↩

I FAMILIEHUSET

✂ Kesten Skrædders taalte ikke godt at ligge i Sengen nu. Hun kunde saa daarligt faa Vejret, naar hun laa ned. Derfor sad hun gerne indpakket i Puder og Dyner i en gammel rødmalet Armstol med udskaaren Ryg.

✂ Der var ikke andet at se af hende end Ansigtet og Hænderne. Ansigtet var lille og vissent med sure, rindende Øjne. Og Hænderne laa foldede i hendes Skød med store Gigtknuder paa alle Ledene.

✂ Hun hostede hult som et Mandfolk, men hendes Stemme var tynd og slæbende. Under den sorte Vatkyse havde hun altid et Par aflange Krydderposer. En hen over Panden, og en ned omkring Nakken. Thi Gigten kunde undertiden komme farende paa hende, allerbedst som hun sad.

✂ Hun havde den midterste Stue nede i Familiehuset ved Grønvejen. I den nordre Ende boede Maren Fars, der gik ved to Kæppe og havde en Datter, som var "underlig". Den søndre Stue beboedes af Hemming Terkel med Kone og seks Børn. Hemming var "hellig" og holdt ofte Opbyggelser i Hjemmet eller Forsamlinger i Storskoven, hvor han stod paa Overliggeren af en udgravet Kæmpehøj og forkyndte "Herrens uendelige Naa-de ved Jesum Kristus".

✂ Kesten havde været min Amme. Hun var i sin Tid kommen galt af Sted med den fregnede Skomagersvend, der i nogle Aar huserede hjemme i Sognet og hed Petersen. Men som senere sporløst forsvandt og efterlod sig tre Enker, hvoraf den ene havde faaet Tvillinger.

42

✂ Da Kesten ellers var bekendt for at være en skikkelig og sund Pige, blev hun fæstet som min Amme. Jeg holdt meget af hende og besøgte hende altid, naar jeg kom hjem. Senere arvede hun et Hus her ovre i Kamstrup og flyttede fra Lolland og giftede sig. Saa gav hun sig til at sy og lappe for Folk. Sad omkring paa Gaardene i Dagevis for Kosten og tolv Skilling. Men nu var Brystet blevet daarligt af det fæle Vejr, hun ofte maatte gaa ud i. Og Gigten havde slaaet sig til.

✂ Hendes Mands Navn husker jeg ikke. Rimeligvis fordi han hyppigst gik under Betegnelsen Kesten Skrædders Mand. Han holdt af Brændevin, men blev dog i Tide omvendt af Hemming Terkel og Kapellan Møller. Og døde siden efter paa et Sindssygehospital af religiøst Vanvid. Han led af den fikse Idé, at han kun var fire og et halvt Aar og tre Maaneder gammel. Men paastod ikke desto mindre, at han i sin Tid havde deltaget i Mariæ Bebudelse.

✂ Et Aar efter hans Død solgte Kesten Huset og flyttede ned i Midterstuen paa Grønvejen, hvor Maren Fars gav hende en Haandsrækning, nu hun var ude af Stand til at hjælpe sig selv. Børn havde hun ingen af siden Skomagersvendens, der døde, da det var syv Maaneder.

✂ En Aftenstund kom jeg paa en af mine Spadsereture forbi Familiehuset.

✂ Maren smuttede netop ud af Kestens Dør og hoppede ved sine to Stokke ad Stenbroen langs Væggen hen mod sin egen Lejlighed. Hun var en gesvindt lille Kone med rapt Mundtøj.

✂ - Godaften Maren! hilste jeg temmelig højt, da hun var lidt tunghør ved visse Vinde.

✂ - G'av ten, g'avten! sagde hun forskrækket og standsede. - Hvem er elle's det?

✂ - Det er mig, sagde jeg og gik nærmere.

