↩

ET BESØG

✂ I Mandags laa jeg paa min Chaiselongue og sov. Klokken var omtrent to om Eftermiddagen.

✂ Pludselig vaagner jeg ved at høre Døren gaa. Jeg slaar forvirret Øjnene op; og foran mig staar en høj, bredskuldret Mand med lyst Fuldskæg og ser paa mig med et inderlig sørgmodigt Ansigt.

✂ - De sover til Middag? spørger han.

✂ - Ja-a, siger jeg og rejser mig op paa Albuen.

✂ - Saa kommer jeg igen siden - - -

✂ - Nej, sagde jeg og tog Benene ned af Chaiselonguen - nej, nu er jeg vaagen! Værsgod at tage Plads! Er der noget, jeg - - -

✂ - De er Forfatter? smiler han og sætter sig paa den mindste Stol i Lokalet.

✂ - Jeg forsøger, - sagde jeg - jeg arbejder - - -

✂ - Ingen Fiksfakserier! afbrød han mig og rynkede Panden - De bilder Dem dog ind at være noget meget stort!

✂ - Med hvem har jeg den Ære at tale? spurgte jeg.

✂ - Det er lige meget, sagde han - De bilder Dem ind at være en allerhelvedes Ka'l, hva'?

✂ - Naa-aa, mente jeg - hver Fugl synger jo med sit Næb!

✂ - Jamen De har sgu et forbandet skidt Næb, højstærede! sagde Manden - et rent forbistret skidt Næb, vil jeg sige Dem!

✂ - Sidder De ikke ubekvemt? forsøgte jeg - vil De ikke hellere ta' - dér staar en Lænestol!

✂ - Tak! sagde han og blev siddende. - Nej, men De 163 har vist ikke levet, unge Mand, fortsatte han - slet ikke levet! Og man maa leve for at kunne skrive, ser De.

✂ - Ja, sagde jeg sukkende - man maa skrive for at kunne leve.

✂ - Har De nogensinde staaet i et utilladeligt Forhold til en Kvinde? spurgte han pludselig og fikserede mig skarpt.

✂ - Næ, næ aldrig! sagde jeg forfærdet.

✂ - Er De gift?

✂ - Nej, heller ikke! sagde jeg.

✂ - Og saa bilder saadan en Kastrat sig ind at være Forfatter, hæ!

✂ - Naa, naa! sagde jeg.

✂ - Det er godt, det er sgu meget godt! lo han ondskabsfuldt.

✂ Men nu blev jeg vred:

✂ - Jeg finder det i højeste Grad besynderligt, min Herre, sagde jeg - at De trænger Dem ind hér for at være ubehagelig! Hvordan Fanden er De for Resten kommet ind?

✂ Hans Ansigt blev igen sørgmodigt som før, da han stod foran Chaiselonguen.

✂ - De maa ikke blive vred, bad han - De maa ikke blive vred! (Han greb min Haand og trykkede den.) Jeg er saa underlig forpint, vedblev han. - Ingen har jeg at tale med, og ingen kommer jeg til. Og saa var det, jeg tænkte, at nu i Dag vilde jeg gaa op til Dem.

✂ - Hvorfor netop til mig?

✂ - Fordi De er en Mand, der kender Livet; fordi De er en Mand, der selv har levet i de hæsligste Forhold.

✂ - Hvad er nu det, De siger igen! raabte jeg.

✂ - Jeg véd det altsammen, nikkede han fortrolig - jeg véd det altsammen! Men jeg tier naturligvis. Hvad Glæde kunde jeg ogsaa have af at faa Dem i Tugthuset?

✂ - Pu-h! sagde jeg - De begynder at forvirre mig!

✂ - Har De set hende nøgen? spurgte han pludselig med hviskende Stemme - har hun ligget her paa dennç Chaiselongue i dæmpet Lampelys? (Han støttede træt Hovedet i sin Haand.) Ja, sagde han - det var den Gang! Det var i Sommerens lyse Tid - - - (Han rynkede Øjenbrynene og saa' mørkt hen for sig):

164

✂ Men nu pisker Efteraarets Regn mod Ruden
og trommer mod det kobberbehængte Tag,
en Ligmarch lig,
en Gravsang,
et kvalfuldt, monotont memento mori!

✂ Han sank sammen paa Stolen og lukkede Øjnene. Jeg begyndte at ønske ham vel ude af Huset.

✂ - Tror De ikke, at lidt frisk Luft vilde gøre Dem godt? spurgte jeg og lagde min Haand paa hans Skulder. -- Skal vi ikke gaa en Tur sammen?

✂ - Jeg viser mig ikke paa Gaden med min Kones Elsker! sagde han haardt og puffede min Haand bort.

