; men den hele Discussion herom vilde f. Er. blive meget betydelig modificeret, naar der fra Comiteen fremkom et Forslag om en Paragraph, der bestemte, at Folkekirkens Stilling og Anordning af dens Bestyrelse skulde anordnes ved Lov. En saadan Bestemmelse troer jeg, at der er god Grund til at optage, men Forslag herom foreligger ikke endnu, og vi kunne ikke forudsee, hvorvidt et saadant Forslag vil fremkomme. Idet vi altsaa ikke kunne oversee, om der i Comiteens Betænkning til §§ 64—66 ml fremkomme et Stof, som væsentlig skulde tages med i Discussionen af denne Paragraph, og om ikke derved vil fremkomme et Forbindelses- og Overgangsled mellem § 2 og §§ 64—66, troer jeg det hensigtsmæssigt at opsætte Behandlingen af denne Paragraph, til en senere Tid, uden at derved, som jeg allerede har bemærket, er fattet nogen Beslutning med Hensyn til Paragraphens Plads.

Ordføreren:

Den Maade, hvorpaa den ærede Cultusminister lagde en Slags Vægt paa, hvorvidt Udvalgetes Fleerhed — det maatte naturligviis være igjennem mig som Ordfører, den skulde have gjort det — ikke har trægt noget stærkere paa Paragraphens Behandling, med Antydning af, at Udvalgets Fleerhed under visse Omstændigheder kunde synes at være tilbøielig til at slutte sig til Minoriteten, gjør det til Pligt for mig, noget nærmere at forklare mine tidligere Yttringer. Jeg kan nemlig ikke vedkjende mig en saadan Opfattelse af mine Yttringer. Hvad jeg sagde som Ordfører, var blot, om jeg saa tør udtrykke mig, en delicatere Vending, hvorved jeg vilde betegne, at det jo var Forsamlingens Sag, selvstændig at afgjøre det Spørgsmaal, som Udvalget forst maatte afgjøre for sit eget Vedkommende ved hvilken Afgjørelse Udvalget naturligviis har taget Hensyn til de samme Grunde, der maae antages at ville gjøre sig gjældende i Forsamlingen, men hvorved vi dog ogsaa have taget i Betækning, at Forsamlingen kunde forlange af os, at vi ikke uden Nødvendighed undlode at yttre os over Paragraphen, for at Forsamlingen siden kunde have desto friere Hænder. Dernæst turde jeg tilføie, for ikke for Fremtiden at vanskeliggjøre min Stilling som Ordfører, at jeg naturligviis kun kan tale paa Udvalgets Vegne, naar jeg ligefrem referer Facta, være sig iøvrigt Raifonnements eller Kjendsgjerninger; men den Udvikling, jeg kunde finde mig foranlediget at gjøre som

49

Ordfører bliver, uagtet jeg naturligviis stræber at tale i Pluralitetens Aand, dog min personlige Formening og kan ikke opfattes som Udvalgets Fleerheds bestemte Udtalelse; i modstat Fald vilde jeg blive paa en altfor hemmende Maade indskrænket i enhver fri Udtalelse af mine Anskuelser. Den Betænkning, som her foreligger, har Udvalget vedtaget, men de personlige Yttringer, som Ordføreren kommer til at bruge, kan ikke uden Videre tilregnes Udvalgets Pluralitet. Endelig skulde jeg endnu tilføie den Yttring, at naar den ærede Kirke- og Underviisningsminister har meent, at man ikke kunde vide, om der ikke senere fra Udvalget vilde Fremkomme Forslag til Bestemmelser angaaende en Ordning af Folkekirken ved Lov o. s. v., da troer jeg, at der ligger en Misforstaaelse til Grund derfor; thi hvis vi overhovedet vilde have gjort noget Forsl$$g til Folkekirkens Ordning ved Lov, maatte vi vel have gjort det ved § 2, der jo taler om Folkekirken ken, og naar vi iike have stillet et saadant Forslag, formoder jeg, at det var, fordi vi fandt det ufornødent at sige, hvad der fulgte af sig selv. Derimod antager jeg ikke, at vi kunne stille et Forslag om Folkekirkens Ordning ved Lov ved §§ 64—66, der ikke handle om Folkekirken fra dette Standpunkt betragtet, men om Religionsfriheden. Hvorvidt man nu vil udsætte Discussionen af nærværende Paragraph, indtil hine Paragrapher komme under Overveielse, maa jeg aldeles overlade til Forsamlingen at afgjøre.

Tage Müller:

I Henseende til Sagens Realitet, som jeg i dette Øieblik ikke videre skal berøre, maa jeg naturligviis slutte mig ganske til de Yttringer, som den høitagtede 20de kongevalgte Rigsdagsmand (Mynster) har fremsat, at den christelige Kirke efter den evangelisk-lutherske lutherske Bekjendelse maa betragtes paa en ganske anden Maade end de øvrige Religionssamfund, som jeg af mit ganske Hjerte ønsker al den Frihed som muligt; men jeg erkjender, at hermed ingenlunde er sagt, at Behandlingen af den 2den Paragraph iike godt kunde udsættes, indtil de navnte §§ 64, 65 og 66 komme til Forhandling. Imidlertid troer jeg for mit Vedkommende, at den 2den Paragraph meget vel kan tages under Behandling nu, netop fordi denne Paragraph angaaer, hvad man forhen har kaldet „Statskirken", en Benævnelse, som jeg ikke har noget imod at ombytte med „Folkekirken", endskjønt jeg ikke dertil seer nogen tvingende Grund, men derimod, som der nys nævntes af den ærede Ordfører, de 3 andre Paragrapher angaae Religionsfriheden. Den Grund, som den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 2det District (H. P. Hansen) har anført, at ifølge den 66de Paragraph ere de, som ikke vekjende sig til Folkekirken, fritagne for at yde Bidrag til denne, anseer jeg for at være af mindre Betydenhed, da der udtrykkelig nævnes „personlige Bidrag", som ere de mindste og uvæsentlige, hvorved Folkekirken understøttes eller opreholdes; dette skeer ved Midler af en langt anden Betydenhed, af en langt anden Vigtighed, og forsaavidt saadanne Dissenter ere i Besiddelse af Eiendomme, maae de være pligtige til af disse Eiendomme at svare Tiende og deslige Afgifter, som ikke kunue kaldes personlige Bidrag, men ere reelle, ligesaavel som de Personer, der høre til Folkekirken.

Boisen:

Jeg vil blot tillade mig den Bemærkning, at det vel maatte være en Selvfølge, at dersom Forsamlingen gaaer ind paa Udsættelsen af § 2, indtil § 64 har været under Behandling, maatte det Samme gjælde om § 6, og jeg vil kun gjøre opmærksom paa, at det synes mig ikke let for Forsamlingen da at tage nogen Bestemmelse om § 6, før §§ 64—66 have været under Behandling, eller det Spørgsmaal er afgjorte, om der overhovedet skal finde nogen Religionsfrihed Sted i Landet, thi førend § 2 er afgjort, kan Forsamlingen ikke fatte Bestemmelse om, at Kongen skal høre til den evangelisklutherske Kirke.

Schurmann:

Maatte jeg, i Anledning af hvad den æred Ordfører nylig yttrede, tillade mig den Bemærkning, at det formentlig ingenlunde kan være afskaaren, at der senere discuteres og vedtages

en Bestemmelse angaaende Kirkens fremtidige Forfatning, fordi man ved § 2 har forbigaaet denne Ting. Dette Spørgsmaal har i det Hele ikke været Gjenstand for Forhandling i Comiteen, og jeg for min Deel — jeg troer ogsaa, at Andre af Comiteens Medlemmer ere af samme Mening — har undladt ved § 2 at reise dette Spørgsmaal, fordi vi havde i Sinde paa et senere Sted i Grundloven at forsøge at saae anbragt en Paragraph om denne Gjenstand, forsaavidt nemlig dette Forhold kan være Gjenstand for en Grundlovsbestemmelse. Det var kun denne Reservation, jeg i denne Anledning vilde tillade mig at tage.

Bjerring:

Maa jeg ikke blot tillade mig at tilføie et par Ord til Oplysning af dette Spørgsmaal. Det har i Comiteen ikke været under Omtale, om Comiteen skulde indstille til Forsamlingen at forhandle denne Paragraph paa dette Sted eller udsætte den til 7de Afsnit; men derimod har der i Comiteen været Spørgsmaal om Comiteen selv skulde opsætte Behandlingen af denne Paragraph til 7de Afsnit, og med Hensyn derpaa er det baade i den foreløbige og endelige Behandling med stor Pluralitet bleven afgjort, at denne Paragraph skulde behandles paa dette Sted og i dette Afsnit. Jeg troer saaledes, at hvis man vil begynde med at udsætte denne og flere Paragrapher til en senere Tid, saaledes som man allerede har gjort med Hensyn til Overskriften, saa vil der snart ikke blive stort Andet tilbage at forhandle end det 7de Afsnit, som der endnu ikke er kunnet bleven forelagt Betænkning over.

S$$jern:

Forsaavidt den ærede Taler beraabte sig paa, hvad der har fundet Sted i Comiteen, skal jeg kun bemærke, at i det Udvalg, hvoraf jeg var Medlem, var det væsentligen kun ved denne, eller ialtfald nogle ganske saa andre Paragrapher, at der var Spørgsmaal om nogen Udsættelse, saa jeg troer ikke, at det vil blive Følgen af at udsætte Behandlingen af denne Paragraph, at man senere skulde komme til at udsætte saamange andre, som der er bleven formeent.

Gleerup:

Vil ikke den ærede Taler oplyse, af hvilket Udvalg han er Medlem?

Schjern:

Jeg beder det ærede Medlem om Forladelse, jeg fortalte mig, jeg skulde sagt Afdeling.

Cultusministeren:

Jeg vilde tillade mig at gjøre opmærksom paa, at der fra et Medlem af Comiteen er fremkommen en Yttring, som indeholder en stærk Opfordring til at opsætte Discussionen, medens derimod den ærede Formand for Udvalget har erklæret, at hvad der i Udvalget selv var afgjort, var blot det, at Udvalget ikke ansaae sig berettiget til at opsætte Discussionen af denne Paragraph. Det er nemlig sagt af et Medlem af Udvalget, at der var tænkt paa, at gjøre et Forslag ved §§ 64, 65 og 66 eller at gjøre Forslag, som vilde staae i Forbindelse dermed, men som i Udvalget endnu ikke var fremkommet; det synes altsaa deraf at være klart, at ved Behandlingen i Udvalget ere de nævnte Paragrapher ikke saaledes forberedede, at man veed, hvilken Retning i det Hele Forhandlingen af disse Paragrapher og Betænkningen over dem vil tage, og der er derfor, synes mig, endnu mere Grund til at opsætte Discussionen over § 2, som staaer i nær Forbindelse med de sidst nævnte Paragrapher. Med Hensyn til hvad der er bemærket, om at det vil være farligt at udsætte Paragraphen, fordi vi saa let vilde komme til at udsætte altformeget, vil jeg slutte mig til hvad der er sagt af den ærede Rigsdagsmand for Ryborg (Schjern), nemlig, at det allerede meget tidligt er bleven bemærket og omtalt, at der var en saadan Sammenhæng mellem denne Paragraph og de følgende, medens jeg derimod ikke veed, at der er reist noget Spørgsmaal om Pladsen af andre Paragrapher i Udkastet, i det Ringeste ikke med Hensyn paa deres Flytning fra et Afsnit til et andet, saa at jeg troer, at den paapegede Fare ikke vil være betydelig.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofvogtrykker Bianco Luno.

50

Fire og tredsindstyvende (67de) Møde. (Den foreløbige Behandling af Grundloven. §§ 2—3.)

Ordføreren:

I Anledning af den Bemærkning, som er gjort af den ærede Rigsdagsmand fra Aalborg (Schurmann), har jeg Anledning til at glæde mig over, at jeg for kort Tid siden bad Forsamlingen erindre, at de Yttringer, jeg fremførte, maatte ansees som fremførte for mit perfonlige Vedkommende og jeg vil nu blot gjøre opmærksom paa, at Udvalget har afgivet sin Betænkning over hele Grundlovsudkastet med Undtagelse af 7de Afsnit, og at 7de Afsnit handler om de borgerlige Rettigheder. I Betragtning heraf troer jeg fremdeles, at der er Grund til at sige, at, naar man ikke har stillet eller nærmere fremlagt noget Forslag angaaende Folkekirkens Ordning ved lov ved noget af de 1ste til 6te eller ved 8de Afsnit, kan det ikke være Stedet at gjøre Forslag til Folkekirkens Ordning ved 7de Afsnit, som handler om be borgerlige Rettigheder. Dermed er det naturligviis ikke min Mening, at, derkom Nogen skulde troe, at der har været en Forsømmelse t Behandlingen, Sagen ikke skulde gaae foran Formen, saa at man som tilbage til det Forslag, som ikke er bleven stillet, men jeg anfører dette kun til Retfærdiggjørelse for min Mening, at Stedet til at stille et saadant Forslag ikke kan være det 7de Afsnit.

Reergaard:

Jeg ønskede blot, for ikke at misforstaaes, naar jeg har yttret Ønske om, at denne Paragraph skulde udsættes til 7de Afsnit, endnu at tilføie, at jeg antager, at der er de af Forsamlingen, hvormange kan jeg ei vide, som dele den Anskuelse med mig, at det var ret ønskeligt. og godt, at det blev udtalt i denne Paragraph, at den evangelisk-lutherske Religions Forkyndelse og Udbredelse her i Landet fremdeles skal være Gjenstand for Regjeringens Forsorg; men naar man ønsker dette udtalt her i denne Paragraph, opstaaer strax det Spørgsmaal: hvorledes skat der forholdes ved den Conflict, som kan opstaae mellem denne og de øvrige Troesbekjendelser, og dette, hvorledes der skal forholdes i denne Henseende, kan kun finde sin Afgjørelse i det 7de Afsnit, hvor der er talt om de Friheder, som skulle tilkomme Enhver med Hensyn til Religionen. Jeg troer derfor, at de af Forsamlingen, som med mig ønske dette udtalt i Paragraphen, ogsaa maae være enige med mig til at ønske, at Paragraphen ikke nu maatte blive behandlet, hvilket aldeles ikke staaer i Forbindelse med noget Ønske om, at den skulde forflyttes fra dens nærværende Plads i Grundloven, men kun at den her i Forsamlingen behandles i Forbindelse med de nævnte Paragrapher i 7de Afsnit.

Frølund:

Jeg hører til dem (Flere Stemmer: Afstemning — Formanden ringer), som ingenlunde kunne indrømme, at den lutherske Kirke ogsaa i Fremtiden skulde tilkomme den Rang og Anseelse i Staten, som navnlig be tvende ærede geistlige Rigsdagsmænd her have udtalt, og netop af den Grund stemmer jeg ogsaa for, at Paragraphens Behandling maa blive udsat, idet jeg troer, at Forholdet lettere vil klare sig, naar vi gaae ud fra be borgerlige Rettigheders Standpunkt.

Ved den derefter foretagne Afstemning blev det med 57 mod 49 Stemmer afgjort, at Behandlingen af § 2 skulde udsættes indtil Behandlingen af §§ 64—66. Man gik derpaa over til § 3.

Ordføreren:

Hvad Udvalget har bemærket i Anledning af § 3 er følgende:

„Denne Paragraphs første Sætning har fin fulde, Betydning efter den i Udkastet gjennemførte Grundsætning, at Kongens

Veto er adsolut (jfr. § 28, 40, 80). 3) De af os, der erklære sig herimod, forbeholde sig naturligviis at gjøre denne modsatte Mening gjældende ved en følgende Paragraph, og denne Menings Antagelse i Rigsforsamlingen Vilde da foranledige, at der blev Spørgsmaal om en Omredaction saavel af denne som af flere Paragrapher.

I den tredie Sætning: Den dømmende Magt er hos de anordnede Domstole, har man troet, at det heller maatte hedde „hos Domstolene", fordi Ordet “anordnet" let efter den nuværende Sprogbrug kunde fremkalde den urigtige Forestilling, at Domstole kunde „anordnes" uden lovhjemmel (jfr. VI)."

Rigsforsamlingen vil see, at ogsaa denne Paragraph aabner Prospectiv til flere følgende, nemlig deels til det Sted, hvor man kan forhandle Spørgsmaalet om Kongens absolute eller suspensive Veto, og dernæst til Spørgsmaalet, som nærmest handler om Domstolene, om den dømmende Myndigheds Anordning og Udøvelse. Udvalget har imidlertid troet, at der paa dette Sted ikke var nogen Anledning til nærmere at gaae ind paa disse Forhold, og slutter ftg altsaa med den antydede Redactionsforandring ganske til Udkastets § 3; saa vigtig denne Paragraph end er, saa lidet har man troet, at der paa dette Sted var Anledning til nogen sær Forhandling derom.

Ørsted:

Hvad Redactionen af denne Paragraph angaaer, finder jeg, at der i denne Henseende er Adskilligt at bemærke. Jeg troer, at navnlig den Sætning, at Kongen har i Forbindelse med Folket den lovgivende Magt, ikke fuldstændig udtrykker den Magt, som ifølge Grundloven tilkommer Folket, og at Kongen ikke heller kan siges selvstændig at erholde den udøvende Magt; thi Folket har foruden den Magt at deeltage i Lovgivningen, og det i et langt mere udstrakt Begreb, end det, man hidtil har havt om Lov, idet at der er adskillige Beslutninger, som ikke i egentlig Forstand kunne kaldes Love, som Folket skal deeltage i, ogsaa en controllerende Magt. Folket er berettiget til at fordre, at Regjeringen føres igjennem ansvarlige Ministre, at den føres overeensstemmende med Love og Regler, og at det kan kalde Ministrene til Ansvar derfor; ligesom ogsaa Folkets Repræsentanter efter Grundlovsudkastet ville have Revisionen af Finantserne og Myndighed til at decidere Poster til Udslettelse eller lade Poster gaae ud af Regnskabet. Jeg troer altsaa ikke, at hiin Sætning er ganske betegnende, eller at den Myndlighed, som tilkommer Kongen, og den Myndighed, som tilkommer Folket, er fuldstændig udtrykt deri. Jeg troer heller ikke, at det er saa ganske rigtigt, at opstille den dømmende Magt ved Siden af de andre Magter, siden den dømmende Magt indsættes af Kongen. Imidlertid Alt dette er kun Redactions Bemærkninger, som Jeg ikke skal opholde mig videre ved, men som jeg kun fremsætter for i fin Tid at kunne gjøre i Henhold hertil de fornødne Indstillinger.

Winther:

Jeg vilde tillade mig at forespørge hos den ærede Formand, om jeg maaskee i Henhold til hvad der er anført af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted), kunde stille et Forandringssorslag, hvorved Folkefriheden bedre betryggedes end ved de Udtryk, som findes her i Udkastet, thi ellers var jeg nødsaget til allerede nu at udtale mig derom, hvad jeg maatte ønske mig fritaget for indtil jeg havde overtænkt Sagen noget nærmere, da Comiteebetænkningen saa kort Tid har været os forelagt.

Formanden:

Jeg troer ikke, at der kan være Noget iveien derfor, ba Sagen nu har været omtalt.

Grundtvig:

Hvad jeg ved denne Paragraph skal sige, vil ikke være Meget; thi skjøndt der vistnok kunde være Meget med Føie at indvende mod denne Inddeling af den udøende, lovgivende

51

og dømmende Magt, saa er den dog saa aldeles indgroet i den herskende Tankegang, at det vilde være forgjæves her at prøve paa at rykke den fra sin Plads; men saameget kan jeg dog ikke undlade fra Sprogets Side at bemærke, at det er et Misbrug af Ordet Magt, som aabenbart kun passer paa hvad man kalder den udøvende, thi baade hvad Lovgivningen og hvad Dommen angaaer, da have de efter Sproget ingen Magt, men vel Myndighed.

Ordføreren:

Hvad Redactionen af nærværende Paragraph angaaer, skal jeg for Øieblikket ikke indlade mig paa nogen Bemærkning, men asvente de forslag, som i denne Henseende maatte fremkomme. Derimod troer jeg at burde udtale det Ønske, at man dog ialtfald noget nærmere vilde antyde, hvilke Forandringer det var, som skulde forbeholdes i Folkefrihedens Interesse med Hensyn til denne Paragraph, thi jeg synes, at dette Forbehold er saa almindeligt, at det ikke vil være let at vide, hvorledes man siden vil stille sig med Hensyn til de Forslag, som i denne Anledning fremkomme.

Formanden:

Jeg gik rigtignok ud fra den Forudsætning, at den ærede Rigsdagsmand, som gjorde et saadant Forbehold, henholdt sig til hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted) havde sagt, saa at det omtrent vilde blive det Samme.

Ørsted:

Nei, det er vistnok et ganske andet Forslag end det, som jeg har tænkt mig; thi mine Bemærkninger gik blot ud paa en Redaction af Paragraphen, og ikke just paa en yderligere Betryggelse af Folkefriheden (lydelig Munterhed i Forsamlingen).

Winther:

Det var egentlig med Hensyn til en anden Skjelnen mellem disse 3 magter, at mit Forslag skulde stilles: iøvrigt troer jeg at kunne henholde mig til hvad jeg tidligere sagde: at Comiteebetænkningen har været i saa kort Tid fremlagt, at det ikke vilde være vel gjørligt, nu strax at stille et bestemt Forslag, saameget mindre, som man maatte have gjennemstuderet den hele Comitee-Indstilling, førend man kunde stille noget Forslag: men dette vilde være ganske umuligt i den Tid, vi dertil have havt. Iøvrigt vil jeg tillade mig endvidere at forbeholde mig et Amendement med Hensyn til det Udtryk i § 3 „anordnede Domstole"; jeg vilde nemlig tillade mig at foreslaae istedet derfor „de grundlovmæssige Domstole", da jeg nemlig anseer det meget farligt, om vi ikke sikkre os mod Oprettelsen af extraordinaire Domstole.

Formanden:

Jeg skal blot tillade mig den Bemærkning, at Comiteens Betænkning er bleven omdeelt indenden lovbestemte Tid, og den første Deel deraf endog tidligere.

Winther:

Jeg har naturligviis ikke tænkt paa at yttre nogen Formining om, at Comiteens Betænkning ikke skulde være omdeelt i rette Tid, men jeg vilde blot udhæve, at den er af saa stort Omfang, at det har været umuligt, nøiagtigt at faae overveiet Alt i denne korte Tid.

David:

Forsaavidt det af en æret Rigsdagsmand er bleven bemærket, at „den lovgivende Magt" ikke er betegnende nok, fordi dette Udtryk dog ikke kan omsatte det hele Indbegreb af Rettigheder, som maatte tildeles Folket, da det ogsaa skal have en controllerende Magt og deeltage Beslutninger, som ikke egentlig ere Love, vil jeg tillade mig at henlede Opmærksomheden paa, at der i det politiskparlamentariske Sprog gives visse Ord, som have en saa vedtaget Mening og om hvis Betydning der maa være saa lidt Tvivl, at det vistnok vilde forhale Forhandlingerne her betydeligt, dersom man vilde fremkomme med aldeles nye Benævnelser. Der gives neppe nogen Constitution, hvori Udtrykket „den lovgivende Magt" ikke bruges i en mere omfattende Betydning end den, hvori det synes, at den ærede Rigsdagsmand har opfattet det, og hvori det ikke i sig tillige indbefatter den controllerende og beslutningstagende Myndighed, som med Føie tillægges Folket, hvor virkelig Folkefrihed skal finde Sted. En lignende Bemærkning tillader jeg mig at gjøre med Hensyn til hvad der er anført af den ærede Rigsdagsmand for Præstø Amts 4de District (Grundtvig). Det er vistnok sandt, at Sprogets Rettighed ogsaa skal hævdes i en Grundlov, men det forekommer mig, at det er at drive Ømfindtligheden i denne Henseende forvidt og at forhale Forhandlingerne og det vigtige Arbeides Tilendebringelse, som vi her have for, naar vi skulle indlade os paa en Discussion, om Ordet

„Magt" eller „Myndighed" her skulde være paa sit rette Sted. Tage vi desuden Hensyn til, hvorledes Ordet „lovgivende Magt" allerede er brugt ved lignende Foranledninger, saa finde vi netop i en Grundlov, ved hvis Afsattelse man dog ikke kan have været ganske blind for det danske Sprogs Eiendommelighed, og som vi ogsaa maae antage, nøie at have valgt sine Udtryk, at Ordet „Magt" er brugt i en mere udvidet Betydning; det hedder nemlig ikke i den norske Grundlov, at Folket udøver „den lovgivende Myndighed", men at Folket udøver „den lovgivende Magt", og jeg skulde derfor formene, hvad jeg ved at reise mig havde til Hensigt at gjøre opmærksom paa, at den Slags Betænkeligheder mod et Sprog, som allerede nu har faaet en vis Betydning ved i længere Tid at anvendes paa samme Maade, dem skulle vi søge at undgaae for at vinde Tid for det, der er det ene Vigtige, og det er at klare og fastsætte Begreberne.

Grundtvig:

Da jeg ikke engang har forbeholdt mig noget Ændringsforslag i denne Henseende, troer jeg ikke at have Noget paa min Samvittighed for Tidsspilde.

Ørsted:

Jeg maa dog gjøre den Bemærkning, at jeg ingenlunde kan erkjende, at det er en almindelig constitutionel Sprogbrug, at Folkerepræsentationen har den lovgivende Magt; det er vel det Udtryk, som bruges i den norske Grundlov, men i mange andre vil man ikke finde det. Vel kalder man ofte det engelske Parlament Legislaturen, fordi Lovgivningen ansees som den vigtigste Myndighed; men at det engelske Parlament har mange Myndigheder, som ikke indbefattes under Lovgivningen, er almindelig bekjendt. Der er heller ikke, efter mine Tanker, nogen Nødvendighed for at indføre nye Talemaader eller en ny Sprogbrug for at undgaae det efter min Mening ikke logist Rigtige eller til Indholdet Svarende, som er i Udtry kkene for Forholdet mellem Kongen og Folket i § 3, men man kunde meget vel paa mange andre Maader udtrykke det, f. Ex. ved at sige, at den Deeltagelse i Statsmagten, som tilkommer Folket, udøves af dens Udvalgte paa Rigsdagen, som skal have to Afdelinger, og i de senere Bestemmelser skulde da indeholdes, hvilken denne Magt skal være; jeg troer endog, at dette vilde være mere overeensstemmende med den Sprogbrug, som findes i de fleste constitutionelle forfatninger.

David:

Forsaavidt den ærede Rigsdagsmand har anført den norske Grundlov som den eneste, hvori en saadan Udtryksmaade skulde være benyttet, skal jeg tillade mig at bemærke, at den findes ogsaa i mange flere, f. Ex i den belgiske, hvor det i §§ 26, 28 og 29 ligeledes hedder, at „den lovgivende Magt" udøver Folket gjennem dets Repræsentation; den udøvende Magt tilkommer Kongen, og den dømmende Magt udøves ved Retten. Det Samme gjælder ogsaa om den würtembergske og mange flere Constitutioner.

Ørsted:

Det var naturligviis ikke min Mening med hvad jeg tillod mig at bemærke, at hiint Udtryk skulde forekomme alene i den norske Constitution, men jeg nævnte blot den norske Grundlov, fordi det var den, som den ærede Taler først havde citeret. Man gik derpaa over til§ 4.

Ordføreren:

Hvad Comiteen har havt at bemærke ved denne Paragraph er følgende:

„Denne Paragraph bestemmer, at den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende, og tilføier, at den kun kan forandres efter Forslag fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil endda fordres ¾ Stemmer. Man antager, at Udkaster har villet indrømme en saadan Mulighed af Arvefølgens Forandring til enhver Tid, selv efterat f. Ex. en ny fra Kongelovens Bud afvigende Arvefølge var antaget, og man drister sig ikke til at fraraade en saadan Bestemmelse. Men det er bemærket, at Ordet „Den" i Brgyndelsen af anden Sætning maaskee strengt taget kun gaaer paa „den i Kongeloven fastsatte Arvefølge". For at fjerne enhver Tvivl foreslaaer man at ombytte Ordet „Den" med „Arvefølgen".

Det anmærkes iøvrigt i Anledning af Udtrykket „den forenede Rigsdag", at de blandt os, der udtale sig imod Tokammerindretningen, naturligviis forbeholde sig ved et senere Afsnit at gjøre deres Indsigelser gjældende".

Rigsforsamlingen vil altsaa heraf see, at Udkastet har anseet det nødvendigt, at der gaves en grundlovmæssig Vei, ad hvilken

52

Arvefølgen kunde forandres, og det en Vei, forskjellige fra den, som i § 80 er aabnet med Hensyn til grundlovmæssige Forandringer i Almindelighed. Men man har dog ikke troet, at Forandringen kunde skee i sædvanlig Lovform; man har anseet det nødvendigt, at særegne Forsigtighedsregler; blive tagne. Disse Forsigtighedsregler, som saaledes foreslaaes, gaae ud paa, at et forslag til Forandringer i Arvefølgen altid skal komme fra Kongen. Dernæst udfordres naturligviis Folkerepræsentationens Samtykke; dette Samtykke, vil Udkastet, skal gives af den forenede Rigsdag, altsaa saaledes, at begge Thing træde sammen og i Forening tage Beslutning — naturligviis staaer det hele Spørgsmaal om Rigsdagens Sammensætning aabent —; skulde man siden komme til en anden Ordning deraf end den, Udkastet har valgt, vilde en ny Afsattelse af nærværende Paragraph være at vedtage; men man har derhos fordret en stor Betryggelse, og det af en temmelig streng Natur, nemlig at der skal udfordres, ikke en simpel Pluralitet, og ikke en lille qvalificeret Pluralitet, men ¾ af de afgivne Stemmer. Under disse Betingelser har Udvalget troet at kunne tilraade en saadan Regel, hvorefter man paa aldeles lovlig Maade kan forandre Arvefølgen.

Ørsted:

Det paafalder strax som en Besynderlighed ved den omhandlede Paragraph, at den istedetfor at bestemme Arvefølgen henviser til den Arvefølge, som gjælder efter Kongeloven, altsaa at selv den nye Grundlov, som skal træde i Kongelovens Sted, ikke viser, hvorledes Thronen gaaer i Arv, men at det skal sees af den ældre Grundlov, som dog ved denne nye vilde blive ophævet. Det kan og i denne Henseende bemærkes, at man i den senere Tid har erfaret, hvorledes Kongelovens Regler i Henseende til Arvefølgen ingenlunde ere saa klare og bestemte, som man i lang Tid har troet; men at der opstaaer meget betydelige Spørgsmaal om Arvefølgen, som ere af den Natur, at de Tilfælde, hvori de forskjellige Fortolkninger kunne komme under Spørgsmaal, maaskee ikke ere saa langt borte. Men jeg maa imidlertid med Hensyn til dette dog finde, at man ikke godt kan gaae nogen anden Vei end den, som Udkastet er gaaen, thi her at indlade sig paa at give nye Bestemmelser til Afgjørelse af disse Tvistigheder, det vil være meget misligt. Det vil være vanskeligt, at Forsamlingen vil kunne sætte sig ind i, hvad der vedkommer disse temmelig fine, juridiske Undersøgelser, og dersom her blev vedtaget en ny Arvefølge eller en Forklaring af den hidtilværende Arvefølge, hvorved Nogen fandt sig præjudiceret eller krænket, vilde den her tagne Bestemmelse dog ikke ansees gyldig. Hvad det andet Punkt af Paragraphen angaaer, vækker det langt større Betænkeligheder. Det hedder nemlig at Kongen i Forbindelse med Rigsdagen for Fremtiden skal være berettiget til at forandre Arvefølgen; det er Noget, som i Almindelighed strider mod en Arveregjerings Natur, og det er Noget, som jeg troer, vil ophæve det, som skulde være det Velgjørende ved det arvelige Monarchi, nemlig den Fasthed, som skal betrygge mod Cabaler og mod borgerlige Uroligheder. Man kunde let tænke sig, at en Regent, som ikke havde nogen Søn, kunde ønske at bringe en Anden paa Thronen end den, som efter den engang fastsatte Orden er den Berettigede, og det kunde have betænkelige Følger, at aabne ham Adgangen dertil. Jeg indseer imidleratid, at det vel kunde være af Vigtighed under de Forhold, hvorunder vi nu befinde os, at faae Arvefølgen anderledes ordnet; men jeg vilde ønske, at det kunde skee, før den nye Grundlov blev givet, at man ikke i Grundloven selv skulde indføre Noget, som er virkelig revolutionairt, at forandre en Grundlov, som engang er givet. Dersom der kunde tilveiebringes en saadan Ordning af Arvefølgen, hvorved Rigets Vel kunde befæstes, vil den vistnok, hvis den skulde forelægges Forsamlingen, blive vedtaget, men jeg troer ikke, at dette burde skee, førend Sagen fra alle Sider var saaledes afgjort, at denne nye Arvefølgeorden kunde bringes i Udøvelse. Da den ærede Comitee foreslaaer, at ikke blot den Arvefølge, som er hjemlet i Kongeloven, skal kunne forandres, men at ogsaa den nye Arvefølge, som maatte blive vedtagen, ogsaa siden skulde kunne forandres, finder jeg saavel, at dette ligger udenfor Udkastets Hensigt, som jeg finder, at det i alle Henseender er lidet anbefaleligt, og idet jeg har mange Tvivl mod Udkastet selv, kan jeg i intet Tilfælde være enig i den Forandring, som den ærede Comitee foreslaaer. At, i Tilfælde af, at der skal forbeholdes

en saadan Forandring i Arvefølgen, som Forslaget omhandler, det skal udgaae fra Kongen, men at der skal udfordres en overveiende Pluralitet dertil, og at det maa være Gjenstand for Forhandling af en forenet Rigsdag eller af en Forsamling, hvorved de 2 Afdelinger af Rigsdagen træde sammen som en Eenhed, er Noget, som jeg maa indrømme Rigtigheden af.