✂ - Naa-aa, er'et ham! sagde hun beroliget. - En ku' jo aldri' vide, hvem der saadan render og lumsker om! - - Men go'avten sku' jeg da forresten si'e, vedblev hun og stak sin højre Haand frem efter at have taget begge Stokkene over i venstre.

43

✂ - Godaften, Maren!

✂ - Av for Satan! skreg hun og trak hurtig Haanden til sig. - Jeg har jo en bullen Langfinger, har jeg.

✂ - Herregud, hvordan er det gaaet til? spurgte jeg deltagende.

✂ - Gaaet til, gaaet til, ja! sagde hun. - En skærer og flænser og filer jo baade for sig selv og andre, saa no'et sker der sgu alti'. - - Ska' Johannes ka'ske ind til Kesten? frittede hun - med en hal' Fjerring Kaffe, hi, hi?

✂ - Næ-i det har jeg ellers ikke tænkt paar, sagde jeg.

✂ - Aark, ja, ja, ja! sukkede Maren pludselig.

✂ - Er det Snavs med Kesten? spurgte jeg.

✂ - Ja-a det er sgu saa, sagde Maren og sukkede igen.

✂ - Det er vist li'e rent ud paa det sidste, tror jeg, jeg ka' formodde. - - Men jeg maa ossensaa si'e, vedblev hun

✂ - a' hun har lidt tilstrækkeli't i sine Dave, og Vorherre ku' sgu gærne ha' vist hinner den Smule Villi'hed lidt før!

✂ - Det véd vi Mennesker ikke noget om, Maren!

✂ - Næ-i, næ-i, sagde hun hurtigt. - Jeg snakker da heller ikke saaden ret tit!

✂ - Jeg synes, Kesten synger? sagde jeg og lyttede.

✂ - Aa, Gu' hedder det! - - Næ-i, det er di helli'e nere i den søndre Ende! - - Di synger, og di traller og der er ingen Maade med deres Fryd og Herli'hed.

✂ - Jeg gaar alligevel lidt ind til Kesten, sagde jeg.

✂ - Ja, nikkede Maren - hun har jo ossensaa plejet Johannes i Vuggen. - - Men jeg maa nok se til Inger l udbrød hun pludselig. - Fa'en véd elle's, hva' hun ku' hitte paa.

✂ Er det heller ikke bedre med hende?

✂ - Hun bli'er sgu aldri' bedder! sagde Maren og slog ud i Luften med sin ene Støttekæp. - Hun er mærket fra Fødselen, ska' jeg si'e vos, og den Slavs Folk er der ingen Udkomme med! - - Fa'vel! sagde hun saa og hoppede videre hen over de toppede Brosten.

✂ Jeg aabnede Døren og traadte ind i Køkkenet, der hørte til Kestens Stue.

✂ Henne paa Ildstedet stod en Gryde over nogle Gløder. Og der lugtede af Tørverøg derinde.

44

✂ Jeg bankede paa og aabnede Døren til Stuen.

✂ - Er det Hemming? lød det fra Kesten, der sad med Ryggen mod mig.

✂ - Nej det er mig, Kesten, sagde jeg og gik hen til hende. - Hvordan har Du det?

✂ - Go'da-a-v, sagde hun langsomt og slæbende og forsøgte paa at række mig Haanden, men den sank ned i hendes Skød igen. - Er det Dig, Johannes? - - Ja her sitter jeg, sagde hun og hostede.

✂ Sangen inde fra Hemmings hørtes tydeligt gennem Væggen:

✂ O Jesus, som fra Øst og Vest - - (Sang de)
indkal-der til din Bryllupsfest
fra alle Jor-dens En-der,
ved dit Ord, Aand og Sende-bud,
som Du i Verden sen-der ud
dit Ri-ge at bekjen-de
før Verdens sidste En-de.

✂ - Hvordan gaar det, Kesten? spurgte jeg og tog en Stol, som jeg satte mig paa henne ved Siden af hende.

✂ - Jo-o, jeg synes da, det er li'som lidt undere med Hosten.