✂ - Deres Kone! men kære Mand, jeg kender jo hverken Dem eller Deres Kone!

✂ - L. H.? spurgte han - L. H. med fire Prikker bag efter? Kender De ikke det Navn, hva', lille Ven?

✂ - Nej, jeg forsikrer Dem!

✂ - Ja, Deres Forsikringer gælder nu til Wandsbeck, min gode, for hun har selv fortalt mig det hele!

✂ - Hun - - -

✂ - Ja, netop hun! Men Gudbevares, jeg respekterer Dem! man blamerer ikke den Kvinde, hvis Gunst man har nydt.

✂ - Hør, min gode, sagde jeg irriteret - jeg kender ikke noget til DereS Historier! og nu maa jeg bede Dem gaa, da jeg skal til at tage fat paa mit Arbejde.

✂ - Nu skal jeg gaa, ja, sagde han og rejste sig - nu skal jeg gaa! Men jeg har en Bøn til Dem.

✂ - Naa?

✂ Han trak et Stykke sammenlagt Papir op af Lommen og foldede det ud.

✂ - Læs dette! sagde han.

✂ Jeg tog Papiret og læste det igennem.

✂ - Det er godt, hva'? spurgte han.

✂ - Meget godt, sagde jeg - meget talentfuldt. Har De skrevet det?

✂ - Ja, sagde han - det er det eneste, jeg nogensinde har skrevet, og jeg vil aldrig skrive mere.

✂ - Det er ogsaa nok, sagde jeg.

165

✂ - Vil De offentliggøre det, naar jeg er borte? spurgte han. - Det er min Bøn.

✂ - Jeg skal gøre, hvad jeg kan. Men Navnene hér maa vi slette.

✂ - Naa ja, nikkede han - men Forbogstaverne maa staa, Forbogstaverne maa blive der! Hun skal dog vide, at det er til hende; mit Farvel til hende, til mit Livs Drøm, til al min jordiske Lykke - - -

✂ - Ja, ja, ja! sagde jeg hurtig - Forbogstaverne skal jeg nok lade blive staaende! - Manden stod et Øjeblik og saa' paa et Barneportræt, der hang paa min Væg.

✂ - Det var den Gang! sagde han saa - men Fanden i Vold med det hele!

✂ Da han stod nede i Gangdøren og havde sagt Farvel, vendte han Ansigtet om mod mig endnu en Gang og sagde:

✂ -- Dem bebrejder jeg intet, for det er et daarligt Mandfolk, der ikke tager, hvad der bydes ham.

✂ Jeg lukkede Døren i Laas, gik ind og lagde mig paa min Chaiselongue og læste hans Manuskript igennem.

✂ Og da jeg jo har lovet at offentliggøre det, følger det hér:

✂ Til

✂ L...... H......

✂ Han sad bag Gitterrudens rustne Stænger,
mens Solen brødes i de malte Glar.
Han sad med Haanden dybt i Haarets Mulm.
Øjet var mørkt. Hans Blik var mørkt.
Hans Skæg var lyst. Hans Næse uden Lyde.
Hans Mund var kranset af to ligblaa Læber.

✂ Han tænkte.

✂ Som døde Fluer laa hans stolte Tanker
paa Ligparade i hans Hjernes Hvælving!

✂ Han græd:

✂ én Taare, to, tre, fire, vel en Snes
randt af hans pergamentne Kinder ned.
Hvi disse Taarer?
Ak han græd, min Ven, han græd,
græd!
ti Livets Sommer drog hans Sjæl forbi.

166

✂ Hver en Blomst var visnet,
Hver en Urt var død,
hver Spire dræbt,
og hvert et Aks var goldt!
Tilbage stod de nøgne gule Straa
som Udraabstegn bag Millioner Ak'er,
han havde udstødt, dette arme Kræ.

✂ Nu pisked' Efteraarets Regn mod Ruden
og trommed paa det kobberhængte Tag
en Ligmarch lig,
en Gravsang,
et kvalfuldt, monotont memento mori.

✂ O sig mig: skal man dø, før man har levet?
thi dette er ej Liv!

✂ Hvad har jeg da forbrudt, hvad har jeg syndet,
at jeg skal æde Flæsk og gule Ærter,
naar al min Hu er Østers og Champagne?

✂ Hans Hoved sank mod Karmens sprukne Sten.
Han rev en Blomst, en vissen, frem af Barmen
og kyled' den mod Gulvets skidne Fliser
og tramped' den til Støv.
Han lo: Løgn, Løgn, Løgn!

✂ Og Murene gav Genlyd af hans Latter.

✂ J...H...

✂ Dette var Ordlyden af hans Manuskript, og jeg har aldrig set Manden siden.