↩

PRINSESSEN AF FRØRUP

✂ Det var gamle Else Tamburs, der talte: - Han kan nu tro mig, om han vil, Hr. Johannes, sagde hun - men Gaar'en hed Kamstrup, før den nogentid kom til a' hedde Frørup!

✂ Jeg sad paa Træstolen foran Elses Seng. Det var min Broder Niels, den nuværende Besidder af Frørup, der havde faaet mig til at besøge hende. Allerede anden Dagen efter jeg var ankommen til Gaarden, havde han sagt:

✂ - Gamle Else Tamburs, Johannes, det er noget for Dig! I er lige skruptossede begge to. Gaa Du hen til gamle Else Tamburs, naar Du er ked af mit Vrøvl!

✂ Og nu sad jeg i Elses lille Stue og passiarede med hende.

✂ - Hvor længe er det da siden, at den kom til at hedde Frørup? spurgte jeg.

✂ - Det er urimeli' længe siden, sagde hun - urimeli' længe siden! Og jeg har saa svært ved a' komme paa di Tal, sagde hun - for elle's ku' jeg da nok huske det.

✂ Hun klippede med Øjenlaagene og stirrede ned i Hjørnet ved Benenden af Sengen. Og Øjnene saa' ud, som om der var trukket et graat Silkeslør over dem.

✂ - Hvor gammel er Else selv? spurgte jeg.

✂ - Syv op i den fjerde Snes godt og vel.

✂ Hun laa med Dynen trukket tæt op under Hagen. Man saa' kun hendes gulgraa Ansigt, der var indrammet af en sort Kyse og havde Støv i Folderne. Ogsaa Armene laa under Dynen.

✂ - Har Else altid boet her i Sognet? spurgte jeg.

8

✂ - Ja, sagde hun - én maatte jo være i Nærheden a' Gaar'en. For Johannes véd vel nok - -

✂ Her brød hun af og vendte hurtig Øjnene om mod Stolen, hvor jeg sad.

✂ - Hvad véd jeg? spurgte jeg.

✂ Nu drejede Ansigtet paa Puden sig helt om imod mig.

✂ - Gaar'en er jo min, hviskede det - Gaar'en er jo min, ser han. Ingen tror det, men min er det!

✂ Det gik pludselig op for mig, hvorfor Niels havde sendt mig herhen. Konen var gal.

✂ - Du skulde betro Dig til mig, Else, sagde jeg.

✂ - Er han ikke Bro'er til Niels deroppe? spurgte hun.

✂ - Jo, det er jeg.

✂ -- Han gi'er mig den aldrig i Evighed!

✂ - Det skal Du dog ikke sige, Else. Min Bro'er er et godt Menneske, og naar jeg taler med ham, saa - -

✂ - Han gi'er mig den aldrig i Evighed! gentog hun. - Har han ikke sæl sittet paa den Stol dér? og han lo a' mig!

✂ - Jamen saa har Du vist heller ikke Ret -

✂ - Ret? afbrød hun mig, og hendes Øjne skinnede - Ret! Saa sandt Gud naadi-gen sendte sin enbaarne Søn, har jeg Ret! Stol han paa det! Men di store tramper, gør di, og di hører ikke vos, der skriger.

✂ - Fortæl mig det hele, Else, fortæl mig alting! sagde jeg.

✂ - Han ler ad mig - -

✂ - Nej vistikkenej, sagde jeg - jeg skal ikke le!

✂ - Ræk mig først den Kop dér! sagde hun og nikkede ned mod Bordet, der stod ved Sengen.

✂ Jeg tog Koppen og holdt den hen til hendes Mund. Og hun drak.

✂ - Tak, sagde hun saa - Tak, lille Menneske! - - Har Johannes set, hva' der sitter over Porten? spurgte hun lidt efter.

✂ - Over Porten? sagde jeg - Næ, det har jeg ikke set!

✂ - Der sitter to Frøer, gør der. Nu er di sorte, men den Gang vi satte dem op, da skinnede di som det klare Guld.

✂ - Nej, det har jeg ikke set, sagde jeg igen.

✂ - Di sitter paa en gylden Kam, gør di, vedblev Else. - Dér har han saavist baade Kamstrup og Frørup!

9

✂ - Ja minsandten, sagde jeg - det har Else Ret i!