✂ - Og Gigten? spurgte jeg.

✂ - Ja-a hun ka' jo vaarre fæl til Tidder. - - Men nu har jeg faaet di Katteskind.

✂ - Naa har Du det. - - Har Doktoren været her for nylig?

✂ - Næ-i di bru'er jo Hestene, sagde Kesten i sin slæbende Tone - saa før etter Høsten kommer han vel ikke. Og Sangen lød derinde bag Væggen:

✂ Men di, som af Dug budne var
og hen igjen i Tryghed gaar
og jordisk Sind anta-ger,
paa dennem bli'er Du Herre vre'
og si-ger: di min Nad-ve-re
ska' ingenlun-de sma-ge,
som Verdens Lyst beha-ge.

✂ - De synger nok? sagde jeg.

45

✂ - Ja-a, sagde Kesten og hostede, mens Slimen skreg i hendes Bryst.

✂ Og de sang højere, Manden, Konen og Børnene. Og de sang falsk.

✂ Men Herrens faste Grundvold staar;
som den Gu's Aands Besegling har,
a' Herren ken-der sine.
Gu's Aand med vor Aand Vidne bær,
at vi Gu's kjære Bø-ren er,
naar vi ham ly-dig blive,
saa han os sæl faar drive.

✂ - Skal jeg ikke gaa ind og bede dem holde op? spurgte jeg.

✂ - Næi, det er da elle's skjønt nok a' høre paa, sagde hun. - - Hva' har Johannes med til mig i Dav? spurgte hun saa.

✂ Hun sad og rokkede stille med Hovedet. Og Fingrene nede i hendes Skød laa foldede ind, mellem hverandre, saa godt det lod sig gøre for Gigtknuderne.

✂ - Jeg har ikke noget, Kesten, sagde jeg. - Da jeg gik hjemme fra, var det ikke min Hensigt at besøge Dig.

✂ - Naa-aa, næ-i, det forstaar sig, mumlede hun. - Men Kaffe ska' Du da heller ikke komme med tiere.

✂ - Ikke det?

✂ - Næ-i, det ska' Du sgu'nte, gentog hun - for den sitter bare Maren og Inger og tylder i dem - jæ k'ante taale den længer.

✂ Og de sang:

✂ O Jesu, Sjælehyrde god,
som mug din Frelse kjen-de lod,
da jeg fortabt mon løbe,
forvil-det i Vantroens Ørk,
forladt i Syn-dens fæle Mørk',
da vil-de Du mig re-de
og til din Hjord mug le-de.

✂ - Hvad kunde Du da ha' Lyst til? spurgte jeg.

✂ - Jo-o, sagde Kesten og saa' næsten lækkersulten ud - om der var no'en Rimeli'hed for, a' Johannes ku' skaffe 46 dem, saa tror jeg da nok, a' jeg ku' ædde et Par Bitter ryet Aal.

✂ - Det kunde jo være, sagde jeg. - Men det er maaske lidt vanskeligt at faa fat i paa denne Tid.

✂ - Ja-a det er 'et vel, sagde hun - saa én faar nok se og leve dem foruden. -» - Hvornær rejser Du? spurgte hun saa pludselig.

✂ - Det er der længe til endnu, Kesten.

✂ - Ja-a, saa ser jeg Dig da ved min Begravelse, nikkede hun beroliget. - Det sa'e jeg da ossensaa til Maren. Kesten fik et Hosteanfald og holdt sig for Brystet.

✂ - Aa, ja, ja, Gu' ja, Fa-der! stønnede hun. Men inde hos Hemming sang de:

✂ Ak kjære Gud og Frelsermand, oplys og styrk mug ved din Aand, a' jeg miig sæl maa kjen-de, og hva' Dug er til Velbehag og derpaa gnin-de Nat og Dag saa Syo-den ret ka' dø-des og Aandens Liv gjen-fødes.