Ordføreren:

Jeg anseer det for mindre passende og fornødent at forfølge enkelte af de Punkter, som ere blevne antydede af den ærede Rigsdagsmand, som nys satte fig; derimod maa jeg med et Par Ord omtale den Indvending, som er gjort mod det eneste Nye, som maaskee, skjøndt jeg ikke troer det, kan ligge i Udvalgets Indstilling; jeg for min Deel troer nemlig ikke, at det i Virkeligheden er noget Nyt. Den Yttring nemlig, som jeg ikke kan vedkjende mig, er, at der skulde være noget Revolutionairt deri, at Grundloven tillod en Forandring af Arvefølgen paa lovlig Maade; denne Yttring kan jeg paa ingen Maade erkjende Rigtigheden af, og jeg troer, at man maa erkjende, at den Foranderlighed, som f. Ex. i England kan gjennemføres aldeles i almindelig Lovform, at en saadan Foranderlighed dog vistnok ikke med Rette kan stemples som revolutionair. Jeg troer, at det maa erkjendes aldeles urevolutionairt, hvad enten man nu vil sige reformatorisk eller conservativt, at Grundloven aabner en lovlig Vei til Forandringer i Arvefølgen, og det forekommer mig, at ligesom vi for Øieblikket troe, at saadanne Forhold kunne frembyde sig, under hvilke der kunde være Anledning til at foretage ad lovlig Vei en Forandring i Arvefølgen, saaledes maae vi ogsaa erkjende, at der i Fremtiden under Forhold, som vi ikke kjende og heller ikke kunne forudsee, kunde frembyde sig Forhold, der for vore Efterkommere kunde indeholde Opfordring til at foretage sig en Forandring i Arvefølgen, som den vi nu tænke os Muligheden af, at der for os eller for en nærmere Fremtid kunde være Anledning til; den samme Ret, som vi ville vindicere os, forekommer det mig, at vi ogsaa maae være saa billige at indrømme vore Efterkommere, og at vi maae erkjende, at Grundloven ikke blot skulde aabne Udvei til at forandre den nu ved Kongeloven hjemlede Arvefølge, man ogsaa tillade, at selv den forandrede Arvefølge paa lignende Maade, dersom Omstændighederne maatte fordre det, kunde forandres uden revolutionaire Forholdsregler. Jeg skal forøvrigt, forsaavidt der er lagt stærk Vægt paa, at Sagen kun kan sættes i Bevægelse ved Forslag fra Kongen, blot tilføie den Bemærkning, hvorfor Udvalget ikke har havt nogen Tvivl ved at tilraade Paragraphens Bestemmelser i saa Henseende, den nemlig, at skjøndt det egentlig Initiativ kun kan tages af Kongen, saa kan der ikke være Noget til Hinder for, at Sagen reises af et af Rigsdagens Thing igjennem Adresseform. At der kan være politiske Grunde, som under visse Omstændigheder tilsige, ikke at benytte en saadan Ret, og at det er fuldkommen rigtigt, at Initiativet kun kan tages af Kongen, det er en anden Sag; men jeg antyder kun for dem, som maatte have havt Betænkelighed i en Retning, modsat den af den ærede Rigsdagsmand antydede, at forsaavidt et Thing maatte troe, at det var klogt og rigtigt at reise et saadant Spørgsmaal, maatte det kunne skee ved Adresseforms Benyttelse, uagtet det egentlig Initiativ, det sande Lovforslag, kun kan komme fra Kronen.

Pløyen:

Naar der i Begyndelsen af § 4 staaer „den i Kongeloven fastsatte Arvefølge er fremdeles gjældende", skal jeg blot bemærke, at saaledes vil en meget stor Deel af Tydsklands Fyrster kunne faae Arveret til den danske Throne. Hvad der derimod forekommer mig. af langt større Vigtighed, er den Omstændighed, at den Arveret, som tilkom den augustenborgske og glürksborgske Linie bliver conserveret, naar Sætningen udtykkes saaledes, uden at nogen Undtaglse er gjort; men det er min Formening, at Prindser, som have gjort Oprør mod Fædrelandet og saaledes ere Landsforrædere, paa ingen Maade bør have Arveret til Danmark. Jeg kan heller ikke nære Tvivl om, at hvis der skulde blive Spørgsmaal om disse Prindsers Arveret nu, ville de ikke komme til at sidde paa den denske Throne; men jeg mener, at der er en Straf, som de vel havde fortjent, at de bleve stemplede for det, som de ere og udelukkede fra deres Arveret; jeg forbeholder mig at stille et Amendement i denne Henseende.

Algreen-Ussing:

Forsamlingen vil af Comiteens Betænkning

53

have bemærket, at man er gaaet ud fra den Forudsætning, at man ikke har gjort nogen Forandring i Udkastets Bestemmelse ved den foreslaaede Redactionsforandring, at der nemlig skal sættes „Arvefølgen" i Begyndelsen af det 2det Punctum istedetfor „den", som findes i selve Udkastet. Det er ganske vist, at dersom dette ikke har været Udkastets Mening, saa er der ved denne Redaction foregaaet en meget væsentlig Forandring i den foreslaaede Bestemmelse, og det forekommer mig af den Grund at maatte være ønskeligt, at det høie Ministerium vilde udtale sig om, hvorvidt den Forudfætning, som Comiteen er gaaet ud fra, er rigtig eller ikke. Jeg skal forøvrigt endnu kun, med Hensyn til, at den forenede Rigsdag med en betydelig qvalificeret Pluralitet skal fatte Bestemmelse i denne Sag, henlede Opmærksomheden paa den nye Paragraph, som Comiteen har foreslaaet under § 59 Litr. f om den forenede Rigsdags Sammentræden, idet det nemlig her er foreslaaet, at til at tage Beslutning af den forenede Rigsdag skal udfordres, at over Halvdelen af ethvert Things Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen, som derhos vil faae en særegen større Betydning, naar, efter hvad der er foreslaaet i de forskjellige Vota ved Udkastets 4de Afsnit, Landsthinget vil komme til at bestaae af Halvdelen mod Folkethingets Medlemmer istedetfor som, efter Udkastet, kun af en Trediedeel.

Justitsministeren:

Idet jeg skal tillade mig at besvare det Spørgsmaal, som er rettet til Ministeriet af den sidste ærede Taler, skal jeg tillige tage Hensyn til, hvad der er anført af den Taler, der talte næstforan, nemlig den ærede kongevalgte Rigsdagsmand for Færøerne (Pløyen). Det vil vistnok ikke være undgaaet den høitærede Forsamlings Medlemmer, hvor vigtigt det er, at Kongelovens Arvefølge i dens hele Omfang nu for Øieblikket bestaaer. Da Ministeriet skulde udarbeide Bestemmelsen, hvorved der skulde tages Hensyn til den fremtidige Arvefølge, indsaae man dette fuldtvel, men man indsaae tillige, at man maatte være betænkt paa den Mulighed, at Arvefølgen alligevel maatte forandres, og netop maaskee af de Hensyn, som den næstsidste ærede Taler har ommeldt; man fandt imidlertid ingen anden Udvei end den, som er bleven valgt i Udkastet. Det er naturligt, at den Bestemmelse, som saaledes blev taget om de fremtidige Forandringer, nærmest maatte sigte til det Tilfælde, jeg nys berørte; men det har dog ikke været Ministeriets Mening, at en lignende Fremgangsmaade ikke ogsaa for Fremtiden skulde kunne følges, og jeg skal i denne Henseende henholde mig til hvad den ærede Ordfører har yttret. Man kan nu ikke forudsee, hvad Begivenhederne i Fremtiden kunne medføre; lignende Tilfælde som de, der nn forestaae, var det dog muligt, kunde indtræffe, og man maatte derfor ligesaa godt strax være betænkt paa, hvorledes Efterkommerne da skulde komme ud af et saadant Tilfælde, uden at dertil behøves en Grundlovsforandring eller en revolutionair Fremgangsmaade. Derfor har Ministeriet ved at tage den Forandring, som af Udvalget er foreslaaet, under Overveielse, troet i den Henseende at kunne tiltræde det Forslag, hvorefter Ordet „Den" skulde forandres til „Arvefølgen", hvilket udtaler Ministeriets Mening.

Bregendahl:

Jeg samstemmer ganske i den Tanke, som den ærede Rigsdagsmand for Færøerne (Pløyen) nys udtalte, og det glæder mig derfor at høre, at Regjeringen har deelt samme Tanke, eller at den dog har havt et vaagent Øie derfor; men jeg troer, at man bedst vil kunne naae Maalet ved i denne Paragraph at optage et Tillæg til Kongelovens Arvebestemmelser, som skulde gaae ud paa at fastsætte de Tilfælde, i hvilke Arveprætendenter forbryde deres Arveret. Jeg skal ikke nu videre udvikle dette, men kun forbeholde mig, efter nærmere Overveielse, at stille et Forandringsforslag i denne Retning. Jeg maa derhos tillade mig at opfordre den ærede Ordfører til at oplyse, hvorledes man i Udvalget har forstaaet Udtrykket „Arvefølgen", der er brugt i Paragraphens første Linie og af Udvalget er foreslaaet

brugt i Paragraphens 2det Punctum. Dette Ord kan nemlig forstaaes enten som blot betegnende Arvefølgen eller rettere Følgeordenen mellem de enkelte efter Kongelovens Bestemmelser arveberettigede Personer, eller tillige som betegnende selve Arveberettigelsen, og jeg mener, at Bestemmelsen her bør forstaaes ene i den sidste Betydning.

Ordføreren:

Jeg skal i Anledning af de Bemærkninger, som bleve fremsatte af den ærede Rigsdagsmand, som nys satte sig, tillade mig at bemærke, hvad der og har Hensyn til, hvad et andet Medlem har yttret, at efter min Mening behøver man ingen Lov for at udelukke Høiforrædere fra Danmarks Throne. (Bravo! Bravo!) Hvad den anden Yctring angaaer, skal jeg tillade mig at svare, at Ordet „Arvefølgen" i Udkastets Redaction, saaledes som jeg maa forstaae det, omfatter ikke blot Arvefølgeordenen, men Alt, hvad der hører med til at bestemme saavel Arvefølgeordenen som Arveberettigelsen, kort Alt hvad der hænger sammen med det hele Spørgsmaal om, hvo der efter Arveretten kan blive Danmarks Konge.

Balthazar Christensen:

Da jeg begjerede Ordet, var det for at imødegaae de Yttringer, som den meget ærede Rigsdagsmand for Færøerne (Pløyen) fremførte, og navnlig i Henseeude til det Amendement, han forbeholdt sig. Jeg troer nemlig, at man her og endnu kun med yderlig Varsomhed bør indlade sig paa Amendements og Forholdsregler, som de antydede, skjøndt jeg naturligviis forøvrigt ganske deler be Anskuelser, som have motiveret det antydede Amendement. Efter hvad imidlertid Ministeriet nu ved den høitagtede Justitsminister har udtalt, og efter hvad navnlig den ærede Ordfører har sagt i den omhandlede Retning, skal jeg ikke vidtløftiggjøre Forhandlingerne med noget Yderligere.

Ørsted:

Jeg skal blot bemærke det, at jeg anseer det for meget mindre farligt, om i ganske overordentlige Tilfælde den, som er beklædt med den høieste Magt i Staten, eller den, som repræsenterer Folket, vedtager en nødvendig Forandring i Arvefølgen, end at aabne Døren for saadanne Forslag til Forandring, som da ville kunne komme frem, naar ingen saadan Nødvendighed er tilstede, kun paa Grund af personlige Øiemed og Cabaler. Man har seet, at det har været Tilfælde i England, at en Slægt er bleven udelukket fra Thronen, fordi dens Forhold havde gjort, at den ikke kunde beholde den, og at man har kaldt en anden til den; men man har ikke opstillet som en almindelig Regel, at Arvefølgen kunde forandres, og jeg har derfor bemærket, at jeg vilde ønske, at hvad der kunde være at gjøre med Hensyn til Ordningen af vor Arvefølge, maatte forudgaae Grundlovens endelige Sanction, og at Grundloven selv ikke skulde indeholde Sæden til idelige Bevægelser. Den ærede Ordfører har yttret, at uagtet Forslaget skulde komme fra Kongen, kunde det dog ikke være formeent Rigsdagen selv eller enkelte Medlemmer af den at komme med en Petition eller en Adresse i den Retning; men det er dog Noget, som jeg vil finde overordentlig betænkeligt. Jeg vil gjerne indrømme, at dersom Grundloven i det Hele blev antaget i Overeensstemmelse med Udkastet, at de enkelte Medlemmer af Rigsdagen eller Rigsdagen selv kun er udlukket fra at tage det formelige Initiativ, men ikke fra igjennem en Adresse at søge bevirket en Forandring i Arvefølgen; men jeg troer, at det kunde være overmaade farligt at tillade saadanne Discussioner, og jeg havde troet, at det var Udvalgets Mening, at ingen slige Forslag maatte i nogen Form komme frem angaaende en saadan Forandring, uden at det skete af Kongen. Jeg maa forøvrigt indrømme, at dersom det virkelig maatte være klogt at sikkre sig med Hensyn til alle de Eventualiteter, som maatte gjøre en Forandring i Arvefølgen ønskelig, saa er det ikke fyldestgjørende nok, at Forandringen blot kan udgaae fra Kongen; men, som sagt, jeg troer det i de, Hele overmaade farligt at aabne Døren for Forandringer i Arvefølt gen, og jeg holder derhos for, at hvis man ikke ganske kan lukke densaa bør den dog i alt Fald gjøres saa trang som muligt.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofvogtrykker Bianco Luno.

54

Fire og tredssindstyvende (67de) Møde. (Den foreløbige Behandling af Grundloven fortsat. § 4.)

Tscherning:

Efterat jeg har hørt, at Ministeriet har opfattet § 4 saaledes, at der skulde være en vedblivende grundlovmæssig Ret til at forandre Arvefølgen, skal jeg ingen Indsigelse gjøre derimod, uagtet jeg havde troet, at man kun havde tilsigtet den for een Gang. Men hvad jeg troer, der er langt vigtigere ved denne Leilighed at lægge Mærke til, det er det, at i den fremtidige Statsorganisation faaer Arvefølgen en anden Betydning, end den har havt tidligere. Man har tidligere betragtet Arvefølgen som en Families Arveret til Thronen, paa samme Maade som den private Arveret til Gods. Dette er det, man ikke skal gjøre for Fremtiden. Saalænge man gjør det, kan der komme en Retsstrid frem ved Skifte efter Arvefølgen; naar man derimod ikke gjør det, naar man siger til Arvingen: „Du har ingen Ret til at arve, men Staten har Ret til at kalde dig til Thronen, og altsaa ogsaa til ad lovlig Vei at udelukke dig derfra", da staaer Sagen paa sit simple Standpunkt. Naar man derimod opstiller Arvefølgen som en Ret, den Enkelte kan tillvinge sig ved Loven, man kalde det en Arveret, en Familieret, saa kommer den Slags Arvestridigheder frem, som man har seet følge med de bedst afpælede Arvefølgelove. Vi behøve blot at gaae til vor egen Stat; der have vi netop en Strid, som for en stor Deel gaaer ud fra, at den private Arveberettigelse er bleven opretholdt og endog indtil det Sidste anerkjendt. Dersom man havde betimelig udtalt det, at Arvefolgen ikke gav nogen Berettigelse for Personen til at kræve Kronen, men at den kun gav en Adkomst til at beklædes med den, hvis Staten begjerede det, saa vilde derved alle disse Fordringer være faldne bort, eller idetmindste staae klart som uretmæssige. Det er det, som man bør fastholde, og det er den Idee, som Paragraphen udtrykker. Den udtrykker det, at alle de Paastande og alle de Indsigelser, som kunne gjøres af dem, der kalde sig Arveberettigede, mod en Forandring af Arvefølgen, ere ulovlige, fordi de kun kunne gjøre en Ret gjældende efter en existerende Lov, der lovlig kan forandres; de have ingen Ret af den Art, som den private Arveretgiver, deres Ret er i Statens Interesse, ikke i Familiernes. Det er Dynastiernes forskjellige Stilling ligeoverfor Staten, som vi vel skulle vide at gjøre os Rede for; Dynastierne ere komne til Thronen, det maa vi ikke nægte, for en stor Deel ved privat Besiddelse, men efterat Staten i en senere Aarrække har udviklet sig i en ganske anden Skikkelse, ere de gaaede op i et andet Væsen, og den private Eiendomsret maae vi vistnok antage at være ophørt for Dynastierne. Jeg troer, at vi maae antage det i Dynastiernes egen Interesse; det er netop Dynastiernes for store Fordring til Staten som privat Eiendom, der har kaldet Monarcherne i Rækken ligeoverfor Republiken. Hvis vi ville blive ved at være monarchiske, hvis vi ville betragte den øverste Statsstyrelse som given os af Gud gjennem Fødselen, maae vi ogsaa opfatte den som kommende til os som Statstyrelse, og ikke som arvende os som et Gods, thi den Tanke vækker let en bitter Følelse hos Nationen, der gjør den fjendsk mod Dynastiet. Lader os altsaa holde fast ved den Betragtning, at det, vi her gjøre, er ikke noget Indgreb i nogensomhelst forudgaaende Eindomsbesidders Ret, det er ingen Arving, vi sætte tilside fra det, som tilkommer ham, men det er en Følge af, at Staten betimelig maa være betænkt paa, at Arvegangen kan ordnes saaledes, at ingen Stridigheder kunne opstaae, at ingen Tvivl kan være om, hvem der skal beklæde Thronen.

Cultusministeren:

Jeg har reist mig blot for at sige, at jeg troer, at der er al Grund til at være meget vaersom med at gaae ind paa den Theori, som nu blev udviklet, og at jeg troer, der er høi Grund til, naar man har erklæret, at man vil have en arvelig Kongemagt, at protestere imod en saadan Opfattelse. Der er sagt, at ikke Nogen skulde have en Arveret til Riget, som til en privat Eiendom, det er ganske sandt; ingen Arveret til Riget som til en privat Eiendom, men Arveret til Riget som Rige, Arveret til den grundlovmæssige Stilling, som er givet Kongen, men til denne Stilling ogsaa Arveret; naar det ikke er saa, saa have vi et Valgrige. Men naar der dog i Grundloven er optaget en Form, under hvilken Arveretten kan forandres, da er dermed sagt, at der gives en virkelig Arveret, at der er bestemte Individer, som i en bestemt Følgeorden kunne kræve at bestige Danmarks Throne; men der er tillige sagt, at Arveretten ikke er en ubetinget, men den er ikkedestomindre dog en Ret. Det er ikke et Haab til at kunne vente at kaldes til at bestige Thronen, men det er et givet Kald, men dog et Kald, som kan forbrydes. Det er altsaa en betinget Arveret, og det er fastsat i Grundloven, at Statsmagten i Nødstilfælde kan underordne hiin betingede Arveret Statens høiere Formaal, og der spørges i denne Paragraph om, og i hvilken Form det skal skee, at Statsmagten kan underordne en Arveret, der er givet som Ret, men som betinget Ret, hvorledes den kan underordne den Statens Nødvendighed, og, hvor denne kræver det, endog tilsidesætte det. Der er altsaa ingenlunde tænkt paa at ophæve Retten, men der er tænkt paa at indskrænke den fuldkomne og ubetingede Ret til en i visse Tilfælde betinget, til en, som maa vige for Statens hoiere Nødvendighed; det er Meningen af Paragraphen, og denne Mening troer jeg, man maa paa det Strengeste fastholde. Med Hensyn til Spørgsmaalet, om det er i eet eller i flere Tilfælde, denne Ret kan tilsidesættes, har jeg, som ikke har havt noget at gjøre med Grundlovsudkastets Udarbeidelse, og som først kjender det fra samme Tid som de ærede Medlemmer her i Salen, ikke tvivlet paa, at denne Paragraph er at forstaae saaledes, som den af Udvalget er forstaaet; thi jeg har altid troet, at om man ogsaa kun tænkte paa et enkelt Tilfælde, kunde man kun komme til dette Resultat i det enkelte Tilfælde, fordi man tillagde Staten efter sin Idee Ret til at gjøre det i dette Tilfælde, og har Staten i dette Tilfælde efter sin Idee og sit Princip Ret til at gjøre det, maa den ogsaa have Ret dertil i ethvert lignende Tilfælde. Idet der altsaa opstilles en saadan Betingelse, idet Arveretten taber Noget af sin ubetingede Natur, er det i høieste Grad vigtigt, at man paa engang sikkrer sig den Ro og uforstyrrede Fortsættelse af det monarchiske Princip, som er tilsigtet ved et Arverige, og at man paa den anden Side ikke udsætter sig for, at den Forandring, som kan blive nødvendig, er underkastet saa besværlige Former, at derved Forsøget paa en Forandring fører til Ulykke for Staten.

Det er i høieste Grad vigtigt, at der er saadanne Former foreskrevne, at det er utænkeligt, at en Intrigue, være sig en Familieeller Parti-Intrigue, kan gjøre Forandring i Statens Arvefølge, og det kunde vel være Tvivl undergivet, om den Form, der er foreslaaet i Paragraphen, kan give al ønskelig Garanti i saa Henseende. Loven gaaer nærmest ud fra at betragte Arvefølgen som en integrerende Bestanddeel af selve Grundloven og at forlange den samme Form for Forandringer i denne som i Grundloven; men der er een Betænkelighed, som reiser sig herimod. Naar der opstaaer Spørgsmaal om Forandring af Arvefølgen, er det nemlig af største Vigtighed, at dette Spørgsmaal afgjøres hurtigt, og der kan ikke tænkes noget Fordærve

55

ligere, naar der er reist Spørgsmaal om Forandring i Arvefølgen, end at dette henstaaer Aar og Dag under Forhandling; jeg troer ogsaa, at dette har været medvirkende til, at man, ved ikke for Forandringer i Arvefølgen at foreskrive de samme Regler som ved Forandringer i Grundloven, har villet gjøre det muligt at komme til en hurtigere Afgjørelse, og dette er vigtigt. Der kan imidlertid i mine Tanker vistnok reises det Spørgsmaal, om der ikke imellem de Former, som ere foreskrevne for Grundlovsforandringer, og de Former, der foreskrives her for Forandringer i Arvefølgen, ligge Former, som kunde og burde komme til Anvendelse. Det foreskrives her, at Forslaget skal udgaae for Kongen, der betragtes som den nærmeste Repræsentant for Familierettighederne, og dernæst, at ¾ as Medlemmerne i den forenede Rigsdag skulle samtykke i Forandringen. I Forbigaaende skal jeg blot gjøre opmærksom paa, at det vilde give en større Garanti, naar der fordredes ¾ af Stemmerne i begge Kamrene særskilt; thi det kan vel være, at der i den forenede Rigsdag kan være ¾ af Stemmerne for Forandringen, men at naar Kamrene blive adskilte, der da er over ¾ i det ene og under ¾ i det andet og jeg troer, at Enigheden i denne Sag bør være saa stor i Nationen, at der vel kan forlanges ¾ af Stemmerne i hvert Thing for sig. Men foruden dette, troer jeg, at der er et andet Spørgsmaal, der kan reise sig her, ogsaa angaaende den Form, der foreskrives. Man maa nemlig handle hurtigt; men det maa ikke være tænkeligt, at der skal kunne finde nogen Overraskelse eller Intrigue Sted, og dog vil det ikke være umuligt, at der kan finde en Intrigue Sted mellem Kongen og den for Øieblikket fungerende Folkerepræsentation, og derfor, hvis der ellers er Grund til i noget Tilfælde at appellere fra den nuværende til en fornyet Rigsdag, synes det mig og, at Nødvendigheden herfor maa være tilstede her. Det er et Spørgsmaal, om Forslag til Forandring i Arvefølgen nogensinde burde kunne forelægges Rigsdagen, uden naar denne udtrykkelig er sammenkaldt til dette Øiemed, saa at hele Folket vidste, hvilken indgribende Opgave, det gav den Rigsdag, det da valgte.

Ordføreren:

Den ærede Minister har tildeels sagt, hvad jeg kunde ønske at sige med Hensyn til de Yttringer, der ere brugte af det ærede 28de kongevalgte Medlem (Tscherning). Dog troer jeg for mit Vedkommende, at det mere har været enkelte Udtryk i hans Foredrag, der kunde foranledige Indsigelser, end selve Tankegangen. Det er ganske vist, at det ærede Medlem brugte enkelte Udtryk, hvoraf man strengt taget kunde slutte, at han meente, at Arveretten til Kronen i den Forstand ingen Ret var, at den kunde falde bort, selv om den var hjemlet ved den Arvefølge, der var gjældende i det Øieblik, da Thronskiftet foregik. Dette var imidlertid aabenbart ikke hans Mening, men derimod, at Thronfølgeren kun har nogen Ret, saafremt den Arvefølgelov, i Kraft af hvilken han vil gjøre sin Ret gjældende, endnu gjælder, saa at Arvefølgen altsaa aldeles lovlig kan forandres, men at dette naturligviis kun kan skee inden Thronskiftet, saa at den i Arvefaldsøieblikket gjældende Lov maa være afgjørende. At gaae videre vil være, at gaae ud over den legale og ind paa den revolutionaire Vei. Jeg er altsaa ganske enig i, at man, saaledes som skeet i Udkastet, maa forlade en Anskuelse, der iøvrigt ikke er historisk hjemlet i Danmark, men som hører hjemme i Tydskland, og som jeg vilde kalde den tydske Privatfyrsteretstheori. Derved er man kun gaaet ind paa den samme Vei, som f. Er. følges i England, og jeg skal tillade mig her at komme tilbage til dette Punkt, fordi jeg troer, at naar den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavn tilsyneladende har modsagt hvad jeg har yttret, saa er der ikke nogen virkelig Modsigelse mellem de Yttringer, som jeg har brugt, og hvad han har sagt. Den ærede Rigsdagsmand, bemærkede, at man ikke i England, som i vort Grundlovsudkast opstillede den Grundsætning, at Arvefølgen kan forandres, uagtet han indrømmede, at en saadan Forandring i England kan foretages. Men det er ikke nogen Erindring, der rammer min Bemærkning. Man opstiller vistnok ikke i England en saadan almindelig Grundsætning som den i § 4 opstillede; men det er, fordi man i England overhovedet ikke opstiller slige almindelige Grundsætninger, det er, fordi man der aldrig har skrevet en almindelig Grundlov; vi maae paa een Gang skrive en almindelig Grundlov, fordi det har varet saalænge, inden vi have

begyndt paa de$$. $$ England har man i en lang Række af Aar udarbeidet Forsatningen; man har der føtet den ene Regel til den anden, det ene Led til det andet, og man har derfor en Praris i denne Henseende. Men det er det Vigtige; det er utvivlsomt nemlig, at Parlamentet og Kongen kunne hæve Arveretten og fratage Thronfølgeren hans Arveret.

Hvad de Bemærkninger angaaer, som af et Medlem af Ministeriet ere fremførte, og hvorved han, om man end ikke kan sige, at han har udtalt sig imod Udkastet, dog har foranlediget en nærmere Discussion, om det ikke maatte være rettest at ombytte Paragraphens Bestemmelser med andre, saa troer jeg, at der er Grund til at blive staaende ved Udkastet. Han fremhævede selv, hvor vigtigt det er, at Spørgsmaalet om Arvefølgeforandringer, naar det engang er reist, hurtigt bliver afgjorte, og denne Betragtning forekommer mig at ligge saa nær, at jeg før ansaae det ufornødent, særlig at fremhæve det, at det denne Grund var indlysende, at man ikke her kunde anvende Bestemmelsen i § 80, men den samme Grund taler udentvivl ogsaa afgjørende imod, at fordre, at Spørgsmaalet om Arvefølgen kun skulde kunne forelægges til Afgjørelse paa en Rigsdag, der særligt var sammenkaldt til dette Øiemed, vidende, at dette Spørgsmaal vilde blive reist. Netop denne Betragtning, at dette Spørgsmaal enten ikke maa reises, eller, naar det er reist, strax maa finde en hurtig Afgjørelse i een eller anden Retning, netop denne samme Betragtning, der er saa naturlig og som ligger saa nær, taler imod at kaste hele Arvespørgsmaalet ind i en stor Valgbevægelse, taler for, at man, naar Øieblikket kommer, bør sørge for Øieblikkets Tarv, og strax tage den Beslutning, som man finder rigtig. Det er en meget stærk Begrændsning, at der fordres Samtykke af ¾ Stemmerne, og man behøver da vist ikke saa nøie at undersøge, om det vilde give en større eller mindre Garanti, at fordre ¾ af Stemmerne i hver enkelt Afdeling, istedetfor ¾ as Stemmerne i den forenede Rigsdag, og det forekommer mig, at man paa ingen Maade kan betegne en Arvefølgeforandring, der vedtages af Kongen og ¾ as Rigsdagen Medlemmer, som et muligt Værk af Familie- og Parti-Intriguer Mig forekommer det umuligt, ved en Intrigue for hele Folkets Øine at kunne bringe en saadan Overeenskomst istand imellem kongen og hans ansvarlige Regjering paa den ene Side og ¾ as Rigsdagens Medlemmer paa den anden Side. Derfor skal jeg holde mig til Udkastets Bestemmelser.

Algreen-Ussing:

Efter hvad der af den høitagtede Cultusminister er udtalt angaaende det Foredrag, der er holdt af den 28de kongevalgte Rigsdagsmand (Tscherning), skal jeg indskrænke mig til en kort Bemærkning. Dersom hans Yttring kunde forstaaes paa den Maade, den ærede Ordfører har udtalt, vil det ikke afvige fra hvad Udkastet bestemmer; men jeg maa i denne Henseende holde mig til Ordene, saaledes som de ere fremførte, der blandt Andet gaae ud paa, at Arvefølgen ikke giver den vedkommende Person nogen Berettigelse til Kronen, men blot en Adgang, forsaavidt han bliver kaldet til den. Dette er en Opfattelse af Sagen, der forekommer mig at være høist urigtig, hvilket ogsaa den høitagtede Cultusminister har udtalt. Det er ganske rigtigt, at Dynastierne ikke maae betragte Staten som dereg private Eiendom, og at de ikke arve denne som saadan; men den Anvenmdelse, den 28de kongevalgte Rigsdagsmand har gjort as denne Sætning, synes i det Mindste mig, og jeg troer ogsaa, at flere Medlemmer have opfattet den saaledes, ingenlunde at være rigtig, og jeg anseer det for rigtigt, at man bestemt udtaler sig derimod. Der er i Almindelighed en saadan Blanding af Sandt og Falskt i det ærede Medlems Foredrag, at det er meget vanskelig at udsondre de forskjellige Dele fra hinanden; her er derimod et Tilfælde, hvor dette viser sig meget tydeligt.

Tscherning:

Jeg troer vistnok, at det ærede Medlem vilde have havt meget ringere Vanskelighed ved at udskjelne det Falske fra det Sande, hvis han havde hørt mit Foredrag rigtigere, eller i alt Fald med større Velvillie; thi det Sande er det, eller det er i alt Fald det, jeg har sagt, at Arveberettigelsen ikke maa forstaaes paa samme Maade som den private Arveberettigelse, saaledes, at alle De, som ifølge Arvestatutet engang ansee sig for at blive arveberettigede, skulde kunne have nogetsomhelst afgjort Krav paa denne Arveret,

56

men at de maae være underkastede den Forandring i Arvefølgen, som ved Lovgivningen til enhver Tid indføres. Det, jeg har sagt, det er, at Thronen arver Dynasterne, ikke Dynasterne Thronen; det er det, jeg har sagt. Hvad der er sagt, er vel ogsaa overeensstemmende hermed, med det kunde ogsaa forstaaes anderledes, og for at det ikke skulde forstaaes anderledes, har jeg udtalt dette her, og jeg tilføiede, og det beder jeg Dem lægge Mærke til at det saaledes er i Dynasternes egen Interesse. Det var altsaa mine Ord, og det har altsaa ikke været min Mening, og kan heller ikke have været mine Ord, at min skulde gribe til at udelukke fra Thronen dem, der vare nærmest til den i Regjeringstiltrædelsens Øieblik. Det var ikke min Mening, og det har jeg heller ikke sagt; men naar han ved en lovlig Forandring i Arvefølgen blev udelukket, endog Dagen før, saa paastaaer jeg, at han ingensinde ved ydre Magt kan komme og kræve Arveretten som sin Eiendom. Det er det, som jeg har villet værge imod, at Nogen, fordi han troede sig udelukket, skulde kunne recurrere til fremmed eller indre Magt for at gjøre sine Rettigheder gjældende og paastaae Ret til Thronen som sin Eiendom. Det er denne Deel af Legitimiteten, jeg sætter mig imod, medens jeg iøvrigt anerkjender Legitimiteten og Vigtigheden af, at der ikke er Tvivl om, hvem der skal paa Thronen, og at han da kommer paa Thronen, ikke som valgt, men som født. Det, jeg sætter mig imod, det er, at Nogen i Overeensstemmelse med den fastsatte. Arveret skulde kunne recurrere til Magten og komme og kræve Arven som sin Eiendom.

Algreen-Ussing:

Naar man læser den ærede Talers Foredrag i Rigsdagstidenden, vil man bedst see, om jeg har citeret hans Ord rigtigt eller ikke.

Cultusministeren:

Jeg maa ogsaa bemærke, at jeg ikke vilde have følt mig opfordret til at tale, naar jeg paa nogen Maade havde kunnet antage, at den ærede Talers Ord skulde tages i den Betydning, som han nu har givet dem (og jeg troer dog, at jeg er temmelig øvet i at fortolke Ord); jeg har ikke kunnet opfatte dem i denne Betydning.

H. P. Hansen:

Jeg udbad mig Ordet for at gjøre den samme Bemærkning, som den ærede Rigsdagsmad for Kjøbenhavns 4de District (Algreen-Ussing), nemlig, at naar det 28de kongevalgte Medlems (Tschernings) Foredrag kommer i Rigsdagstidenden, saa vil det sees, hvorledes det har lydt. Jeg nedskrev hans Ord strax, saaledes som de udgik fra hans Mund, og jeg troer neppe, at jeg har taget Feil. Han sagde nemlig, at Vedkommende kun havde en Adkomst, ifald Staten begjerede det. Det var disse Ord, jeg nedskrev, fordi denne Tanke og denne Yttring strax paa det Stærkeste slog mig; men efter at den høitagtede Cultusminister saa kraftigt har protesteret imod dem, finder jeg det ikke nødvendigt at gjøre videre Bemærkninger, men jeg maa kun bekræfte, at de paa mig have gjort det samme Indtryk, som fra flere Sider er bemærket.

David:

Det er sikkerlig et sandt Ord, som min ærede Ven, Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 4de District (Algreen-Ussing) har antydet, at man maa vogte sig for at blande det Sande med det Falske. (Flere Stemmer: Hør!) Det er unægteligt, at der i den 28de kongevalgte Rigsdagsmands (Tschrnings) Foredrag ligger et Gran af Sandhed; men jeg troer tillige, at deri ligger et Pund af Falskhed. Har den ærede Taler ikke villet sige Andet end det, han sidst har sagt, saa troer jeg, at det, han har sagt, var aldeles overflødigt og Noget, der slet ikke behøvede at siges; det er, at naar Arvestatuterne paa en grundlovbestemt Maade ere forandrede, saa bør de ogsaa ansees at være forandrede; thi naar han tilføier, at han blot har anført dette for at give tilkjende, at de ikke ved Magt kunne forandres, saa er dette idetmindste en upraktisk Tilføining, fordi hvad der ved Magt kan forandres eller ikke kan forandres, det beroer paa Magten og ikke paa en retlig Betragtning. Derom maae vi nemlig Alle være enige, at hvad der er bygget ved Lov, kan ei med Rette rives ned, men om Magten kan rive det ned, det ligger i Guds Haand, og derpaa behøver man ikke at spilde Tale og Ord. Jeg kan ikke undlade at gjentage, og det er derfor, jeg fornemmelig har reist mig, hvor vigtigt det dog er, i alle disse Forhandlinger at søge at holde sig paa det Gebeet, at man undgaaer,

at der let kan lægges en anden Betydning i Ens Ord end den, man har tilsigtet, og at man holder fast ved almindelig anerkjendte Begreber og ikke giver sine Ord en saadan original Vending, at de let kunne antages idetmindste at indeholde noget af den falske Lærdom, der i det sidste Aar har bragt saa stor en Ulykke ovre det øvrige Europa.

Formanden:

Maaskee jeg maatte henstille, om det ikke er overflødigt, nærmere at omtale den 28de kongevalgte Rigsdagsmands (Tschernings) Ord efter den senere Forklaring, han har givet.

