↩

RUSKVEJR

✂ Det var en Aften, jeg gik fra Byen. Jeg havde været paa Posthuset med Breve; det regnede og sneede og blæste, og Telefontraadene over mit Hoved sang deres sære melankolske Sange.

✂ Jeg vadede midt ad Gaden i den smæltende Sne, der klinede sig til mine Støvler, trængte ind gennem Læderet og fik mine Fødder til at fryse. Ikke et Menneske mødte jeg, ikke en Hund engang. Da jeg gik over Torvet, kastede jeg et Blik op til den oplyste Urskive paa Raadstuetaarnet: Klokken var et Kvarter over ti. Alle Butikkerne var mørke og lukkede, kun i Apoteket og ovre hos Barberen var der Lys; og fra enkelte Huse faldt Lampeskæret mat ud gennem de nedrullede Gardiner. Luften var tyk og graasort, og store, klamme Sneflager slog mig hvert Øjeblik ind i Ansigtet, smæltede og løb ned ad mine Kinder ned langs Halsen og under Flippen, ned paa Bryst og Ryg. Jeg gyste og gik stærkere til for at komme hjem i min varme oplyste Stue i Villaen ovre paa den anden Side af Havnen, hvor jeg boede.

✂ Nede ved Toldbodbygningen stod en Lygte og brændte i Hjørnet mellem Molen og "Havnebroen". Her susede Vinden ind fra Fjorden og kastede Regnen og Sneen i store, langstrakte Rusk frem over Brændestablerne paa Tømmerpladsen og ind mod det gamle, undersætsige Kampestenspakhus, hvis Skodder dirrede under de svære Stød, og hvis Stormkroge daskede ind mod Muren med næsten regelmæssige Mellemrum.

✂ Jeg trak Frakkekraven højere op om Ørene og kiggede ud paa Broen, hvis Planker var fidtede af Væden, og hvis Jærnrækværk glinsede i Skæret fra den ensomme Lygte.

259

✂ Under Lygten ved Brohovedet stod en lille seks-syv Aars Dreng med Hænderne boret ned i Bukselommerne. Han stod og trampede med Fødderne i Snepløret for at holde Varmen. Han havde intet Overtøj paa, kun en Kasket, der sad ham ned i Nakken, og saa Træsko paa Fødderne.

✂ Idet jeg passerede ham, sagde han: "Go'da-a'! og satte af Sted i Smaatrav ved Siden af mig. Han holdt sig tæt ind til mig paa Læsiden, saaledes at jeg skærmede ham for Vindstødene; thi Vinden havde frit Spillerum hér: den strøg paa tværs ind over Broen og raslede med Jærnlænkerne henne ved Klapperne.

✂ Der var ingen Lygte tændt paa selve Broen, og naar jeg saa' ned paa Drengen, kunde jeg kun se ham som en sort Klump, der trillede af Sted ved Siden af mig.

✂ Jeg ventede, han skulde tale; men han travede bare væk med Hænderne i Lommen og Hovedet bøjet lidt forover. Han saa' saa energisk ud, den lille Fyr, saa beslutsom. Skade, at jeg ikke kunde se hans Ansigt!

✂ - Saa Du er kommet ud at spadsere i det Vejr? begyndte jeg.

✂ - Ja-a.

✂ - Hvor har Du været henne?

✂ - Jeg har vaaren oppe paa Apoteket.

✂ - Saa-aa? er der nogen syge hjemme?

✂ -- Ja, min Bro'er og min lille Søster.

✂ - Hvad fejler de?

✂ - Min Bro'er har Halssygen og min Søster har Skarlagensfeber.

✂ - Det var da slemt! Du er da vel ikke syg?

✂ - Nej; men Mo'er si'er, jeg bli'er det nok.

✂ - Jamen, Du skulde heller ikke løbe ud i saadan et Vejr.

✂ - Mo'er fik ingen Penge før iaften; det er jo Lørdag.

✂ - Fryser Du ikke?