✂ Den gamle smilede. Eller det var maaske intet Smil, men kun çn nervøs Trækning ved Mundvigene. Man ser det samme hos ganske spæde Børn. Hun laa en Stund og stirrede op i Loftet. Saa sagde hun:

✂ - Hva' Aar er det nu?

✂ - Hvilket? spurgte jeg.

✂ - Jeg ka' saa daarlig med di Tal, vedblev hun. - Hva' staar der paa Almernakken?

✂ - 1891, sagde jeg.

✂ - Og jeg er syv op i di fire Snese - -

✂ - Hvad er det, Du vil vide, Else?

✂ - Hvornaar er jeg saa født? spurgte hun.

✂ - Aar 1804, sagde jeg.

✂ Men hun syntes ikke at høre mig. Hun laa og mumlede. Og Rynkerne omkring Øjnene blev dybere, og Munden trak sig sammen som i Smerte.

✂ - Nu piner han mig igen, sagde hun hurtig og bevægede Hovedet frem og tilbage - nu piner han mig igen!

✂ - Hvem? spurgte jeg - Hvad er det? Saa drejede hun med ét Ansigtet om imod mig.

✂ - Vil Johannes se mit Ben? spurgte hun.

✂ - Dit? - - næ, nej!

✂ Men hun rejste sig over Ende og slog Dynen til Side og pegede med sine krogede Fingre ned paa det venstre Ben, hvor der fra Knæet ned efter sad Hul ved Hul.

✂ - Og én kunde ha' ligget deroppe paa Gaaren i Silke og Dun! sagde hun - om Ret og Skikkeli'hed fandtes paa Jor'en.

✂ Jeg fik næsten ondt af at se paa dette visne, graaagtige Ben med de gabende Saar.

✂ - En ka' ikke taale no'et om det, sagde hun.

✂ - Hvorledes er det kommet? spurgte jeg og vendte Hovedet bort.

✂ - Det var ham deroppe! sagde hun. - Han gik jo med Sygdommen paa sig, gjorde han, og saa fik jeg den. Men han døde da osse a' den slemme Sy'e! tilføjede hun. - For Vorherre gør jo, hva' han kan!

✂ - Ja sagde jeg - det gør han.

10

✂ - Vil Johannes ta' mig de grønne Urter derhenne paa Stolen? bad hun.

✂ Jeg rejste mig og tog en Bunke Blade, der var grønne paa Overfladen og graahvide paa Undersiden, og som laa paa en Stol henne ved Kakkelovnen.

✂ - Her har jeg lagt i tredve Aar! sagde JElse og bredte Bladene med Undersiden nedad over Saarene. - Det kølner! mumlede hun.

✂ - Hvad er det for Planter, Else?

✂ - Det er Følfod, hedder di. Dem henter s'men di velsignede Børn til mig. Di gror saa ustyrlig tykt oppe paa Møllerens Dæmning.

✂ - Dæk nu Benet til igen, Else! sagde. jeg. - Og læg Dig ned. Du er vist bleven træt?

✂ - Aa ja, sagde hun - én er jo kun en Skidager nu!

✂ Da hun var kommet til Leje og havde trukket Dynen op under Hagen, saa Hovedet laa foran mig paa Puden som skilt fra Kroppen, lukkede hun Øjnene og sagde:

✂ - Der er ingen Retfærdi'hed til paa Jor'en, Hr. Johannes! sagde hun.

✂ - Den kan være tarvelig nok, Else, sagde jeg.

✂ Og jeg saa' paa hendes Ansigt og følte mig ilde til Mode. En underlig Tunghed i Bryst og Lemmer faldt over mig. Formodentlig var det Stuens indespærrede Luft. Men sandt er det ogsaa, at havde Else ikke talt, skulde jeg trot, at det var et Lig, der laa.

✂ - Nu ska' jeg fortælle det hele, mumlede hun - og jeg haaber til Gud og vor Frelser, a' Johannes vil hjælpe mig til min Ret.

✂ - Er det ikke bedre at vente til en anden Dag? spurgte jeg. - Else er vist træt?