Ordføreren:

Uagtet det paa en Maade gjør mig ondt, hvad den ærede Formand nu sagde, fordi jeg gjerne vilde have oplyst, hvorfor jeg i den 28de kongevalgte Rigsdagsmads (Tschernings) Foredrag har fundet et Pund Sandhed og kun et Gran Usandhed, (Flere Stemmer: Bravo! Meget godt!) skal jeg dog rette mig derefter, idet jeg blot ganske kort skal forklare, hvorfor jeg, der hørte hans Tale i Velvillie, tillod mig strax at gjøre Indsigelse mod hvad jeg ansaae at være urigtigt i den. Jeg troer endnu, selv efter den sidste Forklaring, han har givet, at det er urigtigt at stille frem, at der er en væsentlig Forskjel mellem det, der gjælder om Arveretten til Kronen, og det, der gjælder om Arveretten i Almindelighed; thi ligesom Arveretten til Kronen kun gjælder, saalænge Loven om Arvefølgen ikke er forandret, saaledes gjælder ogsaa den private Arveret kun, saalænge Loven gjælder, og den hører op at gjælde, naar Loven forandres, dersom Loven ikke indeholder en udtrykkelig Undtagelse til Fordeel for den Arveberettigede. Saa stor Forskjel der ellers er mellem Kronarveretten og den private Arveret, saa liden, eller rettere sagt, ingen Forskjel er der her mellem dem.

Knuth:

Jeg vilde have yttret mig i samme Retning, men efter hvad den ærede Formand har sagt, veed, jeg ikke ret, om jeg tør komme tilbage dertil. Jeg har saa ofte hørt det 28de kongevalgte Medlem (Tscherning), min forrige Collega, udtale sig om den Theori, hvoraf han har fremført Noget her i Forsamlingen, at jeg maaskee bedre end nogen Anden i Forsamlingen er istand til at høre ham uden at misforstaae ham. Derfor, da jeg hørte hans Ord, at Arvefølgen kun giver en Adkomst til Thronen, naar Staten paakalder den, der var i Besiddelse af Arveretten, forstod jeg dem saaledes, og de kunne forstaaes saaledes, at Staten paakalder den Vedkommende gjennem den bestaaende Lovgivning og gjennem den med stor Uforanderlighed udrustede Lovgivning, jeg nægter imidlertid ikke Muligheden af, at disse Ord kunne misforstaaes, og det paa en lidet ønskelig Maade, og jeg troer derfor, at det er meget ønskeligt, at det ærede 28de kongevalgte Medlem (Tscherning), ved hvad han senere har anført, har gjendrevet denne Misforstaaelse. Men, som sagt, hans Ord kunne forstaaes som anført, og jeg har forstaaet dem saaledes.

B. Christensen:

Jeg skal, efter at Udvalgets Referat allerede har yttret sig om Forstaaelsen af de af det 28de kongevalgte Medlem (Tscherning) brugte Yttringer, ikke nærmere gaae ind derpaa, men blot bemærke, at den Theori, som denne høitagtede Rigsdagsmand har fremført, forstaaet saaledes, som den yderligere er udviklet af ham selv, ikke blot meget godt lader sig forsvare, men endog vanskelig lader sig gjendrive. Derimod maa jeg tilstaae, at det har undret og bedrøvet mig, at den 2den Rigsdagsmand for Kjøbenhavn (H. P. Hansen), for hvem jeg har stor personlig Hengivenhed og Høiagtelse, har ved denne Leilighed, selv efter at det 28de kongevalgte Medlem yderligere havde udviklet hvad han havde sagt, kunnet — istedetfor, hvad, som jeg troer, al god parlamentarisk Orden og al god Orden mellem Mand og Mand tilsiger, at lade hver Mand være sine Ords bedste Tolk — villet citere og fortolke det 28de kongevalgte Medlems Ord i en heel anden Forstand end den, hvori disse ere brugte, og som derhos slet ikke er hjemlet i dem, naar de betragtes i deres Sammenhæng. Hvad endelig angaaer de to ander Rigsdagsmænd, da troer jeg virkelig ikke, man behøver at føle sig meget altereret ved deres Udsondringer og Veininger i dette Tilfælde, eller ved Betragtningen om „Pund" og „Gran", af „Falskt" og „Sandt". Dem kan man svare med et: Veier ikke, paa det I ikke skulle veies. (Bravo! Bravo! Meget godt.)

J. A. Hansen:

Det høie Ministerium gjorde os for kort

57

Tid siden en Meddelelse angaaende dets Stilling til Grundlovsudkastet, og uagtet det meget Dunkle i samme, som man ikke klart har kunnet fatte, er der dog et Punkt, som jeg troede tilsulde at have opfattet og forstaaet, nemlig den Yttring, at det høie Ministerium ikke vil tage Initiativet til Forandringer i det foreliggende Lovudkast, og jeg troede, at det høie Ministerium, naar det har erklæret, at det ikke vilde tage Initiativet til Forandringer, derved ikke alene har forstaaet Ministeriet i sin heelhed, men ogsaa de enkelte Medlemmer af samme. Dernæst har jeg ogsaa forstaaet det saaledes, naar der blev sagt, at Ministeriet ikke vilde tage Initiativet, at derved ikke blot var meent, at det ikke vilde fremsætte bestemte og formulerede Forslag til Forandringer i Grundloven, men ogsaa, at det ikke vilde antyde eller paapege Forandringer i de enkelte Paragrapher. Da jeg nu idag har hørt et Medlem af Ministeriet tage Initiativet til Forandringer i § 4, troer jeg, at det vilde være ønskeligt, om det høie Ministerium, for at man kunde vide, hvorledes det betragter sin Meddelelse med Hensyn til dette Punkt, vilde yttre sig og nærmere forklare sig angaaende følgende to Spørgsmaal: Om nemlig Ministeriet, idet det har erklæret, at det ikke vil tage Initiativet, derved kun har meent Ministeriet i sin Heelhed, og dernæst, om Ministeriet ved saaledes at erklære, at det ikke vil tage Initiativet, kun har meent, at det ikke vilde opstille bestemt formulerede Forslag til saadanne Forandringer.

Cultusministeren:

Med Hensyn til de tvende Spørgsmaal, der ere gjorte til Ministeriet i Anledning af hvad jeg har sagt, troer jeg at burde sige, at Ministeriet antager, saavidt jeg har forstaaet mine Collegers Mening, at det hverken i sin Heelhed, eller Nogen af dets Medlemmer vil tage Initiativet til at foreslaae Forandringer; men jeg troer dernæst ikke, at det kan forvexles med at tage Initiativet, hvis man under Behandlingen af en Paragraph, som man fra flere Sider er opfordret til at gaae ind paa, tager Ordet og gjør opmærksom paa een eller flere Sider ved samme, der kunde frembyde Stof for nærmere Overveielse.

J. A. Hansen:

Jeg kan ikke forstaae det anderledes, end at det at paapege Forandringer, der meget let øieblikkeligt kunne gribes og fastholdes af en Rigsdagsmand, ligefrem er at tage Initiativet.

Winther:

Jeg skal tillade mig at nedlægge Protest imod, at der her i Salen indføres en Censur af Medlemmernes Yttringsmaade, saaledes som det 11te kongevalgte Medlem (David) idag har tilsigtet, idet har fraraadede, at Nogen betjener sig af en original Udtryksmaade. Ligesom enhver Fugl synger med sit Næb, saaledes maa man ogsaa lade Enhver tale saaledes, som han kan finde Udtryk for sin Tanke.

Ørsted:

Det er vist ikke nogen oplyst Mand, der vil forstaae Arvefølgen saaledes, som om den var indført som en personlig Rettighed til Fordeel for det Dynasti, som Arveretten tilkommer; men den er tvertimod indført for Statens Ro og Sikkerheds Skyld, og derfor bør Arveretten fastholdes, og det er betænkeligt at aabne Døren for idelige Forandringer i den; man bør hellere overlade det til det Øieblik, hvor der indtræder en Nødvendighed til en saadan Forandring. Det er forreften en klar Sætning, at hvis der er en grundlovmæssig Bestemmelse, hvorved en arveberettiget Person bliver udelukket, saa har han ingen Arveret, og han er ikke berettiget til at gjøre nogen Saadan gjældende; men det, der er Spørgsmaal om, det er just, om det er rigtigt at give en grundlovmæssig Bestemmelse, hvorved Arvefølgen bliver saa vaklende.

Mynster:

Der er uden Tvivl en meget stor Forskjel paa, om man tager Bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes, hvis en til Thronfølger arveberettiget Prinds forbryder sin Ret, og paa den anden Side at aabne Adgang til vilkaarlige Forslag om Forandring i Arvefølgen. Min meget ærede Sidemand har allerede gjort opmærksom paa, hvorledes det let kunde skee, naar t. Ex. en Konge kun havde Døttre, at han da kunde foreslaae en saadan Forandring, og det kunde da være, at den øieblikkelige Stemning i Folket begunstigede

en saadan. Man har seet, hvilke Ulykker der derved ere komne over Spanien, og man kan ingenlunde tvivle om, at store Ulykker derved kunde forestaae Staten. Mig forekommer det, at Sagen ingenlunde er afgjort derved, at man i Grundloven eller her i Salen bestemmer, hvorledes der skal forholdes, thi man kan være vis paa, at Prætendenterne i Almindelighed nok ville indfinde sig. Altsaa troer jeg, at man kun burde tage Bestemmelse om, at Forslag om Forandring i Arvefølgen kunde fremkomme i saadanne fremtidige Tilfælde, hvor en arveberettiget Prinds kunde have gjørt sig skyldig i saadanne Forhold, der udelukke ham fra Thronen. Dersom det dar saaledes, som den ærede Ordfører har sagt, at der ikke behøves nogen Lov for, at Høiforrædere udelukkes fra Thronen, saa vilde den sidste Bestemmelse i Paragraphen vel ganske kunne udgaae; men da der dog i ethvert Tilfælde maa finde en Afgjørelse Sted, formener jeg, at det var det Retteste, at Slutningen af Paragraphen indskrænkedes til: „saafremt nogen til Thronen arveberettiget Prinds skulde gjøre sig skyldig i Foretagender, hvorved han maa ansees at have forbrudt sin Ret, da kan Kongen forelægge Rigsdagen Forslag om hans Udelukkelse fra Thronen, og da afgjøres Sagen pa den i § 4 anviste Maade."

Grundtvig:

I Henseende til alle de Indvendinger, son ere gjorte imod Forandring i Arveloven, og især mod Alt, hvad der kunde kaldes Lethed ved disse Forandringer, da vil jeg gjøre opmærksom paa, at man dog aldeles ikke maatte glemme det rette Synspunkt for en saadan Arveret, at den hverken kan eller skal være til Fordeel for Personen, men ene og alene i Folkets velforstaaede Fordeel, da de dog vel ikke mere end de, der udgjøre et Gods, skulle ansees for Løsøre eller skulle gaae til den efter en vis Arvelov Arveberettigede. Paa den anden Side vil jeg anmærke, at netop fordi man maatte ønske, at der sjeldent og kun med særdeles Forberedelse og dog ingensinde uden langt Mellemrum bliver taget nye Bestemmelser om Arvefølgen, saa maatte alt dette drive os til nu at tage en saadan Bestemmelse; thi det er vitterligt over hele Riget og Folket, at vi ere sammenkaldte for at medarbeide til en ny Grundlov, til en Grundlov, der skulde afløse, hvad der hidtil er anseet for en saadan, nemlig Kongeloven, hvoraf den gjældende Arvelov kun udgjør en Deel. Naar derfor denne Arvelov er af det Slags, at Folket og Riget umuligt kan være tjent dermed, umuligt være tjent med at udsættes idag eller imorgen for at skulle ifølge sit eget Samtykke arves af een eller anden Prinds, der kan være dets arrigste Fiende, og i alt Fald høist rimelig ikke kjender dets Tungemaal, mener jeg, at det hører til vor første Pligt at faae en saadan Arvelov ophævet. Det bliver nu et andet Spørgsmaal, om vi skulle medvirke til at faae en ny Arvelovgivning, eller om vi skulle foretrække at lade Spørgsmaalet hvile, indtil, hvad der maa forudsættes som en afgjort Sag, indtil Spørgsmaalet paanødte sig os, naar Mandslinien, nemlig Frederik den Tredies Mandslinie, som nu besidder Thronen, naar den skulde uddøe. I alle Tilfælde, saa, dersom det ikke stilles af en Anden, maa jeg til denne Paragraph stille eet eller flere Ændringsforslag i denne Retning, Saaledes at den i Kongeloven fastsatte Arvefølge aldeles ophæves.

Bregendahl:

Der er et specielt Punkt, der forekommer mig endnu ikke at være bleven berørt under Discussionen, nemlig Spørgsmaalet om Retten til at adoptere en Thronarving, og Spørgsmaalet om de Former, hvorunder det skal skee. Det synes vel, at dette Spørgsmaal nærmest maa henhøre under Spørgsmaalet om Arvefølge-Forandringen; men der kan dog være en Tvivl om hvorvidt dette Spørgsmaal er besvaret ved Bestemmelsen om den almindelige Arvelovs Forandring, og det vilde vist derfor være ønskeligt, om den ærede Ordfører vilde udtale sig om, hvorvidt dette Spørgsmaal har været omhandlet i Udvalget, og navnlig, hvorvidt det har antaget, at dette Spørgsmaal var afgjort ved Udkastets Bestemmelse. Antages det ikke, da vilde det jo være ønskeligt, at der optoges en Bestemmelse om, hvilken Omgangsmaade der i saa Henseende skulde iagttages, og navnlig, i hvilket Forhold dette Spørgsmaal skulde staae til de Arveberettigede.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

58

Fire og tredssindstyvende (67de) Møde. (Den foreløbige Behandling af Grundloven. § 4.)

Ordføreren:

Jeg trøer at kunne svare, at man anseer det for aldeles utvivlsomt, at Adoptionsspørgsmaalet maatte afgjøres i Henhold til § 4, thi den Adoption, hvorpaa det ærede Medlem tænker, er en Arvefølgeforandring og kun en Arvefølgeforandring; men jeg vil dog dertil føie den almindelige Bemærkning, at hvad enten vi nu ansee Noget for utvivlsomt eller ikke, bør dog den, der for sit Vedkommende anseer en bestemt Udtalelse i een eller anden Retning for nødvendig, ikke af en saadan Erklæring lade sig afholde fra at gjøre et bestemt Forslag i saa Henseende; thi vi maae ikke glemme med Hensyn til Erklæringer, hvad enten de fremkomme fra Ministre, Udvalg eller Medlemmer af Forsamlingen, at de kun ere Erklæringer, der staae og falde efter deres indre Betydning. De kunne vel i Fremtiden blive benyttede som Bidrag til Fortolkningen af Loven; men Lov er dog ikke andet end Lov, og Alt, hvad der siges, vil vel blive benyttet som Fortolkning, men har ikke nogen anden Betydning. Det er af Forstgtighedshensyn, at jeg een Gang for alle har bemærket dette, uagtet det forekommer mig utvivlsomt, at Spørgsmaalet maa besvares paa den af mig anførte Maade.

Iøvrigt skal jeg afvente de Amendements, der ere blevne bebudede; men jeg maa dog bede den ærede Rigsdagsmand for Præstø Amts 4de District (Grundtvig) ikke at glemme, hvad den høitagtede Justitsminister blot kortelig, men dog for mig tilstrækkelig berørte, at det har sin store Betydning, at man ikke i dette Øieblik sprænger Kongelovens Arvefølge i Luften, thi Kongelovens Arvefølge er ikke nogen ringe Magt i de europæiske politiske Forhandlinger.

Indenrigsministeren:

Det forekommer ogsaa mig ganske klart, at naar en Adoption skeer paa en saadan Maade, at Arvefølgen derved forandres, hører en saadan Forandring ind under § 4 og kan ikke skee uden Rigsdagens Samtykke.

Grundtvig:

Jeg skal blot reise mig for at bede den ærede Rigsdagsmand for Kjøge (Krieger) at spare sine Irettesættelser eller Formaninger til dem, der kunne behøve dem bedre end jeg (Latter).

Da ingen Flere forlangte Ordet, og Tiden imidlertid var temmelig langt fremrykket, hævedes Mødet, efterat det næste var berammet til den følgende Dag Kl. 12, hvor da den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet vilde blive fortsat med Udkastets § 5.

65de Offentlige Møde. (Det 68de Møde i den hele Række.)

Tirsdagen den 27de Februar.

Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Formanden:

Jeg skal anmelde nogle indkomne Adresser, nemlig: 1) En Adresse, indleveret af Rigsdagsmanden for Præstø Amts 2det Destrict (F. Johannsen), fra Hammer, Everdrup, Snesere m. fl Sogne med 356 Underskrifter, hvori man erklærer sig mod Classevalg m. m.

2) En Adresse, indleveret af Rigsdagsmanden for Frederiksborg Amts 2det District (I. C. Drewsen), fra 142 Beboere af Aalborg Amts 4de Valgdistrict, om at Rigsdagsmændenes Diæter ikke maae blive for høie. 3) Udkast til en Kirkeforfatning for den lutherske Folkekirke i Danmark med tilhørende Bemærkninger, meddeelte af Dr. theol. Rothe i Vemmeløv, indleveret af Rigsdagsmanden for Sorø Amts 6te District (Boisen). 4) En Adresse, indleveret af Rigsdagsmanden for Holbek Amts 6te District (Andresen), med 140 Underskrifter fra forskjellige Sogne, som slutter sig til en tidligere Adresse og gaaer ud paa, at Valgloven ikke maa indskrænkes og Forsamlingen ikke behandle andre Sager end Grundloves-, Finants-og Værnepligtssagen. Efter Dagsordenen gaae vi over til den fortsatte Behandling af Grundlovsudkastet og begynde med § 5 Den ærede Ordfører har Ordet.

Ordføreren:

Grundlovsudkastets § 5 lyder saaledes: „Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke tillige være Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmene Holsteen og Lauenborg". Om denne Paragraph indeholder Udvalgets Betænkning Følgende:

„Naar det i denne Paragraph hedder, at Kongen ikke uden Rigsdagens Samtykke tillige kan være Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmene Holsten og Lauenborg, har man vel ingenlunde havt Noget at erindre mod den her udtalte Tanke, men Flere have dog fundet, at den ikke var heldigt udtrykt, idet man her synes at have betegnet Hertugdømmene Holsteen og Lauenborg som Stater i en bestemtere og skarpere Forstand, end dette efter disse Medlemmers Mening kan erkjendes. Andre have vel ikke indrømmet denne Paastand, idet de antage, at Ordet „Stat" i vor Lovgivning, som i den almindelige Sprogbrug, har en saa vid og ubestemt Betydning, at dette Ords Benyttelse i denne Paragraph neppe kan mistydes, fra hvilken Opfattelse af Hertugdømmene Holsteens og Lauenborgs Forhold man end gaaer ud; men de have dog ønsket, om muligt at undgaae en Udtryksmaade, der vækker Anstød. Udvalgets Fleerhed (med 10 Stemmer mod 6) har troet, at Tanken blev betegnet aldeles utvetydigt, naar man sagde: Kongenkan ikke uden Rigsdagens Samtykke blive Regent i nogen fremmed Stat. Ved denne Affattelse lader man det nuværende Forhold til Hertugdømmene Holsteen og Lauenborg, hvor Kongen er den lovlige Regent og naturligviis uden noget Samtykke af den danske Rigsdag vedbliver at være det, aldeles urørt; derimod opstilles den bestemte Regel for Fremtiden, at en dansk Konge ikke kan vorde Regent i nogen fremmed Stat uden Rigsdagens Samtykke. Det kan neppe miskjendes, at denne Affattelse lader Forholdet til Holsteen og Lauenborg aldeles urørt og derimod indeholder det fornødne Forbehold for det Tilfælde, at Kongen kunde blive Regent i en fremmed Stat.

En Minoritet (Bruun, Dahl, David, Larsen, Ussing) har ikke fundet sig ganske tilfredsstillet ved Mojoritetens Forslag, der forekommer os mindre klart at udtrykke Paragraphens Tanke. Istedetfor den, som det synes os noget dunkle Maade, hvorpaa Tanken er udtrykt i Ordet blive, foreslaae vi derfor, at Meningen fremsættes aldeles klart paa følgende Maade:

Kongen kan uden Rigsdagens Samtykke kun tillige være Regent i Hertugdømmene Holsteen og Lauenborg.

Til denne Paragraph har man troet at burde foreslaae en Tillægsbestemmelse, hvorefter det udtaltes, at Kongen, om han end

59

med Rigsdagens Samtykke tillige overtog Regjeringen $$ en fremmed Stat, dog ikke kunde forlægge Regjeringens Sæde ud$$$$ for Riget. Man indstiller altsaa, at der tilføies: „I intet Tilfælde kan han forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget."

Paragraphen vilde altsaa efter Majoritetens Indstilling komme til at lyde saaledes:

„Kongen kan i$$$$ uden Rigs$$agens Samtykke bli$$e R$$gent i nogen fremmed Stat.

I intet Tilfælde kan han forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget", og efter Minoritetens Indstilling saaledes:

„Kongen kan uden Rigsdagens Samtykke kun tllige være Regent i Hertugdømmene Holsteen og Lauenborg.

I intet Tilfælde kan han forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget".

Jeg skal alene tilføie, at, forsaavidt Minoriteten har bemærket, at den ikke har fundet sig ganske tilsredsstillet ved Majoritetens Forslag, der forekommer den mindre klart at udtrykke Paragraphens Tanke, troer jeg paa Majoritetens Vegne at kunne gjøre den Tilstaaelse, at vi egentlig ikke selv ere saa aldeles tilfredse med vort Forslag; men Forsamlingens Medlemmer vill udentvivl fra Afdelingerne vide, at det ikke er saa let at affatte denne Paragraph. Jeg troer, at Minoriteten til Gjengjeld vil tilstaae, at den ikke heller er ganske tilfreds med sit Forslag, thi det er neppe smukt Dansk naar det hedder: „Kongen kan uden Rigsdagens Samtykke kun tillge være Regent i Hetugdømmene Holsteen og Lauenborg"; skulde altsaa nogen af Forsamlingens Medlemmer enten nu eller ved den endelige Behandling see sig istand til at foreslaae nogen Affattelse af Paragraphen, som virkelig kunde tllfredsstille Alle, da ville vi vist Alle være meget vel fornøiede dermed.

Olrik:

Redactionen af Udkastets 5te Paragraph forekommer mig ligesaalidet at være aldeles tilfredsstillende, som Redactionen af det stillede Amendement, idet Hertugdømmene Holsteen og Lauenborgs Forhold til Kongeriget ikke er saaledes betegnet, at det fremgaaer, at disse Lande ikke udgjøre selvstændige Stater, men ere særskilte Dele af den danske Stat; jeg tillader mig desaarsag, idet jeg reserverer mig et Amendement, at foreslaae følgende Redaction: „Som Overhoved for Danmarks Rige og de dermed forbundne Hertugdømmer Holsteen og Lauenborg kan Kongen ikke tillige være Overhoved for nogen anden Stat uden Rigsdagens Samtykke."

Ræder:

Det forekommer mig, at den Redaction, som er givet af Udvalgets Fleerhed, ikke er passende; den siger, at Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke blive Regent i nogen fremmed Stat, men det kunde jo være, at en fremmed Regent blev Konge i Danmark. Der er ligesaamegen Udsigt til, at en Churfyrste af Hessen kan blive Konge i Danmark, som at kongen af Danmark kan blive Churfyrste af Hessen. Jeg finder heller ikke, at Minoritetens Redaction er ganske passende, og jeg henholder mig i saa Henseende til den ærede Ordførers Bemærkning. Jeg har derfor ogsaa vovet at foreslaae en anden Redaction, overladende det til Forsamlingens Bedømmelse, hvorvidt den maatte være heldigere; den vil lyde saaledes: „Kongen, som fremdeles er regjerende Hertug i Holsteen og Lauenborg, kan uden Rigsdagens Samtykke ikke tillige være Regent i en fremmed Stat." Forøvrigt turde jeg og tillade mig at bemærke, at der maaskee behøvedes en Bestemmelse om, med hvilken Majoritet dette Skpørgsmaal kunde afgjøres, som her er opkastet; jeg antager, at det kun behøver simpel Pluralitet, men imidlertid er det dog et Punkt, søm maaskee trængte til at overveies noget nøiere.

P. D. Bruun:

Jeg troer vist, at den Minoritet, blandt hvilken jeg ogsaa befinder mig, kan indrømme, hvad den ærede Ordfører har bemærket, at Minoritetens Forslag til denne Paragraph just ikke kan røse sig af at være smukt Dansk; men jeg mener, at man i Valget mellem enten at sige Noget, som ikke er tilstrækkelig tydeligt, eller Noget, som er affattet i mindre ziirligt Dansk, maa foretrække det Sidste fremfor at vælge en utydelig Betegnelse. Det er allerede af de 2 ærede Rigsdagsmænd, som have yttret sig, bemærket, hvorledes Udtrykket „blive Regent i en fremmed Stat" kan medføre adskillige Tvivl i Forstaaelsen; men jeg mener, at dette ikke kan være

Tilfæ$$det m$$$$ Hensyn til de udtryk, som af Minoriteten ere f$$slaaeds; thi naar det hedder, at Kongen uden Rigsdagens Sa$$ty$$$$e kun tillige kan være Regent i Hertugdømmene Holsteen og Lauenborg, slutter dette sig naturligen til det, som er indenfor Grundlovsudkastets Omraade, saaledes som dette af Udkastets Fleerhed var foreslaaer betegnet, nemlig „Danmarks Rige", eller saaledes, som Udkastet $$et$$gner det „Kongeriget Danmark og Sles$$ig", og ved saaledes at sige, at Kongen kun kan være Regent i Hertagdømmene Holsteen og Lauenborg uden Rigsdagens Samtykke, er der betegnet Noget, som ligger udenfor det, som er Gjenstand for Grundlovsudkastets Bestemmelser. Derved mener jeg ogsaa — hvad de tvende ærede foregaaende Taleres Forslag kunde give Anledning til —, at der ikke bliver Spørgsmaal om nogensomhelst Undersøgelse af Hertudømmene Holsteen og Lauenborgs Forhold til Kongeriget.

F. Jespersen:

Jeg vilde tillade mig at yttre det Ønske, at den næstsidste Taler vilde forklare den Forskjel, som da er mellem, at Kongen af Danmark ikke kan være Regent i nogen fremmed Stat, og at en fremmed Stats Regent ikke kan være Konge i Danmark, thi jeg kan ikke indsee anden Forskjel derimellem end Ordenes Orden.

Ræder:

Det er kun en Redaction, som her er Tale om, og det ligger i en Redactions Natur, at det kun er Ordene, der skulle forandres, men Tingen bliver vistnok den samme.

Ørsted:

Jeg kan ikke Andet end være aldeles enig med Comiteen, forsaavidt den ønsker Forandring i Udkastets Redaction, som jeg finder aldeles nødvendig. Forsaavidt der er Spørgsmaal om Maaden, hvorpaa det, som var Hensigten med Udkastets § 5, skal affattes i den tilkommende Grundlov, kan det ikke negtes, at Minoritetens Indstilling udtrykker det, som virkelig er Tanken, at Ingen efterat være bleven Konge af Danmark kan overtage en fremmed Stats Regjering, men ogsaa, at Ingen, som forhen er Regent i en fremmed Stat, kan uden Rigsforsamlingens Samtykke blive Konge af Danmark. Som det ogsaa er erkjendt af de Medlemmer, som have talt i Sagen, ere Udtrykkene imidlertid ikke saadanne, som man i alle Henseender kunde ønske, og jeg troer ogsaa, at en anden Affattelse kunde være mulig. Det er forøvrigt ikke vigtigt, og jeg skal for Øieblikket ikke opholder mig videre derved, men kun bemærke, at af de Afsattelser af Paragraphen, som ere blevne foreslaaede, skulde jeg holde den, som er foreslaaet af den ærede Rigsdagsmand for Skanderborg Amt (Ræder), for at være den hensigtsmæssigste; men jeg forbeholder mig under den endelige Behandling muligen at stille et Amendement, som blot skulde gaae ud paa en anden Affattelse af den Tanke, som man er enig om, ligger saavel i det oprindelige Udkast, som i de to forskjellige Amendements, som ere gjorte af Udvalget. Hvad angaaer den foreslaaede Tillægsbestemmelse, kunde den vække endeel Betænkeligheder. Naar det beroer paa Rigsdagens Samtykke, hvorvidt at Nogen, som allerede er i Besiddelse af en fremmed Throne, senere ved Arv kan komme paa Danmarks Throne, eller hvorvidt at Nogen, som er Konge i Danmark, maa overtage Regjeringen i et fremmed Land, mener jeg, at man kunde overlade til Rigsdagen i sin Tid at bestemme de nærmere Betinglser, under hvilke dette kan skee, og at man ikke skulde binde den ved en saadan Regel som den, der her er given. Jeg vil vistnok troe, at under de allerfleste Omstændigheder vil det være det Hensigtsmæssigste, og vil vistnok ogsaa blive forlangt af Rigsdagen, at Den, som vil være Konge i Danmark, skal have sit Regjeringssæde her i Riget; men man kan ikke let tænke sig alle de mulige Forhold, som kunne opstaae, og som kunde gjøre Modificationer tilraadelige. Idetmindste er det let at tænke sig, at man kunde ønske saadanne Modificationer, dersom Bestemmelsen er saaledes at forstaae at Kongen bestandig skal have sit Ophold i Danmark og ikke maa idetmindste nogle Maander af Aaret opholde sig i en anden Stat, hvis Throne han ved Valg eller Arv kunde erhverve. Jeg troer derfor, det var hensigtsmæssigere at udelade dette Tillæg. Jeg har iøvrigt havt nogen Tvivl i en anden Henseende, end der hidtil har været Spørgsmaal om, nemlig om Maaden, hvorpaa Udkastet og Comiteens Forslag skulde forstaaes, om i disse nemlig" Rigsdagens Samtykke” skulde være at forstaae om den forenede Rigsdags Samtykke, saaledes som ved enkelte andre Leiligheder er bestemt, og som i et Tilfælde som dette ogsaa synes at kunne være

60

passende, eller om der ved Rigsdagens Samtykke skal forstaaes et Samtykke af begge dens forskjellige Afdelinger. Det er jo vist, at naar ingen anden Bestemmelse gives, maa den almindelige Regel gjælde, hvorefter Rigsdagens Villie gaaer ud fra, hvad begge Afdelinger, enhver for sig, have bestemt; men hvorvidt dette i et Forhold som det her nævnte maatte være det Hensigtsmæssige, derom har jeg nogen Tvivl.

Cultusministeren:

Jeg har ikke Meget at sige. Hvad jeg vilde have bemærket i Anledning af Fleerhedens og Minoritetens Forslag, er allerede fremhævet. Alle ere enige om Tanken. Der skal udtrykkes en Regel, som skal omfatte 2 Tilfælde, idet der enten kan være Spørgsmaal, om kongen af Danmark kan kaldes til Regjeringen i et andet Land, eller at Regenten i et andet Land ved Arvefølge kan kaldes til Regjeringen i Danmark. Det synes aabenbart, at Pluralitetens Forslag efter Sprogbrugen kun omfatter det første Tilfælde, at Kongen af Danmark kaldes til Regent i et andet Land, og ikke den anden Deel af Tanken, at Regenten i et andet Land kaldes til Regjeringen i Danmark, og dette synes at tale for den af Minoriteten foreslaaede Form. Hvad jeg endnu har at tilføie er blot et Par Ord med Hensyn til de 2 Redactionsforslag, som idag ere fremkomne heri Salen. Mod begge disse Redactionsforslag synes væsentlig at tale, at derved indblandes i den danske Grundlov en Bestemmelse af en mere speciel Natur om Forholdet mellem Danmark og de udenfor „Danmarks Rige" i alle Tilfælde liggende Lande Holsteen og Lauenborg. Saaledes som Paragraphen baade oprindelig er affattet, og saaledes som den efter Majoritetens og Minoritetens Forslag vil komme til at lyde, holdes Forholdet til Hertugdømmene Holsteen og Lauenborg aabent, som det i alle Tilfælde bør. Ved de 2 her fremkomne Forslag opstilles derimod en bestemt Opfattelse af Forholdet, idet det ene gaaer ud paa, at det skal hedde „de dermed forbundne Hertugdømmer Holsteen og Lauenborg" og saaledes udtaler sig om denne Forbindelses evige Varighed eller Afhængighed af Arvefølgens Modalitet, og det andet gaaer ud paa, at Kongen her er fremdeles regjerende Hertug i Holsteen og Lauenborg. Jeg synes, at Bestemmelsen af disse Forhold ligger aldeles udenfor Grundloven for Danmarks Rige, og det er nok, at der i Grundloven er holdt det Fornødne aabent med Hensyn til Ordningen af disse Forhold, og derfor troer jeg, at man i alle Tilfælde bør indskrænke sig til at vælge imellem de 2 Forslag, som ere fremkomne i Udvalget, eller de Modificationer og nærmere Bestemmelser, som dertil kunne slutte sig, men ikke gaae ind paa at optage i Grundloven en nærmere Fastsættelse af Arten af det Forhold, hvori Holsteen og Lauenborg fremdeles skulle staae til det danske Rige.

Ordføreren:

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Affattelsen af nærværende Paragraphs første Deel, kan jeg i Henseende til de Indvendinger, som ere fremhævede imod Udvalgets Fleerheds forslag, væsentlig henholde mig til den Bemærkning, som blev gjort af den ærede Rigsdagsmand for Odense Amts 6te District (F. Jespersen). Med Hensyn dernæst til de Forslag, der udtrykkelig nævne Holsteen og Lauenborg, kan jeg ganske henholde mig til, hvad der er anført af den høitagtede Kirke-og Underviisningsminister, at vi vel maae erindre, at denne Paragraph kun i Forbigaaende kommer til at nævne Hertugvømmene, uden at ville indlade sig paa nogen Ordning af disses forhold, men forøvrigt kan jeg henholde mig til min tidligere Bemærkning, at ethvert Forslag skal paa det Røieste blive overveiet i Udvalget; derimod er der et Par andre Punkter, som jeg maa berøre. Der er talt om den Pluralitet, hvormed Rigsdagens Beslutning skulde tages; jeg troer, at naar man ei udtrykkelig fordrer nogen qvalificeret Majoritet, saa er det en Selvfølge, at almindelig Pluralitet er tilstrækkelig, og det vil da være aldeles overflødigt, færligt at sige Noget derom. Forsaavidt man har spurgt om, hvad der forstaaes ved Rigsdagens Samtykke, troer jeg, at den Sprogbrug staaer fast i Udkastet, at det kun er „den ferenede Rigsdag", som betegner den Forhandlingsmaade, hvor begge Thing træde sammen; naar der derimod imod tales om Rigsdagens Samtykke, forudsættes det overalt, at ethvert Thing for sit Vedkommende giver sit Samtykke, og jeg troer, naar man iøvrigt fastholder Udkastets Bestemmelser om disse 2 Thing, er der ei nogen Grund til i nærværende Tilfælde at lette et

saadant Samtykke; jeg troer, at det kan være i sin Orden, at et saadant Samtykke ikke gives, medmindre begge Thing derom samstemme i den almindelige Forhandlingsform. Forsaavidt der endelig er gjort adskillige Erindringer mod Tillægsforslaget, forekommer det mig ikke, at alle disse ramme Forslaget. Man har netop med Flid sagt, at i intet Tilfælde kan han (Kongen) forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget. Ved Ordet „Regjeringens Sæde" havde det været tilstrækkeligt betegnet, at der ikke er sagt Noget, der kan være til Hinder for, at Kongen i nogen Tid er fraværende fra Regjeringens Sæde, og hvad angaaer de Ord „i intet Tilfælde (det vil sige, om Kongen end bliver Regent i en fremmed Stat) kan han (Kongen) forlægge o. s. v.", troe vi, at det ikke derved ligefrem er umuliggjort, at der med Rigsdagens Samtykke kunde træffes een eller anden Overeenskomst i dette Punkt; men det, som man troede egnede sig til at udtales i Grundloven, det var, at Kongen ikke paa egen Haand i noget Tilfælde skulde kunne forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget.