✂ - Næ, for jeg har Halm i Træskoene. Den lille saa' ikke op, naar han talte; han bare travede af Sted og stirrede ned i Jorden.

✂ - Hvad bestiller din Mo'er? vedblev jeg.

✂ - Hun syer Sække til Købmand Møller.

260

✂ - Og din Fa'er?

✂ - Han er død.

✂ - Saa-aa ...

✂ - Ja; men Mo'er si'er, det var godt, for han kunde ikke leve alligevel.

✂ - Hvad fejlede han da?

✂ - Han ha'de Slim paa Lungerne; men Købmand Møller gi'er Mo'er fem Kroner om Maaneden alligevel, og det er jo meget mere end som til Huslejen.

✂ - Hvor mange Værelser har I da? spurgte jeg.

✂ - Vi har naturligvis ét! sagde Drengen forundret - og saa Køkken sammen med Madam Bastian.

✂ - Og hvor ligger I saa om Natten?

✂ - Søren Peter ligger hos Mo'er, og jeg ligger hos Sofie i Slagbænken, for jeg har jo haft Skarlagensfeber.

✂ Der kom et Vindpust og puffede mig over mod Drengen. Og jeg kunde høre, at han smaalo af min svinglende Bevægelse.

✂ - Det er svært, saa det blæser! sagde han - men det er da godt for Fattigfolk, at det tø'r! - - Mon de er bundfrosne? sagde han saa og nikkede hen mod én af de utændte Lygter paa Dæmningen, der danner en Fortsættelse af Havnebroen. - Du skulde se sikken Aal, Hans Jensen stangede igaar ude ved Lindholmen! pludrede han løs - den var li'saa tyk som en Arm! Ka' Du stange Aal?

✂ - Det kan jeg vel nok.

✂ - Hva' har Du ellers vaaren i Byen efter? har Du osse vaaren paa Apoteket?

✂ - Næi, jeg har været inde med et Brev paa Posthuset.

✂ - Hvem var det Brev til? var det til din Mo'er?

✂ - Nej, det var til min Kæreste.

✂ - Hvor bor hun?

✂ - Hun bor ovre i Jylland.

✂ - Og hvor bor Du? spurgte den lille videre.

✂ - Jeg bor derhenne i det røde Hus ved Fabriken.

✂ - Naa dér. - - Ska' Du med til Marked til Sommers?

✂ - Ja-a, det tænker jeg da. Ska' Du P

✂ - Næi, ikke før til næste Aar igen, for jeg har ingen Bukser.

261

✂ - Kunde Du ikke ha' Lyst til at komme hen og besøge mig?

✂ - Næ-i.

✂ - Naa ikke det! og hvorfor ikke?

✂ - Næi, for jeg har ingen Tøj, si'er Mo'er.

✂ - Jamen Du kunde maaske faa noget henne hos mig.

✂ - Har Du da Tøj og sælle?

✂ - Næ-i, det har jeg just ikke, men jeg har jo nok noget alligevel.

✂ - Jamen det skal Du jo sæl bruge.

✂ - Ja-a, men jeg har meget! sagde jeg.

✂ - Naa, ja saa kan ka'ske' Søren Peter osse faa et Par Bukser hos Dig, for han har heller ingen.

✂ - Det kunde jo nok være, ja.

✂ - Fa Vel! sagde han saa pludselig og standsede - og Tak for Følgeskab! sagde han.

✂ - Farvel, farvel! sagde jeg - saa hér skal Du ned ad?

✂ - Ja-a - - - Og han begyndte allerede at sætte i Luntetrav.

✂ - Hør! raabte jeg - vil Du ha' en Tiøre?

✂ - Ja-a, Tak!

✂ Jeg tog min Pengepung op og gav ham Tiøren.

✂ - Tak! sagde han og travede af Sted. Men pludselig gjorde han Holdt igen og vendte sig om mod mig:

✂ - Saa kan jeg jo faa de fire? spurgte han - og Sofie og Søren Peter hver tre?

✂ - Javel saa! raabte jeg tilbage.

✂ Og saa klaprede Gutten ind i Sneen og Mørket.