Uddrag fra IX.

Algreen-Ussing:

Den høitærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Valgkreds (Ørsted) har idag gjort den samme Anskuelse gjældende, som han udviklede allerde ved Sagens foreløbige Behandling, at de Apanager, der nu ere tilstaaede Medlemmer af Kongehuset, hvile paa en contractmæssig Grundvold, og at de af den Grund ikke kunne forandres ved Lov hvorimod det kun er de fremtidige Apanager for Kongehusets Medlemmer, som kunne være Gjenstand for Fastsættelse ved Lov. Ordføreren gjorde allerede dengang opmærksom paa, at Udvalget vel var fuldkommen enigt i, at den Apanage, der virkelig er contractmæssigen bestemt, maa staae ved Magt, men at man ikke kunde antage, at enhver Apanage, som er tilstaaet ved kongelig Resolution, kunde betragtes som hvilende paa contractmæssig Grundvold. Det er vistnok af ikke liden Vigtighed for Rigsforsamlingen at erfare, hvad Meningen af Lovudkastet i denne Henseende er, thi Comiteen har ikke foretaget nogen Forandring i den Deel af § 16, som indeholder, at for Medlemmer af det kongelige Huus kan der bestemmes Apanager ved Lov, og jeg skal derfor rette den ærbødige Begjering til det høie Ministerium, at det vil udtale, om denne Bestemmelse i § 16 er saaledes at forstaae, at saavel for de nærværende Medlemmer af det kongelige Huus som for de Medlemmer, der for Fremtiden skulle tilstaaes Apanager, ville disse blive at fastsætte ved Lov.