\
Barfod:

Cultusministeren har allerede godtgjort, hvorfor intet as de to idag paa Rigsdagen fremkomne Forslag til Forandring af § 5 kan tilfredsstille, og det forekommer mig tillige, at det fra flere Sider er indrømmet, at saavel Udkastets Redaction som de af Udvalgets Fleerhed og dets Minoritet stillede Ændringsforslag alle have deres Betænkeligheder. Jeg skulde derfor tillade mig at foreslaae, at § 5 redigeres saaledes; „Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke være Regent i nogen anden Stat eller i andre Statsdele end Hertugdømmene Holfteen og Lauenborg." Derved undgaaes for det Første den Strid, som ogsaa er antydet i Indledningen til Udvalgets Betænkning over Paragraphen, nemlig om Holsteen og Lauenborg rettelig kunne betragtes som Stater eller ikke. Men den vandtes endnu det, at det med Bestemthed udtaltes, at Kongen ikke alene ikke kan være Regent i nogen fremmed Stat, men heller ikke i nogen fremmed Statsdeel, thi, skjøndt det jo vistnok vilde være sophistisk, lod det sig dog vistnok baade paastaae og godtgjøre, at kun det Første, og ikke tillige det Sidste, var forbudt i Udkastet.

Ørsted:

Forsaavidt den ærede Ordfører bemærkede, at det Tillæg, som er foreslaaet af Udvalget, ikke kunde være til Hinder for, at en fremmed Regent, som blev Konge i Danmark, eller en Konge i Danmark, som blev Regent i en fremmed Stat, kunde forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget, vil jeg bemærke, at det aldeles ikke kan bestaae med Ordene; thi naar det først er sagt, at Kongen kun uden Rigsdagens Samtykke tillige kan være Regent i Hertugdømmene Holsteen og Lauenborg, og dernæst, at i intet Tilfælde kan han forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget, saa er det derved tilkjendegivet, at det er Noget, som han heller ikke kan gjøre med Rigsdagens Samtykke. Det staaer som en Grundlovsbestemmelse og kan altsaa ikke forandres uden paa grundlovmæssig Maade. Med Hensyn til de Redactioner, der ere foreslaaede af to andre Rigsdagsmænd, skal jeg dog gjøre den Bemærkning, skjøndt jeg ikke er ganske stemt uden for det af Rigsdagsmanden for Standerborg (Ræder) fremsatte, at der ikke vides at være nogen Betænkelighed i, at der nævnes den Kjendsgjerning, at Kongen tillige er Regent i Holsteen og Lauenborg; det er jo en factisk Omstændighed, og naturligviis kan det, at det var nævnt i Danmarks Grundlov — saa at sige paa en blot negativ Maade —, at Hertugdømmene Holsteen og Lauenborg være Lande, hvori Kongen kunde være Regent uden Rigsdagens Samtykke, ikke have nogen Indflydelse paa de Spørgsmaal, som kunne opstaae i Fremtiden, navnlig med Hensyn til Arvfølgen. Det udsiges blot som en factisk Omstændighed, at Kongen der er Regent, og at der ikke haves Noget imod, at han vedbliver at forene Regjeringen over disse Lande med Regjeringen over Danmark.

Grundtvig:

Det blev igaar afgjort, at Overskriften til Grundloven først til Slutningen skulde komme under Behandling; men dermed var det naturligviis ikke Meningen, at vi ikke under Drøftelsen af alle Enkeltheder bestandig skulde komme i Hu, at det allenfals var Rigets, Danmarks Grundlov, hvorom hele Talen dreiede sig. Det blev ved denne Leilighed i en meget uskyldig Hensigt anmærket, at man kunde ligne Overskriften med den Titel, man giver

61

en Bog, efterat den først er særdig; men jeg finder rigtignok, at Lignelsen desværre her kun er altfor slaaende, thi det er ikke blot ved 5te Paragraph, men mig synes ved mange Paragrapher, at man maa tænke, at Forfatterne have ikke fra Først til Sidst havt for Øie, at det var Kongeriget Danmark og hvad der kan gaae op deri, de vilde skrive Grundlov for. For nu at holde os til den 5te Paragraph, som her ligger nærmest, da have vi allerede hørt, at den lyder saaledes: „Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke tillige være Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmene Holsteen og Lauenborg." Enhver opmærksom Læser, som finder dette i et Udkast til Grundloven, maa da jo strax tænke, enten at disse Hertugdømmer Holsten og Lauenborg staae i et særdeles, ja i et mageløs uskyldigt og kjærligt Forhold til Kongeriget Danmark, eller og, at Forfatterne her have glemt, at det var Danmarks Riges Tarv, som bestandig skulde være her Reglen baade for det Tilladte og for det Forbudte. Vi see jo nok, at Anledning til at bruge disse Udtryk var nær nok, da Kongen af Danmark en Stund har været og endnu i alt Fald kaldes Hertug til Holsten og Lauenborg; men derfor ere de dog lige utilfredsstillende, og vore Nævninger i Grundlovssagen, Comiteen, have da ogsaa forelagt os 2 Rettelser at vælge imellem. Naar jeg nu skulde vælge en af disse, saa kunde jeg vistnok ikke noget Øieblik være tvivlraadig, men maatte vælge den første som den bedste, om den end ikke havde havt de fleste Stemmer. Derester skulde da, som vi ogsaa have hørt, Paragraphen lyde saaledes: „Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke blive Regent i nogen fremmed Stat", ligesom Tillæget, hvorom hele Comiteen har været enig, er, at i intet Tilfælde kan han sorlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget. Hermed mener jeg rigtignok, at vi næsten kunne finde os tilfredsstillede; men der er dog en Hage ved, som allerede tildeels er bemærket, og det er dette „blive" istedetfor „være". Da det allerede er bemærket, at det her gjør en stor Forskjel, i det Ringeste i det Tilfælde, at en fremmed Regent skulde være arveberettiget til Kongeriget Danmark, saa frygter jeg ikke for, idag som igaar, at beskyldes for Ordkløveri, fordi jeg lægger Vægt paa dette, men snarere kunde jeg vel frygte for at faae en endnu drøiere Irettesættelse end den, jeg fik igaar; thi naar jeg vilde, at Paragraphen skulde lyde saaledes: Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke være Regent i nogen anden Stat, og dermed Punktum, saa kunde man jo sige, at jeg vilde altsaa, om jeg kunde, forhindre Kongen af Danmark fra at være Hertug i Holsten og Lauenborg. Dertil maa jeg imidlertid svare, ligesaa rolig som bestemt, at kom der den Dag, da Kongen af Danmark ikke tillige kunde være Hertug i Holsten og Lauenborg uden til Kongeriget Danmarks Skade og Fordærvelse, saa er det langt fra, at jeg har saadan Forkjærlighed for enten Holsten eller Lauenborg, at jeg skulde noget Øieblik enten ønske, at Rigsdagen gav sit Samtykke til, at Kongen af Danmark fremdeles var det, eller at Kongen kunde være det uden Rigsdagens Samtykke. Derfor, dersom ikke Comiteen kan finde Grund til at ombytte Ordet „blive" med Ordet „være" i denne Sammenhæng, da maa jeg forbeholde mig at stille et Ændringsforslag, som gaaer ud derpaa. Til Slutning vil jeg blot sige, at skulde der kunne gjøres nogen Indvending mod, at jeg vilde sætte denne Ting i Bevægelse, saa maatte det dog kun være, fordi det var en saa urimelig Ting, at Regjeringen i Holsten og Lauenborg kunde blive uforligelig med den danske Konges Stilling, meb hans Stilling til Kongeriget Danmark, saa urimelig, at Talen og Tvisten derom burde overlades til Tydskerne, det store Keisersolk i Mulighedernes grændseløse Rige; men vi vide, at det er langt fra at være saa. Have vi med aabne Øine betragtet

den nærværende tydske Gjæring, hvis Ende Tydskerne ikke selv kunne forudsee, end sige vi, og have vi med Opmærksomhed læst den østerrigske Erklæring om den Vei til Forening i Tydskland, som de ansee for den ene rette, have vi læst denne Erklæring, den beskedneste af alle dem, som ere komne for Lyset i Tydskland, saa mener jeg, at den Dag kunde meget snart komme og meget let komme, at der gjordes saadanne Fordringer til Hertugen i Holsten og Lauenborg, saadanne Fordringer, netop paa de Lande, som udenfor Tydskland laae under hans Scepter, saadanne Fordringer, som gjorde det nødvendigt, at Kongen af Danmark enten maatte bringe Danmarks Rige og dets velforstaaede Ære og Selvstændighed til Offer, eller maatte høre op at være Hertug i Holsten og Lauenborg.

Formanden:

Vi gaae nu over til § 6; men ved § 2 er der bleven reist det Spørgsmaal, om ikke ogsaa § 6 burde udsættes ligesom § 2; hvis det ærede Medlem, som reiste dette Spørgsmaal, vedbliver det, kunde vi maaskee foreløbig afgjøre det formelle Spørgsmaal, om Paragraphen skal behandles nu eller udsættes.

Boisen:

Da jeg anseer § 6 saa nøie forenet med § 2, at Behandlingen af hiin i mine Tanker umuligen kan skilles fra denne, maa jeg udtale det som mit Ønske, at ligesom Behandlingen af § 2 er udsat til Behandlingen af §§ 64—66, det Samme da ogsaa maa blive Tilfældet med § 6.

Mynster:

Det blev af en æret Rigsdagsmand igaar bemærket, at man er nær ved at komme i Bane med at udsætte de enkelte Paragrapher saaledes, at der paa det behørige Sted Intet bliver at forhandle. Som det uden Tvivl i Almindelighed er meget skadeligt at udsætte Noget, der kan have nogen Vanskelighed, saa vilde det vistnok ogsaa være Tilfældet ved Behandlingen af nærværende Udkast. Man har allerede udsat Behandlingen af Overskriften af Loven, man har udsat Behandlingen af den 2den Paragraph, og nu ere vi først ved den 6te Paragraph, og der handles allerede igjen om en Udsættelse, og man kan ikke vide, hvormange af de følgende Paragrapher der kunde bringes i Forbindelse med de udsatte Paragrapher. Dette kunde meget let have den Følge, at paa denne Maade Saameget blev blandet sammen, at den enkelte Ting ikke blev behandlet tilstrækkeligt. Det forekommer mig, at man kan hente et advarende Exempel fra § 6 i Værnepligtsloven, som først blev udsat ved dens oprindelige Sted til § 25, derpaa udsat til Slutningen, og da behandlet som det gaaer saa let ved Slutningen, naar Alle blive trætte, idet man efterhaanden, som Forhandlingerne droge sig ud, trættedes ved dem, begjerede Afslutning, og Resultatet blev da, som vistnok af Mangfoldige erkjendt, temmelig utilfredsstillende. Hvad den nærværende Paragraph; angaaer, saa vil vel Ingen negte, at den staaer paa sin fuldkommen rette Plads, da her jo handles om Kongens Rettigheder og Kongens Pligter, og da det vel forhaabentlig maa antages, at Grundloven ikke skal forbyde det danske Folk at have den Kirke, som det har, som er den evangelisk-lutherske; men der kan vel blive at handle om, hvorledes denne Kirkes Berettigelse skal udtrykkes i Grundloven, og hvilke Friheder der kunde være at tilstaae andre Religionssamfund, og det forekommer mig derfor, at man har de Data, hvorefter man fuldkommen kan skride til Behandlingen af nærværende Paragraph.

Ordføreren:

Jes skal ganske slutte mig til det ærede Medlem, som nys satte sig.

Ved den derpaa foretagne Afstemning blev det med 72 mod 43 Stemmer besluttet, at Paragraphens Behandling ikke skulde udsættes.

(Fortsættes.)

Trykt eg forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

62

Fem og tredssindstyvende (68de) Møde. (Den foreløbige Behandling af Grundloven. § 6.)

Ordføreren:

Denne Paragraph er i Udkastet saalydende: „Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke." Rigsforsamlingen vil see, at Udvalget Intet har havt at bemærke ved denne Paragraph. Man har troet, at den saa ligefrem fulgte af den almindelige moralske og religiøse Følelse, at noget særeget Forsvar og Beviser for denne Bestemmelses Rigtighed vilde være overflødige.

Grundtvig:

Deri har da Comiteens Ordfører aabendar Uret (Latter), at det skulde være overflødigt, thi saa maa man ikke engang have bemærket, at „evangelisk-luthersk" er et Navn paa den forrige eller nærværende danske Statskirke, som ikke findes i Kongeloven eller i danske Lov, saa at førend man bestemmer, at Kongen skal høre til denne Kirke, maa det vel være afgjorte, hvad det er for en Kirke, være afgjorte, at det er eenstydigt med Folkekirken eller med Statskirken i Danmark.

Tage Müller:

Jeg skal ikke nægte, at jeg finder, at denne Paragraph staaer i den nøieste Forbindelse med den 2den Paragraph, hvis Behandling Forsamlingen udsatte. Jeg er naturligviis fuldkommen overbeviist om, at den evangelisk-lutherske Kirke efter den augsburgske Confession er den danske Folkekirke i den Forstand, at Staten maa have særdeles Omsorg for denne Kirke, og ikke alene i den Mening, at denne Kirke er et Religionssamfund, som har samme Berettigelse og ikke større Berettigelse end ethvert andet anerkjendt Religionssamfund. Der blev igaar yttret den Mening, at det Modsatte skulde være Tilfældet, at den lutherske Kirke ikke skulde have nogen anden Berettigelse end ethvert andet Religionssamfund. Dersom dette blev af Forsamlingen antaget, vil jeg ogsaa erkjende, at der kunde være Spørgsmaal, om man kunde fordre, at Kongen skulde bekjende sig til Folkekirkens Tro. Jeg haaber imidlertid, at dette ikke skal blive antaget af Forsamlingen. Staten skylder vistnok de forskjellige Former, hvorunder Religiøstteten kan yttre sig, i en vis Grad, og i en saa viid Grad, som andre høiere Formaal gjøre det tilraadeligt, Frihed; men Staten skylder den Kirke, til hvilken den har været sluttet i mange Aarhundreder med Baand, der vel kunne kaldes hellige, skjøndt de ofte ere blevne vanhelligede, en særdeles Omhu, en særdeles Understøttelse. Baandet mellem Stat og Kirke skal vel løsnes saaledes, at det ikke skal have en Stramhed, som skjærer til Marv og Been, maaskee efter den legale Bestemmelse, skjøndt ikke i Virkeligheden; men Baandet mellem Kirke og Stat skal derfor ikke opløses. Det er det aandelige Baand, som isærdeleshed skulde have en bestandig forbindende Kraft, og man kan da vel neppe ville, at Statens Overhoved skulde bekjende sig til en anden Tro end Folkekirken, og at Baandet saaledes snarere skulde løsnes end knyttes fastere, hvor det skulde have sit Sammenknytningspunkt. Det er visselig af Vigtighed, at Statens Overhoved, naar han skal beskikke Embedsmænd efter Udkastet til Grundloven, ogsaa Kirkens Embedsmænd, maa bekjende sig til Folkekirkens Tro. Den varme Følelse for Fædrenes Tro kan maaskee ofte i det danske Folk være indslumret, men den vil sikkert vaagne, og det vil have Folkesympathi imod sig, hvis Folket saae, at den Konge, som sad paa Thronen, var af en anden Religionsbekjendelse. Naar man kjender Katholicismen i dens Væsen og Charakteer, maatte vistnok ogsaa den evangelisk-lutherske Kirke ansees for at være i Fare, dersom Kongen var Katholik. Jeg troer, at man vil forrykke Standpunktet, naar man

i denne Bestemmelse vilde see en Samvittighedstvang; thi ligesom den geistlige Embedsmand maa nedlægge sit Embede, naar han ikke efter sin Overbeviisning kan slutte sig til Kirkens Tro, saaledes maa Kongen ogsaa nedlægge sin Krone, naar han ikke efter sin Overbeviisning kan være et Medlem af den evangelisk-lutherske Kirke. Dersom Kronens Glands skulde saaledes blænde ham, at han hellere handlede mod sin Samvittighed, saa er Brøden paa hans Side, men ikke en Følge af Grundlovens Bestemmelse, som vist ikke kan være anderledes, end den i Udkastet er.

Barfod:

Den evangelisk-lutherske Tro har ikke mere Ret i Danmark end i Tyrkiet (Latter); den har overhovedet slet ingen Ret uden som den absolute Sandhed, men som saadan har den Ret, og ligemegen Ret allevegne. Det er ikke den evangelisk-lutherske Tro, der har Ret her i Danmark; det er det danske Folk, der har Ret til den, forsaavidt som den er Sandhed. Den sidste ærede Taler sagde, at hvis Kongen lod sig saaledes blænde af Kronens Glands, at han hellere opgav sin Samvittighed end den, da var Skylden hans egen og ikke vor; men jeg siger, at Skylden var vor, jeg det var os, som havde fristet ham. Jeg skal ikke nærmere indlade mig paa nærværende Paragraph, men idet jeg erklærer, at hvis man forelagde os en Grundlov, som gjorde Kongen alene fri, men hele Folket til Trælle, da protesterede jeg imod den, og forelægger man os en Grundlov, som gjør hele Folket frit, men Kongen alene til Træl, saa maa jeg atter protestere; idet jeg erklærer dette, skal jeg derfor endnu kun tilføie, at jeg forbeholder mig det Forslag, at § 6 udgaaer.

Winther:

Jeg vil blot i Anledning af den statsfarlige Theori, som det ærede kongevalgte Medlem, der yttrede sig næstforhen, udtalte, ogsaa tiltræde det Amendement, at denne Paragraph udgaaer. Der blev igaar med megen Styrke af det kongevalgte Medlem, den høiærværdige Biskop i Sjælland og af den høitagtede Cultusminister udtalt, at Arveligheden var en af Rigets Grundpiller. Jeg spørger nu: er det da Ret at tilsidesætte en saa vigtig Bestemmelse for Kirkens Skyld, naar Statens Sikkerhed derved trues? Jeg troer det ikke, og det vilde idetmindste, hvis vi indrømmede det, være det Samme som at indrømme Kirken et Herredømme over Staten; Geistligheden Herredømme over Kongen, det kan jeg idetmindste ikke give min Stemme til, derfor henholder jeg mig til det Amendement, som nylig blev antyder.

la Cour:

Det er en aldeles urigtig Anskuelse, som den sidste ærede Taler yttrede. Det er ikke for Kirkens Skyld, at denne Bestemmelse er kommen i Grundloven, at Kongen skat bekjende sig til den evangelisk-lutherske Kirke, men det er for Landets Skyld, og det i saa høi Grad, at man gjerne kan sige, at Landets Vel er afhængigt deraf. Skal det danske Folk have sig en Konge, saa vide vi, at det er Folkets første Ønske, at han skal være saa dansk som muligt, dansk af Opdragelse, dansk af Sprog, dansk af Hjerte og dansk af sit hele Væsen, og er han ikke det, saa kan han aldrig forstaae Folket tilfulde, og Folket ikke forstaae ham eller have fuldkommen Tillid til ham. Derom troer jeg forvist, at vi ere enige Alle. Men nu vil jeg spørge: hvad anseer man Religionen for at være? Mon den være noget Fremmed eller en Klædning, som man tager paa idag og kaster bort imorgen? Er den Noget, som kun bevæger sig paa Overfladen, og som ingen Indflydelse har paa det Liv, som rører sig i Menneskenes og Folkenes Indre? Nei tvertimod! Der er ingen Ting, som slaaer dybere Rødder i Sjælen end Religionen, der er Intet, som er inderligere sammenvævet med et Menneskes og et Folks Væ

63

sen, der er Intet, som i dev Grad bliver Grundvold for Folkecharakteren, som netop Religionen, og de Fleste ville indrømme, at det ikke e$$ et tilfældigt Spil, at den christelige Religion har antaget og bevaret een Form idet sydlige Europa og en anden i Norden, een i det egentlige England, en anden i Skotland og en tredie i Irland, men at Religionen i Tidernes Løb har virket ind paa Folkecharakteren og Folkecharakteren atter paa Religionens Form, saa at de tilsidst ere smeltede sammen og paa en Maade ere blevne $$et, Og er dette Sandhed, saa kan ingen Konge være ægte dansk, saafremt han ikke deler det danske Folks Tro, og Ingen kan kalde det urimeligt, at denne Betingelse er sat, at Kongen skal høre til den evangelisklutherske Kirke, fordi det er af yderste Vigtighed for Folket, som næsten udelukkende hører til samme.

Men en ubillig Fordriug er det heller ikke at gjøre til Kongen; han gjøres ikke, som nylig er sagt, til Træl, mens Andre erholde Frihed; thi Talen kan i Almindelighed ikke være om Overgang til en anden Religion eller en anden Bekjendelse i den modnere Alder, et Tilfælde, som er saa sjeldent, at ingen Rimelighed kan tænkes for, at en saadan Lyst skulde paakomme en Konge; men Talen maa især være om den religiøse Underviisning og Opdragelse, som Thronfølgeren skal nyde, og er det af saa stor Vigtighed, at Kongen deler Folkets Tro, saa maae Forældrene finde sig i, at Sønnen opdrages i denne, saafremt de ikke ville see Kronen paa en Andens Hoved; thi man dømme, som man vil, om den Strid, som igaar førtes her i denne Sal, saa er Landet dog ikke Thronfølgerens ligefremme Arv, dersom de stillede Betingelser ikke opfyldes, og til at stille saadanne Betingelser have dog Konge og Folk i Forening Ret.

Mynster:

Det viser sig allerede her, at man bereder sig let Forlegenheder derved, at man udsætter enkelte Paragrapher til en senere Behandling. Hvis saaledes den 2den Paragraph først var bleven behandlet, kunde det vel være, at en anden Redaction eller en anden Betegnelse af „Folkekirken" vilde have kunnet finde Anklang, f. Ex. som den af et æret Medlem blev antydet, og som jeg skulde være tilboielig til at foretrække, at man nemlig satte „den evangeliske Religion efter den augsburgske Bekjendelse". Imidlertid vil dette saameget mindre her kunne være af nogen særdeles Vigtighed, som vi jo nu kun ere ved den foreløbige Behandling, og hvis altsaa en anden Betegnelsesmaade for Folkekirken senere blev vedtagen i § 2, vilde den ogsaa i denne Paragraph blive at anvende. Hvad nu Sagen selv angaaer, er det allerede af et æret Medlem antydet, hvormeget det er at ønske, hvormeget man bør stræbe efter, at Folk og Konge maae være sammensmeltede, at Kongen er ægte dansk; men dertil hører, at han ikke maa bekjende sig til nogen anden Religion end den, til hvilken den langt overveiende Fleerhed af Folket bekjender sig. Der er i Udkastet, som det forekommer mig, med megen Skjønsomhed burgt det Udtryk „Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke". Derved er al personlig Samvittighedsfrihed ham tilstaaet, thi det forlanges ikke af ham, at han skal aslægge nogen Ed paa nogen bestemt Confession, saaledes som det maa forlanges af den lutherske Kirkes Tjenere; der foreskrives ham ikke, hvor nøie han skal holde sig til Kirken, hvad han i saa Henseende skal iagttage, men der fordres, at han ikke maa sige sig løs fra denne Kirke, ikke træde over til en anden Kirke, at Folket skal kunne henregne ham til det samme kirkelige Samfund, til hvilket det selv hører. Dersom man vilde frafalde denne Bestemmelse, er det saa langt fra, at man derved vilde bidrage til den Sikkerhed, som der er Tale om, at tvertimod Intet kunde saaledes ryste Statens Grundvold, og jeg behøver vel ikke at anføre de Exempler, hvorpaa Historien er saa rig, paa, hvilke Ulykker der er bragt over Land og Folk derved, at Fyrsten har hørt til en anden Kirke end den, Fleertallet af Folket hørte til; det er allerede Noget, der graver stærkt paa Staten, naar der er flere Bekjendelser, der have talrige Tilhængere i Staten, et Uheld, som Danmark lykkeligviis hidtil har været befriet for, men naar den, som staaer saa høit som Kongen, er i denne Henseende afvigende fra Folket, da kan deraf vistnok fremkomme de sørgeligste Følger. Det, som man jo især har at see hen til, er til Forholdet med den katholske Kirke. Den, som maatte mene, at denne Kirkes Magt er brudt, fordi Paven for Øieblikket er forjaget fra sin Residents, vilde vistnok meget feile; der er ingen jar

disk Magt, der staaer saa solid i nærværende Øieblik som Paven, ja man seer det endog, hvorledes man allestedsfra udbreder sine Arme for at modtage ham. Man kan være forvisset om, at den romerske Curie og Jesuitismen altid ville være tilstede, de opgive alderig deres Fordringer, de kunne temporisere, de kunne lade være at gjøre deres Fordringer gjældende; men de ville aldrig opgive dem; saasnart det gunstige Øieblik er der, ville ogsaa Fordringerne fremstaae. Det romerske Hierarchi er en meget betydelig Magt, som gjennem sine mange Forgreninger udstrækker sig vidt omkring, og som har fundet de klogeste Midler til at skaffe sig Herredømme allevegne, nemlig ikke blot det udvortes Herredømme, men ei indvortes, og det det meest piinlige for Samvittigheden, ved det private Skriftemaal; ved den Lære, at Menneskets begaaede Synder skulle udsones med Bodshandlinger, derved har Skriftefaderen i sin Magt at paalægge den Skriftende hvad han skal udrette for at afsone sine Synder, og hvad der i denne Henseende vilde blive paalagt en Konge, en Regent, det vide vi kun alt for vel at være netop det, at han paa enhver Maade skal stræbe efter at udbrede den katholske Religion og denne Kirkes Myndighed i sit Land; og hvortil dette kan føre, det behøver man vel ikke omstændelig at oplyse. Det er altsaa saa langt fra, at derved, at Kongen hører til den evangelisk-lutherske Kirke, Geistligheden faaer noget Herredømme over ham, at man tvertimod, hvis man vilde fritage ham for denne Forpligtelse, derved særdeles let kunde give ham hen under en anden Geistligheds Herredømme, hvilket sandelig har noget ganske Andet at betyde, under en Geistlighed, der har et Overhoved, der ikke hører til Staten, der staaer udenfor den, der anseer sig, jeg kunde vel sige det, ophøiet over menneskelige og guddommelige Love, der endog kunde ansee sig berettiget til at fritage Kongen for den Ed, han har aflagt paa Folkets Grundlov. See derfor er danne Paragraphs Bestemmelse saa vigtig, og dersom man vilde lade den falde bort, kunde man udsætte Landet for den største Fare.

Marckmann:

Af hvad jeg havde at sige er allerede Meget blevet sagt; imidlertid vil jeg dog tilføie et Par yderligere Bemærkninger. Det var vistnok en aldeles falsk Bedømmelse af vor Tid, dersom man sagde, at den var meget religiøs, men der er ogsaa Mange, som i deres Foragt for Religionen mene, at enten man har den Religion, som gjælder i Tyrkiet, eller den, som gjælder i Danmark, kan være ligegyldigt; der er Mange, siger jeg, som i deres Ligegyldighed for Religionen ere tilbøielige til at betragte den, som om den var Noget, som, jeg vil ikke sige der slet ikke burde være Tale om, men hvis Forhold til Staten de dog ikke engang kunde, uagtet det Forhold, hvori Religionen staaer til Staten, jo aabenbart er saa vigtigt og betydningsfuldt, skjønne at være Noget, der kan staae i Forbindelse med den. Jeg troer, det er en anerkjendt Sætning, jeg her udtaler, at det er godt for en Stat, at der er Eendrægtighed mellem Borgerne, og jeg troer ikke, at noget Statssamfund med Bevidsthed har stræbt efter at fremkalde Usamdrægtighed og Uenighed i sit Skjød; men af al den Usamdrægtighed, som kan herske i en Stat, er ingen større end den, som kan opstaae i religiøs Henseende. Hidtil have vi, Gud skee Lov, været frie derfor i vor Stat, og jeg troer, at det nu fornuftigviis ikke kan falde os ind at etablere en saadan religiøs Splidagtighed, naar den kan undgaaes, eller være ligegyldige for den Mulighed, at Saadant kunde skee. Med Hensyn til de religiøse Forhold for vort Land, med Hensyn til det Standpunkt, den evanglisk-lutherske Kirke indtager, vil det jo vistnok være af allerstørste Betydning, om Kongen er Protestant eller evangelisk Christen eller ikke. Sjællands høitagtede Biskop har nys selv henviist til Katholicismen, og jeg vil, blot med Hensyn til hvad der er yttret, henvise til at det netop har været Tilfældet overalt, saaledes som ogsaa Historien viser os, at den katholske Propaganda, som vistnok ikke slumrer nu, ligesaalidt som den har slumret nogensinde, har netop ivrigst bestræbt sig for at udbrede den katholske Religion, fornemmelig ved Hjælp af Jesuiterne, som paa den underfundigste Maade have gaaet frem for at virke for deres Religion og afstedkommet de største Ulykker i Landene. Derfor mener jeg ogsaa at burde i høieste Maade samstemme med dem, der have talt for denne Paragraph.

64

Grundtvig:

Naar en høitæret Taler nys bemærkede, at mellem de mange listige Paafund, som den katholske Kirkes Tjenere og Jesuiterne ere berygtede for, da er det ogsaa et, at de ligesom Ingenting løse Regenterne fra den Ed, de have gjort paa Landenes Grundlov, og henholdende mig dertil vil jeg blot spørge Forsamlingen, om den da synes, der er den mindste Sikkerhed for den Ed, som paalægges kongen af Danmark, naar han skal love at høre til den evangelisk-lutherske Kirke; og dernæst saa vil jeg gjøre opmærksom paa, at da den evangelisk-lutherske Kirke slet ikke er noget vedtaget eller bestemt Begreb, saa vilde da hans Baand dertil være noget aldeles ubetydeligt. Da overalt dette Spørgsmaal skal behandles uden Forbindelse med, hvad det jo fører til, med Spørgsmaalet om, hvorvidt der skal være enten en „heelherskende" eller „halvherskende" Religion i Danmark fremdeles, og om den skal kaldes evangelisk-luthersk, saa seer jeg ikke rigtig, at der skulde blive nogen Ende paa Talen om denne Paragraph, medmindre man beslutter sig til, som en Udvei at dvæle ved Navnet Folkekirke istedetfor det almindelige og saaledes overlade det til en følgende Drøftelse, hvad der skal bestemmes om den evangelisk-lutherske Kirkes Stilling og Fortrin i Danmark. Jeg kan imidlertid ved denne Leilighed ikke undlade at bemærke den Synderlighed, at idet baade den høiærværdige Taler og ligeledes en anden Taler meget rigtigen, efter min Overbeviisning, med den fuldeste Ret paastode, at det var Hovedsagen, at kongen var folkelig, altsaa var dansk, at saa hørte jeg dog ikke mindste Beklagelse derover, at der ikke findes det mindste Ord i hele Grundloven, der siger, at han skal være Dansk; og at det ikke fulgte deraf, at han hørte til den evangelisk-lutherske Kirke, eller sagde, at han hørte dertil, at det ikke fulgte deraf, at han var Dansk eller folkelig af Hjertens Grund, det troer jeg at kunne spare Beviset for. Naar endelig den Taler, som sidst var oppe, naar han erklærede, at vi maatte med Hensyn til Religionen undgaae Alt, hvad der kunde føre til Splidagtighed, da seer man let, at dette vilde føre langt videre end til denne Paragraph, thi det vilde føre til dem, som bestemme Religionen for Danmark.

Mynster:

Jeg skal blot bemarke, at den evangelisk-lutherske Religion eller Kirke, efter den Augsburgske Confession, er udentvivl et saa bestemt Begreb, som her behøves, og dernæst, at Grundloven ikke foreskriver, at Kongen skal aflægge nogen Ed paa Confessionen, men den siger kun, at kongen skal henhøre til den evangelisk-lutherske Kirke, altsaa hvis han gik over til en anden Kirke, saa vilde han efter Grundloven derved have forbrudt sin Krone.

Grundtvig:

Jeg veed ikke rettere, end at den evangeliske Kirke ikke har nogen Lovhjemmel nogetsteds, undtagen i Preussen, og jeg veed ikke rettere, end at den evangeliske Kirke er netop et Udtryk, som var, førend nogen Statskirke opkom der, og hvortil man altsaa bestandig maatte komme tilbage, naar man vilde have nogen begrundet Mening om, hvad Statskirken er. Tilføier man: efter den Augsburgske Confession, da lægger man Noget til, som giver en Bestemmelse, men det er Noget, som fattes i Udkastet.

Barfod:

Jeg seer ikke rettere, end, at naar kongen skal aflægge Ed paa hele Grundloven, saa aflægger han ogsaa Ed paa, at han tilhører den evangelisk-lutherske Kirke, hvis § 6 bliver staaende; og tilhører han den ikke, saa aflægger han Meened. Der er talt om religios Ligegyldbighed; der er talt om de Farer, som kunne true, hvis kongen blev katholsk, og hvis man fik Jesuiter herind. Jeg har den Lykke at kunne erklære, at jeg troer at tilhøre den evangelisk-lutherske Tro; men som en Følge deraf har jeg ogsaa den Lykke at finde mig overbeviist om, at denne Tro er Sandhed, men kan da ikke begribe, at de, der ogsaa ansee den for Sandhed, skulle troe, at hvad der ikke er Sandhed, altsaa Løgn, skal være stærkere end Sandheden. Derfor kan jeg, for mit Vedkommende, som evangelisk Lutheraner ikke i fjerneste Maade frygte for, at vi skulde faae en katholsk Konge eller de saa frygtelige Jesuiter herind; jeg er vis paa, at Lutherdommen er stærkere end Jesuitdommen.

Grundtvig:

Jeg maa forbeholde mig at stille det Ændringsforslag i den Retning, at Ordet „Folkekirken" sættes istedetfor „den evangelisk-lutherske Kirke".

Gram:

Efter hvad der nu er bleven yttret, har jeg kun lidt at tilføie. Jeg havde ønsket, at Behanblingen af denne Paragraph

var bleven opsat til Behandlingen af § 2, da dog vistnok Enhver maa erkjende, at disse Paragrapher staae i noie Forbindelse med hinanden. Men da dette nu ikke er skeet, skal jeg tillade mig at foreslaae en Redactionsforandring af denne Paragraph hvorved Hovedspørgsmaalet holdes aabent, idet jeg ønskede, at den kom til at hedde saaledes:

„kongen skal høre til den danske Folkekirke."