✂ Og saa hørte Sangen op.

✂ - Du sagde jo før, at det var bedre, Kesten, forsøgte jeg opmuntrende.

✂ - Ja-a, mumlede hun - men det er bare Dødens Komme. - - For i Avtes da Maren ha'de faaet mig til Sengs, og jeg sku' til og blunfø, saa ry'r Køkkendøren op, saa det rasler. - - Og da Maren kom herind i Maares, saa sa'e hun, a' der lugtede saadan a' sviet Busbom og brændt Granris, sa'e hun - - og det véd da enhver, hva' det betydder.

✂ - Det er Tørven, sagde jeg. - Der lugter saa stærkt af den ude i Køkkenet.

✂ - Og Døren stod vidt aaven! mumlede Kesten.

✂ - Det har været Blæsten, sagde jeg. - Det blæste jo i Aftes.

✂ - Og jeg saa' Ildsluer herudenfor Vinduet, vedblev hun - di hoppede og di sprang for mine Øjne. - - Jeg har ikke no'et med Jer at skaffe! raabte jeg saa, for jeg har hørt GtTs Ord og vaaren til Alters manne Gange, dengang 47 jeg ku' støtte paa mine Ben! - - Og saa saa' jeg vor Herre Jesus paa Korset! vedblev hun og hendes Øjne skinnede - og hans helli-ge Vunder saa' jeg - - og han strækkede Armene ud etter mig og sa'e: kommer til mig Kesten! sa'e han, Gu's Ri-ge hører Dug til, sa'e han, paa det a' Du haver fornummet den evige Frelse - -

✂ Her fik den gamle igen et Hosteanfald. Og jeg maatte støtte hendes Hovede i mine Hænder, medens hun vred sig i Stolen.

✂ - Ja, ja, sagde jeg - det er jo altsammen godt, Kesten! Men Du skal ikke tale saa meget.

✂ - Og nu har jeg bedt Hemming komme herind i Avten, begyndte hun igen uden at agte paa, hvad jeg sagde - og holde en lille Opbyggelse med Bøn og saaden no'et. -

✂ - For det var dov ham, der fik vant Hans Jørren a' med Brændevinen, saa han døde i sin Mo'ers Tro. - - For Hemming lægger Ordene saa ny'eli't ud! sluttede hun.

✂ Der lød Skridt af Tøfler og Træsko ude i Køkkenet. Og Maren kom ind i Stuen med sin Datter.

✂ - Er det Hemming? spurgte Kesten.

✂ - Nej, sagde Maren - men han kommer stra's. - - Sæt Du Dig dér hen, lille Inger, vedblev hun henvendt til Datteren. - Du skan'te vaarre bange for ham, for det er jo Johannes oppe fra Gaar'en.

✂ Men Inger vilde ud gennem Døren igen. Hun mumlede nogle uforstaaelige Ord og søgte at komme forbi Moderen.

✂ Nej vist ikke, vist ikke! sagde Moderen og holdt hende tilbage i Armen.

✂ - Er det Inger! lød det fra Kesten.

✂ - Ja, sagde Maren - hun er bange for Johannes, er hun, det Pjukkedyr! - - Sit nu bare roli', sagde hun og skød lempelig Datteren ned paa en Stol henne ved Vinduet

✂ - han gør Dig sgu'nte undt! - - Hun ska' sgu ossensaa høre et Gu's Ord, vedblev Maren og nikkede hen til mig. - Hun kommer jo aldri' i Kirke, og læse ka' hun heller ikke.

✂ Inger opholdt sig næsten altid inden Døre, saa det var første Gang, jeg saa' hende nær ved. Hun var en lang opløben Pige paa en nitten-tyve Aar. Folk sagde, at hun 48 kunde ikke tale rent. Hendes Ansigt var bredt og gulblegt. Øjnene store og vandblaa. Hendes Næse var halvvejs ædt bort af Kræft, og ud gennem Hullerne stak der to smaa Guttaperkaslanger.

