Uddrag fra IX.

Schack:

Jeg har ligesom den sidste ærede Taler troet, at Udkastet indeholdt, at Civillisten virkelig var uforanderlig ikke blot fra Folkets Side, men ogsaa fra Kongens Side, og jeg maa fremdeles vedblive den Formening, at dette ligger i Ordene: „Kongens Civilliste bestemmes for hans Regjeringstid ved Lov.” Det blev imidlertid ved den foreløbige Behandling modsagt af den ærede Ordfører, og jeg har derfor tilladt mig at foreslaae, at Ordet „uforanderlig" indskydes foran „Lov". Jeg troer nemlig ikke, at det er rigtigt, at der mellem Konge og Folk bliver Strid om noget Saadant som Pengesager, men at dette er Noget, der eengang for alle bør være bestemt afgjort; men hvad enten man aabner Kongen eller Folket Leilighed hertil, maa der fremkomme Rivninger, som nødvendigviis ville medføre uheldige Følger. Jeg har hørt den Indvending derimod, at der i enkelte Tilfælde kunde indtræffe Omstændigheder, f. Ex. betydelige Coursforandringer, hvorved Kongens Civilliste kunde nedsættes saa overordentligt, at en Forandring var ønskelig. Dette kunde imidlertid imødegaaes ved at bestemme hans Civilliste saaledes, at den ikke udgjorde noget fast Beløb, men visse Procent af Rigets Indtægter.