J. A. Hansen:

Blandt de Forsvarsgrunde, man fra forskjellige Sider har anført for nærværende Paragraph, var ogsaa den, der er anført af flere Talere, og navnlig af den ærede Rigsdagsmand for Randers Amts 4de District (la Cour), at den evangelisk-lutherske Religion er Folkets Religion, og at den endog er ligesaa inderlig forenet med Folket som dets Danskhed, saa at han endog har meent, at Danskhed og evangelisk Lutherskhed kunde betyde det Samme. Jeg finder mig opfordret til i den Anledning at fremsætte et Par Bemærkninger. Vilde disse ærede Talere vedkjende sig, ved at anføre denne Grund, at de gaae ud fra en juridisk Betragtning af disse Forhold, da maa jeg sige: de have Ret. Det danske Folk i sin Heelhed hører, juridisk talt, til den evangelisk-lutherske Kirke; det danske Folk skal udvortes bekjende sig til den, dersom det vil vedblive at hedde dansk; det kan ikke blive i Danmark, naar det ikke udvortes, juridisk, bekjender sig til denne Tro; men ved at afgjøre Spørgsmaalet, om denne Paragraph skal blive staaende eller ikke, da mener jeg rigtignok, at det ikke er det rette Standpunkt, man er kommen ind paa i sin Betragtning. Jeg mener, at ligesom dette Grundlovsudkast, idet det indlader sig paa at bestemme Borgernes religiøse Rettigheder og Pligter, har lagt an paa at betragte alle disse Forhold fra et christeligt Standpunkt, medens vor tidligere Lovgivning alene betragtede den fra et juridisk, saaledes mener jeg ogsaa, at vi ved Behandlingen af denne Sag bør sætte os paa et christeligt Standpunkt, og forlade det juridiske. Gjør man det, saa spørger jeg, naar man, for at blive i Danmark, er tvungen, tildeels ved Mulcter, deels ved Vand- og Brødstraf, deels ved Tugthuusstraf, inden 2 Maaneder, efterat man har faaet et Barn født, at skulle lade det døbe efter den evangeliske-lutherske Kirkes Formular; naar man stal mulcteres uafladelig høiere og hoiere, ja miste det Sidste, man har; naar man ikke lader sine Børn, naar de opvoxe, undervise i den evangelisk-lutherske Tro af den Skolelærer, der er bleven beskikket til at undervise dem; naar man, for at blive i Danmark, skal lade sine Børn, naar de have opnaaet den fornødne Alder, consirmere, og det af den evangeltsk-lutherske Kirkes Lærere og efter dens Ritus; naar man skal, for at vedligeholde sin fulde borgerlige Ære, deeltage i Nydelsen af Herrens Nadvere, efter den her bestaaende Ritus og efter et visk Mellemrum, og, naar det gaaer ud derover, tabe sin borgerlige Ære, saa at man ikke for nogen Ret antages som gyldigt Vidne — saa spørger jeg, har man da fra et christeligt Standpunkt Ret til at sige, at den Kirke, hvis Medlemmer paa den Maade ere gjorte til dens Medlemmer, christeligt talt, høre til den? Juridisk har man Ret til at sige det, men christeligt kan jeg ikke indrømme, man har denne Ret.

Formanden:

Maaskee den ærede Taler vil indrømme mig, at denne Discussion nærmest hører hen til en anden Deel af Udkastet, nemlig §§ 64—66. Det synes mig at være en temmelig vidtløftig Indledning, men jeg veed naturligviis ikke, hvorhen den ærede Taler vil komme; det forekommer mig imidlertid, at han for Øieblikket fjerner sig formeget fra det foreliggende Spørgsmaal.

J. A. Hansen:

Jeg haaber rigtignok ikke at komme videre end jeg er; men jeg vilde blot anføre, hvad jeg troede at vedkomme den Parograph, hvorom her er Tale.

Formanden:

Herimod kan der vist ikke være Noget at erindre, forsaavidt som der skal begrundes den Sætning, om Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske Kirke eller ikke. Sammenhængen hermed og med hvad den ærede Taler har yttret kan jeg rigtignok ikke skjønne, men muligt, at den ved den følgende Udvikling kan vise sig.

J. A. Hansen:

Man har anført som Grund for, at Hs. Majestæt skal bekjende sig til den evangelisk-lutherske Kirke, at det var Folkets Tro i Danmark. Jeg har i min Argumentation gaaet ud paa at bevise, at den ikke med Rette kan siges at være Folkets

65

Tro i Danmark. Jeg skal imidlertid, da den ærede Formand har anmodet mig om at standse . . . .

Formanden:

Den ærede Taler maa ikke betragte det som en Kalden til Orden, jeg troede, at han maaskee kunde fatte sig mere kort, men henstiller Sagen aldeles til den ærede Taler selv.

J. A. Hansen:

Ja jeg troede ikke, jeg burde fatte mig kortere. Forøvrigt skal jeg, da jeg troer at have udtalt mig tydeligt og klart, standse; dog skal jeg tilføie, at det ærede 19de kongevalgte Medlem (Tage Müller) har udtalt saadanne Tanker og saadanne Sætninger med Hensyn til Kirken i Almindelighed, som jeg ikke kan erkjende for evangelisk-lutherske eller stemmende med den evangelisk-lutherske Kirkes Grundsætninger; men da dette, som jeg indrømmer, virkelig hører under § 2, skal jeg for Øieblikket opsætte at yttre mig derom.

Chr. Larsen:

Jeg vil kun gjøre en Bemærkning med Hensyn til en Yttring af det ærede kongevalgte Medlem skraas over for mig, der sagde, at naar kongen ikke bekjendte sig til den evangelisk-lutherske Kirke, eller hvad man vil kalde den, saa stod Kirken i Fare for at blive et Bytte enten for det ene eller det andet Parti; men jeg vil kun spørge, naar kongerne have ladet Enhver i Landet nyde fri Religionsøvelse og hævdet Alles Ret lige i saa Henseende, jeg vil da spørge, om Kongen er Kirkens Værn og hvorledes det vilde have staaet sig med Kirken, Hvis ikke den høieste Konge havde været og som skjærmede Kirken, da den stod i Fare. Det var blot den lille Bemærkning, jeg vilde fremføre.

Winther:

Jeg vilde tillade mig at gjøre nogle korte Bemærkninger. Der var en anden æret Taler fra Randers Amts 4de District (Larsen), der fremsatte en meget dristig Paastand, det var nemlig den, at den, som vil være Konge i Danmark, han skal være Dansk. Dersom han kan sætte det igjennem, skal det ikke glæde Nogen mere end mig; men det er dog et Spørgsmaal, om ikke visse fremmede Magter vilde forbyde dette. Dernæst har en anden Taler tilskrevet det religiøs Ligegyldighyed, dersom Nogen ønskede at faae den her omhandlede Paragraph fjernet. Dette kan jeg ikke betegne anderledes end som en ubeføiet Sigtelse. Jeg for min Part har tiltraadt det Amendement, der gaaer ud paa at faae Paragraphen fjernet, og jeg har gjort det baade i Statens, Kongens og Kirkens Interesse, og hvad navnlig Kirken angaaer, da anseer jeg det for særdeles rigtigt, at vi ikke falde tilbage til de gamle hierarchiske Tider, hvor Bisper og Præster kunde kudske baade Konger og Folk, og derfor mener jeg, at det aldeles ikke er af religiøs Ligegyldighed, men tvertimod af religiøs Interesse, at jeg idetmindste har tiltraadt dette Amendement.

la Cour:

Jeg maa gjøre opmærksom paa, at adskillige af mine Ord paa en forunderlig Maade ere blevne misforstaaede af et æret Medlem, idet han bemærkede, at jeg nævnte Danskhed og luthersk Christendom som eensbetydende Begreber. Jeg troer, at det tydeligen fremgaaer af mine Ord, at jeg betragtede den evangelisk-lutherske Tro som en af Potentserne, om jeg saa maa sige, der have dannet den danske Folkecharakteer saaledes som den for Tiden er; og har Religionen i det Hele nogen Kraft, saa vil Ingen nægte, at det maa være saaledes. Thi har den lutherske Kirke ingen Indflydelse havt paa den danske Characteer, efterat den har hersket i Landet gjennem Aarhundreder, saa har der ingen Tro været i Danmark. Men det er langt fra mig at betragte det saaledes; jeg er overbeviist om, at der ikke blot i fordums Tider, men ogsaa nu er megen Religiøsitet paa mange Steder i Landet. Derfor har ogsaa den Tro, hvortil Folket har bekjendt sig saalænge, havt væsentlig Indflydelse paa folkets Væsen, og naar vi tale om den danske Charakteer, saa kunne vi ikke lade ude af Sigte den Religion, hvortil Folket bekjender sig.

Tage Müller:

Der er flere af de ærede Talere, der have

yttret, at de ikke kunne samstemme med de Meninger, som jeg i mit foregaaende Foredrag fremsatte, men tillige synes det, at det nu ikke er Tiden til at imødegaae denne Modsigelse, som mere har Hensyn til det Almindelige i mine Yttringer. Naar man altsaa ved at komme nærmere ind paa statens Forhold til Kirken vil fremsætte hvad jeg i denne Henseende har sagt, som skulde være forkasteligt, saa maa jeg ogsaa forbeholde mig til den Tid at svare derpaa.

Cultusministeren:

Jeg anseer det for at høre til Sømmelighed, at det bliver udtalt, at Regjeringen ligesaavel som Udvalget anseer Bideholdelsen af denne Paragraph for at være af den største og væsentligste Vigtighed. Jeg skal ikke tale saa vidtløftigt derfor, som det vilde skee, dersom jeg vilde afmaale Udførligheden efter den Interesse, Regjeringen og jeg personlig have for Sagen. Jeg troer, der er andre Ting, som væsentligen her i Salen bør bestemme den Udførlighed, hvormed man taler, thi der er mangen en Ting, som man undertiden skader ved et vidtløftigt og ivrigt Forsvar.

Jeg troer, at denne Paragraph ikke skal beholdes i den evangelisk-lutherske Kirkes Interesse som Kirke; jeg troer, at den evangelisk-lutherske Kirke vil forsvare sig selv i Danmark. (Hør!) Jeg har heller ingen Tvivl om, hvilken den evangeliske Kirke i Danmark er, vel at mærke ikke blot den evangeliske, men, som der staaer, „den evangelisk-lutherske". Der gives ingen evangelisk-luthersk Kirke, som ikke vedkjender sig den augsburgske Consession, og den evangelisk-lutherske Kirke, som maa forstaas i en dansk Lov, det er den, som hidtil er normeret ved den danske Kirkes symbolske Bøger; men jeg siger, at Paragraphen ikke væsentligen staaer der i Kirkens Interesse; den staaer i Statens Interesse. Den staaer der, fordi det er et væsentligt Princip, at kongen, saavidt muligt, skal være i Eenklang med sit Folk, og det er godt, at Folket, saavidt muligt, er i størst mulig, harmonisk Samklang med sig selv. Det er en stor Fordeel, at der kun er een Religion i Landet, eller een, der fremtræder overveiende, skjøndt ikke herskende; og naar et Folf har denne store Fordeel, saaledes at Religiøsiteten, forsaavidt den er tilstede, dar een Form — thi forsaavidt den savnes, falder dette hele Element og dets Vigtighed bort — naar Religiøsiteten har en bestemt form, da er det en dobbelt Fordeel, naar ogsaa Kongen i denne Retning staaer i Samklang med sit Folk. Det er dette Hensyn, jeg troer, man væsentlig skal lægge til Grund ved Paragraphens Bedømmelse, og naar man har villet sætte dette Spørgsmaal i stærk Forbindelse med Samvittigheds- og Religionsfrihed, da troer jeg, man gjør det fuldkommen Uret. For Borgerne skal der existere fulokommen Samvittigheds- og Religionsfrihed, men Kongen er ikke en simpel Borger; Kongen er, paa en ganske eiendommelig Maade, Folkets Repræsentant, den Spidse, hvori hele Statslivet skal samle sig, og derfor kan der for Kongen foreskrives Fordringer og Betingelser, som man ikke er berettiget til at foreskrive for de andre Borgere i Staten. Det blev igaar omtalt, og jeg selv fremhævede dette, at vor Grundlov har betegnet Arvefølgen som en betinget, og den er ikke blot betinget derved, at den kan forandres, men Landet er berettiget i sin Interesse, foreløbigen at fastsætte de almindelige Betingelser, uden hvilke ingen Arveret kan indtræde; det er en saadan Betingelse, som her er opstillet. Forsaavidt Nogen, der er arveberettiget til Danmarks Throne, vil unddrage sig denne Betingelse, da taber han vistnok Danmarks Krone, men han beholder alle en dansk Borgers Rettigheder.

(Fortsættes.)

Rettelser.
I Nr. 202 Pag 1586 er i næstsidste Passus af Proc. B. Christensens Foredrag
umiddelbart efter Ordene: „de to andre Rigsdagsmænd" udeladt: den 11te K$$ngevalgte
og 4de Kjøbenhavnske Rigsdagsmand (David og A. Ussing).

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrnkker Bianco Luno.

66

Fem og tredsindstyvende (68de) Møde. (Den foreløbige Behandling af Grundloven fortsat. § 6.)

Hammerich :

Det vigtigste Ændringsforslag, der er fremsat under forhandlingen af § 6, gaaer ud paa, at denne Paragraph skal udslettes, og gaaer ud fra, at der ved den gjøres et ganske særegent Indgreb i Kongens Frihed. Jeg skal derfor tillade mig at bemærke, at denne Indskrænkning ikke er saa enestaaende. Det hedder saaledes netop i den Paragraph, som gaaer forud, at „kongen ikke uden Rigsdagens Samtykke kan være Regent i nogen fremmed Stat". Dette er et Indgreb, som skeer specielt i Kongens Frihed og ikke i Andres; Ingen af os er det formeent at blive Regent i hvilkensomhelst fremmed Stat (Latter); det er kun kongen. Ligeledes, at han ikke maa forlægge Regjeringens Sæde. Dernæst, med Hensyn til Borgernes Religionsfrihed, maa man lægge Mærke til, at flere Borgere ogsaa ere bundne til en vis bestemt Religionsbekjendelse, f. Ex. en Professor i Theologi kan ikke forlade den lutherske Religion. Det er paa Grund af hans Embede, og det Samme, mener jeg, er ogsaa Tilfældet med Kongen: det er paa Grund af hans Embede som Konge. Der er af den høiærværdige Biskop for Sjælland især lagt Vægt paa den Fare, der kunde opstaae ved Katholicismens Indtrængen, og af den ærede Cultusminister paa Vigtigheden af en Samklang mellem Konge og Folk. Det er dette, især det sidste Hensyn, som ogsaa jeg for mit Vedkommende maa lægge Vægt paa. Jeg troer, at det vilde i høi Grad fjerne Folkets og navnlig Menigmands Hjerte fra Kongen, naar han havde en anden Religion end det; der vilde derved fremkomme Forstemninger , hvorpaa Historien afgiver Exempler i Mængde, jeg nævner blot Sachsen.

Barfod:

Kan den 1ste kjøbenhavnske Rigsdagsmand (Hammerich) sammenstille de øvrige af ham anførte Indskrænkninger med Indskrænkninger i Kongens Samvittighedsfrihed, skal det være ham saare vel undt. Naar han dernæst siger, at den theologiske Professor ogsaa skal tilhøre Folkekirken, skal jeg kun bemærke, at den theologiske Professor indtager denne sin Stilling ifølge eget Valg; til vor theologiske Professorskole er der ikke saaledes Arveret som til Thronen.

Hammerich:

Jeg maa hertil svare, at Paragraphen taler ikke blot om den Thronfølger, der skal være Konge, men ogsaa om den Konge, som alt beklæder Thronen; det er ham formeent, at gaae over til en anden Religion; men det er kun som Konge, at dette er ham formeent, og det er med den theologiske Professor ligesom med Kongen: naar han vil ophøre at være Professor, er det ham ikke formeent at gaae over til en anden Religion.

Grundtvig

: Jeg skal blot i Anledning af en Yttring af den sidste ærede Taler gjøre den lille Bemærkning, at Samklangen bliver lige saa lille mellem Kongen og Folket og Uenigheden og Spændingen bliver lige saa stor, naar Kongen, saa langt fra at stemme med Folket i Tro og Overbeviisning, meget mere bekjæmper den, og det kan han meget godt gjøre og dog siges at høre til den evangelisk-lutherske Kirke; derpaa har man Exempler nok i alle Lande, thi det følger jo af sig selv, at Kongen han raader saa for hvad han vil kalde evangelisk-luthersk Religion.

Formanden:

Jeg veed ikke, om Flere ville yttre sig; maaskee den ærede Ordfører har Noget at tilføie? Hvis ikke, kunne vi gaae over til den følgende Paragraph.

Ordføreren:

§ 7 i Udkastet lyder saaledes:

„Kongen er myndig, naar han har fyldt sit 18de Aar." Udvalget har ved denne Paragraph Intet fundet at bemærke.

Da Ingen begjerede Ordet i Anledning af Udkastets § 7, gik man over til dets § 8.

Ordføreren:

§ 8 i Udkastet Iyder saaledes: „Kongen kan ikke tiltræde Regjeringen, forinden han i den forenede Rigsdag har aflagt følgende Ed: „For den almægtige Guds Aasyn lover jeg at holde Grund

loven for Kongeriget Danmark og Slesvig". Dog kan denne Ed alt aflægges af Thronfølgeren, naar han har fyldt sit 18de Aar."

Dertil har Comiteen bemærket: „Som Følge af den Forandring, man foreslaaer ved Titlen, maatte det i Eden hede: „Danmarks Riges Grundlov."

En Minoritet (Bruun, David, Hansen, Larsen, Schurmann, Ussing) foreslaaer istedetfor Udkastets Edsformular at optage den hidtil almindelige Form: „Jeg lover og sværger, . . . saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord."

Udvalgets Fleerhed (med 9 mod 7 Stemmer) har ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fravige Udkastet.

Udkastet har tilladt Thronfølgeren at aflægge Eden paa Grundloven, naar han har fyldt sit 18de Aar, uden dog at befale ham det. Udvalget overseer ikke, at det kunde have sine Ulemper ubetinget at befale Saadant, og at det dog, for at undgaae Interregna, kan være hensigtsmæssigt at tillade, at Eden kan aflægges af Tronfølgeren; men i saa Fald anseer man det dog for naturligt, at denne Ed stadfæstes af Kongen, efterat han har tiltraadt Regjeringen. Vi tænke os ikke herved en Gjentagelse af Eden, men en høitidelig Bekræftelse i den forenede Rigsdag. Vi foreslaae altsaa ved Paragraphens Slutning det Tillæg: „men bør da stadfæstes af ham for den første Rigsdag efter Regjeringens Tiltrædelse."

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Schurmann og Ussing) foreslaaer — for saavidt muligt at forebygge den Mislighed, at Landet ved et Thronskifte udsættes for i nogen Tid at være uden regjerende Konge —, at der istedetfor Paragraphens Hovedindhold sættes følgende Bestemmelse: „Forinden Kongen tiltræder Regjeringen, aflægger han i den forenede Rigsdag følgende Eed: — — — — —

Er Rigsdagen ikke samlet ved Thronskiftet, nedlægges Eden skriftlig i Ministerraadet, og gjentages siden for den forenede Rigsdag." Udvalgets Fleerhed (med 11 mod 5 Stemmer) anseer ikke en saadan Bestemmelse fornøden.

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Schurmann) antager, at det i Grundloven bør udtales, at Kongen krones, da det efter deres Formening er passende og stemmende med Folkets Tænkemaade, at selve Grundloven indeholder, at Kongen indvies til sit store Kald Ved en kirkelig Handling, sont iøvrigt ikke forudsættes ledsaget med bekostelige Ceremonier, men kan anordnes af Kongen, som han selv finder det passende, paa samme Maade som er fastsat i den norske Grundlov. Den indstiller derfor, at der tilføies en Paragraph, saalydende:

„Kongens Kroning skeer, efter at han er bleven myn

67

dig, i Landets Hovedkirke med de Ceremonier, han selv fastsætter."

Udvalgets Fleerhed (med 12 Stemmer mod 4) har ikke anseet det nødvendigt, at Grundloven om dette Punkt udtalte nogen Forskrift."

Efter Comiteens Indstilling vil altsaa paragraphen komme til at lyde paa følgende Maade:

„Kongen kan ikke tiltræde Regjeringen, forinden han i den forenede Ritgsdag har aflagt følgende Ed: „For den almægtige Guds Aasyn lover jeg at holde Danmarks Riges Grundlov."

Dog kan denne Ed alt aflægges af Thronfølgeren, naar han har fyldt sit 18de Aar, men bør da stadfæstes af ham for den første Rigsdag efter Regjeringens Tiltrædelse."

Jeg troer her med Hensyn til Betegnelsen § 8 b af den af Minoriteten foreslaaede Tillægsparagraph at burde gjøre den almindelige Bemærkning, at Udvalget, hvor nye Paragrapher ere foreslaaede, ikke har troet foreløbigen at burde forrykke den Orden, hvori Paragrapherne ere satte i Udkastet. Hvad enten en saadan Paragraph er foreslaaet af Udvalgets Fleerhed eller af Minoriteten, har man troet det tidsnok, dersom Paragraphen blev antagen, ved den endelige Redaction at gjøre en saadan Forandring, der for Øieblikket let vilde kaste Forvirring ind i Discussionen. Med Hensyn til de Punkter, hvori Minoriteten afviger fra Majoriteten, er der kun eet, hvorved jeg for Øieblikket skal dvæle, nemlig det om Edsformularen. Det er for at antyde, at det paa Grund af Sammenhængen melem Bestemmelsen i denne Paragraph og flere andre Paragrapher i Udkastet ikke er saa let at forhandle dette Punkt nu. Udvalgets Fleerhed har nemlig ikke fundet tilstrækkelig Grund til at fravige Udkastets Edsformular. Udkastet har aabenbart meent, at der ikke var nogen tilstrækkelig Grund til at vælge en anden Edsformular for Kongen end den, som er foreskreven for Rigsdagsmændene i § 48. Men Bestemmelsen af Eden for Rigsdagsmændene maatte aabenbart være afhængig af Forskrifterne om Religionsfriheden, og Udkastets Forskrifter om Religionsfriheden have medført, at man ikke ved en Edsformular for alle Rigsdagsmænd kunde benytte den hidtil sædvanlige Edsform. Det er saaledes ikke let at behandle dette Spørgsmaal, saalænge man ikke veed, hvorledes de følgende Paragrapher ville komme til at blive.

Ørsted:

Jeg er aldeles enig med de Medlemmer af Comiteen, der holde for, at man skal gjøre Alt for at forebygge en Mellem-Regjering, og at det altsaa vilde være det Rigtigste, at der gjøres saadan Forandring i § 8, at det bliver nødvendigt, indtil Regjeringen tiltraadtes af den myndige Konge, at have en saadan Mellemregjering, som den, der i Overeensstemmelse med Udkastets § 12 skal overlades til Statsraadet; dette vilde kunne forebygges, saaledes har Udvalget tænkt sig det, ved at den tilkommende Konge kunde, som Thronfølger, allerede aflægge denne Ed; men foruden, at det ikke synes aldeles passende at gjøre Ed paa, hvorledes man skal forholde sig i et Tilfælde, hvori man maaskee aldrig kommer, vilde der vist ogsaa møde adskillige praktiske Vanskeligheder derved, at Thronfølgeren saaledes blev taget i Ed. Naar navnlig Thronfølgeren ikke er den regjerende Konges Søn, men en Prinds, som efter det nærværende Forhold var den nærmest Thronberettigede, saa vil det være en forhadt Sag, som den regjerende Konge maaskee kunde tage ham ilde op, at han aflagde Eden med den Forventning, at han vilde komme til at arve Thronen, hvilket paa Grund af, at Kongen endnu kunde faae Sønner, vilde være noget stødende. Dernæst ogsaa, naar Kongen havde en Søn, som var den nærmest Thronberettigede, saa kunde denne maaskee døe bort før Faderen, og om den efter ham nærmeste Thronfølger endog var juridisk beføiet dertil, vilde han dog ikke saa let have kunnet ønske og forlange at blive stedet til at aflægge denne Ed, fordi det vilde være stødende. Jeg troer altsaa, at det er vigtigt, at Paragraphen modtager en saadan Forandring, at man ikke udsætter sig for disse Vanskeligheder; men jeg troer, at dette kunde opnaaes paa en Maade, som i og for sig var mere naturlig end den, som er foreslaaet af Minoriteten. Det kunde nemlig være tilstrækkeligt, at Kongen i det Øieblik, han tiltraadte Regjeringen, ved det Patent eller aabne Brev, som pleier at udstedes, tilsagde,

at han vilde være Constitutionen tro; deri kunde ogsaa de andre Løfter tilføies, som det maatte findes passende at affordre Kongen; de kunde tillige, om man saa vilde, indeholde Edsordene, og altsaa være en Ed, som han aflagde for hele Folket. Dette kunde siden fremlægges i Rigsforsamlingen og nedlægges i dens Archiv. Øiemedet vilde vistnok dermed være opnaaet, og jeg skulde troe, at et saadant aabent Brev, der indeholbt et høitideligt Tilsagn om at være Grundloven tro og vaage for Rigets Ære og Interesser, ikke behøvede at indeholde nogen virkelig Bekræftelse.

Finder man den imidlertid nødvendig, saa kan den, som bemærket, skee i selve Patentet, og saaledes er der ikke Spørgsmaal om nogen videre Eds-Aflæggelse.

Hvad Edens Inhold angaaer, saa kan jeg ikke andet end være af den Mening, at dersom den skal aflægges, saa bør den aflægges i de sædvanlige Ord, saaledes som ogsaa er skeet i hvad Comiteen har foreslaaet; det er, mener jeg, nødvendigt, især af den Grund, at det ellers seer ud som om man forkaster Grundvolden for den almindelige Ed, nemlig den aabenbarede Religion. Eden har desuden ikke den Fuldstændighed, som hører til Begrebet om Ed, naar den ikke, foruden at indeholde en Paakaldelse af Gud som Vidne, ogsaa indeholder et Udtryk af sen Bevidsthed, at der er en hellig og retfærdig Gud, som vil straffe Meened, altsaa et Udtryk, hvorved man giver Slip paa den guddommelige Naade i Tilfælde af, at man ikke holder Eden. Det er dog ikke, fordi jeg troer, at Eden vilde være mere betryggende, hvad enten den bliver aflagt paa den ene eller paa den anden Maade; men fordi jeg ikke troer, at det vil være sømmeligt, eller at det vil gjøre noget godt Indtryk, hvis der i Maaden, hvorpaa Eden bliver formuleret, indeholdes nogen Afvigelse fra det Almindelige, og navnlig fra hvad der i den gjældende Edsformular indeholdes om Erkjendelse af en aabenbaret Religion. Der er bleven anført som Grund, hvorfor Eden ikke maatte indeholde en saadan Forudsætning, at man ikke kunde forlange, at Rigsdagsmændene, der ogsaa skulde aflægge en Ed, skulde gjøre det i samme Form. Jeg finder det meget tvivlsomt, om man ikke burde gjøre den Fordring med Hensyn til Religionen, at Rigsdagsmændene skulle bekjende sig til den christelige Religion eller til den mosaiske, hvis Bekjendelse, hele Dannelses- og Sædelighedsgrad er af den Natur, at Mosaiter ikke med Billighed kunne udelukkes fra Rigsdagen, og i saa Henseende troer jeg ikke, at det vil have nogen Vanskelighed. Men jeg troer dog ikke, at det i alt Fald er nødvendigt, at Eden er den samme for samtlige Rigsdagsmænd; men de Rigsdagsmænd, som ikke bekjende sig til den christelige Religion, kunde gjerne aflægge den paa en fra den almindelige forskjellige Maade. Nu, da der i England er Spørgsmaal om at optage Iøder som Parlamentsmedlemmer, vil man dog derfor ikke have forandret Edsformularen for de Christne. Man kunde ogsaa have betegnet det i Grundloven saaledes, at man derved havde undgaaet alt det, som kunde vække Anstød, naar man nemlig i § 48 havde bestemt, at der skulde gjøres Ed, men ikke indførte Ordene for Eden; thi da vilde den almindelige Ed aslægges paa den Maade, som er sædvanlig her i Landet, og dersom der var Nogen, der undtagelsesviis ikke kunde aflægge den paa denne Maade, saa blev den aflagt paa en anden. Jeg maa derhos bemærke, at jeg finder Eden, med Hensyn til sin Gjenstand, saaledes som den findes i Udkastet, ikke tilstrækkelig, thi den inderholder blot, at Vedkommende lover at holde Grundloven; men dersom man skal forlange nogen Ed, saa skal det ikke blot være paa den udvortes Holden, paa, at han ikke skal gjøre noget Brud paa Grundloven, men han skulde ogsaa love Troskab mod Grundloven, han skulde love at ville benytte Grundloven til at fremme Landets Ære og Bedste. Man vil neppe heller i nogen Grundlov finde en Ed, der er saa knap, som den er her, idet den aldeles ikke nævner Andet end at holde Grundloven. En Konge kunde bruge alle Slags Rænker for at forvanske den offentlige Stemme, der skal udtale sig gjennem Folkets Repræsentanter, uden egentlig at kunne siges at krænke denne Ed. Vil man altsaa have Eden, maa man give den et mere fyldigt Indhold end her er gjort.

Hvad Spørgsmaalet om Kongens Kroning angaaer, maa jeg aldeles være af deres Mening, der antage, at en saadan bør finde

68

Sted. Jeg troer, det stemmer med Folkets almindelige Tænkemaade. Det er vel sandt, at. Kongen kunde lade sig krone, uden at der blev nævnt Noget derom i Grundloven, og at det altsaa aldeles kunde forbigaaes; men at Kroningen aldeles forbigaaes her, vilde dog være et Tegn paa, at man ikke agtede den længere, og en Konge vilde maaskee udsætte sig for ubillig Bedømmelse, hvis han lod sig krone, uagtet det ikke stod i Grundloven. Dertil kommer ogsaa den Omftændlighed, som man forøvrigt vel vil ansee for noget Underordnet, at Kongen ikke kunde gjøre Krav paa, at der blev givet Bidrag til Kroningsomkostningerne, dersom det var en Ceremoni, som han blot af særdeles Lyst foretog sig, og det ikke var Noget, der paa nogen Maade var hjemlet i Landets Grundlov.

Algreen-Ussing:

Den sidste ærede Taler har udtalt det Fornødne med Hensyn til den Forandring, som en Minoritet af Udvalget, hvortil jeg hører, har foreslaaet med Hensyn til Edsformularen. Det forekommer mig navnlig ikke nødvendigt, at der bliver en fuldkommen Overeenstemmelse mellem den Ed, som Kongen skal aflægge paa Grundloven, og den, som Medlemmerne af Rigsdagen have at aflægge, hvilket jo maa være en Følge deraf, at Alle, uden Hensyn til Religion, kunne blive Medlemmer af Rigsdagen, hvorimod Minoriteten er gaaen ud fra den samme Forudsætning, som Grundlovsudkasted har opstillet, at Kongen skal bekjende sig til den evangelisk-lutherske Religion. Vi have ogsaa antaget, at denne Ed vilde af Folket blive betragtet at være af en større Betydenhed, naar den aflagdes i den sædvanlige Edsform, ligesom den er ligelydende med den, der er fastsat i den norske Grundlov.

Det andet Tillæg, som Minoriteten har foreslaaet, er motiveret ved den Betragtning, at det er ønskeligt at forebygge den Mislighed, at Landet ved et Thronskifte skal udsættes for at være uden regjerende Konge. Det maa nemlig erindres, at efter den 12te Paragraph; i Udkastet kan Kongen ikke strax tiltræde Regjeringen, skjøndt han er myndig, naar han ikke har aflagt Ed paa Grundloven, hvilket Comiteen ogsaa har forudsat i den af samme foreslaaede nye § 13. Med Hensyn til denne Bestemmelse skal jeg kun kalde i Erindring, at den er overeensstemmende med hvad der er foreskrevet i den norske Grundlovs § 9, hvor det hedder: at hvis intet Storthing er samlet paa den Tid, et Thronskifte indtræder, nedlægges Eden skriftlig i Statsraadet og gjentages høitidelig af Kongen paa første Storthing, enten mundtlig eller skriftlig, ved den, han dertil beskikker. Forsaavidt jeg ikke har tiltraadt det sidste Minoritetsvotum, der gaaer ud paa, at det i Grundloven skal udtales, at Kongens Kroning skal skee efterat han er bleven myndig, er det ikke, fordi jeg jo har antaget det ønskeligt og rigtigt, at Kroning foregaaer, men fordi jeg med Udvalgets øvrige Fleerhed ikke har anseet det aldeles nødvendigt, at Grundloven indeholder nogen udtrtykkelig Forskrift derom.

J A Hansen:

Den af en Minoritet i Udvalget foreslaaede nye Paragrah, formener jeg heller ikke kan tiltrædes, og det først og fremmeft af den Grund, at den ligefrem kommer i Strid med hvad der i § 44 er bestemt. Udkastets § 44 bestemmer nemlig: „Paa hver ordentlig Rigsdag, ftrax efter at Samme er sat, fremlægges Forslag til Finantsloven for det følgende Aar, indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter." Endvidere hedder det: „ingen Udgift tor afholdes, som ikke har Hjemmel i Samme" Nu foreslaaer Minoriteten, at det skal beroe paa Hs. Majestæt alene, hvilke Ceremonier han vil have ved Kroningen; de Omkostninger, som ville medgaae til en saadan Kroning, ville altsaa blive unddragne Rigsforsamlingens Drøftelse, og at saadanne Udgister kunne stige ganske betydeligt, det, mener jeg, har Erfaring viist for tilstrækkeligt, til at jeg kan have den Tro, som Minoriteten har yttret, idet den nemlig forudsætter, at Kroningen ikke vil blive ledsaget med mange Omkostninger. Jeg veed nu ikke, hvilke Garantier den ærede Minoritet har troet at have for denne Forudsætning, og det var i alt Fald ønskeligt, om den vilde udtale, hvilke Garantier den i saa Henseende har; men selv om den i sin Forudsætning havde Ret, mener jeg dog, at man ikke skal optage en Bestemmelse, der er i Strid med hvad der, i Overeensstemmelse med Sagens Natur, maa indrømmes Rigsdagen og efter § 44 er indrømmet den.

Barfod:

Jeg tillader mig at forbeholde mig Ret til at stille

de Ændringsforslag med Hensyn til den i § 8 foreskrevne Ed, som med Nødvendighed ville fremgaae af, at § 6 udgaaer. Tør jeg spørge den ærede Formand, om denne Betegning er tilftrækkelig ?

Formanden:

Det kunde vel være ønskeligt at faae de antydede Forandringer noget nærmere betegnede.

Grundtvig:

Der behøves ingen Forandringer.

Barfod:

Jo der gjør.

Formanden:

Den i Udkastet foreslaaede Ed kunde jo dog ogsaa aflægges af den Konge, som ikke bekjendte sig til den evangelisk-lutherske Religion.

Barfod:

Den kunde visselig ogsaa aflægges af mange Saadanne, men ikke f. Ex. af den, der benegtede en personlig Guds Tilværelse.

Med Hensyn til den af Minoriteten foreslaaede § 8 b skal jeg tillade mig at bemærke, at jeg finder den vel begrundet og altsaa tiltræder den i det Væsentlige, men foreslaaer dog, at den bliver optagen omtrent i den Form: „Kongen bestemmer selv Tiden for sin Kroning og Salving."