✂ - Det er vel best, a' jeg laver Kaffen, forinden Hemming kommer? spurgte Maren.

✂ - Ja lav Du Kaffen, sagde Kesten. - Men jæ ska' da'nte ha' no'et.

✂ Maren gik ud i Køkkenet. Og øjeblikkelig rejste Inger sig og fulgte.

✂ - Kan Du nu ogsaa taale al derne Forstyrrelse? spurgte jeg Kesten.

✂ - Bare Hemming snart vilde komme! mumlede hun.

✂ - Der er han vist, sagde jeg, da jeg hørte Træskotrin udenfor paa Stenbroen.

✂ - G'avten, g'avten! sagde Maren ude i Køkkenet. - Væ'sgo' og gaa indenfor, væ'sgo' Hemming! - - Det er bare Johannes oppe fra Gaar'en. - - Har Du Kopper med, Trine? for vi har jo ikke andet uden end som tre Par.

✂ Hemming traadte ind i Stuen.

✂ Han arbejdede i Haven oppe paa Frørup, saa vi var gamle bekendte. Jeg gik hen imod ham og trykkede hans Haand.

✂ - Tror Du ogsaa, at Kesten kan taale dette her? spurgte jeg.

✂ - Hva' der sker i Gu's Navn, Hr. Johannes, det ka' aldri' volde et Menneskes Fortræd!

✂ - Jamen - -

✂ - Er det Hemming? spurgte Kesten - saa kom dov her hen!

✂ - Ska' vi ha' Kaffen fø'st! spurgte Maren og stak Hovedet ind ad Køkkendøren:

✂ - Nej, sagde Kesten - nej - - der er saadan en Uro over mig!

✂ - Ja for hun spilkover! sagde Maren.

✂ - Saa er det vel bedst vi begynder? spurgte Hemming og saa' hen til mig.

✂ - Ja jeg bliver her, sagde jeg hurtigt. - Hvis jeg da maa?

✂ - Jeg formener ingen a' modta'e Naa-dens Kal-delse, 49 sagde Hemming og gik hen og aabnede Døren ud til Køkkenet.

✂ Og Maren kom ind og Trine og alle Børnene. De nikkede alvorligt til mig og ordnede sig i Række langs Væggen. Kun Inger satte sig bag Moderen paa Stolen henne ved Vinduet. Alle saa' de højtidelige ud, dog med et Anstrøg af mukken Søvnighed.

✂ Hemming stillede sig hen foran Kesten med Ryggen mod hendes Seng. Han stod et Øjeblik og stirrede ned i Gulvet. Derpaa foldede han Hænderne og saa' op mod Loftet.

✂ Der var nu saa stille i Stuen, at jeg kunde høre Bladenes sagte. Hvislen i Poplerne udenfor. Selv den syges skrattende Aandedrag var dæmpet.

✂ Og Hemming bad:

✂ - Albarmhjærti'ste Gud og Frelser! - - Se med din bundløse Barmhjærti'heds Øjne ner paa vorres arme syndi'e Hjærters elendi'e Tilstand! - - Oplys vorres Sinds Øjne med Straalerne a' dit himmelske Lys, skav Lys i vorres Mørke, a' vi ret maa kjende vorres indvortes, vorres Hjærtes Beskaffenhe', og gi' Naa-de til, a' vi ganske og aldeles maa løsrive vos fra, hva' der hænger ve' vos, a' den jammerli'e Tilstand. Bevar vos, almægti'e Frelser! a' vi aldri' igjen med fri Vilje ska' overgi' vorres Hjærte til den djævelske Fjen-de, aldri' indrømme ham det til Boli' eller no-gen Slavs Vaaning! - - Befri Du vos, almægti'ste! fra al Syndens Smitte! ta' vorres syndi-ge urene Hjærte bort fra vos, og skav i vos et nyt, og bere' Dig i vos en ny velbehaveli' Boli' til dit helli'ste Navns Forherli'else, o Jesum Kristus! - Amen! - Øjeblikkelig faldt Hemmings Kone og Børn ind med Sang:

✂ Det er forfærdeli 't, a' Satan med sin Svig
ka' faa sli' Magt over Menneskenes Børn,
a' han dem holder fast,
saa di i Synd og Last
kun ha-ve Lyst a' gaa
og aldri' tænker paa,
hva' faarestaar!

