Wied, Gustav DET SVAGE KØN

DET SVAGE KØN

Her er Paulsens Værelse, sagde Inspektøren. - Værsgod, vil Herren og Fruen træde ind!

Han aabnede Døren, og de to Besøgende tittede først forsigtig ind i Værelset og traadte saa over Tærskelen, hun først og saa hendes Mand og til Slut Inspektøren.

Herren og Fruen var hvidhaarede. Han var tarvelig, næsten sjofelt paaklædt, og optraadte tavs, bukkende og høfligfaaret. Hun var udstyret med en presset Fløjelskaabe, Hat med Fjer og Blomster, Silkeparaply og Handsker. Hans Ansigt var askegraat og stift med lange, afblegede Wiskers. Hun var buttet og rødmosset og bevægelig.

De standsede lige indenfor Døren, og Fruen saa' sig nysgerrig omkring:

Værelset var møbleret med tunge, massive, gammeldags Møbler. Henne i et Hjørne laa Paulsen i en mægtig Mahognitræs-Seng med mange Dyner og sov. Hans store krogede Næse ragede højt frem over hans indfaldne Kinder, hvor graa Skægstubbe saa' ud som Smuds. Hans Haar hang ham ned i Panden, svedig og i Tjavser; og hans Mund stod halvt aaben, saa man kunde se hans tandløse Gummer.

- Hvor han dog har tabt sig, Fatter! sagde den gamle Frue og trak sin Mand i Frakkeærmet.

- Ja-a, han har skam tabt sig, Mo'er.

- Han har ellers haft det rigtig godt hele Tiden, medens han har været her, forklarede Inspektøren. - Men saa var det, at han for et Par Uger siden fik ondt i Brystet.

- Ja hans Formynder skrev, at han var meget daarlig. - - Er han ellers tilfreds?

276

- Ja, han er saamænd den gladeste af alle Patienterne! Og saa blev han jo haa henrykt, da jeg udnævnte ham til Inspektør over de andre, der arbejdede nede i Haven.

- Det vil jeg tro, ja! - - Er det hans egne Møbler?

- Alle sammen, ja; han bragte dem med sig.

- Har han nu en Fortegnelse over dem?

- Ja-a, den fik jeg.

- Det er rigtig rare Møbler, Fatter!

- Ja, det er skam nette Møbler, Mo'er.

- Har de alle sammen hver sit Værelse? Det var stadigvæk den gamle Frue, der førte Ordet. Manden stod stiv og stille et Par Skridt bag hende med sin rødsvedne, sorte Filthat i begge Hænder foran sig paa Maven!

- Nej, det har de ikke; der er nogle, der ligger paa Fællesstue to og to; de betaler ottehundrede; Enestuerne betaler tolv.

- Det maa være underlig for Dem altid at gaa imellem saadan nogle ... saadan nogle ... blandt Mennesker, der ikke er saadan rigtig i Hovedet?

- Aa, vi er jo vant til det.

- Ja-a, det gør naturligvis meget! - - Har din Fætter altid været saadan Idiot, Fatter?

- Næi, han fik det efter Mæslinger, da han var syv Aar.

- Aa, Herregud, stakkels Mand, og nu er han otteog halvfjerds! - - Tror De, han kan kende os, Hr. Inspektør? for nu er det snart seks Aar siden, han besøgte os fra Rødby med sin salig Søster.

- Nu kan vi jo prøve, sagde Inspektøren og traadte hen til Sengen. - Paulsen! Paulsen! her er nogen, der vil hilse paa Dem!

Den syge aabnede Øjnene og saa' sig sløvt omkring. Men saa rejste han sig over Ende fuldstændig vaagen.

- Ska' jæ ha' Ma'? spurgte han.

- Nej, her er nogen, der vil besøge Dem.

- Er det de to dér? Hvem er det?

- Ja gæt engang, Paulsen! sagde Inspektøren venlig - hvem tf or De, det er?