✂ - Nej, nej! sagde hun og aabnede Øjnene. Og medens hun lod dem flakke rundt langs Væggene og op under Loftet, gentog hun:

✂ - La' mig bare, la' mig bare - - Og nu kommer gamle Elses Beretning:

✂ - Det var dengang, Gaar'en hed Kamstrup, begyndte hun - min Bedstemo'er har sæl fortalt mig det, for hun tjente her alle sine Dave - - det var dengang, Gaar'en hed 11 Kamstrup. Her boede en rig Mand. Han ejede saa ustyrlig' manne Penge, a' han drak Vin a' et Guldbæger baade helli' og søgn. Og en lysti' Mand var han. Men saa ble' han syg. Det mældte sig som saadan en fæl Trykkelse for Brystet. Han gik nok rundt her og hev en Davs Tid eller to. Men saa maatte han da lægge sig. Og kloge Mænd og lærde Folk lod han kalde til sig langvejs fra. Og manne Penge fik di og Vin og Mad og flink Beværtning. Men li'e skidt blev det med Brystet. Han hev, og han rallede. Og saa døde han. Det var nok Krampen, der tog ham.

✂ Her holdt Else inde. Og jeg maatte atter række hende Koppen, og hun drak.

✂ - Di store ka' osse dø, sagde hun saa - men det tænker di ikke paa, før di sitter der! -'- Naa ja, saa døde han da,.vedblev hun. - Og Slægt og Familje ha'de han ingen a', hverken Bro'er eller Søster. Og di, som skulde arve Gaar'en og al hans Gods og Guld, di var udensogns Folk, der bare glædede sig over hans Død. Men svært bedrøvede var di nu alli'evel, for di hørte da til di kristne. Og en Begravelse vilde di gi' ham, som sku' spørres over manne Mile.

✂ - - Det hedder sig jo a' komme anstændf i Jor'en, Hr. Johannes! sagde hun pludselig og skævede om til mig. Men Hovedet rørte hun ikke. Hun laa paa Nakken og stirrede ret op i Loftet, medens hun talte. Og saa vedblev hun:

✂ - Se det var nu Skik den Gang, a' der sku sittes Vagt over Li'et om Natten, forinden det blev kørt a' Gaar'e. Og der blev samlet baade Pi'er og Ka'le, som sku' sitte over den døde. Og han var puttet i en kosteli' Kiste med manne herli'e Klæ'er og Lintøj og vasket og balberet, som ordentli' er. Men et fælt Stykke Arbejde er det nu alli'evel a' sitte der ved Nattens Tider, for én véd jo aldri', hva' der ka' ske!

✂ - - For nu li'som a' holde Modet oppe paa dem, saa ble' di jo beværtet med varm Puns og Kaffeknægte og andet drikkeli't. Og Ungdom er jo Ungdom! saa di begynte inden ret længe a' gantes og lege. Og di fandt da osse paa den uskikkeli'e Morskav, hvor der ska' gi's Panter og saaden no'et. Og li'e i det Klokken slaar tol', saa faar et a' di unge Ka'lfolk den utidi'e Ide, a' han vil hælde et varmt Glas Puns ner i Halsen paa den døde, der ligger og gaver med 12 aaben Mund. - - Jeg synes, Johannes ler? sagde Else pludselig haardt.

✂ - Nej, sagde jeg - nej, jeg ler ikke!

✂ - For han var jo død a' Krampe, fortsatte hun beroliget ved at se mit alvorlige Ansigt - Nu maa Punsen vel ha' gjort dem galne, vedblev hun - for han gik ganske kry hen og hældte den varme Drikke ner i Halsen paa ham! Der lød straks saadan en underli' Lyd. Og længe etter ku' di høre, a' det rumlede og knortede nere i den dødes Bryst. Men di grinte bare, gjor'e di, og skaalede, di syndi'e Sjæle, di var! Og saa tvang di senere hen en ung, uskyldi' Pi'e, der ikke gærne berørte døde Folk, til at løse en Pant, eller hva' det hedder, paa samme utidi'e Vis. - - Jeg synes heller, Di sku' græde, Johannes! sagde Else, og løftede Hovedet lidt op fra Puden.

✂ - Men Else, sagde jeg - jeg sidder jo ganske rolig og hører efter!

✂ Den gamle lagde Hovedet tilbage igen. Men hendes Øjne flakkede bestandig hen over mit Ansigt.