Tage Müller :

Jeg tillader mig blot i Korthed at yttre, at hvad jeg med Hensyn til Edsformularen havde havt isinde at sige er allerede sagt, og jeg kan ikke Andet end ganske vær af den Mening, som den ærede Minoritet, at Eden bør aflægges af, Kongen, som jeg forudsætter bekjender sig til den evangelilsk-lutherske Religion, paa samme Maade, som den ellers affordreg, da det formeentlig vilde være til Anstød, om Formularen var en anden end den, der almindelig er foreskreven for en af de vigtigste Edshandlinger. Eden dil vistnok i og for sig blive lige bindende, men Meningen, Omdømmet vilde dog ikke blive det Samme blandt Alle. Jeg mener ogsaa, at det vilde være saa Rigsdagsmænd, der ikke kunde aflæggd Eden under den samme Form, og skulde der være saadanne saa Rigsdagsmænd, maatte naturligviis for disse Edsformen blive en anden.

Med Hensyn til Kongens Kroning, da anseer jeg den vistnok ikke i sig selv nødvendig, men jeg antager dog, at man vilde, efter vort Folks Mening, savne den Hellighed, som Kongens Indsættelse bør have. Jeg mener, at man ikke behøver at søge nogen overtroisk Grund til at antage det ikke uvigtigt, at Kongen indvies ved Kroning og Salving, ved en kirkelig Handling; Grundeit ligger væsentligst deri, at enhver vor Gjerning bør gjøres i den Herres Navn, fra hvilken Velsilgnelsen skal komme. Forøvrigt mener jeg, at det ikke har været den ærede Minoritets Hensigt, at det skulde overlades Kongen selv at bestemme Udgifterne til Kroningen, men det maatte jo kunne fastsættes, hvor stor en Sum dertil skulde anvendes; den maatte jo kunne blive meget værdig og høitidelig uden at skee med overflødig Pomp, og den burde viktnok foretages saasnart efter Kongens! Thronbestigelse som muligt.

Fr. Jespersen:

Naar jeg erklærer mig imod Kroningen, saa er det af en ganske anden Grund end den, Rigsdagsmanden for Svendborg Amt (J. A. Hansen) har anført; thi mig er det aldeles klart, at de Udgifter, som vilde blive en Følge af Kongens Kroning, maatte bæres af Eivillisten. Men jeg er imod Forslaget, fordi jeg ikke kan erkjende de Grunde, som Minoriteten anfører derfor, nemlig at den skulde være passende og stemmende med Folkets Tænkemaade. Jeg kan ikke faae i mit Hoved, hvori det Passende skal ligge; og at Folkets Tæankemaade skal fordre saadanne Ceremonier, det er Noget, som jeg paa det Bestemteste maa modsige. Folket bærer slet ikke nogen overtroisk Agtelse for et kronet Hoved som saadant; Agtelse erhverves ved ganske andre Midler, og da kommer den, hvad enten Kongen er kronet eller ikke. Naar den sidste ærede Taler endelig mener, at Kongen skal indvies med en kirkelig Handling, saa bliver det nødvendigt at tilføie den Bestemmelse, at Kongens Kroning skal skee ved hans Regjerings Tiltrædelse, thi en saadan have vi ikke, og vor Historie har viist, at skjøndt der i Kongeloven staaer en Bestemmelse om Kongens Kroning, har dog Kong Frederik den Sjette opsat sin Kroning i en lang Række af Aar, og det visselig meget fornustigt, fordi Danmarks Stilling var uheldig og gjorde enhver overflødig Udgift utilraadelig. Jeg kan ikke indsee, at en saadan Bestemmelse om Kongens Kroning vil paa nogen Maade være pas

69

sende i en Grundlov, da Kroningen er en saa betydningsløs Ting, at den ikke paa et saadant Sted kan være Gjenstand for Omtale.

Grundtvig:

Først vilde jeg anmærke, hvad der vel er meget lidt, men det er dog rigtigt, at det istedetfor i den forenede Rigsdag — hvad enten man vælger det ene eller det andet Forslag — dog nok maa hede paa den forenede Rigsdag, ligesom vi nylig have hørt, at det hedder paa storthinget, saa jeg haaber, jeg ikke behøver at opholder mig derved. Men nu i Henseende til Eden og Kroningen, da vedkjender jeg mig, at i Henseende til Eden deler jeg ikke samme Mening som de fleste Lovkyndige; thi de mene, saavidt jeg kan skjønne, at jo strengere Eden kan lyde, og jo mere den beraaber sig paa Gud og hans Ord, destobedre og mere bindende er Eden. Jeg kan ikke negte, at det er min fulde og faste Overbeviisning, at netop det Modsatte er Tilfældet. jeg er overdeviist om, at man aldrig kunde fremsætte en stærkere eller mere bindende Ed end den, hvori Gud ikke nævnedes, men hvori hvert Menneske forstikkrede ved Alt, hvad der var ham kjært og helligt, og at Forbindtligheden da vilde være langt stærkere for Enhver og for Mangfoldige, for hvem Ordene i Edsformularen ere uden Bedtydning, fordi de ikke ere grundede i deres Tro. Altsaa er det ikke min Mening, at der bliver forelagt Kongen en, som man kalder det, strengere Edsformular end den, der bliver forelagt Rigsdagsmænd; men jeg mener, at for ham vilde den simpleste altid være den bedste, hvis man kun seer paa dens Virkning, at gjøre ham det vigtigt eller lægge ham det alvorligt paa Hjertet, at holde hvad han lover. Saameget om Eden. Hvad nu Kroningen angaaer, mener jeg, at ligesom den ikke er foreskreven i Udkastet, saaledes bør den heller ikke foreskrives i en Grundlov, og dertil kunde der vel være mange andre Grunde; men den Grund synes mig nok, at naar Kroningen skal i Undersaatternes Øine — og paa dem og Folket maa man vel hefte sit Blik, naar man nævner Kroningen, der jo ikke kan antages for noget Sacrament — have nogen Betydning, da maa den være en frivillig Handling as Kongen, en frivillig Handling, hvorved han erkjender, at han trænger til Hjælp og Velsignelse fra oven og ønsker den. som en i Grundloven befalet Ceremoni, som han maatte underkaste sig, vilde den derimod fattes al Betydning, og hvis han spottede med den og gjorde sig Umage for at nedrive den, vilde den være værre end Intet.

Mynster:

Idet jeg aldeles slutter mig til, hvad der af en Minoritet af Comiteen under § 8 b er foreslaaet, skal jeg ikke imødegaae, hvad desangaaende er anført, da jeg holder mig overbeviist om, at det vil være fuldkommen stemmende med Folkets Tænkemaade, at Kongen, hvis Person skal være hellig og ukrænkelig, erholder Ret til at kaldes Herrens salvede, og jeg mener, at det er bedre, at det bestemmes i Grundloven end overlades til Kongen, da man ellers vilde kunde tillægge ham en overflødig Higen efter Ceremonier og Optog, hvorfor han vilde være befriet, naar det var foreskrevet i Grundloven. Men jeg skal blot gjøre en Bemærkning med Hensyn til, at det er foreslaaet, at Ceremonien skal foregaae i Landets Hovedkirke. Dette har ikke altid fundet Sted; denne Act er ogsaa foregaaet i andre Kirker; men Noget kunde vel tale for, at den skulde foregaae i Hovedkirken, og jeg tænker ikke, at der kan være Tvivl om, hvad der forstaaes ved Hovedkirken i Landet, at det nemlig er vor Fruekirke i Kjøbenhavn, og dog har man ingen anden Hjemmel end Ritualet, der foreskriver, at ved Gudstjenesten skulle de kirkelige skikke overalt i Landet foretages paa samme Maade som i vor Fruekirke. Men hvad jeg maa henstille til de ærede Medlemmer, som have stillet dette Forslag, det er en Bemærkning angaaende Ordene Kongens Kroning. Det kaldtes Kroning, indtil Eenevoldsregjeringen blev indført. Før den Tid var det Skik, at en af Rigsraaderne ved denne Handling overleverede Bispen Kronen, og han paasatte Kongen den. Dette bortfaldt, da Arveregjeringen blev indført, da Kronen alt tilfaldt Kongen ved Regjeringens Tiltrædelse, og Kongen selv derfor paasatte sig Kronen, ligesom Acten i det officielle Sprog

blev kaldet Salvings-Act. Der synes mig derfor ingen Grund til at holde fast ved Ordet „Kroning", da Kongen jo ikke derved erholder Ret til at bære Kronen, idei han jo virkelig er Konge og altsaa har Ret til at bære Kronen, og derfor vilde maaskee „Kongens Salving" være mere passende.

Barfod:

Naar jeg ganske kort erklærer, at jeg med den sidste høiærværdige Taler finder, at der er Grund til at ønske, at Kongen bliver salvet og kronet, saa skeer det naturligvis, idet jeg tillige slutter mig til Rigsdagsmanden for Præstø (Grundtvig), da jeg kun finder det ønskeligt under den Forudsætning, at Kongen selv ønsker, at den nævnte Ceremoni skal foregaae; og derfor tillader jeg mig paany at anbefale det af mig gjorte Forslag, netop fordi det med beraad Hu er formet saaledes, at det overlader til Kongen selv at bestemme, om han vil krones eller ikke. Naar han selv bestemmer Tiden, kan han ogsaa lade være at bestemme Tiden, saafremt han nemlig ikke vil krones, og saa bliver han ikke kronet, ellers bliver han det.

Minister Clausen:

Uagtet det Forslag, som er blevet fremsat af Minoriteten i Udvalget, ikke har mødt megen Modsigelse her i Salen, er det dog en Kjendsgjerning, at der i Udvalget kun har været en Minoritet for det, og jeg kan derfor ikke ansee det for overflødigt at tale et Ord derfor. Jeg gaaer ikke ud fra den samme Betragtning, som den ærede Rigsdagsmand for Præstø Amts 4de District (Grundtvig) har omtalt, at det skulde gjælde om at gjøre Eden saa streng og bindende som muligt, idet jeg erkjender, at Eden ikke kan have den Betydning, at den ligesom skulde tvinge og holde bunden, hvad man dog i sit inderste Hjerte modstræber; men jeg gaaer ud fra, at dersom Staten vedkjender sig et særeget Forhold til en vis Tro, Kirke eller Religionsbekjendelse, maa Enhver være enig i, at med dette Forhold maa det have sin fulde Sandhed og virkelige Betydning. Derfor mener jeg, at det ikke er nok, at en Bestemmelse om et saadant Forhold optaget i Grundloven, men den maa ogsaa komme tilsyne i Livet og blive et Bestemmende ved saadanne Punkter, hvor den religiøse Charakteer træder frem. Dette mener jeg, neppe gjælder høiere nogetsteds end ved Edsaflæggelsen, der er en reen religiøs Handling, og jeg mener, at det er en naturlig og velbegrundet Fordring, at man af den Maade, hvorpaa Eden aflægges, kan kjende, hvilken religiøs Charakteer Staten bekjender sig til. Dersom Eden affattes saaledes, at Paakaldelsen bliver staaende ved Begrebet om det høieste Væsen som den almægtige Gud, bliver man staaende ved det ganske almindelige Religionsbegreb, et Begred, som den christelige Religion har tilfælles med den mosaiske og muhamadanske. Dersom altsaa en saadan Forandring tænkes foretagen, at den Edsformular, som vi nu bruge, bliver afløst af en saadan ny, da veed jeg ikke, om vi virkelig kunne afvise den Slutning som ubegrundet, at det var en stiltiende Løssigelse fra den christelige Troesbekjendelse, en stiltiende Overgang til en ganske almindelig Religionsbekjendelse. En saadan Slutning vil ganske vist staae i Strid med de foregaaende Bestemmelser, saafremt de blive vedtagne, at den evangelisk-lutherske Kirke er Folkekirken i Danmark, og at Kongen i Danmark skal bekjende sig dertil; men netop disse Bestemmelser, saafremt de blive optagne, mener jeg ligefrem fordre, at Edsaflæggelsen skal foretages paa den hidtil vedtagne Maade, saa at den Sværgende paakalder Gud og hans hellige Ord, hvilket henviser til det aabenbarede Guds Ord, der netop adskiller den christelige Troesbekjendelse fra enhver anden. I den lutherske Kirke er dette Guds Ord gjort til det egentlige Grundlag for Troen, og det indtager en ganske anden Plads i denne Kirke end i den katholske. Jeg kan derfor ikke Andet end holde mig overdeviist om, at det har en anden og langt større Betydning, end det i første Øieblik kunde synes, hvis Rigsforsamlingen ikke tiltræder det Forslag, der er fremsat af Udvalgets Minoritet, at den nu brugelige Ed ikke skal afløses af en ny og af en saadan, hvorved det specifisk Christelige vilde blive ombyttet med det ganske almindelig Religiøse.

(Førtsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl Hofbogtrykker Bianco Luno.

70

Fem og tredssindstyvende (68de) Møde. (Den foreløbige Behandling af Grundloven § 8.)

David:

Jeg skulde, efter hvad der allerede er anført af 2 Medlemmer af Minoriteten, og hvad der nu er udtalt af en høitagtet Minister, ikke have taget Ordet for at forsvare Minoritetens Forandringsforslag, hvis der ikke var rettet et Spørgsmaal fra Rigsdagsmanden for Svendborg Amts 1ste District (J. A. Hansen) til Minoriteten med Hensyn til, at han antager, at den foreslaaede § 8 b. vilde komme i Modsigelse med Udkastets § 44, og han derfor ønsker, at Minoriteten vilde oplyse, hvorledes man har tænkt at undgaae denne formeentlige Modsigelse. I denne Anledning skal jeg tillade mig at bemærke, at mellem § 8 b., der omtaler, at Kroningen skulde finde Sted med de Ceremonier, som Kongen selv maatte bestemme, og § 44, om ogsaa denne Paragraph blev Lov, saaledes som den foreligger i Udkastet, ligesaalidt finder nogen Modsigelse Sted, som mellem § 10 i den norske Grundlov og sammes § 75, hvori det er bestemt paa det første Sted, at Kongens Kroning skal finde Sted med de Ceremonier, Kongen selv bestemmer, og paa det andet Sted: at Storthinget, og det alene, skal bestemme Udgiftsbudgettet og fastsætte Afgifterne. Det forekommer mig heller ikke let at indsee, hvorledes der skulde ligge en Modsigelse i disse to Paragrapher, thi det er for det Første ikke uantageligt, at Kongen slet ikke vil behøve at tye til Rigsdagen for at faae de Udgifter erstattede, som Kroningens afstedkommer, naar de nemlig skulle bæres af Civillisten, ved hvis Fastsættelse Hensyn hertil var taget; men dernæst maatte jo, ifald dette ikke var skeet, denne Sum paa constitutionsmæssig Maade ved Budgettets Forelæggelse opføres, og Rigsforsamlingen vilde debattere om den og bevilge den som enhver anden Udgift. Derfor forekommer det mig ogsaa, at den gjorte Indvending mod denne Paragraphs Optagelse ikke kan tillægges Vægt, især efter de Antecedentser, som man har i et andet Land, der i en Række af 30 Aar har staaet paa en constitutionel Grundvold og antages at være langt fremskreden i denne Henseende, og hvor der aldrig er yttret Tanke om, at der skulde være nogen Mødsigelse mellem Bestemmelserne i Grundloven om Kroningen og Storthingets Ret til at bestemme Udgiftsbudgettet. Heri, saa forekommer det mig, maa der ogsaa ligge en Garanti for, at der heller ikke ved en saadan optagen Bestemmelse hos os skulde fremkomme nogen Collision med Rigsdagens Skattebevillingsret. Endnu maa det være mig tilladt, forsaavidt Udvalgets Majoritet og Ordføreren heri Salen have anført, at det ogsaa maa ansees for vigtigt, at den for Kongen i Grundloven foreslaaede Ed blev saaledes, at den ogsaa kunde aflægges af Rigsdagens Medlemmer, foruden hvad der allerede er bemærket, at gjøre opmærksom paa at der i flere Staters Grundlove findes en forskjellige Ed foreskreven for Kongen og Rigsdagsmændene. Der var f. Ex. i den nederlandske Grundlov en forskjellige Ed for Kongen og for Medlemmerne af de to Kamre, og det vil være Flere her bekjendt, at der i Norge, for at nævne det Land, der ligger os nærmest, er foreskreven en Ed for Kongen, medens der ingen er foreskreven for Storthingets Medlemmer; efter den belgiske Grundlov er ligeledes en Ed foreskreven for Monarken, men ingen for Medlemmerne af Repræsentantkamret og Senatet. Det synes ogsaa, at der taler Noget for, at det Kald, hvortil Monarken indvier sig, bliver anseet for saa stort og vigtigt, at det maa betragtes som nødvendigt, at han, i det Øieblik, han bestiger Thronen, forbindes til at aflægge en høitidelig Erklæring, hvorved

han maa ansees for bunden, men at det ikke ansees for nødvendigt, at Medlemmerne af Rigsdagen aflægge en egen Ed, fordi den almindelige Borgered, som Enhver i Reglen maa antages at have aflagt, allerede indeholder det Samme, som den for Rigsdagsmændene indførte Ed vilde indeholde. Hvad endnu i Almindelighed angaaer Eden, som skulde paalægges Monarken, skal jeg ikke komme tilbage til hvad der af den høitagtede Minister er udtalt som nødvendigt for at give Eden den christelige Charakteer, den bør have, men blot henpege paa, at dersom den skulde blive affattet, som det høitagtede Medlem for Præstø Amts 4de District (Grundtvig) har angivet det, vlide der være en besynderlig Modsætning mellem denne Ed og Eden i Almindelighed, som fordres af Borgerne, eller som ved enhver anden Foranledning aflægges. Jeg skal ikke gaae ind paa den Anskuelse, hvorvidt det er mere eller mindre rigtigt, at Edsformularen bliver mere eller mindre fyldig eller mere eller mindre bindende, thi derom kan der være stor Meningsulighed; men hvad jeg vlide antyde, er, at den Ed, der aflægges af Monarken, ikke i Udtrykket bør være mindre bindende eller mindre fyldig end den almindelige Borgered, og i denne Ed forekommer der en Paakaldelse af det høieste Væsen, as „Gud og hans hellige Ord", og denne Paakaldelse synes mig derfor ogsaa at være høist nødvendig i den Ed, hvorved Monarken skal indvie sig til sit store Kald.

J. A. Hansen:

Den 11te kongevalgte Rigsdagsmand (David) har nylig svaret i Anledning af en Opfording, jeg tillod mig at rette til den Minoritet, som har stillet Forslag til den nye Paragraph. Jeg spurgte, hvorledes Minoriteten hadve tænkt sig Garantien for, hvad den her udtalte, at Kroningen ikke vlide være forbunden med betydelige Bekostninger. Den ærede kongevalgte Rigsdagsmand maa have misforstaaet mit Spørgsmaal, thi jeg har ikke hørt, at han endnu har besvaret det Hvad han indvendte mod det, jeg havde yttret, skal jeg kortelig omtale. For det Første har han, som Svar paa min Formening om, at der var en Strid mellem § 8 b og § 44, henviist til den norske Grundlov. Jeg mener, at dermed er Sagen ingenlunde klaret. Det er meget tænkeligt, at der i den norske og andre Staters Grundlove kan findes een og anden Inconseqvents, og jeg troer ikke, at Forsamlingen derved vilde finde det forsvaret, at der ogsaa her skulde optages en saaden. Han har meent, at i Norges Grundlov ligger der en Garanti for, at denne Inconseqvents ikke vil gjøre sig gjældende her. Ogsaa her mener jeg, at Danmarks Folk ingenlunde kan slaae sig til Ro med, at man henviser det til Garantier fra fremmede Landes Grundlove. Jeg mener, man skal søge Garantierne i sin egen Grundlov. Han har sagt, det kunde antages, at Hans Majestæt vlide afholde Urgifterne af sin egen Civilliste; men jeg mener, at man ingenlunde kan finde sig tilfreds med, hvad der kan antages. Man maa holde sig til Ordene, og i Paragraphen findes intet Ord, hvoraf dette fuldkomment kan udfindes. Tvertimod mener jeg, at Minoritetens Motivering, at Kongens Kroning ikke kan forudsættes at ville blive ledsaget af bekostelige Ceremonier, synes at tyde paa, at det har foresvævet den som en Udgift udenfor Civillisten; thi skulde den afholdes af denne, hørte denne Motivering ikke hjemme som et Forsvar dor Forslaget. Dernæst mener jeg, at, dersom Hans Majestæt ikke vlide afholde Omkostningerne af sin Civilliste, matte han fremkomme med et Forslag i det Finantsbudget, der skal forelægges Rigsdagen. Dette forekommer mig at være en dobbelt Modsigelse mellem Paragraphen og dens Forsvar. Skal Hans Majestæt erhverve Rigsdagens Samtykke til Udgifterne til Kroningen, da seer

71

jeg ikke, at man kan sige, at det er overladt Hans Majestæt at fastsætte de Ceremonier, hvormed Kroningen skal ledsages; thi han kunde jo ønske dem saa kostbare, at Rigsdagen ikke vilde give sit Samtykke dertil. Men Forslagests Ord stride mod Antagelsen af, at Hans Majestæt skulde være pligtig til at forelægge Rigsdagen et saadant Forslag. Do jeg talte før om dette Udkast og mod det, undgik jeg at udtale mig om Kroningen selv, og jeg skal ogsaa undlade det nu, idet jeg skal henholde mig til Rigsdagsmanden for Odense Amts 6te District (F. Jespersen). Jeg maa altsaa erklære mig mod Paragraphen i dens Heelhed, men for det mulige Tilfælde, at den skulde blive vedtagen, forbeholder jeg mig at stille et Forslag, der klart udtaler, at Udgifterne skulle udredes af Civillisten.

H. P. Hansen:

Naar vi her tale om, hvorledes vi bedst skulde gjøre og til Herrer paa Jorden, forekommer det mig, at vi ikke bør glemme, at der er Een, som er Kongernes Konge og Herrernes Herre; og da det nu er min faste Overbeviisning, at Troen herpaa er rodfæstet i det danske Folk, mener jeg, at Intet bør forandres i de handlinger, der knytte sig til denne Tro. Hvad altsaa angaaer Edens Aflæggelse, saaledes som den historisk er begrundet i Folket, da har den sin store og vigtige Betydning for det, og jeg finder det betænkeligt at gjøre Forandring i den Maade, hvorpaa den hidtil er bleven aflagt; jeg troer ogsaa, at det har sin gode Betydning, at naar der er Tale om en Eds Aflæggelse, denne da er den samme for Kongen som for den ringeste i Folket, og jeg mener derfor, at der vel er god Føie til, ikke i Grundloved at gjøre nogen Forandring i den Edsformular, der er brugt i en lang Tid. Jeg har derfor med flere Medlemmer af Udvalget sundet Anledning til at tiltræde Minoritcts-Votumet, saaledes som det er fremkommet i Betænkningen. Hvad angaaer det Forslag, som jeg ogsaa har tiltraadt, om at det i Grundloven skulde bestemmes, at Kongens Kroning skulde finde Sted, grunder dette sig ogsaa paa, at jeg troer, at det har sin gode Betydning for Folket, at Kongen underkaster sig denne Ceremoni, sin gode Betydnig derved, at det anerkjendes, at den Magt, der er uedlagt i Kongens Haand, har et høiere Udspring. Naar den ærede Rigsdagsmand for Svendborg Amts 1ste District (J. A. Hansen) er kommen tilbage paa den formeentlige Strid mellem § 8 b og Udkastets § 44 og ikke har villet lade gjælde, hvad en kongevalgt Rigsdagsmand (David) derimod har bemærket, maa jeg tillade mig at svare ham, at det forekommer mig, at der ikke sinder den allerringeste Strid Sted mellem disse 2 Paragrapher; thi selv om man kunde tænke sig, at Kongens Kroning ikke kunde eller burde udsættes til den aarlige Rigsdag kunde tage Bestemmelse om Budgettet, vil det ligge i ethvert Budgets Natur, at det optager en Post for uforudseelige Udgifter, og hvis der i en Budget-Termin skulde indtræde en saadan Begivenhed som Kongens Kroning, da mener jeg, at Ministrene maatte være beføiede til af denne Post i Budgettet at tage Penge til de Udgifter, der behøvedes dertil, og senere erhverve en kommende Rigsdage Approbation. Dersom man ved Udgifter af denne og lignende Beskaffenhed, der ere udforudseelige og kunne indtræde under enhver Bestyrelse, ikke kan have Tillid til Ministrene, da troer jeg, at vi let løbe Fare for, at den Bygning, vi her skulle opføre, kan blive opført paa Mistillidens, istedetfor paa Tillidens Grund. Jeg troer derfor, at man ikke kan paaberaabe sig en saadan Uovereensstemmelse, som Rigsdagsmanden for Svendborg Amts 1ste District (J. A. Hansen) har fundet mellem § 8 h og § 44 i Udkastet.

Cultusministeren:

Hvis det blev foreskrevet i Grundloven, at Majestæten skal krones, troer jeg ikke, at der vilde kunne være Tvivl om, at Udgifterne ikke kunde paalægges hans Civilliste, men de maatte undredes, forsaavidt de være nødvendige til Kroningen, af Staten, om endogsaa Hans Majestæt for at forhøie Kroningens Glands vilde yde Noget til af Civillisten, hvilket maatte være ham forbeholdet. Jeg troer ikke, at der selv uden Discussionen herom vilde kunne opstaae synderlig Tvivl om, hvorledes dette skulde skee. Naar det foreskrives Hans Majestæt, at til den fuldstædige Indtrædelse i hans høie Kald hører Foretagelsen af en Handling, der kræver Penge, men denne ikke er bestemt til en vis Tid, saa vilde de Ministre, der ere i Function — ifald denne Bestemmelse i Grundloven bliver vedtagen — kunne forlange, at Folkets Repræsentanter bevilge

den Pengesum, der til denne Handling er nødvendig, og naar denne Pengesum er stillet til Majestætens Disposition, vil han kunne bestemme Ceremoniernes Form og Art. Saaledes troer jeg, at Sagen ordner sig efter hvad der staaer i Udkastets § 44 og hvad der her er foreslaaet., Ønsker man, at Kongen skal krones, og anseer man det for gavnligt, saa troer jeg, at det er ønskeligt, at det udtales i Grundloven som en Forpligtelse; thi derved afskjærer man, med Hensyn til denne Handling, der skal foregaae ved Regjeringens Begyndelse, al Undersøgelse om Nødvendigheden af en saadan Handlign og Nødvendigheden af de dermed forbundne Bekostninger. Spørgsmaalet er: er det ønskeligt eller ikke, at det forskrives, at Kongen skal krones? Jeg troer, at det er ønskeligt. Jeg troer, at det just i en constitutionel Stat er vigtigt at omgive den kongelige Person med den tilbørlige Værdighed; jeg troer, at det er ønskeligt, at den danske Konge ikke i nogen af de Ting, der antages at betinge Kongeværdigheden, staaer tilbage for de øvrige Regenter, og jeg antager med Hensyn til Folket, at dette for Fremtiden bør beholde den fulde Agtelse for Kongens ophøiede Person, som han tidligere har nydt, at det vides, at medens Regjeringsformen er forandret, er der ingen Forandring foregaaet med den kongelige Persons Hellighed. Og da vi tidligere som Udtryk for denne Hellighed have havt en bestemt Handling, saa troer jeg, at det er nodvendigt, at denne bibeholdes. Man har sagt, at en saadan Handling ikke giver Konge Agtelse; men Agtelse faaer man paa to Maader. Een er den Agtelse, der skyldes Individert, en anden er den, der skyldes Kongen. Her er Spørgsmaal om den Agtelse, Kongen har som Konge, han kan som Menneske have hvilkesomhelst Skrøbeligheder, han have vil. Jeg troer, at det er af Vigtighed, at dette just fastholdes med Hensyn til den constitutionelle Konge. Dette med Hensyn til Spørgsmaalet om Kroningen.

Jeg skal endnu tilføie et Par Ord med Hensyn til det Spørgsmaal, der er reist angaaende Edsaflæggelsen ved Kongens Regjeringstiltrælse. Det forekommer mig, at der er meget god Grund til at ønske, at ethvert, endog det mindste Interregnum eller Skin af Interregnum undgaaes, og at man bør fastholde den gamle Grundsætning, at i et arveligt Monarchi døer Kongen aldring; at i det Øieblik, den ene Person har forladt Kongedømmet, er en Anden indtraadt som dets Bærer, og derfor troer jeg, at man ikke skal bibeholde denne Form, fordi der lettelig vilde kunne indtræde en Periode, i hvilken den tiltrædende Konge ikke regjerer, fordi han ikke har aflagt Kongeeden. Man har søgt at undgaae dette Interregnum — thi jeg mener, at Comiteens Majoritet og Minoritet have været enige i at ansee dette som ønskeligt, og at dette ogsaa har foresvævet ved Udarbeidelsen af Grundlovsudkastet — derved, at der blev indført en Bestemmelse om, at allerede Thronfølgeren kunde aflægge Eden. Det forekommer mig, at der er megen Vægt i de Grunde, der idag af Rigsdagsmandn før Kjøbenhavns 3die District (Ørsted) ere anførte før, at det ikke er saa ganske rigtigt at lade Thronfølgeren aflægge en Ed, der har en eventuel Betydning, og jeg troer, at man dertil bør føie, at Eden vilde vinde i Betydning — i Betydning ogsaa for den, der aflagde den, derved, at den aflagdes just i det vigtige Moment, da Regjeringen overtoges. Det er derfor ogsaa udtalt, at forsaavidt Eden er aflagt i Forveien af thronfølgeren, skulde han stadsæste denne ved Regjeringens Tiltrædelse. Jeg troer, at saavidt man kan, bør man søge at undgaae en saadan Gjentagelse og Stadfæstelse, og at det er bedre, at den fra først af aflægges i det meest betydningsfulde Øieblik. Jeg troer derfor, at man skal holde sig til, at Kongeeden ikke aflægges førend ved Regjeringens Tiltrædelse. Men naar man da vil undgaae et Interregnum, har man enten den Form, som er antydet i Minoritetens Forslag, at Eden skal nedlægges skriftlig i Ministerraadet, eller hvad der idag er antydet af Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted), at der istedetfor Eden skulde træde en foreløbig Declaration for det hele Folk; men da der ikke er foreskrevet Noget herom i Grundlovsudkastet, og der kun ved et nyt Forandringsforslag kunde komme Noget ind i Grundloven om en saadan Declaration eller aabent Brev, og da jeg ikke troer, at man unden Nøvendighed bør forsøge paa at bringe en saadan Bestemmelse ind, saa mener jeg, at der er Meget, der taler for, hvad der er foreslaaet af Minoriteten, at Kongen

72

naar han tiltræder Regjeringen strax skal nedlægge Eden skriftlig i Ministerraadet og siden ratihabere den høitidelig paa Rigsdagen. Ministerraadet maa naturligviis være ansvarligt for, at det ikke tillades Kongen at udøve nogen kongelig Regjeringshandling, før det har hans skriftligen udstedte Ed ihænde.

Grundtvig:

Da jeg troer, at den foreløbige Behandling af denne Paragraph vil kunne agtes at være fuldstændig, saa skal jeg ikke Andet end med et Par Ord bemærke, at naar den 11te kongevalgte Rigsdagsmand (David) har talt, som om jeg havde villet foreslaae en ny Edsformular istedetfor den, som omtales i denne Paragraph, da var dette en feil Forudsætning, da jeg kun har anført Noget for at oplyse min Overbeviisning om, at man ikke gjorde Eden mere bindende ved at gjøre den hvad man kalder mere fyldig. Naar dernæst, hvis jeg hørte Ret, et høitæret Medlem af Ministeriet, som talte til Fordeel for Minoritetens Forslag, en anden Edsformular for Kongen end den, der var foreskreven for Rigsdagsmædene, anførte at det ikke var for — som jeg har sagt om de Lovkyndige — at gjøre Formularen mere bindende, men at det var, fordi Sømmelighedsfølelsen krævede, at Edsformularen skulde være ikke blot knyttet til den almindelige Gudserkjendelse, men knyttet til en christelig Tro, skal jeg i denne Henseende kun bemærke, hvad jeg anseer i sig selv at være indlysende, at hvad de her lægges Vægt paa som en Beraabelse paa Guds hellige Ord netop er tilfælles for den christelige, den jødiske og muhamedanske Religion, da der kun er Strid om, hvad der er Guds Ord, men ingenlunde om, at det er et helligt Guds Ord.

Minister Clausen:

Jeg skal blot med Hensyn til, hvad den ærede Rigsdagsmand har erindre, bemærke, at jeg vistnok kun har talt om den Ed, som Kongen skal aflægge ved sin Regjerings Tiltrætrædelse; men det er ingenlunde min Mening, at den skulde lyde anderledes end den, ethvert Medlem af Rigsdagen skulde aflægge ved sin Indtrædelse i Rigsdagen. De selvsamme Grunde, som efter min Mening talte for, at Kongen i Danmark ikke skal aflægge Eden paa anden Maade end der er den gjældende i Folkekirken, tale ogsaa for, at ethvert Medlem af Rigsdagen, der er Medlem af Folkekirken, skal aflægge den paa samme Maade. Den ærede Ordfører har vel anført, at det var en Følge af Religionsfriheden, at Eden maatte kunne aflægges af Alle paa den samme Maade. Denne Slutning kan jeg ikke lade gjælde. Jeg mener, at alle Eder, om de ogsaa aflægges paa forskjellig Maade, maae have samme Gyldighed, men ingenlunde, at alle Medlemmer af Rigsdagen, om de ogsaa ere af forskjellige Religionsbekjendelse, skulle aflægge Eden paa den samme Maade. Det er ganske rigtigt, saaledes som det er bleven bemærket af et æret Medlem, at ogsaa Joderne og Muhamedanerne have et helligt Ord, og at Eden ikke er uden Tvetydighed saaledes som den her gjøres; men man har her naturligviis en fast Tradition at knytte sig til, og det er hævet over al Tvivl, at det hellige Ord, hvorved vi aflægge Eden, er det christelige hellige Ord.

With:

Kongernes Kroning og Salving er en ældgammel Ceremoni, hvis Oprindelse kan søges flere Tusinde Aar tilbage. Ligesom den netop ved denne sin Ælde har sin Betydning, saaledes er den ogsaa skjøn og gavnlig ved det Indtryk, den maa antages at gjøre baade paa Kongen og Folket. Uagtet jeg nu vel maa erkjende Grundloven for at være lige god, hvad enten der optages en Bestemmelse om Kroningen eller ikke, saa er jeg dog ikke imod, at Bestemmelsen bliver der; men for det Tilfælde, at Forsamlingens Pluralitet antager, at der skal optages en Bestemmelse i Grundloven om Kroningen, saa tillader jeg mig at henlede Forsamlingens Opmærksomhed paa, om det ikke var passende, at denne Ceremoni skete i Forbindelse med den første Rigsdage Aabning, da Kongen skal aflægge Ed paa Grundloven, eller ratihaber Eden, hvis han allerede har aflagt den. Ved denne Leilighed synes det meest passende at udføre Kroningen, og Omkostningerne, som ligge visse Rigsdagsmænd saameget paa Hjerte, ville derved betydelig spares. Saafremt dette Forslag finder Anklang i Forsamlingen, forbeholder jeg mig at stille et Amendement i denne Retning ved den endelige Behandling.