- Det véd jæ ikke no'et om, det kender jæ ikke no'et 277 til! sagde den syge og rokkede forlegent frem og tilbage paa Hovedet.

- Jovist saa, Paulsen! tænk Dem om! Det er jo Deres Fætter og hans Kone, der er kommet for at hilse paa Dem.

- Min Fætter? gentog Paulsen - min Fætter?

- Ja vist saa, Deres Fætter og hans Kone!

- Min Fætter Kris'jan?

- Aa, Herregud, udbrød den gamle Frue - nu kender han Dig! hils paa ham, Fatter!

De gik begge nærmere hen til Sengen, og Manden sagde:

- Goddag, hvordan har Du det, Jakob? Og Konen sagde:

- Kender Du ikke ogsaa mig, lille søde Jakob?

- Jo, Du er min Fætters Kone.

- Aa Herregud, ja det er jeg saamænd! Hvordan har Du det, lille Jakob? Din Formynder skrev, at Du var syg, og saa vilde vi da ud og se til Dig. Var det ikke pænt af os?

- Det har varet no'et læ'e, inden I kom!

- Det har det, søde Jakob, men vi bor jo saa langt borte.

- Jæ tror Dig ikke, min Fætters Kone!

- Herregud, han tror mig ikke! jo det ved Gud vi gør; vi bor s'men helt ude paa Østerbro! - - Se hér, hvad jeg har til Dig! vedblev hun og trak et halvt Pund Chokolade op af Lommen.

Den syge saa' lækkersulten paa Pakken, men rørte den ikke.

- Er det fordi I ska' arve mig? spurgte han saa.

- Men kære lille Jakob ...

- Jo, jæ kender Jer, jæ kender Jer! det har jæ studeret! lo Idioten og viste sine Gummer.

Den gamle Frue blev lidt nervøs og skottede hen til Inspektøren.

- Han taler vist i Vildelse? sagde hun. - Værs'god, søde Jakob, vedblev hun og rakte igen Chokoladen hen mod Fætteren - det er til Dig!

- Jæ ta'er 'et ikke, min Fætters Kone, jæ ta'er 'et ikke! jæ holder mejet a' Suggerla'e; men jæ ta'er 'et ikke!

Den gamle Frue bed sig i Læben, og det saa' ud, som 278 hun vilde give et heftigt Svar, men saa vendte hun sig mild og kærlig om mod sin Mand og sagde:

- Tal lidt til ham, Fatter.

- Du er nok blevet Inspektør, Fætter Jakob? begyndte Manden.

Men Jakob afbrød ham. Han strakte én af sine magre Hænder ud og klappede Fætteren paa Armen:

- Du er god nok, Fætter Kri'sjan! sagde han - Dig kan jeg godt lide. Men hun dér lukkede mig inde, da I ha'de fremmede! - Ka' Du huske det, min Fætters Kone? Du lukkede mig inde paa Pulterkammeret, da I ha'de fremmede.

Den gamle Dame rødmede helt op til sine hvide Haar, og der lyste et Glimt op i hendes Øjne, der tydede paa, at havde Inspektøren ikke været til Stede, skulde hun nok have lært Fyren i Sengen mores. Men hu stod hun lidt tvivlraadig og pillede ved Kvasterne paa sin Fløjelskaabe. Og ved hendes Side stod Manden og gemte Ansigtet bort i pinlig Forlegenhed.

Men om Fætter Jakobs smalle, blodløse Læber spillede et ondskabsfuldt Smil; han blinkede polisk ud for sig, rokkede med Hovedet og vedblev:

- Jæ véd nok a' I ska' arve mig, det véd jæ nok! det sa'e mi' Søster før hun døde: "Nu ska' Du paa Idioten, Jakob, ag naar Du dør, saa ska' Fætter Kris'jan arve Dig! ... Men jæ lever læ'e endnu, min Fætters Kone! jæ lever læ'e endnu! gentog han med et klukkende Grin.

