↩

CHRISTIANE

✂ Kisten stod ude i den lille Lo bag Huset; det var sidst i Juli Maaned, saa Forraadnelsen var indtraadt straks efter Døden.

✂ - Vi kommer vist til at lægge Christiane om i Loen! havde Maren sagt. Rasmus mente det samme, og saa var Liget blevet anbragt dér omme paa et Par Fjæle, der laa fra Huggeblokken hen over Høvlebænken. Der blev sat en Hængelaas for Døren; og Forældrene gik til deres Arbejde.

✂ De hjalp til med Rughøsten oppe paa Gaarden. Han mejede og hun bandt. Det gik flinkt nok fra Haanden. De havde Akkord, og Begravelsen vilde jo straks koste et Par Kroner ekstra.

✂ Da Folkene sad paa Grøftekanten ude i Marken og spiste deres Mellemmad, gik Maren hen til Forvalteren.

✂ - Hun vilde da gerne ha' noget Forskud baade for sig og for Rasmus.

✂ - Nej, det kunde Forvalteren ikke indlade sig paa! De rendte allesammen hér og vilde ha' Forskud! Men han var ligesaa klog som et Menneske og indlod sig ikke paa de Dele. De skulde vel ud og smide Pengene væk til det Skidt og Fjas derude paa Fugleskydningen i Fredsskoven?

✂ - Aa nej, det havde de nok ellers ikke tænkt paa.

✂ - Hvad skulde de da bruge det Forskud til?

✂ - Jo-o, det var til Christiane.

✂ - De gjorde sgu bedre i at sende den lange Tøs paa Arbejde, end lade hende gaa og smøle Tiden væk derhjemme.

✂ - Jamen hun ha'de da været saa svært klejn hele Sommeren, og Doktoren ha'de skrevet efter en farlig Bunke Medicin 187 til hende. Og nu vilde de da saagerne, at hun kunde faa en proper Begravelse. Hun var jo deres eneste.

✂ - Begravelse? var Christiane da død?

✂ - Jo, det var hun. Vorherre ha'de saamen været saa naadig at løse qp for hende i Gaar Morges, mens de var herude at høste; for da de kom hjem til Middag, laa Tøsen henne ved Døren i den bare Særk og var død.

✂ - Lod de da den syge være ganske alene?

✂ - Ja, hvad skulde de gøre? Føden skulde de vel ha'? og Marie Smeds ha'de jo lovet at kigge ind til Christiane. Men saa var det netop i Gaar, da hun var hentet op paa Gaarden til Vasken, at Ulykken skulde hænde.

✂ Forvalteren- kastede et sky Blik op paa den store, stærke Kone, der stod foran ham. Ikke en Mine i hendes brede Ansigt røbede, at hun følte noget ved, hvad hun stod og fortalte. Hovedet holdt hun en Smule bøjet, og Hænderne pillede tilsyneladende ligegyldigt ved Forklædebaandene.

✂ - Du kan komme op hos mig, naar det ringer til Middag, Maren! sagde han saa og gik sin Vej.

✂ Og Maren fik Pengene, og Kisten blev lavet; og nu stod Christiane som sagt omme i Loen og ventede. Thi før Søndag kunde der jo ikke godt være Tale om at faa hende i Jorden.

✂ Maren var hos Præsten, hun var hos Degnen og hun var hos Klokkeren. Og alle Steder kostede det Penge. Naa, det hørte sig jo saadan til, saa der var ikke noget at sige til det! Men haardt var det nu alligevel, for den Hvergarns Kjole, hun ha'de spekuleret paa til Vinter, den maatte da ryge.

✂ Men da Rasmus saa oven i Købet spurgte hende, hvem der skulde indbydes til Begravelsesgildet, saa gav Maren ham Besked:

✂ - Om han bildte sig ind, at hun kunde grave Skillingerne op af Kartoffelstykket derude? Det var lige even, hun kunde købe et Par Pund Svinekød til dem selv; og saa gik han hér og pratede om at byde til fremmede! De var Fattigfolk, var de, og han vidste det! og han fik værsgod selv køre 188 Christiane op til Kirken. Han kunde bede Smeden om at laane hans Enspænder.

✂ Rasmus fik Vognen; og Lørdag Aften kørte han og Smeden af Sted med Kisten. De skulde saa med det samme hente det Læs Sylthø oppe i Kirkevænget.

✂ Og om Søndagen efter Tjenestetid blev saa Christiane begravet.

✂ Der var ikke mange "Dikkedarer" paa Færde med det. Hun var Fattigfolks Barn, og mere end et Par Kroners Penge havde Præsten vel ikke faaet. Og dog talte han saa nydeligt om, hvor haardt Livet hernede paa Jorden mange Gange var at stride sig igennem; men naar vi bare vilde lære at bøje vor genstridige Ryg under Prøvelsernes Kors og med Taalmodighed bære, hvad Vorherre sendte os, saa kunde vi være evig forvissede om, at Lønnen skulde nok komme af sig selv oppe i Himmelen.

✂ Rasmus sad og rokkede frem og tilbage i Stolen, mens han ivrig gned sig ned ad de graablaa Vadmelsbukser. Skraaen vendte han hvert Øjeblik. Den var saa underlig saftig i Dag, syntes han.

✂ Og Maren snød Næsen den ene Gang højere end den anden. Tilsidst var der ikke en tør Plet at finde paa hele Lommetørklædet. Saa snød hun videre med Fingrene og tørrede sig langs ad Tommelen helt ned paa Haandleddet.

✂ Ude paa Kirkegaarden gik det i en Fart, da Præsten skulde til Byen at forrette en Vielse.

✂ Paa Vejen fra Kirken stak Maren Hovedet indenfor hos Smeden:

✂ - Om han og Konen ikke ha'de Lyst til at gøre et lille Rend hen til dem saadan paa det Lav tolv-et? Hun ha'de faaet saadan et rigtig rart Stykke Svinemørbrad paa en to- tre Pund her forgangen hos Slagteren, da hun var ude at tale med Præsten.

✂ - Tak, som byder! sagde Smeden. Og da han syntes, 189 at Maren havde Ret til at vente endnu et Par Ord, fortsatte han:

✂ - Det var da svært kontrarigt, at Christiane saadan skulde til 'et.

✂ - Ja-a, sagde Maren langsomt - men det var nu saa Guds Vilje.

✂ - Og den maa vi jo bøje vos for, supplerede Smeden. Saa stod de et Par Minutter og sagde ikke et Ord.

✂ - Ja, Farvel!

✂ -- Farvel, Maren!

✂ Og saa travede Maren hjem til Mørbraden.