C. N. Petersen:

Naar man anfører, at man anseer det for nedvendigt, at den samme Ed aflægges baade af Kongen og af

Rigsdagsmedlemmerne, mener jeg, at den bør aflægges ganske paa den sædvanlige Maade, og jeg maa derfor tiltræde Minoritetens Forandringsforslag, og det saameget mere, som det, saavidt jeg skjønner, ikke blot as den Sætning, som efter de nugjældende Regler ansees for at være den væsentligste Bestanddeel af Eden, der ved Udkastet er bortskaaren, men fordi jeg ikke indseer rettere, end at der tillige er bortskaaren en anden Handling, der er en ligesaa væsentlig Bestanddeel af Eden, nemlig Oprækkelsen af de 3 Fingre. Denne symbolske Handling har Hensyn til Guddommens Treenighed, og jeg finder ikke, at den ganske stemmer med den Formular, der er Foreslaaet i Udkastet; i alt Fald, efter hvad den ærede Ordfører har yttret, kan jeg ikke antage, at det er Majoritetens Mening, at Eden skal aflægges med oprakte Finger, siden Majoriteten holder sig til Udkastet, og fordi den mener, at Eden skal aflægges paa lige Maade af Alle, hvad enten de ere Christne eller Ikke-Christne. Jeg mener, at naar den Ed, der skal aflægges i et saa vigtigt Øieblik, skal aflægges paa en saadan Maade, at den er aldeles blottet for Alt, hvad der giver den væsentlig Betydning, saa bør man foretrække, at den slet ikke aflægges.

Mørk Hansen:

Det har ikke været mig muligt at indsee, hvad der kan have bevæget det forrige Ministerium til at foreslaae en Forandring i den gamle ærværdige Edsformular, og der indeholdes i Udvalgets Betænkning ikke nogen Antydning af, hvad der har bestemt Fleerheden i Udvalget til ligeledes at paastaae en ny Ed indført; og dog er denne foreslaaede Forandring af meget væsentlig Betydning, fordi en Forandring, som den foreslaaede, en Forandring, hvorved man stræber at fjerne Tanken om der Kraft, som ligger i Guds hellige Ord, efter min Mening er i høieste Maade Saarende og krænkende for det danske Folk. Man maa kjende meget. lidet til Folkets Tænkemaade, dersom man troe, at nu er den Tid forbi, da Folket havde Ærbødighed for Guds Ord. Derfor vogte man sig vel for at synes at kaste vrag paa dette Ord! Man har vel sagtens meent, at denne Forandring skulde være i Religionsfrihedens Interesse, og Udvalgets Ordfører har meent, at det var ønskeligt, at Kongen aflagde samme Ed som Rigsdagsmændene. Det Sidste indseer jeg ikke, og det er i alt Fald klart, at denne nye Form for Eden staaer i en skjærende Modsætning til § 6, saaledes som Udkastet foreslaaer den, og saaledes som Udvalget eenstemmig har tiltraadt den. Det er desuden alt bemærket, at den Samme, som kan føle sig bunden ved en Ed, aflagt „for den almægtige Guds Aasyn", ogsaa maa kunne paakalde Guds Ord. Det er jo ikke blot den evangelisk-lutherske Christen, det er ogsaa den Reformeerte, ogsaa Katholiken, ogsaa Mosaiten, som anerkjender en guddommelig Aabenbaring, og Atheisten, Gudsfornægteren, han kan lige saalidt sværge for Guds Aasyn, som han kan paakalde Guds Ord. Rigtignok har jeg i første Afdeling hørt et æret Medlem af det Ministerium, som har foreslaaet den nye Ed, paastaae, at Atheisten ligesaagodt med god Samvittighed kan sværge med Paakaldelse af den almægtige Gud, som vi Andre, men jeg forstaaer mig ikke paa det Slags Samvittighed; jeg troer — med al Agtelse for dette Medlems Ord —, at Ministeriet, idet det foreslog Edens Aflæggelse, har forudsat som afgjorte, at den Sværgende ikke maatte være et Menneske uden Tro paa Gud, og derfor paastaaer jeg, at der Intet kan vindes ved den nye Form, men kun tabes.

Lader os da huske paa, at vi skrive Loven for et Folk, som endnu ikke har lært og med Guds Hjælp aldrig lærer at ringeagte Guds Ord. Lader os ikke glemme, at dersom vi med Tillid skulle kunne nedlægge den lovgivende Magt i dette Folks Hænder, da er det just fordi vi stole paa Folkets rolige, besindige, milde, trofaste, christelige Aand, paa dets vedvarende Ærbødighed for den Magt, der er Kilden til al Sandhed, Retfærdighed og Kjærlighed, og har aabenbaret og dette sit Væsen i sit hellige Ord!

Ordføreren:

Af de Yttringer, der ere faldne idag, er der saa mange, som nærmest og egentlig høre til Forhandlingen om §§ 2, 6 og 64—66, at det ikke er let og vistnok heller ikke hensigtsmæssigt paa nærværende Standpunkt i synderlig Grad at gaae ind paa dem. Kun maa jeg ansee det for min Pligt at værge mod Mistydning af de saa Ord, hvormed jeg aabnede Forhandlingerne om denne Paragraph.

73

Forsaavidt der er Spørgsmaal om at forandre Udkastets Edsformular, antydede jeg, hvorledes Udkastets Bestemmelse hang sammen med en følgende Paragraph, som her ikke er under Forhandling; jeg antydede, hvorledes Udkastet havde anseet det for rigtigst, at den Ed, der skulde aflægges as Kongen, var den samme, som blev foreskreven for Rigsdagsmændene. Jeg antydede fremdeles, at Udkastet, der havde anseet det for hensigtsmæssigst, at der valgtes een og samme Ed for alle Rigsdagsmænd, maatte efter sine Grundsætninger om Religionsfrihed (§§ 64—66) vælge en anden Edsform end den, der hidtil var den sædvanlige, og hvis Gjentagelse er foreslaaet til nærværende Paragraph for Kongens Vedkommende. Jeg har endelig sagt, at Udvalget ikke fandt tilstrækkelig Grund til at fravige disse Udkastets Bestemmelser, hvorimod jeg ingenlunde, som en Rigsdagsmand meente, har yttret, at jeg ansaae det for saare vigtigt, at der blev en Overeensstemmelse mellem den Ed, Kongen skulde aflægge, og den Ed, Rigsdagsmændene skulde aflægge, ligesaalidt som jeg har sagt, hvilket en æret Minister har tillagt mig, at det var nødvendigt, at alle Rigsdagsmænd aflagde den samme Ed. Tvertimod har jeg meget vel erkjendt, saaledes som endeel kjøbenhavnske Rigsdagsmænd have gjort opmærksom paa, at det kunde komme under Overveielse, om man maaskee slet ikke skulde optage nogen bestemt Edsformular i Grundloven, om man altsaa vilde opgive den Tanke, at Eden skulde være den samme for Alle. Det Forslag, hvormed denne Rigsdagsmand (Ørsted) fremkom i denne Retning, er vel ikke senere blevet paaagtet under Forhandlingernes Gang, men det forekommer mig at fortjene fuldt vel saa megen Overveielse som noget af de andre Forslag, der ere fremkomne idag. Det er ikke destomindre saa sporløst forsvundet af Forhandlingen, at jeg dog har villet henlede Opmærksomhede derpaa.

Bidere skal jeg idag ikke gaae ind paa dette Spørgsmaal.

Det andet Spørgsmaal, der af Minoriteten er reist, angaaer den Regel, der skal iagtages ved Tiltrædelsen af Regjeringen, hvilken Vægt der nemlig skal lægges paa, om Eden aflægges førend Regjeringens Tiltrædelse. Af en høitæret Minister er der blevet talt imod Udkastets Bestemmelse, imidlertid skal jeg dog afvente, om ikke en anden Minister vil tale for det, inden jeg ved den endelige Behandling skal fremføre de temmelig nærliggende Grunde, som tale for Udkastets Bestemmelse. Paa Sagens nærværende Standpunkt skal jeg heller ikke gaae videre ind paa dette Spørgsmaal. Derimod bør jeg maaskee tilføie et Par Ord med Hensyn til Kroningsspørgsmaalet. Jeg skal da her bede erindret, at Spørgsmaalet ikke er, om Kroning skal tilraades eller fraraades; her er kun Spørgsmaal om, hvorvidt man vil, at deri Grundloven skal optagesen Bestemmelse, som befaler Kroningen. Jeg kan jo vistnok ingenlunde erkjende den Indvending, som er fremsat imod dette Forslag af den ærde Rigsdagsmand for Svendborg Amts 1ste Valgkreds (J. A. Hansen), som om det $$eent skulde være i Strid med nogen af Paragrapherne i Grundlovsudkastet, skjøndt jeg ligesaalidt kunde tiltræde det Gjendrivelsesforsøg, som af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 2den Valgkreds (H. P. Hansen) er blevet gjort i modsat Retning, men jeg troer, at Sagen ganske simpelt om rigtigt er bleven forklaret af den høitagtede Krike- og Underviisningsminister, ligesom det alt tidligere

er blevet antydet af den høitagtede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Valgkrede (Ørsted), at hvis det udtaltes i Grundloven, at Kroningen skulde skee, saa laa deri, at Folkerepræsentationen vilde tilsidesætte sin Pligt, hvis den ikke bevilgede en saadan Sum, at Kroningen kunde skee paa en passende Maade. Men fordi Grundloven forbigaaer at omtale dette Punkt, deraf følger jo ikke, at Kroningen ikke kunde finde Sted; det overlades heller ikke til Kongen, at tage en aldeles vilkaarlig Bestemmelse derom; Bestemmelsen derom kan tages af Kongen i Forbindelse med Folkerpræsentationen. Det kan jo være i Overeensstemmelse med Folkerepræsentationens Ønske, at Kroningen skeer, og jeg kan altsaa ikke heller være enig med dem, der mene, at saadanne Kroningsudgifter altid skulde bestrides af Civillisten. Naar f. Ex. Folkerepræsentationen maatte ønske, at Kroningen skal finde Sted, mon den da ikke og vilde ansee det for passende, at Staten bestrider Kroningsudgifterne? Jøv$$igt skal jeg endnu blot i Anledning af de Udtryk, der er brugte af et høiærværdigt Medlem, nemlig „Herrens Salvede" antyde, at jeg ikke finder, at der i Minoritetens Forslag er talt om Salving og, saavidt jeg har forstaaet det i Udvalget, er det ikke en Følge af nogen Forglemmelse, at der kun tales om Kroning. Jeg fremhæver dette Punkt, fordi det vistnok er ønskeligt, at det ikke ganske maa døe bort, da det dog engang er blevet nævnt.

Ørsted:

Det er blot et Par Ord, jeg har at sige. Det forekommer mig nemlig efter flere Rigsdagsmænds Yttringer, at mine Ord ere blevne misforstaaede. Jeg skal nemlig have sagt, at Eden ikke var fyldig nok, og det er bleven forklaret, som om det var Edsformen, jeg dermed meente, men det er langtfra ikke min Mening. Jeg har kun troet, at man burde blive staaende ved den sædvanlige Edsformular, fordi jeg ikke gjerne vilde have Noget optaget i Grundloven, der kunde see ud som en Fornægtelse af den Forudsætning om en aabenbaret Religion, der ligger til Grund for den sædvanlige Eds Ord; men det var ikke min Mening, at der skulde skee nogen Forandring med Hensyn til Formen; jeg kan end ikke være enig med den Rigsdagsmand, som har troet, at det skulde være nødvendigt, at Eden aflagdes med oprakte Fingre, thi det er Noget, der ikke finder Sted i den skriftlige Ed. Jeg kan forøvrigt ikke have Noget derimod, men jeg har ikke tænkt paa, at det skulde behøves. Det er overhovedet ikke saa særdeles nødvendigt, at en Edsaflæggelse finder Sted, thi istedetfor Eden kunde Kongen udstede et aabent Brev, hvorved han erkjendte sin Forpligtelse til og gav et høitideligt Løfte om at ville holde Grundloven, ikke blot bogstavelig, men ogsaa efter dens Aand og med Hensyn til de Forpligtelser, som den i saa Henseende paalægger ham, og jeg troer, at om man dertil vil føie Edens Ord, saa vilde derved al Anledning bortfalde til en saadan Mellemregjering, som ellers efter § 8 og 12 skal finde Sted. Naar jeg har talt om, at Eden efter Udkastet ikke er fylding nok, saa har jeg blot meent i Indholdet og ikke i Formen. Naar der nemlig blot fordres, at Kongen skal holde Grundloven, er det ikke nok; men han skal holde den med Troskad, og regjere Riget paa en saadan Maade, at han søger at ramme Rigets Bedste, og det er det, jeg troer at maatte bemærke.

(Fortsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofvogtrykker Bianco Luno.

74

Fem og tredssindstyvende (68de) Møde. (Den foreløbige Behandling af Grundloven. § 8.)

Neergaard:

Forinden den foreløbige Behandling sluttes, vil jeg, da mit Navn savnes i Betænkningen erklære, at jeg hører til Minoriteten. Saa enig jeg end kan være med de Rigsdagsmænd, som have godtgjort, at den gamle Edsformular er indholdsringere og betydningsfuldere end den nye, i Lovudkastet foreslaaede, vil jeg dog oprigtig tilstaae, at det er mere Pietet og Følelse for det Gamle og Bekjendte, der har tiltalt mig, end egentlig Overbeviisning om, at den gamle Edsformular virkelig er mere værd end den nye. Jeg troer, at Alle ville med mig være enige i, at man bedre kan føle end demonstrere en Edsformulars Fortrin. Den Ed, man har kjendt fra sin Barndom, ofte har hørt Andre aflægge og senere som Mand selv har aflagt, har for mig noget mere Tiltalende end en ny, om denne end var ligesaa betydningsfuld som den gamle. Det Samme gjælder ogsaa om Kroningen. Min Følelse tiltaler det, at Kongen ved sin Regjerings-Tiltrædelse indvies ved en kirkelig Høitidelighed; men har man ikke denne Følelse, maa man naturligviis være af en anden Mening. Naar man derimod saa stærkt har anført Hensynet til Omkostningerne, kan jeg henholde mig til, hvad der fra forskjellige Sider derimod er sagt. Jeg troer at kjende det danske Folk for godt til at troe, at der, naar det vil, at Kongen skal krones, og denne Bestemstemmelse derfor nu kommer ind i Grundloven, da senere skulde blive Spørgsmaal om, hvorfra Udgifterne skulle tages.

Ordføreren:

Den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Valgkreds (Ørsted) erindrede mig ved sit sidste Foredrag om en Bemærkning, jeg burde have gjort tidligere, med Hensyn til hans Erindringer imod det Ord i Edsformularen, at Kongen lover at holde Grundloven. Jeg anseer det for min Pligt at tilføie, hvorledes jeg ikke troer, at han kan holde Grundloven i Aand og Sandhed, saafremt han hemmeligen og underhaanden modarbeider den, Jeg troer, at Udtrykket „holde" i sin sande og fyldige Betydning betegner den Troskabspligt, som vi Alle ere enige om at ville indskærpe. Hvorvidt man vil foretrække et fyldigere Ord, det er det jo vanskeligt at stirde om. Jeg tvivler paa, at det vil være let at finde Ord, som den, der vil unddrage sig sin Pligt, ikke kan dreie og vende; men den, der som den høitagtede Rigsdagsmand er vant til en samvittighedsfuld Opfyldelse af sit Ord, den vil dog vist erkjende, at kun den kan siges at holde Grundloven, som holder den i Aand og Sandhed.

Mynster:

Jeg tilstaaer, at det ikke er kommen mig i Tanke, at man ved at foreslaae en Bestemmelse om Kroningen vilde forbigaae Salvingen, der er en gammel Skik; men forsaavidt det stillede Forslag ikke skulde gaae igjennem, skulde jeg ønske, at man vilde optage Salvingen igjen.

Ræder:

Jeg har forstaaet den æred Rigsdagsmand for Odense Amts 6te District (Jespersen) saaledes, at han meente, at Kongeloven befalede, at Kroningen skulde foretages strax. Da Kongeloven just ligger for mig, saa skal jeg bemærke, hvad den i saa Henseende siger. „Kongen kan lade sin Salvings høitidelige Fest holdes, naar hannem lyster, endog han ikke er kommen til sine fuldmyndige Aar, og er det jo for jo beder at annamme og bekomme Guds Velsignelse og Herrens kraftige Bistand, som følger hans Salvede." Iøvrigt maa jeg henholde mig til den Bemærkning, som den høiærværdige Rigsdagsmand, der nu satte sig, gjorde, idet han sagde, at det var hans Mening, at Ordet Salving skulde tilføies i Minoritetens Forslag, og jeg skal

gjøre opmærksom paa, at i den norske Grundlov hedder det Kongens Kroning og Salving o. s. v. Men jeg troer dernæst, at Minoritetens Forslag om, at Kroningen skal foregaae i Hovedkirken, vel kan medføre Betænkeligheder, idet naar Residentsen muligen blev forflyttet til et andet Sted, det da ikke længere vilde passe, at det skulde skee i Landets Hovedkirke. Iøvrigt tiltræder jeg ganske Minoritetens Forslag.

Barfod:

Salvingen er ganske vist ikke medtaget i det Forslag, som er udgaaet fra Udvalgets Minoritet; den findes derimod i det, som jeg idag har tilladt mig at antyde, og jeg opgiver den ikke.

David:

Jeg skal blot tillade mig, da jeg ikke troer, at hvad der historisk har udviklet sig i en anden Stat, som vi med Hensyn til Uddannelse staae nær, og hvis constitutionelle Udvikling vi ønske at tilegen os, kan være ligegyldigt for os at gjøre opmærksom paa, hvorledes det i det norske Storthing er gaaet til med Hensyn til Bevilgelsen af Udgifterne til Kroningen. I det 11 et ordentlige Storthing blev det foreslaaet af Budgetcommissionen, at dertil maatte blive bevilget 40,000 Speciesdaler eller aarlig i 3 Aar fra 1845 til 1847 opføres paa Budgettet en Sum af 13, 333⅓ Spdl., hvilket eenstemmig bles bifaldet i Storthinget. Af Storthingsforhandlingerne for Aaret 1848 sees det imidlertid, at der blev andraget endvidere paa et Tilskud af 6,500 Speciesdaler, som Kroningen antoges at ville koste udover det fastsatte Beløb; men dette Forslag blev med en ikke ringe Pluralitet forkastet, saa at man her har et tydeligt Exempel paa, at et Folk, der anseer Kroningen for grundlovmæssig, ogsaa veed at holde Maade med Hensyn til Bevilgelsen af Pengene til de dermed forbundne Omkostninger.

Tscherning:

Den ærede Rigsdagsmand for Nykjobing (Mørk Hansen) har forsøgt at gjenkalde nogle Udtryk, der formeentlig skulle være faldne fra mig. Han sagde nemlig: en af de forhenværende Ministre i 1ste Afdeling, og da vi kun ere to forhenværende Ministre her Salen, og jeg nok kan forstaae, at Yttringerne skulle tyde paa mig, troer jeg at maatte tale, for at de ikke skulde overføres paa min forhenværende Collega, skjøndt det egentlig ikke henhører her. Da det imidlertid ikke videre kan fremme Sagen, vil jeg kun sige, at den ærede Rigsdsgsmand ikke har sagt Sandheden, skjøndt han vel har troet at sige den, fordi han har tage Ordene ud af deres Sammenhæng. Jeg vilde maaskee ellers ikke have fundet Anledning til at udtale mig om den foreliggende Sag selv, men jeg skal dog nu gjøre et Par Bemærkninger. Den ærede Cultusminister har udtalt Ord, som det har været mig kjært at høre, nemlig at man skulde efterstræbe i enhver monarkisk Stat at forhindre, at Kongen døer. Dersom man kunde blive staaende ved en saadan Form, at man ved at redigere Paragraphen saaledes kunde faae Dødeligheden til at høre op, saa at naar den Ene døde, den Anden strax var tilstede, saa vilde jeg ansee det for særdeles heldigt; men ligeoverfor det troer jeg, at naar Kroningen henkastes til en anden Tid, saa forstyrrer man derved det rigtige Begreb. Er Kongen allerede tilstede uden Salving, saa behøves den ikke; men skal Salvingen give ham større og fuldstændigere Ret end den, han har i det Øieblik, Regjeringen tiltrædes, saa er han ikke rigtigt bleven Konge i dette Øieblik. Jeg troer derfor, at det er langt vigtigere at holde fast ved den Tanke, at fra den Stund, han tiltræder Regjeringen, er han fuldkommen bleven Konge, unde at han behøver at søge nogen Bekræstelse herpaa i en senere og tilfældig Begivenhed, og dobbelt tilfældig, idet den afhænger af en Finantslov, som staaer ved Siden af Forskrifterne om Kroningen. Derfor skulde jeg foretrække, at man

75

ikke lader en Bestemmelse herom komme ind i Gundloven, men lader det komme an paa enhver Tid, om den ønsker, at Kongen skal krones, i hvilket Tilfælde da et særskilt Lopforslag vil komme frem, hvilket har det Gode, at der aldrig vil blive forelagt noget Lovforslag om Udgifterne til Kroningen for en Forsamling, som kan bevilge saa knappe Midler dertil, at Kroningen derved bliver umulig eller latterlig. Lader os ikke glemme, at naar der i Finantsloven skal tages Bestemmelse, hvor Kroningen skal finde Sted, om Pengene til den, lægger man det hver Gang i Forsamlingens Magt at indskrænke Tilskuddene af Pengemidler saameget, at Kroningen derved bliver umulig. Det er langt simplere at overlade det til enhver Tid at afgjøre, om man ønsker at see sin Konge kronet, end at befale i Grundloven, at han skal krones; thi skulde dette staae i Grundloven, saa maatte man ved Siden deraf fastsætte en Sum dertil, for at Kroningen kunde foregaae uafhængig af kommende Rigsdages Bestemmelser i Finantsloven. Jeg troer ikke, at denne synbolske Handling kan have den Betydning, at Kongens Person derved bliver helligere, og det er vist, at der Intet vindes derved, at Betragtningen om, at Kongens Person er hellig, gjøres til Gjenstand for Undersøgelse under et Finantsforslag. Er det vigtigt, at Kongens Person bliver hellig, og det er vigtigt, saa vil man ogsaa finde et Middel til, at det kan skee uden en Raadslagning af den Art. Vi bør ikke her tage en saadan Bestemmelse for den kommende Tid om Noget, som det forekommer mig langt rigtigere at overlade til enhver Tid for sig at afgjøre.

F Jespersen:

Efterat jeg har hørt, at det erkjendes som en Selvfølge, at Udgifterne til Kroningen skulde gaae af Folkets Lomme, skal jeg ikke nægte, at jeg maa være den 11te kongevalgte Rigsdagsmand (David) Tak skyldig, fordi han har oplyst, at en saadan Handling er meget langt fra at være lidet bekostelig; men jeg vil spørge, om den Fornøielse, derved forskaffes, er de mange Tusinde Daler værd. Dersom den Sætning er sand, at vi Alle skulle spare, saa bør man vistnok spare paa saadanne Udgifter, der ere til ingen Nytte, og som i det Hoieste kunne skaffe En og Anden en munter Dag.

Cultusminsteren:

Uagtet jeg ingenlunde reiser mig, fordi jeg enten selv personlig eller i Ministeriets Navn lægger stor Vægt paa Bestemmelsen om Kroningen, saa er der dog i de 2 sidste Taleres Foredrag Ting, der opfordre til, at man bestemt imødegaaer dem. Naar det er sagt, at man ikke skulde optage en Bestemmelse om Kroningen, naar Udgifterne dertil siden skulde underkastes en Finantslovs Afgjørelse, hvorved der kunde bevilgcs saa lidet, at Handlingen derved blev latterlig, saa troer jeg, at man overseer et meget væsentligt Moment, nemlig at hele Kongeværdighedens Opretholdelse er underkastet en langt betydeligere Indskrænkning, idet den for Kongeværdighedens Opretholdelse nødvendige Civilliste skal bevilges for hver Konge af Rigsforsamlingen. Det er altsaa ikke blot ved Kroningen, der opstaaer dette Finants-Spørgsmaal, om Udgifterne dertil skulle bevileges, men det Samme finder Sted i et meget større Omfang, idet der skal bevilges, hvad der hører til, at Kongen kan leve anstændigt som Konge.

Hvad den sidste Taler angaaer, er det strax faldet mig ind, idet der blev nævnt det i Norge til Kroningen medgaaede Beløb, at dette kunde anvendes som en Grund imod Kroningen; men jeg skal bemærke, at man vilde være meget paa Vildspor ved at beregne de Bekostninger, der sandsynligviis ville medgaae til Kroningen i Danmark, efter de Udgifter, der ere medgaaede i Norge ved den første Kroning. Disse Bekostninger ere nemlig ingenlunde medgaaede til selve Kroningshandlingen, men det er for en stor Deel Bekostninger, der ere medgaaede til at tilveiebringe et Kroningslocale og heelt Kroningsapparat; Bekostningerne ere medgaaede til at restaurere paa en passende Maade Trondhjems Domkirke og tilveiebringe hvad der forresten hører til en Kroning, af Kostbarheder og deslige. Jeg troer, at selv da Danmarks absolute Konge kronedes, og det ikke i Landets Hovedkirke, men i et noget længere fraliggende Slot, hvorved Omkostningerne stege betydeligt, var der dog ikke Tale om et saadant Beløb.

Mørk Hansen:

Jeg troer mig berettiget og beføiet til den Erklæring, at det ganske rigtig var den højtærede 28de kongevalgte

Rigsdagsmand (Tscherning), af hvem jeg har anført en Yttring; men ligesom jeg er fuldkommen vis paa, at jeg har anført hans Ord i den samme Forbindelse, hvori de bleve fremførte, saaledes maa jeg erklære, at jeg ikke troede derved at sige Noget, som kunde være ham ubehageligt.

Formanden:

Jeg kan ikke nægte, at jeg troer, at det vilde være meget ønskeligt, at man undlod at citere Yttringer, der ere faldne i Afdelingerne (Ja! Ja!), da de let kunne blive Gjenstand for Tvivl.

J. A Hansen:

Det er blot som et yderligere Beviis paa den Modstrid, der findes mellem § 44 i Grundlovsudkastet og § 8 b, jeg skal gjøre opmærksom paa, at den høitærede Cultusminister i sit Forsøg paa at bringe Samklang mellem disse Bestemmelser ikke har kunnet gjøre dette uden ved at indskyde en Sætning, der ikke findes i Forslaget. Han kom, nemlig kun til at faae Samklang heri ved at tilføie Minoritetens Forslag „at Kroningen skal skee i Landets Hovedkirke med de Ceremonier, Kongen selv fastsætter" følgende Sætning „indenfor Grændserne af den bevilgede Pengesum". Hermed hai Ordføreren sundet sig tilfredsstillet, og jeg skulde ogsaa, forsaavidt denne Sætning havde staaet i Forslaget, give Ordføreren Nei i, at der da ikke par nogen Modsigelse, men saalænge en saadan Sætning ikke er optaget i Forslaget, saa mener jeg vedblivende, at der finder en Modsigelse Sted.

Schack:

Den høitærede Cultusminister gjorde før en Forskjel mellem den Agtelse, der skyldes Kongen som Konge, og den Agtelse, der skyldes Kongen som Person. Forsaavidt jeg opfattede hans Foredrag, udtalte han, at Kroningen afgav et væsentligt Bidrag til at støtte den Agtelse, der skyldes Kongen som Konge Jeg troede dog, at det mere var i hans Iver for at fremme Kroningen, at han kom til at udtale dette, end fordi han virkelig meente, at man kunde stotte Kongens Agtelse paa en saadan Ceremoni. Nu har han imidlertid igjen udtalt noget Saadant og det med større Skarphed, idet han sagde, at Kongeværdighedens Opretholdelse beroede paa Civillistens Bevilgelse. Ogsaa jeg gjør en Forskjel mellem Kongen som Konge og Kongen som Person; men jeg støtter den ikke paa et saadant ydre Forhold, som om han har en større eller ringere Civilliste; det, synes mig, er at yttre Foragt for Kongeværdigheden. Den maa støttes derpaa, at Kongen er Statens Repræsentant; men det kunde han vel være, om han end boede i et ringe Huus og nød simpel Føde. Endnu een Bemærkning. Ordføreren berørte nylig, at han vilde vente til en Minister tog Ordet for at forsvare Udkastet, da to andre havde angrebet det.

Ordføreren:

Det er ikke ganske nøiagtigt refereret.

Schack:

Nu vel! saa refererer jeg mig til Ordene, saaledes som de virkelig ere faldne. Vist er det, at to Ministre have angrebet Udkastet, og da ingen har udtalt sig for det, saa tillader jeg mig at rette et Spørgsmaal til Ministeriet: om disse to Ministre skulle betragtes som to Individer eller som Repræsentanter for hele Ministeriet, om overhovedet se, der sidde ved Ministerbordet, skulle betragtes som 8 Mænd eller som eet Ministerium.

Cultusministeren:

Vi vente rigtignok at betragtes som et Ministerium, og jeg har ogsaa udtalt Ministeriets Mening, idet jeg udtalte mig om et Par Punkter; men jeg har ikke talt imod eller angrebet Grundlovsudkastet ved den Erklæring, som jeg har angivet. Jeg har kun sagt, at Ministeriet ved Discussionen havde fundet Anledning til at tilraade de tvende Ændringsforslag, der ere fremkomne fra Udvalgets Side, og jeg troer, at det er saameget mindre betænkeligt at høre Ministeriet gjøre det, da der ikke i denne Paragraph er Spørgsmaal om noget til Grundlovens væsentlige Princip Henhorende. Saavidt til Svar paa Spørgsmaalet. Hvad den første Bemærkning angaaer, saa troer jeg ikke, at jeg brugte det Udtryk, og jeg vilde idetmindste ikke bruge det „at Agtelsen for Kongemagten væsentlig beroede paa Kroningen; jeg sagde, „at man ikke burde bortkaste nogen af de Ting, som i Folkets Øine tjene til at vedligeholde Kongens Værdighed." Jeg betvivler meget, at jeg har sagt Andet. Hvad angaaer hans Yttring, at dette var fremkaldt ved min Iver for Kroningen, saa troer jeg at have udtalt, at jeg ikke var besjælet af nogen stor Iver derfor. Jeg sagde med

76

ganske tydelige Ord: hverken jeg selv personlig eller Ministeriet lagde nogen stor Vægt derpaa.

Schack:

Jeg citerede ikke Ministerens Ord, da jeg sagde, at han havde yttret, at Kongevæedigheden væsentligt støttede sig paa Kroningen, men jeg yttrede, at hans Foredrag forekom mig at indeholde dette. — Med Hensyn til den Bemærkning, at Ministeriet ikke har angrebet Grundloven, saa skjønner jeg ikke rettere, end at naar det understøtter en Minoritet, der angriber Udkastet, saa angriber det derved selv Udkastet. Da ikke Flere begjerede Ordet, blev Mødet hævet, efterat det næste Møde var berammet til den følgende Dag, Onsdag, Kl 6 Eftermiddag, hvor Grundlovssagens første Behandling da vilde blive fortsat med Udkastets § 9.

66de offentlige Møde. (Det 69de Møde i den hele Række.)

Onsdagen den 28de Februar.

Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Formanden:

Jeg skal først tillade mig at anmelde, at jeg fra Rigsdagsmanden for Veile Amts 2det District (Ploug) har modtaget et Forslag til et Tillæg til Forretningsordenens § 13, om at et Ændringsforslag maa understøttes af eet Medlem for at komme i Betragtning.

Dernæst skal jeg anmelde: 1) En Adresse fra Lundby Sogn i Præsto Amt med 26 Underskrifter, om at Rigsdagsmædenes Diæter ikke maae sættes for høit. 2) En Adresse, indleveret af Rigsdagsmanden for Ringkjøbing Amts 5te District (I. Pedersen), med 50 Underskrifter fra Hee Sogn ved Ringkjøbing, om at § 31 i Grundlovsudkastet maa forblive uforandret, at det med Hensyn til Religionsvæsenet maa forblive ved det Bestaaende, og at Rigsdagsdiæterne ikke sættes høiere end til 2 à 3 Rbdlr. 3) 7 eenslydende Andragender, indleverede af Rigsdagsmanden for Kjøbenhavns Amts 1ste District (Hall), fra Størstedelen af Landets Physici og Districtslæger, der gaae ud paa, at § 21 i Grundlovsudkastet maatte modtage saadanne nærmere Bestemmelser, som kunde afgive en fornøden Betryggelse for Embedsstanden, navnligen Læge-Embedsstanden.

Efter Dagsordenen gaae vi derefter over til den fortsatte Behandling af Grundlovsudkastet og begynde med § 9. Den ærede Ordfører har Ordet.

Ordføreren:

§ 9 i Udkastet lyder saaledes:

„Bliver Kongen ude af Stand til at regjere, sammenkalder Statsraadet Rigsdagen. Begge dens Afdelinger træde sammen, og naar den saaledes forenede Rigsdag med ¾ af de afgivne Stemmer anerkjender Nødvendigheden, udnævner den en Regent." Herved har Udvalget bemærket Følgende:

„Denne Paragraph; indeholder en Forklaring „om den forenede Rigsdag", som naturligst hører hjemme i et følgende Afsnit. Det maatte maaskee og heller hedde „erkjender" end„anerkjender". Man foreslaaer derfor følgende Redaction af anden Sætning: Naar da den forenede Rigsdag . . . erkjender.

For det her omhandlede Tilfælde, at Kongen bliver ude af Stand til at regjere, fastsætter Paragraphen alene Udnævnelse af en Regent, medens den følgende Paragraph, der omhandler det samme Forhold med Hensyn til Thronfølgeren, tillige fastsætter, at der skal anordnes et Formynderskab. Saadant synes og at kunne blive fornødent, naar det er Kongen, der bliver ude af Stand til at regjere, og man skjønner ikke rettere, end at det er Rigsdagen, der i saa Fald ogsaa maa anordne Formynderskabet. Ved Paragraphens Slutning foreslaaer man derfor følgende Tillæg: „og anordner, om fornødent gjøres, et Formynderskab."“

Efter Udvalgets Indstilling vil altsaa § 9 komme til at lyde saaledes:

„Bliver Kongen ude af Stand til at regjere, sammenkalder Ministerraadet Rigsdagen. Naar da den forenede Rigsdag med ¾ af de afgivne Stemmer erkjender Nødvendigheden, udnævner den en Regent og anordner, om fornødent gjøres, et Formynderskab."

Forsaavidt her nævnes „Ministerraadet", vil en Forklaring om dette Udtryk findes ved een af de følgende Paragrapher, hvor da Forhandling herom vil kunne finde Sted.

Linnemann:

Jeg savner i denne Paragraph; en Bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes, naar Kongen vil reise ud af Landet; thi den Tilføining, som Udvalget har foreslaaet tit § 5, angaaer jo kun Forlæggelsen af Regeringens Sæde udenfor Riget, eller rettere, at Kongen ikke kan forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget, men ikke Kongens personlige Opholdssted. Dersom Kongen nemlig vil reise ud af Landet, bør han uden Tvivl selv være bemyndiget til at anordne Regentskabet, uden at Rigsdagen behøver at sammenkaldes. I England kan, som bekjendt, Kongen ikke reise ud af Landet uden Parlamentets Samtykke. Dette anseer jeg vel for mindre rigtigt, ja det kunde her blive urimeligt, dersom Kongen f. Ex. ikke skulde kunne reise over til Skaane uden Rigsdagens Sammenkaldelse; men derimod forekommer det mig vigtigt, at der bestemmes en Tidsgrændse for hans Fraværelse. En slig Bestemmelse finde i flere Grundlove, og for at nævne det Exempel, der ligger nærmest, er der i den svenske Grundlov fastsat en Tid af 12 Maaneder, efter hvilken Tids Forløb Kongen skal kaldes tilbage under Iagttagelsen af visse Former. Jeg vilde tillade mig at spørge den ærede Ordfører om Udvalgets Mening herom.

