Uddrag fra VIII.

Jeg forbeholder mig et Forslag om, at Slutningen af § 11 kunde bortfalde, nemlig den Bestemmelse, at Regenten ikke kan foreslaae Forandring af Arvefølgen. Jeg troer, at naar man anseer en saadan Bestemmelse, som den i § 4, for nødvendig for Statens Bedste, da bør man ikke lade den være afhængig af den Tilfældighed, om der til en given Tid er en Regent eller ikke. Det er en Art Falliterklæring fra Grundlovens Side. Og som dette vilde gjælde overhovedet om enhver Bestemmelse, saaledes gjælder det navnlig om en Bestemmelse som denne, hvor det kommer and paa at gribe Leiligheden, og hvor man ikke igjen kan oprette Tabet, saasnart Øieblikket er forsvundet. Jeg troer, at Grunden, hvorfor denne Bestemmelse er kommen ind i Udkastet, navnlig maa søges i den Frygt, man nu vistnok uden Grund har for hine ældre Tiders Intriguer, hvor man kunde frygte, at en Regent vilde benytte Leiligheden til at støde en umyndig Konge fra Thronen eller lignende Cabale En saadan Frygt behøver man vistnok ikke at have nu; navnlig troer jeg ikke, den kan gjælde her, hvor Regenten skal vælges, og hvor man altsaa ved hans Valg kan tage Hensyn til slige Muligheder, ligesom det jo ogsaa maa erindres, at en saa stor Majoritet udfordres som ¾ af de afgivne Stemmer. Vil man tænke sit, at Tilsældet virkelig indtraf, da vilde man være i stor Forlegenhed; enten maatte man opgive det, som man anseer for i høi Grad ønskeligt, maaskee endog vigtigt for Statens Bestaaen, eller man maatte gribe til en Revolution, eller ialtfald til en Forandring af Grundloven. Men da gik maaskee Tiden tabt, og i ethvert Flad vilde man da lide under Trykket af, at man netop sigtede til et enkelt, bestemt Tilfælde, hvorimod det just er et stort Fortrin, at vi nu, idet vi danne Grundloven, ikke give Regler for bestemte Tilfælde, men almindelige Regler, gjældende for alle mødende Tilfælde.