✂ Kesten sad foroverbøjet og stirrede med sine smaa rødkantede Øjne stift ind i Hemmings Ansigt.

50

✂ - Mer, mer! mumlede hun. Hemming trak Vejret dybt og begyndte:

✂ - Som Livet her paa Jor'en, bliver Livet hisset! - - Vandre Du her paa Jor'en u-den Gu's Hjælp og u-den Jesum vorres e-vi-ge Frelsermands Hjælp, u-den Tro og u-den Bøn, da gaar Du ossensaa u-den Jesus, og da gaar Du dér hen, hvor der er Graad og Tænders Gnissel i den flammende Helvedesovns e-vi-ge Pine - -

✂ - Aa Gu', aa Gu'! stønnede Kesten. Fa-der, Fa-der!

✂ - Himmeri-ges naa-di-ge Frelser! sagde Maren henne i sin-Krog.

✂ - Hemming! sagde jeg og gik hen til ham. - Hun kan ikke taale det, jeg sa' Dig det jo!

✂ Men Hemming stod rolig foran mig med sine foldede Hænder og svarede ikke.

✂ - Naa-den? mumlede Kesten. - Naa-den? - - For der er jo ossensaa Naa-de, Hemming? bad hun og rakte sine rystende Arme op imod ham.

✂ Og Hemming traadte hen til Stolen og lagde sin Haand paa hendes Hovede.

✂ - Kom kun som Du er, sagde han - med al din Synd og al din Vantro til Jesus, og bed ham om Kraften til a' tro, saa ska' Du nok erfare, a' han ka' gi Dig, hva' Du begjærer hos ham! - - Og naar Du saa har fundet Jesus, saa ve' Du, hvor Du gaar hen, for da gaar Du til Himmeri-ges Sale, til vorres helli'e Gu's Børns evi'e Glæ-de og Fryd! - - Amen.

✂ Og Koret faldt ind:

✂ Jeg rejser og ve', hvor Rejsen gaar hen:
den gaar til Gu's evi-ge Ri-ge.
Jeg rejser til Aan-dernes Fa-der og Ven,
til Lan-det, hvor aldri' med Sorg igjen
fra Sjælene, Sjælene vi-ge!

✂ - Og han strækkede Armene ud efter mig, mumlede Kesten, medens hun rokkede med Hovedet frem og tilbage - og han sa'e: Gu's Ri-ge hører Dig til, sa'e han, paa det a' Du haver fornummet hans Ord retteligen - -

51

✂ Hemmings Øjne straalede. Han kastede sig paa Knæ og sagde med en Stemme, der bævede af Bevægelse:

✂ - Jeg takker Dig himmelske Fader, a' Du har la-det dette fuldbyrde gennem mig!

✂ Og alle knælede de ned og foldede Hænderne. Kun Inger henne paa Stolen ved Vinduet rørte sig ikke. Hendes store vandblaa Øjne stod stive af Forundring.

✂ Kesten havde lukket Øjnene. Og jeg hørte hende mumle hen for sig, medens jeg sagte forlod Stuen.

✂ Da jeg kom ud paa Vejen foran Huset, lød Sangen igen:

✂ Lov og Tak og evi' Ære
ske Diig o Gu's Hjærtesøn,
som en Tjener vil-de være

✂ Næste Formiddag mellem ti og elleve døde Kesten Skrædders, efter at Hemming endnu engang havde bedt for hendes Sjæls Frelse.