Saa blev der stille i Værelset. To Fluer summede oppe under Loftet, og nede fra Haven kom en Lyd som af en Rive, der blev trukket hen over Gruset.

Den syge sad stiv og strunk i sin Seng og skævede mistroisk rundt paa de andre; mistroisk, men dog med et stille triumferende Smil om Læberne. Det var, som nød han en Hævn, han længe havde ruget over.

- Ska' jæ si' Dig no'et. Fætter Kris'jan, tog han saa fat igen med en vigtig Mine - ska' jæ si' Dig noget? Hun har osse lukket Dig inde paa Pulterkammeret; det sa' mi' Søster, hi hi! hun har osse lukket Dig inde paa Pulterkammeret! Sikke no'et Tøj, Du har paa, og se, hvor fin hun er! Du ska' 279 ikke sætte Næsen for højt i Vejret, min Fætters Kone! Du ska' ikke sætte Næsen for højt i Vejret, for saa ka' det let regne i 'en, hi hi! for saa ka' det let regne i 'en!

Den gamle Herre var ved at synke i Jorden af Skam og Forlegenhed. Han stod og trippede, og hans Fingre spillede krampagtig langs Hatteskyggen. Men han sagde ingenting, han kunde ikke faa et Ord frem; men han sendte sin Kone et Øjekast, der tydede paa, at han ventede, at Hjælpen skulde komme fra hende.

Og pludselig traadte ogsaa den gamle Dame helt hen til Sengen. Hendes Ansigtsmuskler dirrede, og hendes Øjne lynede. Men hun strøg mildt og venligt det svedige Haar bort fra den syges Pande og sagde:

- Se nu snart at blive rask igen, søde Jakob; jeg hører, at Du er blevet udnævnt til Inspektør nede i Haven, og de kan vist ikke undvære Dig dernede.

Jakob saa' op paa hende, og der lyste ligesom Beundring i hans Øjne:

- Du er haard i Filten, min Fætters Kone! sagde han - Du er haard i Filten, Du gi'er Dig ikke!

Men nu havde Fruen fuldstændig genvundet sin Selvbeherskelse. Hun klappede den syge paa Armen og vedblev:

- Og saa kommer Du nok ogsaa snart ud til os paa Østerbro? Vi har en lille Have, som jeg vil spørge Dig til Raads om. Du maa blive der en hel Dag, Fatter kan hente Dig og bringe Dig hjem igen. Maa han ikke nok det? spurgte hun, henvendt til Inspektøren, der under den sidste Del af Besøget havde staaet og set ud af Vinduet. - Vi vil saa gerne se ham hos os; og Familie er dog Familie; ikke sandt, Fatter, vi har saa tidt talt om at faa din kære Fætter lidt ud til os? Og nu vil min Mand og jeg sige Dem Farvel og Tak for Deres Venlighed. Det har rigtig gjort os godt at se, hvor rart den kære Jakob har det herude, og hvor glad han er ved at være her! ... Farvel, søde Jakob! saa kommer Du? og hér lægger jeg Chokoladen, som den gode Inspektør nok lader koge til Dig, naar Du har Lyst til en lille Kop! ... Sig nu Farvel, Fatter, nu maa vi skam skynde os, at vi kan være hjemme til Middag ...

280

Saaledes kørte hun Fanden et Øre af, den gæve Dannekvinde; hvorpaa hun tog sin kære Mand under Armen og trak ud af Værelset med ham.

Men da hun var kommen ned ad Trapperne og ud paa Gaden, lænede hun sig op ad Muren og sagde:

- Puh-h! den Tur gør vi sandelig ikke saa snart om igen! men det behøves jo heller ikke, nu har vi jo gjort vor Pligt ligeoverfor Familien.

Og saa sendte hun Fatter hen efter en Droske.