§ 9 handler, saavidt jeg kan see, kun om det Tilfælde, naar Kongen er sindsvag. Det er da naturligt, at han ikke selv kan tage Initiativet, men at dette maa udgaae fra Statsraadet. Da dette Tilfælde er af yderste Vigtighed, er det nødvendigt, at der haves faste Bestemmelser om Organisationen af Statsraadet, om hvormange Ministre der kræves, for at en slig Statsraadsbeslutning skal være gyldig o. s. v, thi ellers kunde et Par Ministre suspendere Kongemagten. Det har derfor glædet mig, at Udvalget ved Behandlingen af § 20 har erkjendt Nødvendigheden af, at denne Sag ordnes ved Lov.

Ræder:

Den 9de Paragraph; bestemmer, at naar Kongen er ude af Stand til at regjere, saa sammenkalder Statsraadet Rigsdagen for at udnævne en Regent. Denne Paragraph synes især alene at behandle det Tilfælde, at Kongen er bleven syg eller sindssvag, ligesom ogsaa Comiteen synes at behandle Paragraphen ene fra dette Synspunkt. Men der gives et andet Tilfælde, der er nok saa vigtigt; der kan være indtruffet med Kongen, hvad der hændte Franz den Første ved Pavia, hvad der hændte Ferdinand den Syvende ved Bayonne, ja, hvad der hændte Napoleon selv paa Bellerophon, og hvad der hændte Valdemar den Anden paa Lyø. Han kan være bleven fangen, og han kan være bleven det netop i Fædrelandets meest kritiske Øieblik, hvor der ikke engang er Tid til at sammenkalde en Rigsdag, hvilket desuden kan være en Umulighed i et Land som Danmark, hvis Halvdeel efter sin geographiske Beskaffehed kan være erodret.

For at raade Bod herpaa, kunde man maaskee foreslaae, at der skulde træffes en Bestemmelse for, at den nærmeste Agnat burde tiltræde Regjeringen i Egenskab af Regent, hvilket imidlertid i flere Henseender vilde være betænkeligt. Hvis der derimod er en myndig, tilstedeværende og erklæret Kronprinds, saa mener jeg, at Ingen kan være nærmere til at indtræde i Regjeringen, uden videre Samtykke fra Rigsdagen end netop han. Det vilde ogsaa synes at være besynderligt, hvis Kronprindsen, der, naar Kongen døer, strax tiltræder Regjeringen, ikke ogsaa i det Tilfælde, som jeg har anført, skulde tiltræde som Regent, men at der først skulde være Ventilation og Spørgsmaal, om den Mand, der, hvis Kongen næste Dag døer, selv bliver Konge, imidlertid kunde være Regent. Vi skulle her grundlægge et constitutionelt Monarki; men jeg synes, at man vilde træde det monarkiske Princip for nær, naar man her undlod at tage en saadan Bestemmelse, at Kronprindsen i det omhandlede Tilfælde burde indtræde. Jeg maa ogsaa henlede Opmærksomheden paa det

77

Forhold, der kunde indtræde med Hensyn til Hertugdømmene Holsteen og Lauenborg, hvor der kunde opstaae Spørgsmaal om, hvem der skulde være Regent; men naar Kronprindsen efter Grundlovens udtrykkelige Bestemmelse skal indtræde som Regent, da vil alt Spørgsmaal derom i paakommende Tilfælde bortfalde. Endelig vil jeg gjøre opmærksom paa, at den nederlandske Gundlov netop har en saadan Bestemmelse, som jeg her har anført.

Der er i Udkastet bestemt, at Rigsdagen skal med ¾ Stemmer afgjøre, om der er nogen Nødvendighed tilstede for, at en Regent skal udnævnes; men derimod er det ikke bestemt, med hvilken Majoritet Regenten selv skal udnævnes. Jeg formener, at Comiteen er af den Mening, at han skal udnævnes med simpel Pluralitet, og derimod vilde vel heller intet Væsentligt være at indvende. Forøvrigt vil jeg tilføie, at forsaavidt Kronprindsen strax skal indtræde, saa maatte det naturligviis være paa Ministeriets An- og Tilsvar for den Nødvendighed, som forudsættes at have været tilstede ved et saadant Skridt.

Flor:

Det er kun en Redactionsbemærkning, jeg har at gjøre ved denne Paragraph; eg ønskede Udtrykket „Regent" forandret til det gode danske Ord „Rigsforstander", og jeg behøver formeentlig slet ingen Grund at anføre herfor. Det forekommer mig saa indlysende, at jeg næsten skulde troe, at Udvalget alene ved en Forglemmelse har overseet, at Udtrykket „Regent" ikke var saa godt i en dansk Grundlov, som „Rigsforstander".

Ordføreren:

Forsaavidt den ærede Rigsdagsmand, som nys satte sig, foreslog at ombytte Ordet „Regent" med „Rigsforstander", da skal dette Forslag blive overveiet i Udvalget; jeg for mit Vedkommende kan ikke sige Andet, end at det forekommer mig at være et vel grundet Forslag. Forsaavidt den ærede Rigsdagsmand for Randers Amts 2det District (Linnemann) har opkastet det Spørgsmaal, hvorvidt særegne Bestemmelser maatte være hensigtsmæssige med Hensyn tilt Kongens mulige Fraværelse, at saadanne Bestemmelser muligen vare nødvendige og navnligen maatte slutte sig til denne Paragraph, da skal jeg ikke undlade at oplyse, at dette Spørgsmaal har været forhandlet i Udvalget, men at dette er kommet til det Resultat, at det ikke kunde ansees nødvendigt, om saadanne Forhold at have nogen Bestemmelse i Grundloven, ligesom det udentvivl vilde vise sig, at det ikke er let forud, at give tilfredsstillende Regler i saa Henseende, der skulle tage Hensyn til mulige fremtidige Forhold, hvorimod det vil være mere hensigtsmæssigt, at lade Forholdet blive ordnet i Fremtiden, forsaavidt særegne Bestemmelser derom maatte vise sig nødvendige, og forsaavidt det ikke vilde jævne sig uden almindelige Bestemmelser. Dersom den ærede Rigsdagsmand maatte gjøre nærmere Forslag i saa Henseende, vil det jo forøvrigt komme under Ovenveielse. Jeg troer, det er meget vanskeligt at forene de forskjellige Hensyn, som vilde være at tage ved en saadan Bestemmelse, ligesom jeg holder mig overbeviist om, at det vil vise sig, at man ikke udsætter sig for nogen Fare, ved ikke herom at have nogen Bestemmelse.

Hvad de Yttringer angaaer, der ere fremsatte af den ærede Rigsdagsmand for Skanderborg Amts 1ste District (Ræder), da troer jeg, at ogsaa her den Bemærkning finder sin Plads, at man ikke alt for meget skal fæste Tanken paa eet eller andet enkelt Tilfælde eller fremdrage een eller anden historisk Erindring om et Tilfæde, hvorfor man maatte savne en Regel, dersom det indtraf paa samme Maade. Jeg troer, at man maa see at finde almindelig anvendelige Regler, og da ikke altfor meget spørge sig, om Tilfældene ikke kunne stille sig paa en saadan Maade, at det ogsaa vilde være ønskeligt at have en anden Regel end den almindelige, man efter alle Hensyns Overveielse maa opstille. Saaledes kan det jo vistnok tænkes, at der kunde være saadanne Tilfælde, hvor man maatte ønske, at den myndige Kronprinds

strax kunde tiltræde; men for dette mulige Tilfældes Skyld kan man dog ikke opgive den almindelige Regel, at det er Ministerraadet, der paa sit Ansvar maa tage Initiativet, og at det er den forenede Rigsdag, der maa afgjøre Fornødne, og vil naturligviis den forenede Rigsdag i et saadant Tilfælde, hvor man er saa heldig at kunne udnævne Kronprindsen til Rigsforstander, gribe dette Middel til at ordne Forholdene paa, som er det simpleste og naturligste. Men skal man have en almindelig Regel, da skulde jeg troe, at den eneste rigtige Regel er den, som Udkastet har opstillet. Det kan let sees, uden at jeg behøver at gaae i nærmere Detail, at der kan være mange Tilfælde, hvor det er vigtigt, at det er Rigsdagen, der ordner Sagen, og at ikke enkelte Agnater kunne paastaae at have nogen Ret, der bliver tilsidesat ved en saadan Afgjørelse. Det er dernæst meget rigtigt formodet af den ærede Rigsdagsmand, at det er simpel Majoritet, der udnævner Regenten eller Rigsforstanderen, efterat først Rigsdagen med ¾ Stemmer har anerkjendt Nødvendigheden deraf. Saa vigtigt det end er, at Udnævnelsen af en Rigsforstander kun finder Sted i fornødent Fald, og man kan visselig stole paa, at intet Ministerraad vil tage Initiativet i denne Henseende, hvor det ikke er nødvendigt, saa er det dog ligesaa vigtigt, naar først en saadan Nødvendighed er anerkjendt, at man da ogsaa finder en Rigsforstander, og derfor bør Udnævnelsen skee ved sædvanlig Majoritet.

Ræder:

Jeg har fuldkommen forudseet den Indvending, som vilde blive gjort, at man nemlig vilde svare, at man i det nævnte Tilfælde netop vilde vælge Kronprindsen. Men netop fordi man vilde vælge Kronprindsen, troede jeg at maatte gjøre mit Forslag; thi hvortil disse Omveie, hvortil Rigsdagens Sammenkaldelse, hvortil disse Omkostninger, hvortil et Interegnum, naar Tingen ligger saa nær, og naar man allerede har i Hænderne, hvad man søger?

Ørsted :

Der er allerede af et Par ærede Rigsdagsmænd udtalt Meget af hvad jeg havde at bemærke ved nærnværende Paragraph. Paragraphen synes alene at have det Tilfælde for Øie, at Kongen maatte være bleven hjemsøgt af Sindssygdom. Imidlertid er den Betingelse, hvortil Bestemmelsen er knyttet, ikke tilstrækketig, idet der er mange flere Tilfælde, hvorom der her kan blive Tale, idet dertil ogsaa vilde være at henregne, foruden Fraværelse og Fangenskab, det Titfælde, hvor Kongen paa Grund af Legemsskrøbelighed finder sig ude af Stand til at regjere; Kongen kan paa Grund af Aldersvaghed og i Følelsen af Aftagelsen af sin aandelige Kraft ønske en Medregent, uden just at frasige sig at Ret til at tage Beslutninger. Jeg troer, at i alle saadanne Tilfælde kan der ingen Tvivl være om, at Sammenkaldelsen maatte skee af Kongen selv, og at det ikke kunde blive Statsraadets Sag her at sammenkalde Rigsdagen; men selv i det Tilfælde, hvor den Forudfætning indtræffer, som Paragraphens Udtryk nærmest synes at have for Øie, nemlig at Kongen er sindsvag, forekommer det mig, at den Opløsning af dette vistnok yderst vanskelige Tilfælde, der indeholdes i Paragraphen, ikke er den hensigtsmæssigste. Det skal være Statsraadet, og Statsraadet alene, hvorfra Initiativet skal udgaae til at erklære Kongen for uskikket til Regjeringen, og som skal sammenkalde Rigsdagen til at udnævne en Regent eller Rigsforstander. Dette er nu vistnok en meget betænkelig Sag. Statsraadet er de af Kongen selv antagne Tjenere, som ikke have anden Hjemmel til den Stilling, de beklæde, end Udnævnelsen af Kongen, og be skulle nu være bemyndigede til at erklære Kongen for sindsvag. Ifølge Udkastet er det en Nødvendighed, at i det Øieblik, at Statsraadet vedtog en saadan Erklæring, hvorefter Kongen erklæredes ude af Stand til at regjere, saa maatte Statsraadet selv føre Regjeringen, indtil Rigsdagen kande blive sammenkaldt og tage en Beslutning. Dette er altsaa en Myndighed, som de give sig selv, uden nogen Afgjørelse fra Rigsdagens Side.

(Førtsættes.)

Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.

78

Sex og tredsindstyvende (69de) Møde. (Den foreløbige Behandling af Grundloven fortsat. § 9—11.)

Ligesom man kunde tænke sig, at ærgjerrige Mennesker vilde spille en Cabale, der kunde være yderst farlig, saaledes kan det ogsaa tænkes, at Kongen har saa megen Kraft, at han kan opponere derimod, eller at der er Andre, der bemægtige fig Indflydelsen og erklære de Statsministre, som forsøge en saadan Sammenkaldelse, for Oprørere, og derved bevirke, at de blive satte ud af den Myndighed, som de have tilegnet sig, saavelsom af de Poster, de før have beklædt. Det forekommer mig derfor, at dersom man virkelig skal give en Regel for det ulykkelige Tilfælde, at Kongen maatte blive sindssvag og saaledes sat ude af Stand til at regjere, saa maatte det tilføies, at ogsaa andre Mænd tilkaldes og afgive deres Betænkning Jeg troer da, at de nærmeste Agnater, eller, da vor Arvefølge ikke indskrænker sig til Agnaterne, de nærmeste Thronarvinger, som vare tilstede, maatte tiltræde Raadslagningen, ligesom jeg troer, at hvis der ikke skulde gives 3 dertil qvalificerede Prindser, saa maatte hellere nogle af Landets meest anseete og meest uafhængige Embedsmænd tiltræde denne Raadslagning, som f. Ex. de høieste Befalingsmænd over Armeen og Flaaden og nogle af de Ældste af de Tilforordnede i høieste Ret; thi at Bestemmelsen og Beslutningen alene skal gaae ud fra Statsraadet, og dette indtil videre tilkomme hele Myndigheden, forekommer mig yderst betænkeligt. Der paafalder ogsaa ved denne Leilighed den Betænkelighed, at Udkastets Bestemmelser om Statsraadets Organisation ere saa yderst ufuldstændige; men da Comiteen er betænkt paa at afhjælpe dette, skal jeg derved ikke videre opholde mig.

Det forekommer mig derhos, at den nærmeste Thronarving maa være nærmest berettiget til at udnævnes till Rigsforstander, thi da han var den, hvem Thronen vilde tilfalde ved Regentens Død, saa maa det ogsaa være ham, hvem Regjeringen maa tilfalde, naar Kongen paa Grund af Sindssvaghed bliver ude af Stand til at regjere. Der kunde vistnok indtræffe Tilfælde, hvor dette ikke var det Ønskeligste, men jeg troer dog, at som en almindelig Regel maa dette antages, ligesom jeg ogsaa troer, at Folket vil finde det naturligst, at den, der under Kongens Forfald skal træde til Regjeringen i den rette Regents Sted, maa være den, som er den Nærmeste til at tiltræde Regjeringen efter Kongens Død. Det forekommer mig ogsaa, at saavel denne Paragraph som de følgende have tilsidesat Hensynet til den kongelige Familie. Naar man finder, at Landet er bedst tjent med en arvelig Regjering, saa maa ogsaa den kongelige Familie holdes i en vis Anseelse; den maa betragtes som staaende nærmere ved Regjeringen end nogen Anden, og det er særdeles betænkeligt at afskjære alle de Traade, hvorved Forbindelsen vedligeholdes mellem det kongelige Huus og Folket.

Formanden:

Hvis ingen Flere ville yttre sig, kunne vi gaae over til de følgende §§ 10 og 11, der formeentlig kunne behandles under Eet. Den ærede Ordfører vil maaskee tage Ordet.

Ordføreren:

Den 10de Paragraph i Udkastet lyder saaledes:

„Er der Anledning til at frygte for, at Thronfølgeren ved Kongens Død vil være umyndig eller af anden Grund ude af Stand til selv at regjere, bestemmes ved Lov en Regent, og et Formynderskab anordnes af Kongen. Regenten kan ikke deeltage i Formynderskabet."

Og § 11 saaledes:

„Regenten aflægger den for Kongen foreskrevne Ed og udøver, saalænge Regentskabet varer, i Kongens Navn alle dennes Rettigheder; dog kan han ikke foreslaae Forandring af Arvefølgen."

Hertil har Comiteen bemærket: „Ved §§ 10 og 11 har Udvalget Intet fundet at erindre; man tillader sig kun at fremhæve, at da Negenten skal aflægge den for Kongen foreskrevne Ed, synes han ikke at kunne tiltræde Regjeringen, før han i den forenede Rigsdag har aflagt Eden paa Grundloven Idetmindste sees det ikke, at der er nogen Hjemmel i Grundlovsudkastet for at lade Regenten aflægge Eden forud, hvilket vel heller ikke i sig vilde være hensigtsmæssigt; det er klart, at der ikke kan hentes nogen bindende Analogi fra den Thronfølgeren udtrykkeligt givne Ret."

Denne sidste Bemærkning hænger væsentlig sammen med Udvalgets Bemærkninger ved de 3 følgende Paragrapher.

Ørsted:

hvad jeg fornemmelig kunde have at bemærke ved § 10 er, at det ikke deraf er tydeligt, at det er Kongen, hvem Initiativet i det her nævnte Tilfælde tilkommer. Her er ikke forudsat nogen Mangel i Kongens Person, som kunde sætte ham ude af Stand til at tage en Bestemmelse; her er kun Spørgsmaal om det Tilfælde, hvor der er Anledning til at antage, at Thronfølgeren ikke i sin Tid vil være skikket til at forestaae Regjeringen. Det angaaer ogsaa det Tilfælde, hvor han blot er umyndig, saa at der vel ikke kan være nogen Tvivl om, at det er Kongen, der, om han end ikke er berettiget til at udnævne Regent eller Rigsforstander, dog er den Eneste, som her kunde tage Initiativet.

Schack:

Jeg forbeholder mig et Forslag om, at Slutningen af § 11 kunde bortfalde, nemlig den Bestemmelse, at Regenten ikke kan foreslaae Forandring af Arvefølgen. Jeg troer, at naar man anseer en saadan Bestemmelse, som den i § 4, for nødvendig for Statens Bedste, da bør man ikke lade den være afhængig af den Tilfældighed, om der til en given Tid er en Regent eller ikke. Det er en Art Falliterklæring fra Grundlovens Side. Og som dette vilde gjælde overhovedet om enhver Bestemmelse, saaledes gjælder det navnlig om en Bestemmelse som denne, hvor det kommer and paa at gribe Leiligheden, og hvor man ikke igjen kan oprette Tabet, saasnart Øieblikket er forsvundet. Jeg troer, at Grunden, hvorfor denne Bestemmelse er kommen ind i Udkastet, navnlig maa søges i den Frygt, man nu vistnok uden Grund har for hine ældre Tiders Intriguer, hvor man kunde frygte, at en Regent vilde benytte Leiligheden til at støde en umyndig Konge fra Thronen eller lignende Cabale En saadan Frygt behøver man vistnok ikke at have nu; navnlig troer jeg ikke, den kan gjælde her, hvor Regenten skal vælges, og hvor man altsaa ved hans Valg kan tage Hensyn til slige Muligheder, ligesom det jo ogsaa maa erindres, at en saa stor Majoritet udfordres som ¾ af de afgivne Stemmer. Vil man tænke sit, at Tilsældet virkelig indtraf, da vilde man være i stor Forlegenhed; enten maatte man opgive det, som man anseer for i høi Grad ønskeligt, maaskee endog vigtigt for Statens Bestaaen, eller man maatte gribe til en Revolution, eller ialtfald til en Forandring af Grundloven. Men da gik maaskee Tiden tabt, og i ethvert Flad vilde man da lide under Trykket af, at man netop sigtede til et enkelt, bestemt Tilfælde, hvorimod det just er et stort Fortrin, at vi nu, idet vi danne Grundloven, ikke give Regler for bestemte Tilfælde, men almindelige Regler, gjældende for alle mødende Tilfælde.

Ordføreren:

Den her omhandlede Bestemmelse er dog vistnok ikke

79

væsentligen grundet i noget Hensyn til ældre Tiders Forhold, som kunne ansees nu at være forsvundne; den er udentvivl grundet i almindelige Hensyn til den menneskelige Naturs svage Sider. Den er udentvivl grundet i den Betragtning, at naar først en Mand som Rigsforstander i længere Tid har styret Riget, kan det befrygtes, at han, hvis det stod til ham at faae Arvefølgen forandret, let kunde give den Tanke Rum hos sig, at hans Bedste ogsaa var Statens Bedste. Om han end ikke virkelig kunde sætte en saadan Forandring igjennem, som han ønskede, var dog allerede dette Ønske istand til at paatrykke hans hele Færd et falskt Præg. Der er ikke i Udkastet bestemt, at der under et saadant Regentskab aldeles ingen Forandring i Grundloven kan vedtages, saaledes som i flere fremmede Grundlove; dette turde maaskee ogsaa være at gaae for vidt, Nærværende Bestemmelse derimod synes støttet paa ganske naturlige Grunde.

Formanden:

Dersom ingen Flere ville yttre sig, kunne vi gaae over til de følgende §§ 12—14, der maaskee kunne behandles under Eet. Den ærede Ordfører har Ordet.

Ordføreren:

Udkastets § 12 lyder saaledes: „Er Kongen død, og er Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Ed paa Grundloven, eller er han umyndig, uden at Regenten er udnævnt og har aflagt Ed eller uden at Formynderskabet er ordnet, eller er der ingen Thronfølger, sammentræder Rigsdagen uden Sammenkaldelse 14 Dage efter Kongens Død I Mellemtiden føres Regjeringen af Statsraadet."

§ 13 lyder saaledes: „Er Kongen umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Regenten og beskikker Formynderskabet."

§ 14 lyder saaledes: „Er der ingen Thronfølger, udvælger den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge."

Dertil har Comiteen bemærket: Udkastets § 12 fastsætter, at Rigsdagen sammentræder uden Sammenkaldelse, naar Kongen er død, og enten Thronfølgeren er fraværende, eller han, skjøndt myndig, ikke har aflagt Ed paa Grundloven (jfr. § 8), eller han er umyndig, uden at Regenten er udnævnt og har aflagt Ed eller uden at Formynderskabet er ordnet, eller der ingen Thronfølger er. I alle disse Tilfælde skal Statsraadet i Mellemtiden føre Regjeringen.

Foreløbigt bemærkes, at den Forudsætning, at Rigsdagens Sammentræden kan blive overflødig, uanseet Thronfølgerens Umyndighed, fordi der er udnævnt en Regent, som alt har aflagt Ed, enten maa være urigtig (saafremt ellers vor Bemærkning med Hensyn til § 11 er grundet) eller maa gaae ud fra den Forudsætning, der kun i yderst sjeldne Tilfælde vil være tilstede, at Regenten i Egenskab af Throufølger har aflagt Eden. Det sees heller ikke, hvorledes den Omstændighed alene, at Formynderskabet ikke er ordnet, efter Paragraphens øvrige Tankegang kunde gjøre det nødvendigt, at Statsraadet i Mellemtiden førte Regjeringen, ligesom det heller ikke sees, hvorfor denne Paragraph alene taler om det Tilfælde, hvor Thronfølgeren paa Grund af Umyndighed er ude af Stand til at regjere, men ikke giver en almindelig Regel for alle Tilfælde, hvor en saaden Udygtighed maatte indtræde. Hertil kommer, at Paragraphen ikke indeholder nogen nærmere Regel med Hensyn til Thronfølgerens Fraværelse, i hvilken Henseende det dog turde være nødvendigt, udtrykkeligt at udtale Rigsdagens Myndighed, og endelig, at Slutningssætningen„ I Mellemtiden føres Regjeringen af Statsraadet" trænger til en noget storre Bestemthed. Man har derfor troet at burde foreslaae en ny og skarpere Affattelse (jfr. § 20), hvorhos man i Spidsen har troet at burde stille den nye Regel, at Rigsdagen altid af sig selv sammentræder, naar Kongen er død. Dette Tidspunkt er saa betydningsfuldt, og der forestaaer desuden efter § 15 isaafald altid strax en saa vigtig Forhandling, at Rigsdagens øieblikkelige Sammentræden udentvivl vil findes hensigtsmæssig.

Det bemærkes endnu, at Reglen om Rigsdagens Sammentræden i alle de her omhandlede Tilfælde kan i Anvendelsen

møde nogen Vanskelighed, hvis enten den gamle Rigsdag er opløst, uden at de nye Valg have fundet Sted, eller hvis den gamle Rigsdag endnu bestaaer, men omvendt nye Valg have fundet Sted. Udvalget har troet, at man i ethvert Tilfælde vilde have en anvendelig, Regel, naar man fastsætter, at, hvis Kongen døde, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidftvalgte Rigsdag. Skulde altsaa i Tiden mellem Kongens Død og 14de Dagen derefter en ny Rigsdag være valgt, vilde den sidstvalgte have at møde; foregaae Valgene derimod sildigere, ville de sidstvalgte Thing afløse de ældre, naar disses Tid efter de almindelige Regler er udløben.

Man foreslaaer altsaa følgende nye §§ 12—14. § 12. Er Kongen død, sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. § 13. Er Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Ed paa Grundloven, eller er han ude af Stand til at regjere, eller er der ingen Thronfølger, føres Regjeringen af Ministerraadet, indtil Bestemmelse er tagen af Rigsdagen. § 14. Er Thronfølgeren eller Regenten Fraværende, bestemmer den forenede Rigsdag, inden hvilken Tid han har at vende tilbage. Er Thronføgeren umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Regenten og beskikker Formynderskabet. Er der ingen Thronfølger, udnævner den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den fremtidige Arvefølge.

Ørsted:

Jeg kan det Bæsentlige ikke have Noget at erindre mod hvad Comiteen har bemærket, hvilket i det Hele er velgrundet, hvorhos det maa bringes i Erindring, at Comiteen paa et andet Sted har foreslaaet, at Kjøbenhavn altid skal være Forsamlingssted for Rigsdagen, hvilket ogsaa er nødvendigt, for at Rigsdagen af sig selv uden Sammenkaldelse kan træde sammen. Forøvrigt maa jeg henholde mig til nogle Bemærkninger, som allerde ere gjorte ved nogle foregaaende Paragrapher, nemlig at jeg aldeles ikke indseer Nødvendigheden af at der skal være en Mellemregjering, fordi Kongen døer, thi Thronfølgeren kan jo umiddelbart ved det aabne Brev, som pleier at udstedes ved Kongens Thronbestigelse, forpligte sit til Troskab mod Grundloven, og, om man vil, kunne jo i selve dette Patent Edsordene indføres, og derved kunde man undgaae denne Mellemregjering som en absolut Nødvendighed, naar der skal sammenkaldes en Rigsdag strax efter Kongens Død. Derhos maa jeg bringe tilbage i Erindringen, hvad jeg ogsaa nys bemærkede, at naar en Regent skal udnævnes, maa den nærmeste Thronberettigede, som er myndig, dertil være den meest egnede.

Tscherning:

Jeg tilstaaer, jeg forstaaer ikke ret, hvad der menes med den „sidst valgte" Rigsdag, thi det forudsætter, at der maatte kunne være to Rigsdage paa eengang, en tidligere valgt og en senere valgt. Jeg synes, at naar man siger, at Rigsdagen skal sammenkaldes, er der sagt nok.

Ordføreren:

Jeg troer virkelig, at det ærede kongevalgte Medlem ikke har overveiet hvad Udvalget har anført til Forsvar for dette Udtryk. Er nemlig den gamle Rigsdag opløst paa den Tid, da Kongen er død, uden at nyt Valg har fundet Sted, eller den gamle endnu bestaaer, men omvendt nye Valg have fundet Sted, kan der uimodsigeligen opstaae Banskeligheder. Jeg vil imidlertid ikke nu gjennemgaae med Fuldstændighed de Exempler og de Omstændigheder, som ere blevne oplyste i Udvalget; men naar den ærede Rigsdagsmand vil gjennemtænke skarpt of med Tilføielse af Exempler de Tilfælde, der ere opstillede i Motiveringen af Udvalgets Indstilling, vil han vist indsee, at saadanne Combinationer virkelig kunne møde, og det glæder mig derfor, at den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Valgkreds (Ørsted) har erkjendt, at vore Bemærkninger vare velgrundede fra det Standpunkt, hvorpaa vi havde stillet os. Det er forøvrigt en Selvfølge, at man maa komme til andre Resultater, om man lægger væsentlig Vægt paa det Interregnum, der i

80

Øieblikket ved Regjeringens Overgang fra den ene Konge til den anden kan opstaae ved Udkastets Bestemmelser og Udvalgets dertil knyttede Forslag, eller om man fæster Øiet nærmest og væsentligst paa det constitutionelle Princips strenge Gjennemførelse, og derfor anseer det for ønskeligt, at Rigsdagen sammentræder saa hurtigt som muligt.

Tscherning:

Jo, jeg har saavidt muligt sat mig ind i Udvalgets Bemærkning og har dog ikke kunnet forstaae, hvorsor et saadant Udtryk, som det har foreslaaet, skulde være nødvendigt; thi existerer Rigsdagen uopløst, saa er der ikke Spørgsmaal om, at det jo er den ene existerende; er den opløst, saa er der ingen Rigsdag, saa kan den ikke samle sig paany i dette specielle Tilfælde. Vi kunne ikke forudsee, hvilke Aarsager der have været til Rigsdagens Opløsning; der kunde jo netop have været saadanne Aarsager til dens Oplosning, at man mindst kunde ønske, at den kom sammen, og da at give den en Anledning til at træde sammen. synes mig at være et meget voveligt Foretagende, og som jeg for mit Vedkommende troer ikke kan gaae an.

Ordføreren:

Jeg vil meget nødig gaae ind i nogen detailleret Fremstilling af disse Forhold, der let kunde blive noget subtil. Jeg vil blot minde om Udkastets Bestemmelse, at Rigsdagen skal Sammentræde uden Sammenkaldelse 14 Dage efter Kongens Død. Nu er det vist, at hvis Rigsdagen er opløst, og nye Valg først skulle skee i en Tid, der ligger længere borte fra Kongens Død end 14 Dage, saa er det umuligt, at nogen Rigsdag kan sammentræde 14 Dage efter Kongens Død, naar man ikke giver en udtrykkelig Regel, saaledes som ogsaa i flere fremmede Forfatninger er gjort, idet de nemlig hjemle den opløste Rigsdag at leve op igjen. Fremdeles opstaaer det Spørgsmaal: skal man lade den gamle Rigsdag leve op igjen, naar der er valgt en anden Rigsdag, men dennes Functionstid dog endnu ikke er begyndt, eller skulde man i saa Tilfælde ikke tillade den nyvalgte, at træde sammen, uagtet den i saa Fald kommer til at virke fra en tidligere Tid end ellers? Det kan jo nemlig meget let tænkes, at de nye Valg have fundet Sted inden 14 Dage efter Kongens Død. Det er vistnok et noget særeget Tilfælde, vi have taget Hensyn til; men vi have imidlertid ikke gjort Andet, end hvad man i flere fremmede Forfatninger har gjort, og søgt at give en bestemtere Regel, end Udkastet har givet, thi en saadan kan virkelig være fornøden.

Tscherning:

Jeg forbeholder mig at frembringe det nødvendige Ændringsforslag herom, fordi jeg anseer det mindre vigtigt, at en Rigsdag kommer sammen, end at en Rigsdag, som slet ikke burde komme sammen, ikke kommer sammen.

Ræder:

Jeg har et Par Bemærkninger at gjøre ved Comiteens nye § 13. Jeg troer nemlig, den bør tillægges et Tilfælde, som den ikke har berørt, nemlig at Kronprindsen var ufødt. Det kommer altsaa til at hedde: „Er Thronfølgeren fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Ed paa Grundloven, eller er han ude af Stand til at regjere, eller er der ingen Thronfølger, eller er Thronfølgeren ufødt." (Latter.) Jeg vil gjøre mine Herrer opmærksomme paa, at det er et Udtryk, som ogsaa findes i andre Constitutioner, og at det netop er udtrykt i andre Forfatninger paa samme Maade, som jeg har foreslaaet. Jeg maa tillige bemærke, at det sidste Udtryk, „føres Regjeringen af Ministerraadet" ikke synes at være ganske passende paa det næstførste Tilfælde. Er Kronprindsen fraværende, eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Ed paa Grundloven, har hverken Ministerraadet eller Rigsdagen Andet at gjøre end at følge Grundlovens Befaling, og jeg indseer ikke, at man da kan bruge det Udtryk, at „Regjeringen føres af Ministerraadet, indtil Bestemmelse er tagen af Rigsdagen".

Andræ:

Foruden de nysnævnte Tilfælde, i hvilke Rigsdagen neppe med Ret kan siges at skulle tage nogen saadan Bestemmelse, som antydes i § 13, bør endnu nævnes det, hvor der ved Kongens Død er en valgt Rigsforstander tilstede, som endnu ikke har aflagt Eden paa Rigsdagen. Saasnart nemlig Rigsforstanderen fremtræder for Rigsdagen og aflægger Eden, kan det ikke formenes ham strax at overtage Regjeringen.

Ved den af Udvalget redjgerede § 14 forekommer mig ogsaa at være enkelte Misligheder. I Paragraphens Begyndelse tillægges

Rigsdagen Ret til at fastsætte den Tid, inden hvilken den fraværende Thronfølger eller Regent har at vende tilbage; men der tilføies ikke, hvilken Virkning det vil have, naar et saadant Paalæg ikke efterfølges. Et Forhold, der let kan drage betænkelige Følger efter sig, burde vistnok staae fuldkommen klart. Endelig er der i Paragraphens Slutning aabenbart overseet eet af de Tilfælde, hvor Rigsdagen nødvendigviis maa være berettiget til at udøve at Regentskad. § 13 nævner almindeligt, at Ministerraadet skal føre Regjeringen indtil Rigsdagens nærmere Bestemmelse, hvis Thronfølgeren selv er ude af Stand til at regjere, men i § 14 bestemmes det kun, at er Regentskab skal udnævnes for det Tilfælde, at Thronfølgeren er umyndig og et Regentskab ikke allerede er valgt, hvorimod der slet ikke tages Hensyn til de andre Forhold, under hvilke Thronfølgeren, uanseet hans Myndighed, kan være udygtig til slev at regjere.

Ordføreren:

De forskjellige Redactionsbemærkniuger, der ere fremkomne, og de Forslag, som knyttes dertil, skulle naturligviis blive tagne under Overveielse i Udvalget, men det vilde neppe i dette Øieblik være hensigtsmæssigt at gaae ind paa en nærmere Drøftelse af, hvorvidt de ere grundede eller ikke. Jeg skal kun berøre eet Punkt, som er nævnt af den ærede Rigsdagsmand, der nys satte sig, nemlig at forholdet ikke stod klart, naar det blot er sagt, at der tillægges Rigsdagen Ret til at fastsætte den Tid, inden hvilken den fraværende Thronsølger har at vende tilbage, medens der ikke tilføies, hvilken Virkning Undladelsen af at efterfølge et saadant Paalæg vil have. Det forekommer mig dog at være ganske klart, at naar denne Magt er givet den forenede Rigsdag, har den forenede Rigsdag al den Magt, som er fornøden, og man behøver neppe i Grundloven at opstille nogen Executionstvang. Det ligger formeentlig i Sagens Natur, at naar det er Rigsdagen, der har den Myndighed, hvorom der er Spørgsmaal, vil den ogsaa kunne give sin Bestemmelse i denne Henseende den fornødne Vægt; men jeg anseer det mindre fornødent og mindre passende, saaledes forud i Grundloven at opstille Tvangstrudsler for Tilfælde, som man dog i sig slev mere for Fuldstændigheden