Uddrag fra IX.

Den ærede Ordfører bemærkede igaar, at da en saa langt overveiende Deel af Folket henhører til den evangelisk-Iutherske Kirke, vil denne vel kunne kaldes Folkekirke; men hvor ringe endog det Antal er, der staaer udenfor den evangelisk-lutherske Kirke, om det end kun er 5, 000, kan Benævelsen „Folkekirke" dog ikke have Hjemmel, dersom man ikke vil erklære, at disse 5000 staae udenfor Folket. Tøvrigt maa jeg rette det Spørgsmaal til den ærede Ordsører, om ikke hele Realiteten af Comiteens Forslag opnaaes ved det af mig foreslaade subsidiaire Amendement, der gaaer ud paa, at den lurtherske Kirke skal understøttes af Staten, men at andre Troessamfund kunne erhverne Understøttelse ved Lov. Man undgaaer derved at optage Navnet „Folkekirke", mod hvilset Mange have Indvendinger, og som jeg ikke seer vil medføre noget virkelig Factisk; det er blot et Navn, man giver Kirken, man opnaaer Intet derved. Kaldte man den Statskirke, saa opnaaede man dog maaskee Noget, men dette skeer ikke ved Ordet Folkekirke, der ikke før er brugt, og som i sig ikke giver den lutherske Kirke nogen virkelig Ret. Indrømmer man derimod denne Kirke grundlovmæssig Adgang til Understøttelse, da opnaaer man jo i Realiteten, hvad det har været Comiteens Mening at opnaae; og den skete Tiføielse om andre Troessamfund stemmer jo ganske med Comiteens egne Præmisser. Den ærede Cultusminster bemærkede igaar, at Staten ikke burde gribe ind i de forskjellige Religionssamfunds Forhold, men strax derpaa crkærede han, at naar der er en Religion, til hvilken den langt overveiende Deel af Folket bekjender sig, da burde staten dog befordre det religieuse Liv i denne Kirke, da det interesserede Staten, at dette bliver saa fremdeles. Jeg skal først bemærse, at Staten ikke vil besorbre det religiøse Liv ved de Bestemmelser, der her ere foreslaaede; den vil derved befordre Kirkens pecuniaire Velvære, men ikke det religiøse Liv i denne. Men fremdeles: hvorfor skal da Staten befordre dette en enkelt. Kirkes religiøse Liv? Er det for at faae Ro, eller for, jeg kunde sige, Magelighed Skyld, at den skal giøre dette; fordi den anseer det fordeelagtigt for sig, at den Tilstand vedbliver, og at Majoriteten henhører til en vis Kirke. Vilde man holde sig til denne Grund, saa kom man ogsaa til, at Staten skulde befordre den videnskabelige Skole, som eengang havde Majoritet, fremfor alle andre, fordi det var ønskeligt, at den Methode, hvorefter Majoriteten fik sin videnskabelige Dannelse, vedblev at være den almindelige; derved kunde ogsaa ofte forekommes Uro og Bevægelse. Jeg troer ikke, at det er rigtigt, at Staten befordrer nogen aandelig Sphæres Tarv af ydre Hensyn; den skal overhovedet ikke befordre Andet end Sandheden, og naar Staten ikke kan ansee sig for at staae paa et saa overlegent Standpunkt, at den om disse Forhold kan sige hvad der er Sandhed, da bør den overlade disse Forhold til dem selv, til deres egen frie Udvikling. Men nu kan Staten ikke stille sig paa et Standpunkt over Religionen; den kan ikke tiltage sig Afgjørelsen af, hvilken Religion der er den bedste: den bør overlade det til enhver Religion selv at gjøre sig gjældende.