Uddrag fra VIII.

Jeg skulde, efter hvad der allerede er anført af 2 Medlemmer af Minoriteten, og hvad der nu er udtalt af en høitagtet Minister, ikke have taget Ordet for at forsvare Minoritetens Forandringsforslag, hvis der ikke var rettet et Spørgsmaal fra Rigsdagsmanden for Svendborg Amts 1ste District (J. A. Hansen) til Minoriteten med Hensyn til, at han antager, at den foreslaaede § 8 b. vilde komme i Modsigelse med Udkastets § 44, og han derfor ønsker, at Minoriteten vilde oplyse, hvorledes man har tænkt at undgaae denne formeentlige Modsigelse. I denne Anledning skal jeg tillade mig at bemærke, at mellem § 8 b., der omtaler, at Kroningen skulde finde Sted med de Ceremonier, som Kongen selv maatte bestemme, og § 44, om ogsaa denne Paragraph blev Lov, saaledes som den foreligger i Udkastet, ligesaalidt finder nogen Modsigelse Sted, som mellem § 10 i den norske Grundlov og sammes § 75, hvori det er bestemt paa det første Sted, at Kongens Kroning skal finde Sted med de Ceremonier, Kongen selv bestemmer, og paa det andet Sted: at Storthinget, og det alene, skal bestemme Udgiftsbudgettet og fastsætte Afgifterne. Det forekommer mig heller ikke let at indsee, hvorledes der skulde ligge en Modsigelse i disse to Paragrapher, thi det er for det Første ikke uantageligt, at Kongen slet ikke vil behøve at tye til Rigsdagen for at faae de Udgifter erstattede, som Kroningens afstedkommer, naar de nemlig skulle bæres af Civillisten, ved hvis Fastsættelse Hensyn hertil var taget; men dernæst maatte jo, ifald dette ikke var skeet, denne Sum paa constitutionsmæssig Maade ved Budgettets Forelæggelse opføres, og Rigsforsamlingen vilde debattere om den og bevilge den som enhver anden Udgift. Derfor forekommer det mig ogsaa, at den gjorte Indvending mod denne Paragraphs Optagelse ikke kan tillægges Vægt, især efter de Antecedentser, som man har i et andet Land, der i en Række af 30 Aar har staaet paa en constitutionel Grundvold og antages at være langt fremskreden i denne Henseende, og hvor der aldrig er yttret Tanke om, at der skulde være nogen Mødsigelse mellem Bestemmelserne i Grundloven om Kroningen og Storthingets Ret til at bestemme Udgiftsbudgettet. Heri, saa forekommer det mig, maa der ogsaa ligge en Garanti for, at der heller ikke ved en saadan optagen Bestemmelse hos os skulde fremkomme nogen Collision med Rigsdagens Skattebevillingsret. Endnu maa det være mig tilladt, forsaavidt Udvalgets Majoritet og Ordføreren heri Salen have anført, at det ogsaa maa ansees for vigtigt, at den for Kongen i Grundloven foreslaaede Ed blev saaledes, at den ogsaa kunde aflægges af Rigsdagens Medlemmer, foruden hvad der allerede er bemærket, at gjøre opmærksom paa at der i flere Staters Grundlove findes en forskjellige Ed foreskreven for Kongen og Rigsdagsmændene. Der var f. Ex. i den nederlandske Grundlov en forskjellige Ed for Kongen og for Medlemmerne af de to Kamre, og det vil være Flere her bekjendt, at der i Norge, for at nævne det Land, der ligger os nærmest, er foreskreven en Ed for Kongen, medens der ingen er foreskreven for Storthingets Medlemmer; efter den belgiske Grundlov er ligeledes en Ed foreskreven for Monarken, men ingen for Medlemmerne af Repræsentantkamret og Senatet. Det synes ogsaa, at der taler Noget for, at det Kald, hvortil Monarken indvier sig, bliver anseet for saa stort og vigtigt, at det maa betragtes som nødvendigt, at han, i det Øieblik, han bestiger Thronen, forbindes til at aflægge en høitidelig Erklæring, hvorved