✂ - Pi'en tog da ossensaa Mod til sig, vedblev hun lidt efter - og hældte en'et Glas ner i hans Hals. Men Herre Du milde Ko's, hvor maatte hun ryste og bæve, da hun saa' den døde vende Øjnene og grive sig for med sine stive Arme, IFsom a' han vilde rejse sig. Hun skreg til Himmels, gjor'e hun. Og alle di andre skreg. Og saa flyede di og lod Punsen og den døde være, hva' di var.

✂ Her løftede Else igen sit Hovede fra Puden og saa' mig stift ind i Ansigtet. Men da det kun røbede spændt Interesse, fortsatte hun:

✂ - Nu ble' der jo en farli' Stofyr paa Gaar'en, som begriveli't er. Alle ble' jo opvakte og sprang ud a' deres Senge. Men ingen dristede sig til a' gaa ind i Salen, hvor han laa. Saa var der dog omsider en ung Fyr, der spietede til Døren, saa hun fløj op. Og nu saa' di den døde sitte paa hans Rumpe i Kisten og vinke a' dem. Og lidt etter lidt listede jo én eller anden nærmere. Og Li'et stirrede li'e stift paa dem, og di stirrede li'e stift paa Li'et. Men da di kom helt hen til ham, saa saa' di, a' der paa La'enet foran ham sad to mejet gule store Frøtusser - -

13

✂ - Hva' sad der? spurgte jeg.

✂ - To Frøtusser! gentog Else - som den døde ha'de brækket op a' sig i Forening med den varme Drikke, di ha'de tyl't i ham. Dyrene ku' hverken gaa eller hoppe, men di kravlede ganske langsomt bort og døde straks etter a' Delirum - -

✂ Else saa' hen paa mig og sagde skarpt:

✂ - Ja, ja, Hr. Johannes, le han kun! men Guds Veje ka' ingen Mennesker forstaa!

✂ - Og hvad blev det saa til med den døde? spurgte jeg.

✂ - Jo han stod ud a' Kisten gjor'e han, og sa'e, a' han ha'de aldri' vaaren saa rask som nu. Og saa satte di sig allesammen til a' drikke og pokelere til den lyse Maar'en. Men Arvingerne, di maatte da rejse bort, maatte di. Og Manden beholdt baade Gaard og Guld i mange Aar etter den Time. Og Gaar'en kaldte han saa Frørup, - Gaar'en kaldte han fra den Stund Frørup, gjor'e han!

✂ Her lukkede gamle Else Øjnene og tav. Jeg blev siddende nogle Minutter ved hendes Seng. Men da hun syntes at være faldet i Søvn, rejste jeg mig for at liste bort. Da aabnede hun Øjnene og kaldte paa mig.

✂ - Kom her hen! sagde hun. Jeg traadte hen til Sengen.

✂ - Véd Johannes, hva' der ble' a' den Pi'e, der ga' ham Punsen? spurgte hun og hendes Øjne glimtede uroligt.

✂ - Nej? sagde jeg.

✂ - Han giftede sig med hinner, gjor'e han! Og hun ble' klædt i Silke og Fløjl og laa i den store Himmelseng ved hans Side. Men Børn fik di ikke, for han ha'de jo den slemme Sy'e!

✂ - Det var en løjerlig Historie den, Else, sagde jeg. - Men Tak, fordi Du har fortalt mig den.

✂ - Og véd Johannes, hvor hun nu ligger? spurgte den gamle og rejste sig halvt op i Sengen.

✂ - Oppe paa Viby Kirkegaard vel? sagde jeg.

✂ - Nej, mænd gør hun ej! vedblev Else, og Vanvidet lyste ud af hendes Øjne. - Hun sitter her for hans Ansigt, gør hun, hun sitter her i den ringe Stue med Sygdom og Nød og blodige Vunder! Gaa han nu hjem og fortæl sin 14 Bro'r, at gamle Else Tamburs er Prinsesse til Kamstrup og Frørup med Gods og Guld og Skove og Enge og Viby Kirke! Og kommer han ikke med seks Skimler inden Sol gaar ner og henter hinner, vedblev hun og løftede truende sin højre Haand - saa er han værre end som en Meneder og Morder og Ransknegt a' regne!

✂ Her sank den gamle udmattet om i Sengen. Og lidt efter sov hun.

✂ Og da tog jeg min Hat og Stok og listede ud af Huset.